1. No category

De blå undulater
H.C. Branner, 1939 (17,5 ns)
20 hvordan det var gået til. Så tog hans far sin hat på og ville
over og klage til Katrines far. Men Nils løb efter ham ned ad
havegangen og klamrede sig til hans bukseben: „Åh nej! –
Nej, far! – Nej–- far!“ Faderen fortsatte et stykke med Nils
Nils var bange for Katrine. Når han legede på vejen kom hun
hængende ved benene, så standsede han: „Hvorfor ikke,
tit hen og drillede ham, somme tider slog hun ham skønt
25 dreng? Hvorfor ikke? spørger jeg!“ Det kunne Niels ingen
5 han ingenting havde gjort hende. Hun kom gravalvorligt
forklaring give på. „Har du da løjet for mig?“ Nej, Nils
hen og smækkede en flad hånd lige i ansigtet på ham så det
kunne ingen forklaring give. Men en forklaring måtte til, og
gnistrede, bag gnisterne stod hendes hvide, trekantede fjæs
inde i en højtidelig stue med sagte stemmer og Nils'
med to store øjne midt i. Nils turde aldrig rigtig slå igen, for
søskende på lur uden for døren, kom det til sidst frem at han
hendes ansigt med de to kolde øjne forandrede sig ikke, det
30 havde løjet, det var ikke Katrine, Men da han så udtrykket i
10 blev bare en lille smule hvidere og koldere, hvis han slog
sin fars ansigt blev han bange og tog det i sig igen. Nej, han
igen. Hun forsvarede sig ikke, hun bare så på ham.
havde alligevel ikke løjet, det var Katrine. Men løjet havde
Engang stak hun en kæp ind i hans cykelhjul så det blev helt
han jo under alle omstændigheder, han kom i seng og lå der
krøllet, og da han kom hjem med det fik han klø af sin far.
til næste morgen. Han var ikke spor trodsig, han lå
Det var hidsige, uretfærdige klø, men Nils blev ikke trodsig
35 musestille hele tiden, og ved sovetid tog han sin far og mor
15 af dem, han hørte ikke til de drenge der bliver trodsige. Han
om halsen og græd og lovede. Han ville hellere alt det, end
huggede begge armene om sin fars knæ, han hulkede og bad
han ville møde Katrines hvide katteansigt efter at hans far
om forladelse. Det var ikke nogen god taktik, hans far blev
havde været hos hendes far.
kun mere hidsig af det og slog igen, men til sidst blev der ro
Katrines far var lektor ved statsskolen. Hun havde også haft
nok for de voksne stemmer til at Nils kunne fortælle
40 en mor engang, men det havde hun ikke merc, og det var
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
gået underligt til. En dag var Katrine pludselig blevet hentet
pegede skråt i vejret. Skoletasken hang i en rem over
af sin farbror, han kom i sin bil og tog hende med hjem på
skulderen og daskede mod hendes hofte når hun gik, somme
landet. Hun var kun fem år dengang, men hun huskede det
tider tog hun den af og trak den efter sig som en lille brun
fordi det var så pludseligt, og da hun lang tid efter kom
65 hund. Hvis der lå en vandpyt tog hun ikke tasken op, hun
45 hjem, var hendes mor væk. Hendes far tog hende op på
trak den meget alvorligt gennem vandpytten.
skødet og forklarede, at hendes mor var ude på en rejse,
På vej ned gennem byen skete der tit noget. Grønthandleren
men måske kom hun snart hjem. Hun forstod ikke noget af
havde somme tider en kasse med æbler stående uden for sin
det, men al ting var så nyt hjemme og hun glemte det igen.
butik, i forbifarten kunne Katrines hånd ryge ud og nappe
Men næste dag spurgte hun igen, og hendes far sagde igen
70 et. Hendes ansigt var stadig alvorligt og hun så ikke på
50 det om en rejse og måske. Det sagde han hver gang hun
æblet, hun så ligeud. Det var heller ikke for æblets skyld,
spurgte, men til sidst vidste hun at det passede ikke: Hendes
hun spiste det alligevel ikke, når hun kom op på Skolevej,
mor var skilt og boede hos en anden mand. Hun vidste ikke,
lod hun det falde og gav det et spark, så det hoppede hen ad
hvem hun havde det fra eller om hun overhovedet havde det
fortovet i tre-fire stykker. Så stimede de andre sammen om
fra nogen, men hun vidste det og fra den tid holdt hun op
75 den klarøjede tyv Katrine, og somme tider sang de i kor:
55 med at spørge.
„Av-ra for Katrine! Av-ra for Katrine!“ Katrine så ligeud og
Nu var Katrine ni år, hun gik til skole hver morgen og kom
lod dem råbe. Som hun nærmede sig skolen blev hun mere
hjem igen hen ad eftermiddagen. Somme tider langt hen ad
og mere skrutrygget og fladbenet, mere og mere stiv og
eftermiddagen. Hun var lige gravalvorlig i ansigtet når hun
hoven i ansigtet. Men hvis de blev ved med deres „Av-ra“,
gik og når hun kom, hun så altid stift lige ud, hendes fødder
80 trak hun overlæben lidt op, så man så to fremstående
60 var store i skoene, og når der lå en vandpyt gik hun ikke
hjørnetænder.
uden om den. Hun så den ikke, hun så ligeud, hendes næse
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
„Kæft!“ sagde hun, og hendes øjne var to syge spalter. Og
Hele klassen stønnede i pine for at komme til, tallet gik
det var nok til at de tav stille. De sladrede heller aldrig,
hviskende fra bord til bord. Katrine stod klarøjet og sagde
skønt de vidste mange ting om hende, Hun løj og stjal og
105 ingenting.
85 snød, hun huggede de andres opgaver i pultene og skrev
„Vil du bilde mig ind, at du har læst på det?“ - „Ja.“ –
dem af, hun havde også skrevet sin fars navn efter på sedler.
„Hvornår?“ - „I går.“ – „Hvorfor kan du det så ikke?“ – „Det
Men hun gik lige gravalvorlig gennem det altsammen, og de
ved jeg ikke.“ - „Men du kunne det i går?“ – „Det ved jeg
andre var bange for den alvor. Når hun havde gjort noget
ikke.“ –„Men du har læst på det?“ – „Ja.“
forfærdeligt kunne de hviske på afstand og se hen på hende
90 med bange øjne, men de sagde det aldrig,
110 Forhøret gik besværligt videre, mens klassen holdt vejret i
spænding. Det endte med, at læreren stod med Katrines
„Skal vi så høre om Tyrkiet,“ sagde geografilæreren og så
geografibog i hånden – den var flosset og laset og manglede
ned langs de to pulterrækker hvor nogle sad ivrige efter at
blade hist og her. Bladet om Tyrkiet manglede. Katrine
komme til, og andre trykkede sig og gemte øjnene, Katrine
vidste ikke hvor det var blevet af, hun vidste overhovedet
gjorde ingen af delene, hun sad som om hun var uden for
115 ingenting, hun stod med hænderne på ryggen og vægten
95 det hele. "Katrine – rejs dig op – hvad hedder hovedstaden i
hvilende på den ene fod. Hun var uden for det hele, hun så
Tyrkiet?“
hen over det hele og langt ud ad vinduet. Læreren var rød i
Katrine stod og så lige ud, som om det var en selvfølge, at
hovedet og det dirrede hidsigt i hans brilleglas. Han
hun ikke vidste det. Som om hun overhovedet ikke regnede
smækkede bogen i katederet.
Tyrkiet.
100 „Hvad hedder den, Nils!“ – „Konstantinopel.“ – Tak, bliv
120 „Gå ned på din plads. Så kan du sidde over efter skoletid og
lære det.“
siddende, det er Katrine.“ – „Katrine, hvor mange
Men efter skoletid da han kiggede ind i oversidderklassen,
indbyggere har Konstantinopel?“
var Katrine der ikke. Hun var forlængst på vej hjem gennem
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
vandpytterne med næsen i vejret og skoletasken dinglende
125 fra hoften.
145 øjeblik havde lyst op ved synet af dem, så blev hun hurtig
stiv og hoven i ansigtet. Hendes far forklarede at de kunne
Katrine vidste godt hvor de manglende blade var blevet af:
slet ikke undvære hinanden og hvis den ene døde, døde den
hendes to undulater havde ædt dem. Eller de havde ikke ædt
anden også – det stod Katrine og smilte til med sine to
dem, men pillet dem i smuler og brugt dem til at fore
hjørnetænder. Undulaterne blev sat ind i vindueskrogen i
redekassen med. Hun var kommet i tanker om det, dengang
150 hendes værelse, men det faldt hende ikke ind at skifte sand
130 hun stod oppe foran katederet, og mens hun blev skældt ud
under dem og give dem fuglefrø og frisk vand – hun brød sig
stod hun og så ud ad vinduet og tænkte på om der var
ikke om dem og passede dem ikke.
kommet æg i redekassen. Det var fjollet at være så spændt
Men solen skinnede om eftermiddagen i den vindueskrog,
på det, men hele resten af skoledagen sad hun og var spændt
og det var blå undulater: Hver gang de bare vippede med
og lod spørgsmål og svar gå hen over sig, og nu på
155 halerne, gik der et blåt lyn hen over Katrines øjne. Det var
135 hjemvejen tænkte hun igen stærkt på undulaterne. Det var
umuligt ikke at opdage dem til sidst, en dag kom hendes
forår den dag. Skønt det kun var marts var det alligevel forår
hvide katteansigt lydløst hen og stod foran buret. „Hyss!“
med fedtet solskin og opblødt jord, rundt omkring stod vand
sagde hun, da hun havde stået der lidt, og stak en lineal ind
og lyste op og et hvælv af fintspundne kviste og glidende blåt
så fuglene flagrede forvildet. Så lo hun. Næste dag kom
og hvidt drejede hen over Katrines alvorligt blanke øjne.
160 hendes øjne igen nær hen til buret, men hun stak ikke
140 Som det spejlende blå var også undulaternes bryst, det var
linealen ind og forskrækkede dem, hun nøjedes med at
blå undulater. Katrine følte en vild glæde imod dem skønt
vrænge ad dem. De sad der så dumme og trykkede sig op ad
hun gik så værdig og alvorlig i sit flade trav.
hinanden, måske var det sandt at hvis den ene døde, døde
Hun havde fået dem af sin far i fødselsdagsgave og i
den anden også. Hun vidste godt at hendes far kun havde
begyndelsen brød hun sig ikke om dem. Hvis hendes øjne et
165 sagt det af kærlighed, og det var også derfor hun havde fået
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
undulaterne – æv, kærlighed, de skulle være så gode ved
ståltrådslemmen. Først derinde satte den af fra hånden og
hinanden allesammen. Mennesker og fugle og hundehvalpe.
hoppede op på sin pind, der var ingenting at mærke på den,
Men måske var det sandt alligevel. Man kunne prøve at
den sad og pudsede sig. Pyh, den fjollede fugl, den dumme,
slippe den ene ud ad vinduet og så se, hvad der skete med
190 fjollede kærlighedsfugl. Men hun var underlig forpustet og
170 den anden. Hun stak hånden ind og fik fat på en af dem,
hed i kinderne, hun fik en uro over sig. I mørkningen gik
hun tog den ud af buret og sad med begge hænder samlet
hun ud og tegnede et paradis på fortovsfliserne et stykke fra
omkring den så kun hovedet og den lange blå hale stak ud.
hvor hun boede, hun tegnede med et stykke kridt hun havde
Den var meget bange og kæmpede i små fortvivlede sæt,
stjålet i skolen. Der var lige lys nok til at de kridtstreger
hun kunne mærke, hvor den var spinkel og hed under
195 kunne stå og lyse, og hendes blå hinkesten af glas. Hun
175 fjerene og hvor hjertet slog på den. Hun lo vildt og søgte
hoppede og sang i mørkningen, De fjollede fugle, de
med øjnene op til vinduet, men hun slap alligevel ikke den
dumme, fjollede kærlighedsfugle.
blå fugl ud, hun blev siddende med den. Til sidst var den
Med en tid efter kunne hun stikke hånden ind i buret uden
ikke så bange mere, den lå roligt mellem hendes hænder og
at fuglene blev bange, en af dem kunne komme og sætte sig
kæmpede ikke. Hun tog forsigtigt den øverste hånd væk,
200 på hendes pegefinger. Hun tog hånden ud igen med fuglen
180 men fuglen fløj ikke, den blev liggende stille. Hun blev helt
siddende på fingeren. Hun førte den helt hen til ansigtet.
stiv indvendig, hendes hjerte holdt op at slå: Der lå en blå
Hun lukkede munden op som for at sluge den blå fugl, men
fugl lige under hendes øjne, skinnende blå som om den var
den så på hende med sine plirrende sorte øjne. „Din dumme
støbt af glas, med en lang, glat hale og sorte perleøjne. Den
fugl!“ sagde hun. Hendes hånd kunne også danne en blød
var sprællevende, men den fløj ikke. Hendes vejr stod stille,
205 fordybning som en rede, og den blå fugl lå der så roligt i
185 tungen stod stille i munden på hende, hendes hånd med
solskinnet, der gled en hinde for dens blanke sorte øjne.
fuglen krøb uhyre forsigtigt hen imod buret og ind gennem
Sådan sad de længe uden at røre sig. Solskinnet gravede
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
små gruber i Katrines hvide ansigt, hendes hånd var så
at der var kommet æg nu, hun for ikke ud og smækkede med
lysende øm, der sad små skorper på den, den lugtede svagt
230 dørene og råbte op. Der var heller ingen forandring i hendes
210 af mos og varm jord. Hun havde navne til de blå fugle og
ansigt, men hun listede underlig lydløst omkring og turde
kunne sige mange ting til dem, gammelkloge ting og
ikke gå helt hen til buret, hun blev stakåndet hvis hun kom
meningsløse ting, hun kunne hoppe op og ned og synge for
helt hen. Så satte hun sig i den modsatte krog og trak
dem hvad der faldt hende ind. Hun kunne roligt gøre det,
benene op under sig. Det var ikke noget at regne, tænkte
for ingen vidste noget om hende og dem. Hun regnede
235 hun, de dumme fugle! Men hun var fuld af vild glæde.
215 bestemt med, at ingen vidste det. Når der kom nogen ind,
Indefra kom en stærk glans frem i hendes øjne, der lå som
var de blå fugle i deres bur, og Katrine så ikke til den side
en sort fugtig hinde over dem. Tingene rundt omkring
hvor de var.
spejlede sig bristefærdigt klare i den hinde, når hannen
Men den dag var det forår, og der var kommet æg i
hoppede i buret gav det et blåt lyn. Hannen fløj fra og til,
redekassen. Hun kunne ikke se æggene, men hun vidste det
240 hunnen lå med hovedet ude af redekassens runde hul,
220 allerede i døren, for hunnen lå med hovedet ud af det runde
Katrine sad i den fjerneste krog og så det. Hun sad med
hul og lod sig made af hannen. I virkeligheden havde hun
benene trukket op under sig og hagen støttet på knæene, og
vidst det på hele hjemvejen hvor solen skinnede i fedtet jord
sådan blev hun siddende ubevægelig i så lang tid at hun ikke
og vandpytterne lyste op: Det var modent nu, som hun
selv vidste hvor længe.
havde ventet på i mange dage. Hunnen havde set så
245 Sent på eftermiddagen blev hun kaldt ind i sin fars værelse.
225 forpjusket ud, som om den ville dø, og alt hvad hun stak ind
Det var et spartansk værelse, temmelig mørkt og med
til dem af strå og tøjstumper og papir havde de trævlet op og
mange bøger, der var ikke tændt lys endnu skønt det var
brugt til at fore redekassen med. Hun havde ikke sagt til
begyndt at skumre. Katrines far sad mørk mod vinduet og
nogen at de byggede rede, og hun sagde heller ikke til nogen
rettede stile ved det sidste dagslys. Han sagde ikke noget
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
250 straks hun kom ind, men gjorde den stil færdig, han sad
og tynde i et par lysegrå strømper. Men hun sagde bare "nå",
med. Katrine var standset lige inden for døren, hun stod
hun græd ikke, der kom ikke engang lidt forskrækkelse fra
med hænderne på ryggen og vægten hvilende på den ene
hende. Så vidste han at han allerede havde lidt nederlag.
fod.
Han ønskede kun, at han ikke var kommet med den trussel,
„Kom herhen Katrine og sæt dig ned.“
255 Hun kom lydløst hen og kniksede ned på den yderste kant af
275 for han kunne alligevel ikke tage hendes fugle fra hende.
Han rejste sig og gik lidt væk.
en stol.
"Hvorfor kan du ikke være fornuftig, Katrine? Du ved jo, vi
„Der er blevet klaget over dig fra skolen igen. Bestyrerinden
vil dig ikke andet end godt. Hvorfor er du sådan imod os?"
har ringet. Hun ved ikke hvad hun skal stille op med dig. Du
"Det ved jeg ikke," sagde Katrine. Hun ville gerne have
river blade ud af dine bøger, og du kan ikke dine ting, og når
280 svaret noget andet, men hun vidste det virkelig ikke. Hun
260 du skal sidde over stikker du ganske rolig af. – Ja, hvad vil
sad anspændt som et fremmed dyr i en fremmed skov. Hun
du have, vi skal gøre ved dig, Katrine?“
ønskede han ville råbe op, slå og skælde ud, noget hårdt og
„Det ved jeg ikke,“ sagde Katrine.
afgørende. Men hun vidste at det ville han ikke, hun vidste
„Jeg har været tålmodig, det må du indrømme. Jeg har
at nu kom det. Han stod allerede lige foran hende, underlig
fundet mig i det længe. Men det kan ikke blive ved at gå, det
265 kan du nok indse. Jeg må straffe dig denne gang, og jeg må
285 stor og blød. Hun kunne mærke lugten fra hans tøj.
"Er du virkelig ligeglad, om jeg tager dine fugle fra dig?
straffe dig, så du kan mærke det. Så nu tager jeg dine fugle
Bryder du dig ikke spor om de fugle?"
fra dig og giver dem til en anden.“
"Jeg ved ikke ... "
"Nå," sagde Katrine.
Jamen det ved jeg. Jeg ved, du holder af de fugle. Jeg har
Han drejede sig tungt i stolen og så direkte på hende.
290 ikke villet sige noget, men jeg har glædet mig over det. Jeg
270 Hendes ansigt var hvidt i skumringen, hendes ben var lange
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
har set dig med dem. Ja, du ved ikke af det, men jeg har tit
tror. Det er heller ikke let at være barn altid. Du skal have
set dig med dem."
dine fugle i fred, jeg vil ikke tage dem fra dig. Ikke hvis du
.,Set mig med dem'" sagde Katrine med glat og voksen
lover mig at det bliver anderledes. Kom her, læg kinden ind
stemme. "Hvad mener du? Jeg forstår ikke ...
295 Han smilede. "Ja, ja, du må gerne benægte det. Jeg vil ikke
315 til min, så lover vi to hinanden, at vi skal ikke have flere
klager fra skolen, vel?“
blande mig i dine fugle. Jeg så det rent tilfældigt fra mit
„Nej,“ sagde Katrine.
vindue. Vi taler ikke til nogen om det, vel? Men vi ved, hvad
„Nej, se på mig. Lad mig se øjnene.“
vi ved, du og jeg. Og når der nu kommer unger ...
Hun så på ham.
"Unger?"
300 "Nå, det ved du heller ikke? Ja, ja, så ved vi det ikke." Han
320 „Giv mig så et kys.“
Hun gav ham et kys.
smilte fortvivlet og talte sig dybere ind i sit nederlag. Han
„Pil så ud med dig. Nej, kom, giv mig hånden. Jeg forstår dig
ønskede han aldrig var begyndt på det med fuglene, men
godt, Katrine, det skal du vide. Vi forstår hinanden, du og
han blev ved med at tale om dem, han kunne ikke lade være.
jeg.
"Så kommer der ingen unger. Jeg mente bare, at hvis der
325 Næste dag efter skoletid gik Nils og spillede top på fortovet.
305 kom unger engang, så kunne det være godt med et større
Det var en fin top han havde, en flyver, og da han så Katrine
bur, et rigtigt flyvebur. Jeg har kigget lidt på sådan et bur.
komme ud ad lågen, skyndte han sig at samle den ind til sig,
Men det er måske heller ikke noget ...?"
for han kunne risikere hun snappede den og stak af med
Hun svarede ikke på det, han skyndte sig at sætte sig ned og
den. Og så fik han den ikke igen, uden hans mor gik ind og
tage hende op på skødet. Han samlede hende underlig
330 hentede den. Og så ville han hellere undvære den.
310 klodset ind til sig. „Ja, ja, du behøver ikke at sige noget,
Men Katrine stillede sig bare op. Hendes ansigt flimrede
Katrine, jeg forstår dig godt. Jeg forstår dig bedre, end du
hvidt i solskinnet, der kom et smilehul i den ene kind. Nils
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
fik mod til at sætte toppen i gang igen, han gjorde sig stor
ud derinde. Nu var han der pludselig. Han gik der beklemt
umage og lod den flyve. Katrine fulgte den med øjnene og lo
355 og så pludselig ting han ville huske altid. Heldigvis var der
335 højt, den var helt rød når den snurrede og fløj. Men så kom
ingen voksne. Nils var en pæn stille dreng, hans hår stod
den ned i et hul i vejen og kæntrede. "Den slingrer ligesom
kridhvidt og fremmed i solskinnet inde i Katrines værelse,
en fuld mand," sagde Katrine og lo igen. Når toppen lå stille,
det var redt glat ned over panden og fik hans hoved til at
kunne man se at den var ikke alene rød, der var også blåt på
ligne et æg. Han standsede foran buret med de to undulater
den. Nils havde selv malet den. Katrine bad om hun måtte
360 og blev stående der, for det var jo dem han skulle se. „Av ja,“
340 se den, og Nils gav den usikker fra sig, han stod lidt
sagde Nils, for det var rigtigt med fuglene, han havde aldrig
stakåndet, for man kunne aldrig vide. Men toppen blev ikke
før set så blå og pæne fugle. Hunnen lå i redekassen med
ringere ved, at Katrine stod og drejede den mellem fingrene,
hovedet ud af det runde hul, hannen sad og pudsede sig i
den var mere rød og blå end han før havde set den.
solen. Nils vovede sig frem med en krum finger og rørte lidt
„Vil du se mine fugle?“ spurgte Katrine pludselig.
345 Nils vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige til det. Han
365 ved buret.
„Ligger hunnen på æg?“ spurgte han. „Skal de have unger?“
vidste ikke at hun havde fugle overhovedet, og måske var
„Det ved jeg ikke,“ sagde Katrine, „det skal de måske nok.“
hun bare lumsk. Han stod og skrabede lidt i jorden med sin
Hun gik leddeløs omkring og så slet ikke selv på fuglene.
sko. „Dine fugle?“ sagde han.
Nils forstod ikke det svar, hun måtte da vide det.
„Ja, mine undulater,“ sagde Katrine. „Kom!“ Hun gik foran
370 Redekassen sad uden på buret, og taget var til at tage af,
350 ind ad lågen, og så fulgte Nils efter. Det var så underligt at
Nils lettede lige en lille smule på det og satte øjet til. ‚Av jo,“
gå i Katrines have, han havde ikke været der før. Og det var
sagde han, „den har æg. Jeg tør vædde, den har æg. Kom
underligere endnu at komme ind i Katrines hus og helt ind i
herhen skal du selv se.“
Katrines værelse, han havde tit spekuleret på hvordan der så
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
„Nå,“ sagde Katrine, hun kom ikke. Hun sad henne ved
„A, gå væk,“ sagde Nils. „Er du rigtig klog, Katrine!“ Og så
375 bordet med Nils' top. Den var en lang spids flyvetop, den
395 gik der en tid hvor ingen af dem sagde noget. Nils stod og
skulle have fart på for at komme i gang, den kunne ikke på
pillede ved buret med en krum finger. Selvfølgelig narrede
et bord. Men hun havde tit stået og set drengene spille top,
hun bare. Men man vidste aldrig med hende, hun var så tit
hun havde lyst til sådan en top i stedet for det fjollede
så underlig. Til sidst spurgte han alligevel om hun da mente
paradis.
det rigtig?
380 „Er du rigtig klog!“ sagde Nils med hed stemme henne fra
400 „Ja, selvfølgelig,“ sagde Katrine. „Du skal få dem, hvis du vil
buret, han havde glemt at han var fremmed og bange. „Du
tage dem med nu med det samme.“
får unger, Katrine, jeg tror du får masser af unger. Og hvad
Hå, så mente hun det alligevel ikke, det var som han tænkte:
så når ungerne får unger igen …!“
Hun narrede bare. Men hun sad gravalvorlig og mente det,
Katrine sad med toppen, hun kradsede lidt på den med
hun brød sig ikke om de fugle, de var dumme og fjollede.
385 neglen og glattede hen over den. „Du,“ sagde hun, „skal vi
405 Nils stod ved fuglene og snakkede til dem ind imellem; han
bytte? Jeg får toppen, og så får du buret med fugle og det
så dem mere og mere blå og store og pragtfulde, de var
hele?“
kostelige med alle deres lyde og bevægelser og blanke sorte
„Hå!“ sagde Nils, „ja, vi bytter toppen i stedet for buret og
øjne. Nils var hed og tvivlrådig under sit glatte hvide hår, de
fuglene, det var noget, hvad!“ Han blev ved at le ad det, det
kunne da ikke sådan uden videre? Hun måtte da først
390 var så vanvittigt. Men hvorfor sagde hun ikke noget?
410 spørge sin far? Og han måtte spørge sin far. Nej, sagde
Hvorfor sad hun gravalvorlig med den top?
Katrine, hun skulle ikke spørge nogen. Fuglene var hendes.
„Du må selvom det,“ sagde hun til sidst. „Hvis du ikke vil, er
Og han måtte tage dem med nu med det samme, ellers
der nok en anden der vil. Men jeg vil helst have din top.“
gjaldt det ikke. Det gjaldt kun nu.
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
Og så endte det med at de tog buret imellem sig og bar det
435 og til sidst gik hans far med til at gå over og tale med
415 over til Nils. De gik tavse og alvorlige med det, fuglene
Katrines far. Og efter en ny forfærdelig ventetid kom han
baskede rundt derinde, og hunnen forlod sine æg og
hjem igen og gav sit endelige ja: Katrines far havde sagt, at
flagrede forvildet. Nils gik og bad til Gud at dette her måtte
fuglene var hendes, og hvis hun ville forære dem væk, så
være sandt, og at ingen af de voksne måtte se dem. De
måtte hun selvom det. Nils' far og mor så på hinanden og
skiltes ved Nils' køkkendør, der gav Katrine pludselig slip på
440 rystede på hovedet. Og Nils blev klappet på kinden og
420 buret og gik sin vej, hun gik lige efter næsen og vendte sig
nikkede, at han var glad, men nogen rigtig kraft var der ikke
ikke om en eneste gang. Og Nils vidste ikke længer om hun
i hans glæde mere, han var dødbleg af sindsbevægelse og
var der eller ikke var der, han slæbte buret frelst gennem
slatten i benene. Der var også en anden grund til at han ikke
køkkenet og fik det ind på bordet i dagligstuen, det blev så
kunne være helt glad, han vidste ikke selv grunden, men den
uhyre stort og tungt. Å Gud, å Gud! Og fuglene, de blå, blå
445 var der. Og der var allerede sorg med de blå fugle: Hunnen
425 fugle, en bølge rejste sig i ham, han kunne ikke være alene
ville ikke gå ind på æggene, den sad helt oppe i et hjørne af
om det længer, han for gennem huset med smækkende
buret og var bange. Nils prøvede at snakke til den og lokke
døre: „Mor! mor! mor , ved du hvad …!"
for den, og Nils' mor tog den ud af buret og satte den ned i
Det blev en vild eftermiddag, der blev fuldt af fryd og angst
redekassen udefra, men den kom straks ud af det runde hul.
og vrede stemmer og skærende gråd og et håb bag ved
450 Den ville ikke ruge. Måske var det de nye omgivelser og al
430 gråden. Nils' mor turde hverken sige ja eller nej, hun måtte
den uro der var skyld i det, de prøvede at lægge et tæppe
først tale med Nils' far. Og Nils' far kom hjem og blev vred
over buret og holde sig på afstand, men hver gang de listede
og ville ikke høre tale om det. Og Nils græd og havde sine
hen og kiggede ind under tæppet sad hunnen stadig i sit
søskende på sit parti, og der blev talt i enrum af Nils' far og
hjørne. Måske var æggene allerede kolde og kunne ikke
mor med Nils og hans søskende blege på lur uden for døren,
455 ruges ud. Nils' bror talte om at stikke hul på dem med en
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
knappenål og puste dem ud og give dem til skolens samling,
kaldte synd, måske var fuglene syndefugle? Han blev
og Nils blev hidsig, og der blev gråd igen.
underlig ved det hele og ønskede, at han ikke havde taget de
Først om aftenen i mørket kom der ro i huset. Det var lige
fugle, han ønskede pludselig så brændende det var
før sengetid, Nils sad alene inde hos fuglene, men han turde
480 eftermiddag endnu, og de stod i hendes vindue i solen og
460 ikke tænde lys og kigge ind under tæppet, for hvis hunnen
hunnen lå på sine æg. Han hoppede ned fra stolen, han ville
ikke var på æggene nu, så blev de ikke til andet end at puste
ud og sige til hende, at hun kunne få fuglene igen hvis hun
ud. Og han vidste næsten, at den ikke var på æggene. Han
fortrød det, eller hun kunne se dem hos ham så tit hun ville,
trak en stol hen under vinduet og lagde sig på knæ og
de kunne have de fugle sammen, hun og han. Fra glasskålen
kiggede ud mellem gardinerne. Derude stod en lygte og lyste
485 på bordet tog han en stor appelsin, for hvis hun brød sig om
465 gult og stille op mellem forårstræerne og hækkenes mørke
appelsiner.
buske.
Men ude ved lågen gemte han alligevel appelsinen om på
Og mens han sad der, kom Katrine underlig langsomt og
ryggen, og hans ben begyndte at tøve, for der stod hun og så
lydløst ud ad sin havegang og stillede sig op lige under
på ham. Hun rørte sig ikke af pletten, og hendes ansigt
lygten, hun lænede ryggen imod den og hendes hvide hovne
490 forandrede sig heller ikke, det blev bare en lille smule
470 ansigt var midt inde i lyset. Hun så ond ud som hun stod
hvidere og koldere, mens hun så på ham. Hans ben
der, tænkte Nils, ond og skøn, hun var som den onde
begyndte at slå små sving ud til siderne, han daskede og
dronning. Men hvis han var prins, ville han elske den onde
skrabede med tåspidsen, han ønskede bare han ikke var gået
dronning og ikke prinsessen. Han higede imod hende, skønt
herud. „Du, Katrine,“ sagde han, „hvis du fortryder det med
han ikke forstod noget af det, hun gjorde, hun slog ham
495 de fugle, så … Jeg mener, du må godt få dem igen.“
475 midt i ansigtet når han ingenting havde gjort og forærede
Det svarede Katrine overhovedet ikke på. Hendes hvide
ham et bur med blå fugle. Måske var der det ved hende, de
næse kom lidt i vejret, men hun sagde ikke et muk. Han stod
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.
med appelsinen omme på ryggen, han skiftede den fra den
ene hånd til den anden og lod den lige komme til syne et
500 øjeblik. Nærmest sådan ligegyldigt. „Det er bare en
appelsin,“ sagde han. „Jeg tænkte måske. Hvis du kan lide
appelsiner?“
„Kom med den,“ sagde Katrine. Han fik ikke lov at give den
selv, hendes hånd for ud og snappede den. Det var en
505 underlig måde. Men hun tog den i hvert fald. „Du,“ sagde
han, „du kan også komme ind og se til dem så tit du vil. Vi
kan jo sige vi har dem sammen, hvis du synes?”
Katrines øjne blev to syge spalter. „Kæft!“ sagde hun.
„Skrub ind med dig! Skrub ind med dig, din lille artige
510 mordreng, din lille kyssedreng! Skrub ind til din kyssemor
og tag hende om halsen og kys hende fra mig!“
Han stod lammet og så hende gå skrutrygget og fladbenet
henimod sin låge. Et stykke henne vendte hun sig om og lod
appelsinen falde, hendes lange grå ben gav et sving og
515 sparkede til den. Hun ramte den meget hårdt og præcist,
den fløj i en rødligt lysende bue op forbi lygteglasset og
klaskede tungt ned i jorden et sted inde i mørket.
fra "Om lidt er vi borte", Gyldendal
Denne pdf er udskrevet af Lene Schrøder (lene1423), Ågård Efterskole (605302), 2/2 2014
Pdf’en må printes til de elever og lærere, der er omfattet af abonnement på dansk.gyldendal.dk, men må ikke under nogen form videredistribueres til andre. Der skal
afregnes Copydan-vederlag af print.