1. No category

UfR ONLINE
U.2000.1093H
U.2000.1093H
F. Skade opstået under indflydelse af selvforskyldt beruselse eller
en dertil svarende påvirkning af narkotika eller andre stoffer samt
skadetilfælde fremkaldt af den tilskadekomne ved forsæt eller grov
uagtsomhed, herunder selvmord eller forsøg herpå.
. . .«
Da Morten Folke den 12. marts 1996 kl. ca. 20.30 på cykel var på
vej til sit hjem i Værløse, blev han i et vejkryds i Herlev påkørt af en
personbil.
Det fremgår af politirapporten, der blev optaget i forbindelse med
ulykken, at det var mørkt, at vejbelysningen var tændt, at der ingen
nedbør var, og at det var sigtbart, samt at føret var glat. Hastighedsbegrænsningen på stedet var 80 km/t. En blodprøve viste, at Morten
Folke på ulykkestidspunktet havde en promille på 0,0.
Af politirapporten fremgår endvidere følgende, idet Morten Folke
omtales som part 1 og føreren af personbilen, Anette Heidelin, som
part 2:
». . .
I fodgængerfeltet, der går over Herlev Hovedgade, ved udmundingen
af Virkeholm, stod part 2's bil midt i fodgængerfeltet med fronten mod
øst. Part 1's cykel lå umiddelbart til venstre for bilen med fronten mod
vest.
Part 1's cykel var påmonteret tændt for- og baglygte. Baghjulet var
lettere skævt. Ellers ingen skader.
Ved cyklens sadel lå part 1's briller.
...
Part 1 var iført mørkt tøj.
Der sås følgende skader på part 2's bil:
venstre sidespejl var revet af.
forruden var knust og der sås et tydeligt mærke i øverste venstre
halvdel.
på bilens venstre forskærm og fordør sås tydelige ridser.
...
Uheldsstedet er krydset Herlev Hovedgade - Virkeholm - Borgerdiget.
På begge sider af Herlev Hovedgade er der 2 vognbaner adskilt af
en midterrabat. På Herlev Hovedgade mod øst er der en venstresving
bane mod Borgerdiget.
Ligeledes er der på Herlev Hovedgade mod øst, i den sydøstlige side
af krydset, en buslomme.
På Virkeholm er der 1 vognbane i hver retning.
Der er fodgængerfelt i alle krydsets 4 sider. Der er cykelsti på begge
sider af Herlev Hovedgade.
Der er gode oversigtsforhold på stedet.
Uheldsstedsundersøgelsen viste, at part 2 havde påkørt part 1 i
krydsets sydøstlige hjørne.
Vejbelægningen var jævn. Vejafmærkningen var hel og tydelig. Der
var ringe færdsel på undersøgelsestidspunktet og oversigtsforholdene
var gode.
Vejen var våd, men virkede ikke glat. Der fandtes ingen blokade eller
skridspor i krydset.
Lysreguleringssignalerne i krydset fungerede korrekt.
. . .«
Den 26. marts 1996 indsendte sagsøger en skadeanmeldelse til
sagsøgte, der ved skrivelse af 17. juli 1996 afviste at udbetale dødsfaldserstatning, under henvisning til at »der er tale om en skade forårsaget
af grov uagtsomhed«.
Sagsøger indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring, der i kendelse af 5. maj 1997 udtalte følgende:
». . .
Nævnet har gennemgået sagen, og nævnets flertal
Cyklists dødsfald ikke undtaget fra dækning under
ulykkesforsikring på grund af egen skyld.
Forsikring 1, 3.2 og 7.8.
C havde hos forsikringsselskabet F tegnet en ulykkesforsikring, der
undtog skade fremkaldt ved forsæt eller grov uagtsomhed for dækning.
I marts 1996 cyklede han ind i et vejkryds uden at være opmærksom
på, at der var rødt lys i hans færdselsretning. Ude i krydset søgte han
at undgå faren ved at vende og køre tilbage, men blev påkørt af en
bil. Tre dage senere afgik han ved døden. F afslog dækning under
henvisning til, at ulykken var forårsaget ved C's egen grove
uagtsomhed. I modsætning til landsretten fandt Højesteret, at der ikke
forelå en sådan grov uagtsomhed, at ulykken var undtaget fra dækning
under forsikringen, jf. forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2. F blev
derfor pålagt at udbetale forsikringssummen på ca. 775.000 kr. til C's
enke.[1]
H.D. 7. februar 2000 i sag II 267/1999
Kirsten Ellen Folke (adv. Bent Nielsen, Kbh.)
mod
Zürich Forsikring (adv. Mogens Bach, Kbh.).
1094
Østre Landsrets dom 20. april 1999 (5. afd.)
(Blinkenberg, Waage, Lotte Tvilling Pedersen (kst.)).
Den 15. marts 1996 afgik sagsøger, Kirsten Ellen Folkes ægtefælle,
Morten Folke, ved døden som følge af kvæstelser, han havde pådraget
sig ved en trafikulykke den 12. marts 1996.
Denne sag, der er anlagt den 6. september 1997, drejer sig om,
hvorvidt dødsfaldet er en skade, der dækkes af den af afdøde hos
sagsøgte, Zürich Forsikring, tegnede ulykkesforsikring, som sagsøger
var medforsikret under.
Påstande:
Sagsøger har nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte tilpligtes at
betale 775.700 kr. med procesrente fra 10. april 1996, til betaling sker,
subsidiært med procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagens omstændigheder:
Med ikrafttræden den 1. oktober 1995 tegnede læge Morten Folke,
der var født i 1936, en heltidsulykkesforsikring hos sagsøgte. Af forsikringspolicen fremgår bl.a.:
». . .
Ulykkestilfælde forårsaget af pludselig opstået sygdom
Som en udvidelse af de almindelige forsikringsbetingelser er ulykkestilfælde, forårsaget af sygdomstilstande (f.eks. slagtilfælde og krampeanfald, sindsforvirring og bevidsthedsforstyrrelser), medforsikrede
indenfor de for de øvrige ulykkestilfælde gældende bestemmelser.
. . .«
Af de for forsikringsaftalen gældende »Almindelige forsikringsbetingelser« fremgår:
». . .
Skader, som ikke erstattes
Undtaget fra ulykkesdækningen er:
...
Ulykkestilfælde der skyldes:
...
Copyright © 2010 Thomson Reuters Professional A/S
1095
finder efter oplysningerne om de omstændigheder, hvorunder ulykken
er sket, ikke grundlag for at kritisere, at selskabet med henvisning til
side 1
UfR ONLINE
U.2000.1093H
de gældende forsikringsbetingelser har afvist at yde forsikringsdækning
som sket.
Derfor
bestemmes:
Klagen kan ikke tages til følge.«
Herefter anlagdes denne sag.
Der er under sagen fremlagt følgende skrivelse udfærdiget af sagsøger
den 2. marts 1998:
»Beskrivelse af Morten Folkes svimmelhedsanfald.
Siden 1986 havde Morten flere meget udtalte svimmelhedsanfald.
Det første (12/1 86) indtraf sent om aftenen . . . Morten blev pludselig
dårlig, gråbleg, forkvalmet og let svedende og måtte lægge sig ned.
Efter ca. 1/2 time gik anfaldet over, men vi var meget forskrækkede,
Datoerne er:
og jeg overvejede, om det kunne være et hjerteanfald. Der var imidlertid
normal puls og ingen smerter, så det afviste vi. Det næste anfald (6/10
86) har jeg ikke set, men Morten har beskrevet det som »dumping«,
idet det mest generende ved svimmelheden var forkvalmethed og behov
for omgående at komme ned at ligge og helst falde i søvn. Han har
således måttet lægge sig på gulvet på sit kontor, selvom han følte det
pinligt, . . . Han har også på en rejse - alene - måttet lægge sig på en
bænk på torvet i Uppsala. Anfaldene kom uden forudgående symptomer, så han kunne ikke undgå disse situationer.
Alle anfald er registreret i Mortens lommekalendere, der er ført med
små dagbogsnotater, og som jeg er i besiddelse af fra 1971 til han døde.
Der har i alt været 19 anfald siden 1986 og ingen senere end 1992.
1986 - 12/1, 6/10
1987 - ingen
1988 - 21/12, 22/12
1989 - 13/3, 24/3, 5/7, 26/9
1990 - 13/2, 30/5, 18/6, 18/8, 8/10
1991 - 7/5, 22/5, 28/6
1992 - 29/7, 30/7 (2 gange)
1993 - og følgende år ingen anfald.
...
De sidste anfald i 1992 var efter et fald med cyklen, hvor han slog
hovedet.
I december 1994 blev Morten meget syg efter et tægebid og indlagt
på neurologisk afdeling i Gentofte med lammelser i ansigts-, skulderog mavemuskler. I den forbindelse blev der foretaget en MR-skanning
og her tilfældigt fundet en svulst på hørenerven . . . Der var aftalt
kontrol af dette fund ved lejlighed, men på grund af den lille svulst og
den 10 år lange periode med svimmelhedsanfald hastede det ikke.
Morten gik endnu, da han døde, til kontrol af selvoptræning i fysioterapien på Gentofte og havde stadig spor af lammelser i skuldermusklerne på begge sider.«
Den 5. marts 1998 afgav overlæge, dr.med. Jens Thomsen, Københavns Amtssygehus i Gentofte, følgende erklæring:
»Vedr. Morten Folke, . . .
Ovennævnte, nu afdøde patient havde 3 veldefinerede sygdomme
relateret til øre-næse- og halsfaget.
1) Neuroborrheliose, opstået i slutningen af november 1994 og som
nødvendiggjorde indlæggelse på neuromedicinsk afdeling, KAS Gentofte 12.12.1994. Sygdommen er verificeret med diverse lammelser,
herunder ansigtslammelse, samt ved undersøgelse af hjernevæsken.
Forløbet var relativt langvarigt og patienten blev afsluttet fra neuromedicinsk afdeling i juni 1995.
2) I forbindelse med MR-skanning af hjerne i relation til den ovenstående sygdom, konstateredes et ca. 1 cm. stort acusticus neurinom
på højre side. Denne svulst på høre-ligevægtsnerven har formentlig
været asymptomatisk, idet patienten ikke har haft nogen hørenedsættelse, men det er kendt, at en patient med acusticus neurinom som udgår
fra ligevægtsnerven, selv ved beskeden vækstøgning af tumor kan have
uprovokerede svimmelhedsanfald.
3) Patienten har siden 1986 og indtil udgangen af juli 1992 haft ialt
19 verificerede uprovokerede svimmelhedsanfald. Disse anfald er registreret i dagbogsform i patientens kalender og bestod i svimmelhed,
ledsaget af kraftig kvalme og ildebefindende. Anfaldet nødvendiggjorde
at patienten måtte lægge sig, med efterfølgende søvntrang. Anfaldene
er registreret med lange mellemrum, men ophørte spontant medio 1992.
Der var på det tidspunkt truffet aftale om, at patienten skulle undersøges
nærmere på øre-næse-halsafdelingen, men dette blev aldrig effektueret
da anfaldene tilsyneladende gik i ro.
Copyright © 2010 Thomson Reuters Professional A/S
Den diagnose som kan hæftes på patientens svimmelhedsanfald er
Vestibular Ménière's disease without deafness. . . .
Det karakteristiske ved denne anfaldsvise svimmelhed er at den optræder uprovokeret, uforudsigeligt og med såvel korte som meget lange
intervaller.
Konklusion:
Man kan ikke udelukke at 2 af de ovennævnte sygdomsenheder kan
have været medvirkende til patientens fatale uheld:
1)
Tilstedeværelsen af et acusticus neurinom kan være årsag til
uprovokeret svimmelhedsanfald. Det er ikke en hyppig præsentationsform, men forekommer i store materialer.
2)
Det er ikke usandsynligt at patientens vestibulære Ménières
sygdom trods den lange anfaldsfri periode kan have resulteret i
et akut, uprovokeret anfald som kunne have medvirket til ulykkestilfældet.«
1096
Forklaringer:
Ifølge politirapporten vedrørende færdselsuheldet har Anette Heidelin,
Gunnar Hvid Rasmussen, Henrik Andreasen, Allan Herman Brainin
og sagsøger afgivet følgende forklaringer til politiet:
Anette Heidelin forklarede blandt andet ved afhøringer den 12. og
13. marts 1996, at hun den 12. marts 1996 ca. kl. 20.30 kom kørende
ad Herlev Hovedgade mod øst i 1. vognbane. Hun kørte med en hastighed af ca. 70 km./t. Idet hun nærmede sig krydset: Herlev Hovedgade
- Virkeholm - Borgerdiget, fortsatte hun med uændret hastighed, idet
der var grønt i hendes kørselsretning. Pludselig var part 1 i hendes
synsfelt. Det virkede som om part 1 kom fra Virkeholm og cyklede
mod nord, men hun var ikke sikker. Hun kunne ikke oplyse, hvor langt
hun var fra part l, da hun så ham l. gang. Hun kan ligeledes ikke oplyse,
hvor hurtigt part 1 kørte. Herefter tænkte hun »brems«, hvorefter hun
bremsede alt, hvad hun kunne. Samtidig prøvede hun at undvige højre
om part 1. Hun mener ikke, at bremserne blokerede ved opbremsningen,
men hun er ikke sikker. Idet hun forsøgte at undvige til højre, bemærkede hun, at det var som om part 1 fortrød, hvorfor han bremsede op,
og det var hendes opfattelse, at part 1 forsøgte at vende om. Hun ramte
part 1 ca. i samme bane som buskørebanen og ud for cykelstiens start
i det sydøstlige hjørne af krydset. Ved første afhøring kunne hun ikke
huske, at hun havde kørt i 2. vognbane umiddelbart før uheldet. Efterside 2
UfR ONLINE
følgende kunne hun godt huske, at hun havde passeret bussen, der
kørte i 1. vognbane.
Gunnar Hvid Rasmussen forklarede blandt andet, at han som fører
af HT-bus HE 91372, der ikke var i rute, kørte ad Herlev Hovedgade
i østlig retning. Han kørte i 1. vognbane med hastighed på ca. 70 km/t.
Han bemærkede, at part 2 kørte i 2. vognbane lidt længere fremme end
afhørte. Afhørte skønnede part 2's hastighed til at være ca. 70 km/t.
Lyssignalet viste grønt i afhørtes færdselsretning. Da afhørte var 50100 meter fra stoplinien, bemærkede han part 1 i krydset. Part 1 kom
cyklende fra højre, ud for Virkeholms udmunding i Herlev Hovedgade.
Part 1 kørte i nordlig retning. Da afhørte bemærkede part 1, bremsede
han lidt, da han ikke var klar over, om part 1 ville krydse Herlev Hovedgade. Afhørte så ikke, om part 2 bremsede, men afhørte havde en
fornemmelse af, at part 2 satte hastigheden ned samtidig med afhørte.
Da part 1 befandt sig mellem 1. og 2. vognbane på Herlev Hovedgade,
dyttede afhørte med bussens horn og hørte, at part 2 ligeledes dyttede.
Da part 2 og afhørte havde dyttet af part 1, kiggede part 1 hen mod
afhørte og part 2. Afhørte kunne ikke oplyse, hvor langt fra krydset
han var, da han dyttede. Da part 2 var ca. 5 meter fra stoplinien, foretog
part 2 en undvigemanøvre ind i 1. vognbane. Afhørte mente, at part 2
var ca. 50 meter foran afhørte, da part 2 foretog undvigemanøvren.
Idet part 2 var kommet ind i 1. vognbane, drejede part 1 rundt og begyndte at cykle tilbage til stedet, hvor afhørte så part 1 første gang. Da
part 1 havde drejet rundt og cyklede tilbage, bremsede part 2, idet afhørte kunne se, at bremselygterne på part 2's køretøj blev aktiveret.
Afhørte bemærkede ikke, om part 2 lavede en blokadebremsning. Afhørte bremsede ligeledes. Da hele episoden foregik så stærkt, bemærkede afhørte ikke selve påkørslen, men han hørte et brag. Afhørte
kunne ikke bedømme part 2's hastighed i uheldsøjeblikket.
Henrik Andreasen forklarede blandt andet, at han som fodgænger
stod på det vestlige fortov på Borgerdiget, ca. 15 meter fra krydset
Herlev Hovedgade - Borgerdiget - Virkeholm. Han stod og kiggede
ad Borgerdiget i nordlig retning. Pludselig hørte han en bremselyd,
hvorved han drejede hovedet og kiggede ned mod omhandlede kryds.
Han bemærkede part 2, der kørte ad Herlev Hovedgade mod øst. Da
afhørte bemærkede part 2, bemærkede han ligeledes, at lyssignalet viste
rødt for færdslen ad Borgerdiget mod syd. Afhørte mente, at part 2
havde været et par meter fra stoplinien, da part 2 begyndte at bremse.
Medens afhørte fulgte part 2's køretøj, hørte han pludselig et brag, da
part 2 var ca. ud for den nordgående vognbane fra Virkeholms udmunding i Herlev Hovedgade. Da afhørte kiggede nærmere, så han, at der
lå en person ved siden af part 2's bil. Afhørte havde ikke set part l, før
denne lå på jorden.
Allan Herman Brainin forklarede blandt andet, at han som fører af
en personbil kørte ad Herlev Hovedgade mod øst i 2. vognbane. Han
skønnede sin hastighed til 70 -80 km/t. Afhørte bemærkede part 2, der
kørte længere fremme i 2. vognbane. Der var meget god afstand mellem
hans og part 2's køretøj. På et tidspunkt bemærkede afhørte part 1, der
kom kørende fra højre side af krydset. Afhørte var ikke klar over, hvor
part 1 helt præcist kom fra, men part 1 cyklede på tværs af Herlev
Hovedgade. Da part 1 var kommet ud mellem 1. og 2. vognbane på
Herlev Hovedgade, foretog part 2 en undvigemanøvre til højre ind i 1.
vognbane. Idet part 2 foretog undvigemanøvren, drejede part 1 rundt
og begyndte at cykle tilbage til sit udgangspunkt. Part 2 var et par
meter fra stoplinien, da part 2 foretog undvigemanøvren.
Sagsøger Kirsten Ellen Folke forklarede blandt andet, at hendes
mand havde været på arbejde siden tidlig morgen, og at dagen var
blevet afsluttet med et stort møde med efterfølgende middag, idet de
på arbejdet netop havde afsluttet et større projekt. Det var muligt, at
hendes mand havde drukket 1 og højst 2 glas vin. Hendes mand er læge
på Glostrup Hospital. Hendes mand cykler meget, idet han bruger
cyklingen som
U.2000.1093H
motion, ligesom han har mulighed for at tænke tingene igennem under
kørslen til og fra arbejde. Han har cyklet til og fra arbejde de sidste 10
år. Hun oplyste, at hendes mand til tider kunne være temmelig distræt.
Hun kunne forestille sig, at han havde overset det røde lys, fordi han
formentlig havde tænkt meget over sit arbejde. Idet han var blevet opmærksom på, at han kørte over for rødt, havde han formentlig som en
naturlig reaktion vendt cyklen for at køre tilbage. Hendes mand har
altid været meget opmærksom på at overholde færdselsloven, og hun
kunne ikke forestille sig, at han kørte over for rødt med vilje. Hendes
mand var formentlig kommet cyklende fra Virkeholm, med henblik
på at passere Herlev Hovedgade og fortsætte ad Borgerdiget.
Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af sagsøger og
af vidnerne Leif Sestoft og Harriet Dige Petersen.
Sagsøger har vedstået sin forklaring til politiet samt erklæringen af
2. marts 1998 og har supplerende forklaret blandt andet, at hun blev
gift med Morten Folke i 1961. Han var et ærligt, klogt, meget grundigt
og loyalt menneske. Fysisk var han »spejderfrisk«. Han var igennem
23 år ansat som læge på Panuminstituttet. Ved sin død arbejdede han
på Glostrup Amtssygehus.
I weekenden den 9.-10. marts 1996 var hendes mand forkølet og sov
til middag. Mandag den 11. marts var han stadig forkølet og blev
hjemme fra arbejde, mest af hensyn til ikke at smitte andre. Han var
ikke sengeliggende, men arbejdede med en ansøgning. Tirsdag den 12.
marts var han stadig forkølet, og hun tilbød at køre ham på arbejde,
hvilket han afslog. Han cyklede hjemmefra kl. 6.45. Det var smådårligt
vejr med sne i luften. Om aftenen ventede hun på ham. Hun havde sagt,
at han kunne ringe, hvis han ville hentes. Det småsneede hele aftenen.
Han var godt kendt med krydset, hvor ulykken skete, da de har boet
i Herlev i 23 år. Han cyklede på arbejde igennem 30 år. Når han cyklede, var han altid iført nogle stropper med kraftige reflekser som cykelklemmer. Han havde ikke tidligere haft svimmelhedsanfald på vej til og
fra arbejde.
Hun har fra bilistens ansvarsforsikringsselskab fået udbetalt en erstatning for ulykken. Erstatningen blev nedsat med ⅓ som følge af egen
skyld.
Leif Sestoft har forklaret blandt andet, at han er læge og har kendt
Morten Folke siden 1969. De var gode kollegaer og venner. De arbejdede videnskabeligt sammen på Panuminstituttet fra 1974, og til Morten
Folke ophørte sin ansættelse der. Siden så de hinanden ca. hvert halve
år. Morten var præget af stor motivation og retssindighed. Han var ingen
gambler. Han planlagde alt og fulgte sine planer nøje. Vidnet har aldrig
oplevet svimmelhedsanfald hos Morten Folke.
Harriet Dige Petersen har forklaret blandt andet, at hun er ansat som
administrerende overlæge på afdelingen for klinisk fysiurgi og nuklearmedicin på Glostrup Amtssygehus, hvor Morten Folke var ansat som
1. reservelæge de sidste 5 -6 måneder af sit liv. Hun havde et særdeles
godt fagligt og personligt indtryk af Morten Folke, som var meget vidende, omhyggelig og dygtig.
Den 12. marts 1996 afholdtes en temadag om strukturændringer på
hospitalsafdelingen. Morten Folkes rolle var at være talerør for gruppen
af yngre læger, og han gjorde en god figur. Hun tror, han var glad for
dagen. Man sluttede af med en middag med ét glas vin og skiltes ved
syv/otte-tiden om aftenen. Det var snevejr, mørkt og usigtbart. Hun
tilbød at køre Morten Folke hjem, hvilket han afslog. Det var ikke
uforsvarligt at cykle.
Anbringender:
Til støtte for den nedlagte påstand har sagsøgeren i et påstandsdokument gjort følgende gældende:
at
sagsøger - som sikrede under ulykkesforsikringspolicen tegnet
hos sagsøgte, og med Morten Folke (skadelidte) som forsikringstager - er berettiget til udbetaling af forsikringssum ved død
svarende til det påstævnte beløb,
1097
Copyright © 2010 Thomson Reuters Professional A/S
side 3
UfR ONLINE
at
at
at
at
at
sagsøger ikke er berettiget til at afvise dækning i medfør forsikringspolicens almindelige forsikringsbetingelser pkt. F, jf. forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, idet sagsøgte ikke har ført bevis
for, at skadelidte har forvoldt forsikringsbegivenheden ved grov
uagtsomhed i disse bestemmelsers forstand,
der skal »mere til« for at statuere grov uagtsomhed i forsikringsretlig forstand end i erstatningsretlig forstand, blandt andet som
følge af det etablerede kontraktforhold, hvor forsikringstager
har betalt for forsikringsdækningen,
der for så vidt angår ulykkesforsikring (personskade) efter
praksis kræves en højere grad af uagtsomhed for at statuere grov
uagtsomhed end ellers,
det er en betingelse for at statuere grov uagtsomhed efter forsikringsbetingelserne og forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, at der
foreligger bevidst grov uagtsomhed, eller at skadelidte faktisk
har indset forsikringsbegivenhedens indtræden som en mulig
følge af sin handlemåde, subsidiært at der i vurderingen kan og
bør lægges betydelig vægt på subjektive forhold, herunder om
skadelidte må antages at have handlet bevidst eller ubevidst,
der ikke kan statueres grov uagtsomhed efter forsikringsbetingelserne og forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, hvis den pågældende
adfærd ikke efter erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1,
kan anses som grov uagtsomhed, og at der efter
1098
erstatningsansvarslovens § 19, stk. 2, nr. 1, skal foretages en
konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder, hvor det
er en betingelse for, at grov uagtsomhed kan statueres, at skadevolders adfærd har indebåret en kvalificeret indlysende fare for
den indtrådte skade, og at der heri indgår en vurdering af, om
skadevolders subjektive adfærd er dadelværdig i et betydeligt
omfang,
at
det må antages, at skadelidte ikke har været bevidst om den foreliggende situation, hvilket bestyrkes af, at han efter at være
blevet opmærksom på det af Anette Heidelin førte motorkøretøj
forsøgte at vende om,
at
det må lægges til grund, at sigtbarheden i det pågældende område
på ulykkestidspunktet var nedsat, idet der var snebyger, at orienteringen for en person med briller var betydeligt nedsat, at vejbanen var våd, at skadelidtes alkoholpromille på ulykkestidspunktet var 0,00, at skadelidte benyttede tændte for- og baglygter på
sin cykel på ulykkestidspunktet, at den af skadelidte udviste
uagtsomhed først og fremmest har udsat skadelidte selv for risiko
og i mindre grad har udsat andres værdier for risiko, og at det
må antages, at skadelidte på grund af træthed og sygdom i
kroppen samt efter en meget lang arbejdsdag har befundet sig i
halvsovende/ubevidst tilstand og derved har overset det røde lys,
hvilket bestyrkes af skadelidtes reaktion midt i krydset, da der
dyttes af skadelidte, og denne indser, hvor han befinder sig,
at
det ikke kan betegnes som groft uagtsomt, at skadelidte vælger
at køre på cykel hjem, uanset at han havde sygdom i kroppen og
havde haft en meget lang arbejdsdag,
at
det ikke kan udelukkes, at forsikringsbegivenheden er fremkaldt
af en pludselig opstået sygdom/svimmelhedsanfald hos skadelidte, samt at sagsøgte har bevisbyrden for, at forsikringsbegivenheden er fremkaldt af sagsøgte ved grov uagtsomhed, subsidiært
at muligheden for, at forsikringsbegivenheden er forårsaget af
pludselig opstået sygdom/svimmelhedsanfald hos sagsøgte, bør
indgå i rettens vurdering af, om der forelå grov uagtsomhed.
Til støtte for den nedlagte rentepåstand har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte i medfør af forsikringsaftalelovens § 24 har pligt til at
forrente sagsøgers krav fra 14 dage efter sagsøgers skadeanmeldelse
af 26. marts 1996.
Copyright © 2010 Thomson Reuters Professional A/S
U.2000.1093H
Til støtte for den nedlagte påstand har sagsøgte i et påstandsdokument
gjort gældende:
at
Morten Folkes handlinger umiddelbart før påkørslen indebar en
så indlysende fare for den indtrådte skade, at skaden er forvoldt
ved grov uagtsomhed,
at
skaden således er forvoldt ved Morten Folkes grove uagtsomhed,
hvorfor sagsøgte i henhold til forsikringsbetingelserne, jf. forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2, ikke er forpligtet til at udrede erstatning i anledning af skaden,
at
der ikke findes forhold på skadestedet, der kan legitimere eller
forklare, hvorfor Morten Folke kørte ind i et befærdet lysreguleret
vejkryds for rødt lys,
at
Morten Folke ved at vende om midt i krydset forøgede den i
forvejen risikofyldte situationsfarlighed, således at han ved sin
handling realiserede muligheden for skadens indtræden,
at
der ikke kræves bevidst grov uagtsomhed fra Morten Folkes side
for at fritage sagsøgte for pligt til udbetaling af forsikringssummen, men
at
Morten Folke var bevidst om den foreliggende situation, hvilket
bestyrkes af, at han, efter at være blevet opmærksom på det af
Anette Heidelin førte motorkøretøj, forsøgte at vende om, og
at
det således må lægges til grund, at Morten Folke handlede bevidst
groft uagtsomt ved at køre ud i et vejkryds for rødt lys og derefter
vende om, og
at
det ikke er godtgjort af sagsøger, at ulykkestilfældet er forårsaget
af en pludselig opstået sygdom.
Parterne har under proceduren nærmere uddybet deres anbringender.
Landsrettens bemærkninger:
Det lægges til grund som ubestridt, at afdøde Morten Folke kørte ind
i vejkrydset for rødt lys, og at dette, efter det om afdøde oplyste, ikke
skete som en bevidst handling fra hans side. Det må videre lægges til
grund, at afdøde, da han ude i vejkrydset blev opmærksom på den farlige situation, han befandt sig i, reagerede i panik ved at vende cyklen
og køre tilbage. Denne adfærd fra afdødes side findes at have indebåret
en så indlysende fare for den indtrådte skade, at afdøde må anses at
have forvoldt denne ved grov uagtsomhed i den forstand, dette begreb
er anvendt i forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2.
Herefter, og da det ikke findes godtgjort, at årsagen til afdødes
handlemåde var en pludselig opstået sygdom, findes sagsøgte at have
været berettiget til at afvise dækning i medfør af forsikringspolicens
almindelige bestemmelser punkt F.
Sagsøgte vil derfor være af frifinde.
———
Hver part betaler egne omkostninger.
Højesterets dom.
I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 5. afdeling den 20.
april 1999.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere:Kardel, Hornslet, Melchior, Asbjørn Jensen ogPoul Søgaard.
Appellanten, Kirsten Ellen Folke, har gentaget sin påstand, dog således at beløbet skal forrentes fra 1. maj 1996.
1099
Indstævnte, Zürich Forsikring, har påstået stadfæstelse.
Der er til brug for Højesteret tilvejebragt yderligere oplysninger.
Højesterets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at Morten Folke, da han cyklede ind i krydset,
ikke var opmærksom på, at der var rødt lys i hans færdselsretning, og
at han ude i krydset søgte at undgå faren ved at vende og køre tilbage.
Uanset overtrædelsen af færdselsloven finder Højesteret, at der ikke
side 4
UfR ONLINE
U.2000.1093H
er tale om en så dadelværdig adfærd, at der foreligger grov uagtsomhed
med den virkning, at ulykken er undtaget fra dækning under ulykkesforsikringen, jf. forsikringsaftalelovens § 18, stk. 2.
Højesteret tager derfor Kirsten Ellen Folkes påstand til følge.
Thi kendes for ret:
Indstævnte, Zürich Forsikring, skal betale 775.700 kr. med procesrente
fra den l. maj 1996 til appellanten, Kirsten Ellen Folke.
I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Zürich Forsikring
betale 125.000 kr. til Kirsten Ellen Folke.
De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.
1.
U 1995.737 H med komm. af Jørgen Nørgaard i U 1996 B.191, U 1996.872
H, U 1998.32 H, U 1998.1558 H, U 1998.1693 H, 1999.1706 H, Bo von
Eyben: Begrebet grov uagtsomhed på forskellige retsområder, Foredrag ved
det 33. Nordiske Juristmøde, 1993, Michael Wiisbye i U 1993 B. 83 ff,
Lyngsø: Færdselsansvar, 3. udg. ved Hans Henrik Vagner, s. 90 f, Ivan Sørensen: Forsikringsret (1997), s. 142-147, samme i U 1998 B.357 ff, og
Lisbeth Kjærgaard: Privat ansvarsforsikring i et erstatningsretligt perspektiv
(1999), s. 59-64.
Copyright © 2010 Thomson Reuters Professional A/S
side 5