1. No category

Fuglene i
Svanninge
Bjerge
2014
Fuglene i Svanninge Bjerge 2014
Fra publikationen
Ornitologisk Artsdiversitet i Svanninge Bjerge
Udarbejdet for Bikubenfonden af Jan Drachmann
Feltarbejde: Jacob Sterup og Jan Drachmann
Fuglene i
Svanninge
Bjerge
2014
Tekst: Jan Drachmann
Kontrolleret af: Bjarke Laubek
Forside: Rødhals, fotograf Casper Tyberg
Fuglebillederne er taget af Christian A. Jensen,
Eva Foss Henriksen, Jacob Damborg, Jacob Sterup,
Jan Drachmann, Johnny Laursen, Kent Olsen,
Klaus Dichmann, Kim Aaen, Kim Biledgaard,
Kim Jensen, Lars S. Madsen og Søren Kristoffersen
Design og sats: Sigrún Gudbrandsdóttir
Læs mere på www.svanningebjerge.dk
© Bikubenfonden
4
5
indhold
På vinger over et unikt naturområde 7-9
Fuglene i Svanninge Bjerge 10-115
Fugleregister 116-117
Kort over Svanninge Bjerge 118
På vinger
over et unikt
naturområde
På Sydfyn ligger et historisk og unikt naturområde,
forme­t af trykket fra de enorme mængder af is under
den sidste istid. Området kaldes de Fynske Alper og
bestå­r af det statsejede naturområde Svanninge Bakker
og Svanninge Bjerge, som i dag ejes og drives af Bikuben­
fonden.
Fonden ønsker at sikre et bredt udvalg af dyr og planter
de bedste muligheder for at udvikle sig og dermed ska­
be og sikre et mangfoldigt naturområde, som gæster og
både firbenede og flyvende beboere kan nyde godt af.
En sådan vision kræver en balancegang mellem benyt­
telse og beskyttelse af det knap 600 hektar store
naturare­al. En væsentlig opgave er derfor at formidle
områdets betydning, bl.a. for besøgende gæster, og
samtidig bevare bjergenes unikke karakter med udvik­
ling af sårbare naturtyper, landskabets ro og storhed
samt de mange relativt uforstyrrede yngleområder.
6
7
Hvis du som gæst lytter efter, er området præget af sær­
egne lyde fra de mange fugle, der yngler, fouragerer og
raster i Svanninge Bjerge. Et fokusområde er at sikre en
stor diversitet i de arter, der findes i det enestående
natur­område.
I 2013 blev der gennemført en omfangsrig registrering
af, hvilke fuglearter der er i området. Formålet var at
under­
søge mulighederne for at udvide bestanden af
fugle i Svanninge Bjerge samt antallet af arter ved hjælp
af naturmæssige forbedringer/forandringer. Resultaterne
er formuleret i en rapport ved navn ’Ornitologisk arts­
diversitet i Svanninge Bjerge’, som nærværende fugle­
guide er en del af.
Udredningen er udarbejdet for Bikubenfonden af ph.d.
Jan Drachmann. I rapporten gennemgår han de regi­
strerede arter og forklarer nogle af de muligheder, der
er for forbedringer og forandringer i naturen, så fugle­
bestanden og artsdiversiteten kan udvides og Svanninge
Bjerge også i fremtiden vil genlyde af kald og kvidren.
Det med småt: For hver fugleart er der angivet dens
hyppig­hed, hvor, hvornår og hvordan man kan se arten,
samt om det er en ynglefugl (Y) i Svanninge Bjerge.
Yngle­fuglene er opdelt i standfugle (S), der kan ses året
rundt, og trækfugle (T), som forlader området om vinte­
ren. De arter, som ikke blev fundet ynglende i 2013, er
opdelt i rastefugle (R), som benyttede området til rast
og fouragering, samt overflyvende fugle (OF), som ikke
blev set benytte Svanninge Bjerge til rast eller fourage­
ring. Forekomsttidspunkter for trækfuglene er angivet som
primo (pri. = 1.-10.), medio (med. = 11.-20.) og ultimo (ult. =
21.-30./31.) i en given måned. Under artsbeskrivelserne angives det, når de to køn kan
adskilles i felten. Hvis der ikke står noget om køns­
forskelle, skyldes det, at de to køn er mere eller mindre
identiske og normalt ikke kan skelnes i felten. Mange af de beskrevne arter kan bedst kendes eller op­
dages på deres kald eller sang. I disse tilfælde er fuglenes
stemmer forsøgt beskrevet med ord, hvilket for de fleste
arters vedkommende er meget svært. Det anbefales der­
for at opsøge egnede optagelser af de relevante arters
stemmer. Alle de beskrevne arter kan f.eks. høres på
www.xeno-canto.org God fornøjelse!
8
9
Knopsvane Cygnus olor (OF)
Sangsvane Cygnus cygnus (OF)
Forekomst i 2013: Set overflyvende ved flere lejligheder,
vil potentielt kunne raste i nogle af områdets større søer.
Forekomst i 2013: Set overflyvende ved enkel­te lejlig­
heder, vil potentielt kunne raste på de omkringliggende
marker. Arten ses i vintermån­eder­ne ofte raste i større
tal i og omkring Arreskov Sø lidt nord for Svanninge
Bjerg­e.
Hvordan kendes arten: Knopsvanen kendes på sit orange
næb med stor sort knop ved næbbasis. Hannen er lidt
større end hunnen og har større næbknop. I modsætning
til sang- og pibesvane frembringer knopsvanens vinger
en karakteristisk susende lyd, når den flyver. De voksne
fugle er rent hvide, mens ungfuglene er grå.
10 © Jan Drachmann
Hvordan kendes arten: Sangsvanen kendes fra knop­
svanen på sit gule næb med sort næbspids. Når den
svømmer eller går, har den typisk strakt hals, mens knop­
svanen ofte holder halsen i en typisk S-form. Sang­svanen
kan forveksles med pibesvane, som dog er mindre og har
mindre gult på næbbet end sangsvane. Pibe­svane blev
dog ikke set i området i 2013. Unge sangsvaner er grå­
lige, som det ses hos ungfuglene af knopsvane.
© Søren Kristoffersen 11
Grågås Anser anser (YT)
Bramgås Branta leucopsis (OF)
Forekomst: Fåtallig yngle­trækfugl som ynglede med firefem par på øen i Bræn­delung. Udenfor yngle­tiden ses grå­
gåsen også regelmæssigt på træk over Svanninge
Bjerge­.
Forekomst i 2013: Flere flokke af trækkende bramgæs
blev set i forbindelse med trækobservationer fra Ler­
bjerg i september. Den 26/9 sås tre flokke (220 fug­le),
og 29/9 sås en flo k på 16 fugle.
Hvordan kendes arten: Grågåsen er en kraftig grå gås
med lyst hoved og lyserødt til orange næb. De to køn er
ens af udseende, men hannen er lidt større end hunnen.
Grågåsen kan ses i områdets vådområder samt i flugt
henover området. I flugten kendes den især på sine
mege­t lyse forvinger.
Hvordan kendes arten: Bramgåsen er en mindre gås,
som let kendes på sit hvide ansigt i kontrast til sort hals
og bryst. Bramgåsen giver overordnet et sort-hvidt-grå­
ligt indtryk og optræder ofte i store flokke.
12 © Søren Kristoffersen
© NatureEyes/Kim Biledgaard 13
Gravand Tadorna tadorna (R)
Gråand Anas platyrhynchos (YS)
Forekomst i 2013: To gravænder ras­tede ved Lergrav i
Knagelbjerg Skov den 28. april, og samme sted blev en
overflyvende fugl set den 8. juni.
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl, som optræder i
mange af områdets vådområder, blandt andet i Brænde­
lung. Gråanden kan ses året rundt i Svanninge Bjerge og
er lettest at finde, når den raster eller fouragerer i om­­­
rådets søer og vandhuller.
Hvordan kendes arten: Grav­anden er en stor, gåse­agtig
and, som med sine markan­te farver ikke kan forveks­les
med andre arter. Det røde næb, grønsorte hoved og den
overvejende hvide krop med rustrødt bånd om forkrop­
pen gør den meget let at kende. Hannen er noget større
end hunnen og kan i yngletiden også kendes på sin knop
over næbbet.
Han og hun
14 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten:
Hannen i pragttragt kendes på sit grønne hoved, hvide
halsring og krølle på halen. Hunne­n er brunplettet. Begge
køn kan i flugten kende­s på et mørkeblåt, hvidkantet
spejl på vingen. Gråanden kan ses raste i områdets søer
og vandhulle­r samt overflyvende området året rundt.
Han og hun
© Jan Drachmann 15
Krikand Anas crecca (R)
Troldand Aythya fuligula (R)
Forekomst i 2013:
Nogle få observationer af rastende fugle (op til fire sam­
men) i Brændelung og ved Høbbet.
Forekomst i 2013: Nogle få observationer af rastende
fugle i Brændelung og ved Høbbet.
Hvordan kendes arten: Krik­anden er Danmarks mindste
svømmeand. Hannen i pragtdragt kendes på det rød­
brune hoved med bred, grøn øjenstribe samt den gule
gump med sorte kanter. Hunnen er brunplettet og mere
uanselig, men har, ligesom hannen, grønt vingespejl med
bredt hvidt bånd, som tydeligt ses i flugten.
Hanner og hunner
16 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: En mindre dykand, hvor hannen
i pragtdragt let kendes på sin sorte fjerdragt med hvide
kropssider og de lange nakkefjer, som danner en karak­
teristisk top. Hunnen er brun med lidt lysere kropssider
og har en kort nakketop og gult øje. I flugten ses et tyde­
ligt hvidt vingebånd hos begge køn.
Han og hun
Øverst © NatureEyes/Kent Olsen, nederst © Søren Kristoffersen 17
Fasan Phasianus colchicus (YS)
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl, som kan ses året
rundt i Svanninge Bjerge. Fasanen blev regi­streret i de
fleste habitattyper under punkttællingerne og kan såle­
des findes overalt i Svannin­ge Bjerge.
Hvordan kendes arten: Hannen kendes let på sin lange,
tværstribede hale og det grønsorte hoved med røde
si­der. Hunnen er brun med mørke pletter, men har også
den karakteristiske lange hale. Når hannen ‘spiller’ i
yngle­tiden, opdages han let på sit korte, kraftige umelo­
diske ‘korrk-kok’, som efter­følges af kraftigt vingebask.
Ellers ses fasanen oftest, når man tilfældigt skræmmer
den op, hvor den så typisk flyver larmende væk.
Han og hun
18 © Klaus Dichmann
© NatureEyes/Jacob Damborg 19
Lille lappedykker
Gråstrubet lappedykker
Forekomst: Fåtalig yngletrækfugl (marts-oktober), som
ynglede med et par i Brændelung i 2013.
Forekomst: Fåtallig yngle­
trækfugl udenfor under­
søgelses­
området (ult. februar-oktober). Et ynglepar i
Pas-­­­­­­på-sø ved Høbbet, men ingen forekomster inden for
undersøgelsesområdet.
Tachybaptus ruficollis (YT)
Hvordan kendes arten: Lille lappedykker kan på grund
af størrelsen tages for at være en ælling. Den kendes dog
let i yngle­tiden på sine rødbrune kinder og den gule
mundvi­g. Den færdes ret skjult i yngle­tiden og opdages
derfor oft­
e lettest på sin stemme, som er en høj,
langtrukke­n trille ‘bibibibibibibi’.
Podiceps grisegena (YT)
Hvordan kendes arten: Gråstrubet lappedykker kendes
let på sin fjerdragt med grå strube i tydelig kontrast til
den sorte hætte og den rødbrune hals. Arten ses typisk
på den åbne vandflade eller i kanten af vegetationen og
er således let at observere.
Lille lappedykker (Foto: Søren Kristoffersen).
20 © Søren Kristoffersen
© Søren Kristoffersen 21
Skarv Phalacrocorax carbo (OF)
Fiskehejre Ardea cinerea (R)
Forekomst i 2013: Skarv sås hyppigt over området på
fouragerings­træk mellem Helnæsbugten og kolonierne
ved Brændegård Sø og Nørresø.
Forekomst i 2013: Enkelte fiskehejrer sås nu og da ved
søerne ved Høbbet, i Brændelung og ved Rislebækken.
Hvordan kendes arten: Skarven har mørk og metal­
glinsende fjerdragt. Den lange hals, det aflange og kan­
tede hoved, det lange kraftige næb med krog og den
lange hale giver skarven et karakteristisk udseende. Kan
i flugten ligne en gås, men kendes på den aktive flugt
med korte glidemomenter, længere hale og løftet hoved
for enden af den let bugtede hals. Ungfuglene er brun­
lige med lys strube og hals.
22 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Fiskehejren er en stor hejre med
en karakteristisk fjerdragt; hvid og grålig hals, hvidt
hove­d med sort øjenbrynsstribe og nakketop samt kraf­
tigt, langt, gulligt næb. Kendes i flugten på at den flyver
med hvælvede vinger og halsen trukket ind i en tydelig
S-form.
© Søren Kristoffersen 23
Havørn Haliaeetus albicilla (R)
Fiskeørn Pandion haliaetus (OF)
Forekomst i 2013: Havørn yngler ved den nærliggende
Brændegård Sø, og der er her­udover ofte rastende hav­
ørne ved både Brændegård Sø og Arreskov Sø. Arten
ses derfor jævnligt flyvende over Svanninge Bjerge. I
januar 2013 blev en rastende havørn observeret sidde i
toppen af et træ i Stensgård Skov. Havørnen yngle­r også
i Løgismose ved Helnæsbugten.
Forekomst i 2013: Fiskeørn blev set en enkelt gang i
2013, da en trækkende fugl blev set den 4. maj. Der er
dog gode muligheder for at se fiskeørn fra Lerbjerg i
træktiden forår (april-maj) og efter­år (august-septem­
ber).
Hvordan kendes arten: Havørn er en meget stor rovfugl
med lange, brede vinger og en karakteristisk kort og kile­
formet hale. Den korte hale giver sammen med en relativ
lang hals, et kraftigt næb og de brede vinger havørnen en
karakteristisk flugtprofil. Flyver aktivt med rolige, stive
vingeslag og kredser på plane vinger. De fuldvoksne hav­
ørne har en helt hvid hale, mens halen er mere eller
mindr­e brunlig hos yngre individer.
24 © Johnny Laursen
Hvordan kendes arten: Fiskeørn er en mellemstor og
langvinget rovfugl, som på grund af sin lyse underside
og lange vinger på afstand kan minde om en stor måge.
Hovedet er hvidt med en bred, sort øjenstribe. Hunnen
har mørkt brystbånd, mens dette er svagt hos hannen
eller helt manglende.
© Søren Kristoffersen 25
Blå kærhøg Circus cyaneus (OF)
Rød glente Milvus milvus (OF)
Forekomst i 2013: Blå kærhøg blev set den 29. septem­
ber, da en trækkende fugl blev set fra Lerbjerg. Blå
kærhø­g antages at kunne ses regelmæssigt på træk fra
Lerbjerg.
Forekomst i 2013: Rød glente blev jævnligt observeret
på træk over området både forår og efterår (f.eks. blev
der set syv trækkende røde glenter fra Lerbjerg den 26.
september). Rød Glente har i flere år ynglet ved Holstens­
huus få kilometer fra Svanninge Bjerge.
Hvordan kendes arten: Blå kærhøg er en typisk kærhøg
med lange, smalle vinger og lang hale, som under glide­
flugt holder vingerne løftet i høj V-form. Hunnerne og
ungfuglene er brunlige med stribet underside og næsten
ensfarvet mørkebrun overside. Hannen (ikke afbildet)
har blågrå fjerdragt med hvid bug og sorte vinge­spidser.
Begge køn har tydelig hvid overgump, som let ses af­
billedet i flugten.
26 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Rød glente er en mellemstor rov­
fugl med lange vinger og en lang, dybt kløftet, rødbrun
hale, hvilket giver rød glente en umiskendelig flugt­profil.
Under den lette og afslappede flugt drejes halen ofte
konstant, og de markante hvide vingefelter på hånd­
svingfjerene ses tydeligt.
© Søren Kristoffersen 27
Musvåge Buteo buteo (YST)
Hvepsevåge Pernis apivorus (OF)
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl og regelmæssig
trækfugl. Der blev ikke registreret nogle sikre ynglefund
i 2013, men arten formodes at yngle regelmæssigt i
Svanninge Bjerge med få par. Musvågen kan ses overalt
i Svanninge Bjerge, og forår og især efterår er der gode
muligheder for at se trækkende musvåger i store antal
fra Lerbjerg.
Forekomst i 2013: Hvepsevåge blev ikke konstateret
ynglende i Svanninge Bjerges løvskove, men blev jævn­
ligt set på træk i maj. Derimod er den er en ret fåtallig
trækfugl på Sydfyn om efteråret.
Hvordan kendes arten: Musvågen er en mellemstor,
bred­vinget og kompakt rovfugl med kort, tykt hoved og
halvlang hale. Musvågen optræder i mange farvevarian­
ter fra helt lyse til meget mørke individer. Arten ses typisk
overflyvende eller kredsende over skoven, men kan også
opdages, når den sidder stille inde i skoven. I yngletiden
kan dens mjavende og langtrukne kald ‘hiiææh’ ofte
høres.
28 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Hvepsevågen kan være svær at
skelne fra den mere almindelige musvåge. Lidt længere
vinger, mindre og dueagtigt hoved, samt plane vinger
med hængende hånd adskiller dog hvepsevågen på af­
stand. I modsætning hertil har musvågen typisk vingerne
løftet over vandret, når den kredser. Tæt på lægger man
mærke til de tydeligt stribede vingeundersider (hos ud­
voksede hvepsevåger) og en hale med tre tydelige,
brede bånd, hvor musvågen har flere, smalle tværbånd
på halen.
© Søren Kristoffersen 29
Spurvehøg Accipiter nisus (YST)
Duehøg Accipiter gentilis (R)
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl og regelmæssig
trækfugl. Et par med udfløjne unger blev registreret i en
granbevoksning i Knagelbjerg skov. Foretrækker oftest
granbevoksninger til rede­sted, men kan ses overalt, når
den kommer flyvende gennem skoven. Forår og efterår
er der gode muligheder for at se trækkende spurve­høge
fra Lerbjerg.
Forekomst i 2013: Duehøg blev set tre gange i løbet af
året; en gammel fugl ved Høbbet i februar, en ungfugl i
Stensgård Skov i april samt en fugl over Knagelbjerg
Skov i september. Arten yngler formentlig i de skov­
områder, der grænser op til Høbbet.
Hvordan kendes arten: Spurvehøgen er en lille rovfugl
med lang hale, korte, afrundede vinger samt stribet bryst
og vingeundersider. Hannen er mindre end hunnen og
har, i modsætning til hunnen, rødbrune kinder og rød­
brune tværstriber på undersiden. Spurvehøgen ses
typis­k, når den kommer flyvende gennem skoven, men
kan også opdages på dens stemme; et højt og kraftigt
‘ki-ki-ki-kik, kiij’, når den kalder i yngletiden. Trækfugle
kan også ses, når de trækker henover området forår og
efterår.
30 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Duehøgen er større end spurve­
høgen, som den ellers ligner meget. Karakteristisk for
duehøgen er dens mørke isse og kind, som giver due­
høgen en tydeligere øjenstribe end spurvehøgen. Ellers
kendes duehøgen bedst på sin store størrelse, den brede
halebasis og bred, hvid undergump. I kredsflugt ligner
duehøgens profil et kors på grund af det relativt store
hoved, mens spurvehøgens profil mere minder om et T.
Hunnen er på størrelse med en musvåge og betydeligt
større end hannen, som i størrelse minder om en stor
spurvehøghun.
© Søren Kristoffersen 31
Tårnfalk Falco tinnunculus (R)
Forekomst i 2013: Fouragerende fugle blev jævnligt set
ved de åbne områder omkring Lerbjerg, hvor den kan
have ynglet.
Hvordan kendes arten: Tårnfalken er en typisk falk med
lang hale og lange, smalle, spidse vinger. Kendes let på
sin karakteristiske fødesøgningsadfærd, hvor den står
stille på svirrende vinger og ‘muser’, mens den kigger
efter gnavere og andre byttedyr. Hunnen har brunlig,
tværstribet hale, mens hannen (ikke afbilledet) har grå
hale med sort endebånd.
32
© Søren Kristoffersen 33
Grønbenet rørhøne
Blishøne
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl, som godt kan over­
vintre i milde vintre. Grønbenet rørhøne er tilknyttet
småsøer, moser og vandhuller, og i Svanninge Bjerge skal
den findes i tilgroede småsøer. I 2013 ynglede et enkelt
par grønbenet rørhøne i Peter Nielsens Sø.
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl, som normalt over­
vintrer langs de danske kyster. Blishønen kan i forårs- og
sommermånederne ses i flere af småsøerne i området.
Den er lettest at se i Brændelung, hvor der i 2013 ynglede
to-tre par.
Hvordan kendes arten: Grønbenet rørhøne kendes let
på de lange, grønne ben og det røde næb med gul spids.
Den færdes ret skjult, men kan med lidt tålmodighed let
ses i de vandhuller, den lever i.
Hvordan kendes arten: Blishønen er mørk og kompakt
med rundt hoved og hvidt næb og pandeblis. Den ses
ofte svømme rundt med nikkende hovedbevægelser.
Den dykker normalt kun i kortere perioder.
Gallinula chloropus (YT)
34 © NatureEyes/Jacob Damborg
Fulica atra (YS)
© Jan Drachmann 35
Trane Grus grus (OF)
Forekomst i 2013: Ni trækkende traner blev set fra Ler­
bjerg den 26. september.
Hvordan kendes arten: Tranen er en stor, grålig fugl med
lange ben og hals. Øverste del af halsen og hovedet er
sort, og hovedet har iøjnefaldende røde og hvide teg­
ninger. I flugten ses de sorte svingfjer, og i modsætning
til fiskehejre, som også er en stor, grålig fugl, flyver tranen
altid med strakt hals og ofte i større flokke.
36
© NatureEyes/Christian A. Jensen 37
Hvidklire Tringa nebularia (OF)
Skovsneppe Scolopax rusticula (YT)
Forekomst i 2013: En enkelt observation af to trækkende
hvidklirer over Brillesø den 25. august.
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og regelmæssig
træk- og vintergæst. Skovsneppe ses lettest på forårs­
aftener fra lysninger og andre åbne steder i skoven, hvor
man kan iagttage hannernes territorieflugt. I 2013 blev
der set en fugl i territorieflugt ved Pouls Tørvelung, og
ynglebestanden anslås at tælle to-fire par.
Hvordan kendes arten: Hvidklire er en stor klire med
lange ben og langt, svagt opadbuet næb. I flugten kendes
den på sin størrelse, de mørke vinger og en hvid over­
gump, som går langt opad ryggen i en smal kile. Hvid­
kliren har også et karakteristisk kraftigt og tretonet kald
‘tju-tju-tju’.
38 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Skovsneppen er en stor, tyk og
dueagtig vadefugl med langt næb. Den ses lettest på
stille forårs­aftener, når den hævder territorium, og hvor
den flyver i langsom flugt over trætoppene i faste ruter.
Under denne territorieflugt udstøder hannen regel­
mæssigt lave knurrelyde efterfulgt af et eks­plosivt og
skarpt piftende kald. Skovsneppen kan også ses om
dage­n, hvis man tilfældigt skræmmer den op.
© Johnny Laursen 39
Hættemåge Chroicocephalus ridibundus (OF)
Stormmåge Larus canus (OF)
Forekomst i 2013: Ses hyppigt overflyvende eller på
træk året rundt.
Forekomst i 2013: Ses hyppigt overflyvende eller på
træk året rundt.
Hvordan kendes arten: I yngletiden kendes hættemågen
let på sin brune hætte, mens den udenfor yngletiden
bedst kendes på de hvide vingeforkanter på hånden. Om
vinteren har hættemågen mørk øreplet og mørke bånd
over isse og nakken.
Hvordan kendes arten: Ligner med sine grå vingeover­
sider og sorte vingespidser en mindre udgave af sølv­
måge. Stormmågen har dog mindre, slankere næb og
rundere hoved med relativt store øjne og mangler sølv­
mågens røde plet på undernæbbet.
40 © Søren Kristoffersen
© NatureEyes/Kim Biledgaard 41
Sølvmåge Larus argentatus (R)
Ringdue Columba palumbus (YST)
Forekomst i 2013: Ses hyppigst overflyvende eller på
træk over området, men er også set ved Brændelung i
maj, hvor den formo­dentlig var på udkig efter små gæs­
linger fra de ynglende grågæs i søen.
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl og regelmæssig
trækgæst. Ringduen kan ses overalt i Svanninge Bjerge.
Hvordan kendes arten: Sølvmågen er en stor måge med
grå vinge­undersider og sort-hvide vingespidser. Den har
kraftigt, gult næb med rød plet og er meget større og
mere bredvinget end stormmågen. Ungfuglene er mørke
og kan være svære at skelne fra sildemåger og svart­
bags, men disse to arter blev ikke registreret i Svanninge
Bjerge, da de begge er mere udprægede kystfugle.
42 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Ringduen er vores største due,
som kendes på den hvide halsplet og bredt, hvidt tvær­
bånd på over­vingen. Ringduen ses typisk, når den flyver
rundt i området. I yngle­tiden kan man se dens karakte­
ristiske parringsflugt, hvor fuglen klapper med vingerne
på toppen af en kort og kraftigt stigende flugt, hvor­efter
den daler med udbredte vinger. Skræmmes ringduen op,
høres også ofte klappende vingeslag. I yngletiden kan
den opdages på stemmen, som er en gentagen kurren
bestående af fem lyde ‘ku-kuu-ku, ku-ku’ med tryk på
anden stavelse. På træk kan den ses i større flokke over
området.
© Søren Kristoffersen 43
Natugle Strix aluco (YS)
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl. Natuglen skal findes
i områder med gamle træer, da den yngler i hule træer
og andre hulheder. I 2013 blev der registreret to mulige
ynglepar i henholdsvis Stensgård Skov og Knagelbjerg.
Hvordan kendes arten: Natuglen er en mellemstor ugle
med stort, rundt hoved, som findes i både en grå og en
rødbrun farvevariant. Natuglen er overvejende nataktiv
og opdages lettest på dens stemme. Natuglens to almin­
deligste stemmer er kaldet, et skarpt ‘ki-vik’, og sangen
‘hooouh hu hu hu hoooouh’. Det bedste tidspunkt at høre
natuglen er i yngletiden (ult. januar-med. april). Man kan
også være heldig at finde en dagrastende ugle, som
sidde­r helt stille og hviler sig i f.eks. et hult træ.
44
© Søren Kristoffersen 45
Gøg Cuculus canorus (YT)
Mursejler Apus apus (OF)
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl uden for under­
søgelses­området (ult. april-med. september). Gøge, der
opholdt sig i naboområderne, blev hørt flere gange.
Forekomst i 2013: Overflyvende fugle blev registreret
ved enkelte lejligheder.
Hvordan kendes arten: Med den grå overside og tvær­
stribede bug kan gøgen umiddelbart ligne en spurve­
høg, men den har f.eks. et meget anderledes og lige næb.
Gøgens bedste kendetegn er dens velkendte stemme,
som er den to-tonede kukken med tryk på første tone.
46 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Mursejleren har i flugten en
karak­teristisk form med lange, smalle og spidse vinger,
samt en smal krop og kort, kløftet hale. Fjerdragten er
brunsort med lys strube. I modsætning til svaler flyver
mursejleren med stive, hurtige vingeslag, hvor vingerne
ikke føres ind mod kroppen, men blot op og ned.
© Søren Kristoffersen 47
Stor flagspætte Dendrocopus major (YS)
Hun
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl. Stor flagspætte
kan mødes overalt i skoven, på nær i de helt unge
beplant­ninger, hvor træerne stadig er for små til foura­
gering og redebygning. Yngle­
bestanden anslås til at
være 20-25 par og er jævnt fordelt i området.
Hvordan kendes arten: Stor flagspætte er mindre end
grønspætten og kendes let på dens sorte, hvide og røde
fjerdragt. Hunnen har helt sort nakke, mens hannen har
en rød nakkeplet. Flugten er målrettet og i store buer.
Den ses ofte klatre rundt på træstammer og grene for at
søge føde, og opdages tit på dens kald, der er et kort,
skarpt skrig ‘tjik’. Både han og hun trommer hyppigt om
foråret på udgåede grene, der er hule og giver god
genly­­d.
48
© NatureEyes/Jacob Damborg 49
Grønspætte Picus viridis (YS)
Sanglærke Alauda arvensis (YT)
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl. Højst sandsynligt
et ynglepar i Stensgård Skov i 2013, men ingen sikre
yngle­beviser. Grønspætten kan ses over det meste af
Svanninge Bjerge, især fordi den overvejende lever af
myrer, som kan findes over det meste af området.
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og regelmæssig
trækgæst (februar-november). Sanglærken yngler med
nogle få par i det åbne agerland omkring Høbbet.
Hvordan kendes arten: Grønspætten kendes let på sin
grønne farve og røde isse. Den flyver i store, dybe buer,
og i flugten ses også den gulgrønne overgump. Hannen
kendes på rød midte i den sorte skægstribe. Grøn­
spætten opdages også ofte på stemmen, som er et
skarpt, vidtlydende ‘kjyk-kjyk-kjyk’. Grønspætten
trommer i modsætning til stor flagspætte sjældent.
Hvordan kendes arten: Sanglærken har gråbrun over­
side med mørke striber og hvid bug. Den kendes let på
dens velkendte lærkesang og ses ofte hænge i luften og
synge på svirrende vinger. Sanglærken ses også på træk
om foråret og efteråret, hvor den i stort antal passerer
hen over Svanninge Bjerge.
Hun
50 © Kim Jensen
© Søren Kristoffersen 51
Landsvale Hirundo rustica (YT)
Digesvale Riparia riparia (OF/R)
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og almindelig træk­
gæst (april-med. oktober). Landsvalen ses ofte i luften
over Svanninge Bjerge i både yngletid og træktid. I 2013
ynglede der ét par på Sandbjerggård.
Forekomst i 2013: Overflyvende og fouragerende fugle
blev observeret ved flere lejligheder.
Hvordan kendes arten: Landsvalen kendes på blåsort
overside og brystbånd, rød strube og pande samt dybt
kløftet hale med forlængede yderhalefjer. Den ses ofte
overflyvende eller fouragerende efter insekter.
52 © Jan Drachmann
Hvordan kendes arten: Digesvalen er den mindste af de
danske svaler og har en karakteristisk brun fjerdragt,
hvid underside med brunt brystbånd og en svagt kløftet
hale.
© Klaus Dichmann 53
Bysvale Delichon urbicum (OF/R)
Engpiber Anthus pratensis (OF)
Forekomst i 2013: Der var en ynglekoloni på en bygning
ved Høbbet umiddelbart uden for Bikubenfondens om­
råde, og overflyvende og fouragerende fugle kunne gen­
nem forårs- og sommermånederne ses i dette område.
Forekomst i 2013: Trækkende engpibere blev obser­
veret ved enkelte lejligheder i efteråret.
Hvordan kendes arten: En lille, buttet svale, som let
kendes på sin hvide overgump i skarp kontrast til den
sorte overside. Undersiden er hvid, og halen er kort med
svag kløft.
54 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Engpiberen kan med sin brun­
lige overside og lyse, plettede underside lettest for­
veksles med skovpiberen, som den bedst kendes fra på
stemmen og dens habitatvalg. Engpiberens flugtkald er
et energisk og gentaget ‘sit-sit-sit’, mens skovpiberens
er et mere stemt, eksplosivt og nærmest snurrende
‘bzyzz’. Engpiberen er tilknyttet åbne områder, som
strandenge, moser og enge, og er således slet ikke en
skovfugl som skovpiberen.
© Søren Kristoffersen 55
Skovpiber Anthus trivialis (YT)
Hvid vipstjert Motacilla alba (YT)
Forekomst: Almindelig yngletrækfugl og trækgæst
(med. april-med. oktober). Skovpiberen kan findes over
det meste af Svanninge Bjerge og yngler i lysninger,
skovbryn og andre åbne dele af skoven. Der blev kort­
lagt ca. 20 syngende hanner med den tætteste bestand
i de åbne områder omkring Lerbjerg.
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og almindelig
trækgæs­t (ult. februar-med. oktober). Hvid vipstjert ses
fåtal­ligt i de åbne områder i Svanninge Bjerge, især ved
områdets søer samt nær menneskelig bebyggelse. Arten
yngler typisk i tilknytning til bebyggelse, og i 2013 regi­
streredes et enkelt par ved Sandbjerggård.
Hvordan kendes arten: Skovpiberen er en typisk piber
med stribet ryg og markante bryststriber. Den kendes let
fra den lignende engpiber på dens melodiske sang, som
indledes med en række korte strofer, der går over i nogle
kraftige, kanariefugleagtige triller, og afsluttes med nogle
langsomme vemodige toner. Sangflugten starter typisk
fra et træ hvorfra den stiger til vejrs for at dale syngende
og på udbredte vinger, ned til det samme eller et andet
træ. Ses også ofte raste eller søge føde på jorden. I træk­
tiden når den passerer henover området, opdages den
bedst på kaldet, et stemt og eksplosivt ‘bzyzz’.
Hvordan kendes arten: Hvid vipstjert er let at kende på
dens sort-hvide fjerdragt og lange hale. Går med nik­kende
hovedbevægelser, og ses ofte vippe med den lange hale.
Flugten foregår i store buer. Hvid vipstjert ses ofte løbe
rundt i åbne områder, som græsplæner, veje og tage,
hvor den søger efter insekter.
56 © Søren Kristoffersen
© Jan Drachmann 57
Jernspurv Prunella modularis (YS)
Rødhals Erithacus rubecula (YS)
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl. Jernspurven kan
stort set ses overalt i Svanninge Bjerge.
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl. Rødhalsen findes
i de fleste skovtyper samt buskadser og haver, og kan
således ses over det meste af Svanninge Bjerge.
Hvordan kendes arten: Jernspurven har tyndt næb, gråt
hoved og stribet overside, men giver generelt et ens­
artet, mørkt indtryk, når man ser den. Sidder ofte frit
fremme og synger, men ellers er den ret sky i yngletiden.
58 © NatureEyes/Lars S. Madsen
Hvordan kendes arten: Rødhalsen kendes let på den
orange­røde halsplet og de tynde og relativt lange ben.
I yngletiden er rødhalsen ofte sky og forsigtig, og her
opdager man den lettest, når den synger fra træ­kronerne.
Udenfor yngletiden ser man mere til den, når den livligt
hopper rundt efter føde.
© Johnny Laursen 59
Rødstjert Phoenicurus phoenicurus (YT)
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl (med. april-septem­
ber). Rødstjerten er tilknyttet ældre, parkagtig løv- og
blandskov. I 2013 ynglede der ca. fem par i området, bl.a.
i den gamle ellemose ved Høbbet samt omkring Knagel­
bjerghytten i Knagelbjerg Skov.
Hvordan kendes arten: Både hannen og hunnen har, som
navnet antyder, en rødbrun hale. Hannen er meget
karakteris­tisk med orangerødt bryst, sort hage og kinder
samt hvid pande. Hunnen er en mere anonym, brunlig
fugl, som bedst kendes på sin rødbrune hale og relativt
oprejste silhuet. Hannen ses i yngletiden ofte synge fra
toppen af et træ. Ellers ses rødstjerten ofte, når den
jage­r insekter, hvor den fra en gren eller lignende gør et
udfald mod jorden for så at forsvinde tilbage i skjul. Når
den lander, kan man se dens typiske rysten med halen.
60
Han og hun
© Johnny Laursen 61
Sangdrossel Turdus philomelos (YT)
Vindrossel Turdus iliacus (R)
Forekomst: Almindelig yngletrækfugl (pri. martsnovem­ber). Sang­drossel kan findes i stort set alle habitat­
typer i Svanninge Bjerge.
Forekomst i 2013: Rastende vindrosler blev ved enkelte
lejligheder observeret i området i træktiden forår og
efter­år.
Hvordan kendes arten: Sangdrossel er en lille drossel
med brun overside og en mørkplettet, hvid underside. I
flugten kan dens gulbrune undervinger ses. Man bliver
oftest opmærksom på sangdroslen, når den sidder i
toppe­n af en høj gran og synger, hvilket den mest gør
morgen og aften. Sangen er vidtlydende og består af
gentagne lyde, som gentages to-fire gange, inden der
synges nye toner. Man kan dog også jævnligt jage sang­
droslen op fra skovbunden.
Hvordan kendes arten: Vindrossel er en lille drossel med
arts­typiske rustrøde vingeundersider og flanker, samt en
markant lang, hvid øjenbrynsstribe og tydelig, hvid
skægstribe. Især den markante hovedtegning er synlig
på lang afstand.
62 © Eva Foss Henriksen
© Søren Kristoffersen 63
Misteldrossel Turdus viscivorus (YT)
Sjagger Turdus pilaris (R)
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl (marts-oktober).
Mistel­drosselen ynglende med to par i Stensgård Skov i
2013.
Forekomst i 2013: En flok rastende sjaggere blev ob­
serveret i området ved en enkelt lejlighed i april, og over­
flyvende fugle sås enkelte gange i vintermånederne.
Hvordan kendes arten: Misteldroslen er vores største
drossel og kendes bedst fra sangdrossel på størrelsen,
de store, sorte pletter på den hvide underside og hvide
halehjørner. Har en langsom og let bølgende flugt, hvor
dens hvide vingeundersider kan ses. Misteldroslen er sky
og tilbageholdende, og man ser således ikke meget til
den på ynglepladsen. Tidligt på foråret kan man dog
være heldig at høre dens sang, som minder om sol­
sortens, men er mere monoton og ikke har solsortens
kvidren mellem stroferne.
Hvordan kendes arten: Sjaggeren er en stor, kraftig og
langhalet drossel med gråt hoved og overgump, samt
kraftigt plettet og orangefarvet bryst. I flugten er kom­
binationen af hvide vingeundersider og den grå over­
gump gode kendetegn.
64 © Klaus Dichmann
© Jan Drachmann 65
Solsort Turdus merula (YS)
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som kan ses
overalt i Svanninge Bjerge.
Hvordan kendes arten: Solsorthannen kendes let på den
sorte fjerdragt, gule næb og gul øjenring. Hunnen er
mørkebrun med lys strube. Solsorten ses ofte hoppe
rundt på de åbne græsarealer eller i skovbunden, hvor
den roder op mellem bladene under fødesøgningen. Om
foråret opdages den også ofte på dens melodiske sang,
som tit synges frit fremme fra toppen af et træ.
Han og hun
66
Øverst © Jan Drachmann, nederst © Søren Kristoffersen 67
Havesanger Sylvia borin (YT)
Tornsanger Sylvia communis (YT)
Forekomst: Almindelig yngletrækfugl (ult. april-septem­
ber), som fortrinsvis holder til i løvskov, parker og haver.
Havesangeren blev under de månedlige punkttællinger
registreret i ege- og bøgeskov samt i lysåbne habitater
i tilknytning til brunvandede søer.
Forekomst: Almindelig yngletrækfugl (ult. april-septem­
ber). Yngler i det åbne landskab med buskadser og
træffes derfor bl.a. på overdrev og i græsningsskove
samt i agerlandet med krat omkring Høbbet.
Hvordan kendes arten: Havesangeren er en uanselig fugl
uden markante kendetegn, men med et kort, tykt næb.
Den brunlige, karakterløse fjerdragt er i sig selv have­
sangerens vigtigste kende­tegn. Den færdes skjult inde
mellem grenene i træer og buske, og opdages derfor
ofte på sangen. Sangen er en jævn rislende strøm af to­
ner, som minder om munkens sang, men den mangler
denne arts afsluttende høje fløjtetoner. Havesangerens
sang sammenlignes ofte med lyden af en rislende bæk.
68 © Eva Foss Henriksen
Hvordan kendes arten: Tornsangeren er en mellemstor
og ret kraftig sanger, som har karakteristiske rødbrune
kanter på de store vingedækfjer. Om foråret har hannen
grå hætte, hvid strube og lys underside med rosafarvet
bryst. Dette ses stort set ikke hos hunnen, som dog også
har brunlig hætte. Tornsangeren synger ofte fra toppen
af en busk, hvorfra den også ofte udfører sin korte,
hoppen­
de sangflugt. Den fouragerer også mere frit
fremme end mange andre sangere, så den er relativt let
at få at se.
© NatureEyes/Christian A. Jensen 69
Munk Sylvia atricapilla (YT)
Forekomst: Meget almindelig yngletrækfugl (med. apriloktober). I milde vintre kan få individer godt over­vintre
i Danmark. Munken træffes i løvskov med krat og ældre
haver med buskadser, men kan også yngle i nåleskov
med indslag af løvtræer. Munken blev derfor også set i
alle de undersøgte habitattyper under de månedlige
punkttællinger.
Hvordan kendes arten: Munken kendes let på sin hætte,
som er sort hos hannen og brun hos hunnen, mens resten
af fjerdragten er grålig. I modsætning til munken, har den
noget lignende sumpmejse større sort hætte og sort
hage­
smæk, så munken er letgenkendelig i skoven.
Munken færdes skjult inde mellem grenene i træer og
buske og opdages normalt lettest på sangen. Starten af
sangen kan minde om havesangerens sang, men afslut­
tes med en række høje klare fløjtetoner.
70
Han og hun
Øverst ©NatureEyes/Jacob Damborg, nederst © Kim Aaen 71
Kærsanger Acrocephalus palustris (YT)
Løvsanger Phylloscopus trochilus (YT)
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl (med. maj-septem­
ber). Kærsangeren holder til i kraftig urtevegetation i
fugtige områder, gerne nær søer og moser. I 2013 yngle­
de sandsynligvis et par ved Høbbet, hvor en syngende
fugl blev hørt i en passende ynglebiotop for arten.
Forekomst: Meget almindelig yngletrækfugl (pri. aprilseptember). Løvsangeren yngler i alle skovtyper, der er
så lysåbne, at der kan vokse urter og buske i skov­bunden.
Den kan således træffes over det meste af Svanninge
Bjerge og er den almindeligste sanger i området.
Hvordan kendes arten: Kærsangeren er en typisk
Acrocephalus-­sanger med flad pande og langt, slankt
næb, som giver den et spidst hoved. Kærsangeren er en
brunlig sanger, som næsten er identisk med en rør­
sanger, som dog ikke blev regi­streret i Svanninge Bjerge
i 2013. Kærsangeren kendes bedst på sin sang, som er
meget melodisk og afvekslende med høje triller og et
rigt repertoire af efterligninger af andre fuglestemmer.
Sangen afbrydes hyppigt af det karakteristiske kald
‘tsæ-bi, tsæ-bi’. Udover at give sig til kende på stemmen,
lever kærsangeren en meget skjult tilværelse. I starten
af yngletiden kan den dog også ses synge frit fremme i
toppen af en busk eller anden vegetation.
Hvordan kendes arten: Løvsangeren er en lille, spinkelt
bygget grøn sanger, som meget ligner gransangeren.
Løvsangeren har normalt lysebrune ben, mens gran­
sangerens er mørke, men de to arter kendes lettest på
deres sang. Løvsangeren synger en lille afsluttet strofe
bestående af nogle bløde, klare, næsten vemodige toner,
som aftager i hastighed og styrke hen mod slutningen.
Løvsangeren bruger det meste af dagen på at fange
insek­ter i bladhanget på buske og træer. Den lever dog
ikke helt så skjult som andre sangere, da den ofte viser
sig frit fremme under fou­rageringen.
72 © Søren Kristoffersen
© NatureEyes/Kim Biledgaard 73
Gransanger Phylloscopus collybita (YT)
Skovsanger Phylloscopus sibilatrix (YT)
Forekomst: Meget almindelig yngletrækfugl (ult. martspri. oktober). Gransangeren kan dog overvintre i milde
vintre. Gransangeren blev registreret i alle habitattyper
på nær ‘ung bøg’ og kan således findes overalt i Svannin­
ge Bjerge.
Forekomst: Almindelig yngletrækfugl (ult. april-pri. sep­
tember). Skovsangeren yngler i ældre løvskov og træffes
derfor lettest i de gamle bøge- og egeskove i Svanninge
Bjerge. Der blev i 2013 kort­lagt 11 territorier med syng­
ende fugle, de fleste i den nordøstlige halvdel af Knagel­
bjerg Skov. Dette tyder på, at Svanninge Bjerge rummer
en af de største bestande af skovsanger på Fyn.
Hvordan kendes arten: Gransangeren ligner meget løv­
sangeren, men kendes bedst fra denne art på sin karak­
teristiske sang, som består af to-tre toner, der gentages
i tilfældig rækkefølge, som ‘tjif-tjaf-tjaf-tjif-tjaf-tjif-tjif’.
Det er således lettest at opdage gransangeren på dens
sang.
74 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Skovsangeren har samme størrel­
se og form som en løvsanger. Den kendes bedst på sin
gulgrønne overside, den svovlgule brystfarve og renhvide
bug. Derudover har skovsangeren en meget karakteri­
stisk sang bestående af en række accelererende toner.
Sangen sammenlignes ofte med en mønt, der snurres
rundt på en glasplade og ‘svirrer’ i stigende tempo mod
pladen, når den falder til ro. Skovsangeren tilbringer det
meste af tiden med at fouragere i træernes kroner, men
har rede på jorden. Den kan være svær at få øje på højt
oppe i trækronerne, men er den først lokaliseret på stem­
men, kan den med lidt tålmodighed godt observeres.
© Søren Kristoffersen 75
Fuglekonge Regulus regulus (YS)
Gærdesmutte Troglodytes troglodytes (YS)
Forekomst: Meget almindelig ynglestandfugl. Fugle­
kongen yngler primært i nåleskov, men holder også til i
blandskov med indslag af nåletræer.
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl som yngler i
både nåle- og løvskov, markhegn, parker og haver, da
den blot kræver tæt krat eller kvasbunker for at kunne
bygge rede. Gærdesmutten kan således ses overalt i
Svanninge Bjerge.
Hvordan kendes arten: Fuglekongen er Danmarks mind­
ste fugl og kendes let på sin lille størrelse, den grønne
overside og det lille, spinkle næb. Hannen har orange fjer
i den ellers gule isse, mens hunnen har helt gul isse. Han­
nens orange issefjer kan dog være svære at se i felten.
Udenfor yngletiden bevæger fuglekongerne sig ofte rundt
i flok, gerne sammen med mejseflokke, mens de holder
kontakt med hinanden ved hjælp af deres spinkle, fine
kald, som i tonehøjde ligger nær den menneskelige høre­
grænse. Under fødesøgningen bevæger fuglekongen sig
meget aktivt rundt, gerne i de yderste grene, og indimel­
lem med hovedet nedad eller i svirreflugt på jagt efter
insekter. Udenfor yngletiden er fuglekongen således let
at få at se, mens man ser mindre til den i yngletiden, hvor
den ofte opholder sig i de øvre dele af nåletræerne.
76 © NatureEyes/Kim Aaen
Hvordan kendes arten: Gærdesmutten er en meget lille,
brun og tværstribet fugl, som let kendes på sin korte,
strittende hale. Den ses ofte flyve eller hoppe lavt rundt
i vegetationen. Oftest bliver man opmærksom på gærde­
smutten på grund af dens høje sang, som stort set kan
høres året rundt. Sangen er meget kraftig og lang be­
stående af en række metalliske toner og triller, hvor man
især bemærker en kraftigt betonet slagrække i noget
lavere toneleje.
© Søren Kristoffersen 77
Grå fluesnapper Muscicapa striata (YT)
Lille fluesnapper Ficedula parva (R)
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (pri.
maj-ult. september), som foretrækker åben løvskov eller
ældre haver som ynglelokalitet. Den grå fluesnapper
blev i 2013 registreret i den gamle ellesump ved Høbbet,
samt i både Stensgård Skov og Knagelbjerg, og yngle­
bestanden vurderes til omkring tre par. Arten kan dog
være svær at registrere på grund af dens meget diskrete
sang. Især i maj kan den grå fluesnapper opleves i
Svannin­ge Bjerge, når der på visse dage kan raste flere
trækkende individer i området.
Forekomst i 2013: En syngende gammel han holdt til i
en ældre pyntegrøntbevoksning i Knagelbjerg Skov fra
den 20. maj til den 5. juni.
Hvordan kendes arten: Den grå fluesnapper er en lille,
grålig fugl uden særlige kendetegn. Det bedste kende­
tegn er dens adfærd kombineret med den lyse under­
side med svage længdestriber på brystet. Arten udviser
typisk fluesnapperadfærd, hvor den fra en udsigtspost i
et åbent område kaster sig ud efter et flyvende insekt
eller står kortvarigt stille i luften på svirrende vinger for
at fange insekter, hvorefter den sætter sig igen i en
mege­t opret stilling.
78 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Lille fluesnapper kendes bedst
på sine haletegninger med tydelige, hvide felter på
kanter­ne. Oversiden er ensfarvet gråbrun, og den lyse
øjenring er ofte meget tydelig. Gamle hanner har orange
strube og gråt hoved. Den er, som de andre flue­
snappere, urolig og rastløs, og bevæger sig konstant fra
sted til sted.
© Jacob Sterup 79
Broget fluesnapper
Ficedula hypoleuca (YT)
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl og trækgæst (med.
april-ult. september). Broget fluesnapper foretrækker
åben løvskov og gamle haver og parker med større løv­
træer. I 2013 blev der regi­streret to par i Knagelbjerg
Skov i henholdsvis Tyttebær Lung og egeskoven ved
Owaihi. Ligesom med den grå fluesnapper kan der på
nogle majdage raste flere trækkende broget flue­
snappere i området, når de er på vej videre nordpå.
Hvordan kendes arten: Hannen er meget karakteristisk
med sin sort-hvide fjerdragt. Hunnen er en brun udgave
af hannen, dog uden hvid pande og med mindre hvidt
på vingerne. Broget fluesnapper opdages ofte når den,
ligesom den grå fluesnapper, aktivt fanger insekter fra
en egnet udkigspost. Som de andre fluesnappere er
broge­
t fluesnapper en rastløs fugl, der konstant er i
bevægel­se og jævnligt ‘knikser’ med vinger og hale.
Man kan ofte finde den i solbeskinnede skovkanter med
mang­e insekter.
80
Han og hun
Øverst © Johnny Laursen, nederst © NatureEyes/Kim Aaen 81
Musvit Parus major (YS)
Sortmejse Periparus ater (YS)
Forekomst: Meget almindelig ynglestandfugl, som kan
ses i alle naturtyperne i Svanninge Bjerge året rundt.
Forekomst: Meget almindelig ynglestandfugl, som yng­
ler i nåle­skov. Sortmejsen ses dog også i andre af natur­
typerne i Svanninge Bjerge, såsom overdrev og ege- og
bøgeskov, hvor den bl.a. kan ses søge føde.
Hvordan kendes arten: Musvitten er vores største mejse
og kendes let på sin gule underside med sort midter­
stribe. Hannen har en kraftigere, gul underside med en
bredere, sort midterstribe end hunnen. Man opdager
ofte musvitten, når den alene eller i blandede mejs­e­
flokke aktivt søger føde i vegetationen, eller når man
bliver opmærksom på syngende hanner, som allerede
kan starte med at synge sidst i januar.
Hvordan kendes arten: Sortmejsen er en lille mejse, som
bedst kendes på det sorte hoved med hvide kinder og
en karakteristisk, hvid nakkeplet. Sortmejsen opholder
sig ofte højt oppe i nåletræernes kroner, hvor den tager
granfrø, insekter og edderkopper. Den ses ofte hænge i
det yderste af en grangren under fødesøgningen.
Han
82 © NatureEyes/Kim Aaen
© NatureEyes/Lars S. Madsen 83
Blåmejse Cyanistes caeruleus (YS)
Topmejse Lophophanes cristatus (YS)
Forekomst: Meget almindelig ynglestandfugl, som især
yngler i løv- eller blandskov, men blåmejsen kan mødes
i de fleste naturtyper under dens jagt efter føde.
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som normalt
yngler i granskov. Topmejsen kan dog også mødes i løvog blandskov samt lysåbne habitater under dens føde­
søgning.
Hvordan kendes arten: Den blå kalot, gule underside og
de blålige vinger er karakteristiske for blåmejsen. Hun­
nen er lidt mattere i farverne end hannen, men ellers er
de to køn ens. Blåmejsen kan ses overalt i Svanninge
Bjerge, hvor den ofte ses, når den aktivt søger føde i
vege­tationen eller høres syngende i yngletiden.
84 © NatureEyes/Kim Aaen
Hvordan kendes arten: Topmejsen kendes let på sit sorthvide hoved med den karakteristiske, trekantede top.
Man oplever lettest arten ved at opsøge den ude i gran­
skoven, hvor den lever året rundt. Her bliver man ofte
opmærksom på topmejsen på grund af dens karakteri­
stiske, trillende kald. Kan også ofte ses søge føde på
jorden eller i vegetationens lave grene.
© NatureEyes/Lars S. Madsen 85
Sumpmejse Poecile palustris (YS)
Halemejse Aegithalos caudatus (YS)
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som yngler i løv­
skov. Sumpmejsen kan findes i fugtig skov, men er ikke
nødvendigvis tilknyttet denne habitattype, som navnet
ellers antyder. Sumpmejsen er den mest fåtallige af de
mejser, der optræder i området.
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som yngler i løvog blandskov med rig undervegetation og gerne i fugti­
ge skovpartier med indslag af døde træer.
Hvordan kendes arten: Sumpmejsen er en lille, grå mejse
med sort hætte og sort hagesmæk. Den kan være svær
at skelne fra den lidt større fyrremejse, som den lettest
kendes fra på stemmen, men fyrremejsen er ikke truffet
i Svanninge Bjerge. Sumpmejsen er livlig og i evig
bevægel­se rundt i træernes grene i sin jagt på insekter
og andre egnede fødeemner. Om vinteren kan den ham­
stre føde, som den gemmer i træer og buske (se i publika­
tionen Ornitologisk artsdiversitet i Svanninge Bjerge).
86 © NatureEyes/Jacob Damborg
Hvordan kendes arten: Halemejsen kendes let på sin lille
størrelse, den runde kropsform og den meget lange hale.
I Danmark findes både en sydlig variant med sort bånd
over øjet (afbildet) og en nordlig med helt hvidt hoved.
Udenfor yngle­tiden optræder halemejsen ofte i flok, og
her kan man se individerne bevæge sig ustandselig rundt
i træerne. Når de flyver fra træ til træ, sker det typisk én
efter én under livlig kalden. I yngle­tiden lever hale­mejsen
mere skjult.
© NatureEyes/Lars S. Madsen 87
Spætmejse
Korttået træløber
Forekomst: Fåtallig til almindelig ynglestandfugl. Spæt­
mejsen er tilknyttet bland- og løvskov med indslag af
ældre træer. I Svanninge Bjerge forekommer arten især
i den nordlige og østlige del af skovområdet, og bestan­
den er på 10-15 par.
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl. Yngler i skove og
parker og foretrækker ældre, åben løvskov med gamle
træer. Er mere en løvskovsfugl end almindelig træløber.
Der blev i 2013 registreret syngende korttået træløber
fire steder i området, blandt andet i ellemosen ved Høb­
bet og i egeskoven ved Owaihi i Knagelbjerg Skov.
Sitta europaea (YS)
Hvordan kendes arten: Spætmejsen kendes på den blå­
grå overside, hvid til orange underside og den tydelige,
sorte øjenstribe. Kønnene er næsten ens, men hannen
har kraftigere orange flanke. Spætmejsen er en livlig,
korthalet og træklatrende fugl, som ofte bevæger sig i
ryk, når den klatrer rundt. Det er den eneste danske
fugle­
art, som kan klatre med hovedet nedad. Spæt­
mejsen er hulruger og tilpasser ofte indgangshullets
størrelse med ler.
88 © Jan Drachmann
Certhia brachydactyla (YS)
Hvordan kendes arten: Korttået træløber har mere grå­
lig underside end træløberen, hvilket kan give en kon­
trast til den hvidere strube, og så har den lidt længere
næb og svagere, hvidt øjenbryn. De to træløberarter
kendes bedst på deres sang. Korttået træløber har en
noget kraftigere, skarpere klang og er kortere (ca. et til
halvandet sekunder) end den almindelige træløbers sang,
og den mangler desuden dennes fine, høje toner. Kan
gen­gives som ‘sit-sit-sittere-uitt’, men den kan let over­
høres i et kor af fuglestemmer, da sangen er så kort. Kort­
tået træløber benytter samme karakteristiske føde­
søgnings­adfærd som den almindelige træløber.
© Søren Kristoffersen 89
Træløber Certhia familiaris (YS)
Forekomst: Fåtallig til almindelig ynglestandfugl. Træf­
fes typisk i ældre løvskov, men kan også forekomme i
både blandskov og ældre, ret åben nåleskov. Træløber
yngler spredt i området med anslået 10-15 par og er der­
med den almindeligste af de to træløberarter.
Hvordan kendes arten: Træløberen kendes lettest fra
korttået træløber på stemmen, men kan være svær at
kende på udseendet alene. Den almindelige træløber har
lidt kortere næb, hvidere underside og bredere, hvidt
øjenbryn end korttået træløber. Træløberens sang er en
svag, to-tre sekunder lang højtliggende sang (næsten
som fuglekonge), og temaet består ofte af to identiske
halvdele. Træløberen har en karakteristisk føde­søg­nings­
adfærd, når den søger efter insekter på træernes stam­
mer. Den starter ofte nederst på stammen og bevæger
sig opad i små ryk, mens den afsøger alle sider af stam­
men. Når et træ er afsøgt, flyver den videre til næste træ
og starter forfra.
90 ©
© NatureEyes/Kim Aaen 91
Rødrygget tornskade
Lanius collurio (YT)
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl (pri. maj-pri. sep­
tember). Yngler i tørre, lune, åbne områder med mange
insekter, såsom overdrev, skovbryn og -lysninger, og
helst i forbindelse med tornet krat. Der blev registreret
tre-fire ynglepar i 2013; et par i en ryddet remise ved
Høbbet og to-tre par i Stensgård Skov.
Hvordan kendes arten: Hannen af rødrygget tornskade
er let at kende med sin grå isse og nakke, sort ansigts­
maske, rosa bryst og rødbrun ryg. Hunnen er en mere
brunlig fugl, som lettest kendes på sin vatrede under­
side, brune ansigtsmaske og rødbrune ryg. Fuglene er
lette at se, når de sidder i opret stilling i toppen af en
busk og spejder efter insekter og andet bytte. Forstyrres
en rødrygget tornskade, vipper den ofte med halen eller
svinger den fra side til side, inden den flyver lavt hen over
jorden til en anden busk.
92 ©
Han og hun
© Søren Kristoffersen 93
Stor tornskade Lanius excubitor (R)
Skovskade Garrulus glandarius (YS)
Forekomst i 2013: En overvintrende stor tornskade holdt
til nord­øst for Lerbjerg i det første halvår.
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som yngler i de
fleste skov­typer, og kan således ses overalt i området.
Hvordan kendes arten: En større og kraftigere torn­skade
end rødrygget tornskade, og den kendes let på sin gråhvide fjerdragt, sorte ansigtsmaske og lange hale. Som
rødrygget tornskade er den store tornskade ofte let at
observere, hvis den er i området, da den typisk sidder
frit fremme i træer og buske på udkig efter bytte.
Hvordan kendes arten: Skovskadens karakteristiske,
rødbrune fjerdragt, mørkstribede isse, hvide overgump
og lysende blå vingedækfjer gør, at den ikke kan for­veks­
les med andre arter. Skovskaden er relativt sky, og ofte
hører man blot dens kraftige og hæse kald ‘kræææh’,
inden den flygter. Den er meget glad for agern, og kan
om efteråret ses flyve i fast rutefart til og fra egebevoks­
ningerne for at samle agern, som den gemmer i skov­
bunden til senere brug.
94 © Klaus Dichmann
© Søren Kristoffersen 95
Allike Corvus monedula (YS)
Råge Corvus frugilegus (OF)
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl, som yngler i løvskov
med egnede, hule redetræer. Den kan også yngle i hul­
heder i forbindelse med bebyggelse (f.eks. skorstene). I
2013 blev der registreret ét ynglepar ved Sandbjerggård.
Forekomst i 2013: Råger sås hyppigt over området på
fourage­
ringstræk til og fra ynglekolonierne. I vinter­
månederne er der en større overnatningsplads i Svan­
ninge Bakker.
Hvordan kendes arten: Alliken er den mindste af de
‘sorte’ kragefugle. Tæt på kan man se, at fjerdragten er
mørkegrå med lysere grå nakke og halssider. I skoven er
alliken for det meste en sky fugl, mens den er mere tillids­
fuld, der hvor den yngler nær menneskelig bebyggelse.
Alliken søger ofte føde i flok på marker og gerne sammen
med andre kragefugle. I vinterhalvåret overnatter alli­
kerne i store flokke på bestemte steder, hvilket også ofte
foregår sammen med råger og krager.
Hvordan kendes arten: Rågen har glinsende, metallisk,
sort fjerdragt, og de voksne råger kendes let på det
store, nøgne, hvide parti ved næbbets basis. I flugten
kendes den lettest fra ravn på sin mindre størrelse, og at
den ikke har kileformet hale som ravnen. I Svanninge
Bjerge er rågen let at kende fra krage, da der her kun
findes gråkrage, som har grå krop.
96 © Søren Kristoffersen
© Søren Kristoffersen 97
Krage Corvus cornix (YS)
Ravn Corvus corax (YS)
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som yngler i
åben skov, hvor den kan bygge rede i både løvtræer og
nåletræer. Kragen er også meget almindelig i det åbne,
dyrkede land, hvor der er egnede redetræer i nærheden.
Forekomst: Sjælden ynglestandfugl, som ynglede med
ét par i Knagelbjerg Skov i 2013.
Hvordan kendes arten: I Danmark findes kragen i to
under­arter, grå- og sortkrage. I Svanninge Bjerge er det
kun gråkragen, der optræder, og den kendes let på den
tofarvede fjerdragt med grå krop og sorte vinger, hale,
hoved og hagesmæk. Gråkragen ses let, når den går
rundt på marker og enge for at søge føde, og i vinter­
halvåret sker dette ofte i større flokke. På denne årstid
overnatter kragerne også ofte i større flokke sammen
med andre kragefuglearter.
98 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Ravnen er Europas største
spurve­fugl, og den kendes bedst på størrelsen, en helt
sort og glinsende fjerdragt, et meget kraftigt næb og en
kileformet hale. Ravnen er en relativt sky fugl, som kan
ses flyve i stor højde med rolige, dybe vingeslag eller
kredse som ‘et sort kors’ på plane vinger. Man bliver ofte
opmærksom på ravnen på grund af dens stemme, som
er et dybt og kraftigt ‘krooap, krooap’, der kan høres vidt
omkring.
© Søren Kristoffersen 99
Stær Sturnus vulgaris (YT)
Skovspurv Passer montanus (R)
Forekomst: Fåtallig yngletrækfugl (februar-med.
novem­ber), som yngler i agerland, haver og løvskove,
hvor der er hule træer eller redekasser til dens rede. Kan
overvintre i landet i milde vintre. Ynglede med ca. fem
par i området i 2013.
Forekomst i 2013: Skovspurv blev set en enkelt gang i
august ved bebyggelsen omkring det gamle teglværk i
Knagelbjerg Skov.
Hvordan kendes arten: Stæren har en sort, metal­
glinsende fjerdragt med lyse pletter, og gult næb. Hannen
har blågrå basis på undernæbbet, mens hunnens har gul­
lig næbbasis. Stæren ses hyppigt i de områder hvor den
yngler i redekasser, mens den kan være svær at se, når
den yngler i naturlige hulheder i skoven. Udenfor yngle­
tiden samles stærene i store flokke for at søge føde sam­
men på især marker.
100 © Jan Drachmann
Hvordan kendes arten: Skovspurven kendes let på sin
rødbrune isse, og den hvide kind med en stor, sort plet.
Den har også en næsten komplet, hvid halsring, som kun
brydes lidt i nakken.
© NatureEyes/Kim Aaen 101
Bogfinke Fringilla coelebs (YS)
Forekomst: Meget almindelig ynglestandfugl, som yng­
ler i al slags skov, samt parker og haver. Bogfinken kan
således ses overalt i Svanninge Bjerge.
Hvordan kendes arten: Hos bogfinken er hannen og
hunne­n forskellige, og kønnene kendes let på de karak­
teristiske, dobbelte, hvide vingebånd, hvide halesider og
den grågrønne overgump. Bogfinken søger ofte føde på
jorden, hvor den kan være svær at se på grund af dens
farvetegninger. Man får derfor ofte øje på bogfinken, når
den flyver op fra jorden og lander i et nærtstående træ.
Han og hun
102©
© NatureEyes 103
Kvækerfinke Fringilla montifringilla (R)
Gråsisken Carduelis flammea (YS)
Forekomst i 2013: Kvækerfinken observeres hyppigt i
Svanninge Bjerge udenfor yngletiden.
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som er meget
alsi­dig i sit valg af ynglehabitat og findes i bl.a. nåle-,
bland-, birke- og pileskov, samt tilgroede moser. Der er
således gode chancer for at se gråsisken mange steder
i Svanninge Bjerge.
Hvordan kendes arten: Kvækerfinken ligner bogfinken i
størrelse, form og adfærd. Den kendes dog let på sin
hvide overgump, som er meget tydelig, når kvæker­
finken letter. I Danmark ses kvækerfinken hyppigst i
vinter­dragt, hvor hannen har sort hoved og ryg med
brede, grå fjerbræmmer, mens hunnen er mere diskret
farvet. Det orangefarvede bryst og den hvide overgump
er dog et sikkert kendetegn for begge køn året rundt.
Hvordan kendes arten: Gråsisken er en lille, mørkstribet
finke med gulligt næb, lille, sort hagesmæk og rød isse.
Hannen kan have rødt bryst, men ellers kan de to køn
være svære at skelne i naturen. I yngletiden er grå­
siskener ret diskrete, så de ses lettest udenfor yngle­
tiden, hvor de samles i kompakte flokke. Typisk opsøger
de her elle- og birketræer, hvor de hænger i de yderste
grene for at samle frø.
Han
104 © NatureEyes/Jacob Damborg
© Søren Kristoffersen 105
Stillits Carduelis carduelis (R)
Grønirisk Carduelis chloris (YS)
Forekomst i 2013: Rastende stillits er set ved enkelte
lejlig­
heder i de åbne områder omkring Lerbjerg. Kan
poten­tielt have ynglet med få par indenfor undersøgelses­
området i 2013.
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl. Grønirisk er en
udpræ­get have- og parkfugl, der kun yngler fåtalligt i
blandskov og yderst sjældent i ren nåle- eller løvskov. I
skoven yngler den typisk i skovbryn eller lysninger. I
Svanninge Bjerge blev der registreret et enkelt par i
Stensgård Skov i 2013.
Hvordan kendes arten: Førstehåndsindtrykket af stillits
er en lille, farvestrålende fugl, som let kendes på sit røde,
sorte og hvide hoved samt stærkt kontrastrige sort-­gule
vinger.
106 © Søren Kristoffersen
Hvordan kendes arten: Grønirisk er en stor, grøn finke
med stort hoved og næb, som har karakteristiske gule
kanter på hånd­svingfjerene og gule felter i halen. Hunnen
er mattere i farverne og har mindre gult på vinger og
hale. Tidligt forår til langt hen på sommeren kan man
høre hannen synge sin hæse strofe fra toppen af et træ.
Indimellem letter han og flyver syngende rundt over
territo­riet med langsomme sommerfugleagtige vinge­
slag. Ellers ses grønirisken lettest, når den søger efter frø
i mindre flokke på marker og lignende.
© Jan Drachmann 107
Grønsisken Carduelis spinus (R)
Forekomst i 2013: Grønsisken observeres regelmæssigt
i Svanninge Bjerge året rundt, dog kun fåtalligt i som­
mermånederne. Grønsisken er ret diskret i yngletiden og
har typisk sin rede højt oppe i en gran, og den kan der­
for potentielt være overset som ynglefugl i 2013.
Hvordan kendes arten: Grønsisken er en lille, grønlig fin­
ke med kort hale og relativt langt, spidst næb. Bedste
kendetegn er de gule vingebånd, gule halesider og gul
overgump samt de stribede flanker. Hannen har sort
hætte og hageplet, mens hunnen er mere uanselig med
stribet grågrøn fjerdragt. Ses ofte opsøge elle- og birke­
træer, hvor de hænger i de yderste grene for at samle frø.
108
Øverst © Søren Kristoffersen, nederst © NatureEyes 109
Dompap Pyrrhula pyrrhula (YS)
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl. Dompap kan
yngle i både nåle- og løvskov, men foretrækker frodig
blandskov, gerne nær fugtige områder.
Hvordan kendes arten: Dompappen er en stor finke,
med stort hoved og kraftigt, sort, kort næb. Begge køn
har markant, sort kalot. Hannen har kraftig rød under­
side, mens hunnens er gråbrun. I flugten ses den arts­
typiske hvide overgump. Man ser mest til dompap i
vinter­halvåret, hvor de flyver rundt i småflokke på jagt
efter føde. I yngletiden er den derimod mere diskret.
110
Øverst © NatureEyes , nederst © Søren Kristoffersen 111
Kernebider Coccothraustes coccothraustes (YS)
Lille korsnæb Loxia curvirostra (R)
Forekomst: Fåtallig ynglestandfugl, der især yngler i
ældre løvskov, men kan også yngle i blandskov. Det blev
vurderet, at der ynglede omkring tre-fem par i Svanninge
Bjerge i 2013.
Forekomst i 2013: Lille korsnæb er en invasionsfugl, og
forekomsten fluktuerer kraftigt. Der var invasion af arten
fra sommeren 2013, og der blev observeret pæne tal i
Svanninge Bjerge fra juli og året ud. Lille korsnæb blev
ikke set i første halvår. Arten kan be­gynde at yngle alle­
rede i december og har sin rede godt skjult højt oppe i
nåletræerne. Det kan derfor ikke udelukkes, at lille kors­
næb kan have ynglet i 2013.
Hvordan kendes arten: Kernebider er en meget stor
fink­e, med meget kraftigt næb, stort hoved, kraftig hals
og kort hale. Kønnene er ret ens, men hunnen er mere
bleg i farverne. Kernebideren lever diskret i yngletiden.
Den har ingen markant sang, opholder sig mest i træ­
kronerne og er ret sky. Man bliver normalt opmærksom
på den gennem dens skarpe, korte kald, når den be­
væger sig gennem trækronerne eller kommer flyvende.
Hvordan kendes arten: Lille korsnæb er en kraftig, kort­
halet finke med stort hoved og et karakteris­tisk, buet
næb med krydsede spidser. Hannen er teglrød med
brunlige vinger, mens hunnen er grågrøn med svage
stribe­r.
Han og hun
112 © NatureEyes/Jakob Damborg
© Johnny Laursen
© Søren Kristoffersen 113
Gulspurv Emberiza citrinella (YS)
Forekomst: Almindelig ynglestandfugl, som yngler i
agerland, skov­bryn, lysninger og andre åbne områder i
skoven.
Hvordan kendes arten: Gulspurven er en langhalet vær­
ling med rødbrun overgump, som tydeligt ses i flugten.
Hannen har tydeligt gult hoved og underside, mens
hunnen er mere diffust tegnet med mindre gult i fjer­
dragten. Forår og sommer ser man typisk gulspurve­
hannen, når han sidder frit fremme og synger, mens
hunnen oftere ses på jorden. Udenfor yngletiden lever
gulspurvene i flok og ses ofte søge føde på især marker.
114
© Søren Kristoffersen 115
FUGLERegister
Allike
96
Blishøne
35
Blå kærhøg
26
Blåmejse84
Bogfinke102
Bramgås13
Broget
fluesnapper80
Bysvale
54
Digesvale53
Dompap110
Duehøg
31
Engpiber55
Fasan
18
Fiskehejre23
Fiskeørn
25
Fuglekonge76
Gransanger74
Gravand
14
Grønbenet
rørhøne
34
Grønirisk107
Grønsisken108
Grønspætte50
Grå
fluesnapper78
Gråand
15
Grågås
12
Gråsisken105
Gråstrubet
lappedykker21
Gulspurv114
Gærdesmutte77
116
Gøg
46
Halemejse87
Havesanger68
Havørn
24
Hvepsevåge29
Hvid vipstjert
57
Hvidklire38
Hættemåge40
Jernspurv58
Kernebider112
Knopsvane10
Korttået
træløber89
Krage
98
Krikand
16
Kvækerfinke104
Kærsanger72
Landsvale52
Lille
fluesnapper79
Lille korsnæb
113
Lille
lappedykker20
Løvsanger73
Misteldrossel64
Munk
70
Mursejler47
Musvit
82
Musvåge28
Natugle
44
Ravn
99
Ringdue
43
Rød glente
27
Rødhals
59
Rødrygget
tornskade92
Rødstjert60
Råge
97
Sangdrossel62
Sanglærke51
Sangsvane11
Sjagger
65
Skarv
22
Skovpiber56
Skovsanger75
Skovskade95
Skovsneppe39
Skovspurv101
Solsort
66
Sortmejse83
Spurvehøg30
Spætmejse88
Stillits
106
Stor flagspætte
48
Stor tornskade
94
Stormmåge41
Stær
100
Sumpmejse86
Sølvmåge42
Topmejse85
Tornsanger69
Trane
36
Troldand17
Træløber90
Tårnfalk
32
Vindrossel63
117
kort over svanninge bjerge
Odense
SOLLERUP
SKOV
Helvedes
Hule
N
Rislebæk
Pouls
Tørvelung
Owaihi
en
s
Troldekær
lb
age
Od
Brillesøerne
Kn
ev
ej
Lergrav
Brænde Lung
Teglværk
jerg
Peter
Nielsens Sø
Kamelbakkerne
Studekær
Røjle
Maen
Knagelbjerg
SVANNINGE
BAKKER
Nyborg
or
gv
ej
Ærtedalen
Kildemose
HØBBET
N
yb
Lerbjerg
Åkande Sø
SandbjergJagtsø
gård
Sandbjerg
Højmose
Rallebæk
Hesbjerg
Faaborg
0m
300
De fem bedste fuglelokaliteter i Svanninge Bjerge finder
man ved: Ellesump ved Høbbet, Egeskov ved Owaihi,
Brænde Lung, Egeskov i Stensgårdskov og Lerbjerg.
118