1. No category

Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Indholdsfortegnelse
Engelsk resumé
s. 2
Indledning
s. 3
Den traditionelle nisse
s. 4
Oplysningstidens faldende tro
s. 6
Romantikkens fastholdelse af traditioner
s. 7
Den ondsindede nisse
s. 8
Nissens betydning for gården
s. 12
Nissen som hus- og bynisse
s. 14
Nissen som julens gud
s. 15
Nissens videreudvikling
s. 19
Konklusion
s. 21
Litteraturliste
s. 23
Bilag
s. 29
Side 1 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
English résumé: The transformation of the Danish nisse in the 19th century
The nisse – best described to foreigners as a gnome, elf, pixie or goblin – is the most tenacious
supernatural creature in Denmark despite the condemnation from Christianity since at least the 17 th
century and most likely ever since the entry of Christianity into the country. This project
investigates how and to what extent the nisse on the farm transformed into the today so well-known
Christmas nisse. This has been done based on the Romanticism of the 19th century and the
appertaining research on myths. My expectation was to see a shift from the nisse as a genuine faith
of the adult population for whom they stood in awe and towards a cozy children’s figure just like
Santa Claus and the Easter Bunny. My sources have primarily been the Danish folklorists from the
19th century along with a couple of writers plus a few illustrators from the same period. To put it
into perspective I include a later writer.
My conclusions are that the nisse has evolved concurrently with the human unlike other
supernatural creatures such as the mountain people. The nisse started out as a devil-like house god
to which the family sacrificed porridge to prevent its evil doings, and the peasant would be wise to
leave it alone with its work in the barn. Over time, the nisse was seen as less of a devil and more as
a helper personifying the farm itself. The sacrifices were no longer for preventing harm alone, but
also to ensure the prosperity of the farm, since the nisse was very hardworking and fond of the
livestock. During the urbanisation the nisse moved along to the city and therefore lost its fields of
work. The nisse slowly transformed into a story from “old times” to tell the children – especially on
the holidays. Other countries started making up stories about creatures to handing out gifts at
Christmas, and the Danes gave that job to the dear old nisse. In so doing, the nisse transformed from
a pagan idol according to the firm conviction of the adult society and into a children’s character
with a very bendable mythology fit for any individual child and family.
Side 2 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Indledning
I det gamle Norden blev troen på overnaturlige væsener videreført gennem generationer op gennem
Danmarks historie og sjældent betvivlet. Disse trosforestillinger eksisterede sideløbende med
landets officielle tro – kristendommen – og satte deres præg på især landbefolkningens idéer og
identitet. Først i 1800-tallet blev der dog for alvor interesse for at nedskrive de gamle fortællinger
og opfattelser om disse væsener – heriblandt nissen. Jeg vil i denne opgave undersøge, hvordan og i
hvilket omfang folketroens gårdbonisse transformeredes til den i dag så velkendte julenisse. Dette
vil jeg gøre med udgangspunkt i 1800-tallets romantik og den dertilhørende sagnforskning, som står
i modsætning til 1700-tallets rationalisme, da man i romantikken netop forsøgte at rehabilitere
fortidens forskellige trosforestillinger og menneskets forhold til en besjælet natur. Min forventning
er, at dette vil indvirke på billedet af nissen i retning af et skift fra en del af voksentroens væsener
set på med ærefrygt og hen mod en hyggelig børnefigur på linje med julemanden og påskeharen. En
interessant vinkel er her også om ikke nissen kan fungere som nationalt samlingspunkt i et land, der
søger fællesskab og en fælles historie.
For at undersøge dette vil jeg benytte mig af de tidlige folklorister Just Mathias Thiele (1795-1874),
Svend Grundtvig (1824-1883) og Evald Tang Kristensen (1843-1929) samt forfatterne Steen
Steensen Blicher (1782-1848), H. C. Andersen (1805-1875), Claudius Rosenhoff (1804-1864),
Hans Vilhelm Kaalund (1818-1885) og Johan Krohn (1841-1925). Illustratorerne Johan Thomas
Lundbye (1818-1848), Lorenz Frølich (1820-1908), Vilhelm Pedersen (1820-1858), H. C. Ley
(1828-1875) og Pietro Krohn (1840-1905) har også spillet en vigtig rolle i nissens udvikling. For
perspektivering til senere tider vil jeg inddrage forfatteren Johannes V. Jensen (1873-1950), der
skriver i begyndelsen af det moderne gennembrud, og hvis nissebeskrivelser kan ses som resultatet
af romantikkens forvandling af nissen fra et væsen set på med ærefrygt til en kommerciel del af
julen. Indledningsvis vil jeg redegøre for nissens oprindelse og udvikling frem til 1700-tallet samt
kort opridse centrale elementer i oplysningstiden og romantikken, som kan have haft betydning for
nissens videreudvikling i 1800-tallet. Analysen vil ud fra ovennævnte forfatteres produktion blive
delt op i underemnerne: den ondsindede nisse, nissens betydning for gården, nissen som hus- og
bynisse samt nissen som julens gud med henblik på at belyse de egenskaber, som nissen
tilsyneladende erhverver sig eller eventuelt mister i perioden.
Side 3 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Den traditionelle nisse
Fagfolk benytter som samlebetegnelse for alle naturvæsener i Danmark ordet ”vætte” med
underopdelingerne landvætter – nisser, bjergfolk og ellefolk – og vandvætter – nøkker. Forvirringen
er dog stor omkring forskellen på disse, og det har ikke været nemt for bønderne selv at finde hoved
og hale i definitionerne. Somme tider kunne nisser arbejde i marken og bo i højene, og bjergfolket
beklædte sig ligesom nisserne med røde huer.1 Generelt kan man dog sige, at bjergfolk er nissen
nærmest med hensyn til udseende og bolig. Bjergfolk er altid blevet opfattet levende som et folk i
familier og med det mest menneskelignende liv – et fortryllet menneskeliv.2 De lever i højene, mens
trolde og dværge er fællesbetegnelser for de underjordiske, der lever enten under gårdene eller i
højene, så disse kan både betegne nisser og bjergfolk. 3 Bjergfolk og ellefolk lever ifølge almuens
optegnelser som mennesker med krig, samfundshierarkier, erhverv, højtider og i sidste ende døden.
Forskellene er, at de har trolddomsevner, store rigdomme og en længere levetid end menneskene. 4
Nissen skiller sig ud ved at være en mandlig eneboer isoleret fra familielivet – dog i visse sene
kilder fra 1800-tallet beskrevet som flere bosat på én gård.5 Siden gårdbonissen ingen familie har, er
det heller ikke familiens eller børnenes ve og vel, der er hans ansvarsområde – det er kreaturernes.
Især hesten har en særlig plads i en nisses hjerte,6 og meget passende tegnede maleren J. Th.
Lundbye i 1842 nissen siddende i laden, mens han fodrer den hvide hoppe.7 Bjergmændene kunne
oprindeligt være blevet opfattet som forfaderånder, da de bor i oldtidens gravhøje, og nissen kan
meget vel ses som en bjergmand, hvis territorium blev taget i brug af menneskene, hvorefter al
bebyggelse på grunden stadig var i nissens varetægt.
Der findes kilder om andre slags nisser end gårdbonisserne. Skovnisser synes mest af alt at være en
generalisering af de gamle bjergmænd, og kirkenisser skulle ifølge senere kilder bo på grundene,
hvor kirkerne blev bygget, og selvom disse bygninger burde virke som noget, nisser burde flygte
fra, blev de i stedet boende og hjalp til med vedligeholdelsen til gengæld for lidt grød på de kristne
helligaftener. Nisser er således afhængige af menneskers offermad – dog udlægges det oftest som
om, at nisser hjælper til på gårdene af ren godhed, og at maden bare er et dejligt tillæg.
1
Kristensen 1928b, s. 13; 15; 19; 23; 65; 101; 118; 119-120
Piø & Holbek, s. 107
3
Piø & Holbek, s. 120-121
4
Piø & Holbek, s. 38; Thiele a, s. 144
5
Kristensen 1928c, s. 59
6
Kristensen 1928c, s. 29; 30; s. 47; s. 48
7
Bilag 3
2
Side 4 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Kirkenisserne holder til i de huller, hvorudfra det onde skulle fordrives og nægtede med andre ord
at blive fordrevet i en tid, hvor kristendommen herskede i landet.8 Sømænd boede bogstaveligt talt
på deres skibe flere måneder eller år i træk, og der var nok at tage fat om på det åbne hav.
Skibsnissen kendes både fra Skandinavien og Tyskland, hvor den kaldtes der Klabautermann. Fra
Steen Steensen Blichers udvalgte noveller 1824-42 findes i Nissen en detaljeret beskrivelse af
skibsnissen, hvilket vidner om en rig mytologi. 9 Landbefolkningen i 1800-tallet kendte til
skibsnissen, men har ikke beskæftiget med den, da den ikke har haft indflydelse på deres liv. 10
Man finder i mange optegnelser fra Danmarks almuebefolkning i 1800-tallet en udbredt opfattelse
af, hvor alle landets naturvæsener stammer fra. Her er der både tale om optegnelser bearbejdet af
folkemindesamlerne og optegnelser, der er nedskrevet direkte som fortalt. Naturvæsenerne skulle
være faldne engle, der med Satan blev smidt ud af himmelen efter striden mellem Gud og Satan,
som skildres i Johannes Åbenbaring kapitel 12. De blev til troldmænd og bjergfolk på høje,
elverfolk i skove og moser, havfolk i havene, nøkker i søer og bække og endelig nisser på gårde og
anden ejet grund.11 Religionshistorisk set har naturvæsener deres udspring i menneskers forhold til
naturen, men allerede i vikingetiden blev der ofret til husgudestatuer, hvilket man også kender
tilbage fra Romerriget.12 Disse var forfaderånder i stand til at flytte fra hjemmet, hvis familien
flyttede – altså en husgud tilhørende familien mere end huset og selve grunden. At nissen
oprindeligt skulle have været en personificering af samtlige forfædre i gårdejerens slægt, som stadig
var iblandt gårdboerne for at yde sit bidrag til gårdens fortsatte trivsel, findes spor af i gamle
optegnelser, hvor personnavne på nissen eller dens forældre nævnes.13 Med tiden har man givet den
en generel personlighed med tilnavnet ”Nis” som folkelig forkortelse for Niels. Ofringer til nissen
sikrede gårdens held og trivsel – især i november-decembers farlige mørketid. Deres tidlige rolle
her var altså at beskytte hjemmene og kreaturerne, mens de lod de øvrige væsener om det reelle
arbejde i markerne eller ude i den utæmmede natur.
8
Piø & Holbek, s. 155-156
Thiele 3.bind, s. 173-174
10
Kristensen 1928c, s. 32
11
Grundtvig, s. 69
12
Piø: Nissen. s. 13
13
Uhrskov 1932, s. 51; 54-55; Uhrskov 1929, s. 71; Kristensen 1928b, s. 191; Thiele 2.bind, s. 151
9
Side 5 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Nissens eksistens synes ikke at være blevet betvivlet, men problemet med de danske optegnelser er,
at de først er nedskrevet i 1800-tallet, således at vi til dels ikke med sikkerhed kan gøre os kloge på,
hvordan folketroen reelt blev praktiseret og tænkt før da, og dels at de nedskrevne fortællinger som
oftest omhandler et vidne flere generationer før fortælleren. Der findes dog få kilder fra før det
19.århundrede. Svend Grundtvig nedskrev Danske Folkesagn 1839-83 I-II og Evald Tang
Kristensens værker er fra slutningen af 1800-tallet, men har dog kilder, der enten er blevet fortalt
videre gennem flere generationer eller fortalt af danskere fra den først halvdel af 1800-tallet.
Kristensens optegnelser indeholder sjældent specifikke årstal, så man kan kun sige overordnet, at
disse kilder er fra transformationsperioden og sjældent fra før 1850. At give sig i kast med
trosforestillinger, der ligger uden for de officielle religioner, er et stort og omfattende projekt, og
modsat i det gamle nordiske samfund fandtes der i kristendommen en fast præstestand, som stod for
den institutionaliserede tro. Derfor var det ikke blot en elite, der skulle tages hånd om – hver eneste
indbygger skulle omskoles, hvilket var et umuligt projekt. De ældre generationer videregav fortsat
folketroens idéer til de yngre generationer.
Oplysningstidens faldende tro
I 1700-tallets oplysningstid vægtede man det beviselige og faktuelle. Menneskets fornuft blev
udgangspunktet for opnåelsen af denne viden, og fra et verdensbillede bygget på tradition gik man
over til et af slagsen, som tålte forandring og kritisk nytænkning. Historiens gang blev nu mere end
nogensinde set som noget, mennesket selv havde stor indflydelse på. Universiteterne åbnede op for
større kommunikation landet over, således at mange tanker og strømninger kunne videreudvikles og
præges på tværs af landegrænser. Folk skulle helst bevidstgøres om alt, så det var ikke længere nok
at være kristen udadtil. Tiden krævede, at man blev en ”bevidst kristen” og derfor burde vide, hvad
det indebar – igen noget, der satte begreber og levemåder i systemer. 14 I 1700-tallet kom den tyske
kristne bevægelse pietismen til Danmark, som vægtede en personlig tro – altså en subjektiv tro stik
imod det nye fornuftsbaserede verdenssyn. For ikke at blive reduceret til en maskine i oplysningens
samtid kunne man i kunsten finde plads til at få luft for sine subjektive følelser i livet. Mennesket
var den kristne Guds særlige skabning, der altså kunne tænke selv og gøre brug af sin frie vilje –
også den landlige almue blev mere oplyst og mindre knyttet til de tidligere naturvæsener fra
folketroen, som nu skulle erfares med egne sanser, for at man havde et ordentligt argument for sin
tro på dem. Hvor de kristne oplysningsfolk ville søge lykke gennem opdragelse og dydighed, ville
14
Rod, s. 4
Side 6 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
pietisterne søge et helligt liv gennem bod og omvendelse for at ændre den onde verden. Gårdens
trivsel skyldtes bondens nye viden indenfor hygiejne samt bedre driftsforme på gårdene i form af
blandt andet stalde med foder- og rensegang, brug af maskinkraft og nye byggematerialer – mere
rationelle forklaringer end at det skulle være nissens fortjeneste. Noget særligt for den danske
oplysningsperiode var det stærke bånd mellem stat og kirke, og at ikke kun eliten stod for projektet
med at oplyse mennesket og bestemme udviklingens vej. Hele folket var en del af det, og derved fik
også almuen indimellem ordet. I oplysningstidens var traditionen en hæmsko for fremskridtet og
samfundets udvikling, men dette stod dog ikke uimodsagt. Den tyske filosof Johan Herder (17441803) anså sproget som værende den del af mennesket, der adskilte det fra dyr, og som derfor er
kulturskabende. Derfor skulle man søge i sit lands mange skriftlige folkelige kilder for bedre at
forstå landets kulturelle egenart.15 Kunstnerne stod i kø for at udtrykke almuens tanker i denne tid,
og snart var det kun gennem det instinktive og intuitive, at man fandt den rette vej til troen. 16
Romantikken fastholdelse af traditioner
I 1800-tallet stod Danmark i en krise efter statsbankerotten i 1813 samt nederlag i
Napoleonskrigene og tabet af Norge i 1814. Efter kriserne nød landbruget dog fordelene ved en
højkonjunktur i 1835-1875, som gav overskud til at dvæle i det æstetiske og kulturelle, hvilket
indvarslede romantikken.17 Folket havde brug for noget at samles omkring, og romantikkens vægt
på patriotisme og nationalisme gjorde det mest oplagt at lede efter nationens rødder i fortællinger,
der kunne spores tilbage til lokale sagn og oplevelser. I stedet for oplysningstidens rationalitet blev
menneskets ånd nu udgangspunkt for udviklingen, og ”folkeånden” blev et alment brugt begreb.
Den nye viden blev i høj grad vundet gennem de nye folkebiblioteker, folkeskoler og højskoler,
som præsten N.F.S. Grundtvig (1783-1872) i høj grad var med til at sætte gang i landet over. 18 Han
var i Danmark forgangsmand for at skabe idéerne omkring folkeånden og mente ikke, at folkelige
traditioner og kristendommen nødvendigvis udelukkede hinanden. Folkeånden kunne genvindes ved
at lytte til de gamle fortællinger, og for Grundtvig var det vigtigt, at den dybe gudstro kunne forenes
med folketroen, for Helligånden skulle have et opholdssted, hvilket blev i folketroens kunstneriske
udtryk, og derfor kom Grundtvig på idéen om højskolen – den første blev oprettet i 1844 – hvor
15
Høiris & Ledet, s. 290
Høiris & Ledet, s. 288-289
17
Høiris & Ledet, s. 91
18
Piø: Nissen, s. 4-5
16
Side 7 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
folket skulle oplyses omkring deres kulturarv på kryds af samfundsklasserne, og i samme periode –
i år 1849 – blev den danske grundlov underskrevet, der sikrede demokratisk indflydelse og endte
enevælden i landet, hvorfor borgerne fik større indflydelse på samfundets udvikling. Samtidig blev
statskirken ændret til en Folkekirke underlagt staten, der derved gav økonomisk støtte og bevarede
de kirkelige helligdage. Religionen blev et statsanliggende, og med den nye religionsfrihed var
borgerne friere stillet til at vælge sine trosforestillinger, således at folketroen kom mere på banen.
I oplysningstiden var begrebet ”det onde” forsvundet fra de øverste samfundsklassers
begrebsverden, og selvom folketroen levede videre som subkultur, var især djævletroen formindsket
for ikke at komme op på samme niveau igen.19 Julen stod til at blive årets store familiefest, og
byens nye beboere blev nostalgiske omkring julen på landet, hvor gamle værdier kunne findes,
mens man i byerne var kommet væk fra sine rødder. De danske bønder flyttede i stigende grad til
bymiljøet,20 og selvom landbefolkningen først i år 1870-1940 blev mere end halveret, blev den nye
livsstil allerede fra begyndelsen af urbaniseringen gældende, hvor industrialiseringen herskede, og
hvor arbejdet blev lagt uden for hjemmets fire vægge, og hvor det var slut med
selvforsyningsøkonomi. 21 Hjemmet blev stedet, hvor man holdt fri fra arbejdet på en helt ny måde
og blev derfor også centrum for hygge, for arbejdet tages ikke med hjem (dette er naturligvis set ud
fra mandens synspunkt). De ældre generationer holdt traditionerne i live, mens de i nyere
generationer er bevaret af dem, som aldrig selv havde oplevet bondebefolkningens juletid. Man
opstillede en generel kanon for julens indhold – heriblandt den danske julenisse. J. M. Thiele udgav
en bog om almuens gamle overtro, men mange af beretningerne stammede andre steder fra. Det var
dog ikke et problem for ham, da han sammen med det øvrige borgerskab gjorde sit for at konstruere
den bondeidyl, som tiden havde brug for.22
Den ondsindede nisse
Danmark har i mange århundreder været et kristent land, og derfor har kongen og kirken op gennem
tiden set kritisk på naturvæsener. De har ikke passet ind i det kristne verdensbillede som andet end
dæmoner. Visse sagn fra 1800-tallet indeholder tanker omkring folketroen, hvor det fortælles, at
bjergfolk og andre vætter – såsom trolde – flyttede fra Danmark på grund af kirkeklokkernes larm
19
Høiris & Ledet, s. 463
Nielsen, s. 212
21
Kofod, s. 39
22
Kofod, s. 409
20
Side 8 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
op til Norge, hvor der var meget længere mellem kirkerne, og hvor man ikke gravede forstyrrende i
gravhøjene.23 Muligvis er det grunden til, at man synger: ”Oppe i Norge, der boede tre trolde…” i
danske børnehaver. Der hersker ingen tvivl om splid mellem folketro og kristendom i optegnelserne
– man kan endda finde meget ældre kilder med samme synspunkt. 24
Det første overlevede billede af nissen findes på Olaus Magnus’ kobberstik Carta Marina fra 1539
om det nordiske folk, hvor forskellige naturvæsener – også kaldet vætter – ses arbejde. 25 Én af dem
er i færd med at feje gulvet i laden. Den har en djævlelignende skikkelse, da kristendommen som
monoteistisk religion ikke har plads til naturvæsener og ofte gjorde dem til dæmoner i et forsøg på
udryddelse – et budskab om, hvordan kirken så på folketroens væsener. 26 For at en ny religion kan
vinde indpas i nye områder, må den overvinde den gamle gudetro. Først og fremmest gælder det de
dominerende højguder – her i Norden blandt andet Odin og Thor. Dernæst er der tale om den øvrige
gudebefolkning, og først senere – hvis overhovedet – tager man hånd om befolkningens private
trosforestillinger omhandlende almen overtro og naturguder, men de fleste danskere, som troede på
folketroens væsener, var samtidig kristne.27 Nissen behøvede ikke at udføre onde handlinger for at
blive anset for at være ond. Dens tilbederes overbevisning om dens eksistens var nok til at gøre den
ond, da kun den kristne Gud burde tilbedes. En nordmand fortæller i 1688, hvordan grøden til
nissen sættes ud i troen på, at man kun derved kan beholde den velstand, som Gud har skænket
gården, men at nissens dagsorden er at lokke flere til at dyrke den – grøden er den grundlæggende
ligeglad med. I samme periode – 1692 – beskriver en anden nordmand nissen som en grødspisende
gårdgud, hvilket ikke er positivt ment. De tages alvorligt som afguder på gården, der spiser
bøndernes grød og kun kan bringe skade med sig, med mindre man underkaster sig ved at ofre til
den og på den måde gå imod sin kristne tro.28 Forfatter og historiker Ludvig Holberg (1694-1754)
skrev i sin novelle ”Peder Paars” fra 1719: ”Med nisser må man et oprigtigt venskab holde, de
ellers i et hus kan meget ondt forvolde. Ej nisse, underjordisk, gør nogen sjæl imod, så længe som
de ser mod dennem folk er god.”29 Dette er skrevet i et komisk heltedigt om en hovedperson med
mange komiske indfald. Holberg mener ikke, at man skal tro på nissen som reelt eksisterende.
23
Grundtvig, s. 71; Kristensen 1928b, s. 43
Thiele 3.bind, s. 51; Grundtvig, s. 71; Kristensen 1928b, s. 181-182; Kristensen 1928c, s. 38.39 52; 72
25
Magnus, Olaus (Bilag 1)
26
Piø & Holbek, s. 34
27
Starup, s. 92
28
Piø, Holbek, s. 148
29
Blæsild s. 71
24
Side 9 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Nissen beskrives her også som skadevoldende, og der siges intet om, at den kan være behjælpelig,
så her er den en fare, man skal undgå – ikke en hjælp, man kan opnå. Dog er dette citat mere en
kilde til, hvordan den mere belæste del af befolkningen var meget skeptisk over for troen på disse
naturvæsener, som var udbredt blandt almuens bønder, og at eliten mest af alt opfattede dem som
små farlige afguder blandt almuen uden at vide med sikkerhed, om bønderne så på dem mere
nuanceret.
25 år senere, i år 1734 skrev den ministerielt ansatte Hans Rosborg (1670-1752) om nissen i et
cirkulære: ”Gaardboe Niis har jeg seet lige saa vel om Dagen som om Natten, nogle Sneese
Gange… nu fast ikke et half Hundrede Aar… Jeg har icke seet ham anderledes end udi en stor rød
Møndes Lignelse, huid under Bugen...”30 Hans Rosborg tilhører ikke almuen, og citatet kan i stedet
afspejle Rosborgs private trosforestillinger og derfor være et eksempel på, at ingen i befolkningen
længere var sky for at lade nisseforestillinger komme til udtryk offentligt i en ellers oplyst verden.
En anden mulighed er, at Rosborg skriver dette som fiktion, altså som en beskrivelse af, hvad
almuen forstår ved nissen og således ikke hans egne forestillinger om den, for i oplysningstiden er
troen på disse overnaturlige væsener ikke længere holdbar, da alt skal kunne bevises og stemme
overens med den sunde fornuft. Fyrre år senere i en københavnsk skillingsvise portrætterer en
ukendt kunstner nissen med et hundehoved, og hundehovedet var almindeligvis symbol på dumhed
eller ondskab. At sætte et hundehoved på kroppen tyder på en latterliggørelse – her ikke af nissen,
men af personen, som visen omhandler, dog skildret som en nisse udtrykkende samme
egenskaber.31 Dette tema med nissen i dyreskikkelse skal jeg efter kort tid vende tilbage til i dette
kapitel. 32 Rosborgs udmelding samt skillingsvisen senere giver et billede af nissen som ond med to
vidt forskellige udgangspunkter. Hos Rosborg beskrives nissen som virkeligt eksisterende – om det
så er hans egen overbevisning eller almuens – mens nissen i skillingsvisen mere er et billede – et
symbol – på det onde og løgnagtige i verden. Hvor Rosborgs udmelding var fra en enkeltperson, var
skillingsvisen ment for hele offentligheden og afspejler derfor oplysningstidens tanker, hvor gamle
trosforestillinger forbliver i folkets begrebsverden som symboler og billeder på sindstilstande eller
karakteristika i eksempelvis karikaturer.
30
Lebech: Nissen, s. 27; Piø & Holbek, s. 148
Piø & Holbek, s. 148-150; Bilag 2
32
Piø & Holbek, s. 150
31
Side 10 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Udviklingen hen imod nissen som harmløs folklore ses yderligere tydeligt i Videnskabernes
Selskabs Ordbog, som blev påbegyndt i 1793 og hvis sidste bind udgaves i år 1905. Det var den
første store ordbog på dansk og giver i bind fire fra 1826 et indtryk af, hvordan man i det meste af
landet opfattede nissen: ”Et Fabelagtigt Væsen, der efter Almuens Sagn viste sig i Skikkelse af en
liden Dreng med en rød Hue på Hovedet, og godmodig antog sig Alt i Huset, saalænge den
behandledes vel; men imodsat Fald hævnede sig ved allehaande Pudserier. Juleaften satte man
Sødgrød hen til Nissen. Naar der i et Huus sker noget Godt eller Ondt, som man ikke kiender
Ophavsmanden til, siger man skiæmtviis; her maa Nissen have været.” 33 Ordet ”nissepuge”, der
kommer af ”pog” (djævel) kan her være forvekslet med en ”puge”, altså en dreng, så hvad der
præcis ligger i denne definition kan ikke konkluderes med sikkerhed. Det er endvidere svært at
konkludere med sikkerhed, hvornår materialet mere præcist stammer fra, da man indsamlede
informationer flere årtier op til det første bind og blot var længe om at indskrive og udgive det.
Derfor må dette billede af nissen ses som almuens i den sidste halvdel af 1700-tallet og i starten af
1800-tallet, da det muligvis er redigeret senere. Nissen er en husgud i almuens forestillingsverden,
som bruges til at beskrive de ellers uforklarlige fænomener i hverdagen, og den kan endda findes
hjælpsom, men om dens kælenavn i denne periode skulle kunne kobles sammen med djævelskab
kan ikke bevises. I 1798 beskrev præsten Joachim Junge (1760-1823) nissen som en slags dæmon
iført gårdmandens klæder på lige fod med romernes husguder. Nissens pligt er at passe staldens dyr,
og han omtaler menneskers hang til at lede tankerne hen på disse væseners eksistens, når det går en
landmand godt, men understreger, at man mister frelsen ved at gøre brug af en sådan medhjælper 34.
Hermed også sagt, at Junge tager dens eksistens alvorlig.
Det hedenske og dæmoniske som egenskab forsvandt ikke efter 1700-tallet, men blev videreført op
gennem tiden ved at lade nissen kunne forvandle sig til andre dyr. Interessant er det dog, at nissen
på ingen illustrationer fra 1800-tallet fremstilles som andet end et lille menneskelignende væsen,
selvom optegnelserne giver indtryk af andet.35 En udbredt fortælling er, at koen skal kælve, men at
tjenestepigerne har drillet nissen, så han foregiver at være den nyfødte kalv op til flere gange med
det resultat, at pigerne til sidst smider den på møddingen, men da viser det sig, at det er den ægte
33
Dansk Ordbog udgiven under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse
Piø & Holbek, s. 150
35
Kristensen 1980, s. 42; Kristensen 1928c, s. 36
34
Side 11 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
kalv, de har smidt væk.36 Jo længere frem i tiden man bevæger sig, des mere mystik kommer over
nissen. Overordnet set giver kilderne fra før 1800-tallet indtryk af, at nissen anses for at være en
dæmon eller under alle omstændigheder et væsen med en negativ og frygtet karakter, med mindre
man indfrier dens krav, så den kan være behjælpelig på gårdene. I slutningen af 1700-tallet holdes
folk dog ikke lige så strengt til troen i kirkerne, og synet på nisser bliver mere nuanceret end blot
djævlelignende væsener. Pietismen fortsatte op gennem 1800-tallet, og vækkelsesbevægelserne –
heriblandt også Indre Mission – ønskede at vække danskerne til ”sand kristendom” ved blandt andet
at fjerne dem fra al folketro. Disse bevægelsers voksende indflydelse på samfundet spiller altså en
vigtig rolle i 1800-tallets nissetro.
Nissens betydning for gården
De tidligste kilder i 1800-tallet tyder på, at nissen fungerede som et billede på selve gårdens trivsel,
og at den var svær at komme af med, når den først befandt sig på grunden.37 Som set under det
tidligere afsnit om den ondsindede nisse er det vigtigt at behandle den med ærefrygt for ikke at
skade sin gård og sine kreaturers trivsel. Fra 1850-60’erne har Svend Grundtvig nedskrevet mange
beretninger om nissernes hang til at stjæle fra hinandens gårde, og E. T. Kristensen har ligeså
nedskrevet denne slags folkefortællinger.38 De kan afspejle et forsøg på at menneskeliggøre
nisserne yderligere eller mere nærliggende være et forsøg på at forklare fejder gårdene imellem i
mere farverige termer. Industrialiseringen og produktiviteten tog til, og da gårdene konkurrerede om
at være længst fremme i udviklingen, overhalede de derfor fortsat hinanden i produktion, velstand
og ny teknologi op gennem historien, og at have en nisse var en stor hjælp, hvilket også var
naboernes forklaring udadtil på en gårds fremgang.39 I 1800-tallet var der dog også stor uenighed
omkring grænserne for hver bondes jord, for med stavnsbåndets ophævelse i 1788 blev bønder frie
til at købe egne gårde og skulle dermed også selv holde styr på grundarealerne, så det har ofte været
tilfældet, at bønder har mødtes på midten i et skænderi omkring, hvor grænserne gik. På trods af, at
nissen blev en stadig mindre magtfuld og hævngerrig type var en udbredt fortælling i 1850-60’erne,
at den dræber en ko på gården, efter at tjenestepigen havde gemt smørklatten under grøden, men da
nissen senere opdager, hvad spøgen gik ud på, vandrer den til den nærmeste nabogård for at hente
36
Kristensen 1980 s. 84-85
Grundtvig, s. 283-284
38
Grundtvig, s. 283; 287; 291; Kristensen 1928c, s. 38; 42
39
Grundtvig, s. 286
37
Side 12 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
en erstatning, og i andre fortællinger falder grøden på gulvet, så nissen binder hestenes haler
sammen over en bjælke – selvom disse dyr netop skulle være hans yndlingsrace. 40 Fejder mellem
nissen og tjenestefolkene bliver et meget udbredt tema, men kun sjældent går det så vidt, at nogen
kommer alvorligt til skade,41 og mange optegnelser giver tillige udtryk for, hvordan man får en
bedre drift af gården ved at behandle nissen ordentligt – modsat de tidligere nævnte optegnelser,
hvor den eneste fordel ved at behandle nissen ordentligt er at slippe for dens chikane.42 Dette er
fortællinger kendt landet over og afspejler det hårdtarbejdende og hævngerrige gårdvæsen, som
både var til gavn og med grund til at frygte. En anden udbredt historie fra folkemindesamlerne fra
1800-tallet omhandler nissens opdagelse af begrebet ”hvile”. Når nissen og mennesket samarbejder
om det hårde arbejde, og mennesket foreslår at tage et hvil, vil nissen derefter ikke genoptage
arbejdet efter sin nyligt opdagede hyggestund. Dette er i lidt samme kategori som historierne om, at
konen på gården giver nissen nyt tøj som tak for den daglige hjælp. Nissen nægter herefter at
arbejde hårdt og gøre det nye tøj beskidt.43 Dette understreger blot, at nissen ikke skal gives mere,
end hvad den uskrevne aftale indebærer. Den arbejder for gården og får sin grød. Får den mere,
kommer der ubalance i magtforholdet – dog nævner visse kilder, at nissens grød var bedre end den
øvrige husstands.44 Skal nissen her ses som billede på hele gården, kan alle disse sagn hentyde til, at
man ikke skal investere for meget, da det blot giver bagslag, og i modsætning til nissens hjælp i
1700-tallet, hvor man var flere bønder om at høste én mark, blev bønderne i 1800-tallet i højere
grad herrer over egne marker med plads til mere individuelle arbejdsgange gårdene imellem, sådan
at nissen skulle kende sine arbejdsområder og hverken yde mere eller mindre hjælp for gården.
Efterhånden som de selvstændige bønders velstand voksede, distancerede de sig mere fra deres
tjenestefolk, der nu spiste adskilt fra deres arbejdsgivere. Nissen – som endnu en hjælper på gården
– burde derfor også distancere sig mere fra bonden. Udviklingen i kilderne tegner et billede af et
væsen, der tros mindre på, og som i stedet så småt bliver et billede på samfundets udvikling.
40
Grundtvig, s. 293-303; Kristensen 1928c, s. 59
Grundtvig, s. 284-285; Kristensen 1928c, s. 34; 51; 54; 56
42
Grundtvig, s. 298; 307; Kristensen 1928c, s. 33; Kristensen 1980, s. 45
43
Grundtvig, s. 301; Kristensen1980, s. 97; Kristensen 1928c, s. 70-71
44
Grundtvig, s. 289
41
Side 13 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Nissen som hus- og bynisse
Som tidligere nævnt beskriver den danske videnskabelige ordbog fra 1793 nissen som et væsen, der
hjælper til overalt i husene, men det virker mere som en senere opfattelse, da nissen på gården
udelukkende havde sin gang i laden og på marken. I takt med folkets tilflytning til byerne er der
ikke længere brug for nissens arbejdskraft, og den får derfor nye beføjelser. Det kan tænkes, at
ordbogen beskriver nissen som en hjælper i hele huset for at det lærde folk bedre skal forstå dette
væsens funktion, og at det på ingen måde længere tages alvorligt. Det er imidlertid også muligt, at
nissen rent faktisk havde indtaget husene i almuens forestillinger, således at tilflytterne fra landet
tog nissen med sig til deres lejligheder i byerne så tidligt som i 1700-tallet. I det 18. og 19.
århundrede steg antallet af husejere på landet, så på den måde kan nissetroen stadig være en
forestilling tilknyttet beboerne på landet, selvom visse optegnelser fra 1800-tallet om nisser ikke
nævner gårdene. Det kan dog også forklares med, at ordbogens bind fire, hvor definitionen af
”nisse” findes, først blev udgivet i 1826 og derfor nåede at få en ekstra redigering af opslagene.45
I år 1800 skrev Niels Blicher spøgende om nisser og andre naturvæsener, at så længe intet fornuftigt
menneske har set eller hørt dem, bør man tage afsked med denne overtro.46 Niels Blicher udtrykker
tydeligt sit eget subjektive skeptiske syn på den danske folketros naturvæsener. Han er præst og kan
muligvis af den grund ikke udadtil være tilhænger af andre overnaturlige væsener end den kristne
Gud – et væsen som mange fornuftige mennesker tilsyneladende skulle have hørt og set. Man lagde
generelt afstand til disse væsener til fordel for, hvad der gennem videnskabelige metoder kunne
påvises at være sandt, og om dette har været et udbredt syn på folketroen i starten af århundredet
kan ikke siges med sikkerhed, men hvis det har noget på sig, ville man muligvis kunne definere
nissen som et overtroisk væsen, der bevares i de danske stuers forestillingsverden som et
samlingspunkt og nationalt symbol, som danskerne kan omforme til noget særligt dansk.
Allerede fra Just Mathias Thieles tid findes optegnelser om nisser, der flytter med til byerne, og
disse er gengivet på vers i Claudius Rosenhoffs Eventyr om nisser i 1849.47 Dette bliver en meget
brugt fortælling for byboerne, og flere af de senere kilder har samme fortælling – somme tider
45
Dansk Ordbog udgiven under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse
Blæsild s. 73
47
Rosenhoff; Bilag 9
46
Side 14 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
nærmest ordret.48 Desuden siges det efterhånden, at nisser har taget bolig i stuernes kakkelovne eller
på loftet, da lader ikke længere er en del af ejendommen. På denne måde integreres
landbefolkningens nisse i bymiljøet.49 Andre kilder fortæller om nissens særstilling i hjemmet, og
de knytter sig endda til den ene familie uden at søge andre steder hen.50 Ud fra disse kilder kan dette
muligvis være tiden, hvor nissen slår sig fast ned i hjemmene og selv begynder at stifte familier for
at blive mere menneskelige – danskerne ændrede betydeligt på nissens mytologi derved. I hvert fald
er det i 1858, at det ældste billede af en nissekone dukker op, og i en optegnelse nævnes hun
ligeså.51 På gårdene havde kvinden hjulpet til med arbejdet på markerne og samarbejdet med
manden ved reparationer og ny bebyggelse, men i byerne blev deres arbejde mere opdelt, således at
kvindens plads blev betydeligt adskilt fra mandens arbejdssfære. Muligvis er det grunden til, at der
blev behov for en nissekone, da nissen ikke længere kunne stå inde for begge køns arbejdsområder.
I de nye bysamfund faldt traditionen også med at få mange børn, siden de ikke længere var
værdifuld arbejdskraft, og da de fleste byboere boede til leje frem for at have råd til at eje et helt
hus, Dermed blev det både økonomisk og praktisk vanskeligere at have mange børn. Dette kan have
haft indvirkning på, at der har været mere tid til hvert enkelt barn og dermed mere tid til at fortælle
eller skabe historier om væsener som nisser, der derved kunne holdes i live i familierne op gennem
tiden. Godt nok fortælles det i en optegnelse fra 1863, at nissehistorierne så småt var i færd med at
forsvinde i Danmark, da folk blev mere dannet, men dette er netop, hvad alt tyder på: Nissemyterne
forsvinder fra landbefolkningen – dog lever de videre i byerne som gode historier, 52 der først og
fremmest blev taget frem under den hyggelige juletid med fokus på familien og børnene.
Nissen som julens gud
Ved nissens flytning under urbaniseringen fra midten af 1800-tallet blev dens mytologi delvist
glemt, og derfor var det nærliggende at opbygge en ny omkring samme gamle væsen, som alle i
forvejen havde hørt om. Forfatter H. V. Kaalund udgav i 1845 Fabler for børn indeholdende et rim
om nissen, hvor kokkepigen laver grød til julenissen, mens husmoderen forsøger at overbevise
hende om, at sådanne væsener ikke eksisterer. Kokkepigen sætter alligevel grøden frem, og
48
Grundtvig, s. 283
Kristensen 1928a, s. 5; Kristensen 1928b, s. 42-43; 71; Grundtvig, s. 299
50
Kristensen 1980, s. 42; 48; Kristensen 1928c, s. 29
51
Piø & Holbek, s. 156; Kristensen 1928c, s. 29; Bilag 11
52
Grundtvig, s. 304
49
Side 15 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
rigtignok får hun ret i, at den blev spist – af katten.53 I denne tid er nissen så småt ved at blive
transformeret til julenisse af illustratorerne, og dette digt sætter skub i udviklingen. Ikke blot ved at
afspejle en allerede udbredt praksis, men endnu mere ved at blive læst af mange og udbrede
traditionen yderligere omkring juletidens populære spise – dog med den klare pointe, at nissen ikke
eksisterer! Det er barnetro – det er en del af julens hyggelige fortællinger, som ikke behøver være
virkelig for at skabe en helt særlig stemning i hjemmet. At et af folketroens væsener tager sig af
hjemmet er tilsyneladende ikke en forestilling, som familierne er klar til at tage afsked med.
Tværtimod forstærkes den ved illustrationer og digte som dette – i en tid, hvor stadig flere flytter til
byen og ellers efterlader mange bondetraditioner bag sig, og interessant er det, at det er hos
børnene, disse historier lander.
Maleren Johan Thomas Lundbye tegnede i 1845 en akvarel med titlen: ”Til Nordboernes Julefest i
Rom 1845.” Dette år holdt danske kunstnere jul dernede med udklippede julenisser, men disse har
man desværre ikke bevaret.54 På Lundbyes tegning ser man englen øverst, familien om juletræet i
centrum og nederst en gammelt udseende nisse med sin grød – siddende for sig selv i kælderen.
Dette er den ældste kendte fremstilling af den danske julenisse.55 Lundbye (1818-1848) tegnede i
1846 en illustration til Vilhelm Bergsøes digt ”Nissen på vandring” i hans Italiensk Billedbog med
tre forskellige nissebilleder. Digtet handler om, at nissen i den øverste afbildning drager ud i verden,
væk fra gårdens pligter og kattens drillerier. På det næste billede sidder nissen i skoven, og på det
sidste er den på vej hjem igen på stylter, da juletiden nærmer sig – altså er det en julenisse, der
illustreres allerede året efter det første illustrative møde med den. Dette tyder på, at den allerede var
blevet almen kendt i befolkningen allerede.56
Grøden var yderst vigtig for nissen, og foruden kunne det som skrevet gå slemt til, ligesom det
tidligere er nævnt, at den kan ses som et offer til husets guder. Der har dog ikke været enighed om,
hvornår grøden skulle gives, for mens visse gårde gav den hver aften, holdt andre en ugentlig
grøddag, og andre igen serverede den kun på højtider. 57 Juletiden blev højtiden med en helt særlig
plads – sandsynligvis blandt andet på grund af, hvor langt denne tid kunne strække sig, og hvor
53
Kaalund s. 41; Bilag 6
Piø & Holbek, s. 156; Bilag 8
55
Lundbye 1845
56
Lundbye 1846; Bilag 7
57
Kristensen 1928c, s. 59-61; 68-69
54
Side 16 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
mange traditioner den kunne indoptage, men også fordi, at det bogstaveligt talt var mørketid og
hviletid, hvor alt arbejde i marken plejede at blive stillet i bero. Julegrøden var hurtigt af
illustratorerne blevet nissens julemad, og billeder af nisser med grød fra 1800-tallet bør derfor
generelt anses for at være julemotiver. I 1853 skrev den berømte forfatter H. C. Andersen eventyret
Nissen hos Spekhøkeren, som fortæller, at nissen får grød med smørklat serveret hver juleaften –
altså er nissen koblet til julen. Illustratoren til dette eventyr, Vilhelm Pedersen (1820-1856) var den
første til at tegne nissen som et barn – en idé, man dog gik bort fra i løbet af få år.58 Tegneren
Lorenz Frølich (1820-1908) overtog jobbet som illustrator til H. C. Andersens eventyr og tegnede i
1865 til Nissen og Madamen en drengetype ligesom Pedersens, men nu var nissen endvidere iført en
spids, rød hue.59 Her eksperimenteres med hele nisseideen og dens karakter, hvilket er et tydeligt
tegn på en transformering.60 Når man først begynder at kunne rykke på mytologien og forestillingen
om væsenets udseende, er dets oprindelige funktion så godt som forsvundet.
Første gang nissen omtales som en ”julenisse” er i 1862 i forfatteren Henrik Scharlings roman
Nøddebo Præstegaard – dog kun i en hurtig vending. Herfra kan man konstatere, at ordet var
kommet ind i de danske stuers ordforråd.61 To år efter udkom et julebillede udført af maleren
Henrik Olrik, hvor nisser og engle kæmper rundt om juletræet, og dette afspejler tidens konflikt
omkring julens traditioner. Nisserne ønsker at udfylde al pladsen omkring træet med julegaver,
hvilket gør det umuligt for englene at placere lysene på træet. Konflikten står kort sagt mellem den
kommercielle og den kristne jul – en konflikt der må være kendt i denne tid. 62 Senere i 1871
tegnede Pietro Krohn (1840-1905) nissen siddende omkring en skål grød med englen, og til billedet
følger en tekst. Nissen bliver rådspurgt af den resten af året så fjerne engel omkring børnenes
opførsel, altså er nissen blevet julens væsen i større omfang, end englene og Gud var førhen.
Englene bragte det himmelske lys til træet og festen, mens nisserne bragte julegaverne ned fra
lofterne – hurtigere end nogen julemand kunne gøre det.63 Nationerne var så småt begyndt at finde
gaveudbringere til den kommercielle jul, og Danmark ville også være med.
58
Olrik & Ellekilde, s. 305
H. C. Andersen s. 800-803; Bilag 13
60
H. C. Andersen s. 375-278; Bilag 10
61
Blæsild s. 76
62
Blæsild s. 83; Bilag 12
63
Blæsild s. 82-84; Bilag 15
59
Side 17 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
I 1844 skrev den tyske læge Heinrich Hoffmann (1809-1894) bogen Den store Bastian med
tegninger, der lignede den tyske julemand – hvidt langt skæg, rød dragt og spids hue. I den tyske
originaludgave hedder han endda ”Der groβe Nicolas” – altså julemanden. 64 Dette viser den tidlige
interesse for julemanden, og samme år tegnede danske Lundbye en nisse på størrelse med et
voksent menneske, der irettesætter en lille dreng, og siden nissen får denne størrelse og funktion –
én som børnene står skoleret for og respekterer – kan det være en form for julemand, der
illustreres.65 I Tyskland var gavegiveren i visse egne blevet St. Nikolaus og i andre egne Jesusbarnet
– hvilket kan have inspireret maleren Pietro Krohn i 1871, da englen er gavegiver – men fra
1850’erne kom den fælles tyske Weihnachtsmann til – også skabt af blandt andre Pietro Krohn
(1840-1904). Hans tøj blev hurtigt ændret fra gråt til rødt, da farven var festligere og passede bedre
til julens pyntede gader. Denne Weihnachtsmann inspirerede til den danske julemandsudgave, og da
han efterhånden fik et følge af små væsener, der udelukkende vågnede op i juletid for at bringe
gaverne ud, var danskerne ikke længe om at associere disse med danske nisser, som nu blev en fast
bestanddel hos julemanden. At de små væsener desuden skulle besidde store rigdomme, som de
kunne dele ud af, stemmer overens med folketroens gamle idé om, at gravhøjenes bjergfolk og
nisser skulle være særlig velhavende.
66
I 1870’erne og frem blev det stadig mere almindeligt at
fremstille nissen dansende om juletræet eller på anden måde tilhørende julen, hvilket viser dels at
nissen er blevet en fast bestanddel af julen i de danske hjem, dels at den er blevet en del af den
merkantile masseproducerende industri, som ikke længere frygter nissens magt, men som sælger ud
af dem på lige fod med juletræer og anden pynt.
Pietro Krohn illustrerede broderen Johan Krohns klassiker Peters Jul fra 1870, hvor en ”julefar”
tager på besøg til de huse med julestemning, og denne kan have ligheder med der Weihnachtsmann,
men selvom tøjet på billederne minder om hinanden, er der et stort skel mellem denne og nissen, da
man på en tegning ser en nissedukke som pynt på juletræet.67Egentlig var der længe et stort skel i
befolkningen vedrørende julens gavegiver. Nogen mente, at det var julemandens arbejde, mens
andre mente, at det var nissens, men der var ikke den store forvirring, da man altid kunne kende
forskel på disse skikkelser. Julemanden var på størrelse med en fuldvoksen mand, mens nissen var
64
Hoffmann; Bilag 5
Piø: Den store bog om julen. s. 160; Bilag 4
66
Holbek & Piø s. 158; Kristensen 1928b, s. 220; 223; 251; Kristensen 1928c, s. 36; Thiele 2.bind, s. 144-145
67
Krohn: Peters Jul, s. 8-11; Bilag 14
65
Side 18 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
på et lille barns størrelse. I den svenske udgave af Fr. Wiedemanns tyske børnebog Julgubben och
tomtarne tegnes der af M. Scherer og H. Engler en Weihnachtsmann, som hjælpes af skandinaviske
nisser, og forskellen på væsenerne er tydelig.68 Forvirringen kom først for alvor på banen, da den
norskfødte tegner og forfatter Louis Moe (1857-1945) i ”Julemandens bog” fra 1898 skrev, at
julemanden og nissen skulle dele gaverne ud sammen, og siden har der mere eller mindre været
åbnet helt op for forfatteres og tegneres muligheder for at lade fantasien lede vejen, og derved blev
det også op til de enkelte familier at rede trådene ud ved juletid med hensyn til egne traditioner. 69
Nissen havde derved ændret sig fra et naturvæsen med fast mytologi til et væsen, som den enkelte
familie skabte en mytologi omkring, der kunne passe til netop deres hverdag, således at nissen i
stedet for at være et billede på gårdens trivsel, som man tilpassede livet efter, blev til familiens
hjemmelavede maskot – en beskytter eller hyggelig historie i juletiden.
Nissens videreudvikling
Julekort fra 1918 sammenblandede julemand og nisse yderligere ved at lade små nisser komme til
julemanden, der ringede med kirkeklokkerne. 70 Nissen og julemanden var begge kommet for at
blive, og julekortene tog til med motiver af både nisser, engle og julemænd. I løbet af det 20.
århundrede blev der skrevet nye julehistorier med nisser i et så stort omfang, at nissens mytologi
blev udvidet til en grad, hvor kun de mest basale karakteristika kunne siges at definere den danske
julenisse: den er mindre end voksne mennesker, men dog ældre. Nissen hjælper særligt til i julen og
går i tøj lignende 1800-tallets danske bønder. I nogle historier var nisser med familier, mens de i
andre historier levede for sig selv. De kunne have et tæt forhold med hele huset, få i huset, dyrene
omkring dem eller leve deres liv i fuld hemmelighed. Om de havde et forhold til julemanden eller ej
var også forskelligt. Det er den udvikling, man ser i 1900-tallets nissemytologi, og derfor er det
uhensigtsmæssigt at analysere enkelte historier eller billeder fra denne tid og frem.
I stedet kan man tage fat på nogle af de personer, som skrev om nissen i 1900-tallet ud fra, hvad
folket tænker om det lille væsen. I en fynsk optegnelse fra 1929 fortæller en dansker, at de nye
generationer var overbærende med ældres overtro, men alt tyder på, at de stadig overleverede
68
Piø & Holbek, s. 169; Bilag 16
Piø: ”Den lille sæsonarbejder”
70
Blæsild s. 89; Bilag 17
69
Side 19 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
myterne til egne børn.71 Johannes V. Jensen skrev i sin bog om myter i år 1910: ”… I byerne lyste
man Naturaanderne ud… Tilbage i den firlængede Gaard blev Katten. Herfra vandrede han ind
selv i Storbyen, noget uundværligt dansk i hans Væsen, som Befolkningen i Byerne ogsaa en Gang
var gjort af, Nissen ”flyttede med”, som det hedder, med Folkevisdom, i Æventyret om Nissen paa
Flyttelæset.”72 Der skrives om nissen med en stor distance, men uden latterliggørelse. Den
beskrives som en del af den folketro, som det oplyste samfund med tiden fjernede sig fra til fordel
for mere globale kulturelle kategorier indenfor bl.a. kunst og litteratur, men samtidig som den
eneste af de mange væsener, der valgte at flytte med menneskene ind til storbyerne og blive stadig
mere menneskelignende.
Johannes V. Jensen fortsætter: ”I videre Forstand er Nissen… den eneste overlevende af en række
indbildte Væsener, som en Gang har domineret Folkefantasien, men som nu alle er glemt, eller
gaaet over i den folkloristiske, livløse Litteratur.” Nissen synes at være degraderet til en
julegavegiver, og det er ikke længere bøndernes liv og forestillinger, den kan følge, men enhver
danskers. Afsluttende om nissen skriver Johannes V. Jensen: ”Alt ender hos Børnene; Fortids
hedenske Ritualer og Soldanse gaar igen i deres Sanglege, Afguder og Aander er bleven til deres
Dukker… Hvad der en Gang var Rædsler i de Voksnes Verden kommer til Forsoning i Børnenes; de
begynder Livet forfra, men med Brodden brudt af, i deres Lege.”73 I begyndelsen af vor tids nissetro
er den altså reduceret til ren børnetro, der på ingen måde kan frygtes, men som kan kontrolleres og
styres, da børnene kan købe legetøj i form af nisser. Ifølge Jensen er børnene lege og legetøj
resterne af de menneskelige fortidslevn fra folketroen. Det farlige bliver det underholdende, ligesom
børn ynder at lege soldater – ligesom voksne nyder verdenshistoriens tragedier i spillefilm og
teaterforestillinger. Nissen er for det store danske flertal ikke længere farlig, selvom man i visse
kristne kredse stadig vil omtale den som en dæmon, der bør uddrives og forbydes i offentligheden. 74
Johannes V. Jensen holder fast i, at nissen er et levn af folketroen, som fortsat præger befolkningen
gennem fortællinger til børnene, men han afviser deres egentlige eksistens og ser dem mere som en
71
Lingren, s. 18-19
Jensen s. 146-149
73
Jensen, s. 146-149
74
Politiken.dk; Bilag 18
72
Side 20 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
del af børnenes fantasi, der fastholdes på grund af nissens mulige mobilitet modsat de andre
væsener i folketroen. I slutningen af 1800-tallet var der færre nissetroende på landet end i byen,
hvor troen på nisser bliver en tro på dem som julegavegivere blandt børn, selvom dette ikke var en
kendt tro fra folkemindeindsamlingerne.75 Jensen ser det dog også som en degradering af nissens
stolte historie, da den engang var så omgivet af ærefrygt og i dag ikke kan skade mere end at give
en mindre god gave på en adventsmorgen.
Konklusion
Det mest sejlivede naturvæsen i Danmark har overlevet til vores tid – dog i meget nye klæder. Fra
at være en bjergmand berøvet sin grund af menneskelige bønder til derefter at blive en dæmon på
gårdene, der kan holdes i ave gennem et grødoffer. Den fungerede som husgud på lige fod med dem
i det gamle Rom og skulle mødes med ærefrygt, men det dæmoniske i nissen har ikke været det
fremherskende i væsenet for alle i befolkningen til alle tider, for nissen var samtidig en meget stor
hjælp for bønderne – den skulle blot have lov til at passe sit arbejde uden indblanding. Efter de
tidlige dæmonbilleder finder man i almuens optegnelser en nisse, der ikke blot undlader at bringe
ulykke over gården via offergrøden – man får ligefrem lykken med sig samt velstand til sin familie,
og på trods af fejder med tyendet elsker den dyrene og vil gøre sit for at sikre dem et godt liv. Det
magiske omkring nissen forgår ikke, men bliver luftet stadig mere i takt med, at kristne tanker i
samfundet bliver mindre magtfulde, så der er plads til at ytre sig offentligt om denne magiske
hedenske medhjælper på gården – og i huset. Nissen var en personificering af hele gården og boede
i laderne, men da folket i masser flyttede til byen, flyttede nissen med til husene og bosatte sig i
stedet på lofterne. Nok var det bjergfolket, som førhen mindede mest om menneskene med deres
familier og deres livsstil, men hvor disse væsener ikke udviklede sig og lige så stille blev glemt,
valgte nissen at følge menneskene og få flere menneskelige træk – såsom nissekonen og stærke
følelser for eksempelvis viden og børnene frem for blot dyr og grød. Nissens ansvarsområder fra
tiden på gården forsvandt, og i stedet blev den i højere grad brugt til at skabe en fællesskabsfølelse i
den fremmedgørende storby.
75
Piø: Nissen, s. 4-5
Side 21 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Var det ikke for de mange folkemindesamlere og folkloristers store arbejde i 1800-tallet, ville
kilderne omkring den danske nisser være yderst sparsomme. Heldigvis for denne undersøgelse stod
de klar til at påtage sig det store arbejde med at indsamle fortællingerne. Hvornår befolkningen
mistede den reelle tro på naturvæsenerne kan ikke dateres med sikkerhed, men alt tyder på, at nissen
blev frygtet i meget længere tid end de øvrige væsener, da den blev taget med ind til byerne. Her
blev mytologien pillet fra hinanden og opbygget på ny – mere passende til den nye livsstil. Nissen
blev til en hyggelig figur, man tog frem i julen – familiens vigtigste og mest fejrede højtid – til
glæde for børnene i form af gode historier og barnetro. Julegaver og juletræer blev faste bestanddele
af julen, og i takt med de mange julemandstyper fra de øvrige omkringliggende lande, hev man
nissen med ind i dette univers dels for at være med i udviklingen og dels for at bremse forvirringen
omkring alle disse væseners forskelle. Siden denne transformation fra hedensk dæmon til hyggelig
julenisse er udviklingen eskaleret, og der er ingen grænser for, hvad mytologien kan rumme af nye
tiltag i vor tids nissehistorier og julekalendere. Nissen har en omfattende historie gennem mange
århundreder, men den mest banebrydende udvikling fandt sted i 1800-tallet, hvor få kunstnere og
forfattere skabte den danske julenisse, hvorefter nissen er blevet allemandseje, der er tilgængelig på
bog, som dukke, på film og ifølge barnetro på lofterne med hver families særlige mytologi til det
lille væsen – et væsen i barnetroen, som også i fremtiden vil være det med den rigeste mytologi og
dermed både den største nuancering og bedste mulighed for stadig transformering.
Side 22 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Litteraturliste
Primærlitteratur
Andersen, H.C. Samlede eventyr og historier. Jubilæumsudgave. Hans Reitzels Forlag A/S.
Flensteds Forlag. Odense. 1986.
Blicher, St. St. Røverstuen. Gyldendal. København. 1960. 12.udgave.
Dansk Ordbog udgiven under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse. P. D. Kiøppings Bogtrykkeri.
København. bind 4. 1826 (hele værket påbegyndt 1793)
Grundtvig, Svend: Danske folkesagn bind 1. 1839-83 ved Hans Ellekilde. Munksgaard. 1944-47
Hoffmann, Heinrich: Der Struwwelpeter oder lustige Geschichten und drollige Bilder für Kinder
von 3-6 Jahren. Frankfurt am Main. 1844 (Bilag 5)
Side 23 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Kaalund, Hans Vilhelm & Lundbye, J. Th.: Fabler for børn. Gyldendal 1990. (1.udgave 1845)
(Bilag 6)
Kristensen, Evald Tang. 1928a. Danske sagn som de har lydt i folkemunde. Bind 1 – Bjærgfolk.
2.udgave. Nyt Nordisk Forlag. (1.udgivelse 1893)
Kristensen, Evald Tang. 1928b. Danske sagn som de har lydt i folkemunde. Ny række. Bind 1 –
Bjærgfolk. Woels Forlag (Cai M. Woel)
Kristensen, Evald Tang: 1928c. Danske sagn som de har lydt i folkemunde. Ny række. Bind 2 –
Ellefolk; Nisser o.s.v.; religiøse sagn – lys og varsler. Woels Forlag (Cai M. Woel). 1928
Kristensen, Evald Tang. 1980. Danske sagn som de har lydt i folkemunde. Bind 2. Ellefolk; Nisser;
Farende uhyrer; Vandets ånder; Lindorme og småkryb; Varulve og marer; Religiøse sagn;
Dødsvarsler; Lys og varsler. 2.udgave. Nyt Nordisk Forlag. (1. udgivelse 1893)
Krohn, Johan: Peters Jul. Gyldendal, Kolding 1976. 7.udgave. 6.oplag. (første udgave 1866) (Bilag
14)
Lundbyes, J. Th.: Nissen i Tirup som træsnit af Andreas Flinch 1842 (Bilag 3)
-
http://www.denstoredanske.dk/Livsstil,_sport_og_fritid/Folketro_og_folkemindevidenskab/
nisse
Lundbye, J. Th.: akvarel til nordboernes juletræ i Rom 1845 (Bilag 7)
Side 24 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
-
2011-11-01
http://www.altom.nu/christmas/index.php?page=pages/juleaften_julenissen.php
Lundbye, J. Th.: Illustration fra 1846 til Vilhelm Bergsøes digt ”Nissen paa Vandring” i dennes
Italiensk Billedbog fra 1881 (Bilag 8)
-
http://www.bornholmsmuseum.dk/museumsudstil/ugensh5108.htm
Lycke, Michael: Nisser og trolde og andre glemte dyr. Forlaget Hovedland. 2000
Magnus, Olaus: Carta Marina. 1539. (Bilag 1)
-
http://www.verasir.dk/show.php?file=chap22-2.html
Politiken.dk. 2010-12-05 kl. 22:09. ”Præst klynger nisse op i galge” (Bilag 18)
-
http://politiken.dk/indland/ECE1134446/praest-klynger-nisse-op-i-galge/
Rasmussen, Hans: Sønderjydske Sagn og gamle Fortællinger. 1898. Helsingør Centraltrykkeri.
Rosenhoff, Claudius. Eventyr om nisser. Chr. Steen & Søn. Kjöbenhavn. 1849. (Bilag 9)
Thiele, Just Mathias: Danmarks folkesagn (2.bind). Ved Per Skar. Rosenkilde og Bagger 1968.
(1818-1823)
Side 25 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Thiele, Just Mathias: Danmarks folkesagn (3.bind). Ved Per Skar. Rosenkilde og Bagger. 1968.
(1818-1823)
Uhrskov, Anders. 1929. Fynske sagn. P. Haase & Søns Forlag. København. 1929
Uhrskov, Anders. 1932. Sjællandske sagn. Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag. København.
1932
Sekundærlitteratur
Blæsild, Benno: Julens traditioner. Hovedland. 2007. (127 sider)
Feilberg, Henning Frederik. Jul. Bind 1: Allesjælestiden, Hedensk, Kristen Julefest. Rosenkilde og
Bagger. Kbh. 1962
Høiris, Ole & Ledet, Thomas: Romantikkens verden. Aarhus Universitetsforlag. 2008
Jensen, Johannes V. Myter 2. Gyldendal. 1960
Kofod, Else Marie: Traditionen tro? Syddansk Universitetsforlag 2008
Lebech, Mogens: Julenissen. Hassing. 1966
Lingren, Carsten: Hverdagens overtro. Borgen 1.udgave, 1.oplag. 2003
Side 26 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Nielsen, Geert A.: Din kulturhistorie. Ålykke. 1991/2002
Olrik, Axel & Ellekilde, Hans: Nordens gudeverden 1. G.E.C. Gad. 1926
Olsen, Ib Spang. ”Denmark’s Christmas Nisse” i Danish Journal, nr. 67. 1969. S. 22-25
Piø, Iørn: ”Den lille sæsonarbejder: nissen har haft en omtumlet skæbne, og den kære gamle
julemand ikke mindre.” i Århus Stiftstidende, 1984-12-24
Piø, Iørn: Den store bog om Julen. Sesam a/s. 1990
Piø, Iørn: ”Julenissen er både ung og gammel” i Danmarksposten, årg. 73 nr. 10. 1992. s.4-5
Piø, Iørn: ”Hvordan jeg skrev bogen om nissen” i ”Læsepædagogen, årg. 29 nr. 8. 1981. s. 432-435
Piø, Iørn: Nissen. Gyldendal. Kbh. 1980
Piø, Iørn & Holbek, Bengt. Fabeldyr og sagnfolk. Politikens forlag. Kbh. 1967
Rod, Jakob: Dansk folkereligion i nyere tid. G. E. C. Gads Forlag. 1972
Side 27 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Scherfig, Hans. ”Forsvar for nisser” 1953 i Naturens uorden og andre essays. Nordisk
Bogproduktion a.s. Haslev. 3.oplag 1974 (1.udgave fra 1965)
Starup, Mikkel: Væsner. Forum. 2001
Side 28 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag
Bilag 1
Magnus, Olaus: Carta Marina. 1539
(http://www.verasir.dk/show.php?file=chap22-2.html)
Side 29 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 2
“Lars i Nissens hud”. Illustration til skillingsvisen “Viise om Nissen i Nærheden af Kiøbenhavn”
fra 1774. Titelblad.
Side 30 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 3
Johan Thomas Lundbyes illustration af nissen i Tirup til Just Mathias Thiele. Træsnit i Finchs
Almanak 1842.
(fra Holbek & Piø s. 153)
-
Side 31 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 4
Tegning af Johan Thomas Lundbye fra 1844
(fra Piø: Den store bog om julen, s. 160)
Side 32 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 5
Heinrich Hoffmann. Der Struwwelpeter oder lustige Geschichten und drollige Bilder für Kinder
von 3-6 Jahren. 1844
Side 33 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 6
Hans Vilhelm Kaalund & Johan Thomas Lundbye.: Fabler for børn. Gyldendal 1990. (1.udgave
1845)
Side 34 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 7
Johan Thomas Lundbyes akvarel til nordboernes juletræ i Rom 1845
(http://www.altom.nu/christmas/index.php?page=pages/juleaften_julenissen.php)
Side 35 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 8
Johan Thomas Lundbyes illustration fra 1846 brugt til Vilhelm Bergsøes digt ”Nissen paa
Vandring” i dennes Italiensk Billedbog fra 1881
(http://www.bornholmsmuseum.dk/museumsudstil/ugensh5108.htm)
Side 36 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 9
Claudius Rosenhoff: Eventyr om nisser. Chr. Steen & Søn. Kjöbenhavn. 1849
Side 37 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Side 38 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 10
Andersen, H.C. Samlede eventyr og historier. Jubilæumsudgave. Hans Reitzels Forlag A/S.
Flensteds Forlag. Odense. 1986.
Nissen hos Spekhøkeren fra 1853
Side 39 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 11
Anonym tegning i gådehæfte til børn fra 1858
(fra Piø & Holbek s. 156)
Side 40 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 12
Henrik Olriks julebillede i Illustreret Tidende 1864
(fra Blæsild s. 83)
Side 41 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 13
Andersen, H.C. Samlede eventyr og historier. Jubilæumsudgave. Hans Reitzels Forlag A/S.
Flensteds Forlag. Odense. 1986.
Lorenz Frølichs illustrationer til Nissen og Madamen. 1865
Side 42 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 14
Johan Krohn: Peters Jul. Gyldendal, Kolding 1976. 7.udgave. 6.oplag. (første udgave 1866)
Side 43 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 15
Illustration af Pietro Krohn i Illustreret Børneblad 1871
(fra Blæsild s. 85)
Side 44 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 16
M. Scherer & H. Engler: Titelblad til Julgubben och tomtarne. Helsingfors. 1881.
(fra Holbek & Piø s. 159)
Side 45 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 17
Julekort tegnet af Carl Røgind i 1918
(fra Blæsild s. 89)
Side 46 af 47
Pernille Amanda Kanto
Bachelor-projekt
2011-11-01
Bilag 18
Politiken.dk. 2010-12-05 kl. 22:09. ”Præst klynger nisse op i galge”
Side 47 af 47