1. No category

Mejser
I Danmark har vi 6 ynglende egentlige mejsearter, musvit, blåmejse, topmejse, sortmejse, sumpmejse og
fyrremejse. Der er desuden 3 arter (der er også spætmejse men den behandles sammen med træløber)
som bærer mejsenavnet, halemejse, skægmejse og pungmejse. De er traditionelt er blevet placeret
sammen med de egentlige mejser, som de dog ikke er direkte beslægtede med. Skægmejsens placering er
usikker men anbringes nu i en særskilt familie beslægtet med sangfugle, halemejsen i en lille familie,
halemejser, og pungmejse i en anden lille familie, pungmejser. De egentlige mejser har ligeledes, i de
senere år, gennemgået en systematisk opdatering og de 6 danske arter er nu, kommende fra 1 slægt,
opdelt i 4 slægter.
Data for danske mejser
Mål/vægt for mejser
Art
Vægt (g) Længde (cm) Vingelængde (cm) Vingefang (cm)
Musvit
17-19
14
7,4-7,8
22,5-25,5
Blåmejse
9,5-11,5
10,5-12
6,4-6,5
17-20
Sumpmejse
11-12,5
11,5-13
6,3-6,7
18-20
Fyrremejse
10--12
11,5
6,3-6,6
17-20,5
Sortmejse
9--11
10,5
6,3-6,5
17-21
Topmejse
10--12
11,5
6,3-6,4
17-20
Halemejse
8--9
13-14*
6,4-6,5
16-19
Skægmejse
14-18
13-15**
5,9-6,1
16-18
Pungmejse
9--11
11
5,5-5,6
16-17
*Heraf hale 9 cm
**Heraf hale 7 cm
Status i Danmark
Levesteder (habitat):
De egentlige mejser er tilknyttet skov, men musvit og blåmejse har også fundet sig til rette omkring
bebyggelser, blot der er rede muligheder f.eks. redekasser. Musvitten findes naturligt i stort set alle
bevoksningstyper, hvor der er tilgængelige redehuller. Blåmejsen derimod er mere tilknyttet lysåben
løvskov. Sumpmejsen er også tilknytte løvskov med underskov og ældre trøskede træer, gerne fugtige
steder.
1
Fyrremejsen, som er under indvandring i Danmark, er som ynglefugl kun konstateret i Jylland, den findes i
både løv og nåleskov. Topmejsen, der i DK ikke findes øst for Storebælt, og sortmejsen er derimod tilknyttet
nåleskov, både fyr og gran. Sortmejsen er nærmest blevet karakterfugl i sommerhusområder med fyrre og
granhegn.
Halemejsen findes i åben løv og blandskov, meget ofte i birkebevoksninger på fugtig bund.
Skægmejsen er udelukkende tilknyttet rørskoven. Pungmejsen yngler i tilgroede moseområder, gerne med
birk. Reden anbringes oftest hængende over åbent vand.
Træk og bevægelser:
Bortset fra pungmejsen, der kan betegnes som kortdistancetrækker eller som strejffugl/nomade er de
øvrige arter standfugle. Vi har dog ofte en del træk og vintergæster nordfra, undertiden næsten
invasionsagtigt. Pungmejsen foretager undertiden større bevægelser i yngletiden, hvor en hun i samme
sæson er konstateret ynglende 2 forskellige steder med mere end 200 km i afstand. I DK ses den fra april til
slutningen af oktober.
Føde:
Mejserne er overvejende insektædere men som vi kender det fra foderbrættet, overtager frø, særligt om
vinteren, en del af ernæringen, og de er lærenemme fødesøger og opportunister. De fleste kender nok
historien fra mælkeflaskernes tid, hvor musvitterne fandt ud af at hakke hul på kapslen for at æde proppen
af fløde. Mejserne er kendt for, at gemme fødeemner i revner og sprækker i træernes bark, og når man om
vinteren i skoven ser ”mejsetræk”, blandede flokke af mejser, afsøge barken på stammer og grene, er det
ved siden af insekter, edderkopper og andre små hvirvelløse dyr i vinterhi, deres æg/pupper, ofte gemte frø
de finder.
Musvitternes lærenemhed i forbindelse med fødesøgning er for nyligt (2014) blevet undersøgt
videnskabeligt på universitetet i Oxford.
Man fangede to musvitter fra hver to underpopulationer i Wytham skoven nær Oxford i England. De 2x2
musvitter blev trænet i at åbne en låge i en foderautomat, enten fra højre mod venstre, eller fra venstre
mod højre.
De to musvitter blev mærket med en chip og sat fri, i hver deres subpopulation. I skoven blev der anbragt
lignende foderautomater med låger, der kunne åbnes både fra venstre mod højre og højre mod venstre.
Foderautomaterne var forsynede med radiosendere der fortalte til hvilken side lågen i automaten blev
åbnet.
Det viste sig, at i den underpopulation hvor de to musvitter havde lært at åbne fra højre mod venstre,
optog 3/4 af de øvrige musvitter i subpopulationen de to musvitters teknik og åbnede lågen på samme
måde, fra højre mod venstre. I den anden underpopulation, hvor de to musvitter havde lært at åbne fra
venstre mod højre, gentog mønstret sig, og 3/4 af musvitterne optog teknikken fra venstre mod højre.
Det drejede sig om over 400 individer (gennem 2 generationer), og næsten 59000 besøg i automaterne. Der
sket desuden det, at enkelte musvitter flyttede fra den ene subpopulation til den anden, og her viste det
sig, at de optog det kulturmønster som var fremherskende her, også selvom de hjemmefra var vant til at
åbne fra højre, lærte de nu at her åbner man altså fra venstre.
Spændende, hvordan kultur, læring og vane faktisk også spiller en stor rolle hos dyr. Musvitterne ser endda
ud til at være gode til at tilpasse sig andre kulturmønstre.
Ovenstående undersøgelse er publiceret I Nature, "Experimental induced innovations lead to persistent
culture via conformity in wild birds" (3.12.14) (Lucy Alpin et al)
Skægmejsen, som udelukkende er tilknyttet rørskov, har specialiseret sig i tagrørsfrø, som udgør
størstedelen af føden i vinterhalvåret. I forår og sommertiden udgøres føden udelukkende af insekter og
andre små hvirvelløse dyr.
2
Pungmejsens forårs og sommerføde består af insekter og andre små hvirvelløse dyr. Om vinteren suppleres
med plantefrø.
Økologi:
Mejserne er et fint eksempel på hvorledes arterne indtager hver deres økologiske niche (den måde hvorpå
de udnytter ressourcerne i deres levested). Pionér i dette arbejde var den engelske ornitolog David Lack fra
universitetet i Oxford.
Hvor musvitten som er den største af mejserne, findes i stort set alle habitater (levested), og må betegnes
som generalisten, indtager blåmejsen og sumpmejsen løvskoven, der så overlader nåleskoven til
sortmejsen og topmejsen. Der er således en opsplitning i habitater for de nært beslægtede arter.
En anden opsplitning er, hvor de sameksisterende arter opdeler fødesøgningsområdet. Musvit, sumpmejse
og blåmejse overlapper ofte i levested. De er samtidigt af forskellig størrelse hvor musvitten er den største
(17-19 g), fulgt af sumpmejsen (11,5-12,5 g) og blåmejsen er den mindste (9,5-12 g). Er alle tre arter til
stede i et område, sker der en opdeling af fødesøgningsmønster, hvor den største, musvitten, i
vinterhalvåret bruger 2/3 af tiden på jorden og det inderste af grenene, bruger sumpmejsen under
halvdelen og blåmejsen kun ca. 15% af tiden i samme områder. Blåmejsen bruger derimod over 1/3 af tiden
på de yderste små kviste, sumpmejsen ca. 20%, og musvitten kun 5% af tiden her.
Størrelsen af fødeemnerne varierer naturligvis også med næbstørrelsen, hvor 1/3 af musvittens byttedyr er
over 6 mm er kun 10% af blåmejsens byttedyr så store. Næsten 60% af blåmejsens byttedyr er derimod
under 2 mm i størrelse. På samme måde har man undersøgt de 3 nåleskovsarter, sortmejse, topmejse og
fyrremejse, her bruger den mindste, sortmejsen mest tid i toppen af træerne og de yderste dele af
grenene. Topmejsen bruger derimod mere tid på jorden og den nedre del af træerne. I områder hvor en art
mangler breder de andre arter sig ind over den manglende arts nicheområde.
Foderbrættet er et godt sted at iagttage de forskellige fuglearters måde at håndtere føden på.
Blåmejse og musvit er hyppige gæster. Fodrer man f.eks. med solsikkefrø vil man se mejserne hente et frø,
sætte sig på en gren af passende tykkelse, og med tæerne holde frøet fast, hakke skallen i stykker, og
dernæst dele kernen i passende små stykker, der kan ædes, og så i gang igen.
Yngleforhold:
De 6 egentlige mejser er hulrugere. Musvit, blåmejse, sumpmejse og sortmejse benytter naturligt
forekommende huller i træer, eller i mangel af sådanne andre hulheder, det kan være i diger, eller for
sortmejsens vedkommende i huller i jordniveau, f.eks. ved trærødder og sågar musehuller. Det sker ofte at
mejserne selv videreforarbejder huller. For topmejsens og i nogen grad fyrremejsens vedkommende hakker
de selv hullerne i mørnet træ.
Det er hunnen, der foretager udhugningen eller forbedringen samt bygger reden. Hannen hjælper ofte til
med at samle materiale. Rugningen forestås udelukkende af hunnen, mens hannen bringer føde. Når
æggene er klækkede, bidrager begge forældrefuglene i opfostringen af ungerne.
De tre øvrige arter bygger reder, og specielt pungmejsens rede er en meget kunstfærdigt bygget lukket
rede med rørformet indgangshul, reden bygges af hannen. Pungmejsen har fået sit navn på grund af redens
facon. Halemejsen bygger også en lukket oval rede med indgangshul øverst på siden men uden rør.
Skægmejsen bygger sin skålformede rede i tagrør. Hos halemejse og skægmejse er det som hos
pungmejsen, hannen der vælger redested, men begge køn hjælper med til bygning af reden. Hos
pungmejsen er det som nævnt, hannen der bygger reden. Han bygger faktisk flere ”prototyper”, hunnen
vælger så den, der skal bygges til den endelige færdige rede.
3
Tabel over feltkendtegn hos mejserne
Art
Musvit
Overside
Ryg og skulder meleret grøngul. Vinge blålig
grå med et tydeligt hvidt vingebånd. Halen
Gråsort/blåliggrå med hvide kanter langs
siden. Lys nakkeplet.
Ryg og skulder meleret grøngul, lys stribe i
kontrast til mørkt bånd omkring nakken.
Vinger og hale blå. Tertiære med tydelige
hvid spidser. Smalt hvidt vingebånd. Halen
Blåmejse
har ikke lyse sider som hos musvitten.
Ensfarvet brun/gråbrun.Ryg brun/brungrå
som går skarpt over i sort nakkestribe der
går op i den sorte isse (flankeret af lyse
halsstriber). Vinger (dæk og svingfjer) og
Sumpmejse hale samme farve.
Som sumpmejsen men med mere grå
overside. Et lyst "panel" særligt på
armsvingfjer adskiller fra sumpmejse.
Tydelighed afhængigt af lysforhold.
Sumpmejsen kan også have lysere kanter
Fyrremejse på svingfjerene.
Feltkendetegn for mejser
Underside
Hoved, øje, næb og ben
Gult bryst og bug med tydelig sort
midterstribe som tager udgangspunkt fra
den mørke strube. Smal hos hunnen og
bred hos hannen hvor den breder sig ud
ned over bugen.
Hvid kindplet hgelt omkranset af sort
isse, nakke strube og hagestribe.
Mørkt øje med kraftigt mørkt næb.
Ben mørke blågrå.
Hvis kindplet omgivet af mørk nakke,
mørk stribe igennem øjet og smal
stribe på struben. Hvid pandeblis og
øjenbrynsstribe. Lys skinnende blå
Lysegult bryst med sort bugstribe som ikke kalot omgivet af hvid krans. Spinkelt
er nær så markant som hos musvitten.
næb og blågrå ben. Mørkt øje.
Sort, skinnede hætte. Hvid kind der
Bryst og bug lys svagt brun/gråmeleret.
forsætter i et lyst let brunmeleret bånd
Flanker lidt mørkere. Har lille sort
der møder den mørke nakkestribe.
"hagesmæk" som kun bliver en smule
Gråblå ben og mørkt øje. Lille mørkt
bredere nedadtil.
næb
Sortmejse
Stålgrå ryg og hale. To vingebånd, hvoraf
det forreste er kort. Den grå ryg støder op
mod hvid smal nakkeplet.
Topmejse
Ensfarvet brunlig ryg og hale, ryggen støder
op mod smal sort halsring, efterfulgt af en Hvidligt bryst der på bug og flanker går
ditto hvid.
over i svagt lysebrunt. Sort strubeplet
Sort, mat hætte. Hvid kind som ikke
bliver mørkere om mod nakken.
Gråblå ben og mørkt øje.
Sort hætte med lille top, lidt sjuske
top. Hvid kindplet der støder op mod
sort nakke. Mørkt øje og gråsorte ben.
Nakkepletten er smal. Lille fint sort
næb
Markant sort-hvidplettet spids top.
Smal øjenstribe der danner en krog
omkring øreregionen. Mørkt næb og
øje. Blågrå ben
Halemejse
Der forekommer to racer i DK. Nordlig og
sydlig. Blandingsformer af de to racer er
almimndelig. Oversiden er stort set ens hos
de to former. Ryg og nakke sort, skuldre
(vingedækfjer) rødbrune. Armsvingfjer og
tertiære har tydelige hvide kanter. Lang
hale (ca. ½delen af fuglens længde).
Haleoverside mørk med hvide sider.
Den nordlige race har hvid underside med
en svag rødligbrun melering på flankerne,
som i øvrigt kan variere en del. Den sydlige
race er rødbrunt meleret på bryst, bug og
flanker. Kun øverste del af brystet hvidt.
Haleundersiden mørk med hvide felter.
Den nordlige race har i ren form helt
hvidt hoved hvor den sydlige har et
bredt mørkt bånd hen over øjet til
nakken. Hvid pande og isse. Kinden lys
med lidt melering. Øjet mørkt med gult
øjenbryn. Kort mørkt næb og mørke
ben.
Hos hannen er struben og den øverste del
af brystet hvidlig, toner derefter over i lidt
rosa og meget lysebrunt nedad mod bug
og flanker. Dækfjerene på underhalen er
sorte hos hannen. Struben hos hunnen er
gråmeleret og bryst, bug og flanker lyst
brunligt meleret. Underhaledækfjer
beigefarvede.
Hannen har gråt hoved, som
kontrasterer med lysebrun ryg og
skulder. Tydelig sort skægstribe som er
bred foroven og spidser til ned mod
halsen. Hunnen har lysebrunt hoved og
gråmeleret kin uden særlige
kontraster. Næb er gule hos begge
køn, benene er mørke. Øjet har gul iris.
Han og hun er forskellige. Oversiden er
lysebrun, lidt blegere hos hunnen. Hos
hannen afgrænses ryggen skarpt op mod
nakken der er lysegrå. Vingen virker
tofarvet med lyse yder og inderkanter og
brunt/sort midterparti. Den lange hale har
samme farve som ryggen og smalle hvide
Skægmejse sider.
Pungmejse
Rødbrun ryg og skulder, som danner skarp
kontrast til grå nakke.. Mørke tertiærer
med lyse kanter lys beige overgump.
Halefjer mørke med lyse kanter.
Meget lig sumpmejse men mere grålige
nuancer. "Hagesmæk" større og bliver
tydelige bredere nedover struben.
Lys creme/gråmeleret der støder op mod
stor sort strubeplet
Lys strube der går over i rødbrunt meleret
bryst, karftigst hos hannen, hvor det kan Hoved og nakke grå med sort maske.
danne et bælte over brystet, hunnen mere Størst hos hannen. Næbbet mørkt og
ensartet beigefarvet på bryst og bug.
sylespidst. Øje og ben mørke.
4
Ungfugle
Ligner voksne fugle men er
mattere i farverne. Kindpletten
er ikke helt omkranset (brudt
langs halssiden) den sorte
stribe ned over brystet mangler
eller er kun antydet
Som voksne fugle men mattere
i farverne. Kindplet mere gullig
og den sorte krans mangler
eller er kun let markeret på
struben
Næsten som voksne fugle, men
mattere og lidt mere
udviskede.
Næsten som voksne fugle, men
mattere og lidt mere
udviskede.
Næsten som voksne fugle, men
mattere og lidt mere
udviskede.
Næsten som voksne fugle, men
mattere og lidt mere
udviskede. Virker lidt pjusket
Ungfuglene har gråbrun
overside, mørkt hoved med lys
isseplet. Undersiden lys. Gul
ring omkring øjet.
Ungfugledragten bæres kun i
kort tid.
Ungfuglene er lysebrune med
mørk ryg. Hannen mangler
skægstribe men har en smal
sort tøjlestribe, svagt markeret
hos hunnen. Bleg lys iris og
sorte halesider.
Stort set ensfarvet lysebrun
overside med mørkebrune
dækfjer, mørke tertiærer med
lyse kanter. Undersiden
ensfarvet beige. Hoved
ensfarvet lysebrunt.
Til venstre musvit han med tydelig sort bryststribe der bliver bredere ned over bugen. Til højre blåmejse med sin blå kalot.
Til venstre, sortmejse, man ser den lyse nakkeplet. Til højre topmejse med sin karakteristiske spidse top.
Til venstre sumpmejse med sin karakteristiske skinnende kalot. Til højre halemejse med sin lange hale og nordlig races hvide hoved.
Skægmejse, han med sin tydelige skægstribe.
5