1. No category

Forord
Den nedenstående gennemgang af regler bygger på Tandklagesystemets (Landstandlægenævnets og Regionstandlægenævnenes) praksis.
Ansvaret for teksten er udelukkende mit. Fremstillingen kan ikke opfattes som retningslinjer, og der gives
ikke udtryk for opfattelsen hos Tandlægeoverenskomstens parter eller i Tandklagesystemet, ej heller hos
de enkelte medlemmer af Landstandlægenævnet eller af Regionstandlægenævnene.
Offentliggørelsen på www.tandklage.dk sker som bidrag til informationen om Tandklagesystemet og større
åbenhed om dets arbejde.
K. Wiingaard
TANDKLAGERET
(Udførlig indholdsfortegnelse bagest)
1. Tandklageret er de regler, der gælder for de privatpraktiserende tandlægers og deres patienters klageordning.
Tandklageproces, tandklageansvar, Tandklagesystemet
-2-
2. Tandklagerettens retskilder er Tandlægeoverenskomsten (6-15), forskellige bestemmelser i lovgivningen
(33-71) og den nævnspraksis, der er udviklet i forbindelse med behandlingen af klagesagerne. Derimod
findes der så godt som ingen domspraksis på området.
3. Tandklageprocessen (76-330) er formelle regler om behandling af klagerne og har til hovedformål at sikre
rigtige afgørelser vedrørende tandklageansvaret, herunder disciplinæransvaret (332-429) og kontraktsansvaret (435-649). Disciplinæransvaret, men ikke kontraktsansvaret, omfatter også tilfælde af tandskade
(678).
Med udtrykket Tandklagesystemet (Tandlægeklagesystemet) menes der de klageorganer, der som Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet har til opgave at behandle klager vedrørende privatpraktiserende tandlægers disciplinæransvar og kontraktsansvar.
Strengt taget dækker udtrykkene tandklageret, tandklageproces, tandklageansvar og Tandklagesystem også
serviceansvar (24-25 og 93-98) og de klagesagsbehandlende samarbejdsorganer på tandlægeområdet, men
denne emnekreds omtales kun lejlighedsvis i denne fremstilling.
I fremstillingen anvendes undertiden udtrykket ”han” som betegnelse for patienten, tandlægen og andre
fysiske personer. ”Han” er her intetkøn (som altid i retssproget).
FØRSTE DEL
TANDKLAGESYSTEMET: OVERENSKOMST.
-3-
Resumé
4. Tandlægeoverenskomsten forpligter parterne og kan skabe ret for blandt andre patienterne. Det er
Landssamarbejdsudvalget, der fortolker Overenskomsten. Tandklagesystemet behandler disciplinærklager
og forbrugerklager, men kan ikke tage stilling til erstatningskrav. Den samtidige (integrerede) behandling af
disciplinærklage og forbrugerklage har visse fordele.
PRAKSISSEKTOREN
5. Sundhedsvæsenets opgaver udføres af praktiserende sundhedspersoner samt af regionernes sygehusvæsen, kommunerne og øvrige offentlige og private institutioner m.v. (Sundhedslovens § 3, stk. 2).
Ansvaret for praksissektoren ligger hos de fem Regionsråd, jf. Sundhedslovens § 57. Praksissektoren drives
gennem landsoverenskomster mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn, dvs. Danske Regioner, og faglige organisationer af privatpraktiserende sundhedspersoner (Sundhedslovens § 227, stk. 1). Regionerne
har indgået 8 sådanne overenskomster, nemlig med Tandlægeforeningen, Praktiserende Lægers Organisation, Foreningen af Praktiserende Speciallæger, Dansk Psykologforening, Danske Fysioterapeuter, Dansk
Kiropraktorforening, Landsforeningen for Statsautoriserede Fodterapeuter og Dansk Tandplejerforening.
TANDLÆGEOVERENSKOMSTEN
6. Landsoverenskomsten med Tandlægeforeningen er Overenskomst om tandlægehjælp af 9. juni 1999,
senest ændret ved aftale af 27. maj 2010 (”Tandlægeoverenskomsten”).
-4-
Hvem gælder Tandlægeoverenskomsten for?
7. Tandlægeoverenskomsten er en aftale mellem dens parter, Regionernes Lønnings- og Takstnævn og
Tandlægeforeningen, se 6, og binder umiddelbart kun dem.
Gælder Tandlægeoverenskomsten for patienterne?
8. Adskillige af bestemmelserne i Tandlægeoverenskomsten skaber ret for patienterne (egentligt tredjemandsløfte). Patienterne kan påberåbe sig disse bestemmelser, når dette fremgår af disses ordlyd eller af
den fortolkning, der må anlægges.
Derimod kan Tandlægeoverenskomsten ikke uden hjemmel forpligte patienterne (men der foreligger
hjemmel, hvis Overenskomsten gengiver, hvad der står i loven).
Gælder Tandlægeoverenskomsten for tandlægerne?
9. Efter Tandlægeoverenskomstens § 6, stk. 1, kan Overenskomsten kan tiltrædes af tandlæger, der har
autorisation fra Sundhedsstyrelsen til selvstændigt virke, se herved 137, b.
Eksklusivbestemmelser er forbudt (Sundhedslovens § 227, stk. 4). En tandlæge kan tiltræde Tandlægeoverenskomsten uden at være medlem af Tandlægeforeningen.
10. Nogle tandlæger med autorisation til selvstændigt virke, herunder et antal medlemmer af Tandlægeforeningen, praktiserer uden at have tiltrådt Tandlægeoverenskomsten. Overenskomsten gælder ikke for
-5-
sådanne tandlæger. (Sundhedsministeren kan i medfør af Sundhedslovens § 229 fastsætte vilkår for ydelserne, således at patienterne ikke bliver udsat for en større egenbetaling, end tilfældet vil være efter overenskomst.)
11. Mange tandlæger har ikke selv tiltrådt Tandlægeoverenskomsten, men virker i en underordnet stilling
på en klinik som ansat under en tandlæge, der har tiltrådt Overenskomsten. Overenskomsten gælder ikke
uden videre for sådanne ansatte tandlæger. Overenskomsten kan – som for patienternes vedkommende –
tillægge de ansatte tandlæger ret, men ikke uden hjemmel pligt.
Som nærmere nævnt under 40 er det afgørende efter de bestemmelser, der er udsendt i medfør af Klageog erstatningsloven, hvorvidt tandlægen er ”omfattet” af Tandlægeoverenskomsten. Overenskomsten
”omfatter” ansatte tandlæger, for så vidt det i flere af dens bestemmelser omtales, at den ansatte kan
medvirke som tandlægelig medhjælp for en tandlæge, der har tiltrådt Overenskomsten.
Tandlægeoverenskomsten gælder herefter for en tandlæge, der er ansat hos en tandlæge, der har tiltrådt
Overenskomsten, for så vidt Overenskomsten indeholder regler om behandlingen af klager fra patienter
over sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Hjemlen til således at forpligte ansatte tandlæger efter Overenskomsten, skal søges i Klage- og erstatningsloven og bestemmelserne i medfør af denne.
Forretningsorden
12. I medfør af Tandlægeoverenskomsten (§ 48, stk. 2) er der udsendt Forretningsorden for Regionstandlægenævnene af 31. januar 2014. En forretningsorden af samme dato er gældende for Landstandlægenævnet (§ 47, stk. 4).
-6-
Landssamarbejdsudvalget fortolker Tandlægeoverenskomsten
13. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten (kapitel 9), indeholder regler om
samarbejdsorganer (Samarbejdsudvalg og Landssamarbejdsudvalg).
14. Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp behandler henvendelser om fortolkning af Tandlægeoverenskomsten fra blandt andre Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet (Tandlægeoverenskomstens § 37, stk. 2). Landssamarbejdsudvalget kan udlægge hele Tandlægeoverenskomsten. Landssamarbejdsudvalgets beføjelse gælder altså også alle spørgsmål, der kan opstå i forbindelse med patientklage
under Overenskomsten.
15. Landssamarbejdsudvalget har godkendt Vejledning i sagsbehandling af klager over tandlæger, juni
2013, http://www.tandklage.dk/om-klagesystemet/vejledninger-i-behandling-af-klagesager/
landssamarbejdsudvalget.aspx.
TANDKLAGESYSTEMET – KLAGER OG ANSVAR
Disciplinærklage, forbrugerklage – disciplinæransvar, kontraktsansvar, mangelsansvar
16. Patientens klage over den sundhedsfaglige virksomhed falder uden for alle landsoverenskomster med
undtagelse af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten (Overenskomstens kapitel 10).
-7-
I forbindelse med patientens klage over den privatpraktiserende tandlæges sundhedsfaglige virksomhed og
forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 bruges der i denne fremstilling udtrykkene disciplinærklage og disciplinæransvar.
17. Patientens klage over den kontraktlige ydelse falder uden for alle landsoverenskomster med undtagelse
af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten (kapitel 10).
I forbindelse med patientens klage over en sådan ydelse fra en privatpraktiserende tandlæge bruges der i
denne fremstilling udtrykkene forbrugerklage og kontraktsansvar eller – normalt synonymt med udtrykket
kontraktsansvar – mangelsansvar.
18. En tandklagesag rummer som oftest en kombination af begge klagetyper (spørgsmål om begge former
for ansvar).
Tandklagesystemets grundkompetencer
19. Efter Tandlægeoverenskomsten (§ 44,stk. 2, 1. led) bedømmer Regionstandlægenævnet klager, der
vedrører rent faglige forhold. På denne overenskomstbestemmelse støttes kompetencen til at behandle
disciplinærklager.
Det hedder videre (§ 44, stk. 2, 2. led), at Regionstandlægenævnet over for en tandlæge kan beslutte, at
tandlægen til patienten skal betale et af nævnet fastsat beløb. På denne overenskomstbestemmelse støttes
kompetencen til at behandle forbrugerklager. Ifølge Overenskomsten (§ 48, stk. 1) fungerer Landstandlægenævnet som ankeinstans for afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene.
-8-
20. Negativt er Tandklagesystemets kompetence afgrænset ved en bestemmelse i Landstandlægenævnets
forretningsorden (§ 15, 2. pkt.), hvorefter der ikke kan påkendes krav om erstatning. I Regionstandlægenævnenes forretningsorden findes en lignende bestemmelse (§ 17, stk. 5).
Det skal dog nævnes, at tandlægens krav i forbindelse med patientens tilbagetræden, se 566, foretages til
dels efter erstatningsretlige principper.
21. Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet modtager henholdsvis ca. 600 og ca. 130 sager
årligt.
Sagstyper
22. Nogle typer af klagesager drejer sig om faktisk foretaget behandling. Klagerne kan fx angå parodontalbehandling, kirurgisk behandling, implantatbehandling, kariesbehandling, rodbehandling, fast protetik,
aftagelig protetik, kosmetisk tandpleje, fagligt set dårlige fyldninger og smerter i forbindelse med behandling.
Andre typer af sager drejer sig om fx manglende behandling, herunder manglende eller ufuldstændig diagnostik (neglectsager), manglende forebyggelse (eksempelvis af parodontose), manglende oplysning om
alternative behandlingsmuligheder, manglende information og samtykke, rådgivning efter behandling, hygiejne, journalføring, tavshedspligt, videregivelse af helbredsoplysninger og tandlægeerklæringer.
Det bemærkes, at udtrykket neglectsager her benyttes i den betydning, der anvendes af Landssamarbejdsudvalget. (Begrebet (dental) neglect kan dække over andre forhold end tandlægens manglende eller ufuldstændige diagnostik.)
-9-
KLAGER, ANSVAR OG KRAV UDEN FOR TANDKLAGESYSTEMET
23. I klagerne indgår undertiden elementer, der falder uden for Tandklagesystemets kompetence, se fx 20
(erstatningskrav) og 62 (aktindsigt i patientjournalen).
Klager af alle slags kan i princippet indbringes som retssag for domstolene, også selv om der måtte være en
klageadgang i Tandklagesystemet, som ikke har været udnyttet i forvejen. Princippet har fundet et vist udtryk i Forretningsorden for Landstandlægenævnet § 17, stk. 3, hvori det hedder, at nævnets afgørelser kan
indbringes for de almindelige domstole. Visse spørgsmål kan imidlertid ikke prøves af domstolene, se 243.
Efter Tandlægeoverenskomstens § 52, stk. 5, er tandlægen i forbindelse med en klagesag forpligtet til at
oplyse, om der er indledt retlig inkasso ved domstolene. Har tandlægen indledt inkassosag mod patienten,
skal tandlægen stille inkassosagen i bero, mens klagesagen behandles.
Serviceklage – Serviceansvar
24. Langt de fleste landsoverenskomster, også Tandlægeoverenskomsten (kapitel 11), indeholder regler om
klage til samarbejdsorganerne.
Klagereglerne gælder for blandt andre patienter og de pågældende overenskomstomfattede sundhedspersoner (Tandlægeoverenskomstens § 50, stk. 1). Genstanden for klage er de forhold, der er beskrevet i overenskomsten (§ 50, stk. 2, 1. led).
- 10 -
25. I forbindelse med patientens klage over sådanne forhold bruges der i denne fremstilling udtrykkene
serviceklage og serviceansvar. I 94 er nævnt nogle sagsarter, hvor genstanden for klage er de forhold, der er
beskrevet i Tandlægeoverenskomsten.
Der er ikke altid nogen skarp grænse mellem på den ene side disciplinæransvar og kontraktsansvar og på
den anden side serviceansvar . Et og samme forhold kan rejse spørgsmål vedrørende begge ansvarsområder. Et eksempel herpå er nævnt ligeledes i 94 (tandlægens manglende oplysning vedrørende klagesagen).
I praksis rejses der ret få serviceklager.
Deliktsansvar
26. Deliktsansvar drejer sig om erstatningspligt for al ansvarspådragelse, der ikke udspringer af en forudgående aftale. Erstatning i henhold til deliktsreglerne kaldes i denne fremstilling undertiden skadeserstatning.
Delikt giver ikke patienten mangelsbeføjelser, se 548, og allerede af den grund falder deliktet uden for
Tandklagesystemets område, jf. herved 20. Se dog 678 om disciplinæransvar.
Produktansvar
27. Produktansvar er det erstatningsansvar, som påhviler en producent, en leverandør eller en anden
”mellemhandler” – herunder efter omstændighederne tandlægen –, når et produkt under brug volder skade, i nærværende sammenhæng altså skade på patienten. Produktansvaret er efter sin karakter et deliktsansvar.
- 11 -
Produktansvarsloven (§ 3) omfatter ansvaret for løsøregenstande – dvs. rørlige, fysisk overgivelige ting.
Indgår der imidlertid i præstationen af tandlægeydelsen materialer, bevarer disse materialer deres karakter
af løsøre i lovens forstand, således at en produktskade forvoldt af en defekt ved de anvendte materialer
omfattes af lovens produktansvar. Området for produktansvaret omfatter imidlertid mere end det ansvar,
der reguleres i Produktansvarsloven, og området kan muligvis udstrækkes til enhver form for tandlægeydelse.
Produktansvarsspørgsmål falder uden for Tandklagesystemets kompetence og dermed uden for rammerne
af nærværende fremstilling.
Erstatning og godtgørelse
28. Erstatning er økonomisk udligning af skade. Skaden kan imidlertid ikke altid vurderes efter en objektiv
økonomisk målestok. For at markere dette tales der i en vis udstrækning om godtgørelse. Se under 658 om
ikke-økonomisk personskade. Spørgsmål om sådan godtgørelse falder uden for Tandklagesystemets kompetence, ganske som de egentlige erstatningskrav.
Der er undertiden behov for udligning af formueforskydning i forbindelse med kontraktsforhold. Sådan
udligning er ikke erstatning, og for at markere dette tales der også i denne forbindelse om godtgørelse. Et
eksempel herpå er nævnt i 575. Spørgsmål om sådan godtgørelse, altså forstået som udligning af formueforskydning, falder inden for Tandklagesystemets kompetence.
TANDKLAGESYSTEMET I PERSPEKTIV
- 12 -
29. Tandklagesystemets grundopgave er at sikre en effektiv klageadgang til en ekstern klageinstitution inden for voksentandplejen i privat praksis. Med ”effektiv” menes en nem adgang til forholdsvis hurtigt og
under betryggende former at få taget stilling til klagerne.
Klageordningen forudsættes i alle landsoverenskomster med undtagelse af en enkelt, Tandlægeoverenskomsten, principielt at være trestrenget (serviceklager, disciplinærklager og forbrugerklager behandles i
hvert sit regi). Til forskel herfra er Tandlægeoverenskomstens ordning énstrenget. Praksissektorens flerstrengede klagesystemer bliver undertiden kritiseret, fordi de virker uoverskuelige. De er dermed ikke patientvenlige. Tandklagesystemet rammes ikke af denne kritik.
Den énstrengede ordning muliggør behandling af disciplinærklage og forbrugerklage i én sagsgang. Dette er
til fordel for både patient og tandlæge. Man undgår, at samme sag skal behandles af flere klagesystemer.
Ordningen sparer sagsskridt, er procesbesparende og forkorter i sig selv perioden, inden alle spørgsmål er
afgjort. Den helhedsbaserede ordning giver dernæst særegne, umiddelbare muligheder for – på grundlag af
den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm – at skabe, opretholde og udbygge praksis vedrørende
forholdet mellem disciplinæransvar og kontraktsansvar.
Som noget særligt for det sundhedsfaglige klageområde har enhver sundhedsperson (altså privatpraktiserende tandlæge), der kritiseres disciplinært og/eller findes kontraktsansvarlig, ret til få sagen prøvet ved en
højere klageinstans. På patientsiden er det tilsvarende noget særligt, at det udelukkende er de privatpraktiserende tandlægers patienter, der har ankeadgang.
Tandklagesystemet er – som noget specielt i forbindelse med retshåndhævelsen ved forbrugerklager – gebyrfrit og uden beløbsmæssig under- og overgrænse.
Der er inden for tandklageretten på grundlag af langvarig praksis i Landstandlægenævnet og Regionstandlægenævnene skabt den mest udviklede gren af forbrugerretten inden for praksissektoren. Den ydre auto-
- 13 -
ritet af denne omfattende forbrugerretlige praksis skal selvsagt vurderes i lyset af, at kun få afgørelser har
været indbragt for domstolene. Dette forhold gør sig dog også gældende inden for andre områder af det
samlede forbrugerklagesystem.
ANDEN DEL
TANDKLAGESYSTEMET: LOVGIVNING
Resumé
30. I denne del af nærværende fremstilling nævnes seks lovområder, der har relevans for Tandklagesystemet. I hovedsagen angår de tre første Tandklageprocessen og resten Tandklageansvaret.
31. Klage- og erstatningsloven indeholder regler om klageadgang. Tandklagesystemets beføjelse til at behandle disciplinærklager bygger på en særlig lovordning. Disciplinærafgørelser kan munde ud i kritik og kan
under visse betingelser offentliggøres med navn. Tandskader behandles efter en særlig lovordning af Tandskadesystemet. – Tandklagesystemets sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med Forvaltningsloven. Også Persondataloven stiller krav til sagsbehandlingen.
32. Autorisationsloven indeholder regler om tandlægepligter, herunder den centrale forpligtelse til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Sundhedsloven indeholder bestemmelser om patienters rettigheder,
derunder retten til selvbestemmelse og fortrolighed. Tandklagesystemet er undtaget fra Forbrugerklageloven. Købeloven gælder heller ikke, men lovens principper spiller en vigtig rolle.
- 14 -
AFSNIT I: PROCESORIENTERET LOVGIVNING
FØRSTE LOVOMRÅDE: KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVGIVNINGEN
33. Klage- og erstatningsloven (Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. Lovbekendtgørelse nr. 1113 af 7. november 2011 med senere ændringer) samler en række bestemmelser, der
tidligere var indeholdt i loven om Sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. og Patientforsikringsloven.
34. I medfør af Klage- og erstatningsloven er udsendt Bekendtgørelse nr. 1445 af 15. december 2010 om
offentliggørelse af afgørelser m.v. i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet (”Offentliggørelsesbekendtgørelsen”) og Bekendtgørelse nr. 1340 af 18. december 2012 om afgrænsning af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed og behandlingen af klager over privatpraktiserende tandlæger (”Afgrænsningsbekendtgørelsen”).
KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 1 - KLAGEADGANG
35. Klage- og erstatningsloven indeholder i første række formelle regler om klageadgang.
Patientombuddet
36. Patientombuddet behandler patientens klage over den konkrete samlede sundhedsfaglige virksomhed i
sundhedsvæsenet (”forløbsklager”), sml. Klage- og erstatningslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., også i tilfælde, hvor
ansvaret herfor ikke eller ikke umiddelbart kan placeres hos navngivne sundhedspersoner. Patientombud-
- 15 -
dets afgørelser retter sig til vedkommende behandlingssted, fx til vedkommende institution eller private
praksis.
Disciplinærklager, hovedordning: Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn
37. Disciplinærklager behandles som hovedregel af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf. Klage- og erstatningslovens § 2, stk. 1, 1. pkt. Der er givet nærmere regler om kompetencefordelingen mellem Patientombuddet og Disciplinærnævnet, jf. § 1, stk. 1, 2. pkt., og § 2, stk. 1, 2. pkt.
38. Endvidere behandler Disciplinærnævnet indberetninger, også vedrørende privatpraktiserende tandlæger, fra blandt andre Sundhedsstyrelsen, såfremt denne myndighed finder, at der vil være grundlag for kritik eller anden sanktion, jf. Klage- og erstatningslovens § 2 a.
Disciplinærklager, særordning: Tandklagesystemet
39. Efter Klage- og erstatningslovens § 2, stk. 3, kan Ministeren for sundhed og forebyggelse, når særlige
hensyn taler herfor, fastsætte regler om, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns virksomhed ikke omfatter
dele af den sundhedsfaglige virksomhed, der udøves af autoriserede sundhedspersoner.
Sådanne regler er fastsat ved Afgrænsningsbekendtgørelsen.
Tandlæger omfattet af Tandlægeoverenskomsten
- 16 -
40. I Afgrænsningsbekendtgørelsens § 1 er det nærmere bestemt, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns
virksomhed efter § 2, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet ikke omfatter
klager fra patienter over privatpraktiserende tandlægers sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet
af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9, hvis vedkommende tandlæge er ”omfattet af” Tandlægeoverenskomsten. Sådanne disciplinærklager behandles af Tandklagesystemet, jf. nærmere Afgrænsningsbekendtgørelsens § 2.
Sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9
41. Det følger af Autorisationslovens § 49, stk. 1, at udtrykket ”tandlægevirksomhed” omfatter forebyggelse af instrumentel og medikamentel art, diagnostik og behandling af anomalier, læsioner og sygdomme i
tænder, mund og kæber. Udtrykket ”tandlægevirksomhed” er dermed ikke synonymt med og på meget
væsentlige punkter mindre omfattende end kompetencebeskrivelsen i Afgrænsningsbekendtgørelsen: ”privatpraktiserende tandlægers sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 47 og 9”.
”Sundhedsfaglig virksomhed” er et vagt og dynamisk begreb. Hvad der er omfattet af tandlægens faglige
virksomhed, kan derfor ikke fastlægges præcist. Området – og dermed kompetencen – vil kunne indskrænkes eller udstrækkes ved loven og Tandlægeoverenskomsten, men også gennem Tandklagesystemets praksis.
Der er dog ingen tvivl om, at ”sundhedsfaglig virksomhed” ikke alene er tandlægens faglige udførelse af
undersøgelse, diagnosticering, behandling m.v., men også opfyldelse af processuelle pligter, der er knyttet
hertil, fx journalføring, indhentelse af informeret samtykke og tavshedspligt.
Vejledningspligten vedrørende skadeserstatning
- 17 -
42. En klage over, at tandlægen har undladt af egen drift gøre opmærksom på skader, som må antages at
kunne give ret til skadeserstatning fra Tandlægeforeningens Patientforsikring, jf. herved Klage- og erstatningslovens § 23 og nedenfor 652, må uden udtrykkelig lovhjemmel anses som en disciplinærklage, der kan
behandles i Tandklagesystemet.
Offentliggørelse af disciplinærafgørelser
43. Der kan i medfør af Klage- og erstatningsloven, jf. § 17, stk. 2, fastsættes regler om offentliggørelse af
afgørelser om sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. Sådanne regler er fastsat ved Offentliggørelsesbekendtgørelsen.
KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 2 - ERSTATNINGSADGANG
44. Klage- og erstatningsloven (kapitel 3) indeholder i anden række regler om patienters mulighed for at
opnå forsikringsdækning af skader, de påføres i forbindelse med undersøgelse eller behandling.
Særordning: Tandskadesystemet
45. Visse sager kan undtages fra lovens almindelige ordning og henlægges til en privat institution, jf. Klageog erstatningslovens § 19, stk. 5.
Dette er sket for sager om skader forvoldt af privatpraktiserende tandlæger, jf. bekendtgørelse nr. 1099 af
12. december 2003 om henlæggelse af behandlingen af sager efter lov om patientforsikring til Dansk
Tandlægeforenings Patientskadeforsikring og Tandskadeankenævnet.
- 18 -
I 2013 blev truffet 1659 afgørelser i 1. instans, heraf 935 med anerkendelse af erstatning. I den sidstnævnte
gruppe statueredes mangelsansvar, se 677, i 92 afgørelser.
ANDET LOVOMRÅDE: FORVALTNINGSLOVGIVNINGEN
De almindelige forvaltningslove gælder for den offentlige forvaltning
46. Praksissektorens ydelser udføres af private sundhedsaktører, jf. 5.
De almindelige forvaltningslove – Forvaltningsloven (Lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014), Offentlighedsloven og Ombudsmandsloven – gælder for den offentlige forvaltning.
Disse forvaltningsretlige love omfatter altså ikke den private sundhedssektor, herunder klageorganer, der
er oprettet på privatretligt grundlag, som fx Tandklagesystemet. Det samme er tilfældet for fundamentale
forvaltningsretlige principper om saglighed, lighed og proportionalitet m.v.
.. men det er aftalt, at Forvaltningsloven m.v. gælder for Tandklagesystemet
47. Det kan imidlertid være aftalt, at forvaltningsretten helt eller delvis finder anvendelse inden for den
private sundhedssektor.
- 19 -
En sådan aftale er indgået for Tandklagesystemets vedkommende, hvilket er udmøntet i Tandlægeoverenskomstens bestemmelser om indholdet af de respektive forretningsordener for Landstandlægenævnet og
Regionstandlægenævnene (§§ 47, stk. 4, og 48, stk. 2).
Efter disse bestemmelser fastsætter Landstandlægenævnet selv sin egen og Regionstandlægenævnenes
forretningsordener. De heri fastsatte sagsbehandlingsprocedurer skal være i overensstemmelse med Forvaltningslovens regler om inhabilitet – jf. herved for øvrigt Afgrænsningsbekendtgørelsens § 7 og 102 –
vejledning og repræsentation, parters aktindsigt, partshøring, klagevejledning og tavshedspligt.
Forvaltningslovens regler om blandt andet begrundelse og de nævnte fundamentale forvaltningsretlige
principper er ikke nævnt i denne opregning, men der kan ikke sluttes modsætningsvis.
De forvaltningsretlige lovregler og principper er udviklet for at sikre borgeren en rimelig retsstilling over for
den offentlige forvaltning. Forvaltningsretten kan dermed betragtes som en retssikkerhedsgaranti. Aftalen
om anvendelse af Forvaltningsloven og de fundamentale forvaltningsretlige principper inden for Tandklagesystemet bygger også på ønsket om retssikkerhed for både patienter og tandlæger.
TREDJE LOVOMRÅDE: PERSONDATATLOVEN
48. Persondataloven (Lov om behandling af personoplysninger, lov nr. 429 af 31. maj 2000 med senere ændringer) finder anvendelse også inden for den private sundhedssektor, sml. § 1, stk. 1.
Loven gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk
databehandling, og ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et
register, jf. § 1, stk. 1. I loven er det nærmere angivet, at dataansvarlig er den fysiske eller juridiske person
eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke hjæl-
- 20 -
pemidler der må foretages behandling af oplysninger, jf. § 3, nr. 4. Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet er dataansvarlige, dog ikke for offentliggørelse med navn af i afgørelser i klagesager, jf.
Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 5, se 412 ff. Også Visitationsudvalgene og Besigtigelsesudvalgene må
anses som dataansvarlige.
Loven indeholder regler om blandt andet indsamling af og kriterier for behandling af indsamlede oplysninger (§§ 5-8), oplysningspligt over for den registrerede (§§ 28-29) og dennes indsigtsret (§ 31), ret til indsigelse mod behandling af oplysninger om vedkommende (§ 35) og til berigtigelse m.v. (§ 37)
49. Datatilsynet har udsendt Vejledning nr. 126 af 10. juli 2000 om registreredes rettigheder efter reglerne i
kapitel 8-10 i lov om behandling af personoplysninger
AFSNIT II: ANSVARSORIENTERET LOVGIVNING
FJERDE LOVOMRÅDE: AUTORISATIONSLOVGIVNINGEN MV.
Autorisationsloven
50. Autorisationsloven (Lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, jf.
Lovbekendtgørelse nr. 877 af 4. august 2011) samler en række bestemmelser, der tidligere var indeholdt i
14 specielle autorisationslove, herunder den tidligere Tandlægelov, samt en række yderligere bestemmelser.
- 21 -
51. I medfør af Autorisationsloven er udsendt Bekendtgørelse nr. 3 af 2. januar 2013 om autoriserede
sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.) (”Journalføringsbekendtgørelsen”).
Endvidere er udsendt Bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners
benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed) (”Delegationsbekendtgørelsen”). I tilknytning til Delegationsbekendtgørelsen har Sundhedsstyrelsen udsendt Vejledning nr. 115 af 11.
december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af forbeholdt
sundhedsfaglig virksomhed). Se 359 ff.
Virksomhedsansvarlige tandlæger
52. Efter Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger (Lov nr. 362 af 9. april 2013 om ændring af lov
om virksomhedsansvarlige læger) skal klinikker, hvor der foretages tandlægebehandling, og som ikke ejes
af offentlige myndigheder, efter nærmere regler udpege en virksomhedsansvarlig tandlæge. Den virksomhedsansvarlige tandlæge har det overordnede ansvar for at sikre kvalitet i behandlingen og er kontaktperson i forhold til tilsynsmyndighederne. Ordningen betyder, at der er etableret en utvetydig tandlægefaglig
ledelse. Det overordnede ansvar supplerer den enkelte tandlæges selvstændige ansvar efter Autorisationsloven m.v.
Tandlægepligter
53. Autorisationsloven indeholder navnlig regler om sundhedspersoners pligter vedrørende sundhedsfaglig
virksomhed.
- 22 -
Centralt står den almindelige pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i virket, jf. nærmere Autorisationslovens § 17. Visse grupper af sundhedspersoner, herunder tandlæger, skal føre patientjournaler over
deres virksomhed, jf. § 21, og journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for en god og
sikker patientbehandling, jf. § 22, stk. 2.
Sundhedsstyrelsens tilsyn og sanktionsmuligheder
54. Autorisation meddeles af Sundhedsstyrelsen til personer – herunder tandlæger –, der har gennemført
en nærmere bestemt uddannelse. Tandlæger er undergivet tilsyn af Sundhedsstyrelsen, jf. Autorisationslovens § 26, stk. 1, jf. Sundhedslovens § 215, stk. 1, der kan sanktionere tilsidesættelse af de faglige pligter.
Det er ingen betingelse herfor, at der forinden er givet kritik efter disciplinærklage.
Skærpet tilsyn
55. Sundhedsstyrelsen kan iværksættes skærpet tilsyn, hvis styrelsen har en begrundet formodning om, at
virksomhedsudøvelsen vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for patienter, jf. Sundhedslovens § 215, stk.
2.
Det skærpede tilsyn kan fx indebære, at tandlægen skal afgive en redegørelse vedrørende særlige faglige
forhold.
Fagligt påbud
- 23 -
56. Er der derimod tale om en begrundet mistanke om, at virksomhedsudøvelsen rent faktisk vil udgøre en
forringet sikkerhed for patienter, vil det sædvanligvis være mere nærliggende at overveje en mere indgribende foranstaltning end skærpet tilsyn.
Såfremt en tandlæge har udvist alvorlig eller gentagen kritisabel faglig virksomhed, kan Sundhedsstyrelsen
påbyde vedkommende at ændre denne, jf. Autorisationslovens § 7, stk. 2, 1. pkt.
Et fagligt påbud er en konkret anvisning af, hvorledes tandlægen skal forholde sig for at rette op på en konstateret kritisabel virksomhed. Fagligt påbud vil typisk vedrøre journalføring, information eller efterlevelse
af sædvanlige faglige normer.
Virksomhedsindskrænkning
57. Hvis det ikke findes tilstrækkeligt med et fagligt påbud, og en fuldstændig autorisationsfratagelse ikke
skønnes nødvendig, kan Sundhedsstyrelsen under nærmere betingelser foretage virksomhedsindskrænkning, jf. Autorisationslovens § 7, stk. 2, sidste pkt.
En virksomhedsindskrænkning er en delvis autorisationsfratagelse. Det kan fx pålægges en tandlæge at
afholde sig fra at anvende visse behandlingsmetoder eller at behandle visse patienter. Indskrænkningen
kan også bestå i, at tandlægen ikke kan virke selvstændigt, men skal arbejde under en anden tandlæges
vejledning og instruktion, sml. herved 137, a.
Autorisationsfratagelse
- 24 -
58. En tandlæge kan fratages autorisationen af Sundhedsstyrelsen, såfremt han må antages at være til fare
for andre mennesker på grund af grov forsømmelighed udvist ved udøvelsen af hvervet, jf. Autorisationslovens § 7, stk. 1.
FEMTE LOVOMRÅDE: SUNDHEDSLOVGIVNINGEN
59. Sundhedsloven (Lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010 med senere ændringer) samler en række
bestemmelser, der tidligere var indeholdt i 15 forskellige love, herunder den tidligere Tandplejelov.
60. I medfør af Sundhedsloven er udsendt henholdsvis Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 og
Vejledning nr. 161 af 16. september 1998, begge om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv.
Patientrettigheder
61. Mens Autorisationsloven som nævnt navnlig indeholder bestemmelser om autoriserede sundhedspersoners pligter, se hertil 338 ff., indeholder Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 navnlig regler om patienters
rettigheder, se hertil 369 ff.
Blandt patientrettighederne er retten til selvbestemmelse, se hertil 369 ff., og retten til fortrolighed, se
hertil 388 ff.
62. Klager over stillingtagen til aktindsigt i patientjournalen (Sundhedslovens kapitel 8) er ikke omfattet af
Tandklagesystemets kompetence.
- 25 -
63. Patientoplysninger, som ikke er led i behandling af patienten, omfattes ikke af Sundhedslovens regler
om aktindsigt. Spørgsmålet om adgang til aktindsigt i disse tilfælde må besvares efter reglerne i den øvrige
lovgivning. Om partsaktindsigt efter Forvaltningsloven henvises til 206-222.
SJETTE LOVOMRÅDE: DEN FORBRUGERRETLIGE LOVGIVNING
64. En forbrugeraftale er en aftale, en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part
(forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv.
FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 1: OFFENTLIGRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING
65. Den offentligretlige forbrugerlovgivning har ingen praktisk direkte betydning for Tandklageansvaret.
Tandlægers handlinger i erhvervsøjemed er omfattet af Markedsføringsloven og Lov om markedsføring af
sundhedsydelser, men retshåndhævelsen af disse love sker ved domstolene. Visse af lovreglerne, fx om
vildledende og utilbørlig markedsføring og om vejledning, udtrykker dog grundsætninger, som har betydning for kontraktsansvaret
Forbrugerklager, hovedordning: Forbrugerklagenævnet og godkendte nævn
66. Forbrugerklager kan indbringes for Forbrugerklagenævnet eller for et godkendt, privat klage- eller ankenævn, jf. Forbrugerklagelovens § 1.
- 26 -
Forbrugerklager, særordning: Tandklagesystemet
67. Dette gælder dog ifølge Forbrugerklageloven ikke, hvis der i lovgivningen er foreskrevet en særlig klageadgang, jf. § 8.
En sådan særlig klageadgang er foreskrevet for det område, der dækkes af Tandlægeoverenskomsten, jf.
Klage- og erstatningslovens § 2, stk. 3, se 40 (samt flere andre områder, fx advokatydelser, lægemidler og
tandskader).
FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 2: PRIVATRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING
68. Der findes en del lovregler, som begrænser aftalefriheden mellem de erhvervsdrivende og deres private
kunder, forbrugerne, men reglerne har ingen praktisk direkte betydning for Tandklageansvaret.
69. I Aftalelovgivningen (Aftalelovens §§ 38 a – d) findes regler om forbrugerbeskyttelse mod urimelige
aftalevilkår.
70. Forbrugeraftaleloven indeholder en række regler om beskyttelse af forbrugeren i tilfælde, hvor en forbrugeraftale indgås uden forbrugerens forudgående henvendelse til den erhvervsdrivende på dennes forretningssted.
Købeloven gælder ikke, men …
- 27 -
71. Købeloven regulerer alle køb (bortset fra køb af fast ejendom og visse internationale køb). Nogle af lovens regler gælder dog kun forbrugerkøb.
Tandlægeydelsen og betalingen herfor er ikke et køb, ej heller et bestillingskøb, se blandt andet 436 ff.
Tandlægekontrakten omfattes ikke af Købeloven. Købeloven er imidlertid i betydeligt omfang udtryk for
uskrevne almindelige regler, som omfatter også Tandklageansvaret. Købeloven spiller på denne indirekte
måde en vigtig rolle.
TREDJE DEL
TANDKLAGEPROCESSEN
Resumé
72. Tandklagesystemet er organiseret i Visitationsudvalg, Besigtigelsesudvalg, Regionstandlægenævn og
Landstandlægenævnet.
73. Tandklagesystemets afgørelser er som hovedregel realitetsafgørelser, dvs. at der tages stilling til selve
mellemværendet mellem patienten og den indklagede tandlæge.
Tandklagesystemets behandling af sagerne er til en vis grad formbunden. En del afgørelser er på denne
baggrund formalitetsafgørelser, dvs. at de drejer sig om den processuelle teknik i forbindelse med sagsbehandlingen og ikke om selve mellemværendet.
- 28 -
Til de processuelle spørgsmål under en tandklagesag hører spørgsmål om Tandklagesystemets kompetence,
habilitet og tavshedspligt mv., hvem der er part, frister for fremsættelse af krav.
74. Der stilles en lang række krav til sagens oplysning og selve sagsbehandlingen, dels forvaltningsretlige,
dels interne krav inden for Tandlægesystemet selv, blandt andet vedrørende indsendelse af patientjournaler. Hvis disse og andre krav ikke opfyldes, kan nævnsafgørelsen efter omstændighederne blive ugyldig.
75. I en realitetsbehandlet sag om en faglig klage skal der altid tages stilling til spørgsmålet om disciplinæransvar. Inden for Tandklageprocessens område behandles også nogle spørgsmål om bevis og bevisbyrde
samt om Tandklagesystemets underretningspligt.
AFSNIT I: ORGANISATION
VISITATIONSUDVALG
Sammensætning
76. Ifølge Tandlægeoverenskomstens § 41, stk. 1, består Visitationsudvalget af ét medlem udpeget af Regionen og ét medlem udpeget af Tandlægeforeningens regionsbestyrelse. Det lokale Samarbejdsudvalg for
Tandlægehjælp kan dog træffe beslutning om en anden paritetisk sammensat repræsentation på baggrund
af de regionale forhold.
Opgave
- 29 -
77. a. Enhver klage vurderes af Visitationsudvalget for Tandlægeklager i den region, hvor tandlægen har sin
klinik, jf. Tandlægeoverenskomstens § 52, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt. 1. led. Dette sker blandt andet med henblik på at ”visitere” (videresende) klagen til rette klageforum (det lokale Regionstandlægenævn, det lokale
Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp), jf. § 52, stk. 2, 2. pkt. Klagesager, der udelukkende er erstatningssager, videresendes til Tandlægeforeningens Patientforsikring.
Sagsbehandlingen i Visitationsudvalget kan også muliggøre et tilbud om en dialog med vedkommende indklagede tandlæge. I Tandlægeoverenskomsten finder dette udtryk i en bestemmelse – § 52, stk. 2, 1. pkt.,
3. led, – hvorefter det påhviler udvalget at (r)etablere kontakt mellem klageren, tandlægen og udvalget.
Reglen er formuleret absolut, men den forstås således, at der vil forekomme situationer, hvor Visitationsudvalget efter sit skøn kan undlade tilbud om dialog og forligsforsøg. Det vil gælde, såfremt det på grund af
sagens hidtidige forløb, parternes forhold eller lignende omstændigheder på forhånd må antages, at mægling vil være forgæves. Undladt forligsmægling vil i sådanne situationer ikke være en retlig mangel, der gør
Regionstandlægenævnets afgørelse ugyldig.
b. Reglerne om habilitet og tavshedspligt m.v., se 102 ff., gælder for medlemmer af Visitationsudvalget.
Åbenbart grundløse klager
78. Visitationsudvalget kan efter Tandlægeoverenskomstens ordlyd afvise enhver klage, jf. § 52, stk. 2, 1.
pkt., 2. led, men dette må forstås således, at adgangen til afvisning kun omfatter åbenbart grundløse klager. Af § 56, stk. 1, 1. pkt., 2. led, kan det sluttes, at Visitationsudvalget kan tage stilling til om klagefristerne i § 51, stk. 5, er overskredet.
Visitationsudvalget kan ikke træffe realitetsafgørelse i en faglig klagesag.
- 30 -
Iværksættelse af besigtigelse
79. Regionstandlægenævnet kan give en generel bemyndigelse til Visitationsudvalget om at igangsætte
besigtigelse i klagesager.
Sekretariat
80. Regionen virker som sekretariat for Visitationsudvalget, jf. Tandlægeoverenskomstens § 41, stk. 2. Der
er ikke i Tandlægeoverenskomsten tillagt sekretariatet eller Visitationsudvalget nogen instruktionsbeføjelse
i det indbyrdes forhold, men et samvirke følger af det samarbejde, der må anses som forudsat ved Overenskomsten.
BESIGTIGELSESUDVALG
Sammensætning mv.
81. Ifølge Tandlægeoverenskomstens § 45, stk. 1, nedsætter Regionstandlægenævnet et eller flere besigtigelsesudvalg bestående af 3-4 medlemmer. 1 medlem udpeges efter indstilling fra regionen og 2-3 medlemmer efter indstilling fra Tandlægeforeningens regionsbestyrelse. Ved udpegning til Besigtigelsesudvalg(et) skal der tages hensyn til, at der ikke må være personsammenfald i repræsentationen i Besigtigelsesudvalget og Regionstandlægenævnet.
Regionen virker som sekretariat for Besigtigelsesudvalget, jf. stk. 2.
- 31 -
Ved besigtigelsesforretninger skal der gives begge parter adgang til at møde, jf. Forretningsorden for
Regionstandlægenævnene § 6, stk. 4.
Opgave
82. a. Det følger af Tandlægeoverenskomstens § 46, stk. 1, at et Besigtigelsesudvalgs opgave blandt andet
er at foretage en faglig vurdering af det påklagede forhold efter anmodning fra Regionstandlægenævnet.
Besigtigelsesudvalgets opgave må antages at være faglig bevissikring: Hvorledes kan det påklagede forhold
faktisk beskrives (herunder eventuelt fornøden konkretisering af klagen og verifikation af, at den er forstået)? Hvilke egenskaber har det udførte tandlægearbejde, hvilken kvalitet har det osv.? Angivelser af tilstande, der kan tolkes på flere måder, undgås, fx vedrørende en påklaget krone: ”Der sonderes en kant.” I
en sådan forbindelse gøres en bemærkning om, hvorvidt kanten er klinisk acceptabel eller ej. I Appendiks 1
er gengivet et eksempel på en Besigtigelsesrapport.
Besigtigelsesudvalget skal derimod ikke foretage faglig bedømmelse (er det påklagede forhold udført i
overensstemmelse med den almindeligt anerkendte faglige norm, se 338-357, hvilken behandling ville
kunne være hensigtsmæssig osv.). Dette hænger navnlig sammen med, at den instans, der skal afgøre sagen – Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet – selv rummer fagkundskab.
De besigtigende tandlæger bør derfor afholde sig fra at fremkomme med bemærkninger om prognose på
omgørende arbejde eller lignende.
b. Reglerne om habilitet og tavshedspligt, se 102 ff., gælder også for medlemmer af Besigtigelsesudvalget.
- 32 -
I praksis er man tilbageholdende med at statuere inhabilitet, hvis parten ikke på forhånd har gjort indsigelse, forudsat at der er tale om et forhold, som parten kendte eller burde kende.
Hvis Besigtigelsesudvalget skal kunne fungere, kan der ikke i det uendelige være tale om mulighed for at
anfægte gyldigheden af det pågældende medlems medvirken; en sådan efterfølgende anfægtelse ville ofte
blive affødt af, at besigtigelsesforretningen forløber uheldigt for den pågældende part. En sådan spekulation i, om det besigtigende medlem viser sig at være parten tilpas, bør naturligvis ikke tillades.
Situationen er selvsagt en anden, hvis medlemmet har holdt det inhabilitetsforårsagende forhold skjult,
eller det i øvrigt må lægges til grund, at parten ikke havde mulighed for indsigelse på forhånd.
Et eksempel kan være, at Besigtigelsesudvalget iværksætter besigtigelsen på en måde, der viser, at et
medlem eller medlemmerne ikke er upartiske. Der kan være tale om, at et medlem gennem sine udtalelser
tilkendegiver en bestemt forhåndsindstilling.
I praksis er der dog også tilbageholdenhed med hensyn til at imødekomme indsigelser af denne art. Det
siger sig selv, at Besigtigelsesudvalget ikke vedblivende kan forholde sig neutral. Udvalget kan nødvendigvis
på et tidspunkt tilkendegive en konklusion, og denne vil ifølge sagens natur kunne være til fordel for en af
parterne.
Det medfører ikke inhabilitet at have fungeret som besigtigende medlem i samme sag. Tværtimod er det
den altovervejende hovedregel, at såfremt der ikke kan udsættes noget på medlemmets virksomhed, vil
han komme til at fortsætte, hvis der – fx under anken – skal foretages ny besigtigelse i den pågældende sag.
- 33 -
c. Hvis en tandlæge (klinikejeren) ikke er enig i forsikringsselskabets vurdering af et eventuelt mangelsansvar, se 677, kan tandlægen forlange en ny vurdering foretaget af to besigtigelsestandlæger fra det lokale
besigtigelsesudvalg. I tilfælde af uenighed mellem besigtigelsestandlægerne tæller forsikringsselskabets
konsulent med. Ordningen blev i 2013 anvendt i 7 sager, og den været anvendt 1 gang i Tandskadeankenævnets sager.
Ordningen beror på en beslutning truffet af Tandlægeforeningens Hovedgeneralforsamling, og de pågældende besigtigelsestandlæger fungerer derfor under tandskadesagen ikke i henhold til Tandlægeoverenskomsten. Hvis imidlertid en besigtigelsestandlæge har undersøgt og udtalt sig om sagens genstand inden
for eksempelvis Tandskadesystemet, må det antages, at han ikke igen kan fungere under en sag i Tandklagesystemet om den samme sagsgenstand.
Patientens medvirken
83. Forudsætningen for, at Besigtigelsesudvalget kan udføre sin opgave er naturligvis, at Udvalget faktisk
kan få lejlighed til om fornødent at undersøge den patient, som har rejst klagen.
Hvis besigtigelse er indiceret – og derfor skal foretages efter Regionstandlægenævnets anmodning – hviler
risikoen for en manglende besigtigelse principielt på den, der har bevisbyrden, dvs. som udgangspunkt på
patienten, hvis det gøres gældende, at tandlægeydelsen er mangelfuld. Ved bedømmelsen af disciplinærklager kommer efter praksis enhver rimelig bevistvivl den indklagede tandlæge til gode, se 256, også den
rimelige tvivl, som kunne være afklaret, hvis ikke fx patientens sygdom havde hindret den nødvendige besigtigelse.
Patientens sygdomsforfald
- 34 -
84. Det principielle udgangspunkt fraviges ikke, selv om sygdom selvsagt kan være en uforskyldt personlig
forhindring, som patienten ikke kan overvinde. Konsekvensen i så fald af manglende besigtigelse kan være,
at der helt eller delvis ikke gives patienten medhold i klagen.
Hvis patienten har oplyst sygdomsforfald, vil klagesagen som regel blive udsat. Modparten har dog krav på,
at behandlingen af sagen fremmes rimeligt hurtigt. Udsættelse bestemmes derfor normalt ikke for et længere samlet tidsrum end et par måneder.
Hvis den indklagede tandlæges arbejde ikke længere kan besigtiges
85. Tandklagesystemet kan kun afgøre en sag, der er oplyst i fornødent omfang. Fjernes den indklagede
tandlæges arbejde – fx påstået mangelfulde kroner –, således at det ikke er i behold som før, når det er
muligt at foranstalte fagkyndig besigtigelse, kan arbejdet efter omstændighederne ikke underkastes den
fagkyndige vurdering, som er en forudsætning for at bedømme patientens klage.
Under sådanne omstændigheder kan det være umuligt at fastslå, hvorvidt tandlægen er ansvarlig. Resultatet må herefter være, at der ikke gives medhold i klagen.
Iværksættelse af udbedring efter besigtigelse
86. Som nævnt i 82 udfører Besigtigelsesudvalget sin opgave efter anmodning fra Regionstandlægenævnet.
Derfor bør det være Regionstandlægenævnet, der tager stilling til, hvorvidt udbedring af det påklagede
tandlægearbejde kan iværksættes efter endt besigtigelse.
- 35 -
De besigtigende tandlæger bør derfor i givet fald henvise patienten til Regionstandlægenævnet angående
dette spørgsmål eller i visse tilfælde være behjælpelig med en direkte, telefonisk henvendelse.
Regionstandlægenævnet må naturligvis omgående træffe afgørelse om spørgsmålet, hvis omstændighederne kræver hurtig udbedring af arbejdet. Regionstandlægenævnet må efter omstændighederne tage
stilling straks og altså uden at afvente den afsluttende behandling af klagesagen i et nævnsmøde. Regionstandlægenævnet skal i så fald forlods og særskilt vurdere, om sagen, for så vidt angår den bevissikring, der
skal finde sted i Besigtigelsesudvalget, må anses som tilstrækkeligt og forsvarligt oplyst, således at patienten kan gå i gang med behandling efter besigtigelsen.
Regionstandlægenævnet vil normalt have bemyndiget et eller flere af sine medlemmer til at træffe sådanne
afgørelser på Nævnets vegne fx i forbindelse med telefonisk forelæggelse.
REGIONSTANDLÆGENÆVN
Sammensætning
87. Ifølge anmærkningen til Tandlægeoverenskomstens § 43, stk. 1, jf. Afgrænsningsbekendtgørelsens § 4,
stk. 1, sammensættes Regionstandlægenævnet af 3 medlemmer udpeget af Tandlægeforeningens Regionsbestyrelse, 2 medlemmer udpeget af Regionsrådet og 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet.
Nævnets sammensætning skal ses på baggrund blandt andet af, at der er behov for, at også almene synspunkter kommer til at indgå i afgørelsen af, om der er givet en fagligt set rigtig behandling.
- 36 -
Opgave mv.
88. Regionstandlægenævnet behandler disciplinærklager og forbrugerklager i 1. instans , jf. Tandlægeoverenskomstens § 44, stk. 1 og 2. Regionstandlægenævnet står for gennemførelsen af Landstandlægenævnets
afgørelser om betaling og tilbagelevering. Nævnet vurderer og godkender honoraret for vederlagsfri
genbehandling, jf. Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 18, 1. og 2. pkt., og se 608-609.
Det følger af Tandlægeoverenskomstens § 56, stk. 1, 1. pkt., 2. led, at Regionstandlægenævnet er ankeinstans i forhold til Visitationsudvalgets afvisninger på grund af overskridelse af klagefrister, jf. § 51, stk. 5.
Det samme må gælde Visitationsudvalgets afvisninger af åbenbart grundløse klager.
Regionstandlægenævnet er beslutningsdygtigt, når mindst 2 medlemmer udpeget af Tandlægeforeningens
Regionsbestyrelse og 2 medlemmer blandt de øvrige persongrupper (udpeget af Regionsrådet og Forbrugerrådet) er til stede, jf. Forretningsordenens § 3, stk. 1. I tilfælde af stemmelighed skal sagen forelægges
Landstandlægenævnet med oplysning om de forskellige meninger vedrørende såvel resultatet som
begrundelsen, jf. Tandlægeoverenskomstens § 43, stk. 4, og Forretningsordenens § 14, stk. 3.
Regionstandlægenævnet skal sikre, at der af patienten nedlægges en egentlig påstand med anbringender.
Hertil kan benyttes en særlig klageformular. Påstand med anbringender forelægges den indklagede tandlæge med opfordring til svarskrift, såfremt dette ikke allerede er sket ved Visitationsudvalgets indledende
behandling af klagen, jf. Forretningsordenens § 8, stk. 1.
Nævnet træffer sin afgørelse ved flertalsbeslutning på grundlag af samtlige sagens oplysninger, og det skal
af afgørelsen tydeligt fremgå, hvad der har været bestemmende for afgørelsen, ligesom der udtrykkeligt
skal være taget stilling til de i sagen nedlagte påstande, jf. § 14, stk. 1. Eventuelle dissenser skal fremgå af
afgørelsen med oplysning om, hvad der har været bestemmende for disse, jf. stk. 2. I tilfælde af stemmelighed skal sagen forelægges Landstandlægenævnet med oplysning om de forskellige meninger vedrørende
såvel resultatet som begrundelsen, jf. stk. 3.
- 37 -
Regionstandlægenævnet underretter ved anbefalet brev parterne om afgørelsen, jf. Forretningsordenens §
17, stk. 1, 1. led. Skrivelser fra nævnet udformes på neutralt papir med angivelse af nævnets navn og
adresse, jf. § 19.
Sekretariat
89. Regionen virker som sekretariat for Regionstandlægenævnet, jf. § 43, stk. 2. Nævnets postadresse er
hos sekretariatet, jf. Forretningsordenens § 1, stk. 2.
Det påhviler som omtalt i 88 Nævnet (sekretariatet) at formidle udveksling af tilbagebetaling og eventuelt
det påklagede tandlægearbejde, se 574 og 593. Nævnet har pligt til at oplyse sagen i denne forbindelse,
idet Nævnet – som i alle andre sager – skal afgøre, om der er behov for indhentning af yderligere materiale
til oplysning af sagen.
LANDSTANDLÆGENÆVNET
Sammensætning
90. Ifølge anmærkningen til Tandlægeoverenskomstens § 47, stk. 1, jf. Afgrænsningsbekendtgørelsens § 5,
stk. 1, sammensættes Landstandlægenævnet af 1 dommer udpeget efter bestemmelserne i Overenskomsten, 3 medlemmer udpeget af Tandlægeforeningen, 2 medlemmer udpeget af Regionernes Lønnings- og
Takstnævn, 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet og 1 medlem udpeget af Danske Patienter.
- 38 -
Opgave
91. Landstandlægenævnet fungerer som ankeinstans for afgørelser truffet af Regionstandlægenævnene, jf.
Tandlægeoverenskomstens § 48, stk. 1. Desuden yder Landstandlægenævnet en udstrakt rådgivning til
Regionstandlægenævnene, se herved 93, og udsender vejledende retningslinjer til brug for nævnene.
Landstandlægenævnet er beslutningsdygtigt, når formanden samt mindst 2 medlemmer udpeget af Tandlægeforeningen, 1 medlem udpeget af Regionernes Lønnings- og Takstnævn og 1 medlem udpeget enten af
Forbrugerrådet eller af Danske Patienter er til stede, jf. Forretningsordenens § 13, stk. 2, 2. pkt..
Sekretariat
92. Landstandlægenævnet har i modsætning til Visitationsudvalgene, Besigtigelsesudvalgene og Regionstandlægenævnene ikke sekretariatsbistand fra nogen region. Det er forudsat såvel i Tandlægeoverenskomsten som i Afgrænsningsbekendtgørelsen, at Landstandlægenævnet har en sekretær/et sekretariat.
Landstandlægenævnets sekretariat består af formanden og en af denne udpeget sekretær. Sekretæren
deltager i nævnets møder og forhandlinger, men har ikke stemmeret, jf. Forretningsordenens § 3, stk. 2.
Formanden har ansvaret for sagsforberedelsen, jf. Forretningsordenens § 7. Sagerne forberedes af formanden/sekretæren, der også sørger for opfølgning (i det omfang denne ikke er henlagt til Regionstandlægenævnene, se 88), underretninger, generelle sager, løbende rådgivning mv. Der henvises i øvrigt til 302.
- 39 -
AFSNIT II: FORMALITET
SAGLIG KOMPETENCE
Serviceklager
93. Det kan generelt siges, at patienters adgang til at klage over overenskomstmæssige forhold (serviceklage), jf. Tandlægeoverenskomstens § 35, stk. 2, 1. led, skal bidrage til at sikre, at det serviceniveau for betjeningen, som er fastlagt ved Tandlægeoverenskomsten, efterleves i det enkelte tilfælde.
94. Serviceklager drejer sig således hyppigst om serviceniveauet, herunder manglende tilbud om skriftligt
uspecificeret prisoverslag (skønnet pris), jf. Tandlægeoverenskomstens § 5, stk. 2, rabat på ydelser med
overenskomstmæssigt aftalt grundhonorar, prisoplysninger og tandlægens optræden (adfærdsklage).
a. Spørgsmål om prisberegning er ikke et spørgsmål om rent faglige forhold, se herved 19. En serviceklage
kan således dreje sig om, hvorledes prisen skal beregnes, hvis denne ikke er aftalt på forhånd. Et andet
tema for serviceklage kan være, om tandlægen uanset en opgiven pris eller prisoverslag kan betinge arbejdets udførelse af et pristillæg, hvis arbejdet fordyres som følge af omstændigheder, som tandlægen ikke
burde have taget i betragtning. Tvist om, hvorvidt en meddelt prisoplysning er et tilbud, en højeste pris
eller et prisoverslag, behandles også af vedkommende Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp.
Efter Tandlægeoverenskomstens § 5, stk. 2, skal tandlægen – hvis den samlede behandling, inklusive alle
nødvendige ydelser, forventes at overstige 2.500 kr. – give patienten et tilbud om et skriftligt uspecificeret
prisoverslag. Prisoverslaget skal tilbydes patienten inden behandlingen påbegyndes, dog senest på et tidspunkt, hvor patienten har en reel mulighed for at afbryde behandlingen (dvs. træde tilbage, se 566), uden
at patientens udgifter overstiger 2.500 kr.
- 40 -
Klager over urimelig pris eller over, at prisen væsentlig overskrider prisoverslaget, afgøres af Samarbejdsudvalget.
Som nærmere nævnt i 521 foreligger der en serviceklage, hvis den påståede mangel består i, at tandlægen
har udført for lidt arbejde i forhold til honorarkravet, og der ikke foreligger spørgsmål om manglende fagmæssighed.
Klager over unødvendigt dyr udførelse, se 455, og billigere udførelse, se 456, er derimod ikke serviceklager.
Patientens tilbagetræden, se 566, drejer sig ikke om prisen og dens fastsættelse. Patientens tilbagetræden
er undertiden misligholdelse, undertiden en ret og under alle omstændigheder en hindring for, at tandlægen kan opfylde sine kontraktlige forpligtelser. Stillingtagen til en klage over det økonomiske opgør i forbindelse med patientens tilbagetræden, forudsætter en rent faglig bedømmelse af arbejdet, herunder den
del, der måtte være udført. Der er altså ikke tale om serviceklage.
b. Spørgsmålet om, hvorvidt sagen allerede er afgjort ved forlig, afgøres af Samarbejdsudvalget.
Efter Tandlægeoverenskomstens § 55, stk. 3, er parterne i klagesager forpligtet til at afgive fuld oplysning
om alle forhold vedrørende sagen til den instans, der har sagen til behandling. For tandlægens vedkommende drejer det sig typisk om udlevering af patientjournalen. Opfyldelsen af forpligtelsen efter § 55, stk.
3, er et spørgsmål om et overenskomstmæssigt forhold, og tilsidesætter tandlægen pligten, er det Samarbejdsudvalget, der afgør, om han har pådraget sig serviceansvar. Det antages dog i praksis, at tandlægens
manglende oplysning vedrørende klagesagen tillige kan indebære et brud på en faglig forpligtelse, således
at Tandklagesystemet efter omstændighederne kan pålægge tandlægen (alvorligt) disciplinæransvar. Se
408.
- 41 -
95. Klager, der vedrører rent faglige forhold (sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9), er ikke serviceklager, se 19.
Det forekommer, at tandlægen møder en klage over manglende udlevering af patientjournalen med en
indsigelse om, at journalen er bortkommet under videregivelse, fx under videresendelse til en anden
tandlæge. Tandklagesystemet forudsættes at have kompetence til at behandle klager vedrørende ethvert
forhold, der omfattes af Autorisationslovens kapitel 6 (Patientjournaler), selvsagt forudsat at forholdet er
genstand for en patients klage over en privatpraktiserende tandlæge. Efter praksis er det altså Regionstandlægenævnet, ikke Samarbejdsudvalget, der kan tage stilling til klagen, hvis temaet må antages at være
videregivelse af en patientjournal.
96. En speciel gruppe af serviceklager drejer sig om sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet, jf. herved
Tandlægeoverenskomstens § 35, stk. 2, 2. led. Der vil typisk være tale om adfærdsklager.
I en sag var der klaget over, at en sagsbehandler i Regionstandlægenævnets sekretariat ved forelæggelsen
for Besigtigelsesudvalget ”glemte” (undertrykte) patientens dokumentation (kliniske fotos og røntgenbilleder) for derved at opnå en besigtigelsesrapport, der frikendte tandlægen, og senere – sammen med Regionstandlægenævnet – indberettede falsk til Sundhedsstyrelsen. Landstandlægenævnet henviste klagen til
vedkommende Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp.
Efter Landstandlægenævnets praksis hører klager over Regiontandlægenævnets tilsidesættelse af god forvaltningsskik og sagsbehandlingstid ligeledes under Samarbejdsudvalgets kompetence. I tilfælde, hvor
sagsbehandlingstiden har været uforholdsmæssig lang, kan Regionstandlægenævnets manglende afgørelse
sidestilles med afvisning af sagen – og dermed en afgørelse – med den virkning, at Landstandlægenævnet
kan behandle sagen.
- 42 -
97. Tandlægeoverenskomstens § 35, stk. 2, 2. led, angår efter ordlyden udelukkende sagsbehandlingen i
Regionstandlægenævnet. Det antages dog, at serviceklager over sagsbehandlingen i Visitationsudvalget og
Besigtigelsesudvalget ligeledes skal indbringes for Samarbejdsudvalget.
Patienten klagede over, at Besigtigelsesudvalget i sin rapport under punktet Alkoholforbrug havde skrevet
”tidl. weekend party-mus” , og gjorde gældende, at bemærkningen var irrelevant og nedsættende. Henvist
til Samarbejdsudvalget.
98. Det følger af Tandlægeoverenskomstens § 37, stk. 2, 2. pkt., sidste led, at serviceklager over sagsbehandlingen i Landstandlægenævnet indbringes for Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp.
Landstandlægenævnets afgørelser vedrørende disciplinærklager og forbrugerklager, herunder spørgsmål
om retlige mangler ved Landstandlægenævnets afgørelser, sml. 100, kan derimod ikke indbringes for nogen
anden instans i Tandlægeoverenskomstens klagesystem. Denne regel har fundet udtryk i Forretningsorden
for Landstandlægenævnet § 17, stk. 2, hvorefter nævnets afgørelser kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. I forlængelse heraf hedder det i stk. 1, at nævnet i sin virksomhed er uafhængig af instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse, se hertil 29 om Tandklagesystemets opgave som
ekstern klageinstitution.
Kombinerede klager
99. Klages der ikke alene over overenskomstmæssige forhold (altså en kombineret service- samt disciplinær- og eventuelt forbrugerklage), behandles sagen først i Regionstandlægenævnet (med ankeadgang til
Landstandlægenævnet), for så vidt angår de ikke-overenskomstmæssige forhold. Når afgørelsen foreligger,
sendes sagen videre til behandling i Samarbejdsudvalget til behandling af de overenskomstmæssige forhold, se Tandlægeoverenskomstens § 44, stk. 1, 2. pkt., og Forretningsorden for Regionstandlægenævnene
§ 7, stk. 1.
- 43 -
Retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse
100. Det har været gjort gældende, at Landstandlægenævnet ikke kan tage stilling til (forvaltnings)retlige
mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse, fordi det efter Tandlægeoverenskomsten er det lokale
Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp, der skal behandle klager over sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnet, sml. den ovennævnte bestemmelse i § 35, stk. 2, 2. led. Hvis denne argumentation var rigtig, ville
den endelige afgørelse i Tandklagesystemet af patientens og tandlægens mellemværende kunne forhales
gennem systematisk klage til Samarbejdsudvalget (og videre appel til Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp) med måske grundløse indsigelser over retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse.
Det er derfor i Tandlægeoverenskomstens § 48, stk. 1, sidste led, bestemt, at Landstandlægenævnet behandler klager over også sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnene.
101. Regelteknisk kunne der måske være valgt en heldigere løsning, men det er altså præciseret, at det kun
er serviceklager over Regionstandlægenævnet, der behandles i Samarbejdsudvalget.
NÆVNET OG NÆVNSMEDLEMMET: HABILITET OG TAVSHEDSPLIGT M.V.
HABILITET
102. I Afgrænsningsbekendtgørelsens § 7 er det bestemt, at Forvaltningslovens regler om inhabilitet finder
anvendelse for Regionstandlægenævnenes og Landstandlægenævnets virksomhed. Fra denne bestemmelse kan der ikke sluttes modsætningsvis. Hele Forvaltningsloven mv. gælder for hele sagsbehandlingen mv. i
Tandklagesystemet, se 47.
- 44 -
Medlemshabilitet
I) Grunde til inhabilitet
A) Generel habilitet
103. De generelle habilitetsregler vedrører betingelserne for overhovedet at beklæde eller fortsætte med
at beklæde et hverv som nævnsmedlem.
1) Negative krav
104. Et nævnsmedlem kan generelt være afskåret fra hvervet på grund af konstant tilstedeværende interessekonflikt.
I Tandlægeoverenskomsten findes en nærmere bestemmelse om, at der ikke må være personsammenfald i
repræsentationen i Besigtigelsesudvalget og Regionstandlægenævnet (§ 45, stk. 1, se 81), og samme bestemmelse genfindes i Forretningsordenen for Regionstandlægenævnene.
105. Fra praksis kan nævnes, at formanden for Tandlægeforeningens Praksisforsikring, herunder Tandlægeforeningens Patientforsikring, var generelt inhabil som medlem af et Regionstandlægenævn, da formandshvervene omfattede opgaver og pligter og dermed interesser, der ikke var sammenfaldende med,
hvad vedkommende skulle varetage som medlem af Regionstandlægenævnet.
- 45 -
Landstandlægenævnets medlem udpeget af Forbrugerrådet har tillige sæde i Tandskadeankenævnet, men
er ikke generelt inhabil; den pågældende er udpeget begge steder som repræsentant for Forbrugerrådet og
varetager samme interesse.
Det gøres undertiden gældende, at tandlægelige nævnsmedlemmer ikke kan bedømme klagesager, fordi de
– i lokalområdet – konkurrerer med de tandlæger, der indklages. Tandlægemedlemmerne er interesserepræsentanter (og repræsenterer sagkundskab). De er udpeget af Tandlægeforeningen (Regionsbestyrelsen) til at varetage vedkommende hverv og er ikke generelt inhabile i forhold til sagerne.
2) Decorum
106. Nævnsmedlemmer skal vise sig værdige til den agtelse og tillid, som hvervet kræver. Et nævnsmedlem
kan ved sin adfærd efter omstændighederne miste den agtelse, der kræves i stillingen. Eksempelvis kan
berettigede klager over et tandlægemedlems faglige forhold i den private praksis, herunder alvorlig kritik,
føre til, at medlemmet må udtræde af vedkommende nævn.
B) Speciel habilitet
107. Regler om speciel habilitet findes i kapitel 2 i Forvaltningsloven. I lovens § 3 er opregnet de grunde, der
kan fremkalde inhabilitet.
Specielle habilitetskrav drejer sig om forudsætningerne for at deltage i behandlingen af den konkrete sag.
Inhabilitet foreligger, hvad enten vedkommende nævnsmedlem faktisk påvirkes af en uvedkommende interesse eller ej.
- 46 -
1) Personlig interesse
108. Et medlem, der er part i en klagesag, kan ikke selv deltage i sagens behandling, jf. herved Forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 1.
2) Personlige relationer
109. Inhabilitet foreligger, hvis medlemmets ægtefælle, beslægtede eller besvogrede i den direkte op- eller
nedstigende linje eller i sidelinjen så nær som søskendebørn eller andre nærtstående har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald eller er repræsentant for nogen, der har en sådan interesse, jf.
Forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 2. Tilknytningsforhold, der ikke beror på ægteskab, men faste samlivsforhold, kan også begrunde inhabilitet.
3) Tilknytning til private juridiske personer
110. Medlemmer med ansættelse eller andet engagement i private juridiske personer er inhabile, når vedkommende deltager i ledelsen af eller i øvrigt har en nær tilknytning til et selskab, en forening eller en anden privat juridisk person, der har en særlig interesse i sagens udfald, jf. Forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 3.
4) Flere hverv
111. Et nævnsmedlem kan ikke deltage i kontrollen med sager, som medlemmet i anden egenskab har
medvirket ved, jf. herved Forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 4.
- 47 -
Det afgørende er, om medlemmet har en egentlig kontrolfunktion i forhold til sin tidligere sag. Henvender
en part sig til samme nævn, som har truffet en afgørelse, for at få afgørelsen ændret, er der intet til hinder
for, at et medlem, der var med til at træffe afgørelse i første omgang, behandler sagen. Der er tale om
eventuel genoptagelse af sagen, og formålet med den nye behandling er ikke at kontrollere den første afgørelse, men derimod at se på sagen igen og vurdere, om den første afgørelse kan eller skal ændres.
Har et medlem deltaget i behandlingen af samme sag i en anden institution – fx Visitationsudvalget, Besigtigelsesudvalget, Regionstandlægenævnet, Tandlægeforeningens Patientforsikring, Forsikringsselskabet
Codan, Tandskadeankenævnet – kan interessekonflikten som følge af personens tilknytning til de forskellige instanser mv. føre til inhabilitet.
Om medlemmer af Besigtigelsesudvalg, se i øvrigt 82 b.
5) Rådgivning
112. Spørgsmål om inhabilitet kan også opstå, hvor et Regionstandlægenævn spørger Landstandlægenævnet til råds om løsningen af en konkret sag. I dette tilfælde risikerer det nævnsmedlem, der besvarer henvendelsen, at blive inhabil, hvis sagen senere bliver påklaget til Landstandlægenævnet. Om medlemmet
bliver inhabilt, beror på, hvor konkret vejledning der er givet. Har medlemmet i realiteten taget stilling til
sagens hovedproblem i forbindelse med vejledningen, må han anses for at have medvirket ved sagens behandling i første instans. Medlemmerne af Landstandlægenævnet – og Landstandlægenævnet selv – er
tilbageholdende med at give konkret vejledning og begrænser sig til mere abstrakte svar.
6) Andre omstændigheder, der rejser tvivl om upartiskhed
- 48 -
113. Stærkt uvenskab eller nært venskab kan fremkalde inhabilitet, men der skal ganske meget til, for at et
nævnsmedlem anses for inhabil på grund af venskab eller det modsatte.
114. Et nævnsmedlem må ikke medvirke ved behandlingen af en konkret sag, hvis den pågældende 1) som
praktiserende tandlæge har undersøgt eller behandlet patienten på noget tidspunkt, 2) er – eller på det
tidspunkt, hvor den påklagede tandlægebehandling fandt sted, var – beskæftiget i den klinik, hvor den indklagede tandlæge er klinikejer, se om dette udtryk 147, eller ansat, eller hvor i øvrigt patienten i forbindelse
med det påklagede forhold er blevet undersøgt eller behandlet. Der må heller ikke 3) i øvrigt foreligge konkrete omstændigheder, som kan være egnede til at vække tvivl om nævnsmedlemmets uvildighed, jf. Forvaltningslovens 3, stk. 1, nr. 5.
115. Et tandlægemedlem af Regionstandlægenævnet var gift med et medlem af det i sagen rapporterende
Besigtigelsesudvalg. Ægteparret ejede et tandlægeholdingselskab, der delte klinik med en tredje, selvstændigt praktiserende tandlæge, som patienten havde konsulteret.
Landstandlægenævnet udtalte, at reglerne om inhabilitet har et dobbelt formål, nemlig dels at undgå en
reel risiko for, at afgørelsen i den konkrete sag påvirkes af uvedkommende hensyn, dels at undgå, at der
hos parterne eller omverdenen opstår mistillid til upartiskheden hos den, der skal virke i vedkommende
sag. Det sidstnævnte formål indebærer, at inhabilitet foreligger, hvis der på grund af den pågældende persons tilknytning til sagen eller dens parter kan rejses tvivl om hans upartiskhed. For at føre til inhabilitet
skal tvivlen være rimeligt begrundet i objektive omstændigheder. Der blev ikke statueret inhabilitet i den
pågældende sag.
II) Ikke inhabilitet, hvis risiko for interessekonflikt fjerntliggende
- 49 -
116. Inhabilitet foreligger ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller
den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn, jf. Forvaltningslovens § 3, stk. 2..
III) Afgørelsen af inhabilitet
117. Et nævnsmedlem har pligt til at underrette nævnet om forhold, som kan medføre vedkommendes
inhabilitet. Ethvert af nævnets andre medlemmer, der er bekendt med sådanne forhold, har pligt til at oplyse nævnet herom, jf. Forvaltningslovens § 6, stk. 1.
Nævnsmedlemmet må ikke selv deltage i behandlingen og afgørelsen af spørgsmålet om vedkommendes
inhabilitet, jf. § 6, stk. 3. Af § 5, stk. 2, i Forretningsorden for Regionstandlægenævnene fremgår det, at
nævnet selv afgør spørgsmålet om et medlems habilitet ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed anses medlemmet som inhabilt.
118. Erklæres den pågældende inhabil, må sagen behandles med et medlem mindre, hvis dette lader gøre
ifølge forretningsordenen. Ellers må suppleanten indkaldes. Af § 5, stk. 3, i Forretningsorden for Regionstandlægenævnene fremgår det, at nævnet kan anmode Samarbejdsudvalget for Tandlægehjælp om at
udpege en suppleant for et inhabilt medlem.
Nævnet kan dog altid træffe de beslutninger, som ikke kan opsættes, fx om udsættelse sagen til indkaldelse
af suppleanten. Er det umuligt eller forbundet med væsentlige vanskeligheder eller betænkelighed at lade
en anden træde i den pågældendes sted under sagens behandling, gælder reglerne om speciel inhabilitet
ikke, jf. Forvaltningslovens § 4, stk. 1.
Nævnshabilitet
- 50 -
119. Nævn som sådanne kan være specielt inhabile.
120. Det antages, at et Regionstandlægenævn har ret til at overlade beslutningskompetencen i den enkelte
sag til et andet Regionstandlægenævn for på den måde at undgå nævnsinhabilitet.
Er der ikke er mulighed for at overlade kompetencen, må inhabiliteten accepteres, jf. herved Forvaltningslovens § 4, stk. 2. Nævnet må i så fald på anden måde sikre sig, at afgørelsen ikke bliver mangelfuld, fx ved
at være særlig omhyggelig med sagsoplysningen og forsigtig med retsanvendelsen.
TAVSHEDSPLIGT MV.
121. Alle offentligt ansatte er omfattet af en tavshedspligt, jf. straffelovens § 152, men Tandklagesystemets
nævnsmedlemmer og disses stedfortrædere har deres virke i den private del af sundhedsvæsenet. Alle
autoriserede sundhedspersoner er ifølge straffelovens § 152 b omfattet af en tavshedspligt, men Tandskadesystemets kompetence er ikke knyttet til begrebet sundhedsperson.
Derimod kriminaliserer Straffelovens § 264 d uberettiget videregivelse af oplysninger om andre menneskers private forhold.
Uanset det anførte er Tandklagesystemets nævnsmedlemmer omfattet af tavshedspligten efter straffelovens § 152. Efter § 5, stk. 1, i Forretningsorden for Regionstandlægenævnene og § 22 i Forretningsorden for
Landstandlægenævnet gælder Forvaltningslovens regler om tavshedspligt gælder for sagsbehandlingen i
nævnet. Forvaltningslovens regler om tavshedspligt findes i § 27. Det fremgår af bestemmelsen bl.a., at
den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c152 f, med hensyn til oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold.
- 51 -
Sundhedsloven gælder ikke i forbindelse med behandling af patientoplysninger, som ikke sker som et led i
den sundhedsfaglige virksomhed, men fx som et led i klagesagsbehandling. Sundhedslovens bestemmelse
om tavshedspligt, se navnlig § 40, gælder derfor ikke for tandlæger under disses funktioner i Tandklagesystemet.
Videregivelse af oplysninger
122. Nævnets videregivelse af oplysninger reguleres af Persondatalovens videregivelsesregler. Videregivelse er tilladt, hvis den registrerede giver sit samtykke, jf. Persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 1. Den almindeligt
anvendte klageformular indeholder en samtykkeerklæring fra patienten.
Herudover kan videregivelse af følsomme oplysninger (om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger blandt andet om helbredsmæssige forhold, jf. § 7, stk. 1) ske med henblik på at fastlægge, forsvare eller gøre retskrav gældende, jf. § 7, stk. 2, nr. 4).
Oplysninger om rent private forhold må dog som udgangspunkt kun videregives med den registreredes
samtykke, jf. § 8, stk. 2, nr. 1.
Undtagelsesvis kan der dog også uden samtykke videregives oplysninger om rent private forhold, hvis det
er nødvendigt for at varetage en berettiget interesse, og denne interesse klart overstiger hensynet til den
registrerede, jf. § 8, stk. 4. Sml. 183.
PARTER
- 52 -
PARTSSTATUS
Begrebet part
123. Ved parter i en sag forstås personer, der har en væsentlig retlig individuel, direkte interesse i sagens
udfald. Personer, der er adressater for Tandklagesystemets afgørelser, er parter (har partsstatus).
Patientsiden og tandlægesiden – typiske partsforhold
Type 1: Patienten og tandlægen
124. I de fleste klagesager er der to parter: Patienten og den indklagede tandlæge.
Type 2: Patienten og 1) tandlægen ansat hos 2) klinikejeren
125. Det er dog i praksis ofte nødvendigt, at der på tandlægesiden også optræder én eller flere parter, som
patienten ikke nødvendigvis har klaget udtrykkeligt over.
En sådan samoptræden på tandlægesiden i klagesagen forekommer typisk, når patienten klager over et
fagligt forhold hos en tandlæge, der er ansat, og der bliver spørgsmål om at gøre kontraktsansvar gældende. I så fald må klinikejeren, se om dette udtryk 147 – der er patientens medkontrahent, se 444 – uden
videre også betragtes som indklaget i sagen. Sagen kan partsbetegnes således: Patient NN mod 1) tandlæge
- 53 -
XX ansat hos 2) tandlæge YY. Den ansatte tandlæge må anses som part, for så vidt angår spørgsmålet om
disciplinæransvar.
Patientens krav mod andre tandlæger end de(n) indklagede?
126. Derimod kan Tandklagesystemet ikke selv gøre andre tandlæger til part i sagen ved på egen hånd at
inddrage forhold, som patienten ikke har klaget over.
Patientsiden
Nær pårørende
127. Det er kun patienten selv (eller dennes repræsentant, se 200), der er klageberettiget. Er patienten
partshabil, se 164, anses selv nære pårørende ikke som klageberettigede og kan altså ikke have partsstatus.
En nær pårørende til en partsinhabil eller senere afdød patient (dvs. at patienten er afgået ved døden efter
tidspunktet for det faglige forhold, der klages over) er omfattet af klageadgangen og kan dermed have status som part.
Dødsbo
128. Efter patientens dødsfald kan sagen fortsættes med dødsboet som part.
- 54 -
Nævnet er berettiget til at få forevist skifteretsattest som bevis for, hvem der kan bestemme over afdødes
aktiver. Regionstandlægenævnet sørger for den tilbagebetaling m.v., der i givet fald tilkommer boet. Regionstandlægenævnet vil normalt underrette skifteretten om tilbagebetalingen, idet der kan blive tale om
betaling af (yderligere) boafgift.
129. Overstiger nettoværdien af boet ikke en nærmere angiven (lav) værdigrænse, kan boets aktiver udlægges uden skiftebehandling efter anmodning fra én eller flere, som er berettigede til at modtage udlægget, jf. Dødsboskiftelovens §§ 18 og 19. Er sådant udlæg sket, udsteder skifteretten efter anmodning en
skifteretsattest til udlægsmodtageren, og sagen kan fortsætte med denne som part. Regionstandlægenævnet vil normalt underrette skifteretten om tilbagebetaling, idet skifteretten kan træffe bestemmelse om
genoptagelse af et bo, hvis der er fremkommet yderligere aktiver.
130. Efter patientens dødsfald kan der selvsagt ikke være tale om at anvende mangelsbeføjelsen omgørelse, se 582-609. Er dødsfaldet indtrådt efter en bestemmelse om omgørelse, må sagen ankes eller genoptages.
Tandlægesiden
I. Tandlægen skal have autorisation på tidspunktet for den påklagede tandlægefaglige virksomhed
131. Tandlægen skal have autorisation på tidspunktet for det faglige forhold, der klages over. Er denne betingelse ikke opfyldt, kan tandlægen ikke være part.
A. Efterfølgende bortfald af autorisation som hovedregel uden betydning
- 55 -
132. At tandlægen efterfølgende tager sin afsked, lader sig pensionere, ophører med praksis, alt eventuelt
på grund af alder, indebærer ikke, at autorisationen – og partsstatus – bortfalder. Klagesagen kan fortsætte. (Tandlægens ret til selvstændigt fagligt virke, se 137, bortfalder ved det 75. år jf. Autorisationslovens §
14, stk. 1, – medmindre der dispenseres, jf. stk. 3 –, men fagligt virke kan fortsættes ud over det 75. år gennem ansættelse i en underordnet stilling.)
Autorisationen bortfalder derimod ved, at tandlægen fraskriver sig den, jf. Autorisationslovens § 5, stk. 1.
Retten kan desuden fratages, jf. §§ 6 – 8, eller fradømmes, jf. Straffelovens § 79, stk. 1. Selv om autorisationen således efterfølgende er bortfaldet, bevarer tandlægen partsstatus. Klagesagen kan behandles videre.
133. Begrundelsen for, at klagesagen kan fortsætte, er blandt andet, at en bedømmelse af tandlægens faglige forhold kan få betydning i forbindelse med et eventuelt senere spørgsmål om generhvervelse af autorisationen.
B. Dødsfald
134. Disciplinæransvaret ophører ved dødsfald. Har patienten ikke gjort mangelsansvar gældende, se fx
678, bortfalder sagen.
II. Tandlægen skal være omfattet af Tandlægeoverenskomsten på tidspunktet for den påklagede tandlægefaglige virksomhed
135. Tandlægen skal være omfattet af Tandlægeoverenskomsten (se om dette udtryk 9-11) på tidspunktet
for det faglige forhold, der klages over. Er denne betingelse ikke opfyldt, kan sagen ikke behandles af Tandklagesystemet.
- 56 -
136. Disciplinæransvaret ophører ikke, og tredjemands (patientens) ret opløses ikke, fordi betingelsen ikke
længere er opfyldt. Det er derfor uden betydning for partsstatus, at tandlægen fx har fratrådt Tandlægeoverenskomsten efter tidspunktet for det påklagede faglige forhold.
A. Tandlæger, der har tiltrådt Tandlægeoverenskomsten
1. Tilladelse til selvstændigt virke
137. a. Det fremgår af Autorisationslovens § 48, stk. 1, at Sundhedsstyrelsen meddeler tilladelse til selvstændigt virke – dvs. adgang til at praktisere på egen hånd –, når tandlægen i 1 år har virket i underordnet
stilling hos en tandlæge med tilladelse til selvstændigt virke. Formålet med den 1-årige praktiske oplæring
er, at tandlægen under opsyn og vejledning af en erfaren tandlæge skal opnå rutine og klinisk erfaring, der
gør tandlægen egnet til at arbejde selvstændigt som tandlæge, jf. § 1, stk. 2, i Bekendtgørelse nr. 427 af 9.
maj 2011 om tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge.
b. Kun tandlæger, der har tilladelse til selvstændigt virke, kan tiltræde Tandlægeoverenskomsten, jf. dens §
6, stk. 1, og ovenfor 9.
2. Virksomhedens organisationsform ikke afgørende for partsstatus
138. Spørgsmålet om tandlægens selvstændige virke er forskelligt fra spørgsmålet om den virksomhed, som
tandlægen efter Tandlægeoverenskomsten har mulighed for at drive.
a. Praksisformer
- 57 -
139. Efter Tandlægeoverenskomstens § 6, stk. 2, er en tandlæge, der tiltræder overenskomsten, forpligtet
til regelmæssigt at udøve tandlægevirksomhed fra praksisadressen. Det fremgår af § 7, at etablering af
tandlægeklinik skal ske i overensstemmelse med Overenskomstens Bilag 3. Af bilaget, Tandlægeklinikken
som virksomhed – Praksisformer, fremgår det, at tandlægepraksis kan tilrettelægges som enkeltmandspraksis, kompagniskabspraksis eller i selskabsformer (Tandlægeselskab). Disse tre praksisformer kan fungere i samarbejdspraksis.
b. Virksomhedens hæftelse
i. Virksomheder med fuldt ansvar
140. Enkeltmandspraksis har kun én deltager uden fællesskab med andre tandlæger om økonomi. Virksomheden har kun én ejer, og den pågældende hæfter personligt for virksomhedens forpligtelser. Personlig
hæftelse er udtryk for, at et krav, fx patientens, kan kræves fyldestgjort i hele tandlægens formue.
141. Kompagniskabspraksis (dvs. interessentskab) drives af to eller flere tandlæger/tandplejere med fællesskab om økonomi, lokaler og personale. Deltagerne hæfter alle personligt og solidarisk. Solidarisk hæftelse
indebærer, at patienten selv kan vælge, hvem af deltagerne – om ikke dem alle – han vil rejse kravet overfor.
142. Praksis kan drives i samarbejde mellem flere enkeltmands- og/eller kompagniskabspraksis og/eller
praksisselskabsform, se 143, med et vist fællesskab om lokaler og personale. Samarbejdspraksis udelukker
ikke, at der er økonomisk fællesskab om lokaler og personale, og i givet fald foreligger der et interessentskab, men kun vedrørende lokaler og personale. I øvrigt viser beskrivelsen i Overenskomsten, at det ved
interessentskaber er uden betydning i det hele taget, om deltagerne er fysiske personer, se 141, eller selskaber, se 143.
- 58 -
ii. Virksomheder med begrænset ansvar
143. En eller flere tandlæger/tandplejer(e) kan ifølge Tandlægeoverenskomsten ansættes i en selskabsform, der har til formål at udøve tandlægevirksomhed, og hvis vedtægter er godkendt af Tandlægeforeningen. Deltageren/Deltagerne hæfter ikke for selskabets forpligtelser. Der hæftes begrænset. Ved begrænset
hæftelse forstås, at der kun kan kræves fyldestgørelse i et kapitalindskud eller et kapitalindestående.
Hvis ejeren af en enkeltmandspraksis omdanner virksomheden til drift i selskabsform og derved bliver eneaktionær eller eneanpartshaver i sit tandlægeselskab, kunne man strengt taget tale om en enkeltmandsvirksomhed med begrænset ansvar, men det vil ikke være i overensstemmelse med Tandlægeoverenskomsten at forbinde udtrykket enkeltmandspraksis med et sådant selskab.
3. Klinikejeren er part
a. Klinikejerens personlige, direkte, umiddelbare hæftelse
144. Efter Tandlægeoverenskomstens § 9, sidste pkt., er tandlægen personlig forpligtet efter overenskomstens almindelige bestemmelser på alle praksisadresser.
Bestemmelsen er ikke blot en regel om adresser. Den fastslår grundlæggende, at en tandlæge, der har tiltrådt overenskomsten, altid hæfter personligt for opfyldelse af kontraktlige forpligtelser over for patienten.
145. Ud over at være personlig er hæftelsen efter § 9, sidste pkt., direkte, dvs. patienten kan fremsætte sit
krav direkte over for tandlægen. (Hvor praksis drives i selskabsform, ville indirekte hæftelse betyde, at patienten skulle fremsætte sit krav gennem selskabet eller dettes konkursbo.) Hæftelsen efter § 9, sidste pkt.,
- 59 -
er umiddelbar, hvilket indebærer, at patienten straks kan holde sig til tandlægen. (Det skal ikke i forvejen
dokumenteres, at patienten ikke kan få sine penge hos tandlægeselskabet eller dettes konkursbo. Tandlægens umiddelbare hæftelse svarer til selvskyldnerkautionistens hæftelse.)
b. Retsstiftelsen for patienten
146. Tandlægens personlige, direkte, umiddelbare hæftelse over for patienten kommer i stand ved det løfte
(et egentligt tredjemandsløfte), som tandlægen afgiver som led i sin tiltrædelse af Tandlægeoverenskomsten (nemlig ved at underskrive Ansøgning om tildeling af ydernummer til tandlæger). Tandlægen lover i
den forbindelse at ville være personlig forpligtet efter overenskomstens almindelige bestemmelser på alle
praksisadresser, jf. § 9, sidste pkt. Ved denne lejlighed afgives løftet ganske vist til Overenskomstens parter,
men løftet er i sig selv tilstrækkeligt til, at patienten (dvs. tredjemanden) kan gøre den personlige hæftelse,
dvs. ansvaret efter § 9, sidste pkt., gældende, når tandlægen til sin tid fx ikke måtte opfylde kontrakten
rigtigt.
c. Klinikejer
147. Den tandlæge, der er ansvarlig efter Tandlægeoverenskomstens § 9, sidste pkt., kaldes i daglig tale
klinikejeren. Betegnelsen driftsansvarlig tandlæge kunne også anvendes.
Klinikejeren er altid en fysisk person. (Der ses altså bort fra, at udtrykket ”klinikejer” strengt taget ikke er
rigtigt, når tandlægen driver klinikken i selskabsform. I så fald ejes klinikken formelt af selskabet, og som
det også fremgår af formuleringen i Tandlægeoverenskomsten, se 143, arbejder klinikejeren som ansat af
sit eget selskab.)
d. Ydernummer
- 60 -
148. En person bliver omfattet af Tandlægeoverenskomsten, når han som tandlæge og klinikejer får tildelt
et ydernummer. Ydernummeret tildeles altid en eller flere fysiske personer, altså ikke kompagniskabspraksis, samarbejdspraksis eller tandlægeselskaber.
Ydernummeret anvendes blandt andet i forbindelse med forvaltningen af de tilskud, som i henhold til
Sundhedsloven (§ 65) ydes til behandling hos tandlæge. Tilskudsordningen skal blandt andet ses på baggrund af det offentlige sundhedsvæsens realisering af ydelser i praksissektoren. På dette område er ydelser, herunder vilkår for ydelser og tilskud til ydelser, fastsat ved overenskomst, se 5. Efter den overenskomstmæssige ordning betragtes ydelsen – altså her tandlægehjælp – som ydet mod tilskud og en egenbetaling fra patienten.
Det kan i denne forbindelse nævnes, at der i henhold til den sociale lovgivning er mulighed for at opnå
støtte til betaling af patientens andel af tandlægehonoraret, hvis patienten er økonomisk trængende.
Som klinikejer anses efter fast praksis den, der er indehaver af ydernummeret. Afgørende for, hvem der er
klinikejer, er forholdene på tidspunktet for det faglige forhold, der klages over, se 109. En tandlæge kan
således hæfte som klinikejer – og være part –, selv om den pågældende på afgørelsestidspunktet ikke længere er indehaver af ydernummeret.
Flere indehavere af samme ydernummer
149. En enkeltmandspraksis har ét ydernummer, og klinikejeren har partsstatus. I øvrigt kan flere klinikejere have samme ydernummer, fordi de har fået ydernummeret tildelt i fællesskab. Eksempler herpå kan
være tandlæger, der deltager i samme kompagniskabspraksis (interessentskab) eller er aktionærer eller
anpartshavere i samme tandlægeselskab. I så fald er samtlige tandlæger klinikejere; de har samme yder-
- 61 -
nummer, men de har hver især partsstatus i klagesagen. Derimod vil deltagere i samarbejdspraksis have
hver sit ydernummer, således at kun vedkommende klinikejer(e) har partsstatus.
Betegnelsen af ydernummerindehaver(ne) på regningen ikke altid dækkende
150. Efter Tandlægeoverenskomstens § 30, stk. 4, skal der ved behandlingens afslutning på en særlig blanket udleveres en regning til patienten med det i stk. 5 nævnte indhold. I stk. 5 er det bestemt, at tandlægens navn, praksisadresse og ydernummer skal fremgå af regningen. Hvor tandlægevirksomhed drives i
selskabsform, afregnes Regionens tilskud ved indbetaling til selskabets pengeinstitutkonto, jf. stk. 6, 2. pkt.
I praksis er det ofte ikke klinikejerens, men klinikkens navn, der figurerer i forbindelse med angivelsen af
ydernummeret på den regning, som patienten modtager. Der henvises til den sammenstilling af navne og
ydernumre, som oplyses af MedCom - det danske sundhedsdatanet (http://medcom.dk/wm109862).
Denne praksis har ingen konsekvenser for hæftelsesforholdet, jf. Tandlægeoverenskomstens § 9, sidste
pkt., og partsstatus. Partsstatus har de(n) personligt hæftende klinikejer(e).
Oplysning om klinikejer(ne) kan hentes i Den fælles offentlige sundhedsportal
151. Efter Tandlægeoverenskomstens § 19, stk. 3, skal tandlægen udarbejde en praksisdeklaration som
offentliggøres på Den fælles offentlige sundhedsportal (https://www.sundhed.dk/) . Af praksisdeklarationen skal blandt andet fremgå navn på de tandlæger, der er tilknyttet klinikken.
e. Klinikejerens konkursbo
- 62 -
152. Klinikejerens konkurs indebærer, at patientens krav støttet på den personlige hæftelse, jf. Tandlægeoverenskomstens § 9, sidste pkt., og 144, må gøres gældende gennem konkursboet. Efter klinikejerens (i
modsætning til et tandlægeselskabs) konkurs kan sagen fortsætte med boet som part. Tandklagesystemet
påtager sig ikke anmeldelse af dividendekrav i konkursboer, jf. herved Konkurslovens § 128.
f. Klinikejerens dødsbo
153. Efter tandlægens (klinikejerens) dødsfald kan sagen fortsætte (bortset fra spørgsmålet om disciplinæransvar, se 134) med boet som part. Tandklagesystemet påtager sig ikke anmeldelse af betalingskrav i dødsboer.
Når et dødsbo skiftes, skal der udstedes proklama, jf. Dødsboskiftelovens § 81, stk. 2, dvs. indrykkes én
bekendtgørelse i Statstidende blandt andet med opfordring til enhver, der har en fordring mod afdøde, til
at anmelde kravet inden 8 uger efter bekendtgørelsen, se nærmere stk. 3. Kan en fordring ikke opgøres
endeligt, skal der inden udløbet af anmeldelsesfristen indgives foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig
angivelse af kravet, jf. § 82, stk. 3. Patientens skønsmæssige angivelse af kravet vil typisk svare til det honorar, der er betalt. En blot meddelelse fra patienten om, at et krav vil blive fremsat, er ingen foreløbig anmeldelse. Anmeldes en fordring ikke rettidigt, bortfalder retten til dækning i boet, jf. § 83, stk. 1.
Nævnet er berettiget til at kræve dokumentation for, at den nævnte anmeldelse eller foreløbige anmeldelse er sket rettidigt. Præsteres dokumentationen ikke, må sagen afvises.
g. Tandlægeforeningens sikringsordning
154. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der blandt andet i tilfælde af tandlægens død, insolvens eller
konkurs på nærmere betingelser og efter anmeldelse til Tandlægeforeningens Sikringsordning, adr. Svane-
- 63 -
møllevej 85, 2900 Hellerup, kan opnås dækning af patientens tilgodehavende hos den pågældende tandlæge. Tandklagesystemet vejleder på foranledning anledning herom. (Sikringsordningen er en del af Tandlægeforeningens Praksisforsikring, se 667. Se i øvrigt 326.)
B. Ansatte tandlæger omfattet af Tandlægeoverenskomsten
155. Ved en ansat tandlæge forstås i denne forbindelse en tandlæge, der uden selv at være klinikejer, se
147, er ansat i en af Tandlægeoverenskomsten omfattet praksis, se 139. Klages der over en sådan tandlæge, har den pågældende partsstatus.
156. Den ansatte tandlæge, der – med eller uden tilladelse til selvstændigt virke – medvirker som tandlægelig medhjælp i en af Tandlægeoverenskomsten omfattet praksis, er disciplinært (men ikke kontraktligt)
ansvarssubjekt og har dermed partsstatus, hvis der er klaget over den pågældende. Det er forholdene på
tidspunktet for det faglige forhold, der klages over, se 135, der er afgørende. En ansat tandlæge kan således
holdes disciplinært ansvarlig – være part –, selv om den pågældende på afgørelsestidspunktet ikke længere
er ansat i en af Tandlægeoverenskomsten omfattet praksis. Det er uden betydning, om den pågældende er
medlem af Tandlægeforeningen eller under konkurs. Derimod bortfalder klagesagen ved dødsfald.
157. Den påbudte praksisdeklaration, jf. Tandlægeoverenskomstens § 19, stk. 3, og ovenfor 151, skal også
indeholde oplysninger om tandlæger, der er tilknyttet klinikken som ansatte. Det har imidlertid i flere år
ikke været muligt at registrere eller ændre oplysninger om ansatte på sædvanlig vis. Det er derfor heller
ikke for tiden muligt at søge på ansatte i Den fælles offentlige sundhedsportal.
III. Uden partsstatus
- 64 -
158. Det er en smagssag, om man vil betegne en enkeltmandspraksis som part eller formelt fastholde, at
det er vedkommende klinikejer, der er part.
Tandlægeklinikker, der drives i kompagniskab, i selskabsform eller som samarbejdspraksis, er ikke omfattet
af Autorisationsloven, og de kan som sådanne ikke pådrage sig disciplinæransvar. De kan i det hele taget
ikke have partsstatus under klagesagen.
159. Tandlæger, der praktiserer uden at have tiltrådt Tandlægeoverenskomsten eller som i øvrigt ikke er
ansat i en af Tandlægeoverenskomsten omfattet praksis, kan ikke have partsstatus.
160. Tidligere kunne Sundhedsstyrelsen rejse disciplinærsag i Tandklagesystemet, men Styrelsens disciplinærsager mod privatpraktiserende tandlæger indbringes nu for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf.
Klage- og erstatningslovens § 2 a og se 38. Sundhedsstyrelsen kan ikke være part i en tandklagesag.
161. En virksomhedsansvarlig tandlæge, se 52, kan som sådan ikke være part. Klager over varetagelse af
forpligtelser i henhold til Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger indbringes for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn. Den virksomhedsansvarlige tandlæge kan imidlertid i den konkrete sag have pådraget sig ansvar i henhold til såvel Lov om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger som disciplinæransvar
og kontraktansvar. Den pågældende kan være part i de sidstnævnte henseender.
162. I Persondataloven sondres der ikke mellem parter og andre personer. Rettighederne i loven er tillagt
de personer, om hvem der behandles oplysninger — de registrerede. En registreret person kan være en
biperson i Persondatalovens forstand.
Ved biperson forstås en person, der ikke er den egentlige genstand for sagsbehandlingen – altså typisk andre end patienten og den indklagede tandlæge selv. Bipersonen optræder udelukkende accessorisk i til-
- 65 -
knytning til oplysninger om den registrerede hovedperson. Eksemplet på en biperson er en tandlæge, som
har behandlet en patient, som har klaget over en anden tandlæge. Bipersoner har som udgangspunkt
samme rettigheder efter Persondataloven som andre registrerede personer, men kan ikke have partsstatus
i en tandklagesag.
163. Parterne i klagesager har ifølge Tandlægeoverenskomsten en nærmere oplysningspligt. Efter Overenskomstens § 55, stk. 3, betragtes en tandlæge, der i øvrigt har/har haft klageren i behandling, i denne sammenhæng som part. En sådan tandlæge har altså oplysningspligt, men ingen partsstatus i sagen.
PARTSHABILITET
164. Partsstatus, jf. 123 – 163, beror på afgørelsens virkning for den pågældende. Derimod drejer partshabilitet sig om, hvorvidt parten har de fornødne åndelige evner eller modenhed til at udøve sine rettigheder
efter loven. Personer, der lider af demens, psykisk syge, udviklingshæmmede m.fl. kan være partsinhabile. I
så fald må andre udøve deres partsbeføjelser for dem.
FRISTER
KLAGEFRISTER
165. Disciplinærklager og forbrugerklager skal rejses inden 2 år efter det tidspunkt, hvor patienten var eller
burde være bekendt med det forhold, der klages over, dog senest 5 år efter den dag, hvor klageforholdet
har fundet sted, jf. Tandlægeoverenskomstens § 51, stk. 5.
- 66 -
Tandlægeoverenskomsten giver ingen mulighed for at dispensere fra disse regler om, hvornår en klage senest skal være rejst.
Klager skal være skriftlige, jf. § 51, stk. 1, men i øvrigt gælder ingen formkrav til klager.
5-års fristen
166. 5-års fristen blev indført ved en ændring af Tandlægeoverenskomsten den 1. april 2004. Den løber fra
den hændelse, der klages over. Fristen er absolut og kan ikke suspenderes, se derimod 169 om suspension
af den korte 2-års frist.
167. a. For disciplinæransvarets vedkommende regnes 5-års fristen fra den dag, hvor den kritisable handling eller den kritisable undladelse ophørte.
I sager om manglende behandling, herunder manglende eller ufuldstændig diagnostik (neglectsager), begynder 5-års fristen først at løbe, når tandlægens behandlingspligt, herunder pligten til behørig diagnostik,
opfyldes eller ophører. Var behandlingspligten ikke opfyldt eller ophørt ved afslutningen på seneste konsultation, regnes fristen dog fra dette tidspunkt.
b. For mangelsansvarets vedkommende regnes 5-års fristen som udgangspunkt fra det tidspunkt, da tandlægen afleverede arbejdet. Aflevering anses for at ske, når arbejdet kan betragtes som endeligt afsluttet, se
469.
- 67 -
Det må normalt antages at være i såvel patientens som tandlægens interesse, at opståede mangelsproblemer finder deres løsning ved, at eventuelle mangler ved arbejdet bliver afhjulpet, se også 606. På denne
baggrund foreligger der et specielt fristproblem, hvis tandlægen har tilbudt at afhjælpe en mangel, og patienten er indgået herpå og ydet den nødvendige medvirken til afhjælpningens gennemførelse.
Forholdet må sidestilles med, at arbejdet endnu ikke er endeligt afsluttet. 5-års fristen regnes i så fald fra
tandlægens seneste (forgæves) forsøg på afhjælpning.
Da det er arbejdets stand på tidspunktet for risikoens overgang, der er afgørende for mangelsbedømmelsen, se 505, kan det forekomme, at tandlægearbejde udført mere end 5 år, før klagen foreligger til vurdering. En sådan vurdering kan fx være afgørende for, om patienten nu kan forlange tilbagebetaling. Der gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år, se 641.
I 2011 klagede patienten over facadebehandlinger udført i 2004 og søgt mangelsafhjulpet af samme tandlæge i 2010. Disciplinærklagen afvist, men forbrugerklagen behandlet i realiteten.
(5-års fristen er en processuel regel, se nedenfor 170, og anvendelsen af reglen er uden betydning for
spørgsmålet om, hvorvidt tandlægens oprindelige ydelse faktisk var mangelfuld, se hertil 257 og 505. Pointen er, at forbrugerklagen i den her nævnte specielle situation ikke på forhånd kan afvises under henvisning
til 5-års fristen. Hvis det derimod under realitetsbehandlingen af sagen fremgår, at der ikke kan påvises
nogen mangel ved den oprindelige ydelse, er forbrugerklagen over denne ydelse ubeføjet, og den seneste
behandling ikke en afhjælpning, men en reparation. I så fald skal der tages stilling til, om reparationen er
mangelfuld.)
2-års fristen
- 68 -
168. 2-års fristen løber fra det tidspunkt, da patienten kendte eller burde kende det forhold, der klages
over. Fristen regnes dermed fra samme tidspunkt, som reklamationsfristen begynder at løbe, se 634.
Som nævnt i 126 er en nær pårørende til en afdød patient omfattet af klageadgangen. Afgørende for fristberegningen er i givet fald ikke datoen for dødsfaldet, men hvornår den nære pårørende kendte eller burde
kende det forhold, der klages over.
2-årsfristen begynder ikke nødvendigvis at løbe, fordi en behandling er behæftet med komplikationer, fordi
behandlingen ikke medfører det forventede resultat, eller fordi patienten har været skeptisk over for behandlingen. Uanset tandlægens gentagne forsøg på afhjælpning af gener løber 2-års fristen efter omstændighederne først, når patienten af en fagperson har fået tilkendegivet, at der ikke findes mulighed for yderligere behandling. Se i øvrigt 635.
169. Så længe patienten ikke kender eller bør være bekendt med klageforholdet, suspenderes 2-års fristen.
Det betyder, at fristen opsættes, så længe man ikke kan bebrejde patienten, at han er uvidende om forholdet. Fristen er kun relevant, når der klages over noget, der fandt sted for mere end 2 år siden. Burde formodningen om det, der klages over, fx en mulig fejlbehandling, være opstået for mere end 2 år siden, er
der klaget for sent.
I praksis skal man finde frem til datoen for forholdet, der klages over, og herefter afgøre: Vidste patienten
eller burde han på denne dag formode, at forholdet, der klages over (fx fejl ved behandlingen), blev begået.
Er svaret ”nej” til spørgsmålet, udskydes 2-årsfristens begyndelsestidspunkt til den dag, hvor svaret er ”ja”
til spørgsmålet. Såfremt patienten én gang får viden eller formodning om fx begået behandlingsfejl, kan
han ikke senere glemme dette eller på anden vis undslå sig. Med andre ord: Når 2-års fristen først er begyndt at løbe, kan suspension ikke indtræde (eller indtræde igen).
- 69 -
Suspensionen kan ikke gøre, at den absolutte frist på 5 år udskydes. Sagen kan ikke behandles, når der er
gået 5 år, selv om patientens viden eller formodning om fx fejlbehandling først er indtrådt efter fx 4½ år.
Fristen suspenderes ikke ved indgivelse af anmeldelse til Tandlægeforeningens Patientforsikring.
”Klagefrist” og ”forældelsesfrist”
170. Man ser undertiden virkningen af Tandklagesystemets overenskomstbestemte frister for fremsættelse
af krav beskrevet som ”forældelse”. Denne sprogbrug er ikke korrekt. Fristerne i Tandlægeoverenskomstens § 51, stk. 5, er ikke forældelsesregler. Udløber en af disse frister, får det ikke patientens krav til at
ophøre, således som forældelse gør.
De ovenfor nævnte frister stiller udelukkende nogle processuelle (dvs. formelle, tidsmæssige) betingelser
for, at Tandklagesystemet overhovedet kan behandle sagen. Udløbet af en overenskomstmæssig frist for
fremsættelse af kravet udelukker ikke, at fx domstolene kan behandle kravet.
For at markere forskellen er de processuelle frister i det foregående kaldt ”klagefrister”. Nedenfor under
639 omtales nogle virkelige forældelsesfrister.
ANKEFRISTEN
171. a. Ankefristen er 6 uger. Fristen gælder ved anke til Landstandlægenævnet, jf. § 56, stk. 2, 1. pkt., og
ved anke af Visitationsudvalgets afvisning på grund af for sen klage, jf. Tandlægeoverenskomstens § 55, stk.
1, jf. § 51, stk. 5.
- 70 -
Overinstansen tager stilling til, om anken er rettidig. Er den ankede afgørelse truffet af Regionstandlægenævnet, har Regionstandlægenævnet dog pligt til at være opmærksom på, om ankefristen er overholdt.
Hvis Regionstandlægenævnet finder, at ankefristen er overskredet, sendes anken og sagens øvrige akter
straks til Landstandlægenævnet, se 301, med besked om, at Regionstandlægenævnet vurderer, at ankefristen er overskredet.
b. Fristbestemmelserne i Tandlægeoverenskomsten skal forstås under forbehold af Forvaltningslovens § 17.
Hvis en part har anmodet om aktindsigt inden ankefristens udløb, kan dette efter underinstansens (i praksis
Regionstandlægenævnets) bestemmelse bevirke en afbrydelse (suspension) af denne frist.
Regionstandlægenævnet har normalt kun grund til at suspendere af ankefristen, hvis begæringen om aktindsigt kan føre til, at parten gøres bekendt med dokumenter, der indeholder væsentligt nyt i forhold til,
hvad vedkommende i forvejen er bekendt med. Ankefristen løber videre fra det tidspunkt, hvor aktindsigt
er meddelt parten eller afslået, dog med mindst 14 dage. Regionstandlægenævnet skal samtidig give andre
parter meddelelse om, hvornår ankefristen herefter udløber, ligesom selvsagt Landstandlægenævnet skal
underrettes om forlængelsen.
172. Er afgørelsen lovligt sendt digitalt, løber ankefristen fra det tidspunkt, da afgørelsen er tilgængelig for
modtageren.
Justitsministeriet antager, at en klagefrist (ankefrist) begynder at løbe fra det tidspunkt, da meddelelsen
om afgørelsen er kommet frem til parten. Det bør i almindelighed lægges til grund, at afgørelser sendt som
A-brev først er kommet frem til modtageren 2 – ved afgørelser sendt som B-brev 5 – dage efter, at afgørelsen er dateret og overgivet til postbesørgelse.
- 71 -
Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp regner fristen fra ”afsendelsesdatoen på afgørelsen”, og
denne forståelse lægges derfor til grund af Landstandlægenævnet (– selv om det i Forretningsorden for
Landstandlægenævnet § 5, stk. 2, hedder, at anke indgives inden 6 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen fra Regionstandlægenævnet).
173. Landstandlægenævnet ser imidlertid efter fast praksis i medfør af Tandlægeoverenskomstens § 56,
stk. 2, 2. pkt., se 175, uden videre bort fra overskridelse af fristen, når der er anket inden 7 uger fra afsendelsesdatoen på afgørelsen. Ankefristen udløber altså reelt på 7 ugers-dagen, det vil sige samme ugedag
som afsendelsesdatoen. (Eksempel: Afsendelsesdato på afgørelse: Tirsdag den 14. oktober – Dato for seneste rettidige modtagelse i Landstandlægenævnet: Tirsdag den 2. december.) Hvis fristen udløber en lørdag,
søndag eller helligdag, forlænges den til udløb, når først kommende hverdag er gået.
Hvis anken er modtaget rettidigt af en forkert myndighed, må fristen anses for overholdt, idet denne myndighed har pligt til straks at videresende klagen til den kompetente instans, jf. Forvaltningslovens § 7, stk. 2.
174. Anken skal være kommet frem til det nævn, den er indgivet til, senest ved ankefristens udløb. Hvis en
afsendt anke ikke er kommet frem til nævnet, og det ikke kan antages, at anken er bortkommet efter modtagelse hos nævnet, foreligger der ikke en rettidig anke.
Det fremgår af Landstandlægenævnets praksis, at det er den ankende patient eller tandlæge, der bærer
risikoen for, at anken er fremsendt rettidigt. Derfor må en anke, der på grund af fejl hos postvæsenet først
afleveres efter ankefristens udløb, anses for at være kommet for sent.
Påviser den ankende, at der har været forsinkelser eller uregelmæssigheder i omdelingen af post, ser
Landstandlægenævnet bort fra afsendelsesdatoen på afgørelsen og lægger til grund, at fristen først begynder at løbe den dag, brevet herefter må anses for at være kommet frem. Se også 175.
- 72 -
Er pligten til at give ankevejledning ikke opfyldt, anses en eventuel ankefrist først at løbe fra det tidspunkt,
da vejledning eller begrundelse er givet, jf. 240.
175. Er ankefristen overskredet med blot 1 dag, er anken fremkommet for sent. Landstandlægenævnet kan
se bort fra overskridelse af fristen, hvis særlige grunde taler derfor, jf. Tandlægeoverenskomstens § 56, stk.
2, 2. pkt. Der kan foreligge særlige grunde, som berettiger en forlængelse af klagefristen, hvis den ankende
er bortrejst eller indlagt på sygehus, når afgørelsen kommer frem. Efter Landstandlægenævnets praksis, er
det dog en betingelse for at dispensere fra klagefristen, at anken indgives straks efter, at den ankende
kommer hjem. Der kan også tages hensyn til, at klageren har vanskeligt ved at læse en afgørelse og formulere en klage på grund af sproglige vanskeligheder eller psykisk funktionsnedsættelse. Der foreligger som
udgangspunkt ikke særlige grunde, hvis forsinkelsen skyldes forhold hos andre. Der vil eksempelvis normalt
ikke være tale om undskyldeligt forhold, hvis patientens nye tandlæge er patientens repræsentant og forlægger en afgørelse eller anke, som patienten har betroet ham.
AFSNIT III: SAGSOPLYSNING
OPLYSNINGSGRUNDLAGET
176. Nævnet sørger for sagens oplysning (indsamling af beviser). Nævnet skal sætte de handlinger i gang,
som er nødvendige for, at der kan skaffes de tilstrækkelige og forsvarlige oplysninger (princippet om officialoplysning, officialprincippet).
I praksis vil der være tale om at tilvejebringe relevante dokumenter (foruden klageformular drejer det sig
om udtalelser, relevant journalmateriale og røntgenbilleder, eventuel besigtigelsesrapport m.m.).
- 73 -
Når påstand med anbringender har været forelagt den indklagede tandlæge opfordring til svarskrift, se
88, afgør Regionstandlægenævnet, om der er behov for indhentning af yderligere materiale til oplysning af sagen, jf. Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 8, stk. 2.
Det tilstrækkelige og forsvarlige oplysningsgrundlag
177. Sagen skal være oplyst tilstrækkeligt og forsvarligt, men ikke nødvendigvis bedst muligt. Hvad der er
tilstrækkeligt og forsvarligt, beror på sagens karakter.
Retsgrundlaget afgørende for, hvilke oplysninger der skal fremskaffes.
178. Det er retsgrundlaget – skrevne regler såvel som uskrevne regler — der styrer, hvilke oplysninger der
skal fremskaffes.
Er der tale om en disciplinærsag, skal der typisk tilvejebringes oplysninger, der kan belyse, om tandlægen
har undladt at udvise omhu og samvittighedsfuldhed under udøvelsen af sin virksomhed, således som det
omtales i Autorisationslovens § 17. Er der tale om en mangelssag, skal der typisk tilvejebringes oplysninger,
der kan belyse, om tandlægens ydelse på det tidspunkt, fra hvilket patienten bar risikoen for den, se 466,
var af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, således som fremgår af de gældende uskrevne forbrugerretlige regler.
179. En patient kunne ikke bruge den leverede protese til underkæben, og den leverede overkæbeprotese
havde overhovedet ikke retention eller stabilitet, alt fordi de leverede implantater var placeret dårligt, og
abutments fungerede uhensigtsmæssigt. Patienten havde muligvis dårlig mundhygiejne og pådraget sig
periimplantis. Det var imidlertid ingen sagsbehandlingsfejl, at der ikke var indhentet oplysninger fra to
- 74 -
tandklinikker, som patienten havde frekventeret efter leveringen, og som efter røntgenfotografering af
samtlige tænder konstaterede intet abnormt.
180. Det er i første instans Regionstandlægenævnet, der skal gennemgå de modtagne oplysninger og vurdere, om de belyser alle relevante problemer, og om de er af tilstrækkelig høj kvalitet.
Regionstandlægenævnet kan generelt bemyndige Visitationsudvalget til at igangsætte besigtigelse, jf. 79.
Regionstandlægenævnet kan derimod ikke blot indskrænke sig til at konstatere, at Visitationsudvalget ikke
har brugt bemyndigelsen i den konkrete sag, og at Visitationsudvalget altså ikke har fundet begrundelse for
besigtigelse. Hvis der huller i oplysningsgrundlaget, fx. hvis en besigtigelsesrapport er for generel i sin faglige vurdering af det påklagede forhold, må Regionstandlægenævnet forsøge at få yderligere oplysninger.
181. Undertiden er det ikke med de til rådighed stående oplysningsmetoder muligt at skaffe et forsvarligt
oplysningsgrundlag. Hvad der så skal ske, beror på, hvem der har bevisbyrden. Bevisbyrde er udtryk for,
hvem der skal bære risikoen for, at det ikke lykkes at skaffe et tilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Se 254261.
RETLIGE GRÆNSER FOR SAGENS OPLYSNING
182. Af Persondataloven følger en række grænser for sagens oplysning.
Sagsoplysningen skal forfølge et specificeret og sagligt formål, jf. Persondatalovens § 5, stk. 1. Hvad der er
et sagligt formål, beror på de regler, der skal anvendes i den konkrete sag.
De indhentede oplysninger skal være relevante og tilstrækkelige og må ikke omfatte mere, end der kræves
til opfyldelse af det formål, hvortil oplysningerne indsamles, jf. § 5, stk. 3.
- 75 -
Indsamlingen af oplysninger skal tilrettelægges således, at der foretages fornøden ajourføring af dem. Der
skal endvidere foretages den fornødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende
oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller berigtiges ,
jf. § 5,stk. 4.
183. Indsamling af oplysninger er tilladt, hvis den registrerede giver sit udtrykkelige samtykke, jf. Persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 1, § 7, stk. 2, nr. 1, og § 8, stk. 2, nr. 1. Den almindeligt anvendte klageformular indeholder en samtykkeerklæring fra patienten.
Herudover kan indsamling af følsomme oplysninger, herunder om helbredsmæssige forhold, ske med henblik på at fastlægge, forsvare eller gøre retskrav gældende, jf. § 7, stk. 2, nr. 4. Undtagelsesvis kan oplysninger om rent private forhold indsamles, hvis det er nødvendigt for at varetage en berettiget interesse, og
denne interesse klart overstiger hensynet til den registrerede, jf. § 8, stk. 4. Sml. 122.
PLIGTEN TIL AT GIVE OPLYSNINGER
Partens pligt til at give oplysninger og til at medvirke til oplysningen
184. Nævnet kan benytte flere metoder til at skaffe de fornødne oplysninger til veje. Nævnet kan bestemme besigtigelse, se 81 ff., og i særlige tilfælde bede speciel tandlægefaglig sagkundskab om erklæringer til
belysning af sagen, eventuelt efter undersøgelse af den pågældende. Patienten vil normalt have udfyldt en
klageformular med nærmere oplysninger om behandlingsforløbet til forelæggelse for den indklagede
tandlæge. Den vigtigste kilde til sagens oplysning er ofte de oplysninger, der stammer fra parterne selv.
- 76 -
Vel har nævnet pligt til at sørge for, at sagen bliver oplyst, men parten har også en forpligtelse til at medvirke hertil. Ifølge Tandlægeoverenskomsten er parterne i klagesager forpligtet til at afgive fuld oplysning om
alle forhold vedrørende sagen til den instans, der har sagen til behandling, jf. § 55, stk. 3. (Det fremgår af
Klage- og Erstatningslovens § 16, stk. 1, jf. § 12, stk. 2, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn har hjemmel
til at indhente enhver oplysning, herunder journaloplysninger, der er nødvendig for Disciplinærnævnets
behandling af klagesagerne, hos de personer, som er omfattet af nævnets kompetence. Fra disse lovbestemmelser kan der ikke sluttes modsætningsvis, for så vidt angår Tandklagesystemet.)
Nævnet kan derfor anmode parten selv om at udlevere oplysninger, svare på spørgsmål eller medvirke til,
at der bliver fremskaffet oplysninger. De oplysninger, som parten giver, skal være sandfærdige. Lyver parten, kan forholdet efter omstændighederne være strafbart (bedrageri mv.). Det samme gælder, hvis parten
har til hensigt ved sin manglende medvirken at vildlede den instans, der har sagen til behandling.
Det forekommer, at parten – på trods af en rykker, hvori nævnet oplyser parten om konsekvenserne af ikke
at medvirke til sagens oplysning – ikke svarer eller fx undlader at gå til besigtigelse, se herved også 83 ff. I
disse sager vil nævnet træffe en afgørelse ud fra de foreliggende oplysninger (processuel skadevirkning). Se
187.
Den mistænktes beskyttelse mod selvinkriminering
185. Parten kan dog blive frigjort for sin oplysningspligt, hvis en opfyldelse af den indebærer, at parten belaster sig selv med oplysninger om at have begået strafbart forhold, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6. Denne bestemmelse forstås således, at en person, som i konventionens forstand
er anklaget for en forbrydelse, har ret til ikke at udtale sig om den påståede forbrydelse og til ikke at skulle
medvirke til at opklare den påståede forbrydelse.
- 77 -
Udtrykket ”forbrydelse” i konventionen omfatter først og fremmest tilfælde, hvor der til en lovovertrædelse er knyttet sædvanlige strafferetlige sanktioner i form af bøde, frihedsstraf mv., men også sanktioner, der
uden at være strafferetlige kan sidestilles med straf.
En disciplinærsag mod en tandlæge, se 332 ff., har til formål at reagere over for adfærd, der ikke lever op til
de gældende faglige krav (den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm). Der kan gives kritik, se 401
ff., og ske offentliggørelse med navn (”gabestokken”), se 412 ff., men disse reaktioner kan ikke sidestilles
med straf. Disciplinærsager mod tandlæger falder i praksis som helt overvejende hovedregel uden for konventionsbestemmelsens anvendelsesområde.
I et vist omfang kan disciplinærsagerne imidlertid blive overlappet af de almindelige straffesager, idet
tandlægens handling eller undladelse efter omstændighederne både kan være i strid med den almindeligt
anerkendte tandfaglige norm og samtidig være en strafbar adfærd, jf. Autorisationslovens § 75 om straf for
grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed. Overlapningen opstår i de alvorligste tilfælde af
dårlig faglig adfærd, som tandlægen begået forsætligt eller i højere grad uagtsomt, se nærmere 428.
Om udtrykket ”anklaget” i konventionen bemærkes, at tandlægen kun frigøres for oplysningspligten, hvis
der foreligger en konkret mistanke om strafbart forhold, dvs. dårlig faglig adfærd af den alvorligste art.
Selve indgivelsen af en klage vil ikke i sig selv skabe grundlag for en konkret mistanke om et strafbart forhold. I nævnets vurdering af mistankegrundlaget må det indgå, hvor troværdig klagen fremtræder, hvor
konkret de pågældende forhold er angivet, og om der i øvrigt i de oplysninger, som nævnet herudover
måtte være i besiddelse af, på objektivt grundlag og med rimelighed er holdepunkter for, at der kan foreligge et strafbart forhold. Nævnets mistanke skal som udgangspunkt være så stærk, at politi eller anklagemyndighed ville have grundlag for at rejse en sigtelse. Det må for øvrigt anses som forudsat, at det i almindelighed er nævnet selv, der foretager vurderingen af dette spørgsmål uden fx at inddrage politiet.
- 78 -
Retten til ikke at inkriminere sig selv vedrører først og fremmest respekt for den anklagedes ønske om ikke
at udtale sig. Det centrale er således respekt for den pågældendes vilje. Det følger heraf, at oplysningspligten ikke er indskrænket, for så vidt angår materiale, der så at sige eksisterer uafhængigt af den mistænkte
tandlæges vilje. Som eksempel herpå kan nævnes patientjournaler, røntgenbilleder m.m., sml. herved i
øvrigt Sundhedslovens § 37 om patientens adgang til aktindsigt i patientjournaler m.v.
Nævnet skal i givet fald, jf. ovenfor, vejlede den mistænkte tandlæge om, at vedkommende ikke har pligt til
at meddele oplysninger, som kan have betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse.
I Tandlægeoverenskomstens § 55, stk. 6, 1. pkt., er det bestemt, at såfremt Regionstandlægenævnet eller
Landstandlægenævnet under behandlingen af en klagesag skønner, at der foreligger en alvorligere eller
gentagen forsømmelse eller overtrædelse af Autorisationsloven eller Straffeloven, kan nævnet færdigbehandle sagen. Tilsvarende bestemmelse findes i Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 12, 1.
pkt. En tandlæge, som bliver mistænkt for dårlig faglig adfærd af den alvorligste art, vil derfor ikke være
”fredet” med den virkning, at nævnet er afskåret fra at gennemføre disciplinærsagen, så længe straffesagen
ikke er afsluttet.
Andre end den mistænkte
186. Da kernen i beskyttelsen mod selvinkriminering og retten til ikke at udtale sig er respekt for den anklagedes vilje til ikke at inkriminere sig selv, opstår spørgsmålet, hvorvidt beskyttelsen kan udstrækkes til andre end den mistænkte, dvs. personer, der ikke ønsker at være forpligtet til at medvirke til opklaring af en
straffesag mod den anklagede (den mistænkte tandlæge). I praksis kan der være fx spørgsmål om, hvorvidt
klinikejeren (og øvrige klinikejere i kompagniskabspraksis o. lign., se 149) eller tandlæger, der i øvrigt
har/har haft klageren i behandling, se 163, har pligt til at meddele oplysninger, som kan være belastende
for den ansatte tandlæge, se 156, (men ikke for den pågældende selv) og have betydning for bedømmelsen
af den formodede lovovertrædelse i tilfælde, hvor det er den ansatte tandlæge, der mistænkes for dårlig
faglig adfærd af den alvorligste art.
- 79 -
I sådanne tilfælde har vedkommende pligt til at meddele oplysninger i det omfang, oplysningerne alene
søges tilvejebragt til brug for behandlingen af andre spørgsmål end fastsættelse af straf. Vedkommende har
altså pligt at meddele oplysninger om andre forhold end den formodede lovovertrædelse. Desuden har
vedkommende pligt at meddele oplysninger om det eller de forhold, hvor der foreligger en konkret mistanke om dårlig faglig adfærd af den alvorligste art, hvis nævnet alene søger at tilvejebringe oplysningerne
med henblik på andre spørgsmål end fastsættelse af straf.
Bevismæssig skadevirkning
187. Nævnet kan tillægge forsømmelse af at fremkomme med oplysninger negativ bevismæssig betydning
for parten.
Afgørelse kan blive truffet på det foreliggende grundlag, se også 184. Som nævnt i 256 vil tandlægens forsømmelse af forpligtelsen til at afgive fuld oplysning om alle forhold i klagesagen til den instans, der har
sagen til behandling, tale mod tandlægen, når disciplinærsagen afgøres. Ved bedømmelse af parternes kontraktlige mellemværende kan nævnet ved bevisbedømmelsen tillægge forsømmelsen virkning til fordel for
modparten.
Et sådant udfald af sagen som følge af bevismæssig skadevirkning er imidlertid ikke altid tilfredsstillende.
Patientens klage fører normalt til, at der foretages en disciplinær undersøgelse af tandlægens virke, se 249,
og tandlægen har således en selvstændig interesse i, at sagen undersøges til bunds. Derfor kan det under
sådanne omstændigheder forekomme betænkeligt at behandle sagen, hvis patienten ikke vil medvirke til
sagens oplysning. Den manglende oplysning risikerer nemlig ikke kun at få bevismæssig skadevirkning for
patienten, men har også betydning for tandlægen. Væsentlige hensyn til tandlægen kan efter omstændighederne tale for en vid ramme for tilvejebringelse af oplysninger om helbredsforhold mv. uden patientens
samtykke, se 393.
- 80 -
Nævnet kan ikke tillægge det bevismæssig skadevirkning, at den mistænkte tandlæge, se 185 om strafbart
forhold, nægter at fremkomme med oplysninger for at undgå selvinkriminering. Nævnet må i disse tilfælde
bygge afgørelsen på sagens øvrige oplysninger (som i sig selv eventuelt kan give tilstrækkeligt grundlag for
kritik og anden disciplinær reaktion).
Foreligger ingen mistanke om strafbar faglig adfærd, se 428 og 185, kan bevismæssig skadevirkning tillægges, selv om tandlægen nægter at fremkomme med oplysninger, uanset at det måtte vise sig, at årsagen til
den manglende medvirken er, at den pågældendes adfærd var strafbar.
UNDERRETNING AF REGISTREREDE
188. I henhold til Persondataloven har nævnet underretningspligt over for registrerede i forbindelse med
indsamling af oplysninger.
189. Underretningen kan gives individuelt eller ved udlevering af generelt informationsmateriale, oplysninger på blanketter eller på en hjemmeside. Regionstandlægenævnene udleverer typisk generelt informationsmateriale.
190. Pligten skal opfyldes, når indsamlingen begynder, hvilket Datatilsynet har fortolket som inden 10 dage
efter, at sagen er startet.
191. Der skelnes mellem underretningspligt i situationer, hvor oplysninger indsamles hos den registrerede
(Persondatalovens § 28), og underretningspligt i situationer, hvor oplysningerne ikke er indsamlet hos den
registrerede (§ 29). Underretning kan dog i begge situationer undlades, hvis den registrerede allerede er
- 81 -
bekendt med oplysningerne (§ 28, stk. 2, og § 29, stk. 2), eller hvis den pågældendes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser, herunder hensynet til
den pågældende selv (§ 30, stk. 1). Nævnet kan fx af hensyn til hovedpersonens privatliv undlade at give
underretning til private, der bliver inddraget i sagens oplysning.
192. Reglerne indebærer, at parter altid skal underrettes, idet der enten indsamles oplysninger fra eller om
parten. I begge tilfælde skal parten have underretning, især om at der indsamles oplysninger, om formålene med behandlingen, om den registreredes ret til at søge indsigt, om retten til at gøre indsigelse samt om
retten til at forlange berigtigelse.
Pligten til underretning gælder imidlertid ikke kun i forhold til parter, men over for alle, der bliver registreret. Underretning af bipersoner kan undlades, hvis den viser sig umulig eller er uforholdsmæssig vanskelig,
jf. persondatalovens § 29, stk. 3. Er der tale om personer, der omtales helt tilfældigt i en sag, vil underretning således kunne undlades.
AFSNIT IV: SAGSBEHANDLINGSREGLER
ALMINDELIGE KRAV TIL SAGSBEHANDLINGEN
193. Reglerne om repræsentation, partsaktindsigt, vejledning, partshøring, begrundelse og ankevejledning,
jf. nedenfor, gælder kun i sager, hvori der er eller vil blive truffet afgørelse.
194. Afgørelser er udtalelser, der går ud på at fastslå, hvad der er eller skal være ret i et foreliggende tilfælde. Besigtigelsesudvalgets rapporter er derfor ikke afgørelser. Det samme gælder fx vejledninger fra
Landstandlægenævnet til Regionstandlægenævnene.
- 82 -
Regionstandlægenævnets beslutninger om, hvilke oplysningsskridt der bør foretages — om der skal indhentes udtalelse fra Besigtigelsesudvalget, om parterne skal høres — er heller ikke afgørelser. Derimod er beslutninger om ret til partsaktindsigt afgørelser.
KRAV 1: VEJLEDNING
195. Vejledningspligt, jf. herved Forvaltningslovens § 7, stk. 1, for instanserne i Tandklagesystemet foreligger, når patienten eller tandlægen i en konkret sag, der er eller vil kunne komme til behandling i vedkommende nævn, anmoder om oplysninger, som har klar betydning for den pågældende parts varetagelse af
sine interesser under sagen. Nævnet skal svare på spørgsmål fra parten om, hvorledes klager skal indgives,
om regler, praksis og andre forhold, som er en del af nævnets paratviden.
Derimod har parten ikke ret til at få en forhåndsbesked, dvs. til at få at vide, hvorledes nævnet stiller sig til
et hypotetisk tilfælde. Nævnet har ingen pligt til rådgivning eller konsulentbistand.
196. En skriftlig henvendelse, som falder uden for nævnets kompetence, skal så vidt muligt videresendes til
rette myndighed, jf. Forvaltningslovens § 7, stk. 2. En sådan henvendelse anses i relation til klagefrister for
at være kommet frem, når den er modtaget af nogen, der er forpligtet til videresendelse. Nævnet skal fungere som postkontor i de tilfælde, hvor en borger tager fejl og fremsender breve eller e-mails, som ikke
vedrører nævnets sagsområde.
197. Trækker en sag ud, har vedkommende nævn pligt til at underrette parten herom samt om årsagen
hertil. En sag anses i Landstandlægenævnets praksis ikke for at trække ud, udelukkende fordi sagsskridt
eller afgørelse må afvente førstkommende nævnsmøde. På www.tandklage.dk er det oplyst, at Landstandlægenævnet afholder normalt mindst 8 møder om året, og at sagerne som regel være afsluttet i løbet
af et par måneder.
- 83 -
Rykker en klager for svar, besvares rykkeren, og der gives oplysning om, hvad sagen beror på.
198. Nævnet er formentlig forpligtet til at stille tolkebistand til rådighed for udlændinge, hvis der er behov
herfor. Det samme gælder løsning af forståelsesproblemer for andre kommunikationshæmmede, såsom
døve, blinde osv.
KRAV 2: REPRÆSENTATION OG BISTAND
199. En part kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre, jf.
Forvaltningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt.
Repræsentant
200. Repræsentation indebærer, at en anden (repræsentanten) får fuldmagt til at træffe beslutninger for
parten (den repræsenterede) om, hvorledes partsrettighederne skal udøves. Parten kan vælge en sagkyndig
som repræsentant (fuldmægtig) — fx sin nye tandlæge eller en advokat. Nævnets breve skal – og kan med
bindende virkning – sendes til repræsentanten.
Repræsentationsforholdet skal være faktisk etableret og fortsat bestå. Er repræsentanten en professionel,
fx en advokat eller en tandlæge, kan en oplysning fra repræsentanten om at være repræsentant være tilstrækkelig dokumentation. Er der tvivl om fuldmagtsforholdet, kræves der dokumentation herfor.
- 84 -
201. Hvor partens personlige medvirken er af betydning for sagens afgørelse, kan han ikke lade sig repræsentere, jf. Forvaltningslovens § 8, stk. 1, 2. pkt. En patient kan naturligvis ikke lade sig undersøge ved
fuldmægtig i forbindelse med en besigtigelse, og en repræsentant kan derfor ikke deltage under en besigtigelse, se 202. Om deltagelse som bisidder henvises til 204.
202. Der udvises tilbageholdenhed med hensyn til, hvem der kan deltage i en besigtigelsesforretning.
Efter Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 6, stk. 4, skal der gives begge parter adgang til at
møde.
I besigtigelsen må der normalt ikke deltage andre end den patient, hvis tandsæt besigtiges, den eller de
tandlæger, der foretager selve besigtigelsen, og eventuelt deres assisterende personale, Regionstandlægenævnets sekretær eller andre medlemmer af nævnet. Den indklagede tandlæge skal efter fast praksis have
mulighed for at udpege det arbejde, som han har udført. Det følger af Sundhedslovens § 227, stk. 8, at en
tandlæge, der ikke er medlem af Tandlægeforeningen, skal gives ret til at møde, eventuelt ved repræsentant eller bisidder, jf. nedenfor 204, når en klage over den pågældende behandles.
203. Repræsentationen bortfalder, hvis parten dør.
Bisidder
204. En patient kan efter en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde – når der er begrundet behov derfor –
få tilladelse til under besigtigelsen at medtage en i forhold til sagen neutral bisidder. Bisidderen skal alene
have til opgave at støtte patienten ved at virke beroligende for denne og lytte til, hvad der foregår, men bør
ikke føre ordet.
- 85 -
Patientens nye tandlæge kan ikke anses som neutral i forhold til sagen, da man ikke kan udelukke, at han
kan have en vis interesse i, hvordan klagesagen afgøres, og dermed hvilke arbejdsopgaver der bliver en
følge heraf. Patientens nye tandlæge har derfor ikke adgang til at deltage i en besigtigelsesforretning.
205. Bisidderfunktionen er en mindre omfattende repræsentation, og nævnet kan ikke uden videre gå ud
fra, at breve skal og kan sendes til en sådan repræsentant.
KRAV 3: PARTSAKTINDSIGT
206. Som nævnt, se 62, har Tandklagesystemet ikke kompetence til at afgøre spørgsmål om aktindsigt efter
Sundhedsloven.
1) Hovedreglen
207. Det følger af Forvaltningslovens § 9, stk. 1, at parten har ret til partsaktindsigt, dvs. kan forlange –
skriftligt eller mundtligt – at blive gjort bekendt med sagens dokumenter, hvad enten sagen er i gang eller
afsluttet.
Både Forvaltningsloven og Persondataloven giver adgang til indsigt, men Forvaltningsloven giver gennemgående parten de bedste muligheder for aktindsigt og indflydelse på sagens behandling.
208. Det følger af Forvaltningslovens § 9, stk. 2, at retten omfatter alle dokumenter, der vedrører sagen, jf.
bestemmelsens nr. 1. Er dokumentet afsendt andre end den part, der anmoder om aktindsigt, gælder retten først fra dagen efter afsendelsen, jf. § 9, stk. 4. Indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser
vedrørende den pågældende sags dokumenter, jf. § 9, stk. 2, nr. 2, er undergivet partsaktindsigt.
- 86 -
Ved dokumenter forstås ikke alene skriftstykker, men også disketter, cd-rom, røntgenbilleder, digitalt opbevarede dokumenter, e-mails, der er printet ud, og andre medier, der er bærere af informationer. Uprintede e-mails og sms-beskeder er dokumenter i den udstrækning, de indeholder oplysninger, der omfattes
af den almindelige ulovbestemte – forvaltningsretlige – grundsætning om notatpligt, se 209.
2) Notatpligt
209. Notatpligten angår sager, hvor der vil blive truffet afgørelse af nævnet. Notatpligten har til formål at
sikre aktindsigt i oplysninger, som ellers ikke ville blive skrevet ned. Desuden skal Landstandlægenævnet
skal kunne se, hvorledes sagens forløb har været, og om den er behandlet forskriftsmæssigt.
Når nævnet (sekretariatet) mundtligt eller på anden måde bliver bekendt med oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, der er af betydning for sagens afgørelse, skal der snarest
muligt gøres notat om indholdet af oplysningerne eller vurderingerne. Det gælder dog ikke, hvis oplysningerne eller vurderingerne i øvrigt fremgår af sagens dokumenter. Nævnet (sekretariatet) skal endvidere
snarest muligt tage notat om væsentlige sagsekspeditionsskridt, der ikke i øvrigt fremgår af sagens dokumenter.
Regler om notatpligt findes i Offentlighedslovens § 13, men denne lov gælder ikke for Tandklagesystemets
sagsbehandling. Notatpligten støttes for tandklagesagernes vedkommende på en almindelig ulovbestemt
forvaltningsretlig grundsætning.
3) Udsættelse af sagens afgørelse
- 87 -
210. Er sagen under behandling, og skal en anmodning om partsaktindsigt imødekommes, følger det af
Forvaltningslovens § 9 b, stk. 1, at afgørelsen af sagen udsættes, indtil der er givet parten en adgang til at
gøre sig bekendt med dokumenterne. Denne bestemmelse skal ses i sammenhæng med lovens § 21, stk. 1,
hvorefter parten på ethvert tidspunkt af sagens behandling kan forlange, at sagens afgørelse udsættes,
indtil parten har afgivet en udtalelse i sagen.
Afgørelsen udsættes ikke, hvis partens interesse må vige for væsentlige hensyn til interesser, der taler mod
udsættelse, jf. § 9 b, stk. 2. Retten til at fremkomme med en udtalelse er undergivet samme begrænsning,
jf. § 21, stk. 2, nr. 2.
En anmodning om indsigt efter Persondataloven (denne lovs § 31) har samme virkning som en anmodning
om partsaktindsigt.
4) Dokumenter, der er undtaget fra partsaktindsigt
211. Retten til aktindsigt omfatter ikke nævnets interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses dokumenter, der ikke er afgivet til udenforstående. Interne arbejdsdokumenter – udarbejdet
af nævnet til eget brug ved behandlingen af en sag – er undtaget fra partsaktindsigt, jf. Forvaltningslovens §
12, stk. 1.
212. interne arbejdsdokumenter, der afgives til udenforstående, mister deres interne karakter, medmindre
afgivelsen sker af retlige grunde, til forskningsmæssig brug eller af andre lignende grunde, jf. § 12, stk. 2. Et
organ er udenforstående, hvis det har en selvstændig kompetence. Dokumenter, der afgives af Visitationsudvalget og Besigtigelsesudvalget til Regionstandlægenævnet og af Regionstandlægenævnet til Landstandlægenævnet vil normalt være eksterne.
- 88 -
Selv om et dokument er internt, kan det være undergivet aktindsigt. Det gælder, hvis dokumentet foreligger i endelig form, når det alene gengiver indholdet af nævnets endelige beslutning vedrørende en sags
afgørelse, jf. Forvaltningslovens § 13, nr. 1, eller alene indeholder en gengivelse af oplysninger, som nævnet
har haft pligt til at notere, sml. nr. 2 og se ovenfor 209, eller er et selvstændigt dokument, der er udarbejdet af nævnet for at tilvejebringe bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder, jf. nr. 3. Om notitser til brug ved sekretariatets tilrettelæggelse af sagsforberedelsen,
se 214. a.
213. a. Besigtigelsesudvalgets rapport er undergivet aktindsigt, jf. § 14 a, stk. 1, 2. pkt., men Regionstandlægenævnets fagkyndige og øvrige overvejelser om, hvilken betydning Besigtigelsesudvalgets faglige vurdering skal tillægges i afgørelsessagen, er af intern karakter og kan undtages fra partsaktindsigt.
Nævnet må i givet fald ekstrahere oplysninger til brug for aktindsigten, mens det interne dokument i øvrigt
holdes ude fra adgangen til aktindsigt, se 215, b.
b. I Forvaltningslovens § 14 b er det bestemt, at i sager, hvor det er almindelig praksis at indhente eksterne
faglige vurderinger af spørgsmål til brug for afgørelsen af den pågældende type sager, omfatter retten til
aktindsigt oplysninger om interne faglige vurderinger i endelig form, som måtte være foretaget af de pågældende spørgsmål. Bestemmelsen har ingen betydning for behandlingen af tandklagesagerne. Bestemmelsen sigter ikke til den vurdering, der foretages af nævnets fagkyndige medlemmer ved sagens afgørelse,
og i Tandklagesystemet er der ingen fastansatte medarbejdere, som foretager interne faglige vurderinger.
214. a. Dokumenter, der udveksles i forbindelse med, at Regionen udfører sekretariatsopgaver for Regionstandlægenævnet er ikke omfattet af partsaktindsigt, jf. Forvaltningslovens § 14, nr. 2. Nogle Regionstandlægenævn har på sekretariatsplan indgået aftale med tandlæger, der til brug ved tilrettelæggelse af sagsforberedelsen udfærdiger notitser vedrørende sagens faktiske sammenhæng m.v. Disse notitser er interne
arbejdsdokumenter, jf. § 12, stk. 1, og udvekslet i forbindelse med udførelse af sekretariatsopgaver,jf. § 14,
nr. 2, og altså ikke omfattet af aktindsigten.
- 89 -
b. Oplysninger om en sags faktiske grundlag, som er relevante for sagens afgørelse, og som alene indeholdes i et dokument nævnt i 214. a., er dog undergivet partsaktindsigt, jf. § 14 a, stk. 1, 1. pkt., jf. stk. 2.
5) Oplysninger, der kan undtages fra partsaktindsigt
215. a. Som en meget snæver undtagelse gælder, at retten til aktindsigt kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde
vige for afgørende hensyn til private og offentlige interesser, jf. Forvaltningslovens § 15 b, nr. 5. Det forudsættes, at der efter denne bestemmelse på grundlag af en konkret vurdering blandt andet vil kunne undtages oplysninger fra retten til partsaktindsigt, hvor afgørende hensyn til den pågældende part selv taler
herfor.
b. Hvis hensynene kun gør sig gældende for en del af et dokument, skal der meddeles parten aktindsigt i
dokumentets øvrige indhold. Det gælder dog ikke, hvis det vil medføre en prisgivelse af disse hensyn, en
klart vildledende information eller det resterende indhold i dokumentet ikke har et forståeligt eller sammenhængende meningsindhold, se nærmere § 15 c.
216. Lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt begrænser ikke pligten til at give parten aktindsigt, jf.
Forvaltningslovens § 9, stk. 5.
6) Sagsbehandling af ansøgninger om partsaktindsigt
217. Afgørelsen af, om en anmodning om aktindsigt skal imødekommes, træffes af den instans, der i øvrigt
har afgørelsen af den pågældende sag. I ankesager træffes afgørelsen derfor af Landstandlægenævnet. Det
fremgår af § 16, stk. 1, i Forvaltningsloven.
- 90 -
En anmodning om aktindsigt skal færdigbehandles inden 7 arbejdsdage efter modtagelsen, medmindre
dette på grund af fx sagens omfang eller kompleksitet undtagelsesvis ikke er muligt. Den aktindsigtssøgende skal i givet fald underrettes om grunden til fristoverskridelsen og om, hvornår anmodningen kan forventes færdigbehandlet, jf. § 16, stk. 2, 2. pkt.
218. Dokumenterne skal udleveres i den form, som parten ønsker. Dette gælder dog ikke, hvis det er umuligt eller meget vanskeligt, eller der foreligger tungtvejende modhensyn, jf. § 16, stk. 3. Nævnet må med
samtykke fra parten kunne sende dokumenterne digitalt. Hvis der er tale om fortrolige oplysninger, kræver
det dog, at oplysningerne krypteres, og at modtageren identificeres på betryggende måde, fx ved en digital
signatur.
219. Nævnets beslutning om partsaktindsigt er en afgørelse. Dette indebærer, at nævnet efter omstændighederne kan være forpligtet til at partshøre, inden der træffes afgørelse om afslag på partsaktindsigt. Afgørelsen skal ledsages af en begrundelse, hvis den ikke giver parten fuldt ud medhold.
Der kan klages til Landstandlægenævnet, jf. Forvaltningslovens § 16, stk. 4, og afgørelsen om partsaktindsigt skal indeholde ankevejledning. § 9 b, se 210, gælder tilsvarende.
7) Indsigt for registrerede personer.
220. Efter Persondataloven har en registreret person ret til indsigt i oplysninger om sig selv. Nævnet skal på
begæring give en person meddelelse om, hvorvidt der behandles oplysninger om vedkommende. Behandles sådanne oplysninger, skal den registrerede have meddelt de oplysninger, der behandles, behandlingens
formål, kategorier af modtagere og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer, jf. lovens § 31, stk. 1.
- 91 -
221. Findes den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne at burde vige for afgørende hensyn til private interesser, herunder hensynet til pågældende selv, er der ikke ret til indsigt, jf. § 32, stk. 1, jf.
§ 30, stk. 1.
En registreret, der har fået indsigt, har ikke krav på ny meddelelse før 6 måneder efter sidste meddelelse,
medmindre der godtgøres en særlig interesse, jf. § 33.
222. Nævnet skal besvare en henvendelse snarest muligt. Er den ikke besvaret inden 4 uger, skal ansøgeren
underrettes om grunden hertil samt have oplysning om, hvornår svar kan forventes at foreligge, jf. Persondatalovens § 31, stk. 2.
Hvis en anmodning om indsigt afslås helt eller delvis, kan afgørelsen påklages til Datatilsynet, jf. Persondatalovens § 60, stk. 1.
KRAV 4: PARTSHØRING
Bestemte, væsentlige, faktiske oplysninger og eksterne faglige vurderinger, der er til ugunst for og ukendte
af parten
223. Kan en part ikke antages at være bekendt med, at nævnet er i besiddelse af bestemte oplysninger om
en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før nævnet har
gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med
en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende
part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, 1. og 2. pkt.
- 92 -
Af Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 8, stk. 3, fremgår det, at begge parter I forbindelse
med sagens behandling gøres bekendt med de i sagen fremlagte dokumenter, hvorpå modparten støtter sin påstand.
Besigtigelsesudvalgets rapport er en ekstern faglig vurdering. Efter Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 6, stk. 5, gøres begge parter af nævnet bekendt med den rapport, der udarbejdes om besigtigelsen, og gives adgang til at kommentere rapporten.
Nogle Regionstandlægenævn har på sekretariatsplan indgået aftale med tandlæger, der til brug ved tilrettelæggelse af sagsforberedelsen udfærdiger notitser vedrørende sagens faktiske sammenhæng. Der er i
denne forbindelse ikke tale om ekstern faglig vurdering, og der er ikke anledning til partshøring.
Parten kan kun kræve at få forelagt faktiske oplysninger og eksterne faglige vurderinger, som er af væsentlig betydning for sagens afgørelse, til ugunst for parten og indgår i nævnets sag, uden at parten er klar over
det. Parten kan ikke forlange at blive gjort bekendt med nævnets juridiske overvejelser om, hvad sagen skal
ende med.
224. Der er pligt til at partshøre ikke alene den behandlende ansatte tandlæge, men også klinikejeren.
225. Der antages ikke at være en ret for parten til at udtale sig umiddelbart over for de personer, der som
nævnsmedlemmer træffer afgørelse i sagen.
Af Sundhedslovens § 227, stk. 8, kan det nærmere ses, at en tandlæge, som er part i sagen, og som ikke er
medlem af Tandlægeforeningen, skal gives ret til at møde, eventuelt med bisidder, når en klage over den
pågældende behandles. Som det fremgår, giver den specielle lovregel altså den tandlæge, der ikke er med-
- 93 -
lem af Tandlægeforeningen, ret til at mødes med beslutningstagerne i nævnet, men da der ikke kan udledes nogen ret for den pågældende til at udtale sig umiddelbart over for medlemmerne, spiller lovbestemmelsen ikke nogen praktisk rolle. Om retten til at deltage under besigtigelsen, når tandlægen ikke er medlem af Tandlægeforeningen, se 202.
Selvsyn
226. a. Som et led i sagsbehandlingen kan et nævn selv undersøge det påklagede arbejde. Der tænkes i
denne forbindelse ikke på Besigtigelsesudvalgets undersøgelse, men på en foranstaltning, der iværksættes
umiddelbart af Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet selv. En sådan foranstaltning kaldes
selvsyn.
Når et nævn orienterer sig om det påklagede arbejde ved selvsyn, foretages der ikke en bevissikring som
ved en egentlig besigtigelse i Besigtigelsesudvalget. Forudsat at der ved selvsynet ikke fremkommer nye
bestemte oplysninger om sagens faktiske grundlag, har nævnet ikke pligt til at foretage partshøring over
selvsynet. Bemærkninger angående selvsynet i præmisserne til nævnets afgørelse er nemlig udtryk for direkte fagkyndig vurdering, ikke en oplysning af klagesagen.
b. I Forretningsorden for Landstandlægenævnet er der givet udtrykkelige regler for selvsyn. Det fremgår af
§ 9, stk. 1, at Landstandlægenævnet som et led i sagsbehandlingen kan undersøge det påklagede arbejde.
Undersøgelsen sker i forbindelse med et ordinært møde, jf. stk. 2. Klager og modparten indkaldes til undersøgelsen og har adgang til at overvære den, jf. § 10, stk. 1. Landstandlægenævnet kan i medfør af stk. 2
beslutte, at der skal ydes befordringsgodtgørelse og dækning af andre som følge af fremmødet nødvendiggjorte udgifter, såfremt det for klageren og/eller modparten findes særlig belastende at skulle betale sådanne udgifter.
Udsættelse af sagen
- 94 -
227. Nævnet kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 1,
sidste pkt. Parten skal naturligvis have en rimelig frist til at udfærdige sin udtalelse.
228. Et begrundet ønske fra parterne eller en af dem om udsættelse af sagen til senere afgivelse af yderligere indlæg skal normalt imødekommes.
Efter omstændighederne kan hensynet til klagesagens behørige fremme dog indebære, at det ikke findes
nødvendigt at afvente yderligere erklæring fra parten, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, og nedenfor
229. Såfremt der imidlertid efterfølgende foreligger væsentlige nye oplysninger, er der mulighed for at
bede om at genoptagelse af sagen.
Undtagelser fra partshøringspligten
229. Partshøring kan undlades, hvis det efter oplysningernes eller vurderingernes karakter og sagens beskaffenhed må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag, jf. Forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1.
Bør partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, vige for væsentlige hensyn af privat eller offentligretlig karakter, der taler imod en sådan udsættelse, er det berettiget at undlade partshøring, jf. nr. 3. Det
samme gælder, hvis parten ikke har ret til aktindsigt med hensyn til de pågældende oplysninger, jf. stk. 2,
nr. 4, og se 215. Hvis forelæggelsen af oplysningerne eller vurderingerne for parten i øvrigt vil være forbundet med væsentlige vanskeligheder, kan der ligeledes gøres undtagelse, se nr. 5. Det kan dreje sig om sager,
hvor nævnet ikke kan finde frem til parten, fordi pågældende er bortrejst, gået under jorden eller lignende.
KRAV 5: BEGRUNDELSE
- 95 -
1) Begrundelsespligt
230. Nævnets afgørelse meddeles skriftligt. Den skal ledsages af en begrundelse, medmindre afgørelsen
giver den pågældende part fuldt ud medhold, jf. Forvaltningslovens § 22.
2) Begrundelsens indhold
231. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I
det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn,
der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 1. Om fornødent skal begrundelsen indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder,
som er tillagt væsentlig betydning, jf. stk. 2.
Bygger et skøn på en bestemt praksis, der anvendes af Tandklagesystemet, skal begrundelsen indeholde en
beskrivelse af indhold og grundlag for denne.
Landssamarbejdsudvalgets anvisninger
232. Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp har i Vejledningen i behandling af klagesager, se 15, Bilag C - Afgørelsens opbygning, givet anvisninger vedrørende affattelse af afgørelser.
Landssamarbejdsudvalget udtaler blandt andet, at omtalen af hændelsesforløbet skal indeholde de fakta,
som er relevante i forhold til sagens afgørelse. Hændelsesforløbet tjener til at give en baggrundsforståelse
for klagen og nævnets afgørelse.
- 96 -
Hertil kan føjes, at en omtale af hændelsesforløbet, en sagsfremstilling, er nødvendig for at koble den konkrete sag sammen med det anvendte retsgrundlag. I de hyppigt forekommende tilfælde, hvor oplysningerne er præget af bevismæssig uklarhed, er en sagsfremstilling nødvendig for at forklare parterne, hvorledes nævnet har opfattet situationen.
233. Landssamarbejdsudvalget anfører nærmere om begrundelsen, at den skal være konkret, præcis og
dækkende både med hensyn til skøn, fortolkninger og angivelse af de udslagsgivende oplysninger. Det er
således ikke tilstrækkeligt blot at henvise til ”det foreliggende” eller ”sagens oplysninger”.
Argumenter, der ikke er lagt til grund
234. Parter har ofte en række argumenter til støtte for det resultat, de ønsker, at sagen skal have. Har
nævnet taget argumenterne i betragtning, skal der henvises til dem i begrundelsen. I de tilfælde, hvor argumenter ikke er lagt til grund, er spørgsmålet, om nævnet har pligt til at kommentere dem. I det omfang,
der er tale om relevante argumenter, er der en formodning for, at de skal berøres i begrundelsen.
Der er ikke pligt til at komme ind på alt, hvad parten har gjort gældende. Hvis patienten specifikt har anført,
at der er begået bestemte fejl, fx at der ikke blev foretaget røntgenundersøgelse eller ikke blev iværksat
antibiotikabehandling, er der en formodning for, at forholdet skal berøres i begrundelsen. Et klagepunkt
kan rejse flere problemstillinger, og der må i begrundelsen tages stilling til hvert enkelt.
Uvæsentlige eller irrelevante argumenter, som parten selv lægger stor vægt på, vil det efter omstændighederne være rigtigst udtrykkeligt i begrundelsen kortfattet at kommentere med en oplysning om, at de ikke
har været tillagt betydning.
- 97 -
Begrundelsen skal fremstå som forklaring
235. Begrundelsen skal som helhed fremstå som en forklaring på afgørelsens resultat. Der må derfor stilles
krav til den sproglige udformning og den logiske opbygning. Fagudtryk bør så vidt muligt undgås. Den nødvendige redegørelse for tandlægefaglige kriterier kan efter omstændighederne være ret ressourcekrævende, når den skal omsættes til et sprog, som patienten kan forstå.
Konklusion på begrundelsen
236. Som afslutning kan indsættes en konklusion, fx om behandlingen var i overensstemmelse med den
almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
Andre spørgsmål
237. Det tilføjes, at Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse den 3. januar 2008 har udsendt retningslinjer
om formulering af disciplinærafgørelser (klagesagsafgørelser med kritik af tandlægers faglige virke).
238. Nedenfor i Appendiks 2 findes et eksempel på Regionstandlægenævnets afgørelse formuleret i overensstemmelse med anvisningerne i Landssamarbejdsudvalgets Vejledning.
3) Udformning af afgørelsen (retsfølgen)
239. Afgørelsen (retsfølgen) skal have den fornødne klarhed og præcision, dvs. at parterne skal uden besvær kunne finde ud af, hvad de skal rette sig efter.
- 98 -
Det er altså ikke tilstrækkeligt, at nævnet blot pålægger patienten ”at betale for behandlingen -6, fratrukket
honorar for en rodfyldt kanal”. Efter en sådan afgørelse er det uklart, hvad der skal betales. Når nævnet
træffer afgørelse om tilbagebetaling, skal beløbets størrelse og en betalingsfrist være angivet. Det skal
fremgå præcist, hvordan nævnet er kommet frem til beløbet, og hvilke elementer der inddrages. Regningsnummer skal angives.
KRAV 6: ANKEVEJLEDNING
240. Afgørelser, der kan påklages til et andet organ inden for Tandklagesystemet, skal være ledsaget af en
vejledning om ankeinstans og oplysning om fremgangsmåden ved indgivelse af anke, herunder ankefrist.
Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen har givet den pågældende fuldt ud medhold, jf. Forvaltningslovens §
25, stk. 1. Pligten til ankevejledning fremgår tillige af Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 17,
stk. 1, 2. led.
Der skal herefter som udgangspunkt gives ankevejledning i forbindelse med Tandklagesystemets afgørelser.
Undladelse af pligtig ankevejledning får normalt den konsekvens, at ankefristen suspenderes. Regionstandlægenævnene er tilbageholdende med at kommentere partens udsigter til at få medhold i en anke.
241. Ankevejledningspligten angår ikke endelige afgørelser. Landstandlægenævnets afgørelser vedrørende
disciplinærklager og forbrugerklager kan ikke indbringes for nogen anden instans i Tandlægeoverenskomstens klagesystem, og ankevejledningspligten angår derfor ikke Landstandlægenævnets afgørelser.
242. Der kan serviceklages over sagsbehandlingen i Regionstandlægenævnene (til Samarbejdsudvalget) og i
Landstandlægenævnet (til Landssamarbejdsudvalget), se 96. Der skal ikke gives vejledning herom, da en
serviceklage ikke er klage over en afgørelse.
- 99 -
243. En afgørelse af en disciplinærklage kan ikke appelleres til domstolene, men der kan anlægges anerkendelsessøgsmål med påstand om, at afgørelsen kendes ubeføjet.
Der kan derimod ikke anlægges anerkendelsessøgsmål vedrørende en afgørelse af en forbrugerklage. Et
sådant søgsmål vil blive afvist af domstolene, fordi tvisten må afgøres i et søgsmål mellem parterne (altså
kliniejeren og patienten). En part i en forbrugerklage kan altså ikke få nævnet dømt til at anerkende, at
retsreglerne er anvendt forkert, eller sagens faktiske omstændigheder er fejlbedømt. Det anførte udelukker
ikke, at retssag mod nævnet vil kunne anlægges, hvis parten gør gældende, at nævnets afgørelse er ugyldig
som følge af sagsbehandlingsfejl eller lignende.
244. Muligheden for at indbringe sagen for domstolene er heller ikke omfattet af pligten til ankevejledning.
Afgørelser, der kun kan indbringes for domstolene under iagttagelse af en lovbestemt frist for sagens anlæg, skal være ledsaget af oplysning herom (Forvaltningslovens § 26). En sådan frist gælder ikke for afgørelser truffet af Tandklagesystemet, der således ikke skal give ankevejledning i denne forbindelse.
KRAV 7: AFGØRELSENS FORM OG MEDDELELSE I ØVRIGT
1) e-mail
245. Nævnet kan formentlig meddele sin afgørelse med en e-mail, hvis parten er indforstået hermed. Forudsætningen er, at mailen kan sendes på en betryggende måde og i et format, som sikrer, at den ikke senere kan ændres.
2) Afgørelsens meddelelse
- 100 -
246. En afgørelse kan kun få de tilsigtede retsvirkninger, hvis den meddeles adressaten. Har tandlægen eller
patienten ladet sig repræsentere af en fuldmægtig, skal afgørelsen meddeles denne.
En meddelelse kræver en handling fra nævnets side, hvorved afgørelsen forsøges bragt til adressatens
kundskab. At parten mere eller mindre tilfældigt ad omveje — måske gennem en bekendt — får kendskab
til afgørelsen, bevirker ikke, at den er blevet meddelt.
247. Afgørelsen skal være kommet frem. Heri ligger, at afgørelsen skal være nået så langt, at parten under
normale omstændigheder vil blive bekendt med den. At adressaten ikke har fået kendskab til afgørelsen,
udelukker ikke, at den er meddelt med bindende virkning. Hvis en afgørelse sendes digitalt, er den kommet
frem, når den er tilgængelig for modtageren.
Bevisbyrden for, at et brev afsendt af et nævn anses for at være kommet frem til modtageren, påhviler som
udgangspunkt nævnet. Det kan indebære en tilsidesættelse af officialprincippet, se 176, hvis et nævn ikke
undersøger sagen ved at kontakte Post Danmark i tilfælde, hvor part påberåber sig, at et brev fra nævnet
ikke er modtaget.
Hvis der er almindeligt forekommende forsinkelser i postgangen, eller hvis modtageren kan godtgøre, at
afgørelsen først er kommet frem på et senere tidspunkt end det, der måtte forventes, se 172, er afgørelsen
først meddelt med bindende virkning, når den må anses for at være kommet frem.
SPECIALKRAV TIL SAGSBEHANDLINGEN
PATIENTJOURNALER
- 101 -
248. Regionstandlægenævnene skal til Landstandlægenævnet – via mail som vedhæftet fil – indsende alt
røntgen- og billedmateriale, der foreligger digitalt. Dateringen for optagelse af røntgen og billeder skal anføres tydeligt. Det skal angives, fra hvilken tandlæge eller patient materialet er modtaget. Der må ikke indsendes elektroniske billeder på USB-stik eller cd-rom. Der skal indsendes systemfil (tekstfil) for hver optagelse af digitalt røntgenbillede og klinisk foto, der er fremsendt uden datoangivelse og dermed ikke er behørigt dateret.
Desuden skal Regionstandlægenævnene indsende håndskrevne patientjournaler i renskrift og elektroniske
patientjournaler printet med historik, således at den oprindelige version af de oplysninger, der er ændret
ved at rette eller tilføje, i det hele fremgår, jf. 366.
UDTRYKKELIG STILLING TIL SPØRGSMÅLET OM DISCIPLINÆRANSVAR
249. Patientens klage, herunder klage over mangelfuld ydelse, har grundlæggende normalt til formål at
fremkalde en vurdering af, om den indklagede tandlæge har optrådt med tilstrækkelig omhu og samvittighedsfuldhed under udøvelsen af sin virksomhed, jf. Autorisationslovens § 17, herunder om han har overholdt Sundhedslovens regler om information og samtykke, videregivelse af helbredsoplysninger m.v. På
denne baggrund kan patientens klage siges at være et signal om, at der skal iværksættes en disciplinær
undersøgelse af den indklagede tandlæges faglige forhold og virke.
Enhver realitetsbehandlet klagesag rummer således udgangspunkt et disciplinært tema. Ved realitetsbehandling af sagen skal det – uanset udfaldet – altid fremgår udtrykkeligt af nævnets afgørelse, at der er
taget stilling til spørgsmålet om kritik af tandlægens faglige virke. (Klinikejerens disciplinæransvar, se 360,
omtales dog kun, hvis det er realiseret.)
- 102 -
Bestemmelsen i Tandlægeoverenskomstens § 55, stk. 2, 1. pkt., hvorefter klager kan ikke afgøres ved forhandling mellem den part, der klages over, og den, der behandler klagen, skal ses blandt andet på denne
baggrund. Nævnet kan ikke ”forlige sig” med tandlægen. Derimod kan parterne afslutte klagesagen, også
disciplinærsagen, ved at indgå forlig, se 287. a, uden at der bliver truffet nævnsafgørelse i sagen.
Autorisationslovens bestemmelse (§ 17), der som flere gange nævnt forpligter tandlægen til under udøvelsen af sin virksomhed at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, er den centrale ansvarsbestemmelse for
tandlæger. Patientrettighederne, jf. 369-395, – svarende til tandlægens forpligtelser i henhold til Sundhedslovens regler om information og samtykke, videregivelse af helbredsoplysninger m.v. – betragter man
undertiden som afledt af denne centrale ansvarsbestemmelse i Autorisationsloven. Hvis der sker frikendelse for disciplinæransvar, udtrykkes dette i nævnspraksis normalt med et kort udtryk – at tandlægen ikke
kan kritiseres for at have tilsidesat sine pligter i henhold til Autorisationsloven.
AFSNIT V: BEVISAFGØRELSE
250. En nævnsafgørelse har såvel et retligt som et faktisk grundlag.
Det retlige grundlag søges i den anvendte lovbestemmelse eller i praksis mv.
Afgørelsens faktiske grundlag udtrykker den antagelse vedrørende faktum, som afgørelsen bygger på. Bevisafgørelse er en afgørelse, der tager stilling til, hvordan det faktiske hændelsesforløb har været.
TILVEJEBRINGELSE AF OPLYSNINGER (BEVISFAKTA)
- 103 -
251. Regionstandlægenævnet og Landstandlægenævnet skal selv fremskaffe fornødne oplysninger, dvs.
bevisfakta, om de foreliggende sager eller dog søge foranlediget, at patienten og tandlægen yder medvirken til sagens oplysning, se 176.
BEVISRETTEN
252. Når tilvejebringelse af bevisfakta er tilendebragt, skal nævnet foretage en juridisk styret analyse af
oplysningsmaterialet og danne sig en opfattelse af sagens faktiske sammenhæng. Hvordan vurderer man en
række bevisfakta, til dels måske modstridende, når der skal tages stilling til, om et faktum foreligger eller ej,
og dermed om en regel skal anvendes eller ej? I bedømmelsen af disse spørgsmål deltager det samlede
nævn (altså også de fagkyndige nævnsmedlemmer).
Man opdeler ofte denne bevisretlige analyse i to elementer: Bevisvurdering og bevisbyrde.
BEVISVURDERING
253. Er der uenighed om sagens faktiske sammenhæng, må nævnet foretage en bevisvurdering af de foreliggende bevisfakta.
En rationel bevisvurdering består i vurdering af sandsynligheder. En oplysnings bevisværdi er afhængig af
den grad af sandsynlighed, der består for dets rigtighed.
BEVISBYRDE
- 104 -
254. Ved bevisvurderingen, se 253, skønner nævnet over værdien af de foreliggende bevisfakta..
Nævnet skal derudover tage stilling til, om der foreligger tilstrækkeligt stærkt bevis bedømt efter de krav,
som stilles i praksis.
En generel angivelse af, hvilken grad af bevis der er tilstrækkelig, er ikke mulig, Der stilles ikke krav om det
samme kvantum af bevis i alle henseender. Forskellen i beviskravet beskrives i almindelighed ved hjælp af
begrebet bevisbyrde.
255. At have bevisbyrden for et faktum vil sige, at dette faktum kun lægges til grund, hvis der ved parternes
oplysninger og yderligere (fagkyndige) undersøgelser er skabt en vis sikkerhed eller i hvert fald overvejende
sandsynlighed for det pågældende faktum. Fører bedømmelsen til, at der ikke er en sådan sikkerhed eller
sandsynlighed, lægges faktum ikke til grund (og bevisbyrden for det pågældende faktum er ikke løftet).
I. Disciplinæransvar
256. Ved bedømmelsen af disciplinæransvar kommer efter Tandklagesystemets praksis enhver rimelig bevistvivl den indklagede tandlæge til gode. Dette skal ses i lyset af, at Tandklagesystemets vurdering kan
indeholde en reaktion, nemlig disciplinær kritik af tandlægen.
En disciplinærsag kan ikke sidestilles med en straffesag efter straffeloven. I en straffesag er tiltalte ikke selv
forpligtet til at bidrage til oplysning af sagen. En indklaget tandlæge er efter Tandlægeoverenskomsten
tværtimod forpligtet til at afgive fuld oplysning om alle forhold i klagesagen til den instans, der har sagen til
behandling, jf. Overenskomstens § 55, stk. 3. En forsømmelse heraf vil tale mod tandlægen, når disciplinærsagen afgøres, se nærmere 187.
- 105 -
Pligten til at give oplysninger begrænses dog af retten til ikke at inkriminere sig selv, se nærmere 185.
II. Kontraktansvar
257. Udgangspunktet er, at det er patienten, som har bevisbyrden for, at tandlægeydelsen var 1) mangelfuld 2) på det tidspunkt, da den blev afleveret, se 505.
Ansvarstype A: Arbejdspræstation
258. Skal tandlægen alene udføre en arbejdspræstation, anses ydelsen kun for mangelfuld, hvis patienten
kan godtgøre, at præstationen ikke har levet op til den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Nås
det, som har været tilstræbt med arbejdspræstationen, ikke, og er årsagen hertil uoplyst, går dette således
her ud over patienten.
Det er den praktiske hovedregel, at det meget ofte er muligt fagkyndigt at bedømme, hvad der må anses
for den mest sandsynlige årsag. Nås det, som har været tilstræbt med arbejdspræstationen, og er der tale
om en rutinemæssig arbejdspræstation, som erfaringsmæssigt plejer at have et heldigt udfald, vil der ofte
bestå en vis formodning for, at tandlægen ikke har udvist den fornødne fagmæssighed.
Ansvarstype B: Arbejdsresultat
259. Kan patienten godtgøre, at et arbejdsresultat, som tandlægen skal frembringe, ikke var tilfredsstillende, da tandlægens arbejde blev afleveret, anses arbejdet som mangelfuldt.
- 106 -
Dette gælder dog i så fald ikke, hvis tandlægen kan godtgøre, at det er et forhold på patientens side, som er
skyld i, at det forudsatte arbejdsresultat ikke er blevet opnået. Bevistvivl med hensyn til den bagvedliggende årsag kommer således i den her forudsatte situation tandlægen til skade.
260. Viser en nedsat anvendelighed eller brugbarhed ved det aftalte arbejdsresultat sig først, efter at
tandlægens arbejde blev afleveret (skjult mangel), er det ligeledes patienten, som har bevisbyrden for, at
den omstændighed, som forholdet er begrundet i – kimen til manglen, så at sige –, også var til stede, da
tandlægens arbejde blev afleveret.
Ved vurderingen af, om patienten har løftet bevisbyrden for, at tandlægens arbejde var mangelfuldt på
leveringstidspunktet, vil man inddrage momenter som arbejdets alder, defektens karakter, patientens brug
af det leverede og lignende.
Undertiden påberåbes der tyggeskade (sten i brød o. lign.), som er patientens risiko. I nævnspraksis er der
efter omstændighederne ikke stillet strenge krav til bevisbyrden.
Udgangspunktet, hvorefter patienten har bevisbyrden for, at tandlægens ydelse var mangelfuld ved afleveringen, fraviges i tilfælde, hvor tandlægen har ydet garanti vedrørende arbejdets brugbarhed, funktion eller
lignende i en vis periode. Viser det sig i garantiperioden, at arbejdet ikke har den garanterede egenskab,
anses arbejdet således for mangelfuldt, medmindre tandlægen kan godtgøre, at årsagen hertil skyldes et
forhold, som patienten bærer risikoen for, se 475.
Patienten har bevisbyrden for, at tandlægen har ydet garanti.
6-måneders reglen
- 107 -
261. Afgørende for mangelsbedømmelsen er arbejdets stand på tidspunktet for risikoens overgang, se 505.
(Der foreligger dog også en mangel, hvis arbejdet efter dette tidspunkt forringes som følge af tandlægens
forsømmelse, se 511.)
Viser imidlertid en mangel ved det aftalte arbejdsresultat sig kort tid – 6 måneder – efter, at tandlægens
arbejde blev afleveret, vil der bestå en sådan formodning for, at manglen var til stede ved afleveringen, at
det påhviler tandlægen at afsvække denne formodning (6-måneders reglen). Fristens længde bygger på en
analogi fra Købelovens § 77 a, stk. 3.
Formodningsreglen anvendes, hvor det ikke kan udelukkes, at manglen var til stede på afleveringstidspunktet, men hvor manglens tilstedeværelse ved afleveringen på den anden side heller ikke er bevist ved Besigtigelsesudvalgets erklæring eller anden tandlægefagkyndig bedømmelse under sagen.
Formodningsreglen gælder ikke, hvis det må anses for mere sandsynligt, at manglen skyldes forkert brug
eller i øvrigt skyldes patientens uforsvarlige adfærd. Formodningsreglen tager heller ikke sigte på egenskaber, hvis tilstedeværelse ikke afhænger af tidsfaktoren, fx materialers oprindelse, ægthed mv.
Der er alene tale om en formodningsregel, dvs. at formodningen efter en konkret bevisbedømmelse kan
afkræftes af tandlægen, og det bliver herefter op til patienten at bevise, at manglen forelå på leveringstidspunktet, se 257. Formodningsreglen gælder kun spørgsmålet, om manglen var til stede på leveringstidspunktet. Det påhviler fortsat patienten at bevise, at der overhovedet foreligger en mangel. Hvis tandlægen efter en konkret bevisbedømmelse kan afsvække formodningen, er det op til patienten at bevise, at
manglen forelå på leveringstidspunktet, se 257.
Sager, der omfattes af 6-måneders reglen, er forholdsvis sjældne i praksis.
- 108 -
AFSNIT VI: UGYLDIGHED
UGYLDIGHEDSBEGREBET
Definition
262. En nævnsafgørelse er ugyldig, når den på grund af en eller flere retlige mangler ikke får de tilsigtede
retsvirkninger. Afgørelsen kaldes derfor ikke ugyldig, når den af anden grund end retlige mangler ikke får de
tilsigtede retsvirkninger. Afgørelsen er således ikke ugyldig, hvis fx parten undlader at udnytte den. Afgørelsen er mangelfuld, men ikke ugyldig, hvis nævnet har baseret den på forkerte oplysninger om faktiske
forhold. Der er tale om en faktisk, ikke en retlig mangel.
At nævnsafgørelsen faktisk får virkninger, udelukker ikke, at den er ugyldig. En afgørelse, der bliver underkendt som ugyldig, kan i det faktiske have haft de tilsigtede virkninger gennem en periode.
Nullitet og anfægtelighed
263. Ugyldighedsvirkningen indtræder som regel først, når et kompetent organ (fx Landstandlægenævnet)
træffer afgørelse derom. I så fald er den ugyldige afgørelse efter juridisk sprogbrug anfægtelig, dvs. at
bortfaldet af den ugyldige afgørelses retsvirkninger forudsætter en autoritativ afgørelse herom. Afgørelsen
kan ved genoptagelse eller genvurdering træffes af det organ, der selv traf den ugyldige afgørelse (fx Regionstandlægenævnet), men træffes som oftest af ankeinstansen.
Indtil den anfægtelige afgørelse er blevet underkendt autoritativt, skal den respekteres af parterne og af
andre organer. Regionstandlægenævnet er nødt til at efterleve Landstandlægenævnets anfægtelige afgø-
- 109 -
relser. Landstandlægenævnet skal anerkende Regionstandlægenævnets anfægtelige afgørelse, indtil den
bliver erklæret ugyldig.
264. I sjældne tilfælde er en ugyldig afgørelse ikke anfægtelig, men en nullitet. Dvs. at alle og enhver er
berettiget til at se bort fra afgørelsen, uden at der er truffet nogen autoritativ beslutning herom. Hertil
kræves, at afgørelsen lider af åbenbare eller grove retlige mangler. Er fx en afgørelse i Regionstandlægenævnet ikke blevet besluttet i overensstemmelse med de grundlæggende beslutningsregler i Forretningsordenen, er afgørelsen en nullitet. Se også 272.
Ugyldighed rammer kun afgørelser
265. Ugyldighed kan kun ramme afgørelser, dvs. tilkendegivelser, der går ud på at fastslå, hvad der er eller
skal være ret i et foreliggende tilfælde. Vejledende udsagn, faktiske handlinger, indstillinger og andre tilkendegivelser uden bindende retsvirkning fremkalder ikke ugyldighed.
Pligt til at prøve ugyldighedsspørgsmål
266. Ankeinstanserne, altså Landstandlægenævnet – og Regionstandlægenævnet ved anke fra Visitationsudvalget –, er forpligtet til af egen drift at påse, om en påklaget afgørelse er behæftet med væsentlige retlige mangler. Parterne behøver altså ikke at påberåbe sig sådanne mangler.
Klageinstanserne kan efterprøve retlige spørgsmål
267. Der findes ingen udtrykkelige regler om omfanget af den prøvelse, som ankeinstanserne skal foretage.
Man kunne på den baggrund formode, at ankeinstansernes prøvelsesadgang var ubegrænset. Dette ville
- 110 -
indebære, at ankeinstanserne kunne tage stilling både til den indbragte afgørelses lovlighed og til dens
hensigtsmæssighed.
Sådan forholder det sig ikke. Prøvelsen af ugyldighedsspørgsmål i Tandklagesystemet er begrænset på
samme måde som domstolenes prøvelse, dvs. til at kontrollere, om afgørelserne lider af retlige mangler, se
herved 269 og 270.
BETINGELSER FOR UGYLDIGHED
268. En afgørelse bliver ugyldig, hvis den 1) er behæftet med væsentlige retlige mangler, og der 2) ikke foreligger særlige omstændigheder, som fører til, at afgørelsen alligevel må opretholdes.
I) Fejl, som er retlige mangler
A) Ulovligt indhold
1) Grundlaget for bedømmelse af ugyldighedsspørgsmål er gældende ret
269. Tandklagesystemets grundlag for bedømmelse af ugyldighedsspørgsmål er gældende ret. Gældende
ret udgør love og andre regler, herunder den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm, retsgrundsætninger og praksis, herunder Tandklagesystemets praksis domstolspraksis.
Resultatet skal være i overensstemmelse med gældende ret. Nævnet kan ikke nå et andet resultat alene ud
fra en overvejelse om, at resultatet i overensstemmelse med gældende ret ville være urimeligt. Afgørelsen
- 111 -
skal ikke være udtryk for forsøg på at forlige sagen og skal ikke bygge på friere hensigtsmæssighedsbetragtninger eller ikke-retlige rimelighedshensyn.
270. Bedømmelsesgrundlaget ved disciplinæransvaret er gældende ret vedrørende tandlægefaglig virksomhed og reglerne i Sundhedslovens kapitel 4 -7 og 9, jf. 332-395. Tandklagesystemet skal ikke tage stilling
til, om tandlægen kunne have handlet mere hensigtsmæssigt, se 341 og 397. Skønnet over, hvorvidt der
skal gives kritik, er et retligt bundet skøn, se 405.
Ved bedømmelsen af kontraktsansvaret er grundlaget de uskrevne retsregler, som – normalt uden udtrykkelig anden aftale – gælder for tandlægens forpligtelser ifølge kontrakten, se 61 og i det hele taget 371-562.
2) Strid med gældende ret (hjemmelsmangler)
271. Er den trufne afgørelse i strid med gældende ret, har afgørelsen fået et ulovligt indhold, og afgørelsen
er ugyldig. Det samme gælder, hvis nævnet har fejlfortolket en lovregel eller en anden eventuelt uskreven
retsregel, hvis der er taget uvedkommende hensyn, eller hvis der udformet en upræcis retsfølge (239).
B) Grundlæggende formkrav
272. Er en afgørelse blevet truffet i Regionstandlægenævnet eller i Landstandlægenævnet, selv om dette
ikke har været beslutningsdygtigt, eller er en nævnsafgørelse, som ikke havde flertal, blevet noteret som
vedtaget, er afgørelsen ugyldig, en nullitet. Har Visitationsudvalget eller Besigtigelsesudvalget truffet afgørelse på Regionstandlægenævnets vegne, kan der også ses helt bort fra den trufne afgørelse. En afgørelse,
der ikke er meddelt adressaten på den korrekte måde, er ugyldig. Parten kan først støtte ret på afgørelsen,
når den er kommet frem. Omvendt bliver adressaten først fra dette tidspunkt omfattet af en afgørelses
bebyrdende virkninger.
- 112 -
C) Garantiforskrifter mv.
Formålet med visse sagsbehandlings krav er at skabe et godt og fyldigt bedømmelsesgrundlag for den afgørelse, der skal træffes (garantiforskrifter). Andre formelle krav har et mere ordens- og bevismæssigt sigte,
men har alligevel en grundlæggende betydning for afgørelsens eksistens.
1) Habilitet
273. Tilsidesættelse af habilitetsreglerne fører som udgangspunkt til, at den afgørelse, der er truffet, bliver
ugyldig.
274. Udgangspunktet kan ikke fastholdes fuldt ud, hvis de generelle habilitetskrav er tilsidesat. Disse krav
angår hele Tandklagesystemets sagsområde (og ikke som ved speciel inhabilitet den enkelte sag). Gennemgående vil den negative påvirkning af generel inhabilitet på den enkelte sag være beskeden. Ugyldighedsvirkningen i forbindelse med generel inhabilitet vil have langt vidererækkende konsekvenser end ved speciel inhabilitet, fordi ugyldigheden vil kunne ramme et stort antal afgørelser.
275. En afgørelse, der lider af speciel inhabilitet eller nævnsinhabilitet, bliver som hovedregel ugyldig. Hvis
det inhabile medlem deltager i en enstemmig nævnsafgørelse eller er én blandt et betydeligt flertal, kan
der argumenteres for at opretholde afgørelsen som gyldig. Dette er imidlertid ikke ubetinget holdbart, idet
den pågældende ved sin tilstedeværelse under forhandlingerne kan have påvirket de øvriges holdninger.
I den under 104 omtalte sag var afgørelsen truffet af Regionstandlægenævnet som kollegialt sammensat
organ og efter det oplyste enstemmigt. Landstandlægenævnet kunne ikke med den fornødne sikkerhed
udelukke, at det pågældende medlem havde haft en afgørende indflydelse på resultatet.
- 113 -
Er den inhabile en del af mindretallet, må manglen anses for uvæsentlig. Manglens uvæsentlighed kan også
vise sig ved, at den trufne afgørelse er indholdsmæssigt rigtig, men dette kræver dog, at der er meget stor
sikkerhed for, at den efter gældende ret i øvrigt ikke ville have fået et andet udfald.
2) Officialprincippet
276. Har der ikke har været tilstrækkelige oplysninger (tilsidesættelse af officialprincippet, se 176), er der
en formodning for ugyldighed, medmindre det er klart, at det har været uvæsentligt, at sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst.
3) Partsrepræsentation
277. Afgørelsen bliver som udgangspunkt ugyldig, hvis partsrepræsentation er nægtet med urette. Har parten trods alt været repræsenteret under sagen, beror ugyldighedsspørgsmålet på, hvor omfattende repræsentationen har været. Det forhold, at en person er blevet anerkendt som fuldmægtig uden at være det, er
ikke i sig selv nok til at føre til ugyldighed.
4) Partsaktindsigt
278. Gives der uberettiget afslag på partsaktindsigt, der er søgt, mens en sag verserer, bliver afgørelsen
som udgangspunkt ugyldig. Er afgørelsen ikke udsat, indtil aktindsigt er gennemført, og parten har haft
mulighed for at udtale sig, må afgørelsen ligeledes underkendes som ugyldig. Afgørelsen vil kunne opretholdes som gyldig, hvis manglen konkret vurderet ikke har været væsentlig, fx hvis afgørelsen indholdsmæssigt er fejlfri og ikke lovligt kunne have fået et andet indhold. Hvis kun få ligegyldige dokumenter er
blevet tilbageholdt, eller hvis der er begået lignende mindre fejl, vil afgørelsen kunne opretholdes som gyldig.
- 114 -
279. Uberettigede afslag på indsigt efter persondataloven fører næppe til ugyldighed. Hvis fejlen er begået
over for en part, kan det dog tænkes, at afgørelsen bliver ugyldig.
5) Partshøring
280. Er der begået en partshøringsfejl, bliver afgørelsen som udgangspunkt ugyldig. Hvis manglen konkret
vurderet ikke har haft indflydelse på sagens udfald, kan afgørelsen opretholdes som gyldig.
6) Begrundelse
281. Manglende eller mangelfuld begrundelse medfører i almindelighed ugyldighed, medmindre manglen
konkret vurderet ikke har haft indflydelse på afgørelsens resultat. Det samme gælder, hvis nævnet giver
urigtig besked om, hvilke regler der er blevet anvendt.
II) Fejl, som ikke er retlige mangler
282. Er sagen behandlet i strid med god forvaltningsskik, foreligger der ingen retlig mangel ved afgørelsen.
At patienten og tandlægen ikke har fået underretning om, at sagen trækker ud, kan ikke medføre ugyldighed. Det samme er tilfældet, hvis der ikke er svaret på en rykker.
283. En del sagsbehandlingsregler har ordensmæssig betydning og skal fx værne om borgernes privatliv
eller sikre, at de får generel information om deres rettigheder. Formålet med behandlingsreglerne i Persondataloven er at beskytte de registrerede mod ukorrekt, unødig og alt for nærgående behandling af per-
- 115 -
sonoplysninger. Det samme gælder reglerne om videregivelse af oplysninger. Overtrædelse af sådanne
regler gør ikke afgørelsen ugyldig.
284. Er pligten til at give ankevejledning ikke opfyldt, fører fejlen ikke til, at den pågældende afgørelse bliver ugyldig. Derimod suspenderes en eventuel ankefrist, indtil vejledning er givet.
Urigtige oplysninger om, hvorledes der skal indgives klage, medfører, at en klage må anses for korrekt indgivet, hvis den anviste fremgangsmåde er fulgt. Urigtig oplysning om en klagemulighed, som ikke eksisterer,
medfører ikke, at parten bliver klageberettiget. Dette gælder både i de tilfælde, hvor der er givet urigtig
oplysning om, at den pågældende afgørelse kan ankes, eller urigtige oplysning om, hvem der er berettiget
til at anke.
285. Uberettigede afslag på partsaktindsigt, der er søgt, efter at der er truffet afgørelse, kan ikke føre til
ugyldighed. Det samme gælder langsommelig sagsbehandling.
III) Særlige omstændigheder
286. Selv om en afgørelse lider af væsentlige retlige mangler, kan særlige omstændigheder bevirke, at afgørelsen opretholdes som gyldig. Der kan lægges vægt på, hvor lang tid der er gået, mellem afgørelsen blev
truffet, og ugyldighedsspørgsmålet rejses, om parterne har indrettet sig på afgørelsen mv.
AFSNIT VII: AFGØRELSESFORMER
- 116 -
287. a. Et forlig er ikke nogen afgørelse, men en aftale, hvorved klagesagen afværges eller afsluttes. Til et
forlig hører der gennemgående en vis gensidig indrømmelse fra begge parters side, men forlig kan indgås
således at en part fuldt ud får opfyldt sit krav.
Er der under klagesagsbehandlingen indgået forlig i sagen, skal dette af tandlægen skriftligt meddeles til
nævnets sekretariat senest 2 uger efter forligets indgåelse. Sekretariatet skal herefter søge forliget bekræftet hos klageren, jf. Tandlægeoverenskomstens § 44, stk. 2, 3. og 4. pkt.
b. Det er normal praksis, at navnene på de deltagende nævnsmedlemmer angives i afgørelsen. Hvis et eller
flere medlemmer af nævnet har et særstandpunkt (dissens), skal særstandpunktet – med oplysning om
navn – anføres kort i afgørelsen. Reglerne om nævnenes afgørelser må anses som forudsat i Tandlægeoverenskomsten.
c. Efter Forretningsorden for Landstandlægenævnet kan afgørelsen gå ud på, at Landstandlægenævnet
tiltræder, ændrer, ophæver eller berigtiger Regionstandlægenævnets afgørelse, og at Landstandlægenævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i 1. instans. Til denne opregning kan føjes resultaterne afvisning,
henvisning, genoptagelse, omgørelse og berigtigelse.
288. Stadfæstelse benyttes i de tilfælde, hvor Landstandlægenævnet tiltræder (er enig i) eller i hvert fald
ikke finder grundlag for at gribe ind over for den påklagede afgørelse, med retlige reaktioner.
Er en afgørelse stadfæstet, har den samme virkning, som hvis Landstandlægenævnet har truffet ny afgørelse. Dette indebærer, at Regionstandlægenævnet ikke uden videre kan ændre afgørelsen.
- 117 -
289. Ændring betyder, at den ankede afgørelse rettes. Ændring forudsætter, at Landstandlægenævnet har
det fornødne oplysningsgrundlag hertil. Foreligger det forsvarlige oplysningsgrundlag ikke, kan sagen hjemvises, se 291.
Hvis retsgrundlaget giver mulighed herfor, kan Landstandlægenævnet rette den ankede afgørelse ved at
træffe en korrekt afgørelse. Rettelse kan fremtræde som stadfæstelse, hvis Landstandlægenævnet har foretaget en ny og selvstændig realitetsbehandling af sagen og i den forbindelse har rettet fejl, som Regionstandlægenævnet har begået.
Landstandlægenævnet har flere muligheder for at ændre Regionstandlægenævnets afgørelse. Landstandlægenævnet kan forhøje eller nedsætte et tilkendt beløb. Landstandlægenævnet kan lade et tilkendt beløb
bortfalde eller ikende tilbagebetaling i en sag, hvor Regionstandlægenævnet har truffet afgørelse, om at
patienten ikke har ret til tilbagebetaling. Der kan være tale om hel eller delvis ændring. Hel ændring foreligger fx, når Landstandlægenævnet underkender et arbejde, som Regionstandlægenævnet har kendt fri for
mangler, eller når Landstandlægenævnet omvendt kender et arbejde fri for mangler, som Regionstandlægenævnet har underkendt. Delvis ændring foreligger fx, når Landstandlægenævnet ændrer et element i
Regionstandlægenævnets mangelsbedømmelse.
Ændrer Landstandlægenævnet Regionstandlægenævnets afgørelse, træder Landstandlægenævnets afgørelse i stedet for Regionstandlægenævnets oprindelige afgørelse.
290. Ophævelse betyder, at afgørelsen, herunder normalt hele den forudgående sagsbehandling i 1. instans, annulleres. En fuldstændig annullering af en afgørelse indebærer, at den afgørelse, der er klaget
over, ikke skal have retsvirkning efter sit indhold. (Der er ikke som ved hjemvisning, se 291, samtidig tale
om, at Regionstandlægenævnet skal træffe en ny afgørelse, der skal sættes i stedet for den afgørelse, der
ophæves.)
- 118 -
Har Regionstandlægenævnet ved den afgørelse, der annulleres af Landstandlægenævnet, tilkendt patienten betaling, bortfalder patientens krav på beløbet. Har tandlægen allerede betalt, kan beløbet dog ikke
kræves betalt tilbage af den patient, der har modtaget beløbet i god tro i overensstemmelse med Regionstandlægenævnets afgørelse.
291. Hjemvisning af en afgørelse vil sige, at der skal træffes en ny afgørelse af Regionstandlægenævnet,
som traf den ankede afgørelse.
Hvis klagesagsbehandlingen i 1. instans ophæves og skal gå helt eller delvis om, træffes der bestemmelse
om ophævelse og hjemvisning. (I praksis anvendes undertiden alene udtrykket hjemvisning.)
Drejer det sig om væsentlige formelle mangler, vil reaktionen ikke sjældent være ophævelse og hjemvisning
af sagen til fornyet behandling. Ophævelse og hjemvisning kan endvidere blive anvendt blandt andet, når
der under Landstandlægenævnets behandling af sagen kommer nye oplysninger, eller Landstandlægenævnet ønsker en bestemt oplysning indhentet og sagen vurderet på grundlag heraf i sager, hvor det ikke kan
udelukkes, at disse nye oplysninger kan medføre et andet resultat. For ikke at fratage sagens parter en ankemulighed træffer Landstandlægenævnet ikke afgørelse i sagen, men ophæver Regionstandlægenævnets
afgørelse og hjemviser sagen med henblik på, at Regionstandlægenævnet træffer ny afgørelse.
Der er således ved Landstandlægenævnets hjemvisning af sagen ikke sket en materiel vurdering af, om den
nye afgørelse, Regionstandlægenævnet skal træffe, skal have samme eller et andet indhold.
Ophævelse kan som nævnt ramme Regionstandlægenævnets afgørelse og hele sagsbehandling, men ophævelse kan også ramme kun en del af den forudgående sagsbehandling. I sidstnævnte tilfælde går Landstandlægenævnets afgørelse som omtalt ud på, at den påklagede afgørelse ophæves og hjemvises til fornyet
behandling ved Regionstandlægenævnet med tilkendegivelse af, fra hvilket punkt i sagsforløbet den forny-
- 119 -
ede sagsbehandling skal begynde. Typeeksemplet er, at Regionstandlægenævnet har undladt at iværksætte
nødvendig besigtigelse.
Det er Regionstandlægenævnets ansvar, at sagen er oplyst, jf. 176. Regionstandlægenævnet kan derfor ikke
afvise en klage med den begrundelse, at Regionstandlægenævnet ikke kan tage stilling, fordi de pågældende tænder ikke er blevet behandlet i besigtigelsesrapporten. Regionstandlægenævnet må hjemvise sagen
til Besigtigelsesudvalget til undersøgelse i fornødent omfang.
292. Afvisning benyttes i de tilfælde, hvor de processuelle forudsætninger for, at sagen kan behandles, ikke
er opfyldt. En anke kan afvises (typisk fordi ankefristen er overskredet) – således at Regionstandlægenævnets afgørelse fastholdes, får retsvirkning efter sit indhold og altså står ved magt. Afvisning kan i ankesager
også gå ud på, at sagen eller et krav i sagen afvises fra Regionstandlægenævnet (typisk fordi Regionstandlægenævnet har taget stilling til et erstatningskrav). I sidstnævnte tilfælde må sagen betragtes som afvist
fra Tandklagesystemet – således at Regionstandlægenævnets afgørelse ikke står ved magt, men er ophævet.
293. Efter Tandlægeoverenskomsten er parterne i klagesager forpligtet til at afgive fuld oplysning om alle
forhold vedrørende sagen til den instans, der har sagen til behandling, jf. § 55, stk. 3.
Overenskomsten indeholder derimod ikke regler om, hvornår en faglig klage må anses for rejst på et utilstrækkeligt oplysningsgrundlag. Klagen kan være berettiget, uden at den på forhånd er belyst ved dokumentation. Som nævnt i 176 påhviler der for øvrigt Tandklagesystemet en forpligtelse til at oplyse sagen.
Det vil ikke være rigtigt at afvise en faglig klage, der viser sig ikke at kunne fornødent underbygges med
oplysninger til støtte for klagerens (patientens) opfattelse af faktum i sagen. Klagen vil under disse omstændigheder være uberettiget (ubeføjet), og den indklagede tandlæge vil have krav på, at dette bliver
fastslået. Sagen skal altså afgøres i realiteten. (Derimod ville man ved at afvise sagen på grund af utilstræk-
- 120 -
kelig dokumentation tilkendegive over for både patient og tandlæge, at sagens realitet på grund af en formel mangel ikke havde kunnet tages under behandling, og at der dermed ikke var blevet taget stilling til,
hvorvidt klagen var berettiget eller ej.)
294. Som nævnt under 78 har Visitationsudvalget en adgang til at afvise åbenbart grundløse klager. I øvrigt
kan Visitationsudvalget efter Tandlægeoverenskomstens § 52, stk. 3, under hensyntagen til sagens omstændigheder, stille krav om, at det skyldige beløb deponeres, før sagen videresendes til Regionstandlægenævnet, se i øvrigt 322.
295. Afviste krav kan indbringes for domstolene. Man skal være opmærksom på, at et sagsanlæg ved domstolene vil være forbundet med risiko for betaling af sagsomkostninger til modparten, hvis sagen ikke vindes fuldt ud. Der vil også eventuelt være omkostninger til betaling af egen advokat. Der er visse muligheder
for at opnå fri proces. Hvis der anlægges sag, er det som nævnt under 243 modparten i klagesagen, der skal
sagsøges, ikke Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet.
296. Henvisning betyder henvisning til rette klageforum, typisk til det lokale Samarbejdsudvalg for Tandlægehjælp.
Tandlægeoverenskomsten gælder kun i et vist omfang for ansatte tandlæger, se 11, og ansatte tandlæger
antages ikke at kunne pådrage sig serviceansvar. Derimod kan det forhold, der er genstand for serviceklage,
have pådraget klinikejeren ansvar for den ansatte tandlæge. Det er dog Tandklagesystemets faste praksis at
henvise serviceklager over ansatte tandlæger til Samarbejdsudvalget.
Er rette forum ikke omfattet af Tandlægeoverenskomsten, vil der ikke ske henvisning, men afvisning, normalt ledsaget af en vejledning. Ved afvisning skal parten selv sørge for, at sagen bliver indbragt for den instans, der kan behandle den. Typeeksemplet er skadeserstatningskrav (Tandlægeforeningens Patientforsikring).
- 121 -
297. Genoptagelse er en beslutning efter anmodning om at realitetsbehandle en allerede afgjort sag på ny,
navnlig hvor der er fremkommet oplysninger, som – hvis de havde foreligget under den tidligere behandling
af sagen – må antages at ville have medført et andet udfald.
Omgørelse er det forhold, at nævnet af egen drift ændrer sin egen afgørelse.
Berigtigelse er korrektion af blotte skrive- og regnefejl.
298. Afvisning, henvisning, ophævelse, hjemvisning, genoptagelse og berigtigelse er formalitetsafgørelser.
Stadfæstes eller ændres resultatet – eller omgøres det – træffes der en realitetsafgørelse.
AFSNIT VIII: RETSMIDLER MOD NÆVNSAFGØRELSER
ANKE
1) Begreb
299. Anke betyder i tandklageretten det forhold, at en afgørelse kan påklages til et nævn – fx Landstandlægenævnet – der har pligt til at efterprøve afgørelsen. Ankeadgangen er en ret for den klageberettigede.
Ankebehandling af en sag adskiller fra det tilsyn, der føres af fx Sundhedsstyrelsen, der ikke har pligt til at
iværksætte undersøgelser, når der klages.
- 122 -
a. Adgangen omfatter kun egentlige afgørelser. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes – typisk
af Regionstandlægenævnet – i en konkret sag, og som i forhold til parterne tilsigter at have retsvirkning
efter sit indhold. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer patientens og tandlægens rettigheder og
pligter i sagen, jf. herved 314. Der er også tale om en afgørelse, hvis nævnet beslutter at afslutte en sag, fx
ved et afslag på genoptagelse og afvisning af en sag.
Beslutninger i forbindelse med sagsbehandlingen, som ikke afslutter sagen - de såkaldte processuelle beslutninger - er ikke afgørelser og kan derfor ikke indbringes for Landstandlægenævnet. Det er fx beslutninger om at indhente oplysninger, partshøring, indhentelse af besigtigelsesrapport, om at udsætte sagen eller
om at genoptage sagen. Regionstandlægenævnets afgørelser om aktindsigt, se 217, kan dog indbringes for
Landstandlægenævnet.
Prøvelsen gennem anke til Landstandlægenævnet retter sig mod Regionstandlægenævnets trufne afgørelse. Anke kan derfor først udnyttes, når dette nævns afgørelse foreligger.
Der kan ankes over indholdet af en afgørelse (realiteten) og/eller den måde, en sag er behandlet på (formaliteten).
Ved realiteten forstås afgørelsens resultat, fx om tandlægen skal kritiseres, eller om en ydelse er honorarværdig. Ved en formalitetsanke forstås en anke over Regionstandlægenævnets tilsidesættelse af retlige
regler om behandlingen af sagen. Der kan ankes over formaliteten i forbindelse med en afgørelse, selv om
realiteten ikke indbringes.
b. Af Tandlægeoverenskomstens § 56, stk. 2, 1. pkt., fremgår det, at Regionstandlægenævnets afgørelse
kan indbringes for Landstandlægenævnet af klageren eller den indklagede. Ifølge Forretningsorden for
- 123 -
Landstandlægenævnet § 4, stk. 3, kan klageren, den indklagede eller anden med retlig interesse indbrin-
ge en anke. Reglerne må forstås således, at parterne, jf. 123-157, er ankeberettigede.
300. Efter almindelige forvaltningsretlige regler har man som udgangspunkt pligt at efterkomme en afgørelse, uanset om afgørelsen ankes. På Tandklageområdet kan det give anledning til efterfølgende vanskeligheder (fx tilbagekaldelse af offentliggørelse med navn, tilbagebetaling m.v.), hvis Landstandlægenævnet giver
tandlægen medhold i en anke i tilfælde, hvor Regionstandlægenævnets kvalificerede kritik eller patientens
ret til tilbagebetaling eller omgørelse anfægtes.
Derfor har anke af Regionstandlægenævnets afgørelser har opsættende virkning. Det indebærer, at der
ikke er betalingspligt m. v., før ankesagen er afgjort. Der er ikke noget til hinder for, at patienten indhenter
tilbud på omgørelse, men Regionstandlægenævnet kan ikke tage stilling til spørgsmålet om godkendelse, se
609, før Landstandlægenævnet har truffet afgørelse i ankesagen.
Landstandlægenævnet kan, under hensyntagen til sagens omstændigheder, stille krav om, at det skyldige
beløb deponeres, før sagen behandles i Landstandlægenævnet, jf. Tandlægeoverenskomstens § 56, stk. 3,
se i øvrigt 322.
2) Hvordan rejses en ankesag?
301. Anke sendes til Regionstandlægenævnet, der videresender anken samt sagens akter og nævnets kendelse til Landstandlægenævnet. Anke kan også sendes til Patientombuddet. Anke anses indgivet til Landstandlægenævnet på det tidspunkt, da den modtages, jf. Forretningsorden for Landstandlægenævnet § 5,
stk. 1, om Patientombuddet.
- 124 -
Der er efter Tandlægeoverenskomsten intet krav om, at anken skal være skriftlig. Anke kan meddeles telefonisk til Regionstandlægenævnet, der udfærdiger telefonnotat herom, se herved 209.
3) Sagsforberedelsen mv. i Landstandlægenævnet
302. a. Det påhviler Landstandlægenævnets formand at sørge for, at sagen bliver forsvarligt oplyst og forberedt, jf. Forretningsordenens § 7.
Af Forretningsordenens § 6, stk. 1, fremgår det, at hvis en anke optages til behandling (dvs. ikke afvises på
grund af fristoverskridelse, se 171-175), udsender Landstandlægenævnets sekretariat en bekræftelse til
parterne med angivelse af den forventede sagsbehandlingsprocedure. Ifølge fast praksis udsendes bekræftelsen dog i alle modtagne sager. Dette skyldes, at Tandlægeoverenskomsten ikke indeholder hjemmel til
forlods og særskilt nævnsbehandling af formalitetsspørgsmålet vedrørende ankens rettighed.
Bekræftelsen sendes til modparten med anmodning om dennes bemærkninger inden en angivet frist.
Modpartens eventuelle svarskrift forelægges den ankende til replik, og replikken modparten til duplik, efter
hvis modtagelse skriftvekslingen i almindelighed anses for afsluttet. Parterne orienteres om eventuelle nye
oplysninger i sagen af betydning for sagens afgørelse, jf. Forretningsordenens § 6, stk. 2.
Forud for behandlingen af en sag under et møde i Landstandlægenævnet fremskaffer sekretæren alle akter
og andet materiale, som har foreligget ved behandlingen af sagen i første instans, jf. § 8, stk. 1. Sekretæren
opbevarer Ikke-fotokopieringsegnet materiale og medbringer det til mødet, hvor behandlingen af den pågældende sag finder sted, jf. stk. 2.
b. Nævnets afgørelser træffes i et møde, jf. § 11, stk. 1. Sagerne kan altså ikke behandles skriftligt. Det er
ved Tandlægeoverenskomsten forudsat, at afgørelserne træffes på grundlag af nævnsmedlemmernes drøf-
- 125 -
telser og votering med de fordele, som den mundtlige behandling indebærer. Samtlige medlemmer kan
deltage, når afgørelsen føres i pennen.
Landstandlægenævnets møder er ikke offentlige, jf. § 12.
4) Landstandlægenævnets bedømmelsesgrundlag og efterprøvelse
303. Landstandlægenævnet efterprøver retlige spørgsmål, se herved 267. Landstandlægenævnet skal
blandt andet kontrollere, om sagsbehandlingen er sket i overensstemmelse med Forvaltningsloven, fx om
der er foretaget partshøring, og om afgørelsen er tilstrækkeligt begrundet. Landstandlægenævnet skal efterprøve, om Regionstandlægenævnet har oplyst sagen tilstrækkeligt, og om afgørelsen bygger korrekt på
de faktiske omstændigheder.
Landstandlægenævnet forholder sig desuden selvstændigt til de faktiske omstændigheder i sagen, herunder indholdet af Besigtigelsesudvalgets rapport, der indgår i bedømmelsen af de faktiske omstændigheder.
Landstandlægenævnets bedømmelsesgrundlag kan være – men behøver ikke at være – identisk med det
grundlag, som forelå, da Regionstandlægenævnets afgørelse blev truffet.
Ny lovgivning
304. Er lovgivningen, herunder Tandlægeoverenskomsten, i mellemtiden blevet ændret, vil der typisk udtrykkeligt være taget stilling til, om nye regler skal anvendes på verserende sager. I øvrigt fortolkes nye
regler om sagsbehandling normalt således, at de kun gælder for behandlingen af sager efter lovens ikraft-
- 126 -
træden og derfor ikke skal inddrages i forbindelse med Landstandlægenævnets stillingtagen til Regionstandlægenævnets behandling af sager, før de nye regler trådte i kraft.
Nye faktiske oplysninger
305. Landstandlægenævnets bedømmelse skal ske med udgangspunkt i de faktiske oplysninger, der lå til
grund for Regionstandlægenævnets afgørelse.
Er der i mellemtiden indtrådt ændringer i parternes forhold, eller fremkommer der under Landstandlægenævnets behandling nye faktiske oplysninger, skal de nye oplysninger inddrages i Landstandlægenævnets
bedømmelse af sagen. Dette gælder, hvad enten de nye oplysninger kaster lys over forholdene, som de
forelå, da Regionstandlægenævnet traf afgørelse, eller der er tale om senere indtrådte begivenheder, som
for så vidt ændrer sagen i forhold til, da Regionstandlægenævnet traf afgørelse.
Grænse for nova
306. Landstandlægenævnet har således en udstrakt pligt til at inddrage nye retlige og/eller faktiske forhold
(såkaldte nova) i bedømmelsen. Der gælder dog den yderste grænse, at den påklagede sag og den, der tages stilling til, i Landstandlægenævnet skal være den samme. Er der sket så væsentlige ændringer, at der
ikke længere er tale om samme sag, må Landstandlægenævnet se bort fra de nye oplysninger.
5) Landstandlægenævnets ændringer til skade for den ankende (Reformatio in pejus)
307. Udgangspunktet i forbindelse med anke er, at Landstandlægenævnet skal træffe den rigtige afgørelse i
sagen.
- 127 -
Landstandlægenævnet er ikke bundet af parternes krav. Landstandlægenævnet kan som udgangspunkt
ændre en påklaget afgørelse til skade for den ankende, dog med det forbehold, at det skal kunne ske inden
for rammerne af ugyldighedsreglerne.
308. Landstandlægenævnet vil tage stilling til spørgsmålet om disciplinæransvar, selv om Regionstandlægenævnets afgørelse ikke er indbragt af patienten, jf. 249.
309. For så vidt angår spørgsmålet om kontraktsansvar, er det ikke en betingelse for, at Landstandlægenævnet kan ændre en afgørelse til skade for en part, at også modparten har anket eller nedlagt påstand
under sagen.
Der er ikke i Tandlægeoverenskomsten krav om, at der skal nedlægges påstand eller anføres anbringender
(argumenter) til støtte for anken. Et krav om selvstændig anke fra modparten ville rejse spørgsmål om en
særlig kontraankefrist og føre til, at en part, der for så vidt kunne acceptere Regionstandlægenævnets afgørelse, alligevel måtte anke afgørelsen for at sikre, at Landstandlægenævnet stod frit under behandlingen af
modpartens anke.
GENOPTAGELSE OG GENVURDERING
I. Genoptagelse
310. En part har adgang til at henvende sig til det nævn, der har behandlet og afsluttet en sag, og anmode
om, at sagen prøves igen med henblik på, at der træffes en afgørelse, som den pågældende ønsker. Såfremt nævnet, hvis tidligere afgørelse om det samme spørgsmål ønskes prøvet, behandler sagen igen for
- 128 -
eventuelt at træffe ny afgørelse i den, tales der om, at nævnet genoptager sagen. I modsætning til anke
kontrolleres afgørelsen i tilfælde af genoptagelse altså af den samme instans, som traf afgørelsen.
Efter modtaget anmodning om fornyet prøvelse skal det først vurderes, om der er grundlag for at genoptage et spørgsmål, der tidligere er truffet afgørelse om. Denne vurdering er en formel vurdering og altså ikke
en ny indholdsmæssig vurdering af spørgsmålet.
En modtaget anmodning om, at sagen prøves igen, kan give nævnet anledning til at indhente yderligere
oplysninger for herefter at overveje, om der er grundlag for at genoptage sagen. Sagen er ikke genoptaget,
blot fordi sådanne yderligere oplysninger indhentes.
Formelle betingelser for genoptagelse
311. Genoptagelse forudsætter, at der er truffet en afgørelse, se 265, som er behørigt meddelt parten.
Adgangen til genoptagelse er sekundær, dvs. genoptagelse kan kun bestemmes, hvis ankeafgørelse er
udelukket.
Der gælder ingen frist for adgangen til at anmode om genoptagelse. Det må dog antages, at Tandklagesystemet ikke har beføjelse til at genoptage en sag efter udløbet af klagefristerne, jf. Tandlægeoverenskomstens § 51, stk. 5, se 165.
Hvis anmodningen er åbenbart grundløs eller indholdsløs – fx blot ”Jeg ønsker sagen genoptaget” – vil anmodningen om genoptagelse blive afvist. Der skal angives et relevant tema for anmodningen om genoptagelse.
- 129 -
Der er ikke grundlag for at genoptage en sag, hvis parten ikke i live har bedt om genoptagelse, men dør
parten, behandles spørgsmålet om genoptagelse færdigt.
Forholdet til Landstandlægenævnet som overinstans
312. a. Hvis Landstandlægenævnet har truffet den seneste afgørelse om spørgsmålet, vil Regionstandlægenævnet som udgangspunkt ikke have kompetence til at genoptage sagen. Regionstandlægenævnet kan
ikke ændre en afgørelse, der er truffet af Landstandlægenævnet, når der er tale om en vurdering af sagen
på det samme grundlag. Hvis en afgørelsen er tiltrådt eller ændret af Landstandlægenævnet, indsender
Regionstandlægenævnet sagen til Landstandlægenævnet med henblik på, at Landstandlægenævnet kan
overveje, om der er grundlag for at genoptage afgørelsen.
Finder Landstandlægenævnet, at der er grundlag for at genoptage afgørelsen, kan Landstandlægenævnet –
for ikke at fratage parterne en ankemulighed – undlade at træffe ny realitetsafgørelse, men ophæve Regionstandlægenævnets afgørelse og hjemvise sagen med henblik på, at Regionstandlægenævnet træffer ny –
eventuelt ændret – afgørelse. Der er således ved Landstandlægenævnets hjemvisning af sagen ikke sket en
materiel vurdering af, om den nye afgørelse, Regionstandlægenævnet skal træffe, skal have samme eller et
andet indhold.
b. Som nævnt i 312. a. kan Regionstandlægenævnet som udgangspunkt ikke genoptage en sag, der er afgjort af Landstandlægenævnet. Er der imidlertid tale om at vurdere sagen på et ændret grundlag, kan genoptagelse i 1. instans dog være aktuel. Har fx Landstandlægenævnet ændret Regionstandlægenævnets afgørelse og bestemt omgørelse på tandlægens regning, og igangsættes arbejdet uden godkendelse, kan Regionstandlægenævnet genoptage sagen, se hertil 609. b. Se også 562. a.
Materielle betingelser for genoptagelse
- 130 -
313. Der er tre muligheder for genoptagelse:
1) Hvis der er kommet nye faktiske oplysninger, som – hvis de havde foreligget under den tidligere behandling af sagen – må antages at ville have medført et andet udfald, og den senere fremkomst af de nye oplysninger ikke kan bebrejdes vedkommende part, jf. den udtrykkelige bestemmelse herom i Forretningsorden
for Landstandlægenævnet § 21, 2) hvis der kommet væsentlige nye retlige forhold, dvs. væsentlige ændringer med tilbagevirkende kraft i det retsgrundlag, der forelå på tidspunktet for den oprindelige afgørelse, og
3) hvis der foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl.
Efterfølgende væsentlige nye retlige forhold kan altså efter omstændighederne begrunde genoptagelse.
Noget sådant kan fx tænkes, hvis praksis ændres, og der er grund til at antage, at ændringen er sket med
tilbagevirkende kraft.
Eksempelvis kan det nævnes, at Landtandlægenævnet i 2011 foretog en omfattende ændring af praksis
vedrørende tilbagelevering af underkendt tandlægearbejde i tilbagebetalingssager. En del sager blev genoptaget med henblik på omgørelse af tilbageleveringsbestemmelserne.
Væsentlige sagsbehandlingsfejl er eksempelvis overtrædelse af garantiforskrifter (retsgaranti), se 272 ff.
Det vil sige regler, der skal sikre, at afgørelsen får et lovligt og rigtigt indhold, herunder regler om habilitet,
partshøring, partsaktindsigt mv. Det kan også tale for genoptagelse, hvis sagen er afgjort ud fra forkerte
regler, eller nævnet ikke har overholdt sin pligt til at oplyse sagen (officialmaksimen).
Det er ikke et krav for at genoptage, at afgørelsens resultat bliver ændret ved ny afgørelse. Hvis nævnets
afgørelse må anses for at være ugyldig på grund af væsentlige sagsbehandlingsfejl, kan nævnet genoptage
sagen og eventuelt reparere fejlen ved en ny afgørelse. Ved den nye afgørelse kan den hidtidige afgørelses
resultat opretholdes, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Den hidtidige afgørelses resultat kan ændres ved
den nye, hvis betingelserne for omgørelse, se 316 ff., er opfyldt.
- 131 -
Hvis begrundelsen i den tidligere afgørelse var upræcis, men resultatet korrekt, kan nævnet i en afgørelse
om afslag på genoptagelse rette begrundelsen ved at give den begrundelse, der skulle have været givet
oprindeligt.
Selve genoptagelsen kan ikke ankes
314. Selve genoptagelsen af en sag er ikke en afgørelse, men derimod en processuel beslutning, der ikke
har retlige konsekvenser for parterne. Genoptagelse er blot et sagsskridt, der fører til en senere afgørelse.
Regionstandlægenævnets beslutning om at genoptage en sag kan ikke særskilt indbringes for Landstandlægenævnet, se 299, men hvis Regionstandlægenævnets nye afgørelse, se herved 316 ff., ankes, kan Landstandlægenævnet efterprøve, om betingelserne for genoptagelse har været opfyldt.
Hvis Regionstandlægenævnet afviser eller nægter at genoptage en sag, vil dette ske ved en afgørelse.
Denne afgørelse kan ankes til Landstandlægenævnet, der blandt andet kan beslutte, at Regionstandlægenævnet skal genoptage sagen. Landstandlægenævnet kan hjemvise sagen til Regionstandlægenævnet til ny
behandling med bemærkning om, at Landstandlægenævnet anser betingelserne for genoptagelse for at
være opfyldt. Sml. I øvrigt 291.
II. Genvurdering
315. Ved genvurdering forstås det forhold, at nævnet genoptager sagen på eget initativ. Som ved genoptagelse kontrolleres afgørelsen i tilfælde af genvurdering altså af den samme instans, som traf afgørelsen.
Enhver ankesag passerer Regionstandlægenævnet (eventuelt via Patientombuddet), se 301, men Regionstandlægenævnet har ikke pligt til at genvurdere sagen i denne forbindelse.
- 132 -
Har praksis og fortolkningen af retsgrundlaget har ændret sig meget væsentligt, eller har nævnet fulgt en
ulovlig praksis, vil det tale for, at nævnet skal genvurdere tidligere eventuelt mangelfulde sager. Det er dog
en forudsætning, at nævnet kan identificere sagerne i sit sagsbehandlingssystem.
I forbindelse med den i 105 nævnte sag om generel inhabilitet blev der rejst spørgsmål om genvurdering af
de øvrige sager, i hvilke det pågældende nævnsmedlem havde medvirket, men sagerne blev ikke optaget til
genvurdering.
OMGØRELSE
316. Ved beslutningen om genoptagelse (genvurdering) er der ikke sket en materiel vurdering af, om den
nye afgørelse, der skal træffes, skal have samme eller et andet indhold.
Genoptages (genvurderes) sagen, skal der tages stilling til, om den oprindelige afgørelses resultat fortsat
skal stå ved magt og altså fortsat gælde, eller om det skal omgøres. Om nævnet – når det faktisk har genoptaget sagen – vil kunne omgøre sin afgørelse, som vedkommende part ønsker, er et særskilt spørgsmål.
Omgørelse kan bestå i, at den tidligere afgørelse ophæves (annulleres) eller ændres, helt eller delvist. Begrebet må ikke forveksles med mangelsbeføjelsen omgørelse, se 582 ff.
317. Et nævn kan ikke tilbagekalde sin egen gyldige afgørelse, selv om nævnet er kommet til den opfattelse,
at afgørelsen er urigtig.
- 133 -
318. Foreligger der – som ved spørgsmål om mangelsansvar – en egentlig partstvist, er adgangen til omgørelse som regel snæver. En omgørelse til gunst for den ene part vil i samme udstrækning være til ugunst for
den anden part.
Hvor den part, der har modtaget en positiv afgørelse, var i god tro om den eller de skete fejl, havde udnyttet afgørelsen eller i øvrigt indrettet sig i tillid til afgørelsen, eller er der gået lang tid m.v., må den tidligere
afgørelses resultat normalt fortsat stå ved magt, netop på grund af hensynet til den pågældende part. Hvis
den pågældende derimod er i ond tro, ikke har udnyttet afgørelsen eller i øvrigt indrettet sig i tillid til
denne, er der ikke noget hensyn at tage til vedkommende, uanset at afgørelsen er positiv for ham.
Ved praksisændringen i 2011, se 313, blev det anset for ubetænkeligt at ændre tilbageleveringsbestemmelserne i en del tvistige sager.
319. I øvrigt kan der – som fx ved spørgsmål om disciplinæransvar – lægges vægt på, om der foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl, på tidsaspektet samt indrettelses- og passivitetssynspunkter.
320. Regionstandlægenævnets nye afgørelse vil kunne ankes til Landstandlægenævnet, hvor afgørelsen vil
blive vurderet.
BERIGTIGELSE
321. Nævnet kan til enhver tid af egen drift eller ifølge begæring berigtige skrivefejl, som er indløbet i henseende til ord, navne eller tal, blotte regnefejl samt sådanne fejl og forglemmelser, som alene vedrører
udfærdigelsens form. For Landstandlægenævnets vedkommende er denne beføjelse tillagt formanden.
- 134 -
AFSNIT IX: GENNEMFØRELSE AF NÆVNSAFGØRELSER
DEPONERING
I. Sikkerhedsstillelse
322. Efter Tandlægeoverenskomstens § 52, stk. 3, kan Visitationsudvalget, under hensyntagen til sagens
omstændigheder, stille krav om, at det skyldige beløb deponeres, før sagen videresendes til Regionstandlægenævnet. Efter § 56, stk. 3, kan Landstandlægenævnet stille et tilsvarende krav, se 300.
Det fremgår af sammenhængen, at ”det skyldige beløb” er tandlægens (omtvistede) honorar, som det altså
kan forlanges, at patienten deponerer.
Bestemmelserne skal modvirke, at patienter bruger det gratis klagesystem til at opnå yderligere kredit. Det
er hensigten at frasortere klager baseret (udelukkende) på manglende betalingsvilje.
II. Frigivelse af depot
323. Når Regionstandlægenævnets upåklagede/Landstandlægenævnets afgørelse foreligger, skal det deponerede beløb, jf. 322, – afhængigt af sagens resultat – fregives, dvs. enten tilbagebetales til patienten eller
udbetales til tandlægen.
III. Tilbagesøgning af skyldigt beløb
- 135 -
A. Kravet taget til inkasso
324. Hvis tandlægen har indledt retslig inkasso, skal depotet dog altid – og altså uafhængigt af sagens resultat – tilbagebetales til patienten, når endelig afgørelse foreligger. Begrundelsen er, at tandlægen ved at
rejse inkassosag selv har tilkendegivet at ville afvente betaling, indtil domstolenes afgørelse foreligger. Tilbagebetaling til patienten sker for at sikre, at parternes stilling i den verserende retssag ikke forrykkes.
Tandlægen skal oplyse, om kravet er taget til inkasso og skal stille retssagen i bero, mens klagesagen verserer, se 23.
B. Når inkassosag ikke verserer?
325. Overenskomsten giver ikke udtrykkeligt Tandklagesystemet beføjelse til at bistå tandlægen med at
gennemtvinge betalingskravet.
Det kan derfor argumenteres for, at patientens depot – uanset om inkasso er indledt – ikke bør frigives til
tandlægen uden patientens samtykke. Der må imidlertid lægges vægt på, at deponering anvendes som
middel til at frasortere klager baseret (udelukkende) på manglende betalingsvilje, og at patienten derfor
ikke kan anses for at have stillet depotet under forbehold af tilbagebetalingsret.
Har tandlægen således ikke indledt inkasso, skal det deponerede beløb – afhængigt af sagens resultat –
tilbagebetales til patienten eller udbetales til tandlægen, når Regionstandlægenævnets upåklagede (Landstandlægenævnets) afgørelse foreligger, jf. 323.
- 136 -
Landssamarbejdsudvalget har godkendt den praksis, der nævnes i 324-325.
INDEHOLDELSE I TILSKUD FOR PATIENTENS KRAV
326. Tvangsfuldbyrdelse ved fogedretten kan ikke ske på grundlag af Tandklagesystemets afgørelser, jf.
Retsplejelovens § 478.
Indebærer nævnsafgørelsen tilbagebetaling af honorar eller afslag i det, træffes der bestemmelse om, at
tandlægen til Regionstandlægenævnet skal betale det pågældende beløb med tillæg af eventuelt oppebåret tilskud. Regionstandlægenævnet sørger herefter for den betaling, der tilkommer patienten.
Det er forudsat, at enhver nævnsafgørelse, der pålægger tandlægen betaling, indeholder bestemmelse om
betalingsfrist. Fristen fastsættes normalt til udløb 14 dage efter udsendelsen af nævnsafgørelsen.
Indgår der ikke rettidig betaling fra tandlægen, følger det af Tandlægeoverenskomstens § 55, stk. 5, 2. og 3.
pkt., at regionen i tandlægens tilgodehavende hos regionen kan modregne, dvs. indeholde, beløb, tandlægen i henhold til nævnsafgørelsen er pålagt at betale patienten. Tandlægens tilgodehavende, jf. § 55, stk. 5,
2.pkt., opstår i forbindelse med afregningen af de tilskud, som regionen efter nærmere regler yder til
tandlægens honorar for de ydelser, der præsteres. Tandlægeoverenskomsten giver ikke muligheder for at
indbringe regionens afgørelse om modregning for Tandklagesystemet.
Patientens fordring ophører ikke ved indeholdelsen, men først, når Regionstandlægenævnet har videreafregnet det indeholdte beløb til patienten.
- 137 -
Ydelsen af tilskud vil ophøre i forbindelse med, at tandlægens autorisation ophører. Efter ophøret opstår
der altså ikke tilskud, i hvilke der kan foretages indeholdelse. I givet fald må Regionstandlægenævnet slutte
sagen og vejlede patienten om, at der – også uden for tilfælde af tandlægens død, insolvens eller konkurs,
se 154 – på nærmere betingelser og efter anmeldelse at opnå dækning hos Tandlægeforeningens Sikringsordning, adr. Svanemøllevej 85, 2900 Hellerup. Ifølge vilkårene for Sikringsordningen forudsættes det
blandt andet, at det ikke på nogen måde har været muligt at inddrive fordringen hos tandlægen, herunder
at fordringen ikke har kunnet modregnes i tandlægens eventuelle tilgodehavende hos den offentlige sygesikring.
Patienten har mulighed for sagsanlæg ved domstolene.
AFSNIT X: UNDERRETNING M.V.
Indberetning
327. a. Hvis vedkommende regionstandlægenævn eller Landstandlægenævnet under behandlingen af en
klage skønner, at der foreligger en alvorlig eller gentagen overtrædelse af Autorisationsloven eller af Straffeloven, skal nævnet indberette sagen til Sundhedsstyrelsen, så snart nævnets behandling af den pågældende sag er afsluttet, jf. Afgrænsningsbekendtgørelsens § 8, stk. 1. Efter Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 12, 2. pkt., jf. 1. pkt., skal nævnet særskilt indberette alvorligere eller gentagen forsømmelse eller overtrædelse af Autorisationsloven eller Straffeloven til Sundhedsstyrelsen, så snart det
efter ankefristens udløb er blevet konstateret, at sagen ikke er blevet anket. Efter § 19, 1. pkt., i Forretningsorden for Landstandlægenævnet indberetter Landstandlægenævnet sager til Sundhedsstyrelsen,
hvor der foreligger en alvorlig eller gentagen overtrædelse af Autorisationsloven eller af Straffeloven.
Efter Tandlægeoverenskomsten § 55, stk. 6, 2. pkt., skal nævnet skal særskilt indberette sagen til Sundhedsstyrelsen, så snart den skønnede alvorlige overtrædelse konstateres. Af hensyn til Sundhedsstyrelsens
- 138 -
dispositioner må det anses for mest korrekt at følge forskriften i Tandlægeoverenskomsten, hvilket kan
være aktuelt, hvis nævnet retter henvendelse til anklagemyndigheden, inden disciplinærsagen er behandlet
færdig.
Afgrænsningsbekendtgørelsens § 8, stk. 1, Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 12, 2. pkt., jf.
1. pkt., Forretningsorden for Landstandlægenævnet § 19, 1. pkt., og Tandlægeoverenskomsten § 55, stk. 6,
2. pkt., forstås i praksis således, at de angår tilfælde af (konkret mistanke om) strafbar adfærd, se 428 og
185.
b. Efter Afgrænsningsbekendtgørelsens § 8, stk. 2, indberetter Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet klager over mangelfuld diagnostik og dermed manglende behandling, så snart nævnets behandling af den pågældende sag er afsluttet. Tilsvarende bestemmelse findes i Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 12, 2. pkt. og i Forretningsorden for Landstandlægenævnet § 19, 2. pkt.
Bestemmelserne forstås i praksis således, at der skal ske indberetning til Sundhedsstyrelsen, så snart der
(uden at tandlægen er mistænkt for strafbart forhold, se 327. a.) er fundet grundlag for berettiget mistanke
om – og givet kvalificeret kritik af –, at tandlægen har gjort sig skyldig i alvorlig forsømmelse, se 408 og Offentliggørelsesbekendtgørelsen § 3, stk. 1, nr. 1, 1. led.
Underretning
328. a. Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet underretter Sundhedsstyrelsen og Patientombuddet om samtlige afgørelser og forlig i klagesager, jf. Afgrænsningsbekendtgørelsens § 9. (Denne regel
må for Landstandlægenævnets vedkommende anses som sammenfaldende med reglen i Tandlægeoverenskomstens § 49, stk. 3, 2. pkt. og for Regionstandlægenævnenes vedkommende med reglen i § 44, stk. 3,
2. pkt.)
- 139 -
Tilsvarende regel er gælder for Visitationsudvalgets vedkommende, jf. § 42, stk. 2, 2. pkt.
b. Efter Tandlægeoverenskomstens § 49, stk. 3, 1. pkt., underretter Landstandlægenævnet Samarbejdsudvalget for Tandlægehjælp og Regionstandlægenævnet om sine afgørelser. Regionstandlægenævnet sender
én gang årligt Samarbejdsudvalget en opgørelse over afgørelser truffet af nævnet med angivelse af, hvilke
tandlæger der har været klaget over, og om klagerne er kendt beføjede, ubeføjede eller afsluttet ved forlig,
jf. § 44, stk. 3, 1. pkt.
Visitationsudvalget underretter Samarbejdsudvalget om sine afgørelser, jf. § 42, stk. 2, 1. pkt.
Indsendelse
329. Desuden skal Tandklagesystemet inden 14 dage efter endelig afgørelse til Patientombuddet indsende
afgørelser, hvor der er givet kritik for nærmere angiven alvorlig eller gentagen forsømmelse, eller givet kritik i forbindelse med kosmetisk behandling, se 420-424, dog efter sletning af eventuelle oplysninger, der
vedrører andet end tandlægens faglige virksomhed, herunder tandlægers tilbagebetaling af honorar, genbehandling m.v., og af eventuelle oplysninger om, at sagen oversendes til politiet, jf. Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 3 og 4, jf. § 2, stk. 2 og 3. (Tilsvarende regler findes i Tandlægeoverenskomstens §
49, stk. 3, sidste pkt., (Landstandlægenævnet) og § 44, stk. 3, 4. pkt. (Regionstandlægenævnet) samt i Forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 15 og Forretningsorden for Landstandlægenævnet § 20.)
Indsendelsen foretages af Landstandlægenævnet, hvis der er tale om en ankesag.
Indsendelse sker til Patientombuddet, der som sekretariat for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, jf.
Klage- og erstatningslovens § 13, stk. 4, effektuerer den offentliggørelse, der påhviler Disciplinærnævnet i
- 140 -
henhold til de afgørelser, hvor regionstandlægenævnenes og Landstandlægenævnets afgørelser har givet
kritik som nævnt, jf. Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 1.
Det følger af Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 6, stk. 2 og 3, at alle andre identificerbare personoplysninger end navn, titel og autorisationsnummer på den privatpraktiserende tandlæge, der har overtrådt
lovgivningen, samt om behandlingssted skal slettes forud for offentliggørelsen. Denne sletning påhviler
Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn som dataansvarlig, jf. herved § 5.
Orientering af parterne om underretningerne mv.?
330. Der er ingen pligt til at orientere parterne om de i 327-329 nævnte underretninger mv., se herved 122.
Træffes der afgørelse om offentliggørelse uden anonymisering af oplysninger om vedkommende tandlæge,
skal afgørelsen dog indeholde oplysning om, at den vil blive offentliggjort, jf. Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 1, 2. pkt.
FJERDE DEL
TANDKLAGEANSVARET – DISCIPLINÆRANSVAR
Resumé
331. Spørgsmålet om disciplinæransvar falder i to dele.
- 141 -
For det første skal der foreligge (være realiseret) en faglig forseelse (et gerningsindhold). Hvad der kan
være faglig forseelse, afhænger nærmere af tandlægens pligter og patientens rettigheder. De centrale
tandlægeforpligtelser er overholdelse af den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm og pligten til
journalføring. De centrale patientrettigheder er retten til selvbestemmelse og til fortrolighed.
For det andet er der spørgsmål om reaktionen på en foreliggende (realiseret) faglig forseelse. Der er tre
muligheder for reaktion – kritik, offentliggørelse af klagesagsafgørelsen uden anonymisering af oplysninger
om den indklagede tandlæge og anmodning om overvejelse af tiltalerejsning. Der gælder en række betingelser for at tage de respektive reaktioner i anvendelse.
AFSNIT I: GERNINGSINDHOLD
TANDLÆGEPLIGTER
TANDLÆGEPLIGTER 1: TANDLÆGEN OG FORVALTNINGSRETTEN
Intet forvaltningsretligt ansvar for tandlægen selv, og dog …
332. Patienten kan ikke påberåbe sig Forvaltningsloven og de fundamentale forvaltningsretlige principper –
saglighed, lighed og proportionalitet m.v. – over for tandlægen selv. Tandlægen kan fx aftale ekstra undersøgelser og kontroller ud fra hensynet til slægtskab eller venskab (altså i strid med det forvaltningsretlige
princip om saglighed).
- 142 -
Der kan dog i forhold til tandlægens patient foreligge et vist beskyttelsesbehov, som minder om det retssikkerhedshensyn, der motiverer de forvaltningsretlige regler, se 47. Det skyldes blandt andet, at tandlæger
har monopol på tandlægebehandling. Det offentlige medfinansierer i et vist omfang (yder tilskud til) tandlægebehandlingen. Nogle af de regler, som nævnes i det følgende, kan ses som udslag af det særlige beskyttelsesbehov.
Tandlægen vælger frit sine patienter, men …
333. Tandlægen må ikke inddrage hensyn til race, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuel orientering i sine behandlingsbeslutninger. Mænd og kvinder skal behandles lige. Efter sundhedslovens § 2 a må
tandlægen i sin virksomhed ikke udøve forskelsbehandling af patienter på baggrund af nationalitet, medmindre forskellen er begrundet i objektive kriterier.
I Tandlægeoverenskomsten findes der bestemmelser om vagtordninger, pligt til at dække akut opstået behov for tandpleje inden for rimelig tid og til at sikre akut tandbehandling af smertepatienter. I disse tilfælde
er tandlægen formentlig underlagt forvaltningsretlige principper til betryggelse af patientens retssikkerhed.
334. Men i øvrigt vælger tandlægen frit sine patienter og kan udelukke patienter, som den pågældende ikke
ønsker at behandle. Dette gælder også, selv om behandling efter almindeligt anerkendte tandlægefaglige
norm er nødvendig.
I almindelighed kan tandlægen træffe beslutninger om behandling, selv om der foreligger eller er risiko for
interessekonflikt på grundlag af slægtskab, venskab m.v. (inhabilitet).
Vejledning og repræsentation
- 143 -
335. Tandlægen har pligt til at vejlede om adgang til skadeserstatning fra Tandlægeforeningens Patientforsikring, se 42 og 652. Patienten har krav på, at tandlægen informerer om behandlingsmuligheder m.v., se
370. Det er forudsat, at patienten vejledes om sin ret til at frabede sig, at helbredsoplysninger mv. indhentes eller videregives som led i behandling, se 391 og 393.
Der er derimod som udgangspunkt ikke nogen pligt til at give klagevejledning. Det må dog alligevel antages,
at tandlægen i medfør af Autorisationslovens § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed er forpligtet til at
besvare patientens anmodning om klagevejledning. Efter omstændighederne må besvarelsen kunne bestå i
henvisning til en anden myndighed, der er mere nærliggende til at vejlede om klageadgang, fx til et patientkontor under vedkommende region (patientkontorer er bemandet med patientvejledere).
336. Sundhedsloven forudsætter, at patientens ønsker om at få støtte af en tredjemand eller en bisidder i
forbindelse med en samtale med tandlægen som led i afgivelse af informeret samtykke så vidt muligt imødekommes fra tandlægens side, se herved 204.
Partshøring
337. Formålet med partshøring er at give lejlighed til at kommentere, supplere eller korrigere oplysninger,
som den pågældende ikke har været bekendt med. Patientens ret til at få information om sin helbredstilstand og behandlingsmulighederne, inden tandlægen træffer beslutning om behandling i det enkelte tilfælde, se 369 ff., kan måske beskrives som en pligt til partshøring.
TANDLÆGEPLIGTER 2: DEN ALMINDELIGT ANERKENDTE TANDLÆGEFAGLIGE NORM
- 144 -
338. En tandlæge er under udøvelsen af sin virksomhed forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, jf. Autorisationslovens § 17. Det forudsættes herved, at tandlægen skal handle i overensstemmelse
med den til enhver tid værende almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
339. Der er i de seneste år oprettet flere større tandklinikker, der bemandes med udenlandske tandlæger,
som ikke har det store kendskab til det danske sundhedsvæsen, herunder den faglige praksis og de pligter,
som er fastsat i lovgivningen. Fx har klinikkerne ofte ikke tilknyttet fastansat sundhedsfagligt personale,
men benytter sig af kortere og løsere ansættelsesforhold. Det er dermed vanskeligt at opretholde en god
faglig standard for tandbehandlingen. Blandt andet på denne baggrund har man indført lovordningen vedrørende virksomhedsansvarlige tandlæger, se 52.
Uanset den pågældende tandlæges baggrund m.v. er det den til enhver tid værende almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm, der er grundlæggende for en bedømmelse af den pågældendes disciplinæransvar
340. Tandlægen – også klinikejeren, se 147 – er forpligtet til at handle i overensstemmelse med den til enhver tid værende almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm ved benyttelse af medhjælp, herunder
tandlægelig medhjælp i form af ansatte tandlæger, se hertil 445. Det indebærer, at tandlægen skal sikre sig,
at medhjælpen er uddannet til og instrueret i at udføre sine opgaver fagligt forsvarligt og i fornødent omfang føre tilsyn med medhjælpens varetagelse af opgaven.
341. Ved afgørelse af en disciplinærklage skal det alene vurderes, om tandlægen har handlet i overensstemmelse med normen. Der skal ikke tages stilling til, om patienten har modtaget den bedst mulige behandling, eller om behandlingen kunne have været bedre, se også 397.
342. Normen kan ændre indhold over tid, dvs. den er dynamisk. Den er ikke altid entydig. Dens indhold
fastlægges i første række af den tandlægefaglige sagkundskab.
- 145 -
Den tandlægefaglige norm og skønnet
343. Den tandlægefaglige norms ubestemte karakter betyder, at tandlægens beslutninger om tilrettelæggelse og udførelse af behandling beror på en skønspræget vurdering.
Skønnet må dog udøves inden for visse rammer. Tandlægen har pligt til behørig vejledning og information,
og visse hensyn må ikke indgå, se 333. Inden for disse rammer træffer tandlægen imidlertid frit beslutning
om, hvorledes behandlingen skal tilrettelægges.
344. Det følger af den faglige norm, at tandlægen er ansvarlig for, at der foretages de fornødne undersøgelser, herunder relevante kliniske undersøgelser.
345. Det kan følge af normen, at en bestemt behandling m.v. i det foreliggende tilfælde skal tilbydes, eller
at der i det enkelte tilfælde skal anvendes en bestemt metode eller teknik.
Efter normen kan der være valgfrihed mellem flere (ligeværdige) forsvarlige behandlingsmuligheder, behandlingsteknikker og -metoder.
Eksempler
346. Tandlægen skal fx vurdere, om der skal iværksættes forebyggende behandling af kariesangreb eller
egentlig fyldningsbehandling. – Der kan være spørgsmål om at undlade renboring af tanden og i stedet lave
en midlertidig (provisorisk) fyldning.
- 146 -
Spørgsmålet om, hvornår der skal behandles med fyldning, beror på tandlægens skøn. Sædvanligvis udvises
der tilbageholdenhed med fyldningsbehandling af de kariesangreb, som patienten selv er i stand til at rengøre ved daglig mundhygiejne. Udviklingen af karies varierer imidlertid fra patient til patient. Den afhænger
blandt andet af mundhygiejne, kost og – for de tandflader, der har kontakt med nabotanden –, om der er
tæt fladekontakt eller en lille mere punktformet kontakt mellem fladerne (ved mere punktformet kontakt
kan tandbørstning nemmere rense fladerne mellem tænderne).
Dentinkaries vil kræve fyldning på et tidspunkt af sygdomsudviklingen. Fordelen ved at gøre det tidligt er, at
fyldningen bliver mindre og dermed mere holdbar, end hvis man venter. Venter man meget længe med
behandling, er der risiko for, at fladen over kariesangrebet bryder sammen, når angrebet nedenunder bliver
større, og den emalje, der ligger over kariesangrebet, bliver for tyndt. Derved kan der opstå smerter og
eventuelt behov for rodbehandling.
Udskydelse af behandling
347. Som det fremgår af de nævnte eksempler, kan det efter omstændighederne være fagligt forsvarligt ”at
se tiden an”, dvs. udskyde en behandling i stedet for straks at påbegynde den. Se også 552, 584 og 664.
Henholdende behandling fordrer i almindelighed, at behandlingen tydeligt er aftalt med patienten, og at
der med jævne mellemrum gives information om, hvilke konsekvenser en sådan behandling vil få på længere sigt. Men fx kan en stor rodspidsbetændelse selvsagt ikke henstå ubehandlet længe; tanden må efter
omstændighederne snarest muligt søges rodbehandlet og rodfyldt på adækvat vis.
Flere behandlingsseancer
- 147 -
348. Det er i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm at foretage rodbehandling, når der er opstået akut betændelse i en tandnerve. En sådan rodbehandling lader sig imidlertid
ikke altid færdiggøre i én behandlingsseance. Det er almindeligvis ikke muligt at rodfylde en pulpitis tand
samme dag, som tanden åbnes. – Broer kan ikke altid fastcementeres med det samme, navnlig ikke i forbindelse med bidhævning. Der kan cementeres provisorisk, således at man ved beslibning kan sikre en god
bidfunktion på broen.
Den tandlægefaglige norm og proportionaliteten
349. Af den tandlægefaglige norm følger et proportionalitetsprincip. Heri ligger, at undersøgelse, behandling m.v. af patienten – uanset meddelt samtykke – ikke må gå videre, end formålet tilsiger. Ved valget
mellem flere mulige beslutninger m.v. skal tandlægen som udgangspunkt vælge den mindst indgribende. I
proportionalitetsprincippet ligger altså et krav om nødvendighed og forholdsmæssighed. Der skal være et
passende forhold mellem undersøgelse og behandling og patientens udbytte.
350. Et praktisk eksempel er visse tilfælde af ”overbehandling”, hvor tænder, som bør kunne udbedres ved
en kirurgisk rodbehandling, unødvendigt trækkes ud og erstattes med implantater. Se også 442 og 455. – Et
andet eksempel foreligger, hvis tandlægen fremstiller en krone uden indikation herfor i et tilfælde, hvor
behandling overhovedet var ufornøden eller kunne indskrænke sig til nye fyldninger.
351. I Tandklagesystemets praksis er det for øvrigt ofte udtalt, at det – uanset patientens ønsker og fravalg
af behandlingsmuligheder – er den behandlende tandlæges ansvar at afstå fra en behandling, der ikke kan
gennemføres forsvarligt.
Vurderingen af den tandlægefaglige adfærd
- 148 -
352. Den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm foreskriver en vis adfærd og retter sig i denne funktion mod tandlægen.
353. Normen kan imidlertid også virke som et direktiv til disciplinærmyndigheden, altså Tandklagesystemet,
om, hvordan man i påkommende tilfælde skal vurdere tandlægens adfærd (udøve myndigheden).
354. Hvis vurderingen falder ud til, at der ikke er begået fejl, betyder det, at tandlægens undersøgelse og
behandling har været i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
355. Hvis vurderingen falder ud til, at der foreligger et hændeligt uheld, betyder det, at tandlægen efter de
givne kriterier har handlet korrekt, men at slutresultatet af en eller anden årsag, som ikke kan tilskrives
tandlægens faglige adfærd, er blevet dårligere end sædvanligt.
356. Hvis vurderingen falder ud til, at der foreligger et fejlskøn, betyder det, at tandlægen ud fra de foreliggende præmisser og en adækvat undersøgelse har mulighed for at drage mere end én konklusion med
deraf følgende mulighed for mere end én tandlægelig behandling, og hvor det først efterfølgende viser sig,
at tandlægens beslutning ikke var den optimale i det konkrete tilfælde. I sådanne tilfælde har tandlægen
ikke begået en faglig fejl, men hans behandling har på den ene eller anden måde haft uheldig indflydelse på
behandlingens endelige resultat.
357. Hvis vurderingen falder ud til, at der foreligger en fejl, betyder det, at tandlægen har handlet imod den
almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
TANDLÆGEPLIGTER 3: DELEGATION
- 149 -
Forbeholdt virksomhedsområde
358. Det følger af Autorisationsloven, at en del af tandlægens virksomhedsområde er et forbeholdt virksomhedsområde. Det vil sige, at denne nærmere definerede form for virksomhed ikke selvstændigt må
udøves af personer uden autorisation som tandlæge.
Opgaverne kan som hovedregel delegeres
359. Det er kun tandlæger, der har opnået ret til selvstændigt virke, se 137, der er berettiget til at delegere
opgaver (bruge medhjælp). På den anden side kan tandlægen med ret til selvstændigt virke med blot enkelte undtagelser delegere opgaver (bruge medhjælp) inden for sit forbeholdte virksomhedsområde til både
autoriserede sundhedspersoner (fx andre tandlæger, herunder tandlæger uden ret til selvstændigt virke,
kliniske tandteknikere, tandplejere) og andre personer uanset uddannelse og baggrund. Tandlægen kan
beslutte og over for medhjælpen tilkendegive, at videredelegation ikke må finde sted.
Udvælgelse, instruktion, tilsyn
360. a. Ved delegation skal tandlægen udvise omhu og samvittighedsfuldhed ved udvælgelse og instruktion
af og ved tilsyn med den person, som opgaven er delegeret til. Hvis disse krav er opfyldt, kan tandlægen
ikke gøres ansvarlig for medhjælpens fejl eller for, at medhjælpen overtræder bemyndigelsen.
Kravene til tandlægens instruktion og tilsyn afhænger blandt andet af, hvor farlig udførelsen af den delegerede opgave er for patienten. Jo større risici, der er forbundet med den delegerede virksomhed, jo større
krav stilles der til udvælgelse, instruktion, tilsyn og efterfølgende kontrol.
- 150 -
b. Hvis tandlægen benytter en sundhedsperson, fx en tandlæge uden ret til selvstændigt virke, som medhjælp og overlader opgaver til medhjælpen, som denne i kraft af sin uddannelse burde indse klart lå uden
for hans kompetence, har medhjælpen pligt til at frasige sig opgaven. Det samme gælder, hvis medhjælpen
får mistanke om fejl eller andre misforståelser.
Den autoriserede sundhedsperson, herunder altså eventuelt en tandlæge, som benyttes som medhjælp,
har et selvstændigt ansvar efter Autorisationsloven til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed.
Informeret samtykke
361. I nogle situationer kan patienten have en forventning om, at tandlægefaglig virksomhed udføres af
tandlægen selv – fx et kompliceret operativt indgreb – eller i andre situationer dog af en bestemt gruppe af
autoriserede sundhedspersoner, fx en tandplejer, som gennem sin uddannelse har tilegnet sig kvalifikationer i opgavens udførelse. I givet fald skal tandlægen forud informere patienten om, at den sundhedsfaglige
virksomhed udføres på delegation, således at det kan indgå i patientens overvejelser, inden patienten samtykker til indgrebets udførelse. Se også 374.
Opgaver, der ikke kan delegeres
362. Nogle former for virksomhed kan ikke delegeres. Erklæringer til offentlig brug skal underskrives af
tandlægen selv, for at erklæringen kan have retsgyldighed, jf. Autorisationsloven § 20, stk. 2. Tandlægen
kan ikke delegere til andre at udfærdige recepter. Delegation af kosmetisk behandling kan kun ske i begrænset omgang, se 368.
TANDLÆGEPLIGTER 4: JOURNALFØRING M.M.
- 151 -
363. Tandlægen har visse oplysnings- og indberetningsforpligtelser og skal afgive erklæringer med omhu og
uhildethed.
Tandlægen har pligt til at føre patientjournal over sin virksomhed, jf. Autorisationslovens § 21, stk. 1, 1.
pkt..
364. Journalen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for god og sikker patientbehandling, jf. §
22, stk. 2, 1. pkt.
Oplysningerne skal være relevante, korrekte og dækkende for situationen. Det er tandlægen, der afgør,
hvilke oplysninger der er nødvendige. Uanset at tandlægen er overladt et skøn, skal det på baggrund af
optegnelserne være muligt at redegøre for, hvad der er foretaget. Forpligtelsen gælder planlagt behandling, udførelsen heraf, resultaterne og efterfølgende evaluering. Patienter kan ikke stille krav om at få bestemte oplysninger slettet eller tilført journalen.
I praksis viser mangelfuld journalføring sig i et bredt spektrum fra enkeltstående fejl til grove tilfælde, hvor
tilførslerne efter omstændighederne er meget sparsomme uden tilstrækkelige notater omkring diagnoser,
behandlingsmæssige overvejelser, forbehold og anbefaling af andre behandlinger end de faktisk udførte fx
tandrensninger og almindelig vedligeholdende tandbehandling.
365. Oplysningerne skal tilføres journalen på dansk, jf. Journalføringsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, snarest
muligt efter patientkontakten, jf. stk. 3, 1. pkt. Efter § 9, stk. 2, skal det fremgå, hvem der har foretaget
journalnotatet og hvornår (fulde navn, titelbetegnelse, afdelingstilknytning, dato og om nødvendigt klokkeslæt for kontakten (konsultationen, behandlingen, telefonkontakten m.v.), Efter § 9, stk. 5, skal journalføringen, herunder anvendte forkortelser, skal være forståelig for andre autoriserede sundhedspersoner og
disses medhjælp, der deltager i behandling af patienten.
- 152 -
Journalen kan føres elektronisk og på papir, jf. § 8, stk. 1. Oplysningerne må ikke slettes eller gøres ulæselige, jf. § 13, stk. 1. Der skal rettes op på fejl og mangler ved tilføjelser (ikke ved sletning), jf. § 13, stk. 2.
366. Særlige regler fremgår af § 19 i bekendtgørelsen om information og samtykke og om videregivelse af
helbredsoplysninger mv., se 60. Den tandlæge, der er ansvarlig for behandlingen, skal blandt andet sikre
sig, at det fremgår af patientjournalen, hvilke helbredsoplysninger der er behandlet, til hvilket formål, hvem
der har modtaget oplysningerne, og tilgængelig information om, hvorfra disse oplysninger stammer. Journalføringspligten omfatter både de situationer, hvor der videregives oplysninger med patientens samtykke,
og hvor oplysninger videregives uden patientens samtykke.
TANDLÆGEPLIGTER 5: KOSMETISK BEHANDLING
367. Efter Autorisationslovens § 71, stk. 1, forstås ved kosmetisk behandling forstås korrektiv virksomhed,
hvor det kosmetiske hensyn – i modsætning til medicinske – udgør den afgørende indikation, eller behandling, der som hovedformål har til hensigt at forandre eller forbedre udseendet.
Forbeholdt virksomhed, skærpede forpligtelser
368. I medfør af bestemmelsens stk. 2 er udsendt Bekendtgørelse nr. 1464 af 28. december 2012 om kosmetisk behandling. Visse behandlinger og operative indgreb i kosmetisk øjemed er forbeholdt tandlæger, jf.
§ 7. Adgangen til delegation er begrænset, jf. §§ 10-12. Der skal ansøges om registrering hos Sundhedsstyrelsen, jf. §§ 13-18. Informationspligten, jf. §§ 29 -36, og journalføringspligten, jf. §§ 36 og 37, er skærpet.
- 153 -
PATIENTRETTIGHEDER
PATIENTRETTIGHEDER 1: SELVBESTEMMELSE
Selvbestemmelse 1 - Information
369. Patienten har ret til at få information om sin helbredstilstand og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger, jf. Sundhedslovens § 16, stk. 1.
Patienten har ret til at frabede sig information efter Sundhedslovens § 16, stk. 1, jf. bestemmelsens stk. 2
(”Retten til ikke at vide”).
Information - indhold
370. Oplysninger om helbredstilstand og behandlingsmuligheder omfatter alle for patienten relevante oplysninger om helbred, sygdom, undersøgelsesmetoder, forebyggelses- og behandlingsmuligheder, prognoser, risici, bivirkninger, komplikationer, herunder senfølger osv., jf. Sundhedslovens § 16, stk. 4.
371. Informationen skal indeholde tilstrækkelig oplysning om sygdomstilstand, behandlingsmuligheder,
risici og bivirkninger mv., jf. ligeledes Sundhedslovens § 16, stk. 4, således at patienten med mening kan
tage stilling til behandlingsspørgsmålet. Oplysningernes art og omfanget heraf afhænger af den almindeligt
anerkendte tandlægefaglige norm.
- 154 -
Informationspligten skærpes, jo mere nærliggende eller alvorlige komplikationer eller bivirkningerne kan
være. Der skal som udgangspunkt altid informeres grundigt om risiko for alvorlig komplikation og bivirkning, hvad enten den er ofte eller sjældent forekommende. Ved risiko for bagatelagtig komplikation eller
bivirkning, der forekommer ofte, skal der tit informeres, men ikke intenst, men er forekomsten sjælden, er
det som regel ikke påkrævet at informere. I mellemstadiet er det overladt til det tandlægefaglige skøn, i
hvilken udstrækning og hvor grundigt der bør informeres.
372. Da patienten også skal have mulighed for at tage stilling til, om der overhovedet ønskes behandling,
skal der ud over forskellige behandlingsmuligheder også informeres om konsekvenserne af, at der ikke
iværksættes behandling, jf. § 16, stk. 4.
Information - form
373. Informationen skal gives, uanset om patienten har anmodet derom. Informationen skal altid gives
mundtligt og kan suppleres med skriftlig information. Den mundtlige information skal give patienten mulighed for at drøfte eventuelle særlige problemer i relation til behandling.
Hvis der er tale om en fremmedsproget patient, bør man nøje overveje behovet for tolkebistand. Det må i
hvert enkelt tilfælde vurderes, om det er forsvarligt at anvende familiemedlemmer som tolk. Hvis patientens pårørende kan benyttes, må det først undersøges, om patienten samtykker i, at de pårørende skal
have adgang til oplysningerne.
Information – Hvem?
374. Pligten til at give information og til at indhente samtykke påhviler den behandlende tandlæge.
- 155 -
Der er ikke noget i vejen for, at tandlægen delegerer (359 ff.) opgaven med at informere og at indhente
samtykke til en anden sundhedsperson, men det er den behandlende tandlæge, der har ansvaret for, at
patienten faktisk får information, og at informationen opfylder lovens krav.
Journaltilførsel
375. Det skal fremgå af patientjournalen, 1) hvilken mundtlig og eventuel skriftlig information der er givet
til patienten, og 2) hvad patienten på denne baggrund har tilkendegivet vedrørende behandling og indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger m.v., jf. Journalføringsbekendtgørelsens § 12, stk. 1.
Selvbestemmelse 2 - Samtykke
Samtykke - frivillighed
376. Ingen behandling må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, jf. Sundhedslovens § 15, stk. 1.
Et samtykke skal være frivilligt. Et samtykke, der er givet under pres, er ikke gyldigt.
377. Hvis tandlægen tilbageholder væsentlige oplysninger for patienten, og denne derfor ikke får et
tilstrækkeligt grundlag at tage stilling på, kan der efter omstændighederne rejses tvivl om, hvorvidt der er
tale om et frivilligt samtykke.
- 156 -
Tandlægen bør naturligvis tilkendegive over for patienten, hvad der efter den pågældendes opfattelse vil
være det fagligt bedste for patienten, men tandlægen skal være varsom med at gå så langt i sine eventuelle
overtalelser, at der kan blive tale om utilbørlig påvirkning af patienten.
378. Har patienten frabedt sig information, se 369, betegnes patientens samtykke alligevel som informeret,
fordi den begrænsede information beror på et bevidst valg fra patientens side. Tandlægen kan derimod
ikke på eget initiativ tilbageholde oplysninger for at skåne patienten.
En patient kan på et hvilket som helst tidspunkt standse en behandling ved at nægte yderligere medvirken.
Samtykke - form
379. Et samtykke til behandling kan foreligge udtrykkeligt, mundtligt eller skriftligt eller efter omstændighederne stiltiende, jf. Sundhedslovens § 15, stk. 4.
380. Et udtrykkeligt samtykke foreligger, når patienten bevidst og konkret giver udtryk for, at han er indforstået med den påtænkte behandling.
381. Et mundtligt samtykke er tilstrækkeligt for, at tandlægen kan indlede eller fortsætte en behandling,
men det skal fremgå af patientens journal, hvilken information patienten har fået, og hvad patienten har
tilkendegivet på baggrund af denne.
382. Et stiltiende samtykke foreligger, hvor patientens signaler og opførsel må forstås således, at der foreligger et samtykke på baggrund af den givne information. Et stiltiende samtykke vil kun være gyldigt, hvis
- 157 -
det er utvivlsomt, at patienten gennem sin adfærd har tilkendegivet enighed om behandlingsforslaget eller
dele heraf.
Et stiltiende samtykke vil som hovedregel kun være aktuelt i forbindelse med enkelte delelementer i et
undersøgelses- og behandlingsforløb. Hvis fx en patient kommer til en konsultation hos sin tandlæge, må
tandlægen kunne gå ud fra, at patienten stiltiende har givet sit samtykke til de almindelige undersøgelser,
som foregår ved en sådan konsultation.
Samtykke - indhold
383. Det skal være klart og utvetydigt, hvad samtykket omfatter. Det skal være klart, hvilken behandling,
herunder behandlingsmetode, der må foretages, og hvad der er formålet med behandlingen.
Samtykket skal være informeret, jf. 369 ff., og aktuelt, dvs. givet til behandling, der skal foretages i nærmeste fremtid og ikke på et uvist tidspunkt i fremtiden.
Ingen tandlæge må iværksætte behandling mod patientens vilje. Livreddende behandling kan iværksættes
uden at indhente informeret samtykke.
384. Tandlægen har pligt til at sikre sig samtykke til behandling, inden den iværksættes. Dette er særlig
relevant i forbindelse med operative indgreb, hvor man ikke løbende kan indhente samtykke fra patienten.
Tandlægen skal derfor, inden behandlingen iværksættes, oplyse om mulige komplikationer, og hvilke fund
der vil kunne gøres under operationen, og sikre sig, at patienten har taget stilling hertil og på den baggrund
givet sit samtykke, såfremt der skulle vise sig noget uventet under operationen.
- 158 -
Hvis der er tvivl om samtykkets rækkevidde, bør tandlægen undlade at behandle, medmindre der foreligger
en situation, hvor behandling er absolut nødvendig.
385. Hvis der kommer nye oplysninger, eller der sker ændringer i behandlingsplanen, skal der indhentes
fornyet samtykke.
Selvbestemmelse 3 - Biologisk materiale
386. Sundhedslovens §§ 29-35 gælder for selvbestemmelse over biologisk materiale.
Biologisk materiale omfatter væv, organer og vævsvæsker, fx hud, knoglevæv, celleskrab, og blodprøver. I
Sundhedsloven er der fastsat regler om anvendelse af biologisk materiale, der er afgivet i forbindelse med
behandling. Udtagning kan kun ske på grundlag af et informeret samtykke fra patienten.
387. En biobank er en struktureret samling af menneskeligt biologisk materiale, der er tilgængeligt efter
bestemte kriterier, og hvor oplysninger, der er bundet i det biologiske materiale, kan henføres til enkeltpersoner. En klinisk biobank er en biobank, der anvendes til kliniske formål (forebyggelse, diagnose, behandling, pleje m.v.). Patienten kan sige fra med hensyn til ikke-behandlingsrelateret anvendelse, jf. Sundhedslovens § 29, forlange det biologiske materiale destrueret, jf. § 33, eller forlange materialet udleveret, hvis
han kan godtgøre en særlig interesse i det, jf. § 34.
PATIENTRETTIGHEDER 2: FORTROLIGHED
I. Tavshedspligtens omfang.
- 159 -
388. a. En patient har krav på, at tandlægen iagttager tavshed om, hvad vedkommende under udøvelsen af
sit erhverv erfarer eller får formodning om angående helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre
fortrolige oplysninger, jf. Sundhedslovens § 40.
Helbredsforhold er sygdomsoplysninger eller oplysninger om en persons tidligere, nuværende og fremtidige helbredstilstand. Det gælder ikke kun journalførte helbredsoplysninger, men alle oplysninger, der kan
fortælle noget om patientens helbred. Øvrige rent private forhold omfatter fx oplysninger om patientens
ægteskab, patientens pårørende m.v. Andre fortrolige oplysninger omfatter fx oplysninger om indkomstforhold, sociale forhold samt strafbare forhold.
En patient oplyste, at en sælger af patientens ”nylig indkøbte lystbåd skulle knuses i retten grundet nogle
revner i glasfiberen”. Dette refererede tandlægen under et indlæg i en klagesag. Landstandlægenævnet
bemærkede, at oplysningen ikke angik helbredsforhold. Det afgørende var herefter, om oplysningen i øvrigt
kunne betegnes som fortrolig. Herved måtte der ikke alene lægges vægt på, om oplysningen ud fra en almindelig opfattelse i samfundet kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab, men også på den
enkelte patients egen opfattelse af, om en oplysning er fortrolig. Efter karakteren af oplysningen, og idet
der ikke var grundlag for at fastslå, at patienten forventede fortrolighed, da han gav oplysningen til tandlægen, var tavshedspligten ikke brudt.
b. Tavshedspligten er ikke absolut, se 389-395.
Patienten kan samtykke i videregivelse af oplysninger. Krav om samtykke kan fraviges ved indhentning og
videregivelse af oplysninger i visse tilfælde til andre sundhedspersoner i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb, i forbindelse med sundhedspersoners indberetningspligt, eller hvor væsentlige hensyn til
enten offentlige eller private interesser taler herfor (”værdispringsreglen”).
- 160 -
II. Videregivelse af helbredsoplysninger m.v.
A. Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling
390. Fornødent samtykke til videregivelse eller indhentelse af oplysninger i forbindelse med behandlingen
kan være enten mundtligt eller skriftligt, jf. Sundhedslovens § 42 og § 42 b. Den modtagende sundhedsperson afgør, om samtykket skal være mundtligt eller skriftligt. Samtykke kan gives både til den person, der
videregiver oplysningen, og til den, der skal modtage oplysningen.
a. i. Efter Sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 1, kan tandlægen uden patientens udtrykkelige samtykke videregive oplysninger om vedkommende, når det er nødvendigt af hensyn til et aktuelt behandlingsforløb og
under forudsætning af, at videregivelsen sker ud fra patientens interesser og behov.
Patienten kan på ethvert tidspunkt frabede sig, at der videregives oplysninger, jf. § 41, stk. 3, og skal informeres om sin ret hertil, jf. § 16, stk. 4. Dette kan ske i generel form, fx ved brochurer eller anden skriftlig
vejledning. Modsætter patienten sig indhentning, må tandlægen vurdere, om det er forsvarligt at gennemføre behandlingen uden indhentning eller videregivelse af oplysninger. Patienten informeres om konsekvenserne — fx i form af komplikationer og bivirkninger — og behandling nægtes, hvis den vil være uforsvarlig ifølge den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
ii. Efter Sundhedslovens § 42 a, stk. 1, kan tandlægen uden patientens samtykke ved opslag i elektroniske
systemer i fornødent omfang indhente oplysninger om vedkommendes helbred og øvrige fortrolige oplysninger, hvis dette er nødvendigt i forbindelse med en aktuel behandling. Der kan indhentes oplysninger om
såvel aktuel som historisk behandling.
- 161 -
Patienten har ret til at frabede sig, at der indhentes oplysninger, og skal informeres, jf. § 42 a, stk. 7. Dette
gælder dog ikke oplysninger fra Medicinprofilen, jf. herved Sundhedslovens § 157, hvor tandlægen aktuelt
har en patient i behandling, medmindre patienten har opnået ”privatmarkering” af visse oplysninger.
b. Oplysninger om patienten i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb, som ikke er nødvendige for
behandlingen, men hensigtsmæssige – fx efter omstændighederne oplysninger om sociale forhold – kan
som hovedregel kun videregives med patientens informerede samtykke i forbindelse med den konkrete
situation, jf. Sundhedslovens § 41, stk. 1. Samtykke til indhentning af oplysninger i elektroniske systemer
efter § 42 a, stk. 6, kan dog gives som et generelt samtykke til at gøre sig bekendt med alle de oplysninger,
der er registreret om patienten.
Oplysningerne kan indhentes eller videregives til andre sundhedspersoner uden patientens samtykke, hvis
dette er nødvendigt til en berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn
til patienten, tandlægen eller andre, jf. Sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 4, og § 42 a, stk. 5, (”værdispringsregel”).
B. Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål
1. Hovedregel: Samtykke
391. Hvis oplysningerne skal videregives til andre formål end patientbehandling, skal fornødent samtykke
som udgangspunkt være skriftligt, jf. Sundhedslovens § 44, men dette krav kan fraviges, når sagens karakter
eller omstændighederne i øvrigt taler for det. Samtykket skal gives til den sundhedsperson, som er i besiddelse af den fortrolige oplysning, jf. Vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv. pkt. 6.4.2.
- 162 -
a. Ifølge Sundhedslovens § 43, stk. 1, skal patienten give samtykke til videregivelse af helbredsoplysninger
til andre formål end behandling.
b. Fra kravet om samtykke gælder nogle undtagelser, se 392 - 395.
Undtagelse 1: Lovbestemt pligt til videregivelse
392. Ifølge sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1, kan oplysninger om patienten videregives uden samtykke,
hvis det fremgår af en lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at der gælder en oplysningspligt, og
forudsat, at oplysningen må antages at have en væsentlig betydning for den modtagende myndigheds
sagsbehandling. Bestemmelser om oplysningspligt findes bl.a. i Autorisationsloven, Sundhedsloven og
Klage- og erstatningsloven, jf. herved sidstnævntes § 16, stk. 1, jf. § 12, stk. 2, samt ovenfor 184.
Tandlægeforeningens Patientforsikring er ikke en offentlig myndighed.
Undtagelse 2: Værdispring
393. a. Efter Sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, den såkaldte værdispringsregel, kan helbredsoplysninger
videregives, hvis det er nødvendigt til en berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, tandlægen eller andre (”værdispringsregel”). De hensyn, der i denne forbindelse skal begrunde en tilsidesættelse af tavshedspligten, skal være meget tungtvejende.
Hensyn til en berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse kan i særlige tilfælde foreligge i forbindelse med efterforskning af kriminalitet.
- 163 -
Væsentlige hensyn til tandlægen kan foreligge fx i klagesager, hvor der må være en vid ramme, idet tandlægen skal have mulighed for at kunne forsvare sig ved at fremlægge oplysninger, som tandlægen skønner,
kan have betydning for klagesagen.
b. Hvis der videregives oplysninger i medfør af denne værdispringsregel, skal patienten snarest muligt orienteres om dette, jf. § 43, stk. 4, medmindre orientering kan udelades efter anden lovgivning.
Undtagelse 3: Tilsyns- og kontrolopgaver
394. Har en myndighed behov for at få patientoplysninger med henblik på at kunne udføre tilsyns- eller
kontrolfunktioner, kan sådanne oplysninger videregives uden patientens samtykke, jf. Sundhedslovens §
43, stk. 2, nr. 3. Tandlægen må foretage en gennemgang af journalen med henblik på at vurdere, hvilke
oplysninger der skal videregives, og hvilke det ikke er nødvendigt at videregive.
Undtagelse 4: Særlige formål m.v.
395. I visse tilfælde kan en tandlæge uden patientsamtykke videregive helbredsoplysninger mv. fra patientjournaler til en forsker, jf. Sundhedslovens § 46, stk. 1, og skal efter anmodning videregive oplysninger
om en afdød patients sygdomsforløb m.v. til blandt andre afdødes nærmeste pårørende, jf. § 45. Andre
særlige formål nævnes i §§ 47 og 49.
AFSNIT II: REAKTIONER
INDLEDNING
- 164 -
396. Spørgsmålet om reaktioner opstår, når der er svaret bekræftende på, om et disciplinært gerningsindhold, jf. 332-395, er realiseret.
Tandlægeoverenskomsten indeholder ikke udtrykkelige regler om reaktionsformerne. Spørgsmålet herom
må vurderes i lyset af Klage- og erstatningsloven, Afgrænsningsbekendtgørelsen, Offentliggørelsesbekendtgørelsen og disse forskrifters forudsætninger.
Ingen tilrettevisning
397. Tidligere kunne Tandklagesystemet – i sager, der ikke gav anledning til kritik af tandlægen – udtale, at
tandlægen i en eller flere nærmere angivne situationer kunne have handlet mere hensigtsmæssigt (tilrettevisning). En sådan reaktionsmulighed blev ved en ændring af Klage- og erstatningslovens i 2011 udtrykkelig
afskaffet for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns vedkommende med den begrundelse, at Disciplinærnævnet ikke bør have adgang til at benytte reaktioner, der ikke har disciplinær karakter. Tandklagesystemet
kan derfor heller ikke længere antages at have denne reaktionsmulighed.
Ingen indskærpelse af pligter
398. I Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 3, nr. 2, synes det forudsat, at Tandklagesystemet kan
indskærpe tandlægen at være mere omhyggelig og samvittighedsfuld i sit fremtidige virke. Dette særlige
udtryk for kritik benyttes ikke af Tandklagesystemet, idet der ikke er dækning herfor i forarbejderne til
Klage- og erstatningsloven, se 414.
Almindelig kritik og kvalificeret kritik
- 165 -
399. Tandklagesystemet er beføjet til at give kritik, dvs. afgive en udtalelse om, hvorvidt tandlægens faglige
virksomhed har været kritisabel.
Det er i lovgivningen, se blandt andet Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, forudsat, at der kan gives to
grader af kritik: 1) Almindelig kritik og 2) kvalificeret kritik. Kvalificeret kritik er kritik for alvorlig eller gentagen forsømmelse.
Offentliggørelse med navn, overvejelse om tiltale
400. Tandklagesystemet skal efter Offentliggørelsesbekendtgørelsen i visse tilfælde træffe bestemmelse
om offentliggørelse sker uden anonymisering af oplysninger om den indklagede tandlæge (”offentliggørelse
med navn”, ”gabestokken”). Det er forudsat, at anklagemyndigheden kan anmodes om at overveje at rejse
tiltale.
TRE REAKTIONSMULIGHEDER
REAKTIONER 1: KRITIK
401. Kritik (almindelig kritik, se 402 ff., og kvalificeret kritik, se 406 ff.) er den mildeste form for disciplinær
reaktion og – sammen med offentliggørelse med navn og forelæggelse for anklagemyndigheden – den eneste, som Tandklagesystemet råder over. (Fra andre områder kendes betydeligt videregående disciplinære
reaktionsmuligheder, fx bøder, tvangsbøder, fratagelse af beskikkelse for advokaters vedkommende). Man
skal dog have for øje, at Tandklagesystemets disciplinære kritik af tandlægen kan føre til langt mere indgribende foranstaltninger fra Sundhedsstyrelsens side.
- 166 -
I. Almindelig kritik
A. Fortolkningsbidrag i Tandlægeoverenskomsten
402. Tandlægeoverenskomsten indeholder i anmærkningen til § 55 enkelte bemærkninger, der kan belyse
spørgsmålet om, hvornår der skal gives almindelig kritik.
Det hedder nærmere, at reglerne for journalføring indebærer, at en manglende journalføring af eksempelvis en diagnosticeret, fremskreden parodontitis må betragtes som overtrædelse af Autorisationsloven. Foranlediget af Bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 [nu afløst af Journalføringsbekendtgørelsen] om
bl.a. informeret samtykke skal det præciseres, at behandlinger, som indebærer tvivlsom prognose, kræver,
at patientens samtykke er journaliseret. At gennemføre en behandling med en tvivlsom prognose eller en
ikke optimal, men for patienten økonomisk overkommelig alternativ behandling er – under forudsætning af
en efterlevelse af § 17 om omhu og samvittighedsfuldhed – ikke at opfatte som en overtrædelse af Autorisationsloven, forudsat informeret og journaliseret samtykke.
B. Almindelige betingelser for kritik
1) Kritik forudsætter skyld
403. Anvendelse af kritik forudsætter skyld hos tandlægen.
- 167 -
Der skal objektivt være realiseret en faglig pligtforsømmelse, men forsømmelsen skal også subjektivt kunne
tilregnes (bebrejdes) tandlægen som forsætlig eller uagtsom. Den blot hændelige tilsidesættelse af lovgivningen og den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm medfører ikke kritik.
(Derimod er kontraktsansvaret somme tider ikke betinget af skyld hos tandlægen. Opnås fx det arbejdsresultat, som tandlægen og patienten har aftalt, ikke – uden at dette skyldes forhold, som patienten bærer
risikoen for, se 466 – kan arbejdet være mangelfuldt, uden at der er nogen faglig fejl at bebrejde tandlægen. Denne form for kontraktsansvar et ansvar uden skyld, og mangelsvurderingen er objektiv. Se 493.)
2) Kritik forudsætter forseelse af en vis grovhed
404. Kritik er et reaktionsmiddel, der er karakteriseret som reaktion ved at være disciplinært. Disciplinær
kritik går videre end den blotte tilrettevisning og rummer elementer af misbilligelse, irettesættelse og advarsel.
I Tandklagesystemets praksis anvendes kritik derfor kun efter en helhedsorienteret vurdering af grovheden
af såvel den objektive som den subjektive side af den begåede pligtforsømmelse. Det er altså ikke enhver
fejl og forsømmelse, der anses for kritikpådragende.
3) Kritik gives altid efter et skøn i det konkrete tilfælde
405. Hvis de ovennævnte minimumskrav er opfyldt, kan Tandklagesystemet desuden i princippet frit vælge,
om der skal gives kritik. Anvendelse af disciplinær kritik er principielt en arbitrær reaktion, dvs. at anvendelsen beror på et skøn. Kritik er således ikke uden videre en retlig nødvendighed (som når domstolene straffer).
- 168 -
Der kan efter omstændighederne indgå et betydeligt element af skøn ved nævnets vurdering af, om der
skal gives kritik, eller om den indklagede tandlæges forhold må anses som et fejlskøn, der ikke pådrager
kritik. Der er ikke nogen skarp grænse.
Det afhænger således altid af en konkret vurdering, hvorvidt der skal gives kritik, men dette skøn er underlagt de almindelige forvaltningsretlige grundsætninger. Se 47. Det er naturligvis et krav, at kritik kun udtales, hvor der er saglig grund dertil. Ligeledes skal principperne om lighed m.v. respekteres.
II. Kvalificeret kritik
A. Fortolkningsbidrag i Tandlægeoverenskomsten
406. Tandlægeoverenskomsten indeholder i anmærkningen til § 55 enkelte bemærkninger, der kan belyse
spørgsmålet om, hvornår der skal gives kvalificeret kritik, se 399 om begrebet kvalificeret kritik. Disse bemærkninger i anmærkningen er dog først og fremmest en vejledning angående det område, hvor disciplinærsagerne overlappes af de almindelige straffesager, se 428 og 185.
Det hedder, at der ved overtrædelse af Straffeloven forstås overtrædelse af tavshedspligtens bestemmelser, voldelig adfærd og lignende, bevidst usandfærdighed ved journalføring eller ved afgivelse af erklæringer. Manglende indsigt i og manglende efterlevelse af etableret faglig viden kan betragtes som en alvorlig
overtrædelse af Autorisationsloven, ikke mindst i gentagne tilfælde.
B. Hvad forstås der ved udtrykket ”gentagen”?
407. Det forekommer ikke helt sjældent, at tandlægen har begået flere forsømmelser.
- 169 -
Forsømmelserne kan være begået i forbindelse med samme behandlingsforløb; der kan være flere fejl i
patientjournalen, tandlægearbejdet kan være kritisabelt på flere punkter osv. Der kan også være begået
forsømmelse under forskellige behandlingsforløb og over for forskellige patienter. Ny forsømmelse kan
være kommet til, efter at tandlægen er blevet kritiseret for en anden eller andre forsømmelser.
I alle sådanne situationer kan der sprogligt siges at foreligge gentagen tilsidesættelse eller gentagne tilsidesættelser af tandlægens forpligtelser.
I Autorisationsloven og Klage- og erstatningsloven, herunder Offentliggørelsesbekendtgørelsen, bruges
ordet ”gentagen” i to betydninger: Sammenstød og recidiv (tilbagefald).
i) Sammenstød: Det karakteristiske er, at tandlægen har begået flere forsømmelser, som ikke er adskilt ved
mellemliggende kritik.
Situationen er altså, at tandlægen har begået flere – ikke nødvendigvis i sig selv alvorlige – forsømmelser,
inden nævnet har udtalt kritik af dem. Forsømmelserne kan siges ”konkurrere” med hinanden, når nævnet
skal tage stilling til dem. (Se 655. b. om en parallel sprogbrug, når flere skadesårsager ”konkurrerer” i et
skadesforløb.) Det samme udtrykkes med et andet billede, når der tales om gentagelse i form af ”sammenstød” mellem forsømmelser. Afgørende for begrebet sammenstød er alene, at tandlægen har begået to
eller flere forsømmelser før nævnets første afgørelse.
Har tandlægen begået to forsømmelser, men der kun er klaget over den ene, er der stadig sammenstød
mellem de to forsømmelser. Hvis der klages over den anden, behandles denne forsømmelse under en ny
sag. Ved den nye afgørelse skal tandlægen stilles, som om begge forsømmelser var bedømt under ét.
Denne regel er nødvendig, fordi det ikke ligger fast, hvornår der bliver klaget, og hvor lang tid det tager at
afgøre den enkelte klagesag. Se nedenfor 409.
- 170 -
ii) Recidiv: Begår tandlægen derimod en forsømmelse efter at være blevet kritiseret ved den første afgørelse, taler man ikke om sammenstød. (Der foreligger netop intet sammenstød, fordi den mellemliggende
kritik adskiller.)
Der foreligger derimod gentagelse i form af recidiv (tilbagefald). Se nedenfor 418-419 og 424.
C. Praksis vedrørende kvalificeret kritik
1) Alvorlig forsømmelse
408. Efter Tandklagesystemets praksis gives kvalificeret kritik for blandt andet behandlinger baseret på helt
forfejlet diagnostik eller – mere almindeligt – på manglende diagnostik (og deraf affødt manglende behandling). Til denne gruppe hører også typisk alvorlig underbehandling af karies og parodontitis. Det er
karakteristisk for denne gruppe tilfælde, at tandlægen begår en fejl, der tydeliggør, at den pågældendes
faglige viden har grundlæggende mangler.
Tilsidesættelse af formelle pligter kan begrunde kvalificeret kritik:
Tandlægen besvarede ikke Regionstandlægenævnets henvendelser om sagen og undlod således at iagttage
sin forpligtelse efter Tandlægeoverenskomstens § 55, stk. 3, 1. pkt., til at afgive fuld oplysning om alle forhold vedrørende sagen til den instans, der havde sagen til behandling. Under anken fremkom den pågældende med udelukkende irrelevante oplysninger. Udtalt kvalificeret (alvorlig) kritik (og truffet bestemmelse
om offentliggørelse, se 420). Se også 94. b.
- 171 -
2) Gentagen forsømmelse (sammenstød)
409. Når der i praksis er spørgsmål om at give tandlægen kvalificeret kritik, opfattes ordet ”gentagen” i
tilfælde af sammenstød ikke bogstaveligt, altså således, at 2 forsømmelser uden videre skulle indebære
kvalificeret kritik. Ordet forstås ikke engang nødvendigvis som ”gentagne” – altså mindst 3 – eller ”oftere
gentagen” – altså mindst 4 – pligtforsømmelser.
Betingelsen for kvalificeret kritik, når nævnet således har flere fejl til samtidig bedømmelse, er efter praksis,
at tandlægens ikke-opfyldelse af forpligtelserne efter en samlet vurdering af klagesagen har antaget en vis
massiv karakter. Det er afgørende, at tandlægen ikke blot i nogle enkelttilfælde udviser mangel på omhu og
samvittighedsfuldhed, men mere generelt ikke lever op til den almindeligt anerkendte tandlægefaglige
norm. Dette kan i den enkelte klagesag være dokumenteret gennem en række – eventuelt ensartede – fejl,
der tydeliggør, at tandlægen ikke er tilstrækkelig kvalificeret inden for et eller flere bestemte felter.
Har tandlægen begået flere forsømmelser, hvoraf kun en del er blevet påklaget og kritiseret, og indbringes
den eller de øvrige forsømmelser senere for nævnet, behandles denne klage under en ny sag (delt bedømmelse i sammenstød). Hvis alle forsømmelser efter en samlet vurdering af den tidligere og den nye klagesag
har antaget en vis massiv karakter, skal der nu gives kvalificeret kritik, uanset at hverken den tidligere eller
den nye sag i sig selv kunne pådrage sådan kritik.
Hvis samme tandlæge under samme nævnsmøde kritiseres i forskellige sager, foreligger ligeledes et sammenstødsforhold. Hvis forsømmelserne i sagerne efter en samlet vurdering antager en vis massiv karakter,
skal der gives kvalificeret kritik i en eller flere af sagerne (men dog ikke alle), uanset at sagerne bedømt hver
for sig ikke kunne pådrage kvalificeret kritik.
(Men der foreligger derimod ikke gentagelse (recidiv). Hvis fx samme – hidtil ukritiserede – tandlæge under
samme nævnsmøde kritiseres i tre forskellige sager, er resultatet ikke, at der nu for tredje gang inden for 5
- 172 -
år er givet samme tandlæge kritik, sml. 424. Der foreligger derimod 3 tilfælde af 1. gangs kritik, og der skal
ikke ske offentliggørelse – medmindre altså forsømmelserne i de 3 sager efter en samlet vurdering antager
en vis massiv karakter.)
Hvis forsømmelsen er begået under anke til Landstandlægenævnet af en anden sag, foreligger der sammenstød, hvis ankesagen ender med, at Landstandlægenævnet ændrer Regionstandlægenævnets frikendende afgørelse og giver kritik. (Så længe tandlægen ikke er kritiseret, er ny forsømmelse ikke recidiv.)
3) Både alvorlig og gentagen (sammenstød)
410. Kriterierne ”alvorlig” og ”gentagen” (dvs. sammenstød) kan være opfyldt i samme sag.
Patientjournalen manglede tilførsel vedrørende røntgenbeskrivelse, behandlingsplan, ekstraktioner og de
terapeutiske overvejelser i forbindelse med de drastiske indgreb. Ekstraktion var på det foreliggende
grundlag i sig selv kritisabelt. Patientens samtykkede i fjernelse af fjernelse af 3 tænder, hvilket under de
foreliggende omstændigheder ikke fritog for disciplinæransvar. Tandlægen ekstraherede 8 tænder uden
information og patientens accept og i øvrigt uden at informere protetikeren. Desuden foretog tandlægen
diagnostisk forebyggende grundydelse uden journaliserede diagnostiske og behandlingsmæssige overvejelser og plastfyldte en tand, der ekstraheredes. Udtalt kvalificeret kritik af alvorlig (nemlig ekstraktion af 8
tænder uden information og accept) og gentagen forsømmelse (og truffet bestemmelse om offentliggørelse, se 417). (Men der var altså ikke tilstrækkelige holdepunkter for overvejelse om tiltalerejsning, se 427 ff.
og i øvrigt straks nedenfor 411)
C. Kvalificeret kritik forudsætter ikke nødvendigvis strafbart forhold
- 173 -
411. Efter Autorisationslovens § 75 straffes en autoriseret sundhedsperson, der gør sig skyldig i grovere
eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed, med bøde eller fængsel i
indtil 4 måneder. Dette kan give anledning til at overveje, om det er en betingelse for kvalificeret kritik, at
tandlægen har pådraget sig (mistanke om) strafbart forhold.
Efter praksis er det ingen betingelse for kvalificeret kritik, at tandlægen har begået (pådraget sig berettiget
mistanke om) strafbart forhold, se 428 og 185.
Praksis bygger på en forståelse af Tandlægeoverenskomsten, herunder anmærkningen til § 55, se 406. Desuden støttes forståelsen på de særlige bemærkninger vedrørende tandlægeområdet i forarbejderne til
Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2 (”indhold af alvorlighed”, ”alvorlig … overtrædelse”), se 414. Ordvalget i Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, se 413, og i straffebestemmelsen i Autorisationslovens § 75,
se ovenfor, er ikke identisk. Lovbemærkningerne til Klage- og erstatningsloven giver ikke de nødvendige
sikre holdepunkter for, at kvalificeret kritik udelukkende skulle være forbeholdt tilfælde, hvor tandlægens
alvorligt eller gentagne, fagligt dårlige adfærd tillige er strafbar.
Derimod gives der kvalificeret kritik ved berettiget mistanke om kriminalitet.
REAKTIONER 2: OFFENTLIGGØRELSE MED NAVN (”GABESTOKKEN”)
I. Regelgrundlaget
A. Tandlægeoverenskomsten
- 174 -
412. Efter Tandlægeoverenskomstens § 55, stk. 4, kan offentliggørelse af klagesager kun finde sted efter
særlig vedtagelse. Landstandlægenævnet har efter § 49, stk. 2, beføjelse til at bestemme, at en af nævnet
afsagt kendelse skal offentliggøres på en nærmere angiven måde med eller uden navns nævnelse. Efter §
48, stk. 3, offentliggøres alle sager afgjort i Landstandlægenævnet, herunder indgåede forlig, i anonymiseret form af Sundhed.dk.
Overenskomstbestemmelserne, hvis indbyrdes forhold ikke er klart, må i hvert fald forstås under forbehold
af reglerne i Klage- og erstatningsloven og Offentliggørelsesbekendtgørelsen, jf. 413-423. Overenskomstbestemmelserne har på baggrund af denne lovgivning, der har været i kraft siden 2006, ikke været anvendt
længe og er nu næppe gældende ret.
B. Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2
413. Det følger af Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, bl.a., at Ministeren for sundhed og forebyggelse
kan fastsætte regler om offentliggørelse af afgørelser, der er truffet i Tandklagesystemet, uden anonymisering af oplysninger om den indklagede tandlæge, såfremt der er tale om sager, hvor der er givet ”kritik for
alvorlig eller gentagen forsømmelse” eller kritik i forbindelse med kosmetisk behandling. (Reglerne er fastsat ved Offentliggørelsesbekendtgørelsen, se 43 og 415 ff.)
C. Forarbejderne til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2
414. Forslaget til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, blev oprindeligt fremsat af Indenrigs- og sundhedsministeren som et ændringsforslag, da Folketinget i 2005 behandlede et forslag til den samlede Klageog erstatningslov.
- 175 -
Af forarbejderne til § 17, stk. 2, fremgår det, at betingelsen for offentliggørelse er, at kritikken har et indhold af alvorlighed eller gentagelse, hvilket agtes udmøntet således:
”1. De sager, hvor nævnet har fundet, at tandlægen har gjort sig skyldig i alvorlig eller gentagen overtrædelse af tandlægeloven (bl.a. tandlægelovens § 19 [der svarer til den nugældende Autorisationslovs § 75]).
2. De tilfælde, hvor samme tandlæge inden for 5 år er tildelt 3 irettesættelser for lovovertrædelser efter
autorisationslovens bestemmelser om omhu og samvittighedsfuldhed (fx tandlægelovens § 12 [der svarer
til den nugældende Autorisationslovs § 17]) samt andre forhold, uanset det område irettesættelsen omfatter.”
Det blev ved fremsættelsen af lovforslaget i 2005 over for Folketinget oplyst, at Tandlægeklagesystemet
årligt traf omkring 400 afgørelser, hvoraf der i ca. 240 sager blev givet vedkommende klager medhold i klagen. Ca. 130 sager blev anket til Landstandlægenævnet. En del af disse vedrørte hel eller delvis tilbagebetaling af honorar, fordi det udførte ikke havde vist sig honorarværdigt. Flere af disse sager ville ofte blive forligt mellem parterne. Sager, der vedrører lovovertrædelse, som omfattes af offentliggørelsen, udgør således en mindre del af de cirka 240 sager, skønsmæssigt 20 sager årligt.
Tallene kan sammenholdes med de nuværende sagstal, se 21.
D. Offentliggørelsesbekendtgørelsen
Offentliggørelsesbekendtgørelsen er som nævnt i 43 udfærdiget i henhold til Klage- og erstatningslovens §
17, stk. 2. Bekendtgørelsen giver anledning til fortolkningstvivl på flere punkter.
Hvad forstås ved kritik for ”alvorlig eller gentagen forsømmelse”?
- 176 -
415. Det følger af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, uden anonymisering
af oplysninger om vedkommende sundhedsperson, offentliggør afgørelser fra regionstandlægenævnene og
Landstandlægenævnet i klagesager om tandlægers faglige virksomhed, hvor der er givet kritik for ”alvorlig
eller gentagen forsømmelse”. Desuden er alle afgørelser, hvor der er givet kritik i forbindelse med kosmetisk behandling, omfattet af pligten til offentliggørelse, jf. § 4.
Ved afgørelser, hvor der er givet kritik for ”alvorlig eller gentagen forsømmelse” forstås ifølge § 3, stk. 1, jf.
§ 2, stk. 1, afgørelser, hvor Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet ”har fundet grundlag for
berettiget mistanke om, at [tandlægen] har gjort sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed efter reglerne i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed eller
regler fastsat i medfør heraf”, jf. § 3, stk. 1, nr. 1. Afgørelser, hvor der er givet kritik for ”alvorlig eller gentagen forsømmelse” omfatter ifølge § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, desuden afgørelser, hvor regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet ”for tredje gang inden for 5 år har givet samme [tandlæge] kritik for overtrædelse af sundhedslovgivningen”, jf. nr. 3.
Efter ikrafttrædelsen den 1. januar 2011 af den nugældende Offentliggørelsesbekendtgørelse synes der ved
afgørelser, hvor der er givet kritik for ”alvorlig eller gentagen forsømmelse”, ifølge § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1,
også at skulle forstås afgørelser, hvor Regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet har indskærpet
tandlægen at være mere omhyggelig og samvittighedsfuld i sit fremtidige virke, jf. § 3, 2. pkt., i lov om
klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf. Offentliggørelsesbekendtgørelsens jf. § 3, stk.
1, nr. 2. Nr. 2 er nyaffattet, sml. affattelsen af den tilsvarende bestemmelse i bekendtgørelse nr. 1367 af 15.
december 2005, som den nugældende Offentliggørelsesbekendtgørelse afløste. Den nye bestemmelse gør
det tilsyneladende nu muligt for regionstandlægenævnet eller Landstandlægenævnet til at indskærpe forpligtelser.
Tandklagesystemet benytter dog ikke beføjelsen efter nr. 2, da der ikke ses at være tydelig dækning herfor i
forarbejderne til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, se også 414 og 398.
- 177 -
Offentliggørelsesordningen omfatter hele Tandklagesystemets kompetenceområde
416. Efter ordlyden i Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, er det en betingelse for offentliggørelse med navn, at tandlægen har tilsidesat ”reglerne i lov om autorisation af sundhedspersoner og om
sundhedsfaglig virksomhed eller regler fastsat i medfør heraf”. Ordene kan tyde på, at offentliggørelse med
navn kun kan ske, hvis der er givet kvalificeret kritik efter Autorisationslovgivningen. Der kan dog ikke sluttes modsætningsvis fra bestemmelsen. Tandklagesystemets kompetence gælder ikke alene klager fra patienter over sundhedsfaglig virksomhed, men også forhold omfattet af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9. Kvalificeret kritik efter Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 må også kunne udløse offentliggørelse med navn i henhold til § 3, stk. 1, nr. 1.
Ligeledes er det (ved recidiv) efter ordlyden i § 3, stk. 1, nr. 3, en betingelse for offentliggørelse med navn,
at der 3 gange er givet kritik for overtrædelse af ”sundhedslovgivningen”. Udtrykket kan tyde på, at bestemmelsen udelukkende er aktuel, hvis der tre gange er givet kritik efter Sundhedsloven med tilhørende
forskrifter, dvs. for tilsidesættelse af tandlægens forpligtelser i henhold til Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9.
Dette kan dog ikke være meningen. Efter forarbejderne til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, er det
klart, at udtrykket også omfatter Autorisationslovgivningen. Det er altså uden betydning, hvorvidt alle 3
sager eller nogen af dem drejer sig om klage fra patienter over sundhedsfaglig virksomhed, eller de alle 3
udelukkende drejer sig om overtrædelse af Sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 med tilhørende forskrifter.
II. Offentliggørelse med navn forudsætter ikke nødvendigvis strafbart forhold
417. Den grundlæggende lovbetingelse for offentliggørelse med navn, ”alvorlig eller gentagen forsømmelse”, jf. Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, gentages i Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 2, stk. 1, og §
3, stk. 1. Uddybningen heraf i bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, ”grovere eller gentagen forsømmelse eller
skødesløshed”, svarer ikke ganske til lovbetingelsen. Uddybningen, ”grovere … forsømmelse eller skødesløshed”, svarer heller ikke lovforarbejderne, ”indhold af alvorlighed”, ”alvorlig … overtrædelse”.
- 178 -
Som nærmere nævnt i 411 kan der på baggrund af strafbestemmelsen i Autorisationslovens § 75 (”grovere
eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed”) rejses spørgsmål, om kvalificeret kritik er betinget af (mistanke om) strafbart forhold. Tilsvarende kan der på baggrund af den nøjagtigt tilsvarende ordlyd i Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, (”grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed”)
spørges, om det er en betingelse for offentliggørelse med navn, at tandlægen har pådraget sig (mistanke
om) strafbart forhold.
Siden 2006, da ordningen vedrørende offentliggørelse af navnene på indklagede tandlæger i de tilfælde,
hvor der er givet kritik for ”alvorlig eller gentagen forsømmelse”, trådte i kraft, har det været Tandklagesystemets praksis, at det ikke kræves, at tandlægen har pådraget sig (mistanke om) strafbart forhold som
betingelse for offentliggørelse. En lovovertrædelse, som omfattes af offentliggørelsen, er altså efter praksis
ikke nødvendigvis en strafbar lovovertrædelse.
Denne forståelse af lovgivningen bygger på de anførte bemærkninger i Tandlægeoverenskomsten, se 406,
forarbejderne til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, herunder de tilkendegivne forventninger om det
årlige antal sager, der vedrører lovovertrædelse, som omfattes af offentliggørelsen, se 413, alt sammenholdt med anklagemyndighedens og domstolenes praksis mv., se nærmere 428. Navnlig giver – på linje
med, hvad der anføres i 411 – lovbemærkningerne til Klage- og erstatningsloven ikke de nødvendige sikre
holdepunkter for, at offentliggørelse med navn udelukkende skulle være forbeholdt tilfælde, hvor tandlægens alvorlige eller gentagne, fagligt dårlige adfærd tillige er strafbar.
Det følger af det anførte, at udtrykket ”nævnet har fundet grundlag for berettiget mistanke”, jf. Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, ikke nødvendigvis skal forstås som et krav om, at nævnet har
fundet grundlag for berettiget mistanke om strafbart forhold, se herom 428 og 185. Nævnet skal derimod
have fundet grundlag for berettiget mistanke om et forhold, der udløser kvalificeret kritik, se 407 og 409410, (og er strafbart, hvis det hører til de alvorligste tilfælde af dårlig faglig adfærd, der er begået forsætligt
eller i højere grad uagtsomt, se 428).
- 179 -
III. Gentagen forsømmelse (recidiv)
418. Som nævnt i 407 ii) foreligger der gentagelse (recidiv), når tandlægen begår en ny forsømmelse efter
at være kritiseret. Recidiv adskiller sig altså fra sammenstød derved, at der er givet kritik mellem forsømmelserne.
Disciplinær kritik rummer som nævnt i 404 elementer af misbilligelse, irettesættelse og advarsel. I tilfælde
af recidiv bliver der begået ny forsømmelse på trods af den advarsel, der lå i den første kritik. Det er imidlertid ikke således, at selve udtrykket for kritik skærpes i tilfælde af recidiv.
Derimod er der fastsat regler om skærpelse i form af gentagelsesvirkning (recidivvirkning), dvs. at den første afgørelse med kritik visse tilfælde af recidiv har en særlig virkning på afgørelsen om den senere forsømmelse. Ved Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3, stk.1, nr. 3, er der tillagt den første afgørelse med
kritik en obligatorisk gentagelsesvirkning (inden for 5 år) på afgørelsen for tredje gang (eller flere) med kritik af senere forsømmelse, idet der uden videre skal træffes bestemmelse om offentliggørelse med navn af
afgørelsen selv, men af hele det tidligere forløb af afgørelser med kritik.
419. Omfatter den nu foreliggende klagesag flere forsømmelser, hvoraf nogle er begået før og andre efter
den tidligere nævnsafgørelse med kritik, foreligger der gentagelse (recidiv).
Hvis den foreliggende (kritisable) hændelse er begået under anke til Landstandlægenævnet af Regionstandlægenævnets afgørelse med kritik, er den nu foreliggende (kritisable) hændelse gentagelse (recidiv),
hvis Regionstandlægenævnets tidligere kritik er blevet stadfæstet.
IV. Praksis vedrørende offentliggørelse med navn
- 180 -
Offentliggørelse med navn i tilfælde af 1. gangs kritik
420. Offentliggørelse sker i tilfælde af kvalificeret kritik, (dvs. for alvorlig forsømmelse og gentagelse (sammenstød) af en vis massiv karakter, se 408-410), og ved kritik i forbindelse med kosmetisk behandling.
Offentliggørelse med navn i tilfælde af 2. gangs kritik
421. Offentliggørelse sker i samme omfang som i tilfælde af 1. gangs kritik, dvs. i tilfælde af kvalificeret kritik og kritik i forbindelse med kosmetisk behandling, se 420.
422. Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, se. 414, indeholder en beskrivelse af nogle tilfælde, hvor der skal ske offentliggørelse med navn. Offentliggørelse skal ske blandt andet ved ”gentagen
forsømmelse eller skødesløshed”. Efter ordlyden synes almindelig kritik at kunne medføre offentliggørelse
med navn i tilfælde af 2. gangs kritik.
Efter praksis bestemmes der ikke offentliggørelse i disse 2. gangs tilfælde, hvor der gives almindelig kritik.
Med andre ord forstås ordet ”gentagen” i Offentliggørelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, alene i betydningen sammenstød.
Denne forståelse af lovgivningen bygger på forarbejderne til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2, navnlig
bemærkningerne om udmøntning af betingelsen for offentliggørelse blandt andet således, at offentliggørelse sker i de tilfælde, hvor samme tandlæge inden for 5 år er tildelt 3 irettesættelser, se 413. Det fremgår
heraf modsætningsvis, at 2 irettesættelser inden for 5 års perioden ikke begrunder offentliggørelse.
- 181 -
Offentliggørelse med navn i tilfælde af 3. (eller flere) gangs kritik
423. Offentliggørelse sker som nævnt i 415, når der gives samme tandlæge kritik for tredje gang inden for 5
år.
424. Reglen betyder, at en afgørelse med kritik har recidivvirkning (gentagelsesvirkning) i 5 år. Gentagelsesvirkningen regnes fra meddelelsen af afgørelsen.
Der kan argumenteres for, at gentagelsesvirkningen ophører, når der på tidspunktet for den nye forsømmelse er forløbet mere end 5 år fra den første afgørelse. I modsat fald afhænger offentliggørelsen med
navn af det tilfældige tidspunkt for den seneste (tredje) nævnsafgørelse, hvilket ikke altid synes at være
rimeligt.
I betragtning af de klare udtalelser i lovforarbejderne, se 414, må gentagelsesvirkningen dog antages at
bortfalde, når der på tidspunktet for den nye (tredje) nævnsafgørelse er forløbet mere end 5 år fra meddelelsen af den første afgørelse. At gentagelsesvirkningen bortfalder, betyder praktisk, at den første afgørelse ikke skal tælles med, når der skal ”tælles til 3” efter Offentliggørelsesbekendtgørelsen. Det er dog
uden betydning, at tidspunktet for bortfaldet indtræder under anke til Landstandlægenævnet, hvis kritikken bliver stadfæstet.
Af Offentlighedsbekendtgørelsens § 3, stk. 2, følger det, at man ved opgørelsen af 3. (eller flere) gangs tilfælde skal medregne de afgørelser, hvor der er givet kvalificeret kritik. Bestemmelsen forstås i praksis – og i
overensstemmelse med de klare udtalelser i lovforarbejderne, se 414 – således, at samtlige tidligere afgørelser med kritik skal medregnes, hvad enten der er givet almindelig eller kvalificeret kritik.
- 182 -
Herfra gælder dog den undtagelse, der følger af, at tandlægen i tilfælde af sammenstød skal stilles, som om
alle forsømmelser var bedømt under ét, jf. 407. En ny afgørelse vedrørende delt bedømmelse i sammenstød, se 409, skal altså ikke medregnes, når der skal ”tælles til tre”. Er flere forsømmelser, som ikke adskilles ved kritik, bedømt samtidig ved forskellige afgørelser, skal tandlægen ved optællingen stilles, som om
forsømmelserne var bedømt under ét, jf. ligeledes 409.
Alle medregnede afgørelser offentliggøres, dog kun hvis de ikke tidligere har været offentliggjort, jf. Offentlighedsbekendtgørelsens § 3, stk. 3, jf. § 9, stk. 2.
Samme – hidtil én gang kritiserede – tandlæge blev under samme møde i Landstandlægenævnet kritiseret i
2 sager. Der blev ikke truffet bestemmelse om offentliggørelse med navn, men da Landstandlægenævnet
senere inden for 5 års perioden igen kritiserede tandlægen, blev 4 afgørelser offentliggjort med navn.
V. Lovordningen fungerer ikke i praksis
425. Efter Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 4, kan Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætte
regler om, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn varetager offentliggørelsen af afgørelserne fra tandlægeklagesystemet. Disse regler er fastsat ved Offentliggørelsesbekendtgørelsen.
Udtrykket ”varetager offentliggørelsen” forstås således, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn foranstalter
offentliggørelsen efter anvisning fra Regionstandlægenævnene og Landstandlægenævnet. Det er altså
Tandklagesystemet, der har beslutningskompetencen med hensyn til offentliggørelse.
426. Regionstandlægenævnene udveksler ingen oplysninger om meddelt kritik. Landstandlægenævnet får
ingen oplysninger om, hvorvidt vedkommende tandlæge tidligere har modtaget kritik. Landstandlægenæv-
- 183 -
net kan aldrig – og Regionstandlægenævnene kan i hvert fald ikke altid – tage stilling til, om der foreligger
gentagelse efter tidligere meddelt kritik.
Som konsekvens heraf kan Tandklagesystemet i givet fald ikke som påbudt ved Klage- og erstatningsloven,
se 414, udtrykkeligt give kritikken indhold af gentagelse. Offentliggørelse af 3. (eller flere) gangs kritik sker
ikke, fordi de praktiske forudsætninger for at ”tælle til 3” efter Offentliggørelsesbekendtgørelsen ikke er
tilvejebragt.
Ordningen er under overvejelse i Landssamarbejdsudvalget for Tandlægehjælp.
REAKTIONER 3: OVERVEJELSE OM TILTALEREJSNING
427. Som nævnt bl.a. i 411 straffes efter Autorisationslovens § 75 den tandlæge, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed.
Taget efter ordlyden synes enhver gentagen forsømmelse eller skødesløshed at være strafbar efter Autorisationslovens § 75, hvilket selvsagt ikke kan være meningen, jf. også bemærkningerne i 409).
Ordlyden tyder på, at kun den grovere eller gentagne uagtsomhed eller forsømmelighed er strafbar, således at der ikke er hjemmel til straf ved lavere grader af uagtsomhed.
For enden af skalaen er de tilfælde, hvor tandlægen forsætligt forvolder skade på patienten. Her må man
for øvrigt antage, at strafansvaret efter Autorisationsloven absorberes af strafansvaret efter Straffeloven.
- 184 -
Tandlægens forsætlige overtrædelse af en offentlig forskrift om en bestemt handlemåde til værn mod skaders opståen (såkaldt præventiv forskrift) under omstændigheder, hvor skade på patienten kan tilregnes
tandlægen som uagtsom, vil som det klare udgangspunkt være strafbar efter Autorisationslovens § 75.
Det er dog ingen betingelse for strafbarhed, at en udtrykkelig offentlig forskrift er tilsidesat, eller at der er
tilføjet patienten skade. Det kan efter omstændighederne være tilstrækkeligt, at patienten har været udsat
for fare.
Det kan end ikke altid anses som en betingelse for strafbarhed, at tandlægen har udvist en adfærd, af hvilken der er udsprunget en følge eller virkning, fremkaldt skade eller fremkaldt fare.
428. En anmodning til anklagemyndigheden om at overveje at rejse tiltale er et vidtgående skridt. Selve
beslutningen om henvendelse til anklagemyndigheden vil være meget belastende for tandlægen. Anmodning om tiltalerejsning forudsætter efter praksis, at sagen er underkastet en indgående bevisvurdering. Om
kravene til mistanken henvises til 185. Anmodning sker udelukkende i de sager, der er så alvorlige, at det
ikke er tilstrækkeligt, at der gives udtryk for (kvalificeret) kritik af patientbehandlingen.
Anmodning må antages at skulle fremsættes i de alvorligste tilfælde af dårlig faglig adfærd, der er begået
forsætligt eller i højere grad uagtsomt. Dette synes at stemme med den foreliggende (ret sparsomme) påtalepraksis hos anklagemyndigheden og for øvrigt domspraksis vedrørende straffesager mod privatpraktiserende tandlæger efter Autorisationslovens § 75.
Bruger eksempelvis tandlægen en forurenet nål til sutur på trods af at være gjort opmærksom på, at en
medarbejder forinden har stukket sig til blods på nålen, vil sagen blive sendt til politiet.
- 185 -
Det kan tilføjes, at en forsætlig overtrædelse er et forhold, som tandlægen har haft hensigt til, hvis indtræden han har indset som overvejende sandsynlig, eller dog hvis realistiske mulighed for indtræden han har
accepteret.
429. En lovovertrædelse straffes ikke, når der er indtrådt strafferetlig forældelse. Den strafferetlige forældelsesfrist vil i de pågældende sager typisk være 2 år regnet fra den dag, da den strafbare virksomhed eller
undladelse er ophørt. Det forhold, at en straffesag mod en tandlæge ikke kan gennemføres på grund af
strafferetlig forældelse, afskærer dog ikke i sig selv Tandklagesystemets adgang til at behandle sagen og
udtale (kvalificeret) kritik af den pågældendes adfærd.
FEMTE DEL
TANDKLAGEANSVARET – KONTRAKTSANSVAR
Resumé
Tandlægearbejdet
430. Tandlægen skal såvel ved aftalens indgåelse som under arbejdets udførelse vejlede patienten i fornødent omfang. Tandlægen skal udføre arbejdet fagmæssigt tilfredsstillende og varetage patientens interesser i overensstemmelse med god skik.
Risikoen
- 186 -
431. Patienten kommer i almindelighed først til at bære risikoen, se 466, for tandlægearbejdets hændelige
beskadigelse efter arbejdets aflevering.
Mangler
432. Tandlægearbejdet er mangelfuldt, hvis det på det tidspunkt, da risikoen for arbejdet, se 466, går over
på patienten, er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end det ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, eller hvis det forringes efterfølgende som følge af tandlægens forsømmelse.
Tandlægearbejdet er mangelfuldt, hvis tandlægen har givet urigtige eller vildledende oplysninger, der kan
antages at have haft betydning for patientens bedømmelse af arbejdet. Har tandlægen forsømt sin loyale
oplysningspligt, foreligger der også en mangel. I visse andre tilfælde er arbejdet mangelfuldt, hvis det indebærer risiko for skade på patienten.
Mangelsbeføjelser
433. Er formålet med tandlægearbejdet væsentlig forfejlet, er arbejdet ikke honorarværdigt, og patienten
kan kræve tilbagebetaling. Patienten kan på nærmere betingelser kræve omgørelse for tandlægens regning, og der er efter nævnspraksis en vis begrænset adgang til at kræve afslag i honoraret svarende til
manglen.
Udelukkelse, bortfald, ophør af mangelsbeføjelserne (sjældent i nævnspraksis)
- 187 -
434. Tandlægen har som udgangspunkt – i nævnspraksis kun, hvis parterne er enige – adgang til at afværge
patientens tilbagebetalings- eller omgørelseskrav ved uden omkostninger eller væsentlig ulempe for patienten at foretage afhjælpning inden rimelig tid efter modtaget reklamation. Patienten skal principielt – for
at bevare sin ret til at påberåbe sig en mangel – reklamere inden rimelig tid efter, at han har eller burde
have opdaget manglen. Betingelserne for at fastslå tilsidesættelse af reklamationspligten er imidlertid meget strenge, og i nævnspraksis spiller reklamationspligten ingen rolle. Ophør ved forældelse har spiller ligeledes ingen rolle i nævnspraksis.
AFSNIT I: TANDLÆGEKONTRAKTEN
Tandlægekontrakten: Køb, bestillingskøb, værksleje, forbrugertjeneste?
435. Tandlægekontrakten er kendetegnet blandt andet ved, at patienten er en forbruger og tandlægen en
erhvervsdrivende.
Tandlægekontrakten er en gensidigt forpligtende (gensidigt bebyrdende) aftale; tandlægens primære forpligtelse er at præstere ydelsen – ”tandlægearbejde”, se 449 – rigtigt, dvs. kontraktmæssigt, patientens
primære forpligtelse er at præstere modydelsen – betaling af honoraret – rigtigt, dvs. kontraktmæssigt.
Tandlægekontrakten kan efter tandlægens ydelse karakteriseres nærmere i forhold til nogle andre typer af
kontrakter.
436. Køb er afhændelse af et gode mod vederlag i penge. En aftale herom omfattes af Købeloven.
Bestillingskøb er karakteriseret ved, at tilvirkeren fremstiller en genstand. Såfremt dette element i den konkrete situation må anses som det væsentligste, falder forholdet under Købeloven, ellers udenfor.
- 188 -
Den såkaldte værksleje er en kontrakt, hvorefter den ene part (arbejderen, entreprenøren, værksmesteren)
mod vederlag påtager sig at frembringe et arbejdsresultat (værk) for den anden part (bestilleren, arbejdsherren, værksherren). En sådan aftale har et væsentligt element af arbejdsydelse og falder uden for Købeloven.
Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en tjenesteydelsesaftale eller et køb kommer navnlig komme på
tale, hvis der ved en reparation eller omdannelse i ikke ubetydeligt omfang anvendes reservedele eller
indføjes nye ting i en genstand. Vurderingen beror efter praksis som nævnt på, om købselementet eller
tjenesteydelsen må anses for at være den væsentligste af forpligtelserne. Eksempelvis vil en aftale om reparation af en bil typisk blive betragtet som en tjenesteydelsesaftale – også selv om der ved reparationen
måtte blive indføjet nye reservedele, idet den overvejende del af forpligtelsen er knyttet til reparationen.
437. Kontrakten mellem tandlæge og patient er ikke en købsaftale, selv om tandlægen er ansvarlig som en
sælger for mangler ved materialer, der afleveres af ham. Tandlægekontrakten er heller ikke værksleje, selv
om der i et vist omfang kan påhvile tandlægen resultatansvar for mangler ved arbejdet, se 489 ff.
438. Tandlægen udøver et liberalt erhverv, der kan sammenlignes med fx lægens, advokatens og revisorens. Tandlægekontrakten kan typisk betragtes som en tjenesteydelsesaftale, fordi aftalens væsentligste
moment består i en tjenesteydelse.
Købeloven gælder ikke for aftaler om tjenesteydelse, se herved 71.
439. Tandlægekontrakten bestemmes i vidt omfang af Tandlægeoverenskomsten og af almindelige,
uskrevne forbrugerretlige regler. Disse regler er som allerede nævnt, se 71, meget påvirket af Købelovens
regler. Indholdet af reglerne præges for øvrigt i et vist omfang af den offentlige kontrol med virksomheden
som tandlæge og af andre særlige forhold.
- 189 -
De uskrevne regler, som – normalt uden udtrykkelig anden aftale – gælder for tandlægens forpligtelser
ifølge kontrakten, se 71 og i det hele taget 440-638, har i ret vidt omfang et indhold, der allerede dækkes af
tandlægens forpligtelser efter Autorisationslovgivningen og Sundhedslovgivningen mv. Kald og kontrakt
følges ofte ad.
Begrænsninger i aftalefriheden
440. Tandlægekontrakten adskiller sig i et vist omfang afgørende fra et almindeligt kontraktforhold. I et
almindeligt kontraktforhold er der som udgangspunkt aftalefrihed, dvs. at parterne har frihed til at indgå
aftale med det indhold, som de kan enes om.
441. Det er under 68 nævnt, at der gælder visse lovindskrænkninger vedrørende aftaler mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren.
442. Aftalefriheden mellem tandlæge og patient er imidlertid yderligere begrænset som følge af reguleringen i Autorisationslovgivningen og Sundhedslovgivningen mv., se navnlig 50 og 59. I denne lovgivning findes en lang række bestemmelser, der pålægger tandlægen pligter, som man ikke gyldigt kan aftale sig ud
af. Det kan fx ikke aftales, at tandlægen skal opfylde kontrakten uden at vise omhu og samvittighedsfuldhed
i virket, jf. Autorisationslovens § 17, eller at der ikke skal indhentes informeret samtykke inden behandlingens iværksættelse, jf. Sundhedslovens § 15, stk. 1.
Der kan aftales en behandling, der stiller patienten bedre end efter den almindeligt anerkendte tandfaglige
norm (optimering), se 451. Der kan derimod ikke aftales ”overbehandling” i den forstand, at der foretages
unødige indgreb. Sådanne indgreb udgør en overtrædelse af Autorisationsloven, se 350, og er for øvrigt
mangelfuld opfyldelse, se 455.
- 190 -
443. Tandlægeoverenskomsten indeholder yderligere begrænsninger vedrørende eksempelvis honorar og
ydelser. Det offentlige yder tilskud til tandlægebehandling (dog ikke en finansiering på næsten 100 % som
ved lægeydelsen). I et vist omfang mister aftalen mellem patient og tandlæge herved et kontraktforholds
sædvanlige præg af gensidigt bebyrdende retsforhold, se herved 435.
Hvem er patientens medkontrahent?
444. a. Tandlægekontrakten er en aftale mellem tandlægen (dvs. klinikejeren) og patienten, dvs. at patientens medkontrahent er den ydernummeransvarlige klinikejer, se om dette udtryk 147. Tandlægeklinikken
kan være etableret som enkeltmandspraksis, kompagniskabspraksis, i selskabsform med begrænset hæftelse, men dette er som nævnt 138 ff. uden betydning for kontrakten med patienten, over for hvem klinikejeren som nævnt altid hæfter personligt.
b. Et ydernummer kan indehaves af flere ydernummeransvarlige klinikejere, se 149. I så fald kan patienten
gøre sit fulde krav ifølge kontraktsforholdet gældende mod hver enkelt (der hæftes solidarisk), medmindre
andet er aftalt. Patienten kan i givet fald siges at have flere medkontrahenter.
445. Efter Tandlægeoverenskomstens Bilag 3, d, stk. 2, kan der i alle former for praksis medvirke tandlægelig medhjælp i form af ansatte tandlæger og tandplejere. Det må desuden i det hele antages, at tandlægen
kan delegere (overlade) som udgangspunkt alle former for tandlægevirksomhed til en medhjælp, se navnlig
359. I praksis forekommer det hyppigt, at opgaver delegeres til en medhjælp, der er ansat tandlæge.
446. Hvis der foreligger en aftale mellem klinikejeren og medhjælpen, om at medhjælpen skal indtage en
stilling, hvis medhjælpen faktisk indtager stillingen, og hvis stillingen efter sædvanen i tandlægebranchen
indebærer, at medhjælpen handler på klinikejerens vegne, har medhjælpen – typisk altså den ansatte
tandlæge – i henhold til Aftaleloven, jf. § 10, stk. 2, stillingsfuldmagt. Det er ikke en betingelse, at patienten
- 191 -
kender det nærmere ansættelsesforhold, og etablering af stillingsfuldmagt kræver ingen særlig meddelelse
til patienten.
Principalansvar
447. Det er ikke nogen betingelse for klinikejerens kontraktsansvar, at medhjælpen – typisk altså den ansatte tandlæge – selv bliver ansvarlig over for patienten.
Derimod bliver klinikejeren (principalen) kontraktsansvarlig, såfremt han ville være blevet gjort ansvarlig,
hvis den pågældende handling (eller undladelse) var udført af ham selv (principalansvar). Dette gælder,
hvad enten tandlægen har overladt udførelsen af arbejdet til en ansat eller til nogen uden for klinikken, fx
en fremmed tandlæge, tandplejer eller klinisk tandtekniker.
Udlån af klinik
448. Tandlægeoverenskomstens § 9, sidste pkt., se 144, er formuleret generelt, og det antages, at bestemmelsen også gælder, hvis klinikken udlånes til en anden tandlæge. I forbindelse med udlånet kan klinikejeren dog fraskrive sig kontraktsansvaret. Såfremt imidlertid fraskrivelsen tilkendegives alene over for
den tandlæge, der ved bemyndigelsen låner klinikken til patientbehandling, er klinikejeren trods fraskrivelsen forpligtet efter almindelige regler om stillingsfuldmagt, jf. herved Aftalelovens §§ 10 og 11, hvis patienten ikke indså eller burde indse, at den behandlende tandlæge overskred bemyndigelsens grænser.
AFSNIT II: TANDLÆGEARBEJDETS UDFØRELSE OG OMFANG
TANDLÆGEARBEJDE
- 192 -
449. I det følgende er udtrykket ”tandlægearbejde” undertiden anvendt som helhedsbetegnelse for de faglige ydelser, som indgår i tandlægens samlede præstation.
Hvilke faglige ydelser der indgår i tandlægens samlede præstation, beror først og fremmest på parternes
aftale. Hvad parterne ved kontraheringen må antages at have ment siger sig selv (goes without saying) og
derfor ikke udtrykkelig har sagt, regnes som stiltiende aftalt. Er parternes aftale ufuldstændig, må den anses som udfyldt (suppleret) med sædvaner og kutymer inden for tandlægebranchen samt ikke mindst minimumskravene ifølge den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Den tandlægefaglige norm knæsætter også, hvad der er god forretningsskik inden for tandlægefaget. Tilsidesættelse af god forretningsskik
kan i sig selv være en faglig fejl.
Tandlægen har som udgangspunkt ingen kontraheringspligt, men pligt kan foreligge i visse akuttilfælde
m.m., se herved 333.
TO HOVEDFORPLIGTELSER
FØRSTE HOVEDFORPLIGTELSE: FAGLIGT TILFREDSSTILLENDE UDFØRELSE
450. I kravet om, at arbejdet skal udføres fagmæssigt tilfredsstillende, ligger i det hele taget et krav om
fagmæssighed i relation til alle de ydelser, som tandlægen skal præstere i hele behandlingssituationen, dvs.
iværksættelse af undersøgelser, diagnosticering, beslutninger om iværksættelse af behandling og om valg
af behandlingsmetode, udførelse af behandling, herunder præstation af et fysisk arbejdsresultat, og efterfølgende tilsyn med patienten.
- 193 -
Arbejdet skal altid opfylde den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
451. At arbejdet skal udføres fagmæssigt tilfredsstillende, indebærer, at tandlægen skal udføre arbejdet på
en måde, som en dygtig og erfaren tandlæge anser for rigtig og forsvarlig i overensstemmelse med den
almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Dette gælder, selv om det er aftalt, at arbejdet skal udføres
særligt billigt (fx visse former for udenlandsk teknik) eller særligt hurtigt. Det hænder, at de materialer, som
patienten ønsker anvendt, ikke er de bedst egnede (fx uædel legering).
Der må dog selvfølgelig tages et vist hensyn til, hvad der er aftalt med patienten, men selv, hvor det er aftalt, at arbejdet blot skal udføres så godt, som tandlægen nu kan, gælder det, at arbejdet skal leve op til en
vis god minimumsstandard (inden for den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm).
Som nævnt i 442 kan der aftales en behandling, der stiller patienten bedre end efter den almindeligt anerkendte tandfaglige norm (optimering). (Men der kan som ligeledes nævnt i 442 ikke aftales ”overbehandling”.) Sådanne aftaler om optimering kan blandt andet forekomme i tilfælde, hvor der ikke foreligger et
eksisterende behandlingsbehov.
452. I kravet om fagmæssighed ligger endvidere, at tandlægen har pligt til ikke blot ukritisk at rette sig efter
patientens anvisninger, idet tandlægen må sige fra, hvis han kan se, at arbejdet ikke kan udføres tilfredsstillende, hvis det skal udføres efter de anvisninger, som patienten har givet, jf. 534. Hvis et arbejde ikke er
udført fagmæssigt tilfredsstillende, vil der som oftest foreligge en mangel ved arbejdet, se herom nærmere
476 ff.
ANDEN HOVEDFORPLIGTELSE: OMSORG, HERUNDER VEJLEDNING
- 194 -
453. Den pligt, som tandlægen har til at varetage patientens interesser i overensstemmelse med god skik,
herunder særlig vejledningspligten, kan illustreres gennem fremdragelse af nogle eksempler. Opregningen
af eksempler er ikke udtømmende.
(Vejledningspligten udspringer af tandlægens pligt til rigtig opfyldelse af det gensidigt forpligtende kontraktforhold med patienten. Vejledningspligten er ikke identisk med informationspligten efter Sundhedsloven, se 369-371, der først og fremmest skal ruste patienten til at udøve sin ret til selvbestemmelse (autonomi). Informationspligten knytter sig desuden til respekten for individets værdighed og ukrænkelighed
(integritet). Se også 522.)
Eksempel 1: Flere muligheder
454. Kan arbejdet udføres fagmæssigt tilfredsstillende på flere måder eller ved anvendelsen af forskellige
former for materialer, bør tandlægen i almindelighed ved aftalens indgåelse vejlede patienten herom, idet
patienten samtidig bør vejledes om sammenhængen mellem pris og kvalitet.
Eksempel 2: Unødvendigt dyr udførelse
455. Har tandlægen under tilsidesættelse af sin vejledningspligt udført arbejdet på en unødvendig dyr
måde, kan arbejdet blive mangelfuldt.
Dette gælder i tilfælde, hvor tandlægen unødvendigt udtrækker tænder, som bør kunne udbedres ved en
kirurgisk rodbehandling, og erstatter dem med implantater. Sådanne tilfælde er udtryk for malpraksis som
følge af den “overbehandling”, der er tale om. Der skal foreligge tilstrækkelig indikation for udtrækning af
tænderne. Selv om det kan dokumenteres, at patienten informeret måtte have samtykket i “overbehandlingen”, er tandlægeydelsen alligevel mangelfuld. Se også 350 og 442.
- 195 -
Eksempel 3: Billigere udførelse
456. Har tandlægen anvendt en billigere udførelsesmåde, skønt han vidste eller burde vide, at patienten
forventede arbejdet udført på en mere kvalitetsbetonet måde, vil der ligeledes foreligge en mangel ved
arbejdet.
Eksempel 4: Yderligere arbejde
457. Bliver tandlægen opmærksom på, at der inden for tandlægens eget professionsområde er behov for
udførelse af yderligere arbejde, som det vil være hensigtsmæssigt (herunder nødvendigt efter en tandlægefaglig vurdering) at få udført samtidig (tillægsarbejde), bør han ligeledes vejlede patienten herom, jf.465.
458. Dette betyder dog ikke, at tandlægen ikke kan have pligt til at gøre patienten opmærksom på behovet
for behandling af anden art – altså uden for tandlægens eget professionsområde. En sådan pligt kan følge
af tandlægens almindelige omsorgspligt. Dette vil være tilfældet, hvis tandlægen har kunnet konstatere, at
patienten har et påtrængende behov for behandling uden for det tandlægefaglige område, fx kræft i
mandlerne (tonsil cancer), som det ikke er givet, at patienten selv har set. Patienten kan frabede sig information, se 369.
Eksempel 5: Brug, vedligehold, opfølgning
459. Hvor der er anledning dertil, bør tandlægen vejlede patienten med hensyn til brug og vedligeholdelse
af arbejdet efter dets udførelse, ligesom tandlægen så tidligt som muligt bør orientere patienten om forhold, som må antages at have betydning for patientens beslutningsgrundlag, fx om, at arbejdet vil forud-
- 196 -
sætte en efterbehandling, som ikke er omfattet af aftalen, at arbejdet forudsætter omkostningskrævende
vedligeholdelsesforanstaltninger, at arbejdet eventuelt kan indebære visse risici osv.
Forsømmer tandlægen at vejlede patienten om sådanne forhold, gælder i vidt omfang det samme, som
hvor der foreligger mangel på fagligt tilfredsstillende udførelse, se herom 451. Giver forholdet ligefrem
tandlægen grund til at tvivle på, om arbejdets udførelse eller dets fortsættelse vil være i patientens interesse, skal han vejlede patienten herom.
TILLÆGSARBEJDE
460. Tillægsarbejde er, jf. 457, arbejde, der har en sådan sammenhæng med det aftalte arbejde, at det vil
være hensigtsmæssigt eller nødvendigt at udføre det i forbindelse hermed. Det er ingen betingelse, at behovet for det yderligere arbejde er akut. Tillægsarbejde kan således også være arbejde, som der er behov
for at få udført inden for en overskuelig fremtid, forudsat at det arbejdsmæssigt er en fordel at få det udført i en vis sammenhæng med det bestilte arbejde.
Tandlægen har som udgangspunkt ingen kontraheringspligt, se 449, og patienten kan ikke forlange, at
tandlægen udfører tillægsarbejde i forbindelse med det bestilte arbejde, ej heller selv om dette kunne ske
uden ulempe for tandlægen eller tandlægens øvrige patienter eller uden økonomisk risiko for tandlægen.
Hvad har patienten bestilt?
461. Det er en betingelse for, at der kan foreligge tillægsarbejde, at der er tale om arbejde, som ikke er
omfattet af patientens bestilling.
- 197 -
Hvorvidt arbejde er omfattet af patientens bestilling, må afgøres ved fortolkning af den indgåede aftale.
Har tandlægen ifølge aftalen påtaget sig at frembringe et bestemt resultat, fx udførelse af en tandprotese,
vil de foranstaltninger, som tandlægen foretager med henblik herpå, være omfattet af aftalen (og dermed
også af en eventuelt aftalt pris).
Det skal fremgå af patientjournalen, hvilken information der er givet til patienten, og hvad patienten på
denne baggrund har tilkendegivet vedrørende behandling, se 375. Det vil i almindelighed være væsentligt,
hvad der er tilført patientjournalen, når det skal afgøres, hvad patienten har bestilt.
Går bestillingen ud på, at tandlægen skal foretage bestemte foranstaltninger, vil andre arbejder kunne anses som stiltiende bestilt og aftalt, hvis de hænger naturligt sammen med det aftalte arbejde. Dette vil især
kunne være tilfældet, hvis det ikke udtrykkeligt bestilte og aftalte arbejde er af mindre omfang, fx proteseeftersyn.
Ikke bestilt
462. Har en ikke-aftalt foranstaltning ikke en sådan naturlig sammenhæng med det bestilte arbejde som
nævnt ovenfor 460, falder foranstaltningen uden for aftalen (tandlægens opdrag), uanset om der er tale
om en større eller mindre foranstaltning. Er det arbejdsmæssigt en fordel at udføre foranstaltningen sammen med det bestilte arbejde, foreligger herefter et tillægsarbejde, jf. 460.
Initiativpligt
463. Tandlægen har imidlertid som udgangspunkt pligt til af egen drift at søge udførelse af tillægsarbejde
iværksat, hvis dets udsættelse vil medføre betydelige omkostninger, ulemper eller risiko for fare for patienten.
- 198 -
Dette gælder i almindelighed for nødvendigt opfølgende arbejde. Det kan dreje sig om kontrol af immediatproteser eller opfølgning efter transplantation. Foretager tandlægen en knogletransplantation, kan patienten ganske vist henvises til egen tandlæge for fjernelse af suturer, men opererende tandlæge skal selv
informere om vigtigheden af kontrol og forsøge at kontakte patienten for opfølgning.
Forholdsordre - samtykke
464. Uanset initiativpligten kan det spørgsmål opstå, om tandlægen bør udføre tillægsarbejde af egen drift.
Tandlægen har dog som udgangspunkt ingen kontraheringspligt, se 449 og 460.
Ved første øjekast kan spørgsmålet synes at være vanskeligt. Hvis tillægsarbejdet ikke udføres, kan patienten efter omstændighederne let påføres fare eller dog unødvendig ulempe samt omkostninger. Omvendt
risikerer patienten, hvis tillægsarbejdet udføres med pligt for patienten til at betale herfor, at blive påført
en udgift, som han ikke selv ville have valgt at påtage sig, og som han måske ikke har råd til at betale.
Tandlægen må imidlertid ikke udføre tillægsarbejde af egen drift. Patientens autonomi skal respekteres.
Tandlægen er forpligtet til at følge en voksen habil patients ønsker også i de tilfælde, hvor der endog er tale
om livsnødvendig behandling. Smh. 383 i.f. Patientens selvbestemmelse vejer tungere end tandlægens
hjælpepligt. Dette princip er kommet til udtryk i Sundhedslovens § 15, stk. 1, hvorefter ingen behandling
må indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, se 376.
465. Tandlægen har – uanset den manglende kontraheringspligt, se 449 og 460, og som også nævnt i 457 –
pligt til at vejlede patienten om det hensigtsmæssige i en samtidig udførelse, således at patienten kan tage
stilling til, om han ønsker tillægsarbejdet udført, hvis tandlægen indgår derpå. Patienten kan selvsagt have
grunde til ikke at ønske tillægsarbejdet udført, fx fordi han som nævnt ikke har råd til at betale herfor eller
ønsker tillægsarbejdet udskudt til senere og eventuelt udført af en anden tandlæge.
- 199 -
AFSNIT III:
RISIKOEN FOR ARBEJDETS HÆNDELIGE UNDERGANG
HVAD VIL DET SIGE AT BÆRE RISIKOEN?
466. Beskadiges tandlægearbejdet, eller går det til grunde, på grund af omstændigheder, som hverken
tandlægen eller patienten er skyld i, opstår spørgsmålet om, hvem der skal bære risikoen herfor.
Bærer tandlægen risikoen, er dette ensbetydende med, at patienten kan gøre mangelsbeføjelser gældende,
medmindre tandlægen udbedrer arbejdet vederlagsfrit. Bærer patienten risikoen, indebærer dette, at patienten uanset det indtrufne skal betale fuldt honorar for arbejdet, ligesom tandlægen, hvis han udbedrer
arbejdet, har krav på særskilt betaling herfor.
Der foreligger en mangel, hvis arbejdet efter det tidspunkt, fra hvilket patienten bærer risikoen for det,
forringes som følge af tandlægens forsømmelse, se nærmere 511-512.
Udefra kommende begivenheder
467. Ved risikoen for arbejdet forstås alene spørgsmålet om, hvem der skal bære følgerne af, at arbejdet
eller en del af dette beskadiges eller går til grunde som følge af en udefra kommende begivenhed, som
hverken kan bebrejdes (tilregnes) tandlægen eller patienten, dvs. som indtræder uden forsæt eller uagtsomhed (culpa) fra den pågældende part.
- 200 -
Forvoldes skaden derimod af tredjemand, herunder en anden tandlæge, som udfører arbejde for patienten
samtidig, er skaden - set i forhold til aftalens parter - hændelig, og hvem af parterne der skal bære følgerne
heraf, afhænger derfor af, om skaden sker før eller efter arbejdets aflevering.
AFLEVERING
468. Hovedreglen er, at risikoen for arbejdet påhviler tandlægen, indtil arbejdet er afleveret, hvorved forstås, at arbejdet skal kunne betragtes som endeligt afsluttet. Delaflevering kan dog aftales, jf. 472.
Hvornår er aflevering sket?
469. Aflevering er som nævnt sket, når arbejdet må betragtes som endeligt afsluttet. Et kronearbejde er
færdigt, når der er cementeret endeligt. Drejer det sig om en arbejdspræstation, fx en undersøgelse eller
en tandrensning, er ydelsen leveret, når præstation er helt afsluttet.
470. Arbejdet kan først anses for leveret, når tandlægen også har udført de med arbejdet forbundne biforpligtelser. Hvad der er biforpligtelser, afgøres efter den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Eksempelvis går normen ved visse protesearbejder ud på, at det kan være nødvendigt i forbindelse med et
eller flere kontrolbesøg at foretage mindre justeringer eller korrektioner af såvel okklusion/artikulation som
af ekstensionen.
Delaflevering
- 201 -
471. Hvor de enkelte dele af arbejdet udføres tidsmæssigt adskilt, kan der imidlertid i visse tilfælde være et
særligt behov for at kunne aftale risikoovergang efter, at en del af arbejdet er udført, fx den kirurgiske og
den protetiske del af en implantatbehandling.
Dette vil således være tilfældet, hvor tandlægen har udført en del af arbejdet, men hvor færdiggørelsen af
dette herefter må afvente visse omstændigheder, som tandlægen er uden indflydelse på, fx en længere
helingsperiode efter fiksturindsættelse ved implantatbehandling. Såfremt risikoen ufravigeligt altid først går
over, når det samlede arbejde er udført, ville tandlægen efter omstændighederne muligvis sørge for, at
aftalen ikke kom til at omfatte fx det protetiske arbejde i forbindelse med implantatbehandling, således at
patienten eventuelt ville være henvist til at lade dette afsluttende arbejde udføre af andre.
Rimeligt begrundet i arbejdets tilrettelæggelse og karakter
472. Delaflevering kan aftales, såfremt aftalen er rimeligt begrundet i arbejdets tilrettelæggelse og karakter. Selv om det er patienten, der som følge af arbejdets karakter er henvist til at tage en del af det i brug,
må en aftale om aflevering af denne del af arbejdet må anses for rimeligt begrundet, således at tandlægen
vil være berettiget til at tage et forbehold om delaflevering i forbindelse med ibrugtagningen.
Afhjælpning og risikoovergang
473. a. Kan der i forbindelse med arbejdets aflevering påvises væsentlige mangler, som patienten kræver
afhjulpet, eller som tandlægen tilbyder at afhjælpe, går risikoen for arbejdet ikke over på patienten. Forholdet sidestilles i så fald med, at arbejdet endnu ikke er færdiggjort, således at risikoen først overføres på
patienten, når afhjælpning har fundet sted.
- 202 -
At manglen skal påvises i forbindelse med arbejdets aflevering indebærer, at påvisningen af manglen skal
ske i nær tidsmæssig sammenhæng med afleveringen. Det er dog ingen betingelse, at påvisningen sker
under selve afleveringen, idet det er tilstrækkeligt, hvis patienten umiddelbart derefter henvender sig til
tandlægen angående manglen, og tandlægen tilbyder afhjælpning.
b. Er der på den anden side gået nogen tid efter arbejdets aflevering, førend manglen påvises, er risikoen
for arbejdet alligevel gået over på patienten ved afleveringen trods tandlægens tilbud om afhjælpning.
Dette skyldes, at tandlægen i modsat fald ville kunne komme til at bære risikoen for det leverede arbejde i
en uvis periode.
Parterne må dog undertiden anses for (stiltiende) at have aftalt andet, se 473. d.
c. Afhjælper tandlægen en mangel i et tilfælde, der nævnes ovenfor i b, er det kun risikoen for det oprindeligt udførte arbejde, som er overgået på patienten. Så længe afhjælpningsarbejdet ikke er afleveret, bærer
tandlægen således risikoen herfor i overensstemmelse med, hvad der nævnes i 468-470.
d. Som nævnt i 167. b. og 606 må det normalt antages at være i såvel patientens som i tandlægens interesse, at opståede mangelsproblemer finder deres løsning ved, at eventuelle mangler ved arbejdet bliver afhjulpet. Hvis tandlægen har tilbudt at afhjælpe en mangel, og patienten er indgået herpå og har ydet den
nødvendige medvirken, må forholdet sidestilles med, at arbejdet endnu ikke er afsluttet, se 167 b. Selv om
der er gået nogen tid, se 473. b., er risikoen ikke gået over.
AFSNIT IV: MANGELSBEGREBET
INDLEDNING – GARANTI
- 203 -
474. Opfylder en kontraktspart ikke den kontraktlige forpligtelse rigtigt, foreligger der misligholdelse, dvs.
kontraktbrud.
Som nævnt i 435 er tandlægens primære forpligtelse at præstere ydelsen – ”tandlægearbejde”, se 449 –
rigtigt. Det hører til kontraktmæssig opfyldelse, at ydelsen har visse egenskaber, eller – negativt udtrykt –
at den ikke har mangler.
Reglerne om de forskellige arter af kontraktbrud er forskellige på flere punkter. Nedenfor gennemgås udelukkende reglerne om den form for misligholdelse, der foreligger som faktiske mangler. Navnlig forbigås
reglerne om forsinkelse, der ikke spiller nogen væsentlig rolle i tandklageretten.
Tandlægekontrakten er karakteriseret ved, at den aftalte ydelse ikke foreligger ved aftalens indgåelse, men
først skal præsteres i fremtiden. Arbejdet vil endvidere ofte ved aftalens indgåelse blot være betegnet ved
sit formål, således at ydelsens nærmere karakter og omfang først afklares efterfølgende i forbindelse med
tandlægens undersøgelse eller i forbindelse med arbejdets udførelse.
Tandlægen har som ekspert en særlig viden, som patienten ikke har mulighed for at tilegne sig og kontrollere rigtigheden af. Det er på grund af tandlægeydelsens karakter vanskeligt for patienten at tage fornuftig
stilling til, hvordan kravene til ydelsen skal udformes i enkeltheder.
Der er derfor et væsentligt behov for at præcisere, hvilke krav til tandlægens ydelse patienten er berettiget
til at stille eller – negativt udtrykt – hvad det vil sige, at tandlægens ydelse er mangelfuld (mangelsbegrebet).
- 204 -
Der har i tandlægeprofessionen dannet sig en faglig tradition – den almindeligt anerkendte tandlægefaglige
norm – om, hvordan tandlægegerningen skal udføres. Denne norm er hovedkilden til en indkredsning af,
hvad der er mangelfuld opfyldelse af en tandlægekontrakt.
Mangelsbegrebet fastlagt ved indeståelse (garanti)
475. En garanti er et løfte om at indestå for en oplysnings rigtighed eller for en fremtidig udvikling.
Har tandlægen har påtaget sig at indestå for (garanteret), at arbejdet har en bestemt egenskab, er arbejdet
mangelfuldt, hvis det viser det sig i garantiperioden, at arbejdet ikke har den garanterede egenskab. Det
gælder dog ikke, hvis tandlægen kan godtgøre, at årsagen hertil skyldes et forhold, som patienten bærer
risikoen for, se 260.
DET GENERELLE MANGELSBEGREB
GRUNDLÆGGENDE DEFINITION
476. a. Tandlægeydelsen er mangelfuld, hvis den på det tidspunkt, fra hvilket patienten bærer risikoen for
den, er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende
omstændigheder skulle være. Dette kan også udtrykkes på den måde, at tandlægeydelsen er mangelfuld,
hvis den på det nævnte tidspunkt ikke er som lovet af tandlægen eller med rette forudsat af patienten.
- 205 -
Ydelsen er også mangelfuld, hvis den efter risikoens overgang til patienten beskadiges som følge af, at
tandlægen udviser forsømmelse (dvs. optræder, så det kan bebrejdes den pågældende) i forbindelse med
opfyldelsen af aftalen, se 505 og 511.
b. Det er ikke kontraktbrud, at tandlægen yder for meget arbejde, hvis tandlægen uden ulempe for patienten kan udskille, hvad der tilkommer ham, og kan gå ud fra, at patienten ikke har noget imod det.
Kontraktbruddet, hvor tandlægen yder for lidt arbejde, kan enten opfattes som en forsinkelse, for så vidt
angår den del, som ikke er afleveret, eller som en kvantitetsmangel (ikke en kvalitetsmangel, jf. 476. a.) ved
ydelsen. Skillelinjen mellem 1) forsinkelse med en del af ydelsen og 2) kvantitetsmangler beror på, om patienten må gå ud fra, om tandlægen har tænkt, at det, som er afleveret, skal tjene som fuldstændig opfyldelse af kontrakten. I sådanne tilfælde foreligger der en kvantitetsmangel, og patienten kan kræve efterlevering, se 596. Må patienten derimod forvente yderligere ydelse fra tandlægen, kan der foreligge forsinkelse
med en del af ydelsen. Spørgsmål om forsinkelse behandles ikke i denne fremstilling.
Udfyldning af aftalen
477. Ved vurderingen af, om der foreligger en mangel efter det generelle mangelsbegreb, er udgangspunktet, hvad patienten på baggrund af aftalen og de foreliggende omstændigheder har haft grund til at forvente sig af tandlægens ydelse.
Fremgår det ikke klart af parternes aftale, hvilke ydelser tandlægen har påtaget sig, må aftalen udfyldes
(suppleres) på grundlag af kutymer i tandlægebranchen og navnlig den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
Tandlægeydelsens beskaffenhed eller brugbarhed
- 206 -
478. Udgangspunktet for mangelsbedømmelse af tandlægens ydelse er ydelsens beskaffenhed eller brugbarhed.
Ved vurderingen heraf har det betydning, om der i sammenhængen er kontraheret (dvs. indgået aftale) om
udførelse af en arbejdspræstation eller om opnåelse af et arbejdsresultat. Afgørelsen af, hvad der er kontraheret om, beror på en fortolkning af aftalen og de foreliggende omstændigheder.
ANSVARSTYPE 1: PRÆSTATIONSANSVAR
Når ydelsen er en arbejdspræstation
479. I de hyppigst forekommende tilfælde er der alene er kontraheret om en arbejdspræstation. Mangelsbedømmelsen er i så fald en nærmere vurdering af de enkelte ydelser, som tandlægens præstation består
af.
De krav, som i denne forbindelse kan stilles til tandlægens arbejdsindsats, vejledning m.v., er bestemt af,
hvad en dygtig og erfaren tandlæge anser for rigtigt og forsvarligt. Der er således tale om en vurdering baseret på, hvad en fagmand inden for området anser for forsvarligt (den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm).
Mangelsbedømmelsen er subjektiv (den afhænger af, om der er noget at bebrejde tandlægen).
- 207 -
480. Beskadiges tandlægens arbejdspræstation af en hændelig begivenhed inden afleveringen – altså uden
at tandlægen er skyld i beskadigelsen –, er risikoen dog tandlægens, således at arbejdet i sådanne tilfælde
bliver mangelfuldt, selv om der ikke er noget at bebrejde tandlægen.
No cure, no pay gælder ikke
481. En aftale med tandlægen om at udføre en operation, foretage en undersøgelse eller lignende forpligter altså – ligesom aftaler med andre fagudøvere – ham til at udøve en god faglig indsats. Patientens aftale
med tandlægen indebærer derimod ingen garanti for et heldigt udfald.
Tandlægens honorar afhænger altså ikke af, om behandlingen fører til lindring eller helbredelse. Den gode,
men mislykkede præstation skal honoreres. Tandlægen har ikke nogen ubetinget forpligtelse til at kurere
patienten. Princippet no cure, no pay gælder altså ikke i denne forbindelse.
482. At tandlægens ydelse er virkningsløs i forhold til grundsygdommen, behøver ikke at være en følge af
den udførte behandling eller mangel på samme. En lidelse responderer ikke altid på en given behandling.
Der kan derfor være tale om en behandling, som ikke har kunnet lykkes – dvs. ikke har resulteret i den grad
af helbredelse, som man normalt kan regne med –, uden at tandlægen har nogen skyld deri.
Den faglige præstation
483. Har tandlægen fx påtaget sig et tandeftersyn eller at se på tænder, som der er noget i vejen med, bør
han først på fagligt forsvarlig måde forsøge at diagnosticere sygdom eller finde defekter. Finder tandlægen
en sygdom eller defekt, som kan være skyld i tandsættets manglende funktionsdygtighed, bør han vejlede
patienten og indhente dennes stillingtagen i det omfang, dette følger af den almindelige omsorgspligt.
- 208 -
Skal sygdommen behandles, eller defekten udbedres, har patienten krav på, at dette sker på fagligt forsvarlig måde, hvilket efter omstændighederne tillige kan indebære en efterfølgende kontrol af, at der ikke foreligger yderligere sygdom eller andre kilder til defekt.
484. Diagnosticering, fyldning , parodontosebehandling, rodbehandling – ortograd og retrograd (fra
rodspidsen, kirurgisk indgreb) – er eksempler blandt mange i gruppen af tilfælde, hvor tandlægen bærer
præstationsansvar.
Den (måske) mislykkede præstation
485. Har tandlægen ikke påtaget sig et bestemt arbejdsresultat, kan ydelsen altså være mangelfri, selv om
det senere viser sig, at behandlingen fx alene har fjernet et symptom på en sygdom eller en defekt, som
efter kortere eller længere tid igen forårsager funktionssvigt i tandsættet. Afgørende for mangelsspørgsmålet bliver i så fald, om den bagved liggende årsag burde have været lokaliseret, eventuelt ved kontrol
efter udførelse af behandlingen.
Specialydelse m.m.
486. Ved vurderingen af, hvilke faglige krav der kan stilles til tandlægens arbejdspræstation, må der også
ses på, hvad tandlægen har stillet patienten i udsigt. Er tandlægen specialist – specialtandlæge –, må mangelsvurderingen således tage sit udgangspunkt i, hvilken arbejdspræstation man normalt kan forvente sig
fra en specialist som den pågældende.
Også den aftalte pris vil kunne få betydning ved vurderingen af, hvilke krav der kan stilles til tandlægens
præstation.
- 209 -
Den fagligt uforsvarlige præstation
487. Har det imidlertid været fagligt uforsvarligt af tandlægen at påtage sig arbejdet, eller har han i øvrigt
optrådt fagligt uforsvarligt, må arbejdet dog normalt altid anses for mangelfuldt, hvis forholdet har medført
en forringelse af arbejdet, idet tandlægen da har handlet i strid med sin almindelige omsorgspligt.
Ydelsen er mangelfuld, hvis en ubehandlelig sygdom ved en fejl ikke er blevet diagnosticeret korrekt.
Præstation med dårlige materialer
488. Skyldes en forringelse af præstationen, at der er mangler ved materialer ydet af tandlægen, anses
arbejdet for mangelfuldt, uanset at tandlægen ikke har påtaget sig noget resultatansvar. Se hertil 497.
ANSVARSTYPE 2: RESULTATANSVAR
489. Selv om tandlægens arbejde består af flere forskelligartede ydelser, behøver mangelsbedømmelsen
dog ikke altid bestå i en særskilt vurdering af den enkelte ydelse.
Har patienten på grundlag af aftalen og de foreliggende omstændigheder haft grund til at regne med, at
der med arbejdet ville blive frembragt et bestemt resultat, kan man således ved mangelsvurderingen undlade at bedømme den enkelte ydelse, men nøjes med at vurdere resultatet, idet arbejdet i så fald anses for
mangelfuldt, såfremt det tilsigtede resultat ikke er opnået, uden at dette skyldes patientens forhold.
Når ydelsen er et arbejdsresultat
- 210 -
490. I det omfang, der således er kontraheret om et arbejdsresultat, kan tandlægen – ligesom en sælger
eller en entreprenør – kun kræve honorar, hvis han præsterer den lovede ydelse, arbejdsresultatet.
Protetik m.v.
491. Tandlægeydelsen er som regel en arbejdspræstation, jf. ovenfor. Det hører til undtagelsen – men i
praksis en meget vigtig undtagelse, jf. 499 – at tandlægen, eventuelt som en del af ydelsen, skal frembringe
et bestemt resultat.
Består arbejdet i indpasning eller indføjelse af fysiske strukturer i tandsættet, ofte efter forudgående tildannelse, må aftalen normalt fortolkes således, at tandlægen har påtaget sig at frembringe et bestemt arbejdsresultat. Er en sådan aftale indgået, foreligger der som udgangspunkt en mangel ved arbejdet, såfremt
det tilsigtede resultat ikke opnås, uden at dette skyldes patientens forhold.
Er der indgået aftale om fremstilling af ny bidhøjde ved hjælp af fx plastfyldninger og støbte kroner, men
fører denne bidfunktionsbehandling ikke til symptomfrihed, vil arbejdet som udgangspunkt være mangelfuldt. Det er i givet fald ikke sikkert, at tandlægen har begået en faglig fejl, men behandlingen kan muligvis
på den ene eller anden måde have haft uheldig indflydelse på det endelige resultat, der er blevet dårligere
end sædvanligt. I tilfælde af resultatansvar undlader man ved mangelsbedømmelsen som nævnt i 489 at
vurdere de enkelte ydelser, der indgår i behandlingen og nøjes med at vurdere resultatet.
492. For øvrigt må det, som nævnt i 519, antages, at tandlægen pådrager sig resultatansvar for urigtige eller
vildledende oplysninger, der må antages at have haft betydning for patientens bedømmelse af arbejdet.
Mangelsbedømmelse af resultatet
- 211 -
493. a. Har tandlægen en ”resultatforpligtelse”, må der ved mangelsbedømmelsen navnlig ses på resultatets, det færdige arbejdes, kvalitet, udseende, holdbarhed, anvendelighed og værdi. Arbejdet skal med
hensyn til beskaffenheden og brugbarheden svare til, hvad der i det enkelte tilfælde er lovet af tandlægen
eller med rette forudsat af patienten.
Mangelsbedømmelsen er objektiv (den afhænger ikke af, om der er noget at bebrejde tandlægen).
b. Som det fremgår af 507, har Landstandlægenævnet tidligere i sager om fast protetik statueret ansvar
helt uden mangelsbedømmelse (egentlig et garantiansvar), men denne praksis (10-års reglen) er ikke længere gældende ret.
Hvilket resultat kan patienten forvente?
494. Vejledende for, hvad patienten er berettiget til at forvente, er blandt andet, hvilken beskaffenhed eller
brugbarhed tandlægearbejder af den pågældende karakter normalt plejer at have, navnlig bedømt efter
den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Berettigede forventninger kan også bygge på, hvilke
oplysninger tandlægen har givet vedrørende sine kvalifikationer, den aftalte pris, osv. Se også 493. a.
Ringere beskaffenhed – eksempler
495. Hvis en protese placeres passivt i munden, og det kan konstateres, at den ikke slutter tæt til gummen
– idet der fx ses luft i en tandregion, og protesen er underekstenderet i en anden – kan mangelsbedømmelsen indskrænke sig til denne konstatering. – Det samme gælder et kronearbejde, hvor der konstateres utilfredsstillende kanter i form af fx underskud/spalte.
- 212 -
En bro er mangelfuld, hvis der konstateres kosmetisk uheldige forhold ved kronekanterne og manglende
kontaktflade mellem bro og slimhinde som følge af vævsskrumpning (uanset om det ved en nærmere udredning kan vises, at manglen skyldes, at tandlægen uforsvarligt fremstillede og cementerede broen kort
efter tandfjernelsen).
Kronebehandling forudsætter, at der etableres det for fastholdelsen og stabiliteten nødvendige ringgreb. Er
resttandsubstansen beskeden, er det afgørende, hvorvidt ringgrebet om tandstubben har den fornødne
tæthed.
Er tanden ubehandlelig, kompromitteres kronearbejdet. En i sig selv fejlfri, funktionsdygtig krone underkendes, hvis tandlægen fejlagtigt har sat den på en udtrækningsmoden tand.
Dårlig kosmetik og lignende
496. Der foreligger også en mangel, hvis arbejdet ikke er af en ringere, men dog af en anden beskaffenhed
eller brugbarhed end aftalt eller med rette forudsat af patienten. Arbejdet er i så fald mangelfuldt, selv om
dets værdi ikke formindskes af uoverensstemmelsen. Typeeksemplet er dårligt kosmetisk arbejde.
Resultat med dårlige materialer
497. Indgår der i tandlægens ydelse levering af materialer eller lignende, er patienten, medmindre andet er
aftalt, berettiget til at forvente, at sådanne ydelser er af sædvanlig god karakter. Der bliver således også her
tale om en objektiv mangelsbedømmelse. Se hertil 488.
- 213 -
Knækker akrylet over attachment på en protese – uden at patienten bærer risikoen herfor – afhænger ansvaret altså ikke af, om noget kan bebrejdes tandlægen.
498. Begrundelsen for denne objektive mangelsbedømmelse er, at tandlægen på samme måde som en
mellemhandler har mulighed for at beregne sig en avance på materialerne. Tandlægen vil endvidere normalt kunne gøre regres gældende over for den, som han har købt materialerne hos.
PRÆSTATIONSANSVAR ELLER RESULTATANSVAR?
499. Om der påhviler tandlægen et resultatansvar, afhænger primært af en fortolkning af aftalen og de
foreliggende omstændigheder, herunder hvad patienten ud fra arbejdets karakter har haft grund til at
regne med.
Tandlægen har som nævnt præstationsansvar for de fleste af sine forskellige ydelser. I praksis indgår
spørgsmål om resultatansvar i et stort antal sager, jf. 491.
Resultatet usikkert
500. Vedrører den indgåede aftale udførelse af behandling, kan det være uklart, hvad tandlægen har lovet,
og hvad der er indgået aftale om. Det samme gælder, hvis patienten ved aftalens indgåelse indser, at en
opnåelse af det ønskede arbejdsresultat er afhængig af en række usikre omstændigheder.
I så fald må tandlægens og patientens aftale, hvis andet ikke fremgår, ofte fortolkes som ydelse af en arbejdspræstation således, at tandlægen blot har påtaget sig at foretage en fagligt forsvarlig undersøgelse og
i den forbindelse behandle diagnosticeret sygdom og udbedre forefundne defekter på faglig forsvarlig
- 214 -
måde. Tandlægen kan i så fald have præsteret en mangelfri ydelse, selv om der ikke opnås noget arbejdsresultat.
FORHOLD, SOM PATIENTEN BÆRER RISIKOEN FOR
501. Hvad enten tandlægen har påtaget sig et præstationsansvar eller et resultatansvar, foreligger der dog
ikke nogen mangel, hvis en beskadigelse af arbejdet skyldes forhold, som patienten bærer risikoen for.
Burde tandlægen have indset, at der som følge af et sådant forhold var risiko for, at arbejdet ville blive beskadiget eller forringet, uden at han har vejledt patienten behørigt herom, bliver arbejdet dog alligevel
mangelfuldt, idet der i så fald i tandlægens ydelse indgår en mangelfuld vejledning, således at ydelsen ikke
lever op til kravene om fagmæssighed og omsorgsfuldhed.
Eksempler – patientens risiko
502. Fyldninger – med sølvamalgam, plast, guld eller porcelæn – har ikke ubegrænset holdbarhed; tænderne bliver ved deres funktion konstant udsat for slitage, tryk- og trækpåvirkninger. Dette kan bevirke, at der
over tid opstår ujævne fyldnings- og emaljekanter, der udvikler spalter mellem fyldning og tand. Resultatet
heraf kan muligvis være, at der udvikles et nyt kariesangreb. Hastigheden for udvikling af karies i denne
situation er afhængig af patientens renhold af tænder og kostvaner. Disse forhold er patientens risiko.
En rodbehandling kan være tæt og i orden, men ikke optimal på grund af tandens anatomiske forhold. Rodbehandlingen er ikke mangelfuld. – Det samme gælder, hvis der efter en sufficient rodfyldning konstateres
en betændelsestilstand; i en vis del af alle rodbehandlinger kan der opstå efterfølgende rodspidsbetændelse, uden at dette pådrager tandlægen mangelsansvar.
- 215 -
Jo længere bagtil i mundhulen tanden er placeret, desto vanskeligere er det at foretage en perfekt rodfyldning. Er fyldningen i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm, er risikoen
patientens.
Fyldninger, der falder ud inden for kort tid – 6 måneder – formodes at have været mangelfulde på leveringstidspunktet, medmindre tandlægen godtgør andet, jf. 261.
503. Fraktur i tandroden forekommer oftest i rodbehandlede og stiftopbyggede tænder og er normalt en
hændelig komplikation. Komplikationen kan være dels en konsekvens af udtrætning, der er sket i tanden
gennem måske mange års funktion, dels en følge af svækkelse, som en oprindelig nødvendig behandling af
en grundsygdom, fx karies, har betydet. En rodbehandlet tand er således mere skrøbelig end en vital tand;
den rodbehandlede tand er sprød og har en betydelig risiko for fraktur; en udboring, som er nødvendig af
hensyn til fornyet rodbehandling, kan svække tanden yderligere. Resultatet kan være yderligere rodfraktur,
eller at roden simpelthen flækker. Tanden kan tabes, eller der kan ske væskeindsivning fx med den effekt,
at cement, der fastholder en tandkrone, opløses, og kronen går løs. Sådanne forhold skyldes ikke mangler
ved tandlægens behandling, men at tanden uundgåeligt er svækket grundet tidligere (korrekt) behandling.
Patienten bærer risikoen for forholdet.
En bro erstatter en udtrukket tand, men efter knap 2 år konstateres det, at der ikke er liv i nerven på en af
bropillerne. Denne risiko kan ikke nødvendigvis henføres til en mangel ved behandlingen. Frakturer i tandroden kan forårsage (gentagne) løsninger af kronen, uden at arbejdet af den grund er mangelfuldt.
504. Et antal tænder var under nedbrydning, men af økonomiske årsager fravalgte patienten den nødvendige kronebehandling. Nu fremstår tandsættet stærkt destrueret. Patienten bærer risikoen, idet tilstanden
ikke kan bebrejdes tandlægen.
- 216 -
Patientens mange udeblivelser og afbud vanskeliggjorde eller umuliggjorde fx gennemførelsen af et fyldningsarbejde, der var planlagt ved de løbende undersøgelser. Risikoen er patientens.
HVORNÅR MANGELSVURDERING?
505. Hvorvidt ydelsen er mangelfuld, skal vurderes ud fra ydelsens beskaffenhed og brugbarhed på tidspunktet for risikoens overgang til patienten, dvs. når aflevering har fundet sted, se 468 ff. Har ydelsen ikke
på dette tidspunkt de egenskaber m.v., som patienten har krav på, er ydelsen mangelfuld, uanset at manglen først viser sig på et senere tidspunkt.
Sker der efter ydelsens aflevering en forringelse af ydelsen, er dette som udgangspunkt tandlægen uvedkommende. Har tandlægen imidlertid handlet forsømmeligt efter risikoovergangen, kan dette konstituere
en mangel, uanset at risikoen er overgået til patienten, jf. 476. a. og 511. Dette kan være tilfældet, hvis
tandlægen skal foretage afhjælpning af en mangel, hvorunder der påføres arbejdet en skade som følge af
tandlægens forsømmelse, se eksempel 547.
Bevisbyrden for, at der foreligger en kvalitetsafvigelse, der kan begrunde, at der statueres en mangel, påhviler patienten, se 257. I garantitilfældene er det også patienten, der må påvise, at der foreligger en kvalitetsafvigelse, se 260.
Det er endvidere som udgangspunkt patienten, der har bevisbyrden for, at kvalitetsafvigelsen var til stede
på det relevante tidspunkt, se ligeledes 257. Viser kvalitetsafvigelsen sig imidlertid inden for 6 måneder fra
afleveringstidspunktet, formodes den som udgangspunkt at skyldes forhold, som allerede forelå ved leveringen (6-måneders reglen), 261.
SKJULTE MANGLER
- 217 -
506. Gøres arbejdet færdigt uden de egenskaber m.v., som patienten har krav på, er arbejdet mangelfuldt,
uanset at manglen er skjult (latent) og først viser sig på et senere tidspunkt. Bevisbyrden for ydelsens beskaffenhed, da risikoen gik over, er patientens, jf. 257, men en mangel ved det aftalte arbejdsresultat, der
viser sig kort tid efter, at tandlægens arbejde blev afleveret, formodes at have været til stede ved afleveringen, se nærmere 261 om 6-måneders reglen.
507. Tandklagesystemet fulgte tidligere en særlig praksis (10-års reglen) vedrørende fast protetik. Fast protetik skulle holde mindst 10 år, og gjorde protetikken ikke det, skulle patienten have en kompensation. Hvis
et arbejde gik tabt 7 år efter fremstilling, skulle patienten have 3/10 tilbagebetalt. Der skulle også tilbagebetales, selv om der ikke kunne påvises mangler ved arbejdet. 10-års reglen indebar altså, at der ikke blev
foretaget en vurdering af den faste protetiks beskaffenhed og brugbarhed på tidspunktet for risikoens
overgang til patienten, se 505.
Tandklagesystemets 10-års regel kom reelt til at fungere som en (uhjemlet) garanti for tandlægearbejder
med fast protetik. Hertil kommer, at der ikke findes fagligt grundlag for at opstille en generel norm for
normal holdbarhed af protetik – eller tandlægearbejde i det hele taget –, da der ikke findes systematiske
undersøgelser, der tager højde for alle de faktorer, som har betydning for holdbarheden.
I 1999 ophævede Landstandlægenævnet 10-års reglen.
508. Efter gældende praksis vurderes det i hver enkelt sag, også i sager om fast protetik, om der foreligger
(latente) mangler ”fra starten”, se 505.
Det afgørende er, om ”kimen” til manglen var til stede (om manglen var latent) på afleveringstidspunktet.
Kan der påvises (oprindeligt skjulte) mangler, er det – bortset fra forældelse, se 639 ff. – ligegyldigt, hvilken
(høj) alder arbejdet har. (Den 5-årige klagefrist, jf. Tandlægeoverenskomstens § 51, stk. 5, medfører dog, at
- 218 -
arbejder, der er mere end 5 år gamle, ikke vurderes, medmindre parterne senere er enedes om
afhjælpning, se 167. b.)
Omvendt er det naturligvis også ligegyldigt, hvilken (lav) alder arbejdet har, hvis der ikke kan påvises (latente) mangler på afleveringstidspunktet. En mangelfri stiftkrone, der mistes efter 1½ år, fordi roden flækker, kendes honorarværdig. Se dog nedenfor 509.
509. Viser en mangel ved et aftalt arbejdsresultat sig kort tid – 6 måneder – efter, at tandlægens arbejde
blev afleveret, vil der bestå en sådan formodning for, at manglen var til stede ved afleveringen, at det
påhviler tandlægen at afsvække denne formodning, jf. nærmere 261 om denne 6-måneders regel, der dog i
praksis ikke har betydning i mange sager.
510. Defekter, som indtræder efter længere tids forløb, behøver ikke at bero på en skjult mangel ved
tandlægens arbejde, idet forholdet også kan skyldes undladt eller dårlig vedligeholdelse, anden gradvis
forringelse uden udførelsesfejl fra tandlægens side, eller simpelthen at arbejdet er slidt op.
Patienten har normalt kun krav på, at arbejdet har en holdbarhed af sædvanlig og rimelig længde. Arbejdet
vil således ikke i almindelighed kunne anses for mangelfuldt, hvis forringelsen først har vist sig efter dette
tidspunkt.
TANDLÆGENS FORSØMMELSE EFTER RISIKOENS OVERGANG
511. Der foreligger en mangel, hvis arbejdet efter det tidspunkt, fra hvilket patienten bærer risikoen for
det, forringes som følge af tandlægens forsømmelse (dvs. forhold, som kan bebrejdes tandlægen). Se 476
og 505 samt som eksempel 547 (leveret metalkeramikkrone).
- 219 -
Forsømmelsen skal være udvist i forbindelse med udførelsen af en foranstaltning, hvormed tandlægen opfylder aftalen eller prøver at opfylde den rigtigt. Påføres arbejdet en skade ved tandlægens forsømmelse i
forbindelse med et afhjælpningsforsøg, er en sådan mangelfuld opfyldelse af afhjælpningspligten også en
manglende opfyldelse af tandlægens forpligtelser efter kontrakten og kan dermed i sig selv udløse mangelsbeføjelser for patienten.
512. Beskadiges arbejdet som følge af tandlægens uforsvarlige adfærd udvist efter arbejdets aflevering,
men uden forbindelse med kontrakten herom, kan tandlægen blive erstatningsansvarlig. Patienten vil i så
fald ikke kunne gøre mangelsansvar gældende; der foreligger ikke et spørgsmål om kontraktsansvar, men
om deliktsansvar, se 659 ff. og om forsikringsdækning 667 ff. Situationen vil fx kunne forekomme, hvis
tandlægen, efter at arbejdet er afleveret, beskadiger arbejdet i forbindelse med udførelse af andet arbejde
for patienten.
ANDRES FORSØMMELSE
513. Mangel foreligger endvidere, hvis forsømmelse udvises af en af tandlægens ansatte eller af en fremmed tandlæge, som tandlægen selv har overladt en opfyldelsesforanstaltning til. Se herved 447.
DELAFLEVERET ARBEJDE BLIVER BESKADIGET VED DEN SENERE RESTOPFYLDELSE
MV.
514. Der foreligger også en mangel, hvis der er sket aflevering af en del af arbejdet, hvorefter denne del
beskadiges ved forsømmelse fra tandlægens side udvist i forbindelse med færdiggørelsen af det resterende
arbejde. Manglen kan også opstå ved en beskadigelse af arbejdet, som sker efter risikoens overgang i forbindelse med, at tandlægen har påtaget sig at afhjælpe en mangel ved arbejdet.
- 220 -
SPECIELLE MANGLER
515. Den almindelige mangelsdefinition er så bred, at den kan dække området for de specielle regler. Det
kan derfor diskuteres, om der er behov for specielle regler om mangler. Reglerne om specielle mangler
drejer sig imidlertid om spørgsmål, der set fra et patientsynspunkt er særligt vigtige. Men de specielle regler udgør tilsammen ikke en udtømmende regulering af, i hvilke tilfælde arbejdet er mangelfuldt.
SPECIELLE MANGLER 1: URIGTIGE ELLER VILDLEDENDE OPLYSNINGER
516. Arbejdet er mangelfuldt, hvis tandlægen i forbindelse med aftalen har givet urigtige eller vildledende
oplysninger, der må antages at have haft betydning for patientens bedømmelse af arbejdet.
De urigtige og vildledende oplysninger skal være givet i forbindelse med aftalen. Der er tale ikke blot om de
oplysninger, som forelå, da patienten bestilte arbejdet, men også oplysninger, som er fremkommet i forbindelse med arbejdets udførelse, forudsat at oplysningerne må antages at have indvirket på aftalen.
Baggrunden for denne tidsmæssige udstrækning er, at det ofte først er i forbindelse med arbejdets udførelse, at der træffes nærmere aftale om arbejdets omfang, udførelsesmåde m.v. Patienten har derfor et
tilsvarende behov for at kunne stole på de oplysninger, som han efterfølgende måtte have fået af tandlægen.
517. Det skal være tale om bestemte oplysninger vedrørende arbejdet. Patienten kan således normalt ikke
støtte ret på anprisninger holdt i helt generelle vendinger (”Godt smil”, ”Sund mund”, ”Mirakeltand”), hvilket gælder, hvad enten de er fremsat direkte over for ham eller i en reklame, der er rettet til en videre
kreds.
- 221 -
Reklamer o. lign.
518. Patienten kan ikke alene støtte ret på oplysninger, som tandlægen har afgivet direkte over for ham,
men også på oplysninger, som tandlægen har fremsat i reklamer og andre meddelelser, der er beregnet for
en videre kreds.
Resultatansvar
519. Har patienten modtaget oplysninger af den nævnte karakter, vil der påhvile tandlægen et resultatansvar i det omfang, resultatet af arbejdet ikke svarer til, hvad patienten på baggrund af oplysningerne havde
grund til at regne med. Se 492.
Prisforhold
520. Oplysninger om andet end arbejdets beskaffenhed kan være oplysninger vedrørende prisforhold.
Sådanne oplysninger er imidlertid ikke et spørgsmål om faglig fejl fra tandlægens side. Derfor afviser Tandklagesystemet klager over urigtige, vildledende eller mangelfulde prisoplysninger (og henviser dem til Samarbejdsudvalget som serviceklage). Det samme gælder klager over, at prisen for en fagligt ukompromitteret, sml. 94. a., ydelse overstiger en skønnet pris (prisoverslag), som tandlægen har givet.
521. Det kan i denne forbindelse nævnes, at der også sker afvisning (og henvisning til Samarbejdsudvalget),
hvis den påståede mangel består i, at tandlægen har udført for lidt arbejde i forhold til honorarkravet, og
der ikke foreligger spørgsmål om manglende fagmæssighed. Der foreligger ingen fagmæssig problemstil-
- 222 -
ling, hvis patienten fx klager over, at der er faktureret for rodbehandlinger, som han aldrig har hørt om. Se
derimod 596 om efterlevering og sml. 94. a.
SPECIELLE MANGLER 2: TILSIDESÆTTELSE AF LOYAL OPLYSNINGSPLIGT
522. Arbejdet er mangelfuldt, hvis tandlægen har forsømt at give patienten oplysning om forhold af betydning for patientens bedømmelse af arbejdet, som tandlægen kendte eller burde kende.
Tandlægen siges i så fald at have forsømt sin loyale oplysningspligt. I udtrykket "forsømt" ligger, at tavsheden skal kunne bebrejdes tandlægen; tandlægen skal kun oplyse om forhold, som han kender eller bør
kende.
Tandlægens oplysningspligt begrænses af patientens ret til at frabede sig oplysninger om helbredstilstand
og om behandlingsmulighederne, herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger, jf. Sundhedslovens
§ 16, stk. 2.
Det vil ikke i almindelighed kunne betragtes som forsømmelse fra tandlægens side, at han undlader at oplyse, at arbejdet eller dele heraf kan fås billigere andetsteds.
(Den loyale oplysningspligt og informationspligten efter Sundhedsloven minder naturligt nok om hinanden.
Men de er ikke sammenfaldende. Udgangspunktet og interessen er forskellig. Mens informationen efter
Sundhedsloven som nævnt under 376 skal bidrage til at sikre grundlaget for patientens selvbestemmelse i
forhold til det indgreb i den personlige integritet, som tandlægebehandlingen indebærer, er formålet med
den loyale oplysningspligt at bidrage til, at tandlægen præsterer rigtig ydelse.)
- 223 -
523. Der påhviler tandlægen en almindelig forpligtelse til at skaffe sig løbende information om nye materialer, nye arbejdsprocesser, nye maskiner, nye informationer om hidtil anvendte materialer osv. Et ubetinget krav om, at tandlægen skal være orienteret om også de sidst indvundne teknologiske erfaringer, stilles
ikke. Er tandlægen specialist på området, må han imidlertid følge bedre med end den almindelige fagudøver, der i forhold til specialisten har lov til at være lidt bagefter det nyeste.
Skade m.m.
524. Tandlægens ydelse anses normalt som mangelfuld i forbindelse med manglende eller mangelfulde
oplysninger om mulige risici ved en behandling eller undladelse af en behandling. Dette vil i hvert fald være
tilfældet, hvis det kan lægges til grund, at patienten ville have handlet anderledes (herunder afstået fra behandling), hvis den loyale oplysningspligt var blevet overholdt. Hvis tandlægen klart har overtrådt pligten til
at informere om risikoen for skade, og det efter en generel, objektiv vurdering må antages, at disse oplysninger ville være egnede til at influere på patientens overvejelser om accept af behandlingstilbuddet, er
tandlægens ydelse mangelfuld.
525. Har tandlægen tilsidesat sin pligt til at fraråde arbejdets udførelse, se 459, vil han som regel også have
tilsidesat sin loyale oplysningspligt.
SPECIELLE MANGLER 3: RISIKO FOR SKADE PÅ PATIENTEN
526. Om begrebet skade, herunder risiko for skade, henvises til fremstillingen i 654 ff.
Det følgende angår spørgsmålet om mangelsansvar, når der er risiko for skade, eller med andre ord om det
mangelsansvar, der knytter sig til et farestadium inden skadevirkningen.
- 224 -
527. Når man bliver behandlet hos en tandlæge, er der altid en risiko for, at der kan ske en skade.
Risiko for skade rettet mod arbejdsobjektet
528. Det foreliggende mangelsspørgsmål drejer sig ikke om farer for selve arbejdsobjektet. Spørgsmålet
drejer sig om de farer, der udgår fra arbejdet og retter sig mod dets omgivelser eller, om man vil, mod patientens person.
Risiko for skade, der ikke er behandlerpåført
529. Det foreliggende mangelsspørgsmål er kun aktuelt, når det er tandlægens arbejde eller behandling
som sådan, der indebærer risiko for skade på patienten. Spørgsmålet drejer sig altså ikke om fare, der ikke
er behandlerpåført.
Den omstændighed, at patienten på anden måde er i fare, fx som følge af en latent grundsygdom, skal
derfor i princippet holdes ude fra mangelsbedømmelsen. Dette principielle udgangspunkt spiller dog ingen
rolle, hvis tandlægen burde have lagt mærke til en sådan fare, advaret patienten om forholdet og taget
initiativ til adækvat terapi. I givet fald er tandlægens ydelse mangelfuld som følge af denne undladelse.
Behandlerpåført risiko for skade rettet mod patienten
530. Endvidere drejer spørgsmålet om mangler i forbindelse med risiko for skade på patienten sig ikke om
fare, som patienten har givet behørigt samtykke til at underkaste sig, og som der loyalt er oplyst om.
- 225 -
Patientens samtykke
531. Et samtykke fra patienten til at lade sig underkaste en rimelig behandling indebærer, at uundgåelige
risici for skade i forbindelse med behandlingen ikke kan pådrage tandlægen mangelsansvar.
Det er i øvrigt tandlægens opgave at varetage patientens tarv og ikke at opnå samtykke til at udføre et
overfladisk arbejde. Et samtykke kan således efter omstændighederne fritage tandlægen for mangelsansvar
for en undladelse, men samtykket kan normalt ikke berettige tandlægen til at udføre en positiv handling på
en måde, der ikke er betryggende. Uanset hvilken risiko patienten accepterer, fastholdes altså visse minimumskrav til tandlægens handling. Minimumskravene er fastlagt ved den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
Behørig vejledning
532. Har tandlægen været – burde han have været – opmærksom på arbejdets farlighed, (se hertil 527-531
om mangelsspørgsmålets afgrænsning), kan tandlægen dog kun kunne påberåbe sig fritagelse for mangelsansvar, hvis han i forbindelse med aftalen har vejledt patienten i det behørige omfang om konsekvenserne
af det farlige forhold. Har tandlægen undladt dette, er arbejdet mangelfuldt som følge af, at tandlægen har
tilsidesat sin loyale oplysningspligt.
Hvis patienten insisterer
533. Uanset meddelt samtykke og uanset opfyldelse af den loyale oplysningpligt og den eventuelle pligt til
at fraråde arbejdets udførelse er det den behandlende tandlæges ansvar at afstå fra en behandling, der
- 226 -
ikke kan gennemføres forsvarligt. Det gælder også, selv om patienten insisterer på, at et arbejdet skal udføres trods dets farlighed.
Tandlægen må sige fra
534. Tandlægen må således nægte at påtage sig opgaven, såfremt patienten ønsker arbejdet udført med et
helt uforsvarligt resultat til følge. Sker det ikke, er arbejdet mangelfuldt.
Ønsker en patient med vedvarende smerter udtrykkeligt løbende tandekstraktion, og ekstraheres der løbende uden nogen diagnose, der kan begrunde ekstraktion, er det ikke tilstrækkeligt, at tandlægen har
vægret sig ved at skulle trække tænderne ud og har gjort patienten opmærksom på, at det vil være uhensigtsmæssigt at ekstrahere.
Patientens manglende påpasselighed
535. Bortset fra de ovennævnte tilfælde kan det foreliggende mangelsspørgsmål opstå, når tandlægearbejdet er i besiddelse af den forudsatte brugbarhed, således at det for så vidt kan anvendes til sit formål, men
med risiko for skadeforvoldelse.
Undertiden vil farligheden dog kun bero på, at patienten anvender tandlægearbejdet på en urigtig eller
uhensigtsmæssig måde. Er patienten i det behørige omfang vejledt om farefri håndtering, er ydelsen ikke
mangelfuld.
Fare og manglende faglig forsvarlighed
- 227 -
536. Problemet opstår, når tandlægearbejdet ikke – trods samtykke, behørig vejledning og selv ikke ved
udøvelse af påpasselighed – kan benyttes uden risiko for skade på patienten. I så fald kan arbejdet være
mangelfuldt, fordi det efter en bedømmelse på grundlag af den almindeligt anerkendte tandlægefaglige
norm savner den forsvarlighed, som patienten med rette kunne forvente.
I det følgende nævnes en række eksempler på tilfælde, hvor mangelsproblematikken kan foreligge, og hvor
mangelsbedømmelsen på sædvanlig vis afhænger af den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
Boringer
537. Det afgøres som udgangspunkt efter den almindelige tandlægefaglige norm, hvorvidt mislykkede udboringer gør ydelsen mangelfuld, men det er grundlæggende, at boringer skal udføres med den omhu og
samvittighedsfuldhed, som patienten med rette kan forvente.
538. I forbindelse med visse udboringer kan der ske parietal perforation (af latin paries, en væg). En sådan
gennembrydning indebærer ikke nødvendigvis (umiddelbart) nogen sundhedsrisiko eller negative konsekvenser for tandstatus. Undertiden – om overhovedet – kan der gå endog meget lang tid, inden skadevirkningen (typisk en betændelsestilstand) indtræder. Men den parietale perforation indebærer risiko for
skade.
En sådan gennembrydning kan være hændelig – den kan ske, uden at der er noget at bebrejde tandlægen –
og i så fald begrunder risikoen for skade intet mangelsansvar. Kan gennembrydningen bebrejdes tandlægen, er det nærliggende at anse ydelsen for mangelfuld. Dette gælder naturligvis navnlig, hvor det må lægges til grund, at tandlægen har indset den konkrete skademulighed uden at reagere adækvat på den.
- 228 -
539. Ved stiftudboring og rodbehandling skal der foretages røntgenfotografering i overensstemmelse med
den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Boringen skal følge retningen af rodkanalen og respektere den behørigt undersøgte rodanatomi. Tilsidesættelse heraf med deraf følgende gennembrydning kan
gøre ydelsen mangelfuld.
Under udboring til stift følger tandlægen ikke rodkanalen i dens længdeakse, men skævborer. Stiften i tanden kommer ikke til at sidde i midten, centreret i rodkanalen, som man tilstræber, men gennembryder roden med risiko for betændelse. – En rodskrue isættes skævt og perforerer tandoverfladen. Sådanne ydelser, hvor der er noget at bebrejde tandlægen, er mangelfulde.
I forbindelse med udboring til rodstift sker der en gennembrydning af roden, som kan bebrejdes tandlægen. Herefter opstår der betændelse, og tanden skal fjernes. Ydelsen er mangelfuld (og skadeserstatningspådragende på grund af betændelsen og tandtabet).
Under rodbehandling bliver roden gennembrudt tæt på emalje-cementgrænsen, og derfor er en ny rodbehandling nu nødvendig. Selv om det forudsættes, at tanden under alle omstændigheder skulle være restaureret med opbygning og krone for at kunne bevares på langt sigt og nu faktisk kan restaureres med en
krone, der kan trækkes ned under tandkødet og forsegle gennembrydningen af roden, er den oprindelige
rodbehandling mangelfuld.
540. I forbindelse med indsættelse af en rodstift bliver roden gennembrudt ved skævboring. Tanden er
imidlertid ubehandlelig (har fx så beskeden mængde resttandsubstans og er dermed svækket i en sådan
grad, at den ikke er bevaringsværdig). Kan skævboringen bebrejdes tandlægen, kan ydelsen være mangelfuld allerede af denne grund. I øvrigt er ydelsen mangelfuld, hvis tandlægen burde have indset, at behandlingen er håbløs. Det er uden betydning for mangelsspørgsmålet, at tanden var tabt under alle omstændigheder.
- 229 -
Boringer – Eksempler på mangelfri ydelser
541. Renboring er ret vidt omfang så vanskelig, at perforation ikke kompromitterer ydelsen. Dette kan skyldes unormal anatomi – undertiden kan rodkanaler trods behørig (røntgen)undersøgelse ikke lokaliseres.
542. Tandrodens overflade bliver gennembrudt, men perforationen bliver korrekt aflukket med et rodfyldningsmateriale, og der udvikler sig ikke efterfølgende betændelse omkring gennembrydningens afslutning.
Ydelsen er mangelfri.
En mindre skævboring under rodbehandlingen udgør normalt ingen mangel, hvis den efterfølgende rodbehandling følger rodens kanal.
Fremmedlegemer
543. Efterladelse af fremmedlegemer kan udgøre en mangel ved ydelsen. Efterlader tandlægen en gazetampon i kæbehulen i forbindelse med tandrodsoperation eller en vatpellet under en plastfyldning, er ydelsen mangelfuld.
Særligt om rodfiler
544. I forbindelse med rodbehandling kan det hænde, at et rodkanalinstrument (rodfil) knækker, således at
der efterlades et fremmedlegeme, altså en rest af rodfilen, i kanalen.
- 230 -
a. Afbrækning og efterladelse af rodfiler pådrager ikke nødvendigvis mangelsansvar. Et mangelsansvar vil
forudsætte, at det påvises, at tandlægen har håndteret rodkanalinstrumentet på en måde, der ikke opfylder den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm. Er der påvist svigt eller fejl ved instrumentet, er
ydelsen mangelfuld, og tandlægen vil have regres mod producenten efter reglerne om produktansvar, jf.
27.
b. Efterladelse af knækkede rodfiler indebærer undertiden ingen sundhedsrisiko. Den knækkede fil kan
ligefrem fungere som rodfyldningsmateriale. (En knækket rodfil er i sig selv ikke en tandskade. Dette er der
først tale om, hvis den knækkede rodfil medfører en skade, f.eks. en rodspidsbetændelse, hvis den hindrer
revision af rodfyldning eller afstedkommer anden behandlingskrævende tilstand.)
Rodfyldninger
545. Ved en rodbehandling tilstræbes det sædvanligvis at fylde rodkanalen til rodspidsen eller dog næsten
til denne. Ved en større længde af den ikke fyldte rodkanal vil risikoen for efterfølgende komplikationer i
form af betændelse og smerter blive større. Der arbejdes i nævnspraksis ikke med en fast grænse, fx til 11½ mm fra rodspidsen.
Rodfyldningsoverskud uden for rodspidsen indebærer i almindelighed, at behandlingen er mangelfuld.
MANGEL KONTRA SKADE
546. Det følgende, 547-558, drejer sig ikke om farestadiet, men om de tilfælde, hvor skadevirkningen er
indtrådt.
- 231 -
Om begrebet skade henvises til 654 ff.
Spørgsmålet om skade på patienten, 548-558,må holdes ude fra spørgsmålet om skade på selve arbejdsobjektet, 547.
SKADE PÅ ARBEJDSOBJEKTET
547. Forvolder tandlægen skade på selve arbejdsobjektet – inden risikoens overgang eller efterfølgende
som følge af forsømmelse – er arbejdet mangelfuldt.
a. En leveret metalkeramikkrone, som tandlægen således efter risikoens overgang (måske efter patientens
reklamation) ved en forsømmelse besliber og beskadiger ved at slibe gennem porcelænet på tyggefladen,
er mangelfuld, og patienten kan eventuelt opnå omgørelse af kronearbejdet eller få det erklæret ikke honorarværdigt.
b. Hvis derimod samme metalkrone beskadiges som følge af tandlægens uforsvarlige adfærd udvist efter
leveringen, men uden forbindelse med aftalen om kronearbejdet, bliver tandlægen skadeserstatningsansvarlig (og patientens krav falder uden for Tandklagesystemets kompetence). Situationen vil fx kunne forekomme, hvis tandlægen, efter levering af metalkeramikkronen, kommer til at beskadige den i forbindelse
med udførelse af andet arbejde for patienten.
(Om man vil, kan tandlægen, der besliber metalkronen efter reklamation, se 547. a., siges at beskadige et
objekt, der har bevaret sin oprindelige karakter af løsøre, uanset at kronen er cementeret endeligt. Situationen kan således beskrives som et tilfælde af skade på en ting (tingsskade). Tingsskade er ikke tandskade,
sml. nedenfor 656. Derimod foreligger der personskade (tandskade), hvis tandlægen beskadiger samme
metalkrone i forbindelse med andet arbejde for patienten, se 547. b.)
- 232 -
SKADE PÅ OMGIVELSERNE (SKADE PÅ PATIENTEN)
548. Spørgsmålet om skade på omgivelserne kan karakteriseres som et spørgsmål om skade på patientens
person.
Skade på omgivelserne er ikke blot et spørgsmål om beskadigelse af det omgivende tandsæt. Ved langvarig
tandbehandling kan der opstå forskubbelse af bruskskiven i kæbeleddet med deraf følgende gabebesvær.
Tilfældet må betragtes som skade på omgivelserne.
Forvoldelse af skade på omgivelserne falder uden for det egentlige mangelsansvar, jf. 26. En mangelsbedømmelse er således ikke afgørende for, hvorvidt tandlægen skal erstatte en skade, som behandlingen
faktisk forvolder på omgivelserne (patienten). Spørgsmålet om skadeserstatning reguleres af reglerne om
deliktsansvar, se 578 ff. – og falder uden for Tandklagesystemets kompetence.
Grænsen mellem mangel og skade: Positiv afgrænsning af mangelsområdet?
549. Forvolder tandlægen skade på patienten i forbindelse med behandlingen, opstår spørgsmålet om at
afgrænse denne skade fra det egentlige mangelsansvar.
Det vil være vanskeligt at angive en positiv grænse for mangelansvaret. En negativ afgrænsning kan for
langt de fleste praktiske tilfældes vedkommende udledes af vilkårene for Patientforsikringen på tandlægeområdet, se om forsikringsordningen navnlig 667.
- 233 -
”Omgørelse” nu som forud
550. Der foreligger ikke skade, når mangelfuldt tandlægearbejde kan udbedres ved en ny tilsvarende behandling. Begrebet skade omfatter ikke behov for normal afhjælpning af mangler.
Begrebet skade omfatter i det hele taget ikke tilfælde, hvor tandlægens mangelfulde behandling – med en
ofte anvendt formulering – ”kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den oprindelige behandling”. Der foreligger med andre ord ikke skade, hvis den behandling, der skal gennemføres, har samme
omfang og kan foretages under samme forudsætninger som den oprindelige. Den samme behandling skal
foregå nu, som ville have kunnet være udført tidligere; der kan muligvis være tale om mangler, se 550 indledningen, eller at en korrekt behandling ikke er lykkedes mv., se 552, men det afgørende er, at tandstatus
ikke er forringet, se herved 659.
Hvad er ”omgørelse” i nærværende forbindelse?
551. Ordene ”kan omgøres” skal i denne forbindelse forstås bogstaveligt. Man skal gøre sig klart, at ordene
her ikke nødvendigvis betyder, at samtlige betingelser for patientens omgørelsesbeføjelse, se 582 ff., er
opfyldt. Patientens beføjelse til at kræve omgørelse for tandlægens regning, eventuelt hos ny behandler,
kan være udelukket, fordi samtlige betingelser for beføjelsen ikke er opfyldt, selv om tandlægens behandling faktisk ”kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den oprindelige behandling”.
Tilsvarende kan undertiden behandlinger, der kendes ikke honorarværdige, faktisk foregå på uændrede
præmisser.
Mulighed for omgørelse uden mangel
- 234 -
552. Kriteriet – at behandlingen ”kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den oprindelige behandling” – er kun en negativ angivelse af grænsen for mangelsansvaret: Tandlægens behandling er ikke
nødvendigvis mangelfuld, blot fordi den nu kan omgøres på uændrede præmisser.
Der foreligger – uanset mulighed for omgørelse – ikke et mangelsansvar, hvor patienten bærer risikoen.
Omgørelse kan fx være nødvendig på grund af en efterfølgende sygdomsudvikling, som tandlægen ikke har
haft indflydelse på. – Det kan også være, at en korrekt behandling ikke er lykkedes i første omgang, således
altså at patienten nu er stillet som før behandlingen. – Patienten kan ønske en mangelfri behandling omgjort for at optimere (perfektionere) sin tandstatus. – Behandlingen er uden tandlægens fejl blevet udskudt
til nu og kan udføres under samme forudsætninger som tidligere.
553. Mangelspørgsmålets løsning afhænger, jf. 476, i korthed af, om behandlingen har levet op til patientens berettigede forventninger og været i overensstemmelse med den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
Eksempler
554. Eksempler på mangelstilfælde er i sagens natur talrige. I det følgende angives nogle tilfælde, der kan
illustrere grænsedragningen.
555. Efter det anførte kan der tales om mangler, fx når en insufficient rodfyldning skal revideres på grund af
opstået rodspidsbetændelse, når en plastfyldning er retineret med en skævt isat rodstift, som perforerer
tandoverfladen, og der kan fremstilles ny plastrestaurering på ny rodstift, når en aftalt beslibning af et antal
porcelænskroner er sket med et kosmetisk uacceptabelt resultat – alt altså forudsat muligheden for omgørelse. Der henvises til bemærkningerne nedenfor 564 ff. om betingelserne for mangelsbeføjelserne.
- 235 -
I de netop angivne eksempler vil resultatet i Tandklagesystemet være tilbagebetaling af honorar eller omgørelse for tandlægens regning eventuelt hos ny behandler, afhængigt af om betingelserne for de respektive mangelsbeføjelser er opfyldt.
Konstateres et behandlingsbehov i form af karies ved eksisterende fyldninger og kroner, og kan kariesangrebene kan udbedres ved fremstilling af nye fyldninger eller kroner på samme grundlag, som hvis behandlingerne var udført tidligere, foreligger ingen skade. Derimod kan der efter omstændighederne foreligge en
mangel ved de eksisterende fyldninger og kroner.
556. En diagnosticering kan være ukorrekt eller fejlagtigt helt undladt, og tandlægens undladelse af at søge
adækvat terapi iværksat kan gøre ydelsen mangelfuld. I dette omfang kan der tales om mangelsansvar.
Ydelsen kan imidlertid ikke gøres om, og et sygdomsforløb, der kan henføres til ydelsen kan ikke beskrives
som en mangel. Behovet for behandling, der kan henføres til forsømmelig diagnostik og manglende behandling af fx parodontose og karies, kan således ikke beskrives som en mangel ved ydelsen. Derimod kan
der foreligge spørgsmål om skadeserstatningsansvar.
I sådanne tilfælde vil resultatet i Tandklagesystemet være tilbagebetaling af honoraret for den ydelse, der
ikke kan gøres om. Se herved 571. a. (Og for øvrigt en vejledning om muligheden for at anmelde erstatningskrav over for Tandlægeforeningens Patientforsikring, se 652. Tandklagesystemet har ikke derved taget
stilling til, om der kan fås erstatning. Erstatning afhænger af yderligere betingelser, hvis opfyldelse Tandklagesystemet ifølge kompetencereglerne ikke kan forholde sig til.)
557. En fejlagtigt udført bro har medført, at en tand mistes, og der skal laves en ny større bro i stedet for
den fejlagtige. Den fejlagtige bro kan for så vidt omgøres på samme betingelser nu som forud for den oprindelige behandling, idet omgørelsen kan indgå som en del af den nye større bro. I dette omfang kan der
tales om mangelsansvar.
- 236 -
Behovet for den anden del af den nye bro kan ikke beskrives som en mangel ved ydelsen. Derimod kan der
for så vidt angår denne anden del foreligge spørgsmål om skadeserstatningsansvar.
I sådanne tilfælde vil resultatet i Tandklagesystemet være tilbagebetaling af honoraret. (Og vejledning om
muligheden for at anmelde skadeserstatningskrav over for Tandlægeforeningens Patientforsikring, se 652.
Tandklagesystemet har ikke derved taget stilling til, om der kan fås skadeserstatning.)
Resultatet vil derimod ikke kunne være omgørelse for tandlægens regning, eventuelt hos ny behandler. Det
skyldes, at der bliver tale om tillægsarbejde (merarbejde), jf. 587.
Arbejdet med den nye større bro er dels udbedring af manglen (i omfang svarende til den gamle mangelfulde bro), dels tillægsarbejde (resten af den nye bro, som er nødvendiggjort af hensyn til den mistede
tand). Mangelsbeføjelsen omgørelse giver ikke patienten krav på udførelse af tillægsarbejde, og Tandklagesystemet har ikke beføjelse til at pålægge tandlægen udgiften hertil.
Mangelsbedømmelse er ikke ansvarsfordeling
558. Tandklagesystemet tager stilling til, om tandlægens ydelse er mangelfuld (om den – på tidspunktet for
risikoens overgang, se 505 – er af en anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge
aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, jf. 476, uden at dette skyldes forhold, som patienten bærer risikoen for, se 466 og 501), og om betingelserne for mangelsbeføjelserne er opfyldt, jf. 559 ff.
Tandklagesystemet fortager derimod ingen ansvarsfordeling ved mangelsbedømmelsen.
- 237 -
Af og til skyldes et foreliggende behandlingsbehov såvel tandlægens fejl som udviklingen af en sygdom,
som tandlægen ikke har haft indflydelse på. Undertiden – blandt andet i parodontosesager – kan patienten
i den foreliggende situation hævdes at have et vist (med)ansvar for det nu foreliggende behandlingsbehov,
fx ved ikke at følge op med forbedret mundhygiejne og adfærd, herunder ændret ryge- og slikforbrug. Men
Tandklagesystemet bedømmer udelukkende, om tandlægen har opfyldt sine kontraktlige forpligtelser rigtigt og foretager ingen opdeling mellem fx virkningerne af grundsygdommen og af tandlægens behandling.
AFSNIT V: PATIENTENS MANGELSBEFØJELSER
Ikke-opfyldelse og misligholdelse
559. Som nævnt i 474 foreligger der misligholdelse, dvs. kontraktbrud, hvis tandlægen ikke opfylder den
kontraktlige forpligtelse rigtigt. Det er dog ikke enhver ikke-opfyldelse af kontrakten, der betragtes som
misligholdelse.
Strander tandlægens opfyldelse udelukkende på grund af patientens forhold, foreligger der ikke misligholdelse, men såkaldt fordringshavermora. Der kan fx være tale om, at patienten ikke giver tandlægen den
fornødne adgang til at udføre arbejdet, eller at patienten undlader at medvirke til, at aflevering af arbejdet
kan finde sted som aftalt eller forudsat. Fordringshavermora kan foreligge, selv om der ikke er noget at
bebrejde patienten, idet denne uanset skyld selv må bære konsekvenserne af de hindringer for kontraktens
rette opfyldelse, som beror på hans egne forhold.
Der foreligger heller ikke misligholdelse, hvis ikke-opfyldelsen af kontrakten skyldes en hændelig begivenhed, som patienten bærer risikoen for, se 467.
- 238 -
Foreligger der imidlertid ikke et af de nævnte tilfælde, vil ikke-opfyldelse være misligholdelse fra tandlægens side.
Misligholdelsesbeføjelser
560. Formålet med patientens misligholdelsesbeføjelser (mangelsbeføjelser) er dels at tilskynde tandlægen
til at præstere arbejdet uden mangler, dels at sikre patienten en rimelig retsstilling, hvis arbejdet alligevel
viser sig mangelfuldt .
a. Patienten vil i tilfælde af misligholdelse fra tandlægens side efter omstændighederne kunne holde en så
stor del af sit vederlag (honoraret) tilbage, som er nødvendigt for at sikre hans krav (såkaldt standsningsret).
b. Er misligholdelsen så væsentlig, at det ikke vil være rimeligt at lade patienten være fortsat bundet af sine
forpligtelser efter kontrakten, har denne adgang til at annullere, dvs. hæve kontrakten (kræve tilbagebetaling af honoraret, se 564 ff.), hvilket vil sige, at patienten – uden at ifalde erstatningsansvar (opfyldelsesinteressen) over for tandlægen – annullerer begge parters pligt til at præstere de gensidige ydelser, dvs. pligt
til at præstere naturalopfyldelse. (Om tilfælde, hvor patienten annullerer kontrakten og ifalder erstatningsansvar (opfyldelsesinteressen) over for tandlægen, se 566, 2), a.)
c. Det kan imidlertid tænkes, at patienten ser sine interesser bedre varetaget ved trods misligholdelsen at
få ydelsen, dvs. fastholde kontrakten. Patienten har en vis adgang til forlange naturalopfyldelse. Har
tandlægen afleveret et ikke færdiggjort arbejde, vil patienten efter omstændighederne kunne kræve mangelsafhjælpning (omgørelse, se 582 ff.).
d. Om afslag i honoraret henvises til 610 ff.
- 239 -
e. Hvad enten patienten hæver – se 560. b. – eller fastholder – se 560. c. og d. – kontrakten, vil han have
mulighed for at kræve erstatning (negativ kontraktsinteresse eller opfyldelsesinteresse) for de tab, han har
lidt som følge af misligholdelsen (den mangelfulde opfyldelse), hvis der foreligger et ansvarsgrundlag, herunder garanti, se 620-622.
Men erstatning kan ikke fås i Tandklagesystemet. Patienten kan nøjes med at kræve erstatning i anledning
af kontraktbruddet; sådanne erstatningskrav kan imidlertid kun behandles af domstolene. (Bortset fra ansvaret for kontraktbrud (mangelsansvar) har patienten krav på erstatning for skade, som han måtte have
lidt på grund af tandlægens fejl eller forsømmelse, jf. navnlig 667 om Tandskadesystemet.)
Garanti
561. Tandlægen kan ved garanti have forpligtet sig til tilbagebetaling, afhjælpning m.v. uden at de almindelige betingelser for mangelsbeføjelser er opfyldt. Virkningen af, at der foreligger en mangel, beror i så fald
på indholdet af den enkelte aftale, hvor der er lovet garanti. Der ses bort fra disse tilfælde i det følgende.
Valget af beføjelser er frit
562. a. Er betingelserne opfyldt for at gøre flere af beføjelserne gældende, kan patienten frit vælge mellem
disse, medmindre tandlægen kan gøre brug af sin afhjælpningsret, jf. 623-630.
b. Er der fx bestemt omgørelse og godkendt tilbud herom, jf. 609, men ønsker patienten arbejdet udført på
anden måde end godkendt, kan bestemmelsen om omgørelse ændres – hvis betingelserne for at genoptage
sagen er opfyldt –, således at der i stedet træffes bestemmelse om tilbagebetaling (hvis formålet med arbejdet er væsentligt forfejlet), jf. 573 ff.
- 240 -
Tandlægeoverenskomstens ramme for misligholdelsesbeføjelserne
563. Nævnet træffer afgørelsen, men er ikke selv part i sagen. Nævnsafgørelser indskrænker sig til at fastlægge parternes rettigheder, dvs. konstaterer, hvad der er ret parterne imellem. Nævnet udøver altså ikke
selv mangelsbeføjelserne. (Nævnsafgørelser kan helt undtagelsesvis i sig selv skabe nye rettigheder, nemlig
når de afbryder forældelse og danner et nyt retsgrundlag for forpligtelsen, se 644.)
Tandlægeoverenskomsten sætter en ramme for, hvad nævnet kan fastlægge. Uden for Tandlægeoverenskomstens ramme falder navnlig erstatning, jf. 620-622, og afhjælpning ud over omgørelse og omgørelse
uden merudgift, sammenlign 586-588.
I det følgende, se 564-619, redegøres nærmere for, hvad der er betingelserne for de beføjelser, der falder
inden for Tandlægeoverenskomstens ramme, og som nævnet dermed kan tage stilling til. (Til illustration
medtages nogle bemærkninger om erstatning i kontrakt, se 620-622, som altså ikke står til rådighed i Tandklagesystemet.)
MANGELSBEFØJELSE 1:
TILBAGEBETALING, HVIS ARBEJDET IKKE ER HONORARVÆRDIGT
564. Patienten kan kræve tilbagebetaling af honoraret, dersom tandlægens indsats i sin helhed er af væsentlig anden eller ringere beskaffenhed eller brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende omstændigheder skulle være, se også 570.
NÅR VÆSENTLIGT MANGELFULD YDELSE KAN FORVENTES MED SIKKERHED
- 241 -
565. Oftest kan kvaliteten af tandlægens indsats først vurderes, når aftalen er opfyldt. Kan det imidlertid
allerede inden arbejdets færdiggørelse sikkert forudses, at formålet med arbejdet bliver væsentlig forfejlet
på grund af mangler, kan patienten kræve sig frigjort fra aftalen allerede på dette tidspunkt (anteciperet
misligholdelse).
PATIENTENS TILBAGETRÆDEN, HERUNDER AFBESTILLINGSRET
566. På den anden side har patienten en ubetinget ret til at kræve, at arbejdet – også selv om der intet er at
udsætte på det – ikke bliver udført eller færdiggjort, uden at patienten i den forbindelse behøver at begrunde dette nærmere.
Patientens tilbagetræden fører imidlertid til, at der skal ske et økonomisk opgør mellem parterne.
Patientens samlede forpligtelse kan aldrig overstige prisen for det aftalte arbejde.
1) a. Tandlægen kan kræve honorar for det arbejde, der allerede er udført, eller som det er nødvendigt at
udføre uanset patientens tilbagetræden, fx arbejde for at hindre, at det allerede udførte arbejde indebærer
fare for patienten. Honorarets størrelse fastsættes efter principper svarende til, hvad der nævnes i 579.
b. Desuden har tandlægen krav på sine udgifter vedrørende det ikke-udførte arbejde.
2) a. Hvis patienten ved sin tilbagetræden har annulleret kontrakten (i modsætning til berettiget afbestilling, se nedenfor b) har tandlægen som udgangspunkt – ud over honorar for udført arbejde og udgifter
- 242 -
vedrørende ikke-udført arbejde, jf. 1) – krav på mistet fortjeneste, såfremt og i det omfang han kan godtgøre, at han ikke har kunnet opnå en tilsvarende fortjeneste ved udførelse af arbejde for andre. Har tandlægen krav på honorar for delvist udført arbejde, jf. ovenfor 1), a, har han dog normalt herigennem opnået en
del af sin fortjeneste, således at det kun er den resterende del af den forventede fortjeneste, som tandlægen yderligere kan kræve.
Som det fremgår, er fortjenesten er prisen for arbejdet fratrukket tandlægens besparelser ved ikke at skulle
udføre dette. Fortjenesten indgår som den del af prisen, som tandlægen har regnet med som bidrag til
dækning af sine generalomkostninger, forrentning af egenkapital, avance m.v. Under generalomkostninger
falder bl.a. tandlægens almindelige lønudgifter til de fastansatte i klinikken, udgifter til materialer m.v., som
løbende anvendes i klinikken, vedligeholdelse og afskrivning af driftsinventar, husleje osv.
Skal arbejdet ikke udføres eller færdiggøres, får tandlægen normalt frigjort kapacitet, som han kan og bør
udnytte mest muligt ved at forsøge at opnå en tilsvarende fortjeneste ved udførelse af arbejde for andre.
Tandlægen må således godtgøre, at han har gjort, hvad der med rimelighed kan forventes af ham med
henblik på at skaffe sig en erstatningsordre – en anden konsultation – i stedet for det annullerede arbejde. I
det omfang tandlægen har eller kunne have udført andet arbejde i den ledigblevne tid, skal fortjenesten
herved fradrages i hans krav.
b. Tandlægen er afskåret fra at kræve mistet fortjeneste, såfremt patientens tilbagetræden er begrundet i
en særlig anerkendelsesværdig interesse i at blive løst fra aftalen, idet patienten i så fald har en egentlig
afbestillingsret (fortrydelsesret)
En sådan ret til afbestilling (fortrydelse) har patienten, hvis der er tvivl om, hvorvidt det er i hans interesse,
at arbejdet færdiggøres, se herved 459 om vejledningspligten, hvis der viser sig at være behov for udførelse
af tillægsarbejde, se 462-465 ff., eller hvis arbejdet i øvrigt viser sig at blive af væsentligt større omfang end
forventet, således at forholdene kan påberåbes som svigtende forudsætning for en given prisoplysning.
- 243 -
Afbestillingsret kan også være begrundet i forhold, som patienten ikke burde have taget i betragtning ved
aftalens indgåelse. Det kan uforudset være gjort umuligt eller meget vanskeligt for patienten at medvirke til
kontraktens opfyldelse, måske fordi hans økonomiske situation uventet er blevet forværret betydeligt, eller
han på grund af sygdom eller et andet uforudset og undskyldeligt forhold alligevel ikke vil kunne få gavn af
arbejdet.
Kan patienten godtgøre, at hans tilbagetræden sker som følge af et sådant forhold, har han alene pligt til at
betale honorar for udført arbejde samt tandlægens udgifter vedrørende det ikke udførte arbejde, se ovenfor a.
HVAD BETYDER ”IKKE HONORARVÆRDIGT”?
567. Hvis således formålet med tandlægens arbejde som følge af manglen i sin helhed er væsentligt forfejlet, siges arbejdet at være ikke honorarværdigt. I så fald kan patienten kræve sig frigjort fra aftalen enten
således, at honoraret skal tilbagebetales, eller således, at patienten frigøres for kravet på endnu ubetalt
honorar.
Hvornår væsentligt forfejlet (ikke honorarværdigt)?
568. Betydningen af ordet ”væsentlig” er fleksibel. Der kan ikke angives et mål, som både er generelt og
præcist, for, hvornår en mangel er væsentlig, fx – for en værdiforringende mangel – en værdiforringelse på
mere end 5 eller 10 % af tandlægens honorar. Der må foretages en helhedsvurdering, med udgangspunkt i
den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
569. Om et mangelfuldt arbejde er ikke honorarværdigt – dvs. lider af en væsentlig mangel, eller formålet
er væsentlig forfejlet –, vil afhænge såvel af arbejdets formål som af manglens karakter.
- 244 -
Hvis det er fastslået, at der foreligger en mangel, er det hovedreglen, at adgangen til at kræve tilbagebetaling ikke i sig selv er betinget af, at der er noget at bebrejde tandlægen. Alene den omstændighed, at
manglen er til betydelig ulempe for patienten, kan være afgørende.
Ved afgørelsen af, om en konstateret mangel er væsentlig, eller formålet er væsentligt forfejlet, kan det
dog i et vist omfang tillægges betydning, om tandlægen har begået fejl eller forsømmelse (dvs. om der er
noget at bebrejde tandlægen). Det kan tages i betragtning, hvorvidt tandlægen har gjort, hvad han har
kunnet for at opfylde tandlægekontrakten på rette måde, eller om tandlægen har taget sig sine forpligtelser let.
Stort set værdiløst og kassabelt
570. Kriteriet ”væsentligt forfejlet” vil være opfyldt, hvis arbejdet er udført så dårligt eller afviger så meget
fra, hvad der var aftalt, at det er værdiløst eller stort set ikke har nogen værdi for patienten. Dette vil fx
være tilfældet, hvis et arbejde er udført så dårligt, at det må gøres om. (Dette er ikke ensbetydende med, at
sagen falder ud til omgørelse for tandlægens regning. Et sådant resultat kræver, at en række særskilte betingelser er opfyldt, se 582 ff.)
Er manglen af en sådan karakter, at den let lader sig afhjælpe, vil formålet med arbejdet i almindelighed
ikke kunne anses for væsentligt forfejlet. Der bestemmes ikke tilbagebetaling i sådanne tilfælde. (Derimod
kan omgørelse komme på tale, hvis betingelserne herfor er opfyldt, se 582 ff., eller der kan måske ydes et
passende afslag, se 610 ff.)
OPGØRELSE AF MELLEMVÆRENDET
- 245 -
571. At ydelsen er ikke honorarværdig, indebærer, at patientens og tandlægens ret efter aftalen annulleres;
udvekslingen af de aftalte ydelser (behandling og honorar) falder bort.
Er ydelserne udvekslet, skal de derfor som udgangspunkt gå tilbage, således at tandlægen får sin ydelse
tilbage, og patienten får sine penge tilbage.
a. Tandlægen kan dog ofte ikke få sin ydelse igen. Det er jo fx umuligt at returnere en dårlig undersøgelse
eller en slet tandrensning, herunder de materialer, tandlægen måtte have brugt til rensningen.
b. At patienten får sine penge igen, afskærer ham principielt ikke fra også at kræve erstatning, se 622, men
erstatningsbeføjelsen er ikke til rådighed i Tandklagesystemet. (Patienten må i givet fald anlægge retssag
for at opnå erstatning. Det bemærkes, at der i denne forbindelse ikke tænkes på patientens krav på erstatning for tandskade, se 653 ff.)
572. a. Som berørt ovenfor 571, a, opstår der ofte intet spørgsmål om tilbagelevering af tandlægens ydelse,
fordi tilbagelevering er udelukket som følge af denne ydelses beskaffenhed.
b. Spørgsmålet om tilbagelevering kan være aktuelt, hvor materialer - bortset fra bagateller - er forarbejdet, tilføjet eller indføjet i tandsættet, men kan udskilles som et selvstændigt produkt.
I tidligere praksis blev tandlægens tilbagebetaling gjort afhængig af, at patienten inden en nærmere frist
tilbageleverede det underkendte arbejde (typisk broer, kroner m.m.), hvis tilbagelevering overhovedet var
mulig. Det kunne forlanges dokumenteret ved røntgenbillede, at mangelfulde fyldninger var fjernet.
- 246 -
Det var imidlertid en følge af denne tidligere fulgte praksis, at patienten skulle finansiere genopretningen af
det mangelfulde arbejde uden at have modtaget tilbagebetalingen. Skete tilbagelevering ikke inden fristudløb, måtte sagen sluttes uden tilbagebetaling. Praksis indebar en sænkning af forbrugerbeskyttelsesniveauet, fordi patienten blev afskåret fra at opnå tilbagebetaling i samme omfang, som det kunne forlanges
efter almindelige forbrugerretlige regler.
Den 24. oktober 2011 ændrede Landstandlægenævnet – med godkendelse fra Landssamarbejdsudvalget
for Tandlægehjælp – denne praksis i sager om ikke honorarværdigt tandlægearbejde.
Efter den nugældende praksis skal det ikke honorarværdige tandlægearbejde tilbageleveres, hvis det er
muligt uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten. Er tilbagelevering ikke mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten, og det underkendte arbejde kan antages at have en værdi for patienten, nedsættes tandlægens tilbagebetaling af honoraret med en godtgørelse svarende til værdien af det underkendte arbejde for patienten.
Det følgende, se 573-581, er nogle bemærkninger om opgørelsen af parternes mellemværende.
I. Opgørelse af mellemværendet, når arbejdet i sin helhed er ikke honorarværdigt
A. Patientens ydelse: Honorar skal tilbagebetales
573. Når tandlægearbejdet er ikke honorarværdigt, skal tandlægen tilbagebetale honoraret til patienten (og
tilskuddet til det offentlige).
- 247 -
Efter Tandlægeoverenskomstens § 44, stk. 2, 2. led, kan det over for en tandlæge besluttes, at tandlægen
skal betale et beløb til patienten, se 15, men heri ligger ingen beføjelse til at tilkende morarente, herunder
fastsætte forfaldstidspunkt og rentesats. Rentekrav afvises.
Krav på sagsomkostninger – fx udgift til advokat – er et erstatningskrav, som Tandklagesystemet ikke kan
tage stilling til. Sådanne krav afvises ligeledes.
(Regionstandlægenævnet har pligt til at opgøre honoraret for de ikke honorarværdige ydelser og dermed
fastsætte et eksakt tilbagebetalingsbeløb. Er beløbet ikke fastsat, hjemvises sagen.)
B. Tandlægens ydelse: Tilbagelevering - uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten?
1. Tilbagelevering mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten
574. Hvis tilbagelevering af tandlægeydelsen er mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten, skal
patienten aflevere det underkendte arbejde tilbage til tandlægen. Har tandlægen fx leveret en bidskinne,
bestemmes det normalt, at der skal ske tilbagelevering (inden 14 dage, sml. 326 og Forretningsorden for
Regionstandlægenævnene § 13, stk. 2, hvorefter fristen for tilbagelevering af tandlægearbejder skal fastsættes til mindst 14 dage efter ankefristens udløb).
2. Tilbagelevering ikke er mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten
a. Arbejdet har ingen værdi for patienten
- 248 -
575. Hvis tilbageaflevering ikke er mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten, afhænger mellemværendet af, om det mangelfulde arbejde har en værdi for patienten.
Afgørende for, om det underkendte arbejde har en værdi for patienten, er primært, om arbejdet indebærer
en besparelse for patienten. Ofte har arbejdet ingen værdi for patienten, da det jo er ikke honorarværdigt
og dermed så dårligt, at det må gøres om (kassabelt), se 570.
b. Arbejdet har værdi for patienten
576. Har arbejdet værdi for patienten, må godtgørelsen til tandlægen fastsættes til værdien af den nytte
eller besparelse, som patienten trods alt har opnået.
1) Godtgørelsen kan aldrig overstige tandlægens udgifter ved at udføre arbejdet. Tandlægen har jo ikke
krav på fortjeneste, når arbejdet er ikke honorarværdigt. Se 566, 2), a, om de poster, der indgår i fortjenesten.
2) a. Tandlægen har krav på godtgørelse for eventuel handelsværdi af materialer, som patienten har modtaget (typisk metalværdi).
b. I vurderingen indgår også, hvorvidt dele af den mangelfulde ydelse, fx krone eller bro, efter en faglig bedømmelse må forventes at blive genanvendt ved den nye behandling.
c. Desuden rejser det spørgsmål sig, om tandlægen har krav på godtgørelse for den værdi, behandlingen
trods fejlen har haft for patienten, således at patientens tilbagebetalingskrav skal reduceres tilsvarende.
- 249 -
Patientens tilbagebetalingskrav skal kun reduceres, hvis det må antages, at også et ikke-fejlbehæftet arbejde ville have haft en begrænset holdbarhed. Kun i så fald har patienten opnået en besparelse.
Landstandlægenævnet fulgte tidligere den praksis, at hvis der påvistes skjulte mangler ved fast protetik,
skulle tandlægen tilbagebetale honoraret til patienten, dog med fradrag for de år, arbejdet havde fungeret,
svarende til 10 % af honoraret pr. år, se også 507. Denne praksis var i virkeligheden udtryk for et generelt
princip om, at fast protetik kun kan forventes at holde i 10 år, og at tilbagebetalingskravet skulle reduceres
med 1/10 for hvert år, det fejlbehæftede arbejde faktisk havde holdt.
Der findes imidlertid ikke fagligt grundlag for at opstille en norm for normal holdbarhed af tandlægearbejde, da der ikke findes systematiske undersøgelser, der tager højde for alle de faktorer, som har betydning
for holdbarheden. Retslægerådet udtalte i 2004 om jacketkroner (porcelænskroner), at restaureringer af
denne type skal holde 15-20 år.
Man kan derfor ikke opstille nogen regel om et bestemt fradrag pr. år. Der kan end ikke opstilles en formodning for, at der skal foretages et vist fradrag, når et fejlbehæftet arbejde har holdt i en længere årrække. Udgangspunktet må således siges at være, at der ikke skal foretages noget fradrag, dvs. at fradrag er
betinget af, at der foreligger konkrete forhold, der indicerer, at også et ikke-fejlbehæftet arbejde ville have
haft en begrænset holdbarhed. Omfanget af fradraget må derfor også bero på denne konkrete vurdering.
C. Risikoen
577. Tandlægens honorar skal også tilbagebetales fuldt ud, selv om arbejdet kunne have haft en vis værdi
patienten, men dette ikke længere er tilfældet, fordi arbejdet er gået til grunde eller bortkommet, uden at
dette kan bebrejdes patienten. Patienten undgår altså risikoen for det mangelfulde arbejde, indtil parternes
mellemværende er afviklet.
- 250 -
II. Opgørelse af mellemværendet, når arbejdet er delvist honorarværdigt
A. Patientens ydelse: Delhonorar
578. I visse tilfælde kan formålet med arbejdet være opfyldt for en del af arbejdets vedkommende, mens
det er væsentligt forfejlet – ikke honorarværdigt – for den resterende dels vedkommende.
Dette indebærer, at tandlægen kan kræve betaling for den del af aftalen, som er honorarværdig. Er det
fulde honorar betalt, skal det altså delvist tilbagebetales af tandlægen.
579. Betalingen for den del, som er honorarværdig, kan ikke overstige, hvad der ville svare til prisen for det
samlede arbejde efter et afslag beregnet som gængs pris for den del af arbejdet, som ikke er honorarværdigt. Herved sikres det, at patienten alene kommer til at betale et honorar, som står i rimeligt forhold til,
hvad det i normale tilfælde vil koste ham at få den mangelfulde del af arbejdet udbedret hos en anden
tandlæge.
Beregning af delhonorar - Eksempler
580. Har tandlægen fx påtaget sig at udføre arbejdet for 9.000 kr., og er en tredjedel af arbejdet ikke honorarværdigt, afhænger tandlægens honorar dels af parternes aftale, dels af, hvad det efter gængs pris vil
koste at få den mangelfulde tredjedel udbedret.
Koster udbedringen af den mangelfulde tredjedel efter gængs pris 5.000 kr., kan tandlægens honorar for de
mangelfri to tredjedele ikke overstige 4.000 kr. Koster udbedringen af den mangelfulde tredjedel efter
- 251 -
gængs pris 2.000 kr., vil tandlægen i mangel af holdepunkter for andet alene kunne kræve 2/3 af den aftalte
pris, dvs. 6.000 kr. for det mangelfri arbejde.
B. Tandlægens ydelse: Eventuel tilbagegivelse, når arbejdet er delvist honorarværdigt
581. Tandlægen vil derudover – for så vidt angår den del af aftalen, som ikke er honorarværdig – kunne
kræve tilbagegivelse samt eventuel godtgørelse efter samme regler som nævnt ovenfor vedrørende de
tilfælde, hvor arbejdet i sin helhed er ikke honorarværdigt.
MANGELSBEFØJELSE 2:
OMGØRELSE AF ARBEJDET FOR TANDLÆGENS REGNING
NOGLE BEGREBER: AFHJÆLPNING, OMGØRELSE, EFTERLEVERING M. FL.
582. Afhjælpning er udbedring af mangler ved ydelsen. Omgørelse er afhjælpning uden tillægsarbejde på
samme betingelser nu som forud for ydelsen. Efterlevering er afhjælpning ved udførelse af aftalt, men
manglende arbejde.
Reparation er ikke afhjælpning, men udbedring af opståede skader på grund af slid eller uheld. Omlevering
(ombytning) er ikke afhjælpning, men præstation af ny, kontraktmæssig ydelse; omlevering kan forekomme
i køb, men det er ikke aktuelt at ombytte eller omlevere ydelsen ifølge en tandlægekontrakt.
TRE VILKÅR FOR ANVENDELSE AF MANGELSBEFØJELSEN
- 252 -
I. Vilkår 1: På samme betingelser nu som før
A. Hovedydelsen
1. Omgørelse (kvalitetsmangler)
a. Udskillelse af tilfælde, der ikke er omgørelse
Omgørelse forudsætter, at udbedring er mulig
583. Visse ydelser kan ikke udbedres – og således heller ikke mangelsafhjælpes eller omgøres. Det gælder
fx diagnosticering og vejledning.
Mangelfuld diagnosticering kan indebære, at et behandlingsbehov udskydes. Tandlægens ydelse er mangelfuld, se herved 524, men det er ikke muligt at udbedre – og dermed ej heller omgøre – denne mangelfulde ydelse ved at foretage den behandling, der er udskudt. (Den mangelfulde diagnosticering begrunder
muligvis tilbagebetaling af honoraret for konsultationen, jf. 564 ff. Hvis derimod behandlingsbehovet har
ændret sig siden den mangelfulde diagnosticering, og den udviste neglect har haft negative konsekvenser
for tandsættet, er der ikke tale om udskudt behandlingsbehov. Der kan der muligvis foreligge et erstatningspådragende forhold, se 659 ff.)
Omgørelse forudsætter mangel at udbedre
- 253 -
584. Omgørelse forudsætter (som anden afhjælpning), at der er en mangel at udbedre.
Et udskudt, opsparet behandlingsbehov behøver ikke at skyldes tandlægens misligholdelse, se 552. Det
forhold, at der ikke skabes symptomfrihed ved en korrekt udført behandling (som dermed er mislykket,
således at den muligvis skal gøres om), giver ikke patienten beføjelse til at kræve arbejdet omgjort for
tandlægens regning. Det samme gælder et behov for reparation af skade på grund af slid, efter patientens
uheld eller andet forhold, som patienten bærer risikoen for, se 552.
585. Tandlægens beskadigelse af selve arbejdsobjektet – inden risikoens overgang eller efterfølgende som
følge af forsømmelse – er misligholdelse, jf. 547, og kan begrunde omgørelse, hvis de øvrige betingelser
herfor er opfyldt.
Derimod kan behandlertilføjet skade på patienten ikke afføde mangelsbeføjelser, jf. 26 og 548, altså ej heller omgørelsesbeføjelse. Tandlægen skal ikke bekoste en omgørende behandling, der går videre end den,
der blev aftalt (og nu er underkendt). (Men behandlertilføjet skade på patienten kan udløse erstatningsansvar uden for kontrakt, se 659 ff.) Se også 587.
Omgørelse forudsætter, at tillægsarbejde ikke er nødvendigt
586. Afhjælpning af en mangel, herunder omgørelse, indebærer, at arbejdet som sådant skal bringes i en
sådan stand, at det kan karakteriseres som mangelfrit.
587. Tandlægen har ingen kontraheringspligt, se 449, og kan ikke pålægges – ej heller mod ekstrabetaling –
at udføre tillægsarbejde. Det er centralt for begrebet omgørelse, at mangelsafhjælpningen skal kunne gennemføres uden tillægsarbejde. Om begrebet tillægsarbejde, se 460.
- 254 -
Der kan altså kun bestemmes omgørelse, hvis der er fagligt belæg for, at en tilsvarende behandling, fx
krone for krone eller protese for protese, fortsat er tilstrækkelig.
Er der i forbindelse med arbejdet sket skade på patienten, må tandlægens udbedring af en sådan skade
anses som tillægsarbejde – og for øvrigt ikke som udbedring af en mangel, se 585. Det kan derfor ikke kræves, at skaden udbedres gennem omgørelse.
En mangelfuld protetisk restaurering uden nødvendigt frivejsmellemrum (afstand mellem overkæbe og
underkæben i hvilestilling, normalt 2-3 mm), sammenbid (kontakt) på alle tænder eller måske tillige for stor
bidhøjde (for høj protese) kan almindeligvis afhjælpes ved ny protetisk restaurering muligt blot i den ene
kæbe. En ændring af tandopstillingen kan dog undertiden først gennemføres efter en bidfunktionel undersøgelse og eventuel bidfunktionel behandling, som kan fastlægge patientens occlusionsniveau. Behovet for
bidfunktionel undersøgelse og eventuel bidfunktionel behandling må anses som behandlertilføjet skade.
Hvad enten den behandlertilføjede skade på patienten har forbindelse med en mangel, eller dette ikke er
tilfældet, er omgørelse udelukket, se 557.
Grundbetingelsen
588. Sammenfattende gælder det, at behandlingen skal kunne omgøres på samme betingelser nu som
forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er afhjælpningsarbejde, der består i den blotte omgørelse
af udført arbejde, som ikke blev udført fagligt forsvarligt i første omgang, forudsat at det nu ikke er blevet
mere besværligt (tillægsarbejde) at udføre arbejdet, se dog nedenfor 591 om accessorisk arbejde.
b. Eksempler
- 255 -
589. Blev en mangelfuld krone sat på en udtrækningsmoden tand, kan der ikke bestemmelse omgørelse.
Fyldninger uden fornøden kontakt mellem tænderne med gener i form af fødeindpres til følge kan typisk
fjernes, og nye fyldninger isættes sammesteds og på samme præmisser som før.
En (mangelfuld) rodfyldning – fx kun til midtrods – kan typisk omgøres under samme forudsætninger som
den oprindelige behandling. Dette gælder i hvert fald, hvis rodkanalens form og størrelse giver den nødvendige tilgængelighed.
2. Efterlevering (kvantitetsmangler)
590. a. Består manglen i, at tandlægen har udført mindre arbejde end aftalt (kvantitetsmangel, se 476), kan
afhjælpning ske ved at udføre den resterende del af arbejdet. (Efterleveringen indebærer en fordyrelse ud
over det oprindeligt betalte honorar, se 594, og der kan bestemmes omgørelse, dog undtaget tilfælde, der
omfattes af 1.000 kr.-reglen, se 600.)
b. Består manglen i, at der er aftalt udførelse af for lidt arbejde, burde tandlægen have vejledt patienten,
hvis der har været grund til at tvivle på, om en udførelse alene af det aftalte arbejde ville være i patientens
interesse, se 459. I andre tilfælde vil tandlægen ikke sjældent have tilsidesat sin pligt til at vejlede patienten
om, at det nødvendige arbejde vil blive af væsentlig større omfang end forudsat af parterne, jf. herved 566,
2), b. Tandlægens ydelse er i sådanne tilfælde mangelfuld, men da tillægsarbejde er nødvendigt, kan der
ikke bestemmes omgørelse.
B. Accessorisk arbejde
- 256 -
591. Som det fremgår, forstås ordene omgørelse og efterlevering i ret streng forstand. Omgørelse og efterlevering omfatter imidlertid ikke altid udelukkende (korrekt) nøjagtig gentagelse af tidligere foretagne
foranstaltninger.
Fjernelse af strukturer er også omfattet af omgørelsen. Har tandlægen afleveret en mangelfuld implantatbåret fuldbro, som skal laves om, er såvel fjernelse af den gamle bro som efterfølgende knogleopbygning at
betragte som en del af omgørelsen. Omgørelsen omfatter således fjernelse af gamle implantater, ny knogleopbygning, indsættelse af nye implantater og påsættelse af ny bro.
C. Risikoen
592. a. Påvises manglen først senere end afleveringen, er det patienten, som i omgørelses- eller efterleveringsfasen bærer risikoen for det oprindelige arbejdes hændelige undergang eller forringelse, se 473, b.
Beskadiger tandlægen under omgørelsen selve det oprindelige arbejde, må skaden dog betragtes som en
mangel ved arbejdet, hvis den skyldes tandlægens forsømmelse, jf. 511. Forvoldes i øvrigt under omgørelsen eller efterleveringen skade på patienten, kan patienten kræve skaden erstattet, jf. herved 512 og om
forsikringsdækning 667 ff.
b. Så længe omgørelses- eller efterleveringsarbejdet ikke er afleveret, bærer tandlægen risikoen herfor i
overensstemmelse med, hvad der nævnes i 468-470.
D. Tilbagelevering i omgørelsessager
593. Det underkendte arbejde, der substitueres med det omgjorte, skal tilbageleveres til tandlægen, hvis
det er muligt uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten. Denne betingelse vil normalt være opfyldt i
- 257 -
omgørelsessagerne, hvor tilbagelevering altså er hovedreglen. Om betalingsregulering ved genanvendelse,
se 609.
II. Vilkår 2: Merudgift
594. Ved den fornyelse af Tandlægeoverenskomsten, der trådte i kraft den 1. januar 2007, blev muligheden
for at bestemme omgørelse præciseret.
Dette skete ved at ændre ordet ”tilbagebetale” til det nugældende ”betale” i vedkommende overenskomstregel (§§ 44, stk. 2, og 49, stk. 1). Om ændringen havde Overenskomstens parter i brev af 22. juni
2006 bemærket: ”Ændringen gør det muligt, at patienter kan ydes en erstatning ud over det oprindeligt
betalte honorar, hvis omgørende behandling er dyrere.”
(Anvendelsen af ordet ”erstatning” er nok ikke så træffende. De juridiske erstatningsbetingelser skal ikke
være opfyldt, og det er som nævnt grundlæggende i Overenskomsten, at der i Tandklagesystemet ikke kan
tages stilling til erstatning.)
595. Det må antages at være hovedbetragtningen i Overenskomsten, at patienten ikke bør komme til at
betale mere, end han skulle have betalt, såfremt tandlægens arbejde – også lavprisarbejdet – fra starten
var udført rigtigt. Formålet kan også udtrykkes på den måde, at patienten har krav på friholdelse for merudgiften ved omgørelse af behandlingen, således at tandlægen skal betale, hvad det reelt koster at gøre
arbejdet ordentligt.
Det afgørende og retningsgivende er, at omgørelse kun må bestemmes, hvis omgørende behandling er
dyrere end det oprindelige honorar, se dog 592-593 om den såkaldte 1.000 kr.-regel.
- 258 -
596. Overenskomstens hovedbetragtning fører praktisk til, at man først og fremmest ved den faglige bedømmelse i hver enkelt sag skal foretage en vurdering af, hvad det reelt koster at gøre arbejdet ordentligt.
Gennemførelse af omgørelse vil imidlertid som oftest indebære visse omkostninger for tandlægen, fx til
accessorisk arbejde, jf.597, og derfor vil betingelsen – at omgørende behandling er dyrere – ikke så sjældent være opfyldt.
Betingelsen svigter typisk, hvis tandlægen har taget en højere pris end normalt. Forudsat at ydelsen er ikke
honorarværdig, skal afgørelsen gå ud på tilbagebetaling, hvis den omgørende behandling prismæssigt svarer til det oprindelige honorar eller er billigere.
Prisstigninger
597. Ved sammenligningen mellem det oprindelige honorar og den senere pris for omgørelse skal der tages
hensyn til, om der er sket væsentlige stigninger i materialepriser, lønudgifter eller lignende. Dette vil navnlig være aktuelt, hvis manglen er skjult og først får konsekvens efter lang tids forløb. Spørgsmålet var aktuelt i den sag, der nævnes i 167. b., hvor der blev krævet omgørelse.
Prisoplysning - Dokumentation
598. Omgørelse bestemmes efter praksis blandt andet i en gruppe tilfælde, hvor patienten ikke er klar over
den specielle baggrund for billig pris, fx billig udenlandsk teknik, uædel legering. (Situationen er en anden
end nævnt i 451, hvor patienten har foretrukket en særlig billig fremgangsmåde eller ikke ønsket bedst
egnet materiale. Har patienten været fuldt informeret om, at teknikarbejdet blev udført på et udenlandsk
laboratorium til en lavere pris, bestemmes der ikke omlavning.)
- 259 -
599. Omgørelse er også resultatet, hvis der ikke foreligger fornøden dokumentation for udgiften til det udførte arbejde (navnlig i form af specificeret faktura), således at merudgiftens størrelse ikke kan vurderes.
1.000 kr.-reglen
600. Overenskomstens parter har fastsat en bagatelgrænse (den såkaldte 1.000 kr.-regel): Hvis det på
grundlag af priserne i lokalområdet skønnes, at omgørelsen ikke koster over 1.000 kr. mere, end hvad patienten har betalt for den underkendte behandling, skal der ikke bestemmes omgørelse, men tandlægen
pålægges at tilbagebetale honoraret. (Det kan nævnes, at erstatning for tandskade på mindre end 1.000 kr.
ikke dækkes af Tandlægeforeningens Patientforsikring, se 669 b.)
Har tandlægen krævet 5.000 kr. i honorar for en underkendt krone, der i lokalområdet kan leveres for 5.800
kr., er merudgiften på 800 kr. under 1.000 kr., og afgørelsen går dermed ud på tilbagebetaling af honoraret
på 5.000 kr. Har tandlægen krævet 4.600 kr., er merudgiften på 1.200 kr. over 1.000 kr., og afgørelsen går
dermed ud på omgørelse.
Omfatter samme klagesag flere behandlinger og dermed flere honorarer, vurderes hver behandling for sig.
Er en underkendt rodbehandling 500 kr. billigere og en underkendt krone i samme sag 800 kr. billigere end
normalprisen, er resultatet tilbagebetaling, selv om den samlede merudgift, 1.300 kr., overstiger 1.000 kr.
601. 1.000 kr.-grænsen gælder ikke honorarer under 1.000 kr. Har tandlægen krævet 750 kr. for en fejlbehæftet krone, kan der bestemmes omgørelse, selv om merudgiften er beskeden, blot det er klart, at 750 kr.
ikke er nok.
III. Vilkår 3: Ikke urimelig opofrelse
- 260 -
602. Det er en betingelse for omgørelse, at den omgørende behandling er dyrere end det oprindelige honorar, se 594, men tandlægens pligt til omgørelse eller efterlevering er ikke ubetinget. Visse mangler kan
være umulige at udbedre. Udbedring kan være så bekostelig, at byrden ikke står i et rimeligt forhold til patientens interesse i en omgørelse eller efterlevering. Patienten kan forlange omgørelse eller efterlevering,
medmindre dette vil forvolde tandlægen urimelig opofrelse.
Ved vurderingen af, om afhjælpning vil forvolde tandlægen urimelig opofrelse, spiller manglens betydning
for patienten dog en væsentlig rolle. Dette kan i nævnspraksis efter omstændighederne føre til, at ret betydelige bekostninger bliver godkendt.
ANDRE SPØRGSMÅL
Omgørelse eller efterlevering uanset om formålet væsentligt forfejlet
603. Der stilles ingen betingelser med hensyn til manglens karakter for retten til at kræve omgørelse eller
efterlevering for tandlægens regning. Patienten kan således som udgangspunkt kræve omgørelse eller efterlevering, selv om manglen ikke har forringet tandlægearbejdets værdi, se 610 ff., og uanset om formålet
med tandlægearbejdet er væsentligt forfejlet, se 569 f.
Ingen tidsbegrænsning
604. Så længe patienten ikke har fortabt sin ret til at påberåbe sig manglen (på grund af manglende reklamation, se 632 ff., overskridelse af frister for fremsættelse af krav, se 165 ff., eller forældelse, se 639 ff.),
kan han forlange, at tandlægen fortager afhjælpning (omgørelse eller efterlevering), hvis betingelserne
herfor i øvrigt er opfyldt. Det forhold, at der går meget lang tid, inden en mangel påvises, vil dog kunne
- 261 -
påvirke bedømmelsen af, hvorvidt afhjælpning kan antages at forvolde tandlægen urimelig opofrelse, se
herved 602.
For tandlægens regning eventuelt hos anden behandler
605. Omgørelse og efterlevering sker for tandlægens regning. Begrundelsen for dette er, at patienten gennem afhjælpningen skal stilles på samme måde, som hvis arbejdet fra starten var blevet udført mangelfrit.
Parternes interesse i afhjælpning
606. Det må normalt antages at være i såvel patientens som tandlægens interesse, at opståede mangelsproblemer finder deres løsning ved, at eventuelle mangler ved arbejdet bliver afhjulpet, se også 167 b. og
473. d.
Nævnsafgørelser om omgørelse eller efterlevering indeholder på denne baggrund normalt en henvisning
til, at omgørelsen eller efterleveringen mest hensigtsmæssigt sker ved, at tandlægen selv fornyer arbejdet
eller efterleverer det manglende vederlagsfrit. Kun for så vidt patienten eller tandlægen ikke ønsker dette,
pålægges det tandlægen at betale for omgørelse eller efterlevering hos en ny behandler.
Patientens pligt til medvirken
607. Patienten har pligt til at medvirke til, at omgørelsen eller efterleveringen kan finde sted, fx ved at indfinde sig på klinikken. Det antages, at patienten ikke kan kræve sine udgifter i den anledning refunderet af
tandlægen, selv om patienten i princippet har krav på, at omgørelsen eller efterleveringen sker uden om-
- 262 -
kostning for ham. Patienten kan heller ikke få godtgjort eventuelt honorar for afgivelse af tilbud (i den pågældende situation vil tandlægen dog normalt ikke beregne sig honorar for afgivelse af tilbud).
Undlader patienten at yde denne medvirken, suspenderes tandlægens pligt til at bekoste udbedring af
manglen. I nævnsafgørelser, der går ud på omgørelse eller efterlevering, fastsættes en frist til gennemførelse af afhjælpningen, se 593. Fristen kan forlænges, hvis der er rimelig grund dertil, men overskrides fristen, må sagen sluttes i Tandklagesystemet.
Hvis patienten ikke ønsker omgørelse eller efterlevering, er resultatet normalt tilbagebetaling. Det samme
gælder efterfølgende, hvis patienten ikke kan skaffe tilbud fra ny tandlæge.
GODKENDELSE AF TILBUD
608. Det er som flere gange nævnt en betingelse for omgørelse, at den omgørende behandling er dyrere
end det oprindelige honorar, se 594, men adgangen til at få omgørelses- eller efterleveringsomkostningerne betalt af tandlægen er ikke ubegrænset.
a. Patienten kan således kun forlange omgørelse for tandlægens regning, hvis dette kan ske uden uforholdsmæssige omkostninger, se 602. Udbedringsomkostningerne skal stå i et rimeligt forhold til manglens
betydning og ikke åbenbart gå ud over, hvad det sædvanligvis vil koste at få et udbedringsarbejde af den
pågældende karakter udført. Tandlægen sikres herved mod misbrug af beføjelsen. Var adgangen til at
kræve afhjælpningsomkostninger betalt af tandlægen ubegrænset, ville der være en risiko for, at udbedringen af manglen ville blive unødvendigt kostbar.
- 263 -
Det skal imidlertid tages i betragtning, at omgørelse efter omstændighederne kan være ganske omkostningskrævende, ikke mindst på grund af accessorisk arbejde, se 591. I nævnspraksis forekommer tilfælde,
hvor omgørelsesudgiften ligger betydeligt over honoraret, se herved 602.
b. Tandlægen har ikke pligt til at bekoste tillægsarbejde, se 587.
609. a. Tilbud fra patientens nye tandlæge skal derfor godkendes i Regionstandlægenævnet af hensyn til
kontrollen med tillægsarbejde og for sikre et rimeligt honorarniveau. Der lægges ved vurderingen vægt på
omgørelses- eller efterleveringsarbejdets sædvanlige pris. Kan arbejdet udføres væsentligt billigere et andet sted, anses tilbuddet for at være uforholdsmæssigt dyrt, og det godkendes ikke.
Der skal naturligvis kun betales omgørelsesudgift i det omfang, omgørelse faktisk finder sted. Oplyser patientens nye tandlæge fx, at abutments genanvendes, må den indklagede tandlæges betaling reguleres,
eventuelt i forbindelse med genoptagelse af sagen.
b. Forudsætningerne for kontrollen svigter, hvis behandling påbegyndes uden godkendelse. Retten til omgørelse på tandlægens regning opstår først ved godkendelsen inden arbejdets igangsættelse (retten til omgørelse er suspensivt betinget). Hvis arbejdet igangsættes uden godkendelse, bortfalder adgangen til omgørelse på tandlægens regning. Sagen kan herefter genoptages. Hvis betingelserne er opfyldt, kan arbejdet
herefter underkendes som ikke honorarværdigt.
MANGELSBEFØJELSE 3:
AFSLAG I HONORARET SVARENDE TIL MANGLEN
- 264 -
610. Hvis arbejdet er mangelfuldt, kan patienten kræve et til manglen svarende afslag i honoraret. I
nævnspraksis er adgangen dog stærkt begrænset.
Et sådant prisafslag er ikke erstatning. Afslag forudsætter normalt, at manglen er værdiforringende. Erstatning – som Tandklagesystemet ikke kan tage stilling til – forudsætter et nærmere ansvarsgrundlag og et
erstatningsrelevant tab.
OBJEKTIV OG SUBJEKTIV VÆRDIFORRINGELSE
611. Adgangen til at kræve honorarafslag er som nævnt normalt betinget af, at den foreliggende mangel er
værdiforringende. Det fastholdes dog ikke konsekvent, at manglen skal være objektivt værdiforringende. I
særlige tilfælde indrømmes afslag, når subjektive, æstetiske forudsætninger svigter, jf. 619. Disse tilfælde
har for øvrigt i nævnspraksis været næsten de eneste, hvor resultatet har været afslag.
Bagateller
612. Adgangen til afslag er ikke betinget af, at formålet med arbejdet er væsentligt forfejlet.
Adgangen til at kræve honorarafslag er derimod betinget af, at den foreliggende mangel ikke kan betegnes
som en ren bagatel. Er den helt bagatelagtig, vil den normalt ikke berettige til honorarafslag, da sådanne
mangler ikke i almindelighed kan anses for objektivt værdiforringende.
Honorar i forvejen fastsat under hensyn til manglen
- 265 -
613. Er honoraret for arbejdet fastsat under fornøden hensyntagen til manglen, vil denne ofte ikke længere
kunne anses for værdiforringende. Dette vil fx kunne være situationen, hvis tandlægen allerede ved honorarets fastsættelse har givet et nedslag i honoraret på grund af manglen, eller hvis manglen består i, at der
er udført for lidt arbejde, samtidig med, at tandlægen kun har beregnet sig honorar for det faktisk udførte
arbejde.
UDMÅLING AF AFSLAG
614. Honoraret nedsættes som udgangspunkt sådan, at det beløb, der skal betales efter, at der er givet
afslag, forholder sig til det aftalte honorar, ligesom det mangelfulde arbejdes værdi forholder sig til værdien
af arbejdet i mangelfri stand. Har patienten indgået en særlig gunstig aftale og aftalt et lavt vederlag i forhold til, hvad arbejdet normalt koster, må afslaget altså fastsættes, så det bliver forholdsvis mindre end den
absolutte værdiforringelse. Har patienten betalt en særlig høj pris for arbejdet, bør afslaget omvendt også
have forholdsvis større effekt for patienten.
Eksempler
615. Et tandlægearbejde ville være 10.000 kr. værd i mangelfri tilstand. Arbejdet lider imidlertid af en mangel, der forringer dets værdi med 10 %. Tandlægen har forlangt 8.000 kr. i honorar. Afslaget er 800 kr. Har
tandlægen forlangt 12.000 kr., er afslaget 1.200 kr.
Hvad er arbejdet værd med og uden mangler?
616. Fremgår ikke andet, vil der ofte bestå en formodning for, at det aftalte honorar svarer til arbejdets
værdi i mangelfri stand. Svarer det aftalte honorar til arbejdets værdi i mangelfri stand, vil værdiforringelsen svare til afslaget.
- 266 -
Værdiforringelsen som følge af manglen kan principielt ikke blot udmåles til, hvad det vil koste at få
manglen udbedret (afhjælpningsudgiften). Man må altså ideelt set skønne over, hvad arbejdet objektivt er
værd henholdsvis med og uden mangler. Det vil normalt være priserne på tidspunktet for arbejdets aflevering, som skal lægges til grund ved vurderingen.
Den praktiske udmåling af afslaget: Svarende til afhjælpningsudgiften
617. Beregningen af den forholdsmæssige værdiforringelse efter de anførte retningslinjer kan meget ofte
være vanskelig. I sådanne tilfælde kan det være praktisk at udmåle afslaget, så det svarer til afhjælpningsudgiften. Men udmåles afslaget på denne måde, kommer afslagsbeføjelsen ofte til at svare til patientens
krav på under visse betingelser at få arbejdet omgjort for tandlægens regning hos en ny behandler.
AFSLAGSBEFØJELSEN ANVENDES SJÆLDENT I NÆVNSPRAKSIS
618. Patienten har principielt valget mellem flere mulige beføjelser. Patienten har i almindelighed større
interesse i omgørelse (forudsat at betingelserne herfor er opfyldt) end i afslag.
Afslagsbeføjelsen spiller ingen særlig rolle i nævnspraksis, jf. dog straks nedenfor om svigtende æstetiske
forudsætninger.
Svigtende æstetiske forudsætninger
- 267 -
619. Det kan som nævnt i 611 ikke fastholdes helt konsekvent, at manglen objektivt set skal være værdiforringende, for at den kan give grundlag for tilkendelse af et forholdsmæssigt afslag. Er der for patienten
svigtet en væsentlig æstetisk forudsætning, må arbejdet kunne betragtes som havende en ringere værdi for
den pågældende patient, således at han får mulighed for at kræve et skønsmæssigt fastsat afslag svarende
til den ubestemte værdiforringelse, som en svigtende æstetisk forudsætning kan være udtryk for. Der bliver
i sådanne tilfælde i realiteten tale om at give patienten "et plaster på såret" udmålt skønsmæssigt efter en
vurdering af manglens betydning for ham.
Mangelsbeføjelse 4
Erstatning – ikke til rådighed i Tandklagesystemet
620. Tandklagesystemet kan som ofte omtalt ikke tage stilling til krav om erstatning.
Patienten kan i kontraktforholdet have ret til erstatning for tab som følge af, at tandlægens ydelse er mangelfuld.
621. Under visse betingelser kan der kræves en erstatning, der stiller patienten, som om aftalen med
tandlægen var blevet rigtigt opfyldt. Tandlægen opfylder kontrakten ved at betale en erstatning, der svarer
til patientens økonomiske interesse i rigtig opfyldelse (naturalopfyldelse). En sådan erstatning kaldes positiv
opfyldelsesinteresse. At patienten i anledning af manglen kan kræve positiv opfyldelsesinteresse, vil sige, at
patienten kan fordre erstatning for det tab, han har lidt ved ikke at modtage tandlægens ydelse uden den
pågældende mangel.
Denne form for erstatning kan som nævnt ikke fås i Tandklagesystemet.
- 268 -
Typiske erstatningsposter i den positive opfyldelsesinteresse er ekstraudgifter, fordi patienten nu må skaffe
sig ydelsen dyrere fra en anden tandlæge. Tabt fortjeneste vil også i princippet kunne kræves erstattet
(skønt patienten normalt forfølger andre formål end at opnå fortjeneste og derfor indgår aftale med
tandlægen, skønt kontrakten ikke kan ventes at give patienten økonomisk fordel).
Tandlægen skal erstatte det formuetab, patienten er blevet påført ved, at kontrakten ikke er blevet rigtigt
opfyldt. Størrelsen afhænger af tabet, ikke af tandlægens honorar (og ville i taleksemplet, jf. 391, udgøre
1.000 kr. i begge situationer.
622. Under visse betingelser kan der kræves en erstatning, der stiller patienten, som om aftalen med
tandlægen ikke var blevet indgået. En sådan erstatning kaldes negativ kontraktinteresse. At patienten i
anledning af manglen kan kræve negativ kontraktinteresse, vil sige, at patienten kan fordre erstatning for
de udgifter, som han har afholdt i tillid til den kontrakt, der nu er annulleret på grund af manglen, se herved
571.
Denne form for erstatning kan som nævnt ikke fås i Tandklagesystemet.
Tandlægen skal erstatte de udgifter, som patienten er blevet påført ved at stole på aftalen. Patienten kan
have haft også andre udgifter end honoraret til tandlægen, men negativ kontraktinteresse vil ofte praktisk
blot være identisk med tilbagebetaling af tandlægens honorar.
AFSNIT VI: UDELUKKELSE, BORTFALD OG OPHØR AF MANGELSBEFØJELSERNE
UDELUKKELSE - TILBUD OM AFHJÆLPNING
- 269 -
RET TIL AFHJÆLPNING?
623. Tandlægen har som udgangspunkt ret til at afværge patientens mangelsbeføjelser gennem tilbud om
udbedring eller afhjælpning. De mangelsbeføjelser, som tandlægen kan afværge ved tilbud om afhjælpning, er patientens ret til at kræve tilbagebetaling og afslag i honoraret.
Afhjælpningstilbud i tilbagebetalingssager
624. Tilbud om afhjælpning, som ført fremkommer på et tidspunkt, hvor patienten har ret til at kræve tilbagebetaling, betager i almindelighed ikke patienten adgangen til at kræve tilbagebetaling.
Tidspunkt for tilbud om afhjælpning
625. Tilbuddet om afhjælpning bør så vidt muligt fremsættes straks efter, at tandlægen har modtaget patientens reklamation.
Patienten har en nærmere pligt til at medvirke
626. Har tandlægen i tide tilbudt afhjælpning, må patienten give tandlægen mulighed herfor, medmindre
dette vil forvolde patienten væsentlig ulempe, eller medmindre patienten i øvrigt har en særlig grund til at
nægte tandlægen at foretage afhjælpning, se om dette spørgsmål 630.
- 270 -
Afslår patienten uberettiget tilbuddet om afhjælpning, eller undlader han at yde den nødvendige medvirken til gennemførelse af afhjælpningen – fx ved at indfinde sig på klinikken –, er tilbuddet eller et foretaget
afhjælpningsforsøg tilstrækkeligt til at afværge, at patienten kan kræve tilbagebetaling eller afslag.
Afhjælpning inden rimelig tid
627. Afhjælpning skal ske inden rimelig tid. Fristen løber fra det tidspunkt, hvor patienten har reklameret.
Fristens længde må afhænge af patientens behov for en mangelfri ydelse og de øvrige omstændigheder i
det enkelte tilfælde.
Uden væsentlig ulempe og udgift for patienten
628. Afhjælpning skal ske uden væsentlig ulempe for patienten og uden udgift for den pågældende. Afhjælpning må således ikke påføre patienten en udgift, som han ikke ville have haft, såfremt arbejdet fra
starten var udført rigtigt. At patienten i et vist omfang må medvirke til afhjælpningens gennemførelse
fremgår af, at han ikke kan kræve, at den sker helt uden ulempe for ham. Patienten må medvirke efter de
samme retningslinjer, som gælder, hvis han selv kræver afhjælpning.
Ret til, at anden tandlæge foretager afhjælpningen
629. I øvrigt indebærer tandlægens afhjælpningsret, at denne også kan lade afhjælpningen foretage af en
anden tandlæge. Tilbyder tandlægen at lade manglen afhjælpe af en anden behandler, må patienten således lade denne foretage afhjælpningen, medmindre patienten har grund til at nægte dette, se 630.
Tandlægen har ikke ret til afhjælpning, hvis patienten har særlig grund til at afslå
- 271 -
630. Selv om en afhjælpning kan ske inden rimelig tid og uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten,
kan denne dog afvise tandlægens tilbud om afhjælpning, hvis patienten kan godtgøre, at han har en særlig
grund til at nægte tandlægen at foretage afhjælpning.
Dette beror på, at det er nødvendigt, at der består det nødvendige tillidsforhold mellem patienten og
tandlægen. Arbejdet udføres på patientens person og under omstændigheder, som forudsætter en yderst
nær kontakt mellem parterne. Patienten kan derfor afvise tandlægens tilbud om afhjælpning, hvis tandlægen har vist sig uegnet til at udføre arbejdet, hvis der er opstået væsentlige personlige uoverensstemmelser
mellem parterne eller i øvrigt forhold, som er egnet til at nedsætte patientens tillid til, at tandlægen vil
varetage hans interesser på behørig måde.
RET TIL AFHJÆLPNING ER SJÆLDENT RESULTATET I NÆVNSPRAKSIS
631. Patienten vil som netop nævnt i en række tilfælde være berettiget til at afslå tilbud om afhjælpning.
Skal en klagesag viderebehandles efter forelæggelse i Visitationsudvalget, må det normalt uden videre lægges til grund, at tillidsforholdet mellem patient og tandlæge er brudt. I nævnspraksis er tandlægens ret til
afhjælpning sjældent udslaggivende.
BORTFALD – MANGLENDE REKLAMATION
BORTFALD VED MANGLENDE REKLAMATION?
- 272 -
632. En patient, som vil påberåbe sig en mangel, skal give tandlægen meddelelse herom (reklamere) inden
rimelig tid efter, at han har eller burde have opdaget manglen. I modsat fald taber patienten retten til at
påberåbe sig manglen.
Fristen løber tidligst fra afleveringen
633. Da vurderingen af, hvorvidt arbejdet er mangelfuldt, beror på arbejdets beskaffenhed på tidspunktet
for dets aflevering, regnes reklamationsfristen tidligst fra dette tidspunkt.
Fristen vil ikke begynde at løbe før afleveringen, selv om patienten under arbejdets udførelse har haft en
formodning om, at arbejdet vil blive mangelfuldt. Patienten vil i så fald ofte i egen interesse gøre tandlægen
opmærksom på eventuelle observationer, som han har gjort. Men patientens adgang til efterfølgende at
gøre mangelsbeføjelser gældende er ikke afhængig heraf. En reklamationspligt bestående allerede under
arbejdets udførelse ville kunne skade parternes indbyrdes forhold. Det bør desuden ikke komme patienten
til skade, hvis han er gået ud fra, at tandlægen af egen drift ville rette eventuelle fejl inden afleveringen.
I øvrigt fra det tidspunkt, da manglen blev eller burde være opdaget
634. Fristen regnes fra det tidspunkt, da patienten har eller burde have opdaget manglen. Fristen løber
altså fra samme tidspunkt som den 2-årige sagsbehandlingsfrist regnes fra, se 168.
Patienten har ikke nogen pligt til at foretage en nærmere undersøgelse af tandlægens arbejde. Patienten
må kunne regne med, at eventuelle fejl vil vise sig, når arbejdets genstand anvendes på sædvanlig måde
eller udsættes for sædvanlige påvirkninger m.v.
- 273 -
635. Fristen løber ikke, blot fordi patienten har kunnet iagttage det mangelfulde forhold. Det må yderligere
kræves, at patienten har haft de fornødne forudsætninger for at kunne udlede, at der var noget galt. Patientens forudsætninger for en sådan vurdering kan være særdeles begrænsede, og erkendelsen af sygdom
eller den rette indsigt i tandlægetekniske forhold kan være vanskelig at opnå. Forholdet stiller sig selvsagt
anderledes, hvis patienten selv er tandlæge. Se i øvrigt 168.
Reklamationsfristens længde
636. Patienten har en reklamationsfrist. Patienten kan lade nogen tid gå fra manglens opdagelse, inden han
retter henvendelse til tandlægen. Tidspunktet, da manglen opdages eller burde være opdaget, er altså ikke
ensbetydende med fristudløb.
Reklamationsfristens længde må afgøres på grundlag af de konkrete forhold i det enkelte tilfælde. Patienten må navnlig have en passende periode til at overveje sin stilling, og desuden må der indrømmes tid til at
søge råd hos andre, herunder eventuelt en anden tandlæge. Hensyn vil endvidere kunne tages til individuelle forhold hos patienten, fx bortrejse eller sygdom, der har medført en udsættelse af henvendelsen til den
behandlende tandlæge om manglen.
I nævnspraksis strækkes fristen langt, så langt, at den kun ganske undtagelsesvis er kortere end 2-års fristen
i Tandlægeoverenskomstens § 51, stk. 5, se 165 og 638.
Fristudløb
637. Som nævnt ovenfor 165 skal sagen i Tandklagesystemet være rejst inden 2 år efter det tidspunkt, hvor
patienten var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over. Det er en misforståelse at opfatte
denne frist som en overenskomstmæssig garanti for tandlægearbejdet i 2 år. Hensigten med den pågæl-
- 274 -
dende frist for fremsættelse af krav i Tandlægeoverenskomsten har således ikke været at fastslå en regel
om, at der nødvendigvis foreligger en mangel, hvis tandlægearbejdet fremviser en defekt inden 2 års fristens udløb.
BORTFALD STATUERES SJÆLDENT I NÆVNSPRAKSIS
638. Nævnspraksis på området er imidlertid ganske streng. Det fastslås kun ganske undtagelsesvist, at patienten har tabt mangelsbeføjelserne ved undladelse af rettidig reklamation inden udløbet af den ovennævnte 2-års frist (hvis oversiddelse medfører afvisning af sagen).
Reklamationsreglen kan aldrig bevirke tab af patientens beføjelser, hvis manglen er skjult.
OPHØR – FORÆLDELSE
Fristerne
639. Der gælder to forældelsesfrister: En kort på 3 år regnet fra det tidspunkt, da manglen foreligger, med
mulighed for suspension, jf. Forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, jf. § 2, stk. 3, og se 565. Den korte kombineres med en lang på 10 år, jf. § 3, stk. 3, nr. 3. Den lange er absolut og kan ikke suspenderes.
Begyndelse og suspension
- 275 -
640. Forældelsesfristen ved krav i anledning af mangler løber som nævnt i 639 fra det tidspunkt, hvor
manglen foreligger, dvs. når tandlægens arbejde afleveres.
641. Dette gælder, selv om manglen først kan konstateres på et senere tidspunkt (manglen er skjult, se 260
og 506), men i disse tilfælde indebærer suspensionsreglen, at den korte 3-års frist først løber fra den dag,
da patienten fik eller burde have fået kendskab til manglen. Den lange, absolutte 10-års frist kan have
betydning, hvor manglen først bliver kendt efter lang tids forløb.
Den korte 3-års forældelsesfrist med mulighed for suspension, se 639, minder – bortset fra åremålet – meget om den korte 2-års klagefrist ligeledes med mulighed for suspension, se 168.
De to fristregler bygger ikke på ganske samme hensyn. Efter praksis suspenderes klagefristen nok lettere
end forældelsesfristen, og dermed kan spørgsmålet om forældelse efter omstændighederne være aktuelt i
Tandklagesystemets sager. Forældelse har dog alt overvejende ingen praktisk betydning for sagerne.
Afbrydelse
642. For at afbryde forældelsen kræves det, enten at tandlægen erkender forpligtelsen, jf. Forældelseslovens § 15, eller at patienten foretager retslige skridt, jf. § 16, stk. 1.
643. Forældelsesfristen afbrydes, når tandlægen – som loven siger – ”udtrykkeligt eller ved sin handlemåde” erkender sin forpligtelse over for patienten. Det er altså ikke et krav, at tandlægen udtrykkeligt indrømmer at have en forpligtelse. Der kan også i tandlægens handlinger ligge en fristafbrydende erkendelse.
- 276 -
644. I tilfælde, hvor patienten ikke kan opnå tandlægens erkendelse, er det en betingelse for at undgå forældelse, at patienten inden forældelsesfristens udløb foretager retslige skridt med henblik på at opnå en
afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse.
Det relevante retslige skridt er at indbringe sagen for Tandklagesystemet. Ifølge Tandlægeoverenskomsten
§ 55, stk. 5, 1. pkt., har tandlægen pligt til at rette sig efter Tandklagesystemets afgørelse. Der opnås i
Tandklagesystemet en afgørelse, der fastslår kravets eksistens og størrelse.
Forældelsen afbrydes, når Regionstandlægenævnet modtager patientens klage.
Retsvirkninger af afbrydelse
645. Som udgangspunkt vil der løbe en ny forældelsesfrist af samme længde som den afbrudte, jf. Forældelseslovens § 19, stk. 1.
646. Dette udgangspunkt fraviges i tilfælde, hvor der i forbindelse med afbrydelsen tilvejebringes et særligt
retsgrundlag, idet den nye frist da er 10 år, jf. § 5, stk. 1, nr. 3.
Dette vil fx være tilfældet, hvis afbrydelsen sker ved, at tandlægen skriftligt og udtrykkeligt bekræfter forbrugeransvarets tilblivelse og dets størrelse – fx ved et frivilligt forlig – idet der i så fald er tale om en
egentlig anerkendelse af kravet.
Hvis afbrydelsen sker ved afgørelse i Tandklagesystemet, vil der ligeledes blive tilvejebragt et særligt retsgrundlag (nemlig afgørelsen) i forbindelse med afbrydelsen.
- 277 -
647. Hvis afbrydelsen sker ved tandlægens erkendelse, vil den nye frist skulle regnes fra dagen for erkendelsen, jf. § 19, stk. 2. I tilfælde, hvor afbrydelsen er sket ved indbringelse af klage for Tandklagesystemet,
løber den nye frist fra den dag, da afgørelsen træffes, jf. § 19, stk. 3. Hvis patienten får medhold i Landstandlægenævnet, vil dagen være datoen for Landstandlægenævnets afgørelse.
Kan forældelsesreglerne fraviges?
648. Der kan ikke på forhånd, dvs. inden forældelsesfristens begyndelse, gyldigt indgås aftale om fravigelse
af forældelsesreglerne til skade for tandlægen. Det kan ikke på forhånd aftales, at kontraktsansvar slet ikke
er undergivet forældelse, eller at 10-års fristen forlænges, jf. Forældelseslovens § 26, stk. 1.
Selv om forældelsesreglerne ikke på forhånd kan fraviges til skade for tandlægen, vil denne gyldigt kunne
påtage sig en garanti, der rækker ud over forældelsesfristen.
Der er ikke noget til hinder for, at tandlægen efterfølgende giver afkald på at påberåbe sig forældelse.
Dette kan ske ved, at tandlægen helt frafalder forældelsesindsigelsen eller aftaler en udskydelse af forældelsen. Afkald kan også gives, efter at forældelse er indtrådt; tandlægen kan jo bare lade være med at gøre
forældelse gældende.
649. Forældelsesreglerne kan heller ikke på forhånd fraviges til skade for patienten, jf. § 26, stk. 2. Tandlægen kan altså ikke gyldigt indgå aftale med patienten om en kortere absolut forældelsesfrist end 10 år.
SJETTE DEL
TANDSKADE - DELIKTSANSVAR
- 278 -
Resumé
650. Spørgsmålet om tandskade har hovedsagelig interesse for Tandklagesystemet i forbindelse med pligten til at henvise patienten til eventuelt at indgive skadesanmeldelse.
Erstatning for tandskade er i vidt omgang et spørgsmål om forsikringsdækning fra Tandlægeforeningens
Patientforsikring. Interessen samler sig derfor om, hvad der er tandskade.
Forsikringen dækker ikke tandlægens mangelsansvar. Uanset erstatningsproblematikken må ethvert
spørgsmål om disciplinæransvar afgøres i Tandklagesystemet.
AFSNIT I: ERSTATNINGSKRAV – IKKE AFGØRELSE I TANDKLAGESYSTEMET
651. Tandklagesystemet kan ikke tage stilling til krav om erstatning.
Afgørelsen af spørgsmålet om erstatning for tandskade kommer ikke Tandklagesystemet ved. Patientforsikringsordningen, jf. herved Klage- og erstatningslovens kapitel 3 og ovenfor 35, sikrer patienten en nem adgang til behandling af erstatningsspørgsmålet, idet skaden blot skal anmeldes til Tandlægeforeningens Patientforsikring, Svanemøllevej 85, 2900 Hellerup.
VEJLEDNING
- 279 -
VEJLEDNINGSPLIGTEN, JF. KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVENS § 23
652. Det følger af Klage- og erstatningslovens § 23, at det påhviler enhver tandlæge, som i sin virksomhed
bliver bekendt med skader, som må antages at kunne give ret til erstatning efter Klage- og erstatningslovens kapitel 3, se herved 667, at informere skadelidte herom samt i fornødent omfang at bistå med anmeldelse til Tandlægeforeningens Patientforsikring, Svanemøllevej 85, 2900 Hellerup, se også
www.tandklage.dk under punktet ”Søg skadeserstatning”. Informationen til de pågældende skadelidte skal
gives på grundlag af en konkret vurdering af det stedfundne undersøgelses- eller behandlingsforløb m.v.,
hvor det konstateres, at der er indtruffet en skade, der antages at kunne give ret til erstatning efter loven.
Informationspligten er således ikke opfyldt, såfremt informationen gives forud for en given undersøgelse,
behandling el.lign. Se også 42.
Lovbestemmelsen forstås således, at Tandklagesystemet har en tilsvarende pligt til at vejlede patienter om
retten til erstatning efter loven. I forretningsorden for Regionstandlægenævnene § 17, stk. 5, er det bestemt, at såfremt der under sagens behandling ikke er indgået forlig om et eventuelt erstatningskrav, henviser nævnet klageren til at indbringe dette for Tandlægeforeningens Patientforsikring
Tandklagesystemet påtager sig ikke at bistå med anmeldelsen til Tandlægeforeningens Patientforsikring.
HVAD ER TANDSKADE?
I. Ansvar uden for kontrakt
653. De erstatningsretlige regler deles i to grupper. De regler, der angår erstatning i anledning af, at en aftale (kontrakt) ikke er blevet rigtigt opfyldt, kaldes regler om erstatning i kontraktforhold. Nogle af disse
regler er omtalt 620-622.
- 280 -
De regler, der angår erstatning i andre tilfælde, kaldes reglerne om erstatning uden for kontraktforhold
(delikt). Ansvaret for tandskade opfattes som et erstatningsansvar uden for kontrakt (delikt). Den følgende
fremstilling drejer sig udelukkende om ansvar uden for kontrakt.
II. Skade
A. Hvad er skade?
654. At nogen har lidt en skade, betyder, at et faktisk, virkeligt begivenhedsforløb på en for den pågældende ufordelagtig måde afviger fra et andet begivenhedsforløb, som ville have udviklet sig, dersom ikke en vis
begivenhed var indtrådt eller var udeblevet. Der sammenlignes altså mellem to begivenhedsforløb – på den
ene side det, som faktisk, virkeligt er sket, og på den anden side et naturligt begivenhedsforløb, som sandsynligvis ville være indtrådt. Skaden er differencen mellem disse to begivenhedsforløb.
B. Elementer i skadesforløbet
655. a. Inden skadevirkningen eller skadevirkningerne kan der, men behøver ikke at ligge et farestadium,
hvor der ikke er sket skade, men består risiko for skade. Først indtrådte skadevirkning kaldes initialskaden.
Yderligere skadevirkninger, følgeskader, der senere måtte støde til, kaldes ofte komplikationer. Når skadens
virkning(er) er indtrådt i fuldt omfang, tales der om færdig skade.
- 281 -
Begivenhed
Farestadium
(Årsag,
(Risiko
Tandlægens
for skade)
Initialskade
Komplikation
Færdig
skade
undersøgelse
eller behandling)
b. I ethvert skadesforløb indgår mindst én årsag og mindst én virkning. Spørgsmålet om konkurrerende
skadesårsager (”årsagskonkurrence”) tages ikke op her.
c. Det er ikke altid muligt at identificere alle ovennævnte elementer. Fx kan årsag og skadevirkning falde
tidsmæssigt sammen uden mellemliggende farestadium (dvs. stadium, hvor der er risiko for skade) – svarende til situationen, når den ene billardkugle rammer den anden.
III. Personskade
656. Skade er et overbegreb for flere typer af indgreb i et gode. Én af disse skadetyper er tingsskade. En
anden type er personskade. Personskade er skade i form af helbredsforringelse eller dødsfald.
A. Økonomisk personskade
657. Det er som oftest muligt at omsætte personskaden til et pengebeløb efter en nogenlunde objektiv
målestok, fx som udgiften til skadesudbedrende behandling i form af rodfyldning eller implantat med opbygning. I sådanne tilfælde bruges udtrykket erstatning.
B. Ikke-økonomisk personskade
- 282 -
658. Findes en sådan målestok ikke, kan personskaden – tandskaden – i egentlig forstand ikke erstattes.
Eksempler herpå er krav for svie og smerte og varigt mén. I sådanne tilfælde tales derfor ikke om erstatning, men om godtgørelse.
IV. Tandskade
659. Tandskade er en form for personskade og beskrives som sådan ofte kort som forringelse af tandstatus.
A. Grundbetingelser for tandskade
660. Tandskade kan kun foreligge, hvis tandlægen har foretaget en undersøgelse eller behandling, hvis der
faktisk er indtrådt en skade, og hvis der er en nærmere bestemt årsagssammenhæng mellem undersøgelse/behandling og skaden.
B. Negativ afgrænsning
1. Risiko for skade
661. Risiko for skade er i sig selv ikke tandskade. Derimod foreligger tandskade, for så vidt blot nogen skadevirkning faktisk er indtrådt. Det kræves altså ikke, at der er indtrådt komplikation(er), eller at skaden er
færdig.
2. Kun, hvis forårsaget ved tandlægens undersøgelse eller behandling
- 283 -
662. Der foreligger ikke tandskade, hvis tandlægens undersøgelse eller behandling ikke indgår som årsagsfaktor. Et tandtraume pådraget ved fald i klinikken er ikke tandskade.
Følger af et sygdomsforløb udgør ingen tandskade, hvis forløbet er upåvirket af tandlægens undersøgelse
og behandling. Undersøgelsen eller behandlingen skal have medført større behandlingsbehov end grundlidelsen.
Har tandlægen ikke stillet diagnose, men ville der alligevel ikke have været nogen mulighed for at behandle
lidelsen, er der heller ikke opstået tandskade. Det samme gælder, hvis en sygdom ikke er diagnosticeret
korrekt eller rettidigt, men hvor lidelsen ikke er påvirket ved, at behandling først blev iværksat på et
senere tidspunkt. Neglect – se om dette begreb 22 – indebærer altså ikke nødvendigvis tandskade (men
efter praksis vejledes der alligevel i neglectsagerne, se nedenfor 673).
3. Skade på arbejdsobjektet, omgørelse på samme betingelser
663. Tandskade foreligger ikke, når tandlægen forvolder skade på arbejdet (arbejdsobjektet) under opfyldelsen af aftalen, se 547, eller når behandlingen kan omgøres på samme betingelser nu som forud for den
allerede udførte behandling, se 588.
4. Optimering og udskudt behandling
664. Behov for optimering ,se 442 og 451, eller behov for gennemførelse af en (muligvis mangelfrit) udskudt behandling er ikke tandskade, se nærmere 552 og 584.
- 284 -
5. Information og samtykke
665. Tilsidesættelse af reglerne om indhentelse af informeret samtykke er ikke i sig selv tandskade. Det er
altså ikke skade, at patienten har fået eller mener at have fået utilstrækkelig information om risikoen ved
undersøgelse og behandling. (Efter omstændighederne kan derimod tandlægens ydelse være mangelfuld,
se 524.)
V. Erstatning og godtgørelse
A. Efter almindelige regler
666. Patienten kan i et vist omfang kræve skadeserstatning af tandlægen baseret på almindelige erstatningsretlige regler, jf. Klage- og erstatningslovens § 26. Dette erstatningsansvar bygger på den såkaldte
culpa-regel. Culpa-reglens grundbetingelse er, at tandlægen har forvoldt skaden uagtsomt eller forsætligt.
Målestokken er den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm.
B. Efter Patientforsikringsordningen
667. De almindelige regler, jf. 666, har ringe praktisk betydning, fordi de fortrænges af reglerne om patientforsikringsordningen i Klage- og erstatningslovens kapitel 3, så vidt disse lovregler rækker.
668. a. Den lovregulerede patientforsikringsordning giver patienter en erstatningsadgang, hvis de her i landet er blevet påført en skade, se 654 ff., navnlig 660.
- 285 -
b. Der skal være tale om en skade, som er sket i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende,
som er foretaget af bl.a. privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner, herunder altså tandlæger, se
herved 660 og 662.
c. Efter lovreglerne skal skaden – her altså tandskaden – med blot overvejende sandsynlighed være forvoldt på en måde angivet i loven, herunder kunne henføres til den givne undersøgelse eller behandling, se
herved 660. Dette beviskrav lempes undertiden yderligere.
d. Erstatning efter lovreglerne ydes erstatning ikke kun, hvor patienten er kommet til skade på grund af
tandlægens fejl (culpa), se 666. Erstatning ydes i videre omfang end efter culpa-reglen (og for øvrigt på en
for patienten lettere og hurtigere måde).
Erstatning ydes nemlig i det hele taget, hvor skaden – forvoldt på nærmere angiven måde – kunne være
undgået ved en anderledes udførelse af undersøgelsen eller behandlingen, jf. Klage- og erstatningslovens
§ 20, stk. 1, nr. 1-3, (henholdsvis ”specialistreglen”, hvor en erfaren specialist ville have handlet anderledes, ”apparaturreglen”, hvor skaden skyldes fejl eller svigt i apparaturet, og ”facitræsonnementet”, hvor
der i visse tilfælde anlægges en retrospektiv bedømmelse af en anden behandlingsform, som faktisk stod
til rådighed i den givne situation). Desuden ydes erstatning for visse uundgåelige skader, jf. nr. 4 (”tålereglen”).
C. Efter Patientforsikringen under Tandlægeforeningens Praksisforsikring
669. Lovens dækningsområde, jf. 668, var oprindeligt begrænset til sygehussektoren, således at fx privatpraktiserende tandlæger blev holdt udenfor. Tandlægerne havde imidlertid etableret en frivillig forsikringsordning inden for lovens dækningsområde.
- 286 -
Med virkning fra 1. januar 2004 blev loven ændret, således at Klage- og Erstatningsloven nu omfatter hele
sundhedsvæsnet og dækker skader i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende hos privatpraktiserende autoriserede sundhedspersoner, altså også privatpraktiserende tandlæger.
Loven giver mulighed for, at Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring fortsat kan varetage forsikringsdækningen for tandlægepatienter. Sager om skader forvoldt af privatpraktiserende tandlæger er med
denne lovhjemmel henlagt til Tandlægeforeningens Patientforsikring, se 45. (Tandlægeforeningens Patientforsikring er den vigtigste del af Tandlægeforeningens Praksisforsikring, jf. 667 og 669, – et kollektivt,
obligatorisk kompleks af forsikringsordninger for privatpraktiserende tandlæger. En anden del af Tandlægeforeningens Praksisforsikring er Sikringsordningen, se 154 og 326.)
Forsikringsselskabet Codan er antaget til at administrere ordningen og fungerer altså i denne forbindelse
ikke som tandlægernes (eller patienternes) forsikringsselskab.
a. Erstatningspligten for de skader, som privatpraktiserende tandlæger forvolder, og som omfattes af
Klage- og erstatningslovens kapitel 3, jf. 667, påhviler imidlertid vedkommende region, jf. lovens § 29, stk.
1, der ikke er blevet fraveget ved den bekendtgørelse, hvorved sager om skader forvoldt af privatpraktiserende tandlæger er henlagt til Tandlægeforeningens Patientforsikring, se 45.
Dette hænger blandt andet sammen med, at der efter lovordningen er tale om en ”no-fault”-forsikringsordning, dvs. en ordning, hvor patienternes ret til erstatning ikke beror på, at nogen person har pådraget
sig et ansvar for skaden i kraft af en begået fejl, men alene på, om lovens særlige kriterier for erstatningsberettigelse er opfyldt, jf. også 668. Med andre ord er formålet med lovordningen (forsikringen) ikke at fastslå, hvem der har påført patienten skaden; det drejer sig alene om at få fastslået, om patienten har fået en
skade, som berettiger til erstatning.
- 287 -
Klage- og erstatningslovens § 30, stk. 1, bestemmer, at krav om erstatning skal være dækket af en forsikring
i et forsikringsselskab, men efter § 31, stk. 1, kan regionen vælge at være selvforsikrende, dvs. udbetale
erstatninger af egen kasse. De private tandlægepraksisser har dog et økonomisk medansvar for patientskadeerstatningsordningen; det betyder, at tandlægerne selv betaler for en del af ordningen. På den baggrund
bliver der fra regionernes månedlige honoraropgørelser (sygesikringsomsætningen) for alle ydernumre
trukket en procentdel, der indbetales til Tandlægeforeningens Patientforsikring.
b. Det følger af Klage- og erstatningslovens § 24, stk. 2, at der for regionens erstatningsansvar gælder en
bagatelgrænse på 10.000 kr. Udgør beløbet (ekskl. rente) derimod 10.001 kr. eller derover, har patienten
dog ret til også de første 10.000 kr. hos regionen. Efter lovordningen er patienten altså henvist til at rejse
erstatningskrav efter almindelige erstatningsretlige regler, se 666, hvis beløbet ligger under lovens bagatelgrænse.
Tandlægeforeningens Patientforsikring dækker imidlertid også skader, der opgøres til et beløb mellem
10.000 kr. og 1.000 kr. Forsikringens bagatelgrænse er altså 1.000 kr. Se herved 600.
Efter Erhvervsansvarsforsikringen under Tandlægeforeningens Praksisforsikring dækkes også skader under
1.000 kr., såfremt tandlægen er ansvarlig for skadens opståen bedømt efter culpa-reglen, se 666.
HVORNÅR VEJLEDES DER? – TOMMELFINGERREGLER
670. Der kan være grund til at fremhæve, at pligten til at vejlede om muligheden for anmeldelse til Tandlægeforeningens Patientforsikring foreligger, når der består en rimelig – ikke nødvendigvis nøje udredt – formodning om en skade, der kan give ret til erstatning i henhold til lovordningen.
I. Vejledning på foranledning af patientens angivelser
- 288 -
671. Efter praksis vejledes der, når der ifølge patienten er opstået skade (uanset type), og når patienten
(tillige) kræver erstatning eller godtgørelse (uanset begrundelse).
II. Vejledning uden patientens foranledning
672. Hvis patienten ikke påberåber sig skade eller kræver erstatning/godtgørelse, behøver vejledning ikke
at blive givet, hvis der ikke foreligger tandskade, se herved 661-665.
A. Manglende eller ufuldstændig diagnostik m.v.
673. Der skal vejledes, hvis en lidelse er blevet forværret ved, at sygdom ikke er blevet diagnosticeret i tide
eller korrekt, eller hvis behandling ikke er blevet iværksat rettidigt.
Efter praksis gives vejledning dog i alle sager om manglende eller ufuldstændig diagnostik (neglectsager),
hvad enten der er opstået tandskade eller ej. I praksis falder vejledningstilfældene hyppigst i denne gruppe.
B. Øvrige mangelstilfælde
674. I mangelstilfælde gives der vejledning, hvis genopretning ikke kan ske blot ved mangelsudbedring, eller
med andre ord, hvis skadesudbedringen (opretning af skaden) kræver merarbejde (tillægsarbejde).
- 289 -
Vejledning er unødvendig, hvis tandlægen har beskadiget selve arbejdsobjektet under opfyldelse af aftalen
(547), eller der bestemmes omgørelse for tandlægens regning (582-605). Vejledning kan derimod efter
omstændighederne være nødvendig, hvis arbejdet er ikke honorarværdigt.
C. Den generelle regel
675. Der vejledes, når patienten med overvejende sandsynlighed er påført en skade i forbindelse med
tandlægens undersøgelse eller behandling.
FORSIKRINGSDÆKNING OG MANGEL
676. Forsikringen dækker ikke tandlægens (klinikejerens) udgift til tilbagebetaling af honorar for mangelfuldt udført arbejde eller merudgifter ved omgørelse af et sådant arbejde.
Et tilsvarende forsikringsvilkår kendes også inden for andre erhverv end tandlægebranchen. Tilbagebetalingen og merudgifterne er en driftsrisiko, som tandlægen (klinikejeren) selv må bære. Forsikringen dækker
ikke denne driftsrisiko, dels af præventive grunde, dels fordi risikoen afhænger af den enkelte tandlæges
faglige dygtighed.
677. Hvis der altså i erstatningen til patienten for forvoldt skade indgår en dækning af udgifter, der kan
henføres til et mangelfuldt arbejde, skal tandlægen (klinikejeren) i henhold til forsikringsvilkårene til forsikringsselskabet indbetale det beløb, som patienten ellers kunne kræve af denne i anledning af det mangelfulde arbejde. Udføres udbedringen af skaden hos den tandlæge, der har forårsaget skaden, fratrækker
forsikringen honoraret for selve omgørelsen af det mangelfulde arbejde i honoraret for den samlede skadesudbedrende behandling. I det tilfælde, at den skadesudbedrende behandling udføres af en anden
tandlæge end den, der har udført det mangelfulde arbejde, betaler forsikringen for hele behandlingen og
- 290 -
opkræver honoraret for den del af omgørelsen, som patienten har krav på, hos den skadevoldende tandlæge.
Tandlægen (klinikejeren) bliver således økonomisk stillet svarende til, hvad der kunne have været resultatet
af en mangelssag i Tandklagesystemet.
Har Tandklagesystemet kendt arbejdet ikke honorarværdigt, får patienten erstattet udgifterne til udbedringen med fradrag af tilbagebetalingen fra tandlægen.
AFSNIT II: DISCIPLINÆRANSVAR
678. Tandskadesystemet må ikke underrette Tandklagesystemet, selv om en skade er indtrådt som følge af
en alvorlig fejl fra tandlægens side. Det er meget vigtigt for forsikringsordningens funktion, at den involverede tandlæge og andre aktivt medvirker ved vejledning af patienten og ved afklaring af de nærmere forhold om den enkelte skadevoldende behandling. Tankegangen er, at tandlægen i højere grad vil medvirke
til, at patienten opnår erstatning, hvis tandlægen ikke selv risikerer sanktioner.
(Ved Klage- og erstatningslovens § 29, stk. 4, er der dog pålagt regionen en indberetningspligt til Sundhedsstyrelsen, hvis regionen i gentagne tilfælde har ydet erstatning, se 669, a, forvoldt af privatpraktiserende
autoriserede sundhedspersoner, altså også tandlæger. På baggrund af indberetningen skal Sundhedsstyrelsen vurdere, om der er grundlag for at iværksætte tilsynsmæssige foranstaltninger.)
Ønsker altså en erstatningssøgende patient en vurdering af, om tandlægens skadegørende behandling giver
anledning til kritik, må patienten såvel indgive en anmeldelse til Tandlægeforeningens Patientskadeforsikring som rejse en klagesag ved Regionstandlægenævnet.
- 291 -
-o-
Appendiks 1
Eksempel på Besigtigelsesudvalgets rapport
BESIGTIGELSESUDVALGET for REGION [..]
BESIGTIGELSESRAPPORT
Klagesag nr. [..] [Patienten] mod [Tandlæge 1]
Besigtigelsen blev foretaget den [..] af tandlægerne [..] og [..] på sidstnævntes klinik. Til stede var endvidere
[..] som repræsentant for Region [..].
KLAGENS ART:
[Patienten] klager over, at:
-
7,6+ er mistede pga. dårligt tandlægearbejde
5,4+ er beslebet på forsiden, så det har været nødvendigt at fremstille kroner på tænderne
der er efterladt rod reg. +6
der er rodbetændelse +7
4- er beslebet, så der skal krone på
1+1 er ødelagte ved udskiftning af lille fyldning
[Patienten] ønsker tandlægearbejdet omgjort og honoraret helt eller delvist tilbagebetalt.
- 292 -
HÆNDELSESFORLØB:
[Patienten] har været patient hos [Tandlæge 1] siden 2004.
Vedr. 7,6+:
12.07.2008: 7,6+ tandrodsrensning ifb.m. parodontosebehandling
03.02.2009: 7,6+ tandrodsrensning ifb.m. parodontosebehandling
13.08.2009: 6+ plast fl. 2,3
15.09.2009: 6+ plast fl.1,2,3
29.04.2010: 6+ plast fl. 2,3
12.10.2010: 6+ plast fl. 2,3
07.04.2011: 7,6+ tandrodsrensning
12.07.2011: 7+ pulpaoverkapning og plast fl.1,2,4,5
19.10.2011: 7+ rodbehandling i 2 kanaler. Evt. 3. kanal kan ikke findes.
24.11.2011: 7+ plast fl.1,3,4,5
02.03.2012: 6+ MK krone
27.09.2012: [Tandlæge 2] diagnosticerer rodbetændelse og caries sv.t. 7,6+, og de extraheres samme dag.
Vedr. 5,4+:
12.07.2008: 4+ plast fl.1,3
13.08.2009: 5+ plast fl. 3
24.02.2010: 5+ plast fl. 2,3 og 4+ plast fl. 2,3
12.12.2010: 5+ plast fl. 2,3 og 4+ plast fl. 2,3
- 293 -
26.09.2011: 5+ plast fl.2,3 og 4+ plast fl. 2,3
14.06.2013: [Tandlæge 2] anfører, at facialfladerne sv.t. 5,4+ er beslebet, så der er nødvendigt at fremstille
MK kroner. Dette gøres samme dag.
Vedr. +6:
+6 extraheres februar 2008. Der fremgår ikke nøjagtigt af journalen, hvilken dato det sker, men ekstraktionen kontrolleres den 25.02.2008.
Vedr. +7:
12.07.2008: +7 tandrodsrensning. Ellers ingen behandling af tanden efter 28.04.2008.
Vedr. 4-:
03.03.2011: 4- plast fl. 3
16.06.2011: 4- plast fl.1,4
Vedr. 1+1:
03.06.2010: [Patienten] henvender sig til [Tandlæge 1] med frakturerede 1+1. 1+ repareres med plast fl.
3,4,5 og +1 med plast fl. 2,3. [Tandlæge 1] anbefaler kroner, og [Patienten] accepterer.
10.06.2010: 1+1 MK kroner
27.09.2012: [Patienten] skifter til [Tandlæge 2].
Denne konstaterer hævelse og pusflod sv.t. 7,6+. Der kan sonderes ind under kronen på 6+ og der stilles
diagnosen: "parodontitis apicalis 7,6+" (betændelse sv.t. rodspidserne), caries 4- fl. 3,4. Insufficient fyldning
eller fraktur 5+ fl. 3 og -5 fl. 4. Efterladt rod reg. +6 og betændelse ved rodspidsen af +7.
- 294 -
[Patienten] klager over behandlingen hos [Tandlæge 1] den 6.6.2013.
BESIGTIGELSEN:
[Patienten] har ved besigtigelsen et tandsæt bestående af: 8,7,6,5,4,3,2,1+1,2,3,4,5,7 og 8,7,5,4,3,2,1-1,2,3,
4,5,6,7.
Gennemgang af de enkelte tænder:
8+: plast fl. 1,2,3. Caries fl.1
7+: implantat og healing abutment
6+: implantat og healing abutment
5+: MK krone ([Tandlæge 2])
4+: MK krone ([Tandlæge 2])
3+: plast fl. 4,5
2+: plast fl. 1,2
1+: MK krone sonderbare overgange uden spalte. Farve som øvrige tænder
+1 MK krone sonderbare overgange uden spalte. Farve som øvrige tænder
+2: plast fl. 2
+3: plast fl. 4. Caries distalt
+4: guldindlæg fl. 1,2,4, plast fl.3
+5,6,7: MK bro. Overskud disto-facialt med spalte tendens sv.t. +5. Blottet tandhals +7 mes. God approximal kontakt mod +4. Broen sidder fast.
8-: plast fl. 1,2. Sa fl. 3
7,6,5-: MK bro uden sonderbare spalter. Fastsiddende. Gode kontakter approximalt. Underskud facialt på 1
mm sv.t. 5-.
4-: MK krone ([Tandlæge 2])
- 295 -
3,2,1-1,2,3: ingen behandling.
-4: plast fl. 1,3,4
-5: plast fl. 1,2,4
-6: MK krone. Spalte facialt sv.t. mesiale rod
-7: plast fl. 1,2,4. Sa/plast fl.3. Overskud gingivalt på plast
Okklusion: jævn okklusion på resttandsæt
Parodontium: generelt gode parodontale forhold uden betændelsesaktivitet. Moderat knogletab ved molarer uden patologiske pocher.
RØNTGEN:
På ortopanoptagelse dateret 27.9.2012 ses betændelse ved rodspidserne sv.t. 7+7. 7+ er forsynet med
rodfyldning til apex sv.t. palatinale kanal. Der kan ikke ses rodfyldning sv.t. faciale kanaler. Der ses caries
under kronen sv.t. mesiale rod af 6+. -6 er rodreceseret og uden patologi. 1+1 er forsynede med MK kroner
med god pasform.
Enorale optagelser af 5,4+ dateret 23.10.2012 viser guldindlæg 5,4+ uden spalter eller caries. Sv.t. 4- ses
plastfyldning fl. 1,2,4 med god kanttilslutning og uden caries.
KLINISKE FOTOS:
Kliniske fotos fra [Tandlæge 2] dateret 11.02.2013 viser 5,4+ med støbte guldindlæg uden spalter. Der ses
usur/tabt fyldning sv.t. 5+ fl.3 og plastfyldning sv.t. 4+ f1.3. Facialfladerne på 5,4+ er ikke som normalt konvekse, men lige.
SAMMENFATNING:
[Patienten] har været patient hos [Tandlæge 1] siden 2004 og har fået foretaget omfattende behandling.
- 296 -
Vedr. 7+: Denne er rodbehandlet af [Tandlæge 1] den 19.10.2011 og angives at være rodbehandlet i 2 kanaler. På tilgængeligt røntgenmateriale kan den ses at være rodbehandlet i en kanal, og extraheres af
[Tandlæge 2] den 27.09.2012 pga. rodbetændelse.
Vedr. 6+: Denne forsynes med MK krone af [Tandlæge 1] den 02.03.2012, og extraheres den 27.09.2012 af
[Tandlæge 2] pga. caries.
Vedr. 5,4+: Disse er forsynede med guldindlæg af ældre dato, men uden spalter eller caries. Det kan ikke
afgøres, om den manglende konveksitet på facialfladerne skyldes slid med tandbørsten eller beslibning.
Vedr. relikt rod sv.t. +6: +6 er extraheret af [Tandlæge 1] januar/februar 2008. Extraktionen kontrolleres
den 25.02.2008, dvs. mere end 5 år, inden der klages. Extraktionen registreres først den 28.04.2008 i journalen.
Vedr. +7: Der cementeres bro reg. +5.6.7 den 11.04.2008. Efterfølgende foretages der tandrodsrensninger
sv.t +7. [Tandlæge 1] diagnosticerer rodbetændelse sv.t. +7 den 23.10.2012.
Vedr. 4-: Denne er ved besigtigelsen forsynet med MK krone fremstillet af [Tandlæge 1]. På tilgængeligt
røntgenmateriale fra [Tandlæge 1] ses 4- at være forsynet med plastfyldning med flad okklusalflade. Det
kan ikke vurderes, om det skyldes beslibning eller slid.
Vedr. 1+1: Efter fraktur af 1+1 foreslår [Tandlæge 1], at der fremstilles kroner på tænderne. Dette accepterer [Patienten] iflg. journalen.
[..], den [..]
[underskrift]
[underskrift]
- 297 -
Appendiks 2
Eksempel på Regionstandlægenævnets afgørelse
formuleret i overensstemmelse med anvisningerne i Landssamarbejdsudvalgets Vejledning i behandling af
klagesager på tandlægeområdet, juni 2013, Bilag C - Afgørelsens opbygning
"...
Klagen tages delvis til følge
Det betyder, at patienten, A, får delvis medhold i sin klage, og at den indklagede tandlæge, tandlæge B,
skal tilbagebetale honoraret for kronerne 7+, 6+, 5+, 7- og -6 til A, i alt 16.482 kr.
Klagen
Den 19. oktober 2011 modtog Regionstandlægenævnet A’s klage over tandlæge B, Tandlægeselskabet C.
A har klaget over følgende:
1) Kronebehandling af 7+, 6+, 5+, 7- og -6.
2) Implantatbehandling af +6.
A har begrundet klagen med, at hun har gener fra tænder og tandkød i form af ømhed, blødning og lugt.
Sagsfremstilling
Det fremgår af den indklagede tandlæges journal, at A i marts 2010 kontaktede Tandlægeselskabet C. Der
blev herefter indgås behandlingskontrakt på fremstilling af kroner på 7+, 6+, 5+, 7-, -6 og implantatbehandling +6.
Den 26. marts 2010 foretog tandlæge B implantatbehandling +6.
Den 26. maj 2010 påbegyndtes kronebehandlingen af 7+, 6+, 5+, 7- og -6. Den 20. juni 2010 blev kronerne
cementeret. Den 4. august 2010 blev implantatkronen cementeret. Cementeringen af såvel kroner som
implantatkrone blev foretaget af en unavngiven klinikassistent DD. jf. journalen.
Det fremgår endvidere af journalen, at A fra juni til august 2010 havde gener ved sammenbid. Dette blev
afhjulpet ved slibning af hyperkontakt.
- 298 -
Implantatkronen forårsagede tungegener. Den 17. august 2010 blev der fremstillet en ny implantatkrone
+6. Den nye implantatkrone faldt ud flere gange. Der blev fremstillet en tredje implantatkrone, som blev
cementeret den 9. januar 2011.
Den 5. maj 2011 blev der ifølge A’s nuværende tandlæges journal konstateret blødning ved alle kanter på
de nye kroner. Der sås videre kantoverskud ved kronerne i overkæben og 7-.
Den 22. april 2012 bad Regionstandlægenævnet Tandlægeselskabet C om at oplyse navnet på den i journalen unavngivne klinikassistent, DD. Videre ønskede nævnet oplyst, hvilken tandlæge der superviserede
klinikassistenten ved cementeringen af kronerne.
Den 2. maj 2012 oplyste tandlæge B, at klinikassistent DD er klinikassistent D….. D…, og at den superviserende tandlæge er tandlæge E. Tandlæge B var ydernummerindehaver for Tandlægeselskabet C, da de indklagede behandlinger blev foretaget.
Regionstandlægenævnet har ved opslag i Autorisationsregisteret konstateret, at tandlæge E ikke havde
autorisation eller ret til selvstændigt virke, da cementeringen af kronerne fandt sted.
Der er foretaget besigtigelse i sagen den 4. juli 2012.
Ved besigtigelsens objektive undersøgelse ses følgende:
Pæn mundhygiejne, jævn sammenbidskontakt på hele tandbuen og ingen funktionelle symptomer. Generelt måles tandkødslommer til 3 og ved implantatkronen +6 måles tandkødslommer på 5 mm. Ved undersøgelse af kronerne 7+, 6+, 5+ og 7- ses blødning. Der findes ingen kontakt mellem tænderne -5 og -6. På
kronen -6 er der knækket et stykke af porcelænet fremad mod -5. På kronerne 7+, 6+, 5+, 7- og -6 konstateres kantoverskud i en udstrækning der vanskeliggør/umuliggør renhold.
A og tandlæge B har modtaget en kopi af besigtigelsesrapporten og haft mulighed for at komme med
kommentarer.
A skriver i sine kommentarer til besigtigelsesrapporten, at hun ikke blev informeret om, at de indsatte kroner var krom-kobolt legering. Dette fandt hun først ud af, da hun maj 2011 var til tandeftersyn hos sin nuværende tandlæge. A beskriver, at hun under behandlingen hos Tandlægeselskabet C spurgte til, hvorfor
man var billigere end andre steder. Hertil fik A det svar, at kronerne blev købt i udlandet.
Tandlæge B har ikke indsendt kommentarer til besigtigelsesrapporten.
Nævnets afgørelse af 1. klagepunkt
Den indklagede tandlæge, tandlæge B, har overtrådt Autorisationslovens § 17 ved sin benyttelse af medhjælp og ved kronebehandlingen af tænderne 7+, 6+, 5+, 7- og -6.
Videre har tandlæge B overtrådt Autorisationslovens § 21 ved mangelfuld journalføring.
Begrundelse
- 299 -
Regionstandlægenævnet finder, at tandlæge B har handlet under normen for almindelig anerkendt tandlægefaglig standard ved sin benyttelse af medhjælp og ved kronebehandlingen af tænderne 7+, 6+, 5+, 7- og 6 samt ved mangelfuld journalføring.
Brug af medhjælp:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at tandlæge E ikke havde autorisation eller ret til
selvstændigt virke, da hun den 20. juni 2010 og 4. august 2010 superviserede klinikassistent D….. D… ved
cementeringen af kronerne 7+, 6+, 5+, 7- og -6 og implantatkronen +6. Tandlæge B bærer således, som
ydernummerindehaver og principal, det overordnede tandlægefaglige ansvar.
Hertil kommer, at en cand.odont., som ikke har autorisation og ret til selvstændigt virke, for at opnå tilladelse til selvstændigt virke skal have gennemført en praktisk oplæring på 1 år hos en tandlæge, således at
den pågældende under opsyn og vejledning af en erfaren tandlæge opnår rutine og klinisk erfaring, der gør
vedkommende tandlægen egnet til at arbejde selvstændigt som tandlæge, jf. § 1 i Bekendtgørelse nr. 892
af 9. juli 2007 om tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge, jf. Autorisationslovens § 48.
Regionstandlægenævnet finder, at tandlæge B har udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved at
lade en cand.odont. uden autorisation og ret til selvstændigt virke, supervisere en klinikassistent ved cementering af kronerne.
Kronebehandling:
7+:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at kronen 7+ ses med et kantoverskud, der vanskeliggør/umuliggør renhold, jf. besigtigelsesrapporten.
Nævnet finder kronebehandlingen af 7+ af uacceptabel kvalitet, og kronen findes derfor ikke honorarværdig.
6+:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at kronen 6+ ses med et kantoverskud, der vanskeliggør/umuliggør renhold, jf. besigtigelsesrapporten.
Nævnet finder kronebehandlingen af 6+ af uacceptabel kvalitet, og kronen findes derfor ikke honorarværdig.
5+:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at kronen 5+ ses med et kantoverskud, der vanskeliggør/umuliggør renhold, jf. besigtigelsesrapporten.
Nævnet finder kronebehandlingen af 5+ af uacceptabel kvalitet, og kronen findes derfor ikke honorarværdig.
-6:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at kronen -6 ses med et kantoverskud, der vanskeliggør/umuliggør renhold, jf. besigtigelsesrapporten.
- 300 -
Videre har Regionstandlægenævnet lagt vægt på, at kronen -6 har en kantfraktur, som medfører, at mad
sætter sig fast.
Nævnet finder kronebehandlingen af -6 af uacceptabel kvalitet, og kronen findes derfor ikke honorarværdig.
7-:
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at kronen 7- ses med et kantoverskud, der vanskeliggør/umuliggør renhold, jf. besigtigelsesrapporten.
Videre har Regionstandlægenævnet lagt vægt på, at der mellem kronen 7- og 6- ses mellemrum, som
medfører at mad sætter sig fast, jf. besigtigelsesrapporten.
Nævnet finder kronebehandlingen af 7- af uacceptabel kvalitet, og kronen findes derfor ikke honorarværdig.
Informeret samtykke:
Regionstandlægenævnet finder, at tandlæge B ikke har givet tilstrækkelig information forud for behandling
med krom-kobolt kroner.
Ifølge Sundhedslovens § 15, stk. 1, må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. Ved informeret samtykke forstås et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende
information fra sundhedspersonens side, jf. sundhedslovens § 15, stk. 3.
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det ikke er journalført, at A er informeret om,
at hun fik isat krom-kobolt kroner. Nævnet har endvidere været opmærksom på, at A også selv beskriver, at
hun ikke var informeret om, at hun fik isat krom-kobolt kroner.
Journalføring:
På baggrund af en gennemgang af journalen er det nævnets vurdering, at der ikke er ført journal i overensstemmelse med gældende regler.
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at en journal blandt andet skal indeholde, hvilke
materialer der er anvendt til en behandling, jf. Bekendtgørelse nr. 1373 af 12. december 2006 om lægers,
tandlægers, kiropraktorers, jordemødres, kliniske diætisters, kliniske tandteknikeres, tandplejeres, optikeres og kontaktlinseoptikeres patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse
m.v.), § 8, stk. 1, litra g. [Nu Bekendtgørelse 2013-01-02 nr. 3
om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse og overdragelse m.v.)]
Nævnet kan konstatere, at det ikke er noteret i journalen, at der er anvendt krom-kobolt kroner. Kromkobolt er en ikke ædel legering. I journalen er noteret, at der er anvendt metalkeramiske kroner.
Videre har nævnet ved afgørelsen lagt vægt på, at en journal skal indeholde fulde navn på den, som har
foretaget journalnotatet, jf. journalføringsbekendtgørelsen § 6, skt. 4.
- 301 -
Regionstandlægenævnet kan konstatere, at dette er undladt flere steder i journalen.
Nævnets afgørelse af 2. klagepunkt
Tandlæge B har ved implantatbehandling af +6 handlet efter normen for almindelig anerkendt tandlægefaglig standard.
Begrundelse
Regionstandlægenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at implantatkronen +6 har en acceptabel overgang mellem kronen og tandkød.
Nævnet finder implantatbehandlingen acceptabel og honorarværdig.
Tilbagebetaling:
Alt i alt finder Regionstandlægenævnet, at der vedrørende kronerne 7+, 6+, 5+, -6 og 7- er udført ikke honorarværdigt arbejde. Tandlæge B skal således inden 14 dage efter sagens endelige afgørelse tilbagebetale
honoraret vedrørende kronerne, 16.842 kr., til A, jf. regningsnummer 00140548, med tillæg af oppebåret
tilskud. Beløbet indbetales på Region Xs konto i Y Bank, reg. nr. … kt. ……….. Efter indbetalingen af dette
beløb sørger Regionstandlægenævnet for udbetaling af kr. 16.842 til As Nem-konto.
Samlet set finder Regionstandlægenævnet anledning til at udtale alvorlig kritik af tandlæge Bs benyttelse
af medhjælp og kronebehandling af tænderne 7+, 6+, 5+, 7- og -6 samt dårlig journalføring.
Vejledning om offentliggørelse af afgørelser i klage- og tilsynssager på sundhedsområdet:
Regionstandlægenævnet skal vejlede om, at afgørelsen i henhold til bekendtgørelse nr. 1445 af 15. december 2010 om offentliggørelse af afgørelser i klage og tilsynssager på sundhedsområdet vil blive offentliggjort på www.sundhed.dk med angivelse af tandlægens titel, navn og autorisationID/fødselsdato, idet patientens navn, stednavne og alle andre navne vil blive anonymiseret.
Regionstandlægenævnet skal henlede opmærksomheden på, at såfremt afgørelsen vedrørende tandlægens
faglige virksomhed rettidigt ankes, bliver afgørelsen ikke offentliggjort før Landstandlægenævnet har truffet afgørelse, og kun i de tilfælde, hvor ankeinstansen fastholder en kritik.
-o-
Indholdsfortegnelse
Fremstillingen består af seks dele, der hver især indledes med et resumé.
- 302 -
FØRSTE DEL - TANDKLAGESYSTEMET: OVERENSKOMST.......................4 - 29
PRAKSISSEKTOREN ....................................................................................... 5
TANDLÆGEOVERENSKOKSTEN ...............................................................................................5 - 15
Hvem gælder Tandlægeoverenskomsten for? ................................................................................................ 7
Gælder Tandlægeoverenskomsten for patienterne? ...................................................................................... 8
Gælder Tandlægeoverenskomsten for tandlægerne? ............................................................................. 9 - 11
Forretningsorden........................................................................................................................................... 12
Landssamarbejdsudvalget fortolker Tandlægeoverenskomsten ........................................................... 13 - 15
TANDKLAGESYSTEMET – KLAGER OG ANSVAR ...................................... 16 – 22
Disciplinærklage, forbrugerklage – disciplinæransvar, kontraktsansvar, mangelsansvar ..................... 16 - 18
Tandklagesystemets grundkompetencer ............................................................................................... 19 - 21
Sagstyper ....................................................................................................................................................... 22
KLAGER, ANSVAR OG KRAV UDEN FOR TANDKLAGESYSTEMET ............ 23 - 28
Serviceklage – serviceansvar .................................................................................................................. 24 - 25
Deliktsansvar ................................................................................................................................................. 26
Produktansvar ............................................................................................................................................... 27
Erstatning og godtgørelse ............................................................................................................................. 28
TANDKLAGESYSTEMET I PERSPEKTIV ......................................................... 29
ANDEN DEL - TANDKLAGESYSTEMET: LOVGIVNING
.............................. 33 - 71
AFSNIT I: PROCESORIENTERET LOVGIVNING ......................................... 33 - 49
FØRSTE LOVOMRÅDE: KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVGIVNINGEN ......................... 33 - 45
KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 1 - KLAGEADGANG .......................................................35 -43
Patientombuddet .......................................................................................................................................... 36
- 303 -
Disciplinærklager, hovedordning: Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn .............................................. 37 - 38
Disciplinærklager, særordning: Tandklagesystemet ..................................................................................... 39
Tandlæger omfattet af Tandlægeoverenskomsten....................................................................................... 40
Sundhedsfaglig virksomhed og forhold omfattet af Sundhedslovens kapitler 4 – 7 og 9 ............................ 41
Vejledningspligter vedrørende skadeserstatning.......................................................................................... 42
Offentliggørelse af disciplinærafgørelser ...................................................................................................... 43
KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVEN 2 - ERSTATNINGSADGANG ...................................... 44 - 45
Særordning: Tandskadesystemet .................................................................................................................. 45
ANDET LOVOMRÅDE: FORVALTNINGSLOVGIVNINGEN ............................................... 46 - 47
De almindelige forvaltningslove gælder for den offentlige forvaltning ........................................................ 46
… men det er aftalt, at Forvaltningslovens mv. gælder for Tandklagesystemet .......................................... 47
TREDJE LOVOMRÅDE: PERSONDATALOVEN...................................................................... 48 - 49
AFSNIT II: ANSVARSORIENTERET LOVGIVNING ..................................... 50 - 71
FJERDE LOVOMRÅDE: AUTORISATIONSLOVGIVNINGEN MV. ................................... 50 - 58
Autorisationsloven. ................................................................................................................................ 50 - 51
Virksomhedsansvarlige tandlæger. ............................................................................................................... 52
Tandlægepligter............................................................................................................................................. 53
Sundhedsstyrelsens tilsyn og sanktionsmuligheder. .............................................................................. 54 - 58
Skærpet tilsyn ................................................................................................................................................ 55
Fagligt påbud ................................................................................................................................................. 56
Virksomhedsindskrænkning .......................................................................................................................... 57
Autorisationsfratagelse ................................................................................................................................. 58
FEMTE LOVOMRÅDE: SUNDHEDSLOVGIVNINGEN ......................................................... 59 - 63
Patientrettigheder .................................................................................................................................. 61 - 63
SJETTE LOVOMRÅDE: DEN FORBRUGERRETLIGE LOVGIVNING ................................ 64 - 71
FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 1: OFFENTLIGRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING .....................................................................................................................................................65 -67
Forbrugerklager, hovedordning: Forbrugerklagenævnet og godkendte nævn ............................................ 66
- 304 -
Forbrugerklager, særordning: Tandklagesystemet ....................................................................................... 67
FORBRUGERRETLIG LOVGIVNING 2: PRIVATRETLIG FORBRUGERLOVGIVNING
.. 68 - 71
Købeloven gælder ikke, men … .................................................................................................................. 71
TREDJE DEL - TANDKLAGEPROCESSEN
............................................................... 76 - 330
AFSNIT I: ORGANISATION ...................................................................... 76 - 92
VISITATIONSUDVALG ................................................................................................................... 76 - 80
Sammensætning ............................................................................................................................................ 76
Opgave........................................................................................................................................................... 77
Åbenbart grundløse klager ............................................................................................................................ 78
Iværksættelse af besigtigelse ........................................................................................................................ 79
Sekretariat ..................................................................................................................................................... 80
BESIGTIGELSESUDVALG............................................................................................................... 81 - 86
Sammensætning mv. ..................................................................................................................................... 81
Opgave........................................................................................................................................................... 82
Patientens medvirken ................................................................................................................................... 83
Patientens sygdomsforfald ............................................................................................................................ 84
Hvis den indklagede tandlæges arbejde ikke længere kan besigtiges .......................................................... 85
Iværksættelse af udbedring efter besigtigelse .............................................................................................. 86
REGIONSTANDLÆGENÆVN ...................................................................................................... 87 – 89
Sammensætning ............................................................................................................................................ 87
Opgave mv. .................................................................................................................................................... 88
Sekretariat ..................................................................................................................................................... 89
LANDSTANDLÆGENÆVNET ........................................................................................................90 -92
Sammensætning ............................................................................................................................................ 90
Opgave........................................................................................................................................................... 91
Sekretariat ..................................................................................................................................................... 92
- 305 -
AFSNIT II: FORMALITET ........................................................................ 93 - 175
SAGLIG KOMPETENCE ................................................................................................................93 - 101
Serviceklager .......................................................................................................................................... 93 - 98
Kombinerede klager ...................................................................................................................................... 99
Retlige mangler ved Regionstandlægenævnets afgørelse ................................................................. 100 - 101
NÆVNET OG NÆVNSMEDLEMMET: HABILITET OG TAVSHEDSPLIGT MV. .......102 - 122
HABILITET ......................................................................................................................................102 - 120
Medlemshabilitet.................................................................................................................................103 -118
I. Grunde til inhabilitet ....................................................................................................................... 103 - 115
A. Generel inhabilitet ......................................................................................................................... 103 - 106
1. Negative krav .................................................................................................................................. 104 - 105
2. Decorum .................................................................................................................................................. 106
B. Speciel inhabilitet ........................................................................................................................... 107 - 115
1. Personlig interesse .................................................................................................................................. 108
2. Personlige relationer ............................................................................................................................... 109
3. Tilknytning til private juridiske personer ................................................................................................. 110
4. Flere hverv ............................................................................................................................................... 111
5. Rådgivning ............................................................................................................................................... 112
6. Andre omstændigheder, der rejser tvivl om upartiskhed .............................................................. 113 - 115
II. Ikke inhabilitet, hvis risiko for interessekonflikt fjerntliggende .............................................................. 116
III. Afgørelsen af inhabilitet ................................................................................................................ 117 - 118
Nævnshabilitet ................................................................................................................................... 119 - 120
TAVSHEDSPLIGT MV. ................................................................................................................121 - 122
Videregivelse af oplysninger........................................................................................................................ 122
PARTER ...........................................................................................................................................123 - 164
PARTSSTATUS
.............................................................................................................................. 123 - 163
Begrebet part............................................................................................................................................... 123
Patientsiden og tandlægesiden – typiske partsforhold ...................................................................... 124 - 126
Type 1: Patienten og tandlægen ................................................................................................................. 124
Type 2: Patienten og 1) tandlægen ansat hos klinikejeren ......................................................................... 125
- 306 -
Patientens krav mod andre tandlæger end de(n) indklagede .................................................................... 108
Patientsiden ........................................................................................................................................ 127 - 130
Nær pårørende ............................................................................................................................................ 127
Dødsbo......................................................................................................................................................... 128
Tandlægesiden ...................................................................................................................................131 - 163
I. Tandlægen skal have autorisation på tidspunktet for den påklagede tandlægefaglige virksomhed 131 - 134
A. Efterfølgende bortfald af autorisation som hovedregel uden betydning ...................................... 132 - 133
B. Dødsfald .................................................................................................................................................. 134
II. Tandlægen skal være omfattet af Tandlægeoverenskomsten på tidspunktet for den påklagede
tandlægefaglige virksomhed .............................................................................................................. 135 - 157
A. Tandlæger, der har tiltrådt Tandlægeoverenskomsten ................................................................. 137 - 154
1. Tilladelse til selvstændigt virke................................................................................................................ 137
2. Virksomhedens organisationsform ikke afgørende for partsstatus ............................................... 138 - 143
a. Praksisformer........................................................................................................................................... 139
b. Virksomhedens hæftelse ................................................................................................................ 140 - 143
i. Virksomheder med fuldt ansvar ...................................................................................................... 140 - 142
ii. Virksomheder med begrænset ansvar .................................................................................................... 143
3. Klinikejeren er part ......................................................................................................................... 144 - 154
a. Klinikejerens personlige, direkte, umiddelbare hæftelse............................................................... 144 - 145
b. Retsstiftelsen for patienten ..................................................................................................................... 146
c. Klinikejer .................................................................................................................................................. 147
d. Ydernummer................................................................................................................................... 148 - 151
Flere indehavere af samme ydernummer ................................................................................................... 149
Betegnelsen af ydernummerindehaver(ne) på regningen ikke altid dækkende......................................... 150
Oplysning om klinikejer(ne) kan hentes i Den fælles offentlige sundhedsportal ....................................... 151
e. Klinikejerens konkursbo .......................................................................................................................... 152
f. Klinikejerens dødsbo ................................................................................................................................ 153
g. Tandlægeforeningens sikringsordning .................................................................................................... 154
B. Ansatte tandlæger omfattet af Tandlægeoverenskomsten........................................................... 155 - 157
III. Uden partsstatus ........................................................................................................................... 158 - 163
PARTSHABILITET .................................................................................................................................. 164
FRISTER ...........................................................................................................................................165 - 175
- 307 -
KLAGEFRISTER
.............................................................................................................................165 - 170
5-års fristen ........................................................................................................................................ 166 - 167
2-års fristen ........................................................................................................................................ 168 - 169
”Klagefrist” og ”forældelsesfrist” ................................................................................................................ 170
ANKEFRISTEN ...............................................................................................................................171 - 175
AFSNIT III: SAGSOPLYSNING ................................................................ 176 - 192
OPLYSNINGSGRUNDLAGET....................................................................................................176 - 181
Det tilstrækkelige og forsvarlige oplysningsgrundlag ................................................................................. 177
Retsgrundlaget afgørende for, hvilke oplysninger der skal fremskaffes............................................ 178 - 181
RETLIGE GRÆNSER FOR SAGENS OPLYSNING ...............................................................182 - 183
PLIGTEN TIL AT GIVE OPLYSNINGER ..................................................................................184 - 187
Partens pligt til at give oplysninger og til at medvirke til oplysningen ....................................................... 184
Den mistænktes beskyttelse mod selvinkriminering ................................................................................. 185
Andre end den mistænkte ........................................................................................................................... 186
Bevismæssig skadevirkning ......................................................................................................................... 187
UNDERRETNING AF REGISTREREDE ...................................................................................188 - 192
AFSNIT IV: SAGSBEHANDLINGSREGLER .............................................. 193 – 249
ALMINDELIGE KRAV TIL SAGSBEHANDLINGEN ............................................................193 - 247
KRAV 1: VEJLEDNING .................................................................................................................195 - 198
KRAV 2: REPRÆSENTATION OG BISTAND ........................................................................ 199 – 205
Repræsentant ..................................................................................................................................... 200 - 203
Bisidder ............................................................................................................................................... 204 - 205
KRAV 3: PARTSAKTINDSIGT ....................................................................................................206 - 222
1. Hovedreglen ................................................................................................................................... 207 - 208
2. Notatpligt................................................................................................................................................. 209
3. Udsættelse af sagens afgørelse ............................................................................................................... 210
- 308 -
4. Dokumenter, der er undtaget fra partsaktindsigt .......................................................................... 211 - 214
5. Oplysninger, der kan undtages fra partsaktindsigt ........................................................................ 215 - 216
6. Sagsbehandling af ansøgninger om partsaktindsigt ....................................................................... 217 - 219
7. Indsigt for registrerede personer ................................................................................................... 220 - 222
KRAV 4: PARTSHØRING ............................................................................................................223 - 229
Bestemte, faktiske, væsentlige oplysninger og eksterne faglige vurderinger, der er til ugunst for og ukendte af parten ................................................................................................................................. 223 - 225
Selvsyn ......................................................................................................................................................... 226
Udsættelse af sagen ........................................................................................................................... 227 - 228
Undtagelser fra partshøringspligten ........................................................................................................... 229
KRAV 5: BEGRUNDELSE ............................................................................................................230 - 239
1. Begrundelsespligt .................................................................................................................................... 230
2. Begrundelsens indhold ................................................................................................................... 231 - 238
Landssamarbejdsudvalgets anvisninger ............................................................................................. 232 - 233
Argumenter, der ikke er lagt til grund ......................................................................................................... 234
Begrundelsen skal fremstå som forklaring .................................................................................................. 235
Konklusion på begrundelsen ....................................................................................................................... 236
Andre spørgsmål................................................................................................................................. 237 - 238
3. Udformning af afgørelsen (retsfølgen) .................................................................................................... 239
KRAV 6: ANKEVEJLEDNING .....................................................................................................240 - 244
KRAV 7: AFGØRELSENS FORM OG MEDDELELSE I ØVRIGT ........................................245 - 247
1. e-mail ....................................................................................................................................................... 245
2. Afgørelsens meddelelse ................................................................................................................. 246 - 247
SPECIALKRAV TIL SAGSBEHANDLINGEN ..........................................................................248 - 249
PATIENTJOURNALER ........................................................................................................................... 248
UDTRYKKELIG STILLING TIL SPØRGSMÅLET OM DISCIPLINÆRANSVAR......................... 249
AFSNIT V: BEVISAFGØRELSE ................................................................ 250 - 261
TILVEJEBRINGELSE AF OPLYSNINGER (BEVISFAKTA) .......................................................... 251
- 309 -
BEVISRETTEN................................................................................................................................252 - 261
BEVISVURDERING ................................................................................................................................ 253
BEVISBYRDE...................................................................................................................................254 - 261
I. Disciplinæransvar ..................................................................................................................................... 256
II. Kontraktansvar ............................................................................................................................... 257 - 261
Ansvarstype 1: Arbejdspræstation .............................................................................................................. 258
Ansvarstype 2: Arbejdsresultat .......................................................................................................... 259 - 261
6-måneders reglen ...................................................................................................................................... 261
AFSNIT VI: UGYLDIGHED .................................................................... 262 – 286
UGYLDIGHEDSBEGREBET ........................................................................................................262 - 267
Definition ..................................................................................................................................................... 262
Nullitet og anfægtelighed................................................................................................................... 263 - 264
Ugyldighed rammer kun afgørelser............................................................................................................. 265
Pligt til at prøve ugyldighedsspørgsmål....................................................................................................... 266
Klageinstanserne kan efterprøve retlige spørgsmål.................................................................................... 267
BETINGELSER FOR UGYLDIGHED .........................................................................................268 - 286
I. Fejl, som er retlige mangler ............................................................................................................. 269 - 281
A. Ulovligt indhold .............................................................................................................................. 269 - 271
1. Grundlaget for bedømmelse af ugyldighedsspørgsmål er gældende ret ...................................... 269 - 270
2. Strid med gældende ret (hjemmelsmangler) ......................................................................................... 271
B. Grundlæggende formkrav ....................................................................................................................... 272
C. Garantiforskrifter mv...................................................................................................................... 273 - 281
1. Habilitet .......................................................................................................................................... 273 - 275
2. Officialprincippet ..................................................................................................................................... 276
3. Partsrepræsentation ............................................................................................................................... 277
4. Partsaktindsigt ................................................................................................................................ 278 - 279
5. Partshøring .............................................................................................................................................. 280
6. Begrundelse ............................................................................................................................................. 281
II. Fejl, som ikke er retlige mangler .................................................................................................... 282 - 285
- 310 -
III. Særlige omstændigheder ....................................................................................................................... 286
AFSNIT VII: AFGØRELSESFORMER ....................................................... 287 - 298
Stadfæstelse ................................................................................................................................................ 288
Ændring ....................................................................................................................................................... 289
Ophævelse, hjemvisning .................................................................................................................... 290 - 291
Afvisning ............................................................................................................................................. 292 - 295
Henvisning ................................................................................................................................................... 296
Genoptagelse, omgørelse, berigtigelse ....................................................................................................... 297
Formalitetsafgørelser og realitetsafgørelser ............................................................................................... 298
AFSNIT VIII: RETSMIDLER MOD NÆVNSAFGØRELSER.......................... 299 - 321
ANKE .................................................................................................................................................299 -309
1. Begreb ............................................................................................................................................ 299 - 300
2. Hvordan rejses en ankesag? .................................................................................................................... 301
3. Sagsforberedelsen mv. i Landstandlægenævnet .................................................................................... 302
4. Landstandlægenævnets bedømmelsesgrundlag og efterprøvelse ................................................ 303 - 306
Ny lovgivning ............................................................................................................................................... 304
Nye oplysninger ........................................................................................................................................... 305
Grænse for nova .......................................................................................................................................... 306
5. Landstandlægenævnets ændriger til skade for den ankende (reformatio in pejus) ..................... 307 - 309
GENOPTAGELSE OG GENVURDERING ...............................................................................310 - 315
I. Genoptagelse.................................................................................................................................... 310-314
Formelle betingelser for genoptagelse ....................................................................................................... 311
Forholdet til Landstandlægenævnet som overinstans ................................................................................ 312
Materielle betingelser for genoptagelse ..................................................................................................... 313
Selve genoptagelsen kan ikke ankes ........................................................................................................... 314
II. Genvurdering ........................................................................................................................................... 315
OMGØRELSE .................................................................................................................................316 - 320
BERIGTIGELSE........................................................................................................................................ 321
- 311 -
AFSNIT IX: GENNEMFØRELSE AF NÆVNSAFGØRELSER ........................ 322 - 326
DEPONERING ......................................................................................... 322 - 325
I. Sikkerhedsstillelse .................................................................................................................................... 322
II. Frigivelse af depot ................................................................................................................................... 323
III. Tilbagesøgning af skyldigt beløb.................................................................................................... 324 - 325
A. Kravet taget til inkasso ............................................................................................................................ 324
B. Når inkassosag ikke verserer? ................................................................................................................. 325
INDEHOLDELSE I TILSKUD FOR PATIENTENS KRAV ............................................ 326
AFSNIT X: UNDERRETNING M.V. ......................................................... 327 - 330
Indberetning ................................................................................................................................................ 327
Underretning ............................................................................................................................................... 328
Indsendelse.................................................................................................................................................. 329
Orientering af parterne om underretningerne mv.?................................................................................... 330
FJERDE DEL – TANDKLAGEANSVARET - DISCIPLINÆRANSVAR
332 - 429
AFSNIT I: GERNINGSINDHOLD ............................................................. 332 - 395
TANDLÆGEPLIGTER ...................................................................................................................332 - 368
TANDLÆGEPLIGTER 1: TANDLÆGEN OG FORVALTNINGSRETTEN..........................332 - 337
Intet forvaltningsretligt ansvar for tandlægen selv, og dog … ................................................................. 332
Tandlægen vælger frit sine patienter selv, men … ........................................................................... 333 - 334
Vejledning og repræsentation ............................................................................................................ 335 - 336
Partshøring .................................................................................................................................................. 337
TANDLÆGEPLIGTER 2: DEN ALMINDELIGT ANERKENDTE TANDLÆGEFAGLIGE
NORM
............................................................................................................................................................338 - 357
- 312 -
Den tandlægefaglige norm og skønnet .............................................................................................. 343 - 345
Eksempler .................................................................................................................................................... 346
Udskydelse af behandling............................................................................................................................ 347
Flere behandlingsseancer ............................................................................................................................ 348
Den tandlægefaglige norm og proportionaliteten ............................................................................. 349 - 351
Vurderingen af den tandlægefaglige adfærd ..................................................................................... 352 - 357
TANDLÆGEPLIGTER 3: DELEGATION...................................................................................358 - 362
Forbeholdt virksomhedsområde ................................................................................................................. 358
Opgaverne kan som hovedregel delegeres ................................................................................................. 359
Udvælgelse, instruktion, tilsyn .................................................................................................................... 360
Informeret samtykke ................................................................................................................................... 361
Opgaver, der ikke kan delegeres ................................................................................................................. 362
TANDLÆGEPLIGTER 4: JOURNALFØRING M.M. .............................................................363 - 366
TANDLÆGEPLIGTER 5: KOSMETISK BEHANDLING.........................................................367 - 368
Forbeholdt virksomhed, skærpede forpligtelser......................................................................................... 368
PATIENTRETTIGHEDER .............................................................................................................369 - 395
PATIENTRETTIGHEDER 1: SELVBESTEMMELSE ...............................................................369 - 387
Selvbestemmelse 1: Information ........................................................................................................ 369 - 375
Information - Indhold ......................................................................................................................... 370 - 372
Information - Form ...................................................................................................................................... 373
Information – Hvem? .................................................................................................................................. 374
Journaltilførsel ............................................................................................................................................. 375
Selvbestemmelse 2: Samtykke............................................................................................................ 376 - 385
Samtykke - Frivillighed........................................................................................................................ 376 - 378
Samtykke - Form ................................................................................................................................. 379 - 382
Samtykke - Indhold ............................................................................................................................. 383 - 385
Selvbestemmelse 3: Biologisk materiale ............................................................................................ 386 - 387
PATIENTRETTIGHEDER 2: FORTROLIGHED .......................................................................388 - 395
I. Tavshedspligtens omfang ......................................................................................................................... 388
II. Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. .................................................................................... 389 - 395
A. Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. i forbindelse med behandling ............................................. 390
- 313 -
B. Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål .......................................................... 391 - 395
1. Hovedregel: Samtykke. ............................................................................................................................ 391
2. Undtagelser ................................................................................................................................... 392 – 395
Undtagelse 1: Lovbestemt pligt til videregivelse ........................................................................................ 392
Undtagelse 2: Værdispring .......................................................................................................................... 393
Undtagelse 3: Tilsyns- og kontrolopgaver ................................................................................................... 394
Undtagelse 4: Særlige formål m.v. .............................................................................................................. 395
AFSNIT II: REAKTIONER ....................................................................... 396 - 429
INDLEDNING ................................................................................................................................ 396 – 400
Ingen tilrettevisning..................................................................................................................................... 397
Ingen indskærpelse af pligter ...................................................................................................................... 398
Almindelig kritik og kvalificeret kritik .......................................................................................................... 399
Offentliggørelse med navn, overvejelse om tiltale ..................................................................................... 400
TRE REAKTIONSMULIGHEDER ..............................................................................................401 - 429
REAKTIONER 1: KRITIK ..............................................................................................................401 - 411
I. Almindelig kritik ............................................................................................................................... 402 - 405
A. Fortolkningsbidrag i Tandlægeoverenskosmten ..................................................................................... 402
B. Almindelige betingelser for kritik ................................................................................................... 403 - 405
1) Kritik forudsætter skyld ........................................................................................................................... 403
2) Kritik forudsætter forseelse af en vis grovhed ........................................................................................ 404
3) Kritik gives altid efter et skøn i det konkrete tilfælde ............................................................................. 405
II. Kvalificeret kritik ............................................................................................................................. 406 - 411
A. Fortolkningsbidrag i Tandlægeoverenskomsten ..................................................................................... 406
B. Hvad forstås der ved udtrykket ”gentagen”?.......................................................................................... 407
C. Praksis vedrørende kvalificeret kritik ............................................................................................. 408 - 410
1) Alvorlig forsømmelse .............................................................................................................................. 408
2) Gentagen forsømmelse (sammenstød)................................................................................................... 409
3) Både alvorlig og gentagen (sammenstød)Praksis .................................................................................. 410
- 314 -
C. Kvalificeret kritik forudsætter ikke nødvendigvis strafbart forhold ........................................................ 411
REAKTIONER 2: OFFENTLIGGØRELSE MED NAVN (”GABESTOKKEN”) ..................412 - 426
I. Regelgrundlaget................................................................................................................................ 412-416
A. Tandlægeoverenskomsten ...................................................................................................................... 412
B. Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2 .................................................................................................. 413
C. Forarbejderne til Klage- og erstatningslovens § 17, stk. 2 ...................................................................... 414
D. Offentliggørelsesbekendtgørelsen.................................................................................................. 415-416
Hvad forstås ved kritik for ”alvorlig eller gentagen forsømmelse”? ........................................................... 415
Offentliggørelsesordningen omfatter hele Tandklagesystemets kompetenceområde .............................. 416
II. Offentliggørelse med navn forudsætter ikke nødvendigvis strafbart forhold ........................................ 417
III. Gentagen forsømmelse (recidiv) .................................................................................................... 418-419
IV. Praksis vedrørende offentliggørelse med navn ............................................................................. 420-424
Offentliggørelse med navn i tilfælde af 1. gangs kritik................................................................................ 420
Offentliggørelse med navn i tilfælde af 2. gangs kritik........................................................................ 421-422
Offentliggørelse med navn i tilfælde af 3. (eller flere) gangs kritik.................................................... 423 - 424
V. Lovordningen fungerer ikke i praksis ............................................................................................. 425 - 426
REAKTIONER 3: OVERVEJELSE OM TILTALEREJSNING .................................................427 - 429
FEMTE DEL – TANDKLAGEANSVARET - KONTRAKTSANSVAR ....435 - 649
AFSNIT I: TANDLÆGEKONTRAKTEN .................................................... 435 – 448
Tandlægekontrakten: Køb, bestillingskøb, værksleje, forbrugertjeneste? ........................................ 435 - 439
Begrænsninger i aftalefriheden.......................................................................................................... 440 - 443
Hvem er patientens medkontrahent? ................................................................................................ 444 - 446
Principalansvar ............................................................................................................................................ 447
Udlån af klinik .............................................................................................................................................. 448
AFSNIT II: TANDLÆGEARBEJDETS UDFØRELSE OG OMFANG .............. 449 - 465
TANDLÆGEARBEJDE .......................................................................................................................... 449
- 315 -
TO HOVEDFORPLIGTELSER.....................................................................................................450 - 459
FØRSTE HOVEDFORPLIGTELSE: FAGLIGT TILFREDSSTILLENDE UDFØRELSE........450 - 452
Arbejdet skal altid opfylde den almindeligt anerkendte tandlægefaglige norm ............................... 451 - 452
ANDEN HOVEDFORPLIGTELSE: OMSORG, HERUNDER VEJLEDNING .....................453 - 459
Eksempel 1: Flere muligheder ..................................................................................................................... 454
Eksempel 2: Unødvendig dyr udførelse....................................................................................................... 455
Eksempel 3: Billigere udførelse ................................................................................................................... 456
Eksempel 4: Yderligere arbejde .......................................................................................................... 457 - 458
Eksempel 5: Brug, vedligehold, opfølgning ................................................................................................. 459
TILLÆGSARBEJDE........................................................................................................................460 - 465
Hvad har patienten bestilt? ......................................................................................................................... 461
Ikke bestilt ................................................................................................................................................... 462
Initiativpligt.................................................................................................................................................. 463
Forholdsordre - samtykke .................................................................................................................. 464 - 465
AFSNIT III: RISIKOEN FOR ARBEJDETS HÆNDELIGE UNDERGANG ....... 466 - 473
HVAD VIL DET SIGE AT BÆRE RISIKOEN? ................................................................................. 466
Udefra kommende begivenheder ............................................................................................................... 467
AFLEVERING..................................................................................................................................468 - 473
Hvornår er aflevering sket? ............................................................................................................... 469 – 470
Delaflevering ............................................................................................................................................... 471
Rimeligt begrundet i arbejdets tilrettelæggelse og karakter ...................................................................... 472
Afhjælpning og risikoovergang .................................................................................................................... 473
AFSNIT IV: MANGELSBEGREBET .......................................................... 474 - 558
INDLEDNING - GARANTI..........................................................................................................474 - 475
DET GENERELLE MANGELSBEGREB ................................................................................... 476 – 514
GRUNDLÆGGENDE DEFINITION ...........................................................................................476 - 478
Udfyldning af aftalen ................................................................................................................................... 477
- 316 -
Tandlægeydelsens beskaffenhed eller brugbarhed .................................................................................... 478
ANSVARSTYPE 1: PRÆSTATIONSANSVAR..........................................................................479 - 488
Når ydelsen er en arbejdspræstation. ................................................................................................ 479 - 480
No cure, no pay gælder ikke ............................................................................................................... 481 - 482
Den faglige præstation ....................................................................................................................... 483 - 484
Den (måske) mislykkede præstation ........................................................................................................... 485
Specialydelse m.m. ...................................................................................................................................... 486
Den fagligt uforsvarlige præstation............................................................................................................. 487
Præstation med dårlige materialer ............................................................................................................. 488
ANSVARSTYPE 2: RESULTATANSVAR ..................................................................................489 - 498
Når ydelsen er et arbejdsresultat ................................................................................................................ 490
Protetik m.v. ....................................................................................................................................... 491 - 492
Mangelsbedømmelse af resultatet .................................................................................................... 493 - 498
Hvilket resultat kan patienten forvente? .................................................................................................... 494
Ringere beskaffenhed - eksempler.............................................................................................................. 495
Dårlig kosmetik og lignende ........................................................................................................................ 496
Resultat med dårlige materialer. ........................................................................................................ 497 - 498
PRÆSTATIONSANSVAR ELLER RESULTATANSVAR? .......................................................499 - 500
Resultatet usikkert ...................................................................................................................................... 500
FORHOLD, SOM PATIENTEN BÆRER RISIKOEN FOR .....................................................501 - 504
Eksempler – patientens risiko ............................................................................................................ 502 - 504
HVORNÅR MANGELSVURDERING?............................................................................................... 505
SKJULTE MANGLER .....................................................................................................................506 - 510
TANDLÆGENS FORSØMMELSE EFTER RISIKOENS OVERGANG ................................511 - 512
ANDRES FORSØMMELSE ................................................................................................................... 513
DELAFLEVERET ARBEJDE BESKADIGES VED DEN SENERE RESTOPFYLDELSE M.V. .... 514
SPECIELLE MANGLER ................................................................................................................515 - 545
SPECIELLE MANGLER 1: URIGTIGE ELLER VILDLEDENDE OPLYSNINGER ..............516 - 521
Reklamer og lignende .................................................................................................................................. 518
- 317 -
Resultatansvar ............................................................................................................................................. 519
Prisforhold .......................................................................................................................................... 520 - 521
SPECIELLE MANGLER 2: TILSIDESÆTTELSE AF LOYAL OPLYSNINGSPLIGT ............522 - 525
Skade m.m. ........................................................................................................................................ 524- -525
SPECIELLE MANGLER 3: RISIKO FOR SKADE PÅ PATIENTEN ......................................526 - 545
Risiko for skade rettet mod arbejdsobjektet............................................................................................... 528
Risiko for skade, der ikke er behandlerpåført ............................................................................................. 529
Behandlerpåført risiko for skade rettet mod patienten.............................................................................. 530
Patientens samtykke ................................................................................................................................... 531
Behørig vejledning ....................................................................................................................................... 532
Hvis patienten insisterer ............................................................................................................................. 533
Tandlægen må sige fra ................................................................................................................................ 534
Patientens manglende påpasselighed ......................................................................................................... 535
Fare og manglende faglig forsvarlighed ...................................................................................................... 536
Boringer .............................................................................................................................................. 537 - 540
Boringer – Eksempler må mangelfri ydelser ...................................................................................... 541 - 542
Fremmedlegemer ........................................................................................................................................ 543
Særligt om rodfiler ...................................................................................................................................... 544
Rodfyldninger .............................................................................................................................................. 545
MANGEL KONTRA SKADE .......................................................................................................546 - 558
SKADE PÅ ARBEJDSOBJEKTET ......................................................................................................... 547
SKADE PÅ OMGIVELSERNE (PATIENTEN) ..........................................................................548 - 558
Grænsen mellem mangel og skade: Positiv afgrænsning af mangelsområdet? ......................................... 549
”Omgørelse” nu som forud ......................................................................................................................... 550
Hvad er ”omgørelse” i nærværende forbindelse? ...................................................................................... 551
Mulighed for omgørelse uden mangel ............................................................................................... 552 - 553
Eksempler ........................................................................................................................................... 554 - 557
Mangelsbedømmelse er ikke ansvarsfordeling........................................................................................... 558
AFSNIT V: PATIENTENS MANGELSBEFØJELSER .................................... 559 - 622
- 318 -
Ikke-opfyldelse og misligholdelse................................................................................................................ 559
Misligholdelsesbeføjelser ............................................................................................................................ 560
Garanti ......................................................................................................................................................... 561
Valget af beføjelser er frit ........................................................................................................................... 562
Tandlægeoverenskomstens ramme for misligholdelsesbeføjelserne......................................................... 563
MANGELSBEFØJELSE 1: TILBAGEBETALING, HVIS ARBEJDET IKKE ER HONORARVÆRDIGT ........................................................................................................................................564 - 581
NÅR VÆSENTLIGT MANGELFULD YDELSE KAN FORVENTES MED SIKKERHED............ 565
PATIENTENS TILBAGETRÆDEN, HERUNDER AFBESTILLINGSRET...................................... 566
HVAD BETYDER ”IKKE HONORARVÆRDIGT”? .................................................................567 - 570
Hvornår væsentligt forfejlet (ikke honorarværdigt)? ......................................................................... 568 - 569
Stort set værdiløst og kassabelt .................................................................................................................. 570
OPGØRELSE AF MELLEMVÆRENDET...................................................................................571 - 581
I. Opgørelse af mellemværendet, når arbejdet i sin helhed ikke er honorarværdigt ........................ 573 - 577
A. Patientens ydelse: Honorar skal tilbagebetales ...................................................................................... 573
B. Tandlægens ydelse: Tilbagelevering – uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten? .......... 574 - 576
1. Tilbagelevering mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten ............................................... 574
2. Tilbagelevering ikke mulig uden udgift eller væsentlig ulempe for patienten............................... 575 - 576
a. Arbejdet har ingen værdi for patienten .................................................................................................. 575
b. Arbejdet har værdi for patienten ............................................................................................................ 576
C. Risikoen ................................................................................................................................................... 577
II. Opgørelse af mellemværendet, når arbejdet er delvist honorarværdigt ...................................... 578 - 581
A. Patientens ydelse: Delhonorar ....................................................................................................... 578 - 580
Beregning af delhonorar - Eksempler.......................................................................................................... 580
B.Tandlægens ydelse: Eventuel tilbagegivelse, når arbejdet er delvist honorarværdigt ............................ 581
MANGELSBEFØJELSE 2: OMGØRELSE AF ARBEJDET FOR TANDLÆGENS REGNING.................................................................................................................................................582 - 609
NOGLE BEGREBER: AFHJÆLPNING, OMGØRELSE, EFTERLEVERING M.FL. ................... 582
TRE VILKÅR FOR ANVENDELSE AF MANGELSBEFØJELSEN .........................................583 - 602
I. Vilkår 1: På samme betingelser nu som før ..................................................................................... 583 - 593
- 319 -
A. Hovedydelsen ................................................................................................................................. 583 - 590
1. Omgørelse (kvalitetsmangler) ........................................................................................................ 583 - 589
a. Udskillelse af tilfælde, der ikke er omgørelse ................................................................................ 583 - 588
Omgørelse forudsætter, at udbedring er mulig .......................................................................................... 583
Omgørelse forudsætter mangel at udbedre ...................................................................................... 584 - 585
Omgørelse forudsætter, at tillægsarbejde ikke er nødvendigt .......................................................... 586 - 587
Grundbetingelsen ....................................................................................................................................... 588
b. Eksempler ................................................................................................................................................ 589
2. Efterlevering (kvantitetsmangler) ........................................................................................................... 590
B. Accessorisk arbejde ................................................................................................................................ 591
C. Risikoen ................................................................................................................................................... 592
D. Tilbagelevering i omgørelsessager .......................................................................................................... 593
II. Vilkår 2: Merudgift.......................................................................................................................... 594 - 601
Prisstigninger ............................................................................................................................................... 597
Prisoplysning - Dokumentation .......................................................................................................... 598 - 599
1.000 kr.-reglen .................................................................................................................................. 600 - 601
III. Vilkår 3: Ikke urimelig opofrelse ............................................................................................................ 602
ANDRE SPØRGSMÅL
................................................................................................................. 603 - 607
Omgørelse uanset om formålet væsentligt forfejlet .................................................................................. 603
Ingen tidsbegrænsning ............................................................................................................................... 604
For tandlægens regning eventuelt hos anden behandler ........................................................................... 605
Parternes interesse i afhjælpning................................................................................................................ 606
Patientens pligt til medvirken ..................................................................................................................... 607
GODKENDELSE AF TILBUD ......................................................................................................608 - 609
MANGELSBEFØJELSE 3: AFSLAG I HONORARET SVARENDE TIL MANGLEN .....610 - 619
OBJEKTIV OG SUBJEKTIV VÆRDIFORRINGELSE...............................................................611 - 613
Bagateller..................................................................................................................................................... 612
Honorar i forvejen fastsat under hensyn til manglen ................................................................................. 613
UDMÅLING AF AFSLAG .............................................................................................................614 - 617
Eksempler .................................................................................................................................................... 615
Hvad er arbejdet værd med og uden mangler? .......................................................................................... 616
- 320 -
Den praktiske udmåling af afslaget: Svarende til afhjælpningsudgiften ..................................................... 617
AFSLAGSBEFØJELSEN ANVENDES SJÆLDENT I NÆVNSPRAKSIS ..............................618 - 619
Svigtende æstetiske forudsætninger .......................................................................................................... 619
MANGELSBEFØJELSE 4: ERSTATNING – IKKE TIL RÅDIGHED I TANDKLAGESYSTEMET ...........................................................................................................................................620 - 622
Positiv opfyldelsesinteresse ........................................................................................................................ 621
Negativ kontraktinteresse ........................................................................................................................... 622
AFSNIT VI: UDELUKKELSE, BORTFALD OG OPHØR AF MANGELSBEFØJELSERNE .................................................................................................. 623 - 649
UDELUKKELSE – TILBUD OM AFHJÆLPNING ..................................................................623 - 631
RET TIL AFHJÆLPNING? ............................................................................................................623 - 630
Afhjælpningstilbud i tilbagebetalingssager ................................................................................................. 624
Tidspunkt for tilbud om afhjælpning ........................................................................................................... 625
Patienten har en nærmere pligt til at medvirke.......................................................................................... 626
Afhjælpning inden rimelig tid ...................................................................................................................... 627
Uden væsentlig ulempe og udgift for patienten ......................................................................................... 628
Ret til, at en anden tandlæge foretager afhjælpningen.............................................................................. 629
Tandlægen har Ikke ret til omgørelse, hvis patienten har særlig grund til at afslå tilbuddet ..................... 630
RET TIL AFHJÆLPNING ER SJÆLDENT RESULTATET I NÆVNSPRAKSIS ............................ 631
BORTFALD – MANGLENDE REKLAMATION ....................................................................632 - 638
BORTFALD VED MANGLENDE REKLAMATION? ..............................................................632 - 637
Fristen løber tidligst fra afleveringen .......................................................................................................... 633
I øvrigt fra det tidspunkt, da manglen blev eller burde være opdaget .............................................. 634 - 635
Reklamationsfristens længde ...................................................................................................................... 636
Fristudløb..................................................................................................................................................... 637
BORTFALD STATUERES SJÆLDENT I NÆVNSPRAKSIS ............................................................ 638
OPHØR – FORÆLDELSE ............................................................................................................639 - 649
Fristerne ...................................................................................................................................................... 639
- 321 -
Begyndelse og suspension.................................................................................................................. 640 - 641
Afbrydelse........................................................................................................................................... 642 - 644
Retsvirkninger af afbrydelse ............................................................................................................... 644 - 647
Kan forældelsesreglerne fraviges? ..................................................................................................... 648 - 649
SJETTE DEL – TANDSKADE - DELIKTSANSVAR ............................................650 - 678
AFSNIT I: ERSTATNINGSKRAV – IKKE AFGØRELSE I TANDKLAGESYSTEMET
............................................................................................................ 651 - 677
VEJLEDNING..................................................................................................................................652 - 675
VEJLEDNINGPLIGTEN, JF. KLAGE- OG ERSTATNINGSLOVENS § 23 .................................. 652
HVAD ER TANDSKADE? .............................................................................................................653 - 675
I. Ansvar uden for kontrakt ......................................................................................................................... 653
II. Skade .............................................................................................................................................. 654 - 655
A. Hvad er skade? ...................................................................................................................................... 654
B. Elementer i skadesforløbet ..................................................................................................................... 655
III. Personskade ........................................................................................................................................... 656
A. Økonomisk personskade ......................................................................................................................... 657
B. Ikke-økonomisk personskade .................................................................................................................. 658
IV. Tandskade .....................................................................................................................................659 - 665
A. Grundbetingelser for tandskade ............................................................................................................. 660
B. Negativ afgrænsning ...................................................................................................................... 661 - 665
1. Risiko for skade........................................................................................................................................ 661
2. Kun, hvis forårsaget ved tandlægens undersøgelse eller behandling ..................................................... 662
3. Skade på arbejdsobjektet, omgørelse på samme betingelser ................................................................ 663
4. Optimering og udskudt behandling ......................................................................................................... 664
5. Information og samtykke ........................................................................................................................ 665
V. Erstatning og godtgørelse ..............................................................................................................666 - 669
A. Efter almindelige regler ........................................................................................................................... 666
B. Efter Patientforsikringsordningen .................................................................................................. 667 - 668
- 322 -
C. Efter Patientforsikringen under Tandlægeforeningens Praksisforsikring ............................................... 669
HVORNÅR VEJLEDES DER? - TOMMELFINGERREGLER ................................................670 - 675
I. Vejledning på foranledning af patientens angivelser ............................................................................... 671
II. Vejledning uden patientens foranledning ...................................................................................... 672 - 675
A. Manglende eller ufuldstændig diagnostik m.v........................................................................................ 673
B. Øvrige mangelstilfælde ........................................................................................................................... 674
C. Den generelle regel ................................................................................................................................. 675
FORSIKRINGSDÆKNING OG MANGEL ...............................................................................676 - 677
AFSNIT II: DISCIPLINÆRANSVAR ................................................................ 678
-o-
Appendiks 1 .............................. Eksempel på Besigtigelsesudvalgets rapport
Appendiks 2 ...................... Eksempel på Regionstandlægenævnets afgørelse