CSR People Prize 2014 Arriva Danmark A/S Branche: Transport Størrelse: 4259 Om virksomheden Arriva Danmark A/S har siden 1997 arbejdet for at skabe gode rejseoplevelser med kollektiv trafik i Danmark. Først som udbyder af by- og regionalbusser over hele landet, og senere i 2003 med togdrift i Vest- og Midtjylland. Arriva Danmark er en del af Arriva Gruppen, der dagligt udbyder kollektiv transport til indbyggere i 14 europæiske lande. Nomineringsgrundlag Arriva er nomineret til CSR People Prize +100 fordi deres sociale ansvar er strategisk forankret på alle niveauer i virksomheden, og fordi virksomheden formår at se værdien i medarbejdernes mangfoldige kompetencer. Arriva tænker socialt ansvar systematisk ind i virksomhedens arbejdsområder, og virksomheden viser stor bredde og kreativitet i sine tiltag for at fastholde, forebygge og indsluse udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Arrivas HSE- organisation (Health, Safety and Environments) har opsat forebyggende målsætninger inden for sundhed, sikkerhed og miljøområderne. Ønsket om at have både fysisk og psykisk sunde medarbejdere har blandt andet udmøntet sig i nyskabende tiltag som ansættelsen af to sundhedsfaglige konsulenter, der afholder medarbejderkurser om fx rygestop og mental robusthed. Derudover kører den ombyggede bybus ”Sundhedsbussen” rundt til alle virksomhedens afdelinger i landet og tilbyder medarbejdere helbredstjek samt hjælp til livsstilsændringer. Arrivas ansatte tæller 86 forskellige nationaliteter, og virksomheden har gjort mangfoldighed til en forretningsstrategi, som sikrer, at virksomheden kan rekruttere bredt i samfundet. På dette punkt udmærker Arriva sig som en forgangsvirksomhed med blandt andet oprettelsen af et mangfoldighedsboard, hvor medarbejdere kan komme med inputs til, hvordan Arriva kan blive bedre til at arbejde med fx etnicitet, køn, handicap og seksuel orientering. Derudover opstarter Arriva et samarbejde med uddannelsescenter UCplus om at uddanne nydanske kvinder med henblik på efterfølgende at ansatte dem som buschauffører. Virksomhedsforum for Socialt Ansvar (VFSA) består af en række danske erhvervsledere, som personligt er udpeget til at rådgive Beskæftigelsesministeren i spørgsmål om virksomheders sociale ansvar. VFSA’s hovedformål er at sætte social ansvarlighed på dagsordenen i det politiske system, og inspirere flere virksomheder til at gøre en indsats for at forebygge, fastholde og indsluse udsatte grupper på arbejdsmarkedet. Dette gøres bl.a. via uddelingen af CSR People Prize til socialt ansvarlige virksomheder, samt ved iværksættelsen af nytænkende projekter, så som High:Five og Route 25. Læs mere om de enkelte VFSA medlemmer, CSR People Prize og VFSA’s andre aktiviteter på: w ww.vfsa.dk
© Copyright 2024