Forsendelsesinstruktion Routing order

SALGSBETINGELSER
Køb af produkter direkte fra Dell reguleres af ét af nedenstående sæt salgsbetingelser. Vær særligt opmærksom på at
gennemlæse og acceptere det rette sæt salgsbetingelser, da disse indeholder vigtig information om dine rettigheder og
forpligtelser. Såfremt du har købt Dell-produkter og/eller Dell-services af en forhandler, finder forhandlerens
salgsbetingelser anvendelse.
Salgsbetingelser for forbrugere– direkte salg: gældende for alle forbrugerkøb direkte fra Dell via telefon eller internet.
Salgsbetingelser for erhvervsdrivende – direkte salg til eget brug: gældende for erhvervsdrivendes køb af produkter og
services direkte fra Dell til egen brug i virksomheden
Salgsbetingelser for erhvervsdrivende – direkte salg til videresalg: gældende for erhvervsdrivendes køb af produkter og
services direkte fra Dell med henblik på videresalg heraf.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
SALGSBETINGELSER FOR FORBRUGERE – DIREKTE SALG – DANMARK
1.
Om dette dokument.
1.1 Dette dokument indeholder Dells Salgsbetingelser, som fastsætter rammerne for Forbrugeres køb af Produkter og
Services fra Dell.
1.2 Salgsbetingelserne udgør sammen med (1) Servicebeskrivelser og/eller (2) Produktbeskrivelser og (3)
Købesummen gældende for de Produkter og Services, som du ønsker at købe fra Dell, den samlede Aftale mellem Dell
og dig/Forbrugeren. Aftalen er et bindende dokument, og du bør gennemlæse alle aftaledokumenterne grundigt forud
for bestilling af Produkter og Services hos Dell.
1.3 Aftaledokumenterne tilsigter at være i overensstemmelse med dine ufravigelige forbrugerrettigheder. I alle
tilfælde vil gældende ufravigelige forbrugerrettigheder altid have forrang frem for Aftalen.
2.
Definitioner
Aftale: Salgbetingelserne, relevante Produktbeskrivelser og Servicebeskrivelser, samt Købesummen.
Dell: Dell A/S, CVR-nummer 18296799 , Arne Jacobsens Allé 15-17, 2300 København S.
Forbruger: en fysisk person som hovedsageligt uden for sit erhverv indgår aftale om køb af Produkter og Services fra
Dell;
Immaterielle Rettigheder: patenter, varemærker, ophavsret, designrettigheder, knowhow og andre beskyttede
rettigheder;
Købesummen: det beløb, som Forbrugeren skal betale til Dell for de bestilte Produkter og Services;
Ordre: Forbrugerens tilbud om at købe Produkter og Services fra Dell;
Ordrebekræftelse: Dells skriftlige accept af Forbrugerens Ordre;
Produktbeskrivelse: et dokument, som udgør en integreret del af Aftalen, og som beskriver Produkter, som
Forbrugeren køber fra Dell;
Produkt(er): vare(r), herunder Software, som beskrevet på Dells hjemmeside og/eller i anden dokumentation, samt i
Ordrebekræftelser;
Salgsbetingelser: dette dokument
Servicebeskrivelse: et dokument, som udgør en integreret del af Aftalen, og som beskriver Services, som Forbrugeren
køber fra Dell;
Service(s): service og support, som udføres af Dell i henhold til gældende Servicebeskrivelse på Dells hjemmeside eller
i anden dokumentation, samt i Ordrebekræftelse;
Software: computer operativsystemer, applikationer og anden software som er fremstillet, ejet eller licenseret af
Dell;
Tredjepartsprodukter: produkter og services, som Dell sælger, men som ikke er Dell-mærkede, fremstillet eller samlet
af Dell;
Tredjepartssoftware: computer operativsystemer, applikationer og anden software, som Dell sælger, og som er
fremstillet, ejet eller licenseret af en tredjepartsudgiver eller licensgiver.
3.
Bestilling af Produkter og Services hos Dell
3.1 Forbrugere kan bestille Produkter og Services direkte fra Dell enten i vores webshop eller telefonisk. Tilbud
fremsendt til Forbrugeren fra Dell er gyldige i 10 dage, medmindre andet fremgår af det konkrete tilbud.
3.2 Ordrer, som Forbrugere afgiver via Dell’s webshop, anses som et tilbud fra Forbrugeren til Dell om at købe
Produkter og/eller Services i henhold til denne Aftale. Der er således ikke indgået en aftale om køb af Produkter og
Services, førend Forbrugeren modtager Ordrebekræftelse fra Dell, jf. pkt. 3.3.
3.3 Dell accepterer Forbrugerens Ordre ved udstedelse af skriftlig Ordrebekræftelse (for eksempel via e-mail), hvorved
endelig aftale anses indgået mellem Dell og Forbrugeren. Forbrugeren bør gennemlæse Ordrebekræftelsen grundigt
og i rimelig tid herefter gøre Dell opmærksom på eventuelle uoverensstemmelser mellem Forbrugerens Ordre og
Ordrebekræftelsen.
3.4 Produkter fra Dell er udviklet med henblik på sædvanlig ikke-kommerciel brug, herunder i Forbrugeres hjem og
hjemmekontor. Dell indestår ikke for Produkternes anvendelighed eller funktionalitet i andre sammenhænge eller
miljøer eller for Produkternes opfyldelse af Forbrugeres særlige behov og formål, medmindre specifik skriftlig aftale
herom er indgået mellem Dell og Forbrugeren.
4.
Købesum og betaling
4.1 Den Købesum, som Forbrugeren skal betale, fremgår af Ordrebekræftelse og faktura fra Dell. Forbrugerens
betaling af Købesummen for Produkter og Services skal ske senest ved leveringen heraf, medmindre et tidligere
tidspunkt er aftalt mellem Dell og Forbrugeren. I tilfælde af for sen betaling forbeholder Dell sig ret til at beregne
renter samt pålægge Forbrugeren gebyrer og inddrivelsesomkostninger i henhold til rentelovens bestemmelser.
5.
Levering
5.1 Leveringssted og leveringstidspunkt er anført i Ordrebekræftelsen. Den i Ordrebekræftelsen anførte leveringsdato
er anslået. Levering vil imidlertid i alle tilfælde finde sted inden for 30 dage fra Forbrugerens accept af tilbud fra Dell
respektive Dells modtagelse af Ordre fra Forbrugeren, medmindre andet er aftalt i forbindelse hermed. Såfremt den
anslåede leveringsdato ikke kan overholdes, og levering ikke kan finde sted inden 30 dage, vil Dell kontakte
Forbrugeren med henblik på at indgå aftale om ny leveringsdato. Såfremt levering ikke finder sted inden 30 dage fra
Forbrugerens bestilling i henhold til tilbud fra Dell eller Dells modtagelse af Ordre fra Forbrugeren, eller en på forhånd
aftalt senere leveringsdato, og ønsker Forbrugeren ikke at acceptere ny leveringsdato herefter, kan Forbrugeren
annullere købet.
5.2 Af praktiske årsager kan dellevering af Produkter finde sted.
5.3 Forbrugeren bør ved levering af Produkter omhyggeligt undersøge disse og uden ugrundet ophold underrette Dell i
tilfælde af: manglende eller mangelfuld levering af Produkter i forhold til det i fragtbrevet anførte; levering af
Produkter og Services, som ikke er i overensstemmelse med det bestilte, jf. dog pkt. 3.3. og 3.4; levering af Produkter,
hvis emballage er beskadiget; levering af Produkter med synlig skade, samt ved Forbrugerens senere opdagelse af
ikke-synlige defekter ved Produkterne.
6.
Ejendomsret og risiko
6.1 Ejendomsretten til Produkter overgår først til Forbrugeren, når Dell har modtaget fuld betaling af Købesummen.
Ejendomsforbeholdet gælder kun for varer til en værdi af mere end DKK 2.000,-.
6.2 Risikoen for Produkternes hændelige undergang overgår til Forbrugeren ved levering af Produkterne til
Forbrugeren eller dennes repræsentant, jf. dog pkt. 7.1.
7.
Fortrydelsesret og accept af Produkter.
7.1 Forbrugere gives 14 dages fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven, dog ikke for software, hvis forsegling (for
eksempel elektronisk forsegling) er brudt. Fristen regnes fra det seneste af tidspunktet for 1) levering af
Produkter/Forbrugers modtagelse af Ordrebekræftelse vedrørende køb af Services eller 2) modtagelse af
oplysninger om fortrydelsesretten på et varigt medium, eksempelvis papir. Fortrydelsesretten udnyttes ved
Forbrugerens henvendelse til Dells Kundeservice, hvorefter Dell sørger for afhentning af Produktet hos Forbrugeren
på det tidspunkt Dell med rimelighed anmoder om. Dell påtager sig risikoen for Produktets hændelige undergang
ved transport af Produktet fra afhentning hos Forbrugeren. Returfragtomkostningerne påhviler Forbrugeren.
Produkter skal returneres i væsentlig uændret stand og mængde. Dell oplyser en returadresse og et returnummer,
som bør fremgå tydeligt på det emballerede Produkt. Dell vil senest 30 dage efter at Forbruger har underrettet om
fortrydelsen refundere Købesummen fratrukket rimelige returfragtomkostninger.
7.2 Hvis Forbrugeren ved ibrugtagning vælger ikke at acceptere en eventuel operativsystemlicens, accepterer Dell
alene at tage hele Produktet retur og refundere Købesummen, fratrukket rimelige returfragtomkostninger, såfremt
dette sker inden for den i pkt. 7.1 nævnte frist.
8. Reklamationsret
8.1 I tilfælde af mangler ved leverede Produkter udbedrer eller ombytter Dell sådanne Produkter i overensstemmelse
med købelovens ufravigelige regler i en reklamationsperiode på 2 år fra leveringstidspunktet. For så vidt angår
reklamation over Tredjepartsprodukter vil Dell i visse tilfælde bede tredjepartsleverandører/licensgivere af
Tredjepartssoftware om at kontakte Forbrugeren med henblik på at undersøge, om manglen eksempelvis kan
udbedres ved telefonisk rådgivning.
8.2 Den 2-årige reklamationsret finder ikke anvendelse på forbrugsartikler som for eksempel toner til printere.
Reklamationsretten for batterier til bærbare computere, hvis holdbarhed afhænger af brugsintensiteten, kan efter
omstændighederne være kortere end 2 år.
9. Services
9.1 Udover reklamationsretten, jf. pkt. 8, kan Forbrugeren tilkøbe yderligere Services fra Dell. Forbrugerens
eventuelle tilkøb af Services påvirker og reducerer ikke Forbrugeres ufravigelige rettigheder, herunder
reklamationsretten, som gælder sideløbende med tilkøbte Services. Dells forpligtelser i medfør af Forbrugerens
tilkøb af Services fremgår af Dells Servicebeskrivelser. Alle Servicebeskrivelser er tilgængelige
på www.dell.dk/servicedescriptions. Forbrugeren bør gøre sig bekendt med relevante Servicebeskrivelser forud for
køb af Services fra Dell.
9.2 Dell vil i videst muligt omfang bestræbe sig på at opfylde de i Servicebeskrivelserne anførte responstider. Disse kan
variere afhængig af afstanden og tilgængeligheden til Produkternes lokation mv. Bortset fra det i pkt. 12 anførte er
Dell ikke ansvarlig for eventuelle direkte eller indirekte tab forårsaget af Dells manglende opfyldelse af relevante
responstider anført i Servicebeskrivelser, ligesom Dell ikke er erstatningsansvarlig for eller forpligtet i relation til
manglende afhjælpning af mangler i henhold til aftale om tilkøbt Service. Denne bestemmelse påvirker ikke
Forbrugeres eventuelle ret til dækning af eventuelle tab i medfør af Forbrugeres ufravigelige rettigheder.
9.3 Dells Service-forpligtelser er med forbehold for korrekt brug af Produkterne og gælder ikke for eventuelle dele af
Produkter, der er blevet ændret eller repareret uden Dells forudgående skriftlige samtykke. Dells forpligtelser vil ikke
være gældende, hvis en mangel skyldes eksterne forhold såsom ekstrem varmepåvirkning (herunder brand), ulykke,
uheld, fugt, elektrisk påvirkning eller andre påvirkninger, som ikke er normalt forekommende i forbindelse med
sædvanlig ikke-kommerciel brug, jf. punkt 3.4, eller som måtte være undtaget i den relevante Servicebeskrivelse.
Uanset ovenstående er følgende undtaget fra Service, medmindre andet er anført i Servicebeskrivelsen: Arbejde uden
for sædvanlig arbejdstid, flytning, forebyggende vedligeholdelse, forbrugsartikler; reparation af Produkter, som
fungerer i overensstemmelse med branchestandarder, herunder bl.a. defekte pixels på skærme, overførsel af data
eller Software samt virus. Der udføres ikke Service på dele, som ikke er kritiske for Produktets funktion, herunder
hængsler og kosmetiske elementer.
9.4 Som anført i Servicebeskrivelserne, omfatter Dells Services
ikke Tredjepartsprodukter, herunder
Tredjepartssoftware, men Dell videregiver eventuelle garantier, som er ydet af Dells tredjepartsleverandør til
Forbrugeren.
9.5 Dells udførelse af Services indebærer som udgangspunkt obligatorisk telefonisk eller internetbaseret fejlsøgning,
førend Dell, afhængig af aftalt serviceniveau, eventuelt sender tekniker til Forbrugerens lokation. Forbrugeren skal
samarbejde med Dell i rimeligt omfang, herunder medvirke til telefonisk og/eller internetbaseret fejlsøgning, i
forbindelse med Dells levering af Services og afholder egne telefon- og internetomkostninger i forbindelse med
modtagelse af Services.
9.6 Forbrugeren gøres opmærksom på, at Servicebeskrivelser kan indeholde yderligere bestemmelser, som er
specifikke for de enkelte Services, og som supplerer disse Salgsbetingelser.
10. Udskiftede Produkter og Produkt-dele
Dell ejer Produkter og Produkt-dele, som udskiftes i forbindelse med Dells opfyldelse af reklamationsret og/eller
levering af Services. Dell kan anmode Forbrugeren om, for Dells regning, at returnere sådanne udskiftede Produkter
eller Produkt-dele. Såfremt Forbrugeren ikke på Dells anmodning returnerer udskiftede Produkter eller Produktdele,
forbeholder Dell sig ret til at fakturere Forbrugeren herfor.
11. Uforudsete udefrakommende begivenheder/Force Majeure
11.1 Hverken Forbrugeren eller Dell er ansvarlig for manglende opfyldelse af forpligtelser i henhold til Aftalen, i det
omfang manglende opfyldelse skyldes omstændigheder udenfor deres rimelige kontrol ("Force Majeure") , herunder
men ikke begrænset til strejke, terroristhandlinger, krig, naturkatastrofer mv.
11.2 I tilfælde af at en Force Majeure-situation forhindrer rettidig levering, jf. pkt. 5.1, kan Forbrugeren og Dell aftale
nyt leveringstidspunkt i henhold til pkt. 5.1. Såfremt en Force Majeure-situation pågår i mere end 60 dage,
forbeholder Dell sig ret til at ophæve Aftalen ved skriftlig meddelelse herom til Forbrugeren, som herefter vil få
refunderet eventuelt erlagte beløb.
12. Dells ansvar og ansvarsbegrænsninger
12.1 Dell accepterer at være ansvarlig for tingsskade, dødsfald og personskade forårsaget af Dells Produkter og
Services i henhold til produktansvarsloven, grov uagtsomhed eller forsætlig adfærd udvist af Dell, Dells ansatte,
repræsentanter og underleverandører, som agerer på vegne af Dell. For ovenstående ansvar gælder der ingen
ansvarsbegrænsninger, bortset fra Forbrugerens sædvanlige tabsbegrænsningspligt.
12.2 Dell accepterer derudover at være ansvarlig i henhold til dansk rets almindelige regler for tab, som Forbrugeren
måtte lide som følge af Dells manglende overholdelse af Aftalen og ufravigelige regler, som følger af lov.
Dell er derimod ikke ansvarlig for tab, som:
- er en følge af software-virus;
- er en følge af Forbrugerens ukorrekte brug af Produkter, herunder Forbrugerens undladelse af at følge Dells
manualer og/eller rimelige instrukser givet af Dells personale;
- udspringer af, at Forbrugeren ikke har foretaget fuldstændige og opdaterede sikkerhedskopier af edb-programmer
og data.
13. Software og Immaterielle Rettigheder
13.1 Dell skadesløsholder Forbrugeren for omkostninger og ansvar i forbindelse med krav rejst som følge af at brug af
Produkter krænker tredjemands Immaterielle Rettigheder. Dell kan i så fald tilbagekalde og udskifte eller ændre
Produktet eller refundere Forbrugeren Købesummen. Forbrugeren skadesløsholder Dell for alle omkostninger og
ansvar udsprunget af Immaterielle Rettigheder, der er specificeret eller ejet af Forbrugeren og integreret i Produktet.
13.2 Alle Immaterielle Rettigheder i Produkterne, der tilhører Dell, forbliver Dells. Kunden skal straks underrette Dell
om al krænkende eller uautoriseret brug af Produkter eller Immaterielle Rettigheder tilhørende Dell.
13.3 Dell skadesløsholder ikke Forbrugeren for: (i) Tredjepartsprodukter og Tredjepartssoftware, (ii) uautoriserede
ændringer eller uautoriseret brug eller (iii) krav forårsaget af brug af Produkter sammen med produkter, der ikke er
leveret af Dell.
13.4 Kunden skal overholde licensbetingelserne for al Software , herunder men ikke begrænset til Dell’s
licensbetingelser,
som
kan
findes
på: http://www.dell.com/content/topics/global.aspx/policy/en/policy?c=us&l=en&s=gen&~section=016. Såfremt
leveret Software ikke ledsages af specifikke licensbestemmelser giver Dell Forbrugeren en ikke-eksklusiv,
uoverdragelig licens adgang til at anvende Software leveret af Dell. Software, som leveres til Forbrugeren, eller som
Forbrugeren gives adgang i forbindelse med Dells udførelse af Services, må alene anvendes i den gældende Serviceperiode og i det omfang som det er nødvendigt for at Forbrugeren kan drage nytte af den pågældende Service. For så
vidt angår Software leveret af Dell må Forbrugeren ikke: (i) kopiere (bortset fra sikkerhedskopi), justere, licensere,
sælge, overføre eller på anden måde overdrage eller ændre Softwaren, eller (ii) undlade at efterleve vilkår, som er
inkluderet i Servicebeskrivelsen.
14. Eksportrestriktioner
14.1 Forbrugeren gøres hermed opmærksom på, at Produkterne, som kan indeholde teknologi og software, er
underlagt eksportrestriktioner i EU- og amerikansk lovgivning samt lovgivningen i det land, hvor Produkterne leveres
til eller benyttes i. I henhold til sådan lovgivning må Produkterne ikke sælges, udlejes eller overdragelse til visse
slutbrugere, visse anvendelsesformål og visse lande. Forbrugeren accepterer at overholde sådan lovgivning.
Forbrugeren accepterer endvidere specifikt, at Produkterne ikke må anvendes i relation til våben- eller
masseødelæggelses-formål, herunder men ikke begrænset til design, udvikling, produktion eller brug af nukleare
materialer eller nukleare våben, missiler eller understøttelse af missilprojekter, kemiske eller biologiske våben.
Forbrugeren erklærer herved, at Forbrugeren ikke vil sælge, udleje eller på anden måde overdrage Produkterne til
slubrugere, som er involveret i sådanne aktiviteter.
14.2 Dell forbeholder sig ret til uden yderligere varsel at ophæve Aftalen, såfremt Forbrugeren misligholder eller Dell
har begrundet mistanke om at Forbrugeren misligholder ovenstående eksportrestriktioner.
15. Personoplysninger
Personoplysninger, som Dell har modtaget fra Forbrugeren, opbevares og behandles i overensstemmelse med
gældende lovgivning og Dells retningslinjer for beskyttelse af personoplysninger. Dell kan videregive sådanne
personoplysninger til andre selskaber i Dell-koncernen eller til Dells repræsentanter eller underleverandører, som
udfører tjenesteydelser for Dell. Dell kan ligeledes overføre personoplysninger til søsterselskaber, som kan være
hjemmehørende i lande uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejde (EØS) såsom Dell Inc. i USA, i hvilket
tilfælde Dell vil sørge for tilstrækkelig beskyttelse af de pågældende personoplysninger. Dells politik til beskyttelse af
privatlivets
fred
kan
ses
på
Dells
websted: http://www1.euro.dell.com/content/topics/topic.aspx/emea/topics/footer/privacy?c=dk&l=da&s=gen&~lt=
popup eller fås ved at kontakte [email protected] via email. Forbrugeren giver ved bestilling af Produkter og Services
fra Dell sit samtykke til, at Forbrugerens persondata må behandles som anført ovenfor.
16. Lovvalg og værneting
Denne Aftale er underlagt dansk ret, og begge parter accepterer, at de danske domstole har enekompetence. Wienkonventionen om aftaler om internationale køb finder ikke anvendelse.
17. Overdragelse
17.1 Dell kan helt eller delvist overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til Aftalen til kompetente
tredjeparter, forudsat at en sådan overdragelse ikke negativt påvirker:
-
Leveringen af Produkter og/eller Services i henhold til Aftalen, og
Forbrugerens rettigheder i medfør af Aftalen og gældende ret.
17.2 Forbrugeren kan alene overføre sine rettigheder og forpligtelser i henhold til nærværende Aftale med Dells
forudgående skriftlige samtykke, medmindre andet følger af gældende ufravigelig lovgivning.
18. Diverse
Forbrugeren kan se alle Dells retningslinjer ognærmere oplysninger om Produkter og Services på www.dell.dk.