1. No category

Sandhed
Godhed
Skønhed
Bind 1: Sathya Sai Baba’s livshistorie
(fra fødsel til 1961)
Originaltitel: Sathyam Sivam Sundaram
Af N. Kasturi
Oversat af:
www.saibabapadansk.dk
Oversætterens kommentarer vedrørende oversættelsen af Sai Baba’s livshistorie:
Sandhed Godhed Skønhed.
Bøgerne er oversat fra engelsk, men disse bøger indeholder en del sanskrit ord. Flere af disse
sanskrit ord dækker begreber, der kun vanskeligt lader sig forklare endsige oversætte.
Forklaringen af visse ord ville, selv om man anvendte flere sider, ikke være fyldestgørende.
Jeg har valgt at oversætte bøgerne om Sai Baba’s livshistorie til dansk næsten uden brug af
sanskrit ord. Det betyder, at den fulde, helt præcise forståelse af enkelte dele af teksten ikke
altid fremgår af oversættelsen. De sanskrit ord, jeg har valgt ikke at oversætte, er:
- darshan
: At få synet af Mesteren; at få synet af en hellig person. Det at få synet
af Mesteren, for eksempel Sai Baba, er et meget vigtigt element i folks
åndelige udvikling. Når man får darshan, udvikler man hengivenhed
over for for eksempel Sai Baba, og Han udvikler hengivenhed over for én.
- arathi
: Et hinduritual hvor man ofrer lyset fra en lampe med en væge dyppet i kamfer
til guddommen. Man svinger dette lys foran for eksempel sin guru, og det
markerer afslutningen på tilbedelsen.
- prasad
: Prasad er et udtryk for en helliggjort gave, som regel noget spiseligt, der
uddeles af en Mester til sine hengivne. Ordet prasad angiver noget helliggjort,
noget der er velsignet af Gud; Sai Baba uddeler ofte slik, kager, billeder osv.
som prasad til Sine disciple og hengivne.
Jeg har som sagt valgt at oversætte Sai Baba’s livshistorie næsten uden brug af sanskrit ord,
da jeg synes, det at læse om Sai Baba på dansk uden brug af ret mange sanskrit ord kan være
en velsignelse. Bogens centrale budskaber går rent ind i læserens bevidsthed. Læseren får
ikke afbrudt sin læsning af ukendte ord, hvis betydning skal studeres nærmere.
Ord, der er anført i parentes og skrevet med kursiv, er mine tilføjelser.
2
Indholdsfortegnelse
Forord
side
4
6
Kapitel 1
I menneskelig skikkelse
side
Kapitel 2
Den unge røgterdreng
side 10
Kapitel 3
Ham der stjæler hjerter
side 14
Kapitel 4
Ham der skænker glæde
side 20
Kapitel 5
Slange-bjerget
side 23
Kapitel 6
Den unge Sai
side 35
Kapitel 7
Prasanthi Nilayam
side 52
Kapitel 8
Fra Cape til Kilanmarg
side 65
Kapitel 9
Med en bevægelse af hånden
side 77
Kapitel 10
Den samme Baba
side 89
Kapitel 11
Regnskyen
side 108
Kapitel 12
Sai – Gud med kvaliteter
side 118
Kapitel 13
Jeg er her
side 122
Kapitel 14
Vognstyreren
side 126
Kapitel 15
Missionen påbegyndes
side 132
Kapitel 16
For dig og mig
side 143
3
Forord
Jeg blev født i en afsidesliggende landsby i det nordlige Travancore, da der endnu var to år og
nogle få dage tilbage af det 19. århundrede. Jeg gennemførte min skolegang i Cochin (i
delstaten Kerala) under en storslået skoleleder, der havde mødt Swami Vivekananda. Denne
skoleleder tændte i os små lamper bønnens og angerens flamme. Senere gik jeg på
universitetet i Trivandrum, og efter jeg havde taget min B.A. og B.L., fik jeg arbejde som
lektor i historie på universitetet i Mysore.
Min hustru, min moder og jeg sejlede i en båd langs vestkystens kanaler og Kerala’s netværk
af floder og stillestående vande. Det var vores første etape på vores rejse mod Ernakulam,
hvor vi skulle nå et tog. Lidt over midnat blev båden kaldt til standsning af en vagtmand, der
råbte sine ordrer fra bredden. Ud i den mørke nat råbte han: ”Hvor skal I hen?” og ventede på
svar. Vores bådfører havde en fin humoristisk sans. Han råbte sit svar: ”Vi skal til Mysore!”
Vagtmanden var ikke til sinds at irettesætte ham for hans næsvished, for han manglede heller
ikke humoristisk sans. (Der er ingen mulighed for at sejle helt til Mysore). Han lo og sagde:
”Hvorfor siger du Mysore? Kender du ikke et sted på den anden side af Mysore?”
Lidet var vi dengang klar over, at der virkelig var et sted et par hundrede kilometer nord for
denne by ved navn Puttaparthi, hvor vi skulle finde havn og læ for tilværelsens turbulente og
uregerlige storme. At der var et sted, hvor jeg skulle finde den Lærer, som jeg hele livet
igennem havde søgt at få, når min karriere som universitetslærer og rektor nærmede sig sin
afslutning.
Yogi Sudhananda Bharathi, Tamilnad’s berømte mystiker og digter, sagde i april 1959, idet han
talte til en konference om emnet ’ikke-dualisme’ i Venkatagiri, som var under Sri Sathya Sai
Baba’s formandskab: ”Jeg har praktiseret yoga i over 50 år. På et tidspunkt overholdt jeg et
tavshedsløfte uafbrudt i over 20 år. Jeg var været i kontakt med Sri Shirdi Baba, Sri Ramana
Maharishi, Sri Aurobindo, Sri Mehar Baba og andre. Og som et resultat af alle disse åndelige
øvelser har jeg nu mødt Sri Sathya Sai Baba.”
For mit eget vedkommende tjente jeg som sekretær ved Sri Ramakrishna’s Missionen i Mysore
i over 17 år; jeg kom i kontakt med Sri Siddharooda Swami, Sri Ramana Maharishi, Sri Mehar
Baba og Sri Narayana Guru; jeg blev indført i gentagelse af Guds navn af Mahapurushji, der
var direkte discipel af Sri Ramakrishna Paramahamsa, og som senere blev præsident for
Missionen. Og i dag er også jeg overbevist om, at jeg som et resultat af alt dette var at finde
ved Sri Sathya Sai Baba’s fødder i 1948.
Siden jeg trak mig tilbage fra mit arbejde på universitetet i Mysore, har jeg kunnet glæde mig
over konstant at være i Baba’s nærvær bortset fra en kort periode, hvor jeg arbejdede for All
India Radio som producer. Jeg har haft den store lykke, det store privilegium, at få lejlighed til
at være sammen med mange Baba hengivne, der har haft en længere og tættere forbindelse
med Ham, end jeg har. Jeg har benyttet mig af enhver lejlighed til at være vidne til Hans
mirakler og lytte til Hans taler.
Denne bog har været under forberedelse længe, og jeg er glad for, at den nu er placeret i dine
hænder. Baba taler altid om personlig oplevelse, i modsætning til viden fra bøger, som
værende den bedste måde at lære Ham at kende. Det har været hovedårsagen til, at bogen
først udkommer nu. Hvor mangelfuld denne bog end måtte være, så kan den måske vise sig at
være nyttig i relation til, over for læserne, at åbenbare hvilke årsager der er til den
ekstraordinære og intime loyalitet, der binder mig og andre til Ham. Baba er selv en åben bog.
Der er ingen mystik eller pomp og pragt over Ham, der er intet uforståeligt over Ham, og alle
kan henvende sig til Ham og sikre sig Hans nåde.
4
Visse Baba hengivne fejer måske denne bog til side, idet de påstår, at den er overflødig. Det
gør de, fordi de allerede kender til det meste af det, bogen beretter om, og fordi de endda
kender til meget mere om Baba. Endvidere vil de måske bebrejde mig, at fortællingen er holdt
i en ret kølig, nøgtern fortællestil. Det er imidlertid næsten uundgåeligt, når Baba beskrives på
tryk. De vil måske også bemærke, at jeg mange steder har underdrevet i mine fortællinger om
Baba. De vil muligvis også hævde, at jeg har undladt at berette om mange mirakler, som efter
deres mening er mere betydningsfulde end dem, jeg har valgt at omtale. I største ydmyghed
beder jeg om deres overbærenhed.
På den anden side vil de, der ikke kender til Baba, dømme mig til at være en skør rad, en
særling, eller det der er endnu værre. Jeg har meget stor sympati og forståelse for den slags
mennesker. For også jeg har givet udtryk for betænkeligheder, tvivl og vantro, og jeg gjorde
det med al den sarkasme og satire, som findes i mit kannada forfatterskab - romaner, dramaer
og essays. (Kannada er et af hovedsprogene i det sydlige Indien). I mit tåbelige hovmod
forsøgte jeg heller ikke at komme til at møde Ham i mange år. Nu inviterer jeg alle til,
sammen med mig, at komme og dele Hans nåde og medfølelse. Jeg inviterer alle til, sammen
med mig, at bevidne Den Guddommelige Kraft, som Han personificerer. Måtte denne bog være
et signal til hele menneskeheden, et signal, der varsler om ’det nye liv’, der kommer til udtryk
i Sandhed Godhed Skønhed!
Sai Baba’s fødselsdag
23. november 1961
N. Kasturi
5
Kapitel 1
I menneskelig skikkelse
1.1. Dette er historien om Herren, der kom i menneskelig skikkelse. Han inkarnerede i en
ganske lille landsby ved navn Puttaparthi for 35 år siden. Puttaparthi er en lille landsby, der
har udskåret en niche til sig selv i hjerterne på befolkningen i dette område. Det har den gjort
gennem sagn og legender, der holder fortiden i live for den yngre generation. Selve navnet på
landsbyen stammer fra ’putta’, der betyder en myretue, i hvilken en slange har taget bolig, og
’parthi’, hvilket er en ændret form af ordet vardhini og betyder: Mangedobling. Der findes en
spændende og betagende legende, der forsøger at forklare den nysgerrige og interesserede
spørger, hvorledes dette stednavn er opstået.
1.2. For lang tid siden var landsbyen kendt som ’Kohyrdernes Hjem’. Det er en betegnelse, der
får os til at tænke på Herren Krishna’s guddommelige lege, der var gennemtrængt af musik fra
Hans fløjte. Det var hjemsted for velhavende røgtere, og stedets kvæg var velplejede,
kraftfulde og smukke at skue. Køerne gav rigelig med mælk, der var fed og sød, og som i det
hele taget var uforlignelig. Ethvert hjem var rig på smør og ghee (klaret smør)! En dag
bemærkede en røgter, at hans yndlings ko ikke havde noget mælk i sit yver, da hun vendte
hjem fra de omkringliggende bakkers græsningsarealer. Og da han senere i al hemmelighed
iagttog hendes bevægelser, blev han forbløffet over hendes opførsel. For hun smuttede ud af
stalden, idet hun efterlod sin lillebitte kalv, så den kunne støve rundt efter sine søstre. Selv tog
hun den lige vej ud til en myretue, der lå i udkanten af landsbyen. Røgteren fulgte efter hende
ud til dette mødested, udelukkende for her at opleve et endnu mere forbløffende syn! En
kobraslange dukkede frem fra myretuen. Den krøb ned på jorden og herfra rejste den sig på
halen. Forsigtigt omsluttede den sine læber om koens patter og drak med stor fryd mælken!
Rasende over det tab, som dette snedige trick påførte ham, løftede landsbyboeren en stor sten
op over sit hoved og tog sigte. Han smed stenen lige i hovedet på cobraen. Idet den vred sig i
smerte, kastede slangen en vred forbandelse på alle landsbyens røgtere. De sidste ord i
forbandelsen forudsagde, at stedet snart ville være fyldt med myretuer, der ville
mangfoldiggøre sig i det uendelige. Og i løbet af kort tid skete det! Antallet af køer blev mindre
og mindre, og deres helbred blev dårligere og dårligere. Nu kunne man ikke længere avle og
opdrætte kvæg i ’Kohyrdernes Hjem’. Myretuer spredte sig ud over hele området, og navnet
på byen måtte snart ændres til Valmikipura, for på sanskrit betyder valmika en myretue eller
Puttaparthi i daglig tale. Dette gav selvfølgelig de ældre i landsbyen en vis tilfredsstillelse,
eftersom Valmiki er ingen anden end den udødelige vismand, der sang historien om Herren
Rama (Ramayana’en; Historien om Rama) og viste menneskeheden vejen til fuldkommenhed.
1.3. Som bevis på denne tragiske legende fremviser landsbyboerne stadig den selvsamme
sten, der er stor og tung, som den rasende røgter kastede mod ’vidunder-slangen’. På stenen
ser man en lang rødlig stribe, som siges at være mærket efter kobraslangens blod. Rent
faktisk bliver denne sten tilbedt som Gopalaswami (Herren i skikkelse af en røgterdreng;
Krishna som lille røgterdreng). Det sker sandsynligvis som et forsøg på at afværge
forbandelsen og hjælpe kvæget til at trives. I landsbyen findes der et tempel, der er bygget af
fortidens godsejere. I dette tempel er stenen installeret, og generationer af mænd og kvinder
har bøjet sig i ærbødighed for den.
1.4. Mærkværdigvis har denne sten vist sig at rumme noget helt specielt, der blev afsløret af
Bhagavan Sri Sathya Sai Baba for nogle år siden! Han bad nogle mennesker om at vaske
stenen og smøre sandel-pasta på den side, hvor der var spor af blod. Da det var sket, kunne
de alle skimte et klart omrids af et billede af ’Herren som røgter’ med den fortryllende fløjte
ved Hans læber! Man ser Ham læne Sig op ad en ko. Selv i dag sværger nogle umiddelbare og
ukunstlede bønder, at de kan høre Krishna’s åndedræts melodi passere gennem det lige og
6
hule tagrør. Fra denne dag, da stenen blev vasket og smurt, mistede forbandelsen sin onde
kraft, og kvæget begyndte igen at trives i Puttaparthi.
1.5. Bastionen på den gamle fæstning, der stadig løfter sin gammelkendte øverste del over
landsbyens østlige del, er vidnesbyrdet om dens herredømme over de omkringliggende
områder og om den magt og storslåethed, som stedets Raju-slægt besad. ”Med Chithravathifloden, der strømmer gennem de snævre kløfter og flyder som en voldgrav på den ene side.
Beliggende som en grøn smykkesten i en ring af bakker med tempelklokker, der ringer fra
højdedragene rundt omkring. Beriget af søen, der blev skabt af Chikka Raya (en tidligere
kejser), og som er beliggende nær ved byen, som bærer Bukka’s navn – den vidt berømte
kejser af Vijayanagara-riget, er Puttaparthi bolig for både Lakshmi og Saraswathi.” Sådan
lyder den lovprisning af dette sted, som en anonym digter fra fortiden fremkom med. (Lakshmi
er Herren Vishnu’s gemalinde; gudinden for rigdom. Saraswathi er gudinden for viden,
veltalenhed og undervisning, Herren Brahma’s gemalinde).
1.6. Rent faktisk var Puttaparthi stedet, der fostrede lærde og skriftkloge såvel som helte og
ædle velyndere. Raju slægten (Baba’s slægt) var selv berømt for sin fromhed. Det havde den
været siden de dage, hvor den berømte vismand, Venkavadhootha, levede. Ikke blot byggede
og finansierede familien Raju Gopalaswami-templet, men som mange nulevende kan huske, så
dedikerede den fromme Sri Ratnakara Kondama Raju (Sai Baba farfar) også et tempel til
Sathyabhama, Herren Krishna’s gemalinde. Hun er en guddom, der kun sjældent tilbydes
denne hyldest i nogen del af Indien. Som forklaring på denne usædvanlige hyldest til
Sathyabhama plejede han at sige, at han blev overtalt til at opføre templet af begivenheder,
der indtraf i en mærkværdig drøm.
1.7. Sri Kondama Raju levede til han blev over hundrede år. Forfatteren til denne bog husker,
hvordan glædestårer strømmede ned ad disse rynkede kinder, når som helst han erindrede
følgende betagende oplevelse. I drømmen så Kondama Raju dette: ”Sathyabhama står alene
og forventningsfuld. Hun står alene og forladt og venter ængstelig på sin Herre, der er gået et
ærinde for at hente de stærkt eftertragtede parijatha blomster. Minutter bliver til timer, og
timer bliver til dage, men man ser stadigvæk ikke noget til Krishna. Så Sathyabhama bryder
ud i tårer. Straks rejser der sig en vældig storm, der bliver ledsaget af torden, lyn og kraftig
regn. Til alt held falder hendes blik på Kondama Raju, der netop er ved at gå forbi det sted,
hvor hun står. Hun beder ham om at sørge for ly til sig.” Denne drøm førte til hans faste
beslutning om at bygge et anseligt, stort tempel til Herrens gemalinde.
1.8. Han var en from sjæl, der levede i 110 år i uophørlig kontemplation på Herren. Han havde
kærlighed til musikkens og dramaets kunst. Han kunne hele Historien om Rama udenad i den
version, der kaldes Lepakshi-versionen. Det er en række sange forfattet af en digter fra
Lepakshi, der skildrer hændelserne i et dramatisk billedsprog og med kunstnerisk frodighed.
Kondama Raju spillede rollen som Lakshmana i alle de opførsler af Historien om Rama, der
blev opført i Puttaparthi og i de omkringliggende landsbyer. Faktisk var der bud efter hans
evner til at spille denne rolle i fjerntliggende landsbyer, for hans skildring af Lakshmana’s
(Herren Rama’s broder) urokkelige hengivenhed og fuldstændige overgivelse rørte hjerterne
hos alle dem, der overværede stykket. Han spillede rollen hundredvis af gange på dusinvis af
scener, indtil alderen afholdt ham fra at optræde mere.
1.9. Han var strikt vegetar, og han var tilbøjelig til at overholde alle de hellige bud, der
fremgår af hindu-kalenderen. Han boede i en hytte i nærheden af sine sønner og børnebørn.
Hans hytte var en sand ashram (en hellig mands bolig), der genlød af sange fra Historien om
Rama. Han nød at samle sine sønners børn omkring sig uden for huset og fortælle dem
historierne om guderne og helgenerne. Børnene ønskede altid at blive hos ham, for han
fortalte så levende, at enhver person og enhver hændelse stod lysende klart for børnenes
indre blik. Så livagtig var hans fortællekunst!
7
1.10. Vi kan være ret sikre på, at det blandt disse børn var Sathyanarayana (Sai Baba), der
var bedstefaderens yndling. For den lille dreng kunne virkelig synge med Sin charmerende
musikalske stemme. Og selv den gamle mand kunne Han lære et og andet om kunsten at
spille skuespil! Der var også en anden grund til, at Kondama Raju nærede speciel hengivenhed
for Sathyanarayana. Den lille dreng hadede al mad, der ikke var vegetarisk. Han blev end ikke
i nabolaget, når sådanne retter blev tilberedt. I en alder af seks-syv år var Han også en meget
dygtig kok! Han var så intelligent og idérig, at Han kunne frembringe de mest velsmagende
retter ud af de sparsomme råvarer, der var at finde i bedstefaderens spisekammer. Barnet var
meget villig, og også hurtig, til på den måde at tilberede mad! Baba fortæller, at Han kunne gå
ind i den gamle mands køkken og færdiggøre madlavningen med ris, grøntsager, chutney med
mere på kortere tid, end Hans moder behøvede for at tilberede maden i sit eget hjem – og hun
havde endda to døtre til at hjælpe sig.
1.11. På sine gamle dage fik Kondama Raju besøg af alle de hengivne, der kom for at få Sri
Sathya Sai Baba’s velsignelse. Og når han kæmpede for at stå oprejst for at acceptere de
hengivnes små gaver, kunne man se et glimt af frydefuld taknemmelighed over, at Herren
havde ladet Sig føde i hans familie. Han levede indtil 1950 og døde fredfyldt. Til det sidste
sang han højt for sig selv. Han sang blandt andet de vers, der beskriver den trøst, som Herren
Rama gav til den døende abe-konge Vali. Han levede i sandhed et liv, der ville være værdigt til
at indgå i fremtidens helgenberetninger!
1.12. Hans hustru, Lakshamma, havde ved hans død været død i omkring 20 år. Hun var en
meget from kvinde, hvis liv blev styret af den religiøse kalender med dens regelmæssige
fasteperioder, sine krav om afgivelse af højtidelige løfter og nattevågen. Hun overholdt alt
dette samvittighedsfuldt trods de gener og ubehageligheder, det medførte. Det kunne hun
uden problemer, for hun havde kun øje for de guddommelige kræfters velsignelser, som de
hellige skrifter lovede til gengæld for denne levevis.
1.13. Sri Kondama Raju fik to sønner, der begge blev opkaldt efter vismanden
Venkavadhootha. De kom til at hedde Pedda Venkapa Raju (Baba’s fader) og Chinna Venkapa
Raju. Begge arvede de faderens musikalske, litterære og dramatiske evner. Tillige arvede de
hans fromhed og ligefremhed. Af de to brødre var den yngste, Chinna Venkappa Raju, udstyret
med mange forskelligartede evner. De dækkede blandt andet områder som evnen til at skrive
forskellige litterære værker samt evnen til at tilberede lægemidler og amuletter efter
traditionelle opskrifter.
1.14. Engang tog Pedda Venkapa Raju’s forældre ham med til en landsby ved navn
Kolimigundla i Kurnool distriktet. Her ejede familien nogle jordarealer, som var bortforpagtet i
20, 30 og endog 40 år. Den primære hensigt med dette besøg var at gøre sønnen bekendt
med dette område og forpagterne. Men Kondama Raju havde også et andet formål med
besøget. Familien havde nemlig nogle fjerne slægtninge, der levede på dette isolerede sted, og
han ønskede at få dem nærmere Puttaparthi. Nogle få kilometer fra Kolimigundla havde de
faktisk fået et vink om den daglige fare, som deres slægtninge blev udsat for, når de i det
daglige møjsommeligt skulle tjene til livets ophold. For da Kondama Raju med familien var ved
af skulle drage ind i Parlepalle skoven, var der nogle velmenende mennesker, der advarede
dem og bad dem om at sørge for at have et større og stærkere følge med sig, når de drog ind i
skoven. De kom med denne advarsel, eftersom skoven var blevet tilflugtssted for røvere. Blot
to dage før det lille selskab kom til denne skov, havde disse røvere med koldt blod myrdet en
familie på seks, der ganske sagesløse var gået direkte ind i deres fælde. Så Sri Subba Raju fra
Kolimigundla blev overtalt til at komme til Karnatanagapalli, der ligger på den anden bred af
Chithravathi-floden lige over for Puttaparthi. Han blev dog kun overtalt til at flytte på grund af,
at han fik et storslået tilbud. Han blev nemlig tilbudt, at hans datter, Easwaramma, kunne
indgå ægteskab med Kondama Rajua’s ældste søn, Pedda Venkappa. Og sådan blev dette
lykkebringende ægteskab mellem Pedda Venkapa Raju og Easwaramma sat i stand.
8
1.15. Dette lykkelige par blev i første omgang velsignet med en søn og to døtre i denne
rækkefølge. De hed Seshama Raju, Venkamma og Parvathamma. Nogle år gik, og så begyndte
Easwaramma at længes efter at få en søn til. Hun bad til landsby-guderne og udførte
samvittighedsfuldt Sathyanarayana-tilbedelse, ligesom hun overholdt strenge bud, der
omfattede blandt andet nattevågen og faste. (Sathyanarayana er en hindu-ceremoni, der
typisk gennemføres i forbindelse med store begivenheder. Det være sig bryllup, nyt arbejde,
køb eller indvielse af ny bolig eller ønsket om at få et barn for blot at nævne nogle anledninger
til af afholde denne ceremoni).
1.16. Sri Sathya Sai Baba sagde engang følgende til en person, der bønfaldt Ham om at
besøge sit hjem: ”Ja, det vil Jeg da. Nu er jeg rejst hertil helt fra Vaikunta (Herren Vishnu’s
himmelske bolig), hvordan kan Jeg så sige, at Jeg ikke vil rejse denne korte afstand?”
1.17.
Herren i Vaikunta hørte moderens bøn;
Han bestemte Sig for det sted, hvor Han
ville antage en menneskelig skikkelse.
Han kom!
9
Kapitel 2
Den unge røgterdreng
2.1. Den jordiske skikkelse, som det endnu engang var Herrens vilje at iføre sig, var ved at
tage form og voksede uge for uge. Mystiske tilkendegivelser om den forestående inkarnation
forstyrrede den ellers så rolige og ligevægtige stemning, der prægede familien Pedda
Venkapa’s liv! For eksempel var der denne tambura (et stort langhalset strenginstrument), der
begyndte at give lyd fra sig og snakke med! Eftersom faderen og hans brødre alle var meget
interesserede i landsbyens dramatiserede optrin fra Purana’erne, der gik under navnet
’landsbyoperaer’, og eftersom man altid øvede det ene eller det andet stykke i hjemmet,
fandtes der her en meget stor tambura, der stod lænet op ad væggen og en tromme, der stod
på gulvet. Disse to musikinstrumenter var kun stille, når husets beboere havde trukket sig
tilbage for natten. Men da fødslen af den søn som Easwaramma havde bønfaldt om, var nært
forestående, blev huset mange gange vækket ved midnat, og nogle gange endnu senere, ved
at tambura’en helt på eget initiativ begyndte at spille. Også på eget initiativ akkompagnerede
trommen tambura’en. Det hele lød rytmisk, som var det en ekspert, der spillede på dem!
Landsbyens vise mænd fremkom med forskellige teorier, der skulle forklare dette fænomen.
Men eftersom disse teorier blot gjorde mysteriet endnu større, skyndte Pedda Venkapa Raju
sig til Bukkapatnam (en nærliggende landsby), hvor der boede en lærd brahmin. Dennes
forklaring ville han kunne fæstne lid til. Den lærde brahmin fortalte, at der var tale om en
lykkevarslende hændelse; disse hændelser varslede tilstedeværelsen af en guddommelig vilje,
en godgørende kraft, der skænker harmoni, velklang, orden, symmetri, åndelig højnelse og
glæde.
2.2. På den 23. dag i november 1926 blev Sønnen født. Det var ved solopgang, og
landsbyboerne chantede Siva’s navne, idet de ihukommede, at det var en mandag i Karthika’s
hellige måned. (Karthika er en måned i hindu-kalenderen, der begynder ved nymåne i
november måned). Det var en dag, der var helliget bøn til og tilbedelse af Siva. Denne dag
blev gjort endnu mere lykkevarslende og endnu mere gunstig for Siva tilbedelse, fordi den
opgående stjerne var Ardra. Og ved sådanne sjældne lejligheder, hvor måneden, dagen og
stjerneplaceringen falder sammen, udfører man speciel tilbedelse af Herren i templerne. Året
var Akshaya (et meget lykkevarslende år), ’det, der altid er fyldt til randen’; ’det, der aldrig
forringes’!
2.3. Moderen havde netop afsluttet sin Sathyanarayana tilbedelse i nøje overensstemmelse
med hendes højtidelige løfter. Hun afsluttede måske nok tilbedelsen lidt hastigt, for mens hun
udførte de afsluttende ritualer, advarede nogle pludselige jag hende om, at fødslen var nært
forestående. Da Easwaramma fortalte, at veerne var begyndt, blev der sendt bud efter
svigermoderen, Lakshamma, husets fromme ældre dame. Men man fik besked om, at hun var
gået til en præsts hus for der at udføre Sathyanarayana tilbedelse. Budbringerne fandt hende
der og bad hende skynde sig hjem. Men hun stolede så meget på Sathyanarayana’s nåde, hun
var så standhaftig i sin hengivenhed og så disciplineret i religiøs praksis, at hun nægtede at
lade sig skynde på! Hun bad budbringerne gå tilbage og meddele, at hun ville bringe
Easwaramma de hellige offergaver, som hun havde anvendt ved tilbedelsen, og at hun under
ingen omstændigheder ville afbryde sine bønner! Hun afsluttede hele ritualet med fuld
koncentration. Derefter gik hun hjem, og her gav hun sin svigerdatter blomsterne og det
helliggjorte vand. Easwaramma nød på denne måde godt af Herrens velsignelser. I næste
øjeblik blev Herren født, og Solen stod op over horisonten!
2.4. Baba har sagt, at der er en speciel ting, man skal lægge mærke til i relation til denne
Manifestation. Det er, at Inkarnationen ikke er blevet fjernet, omplantet, fra det sted, hvor
kroppen kom til verden. For Han har valgt det sted til at være centrum for Hans lindrende
10
mission. Så Puttaparthi må have været dobbelt lykkelig denne november morgen, for Avataren
har både valgt denne landsby som Sit fødested og som Sin fremtidige bolig.
2.5. Sandelig gav denne landsby, der bærer navnet ’myretue velstand’, barnet en behørig
velkomst! Der var en slange i barselsværelset! Længe lagde kvinderne ikke mærke til den,
men babyen, der lå på et leje af klædestykker, blev vugget frem og tilbage på en mærkelig
måde af noget under vuggen! Kvinderne blev nysgerrige. Med tilbageholdt åndedræt
undersøgte de sagen, og til sidst fandt de en kobraslange under sengen! Slangen spillede den
rolle, som sesha (slangen) spillede for Seshasayi! (Vishnu). (Herren Vishnu havde et leje, der
blev dannet af en slange).
2.6. Babyen var yndig og charmerende ud over enhver beskrivelse, og kunne det undre
nogen?
For selv i vuggen havde det alle de yogiske, skjulte kræfter, som Patanjali hævder allerede er
virksomme fra fødslen. Baba har erklæret, at Han allerede før Sin fødsel vidste, hvor Han ville
blive født. Han har fortalt, at Han blev født med alle de mirakuløse evner, som Han senere, ud
af Sin egen vilje, skulle komme til at åbenbare, efterhånden som Han har følt, at de kunne
kommunikeres videre. Det må derfor stå klart, at babyen havde en strålekrans rundt om Sit
hoved, og at dens smil havde en overjordisk skønhed, der var i stand til at vinde menneskers
hjerter.
2.7. For nogle år siden fortale Baba mig følgende: ”Jeg sover ikke om natten. Jeg husker på de
begivenheder, der indtraf i Mine tidligere tilsynekomster, og Jeg ler for Mig Selv, når
erindringerne dukker frem.” Man kan derfor formode, at de små latterudbrud og de søde
udtryk for glæde, der fremkom i babyens vugge, havde deres udspring i erindringen om
tidligere fødsler og tidligere oplevelser!
2.8. Babyen fik navner Sathyanarayana, eftersom forbindelsen mellem tilbedelsen af denne
guddom (en inkarnation af Herren Vishnu) og opfyldelsen af hendes store ønske forekom at
være meget vigtig for moderen. Da navneceremonien havde fundet sted, og navnet blev
hvisket i øret på babyen, forekom det som om, at denne smilede. Efter al sandsynlighed
stammede ideen til navnet vel egentlig også fra barnet selv! Hvordan skal vi ellers kunne
forklare det faktum, at den første forudsætning for at gøre åndelige fremskridt ifølge Baba er
netop Sathya (sandhed)? Legemliggørelsen af og fortaleren for sandhed kunne ikke have givet
Sig Selv et mere passende navn.
2.9. Barnet blev hele landsbyen Puttaparthi’s kæledægge. Landarbejderne og røgterne
kappedes med hinanden om at kærtegne det, give det mad og lege med dets vidunderlige
silkebløde krøller. Barnets henrivende smil tiltrak alle. Pedda Venkapa Raju’s hus var altid fuld
af besøgende, der kom under det ene eller det andet påskud. De samlede sig rundt om
vuggen. De sang vuggeviser og kærtegnede barnet, og de glemte rent deres trivielle og
ensformige hverdag.
2.10. Snart fyldte duften af jasminblomster luften, hvor Han var. Som en lille lysende sol
tumlede Sathya rundt i huset. Snart genlød gaderne af latter, når Han læspede Sit
begrænsede ordforråd. Med stor undren lagde alle mærke til, at Han nød og frydede Sig over
at have brede vibhuthi-streger i panden, og at Han insisterede på, at denne vibhuthi blev
fornyet, når den blev slidt af. (Vibhuthi er hellig aske). Han foretrak også at gå rundt med et
rundt kumkum-mærke midt på Sin brede pande. (Kumkum er rødt pulver). Men af frygt for
’det onde øje’ tilgodeså moderen sjældent dette ønske. Så Han var nødt til at finde Sine
søstres toilettasker, finde pulveret og trykke mærket på med fingeren!
2.11.
Han er Siva, Han er Sakthi (Den guddommelig Energi);
Så skal Han jo også bære både vibhuthi og kumkum.
11
2.12. Han holdt Sig langt væk fra steder, hvor grise, får, kvæg eller fjerkræ blev pint eller
slagtet, eller hvor fisk blev holdt indespærret eller fanget. Han undgik køkkener og gryder, der
blev anvendt til madlavning, der omfattede fjerkræ eller almindeligt kød. Når en høne blev
udvalgt, og man talte om den i relation til en forestående middag, ville Sathyanarayana, den
lille dreng, løbe hen til den og favne den til Sit bryst. Han gjorde det, som om den ekstra
kærlighed, Han øste ud over den, ville formå de ældre til at lade sig formilde og skåne hønen.
Naboerne kaldte Ham for ’en guddommelig viis mand’, fordi Han tog Sig den slags ting så nær.
Ved sådanne lejligheder plejede drengen at løbe hen til Karnam’s hus, for de var brahminer og
vegetarer. Her fik Han mad af Subbamma, den ældre dame, der boede der.
2.13. Han gjorde sjældent gengæld, når Han blev hårdhændet behandlet af Sine
legekammerater. Det var andre af de små børn, der havde overværet en sådan episode, der
ville fortælle forældrene om det. Det var aldrig Sathya Selv, der fortalte dem om det. Han
syntes ikke på mindste måde at lide under det eller føle ubehag ved det. Han sagde altid
sandheden, og Han tyede aldrig til de sædvanlige påskud, som bange børn tyr til, for at dække
over de gale streger de måtte have gjort. Så forskellig og anderledes var Hans opførsel, at en
spøgefugl engang gav Ham øgenavnet ’brahmin barnet’. Jo, det var en meget passende
beskrivelse. Lidet anede denne spøgefugl, at dette barn som man nu lo af, engang, mens Han
befandt Sig i Sin forrige krop i Shirdi, havde erklæret: ”Denne brahmin skal lede hundrede
tusinder af mennesker ud på Den hvide Vej og føre dem til deres bestemmelsessted!”
2.14. I den spæde alder af tre og fire år opførte denne ’brahmin’ Sig, som om Han havde et
hjerte, der smeltede ved at se menneskelig lidelse. Når som helst en tigger viste sig i døren og
stod og jamrede sig, forlod Sathya den leg, Han var i gang med, og skyndte Sig ind i huset.
Her tvang Han sine søstre til at give tiggeren noget korn eller mad. De voksne var naturligvis
irriterede over den endeløse procession af udstrakte hænder. De voksne mistede let
besindelsen over dette. Engang imellem smed de tiggere ud, før Sathya kunne nå at komme
dem til hjælp. Det fik barnet til at græde længe og højlydt, og det eneste der kunne standse
denne gråd, var, at de hentede den afviste tigger tilbage. For at standse det, som de ældre
vurderede som ’denne lidt bekostelige og misforståede barmhjertighed’ tog moderen engang
imellem fat i drengen og løftede pegefingeren som en advarsel. Hun sagde: ”Se nu her! Du
kan godt give ham mad, men Du skal vide, at så vil Du komme til at sulte.” Det skræmte dog
ikke barnet. Han plejede at løbe ind i huset og finde noget mad frem, som Han så gav til den
sultne mand i døren. Og så holdt Han Sig væk fra den forestående frokost eller middag. Intet
og ingen kunne overtale Ham til at sætte Sig hen til Sin tallerken, der blev efterladt urørt!
2.15. Men barnet havde en mystisk gæst, der gav Ham mad! For når Han nægtede at spise og
fastholdt denne afvisning i dagevis, viste Hans færden og aktiviteter ikke tegn på, at Han
sultede. Easwaramma fortæller, at Han også kunne erklære, at Han havde spist. Han kunne
sige, at en gammel mand havde givet Ham et overdådigt måltid bestående af mælke-ris boller.
Den stopfyldte mave var beviset på dette. Desuden gav barnet frivilligt et andet uomtvisteligt
bevis på Sin påstand. Han rakte Sin højre hånd frem, så Hans moder kunne dufte til den. Og
se! Fra denne lille håndflade indåndede hun duften af ghee, mælk og curd af en slags, som
hun aldrig havde nydt før. (Curd er nærmest en delikat form for kvark). Underet stod
imidlertid stadig tilbage. Hvem var denne gamle mand, den usynlige gæst, denne fremmede
der ernærede dette lille barn?
2.16. Da Sathya blev stor nok til at løbe omkring i gaderne, opsøgte Han de invaliderede, de
blinde, de affældige og de syge. Han tog dem i hånden og førte dem til Sine forældres dørtrin.
Hans søstre var nødt til at finde noget korn eller noget mad fra kornlageret eller køkkenet og
lægge det ned i tiggerens skål, mens ’den lille herre’ smilende og glad så til.
2.17. Alle fædre og mødre fremhævede Sathyanarayana som idealet af en dreng, og de gjorde
det så ofte, at børnene begyndte at omtale ham som ’guru’! Forældrene fandt ud af dette
under mærkværdige omstændigheder. Det var Herren Rama’s fødselsdag, og sent ud på
12
aftenen begav processionen til Hans ære sig ud på sin tur rundt i landsbyen. Et meget stort
billede af Sri Rama var placeret på en blomsterudsmykket oksekærre, og præsten sad oppe i
kærren. Han sørgede for, at de blomsterkranse der blev ofret af de forskellige familier, blev
hængt op på billedet. Han sørgede tillige for, at røgen fra de små kamferlamper, som folk
svingede med, behørigt blev viftet hen foran billedet. Fløjtespillerne og trommeslagerne
vækkede de sovende landsbyboere, og således begav kærren sig af sted langs de ujævne
gader.
2.18. Pludselig opdagede de to søstre, at lille Sathya ikke befandt Sig i huset. Der blev givet
ordre til at lede efter Ham. Febrilsk løb mænd omkring og ledte, for det var allerede over
midnat. Men deres intense opmærksomhed på problemet blev forstyrret af, at oksekærren
med Sri Rama kørte forbi ude på vejen. Da beboerne i Pedda Venkapa Raju’s hus gik hen i
døren, blev de overrasket over at se den femårige Sathya sidde oppe på oksekærren. Han var
iført pænt tøj, og med en mine der udstrålede alvor og autoritet, sad Han under billedet! De
spurgte Hans kammerater, hvorfor Han sad der oppe på kærren og ikke gik sammen med dem
på vejen. Straks kom svaret: ”Han er vores guru!” Ja, Han er guruen for folk fra alle
himmelstrøg og for alle tider!
2.19. Der findes en lille grundskole i landsbyen Puttaparthi. Der gik Sathya sammen med Sine
jævnaldrende – også af og til for at udrette noget mere fortjenstfuldt end at lære at stave og
skrive! Dengang havde skolen en interessant ordning i forbindelse med at straffe eleverne. Det
var en ordning, der skulle sikre punktlighed. Det heldige barn, der først kom i skole og hilste
på læreren, såvel som den fyr der kom i skole som nummer to, var fritaget for straf. Men alle
dem der, om grunden var gyldig eller ej, kom senere, fik en smagsprøve på kæppen. Antallet
af slag afhang af vedkommendes plads i rækken af dem, der kom senere end de to første. Jo
senere, des større afstraffelse. For at undslippe denne pinefulde behandling stimlede børnene
sammen under skolebygningens tagudhæng. Det gjorde de længe før solopgang, og de gjorde
det i regn og tåge.
2.20. Sathya så deres sørgelige forfatning og sympatiserede med Sine skælvende og
kulderystende legekammerater. Han besøgte dem under tagudhænget. Han medbragte
skjorter, håndklæder og dhothi’s fra Sit hjem. (Dhothi er en mandsklædning af bomuld, der
vikles rundt om kroppen). Det opdagede hjemmets ældre beboere, og eftersom de ikke kunne
gøre andet, så låste de alt det tøj, som de ikke havde råd til at miste, inde i deres skabe.
2.21. Sathyanarayana var et kosteligt og vidunderligt barn, der lærte flere ting end nogen
kunne lære Ham, og som lærte meget hurtigere end de andre børn. Han kunne synge alle
sangene og hymnerne, der blev øvet i hjemmet, og som skulle bruges ved opførslen af de
kommende landsbyoperaer. I den unge alder af syv eller otte komponerede Han endda små
rørende sange til de forskellige roller i stykkerne. De optrædende accepterede dem med glæde
og brugte dem, når de optrådte for deres publikum.
13
Kapitel 3
Ham der stjæler hjerter
3.1. I en alder af ca. 8 år blev Sathya erklæret parat til at fortsætte Sin skolegang i en
grundskole, der lå i landsbyen Bukkapatnam. Denne landsby ligger omkring 4 kilometer fra
Puttaparthi. Han var nødt til at traske frem og tilbage i bagende sol eller silende regn. Han
måtte gå over stenede strækninger og fedtede markveje; Han måtte vade i vand til halsen
med skoletasken i sikkerhed på Sit hoved. Sådan var det forskelligt alt efter årstiden. Han var
nødt til at gå hjemmefra tidligt, efter Han havde fået et måltid bestående af kold ris og
tykmælk eller kogt ragi-ris med chutney. (Ragi-ris er rig på næringsstoffer, blandt andet
indeholder det 6% protein). Det er lækkerbiskener, som Han stadig husker. Han bar på en
pose med Sin eftermiddags mad, og således vandrede Han hver dag sammen med Sine
kammerater til Bukkapatnam.
3.2. I en bog, der blev udgivet i 1944, udtaler Sri B. Subbannachgar: ”Jeg havde Sathya som
elev. Han var en ligefrem, stilfærdig, ærlig og velopdragen dreng.” Stilfærdig! Men med
hvilken stor selvkontrol må Baba ikke have undertrykt Sine mangeartede guddommelige
kræfter, idet Han ventede på, at verden ville blive klar til bekendtgørelsen! Sri V.C. Kondappa,
en anden lærer, der senere ærede sin elev ved at sige, at Han var en guddommelig Avatar,
udtaler i den samme bog: ”Han var meget lydig og ligefrem. Han talte aldrig mere, end det var
strengt nødvendigt. Da Han hver morgen kom tidligt til skolen, plejede Han at samle de andre
børn omkring Sig. Han anbragte en lille statue eller et billede af en guddom et centralt sted, og
med de blomster Han havde medbragt, udførte Han tilbedelse, foretog arathi og uddelte
prasad. Drengene samlede sig omkring Ham for at få nogle at de ting, Han ’tog’ ud af Sin
tomme skoletaske. Når nogen spurgte Ham om det, så sagde Han, at en vis ’grama sakthi’
adlød Hans vilje og gav Ham det, Han ønskede.” (Grama er et slangudtryk for bedstemoder.
Sakthi betyder guddommelig kraft).
3.3. En af Hans lærere skulle komme til at opleve denne ’grama sakthi’s’ kraft ved en bestemt
lejlighed. Baba var i almindelighed uinteresseret i, hvad der foregik i klassen. For det meste
var Han beskæftiget med at komponere lovsange, for eksempel om Ganesha’s 108 navne, og
kopiere dem, så Han kunne dele dem ud til Sine klassekammerater! En dag opdagede læreren,
at Sathya ikke skrev det ned, som han dikterede. ”Han er et dårligt eksempel for hele
klassen”, tænkte han. Så han råbte: ”Rejs jer, alle I der ikke tager notater!” Nå, men Sathya
viste Sig at være den eneste synder. Læreren spurgte Ham, hvorfor Han ikke skrev noget ned.
På en ligefrem og uskyldig måde svarede Sathya: ”Hr! Hvorfor skulle Jeg skrive noget ned? Jeg
har forstået det, De dikterer. Stil Mig et hvilket som helst spørgsmål, og Jeg skal besvare det
korrekt.” Men lærerens stolthed var såret, og han tænkte, at det skulle drengen lide for. Så
han beordrede, at Sathya skulle stå op på bænken og blive der, indtil klokken havde ringet for
sidste gang den dag. Sathya adlød, og hele klassen hang med hovederne i sorg. Der var ingen,
der var glade for at sidde på skolebænken den dag, mens deres ’guru’ stod ubekvemt på en
bænk i det samme værelse. Klokken ringede, og den lærer de skulle have i næste time, kom
ind i klassen.
3.4. Læreren var Janab Mahbub Khan, der elskede og respekterede den lille dreng, Sathya, ud
over hvad ord kan beskrive. Selv i dag priser Baba denne Mahbub Khan som en højt udviklet
sjæl! Han underviste i engelsk, og hans tilgang til faget og hans måde at undervise på var så
grundig og spændende, at det ikke var noget problem for drengene at blive dygtige. Han var
en ældre ungkarl, og han behandlede Sathya med en enestående hengivenhed, der får én til at
tænke på fakiren, der engang havde tilsvarende omsorg for Shirdi Sai. (Sathya Sai Baba’s
forrige inkarnation. Levede fra 28. september 1835 – 09. oktober 1918).
14
3.5. Denne lærer lavede ofte lækkerier til drengen og fik Ham med al mulig list til at tage for
Sig af retterne. Han ville komme med en henkastet bemærkning om, at hans hus var gjort helt
specielt rent, så der kunne tilberedes mad i det. For han vidste, at Sathya ikke ville spise
noget, der havde haft den mindste kontakt med ikke-vegetarisk køkkengrej. Han ville også
sige, at han ikke selv havde spist, for han ønskede, at Sathya skulle spise først. Han kunne
sidde længe i stilhed og stryge Sathya over håret og hviske hen for sig selv: ”Oh Sathya! Du er
en vidunderlig dreng. Du vil hjælpe tusinder. Du er en stor kraft” – eller noget i den retning.
3.6. Da Mahbub Khan kom ind i klasseværelset, blev han derfor chokeret over at se, at
Sathyanarayana stod på bænken, mens læreren stadig sad på sin stol. Han spurgte ham,
hvorfor han ikke havde rejst sig fra stolen. Som svar hviskede han, at når han rejste sig op, så
fulgte stolen med! Faktisk hang den fast til ham. Han var hverken klar over, hvordan eller
hvorfor det var sådan. Drengene opfangede denne hvisken, og de grinede af lærerens
sørgelige forfatning og sagde, at det måtte skyldes Sathya’s tryllerier. Det havde læreren også
en lille anelse om, og Mahbub Khan måtte give ham medhold. Drengen blev bedt om straks at
komme ned fra bænken, og straks faldt stolen af lærerens ryg, og han kunne bevæge sig
omkring uden at være besværet af stolen! År senere, når Baba berettede om denne episode,
fortalte Han, at det havde været Hans vilje, at det skulle ske. Ikke så meget på grund af en
vrede mod læreren, for Han har ikke nogen vrede i Sig, men udelukkende for at tilkendegive
Sig Selv og for lidt efter lidt at forberede folks sind på den forestående bekendtgørelse
vedrørende Hans mission og identitet.
3.7. Den lille charmerende fyr var selv i den unge alder ’guru’ for landsbyens børn. Tro mod
øgenavnet ’brahmajnani’, som Han havde fået på grund af Sin gode og rene natur, viste Han
ved eget eksempel, at de små glæder i denne begrænsede verden er ingenting at regne i
forhold til den højeste lyksalighed, som bønner og koncentration kan tilbyde, og som
forsagelse og tilfredshed kan give. Svarende hertil foretrak Han fortællinger om helgener, hvis
liv bar vidnesbyrd herom. (Ordet brahmajnani anvendes om en person, der har opnået den
visdom, der åbenbarer Den Indre Virkelighed).
3.8. Bedstefader Kondama Raju’s sønner og en af hans døtre levede og boede sammen. På
den måde kom Sathya til at vokse op i en børneflok på 18-20 børn, som det også var tilfældet
med Krishna i Brindavan. For at blive værdsat af Sathya, og for at få del i de pebermyntepastiller, som Han ’hentede’ ud af en tom skoletaske, var det nødvendigt at leve op til Hans
krav om renlighed og ærlighed. Sathya Selv var eksemplet. Kondama Raju fortalte engang
denne bogs forfatter, hvordan der blev sendt bud efter en skrædder, der skulle sy skjorter til
alle børnene. Han havde forskellige stoffer af alle mulige farver med fra basaren i
Bukkapatnam. Sathya havde den gang sagt følgende: ”Lad de andre vælge først, så de kan få
det, de helst vil have. Det der bliver tilbage, er godt nok til Mig.”
3.9. Jeg kommer til at tænke på en erklæring, som Han fremkom med for nogle år siden i
Prasanthi Nilayam. (Sai Baba’s ashram i Puttaparthi; ’Den højeste freds bolig’). ”Jeg har ingen
jord, som Jeg kan kalde Min egen, og hvor Jeg kan dyrke det, Jeg lever af. Alle jordstykker er
allerede registreret i en andens navn! Så på samme måde som den jordløse venter på, at
landsbydammen skal tørre ud, så han kan komme til at kradse i underlaget med en plov, så
han hurtigt kan komme til at dyrke noget til sig selv, på samme måde dyrker Jeg Min næring,
nemlig glæde, på de sønderbrudte hjerters indtørrede ager.” Dengang var Kondama Raju
selvfølgelig ikke klar over betydningen af Sathya’s holdning til forsagelse. Han var vel bare lidt
stolt af drengen!
3.10. Selv som barn var Sathya modstander af alle former for sport og kampe, der involverede
grusomhed eller forårsagede smerte. Han ville ikke tillade Sine legekammerater at se
oksekærre-løbet på sandstrækningen i flodlejet. Dette væddeløb blev afholdt i forbindelse med
den årlige fest, der bliver kaldt ’big ekadasi’. (Ekadasi er en speciel gavnlig dag i henhold til
15
hindu-kalenderen. Der findes mange forskellige ekadasi-dage, der betyder noget forskelligt.
Big ekadasi dagen falder om sommeren). Grunden til Hans holdning var, at Han ikke brød Sig
om, at man drejede og vred dyrenes haler, og at man skånselsløst mishandlede okserne med
kæppe. Alt dette blot for at ejerne kunne få anledning til at sole sig i sejrens glans. Jeg husker,
at Han år senere kaldte et selskab tilbage til Prasanthi Nilayam. Selskabet var taget af sted i
en oksekærre. De skulle køre tværs over flodlejet, for de skulle hen til deres biler, som de
havde parkeret i Karnatanagapalli på den anden flodbred. (Karnatanagapalli er en lille landsby
ca. en kilometer fra Puttaparthi). Baba havde velsignet dem og vinket farvel, og de var steget
op i kærren, og den sneglede sig af sted ud af hovedporten og videre ud på gaden på den
anden side af porten. Det var på det tidspunkt, at Han bad nogen løbe efter kærren og standse
den og bede de åndelige aspiranter om at komme tilbage til Ham. Jeg hørte Ham give de
åndelige aspiranter følgende ordre: ”Lyt! Når I når ned til sandet, skal I alle stå ud af kærren
og gå over flodlejet. Okserne bør ikke blive tvunget til at trække al den vægt gennem sandet.
Forstå I det?” Sådan noget som at tirre bjørne ved hjælp af hunde samt hanekampe var
bandlyst for dem, der ville høre til Hans kreds. Som Sin gruppes ’guru’ fordømte Han den slags
underholdning.
3.11. Når en omrejsende biograf viste talefilm i dens medbragte telt i disse dage, det kunne
være i Bukkapatnam eller Kothacheruvu, vakte det postyr i kilometers omkreds.
Landsbyboerne ofrede deres små indtægter, så de kunne betale for at se så mange film som
muligt. Pedda Venkapa Raju forsøgte ofte at tage Sathya med sammen med de andre børn.
Men han både protesterede og nægtede. Han talte om, at filmene gjorde skade. Han kunne
ikke acceptere den foragt for guderne, som de lagde for dagen, og den musik de vartede op
med. Han sagde, at de kun stillede familielivets skyggeside til skue, og at de hyldede
grusomhed, udspekulerthed og kriminalitet. Selv i dag er Baba en ubøjelig kritiker af megen
kunst, specielt litteratur og film, som med fuldt overlæg trækker idealerne ned i skidtet, for at
nogle få kan samle penge sammen.
3.12. Da Sathya var omkring 10 år gammel, dannede Han i Puttaparthi en ’Pandhari lovsang
gruppe’. (Pandhari er et andet navn for Herren Vithobha, der er en Manifestation af Herren
Vishnu). Der eksisterede tilsvarende grupper i nogle få nabolandsbyer, og Sathya’s gruppe
blev dannet efter dette mønster. Gruppen bestod af omkring 16 til 18 drenge, der var ens
klædt på i okkergult tøj. Hver af dem holdt et flag i hånden, og de havde små klokker bundet
om anklerne. De dansede alle til melodier af beskrivende folkeviser og ballader, der beskrev
pilgrimmens længsler efter at få Panduranga’s darshan, og de besværligheder og strabadser de
oplevede på rejsen samt glæden ved at få templets tårn i sigte. (Panduranga er en
Manifestation af Herren Vishnu). Det var alt sammen rørende og enkel poesi. Sathya lærte
børnene disse og andre sange. Han tilføjede nogle gudhengivne sange, som Han Selv havde
skrevet. I disse sange klagede røgterpigerne sig til Yasoda (Krishna’s fostermoder) over
Krishna’s uophørlige gavtyvestreger. Yasoda skældte drengen ud, fordi Han stjal og på grund
af Hans gale streger. Krishna på Sin side påstod, at Han var uskyldig. Med Yasoda og Krishna i
cirkelens centrum og med røgterdrengene dansende i udkanten af cirklen, var denne opførsel
en stor attraktion i landsbyen. Baba Selv spillede enten rollen som moderen eller Barnet, og
det var Hans dans, replikker og musik, der gjorde lovsangene så populære.
3.13. Folk lagde også mærke til, at Han blandede disse traditionelle temaer med sange om en
pilgrimsrejse til en ny helligdom, som ingen havde hørt om før, nemlig Shirdi. Hans sange
berettede også om en majestætisk, guddommelig personlighed, som ingen havde den
fjerneste idé om eksisterede, nemlig Sai!
3.14. ”Sai Baba? Sai Baba fra Shirdi? Hvem kunne det være? Hvordan kunne denne lille dreng
blive inspireret af denne muslim, denne fakir?” De ældre gjorde sig de særeste tanker om
dette, mens drengene dansede syngende om på gader og stræder.
16
3.15. Gruppen samlede hver måned et bidrag på en anna ind fra hver husstand. (En anna er
en indisk møntenhed, der har en meget lille værdi). De brugte nogle af pengene på olie til den
lampe, som de bragte med sig, når de gik rundt i landsbyen. De brugte også penge på ristet
ris, som de gav alle som prasad, og endelig brugte de penge på røgelsespinde, kamfer og
andre småting, som de skulle bruge til deres tilbedelse. På festdage eller nærmere betegnet på
festaftener indsamlede de større beløb, for eksempel 2 anna. På den måde fik de råd til det
stolte indkøb af en petroleumslampe, der blev indkøbt i Bukkapatnam. Den musikalske side af
sagen tog Chinna Venkapa Raju’s børn sig af sammen med nogle andre børn.
3.16. Sathya var selvfølgelig gruppens centrale figur. Det var Ham, der organiserede, det var
Ham, der var kasserer, instruktør, sangskriver og ledende sanger. Han spillede enhver rolle så
vidunderligt, at landsbyboerne for deres indre blik så scenerier fra Mathura og Brindavan; de
så den unge røgterdreng (Krishna) med Hans fløjte, der fortryllede røgterpigerne, køerne,
kalvene, træerne og selv Yamuna-floden.
3.17. Engang sang gruppen en sang, der priser Herren Narasimha af Kadiri’s tapperhed og
bedrifter, som de bliver fortalt inden for den folkelige tradition der på egnen. (Narasimha er
Herren Vishnu’s inkarnation som halvt løve halvt menneske). Drengene var kommet til denne
linje i sangen: ”Ud fra søjlen af stål sprang Herren i skikkelse af en løve”, da Sathya pludselig
sprang rundt som denne Herres mand/løve manifestation med et sådant udtryk af voldsomhed
og vildskab i ansigtet, at hele landsbyen blev skrækslagen, og ingen, selv ikke eksperter i
brydegreb, var i stand til at få drengen til at falde til ro. Til sidst, efter at flere folk havde
udført tilbedelse, svunget en kamferflamme og brækket kokosnødder midt over foran den
manifesterede Herre, blev Sathya igen normal og fortsatte med at synge Kadiri-sangen færdig.
Atter en tilkendegivelse!
3.18. Denne episode øgede ’Pandhari lovsang gruppens’ ry, for man kunne høre folk sige, at
når denne gruppe sang og dansede, så manifesterede Gud rent faktisk Sig Selv, som beboerne
i Puttaparthi havde været vidne til! Desuden havde man lagt mærke til, at selv om der hang en
kolera-epidemi som en hed, giftig ørkenvind over disse områder, så havde Puttaparthi ikke
været ramt af dette dødens pust, selv om den havde været årsag til adskillige familiers død i
de omkringliggende landsbyer. Indbyrdes talte viise mænd om, at den guddommelige
atmosfære, som lovsangs-gruppen frembragte, var årsag til dette. Derfor blev drengene
inviteret til et stort antal landsbyer, for at de kunne frelse dem fra gudernes vrede! Ofte
sendte de deres oksekærre af sted for at hente gruppen, men andre gange var de små
redningsmænd nødt til at gå 15 til 18 kilometer. De bar på deres medbragte mad, og de
hvilede sig på dagens varmeste tidspunkt på en eller anden bakketop. Også i disse landsbyer
hørte folk om de fremmede navne, Shirdi og Sai, og de undrede sig over, hvad og hvem de
var. Men når der var gået et stykke tid, glemte de det igen, og hverdagen gik sin vante gang.
3.19. Der var også de dramatiske optrin, friluftsoperaerne, hvor temaer fra de puraniske
skrifter blev skildret gennem dialog, dans og udklædning. (Purana’erne er 18 åndelige tekster,
der udgør en samling af ældgamle legender og overleveringer). Det var stykker, hvor onde
mennesker, dæmoner og onde kræfter blev besejret af guder, Avatarer og de gode kræfter.
Disse opførsler blev skrevet, indøvet og iscenesat i Sathya’s hjem. Pedda Venkapa Raju var
selv blevet en berømt person. Det var han blevet, fordi han spillede Banasura og på grund af
hans uforlignelige skildring af Yudhishira, den trofaste tilhænger af ’rigtig handling’ og den
pålidelige Herrens tjener. (Banasura var kejser Bali’s ældste søn. Han havde 1000 arme, og
han var en hengiven tilhænger af Herren Siva. Yudhishira var den ældste af Pandavabrødrene. Han er også kendt under navnet Dharmaraja). I denne periode blev der iscenesat et
større antal skuespil for at indsamle midler til de hungersnødsramte. Banasura,
Ushaparinayam, Droupadi Manasamrakshanam og Kamsa Vadha er titlerne på de mest
populære stykker. Den ivrige unge dreng, Sathya, spillede også nogle rolle i disse skuespil.
Specielt spillede Han Krishna og Mohini (Herren Vishnu’s gemalinde), og tilskuerne jublede og
klappede af Hans spil, sang og frem for alt af Hans dans. For der var en rytme i Hans fødder,
17
en følelse af timing og melodi, som de sjældent havde set. Der var en smidighed, en lethed og
en skønhed, der fik dem til at føle: ”Han rører aldrig jorden, Han tilhører et overjordisk plan!”
3.20. Inden der var gået et par måneder, havde Han udvidet Sit repertoire og var begyndt at
spille andre roller. Selv efter Han var taget til Kamalapur og Uravakonda, for at gå på højere
klassetrin, spillede Han disse roller i ferieperioderne, når Han opholdt Sig i Puttaparthi. I den
populære fortælling om Kanakathara spillede Han rollen som Thara. Han gjorde det så
livagtigt, at Easwaramma, der sad blandt publikum, pludselig styrtede op på scenen for at
forhindre, at Thara blev henrettet for ramme alvor. Hun glemte rent, at det alt sammen var
uvirkeligt! I skuespillet ’Krishna’s guddommelige lege’ spillede Han mere end én rolle. Han var
Devaki (Krishna’s biologiske moder), drengen Krishna og også den danserinde, der gjorde
kong Kamsa (Krishna’s ærkefjende) sin opvartning med sin dans i paladsets audiens sal! Han
spillede også rollen som Droupadi (Pandava-brødrenes ærbare hustru), og selv i dag beskriver
Han nogle gange med stor munterhed, hvordan Han var nødt til at iføre Sig syv lange sarier,
den ene uden på den anden, skønt ingen måtte lægge mærke til, at Han havde mere end en
på!
3.21. Kort tid efter besøgte en professionel trup af skuespillere området. Her opførte de mange
musikalske stykker, der tiltrak enorme tilskuerskarer. De opstillede deres scene i
Bukkapatnam, og senere flyttede de den til Puttaparthi, Kothacheruvu, Elumalapalli og andre
større landsbyer. Overalt blev der talt meget om truppens opførsler. De havde en kvindelig
danser, hvis kunstnernavn var Rishyendramani. Ved at kombinere forskellige færdigheder og
forskellige former for teknik af både gymnastisk og musikalsk art, optrådte hun med et
nummer, ’Meget modstand’, der vakte stor opsigt. I nummeret var der en akrobatisk dans, der
bestod i, at hun med en flaske på hovedet først gjorde én bøjning, satte sig ned, lagde sig på
maven på gulvet, med tænderne trak et tørklæde ud af en tændstikæske på gulvet, med
tørklædet mellem tænderne satte sig op, rejste sig op og til sidst stod op – stadig med flasken
balancerende på hovedet! Sandt at sige var det et særdeles vanskeligt kunststykke. Gennem
lang tids træning havde hun trænet sig op til at kunne gennemføre dette yderst indviklede og
komplicerede nummer. Der var ikke noget at sige til, at hun overalt høstede bragende bifald.
3.22. Sammen med nogle af Sine kammerater gik Sathyanarayana hen for at se disse skuespil
opført af professionelle kunstnere. Han så også det føromtalte nummer. Senere, efter Han var
kommet hjem, forsøgte Han Selv at udføre nummeret, og til alles overraskelse kunne Han gøre
det uden ringeste besvær! Da de ældre bad om at måtte se dette nye nummer i Sathya’s
repertoire, trak han Sig ind i Sig Selv og tøvede. Men nyheden sivede alligevel ud, og nogle
foretagsomme unge mænd fik Ham overtalt til at danse det berømte nummer i forbindelse
med afholdelse af vognfestival og kvægmarked i Kothacheruvu. De havde den frækhed at
annoncere, at den berømte Rishyendramani selv ville komme og spille i stykket, for de var så
sikre på, at Sathya ikke ville skuffe hverken dem eller tilskuerne. Søstrene klædte broderen ud
som en pige. De fik ordnet Hans hår, og de gav Ham smykker og andre pyntegenstande på. Da
de var færdige, bragte de Ham til Kothacheruvu. Pedda Venkapa Raju, der havde hørt om det
dristige forehavende, blev pludselig bange for konsekvenserne af det dumdristige foretagende,
som Sathya var blevet lokket med til. Forhænget gik op. ’Rishyendramani’ trippede ind i
Kamsa’s audienssal. Tilskuerne var alt for ophidsede af forventning til at bemærke nogen
forskel. Det berømte dansestykke begyndte. Sathya havde forbedret det ved at erstatte
tørklædet med en nål, der blev løftet op ved hjælp af øjenlågene! Ja, der var ingen tvivl om, at
den dags ’Rishyendramani’ gjorde stormende lykke!
3.23. Men det skete ikke uden foruroligende konsekvenser. Formanden insisterede nemlig på
at fæstne en medalje på den unge danser! Moderen og den øvrige familie blev ængstelige for,
at drengen trods al jublen og alle lovtalerne alligevel skulle have udfordret ’det onde øje’. Og
hvad var så medaljer, sølvbægre og ros værd? Hvad var alle de invitationer, som Han modtog
om at komme og gentage kunststykket andre steder så værd? Og deres bange anelser viste
sig at holde stik, for Han pådrog Sig en grim øjenlidelse. De svulmede op, blev røde og løb
18
voldsomt i vand. Hans temperatur steg også. Moderen fortæller, at hun en nat hørte lyden af
tunge fodtrin, af fødder iført sandaler med såler af træ, der kom ind i huset og fortsatte lige
hen til det sted, hvor Sathya befandt Sig. Hun syntes, det var meget mystisk, så hun stod op
og gik hen til drengen. Hun lagde sin hånd på Hans pande for at finde ud af, om Han havde
feber. Hun mærkede straks, at feberen var forsvundet! Og øjnene! Hun hentede et lys, og se!
Øjnene havde det langt bedre. Den næste dag var Sathya helt rask!
19
Kapitel 4
Ham der skænker glæde
4.1. Seshama Raju, Sathyanarayana’s ældre broder, giftede sig med Sri Pasupathi Subba
Raju’s datter. Denne familie var fra Kamalapur i Cuddappah distriktet. Eftersom Sathya var
nødt til at fortsætte Sin skolegang i en anden by end Bukkapatnam, foreslog man, af Han lige
så godt kunne tage til Kamalapur. Broderen var der til at se efter ham, og dette arrangement
forekom at være tilfredsstillende, så forældrene gav deres samtykke. Faderen og moderen
ønskede, at Sathya skulle tage en uddannelse på gymnasielt niveau, så Han kunne blive
embedsmand! De var derfor indstillet på at tage afsked med Ham og sende Ham så langt væk
som til Kamalapur, så Han kunne fortsætte Sine studier.
4.2. Sathya gik herefter regelmæssigt i skole. Ligesom i Bukkapatnam var Han i Kamalapur en
stille og velopdragen dreng, der var Sine læreres favorit. Når der var skuespil i byen, sang Han
bønnen, før tæppet gik op, og de der hørte Hans stemme, udspredte nyheden om, at en dygtig
sanger var kommet til byen. Herefter havde Han monopol på at synge bønnen forud for
offentlige møder.
4.3. Selv i dag taler Baba om en gymnastiklærer, der var meget respekteret på hele skolen på
grund af sin uforbeholdne kærlighed til børn. Han var også spejderfører, og han var ivrig efter
at få Sathya indlemmet i sin trup. Så han begyndte at overtale drengen til at blive spejder. Det
gjorde han både direkte og gennem Sathya’s kammerater. Der var to drenge, børn af en
ministeriel embedsmand, der sad på den samme skolebænk som Sathya, og som var Hans
meget gode venner. De bønfaldt Ham om at blive spejder. De skubbede endog et par nye
pæne spejderskjorter og et par knæbukser over til Sathya. De håbede, det kunne få Ham til at
slutte Sig til dem. De vidste alle, at Sathya ville blive sjælen i truppen, hvis Han tilsluttede Sig
den. De var også klar over, at forældrene i byen ville vise større interesse for spejderarbejdet,
hvis Han var med. Ellers ville de være mere tilbøjelige til at anse dem for at være ’nogle
driverter, der bare tænkte på vandreture og middage’.
4.4. Til sidst sluttede Sathya Sig til dem. Det var lige tids nok til, at Han kunne komme med til
det dyrskue og marked i Pushpagiri, som spejderføreren havde planlagt, at hans trup skulle
med til. I Pushpagiri ville der være arbejde nok for drengene. Der ville være masser af
mennesker og derfor også mange børn, der ville blive væk for deres forældre. Der skulle også
sørges for frisk drikkevand til pilgrimmene, der var sanitære faciliteter, der helst skulle
fungere, og der skulle ydes førstehjælp på stedet på det store kvægmarked. Det kostede 10
rupees pr. dreng at deltage i lejren. Sathya havde imidlertid ikke så meget som en øre!
4.5. Han var nødt til at bevise, at uselvisk tjeneste bærer lønnen i sig selv, at guddommelig
kærlighed er stærkere end alt andet. Han bestemte Sig for, at muligheden for at belære og
inspirere Sine venner ikke skulle gå til spilde. Så Han besluttede Sig for at gå til Pushpagiri for
på den måde at spare busbilletten. Han fortalte spejderføreren, at Hans familie ville komme til
markedet, og at de ville tage sig af Ham. (Og det er jo heller ikke forkert at sige, at enhver
pilgrim kan regnes til Hans ’familie’). På denne måde slap Han for alt rodet i lejren og også for
at skulle betale for at deltage i lejren. Han regnede ud, at 5 rupees ville være nok til at dække
udgifterne ved Hans ophold i Pushpagiri. Han har senere fortalt, at Han havde et sæt
skolebøger fra det foregående klassetrin, som Han sjældent havde læst i. Disse bøger var
derfor så godt som nye, og Han solgte dem til en dreng, der ikke havde ret mange penge.
Drengen tilbød at betale 12 rupees, men Han solgte dem for de 5 rupees, Han havde brug for.
Da det var gjort, gik Han til Pushpagiri. Han nåede frem klokken 9 om aftenen dagen før
åbningen af markedet.
20
4.6. Fysisk var Han meget træt, da Han nåede frem. Han lagde Sig til at sove på flodbredden
med Sin taske med tøj og penge. Her lå Han sammen med den store skare af mennesker, der
allerede havde samlet sig der. Da Han vågnede næste morgen, var pungen forsvundet
sammen med tasken!
4.7. Når Baba beskriver disse hændelser, fortæller Han ofte tilhørerne, at Han overhovedet
ikke var bekymret. Han fortæller, at Han gik rundt på stedet, og at Han var helt rolig og
ubekymret. På en stenkumme fandt Han en anna og en pakke små cigaretter. Han tog mønten
og gik hen på markedspladsen. Her var der en mand, der sad foran en mærkelig indretning.
Det viste sig at være en form for lykkehjul, og manden lovede gevinst til alle heldige! På en
cirkel, der var malet med hvid maling på et stykke sort klæde, var der tegnet nogle bogstaver
og tal. Et par af dem ville give gevinst, de øvrige var nittere. I midten af denne cirkel var der
sat en pind af jern, og i toppen af denne pind var der fastgjort en bevægelig viser. Han bad
sine kunder om at lægge en mønt ved siden af ham, og derefter give viseren et skub. Hvis
viseren standsede ud for 2,3 eller 4 tallet, ville han give kunden det dobbelte, tredobbelte eller
firdobbelte af det indsatte beløb. I alle andre tilfælde var pengene hans. Sathyanarayana gik
lige hen til denne mand og drejede viseren et antal gange. Han var heldig hver gang, og på
den måde vandt Han 12 annas! Han fortæller, at Han kunne have vundet langt mere, men at
Han syntes, det var synd for den stakkels fyr, der jo ikke havde ret mange penge!
4.8. Disse 12 annas slog til i en hel uge! For som det allerede er blevet nævnt, havde Han en
mirakuløs evne til at skaffe mad til Sig Selv. Denne mirakuløse evne gav sig også udtryk i, at
Han kunne påstå, at Han havde spist et regulært måltid, og at folk kunne forvisse sig om det
ved at dufte til hans hænder. Selv mange år senere kan Han finde på at sige: ”Jeg har spist
frokost”, og når folk tvivler på det, giver Han dem lov til at lufte til Hans håndflade, hvorefter
de lader sig overbevise.
4.9. Så spejderføreren blev ført til at tro, at der blev passet godt på Sathyanarayana, og at
Han fik mad af Sine slægtninge, der befandt sig på markedet! Så han gjorde ikke forskel på
Sathya og de andre spejdere, når der skulle fordeles arbejdsopgaver. Sathya gik til opgaverne
med stor ildhu. Han tog det blandt andet som Sin opgave at motivere og inspirere Sine
klassekammerater til at udføre uselvisk social tjeneste. Selv i dag er dette et centralt tema i
Hans lære. Som Han siger: ”Tjeneste over for andre er tjeneste over for dig selv, for den
anden er blot dig selv i den anden skikkelse og med et andet navn.”
4.10. Det siger sig selv, at Sathya i al stilfærdighed smuttede ud af lejren, da de begyndte at
foreslå, at han kunne køre med dem tilbage i bussen, for Han havde ikke betalt Sin andel af
udgifterne til bussen. Af principielle grunde gik Han hele vejen hjem.
4.11. I den periode, Sathya boede i Kamalapur, var Han borte fra Sine forældre. Hans broder
var på et tidspunkt væk i en længere periode. For han var ved at tage et efteruddannelseskursus. Når Sathya så stod og manglede penge, tjente Han ofte en skilling ved at lave små
vers og forretningsslogans for en købmand ved navn Kote Subbanna! Subbanna havde en
butik, der solgte medicin, styrkende medikamenter, glasartikler, moderne tøj, paraplyer og alt
muligt andet. Når som helst, han ønskede at reklamere for en ny vare eller øge salget af noget
patent medicin, fik han fat i Sathya på vejen til eller fra skole. Han gav Ham så de nødvendige
oplysninger om de pågældende varer. Om aftenen ville Sathya så være færdig med en
lokkende og fristende sang på telugu. (Telugu er hovedsproget i delstaten Andhra Pradesh,
som Puttaparthi er beliggende i). Sangen berømmede det nye produkt. Versene var
iørefaldende og velegnede til at fange folks opmærksomhed, når Han og en lille gruppe
jævnaldrende travede op og ned ad gaderne, mens de sang den nye reklame. De morede sig
fortræffeligt, mens de med malede skilte i hænderne sang de nye præparaters pris.
4.12. Til gengæld for disse sange, der snart var på alles læber, gav Kote Subbanna unge
Sathya tøj, bøger og andre ting, Han havde brug for!
21
4.13. Ældre hengivne af Sri Sathya Sai Baba har et mundheld, der lyder således: I Uravakonda
tilkendegav Han, hvem Han er. Men det var i Kamalapur, at grunden til Hans ry blev lagt.
Denne erklæring er en hyldest til, at folk i Kamalapur ikke var sene til at få øjnene op for det,
Han lærte dem. Sammenlignet med den afstumpethed og mangel på forståelse, der var en
anden af måderne at reagere på, må man konstatere, at det var de hengivne tilhængere i
Kamalapur, der gik i spidsen ved at arrangere offentlige møder og offentlig tilbedelse af den
unge Sai, efter han var vendt tilbage til Puttaparthi.
4.14. Men nu må vi skynde os tilbage til Uravakonda, hvor det næste kapitel i denne
guddommelige saga udspillede sig. Seshamma Raju blev færdig med det kursus, der
kvalificerede ham til at blive lærer i telugu. Han fik ansættelse på en skole i Uravakonda, der
underviste elever fra 11 -18 år. Det så han selv som et godt varsel, for så kunne han have
Sathya boende hos sig. På den måde kunne han have sin opmærksomhed rettet mod Hans
fremskridt med studierne.
22
Kapitel 5
Slange-bjerget
5.1. Uravakonda har sit navn efter det bjerg, der dominerer stedet. Først var navnet
Uragakonda. ’Uraga’ betyder slange, og ’konda’ betyder bjerg. Et fremspring på bjerget, der
består af en kraftig kampestensformation, der er ca. 35 meter høj, leder tanken hen på en
mangehovedet slange. Deraf navnet.
5.2. Det var i sandhed et held for Uravakonda, at Sathyanarayana Raju ledsagede Sin broder,
den nye telugu-lærer, til stedet og begyndte at gå på byens high school. (En high school er en
skole, der har elever fra 11 til 18 år). For derved fik byen en person, der kunne lære den om
udødelighed! Drengens berømmelse var allerede løbet forud for Ham Selv. Indbyrdes talte
byens drenge om, at Han var dygtig til at skrive på telugu, at Han var en god sanger, at Han
havde et særligt talent for at danse, og at Han var klogere end Sine lærere. Desuden talte de
om, at Han var i stand til at se tilbage i fortiden og indfange glimt af fremtiden. Pålidelige
historier om Hans bedrifter og guddommelige evner var på alles læber. Disse historier
cirkulerede i byen, fordi de blev fortalt af folk, der ankom til byen fra Bukkapatnam,
Penukonda, Dharmavaram og Kamalapur. Med stigende forundring hørte folk om, at denne
dreng selv som lille barn havde en enestående evne, der bevirkede, at Han kunne fremtrylle
frugter, blomster og lækkerier ’ud af den blå luft’ blot ved at foretage nogle enkle bevægelser
med hånden. ”Kan det kaldes andet end et mirakel?”, spurgte folk hinanden.
5.3. Eleverne flokkedes rundt om den nye telugu-lærer. De var ivrige efter at høre flere
historier om drengens evner. Alle lærere var ivrige efter at komme til at undervise i den
klasse, som Sathya skulle gå i. Nogle på grund af nysgerrighed, andre på grund af en følelse af
ærbødighed over for drengen, og endelig var der nogle, der desværre havde et tvivlsomt
motiv. Det ville nemlig give dem lejlighed til at afsløre al denne snak som værende noget, der
var helt hen i vejret.
5.4. Sathya blev snart hele skolens yndling og midtpunkt i hele byen. Han blev leder af skolens
morgensangsgruppe. Han trådte op på podiet hver morgen, når hele skolen mødtes til bøn, før
elever og lærere påbegyndte dagens arbejde. Og det var Hans stemme, der helliggjorde luften
og inspirerede lærerne til at dedikere dem selv til deres tildelte opgaver. Han var skolens sjæl i
alt, hvad der havde med dramatik at gøre. Han blev også den førende atlet inden for atletik,
for Han kunne løbe temmelig hurtigt. Han havde desuden fortrinlige evner for at spille på
gudu-gudu (en speciel tromme), og Han var uovertruffen i sækkeløb, og endelig var Han den
bedste blandt skolens spejdere.
5.5. Her er det på sin plads at fortælle lidt om Sathya og skolens aktiviteter inden for drama.
Sri Thammi Raju, læreren der havde ansvaret for denne del af skolens arbejde, bad engang
Sathya om at skrive og instruere et stykke på telugu, og Sathya kastede Sig begejstret over
arbejdet. Stykket blev en stor succes. Ikke blot fordi helten i stykket var en lille dreng, en rolle
som Sathya Selv spillede, men hovedsageligt fordi det som tema havde det evigt aktuelle
emne, som man kan betegne som menneskets evige synd: Forestillelsen, hykleriet, ikke at
handle som man føler, man bør. Titlen på stykket var: ’Kan der være harmoni mellem ord og
handling?’
5.6. Den første scene viser en kvinde, der læser op af Bhagavatha’en for nogle andre kvinder.
Hun forklarer betydningen af de enkelte vers. Hun fortæller, at det er en pligt for husets frue
at give almisser til dem, der trænger til hjælp og til de handicappede og invaliderede, der ikke
selv kan tjene til føden. Der skal derimod ikke gives almisser til de friske og stærke
mennesker, der lever et liv i ledighed, og som snylter på andre. Lidt senere spredes kvinderne,
23
og husets frue bliver ladt alene med sin lille dreng, der har siddet og lyttet interesseret. Lidt
efter kommer der en blind tigger. Han laver en masse postyr for at henlede opmærksomheden
på sig selv. Men han bliver irettesat og sendt væk. Nu kommer der en stærk og kraftig
tiggermunk. Han har en gevaldig stor vom, og han bærer en blankpudset kobberskål fuld af
korn samt en rigt udsmykket thambura (et langhalset strenginstrument). Fuld af ærbødighed
byder husets frue ham velkommen, og hun tilbyder ham korn og mønter. Hun kaster sig for
hans fødder og beder om hans velsignelse. Sønnen er forvirret og rådvild. Han spørger Sin
moder, hvorfor hun ikke gjorde det, som hun for få minutter siden havde prist i så høje toner.
Han bliver afvist med et kort og afmålt svar: ”Kan der være harmoni mellem ord og handling?”
Moderen er blevet irriteret over sønnens frækhed. Hvor vover drengen at stille spørgsmål ved
de voksnes moralske opførsel? Hun tager ham med ind på kontoret ved siden af, hvor faderen,
der har en overordnet stilling på et kontor, sidder travlt optaget af sit arbejde.
5.7. Han giver drengen en længere formaningstale om værdien af uddannelse og om, hvordan
folk bør studere, selv om det kan være vanskeligt at arbejde sig op gennem skolens klassetrin.
Pludselig banker det på døren. Det er en skoledreng, der beder om en rupee, så han kan
betale sine skolepenge. Betaler han ikke sine skolepenge, så vil hans navn blive slettet af
elevlisten, og han vil være udelukket fra at rykke op i næste klasse. Faderen siger, at han ikke
har nogen penge på sig, og som bevis viser han drengen sin tomme pung. Nogle få minutter
senere maser en flok unge mænd, alle kontorassistenter der arbejder på kontoret, sig ind på
kontoret. Den forreste har et stykke papir i hånden. Det er en bidragsliste, som man kan
skrive sig på. Det drejer sig om en middag, der skal afholdes for en ny leder af kontoret, der
skal tiltræde om kort tid! Faderen synes vældig godt om ideen. Han siger, at det hele skal
være meget stilfuldt, så den nye mand bliver fornøjet over arrangementet. Faderen tilbyder at
holde en tale, trækker skrivebordsskuffen ud og rækker dem den uhyre store sum af 20
rupees!
5.8. Barnet bliver forfærdet over at se denne adfærd og spørger faderen, hvorfor han handler i
modstrid med sine egne ord; hvorfor han løj over for skoledrengen. Faderen bliver vred på
barnet og siger: ”Kan der være harmoni mellem ord og handling?” Han råber dette til barnet
og befaler det straks at gå i skole.
5.9. Nu skifter scenen til skolen. Sathya, det vil sige Krishna i dramaet, kommer ind i
klasseværelset. Læreren er voldsomt ophidset, for distriktets skoleinspektør vil besøge skolen
den næste dag. Med stor omhu forbereder han børnene på denne inspektion. Han fortæller
dem, at inspektøren måske spørger dem om, hvor langt de er nået i fagets pensum. Og her
skal de svare, at de er nået til, ikke afsnit 23 som er det rigtige afsnit, men afsnit 32. Han
fortæller endvidere klassen, at han vil gennemgå afsnit 32 om Hariscandra, når inspektøren er
på besøg. (Harishchandra var en konge, der ofrede alt på sandhedens alter). Så derfor
underviser han dem i dette afsnit, så svarene på inspektørens spørgsmål den næste dag kan
komme kvikt og hurtigt. Han truer dem med alvorlig afstraffelse, hvis nogen så meget som
hvisker, at de allerede har fået gennemgået afsnit 32. ”I morgen skal det se ud, som om jeg
underviser jer i stoffet for første gang”, siger han og fortsætter med at undervise eleverne om,
hvad Harischandra måtte ofre for sandhedens skyld. Da timen er forbi, løber alle de andre
drenge ud i skolegården, men Krishna bliver tilbage. Han stiller læreren det spørgsmål, Han
allerede har stillet to gange den dag. ”Hvorfor følger du ikke selv det råd, du giver?” Og Han
får den samme afvisning: ”Kan der være harmoni mellem ord og handling? Vil Du mene, at
den der giver andre råd, selv bør følge disse råd?” Hyklere, hyklere, det hele er ét stort
hykleri!
5.10. Scenen skifter nu til Krishna’s hjem. Det er den næste dag, og det er ved at være tid til
at gå i skole, men drengen nægter at gå derhen. Han kaster Sine skolebøger fra Sig og siger,
at det er spild af tid at gå i skole. Han holder fast ved Sin beslutning om ikke at studere i
skolen. Forældrene aner ikke, hvad de skal stille op og sender bud efter læreren, der lidt efter
kommer farende ind i værelset. Nu siger Krishna: ”Hvis alt det, I som moder, fader og guru
24
lærer Mig blot er ord, der skal tales og skrives, hvis alt det man lærer, skal kastes væk, når
det kommer til handling, så forstår Jeg slet ikke, hvorfor Jeg skal lære noget af alt dette.” Det
åbner øjnene på de tre, og de hylder drengen som deres guru. De beslutter sig for, at de for
fremtiden vil tale og handle i overensstemmelse med sandheden.
5.11. Dette er temaet på det drama, som Sathya skrev i en alder af 12 år! (Når der angives en
alder på Baba, så er det vigtigt at vide, at i Indien er man 1 år, når man bliver født. Når der
for eksempel står, at Baba var 12 år, så var Han i henhold til vores beregning kun 11 år). Jeg
har beskrevet stykket i detaljer, så læseren kan få et klart indtryk af den unge Sai’s
fremsynede intelligens og tidligt vågne instinkt for opdragelse.
5.12. Hurtigt blev Sathya den, man spurgte til råds, når man havde mistet en ting af værdi.
Hans ry for at besidde en intuitiv evne til at opklare hvor bortkomne ting befandt sig, var fulgt
med Ham til Uravakonda. Baba fortæller, at i de dage plejede Han kun at give Sine venner det
første og det sidste bogstav i navnet på de personer, som havde de mistede genstande hos
sig. Han overlod det til dem selv at skaffe tingene tilbage.
5.13. Men der er en episode, der specielt fortjener at blive beskrevet. En lærer havde mistet
en værdifuld fyldepen, og han overtalte Sathya til at afsløre identiteten på den person, der
havde taget den uden hans samtykke. Sathya opgav navnet på en tjener, men læreren afviste
selve ideen, fordi tjeneren var både pålidelig, trofast og ærlig. Man undersøgte tjenerens
værelse på et tidspunkt, han ikke var hjemme. Og der var intet spor af, at han skulle have
noget at gøre med den forsvundne fyldepen. Men Sathya fastholdt Sin forklaring. Han
forklarede, at manden havde sendt den til sin søn, der studerede i Anantapur, og tilbød at
bevise det. Så Sathya lod skrive et brev, som foregav at være fra tjeneren. (Tjeneren var
analfabet, og han benyttede sig altid af en professionel brevskriver, når han skulle have
skrevet noget). Efter at have spurgt til helbred og så videre, spurgte faderen, hvordan den
fyldepen, han havde sendt, skrev. Han rådede også drengen til at bruge den med forsigtighed,
for den havde været dyr, og den kunne let blive stjålet! I brevet lå der også en frankeret og
adresseret svarkuvert. I løbet af fire dage havde læreren svaret. Fyldepennen skrev
fortræffeligt. Han skulle nok passe på den på behørig vis, da den har været så kostbar og er en
gave fra hans kære fader! Således blev Sathya’s mirakuløse kræfter bekræftet; alle ærede
Ham.
5.14. En anden episode bevirkede, at Sathya vandt almindelige menneskers respekt i
Uravakonda. Denne episode minder om en tilsvarende episode i Shirdi Sai Baba’s liv. En
muslim fra Uravakonda ledte som en vanvittig efter sin hest, der enten var bortløben eller var
blevet stjålet. Spørgsmålet er, hvor den var, og hvem der eventuelt havde stjålet den. Hesten
var hans eneste kilde til at tjene til livets ophold, for han ejede en hestetrukken vogn, som han
sædvanligvis tjente en rupee eller to på om dagen ved at køre med blandt andet personer og
bagage. Nu var han desperat, for han havde ledt over hele området. Hans venner havde
gennemsøgt hele stedet, men der var intet spor af dyret. Til sidst fortalte en eller anden ham
om drengen Sathya, der gik i den lokale skole. Han kontaktede Ham og fortalte om sin sorg og
fortvivlede situation.
5.15. Sathyanarayana Raju bad ham øjeblikkeligt om at gå hen til en bestemt lund, der lå 2,5
kilometer uden for byen. Det gjorde manden, og han fandt, at hesten stille og roligt gik og
græssede for sig selv. Den var helt ubekymret over det voldsomme postyr, som den havde
forårsaget. Denne episode gjorde Sathya berømt som ’vidunder-drengen’ i det muslimske
samfund. Herefter skete det ofte, at førerne af hestekærre stoppede, når de så ham. Ejerne
ville så insistere på at give Sathya et lift til eller fra skole. De håbede, at det held, der hang
ved ham, ville smitte af på deres køretøj.
5.16. Således skete der jævnligt ting, der glimtvis røbede de majestætiske kræfter, der
slumrede i den unge 12-årige drengs skrøbelige krop. Den 8. marts 1940 blev hele byen
25
chokeret over at høre, at en stor sort skorpion havde stukket Sathya. I Uravakonda og de
omkringliggende områder herskede der den almindelige opfattelse, at ingen på dette sted ville
overleve et slangebid eller et skorpionstik. Det var en opfattelse, der hang sammen med
spådomme i forbindelse med den mangehovede granitslangesten, der har givet stedet navn.
Klipperne ser ud, som om en slange har løftet sit hoved og er klar til at hugge med sine
gifttænder, og derfor herskede der denne frygtelige overtro. Det var omkring klokken 19, lige
før mørket falder på, at Sathya med et skrig sprang op og holdt om Sin højre tå.
5.17. Man kunne imidlertid ikke se nogen skorpion, og den nat sov Sathya uden tegn på at
have smerter! Alle følte sig lettede, men kun for igen at blive bekymrede og ængstelige! For
præcis klokken 7 om morgenen den næste dag fandt man Sathya bevidstløs og stiv. Han var
ikke i stand til at tale, og Hans åndedræt var svagt.
5.18. Hvis noget sådant skulle ske for Baba i dag, så ville de hengivne ikke blive chokerede,
eftersom de er vant til, at Baba forlader Sin krop og tager til andre steder med Sit subtile
legeme. Men dengang kendte man ikke noget til disse rejser, så Seshama Raju, broderen, og
mange andre blev opskræmt. De drog den konklusion, at det måtte være skorpionens gift, der
havde været 12 timer om at nå hjertet.
5.19. Så Seshama Raju hentede en læge, der gav Sathya en indsprøjtning og efterlod en
flaske medicin. Efter hvad der blev sagt, var Sathya uden bevidsthed hele dagen og natten
med. Næste morgen kom lægen igen og kunne erklære, at drengen var uden for fare!
5.20. Der skete noget i løbet af den nat, der viser, at Sathya ikke var uden bevidsthed, men at
Han tværtimod fremviste en forhøjet bevidsthed! En eller anden foreslog, at man skulle
formilde Muthyalamma, landsbyens skytsgudinde nær Slange-bjerget, fordi drengens tilstand
måske skyldtes, at en ond ånd havde besat Ham. Så frivillige skyndte sig hen til templet, satte
en stige ned til det allerhelligste og bragte offergaver i form af blomster, røgelse og en
kokosnød, der blev brækket itu. Dette skete nær Slange-bjerget. På samme tid hørte man
Sathya, der tilsyneladende var bevidstløs, sige: ”Kokosnødden blev brækket i tre stykker.” Og
da de frivillige kom tilbage fra templet, medbragte de kokosnødden i tre stykker og ikke i to,
som er det forskriftsmæssigt korrekte antal!
5.21. Sathya kom på benene i løbet af et par dage, men Hans adfærd var forandret. Den var
mere mærkelig, mere ejendommelig. Der var dem, der karakteriserede Hans tilstand som ’en
total ændring af personligheden’ eller sagde, at ’Shirdi Baba havde overtaget Sathya’s fysiske
krop’. Intet kan være længere fra sandheden. Baba har senere fortalt, at Han Selv satte denne
manifestationsproces i gang. For Han ville ikke vente længere. Han kunne ikke længere løbe
rundt og spille rollen som en dreng med broder, søstre og klassekammerater. For som Han
siger, Han var hinsides både visha og vishaya, det vil sige upåvirket af gift og af den objektive
verden. Ingen skorpion var i stand til at gøre Ham fortræd.
5.22. I mellemtiden havde Seshama Raju informeret Puttaparthi om tingenes tilstand i
Uravakonda. Han havde skrevet, at Sathya ikke svarede nogen af dem, der talte til Ham; at
det var en overmenneskelig opgave at få Ham til at spise noget; at Han for det meste brugte
Sin tid på at iagttage stilhed. Nogle gange brød Han ud i sang eller fremsagde digte, nogle
gange fremsagde Han lange passager på sanskrit, nogle gange reciterede Han den højeste
vedantiske visdom. Det tog forældrene omkring en uge at nå frem til Uravakonda, fordi
uforudsete og uforklarlige ting forhalede det hele. Og det gav anledning til yderligere
ængstelse. (Vedantisk visdom er viden om det centrale i Vedaerne. Vedanta er en anden
betegnelse for Upanishaderne).
5.23. Seshama Raju blev nervøs over, at forældrene endnu ikke var ankommet. Han fik fat på
en mand, der indvilligede i at tage til Anantapur på cykel. Derfra ville han fortsætte til
Bukkapatnam og Puttaparthi. Da Seshama Raju stod og forklarede manden den rute, som han
26
skulle tage for at nå frem til forældrene, lagde Sathya Sig imellem og sagde: ”Du behøver ikke
sende bud efter dem, de vil være her i løbet af en halv time.” Og ganske rigtigt, de ankom
præcis en halv time senere.
5.24. Forældrene blev smittet af bekymringen for Sathya’s tilstand. De syntes, at Han sang og
talte og opførte Sig på en sær og underlig måde. Fra tid til anden blev Han også stiv, og
tilsyneladende forlod Han kroppen og opholdt Sig andre steder. Det var alt sammen meget
gådefuldt.
6.25. En dag, da Sathya som sædvanlig lå hen uden fornemmelse for Sine omgivelser, bad
Han en af de andre i huset om at hente den sastri (mand af lærdom), der netop nu opholdt sig
i nabohuset. ”Han fortolker Bhagavatha’en helt forkert; han udlægger den på en forkert måde.
Gå og bring ham herhen”, befalede Han. Selvfølgelig ville sastri’en ikke komme. ”Hvad kender
den knægt til denne sanskrit Bhagavatha? Hvad ved han om, hvad der er rigtigt eller forkert
ved den udlægning, som jeg netop har givet til disse mennesker? Hvordan hørte han den i det
hele taget? Fortæl ham, at han skal passe sig selv.” Det var sastri’ens ord. Han fortsatte
derefter sine fortolkninger. Men Sathya fastholdt, at han skulle komme. Til sidst gik sastri’en
derhen, om ikke andet så for at glæde forældrene, der sagde: ”Kom og giv drengen en lektion
i ydmyghed. Det vil være nok. På det seneste er Han blevet så ustyrlig.”
5.26. Da sastri’en kom, bad Sathya ham om at gentage sin seneste udlægning. Da han havde
gjort det, gjorde Sathya ham opmærksom på, hvor han tog fejl. Herefter stillede Han i hurtig
rækkefølge en række spørgsmål, som for eksempel: ”Hvem er Vali’s fader?” ”Hvornår blev
Ravana født?” ”Hvem er Garuda’s søster?” Disse spørgsmål forbløffede den skriftkloge. Til sidst
faldt han ned for Sathya’s fødder og bad Ham undskylde, at han ikke straks var kommet, da
Han befalede det.
5.27. Distriktslægen i Anantapur, der på dette tidspunkt opholdt sig i Uravakonda, blev
kontaktet af den læge, der behandlede Sathyanarayana. Han var af den opfattelse, at
sygdommen var beslægtet med choktilstand og snarere var en variant af hysteri, end den
havde noget at gøre med det påståede skorpionstik. Det var det resultat, han nåede frem til,
og i sin visdom anbefalede han derfor en medicinsk behandling. Denne blev nøje fulgt i tre
hele dage, men de velkendte anfald af skiftevis gråd og latter, overdreven tavshed og
overdreven talen fortsatte bare som før. Han sang og talte om Gud; Han beskrev
pilgrimssteder, som ingen af de tilstedeværende havde besøgt; Han erklærede, at tilværelsen
var ét stort drama! Astrologikyndige påstod, at det var en ånd, der havde besat drengen. De
forklarede, at det var en tidligere beboer af huset, ja faktisk var det husets første beboer. De
skændte på Seshama Raju, fordi han ikke havde været mere varsom, da han skulle vælge det
hus, de skulle bo i. Der var magikere, der tilskrev sygdommen en pludselig opstået frygt, som
måtte have fået nerverne til at slå klik. Præster rådede broderen til at arrangere en bestemt
offerhandling, en Rudrabhisheka, til Siva-lingam’en i templet. (Rudrabhisheka er en ceremoni,
hvor man øser indviet vand, olie, mælk, rosenvand, honning, sandaltræ pasta eller lignende ud
over en Sivalingam). De der besad mest visdom, rystede blot på hovedet og hviskede, at Guds
veje er uransagelige. (En lingam er en ægformet sten; Herren Siva's symbol; det formløses
form; symboliserer formens sammensmeltning med Det Formløse).
5.28. Seshama Raju blev bestormet af velmenende folk, der hver især havde et bud på,
hvordan hans lillebror kunne kureres. Til sidst fik han fat på en åndeuddriver, og fik ham bragt
hen til huset, hvor de boede. Da Sathyanarayana så ham, udfordrede Han ham og sagde lige
op i hans ansigt: ”Kom an! Du har tilbedt Mig hver eneste dag, og nu du er kommet, er det din
opgave at tilbede Mig og forsvinde.” Da åndemageren hørte denne advarsel fra sin egen Guds
skikkelse, forsvandt han i en sådan fart, at han glemte at få sit honorar! Inden han forlod
huset, rådede han broderen til at behandle drengen med den største ærbødighed, for Han var
’i kontakt med Gud’ og ikke spor plaget af djævelen.
27
5.29. Forældrene var ved at tabe modet. De tog Sathya med tilbage til Puttaparthi, og her
holdt de nøje øje med Hans adfærd. De blev mere og mere bekymrede. Det blev ikke bedre af,
at Sathya Selv ligesom ønskede at drive det til det yderste. Det gjaldt, hvad enten det drejede
sig om at iagttage tavshed, om noget musikalsk eller noget verbalt. Han kunne pludselig bede
Sin søster: ”Du skal udføre arathi nu, guderne bevæger sig hen over himlen.” Eller Han kunne
sige, at Hans skolestudier var blevet forstyrret og begynde at improvisere og synge sange om
værdien af at kunne læse og skrive. Han kunne synge om, hvordan landsbyboerne bliver taget
ved næsen af den snu pengeudlåner, hvis de er analfabeter. Selv på vejen hjem fra
Uravakonda bragte de Sathya til en læge i Bellary og til en anden i Dharmavaram. Men hvilken
diagnose kan vel en almindelig praktiserende læge stille? Deres stetoskop kan ikke tyde Guds
åndedrag eller kortlægge sjælens strømninger – og da endnu mindre pulsen i den
guddommelige sjæl, der er fast besluttet på at overskride de menneskelige normer! Sathya
skal have sagt følgende til Sine forældre: ”Hvorfor bekymrer I jer sådan? I vil ikke finde nogen
læge, der hvor I tager hen. Og selv om I skulle finde en læge, ville han ikke være i stand til at
kurere Mig.”
5.30. I Puttaparthi blev der også sendt bud efter åndemagere, fordi den første reaktion på
enhver sygdom i alle landsbyer er, at den er forårsaget af en eller anden sort magi, eller at det
er en ond ånd, der har besat patienten. Da en af disse åndemagere kom og satte sig i værelset
og begyndte at tage forskellige ting frem, der var nødvendige for at kunne fremmane ånden,
så sygdommen kunne overføres til et lam eller en fugl, lo Sathya og drillede ham med, at han
havde glemt nogle ting. Han syntes fast besluttet på at gennemgå alle de kvaler, som ville
blive resultatet af deres uvidenhed og overtro. Han lo af det hele!
5.31. Ellers vil det være umuligt at forstå, hvordan den 13-årige dreng kunne udholde den
voldsomme behandling, Han var genstand for i Brahmanapalli, nær Kadiri. Dette er en
beretning om sjælsstyrke, som det nok er værd at berette om i enkeltheder. En eller anden
meddelte de bekymrede forældre, at der fandtes en åndemager, en tilbeder af Sakthi (Den
guddommelige Energi), som ingen ond ånd kunne sætte til vægs! Vedkommende erklærede, at
denne mand ville kunne helbrede Sathya og gøre Ham rask nok til, at Han kunne komme i
skole igen. Så man gjorde oksekærren parat, men okserne nægtede at bevæge sig ud af
stedet. Endelig kom de dog af sted, men de stødte på alle mulige former for vanskeligheder på
vejen. De blev udsat for sygdom, feber, diarre og så videre. Til sidst nåede de dog frem, og
’den syge’ kunne komme under behandling af den berømte ekspert i djæveluddrivelse.
5.32. Han var en kæmpestor mand. Det var frygteligt bare at se på ham. Han havde
blodskudte øjne og primitive manerer. Han forsøgte med alle sine færdigheder. Han ofrede
først en høne og så et lam, hvorefter han fik Sathya til at sidde i midten af en cirkel af blod.
Han chantede alle de besværgelser, som han kendte til. Han tillod ikke forældrene at fjerne
drengen, for han var af den opfattelse, at det var et opgave, han var blevet betroet at løse.
Efter hans mening var der tale om en styrkeprøve mellem ham og hans egen ’guddommelige’
kunnen og den lille dreng, der bare sad og smilede af hans mangler og fejl! Åndemageren
forsøgte sig endog med desperate teknikker, som han ikke engang ville vove at afprøve på
stærke voksne patienter!
5.33. For eksempel barberede han en del af drengens hår af, og med et skarpt instrument skar
han tre kryds i Hans hovedbund. Disse tre kryds blev skåret fra issen og ned mod panden.
Under denne smertefulde behandling sad Sathya helt rolig. Han så ikke ud til at have mistet
modet. Langt senere udtalte Han følgende: ”Selv efter at have set al denne sjælsstyrke; selv
efter at have været vidne til det mirakel det var, at den lille dreng kom uskadt gennem denne
pinsel, er I ikke overbevist om, at Jeg er Baba. Hvordan ville I så ikke have reageret, hvis Jeg
blot var fremkommet med denne erklæring på en sorgløs solskinsdag? Jeg ønskede at
overbevise jer om, at Jeg er guddommelig, at Jeg er uimodtagelig for menneskelig lidelse,
smerte eller glæde.”
28
5.34. I de blødende sår i hovedbunden hældte denne heksedokter en blanding af blandt andet
limefrugtsaft, hvidløgssaft og andre sure frugtsafter. Han hældte det lige ned i de åbne sår.
Forældrene, der i stor fortvivlelse overværede alt dette, var overraskede over, at der end ikke
var en tåre at spore i drengens øjne, og at der ikke lød så meget som et gisp af smerte fra
drengens læber! Sakthi-tilbederen blev imidlertid rasende. Han fik det arrangeret således, at
der de næste dage tidligt hver morgen skulle hældes 108 krukker koldt vand ud over sårene
på drengens hovedbund. Også det blev gennemført. Nu var hans arsenal næsten opbrugt. Den
onde ånd, der havde besat drengen, havde ikke indrømmet sit nederlag; den havde endnu
ikke røbet, at den ville forlade Ham og drage et andet sted hen! Åndemageren slog drengen
over leddene med en tung og kraftig stok for at drive det ud, som han kaldte ’stag-fever’, når
drengen bevægede Sig, og ’rock-fever’ når Han sad stille!
3.35. Så åndemageren besluttede sig for at anvende sit stærkeste våben, som selv den mest
hårdføre ånd ikke ville kunne modstå. Der var tale om en magisk ’trylledrik’, der er en
blanding af de værste syreholdige væsker, som man kender inden for torturens verden. Han
smurte denne væske ind i Sathya’s øjne. Forældrene blev forfærdede over de mulige
konsekvenser, dette kunne få for deres dreng. Ansigt og hoved svulmede op til ukendelighed.
Hele hovedet blev rødt, og de der stod i nærheden af Ham kunne ligefrem føle, hvordan huden
brændte. Øjnene udsondrede tårer, og hele kroppen rystede på grund af smerte.
Djævelmesteren var lykkelig ved udsigten til, at ånden nu endelig ville trække sig planmæssigt
tilbage. Under alt dette sagde Sathya aldrig et ord, og Han rørte ikke så meget som en finger.
De, der stod omkring drengen, specielt forældrene og den ældre søster, følte sig skyldige ved
at stå som afmægtige tilskuere til al denne tortur. De græd ubehersket og forsøgte at trøste
Sathya. Det gjorde de, uden at åndemageren vidste det, for han tillod ikke, at nogen
kontaktede hans patient. Fra tid til anden gjorde Sathya tegn til dem. Han bad dem om at
forholde sig rolige. Ved hjælp af håndbevægelser fortalte Han dem, at Han ville gå ud af
værelset under et eller andet påskud. Han bad dem vente på Sig udenfor. Her bad Han dem
om at hente et lægemiddel, som Han kendte. Det blev frembragt, og det blev smurt i Hans
øjne. De to øjne, der havde været reduceret til to smalle streger, åbnede sig helt op og blev
efterhånden mindre opsvulmede!
5.36. Heksedokteren gik helt fra koncepterne over denne indblanding i hans behandling. Han
blev ophidset og teede sig som et vildt dyr, der bliver narret for sit bytte. ”Jeg var kun et
skridt fra sejren”, råbte han rasende.
5.37. Forældrene ønskede at redde drengen ud af dødsens gab; denne død der stod foran dem
i menneskelig skikkelse. De havde set og lidt nok. De gav ham hans fulde honorar og gav ham
også lidt gaver oveni. De takkede ham for hans ulejlighed. De lovede at opbygge drengens
udholdenhed en smule mere, så Han bedre ville være i stand til at tåle hans vidunderlige
behandlinger, så magikerens intentioner bedre kunne lykkes en anden gang! På en eller anden
måde gik de af med sejren! Oksekærren kørte væk fra Rædslernes Hus. De nåede omsider
tilbage til Puttaparthi. Men Sathya var endnu langt fra at være ’normal’. Ofte syntes Han at
have en anden personlighed. Han fremsagde bønner og digte, som en dreng i teenagealderen
slet ikke burde kende til. Engang imellem udviste Han en styrke, der svarede til 10 mand. Til
andre tider var Han svag som stænglen på en lotusblomst. Han diskuterede med de voksne,
om hvorvidt deres opførsel og adfærd var korrekt, og Han fik dem til at føle sig skamfulde, når
Han beviste, at de havde uret.
5.38. En ven af familien gav det råd, at drengen skulle køres hen til en landsby, der blot lå
nogle få kilometer væk. Her boede der en klog kvaksalver, der helbredte præcis den slags
tilfælde med en mikstur bestående af grønne blade. Oksekærren blev kørt frem; kærren var
parat til afgang. Sathya blev løftet op i den, og klokkerne begyndte at ringle, da kærren begav
sig ud ad det upålidelige hjulspor. Omkring en halv time senere syntes det at gå op for Sathya,
at Han var i færd med at blive bragt et andet sted hen. Han sagde: ”Jeg ønsker ikke at tage
noget sted hen. Lad os tage tilbage.” Og se! Okserne standsede, og på trods af den mest
29
energiske halevridning kunne de ikke overtales til at gå så meget som et skridt fremad. Denne
kamp gik for sig i over en time. Okserne nægtede at røre sig ud af stedet! Så vendte man
okserne, så deres ansigter vendte hjemad, og klokkerne begyndte igen at ringe muntert. Sri
Krishnamachari, der var advokat og ven af familien, boede i Penukonda, og han hørte om disse
hændelser, som Raju familien havde været udsat for. Han kom til Puttaparthi for at studere
situationen nærmere og tilbyde den hjælp, han nu var i stand til at yde. Han blev sat godt ind i
situationen. Længe sad han alene ved flodbredden og grundede over det hele. Så fortalte han
Venkapa Raju følgende: ”Det er virkelig langt mere alvorligt, end jeg havde forestillet mig.
Bring ham øjeblikkeligt til Narasimba Templet i Ghatikavhalam. Det er vist den sidste chance, I
har.” Sathyanarayana hørte ham sige dette. Pludselig vendte Han sig mod ham og sagde: ”Det
er faktisk morsomt, er det ikke? Jeg er allerede i Ghatikavhalam, og du ønsker at bringe Mig til
Mig!” Advokaten havde ikke lyst til at forfølge sagen yderligere.
5.39. Den 23. maj 1940 stod Sathya som sædvanlig op af sengen. Men efter et stykke tid
kaldte Han denne morgen husets beboere til Sig og gav dem slik og blomster, som Han tog ud
af den blå luft. Da naboerne opdagede, hvad der gik for sig, kom de farende ind i huset. Han
gav hver af dem en risbolle kogt i mælk tillige med blomster og slik, som Han alt sammen
materialiserede med en bevægelse af hånden. Sathya syntes at være i et meget muntert
humør, så man sendte bud efter Venkapa Raju, så han kunne komme og se Sathya i denne
godmodige rolle. Faderen kom stormende ind i huset, og han måtte mase sig gennem
menneskemængden, der havde samlet sig i huset. Folk bad ham om at gå hen og vaske
fødder, hænder og ansigt før han trådte frem foran Giveren af alle disse gaver. Dette
ophidsede ham endnu mere. Han var overhovedet ikke imponeret. Han tænkte, at det hele var
et trick, at drengen skjulte tingene, og så tog dem frem ved hjælp af en eller anden
taskenspillerkunst. Det er i værd fald det, han for nylig tilstod over for denne forfatter. Han
ønskede blot, at hele dette halløj måtte få en ende, inden det gik hen og blev en tragedie.
Derfor hørte man ham slå en hånlig latter op og råbe følgende til drengen, mens alle hørte på
det: ”Dette er gået for vidt. Nu må det stoppe.” Idet han bevæbnede sig med en kæp, trådte
han et skridt nærmere hen til drengen og truede med at banke det hele ud af Ham. ”Er Du en
Gud eller et spøgelse, eller er Du rablende skør? Fortæl mig det!”, råbte han. Omgående kom
svaret, erklæringen som havde været holdt tilbage i så lang tid: ”Jeg er Sai Baba.”
5.40. Yderligere diskussion var ikke mulig. Venkapa Raju var chokeret og forholdt sig derfor
helt tavs. Kæppen gled ud af hans hænder. Han stod og stirrede på Sathya. Han forsøgte at
forstå betydningen og konsekvenserne af denne erklæring: ”Jeg er Sai Baba.” Men Sathya
fortsatte: ”Jeg tilhører Apasthamba stammen; Jeg er af Bharadwaja slægten; Jeg er Sai Baba.
Jeg er kommet for at fjerne alle jeres problemer. Hold jeres huse rene og pæne.” Han gentog
navnene på stammen og slægten igen senere om eftermiddagen. Den ældre broder, Seshama
Raju, trådte helt hen til Ham og spurgte: ”Hvad mener Du med Sai Baba?” Han svarede ikke,
men sagde kun dette: ”Jeres Venkavadhootha bad til, at jeg måtte blive født ind i jeres familie.
Derfor er Jeg kommet.”
5.41. Hvem var denne Venkavadhootha? Da jeg spurgte Seshama Raju, hvem han var,
informerede han mig om, at der ifølge familietraditionen engang tilbage i tiden havde levet en
gammel vismand i familien ved navn Venkavadhootha. Han havde været anerkendt som guru
over et område, der omfattede hundrede landsbyer. Sine sidste år levede han i Huseinpura i
delstaten Mysore.
5.42. Faderen antog Sai Baba for at være en muslim, der talte gennem drengen. Derfor
spurgte han: ”Hvad skal vi gøre ved Dig?” Straks kom svaret: ”Tilbed Mig!” ”Hvornår?” ”Hver
torsdag. Hold jeres sind og huse rene.”
5.43. Med ængstelse og forbløffelse hørte landsbyboerne navnet Sai Baba. Da de undersøgte
det nærmere, fandt de frem til, at en vis embedsmand for et stykke tid siden var kommet til
Penukonda. Denne embedsmand var en brændende tilhænger af en fakir ved navn Sai Baba.
30
Så de foreslog, at Sathya blev bragt hen til denne mand, for han havde ry for at være
velbevandret i tilfældet Sai Baba. ”Han må vide, hvad det er, Sathya fejler. Han vil komme
med en løsning på problemet.” Denne mand nedlod sig til at se drengen, men han var ikke i
humør til at sætte sig ind i Sathya’s situation. Han erklærede, at det var et klart og tydeligt
tilfælde af mental forstyrrelse, og han rådede dem til at få drengen anbragt på en institution!
Sathya lagde Sig imellem og sagde: ”Ja, der er tale om mental forstyrrelse, men hvis? Du er
blot en præst, og du kan end ikke genkende selve den Sai, som du tilbeder!” Idet Han sagde
dette, tog Han håndfulde af vibhuthi ud af den blå luft og strøede den rundt i det værelse, hvor
de opholdt sig.
5.44. Efter de var kommet hjem igen, det var en torsdag, var der en, der udfordrede
Sathyanarayana ved at sige følgende til Ham: ”Hvis Du er Sai Baba, så giv os lige her og nu et
bevis på det!” Det blev sagt i akkurat den samme tone, som landsbyboerne ville have anvendt
over for en præst, som øjensynligt var besat, og som dansede i ekstase foran templet. Baba
svarede: ”Ja, Jeg skal give dig et bevis”, og alle rykkede nærmere. ”Giv Mig disse
jasminblomster”, befalede Han. Han fik blomsterne, og med en hurtig armbevægelse kastede
Han dem på gulvet og sagde: ”Se!” Nu så de, at blomsterne nu dannede telugu-bogstaverne
Sai Baba!
5.45. Som man kan se, var Sathyanarayana i færd med, skridt for skridt, at forberede folk på
Sathya Sai’s nye æra. Hans ubekymrede koldsindighed under al den tortur, som Han var
blevet udsat for, da Han var i hænderne på magikeren, havde fået alle til at forstå, at Han ikke
var nogen almindelig dreng, men at Han var en manifestation af en højere virkelighed. De
glimt af guddommelig inspiration, der tidligere var kommet lejlighedsvis til udtryk i sang, dans,
musik og poesi, var nu yderligere blevet understreget ved, at Han ’forlod kroppen’, at Han var
upåvirket af smerte, og nu sidst ved at Han havde gjort verden bekendt med Sin sande
identitet.
5.46. Seshama Raju holdt stadig fast ved sin beslutning om at presse Sathyanarayana gennem
high school, hvad enten Han ville det eller ej. Denne skoleuddannelse skulle gøre Ham
kvalificeret til at arbejde i statens tjeneste. Så i juni måned tog han Ham med tilbage til
Uravakonda, hvor han meldte Ham ind i skolen. Her tiltrak Sathya Sig alles opmærksomhed,
for de havde alle hørt, at Han var lidt til en side. De havde også hørt om forældrenes
vanvittige bestræbelser på at ’helbrede’ Ham. Drengen blev dels hyldet som værende et
mystisk vidunderbarn, en slags lille profet, og dels blev Han opfattet som en sjælden
kuriositet. På torsdage var hjemmet fuld af pilgrimme, der blev der til ud på de små timer af
natten. Disse pilgrimme kom fra de forskellige omkringliggende landsbyer, og de ofrede
blomster og søde sager til Ham. Ofte udpegede Han Seshama Raju for dem og sagde: ”Hvad
mon han tænker på; han har ingen tro!” Skolens rektor bøjede sig imidlertid i ærbødighed for
den lille elev, og også de to hjælpelærere, Thammiraju og Sesha Iyengar, så gennem sløret og
lyttede gerne til Hans inspirerende ord.
5.47. Her i Uravakonda oplevede man storslåede begivenheder på torsdage. Sathya
overraskede alle, da Han ’tog’ billeder af Shirdi Sai Baba, stykker af orange klæde som Han
fortalte var fra den kjortel, som Shirdi Baba bar, dadelfrugter som havde været offergaver i
Shirdi så vel som blomster, frugter, kandis og udi – hellig aske (som ikke blev taget ud fra et
ildsted, som Shirdi Baba plejede at gøre, men ’ud af luften’). En dag ankom lærerne fra
Sathya’s high school i samlet flok for at besøge Ham. De var stærkt opsatte på at teste Ham.
De havde til formålet forberedt en række spørgsmål om vedanta, åndelige øvelser og så
fremdeles. De fyrede spørgsmålene af løst og fast mellem hinanden. Da de var færdige med at
stille alle spørgsmålene, gav Han dem svarene i den rækkefølge, de havde stillet
spørgsmålene. Han opfordrede den lærer, der havde stillet spørgsmålet til at lytte omhyggeligt
til svarene på hans spørgsmål! Ser man bort fra det rammende og rigtige i svarene, var det ud
over det en bemærkelsesværdig intellektuel præstation.
31
5.48. Det var på det tidspunkt, at en invitation fra nogle byboere fra Hospet gav Seshama Raju
en idé. En ledende skoleinspektør, en ingeniør, en embedsmand fra sundhedssektoren, nogle
byrådsmedlemmer og et par købmænd ønskede, at Sathyanarayana blev bragt hen til deres
egn. Hospet er beliggende nogle få kilometer fra ruinerne af Hampi, der var hovedstaden i det
ældgamle Vijayanagara rige. Så Seshama tog imod invitationen. Han så her en mulighed for at
tage på en udflugt, der måske kunne have en gavnlig indvirkning på drengens psykiske
tilstand. Så de nærtforestående Dasara feriedage kom meget belejligt. (Dasara, der betyder
10, festligholdes hvert efterår. Højtiden består af Navarathri (ordet betyder 9 nætter) samt af
den 10. dag – Dasara. Det er en højtid, hvor man fejrer de gode kræfters sejr over de kræfter,
der modsætter sig menneskets stræben efter at nå Lyset. Specielt tilbedes gudinderne Durga,
Lakshmi og Saraswathi, fordi de skænker os mennesker mod, rigdom og visdom).
5.49. De slog sig ned mellem ruinerne. De spadserede langs de veje, på hvis sider der engang
havde ligget smykkebutikker og mange boder med blomster. De spadserede ad de veje, der
engang havde været besøgt af mænd og kvinder fra alle Østens lande, af handelsmænd fra
Mellemøsten og Middelhavslandene. De så elefantstaldene, dronningernes palads, Vijajadasami
dæmningen, og de besøgte Vittalanathaswami Templet. De gik videre derfra og nåede til
stenstridsvognen, den udhuggede stenfigur der forestiller Narasimha og den kæmpestore
Ganapathi (Ganesha). Til sidst nåede de frem til Herren Virupaksha Templet. Herren
Virupaksha, der havde været Vijayanagara kejsernes skytsguddom, og som beskyttede og
værnede den hinduistiske kultur i næsten tre århundrede fra 1336 til 1635.
5.50. Flere havde lagt mærke til, at Sathya hele den morgen havde gået rundt mellem
ruinerne, som om Han ikke rigtig var nærværende, men nærmest gik og drømte. En gammel,
ærværdig mand, der sad foran et af templerne, sagde om Ham: ”Tro mig, den dreng er
guddommelig.” Da selskabet gik ind i Virupaksha’s tempel, gik Sathya også med dem, men
Han var mere interesseret i højden og det storslåede ved templets dekorerede tårnport, end i
selve tilbedelsen i det allerhelligste. Han stod udenfor, og ingen pressede Ham til at gå ind i
templet sammen med de andre. Da der var gået et stykke tid, svingede præsten
kamferflammen foran lingam’en og bad pilgrimmene om at se den oplyste helligdom, nu da
flammen oplyste dens indre. Der, inde i det allerhelligste, så de til deres store forbløffelse
Sathya! I stedet for lingam’en stod Han der rank og smilende, parat til at acceptere deres
ærbødige hilsner! Alt ved Ham var så ophøjet, vidunderligt og uventet, at Seshama Raju
ønskede at få bekræftet sin mistanke om, at drengen skulle have listet Sig ind i helligdommen,
uden at nogen havde bemærket det. Så han skyndte sig udenfor, og her fandt han Sathya, der
stod og lænede Sig op ad en mur og stirrede ud mod horisonten!
5.51. Det er lettere at forestille sig selskabets forbavselse, end det er at beskrive den. Denne
dag udførte de speciel tilbedelse til Hans ære. Det gjorde de, skønt det ikke var en torsdag, for
deres tro på Ham som en manifestation af Den Højeste Virkelighed blev bekræftet denne dag.
Byen Hospet var helt på den anden ende på grund af al denne forventning og al denne
begejstring. Nyheden om, at Han var blevet set som Virupaksha, havde spredt sig til byen,
længe før de nåede tilbage til den. Den næste dag, torsdag, helbredte Sathya, som Sai Baba,
en mand der led af tuberkulose, blot ved at røre ham, og Han fik ham til at rejse sig fra
sengen og gå en kilometer. Han ’tog’ mange forskellige genstande, som Han forærede til Sine
hengivne, og folks begejstring kendte ingen grænser. Lovsang og namasankirthana fortsatte til
langt ud på natten, for ingen ønskede at holde op med at synge. (Manasankirthana betyder, at
man højt fremsiger eller synger til Herrens pris, og at man gør det i glæde eller i ekstase).
5.52. Man kunne fornemme, at Sathyanarayana blev mere og mere uvillig til at lade Sig binde
af rutiner. Han længtes efter at rive båndene over, for historien hviskede i Hans ører og bad
Ham bryde ud og udfolde det, der var i Ham! Nu var den prøvetid udløbet, som Hans
omgivelser havde fået bevilliget. Han så, at øjeblikket var kommet, hvor Han skulle træde
frem på scenen for herefter altid at være Sai for alle.
32
5.53. Den 20. dag i oktober 1940, dagen efter de alle var vendt hjem fra Hampi i bus, begav
Sathyanarayana Sig til skole som sædvanlig. Stedets toldinspektør, Sri Anjaneyula, der var
meget knyttet til den lille Baba, ledsagede Ham så langt som hen til skoleporten. Herefter gik
han hjem, men han gjorde det kun modstræbende. Han syntes at have set en lysende glorie
rundt om Baba’s hoved denne dag, og han kunne ikke tage øjnene væk fra denne fortryllelse. I
løbet af nogle minutter forlod Baba skolen og vendte tilbage til broderens hus. Han stod på
yderdørens dørtrin, og Han kastede de bøger fra Sig, som Han havde båret på, og råbte: ”Jeg
er ikke længere jeres Sathya. Jeg er Sai.” Svigerinden kom ud fra køkkenet og dukkede frem
ved døren. Hun blev næsten helt blændet af den lysende glorie, som hun så rundt om Baba’s
hoved! Hun lukkede sine øjne og skreg højt. Baba henvendte Sig til hende: ”Jeg tager herfra;
Jeg tilhører ikke jer. Illusionen er borte; Mine tilhængere har brug for Mig. Jeg har et arbejde
at udføre; Jeg kan ikke blive her længere.” Og da Han havde sagt dette, vendte Han hende
ryggen og forlod stedet på trods af hendes bønfaldende ord om at blive. Da broderen hørte om
alt dette, skyndte han sig hjem, men Baba fortalte ham blot: ”Opgiv alle dine bestræbelser på
at ’helbrede’ Mig. Jeg er Sai. Jeg opfatter ikke Mig Selv som værende i familie med dig.”
Naboen, Sri Narayana Sastri, hørte den højlydte ordveksling. Han lyttede lidt og nåede hurtigt
til den erkendelse, at det der skete, var noget alvorligt. Så han løb ind i nabohuset; han så
gloriens stråleglans og faldt for Baba’s fødder. Han hørte også det historiske budskab:
”Illusionen er borte; Jeg tager herfra; Mit arbejde venter på Mig.” Seshama Raju var
fuldstændig rådvild. Han kunne knap få orden på sine tanker. Han var ikke i stand til at
imødegå denne nye situation. En dreng, der var 14 år, talte om Sine hengivne, Sit arbejde, om
illusion og filosofiske spekulationer om, hvem Han tilhørte! Seshama havde kun én ting i
tankerne. Forældrene havde overgivet Sathya i hans varetægt, og der var derfor hans opgave
at informere dem. Han ønskede, at Sathya først kunne få lov til at forlade huset, efter
forældrene var kommet til Uravakonda.
5.54. Men Sathya ville ikke gå ind i huset igen. Han gik ud i den have, der hørte til den
førnævnte toldinspektørs hus. Her satte Han Sig på en stor sten midt mellem træerne. Fra alle
retninger kom folk ind i haven. De bragte Ham blomster og frugter. Trætoppene gav genlyd af
de hundrede af stemmer, der istemte de sange, som Sathya havde lært dem linje for linje.
Mange husker stadig disse sange; den første lød således:
Oh sind! Dyrk Mesterens lotusfødder, de fører dig over
det svært overstigelige eksistens ocean.
5.55. Hans klassekammerater græd, da de hørte, at Sathya ikke længere ville gå i skole. De
græd også, fordi det fremover ville blive vanskeligere at få så meget med Ham at gøre, og
fordi det fra nu af kun var dem, Han øste Sin nåde ud over, der ville få glæde af Hans selskab.
Mange kom til Ham med røgelsespinde og kamferlamper for at tilbede Ham. Nogle kom for at
sympatisere med familien, nogle kom for at lykønske den. Nogle kom for at lære, og så var der
desværre også nogle, der kom for at få noget at grine af!
5.56. Tre dage forløb på denne måde i haven; tre dage fulde af lovsang og højlydte
erklæringer om, at man priste Ham. En fotograf dukkede op med sit kamera. Han bad Baba
om at fjerne en sten, der lå lige foran Ham, og som ville forstyrre billedet. Men Baba rettede
Sig ikke efter denne anmodning. Fotografen tog ikke desto mindre billedet og se! På billedet
var denne sten blevet erstattet af en statue af Shirdi Sai Baba! Men kun på fotografiet, ikke for
de øvrige i haven.
5.57. En aften, mens man var i gang med at synge lovsang, sagde Baba pludselig: ”Oh!
Illusionen er kommet!” og pegede hen på Easwaramma, moderen. Hun var netop ankommet i
stor hast fra Puttaparthi. Da forældrene bønfaldt Ham om at tage hjem, tog Han til genmæle:
”Hvem tilhører hvem?” Moderen græd og bønfaldt, men hun kunne ikke ændre drengens
beslutning. Hele tiden gentog Han erklæringen: ”Alt er illusion”. Til sidst lod Han moderen
servere Ham noget mad. Da hun kom med nogle retter, blandede Han det hele sammen og
33
formede nogle få boller af al maden. Hun gav Ham tre af disse boller, og da Han havde spist
dem, sagde Han: ”Ja, nu er illusionen der ikke mere. Der er ingen grund til bekymring.” Så gik
Han igen ud i haven.
5.58. Nogle få dage senere forlod Baba Uravakonda. Det var lykkedes forældrene at overtale
Ham til at tage til Puttaparthi. Det kunne de gøre ved at forsikre Ham om, at de for fremtiden
ville afholde sig fra at bestemme over Ham eller gribe forstyrrende ind, når Han udførte Sin
opgave og havde samtaler eller møder med Sine hengivne. Sri Anjaneyulu tilbad Hans fødder.
Sri Subbanna og Ramaraju fra Kamalapur førte opsyn med den praktiske side af alle
arrangementerne. Folk i byen gik i procession med musik og festivitas, og der blev udført
arathi flere gange på ruten.
5.59. Det blev Subbamma der, som den første, bød Ham velkommen i den Karnamske
ejendom i Puttaparthi. (Karnam var en godsejer, og Subbamma var godsejerens hustru). For
en kort tid boede Baba i Pedda Venkapa Raju’s hus, og senere flyttede Han hen til Subbaraju,
Easwaramma’s broder. Men snart skiftede Han atter bolig og flyttede til Subbamma’s hus. Hun
tog sig kærligt af Ham. Hun var Ham meget hengiven, og hun bød alle hengivne velkommen til
sit rummelige hus. Hun sparede ikke på nogen anstrengelse for at gøre deres ophold lykkeligt
og lønnende.
34
Kapitel 6
Den unge Sai
6.1. Efter at Han havde bekendtgjort, at Han var Sai Baba af Bharadwaja slægten og
Apasthamba stammen, blev Sathyanarayana Raju herefter almindeligvis kaldt enten Bala Sai
(den unge Sai) eller Sathya Sai Baba. Det var benævnelser, som Han Selv accepterede. Det
var ikke kun torsdag aften, at der blev sunget lovsang i Hans nærvær. Efterhånden sang man
lovsang hver dag og endog to gange om dagen. Årsagen var, at de pilgrimme der løbende
ankom, ikke kunne vente med at hylde Ham, til det blev torsdag. I begyndelsen blev et lille
værelse på 2,5 gange 2,5 meter anvendt som ’lovsangs-sal’. Dette værelse vendte ud mod den
vej, der førte hen til Pedda Venkapa Raju’s hus. Men dette værelse kunne højest rumme 12
hengivne, så snart var vejen op til huset også fyldt til bristepunktet! En rekrutteringsofficer
kom i jeep fra Hindupur for at få Baba at se. Det var første gang, landsbyboerne så et
selvkørende køretøj! Som tiden gik, kom folk i større og større antal. Derfor satte familien
Karnam et lætag op, som de hengivne kunne samles under. Som månederne gik, blev dette
lætag løbende udvidet. Selv et telt riggede man til, og snart kom der nogle hengivne fra
Bangalore og Anantapur, der slog deres egne medbragte telte op. Karnam familiens rummelige
hus blev også snart for lille, fordi Baba insisterede på at bespise alle dem, der kom for at se
Ham. Det blev altså nødvendigt at indrette kæmpestore spisesale.
6.2. Når den tilberedte mad truede med ikke at række til de mange gæster, skete det ofte, at
Baba diskret blev informeret om situationen. En ældre dame, der opholdt sig i Karnam’s hus i
disse måneder, fortæller: ”Han bad om at få bragt to kokosnødder. Da Han havde fået dem,
slog Han den ene mod den anden, og de knækkede begge over i præcis to lige store halvdele.
Så stænkede Han kokosmælk på de små bunker ris og på de gryder, der indeholdt de øvrige
ingredienser. Da det var gjort, gav Han signal til at fortsætte med at servere mad for alle dem,
der var kommet, og for alle dem der ville komme indtil tusmørket faldt på!”
6.3. Baba har Selv talt om Subbamma’s utrættelige hengivenhed. Subbamma var Karnam’s
hustru, og hun var en ældre kvinde, der tog sig af pilgrimmenes fornødenheder, og som havde
Baba boende i sit hus i nogle år, indtil den bygning der nu kaldes ’Det gamle Temple’, blev
opført i 1944.
6.4. Baba komponerede et antal sange og hymner, der skulle anvendes til disse
lovsangssamlinger. For ingen på disse kanter kendte Sai Baba (læs Shirdi Sai Baba), så sange
der refererer til Dwarakamayi, puti mandiram, udi og margosa-træet (ting, der knytter sig til
Shirdi Baba) og andre detaljer, var fremmede for de hengivne, der samlede sig i Puttaparthi!
Mange af disse sange synges den dag i dag i Prasanthi Nilayam.
6.5. Han kunne af og til beklage Sig over den huslige atmosfære de steder, hvor Han boede –
ung dreng som Han jo var! Ofte forsvandt Han i løbet af dagen eller om aftenen. Han forsvandt
ud i de bjerge, der omkranser landsbyen. Når man opdagede, at Han var væk, plejede
Subbamma og andre at lede efter Ham på alle bakker og i alle dale, der lå inden for gåafstand.
Ofte fandt de Ham siddende i tavshed på nogle klipper; Han sad så og så ud over dalen. Andre
gange fandt de Ham i en klippehule eller klippesprække, på flodens sandbanke, i en lund eller
på den modsatte flodbred. Disse fraværsperioder, denne flakken omkring, gav anledning til
store bekymringer hos dem, der tog sig af Ham, for de var uvidende om den sande betydning
af disse fraværsperioder. Nogle af dem var bange for, at Han kunne finde på at begive Sig til
Himalaya-bjergene, eller Han kunne finde på at leve et liv i askese. De forstod ikke denne
Inkarnations natur eller formålet med den i det hele taget. Selv i dag fortsætter disse folk med
at tale om den unge drengs udøvelse af yoga på bakkerne, uden at kunne forstå at Han er
kommet for at bære byrden for at sikre alles ve og vel!
35
6.6. En dag, da et selskab af hengivne ledsagede Baba i en karavane af oksekærrer på vej til
Uravakonda, steg Han ned fra Sin kærre og gik ud imellem bakkerne. Han forsvandt. Hele
området blev gennemsøgt, men der var intet spor af Ham. Alle var utrolig bekymrede, indtil
Baba igen dukkede op omkring klokken 18 om aftenen. Han var frisk og smilende, og snart fik
Han alle i godt humør igen.
6.7. Når jeg nu taler om oksekærrer og turen til Uravakonda, så bliver jeg fristet til at berette
om en hændelse, som Baba selv i dag fortæller med et glimt i øjet. Til trods for at Baba ind
imellem følte trang til ensomhed, og at Han derfor forlod Sine hengivne og søgte ud i bakker
og dale, var Baba altid en livlig og glad dreng, der var fuld af sjove påfund og spas. Engang da
omkring 20 hengivne begav sig ud ad vejen mod Dharmavaram, gik Baba og en gruppe yngre
mænd bag oksekærrerne i månelyset. Pludselig fjernede Baba Sig lidt væk fra gruppen. Ingen
lagde mærke til det. Han skyndte Sig hen foran den forreste kærre. Her stod Han ved vejsiden
som en 16-årig pige. Hun bønfaldt personerne oppe i kærren om at tage hende med, for
hendes mand var blevet indlagt på hospitalet. Han spillede rollen godt. ’Hun’ sukkede igen og
igen, og hun gned sig i øjnene og græd så inderligt, at kvinderne i kærren forbarmede sig over
denne ulyksagelige ’pige’ og tog hende op i kærren. Efter omkring halvanden kilometer kom
nyheden fra den bageste ende af kolonnen, at Baba var forsvundet, og alle oksekærrerne blev
bragt til standsning. Alle de der sad i kærrerne, steg ned og deltog i eftersøgningen.
6.8. Til sidst fandt de Ham blot nogle få skridt foran den forreste kærre. Nogle af de ældre
mænd dristede sig endog til at skænde på Ham, fordi Han sådan legede skjul de mest sære
steder, og det i nattens mulm og mørke. Rejsen blev genoptaget, men nu var en anden person
væk! Hvor var pigen, hvis mand var indlagt på Dharmavaram hospitalet? Hvor kunne hun
være gået hen? Måske var hun så ivrig efter at være ved sin mands sengeleje, at hun var løbet
af sted, da kærrerne standsede. Derfor løb nogle rapfodede unge mænd i forvejen, men de
vendte snart tilbage med besked om, at vejen var tom i hvert faldt tre kilometer frem! Til sidst
spurgte de Baba, for de var klar over, at Han helt sikkert vidste, hvor alle forsvundne personer
befandt sig. Og selvfølgelig vidste Han besked! ’Pigen’ var der, lige foran dem i skikkelse af
Baba, den store skuespiller.
6.9. Baba’s søster, Venkamma, plagede Ham om at få et billede af Shirdi Sai Baba, som Baba
havde komponeret så mange sange om, til brug i forbindelse med lovsang. Det lod til, at Han
havde fortalt hende, at Han ville give hende et billede en bestemt torsdag. Men Baba tog til
Uravakonda dagen før den nævnte torsdag, og hun havde også glemt alt om det. Hun var dog
sikker på, at hun nok skulle få det en dag, og det var ikke så vigtigt for hende, hvornår det
blev. Natten faldt på, og alle i Puttaparthi sov. Pludselig var der én, der kaldte: ”Moder,
moder” uden for yderdøren, men eftersom denne kalden ikke blev ved, stod søsteren ikke op
for at åbne døren. Hun var af den mening, at det havde været én, der kaldte på naboen. Da
hun lagde sig igen, hørte hun noget rasle bag ved en af sækkene med durra (en kornsort), der
stod i værelset. Hun forestillede sig, at det var en rotte eller en slange. Det var en klar og høj
lyd. Så hun tændte en lampe og undersøgte sagen. Og se! Et eller andet stak ud bag sækken.
Det var noget hvidt. Det var et stykke sammenrullet papir; det var et billede af Shirdi Sai
Baba. På mystisk vis gav Baba, der på det tidspunkt var i Uravakonda, hende det lovede
billede. Hun har stadig billedet!
6.10. I denne periode plejede Baba hver eftermiddag ved ca. 16-tiden at gå ned til flodens
sandbred med Sine hengivne. For det meste sang man lovsang her, for der fandtes ikke noget
stort lætag eller nogen stor sal, hvor de alle kunne samles. Baba har mange gange fortalt, at I
Hans liv ville de første 16 år hovedsagligt være præget af guddommelige lege, de næste 16 år
af mirakler og de efterfølgende år af guddommelig vejledning. Han har selvfølgelig forsikret, at
skønt henholdsvis de guddommelige lege, miraklerne og den guddommelige vejledning vil
være de væsentligste indtryk, så vil de andre to ting ikke være fraværende i de aktuelle
perioder. Tro mod denne erklæring lod Baba de hengivne, der deltog i disse eftermiddags-
36
lovsange, overvære forskellige mirakler. Det var på den tid, at det tamarind-træ der vokser
afsides på toppen af den lille klippe, der ligger på Chitravathi-flodens venstre bred, fik ry for at
være et ønsketræ. Egentlig er navnet ’det guddommelige ønsketræ’ mere passende, for Baba
plejede at tage de hengivne med op på denne klippe. Her plukkede Han mange forskellige
frugter til dem. Æbler fra én gren; mango fra en anden; appelsiner fra en tredje; pærer og
figner fra en fjerde og femte gren! Men som Baba siger, så kan Han på et hvilket som helst
tidspunkt gøre et hvilket som helst træ til et ønsketræ, for Han er Selv Ønsketræet!
6.11. Til stor overraskelse for alle kom Han altid forbløffende hurtigt op på denne klippe. Nogle
gange klatrede Han slet ikke, alligevel kunne Han det ene øjeblik tale til Sine tilhængere på
sandbredden for i det næste øjeblik at råbe dem an fra en position tæt på tamarind-træet. Han
plejede at hjælpe de ældre og de overvægtige blandt de åndeligt søgende, og når de holdt
Hans hånd, så trak Han dem op ad klippen, som om de slet ikke vejede noget.
6.12. Der findes fra dengang nogle meget heldige hengivne, der slet ikke kan lade være med
at give deres glædestårer frit løb, når de beskriver de mirakler, de var så privilegerede at have
været vidne til. Han kunne stå oppe ved siden af det førnævnte ønske-træ, mens Hans
hengivne befandt sig neden for klippen. Fra toppen af klippen ville Han så med klar og
bydende stemme bede dem: ”Se op og se!” Og de så Baba’s ansigt midt i et lysende,
roterende hjul, eller de ville se et strålebundt af lys stå ud fra Hans pande fra det, man kalder
’Siva’s tredje øje’. Der fortælles om tilfælde, hvor nogle få hengivne besvimede ved synet af
disse besynderlige og ukendte fænomener. Når de har stået på sandbredden og set op, er der
nogle, der har set en kæmpestor Shirdi Sai Baba, der var oplyst af en mystisk stråleglans.
Andre har set Baba’s ansigt i centrum af fuldmånen, mirakler som søjler af ild og meget meget
andet.
6.13. En studerende fra et college, der var til stede en aften, da Baba løftede Sig Selv op på
den klippe, hvor tamarind-træet stadig kan ses, skriver: ”Den næste dag tog Baba os igen ned
til den sandede flodbred. Faktisk gik Han ud af byen hver dag. Somme tider kom vi helt ud til
et sted nær Sahebcheruva, en inddæmmet sø på den anden bred, hvor Han elskede at
svømme og dykke. Andre gange gik vi bare ned til sandet på flodbredden. Efter vi havde
snakket lidt, udfordrende Han en dag nogle få unge mænd på Hans egen alder, altså nogle
teenagere. Han udfordrede dem til at løbe om kap med Ham hen ad den klippefaste sti, der
førte fra sandbredden og op til tamarind-træet. Af sted gik det! Men før nogen kunne så meget
som blinke med øjnene, råbte Baba til os i stor triumf fra toppen af klippen! Han bad de andre
om at blive, hvor de var, og så råbte Han til alle: ”Se på Mig, Jeg giver jer synet af det
guddommelige lys. Og pludselig var der en kæmpestor ildkugle, der var som en sol, der skar
igennem nymånetusmørket. Det var umuligt at holde øjnene åbne og betragte den. Tre eller
fire af de hengivne besvimede og faldt om. Klokken var lidt over syv, da det skete.”
6.14. Nu, når jeg nævner søen nær Sahebcheruva, kommer jeg til at tænke på en anden
episode. En dag havde Baba lavet en slags gynge, som Han havde bundet op i en gren. Nu sad
Han på denne gynge. I stor fryd og til alles glæde svingede Han hurtigt frem og tilbage.
Pludselig sagde Han: ”Se” til de hengivne, der sad på jorden. De så op og så den henrivende
røgterdreng fra Brindavan (Krishna) siddende på en pragtfuld dekoreret blomstersmykket
jhoola! (En jhoola er som en hængesofa, blot er der kun plads til én person. Når guddommen
gynger i en jhoola, symboliserer det, at Han sidder i de hengivnes hjerter). Her var der også
nogle, der mistede bevidstheden. Baba måtte bringe dem til bevidsthed igen, og det gjorde
Han ved at strø indviede riskorn ud over dem. Disse korn havde Han fremskaffet ved ’en
bevægelse’ af hånden. Da de vågnede op, var de fortumlede, og de græd af glæde. Baba bad
dem om følgende: ”Fald til ro! Lad være med at blive ophidset! Dette er jo årsagen til, at Jeg
ikke lader jer være vidne til visioner af denne art.”
6.15. Der findes en tilsvarende episode. Baba var engang gæst hos en familie i Mysore. Her fik
familiens præst ganske uventet en åbenbaring, et syn af Narasimha, og denne srivaishnava-
37
præst besvimede, og der gik flere timer, før han genvandt bevidstheden. (Srivaishnava er en
sekt inden for hinduismen). En pensioneret inspektør inden for sundhedsvæsenet havde en
samtale med Baba om Gud og guddommelighed. Under samtalen viste Baba ham pludselig det
guddommelige lys stråle ud fra Sin pande. Inspektøren blev så overvældet af denne oplevelses
fremmedartede stråleglans, at han først kom til sig selv efter 70 timer! Hans børn bebrejdede
Baba, at Han lod deres fader komme døden så nær!
6.16. En hengiven fra Kamalapuram bad en dag Baba om at vise ham et mirakel. Baba kaldte
ham og medlemmerne af hans familie, hans moder og de øvrige, hen til Sig og tilbød at vise
dem Vishnu’s ti inkarnationer! De så Matsya (Vishnu’s første Inkarnation som fisk), Kurma
(Vishnu’s anden Inkarnation som skildpadde) og Varaha (Vishnu’s tredje Inkarnation som
vildsvin) uden at der skete noget, men da Narasimha’s forfærdelige skikkelse viste Sig, hylede
og skreg de af frygt. (Narasimha er Vishnu’s Inkarnation som halvt menneske halvt løve). De
frygtede, at huset ville bryde sammen over hovederne på dem. De råbte: ”Nok, ikke mere!”
Baba fik dem først til at falde til ro, efter at der var blevet udført mangala arathi af de folk der,
skønt de havde været til stede under hele episoden, ikke havde set Skikkelserne, fordi dette
mirakel ikke var tiltænkt dem. (Mangala arathi er en bestemt form for tilbedelse, der
involverer en række handlinger). Det blev en anden herre forundt at se Vishnu’s ti
inkarnationer. Han var en slægtning til Karnam familien, og han er død nu. Faktisk døde han,
fordi hans fysiske legeme var for svagt til at rumme den glæde, det var at se disse syn. Baba
tog ham med ned til floden og bad ham se spejlbilledet, Hans eget spejlbillede, i vandet.
Manden forklarede senere, at han først så Sathya Sai Baba, så så han kun den stråleglans af
hår, der omkransede Hans hoved. Dernæst så han alle de ti Avatarer i den rækkefølge, de
nævnes i Purana’erne. Kalki-avataren på hesteryg havde Baba’s skikkelse! (Kalki Avataren er
Vishnu’s tiende Inkarnation. Kalki er svært at oversætte, men en mulighed er ’hvid hest’. Det
er en Inkarnation, der tilintetgør tåbelighed, forvirring og mørke).
6.17. Man kan godt forstå, at Baba tøver med af vise disse åbenbaringer, når man tænker på
tilfældet Krishnamurthy, en kontorist fra sekretariatet i Mysore. Selvfølgelig vil Baba
udelukkende velsigne dem, der har nået det stadie, der gør dem fortjent til at modtage den
åbenbaring, Han skænker. Baba bestemmer tidspunktet, hvem der skal være modtageren og
selve åbenbaringens art. Hvis et menneske bliver genstand for så stor en velsignelse og bliver
så overvældet af glæde, at det fysiske legeme simpelthen bryder sammen, og den pågældende
ikke kan overleve, så må man dog være dybt taknemmelig for at have fået en så ophøjet og
velsignet død.
6.18. Baba opholdt Sig på det pågældende tidspunkt i Bangalore. Han må have været et ungt
menneske på 17 år. Dengang plejede Han at have en hvid kortærmet skjorte på og en dhothi
rundt om livet. Den førnævnte Krishnamurthy var en hyppig deltager og et begejstret medlem
af en lovsangsgruppe, der sang hymner. Han holdt nøje øje med Baba og fulgte Ham tæt i
nogle få dage. En dag omkring klokken otte om morgenen konfronterede han Baba og sagde
temmelig opstemt: ”Jeg ved, at Du er Gud. Vis mig Din sande skikkelse!” Baba forsøgte at
undgå ham, men det kunne Han ikke. Så gav Han manden et billede af Shirdi Baba, som Han
materialiserede på stående fod. Han bad Krishnamurthy om at sætte det op på væggen og
meditere på det. ”Bliv ved med at se på dette billede”, beordrede han og forlod huset for at
give darshan til nogle hengivne i deres egne hjem.
6.19. Baba vendte tilbage, netop som klokken slog tolv. Netop som Han gik ind over tærsklen
til huset, udstødte Krishnamurthy et glædesskrig inde fra det inderste værelse! Da han kom
ud, skælvede og rystede han, og hans åndedræt var tungt. Han holdt øjnene helt lukkede, og
han fulgte efter Baba fra værelse til værelse. Han plagede Ham hele tiden, somme tider
bønfaldende og somme tider bydende: ”Giv mig Dine fødder; lad mig berøre Dine fødder!” Det
syntes som om, han hele tiden var klar over, hvor Baba befandt Sig. Han anvendte tydeligvis
sin lugtesans, for han snusede sig vej til Ham! Men Baba stødte ham blidt fra Sig eller gemte
38
Sig simpelthed. Han trak fødderne op under Sig, når Han sad ned og reagerede i det hele taget
ikke på mandens påtrængenhed.
6.20. Da Krishnamurthy blev bedt om at åbne sine øjne, nægtede han, idet han sagde, at han
ikke ønskede at se på noget andet. Han ønskede udelukkende at røre og se Baba’s fødder.
Hans opstemthed og glæde fortsatte med uformindsket styrke i dagevis, og Baba forklarede,
at hvis manden rørte Hans fødder, mens han var i denne ekstatiske sindsstemning, så ville han
dø. Så Baba overtalte ham stilfærdigt til at gå hjem. Det gjorde Han ved at sige, at han ville
give ham darshan der. Selv flyttede Baba hen til et andet hus. Men Krishnamurthy kunne ikke
beherske sig. På en eller anden måde fik han, stadig med sine øjne lukket, snuset sig vej. Han
steg op i en hestevogn og viste føreren hen til det hus, hvor Baba nu boede! Han smuttede ud
af vognen og løb hen over gårdspladsen. Han løb rundt om bygningen og begyndte at hamre
løs på netop det vindue, der hørte til det værelse, hvor Baba på det tidspunkt opholdt Sig!
Baba talte stadig om, at det kunne være til fare for hans liv, fordi han havde denne
overvældende oplevelse af henrykkelse. Mandens slægtninge, der havde fulgt efter ham,
slæbte ham med sig hjem. Han holdt stadig sine øjne lukket, og han bad stadig om at måtte
se og berøre Baba’s fødder.
6.21. Nogle mennesker bragte ham på hospitalet, for han var blevet svag af at faste, og han
ville end ikke drikke vand. Baba sendte ham lidt vand, som Hans fødder havde været vasket i.
Da han drak det, blev han frisk nok til at blive taget med hjem. Derhjemme bad han alle om at
synge lovsang. Selv lå han på en tremmeseng i det samme værelse. Da de var færdige med at
synge, lå han helt stille hen. Han var død. Han havde rørt Herrens fødder; floden havde fundet
havet. Han må have været en højt udviklet sjæl, siden han gjorde sig fortjent til en så utrolig
lykke!
6.22. Selv i de senere år har Baba givet åbenbaringer af folks personlige guddomme og Hans
egne mangfoldige skikkelser til mange. For alle disse mennesker er erindringen og det
lyksalige øjeblik noget virkeligt dyrebart.
6.23. Ofte har Baba Selv fortalt, at Herren er nødt til at komme i menneskelig skikkelse for at
blive forstået af mennesker. Det må Han gøre, for at kunne tale til dem på deres eget sprog.
Han bruger billedet, at en person, der ønsker at frelse en druknende mand, nødvendigvis må
springe ud i det samme vand. Ingen kan have noget ud af en Avatar, hvis Herren kommer til
Jorden i al Sin usvækkede stråleglans.
6.24. Ved en anden lejlighed spurgte Han nogle hengivne, der var kommet fra Kamalapur, om
de ville synes om at høre Herren Krishna’s fløjte. Hvem kan sige nej! Han bad dem om at
lægge deres ene øre mod Hans bryst og se! De kunne høre de fortryllende melodier fra
Krishna’s fløjte; henrivende lyde der fik bragt selv Yamuna-flodens strømme til standsning.
Easwaramma taler om en anden betagende oplevelse, hvor Baba sagde: ”Lyt! Shirdi Baba er
her.” Easwaramma og alle andre i værelset kunne nu høre fodtrin, der kom hen imod dem. Det
var tunge trin; det var sandaler med såler af træ, der gik hen over gulvet. Trinnene holdt op,
da de nåede derhen, hvor Baba sad! Ved lyden af de første trin udbrød moderen bebrejdende:
”Hvem er det, der kommer herind med sandaler på?” Så virkelig var fornemmelsen, så ægte
var visionen!
6.25. Dette var en oplevelse, som moderen havde. Faderen, Pedda Venkapa Raju, kunne
berette om en anden hændelse. En aften kom nogle mennesker fra Penukonda til Puttaparthi.
Blandt disse mennesker var der en gammel ven af familien, Sri Krishnamachari. Han var født i
Puttaparthi, men for længe siden havde han slået sig ned i Penukonda, hvor han arbejdede
som advokat. Han og det øvrige selskab kom til Karnam’s hus, og Subbamma gav dem kaffe
og brød. Snakken faldt helt naturligt på Sathyanarayana’s sidste bedrifter. De spurgte Pedda
Venkapa Raju, der tilfældigvis var der, hvad det hele var for noget, og hvor meget sandt der
var i det. Han svarede, at for ham var det hele et mysterium, og at han også befandt sig i
39
mørke. Det ser ud til, at advokaten kom til at kalde Venkapa Raju for en svindler og bedrager.
Det gjorde han, fordi Venkapa Raju fyldte ham med landsby-sladderhistorier, der var både
utroværdige og vildledende. Det chokerede i den grad faderen, at han gik derhen, hvor Baba
var på det tidspunkt. Han opfordrede ham til at komme med og overbevise tvivlerne om Sin
guddommelighed, så de ikke angreb ham, som advokaten lige havde gjort. Baba var helt rolig.
Han bad faderen om at bringe alle, der nærede tvivl, direkte til Ham.
6.26. Derfor blev Subbamma og Penukonda selskabet bragt til Pedda Venkapa Raju’s hus, hvor
Baba opholdt Sig. Baba spurgte Subbamma, om hun ville se Shirdi Baba’s gravmæle, og da
hun svarede ja, tog Han hende ind i huset og førte hende til det inderste værelse. Her sagde
Han: ”Se!”, og der kunne hun se gravmælet med alle blomsterne og røgelsespindene, der
brændte og udsendte skønne dufte. Hun så også en opsynsmand, der sad i det ene hjørne og
lavmælt fremsagde et mantra for sig selv! Baba fortalte hende: ”Hvis du ser til denne side, så
kan du få øje på Anjaneya-templet (Hanuman-tempel), og der i det fjerne kan du se margosatræet.” (Det træ Shirdi Baba sædvanligvis sad under). Og hun syntes at være i det frie, åbne
land, hvor hun stod og betragtede sceneriet i Shirdi, mens hele landskabet strakte sig milevidt
ud til horisonten i det fjerne.
6.27. Da hun var blevet bragt ud af værelset igen, efter hun havde haft denne frydefulde
oplevelse, overtalte hun Sri Krishnamachari til at gå med Baba ind i det samme værelse. En
efter én tog Baba dem alle med ind i værelset og forundte hver af dem den samme vision af
gravmælet i Shirdi og af panoramaet af egnen uden for Shirdi. Pedda Venkapa Raju fortæller,
at han blev taget ind i værelset som den sidste, og at han var et forandret menneske, da han
kom ud. Hans egen tvivl var forsvundet. Vennerne fra Penukonda undskyldte for deres
nedsættende og ringeagtende bemærkninger. De sagde, at med et guddommeligt fænomen
som Baba var den klogeste og eneste rigtige kommentar, at det var et uforståeligt og
gådefuldt mysterium. Denne dag blev dette selskab og Subbamma og Pedda Venkapa Raju
overbevist om, at den lille dreng på 16 år virkelig var en inkarnation af Shirdi Baba. Pedda
Venkapa Raju fortæller, at han gav sin familie besked på at opfatte Baba som guddommelig og
ikke plage Ham med smålighed, ligegyldighed eller manglende selvbeherskelse.
6.28. Allerede i disse tidlige ungdomsår var Baba optaget af at lære fra Sig; faktisk er Hans liv
en uafbrudt undervisning. Et klart og tydeligt eksempel på dette er den undervisning, Han gav
Digambara Swami, da denne kom til Puttaparthi i 1941. Hele Bukkapatnam var på den anden
ende, fordi den havde besøg af denne aldrende asket. Han havde mistet brugen af begge sine
ben, og han havde sat sig i hovedet, at han ikke ville have tøj på. Det var alt sammen noget,
der gjorde ham til indbegrebet af en vismand for mange. Hans beundrere var ivrige efter at se
Baba’s reaktion, når Han blev stillet op imod denne veteran, der havde lidt så megen afsavn og
gennemlevet så mange strabadser. Digambara Swami havde også afgivet tavshedsløfte, og
dette forhold gjorde folks nysgerrighed endnu større. Det søde, lille guddommelige barn mødte
den velvoksne helt, der blev båret til landsbyen og anbragt foran Karnam’s hus. Baba gav den
upåklædte vismand et stort håndklæde og nogle råd, som han ikke ville kunne have fået andre
steder.
6.29. ”Hvis det forholder sig sådan, at du ønsker at afbryde enhver forbindelse med
samfundet, som din nøgenhed jo antyder, at du gør, hvorfor drager du så ikke ud i en grotte i
skoven langt væk fra menneskeligt selskab? Hvorfor er du bange? Men hvis det er disciple og
et navn, du søger, og hvis du ønsker at få del i den føde, der kan tilvejebringes i store såvel
som i små byer, hvorfor giver du dig så ud for at være en mand, der ikke vil have noget med
denne verden at gøre?” Det var de ord, der strømmede fra den unge Baba. Og de gav
anledning til både forundring og beundring.
6.30. Digambara Swami så slukøret og modfalden ud. For han var tydeligvis ikke seriøs og
oprigtig nok til at handle i overensstemmelse med sin nøgenhed og sit tavshedsløfte! Men
Baba var ikke sarkastisk, nej, det var Han på ingen måde. Han var parat til at hjælpe,
40
overbevise og garantere! Idet Han klappede krøblingen på ryggen, sagde Han: ”Jeg kender
dine vanskeligheder. Du er bange for, at du ikke vil få mad og husly, hvis du trækker dig
tilbage fra andre menneskers selskab, ikke sandt? Men Jeg kan forsikre dig, at enhver der
følger Herren og fremsiger Hans navn, uanset hvor han befinder sig i verden, vil få det, han
behøver til livets ophold. Det vil jeg sørge for. Du kan opholde dig i de mest ensomme,
afsidesliggende steder i Himalaya eller i den tætteste Dandakaranya-skov, Jeg vil sørge for, du
regelmæssigt får noget at spise der! Men hvis du ikke har denne tro og dette mod, så kan du
meditere på Ham her. Der er slet ingen grund til, at du lader dig bære nøgen omkring fra sted
til sted og gør så megen ulejlighed af den grund.”
6.31. Det må vel kaldes en storslået belæring! Hvis folk så blot vil forstå dens dybere mening!
Det var Den Autentiske Stemme; udelukkende en Avatar kan give denne forsikring!
6.32. Når vi nu er ved dette, så er det bedst at nævne her, at denne forsikring selv i dag gives
af Baba til alle åndelige aspiranter. For tre år siden, da Swami Satchidananda mødte Baba, bad
Han ham om at udvikle og forædle hans yogiske færdigheder og ikke sløse dem væk ved at
engagere sig i de mangfoldige aktiviteter, som det at lede en yoga-skole kan medføre. Idet
Baba klappede den 70-årige asket på ryggen, tilføjede han: ”Dine yogiske evner vil af sig selv
trænge ud gennem klippen, hvor du har din hule, og tilføre verden noget godt. Søg
ensomheden i Himalaya. Uanset hvor du slår dig ned, så vil Jeg sørge for mad og husly!”
6.33. Den samme Autentiske Stemme, Avatarens stemme, er kommet for at lede og beskytte
alle åndelige aspiranter uanset religion, race og hjemsted på Jorden.
6.34. Da nyheden spredtes om, at Puttaparthi’s Sai Baba havde manifesteret Sig, kom der folk
fra alle egne. Så Baba havde travlt med at helbrede deres fysiske og psykiske sygdomme. Han
fortæller, at selv dette arbejde udgør en del af Hans mission, for ingen kan have længslen
efter at udføre åndelige øvelser, når man er plaget af fysiske og mentale sygdomme. Så
mange tilfælde af kroniske lidelser, sindssyge, hysteri, besættelse af onde ånder og spøgelser
og så videre blev bragt for Den Store Helbreder. Personer, der tilbad Shirdi Baba kom også. Af
ren og skær nysgerrighed ønskede de at undersøge deres Herres nye manifestation. Mange
overtalte Baba til at komme og besøge deres steder, og således rejste Baba til Bangalore og
besøgte nogle få familier, der igen havde kontakter med folk fra steder som Mirzapur,
Kolapuram, Pithapuram, Sandur, Madras og andre steder. Nogle hengivne kom fra Ursufamilier, der havde forbindelser til de kongelige kredse i Mysore. (Ursu-familier tilhører et
mindre folkeslag, der primært lever i den Sydindiske delstat Karnataka). I Bangalore
opererede Baba et mangeårigt tilfælde af sår på tolvfingertarmen, og patienten blev helt rask.
Redskaberne, der skulle anvendes til operationen, blev på mystisk vis materialiseret ud af den
blå luft. Efter denne hændelse voksede strømmen af pilgrimme betydeligt.
6.35. Alt dette satte fokus på nødvendigheden af at få bygget et større tempelkompleks, hvor
Baba kunne bo, og hvor de hengivne kunne blive indlogeret. Og det var baggrunden for, at der
i 1945 blev udarbejdet tegninger til Det Gamle Tempel af Thirumala Rao fra Bangalore og
andre. Det sted der blev udvalgt, lå et lille stykke uden for landsbyen. Det lå mellem
Sathyamma templet og Gopalakrishna templet. Det nye sted var faktisk det samme sted, hvor
familien Karnam og andre hengivne nogle år tidligere havde etableret nogle midlertidige,
overdækkede samlingssteder til brug ved Dasara og andre festlige lejligheder.
6.36. Da tjeneren Gooni Venkata gravede på det sted, Baba havde angivet, fordi grundstenen
skulle lægges ned der, kom et stort antal sten-peethams, sokler eller støtter til lingam’er, for
dagen! Men mærkeligt nok fandt man dusinvis af sokler, men ikke en eneste lingam! Folk
samlede sig rundt om Baba for at få en forklaring. Han svarede ved med fingeren at pege på
Sin mave og ledsage det med den gådefulde udtalelse: ”Alle lingam’erne er her.” De, der har
været vidne til, hvordan en eller flere lingam’er stødes ud af Baba’s mund hver Mahasivarathrinat, er ikke i tvivl om, at det forholder sig sådan. Og alle andre må trøste sig med, at Herrens
41
veje er uransagelige og bevæger sig bagom vore sædvanlige forestillinger og vane med at
gøre alt til genstand for vejen og målen, for logiske slutninger og vurderinger.
6.37. Så snart tempel-bygningen var færdigopført, flyttede Baba ud fra Karnam’s hus. Han
bosatte Sig i værelset til venstre for den forreste veranda. Det var et lille rum, der målte 2,5 m
gange 2 m.
6.38. I mellemtiden havde Baba foretaget en rejse til Madras, hvor Han gav darshan til
tusinder af mennesker. Han tog også så langt væk som til Masulipatnam. Uanset hvor Han tog
hen, så skænkede Han folk fred i sindet. Han gav dem tillige råd om åndelige forhold og
forsikrede dem, at Han ville vejlede og beskytte dem. En dag, da Baba og Hans hengivne
befandt sig på den sandede strand nær Masulipatnam, gik Baba lige ud i havet! Der gik et
stykke tid, før de hengivne blev klar over situationen. De hørte en stemme og vendte sig mod
bølgerne. Og se! I en vision så de Seshasayee, Herren siddende på slangen Sesha, der hviler
op ad bølgerne! I løbet af et øjeblik var Baba igen ved deres side. Det slog dem, at Hans tøj
ikke var den mindste smule vådt.
6.39. En anden dag gik Han ud til havet; Han standsede ved vandkanten og kastede et
sølvbæger langt ud i bølgerne. Alle undrede sig over, hvorfor Han gjorde det. Men i samme
øjeblik kom bægeret tilbage og blev efterladt tæt ved dem. Baba løftede det op. Det var fyldt
med ’saltvand’. Han øste ’vandet’ op i de hengivnes håndflader. Hver fik nogle få dråber, som
de blev bedt om at synke, som var det noget rituelt. Og se! Dråberne viste sig at være
velduftende og uforlignelig søde! Havet havde bragt Ham udødelighedens nektar som gave.
Det var på samme måde, som dengang der ved en senere lejlighed skyllede en krans af perler
op for Hans fødder.
6.40. De personer der var vidne til disse guddommelige lege, og som indtog denne nektar,
befinder sig nu i Prasanthi Nilayam. De er alle begejstrede hengivne af Bhagavan.
6.41. Det vil være forkert at drage den slutning, at Baba med alle disse hændelser forsøgte at
imponere de mennesker, der var omkring Ham, ved at manifestere Sin guddommelighed. Det
mirakuløse er selve Herrens natur. Hans handlinger er hinsides lovene, der gælder for
matematik, fysik og kemi. Platon kalder udforskningen af slægtskabet mellem ’her og nu’ og
’det hinsides og evige’ for metafysik, det vil sige det, der ligger på den anden side af fysikken.
Alle Baba’s handlinger kan betegnes som meta! Han skænker miraklerne, fordi Han er den,
Han er, og ikke på grund af noget ønske eller savn. For hvad skulle Han vel kunne mangle eller
savne?
6.42. Når som helst en person kom i Hans nærhed, selv i de dage, tog Baba Sig straks af
vedkommende. Ved hjælp af råd, henstillinger, satire, spydigheder og endog reelle
irettesættelser formede Han langsomt vedkommende til et ydmygt, stilfærdigt, gudfrygtigt
menneske, men tillige formede Han ham til at blive et dygtigt og begejstret medlem af
samfundet. Det er det, man kan kalde alkymien, den forunderlige forvandling der opstår i
kontakten med Ham. Selv når Han henvendte Sig til grupper af hengivne, vendte Han hele
tiden tilbage til behovet for indre transformation. Han sagde til alle, at de skulle besidde mod,
og Han fortalte dem, at mod udelukkende kan udspringe af tro på Herrens ubegrænsede magt
og grænseløse barmhjertighed. Selvfølgelig behøver alle, der er tilbøjelige til at tvivle, blot at
nærme sig Ham og lære Hans ubegrænsede magt og grænseløse barmhjertighed at kende.
6.43. Når vi nu taler om Hans barmhjertighed og medfølelse, dukker der i mit sind en
hændelse op, der fandt sted i Bangalore, mens Han var teenager. En skoflikker, en
lappeskomager, der sad og arbejdede ivrigt på et gadehjørne, så Baba i en villa på det
modsatte gadehjørne. Mange biler kørte ind til huset, og mange biler kørte derfra. Der blev
bragt blomster og frugter med ind i huset, og ansigterne hos dem, der kom ud på gaden, efter
de havde været inde i huset, strålede af glæde og tilfredshed. De talte om en Avatar, om Sri
42
Krishna, om Bhagavan, om Baba og så videre. Så han dristede sig til også at gå ind ad porten,
og nervøst kastede han et hurtigt blik ind i den sal, hvor Baba sad på en speciel stol. Der var
mænd på den ene side af Baba og kvinder på den anden side. Hans øjne faldt på Baba i præcis
det øjeblik, hvor Baba så på ham. Baba rejste Sig straks og kom hen til den dør, hvor
skoflikkeren stod. Baba gik helt hen til ham, tog den lille halvvisne blomsterkrans, som
skoflikkeren holdt i sin hånd, endnu før manden havde ofret den til Ham. På tamil spurgte
Baba ham, hvad han ønskede af Ham!
6.44. Den dristighed der skulle til for at formulere hans ønske og udtrykke det i så mange ord,
må være noget, som den gamle skoflikker havde fået af Baba Selv. Hvordan skal vi ellers
forklare den forbløffende anmodning, som han dristede sig til at fremlægge? Til stor
overraskelse for alle der hørte ham, sagde han fuld af fortrøstning og uden tøven: ”Kom og
besøg mit hjem og tag imod noget fra mig!” Baba klappede ham kærligt på ryggen og sagde:
”Det er helt i orden, Jeg vil komme.” Da Han havde sagt dette, satte Han Sig igen på Sin stol i
den anden ende af salen.
6.45. Skoflikkeren ventede længe, for han ønskede at fortælle Baba, hvor hans hus lå, og han
ønskede at få at vide, hvornår Baba ville besøge ham, så han kunne rengøre det og i det hele
taget gøre det klar til at modtage Ham. Men han kunne ikke blive ved med at vente. Han var
nemlig nødt til at skynde sig tilbage til sit gadehjørne for at holde øje med sine poser med
læderlapper og gamle sko. Inden i huset blev han skubbet og puffet i mængden. Ingen lyttede
til ham, når han fortalte, at Baba havde lovet at besøge hans hytte. Ingen lyttede, når han
ønskede, at de spurgte Baba, hvornår Han ville komme. Nogle lo ad ham og hans frækhed.
Nogle var af den mening, at han var fuld eller skør. Dage gik. Baba tilbragte Sine dage med
andre hengivne og besøgte ikke villaen modsat skoflikkerens hjørne. Han opgav ethvert håb
om at møde Baba igen.
6.46. Pludselig en dag standsede en flot bil lige ud for den gamle fyr. Han blev helt
overrumplet. Han var bange for, at det var en politibil eller en anden af lovens håndhævere,
der var ude efter ham. Men det var Baba! Han inviterede skoflikkeren ind i bilen. Manden var
så forvirret, at han end ikke kunne åbne munden og fortælle føreren vejen til sin hytte. Baba
syntes at kende vejen! Bilen standsede ved vejsiden. Baba steg ud og skyndte Sig hen over de
toppede brosten, drejede ind ad en sidegade og standsede lige præcis foran den hytte midt i
slumkvarteret, hvor skoflikkeren boede! Skoflikkeren prøvede at løbe i forvejen for at advare
sin familie. Baba materialiserede nogle søde sager og frugter og gav dem som prasad til
medlemmerne af skoflikkerens familie. Herefter satte Han Sig på en planke ovre ved væggen.
Han velsignede den gamle mand, der græd glædestårer. Herefter spiste Han et par små
bananer, som skoflikkeren havde købt i en nærliggende bod. Efter et stykke tid forlod Baba
hytten. Gennem Sit besøg havde Han gjort denne hytte til et pilgrimssted for hele nabolaget!
Sådan var Baba’s guddommelige kærlighed.
6.47. Men i deres tåbelighed var der nogle mennesker, der forsøgte at forgifte Baba! Eftersom
denne hændelse afslører mere end én kendsgerning om Baba’s guddommelighed, er det bedst
at fortælle detaljeret om den. Selv i dag vil Baba ikke tillade, at man kalder dette forsøg for ’et
forsøg på at dræbe’. Og eftersom Hans ord er sandhed, vil vi sige, at det blot var et forsøg på
at teste, hvorvidt Han kunne overleve at spise gift. Vi må tro, at det mere var et udslag af
skepsis end et udslag af ondskab.
6.48. Det var en af festdagene, og Baba besøgte nogle få hjem i Sin fødeby sammen med to
hengivne. I hvert hjem spiste Han et eller andet, og da Han trådte ind i det hus, hvor den
dødbringende mad stod parat, udviste Han ekstra entusiasme. Han forlangte at få mere af
’dette stads’, og Hans så til, at Hans ledsagere ikke spiste af den dødbringende mad. Da Han
vendte tilbage til Karnam’s hus, betroede Han hemmeligheden til nogle personer. Han
betroede dem hemmeligheden bag denne specielle invitation, der kom fra dette specifikke hus.
Han talte om det fuldstændig formålsløse og det helt tåbelige ved hele sagen, og Han fik Sig
43
en hjertelig latter over hele hændelsen. Efter et stykke tid kastede Han det hele op. I al
hemmelighed undersøgte personer tæt på Ham, om det var noget, der var giftigt for
mennesker eller ej. Det var en livsfarlig gift!
6.49. Faktisk nyder Baba at gøre det, vi almindelige dødelige gruer for at gøre. Tag for
eksempel den nat med slangebiddet. Denne episode bliver beskrevet i kapitlet ’Med en
bevægelse af hånden’. Den nat, efter Baba var blevet helbredt ved hjælp fra den talisman,
som så mirakuløst blev frembragt gennem Hans nåde, bønfaldt alle i landsbyen Ham om ikke
at spise aftensmad, for mad kan forstærke giftens virkning. Men dristigt spiste Han lidt mere,
end Han normalt gjorde! De advarede Ham mod at sove; hvad kunne de vel også vide om
Hans form for ’søvn’! Kunne de vide, at den simpelthen er årvågen beskyttelse af verden. Men
Han sov længere, end Han plejede! De ældre bad Ham om at undgå koldt vand. Derfor sprang
Han med velberådet hu ud i den lille sø og svømmede længe rundt i den. Han gjorde det
udelukkende for at trodse deres menneskelige nervøsitet med al dens forsigtighedssyge! På
trods af disse konstante påmindelser om Hans guddommelighed, bliver vi ved med at trække
Hans vældige format ned på vort eget beskedne plan. Og vi begrænser Det Højestes mangel
på logik, så det passer ind i vores snævre, men snusfornuftige argumenter!
6.50. Subbamma var den person, der var mest bekymret for Hans helbred, og som bekymrede
sig mest om de hundreder af pilgrimme, der samlede sig i Puttaparthi. Selv i dag fortæller
Baba, at den kværn, der malede korn og andet i hendes hjem, altid havde travlt med at
tilberede chutney ud af de store dynger kokosnødder, som pilgrimmene ofrede. Subbamma
kværnede og kværnede og kværnede! Op mod otte timer om dagen kværnede hun! Hun
nærede en umådelig stor kærlighed og hengivenhed for Herren, og Baba havde sagt til hende,
at Han ville opfylde hendes ene ønske om at få Baba’s darshan i sin sidste stund. Beretningen
om hendes sidste tid, og om hvordan denne darshan kom til at forme sig, er meget gribende.
6.51. Subbamma blev syg. Hun blev bragt til Bukkapatnam. Men på trods af at hun var syg,
kom hun en dag til Puttaparthi i en oksekærre. Hun kom for at se Prasanthi Nilayam, der på
det tidspunkt var under opførsel. Snart efter blev hun lænket til sengen: hun kunne ikke
længere bevæge sig. Hendes tilstand blev værre og værre, og Baba var der ikke. Han var i
Bangalore! I sin vildelse talte Subbamma om Baba og den vision af Shirdi Baba, som hun
havde været så privilegeret at se. Hun talte tillige om de talrige guddommelige lege, som
’Krishna’ havde udført, og som hun havde været vidne til. Når hun fik en klar periode, talte
hun om de samme hændelser og den samme Person. Hun var omgivet af slægtninge, der ikke
havde megen sympati for disse anskuelser, for de følte, at hendes kærlighed til denne
ejendommelige, gådefulde unge dreng var medvirkende til at fjerne hende fra både slægt og
venner. Så de fortalte hende blot, at Baba var over 100 kilometer væk, og at det derfor ville
være bedre for hende at koncentrere sin svigtende opmærksomhed på sine kære, der var
samlet om hende her. Men Subbamma’s tro vaklede ikke.
6.52. I mellemtiden forlod Baba Bangalore for at tage til Tirupathi, hvor Han tilbragte nogen
tid sammen med hengivne. De skulle samles om et konkretiseret, indviet billede af Ham Selv.
Selvfølgelig vidste Baba godt, at Subbamma’s sjæl kæmpede for at befri sig for sine jordiske
bånd. Han var godt klar over, at hun lå på sit dødsleje i Bukkapatnam. De folk der stod
omkring hendes dødsleje, erklærede, at hun havde draget sit sidste åndedrag. Men der var en
ejendommelig glød på hendes ansigt. Denne glød fik dem til at tøve med at bringe kroppen til
ligbrændingspladsen. Nogle få kloge mennesker rystede på hovedet, da man påstod, at hun
var død. De rådede til tålmodighed og formanede slægtningene: ”Fuglen er endnu ikke fløjet.”
Men hvordan kunne fuglen også forlade buret, selv om det stod åbent? Hun måtte have Hans
darshan, og hun måtte vente, indtil Han kom. Og Baba var på vej. Han skyndte Sig, så Han
kunne være ved hendes seng. Han forlod Tirupathi i bil, og så snart Han ankom til Puttaparthi,
fortsatte Han til Bukkapatnam. Han ankom hertil tre hele dage efter den første erklæring om,
at Subbamma var død! Der var intet liv i hendes øjne. Hun lå på gulvet, og folk viste tegn på
en forlegen utålmodighed. Baba satte Sig ved hendes side, og med sagte stemme kaldte Han:
44
”Subbamma, Subbamma.” Han kaldte to gange og ikke mere. Til stor forundring for alle der
var samlet omkring hende, åbnede hun sine øjne. Hendes hånd rakte ud efter Baba og tog et
fast greb om Hans håndflader og begyndte at stryge dem kærligt. Baba lagde Sine fingre mod
hendes læber. Hendes mund åbnede sig en smule, som vidste hun, at Baba ville give hende
noget, der kunne slukke sjælens tørst. Fra Baba’s fingre dryppede vand fra udødelighedens
Ganges, og Subbamma sluttede sig til rækken af befriede sjæle!
6.53. Omkring dette tidspunkt henvendte nogle muslimer fra en nabolandsby sig til Baba. Det
drejede sig om en sag, der havde stor betydning for dem. En frygtelig sygdom havde hærget
blandt dem. I disse egne er det en tradition at tilbede det, der kaldes pirs i løbet af mohurrammåneden. (Den første måned i den islamistiske kalender. Tidspunktet for hvornår denne
måned falder varierer år for år). En indvielseshandling, et bestemt tilbedelsesritual og en
ceremoniel procession højtideligholdes og fejres af såvel hinduer som muslimer. Pirs er kopier
af hænder forarbejdet af for eksempel messing. De bliver holdt hellige til minde om Hasans og
Husseins martyrdød på den mindeværdige slagmark i Kerbala. Baba fortalte muslimerne, der
var kommet til ham, at sådanne pirs var blevet indviet og installeret i deres landsby gennem
flere hundrede år, men at denne ceremoni var ophørt for adskillige år siden. Han bad dem om
at genoptage skikken og lod dem forstå, at hvis de gravede et bestemt sted, som Han nok
skulle udpege for dem, så ville de finde de selvsamme pirs, som deres forfædre havde indviet.
Senere gravede de på det anviste sted, og de førnævnte pirs kom til syne! Alle var så
overrasket over Baba’s alvidenhed og den pludselige tilsynekomst af de hellige klenodier, at
ingen havde det fornødne mod til at kravle ned og hente dem op i lyset! Så Baba kravlede Selv
derned og fik de omtalte pirs bragt for dagens lys. På dette sted fandt de fire pirs. I mange år
herefter blev de opbevaret i templet, hvor de blev pakket ind i et lille tæppe. De blev kun
udleveret til de pågældende folk fra landsbyen til højtideligheden i mohurram-måneden,
ligesom de blev leveret tilbage på behørig vis, når ceremonien var ovre.
6.54. En mærkværdig episode, som denne bogs forfatter var vidne til, kan tilføjes her. Engang
da nogle hellige muslimske mænd begav sig af sted fra templet, efter de havde modtaget de
fire pirs fra Baba’s hænder, begyndte den person, der bar dem, at opføre sig som om han var
besat. Alle flokkedes om ham for at få et glimt af den hellige mand, der befandt sig i en
ejendommelig, eksalteret sindstilstand. Han dansede nogle få trin, løb rundt i cirkler, mumlede
nogle få vers fra den hellige Koran for sig selv og gik tilbage til der, hvor Baba befandt Sig!
Baba sagde følgende til ham: ”Gå, gå og kom tilbage når højtideligheden er forbi.” Manden var
nu blevet helt rolig, og opfyldt af stor glæde skyndte den ’besatte’ mand sig af sted med de
fire pirs. Det er kun de, der har haft det privilegium, det er at opleve sådanne øjeblikke, der
kan forstå en lillebitte brøkdel af det mysterium, der er Baba.
6.55. Det var en tid, hvor hengivne fra nær og fjern strømmede til Puttaparthi. Om dem alle
gjaldt det, at de af uforklarlige grunde følte sig draget derhen og siden blev fastholdt af Baba’s
alvidenhed, allestedsnærværelse og almagt. En mand fra Udumalpet, der i første omgang
nægtede at slutte sig til selskabet af pilgrimme, men som senere blev overtalt til at rejse med
det, ofrede, som alle andre gjorde det, en blomsterkrans til Baba, så snart han nåede frem til
Puttaparthi. Men Baba accepterede ikke hans offergave. Han sagde: ”Du havde jo ikke lyst til
at komme.” Og det blev så lige præcis den bemærkning, der knyttede denne ikke troende
mand særlig stærkt til Baba senere.
6.56. En anden mand fra Madurai kom, fordi hans søster fra Vellore kun ville acceptere at få
foretaget en operation, hvis og når Baba indvilligede i, at den var vigtig. Han kom til
Puttaparthi, men Baba talte ikke til ham i nogle dage, og da Han endelig talte til ham, så bad
Han ham om at tage den næste bus tilbage til Vellore. Tilbage i Vellore blev kvindens læge
mere og mere rasende, fordi hans tåbelige patient var i færd med at sætte sit eget liv i fare,
fordi hun lod noget sentimentalt sludder fra en dreng, som hun kalder guru og Gud, være af så
afgørende betydning! Endelig kom broderen tilbage. Der blev foretaget endnu en
45
undersøgelse. Og miraklernes tid er ikke forbi! For nu var der ikke længere noget behov for
nogen operation! Var det virkelig den samme patient? Lægen kunne ikke tro sine egne øjne.
6.57. Det ville være meget inspirerende læsning, hvis der blev skrevet en bog, hvor hengivne
svarer på spørgsmålet: ”Hvorfor og hvordan gik det egentlig til, at du første gang rejste til
Puttaparthi?” Hvis en sådan bog nogen sinde bliver skrevet, så vil historien om, hvordan
Sakamma kom til Puttaparthi blive et interessant kapitel. Hun var en berømt kaffeproducent
og filantrop fra Coorg, og hun var blevet hædret med titlen ’en person, der altid er engageret i
velgørenhed’ af storfyrsten af Mysore. Historien er ikke interessant, fordi hun var rig og berømt
for sit virke inden for forretningslivet og industrien. Åh nej! Baba har det ikke med at skele til,
om en person er rig eller fattig. Det, der tæller, er karakterens rigdom, de åndelige øvelsers
gyldne skat, åndens skatkiste og ikke hvor stor bankkontoen er!
6.58. Den nu afdøde Sakamma fortalte ofte denne mærkværdige historie om det, hun
oplevede dengang. En dag i hendes egen villa i Somewarpet, Coorg, da hun var i færd med at
udføre sin andagt, forstyrrede en tjener hende. Denne tjener erklærede, at en bil var kørt ind
på ejendommen, og at personen i bilen insisterede på straks at se hende. Hun blev temmelig
bestyrtet, men ikke desto mindre gik hun ud for at finde ud af, hvem der således bragte
forstyrrelse i hendes tidsplan. I bilen fandt hun en høj, smuk gammel mand med et meget
ærværdigt skæg. Han sad på et hjorteskind, og hele hans krop var dækket af aske. Hun blev
også forundret over bilens alder, for den passede til ejerens eller passagerens alder. Bilen blev
kørt af en spinkel lille dreng, der endnu var teenager. Sakamma undrede sig over, hvordan det
var lykkedes ham at tage et kørekort, og om han i det hele taget havde et. Foran på taget
havde bilen et skilt, hvorpå der stod ’Kailas komiteen’. Hun inviterede den gamle mand inden
for; tilbød ham prasad, placerede en nyligt plukket rose ved hans fødder og tilbød ham lidt
frugt. Han fortalte hende, at han ikke ville spise frugterne her. Han sagde, at han ikke
tilfredsstillede tungen på alle tider og steder. Han var kommet, fordi han ville bede hende om
at give et bidrag til ’Kailas komiteen’ og blive medlem af denne komite. Det kunne hun blive,
hvis hun donerede 1000 rupees. Hun underskrev et stykke papir, hvorpå denne sum og
hendes navn allerede var nedfældet! Da hun rakte beløbet til den gamle mand, sagde han:
”Behold bare pengene. Jeg vil komme efter dem senere.” Derpå lagde han det stykke papir,
hun lige havde underskrevet, på bordet. Han gik ud til bilen, steg ind i den og forlod stedet!
Den unge chauffør gjorde sit arbejde fortrinligt, for bilen var ude af syne på et øjeblik.
6.59. År senere, da hun så Baba i et hus, som hun også besøgte, forekom Han hende det ene
øjeblik at være den unge chauffør af den mystiske bil og det næste øjeblik at være den
ældgamle passager, der gjorde sig så stor ulejlighed for at få hende til at bidrage til ’Kailas
komiteen’ for derefter at bede hende om selv at gemme pengene! Og nu overraskede Baba
Sakamma ved at fortælle hende: ”Nu kan du give Mig de 1000 rupees, som du lovede Mig den
dag!” Herefter fortalte Han hele historien i hendes nærvær: Han fortalte den korrekt og ned til
mindste detalje.
6.60. Engang rejste Baba til Mysore i forbindelse med deepavali og boede der hos en Ursu
hengiven. (Deepavali eller ’lysenes fest’ er en fem dags festlighed, der fejres i perioden midt
oktober til midt november). Mens Han opholdt Sig der, skænkede Han de hengivne i
Puttaparthi en vision af en slange. Det er et fænomen, der ikke er ukendt for hengivne af
Shirdi Baba, som beboerne i Coimbatore og mange andre steder kan bekræfte. Det
interessante omkring denne vision er, at på samme tidspunkt, eller nærmere betegnet i det
samme tidsrum visionen varede, var Baba ’ude af kroppen’. Rent fysisk befandt Han Sig i
Mysore. Mens Baba var bortrejst, sang man i Puttaparthi lovsang foran et midlertidigt alter i
Det Gamle Tempel, nærmere betegnet foran et fotografi af Baba, der var anbragt på trinnene
op til hovedindgangen. Det var smykket med blomster, og der brændte et par lamper både
dag og nat. Deepavali-natten svandt hen, og i det tidlige daggry så nogle hengivne fra
Puttaparthi lysene fra en bil, der bevægede sig op ad svinget på den anden side af
Karnatanagapalli. Man opdagede senere, at det kun var nogle få, der havde set dette. De
46
personer, der så lysene, løb ned mod flodbredden. Da de vendte tilbage til templet, blev de
overrasket over at se, at en kobraslange havde rullet sig rundt om billedet af Baba, den
midlertidige helligdom der var opført på trinnene. Hundredvis af landsbyboere og besøgende
så dette fænomen, der varede indtil klokken tre om eftermiddagen. Midt på dagen blev der
holdt andagt ved billedet og sunget lovsang. Man brækkede også kokosnødder itu for at
formilde slangen. Men den rørte sig ikke ud af stedet. Opildnet af dette var der nogle kvinder,
der kastede kumkum-pulver og safran-pulver ud over den, idet de fremsagde Herrens navn og
kaldte på Baba. De satte skåle med mælk foran den, men den lod blot hovedet svinge lidt fra
side til side. En af landsbyens ærværdige kvinder protesterede højlydt, da hun fik to halvdele
af en kokosnød tilbage efter den ceremonielle ofring. Hun påstod, at den kokosnød hun havde
afleveret, helt sikkert havde været større, og at hun ville føle sig som en taber, hvis hun
stiltiende accepterede halvdelene af en mindre kokosnød! Under al denne parlamentering
kunne man iagttage, at kobraen fulgte interesseret med i diskussionen, og at den på et vist
tidspunkt drejede sig om med front mod hende og hvæsede højt! Alle kom til at le ad hendes
forskrækkelse. Klokken tre om eftermiddagen gled slangen ned ad trinnene, og straks efter
blev den usynlig. Og i Mysore glædede alle sig over, at Baba på samme tidspunkt igen ’kom til
Sig Selv’.
6.61. Fra Mysore fortsatte Baba til Hyderabad. Fyrstinden af Chincholi blev ved denne lejlighed
overbevist om, at Han var Avatar af Shirdi Baba. Det der gjorde udslaget, var, at alt der
vedrørte stedet, var velkendt og fortroligt for Ham. Baba rejste også til Kuppam og derfra
videre til Karur og Trichinopoly. Overalt blev Han budt velkommen; overalt var de hengivne og
byens beboere begejstrede over At se Ham. I Trichinopoly blev processionen ført an af en rigt
udsmykket elefant, der blev fulgt af grupper, der reciterede vediske mantraer, og som bar
sølvbægre med indviet vand som en hyldest til Ham. Overalt rådede Han folk på følgende
måde: ”Fra nu af skal I sørge for at lutre jeres hjerte, så det kan blive et værdigt tabernakel
for Herren. Lad jer ikke føre dybere og dybere ned i det onde ved at give efter for fristelser. I
skal udvise mod! I skal tro på og have tillid til Herren, der er i jer. Han er jeres bedste ven og
nærmeste slægtning.”
6.62. Da bilerne med Baba og Hans følge kørte langs Trichinopoly’s gader, skete der det, at en
af bilerne kørte en lille dreng ned. Barnet kom slemt til skade. En folkeskare samlede sig rundt
om drengen, der såret og blødende var blevet lagt på en nærliggende villas veranda. Politiet
kom for at undersøge sagen. I mellemtiden var Baba ankommet, og Han røret ved drengen. Så
da politiet kom, var der intet at rapportere, for drengen der havde været såret, løb omkring og
fortalte alle, hvordan én berøring havde gjort ham rask. Længe efter at Baba havde forladt
byen, var drengen alles kæledægge. Der var dem, der misundte ham hans mirakuløse
oplevelse.
6.63. Der var også en anden dreng, der på lignende måde blev genstand for folks beundring,
og som måske selv i dag er taknemmelig for, at Herren greb ind i hans liv. Ved et offentligt
møde nær Trichinopoly, der blev afholdt til ære for Baba, var der én blandt tilhørerne, der
tvivlede på Baba’s guddommelighed. Baba sad på en tribune, og da Han fornemmede denne
mands tvivl, kaldte Han straks en døv og stum ung fyr op på tribunen. Drengen havde stået
tæt ved den førnævnte person, og nu fik Baba drengen til at stå foran mikrofonen. Han
spurgte ham: ”Hvad hedder du?” Øjeblikkeligt talte drengen ind i mikrofonen, så de tusinder af
mennesker kunne høre det: ”Venkatanarayanan”! Tvivleren var ved at tabe både mund og
mæle og så meget skamfuld ud. Men denne episode fik et efterspil. Baba ler altid højt, når Han
erindrer Sig denne episode. For da morgenen gryede, var gaden i hele sin længde pakket med
døve og stumme mennesker! Det var blevet en stille og tyst ’sygdommens gade’. Indtil da
havde ingen været klar over, at Trichinopoly havde en så stor befolkning, der led af denne
specielle form for handicap. Da det var tid for Baba at forlade villaen, var Han nødt til at
benytte en sidedør for at slippe for de pårørendes plagen og råben.
47
6.64. De hengivne i både Karur og Trichinopoly kappedes med hinanden om at dekorere deres
huse og gader bedst muligt. De konkurrerede også om at arrangere den mest storslåede
modtagelse. Men Baba var upåvirket af al denne pomp og pragt. Han bevægede Sig frit blandt
folk, og det uanset om de var rige eller fattige. Nogle gange var Han mere sammen med de
fattige end med Sine værter, for Han bekymrer Sig mere om det fromme, angerfulde hjerte
end om de mennesker, hvis sind er forurenet af stolthed og grådighed. De overdækkede
tribuner, der var udsmykket med blomster i alskens farver, var rene, små kunstværker. Her
skulle Han sidde og modtage deres hyldest. Ikke én, men mange gange lagde Han byens
befolkning på sinde, at det Han ønskede af dem, var det rene hjertes lotusblomst og de
frugter, der hidrørte fra gode gerninger.
6.65. Engang da Baba sad på en sådan tribune i Mysore, tog Han mod en Ursu-hengivens
hyldest. Netop da dukkede der en kobraslange frem. Den bugtede sig hen til en dynge
blomster, der lå ved Hans fødder. Snart fik den følgeskab af en anden kobra, og de to lagde
sig på hver side af tribunen. Baba forsikrede medlemmerne af Ursu-familien om, at der ikke
var noget at være bange for. Efter et stykke tid forsvandt kobraslangerne lige så pludseligt og
umærkeligt, som de var kommet!
6.66. Det tilfredsstiller ikke Baba kun at skabe tro i kraft af den slags mirakler. Han er en
streng læremester, som kræver intet mindre end hundrede procent retskaffenhed og en ærlig
og oprigtig stræben efter at tilegne sig åndelig disciplin. Det forklarer, hvorfor så mange falder
fra. Der er ellers et stort antal mænd og kvinder, der bliver tiltrukket af Ham på grund af alle
historierne om Hans mirakler, og som får deres første indtryk af hans guddommelighed
bekræftet af efterfølgende mirakler. Men de falder fra, fordi de er ude af stand til at klare de
krav, som Han stiller med hensyn til at ændre deres karakter, at forsage, at udøve åndelige
øvelser og at praktisere gentagelse af Guds navn og meditation. Allerede den gang gentog
Baba igen og igen, at når Han afværger fysiske ulykker, helbreder kroppens sygdomme, læger,
lindrer og trøster, så skal det opfattes som et første skridt mod de hengivnes åndelige arbejde,
der af sig selv bør følge det at få hans darshan. Mangen en sadhu (asket, retskaffen sjæl,
omvandrende munk) og mange store vismænd er faldet ned i dynget og kommet i
vanskeligheder på grund af deres iver efter at være i kridthuset hos rige og indflydelsesrige
velyndere. Men Baba, der er kommet for at oplyse de veje, som sadhu’er og store vismænd
må betræde, har altid sagt Sin mening rent ud, når det drejer sig om at korrigere fejl hos dem,
der befinder sig i Hans nærhed. Faktisk er Hans nåde så overvældende, at den lader hånt om
de hindringer, der kan opstå på grund af alder, lærdom eller graden af tilknytning. Han
velsigner alle ved at korrigere og vurdere dem. Alene en fuldstændig overgivelse til hans vilje
er i stand til at gøre et menneske frit og helt.
6.67. Dasara blev snart den helt store festlighed i Puttaparthi. For mens Baba kunne være i
Madras, Trichinopoly eller Masulipatnam for at fejre andre højtider, så var Han altid helt sikkert
i templet i Puttaparthi til Dasara. Srimathi Sakamma og andre hengivne var i mange år
privilegeret, for de stod for at arrangere denne Moders fest. Baba var i sandhed Den Højeste
Moder, der manifesterede Sig som Saraswathi, Lakshmi, Sarada, Annapurna og selv Kali. Baba
har sagt, at Den Tidløse og Universelle Religion er menneskehedens guddommelige moder.
Med Sin forkyndelse af sandhed (sathya), ’rigtig handling’ (dharma), fred (santhi) og
guddommelig kærlighed (prema), som er de fire hovedprincipper inden for denne visdom, er
Han Selv denne Moderskikkelse, denne Tidløse Vognstyrer. Hans hengivne føler, at Han frem
for noget andet er deres moder. På den baggrund er det ikke nogen tilfældighed, at Dasara er
den største højtid i Puttaparthi. Der er mange blandt Hans hengivne, der er blevet velsignet
med åbenbaringen af Ham som Moderen. Faktisk er der en af dem, der insisterer på at tiltale
Ham som Siva, Moderen.
6.68. Han elsker at være i børns selskab. Og selv de mest vrangvillige får Han til at skifte
mening. Det gør Han ved hjælp at et uudtømmeligt repertoire af tricks og lege. Han kan
bugtale, og Han laver skyggefigurer på væggen. Han giver endog børnene gaver i form af søde
48
sager, som Han materialiserer ud af den blå luft. Han vender og drejer Sine fingre. Og se! Når
skyggen falder på den nøgne væg, bliver børnene forbløffede over at se slanger, ørne, heste,
hjorte, hunde, påfugle, krager, katte og bøfler springe omkring i overstadigt humør. Han
tilbyder barnet en kugle af sand; modvilligt rækker det sin lille hånd ud for at modtage den
’laddu’, som Han kalder den. (En laddu er en sød, kugleformet kage). Og i det øjeblik denne
sandkugle berører barnets håndflade, bliver den faktisk til en sødt duftende laddu. Han siger,
at børnene i sandhed er heldige, eftersom det er deres gode skæbne at få Baba’s darshan
langt tidligere end de voksne. Han fortæller også, at de er privilegerede sådan at have Baba
som deres lærer, beskytter, vejleder og skytsengel i de næste mange årtier. Når Baba
indvilliger i at navngive Sine hengivnes børn, er de navne Han giver dem, gennemtrængt af
Hans nåde og barmhjertighed. Han indfører også de små i alfabetet. Når Han gør det, så
holder Han deres små fingre i Sin hånd, og sammen med dem grifler Han alfabetets bogstaver
i honning, mælk elle ris.
6.69. Men akshara (sanskrit-ordet for alfabet) betyder også det uforgængelige, det evige. Så
når Han indfører de små børn i alfabetet, så indfører Han dem også i det uforgængelige. Og
Han får barnet til at fremsige Det Store Mantra: Om namo Narayana eller Om namasivaya eller
Om srinivasaya eller det mantra, der er i overensstemmelse med familiens tradition. På den
måde får barnet en nøgle i hånden, der lukker op for et åndeligt liv. Der findes en tamil sang
om Baba, der omtaler Ham som Sayimatha, Moderen der ammer Sit barn og giver det den
åndelige visdoms mælk. Og indførelsen i alfabetet er netop den lejlighed, hvor det heldige barn
får chancen.
6.70. Under Dasara højtiden er Baba både protektor for musik og litteratur såvel som den, der
sørger for alle materielle fornødenheder. Så lige fra starten af denne Manifestation har det
været en mindeværdig højtid. De hengivne fryder sig over talerne, de musikalske opførelser,
skuespillene og det overdådige traktement. Før i tiden var der også hver aften en prosession,
der begav sig rundt i landsbyens snævre gader. Baba sad på en bærestol, der blev båret på
hengivnes skuldre. Denne bærestol blev dekoreret forskelligt hver dag. Denne forfatter har
selv været vidne til, at Baba, mens prosessionen var i gang, plukkede blomster fra de
blomsterkranse, der var lagt om Hans hals. Når Han havde samlet en håndfuld kronblade,
kastede Han dem ud blandt folkeskaren. Og se! De faldt alle sammen med en klirren, for hvert
kronblad var blevet til en lille medaljon med Baba’s portræt på den ene side og Shirdi Baba’s
portræt på den anden side! Det skete også tit, at kronbladene var blevet forvandlet til
pebermyntepastiller, som regnede ned over folk, der opholdt sig omkring bærestolen! Mens
Baba sad i bærestolen, skete der ofte det, at Hans pande blev dækket af vibhuthi, der trængte
ud gennem huden. Der var også runde mærker af kumkum på Hans pande!
6.71. Snart fandt man, at templet var for lille til de skarer af hengivne, der besøgte Baba.
Mange tilhængere af Shirdi Baba skyndte sig derhen, så snart de hørte, at Han var inkarneret i
menneskelig skikkelse i landsbyen Puttaparthi. Mange, der sædvanligvis tog på pilgrimsrejse til
Shirdi, blev ’omdirigeret’ til Puttaparthi. Andre lærte om Shirdi Baba gennem Sathya Sai Baba.
I Bhagavad Gita siger Herren Krishna: ”De lidende, de spørgende, de der ønsker at leve et
godt og behageligt liv og de vise – alle disse fire mennesketyper søger hen til Herren.” De har
forskellige motiver, men Herren byder alle velkommen og opfylder deres ønsker. De lidende
kommer Han til undsætning. Hans vibhuthi besidder en mirakuløs evne til at drive onde ånder
og deres følgevirkninger på flugt hos de hundredvis af ulykkelige mennesker, der har været
offer for sort magi. Kritikeren, den videbegærlige, tvivleren, skeptikeren, agnostikeren – alle
knytter Han dem til Sig i hengivenhed. De personer der ønsker at leve et godt og behageligt
liv, velsigner Han. Det gør Han, forudsat de besidder tilstrækkelig indsigt til at bruge denne
sindsligevægt til at udvikle deres åndelige evner og sigte mod de højeste mål i livet. Den viise
er Ham kærest. For han er nået til at se Gud i alle skabninger. Han åbenbarer Sig for dette
menneske i al Sin herlighed. Det gør Han, når den viise er blevet lutret og afklaret gennem et
systematisk arbejde med sig selv. Personer der tilhørte alle disse kategorier, kom til
Puttaparthi. Der var naturligvis flest af den første og den tredje kategori. (De lidende og de
49
der ønsker at leve et godt og behageligt liv). Men om dem alle gælder, at Baba vender op og
ned på deres liv.
6.72. Forvandlingen af en bande tyve til gudfrygtige landarbejdere er vel værd at nævne. Da
Baba en aften befandt Sig på en bakketop på den anden bred af Chitravathi-floden, mødte Han
en tyvebande, der var i gang med en penibel opgave. De var i gang med at dele deres seneste
bytte. Men da de så Ham og accepterede at modtage vibhuthi fra Hans hånd, vidste de med
sig selv, at de stod ansigt til ansigt med Det Evige Vidne. Baba tale til de sytten sorte hjerter,
og ved hjælp af Sin alkymi overtalte Han dem alle til at komme til Puttaparthi. Herefter
begyndte de alle at leve et fredfyldt liv. Der var en af dem, som Baba ofte udpegede som
eksempel. Det var en robust, midaldrende mand, som Baba brugte som nattevagt!
6.73. Da der var gået et par år, blev det nødvendigt at opføre en overdækket tilbygning foran
Det Gamle Tempel i hele templets længde. Det var nødvendigt for at skaffe plads til det
voksende antal hengivne. Men selv det viste sig hurtigt at være utilstrækkeligt. Bag templet
blev der opført et separat hus. Det var til Baba, og det indeholdt en stue og et badeværelse.
Det var i dette værelse, at Baba opererede doktor Padmanabhan’s broder for brok. I
tilbygningen bag en afskærmning opererede Baba Appiah fra Puttaparthi for blindtarmsbetændelse.
6.74. På et tidspunkt, hvor alle lå og sov på den åbne plads mellem templet og den
bagvedliggende bygning, bekendtgjorde Baba en nat, at en af Hans hengivne havde tabt den
talisman, som Han havde givet ham. For den var nu kommet tilbage til Ham! Han fortalte, at
Han øjeblikkelig måtte tage til Madras for at binde den fast om mandens håndled igen, da han
var patient. Men alle omkring Ham bønfaldt Ham om ikke at tage ud på denne ’rejse’ på det
tidspunkt. De bad Ham om ikke at ’gå ud af kroppen’ og komme tilbage senere. Han gik med
til at sende talisman’en med en anden, der selvfølgelig så var nødt til at tage til Madras. Han
gav den i Sri Seshagiri Rao’s varetægt. Han var en gammel hengiven, og Baba gjorde ham
opmærksom på følgende: ”Opbevar den tæt på dig. Bind den ind i et håndklæde og bind det
om livet.” Han adlød ubetinget denne ordre og sov med talisman’en viklet rundt om maven.
6.75. Omkring to timer senere blev vi alle vækket af Baba’s højlydte latter. Han sad op i
sengen. Vi samlede os rundt om Ham og spurgte, om vi ikke måtte få del i morskaben.
Seshagiri Rao var stadig ubevidst om, hvad der foregik. Baba vækkede ham og spurgte til
talisman’en. Han bandt håndklædet op, rullede det ud og se! Den var forsvundet! Baba drillede
ham for sjov og sagde, at Han Selv var ’taget af sted’ og egenhændigt havde bundet den rundt
om håndleddet på patienten, der konstant skulle beskyttes af den! Jo, Han havde været i
Madras og var kommet tilbage igen.
6.76. De hengivne vil aldrig glemme Det Gamle Tempel, for her færdedes Baba altid midt
iblandt dem. Han skrev og komponerede et stort antal lovsange om Krishna, som Han lærte
dem alle. Med stor kærlighed og opmærksomhed trænede Han dem i disse sange. Han hjalp og
korrigerede dem på stedet. Eftersom antallet af hengivne ikke var særligt stort på den tid,
plejede Baba meget ofte at gå ned til den sandede flodbred eller til de omkringliggende bjerge
eller til haverne på den anden side af floden. Og mens de hengivne var beskæftiget med at
tilberede det, de skulle spise, blev de vidne til mange mirakler eller tegn på Hans
guddommelighed.
6.77. Første gang jeg fik Baba’s darshan var i Det Gamle Tempel, og denne aften gik Han ned
til flodbredden. Her hørte jeg Ham irettesætte nogle hengivne, fordi de mistede
sindsligevægten på grund af alle mulige småtterier. Han fortalte dem, at de skulle koncentrere
sig om at gentage Guds navn, som var den bedste metode til at opnå fred i sindet. Og så
vendte Han Sig pludselig mod en kvindelig tilhænger med følgende spørgsmål: ”Praktiserer du
gentagelse af Guds navn?” Hun svarede et eller andet, men Baba ventede ikke på at høre
hende færdig. ”Oh! Du har mistet din bedekrans, ikke sandt?”, spurgte Han. Idet Han stak Sin
50
hånd ned i sandet, tog Han en bedekrans op og sagde: ”Her, kom og tag den.” Kvinden rejste
sig op i ærbødighed, og med håndfladerne presset mod hinanden trådte hun frem for at
modtage den. Baba gav hende tegn til at standse og fortalte hende med et smil, der oplyste
Hans ansigt: ”Vent! Fortæl Mig først, hvis bedekrans det er?” Hun så på den og snappede efter
vejret. ”Det er min, Swami! Eller rettere min moders.” Hun blev så lykkelig over at have fået
sin bedekrans tilbage, som hun havde fået af sin døende moder. Baba fortalte os alle om
hendes moders fromhed, hendes broders strenge askese og hendes egen udøvelse af åndelige
øvelser. Han spurgte hende, hvornår hun havde mistet den dyrebare bedekrans. Hun gjorde os
alle målløse ved at erklære, at hun havde forlagt den fire år tidligere i Bangalore! Hvilket
forbløffende mirakel det var at være vidne til på ens første eftermiddag i Puttaparthi!
6.78. Fra måned til måned steg antallet af hengivne, der samlede sig i Puttaparthi. Det gamle
Tempel var nu utilstrækkeligt. Det var heller ikke muligt at mødes på den sandede flodbred
hver dag. De hengivne følte, at Baba’s værelse var for trangt. Som det var nu, blev Han
tvunget til at bo midt i al denne larm, alt dette støv og tumult. Ved højtider var området
omkring templet alt for lille til at huse alle dem, der kom. Alt i alt bevirkede det, at nogle
hengivne bønfaldt Baba om at indvillige i, at der blev opført en ny rummeligere bygning. Baba
gav den navnet Prasanthi Nilayam (Den højeste freds bolig).
51
Kapitel 7
Prasanthi Nilayam
7.1. Hvilket fremragende navn til Herrens bolig! Hvilke kølige briser og hvilken stille ensomhed
fremmaner dette navn dog ikke! Bjergene, der står i ring omkring Nilayam, ser ud som
ældgamle vismænd, der sidder hensunket i kontemplation. Den vidtstrakte himmel inspirerer
til umådelig og grænseløs meditation. Klipperne på toppen af bjergene inviterer den åndelige
aspirant til meditation. Baba har plantet en lille lund op ad bjergskråningen, og i den gror et
banyan-træ, som med tiden vil blive regnet for det helligste af sin art – i hvert fald set med
øjnene hos dem, der kommer til stedet for at søge åndelig inspiration.
7.2. Banyan-træet er i Indiens hellige litteratur og historie kendt som nyagrodha og
vatavriksha (andre navne for banyan-træet). Herren Vishnu siges at hvile Sig på et blad fra et
banyan-træ, når de opløsende tendenser får overtaget i verden og oversvømmelser hærger
jordkloden. Dakshinamurthi, eller Herren Siva i skikkelse af Guru’en, bliver afbildet siddende
under et banyan-træ. Som den personificerede stilhed giver Han al viden til Sine disciple. Det
sker på samme måde, som Herren Vishnu gennem Sin ’yogiske søvn’ i årvågenhed vogter og
beskærmer de tre verdener! Man kan sige, at dette træ symboliserer Den Tidløse og
Universelle Religion, for dets grene strækker sig ud i alle retninger og suger næring til sig fra
alle former for trosretninger og al åndelig stræben. På sanskrit kaldes det også for ’mange
fodet’ for den række rødder som dets grene sender ned mod jorden, rammer jordoverfladen og
søger føde derfra og gør på den måde grenene uafhængige af moder-stammen. Træet er
derfor udødeligt, og i Indien findes der banyan-træer, der er blevet tilbedt i tusinder af år. Det
gælder for eksempel træet i Treveni ved Prayag og træet, der kaldes Akshaya-vata i Gaya.
(Prayag er det hellige sted hvor Ganges, Yamuna og den underjordiske flod Saraswathi
mødes).
7.3. Det banyan-træ der vokser i Thapovanam, har sin helt egen særlige form for hellighed
over sig. I april 1959, mens Han en aften på Chitravathi-flodens sandbred talte til en
forsamling af hengivne, fortalte Baba om Buddha og bodhi-træet. (Det var under dette træ, at
Buddha skulle have opnået Oplysning). Og Han fortalte om de åndelige aspiranter, der ledte
efter nogle særlige gunstige steder, hvor de kunne praktisere deres askese. Mens Han var i
færd med at fortælle om dette, ’tog’ Han en kraftig kobberplade, der målte ca. 38 gange 25
cm op fra sandet. På denne plade var der præget mystiske bogstaver og skrifttegn fra både
kendte og ukendte alfabeter! Han fortalte, at sådanne plader anbringes under træer, hvor
åndelige aspiranter dyrker askese for at fremme sindets koncentration og kontrollen med
sanserne. Han bekendtgjorde, at Han ville anbringe denne plade under et banyan-træ, som
Han havde i sinde at plante i ’gudernes fristed’ – en lund. Dette blev rent faktisk gjort den 29.
juni, og Baba erklærede, at yogier, der havde nået et bestemt stadie i deres askese,
automatisk ville få kendskab til dette træ og dets plade. Videre fortalte Han, at en mystisk
kraft ville trække dem mod denne lund, der på den måde i fuldt omfang vil komme til at svare
til sit navn!
7.4. Prasanthi Nilayam blev indviet den 23. november 1950 på Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s
25 års fødselsdag. Det tog omkring to år at bygge den. Det siges, at Baba er arkitekten og
ingeniøren, der ledte hele arbejdet med at bygge den. Ingeniørerne var nødt til at acceptere
Hans forslag, for de opdagede, at de var langt bedre end deres egne. De opdagede tillige, at
Baba havde en bedre sans for perspektiver, og at Hans æstetiske sans var deres langt
overlegen. Baba var en krævende arbejdsgiver, men var samtidig i besiddelse af en
ubegrænset medfølelse. Hans nåde fik bugt med de mest uovervindelige forhindringer. For
eksempel kom de kæmpestore, tunge bærebjælker til tempel-salen fra Trichinopoly med tog til
Penukonda uden de store problemer. Men hvordan i alverden skulle de blive transporteret
52
videre ad distriktslandevejen? Det var en strækning på 25 kilometer, og efter ca. 10 kilometer
var der et sandet vandløb, der skulle passeres. Hvordan kan en lastbil med disse lange bjælker
stikkende ud bagude klare at komme rundt om de skarpe hjørner, der var i landsbyen Locherla
fjorten kilometer henne ad vejen? Og efter Bukkapatnam er der fem kilometer med et
hjulspor, som man kun af ren og skær høflighed kan betegne som en vej. Og så når man til
den brede sandstrækning, som Chitravathi-floden spreder over en distance på 600 meter
mellem Puttaparthi og Karnatanagapalli! Der var de vanskeligt passable stenkister. For ikke at
tale om de fedtede og plørede strækninger. Og hvis så bærebjælkerne kom frem til
byggepladsen, så var der opgaven med at hejse dem op på toppen af de høje mure!
Ingeniørerne opgav ethvert håb om at bringe bærebjælkerne til landsbyen, og de bad Baba om
at komme med nogle alternative forslag med hensyn til tagkonstruktionen på tempel-salen.
7.5. Men en nat ud på de små timer blev chefingeniøren vækket af en høj lyd, der kom fra
vejen ud for hans hjem i Anantapur. Han stirrede ud i mørket og blev overrasket over at se en
kran. Det var en kran, der arbejdede ved Tungabhadra dæmningen. Nu var den gået i stå
uden for hans hus, og den var ude af stand til at køre videre! Han skyndte sig til Puttaparthi og
fortalte Baba, at hvis Han blot kunne få den til at køre igen, så kunne kranens ejere overtales
til at køre hen til Penukonda og bringe bærebjælkerne til Puttaparthi. Baba materialiserede en
smule vibhuthi og gav det til ingeniøren. Han tog tilbage til Anantapur, strøede gudfrygtigt
asken ud over kranens motor og bad chaufføren om at prøve at starte den. Og med et grynt
eller to startede motoren, hjulene drejede og kranen bevægede sig. Fremad gik det med
bærebjælkerne! Idet kranen løftede bærebjælkerne med dens gigantiske arm, lykkedes det
den på en eller anden måde at passere alle stenkisterne, dreje rundt om Locherla’s skarpe
hjørner, slippe helskindet over Vankaperu’s fedtede morads og komme op ad Karnatanagapalli
bakken! På det tidspunkt sagde ingeniøren, at dens kræfter næsten var opbrugt. Den kunne
umuligt bringe al denne vægt gennem flodsengens sand. Så Baba satte Sig op ved siden af
chaufføren og overtog rettet. Og kranen læssede bærebjælkerne af på byggepladsen!
7.6. Men hermed var ingeniørernes trængsler ikke forbi. Faktisk var det til at fortvivle over.
For som de spurgte, til hvilken nytte er det at løse alle disse vanskeligheder, hvis det er
menneskeligt umuligt at hejse bjælkerne op på murene? Ja, det var menneskeligt umuligt.
Men hvor der er en guddommelige vilje, er der altid en vej! Arbejdere blev hentet fra
Tungabhadra dæmningen, reb blev fastgjort, trisser blev rigget til, og for at gøre
bærebjælkerne lettere, blev hver enkel bjælke trukket op til råbene: ’Jai Sai Ram’! (Jai betyder
sejr). Dette råb genlød fra struberne af hundredvis af hengivne i Baba’s nærværelse.
Bærebjælkerne blev sat på plads, og alt gik godt!
7.7. Den centrale tempel-sal, der har en forhøjning solidt anbragt i hver ende, er det vigtigste
sted i Prasanthi Nilayam. På den vestlige forhøjning finder vi alteret, og på hver side af det er
der to legemestore oliemalerier af henholdsvis Shirdi Sai Baba og Sathya Sai Baba. Desuden er
der en centralt placeret sølvstatue af Shirdi Sai Baba og et lille billede af Sathya Sai Baba
nedenunder. De er for begges vedkommende ment som en hjælp til at holde sindet fokuseret
under meditation og gentagelse af Guds navn. To gange om dagen, om morgenen og sidst på
eftermiddagen, bliver der sunget lovsang i tempel-salen. Derimod er der ikke tradition for
regelmæssigt at afholde gudstjenester, noget der ellers er skik og brug, hvor et helligt billede,
et idol, er stillet frem og indviet. For den sags skyld eksisterer der heller ikke nogen
bestemmelse om, at Shirdi Baba statuen skal være der. Salen er en sal til bønner, hverken
mere eller mindre. Derfor findes der billeder på væggene af alle guddommens forskellige
manifestationer og af alle de store åndelige aspiranter og store helgener som Ramakrishna,
Vivekananda, Ramanuja, Madhwacharya, Sankaracharya, Buddha, Jesus Kristus, Sur Das,
Meera, Tukaram og så videre.
7.8. De øvrige lokaler i stueetagen bliver for det meste anvendt til at opbevare ting og sager.
Det kan for eksempel være krukker eller remedier til brug ved rituelle handlinger. Desuden er
der to rum, der er reserveret til interview. Her gennemføres de private interviews, som Baba
53
giver til nogle af de hengivne, der er kommet for at få Hans darshan. Værelserne på første sal
er Baba’s private stuer. Der findes en meget stor søjlebåret forhal, hvor Baba viser Sig, og
hvorfra Han giver darshan til alle de hengivne, der er forsamlede nedenfor. Herfra vil Han også
tale ved festlige lejligheder som Pathakothsavam, på åbningsdagen for Navarathri og
Sivarathri eller Hans egen fødselsdag. En henrivende marmor-statue af Herren Krishna
spillende på Sin fløjte er placeret i søjlegangen, og alles opmærksomhed er rettet mod dens
skønhed og charme. Der er en trappe, der fører op til den øverste terrasse. I denne terrasses
center, ud mod vejen, er der en buste af Baba, der står på en sokkel. Busten står foran
flagstangen. På dage hvor flaget er hejst, giver Baba darshan fra en position nær ved denne
buste. Herfra velsigner Han den kæmpestore forsamling med Sin hilsen, hvor Han strækker
armene i vejret og vender Sine håndflader mod de hengivne. Flaget bærer det samme symbol
som søjlen, der står midt i det store, runde ’lotusbed’, der er anlagt lige foran bygningen.
7.9. I midten af en række koncentriske cirkler står der en søjle, der symboliserer yoga, den
åndelige disciplin. På denne søjle er der et antal ringe, der angiver de forskellige skridt på den
yogiske vej. Denne yoga leder til udfoldelse af hjertes lotusblomst, hvis kronblade ses på
toppen af søjlen. Det næste stadie af denne fuldbyrdelse af hengivenhed over for Gud og
hjertes blomstring er den åndelige visdoms flamme, den indre oplysning, der bliver
symboliseret ved søjlens afslutning. Lad os nu se lidt på bedets koncentriske cirkler og de
mellemliggende arealer. Den første cirkel er ubevokset, den er bar og sandet. Den anden cirkel
er plantet til med en slags buskede planter, der vokser i tætte klynger. De er nødt til
lejlighedsvis at blive klippet kort. Baba forklarer, at de repræsenterer begær og vrede, der skal
overvindes for at man kan nå det yogiske stadie. Den første cirkel, det sandede område, er
ørkenen, ønskerne, det uopdyrkede land, den formålsløse stræben efter flygtige ting. Den
anden cirkel, den med de buskede planter, symboliserer som sagt vrede, der er vanskelig at
tilintetgøre, for så snart den bliver ’klippet’, spirer den frem igen. Herefter er der to trin, der er
røde. Det ene trin er lavt, det andet lidt højere. Disse to trin symboliserer had, som den
åndelige aspirant også skal overvinde. En type had opstår, når man hindres i sine bestræbelser
på at få de ønskede ting eller nå de ønskede mål. Den anden type had er den form for had, der
opstår på grund af et andet menneskes handlinger. Efter man har kæmpet sig gennem disse
tre, kommer man frem til et cirkelrundt område med grønt græs. Dette område, der er skønt
for øjet at skue, og som får en til at tænke på tilfredshed og velstand, symboliserer, at man
har opnået guddommelig kærlighed. Det er tilstanden, hvor menneskets sind er fyldt med
lyksalighed på grund af fraværet af ønsker, begær, vrede og had. Man har da nået den
tilstand, der er kendetegnet af en følelse af enhed og slægtskab med alt levende. Det er selve
grundlaget for guddommelig kærlighed. Snart bevæger den åndelige aspirant sig videre til
Prasanthi’s store og vidtstrakte områder. Her kan man sidde og nyde frugterne af de åndelige
discipliner, man har gået igennem. Yogaen bærer da frugt og fører den hengivne fra ét
højdepunkt til et andet, indtil hjertes lotusblomst folder sig ud, og han til sidst skænkes
oplysningens stråleglans. I udkanten af denne store cirkel er der otte malede krukker med
blomstrende planter. Baba forklarer, at de symboliserer de ottefoldige okkulte kræfter, der
beskytter yogien. Disse kræfter skal man nødvendigvis holde på sikker afstand; de hører kun
hjemme i udkanten.
7.10. Ved lejligheder hvor Prasanthi Nilayam’s flag hejses, taler Baba gerne om den indre
betydning af denne lotus-cirkel foran Nilayam, og Han forklarer, hvorfor Han også har fået
dette symbol på flaget. Han råder og påbyder Sine hengivne til at hejse flaget i deres egne
sind og lade det blafre i vinden, mens de hele tiden grubler over den lektie, symbolet på flaget
har til hensigt at lære dem. Baba taler også om den dybere betydning af de tre porte, der skal
passeres, før man kan komme ind i tempel-salen. Den første, den yderste port der fører ind i
komplekset, er porten med buen og indskriften ’Nilayam’. Denne port er ’sløvhedens og
uvidenhedens’ port. En person der går igennem den, efterlader sløvhedens og uvidenhedens
kvalitet bag sig. Han har gjort alvor af sit ønske om at komme til Prasanthi Nilayam for at
være i nærheden af Baba, og det er ensbetydende med at sige farvel til mørket og
uvidenheden. De der stadig er fordybet i sløvhed og uvidenhed, vil end ikke besidde den
54
fornødne nysgerrighed til at træde ind ad porten. Så er der den anden port. Den findes lige
der, hvor haven rundt om ’lotus-cirklen’ begynder. Her bliver man tiltrukket af bygningens
storslåethed, alle de kulørte pærer, de flerarmede lysestager, de farvede krukker med de
hængende blomsterplanter – kort sagt alt det der er i stand til at fryde mennesker, der er
domineret af lidenskabens og hvileløshedens kvalitet. Herefter kommer man til selve porten
ind til tempel-salen, den ’rene og gode’ port, der fører ind i Den Højeste Freds Bolig.
7.11. Haven foran Nilayam er i sig selv en hyldest til de hengivnes hengivenhed. For haven
bliver vandet af en lang række af hengivne; vandkrukker rækkes fra hånd til hånd, og på
denne måde bringes der glæde til planterne fra den brønd, der er lige bag Nilayam eller fra en
kilde længere borte i modsat retning. Baba har gjort den til en sand botanisk have, for den har
frugttræer og andre blomstrede træer fra forskellige egne af landet. Her findes også træer,
som sædvanligvis ikke trives og blomstrer i dette specielle klimabælte. Det være sig
eukalyptus, sølv-eg, appelsintræet og kaffetræet.
7.12. I Prasanthi Nilayam begynder dagen med at tempel-salens klokke ringer. Det sker
klokken 04.30. Denne ringen annoncerer Brahma muhurtham (tidsrummet mellem klokken 04
og 06), hvor hengivne skal gøre sig parat til at udføre meditation og gentagelse af Guds navn.
Klokken 04.45 begynder fremsigelsen af OM (urlyden, også benævnt AUM) i salen, og dette
fortsætter i omkring en halv time. Dette efterfølges af en stille andagt, hvor de hengivne
gentager Guds navn. Dette afsluttes klokken 06.00.
7.13. Lyden OM (eller AUM) prises i Upanishad’erne som værende det bedste og mest effektive
symbol på Gud (Brahman). OM-lyden indeholder tre mantraer: A, U og M, og dette mantra
klinger ud i et lydløst slutstadium, der breder sig gennem luften som ringe i vandet og giver
den åndelige aspirant en følelse af enhed med Gud. Da denne proces i OM-lyd recitationen skal
munde ud i opnåelse af ren bevidsthed, bør udøveren forstå den korrekte betydning af
bogstaverne A, U, M og de tilsvarende bevidsthedstilstande, der gennemleves. I den vågne
tilstand bliver sjælen domineret af sløvhedens og uvidenhedens kvalitet og begrænses af det
grove legeme. Denne tilstand kendetegnes ved bogstavet A. Dernæst er der
drømmetilstanden. Her domineres sjælen af lidenskabens og hvileløshedens kvalitet og er helt
fordybet i det finere legeme. Denne tilstand kendetegnes ved bogstavet U. Dette U markerer
altså det mellemliggende stadie. Så følger den dybe søvntilstand. Her domineres sjælen af den
rene og gode kvalitet, og den er helt fordybet i det kausale legeme. Under søvnen glider den
vågne og den drømmende tilstand over i hinanden. A (Brahma) og U (Vishnu) smelter sammen
i M (Siva). Sløvhedens og uvidenhedens kvalitet og lidenskabens og hvileløshedens kvalitet
smelter sammen i den rene og gode kvalitet. Thuriya, den fjerde bevidsthedstilstand,
overskrider lydløst de tre andre, og kan forklares som ’Selvet i sig selv’. OM symboliserer også
andre treenigheder som for eksempel det maskuline, det feminine og intetkøn samt fortiden,
nutiden og fremtiden.
7.14. Baba forklarer ofte betydningen af OM. Det gør Han i offentlige taler såvel som i private
samtaler. Denne forklaring bliver også gentaget før og efter lovsang, fordi det er et universelt,
alment dækkende og ikke-sekterisk udtryk for Gud (Brahman).
7.15. Baba understreger også konstant behovet for meditation og gentagelse af Guds navn.
Han forklarer, at det er en yderst vigtig disciplin, at alle bør udføre den, og at man bør
begynde at udføre den så tidligt i livet som muligt. Han giver detaljeret vejledning i dette til
alle i Nilayam og andre steder, hvor man er ivrige efter at praktisere disse åndelige øvelser. Så
i Prasanthi Nilayam er der mange, der udfører konstant ihukommelse af Guds navn, meditation
eller gentagelse af Guds navn i mange timer om dagen. Når Baba er i Prasanthi Nilayam, er
Han hele tiden engageret i at velsigne Sine tilhængere ved at give dem den sjældne mulighed
for at se Ham, røre ved Ham og tale med Ham. Han lever af den samme enkle kost, som
flertallet af jævne mennesker i Indien gør det. Han spiser mad, der er tilberedt, og som bliver
serveret i hengivenhed af de hengivne i Nilayam. Han sover på en seng, der bliver slået ud på
55
gulvet! Mens der bliver sunget lovsang, sidder Han på en stol, der almindeligvis er placeret på
en forhøjning i den nord-vestlige ende af salen. På denne måde giver Han darshan til alle i
salen. Når Han går rundt under lovsang, tillader han Sine hengivne at røre ved Sine fødder.
7.16. De tidlige morgentimer genlød af vediske mantraer, der blev gentaget igen og igen i
tempel-salen. Det gik for sig, mens man udførte ritualerne abhisheka og sahasranampuja for
Siva-lingam’en. (Abhisheka er en ceremoni, hvor man øser indviet vand, olie, mælk,
rosenvand, honning, sandaltræ pasta eller lignende ud over en lingam eller en gudestatue.
Sahasranampuja skal sikre et langt og lykkeligt liv, fred og glæde samt at man kommer af
med alt ondt, der måtte ramme en). Denne lingam blev ’frembragt’ til dette formål i november
1958: den blev taget op ad sandet i Chithravathi-flodens sandede bund. Om aftenen i de fleste
af årets måneder bliver Bhagavatha’en, Ramayana’en (Historien om Rama) eller andre store
religiøse værker udlagt i omkring to timer af lærde skriftkloge. (Bhagavatha’en er en lærebog i
guddommelig kærlighed. Den beretter Avatarernes historie, specielt Krishna’s historie. Ordet
’bhagavatha’ betyder også 'den med tilknytning til Gud' eller ’de gudfrygtige’)
7.17. Mange af dem der kommer til Nilayam, har stor mulighed for at få et interview med Baba
i Hans interview-rum, inden de rejser fra Puttaparthi. Hvis de rejser alene, kan de få et privat
interview, eller de kan få et interview som familie, hvis de er kommet hertil som medlem af en
familie. Der har nok ikke været nogen anden Avatar, der øste ud af Sin nåde i en sådan
overflod! Baba er også den guddommelige læge, der diagnostiserer sygdomme hos dem, der
søger Hans hjælp. Han trækker karakterens eller adfærdens inderste svagheder frem i lyset,
og Han gør det med den største venlighed. Han påfører Sin nådes lindrende balsam på alle,
Han møder. Interview-rummet i Puttaparthi har været scenen for utallige transformationer af
karakterer. Det har været scenen for sporskifte i tro og overbevisning, bekræftelse og
styrkelse af folks tro, beroligelse af voldsomme temperamenter, fjernelse af had, frelse af
sjæle og sammenføjning af hjerter. Det er sjældent, at en person kommer ud fra et interview
med tørre øjne. Baba giver alle håb og mod, tilfredshed og tro, selvtillid og trøst. For som Han
siger: ”Hvorfor frygte, når Jeg er her?” ”Stol på Mig, Jeg vil vejlede og beskytte dig.”
7.18. Det at deltage i lovsang i tempel-salen er en meget opløftende oplevelse, for atmosfæren
er gennemtrængt af fredfyldt ærefrygt. Normalt vil Baba være til stede i salen, og ved sjældne
lejligheder, når Han ønsker det, sidder Han sammen med de hengivne og lærer dem, på Sin
egen betagende måde, nogle nye hymner og sange. ”Faderen har muligvis en Ph.D, men når
han gennemgår alfabetet med sin søn, så må han tage sin skrivetavle og skrive bogstaverne a,
b, c og d. Men heraf skal du ikke udlede, at han selv er i færd med at lære alfabetet”, siger
Baba. Hymnerne og sangene handler ikke kun om Bhagavan Sri Sathya Sai Baba eller om
Hans tidligere skikkelse, Shirdi Sai Baba. De strækker sig over vidt forskellige områder fra
Sathyam jnanam anantham Brahman (sandhed, åndelig visdom, lyksalighed og Gud) til alle
Vishnu’s Avatarer, til Siva, Ganesha, Vittala, Venkatesa og andre af Den Højestes
manifestationer, og sangene bliver sunget på telugu, tamil, kannada, hindi og sanskrit. Der
lægges vægt på teksternes betydning og på følelsen af overgivelse, og der synges i fællesskab
og med markering af takten. Baba har ofte udbredt Sig om værdien af at synge Herrens navn
højt, og at gøre det i fællesskab som en måde at tjene hinanden på. Når man synger lovsang,
klapper man i hænderne. Baba sammenligner denne klappen med den klappen, man udøver
under et træ fuld af krager for at skræmme fuglene væk! Kvaliteternes (guna’ernes),
ønskernes og hadets larmende ’krager’, der flagrer rundt i jeres sind, kan drives bort ved
denne klappen i hænderne, der fungerer som et akkompagnement til den begejstrede
gentagelse af Herrens navn, siger Baba. Baba tilskynder alle til at engagere sig i gentagelse af
Herrens navn. Set fra Baba’s synspunkt er et hvilket som helst navn, der tiltaler det enkelte
individ, lige så godt og effektivt som andre navne.
7.19. Baba har egenhændigt skrevet tekst og melodi til et stort antal lovsange med det formål
at opbygge de hengivne. På et enkelt sprog, det være sig telugu, kannada eller tamil,
sammenfatter mange af disse sange de åndelige discipliner, som alle dødelige skal tage op, så
56
formålet med dette liv kan blive fuldbragt. For eksempel findes der en sang, der beder alle om
at gennemføre livets pilgrimsrejse med sandhed, ’rigtig handling’, fred og guddommelig
kærlighed som ledsagere og vejvisere. Baba siger: ”Det at bestræbe sig og det at anstrenge
sig er menneskets pligt. Succes eller fiasko afhænger af Herrens nåde. Engager jer hver dag i
jeres tildelte opgave. Gør det i bevidstheden om Herrens levende tilstedeværelse; gør det i
bevidstheden om, at Han altid er ved jeres side. Lad være med at længes efter de otte okkulte
kræfter. De vil blot føre den hengivne ud i endnu mere vildfarelse. I livets tætte jungle skal I
holde fast i Hans navn, det er nok. I skal arbejde alvorligt med jeres hjerte, der er jeres ager.
Sindet er ploven, kvaliteterne (guna’erne) er okserne. Tag skelneevnens pisk og begynd at
pløje jeres hjerte! Mod er den bedste af alle former for gødning. De frø, som I sår, skal være
kærlighedens frø. Hengivenhed over for Gud er regnen; følelserne er ukrudtsplanterne; høsten
er Den Højeste Guddommelige Lyksalighed!” Når der synges lovsang i Prasanthi Nilayam, er
der samtidig tale om et rensende og styrkende fællesskab, et godt selskab, der på én gang
belærer og inspirerer.
7.20. Tidligere plejede Baba næsten dagligt at tage Sine tilhængere med ned til Chitravathiflodens sandede bred. Her blev der sunget lovsang under stjernerne med de små bjerge som
ældgamle tilhørere og akkompagneret af den strømmende flod. Han gør det stadig engang
imellem. Siddende på sandet lærer Baba de hengivne sange, som Han har skrevet og
komponeret for deres højnelse og opbyggelse. Her vil Han også opmuntre folk til at stille Ham
spørgsmål, når der opstår tvivl med hensyn til åndelige forhold. Han vil altid give
tilfredsstillende svar. Måske vil læseren kunne danne sig et klart billede af hele sceneriet og
dets betydning, hvis jeg beskriver en aften på sandbredden, som jeg var så privilegeret at
opleve.
7.21. Det var november 1949. Jeg nåede frem til Puttaparthi klokken 09.30 om formiddagen.
En atmosfære af opstemthed gennemsyrede templet. På det tidspunkt var Prasanthi Nilayam
halvt færdigbygget, og den dag talte alle om, at Baba ville gå ned til floden om aftenen. Nogle
venner lykønskede mig med mit held, for allerede dengang var det ikke så almindeligt, at Han
gik ned til floden eller nærmere betegnet flodsengen. Ca. klokken 17.30 kom Baba ud fra Sit
værelse og gik frisk og veloplagt i spidsen for en stor skare hengivne. Han spredte glæde
omkring Sig; Han kom med mange morsomheder, og Han fortalte vittigheder. Han kom også
med høflige bemærkninger og spurgte ind til nogle af de hengivne.
7.22. Vi gik tværs over den lille strøm, som floden var blevet reduceret til. Baba spadserede
langs sandet for at finde et sted, der var rent og tørt, hvor selskabet kunne sidde. Til sidst,
efter at have gået 100 eller 200 meter, bestemte Han Sig for et sted, og vi satte os alle rundt
om Ham. Mændene sad på den ene side og kvinderne på den anden side, som vi også altid gør
til lovsang i templet. Baba ventede elskværdigt indtil de ældste og svageligste af de hengivne
nåede frem til stedet og sad behageligt.
7.23. En hengiven spurgte Baba, om man skulle opgive karma for at opnå befrielse. Som svar
gav Han en letforståelig forklaring, der gik ud på, at man skal sublimere al karma, alle
handlinger, ved at have en holdning af tilegnelse til Herren. Han forklarede endvidere, at
dedikation til Herren vil bevirke, at man ikke længere begærer frugterne af ens karma. Og når
det sker, vil karma miste sin kraft og evne til at stramme tilknytningernes bånd, hvilket
frembringer sorg og genfødsel. Handling uden hengivenhed over for Gud er som en mur uden
fundament! Jeg blev betaget af det universelle ved Hans mission og Hans budskab, for i Sin
tale sagde Han: ”Jeg er alles tjener. I må kalde Mig ved hvilket navn, I foretrækker, Jeg vil
svare. For alle navne er Mine. Eller for at sige det mere præcist. Jeg har ikke noget bestemt
navn. Selv om I ikke vil vide af Mig, så vil Jeg være lige bag jer.” Endvidere sagde Han: ”Ud
fra Mit synspunkt findes der slet ingen ateister. Alle lever I jo af og for Herren. Det at bestride
at Solen eksisterer, får den ikke til at holde op med at skinne.” Faktisk var det sådan, at det at
være sammen med Ham besvarede alle spørgsmål og oplyste alle skygger.
57
7.24. Efter denne tale lærte Baba os nogle få sange. Nu stillede en anden hengiven et
spørgsmål, der drejede samtalen ind i helt andre baner. Spørgsmålet drejede sin om Shirdi Sai
Baba, ’den tidligere krop’, som Han siger. Baba gav Sig til at beskrive Shirdi Baba’s
egenskaber og karaktertræk. Han lo hånligt af alle de billeder af Shirdi Baba, der på den tid
cirkulerede. Han fortalte, at det var ukorrekte og forkerte karikaturer, og endnu mens Han
forklarede dette, stak Han Sine fingre ned i sandet, og se! Der var et fint billede i Hans hånd.
Han viste det til alle de tilstedeværende og fortalte, at det var et autentisk billede af Shirdi
Baba, som Han virkelig havde set ud! Han gav det til en af de hengivne til brug ved andagt.
Her gled samtalen helt naturligt over i, at Sathya Sai Baba var en manifestation af Dattatreya,
den skikkelse inden for hindu-mytologien der er et symbol på Treenigheden. (Herren Brahma,
Herren Vishnu og Herren Siva). I deres opstemthed og begejstring var alle de hengivne på
dette tidspunkt rykket nærmere hen til Baba. Han følte øjensynligt, at de alle burde modtage
noget fra Ham, så de kunne vende tilbage glade og lykkelige. Så op fra sandet tog Han en tyk,
flad plade af kandis, som Han Selv brækkede i små stykker og delte ud til alle – mænd,
kvinder og børn. For som Han sagde, hvis det er en anden, der deler det ud, så vil der ikke
være nok til alle! Herefter tog Han en håndfuld sand, og idet Han øste sandet over på en
tallerken, blev det forvandlet til vibhuthi! Det gav Han til alle de tilstedeværende.
7.25. Baba er så utrolig glad for disse møder i det fri, hvor Han holder taler og der synges
lovsang. Det er årsagen til, at Han tager Sine hengivne til flodlejet eller kysten, når som helst
det kan lade sig gøre. Baba har holdt sådanne møder, hvor der har været fokus på bøn, eller
der har været arrangeret diskussionsgrupper på bredden af Godavari, Kaivalya, Swarnamokhi,
Vaigai og andre floder såvel som på bredden af Ganges, Jhelum og Yamuna. Han har også sat
Sig sammen med Sine tilhængere ved kysten ud for Madras, Tranquebar, Masulipatnam, Cape
Comorin og Kovalam. Her har Han udført mirakler, hvor Han har forvandlet sand til billeder,
statuer, vibhuthi eller hvad Han nu ønskede, det skulle blive til!
7.26. Det er blevet skik og brug, at Baba tager Sine tilhængere ned til sandet på nogle af de
festdage, der ikke tiltrækker de helt store menneskemængder. Det er altså på festdage, hvor
der kun er forsamlet en overskuelig skare tilhængere. På Gokulashtami Dag, (Herren Krishna’s
fødselsdag) eller måske dagen inden, besøger Han meget ofte sandbredden og ’tager’ en
statue af Krishna op ad sandet. Denne statue bliver udstillet i tempel-salen på Herren Krishna’s
fødselsdag. Efter fødselsdagen får en hengiven statuen, så den kan blive tilbedt hjemme i
vedkommendes eget andagtsrum. Det samme er tilfældet på Herren Rama’s fødselsdag eller
måske dagen før. Her ’tager’ Baba inde på kysten eller på flodbredden, afhængigt af hvor Han
er på det tidspunkt, en statue af Rama, Sita, Lakshmana og Hanuman eller en statue af Rama
alene og giver den videre, så den kan blive tilbedt. Nær Kalahasti ved Swarnamukthi har Han
’taget’ billeder op ad sandet, der var større end normalt, og de bliver nu opbevaret i
Venkatagiri, og her tilbedes de jævnligt. Gennem mange år har Baba om aftenen på Vaikunta
Ekadasi materialiseret guddommelig nektar på et flodleje eller ved en kyst. Denne nektar er så
blevet distribueret til de hengivne, mens der synges lovsang, eller mens Baba holder tale.
(Vaikunta Ekadasi er en festival, hvor man fejrer, at Himlens porte åbner sig).
7.27. I 1958 faldt Vaikunta Ekadasi for eksempel den 21. december, og dagen faldt sammen
med Baba’s rejse til Kerala. Baba tog ud til Kovalam stranden, der ligger 10 kilometer fra
Trivandrum. Han blev ledsaget af mange hengivne. På et roligt sted på kysten, halvanden
kilometer fra hvor folk bader, satte Baba Sig på sandet med Sine hengivne omkring Sig. Baba
sang nogle få sange, og bagefter var der lovsang. Mens lovsangen var i gang, ’tog’ Baba en
fortryllende sandeltræ statue af Krishna, der spiller på Sin fløjte, op ad sandet. Og efter nogle
få minutter ’tog’ Han en guldring med Radha-Krishna motivet præget på den. (Radha var en
røgterpige. Hun er kendt som Krishna’s vel nok største hengivne). Alle forventede, at Baba
ville uddele guddommelig nektar ’taget ud af den blå luft’, som han sædvanligvis gør på
Vaikunta Ekadasi Dag, og de blev ikke skuffede. For allerede mens lovsangen var i gang,
kunne man tydeligt genkende duften af denne nektar. Ingen vidste, hvor duften kom fra!
Baba’s håndflader blev klæbrige, nærmest som var de mættet med sirup. Det blev de, mens
58
Han slog takten til sangene. Nu vidste alle, at duften kom netop fra Hans håndflader. Nu
pressede Han håndfladerne mod hinanden og rettede dem nedad mod en sølvskål. Og se!
Tyktflydende guddommelig ’honning’ strømmede ud fra Hans hænder! Han delte Selv nektaren
ud til alle de tilstedeværende inklusive nogle fiskere, der havde sluttet sig til selskabet. Denne
nektars sødme og velduft var hinsides enhver beskrivelse. Ingen havde før oplevet noget
lignende; både smag og duft var, skønt mageløs, fremmed for dem.
7.28. På Telugu Nytårs Dag distribuerer Baba sædvanligvis den traditionelle blanding af bittersød margosa-sukker. På Pongal Dag (årets høstfest) bliver Nilayam’s kvæg dekoreret og ført i
prosession gennem landsbyen. Landsbyboerne kommer op til templet for at deltage i en
andagt, når det er blevet sæson for at knuse sukkerrør, og de store pressemaskiner skal i
brug. De hengivne er også glade, når de får mulighed for at være med til at fejre
Upanayanams (en højtid hvor unge drenge bliver indviet i Gayathri Mantraet), bryllupper,
Namakaranams (en højtid der afholdes, når barnet er 11 dage gammel. Barnets navn hviskes i
dets øre på denne dag) og andre højtider sammen med Baba i Nilayam. Forhøjningen i den
østlige ende i tempel-salen bliver normalt anvendt til disse religiøse arrangementer.
7.29. På Deepavali Dag (Lysets Dag) fryder Baba Sig over den mangeartede belysning i
landsbyen og ved templet, og Han fryder Sig over affyringen af kanonslag. Han deler Selv
skrubtudser, kinesere, knallerter og kulørte tændstikker ud til de hengivnes børn i Prasanthi
Nilayam og børnene i landsbyen. Den 1. januar udsender Han et nytårs-budskab med
forsikring om forskellige ting og diverse formaninger til de hengivne, som Han ønsker at
velsigne på denne måde. På Sin fødselsdag sender Han tilsvarende velsignelser ud til de
heldige.
7.30. Hvert år er der tre højtider, der bliver fejret i Puttaparthi, som i stigende grad tiltrækker
en større og større folkeskare, der kommer længere og længere borte fra. Det drejer sig om
Dasara, Mahasivarathri og Baba’s fødselsdag, der bliver fejret hvert år den 23. november. Det
sker for at gøre det lettere for alle de hengivne, der finder det vanskeligt at beregne den
præcise dato i henhold til hindu-kalenderen.
7.31. Dasara har man fejret lige siden Baba’s erklæring i 1940. I de første år blev der hver dag
holdt andagt og sunget lovsang, og Baba var udsmykket med pyntegenstande som ringe,
halskæder og krone. Han blev ført i prosession gennem landsbyens gader i bærestol. Hver dag
blev denne bærestol dekoreret på forskellig måde. Som tiden gik, lagde Baba større og større
vægt på den religiøse og åndelige betydning af at tilbede Gud som Moderen, og
festlighedernes karakter tog en ny drejning. Under Dasara holdt de kvindelige hengivne andagt
to gange om dagen. De ofrede kumkum, og de øste kumkum ud over statuen af Shirdi Sai
Baba. Det skete i løbet af alle de ti dage. Alt, både musik, poesi, skuespil og så videre bar
præg af denne tilbedelse af det moderlige aspekt.
7.32. Man kan få en vis idé om festligholdelsen af disse højtider ved at se nærmere på de
programmer, der blev trykt og omdelt til de hengivne. Lad os som eksempel se på
programmet for Dasara 1958. Festlighederne starter med, at flaget hejses. Det sker om
morgenen på den første dag. De hengivne samles i højtidelig stilhed rundt om lotus-cirklen
foran templet. Og til lyden af klokker, gongonger, musikalske toner og bønner folder Baba
flaget ud.
7.33. Ved mange lejligheder har Baba forklaret den indre betydning af symbolet i skikkelse af
en lotusblomst, som den der er at finde foran selve Nilayam så vel som på flaget. Den daglige
andagt, specielt kumkumarchana, der udføres af alle de kvindelige hengivne, begynder
klokken 12 og udføres to gange om dagen i alle de ti dage. (I forbindelse med
kumkumarchana lægger de hengivne kumkum for gudens eller gudindens fødder).
59
7.34. Den anden dag er reserveret til, at de hengivne kan udføre socialt arbejde. Det kan for
eksempel være at udbedre skaderne på indfaldsvejene eller at rense det område, hvor de
fattige skal bespises en af de kommende dage. Om aftenen lytter de hengivne til foredrag om
socialarbejderes rette indstilling og om behovet for at udføre karma, der er gennemtrængt og
næret af hengivenhed over for Gud. Disse foredrag holdes af Baba og nogle få erfarne
socialarbejdere.
7.35. Den tredje dag er børnenes dag. Børn af de hengivne såvel som børn fra skolerne fra de
omkringliggende landsbyer deltager. Dagen går med sport, leg, små dramaspil, udklædning og
oplæsning. Baba får alle børnene til at føle sig glade og veltilpasse. Hvis et barn pludselig ikke
har det så godt, overtaler Baba det til at fortsætte legen, så det bliver glad igen. Alle de børn,
der deltager i denne dags aktiviteter, får præmier af Baba, og det er præmier, der i årevis
bliver familiernes stolthed.
7.36. Den fjerde dag er digternes dag. Arrangementet afholdes i Baba’s nærvær. Digtere fra
nær og fjern læser og forklarer deres værker på telugu, tamil, sanskrit, kannada eller engelsk.
Også de bliver de stolte modtagere af gaver. Disse gaver bliver højt værdsat, fordi de bliver
skænket med så stor hjertelighed af en Person, der Selv er digter. Baba Selv velsigner de
hengivne ved at holde tale to til tre gange under hele højtiden, og på den måde er der
tusinder, der får noget dyrebart med sig hjem, som de kan anvende i dagligdagen.
7.37. Aftenen den sjette og den ottende dag er helliget lovsang. Den ene aften til Meera
lovsang og den anden til Brindavan lovsang. På den syvende dag bespises de fattige, og der
deles tøj ud til de invaliderede og de nødlidende. Der var engang en mand, der spurgte Baba,
hvorfor der ikke stod noget i aviserne om dette kolossalt store arrangement. Det er trods alt
fire til fem tusind mennesker, der får et overdådigt måltid mad og omkring 1000 mennesker,
der får klæder eller sarier. Baba svarede: ”Hvorfor skulle det dog omtales i aviserne! Når du
får besøg af dine slægtninge, og du giver dem noget at spise, inviterer du så pressen og
kræver publicity?”
7.38. Netop denne dag forekommer Baba at være mest lykkelig. Og det er i hvert fald den
dag, hvor Han har mest travlt. Han fører tilsyn med madlavningen, og Han kontrollerer de
ingredienser, der anvendes. Han sørger også for, at der er siddepladser til alle. Han serverer
Selv den søde laddu (en sød kage; en sød dessert) til næsten alle. Han bøjer Sig ned over
hvert eneste blad (der anvendes som tallerken) og øser al den mad op på bladet, som den
enkelte kan spise.
7.39. Han går langs rækkerne af de nødlidende og udvælger dem, der skal have tøj. Disse
personer får en seddel med et nummer, og deres nummer vil senere blive råbt op, så de kan
gå op til Baba og fra Hans hånd modtage den eftertragtede gave. Det er et inspirerende syn og
en meget lærerig oplevelse at iagttage Baba, når Han uddeler tøj. Han har et venligt ord til
alle. Han behandler de blinde, de lemlæstede og de meget gamle med særlig nænsomhed. Han
beder de frivillige om at støtte dem, så de kan føle sig sikre. Han råder dem til at være
forsigtige og varsomme, når de færdes i mørket. Han spørger venligt til hver enkel og gør
øjeblikket til et kært minde for hver især.
7.40. Denne bogs forfatter kan huske, hvordan regnen for nogle år siden havde taget pynten
af blomsterguirlanderne, der hang foran Nilayam. Det var sket i løbet af Dasara-festens første
tre-fire dage. Baba ønskede, at udsmykningen blev fornyet i god tid, inden det blev dagen,
hvor de fattige skulle bespises. For som Han sagde: ”De er vores mest fornemme og
fremtrædende gæster, og templet bør se festligt og strålende ud, når de kommer.” Det er
denne holdning, som Han lærer alle Sine hengivne, og som Han ønsker, de lægger sig på
sinde.
60
7.41. De øvrige dage er reserveret til musikken. Det er både musik, som der synges til,
instrumental musik og orkestermusik. Et stort antal musikere deltager i dagevis, for Baba Selv
er en fremragende musiker. Han synger på en fængslende og indtagende måde, og de er alle
ivrige efter af få Hans velsignelse. På den sidste dag afholdes der abhisheka for Shirdi Baba,
og sædvanligvis materialiserer Baba en lingam og placerer den øverst på Shirdi Bba figurens
hoved. Det sker inden renselsen foregår.
7.42. Ordet thayamanavar er et tilnavn på tamil, der gives til Siva. Det betyder ’Han som også
er blevet moder’. For sagnet fortæller, at Siva engang hjalp til ved en fødsel, fordi den kvinde,
der skulle have hjulpet ved fødslen, ikke kunne komme frem, fordi der var oversvømmelse ved
Cauvery-floden. Derfor tog Siva skikkelse af en moder, nåede frem til stedet og fungerede som
jordemoder.
7.43. Baba har også været ’Han som også er blevet moder’ adskillige gange. I mange tilfælde
har Han taget andres smerte på Sig. Ofte er Han ’gået ud af’ Sin krop for at fungere som
jordemoder under en fødsel. Kvinder langt fra Puttaparthi har følt Hans hånd. Og Han har i
Puttaparthi fortalt om en konkret fødsel og forklaret, hvordan Han har vendt fosteret om, så
fødslen kunne komme til at forløbe glat. Denne forfatter kender til et tilfælde, hvor en kvinde
var indlagt på hospitalet. Hendes baby var død blot seks dage efter fødslen. Den primære
årsag var, at navlestrengen var blevet klippet over på en sjusket måde, så den var blevet
inficeret, og der var gået betændelse i såret. Også moderen var man ved at opgive, fordi
efterbyrden ikke kunne passere på grund af betændelse, så man var nødt til at forberede sig
på det værste. Baba, der var i Puttaparthi, ’gik ud’ af Sin krop en morgen. Han var væk i en
time, og Han var 400 kilometer væk! På hospitalet fødte kvinden moderkagen og hendes
temperatur faldt. Moderen begyndte at komme sig, og ansigterne rundt om sengen livede op,
og glæden bredte sig. Da Baba vendte tilbage til Sin krop, fortalte Han, at Han havde været på
hospitalet og skænket patienten en vision af Sin hånd. Tre dage senere kom der et brev fra
familien, der omtalte visionen og helbredelsen!
7.44. På en vis Varamahalakshmi Vratham Dag for omkring ti år siden, accepterede Han at
blive tilbedt i skikkelse af Varamaha-Lakshmi og modtog offergaver af kvinder, der havde
afgivet højtidelige løfter. (Varamahalakshmi Vratham Dag er en højtid, der højtideligholdes af
gifte hindu-kvinder fredagen før fuldmåne i en bestemt måned ifølge hindu-kalenderen. Denne
dag falder i juli eller august. Andagten udføres for at få Lakshmi’s velsignelser. Hun er
gudinden for rigdom og fremgang). De, der overværede denne religiøse højtid, fortæller, at
Han rent faktisk åbenbarede Sig for dem klædt i sari og bluse. Han havde set pragtfuld ud,
udsmykket som Han var med armringe, halskæde, næsesmykke, øreringe og så videre! Det
kan ikke undre, at Navarathri (Dasara) tiltrækker tusindvis af mennesker til Puttaparthi, når
Gud bliver tilbedt som Durga, Lakshmi, Saraswathi, Annapurna, Thripurasundari, Lalitha og
andre skikkelser. Moder Sai er virkelig gavmild og godgørende.
7.45. Mahasivarathri (Siva’s store nat) er en lignende betydningsfuld højtid. Her synger de
hengivne lovsang hele natten, og Avatarens konstante tilstedeværelse minder dem om Siva
Selv. Det gør det dels på grund af den strålende gavmildhed, hvormed Han skænker Sin
velsignelse til enhver repræsentant for den fejlende menneskehed, og dels på grund af den
mængde vibhuthi der strømmer fra Hans hænder, pande, tæer, ja hele ansigtet.
7.46. I de sidste ti eller tolv år er Mahasivarathri blevet fejret i Puttaparthi. Men langt tidligere,
ja faktisk siden Hans Erklæring i 1940, har Sivalingam’er materialiseret sig inde i Hans krop.
Næsten hver gang fortæller Baba, at Han finder det meget vanskeligt at udsætte eller
forhindre dannelsen af disse lingam’er, der konkretiseres, størkner, inden i Ham. Om aftenen
holder Baba en tale. Meget ofte bliver Han afbrudt halvt inde i talen af, hvad der forekommer
at være stødvise kramper i maveregionen. Men Han fortsætter Sin tale, indtil disse
kraftudladninger nærmer sig den øverste del af brystkassen og halsen. Han synes at
gennemgå en række fysiske spændinger, og lige pludselig, til alles glædelige undren, kommer
61
lingam’en eller lingam’erne ud af Hans mund! Normalt vil de blive placeret på statuen af Shirdi
Baba. Når festlighederne er forbi, giver Baba dem til en eller anden hengiven, der senere får at
vide, hvordan de skal tilbedes. Nogle hengivne har nu tilbedt disse lingam’er i over 16 år!
7.47. De lingam’er, som Baba i årenes løb har skabt Mahasivarathri-nat, afskiller sig fra
hinanden både i antal, størrelse og udseende. Engang imellem bliver der kun dannet én
lingam. Materialet kan være krystal, guld eller sølv. Men som oftest er der flere – tre, fem, syv
eller ni. De fleste af dem er måske knapt 4 centimeter høje. De vil være fuldstændige med
både fodstykke og lingam. De vil ligeledes være forsynet med tre vandrette streger, som
symbol på vibhuthi. Denne tilblivelse af lingam’en er i sandhed en unik og mystisk
manifestation af den guddommelige vilje.
7.48. Når vi udbreder os så begejstret om denne viljes manifestationer, så bør vi ikke undlade
at hylde personifikationen af denne vilje, nemlig Baba. Han er Prasanthi Nilayam (Den højeste
freds bolig) overalt, hvor Han er, og overalt hvor Han bliver tilbedt eller husket eller kaldt på i
hengivenhed. Engang da en hengiven opfordrede medlemmerne af en forsamling, som Baba
netop havde talt til i Gokhale Hall i Madras, til ’at tage til Puttaparthi og deltage i den
vidunderlige lovsang i Prasanthi Nilayam’, korrigerede Baba ham med det samme og sagde:
”Nej, nej. I kan blive, hvor I er. Jeg vil komme til jer. Lad være med at påføre jer selv udgifter,
som I måske ikke har råd til. Hvis I kalder på Mig, så vil Jeg være ved jeres side.” En
midaldrende kannada-digter har sunget om, at afstanden mellem os og Siva er netop den
afstand, vor kalden vil strække sig over. Tro på Ham og kald på Ham. Han vil svare: ”Jeg er
her.” Og husk, vi må kalde på Ham ved at benytte et hvilket som helst af Hans navne.
7.49. Oktober 1957 blev der indviet et hospital, der er beliggende på højdedraget bag
Nilayam. Hospitalet har seks senge til kvindelige patienter og seks senge til mandlige
patienter. Det er fuldt udstyret til at klare patienter, der indlægges, fordi de skal føde, eller
fordi de skal have foretaget et kirurgisk indgreb. Ligeledes har hospitalet det nødvendige
røntgenapparatur. Fra hospitalet er der en pragtfuld panoramaudsigt over de ældgamle bjerge
med de forrevne klipper, der falder stejlt ned mod Chithravathi-floden. På trods af
ingeniørernes lette skumlen, valgte Baba stedet, fordi som Han sagde: ”Patienterne vil føle sig
opmuntrede ved at kunne ligge og se på Herrens mesterlige og inspirerende kunstværker.”
Han fik fat i en bulldozer, og hvor der før havde været klippeside, blev der nu hugget tre
terrasser, der blev planeret. Der blev udarbejdet en tegning for hospitalet, som skulle ligge på
den øverste terrasse. Baba holdt en tale i forbindelse med, at grundstenen blev lagt. Han kom
blandt andet ind på, at der ikke findes nogen ikke-troende, ingen ateister. Der findes blot
mennesker, der ikke kender, eller ikke har haft nogen mulighed for at opleve Herren. Alle, rig
eller fattig, uddannet eller ikke uddannet, gudfrygtig eller ikke gudfrygtig, bliver udsat for
sygdomme. Derfor har Madhava, Herren, som et eksempel på tjeneste over for
menneskeheden, planlagt og bygget hospitalet i Puttaparthi, fordi der ikke findes noget
ordentligt hospital i mange kilometers omkreds, og for at få folk til at gøre det samme, så de
kan modtage Guds nåde. Han sagde også, at folk der kommer til hospitalet for at få behandlet
deres fysiske sygdomme, naturligt vil komme til Prasanthi Nilayam for at få behandlet og
helbredt deres åndelige sygdomme.
7.50. Hospitalet blev bygget i Baba’s inspirerende nærvær. Han førte tilsyn med hver eneste
del af opførslen, og Han kontrollerede alt byggemateriale. Hengivne stillede sig på en lang
række op ad bjergskråningen. Metal, sten, mursten, vand, ler eller rød jord, mørtel, ja alt hvad
der var brug for til opførslen af bygningen, blev rakt videre fra hånd til hånd. I dag er denne
bygning en pryd for landskabet! På hospitalets 1 års dag fortalte den ledende læge om nogle af
de mange mirakuløse helbredelser, der havde fundet sted på grund af Baba’s velsignelser. Men
senere sagde Baba, at disse helbredelser mere skyldtes den ånd af kærlighed og uselvisk
tjeneste, som gennemsyrede hver eneste sten og mursten i bygningen. Baba har Sin
regelmæssige gang på hospitalet. Han besøger de enkelte stuer, overtaler landsbyboerne til at
tage deres medicin og acceptere diverse stik og prik. Hans hjertelige ord og den helbredende
62
virkning af Hans blik hjælper med til, at patienterne hurtigt kommer til hægterne igen. Ofte
lærer Baba også de uddannede læger en del, for Han er Selv en fremragende læge og en
dygtig kirurg. Han giver også praktiske råd om sammenhængen mellem sindsligevægt og
fysisk sundhed. I den forbindelse råder Han folk til at praktisere gentagelse af Guds navn og
meditation. Disse øvelser hjælper til med at holde hele personligheden i god form.
7.51. De sygdomstilfælde der fra tid til anden bliver beskrevet i tidsskriftet ’Den tidløse
Vognstyrer’, er af uvurderlig betydning for praktiserende læger. De afslører, hvordan
længerevarende og håbløse sygdomme er blevet kureret af den guddommelige nådes
helbredende indflydelse, som hviler over og gennemtrænger hospitalet. Mens glødende
tilhængere af Baba er tilfredse med at overlade deres fysiske velbefindende til Hans vilje, er
der andre, der efter Hans råd og vejledning bruger den vibhuthi, som Han giver til dem, som
helbredelsesmiddel. Det kan også være et eller andet medikament, som Han foreskriver. For
som Baba siger, så har Han ikke den samme opskrift til alle. En læge, der står over for tilfælde
af mavesmerter hos fire forskellige patienter, vil ordinere fire forskellige behandlinger: Salte
mod forstoppelse, mikstur mod mavevrøvl, omslag eller salve i et tredje tilfælde og øjeblikkelig
operation, hvis smerterne stammer fra en blindtarmsbetændelse. På samme måde anbefaler
Han forskellige lægemidler til hver enkel patient. Han er den største læge af alle.
7.52. Til højre og til venstre for Nilayam, bag ved haven og bag ved bygningen, findes der
nogle beboelseshuse, enkelt- eller dobbeltværelser, hvor hengivne kan bo. Når de, der ellers
bor i disse lejligheder, er bortrejst, er der andre, der kan bo i dem. Men det er altid Baba, der
træffer alle beslutninger vedrørende arbejdet i Nilayam. Alle afventer med længsel Hans
befalinger og afgørelser. Sådan er det bedst.
7.53. Naturligvis er Baba også en sagkyndig gartner. Han har personlig interesse i alt det, der
har med havens planter og træer at gøre. Når Han er ude at rejse i Sin bil og leder efter et
sted, hvor de kan spise morgenmad eller frokost, så finder Han steder, der er usædvanligt
smukke. Det være sig Nilgiri’s bjergskråninger, der er bevoksede med eukalyptus-træer;
Kodaikanal’s bjerge; Kashmir’s fyrretræs korridorer; Bellary’s udtørrede sletter;
Serinnapatam’s grønne sletter; Kerala-kystens palmelunde; Tinnevelly’s lange rækker af
palmyra-palmer; kanalskrænterne nær Samalkot eller Raichur’s vulkanske områder. Han
henleder tit folks opmærksomhed på en solnedgang, en solopgang, en skyet himmels
fascinerende panorama eller en ring om Månen. ’Skønhed er en velsignelse’ er et udtryk, der
ofte kommer over Hans læber.
7.54. Han holder også meget af kvæg. Prasanthi Nilayam’s kostald fungerer som forbillede for
landmændene i de omkringliggende landsbyer. Han tilbringer mange timer sammen med
køerne; Han fodrer og passer dem. Pongal Dag (årets høstfest) dekorerer Han dem, og til
dette formål har han et tindrende lager af dekorative ting og sager. Han havde også en hest et
stykke tid tillige med hjorte, dådyr, påfugle og kaniner, der alle var velsignede, fordi de nødt
godt af Hans omsorg og nænsomhed.
7.55. Han har også haft et antal hunde som kæledyr. I sig selv ville beretningerne om disse
hunde give rigeligt med stof til at anskueliggøre Herrens varme interesse for dyreverdenen.
Jack og Jill, to pommerske spidshunde fra Ootacamund, var de første af disse hundevenner.
Baba fortæller, at de plejede at faste hver torsdag som en form for rituel renselse, der havde
med deres tidligere tilværelse at gøre. Det var også umuligt at få dem til at spise kød! Jack
plejede at sove ved hovedgærdet af Baba’s seng og Jill ved fodenden. Efter tre år i Guds
nærhed drog Jack sit sidste åndedrag, mens han lå i Baba’s skød.
7.56. Hans død var lige så fortræffelig, som hans liv havde været. Aftenen før var Jack løbet
efter en chauffør i en bil. Bilen blev parkeret på den anden side af floden i Karnatanagapalli.
Hunden lå helt stille under bilen, for den havde en vane med at passe på bilerne, som man på
det tidspunkt var nødt til at parkere langt fra templet. Hans små bjæf plejede at kunne holde
63
landsbyens bøller på afstand. Men netop den følgende morgen var Jack lige ved at blive dræbt,
da bilen kørte af sted. Baba fortæller, at den lige nøjagtig havde kræfter til at slæbe sig tværs
over flodlejet og hen til templet. Her samlede den sine sidste kræfter og trak sig op på skødet
af Baba. Den så intenst på Baba’s ansigt, og dens hale logrede svagt af glæde. Jack sluttede
sit korte, men velsignede jordiske liv. Jill kunne ikke leve alene. Hun fulgte ham i løbet af
nogle få uger. De er begge begravet midt på den firkantede plads bag Det gamle Tempel, og
en Tulsi Brindavan er opført over deres jordiske rester. (En Tulsi Brindavan er en muret
indhegning med den hellige tulsi-plante i midten. I dagligdagen fungerer den som et ’tempel’.
Tulsi Brindavan betyder: Tulsi-skoven - man ’går’ ind i skovens dybe ro).
7.57. Chitty og Bitty, Lilly og Billy var to andre par pommerske spidshunde, der fulgte efter
Jack og Jill. Så var der cocker spaniels, Minnie og Mickie samt Honey og Goldie. Baba tog Sig
kærligt af dem i nogle år, og gav dem så til nogle hengivne. Men Han spørger tit til, hvordan
de har det. Baba har også haft nogle schæferhunde. Der var et par, der hed Rover og Rita, og
efter dem havde Han et par, der hed Tommy og Henry. Disse hengivne inden for dyreverdenen
har i rigt mål modtaget Baba’s ømhed og kærlighed. For os der føler, at dyrenes verden er
både fremmed og umælende, gælder, at vi kan lære denne ene lektie ved at iagttage Hans
kærlighed over for dem. Som Baba siger: ”Gør aldrig et dyr fortræd ved at bruge det som
næringsmiddel eller til underholdning. Betragt dyrene som levende væsener, der hører til
familien.”
7.58. Baba taler altid om skæbne. Han siger, at hvis et dyr eller et menneske modtager Hans
nåde, så skyldes det netop skæbnen. Men Han tilføjer altid, at Hans nåde kan vindes gennem
åndelige øvelser eller et disciplineret liv, selvkontrol og uselvisk tjeneste. På samme måde som
en censor bedømmer elevernes besvarelser, vurderer Herren også vores præstationer. Hvis
svarene vidner om oprigtigt arbejde med os selv, og der lægges en oprigtig interesse for
dagen, og man udviser interesse for den metodiske videnskab – ja, så vil censor bære over
med en ringe fremførelse, hvad angår selve besvarelsen. Mange har haft den oplevelse, at det
sommetider er helt umuligt for dem at rejse til Puttaparthi, og det uanset hvor store
anstrengelser de gør sig. Men på den anden sige oplever mange mennesker, at så snart de
planlægger et besøg, så lægger tingene sig hurtigt til rette, ligesom hindringer ryddes af
vejen. Baba siger, at uden Hans vilje kommer ingen til Ham.
7.59. Hans alvidenhed og allestedsnærværelse bliver åbenbaret for alle, der møder Ham i
interviewrummet. Han fortæller folk, hvad de har sagt, gjort eller følt. Han fortæller dem,
hvem de har talt med, og hvad de talte om. Han fortæller folk, hvad de frygter, og hvad de har
af planer. Han fortæller, hvad de har lidt og mistet. Hvis du ønsker at spørge Ham om ti ting,
så vil Han, endnu før du åbner munden, have besvaret tolv eller fjorten spørgsmål! Han vil
fortælle dig, hvad du har drømt, og ord for ord vil Han kunne gentage det, du hørte Ham sige i
din drøm. Indtil den mindste detalje vil Han blotlægge din livshistorie, og hvor der var sorg og
svaghed, vil Han fylde dig med glæde og styrke.
7.60. Rektor H.S Rao udtaler: ”Baba er utrættelig i Sit arbejde med at behandle sjælesorger.
Baba’s ord ikke blot lindrer og dulmer, men åbner også op for nye lag i ens bevidsthed. De
åbenbarer den skjulte styrke og godhed, der findes i ens natur. Gennem Hans nåde gør Han
det muligt for den hengivne at kende sig selv. Han får den hengivne til at erkende sine pligter
og forpligtelser og selv sine mangler. Alt dette gør Han på den mest naturlige og ligefremme
måde. Du får måske et venskabeligt dask over ryggen, eller Han siger noget med et glimt i
øjet og snakker, så der ikke er noget at tage fejl af. Og dog er der en sådan myndighed og
kraft i det, Han siger. Dog virker det hele så overbevisende, at du sidder målløs af forundring
over Hans alvidenhed og Hans mirakuløse opfattelsesevne, der gør Ham i stand til at pejle Sig
ind på dine personlige problemer og behov.”
7.61. Det er på sådanne måder, at Prasanthi Nilayam genopbygger menneskeheden. Det er
således, Baba’s nærvær tilskynder menneskeheden til at bevæge sig videre og videre fremad!
64
Kapitel 8
Fra Cape til Kilanmarg
8.1. Den niende ’All India Divine Life’ konference, der blev afholdt i Venkatagiri i 1957, blev en
milepæl i Bhagavan’s felttog for at fremme ’rigtig handling’. For Han var den, der ledte
drøftelserne og den, der slog til lyd for åndelige øvelser og åndelig genopbygning. Swami
Satchidananda, der var administrativ sekretær for de forskellige grene af ’Divine Life’
bevægelsen, har senere indrømmet, at da han i Thiruvannamalai erfarede, at det var Baba,
der skulle lede konferencen, var han først blevet temmelig forbløffet. Årsagen var, at Baba i
manges øjne blot var en kyndig inden for magi, og at Han i bedste fald var en dårlig taler.
”Men”, sagde Swami Satchidananda, ”jeg fandt hurtigt ud af, at den mand der havde forsynet
mig med disse oplysninger, var ret uvidende og dårligt underrettet.”
8.2. På konferencens åbningsdag var byen fyldt til bristepunktet af delegerede, besøgende og
hengivne. Der var et stort antal sanyasi’er fra så langt borte fra som Rishikesk og steder som
Rajahmundry, Kalahasti og Madas. (En Sanyasi er en person, der har gjort sig fri af alle
ønsker. Han skal besidde enhed i tanke, ord og gerning, være helt opslugt af Gud, Den Eneste
Ene, og være fuldt og helt optaget af at opnå forening med Gud). En vidunderlig
blomstersmykket bærestol stod parat ved hovedporten ind til Venkatagi paladset. Den stod
klar til at føre Baba til teaterbygningen, hvor åbningsceremonien skulle afholdes. Men da Han
trådte ud af paladset og så dette symbol på pomp og pragt, afslog Han den tiltænkte ære og
det på trods af fyrstens indtrængende bønner. For som Han sagde: ”Her er så mange
sanyasi’er, og Jeg vil gerne gå turen sammen med dem.” Der var i sandhed en fremragende og
strålende forsamling af munke som Sadananda, Satchidananda, Athmaswarupananda og
Srinivasananda.
8.3. Swami Satchidanada hejste ’Alle India Divine Life’s’ flag, og Swami Sadananda,
forfatteren til ’Sanmatga Deepam’, ’Maha Sakthi’ og bøger som ’Kommentarer til Patanjali’s
yoga darsana’, åbnede konferencen. Nogle vildledte mennesker havde tidligere omdelt
løbesedler. Disse løbesedler beskyldte Baba for at nære forkærlighed for de rige og for
aristokraterne. Lidet anede de, at mens de var i gang med at fylde deres bysbørns lommer
med bagtalelse og propagandamateriale, så nægtede Baba at tage del i processionens pomp
og pragt og gik ad netop den vej, hvor de havde udspredt deres skændige påstande! Faktisk
refererede Swami Sadananda til disse løbesedler og gjorde det klart, hvor absurde påstandene
var set i lyset af, hvad der var hændt denne morgen. Han lykønskede de delegerede og
organisatorerne med, at de havde haft held til at sikre sig Baba til at vejlede dem på ’det
guddommelige livs’ vej.
8.4. I Sin formandstale fortalte Baba, at bevægelsen ’Divine Life’ var inspirationen, den
motiverende kraft og det altafgørende for alt levende i skabelsen lige fra mikrokosmos til
makrokosmos. ’Divine Life’ er den regn, der falder fra sandhed, kærlighed og ikke-volds skyer.
Det indbefatter alt det, et menneske gør i sin higen efter det egentlige i tilværelsen, den sande
virkelighed bag den flygtige mangfoldighed. Det guddommelige, sagde Han, er iboende og til
stede i ethvert individ som smør er det i mælk. På samme måde som vi kærner mælken for at
udskille smørret, skal mennesket kærne sit sind med gode gerninger og godt selskab.
Menneskets sind svinger ustandseligt frem og tilbage mellem Den Evige Ånd og den flygtige
verden. Derfor er det bevægelser som ’All India Divine Life’s’ pligt at fylde deres medlemmers
sind med hellighed og hjælpe til med at fjerne begærlighedens og lidenskabens slagger. Alle
og enhver er en værdig kandidat til at blive udsat for denne transformation, og det er den
samme inderlige glæde, som enhver får at smage. Denne bevægelse bør bestræbe sig på at
fremme processen med at skabe lige kærlighed til alle. Den bør stræbe efter at udslette de
grundlæggende årsager til ængstelse, sorg og uvidenhed.
65
8.5. Den næste morgen, da mødet fortsatte på teateret, sagde Baba: ”Den hinduistiske
religion var udelukkende i stand til at overleve rækken af voldsomme angreb, kulturelle
omvæltninger og udenlandske invasioner på grund af de anstrengelser, landets åndelige ledere
lagde for dagen. Disse ledere vogtede over hinduismens skatte, og igen og igen genoprettede
de Den Tidløse og Universelle Religions skabende principper i befolkningens hjerter.” Han
sagde endvidere, at Han ønskede at tænde den guddommelige kærligheds lampe i hvert
eneste hjerte, og Han rådede alle til at opretholde en atmosfære af ærbødighed og kærlighed.
Da Baba talte om de tre kvaliteter (guna’er), illustrerede Han de tre kvaliteters væsen ved
hjælp af et enkelt og letforståeligt billede, der tydeliggjorde hele emnet. Idet Han pegede på
en petroleumslampe, sagde Han, at glasset var den rene og gode kvalitet, at den indvendige
sod var sløvhedens og uvidenhedens kvalitet, og at støvet uden på glasset var lidenskabens og
hvileløshendens kvalitet.
8.6. Den næste dag var der et specielt møde for de delegerede. På dette møde appellerede
Baba til dem og bad dem om at udvikle étpunktet hengivenhed til deres guru. Han bad dem
også om at ’Divine Life’, som de havde dedikeret deres liv til, måtte blive en integreret del af
deres eget liv. Senere blev dette lukkede møde forvandlet til et offentligt møde, så den ivrige
folkeskare af besøgende kunne få adgang. Her talte Baba i over en time. Han tilskyndede alle
til at leve et liv fuld af hengivenhed og overgivelse. ”Hvad kunne I tænke jer at være i Herrens
hænder?”, spurgte Han, og Han kom Selv med et forslag til svar. ”Fløjten.” (Her refereres til
Herren Krishna’s fløjte). Han ønskede, at alle skulle være lige, det vil sige ligefremme og uden
kringelkroge, og hule, det vil sige uden nogen stolthed, uden nogen følelse af individualitet,
uden egen vilje eller nogen idé om et selv. ”I skal udelukkende indånde Guds ånde, og I skal
omsætte disse åndedrag til melodiøs musik, der vil skænke evighedens glæde hvert eneste
flygtigt øjeblik.”
8.7. Swami Sadananda talte om ’fællesskab med Gud’. Det vil være mere korrekt at sige, at
han var ét med Baba, og at han kun fremsagde det, som denne enhed motiverede ham til at
sige. For som han erkendte, så sagde han udelukkende det, som Baba fik ham til at sige! Efter
ham talte en berømt skriftklog. Han var berømt over hele Andra Pradesh for de mange
vedantiske bøger, som han havde skrevet. Han var tillige kendt for sine oversættelser af
Upanishad’erne, Brahma Sutra og Bhagavad Gita til telugu. Han talte om det vanskeligste
spørgsmål inden for indisk filosofi: ”Hvem er jeg?” Kritikere påstår, at den ikke-dualistiske
holdning gør mennesker verdensfjerne og upoetiske. Men denne skriftkloge var poetisk nok til
at værdsætte og påskønne Baba’s anskuelige billede af fløjten ved Krishna’s læber. For med
stor glæde talte han længe om det ideal, Baba havde holdt frem, og han citerede blandt andet
nogle få vers på sanskrit om Fløjten. Han begyndte sit foredrag med at komme med en
personlig erklæring. Han sagde: Jeg kom først og fremmest til Venkatagiri og til denne
konference for at møde Sri Sathya Sai Baba, for jeg havde hørt alle mulige forskellige
fremstillinger af Hans storhed. Derfor greb jeg ivrigt chancen for at kunne danne mig et billede
af disse forskellige meninger og vurderinger. Kort sagt, så kom jeg faktisk for at træde op
imod Ham! Men nu er det imidlertid gået sådan, at jeg selv er den, der er blevet udfordret! Jeg
er glad for at indrømme dette over for jer, og jeg beder Baba tilgive mig min forkerte
indstilling.” Dette er blot endnu et eksempel på, at misforståelsernes tågesky forsvinder som
dug for Solen takket være den varme, der opstår i Baba’s nærvær.
8.8. Baba bevægede Sig frit omkring blandt sadhu’er og de lærde og gav hver enkel af dem et
langt interview, før Han tog afsked med Venkatagiri. Swami Satchidananda fortalte denne bogs
forfatter følgende: ”Jeg blev kaldt ind som nummer to. Så snart jeg trådte ind i værelset,
omfavnede Baba mig og fortalte, at Han var glad for at se mig. Herefter fortalte Han mig om
en usædvanlig yogisk vision, som jeg havde haft den store lykke at opleve for 37 år siden. Han
lykønskede mig, fordi jeg vedholdent havde stræbt efter at udføre den åndelige yogiske
øvelse, der netop nåede sit højdepunkt i denne vision. Men så vendte Han Sig hurtigt om mod
mig og begyndte at irettesætte mig, fordi jeg ødsler min tid og energi væk på at grundlægge
66
ashram’er, indsamle midler og mødes med folk for at diskutere planer og programmer. Da jeg
forsøgte at retfærdiggøre mine nuværende aktiviteter med, at de er mine bidrag til verdens
velfærd, lo Han og spurgte: ”Har du ikke hørt, at gode tanker og bølger af yogisk visdom har
det med at stråle ud fra en stor sjæl, og idet de overvinder alle hindringer, former og forandrer
de andre menneskers tankestrømme?” Han rådede mig til at trække mig tilbage til ensomhed
og genoptage mine åndelige yogiske øvelser. Han forsikrede mig om, at Han ville sørge for alt,
hvad jeg behøvede til livets ophold, og det uanset hvor jeg ville opholde mig! Jeg var aldrig før
blevet præsenteret for dette synspunkt udtrykt i så klare og overbevisende vendinger. Jeg var
i allerhøjeste grad rørt af Hans kærlighed og Hans barmhjertighed. Jeg blev overrasket over at
finde ud af, at Han kendte til en af mine oplevelser, der var både intim og hemmelig. Og denne
oplevelse var endog dateret nogle få år før Hans komme, og jeg dristede mig til at stille Ham
et spørgsmål om dette forhold. Han svarede mig med et andet spørgsmål: ”Fødes Jeg; dør
Jeg?”
8.9. For alle var dette i sandhed en helt speciel oplevelse. Selve interviewet, Hans evne til at
stille diagnosen når det drejede sig om folks dybereliggende tvivlsspørgsmål, Hans råd og
forslag til at afhjælpe dem, tilsagnet om vedblivende velvilje og nåde, bedømmelsen af
fremskridt i forhold til indsatsen og tilkendegivelsen af alvidenhed og allestedsnærværelse. Da
Baba vendte tilbage til Puttaparthi, var Han i selskab med Swami Sadananda og Swami
Satchidananda. De var begge ivrige efter at tilbringe noget mere tid i det guddommeliges
nærvær.
8.10. Jeg husker en aften, hvor Baba tog Swami Sadananda med ud til et kildeudspring i
bjergene bag Nilayam, for jeg var en del af selskabet. Siddende ved siden af kildeudspringet
talte Baba om den guddommelige bevidstheds eksistens i mennesker, dyr, planter og
mineraler. Swami Sadananda citerede passager fra Upanishad’erne for at påvise, at de samme
ideer og forestillinger er at finde i vores ældgamle tekster. Pludselig kom der en myndig klang i
Baba’s stemme, og Han sagde: ”Du kalder dem ældgamle, Jeg er bekendt med dem alle; Jeg
er hinsides tid og sted.” Nu drejede samtalen hen på saivism og på lingam’en og betydningen
af dette symbol, for Sadananda havde skrevet en afhandling: ’Den Sydindiske saivismes tidlige
historie og oprindelse’. (Saivism er en tradition, hvor man tilbeder Herren Siva). Han havde
skrevet denne afhandling, mens han var på universitetet i Madras. Det var den tamilske
nytårsdag, og Baba gav alle en poli, et sødt lækkeri som enhver tamilsk husmor med respekt
for sig selv skal tilberede nytårsdag. Han fremtryllede disse lækkerier ved ’en bevægelse af
hånden’! I løbet af få dage rejste Baba til Kodaikanal, hvor Han ville opholde sig en kort stund.
(Baba har en ashram i Kodaikanal, hvor Han opholder sig i den varmeste tid. Stedet ligger
oppe i de kølige bjerge). Swami Sadananda og Swami Satchidananda sluttede sig også til
selskabet. De seks uger i bjergene gav disse sanyasi’er store muligheder for at modtage
Baba’s nåde i rigt mål. De var begge i stand til at få et glimt af Baba’s enestående
guddommelighed.
8.11. Swami Satchidananda talte senere om dette over for en forsamling af hengivne i
Puttaparthi. Det var i forbindelse med indvielsen af thapovana’en den 29. juni 1957.
(Thapovana betyder ’en skov til åndelig praksis’. Det er et sted, hvor der praktiseres spartansk
levevis). Han sagde, at uanset hvad andre mente, Baba var, så var han selv, på baggrund af
personlige oplevelser, overbevist om, at Han var ’den alvidende intelligens, der forstår alt’,
’den der er til stede og iboende alt’ og ’den indre virkelighed i alle, sjælen i alle’.
8.12. Herefter beskrev han, hvordan han var blevet så overbevist. En eftermiddag var han i
Baba’s værelse i villaen i Kodaikanal. Baba hvilede Sig på Sin seng. Pludselig rejste Han Sig og
råbte: ”Skyd ikke” på telugu. Herefter faldt Han om på sengen i det, der kan kaldes trance,
men som bedst beskrives som ’en rejse ud af kroppen’.
8.13. Hans krop blev stiv, og den forblev i denne tilstand i omkring en time. Da Han vendte
tilbage og igen overtog styringen af Sin fysiske krop, stirrede Han på de tilstedeværende i
67
værelset. Han sagde, at Han ønskede, at der blev sendt et telegram ekspres til en adresse i
Bhopal. Han dikterede, hvad der skulle stå i telegrammet og den adresse, det skulle sendes til.
I telegrammet stod der: ”Ingen grund til bekymring; revolveren er hos Mig. Baba.” Swami
Satchidananda udtrykte tvivl om, hvorvidt postvæsenet ville sende det, for det talte om en
revolver, og denne ordlyd faldt måske ind under våbenloven. Dette synspunkt blev støttet af
andre, og diskussionen gik frem og tilbage. Baba ønskede, at telegrammet skulle nå Bhopal
hurtigt, og man begyndte at drøfte, om man kunne anvende alternative ord, så reglerne kunne
omgås. Swami Satchidananda foreslog ordet ’instrument’ i stedet for revolver. Baba var enig i,
at så vidt det gjalt modtageren af telegrammet, så ville dette ord tilkendegive den tilsigtede
betydning. Telegrammet blev afsendt ekspres og nåede hurtigt frem til Bhopal 1600 kilometer
borte. Alle var ivrige efter at få kendskab til, hvilken tragedie det var, Baba havde forhindret.
Men Baba veg uden om alle forsøg på at få den nødvendige information fra Ham. Fire dage
senere kom der brev fra Bhopal, der blev læst højt. Det var et brev, der afslørede, at Baba i
sandhed er Herren, der frelste Gajendra og Prahlada, og som kom Droupadi til undsætning!
8.14. Brevskriveren havde gjort tjeneste under anden verdenskrig og rangerede højt i
regeringens tjeneste. Han var i den grad blevet bragt ud af ligevægt af de administrative
ændringer, der fulgte i kølvandet på reorganiseringen af delstaterne. Personer der var yngre,
og som havde langt mindre anciennitet, blev forfremmet på hans bekostning. Han havde ingen
i nærheden, der kunne dulme hans chokerede tilstand, ingen der kunne trøste ham eller blot
lytte til hans beretning om sin ulyksalige situation. Hans hustru var på besøg i sine forældres
landsby. I sin disharmoniske sindstilstand over at se sin karriere ødelagt havde han besluttet
sig for at afslutte sin ydmygelse ved hjælp af en revolver. Han havde en revolver; han affyrede
et skud for at se, om hans hånd ville være rolig i det skæbnesvanger sekund. Men før han
kunne nå at affyre det næste skud, havde Baba råbt: ”Skyd ikke!” Et par sekunder efter blev
der banket kraftigt på døren! Baba var kommet! Selvfølgelig ikke i skikkelse af Baba, men i
skikkelse af en gammel skolekammerat. Denne var ledsaget af sin hustru og en lille tjener, der
for at gøre illusionen fuldkommen bar en kuffert og en rejsetaske! Da officeren hørte, at det
bankede på døren, løb han ind i soveværelset, smed revolveren på sengen, lagde et lagen over
den og skyndte sig hen til fordøren. Han fik ansigtet lagt i de rette folder og åbnede døren.
8.15. Og der skal man bare se! Her stod Bhagavan’s tre skikkelser parat til at spille deres
roller. Skolekammeraten var meget højrøstet og umiddelbar. Med forsæt havde Baba
øjeblikkelig designet denne højrøstede fyr, så han kunne afbalancere officerens triste,
mismodige tanker. Og han reagerede på behandlingen, og inden længe var han blevet helt
normal. Han smilede endda og lo af de vittigheder, som hans gamle ven diskede op med. Og
efterhånden som samtalen skred frem, gik alle tanker om selvmord i opløsning. Kvinden tog
også del i samtalen, men da de opdagede, at husets frue var bortrejst, tog de en skuffet mine
på og erklærede, at de så hellere ville aflægge besøg hos en anden fælles ven. På trods af
indvendinger fra den person, som han havde frelst, tog vennen af sted, 45 minutter efter han
var kommet. Han tog af sted sammen med kvinden, tjeneren, kufferten og rejsetasken. Og
tæppet faldt for det dramatiske gæstespil!
8.16. Efter han havde taget afsked med sine besøgende, skyndte officeren sig ind i
soveværelset. Han blev målløs, da han fandt ud af, at revolveren ikke var der. Den var intet
sted i huset! Hvem kunne have fjernet den? Han havde været i Puttaparthi en enkel gang, og
hans hustru var en begejstret hengiven. Kunne det være Baba? Aha! Det måtte være Ham.
Kunne det tænkes, at disse besøgende også havde været Ham? Han låste sin dør, og løb så
hurtigt han kunne hen til den adresse, hvor den fælles ven boede.
8.17. Her blev hans anelser bekræftet; for huset var tomt. De tre gæster var åbenbart
forsvundet ud i den blå luft! – med kuffert, rejsetaske og det hele. Da han var kommet hjem
igen, begyndte han at tænke over de overvældende begivenheder, der var hændt denne dag.
Mens han således sad og tænkte over det hele, blev han helt opskræmt over, at det endnu
68
engang bankede på døren. Det var telegrafbuddet! Han kom med et telegram fra Kodaikanal:
”Ingen grund til bekymring; instrumentet er hos Mig. Baba.”
8.18. Swami Satchidananda fortæller, at denne episode er langt mere besynderlig end den
parakayapravesam, der prises i Purana’erne, og som betyder at gå ind i noget, der ikke er en
levende krop. (Der er altså tale om en konkret begivenhed). Men i det vi lige hørte, drejer det
sig om på stående fod at fremtrylle tre legemer og få dem til at udfolde sig i de givne roller
med alt, hvad dertil hører af stemmeklang, bøjninger og bevægelser, måde at gå på, mimik,
sproglige særpræg, specielle ejendommeligheder, udveksling af erindringer fra tidligere år, da
de begge studerede ved det samme kollegium og så videre. Alt dette er kun muligt for en
Avatar af Herren Selv, sluttede Swami Satchidananda.
8.19. Det kan ikke undre nogen, at han og Swami Sadananda skrev til deres guru, Swami
Sivananda Saraswathi i Rishikesh, om Baba og Hans guddommelige egenskaber. De to
swamier ledsagede også Baba til Cape Comorin, da Han rejste dertil fra Kodaikanal. De fik et
glimt af Baba’s universelle budskab, da de så Ham materialisere en rosenkrans med det hellige
kors og en Jesus Kristus figur. Han gjorde det i forbindelse med, at Han velsignede en pater.
Da Baba gik på sandbredden langs kysten ved Kanyakumari, dannede der sig krystalperler for
hvert skridt, Han tog. De hengivne samlede disse perler op og opbevarede dem i en beholder
af sandeltræ. Der var 84 perler. Men Baba sagde, at der skulle være 108. Og da de talte igen,
var der 108. Der blev lavet en rosenkrans af disse mirakuløst fremkomne krystalperler, og
Baba gav den til Swami Sadananda.
8.20. Efter at have besøgt dyrereservatet ved Periyar-dæmningen fortsatte Baba til Madurai og
Mayuram og vendte derefter tilbage til Puttaparthi. På vejen tilbage til Puttaparthi nåede
selskabet dog at besøge Salem, stedet hvor Swami Satchidananda havde boet i nogle år. Der
skete også det, at Baba fik en invitation fra Swami Sivananda Saraswathi, der var præsident
for ’Divine Life’ bevægelsen i Rishikesh. Det var ved at være tid for Baba at besvare
invitationen. Den blev fulgt op energisk og vedholdende med breve og telegrammer, og til
sidst indvilligede Baba i at rejse til Nordindien.
8.21. Selvfølgelig er Baba ikke optaget af at skulle på tur for at se steder og opleve naturens
skønhed. Han føler heller ingen trang til at begive Sig ud på pilgrimsrejser, for Han er Selv
målet for alle pilgrimsrejser! Da en moder engang beklagede sig til Ham over, at hendes søn
ikke ville rejse med hende til Puttaparthi, men i stedet rejste til Tirupathi, sagde Han: ”Det er
også at komme til Mig, for Jeg er ikke forskellig fra Ham, der er på det bjerg.” (Tirupathi er en
tempelby beliggende i den sydlige del af delstaten Andhra Pradesh. Byen ligger ved foden af
Tirumala-højene. På toppen af disse syv høje ligger Herren Venkateshwara’s tempel. Herren
Venkateshwara var en af Herren Vishnu’s inkarnationer. Efter Vatikanet er Tirupathi det mest
besøgte religiøse sted i verden). I kraft af Sin viljesbeslutning kan Baba være til stede i den
fjerneste afkrog af verden, for Han er hinsides tid og rum. Baba har sagt: ”Der findes hos Mig
ingen trang til forandring. Jeg har heller ikke behov for rekreation eller for at komme ud at
rejse. Men hvor der er en længsel efter ro og stilhed i sindet, vil Jeg haste af sted for at
skænke denne sindets ro. Og hvor der er forknythed og modløshed, vil Jeg haste hen for at
oplive det kraftløse hjerte. Jeg er altid i gang, altid i bevægelse for at fuldføre den mission, Jeg
er kommet for at udføre.”
8.22. Swami Satchidananda ønskede at tage af sted til Rishikesh før Baba og det øvrige
selskab. For som han sagde til denne forfatter: ”Tåbelige historier om Baba skal aflives og
afkræftes, og mine sanyasi-brødre skal underrettes om Baba’s guddommelighed.”
8.23. Baba påbegyndte Sin rejse i bil fra Puttaparthi den 14. juli 1957. Han gjorde ophold i
Medkurthi 60 kilometer fra Madanapalle for at afsløre en sølvstatue af Shirdi Sai Baba i
Ayodhya ashram’en. En meget stor forsamling af landsbyboere havde ventet siden middag, og
Baba talte til forsamlingen i mere end en time. Han fortalte, at ethvert arbejde som for
69
eksempel bygningen af en ashram, der udføres i en ånd af hengivenhed uden indbildskhed og
uden noget andet ønske om fortjeneste end at få lov til at gøre et ordentligt stykke arbejde,
det er i ordets egentlige forstand askese. Baba tog afstand fra bevidst at forsømme sin krop og
regne den slags praksis for at være et middel til at realisere Gud. ”Kroppen er Herrens tempel;
den er den båd, i hvilken I skal krydse livets og dødens hav ved hjælp af de to årer,
skelneevne og ikke-tilknytning. Derfor skal kroppen holdes i perfekt stand.” Idet Han vendte
Sig mod kvinderne i forsamlingen, talte Han om behovet for at fylde børnene med
hengivenhed over for Gud, mod og selvrespekt og det at lære dem at vænne sig til at tale
sandt. ”Ingen behøver tage noget sted hen i deres søgen efter lyksalighed”, sagde Han. ”Den
er i jer som en gnist. Der skal blot pustes til den, så vil den blusse op og blive til en flamme.”
Han forklarede, at skønt Han kan forvandle jord til himmel og himmel til jord, så får folk, der
kommer til Ham, kun det, de vælger at bede om. Han forklarede endvidere, at skelneevne og
ikke-tilknytning kan komme i stand ved det, som han kalder ’undersøgelse af selvet;
selvsansagelse’, det vil sige en skånselsløs endevenden af hver eneste tanke på
retskaffenhedens og sandhedens prøvesten. ”Den ægte hengivne skal besejre sine følelser.
Den ægte eneboer skal fremelske intellektuel skarphed. Den ægte udøver af uselvisk tjeneste
skal udvikle sjælsstyrke”, sagde Han.
8.24. Selskabet nåede Madras den 15. juli, og efter at have opholdt sig der i fire dage, gik
Baba og de hengivne, Han havde udvalgt til at deltage på turen, den 20. juli ombord på et fly
til Delhi. Han var meget fornøjet over at se Sit navn på billetten: Hr. S.S. Baba! Han morede
Sig specielt over det med hr. Baba og gik omkring inde i flyet, så så mange som muligt af
passagererne kunne få udbytte af Hans selskab. Han gav endda interview i de højere liggende
luftlag over Vindhyas til en passager, der bad om denne chance, fordi han havde fundet ud af,
hvem Baba var. Manden blev virkelig overrasket, da Baba rådede ham til at gifte sig med en
lærerinde, som han elskede. For ingen, vidste han, kendte til dette kapitel i hans liv! Baba
lovede, at Han ville få forældrene til at give deres samtykke og opgive deres ellers så ubøjelige
modstand.
8.25. Flyet landede i Palam klokken tyve minutter over fire om eftermiddagen. Inden der var
gået en time, efter Han var blevet indlogeret i Sundarnagar-villaen, som var blevet gjort klar
til Hans ophold, var der en hengiven fra Bangalore, der ’kaldte’ på Baba. Han ’forlod’ kroppen
og skyndte Sig at komme denne person til undsætning. Senere beskrev Baba personens lidelse
som et livstruende slagtilfælde med lammelse. Lovsangen, der blev afholdt to gange om
dagen, tiltrak de hengivne fra Delhi såvel som de venner og slægtninge, der var nysgerrige
efter at se Baba, som de andre havde rost til skyerne. Baba gav også interviews til et meget
stort antal mennesker. Under disse interviews diagnostiserede Han som sædvanlig deres
problemer og vanskeligheder og skænkede dem Sin nåde.
8.26. Den 22. juli forlod Baba New Delhi i bil og påbegyndte turen videre til Rishikesh. Swami
Sivananda’s sanyasi-disciple eskorterede Baba fra Hardwar, og da Han klokken 18.30 nåede
Sivanandanagar (Sivananda’s ashram), havde Swami Sivananda sammenkaldt ashram’ens
beboere og gav på denne måde Baba en hjertelig velkomst. Som han havde for vane, hilste
Sivananda Baba med håndfladerne presset mod hinanden. Baba takkede for denne hilsen med
at løfte begge Sine hænder med håndfladerne vendt mod Sivananda. Denne håndstilling,
denne hilsen, har skænket tusindvis af urolige og problemfyldte sjæle fred.
8.27. Sivanandanagar ligger lunt og godt i de stedsegrønne bjerges skød. Kærligt bliver den
kærtegnet af moder Ganges højre arm. Den venstre flodbred er, når den lejlighedsvis kommer
til syne, når en forbigående vind vifter tæppet af dis bort, pragtfuld at skue med den strålende
perlerække af klostre, templer og bygninger, der huser Githa Bhavan museet, Swargasram (en
ashram), Paramartha Niketan (områdets største ashram) og så videre. Men større indtryk end
menneskets medfødte lyst til at bygge sig huse gør de skovklædte bjerge på begge sider af
floden. De får en til at tænke på vismænd i kæmpeformat, der er fordybet i stille
kontemplation på evigheden med blikket vendt indad og lykkelig uvidende om historiens gang!
70
8.28. Der er også Ganges, datter af Jorden og Himlen, der blev ført ned på Jorden af en prins’
askese. I sine bestræbelser på at formilde sine forfædre lykkedes det ham også at sikre
fremgang og frelse til sine børn, børnebørn og til efterkommere til evig tid. Ganges som er
blevet besunget i overleverede myter, sagn og legender; Ganges som er attrået og eftertragtet
i alle hindu-hjem gennem årtusinder for at helliggøre alle handlinger og rensende ritualer, som
middel til at jage det onde på flugt og rense for alle synder. Ganges som er blevet
udødeliggjort i digtningen, som er blevet gengivet i kunstnerisk form inden for maleri, skulptur
og arkitektur; foreviget i musikken og æret som redskab i kunstnerens udtryksmuligheder for
velsignelser. I skumringstimen er dens strålende historie blevet fortalt af millioner af mødre
med små børn på skødet. Majestætisk strømmer Ganges af sted og vækker minder til live om,
hvad Indien har at bringe verden.
8.29. Da ashram’ens indbyggere den næste dag arrangerede et møde, bad de Baba om at give
dem et åndeligt budskab. Han tog Sit udgangspunkt i Ganges, som Han sammenlignede med
en sanyasi på vej mod havet. Han fortalte, at enhver flod inderst inde ved, at den stammer fra
havet, og drevet af denne viden haster den mod havet uden at tage det mindste hensyn til de
forhindringer, terrænet frembyder. Han roste den stilhed, der var i Sivanandanagar og sagde,
at det også var et godt sted at opnå åndelig ro og stilhed. Han fortalte, at ’bha’ betyder
skabelse, ’ga’ betyder beskyttelse, og ’va’ betyder forvandling eller transformation. ”Bhagavan
mestrer dem alle tre”, erklærede Han. ”Det er Min hemmelighed”, meddelte Han.
8.30. Idet Han talte om de ting, Han har for vane at ’tage ud af den blå luft’ og give bort, så
Han bort fra alle falske og usande forklaringer og fortalte, at det var Hans vilje, der
øjeblikkeligt skete. Han materialiserer tingene for at skænke glæde til Sine hengivne. Det er
det samme, som at en fader giver sine børn slik. Han gør det ikke for at vise, hvor gavmild
han er, eller for at de skal kalde ham ’sådan en god fader’. Baba giver disse ting bort for at
frelse folk fra bekymringer og ængstelse, for at give dem fred i sindet, for at hjælpe dem med
at udvikle åndelig koncentration og i mange tilfælde for at holde løbende kontakt med
modtagerens udvikling og fremskridt. Materialisationerne er ikke ment som ’trækplaster’, de
bliver ikke tilvejebragt ved hjælp af mantra eller tantra. (Et mantra er mystiske og kraftfulde
ord og stavelser, der bliver reciteret for at opnå åndelig højnelse. Et ord for det der frelser, når
sindet dvæler ved det. Tantra angiver de måder og metoder, mantraer kan anvendes på til
gavn og glæde). De bliver frembragt præcis på samme måde, som alle andre objekter bliver
frembragt; blot sker det langt hurtigere, ja faktisk øjeblikkeligt. Deres levedygtighed er som
alle andre objekters, sagde Han. ”Min bedste gave er guddommelig kærlighed. De hengivne
bør stræbe efter at tilegne sig den såvel som skelneevne og ikke-tilknytning. Dette kan kun en
guru give.”
8.31. Med en bevægelse af hånden materialiserede Baba nu en pragtfuld rudraksha-krans med
108 perler. Der var tale om udsøgt håndværksmæssig udførelse. Hver perle var indfattet i
guld, og alle perler var trukket på en guldtråd med en kongeperle slebet i fem facetter i
midten. Han forærede den til Swami Sivananda Saraswathi. Han ’tog’ også et stort kvantum
vibhuthi og smurte Selv swamiens pande ind med den.
8.32. Da swamien om aftenen trådte ind i mødesalen med den unikke krans om halsen, blev
alle slået af forundring over dens pragt, den håndværksmæssige udførelse såvel som over det
mirakel, der havde frembragt den. Swami Sivananda talte om Bhagavan og Hans budskab.
Han talte særlig meget om det at ihukomme Guds navn, og om hvor virkningsfuld denne
åndelige øvelse er. Som en anden praktiserende åndelig læge rådede han alle til at indtage en
daglig dosis af ikke-tilknytning sammen med en regelmæssig kost af Herrens navn. Ganges
indgik også i den tale, som Baba holdt denne aften. Han begyndte med at sige, at naram
betyder ’vand’; at Ganges, der strømmer majestætisk af sted, var Narayana Selv. (Narayana
er et andet navn for Herren Vishnu; betyder også Gud). Faktisk er bjergene, dalene, himlen
oven over, skovene, klipperne, alle ting alle vegne blot manifestationer af Den Ene. Hans vilje
71
var, at ’Den Ene bliver til de mange’, og Han blev alt dette. Den ene Sol bliver reflekteret i
tusinder af krukker; men det kan den kun gøre, hvis krukkerne indeholder vand,
hengivenhedens vand. Hengivenhed over for Gud fører af sig selv til åndelig visdom, for hurtigt
og let erkender den hengivne, at Herren er iboende alting, og at Han er Den Eneste Ene.
8.33. Baba’s taler og samtaler havde i den grad været så fulde af en sjælden og dyb åndelig
visdom, at et stort antal senior-munke og præstestuderende den næste dag kom hen til Baba’s
bopæl. De bombarderede Ham med spørgsmål, som de bad Ham belyse. Spørgsmålene
berørte mange forskellige emner som for eksempel, hvor i livsforløbet man skal lægge vægt på
retskaffen handling over for det sansemæssige univers, retskaffen handling i relation til Det
Absolutte og retskaffen handling i relation til verdslige anliggender, det fuldstændig tomme og
den fuldkomne fyldes natur, om effekt og begrænsning ved at tilbede stenfigurer, der
legemliggører ens guddom, om eksistensen af ånd og om Guds viljes virkefelt. Swami
Sivananda havde også timelange drøftelser med Baba hver aften under Hans besøg. Baba gav
swamien frugter og også vibhuthi, som blev materialiseret specielt for at forbedre hans
helbred. Og folk lagde mærke til, at swamien dag for dag fik det bedre og bedre. En dag tog
Baba noget vand fra Ganges i Sin hånd, og se! Det blev til en sød og velduftende nektar, og
Han gav den til swamien, der skulle drikke den som medicin. Det kom som en glædelig
overraskelse for mange, at de, den dag Baba skulle forlade stedet, så Swami Sivananda gå
omkring og begejstret vise Ham rundt i ashram’ens forskellige kvarterer. De så ham endog gå
op og ned ad trapper. Overraskede var de, for den dag da Baba ankom til ashram’en, blev
swamien kørt rundt i rullestol!
8.34. Både de hengivne og indbyggerne i Sivananda’s ashram vil altid huske den 26. juli. For
den dag steg Baba op i en bus, og man kørte i den stille morgenstund langs med Ganges til
fyrsten af Garhwal’s palads.
8.35. Landskabet var i sig selv en stor oplevelse. Blandt bjergene kunne man her og der
skimte en ensomt beliggende hytte med et orangebrunt flag vejrende i vinden. Dette flag
indikerer, at her er der en, der kæmper med ånden. Man kunne også se et stykke opdyrket
land, der indikerer, at her er der én, der kæmper mod naturkræfterne. Pludselig var vejen ikke
længere, og bussen standsede foran en kunstnerisk og interessant lille villa, der lå som et
smykke midt i en velholdt have umiddelbart ved siden af Ganges. Baba fik øje på et jambu-træ
fuld af frugter, og som Avvayar’s Muruga plukkede Han frugterne og delte dem ud blandt
selskabets deltagere. (Avvayar Muruga er en af de beskyttende guddomme). Han satte Sig
under et træ på bredden af Ganges, og nogle mennesker stillede Ham spørgsmål om ting, der
voldte dem kvaler. Der var spørgsmål om beskaffenheden af Upanishad’ernes lære og den
værdi, man kunne tillægge dem i den moderne tid. Han fortalte, at de er som vejskilte, der
angiver vejen. Og det er nødvendigt at tilbagelægge vejen for at opleve glæden ved at nå
målet. Der var også spørgsmål om himmel og helvede, som Baba sagde eksisterede i denne
verden. En sanyasi spurgte om selvrealisation og om illusionens forsvinden ved realisationen.
8.36. På vejen tilbage standsede Baba bussen ved et sted, hvor en lille jernstang var forsynet
med en næsten utydelig navneplade, hvor der stod ’Vasishta Guha’ (Vasishta’s grotte;
Vasishta er en af Indiens allerstørste vismænd). Han gik ned ad den stejle skråning, der førte
ned til flodbredden. Han gik, som om Han ofte havde været der, og som om Han var kommet i
tanke om, at Han havde en aftale med beboeren af grotten. På dette sted slår Ganges et
sving, og tæt ved grotten ofrer en lille bæk sit bidrag til Ganges og til landskabets enestående
skønhed. ’Vasishta Guha’ har en hellig klang i kraft af den strenge, spartanske og enkle
levevis, mangen en eneboer og munk har lagt for dagen i årenes løb på dette sted. Swami
Purushothamananda, en disciple af Swami Brahmananda fra Ramakrishna-ordenen, og indviet
til sanyasi af Mahapurushi, en anden direkte disciple af Sri Ramakrishna, havde levet i denne
grotte i 30 år. Han bød Baba velkommen, som om han havde ventet Hans besøg! På det
tidspunkt var han over 70 år, og han havde tilbragt størstedelen af sit liv i den strengeste form
for askese og med at studere de hellige skrifter. Hans ansigt havde en ægte og ganske særlig
72
glød af åndelig glæde, og den mindste omtale af Guds herlighed bragte ham i en tilstand, hvor
han opfyldt af lyksalighed oplevede forening med Gud. Da han var en ung mand på 27 år,
havde Brahmanandaji læst i hans hånd i Kanyakumari og forudsagt, at han ville komme til at
leve i en grotte i uafbrudt meditation.
8.37. Baba mindede ham om de kvaler, han måtte gennemgå, da han i sin tid ankom til
grotten. Der var leoparder, kobraslanger samt den langsommelige rejse til fods i tre dage for
at nå Rishikesh som et led i den desperate kamp for at få salt og tændstikker! Baba talte også
om den hjælp, der indimellem kom til ham ved klar, guddommelig mellemkomst. Den næste
aften gentog Han Sit besøg i grotten på trods af en buldrende himmel og beklagelser fra nogle
af de personer, der ledsagede Ham. Men tordenen ophørte, og de utilfredse gemytter faldt til
ro. Ved Baba’s nåde blev himlen klar og regnen holdt sig væk. Denne dag i ’Vasishta Guha’
sang Baba en række sange, og da en af deltagerne spurgte, om Han ville synge en sang af
Thyagaraya, spurgte Baba elskværdigt, hvilken af Thyagaraya’s sange, han helst ville høre. Og
Swami Kalikananda bad om ’Sri Raghuvara Sugunalaya’. Blot for at gøre ham glad sang Baba
den. Ingen havde hørt Ham synge denne sang før, så for os var det en uventet glæde, som vi
takkede Swami Kalikananda for. Da Baba hørte, at swamien led af kroniske mavesmerter,
materialiserede Han noget kandis og gav det til ham sammen med diverse råd om diæt og så
videre. Han gav også Purushothamananda en japamala bestående af funklende krystal-perler,
der materialiserede sig selv i Hans hånd.
8.38. Men mere mystisk og bemærkelsesværdig var den vision, som Han skænkede Swami
Purushothamananda denne aften. Så tidligt som i 1918 havde Purushothamananda skrevet til
sin guru: ”Alt er falskhed. Jeg kan ikke med tilfredshed finde hvile før og medmindre, jeg står
ansigt til ansigt med sandheden.” Baba sendte alle andre ud af grotten, og Han og vismanden
gik ind i det inderste værelse. Sri Subbaramaiaha, præsident for ’Divine Life’ bevægelsen i
Venkatagiri, beskriver, hvad han var i stand til at se fra sin plads uden for grotten. ”Selv nu er
dette billede printet i min hukommelse. Jeg stod tæt ved indgangen til grotten. Jeg kunne se,
hvad der skete derinde. Baba lagde Sig ned og placerede Sit hoved i Swami
Purushothamananda’s skød! Pludselig var hele Hans krop badet i en guddommelig stråleglans.
For mig forekom det, som om Hans hoved var blevet meget større. Prægtige stråler
strømmede ud fra Hans ansigt. Jeg var overvældet af en mærkelig uforklarlig glæde. Klokken
var omkring ti om aftenen.” Da vi senere trængte ind på Baba for at få Ham til at sige noget
om visionen, informerede Han os om, at det havde været en vision af det strålende lys, der
omgav Herren Vishnu’s navle i det øjeblik, der voksede en lotusblomst op ad den! (Dette
angiver skabelsens øjeblik). Hvilken enestående nådesbevisning! Hvilken uforlignelig god
skæbne! Swami Purushothamananda døde Shivarathri nat 1961 under lingodbhava
muhurtham. (Det lykkevarslende øjeblik hvor den ydre manifestation af symbolet på Det
Altgennemtrængende Guddommelige Princip træder frem).
8.39. Da Baba vendte tilbage fra grotten, ’forlod’ Han kroppen for en kort stund. Da Han
senere blev spurgt om de nærmere omstændigheder, indvilligede Han i at fortælle, hvor Han
havde været. Alle i selskabet var nysgerrige, og de samlede sig tæt omkring Ham for at høre
mere detaljeret om denne episode. Men Han fejede deres spørgsmål til side og sagde, at
Subrahmanyam ville være i stand til at fortælle om det! Så der var nogle, der gik ud for at lede
efter Subrahmanyam (et medlem af selskabet). Han blev fundet, og man fik ham bragt tilbage.
Baba spurgte ham, hvad han havde set denne aften, mens han havde været i ’Vasishta Guha’.
Han bad om undskyldning for, at han ikke straks havde informeret Baba om det, for han havde
set et lig komme drivende ned ad Ganges. Men da det var en ting, der varslede ilde, havde
han afholdt sig fra at nævne det i grottens hellige atmosfære. Baba lo og fortalte, at det slet
ikke havde været et lig, skønt den yogi, der var drevet ned ad floden, var så død for
omverdenen, at han ikke engang havde fornemmelse for sin egen tilstand. Antagelig havde
han siddet på en klippe ved floden og mediteret. Han havde været så opslugt af meditationen,
at han slet ikke havde været bevidst om, at strømmen lidt efter lidt fjernede jorden under
klippen. På et tidspunkt var klippen væltet, og han var endt i floden. ”I starten var det hele
73
som en drøm for ham”, fortale Baba. Senere, da han fandt ud af, at han blev revet med af
Ganges, begyndte han at bede til Herren. Baba hørte hans kalden. Langsomt førte Han det
drivende ’lig’ ind til bredden et par kilometer højere oppe ad floden, end der hvor Sivananda’s
ashram var beliggende. Der var der også en gård og menensker, der kunne sørge for varme
og pasning af yogien.
8.40. En hengiven, der på det tidspunkt var i Rishikesh, skriver følgende: ”Vi hørte Ham
fortælle om denne episode. Mens Han var i ’trance’, sad Han med den ene hånd over den
anden, som om Han holdt om noget. Det var for at beskytte sadhu’ens hjerte, at Baba holdt
Sine hænder på denne måde. Sadhu’en blev frelst, efter han havde drevet 48 kilometer ned ad
den rivende strøm! Hvis dette ikke kan kaldes beskyttelse, hvad kan så kaldes beskyttelse?”
8.41. Men for at et nødskrig fra en person skal fange Baba’s opmærksomhed, skal én eller
flere af følgende betingelser opfyldes. Han skal enten være i besiddelse af noget, han har fået
af Baba, for eksempel en talisman til beskyttelse, eller han skal råbe på Herren af hele sit
hjerte, hver gang han trues af fare. I de tilfælde personen i nød ikke kan leve op til disse to
forudsætninger, så bør han i det mindste være et sandt og oprigtigt menenske. Det betyder
ikke noget, at vedkommende ikke er en hengiven. Og når man kalder på Bhagavan (Herren),
så er det ikke vigtigt at anvende et bestemt navn. Det kan være Rama, Krishna, Jesus, Allah
eller Sai. Alle navne og former er Hans og Hans alene. Han er mere end rede til at besvare den
lidendes angstråb og afværge faren. Den føromtalte sadhu var ingen Baba tilhænger, og han
havde aldrig set Ham. Blev hans liv ikke reddet alligevel? Denne episode med den ukendte
yogi kom som en åbenbaring for mange, fordi den var et bevis på Baba’s altomfattende
kærlighed og nærhed.
8.42. Der herskede travlhed i Baba’s hus i Rishikesh under hele Hans ophold. Ashram’ens
beboere og akademiets studerende samlede sig ved huset og bombarderede Ham med
spørgsmål om åndelige øvelser, gentagelse af Guds navn og meditation. Der var også den
stadige strøm af pilgrimme, der var blevet opmærksomme på, at Rishikesk havde fået et andet
helligt og åndeligt fokuspunkt.
8.43. Den ansete, fromme og lærde Sri Shaddarsanacharya Swami kom to gange med sine
disciple og elever. Swami Sadananda og Swami Satchidananda fandt sig selv omgivet af ivrige
spørgere, der ønskede flere oplysninger om Baba, Hans liv, Hans herlighed og Hans Prasanthi
Nilayam i Puttaparthi. Denne bogs forfatter hørte Swami Sadananda give følgende svar til en
ung præstestuderende: ”Baba kan af Sin Egen viljesbeslutning bevæge Sig gennem de
verdener, der er opfyldt af henholdsvis Den guddommelige Gnist, livsenergierne og de
individualiserede sjæle, og derfor er Han i stand til hvor som helst og når som helst at løfte
sløret for ting, der sker. Han er den vilje, der sejrer over alle hindringer.” Han havde selv set,
fortalte swamien, at Baba forvandlede et riskorn til et lille stykke elfenben. Herefter havde Han
forvandlet dette stykke elfenben til 108 bittesmå elefantfigurer! Hver eneste figur var
kunstfærdigt udskåret og helt tydelige, når man betragtede dem gennem et forstørrelsesglas!
8.44. Baba tog afsked med Swami Sivananda den 28. juli og tog til New Delhi. Den 30.
fortsatte Han i bil til Mathura Brindavan, scenen for Hans guddommelige lege i fortiden. (Det
var her, Krishna som dreng legede og vogtede køer). De hengivne så ivrigt frem til at få
lejlighed til at se Ham i disse omgivelser og at være sammen med Ham i denne atmosfære,
der var mættet af duften af guddommelig energi. De hengivne forlod New Delhi i en bus, der
tog en afstikker til Aligarh, og som brød sammen nær en lille landsby 32 kilometer på den
anden side af Aligarh. Man måtte rekvirere en anden bus, og inden den kom, og inden man
nåede frem til Mathura, var klokken blevet næsten 15.30. Selskabet var udmattet, sultne og i
lidt dårligt humør. Men Baba stod parat til at tage imod dem. Han tog Sig omhyggeligt af dem,
som en moder ville have gjort, og deres humør steg allerede adskillige grader, så det var
næsten ved at være held i uheld med alle deres fortrædeligheder på grund af bussen. Han
trøstede dem med Hans egne karakteristiske venlige og trøstende ord: ”Kom nærmere hen til
74
viften”, ”stræk dig nu lidt ud”, ”lad være med at rejse jer, fordi Jeg kommer”, ”her, Jeg har
lavet denne kølige drik specielt til dig”, ”tag dette, du ser forfærdelig træt ud.” Og inden længe
havde hele selskabet genvundet den energi, det plejede at have.
8.45. Baba førte dem til bredden af Yamuna-floden. Det var, som kendte Han hver en tomme
af stedet, og Han udpegede de hellige og mindeværdige steder. Måske erindrede Baba det
hele, da Han viste stedet, hvor slangen var blevet ydmyget, hvor røgterpigerne blev irettesat,
hvor vognen væltede, og hvor de to tvillingetræer blev revet op med rode! Hver eneste lille
bølge på Yamuna syntes at danse til Hans stemmes musik. Hver enste ko vi så, syntes at søge
hen til Ham for at mærke Hans hånds varme berøring!
8.46. På vej tilbage til Mathura gik Baba ligesom tilfældigt ind i et Radha-Syam tempel. (Et
tempel hvor man tilbede Herren Krishna og Hans måske største hengivne, Radha). Foran
templet var man ved at stille op til et danse-show, hvor man ville vise nogle af Krishna’s
guddommelige lege. Da Baba gik ind i templet og stod foran helligdommen, gik lyset pludselig
ud. Ingen vidste, hvorfor det skete. Baba sagde: ”I skal ikke bekymre jer. Vi vil tage denne
Radha-Syam statue med til Delhi, og I kan synge lovsang der.” Han gjorde en bevægelse med
hånden over åbningen til helligdommen, hvor man kunne de den bedårende marmorstatue af
Radha-Syam i det dunkle halvmørke. Og se! I Hans hånd materialiserede der sig en statue, en
nøje kopi af den Radha-Syam, der var installeret i helligdommen.
8.47. Den anden dag i august 1957 rejste Baba med fly til Srinagar og nåede Kashmir-dalen
klokken 12 middag. Fra luften kunne vi se det indviklede system af kanaler, der forsyner
Punjab-sletterne med vand. Vi så også Det Gyldne Tempel i Amritsar og det stenede og
forrevne klippelandskab ved Banihal-passet tillige med selve Kashmir-dalen. Så snart man
krydser passet, ligger denne smukke dal udbredt for ens blik i al sin dejlighed. Det er den dal,
som både Makedoniens og Mongoliets herskere ønskede at kalde deres. Dalen lå der med sine
rislende, klukkende vandløb, sine uendelige alleer af fyrretræer, sin overdådighed af
saftiggrønt græs, der imidlertid også fortæller om flid og slid. Alt sammen fylder det ens sind
med glæde og undren. Skønt lederen af Shankaracharya præsteskolen i Srinagar ønskede, at
Baba skulle tage imod hans gæstfri invitation til at bo på skolen, foretrak Baba at bo på en
husbåd, mens resten af selskabet boede på to både ved siden af. (Adi Sankaracharya var en
berømt filosof og lærer inden for ikke-dualisme – at Gud og Hans skabelse er Ét. I debatter
overalt i Indien besejrede han alle religiøse 'modstandere'. Han levede fra 788 – 820 efter
Kristi fødsel). Den husbåd, Han boede på, hed ’Alexandra Paladset’ og selskabet boede på
’Prinsen af Kashmir’ og ’Kongens Rose’.
8.48. Baba opfordrede alle til at værdsætte naturens skønhed. Han gjorde os opmærksom på
en blomsts skønhed, en solopgang eller en solnedgangs farverige storslåethed, en overskyet
himmels barske formationer, de ængstelige blinkende stjerner på midnatshimlen eller den
bevægelige jasmin blomsterkrans, der i virkeligheden var en flok traner, der fløj over himlen.
Om aftenen tog Han selskabet til Shalimar og Nashat Bagh haverne. Men som Han bemærkede
på vejen tilbage til husbådene, så er de sneklædte Himalaya-bjerge i det fjerne en langt
smukkere blomsterhave. De er formet af Herren for at drage menneskers blik bort fra de
lavere liggende egne, hvor der slides og slæbes.
8.49. Den 3. august rejste Baba til Gulmarg og Kilanmarg for at vise Sit selskab, der bestod af
købmænd og forretningsmænd, advokater og professorer, forfattere, digtere og musikere,
administartorer og landmænd, sneen på Himalaya-bjergkæderne. Ved Tanmarg blev der lejet
heste. På den lange og temmelig anstrengende tur på 19 kilometer op til 4.270 meter over
havets overflade holdt Baba selskabet i ånde med Sine morsomheder og vittigheder og
lejlighedsvise gaver i form af prasad og vibhuthi. Hans hest var den største og flotteste. Den
hed Raja. Baba red den med lethed og dygtighed. Det var, som var Han født i en sadel. Ikke
så meget som en eneste gang steg Han af hesten for at hvile. Den snoede vej op gennem
75
bjergene var fuld af småsten, knuste rullesten og et sandt virvar af rødder fra fyrretræer. Men
klogt fandt hestene en vej gennem alt dette, indtil man nåede rejsens mål, snegrænsen.
8.50. Som Kumaraswami på Kailasa’s skråninger legede Baba barfodet i sneen. Han lavede
snebolde og kastede dem mod medlemmerne af selskabet og morede Sig over de forskellige
ansigtsudtryk, når Han ramte nogle af dem, der gled ned ad skråningerne på hjemmelavede
’slæder’, eller drillede dem, der begyndte at tale om den iskolde vind. Men Baba var stadig
frisk som en rose, da man omsider nåede tilbage til husbådene klokken 22.30.
8.51. ’Alexandra Paladset’ blev snart en tro kopi af Prasanthi Nilayam. For der kom mange fra
Srinagar for at hylde Ham og modtage Hans velsignelser. Der var en gammel kvinde, der
fortalte, at hun i en drøm den foregående nat havde fået besked på at gå hen til denne
husbåd. Baba accepterede også invitationer fra nogle få familier om at besøge deres hjem i
Srinagar. Et af stederne anbragte Han en kardemomme-krans rundt om halsen på familiens
baby med ordene: ”Han vil blive en stor yogi!” Mærkværdigvis erklærede barnets bedstefader:
”Swami! Det var præcis det, astrologen, der lagde dette barns horoskop, forudsagde, da han
blev født.” Men han sagde det først, efter Baba havde spurgt ham: ”Men det har du allerede
fået at vide, ikke sandt?” Dette skete i hjemmet hos sekretæren for det turistkontor, der havde
arrangeret Baba’s tur til Kashmir. Baba forærede ham en ring med ædelstene, som Han
materialiserede på stående fod. I samtalens løb var der en, der spurgte, hvornår Han havde
forladt hjemmets arne? Og Han svarede: ”Hvordan kan Jeg, hvis hjem er denne verdslige og
foranderlige verden, forlade hjemmets arne?”
8.52. For alle der hørte dem, kastede disse ord lys over Hans væsens guddommelighed.
Strømmen af pilgrimme, der søgte mod Alexandra Paladset, fortsatte uformindsket i to hele
dage. Det at tage afsked med Baba var naturligvis en langvarig og smertefuld sag for den
store folkeskare af hengivne, der var mødt op på flyvepladsen den 6. august. Men til sidst
lettede flyet og tog kurs mod Delhi. Fra Delhi fløj Baba til Madras, og efter et ophold der nåede
Han Puttaparthi den 14. august.
76
Kapitel 9
Med en bevægelse af hånden
9.1. Selv som barn havde Baba en mirakuløs evne til at materialisere ting ud af den blå luft.
Han plejede at overraske Sine legekammerater med at tage pebermyntepastiller og andet slik
op af tomme tasker. På trods af at Han bad om, at det skulle forblive en hemmelighed, så
spredte denne nyhed sig blandt de voksne. Og når de spurgte Ham om, hvordan Han bar Sig
ad, gav Han ikke noget svar. Men efterhånden som tiden gik, og Hans egne jævnaldrende
pressede Ham til at svare, sagde Han, at det var en ’landsbygudinde’, der opfyldte Hans
mindste ønske. Han gav selvfølgelig dette svar for at undgå yderligere spørgsmål, for
landsbyens beboere lod sig let tilfredsstille med et svar af den art. De begyndte at beundre
Ham som en dreng, der var specielt velsignet; en dreng man skulle behandle med respekt, og
som skulle behandles med særlig omhu. Selv i skolen hjalp Baba mange af Sine
klassekammerater med et stykke viskelæder eller en blyant, som Han materialiserede med en
bevægelse af hånden. Når nogle af dem klagede over sygdom eller smerter, så ’hentede’ Baba
grønne blade fra Himalaya-bjergene, som Han fortalte drengene. Han fik dem til at tygge og
synke disse blade. Nogle af de voksne kaldte dette for magi, og karakteriserede det endda som
sort magi og advarede børnene, idet de sagde, at de ikke skulle have noget at gøre med
Sathyanarayana! Men hvem kan vel sætte en stopper for Gud?
9.2. Det var først efter, at Han havde bekendtgjort Sin mission, at Baba regelmæssigt
materialiserede vibhuthi, hellig aske, og begyndte at give den til dem, der kom til Ham.
Formålene kunne være forskellige. Baba har ofte talt om betydningen af denne vibhuthi.
Eftersom den materialiseres ud af den blå luft, og eftersom asken specielt forbindes med Siva,
kalder hengivne den i ærbødighed for Kailasa vibhuthi. (Kailasa er Herren Siva’s bolig i
Himalaya-bjergene). Den kaldes bhuthi eller vibhuthi, fordi den skænker held og fremgang;
bhasma fordi den brænder al synd til aske; bhasitam fordi den forøger ens åndelige udstråling;
ksharam fordi den fjerner farer, og raksha fordi den beskytter mod onde ånders hemmelige
anslag. Således prises vibhuthi’en i Brihad Jabala Upanishad. Baba siger, at den også er en
konstant påmindelse om kroppens flygtige karakter, for i den sidste ende bliver den, ved
kremeringen, reduceret til en krukkefuld aske!
9.3. Fra den dag, hvor Baba kom med Sin store bekendtgørelse og til i dag, har tusinder af
hengivne og besøgende været vidne til dette mirakel med at skabe denne vibhuthi, som Han
udfører. Det er i sandhed et uforklarligt, supervidenskabeligt under! Det udføres så afslappet,
så tvangsfrit, så graciøst, så stilfærdigt og så naturligt, at man næsten kunne være ved at
overse betydningen af denne velsignelse. Baba’s højre håndflade vender nedad eller krummes
let, og efter et par næste umærkelige roterende bevægelser presses fingrene let sammen for
at forhindre vibhuthi’en i at falde til jorden. Og det materialiserede pulver drysses ned i din
hånd eller smøres på din pande. Gennemsnitlig materialiserer Baba vel omkring et pund
vibhuthi om dagen ud af den blå luft. Så nu må det nærme sig den forbavsende vægt af fire
tons!
9.4. Det siges, at enhver idé har en iboende tilbøjelighed til at manifestere sig i fysisk form;
det tænkte vil manifestere sig i noget konkret. Det afhænger alt sammen af viljen, om det er
din vilje, min vilje eller Guds vilje. Når Baba vil, at noget skal ske, så sker det! Den vibhuthi,
som Han giver til alle som symbol på Hans velsignelse, opbevares og gemmes omhyggeligt og
smøres på panden. Asken bliver også anbragt på tungen eller blandet med vand og drukket
som et middel mod sygdom. Eller den kan bæres som en talisman.
9.5. En hengiven fra Sydamerika har skrevet, at hver aften, når hun sad og mediterede, så
havde hun en pakke vibhuthi i sin hånd. Uvægerlig fik hun en vision om, at hendes hænder
77
hvilede på Herren Krishna’s fødder. I virkeligheden er det vanskeligt at nævne alle de
helbredende og lindrende formål, som modtagerne anvender den vibhuthi til, som Baba
frembringer med en bevægelse af hånden!
9.6. Den vibhuthi, Han skænker, kan se ud på hundrede forskellige måder. Og hver af disse
typer vibhuthi kan være designet til netop det formål, Han skaber den til. Nogle gange kan den
have form som en hård terning. Men ofte er der tale om pulver, fint, kornet eller i flager. Det
er muligvis meget velduftende, eller det har en skarp duft. Smagen kan være salt eller sød,
eller den kan være uden smag. Asken kan være meget lys eller meget mørk, næsten sort, eller
den kan have en af de mellemliggende nuancer. Og nogle gange sker det, at når Han bevæger
Sin hånd, så materialiserer der sig både beholder og indhold! Engang skulle en hengiven rejse
til England for at tage en højere uddannelse. Baba gav ham noget vibhuthi i en sølvdåse med
indskriften: ’Vibhuthi’en heri vil aldrig blive opbrugt’. For Hans vilje har magt tusinde af
kilometer væk i en sølvdåse, som Han genopfylder som et udtryk for Hans ønske. Nogle
gange, når vibhuthi’en skal tages som medicin over en længere periode, for eksempel i
forbindelse med graviditet, beder Han den kommende modtager om at komme med en tom
beholder. Og med en svag berøring af beholderens overflade bliver den fyldt med vibhuthi. Når
Han samler Sine tilhængere på en sandet flodbred, enten ved Chithravathi eller ved Kaivalyafloden nær Venkatagiri eller ved strandbredden ved Kovalam i Kerala eller Kanyakumari i Tamil
Nad eller ved bredden af Godavari-floden, graver Han legende i sandet med Sine fingre. Og se!
Der er en stor terning af vibhuthi, som Han befrier fra sandet. Det bliver omdannet til pulver
og delt ud til alle de tilstedeværende. Eller måske tager Han sandet i begge Sine hænder og
hælder det ud på en tallerken. Og se! Det, der falder ned på tallerkenen, er ikke sand, men
fint velduftende vibhuthi!
9.7. Det kan her være på sin plads at nævne, at det virker, som om hele Baba’s fysiske
skikkelse er gennemtrængt af vibhuthi. For når Han går i procession til Vijayadasami Dag eller
i forbindelse med andre højtider, så har tusinder af mennesker tydeligt set, at fint vibhuthipulver falder fra Hans pande og ned på Hans øjenlåg og kinder. (Vijayadasami. Denne dag er
Dasara-festlighedernes 10. og sidste dag. Den bliver betragtet som ’sejrens dag’. Det godes
sejr over det onde). Nogle gange, når Han ’forlader’ kroppen og tager af sted for at give
darshan til hengivne, strømmer vibhuthi ud af Hans ansigt, mund, tommelfinger, tå eller
pande. Ofte, når Han ønsker at smøre vibhuthi på en hengivens pande, så behøver Han blot at
løfte Sin tommelfinger og trykke den mod panden, og se! Vibhuthi’en er der, så alle kan se
den. Der har også været tilfælde, hvor hengivne har drømt, at Baba kom til dem og smurte
vibhuthi på deres pande. Og når de så vågnede, så opdagede de, at vibhuthi’en rent faktisk
var der! Andre har drømt, at Baba lagde vibhuthi på deres tunge, og når de så vågnede, så
opdagede de, at de havde vibhuthi i munden! Baba tilkendegiver Sin tilstedeværelse i Sine
hengivnes hjem ved at sprede vibhuthi som et slags bekræftende eller afslørende stof på
gulvet i deres andagtsrum foran det sted, hvor Hans billede befinder sig. Han kan også finde
på at lægge en enkelt pakke af den hellige aske på gulvet. Når Baba giver en vision af Sig Selv
for at frelse én fra forestående ulykke, anvender Han uvægerlig vibhuthi for at afværge den.
9.8. Under Dasara-festlighederne for 3 år siden modtog en bestemt besøgende fra Telangana
et eksprestelegram fra sit hjem. Det informerede ham om, at hans svigerfader havde fået et
slagtilfælde, og at hans tilstand gav anledning til bekymring. Baba sagde til manden, at han
ikke skulle være bekymret, men den næste dag kom der et tilsvarende telegram, så Baba
indvilligede i, at han tog hjem. Hans hustru blev tilbage for at se festlighederne, skønt hun var
datter af den syge og med større ret burde sidde ved sin faders sygeseng.
9.9. Da svigersønnen forlod ashram’en, gav Baba ham vibhuthi, som han skulle smøre på den
syges pande. Selvfølgelig havde Han materialiseret den med en bevægelse af hånden. Den
næste dag, det var klokken 20 om aftenen, var Baba ved at rådføre Sig med køreplanen og
fandt ud af, at toget ville ankomme så sent til bestemmelsesstedet, at det ville være for sent
til at kunne gøre noget for den syge! Baba havde set op fra køreplanen og udbrudt: ”I var alle
78
sammen forkert på den. Så hurtigt kan toget ikke nå derhen. Han vil ikke være der før klokken
21. Oh, hvor er det synd og skam!” Og straks forlod Han kroppen og ’tog af sted’. Han var
’væk’ i omkring en halv time, og da Han vendte tilbage, var Han glad for, at Han Selv havde
smurt vibhuthi på panden af den syge mand i Telangana. Han blev spurgt: ”Anvendte Du den
samme vibhuthi, som svigersønnen havde med sig?” ”Ja”, svarede Han. ”Du kan få vished for
det, når han vender tilbage. Spørg ham, og han vil fortælle, at pakken var tom, da han nåede
frem til den syge mand.” Og sådan forholdt det sig ganske rigtigt. Da han kom tilbage, fortalte
han historien om sin forlegenhed. Han fortalte om, hvordan han var blevet bebrejdet, at han
havde været skødesløs, hvordan de gned deres fingre mod det tomme papir for dog i det
mindste at samle de sidste rester af den hellige vibhuthi. Men heller ikke engang det havde de
haft held til!
9.10. Engang imellem udfører Baba det ceremonielle bad, en renselse, af den sølvstatue af
Hans tidligere skikkelse, der opbevares i templet. En ikke særlig stor krukke af træ,
kunstfærdigt udskåret og malet, bliver til dette formål fyldt med vibhuthi. Denne krukke holdes
over statuen med åbningen nedad. Baba stikker Sin ene hånd ind i krukken og lader den rotere
uafbrudt for at sikre en stadig strøm af den hellige aske. Ved kontakten med Hans hånd
fortsætter strømmen af vibhuthi længe efter, at den oprindelige mængde aske er tømt ud af
krukken. Baba bliver ved med at rotere en hånd oppe i krukken, og dette bringer frisk vibhuthi
ud af beholderen. I kaskader hvirvler stadig nye mængder vibhuthi ud af krukken. Det
fortsætter, indtil sølvfiguren drukner i det duftende pulver, og dyngen af aske når anseelige
højder. På grund af ren fysisk udmattelse fjerner Baba til sidst krukken.
9.11. Når vi nu taler om vibhuthi, så kommer jeg til at tænke på en anden tildragelse, selv om
den i og for sig ikke har noget med ’en bevægelse af hånden’ at gøre. Hver gang en oprigtig
hengiven dør, så giver Baba Sin darshan i livets sidste stund, og muliggør at personen kan
nyde evig fred. Ved sådanne lejligheder fremkommer der vibhuthi i munden på den krop, som
Baba ’efterlader’, fordi Han skænker hellig vibhuthi til den døende. En episode af den art står
stadig levende i min erindring. Det var en lørdag, og det var den 15. november 1958. Baba
læste et brev højt for nogle mennesker, der var samlet omkring Ham. Klokken var 17.20.
Pludselig, med et råb: ”Ha!”, falder Han om på gulvet og er praktisk talt livløs. Efter præcis 10
minutter bevægede Baba Sig lidt. Vi hørte Ham hoste tre gange, man skulle måske hellere
sige, at Han udstødte nogle hostelignende pustelyde, for ved hvert pust blev der stødt et
kvantum vibhuthi ud af Hans mund. Det røg ca. en halv meter væk! Fem minutter senere,
klokken 17.35. rejste Baba Sig op, og uden noget tegn på udmattelse eller forvirring genoptog
Han samtalen, hvor den var standset. Da Han blev bestormet med bønner om at afsløre, hvor
Han havde været dette kvarter, indvilligede Han i at svare. Han fortalte: ”Jeg har været i
Dehra Dun. I kender måske Dr. K’s moder, der er kommet her jævnligt. Hun døde klokken
17.30. Dr. K var ved hendes side. Faktisk sad hun med fingrene på hendes puls og kunne
fortælle, at nu havde moderen draget sit sidste suk. De sang lovsang i dette værelse. Hun
havde en fredfyldt død. I sin sidste stund fik hun Min darshan.
9.12. Den næste dag var en søndag, og den efterfølgende torsdag den 18. marts, da
postbuddet kom til Prasanthi Nilayam, havde han et brev med fra Dr. K til Baba. I brevet stod
der: ”Min moder drog sit sidste åndedrag lørdag klokken 17.30. Vi sang lovsang i hendes
sidste timer, præcis som hun havde ønsket. Hun havde hele tiden Dig i tankerne!” Hvilket
mirakel det var, at Baba forudså dødsøjeblikket og besvarede en længselsfuld sjæls bønner.
Hvilket mirakel det var, at Han nøje kunne beskrive, hvad der skete i en stue i Dehra Dun, og
at vi var vidne til den udstrømning af vibhuthi, der symboliserer den fysiske krops
forgængelige natur, når sjælen har fået sin frihed.
9.13. Vibhuthi’en hos denne Avatar skal betragtes som en videreførelse af den udi eller aske,
som Shirdi Sai Baba gav som kærlighedsgave til dem, der opsøgte Ham. Shirdi Sai Baba
plejede at tage asken fra det åbne ildsted, der altid brændte ved Hans side. Ilden blev altid
holdt ved lige og var således lige ved hånden, så Han kunne få tændt Sin chillum-pibe, fortalte
79
Baba. Baba materialiserer alt, hvad Han måtte ønske, med en bevægelse af Sin hånd. Han
siger, at alle genstandene ligger parat på Hans ’Sai lager’, og at Hans ’arbejdsfolk’ er så
hurtige, at de på en brøkdel af et sekund kan anbringe selv et kompliceret kunstværk i Hans
hånd, som Han har ønsket i tankerne!
9.14. Denne bogs forfatter husker en besynderlig og spændende oplevelse. Baba ’tog’ en
guldmedaljon af betragtelig størrelse, som skulle gives til en anset violinist, der netop havde
afsluttet sin koncert. Baba viste medaljonen til alle dem, der stod rundt om Ham, og mens de
beundrede dens størrelse, skønhed og glans, sagde Han: ”Oh! Navnet skal indgraveres.” Og
Han lukkede Sin hånd om medaljonen. Han åbnende straks Sin hånd igen og viste medaljonen
til alle. Alle var ved at tabe både næse og mund over at se det mirakel, at der nu var en
inskription: ’Skænket af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba til Vidwan T. Chowdiah’. Denne
inskription var indgraveret dybt i medaljonen på engelsk med dato og dagens navn! Idet Han
viste medaljonen til os, sagde Baba: ”Der kan I se, hvor hurtigt og effektivt Mine hjælpere
arbejder!”
9.15. Baba velsigner kunstnere, der optræder i Prasanthi Nilayam under højtider og ved
festligheder, med gaver, som Han ’tager’ med en bevægelse af hånden. Det kan være ringe,
halskæder, medaljoner, brocher og lignende. For dem alle gælder, at de ledsages af en
personlig velsignelse. En kunstner ved navn Nadaswaram Vidwam fik en ring med et indsat
billede af Siva. Da man spurgte ham nærmere om denne gave, fandt man ud af, at denne
Nadaswaram Vidwan gennem flere generationer havde beklædt en stilling som tempelmusiker i
Tiruvangadu, og at hans familie havde modtaget et stykke land som tak for generationers
tempeltjeneste. Det viste sig ligeledes, at man der dyrkede Herren som Aghreswara, det vil
sige ’Siva den ikke-frygtelige’. Så Siva på ringen var en model af ikonet i hans fædrene
landsby!
9.16. En mangalyam (et smykke der viser en gift kvindes status), som Baba materialiserede til
en vaisya brud, havde en lille figur af Parameswari. (Vaisya er de næringsdrivendes kaste.
Parameswari er Herren Krishna). En anden, der blev foræret til en nadar brud, havde i stedet
en Venkataramana figur! (Nadar er en fremtrædende Tamil kaste. Venkataramana er Herren
Vishnu). ”Jeg ved, I skal flytte til Tirupathi efter brylluppet”, sagde Baba til nogle besøgende.
”Så Jeg vil give jer en Ganesha-figur til jeres hjem, som I kan anvende i forbindelse med jeres
andagt.” (Ganesha er den elefant-hovedet Gud, søn af Siva og Parvathi. Det er denne
guddom, der fjerne alle problemer og forhindringer). Det blev en stående Ganesha-figur. ”Er
det ikke denne Ganesha, du har i dit andagtsværelse?”, spurgte Baba, idet Han anbragte den
lille statue i mandens hånd.
9.17. En præst fortalte en person, som Baba havde givet en lille Krishna-statue, at det var
nødvendigt for ham at arrangere en Rudrabhishekam, fordi der var en fare, der truede ham.
(Rudrabhishekam er en ceremoni, hvor man øser indviet vand, olie, mælk, rosenvand,
honning, sandaltræ pasta eller lignende ud over en Sivalingam). Det fik han gjort, og det skete
i nøje overensstemmelse med, hvad de hellige skrifter foreskriver. En måned efter kom han til
Prasanthi Nilayam. Da han blev kaldt ind til et interview, sagde Baba: ”Jeg modtog den
tilbedelse, som du viste MIg i forbindelse med din andagt.” Den hengivne mindedes ikke, hvad
for en andagt, han havde holdt for Baba og glippede lidt tvivlrådigt med øjnene. ”Jeg mener
den andagt, som du fik præsten til at udføre”, sagde Baba. Og med en bevægelse af hånden
materialiserede Han en lingam og rakte den stilfærdigt og uden vrede til manden, medens Han
tilføjede: ”Den Krishna, Jeg gav dig, er kommet tilbage, vær ikke urolig.”
9.18. Det er ikke passende for dem, der modtager en gave fra Baba, at få gaven vurderet i
penge, for disse gaver hører ikke til denne jord. Der var engang en musiker, der modtog en
halskæde med kostbare ædelstene. På vej hjem begyndte han at drøfte gavens værdi, og han
kom med lidt hånlige bemærkninger om en eventuel værdi. Den forsvandt på mystisk vis. Den
var simpelhen ikke længere rundt om mandens hals! Ydmyget af denne oplevelse vendte han
80
øjeblikkelig tilbage til Prasanthi Nilayam, og idet Baba gav ham en mild irettesættelse,
materialiserede Han den selvsamme halskæde én gang til og gav den til ham igen.
9.19. De ting Baba forærer væk, kan heller aldrig gå tabt. En tilhænger, der var på vej hjem til
Hyderabad efter et besøg i Puttaparthi, opdagede, at hendes kuffert var blevet stjålet i løbet af
natten. Det måtte være sket nær Mahbubnagar. Hun anmeldte tyveriet til jernbanepolitiet. To
dage senere blev hun bedt om at komme og identificere sine ting og bekræfte, at det var
hendes. For tyven var blevet pågrebet, og kufferten var blevet fundet. Forestil dig hendes
overraskelse, da hun fandt alle sine ting ubeskadiget og urørte bortset fra den japamala, som
Baba havde materialiseret og foræret til hende! (En japamala er en krans, der består af 108
perler). Hun sendte et telegram til Baba med besked om, hvad der var hændt, og Baba
svarede, at Han nu havde japamala’en, for ingen tyv kan stjæle den! Hvem kan beskrive
hendes glæde over at modtage den samme japamala for anden gang fra Baba’s hænder?
9.20. En hengiven, C.N.P., skriver: ”Det er 12 år siden. Den aften tog Baba alle dem, der
befandt sig i det gamle tempel, til sandet ved floden. Efter vi havde sunget lovsang, kaldte
Han mig til Sig. Mens Han talte til mig og trøstede mig angående nogle personlige problemer,
jeg havde, materialiserede Han en talisman, som Han forærede mig. Han havde allerede
tidligere givet mig en, som jeg opbevarede i en sølvæske i mit andagtsrum derhjemme. Da
Han gav mig endnu en, blev jeg ængstelig for, at situationen var blevet værre, eftersom Han
var af den mening, at jeg behøvede ekstra beskyttelse. Så jeg spurgte Ham: ”Hvorfor Swami,
hvorfor skal jeg have endnu en talisman?” Han svarede: ”Det er den, Jeg gav dig sidst. Du
efterlod den derhjemme i en sølvdåse, og den blev stjålet i går. Her, opbevar denne talisman
et sikkert sted.” Og det var sandt. Da jeg kom hjem, fandt jeg, at der havde været indbrud, og
at talisman’en var forsvundet sammen med noget andet sølvtøj!”
9.21. Eller se episoden med diamantringen. For ca. 15 år siden skyndte Srimath Sakamma sig
til Puttaparthi for at deltage i Dasara festlighederne. I forvirringen med at pakke skete der det,
at hun fik forlagt sin diamantring med syv stene. Hun opdagede, at den var væk, men det var
for sent at begynde at lede efter den. Da hun kom til Puttaparthi, fortalte hun Baba, at den var
blevet væk. Men Han tog det nærmest fra den humoristiske side og drillede hende med, at hun
havde været så letsindig at smide sin ring væk. Måneder senere besøgte Baba hendes fabrik.
Han sad og nippede til en kop kaffe i køkkenet omme i baghuset. Pludselig sagde Han: ”Oh
Sakamma! Du ønsker at få den diamantring tilbage, ikke sandt? Godt, her er den!” Idet Han
sagde dette, slog Han let på væggen, og se! Ringen var i Hans hånd! Den hånd er sandelig
guddommelig!
9.22. Hvis denne hånd bliver dyppet i vand, bliver vandet til benzin, som bilen kan køre mange
kilometer på, ganske som havde det været ægte benzin. Engang da Baba kørte i bil til
Bangalore, løb benzintanken tom. Det skete et sted nær Chickballapur, og Han sendte faktisk
en hengiven af sted efter vand fra en inddæmmet sø ovre på den anden side af vejen. Og det
var H2O, han kom tilbage med. Baba dyppede Sin hånd, eller rettere Sine fingre ned i det og
rørte en smule rundt. Herefter blev indholdet tømt over i benzintanken, og bilen kørte lystigt af
sted kilometer efter kilometer. Det lod ikke til, at bilens motor kunne mærke nogen forskel!
Ved en anden lejlighed var den dynamo, der leverede strøm til oplysningen i forbindelse med
nogle festligheder, kørt tom for dieselolie. Og da det var for sent at sende nogen for at hente
det fra Penukonda eller Dharmavaram, der begge lå over 30 kilometer borte, blev hånden
dyppet i vand, og se! Det blev til dieselolie med den helt korrekte, kemiske sammensætning!
9.23. Et andet mirakel, som denne forfatter var vidne til, tilhører samme kategori. Det fandt
sted i Horsley Hills, hvor et lille selskab af hengivne havde det privilegium at tilbringe nogle få
dage i Hans ophøjede selskab. Hver morgen gik Baba ud i junglen og hen til en flad
kampesten. Her satte Han Sig og talte til de hengivne, der var med Ham. En dag, da Han gik
hen mod dette sted, tog han et lille stykke klippe op i Sin hånd. Det så helt specielt ud. Det
lignede nærmest et bundt tørret makaroni, der var presset tæt sammen. Han lagde
81
klippestykket foran Sig og begyndte at tale til Sine hengivne. ”Nu skal I få noget sødt at
smage”, og Han tog stenen i Sin hånd. Og se! Den var blevet til en klump kandis. Det var, som
var hvert eneste molekyle i denne sten gennem Hans vilje blevet transformeret til
sukkermolekyler. Ingen har vel nogensinde set sukker udkrystallisere sig i lange tråde! Men
det var heller ikke kemi. Det var guddommelig alkymi!
9.24. Engang slog Srimathi Sakamma sine briller i stykker, mens hun opholdt sig i Puttaparthi.
Det medførte store vanskeligheder for hende. Så Baba ’tog’ et par nye briller til hende. Og de
havde nøjagtig den styrke, de skulle have.
9.25. Det var Herren Krishna’s fødselsdag. Eftersom Baba også var sammen med dem, blev
højtiden betragtet som speciel højtidelig. De hengivne i Madras gjorde udsøgte forberedelser.
Salen var dekoreret, invitationer var blevet sendt ud til alle hengivne, der boede i nærheden,
og som havde mulighed for at komme. Baba kom og satte Sig nær alteret, der var midlertidigt
rejst i den ene ende af salen. Her sad han under hele andagten. Lige før arathi rejste Han Sig,
og alle tilstedeværende rejste sig også op. Han løftede begge Sine hænder op over hovedet,
og den forventningsfulde skare af hengivne så intenst på Hans hænder, for de havde ikke set
Ham indtage denne stilling før ved nogen højtid. Det hele så lidt mærkeligt ud, men inden de
var kommet sig over deres forundring, holdt Han en stor glasskål i Sine hænder. Den strålede
og skinnede i det elektriske lys. Skålen havde en smuk form. Den yderste del i hver side var
formet som en fugl med udbredte vinger. Skålen forekom at være temmelig tung, og Baba
satte den da også ned på den forhøjning, hvor alteret var opført. ”Speciel prasad fra
Brindavan”, bekendtgjorde Han! I denne skål var der 43 forskellige slags søde sager, der alle
var ukendte for folk fra Sydindien.
9.26. En dag tog Baba to jeeps fulde af hengivne med Sig på en tur. De kørte over floden og
ville fortsætte gennem et skovreservatområde. Men på et tidspunkt kunne de to jeeps ikke
længere køre på stierne. Så Han gik omkring 10 kilometer langs floden Chithravathi’s øvre
strækning. Til sidst nåede selskabet frem til et smukt sted, der lå midt i skoven. På tre af
siderne var der stejle klippeskrænter, og der var en meget stor bar klippe, som de kunne sidde
på. Neden for dem strømmede floden roligt af sted. Alle spiste af den medbragte mad og drak
den te, som blev tilberedt på stedet af nogle foretagsomme unge mænd. Baba materialiserede
et stort stykke kandis, så alle kunne få lidt sødt at spise. Så bevægede Han Sin hånd, og alle
spærrede øjnene op, da de var vidne til dette mirakel. Han ’tog’ en pakke med fotografier af
Sig Selv og gav hver af de tilstedeværende et af dem. Der var præcis 16 fotografier, og der
var 16 mænd til stede! Der har været lejligheder, hvor Han har ’taget’ større bundter, men
antallet af billeder stemmer altid på en prik med antallet af personer.
9.27. En anden episode, der illustrerer Bhagavan’s guddommelige skaberkraft, fandt sted i
Kanyakumari i 1958. Baba sad på stranden med en mindre gruppe hengivne. Baba spurgte en
person, der tidligere på dagen havde købt og læst i en bog om pilgrimsstedet, hvad bogen
sagde om templet. Han berettede historien om diamanten, der engang i tidernes morgen
havde prydet gudindens næsesmykke. Denne diamant skinnede så klart og funklende, at
piraterne kunne se den ude fra havet. Han beskrev, hvordan dette syn vakte piraternes
grådighed, og hvordan de stjal den under et overfald. Baba spurgte folk omkring Sig: ”Kunne I
tænke jer at se den? Det drejer sig kun om nogle få minutter, og Jeg kan sende den tilbage,
før nogen lægger mærke til, at den er væk.” Da Han havde sagt dette, klappede Han på
sandet foran Sig, og se, i det næste øjeblik var der en kolossal stor diamant i Hans hånd. Den
blev fremvist til alle de tilstedeværende, og da alle havde set den, forsvandt den bare fra den
hånd, hvorfra den var kommet! Hver eneste af Hans guddommelige lege ser så let ud. Det
sker så stilfærdigt og diskret, og når den ønskede genstand materialiserer sig, lyser Hans
ansigt op i et overrasket smil!
9.28. En hengiven havde en rupee-seddel, som han opbevarede adskilt fra de øvrige sedler,
fordi en ven havde skrevet sin autograf på den. Men en dag skete der det, at han, af ren og
82
skær skødesløshed, fik blandet den med de øvrige sedler. Den dag brugte han alle sine sedler
på indkøb. Da det gik op for ham, blev han vranten og ked af det. Han begræd sit tab. Da
Baba en uge senere fik kendskab til sagen, sagde Han: ”Du skal ikke være bekymret, sedlen er
nu nået til Bombay. Jeg kan se, hvor den ligger. Jeg skal hente den til dig.” Hånden bevægede
sig, og rupee-sedlen, præcis den omtalte seddel, blev i Puttaparthi givet til den unge mand,
der havde været så helt urimeligt nedslået over tabet.
9.29. Når jeg tænker på listen af forskellige genstande, som Baba har materialiseret i Sin
hånd, så må jeg endnu engang nævne den krystal-rosenkrans, som Han gav til Swami
Sivananda Saraswathi. Han har også givet andre japamala’er med enten krystal-perler eller
tulsi-perler til brug ved den daglige gentagelse af Guds navn. Til brug ved den daglige læsning
har Han materialiseret kopier af Bhagavad Gita og givet dem til hengivne. Engang da Han ’tog’
en kopi til en gammel nærsynet hengiven, sagde Han: ”Se. Den er trykt specielt for din skyld
med store tydelige bogstaver.” Og sært nok var den netop det! Ved en lejlighed hvor Han ’trak’
et eksemplar af Gita’en op fra sandet til D. Sc., tilføjede Han: ”Du er jo ikke kendt med
devanagari-skriften, så derfor får du bogen på telugu.” Til den daglige brug i forbindelse med
andagt har Han for eksempel foræret følgende væk: Lingams og statuer af Krishna i forskellige
fremstillinger, statuer af Mahishasuramardini, af Dattatreya, af Rama og andre skikkelser, der
bliver tilbedt i hindu-hjem. (Mahishasuramardini er gudinden Durga; navnet betyder ’den der
slår bøffel-dæmonen ihjel’. Dattatreya er guddommen, der straks kommer for at give den
bedende trøst og for at reagere på dennes forbøn). Han har ligeledes foræret følgende væk:
Krusifixer, saligrams, krystal-perler, tavler dekoreret med farvede chakraer. (Saligrams er
små, runde sorte sten, der symboliserer Herren Vishnu’s inkarnation som sten). Alt har været
perfekt kunstnerisk og ikonografisk udført og alt sammen materialiseret med en bevægelse af
hånden. Han gav en hengiven et par sandaler af sølv, som materialiserede sig mirakuløst på
Hans fødder!
9.30. Han giver også billeder af Sig Selv væk alene eller sammen med Shirdi Sai Baba. Eller
billeder af Hans hengivnes foretrukne skikkelse af Herren. Nogle af disse fotografier er
enestående, fordi de afbildede personers positur er uden fortilfælde. For eksempel
materialiserede Han engang et fotografi af Sri Ramakrishna Paramahamsa, som bar et billede
af Shirdi Sai Baba i hjerteregionen og med Sri Sathya Sai Baba midt inde i dette billede.
9.31. Baba nyder at give folk gaver, der har forbindelse med det navn eller den form af Gud,
som de er gladest for. Han er ikke kommet for at fortrænge eller ødelægge, men for at uddybe
og fuldstændiggøre. En aften, da Han opholdt Sig på sandstranden, fik Han øje på en gæst,
der bar et smykke, der forestillede et helgenpar. Det gav Ham anledning til at fortælle om
Kusuma og Haranath’s liv i korte træk og fremhæve deres indsats for at udbrede kendskabet
til i grupper at synge Guds navn. (Kusuma og Haranath er et berømt helgenpar). Han fortalte
ligeledes, at Haranath var en inkarnation af Gauranga. (Gauranga, der også kendes som
Chaithanya, var en tiggermunk og reformator fra det 15. århundrede. Han underviste i vejen,
der består i at have kærlighed og hengivenhed over for avataren Krishna). Endnu mens Han
talte, ’tog’ Han en vidunderlig sølvikon op ad sandet. Den viste Kusuma og Haranath stående
på en sammenrullet slange under dens udspilede hoved. Der var også et mærke af kumkum
på hustruen Kusuma’s pande! Ved en anden lejlighed gav Han en hengiven, der tilbad Ham
som Sivasayi (navnet er det samme som Sivasai), en stor farvelagt muslingeskal med navnet
Sivasayi indgraveret. Baba opmuntrer alle til at gå videre frem ad den vej, som de selv har
valgt at gå. Det er på denne måde, at Baba udtrykker Sin guddommelige kærlighed og
åndelige visdom.
9.32. Statuer af sandeltræ, sølvikoner, sølvsandaler, elfenbensfigurer, figurer bestående af
fem metal-legeringer, krystal-lingam’s, lingam’s af blodrøde sten eller sæbesten, grønne eller
blå topas eller safir er alt sammen blevet materialiseret og foræret bort. Han har også foræret
Sine hengivne ringe besat med ædelsten og medaljoner i hundredvis af forskellige udgaver alt
efter formålet og omstændighederne. Når Han ser en hengiven, der bærer en ring besat med
83
ædelsten, sker det ofte, at Han giver Sig til at drille vedkommende med forfængelighed, tager
ringen fra ham eller hende, stryger hen over den med hånden, og pludselig er stenen væk og
erstattet med et billede af Shirdi Sai Baba, Sathya Sai Baba eller dem begge, af Herren Rama
eller Herren Krishna eller af en anden af Guds skikkelser.
9.33. I byen Venkatagiri var der et ark frimærker, som havde undergået denne mirakuløse
forvandling for mange år siden. Da Baba den gang så dette ark frimærker med billedet af en
jordisk kejser, sagde Han i sjov: ”Hvad vil du da med dem?” Endnu mens Han kom med denne
bemærkning, strøg Hans hånd blidt hen over arket, og da Han løftede hånden, kunne man se,
at alle portrætterne mirakuløst var forandret. Den pålydende værdi var forsvundet; billedet af
Baba var trykt på hvert eneste frimærke, og inskriptionen lød: Sri Sathya Sai Baba. Hvis Han
ønsker, at en søgende, en aspirant, skal indføres i et helligt mantra, kan Han tage et vilkårligt
stykke papir og rulle det stramt sammen og i løbet af et sekund forvandle det til elfenben eller
sølv og forsynet med et billede af mantraets skytsengel øverst oppe. På aspirantens tunge
skriver Han de hemmelige stavelser, og Han forærer redskabet, som Han skrev med, til
aspiranten, så denne kan gemme det som et minde om guruens nåde.
9.34. Hans hænder har også en anden mirakuløs evne. De kan forøge og mangfoldiggøre alt,
hvad Han ønsker blot ved at røre ved det. Han er i stand til at dele ud af ting, der ikke
forefindes i tilstrækkelig mængde, til alle de tilstedeværende. Han vil; Han berører; og det
sker. Karret bliver fyldt! Her vil jeg beskrive en sådan scene, som jeg selv var vidne til. Det var
Vijayadasima Dag 1950. Nogle hengivne fra Ananthapur havde medbragt to kurve med
friskplukkede tulsi-blade. De sad på hug rundt om kurvene travlt optaget af at lave lange
tykke kranse, der skulle dekorere stedet. Da deres arbejde næsten var ovre, og kurvene
næsten var tømt, kom Baba tilfældigvis forbi. Halvt i sjov og halvt i alvor spurgte Han
selskabet: ”Er I trætte? Har I mod på endnu to kurve tulsi-blade?” Og da de var med på ideen,
bøjede Han Sig ned og lagde en hånd på bunden af de to kurve og rejste Sig op igen. Da Han
stod oprejst som før, var de to kurve fyldt til overflod med friske grønne tulsi-blade! Der er
ikke langt herfra og til at forestille sig, hvordan det går til, når Baba fordeler søde sager og
lækkerier til de fattige, når de bespises i Prasanthi Nilayam. I store mængder deler Han dem
ud til tusinder af mennesker, der kommer ved en sådan lejlighed. Og der er altid nok og endda
lidt til overs!
9.35. Faktisk er overflod og rigdom kendetegnet ved den hånd. Under de processioner, der
finder sted under Vijayadasami og Sivarathri, sidder Baba i en blomsterudsmykket bærestol
eller jeep. Han tager kronblade fra de blomster, der danner de blomsterkranse, der er blevet
ofret til Ham, og kaster disse kronblade ud blandt skaren af hengivne langs ruten. Og hvad
tror du, der falder ned på jorden? En gang var det pebermyntepastiller, en anden gang var det
mønter, en tredje gang kan det være billeder af Shirdi Sai Baba eller Sathya Sai Baba eller
dem begge. Det er ikke til at forudse, hvad og hvornår sådan noget sker. Sådan er denne
hånds mysterium. Mange hengivne opbevarer stadig de ting, de indsamlede på denne måde
den 23. november 1950. Det skete under processionen, der gik fra det gamle tempel til
Prasanthi Nilayam, der blev indviet denne dag. De kan opbevare disse ting gennem
generationer, for de er lige så holdbare som alle andre materielle genstande.
9.36. Det kan måske interessere nogle at høre om den erfaring og oplevelse, som Swami
Amrithananda har fortalt denne forfatter om. Swami Amrithananda er Nambudiri-brahmin af
fødsel og indviet til sanyasi af Hans Hellighed, Narasimbha Bharathi Swami Sankaracharya, der
hører til Sarada Peetham Sringeri. Han led af kronisk astma, en sygdom Baba diagnostiserede
og fortalte skyldtes en fejlagtig indførelse i Hatha Yoga i Tiruvannamalai. I de måneder han
opholdt sig i Puttaparthi, holdt den medicin som Baba gav ham, anfaldende væk, og swamien
blev praktisk talt fri for den plagsomme lidelse. Om de medikamenter, der blev taget i
anvendelse, fortæller Swami Amrithananda: ”De første to dage gav Han mig vibhuthi, som Han
’tog’ med en bevægelse af hånden. Den tredje dag var der noget gyldent pudder i vibhuthi’en,
og Han anbragte det Selv på min tunge. Og så tog Han for alvor fat. Han materialiserede
84
kopperfarvet pulver, som Han smurte på min ryg og mit bryst. Herefter materialiserede Han
vibhuthi og gav mig det i hånden. Han bad mig spise lidt af det, hver gang anfaldene kom. En
anden dag materialiserede Han nogle spæde, hårede rødder af en eller anden plante. Han bad
mig tygge dem godt og derefter sluge dem. En anden dag gav Han mig blade fra en ganske
lille bjergplante, som jeg aldrig har set før hverken i Indien, Ceylon, Malaya eller Himalaya.
Han gav mig en kharjura-frugts uldne frø! Og Han materialiserede en håndfuld blade, som Han
pressede saften ud af lige for øjnene af mig. Han samlede saften i en skål, der materialiserede
sig. Herefter befalede Han mig at drikke!”
9.37. ”En anden dag bevægede Han Sin hånd i de karakteristiske cirkler, og jeg kunne se en
større mængde blade komme til syne. Han bad mig om at spise dem alle sammen. Der har vel
været omkring 100 gram. Han gav mig bladene med et glimt i Sine øjne. Jeg blev ret chokeret
over at opdage, at bladenes underside var fyldt med små skarpe torne. Jeg så på Ham med et
bønfaldende blik, der skulle sige lige så meget som: ”Kan Du virkelig nænne, at jeg også skal
spise alle tornene?” Han forbarmede Sig over mig, for Han rakte Sin hånd ud mod mig med
ordene: ”Giv Mig dem igen.” Jeg lagde alle bladene i Hans hænder; Han gav mig dem tilbage,
og se! Der var ikke så meget som én torn tilbage på bladene! Nej, der var end ikke det
mindste spor eller tegn på, at planten var en art, der havde torne på bladene. Så jeg spiste
dem med glæde. Nogle få dage senere kaldte Han mig ind på Sit værelse. Her materialiserede
Han en anseelig mængde grønne blade. ”De er fra en vældig god plante”, fortalte Han. ”De
kommer direkte fra Himalaya.” Han beholdt halvdelen af bladene i reserve og lagde resten i
min hånd, idet Han sagde: ”Kom så, de skal tygges og sluges.” De var frygtelig bitre, og jeg
var nødt til at mobilisere al min selvbeherskelse for at udføre den opgave, der var mig pålagt.
Og jeg bad inderligt til, at Han ville stoppe her og ikke tvinge mig til at spise den frygtelige
halve portion, som Han holdt i reserve.”
9.38. ”Men nej. Den dag var Han ikke særlig medgørlig. Idet Han gav mig resten af bladene,
befalede Han: ”Spis også dem.” Jeg mandede mig op, så godt jeg kunne. Jeg puttede den
anden halvdel af bladene ind i munden, men hvem skulle tro det! Ved deres lange kontakt med
Hans guddommelige hånd var denne halvdel af bladene blevet ubeskrivelig søde. De var
sødere end sukkerrør, sødere end honning! Han lo over min glæde og lettelse og jeg, jeg
gjorde den erfaring, at Herrens veje er uransagelige.” Denne sandfærdige beretning fra en
aldrende sanyasi, som i årevis havde levet tæt på Ramana Maharshi, og som var lærd ud i
Veda’erne og Vedanta, er som skabt til at få troen til at blomstre frem i selv den mest indædte
skeptiker.
9.39. Når som helst Baba føler, at Han vil helbrede ved hjælp af medikamenter, foretager Han
en bevægelse med hånden og fremskaffer piller, flasker med mikstur, pasta af urter eller olier,
eller frugter. Han velsigner hengivne, der inderligt ønsker at få efterkommere, ved at
materialisere en frugt som Han beder dem om at spise. Den ene halvdel til hustruen og den
anden halvdel til ægtemanden. Han kan for sjov lade som om, Han kaster en frugt til en
hengiven, men Hans hånd er tom. Men den person, som Han kaster til, skal være på vagt, for
frugten er måske på vej! Da en person engang fik et anfald og ikke kunne holde op med at
nyse, kaldte Baba vedkommende hen til Sig. Han ’tog’ et stykke slik og gav det til manden, så
han kunne spise det. En anden hengiven havde i lang tid lidt af feber. Baba gik en dag hen til
hans seng, og med en bevægelse med hånden ’tog’ Han noget, som Han langsomt og sindigt
placerede i hånden på patienten, der respektfuldt havde sat sig op i sengen for at modtage
universalmidlet. Og hvad tror du, det var? Det var en kæmpestor humlebi, der straks fløj sin
vej – med feberen!
9.40. Da en hengiven bad om tilladelse til at forlade Puttaparthi tidligt, så han kunne nå at
deltage i en dimission, hvor han skulle modtage et diplom, sagde Baba: ”Jeg vil give dig det
her!” Og Han bevægede Sin hånd. Et lille miniature-diplom kom til syne med alle detaljer helt
korrekte og mage til dem, der lå til ham i Madras!
85
9.41. En hengiven fra Mysore havde arrangeret en andagt for Baba i Puttaparthi på festdagen
for Gowri. (Siva’s gemalinde, Parvathi). Han havde gennemsøgt landsbyen og også
Bukkapatnam for at få fat i de ting, der kræves til en Gowri-andagt. Der var kun én eneste
ting, der viste sig umulig at opdrive, nemlig sorte perler. Disse anses for at være meget
lykkebringende, når en gift kvinde bærer dem. Men familien blev nødt til at undvære dem.
Baba kom for at tage del i andagten, og det overlykkelige par var så fordybet i tilbedelsen, at
de ikke bemærkede en stor sort myre, der løb hen over blomsterdyngen ved Hans fødder. Men
Han så den. Han løftede den blidt op og holdt den mellem Sine fingre. Lattermildt sagde Han:
”Hvad er det? Bruger I både blomster og myrer, når I holder andagt?” Han rakte myren til
husets frue. Hun strakte hånden frem for at modtage den. Men det hun fik, var ikke en stor
sort myre. Nej, overhovedet ikke. I stedet modtog hun, ved Hans nåde, to sorte perler!
9.42. Når vi nu taler om denne hånd, så kan jeg ikke undlade at komme med et forbløffende
eksempel på den guddommelighed, der er iboende enhver af dens bevægelser. En aften for
omkring 6 måneder siden gik Baba tilfældigvis hen til et halvåbent vindue i Sit værelse. Han fik
øje på en bordlampe, der stod i vindueskarmen, men kom så i tanke om et eller andet. Ingen
vidste, hvad Han tænkte på. Men de så Ham bevæge Sin hånd på den karakteristiske måde,
og de skyndte sig hen til Ham for at se, hvad det skete. Han viste dem, at Han inde i hånden
havde et farvefotografi af Sig Selv! Tilsyneladende var Han på udkig efter noget
gennemsigtigt, som Han kunne klæbe fast på lampeskærmen. Han holdt det op mod lyset.
Nogle af de tilstedeværende bemærkede, at billedets baggrund kunne have fremstået lidt mere
skarpt; andre sagde, at håret ligesom var lidt skævt; en tog mod til sig og bemærkede, at
ansigtet ikke var nybarberet! Men Han bragte alle til tavshed ved at erklære: ”Mine kære
venner! Det I ser på billedet, er præcis som Jeg er nu med denne klædedragt, denne
baggrund, dette halvåbnede vindue, forhænget for døren og kontakten.” Og mens vi stod der
og så på billedet og omgivelserne, blev vi bevidst om underet. Ja, det var som der på en
milliontedel af et sekund havde været én tilstede med et kamera, havde indstillet det, knipset,
taget et farvebillede, lagt det i bad, tørret det, fremkaldt det og afleveret det i Baba’s hånd!
Den hånd må da siges at være eventyrlig. Eventyrlig og guddommelig!
9.43. En aften i Prasanthi Nilayam talte man om de forskellige teorier om menneskets
oprindelse. Baba fortalte, at mennesket er mere i slægt med den abe, der bor i træerne end
dem, der færdes på jorden. Han talte om en haleløs, hårløs abelignende art, der engang boede
i træerne. Da en interesseret tilhører, en antropologi-professor, ikke var helt på det rene med
denne art, bevægede Han Sin hånd og straks var der er lillebitte model af den abe, Han
refererede til. Den pågældende professor er i besiddelse af denne miniature – en smuk ting og
en glæde for evigt.
9.44. Engang imellem bliver der på Vijayadasima Dag foretaget en rituel renselse af
sølvstatuen af Shirdi Sai Baba. Baba materialiserer en lingam og placerer den på statuens
hoved, før der bliver øst vibhuthi ud over den. Engang imellem sker dette også til
Mahasivarathri. (’Siva’s store nat’. Natten hvor Månens påvirkning af sindet er mindst, og hvor
det derfor er lettest og mest gunstigt at tilbede Herren Siva). Faktisk har Baba ofte
materialiseret forskellige slags lingam’er med en bevægelse af hånden og givet dem til
hengivne, så de kan bruge dem i forbindelse med deres tilbedelse. Jeg husker et sådan
dramatisk øjeblik. Scenen var Thippegondanahalli nær Bangalore. Nogle hengivne, der
ønskede at have en stille morgenstund i selskab med Baba, førte Ham hen til dette sted.
Selvfølgelig havde de først fået Hans nådige samtykke. Efter en diskussion vedrørende karma,
genfødsel og sjælens natur ’tog’ Baba en lille flaske fuld af amritha (guddommelig nektar der
skænker udødelighed) og delte indholdet ud til de 8 til 10 personer, der var til stede. Da det
var sket, forærede Han flasken til en hengiven, som inden længe skulle rejse til England
sammen med sin hustru. Da Han så skuffelsen i parrets ansigter over kun at få en tom flaske,
bad Han om at få den tilbage. Han gav dem den så én gang til, men denne gang var den fuld
af den dyrebare nektar! Og hånden havde ikke engang været i bevægelse!
86
9.45. Senere gik selskabet hen for at se det reservoir, der forsyner Bangalore med vand. En
ingeniør fortalte om projektets historie, og han udpegede det oprindelige leje for de to floder,
der løb sammen netop på dette sted. Han udpegede, hvor Sangameswara-templets tårn havde
været, inden det hele var blevet oversvømmet. Baba stod og lyttede med fødderne i
vandkanten. Pludselig stak Han Sin hånd ned i vandet. Idet Han trak den op igen og vendte
Sig med front mod en af deltagerne, stod Han med en krystal-lingam i Sin hånd. Den strålede
og skinnede i sollyset, som om den lige var blevet taget fra et alter, hvor man holdt andagt.
Det var en lingam med både sandelpasta og bilvablade. Og Han sagde til vedkommende: ”Er
det måske ikke Kudala Sangameswara, du ærer?” Og det var netop tilfældet.
9.46. Når Baba velsigner Sine hengivne og indvilliger i, at deres børns bryllup kan blive holdt i
Prasanthi Nilayam i Hans umiddelbare nærhed, så materialiserer Han nogle gange en halskæde
og giver den til brudgommen, for at han som en lykkebringende handling skal placere den om
brudens hals. Når ørepiercing ceremonien skal udføres på de små børn, materialiserer Baba en
skarp og spids tingest, som anvendes til at stikke hul i øreflippen. Senere bliver dette redskab
bøjet og tjener herefter selv som en ørering for barnet. Det er umuligt at opremse alle de
tænkelige formål, der motiverer denne hånd til at bevæge sig. Når Baba beslutter Sig for Selv
at udføre et kirurgisk indgreb for at helbrede en persons sygdom eller skavank, så bevæger
Han blot Sin hånd, og de nødvendige instrumenter er der i Hans hånd. Når Han ønsker at give
udtryk for Sin kærlighed og ømhed, frembringer hånden søde sager ud af den blå luft eller af
sandet.
9.47. Ethvert kapitel må have en afslutning, så dette kapitel må nødvendigvis også afsluttes.
Det skal ske med beretningen om en anden episode, der skal vise, hvordan en bevægelse med
hånden kan overføre denne mirakuløse guddommelige kraft til en anden hånd. Det skete for
omkring 16 år siden, og dengang var Baba det, man vil kalde en teenager. Baba og et stort
antal hengivne var gået tværs over floden. Deres mål var en smuk have nær Saheb Tank. Man
tilberedte mad og spiste den, og selskabet var på vej hjem til landsbyen, da mørket pludselig
faldt på ude ved flodskrænten. Baba gik forrest, og de andre fulgte Ham i respektfuld afstand.
Pludselig, da Han passerede en busk, lød der en hvislen, og noget slyngede sig rundt om
Baba’s højre fod. ”En slange! En slange!”, råbte folk. Slangen bed Ham i den ene tå, rullede sig
ud på et øjeblik og skød af sted som en pil hen over sandet. Baba sagde: ”Lad den være.” Men
folk, der var meget forbitrede på slangen, jagtede den. De ønskede at fange og dræbe den. Så
Baba råbte: ”Forsvind” med en høj og bydende stemme, og slangen forsvandt ud i mørket.
Herefter så man ikke mere til den. I mellemtiden var resultatet af slangebiddet derimod blevet
synligt for enhver. Det forekom, som om Baba var ved at besvime og falde om. Nogle mænd
løb til landsbyen for at informere Pedda Venkapa Raju. En frivillig, der kendte adressen på en
klog mand, der boede halvanden kilometer væk, løb i den retning.
9.48. Baba gav imidlertid nogle tegn til den ene af de to hengivne, der forsøgte at yde
førstehjælp, om at han skulle bevæge sin hånd på samme måde, som Han Selv plejede at
gøre, og se! Som manden senere sagde til mig: ”Jeg følte pludselig stød inde i hånden, og en
talisman kom til syne.” Baba gjorde tegn til ham om, at han skulle fastgøre denne talisman,
sammen med skummet om Hans mund, til det sted, hvor slangen havde bidt. Han gjorde, som
han fik besked på, og i løbet af nogle få sekunder rejste Baba Sig op og kunne nu, til stor
lettelse for alle, støtte på benene. Baba begyndte at tale, som om der ingenting var hændt. Alt
var som før. Intet var i stand til at bryde den sorgløse, velsignede stemning på en lykkelig
dag.
9.49. Netop da kom forældrene og andre løbende. De medbragte et stort arsenal af medicin,
opskrifter på magiske fremgangsmåder, forskellige rødder, itubrækkede grammofonplader og
flasker med den type indhold, der sælges på landsbymarkeder. Men sidst og ikke mindst kom
den berømte ’kloge mand’, der boede halvanden kilometer væk. Baba hilste dem ved at gå hen
imod dem og kom med spøgefulde bemærkninger om, hvad det dog var for et cirkus! Senere
87
forklarede Baba, at Han Selv kunne have taget talisman’en, men eftersom Han aldrig Selv
skaber noget til Sig Selv, havde det været nødvendigt at overføre nåden, evnen, til en anden.
9.50. Hemadpant har om Shirdi Sai Baba udtalt: ”Når de hengivne var ved at tage afsked, gav
Baba udi (hellig aske) som prasad. Han smurte noget af det på de hengivnes pande og lagde
velsignende Sin hånd på deres hoved.” Sri Sathya Sai Baba gør også det samme. Hans hånd
skænker den velsignelse, som de hengivne fortjener. Den hånd kommer med en helbredende
berøring, den kan bortvifte sygdomme, afværge det onde, uddrive djævelen og dreje skæbnen
i en anden retning!
88
Kapitel 10
Den samme Baba
10.1. Det er betegnende, at Sathyanarayana har givet informationer om Sit slægtskab, nej om
Sin fælles identitet med den hellige mand fra Shirdi lige fra Sin barndom. Folk undrede sig, da
Han lærte Sine kammerater sange om en Babaji, som ingen havde set eller hørt om, og om
pilgrimssteder som ingen, der hørte sangene, havde besøgt! Hvor ligger dette Shirdi, spurgte
de hinanden. Hvem var denne muslimske fakir? Lidet anede de, at barnet i deres midte, der
dansede og sang så fortryllende, i løbet af nogle få år ville omdanne deres landsby til et andet
Shirdi, hvor hundreder og tusinder ville komme og søge den samme Baba!
10.2. Da den officielle bekendtgørelse blev fremsagt af Sathyanarayana om, at Han var Sai
Baba af Bharadwar slægten, Apasthamba stammen og fra Shirdi, blev Han spurgt: ”Hvis Du er
Sai Baba, så vis os et mirakel, og gør det straks!” Og drengen sagde: ”Bring Mig nogle jasminblomster.” Så snart Han havde fået dem i hånden, kastede Han blomsterne op i luften, og da
de igen faldt ned, dannede de ordene Sai Baba på telugu. Blomst ved blomst lå de der og
gengav minutiøst alle bogstavernes snørkler og sving. Selv den ældre broder, Seshama Raju,
der gennem års oplevelser havde lært at leve med mirakeldrengen, blev overrasket over den
utvetydige tilkendegivelse. ”Selvfølgelig gav Jeg dem navnet på den Avatar, der var gået forud
for Mig”, fortalte Baba, da Han blev spurgt om disse hændelser. ”Det betød blot, at Han der
kom som Sai Baba, nu er kommet igen som Sayhya Sai Baba! Desuden kommer Saiavatarerne i en række efter hinanden. Efter denne Avatar vil der komme endnu en, Prema Sai,
der vil lade Sig føde i området omkring Mysore”, tilføjede Han. (Prema betyder guddommelig
kærlighed).
10.3. På trods af alt dette lyttede forældrene og broderen til mænd, der rystede på hovedet og
advarede dem mod den muslimske ånd, der synes af have besat drengen. Så de tog Ham de
29 kilometer til Penukonda. Her var der på det tidspunkt en meget from og gudfrygtig person,
der hver torsdag tiltrak store skarer til sin andagt for Shirdi Sai Baba. Manden kastede et blik
på Sathya og sagde, at han tvivlede på, at drengen var fuldt tilregnelig! Drengen rejste Sig op
i væmmelse, idet Han sagde, at tilbederen selv var skør. Og Han kastede store mængder
vibhuthi mod manden fra Hans tomme hænder og rådede ham til at være mere oprigtig og
seriøs i sin tilbedelse. ”Du er blot en søgende, en tjener. Jeg er den person, du søger,
Mesteren”, erklærede Han.
10.4. Omkring dette tidspunkt besøgte to lærere, der havde haft Sathya som elev, Puttaparthi.
Heldigvis for os har de nedskrevet det, der hændte. Sri B. Subbannachar, den ene af de to
lærere, skriver: ”Mit første indtryk af Ham var, at Han var en stor hengiven som Prahlada. Jeg
så Ham udføre mirakuløse handlinger. Jeg var overbevist om, at Han ikke var noget
almindeligt menneske, men at Han var en dreng, der var udstyret med overnaturlige evner. Til
vores store forundring afslørede denne ’tossede’ dreng fra Puttaparthi for os, at Han var ingen
anden end Sai Baba fra Shirdi! Han bad os også om at blive der natten over, for Han ville
fortælle Sin livshistorie. Vi ønskede at høre om Hans livshistorie, eftersom de tilgængelige
bøger om Shirdi Sai Baba ikke giver os nogen informationer om Hans barndom og drengeårene
op til 16 år. Han gav os, hvad vi ønskede, endnu før vi bad om det! Vores glæde kendte ingen
grænser. Det blev aften. Vi hørte Hans livshistorie. Vi så Sri Sai Selv i menneskelig skikkelse;
vi så den med vores fysiske øjne! Hvilken enestående lyksalighed! Hvilken grænseløs nåde!”
Den anden lærer, Sri V.C. Kondappa, har berettet historien om Shirdi Baba’s fødsel og
barndom, som den blev fortalt af Sathya Sai Baba. Historien står skrevet i 102 vers på telugu i
bogen ’Sri Sayeesuni Charithra’, der blev udgivet i 1944.
89
10.5. Denne historie vil ganske bestemt være af umådelig interesse for alle hengivne. ”I
landsbyen Pathri, på Godavari-flodens bredder, boede der en gudfrygtig, næstekærlig og
ortodoks brahmin ved navn Gangabhava. Hans hustru, Devagiramma, var en anstændig og
retskaffen kvinde, der dagligt tilbad Gowri, Herren Siva’s gemalinde. De havde ingen børn, og
det var måske den eneste sorg, de nogensinde havde, for de var altid fuldstændig optaget af
at tjene enten Herren eller de gæster, som Han sendte til deres dør. En dag ankom der en
gæst. Det var en ualmindelig person; han havde et anstrøg af en glorie rundt om sit hoved! Da
han trak sig tilbage for natten, kom han med en forbløffende anmodning. Han ønskede
kvindeligt selskab! Den stakkels Devagiramma blev så chokeret, at hun knap kunne tale. Også
Gangabhava glødede af harme. Men til hvilken nytte var harme, når man stod over for en
gæst, der krævede gæstfrihed? Devagiramma gik ind i andagtsrummet, og der græd hun foran
billedet af Gowri. Hun ønskede, at gudinden greb ind, og hun ønskede hendes råd. Pludselig
bankede det på fordøren, og da den blev åbnet, trådte en elegant kvinde ind i huset. ”Det
forekommer mig, at I har sendt bud efter mig. Hvor er gæsten? Før mig til ham”, forlangte den
nyankomne. For det var ingen anden end Gowri, der var kommet for at møde gæsten, der var
selveste Siva!”
10.6. ”Så snart de var alene, fik Siva og Gowri sig en hjertelig latter. De talte lidt sammen og
roste parrets hengivenhed og deres overholdelse af ’rigtig handling’ (dharma). De besluttede
sig for at give ægteparret deres darshan og udover det en gunstbevisning. Det siger sig selv,
at Gangabhava og Devagiramma blev henrykte over at få darshan. Og da de blev presset til at
udtrykke deres ønske, bad de om en søn, som ’skulle betale forfædrenes gæld tilbage’, og en
datter ’til at bortgive til ægte’. Det sidste, fordi en kanyadan ifølge de hellige skrifter er den
bedste gave, en familiefader kan give. (Kanyadan er, når en fader overgiver alle sine
rettigheder og pligter vedrørende sin datter til en kommende ægtemand). Denne gunst blev
tilstået dem. Ud af Sin Egen nåde gav Siva parret endnu en gunstbevisning. Han ville Selv
antage menneskelig skikkelse og lade Sig føde som deres tredje barn!”
10.7. ”Alt skete, som Herren havde sagt. Devagiramma undfangede for tredje gang. Men på
det tidspunkt var ægtemanden så fordybet i askese, at han planlagde at søge ensomheden i
skoven. Hustruen insisterede på at ledsage sin herre. Barnet blev født under et træ, og det
blev hilst velkommen af fuglenes sang, mens skyerne formede en syvfarvet regnbue som
hyldest. De to forældre var så opfyldt af forsagelsens ånd, at de overlod beskyttelsen af
babyen til skovens engle. Inden længe kom en fakir og hans hustru gående hen ad den
afsidesliggende sti. De var barnløse, og de hørte en babys gråd. De skyndte sig hen til stedet;
de tog babyen med sig hjem og opdrog barnet.”
10.8. ”De kaldte ganske enkelt barnet for Baba, for de kendte ikke dets aner eller
tilhørsforhold. Barnet var dejligt og intelligent, og det var fuld af spillopper. En dag, da Han var
omkring 12 år gammel, legede Han med nogle kammerater. Han vandt alle marmorkuglerne,
der tilhørte pengeudlånerens dreng. Baba udfordrede pengeudlånerens søn. Han bad ham om
at hente flere marmorkugler, hvis han da havde flere, og tilbyde dem som indsats. Drengen
løb ind i huset og kom tilbage med den runde lingam, der blev opbevaret i familiens
andagtsværelse. Også den vandt Baba, og da den på behørig vis blev givet til Ham, tog Han
den i munden og slugte den! Dette vakte opsigt blandt børnene, og pengeudlånerens hustru
blev informeret om, at lingam’en nu befandt sig i maven på fakirens søn. Hun løb ud af huset
og truede Baba med en kæp. Baba åbnede Sin mund, og se! Inde i munden så hun alle
Vishnu’s Avatarer! Hun foldede sine hænder og faldt for fødderne af fakirens dreng lige midt ud
på gaden!”
10.9. ”Det blev det helt store samtaleemne i byen. Drengen havde fået for vane at tage den
lingam, som Han havde slugt, ud af munden og tilbede den, mens Han sad i moskeen. Dette
gjorde de herboende muslimer rasende, og de bandlyste endda fakiren, der havde opdraget
barnet. Da drengen trådte ind i et tempel for at tilbede denne lingam der, jog hinduerne Ham
bort, eftersom de frygtede, Han var født muslim. Modstræbende bad fakiren til sidst Baba om
90
at forlade huset, og drengen vandrede omkring, mens Han tilbad lingam’en, idet Han satte en
lampe foran den med vand i stedet for olie, men ikke desto mindre brændte den som en
olielampe!”
10.10. ”En dag da Han gik langs bredden af Godavari-floden, blev Han antastet af en nawab
(en fornem muslim), der spurgte, om Han havde set hans hest, der var løbet bort. Nawab’en
havde ledt efter den i hele området og havde efterhånden mistet alt håb om at finde den. Med
Sin guddommelige indsigt så Baba hesten, og Han fortalte nawab’en, at den ville komme hen
til det sted, hvor de stod. Og endnu mens de talte, traskede hesten, til ejerens store glæde,
hen til dem. Nawab’en blev Hans discipel og tiltalte Ham som Mester. Senere kom Baba til
Shirdi, hvor Han bosatte Sig i en faldefærdig muslimsk moske.”
10.11. Sathya Sai Baba refererer altid til ’Min tidligere skikkelse’, når Han taler om Shirdi Sai
Baba. Han fortæller ofte Sine tilhængere, hvordan Han i Sin tidligere skikkelse tog Sig af folk
og situationer. Han fortæller om, hvilke illustrationer Han brugte for at uddybe en bestemt
problemstilling, hvilke spørgsmål der blev stillet og så videre. Han citerer det, Han fortalte Das
Guna eller Mahalaspathi i Sin forrige fødsel. (Trofaste Shirdi Sai Baba hengivne). Når Han
fortæller folk om Shirdi Baba, er det ikke ualmindeligt at høre Ham sige: ”Lige som I ser Mig
gøre nu” eller ”sådan som Jeg gør, når Jeg er i trance.” Det gør Han for at trække linjerne klart
op. Når nogen i dag stiller Ham et spørgsmål, så begynder Han engang imellem Sit svar med
bemærkningen: ”Det samme tvivlsspørgsmål blev rejst af en mand, der kom til Shirdi.” Og
Han vil fortsætte samtalen ved at give det svar, som Han gav denne anden mand for længe
siden i Maharashtra! (Den delstat som Shirdi er beliggende i). Han vedkender Sig alle Shirdi
Baba’s tilhængere som Sine egne. Faktisk fortæller Han dem: ”Jeg har kendt dig, siden du var
10 år”, eller ”skønt det er første gang, du ser denne krop, så har Jeg set dig for 20 år siden, da
du kom til Shirdi.” Og personen vil finde ud af, at det faktisk er præcis 20 år siden, at han var i
Shirdi. Han har opfordret mange til at rejse til Shirdi og givet dem detaljerede beskrivelser af
ruten, stedet, de metoder for overrisling der er almindelige der og af billederne rundt om
gravmælet. De, der lytter, vil tro, at Han har boet længe i området.
10.12. Da nogle tilhængere engang stod foran at skulle rejse til Shirdi, fortalte Sathya Sai
Baba dem følgende: ”Tag af sted. I kan overnatte i moskeen. Jeg vil komme til jer i jeres
drømme.” Og Han opfyldte, hvad Han lovede! Der er mange tilfælde, hvor folk har besøgt
Shirdi, og de så på hjemvejen i for eksempel Guntakal har hørt, at der er en anden Avatar af
Sai Baba i Puttaparthi. Og de er så kommet til dette sted. Så snart Han får øje på den slags
mennesker, spørger Baba dem ud om deres pilgrimsrejse til Shirdi. I løbet af det interview,
som Han uvægerlig giver til alle, før de rejser, vil Han besvare de spørgsmål, de tog med til
Shirdi! Det er en erfaring, som mange har gjort.
10.13. Fyrsten af Chincholi var en meget glødende tilhænger af Shirdi Baba. Hvert år plejede
han at tilbringe nogle få måneder i Shirdi, Akalkot og andre hellige steder i selskab med
siddha’er og åndelige aspiranter. (Siddha’er kan beskrives som guddommelige seere). Efter at
fyrsten var død, blev fyrstinden glædelig overrasket over at høre om Herrens inkarnation som
Sri Sathya Sai Baba i Puttaparthi, og hun besøgte stedet. Hun overtalte også Baba, der kun
var 15 år på det tidspunkt, til at ledsage hende til Chincholi og Hyderabad. Det var virkelig en
overraskelse for hende, da Baba spurgte hende om et margosa-træ, der for længst var blevet
fældet, om en brønd der var blevet fyldt op og om en række butikker, der for nyligt var blevet
opført. Baba fortalte hende, at Han havde set stederne for år tilbage, da Han var i Sin tidligere
skikkelse! Sathya Sai Baba spurgte hende om en lille sten-statue af Anjaneya (Hanuman), som
Han havde foræret fyrsten, mens Han var i Sin tidligere skikkelse. Fyrstinden vidste ikke, at
den eksisterede. Baba fandt den Selv til hende! Han sagde også, at der tillige burde være et
billede af Sai Baba, og det blev også senere fundet i huset.
10.14. For tre år siden gennemrodede fyrstinden det kæmpestore opmagasineringsrum for at
finde gammelt messing, bronze eller kobber, som hun kunne sælge ud af og på den måde få
91
mere plads. Hun fandt et drikkekrus af messing, som sadhu’er plejede at bruge. Dets form var
ejendommelig og kunstnerisk. Vandet måtte hældes gennem en sprække i håndtaget, og
krusets tud endte i en statuette, der forestillede et kohoved. Der var én, der foreslog, at det
blev pudset og poleret og udstillet som en dekorativ kunstgenstand i dagligstuen i hendes
Hyderabad hus. Mysteriet om drikkekruset blev større næste dag, da man fandt en
kobraslange snoet rundt om det. ”Kun Baba kan afsløre denne hemmelighed”, sagde hun til sig
selv, mens hun formildede kobraen med den traditionelle tilbedelse.
10.15. Hun ankom til Puttaparthi på Dasara-højtidens første dag. Så snart hun trådte ind i
ashram’en, sendte Baba en besked til hende. Han bad hende om at komme ”med Mit
drikkekrus!” Så snart Han havde drikkekruset i Sine hænder, viste Han til de nærmest
siddende hengivne de bogstaver, der var ridset i kruset med devanagari-skrifttegn: SAA,
derefter et par korte lodrette streger, og så BAA, og igen de to streger. SAA står for Sayi, og
BAA står for Baba. Sandelig er Herrens veje uransagelige! Efterfølgende har Baba udtalt, at
Han på tilsvarende måde vil komme i besiddelse af Shirdi Baba’s almissetaske i løbet af få år.
10.16. Læserne vil måske undre sig over, hvordan den hellige mand fra Shirdi, der ifølge alle
beretninger aldrig forlod Shirdi, kunne være taget til Chincholi og Hyderabad og efterladt
drikkekruset hos fyrsten. Faktisk er det fyrstindens og nogle ældre tjenere fra paladsets ærlige
overbevisning, at Sai Baba opholdt Sig i paladset nogle få dage, hver gang Han kom. De kunne
også fortælle, at ved sådanne lejligheder plejede Han og fyrsten at køre ture i en oksetrukken
kærre, medens de førte lange samtaler. Denne kærre findes i dag i Puttaparthi. Men de
hengivne, der har set og oplevet Avataren Sri Sathya Sai Baba, ser ingen vanskeligheder i
dette. For de ved, at Baba kan være i Madras og alligevel drikke te sammen med en familie i
Bangalore i en bungalow ved jernbanestationen. Han kan føre en samtale med en mand i
Bhopal eller blive set på en basar i Delhi eller tale i telefon med Menon i Madras, samtidig med
at Han er fysisk til stede et helt andet sted.
10.17. Lad os tage et eksempel, der blot er ét ud af mange. Der var en familie i Hospet, som
Baba havde kendt siden barndommen. Den ældste søster var lærer på en skole, og brødrene
havde været Hans klassekammerater og legekammerater i Bukkapatnam. Familien havde hørt
om Hans bekendtgørelse, og de havde også besøgt Ham i Puttaparthi. Det var et år senere i
1941, at en oksekærre bragte Sathya Sai Baba til deres dør. Deres glæde kendte ingen
grænser. De tilbragte hele aftenen med at tale sammen. Baba lå ned med de to drenge på
hver Sin side. Han lo og grinede af alle de morsomheder, som de satte kulør på samtalen med.
Moderen gjorde forberedelser til, at Baba skulle have et oliebad og et festmåltid den næste
dag. Men det er umuligt at beskrive hendes skuffelse, da hun næste morgen fandt, at sengen
var tom, og Baba var taget af sted! Da hun undersøgte sagen nærmere, fandt hun ud af, at
Baba aldrig havde forladt Puttaparthi 160 kilometer væk! Avatarer er ikke bundne som os af
begrænsninger i tid og rum. Der gælder andre love for dem.
10.18. Da Han sidste år talte ved All India Sai Samaj i Mylapore, Madras, var Baba’s
indledende ord: ”Skønt det er første gang, denne skikkelse står her, så har Jeg dog altid været
til stede i dette tempel!” Denne identitet og ubrudte kontinuitet fremhæver Han på hundrede
forskellige måder ved enhver tænkelig lejlighed. Forleden dag genkendte Han i Coorg en
glødende tilhænger af Shirdi Sai Baba. Det var Ham en glæde at konstatere, at denne mand
var livsvarigt medlem af Sai Baba Sammenslutningen.
10.19. Han har givet Sine tilhængere medaljoner og talismaner med Shirdi Baba’s portræt
indføjet på hjertets plads på billeder af Ham Selv. Det er en kendsgerning, at der ikke skelnes
mellem de to, og at der heller ikke tillades nogen skelnen mellem Ham Selv og den foregående
inkarnation i forbindelse med tilbedelse. I Prasanthi Nilayam’s meditations-sal findes der
faktisk to malerier, der tydeligt viser denne sammenhæng. Begge er de meget smukke, og
kunstneren synes at have indfanget det øjeblik, hvor Sai Baba igen overtager opgaven.
92
Øjeblikkets ophøjethed og historiske korrekthed bliver vist på en meget charmerende måde i
disse billeder.
10.20. Det skal desuden nævnes, at en sølvstatue af Shirdi Baba er placeret på et så centralt
sted i salen, at alles øjne rettes netop derhen ved bøn og meditation. På hellige dage som
Vijayadasima eller Mahasivarathri fører Baba Selv opsyn med den rituelle renselse af ’den
foregående skikkelse’. Baba fastslår Sin identitet med Shirdi Baba ved hjælp af en række
betydningsfulde og sigende handlinger. For eksempel bliver statuen af Shirdi Baba dekoreret
med blomsterkranse, der er blevet ofret til Ham Selv. Og der skelnes ikke mellem det, der kan
kaldes ’brugte’ kranse og friske kranse. Begge slags kranse bliver anvendt til at dekorere
statuen. Under Navarathri’s ni dage (Dasara-festens første ni dage) ofrer kvinderne i Nilayam
kumkum, og al den kumkum der er blevet ofret, bliver samlet sammen og gemt, så det kan
anvendes Vijayadasami Dag, hvor det ceremonielt bliver øst ud over sølvstatuen af Shirdi
Baba! Det er, som om Shirdi Baba Selv har accepteret disse offergaver; det er, som om Han
Selv forestår denne rituelle afvaskning og renselse af Sig Selv!
10.21. Han er Selv Shirdi Sai Baba, og det er Ham, der bliver tilbedt. Han har sagt følgende til
mange mennesker: ”I behøver ikke vente på at møde Mig og stille Mig spørgsmål. I kan spørge
den gamle mand dernede.” – altså Shirdi Baba. På den forhøjning i meditations-salen, som de
hengivne vender front imod, findes der to legemsstore malerier. Det ene er af Shirdi Baba, og
det andet er af Sathya Baba. De står begge op, og begge står med den ene hånd over den
anden. Shirdi Baba holder Sin højre hånd med Sin venstre hånd, og Parthi Baba holder Sin
venstre hånd med Sin højre hånd. Den knude, der er bundet på klædet rundt om Shirdi Baba’s
hoved, er normalt i Hans venstre side af hovedet. Men på billedet er knuden at finde på den
højre side af hovedet. Det vækker temmelig stor interesse hos visse mennesker, for de ved
ikke, at da kunstneren, der malede de to portrætter, ønskede billeder at male efter, så
bevægede Baba Sin hånd, og straks lå der to små billeder i den! Billedet af Shirdi Baba, som
Han materialiserede, havde de to hænder i en ny positur og hovedklædets knude til højre! Så
derfor malede kunstneren, der anvendte dette billede som model, også knuden til højre.
10.22. De sange og hymner der dagligt bliver sunget i Nilayam, skelner ikke mellem de to
Baba’er. Faktisk refererer de til identiteten og kontuiteten i umiskendelige vendinger. I den
liste på 108 navne, som anvendes i forbindelse med tilbedelse af Sathya Baba, enten som
person eller i symbolsk, billedlig form, forekommer der også nogle, der har en særlig
tilknytning til Shirdi Baba. Sathya Sai Baba bliver tituleret som ’Ham, som blev født i
landsbyen Parthi’, ’Han, som boede i landsbyen Shirdi’ og så videre. Baba bliver også prist som
’Ham, der er den uforandrede inkarnation af Shirdi Baba Kraften’, ’Ham, der er
legemliggørelsen af Shirdi Baba’ og så videre. Sølvstatuen af Shirdi Baba er der udelukkende
som repræsenterende Puttaparthi Baba. Hvis der opstår behov for at give plads til noget om
Puttaparthi Baba på podiet, så bliver sølvstatuen af Shirdi Baba flyttet enten til højre eller til
venstre for den taburet, som Baba sidder på, eller den bliver sat ned på gulvet eller helt fjernet
fra salen. Engang da Baba syntes, der skulle være en procession gennem landsbyen, sagde
Han: ”I dag er det den gamle mands tur”, og sendte statuen af sted i den dekorerede
bærestol. En anden gang, mens Han sad inde i bærestolen, placerede Han sølvstatuen foran
Sig og udrustede den med en pisk og gjorde på den måde Shirdi Baba til vognstyrer!
10.23. Baba var en ung dreng, da Han fremkom med erklæringen om Sin identitet. Så mange
tvivlere rejste spørgsmålet: ”Hvordan kan Du tro, at Du er Ham?” En person, der havde sin
tvivl om Baba’s identitet, blev bragt til tavshed af en hidtil ukendt demonstration af den unge
Baba fra Puttaparthi. Tvivleren blev lamslået over det synlige bevis, der blev ham til del. Baba
strakte Sine hænder ud mod tvivleren, og Han bad ham om at se på de åbne håndflader. Og
se! I den ene håndflade så han et pragtfuldt portræt af Shirdi Sai Baba, og i den anden
håndflade så han et ligeså pragtfuldt portræt af Sri Sathya Sai Baba!
93
10.24. Da den person, der havde haft denne vision i de to håndflader for 18 år siden, fortalte
mig om denne begivenhed, kom jeg til at tænke på et tilsvarende mirakel, som Baba viste en
tilhænger i New Delhi. Det viser, at Baba i dag anvender de samme metoder som dengang til
at overbevise søgende om, at Han, der dengang kom som Shirdi Baba, nu er kommet som
Sathya Sai Baba.
10.25. Den hengivne fra Delhi skriver: ”En aften cyklede jeg langs en øde og forladt vej
mellem Old Delhi og New Delhi. Jeg kørte og grublede over mine økonomiske problemer. For
nogle uger siden var jeg vendt hjem fra Puttaparthi. Selv om jeg følte mig meget tiltrukket af
Baba, så var jeg endnu ikke overbevist om, at Han var Shirdi Baba, der var kommet igen, eller
at Han var en Avatar. For år tilbage var der én, der rådede mig til at tilbede Shirdi Baba, og nu
var jeg ved at falde for denne nye Baba fra Puttaparthi. Mine tanker begyndte at kredse om
min tvivl angående alt dette, mens jeg trådte i pedalerne. Pludselig fik jeg kastet et spørgsmål
i hovedet: ”Er du færdig med dagens arbejde?” Spørgsmålet kom fra en velvoksen mand, der
kom cyklende bag mig. Han cyklede godt til for at komme op på siden af mig. Da jeg vendte
mig om, så jeg et betagende smil, der lyste mandens ansigt op. Det var et smil, der udtrykte
både medfølelse og kærlighed.”
10.26. ”Dengang tjente jeg til livets ophold i hovedstaden ved at undervise børn i musik, og
engang imellem spillede jeg violin til koncerter. Så jeg tænkte, at den gamle mand måtte have
set mig til en koncert, og nu havde fået øje på mig, mens jeg trådte min ’Hercules’ rundt i
Delhi’s gader. Jeg svarede: ”Ja, jeg er på vej hjem.” Jeg svarede ham på tamil, som er mit
modersmål, og som var det sprog, den fremmede havde benyttet, da han højst uventet havde
henvendt sig til mig. Nu spurgte den gamle mand: ”Kan du ikke køre med mig hen til det
gamle gravkammer, der ligger lige derhenne? Det vil ikke tage ret lang tid.”
10.27. ”Side om side kørte vi de omkring 200 meter hen til den ruin, han havde peget hen
imod. Vi stillede cyklerne op ad en mur og satte os i skyggen på den østvendte side. Han bad
mig om at sætte mig over for ham. Ved at stille mig kloge og veludtænkte spørgsmål fik han
mig til at fortælle om mine problemer. Han fortalte mig, at den guru, som jeg ved forsynets
styrelse netop havde fået, var Bhagavan (Herren) Selv. Pludselig rejste han sig op og sagde:
”Hvorfor tvivler du på det? Han er Shirdi Baba. Se!” Og han strakte sine håndflader ud mod
mig, og som var det malet i technicolour, så jeg klart og tydeligt Shirdi Baba’s strålende
portræt i den ene håndflade, og i den anden håndflade så jeg Puttaparthi Baba’s skinnede
ansigt.”
10.28. ”Jeg vil aldrig kunne glemme disse to ansigter, der oplyste denne ærværdige gamle
mands håndflader. De kom som et svar på min tvivl. De var som et anker for min drivende
sjæl. Denne oplevelse gav mig ligesom nyt liv. Hver gang jeg sidder og mediterer, ser jeg
denne scene med de to ansigter for mig. Og det giver mig en frydefuld og mystisk glæde.”
10.29. ”Herefter rejste den gamle mand sig, og vi cyklede tilbage til vejen. Da vi nåede vejen,
cyklede han tilbage i den retning, han var kommet fra. Det var temmelig uventet, for han var
vel ikke taget denne lange vej blot for at velsigne mig med denne vision. Inden han således
forlod mig, formanede han mig endnu engang om ikke at vakle i min loyalitet. Jeg så ham
cykle af sted, og jeg beundrede hans adræthed og dygtighed på en cykel. Men forestil jer min
forbløffelse og bestyrtelse, da han få øjeblikke efter var forsvundet ud i den blå luft.”
10.30. På denne måde gav Baba manden et definitivt bevis på, at de to Baba’er er identiske.
Her er tale om en visuel oplevelse, et synligt bevis, at få syn for sagen. Der er en ting, man
skal lægge mærke til i Baba’s vidunderlige liv. I dag siger Han de samme trøstende og
opmuntrende ord, Han viser den samme ’frygt ikke’ bevægelse med hånden, som Han gjorde
for 18 eller 20 år siden, da Han var en ganske ung dreng. På denne måde viser Han os
tvivlende dødelige, at Han er en Avatar, født med den guddommelige mission at højne og
vejlede. Den samme vision bliver givet for at løse op for den samme tvivl. Og det gælder,
94
uanset om tvivleren er fysisk til stede foran Baba, eller om han er langt væk i Delhi og cykler
på en øde og forladt vej!
10.31. Han har givet darshan til et anseeligt antal mennesker mange steder og givet de
privilegerede hengivne tydelige tegn på, at Han og Shirdi Baba er én og samme person. Her
kommer beretningen om en episode, som jeg kommer til at tænke på. En hengiven ventede
engang på perronen på jernbanestationen i Bangalore. Hun ventede på toget til Mysore, hvor
hun skulle indlægges på et hospital for at få foretaget en operation. Der på perronen
manifesterede Sathya Sai Baba Sig foran hende som en høj, velvoksen gammel mand. Manden
var iført en lang kjortel, og et stykke klæde var bundet om hans hoved. Han havde en tung
stok i den ene hånd og en bylt med tøj i den anden. Han satte sig på den samme bænk, som
kvinden havde sat sig på. Den gamle mand begyndte at tale til kvinden på telugu. Han
frarådede hende at få foretaget operationen. Han sagde, at det efterhånden var blevet en mani
blandt læger at skære i patienterne for den mindste smule! Han fortalte hende, at han netop
var kommet tilbage fra Shirdi, og han gav hende nogle dadler, som han sagde, var ofringer,
der havde været lagt på alteret. Han fortalte endvidere, at denne prasad ville helbrede hende.
Og det gjorde den! Han informerede hende også om, at hans ashram lå tæt ved
Viduraswatham (der faktisk ligger på vejen til Puttaparthi), og at han med tiden ville bringe
alle ashram’ens beboere til Shirdi.
10.32. Således ser vi, at Shirdi Baba i mange hengivnes bevidsthed er knyttet uløseligt
sammen med den nuværende manifestation af den samme guddom. Når hengivne af Shirdi
Baba holder andagt for Ham i dag, så ved Sathya Sai Baba besked om det. Engang lagde en
kvinde fra Madras, der var desperat, fordi hendes søn var meget syg, barnet foran et billede af
Shirdi Baba. År senere fik hun kendskab til Sathya Sai Baba, og hun kom til Puttaparthi. Hun
havde sin søn med. Han var på det tidspunkt blevet en høj, muskuløs ung mand. Så snart
Baba så dem, spurgte Han moderen: ”For 15 år siden overgav du drengen her til Min
beskyttelse, er det ikke sandt?”
10.33. Hvert år, når årsdagen for Shirdi Baba’s dødelige krops bortgang bliver højtideligholdt i
Shirdi, transcenderer Sathya Baba Sin krop, og når Han efter et stykke tid vender tilbage,
plejer Han at sige: ”Jeg har været i Shirdi.”
10.34. For nogle få år siden, da Baba var i Madras, indfandt der sig en episode, der ville have
været uforklarlig, hvis ikke de to Baba’er skulle være den samme. Baba lod en bemærkning
falde til Sine hengivne om, at en nær tilhænger af Shirdi Baba ville drage over i evigheden. Det
ville ske i de tidlige morgentimer på en bestemt dato. Han fortalte endvidere, at Han ville tage
af sted for at give ham den eftertragtede darshan, når hans sidste time kom. Alle de hengivne
var bekymrede for, hvad der ville ske denne dag. Nogle af de hengivne var i allerhøjeste grad
bekymrede, mens andre nærmest var forventningsfulde og glædede sig lidt over, at de ville få
en mulighed for at opleve Baba velsigne en discipel af Hans tidligere manifestation. I nogle få
dage talte de ikke om andet. Man holdt øje med kalenderen, og også med uret, for at være
forberedt når det historiske øjeblik indtraf.
10.35. Endelig oprandt dagen. Da det konkrete tidspunkt indfandt sig, var alle de hengivne
parat, men Baba opholdt Sig på badeværelset! Der gik lang tid, og Baba dukkede ikke frem. Til
sidst kiggede et par af de hengivne gennem vinduet, og de så, at Han havde ’forladt’ Sin krop.
De brød døren op og kontrollerede hjerte- og pulsaktiviteten. De lagde mærke til, at der
strømmede vibhuthi i store mængden fra Hans storetå, og de kunne høre Ham tale på marathi
og citere vers på hindi. Da Baba ’kom til Sig Selv’, fortalte Han de hengivne historien om,
hvordan det var gået for sig med denne discipels død, og hvordan Han havde velsignet ham
med en vision af Shirdi Baba og givet ham udi, som hans guru altid havde gjort.
10.36. For fire år siden, da Baba var i Hyderabad, blev Han inviteret til Godavari Matha’s
ashram i Sakori. Hun var en discipel af Upasini Baba og Shirdi Baba. (Upasini Baba var en
95
oplyst sjæl, der var tilhænger af Shirdi Baba, og som levede fra 1870 til 1941). Her blev Han
budt velkommen af de kvindelige disciple, der reciterede vediske hymner og viste deres
agtelse for Ham ved at udføre den traditionelle Poornakumbham ceremoni. Han må have
velsignet dem med et glimt af Sin sande virkelighed og Sin identitet, for de udtrykte alle et
stærkt ønske om at besøge Prasanthi Nilayam. Men Baba fortalte dem, at Han er lige så meget
til stede i Sakori, som Han er andre steder, og at det var bedst, at de forblev i Sakori. De, der
er fortrolige og bekendt med Shirdi Baba og Sathya Baba’s guddommelige lege, har måske lagt
mærke til visse forskelle med hensyn til stil, sprog og teknik. Men som Yogi Suddhananda
Bharathiar fra Madras, der har set, og som er blevet inspireret af begge Baba’erne, nævner:
”Der er en umiskendelig identitet mellem kald og budskab hos dem begge.” Sathya Sai Baba
siger Selv, at Han ikke er så streng og barsk, når det drejer sig om uvidenhed, efterladenhed,
ulydighed eller hovmod, som Han var i Sin tidligere skikkelse. Han forklarer denne forskel ved
hjælp af en lignelse. En moder kan være streng over for sine børn, når de kommer ud i
køkkenet og forstyrrer madlavningen. Men når hun serverer maden, så er hun smilende og
tålmodig. Det Jeg gør nu, er at ’servere’ de retter, som Jeg dengang tilberedte. Uanset hvor I
er, så gælder, at hvis I er sultne, og hvis I sidder med en tallerken, så vil Jeg servere retterne
og give jer så meget, I lyster af den nærende mad.”
10.37. Mennesker, der har læst beretninger om alt det, der blev gjort ud af Shirdi Baba’s
ugentlige procession til landsbyboernes mødested, kan for deres indre blik se den udsmykkede
vogn, bærestolen, hesten med sadeldækkenet og det alt sammen. Og i deres stille sind
beklager de måske, at Sathya Sai Baba ikke tillader Sine tilhængere at ofre lige så stor
festivitas for Hans skyld. De, der har læst beretninger om de hårde brædder, som Shirdi Baba
ofte sov på, kan sige, at Sathya Sai Baba ikke har fortsat den form for spartansk hårdførhed.
10.38. Sathya Sai Baba talte engang i Madras ved et All India Sai Samaj møde i januar 1959
om de vanskeligheder, mange kan have med hensyn til at identificere de to Baba’er med
hinanden. ”Avatarerne Sri Rama og Sri Krishna var yderst forskellige. Deres jordiske
tilværelse, deres etiske holdning, deres filosofi, deres måde at lære fra sig på, deres måde at
opildne og begejstre på – alt sammen var det forskelligt. Men det var mere en forskel i, hvad
man lægger vægt på og ønsker at betone, end det var en forskel i de grundlæggende
spørgsmål. Det er vanskeligt at blive overbevist om, at Sri Rama er Sri Krishna, men kun få
anfægter dog af den grund dette faktum. På tilsvarende måde kan også de, der trænger dybt
ind i Mine mystiske aspekter, forstå, at det er den samme Kraft, der nu har antaget en ny
menneskelig skikkelse.”
10.39. Enhver der har et førstehåndskendskab til Shirdi Baba’s guddommelige lege, Hans
mirakler, Hans alvidenhed, Hans allestedsnærværelse, Hans lære, Hans universelle kærlighed
og så videre kan, ved at tilbringe blot nogle få dage i Sri Sathya Sai Baba’s hellige
nærværelse, overbevise sig selv om identiteten mellem de to Avatarer. Selv refererer Baba
konstant til den tidligere Avatar. Alle de sange og hymner der synges i Nilayam, bekendtgør
det. Der er en umiskendelig lighed i Deres tale, stil, holdning, livsanskuelse og belæring.
10.40. Hans hellighed Gayathri Swami besøgte for nylig Prasanthi Nilayam. Han er discipel af
H.H. Narasimhabharathi Swami, Sankaracharya af Sringeri Peetam og ven med Swami
Amrithananda, som er blevet omtalt tidligere. I 1906 tilbragte Gayathri Swami et helt år
sammen med Shirdi Sai Baba, og senere besøgte han Ham jævnligt. Han fortalte os om
oplevelser, der minder meget om ’skyd ikke’ miraklet eller miraklet den 25.november 1958,
hvor Baba redder en lille pige fra at dø. Han fortalte os mange anekdoter om Shirdi-skikkelsen,
der akkurat lige så godt kunne have været fortalt om den nuværende skikkelse. Nogle af
vittighederne var oven i købet gengangere! Natten før han skulle forlade Puttaparthi, havde
han en vision, en drøm, om Guruen (Shirdi Baba). I drømmen fortalte Han ham, at Han havde
forladt Sin ’afdøde’ tilstand efter 8 år, og at Han havde givet Sine egenskaber videre efter
yderligere 15 år! Næste morgen blev Gayathri Swami overrasket over at høre, at Sathya Sai
Baba var født i 1926, 8 år efter Shirdi Sai Baba havde forladt Sin krop, og at Han i en alder af
96
15 år havde antaget navnet Baba og manifesteret de evner og kræfter, der godtgjorde
identiteten med Shirdi Baba! Navnet og evnerne, fortalte Gayathri Swami, må være de ting,
som Guruen refererede til som ’egenskaber’. Så han tog glad derfra. Han var glad for, at han
havde haft dette ’inner-view’, og han tog sig ikke af, at han ikke havde fået et interview. Han
var i ordets bedste forstand en enfoldig sjæl. Med sit barnlige væsen mindede han os om
Swami Amrithananda.
10.41. Yogi Suddhananda Bharathiar fortæller, at da han besøgte Shirdi sammen med
Lokamanua Babagangadhara Tilak og Karandikar, fortalte Sai Baba dem, at den
selvbeherskelse der erhverves ved hjælp af bandook (en yogastilling), ikke var nogen gevinst,
fordi den blev opnået i kraft af vold og derfor vil blive frataget én ved vold. Han rådede til, at
man opnåede selvbeherskelse gennem åndelig fremskridt og udvikling af guddommelig
kærlighed; en kærlighed baseret på medfølelse og forståelse.
10.42. Allerede før de to verdenskrige havde en forlystelsessyg og overfladisk mangel på
ansvarlighed over for det samfund, man levede i, gjort sig gældende. Den ytrede sig som
angst og frygt, der red verden som en mare. Olaf Stapledon skriver blandt andet følgende om
Europa og Vesten: ”I perioden mellem de to krige forstærkedes dette mareridt yderligere. I
vidt omfang vendte man sig bort fra den overdrevne individualisme, og der meldte sig en
længsel efter et ægte demokrati. Man søgte den demokratiske socialisme, men fik i tilgift, som
noget i høj grad beklageligt, dens degenererede karikatur: Totalitarismen. I sit kølvand førte
den racisme og kommercialisme med sig. Hele den angstneurose, der kom ud af det, har
været en lærestreg for dem, der løsrev sig fra de gamle nedarvede værdier.” Så vidt Europa.
Men dette onde har også bredt sig til Indien og andre dele af verden. For verden er blevet lille!
10.43. Der kan anføres endnu et argument for Shirdi Baba’s komme som Avatar. Og jeg lader
igen Olaf Stapledon få ordet: ”Videnskabelige undersøgelser synes i sig selv at levere
tilstrækkelig dokumentation for, at den såkaldte ’moderne visdom’ bygger på et fejlagtigt
grundlag! Der findes kraftigt bevismateriale for eksistensen af telepati, præcognition (evnen til
at kunne forudsige fremtidige hændelser) og postcognition (evnen til at kunne se fortidige
hændelser). Det ser ud som om fremtidige begivenheder, allerede inden de er blevet en
kendsgerning, er i stand til at påvirke bevidstheden, selv om de ud fra et ortodokst synspunkt
regnes for ikke-eksisterende! Og på samme måde forholder det sig med ting, der har fundet
sted. Alt dette passer ikke ind i vor traditionelle, velkendte opfattelse af begrebet tid og
sindets tidsmæssige begrænsning. Hvis vi skal lære at kunne forholde os til tankerne om
simultan telepati, præcognition og postcognition, så må den moderne visdom gennemgå en
transformation.” Shirdi Baba og nu også Sathya Sai Baba har netop begge arbejdet for dette.
De har understreget betydningen af de gamle værdier og nødvendigheden af at udbygge dem.
Det har de gjort ved at gøre os fortrolige med simultan telepati, multilokation (evnen til at
være flere steder på én gang), præcognition og mange andre fænomener, der ikke kan sættes
noget navn på. Og alt dette sker naturligvis til stor bestyrtelse for videnskabens koryfæer,
fordi de kalkulerer med, at der til enhver tid og i ethvert menneske eksisterer en iboende Gud,
der ytrer Sig som et konstant hviskende mysterium.
10.44. Formålet med begge Sai Avatarernes komme er det samme. Blot er behovet for at
transformere ’den moderne visdom’ nu blevet endnu større og endnu mere aktuel. Før i tiden
lå hovedvægten på fællesskabet, på samfundet, mens den nu i højere grad ligger på det
enkelte menneske, på individet. Før i tiden drejede det sig mere om karma (handling), nu
drejer det sig mest om hengivenhed over for Gud. Før i tiden var budskabet rettet mod relativt
få. Nu bydes hver og én velkommen. Man kan næsten sige, at budskabet bogstaveligt talt
lægges på dørtrinnet hos alle trængende.
10.45. Hvis en person, der er fortrolig med detaljerne vedrørende Sri Sathya Sai Baba’s
guddommelige lege, for eksempel læser Sai Satcharita (en bog om Shirdi Baba’s liv og virke),
der er oversat til engelsk af Sri N.V. Gunaji, så vil hver eneste af bogens sider få ham til at
97
tænke på identiteten og kontinuiteten mellem den foregående og den nuværende Avatarskikkelse. Han vil ikke kunne undgå at blive mindet om alle de ting, han selv har set og hørt
Baba gøre og sige. Ja, af og til må han næsten gnide sig i øjnene for at finde ud af, om bogens
indhold nu drejer sig om den ene eller den anden af de to Baba’er.
10.46. Bogen vil fortælle ham, at Shirdi Baba plejede at opmuntre og advare dem, der kom til
Ham, ved at sige: ”Du kan slå dig ned, hvor du ønsker; du kan handle, som du selv vælger at
gøre det. Men husk på, at Jeg har kendskab til alt, hvad du foretager dig. Jeg er den indre
hersker i alle. Jeg bor i dit hjerte.” ”Skønt Jeg er til stede i denne skikkelse, som du ser for dig,
er Jeg ikke desto mindre klar over, hvad du foretager dig hinsides de syv verdenshave. Rejs
hvorhen du ønsker i den vide verden, Jeg vil altid være hos dig.” Ved talløse lejligheder har
Sathya Sai Baba sagt det samme. Engang da hengivne i Prasanthi Nilayam diskuterede, hvor
de skulle bo under et ophold i Courtallam, der ligger på vejen mellem Trivandrum og Surandai,
blandede Baba Sig og sagde: ”Vent et øjeblik så skal Jeg fortælle jer det.” Og det næste
øjeblik begyndte Han at give en detaljeret beskrivelse af Travancore House, der ligger i
Courtallam. Han fortalte om antallet af værelser, hvilke planter der var i haven, højden på den
mur der omkranser stedet, hvor i hall’en telefonen var anbragt og så videre. Jeg gav mig til at
skrive det hele ned. Han nævnte nogle flere ting, blandt andet to bougainvilla buske der stod
på hver side af verandaen. Han havde set det hele fra Nilayam! Da vi nåede Travancore
House, blev det hele efterkontrolleret. Selvfølgelig var det hele korrekt ned til mindste detalje,
som var et forsømt rosentræ ved siden af garagen!
10.47. Han har bevist over for Sine hengivne, at Han altid er med dem, og at Han kender til
alt, hvad de gør, tænker eller siger. Da en hengiven for nogle år siden kom til Puttaparthi,
fortalte Baba ham, at han havde ørepine på grund af den lovsang, der blev sunget i hans
hjem! Årsagen var, fortalte Han: ”En nabo der kom og deltog i sangen, selv om hans stemme
var helt umusikalsk. Han vidste ikke, hvordan han skulle følge takten, og han kunne ikke finde
tonelejet.” Henvisningen til ørepinen var selvfølgelig en spøg. Men hvordan kunne Han vide
noget om den skurrende stemme, medmindre Han faktisk havde hørt den?
10.48. Han forbløffer folk ved at fortælle dem om deres lønligste tanker og om deres mest
private gøremål. En person af høj rang inden for politiet, der stod i kø uden for Baba’s
interviewrum, fortalte lidt udfordrende følgende til en ven: ”Der findes en episode i mit liv,
som Han ikke kan vide noget som helst om. Hvis Han viser Sig at gøre det, så tager jeg hatten
af for Ham!” Og det blev hans tur. Interviewet var forbi. Han kom ud fra rummet, og han var
fuld af glæde og meget tilfreds. Han erklærede: ”Han ved alting lige fra a til z, både det
officielle og det uofficielle.”
10.49. Han læser alle som en åben bog. Da en hengiven opsøgte Baba og tilbød Ham nogle
offergaver, der oprindeligt var indkøbt, så en anden kunne bruge dem, men nu altså blev
anset for gode nok til at blive anvendt i Puttaparthi, sagde Baba med det samme: ”Nej tak.
Ingen stjålne artikler her på stedet” og antydede hermed Sit mishag.
10.50. Meget ofte har Sathya Sai Baba fortalt personer, der stod foran at begive sig ud på en
lang rejse eller en pilgrimsrejse, følgende: ”Køb tre billetter til de fire, der skal af sted.”
Dermed mener Han, at Han vil være til stede som den fjerde rejsende, dog uden billet! Mens
Hans fysiske legeme befandt sig i Puttaparthi, frelste Han engang en pilot fra at begå selvmord
i Kashmir. Det skete for 12 år siden, og episoden er blevet bekræftet af dem, der faktisk var
vidne til trancetilstanden. Baba var ude af kroppen i omkring 12 timer. Senere fortalte Han de
tilstedeværende, at Han ikke blot havde slået det skæbnesvangre bæger ud af pilotens hånd,
men at Han også senere var trådt ind i retssalen, hvor sagen mod piloten blev ført. Her fik Han
et af medlemmerne af militærdomstolen til at rejse protest og på den måde lægge hindringer i
vejen for anklagen og tvinge retten til at kende anklagede for ikke skyldig! Baba fortalte, at
piloten var en trofast hengiven af Shirdi Baba, og at han var blevet uretfærdigt anklaget for at
begå underslæb med offentlige midler.
98
10.51. Hr Gunaji skriver følgende om Shirdi Baba: ”Shirdi Baba’s fysiske ophold her på Jorden
var centreret omkring byen Shirdi, men Hans virke udstrakte sig langt videre, helt til Bombay,
Calcutta, Nord Indien, Gujarat, Deccan og Syd Kanara.” Det samme gør sig gældende for
Sathya Sai manifestationen. Hengivne, der er rejst til England, Frankrig, Canada, Japan og
Tyskland, har på disse steder følt Hans beskyttende hånd. Hr. og fru G.V. rejste for eksempel
til Europa. Det var deres plan at overvære dronning Elizabeth’s kroningsceremoni. De var i
gang med at foretage nogle indkøb i Paris, da de til deres store forfærdelse opdagede, at alle
deres medbragte rejsechecks var forsvundet! På trods af at de ledte desperat efter dem, var
de ikke i stand til at finde checkene. De ledte endda de mest usandsynlige steder. De blev
overvældet af sorg og bekymring ved tanken om den skam og den skuffelse, de nu ville blive
udsat for her i et fremmed land. Som de plejede, når de var i nød, vendte de sig mod Baba.
Og skønt de var tusindvis af kilometer væk, hørte Baba deres råb om hjælp! Den næste dag,
da de ledte i deres pung efter noget helt andet, blev de forbløffet over at finde hele bundtet af
rejsechecks. De var alle urørte!
10.52. To af Baba’s klassekammerater fra dengang Han som lille dreng gik i skole, meldte sig
til tjeneste i hæren. En dag blev de fanget i flammerne fra en benzintank, der eksploderede.
(Baba fortæller Selv, at denne episode fandt sted i det nord-østlige grænseområde. Dette blev
bekræftet nogle år senere, da de unge mænd vendte hjem, efter at træfningerne var
afsluttet). Hjemme i Puttaparthi forlod Baba øjeblikkeligt Sit legeme og begav Sig til
ulykkestedet, hvor Han, som Han sagde, forhindrede ilden i at sprede sig til det telt, hvor de
unge mænd opholdt sig. Dette skete på trods af, at flammerne omsluttede hele området.
10.53. I bogen Sai Satcharita står der: ”Hr. Goolibhava, der var 95 år gammel, og som rejste
til Pandharpur, så og oplevede Shirdi Baba som Vithoba og udbrød: ”Dette er den inkarnerede
Panduranga Vittal, de fattige og de hjælpeløses Barmhjertige Herre.” (Vithoba er en
manifestation af Herren Vishnu; kendes også under navnene Vitthala og Panduranga). Sidste
år rejste en familie af hengivne til Shirdi. Herfra forsøgte de senere at rejse til Pandharpur,
men på grund af kraftigt regnvejr, oversvømmelser og deraf aflyste tog, kunne de ikke rejse
ad den vej. Så de rejste til Puttaparthi. Da Baba talte med dem, før de forlod Ham, spurgte
Han gruppens aldrende fader og moder: ”I kom ikke til at se Panduranga, er det ikke sandt? I
synes at være meget kede af, at jeres pilgrimsrejse blev afbrudt på halvvejen. Men hvis I
ønsker at få Panduranga’s darshan, så se på Mig!” Og de så på Ham, og de blev grebet af
overvældende glæde, for for deres skyld var Baba Selv blevet til Panduranga.” Om Shirdi Sai
Baba fortælles det, at Han er blevet set i skikkelse af Rama, Krishna, Siva og Maruthi. I bogen
Satcharita berettes om en episode med en læge, der, da han besøgte Shirdi Sai Baba, så sin
elskede guddom, Rama, siddende på bænken foran sig. Som Sathya Sai Baba’s hengivne uden
tvivl ved, så har Han skænket darshan af Sig Selv som Rama, Krishna og Kamakshi overfor
hengivne. (Kamakshi er en manifestation af gudinden Parvati; Herren Siva’s gemalinde;
visdommens gudinde). Måske kan Swami Amrithananda’s oplevelser i Puttaparthi tjene som et
værdifuldt eksempel på dette aspekt af Baba’s guddommelighed.
10.54. Så snart Swami Amrithananda nåede frem til Prasanthi Nilayam, tiltalte Baba ham:
”Amritham.” Og han var virkelig forbløffet over den familiaritet og endog kærlighed, som
denne tiltale var gennemtrængt af. For som han sagde: ”For det er udelukkende Ramana
Maharshi, som jeg har været sammen med i 17 år, der tiltaler mig på denne måde. Og
stemmen og måden det blev sagt på var præcis, som Maharshi plejede at sige det!” Hvis man
nogen sinde kan tale om et mirakel, så er dette i sandhed et mirakel.
10.55. Senere spurge Baba den 85 år gamle swami om et Ganapathi (Ganesha) ritual, som
han i en alder af 7 år havde højtideligholdt i 41 dage! Han fortale swami’en om alle dette
rituals detaljer. Han kom blandt andet ind på det lange, komplicerede mantra, der blev
anvendt hver gang offergaverne blev kastet i ilden. Det mantra, som Baba afslørede, begyndte
således: ”Om sreem hreem kleem gloum gam.” (Mantraet hjælper til med at eliminere alle
99
forhindringer og vanskeligheder). Baba fortalte ham, at han havde gentaget dette mantra
tusind gange om dagen i 41 dage og udført lige så mange kokosnødde-ofringer i den hellige
offerild. ”Men hvad er det for en belønning, som de hellige skrifter lover?”, spurgte Baba den
aldrende asket. Baba forklarede, at de hellige skrifter erklærer, at hvis ceremonien
gennemføres med omhyggelig hensyntagen til selve ritualet, så vil Ganapathi Selv dukke frem
i den rituelle ild som den gyldne og strålende elefanthoved Gud, og med Sin snabel vil Han
modtage de sidste og afsluttende offergaver, og det at få Hans darshan vil skænke beskueren
evig lyksalighed. Baba spurgte ham, om han havde fået dette syn af Ganapathi. Amrithananda
svarede, at det ikke var let for en 7 årig dreng at få synet af Herren blot på grund af antallet
og kvantiteten af offergaver og mantraer. Men Baba afbrød ham og sagde: ”Nej, nej. Det er
som en følge af al den gentagelse af Guds navn og alle dine rituelle handlinger, at du nu er
kommet til Mig. Efter et interval på 78 år vil du i dag modtage den belønning, der nævnes i de
hellige skrifter.” Herefter bad Han swamien om at se på Ham, og se! Amrithananda så Den
Gyldne Elefant, Ganapathi, som beskrevet i de ældgamle tekster. Efter dette syn var han helt
ude af sig selv i fire dage, og han hverken spiste, drak eller sov i denne periode. Han var
henført i den lyksalighed, han havde opnået ved dette syn.
10.56. Hemadpant nævner følgende om Shirdi Baba: ”Denne berømte lægernes læge
bekymrede Sig ikke om Sine egne affærer, men arbejdede altid for, at andre skulle have det
godt. I denne proces led han Selv ofte ubærlig og frygtelig smerte.” Dette er også sandt med
hensyn til denne Shirdi Baba manifestation, for Sathya Sai Baba har påført Sig Selv lidelser og
har lidt af fåresyge, tyfus, feber og smerter i forbindelse med fødsel og skoldning.
10.57. En læge fra omegnen af Madurai skrev følgende: ”Lige pludselig begyndte mit øre at
bløde voldsomt, og jeg fik stærke smerter. Jeg led meget i en dags tid, men på mirakuløs vis
standsede blødningen og smerterne.” Brevet fra lægen nåede mig, netop på det tidspunkt hvor
Baba Selv blev ’kureret’ for et let blødende øre og noget ørepine, som Han havde forklaret,
Han havde ’overtaget’ fra en hengiven, der led af denne pine.
10.58. Det var den 21. juni 1959, at Baba’s temperatur pludselig steg til 40,3. Det skete
klokken 13.30. Men de hengivnes bekymring blev formindsket i betragtelig grad, da
termometeret fem minutter senere registrerede et fald og nu viste 37,8 grader! Ingen kendte
årsagen til denne pludselige stigning og dette pludselige fald i temperatur. Vi fik først
kendskab til de nærmere omstændigheder om aftenen klokken 21.30. Denne aften sad Baba
og nogle af Hans hengivne og spiste aftensmad i måneskinnet på terrassen. Baba spurgte en
ung mand fra Madras, der deltog i måltidet: ”Når du rejser hen til din moder i morgen, så
fortæl hende, at hun skal være mere forsigtig med ild. Du skal ligeledes forsikre hende om, at
Baba altid er hos hende, og at hun aldrig vil komme noget til.” Disse ord fik nysgerrigheden
frem i alle, og der var også en vis bekymring at spore. Da Baba fortalte, at der var gået ild i
kvindens sari ved middagstid, mens hun var i færd med at bede i sit andagtsværelse, hvor der
var mange tændte olielamper på gulvet, var der en, der fik den idé at foretage en
telefonopringning. Kvinden kom til telefonen, og hun kom med yderligere detaljer om
hændelsen. Da Baba talte med hende, var hendes første spørgsmål, om Han havde brændt
Sine hænder, da Han slukkede flammerne; hun kendte til Hans barmhjertighed. Baba svarede:
”Åh nej! Jeg brændte ikke Mine hænder. Min temperatur steg blot en kort stund!”
10.59. Så denne kontakt med flammer i et andagtsværelse i et hus i Madras 357 kilometer
væk var årsagen til den pludselige stigning og det pludselige fald i Hans temperatur! Engang
fik Shirdi Baba brændt Sin arm, da Han frelste et barn fra ilden. Episoden fandt sted mange
kilometer væk, men Shirdi Sai Baba forklarede: ”Barnet gled og faldt ned i det store komfur.
Jeg stak straks Min hånd ned i komfuret og frelste barnet. Jeg tager Mig ikke af, at Min arm er
blevet forbrændt. Jeg er glad for, at barnets liv blev reddet.” De guddommelige lege er de
samme i begge manifestationer.
100
10.60. I bogen Satcharita er der mange beretninger om tilfælde af sygdomme, der blev
helbredt af Shirdi Baba. Helbredelserne skete på baggrund af en befaling så som, ’nu skal du
ikke udrense længere’, ’opkastningen skal ophøre’, ’din diarré standser nu’, ’du skal ikke stige
op du giftige slange’ og så videre. Endnu engang ser vi, at Sathya Sai Baba fortsætter den
samme slags mirakler, og gennem Sin guddommelige vilje helbreder Han sygdomme uanset
fysiske afstande. En gammel købmand fra Kappam var blevet erklæret død. Men man
opbevarede liget i 2 dage, fordi Baba ikke havde givet de pårørende besked på at igangsætte
bortskaffelsen af liget. Den tredje dag befalede Baba ham at stå op - og han adlød! Der var en
ung mand fra Salem, der led af voldsom diarré, og Baba befalede ham ’ikke at udrense
længere’, og udrensningen standsede! Så er der tilfældet med den unge pige, hvis syn var så
dårligt, at hun måtte holde på væggene med sin ene hånd, når hun gik rundt i sit hjem. Hun
kunne ikke tåle sollyset. Det ’brændte’ hendes øjne og gav hende en frygtelig hovedpine. Hun
var nødt til at opholde sig inden døre i et mørkt rum det meste af dagen. Hun havde besøgt
alle de berømte eksperter inden for øjensygdomme i Mysore, Madras og Bombay. Hun tilbragte
sine dage i Puttaparthi i bøn og meditation. Endelig en dag bad Baba hende om at rejse tilbage
til sit hjem, og Han fortalte hende, at hendes øjne ville få det godt. Hvis der imidlertid skulle
opstå problemer, så skulle hun dryppe sine øjne med denne medicin. Nogle få dråber skulle
kunne gøre det. Mens Han fortalte hende dette, gav Han hende en flaske øjendråber, som Han
materialiserede med en bevægelse af hånden. Hun tog hjem, og hun kunne næppe tro det. På
enhver måde var hendes øjne perfekte! Han havde befalet det, og denne befaling var blevet
adlydt af hendes synsorganer! Hvad Sai Satcharita fortæller om Shirdi Baba, er ord for ord
også sandt for så vidt angår den nuværende tilsynekomst. ”Han blev berømt som en klog
mand. Nogle blinde mennesker fik deres syn tilbage, og det skete, uden der blev anvendt
dråber eller anden medicin.”
10.61. I Satcharita står der at læse, at Shirdi Baba plejede at sige: ”Jeg er Moderen; alle
væseners herkomst; harmonien mellem de tre kvaliteter (guna’er); den drivende kraft bag alt
det, der foregår; Skaberen (Brahma), Opretholderen (Vishnu) og Nedbryderen (Siva).” Det var
Hans faste overbevisning, at Han var Herren Vasudeva. (Herren Krishna). Sathya Sai Baba har
også mange gang erklæret, at Han er kommet for at frelse verden, og at Han er selve Herren.
Denne bogs forfatter fik det første flygtige glimt af denne dybe og sande erklæring for omkring
ni år siden. Den forrige nat havde døden taget Venkamma’s ægtemand fra hende. Hun var
Baba’s søster, og den afdøde var Easwaramma’s, moderens, yngre broder. Døden indtraf
pludselig, og hele familien, ja faktisk hele landsbyen var hensunken i sorg.
10.62. Den dag nåede jeg frem til Puttaparthi nogle få timer efter begravelsen. Jeg kendte
intet til katastrofen. Jeg fandt Baba siddende på en lav mur på den nordlige side af forhallen,
der vendte ud mod vejen, der førte ind i Prasanthi Nilayam. Den efterladte søster græd
hjerteskærende inde i et af værelserne. Hendes lille søn var sammen med sin bedstemoder.
Der var en halvkreds af sorg foran Baba. Faderen, moderen, søsteren, brødrene og mange
andre var alle opfyldt af en utrøstelig sorg. Langsomt gik jeg op mod Baba, og tårer fyldte
mine øjne, da jeg så forstemtheden og nedtryktheden. Baba hilste mig med et smil, og med en
kluklatter drillede Han mig og sagde: ”Hvad! Kasturi! Hvis der ikke er nogen død og ingen
fødsel, hvad er der så for Mig at gøre?” Jeg hørte disse ord, en Avatars autentiske ord. Ordene
kom fra Ham, der udfører de guddommelige lege; Han, der er ’dukkeføreren’; Han, der er
Skaberen, Opretholderen og Nedbryderen. Jeg kan ikke tillade mig at glemme eller ignorere
denne erklæring, dette smil og denne kluklatter. Sådan har Herren for længe siden formanet
os.
10.63. Shirdi Baba havde også kontrol over elementerne. ”Engang var der overhængende fare
for, at der ville komme en frygtelig storm. Himlen var overskyet; det regnede, og gaderne var
oversvømmet. De panikslagne landsbyboere løb hen til Baba for at få hjælp. Og Baba befalede
stormen: ”Stands dit raseri og vær rolig.” Og alt blev roligt i landsbyen Shirdi.” Denne
beretning fortælles i Satcharita. En gang beordrede Han også, at en ildebrand skulle trække
sig tilbage, og den adlød øjeblikkeligt.
101
10.64. Mange af den slags hændelser huskes også af hengivne af Sathya Sai Baba, for det er
blot en fortsættelse af den samme guddommelige leg. ”Tænk på episoden, hvor styrtregnen
blev holdt tilbage”, skriver Sri Challa Appa Rao. ”Denne episode fandt sted, da Han blev ført i
procession om aftenen, da man fejrede Vijayadasami. Han sad i en farvestrålende dekoreret
vogn. På det tidspunkt processionen startede, var himlen mørk og tung af sorte regnskyer.
Luften genlød af øredøvende torden, og der var massevis af lyn på himlen. Der var i sandhed
tale om en vidunderlig forestilling! Det tog mere end tre timer for processionen at vende
tilbage til templet. Stadig faldt der ingen regn. Baba steg ud af vognen og gik op til Sit
værelse, og alle vi andre gik tilbage til vores logi. Så begyndte det at regne. Faktisk væltede
regnen ned. Hvem andre end Gud kan holde en sådan øsregn tilbage i så lang tid?”
10.65. Det var en overskyet juni aften, hvor Baba var ude under åben himmel for at holde tale
ved et møde i Mercara. Himlen var som sagt overskyet, og den dystre buldren af et regnvejr
der nærmede sig kunne høres ikke langt derfra. Regnen styrtede ned over de små bjerge, der
sås i horisonten. Regnen kom nærmere og nærmere: Den kom så tæt på som til Mahadevpet,
der lå blot 800 meter borte. Baba talte stille og roligt, og Han holdt tilhørerne bjergtagen i over
halvanden time. Ved afslutningen af Sin tale sagde Han: ”Nu skal I gå hjem, for om ca. 10
minutter vil I få den regn, som burde have gjort jer drivvåde.” Og underet skete. Regnen kom
som annonceret, præcis 10 minutter senere!
10.66. Chithravathi-floden ved Puttaparthi flyder ofte over sine bredder, for den udspringer i
Nandi bjergene, og kraftigt regnvejr i dette område af Mysore delstaten påvirker vandstanden i
kilometers omkreds. Ashram’en Prasanthi Nilayam blev bygget på et højdedrag et lille stykke
væk fra landsbyen netop for at undgå disse periodiske oversvømmelser, der i nogle år havde
ramt det gamle tempel, idet vandet trængte ind i bedesalen, køkkenet og hele det
omkringliggende område. Ved mange af disse lejligheder har Baba stået ved vandkanten og
sagt: ”Ganges! Det er nok, vig tilbage”, og vandet er ikke steget mere. For nogle år siden
under Navarathri, da bespisningen af de fattige var i gang, regnede det hele vejen rundt om
Nilayam, men ikke så meget som en dråbe vand faldt i det område, hvor folk fik mad!
10.67. For to år siden befandt Baba Sig i distriktet Øst Godavar. Han var kommet til
Rajahmundry ved at krydse floden i den absolut sidste båd, som politiet havde givet tilladelse
til at trodse den vandrige flods uklare og grumsede rivende strøm. Overalt var det vådt og
sjappet, og næsten døgnet rundt bragte den kolde vind støvregn med sig. Da Han var
ankommet til Mirthipadu, der ligger ca. 16 kilometer fra Rajahmundry, talte Baba til en
forsamling af landsbyboere. Han talte fra en villas åbne terrasse. Herfra var der udsigt over
den vidt udstrakte vandoverflade, der var blevet dannet af den opsvulmende Godavari flod.
Ligeledes var der udsigt til det tæppe af regn, der fra alle sider nærmede sig Mirthipadu. Men
regnen var ikke i stand til at gennemtrænge den usynlige paraply over landsbyen og forstyrre
mødet, der fortsatte ubekymret til langt ud på aftenen! Igen var det Baba, der ville, at regnen
ikke skulle brede sig yderligere.
10.68. Lad os vende tilbage til Satcharita: ”Baba helbredte Bhimaji Patel ved hjælp af to
drømme.” ”Han gav mange personer instruktioner i drømme. Han dukkede op i en drøm hos
en person, der var forfalden til alkohol. I drømmen satte han Sig på hans bryst og pressede
ham, indtil han lovede ikke at røre spiritus igen. Til nogle forklarede Han mantraer så som
Guru-Brahma i drømme.” I dette nuværende legeme har Baba også opereret mange lidende
patienter, mens de drømte. Thirumala Rao fra Bangalore havde en sådan oplevelse, og da han
vågnede, var sengen gennemblødt af blod, og smerten var forsvundet. Det han havde drømt,
var hændt i virkeligheden. Baba, Kirurgen, havde velsignet ham. Drømme udgør en meget
vigtig kommunikationsform mellem Baba og Hans hengivne. Baba beslutter Sig for at advare,
belære, instruere, behandle eller operere i den hengivnes drøm, som Han selv udtænker og
fører ud i livet. Og Hans vilje sker.
102
10.69. Gennem drømme har Sathya Sai Baba indført et stort antal hengivne i mantraer. I disse
drømme har han skænket dem darshan af Sig Selv og kommunikeret den hellige formel til de
søgende aspiranter. Og senere, når de er kommet til Puttaparthi, har han fortalt dem om
processen med at gentage Guds navn og betingelserne for at kunne opnå succes med sine
åndelige øvelser.
10.70. På samme måde som Shirdi Baba sad på brystet af drankeren og tvang ham til at love
ikke at røre spiritus igen, har Baba også slået en uforsonlig svigersøn til en af Hans hengivne.
Dette skete, mens vedkommende lå alene og sov på første klasse i et kørende tog! Så snart
toget standsede ved en mellemstation, sprang manden ud af toget. Og de folk der stod på
stationen, kunne se fingermærker på begge kinder! En sindslidende patient på hospitalet i
Puttaparthi blev også slået (i drømme) af Baba, og lægerne, der stod rundt om hans seng, var
vidne til, at fyren skreg, hver gang et slag ramte ham. Han råbte, at han ville opføre sig bedre
og bad til Baba om, at Han skulle holde op med at slå ham. Mens lægerne var vidne til alt
dette, undrede de sig over Baba’s gådefulde måde at helbrede patienten for hans sjofle
sprogbrug. Efter denne behandling og efter at have lidt af den fysiske smerte, som slagene
havde påført ham, opgav fyren sit grove sprog, og herefter sang han altid lovsange! Så også
her ser man kontinuiteten, identiteten.
10.71. På side 167 i Satcharita fortælles der om et tilfælde, hvor en dreng fra Punjab så Baba i
en drøm og hørte Ham befale, at han skulle komme til Shirdi. Drengen vidste ikke, hvem Baba
var, eller hvor Shirdi lå. Men heldigvis fik han i en butik øje på et billede af Baba og kunne
efter mange vanskeligheder ankomme til Shirdi. Jeg kan erindre mange tilfælde af præcis
samme natur, når det drejer sig om den nulevende Avatar. Rektor på et universitet i Syd
Indien blev overrasket, da hans søn, der var plaget af nogle alvorlige hjerteproblemer, en dag
fortalte, at han havde drømt om et sted ved navn Puttaparthi, hvor han ville blive helbredt!
Han foretog forskellige undersøgelser. Han så på jernbanernes køreplaner i samtlige zoner;
han fik fat i en kopi over postvæsenets postkontorer. Han blev overrasket over at finde frem
til, at Puttaparthi var en landsby. Han fandt ud af det, fordi der findes et postkontor i
Puttaparthi. Yderligere undersøgelser frembragte de vidunderlige nyheder, at Sri Sathya Sai
Baba befandt Sig der, og at Han, gennem Sin vilje, kunne helbrede alle lidelser!
10.72. Hvordan Baba kaldte Nagarathnamma fra Bangalore til Sig, er i sig selv en interessant
historie. Nagarathnamma var en stor hengiven af Sri Thyagarajaswam. I 1951 blev fyrsten af
Venkatagiri overrasket over at modtage et brev fra hende. I brevet stod der følgende:
”Mahaprabhu! Min foretrukne guru, Sri Thyagaraja, viste sig for mig i en drøm. I drømmen
befalede han mig at rejse til Venkatagiri for at blive velsignet med darshan af Bhagavan
(Herren), der er kommet til denne verden, og som snart kommer til Venkatagiri på Sin rejse.
Min herre fortalte mig, at Bhagavan har antaget navnet Sri Sathya Sai. Jeg vil rejse til
Venkatagiri så snart jeg hører fra dem.” Det var midt under Krishna Jayanthi festen, at hun
mødte Baba som svar på Hans befaling. (Krishna Jayanthi fejrer Herren Krishna’s fødselsdag).
Baba gav hende lejlighed til at synge Thyagaraja sange i fulde to timer i Hans nærvær. Han
velsignede hende også med et billede af Herren Rama, som Han materialiserede til hende.
Efter hun modtog dette billede, var hun i en ekstatisk, ubevidst tilstand i over 24 timer! Hun
var lykkelig over, at Baba gav hende to gunstbevisninger: At hun ville komme til at ihukomme
Rama’s navn indtil sit sidste åndedrag, og at hun fik en fredfyldt død!
10.73, Hundredvis af mennesker kommer til Puttaparthi, fordi de bliver draget dertil af
sådanne mystiske tilkendegivelser. For eksempel er der tilfældet Sukumara Menon, der blev
’kaldt’ over telefonen af Baba’s stemme, der bad ham om at mødes med Ham. Det var et
telefonopkald, der ikke blev registreret noget sted på linien. Telefonen ringede på hans
værelse på et tidspunkt, hvor Baba faktisk var i Bangalore og var travlt optaget af at lede en
Grihapravesam-ceremoni. Sukumara Menon skrev til mig om det mystiske telefonopkald og om
den samtale, han havde haft med Baba. Da dette blev nævnt over for Baba, sagde Han: ”Du
103
ved det nu, fordi han skrev om det. Men husk på at det kun er en milliontedel af Min
guddommelige leg!”
10.74. Faktisk er det sådan, at det der nævnes på side 68 i Sai Satcharita kan blive opfattet
som en korrekt beretning om det, der i dag sker i Puttaparthi. ”De hengivne kunne aldrig
komme Ham nær, medmindre Han havde i sinde at modtage dem. Ingen kunne rejse dertil,
blot fordi de selv ville det. Ingen kunne opholde sig der i længere tid, blot fordi de ønskede
det. De kunne udelukkende blive der så længe, som Baba ønskede det. De måtte forlade
stedet, når Baba gav dem tilladelse til det.” Engang da en lang række af oksekærrer nærmede
sig Puttaparthi fra Bukkapatnam og medbragte besøgende fra mange forskellige steder, sang
Baba jublende: ”Vel mødt! Vel mødt! Min kære karavane.” Jeg sagde: ”Folk der kommer her
drager ud og fortæller deres naboer, venner og slægtninge om stedet, og antallet øges.” Baba
vendte Sig mod mig og bemærkede: ”Nej! Ingen kan komme til Mig, uden at Jeg kalder på
dem. Det gælder, om så hundredvis af mennesker overtaler, trækker eller skubber dem.” Alle,
der kommer til Puttaparthi, tager af sted med bønnen: ”Hjælp mig med at komme her igen”,
”vær sød og bring mig endnu engang til dette sted.” For de ved, at uden det er Hans
udtrykkelige ønske, så kan ingen gennemføre denne pilgrimsrejse. Og når Han siger: ”Bliv”, så
bliver de, og det uanset om de ’har fri fra kontoret’ eller ej. Når Han siger: ”Lad være med at
tage af sted”, så gør de det ikke. Når Han siger: ”Tag af sted”, så tager de af sted, uanset hvor
uvillige de er til det. For som nogle af Shirdi Baba’s hengivne har oplevet, når de
samvittighedsfuldt fulgte Sai Baba’ ordre, så ventede der noget presserende, da de nåede
hjem!
10.75. Det er ikke nødvendigt at berette om flere af sådanne sammenfald af holdning, stil,
rådgivning, adfærd og guddommelig leg, der er mellem de to manifestationer. Hengivne af
Sathya Sai Baba har hørt ham forsikre dem:
-
”Hvorfor frygte, når Jeg er her?”
”Vend jer mod Mig, og Jeg vender Mig mod jer.”
”Alle jeres synder bliver jer forladt i det øjeblik, I får Min darshan.”
”Jeg vil bære alle jeres byrder.”
”Tag, tag så megen lyksalighed, som I kan fra Mig og efterlad alle jeres sorger hos
Mig.”
10.76. Der findes også forsikringer, som blev givet til mange heldige sjæle af Shirdi Sai Baba.
De blev givet ved hjælp af identiske vendinger, som samtidige optegnelser bekræfter!
-
-
”Jeg har ikke behov for rekvisitter i forbindelse med tilbedelse. Jeg vil altid dvæle der,
hvor der er helhjertet hengivenhed.”
”Min skatkiste er fyldt til bristepunktet. Jeg opfordrer jer: Dyk ned i den og tag af denne
rigdom; tag alt hvad I kan bære. Denne chance vil ikke komme igen.”
”Lad der ikke være nogen fastholdelse af jeres egne synspunkter; lad der ikke være
noget forsøg på at tilbagevise andres meninger.”
”Intet vil forvolde den person skade, der vender sin opmærksomhed mod Mig.”
”Undgå ateister, religionsløse og ondsindede menneskers selskab. Vær sagtmodig og
ydmyg over for alle.”
”Se Mig i alle eksistenser. Alle insekter, myrer, den synlig bevægelige og ubevægelige
verden er Mit legeme og form.”
”Min skatkiste er fuld, og Jeg kan give alle, hvad de ønsker, men Jeg må undersøge, om
vedkommende er kvalificeret til at modtage det, Jeg giver.”
”Se på Mig helhjertet og uforbeholdent, og Jeg vil til gengæld se på jer på samme
måde.”
”For at opnå realisation af Selvet er meditation nødvendigt. Hvis I praktiserer den
kontinuerligt, så vil sindets bevægelser blive pacificeret.”
104
-
-
-
”Giv vand til de tørstige, brød til de sultne og tilbyd ophold på jeres veranda til
fremmede, så de kan sidde og hvile sig.”
”Hvis I har lyst til at give, så giv. Hvis I ikke har lyst til at give, så lad være med at
give. Men lad være med at gø som en hund.”
”Jeg behøver ingen dør til at gå ind af. Jeg kan være til stede hvor som helst, når som
helst.”
”En trang til at eje alle mulige forskellige ting eller tilknytning klæder den dårligt, der
bærer en okkerfarvet klædedragt.”
”Søgen efter Gud bør ikke ske på tom mave.”
”Glem jeres stolthed og egoisme; overgiv jer til Mig, der er i jeres hjerte.”
10.77. Disse vendinger er taget fra bogen Sai Satcharita, og de kan hver dag høres strømme
fra Sathya Sai Baba, når Han taler med hengivne. For missionen og Herren er den samme!
10.78. Yderligere fortæller Satcharita’en, at Shirdi Baba ønskede, at folk ikke havde blind tiltro
til horoskoper og astrologers og håndlæseres forudsigelser, for alt dette svækker mennesket.
Sathya Sai Baba har rådgivet på tilsvarende vis. Faktisk findes der et tilfælde med en person
fra de næringsdrivendes kaste fra Hyderabad’s gamle delstat. Denne mand drømte, at Baba
bad ham om at åbne sin håndflade, og med en skarp kniv skar Baba en linje i hans håndflade.
Som han opdagede næste dag, var det, til både hans fryd og forfærdelse, skæbne-linien. For
Den der kan trække en ny linje i håndfladen, bekymrer Sig ikke om håndaflæsningens kunst.
Hvilken værdi har astrologi for Den, der kan forandre stjernernes bane? Intet under at Baba
må forkaste menneskers tåbelige tillid til den slags fornuftstridige ting, hvorved de kommer til
at vise ringeagt for Ham, der har menneskers skæbne i Sin hånd – Baba Selv!
10.79. Der findes andre erklæringer i Satcharita’en så som:
-
”Mange mennesker besværede Ham ved at komme med kostbare, unødvendige og
unyttige genstande. Alle mulige rekvisitter til brug for Shirdi tilbedelse blev medbragt
af forskellige rige hengivne på foranledning af andres forslag.”
”Baba brød Sig aldrig om, at folk pådrog sig gæld for at få Hans darshan eller for at
fejre en helligdag eller for at gennemføre en pilgrimsrejse.”
”Med hesyn til ulykker som Hans hengivne kunne blive udsat for, så både forudså og
kom Han dem i forkøbet. Han afværgede disse ulykker i god tid.”
”Baba respekterede Sine hengivnes følelser og tillod dem at tilbede Ham, som de
syntes.”
”Baba var yderst tilgivende, aldrig irritabel, ærlig, tolerant og tilfreds som aldrig oplevet
før.”
”Baba læste og forstod alle Sine hengivnes tanker. Han undertrykte deres dårlige
indskydelser og opmuntrede de gode.”
Alt dette er også relevant i forhold til Sathya Sai Baba’s holdninger og handlinger.
10.80. I Sai Satcharita står der følgende at læse: ”Sai Baba kendte til alle former for yoga.”
Swami Amrithananda, en ledsager af Bhagavan Ramana Maharshi under dennes strenge
asketiske livsførelse, anerkendte, at Sathya Sai Baba kendte til den yogiske videnskab, og det
mere end nogen anden han havde mødt. Baba fortalte detaljeret swamien om de fejl, denne
havde begået i forbindelse med udførelsen af yogiske øvelser år før Baba lod Sig føde i
Puttaparthi. Disse fejl bevirkede, at swamien i mange år havde været plaget af kroniske
astmalidelser. For nylig gav Baba nogle meget praktiske anvisninger vedrørende yoga til en
ung franskmand. Med stor begejstring havde denne unge mand kastet sig ud i at praktisere
Hathya yoga, og hans eneste baggrund for dette var studie af bøger. Hvert år kommer der
mange tilfælde til Ham, hvor mennesker praktiserer yoga på en forkert måde, og Han
korrigerer og hjælper dem alle.
105
10.81. Den følgende sætning fra Sai Satcharita kunne lige så godt være skrevet om den
nuværende Avatar! ”For Ham er alle pligter ligeværdige; Han kender hverken til ære eller
vanære.” Sathya Sai Baba går også op i den mindste detalje vedrørende den simpleste opgave
i Prasanthi Nilayam. Han sidder på gulvet, sover på en måtte, tøver ikke med at gå i solskin
eller regnvejr, klatrer op ad de sneklædte Himalaya-bjerge på bare fødder, putter et stort antal
mennesker ind i Sin bil på trods af trængslen og rejsens længde, tilbagelægger lange distancer
til fods uden at få mad og drikke, og Han foretrækker de fattiges måltider. For som Han siger:
”Ingen skal have ekstra udgifter eller problemer for Min skyld.”
10.82. Bogen skriver om den tidligere Avatar:
-
-
”Baba læste i hans hjerte og sagde det højt.”
”Baba havde allerede modtaget et trådløst budskab.”
”Gennem Sin berøring forvandlede Han rosiner med kerner til kernefri rosiner.”
”Baba gav Sine hengivne anvisninger i både åndelige og verdslige anliggender.”
”For Baba var der ingen forskel på de forskellige kaster eller de forskellige mennesker.”
”Baba elskede altid dem, der studerede ’Viden om Gud’, og Han opmuntrede dem altid.”
”Baba brød Sig ikke om det at løbe med sladder, og Han talte om det, som om det
svarede til at sprede gødning.”
”Baba insisterede på, at betaling for arbejde skulle ske med det samme, og at
betalingen skulle være til arbejdernes tilfredshed.”
Alle disse sætninger forekommer for dem, der har mødt, hørt og fulgt Sathya Sai Baba, at
være Hans egne erklæringer og at repræsentere Hans egne råd og holdninger.
10.83. I anledning af en undersøgelseskommision i 1958 henviste Sathya Sai Baba til en
lignende hændelse i Hans forrige fødsel og gav de samme svar. På spørgsmålet om hvad Han
hed, svarede Han, at ’Han lød alle navne.’ Han fortalte, at alting var Hans, og at Han boede
alle vegne. Disse svar fik den skriftkloge lovekspert til at beskrive Ham som uransagelig, skønt
det for eksperter inden for åndelig tradition var krystaklart, at disse var en Avatars
umiskendelige udtalelser.
10.84. Sandheden er, at det er den samme Tilstedeværelse, der er kommet igen! Sathya Sai
Baba sagde engang, at denne krop var født i Parthi (Puttaparthi), mens den tidligere var født i
Pathri. (Byen Pathri er beliggende i samme delstat som Shirdi). Yderligere fortalte Han, at der i
denne fødsel også var en muslim, der elskede og tog sig af Ham, da Han var barn; også i
denne fødsel tiltrak Han Sig folks opmærksomhed, da Han som ung dreng afslørede, hvor man
kunne finde en forsvunden hest i Uravakonda, og at endnu flere ligheder ville dukke frem. Alle
vil i den nuværende Avatar finde den samme moderlige omsorg; de samme enkle forklaringer;
den samme dybsindighed hvad angår åndelig visdom; det samme universelle syn på tingene;
den samme alt besejrende guddommelige kærlighed; den samme allestedsnærværelse og den
samme almagt.
10.85. Ofte har Sathya Sai Baba udtalt, at Han ’har været i Shirdi’, når Han har været i det,
der kan kaldes trance. På Guru Pournami Dag (dagen hvor man ærer sin guru) for omkring 15
år siden spiste Baba Sin frokost i Puttaparthi sammen med en ung mand fra Madras. Den
person, der serverede måltidet, var ikke klar over, at denne dag var en lykkelig og gunstig dag
for Sai-hengivne. Pludselig tog Baba ’på en rejse’, og i løbet af denne bevidstløse periode
beordrede Han: ”Server chapatis for ham”, ”server kheer for ham” og nævnte også
fremmedartede navne på andre søde sager og madvarer. (Chapati er et fladt brød. Kheer er
en sød grød, der i visse dele af Indien serveres ved særlig gunstige lejligheder). Da Han
’vendte tilbage’, spurgte kvinden, der serverede, Ham nervøst: ”Hvis Du beder mig servere for
denne unge mand, mad som jeg ikke har tilberedt, som jeg end ikke har hørt om, hvad skal
106
jeg så gøre?” Baba udtrykte Sin forståelse for hendes problem og fortalte, at Han havde været
i Shirdi, og at de navne Han havde nævnt, var retter, der var velkendte i Marathi! Herefter
’tog’ Han en chapathi og nogle stykker Marathi slik og gav det til den unge mand.
10.86. Da Han kom tilbage til Puttaparthi efter Deklarationen, som Han kom med som ung
dreng på 14 år, ’tog’ Han en frugt, som ingen i Puttaparthi havde set eller smagt før. Pedda
Venkapa Raju’s søster fortæller, at hun spurgte Baba, hvad det var for en frugt, og at hun fik
svaret, at den kom fra Shirdi! Baba havde i sinde at skære den ud og dele stykker af den ud til
lovsang om aftenen. Men hun tryglede Baba om, at alle i det mindste skulle have en hel frugt,
så de rigtig kunne nyde gaven. Så Baba bad hende om at bringe Sig en stor kurv med låg. Han
bankede let på kurven én gang, og kvinden så, at kurven nu var fuld af den fremmede frugt!
Om aftenen, da lovsangen begyndte, så hun, at der var forsamlet omkring 100 personer. Nu
blev hun igen bange for, at hun ikke ville få en hel frugt, for kurven kunne ikke indeholde mere
end 30 – 40 frugter! Hun fortalte Baba, hvor nervøs hun var, men efter lovsang tog Baba
frugter op ad kurven, og hver eneste af de hundrede mennesker fik en hel frugt. Og frugten
var så fremmedartet og så sød!
10.87. Den samme kvinde beretter om en anden mirakuløs hændelse. Hun ulejligede Baba
med en anmodning om at skænke hende et bestemt syn, om at indgyde hende tro i hjertet, for
hun ønskede ikke at affærdige hele historien om Sai Avataren som løgn og opspind; en
holdning som mange i familien fandt det let at antage. Baba syntes vældigt godt om denne
bestemte kvinde, eftersom hun var en jævn og ligefrem sjæl, der havde været udsat for
mange sorger og lidelser. Så Han fortalte hende: ”Nu til aften vil Jeg vise dig Mit tidligere
legeme!”
10.88. Hun indrømmede, at hun næsten ikke kunne rumme sin glæde, og at hun bad til, at
eftermiddagen ville gå hurtigt, og at Solen hurtigt ville gå ned. Så snart tusmørket faldt på,
ledte Baba hende over en række dørtrin og førte hende ind i husets bageste værelse. Og da de
nåede dette værelse, fjernede Han Sin håndflade, som Han havde holdt for hendes øjne. Han
bad hende kigge over i det hjørne, som Han pegede ud for hende. Kvinden så! Derovre sad
Shirdi Baba på gulvet i Sin karakteristiske stilling. Han havde lukkede øjne, og der var vibhuthi
på Hans pande og arme. Røgelsespindene foran Ham brændte, og røgen stod lige op i luften.
Hans legeme glødede, Han var omsluttet af en mærkelig stråleglans, og der duftede
vidunderligt. Efter et minut eller så spurgte Baba hende: ”Har du set det, du ville se?”, og da
hun sagde: ”Åh, hvor vidunderligt”, lagde Han igen Sin håndflade over hendes øjne og førte
hende tilbage til det ydre værelse.
10.89. Måske var det syn, der blev forundt de to lærere, Kondappa og Subbannachar, af
samme art. Men det er ikke noget, de kommer nærmere ind på i deres bog.
10.90. Baba har ofte udtalt, at kontroverser om hvorvidt det er den samme Baba, er
meningsløse og unødvendige. For som Han siger, når der er to stykker barfi (sød konfekt), det
ene firkantet og det andet rundt, det ene gult og det andet lilla, så kan man ikke tro, at begge
stykkerne er ens, medmindre man har smagt begge stykker. At opleve, at erfare, det er yderst
vigtigt, når man skal få kendskab til identiteten.
107
Kapitel 11
Regnskyen
11.1. Alle, der har haft det privilegium at lytte til en af Baba’s taler til en offentlig forsamling,
vil i mange, mange år værdsætte den fryd og den inspiration, som denne oplevelse har givet
dem. Intet, de måtte lytte til senere, vil formindske den opløftende og berusende stemning, de
følte ved denne lejlighed. Sædvanligvis taler Baba på telugu, skønt Han samtaler med
hengivne på næsten alle sprog, det være sig tamil, kannada, hindi, sindhi, engelsk og så
videre. Faktisk kommer Hans alvidenhed til udtryk i alle mulige forskellige situationer. Hans
ordvalg og måde at tale på er direkte og enkelt; Hans taler er fulde af ordsprog, lignelser og
populære illustrationer, der udspringer fra de faktiske oplevelser og erfaringer, som folk foran
Ham har haft. Derfor bliver Hans ord så at sige indgraveret i tilhørernes hjerter.
11.2. Han nægter Selv at betegne Sine foredrag med ordet ’tale’, for de er aldrig forberedt i
forvejen, og de bliver aldrig leveret hen over hovedet på folk. De bliver heller aldrig rettet mod
masserne. Han foretrækker ordet ’samtale’. Baba’s måde at dykke ned i folks personlige
problemer og besvare individuelle tvivlsspørgsmål gør denne benævnelse meget passende.
Virkningen af Hans taler er altid sådan, at du føler, at Baba hele tiden udelukkende taler til dig.
For inden for et minut eller to har Han i den grad fanget din opmærksomhed, at du glemmer,
at du er én blandt tusinder, og du føler, at du må acceptere Hans diagnose og følge Hans
behandling. Ansigtet der fortryller, stemmen man forelsker sig i, smilet der oplyser,
håndbevægelserne der tydeliggør – alt bliver på en måde din personlige ejendom. Hans råd,
Hans indtrængende opfordringer er så fortrolige og så gennemtrængt af kærlighed, at du på
det tidspunkt, Han afslutter Sin tale, føler, at du må give dig ind under Hans terapi. Han er
ikke en taler, en missionær eller en lærer. Han er Regnskyen, der er kommet for at nære alles
udtørrede liv.
11.3. Da Baba endnu var dreng, plejede Han at erklære, at Han vil påbegynde Sin opgave med
at give åndelig vejledning i Sit 32. leveår. Indtil denne alder optrådte Han kun sjældent som
åndelig vejleder. Men det kunne i sjældne tilfælde ske, når Han talte i Prasanthi Nilayam under
Navarathri- eller Sivarathri festlighederne. Det kunne også forekomme på sandbredden af
Chitravathi-floden, når hengivne samlede sig om Ham og søgte Hans vejledning. Meget
sjældent skete det på Sathya Sai Baba Board High School i Bukkapatnam, når Han ledte
Skolens Dag.
11.4. I selve Nilayam eller på flodens bred startede Baba’s tale sædvanligvis ved, at en
hengiven stillede et spørgsmål om et eller andet problem, der havde med social adfærd eller
åndelig bestræbelse at gøre. Det svar Baba i sådanne tilfælde giver, kaster ikke blot lys over
hovedspørgsmålet, men også over alle beslægtede emner. Et tilfældigt spørgsmål om livet
efter døden tilskyndede Baba til at holde en tale om det at leve i Guds nærhed og om det altid
at have Gud i tankerne. Han talte ligeledes om Garuda Purana versionen om den afdøde sjæls
rejse, den indre betydning af de forskellige samfunds begravelsesritualer, eksistensen af
genfærd, muligheden for at kommunikere med de døde og endog om kutymen med at opkalde
et barnebarn efter bedstefaderen. Den der stiller det indledende spørgsmål, eller andre der
sidder rundt om ham, bliver også ansporet af Baba, idet Han forhører Sig nærmere for på den
måde at gøre Sin forklaring tydeligere. Sådanne drøftelser opstår på ganske uformel vis på alle
mulige steder og tider, for Baba er altid imødekommende over for den, der udviser det mod,
der mange gange skal til for at træde ud af busken. Baba er opdrageren par excellence.
11.5. For nogle få år siden havde nogle få hengivne mulighed for at være sammen med Baba
en hel uge i Horsley-bjergene. (Kasturi deltog på denne tur). Hver dag, både om morgenen og
om aftenen, sad Baba midt iblandt os hengivne og rejste hver gang et nyt problem vedrørende
108
åndelige øvelser. Han bad hver enkel af os om at afsløre vores åndelige praksis, idealer og
ideer. Han bad os endvidere om at fortælle navnet og formen på den guddom, der tiltalte os
mest; Han bad os nævne den åndelige tekst, der havde den største påvirkning i forbindelse
med at forme vores liv. Endvidere ville Han gerne kende til det billede, hver enkel havde
dannet sig af den ultimative Virkelighed, og Han ville kende det mål, vi havde for vores
åndelige øvelser. Og ved at anvende systematisk analyse hjalp Han hver enkel af os til at finde
den rette vej. Han benyttede enhver chance til at fylde vores hjerters mørke afkroge med lys.
11.6. Dette gjorde Han også, selv da Han var barn, for fik Han dengang ikke kælenavnet ’lille
guru’? Selv Kondama Raju (bedstefaderen) anvendte dette kælenavn. Han holdt så meget
desto mere af Ham, fordi Han var deres lillle guru. Jeg husker, at den gamle mand svulmede af
stolthed og glæde, da han nogle få dage før sin død sad og lyttede til en tale, som Baba holdt i
1950.
11.7. Selv i skolen, som dreng, overtalte Han Sine legekammerater til ikke at ryge beedies
(små stærke cigaretter) og cigaretter; Han udviste væmmelse over for mad, der ikke var god
og ren; Han advarede Sine venner mod biografer; Han opmuntrede dem alle til at lovprise Gud
i sang, til at have den hellige vibhuthi på sig og til at have gode vaner med hensyn til personlig
hygiejne.
11.8. Mens Han gik i skole i Kamalapuram skrev Han nogle sange. De handlede om det
skadelige ved at drikke, de farlige konsekvenser ved ikke at være uddannet, den urørlige
kastes håbløse og fortvivlede situation og om det skadelige og ødelæggende ved
klikedannelser i landsbyerne. For år tilbage skrev Baba et socialt skuespil, der havde titlen
’Tiderne skifter’. Det er et skuespil, der indeholder et stort antal sange, der går på folkelige
melodier. De skildrer de kneb og kunstgreb, som magtens folk anvender for at fange og
fastholde folks opmærksomhed. Hovedpersonen i stykket er en berømt digter og seer. Han
befinder sig i en vanskelig og nedværdigende stilling. Ingen lytter til hans advarsler; alle
negligerer ham bortset fra den fattige landarbejder; hans børn bliver subsistensløse. Som
konsekvens af at deres far vovede at tage bladet for munden, hævner ’den forlængede arm’
sig nu på børnene. Men tiderne skifter. Det kommer til at gå børnene godt. De kommer til at
medvirke ved genoprettelsen af Den Gyldne Tidsalder, hvor digterens udødelige ord igen bliver
sunget og anset i det praktiske liv.
11.9. Selv da Han endnu var dreng, bønfaldt landsbyens skuespillere Baba om at skrive
dialoger til deres roller. Når Han Selv påtog Sig at spille en rolle, forfattede Han sange og
tekster til Sig Selv. Uvægerligt udtrykte disse kompositioner en høj moralsk besked, og de
skilte sig ud og var hævet over resten af stykkets indhold. De tiltrak sig opmærksomhed på
grund af deres udsøgte stil, udtryksmåde og appel. Han har også skrevet stykker om Parikshit
og Markandeya, der begge åbenbarer nye aspekter af sandheden. (Parikshit er en kejser, der
figurerer i Bhagavatha Vahini (Gudhengivenhedens kildevæld). Markandeya er en vismand fra
ældgammel tid. Han var hengiven over for både Herren Siva og Herren Vishnu).
11.10. Denne rolle som lærer og vejleder er selvfølgelig fundamental for Sai Avataren. ”Jeg
siger aldrig et ord, der ikke har en bestemt hensigt; Jeg udfører aldrig en handling, der ikke
har en gavnlig konsekvens”, erklærede Han engang. Selv den mest ’tilfældige’ og henkastede
bemærkning, som Han kommer med, vil vise sig at være fuld af åndelig vejledning. Engang
henvendte Han Sig til en kvinde, der kæmpede med at få sit barn til at være stille. Han sagde:
”Se! Når barnet sidder overskrævs på din hofte, så skriger det ’mor’. Det er ikke klar over, at
det er mor selv, der holder det i sine arme. Det er, hvad alle her gør. De er ikke klar over, at
Herren er Moderen, der holder dem i Sine arme. De råber: Mor, mor.” Da Han fik øje på, at der
stod ’velkomsttale’ i et program for et møde, Han skulle tale ved, sagde Han: ”Jeg er i jer, og
derfor er der ingen grund til, at I byder Mig velkommen. Jeg kommer ikke, fordi I kalder, og
Jeg tager ikke herfra, fordi I afviser Mig.” Han er altid og alle vegne Gud med kvaliteter,
Vennen, Filosoffen og Vejlederen. Langsomt og konstant former Han karakteren og
109
livsanskuelsen hos alle dem, der underkaster sig Hans vejledning eller hos dem, Han udvælger
til at gennemgå en sådan træning.
11.11. Det sker, at der i Prasanthi Nilayam eller et andet sted er en eller anden, der reciterer
eller udlægger Bhagavad Gita, Ramayana’en (Historien om Rama) eller Bhagavarha’en eller en
af Upanishad’erne. Så vil Baba typisk se på forsamlingen et stykke tid og så tage Sit stikord fra
et ord eller en vending, der er blevet brugt. Til stor glæde for den lærde såvel som for dem der
ikke er lærde, forklarer Han så det, der umiddelbart virker uforståeligt, og som bekymrer
tilhørerne. På denne måde har Han udredt mange mysterier, der har med de hellige skrifter at
gøre. Røgterpigernes (gopi’ernes) hengivenhed, Vali’s udfordring, Sita’s bortførelse, Ravana’s
karakter, Durvasa’s natur, Narada’s rolle, Krishna’s handlinger, Avatarernes betydning,
vigtigheden af sraddha-ceremonien og mange flere lignende emner har jeg kendskab til, er
blevet belyst af Baba’s alvidenhed.
11.12. I de taler Baba holder i Prasanthi Nilayam under Dasara, Sivarathri eller på Sin
fødselsdag, behandler Han meget filosofiske emner, for som Han engang sagde: ”I er alle ikke
længere at betragte som ’unge’. I må bevæge jer fra et lavere klassetrin til et højere. I må
rykke et klassetrin op.” Men ved hjælp af historier og lignelser, ordsprog og metaforer gør Han
selv de sværeste filosofiske begreber som maya (illusion), karma, adhyasa (overlejring, det at
se en form og opleve den som noget andet), vasana (tilbøjeligheder, der skyldes indtryk, som
fortidige handlinger har efterladt i sindet), samskara (mentale indtryk fra handlinger udført i
tidligere liv), samsara (den foranderlige verden; det foranderlige og verdslige liv), nirguna eller
sadguna let begribelige. (Saguna er Det Absolutte, Brahman, Gud, med kvaliteter; det være
sig for eksempel Rama, Krishna, Siva, Vishnu eller Sathya Sai Baba. Nirguna er Det Absolutte,
Brahman, Gud, uden kvaliteter; Det, der gennemtrænger universet). Engang fortalte Han om
Katha Upanishad, Kena Upanishad og Mundaka Upanishad på tre på hinanden følgende dage.
Han gav en meget klar analyse og karakteristik af hver af dem. Selvfølgelig slutter Han hver
tale med at fremhæve og betone de praktiske skridt i de åndelige øvelser. Han bringer talen
hen på praktiske forhold, der har forbindelse med tilhørernes daglige rutiner og adfærd. I
forbindelse med en anden Dasara-festlighed talte Han om karma, åndelig visdom og
hengivenhed over for Gud. Det gjorde Han tre dage i træk. Han sluttede rækken af taler med
følgende bemærkning: ”Karma-vejen fører til intensivering af hengivenhed over for Gud, og
hengivenhed over for Gud fører i den sidste instans til åndelig visdom.”
11.13. Eller Han tager et tema op, som en taler allerede har behandlet i sin tale i Hans
nærvær. Baba uddyber temaet til stor tilfredshed for de tusinder, der lytter til Ham. Jeg husker
en dag, hvor Han tog emnet ’godt selskab’ op, og hvor Han forklarede, hvordan det gradvist
fører mennesket til helt at ville undgå andres selskab. Det vil altså sige, hvordan gode
menneskers selskab fører til, at man opgiver al tilknytning. En anden dag var Hans emne den
ene sandhed, der bliver proklameret i alle de 18 Purana’er’: ”Det er fortjenstfuldt at hjælpe
andre; det er en synd at skade andre.” (Purana’erne er 18 åndelige tekster, der udgør en
samling af ældgamle legender og overleveringer). Han kom ind på, hvordan intelligente
mennesker burde praktisere dette, for en taler havde netop talt om tjeneste i samfundet. En
aften talte Han om Den Guddommelige Treenighed og Brahma, Vishnu og Siva’s virke, for
denne dags emne var Dattatreya. (Dattatreya er den skikkelse inden for hindu-mytologien, der
er et symbol på Treenigheden - Herren Brahma, Herren Vishnu og Herren Siva).
11.14. Ved specielle lejligheder, i forbindelse med højtider som Vijayadasami, Sivarathri,
Uttarayanam (fra denne dag af tager Solen en nordgående retning. De kommende seks
måneder, regnet fra denne dag, er helligere end de foregående seks måneder), Gurupoornami
og så videre, taler Han om disse dages betydning, og hvordan man fejrer dem på mest
lønnende vis. ”Månen præsiderer over sindet, og hver måned bliver Månen næsten ’udslettet’
på den 14. nat efter fuldmåne. Så den åndelige aspirant, hvis ambition burde være at
tilintetgøre sindet med alle dets luner, forestillinger og omskiftelser, skal denne nat stræbe alt,
hvad han kan for at intensivere sine åndelige øvelser, så sejren kan blive hans. Denne nat skal
110
dedikeres til Siva. Sivarathri (Siva’s nat) oprinder hver måned, og én gang om året er der en
Mahasivarathri for at minde mennesket om formålet med dets eksistens. Vijayadasami er
dagen, hvor gudindens og det rene Selvs kræfter sejrer over de nedadtrækkende
tilbøjeligheder og impulser. Uttarayanam er morgengryet for det guddommelige halvår, hvor
Solen, der præsiderer over menneskets intellekt, selv skrider frem på sin strålende bane.”
”Svøm med strømmen”, siger Baba. ”Solen selv rejser nordpå mod selvrealisationens Kailasa
(Herren Siva’s bolig). Dette er det bedste tidspunkt for åndelig igangsættelse og udøvelse af
åndelige øvelser.” For Baba er Gurupoornima en lejlighed til at minde Sine hengivne og alle
åndelige aspiranter om, at de skal ære deres guruer og den åndelige visdom, vedkommende er
indbegrebet af. Han beskriver en gurus grundlæggende kendetegn og giver Sine tilhørere den
test, ved hvis hjælp de kan skelne den sande og ægte guru fra den falske guru. Enhver af
Baba’s taler indeholder sin egen nyhed, en spænding og en glæde, der er dens unikke
kendetegn!
11.15. Han kalder Sine taler eller foredrag for mandubhojanam i modsætning til
vindubhojanam, som andre leverer. Ordene er telugu ord, og det betyder, at det Han serverer,
er ’helsekost’ og ikke ’desserter’. Derfor appellerer Han til tilhørerne om, at de ikke skal gå glip
af så meget som en lille smule af dette måltid. Han beder dem om ikke at være skødesløse og
kaste så meget som en lille del af et ord væk. Han er den store læge, der er kommet for at
helbrede, og derfor er der ikke to taler, der er ens med hensyn til tonefald eller indhold. Han
siger: ”Mine taler er ikke en lecture (forelæsning); de er en mixture (mikstur)!” Han har ikke
en enkelt forskrift, der virker for alle!
11.16. Engang da Baba talte til en forsamling af studerende fra et gymnasium i Chittoor, gav
Han detaljerede anvisninger vedrørende forberedelse til eksamenerne. Han fortalte blandt
andet om den systematiske måde, som man skulle give sig i kast med de skriftlige
eksamensspørgsmål, når man sad i salen. ”Start med at markere alle de spørgsmål, som I
føler, I godt kan svare på. Herefter skal I besvare disse spørgsmål. Så kan i give jer i kast med
resten af spørgsmålene. Så vil I nemlig være i et bedre og mere fortrøstningsfuldt humør”,
fortalte Han dem. Herefter talte Han om problemer, der kan opstå i klasseværelset og på
fodboldbanen. Han talte med en intimitet og sagkundskab, der var helt bemærkelsesværdig.
11.17. En dag ledte Han en komite, der skulle uddele præmier i forbindelse med
distriktsmesterskaberne i atletik i Penukonda. Han talte om, at der fejlagtigt blev lagt for stor
vægt på konkurrence og det at vinde, idet skole kæmpede mod skole og dreng mod dreng.
Herefter gjorde Han opmærksom på, at den ånd hvormed deltagerne tager sejr og nederlag, er
langt vigtigere end det faktiske resultat.
11.18. Ved en tilsvarende lejlighed i Madakasiri lavede Han et ordspil om ordet bahumathi, der
både betyder ’præmie’ og ’mangesindethed’. Han erklærede: ”Hvad angår Mig og det, Jeg har
at give, så sigter Jeg altid kun på én ting, aldrig på mange.” Baba går altså ind for étpunktet
koncentration og ikke for mangepunktet koncentration. Herefter bad Han vinderne om at takke
taberne, for hvis blot taberne havde anstrengt sig lidt mere, så havde de måske vundet og
forhindret dem i at løbe med præmierne!
11.19. Til indvielsen af et pige-gymnasium i Venkatagiri udbredte Han Sig om de gode vaner,
som studerende bør udvikle. ”Pas altid omhyggeligt på jeres bøger, for jeres forældre har ofret
meget for at skaffe dem til jer. Lad være med at skændes med jeres brødre og søstre og
dermed gøre hjemmet til en krigsskueplads. Vær ikke misundelig på klassekammerater, der er
rigere end jer. Være tilfreds. Lad være med at vigte og blære jer. Sig altid sandheden, for
usandhed er resultatet af fejhed. Stå tidligt op om morgenen; stå op klokken fem, og efter I
har vasket jer, skal I sidde stille og meditere på Herren. Gå i seng klokken 21, og før I lægger
jer, skal I bede til Herren. Bed Ham om at acceptere alt det, I har foretaget jer i løbet af
dagen, for alle handlinger er udført sandfærdigt og pligtskyldigt. Og bed Ham om at give jer
styrke til at tjene Ham og Hans børn, jeres brødre og søstre. Om morgenen skal I takke
111
Herren for den dag, der nu tager sin begyndelse, og I skal bede om, at det må blive jer til del
at anvende den på en god måde til gavn for jer selv og andre.”
11.20. Idet Baba henvendte Sig til landsbyboerne i landsbyen Mirthipadu nær Rajahmundry,
talte Han til dem om emner, de kendte til. ”I jeres ansigts sved forvandler I snavs og støv til
nærende og dejlig mad til mennesker og dyr. Hvor er det en hellig opgave, som I dagligt løser!
Jeg er meget glad for at være blandt jer i dag. I slås med talløse problemer og hårdt arbejde
og fæster lid til jeres egne evner. I færdes rundt omkring på disse grønne marker i den kølige
brise under den blå himmel. Hvor ville det være dejligt, hvis I, når I går på kanterne af disse
marker, ville synge til Guds ære; den Gud der er iboende al denne skønhed, al denne overflod
og al denne storslåethed! Lad være med at forurene atmosfæren med vrede ord mod andre;
rens den i stedet ved at gentage Herrens navn.”
11.21. Det samme var tilfældet i landsbyen Budili på Chithravathi-flodens bred. Her talte Han
om en landarbejders liv. Han fortalte, at dette liv er fyldt med blidhed og renhed; og Han
fortalte om landsbyen, der er grundlaget for et lands kultur. I denne forbindelse udbredte Han
Sig om behovet for at udvise taknemmelighed for den hjælp, de modtager; faren ved
klikedannelser og værdien af traditionelle religiøse ritualer som lovsang og tilbedelse i
templerne. Han fortalte, at Han havde bemærket, at en eller anden havde efterladt et ødelagt
vognhjul på templets veranda. En sådan handling er et udtryk for ligegyldighed over for det
hellige område. Han ansporede også landsbyens unge mænd til at tjene landsbyen med al
deres intelligens og hengivenhed.
11.22. Hvis der er et arrangement i forbindelse med et hospital, så har Baba værdifulde råd til
arrangørerne såvel som til forsamlingen. Ved Sathya Sai hospitalet tog Baba engang afstand
fra, at lægerne i deres rapport skrev om de ’fremskridt’, de havde opnået. Baba syntes ikke,
der var tale om fremskridt, når antallet af indlæggelser og udskrivninger var steget. Han
sagde, at Han først ville være glad, når alle havde et godt helbred. Det der først og fremmest
skal til, for at dette kan opnås, er, at folk får fred i sindet. ”Bekymring, grådighed, unødig
ophidselse og ængstelse – disse forårsager endog fysiske sygdomme. Mental svaghed er den
største årsag til sygdom. Dis-ease (sygdom) er manglen på ease (lethed og ubekymrethed); et
tilfreds sind er den bedste medicin. Man skal passe godt på kroppen, eftersom den er den båd,
der hjælper os med at krydse livets hav. Så kroppen bør ikke blive svækket af vaner, der
svækker dens styrke, eller af overdrivelse af discipliner som faste og så videre. Det at lære
yogiske øvelser fra bøger og udøve dem på denne baggrund med hjælp af brochurer og
diagrammer, er også en frodig kilde til sygdom, og det både fysisk og mentalt. Vær god, vær
glad, vær frimodig, vær ærlig, vær mådeholden, vær tålmodig. Disse er de regler, der gælder
for et godt helbred. Gode dyder og retskafne handlinger er den mest værdifulde kilde til
sundhed.”
11.23. Mange steder afholder hengivne regelmæssigt lovsang. De gør det på samme måde,
som man gør det i Prasanthi Nilayam. Og en gang om året, på en udvalgt dag, synger de
samfulde 24 timer uden afbrydelse. Ved afslutningen på en sådan Akhanda Bhajan i Bangalore
holdt Baba en tale, i hvilken Han understregede, at ens liv også skal være en uafbrudt række
af Akhanda Bhajans.
11.24. Selvfølgelig er det sådan, at for Sathya Sai Baba hengivne er det at være i konstant
nærvær af Herren en forholdsvis let åndelig øvelse. For gennem erfaring ved de, at Baba altid
er bag dem, ved siden af dem, med dem og inden i dem. Baba stiller dem ofte spørgsmål, der
vedrører aspekter af deres adfærd eller måde at tænke på, som de selv opfatter som meget
hemmelige, og som kun kendes af dem selv. For eksempel fortalte en studerende fra
Rajahmundry Ham engang, at han havde været fuldt koncentreret og målrettet i sine
forberedelser til eksamen. ”Hvad”, udbrød Baba. ”Var der ikke en aften, hvor du gik på kro og
spiste aftensmad og kom meget sent hjem? Var der ikke en anden dag, hvor du gik til basaren
med nogle slægtninge fra din landsby for at købe noget tøj til dem?”
112
11.25. En dag i forbindelse med Akhanda Bhajan sagde Baba, at man skulle forsøge at finde
ud af, hvorfor der, på trods af det stigende antal fællesmøder og lovsang, ikke er nogen
tilsvarende forbedring i folks moralske standard. ”Lovsang er blevet et ritual, en rutine, en
omstændelig procedure. Hvad der fremsiges af læberne praktiseres ikke af hænderne. Der er
ingen hengivenhed over for Gud, ingen tro.”
11.26. Ved tro mener Baba ikke blind tro. Rent faktisk insisterer Baba på, at brug af
skelneevne er en absolut nødvendig forudsætning for åndeligt fremskridt. ”Følg den disciplin,
der anvises i de hellige skrifter og test jer selv”, siger Han. ”Kom og bo i Prasanthi Nilayam;
vær sammen med Mig og oplev Mit selskab; tal med Mig, lyt til Mig og iagttag Mig. Herefter
kan I drage jeres konklusioner. Dyk og lær dybden at kende; spis og lær smagen at kende”,
lyder Hans råd.
11.27. ”Det er nødvendigt med åndelige øvelser for at lære Gud at kende. Udøvelsen af de
åndelige øvelser skal være præget af tålmodighed og oprigtighed. Hvis troens gnist skal vokse
og blive til en rasende ild, så byg den langsomt og omhyggeligt op med tørre græsstrå, tørre
småpinde og risbundter.” ”Engang imellem skal I søge tilflugt i jeres eget sinds dyb i stilhed og
i ensomhed.”
11.28. I byen Trivandrum rejste Baba spørgsmålet: ”Hvordan kan det være, at folk ikke har
fred i sindet på trods af det fremskridt, der sker inden for uddannelse? Der sker store
fremskridt i bestræbelserne på at lære folk at læse og skrive. Forældre, lærere og børn udviser
stor entusiasme i forbindelse med at bibringe børnene lærdom.” Herefter talte Han om sindet.
Han sagde, at det havde vindens dobbeltnatur. Vinden samler regnskyerne og spreder skyerne
hinsides horisonten. I detaljer redegjorde Han for, hvilke midler og metoder, man skal
anvende for at kontrollere sindets luner. Han sagde blandt andet: ”Jeg nægter at kalde nogen
for ateist eller ikke-troende. For alle er Guds skabninger, og Guds nåde er til stede i dem alle. I
alles hjerte er der er kilde af kærlighed, en klippe af sandhed. Denne kærlighed er Gud.”
”Guddommelighed findes i dybet af alles indre væsen.” ”Ved hjælp af systematisk og uafbrudt
bearbejdelse med Ram, Ram, Ram vil man til sidst gennembore det punkt, hvorfra vandet
springer frem.”
11.29. I forbindelse med et møde i Nuzvid udbredte Baba Sig om religiøse fraktioner og
partibundethed, der bliver stadig mere udbredt i landet. Han fortalte, at Herren er over og
hinsides forhold som kaste og race, rigdom og fattigdom. Han kom endvidere ind på, at det er
tåbeligt at tro, at Herren beder om en gave, eller at Han bliver vred, når der ikke bliver ofret.
Han advarede Sine tilhørere mod sanyasi’er, der vandrer omkring med lister, så man kan
donere penge eller andre bidrag; mod guruer, der har blikket rettet mod folks pengepunge og
mod mounis’er (hellige mænd der iagttager stilhed), der overholder deres løfte om at iagttage
stilhed ved at gribe til alle mulige andre former for kommunikation bortset fra talens lette,
naturlige og bekvemme form! I Arkonam læste sekretæren for foreningen All India Divine Life
op af sin rapport. Han læste blandt andet, at de der betalte et årligt gebyr på fire annas, kunne
blive medlemmer. Til dette sagde Baba, at stod det til Han, ville Han tillade enhver, der havde
ikke fire annas, men fire livsværdier (sandhed, ’rigtig handling’, fred og kærlighed) at blive
medlem af foreningen All India Divine Life!
11.30. I byen Madras talte Han engang til medlemmerne af ’Indisk forening for unge mænd’.
Han appelerede til den ældre generation om at være gode eksempler for de unge mennesker
med hensyn til retskaffenhed, dygtighed og uselvisk tjeneste. ”Fremtrædende personligheder,
der selv påstår, at de har fortjent denne status, udbreder sig med høj røst om Veda’erne, de
hellige skrifter og Den guddommelige Gnist (Atma). Frit citerer de lignelser og metaforer, som
de har fundet i de hellige tekster, men gennem deres opførsel, deres indbildskhed og deres
indbyrdes stridigheder forklejner de den glans, der står omkring disse skatte”, fortalte Han.
”Der findes ingen sammenhæng mellem taleren, emnet og den efterfølgende adfærd. Derfor
113
sker der det, at deres ord bliver anritha (usande, falske) i stedet for amritha (guddommelig
nektar)”, erklærede Han. I Gokhale Hall sagde Han, at mennesket bør søge svaret på fire
fundamentale spørgsmål: Hvem er jeg? Hvor er jeg kommet fra? Hvor skal jeg hen? Hvor
længe skal jeg blive her? Han fortalte, at de fire Veda’er er helliget til at finde svarene på disse
fire spørgsmål. Herefter begyndte Han at påvise, hvordan svarene kan blive forstået gennem
åndelig visdom, hengivenhed over for Gud eller karma. Men Han fortalte også, at Herrens
nåde, hvis den vindes gennem konstant ihukommelse af Herrens navn, vil åbenbare svarene
for den åndelige aspirant på et øjeblik.
11.31. Idet Han analyserede årsagerne til den nuværende krise med hensyn til det moralske
liv i samfundet, påpegede Han, at kynisme og den store trang til at være satirisk er denne tids
to største sygdomme, og at de fører til uærbødighed og til spredningen af vantro. Et liv der
leves i Guds konstante nærvær, er det mest sikre og lykkelige liv, man kan leve. Årsagen er,
at et sådant liv vil gøre mennesket modstandsdygtigt over for kritikkens pile. Religion og tro
på Gud udfordres og anfægtes i dag fra alle hjørner af samfundet. Det er derfor alle troendes
pligt at imødegå denne udfordring ved at vise kritikkerne, hvordan religionen har gjort deres
liv bedre og lykkeligere, hvordan erkendelsen af Guds konstante nærvær har gjort dem mere
effektive, mere seriøse og modigere, når det drejer sig om at løse livets opgaver.
11.32. Ved den fællesindiske konference ’Alle India Sai Samaj’ erklærede Han: ”I slår op i
ordbogen for at finde betydningen af et bestemt ord, men når i bladrer i bogen for at finde det
rigtige ord, så fanger andre ord jeres opmærksomhed, og I bliver draget mod dem og deres
betydning. På tilsvarende vis kommer I til Mig med et konkret problem, men på vejen finder I
ud af, at I kan bruge Mig til at løse endnu dybere dilemmaer, lindre endnu stærkere intense
smerter og sikre endnu dybere åndelig fred.” Han benytter enhver lejlighed til at få Sine
tilhørere til at indse, at det alene er deres bestræbelser, deres brug af skelneevne, deres
opofrelse og deres åndelige øvelser, der kan skænke dem det, de har størst behov for, nemlig
fred.
11.33. I Santhi Kuteeram, Royapura talte Han engang om Herren Krishna og på et andet
tidspunkt om Bhagavad Gita. Han fortalte om en række hændelser i Krishna’s liv, som man
ikke kan læse om i nogen bøger, og på denne måde gjorde Han Sin tale yderst lærerig og
oplysende. Han lavede et ordspil omkring ordet Gita, som når det læses bagfra bliver til
telugu-ordet ’thagi’, der betyder ’drik’. Og Han forklarede, at medmindre Gita’ens nektar bliver
drukket og optaget, kan man ikke opnå noget resultat. Ren og skær videnskabelig dygtighed
eller blot det at læse op af Gita’en med alle dens tusinder af underlige kommentarer er alt
sammen spild af kostbar tid.
11.34. ”Der findes to veje”, fortale Han engang et stort antal tilhørere i Puttaparthi, ”som alle
nødvendigvis må betræde. Det er den ’rigtig handlings’ vej, der angår den fysiske verden, den
sociale verden og samfundet, som den enkelte er en del af. Og så er det Den Højeste
Virkeligheds Vej, der alene angår én selv, sjælen og de discipliner, der er forbundet med dens
fuldbyrdelse. Mennesket skal tage et fast greb i Gud med den højre hånd og i verden med den
venstre. Efterhånden og lidt efter lidt vil den venstre hånd løsne sit greb. Lad være med at
bekymre jer om det, det må være sådan. Det er grunden til, at den kaldes ’left’, fordi verden
’lades tilbage’! Men den højre hånd skal I ikke tillade at løsne sit greb, for det er ’right’
(rigtigt), at den skal holde fast.” Erklæringer som disse fæstner sig i hukommelsen, og de der
overværer disse taler vil længe tænke over dem og få næring og glæde af dem.
11.35. I Venkatagiri, hvor Baba holdt den indledende tale om åndelighed, erklærede Han, at
det indiske livs forbandelse havde været fraværet af venskabelighed og broderskabsfølelse. I
Nellore, hvor Han i over en time tryllebandt en tilhøreskare på omkring 50.000, talte Han om
skelneevnen, intellektets styrke, og om behovet for tro baseret på undersøgelse og fornuft. I
Gudur talte Han om kærlighedens magiske indflydelse på forholdet mellem alle
samfundsklasser. ”Kærlighed vil fremkalde fred; den er baseret på sandhed; og ’rigtig
114
handling’ vil blive resultatet.” ”I vil ikke tage fejl, hvis I betegner Mig som Legemliggørelsen af
Kærlighed”, erklærede Han.
11.36. Da Han var i Peddapuram, ansporede Han alle til at have muskler af jern og nerver af
stål; til at blive helte uden det mindste spor af svaghed eller fejhed eller følelse af
mindreværd. ”Lad være med at kalde jer selv for syndens børn; der findes ingen synd, der er
værre end det. I er udødelighedens børn, og det gælder jer alle. I har Herren iboende jeres
hjerte. For alle ting i hele verden er Han Guds ånd i hjertet. Hvordan kan I så være syndens
børn?”, spurgte Han.
11.37. I Aukiripalli, der ligger i Krishna distriktet, hvor Han henvendte Sig til en forsamling af
skriftkloge og lærde inden for sanskrit, oplyste Han, at Kali-tidsalderen (vor nuværende
tidsalder) er tantra-alderen. (Tantra er de måder og metoder, mantraer kan anvendes på til
gavn og glæde). Han hyldede Sir John Woodroffe for at have udbredt videnskaben om tantra i
sine bøger. Baba forklarede, hvilken rolle tantra spiller i tilbedelsen af sakthi (Den
Guddommelige Energi). Han kom endvidere ind på, hvilken rolle Mahasakthi (den store
guddommelige kraft der plejer og nærer universet), yogasakthi (den energi, den kraft, der
forbinder os med Det Højeste) og mayasakthi (den ånd, den kraft, der charmerer) har i
Avatares livsforløb.
11.38. Under Hans taler sker det ofte, at Baba illustrerer Sin åndelige vejledning med historier
om Narada, Ambarisha, Sabari, Prahlada, Bhishma, Bharatha, Guha, Anjaneya, Chaitanya,
Meera, Purandaradas, Kabir, Pattinathar, Manikkavasagar, Surdas, Tulsidas, Bhadrachala,
Ramadas, Ramakrishna, Vivekananda og andre. Nogle gange fortæller Han i en drømmende
tilstand om dagene, Han har tilbragt i Ayodhya (som Rama) og Brindavan (som Krishna). Han
beretter om begivenheder og episoder, der ikke findes i Historien om Rama, Mahabharatha’en
eller Bhagavatha’en. Men disse beretninger præges af autensitetens kendetegn. Han er
bekendt med detaljerne om Indiens, vestens og mellemøstens hellige mænd og kvinder. For
Han beskriver også episoder om hellige mænd, der er kristne, muslimer eller parsi’er
(medlemmer af et zoroastri-samfund), Hasan og Husain, Moses, Jerome og Poul er for Ham
lige så værdifulde i forbindelse med at eksemplificere eller forstærke en pointe, som Han
ønsker at fremhæve, som Thyagaraya eller Pavharibaba er det. For Baba er, har været og vil
vedblive med at være: Det evige vidne.
11.39. Ofte afslører Han dette aspekt af Sin virkelighed i Sine taler. Han gør det i mere eller
mindre direkte erklæringer. Som lynglimt bringer de pludseligt og med en frydefuld gysen
Hans personligheds stråleglans til vores bevidsthed.
11.40.
- Lad være med at prøve at måle og forstå Mig; det vil mislykkes for jer. I skal hellere
forsøge at finde ud af jer selv, så vil I måske få en fornemmelse af Mit format.”
- ”Jeg beskæftiger Mig ikke med åndelige asketiske øvelser. Jeg mediterer overhovedet
ikke. Jeg studerer ikke. Jeg er ingen yogi, Jeg er ingen sidha (person, der har realiseret
sit sande Selv), Jeg er ingen åndelig aspirant. Jeg er kommet for at vejlede og velsigne
alle åndelige aspiranter.”
- ”Jeg er hverken mand eller kvinde, gammel eller ung; Jeg er alt dette.”
- ”Lad være med at lovprise Mig. Det er Mit ønske, at I nærmer jer Mig uden frygt. I skal
gøre det med en følelse af, at I er i jeres gode ret til det. I lovpriser ikke jeres fader. I
beder ham om et eller andet, og I føler, at I er i jeres gode ret til at gøre det, er det
ikke sandt?”
- ”Jeg er ikke kommet uinviteret til denne verden. Sadhu’er, helgener, vismænd, retskafne
mennesker tilhørende alle trosretninger og himmelstrøg kaldte og bønfaldt
indtrængende, og derfor er Jeg kommet.”
- ”I dag ser I Mig måske for første gang, men for Mig er I alle gamle bekendte. Jeg kender
jer ud og ind.”
115
-
-
”Jeg har hverken kvaliteter (guna’er) eller karma. Hvordan skulle illusionen så kunne
påvirke Mig?”
”Hvis Jeg var kommet til Jorden med konkylie, diskos, scepter og lotusblomst
(redskaber, der tilhører Herren Vishnu), så ville I være løbet skrigende væk, eller I ville
have udstillet Mig på en markedsplads. Hvis Jeg blot var som jer, ville I slet ikke have
taget jer af Mig. Det er årsagen til, at Jeg har antaget denne menneskelige skikkelse, og
at Jeg nu og da udfører disse mirakler.”
”Min opgave er åndelig genopbygning af menneskeheden; og denne opbygning vil ske
ved brug af sandhed og kærlighed.”
”Jeg er kommet for at vise jer både den ’rigtige handlings’ vej og Den Højeste
Virkeligheds vej.”
”Hvis I træder et skridt nærmere Mig, så vil Jeg træde tre skridt mod jer.”
”Jeg er lykkeligst, når en person, der bærer en tung byrde af elendighed og lidelse,
kommer til Mig. For det er en sådan person, der har størst behov for det, Jeg har.”
”Gennem det guddommelige slægtskab er alle Mine. Så de der tilbeder Mig, står Mig
ikke nærmere end andre, der ikke gør det.”
Disse udtalelser er nogle af de lynglimt, som Baba har forundt os gennem Sine taler. ”Det er
Min vilje, der har bragt hver eneste af jer til dette sted, så I kan lytte til Mig”, sagde Han
engang. Det er en udtalelse, der taler sit tydelige sprog og røber Hans nåde og styrke.
11.41. Disse kundgørelser forstærker og højner appellen i det budskab, som Han fremkommer
med til de forstyrrede sjæle, der er samlet foran Ham. I Sin overvældende kærlighed tager
Han alle i Sin favn, og når Han over for forsamlingen forkynder: ”Jeg vil aldrig opgive nogen af
jer. Jeg kan ikke, det er ikke i Min natur at gøre noget sådant. Frygt ikke. Jeg er jeres; I er
Mine”, så etableres der øjeblikkeligt en æterisk fortrolighed mellem Ham og os. Derfor synker
Hans ord dybt ned i vores bevidsthed og slår rod. Langsomt vokser de til god adfærd og
guddommelig karakter. Han tiltaler ofte forsamlingen af tilhørere som legemliggørelser af Den
guddommelige Gnist! Hans primære formål er at vække mennesket fra uvidenhedens søvn og
gøre det opmærksomt på dets sande natur: Det uforgængelige, udødelige guddommelige Selv.
”I er Den usynlige guddommelige Gnist (Atma), der er upåvirket af livets op- og nedture. Den
skygge, som I kaster, mens I trasker langs vejen, falder på snavs og støv, buskads og
tornebuske, sten og sand, men I er overhovedet ikke bekymret, for I går uskadt forbi det hele.
Det samme er tilfældet med Den guddommelige Gnist. I har ingen grund til at bekymre jer om
dens skygges, kroppens, skæbne.” Baba driver dette synspunkt frem ved at komme med
mange eksempler og derved indgyde tilhørerne et urokkeligt mod.
11.42. ”Min mission er at give jer mod og glæde, at bortdrive svaghed og frygt”, har Han sagt
ved mange lejligheder. ”Fordøm ikke jer selv som værende syndere. Synd er en misvisende
benævnelse for det, der i virkeligheden er fejltagelser. Jeg vil tilgive jer alle jeres fejltagelser
på betingelse af, at I oprigtigt angrer og beslutter jer for ikke at gentage dem.” ”Bed til Herren
om at give jer styrke til at overvinde de vaner, der fristede jer, da I var uvidende.” På denne
måde antænder Han håbets og modets flamme i hvert et hjerte.
11.43. Ved hjælp af Sin blidhed, Sin overvældende barmhjertighed og Sine visdomsord har
Han korrigeret hundredvis af menneskers måde at leve på, og Han har i stedet vendt dem, så
de nu arbejder for verdens ve og vel samt med genopbygningen af dem selv. Jeg husker en
meget rørende episode, der fandt sted morgenen efter, Han havde holdt en tale i Nellore. En
midaldrende person kom farende ind på Hans værelse og kastede sig for Hans fødder. Bagefter
rullede han rundt på gulvet og hulkede som et barn. Baba kendte årsagen til denne adfærd, for
i Hans tilfælde er der intet behov for spørgsmål og svar. Baba vendte Sig mod os og sagde:
”Gårdsdagens historie om Ramu” og bad os forlade værelset. Den foregående aften havde
Baba fortalt historien om en lille dreng, Ramu, der tiggede for at få mad. Drengen gik fra dør
til dør. Hans moder var meget syg. Han stod og kaldte foran et hus, og det gjorde husets ejer
rasende. Han for hen til drengen og slog ham i hovedet. Drengen faldt til jorden med sin
116
krukke, der indeholdt det, han havde tigget sig frem til. Slaget dræbte ham, og han døde med
følgende ord på læberne: ”Moder! Hvem vil nu skaffe dig mad?” Denne historie og det råd
Baba gav, nemlig at alle først og fremmest skal være taknemmelige over for deres fader og
moder, forældrene, som man kan takke for selve sin eksistens, havde givet samvittighedsnag i
hjertet på denne tilhører. Årsagen var, at han af en meget tåbelig årsag længe havde
skændtes med sin moder og også nægtet at se hende.
11.44. Nu var han kommet for at bede om Baba’s tilgivelse og for med Hans velsignelse at få
sagerne bragt i orden igen. Alt dette vidste Baba godt, uden at Han skulle have det at vide af
manden. Han klappede ham kærligt på ryggen; hulkene fortsatte. Baba sagde: ”Anger er i sig
selv bod. Kom, kom. Hold op med at græde. Jeg skal komme og besøge din landsby. Bring din
moder til dit hjem, og sammen skal I få Min darshan. Gå og hent hende, før Jeg kommer.”
11.45. Jeg kunne fortælle om mange sådanne dramatiske hændelser, der er udsprunget som
en konsekvens af Baba’s nådesfyldte taler. Jeg kunne fortælle om lån, der er blevet
tilbagebetalt; om gamle fædre, der er blevet hjulpet; om tilsidesatte og forsømte hustruer, der
er blevet budt velkommen igen; om dybt rodfæstede vaner med at spille og drikke, der for
altid er blevet opgivet. Baba’s kampagne med at give åndelig vejledning er først lige begyndt,
og alle der har hørt Hans budskab, kan tydeligt forstå betydningen af den erklæring, Han
fremkom med på den første side af tidsskriftet ’Den Tidløse Vognstyrer’ (Sanathana Sarathi);
det månedlige tidsskrift, som Han indviede Sivarathri Dag 1958 i det 32. år af Hans jordiske
karriere. ”Denne dag begynder ’Den Tidløse Vognstyrer’ kampen mod usandhed,
uretfærdighed, ondsindethed og ondskab – egoismens tjenende ånder. Veda’erne,
Upanishad’erne og de hellige skrifter er hærens regimenter. Sejren, der skal vindes, er hele
verdens velfærd. Når de sejrrige og triumferende trommer bringer budskab om succesens
glæder, vil menneskeheden have opnået lykke og fred, ligevægt og indre fryd.”
11.46. Allerede i dag ser man klart konturerne af denne kampagne i horisonten. Den store
opgaves kraftige appel bekræftes, når man ser på Baba’s firfoldige program for felttoget,
nemlig: Sandhed (sandhed), ’rigtig handling’ (dharma), fred (santhi) og kærlighed (prema).
Hans plan omfatter hele menneskeheden, for som Han siger: ”Ingen steder står det skrevet, at
Guds nåde kun er til rådighed for bestemte samfundsklasser eller racer. Fra den mindste til
den største – alle er berettiget til den. Herren er alle vegne og i alting. Han kan erkendes
gennem åndelige øvelser, udøvelsen af sandhed og kærlighed. Sandhed er den højeste form
for ’rigtig handling’. Og kærlighed er den eneste vej til fred.”
11.47. Baba har også påbegyndt opgaven med at uddanne åndelige aspiranter og korrigere
lærere og vejledere, der i stor udstrækning er blevet ledt på vildspor i deres iver efter at opnå
berømmelse. De higer efter at opnå succes i konkurrencen om at opnå befolkningens støtte og
den internationale berømmelses kortvarige hæder. Endelig vil de også gerne omtales ofte og
positivt i aviserne. ”Test alle på oprigtighedens prøvesten. Undersøg i hvor stort omfang hver
enkel har forsaget, ikke blot i ord, men med hensyn til praktiske handlinger. Herefter kan I
acceptere det, de siger, og I kan integrere det i jeres daglige adfærd og opførsel. Det er det at
praktisere, der betyder noget, ikke lærdom fra bøger”, insisterer Han.
11.48. Æraen med Sathya Sai, der har taget sin begyndelse, vil i sandhed blive
menneskehedens guldalder.
117
Kapitel 12
Sai – Gud med kvaliteter
12.1. Hengivne har haft held med at overtale Baba til at forunde dem den glæde, det er at
kunne byde Ham velkommen og kunne tilbede Ham i deres egne byer og hjem. Ved sådanne
lejligheder er det kun naturligt, at de ønsker, at flere og flere folk får gavn og glæde af at få
Hans darshan og høre Hans tale. Baba har ofte efterkommet sådanne ønsker, så derfor har
byer som Chittoor, Trivandrum, Bombay og andre steder kunne give deres indbyggere
mulighed for personligt at hylde Ham. Han har også talt til offentlige møder mange andre
steder og således givet tusinder af mennesker den unikke og uforglemmelige oplevelse, det er
at lytte til Hans fortryllende stemme og Hans inspirerende åndelige vejledning.
12.2. Baba nærer den samme kærlighed over for alle. På samme måde skelner Han ikke
mellem en landsby eller en større by. Faktisk er det sådan, at Han måske reagerer endnu mere
villigt, når hengivne fra fjerntliggende landsbyer ønsker at se Ham. Han føler Sig lige meget
hjemme i en fyrstes palads som i en hytte. Når Han tager af sted for at besøge hengivnes
hjem, tager Han kun nogle få ledsagere med, for Han bryder Sig ikke om at påføre folk ekstra
ulejlighed eller ekstra udgifter. Han er fuldt ud i stand til at tage vare på Sig Selv og kan derfor
sagtens klare Sig uden mange ledsagere. Faktisk er det sådan, at den venlighed og den
hensynsfuldhed som Han udviser over for dem, der ledsager Ham, når Han rejser, i sig selv
kan få dem til at føle sig mere som en byrde end en hjælp til at gøre Hans rejse og ophold
behageligt!
12.3. Indtil nu har Baba rejst ganske mange gange gennem delstaten Tamilnad, hvor Han har
besøgt byer som Coimbatore, Trichinopoly, Tanjore, Salem, Tinnevelly og så videre. Han har
været i Hyderabad mange gange, og Han har rejst gennem byer og landsbyer i Telengana. Han
har været i Ellora og Ajanta for at vise Sine hengivne seværdighederne der. Selv har Han intet
behov for at rejse til steder for at se dem! Ned til mindste detalje kan Han beskrive ethvert
sted uden at have været der fysisk. Som det allerede er blevet fortalt, så har Han rejst til
Delhi, Rishikesh, Kashmir, Mathura og Brindavan. Han har rejst med fly til Bombay. Flere
gange har Han taget turen langs østkysten fra Madras til Krishna og Godavari flodernes
deltaer. På disse ture har Han gjort ophold i byer som Nellore, Ongole, Guntur, Nuzvid,
Chebrole, Rajahmundry, Peddapuram, Samalkot og Masulipatnam og har mødt hengivne og
andre mennesker. Han har endda rejst til fjerne og afsidesliggende steder som Bhadrachalam
og Aukiripalli. I delstaten Karnataka har Baba været i Bellary, Hospet, Mercara, Mysore og
Mandya, og af og til har Han tilbragt flere uger i Madras, Kodaikanal, Ootacamund og
Nandanavanam i Whitefield nær Bangalore.
12.4. Baba har et skarpt blik for smukke steder, når Ham kører af sted i Sin bil. Han får ofte
standset bilen på skyggefulde steder, hvor naturen er smukkest. Han kan også finde på at
standse bilen et sted, hvor en strømmende bæk risler blandt klipper eller højt oppe i terrænet,
hvor der er en panoramaudsigt ud over bakker og dale, der glæder de trætte øjne. Han
foretrækker at spadsere langs stranden, mellem skovens træer eller langs kanten af store
plantager.
12.5. Han anvender enhver lejlighed til at fjerne tvivl i Sine hengivnes sind, for tro og
standhaftighed kan udelukkende vokse i overbevisningens jord. På denne måde bliver Baba’s
rejser til en kørende skole for dem, der har fået chancen for at være en del af selskabet. Da en
hengiven fortalte Baba: ”Jeg har hørt, at Din tur til Kerala både var hyggelig og vidunderlig.
Jeg er ked af, at skæbnen ikke ville, at jeg skulle med på den tur”, svarede Baba: ”Du skal
sætte din lid til, og du skal håbe, at du kan komme til at deltage næste gang, en mulighed
118
opstår. I mellemtiden skal du lytte til de beretninger, som de, der var med på turen, kommer
med og være lykkelig.”
12.6. Lige et ord om tillægsordet ’vidunderlig’, der blev anvendt i forrige afsnit. Den hengivne
refererede til et meget dramatisk og i sandhed forbløffende mirakel, der fandt sted i
Kanyakumari. Om aftenen, da himlen havde forvandlet sig til er orgie af lyserødt og lilla, og
skyerne havde dekoreret sig selv med gyldne kanter, gik Baba ned til kysten, og med Sine
hengivne omkring Sig begyndte Han at lege med havets bølger. Den ene bølge efter den
anden syntes at være mere ivrig efter af røre Hans lotusfødder end den forrige. Hver bølge
ønskede at ofre Ham sin egen helt specielle hyldest! Pludselig, som var Han bevidst om havets
længsler, stod Baba med ansigtet vendt mod vandet og sagde til dem, der stod ved siden af
Ham: ”Se! Havet byder Mig velkommen med en krans.”
12.7. Og i det øjeblik kunne man skimte en anselig bølge nogle få meter ude i vandet.
Majestætisk nærmede den sig bredden, og snart svøbte den sig om Baba’s fødder og trak sig
derefter langsomt tilbage. Forestil dig alles undren og forbavselse da de opdagede, at der
rundt om Baba’s fødder var en fortryllende perlekrans, der stille bevægede sig lidt frem og
tilbage i takt med vandets bølgen! Der var 108 gennemsigtige perler. Hver perle var en
uvurderlig ædelsten. Alle perlerne var trukket på en tråd af guld! Åh, hvor så Baba henrivende
ud! Endnu engang modtog Herrens Avatar havgudens hyldest!
12.8. Lad os vende tilbage til de samtaler, der altid vil være hovedpunktet i dagens program
for Baba, hvad enten Han er i Prasanthi Nilayam eller et andet sted. Det vil være bedst at
gennemgå de spørgsmål, der blev stillet på den prægtige dag, hvor havet hyldede Baba.
”Er hele skabelsen blot en illusion?”
”Nej, men det at antage den skabte verden for at være virkeligheden er en illusion;
uvidenhedens sande natur er illusion.”
”Er heltedigte som Historien om Rama og Mahabharatha sande?”
”Sande? De giver kun en del af sandheden. Når du for eksempel fortæller andre om Mig, så er
du ikke i stand til at beskrive Mig fuldt ud, er det ikke sandt?”
”Hvorfor skulle Gud komme herned som menneske for at genetablere ’rigtig handling’. Er Guds
vilje ikke nok?”
”Selvfølgelig kan det ske ved hjælp af Guds vilje. Men hvordan skal I kunne få al denne nåde,
hvis Gud ikke kommer i menneskelig skikkelse? Når der er et mindre lokalt optøjer, så kan en
almindelig politibetjent klare det. Når urolighederne truer med at udvikle sig til en anselig
størrelse, så sender man en overordnet betjent. Når uroen breder sig og bliver til virkelig
alvorlige optøjer, så må politiinspektøren selv slå det ned. Men når, som nu, hele
menneskeheden er truet af en altomfattende moralsk ødelæggelse, så ankommer Den Øverste
Chef, Herren, med Sin hær af fromme mennesker og åndelige aspiranter.”
”Hvor vil en Avatar vælge at have Sin virkeplads?”
”På det sted hvor åndelige øvelser bedst kan praktiseres.”
”Hvordan kan vi vide, at Du er Shirdi Sai Baba?”
”Det er vanskeligt for jer. Da Jeg den anden dag ’tog af sted’ som en gammel mand for at
redde Venkataraman’s barn på landevejen nær Bagepalli, så genkendte han Mig ikke. Han
takkede Mig overstrømmende og rakte Mig en rupee (indisk mønt)! Han troede, at Jeg var en
landsbyboer ved navn Jodi Adipalli Somappa, eftersom Jeg havde opgivet dette navn! Rama og
Krishna er Avatarer af den samme Herre, men Deres særpræg og kendetegn er forskelligt. Så
hvordan skal I kunne erkende identiteten mellem denne skikkelse og Shirdi skikkelsen? De,
der tilbeder Shirdi Sai, har ikke forstået Ham, og I har heller ikke forstået Mig. Det er kun
dem, der har forstået begge skikkelser, der kan afsige dom om dette, er det ikke sandt?”
119
12.9. Det er i hovedtræk det, som samtalen på bredden drejede sig om, efter at havet havde
ofret perlekransen.
12.10. Også den næste dag inviterede Baba Sine ledsagere til at stille Ham spørgsmål.
Selskabet var nået til Courtallam på dets vej til Surandai og sad om aftenen uden for
Travancore House og ventede på, at de skulle synge lovsang.
”Jeg er bagved enhver åndelig aspirant. De vender sig for at se Mig, men hvordan kan de det?
Jeg er stadig bag dem! Nogle gange sker det, at Jeg i et glimt giver dem Min darshan. Det sker
ud fra Min guddommelige vilje.”
”Gud er uden begyndelse, men nu er folk begyndt at skændes, fordi de siger: Gud er min,
min.”
”I den verden hvor de individualiserede sjæle opholder sig, findes der både godt og ondt. I
livsenergiens verden findes der udelukkende det gode. I Den guddommelige Gnists verden er
det gode og det onde det samme. I Det Højeste Selvs, Guds, rige findes der hverken godt eller
ondt.”
”Der findes hverken troende eller ikke-troende; alle vil før eller siden erkende og realisere
Gud.”
”Jeg vil tilgive hundrede af jeres fejl. Først skal I undersøge, om I har fulgt Mit råd. Dernæst
kan I fælde dom over, hvorvidt Mine ord var sande.”
”Der findes prøver i skolen, der bliver afholdt hver uge og hver måned, og der findes
kvartalsvise og halvårlige eksamener. Men det er først, efter de afsluttende eksamener er
blevet afholdt, og svarene er blevet bedømt, at resultaterne bliver offentliggjort, og I kan
erklære jer bestået eller dumpet. Sørg for at klare jer godt i hver eneste prøve og gør jer
fortjent til eksaminators velvilje.”
”I kan enten tilintetgøre eller udvikle karma. De åndelige øvelser I udfører, kan enten brænde
jeres karma eller skabe den. Folk i Indien bør lære meget af vesterlændingene. Folk i dette
land indgyder frygt i selv små børns sind. ”Du vil falde; du vil komme til skade”, får de at vide.
Børn trænes ikke i at klatre i træer, svømme eller udføre hundrede af andre nyttige ting. De
bliver advaret mod spøgelser og tyve, og de vokser op med en dødelig angst for alting. Børn
skal lære at være selvhjulpne, og de skal indgydes mod og entusiasme.”
”Der findes tre stadier af åndelige øvelser. Når den åndelige aspirant præges af sin medfødte
natur, når han bliver en person, der praktiserer åndelige øvelser, og når han opnår tilstanden
af at være et gudsmenneske. Først findes der tre entiteter: Verden, den individualiserede sjæl
og Gud. Herefter bliver de reduceret til to: Den individualiserede sjæl og Gud. Til sidst er kun
Gud tilbage, som i Sig Selv rummer alle tre.”
”Hele denne skabelse er kun blevet mulig på grund af disse to: 1: Livløs materie og 2:
Guddommelig bevidsthed, naturen og Gud. Violinisten Vidwan Chowdiah spiller 400 forskellige
toner. Det sker ikke med en violin, der har 400 strenge, men med en violin, der har fire
strenge, er det ikke sandt? Ler og vand skaber en krukke. Siva og guddommelig energi skaber
denne verdslige og foranderlige verden.”
”Her er alle guder. En Gud spørger, ti guder lytter; en Gud svarer, og alle guder bliver
tilfredse.”
120
”Når Solens stråler bliver indfanget og koncentreret på ét punkt af et stykke glas, kan de
skabe ild. Når Herrens nådes stråler koncentreres på samme måde, vil intellektet blusse op,
medens sindet vil brænde til aske.”
”Det er Herren, der har forordnet, at der findes sorg, for uden sorg vil mennesket ikke holde
fast i Gud. Det er som den diæt og andre begrænsninger, som lægen ordinerer for at supplere
og forøge effekten af den medicin, han har udskrevet.”
”I vil udelukkende udvikle tro, når I udvikler en dyb trang efter at nå Gud. Et menneske der
ikke føler sult, vil ikke finde nydelse i et godt måltid mad.”
”Når det drejer sig om meditation og gentagelse af Guds navn, så er der visse trin og stadier,
der skal følges. En tilfældig forfølgelse af åndelige idealer er ikke godt nok.”
”Hvis I spørger Mig, om gentagelse af Guds navn eller meditation er mest gavnlig og nyttig, så
vil Jeg sige, at det er den af de to, der indgyder jer mest tro, der er den mest gavnlige. Når I
praktiserer gentagelse af Guds navn, så bør læberne og tungen ikke bevæge sig. Gentagelse af
Guds navn skal være mental.”
”Hengivenhed over for Gud er en uafbrudt strøm. Jorden, det sansemæssige univers; den
subjektive verden, er modstykket til Gud.”
”Hvis I holder fast i sandheden, så vil fejltrin ikke forekomme at være fejltrin; lidelse vil ikke
forekomme at være sørgeligt.”
12.11. Ovenstående er nogle af Baba’s kostbare udtalelser, der gør en rejse sammen med
Ham til en sand rejse ud i åndelig visdom for alle.
12.12. Uanset hvor Baba opholder Sig, så giver Han personlige interviews, som det sker i
Prasanthi Nilayam. På denne måde skænker Han trøst, mod og tro til alle, der opsøger Ham.
Han opmuntrer også Sine tilhængere til at arrangere lovsang og synge Herrens navn i kor.
Meget ofte lærer Han dem at synge nye lovsange. Således rejser Baba fra sted til sted, idet
Han får alles hjerter til at gløde af glæde. Han øser Sine velsignelser ud over alle, der er
plaget, ivrige og seriøse. Gennem Sine mirakler viser Han hvert øjeblik, at Han har antaget
menneskelig skikkelse for dig og mig.
121
Kapitel 13
Jeg er her
13.1. Den ottende dag i september 1958 henvendte Baba Sig om aftenen til en umådelig stor
forsamling i Nuzvid. Det var både folk fra byen og fra de omkringliggende landsbyer, der
denne aften var forsamlet i Elamurra Paladsets rummelige kompleks. Han begyndte Sin tale
med at sige, at mennesket i dag er gået fejl af vejen og nu bevæger sig ad snørklede
sidegader, der fører dem væk fra målet. Men alene mennesket har evnen til at genkende den
rigtige vej og gå samme vej tilbage og hele tiden korrigere sig selv. Mennesket skal anvende
sin evne til selvanalyse og erkende, at det udelukkende er i kontemplation på Det
Guddommelige Princip, at man finder fred, glæde og tilfredshed. Han kom tillige ind på, at
årsagen til sorg og uro i sindet er manglen på mentalt mod.
13.2. Men så standsede Han pludselig op midt i en sætning. Årsagen var, at Han faldt tilbage i
et hjørne af den stol, som Han sad i. Han blev stiv, og Han bevægede Sig ikke. Han var ’gået
ud’ af kroppen for at bringe det trøstende budskab: ”Jeg er her” til en hengiven i nød. Klokken
var 19.15. Der var en sælsom stilhed i luften. Forsamlingen glemte endog at trække vejret.
Der stod et ur på bordet, og man kunne høre det tikke i den stilhed, der overvældede alle.
Klokken 19.30 kom Han tilbage, og idet Han genoptog talen, sagde Han: ”Dette er Min pligt!
Uanset hvor Jeg er, uanset hvad Jeg er i færd med, så gælder, at når de hengivne kalder, så
må Jeg tage af sted og komme dem til undsætning.” Herefter fortsatte Han Sin tale i over en
time. Han talte om guru-discipel forholdet, om at kroppen er Herrens tempel og om den
disciplinering, der er nødvendig for at holde menneskets mindre heldige tilbøjeligheder i ave!
13.3. Den 24. november 1958 var der uyyalothsavam i Puttaparthi som et led i fejringen af
Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s fødselsdag. (Uyyalothsavam er den højtidelighed, hvor
guddommen sidder og gynger i en ophængt stol. Dette symboliserer, at guddommen sidder i
den hengivnes hjerte i en etpersoners gynge). Den stol, der var ophængt i et stativ (en
énpersoners sovesofa), var placeret i salens østlige ende, og den var smukt dekoreret med
blomster. Eftersom Hans hengivne bad Ham indgående om det, satte Baba Sig i denne stol.
Der blev sunget åndelige sange, der var musikalsk optræden og nogle hengivne talte til
forsamlingen om religiøse emner. Pludselig hørte Baba en ’kalden’. Han faldt tilbage i puderne
og blev ’ubevidst’ om, hvad der skete i Puttaparthi. Som Han senere fortalte, så var Han blevet
bevidst om en bestemt person i Hyderabad. Det var en hengivens fader, en patient der led af
vattersot, der pludselig var blevet ramt af et hjerteanfald. Han lå på en båre og var på vej ind i
en ambulance. Baba gav denne mand Sin darshan og noget vibhuthi og vendte tilbage til Sin
gyngende stol i salen. Det hele tog ikke mere end 2½ minut. Men som Han fortalte i Nuzvid:
’Han var nødt til at tage af sted’, ’Hans pligt’ som Han kaldte det, ’gjorde tegn til Ham’.
Hvordan kan man beskrive Herrens grænseløse nåde? Eller Hans grænseløse vilje og evne til
at hjælpe!
13.4. I løbet af disse år har denne nåde og barmhjertighed vist sig på mange forskellige
måder. Men den mest dramatiske måde at vise Sin nåde på er disse ’rejser ud af kroppen’,
som Han foretager. Selv så tidligt som i 1940, da Han blot var 14 år, plejede Han til alles
bestyrtelse at ’gå væk’ uden at ret mange egentlig bemærkede det. Da det skete allerførste
gang, troede man fejlagtigt, at Han var blevet stukket af en skorpion og derfor havde mistet
bevidstheden.
13.5. Det er sjældent, Han afslører det sted, Han har ’besøgt’, og den person der har modtaget
Hans nåde. Men de tilfælde, hvor Han har nævnt disse detaljer, er i sig selv så talrige, at man
med sikkerhed kan sige, at disse rejser har ført Ham til grænseområdet ind til Assam, Kasmirfronten, Swiss-dalen, Nallamalai-skoven, Bombays kyst foruden et stort antal af andre steder i
122
Indien såvel som i udlandet. Nogle gange ser man, at Baba’s legeme gestikulerer og gør
bevægelser så som at trække, skubbe, løfte, forbinde eller tage noget frem. Senere forklarer
Han så, at disse bevægelser skyldtes, at Han frelste nogen fra at drukne, at blive forbrændt, at
blive kørt over eller blive knust eller klemt fast. Engang fortalte Han, at Han havde været i
Bolarum, fordi en jeep var væltet, og en hengiven var fanget under den. Baba løb hen til
manden med budskabet: ”Hvorfor frygte når Jeg er her?” Herefter hjalp Han ham ud. Og som
Han fortalte, efter Han ’kom tilbage’, så blev Han ved mandens side, indtil der kom en bus, der
tog den sårede person med til hospitalet.
13.6. Under urolighederne i Razakar og overfaldene i Hyderabad, da en hengivens liv var i
overhængende fare, gik Baba ’ud af kroppen’ og kom ham til undsætning. Rent faktisk slog
Han nogle af de personer, der stod rundt om Ham på verandaen i Nilayam. Som Han senere
fortalte, så var det den behandling, Han gav røverne hundredefold, da Han var i Hyderabad.
Den hengivne fra Hyderabad fortalte senere, at disse røvere var løbet hovedkulds væk i vild
panik!
13.7. En landsbyboer havde skændtes med sin broder om fordelingen af nogle
landbrugsprodukter. Nu var han kommet til Puttaparthi, idet han håbede at kunne blive der og
nyde godt af pilgrimmenes godgørenhed. Baba kritiserede ham skarpt, fordi han var en byrde
for andre, når han med lidt mere tålmodighed og kærlighed kunne leve lykkeligt med sin
broder i sin egen landsby. Baba forsikrede ham, at han ville modtage Hans nåde, hvor end han
befandt sig og sendte ham tilbage til hans hjemby. Det tog manden meget tungt. Han
opfattede det, som om Baba havde smidt ham ud. Så en mørk nat lagde han sig hen over
togskinnerne og håbede, at hjulene på et tog ville ende hans fortvivlelse og lidelser.
13.8. Men Baba’s nåde gennemstrømmer alt. Han ’skyndte’ Sig hen til manden, der lå hen
over jernbanesporene og trak ham til side, netop inden der kom et tog. Folk rundt om Ham i
Puttaparthi kunne se Ham trække i noget tungt. Og Baba kom til Sig Selv igen med et udbrud
rettet mod landsbyboeren, der havde fortolket Hans råd på så tåbelig vis! Landsbyboeren, der
hed Bhimaiah, følte, som han senere forklarede mig, at Baba havde taget fast i hans hånd og
slæbt ham ned ad den jernbaneskrænt, som han havde ligget på. Tårevædet og opfyldt af
anger og sorg vendte manden øjeblikkeligt tilbage til Puttaparthi, før han blev forenet med sin
broder hjemme i landsbyen. Bhimaiah må have følt, at beskrivelsen af Dattatreya i den
berømte strofe: ’Dattatreya, der er allestedsnærværende, modtager i barmhjertighed ofre fra
dem, der nyder, yogier og guddommelige væsener’ er absolut rigtig, for så vidt angår denne
Sathya Sai Avatar af Dattatreya. (Dattatreya er den skikkelse inden for hindu-mytologien, der
er et symbol på Treenigheden - Herren Brahma, Herren Vishnu og Herren Siva). Selv nu
hænger Bhimaiah med hovedet i skam, når hengivne spørger ham, hvorfor han ulejligede
Baba, så denne måtte begive Sig ud på en ’ud af kroppen’ rejse på grund af hans
dumdristighed. I disse situationer bønfalder Bhimaiah om, at vi ikke bliver ved med at tale om
denne sag, der er så smertefuld for ham.
13.9. Når vi nu er ved dette Dattatreya-aspekt af Baba, fristes jeg her til at nævne en af mine
venners oplevelse. Han er professor i filosofi. Han havde kontakt med en Dattatreya tjener, en
discipel af Gondhavali Brahma Chaitanya Maharaj. Han studerede forskellige hellige tekster
under den gamle mands overopsyn. Engang fortalte tjeneren professoren om Sri Sathya Sai
Baba. Han fortalte, at Han var en inkarnation af Dattatreya og bad ham rejse til Puttaparthi for
at modtage Hans velsignelse. ”Jeg kan ikke tage af sted, fordi jeg er for gammel til at
gennemføre rejsen”, sagde han. ”Men du burde tage af sted og få Hans darshan”, insisterede
tjeneren. Professoren kom til Puttaparthi, og da Baba kaldte ham ind til et interview, var det
første, Baba sagde, da Han begyndte samtalen: ”Kom! Rør ved Mine fødder. Dette er din
Dattatreya-lærestol!” I Purana’erne prises Dattatreya som ’Den, der kan være alle steder på
én gang’ som svar på kalden, bønner og anråbelser fra alle jordens egne om trøst, styrke,
forbøn, lindring og hjælp!
123
13.10. Baba ’forlader’ kroppen og tager hen og er ved hengivnes side i deres sidste stund her
på Jorden og giver dem darshan. En aften ’forlod’ Baba Sin krop for at give darshan til en
person, hvis navn Han afslørede, efter Han vendte tilbage til Sin krop. Da jeg sagde til Ham:
”Så denne begivenhed fandt sted i Muddanur”, modsagde Han mig og fortalte: ”Nej, nej.
Døden indtraf på grund af hjertesvigt. Kvinden blev bragt til et andet sted. Døden indtraf på
landevejen.” Og senere afslørede brevet fra den efterladte ægtemand, at på grund af mangel
på iltapparater på det lokale hospital, havde det været nødvendigt at køre patienten i taxa til
en by 32 kilometer borte. Brevet afslørede tillige, at hun døde i taxaen med ordene ’Sairam,
Sairam’ på læberne.
13.11. Da Han opholdt Sig i Horsley Hills, gik Han en aften rundt i spisesalen. Han syntes at
være på nippet til at foretage en ’rejse’, men Han mumlede for Sig Selv: ”Der er stadig lidt tid
endnu” og gik hen til Sin stol. Og midt under aftensmåltidet ’forlod’ Han kroppen og gav
darshan til en døende mand! For nogle måneder siden, mens Han var på en af disse
’barmhjertigheds-rejser’, gentog Han ordet ’vand, vand’ flere gange. Derfor hentede de, der
stod omkring ham, et glas vand og hældte vand i Hans mund. Men Han syntes ikke at
bemærke det. Da Han vendte tilbage og så Sig omkring, fik Han øje på glasset, der var fuld af
vand. Han spurgte, hvem der havde hentet det og sat det der, og Han ville også kende
grunden til det. Da Han fik at vide, at han Selv havde bedt om det, smilede Han og sagde:
”Hvis Jeg beder om noget vand til et døende menneske et eller andet sted, så bliver der også
hentet vand her!”
13.12. Guds veje er uransagelige. Det er måske årsagen til, at Baba meget ofte siger: ”Lad
være med at spilde jeres tid og energi på at prøve at finde forklaringer på Mine gerninger.
Forstå jer selv og jeres egen natur først. Det vil også lede jer på sporet af Mig.”
13.13. Baba behøver ikke transcendere Sit fysiske legeme for at vise Sig et andet sted og der
skænke trøst. Engang imellem bliver Han blot siddende der, hvor Han nu engang sidder, eller
Han ser blot frem for Sig i en fortættet koncentration og bliver så nærværende igen i løbet af
et par sekunder. På denne korte tid er rejsen, og det at Han har skænket Sin nåde, forbi! En
dag, midt i en historie der skulle illustrere en pointe (det var en historie om en af Manu
Chakravarthi’s ministre), var Baba ’fraværende’ i ca. 10 sekunder, og da Han kom tilbage,
genoptog Han historien! Det var kun nogle få opmærksomme tilhørere, der bemærkede, at der
var sket noget usædvanligt. Lige efter denne hændelse trådte der en mand ind på Hans
værelse, og Baba spurgte ham: ”Fik du telegrammet?” Det så ud, som om han havde
modtaget et. ”Hvad står der i det? Prasad har høj feber, ikke sandt?”, spurgte Baba. Manden
havde endnu ikke åbnet sit telegram. Han gav Baba det, og da Han åbnede det, stod der at
læse, at Prasad havde feber, og at temperaturen var så høj som 40 grader. Men Baba sagde:
”Du skal slet ikke bekymre dig. Jeg har netop været der. Drengen er uden for fare.” Vi fik
fortalt, at Prasad boede i det hus, som den gamle mand, der var kommet med telegrammet,
ejede, og at dette sted lå 400 kilometer væk!
13.14. Normalt får vi ikke engang denne lille antydning af Baba’s mystiske nådes-mission. Han
frelser, beskytter, befaler, dikterer selv, mens Han taler, synger eller går omkring. Jeg
kommer til at tænke på en tankevækkende og iøjefaldende oplevelse af denne slags. Baba var
på Sit værelse i Prasanthi Nilayam. Der var omkring et dusin af os tilstede. Vi var travlt
beskæftiget med at klippe store stofstykker ud til dhothi’s. (En dhothi er en mandsklædning af
bomuld, der vikles rundt om kroppen). De blev lagt sammen, så de var klar til at blive uddelt
til de fattige under Navarathri-højtiden. Pludselig spurgte Baba: ”Parthasarathi! Du tror, at Jeg
er her nu sammen med dig og denne saks og i færd med at klippe i dette stykke klæde, ikke
sandt? Er du klar over, at Jeg netop har været i Madras for at se til din Kusa? Den lille fyr har
fået difteri, og din broder har fået ham på hospitalet. Du skal ikke bekymre dig, Min kære
mand. Jeg har givet ham darshan. Han vil snart blive rask.” Vi var alle meget forbløffede over
denne bekendtgørelse, og Parthasarathi faldt for Baba’s fødder, for han var overvældet af
dette bevis på Baba’s evner og nåde.
124
13.15. Med Sin karakteristiske form for humor omtaler Baba Sine mirakler som ’Mine visitkort’!
Det vil sige, at Han på denne måde bekendtgør over for os, at Han er Herren Selv, den samme
Herre der kom øjeblikkeligt for at frelse mangen en hengiven; den samme Herre der viste Sig
for dem, der havde kaldt på Ham. I Sin nåde viser Han os Sine ’visitkort’ som symbolsk
legitimering af Hans guddommelighed. Det gør Han over for selv forbipasserende besøgende,
der blot kigger ind af ren og skær nysgerrighed. Det påhviler os at gribe chancen og fra Ham
søge nøglen til selv-realisation. Det vil vise sig at være umagen værd.
125
Kapitel 14
Vognstyreren
14.1 I Sin nåde indvilligede Herren Krishna i at være Arjuna’s vognstyre, så længe
Kurukshetra-slaget varede. Gud blev menneskets vognstyrer; Gud styrede menneskets
handlinger.
14.2. Netop som pligten bød ham at handle, blev Arjuna fanget i illusionens net. ”Mine lemmer
føles tunge. Min tunge er tør. Jeg kan ikke holde fast på min bue. Jeg er ude af stand til at stå
oprejst. Min hjerne snurrer rundt”, græd han. Herren Krishna irettesatte ham, fordi han blev
overmandet af en uværdig svaghed, en upassende og umandig opførsel. Arjuna’s skelneevne
blev overdøvet af sorg og vildfarelse, af stolthed og uvidenhed, af en følelse af jeg og min. Så
fjernede Krishna, der er den indre bevidsthed og den indre motiverende kraft, illusionens slør
og lærte ham hemmeligheden ved et succesfuldt liv. Han lærte ham overgivelsens yoga,
udviklingen af en manglende interesse for og en ikke-tilknytning til alle aktiviteter og pligter.
14.3. Det er meget sigende, at Baba kaldte det månedlige tidsskrift, der blev udgivet første
gang i Prasanthi Nilayam i 1958, for ’Sanathana Sarathi’, ’Den tidløse Vognstyrer’. For lige som
Herren Krishna er Han også kommet til Jorden for at befri os for sorg og vildfarelse, stolthed
og uvidenhed og genetablere ’rigtig handling’ (dharma) i verden. Ordet ’vognstyrer’ er en
forsikring fra Baba’s side om, at Han vil guide os på rette vej, hvis vi blot tager det første og
indledende skridt og inviterer Ham til at tage vores livs tøjler. Ordet ’’tidløse’ er en påmindelse
om, at dette har været Baba’s rolle siden tidernes morgen.
14.4. Baba har skrevet en række artikler, der er samlet under titlerne: Kærlighedens
Kildevæld, Meditationens Kildevæld, Den Højeste Freds Kildevæld, Visdommens Kildevæld og
Svar der fordriver åndelig tvivl. Han anvender et enkelt og direkte sprog på telugu, og når man
læser artiklerne, kan man ligefrem se Baba tale med læseren på Sin intime og inspirerende
måde. Ved at stille mange spørgsmål mellem Sine erklæringer, ansporer Han læseren til selv
at gennemtænke de problemer, Han konfronterer læseren med. Ved lejlighedsvis at udtrykke
Sin kærlighed ved at anvende ord som ’Min elskede’, ’Mine kære’ og ’I gyldne sjæle’ drager
Han os tættere til Sig for at kunne undervise os i kunsten at gennemføre en pilgrimsrejse mod
Gud.
14.5. Baba har skrevet følgende: Ligesom landarbejderen bliver nedslået, hvis de frø, han har
sået, ikke spirer og vokser og giver en god høst, så gælder tilsvarende, at hvis de frø,
sandhedens ord, som Jeg sår, ikke spirer i jeres hjerter og vokser til først små planter og
senere træer, der giver frugt, så vil Jeg heller ikke være lykkelig. Denne høst af lyksalighed er
Min næring; Min føde. Det er den eneste tjeneste, I behøver at gøre Mig. Der findes intet
højere end dette. I må ikke kaste disse gode ord og denne sandhed, der er skrevet for jeres
skyld, væk. Hvis I fører disse ord ud i handling og oplever glæde ved at gøre det, så er den
glæde den føde, som Jeg nærer Mig Selv ved. Hvis I på denne måde handler i henhold til Mine
ord og dagligt fører dem ud i livet, vil Jeg med glæde fortælle jer mere og mere, for det er
årsagen til, at Jeg er kommet.”
14.6. Baba har ofte fortalt, at Han demonstrerer Sin guddommelighed gennem mirakler og
guddommelige lege. Han påstår, at Han udelukkende anvender disse midler for at indgyde folk
den tro, der er nødvendig, for at de vil lytte til Ham og følge Hans forslag til, hvad de skal gøre
for deres egen åndelige realisation. Han erklærer, at det er alles ret at kende til Hans budskab,
og derfor kan alle henvende sig til Ham uden frygt eller tøven. Beviserne på Hans nåde og
barmhjertighed er: Hans ivrighed efter at fjerne al den tvivl der skjuler sig i sindet hos de
mennesker, der søger Hans råd og vejledning, samt Hans parathed til at skænke dem så
126
mange interviews som de har behov for, så de kan få gennemdiskuteret de specielle personlige
problemer, de måtte have i relation til udøvelsen af åndelige øvelser.
14.7. En granskning af siderne i Den Tidløse Vognstyrer vil åbenbare Bhagavan Sri Sathya Sai
Baba’s styrke, åndelige visdom og nåde for enhver læser. Han advarer os mod at overse de
små ting i vores iver efter ikke at gå glip af de store.
”Vær vagtsom omkring de små ting. De hundredvis af små ting, som I hengiver jer til hele
tiden, vil med tiden blive mere ubøjelige og vil blive til vaner og forkvakle jeres karakter og
personlighed. De former individets intellekt, livsanskuelse og stræben. I skal udfordre jeres
onde tilbøjeligheder endnu inden de slavebinder jer. Hvis I oprigtigt anstrenger jer, så vil I helt
sikkert opnå succes med dette.”
”Hvis en eller anden påpeger jeres fejl, så skal I ikke begynde at diskutere med vedkommende
og prøve at bevise, at han tager fejl. Og I må ikke nære modvilje mod ham af den årsag.
Tænk grundigt over det og undersøg jeres adfærd uden at tabe fatningen. I taknemmelighed
kan I herefter fortsætte med at rette jeres fejl.”
”Når nogen forårsager jer mental smerte, så må I ikke blive vrede. Vrede er fjende nummer et
i relation til skelneevne og klarsynethed. Mens I sidder et ensomt sted, skal I konstant tænke
på Herren eller synge nogle lovsange med høj stemme. Hvis I ikke kan gøre dette om aftenen,
så bred jeres seng ud og læg jer til at sove.”
”Jeres egen oplevelse er den bedste garanti for, hvad der er sandhed. Lad jer ikke lede af hvad
andre fortæller om deres oplevelser, intet kan være så ægte som jeres egne oplevelser.”
”I skal udvikle mod, tillid, håb og entusiasme. Det vil blive jer til stor hjælp både inden for det
verdslige og det åndelige område.”
”Overalt er mennesket fordybet i bekymringer og vanskeligheder; er det rigtigt at forøge
smerten? Havet er allerede i oprør; hvordan kan I tillade, at sindet blæser en tyfon hen over
det? I skal hellere lære at sprede smil omkring jer. Hvorfor gøre verden mere bedrøvet ved at
I klager og jamrer jer og taler om jeres egen ulykke?”
”I skal begynde at gentage Guds navn og meditere, det vil lindre jeres sorg. Overvind jeres
egen sorg og bliv et eksempel for andre mennesker.”
14.7. Det var nogle af de råd, som Han i Sin venlighed har meddelt os.
14.8. Fjernelsen af skadelige tilbøjeligheder, impulser og vaner, og det at opbygge karakteren
er imidlertid kun forberedende gøremål, der skal føre til udøvelse af åndelige øvelser. Så Baba
har helliget en betydelig del af Sin hjælp til meditation, gentagelse af Guds navn, konstant
ihukommelse af Herren samt bøn. I omkring 13 måneder handlede Hans artikler om
meditation og den måde, man griber den an på, altså det Han kalder ’planmæssig rutine’.
14.9. ”I skal meditere, indtil jeres sind kommer helt under jeres kontrol. Når sindet begynder
at flakke omkring, skal I passe på. Lad være med at følge det i dets luner, idet I forsøger at
finde ud af det og straffe det. Vær stille; lad være med at forfølge de tanker, der dukker op. Så
vil det af sig selv vende tilbage, når det bliver træt og udmattet, fordi I ikke giver det
opmærksomhed. Sindet er som et lille barn. Når moderen går bag det og kalder dets navn, og
hun viser barnet opmærksomhed, så får barnet selvtillid nok til at gå en smule videre. Hvis
moderen står stille og fjerner sig fra barnet, så bliver det grebet af frygt over dette tegn på
manglende opmærksomhed og løber hurtigt tilbage i hendes arme. Så lad være med at tage
jer af sindets luner. Fortsæt med at ihukomme Gud og med at meditere på det navn og den
127
form, som I holder mest af og på den måde, I finder mest inspirerende. Så vil I virkeliggøre
jeres hjertes attrå.”
14.10. Det vrimler med ord om trøst og opmuntring, som ovenstående, i de artikler, der er
skrevet af vores tidsalders Dakshinamurthi. (Dakshinamurthi er en af de strålende
menneskelige former, som Herren Siva, ud fra Sin grænseløse nåde og barmhjertighed, antog
for at befri de modne sjæle fra trældom). For som Han siger: ”I tidligere tider havde en
bestemt gruppe personer eller et enkelt individ monopol på at udnytte og underkue andre. Og
den magt, de havde behov for at anvende, var ansvarlig for, at ’rigtig handling’ blev svækket.
Og derfor kunne tidligere Avatarer genetablere ’rigtig handling’ ved at tilintetgøre disse
grupper eller disse enkelpersoner. Men nu til dags er den dæmoniske natur et universelt træk,
og derfor må denne Avatar fremkalde en revolution af den menneskelige karakter, indstilling
og adfærd, og folk må lære visse bestemte discipliner at kende.”
14.11. ”Folk må sættes på vejen, der fører til enhed, harmoni og fred. De må lære at forstå, at
alting i universet er en manifestation af Herren, der er selve grundlaget. Hele tilfredsstillelsen
er alles ret uanset race, tro, samfundsklasse eller kaste. I, der tilhører denne generation, er i
sandhed heldige, at det er jeres gode skæbne at få kontakt med denne Herrens Avatar, og at I
får muligheden for at modtage den vejledning, Han er kommet for at give.”
14.12. I Sine skrifter udviser Baba stærk modvilje mod lærere og guruer, der går på akkord
med idealet blot for at opnå berømmelse. For et af formålene med Hans komme er at lede dem
tilbage til retskaffenhed. Han fordømmer den partiskhed og klikedannelse, der sker i Guds
hellige navn. Faktisk slår Han fast, at Gud aldrig nogen sinde kan være vred eller jaloux. ”Lad
være med at tro på beskrivelser af Herren, hvor Han bliver fremstillet som grådig,
forretningsorienteret, vred, jaloux eller hævngerrig. Han er hævet over alle småligheder og al
købslåen. Han er kærlighed, medfølelse og fred. Når en krukke med nektar bliver ramt af en
sten, så lækker den. Men bliver nektaren bitter? Nej, den kan aldrig forandre sin sødme.” Et af
Baba’s budskaber er budskabet om harmoni. ”Når den altgennemtrængende, altomfattende
rene Væren bliver beskrevet, så vil omstændighederne, indholdet og metoden afhænge af
talernes livsanskuelse og tilhørernes forstand. Når Væren bliver beskrevet som havende
egenskaber, så tillægges den forskellige navne og former. Når den åndelige aspirant forstår og
erkender, at den er hinsides alle egenskaber, som sindet kan forestille sig, så bliver denne
Væren omtalt som Gud.” Derfor er alle skænderier mellem forskellige sekter ren og skær
verdslig rivalisering. Det er noget, de udelukkende hengiver sig til på grund af den tarvelige
fornøjelse, den giver laverestående sind, siger Baba.
14.13. Baba har også gjort opmærksom på, at sanyasi’er kun fortjener andres respekt, hvis de
har opgivet alle deres ønsker. Det gælder selv deres ønske om at udvikle deres ashram. Det at
være knyttet til ashram’en bliver en byrde for dem. I stedet for at have opgivet alle bånd har
disse guruer bundet sig selv endnu strammere til den foranderlige verdens plov. De har
nedværdiget sig selv, så de nu er byrdens trækdyr. Baba forklarer, at folk har mistet troen på
Den Tidløse og Universelle Religion og på sanyasi-institutionen på grund af sådanne
menneskers aktiviteter. I deres bestræbelser på at opnå berømmelse lægger de konstant pres
på samfundet. Sådanne guruer, siger Baba, træner mange disciple, og derfor må de gøre sig
ekstra anstrengelser for at hjælpe disciplene med at opnå den rette livsanskuelse og fuldt ud
blive fordybet i kontemplation på Herren.
14.14. Baba har også påpeget den fejl, det er at give guruen en højere status, end det der
tilkommer ham. Respekter guruen som den person, der viser jer vejen, der holder øje med
jeres fremskridt, og som er interesseret i jeres velfærd, det er det hele. Lad være med at
opfatte ham som værende altomfattende og almægtig. Det er alene Herren, I kan betragte og
behandle som værende universel.
128
14.15. Baba understreger altid betydningen af at udvise mådehold. Han er ikke fortaler for, at
alle skal leve et asketisk liv. Han omtaler kroppen som et redskab givet af Gud. ”Forstå den, få
den til at adlyde jeres vilje. I må aldrig bøje jer for den og følge dens lunefulde krav. Træn den
omhyggeligt til at tjene jeres velfærd.”
14.16. ”Vær på udkig efter de første tegn på, at kroppen har lidt skade eller er ved at gå i
unødigt forfald. Hold den i god form ved hjælp af disciplinerede aktiviteter, moderat spisning,
moderat søvn, en holdning af at nære kærlighed over for alle, et livssyn der bevirker, at I med
sjælsstyrke kan se smerte og bekymring såvel som succes og held i øjnene. Når det drejer sig
om at helbrede kroppens sygdomme, så er disse forhold vigtigere end medicin. Når det gælder
ens fysiske helbred, så vil selv evnen til at anvende sin skelneevne hjælpe med at overvinde
sygdom.” I Sine skrifter skriver Baba ofte om, at Han modsætter sig det at udsulte kroppen.
Det er noget, fanatiske åndelige aspiranter kan få lyst til at praktisere. Han er også imod
overdrevne madelskeres tåbelige trang til at tilfredsstille ganen med usund og sløvende mad.
14.17. Baba taler aldrig nedsættende om en familieforsørgers liv. Faktisk kalder Han en sådan
for ’guru’, for det er udelukkende på grund af det hårde arbejde og den uro, der kendetegner
familielivet, at folk får tilskyndelsen til at efterstræbe åndens mere ophøjede liv. Han fortæller,
at hvis det ikke var for disse besværligheder, så var der mange, der slet ikke havde opsøgt
Ham. Når de så kommer og lærer Ham at kende, så klamrer de sig til guddommen, uanset om
deres problemer bliver løst eller ej. Gradvist kommer de til at føle, at sådanne problemer skal
man ikke tillægge den betydning, som de har for vane at gøre. De møder disse problemer med
større mod og tillid og endog forståelse. Han har skrevet, at sukkerrøret bør byde
afhugningen, knusningen, presningen, kogningen og vridningen, som det bliver udsat for,
velkommen, for uden disse prøvelser vil sukkerrøret tørre ud, og det vil ikke forsøde nogens
tunge. På tilsvarende måde skal mennesket byde problemer velkommen, for det er alene dem,
der kan få åndens sødme frem. ”I ønsker et smykke. I går til en guldsmed og giver ham den
nødvendige mængde guld. Men ligger I søvnløse om natten og pines ved tanken om den
opvarmning, den hamren, den hiven og trækken, skæringen og udskæringen som guldsmeden
udsætter jeres guld for? Hvorfor bekymrer det jer så, når Herren, I Sin bestræbelse på at
omdanne jer til et smukt smykke, varmer, smelter, skærer og udskærer og fjerner slagger i
lidelsens smeltedigel?”
14.18. Baba er den store helbreder, den der sætter mod i de forsagte sjæle, den enestående
fornyer. Han insisterer på sandhed, for usandhed har fejhed som sin dybereliggende årsag, og
I skjuler udelukkende sandheden for en person, når I er bange for ham eller hader ham.
Sandhed er baseret på styrke. Ifølge Baba er det i strid med menneskets natur at undskylde
sig med svaghed eller mangel på styrke. Han tillader ikke nogen at sige: ”Jeg er en synder;
jeg er født i synd; jeg er en syndefuld sjæl.” Når en af de hengivne, ud af sin dybtfølte anger,
skælder sig selv ud, så trækker Baba straks vedkommende til side: ”Når Jeg er kommet for din
skyld, burde du ikke føle på denne måde”, siger Han.
14.19. Baba sidestiller kraft og styrke med den gode handling, og Han sidestiller svaghed med
den slette handling. Det vil altså sige, at svaghed er synd; styrke er hellig. Fysisk, mental og
åndelig styrke, alle tre er vigtige, men den største kilde til disse tre er tro på sig selv, på Det
Højeste Selv inde i sig selv. ”Husk på dette og få styrke heraf. Min mission er at give jer tillid
til jer selv; at give jer den styrke der kommer af en sådan tillid.” Som Baba forklarer, så er
modløshed den væsentligste årsag til, at man svækkes, og derfor bør alle udvikle glædens
kvalitet. For et liv, der leves i tilfredshed, er én lang fest. ”Misundelse æder sig gennem
menneskets vitale organer. Lige som gift spreder den sig ud i hele kroppen. Dediker alt, både
glæde og sorg, til Herren. Det er hemmeligheden ved at opnå tilfredshed, den mest kostbare
af alle skatte.”
14.20. Baba indpoder en ånd af uselvisk tjeneste blandt Sine hengivne. Det sker specielt i
forbindelse med Dasara-festlighederne, hvor én dag er helliget social tjeneste, altså praktisk
129
tjeneste. Denne dag er der en holdning af tilbedelse, og det er i denne ånd, at tjenesten skal
ydes. Han skriver og taler om, at det at gøre noget godt mod andre er den største velgerning,
man kan gøre mod sig selv. På samme måde er grusomhed mod andre i den sidste ende
grusomhed mod en selv. ”Når Madhava (Gud) Selv kommer i menneskelig skikkelse, så Han
kan tjene mennesket, hvor lykkelig vil Han så ikke blive, hvis mennesket engagere sig i denne
uselviske tjeneste?” Han siger: ”I skal ofre jeres tid på at udføre uselvisk tjeneste over for
verden uden at tage hensyn til resultaterne.” Men Baba er meget bestemt angående den
indstilling og det livssyn, der skal inspirere den åndelige aspirant, der begiver sig ud på den
uselviske tjenestes vej. ”Skønt tjeneste over for menneskeheden er hellig, så er der slet ingen
vinding, medmindre den er forenet i det højere ideal med at tjene samfundet, og at man ser
Herren som iboende alle, og at man forguder Herren i skikkelse af den person, man tjener.
Man skal have en fuldstændig tro på det guddommelige i mennesket, og den uselviske tjeneste
bør udføres i en uafbrudt kontemplation på Herren.” ”Anvend den styrke, viden og de talenter,
som Herren har udstyret jer med, til at prise Herren endnu højere. Gør det i oprigtighed og
undlad at simulere. Det er tjeneste for Herren. Selve omfanget af handlingen og området, hvor
tjeneste ydes, er mindre afgørende.”
14.21. Meget ofte anvender Baba en hel tale på at tydeliggøre behovet for undersøgelse af
selvet som modstykke til den blinde, ulogiske tro. ”I kan stille Mig et hvilket som helst
spørgsmål uden at tøve. Jeg er altid parat til at svare. Jeg foretrækker folk, der oprigtigt
undersøger tingene, og som har et ønske om at vide besked.” ”Uden at analysere og
ræsonnere kan man ikke forstå tingenes sande værdi, og forsagelse vil på ingen måde være
mulig. Engang imellem må I endog undersøge selve undersøgelsesprocessen, for måske
bedrager I hele tiden jer selv ved at argumentere for, at alle jeres handlinger er moralske og
rene, når et fordomsfrit sind vil fordømme dem som værende det modsatte.” Lige som Herren
Krishna gjorde, så fortæller Baba også folk: ”Gør jer klart, hvad der kan siges for og imod.
Tænk også på jeres egne erfaringer, og derefter kan I udtrykke jeres egen mening. Lad jer
ikke lede af hvad andre måtte sige, eller endog hvad Jeg måtte sige!” ”Ved porten, der fører
ind til befrielse, eller direkte erkendelse af Gud, står der tre skildvagter”, siger Baba. ”De vil
kun lukke jer ind, hvis de er tilfredse med jeres kvalifikationer. Disse kvalifikationer er: Glæde
og tilfredshed, fred og undersøgelse af selvet; selvransagelse. Hvis blot en af vagtposterne er
tilfreds, så vil de andre ikke være strenge. Så sørg for at fremelske glæde og tilfredshed, fred
eller selvransagelse. Dybest set er de alle nært beslægtede. ”Selvransagelse, der bringes inden
for oplevelsernes område, resulterer i fred, det vil sige uforstyrret glæde og tilfredshed eller
lyksalighed.” ”Spørg Mig om en eller anden åndelig øvelse, som I er ivrige efter at engagere
jer i, eller om en eller anden information, som I øjeblikkeligt kan gøre brug af. Søg det, der er
værdifuldt for jer.” Det er, hvad Baba kræver af os.
14.22. Man får en fornemmelse af, at de påbud, som udstråler fra Baba, har en presserende
karakter. For som Han siger: ”Tiden hvor I skal påbegynde rejsen på de åndelige øvelsers vej,
begynder nu!”
14.23. ”Begynd i dag på de åndelige øvelser, som ellers skulle starte i morgen. Begynd i dette
øjeblik på de åndelige øvelser, der skal starte i dag. På samme måde som et barn må begynde
at lære alfabetet i en tidlig alder, så det i en senere alder kan blive ekspert inden for kunst og
videnskab, må ’det åndelige barn’ straks begynde at lære alfabetet og fortsætte med sine
studier. Ingen kan klare at lære alfabetet i en høj alder, eller når vedkommende ligger for
døden. Hvert sekund bliver livet afkortet. Det øjeblik, der netop er gået, er ikke længere jeres.
Det øjeblik, der snart kommer, tilhører måske slet ikke jer. Så i dette øjeblik skal I lægge alle
jeres kræfter i at opnå evig glæde.”
14.24. Blandt de midler man kan benytte sig af for at opnå denne evige glæde, sætter Han
konstant ihukommelse af Herren først. (Namasmarana). Han taler og skriver også om de tre
traditionelle yogaer og de tre traditionelle filosofiske systemer. Baba er kommet for at bringe
en afslutning på alle stridigheder, og Han fremhæver den harmoni, der kendetegner disse
130
skoler og disse systemer. ”Jeg vil ikke påstå, at karma, åndelig visdom og hengivenhed over
for Gud er adskilte. Jeg vil heller ikke klassificere dem og sige, at de er henholdsvis nummer 1,
2 og 3. Jeg vil end ikke acceptere en blanding af de tre. Karma er hengivenhed over for Gud;
hengivenhed over for Gud er åndelig visdom. Et stykke kage har sødme, form og vægt; det
har alle tre. Tilsvarende har enhver af en gudfrygtig persons handlinger hengivenhedens
sødme, karma’s form og den åndelige visdoms vægt. Åndelig visdom er et produkt af
hengivenhed, og hengivenhed bliver fremmet af karma, og de ædleste former for karma er
konstant ihukommelse af Gud, gentagelse af Guds navn og meditation. Brændende og
betingelsesløs hengivenhed over for Gud fører mennesket til en tilstand, hvor det altid er
Herren nær, det vil sige altid at have Herrens herlighed for øje og derfra til tilstanden af at
være gennemsyret af gudsbevidsthed. Ifølge de hellige skrifters beretninger om hengivenhed
over for Gud så er dette det endegyldige resultat. Men de autoritative tekster vedrørende
filosofien om ikke-dualisme vil ikke acceptere dette som værende den højeste tilstand. Blot
fordi et menneske er gennemsyret af Gud, altså har Guds form, så kan vi ikke påstå, at
vedkommende ejer skabelseskraften, den bevarende kraft og den nedbrydende kraft, som
Herren har. Enhed opnås først i det øjeblik, alle antydninger af forskellighed forsvinder. Det
sker, når man smelter sammen med det guddommelige, når man opnår enhed med Gud. Det
kan udelukkende ske gennem guddommelig nåde. Det er ikke noget, man kan gøre fordring på
som en belønning for ens anstrengelser.
14.25. ”Herren kan også forunde en hengiven guddommelig visdom; viden om Gud. For altings
Herre og det sansemæssige univers er ikke to adskilte entiteter. Han kan fjerne det slør, som
Han Selv har kastet over verden.” ”En ting og dens natur er det samme; det er ikke to adskilte
ting. Er det muligt at se naturen adskilt fra en af de ting, der udgør naturen. Er det muligt at
adskille sødmen fra sukker, lys fra Solen? Den højeste Herre har altså to karakteristika. Når vi
taler om dem som to, så kendes de som Gud og det sansemæssige univers, men de er i
virkeligheden én. Den Højestes natur er umanifesteret, uadskillelig, og som sødmen i sukkeret
kan den kun kendes gennem oplevelse. I kraft af en viljesakt omslutter dette sansemæssige
univers Gud, og kosmos er resultatet. Denne Ene Eksistens er grundlaget eller fundamentet for
både det universelle og det specifikke, helheden såvel som de tilsyneladende dele. Dette
manifesterede komplette kosmos er opstået fra Den Umanifesterede Udelelige Virkelighed,
men alligevel er der ikke sket nogen formindskelse af Det Fuldkomne.”
14.26. Baba udreder de mest komplicerede filosofiske problemer på en let og forståelig måde.
Tilhøreren eller læseren ser løsningen af problemerne i et glimt og forstår meningen. Måske
sker det på grund af en metafor, et billede, en lignelse eller en slutreplik, der er i stand til at
sætte indholdet af en hel times foredrag på plads. For at sige det kort, så sker Hans komme
for jeres og min skyld; for at omdanne os alle til disciplinerede åndelige aspiranter, for som
Han siger: ”Verden kan udelukkende opnå fremgang, velstand og fred gennem sådanne
personer, hvis hjerter er rene, og hvis sind er fri for fordomme og lidenskab, begær og
grådighed, vrede og misundelse.” Måtte det være vores lod i livet at blive velsignet af Hans
nåde, så vi også kan tilslutte os rækken af sådanne disciplinerede sjæle.
131
Kapitel 15
Missionen begynder
15.1. De tusinder af mennesker, der deltog i Dasara-festlighederne i 1960, vil selv i dag huske
de spændende og betagende erklæringer, som Baba fremkom med i Sine taler om Sig Selv og
Sin mission. På den allerførste dag, mens man festligholdt ’hospitalets dag’, fortalte Baba, at
det var spild af tid og energi at tvinge ubegribelige og uforståelige vedantiske læresætninger
ned i halsen på jævne, ikke uddannede folk. (Vedantiske læresætninger er læresætninger fra
Veda’erne). Det er tåbeligt at anbefale dem udmattende faster og nattevågen. Lærere og
guruer skal anspore dem til at gå langsomt til værks. De skal opmuntre dem til at tage ét
skridt ad gangen, at opgive én dårlig vane ad gangen og stille og roligt forlænge den periode
hvor de gentager Guds navn og mediterer.
15.2. I tre på hinanden følgende dage talte Baba om Sig Selv og Sin mission. Disse dage blev
telugu-digtet ’Sri Sathya Sai Githa’ af Vidwan Doopati Thirumalacharlu reciteret og forklaret,
og det var det, der gav Ham de nødvendige stikord og den nødvendige baggrund. Han
erklærede, at Han igen er kommet hertil for at kundgøre den samme doktrin vedrørende
’handlinger der udføres uden at begære frugterne heraf’ og overgivelse. ”På samme måde som
skyerne skjuler Solens stråleglans, skjuler tvivlens og vildfarelsens skyer Min glans, så I ikke
kan forstår Mig”, siger Han. Han ønsker, at alle mennesker, ligesom Arjuna, skal opgive den
vildfarelse, der stammer fra uvidenhed og blive befriet fra ’jeg’ og ’mines’ lænker. ”Kærlighed
er frøet, hengivenhed over for Gud er spiren, troen er gødningen, godt selskab er regnen,
overgivelse er blomsten, og forening med Herren er frugten”, erklærede Han.
15.3. I er alle langt heldigere”, siger han ”end mennesker fra tidligere generationer var, for I
har Mig som jeres vejleder og beskytter. Jeg holder øje med jer og advarer jer, når I går i en
forkert retning. Få det bedst mulige ud af denne sjældne mulighed. Lad være med at springe
rundt som frøen, der ignorerer den lotusblomst, der blomstrer lige ved siden af den. Vær som
bien, der sværmer omkring for at drikke nektaren i rigt mål.” Ord som disse, der genlyder af
Herrens autoritet; den Herre der opfordrer alle til at søge tilflugt i Ham, strømmede i rigt mål
fra Baba’s læber i hver af Hans taler. ”Tro indeholder sin egen belønning; den vil åbenbare
sandheden. Hvis I tror, at Krishna var en røgterdreng, så reducerer I ikke blot Krishna, men
også jer selv til en røgterdrengs niveau. Anse Ham for at være Herren, der har taget bolig i
jeres hjertes helligdom, og Han vil virke som jeres vognstyrer.” ”Lad være med at afvise
Herren; lad være med at tvivle på Herren; lad være med at tøve med at anerkende Herren,
når Han nu har gjort det så let for jer at komme Ham nær i jeres bønner”, sagde Han.
15.4. ”I er ikke i stand til at forstå den fulde betydning af Avataren. I er heller ikke i stand til
at udholde den fulde stråleglans, hvis ikke der går en forberedende periode forud. Derfor
afslører Jeg kun små fragmenter af denne stråleglans for jer som for eksempel skabelsen af
vibhuthi”, sagde Han en dag. ”Nej, det ligger ikke i Min natur at strø om Mig med lokkemidler
for at drage mennesker til Mig. Jeg spreder og udviser glæde, og Jeg gør det uden noget
formål. Det er derfor, Jeg udfører disse mirakler.”
15.5. Idet Han fjernede det dække, der skjuler Hans guddommelighed for os, erklærede Han
en anden dag: ”Der var engang nogle uvidende mennesker, der sad og talte om Mig. De
påstod, at jeg har en dobbelt personlighed: Jeg er guddommelig det meste af tiden, men
menneskelig i resten af tiden. Men tro på dette: Jeg er evig og altid altomfattende og
universel. Gud forandrer Sig ikke eller bliver transformeret. Jeg fortæller jer dette, fordi der er
en højere åndelig tilknytning mellem os. Det er ikke blot den tilfældige og flygtige forbindelse,
der er mellem en besøgende og værten.”
132
15.6. En anden dag talte Han i et mere truende tonefald. ”Jeg må advare jer mod falske lærere
og bedrageriske guruer. Der findes mange af den slags, der går omkring og giver sig af med at
efterligne samadhi-tilstanden og foregiver, at de befinder sig i guddommelig ekstase. (En
samadhi-tilstand er en tilstand af fuldstændig sindsligevægt; lyksalighedens over-bevidste
tilstand). De lover, ar de kan videregive denne ekstase til de mennesker, der står omkring
dem. Mens de ’befinder’ sig i denne samadhi-tilstand, holder de foredrag, danser og synger i
det, de kalder rasakreeda (Krishna’s dans som dreng med røgterpigerne i Brindavan). Det er
meget kritisabelt. Hold jer langt væk fra den slags mennesker”, sagde Han. ”Jeg vil snart
påtage Mig opgaven med at afsløre disse bedragere og give dem den straf, de fortjener”,
bekendtgjorde Han.
15.7. På Guru Pournami dag (dagen hvor man ærer sin guru) 1961 i byen Mysore opfordrede
Baba Sine hengivne og tilhængere til at holde et vågent øje med den slags guruer. Han
advarede dem mod den mindste antydning af grådighed, egoisme, stolthed, misundelse og
hykleri. ”Tiden er kommet, hvor man må fjerne de guruer, der er dårlige eksempler for deres
disciple. Vi må fjerne de sanyasi’er, der indbyrdes konkurrerer om at få så mange
bekvemmeligheder som muligt og om at opnå berømmelse”, sagde Han. ”Jeg vil snart
påbegynde denne opgave. Det er et af formålene med, at Jeg er kommet”, bekendtgjorde Han.
Sanyasi’er, der har opgivet alle bånd til verden og har besluttet at vende den ryggen, bør ikke
fejre deres fødselsdag. De bør ikke plage de rige med deres anmassende adfærd, hvor de
beder om donationer og penge. De bør ikke søge at tilfredsstille deres tilhængeres egoisme
ved at give dem højtravende titler og rose dem for deres åndelige bedrifter. Når I først er
begyndt at svække den disciplin, der er foreskrevet munke, så kan I ikke standse den
uundgåelige tilbagegang. Genopretningen af den moralske orden i menneskelige affærer
forudsætter, at sanyasi’ernes ’rigtige handling’ først bliver rettet og korrigeret. Årsagen er, at
det er dem, der nyder folks respekt, og at det er dem, der holder foredrag om åndelige idealer.
Hvis de begynder at gå på kompromis og skejer ud, så vil den uundgåelige følge blive, at
religionen kommer i miskredit.”
15.8. Den samme guddommelige vilje rungede fra de taler, som Baba holdt i forbindelse med
festlighederne omkring Hans fødselsdag i november. Idet Han henvendte Sig til den store
forsamling af borgere fra Puttaparthi, sagde Han: ”I mere end 20 år har I kun set lyset uden at
få gavn af varmen, for I har ikke haft lyst til at komme nær. Jeg var klar over, at denne dag
ville komme, og at I alle en dag ville opgive tvivl og vildfarelse og anerkende vejen mod fred
og lyksalighed. Tro Mig, denne Puttaparthi bliver snart et andet Tirupathi. Tusindvis af yogier,
sadhu’er og åndelige aspiranter vil blive ved med at komme hertil i årene fremover og opnå
trøst og frelse. Genetableringen af Den Tidløse og Universelle Religion vil udspringe fra dette
sted.”
15.9. Mahasivarathri dag lagde Han vægt på det universelle aspekt i Sit budskab og
erklærede, at Han var kommet for hele menneskehedens skyld. ”Der findes ingen i denne
verden, der ikke tilhører Mig. Alle er Mine. De fremsiger måske ikke Mit navn eller andre af
Guds navne, men de er alligevel Mine.”
15.10. Meningen og betydningen af disse dybsindige udtalelser blev først helt indlysende i
Coimbatore, hvor Baba anbragte en marmorstatue af den forhenværende menneskelige
skikkelse, den forrige Avatar Shirdi Sai Baba, i det berømte Naga Sai Tempel. Dette
arrangement, der fandt sted den 26. februar 1961, var i sandhed en historisk begivenhed.
Naga Sai Templet har dette navn, fordi Shirdi Sai Baba har givet darshan til utallige hengivne
her som en naga (slange; kobraslange). Denne slange rejste sig fra en stor bunke blomster,
lyttede i timevis til lovsang og poserede endog for en fotograf, før den endelig forsvandt. Dette
mirakel fandt sted for 17 år siden, og templet har siden dækket det åndelige behov for
tusindvis af borgere fra Coimbatore by og de omkringliggende områder. Dette var første gang,
at Baba formelt installerede en statue af Sin tidligere manifestation, så den dagligt kunne blive
133
tilbedt. Derfor var de hengivne fulde af forventninger om, at Baba på denne dag ville
fremkomme med nogle vigtige bekendtgørelser.
15.11. Og de blev ikke skuffet! Baba sagde: ”Det er virkeligt morsomt, er det ikke, at Jeg
installerer denne statue af Mig Selv i en anden manifestation. Jeg gør det af en meget fornuftig
grund. Denne dag fortjener at blive indgraveret i guldbogstaver, for dette arrangement
indvarsler begyndelsen på en ny æra, Sathya Sai æraen, hvor Den Guddommelige Moder vil
blive den indre motiverende kraft i alle. Det eneste andet eksempel af denne art, hvor en
Avatar installerer en statue af Herren, var da Rama installerede Iswralinga’en ved
Rameswaram. (Dette er stedet, hvor Herren Rama påbegyndte at bygge en bro over til Lanka,
for at kunne befri sin gemalinde, Sita, fra hendes fangenskab). Det var den gang indledningen
på det felttog, der førte til tilintetgørelsen af Ravana og dæmonerne; den guddommelige
opgave der bestod i at overvinde de ondsindede og beskytte de gode. Nu gør Jeg det som
indledningen til den anden opgave for alle Avatarer, genoprettelsen af ’rigtig handling’.”
15.12. I sandhed en epokegørende erklæring! Ord der indvarsler kærlighedens,
retfærdighedens, fredens og enhedens nye tidsalder! En kraftig appel til menneskeheden om at
samle sig under Sathya Sai banneret!
15.13. Det kan ikke undre, at receptionen i Udumalpet, som Baba besøgte den næste dag efter
denne betydningsfulde bekendtgørelse, var storslået. Også ved denne lejlighed opfordrede
Baba folk til at tage del i den store genopretning af ’rigtig handling’, der var nært forestående.
15.14. Baba har ofte sagt, at et givent pilgrimssteds hellighed er proportionelt med den
hengivenhed, som de hengivne bringer med sig og oprigtigheden af de bønner, de fremsiger i
helligdommen. Men når Baba Selv besøger et tempel eller et pilgrimssted, så er effekten langt
større. Det er som et udbrændt batteri, der bliver opladet af al helligheds ophav. Baba har
erklæret, at det forholder sig sådan, og at formålet med at Han står foran bestemte
helligdomme, er at forøge deres åndelige kraft. Det var derfor glædeligt at høre, at Baba
planlagde en rejse til Ayodhya og Benares efter et kort ophold i Madras. Den 23. marts talte
Baba til en kolossal stor forsamling på jernbane-stadionet i Perambur. Den stille beundring,
som forsamlingen tilkendegav under hele talen, fik doktor B. Ramakrishna Rao, guvernør i
Uttar Pradesh, der var mødets formand, til at erklære: ”Jeg har i lang tid været meget
bedrøvet. Årsagen er, at der på trods af fremgang inden for økonomi og kultur ikke er megen
glæde, tilfredshed, fred, godt naboskab og kærlighed i dette land. I folks daglige liv er der ikke
blevet lagt vægt på moralsk sandhed og åndelig disciplin. Men i dag har jeg fået håbet tilbage.
Denne vældig store forsamling, den velkomst alle gav Baba og den seriøsitet, alle lagde for
dagen, da de lyttede til Hans ord, har overbevist mig om, at det moralske fremskridt i dette
land er sikret.”
15.15. Dr. Ramakrishna Rao inviterede Baba til Lucknow, og da Han besøgte byen, tillod Han,
at Locknow’s indbyggere deltog i lovsangs sammenkomsterne i fyrstens palads. På denne
måde fik mange mulighed for at blive velsignet af Ham, og Han satte dem i gang, så de kunne
tage de første skridt mod et mere ophøjet liv. Nogle få af byens indbyggere var så heldige, at
de fik kendskab til, at Han var den, Han er. Det fik de, da de var vidne til nogle mirakuløse
hændelser, der tillige bragte flere åndeligt søgende til Ham.
15.16. Han holdt også tale ved et møde i rådhussalen. Mødet var arrangeret af Andhra
Foreningen, Tamil Foreningen, Kerala Foreningen og Mysore Foreningen. Disse foreninger følte,
at de burde ære Ham, formentlig fordi Baba stammer fra det sydlige Indien! Men som Baba
engang sagde: ”Dakshinamurthi tilhører ikke det sydlige Indien!” Af samme grund rådede Han
også foreningerne fra alt det, der havde at gøre med lokale tilhørsforhold. I stedet skulle de
satse på at mødes i godt selskab og dyrke det åndelige fællesskab, der er i besiddelse af god
vilje, og som stræber efter medmenneskelighed gennem gentagelse af Guds navn, meditation
og tjeneste over for verden. Eftersom forslaget havde Baba’s guddommelige vilje bag sig,
134
arrangerede man uden tøven et sådant møde, og Baba indviede det nye kapitel i Lucknow, der
var præget af harmoni, enhed og åndeligt brodersind.
15.17. Fra Lucknow fortsatte Baba til Ayodhya med en lille gruppe af hengivne. (Ayodhya er
byen, hvor Rama inkarnerede, og hvor Han senere regerede). På vejen udpegede Han
forskellige steder, der har relation til ’Historien om Rama’ og de steder, der er blevet
helliggjort af guddommelige begivenheder. Han fortalte, at hengivenhed over for Gud i
allerhøjeste grad stadig er dybt rodfæstet i hjerterne hos folk i dette område. For, som Han
sagde, kunne Han høre den uophørlige gentagelse af Rama’s navn, der strømmede fra deres
hjerter. Han besøgte Rama Templet og fortalte, at det der findes i det universelle, også findes
ublandet i sine rene bestanddele i den begrænsede skikkelse. Men kraften skal konstant næres
af de foreskrevne ritualer, af bønnernes oprigtighed, af de hengivnes renhed, af præsternes
renhed og af atmosfærens hellighed. ”Folk tilbeder Herren, som var Han i Ayodhya eller
Dwaraka (Herren Krishna’s hovedstad) og ingen andre steder. Det er forkert. Han er
allestedsnærværende. At begrænse Ham er at fornægte Hans herlighed. Alt dette reducerer
gradvist det hellige steds virkningsfuldhed. Dette kan kun forøges igen ved, at der er mere og
mere oprigtighed blandt de hengivne, eller ved at Herren Selv, ud af Sin nåde, gør det.”
15.18. Baba velsignede Sine hengivne på bredden af Sarayu-floden, og senere førte Han dem
hen til Hamuman Templet. Dette tempel er opført i det område, der ifølge legenden blev givet
til ham af Rama Selv. Hanuman fik det, så han kunne etablere et kongerige, der altid genlyder
af Rama’s navn. Baba uddelte den prasad, der fandtes i templet til de hengivne og tilføjede,
som Han sagde, Rama’s prasad til Saketha-Rama’s prasad! (Navnet Saketha betyder ’himmel’;
stedet hvor Gud bor. Det er også Ayodhya bys ældgamle navn).
15.19. Baba forlod Ayodhya og nåede i bil til Sarnath den samme aften. Det var den 21. april,
at Baba og Hans ledsagere besøgte Viswanatha’s ældgamle tempel i Benares. (Viswanath er
en manifestation af Herren Vishnu). Dette tempel er udødeliggjort gennem historier og
legender, i sange og digte, i heltedigte og i Purana’erne. Skjalde og helgener har på denne
måde prist universets Herres storslåede helligdom. Lingam’en, der findes i dette tempel, er
blevet badet respektfuldt af millioner af pilgrimme gennem tusinder af år med Ganges hellige
vand. Benares by bliver betragtet som helligt land, og det gælder hver eneste tomme af den.
Det antages, at hvis man dør på dette sted, så betyder det afslutningen på al den lidelse, der
knytter sig til fødsel og død.
15.20. At være sammen med Baba inde i en helligdom var i sandhed en usædvanlig og ophøjet
oplevelse, for Han er Balasiva (bala betyder ’barn’), som de der har fået et glimt af Hans
herlighed ved. Og i disse situationer forventede vi alle, at Baba ville gøre et eller andet, udføre
nogle mirakler, for at forstærke helligdommens hellighed, for at opveje og modregne den
svækkelse, der er forårsaget af egoisme og tvivl.
15.21. Baba stod og iagttog, at man hældte Ganges hellige vand ud over lingam’en, og Han
hørte fremsigelsen af de traditionelle mantraer. Pludselig, som var Han tilskyndet af en
pludselig beslutning, trådte Han frem og materialiserede Kailasa vibhuthi i Sin håndflade.
(Eftersom Baba’s vibhuthi sædvanligvis forbindes med Herren Siva, kaldes den ofte for Kailasa
vibhuthi. Kailasa er Herren Siva’s bolig). Han smurte det i tre brede linier hen over lingam’en.
Det fik den til at skinne med en helt særlig stråleglans. Et andet mirakel var, at Han ’skabte’
noget sandel pasta. Det duftede æterisk, og det havde en overjordisk konsistens. Han duppede
noget af det på stenen, så det dannede et rundt mærke. Lidt senere gik Han endnu engang
hen til lingam’en og gjorde mærket fast til midten af de tre vibhuthi-streger. Præsterne og de
andre, der stod og så på, betragtede det alt sammen med alle tegn på forundring, men vi der
kendte Baba vidste, at Han var i færd med at udføre et ritual af dybtgående rækkevidde; et
ritual der var enestående betydningsfuldt. Og herefter skete der det, at Baba materialiserede
et uvurderligt smykke med endnu en bevægelse af hånden. Dette smykke fyldte helligdommen
med sin fascinerende stråleglans. Det var et OM-symbol prydet med ædle stene. Kanten
135
bestod af rubiner, der var tre vibhuthi-streger af diamanter, sandelmærket var en karneol og
selve OM-tegnet var forarbejdet af én lysende diamant indfattet i guld og omgivet af
kunstfærdigt designede bilva-blade af smaragder. De hengivne brød ud i sang, og lyden af OM
Sivaya rungede frem og tilbage gennem tempelgangene. Baba placerede OM-smykket på den
sandel-pasta, Han allerede havde hæftet på lingam’en og bad om, at der måtte blive udført
arathi. De, der denne morgen bevidnede denne ceremoni i det mest historiske af Indiens
templer, vil aldrig kunne glemme det.
15.22. Baba henvendte Sig derefter til alle medlemmerne af Sit selskab. Han bad dem om at
hælde Ganges vand ud over statuen af Viswanatha, mens de chantede hellige mantraer som
Sri Rudram. (Mantraet er en hymne til Rudra, der er et tilnavn til Herren Siva). Han førte dem
også hen til Annapoorna Templet og Viswanatha Templet, der ligger på Benares Universitetets
område. Baba forklarede Sine hengivne om billedskærearbejderne og skulpturerne, der findes i
sidstnævnte tempel, for det er alene Ham, der kender de ikke nedfældede detaljer om
hændelser fra Veda’erne og Purana’erne, der er skildret på disse skulpturer.
15.23. Den 3. april var Baba i Allahabad. Her velsignede Han det hellige treenige sammenløb
med Sin tilstedeværelse, og med Sin egen hånd stænkede Han helligt vand ud over de
forsamlede pilgrimme. (På dette sted flyder de tre hellige floder Ganges, Yamuna og
Saraswati, sammen). Han besøgte også Hanuman Templet og det ældgamle Akshaya Vata
træ, som allerede nævnes i Hiuen Tsang’s berømte skrifter, og som står inde på fortets grund
ved den mur, der vender ud mod Yamuna-floden. (Hiuen Tsang var en kinesisk buddhistisk
munk, der levede fra ca. 596 til 664 efter Kristus). Baba vendte tilbage til Puttaparthi den 8.
april, og på hjemvejen gjorde Han ophold en enkelt dag i Tirupathi, hvor Han skulle lede
Thyagaraja festlighederne. (Thyagaraja regnes for Indiens største digter og komponist. Han
levede fra 1767 – 1847).
15.24. I Tirupathi talte Baba også om gudebilleder og gudestatuer og tilbedelsen af disse. Det
havde i det hele taget været det tilbagevendende tema på Hans rejse til Nord Indien. ”Den
åndelige aspirant bør se, ikke stenen der blot er idolets materielle stof, men den
guddommelige bevidsthed, der er iboende stenen, der symboliseres af den. Det er den samme
guddommelige bevidsthed, der er iboende personen selv, og som gennemstrømmer, bevæger
og transcenderer hele skabelsen. Først da er det meningsfuldt og gavnligt at tilbede statuer og
templer.” ”Mange mennesker ler af dem, der tilbeder gudestatuer og fordømmer dem. De
kalder det hele for blind overtro. Men den form for fornuft kommer til kort over for reelle
oplevelser og indhøstede erfaringer. Alle de argumenter som logikken kan udforme, alle de
tricks som dialektikken kan formulere, er ude af stand til at omstøde effekten af dette indre
bevis. Gudestatuen eller gudebilledet er ikke blot et ydre supplement, redskab eller en ydre
genstand. De er en del af den indre mekanisme eller virkeliggørelse. Hvis tilbedelsen
gennemføres i fuld tillid til, at gudestatuen er gennemtrængt af bevidsthed, kan den skænke
den højeste lyksalighed.”
15.25. Efter kun en uges ophold i Puttaparthi tog Baba af sted for at besøge Nilgiris, hvor folk
længe havde været ivrige efter at have den ære at byde Ham velkommen og tjene Ham. Hele
Nilgiris, fra den mindste landsby i den fjerneste egn til den største plantage, forenede sig i den
respektfulde hyldest. Baba lod Sig overtale til at besøge de omkringliggende landsbyer. Og
landarbejdernes oprigtighed og ligefremhed var så rørende, at selv mangeårige hengivne blev
rørt og følte beundring for disse mennesker. Baba Selv gav udtryk for dette. Ved et offenligt
møde i Ootacamund sagde Han: ”Her er folk fyldt med hengivenhed over for Gud, og denne
hengivenhed har udstyret dem med ydmyghed, selvdisciplin og tro.” I hver eneste landsby
opfordrede Baba folk til at supplere de anstrengelser, de nu gør sig for at tjene til livets
ophold, med anstrengelser der er rettet mod at give åndelig næring.
136
15.26. Hele Nilgiris, som Baba døbte ’de hellige bjerge’, faldt for Baba’s fødder, og den ånd af
overgivelse som de udtrykte, bliver på udmærket vis sammenfattet i en sang, som en gammel
landarbejder fra Achanakal digtede og sang. Han sang:
Oh kom mine brødre!
Dette er ikke vores hjem, dette utætte, indelukkede faldefærdige skur.
Vores hjem er evigt, verdensomspændende.
Det findes der på bredden af Chithravathi.
Dets navn er Prasanthi Nilayam, ’Den højeste freds bolig’.
Eller vi kan citere en Badaga sang, der er skrevet i folkemusikkens versemål, og som blev
sunget i stor veloplagthed af landsbyboerne fra Ithalar:
Han er kommet, Herren, for at velsigne os med
en gylden strålekrans som Solen.
Han er her blandt bjergene med en krone af sølv-måne.
Han kører langs, opad, nedad ad de snoede og krogede veje
for at røre hvert eneste hjemsøgte hjerte i byer og
landsbyer, idet Han forsikrer: Frygt ikke.
15.27. Endnu mens Baba var i Nilgiris, arrangerede Han en tur til Himalaya, og Han
informerede de hengivne, Han havde udvalgt til at være en del af det heldige selskab. Via
Madras og Hyderabad vendte Han tilbage til Puttaparthi den første uge i maj.
15.28. Besøget i Badrinath bragte Baba på bane første gang for tre år siden. (Badrinath er en
by i Himalaya i den nordlige delstat Uttarakhand. Her ligger et berømt tempel, der er tilegnet
Herren Vishnu). Det skete i forbindlese med en lovsang, der blev afholdt på sandbredden af
Chithravathi-floden. Dengang fortalte Han, at Han ville tage nogle hengivne til det sted, hvor
Han udfører åndelige asketiske øvelser (tapas). Det skabte en del undren, for det var første
gang, vi hørte om åndelige asketiske øvelser i forbindelse med Hans jordiske karriere. For at
sige det mildt, så var jeg en smule forvirret. For indtil da havde jeg været overbevist om, at
Baba slet ikke hengav Sig til at udføre åndelige asketiske øvelser, det være sig her eller noget
andet sted, fysisk eller ikke fysisk! Men jeg forfulgte ikke spørgsmålet og forsøgte altså ikke at
få et svar.
15.29. Besøget blev bestemt, planerne lå parat, og selskabet blev udvalgt, alt sammen inden
udgangen af maj. Baba hilste på Sine ledsagere og gav dem darshan ved Ethiraja Kalyana
Mantapam, Alwarpet, Madras den 7. juni. Han sendte dem med tog til Delhi, hvor Han lovede
at velsigne dem personligt. Han havde Selv i sinde at flyve til hovedstaden den næste dag.
15.30. Toget nåede Delhi med seks timers forsinkelse, og da de sultne, trætte og urolige
hengivne endelig ankom, var Baba der. Han sørgede for kølig indkvartering, og Han trøstede
og gav dem fornyede kræfter med Sit smil og Sin moderlige opmærksomhed. Den næste dag, i
Hardwar, sluttede Uttar Pradesh’s guvernør, Dr. B. Ramakrishna Rao, sig til selskabet, for han
havde også planlagt at besøge Badrinath.
15.31. Den 11. juni deltog Baba og hans excellence i den arathi, der denne aften blev udført til
ære for Gangamatha (gudinden for renhed) ved Brahmakund. Den store forsamling af
pilgrimme fik Baba’s darshan på dette hellige sted. Han velsignede også præsterne med den
vibhuthi, som Han materialiserede, og Han stænkede Ganges hellige vand på dem, der stod
omkring Ham.
15.32. Denne aften kaldte Baba de hengivne, der skulle ledage Ham til Badri (Badrinath),
sammen. Han mindede dem om det sjældne privilegium, der var overgået dem. ”I har det
store held at skulle rejse med Den Manifesterede Form for at dvæle ved Den Umanifesterede
137
Form. Sædvanligvis beder mennesker til Den Umanifesterede Form, der er til stede i
gudestatuen, om at Den vil åbenbare sig for deres indre øje, så de på denne måde kan høste
frugterne af deres åndelige øvelser”, erklærede Han. Vi blev alle opfyldt af glæde over denne
åbenbaring. Herefter beskrev Han i mindste detalje den hellige helligdom, som Han ville tage
os med til. Han beskrev den, som kendte Han enhver krog og ethvert hjørne af det hellige
område. Da Han afslørede, at Narayana (Herren Vishnu) var der, afbildet i tapomudra i færd
med at gøre bod. (Tapomudra er en stilling, hvor man sidder med benene overkors og med
hænderne hvilende på knæene. Fingerspidserne på tommeltot og pegefinger berører let
hinanden). Og Han tilføjede, at den af samme grund blev kaldt Badarikasram. (Et andet navn
for Badrinath). Da gik der med ét et lys op for mig, og den tvivl, der havde naget mig på
sandbredden af Chithravathi-floden for tre år siden, om Sathya Sai Baba og åndelige asketiske
øvelser forsvandt som dug for Solen. Baba fortalte også om de underordnede helligdomme i og
rundt om Badrinath, og Han kom ind på visse ukendte aspekter af deres hellighed. For
eksempel har ingen rejsebeskrivelser eller rejsefører nogen sinde omtalt, at Sankaracharya
medbragte fem lingam’er fra Kailasa, og at han installerede dem i henholdsvis Badri, Puri,
Sringeri, Dwaraka og Chidambaram. Men Baba afslørede denne kendsgerning denne aften.
Baba skabte i os alle noget af pilgrimmens brændende længsel efter brodersind og tjenende
kærlighed
15.33. Fra Hardwar til Badrinath, en distance på næsten 290 kilometer, er hver en tomme af
vejen gennemsyret af bod og bøn, askese og åndelig higen. Omkring hvert eneste sted
beretter myter, legender og historier om vismænd og helgener, om selvopofrelse og åndelige
øvelser, om forsagelse og anstrengende prøvelser. Pilgrimmen får steder at se, hvor Siva,
Parvathi, Rama og andre guder gjorde bod, hvor Parasurama udførte Sine bodsritualer, hvor
Narasimha kølnede Sin vildskab, hvor Arjuna vandt sine våben, Karna sin tapperhed og Narada
sin veena (et strenginstrument). De får steder at se, hvor Karna opforstrede Sakunthala, og
hvor Narada modtog ashtakshari-mantraet. (Dette mantra lyder således: Om namo Narayana.
Det har flere betydninger, en af dem er: ’Jeg overgiver mig selv til Herren’). Det er en smal og
snoet vej, der er hugget ud af klippesiden, og den befinder sig langt over Ganges brølende
vandstrøm eller over Alakananda floden, der strømmer i kløften langt nede. Selskabet
ledsagede Baba i fuld tillid; alle var fuldstændig ligeglade med de katastrofer, der lurede rundt
om ethvert hjørne af vejen. Og de jordskred og mindre bjergskred, der hele tiden ramte vejen,
kunne ikke forhindre, at de kom fremad på deres rejse. Baba havde befalet, at regnen skulle
holde sig væk, indtil selskabet nåede frem til Rishekesh, og skyerne adlød! (Byen Rishekesh er
også kendt under navnet: Porten til Himalaya). Det hele forløb, som Han ønskede, og alle
nåede bestemmelsesstedet uden skrammer og sår.
15.34. Rækken af biler, jeeps og busser bugtede sig langs den smalle vej og nåede
Devaprayag, sammenløbet af floderne Bhagirathi og Alakananda, omkring middag. Et af
formålene med den tur, som Baba havde planlagt, var at få Hans hengivne, og gennem dem
alle, til at udvikle en fast tro på de skrifter, der taler om visse steders hellighed. Han
understreger altid, at tro på de hellige skrifter er lige så vigtigt som tro på Gud. Så Han bad
alle om at tage en dukkert i det hellige vand, inden vi skulle videre til Srinagar, der er Garhwal
Rajas ældgamle hovedstad. Der gjorde selskabet ophold for natten.
15.35. Folk i Srinagar, der vidste, at Baba ville besøge dem, samledes i tusindtal for at byde
Ham velkommen. Om aftenen arrangerede de et program, der omfattede Pahadi- og tibitanske
danse. Disse danse skildrede den enkle munterhed, der præger de hårdføre bjergfolk og
stammer. Baba velsignede dem og gav hver enkel af dem den unikke mulighed at få Hans
darshan.
15.36. Den 13. bevægede motorkøretøjerne sig mod Joshimath, hvor vejen ender, og hvorfra
selskabet er nødt til at gå de 29 kilometer til Badrinath. Også på denne dag standsede Baba
ved Nandaprayag (sammenløbet af Nandakini floden og Alakananda floden) og bød de
hengivne at bade der, hvor Alakananda strømmer sammen med Nandakini. Byen Joshimath er
138
stedet, hvor Sankaracharya skrev sine berømte kommentarer til Upanishad’erne, Bhagavad
Gita og Brahma Sutra. Byen er også vinterkvarter for det munkekloster, som han grundlagde i
Badrinath som modtræk mod den buddistiske indflydelse, som truede med at brede sig
gennem Mala-passet i Himalaya blot 11 kilometer fra Badri. Hvem ved, om Baba’s egen
vandring til Badri var forbundet med den dystre fare, der i dag truer Den Tidløse og Universelle
Religion bag samme indfaldsvej?
15.37. Den 14. dag i juni, tidligt om morgenen, blev muldyrene og hestene pakket med
baggage. Der blev bestilt bærestole til de ældre, og i højt humør begyndte selskabet sin tur.
Baba gik forrest, og Han førte os alle langs den hellige vej. 29 kilometer! Kilometer af smalle
overfyldte veje, der var fulde af utilhuggede sten og klippestykker. Millioner af gudfrygtige
fødder havde stampet underlaget sammen til et glat underlag. Det var en vej fyldt med bratte
stigninger, der fik folk til at hive efter vejret, og der var stejle skråninger ved vejens anden
side. Konstant var der fare på færde på grund af løsrevne sten. Men det var småting ved siden
af det vidunderlige syn af sneklædte bjergstoppe ude i horisonten og lyden af den buldrende
strøm nednunder, når gletcherne med mellemrum styrtede ned i Alakananda-floden. På visse
strækninger af pilgrimsvejen lå der sne. Strømme af pilgrimme fra alle verdenshjørner talte
med hinanden på broderskabets sprog, skønt ordene til tider føltes en smule fremmedartede.
Der var pilgrimme, der beslutsomt, men møjsommeligt, travede af sted til fods. Der var gamle
og affældige mennesker, der havde troen som deres eneste stok. Nogle sad medynkvækkende
og hjælpeløse i bærestole, der blev båret af svedende bjergfolk. Andre svajede hjælpeløse
under baldakiner, der var bundet fast til bærerens ryg. Endelig var der dem, der balancerede
på ryggen af ponyer, der travede på afgrundens farefulde kant, som var de fast besluttet på at
begå selvmord!
15.38. Den første dag gik Baba de 17 kilometer til Lam Bagar, og der gjorde Han ophold for
natten. Den 15. blev den resterende distance tilbagelagt før middag, selv om det var temmelig
anstrengende. De hengivne overtalte Baba til at ride på en hest, men til deres store skuffelse
steg Han snart af og genoptog Sin vandring. Baba opmuntrede alle, der gik ad den besværlige
vej. Han så hele tiden efter tegn på udmattelse. Han gav ordre til, at nogle fra selskabet skulle
op i bærestole, andre bad Han stige op på ponyer. Der var også nogle, som Han bad om at
dæmpe deres begejstring, til andre sagde Han, at de skulle drikke lidt vand, og der var endog
nogle, som Han materialiserede Sit universalmiddel, vibhuthi, til! Og alt dette gjalt ikke blot
medlemmer af Hans selskab. Nej, langt fra. Der var mange, der sad udmattede ved vejsiden,
og Baba gik hen til dem og fik sat nyt liv i dem med et venligt blik, et par venlige ord eller
noget vibhuthi.
15.39. En enkel situation vil altid stå helt klar i min bevidsthed. Halvanden kilometer fra Lam
Bagar sad Baba på en klippe med Sine hengivne samlet omkring Sig. Vi lyttede til nogle
historier fra Purana’erne, som Han fortalte os, så vi kunne blive friske til den videre tur. Ude
på vejen strømmede folk forbi os. Mange drog blot videre, de var alt for optaget af deres egne
lidelser til at opdage Herren, der sad næsten foran dem. Men en kvinde kom, så og blev
besejret! Hun gik væk fra vejen og faldt på knæ for de hellige fødder. Hun havde den 6. sans,
der fik hende til at forstå, at disse fødder var hellige. Hun var en eventyrlysten sjæl, og hun
fandt ud af, at Baba var på vej til Badrinath. Så på trods af den udmattelse, der havde
svækket hende, bønfaldt hun om at blive optaget i Baba’s selskab! Og hvad tror du, Baba
svarede? ”Du har fået din darshan her. Jeg ventede på dig, så Jeg kunne give dig darshan.
Hvad mere håber du at få, når du tager med Mig? Gå! Vær lykkelig! Tag denne prasad med
dig.” Det er i sandhed rigtigt, at ingen kan komme Ham nær uden Hans nåde, uden det er
Hans guddommelige vilje.
15.40. Den 15. og 16. juni var stille og rolige dage. Det var dage, hvor Baba tillod Sine
hengivne at udføre den tilbedelse i Badrinath Templet, som de nu engang foretrak. Selv var
Han travlt beskæftiget med at give interviews til de mange embedsmænd og officerer, både
civile og millitære personer, og til medlemmerne af tempel-komiteen, der havde hørt om Hans
139
guddommelighed og var kommet for at få Hans darshan. Den 17. juni om aftenen deltog Baba
i den arathi, der blev afholdt i templet. Derefter kørte Han til Badrinath-hospitalet, hvor Han
indviede det nyligt instrallerede røntgenudstyr. Herrens Avatar, hvis røntgenstråler
gennemtrænger selv de mørkeste krinkelkroge i vores hjerter, og for Hvem intet kan holdes
hemmeligt, trykkede på en knap og tog det første røntgenbillede. Det var et billede af det
fysiske interiør af en fungerende embedslæge, der insisterede på at være den første patient.
15.41. Den 17. var i sandhed en helt speciel dag. Det var dagen, som Baba havde valgt til at
tilføre nyt åndeligt liv ved at ’oplade det udbrændte batteri’, der var gået tom for kraft. Mens
der om morgenen blev hældt vand over lingam’en i templet, materialiserede Baba, der sad
med front mod idolet, en smuk firearmet Narayana-figur med konkylie, diskos, scepter og
lotusblomst. Det var en figur, der var udført med den største håndværksmæssige dygtighed,
skabt til Guds ære. Og så, i ét nu, skabte Han en gylden lotusblomst med tusind kronblade.
Dens skønhed trodser enhver beskrivelse. Vi undrede os alle over, hvorfor denne lotusblomst
var blevet skabt, men inden nogen af os nåede at give udtryk for denne undren, gjorde Baba
igen en bevægelse med hånden. Denne gang var der en lingam i Hans håndflade. Det var
tydeligvis den samme lingam, som Sankaracharya havde installeret inde i Badri helligdommen.
Denne lingam placerede Ham i midten af lotusblomsten. Herefter anbragte Han lotusblomsten
og Narayana-figuren på en sølvbakke, som blev taget med til Dharmasala, hvor vi boede under
opholdet.
15.42. Her gav Baba ordre til, at der skulle synges lovsang. Mens vi priste Narayana i sang,
rejste Han Sig op fra gulvet og sagde: ”Nu skal vi indvie denne lingam igen.” Han viste
lingam’en frem til hver eneste person, idet Han Selv rakte den tæt hen til os. Han gjorde os
alle opmærksom på materialets gennemsigtighed, og at der inde i stenen var omridset af et
øje, der på mirakuløs vis var blevet inkorporeret i stenen! Han kaldte den Nethralingam’en fra
Kailasa. (Nethra betyder ’øje’). Idet Baba materialiserede en sølvskål fyldt med helligt vand fra
Gangothri (Ganges udspring), udførte Han Selv det ritual, hvor man øser vand ud over idolet.
Mens dette foregik, reciterede vi hengivne Sri Rudram, Narayana Suktham og Purusha
Suktham. (Hymner, hvor man priser Herren Siva (Rudram), Herren Vishnu (Narayana) og
Herren (Purusha).
15.43. Da dette var overstået, materialiserede Baba 108 bilva-blade, der skulle bruges i
forbindelse med tilbedelsen af idolet. De faldt som en funklende regnbyge fra Hans hånd og
landede på en sølvbakke. Igen kom denne karakteristiske bevægelse af hånden! Denne gang
bestod bygen af en mængde thumme-blomster. Den friske dug sad stadig på dem. Det var
småbitte duftende blomster plukket omhyggeligt fra hundrede små tropiske planter! På vegne
af os alle gennemførte Dr. B. Ramakrishna Rao andagten, og vi hengivne reciterede de
behørige mantraer. Nethralingam’en blev sent tilbage til den hemmelige niche, hvor den var
blevet installeret af Sankaracharya for 1200 år siden. Det forklarede Baba os, da den pludselig
forsvandt. For formålet med at fjerne den var nu blevet fuldbragt med gennemførelsen af
førnævnte ritual. Denne lingam var blevet ladet op med enorm kraft, og templet var atter
helliggjort af selve Den Manifesterede Herre. I overensstemmelse med Hans mission med at
genskabe den moralske orden i menneskelige anliggender, hvor det at fremme troen på de
hellige skrifter er en vigtig del, bad Baba alle i Sit selskab om at vise vore afdøde ære ved
Brahmakapal den samme dag ved middagstid. (Brahmakapal er en bred stentrappe, der fører
ned til Alakananda-floden).
15.44. Baba vender hele tiden tilbage til nødvendigheden af at huske på sine forældre med
taknemmelighed. Disse forældre bærer ansvaret for selve ens eksistens, for den mulighed man
har fået for at kæmpe sig frem mod frelse, og for al den glæde man får af at udføre åndelige
øvelser og være i godt selskab. ”Skønt de afdøde sjæle ikke befinder sig i den verden, I
befinder jer i, og derfor ikke går og venter på de gaver, I bærer frem, er det jeres pligt at ære
dem, at huske dem når I selv er lykkelige eller i ophøjet humør og vise dem ærbødigst
hyldest”, har Baba ofte sagt. Så da de hengivne gik til Brahmakapal, det hellige sted hvor
140
man, som en gave til Narayana Selv, skænker diverse madvarer til de afdøde. Baba var
personligt til stede og velsignede alle under ceremonien.
15.45. Der var nogle deltagere i gruppen, der i henhold til de hellige skrifters strenge regler
var udelukket fra at ofre deres gaver til de afdøde. Dem var Baba så forstående at samle i en
særlig gruppe og tage dem med ned til Alakananda-floden, for der at udføre et ritual, som Han
Selv havde udformet. Op ad den brusende strøm tog Han et glas med vand, og denne hånds
guddommelige alkymi havde frembragt en terning af vibhuthi inde i glasset. På terningen var
det mystiske OM-tegn indgraveret. Baba slog let på siden af glasset, og straks blev det fyldt
med småflager, der flød oven på vandet. Det var disse, der blev regnet for at være af
væsentlig betydning i forbindelse med afholdelse af ceremonien for afdøde sjæle. En for en
kaldte Baba de handicappede mennesker hen til Sig og hældte lidt af det rensende vand fra
Alakananda-floden over i deres hule hånd. Han bad dem hver især om at give det som gave til
de afdøde i ærbødig, taknemmelig erindring.
15.46. Denne aften bød komiteen for Badrinath Templet Baba velkommen ved et specielt
møde, der blev afholdt i et af templets lokaler. Hans excellence Dr. B. Ramakrishna Rao ledte
mødet og oversatte Baba’s tale til hindi. De 3000 tilhørere bestod for det meste af pilgrimme
og handlende og borgere fra Badrinath. Baba fortalte dem om de fem lingam’er, som
Sankaracharya bragte med sig, og Han talte om Badri bys hellighed. Han sagde, at Herren er
legemliggørelsen af kærlighed, og at Han kun kan erkendes gennem udvikling af kærlighed.
Præcis på samme måde som alle dele af en dukke af sukker er lige søde, er alle de, der i
henhold til Veda’erne er udsprunget fra Den Tusind Hovedet Guds ansigt, arme, lår og fødder,
gennemsyret af Hans tilstedeværelse og den kærlighed, der er Hans natur. Baba beskrev
pilgrimmens prøvelser og trængsler, deres udgifter og deres udmattelse. Og Han bad
indbyggerne i Badrinath om at lære af denne konstante strøm af mænd og kvinder. De skulle
lære noget om den tro på Badri Narayana, som foranledigede dem alle til at tilvejenringe al
denne opofrelse. Det var Hans ønske, at de ikke tog noget fra dem eller prakkede dem noget
på. De skulle tværtimod behandle dem med broderlighed og venlighed.
15.47. Om aftenen arrangerede Baba en overdådig bespisning af alle de tiggermunke, der
befandt sig i og rundt om tempelområdet. Sceneriet mindede os om den bespisning af de
fattige, der finder sted under Dasara-festlighederne i Prasanthi Nilayam, for Baba serverede
Selv dessert og lækkerier til alle, der sad på hug på begge sider af vejen. Efter de havde fået
mad, gav Baba Selv alle et tæppe, eller et beløb de senere kunne købe et tæppe for, for
lagrene af tæpper i Badrinath’s butikker blev hurtigt tømt.
15.48. På denne måde blev Baba i løbet af den korte tre-dags periode midtpunktet, og da Han
forlod stedet om morgenen den 18., mindede folk Ham om det løfte, Han havde afgivet forrige
aften om, at Han vil besøge stedet jævnligt i de kommende år. Og de ledsagede Ham og Hans
selskab et langt stykke ad den vej, der fører til Hanuman Chatti Templet. Baba nåede byen
Joshi Math den 19. juni. Den 21. vendte Han tilbage til Hardwar, og Han besøgte Andhra
Ashram ved Rishikesh på vejen.
15.49. Det skal nævnes her, at selskabet af hengivne på omkring 100 personer, for det meste
ældre og kraftige mennesker, var i stand til at udholde al den rystelse og kasten rundt, de blev
udsat for i busserne, og al den traven rundt og klatren i Himalaya-bjergene. De kunne udholde
det fremmedartede klima, den uvante føde og alligevel være raske og rørige, glade og
tilfredse. Om aftenen var de endog friskere, end da de startede på dagens program, og det
hele skyldtes udelukkende Baba’s allestedsnærværende og almægtige nåde.
15.50. Fra Hardwar rejste Baba til Nainital, hvor mange mennesker afventede Hans ankomst. I
de interviews, Han gav mange mennesker, indgød Han dem tro, trøst og åndelig vejledning.
Han besøgte også Githa Sathsang, der er grundlagt af Swami Vidyanandji. Her blev der holdt
tale for Ham på hindi. Baba Selv talte til de åndelige aspiranter fra Nainital om værdien af
141
koncentration. Det gjorde Han ved at tage udgangspunkt i verset i det 18. kapitel i Bhagavad
Gita, hvor Krishna spørger Arjuna: ”Har du hørt dette, oh Partha, med étpunktet
opmærksomhed?” (Partha er et af de navne, som Krishna anvender, når Han tiltaler Arjuna.
Partha betyder ’søn af Kunti’. Kunti er mor til Pandava-brødrene). Med udgangspunkt i det
samme vers drog Han den konklusion, at Gita’en, dengang og nu, har til formål at fjerne
vildfarelsen, den illusion der stammer fra uvidenhed, og som får mennesker til fejlagtigt at
opfatte det uvirkelige som det virkelige, det falske som det sande, det midlertidige som det
varige og kilden til sorg som værende kilden til glæde.
15.51. Baba vendte tilbage til Prasanthi Nilayam den 4. juli. Her fortalte Han Sine hengivne om
ritualet i Badri og om de forskellige hændelser på rejsen. Også de fik vand fra Ganges
udspring. For deres skyld materialiserede Han det for anden gang, denne gang i Puttaparthi.
Han ønsker, at de der tager på pilgrimsrejser til hellige steder i deres daglige opførsel viser, at
stedernes hellighed er trængt ind i deres hjerter og har transformeret deres ord og handlinger.
”Sankaracharya”, fortalte Han ”installerede Narayana (Gud, Herren Vishnu) i Badri. Hver
eneste af jer skal nu installere Narayana i jeres hjerte.”
15.52. Mens Baba var i Badri, skrev Han et brev til Sine hengivne i Prasanthi Nilayam: ”I skal
altid huske på Herren. Gentag Hans navn, skriv det, fremsig det eller mediter på det. Vend
perlerne på en rosenkrans, mens I fremsiger navnet eller tilbed en gudestatue eller et
gudebillede, mens I tænker på navnet. Denne konstante dvælen ved Guds navn er i sig selv
alle de hellige steder, alle de rensende ritualer, alle de berømte helligdomme. Når sindet
således er blevet lutret og forædlet, vil Badri’s fulde stråleglans skinne i det. En pilgrimsrejse
til Badri er spild af tid og energi, hvis sindet ikke bliver tæmmet på behørig vis. Så lad være
med at bekymre jer om, at I er, hvor I er, og at andre er her. Narayana er ved siden af jer,
med jer. Hvorfor så lede jer selv på vildspor i jagten på Narayana, der er usynlig? Vær
standhaftige, vær fuld af entusiasme, vær altid i godt humør.” I virkeligheden er Puttaparthi
selv Badrinath for dem, der har øjne at se med og en overbevisning, der kan vedkende sig det.
15.53. Lad os derfor installere Ham i vore hjerter, eller, for at sige det mere præcist, lad os
erkende, at Han allerede er der, og at Han i henhold til Sin plan tilrettelægger og styrer alle
vore tanker, ord og handlinger. Og lad os i bevidstheden om denne lykkelige skæbne være
besjælet af rolig tilfredshed.
142
Kapitel 16
For dig og mig
16.1. Og således nåede vi til de sidste sider af denne bog, du og jeg kære læser. Jeg håber, du
er blevet mere interesseret i den pilgrimsrejse, som alle nødvendigvis må genemrejse for at
være beredt til Guds rige. Indtil nu har Baba kun tilbragt 35 år i menneskelig skikkelse, og Han
har forsikret os, at Han vil bo i den i yderligere 60 år. Under Dasara-festlighederne i 1961
fortalte Han, at Han netop havde påbegyndt det arbejde, Han er kommet for at udføre. Derfor
vil de efterfølgende kapitler om Bhagavan Sri Sathya Sai Baba’s liv nødvendigvis blive endnu
mere inspirerende og opløftende. Måtte et evigt stigende antal af brødre og søstre samle sig
for at hente inspiration fra Hans åndelige vejledning og omsætte denne inspiration i praktisk
handling.
16.2. Den gyldne tidsalder for den menneskelige forløsning er kommet. Stråleglansen, der ses
ved dens begyndelse, har allerede fyldt skyerne på den østlige horisont med et gyldent skær.
Menneskeheden er vågnet. Solens stråler vil omslutte den hele verden. ”Jeg kom”, siger Baba
”fordi verdens gode mennesker, de hellige, de vise, sadhu’erne og de åndelige aspiranter,
guruerne og de gudfrygtige higede efter, at Jeg skulle komme.” Måtte de rene og de retskafne
sjæle fryde sig.
16.3. De ondsindede og de falske, kujonerne og de ubarmhjertige kan også fryde sig, for i Sin
nåde vil Han passe på dem og lede dem tilbage på den hellige vej. Baba sagde en dag: ”Hvis
Jeg lukker døren for de syndefulde, de faldne og de frafaldne, hvor skal de så gå hen?”
16.4. Nu har du og jeg ingen undskyldning for at være tilfreds med blot landkort og
rejsebeskrivelser, med at læse om berømte invalider, der har helbredt sig selv eller med at
fordybe os i store tunge bøger, der blot forvirre hjernen. Han er kommet, Dattatreya,
Dakshinamurthi, Dhanavanthari, alle i Én, så kærlig som moderen, så stærk som faderen, så
vis som guruen, så altseende som Gud. (Dattatreya er den skikkelse inden for hindumytologien, der er et symbol på Treenigheden - Herren Brahma, Herren Vishnu og Herren
Siva.
Dakshinamurthi er en af de strålende menneskelige former, som Herren Siva, ud fra Sin
grænseløse nåde og barmhjertighed, antog for at befri de modne sjæle fra trældom.
Dhanavanthari er en manifestation af Herren Vishnu og gudernes læge. Han er også Ayur Veda
medicinens læge).
16.5. Og hvad er det, Han beder os om? I selve dette øjeblik at begynde på det disciplinerede
liv, der leder os ind på den indre vej; at påbegynde de åndelige øvelser, der skal til for at
holde vores natur og tilbøjeligheder i ave.
16.6. Hvad er det, vi skal ofre, når vi nærmer os Ham? Det er ikke vor tilbedelse; det er ikke
blomster eller blade. Er det frugt eller vand, der ellers hidtil har været foreskrevet som et
minimun. Nej! Vi skal komme med sandhed (sathya), ’rigtig handling’ (dharma), fred (santhi)
og kærlighed (prema) eller i det mindste vores bestræbelse på at udleve disse fire
menneskelige værdier eller en af de fire. Oprigtighed i bestræbelsen og kampen for at forbedre
sig er nok. ”I skal frembære legemets blomsterblad, det ydmyge sinds duftende blomst,
hjertets frugt, der er modnet gennem bod og sødtsmagende af medfølelse, tålmodighed og
barmhjertighed, samt de tårer der vælder frem på grund af lyksalighed. Det vil være nok”,
siger Baba.
143
16.7. Måtte Han, Kilden, Vandløbet og Havet, Den Altgennemtrængende, Den
Altindbefattende, Den der gør alt levende, Sandhed Godhed Skønhed, forunde os alle den
styrke og vedholdenhed, vi har behov for på vor rejse mod Ham.
144