1. No category

© Linda Maria Koldau / Verlag tredition
Excerpt from:
Linda Maria Koldau, Jante Universitet. Episoder fra livet bag
murene, Bind 3: Totalitære Strukturer
Hamburg: tredition, 2013
7. New Public Managementets sprog:
DJØF-dansk og bullshit-kulturen
For et år siden lærte jeg begrebet ’DJØF-dansk’ at kende. Jeg morede
mig over at genkende netop de gloser i DJØF-dansks bolsjedåse, som
jeg havde hørt igen og igen siden min ansættelse på Jante Universitet.
Et sprog, som er fuldkommen udhulet – og alligevel bliver brugt som
uendelig besværgelse for en kvalitet, som slet ikke findes. Jeg begyndte
at spørge mig selv, hvordan titusindvis af offentlige ansatte kan gå
med i et løgneagtigt sprogbrug, hvis tomhed de meget godt kan gennemskue.
Nu morer jeg mig ikke længere. Den internationale litteratur om New
Public Managementets hærgen byder nemlig på klare analyser af den
større dimension, som DJØF-dansk og det lignende managementlingo i andre sprog har. Den internationale litteratur tydeliggør den
enorme politiske og samfundsmæssige betydning, som dette målrettede misbrug af sprog og mening har.
Igen føles det, som om jeg var havnet i det 20. århundredes
mørkeste systemer og utopier:
Bringing all the arguments together, one is forced to conclude that the
NPM discourse is Orwellian in nature because it redefines concepts such
as quality, accountability, transparency, and professionalism and perverts them into their opposites. It is no wonder then that this discourse
and the practices associated with it are fundamentally undermining the
ancient profession of teaching.
1
Danske universitetsansatte ruller kun med øjnene, når deres administratorer henter deres DJØF-dansk-bolsjedåse frem. ”Det ulidelige
managementsprog, som intet menneske ved sine fulde fem kan få
noget som helst ud af,” kalder administrationsekspert John Greger
Carlsen deres lingo i Politiken. Men universitetseksperten Chris
Lorenz viser i sin artikel om New Public Management-universitetet, at
ledernes DJØF-dansk faktisk er et meget alvorligere problem end bare
et sprog, som ingen kan få noget ud af. Fordi man kan få meget ud af
det, når man forstår dette sprog rigtigt: Det er en pervertering af
ordene til deres modsatte betydning – og det gælder også for den
ekspertise, som et universitet faktisk står for. Og dermed gælder
perverteringen i sidste ende hele uddannelsen, som universiteterne
tilbyder.
Sprog og diskurs – altså den måde, hvordan der bliver tænkt og
kommunikeret inden for en vis social og institutionel ramme – er
uadskilleligt forbundet med New Public Managementets magtsystem.
Netop på universitetet, hvor sprog og kommunikation i ord og skrift
spiller sådan en afgørende rolle, har administratorernes sprogbrug en
altomfattende betydning for magtstrukturen og det ’produkt’, som
universitetet udvikler og sælger.
Sproget er magtens instrument. New Public Management har usurperet begreber, som ellers betegner det gode stykke arbejde, både i
produktion og administration: kvalitet, effektivitet, fleksibilitet, transparens, ansvarsbevidsthed. Disse begreber er blevet perverterede:
The NPM discourse is formed not only by its fundamental concept of
efficiency but also by quality, transparency, accountability, and flexibility. All NPM notions parasitize their equivalents in the vernacular. As
stated earlier, NPM was propagated in the eighties as the means to
make the public sector efficient and transparent and thus accountable.
Pervertering betyder ’omvendelse’: Begrebene er blevet omvendt til
deres modsatte betydning. Fleksibilitet? De studerende bliver fastlåst i
detaljerede studieordninger. Som Thea på Afdelingen for Musikvidenskab bliver de afstraffet, hvis de ikke holder sig til ordningens enkelte
2
© Linda Maria Koldau / Verlag tredition
bogstave. Der er ikke fleksibilitet for et eneste lille skridt uden for det
fastskrevne skema. Kreativitet? Hvad har ledelsens skemaer og
kassetænkning – sådan som i Lykkes ’litteratursøgningskompetencetaksonomi’ – med kreativitet at gøre? Effektivitet? Jævnfør det totale
administrative kaos, som dekanens centraliseringen af hele administrationen har ført til. Kvalitet? Vi ved imidlertid, hvad der skjuler sig bag
de angivelige ’uddannelser i verdensklasse’.
Men selvfølgeligt gentager vores management disse perverterede
ord som mantraer. Jeg tror ikke længere, at ledelsen faktisk håber på,
at denne notoriske gentagelse endelig vil forvandle ordene til virkelighed. Jeg tror heller ikke længere, at ledelsen faktisk selv tror på det,
som de siger. Det er et sprog, som er fuldkommen koblet fra virkeligheden. Det er bullshit-kulturen.
Bullshit-kulturen forklarer, hvorfor NMP-ledelsen kan køre universiteterne som en lukket verden i sig selv. Denne kultur forklarer, hvorfor
de danske universiteter, der med åbne arme har overtaget New Public
Management systemet inden begrebet ”New Public Management”
overhovedet var blevet kendt som internationalt fænomen, har koblet
sig fra samfundet og er blevet immune for enhver form for offentlig
kritik:
NPM discourse can be termed a bullshit discourse, in the sense ascribed
to this concept by Harry G. Frankfurt. This can explain the hermetic,
self-referential nature of the NPM discourse and the fact that NPM ideology has proved to be completely resistant to all criticism for over
thirty years.
Det er filosoffen Harry G. Frankfurts bog On Bullshit, som Chris Lorenz her henviser til. Så tidligt som i 1986 – altså præcis i den periode,
da New Public Management lige så stille begyndte at erobre den
offentlige sektor – publicerede den amerikanske Princeton-professor
sin artikel ”On Bullshit”. Den gang i 80erne var der endnu ikke
mange, som forstod Frankfurts anliggende. Men i 2005 blev artiklen
genpubliceret som lille bog – og i 2005 blev den pludseligt til én af
USAs største bestsellere. I 2005, tyve år efter Frankfurts profetiske
3
analyse, kunne folk pludseligt erkende den slående sandhed i det han
sagde om sprogets pervertering. Fordi folk oplevede denne pervertering imidlertid hver eneste dag på deres arbejdsplads.
Definitionen af ‘bullshit’ er afgørende, fordi den forklarer, hvordan
universiteterne – eller i det mindste de humanistiske fakultetetsledelser
og den uddannelse, som de forordner – har kunnet koble sig så
fuldstændigt fra virkeligheden:
Unlike lying, bullshit does not refer to the truth as such. Bullshit is neither based on a belief that what is being claimed is true nor, as in a lie,
that it is untrue: “It is just this lack of connection to a concern with
truth—this indifference to how things really are – that I regard as of the
essence of ‘bullshit.’”
Bullshit er ikke løgn. At lyve betyder, at man har en bevidsthed om,
at hvad sandhed er – og hvad den ikke er. Sandhed bliver anerkendt
som et faktum, som en fast størrelse. Bullshit-talere anerkender
derimod ikke sandhed. Mens en løgner kender til sandheden og
bevidst går imod den, er en person, som taler bullshit, slet ikke
interesseret i sandheden. Bullshit-talerens vigtigste mål er at vildlede
folk. Det vigtigste er, at der slet ikke tales om faste størrelser og om
faste værdier. En bullshit-taler undgår at fastlægge sig på en definition
af de ord, han eller hun bruger. Dermed undgår bullshit-talere enhver
diskussion og debat mens de netop siger, at de altid er åbne for debat.
De drejer ordene om i munden på folk, som ønsker at tale med klare
ord. Med ord, der har en betydning bag ordets ydre.
Bullshit-diskursen er en notorisk sprogbrug, hvor sprog ikke længere tjener til at tydeliggøre, men at sløre. Dermed udhuler bullshitdiskursen samfundets vigtigste infrastruktur: kommunikation. Kommunikation i bullshit-verdenen er en leg med tomme ord. Med formler, der ingenting betyder – og det folk, som bruger disse formler, har
heller ikke interesse i, om de betyder noget. Om de kan møntes ud i
virkeligheden: i reelle handlinger, i konkret produktion.
Bullshit-diskursens videnskabelige dragt er postmodernismens totale vilkårlighed. Så svarer bullshit-diskursens sprogbrug nøje til de teoretiske luftkasteller, som på mit institut bliver solgt som ’videnskab’: Vi
4
© Linda Maria Koldau / Verlag tredition
taler i storslåede fraser og sælger det som ’kommunikation’. Men
kommunikation finder slet ikke sted, fordi kommunikationens transportmiddel, ordene og deres konkrete betydning, er blevet udhulet.
Ordene er ikke længere transportmiddel for konkret mening og værdi.
De er bare tomme ord, som vilkårligt kan udveksles. Og det findes
igen i den videnskabelige tilgangsmåde: ”Alt er relativt” – det er postmodernismens trosbekendelse. Og netop det er bullshit-diskursens
videnskabelige pendant. Begge dele, diskursen og dens videnskabelige
realisering, har mistet al troværdighed. Fordi de har givet afkald på
enhver forbindelse til virkelighed og sandhed.
Da jeg læser Frankfurts bog, tænker jeg selvfølgeligt på det danske
bullshit-bingo, som morede mig så meget sidste sommer. Men nu, i
denne større kontekst filosoffen beskriver, er det ikke længere sjovt.
Fordi denne bullshit-diskurs omhandler rå magt og den fatale ødelæggelse af kvalitet og effektivitet i den offentlige sektor. Og især i uddannelsessystemet. Dermed omhandler denne bullshit-diskurs ødelæggelsen af hele samfundets fundament.
Det er præcis det, som jeg har oplevet på Jante Universitet.
Professor Chris Lorenz forbinder filosoffens bullshit-analyse med
typiske aspekter fra den aktuelle New Public Management universitetsverden. Disse aspekter danner den socio-teoretiske baggrund til det,
som jeg i alle detaljer kender fra Jante Universitet:
To supplement this explanation of the success of NPM discourse, Frankfurt’s conceptual analysis of the notion of bullshit can add to our understanding of how universities have been taken over by a management
tier that has deprofessionalized the faculty while producing its own official bullshit about education and research. I am referring here to three
types of statements that play a key role in NPM discourse:
(1) statements that identify the quality of education with quantitative
educational output (“qualispeak”);
(2) statements that identify the academic worth of research with economic market value (“valorizationspeak”); and
(3) statements that identify the underfunded public universities (of the
US, the Netherlands, Germany, or France) with top private universities
of the US (“topspeak” or “excellencespeak”).
5
’Qualispeak’: “Vi tilbyder uddannelser i verdensklasse.” Som uskyldig
professor fra Tyskland, hvor New Public Management endnu ikke helt
har erobret universitetsverdenen, troede jeg, at der faktisk fandtes
noget bag denne skønne facade. Jeg lod mig forblinde af Jante
Universitetets skønne facade, fordi jeg kendte ikke noget til ledelsens
store kommunikationsafdelinger, som udelukkende tjener til at opbygge netop denne facade over for offentligheden og udefrakommende.
Dyre brochurer på højglanspapir. Dejlige billeder – i Jante skinner
solen altid.
Qualispeak uden nogen relation til sandhed: Hvad var det, mine
kolleger skrev som svar til min faglige kritik?
Vi vil gerne slå fast, at de studerende, der sigter mod at skulle være
gymnasielærere ligesom alle andre studerende, som begynder på
Musikvidenskabs bacheloruddannelse, har været gennem en optagelsesprøve i nodefærdigheder, klaverspil, sang og hørelære. De uddanner
sig bredt musikhistorisk og musikteoretisk og erhverver sig praktiske
færdigheder inden for sang, korledelse, klaverspil og arrangement. Når
de studerende kommer ud med en kandidatgrad fra underviserlinjen,
har de således de kompetencer, der forventes af gymnasielærere, og er
naturligvis velbevandrede i vores righoldige musikhistorie.
Det er minsandten skønne ord. Og hvor er dokumentationen? Mine
kolleger bruger ikke direkte ordet ’kvalitet’ i deres qualispeak, men
deres beskrivelse formidler indtrykket, at det er en fremragende uddannelse, som de fremtidige gymnasielærere i musik får på afdelingen.
Lige som rektorens motto, at Jante Universitet udbyder ’uddannelser i
verdensklasse’.
Hvordan kan det så være, at formanden for musikfagets censorkorps og kursusleder på gymnasiets pædagogikum betegner netop de
musikstuderende, som i dag forlader universitetet med en kandidatgrad og ansøger stillinger på gymnasier, for ’ubrugelige’? Hvordan kan
det så være, at studerende, der sidder i kandidatuddannelsen i Musikvidenskab – også på underviserlinjen – ikke kender til de mest populære værker ”i vores righoldige musikhistorie”? Hvordan kan det være,
at disse studerende, ifølge min afdelingskollega Mattes Nedergaard
6
© Linda Maria Koldau / Verlag tredition
Olsen, ikke kender forskellen mellem komponisterne Schumann og
Schubert? Hvordan kan det være, at flere afdelingskolleger (igen ifølge
min kollega Mattes) selv ikke kender forskellen – og alligevel kalder sig
for ’lektor i musikvidenskab’?
Det her er bullshit-kulturens tomme qualispeak. Og offentligheden
tror på det, fordi det er jo universitetslektorer, der taler.
’Valorizationspeak’ findes der eksempler på i samme artikel:
Alle fag bør udvikle sig i et samspil med samfundet, og på Musikvidenskab har vi bestræbt os på at foretage en fagligt funderet og fremadrettet udvikling af musikfaget. I dag skal humanistiske fag uddanne
kandidater til et meget bredt arbejdsmarked, og kunststykket er at gøre
uddannelserne så fleksible, at det bliver muligt at sigte mod forskellige
jobfunktioner.
Bingo! ’Fremadrettet’, ’uddanne til arbejdsmarked’, ’fleksible’: tre vigtige bullshit-ord i to korte sætninger! Antallet af bullshit-ord per sætning
kan betegnes som ’bullshit-indeks’: Jo højere indeks-tallet er, jo ringere
er udsagnets troværdighed.
Denne enkle regel for bullshit-indeksen kan nemt afprøves – ved at
kræve dokumentation. Ikke i form af kvantitative målinger. Jeg ønsker
ikke at vide, hvor fine karakterer de har fået i deres eksaminer. Jeg
ønsker ikke at vide, hvor mange kandidater har fundet job et eller
andet sted på det danske arbejdsmarked. Som ekspert ønsker jeg at
vide, hvordan det står til med deres faglige fundament. Hvor vidt
deres akademiske kandidatgrad i musikvidenskab står for en troværdig
akademisk kvalifikation. Og hvordan deres fundament i viden og
metode dygtiggør dem til transferydelse – altså til at anvende det, som
de har lært, selvstændigt og effektivt til andre opgaver og
arbejdsområder. Kort sagt: Jeg ønsker at vide, i hvilken grad deres
studium gør dem virkelig dygtige til det, erhvervslivet kræver.
Valorizationspeak: Under uddannelsesminister Helge Sander er den
berygtede formel ’fra forskning til faktura’ blevet indbegrebet af
valorizationspeak. Imidlertid hersker der, som man kan læse i talløse
aviser, åben foragt for den tidligere ministers trylleformel – fordi den
7
afslører, at den tidligere uddannelsesminister slet ikke vidste, hvad en
akademisk uddannelse er og går ud på.
Så er trylleformlen blevet erstattet. Men slet ikke med en mere
troværdig målsætning: ’Dygtige til arbejdsmarkedet’ er blevet den nye
trylleformel i NPM-universiteternes valorizationspeak.
Igen har trylleformlen ingen som helst relation til sandhed og
arbejdsmarkedets virkelige vilkår. NPM-ledelserne ignorerer, at ’dygtighed til arbejdsmarkedet’ kun kan måles i kvalitet – og ikke med de
kvantitative kriterier, som ledelsen hele tiden fremlægger. Samtidigt er
ledelsens tomme retoriske besværgelser af ’kvalitet’ og ’verdensklasse’
ikke tilstrækkelige. Samfundet kræver bevis. Hvor er ledelsernes
dokumentation for den angivelige ’kvalitet i verdensklasse’?
Uden konkret bevis er denne deres valorizationspeak bare tomsnak.
Eller også bullshit.
Og endelig ‘topspeak’ eller ‘excellencespeak’: Det er dagligdags kost på
Jante Universitet. Hvad var ’missionen’ med Jantes nye Institute for
Advanced Studies? ’To advance highest quality research’ – så kan Jante
Universitet føle sig som Skandinaviens lille Princeton.
En af Jante Universitetets professorer, som selv har studeret på ét
af USAs top-universiteter, har været så modig at sætte finger på ledelsens megalomani. Under titlen ”Enevælde, propaganda, bureaukrati...”
beskriver han i Politiken de ’helt nye ledelsesformer’ på Jante Universitet. Ét af den nye ledelses fremtrædende karaktertræk – samt tegn på
ledelsens manglende professionalisme – sammenfatter professoren
under punktet ”Stanford-argumentet”:
Danske Universiteter vil gerne være blandt de førende i verden, hvilket
(for dem) vil sige at ligge højt på ’ranking-listerne’. Desværre er Jante
Universitet nedadgående på den sidste Times Higher Education-liste –
men ligger dog stadig pænt. Man ønsker at blive som Stanford og MIT:
Massachusetts Institute of Technology, og det skal ske via mere
professionel ledelse og stærk styring – og altså mere bureaukrati, et
større pengeforbrug hos ledelsen og mindre medarbejderindflydelse.
Jeg tror ikke, at mange blandt danske universitetetslederne har meget
direkte kendskab til de amerikanske top-universiteter, for jeg kan
oplyse, at der hersker en ganske anden virksomhedskultur; et af
8
© Linda Maria Koldau / Verlag tredition
nøgleordene er respekt, respekt for de ansattes indsigt og evner, for
institutledernes dømmekraft, og for den frihed, der er et centralt
element ved et universitet. Hertil kommer, at USA er et større land, der
er en stor udvælgelse for at komme på et godt universitet, og disse
universiteter har en lang tradition og store midler bag sig.
Man kan ikke på kort tid og med et hurtigt fix skaffe sig noget lignende
herhjemme. Men det er noget, universitetsledere i Europa tit drømmer
om.
På de danske universiteter har man hverken penge eller erfaring eller
potentiale til at kunne sammenligne sig med Harvard, Stanford, Yale.
Men når man bare gentager det ofte nok, at Jante Universitet næsten
har nået deres niveau, vil det måske en dag blive sandt?
I det mindste kan det jo være, at disse notoriske besværgelser
overbeviser en eller anden trofast dansker om, at de danske universiteter udbyder uddannelse i verdens bedste kvalitet.
Det er farligt at sige farvel til sandheden. Det er farligt at udhule
sproget. De internationale eksperter henviser til forbindelsen mellem
New Public Management og totalitære systemer. Denne forbindelse
gælder netop også sproget. Og når sprogets udhulning bliver anvendt i
uddannelsessektoren, så har det igen alvorlige konsekvenser for hele
samfundet. Ikke kun dannelsesmæssige, men også politiske konsekvenser.
Sproget og den resulterende kommunikation er samfundets vigtigste infrastruktur. Hvis infrastrukturen bliver perverteret igennem et
sprog, som slet ikke længere tager hensyn til sandt og usandt, et sprog,
hvis formål er at forblinde og vildlede, så bliver samfundet blindt for
de magtstrategier, som står bag denne sprogbrug. Hele infrastrukturen
er blevet korrumperet – og samfundet lader sig lulle i søde drømme af
bullshit-kulturens qualispeak, valorizationspeak og excellencespeak.
Mig bekendt findes der kun få personer i Danmark, som har gennemskuet den tætte forbindelse mellem sprogbrug og politiske strategier. Én af året 2011’s mest debatterede artikler i Politiken gjorde
opmærksom på netop dette problem. ”Den sproglige fascisme breder
sig” lød den provokerende overskrift på en artikel af en tidligere
debatredaktør på Politiken, som nu arbejder som direktør for et af
9
Danmarks mest succesrige kommunikationsfirmaer. Han var modig
nok at henvise til de alvorlige konsekvenser, som den udhulet dannelse
har for de unge menneskers horisont og evne til kritisk tænkning:
I tidens stil får vi en voldsom ophobning af ’synsninger’ på det allermest
overfladiske spinplan. Virksomhedens direktør skal f.eks. »gå på tv«,
ellers er han »helt til grin«. Man kan jo mene, som progressive sprogforskere ynder at gøre det, at et »levende« sprog kun vidner om sproglig »kreativitet«. At unge mennesker nu som altid jonglerer med de
semantiske muligheder, hvorfor udviklingen aldrig kan være andet end
»spændende«.
Men jeg tror faktisk, at »udviklingen« har karakter af afvikling, og at
George Orwell havde ret: Opløsningen af sproglige kompetencer
medfører nødvendigvis en erosion af tankekraft og et goddag til den
selvskabte fascisme. Færre ord, mindre råderum, flere fordomme. Dét
er, som bekendt, fascisme.
Det er ikke et tilfælde, at denne artikel blev til én af årets mest
omstridte. Folk gik i oprør – tænk at jeg skal være fascist, bare fordi jeg
snakker som jeg har lyst til! Debatkulturen har hurtigt pløjet
debattørens skarpe pointe under i en masse af oprørte eller også
bekræftigende kommentarer. En rigtig fin debat. Men næsten ingen af
kommentatorerne har taget forfatterens henvisning til Orwell op. Og
ingen har sat forfatterens pointe i sammenhæng med den aktuelle
internationale forskning om New Public Management og dens totalitære strukturer – som netop afspejler sig i sprogbruget.
Sprogets udhulning har alvorlige konsekvener for hele samfundet.
Men hvad gør New Public Managementets korrumperende sprogbrug
ved selve institutionen – ved universitetet, som altid og internationalt har
været betragtet som personificeringen af den kritiske tanke og det
tilsvarende sandhedssøgende, analyserende sprogbrug?
Det er ikke kun universiteternes sprogbrug, som bullshit-kulturen
perverterer. Hvis man perverterer sproget, så bliver også alle relationer
perverteret. Det påpeger Chris Lorenz i sin analyse af New Public
Managment-universitets bullshit-diskurs:
10
© Linda Maria Koldau / Verlag tredition
From an organizational perspective, the call for greater accountability
goes hand in hand with more power for management; in fact, under
NPM all behavior is classed as irresponsible (and therefore unacceptable) if it is not controlled by management. The management discourse
of accountability and management control practices are therefore interdependent. Professional autonomy then appears— mirabile dictu—as
irresponsible and as elitist, while the subordination of professionals in
top-down managerial control systems is presented as increased accountability and as democratic.
Det er netop processen, at universitetets egentlige eksperter ikke længere har noget at skulle have sagt. Forskernes og undervisernes
ekspertise? Den gælder for ingenting. Den må faktisk kues. For den
kan ikke kontrolleres – af administratorer, der selv mangler den faglige
og pædagogiske ekspertise. Derfor bliver ikke kun sproget, men hele
forholdet mellem de to grupper perverteret. På et universitet skal
administrationen egentlig være service: Den service, som får det egentlige arbejde at glide. Og det egentlige arbejde er forskning og undervisning.
På det bureaukratiske New Public Management-universitet er
administrationen blevet et mål i sig selv. Derfor vokser administrationen også i det uendelige: Administratorerne er nødt til at retfærdiggøre, hvorfor det imperium, som de har skabt som deres eget lille
kongerige, sluger så mange penge.
Derfor skal der administreres. Og de administrative ansatte, lige
som de videnskabelige ansatte, skal kontrolleres. Derfor må der stadig
opfindes nye kontrolmekanismer. Og der må ansættes nye mellemledere, der gennemfører kontrollen – med en helt stab af nye administrative medarbejdere.
Administratorerne er blevet universiteternes ledere. Det viser,
hvordan New Public Management-universitetet har skiftet fokus: fra
videnskab og uddannelse til administration og kontrol. De egentlige
eksperter, altså det videnskabelige personale, har at finde sig i det. Det
værste er, hvis en professionel akademiker kommer og kræver autonomi. Det er uundskyldeligt. Det er de der gamle elitære professorer.
De må kues. De må kontrolleres og holdes ned. Det bliver så solgt
11
som ’demokratisk’. Og netop i Danmark, lighedens land, lyder sådan
noget rigtig godt i offentlighedens ører.
Igen kan man se, hvordan den danske universitetshistorie med
70’ernes professorvælde-traume forbinder sig perfekt med New Public
Management-systemet.
Kvalitet, som er det afgørende kriterium i det akademiske arbejde,
bliver ligeledes vendt op og ned på:
Quality Assessment is self-referential because Quality Assessment defines quality in terms of controllable systems: “The product of a Quality
Assessment system is therefore quality assured by definition – without
necessarily guaranteeing its excellence or fitness for use”. The effect of
the introduction of Quality Assessment has been that management
definitions and controls of accountability and quality of faculty performance have replaced the extremely complex question of what quality of
education consists. The complexity and quality of real education has
been fatally reduced by the Quality Assessment models to the quantitative pass rate.
Selvfølgeligt taler New Public Management-ledelsen en masse om
’kvalitet’. Ordet hører jo netop til de fornemste bullshit-gloser. Men
rent faktisk er det kvantitet, som ledelsen fremstiller og sælger som
kvalitet. Det er kvantitative kriterier, der bliver fremlagt for at bevise,
at universitetet udbyder ’kvalitet’. Akkrediteringsudvalget lader sig
imponere af så og så mange ’gæsteforelæsere’, der har holdt en eller
anden undervisningstime på vores afdeling. Ingen i udvalget spørger,
hvor kvalificeret denne gæsteforelæsere egentlig er. Ingen spørger,
hvordan gæsteforelæserens forelæsning egentlig er passet ind i et godt,
sammenhængende undervisningskoncept. Ingen spørger, om Puk Olsens og Cilly-Regitzes patchwork-undervisningsmodel med så mange
gæsteforelæsere som muligt egentligt har nogen som helst pædagogisk
kvalitet.
Og selve spørgsmålet om, hvad ’kvalitet’ egentligt er, og hvilke
kriterier der skal til, er ikke tilladt. Det er nemlig subversivt – det
sætter nemlig finger på det, som mangler på New Public Managementuniversitetet: faglig ekspertise.
12
© Linda Maria Koldau / Verlag tredition
Visse ph.d.-skoleledere påstår, at det eneste kriterium i afgørelsen om
at tildele phd-stipendiater er projektskitsens ’kvalitet’. De siger ikke,
hvem det er, der afgør, hvad ’kvalitet’ er. Mange afgørelser viser, at det
er partitroskab, som bliver betegnet som ’kvalitet’ – mens ansøgninger
fra kandidater, som både er kvalificerede og fremviser funderede
projektskitser, bliver afvist. På denne måde kan ledelsen i Danmark
afgøre, hvem der overhovedet har en chance for at kvalificere sig til et
job på et universitet. Deres indholdstomme kvalitetskriterium – hvordan kan et udvalg uden en eneste musikforsker egentligt bedømme en
musikvidenskabelig projektskitses kvalitet? – skal lukke munden på al
kritik.
Det samme gælder kvalitetssikring – et yndlingsproblem i danske
institutioner og virksomheder. Hvordan kan man sikre kvalitet? Med
kvantitative kriterier. Skema og flueben – på denne måde kan man
unddrage sig det ubekvemme spørgsmål om, hvordan man egentlig
bedømmer ægte kvalitet. Det er administratorer, som gennemfører
kvalitetssikringen. Hvis de virkelig skulle kunne bedømme ’kvalitet’, så
måtte de være kvalificerede i netop det område, som de skal bedømme. Det samme gælder for akkrediteringsudvalget. Hvor mange
musikforskere sidder i det udvalg, der har bedømt faget Musikvidenskab? Hvordan står det med disse musikforskeres kvalifikation?
Hvor meget har de publiceret inden for faget? Er de internationalt
anerkendt? Det er kun, hvis de kan fremvise en kvalifikation på internationalt niveau, at deres bedømmelse får troværdighed.
Hvis der skal bedømmes og sikres et vist områdes kvalitet, så må
den person, som udfører dette arbejde, selv være højtkvalificeret
indenfor netop dette område. Ellers har ’kvalitetssikringen’ og akkrediteringen ingen værdi. Ellers er det igen bare en øvelse, hvor
intetsigende kvantitative kriterier bliver solgt som ’kvalitet’.
Offentligheden og ministerierne har imidlertid købt dette
svindelnummer. Angivelig kvalitet bliver demonstreret med hjælp af
kvantitative målinger. De kan sættes sammen og printes i fine statistikker – selvfølgeligt på højglanspapir. Når processen en gang har
13
startet, bliver den selvkørende: ’Kvalitet’ bliver bedømt efter, hvor
mange kandidater og ph.d.’er der bliver produceret på et universitet,
mens ingen længere efterspørger ægte, fagligt begrundede kvalitetskriterier.
Dermed klarer universitetet sig fremragende i et uddannelsessystem, hvor regeringen har fastsat taxametersystemet – altså en rent
kvantitativ måling – som afgørende målingsstok for at tilføre universiteterne milliarder af kroner.
Og endelig har New Public Managementets bullshit-kultur afgørende
konsekvenser for selve arbejdsmiljøet. Lige som ’kvalitetssikringen’
med sin skønne kvantitative facade bruger ledelsen storslåede
arrangementer for at foregøgle et fremragende arbejdsmiljø. APVdagen med sin hygge, hvorefter ledelsen kan bekræfte, at det går fint
med medarbejdernes ’arbejdspsykologiske vurdering’ (APV). Regelmæssige spørgeskemaer om trivsel og gruppeøvelser om godt samarbejde – vi elsker det at arbejde på vores institut! Men der er alt for
mange, der for længe siden er holdt op med at tro på ledelsens
bullshit:
This symptomatic fact also explains another consequence of the introduction of NPM in the academic world: the existence of widespread
cynicism and hypocrisy among faculty regarding the application of Quality Assessment procedures. Philip Tagg’s observations on this certainly
do not apply only to England:
“Most colleagues find audit exercises ludicrous but nevertheless go
through the motions of complying with their imperatives lest the wrath
of management be incurred. We see straight through the emperor’s
clothes, so to speak, but feel obliged to stifle our laughter and to hide
our sense of ridicule when the emperor’s minions approach us ‘donkeys’
with their managerial sticks and carrots. Repeated viewing of the emperor in his see-through clothing – transparency in the true sense of the
word – leads to understandable cynicism towards the system that
forces us to carry out the ridiculous chores of audit. A recurrent quip
from colleagues is that we’re forced, like circus animals, ‘to jump
through hoops.’ The more circus tricks we perform, the more we demean ourselves. After all, the whole idea of forcing someone to carry
out a pointless task is to demean that person.”
14
© Linda Maria Koldau / Verlag tredition
Jeg er henrykt, da jeg læser musikforsker Philipp Taggs kritiske indlæg.
Philipp Tagg – netop den internationale kollega, som bliver forgudet
på min tidligere afdeling på grund af sine studier om populærmusikforskning! Mon mine jantesianske eks-kolleger også ville sætte
Taggs Conscious objections to audit på de studerendes læseplan – eller
kunne det være for subversivt at fodre vore studerende med den slags
systemkritiske tanker? Der findes vistnok ’ønsket Tagg’ og ’uønsket
Tagg’ på afdelingens pensum.
Men måske vil en eller anden selvstændig musikvidenskabsstudent
en skønne dag slå Taggs webside op og så selv finde frem til musikforskerens universitetskritiske overvejelser – de overvejelser, som passer mindre godt til det jantesianske system. Der er altid håb for, at de
unge mennesker selv går på opdagelsesrejse.
Der er få i Danmark, der ville fremlægge virkeligheden så åbent og
nådesløst, som musikforskeren Philipp Tagg gør det. Hvem ønsker da
at indrømme, at det akademiske personale bliver direkte ydmyget
igennem ledelsens bullshit og pseude-demokratiske iscenesættelser?
Tagg og de europæiske eksperter fremhæver kynisme som en fremtrædende reaktion hos det akademiske personale. Ifølge min og mange
kollegers erfaring findes denne reaktion ikke så ofte på de danske
universiteter. Derimod har danske akademikere og debattører skabt to
andre begreber, som måske betegner en typisk dansk reaktion på New
Public Managements bullshit-kultur: tavshedskultur på den ene side,
og spytslikkerkultur på den anden.
Tavshedskultur er det, som vi kender fra totalitære systemer: I
faglitteraturen taler man om ’tilbagetog i den indre eksil’ eller om ’den
indre emigration’. Folk i et totalitært system, som ønsker at holde fast i
deres identitet og deres standarder, trækker sig tilbage. De ved, at de
vil blive udsat for sanktioner, hvis de tør stå offentligt ved dem. Så
lukker man døren. Så holder man ’lav profil’, som min eks-kollega
Didde på Musikvidenskab udtrykte det. Så fokuserer man på familien.
Plejer sit hus og sin have.
På den anden side fremelsker ledelsens totalitære magtsystem en
udpræget ’spytslikkerkultur’ hos dem, der ønsker at komme videre i
15
systemet. De tilpasser sig og synger ’halleluja’ og ’amen’ i kor, når lederen oser med sine storslåede DJØF-danske fraser.
Det her er typiske reaktioner i totalitære systemer. Indre emigration,
spytslikkere, og i nogle sjældne tilfælder subversivitet eller endda åben
modstand.
Jeg smiler lidt for mig selv: Netop da dekan Batseba Danielsen
kaldte mig som ’den ideale kandidat’ til Jante Universitet var jeg ved at
skrive en fagartikel om musiklivet under nazismen. Dér beskrev jeg
netop disse overlevelsesstrategier – eller også selvmordsstrategier, hvis
man turde yde modstand – hos de tyske komponister i 30erne og
40erne. Bogen med min artikel udkom nogle få uger efter jeg startede
på Nick Larsens Institut for Æstetiske Discipliner. Jeg anede ikke, at
denne lille artikel en dag ville få sådan en symbolsk betydning.
Hvad er så de store konsekvenser af denne totale udhulning af universitetets principper?
Det kan Jante Universitetets ledelse selv godt svare på: ”Bussen er kørt
for det klassiske universitet,” udråber dekan Margit Thomsen og
prorektor Stefan-Edlef Vestergaard Frederiksen i Weekendavisen.
Parolen stemmer ikke fra dem selv. De citerer faktisk det sigende
diktum af én af Jante Universitetets mest trofaste ideologer. En dansk
professor, som har grundlagt sin karriere på Jante Universitet i universitetets radikal-marxistiske fase og senere er blevet chef for universitetets vigtigste pædagogiske enhed. Der er intet andet universitet i Europa, hvor den røde tråd fra universitetets radikal-marxisme til New
Public Managementets totalitære træk er mere kontinuerlig og mere
synlig – med kontinuitet i selve personerne fra Jantes samme lille
personkreds.
”Bussen er kørt for det klassiske universitet”: Det er det minsandten
under universiteternes New Public Management.
16
© Linda Maria Koldau / Verlag tredition
Men – ønsker samfundet at få det alternativ, som New Public Management har skabt for universitetet?
Ønsker samfundet et ’universitet’,
som sælger værdiløse uddannelser og dermed udhuler
samfundets økonomiske og sociale fundament?
hvor ledernes sprog og kommunikation har mistet enhver
troværdighed?
hvor den oppustede administration er så kaotisk og ineffektiv,
at den blokerer alt fornuftigt arbejde – og spilder milliarder af
skatteydernes penge?
hvis ledere undertrykker og udhuler den frie kritiske tanke og
dermed én af demokratiets vigtigste søjler?
hvis ansatte bliver chikaneret og fyret, når de tør gøre deres
pligt – nemlig uddanne de studerende til selvstændighed og stå
inde for høje akademiske standarder?
hvor ansatte, der ønsker at beholde deres stilling, stiltiende
bidrager til en usund tavshedskultur?
hvor ansatte, der ønsker at blive forfremmet, aktivt bidrager til
noget, som i Danmark er blevet kaldt for ’spytslikkerkultur’?
hvis højtlønnede ledere gør alt for at frasige sig det ansvar,
som de faktisk bliver betalt for?
Ønsker samfundet virkelig sådan et universitet? Ønsker danskerne at
gøre det her mod deres børn – og børnenes fremtid?
Problemet forsvinder ikke af sig selv. Hvis samfundet ikke står op og
siger nej til denne ødelæggende udvikling, vil den bare fortsætte:
All things considered, we should expect that as long as organizations
continue to be controlled in accordance with the discourse of NPM,
management will continue to produce NPM bullshit, and professionals
will continue to react with cynicism, hypocrisy, and dissidence, as was
the case under state Communism. This means, ironically enough, that
state Communism as a bureaucratic and economic nightmare still has a
historical lesson to teach us, long after the political dream of state
17
Communism has evaporated: to see through the neoliberal NPM dream
as representing the privatized versions of economic and bureaucratic
totalitarianism.
For at kunne erkende New Public Managements virkelige ansigt, er
man nødt til at tænke i større historiske og politiske sammenhænge. I
Danmark med sin særlige universitetshistorie er slægtsskabet mellem
de forældede kommunistiske systemer og den aktuelle New Public
Management-ledelse så åbenlyst som i intet andet land i hele verden.
Men netop denne historiske tilgang til virkeligheden er meget effektivt blevet afskaffet på Jante Universitetets Humanistiske Fakultetet. I
øvrigt under netop de ledere, som er kendt som universitetets mest
ihærdige marxister.
Historien er blevet afskaffet: Det bliver nemlig for farligt, hvis de
unge mennesker lærer at tænke i historiske dimensioner. Dermed
kunne de nemlig erkende, hvordan systemet ser ud bag dets skønne
facade.
Problemet forsvinder ikke af sig selv. Der er så mange i Danmark,
som er trætte af bullshit-kulturen og den stadigt voksende administrative kontrol. Hvornår vil folk i Danmark endelig stå op og sige nej til
denne udvikling? Hvornår vil man endelig holde op med at tro
management-klikens lovjaskeri?
Tilhængerne af New Public Management sælger deres strategier som
’effektivisering’, som forøgelse af ’kvalitet’ og ’transparens’ og som
angivelig ’professionalisering’ af den offentlige sektor. Men deres strategier bygger på et fuldkommen forfejlet fundament. Resultatet er en
ødelæggelse af dimensioner, som samfundet endnu ikke er i stand til at
fatte.
Det var en fatal teoretisk fejlantagelse, at det frie kapitalistiske marked ville regulere sig selv. Denne fejlantagelse betaler milliarder af
mennesker nu for – også danskerne. Ikke mindst de unge danske
generationer, som i den nuværende krise ikke får job og senere vil
være nødt til at tackle krisens alvorlige samfundsmæssige konsekvenser.
18
© Linda Maria Koldau / Verlag tredition
Det er ligeledes en fatal teoretisk fejlantagelse, at New Public
Management kunne føre til en ’effektivisering’ og til ’højere kvalitet’
eller endda til ’uddannelse i verdensklasse’ på de danske universiteter.
Den når frem til det stikmodsatte. Dette er en kendsgerning, som den
danske offentlighed og især det danske erhvervsliv bliver mere og
mere klar over.
On closer consideration, therefore, NPM itself turns out to be the problem in higher education, not the solution. This conclusion should come
as no surprise because NPM is the neoliberal recipe for minimizing the
public sector and maximizing the market sector without considering the
fundamental differences between the public and private sectors or their
complementary relationship.
NPM in this respect bears a clear resemblance to state Communism.
Whereas Communism stands for totalitarianism of the public sector,
NPM stands for totalitarianism of the private sector. Both Communism
and NPM are blind to the interdependence and complementarity of public and private domains, in both cases with disastrous conesquences.
Vi kan nemt se, hvordan de danske universiteters alvorlige krise passer
præcist i den større kontekst af New Public Management i den offentlige sektor. Ikke kun i Danmark, men på globalt plan.
Skal vi sælge os selv, vores værdighed og børnenes fremtid til bullshit-snak? Skal vi fortsætte med at finansiere dette management og
deres kaotiske administration med vores skattepenge – mens vores
børn får en uddannelse, der ikke længere er navnet ’uddannelse’ værd?
Der har i Danmark imidlertid været store debatter om universiteternes
forfald. Ledelsen svarer kun med utroværdige DJØF-dansk-fraser –
med det, som de internationale eksperter betegner som ’bullshit’.
Dette svar mangler enhver troværdighed. Og det ved folk godt.
Politikerne prøver at skjule sig bag New Public Managementet
angivelige professionalisme. Men vi ved imidlertid, at denne ’professionalisme’ er del af en utroværdig bullshit-kultur.
Det er politikerne, som har ansvaret at gøre noget ved det. Men de
mangler ekspertisen til at kunne sætte fingeren på netop den tomhed
19
og netop den mangel på kvalitet, som New Public Management dyrker. Det er en ond cirkel. Den kan kun brydes med et klart nej til New
Public Managementets bullshit-kultur – og så med troværdige kvalitetsstandarder, der bygger på ekspertise og et fast fagligt fundament.
20