Driftvejledning til Direkte anlæg

Speciale
Aarhus Universitet – december 2011
Ansvarsfraskrivelsesklausuler
Med særligt henblik på begrænsninger begrundet i tabets art
og omfang
Exclusion clauses
With special reference to limitations regarding the type and scope
of the damages
Årskortnummer: 20063193
Navn: Kamilla Enevoldsen
Vejleder: Torsten Iversen
Studieenheder: 30 ECTS
Antal anslag: 139.262
Indholdsfortegnelse
1.
INTRODUKTION.............................................................................................................................1
1.1.
Specialets problem og formål ............................................................................................................................. 1
1.2.
Metode og nærmere specifikation...................................................................................................................... 2
2.
ANSVARSFRASKRIVELSESKLAUSULER GENERELT.........................................................3
2.1.
Baggrunden for anvendelsen af ansvarsfraskrivelsesklausuler i dansk ret ................................................... 3
2.2.
Begrebsfastsættelse.............................................................................................................................................. 4
2.3.
Vedtagelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler..................................................................................................... 7
2.4.
Former for begrænsninger ................................................................................................................................. 8
2.5.
Ansvarsfraskrivelsesklausuler hjemlet i lovgivningen eller i standarddokumenter ..................................... 9
3.
3.1.
ANSVARSBEGRÆNSNINGER BEGRUNDET I TABETS ART.............................................10
Indledning .......................................................................................................................................................... 10
3.2.
Indirekte tab ...................................................................................................................................................... 11
3.2.1.
Definition ................................................................................................................................................... 11
3.2.1.1. Hvornår foreligger der et indirekte tab?............................................................................................ 11
3.2.1.2. Indirekte tab set i relation til adækvans............................................................................................. 15
3.2.1.3. Enkelte kategorier af tab ..................................................................................................................... 17
3.2.1.4. Fysiske indirekte tab ............................................................................................................................ 19
3.2.2.
Gennemgang af retspraksis med henblik på en definition af indirekte tab ............................................. 20
3.2.2.1. Sammenfatning – gennemgang af retspraksis ................................................................................... 24
3.3.
Eksempler på formuleringer og fortolkning af begrænsninger for indirekte tab ....................................... 25
3.3.1.
Generelt om fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler ...................................................................... 25
3.3.2.
Eksempel 1: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab”........................................................................................ 26
3.3.3.
Eksempel 2: AB 92 § 35, stk. 2 - ”Entreprenøren hæfter ikke for driftstab, avancetab eller andet
indirekte tab”............................................................................................................................................................... 27
3.3.4.
Eksempel 3: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, avancetab og lign.” ........................ 28
3.3.5.
Eksempel 4: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, avancetab og omsætningstab” ....................... 29
3.4.
Retsvirkningen af at indirekte tab afgrænses i en ansvarsfraskrivelsesklausul .......................................... 30
3.5.
Sammenfatning - indirekte tab ........................................................................................................................ 31
4.
4.1.
ANSVARSBEGRÆNSNINGER BEGRUNDET I TABETS OMFANG ...................................33
Indledning .......................................................................................................................................................... 33
4.2.
Generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler ......................................................................................................... 34
4.2.1.
Gennemgang af litteraturen ...................................................................................................................... 34
4.2.2.
Gennemgang af retspraksis ....................................................................................................................... 37
4.2.3.
Sammenfatning – generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler ..................................................................... 45
4.3.
Ansvarsfraskrivelser for simpel uagtsomhed.................................................................................................. 46
4.3.1.
Gennemgang af litteraturen ...................................................................................................................... 46
4.3.2.
Gennemgang af retspraksis ....................................................................................................................... 47
4.3.3.
Sammenfatning – ansvarsfraskrivelse for simpel uagtsomhed ................................................................ 48
4.4.
Ansvarsfraskrivelser for grov uagtsomhed..................................................................................................... 48
4.4.1.
Gennemgang af litteraturen ...................................................................................................................... 49
4.4.2.
Gennemgang af retspraksis ....................................................................................................................... 50
4.4.3.
Sammenfatning ansvarsfraskrivelser for grov uagtsomhed..................................................................... 51
4.5.
Ansvarsfraskrivelse for medarbejderes grove uagtsomhed........................................................................... 52
4.5.1.
Gennemgang af litteraturen ...................................................................................................................... 52
4.5.2.
Gennemgang af retspraksis ....................................................................................................................... 53
4.5.3.
Sammenfatning – ansvarsfraskrivelser for medarbejderes grove uagtsomhed ....................................... 54
4.6.
Ansvarsfraskrivelser for forsæt ....................................................................................................................... 55
4.7.
Ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter .................................................................................. 55
4.7.1.
Sammenfatning – ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter ................................................ 58
4.8.
Ansvarsfraskrivelsesklausuler i lovgivningen................................................................................................. 58
4.8.1.
Sammenfatning – ansvarsfraskrivelsesklausuler i lovgivningen ............................................................. 59
4.9.
5.
5.1.
Sammenfatning – begrænsninger begrundet i tabets omfang ....................................................................... 59
DOMSTOLENES ANERKENDELSE AF ANSVARSFRASKRIVELSESKLAUSULER......61
Sammenfatning - domstolenes anerkendelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler........................................... 64
6.
SAMMENFATNING OG KONKLUSION...................................................................................65
7.
LITTERATURLISTE .....................................................................................................................67
8.
DOMSLISTE ...................................................................................................................................70
1. Introduktion
1.1.
Specialets problem og formål
Ansvarsfraskrivelsesklausuler er en lille del af emnet erstatningsberegning. Emnet
erstatningsberegning giver anledning til forskellige problemstillinger, herunder
hvornår der indtræder erstatningspligt, beregningen af tabets størrelse, krav om
rettidig reklamation, tabsbegrænsningspligt mm. Specialet skal ikke udtømmende
forsøge at gennemgå alle disse problemstillinger, men alene den del af emnet erstatningsberegning som vedrører ansvarsfraskrivelsesklausuler.
En lang række problemstillinger kan undersøges i forbindelse med ansvarsfraskrivelsesklausuler, herunder bl.a. problematikken omkring vedtagelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler, hensigtsmæssigheden af ansvarsfraskrivelsesklausuler og særligt de problemer, der relaterer sig til ansvarsfraskrivelsesklausuler, når der er en
forbruger involveret, f.eks. hvorvidt de kan bortfalde efter aftalelovens § 36.
Omfanget af dette speciale tillader ikke en dybdegående undersøgelse af alle de
problemstillinger, der relaterer sig til ansvarsfraskrivelsesklausuler. Specialet skal
derfor primært undersøge muligheden for at foretage kvalitative og kvantitative
begrænsninger i ansvarsfraskrivelsesklausuler, dvs. begrænsninger begrundet i
tabets art og omfang. I den forbindelse skal det dels undersøges, hvilke muligheder der er for at afskære erstatning for indirekte tab, herunder hvordan et indirekte
tab defineres, og dels muligheden for at begrænse ansvaret for culpøse handlinger,
herunder retsvirkningerne af en culpøs handling, når en sådan begrænsning ikke er
foretaget. Med denne afgrænsning muliggøres en undersøgelse af en væsentlig del
af de problemstillinger, der relaterer sig til ansvarsfraskrivelsesklausuler.
Eftersom en undersøgelse af muligheden for at begrænse ansvaret såvel kvalitativt
som kvantitativt forudsætter en gennemgang af en række afgørelser fra domstolene, vil domstolenes anerkendelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler også blive berørt afslutningsvis. Dette er valgt primært for at kunne konkludere, om de mulig-
Side 1 af 72
heder, der bør være for at foretage begrænsninger begrundet i tabets art og omfang, også anerkendes af domstolene.
Ansvarsfraskrivelsesklausuler kendes fra diverse retlige relationer. For ikke at
gøre nærværende speciale for omfattende, vil fokus primært være ansvarsfraskrivelsesklausuler i erhvervsforhold i modsætning til f.eks. forbrugerforhold. På forbrugerområdet er der en række beskyttelsespræceptive regler bl.a. i købelovens
regler om forbrugerkøb og i forbrugeraftaleloven, som gør anvendelsesområdet
for ansvarsfraskrivelsesklausuler mere snævert, og hvorfor det ikke er nær så oplagt at inddrage disse klausuler i nærværende speciale1.
Der vil som udgangspunkt ikke blive set på ansvarsfraskrivelsesklausuler inden
for et specifikt område, men i stedet helt overordnet på ansvarsfraskrivelsesklausuler inden for erhvervsretten. Det er naturligvis af betydning for domstolenes
bedømmelse af en ansvarsfraskrivelsesklausul, om der er tale om et specifikt område, og det vil der derfor blive taget højde for i gennemgangen af retspraksis.
1.2.
Metode og nærmere specifikation
I opgaven gøres brug af den sædvanlige retsdogmatiske metode med inddragelse
af litteratur og praksis. Der vil primært blive tale om inddragelse af dansk litteratur og retspraksis, dog med løbende sammenligninger dels med de øvrige nordiske
lande og dels med England og USA. Denne løbende sammenligning og perspektivering af argumenter og konklusioner er valgt af hensyn til læsevenligheden og en
overordnet sammenhæng. Der forekommer derfor ikke et særskilt afsnit kaldet
”perspektivering” i dette speciale.
Sammenligningen med de øvrige nordiske lande, primært Norge og Sverige, er
relevant, fordi der har været en tradition for at ensrette lovgivningen i de nordiske
1
Der foreligger en forbrugeraftale, når der indgås en aftale mellem en forbruger og en erhvervsdrivende jf. Sonny Kristoffersen: Forbrugeraftaleloven med kommentarer, s. 56-60, ligesom købelovens § 4a, stk. 1 definerer et forbrugerkøb som et køb mellem en erhvervsdrivende, der handler i
eller for sin bedrift, og en privatperson, der hovedsageligt handler uden for sin bedrift. Forbrugeren
er i disse tilfælde tillagt en beskyttelse i kraft af reglerne i forbrugeraftaleloven og købeloven jf.
Sonny Kristoffersen: Forbrugerbeskyttelse, s. 15.
Side 2 af 72
lande. Et eksempel herpå er købeloven af 1906, der blev til efter et fælles nordisk
lovsamarbejde. Sammenligningen med USA og England er interessant, idet disse
lande benytter sig af common law og ikke civil law. Common law indebærer, at
det som udgangspunkt er afgørelserne fra domstolene, der udgør det retlige grundlag, i modsætning til lande der benytter sig af civil law, som f.eks. Danmark.
Kendetegnende for disse lande er, at en væsentlig del af retsreglerne er indeholdt i
en kodifikation, og det er således denne, der er udgangspunktet for det retlige
grundlag2.
Igennem hele specialet er der primært anvendt betegnelsen ”køber” og ”sælger”
for alle typer erhvervsforhold af hensyn til kontinuiteten i opgaven. Hermed ikke
sagt, at ansvarsfraskrivelsesklausuler ikke anvendes i en lang række relationer.
2. Ansvarsfraskrivelsesklausuler generelt
2.1.
Baggrunden for anvendelsen af ansvarsfraskrivelsesklausuler i
dansk ret
I forbindelse med indgåelse af kontrakter mellem professionelle parter vil der stort
set altid være en klausul kaldet ”ansvarsfraskrivelse” eller lignende. Baggrunden
for denne udbredelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler skal findes i en række behov
og hensyn. Typisk vil kontrakter mellem professionelle parter repræsentere en
betydelig økonomisk værdi, hvorfor der er et behov for at sikre sig mod store erstatningssummer i situationer, hvor konsekvenserne af uretmæssig opfyldelse af
aftalen kan være svære at forudse på tidspunktet for kontraktindgåelsen. Hertil
kommer, at parterne ved en ansvarsfraskrivelsesklausul på forhånd kan fastlægge,
hvad der accepteres, og hvad der ikke accepteres og således fastsætte rammerne
for aftalen. Muligheden for at parterne kan få tilgodeset disse hensyn ved aftaleindgåelsen er afhængig af, at der ikke sættes grænser for aftalefriheden.
Da der ved indgåelse af kontrakter mellem professionelle parter ikke er et beskyttelseshensyn at tage til den svage part, som tilfældet er ved forbrugerforhold, er
2
Bo von Eyben: Juridisk ordbog, s. 86 og s. 88.
Side 3 af 72
aftalefriheden som udgangspunkt ubegrænset3. Hertil kommer, at de fleste regler
inden for erhvervsrettens område er deklaratoriske, hvorfor de kan fraviges ved
aftale. Det manglende beskyttelseshensyn og udbredelsen af deklaratoriske regler
er nogle af årsagerne til, at de fleste kontrakter mellem professionelle parter vil
omfatte en ansvarsfraskrivelsesklausul, som i større eller mindre grad begrænser
ansvaret for den ene af parterne4. Således findes ansvarsfraskrivelsesklausuler i
stor variation og kan både begrænse muligheden for at ifalde et ansvar samt fastlægge et maksimum for en eventuel erstatning.
Årsagen til denne frie adgang til fastsættelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler, som
er udtryk for aftalefriheden i Danmark, er begrundet i en række hensyn. Ifølge
Günther Petersen er disse hensyn dels muligheden for at forsikre sig mod de skader, som medkontrahenten i kraft af ansvarsbegrænsningen ikke hæfter for, dels
behovet for at parterne kan fastlægge deres aftale mere eller mindre frit. Hertil
kommer det behov, der er for en fri afvejning mellem på den ene side muligheden
for som køber at betale en høj købssum, mod at sælger på den anden side er ansvarlig for fejl, mangler, forsinkelse mm., og på den anden side muligheden for at
købe produktet billigere mod at sælger i en række tilfælde ikke bliver ansvarlig5.
2.2.
Begrebsfastsættelse
De grundlæggende betingelser for at ifalde et erstatningsansvar er, når vi ser bort
fra reglerne om objektivt ansvar, at der skal foreligge et ansvarsgrundlag i form af
culpa, dvs. forsæt eller uagtsomhed, at der skal foreligge en skade, som medfører
et tab, og at der skal være årsagsforbindelse mellem den ansvarspådragende handling og den indtrådte skade samt mellem den ansvarspådragende handling og det
lidte tab6. Når det er konstateret, at disse betingelser er opfyldt, er det endvidere
en betingelse, at tabet er adækvat, hvilket betyder, at der skal være tale om en
skade, som sælger ved aftalens indgåelse kunne påregne. Uden for kontrakt læg-
3
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 28-32.
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 28-32.
5
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 37-42.
6
Bo von Eyben og Helle Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 23 og s. 283-289.
4
Side 4 af 72
ges op til en mere objektiveret adækvansbedømmelse7, hvorimod udgangspunktet
i kontrakt stadig er en mere subjektiveret bonus-pater bedømmelse8.
Er disse betingelser for erstatning opfyldt, har køber krav på erstatning fra den
misligholdende sælger. Udgangspunktet for tilkendelse af erstatning er, at køber
stilles, som om aftalen var rigtig opfyldt, dvs. et udgangspunkt der tilsiger en fuld
erstatning i form af positiv opfyldelsesinteresse9.
De ovenfor nævnte betingelser er udgangspunktet uden for kontrakt, i og med at
parterne i et kontraktforhold typisk vil regulere betingelserne for erstatning i aftalen. Der er derfor mulighed for at ifalde ansvar på trods af, at de ovenfor nævnte
erstatningsbetingelser ikke er opfyldt, f.eks. hvis parterne aftaler et skærpet ansvar. Omvendt kan ansvaret begrænses eller helt afskæres, selv om de ovenfor
nævnte betingelser som udgangspunkt er opfyldt.
Et eksempel på muligheden for at begrænse eller afskære ansvaret findes i de aftalebaserede ansvarsfraskrivelsesklausuler, der udgør en betydelig undtagelse fra det
almindelige erstatningsretlige ansvar. En ansvarsfraskrivelsesklausul defineres
således af Günther Petersen ”som en bestemmelse i en aftale, hvorved en part
søger at frigøre sig på forhånd, helt eller delvis, for et eventuelt erstatningsansvar, som han er udsat for at ifalde over for den anden part i aftalen”10.
Både erstatningsansvar og det ansvar, som de øvrige ikke-opfyldelsesreaktioner
medfører, f.eks. muligheden for at annullere eller ophæve en aftale, kan fraskrives11.
Sondringen
mellem
erstatningsansvar
og
de
øvrige
ikke-
opfyldelsesreaktioner berøres ikke nærmere, da den som udgangspunkt er uden
betydning for dette speciale. Dette hænger bl.a. sammen med, at den litteratur og
7
Bo von Eyben og Helle Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 298.
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 107-112 og Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: Obligationsret I, s. 262-264.
9
Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 231.
10
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 7.
11
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 8.
8
Side 5 af 72
de fleste af de afgørelser, der er inddraget i nærværende speciale, primært forholder sig til muligheden for at fraskrive sig et erstatningsansvar12.
En ansvarsfraskrivelsesklausul kan gå ud på at fritage for ansvar (ansvarsfraskrivelsesklausul), hvorved de almindelige betingelser for et erstatningsansvar i sin
helhed fraviges under nærmere fastlagte omstændigheder jf. ovenfor, og/eller begrænse ansvaret (ansvarsbegrænsningsklausul), hvorved reglerne om ansvarets
omfang fraviges13.
Et eksempel på fraskrivelse af ansvar (ansvarsfraskrivelsesklausul) er klausuler,
hvorefter der ikke kan ifaldes ansvar, såfremt der f.eks. er handlet groft uagtsomt
jf. nærmere herom nedenfor i afsnit 4.4., eller hvor der ikke kan ifaldes ansvar for
bestemte kategorier af tab, f.eks. indirekte tab jf. nærmere nedenfor i afsnit 3.2. Et
eksempel på muligheden for at begrænse ansvaret (ansvarsbegrænsningsklausul)
er klausuler, hvor erstatningen er beløbsmaksimeret, således at erstatningssummen
aldrig kan overstige et nærmere fastsat beløb.
Ussing og Günther Petersen14 tillægger sondringen mellem ansvarsfraskrivelse og
ansvarsbegrænsning en betydelig vægt, idet de er af den opfattelse, at der er forskel på domstolenes tilsidesættelse af en klausul, f.eks. ved forsæt eller grov uagtsomhed, afhængigt af, om der foreligger en egentlig ansvarsfraskrivelse eller alene en begrænsning. Dette berøres kort nedenfor i afsnit 4.1., men herudover gøres
ikke brug af sondringen ansvarsfraskrivelse/ansvarsbegrænsning, idet nyere litteratur tilsyneladende ikke tillægger sondringen betydning15. Det vil sige, at når
betegnelsen ”ansvarsfraskrivelsesklausul” anvendes i nærværende speciale, omfatter det såvel muligheden for at fritage for ansvar som muligheden for at begrænse ansvar.
12
Se bl.a. Stig Jørgensen: Kontraktsret, bind 2, s. 71 og J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse,
s. 8.
13
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 7.
14
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 111 og Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s.
161-162.
15
Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, s. 378 og Bernhard
Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 311-313.
Side 6 af 72
2.3.
Vedtagelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler
Da ansvarsfraskrivelsesklausuler er en undtagelse fra de almindelige betingelser
for tilkendelse af erstatning, stilles der strengere krav til vedtagelsen af sådanne
klausuler, ligesom der generelt stilles strenge krav til vedtagelsen af byrdefulde
vilkår16. I U 1984.919 SH fandt en ansvarsfraskrivelsesklausul således ikke anvendelse, da den af Sø- og Handelsretten blev anset for at være generelt affattet og
dermed ikke egnet til at sikre, at medkontrahenten var klar over, hvad den helt
specifikt angik.
Dette krav til klarheden af en ansvarsfraskrivelsesklausul kendes også fra common law. Se således Anson’s law of contract, hvoraf det med henvisning til afgørelsen i Alison Ltd. v. Wallsend Shipway and Engineering Co. Ltd (1927) fremgår, at hvis en part ønsker at komme ud af sit kontraktansvar, skal ordlyden af en
sådan ansvarsfraskrivelsesklausul være udfærdiget ”strictly”, hvormed der stilles
strenge krav til ordlyden17. Dette anføres både efter engelsk og amerikansk ret18.
Ligeledes vil en generel henvisning i en kontrakt til virksomhedens forretningsbetingelser indeholdende en ansvarsfraskrivelse formentlig ikke være tilstrækkelig
til at anse klausulen for vedtaget, i og med at en ansvarsfraskrivelse stiller kunden
ringere19. Se i denne forbindelse TfL 1999.142 V, hvor en landmand krævede erstatning for sit driftstab, der var opstået som en følge af et leveret vådfodringsanlæg, der ikke fungerede korrekt og dermed gav svinene stress med overdødelighed
til følge. Leverandøren af vådfodringsanlægget påstod, at han ikke var ansvarlig
som følge af en ansvarsfraskrivelsesklausul, der fremgik af salgs- og leveringsbetingelserne. Eftersom den ordre, som landmanden afgav, på væsentlige punkter
adskilte sig fra det tilbud, han oprindeligt havde fået tilsendt sammen med salgsog leveringsbetingelserne, og da den efterfølgende ordrebekræftelse ikke omtalte
16
Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, s. 84-89. Se ligeledes
Ivar Hole: Ansvarsfraskrivelse, s. 12-14 og A. Vinding Kruse m.fl.: Købsretten, s. 165-166.
17
William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 169-170.
18
William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 169, Chitty: On Contracts, vol. 1, s. 911912 og Allan Farnsworth: On Contracts I, s. 560-561.
19
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 129-130 og Bryde Andersen og Lookofsky: Obligationsret 1, s. 397.
Side 7 af 72
salgs- og leveringsbetingelserne, fandt Vestre Landsret, at ansvarsfraskrivelsesklausulen ikke kunne antages at være vedtaget mellem parterne.
En lempelse af det forholdsvis strenge vedtagelseskrav er de ansvarsfraskrivelsesklausuler, der fremgår af de udbredte standarddokumenter som f.eks. AB 92 § 35,
stk. 2. Her er en generel henvisning i aftalen formentlig tilstrækkelig20, i og med
at disse dokumenter er vedtaget af repræsentanter fra branchen, og da det derfor
kan forventes, at parterne har kendskab til disse i kraft af deres store udbredelse.
Ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter berøres nærmere nedenfor i
afsnit 2.5. og afsnit 4.7.
2.4.
Former for begrænsninger
Som nævnt ovenfor under punkt 2.2., kan man tænke sig diverse former for ansvarsfraskrivelsesklausuler. Det afhænger således af det konkrete aftaleforhold,
hvilken form for ansvarsfritagelse der er mest hensigtsmæssig, og i kraft af aftalefriheden inden for dansk ret vil der som udgangspunkt ikke være restriktioner for,
hvad der begrænses for i en ansvarsfraskrivelsesklausul.
En ansvarsfraskrivelsesklausul kan således tænkes at fritage for ansvar og/eller
begrænse ansvaret på forskellige måder. Man kan forestille sig en ansvarsfraskrivelsesklausul, hvor forskellige tabskategorier eller skadesårsager er undtaget, således at der ikke ifaldes ansvar for indirekte tab, eller således at skader forårsaget
ved brand ikke omfattes af et erstatningsansvar. Herudover kan man vælge at fastlægge et beløbsmaksimum, hvorefter der ikke betales erstatning ud over et vist
beløb. En anden form for ansvarsfraskrivelsesklausuler er de tilfælde, hvor man
indskrænker den tidsmæssige varighed af et erstatningsansvar. Endelig kan man
forestille sig en interesse i at begrænse et ansvar personelt, dvs. over for visse personer i virksomheden, således at virksomheden ikke ifalder ansvar for et tab, som
opstår, f.eks. når varen befinder sig hos en leverandør21. Det vil, som også nævnt
20
Bernhard, Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 312.
Mads Bryde Andersen: Praktisk aftaleret, s. 421. Muligheden for at begrænse ansvaret for medarbejderes grove uagtsomhed berøres i afsnit 4.5.
21
Side 8 af 72
indledningsvis, afhænge af det enkelte kontraktforhold, hvilken form for ansvarsfraskrivelsesklausul der er mest hensigtsmæssig.
I nærværende fremstilling er fokus lagt på begrænsninger begrundet i tabets art og
omfang, som også nævnt indledningsvis.
2.5.
Ansvarsfraskrivelsesklausuler hjemlet i lovgivningen eller i
standarddokumenter
Der findes en række lovhjemlede ansvarsfraskrivelser, hvilket er udtryk for, at
man fra lovgivers side har fundet det nødvendigt at fravige den almindelige aftalefrihed i dansk ret i en række situationer. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes
forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, sølovens § 174 og CMR-lovens22 § 37, stk. 1.
Ud over de lovhjemlede ansvarsfraskrivelsesklausuler findes der en række standarddokumenter i form af agreed documents, dvs. regler fastsat af parterne inden
for en branche, der ligeledes indeholder ansvarsfraskrivelsesklausuler. Eksempler
herpå er AB 92 § 35, stk. 223, NSAB 2000 §§ 15-2224 og NL 92 § 3525.
Disse lovhjemlede eller i standarddokumenter fastsatte ansvarsfraskrivelsesklausuler gennemgås nærmere i afsnit 4.7. og 4.8., hvor der foretages en sammenligning mellem disse og de rent aftalebaserede ansvarsfraskrivelsesklausuler.
Det forhold, at ansvarsfraskrivelsesklausuler ses både i lovgivningen og i standarddokumenter, viser det store behov for og den store udbredelse af disse klausuler.
22
Bekendtgørelse af lov om internationale fragtaftaler.
Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed.
24
Nordisk speditørforbunds almindelige bestemmelser.
25
Almindelige Leveringsbetingelser for leverancer af maskiner og andet mekanisk, elektronisk og
elektronisk udstyr mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige samt inden for disse lande.
23
Side 9 af 72
3. Ansvarsbegrænsninger begrundet i tabets art
3.1.
Indledning
Ovenfor er fastlagt, at en ansvarsfraskrivelsesklausul er en undtagelse fra de almindelige betingelser for tilkendelse af erstatning. Denne undtagelse fra de almindelige erstatningsbetingelser kan f.eks. ligge i, at der begrænses over for tabets
art. Er dette tilfældet, vil der ikke kunne ifaldes ansvar for visse typer eller kategorier af tab. Ansvaret kan fraskrives for et klart defineret tab, f.eks. et kundetab
eller et omsætningstab. Herudover er der mulighed for generelt at fraskrive sig
ansvaret for indirekte tab.
Der er en række fordele ved at begrænse ansvaret kvalitativt over for indirekte tab.
Indirekte tab er en meget bred og ikke endeligt fastlagt kategori af tab, som er
vanskelige at forudse ved aftaleindgåelsen og dermed også vanskelige at forudse
størrelsen eller det nærmere omfang af, hvilket medfører, at en sælger uden sådanne begrænsninger kan blive ansvarlig for meget store erstatningssummer. Derfor vil en sælger typisk være interesseret i at fraskrive sig ansvar for indirekte tab.
Afvejningen af fordele og ulemper ved ansvarsfraskrivelsesklausuler med begrænsninger begrundet i tabets art vil blive gennemgået nærmere nedenfor i afsnit
3.3.
I kraft af den store udbredelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler der begrænser ansvaret for indirekte tab, er det relevant at få fastlagt, hvad der definerer et direkte
tab, og hvad der definerer et indirekte tab. Både så der er mulighed for at fraskrive
sig al ansvar for indirekte tab, men også så det ligger klart, hvilke tab sælger kan
blive ansvarlig for, såfremt der ikke er vedtaget en ansvarsfraskrivelsesklausul
indeholdende en bestemmelse om indirekte tab.
Har parterne i en ansvarsfraskrivelsesklausul klart defineret, hvad der skal anses
for et indirekte tab, vil der som udgangspunkt ikke være problemer med fastlæggelsen af, hvilke tab der omfattes af fraskrivelsen. Nærværende speciale kredser
derfor primært om de problemstillinger, der foreligger, når det ikke i aftalen er
Side 10 af 72
klart defineret, hvad der anses for et indirekte tab, eller når der er uenighed mellem parterne om, hvorvidt det er defineret.
3.2.
Indirekte tab
3.2.1. Definition
Der er ikke nogen entydig definition på begrebet indirekte tab. I modsætning til de
øvrige nordiske landes købelove er der i den danske købelov ikke nogen positiv
definition af begrebet indirekte tab. Således er det ikke fra lovgivers side indikeret, hvad der skal forstås ved et indirekte tab, og definitionen skal derfor findes i
litteraturen og i retspraksis.
I og med at der ikke foreligger nogen entydig definition på et indirekte tab, kan
det være svært at fastslå, om visse tabskategorier per se er indirekte, eller om visse
tabskategorier per se er direkte. Sondringen er dog meget central, i og med at der
ofte er fraskrevet ansvar over for indirekte tab enten ved vedtagelse af standarddokumenter såsom AB 92, NSAB 2000 eller NL 92 eller ved andre kontrakter.
3.2.1.1.
Hvornår foreligger der et indirekte tab?
Afgørende for vurderingen af, hvornår der foreligger et indirekte tab, er, om det
påståede (indirekte) tab udspringer af sælgers misligholdte handling, eller om det
udspringer af en transaktion, der skulle have været udført på baggrund af sælgers
misligholdte handling. Det bliver således afgørende for vurderingen, hvilken grad
af tilknytning tabet har til den misligholdte handling26. Driftstab27 vil således altid
være et indirekte tab, i og med at det altid opstår som en følge af andre transaktioner end den misligholdte. Avancetab28 kan være enten et direkte tab – som når
sælgeren går glip af en avance, eller når køberen springer fra aftalen - eller et indi-
26
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 595 og Mikkel Isager-Sally i T:BB 2010.296, s. 2.
Et driftstab er f.eks. det tab, som køber lider ved, at han ikke kan anvende det mangelfulde eller
forsinkede produkt i sin produktion.
28
Et avancetab er det tab, som køber lider ved, at han går glip af en fortjeneste som følge af sælgers misligholdelse, f.eks. fordi køber går glip af et videresalg til tredjemand.
27
Side 11 af 72
rekte tab – som når køberen går glip af en videresalgsavance, eller når sælgeren
ikke leverer jf. Torsten Iversen og Mikkel Isager-Sally29.
Denne definition på indirekte tab kan også spores i forarbejderne til den norske
købelov, hvoraf det fremgår, at der ved grænsedragningen mellem direkte og indirekte tab lægges vægt på, at indirekte tab er af en sådan art og størrelse, at de ikke
skal regnes med som et tab ved det aktuelle kontraktbrud30. Definitionen lægger
sig dermed op ad den danske, i og med at et indirekte tab ikke vil være et tab, der
relaterer sig til det aktuelle kontraktbrud.
I England og USA fastslås det i dommen fra 1854 i Hadley v. Baxendale, hvornår
man som kontraktpart har krav på erstatning for driftstab for en eventuel misligholdelse. Afgørelsen vedrørte Hadleys erstatningskrav mod Baxendale for tabt
fortjeneste som følge af, at Hadley blev tvunget til at holde sin mølle lukket i 5
dage pga. forsinkelse fra Baxendales side. Retten fandt ikke, at Hadley kunne få
erstattet sin tabte arbejdsfortjeneste, da tabet var for fjerntliggende. I afgørelsen
blev det fastlagt, hvilke tab der kan erstattes ved misligholdelse af en kontrakt.
Indholdet af afgørelsen stemmer i vidt omfang overens med de regler om adækvans, vi har i dansk ret31.
Det er spørgsmålet, om det af afgørelsen også kan udledes, hvad der i England og
USA anses for et direkte tab, og hvad der anses for et indirekte tab. Således er
flere forfattere af den opfattelse, at de to regler, der blev fastlagt i afgørelsen, definerer direkte og indirekte tab32.
Den første regel, der kan udledes af dommen i Hadley v. Baxendale, fastslår, hvad
der er et direkte tab og den anden, hvad der er et indirekte tab. Et direkte tab er
herefter et tab, som opstår naturligt som følge af misligholdelsen, og et indirekte
29
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 70-72 og s. 371 og Mikkel Isager-Sally i T:BB
2010.296, s. 2.
30
Forarbejderne til den norske købelov, innst. O nr. 51 - 1987-88, s. 14.
31
Bernhard Gomard i U 1989 B s. 417, s. 1-2.
32
Joseph M. Lookofsky: Consequential Damages in Comparative Context, s. 14, og Allan Farnsworth: On Contracts III, s. 256-257.
Side 12 af 72
tab er herefter et tab, som ikke opstår naturligt af misligholdelsen, men som dog
var i parternes overvejelse, da de indgik kontrakten. Således skriver Allan Farnsworth: “The second and more significant rule went to recovery of damages for
loss other than that “arising naturally” – to recovery of what have come to be
known as “consequential” damages. It denied recovery of consequential damages
unless the loss was “such as may reasonably be supposed to have been in the contemplation of both parties, at the time they made the contract, as the probable
result itself””33. Således bliver det afgørende, om kravet var i parternes overvejelse, da de indgik aftalen, og dermed om kravet er påregneligt34.
Ifølge Farnsworth og McGregor anvender domstolene i USA og England i det
store hele stadig denne vurdering for, hvornår der foreligger et indirekte tab35.
Sondringen mellem krav, der er en følge af en ”ordinary course of event”, altså en
naturlig følge, eller en følge af ”special circumstances”, altså særlige omstændigheder, kan også udledes af den amerikanske restatement (second) of contracts §
35136, der dog ikke direkte sondrer mellem direkte og indirekte tab.
Selvom visse forfattere er af den opfattelse, at afgørelsen sondrer mellem direkte
og indirekte tab, er det svært at fastslå en skarp sondring mellem direkte og indirekte tab ud fra dommens to regler. Det afgørende bliver kravet om ”contemplation” - om tabet kunne forudses af parterne – altså et krav om påregnelighed. Et
krav som stilles helt generelt, for at der kan tilkendes erstatning for et tab både i
Danmark og i England og USA. Dette kan således ikke sammenlignes med den
sondring mellem direkte og indirekte tab, som anvendes i Danmark jf. nærmere
nedenfor i afsnit 3.2.1.2.
33
Allan Farnsworth: On Contracts III, s. 256-257.
Joseph M. Lookofsky: Consequential Damages in Comparative Context, s. 14.
35
Allan Farnsworth: On Contracts III, s. 258 og Harvey McGregor: On Damages, s. 25-26.
36
§351. Unforeseeability and related limitations on damages:
(…)(2) Loss may be foreseeable as a probable result of a breach because it follows from the breach
(a) in the ordinary course of events, or
(b) as a result of special circumstances, beyond the ordinary course of events, that the party in
breach had reason to know.(…)
34
Side 13 af 72
McGregor er imidlertid uenig i den definition på indirekte tab, som udledes af
dommen i Hadley v. Baxendale, idet han mener, at det er en helt anden sondring,
der er afgørende. McGregor fastslår således: “Consequential losses are anything
beyond this normal measure, such as profits lost or expenses incurred through the
breach, and are recoverable if not too remote”37. Han er ikke af den opfattelse, at
der kan foretages en sondring, som efter dommen i Hadley v. Baxendale, og ser
det i stedet for afgørende, om tabet er ”normalt” eller følger af ”særlige omstændigheder”.
Efter common law synes der således ikke at være nogen skarp sondring mellem
direkte og indirekte tab. Afgørende bliver i stedet, om tabet kunne forudses af
parterne på tidspunktet for kontraktindgåelsen – spørgsmålet om ”contemplation”.
I Norge og Sverige har man valgt at opremse, hvad der skal forstås ved et indirekte tab i de ”nye” købelove, som blev gennemført i disse lande i 1987-199038. Med
denne opregning af, hvad der anses for et indirekte tab, er der samtidig sondret
mellem ansvaret, således at der foreligger et skærpet kontrolansvar39 for direkte
tab og et almindeligt culpaansvar for indirekte tab ud fra den tankegang, at det er
lettere at forudse og begrænse et direkte tab40. Dette er således en anden sondring
end i Danmark, hvor culpaansvaret er udgangspunktet uden for kontrakt, men
hvor bl.a. købeloven hjemler et strengere ansvar i nogle situationer, når vi er i et
kontraktforhold, f.eks. ansvaret efter købelovens §§ 23 og 24.
Det kan udledes af forarbejderne til både den svenske og den norske købelov, at
årsagen til opregningen af de indirekte tab er, at der er tale om tab, som kan være
svære at forudse ved kontraktindgåelsen41. Det fremgår dog ikke direkte, hvad der
er afgørende for definitionen af et indirekte tab, idet det i stedet fastslås, at et di37
Harvey McGregor: On Damages, s. 24.
Da der er tale om deklaratoriske bestemmelser, kan parterne altid aftale en anden definition end
den, som følger af loven.
39
Kontrolansvaret medfører, at sælger ikke er ansvarlig, hvis han kan bevise, at misligholdelsen
skyldes en hindring uden for hans kontrol jf. forarbejderne til den norske købelov, innst. O nr. 51 –
1987-88, s. 14.
40
Forarbejderne til den svenske købelov, prop. 1988/1989:76 s. 46.
41
Forarbejderne til den svenske købelov, prop. 1988/1989:76 s. 48-49 og forarbejderne til den
norske købelov, innst. O nr. 51 - 1987-88, s. 14.
38
Side 14 af 72
rekte tab er et tab, som er en naturlig og påregnelig følge af aftalebruddet, og at
indirekte tab er mere fjerntliggende 42.
Som det fremgår af det ovenfor gennemgåede, hersker der i Danmark ikke megen
tvivl om, at man ved vurderingen af, om der foreligger et indirekte tab, skal lægge
vægt på, hvilken handling tabet udspringer af – om det er selve den misligholdte
handling eller en transaktion, der er en følge af den misligholdte handling. Det
samme er til en vis grad også tilfældet i Norge og Sverige. I England og USA er
det mere afgørende, om tabet er en naturlig følge af misligholdelsen eller ej, og
om tabet var i parternes overvejelse, da de indgik aftalen, hvorfor der ikke foreligger en skarp sondring mellem direkte og indirekte tab.
3.2.1.2.
Indirekte tab set i relation til adækvans
Som nævnt ovenfor, skal man ved vurderingen af, hvornår der foreligger et indirekte tab lægge vægt på, hvilken handling tabet udspringer af – om det er selve
den misligholdte handling eller en transaktion, der skulle have været gennemført
på baggrund af den misligholdte handling. Det er spørgsmålet, om man i litteraturen kan finde andre metoder til fastlæggelsen af et indirekte tab.
Som også nævnt indledningsvis, er adækvans en betingelse for tilkendelse af erstatning, og man skal derfor altid se på, hvor påregnelig skaden er, uanset om tabet er direkte eller indirekte. Adækvans som betingelse for tilkendelse af erstatning kendes ikke alene fra dansk ret men også fra de øvrige nordiske lande, hvor
det er blevet skrevet ind i købelovene, f.eks. kravet om ”forutsebarhet” i den norske43 købelovs § 67 (1)44, ligesom man også efter common law har et krav om
”foreseeability”, som første gang blev fastslået i dommen i Hadley v. Baxendale
42
Forarbejderne til den svenske købelov, prop. 1988/1989:76 s. 47 og forarbejderne til den norske
købelov, innst. O nr. 51 - 1987-88, s. 14.
43
Den norske, svenske og finske købelov har i det store hele samme ordlyd, hvorfor det er tilstrækkeligt alene at fremhæve den norske som eksempel.
44
De norske købelovs § 67 (1): ”Erstatning for kontraktbrudd fra en parts side skal svare til det
tap, herunder utlegg, prisforskjell og tapt fortjeneste, som den annen part er påført ved kontraktbruddet. Dette gjelder likevel bare tap som en med rimelighet kunne ha forutsett som en mulig
følge av kontraktbruddet”.
Side 15 af 72
45
, og som også synes at være det helt overordnede krav for tilkendelse af erstat-
ning.
Selvom kravet om adækvans er et generelt krav for tilkendelse af erstatning, og
således på sin vis ikke har noget at gøre med vurderingen af, om et tab er direkte
eller indirekte, ses der eksempler fra retspraksis, hvor domstolenes begrundelse
kan tolkes således, at adækvansvurderingen bliver tillagt vægt ved vurderingen af,
om et tab er direkte eller indirekte, hvorefter et upåregneligt tab er et indirekte tab.
Se således KFE 2004.8 VBA hvor voldgiftsretten fandt, at udgifterne til flytning
af inventar havde en så nær sammenhæng med udskiftningen af et gulv, at de måtte anses for en påregnelig følgeudgift, der ikke var omfattet af ansvarsfraskrivelsesklausulen i AB 92 § 35, stk. 2. Ligeledes T:BB 2008.725 VBA, hvor voldgiftsretten udtalte, at udgifterne til flytning og genhusning havde en så nær sammenhæng med afhjælpning af manglen, at udgifterne måtte anses for en påregnelig
følgeudgift46. Det samme ses i T:BB 2001.602 VBA, hvor en rådgiver, der påberåbte sig en ansvarsbegrænsning i ABR 89 svarende til AB 92 § 35, stk. 2, alene
blev pålagt erstatningsansvar for tab, som var ”en direkte, påregnelig og adækvat
følge” af projektfejlen. Eftersom adækvans er et helt generelt krav for tilkendelse
af erstatning, synes det problematisk at anvende påregnelighedsvurderingen som
vurdering for, om et tab er direkte eller indirekte.
Når dette er sagt, er det klart, at spørgsmålet om påregnelighed kan være et blandt
mange momenter i vurderingen af, hvornår et tab er direkte, og hvornår det er
indirekte. Der er en formodning for, at et tab, der er påregneligt, ofte vil udspringe
af selve den misligholdte handling og dermed være et direkte tab. Således må det
betragtes som sikkert, at den erstatningsansvarlige har lettere ved at komme igennem med, at tabet er adækvat, når han kræver erstatning for avancetab47 jf. Torsten Iversen48. Ligeledes anfører Gomard, at tab, som er en følge af en direkte
45
Allan Farnsworth: Contracts III, s. 259-260 og Brewer, Geoff: Foreseeability of Damages.
Mikkel Isager-Sally i T:BB 2010.296, s. 4.
47
Avancetab vil typisk være et indirekte tab, hvorimod et prisdifferencetab typisk er et direkte tab
jf. nedenfor i punkt 3.2.1.3.
48
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 105.
46
Side 16 af 72
skade – i modsætning til indirekte skade – som oftest, men ikke altid, er påregneligt49. Tankegangen om, at direkte tab som oftest vil være mere påregnelige end
de indirekte tab, findes også i de øvrige nordiske lande. Se således forarbejderne
til den svenske købelovs § 67 og ligeledes forarbejderne til den norske købelovs §
67, hvoraf det fremgår, at de direkte tab er lettere at forudse eller er mindre fjerntliggende, hvorfor der er pålagt en strengere ansvarsbedømmelse – et kontrolansvar - af disse tab50.
Som nævnt lægger man i England og USA som en konsekvens af dommen i Hadley v. Baxendale vægt på, om tabet var i parternes overvejelse på det tidspunkt,
hvor de indgik aftalen. Derfor bliver det ikke afgørende at sondre mellem indirekte tab og direkte tab. I stedet bliver et krav, der minder om kravet om adækvans,
det afgørende. En subjektiveret adækvansbedømmelse, som også kendes inden for
kontrakt i Danmark51.
Det må således have formodningen for sig, at direkte tab som oftest vil være påregnelige. Dog skal man være varsom med ikke at slutte modsætningsvis hertil og
sige, at tab, der ikke er påregnelige, dermed er indirekte, idet et upåregneligt tab,
med mindre andet er aftalt, ikke erstattes. Påregnelighed kan således anvendes til
hjælp for, hvornår et tab skal anses for at være indirekte, og hvornår et tab skal
anses for at være direkte, idet det kan indikere noget om tabets tilknytning til misligholdelsen og dermed være med til at fastslå, om tabet er opstået som en følge af
en anden transaktion end den misligholdte handling.
3.2.1.3.
Enkelte kategorier af tab
Det er spørgsmålet, om man ud fra ovenstående kan fastslå, at visse tab per se er
indirekte, fordi de aldrig opstår direkte på baggrund af den misligholdte handling.
Driftstab kan kun opstå på baggrund af en følgehandling af den misligholdte
handling og vil derfor altid være et indirekte tab52. Lider køber et driftstab som
49
Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 245.
Forarbejderne til den svenske købelov, prop. 1988/1989:76 s. 46 og forarbejderne til den norske
købelov, Innst. O nr. 51 – 1987-88, s. 14-15.
51
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 107-109.
52
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 72.
50
Side 17 af 72
følge af sælgers misligholdelse, i og med at den købte genstand skulle anvendes i
købers virksomhed, udspringer tabet ikke direkte af den misligholdte handling,
men af købers følgehandling (eller mangel på samme) af sælgers misligholdte
handling.
Andre kategorier af tab kan være mere vanskelige at fastlægge som enten direkte
eller indirekte. Et avancetab kan f.eks. opstå både på baggrund af den misligholdte
handling eller på baggrund af en transaktion, der er en følge af misligholdelsen.
Det bliver i denne henseende afgørende, om der er tale om købers eller sælgers
tab. Således vil sælgers avancetab være direkte, idet det opgøres direkte på baggrund af den misligholdte handling - nemlig det manglende salg, hvorimod købers
avancetab er indirekte, idet det opgøres på baggrund af en transaktion, der er en
følge af den misligholdte handling – nemlig købers manglende videresalg53.
Hertil kommer kategorier af tab, som ikke kan anses for at være enten et driftstab,
avancetab eller et kundetab, og derfor må betegnes som andre omkostninger eller
udgiftstab. Det er vanskeligt at fastlægge, hvornår udgiftstab er direkte, og hvornår udgiftstab er indirekte54. Som udgangspunkt skal der selvfølgelig ses på, om
tabet udspringer af den misligholdte handling eller ej, og dermed hvor stor tilknytning tabet har til manglen eller forsinkelsen. Når dette er sagt, vil der ved
udgiftstab være en større grad af usikkerhed og situationer, hvor det er vanskeligere kategorisk at fastlægge, om tabet er det ene eller det andet, hvorfor der formentlig i stedet alene foretages en adækvansvurdering for at fastlægge, om tabet kan
kræves erstattet55.
I Norge, Sverige og Finland har man taget konsekvensen af, at visse tab kan være
vanskelige at definere som enten direkte eller indirekte og valgt at opremse, hvilke tab der er indirekte i deres købelove. Således er drifts-, avance- og omsætningstab et indirekte tab jf. den norske købelovs56 § 67(2), (a), (b) og (c)57. Dette
53
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 68-70.
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 595-599.
55
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 595-599.
56
Den norske, svenske og finske købelov er i deres ordlyd stort set identiske, hvorfor der alene
henvises til den norske.
54
Side 18 af 72
medfører, at der ikke opstår det samme behov for fortolkning som i Danmark.
Herudover er det interessant at se, at de tab, som vi i Danmark som oftest vil anse
for at være indirekte, også er det i de øvrige nordiske lande. Dette hænger formentlig sammen med, at det såvel i Danmark som i de øvrige nordiske lande er
afgørende for vurderingen af, hvornår der foreligger et indirekte tab, hvilken grad
af tilknytning tabet har til den misligholdte handling58.
3.2.1.4.
Fysiske indirekte tab
Ovenfor er nævnt en række eksempler på direkte og indirekte tab, og nogle kategorier af tab, der hverken kan fastlægges som værende per se direkte eller indirekte. Karakteristisk for de nævnte kategorier af tab er, at der i alle tilfælde er tale om
et rent økonomisk tab. Der er hverken tale om en skade på en person59 eller på en
ting. Det er herefter spørgsmålet, om man kan tænke sig fysiske indirekte tab –
altså om det tab, der lides pga. en skade på en ting, kan anses for at være indirekte. Her tænkes ikke på de skader, der forårsages af et defekt produkt og derfor er
omfattet af reglerne i produktansvarsloven, omend der er et stort overlap mellem
mangelsansvaret og produktansvaret60.
I det øjeblik en sælger misligholder sin aftale med køber, kan der opstå en række
indirekte tab. Som nævnt ovenfor kan dette f.eks. være købers driftstab, fordi den
mangelfulde eller forsinkede genstand skal anvendes i købers virksomhed, men
man kan ligeledes tænke sig, at fysiske mangler ved den leverede genstand medfører en række fysiske skader, tingsskader, i købers virksomhed61. Sådanne fysiske skader kan i visse situationer også karakteriseres som indirekte tab, og man
kan således forestille sig fysiske indirekte tab. Igen bliver det afgørende ikke,
hvilken type tab der er tale om, men i stedet hvilken handling tabet udspringer af –
om det er selve den misligholdte handling eller en transaktion, der skulle have
været gennemført på baggrund af den misligholdte handling.
57
Joseph Lookofsky i U 1989 B s. 239, s.1- 2.
Dette er gennemgået mere uddybende ovenfor i afsnit 3.2.1.1.
59
Personskader holdes som udgangspunkt ude af dette speciale.
60
Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 277.
61
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 589-590.
58
Side 19 af 72
Også på dette punkt ses et stort fællestræk med Norge, Sverige og Finland, idet de
i deres købelove har valgt at anføre, at et indirekte tab også kan være et fysisk
indirekte tab. Således følger det af den norske62 købelovs § 67(2), (d), at hvis genstanden har mangler, som medfører skader på andre genstande, er disse skader
indirekte. Det er ikke meningen, at bestemmelsen skal vedrøre de situationer, der
falder ind under reglerne om produktansvar, og bestemmelsens anvendelsesområde må derfor anses for snævert63.
3.2.2. Gennemgang af retspraksis med henblik på en definition af indirekte tab
Ovenfor er forsøgt fastlagt, hvordan man udreder, om et tab er direkte eller indirekte, og herunder om der er nogle kategorier af tab, der per se er direkte eller
indirekte. Nedenfor gennemgås en række afgørelser for at undersøge, hvorledes
domstolene når frem til, at et tab er direkte eller indirekte.
I U 2004.2389 H blev der tilkendt erstatning for driftstab, som er det typiske eksempel på et indirekte tab. Dommen er dog lidt særegen, i og med at det ikke var
medkontrahentens driftstab, der blev erstattet men en tredjeparts, hvorfor afgørelsen afviger fra almindelig erstatningsret. Dommen er medtaget bl.a. for at vise et
eksempel på et typisk indirekte tab.
Afgørelsen angik to entreprenørselskaber, der i forbindelse med en udgravning til
et nybyggeri beskadigede to elkabler på nabogrunden, som tilhørte COWI A/S
(COWI). COWI led et tab som følge af den efterfølgende strømafbrydelse, og det
var herefter spørgsmålet, om de to entreprenørselskaber kunne blive ansvarlige for
dette tab. Både landsretten og Højesteret nåede frem til, COWI havde ret til at få
erstattet sit tab, på trods af at der ikke forelå en kontraktretlig relation imellem
COWI og de to entreprenørselskaber.
Højesteret tilkendegiver ikke, hvorfor de anser tabet for et indirekte tab, men det
er formentlig fordi, der ikke hersker tvivl om, at et tab i forbindelse med en
62
Igen fremhæves alene den norske købelov, da ordlyden af den svenske, norske og finske købelov stort set er identisk.
63
Berghem, John E. m.fl.: Kjøpsloven 1988, s. 340-341.
Side 20 af 72
strømafbrydelse er et driftstab og dermed et indirekte tab. COWI er ikke i stand til
at opretholde sin virksomhed i den periode, hvor der er strømafbrydelse, hvorfor
tabet udspringer af en følgehandling af den misligholdte handling – nemlig den
mistede produktion.
U 2004.2012 Ø angik omkostninger til forgæves at behandle 200.000 m3 vand
samt mandetimer i forbindelse med igangsættelse af Thorsbo Vandværk.
I sagen købte Københavns Vand (KV) et substrat, som KV brugte til at kontrollere
vandkvaliteten. Substratet var købt af firmaet Bie & Berntsen (BB), der havde
købt det af Steins Laboratorium (SL). Substratet viste sig at være behæftet med
mangler, således at vandet ved brug af substratet viste krystaldannelser, der blev
fejlfortolket som forurening af vandet. Som følge heraf udledte KV 200.000 m3
vand i Køge Å samt idriftsatte Thorsbo Vandværk, der ellers var under reparation.
KV anlagde herefter sag mod BB med påstand om erstatning for det tab, KV havde lidt som følge af udledningen og igangsættelsen af Thorsbo Vandværk. Det
fulgte af BB’s almindelige salgs- og leveringsbetingelser, at de ikke ifaldt erstatningsansvar ved driftstab, tabt arbejdsfortjeneste eller andre indirekte tab. Byretten var nået frem til, at BB ikke skulle erstatte KV det lidte tab, da såvel udledningen af vand i Køge Å som idriftssættelsen af Thorsbo Vandværk måtte betegnes som et indirekte tab i leveringsbetingelsernes forstand. Østre Landsret ændrede byrettens afgørelse, idet de fandt, at ”de tab, som i sagerne kræves erstattet
[ikke kunne] betegnes som indirekte”. Landsretten lagde dog også vægt på, at
BB’s salgs- og leveringsbetingelser ikke forud for hændelsen var blevet drøftet
eller fremhævet mellem parterne.
Da tabet hverken kan karakteriseres som et driftstab eller tabt arbejdsfortjeneste,
var spørgsmålet, om tabet kunne anses for at være et andet indirekte tab. Østre
Landsrets begrundelse viser ikke, hvorfor de ikke anser tabet for værende indirekte, men de af KV udførte handlinger, som følge af det mangelfulde substrat, er
handlinger, der følger direkte af manglerne ved substratet, altså den misligholdte
Side 21 af 72
handling. Dommen viser dog, at det er vanskeligt at vurdere, om et tab er direkte
eller indirekte, hvilket også kommer til udtryk i byrettens afgørelse.
Når dette er sagt, lægger Østre Landsret med deres begrundelse op til, at der er
flere momenter af betydning for vurderingen af, hvornår der foreligger et indirekte
tab. Landsretten lagde vægt på, at det ikke havde været drøftet mellem parterne,
hvad der skulle forstås ved et indirekte tab og tilkendegav dermed, at parternes
overvejelser i forbindelse med et kontraktforhold er af betydning for, hvilke tab
der kan anses for indirekte. Det behandles nærmere nedenfor i afsnit 3.3., hvilken
betydning den nærmere ordlyd af en ansvarsfraskrivelsesklausul kan have for vurderingen af et indirekte tab.
I T:BB 2010.678 VBA fandt Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed, at
omkostninger til at få transporteret og midlertidigt opbevaret gylle havde en så
nær sammenhæng med de mangler, der var ved gylletanken, at der vare tale om en
”påregnelig følgeudgift”.
I sagen havde en underentreprenør på vegne af en hovedentreprenør opstillet en
gylletank for en bygherre (BH), der drev en minkfarm. Da gylletanken viste sig at
være utæt, blev BH tvunget til at transportere og opbevare gyllen andetsteds, mens
gylletanken bl.a. var udsat for syn og skøn, og manglerne blev afhjulpet. Omkostningerne hermed blev opfattet som et direkte tab og dermed ikke omfattet af ansvarsfraskrivelsesklausulen i AB 92 § 35, stk. 2.
Med den valgte formulering slog Voldgiftsretten fast, at omkostningerne havde en
nær sammenhæng med manglerne ved gylletanken og dermed udsprang direkte af
den misligholdte handling. Afgørelsen ligger således meget godt i tråd med det
ovenfor gennemgåede om, hvornår tab anses for at være direkte og indirekte.
Det er usikkert, om Voldgiftsretten med formuleringen af, at tabet var ”påregneligt”, lægger op til, at en påregnelighedsvurdering er af betydning for, om et tab er
direkte eller indirekte. Som også nævnt indledningsvis i afsnit 3.2.1.2. er dette
Side 22 af 72
problematisk, eftersom et indirekte tab godt kan være påregneligt64. Dog kan formuleringen være valgt for at slå fast, at tabet opfyldte de almindelige betingelser
for erstatning, hvoraf påregnelighed indgår.
U 2011.2059 H angik bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt udgifter til flytning og genhusning var et indirekte tab.
Efter færdiggørelsen af et nyt lægehus i Bramming i 1995 opstod der problemer
med brune fugtpletter. Lægerne kontaktede flere gange arkitekten og entreprenøren med henblik på at få udbedret fugtskaderne og få fastlagt, hvad der var årsagen til fugtpletterne. I 2001 blev Icopal A/S (Icopal), entreprenørens leverandør af
tagkonstruktionen, kontaktet. Icopal opsatte fugtmålere og konstaterede herefter i
2002, at det var svamp og råd i taget, som var årsagen til fugtpletterne. Med henblik på videre undersøgelser og udbedring af skaderne, måtte lægehuset midlertidigt flytte til andre lokaler. Da monteringen af tagkonstruktionen ikke var udført
håndværksmæssigt korrekt, og da arkitekten burde have præciseret kravene til
opsætningen, blev entreprenøren og arkitekten anset for solidarisk ansvarlige for
skaderne. Tvisten angik herefter spørgsmålet om, hvorvidt udgifterne til flytning
og genhusning skulle erstattes. I og med at AB 72 var vedtaget mellem Lægehuset
og entreprenøren, var spørgsmålet, om udgifterne til flytning og genhusning var et
indirekte tab og dermed undtaget fra entreprenørens erstatningspligt efter AB 72 §
22, stk. 5 (nu AB 92 § 35, stk. 2). Landsretten fandt, at genhusningsomkostningerne var omfattet af denne ansvarsfraskrivelsesklausul, hvorimod Højesteret
fandt ”at udgifter til flytning og genhusning i en sådan situation ikke kan anses
for et indirekte tab”.
Der blev fra Lægehusets side procederet på, at det alene var driftstab, der ikke
kunne kræves erstattet i kraft af ansvarsfraskrivelsesklausulen i den tidligere AB
72 § 22, stk. 5 (nu AB 92 § 35, stk. 2). Som det også er gennemgået ovenfor i afsnit 3.2.1.3., kan man ikke kategorisk fastslå, hvilke tab der anses for indirekte tab
udover driftstab, der altid vil være indirekte. Med den af Højesteret valgte be64
Mikkel Isager-Sally i T:BB.2010.296, s. 2.
Side 23 af 72
grundelse, hvorefter de ikke fandt, at udgifter til flytning og genhusning ”i en sådan situation” kunne anses for et indirekte tab, lægger Højesteret op til, at sådanne udgifter formentlig kan anses for et indirekte tab nogle gange (hvilket landsretten også nåede frem til). Den særlige situation, som ifølge Højesteret forelå, var,
at lægehuset overhovedet ikke kunne benyttes i byggeperioden, hvilket for Højesteret medførte, at tabet udsprang direkte af den misligholdte handling, hvorfor
tabet blev anset for direkte.
Kategoriseringen af udgifter til flytning og genhusning som direkte tab er i øvrigt
fulgt i en lang række øvrige afgørelser65, ligesom det også konkluderes af Mikkel
Isager-Sally, at sådanne udgifter udspringer direkte af den misligholdte entreprisekontrakt, og dermed er et direkte tab66.
3.2.2.1.
Sammenfatning – gennemgang af retspraksis
De gennemgåede afgørelser viser, at domstolene ikke direkte i deres begrundelse
tilkendegiver, hvordan de når frem til, om et tab et direkte eller indirekte, ligesom
parterne ikke procederer på, hvorfor de anser et tab for at være enten direkte eller
indirekte. Således udtaler Østre Landsret i U 2004.2012 Ø alene, at udgifterne
ikke kunne anses for indirekte.
Det er derfor vanskeligt kategorisk at fastslå, om domstolene, ved vurderingen af
hvornår der foreligger et indirekte tab, lægger vægt på, hvilken handling tabet
udspringer af. De ovenfor i afsnit 3.2.2. gennemgåede afgørelser viser, at domstolene sjældent begrunder, hvorfor de anser et tab for direkte eller indirekte. Er der
endelig tale om en begrundelse, er det, hvor domstolene anser tabet for påregneligt jf. T:BB 2010.678 VBA, hvilket som gennemgået ovenfor i afsnit 3.2.1.2.
ikke kan anvendes som det eneste parameter for vurderingen af, hvornår der foreligger et indirekte tab.
65
Se således KFE 2004.8 VBA og T:BB 2008.725 VBA, der er gennemgået ovenfor i afsnit
3.2.1.2., og hvor resultatet dog er begrundet anderledes end Højesteret i U 2011.2059 H, idet voldgiftsretten i KFE 2004.8 VBA og T:BB 2008.725 VBA lagde vægt på, at tabet var påregneligt jf.
det ovenfor i afsnit 3.2.1.2. gennemgåede.
66
Mikkel Isager-Sally i T:BB.2010.296, s. 4.
Side 24 af 72
Afgørelserne viser også, at vurderingen er vanskelig, og derfor vil der også ofte
være en række andre faktorer, der er af betydning for vurderingen, f.eks. om det
har været drøftet mellem parterne, hvad der anses for at være et indirekte tab jf. U
2004.2012 Ø.
3.3.
Eksempler på formuleringer og fortolkning af begrænsninger for indirekte tab
Som nævnt indledningsvist i afsnit 3 ses det ofte i praksis, at en kontraktpart vælger at fraskrive sig et eventuelt ansvar over for indirekte tab. I denne forbindelse
kan man forestille sig diverse formuleringer af ansvarsfraskrivelsesklausuler.
Spørgsmålet er herefter, hvilken betydning de forskellige formuleringer har, og
hvilke fortolkningsfaktorer der skal anvendes til at udlede de nærmere retsvirkninger af sådanne ansvarsfraskrivelsesklausuler.
Indledningsvis gennemgås fortolkningsfaktorer, der kan anvendes til fortolkning
af ansvarsfraskrivelsesklausuler og dernæst fire typisk forekommende formuleringer, hvor et ansvar for indirekte tab er fraskrevet.
3.3.1. Generelt om fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler
Ved fortolkningen af ansvarsfraskrivelsesklausuler skal de almindelige juridiske
fortolkningsregler anvendes. Som udgangspunkt lægger man ved fortolkningen af
kontrakter vægt på ordlyden. Det vil således være af betydning, hvilken sædvanlig
og naturlig forståelse som kan udledes af en kontraktbestemmelse, herunder hvordan bestemmelsen eller definitionen typisk forstås. Ved fortolkningen af, hvilke
former for indirekte tab der er omfattet af bestemmelsen, skal man dermed lægge
vægt på, hvad der normalt anses for at være et indirekte tab, dvs. tab, der ikke
udspringer af selve den misligholdte handling men en handling, der skulle have
været gennemført på baggrund af den misligholdte handling.
Der er det problem med ansvarsfraskrivelsesklausuler, at de oftest er affattet uden
henblik på en konkret situation, i og med at der er tale om en generel klausul, som
Side 25 af 72
gerne skal kunne anvendes i mange situationer67. Af denne årsag ser man ofte
meget brede formuleringer af ansvarsfraskrivelsesklausuler med begrænsninger
over for indirekte tab, som det også fremgår nedenfor af eksempel 1. Typisk ønsker en sælger at lade døren være åben, for at så mange kategorier af tab som muligt kan falde ind under betegnelsen ”indirekte tab”. Modsat dette synspunkt kan
en sælger også have en interesse i at eksemplificere, hvilke typer af tab han anser
for at være indirekte tab, da han på den måde undgår tvist om tabskategorier, der
kan være vanskelige at definere som direkte eller indirekte.
Ansvarsfraskrivelsesklausuler skal som udgangspunkt fortolkes indskrænkende68.
Dette dels som en konsekvens af de sædvanlige fortolkningsregler, der tilsiger en
indskrænkende fortolkning af brede bestemmelser69, dels som en konsekvens af at
sådanne klausuler er en fravigelse af de almindelige betingelser for tilkendelse af
erstatning. Hertil kommer, at domstolene ofte vil vælge at fortolke ansvarsfraskrivelser indskrænkende i tilfælde, hvor den ene af parterne i kontraktforholdet har
været mere dominerende end den anden70. Se således afgørelsen U 1968.416 H,
hvor en dame, der drev bageri, kiosk og restaurant, berettiget ophævede kontrakten om levering af en slisk på grund af forsinkelse på trods af en klausul, der fratog ophævelsesret ved forsinkelse.
3.3.2. Eksempel 1: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab”
Denne formulering lægger som udgangspunkt op til, at der ikke er nogen begrænsninger i, hvad der kan anses for at være et indirekte tab. Det vil sige, at alt
hvad der kan høre ind under den gængse definition af et indirekte tab, anses for at
være et indirekte tab. Hermed er der et krav om, at tabet skal udspringe af en
transaktion, der er en følge af den misligholdte handling jf. det ovenfor i afsnit
3.2.1.1. gennemgåede.
67
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 131.
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 131.
69
Dette er et udslag af uklarhedsreglen og minimumsreglen, som er to kendte fortolkningsfaktorer
jf. Palle Bo Madsen: Aftalefortolkning, s. 41-44. Se ligeledes A. Vinding Kruse m.fl.: Købsretten,
s. 165-166. Dette berøres nærmere nedenfor i afsnit 3.4.
70
Stig Jørgensen: Kontraktsret, bind 2, s. 190.
68
Side 26 af 72
Dermed følger også, at såvel typiske økonomiske tab, der anses for at være indirekte tab, f.eks. driftstab og avancetab, er omfattet og herudover fysiske tab, der
kan anses for at være indirekte. Hermed åbnes der op for en meget bred forståelse
af begrebet der, som også nævnt ovenfor, dog begrænses af den almindelige fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler, samt kravet om at tabet skal udspringe
af en anden handling end den misligholdte handling.
3.3.3. Eksempel 2: AB 92 § 35, stk. 2 - ”Entreprenøren hæfter ikke for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab” 71
Formuleringen er taget med som et eksempel på en formulering i et standarddokument, AB 92, som er hyppigt anvendt i praksis.
Ved formuleringen er der i stedet for en helt bred formulering valgt en delvis eksemplificering, hvorefter eksemplerne oplistes først, og hvor den overordnede
kategori ”indirekte tab” nævnes efterfølgende. Mikkel Isager-Sally og Halfdan
Krag Jespersen er begge af den opfattelse, at formuleringen medfører, at et ”andet
indirekte tab” skal have samme karakter som driftstab og avancetab. Driftstab og
avancetab er begge økonomiske tab, og da ”andet indirekte tab” skal have samme
karakter som disse, udelukker bestemmelsen formentlig erstatning for fysiske indirekte tab, dvs. tingsskader72.
Det kan imidlertid hævdes, at formuleringen ikke medfører, at ”andet indirekte
tab” skal have samme karakter som driftstab og avancetab og dermed være økonomiske indirekte tab. Formuleringen er ikke ”andet lignende indirekte tab”, hvilket f.eks. er tilfældet i købelovens § 24, hvorfor Gomard også fastslår, at de omstændigheder, som kan fritage sælgeren for ansvar i kraft af opremsningen og
formuleringen ”eller lignende” i købelovens § 24, skal have samme karakter og
endda være sammenligneligt med ”krig eller indførelsesforbud”73. Dog vedrører
71
AB 92 § 35 lyder i sin fulde ordlyd: ”Entreprenøren er erstatningsansvarlig for tab, der er en
følge af mangler ved arbejdet, hvis manglerne skyldes fejl eller forsømmelse fra entreprenørens
side, eller hvis manglerne angår egenskaber, som ifølge aftalen må anses for tilsikret.
Stk. 2. Entreprenøren hæfter ikke for driftstab, avancetab eller andet indirekte tab.”
72
Mikkel Isager-Sally i T:BB.2010.296, s. 1-2 og Halfdan Krag Jespersen i T:BB 1998.18, s. 1-2.
73
Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 218-219.
Side 27 af 72
AB 92 § 35, stk. 1 de økonomiske følgeskader, der kan opstå i forbindelse med en
entreprise, hvorfor bestemmelsen i stk. 2 må antages, som også forudsat af Mikkel
Isager-Sally og Halfdan Krag Jespersen, alene at vedrøre de økonomiske indirekte
tab.
Ved at vælge en delvis eksemplificering og ikke en udtømmende definition af,
hvad der forstås med et indirekte tab, er der taget et bevidst valg om at holde dørene åbne for andre typer af indirekte tab. Der foreligger en mere uforpligtende
antydning af, hvad der skal forstås ved et indirekte tab, end hvis der var tale om en
udtømmende oplistning eller definition74. Et eksempel på en opremsning af, hvad
der anses for at være et indirekte tab, findes i de norske, svenske og finske købelove, hvor det er opremset, hvad der skal forstås ved et indirekte tab, og hvor der
således som udgangspunkt ikke er åbnet op for fortolkning75.
3.3.4. Eksempel 3: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab,
avancetab og lign.”
Umiddelbart synes dette eksempel at have samme retsvirkning som eksempel 2, i
og med at ”herunder” indikerer, at driftstab og avancetab skal være et indirekte
tab for at være omfattet af ansvarsfraskrivelsesklausulen.
Som det imidlertid er gennemgået ovenfor i afsnit 3.2.1.1. kan avancetab i nogle
tilfælde godt anses for at være et direkte tab. Som anført gælder det eksempelvis
sælgers avancetab, der udspringer direkte af købers uberettigede annullation af
købet – dvs. sælgers manglende salg76. Det er herefter spørgsmålet, om et sådant
direkte avancetab omfattes af denne ansvarsfraskrivelsesklausul.
Skal man anlægge en sædvanlig ordlydsfortolkning af formuleringen, må ”herunder” formentlig føre til, at driftstab og avancetab for at være omfattet skal være
indirekte tab. Formuleringen kan dog næppe anses for fuldstændig klar, og det kan
derfor hævdes, at kontraktparterne med formuleringen kan fastlægge, at et avance74
Mads Bryde Andersen: Praktisk aftaleret, s. 134.
Da disse love er deklaratoriske, er der mulighed for at fravige dem ved aftale.
76
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 70.
75
Side 28 af 72
tab altid omfattes af ansvarsfraskrivelsesklausulen, uanset om det er direkte eller
indirekte.
En anden forskel på dette eksempel og eksempel 3 er, at i dette eksempel er der
ingen tvivl om, at også fysiske indirekte tab kan omfattes af bestemmelsen. Som
gennemgået ovenfor er dette mere tvivlsomt efter eksempel 2, hvor Mikkel IsagerSally er af den opfattelse, at ”et andet indirekte tab” skal have samme karakter
som driftstab og avancetab, dvs. være et økonomisk indirekte tab77.
3.3.5. Eksempel 4: ”Ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, avancetab og
omsætningstab”
Med denne formulering er der på samme måde som ved eksempel 2 og 3 tale om
en delvis eksemplificering, hvilket betyder, at den meget brede formulering fra
eksempel 1 igen fraviges til fordel for en eksemplificering. Igen er der taget et
bevidst valg om ikke udtømmende at fastlægge, hvad der skal forstås ved et indirekte tab.
Dog er der den meget markante forskel på formuleringerne i eksempel 2 og 3 i
forhold til formuleringen i eksempel 4, at eksempel 4 hverken indeholder ”eller
andet indirekte tab” eller ”herunder”. Det er derfor spørgsmålet, om denne forskel
medfører, at der også er forskel i fortolkningen af de tre formuleringer.
Umiddelbart synes der ikke at være den store forskel, i og med at driftstab,
avancetab og omsætningstab er eksempler på tab, der ofte anses for at være indirekte. Dog må formuleringen i eksempel 4 medføre, at direkte avancetab og direkte omsætningstab også omfattes af ansvarsfraskrivelsesklausulen.
Dette eksempel må derfor anses for det bredeste af de fire eksempler, i og med at
alle indirekte tab er omfattet af ansvarsfraskrivelsesklausulen, samtidig med at
avancetab og omsætningstab, der anses for at være direkte, også omfattes af klausulen.
77
Mikkel Isager-Sally i T:BB.2010.296, s. 1-2 og Halfdan Krag Jespersen i T:BB 1998.18, s. 1-2.
Side 29 af 72
Aftaleparterne kan på den måde til en vis grad komme uden om domstolenes fortolkning af, hvad der skal forstås ved et indirekte tab ved at fastlægge, at kategorierne ”avancetab” og ”omsætningstab” altid skal være omfattet af ansvarsfraskrivelsesklausulen.
3.4.
Retsvirkningen af at indirekte tab afgrænses i en ansvarsfraskrivelsesklausul
Som det fremgår af de ovenfor nævnte eksempler, kan det være meget afgørende,
hvilken formulering af en ansvarsfraskrivelsesklausul, parterne vælger. Der er
hele tiden et modsætningsforhold mellem på den ene side at anvende en bred formulering og på den anden side at lave en udtømmende opremsning af, hvad der
kan anses for at være et indirekte tab.
Anvender man de almindelige fortolkningsprincipper inden for dansk ret, vil en
meget bred formulering, hvor der alene begrænses over for ”indirekte tab”, føre
til, at fortolkning skal ske imod koncipisten, i de tilfælde hvor vilkåret er affattet
ensidigt af den ene part. Er vilkåret affattet af begge parter, skal den fortolkes i
retning af den forståelse, der er mindst byrdefuld for løftegiveren78. Årsagen hertil
er, at den brede formulering fører til, at det typisk er vanskeligt at finde ud af,
hvad der omfattes af bestemmelsen. Samtidig fører en meget bred beskrivelse af
indirekte tab til, at domstolene har et stort spillerum til at finde ud af, hvad der
omfattes, og hvad der ikke omfattes, ligesom domstolene i U 2004.2012 Ø tillagde det betydning, at det ikke var blevet drøftet mellem parterne, hvad der skulle
anses for indirekte tab.
Derfor er der også en række fordele ved at vælge en opremsning, i og med at man
som aftalepart får en vis indflydelse på, hvad der omfattes af ansvarsfraskrivelsesklausulen. Når dette er sagt, vil domstolene altid tillægge en lang række forhold
betydning, hvilket berøres nærmere nedenfor i afsnit 5.
78
Dette er et udsalg af uklarhedsreglen og minimumsreglen, som er to kendte fortolkningsfaktorer
jf. Palle Bo Madsen: Aftalefortolkning, s. 41-44 og ligeledes A. Vinding Kruse m.fl.: Købsretten, s.
165-166.
Side 30 af 72
Der er derfor tale om en afvejning af på den ene side det spillerum, som de meget
brede ansvarsfraskrivelsesklausuler giver anledning til, og på den anden side den
større indflydelse som den mere snævre, opremsende ansvarsfraskrivelsesklausul
giver anledning til.
3.5. Sammenfatning - indirekte tab
Det forhold, at vi i Danmark ikke i lovgivningen har opremset, hvilke typer af tab
der skal anses for at være indirekte, medfører, at der ofte vil være et behov for en
stor grad af fortolkning ved fastlæggelsen af, hvilket tab der anses for indirekte,
hvilket også ses i de eksempler fra retspraksis, som er gennemgået ovenfor.
Fraskrives ansvaret for et indirekte tab, vil der altid være behov for en nærmere
fortolkning, med mindre der i kontrakten er foretaget en meget udførlig opremsning af, hvad er skal være indirekte tab. Dette fører også til, at det er vanskeligt at
konkludere, om visse kategorier af tab per se er direkte, og om visse kategorier af
tab per se er indirekte. En gennemgang af dansk litteratur viser, at man, ved vurderingen af hvornår der foreligger et indirekte tab, skal se på, hvilken handling
tabet udspringer af.
Dette behov for fortolkning eksisterer også i England og USA, hvor der heller
ikke findes en entydig definition på indirekte tab. Således er der heller ikke enighed i litteraturen om, hvordan man definerer et indirekte tab79. Med afgørelsen i
Hadley v. Baxendale blev det formentlig fastlagt hvilke tab, der kan erstattes i
tilfælde af misligholdelsen af en kontrakt. Men i den forbindelse sondres der ikke
mellem direkte og indirekte tab efter samme vurdering som i Danmark. Godt nok
sondres der mellem direkte og indirekte tab i både England80 og USA81, men det
er svært at fastlægge, hvori den nærmere forskel imellem disse tab ligger, idet det
eneste krav, der stilles til de indirekte tab, for at disse kan erstattes, er, om tabet
79
Se det ovenfor i afsnit 3.2.1.1. gennemgåede om henholdsvis Harvey McGregors og Allan
Farnsworths definition på et indirekte.
80
Harvey McGregor: On Damages, s. 24.
81
Allan Farnsworth: On Contracts III, s. 256.
Side 31 af 72
var i parternes overvejelse på tidspunktet for indgåelse af kontrakten, og at det
samtidig ikke er et ”ordinært” tab, men et tab der følger af ”særlige omstændigheder”.
Omend der således er behov for fortolkning både i Danmark og i England og USA
for fastlæggelsen af, hvad der skal forstås ved et indirekte tab, er udgangspunktet
herfor ikke det samme. I Danmark er det afgørende, hvilken handling tabet udspringer af. I England og USA er sondringen mellem direkte og indirekte tab ikke
så skarp, og der er således andre kriterier, der ligger til grund for vurderingen af,
hvilke tab der kan erstattes.
I de øvrige nordiske lande er der som udgangspunkt ikke samme behov for fortolkning. De enkelte typer af indirekte tab er opremset i de pågældende love, hvilket medfører, at såfremt der i en ansvarsfraskrivelsesklausul afgrænses over for
indirekte tab, vil lovteksten finde anvendelse, medmindre andet aftales mellem
parterne. Der er tale om en positiv definition på indirekte tab, hvilket alt andet lige
vil gøre det lettere at fastlægge, om et tab er direkte eller indirekte, f.eks. i det
tilfælde hvor en ansvarsfraskrivelsesklausul udelukker ansvar for indirekte tab.
En gennemgang af dansk retspraksis har vist, at selvom domstolene ikke altid begrunder, hvorledes de er nået frem til, at et tab er direkte eller indirekte, ser de
formentlig på, hvilken handling tabet udspringer af. Dog er domstolenes begrundelse ofte udtryk for, at mange faktorer spiller ind, og der bliver således ofte set
på sammenhængen mellem tabet og den misligholdende handling. En vurdering
som også findes i forarbejderne til den svenske og norske købelov82. Da mange
faktorer er af betydning, bliver det centralt for parterne, at få klart defineret i aftalen, hvad de anser for at være indirekte tab, som også gennemgået i afsnit 3.3.
82
Forarbejderne til den svenske købelov, prop. 1988/1989:76 s. 48-49 og forarbejderne til den
norske købelov, innst. O nr. 51 – 1987-88, s. 14.
Side 32 af 72
4.
4.1.
Ansvarsbegrænsninger begrundet i tabets omfang
Indledning
Ovenfor er gennemgået situationer, hvor et ansvar begrænses på grund af tabets
art, nærmere bestemt muligheden for at fraskrive sig ansvaret for indirekte tab. I
det følgende gennemgås de situationer, hvor ansvarsbegrænsninger eller ansvarsfraskrivelser ikke finder anvendelse i kraft af tabets omfang, nærmere bestemt de
situationer, hvor der handles henholdsvis forsætligt eller uagtsomt. Der tænkes
alene på den situation, hvor en ansvarsfraskrivelsesklausul er gyldigt vedtaget
mellem parterne og efterfølgende tilsidesættes på grund af en culpøs handling.
Den situation, hvor der foreligger culpøse eller svigagtige forhold i forbindelse
med indgåelse og vedtagelse af kontrakter indeholdende en ansvarsfraskrivelsesklausul, også kaldet culpa in contrahendo, vil derfor ikke blive gennemgået.
Der skal sondres mellem retsstillingen for de generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvor det ikke fremgår, hvornår disse skal bortfalde, retsstillingen for ansvarsfraskrivelser for simpel uagtsom, retsstillingen for ansvarsfraskrivelser for
grov uagtsomhed og retsstillingen for ansvarsfraskrivelser for forsæt. Nedenfor i
afsnit 4.2.-4.6. vil disse fire situationer derfor blive gennemgået enkeltvis for at
se, om retsstillingen er forskellig, afhængigt af hvordan ansvarsfraskrivelsesklausulen er udformet.
Traditionelt forstås ved forsæt, at en handling foretages med vilje, og med uagtsomhed forstås traditionelt, at handlingen ikke udføres med fornøden agtpågivenhed83. Uagtsomhed kan foreligge i simpel eller grov form.
Som også nævnt indledningsvis i afsnit 2.2. tillagde man tidligere sondringen mellem ansvarsfraskrivelser og ansvarsbegrænsninger betydelig vægt, således at alene
ansvarsfraskrivelser bortfaldt ved f.eks. forsæt, og således at ansvarsbegrænsnin-
83
Bo von Eyben og Helle Isager: Lærebog i erstatningsret, s. 23.
Side 33 af 72
ger altid bestod uanset graden af skyld84. Det samme ses efter common law, hvor
det nogle steder i litteraturen fastslås, at ”limitation clauses” fortolkes knapt så
strengt som ”exclusion clauses”85.
I nyere litteratur tillægges sondringen ikke samme betydning, hvorfor det ikke er
denne sondring alene, der er afgørende for, om den pågældende klausul bortfalder86. Det samme er formentlig tilfældet efter common law. Således anføres det i
Anson’s law of contract, at det ikke bør være afgørende for vurderingen af en
klausul, om denne betegnes som en ”exclusion clause” eller en ”limitation clause”87. Dog er der mange momenter af betydning for, om en ansvarsfraskrivelsesklausul skal bortfalde, hvorfor det forhold, at en ansvarsfraskrivelse fuldstændig
eliminerer de erstatningsregler, der ellers ville gælde, taler for en skærpet bedømmelse af disse i forhold til ansvarsbegrænsninger, der primært fikserer en erstatning88.
4.2.
Generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler
De generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler indeholder ikke en bestemmelse om,
hvorvidt klausulen skal bortfalde i kraft af tabets omfang. Det er således spørgsmålet, hvad der er retsstillingen for disse klausuler i den situation, hvor den fraskrivende part handler culpøst – dvs. enten simpelt eller groft uagtsomt eller forsætligt.
4.2.1. Gennemgang af litteraturen
Der hersker i litteraturen ikke megen tvivl om, at de generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler ikke bortfalder, såfremt der alene foreligger simpel uagtsomhed89. En
undtagelse hertil er, hvis der er tale om særlige retsområder som f.eks. advokat84
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 111 og Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s.
161-162.
85
William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 173.
86
Se således Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, s. 378 og
Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 309-316, hvor sondringen tilsyneladende ikke tillægges vægt.
87
William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 173-174.
88
Mads Bryde Andersen: Grundlæggende aftaleret, s. 432-433.
89
Se Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, der på s. 377 anfører
at alene forsæt og grov uagtsomhed medfører bortfald af klausulen. Se ligeledes Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 27 og Jacob Nørager-Nielsen m.fl.: Købeloven, s. 73.
Side 34 af 72
og revisorydelser90. Se imidlertid U 1879.813 H og U 1929.707 H, som gennemgås nedenfor i afsnit 4.2.2. I begge afgørelser udtalte Højesteret, at ansvarsfraskrivelsesklausulen bortfaldt, da der forelå uagtsomhed. Højesteret foretog altså ikke
en sondring mellem simpel og grov uagtsomhed. Da afgørelserne er af ældre dato,
har de imidlertid begrænset præjudikatsværdi, og i kraft af entydigheden i litteraturen må det anses for forholdsvist afklaret, at de generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler ikke bortfalder ved simpel uagtsomhed.
Ligeledes er der i litteraturen enighed om, at såfremt der handles forsætligt, vil de
generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler bortfalde91. Der foreligger således også en
række afgørelser, hvor ansvarsfraskrivelsesklausuler tilsidesættes på grund af en
forsætlig handling. Som eksempel herpå nåede Højesteret i U 2010.556 H frem til,
at sælgeren af et hus ikke kunne påberåbe sig en ansvarsfraskrivelse, da han havde
tilsidesat sin loyale oplysningspligt vedrørende et forhold af væsentlig betydning.
Det interessante er herefter de handlinger, der hverken foretages med simpel uagtsomhed eller med forsæt – dvs. tilfælde, hvor der handles groft uagtsomt. Her er
litteraturen ikke entydig, og det er mere tvivlsomt, hvad der er retsstillingen. Ussing lader således spørgsmålet være åbent for, hvad der gælder i tilfælde af grov
uagtsomhed92, hvorimod Günther Petersen slår fast, at der ikke kan opstilles en
almindelig regel om ansvarsfraskrivelsens tilsidesættelse i tilfælde af grov uagtsomhed, med mindre der er udtrykkelig hjemmel herfor93. Ussing fremhæver desuden, at såfremt der er tale om en personskade, må grov uagtsomhed være tilstrækkeligt, for at en ansvarsfraskrivelsesklausul bortfalder, og han slår dermed
fast, at det også afhænger af skadens art, om grov uagtsomhed er tilstrækkeligt for
tilsidesættelse94. Generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausulers bortfald ved
90
Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 316.
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 43, Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s.
161-162, Stig Jørgensen: Kontraktsret, bind 2, s. 190 og Lennart Lynge Andersen og Palle Bo
Madsen: Aftaler og Mellemmænd, s. 378.
92
Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 161-162.
93
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 47.
94
Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 162.
91
Side 35 af 72
personskader vil som udgangspunkt ikke blive behandlet yderligere, da retsstillingen synes forholdsvis afklaret95.
Omvendt kan man også i litteraturen finde forfattere, der er af den opfattelse, at
ansvarsfraskrivelsesklausuler bortfalder ved grov uagtsomhed. Således anfører
Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen, at ansvarsfraskrivelser formentlig
ikke skal fortolkes som omfattende fejl og mangler, der skyldes den ansvarliges
forsæt eller grov culpa96.
Den samme holdning gør sig gældende i Norge og Sverige, hvor Viggo Hagstrøm
og Thorsten Lundmark begge anfører, at domstolene formentlig vil tilsidesætte en
ansvarsfraskrivelsesklausul, hvis der foreligger grov uagtsomhed fra den fraskrivende parts side97.
Efter common law sondres der traditionelt ikke mellem simpel og grov uagtsomhed. Det er derfor alene et spørgsmål, om ordlyden af de generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler er bred nok til at omfatte ”negligence”. Som udgangspunkt vil de generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler ikke kunne omfatte
”negligence”, hvis ordlyden er for bred og upræcis98. Den samme problemstilling
ses ved de såkaldte ”indemnity clauses”, hvorefter den ene part skal skadesløsholde den anden part i tilfælde af et eventuelt erstatningskrav. Er ”indemnity clauses”
affattet i meget brede termer, vil de som udgangspunkt ikke medføre skadesløsholdelse i tilfælde hvor den part, der kræver skadesløsholdelse, har handlet uagtsomt99.
95
Se således Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 162 og bl.a. afgørelse i U 2003.500 Ø,
hvor en person, der var kommet til skade ved et faldskærmsudspring ikke fik erstatning, da der
ikke forelå grov uagtsomhed fra udspringsstedets side.
96
Lennart Lynge Andersen og Palle Bo Madsen: Aftaler og mellemmænd, s. 378. Se ligeledes
Jacob Nørager-Nielsen m.fl.: Købeloven, s. 73.
97
Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, s. 632 og Lundmark, Thorsten: Friskrivningsklausuler, s.
147.
98
Chitty: On Contracts, vol. 1, s. 916-921, William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s.
171-172 og Allan Farnsworth: On Contracts, I, s. 618-619.
99
Chitty: On Contracts, vol. 1, s. 920-921
Side 36 af 72
Ser man på litteraturen, tegner der sig et billede af, at nyere litteratur er af den
opfattelse, at ansvarsfraskrivelsesklausuler bortfalder ved grov uagtsomhed såvel i
Danmark som i de øvrige nordiske lande og efter common law. Det er herefter
spørgsmålet, om en gennemgang af retspraksis viser det samme billede.
4.2.2. Gennemgang af retspraksis
U 1879.813 H omhandlede, hvorvidt Firmaet Th. Høyers Efterfølger (THE) skulle
have erstatning for de sjællandske Jernbaners (SJ) beskadigelse af en kollo indeholdende manufakturvarer.
I sagen skulle SJ transportere en kollo med manufakturvarer for THE. Det fremgik af en overenskomst mellem det danske postvæsen, statskassen og det sjællandske jernbaneselskab af 2. juli 1877, at SJ’s ansvar var begrænset til 50 øre pr.
pd. af det beskadigede gods, i alt 10 kr. og 25 øre. Det var derfor spørgsmålet, om
SJ havde udvist en adfærd, som medførte, at THE kunne opnå fuld erstatning for
det beskadigede gods. Højesteret nåede frem til, at den fulde erstatning skulle
betales, både når der forelå forsæt, og når der forelå ”saadan Forsømmelse eller
Mangel paa Omhu, som efter almindelige Regler maatte medføre Erstatningspligt”. Med denne passus henviser Højesteret til de almindelige erstatningsbetingelser, dvs. den almindelige culparegel, hvorefter også grov uagtsomhed medfører
erstatningspligt. Højesteret fastslog, at ansvarsbegrænsningen ikke fandt anvendelse i tilfælde af uagtsomhed. THE fik derfor erstattet den fulde værdi.
U 1929.707 H angik, hvorvidt Emilie Møller (EM) skulle have erstatning for en
marmorbuste, som Adams Transport (AT) ødelagde i forbindelse med en flytning.
Af flyttefirmaets betingelser fremgik det, at der ikke blev ydet erstatning ud over
100 kr. ved beskadigelse af et stykke flyttegods. Det var derfor spørgsmålet, om
AT havde udvist en sådan adfærd, at EM kunne opnå fuld erstatning for den ødelagte buste. Højesteret nåede frem til, at flyttefirmaets mænd ved uagtsomhed
havde ødelagt busten, hvorfor de skulle erstatte bustens værdi, og dermed mere
end de 100 kr., der fremgik af ansvarsbegrænsningen. I dommen var der tale om
Side 37 af 72
en ensidigt udformet standardaftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger,
hvilket naturligvis også har været af betydning for domstolenes bedømmelse.
Disse to ældre højesteretsdomme fastslår begge, at en ansvarsfraskrivelsesklausul
skal tilsidesættes, når der foreligger uagtsomhed. Det er herefter relevant at se, om
nyere afgørelser, som litteraturen, lægger op til, at der skal foreligge uagtsomhed
af en vis grovere karakter, for at dette kan resultere i bortfald af klausulen.
I U 1962.406 Ø anlagde vognmand Otto Petersen (OP) sag mod Falcks Redningskorps (Falck), med hvem han havde en abonnementsaftale vedrørende assistance
ved kørselsuheld og ambulancekørsel. I aftalen var der vedtaget en ansvarsfraskrivelsesklausul, hvoraf det fremgik, at Falck ikke påtog sig garanti eller erstatningsansvar. Den 22. november 1958 indtraf der et uheld med en af OP’s lastbiler,
hvorefter Falck ankom og uskiftede boltene, idet disse var knækket. Der blev ikke
foretaget yderligere. Igen den 26. november samme år var der problemer med
samme lastbil, hvorefter Falck endnu engang ankom. Falck ville transportere lastvognen til et værksted, og under denne transport rev gearkassen sig løs. Spørgsmålet var herefter, om Falck skulle erstatte OP tabet i forbindelse med den ødelagte gearkasse.
Der blev fra OP’s side procederet på, at Falck ikke havde transporteret lastvognen
forsvarligt på vej mod værkstedet under hensyn til, at Falck vidste, at lastvognens
bolte var ødelagte. Falck procederede på, at skaden var omfattet af ansvarsfraskrivelsesklausulen, hvorfor de ikke var erstatningsansvarlige. Østre Landsret nåede
frem til, at skaden kunne ”bebrejdes” Falck, hvorfor ansvarsfraskrivelsesklausulen ikke fandt anvendelse. Landsretten lagde desuden vægt på, at skaden kunne
have været undgået ved simple foranstaltninger.
I afgørelsen tager Østre Landsret ikke stilling til, hvilken grad af uagtsomhed der
forelå fra Falcks side, idet de alene fastslår, at skaden kunne ”bebrejdes” dem.
Det kan derfor alene konkluderes, at Østre Landsret med den valgte begrundelse
tilkendegiver, at der skal culpøse forhold til, for at en ansvarsfraskrivelsesklausul
Side 38 af 72
bortfalder, uden at det tilkendegives, at dette skal være grov uagtsomhed. Ligesom
det har været afgørende, at Falck ved simple foranstaltninger kunne have begrænset vognmandens tab.
Se ligeledes Sø og Handelsrettens dom i U 1986.938 SH, hvor Kienzle Datasytem
A/S (KD) anlagde sag mod ApS Maskinfabrikken EV-Dele (MED) med påstand
om betaling for et leveret dataanlæg.
KD og MED indgik den 4. juli 1978 aftale om, at KD skulle levere et dataanlæg
til MED. Der blev efterfølgende indgået en række supplerende aftaler. Under påberåbelse af KD’s væsentlige misligholdelse ophævede MED ved skrivelse af 9.
april 1980 de indgåede aftaler og returnerede datasystemet til KD. KD protesterede skriftligt herimod. MED nedlagde desuden en selvstændig påstand om erstatning som følge af mangler ved det af KD leverede dataanlæg. I forbindelse med
aftalerne fraskrev KD sig ansvar for fejl opstået under servicearbejdet eller i forbindelse med fabrikationsfejl eller andre fejl i udstyret begrænset til omkostningerne i forbindelse med KD’s afhjælpning af de nævnte fejl, således at KD ikke
hæftede for evt. driftstab eller tab, som måtte opstå i forbindelse med beskadigelse
eller genskabelse af ødelagte data.
Sø- og Handelsretten nåede frem til, at der var tale om så væsentlig forsinkelse fra
KD’s side, at MED var berettiget til at hæve aftalerne. Vedrørende MED’s erstatningspåstand fandt Sø- og Handelsretten, at ”[i]det bestemmelserne i kontrakten
om fraskrivelse af ansvar ikke kan antages at omfatte ansvar for fejl og mangler,
der skyldes alvorlige forsømmelser, som må tilregnes sagsøgeren, har sagsøgte
krav på erstatning”.
Det er herefter spørgsmålet, hvad der nærmere skal forstås med ”fejl og mangler,
der skyldes alvorlige forsømmelser”. Igen slår domstolene ikke fast, hvilken grad
af uagtsomhed der foreligger. Med den valgte formulering står det imidlertid klart,
at Sø- og Handelsretten er af den opfattelse, at der er tale om en grov fejl, og afgø-
Side 39 af 72
relsen kan således tages til indtægt for at grovere forsømmelser ikke accepteres af
domstolene, hvorfor fraskrivelsen bortfaldt.
U 1993.851 H angik et antal telefax-maskiner, der bortkom under en opbevaring,
og hvorvidt der skulle tilkendes erstatning herfor, i og med at virksomheden, der
opbevarede telefax-maskinerne, havde fraskrevet sig ansvar.
Tribro Invest ApS (TI) købte 18 telefax-maskiner, der blev indsat til opbevaring
hos A/S Salicaths’s Express Co (SE) sammen med en række andre effekter. I forbindelse med opbevaringen underskrev TI en kvittering, der henviste til SE’s betingelser, der fremgik af bagsiden, og som indeholdt en ansvarsbegrænsning. En
ansat hos SE udleverede de opbevarede telefax-maskiner til en vognmand, som
viste sig at være forsynet med en falsk fuldmagt. Det var efterfølgende spørgsmålet, om SE skulle erstatte TI værdien af de mistede telefax-maskiner, eller om ansvarsbegrænsningen førte til, at der var et loft for erstatningen. Landsretten nåede
frem til, at ansvarsbegrænsningen i kraft af henvisningen til SE’s betingelser slet
ikke var vedtaget mellem parterne, hvorfor TI havde krav på fuld erstatning. Højesteret tog aldrig stilling til vedtagelsesspørgsmålet og nåede frem til, at SE ved
udleveringen ”på så uforsvarlig måde” havde fraveget selskabets egen velbegrundende praksis, at SE var afskåret fra at påberåbe sig ansvarsbegrænsningen.
Igen kan det været svært ud fra Højesterets begrundelse at fastslå, hvilken grad af
uagtsomhed der foreligger. Den valgte formulering – ”på så uforsvarlig måde”
må betyde, at fejl af grovere karakter ikke accepteres af domstolene.
Af noget nyere afgørelser kan nævnes FED 2001.610 Ø og U 2010.3113 H.
FED 2001.610 Ø omhandlede Ejendomsmæglerfirmaet S2 A/S (S2), der på vegne
af Birkerød Invest A/S under konkurs til S1 ApS (S1) solgte en restejerlejlighedsejendom. Da salget af ejendommen skete fra et konkursbo, blev der i skødet indføjet en ansvarsfraskrivelsesklausul, der fritog sælger for ansvar for efterfølgende
mangler. Det viste sig efterfølgende, at prospektmaterialet ikke tog højde for den
Side 40 af 72
faste afgift vedrørende varmeleverancen til ejendommen med den virkning, at det
likviditetsmæssige resultat var angivet for højt. S1 krævede herefter erstatning for
denne fejl i prospektet. Byretten100 nåede frem til, at S2 burde have kontrolleret,
om der ved opgørelsen over driftsudgifterne og indtægterne var taget højde for
den faste afgift vedrørende varmeleverancen, hvorved fejlen kunne være opdaget.
Byretten fandt herefter ”henset til omstændighederne og karakteren af fejlen”
ikke, at den af S1 accepterede ansvarsfraskrivelsesklausul kunne fritage S2 for
ansvar, hvorfor S2 var erstatningsansvarlig.
Med den valgte formulering - ”karakteren af fejlen” - lægger byretten op til, at
der var tale om en fejl af en vis kvalificeret form. Dommen kan dermed tages til
indtægt for, at sådanne fejl af grovere eller kvalificeret karakter ikke accepteres og
medfører bortfald af en ansvarsfraskrivelsesklausul.
U 2010.3113 H drejede sig om forsikringsselskabet Tryg A/S’s (Tryg) krav mod
G4S Security Services A/S (G4S) for et beløb, som Tryg måtte betale firmaet
Daugaard-Sørensen og Søn A/S (DS) efter et indbrud.
DS havde en abonnementsaftale med ISS Securitas A/S (nu G4S), som omfattede
et tyverialarmanlæg, eftersyn, vedligeholdelse og udrykningstjeneste. Af G4S’
standardbetingelser fremgik det, at selskabet ikke var ansvarlig for skader, der
ikke direkte kunne henføres til selskabets ydelser efter kontrakten. Natten mellem
den 15. og 16. juni 2000 kl. 00.40 modtog G4S et opkald fra en person, der påstod
at være fra DS, men som viste sig at være en indbrudstyv. Denne person havde
problemer med at slå alarmen fra og opgav i den forbindelse kodeordet 4 S, der
mindede om det korrekte, som var 4-S. På trods af dette accepterede G4S kodeordet og lovede at komme forbi og se på alarmen, som der var problemer med, da
der var tastet et forkert kodeord tre gange. G4S ankom imidlertid først til firmaet
DS kl. 03.17, det vil sige næsten 3 timer efter opkaldet. Det var herefter omtvistet,
100
Sagen blev alene anket til Østre Landsret for så vidt angik spørgsmålet om størrelsen af erstatningen. Spørgsmålet om, hvorvidt ansvarsbegrænsningen fandt anvendelse, blev således afgjort af
byretten.
Side 41 af 72
om ansvarsbegrænsningen i G4S’ standardbetingelser medførte, at G4S ikke var
ansvarlig for det, der blev stjålet i tidsrummet frem til, at G4S ankom til DS.
Landsretten nåede frem til, at sagsøgte, G4S, havde handlet groft uagtsomt ved at
undlade at opfylde sin kontraktmæssige forpligtelse til at sikre DS mod tyveri,
dels ved at acceptere et forkert kodeord og dels ved ikke at tage ud til DS umiddelbart efter opkaldet. Landsretten fandt derfor, at ansvarsfraskrivelsesklausulen
ikke kunne friholde G4S for ansvar. Højesteret nåede frem til det samme resultat,
men med en noget mere vag begrundelse: ”Højesteret tiltræder, at Falck Securitas A/S (nu G4S Security Services A/S) ved i den pågældende situation at acceptere et kodeord, der ikke var korrekt, har tilsidesat sine aftalemæssige forpligtelser,
og at selskabet er erstatningsansvarlig herfor over for Daugaard-Sørensen & Søn
A/S, hvis krav Forsikringsselskabet tryg A/S er indtrådt i. Punkt 10 i abonnementsbetingelserne om selskabets ansvar er et standardvilkår. Efter bestemmelsens ordlyd, der i øvrigt ikke er klar, og kontraktens karakter finder også Højesteret, at vagtselskabet ikke i en situation som den foreliggende, hvor det har tilsidesat en central aftalemæssig forpligtelse, er fritaget for ansvar”.
Det er vanskeligt at fastslå, hvad der nærmere ligger i Højesterets begrundelse,
idet det ikke fremgår, om Højesteret mener, at en tilsidesættelse af ”en central
aftalemæssig forpligtelse” anses for at være en grov uagtsom handling med deraf
følgende bortfald af ansvarsfraskrivelsesklausulen, eller om Højesteret mener, at
tabet slet ikke er omfattet af klausulen, i og med at G4S tilsidesatte sine aftalemæssige forpligtelse over for DS. Henset til at Højesteret henviser til Landsrettens
begrundelse, idet de anvender formuleringen ”finder også Højesteret”, må Højesterets begrundelse kunne tolkes som fastslående, at karakteren af G4S’ handling
var grov uagtsom, som Landsretten fandt det. Dommen kan således formentlig
tages til indtægt for, at der skal bortses fra ansvarsfraskrivelsesklausuler, når der
foreligger grov uagtsomhed.
Samme retsstilling tegner sig i Norge. Således udtaler første voterende i den norske Højesteret i NRt 1963.281 NoH, hvor den norske stat ikke blev ansvarlig for
Side 42 af 72
manglende opførelse af et firmas telefonnummer i telefonkataloget fra 1958:
”Som jeg tidligere har nevnt, finner jeg heller ikke grunn til å anta at den feil som
er begått skyldes noen høy grad av uaktsomhet”. Se ligeledes afgørelserne NRt
1892.381 NoH, hvor et dampskibsselskab på trods af en ansvarsfraskrivelse, der
fritog for ansvar ved brand, blev ansvarlig for brandskader på varer, de havde til
opbevaring i et pakhus, da domstolene fandt, at der var udvist grov uagtsomhed
fra selskabets side og NRt 1926.712 NoH, hvor den norske Højesteret udtalte, at
en ansvarsbegrænsning ikke kan finde anvendelse, når der foreligger grov uagtsomhed.
De svenske domstole udtrykker sig ikke lige så klart som de norske, men der er
dog en række afgørelser fra de svenske domstole, der kan tages til indtægt for, at
fejl af en vis grovere karakter medfører bortfald af en ansvarsfraskrivelsesklausul.
Således udtaler den svenske Højesteret i NJA 1957.426 SvH, der drejede sig om
skader på en bil forårsaget af det værksted, hvor bilen stod opbevaret, at ”[d]en av
bilbolaget åberopade friskrivningsklausulen i avtalets § 7 kan - oavsett vilken
tolkning som eljest må givas åt densamma - icke anses tillämplig i ett fall sådant
som det förevarande, där skadan orsakats av att en garagevakt i sitt arbete brukat
fordonet för ändamål, som ej varit förenligt med avtalet”. Det slås således fast, at
ved en fejl som den foreliggende kan en ansvarsfraskrivelsesklausul ikke
opretholdes. Se desuden NJA 1964.517 SvH, hvor et rejseselskab blev ansvarlig
for mistet bagage på trods af en ansvarsfraskrivelsesklausul, da rejselederen ikke
havde opbevaret bagagen med tilstrækkelig agtpågivenhed og NJA 1971.36 SvH,
hvor et parkeringshus blev ansvarlig over for en kunde, da de havde udleveret
bilen til den forkerte ejer.
Et udpluk af svenske og norske højesteretsafgørelser viser, at fejl af grovere karakter også i disse lande medfører bortfald af generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler.
So også nævnt ovenfor i afsnit 4.2.1. sondres der efter common law formentlig
ikke mellem simpel og grov uagtsomhed – ”negligence”/”gross negligence”. Dette
Side 43 af 72
slås bl.a. fast i Pentecost v. London District Auditor (1951), der vedrørte mangler
ved et entreprisearbejde. En revisor nægtede at betale nogle kommunale ansatte
(KA) for deres arbejde i forbindelse med eftersynet af et entreprisearbejde. Revisoren var af den opfattelse, at KA ikke havde krav på betaling, da de ved deres
gennemsyn ikke havde opdaget, at entreprisearbejdet var mangelfuldt. Revisoren
udtalte i den forbindelse, at KA havde handlet groft uagtsomt ved ikke at opdage
manglerne. I afgørelsen blev det af dommerne slået fast, at der ikke sondres mellem uagtsomhed og grov uagtsomhed, hvorfor det var tilstrækkeligt, at der var
handlet uagtsomt af KA.
Når dette er sagt overvejede domstolene i afgørelsen Red Sea Tankers Ltd. v. Papachristidis (1997) en sondring mellem ”negligence” og ”gross negligence”. Således sondrer Joseph Lookofsky også mellem ”negligence” og ”gross negligence”101, omend dette kan skyldes hans sammenligning mellem common law og
skandinavisk ret.
På trods af afgørelsen i Red Sea Tankers Ltd. v. Papachristidis er udgangspunktet
efter common law formentlig, at der ikke foretages en sondring mellem ”negligence” og ”gross negligence”. Det er herefter spørgsmålet, om de generelt affattede ansvarsfraskrivelser bortfalder, når der foreligger ”negligence”.
Afgørelsen Onego Shipping & Chartering BV v. KSC Arcadia Shipping M/V
(2010) vedrørte et skib, der pga. mistet last måtte søge tilflugt i en havn. Tvisten
angik bl.a., hvorvidt ejeren af skibet var ansvarlig for de ekstra udgifter i forbindelse med nødstoppet. Parterne havde vedtaget en ansvarsfraskrivelsesklausul 13(b) of the NYPE 1993 - hvoraf det fremgik, at ejeren af skibet var ansvarlig for
tab som følge af mistet last. Det fremgik imidlertid ikke, om denne ansvarsfraskrivelse også fandt anvendelse, hvis der forelå ”negligence” fra mandskabets
side. The High Court of Justice fandt i modsætning til The Tribunal ikke, at en så
generelt affattet ansvarsfraskrivelse også fandt anvendelse i tilfælde af uagtsom-
101
Joseph Lookofsky: Consequential Damages in Comparative Context, s. 209.
Side 44 af 72
hed, hvorfor ejeren ikke kunne påberåbe sig fraskrivelsen og dermed blev ansvarlig.
Se ligeledes afgørelserne i Canada Steamship Lines Limited v. The King (1952)
og E. E. Caledonia Ltd. v. Orbit Valve Co. Europe (1994), hvori domstolene
overvejede om meget bredt formulerede ansvarsfraskrivelser (og indemnity clauses) kunne omfatte ”negligence”. I begge afgørelse blev det slået fast, at dette ikke
var tilfældet. Afgørelsen i Canada Steamship Lines Limited v. The King ligger
således også til grund for den praksis, hvorefter meget generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler oftest ikke kan omfatte ”negligence”102.
4.2.3. Sammenfatning – generelle ansvarsfraskrivelsesklausuler
Af de ovenfor gennemgåede afgørelser er det kun de to ældre domme U 1879.813
H og U 1929.707 H, der slår fast, at ansvarsfraskrivelsesklausuler bortfalder ved
uagtsomhed. Da afgørelserne begge er af ældre dato, er deres præjudikatsværdi
imidlertid begrænset.
De øvrige gennemgåede afgørelser tegner det billede, at generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler bortfalder, når der foreligger fejl af en vis grovere karakter fra den fraskrivende parts side, omend domstolene sjældent benytter betegnelsen ”groft uagtsomt”. Når domstolene ikke klart slår fast, om der foreligger
grov uagtsomhed, lægger de op til, at de i stedet foretager en generel rimelighedsvurdering af aftalen103. Det er således også vigtigt at have in mente, at der altid
vil være en række faktorer, der er af betydning for domstolenes eventuelle tilsidesættelse af en ansvarsfraskrivelsesklausul.
På baggrund af en gennemgang af litteratur og praksis, synes retsstillingen i Danmark herefter at være, at en generelt affattet ansvarsfraskrivelsesklausul vil bortfalde, hvis der foreligger fejl af en vis grov eller kvalificeret form fra den fraskrivende parts side.
102
Se bl.a. dommerens udtalelse i Onego Shipping & Chartering BV v. KSC Arcadia Shipping
M/V og Chitty: On Contracts, vol. 1, s. 917.
103
Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 29-30.
Side 45 af 72
En gennemgang af litteratur og praksis fra Norge og Sverige viser, at det samme
gør sig gældende i disse lande.
I England og USA er det alene afgørende for en eventuel tilsidesættelse, om der
foreligger ”negligence”, dvs. uagtsomhed. Dette slås fast i litteraturen, hvor forfatteren ikke foretager en sondring mellem ”negligence” og ”gross negligence”104.
Men også i retspraksis hvor bl.a. afgørelsen Pentecost v. London District Auditor
(1950) slår fast, at der ikke sondres. Dermed er retsstillingen mere skærpet i England og USA, eftersom en generelt affattet ansvarsfraskrivelsesklausul jf. Canada
Steamship Lines Limited v. Regem og E. E. Caledonia ltd. v. Orbit Valve Co.
Europe, som er nævnt ovenfor, vil bortfalde, når der foreligger uagtsomhed, hvor
der i Danmark og generelt i Norden kræves en uagtsomhed af en vis grovere karakter.
4.3.
Ansvarsfraskrivelser for simpel uagtsomhed
Ovenfor er gennemgået de generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvoraf
det ikke fremgår, om klausulen bortfalder i tilfælde af uagtsomhed. Nedenfor i
afsnit 4.3., 4.4., 4.5. og 4.6. gennemgås ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvor det
direkte af klausulen fremgår, om der skal ske bortfald ved uagtsomhed eller forsæt.
Det er omdiskuteret, om der er adgang til at fraskrive sig ansvar for simpel uagtsomhed i en ansvarsfraskrivelsesklausul.
4.3.1. Gennemgang af litteraturen
Det må antages, at der er adgang til at vedtage en ansvarsfraskrivelse for simpel
uagtsomhed, såfremt ordlyden er ganske klar, og såfremt der ikke er tvivl om vedtagelsen jf. bl.a. Jacob Nørager-Nielsen m.fl.105.
104
Chitty: On contracts, vol. 1, s. 919, Anson: Anson’s law of contract, s. 171, Elisabeth Thuesen:
Ansvarsfraskrivelse, s. 300 og J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 49-51.
105
Jacob Nørager-Nielsen m.fl.: Købeloven, s. 73.
Side 46 af 72
Det samme synspunkt findes i Sverige og Norge, hvor Thorsten Lundmark og Ivar
Hole anfører, at der som udgangspunkt er adgang til at fraskrive sig ansvaret for
fejl og forsømmelser, men at der stilles strenge krav til ordlyden og vedtagelsen af
bestemmelsen106. Ivar Hole er med hjemmel i NRt 1948.370 NoH af den opfattelse, at der er fri adgang til at fraskrive sig ethvert ansvar bare ikke ansvaret for eget
forsæt eller grov uagtsomhed107. Det er dog usikkert, om denne holdning stadig
afspejler retsstillingen i Norge i dag jf. Viggo Hagstrøm108. Uanset hvad må det i
hvert fald anses for sikkert, at der også i Norge er adgang til at fraskrive sig ansvar for simpel uagtsomhed.
4.3.2. Gennemgang af retspraksis
I FED 2004.1693 V havde en leverandør af ornesæd fraskrevet sig ansvar, med
mindre det kunne bevises, at der forelå fejl eller forsømmelser fra leverandørens
side. Klausulen fremgik af leverandørens salgsbetingelser. Vestre Landsret nåede
frem til, at det ikke fremgik klart af klausulen, om der var fraskrevet ansvar for
uagtsomme handlinger, hvorfor leverandøren blev ansvarlig for sin uagtsomme
handling.
Afgørelsen vedgik ikke en ansvarsfraskrivelse for simpel uagtsomhed, men Vestre
Landsret tilkendegiver med deres begrundelse, at der formentlig er adgang til at
fraskrive sig ansvar for fejl og forsømmelser, men at der stilles strenge krav til
ordlyden og klarheden af sådanne klausuler.
Den norske afgørelse NRt. 1921.309 NoH følger de samme synspunkter. I denne
afgørelse havde dampskibet ”Teksas” rederi, Det Forenede Damskibsselskab A/S,
Kjøbenhavn (Teksas) fraskrevet sig ansvar for tyveri. Det blev efterfølgende konstateret, at Christiania Corsetfabrik (CC), der benyttede Teksas til transport, fik
stjålet to kasser japansk silketøj under fragten. Det var derefter spørgsmålet, om
ansvarsbegrænsningen medførte, at Teksas ikke var ansvarlig over for CC. Den
norske Højesteret nåede frem til, at denne ansvarsfraskrivelse ikke kunne opret106
Thorsten Lundmark: Friskrivningsklausuler, s. 142 og Ivar Hole: Ansvarsfraskrivelse, s. 19-20.
Ivar Hole: Ansvarsfraskrivelse, s. 8-12.
108
Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, s. 630.
107
Side 47 af 72
holdes, da der forelå uagtsomhed fra dampskibets side i forbindelse med opbevaringen af de to kasser japansk silketøj.
Den norske Højesteret forholder sig ikke direkte til ordlyden af klausulen, men
slår fast, at den i det foreliggende tilfælde ikke kunne medføre ansvarsfrihed. En
upræcis ansvarsfraskrivelsesklausul, der alene fraskriver ansvar for ”tyveri”, fortolkes indskrænkende, således at uagtsomhed ikke omfattes.
4.3.3. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelse for simpel uagtsomhed
På trods af sparsom retspraksis på området må det på baggrund af litteratur og
praksis kunne fastslås, at der er adgang til at vedtage sådanne ansvarsfraskrivelsesklausuler, men at der stilles strenge krav dels til ordlyden og dels til vedtagelsen af disse.
Dette hænger godt sammen med den retsstilling, der gælder for de generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler, idet disse alene bortfalder, såfremt der foreligger fejl af en vis grovere karakter. Således bør der være adgang til at fraskrive sig
ansvaret for simpel uagtsomhed, når retsstillingen, såfremt en sådan fraskrivelse
ikke er foretaget, er, at ansvarsfraskrivelsesklausulen formentlig ikke vil bortfalde
alene i tilfælde af simpel uagtsomhed, men først hvis der foreligger uagtsomhed af
en vis grovere karakter jf. afsnit 4.2.
4.4.
Ansvarsfraskrivelser for grov uagtsomhed
Ovenfor i afsnit 4.2. er det fastslået, at de rene ansvarsfraskrivelsesklausuler bortfalder, såfremt der foreligger fejl af en vis grovere karakter. Det er herefter
spørgsmålet, hvilken adgang parterne har til på forhånd at aftale, at ansvarsfraskrivelsesklausulen skal bortfalde i tilfælde af grov uagtsomhed.
En ansvarsfraskrivelse for grov uagtsomhed er mere betænkelig end en ansvarsfraskrivelse for simpel uagtsomhed, som gennemgået ovenfor. Årsagen hertil er,
at retsstillingen for de generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler er, at disse
formentlig bortfalder ved grov uagtsomhed, hvorfor en køber stilles dårligere,
Side 48 af 72
såfremt det aftales, at en sælger ikke ifalder ansvar selv for grov uagtsomhed. Det
er herefter spørgsmålet, om disse klausuler alligevel accepteres.
4.4.1. Gennemgang af litteraturen
Der er i litteraturen ikke fuldstændig enighed om, hvorvidt der er mulighed for at
fraskrive sig ansvar for grov uagtsomhed. Kaare Stolt anfører, at den overvejende
opfattelse må være, at der ikke er adgang til at fraskrive sig ansvar for groft uagtsomme handlinger, omend han også fastslår, at retsstillingen er uafklaret109.
Der er således også flere forfattere, der er af den opfattelse, at der er adgang til at
fraskrive sig ansvar for grov uagtsomhed, men at der i sådanne tilfælde stilles
større krav til vedtagelsen og ordlyden af sådanne klausuler jf. bl.a. Elisabeth
Thuesen110. Jacob Nørager-Nielsen m.fl. og Bryde Andersen og Lookofsky111
anfører ligeledes også, at der skal mere til, førend sådanne klausuler accepteres af
domstolene. Disse forfattere tegner således et billede af, at retsstillingen til en vis
grad er ens for ansvarsfraskrivelser for simpel uagtsomhed og ansvarsfraskrivelser
for grov uagtsomhed. Dog må der formentlig stilles endnu strengere krav til vedtagelsen af ansvarsfraskrivelser for grov uagtsomhed, da sådanne vilkår er mere
byrdefulde for en køber end en ansvarsfraskrivelse for simpel uagtsomhed.
Det samme gør sig gældende i Sverige, hvor Thorsten Lundmark anfører, at det er
betænkeligt at tillade sådanne klausuler, men at der i hvert fald stilles strenge krav
til klarheden af ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvor ansvaret begrænses for grov
uagtsomhed112. Mere tvivlsomt er det, hvad der er retsstillingen i Norge, hvor Ivar
Hole med hjemmel i Rt. 1948 s. 370 har anført, at der formentlig ikke er adgang
til at fraskrive sig ansvaret for egen grov uagtsomhed (i modsætning til ansattes
109
Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 27.
Elisabeth Thuesen: Ansvarsfraskrivelse, s. 300.
111
Jacob Nørager-Nielsen m.fl.: Købeloven, s. 73 og Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky:
Obligationsret I, s. 400.
112
Thorsten Lundmark: Friskrivningsklausuler, s. 133-135. Se ligeledes Viggo Hagstrøm, der på
side 624-631 redegør for den samme tendens.
110
Side 49 af 72
grove uagtsomhed jf. nedenfor i afsnit 4.5.). Viggo Hagstrøm konkluderer imidlertid, at dette næppe kan anses for retsstillingen i Norge i dag113.
Også i England og USA stilles der strenge krav til vedtagelsen af sådanne ansvarsfraskrivelsesklausuler. Her sondres der som nævnt ikke mellem uagtsomhed
og grov uagtsomhed, hvorfor retsstillingen er skærpet efter common law.
Farnsworth anfører, at ansvarsfraskrivelsesklausuler, der begrænser ansvaret for
uagtsomhed – ”negligence” - ofte underkendes af domstolene, hvis de er holdt i
alt for generelle vendinger114. Den samme holdning findes i Anson’s law of
contract, der fastslår, at det skal fremgå klart og utvetydigt, hvis en ansvarsfraskrivelsesklausul skal begrænse ansvaret for ”negligence”115.
4.4.2. Gennemgang af retspraksis
Retspraksis på området er sparsom, men en gennemgang af en række afgørelser
fra England og USA viser, at der her stilles strenge krav til vedtagelsen og ordlyden af en ansvarsfraskrivelse for ”negligence”, omend der ikke sondres mellem
”negligence” og ”gross negligence”.
Se således Wenzel v. Boyles Galvarizin (1991) og Leon v. Family Fitness Center
(1998), der dog begge vedrører personskader.
Wenzel v. Boyles Galvarizin vedrørte to arkitekters ansvar for skader på to ansatte
i forbindelse med et byggeri. Arkitekterne skulle ifølge deres kontrakt sørge for
bl.a. sikkerheden, således at de ansatte ikke kom til skade. To ansatte faldt imidlertid ned fra en platform, da der ikke var sikret tilstrækkeligt mod sådanne fald,
på trods af at de to arkitekter var blevet informeret om, at sikkerheden ikke var
tilstrækkelig. De to arkitekter var af den opfattelse, at en ansvarsfraskrivelsesklausul kunne fritage dem for ansvar, idet klausulen ikke tog stilling til om de skulle
være ansvarlige for ”negligence”, men retten fandt modsat at ”a clause simply
113
Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, s. 630.
Allan Farnsworth E: On contracts I, s. 618-620.
115
William Reynell Anson: Anson’s law of contract, s. 171. Se ligeledes Elisabeth Thuesen: Ansvarsfraskrivelse, s. 297-298.
114
Side 50 af 72
disclaiming liability in general terms is insufficient to exculpate a party from its
own negligence”.
Leon v. Family Fitness Center vedrørte Leon (L), der under et besøg hos Family
Fitness (FF) kom til skade, da en bænk i en sauna faldt sammen, mens han lå på
den. FF påberåbte sig en ansvarsfraskrivelsesklausul, hvoraf det bl.a. fremgik, at
FF ikke var ansvarlig for personskader i forbindelse med et besøg i deres fitnesscenter. Retten i Californien fandt, at ansvarsfraskrivelsesklausulen ikke var tilstrækkelig klar til at fritage FF for ansvar. De lagde dog også vægt på, at skaden
ikke var opstået i forbindelse med sportsudøvelse, hvilket var det primære område
for ansvarsfraskrivelsen.
De to afgørelser fastslår det samme som det ovenfor i afsnit 4.2.2. gennemgåede:
Efter common law vil generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler typisk ikke
kunne omfatte ”negligence”. Dommene fastslår dermed også, at der er adgang til
at fraskrive ansvar for ”negligence”, hvis dette fremgår klart af ordlyden.
4.4.3. Sammenfatning ansvarsfraskrivelser for grov uagtsomhed
Efter en gennemgang af litteraturen synes retsstillingen at være, at der er adgang
til at fraskrive sig ansvar for grov uagtsomhed, men at der stilles strenge krav til
vedtagelsen af sådanne klausuler. Dette gælder såvel i Danmark som i de øvrige
nordiske lande. I England og USA er retsstillingen skærpet, idet der ikke sondres
mellem uagtsomhed og grov uagtsomhed.
Retspraksis på området er sparsom, hvorfor det alene er de to afgørelser fra USA,
der kan tages til indtægt for, at også domstolene er af den opfattelse, at det skal
fremgå klart, hvis en ansvarsfraskrivelsesklausul også skal vedrøre uagtsomme
handlinger. Det er således vanskeligt endeligt at konkludere, hvad der er retsstillingen i Norden, på trods af at en række forfattere ganske vist mener, at der er
adgang til at fraskrive sig ansvar for grov uagtsomhed, da dette ikke synes endeligt fastlagt af domstolene.
Side 51 af 72
4.5.
Ansvarsfraskrivelse for medarbejderes grove uagtsomhed
Ovenfor er forsøgt fastlagt, hvilken adgang f.eks. en sælger har til at fraskrive sig
ansvaret for sin egen simple eller grove uagtsomhed. Det er herefter spørgsmålet,
om en sælger har adgang til at fraskrive sig ansvaret for medarbejderes grove
uagtsomhed.
Det har længe været anerkendt, at en arbejdsgiver hæfter for sine medarbejderes
handlinger, hvilket bl.a. støttes på DL 3-19-2, hvorefter en arbejdsgiver hæfter for
sine medarbejderes fejl, selv når den ansatte handler forsætligt eller groft uagtsomt116. Det er herefter spørgsmålet, om en ansvarsfraskrivelsesklausul skal bortfalde, hvis der foreligger culpa hos en medarbejder, og om der er adgang til i en
ansvarsfraskrivelsesklausul at fraskrive sig ansvaret for medarbejderes grove
uagtsomhed.
4.5.1. Gennemgang af litteraturen
Gomard er af den opfattelse, at man som udgangspunkt godt kan fraskrive sig
ansvaret for medarbejderes culpa, men at sådanne klausuler formentligt fortolkes
indskrænkende117. Samme synspunkt ses flere steder i litteraturen118.
I Norge ses den samme tendens. Den ældre afgørelse NRt. 1948.370 NoH blev
tidligere taget til indtægt for, at der var mulighed for at fraskrive sig ethvert ansvar bare ikke eget forsæt eller culpa119, idet den førstvoterende højesteretsdommer udtalte, at han fandt det klart, at man ikke kunne opstille et forbud mod fraskrivelser uden lovhjemmel120. Tankegangen er ifølge Viggo Hastrøm, at det ville
være urimeligt, såfremt ledelsen skulle være ansvarlig for enhver fejl begået af en
ansat. Ivar Hole er således af den opfattelse, at der er forskel på, om der er tale om
egen grov uagtsomhed eller ansattes grove uagtsomhed. Samtidig er han dog også
116
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 79-80.
Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 316.
118
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 7 og Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky:
Lærebog i obligationsret I, s. 400.
119
Ivar Hole: Ansvarsfraskrivelse, s. 11-12 og Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, s. 624-631.
120
NRt 1948.370 NoH, s. 373.
117
Side 52 af 72
opmærksom på, at denne skarpe sondring mellem egen og ansattes grove uagtsomhed ikke ses i de øvrige nordiske lande121.
Ifølge Viggo Hagstrøm er det af Ivar Hole anførte næppe retsstillingen i Norge i
dag, og efter en gennemgang af retspraksis slår han fast, at der ikke nødvendigvis
er mulighed for at fraskrive sig ansvar for ansattes culpa122.
4.5.2. Gennemgang af retspraksis
I U 1950.65/2H ønskede Einar Melchiorsen (EM), der boede i Paris, at deponere
et større pengebeløb hos det danske Generalkonsulat i Paris (GK). Dette accepterede GK, hvorfor EM benyttede sig af denne mulighed to gange. I forbindelse
med de to deponeringer underskrev EM hver gang en kvittering, som havde karakter af en ansvarsfraskrivelsesklausul, idet den fastslog: ”Beløbet er modtaget
paa den udtrykkelige Betingelse, at hverken den danske Stat, dette Konsulat eller
nogen af dets Funktionærer, paa nogen Maade skal være ansvarlig for Tab, Ødelæggelse eller Beskadigelse af det deponerede”. Da EM anden gang deponerede
et beløb på 600.000 francs, blev beløbet stjålet. Beløbet blev modtaget af en generalkonsulatsekretær, og det var usikkert, hvordan beløbet var blevet stjålet, idet
der kun fandtes tre nøgler til pengeskabet. Tvisten angik herefter spørgsmålet om,
hvorvidt EM kunne rette et krav mod Udenrigsministeriet i Danmark (UM) for det
stjålne beløb. Landsretten fandt, at da der alene var tale om simpel uagtsomhed fra
GK’s side, var der ikke grundlag for at tilsidesætte ansvarsbegrænsningen. Højesteret fandt i modsætning hertil, at der forelå en sådan uforsvarlighed fra Generalkonsulatets side, at ansvarsbegrænsningen ikke kunne fritage UM for ansvar.
Dommen kan formentlig tages til indtægt for, at domstolene accepterer muligheden for fraskrivelse af ansvaret for medarbejderes culpa, idet hverken landsretten
eller Højesteret udtaler sig om, at der ikke skulle være mulighed for at fraskrive
sig ansvar for medarbejderes culpa. Dog er det også klart, at en så vidtgående ansvarsfraskrivelse, som der i dommen var tale om, skal fortolkes indskrænkende.
121
122
Ivar Hole: Ansvarsfraskrivelse, s 10-12.
Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, s. 630.
Side 53 af 72
Om dette hænger sammen med, at ansvarsbegrænsningen også vedrører medarbejderes handlinger, er imidlertid usikkert.
I U 2002.1291 V blev et busselskab ansvarlig for en passagers krav i forbindelse
med en mistet kuffert. I sagen havde en passager i forbindelse med en busrejse fra
København til Bruxelles med mellemstop i Hamborg overladt sin kuffert til buschaufføren, der placerede kufferten i bagagerummet. Ved ankomst til Bruxelles
var kufferten væk. I forbindelse med busrejsen havde busselskabet fraskrevet sig
ansvar for kufferter i en ansvarsfraskrivelsesklausul, hvoraf det bl.a. fremgik, at
evt. beskadiget eller mistet bagage ikke blev erstattet. Vestre Landsret nåede frem
til, at det ikke var godtgjort, at kufferten ikke var bortkommet under omstændigheder, der kunne tilregnes busselskabet, hvorfor ansvarsbegrænsningen ikke fandt
anvendelse.
Vestre Landsret tog ikke stilling til, om der er mulighed for at fraskrive sig ansvar
for medarbejderes culpa, men igen blev ansvarsbegrænsningen fortolket indskrænkende. Det samme var tilfældet i afgørelsen U 1965.565 Ø, hvor Københavns Frihavn på trods af en ansvarsbegrænsning blev ansvarlig for en medarbejder, der ved en fejl kørte en kran ind i nogle netop aflæssede kolli.
4.5.3.
Sammenfatning – ansvarsfraskrivelser for medarbejderes grove uagtsomhed
Efter en gennemgang af retspraksis kan det fastslås, at der på den ene side kan
anes en tilbøjelighed fra domstolenes side til at tilsidesætte ansvarsbegrænsninger,
når ledelsen forsøger at fraskrive sig ansvar for medarbejderes grove uagtsomhed.
På den anden side, er det vanskeligt at gennemskue, om domstolene var kommet
frem til det samme resultat, uanset hvem ansvaret var forsøgt fraskrevet overfor,
idet det ovenfor i afsnit 4.4. gennemgåede viser, at ansvarsfraskrivelsesklausuler
for grov uagtsomhed fortolkes indskrænkende.
Det er således vanskeligt at konkludere, om den indskrænkende fortolkning er
særegen for ansvarsfraskrivelser for medarbejderes grove uagtsomhed, eftersom
Side 54 af 72
domstolene formentlig altid fortolker ansvarsfraskrivelsesklausuler med begrænsninger for grov uagtsomhed indskrænkende. Uanset hvad er der formentlig adgang til at fraskrive sig ansvar for medarbejderes grove uagtsomhed på samme
måde som egen grov uagtsomhed.
4.6.
Ansvarsfraskrivelser for forsæt
Der er formentlig ikke mulighed for at indsætte en bestemmelse om, at ansvarsfraskrivelsesklausulen ikke bortfalder ved forsæt, idet en sådan bestemmelse ofte
vil kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36123. Dog kan der formentlig tænkes
situationer, hvor det vil blive accepteret mellem to erhvervsdrivende, omend der i
så fald stilles strenge krav til vedtagelsen, idet der vil være tale om et meget byrdefuldt aftalevilkår124.
4.7.
Ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter
Som også nævnt indledningsvis findes der en lang række standarddokumenter,
agreed documents125, der indeholder en ansvarsfraskrivelsesklausul. Disse standardaftaler kan være udformet ensidigt af den ene part eller gensidigt mellem
begge parter inden for en branche126. Eksempler herpå er de allerede omtalte begrænsninger i AB 92, NSAB 2000 og NL 92.
Det er interessant at undersøge, hvordan disse standarddokumenter forholder sig
til misligholdelse, der har karakter af grov uagtsomhed, idet det kan afspejle en
generel tendens inden for erhvervsforhold.
For så vidt angår NSAB 2000 fremgår det direkte af § 5, at ansvarsbegrænsningerne i dokumentet ikke finder anvendelse ved forsæt. Med afgørelsen i U
2005.2438 H har domstolene slået fast, at dette medfører, at alene forsæt gennembryder ansvarsfraskrivelsesklausulen i NSAB 2000 § 22, jf. § 5. Højesteret udtalte
123
Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 314 og Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 27.
Det samme ses anført af Allan Farnsworth jf. Allan Farnsworth: On Contracts II, s. 13.
124
Bryde Andersen og Lookofsky: Obligationsret I, s. 400 og Palle Bo Madsen: Aftalefortolkning,
s. 18-20.
125
Mads Bryde Andersen: Praktisk aftaleret, s. 145-147.
126
Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 9-10.
Side 55 af 72
således: ”Højesteret finder, at denne bestemmelse må forstås således, at alene
forsæt og ikke uagtsomhed, heller ikke grov uagtsomhed, afskærer speditøren fra
at påberåbe sig bl.a. ansvarsbegrænsningen i § 21, litra a”. Se også U 2006.362
H, hvor ansvarsbegrænsningen i NSAB 2000 § 5 således fandt anvendelse, da der
alene forelå grov uagtsomhed i modsætning til forsæt.
Det samme gør sig i øvrigt gældende i Norge, hvor det med afgørelsen i NRt
1994.626 NoH er slået fast, at alene forsæt kan medføre bortfald af ansvarsfraskrivelsesklausulen i NSAB 75 (nu NSAB 2000).
AB 92 § 35, stk. 2 indeholder ligeledes en ansvarsfraskrivelsesklausul. I AB 92 er
der imidlertid ikke en bestemmelse svarende til NSAB § 5, der fastslår, at alene
forsæt gennembryder ansvarsfraskrivelsen. Det er herefter spørgsmålet, om begrænsningen falder bort både ved forsæt og ved grov uagtsomhed. I afgørelser der
omhandler denne problemstilling procederer parterne ofte på, at der foreligger
misligholdelse af så grov karakter, at ansvarsfraskrivelsen skal bortfalde, men
domstolene vælger sjældent at tilsidesætte ansvarsfraskrivelsen127.
KFE 1992.44 VBA vedrørte udførelsen af en tagentreprise på en ny produktionsbygning. Under udførelsen opstod der brand i tagdækningen. Bygherren krævede
herefter sit driftstab erstattet, og det var derfor spørgsmålet, om der forelå så uforsvarlige forhold fra entreprenørens side, at ansvarsfraskrivelsesklausulen i AB 72
§ 22, stk. 5 (nu AB 92 § 35, stk. 2) ikke fandt anvendelse. Bygherren procederede
på, at der forelå en betydelig eller grov uagtsomhed, som medførte, at ansvarsfraskrivelsesklausulen ikke kunne finde anvendelse. Voldgiftsretten for bygge- og
anlægsvirksomhed nåede frem til, at der ikke var udvist uforsvarlige forhold af en
sådan grovhed, at ansvarsfraskrivelsesklausulen skulle tilsidesættes.
Dommen er således udtryk for, at voldgiftsretten ikke fandt, at der forelå den tilstrækkelige grovhed til, at ansvarsbegrænsningen i AB 92 § 35, stk. 2 kunne falde
bort.
127
Hans Henrik Vagner: Entrepriseret, s. 192.
Side 56 af 72
KFE 1994.138 VBA vedrørte en entreprenør, der havde påtaget sig at udføre belægning af en landtank og tre skibstanke med henblik på opbevaring af saltsyre.
Under arbejdet opstod der syreudslip, og der blev konstateret utætheder, hvorfor E
blev frataget arbejdet, og en anden entreprenør blev sat til at afhjælpe manglerne
og færdiggøre arbejdet. Det var herefter spørgsmålet, om ansvarsfraskrivelsen i
AB 72 § 22, stk. 5 (nu AB 92 § 35, stk. 2) fandt anvendelse, eller om bygherren
(B) kunne kræve erstatning for både afhjælpningsomkostningerne og omkostningerne i forbindelse med forsinkelsen samt de indirekte tab. Bygherren procederede
på, at der forelå grov uagtsomhed, fordi kravene til korrekt udført belægning er
særligt strenge. Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed nåede frem til, at
AB 72 § 22, stk. 5 fandt anvendelse ”allerede fordi forholdet ikke [kunne] karakteriseres som groft uagtsomt”.
Igen nåede voldgiftsretten frem til, at der ikke forelå forhold af tilstrækkelig grov
karakter til, at ansvarsfraskrivelsen kunne tilsidesættes, omend voldgiftsretten
samtidig slog fast, at AB 92 § 35, stk. 2 bortfaldt ved grov uagtsomhed.
Praksis vedrørende AB 92 viser, at ansvarsbegrænsningen formentlig ikke finder
anvendelse, når der foreligger grov uagtsomhed. Det kan således også læses ud af
Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om AB 92128, at hvis entreprenørens adfærd
har været så grov, at adfærden nærmer sig et forsætligt forhold, vil retspraksis
statuere ansvar for bygherrens fulde tab.
Dog viser de to gennemgåede voldgiftskendelser, at der formentlig skal mere til
for at voldgiftsretten anser AB 92 § 35, stk. 2 som bortfaldet, end hvad der er tilfældet for andre ansvarsfraskrivelsesklausuler, der ikke fremgår af agreed documents. Ligesom det også fremgår af Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om
AB 92, at adfærden skal være så grov, at det nærmer sig det forsætlige for at begrænsningen bortfalder.
128
Vejledning nr. 22 af 31-01-1994 om AB 92.
Side 57 af 72
Det samme er tilfældet for ansvarsfraskrivelsen i NL 92 § 35. Det fremgår af denne bestemmelse, at sælgerens begrænsning af ansvaret tilsidesættes, hvis han har
gjort sig skyldig i grov uagtsomhed.
4.7.1. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelsesklausuler i standarddokumenter
Det er svært at fastslå noget generelt for ansvarsbegrænsningerne i AB 92, NSAB
2000 og NL 92, idet grov uagtsomhed ikke medfører bortfald af begrænsningerne
efter NSAB 2000, men medfører bortfald af klausulen i AB 92 § 35, stk. 2 og NL
92 § 35.
Det kan udledes af praksis vedrørende AB 92 og Bygge- og Boligstyrelsens vejledning om AB 92, at der skal meget grove forhold til, førend ansvarsbegrænsningen i AB 92 § 35, stk. 2 bortfalder, ligesom det er sikkert, at der skal foreligge
grov uagtsomhed for at begrænsningen i NL 92 § 35 tilsidesættes. Dette, sammenholdt med at ansvarsbegrænsningen i NSAB 2000 alene bortfalder ved forsæt,
medfører, at man generelt for disse standardbestemmelser kan fastslå, at der er en
noget videre adgang til at begå fejl, end hvad der gælder for de individuelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler. Således konkluderer Kaare Stolt også, at domstolene føler sig mere bundet af de ansvarsfraskrivelsesklausuler, der følger af
agreed documents129.
En af årsagerne til denne skærpede praksis skal findes i, at AB 92, NSAB 2000 og
NL 92, som også nævnt indledningsvis, har karakter af agreed documents. Der er
således tale om vilkår, som er fastlagt af branchen og dermed også vilkår, som det
forudsættes, at parterne kender til ved indgåelse af aftalen på en helt anden måde,
end det kan forventes ved individuelt aftalte ansvarsfraskrivelsesklausuler. Vilkårene anses derfor også at være afbalanceret af branchen og dermed parterne selv.
4.8.
Ansvarsfraskrivelsesklausuler i lovgivningen
Der findes en række eksempler, hvor man i lovgivningen direkte har indsat en
ansvarsbegrænsning. Således fremgår det af forsikringsaftalelovens § 18, stk. 1, at
129
Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 31-32.
Side 58 af 72
den forsikrede ikke har noget krav mod selskabet, hvis den forsikrede har forvoldt
forsikringsbegivenheden ved forsæt. Af stk. 2 i samme bestemmelse fremgår det,
at hvis forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved grov uagtsomhed, afhænger det
af omstændighederne i øvrigt, om der et krav mod forsikringsselskabet. Således
kom Højesteret i U 2003.555 H frem til, at en ansvarsforsikring ikke skulle dække
en tømrermesters ansvar for en forkert udført tagentreprise, da der forelå grov
uagtsomhed fra tømrermesterens side.
Af Sølovens § 174 fremgår det, at ansvaret ikke kan begrænses efter § 172, hvis
skaden forvoldes med forsæt eller grov uagtsomhed, ligesom det på samme måde
følger af CMR-lovens § 27, at en fragtførers eventuelle ansvarsbegrænsninger
ikke finder anvendelse ved hans forsæt eller ved dennes grove uagtsomhed.
4.8.1. Sammenfatning – ansvarsfraskrivelsesklausuler i lovgivningen
Samlet set er udgangspunktet i lovgivningen, at ansvarsfraskrivelsesklausuler
bortfalder, såfremt der foreligger grov uagtsomhed med den undtagelse, at der
efter forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2 skal foretages en konkret vurdering, når
der foreligger grov uagtsomhed.
Der tegner sig et billede af, at man fra lovgivers side ikke ønsker at acceptere, at
den part, der fraskriver sig ansvar, handler groft uagtsomt. Dette afspejler således
en generel holdning hos lovgiver.
4.9.
Sammenfatning – begrænsninger begrundet i tabets omfang
I de forudgående afsnit er der gennemgået litteratur og praksis vedrørende
spørgsmålet om begrænsninger begrundet i tabets omfang.
For så vidt angår de generelt udformede ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvor det
ikke fremgår, om disse bortfalder ved grov uagtsomhed, er tendensen, at disse
bortfalder ved grov uagtsomhed.
Side 59 af 72
Dette kan udledes dels af litteraturen og dels af de gennemgåede domme, hvor
domstolene med deres begrundelser lægger op til, at der skal foreligge fejl af en
vis grovere karakter, for at en ansvarsfraskrivelsesklausul kan tilsidesættes. Hertil
kommer, at de ansvarsfraskrivelsesklausuler, som findes i lovgivningen, også slår
fast, at ansvarsfriheden ikke kan opretholdes fuldt ud ved grov uagtsomhed, hvilket afspejler en tendens til, at grov uagtsomhed ikke accepteres.
Hvad angår muligheden for i en aftale at fraskrive sig ansvar, når der foreligger
simpel eller grov uagtsomhed, må det antages, at dette accepteres bl.a. i kraft af
aftalefriheden i dansk ret. Dog stilles der strengere krav til vedtagelsen af sådanne
ansvarsfraskrivelsesklausuler, ligesom der formentlig skal mindre til, for at sådanne klausuler bortfalder.
Et område, hvor der skal mere til, førend domstolene vælger at tilsidesætte en ansvarsfraskrivelsesklausul, er aftaler indgået som standardaftaler efter AB 92,
NSAB 2000 eller NL 92. Dette hænger, som også forklaret ovenfor under afsnit
4.7., sammen med, at standarddokumenter som AB 92, NSAB 2000 og NL 92 er
udtryk for nogle branchefastsatte regler, hvorfor begge parter i et større omfang
har været involveret i reglernes udformning, og hvorfor de også forventes at have
et større kendskab til disse regler.
Generelt vil der således være en lang række faktorer, der spiller ind i domstolenes
overvejelser af, om en ansvarsfraskrivelsesklausul skal bortfalde. Det kan være
meget forskelligt fra branche til branche, om en aftale indgås hurtigt eller over
længere tid, og dermed også hvor stor mulighed parterne har for at sætte sig ind i
aftalen. Herudover vil det, som også nævnt indledningsvist i afsnit 4.2.1., ofte
være af betydning, hvilken skade der er tale om, idet der næppe hersker tvivl om,
at en ansvarsfraskrivelsesklausul altid bortfalder ved grov uagtsomhed, hvis der er
tale om en personskade130. Alle disse hensyn er medvirkende til, at domstolene i
deres præmisser ofte går ind og begrunder afgørelsen konkret frem for at fastsætte
en generel regel, hvorefter ansvarsfraskrivelsesklausuler altid bortfalder ved grov
130
Henry Ussing: Obligationsretten, alm. del, s. 162.
Side 60 af 72
uagtsomhed. En sådan generel regel ville være betænkelig, henset til hvor forskellige situationer, der kan tænkes, og hvor forskellige hensyn der dermed er af betydning. Der vil således være tale om en konkret vurdering fra sag til sag.
Inddragelse af litteratur og praksis fra de øvrige nordiske lande, Norge og Sverige,
samt fra England og USA viser desuden, at retsstillingen i det store hele synes at
være den samme, omend der ikke sondres mellem simpel og grov uagtsomhed
efter common law.
Overordnet set kan det fastslås, at domstolene stiller sig skeptisk over for ansvarsfraskrivelsers beståen i tilfælde, hvor der foreligger fejl af en vis grovere karakter.
Dette kan udledes, dels af at de generelt affattede ansvarsfraskrivelsesklausuler vil
bortfalde i tilfælde af fejl af en vis grovere karakter, og dels af at der stilles strenge krav til vedtagelsen af fraskrivelse for grov uagtsomhed, ligesom disse klausuler fortolkes indskrænkende. På samme vis er det valgt fra lovgivers side, at en
række lovbestemte ansvarsfraskrivelsesklausuler skal bortfalde i tilfælde af grov
uagtsomhed, ligesom parterne i forbindelse med fastlæggelsen af agreed documents har fastlagt, at disse også skal bortfalde ved grov uagtsomhed (med undtagelse af NSAB 2000). Dette bestyrker en generel tendens, hvorfor der sættes
grænser for aftalefriheden i tilfælde af grov uagtsomhed.
5. Domstolenes anerkendelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler
Som nævnt indledningsvist i afsnit 2.1. har vi i Danmark en høj grad af aftalefrihed, som medfører, at ansvarsfraskrivelsesklausuler accepteres både med begrænsninger begrundet i tabets art og med begrænsninger begrundet i tabets omfang. Selv om ansvarsfraskrivelsesklausuler i det store hele accepteres af domstolene, kan man ikke entydigt sige, at domstolene altid fortolker ansvarsfraskrivelsesklausuler i overensstemmelse med det, der er aftalt mellem parterne eller i
overensstemmelse med ordlyden. Når dette er sagt, er det også ofte vanskeligt at
afgøre, om domstolene fortolker en ansvarsfraskrivelsesklausul imod ordlyden,
eller om de anser klausulen for at være ugyldig.
Side 61 af 72
Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky anfører, at domstolene ikke altid
lægger vægt på ordlyden af en ansvarsfraskrivelsesklausul, hvis de ikke har sympati for klausulen, f.eks. når der fraskrives ansvar ved forsæt eller grov uagtsomhed131. De henviser i den forbindelse til Viggo Hagstrøm, der er af samme holdning, idet han fastslår, at de norske domstole har en tendens til at tolke en ansvarsfraskrivelsesklausul imod ordlyden, hvis det modsatte ville medføre, at et betydningsfuldt kontraktbrud ellers blev uden virkning132.
Viggo Hagstrøm sammenligner denne tendens med læren om ”fundamental
breach”, der kendes fra USA. Doktrinen fastslår, at hvis en misligholdelse rammer
kontrakten, vil domstolene typisk gå ind enten og tilsidesætte ansvarsfraskrivelsesklausulen eller alternativt tilsidesætte kontrakten i sin helhed. Sådanne brud på
kontrakten - ”fundamental breach” – kan foreligge i to situationer. Bruddet kan
enten være en krænkelse af et kontraktvilkår, der er så væsentligt, at det anses for
at være grundlæggende for hele kontraktforholdet, eller være et brud på et kontraktvilkår, som har alvorlige konsekvenser uden at være af grundlæggende karakter133.
I Danmark eksisterer der formentlig ikke en lignende doktrin. Således anfører
Gomard, at det ofte er vanskeligt at fastlægge, om domstolene helt tilsidesætter
ansvarsfraskrivelsesklausulen, eller om de alene tillægger denne en indskrænkende fortolkning, ligesom domstolene sjældent går ind og tilsidesætter hele kontrakten134. Dog hersker der næppe tvivl om, at såfremt domstolene ikke har sympati
for klausulens ordlyd, vil de ikke lade den misligholdende part slippe. Se således
den ovenfor under afsnit 2.3. nævnte TfL 1999.142 V, hvor en ansvarsbegrænsning trykt på bagsiden af salgs- og leveringsbetingelser ikke fandt anvendelse.
131
Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: Obligationsret I, s. 400.
Viggo Hagstrøm: Obligasjonsrett, s. 632-638.
133
Elisabeth Thuesen: Ansvarsfraskrivelse, s. 301 f.
134
Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 316.
132
Side 62 af 72
Et lignende synspunkt ses også i Günther Petersens disputats fra 1957, idet han
anfører, at domstolene ofte finder et forbehold, som gør, at en ansvarsfraskrivelsesklausul ikke finder anvendelse, på trods af at klausulens ordlyd kan synes meget klar135. Han er således af den opfattelse, at den fri mulighed for at aftale ansvarsbegrænsninger blot modsvares af domstolenes meget indskrænkende bedømmelse af en ansvarsfraskrivelsesklausul136. Ifølge Günther Petersen opretholdes kontraktfriheden således alene rent formelt, i og med at domstolene alligevel
ofte vælger at tilsidesætte en ansvarsfraskrivelsesklausul, bl.a. i kraft af en indskrænkende fortolkning. Han er således af den opfattelse, at det i stedet for denne
formelle kontraktfrihed ville være mere ønskværdigt, om man opstillede en præceptiv regel, hvorefter ”ansvarsfraskrivelsen underkendes generelt eller i nærmere betegnende tilfælde”137.
Denne tendens hos domstolene går meget godt i tråd med, at det i såvel litteratur
som i praksis er anerkendt, at beviskravene til tabet og dets størrelse i forbindelse
med en erstatningsberegning formentlig lempes, når der foreligger forsæt eller
grov uagtsomhed138.
Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky anfører som et modsvar til domstolenes indskrænkende fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler, at hvis en ellers
isoleret set streng ansvarsfraskrivelsesklausul er sædvanlig inden for branchen
eller mellem parterne, er domstolene mere tilbageholdende med at tolke imod
ordlyden139. I denne forbindelse henviser de til afgørelsen i U 1999.1161 H, hvor
det fremgik af en fragtklausul, at fragten var optjent, selvom godset ikke kom
frem. Højesteret anså klausulen som værende gældende mellem parterne, selvom
der forelå grov uagtsomhed ud fra en betragtning om, at der var tale om en sædvanlig ansvarsfraskrivelse på det pågældende område. Således afviste Højesteret
også i U 2006.632 H at tilsidesætte ansvarsfraskrivelsen i NSAB 2000 efter be135
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 131.
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 133.
137
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 189-190.
138
Torsten Iversen: Erstatningsberegning, s. 173 og Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s.
246.
139
Mads Bryde Andersen og Joseph Lookofsky: Obligationsret I, s. 400.
136
Side 63 af 72
stemmelsen i aftalelovens § 36, idet Højesteret lagde vægt på at ansvarsfraskrivelsen i NSAB 2000 var blevet til via forhandlinger mellem brancheorganisationer.
Denne holdning hos domstolene hænger meget godt sammen med det ovenfor i
afsnit 4.7. gennemgåede, hvorefter der formentlig skal mere til for at domstolene
tilsidesætter ansvarsbegrænsningen i AB 92 § 35, stk. 2 på grund af grov uagtsomhed, end hvad der er tilfældet ved individuelt fastsatte ansvarsfraskrivelsesklausuler140. Det samme ses også ved ansvarsfraskrivelser i lovgivningen. Således
fandt Højesteret i U 2002.1241 H ikke, at der forelå en sådan grov uagtsomhed, at
forholdet ikke var omfattet af ansvarsbegrænsningen i CMR-lovens § 37.
5.1.
Sammenfatning - domstolenes anerkendelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler
I det store hele anerkender domstolene ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvilket
stemmer godt overens med udgangspunktet om aftalefrihed. Når dette er sagt, er
der mange faktorer, der spiller ind ved domstolenes bedømmelse af en ansvarsfraskrivelsesklausul, og der vil således kunne forekomme så usædvanlige eller skærpede ansvarsfraskrivelsesklausuler, at domstolene fortolker disse indskrænkende.
På samme måde vil domstolene typisk acceptere sådanne usædvanlige eller skærpede ansvarsfraskrivelsesklausuler, hvis klausulerne er sædvanlig inden for branchen eller mellem parterne.
Det kan næppe konkluderes, at der foreligger en præceptiv regel, som Günther
Petersen i sin disputats fra 1957 slog til lyd for som alternativ til domstolenes restriktive fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler141. Dog ser det ud til, at
domstolene stadig har en noget restriktiv bedømmelse af ansvarsfraskrivelsesklausuler, dog altid afhængigt af de konkrete omstændigheder. Således konkluderer
Kaare Stolt også efter en gennemgang af retspraksis, at der kan spores en tendens
140
På samme måde stilles der også større krav til vedtagelsen af en ansvarsfraskrivelsesklausul,
hvis der er tale om mere usædvanlige vilkår jf. Bernhard Gomard: Obligationsret, 2. del, s. 313.
141
J. Günther Petersen: Ansvarsfraskrivelse, s. 74-78. Synspunktet støttes af Ivar Hole: Ansvarsfraskivelse, s. 23-26.
Side 64 af 72
hos domstolene til en mindre restriktiv fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler i erhvervsforhold142.
6. Sammenfatning og konklusion
Formålet med dette speciale var et forsøg på at fastlægge, hvilke muligheder aftaleparterne har for i deres ansvarsfraskrivelsesklausul at foretage såvel kvalitative
som kvantitative begrænsninger. I den forbindelse var fokus muligheden for at
begrænse ansvaret over for indirekte tab og den nærmere definition på et indirekte
tab, samt hvilke konsekvenser det har for en ansvarsfraskrivelsesklausul, at den
misligholdende handling karakteriseres som grov uagtsom.
Efter en gennemgang af teori og praksis kan det konkluderes, at der er et stort
behov for i en ansvarsfraskrivelsesklausul at begrænse ansvaret over for indirekte
tab, ligesom der er fri adgang hertil i kraft af aftalefriheden i Danmark.
For at se på om et tab er indirekte, er det afgørende både i Danmark, men også i
de øvrige nordiske lande, hvilken tilknytning tabet har til den misligholdte handling. Således vil de tab, som opstår naturligt ud fra den misligholdte handling ikke
være indirekte tab, hvorimod tab med en fjernere tilknytning til den misligholdte
handling vil være indirekte. I Danmark er dette defineret som et krav om, at et tab
for at være indirekte skal være en følge af en anden transaktion end den misligholdte handling.
I England og USA sondres der godt nok mellem direkte og indirekte tab, men det
er efter en gennemgang af engelsk og amerikansk litteratur vanskeligt at fastlægge, hvordan det vurderes, hvilke tab der er direkte og indirekte, i og med at
spørgsmålet om påregnelighed – ”contemplation” - står tilbage som væsentligste.
Ansvarsfraskrivelsesklausuler er et byrdefuldt vilkår for en aftalepart, hvorfor der
også stilles strenge krav til vedtagelsen af ansvarsfraskrivelsesklausuler. Således
142
Kaare Stolt: Fraskrivelsesklausuler, s. 42.
Side 65 af 72
kan det også konkluderes ud fra en gennemgang af litteratur og retspraksis, at generelt affattede ansvarsfraskrivelser ikke accepteres, hvis der foreligger fejl af en
vis grovere karakter fra den fraskrivendes parts side.
Det kan ligeledes konkluderes, at der antageligt er mulighed for at begrænse ansvaret selv for handlinger foretaget ved grov uagtsomhed. Der må imidlertid stilles meget skærpede krav til ordlyden og vedtagelsen af sådanne ansvarsfraskrivelsesklausuler. Således vil sådanne klausuler formentlig også blive fortolket særligt
indskrænkende af domstolene, omend praksis på området er sparsom.
Dette speciale har vist, at der i Danmark hersker en vid adgang til at vedtage ansvarsfraskrivelsesklausuler med begrænsninger både i tabets art og omfang. Ansvarsfraskrivelsesklausuler er en lille del af emnet erstatningsberegning, der relaterer sig til kontrakter, og det må overordnet fastslås, at parterne i kraft af aftalefriheden har en vid adgang til at fastlægge kontrakten ud fra deres ønsker. Dette
modificeres alene i enkelte tilfælde, hvor domstolen, i kraft af en lang række faktorer, vælger at anlægge en restriktiv fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler.
Det kan diskuteres, hvor hensigtsmæssigt det er, at domstolene ofte vælger at anlægge en så restriktiv fortolkning af ansvarsfraskrivelsesklausuler – specielt hvis
den ene af parterne handler culpøst. Ofte vil ansvarsfraskrivelsesklausuler i erhvervsforhold være indgået mellem to ligeværdige parter, og derfor burde domstolene også i højere grad acceptere klausulerne, og ikke nødvendigvis lade det
være byrdefuldt for den fraskrivende parts side, at ordlyden ikke anses for tilstrækkelig klar. Når dette er sagt, har dette speciale også vist, at der er mange faktorer, der er afgørende for domstolenes begrundelser. Det er derfor vanskeligt kategorisk at fastslå, at det er på grund af en byrdefuld ansvarsfraskrivelsesklausul,
at domstolene vælger at lade den ene kontraktpart være erstatningsansvarlig på
trods af en gyldigt vedtaget ansvarsfraskrivelsesklausul.
Side 66 af 72
7. Litteraturliste
Danske bøger
Andersen, Mads Bryde: Praktisk aftaleret, 3. udg., Gjellerup, 2009.
Andersen, Mads Bryde: Grundlæggende aftaleret, Gjellerup, 3. udgave, 2008.
Andersen, Mads Bryde og Lookofsky, Joseph: Lærebog i obligationsret I, 2.
udg. Forlaget Thomson, 2005.
Andersen, Lennart Lynge og Madsen, Palle Bo: Aftaler og mellemmænd, 5.
udg., Forlaget Thomson, 2006
Eyben, Bo von: Juridisk ordbog, 13. udg., 2008.
Eyben, Bo von og Isager, Helle: Lærebog i erstatningsret, 7. udg., Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, 2011.
Gomard, Bernhard: Obligationsret, 2. del, 4. udg. v/Torsten Iversen, Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, 2011.
Iversen, Torsten: Erstatningsberegning i kontraktsforhold, 1. udg., Forlaget
Thomson, 2000.
Jørgensen, Stig: Kontraktsret bind 1 og 2 (samlet), Philips Bogtryk, 1971-1972.
Kristoffersen, Sonny: Forbrugeraftaleloven med kommentarer, 2. udg., Thomson
Reuters, 2009.
Kristoffersen, Sonny: Forbrugerbeskyttelse - ved køb af løsøre og tjenesteydelser, erhvervelse af fast ejendom, kreditaftaler og betalingsmidler, Forlaget Thomson, 2004.
Kruse, A. Vinding, Clausen, Nis Jul, Edlund, Hans Henrik og Ørgaard, Anders: Købsretten, 4. udgave, Thomson reuters professional A/S, 2009.
Lookofsky, Joseph M: Consequential Damages in Comparative Context, Juristog Økonomforbundets Forlag, 1989.
Madsen, Palle Bo: Aftalefortolkning, Århus, 1981.
Nørager- Nielsen, Jacob, Theilgaard, Søren, Hansen, Michael Bjerg og Pallesen, Martin Hørmann: Købeloven med kommentarer, 3. udg., Forlaget Thomson,
2008.
Petersen, J. Günther: Ansvarsfraskrivelse, Ejner Munksgaards Forlag, 1957.
Side 67 af 72
Vagner, Hans Henrik: Entrepriseret, 4. udg. v/Torsten Iversen, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2005.
Ussing, Henry: Obligationsretten, almindelig del, 4. udg.v/A Vinding Kruse,
Juristforbundets Forlag, 1961.
Norske bøger
Hagstrøm, Viggo: Obligasjonsrett, Universitetsforlaget, 2003
Berghem, John E., Konow Berte-Elen R. og Rognlien, Stein: Kjøpsloven 1988
og FN-Konvensjonen 1980 om internasjonale løsørekjøp med kommentarer, 3.
udg., Gyldendal Norsk Forlad AS, 2008.
Svenske bøger
Lundmark, Thorsten: Friskrivningsklausuler, giltighet och räckvidd, Iustus Förlag, 1996.
Amerikanske bøger
Farnsworth, Allan: On Contracts I-III, 3. udg., Aspen Publishers, 2004.
Engelske bøger
Anson, William Reynell: Anson’s law of contract, 28. udg., Oxford University
press, 2002. Jeg er opmærksom på, at der findes en nyere udgave af denne bog fra
2010, men det har ikke været muligt at skaffe den fra danske biblioteker.
Chitty: Chitty on Contracts, volume 1, 30. udg, Sweet & Maxwell, 2008.
McGregor, Harvey: On Damages, 18. udg., Sweet & Maxwell, 2009.
Danske artikler
Gomard, Bernhard: Hadley v. Baxendale og adækvans – Joseph Lookofsky:
Consequential Damages in Comparative Context, U 1989 B s. 417.
Isager-Sally, Mikkel: Indirekte tab, jf. AB 92 § 35, stk. 2. Bygherrens udgifter til
genhusning og flytning/opbevaring af inventar, T:BB.2010.296, 2010.
Side 68 af 72
Jespersen, Halfdan Krag: Funktions- eller procesgarantier ctr. produktionseller tabsgarantier i entrepriseretten – et spørgsmål om entreprenørens hæftelse
for indirekte tab, AB 92 § 35, stk. 2, T:BB 1998.18.
Lookofsky, Joseph: KBL II og indirekte tab, U 1989 B s. 239.
Stolt, Kaare: Fraskrivelsesklausuler i standardkontrakter, Justitia nr. 5, 1987.
Norske artikler
Hole, Ivar: Ansvarsfraskrivelse i massekontrakter, Norsk Forsikringsjuridisk Forenings Publikasjoner, 1959.
Thuesen, Elisabeth: Ansvarsfraskrivelse i engelsk kontraktret sammenlignet med
skandinavisk ret, Tidsskift for rettvitenskap, Universitetsforlaget Oslo, 1982.
Engelske artikler
Geoff, Brewer: Foreseeability of damages, Contract Journal 424. 6483 (7. juli
2004): http://www.statsbiblioteket.dk/au/index.jsp#/?recordId=summon_FETCHroquest_dll_6670025911
Danske love og forarbejder
Lovbekendtgørelse nr. 726 af 24. oktober 1986 af lov om forsikringsaftaler (forsikringsaftaleloven), som senest ændret ved lov nr. 451 af 9. juni 2004.
Lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004 af søloven (søloven), som senest ændret ved lov nr. 493 af 12. maj 2010.
Lovbekendtgørelsen nr. 47 af 10. marts 1965 om fragtaftaler ved international
vejtransport (CMR-loven), som senest ændret ved lov nr. 645 af 13. december
1978.
Lovbekendtgørelse nr. 28 af 21. januar 1980 om køb (købeloven), som senest
ændret ved lov nr. 213 af 22. april 2002.
Lov nr. 451 af 09/06/2004 om visse forbrugeraftaler (forbrugeraftaleloven).
Kong Christian Den Femtis Danske Lov.
Lov om aftaler og andre retshandler på formuerettens område, jf. lovbekendtgørelse nr. 600 af 8. september 1986, med de ændringer, der følger af § 1 i lov nr.
Side 69 af 72
1098 af 21. december 1994, § 4 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og § 5 i lov nr. 385
af 22. maj 1996 (aftaleloven).
Lov nr. 371 af 7. juni 1989 om produktansvar (produktansvarsloven), som senest
ændret ved lov nr. 541 af 8. juni 2006.
Norske love og forarbejder
Forarbejderne til den norske købelov, innstilling O, nr. 51 – 1987-88 om ny
kjøpslov.
Svenske love og forarbejder
Forarbejderne til den svenske købelov, regeringen proposition 1988/1989:76 om
ny köplag.
Amerikanske love og forarbejder:
Restatement (Second) of Contracts.
Vejledninger
Vejledning nr. 22 af 31-01-1994: Bygge- og Boligstyrelsens Vejledning om AB
92 Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i Bygge- og anlægsvirksomhed af 10.12.1992.
8. Domsliste
Ugeskrift for Retsvæsen
U 1879.813 H
U 1929.707 H
U 1950.65 /2H
U 1962.406 Ø
U 1965.565 Ø
U 1968.416 H
U 1984.919 SH
U 1986.938 SH
Side 70 af 72
U 1993.851 H
U 1999.1161 H
U 2002.1241 H
U 2002.1291 V
U 2003.500 Ø
U 2003.555 H
U 2004.2012 Ø
U 2004.2389 H
U 2005.2438 H
U 2006.362 H
U 2006.632 H
U 2010.556 H
U 2010.3113 H
U 2011.2059 H
Forsikrings- og Erstatningsretlig Domssamling
FED 2001.610 Ø
FED 2004.1693 V
Kendelser om Fast Ejendom
KFE 1992.44 VBA
KFE 1994.138 VBA
KFE 2004.8 VBA
Tidsskrift for Bolig- og Byggeret
T:BB 2001.602 VBA
T:BB 2008.725 VBA
T:BB 2010.678 VBA
Tidsskrift for Landbrugsret
TfL 1999.142 V
Side 71 af 72
Norsk Rettstidende
NRt 1892.381 NoH
NRt 1921.309 NoH
NRt 1926.712 NoH
NRt 1948.370 NoH
NRt 1963.281 NoH
NRt 1994.626 NoH
Nytt Juridisk Arkiv
NJA 1957.426 SvH
NJA 1964.517 SvH
NJA 1971.36 SvH
Engelske afgørelser
Alison Ltd. v. Wallsend Shipway and Engineering Co. Ltd (1927).
Pentecost v. London District Auditor (1951).
E. E. Caledonia Ltd. v. Orbit Valve Co. Europe (1994).
Red Sea Tankers Ltd. v. Papachristidis (1997).
Onego Shipping & Chartering BV v. KSC Arcadia Shipping M/V (2010).
Amerikanske afgørelser
Wenzel v. Boyles Galvarizin (1991).
Leon v. Family Fitness Center (1998).
Canadiske afgørelser
Canada Steamship Lines Limited v. The King (1952).
Side 72 af 72