Prædiken til 4. søndag i advent 2013 (II) Aroskirken d. 22.12 2013 FH211213 Læsetekster: Es 12 og 2 Kor 1,18-22. Prædikentekst: Joh 3,25-36 Tema: I Guds hænder Indledning Så tæt ind under jul og så lidt om julen! Og dog. For det er netop Johannes’, forløberens, vidnesbyrd; ham vi bl.a. har hørt om her i adventstiden. Og hans vidnesbyrd er helt entydigt om Jesus! Et spørgsmål, som derfor her stilles til os, er dette: ”Hvem er i praksis den vigtigste person i vores/din julefejring?” Kigger man på en generel danskers julefejring som det er udstillet i medierne, så er det i hvert fald ikke Jesus! Side 1 Hvad med os? Hvor er vores prioriteter? Familien? Gaverne? Maden? Jesus? Prestigen og gave-fordelingen? Juletræ? Hvis vores jul har mistet Gud/Jesus på førstepladsen, så er der noget, der skal tænkes igennem. Det burde vi give os selv lov til, selvom det godt kan være svært. De fleste af de mange gode traditioner kan godt kombineres med Jesus på førstepladsen; men det sker ikke pr. automatik. Nu har det med Gud/Jesus på førstepladsen i vores liv jo ikke kun noget med jul at gøre. Teksten siger noget om det på en måde, som vi måske sjældent tænker på. Den siger noget om, at hvad enten man vil eller ej, så er han den vigtigste i vores og alle menneskers liv; vi har som kristne bare det privilegium, at vi er klar over det og kan glæde os over det. Og måske skulle vi lade det spille en langt større rolle i vores liv, end mange af os gør. Tre ting ud fra teksten (mest det første med egentlig hænger det hele sammen) vil jeg gerne, at vi lader os udfordre af og sige om i dag: (1) Guds forsyn/omsorg. 27Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen … (2) Jesus alene 30Han skal blive større, jeg skal blive mindre (3) Frelse. 36Den, der tror på Sønnen, har evigt liv (1) Guds forsyn/omsorg. 27Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen … Johannes Døber siger det i en snak med sine egne disciple, der er misundelige over, at Jesu disciple har større succes. Side 2 Misundelse er noget dumt noget, som vi vist alle kender: de har råd til mere ferie end os, han/hun har det og det eller er så og så populær. Har I ikke hørt det fra jeres børn, I forældre – eller selv mærket fornemmelsen i mellemgulvet over dette og hint … … Prøv at læse v27 langsomt igennem. Hvad står der? Hør det …! Bibelen har nogle vældig klare udsagn. Hvad står der egentlig i v27? Kig på ordene igen: Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen! Vi tænker sikkert i første omgang på vores frelse, som Johannes Døber også taler mere om lidt senere i teksten, men det gælder i følge Bibelen alle forhold i livet. Det gælder fx, at alt består ved ham (Kol 1,17), for han bærer alt med sit mægtige ord (Hebr 1,3). Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre (Sl 139,4). Profeten Jeremias spørger: Giver himlen regnskyl af sig selv? Og han svarer: Nej, det er dig, Herre, vor Gud, som vi håber på, det er dig, der gør alt dette (Jer 14,22). Hvert enkelt regnskyl er udtryk for hans vilje, selvom vi ikke altid kan udregne hensigten. Metrologerne fortæller os, hvad de mener, der skal ske, men Herren har det fuldstændig i sin hånd. - Matt 10,29 i DO’92: Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. - DO1907 oversætter Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke én af dem falder til Jorden uden eders Faders Villie. På grundteksten står der egl. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden jeres fader. David siger det således: ”Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt … det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv” (Sl 139,14; 13). Gud ville og gjorde det! Side 3 - Jeg vil godt nævne tre punkter om dette ud fra noget, som Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibelinstitut har skrevet om det1: Gud er den Almægtige, som virker alt Der er en bibelsk grundtanke (GT og NT), der udspringer af troen på Gud som den Almægtige Skaber, som siger, at det er Gud, som virker alt – selv i syndefaldets verden. Han er både lykkes og ulykkes skaber (Es 45,7). Dette gentaget i NT, hvor det understreges, at Gud udøver sin almagt gennem den opstandne Herre Jesus, som siger Mig er givet al magt i Himlen og på Jorden (Matt 28,18). En kristen kan vide sig i Guds almægtige hånd, selv på ulykkens dag, for der er intet sted, der er unddraget hans almagt. I lutherske tradition har man kaldt dette Guds forsyn. Side 4 Gud vil ikke det onde, men lider med sin skabning Det er også en bibelsk grundtanke, at Gud ikke vil det onde, men at tilværelsen i syndefaldets verden er hærget af Satan, af menneskelig ondskab og af en masse meningsløse begivenheder. Både i NT og GT møder vi Gud, der lider og græder sammen med mennesket over livets vilkår i verden uden for Paradiset. Guds almagt og det onde er et paradoks, men sådan beskriver bibelen det simpelthen. Megen moderne teologi fornægter tanken om Guds forsyn, almagt og omsorg. I praksis betyder dette syn på Gud, at der er områder af tilværelsen, hvor tilfældighed og meningsløshed råder, og hvor Gud ikke er til stede som den, der virker alt, men udelukkende som den, der viser medlidenhed. I traditionel luthersk teologi har man beskrevet paradokset ved at sondre mellem Guds oprindelige og Guds tilladte vilje. 1 Frit citeret fra http://www.dbi.edu/Default.aspx?tabid=165&mid=533&ItemID=437 Gud kan bruge det onde til at fremme sin plan og vilje En tredje bibelsk grundtanke er, at det, som i sig selv er grusomt og meningsløst, det kan Guds suverænt bruge til at fremme sin plan og vilje. Det betyder også, at både Guds godhed og Guds strenghed, sådan som vi møder den i livet, har det formål at omvende os og knytte os til Herren. I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live (1 Mos 50,20). Gud sendte mig i forvejen for at holde jer i live… Det er ikke jer, der har sendt mig hertil, men Gud (1 Mos 45,7-8). Brødrene solgte Josef og var 100% ansvarlige for det, men bag stod også Guds beslutning. Er Gud umoralsk? Den kategori kan vi slet ikke anvende overfor Gud, for han er Gud! Og Gud er med i alt. Derfor siger v27: Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. Tanken er her, at Gud bestemmer alt – har hånd og hanke med alt. Alt skal gives fra himlen. Vi er i Guds hænder. Der er mange ting, v ikke forstår her, men vi lever i det. Jeg vil gerne citere et sangvers (specielt sidste halvdel): Side 5 Lad os læse og så synge ÅSS 600,4 skrevet af Laura Margrethe Trojel (1851-1925): ”Du må ganske for os råde, [Du må helt bestemme] Giv og tag, som du det vil, [Din vilje ske Matt 6,9] Alt er kærlighed og nåde, [At der står ALT kan vi kun synge, hvis vi virkelig regner med Guds forsyn og omsorg] Når kun dig vi hører til” [Trygheden i storme, som flere kan vidne om] Dette fratager overhovedet ikke os ansvar. Josefs brødre havde det fulde ansvar for, at de sendte ham til Egypten. Det var deres skyld. Alligevel var det Gud, der virkede. For tanken ligger der som sagt en uløselig udfordring her; for troen en stor trøst og vished. For det viser os helt praktisk, at vi er overnåde meget afhængige af Gud. Får dette virkelig ved Guds nåde tag i os, så kan bønnen også blive endnu mere vigtig for os; ikke bare som noget, vi siger, men som noget, vi har stor brug for at gøre brug af. Johannes Døbers livsværk var at være forløber for Jesus. Vores er anderledes, men Gud har en plan med hver enkelt af os. Og punkt 2 i dag giver en væsentlig guideline til, hvordan vi skal se os i den i forhold til Gud. Johannes Døber forklarer sine disciple lidt om, at han faktisk glæder sig rigtig meget over, at Jesus bliver fremhævet i stedet for ham selv. Han sammenligner sig i v29 med brudgommens ven, som hjælper med – men det er gommen, der får bruden. Og Johannes glæder sig! Og så siger han (og det er så det første af to små punkter her til sidst): Side 6 (2) Jesus alene. 30Han skal blive større, jeg skal blive mindre … Forhenværende biskop over Roskilde stift Jan Lindhardt har engang skrevet, at vi mennesker har en birolle i vores egne liv. Gud har førstepladsen, medmennesket har andenpladsen og vi selv har tredjepladsen. Der er noget befriende ved det. Vi er ikke verdens centrum. Vi er fri for at iscenesætte os selv. Vi kan nøjes med at være dem, vi er. Først skal vi underordne os Kristus og lade ham og hans plan være hovedsagen i vores liv. Dernæst skal vi underordne os under øvrigheden, under vores menighedsledelse, under vores jordiske arbejdsgiver osv. Når vi finder vores plads i vores kald og stand og har vores identitet i at udfylde den, så trives vi som mennesker og som kristne. For så er vi i Guds plan og vilje. Altså at få sin identitet og glæde i, hvad vi er ifølge Guds plan på den plads vi har her og nu. Der er også noget befriende og livsbekræftende i ikke at være tvunget til at realisere sig selv og sine egne mål, men at have sin glæde i den (bi)rolle, som Gud har givet os. Den plads, hvor Jesus bliver større, og jeg bliver mindre. Og i alt det ved vi, at ud fra Skriften er Gud i kontrol. Og det vigtige er, at Jesus skal blive større, jeg skal blive mindre. Jeg skal blive mindre. Vi skal være i Guds hænder, ikke i vore egne. (3) Frelse. 36Den, der tror på Sønnen, har evigt liv … Det dybeste lag i teksten er forholdet til Guds søn. Når det gælder vores evige frelse, står og falder alt 100 % med det, som Sønnen står for og har gjort. På det punkt har vi ikke engang en birolle, for Kristus har valgt at handle helt uden for os og uden os. Men netop derfor kan vi have vished om evigt liv med tanke på, at Kristi komme er nær. Frelsen bygger ikke på os, vore følelser osv. men på Jesu gerning, sådan som skriften lærer os. Læg mærke til, at udsagnsordet er i nutid … Vi er i Guds hænder! Til sidst Side 7 To sætninger: I alt er vi i Guds hænder. Han frelser os og følger os overalt og er med i alt, hvad vi gør og hvad der sker med os. Vi vil slutte med at høre Es 12,2-6: ”… Gud er min frelse, jeg er tryg, jeg frygter ikke, for Herren er min styrke og lovsang, han blev min frelse. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder. På den dag skal I sige: Tak Herren, påkald hans navn! Kundgør hans gerninger for folkene, forkynd, at hans navn er ophøjet! Lovsyng Herren, for store ting har han gjort, det skal hele jorden vide. I, som bor på Zion, skal juble og råbe af fryd, for Israels Hellige er stor iblandt jer”. Vi er i Guds hænder! Side 8 Amen