© Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ)
Hvordan finder fuglene vej
Fuglene kan på baggrund af deres flyveevne bevæge sig over lange afstande, og det kræver selvsagt, at de
er i stand til at orientere sig og navigere effektivt. Særligt trækfuglene, hvoraf en hel del flyver
interkontinentalt over store afstande, mange over 10000 km og enkelte langt længere, f.eks. når nogle
havterner op på en næsten 80000 km årlig rundrejse fra Arktis til Antarktis og retur, må det være en stor
udfordring. Nogle trækker om natten, både over land og store havstrækninger, ofte uden nogen hørlige
eller synsmæssige pejlemærker. Grønlandske og canadiske stenpikkere krydser det nordlige Atlanterhav på
deres årlige træk, først til Europa og siden til Afrika. Lille kobbersneppe krydser næsten hele Stillehavet i et
stræk, fra Alaska i nord, til New Zealand i syd.
Hvilke muligheder har fuglene og hvilke sanser bruger de?
1.
2.
3.
4.
Synssans
Magnetisk sans
Lugtesans
Tyngdesans?
Synssansen
Synssansen er naturligvis vigtig, og den kan bruges både om dagen og om natten, om dagen til at orientere
sig efter solen, og om natten til at orientere sig efter stjernerne. Det kræver umiddelbart at sol og stjerner
kan ses, og at det ikke er overskyet. Fuglenes synssans er dog mere avanceret end vores, de kan både
opfatte UV lys og lysets polarisering. Det vil sige at de om dagen, selvom det er letter overskyet og solen
ikke kan ses direkte, stadigvæk kan følge dens gang på himlen. Det er med sikkerhed vist, at fuglene
anvender solen til at navigere efter. F.eks. ved eksperimenter, hvor man ved hjælp af spejle snyder fuglene
til at tro, at solen står anderledes på himlen end den faktisk gør. Nattehimlen er kendetegnet ved de mange
stjernebilleder, og man har ved forsøg i planetarier vist, at stjernebillederne også indgår som
navigationsredskaber for fuglene. Stjernebillederne bevæger sig over himlen i løbet af natten, men det
viser sig, at fuglene bruger stjernebilledernes position i forhold til et fast punkt, Nordstjernen, og at de, på
samme måde som med solnavigation, bruger deres indre ur til at justere den relative retning i forhold til
stjernebillederne.
Magnetisk sans
Er der overskyet om natten, er der imidlertid ingen synlige holdepunkter, og da en passage kan tage flere
dage, kan fuglene, selvom de begynder trækket i fint vejr, ikke være sikker på at det holder, og at der er kig
til stjernehimlen. De har imidlertid et yderligere hjælpemiddel, den magnetiske sans. Man har længe
formodet, at fuglene kunne sanse jordens magnetiske felt, bl.a. fordi man ved at udsætte dem for kunstige
magnetfelter kunne forstyrre deres retningssans, og kunne få dem til at ændre trækorientering derefter.
Resultaterne var imidlertid ikke altid lige konsistente, og dertil vidste man heller ikke, med hvilket organ
fuglene opfattede magnetfelterne. Inden for den sidste halve snes år, er der imidlertid kommet mere
konkret viden på bordet. Dels har man fundet magnetit korn (magnetisk stof) i næbregionen hos duer, men
måske endnu vigtigere, fundet en mekanisme i fuglenes øjne. Fuglene har i øjet, i spidsen af de tappe der
hos fuglene sanser UV lys, nogle molekyler som kaldes cryptochromer, og hvori magnetfelter og ændringer
i magnetfelter kan forårsage specifikke reaktioner. Eksperimenter har vist, at sidstnævnte mekanisme helt
givet fungerer som et kompas for fuglene. Det fuglene nok orientere sig efter i magnetfelterne, er bl.a. det,
der benævnes magnetfeltets inklination, det vil sige feltlinjernes vinkel i forhold til jordens overflade. Det er
forsøgt illustreret i nedenstående figur.
1
© Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ)
Jordens magnetfelt har tre komponenter, en
nord-syd polretning, (rød/blå pil på
jordkuglen) som følger feltlinjerne, og som
anvendes i et almindeligt magnetisk kompas.
Men der er desuden magnetfeltets
inklination, det vil sige feltlinjernes vinkel i
forhold til jordoverfladens vandrette plan.
Det er forsøgt illustreret med pilene, som
står vinkelret på jordoverfladen, og man kan
se vinklen ændrer sig med breddegraderne.
Med den viden man har i øjeblikket, ser det
ud til, at en af komponenterne fuglene
anvender er inklinationsvinklen fuglene
anvender i deres magnetisk navigation.
Fordelen ved inklinationsvinklen er, at den
ikke kun angiver retning nord-syd, men også
kan fortælle på hvilken breddegrad man
befinder sig.
Ved de magnetiske poler står feltlinjerne
vinkelret på overfladen, men ved magnetisk
ækvator løber de parallelt med
jordoverfladen.
Endeligt er der magnetfeltets intensitet, der
også varierer og som fuglene muligvis også
bruger.
Ved de magnetiske nord og
sydpoler står feltlinjerne
vinkelret på jordoverfladen
Inklinationsvinklen
Ved magnetisk ækvator
løber feltlinjerne parallelt
med jordoverfladen
Magnetiske
Feltlinjer
Magnetfelternes nord-syd orientering giver som et nålekompas retning, inklinationen giver imidlertid også
information om, hvilken breddegrad man befinder sig på, da feltlinjernes vinkel (inklinationsvinklen), i
forhold til jordoverfladen, varierer med breddegraden. Desuden varierer magnetfeltets styrke eller
intensitet sig, afhængigt af hvor man befinder sig, men der er uvist om denne komponent også anvendes af
fuglene.
Det er således i øjet, at det magnetiske sanseapparat hos fuglene findes, og muligvis også i området
omkring næbroden. Det ser desuden ud til, at fuglene justerer det magnetiske kompas med solkompasset,
idet forsøg har vist, at fuglene noterer sig solens position, lige før den går ned. Man har ved at manipulere
med spejle kunnet ændre deres trækretning, men kun for den ene nat, så snart fuglene næste aften
indhentede ikke manipuleret information om solens position, genoptog de den oprindelige trækretning.
Hvordan fuglene opfatter det magnetiske felt ved man af gode grunde ikke, men da sansen er knyttet til
tappene i øjet kunne man forestille sig, at det blev opfattet som et lysende felt i en given retning, men det
er ren spekulation.
Lugtesansen
Lugtesansen, har det vist sig, kan også anvendes. Det har været debatteret og undertiden meget kritisk, om
lugtesansen skulle have nogen navigationsmæssig betydning. Problemet med lugte er, at de, kan man sige,
blæser med vinden, og derfor er for variable til at kunne fungere som kompas. Forsøg med brevduer har nu
vist, at det ikke er styrken, eller gradienten af lugten der er afgørende, men at duerne simpelthen danner
sig et lugtbaseret billede eller lugtlandskab, af de områder de færdes i. Det varierer sikkert over tid, men
over kortere tidsrum ser det ud til at fungere.
De fleste havfugle har en veludviklet lugtesans, og det ser ud til, at de også anvender den til
navigationsformål. Det kan tyde på, at stormfuglene i Sydatlanterhavet, som f.eks. albatrosser, på samme
måde som duerne, danner sig et lugtkort og navigerer derefter. Det er baseret på et stof dimetylsulfid
(DMS), som udskilles når krill (et talrigt krebsdyr) fouragerer på planteplankton. Da planktonet ikke er jævnt
fordelt over havet, men forekommer tættest i næringsrige områder, der hvor strøm og havbundens form
(f.eks. bjergkæder) bringer næringsstoffer op til overfladen, findes der nærmest et lugtkort eller landskab,
2
© Fuglehåndbogen på Nettet (BBJ)
som fuglene kan navigere efter. Sporer man fuglene ved hjælp af radiosendere, viser det sig også, at de
flyver i zig zag kurs, ganske som man ville forvente, hvis de scannede havet for lugtspor.
Tyngdesans?
Det seneste, der er kommet frem, er, at brevduer måske anvender variationen i tyngdekraften til at
navigere efter. Tyngdekraften varierer faktisk afhængigt af undergrundens beskaffenhed, afhængigt af
vægtfylden af jordbundsmaterialet, er det klipper eller løsere materialer. Klippebund giver stærkere
tyngdekraft, løsere jordbund svagere tyngdekraft. Forsøg med brevduer over et område med kendte
forskelle i tyngdekraft, tyder på, at det har en effekt, men hvordan fuglene skulle sanse det ved man ikke,
og om det er en reel evne hos fuglene er endnu ikke fastslået.
3