1. No category

NR. 55 EFTERÅR 2012
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
KINABLADET
KINABLADET NR. 55
udgives af Dansk-Kinesisk Forening og udkommer fire gange om året (marts, juni, september
og december). Foreningens medlemmer får bladet tilsendt gratis. Et årsabonnement på bladet
uden medlemskab koster 250 kr.
Ingen gadefejer uden studentereksamen.............................. 3
Nye regler for migrantarbejderes ophold i Hangzhou
Behov for mange nye plejehjem.................................................. 4
Kinabladet er medlem af
Foreningen af Danske Kulturtidsskrifter.
Danske virksomheders håb om store byggeprojekter i Kina
Nu er det slut med bestikkelse og aftalt spil.............................. 6
Dansk-Kinesisk Forening er af Københavns
Kommune godkendt som en folkeoplysende
forening.
Kinas nye fodboldlederes løfte efter store retssager
En udvist journalists afskedstale til Kina...............................8
Redaktion:
Flemming Ytzen (ansvarshavende)
Fremtidsvej 9, 2860 Søborg
E-mail: [email protected]
Hanna Leanderdal, Jette Mechlenburg,
Bent Nielsen, Gert Holmgaard Nielsen,
Flemming Poulsen, Claus Seiden, Pia Sindbjerg,
Henrik Strube.
Layout: Gert Holmgaard Nielsen
Arabisk tv-stations udviste korrespondent om sit syn på Kina
Tema: Kinas bløde magt
Kinas vision: Harmoni på trods af forskellighed.............................. 10
Kinas mål er at skabe et innovativt samfund.................................... 13
Kinas vækst lægger en dæmper på kritik......................................... 16
Guidet tur gennem Kinas prekære historie......................... 18
Tegneserie-trilogien Et kinesisk liv afsluttet
DANSK-KINESISK FORENING
Nej, den får ikke hjertet til at briste.................................... 20
Anmeldelse af romanen „Under The Hawthorn Tree“
blev stiftet 25. januar 1999. Dens formål er at
være samlingssted for alle med interesse for
Kina samt at formidle oplysning om Kina.
Vedtægter, indmeldelse og abonnementstegning ved henvendelse til sekretæren.
Siger farvel til samlebåndet................................................ 21
En migrantarbejders søn vil hellere digte om migrantarbejderne
Professor Gunnar O. Svane, Århus, er død ........................ 23
Han oversatte bl.a. et 2000 år gammelt kinesisk kæmpeværk
Hjemmeside: www.dansk-kinesisk.dk
Formand: Jette Mechlenburg
Kolding Landevej 43, 7000 Fredericia
Tlf. 7594 0495
Beijing og København rykker tættere sammen................... 24
Københavns overborgmester om Beijing som venskabsby
Sekretær: Kirsten Becker Hansen
Tranegårdsvej 64, 1.tv. 2900 Hellerup
E-mail: [email protected]
Guldmedaljer, en statue og et hus til hver .............................. 25
Belønning til to kinesiske guldmedaljevindere i London 2012
Danske Bank 4820 1683 0593
Richang shenghuo............................................................. 26
Nyheder fra kinesernes hverdag
Mødegruppen:
Kjeld A. Larsen, [email protected]
Helle Willum Jensen, [email protected]
Arrangementer.................................................................... Bagsiden
Efterårets møder i Dansk-Kinesisk Forening
Medlemskontingent:
Enkeltmedlemmer ............................. 250 kr.
Parmedlemmer .................................. 310 kr. Pensionister og studerende ................ 150 kr.
Pensionistpar ..................................... 210 kr.
Kollektivt medlemskab ....................... 380 kr.
Forsiden
Et medlem af Kinas hastigt voksende gruppe af ældre
går igennem et Beijing, hvor der rives ned og bygges
op igen. Også den kinesiske ældrepleje er under forandring, for Kinas ældre kan ikke længere forvente, at
børnene har tid til at tage sig af dem i deres alderdom.
ISSN 1600-1273
Derfor har millioner af seniorborgere brug for en plads
på et plejehjem. Dem er der blot alt for få af. Den kinesiske regering vil som noget nyt lade udenlandske firmaer bygge plejehjem i Kina, og danske entreprenører
øjner et nyt marked. Læs artiklen „Behov for mange
nye plejehjem“. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen).
Tryk: Frederiksberg Bogtrykkeri
2
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
ingen gadefejer uden studentereksamen
Millionbyen Hangzhou i Zhejiang
Provins er kendt som en af Kinas
mest omsværmede turistbyer. Nu er
Hangzhou også kendt som byen, der
kun byder migrantarbejdere velkommen, hvis de har en studentereksamen. Kun med et eksamensbevis i
hånden kan de få et „bopælskort”,
der giver dem ret til at bo i byen, så
de på lige fod med byens faste beboere kan nyde godt af sociale og andre
goder, fx børns gratis skolegang.
En studentereksamen er dog ikke
nok til at få et „bopælskort”. Ifølge de
nye bestemmelser, der trådte i kraft 1.
juni 2012, skal migrantarbejderen
kunne bevise, at han eller hun har
fast arbejde og en blank straffeattest.
De nye regler dæmper mange migrantarbejderes håb om at få en byhukou. Alene kravet om uddannelse
hindrer mange migrantarbejdere i at
få tilladelse til at bo i byen.
Formålet med de nye krav er, siger
tilhængerne, at sikre, at byens nye
borgere er højtuddannede og talentfulde. Desuden hæver reformen migrantarbejderens status i samfundet.
Modstandere af reformen siger, at
kravene er diskriminerende og vil
skabe en ny debat om hukou-systemets urimeligheder.
Flemming Poulsen
Først når migrantarbejderen har haft
et „bopælskort” i ni år, kan han søge
om at få en by-hukou – den endelige
godkendelse som fast borger i byen.
Karrikaturtegneren Cao Yi har på
sin blog givet sin kommentar til de
nye bestemmelser. Gadefejeren, en
migrantarbejder, fejer migrantskraldet
(migrantarbejdere fra landet, som
ikke har nogen studentereksamen) ud
i havet uden for Hangzhou. Det sker
med et fejeblad, der, som det fremgår af den kinesiske påskrift, er lavet
af migrantarbejderens studentereksamensbevis.
I slutningen af 2011 havde Hangzhou 8,7 mio. faste indbyggere og
knap fire mio. migrantarbejdere.
Kilder: China Media Project og Global Times/Arbejdernes Dagblad.
3
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Hjælp til Kinas „grå tsunami”
behov for mange nye plejehjem
Den kinesiske regering har indbudt udenlandske firmaer til at bygge plejehjem til den voksende
gruppe af seniorborgere. Danske virksomheder øjner nye muligheder efter en studierejse.
Af Flemming Poulsen
ere“, skriver avisen. „Kinas omsorgssystem for ældre trænger til et grundigt eftersyn. Det er underfinansieret
og underbemandet og er ikke fulgt
med tiden“.
I 2039 vil der kun være to skatteydere til at tage sig af én pensionist
på 65 år eller ældre. I følge en rapport til Den Nationale Folkekongres
(parlamentet) var der i 2010 fem personer til at sørge for én pensionist, i
2020 vil der være tre.
Man behøver kun at læse et par linjer i kinesiske (engelsksprogde) medier for at blive klar over, at det ikke
står for godt til med omsorgen for Kinas millioner af ældre – dem over 60
eller 65 år, i kinesiske medier ofte
omtalt som seniorborgere:
<> At 7000 ældre må vente på at
få en seng på et plejehjem i Beijing
viser, at antallet af ældre vokser hastigt, og at der er for få faciliteter til
at dække deres behov. (China Daily
27.03.2012)
<> På plejehjemmene er der kun
plads til 1,8 pct. af Kinas ældre befolkning. (Nyhedsbureauet Xinhua
24.08.2011).
<> Plejehjemmet No. 1 Wellfare
House i Beijing råder over 1100 senge, men en borger, der søger om en
plads nu, må vente i ti år, før der er
en ledig seng. (China Daily
26.03.2012).
I følge folketællingen i 2010 var
der 119 mio. borgere over 65 år. Det
tal vil, ifølge China Daily, vokse med
3,8 pct. om året, så der i 2035 vil
være 280 mio. ældre borgere.
„Denne „grå tsunami“ er en udfordring til Kinas omsorg for ældre borg-
Danske virksomheder
på plejehjems-studietur
Der skal skaffes plejehjemspladser til
en del af dem over 65, men den opgave magter Kina ikke alene, har en
afdelingsdirektør i Ministeriet for Civile Anliggender, Lu Ying, fortalt til
China Daily. Der er behov for hjælp
fra udenlandske firmaer. Han siger, at
en udvidelse af omsorgen for seniorborgerne i de kommende år vil skabe
„nye forretningsmuligheder“ på markedet for boliger og udstyr til ældresektoren. Dette marked vil være 450
mia. yuan (425 mia. kr.) værd.
Da kineserne meddelte, at udenlandske firmaer kunne få tilladelse til
at bygge plejehjem i Kina og i det
hele taget kunne få mulighed for at
Dansk-kinesisk samarbejde. I forbindelse med studieturen arrangerede det danske konsulat i
Chongqing et partnerskabsmøde for deltagerne i studieturen samt for mulige kinesiske samarbejdspartnere for de danske deltagere, fx lokale distributører, arkitekter, ejendomsudviklere og myndigheder. (Foto: Det Danske Konsulat i Chongqing).
4
eksportere velfærdsteknologi til Kina,
arrangerede lederen af det danske
konsulat i Chongqing i det centrale Kina, Hans Halskov, i maj 2012 en
studietur for danske virksomhedsledere og andre, der har med bygning
og drift af plejehjem at gøre.
Turen gik til Chongqing og Chengdu, hovedstaden i Sichuan Provins.
Repræsentanter for 15 danske virksomheder, der har med indretning og
drift af plejehjem at gøre, besøgte tre
plejehjem og havde lejlighed til at
møde lokale embedsfolk og kinesiske forretningsfolk og andre, der kan
blive samarbejdspartnere, hvis mulighederne for dansk eksport af plejehjem og anden velfærdsteknologi bliver til virkelighed. I turen deltog også
danske arkitekter, konsulenter og investorer.
Lovende marked for
dansk ældrepleje
Om studieturen skriver konsul Hans
Halskov i en mail til Kinabladet, at
med dette besøg er det blevet
bekræftet, at Danmark kan noget
særligt, som der nu er stor efterspørgsel efter i Kina.
„Fra dansk side har man over for de
kinesiske myndigheder udtalt ønske
om at samarbejde om bygning af et
plejehjem efter den bedste danske
standard. Plejehjemmet skal være
bæredygtigt både økonomisk og miljømæssigt. Det skal være et springbræt for danske virksomheder til at
kunne sælge deres produkter og service til den kinesiske plejehjemssektor, hvor de store muligheder jo ligger. Samtidig vil det være til inspiration for kineserne, som tog godt imod
dette danske ønske, der dog formentlig tidligst kan realiseres i 2014“.
„Til bygning og drift af plejehjem
vil Danmark have mulighed for at levere arkitektur, design, uddannelse af
personale, viden om drift, inventar,
byggematerialer, it-styring mv. samt
kapital“, skriver konsul Halskov.
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Konsulatet i Chongqing har planer
om en ny studietur i efteråret 2012.
Store plejehjemsplaner
At dømme efter de projekter, kineserne har offentliggjort, vil plejehjemsbyggeri give rigeligt med arbejde i de
kommende år. Fx har Beijing, ifølge
Beijing Nyheder, planer om at bygge
100 velfærdscentre med 10.000 plejehjemspladser allerede i 2012.
Ifølge Global Times vil Shanghai
forøge antallet af plejehjem med over
20 pct. i slutningen af 2015.
I regeringens femårsårsplan, der
fastlægger statens udgifter til og med
2015, er der afsat midler til at udvide
plejehjemskapaciteten med 3,42
mio. senge.
Udenlandske firmaer, der sælger
udstyr til plejehjem og boliger for
handikappede, er allerede rykket ind
på det kinesiske marked. Et af dem,
det britiske Easibathe, har ifølge China Daily flyttet sin produktion til
Kina og importerer derfra de færdige
produkter til Europa.
Firmaets mest populære produkt i
Kina er et rampesystem i plastic, lavet i Danmark, oplyser firmaets bestyrelsesformand. Ramperne er en
hjælp for bl.a. kørestolsbrugere, der
får lettere ved at køre over dørtrin og
andre forhindringer.
Der kan være koldt på plejehjemmet, så de gamle er pakket ind i utallige lag tøj.
(Foto: Hans Halskov).
Plejehjemmet Sunset i Chengdu, et af de plejehjem, den danske virksomhedsdelegation besøgte i maj 2012. (Foto: Hans Halskov).
Farvel til traditionerne
Ældreplejen i Kina har ændret karakter i de sidste årtier. Hidtil har der
været tradition for, at børnene tager
sig af forældrene på deres gamle
dage. Forældre og børn blev boende
sammen, men nutildags flytter børnene ofte hjemmefra, måske til andre
byer, hvor der er arbejde og karrieremuligheder. Så bliver det uoverkommeligt for dem at tage sig af de gamle forældre.
Også etbarnspolitikken ændrer på
traditionerne. Førhen var der flere
børn og børnebørn til at tage sig af
bedsteforældrene, men nu er et enebarn plus evt. en ægtefælle alene om
opgaven, og så bliver der ikke tid og
kræfter til at passe fotældrene. Opgaven er overdraget til det offentlige.
5
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Løfte fra Kinas nye fodboldledere
nu er det slut med bestikkelse og aftalt spil
Nogle af kinesisk fodbolds store navne er endt i fængsel med lange domme. Samtidig køber de store
klubber udenlandske fodboldstjerner. Det er både sport og politik: Regeringen er en vigtig medspiller.
for korruption i en eller anden form,
især bestikkelse, aftalt spil og ulovligt
fodboldlotteri på internettet.
I de officielle referater af de mange
retsmøder nævnes eksempler på,
hvordan korruptionen i løbet af det
nye århundredes første årti har bredt
sig inden for kinesisk fodboldsport.
Fodbolddommere er blevet dømt
for mod en passende betaling at
lukke øjnene for et straffespark. En
højtstående funktionær er blevet bestukket til at lade et tøjfirma få et
sponsorat, og en træner har ladet sig
bestikke til at sætte en spiller på
landsholdet, hvor han ellers ikke havde noget at gøre.
Der er i retten blev nævnt eksempler på, at spillere med forsæt har lavet selvmål. Eller et helt hold har af-
Af Flemming Poulsen
Ved to store retssager – i december
2011 og foråret 2012 – blev et halvt
hundrede af kinesisk fodbolds velkendte aktører idømt fængselsstraffe
for korruption.
På det langstrakte retsopgørs sidste
dag, den 13. juni 2012, blev to af hovedmændene, tidligere formænd for
Det Kinesiske Fodboldforbund, Nan
Yong og Xie Yalong, idømt fængsel i
10½ år for at have taget mod bestikkelse.
Andre af de i alt 56 tiltalte, der alle
havde fremtrædende stillinger inden
for fodboldsporten – dommere, spillere, funktionærer i fodboldforbundet
og ligaklubberne – fik fængselsstraffe
fra 1½ år til 12 år. De blev alle dømt
Den Gyldne Fløjtes
triste skæbne
Den dom, der vakte størst opsigt i
fodboldverdenen, var ikke blandt de
strengeste, nemlig 5½ års fængsel.
Men den gik ud over manden, der
indtog pladsen som Kinas fodbolddommer nr. 1, den 52-årige Lu Jun.
Han blev i 2012 fundet skyldig i at
have modtaget 810.000 yuan
(753.000 kr.) i bestikkelse.
Han blev landskendt som dommer
i to kampe under VM i 2002 og i OL
i Beijing i 2008, og han har været
dommer i andre kampe på højt plan.
Det vakte enorm opsigt, da han i
2010 blev anholdt. I retten erkendte
han, at han havde taget mod bestikkelse for at aftale resultatet i syv kampe.
Lu Jun blev af sin fanskare døbt
„Den Gyldne Fløjte“, fordi han var
ubestikkelig, men det var han altså
alligevel ikke. Han måtte efter dommen konstatere, at hæderstitlen blev
udskiftet med en helt anden titel –
„Den Sorte Fløjte“.
6
lyst deltagelse i en kamp for at få fordelt points på den aftalte måde.
Aftalt spil på fodboldbanen har forbindelse med lotterispil på internettet. Det er forbudt at organisere eller
deltage i lotteri om fodboldresultater,
og det har kostet nogle af de dømte
et par år ekstra bag tremmerne.
Skandalerne og klubbernes ringe
spil fik efterhånden spillere, sponsorer og fodboldentusiater i tusindtal
til at vende kinesisk foldbold ryggen.
Svindelen var efterhånden blevet rutine og foregik næsten åbenlyst, uden
at fodboldforbundets chefer greb ind
– men som det blev afsløret under
retsmøderne, havde fodboldforbundets ledende folk selv noget i klemme.
Der var beretninger i medierne om,
at mange kinesiske fodboldentusiaster stod op midt om natten for at følge transmissioner i tv fra kampe i den
europæiske fodboldverden. De kinesiske Superligakampene blev efterhånden så dårligt spillede, at det
landsdækkende tv opgav at transmittere dem.
Det blev til sidst klart, at der måtte
gøres noget for at redde kinesisk fodboldsport fra at blive helt til grin.
Statsoverhovedet greb ind
Redningen kom fra den politiske top.
Sport er et statsligt anliggende, der
hører under sportsministeren og et
særligt department under Statens Generelle Sportsadministation, så det
var ikke overraskende, at regeringen
greb ind, men at ordren kom fra den
allerøverste top – ingen ringere end
Kinas statsoverhoved, præsident Hu
Jintao –, var nok ikke ventet. Det kan
måske tages som et tegn på, at landets ledelse anså skandalerne for at
skade landets omdømme. Hu Jintao beordrede i oktober
2009 en gennemgribende undersøgelse af korruptionsanklagerne og andre forhold inden for fodboldverdenene. Hans krav var, ifølge det briti-
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
ske nyhedsbureau Reuters, at kinesisk fodbold skulle leve op til tidligere tiders ry. Han henviste specielt til
en af 70'ernes store navne, midtbanespilleren Rong Zhixing. Det kommunistiske partis hovedorgan, Folkets
Dagblad, skrev, at „de mørke kræfter
i fodboldverdenen er så ondsindede,
at de må fjernes, ellers vil kinesisk
fodbold ikke komme videre“.
Hu Jintaos ordre til at iværksætte
en undersøgelse gav i følge kinesiske
medier stødet til en lang række politiaktioner. I løbet af 2010 blev mange
indflydelsesrige skikkelser i kinesisk
fodbold anholdt, og i slutningen af
2011 begyndte retssagerne. Det er
ikke oplyst, om alle de tiltalte har erkendt sig skyldige.
Årsag til nedturen:
det kommunistiske system
En tidligere funktionær i det kinesiske
fodboldforbund har ifølge China Daily sagt, at problemerne inden for fodboldsporten skyldtes manglende demokratiske beslutninger. Nogle få
topledere, der er uden for kontrol,
træffer alle beslutninger.
Det britiske nyhedsmagasin The
Economist er ikke i tvivl om, hvor
skylden for kinesisk fodbolds nedtur
skal placeres, nemlig hos det kommunistiske parti:
„Fodboldskandalerne har været så
grove, at al kritik er tilladt, endog –
underforstået – af selve det kommunistiske system. Forsøg på at løse gåden om, hvad der gik galt med kinesisk fodbold, fører til meget af det,
der er galt med Kina og dets politik.
Meget fører tilbage til samme konklusion: den dybere årsag er selve systemet“.
En funktionær i det kinesiske sikkerhedsapparat siger ifølge bladet:
„Man kender alle de problemer med
samfundet, som man sædvanligvis giver Kïnas politiske system skylden
for. Sådan er det også med fodbold“.
kinesisk fodbold igen og dermed leve
op til præsidentens forventninger. De nye spillere er dyre, men nogle
af de sponsorer, der havde lukket for
pengekassen, vendte tilbage i takt
med, at retssagerne om svindel blev
afsluttet. Nu skulle der være sikkerhed for, at fodboldsporten fik gavn
af pengene. Det kinesiske fodboldforbund fik oven i købet en ny hovedsponsor, den koreanske bilfabrik
Hyundai. Superligaens mesterhold, Guangzhou Evergrande, sikrede sig den
64-årige italienske træner Marcello
Lippi med en 2½-årig kontrakt. Ifølge
et forlydende i kinesiske medier skal
hans løn være en mio. euro (over syv
mio. kr.) .... om måneden, altså. Marcello Lippi gjorde det italienske hold
til verdensmestre i 1996. En anden
verdensstjerne, franskmanden Nicolas Anelka, skal have det samme på
en toårig kontrakt.
Adskilligt flere internationale fodboldstjerner er på vej til Kina. China
Daily kunne oplyse, at Superligaens
16 klubber indtil april 2012 havde
brugt tre mia. yuan (2,8 mia. kr.) til
køb af udenlandske fodboldstjerner.
Nogle af de mange millioner kommer fra den kinesiske regering, forlyder det. Så hvis sponsorerne – store
virksomheder, ejet af milliardærer –
ikke har andet ud af sponsorpengene, sikrer de sig nær kontakt med det
kommunistiske partis spidser, hvilket
er en stor fordel, når virksomhederne
har brug for statslig bistand til at hente kontrakter hjem til firmaet.
I følge BBC har nogle kommentatorer ladet sig forlyde med, at en større
politisk dagsorden er i spil: Vicepræsident Xi Jinping, der formentlig til efteråret 2012 bliver udpeget til landets
nye statsoverhoved, siges at have
blikket rettet mod et internationalt
fodboldtrofæ. Han har ifølge Xinhua
sagt, at han har tre ønsker for kinesisk fodbold: at Kina kvalificerer sig
til VM, at Kina er vært for et VM, og
at Kina vinder et verdensmesterskab
i fodbold.
Kina har én gang, i 2002, kvalificeret sig til kampen om et verdensmesterskab i fodbold. I 2006 og 2010 glippede det, men så i 2014 da! Men nej, i to kvalifikationskampe mod Irak tabte Kina 0-1 og måtte dermed vinke favel til VM 2014. At Kina kunne
tabe til et hold fra et land, der efter en ødelæggende krig knap nok havde en fodboldbane, vakte voldsom vrede hos kinesiske bloggere. Billedet er fra den afgørende kamp
mellem Irak og Kina i Qatar den 11.11.2011. (Foto: Chen Shaojin/Xinhua).
Dyre udenlandske spillere
Endnu inden de mange retssager om
korruption var overstået, var superligaens chefer i gang med at købe
udenlandske trænere og spillere, der
skal være med til at kaste glans over
7
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Modsætningernes land
en udvist journalists afskedstale til kina
„Farvel til Kina, det modsætningsfyldte land“. Det var overskriften på en afskedsartikel, som tvstationen Al Jazeeras korrespondent Melissa Chan skrev, da hun var blevet udvist af Kina.
Af Melissa Chan
Uønsket i Kina
Når jeg nu tager afsked med Kina, vil
jeg tænke tilbage på nogle af de begivenheder og folk, vi har beskæftiget os med. Lad mig begynde med et
godt minde om Kina.
Det var tidligt på formiddagen i efteråret 2009, da vort hold var på vej
til et interview ude på landet nord for
Chongqing i det centrale Kina. Vi har
før kørt gennem mange landsbyer,
men der var noget ved aktiviteten i
denne landsby, der fik os til at stoppe
op og stå ud og se os om. Alle syntes
at være så glade. Der var en feststemning, som var det kinesisk nytår. Folk
stod uden for deres huse og snakkede sammen efter morgenmaden. En
kvinde stod i en lille bod og kogte
nudler, så dampen indhyllede
hendes ansigt. En familie stod ved
vejsiden og solgte nyudklækkede kyllinger, mens en anden gruppe falbød
andeæg. Andre havde en vognfuld
håndflettede kurve, og jeg købte en
for 20 yuan (18 kr.), spændte den på
ryggen og gik omkring sammen med
alle de andre.
Den amerikanske journalist Melissa
Chan var i fem år korrespondent i
Kina for den arabiske tv-station Al
Jazeeras engelske udgave. Hun har
lavet 400 reportager om forholdene
i det store land. I maj 2012 blev
hun udvist. De kinesiske myndigheder gav som begrundelse, at hun
havde overtrådt landets love, men
ville ikke sige noget om, hvilke love
der var tale om. Selv siger Melissa
Chan, at hun ikke har overtrådt nogen lov, og at hun har bestræbt sig
på at dække Kina så ærligt og retfærdigt, som man kan.
Få dage efter at hun havde forladt
Kina, skrev hun denne artikel til tvstationens hjemmeside om sit syn
på Kina, efter at hun har rejst over
det meste af landet og interviewet
både milliardærer og fattigfolk.
Melissa Chan er født i Hong Kong,
er etnisk kineser, opvokset og uddannet som journalist i USA. Hun
taler kinesisk flydende.
Nu har Al Jazeeras engelske udgave ingen korrespondent i Kina.
Den arabiske udgave har flere korrespondenter i landet.
F.P.
To oplevelser samme dag
Dette var Kina i en nøddeskal – dagligdag for mange hundrede millioner,
der har travlt med deres foretagender
og arbejder for at skabe sig en bedre
tilværelse. Stedet var på samme tid
traditionelt og moderne, landboere
med deres mobiltelefoner og en massiv kø af lastbiler, der banede sig vej
gennem hovedgaden med deres tunge laster af byggematerialer til nye
bygninger i den gamle landsby. Man
kunne på en eller anden måde mærke, at alle tænkte på fremtiden, at tingene var under forandring, og at det
var en lille by, der magtede det. Det
var måske ønsketænkning fra min
side, men det var i hvert fald sådan,
jeg følte det på det tidspunkt.
Et sørgeligt minde om Kina fik jeg
senere samme dag. Vort team lavede
et interview med Yi Dade, en fisker,
der havde klaret sig godt. Sådan var
det ikke gået for andre bønder, hvoraf mange var sakket agterud i forhold til den økonomiske udvikling i
Kina. Så fisker Yi Dade havde meget
at være taknemmelig for. Desværre
havde lokale bander også lagt mærke til hans held med fiskevirksomheden, de bestak myndighederne og
8
tog hans ejendele ved floden.
Konfrontationen indtraf ved en fødselsdagsfest for en af Yi Dades sønner. To både fyldt med mænd bevæbnet med macheter, stænger og økser
kom sejlende, mændene sprang i
land og angreb familien og deres
venner. I løbet af et kvarter var Yi Dades skæbne ændret. Hans næstældste søn var død, den yngste havde alvorlige hovedlæsioner, der gav permanent hjerneskade. Det var lovløshedens Kina, et land, hvor nogle embedsmænd lukker øjnene.
Yi Dade fortalte mig alt det, mens
hans kone sad ved siden af ham og
græd stille, mens hun flere gange
mumlede for sig selv: „Min søn var
kun et barn”. Selv om det lyder mærkeligt, havde en haft åndsnærværelse nok til at tage billeder som bevis
på eftervirkningerne af angrebet. Jeg
gennemså billederne af de chokerede ofre, den røde farve fra blodet,
der strømmede fra deres hoveder, og
deres forfærdede ansigtsudtryk. Deres forvirrede blikke syntes at spørge:
„Hvordan kunne noget sådant overgå
os? Hvordan kan vores regering tillade, at den slags sker?”.
Kina er modsætningernes land. Det
ene øjeblik imponeres man af den
hurtige omstilling, den nye rigdom og
de manges store forhåbninger. Det
næste øjeblik – og i dette tilfælde føles det særlig stærkt, fordi det hele
kan ske i løbet af en enkelt dag –
væmmes man ved korruption, systemets problemer i en autoritær etpartistat og nedtrampning af enkeltindividers rettigheder og værdighed.
Det er, hvad jeg har prøvet at indkredse i de fem år, jeg har rejst på
kryds og tværs gennem Kina. I et par
år var vort hold hver eneste uge undervejs et eller andet sted i landet. Vi
har talt med alle slags mennesker, fra
millionærer til de allerfattigste.
Jordskælvet i Tibet
Foruden de menneskeskabte nyhe-
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
der og begivenheder har der også
været meget store naturkatastrofer,
i første række jordskælvet i 2008 i
Sichuan, hvor 70.000 mistede livet.
Men der var også det mindre kendte jordskælv i det højtliggende Yushu
på det tibetanske plateau. Det fandt
sted i 2010, og jeg kan huske, hvordan tibetanere dengang fortalte, hvor
hårdt soldaterne fra Den Kinesiske
Befrielseshær havde deltaget i redningsaktionerne. Man havde virkelig
respekt for de hankinesiske soldater,
hvoraf mange selv kom fra meget
fattige kår.
Lokalbefolkningen i Tibet havde
fået et positivt indtryk, men regeringen tabte muligheden for brobygning, da genopbygningsarbejdet faldt
fra hinanden. Midler til de overlevende sivede væk til korrupte embedsmænd, og myndighederne genoptog
deres hårdhændede politik over for
tibetanerne.
I dag er Yushu så endnu et af de
steder, der er forbudt område for
udenlandske journalister. Det er en
del af et kæmpestort område, der er
fuldstændig afspærret efter adskillige
tibetaneres selvbrændinger i protest
mod det kinesiske styre. Fra den
første begejstring over at være vidne
til, hvordan den etniske kløft kunne
mindskes, er tilfældet Yushu blevet
en stor skuffelse, og forholdet mellem
tibetanere og hankinesere har nået et
nyt lavpunkt.
Partiets opgaver
Det er lige netop sådanne konflikter,
gode og dårlige beslutninger, spildte
muligheder, som Kina har behov for
at undersøge grundigt i dette politisk
kritiske år. De har spillet ud lokalt i
de sager, jeg har undersøgt, men forhold som korruption og retssikkerhed
snor sig fra fiskeren Yi Dade over de
tibetanske ofre for jordskælvet i Yushu helt op til landets politiske ledelse.
I Beijing udspiller det sig i den helt
store stil med Bo Xilai-skandalen og
den nye Chen Guangcheng sag. Men
der er en sammenhæng, og det er op
til det kommunistiske parti at vove
springet. Med det mener jeg, at partiet må indføre en reel retssikkerhed
og et uafhængigt retssystem. Korruptionsproblemet løser sig selv, når loven er mere værd end det papir, den
er trykt på.
Mange af de sager, jeg har arbejdet
med i årenes løb, har simpelthen drejet sig om det faktum, at lovene, som
tilsyneladende er vedtaget af nogle
folk, der troede på dem, aldrig er blevet sat i kraft.
Den eneste løsning på disse forhold vil kræve dristighed, fordi partiet må indordne sig selv og sine medlemmer under samme uafhængige og
uvildige system. Lederne er ikke blinde for dette dilemma – det er det, der
skaber vanskeligheder, og kommentatorer både i og uden for Kina har
diskuteret, hvilken slags institutionelle reformer der er behov for i Kina.
Melissa Chan med den håndflettede
kurv, hun købte på det lokale marked.
(Foto: Al Jazeera)
Ingen bitterhed og vrede
Bristede forventninger
Kina har mange muligheder, og det
mærker man især, når man har brugt
så megen tid på at tale med folk. De
kan være utroligt ukuelige, selv om
de bestemt ikke har stået i første række, da goderne blev uddelt. Og som
i alle andre lande gør folk sig bekymringer og beklager sig, og som journalister på den slags sager har jeg taget mig af disse bekymringer og klager. Det er en del af den måde, hvorpå man kan forbedre tingene for folk
i et land, jeg holder af.
Jeg håber, at jeg – jo før jo bedre –
kan komme tilbage til Kina. Hvad angår regeringens tilbagekaldelse af
min arbejdstilladelse som journalist,
så ønsker jeg ikke, at min afskedsartikel skal lyde bitter eller vred, for
om nogle år ønsker jeg ikke at læse,
at det havde jeg været. Jeg skal ikke
nægte, at jeg i de seneste dage har
været begge dele, men sådanne følelser skal man helst lade forsvinde stille og roligt i stedet for at skrive dem
ned.
Melissa Chan stødte ikke på problemer, da hun i 2007 søgte de kinesiske myndigheder om at blive godkendt som tv-stationen Al Jazeeras
korrespondent i Kina.
Ifølge den britiske avis The Guardian udtrykte de kinesiske embedsmænd håb om, at denne ikkevestlige medieorganisation og dens etniskkinesiske reporter ville give et
mere positivt syn på landet end andre udenlandske nyhedsgrupper.
Men den amerikanske journalist
med kinesisk blod i årene har lavet
kritiske reportager om Kina. Det er
måske den egentlige grund til, at
hun er faldet i unåde.
The Guardian minder om, at hun
har lavet adskillige stærke reportager om kontroversielle emner som
hemmelige fængsler, forulempelse
af nobelpristageren Liu Xiaobos
kone, den udbredte korruption og
familier, der sørger over deres børn,
som (på grund af myndighedernes
sløseri, red.) omkom under jordskælvet i Sichuan i 2008.
Flemming Poulsen
Fem lærerige år
Når alt kommer til alt – en udvisning
kan ikke overskygge de utroligt
kønne, lærerige, hjerteskærende og
hjertevarmende fem år, hvor jeg har
lavet næsten 400 reportager. Det er
mange historier og mange emner fra
mange steder i Kina. Og jeg er tak-
nemmelig over at have haft denne
mulighed for at møde en anden livsopfattelse.
Oversættelse: Else Poulsen
9
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Tema: Kulturen som blød magt
Kinas vision: Harmoni trods forskellighed
Kina forsøger at præsentere sig selv som en højt kultiveret nation med tradition for harmoni og
et fredeligt forhold til sine naboer.
Af Signe Overgaard
I de seneste år har Kina lagt enorme
ressourcer i at forbedre landets kulturelle bløde magt (soft power). Til
grund for denne udvikling ligger
både historiske bevæggrunde og nutidige politiske behov. Om end der
tages udgangspunkt i Joseph Nyes teorier, har kinesiske akademikere og
analytikere alligevel udviklet deres
egen fortolkning af begrebet.
Joseph Nye, professor i politologi og dekan ved Harvard Universitet, anses for at være grundlæggeren
af soft power-teorien. Ifølge ham består Blød Magt i „evnen til at opnå
det, man ønsker, gennem tiltrækning, snarere end gennem trusler eller afpresning”. Dermed udgør Blød
Magt den tredje dimension af magtbegrebet inden for international politik, hvor militær og økonomisk magt
udgør de to første. Denne tiltrækningskraft, hvorigennem man kan opnå magt med bløde
midler, kan ifølge Joseph Nye opbygges inden for aspekter som fx kultur,
politiske værdier og udenrigspolitik.
Men hvor USA gennem mange år har
tiltrukket folk i kraft af deres populærkultur, fokuserer Kina på at udbrede kendskabet til sin lange og stolte
kulturarv og forsøger derigennem at
profilere sig som en højt kultiveret
nation med tradition for harmoni og
fred med sine naboer.
Kina forsøger på mange måder at
udbrede kendskabet til kinesisk kultur og forbedre landets image udadtil. De mest prominente eksempler er
åbningsceremonien til de Olympiske
Lege i Beijing i 2008 og World Expo i
Shanghai i 2010. Ved begge begivenheder præsenterede Kina sig som en
højt udviklet civilisation med stolte
og dybe kulturelle traditioner.
Dernæst kan også nævnes udbredelsen af Konfucius Institutter rundt
omkring i hele verden. I dag er der
over 350 institutter, hvoraf de to lig-
ger i København (CBS og Det Kongelige Musikkonservatorium) og et på
Ålborg Universitet. Modsat hvad navnet antyder, har de ikke til formål at
undervise i religion og filosofi, men
derimod at udbrede kendskabet til kinesisk sprog og kultur.
Ud over det har mange kinesiske
byer etableret venskabsaftaler med
andre byer rundt om i verden, blandt
andet med danske byer. I den forbindelse bliver der også lavet lokale kulturarrangementer, såsom koncerter
og udstillinger, der ofte præsenterer
en flot fusion af traditionel og moderne kinesisk kultur. At opbygningen af
Kinas kulturelle bløde magt har høj
prioritet, fremgår også af tillægget til
den Ellevte Femårsplan (2006-2010)
om kulturel udvikling. Her fremhæves især den traditionelle kultur som
et vigtigt element i styrkelsen af Kinas image udadtil. I den Tolvte Femårsplan (2011-2015) er der fortsat fokus på at styrke Kinas kulturelle bløde magt, denne gang dog også suppleret med en øget fokus på at bringe
Kina på forkant med udviklingen inden for innovation, forskning og uddannelse i verdensklasse som en del
af målene.
Fredelig udvikling
Op gennem 90'erne skabte Kinas
voksende økonomiske og militære
magt frygt både blandt Kinas umiddelbare naboer og i den vestlige verden. I særdeleshed i USA medførte
Kinas stigende magt en del bekymring, idet USA som verdens eneste
reelle stormagt følte, at dets position
var truet. Som følge af det blev der
publiceret flere bøger, der malede
et billede af Kina som den nye store
trussel efter Sovjetunionens fald. Disse publikationer kulminerede med
bestselleren The China Threat af Bill
Gertz.
Som modsvar på dette trusselsbillede har der i Kina været en oppisket
stemning af nationalisme, ledsaget af
10
indflydelsesrige publikationer som
Song Qiangs Zhongguo Keyi Shuo Bu
(Kina kan sige nej).
Retorikken er siden blevet mere afdæmpet fra begge sider. Den kinesiske regering har indset, at frygten
for Kina kan skade landets interesser
på længere sigt, idet politisk uvilje
kan blokere landet fra at nå sine mål
internationalt. Blød Magt forekom at
være det næste logiske skridt for
Kina, hvis landet ønskede at få et
konstruktivt samarbejde med andre
lande rundt om i verden. Da Hu Jintao overtog præsidentposten i 2002,
var han derfor hurtig til at rette fokus
mod at forbedre Kinas image udadtil.
En arbejdsgruppe blev nedsat for at
diskutere betydningen af blød magt
for Kina, og i 2003 lanceredes det
nye slogan „Peaceful Development”,
der skulle forsikre resten af verden
om Kinas fredelige intentioner i forbindelse med landets stigende økonomiske magt. Det var dog først i
2006, at Hu Jintao begyndte at tale i
direkte vendinger om behovet for at
styrke Kinas bløde magt.
Rødder i traditionel kultur
Forklaringen på, hvorfor Kina har taget begrebet blød magt til sig, stikker
imidlertid dybere end til et behov for
at skabe et blødere image af Kina.
Ser man på den akademiske debat i
Kina, drages der åbenlyse paralleller
mellem teorien om blød magt og
klassisk kinesisk filosofi. Specielt
krigsstrategen Sun Zi fra ca. 500 f.v.t.
bliver fremhævet for sine ideer om,
hvordan man kan overvinde sin modstander uden overhovedet at gå i
krig. Han citeres for en erklæring om,
at „den højeste udmærkelse er slet
ikke at behøve at gå i krig, idet indledningen af kamp er tegn på et politisk nederlag”.
I brandingen af Kina som en fredelig nation med gode intentioner er
det dog mest Konfucius, der bliver
fremhævet. Han præsenteres som
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
grundlægger af en filosofi, der lægger
vægt på værdier som medmenneskelighed, oprigtighed og harmoni, og
som har sat afgørende præg på kinesisk kultur gennem to årtusinder.
Men brugen af Konfucius er dog
heller ikke helt uproblematisk. Gennem to årtusinder blev konfuciansk
filosofi også brugt til at legitimere en
autoritær styreform, der lagde vægt
på opbygningen af hierarki både i
familielivet og i offentligheden. Og
under Maos regeringstid blev Konfucius anset som symbol på det feudale
system, som man netop havde afskaffet. Derfor er han for nogle konservative i partitoppen den dag i dag stadig en kontroversiel figur.
Harmoni trods forskellighed
Spørgsmålet er så, hvorfor det lige er
traditionel kultur, Kina har valgt at
satse på i landets strategi med blød
magt. At Kinas politiske ideologi ikke
har mange tilhængere uden for Kina
er åbenlyst, og det er regeringen tydeligvis også klar over. Ved præsentationer af landet udadtil forekommer der således ingen henvisninger
til landets styreform. Og om end den
kinesiske udviklingsmodel vækker
beundring hos visse regeringsledere
i andre udviklingslande, gør kineserne ikke noget aktivt for at markedsføre deres model.
Hvad diplomati angår, står det lidt
bedre til. På den ene side har Kinas
nøglerolle i sekspartsforhandlingerne med Nordkorea om deres atomvåbenprogram vakt stor respekt. Men
på den anden side kæmper Kina stadig mange steder med at overbevise
andre lande om sine gode intentioner
og lægge en dæmper på frygten for
landets økonomiske opstigen. Og
indimellem sætter kineserne sig selv
flere skridt tilbage, som fx når de i
andre landes øjne opfører sig aggressivt i stridigheder med deres nabolande om territorialrettigheder over
ubeboede øer, sådan som vi senest
har set det med Japan og Filippinerne
i juni måned 2012.
Tilbage står kulturen som Kinas
stærkeste kort. Ifølge Joseph Nye står
et land med bedre chancer for at opnå succes med deres bløde magt,
hvis deres kultur indeholder universelle værdier. Men moderne kinesisk
kultur har ikke mange fans uden for
Kina, og selv inden for landets grænser foretrækker unge mennesker oftest at lytte til musik fra Hong Kong,
Singapore, Taiwan og USA.
Den traditionelle kultur med sin
uovertrufne rigdom inden for både
kunsthåndværk, religion, filosofi og
medicin står derimod som et stærkt
varemærke for Kina. Og på ét vigtigt
punkt afviger Kinas partitop fra Joseph Nyes teori, idet de afviser selve
ideen om „universelle værdier” og i
stedet fremhæver en vision om „harmoni trods forskellighed” (he er bu
tong), der har rødder i klassisk kinesisk filosofi. Kort fortalt går det ud på,
at fredelig sameksistens med ens naboer er mulig trods politiske og kulturelle forskelle. Egentlig ledes denne
ide tilbage til konfucianismen, der
ser dannelse og diplomatiske evner
som vejen til denne harmoni. Dog
er der også spor efter taoismen, en
anden klassisk kinesisk filosofi, som
lægger vægt på den harmoni, der opstår fra yin-yang dynamikken.
Og hvor Joseph Nye ser den kulturelle bløde magt som en ukontrollabel størrelse uden for politikernes
rækkevidde, bruger den kinesiske regering meget store ressourcer på at
udbrede kendskabet til den traditionelle kultur i et forsøg på at vække
både respekt, beundring og velvilje.
Kina fremhæves her som noget unikt,
der midt i den rivende udvikling og
modernisering holder fast ved egne
værdier, der trods deres forskellighed
ikke udgør nogen trussel. Hermed forsøger kineserne på én
gang at mane trusselsbilledet til jorden, samtidig med at de forsvarer deres egen integritet. Dette er et meget
stærkt budskab, da det samtidig også
signalerer, at Kina ikke har noget behov for eller ønske om at ligne andre
og dermed maner andres forventninger om, at økonomisk udvikling automatisk fører til samme slags kulturelle, samfundsmæssige og politiske forandringer som Vesten har oplevet, i
jorden.
Kulturel oprejsning
Men ifølge den britiske kinaforsker
William Callahan ligger der også et
nationalt mindreværdskompleks bag
Kinas behov for at fremhæve sin kulturelle storhed. Han mener, at Kina
endnu ikke er kommet sig oven på
det knæk i den nationale selvtillid,
landet led efter 100 års dominans fra
udenlandske magter.
For 160 år siden mistede Kina sin
identitet som en uovervindelig magtfaktor. Dengang så landet sig selv
som uovervindeligt, idet den kinesiske hær målte sig mod de indre oprør, den havde slået tilbage, og ikke
anede, hvor stærk den britiske flåde
var. Ved Opiumskrigene i 1839-42 og
Kinesisk blød magt i USA – Kinesiske studerende udfører etniske danse for ikkekinesiske
studerende ved en opvisning i New York i 2010. (Foto: Wu Kaixiang/Xinhua).
11
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
1856-60 led Kina et svidende nederlag, først til Storbritannien og i anden
omgang også til andre europæiske
magter og sidenhen til Japan i 1895.
Kina var tvunget til at betale enorme
erstatninger og give omfattende indrømmelser inden for handels- og territorialrettigheder, hvilket inkluderede oprettelsen af koloniområder i en
række af kystbyer.
Den ultimative fornedrelse
De første nederlag førte til, at Kinas
lærde elite begyndte at lede efter et
svar på, hvorfor Kina klarede sig så
dårligt, og hvordan landet kunne
styrkes igen. Svaret, de kom frem til,
var, at omend Kina i deres øjne var
kulturelt overlegent, var landet teknologisk set langt bagud i forhold til de
europæiske lande. Kina var derfor
nødt til at lære af Vesten for at styrke
sin praktiske kunnen, men på den
anden side ville kineserne ikke give
køb på deres kulturelle identitet, da
den udgjorde grundlaget for kejserens regeringsgrundlag og var essentiel for bevarelsen af det nationale
sammenhold. Løsningen blev det,
der kendes som ti yong ideen, som
betyder at bevare kinesisk lærdom
som essensen og anvende vestlig
lærdom for dens funktion.
Vestens teknologi blev derfor nøje
studeret og kopieret, men desværre
førte det ikke til det ønskede resultat, idet Kina tabte krigen mod Japan
i 1895. Men efter grundlæggelsen af
republikken i 1911 fulgte nye vanskeligheder, da landet nu blev splittet
op af forskellige krigsherrer. Kina fik
af Vesten prædikatet „Asiens syge
mand”, og da Tysklands rettigheder
blev overdraget til Japan ved indgåelsen af Versaillestraktaten i 1919 efter
Første Verdenskrig, blev det opfattet
som den ultimative fornedrelse. Ti
yong ideen blev derfor taget op til
genovervejelse af unge intellektuelle.
Om end nogle var klar til fuldstændig at forkaste den kinesiske kultur,
stod behovet for at have en fælles
identitet til at styrke det nationale
sammenhold alligevel klart. De intellektuelle fortsatte derfor deres søgen
efter en ny form for kulturel essens,
en form, som forkastede de forstokkede traditioner, der holdt folk nede,
Kinesisk blød magt i Danmark –To kinesiske tai-chi instruktører byder velkommen til åbenthus arrangement i anledning af kinesisk nytår ved Confucius Institute på Aalborg Universitet.
Confucius Institutterne er et led i Kinas udbygning af landets „bløde magt“.
(Foto: Torsten Haensel).
men som alligevel tillod kinesisk kultur at udfolde sig i en moderne form.
Kulturel identitet bevares
Ifølge kinaforskeren Christopher
Hughes er ti yong ideen fulgt med
ind i etableringen af den kinesiske
Folkerepublik og bruges fortsat den
dag i dag.
Først udviklede Mao Zedong sin
egen form for „kommunisme med kinesiske karaktertræk“, og i 1964 formulerede han sin egen version af ti
yong ideen: „Brug fortiden til at tjene
nutiden, og brug det udenlandske til
at tjene Kina“. Ideen blev genoplivet
efter igangsættelsen af Reformperioden i 1978, hvor Deng Xiaoping talte
om nødvendigheden af at „lære fra
Vesten med et kritisk øje“ i stedet for
at „kopiere alt ukritisk“.
Også Hu Jintao har sin egen version af ti-yong. Ved den 17. Partikongres i oktober 2007 talte han om
nødvendigheden af et „videnskabeligt udsyn” på udviklingen baseret på
det globale system, som vil resultere
i en „fornyelse af Kina som nation”
og en „blomstrende kinesisk kultur”. Mens Kina lægger vægt på forskning og innovation for at udvikle landet og kunne måle sig med de vestlige lande, søger kineserne samtidig at
bevare deres egen kulturelle identitet
ved at fremhæve den over for både
egne borgere og resten af verden. For
omend resten af verden er fyldt med
ærefrygt over for Kinas udvikling,
hersker der i følge den anerkendte historiker Wang Gungwu ingen eufori
over opsvinget i Kina, hvor den menige kineser er skræmt og kæmper
med dagligdags problemer, som Vesten slet ikke forstår.
Gennem ti yong kan Kina opnå
kulturel oprejsning og genvinde sin
fordums stolthed i takt med, at landet
vil kunne måle sig med Vesten økonomisk og teknologisk.
Signe Overgaard er ph.d.-stipendiat
ved Syddansk Universitet i Sønderborg. Hun holder foredrag om Soft
Power i Kina i Dansk-Kinesisk Forening den 10. januar 2013.
12
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Tema: Innovation og blød magt
kinas MÅL: AT BLIVE ET INNOVATIVT SAMFUND
Blød magt er vigtig for at nå målet og tiltrække de klogeste hoveder og dem med de bedste ideer.
Af Rasmus Duong-Grunnet
Den kinesiske regerings ønske om, at
Kina skal blive et innovativt samfund
er stort. At Kina selv kan føre an i udviklingen af ny banebrydende teknologi, skabe løsninger, der endnu ikke
findes, og tænke i helt nye retninger
anses som altafgørende for, at Kina
kan fortsætte sin imponerende udvikling.
De økonomiske fordele er indlysende og attraktive – det er mere profitabelt at eje IP-rettighederne til en
Blueray afspiller, end det er at producere den. Men langt vigtigere er nødvendigheden af at komme frem med
de nye og bedre løsninger, der skal til
for at imødekomme de udfordringer,
som det transformerende Kina fortsat
står overfor: stigende urbanisering,
stigende energibehov, en aldrende
befolkning, en effektiviseret fødevarefremstilling, øget fødevaresikkerhed og mange, mange flere.
Men én ting er Kinas ønske om at
blive et innovativt samfund og den
udvikling, regeringen har sat i gang
for at nå det mål. En anden ting er,
om Kina kan fremme den soft power
– bløde magt –, der kan få resten af
verden til at bidrage til det mål.
Den kinesiske regering kan gøre –
og har gjort – meget for at fremme videnskab, uddannelse og teknologi,
.
.
Innovation
Der findes ikke nogen entydig definition af begrebet innovation.
Skabelse eller indførelse af noget, der ændrer den etablerede metode eller opfattelse, fx af teknisk
eller videnskabelig art. (Den Danske Ordbog).
Nyskabelse med værdiskabelse
i bredere forstand for øje, altså en
proces, hvor man ser muligheden,
får en idé, gennemfører den, og
ideen skaber værdi. (Undervisningsministeriets Uddannelsstyrelse).
en udvikling, som langt hen ad vejen
er blevet igangsat oppe fra. Men hvis
man ønsker at fremme et innovativt
samfund, må man også kunne tiltrække de klogeste hoveder og være
attraktiv over for dem, der har den
bedste teknologi og de bedste idéer,
de, som kan skabe innovation nedefra.
Det handler ikke kun om at tiltrække udenlandske forskere, idémagere
og iværksættere. Det går i lige så høj
grad ud på at give Kinas egne kloge
hoveder god grund til at blive. Det
går ud på at skabe en smeltedigel af
talenter med gode idéer, som tiltrækker folk, der vil skabe nyt, samtidig
med at resultaterne skal kunne understøtte Kinas fremtidige udvikling.
I det perspektiv er Kinas bløde magt
en vigtig del af målet om at blive et
innovativt samfund. Som det har set
ud indtil nu, er der dog en stor kløft
imellem Kinas ambitioner og den
bløde magt, Kina besidder. Men det
er en udvikling, der er ved at vende.
Innovation med kinesiske
kendetegn
Kinas ledelse prioriterer innovation
og transformeringen af Kina til et innovativt samfund.
I januar 2006, til en stor national
konference om videnskab og teknologi, fremlagde præsident Hu Jintao
Kinas strategiske mål for at skabe et
innovativt samfund – innovation
med kinesiske kendetegn, som det
blev kaldt. I typisk kinesisk stil blev
den overordnede strategis fire hovedpunkter hver beskrevet med fire
skrifttegn: selvstændig innovation
(zizhu chuangxin), overhale på nøgleområder (zhongdian guayue), støtte den økonomiske og sociale udvikling (zhicheng fazhan) og lede vejen
til fremtiden (yinling weilai).
Især målet om innovation har de
seneste år været afgørende for mange
af regeringens beslutninger. Som det
oftest er tilfældet i Kina, blev strategien formuleret meget bredt på centralt
regeringsplan med retningslinjer og
slogans, hvorfra den så har bevæget
sig ned og ud i systemet, hvor den er
blevet til konkrete tiltag.
Der er flere tegn på effekten. Ifølge
en analyse fra den traditionsrige, britiske videnskabelige organisation Royal Society står Kina til at overhale
USA i 2013 og blive den førende udgiver af videnskabelige artikler. Den
udvikling er i Kina sket i det sidste
årti.
Kvaliteten på forskning er svær at
måle, men ved at bruge antal henvisninger til en artikel som målestok har
Royal Society regnet sig frem til, at
også her går Kina frem, dog knap så
hurtigt. Kinas udgifter til forskning og
udvikling (FoU) stiger helt utroligt.
Ifølge Kinas officielle statistikker steg
udgifterne til FoU med 21,7 pct. fra
2009 til 2010. Kina brugte 706,3 milliarder yuan eller 1,76 pct. af BNP
på FoU.
Procentvis er det stadig en mindre
del, end de fleste udviklede lande
bruger, men udviklingstendensen for
Kina er klar. Kinesiske universiteter
rykker længere og længere op på
ranglisterne, hvor bl.a. Peking Universitet og Tsinghua Universitet nu
begge rangerer højere end Københavns Universitet. Kinesiske teknologivirksomheder bliver også mere og
mere kendte, med telekommunikationsgiganten Huawei som pragteksemplet på en virksomhed med selvstændig innovation, og computerfirmaet Lenovo fører an med et af de
stærkeste kinesiske brands.
Den slags langsigtede træk og
strukturelle udviklinger har ført Kina
langt frem inden for videnskab, uddannelse og teknologisk udvikling.
Men det står anderledes til med Kinas bløde magt. Og her er udviklingen langt fra nået lige så langt.
Kinas image som innovativt
samfund
Kina er ikke kendt for at være førende inden for innovation. Det billede,
13
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
de fleste har af Kina, kan opsummeres under etiketten „Made in China”:
Kina som verdens fabrik med kæmpe
produktionshaller, millionvis af lavtlønnede arbejdere og stedet, man søger hen til, når udgifterne skal ned.
Dertil har Kina ry for at være landet
med kopierne: alt fra falske iPhones
til „Hike” badesandaler, hvor Nikes
berømte swoosh logo har fået en ekstra bølge.
Det billede stemmer ikke længere
overens med det moderne Kina, men
billedet ændrer sig ikke så let. På en
måde er det forståeligt nok. Hastigheden på de reformer, der er blevet
gennemført i Kina, senest med fokus
på videnskab og teknologi, er enorm.
Få lande, hvis nogen, har gennemgået eller er i gang med at gennemgå en udvikling magen til. Derfor har
Kina også svært ved at projektere et
opdateret billede udadtil. Modsat de
langsigtede ændringer i innovationssystemet, så kan man ikke booste Kinas bløde magt udelukkende med
den rigtige politik eller tilpas store investeringer.
Det er et problem i forhold til at
skabe et innovativt samfund. Kina
skal være attraktivt af de rigtige grunde, men det kan ikke lade sig gøre,
hvis folk ser på Kina som stedet, hvor
man producerer billigt. Store inve-
steringer i FoU, antallet af videnskabelige udgivelser eller ranglister over
universiteter er ikke alene nok til at
ændre på Kinas billede.
Den kinesiske regering har derfor
interesse i at ændre det billede, som
resten af verden har af Kina. Men
som grundlæggeren af teorien om
blød magt, den amerikanske professor i politologi Joseph Nye beskriver
i sin bog „Soft Power“, har regeringer
generelt svært ved at fremme blød
magt. De „primary currencies” –
Nyes udtryk for hovedingredienserne
i blød magt, såsom værdier, kultur,
politik og institutioner – kan blive
støttet af en regering, men der skal
mere præcise historier og rigtige ansigter på, før folk ændrer på deres
billede.
Historier om innovation
Inden for innovation kræver det historier af den slags, vi normalt kun
kender fra USA: Mark Zuckerberg,
der ligesom Bill Gates opgav sine
studier på Harvard Universitet og
grundlægger af Facebook, Stanfordph.d.erne Sergey Brin og Larry Page,
som startede Google, selvfølgelig i en
garage, institutionen MIT Media Lab,
hvorfra vi bl.a. har teknologien e-ink
– elektronisk „blæk”, som bruges på
alle e-bogs læsere. Og mange flere.
Trods Kinas utrolige udvikling inden for teknologi, videnskab og uddannelse, især i det sidste årti, så er
der kun få lignende historier, der kan
være med til at fremme billedet af et
innovativt kinesisk samfund.
Det er ved at ændres, hvad blandt
andet følgende eksempler på to kinesere, der er med til at styrke Kinas
bløde magt, viser.
I Kinas moderne historie er fortællingerne om hjemvendte sønner godt
repræsenteret. Især historier om dem,
der tog ud for at studere, og vendte
hjem for at være med til at bygge
Kina op.
I Kina er en af de bedst kendte historier den om Qian Xuesen, en
fremragende videnskabsmand, som
tog til USA, hvor han var med til at
starte forskningen inden for især rumraketter. Senere vendte han hjem til
Kina, hvor han resten af sit liv arbejdede med at bygge en lignende vidensbase op, hvilket bl.a. var medvirkende til, at Kina kunne sende en
mand i rummet i 2003.
Selvom Qian Xuesen måske er den
bedst kendte historie i Kina, så har
historien om Li Kaifu den største internationale gennemslagskraft, og det
endda på trods af, at han faktisk er
taiwanesisk født amerikaner. Ligesom
mange andre kloge kinesere tog Li
En af Kinas mest kendte innovative skikkelser, Li Kaifu, der efter uddannelse i USA arbejdede for Google i Kina, dannede i 2009 sit eget
firma, Innovation Works, der blandt andet hjælper unge kinesere med at komme i gang med egen virksomhed. Billedet bruges af Li Kaifu til at illustrere, hvad unge kinesere med iværksætterdrømme har gang i.
14
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Kaifu til USA for at studere, og han
afsluttede sine studier med en ph.d.grad i datalogi fra det højt ansete universitet Carnegie Mellon University.
Efter et par år i det akademiske spor
startede han en lang karriere for amerikanske teknologivirksomheder, først
hos Apple, senere Microsoft, hvorefter han i en meget omdiskuteret sag
blev headhuntet af Google til at starte Google China op. Det var før
Google meget dramatisk trak sig ud
af Kina.
Li Kaifu gik i gang med at bygge organisationen op i Kina for måske verdens mest innovative firma. En stor
del af opgaven var selvfølgelig at udvikle det kinesiske marked for Google og skaffe indtjening til virksomheden, men vigtigere var opbygning af
udviklingsafdelinger og tiltrækningen
af kinesiske talenter. Google – og Li
Kaifu – vidste nemlig godt allerede
dengang, at potentialet for ny udvikling er enormt i Kina, og at man ikke
længere behøver at tage til amerikanske topuniversiteter for at finde de
mest innovative kinesere.
Men så i 2009, efter at have placeret Google stærkt i Kina, forlod Li
Kaifu firmaet. Han startede Innovation Works i Beijing, en rugemaskine
for nye virksomheder med gode idéer. Signalværdien var enorm: her var
en af teknologiens rockstjerner, og
han forlader Google – verdens mest
innovative virksomhed! – for at satse
på kinesere med gode idéer. Li Kaifu
har siden været ansigtet udadtil for
Kinas voksende iværksættermiljø,
især inden for computerteknologi.
Selv om Li Kaifus tiltag endnu ikke
har fremavlet en Facebook eller
Google – en udvikling, han selv mener kommer til at tage tid – så er flere
unge virksomheder godt i gang, især
inden for mobile teknologier. Men
hvad der er vigtigere endnu, så har
Li Kaifu sat iværksættermiljøet i Kina
på verdenskortet og tiltrukket udenlandsk opmærksomhed.
Da et kinesisk firma kom først
De fleste moderne kinesiske teknologivirksomheder kendetegnes oftest
ved, at de har været rigtig gode til at
indhente deres udenlandske konkur-
renter og på nogle områder nu dominerer deres teknologiområder. Men
det er alligevel sjældent, at en kinesisk teknologivirksomhed er med helt
fremme ved udviklingen af et nyt globalt teknologiområde.
Det ser ikke desto mindre ud til at
være tilfældet i udviklingen af ubemandede luftfartøjer – bedre kendt
som droner. Droner kendes bedst fra
militæret, hvor prisen ligger i millionklassen, men hvis man skal tro det
anerkendte amerikanske teknologiog fremtidsblad Wired, så er der en
revolution i gang inden for selvstyrende flyvende maskiner, som koster
under 1000 dollars.
Anvendelsesmulighederne spænder
bredt fra forvaltning af kæmpelandbrug til videnskabelige observationer
af fx regnskovsområder. Således var
forsidehistorien på juli-udgaven 2012
af Wired netop om droner. Det, der
er rigtig spændende ved den historie,
set med kinesiske innovationsøjne, er, at artiklen nævner firmaet DJI Innovations som et af de firmaer, der fører an i denne revolution. Hvorfor er det spændende? Fordi
DJI Innovations er et firma fra Shenzhen, den sydkinesiske by lige nord
for Hong Kong. Når et blad som Wired nævner et firma med base i det
kinesiske Pearl River Delta, hvor det
meste af elektronikken i Kina – og
dermed i verden – bliver produceret,
så er det oftest for at forklare, hvorfra
et vestligt firma får sine komponenter
sat sammen eller for at berette om
den seneste iPhone-kopi. Wired præsenterer uden videre et kinesisk firma
som førende inden for et teknologiområde, endda et, som de spår vil
være „the next big thing”. De gør det
uden sarkasme, udenoms forklaring
eller andet. Det alene er et kæmpeskridt i opfattelsen af, hvilken slags
innovation der foregår i Kina.
Vejen til et innovativt Kina
Den kinesiske regering har en topstyret styrkelse af „hardwaren” i Kinas
innovationssystem: FoU investeringer
vokser, universiteterne styrkes, de rigtige tal går op. Resultatet er enorme
fremskridt og opbygningen af Kina
som et globalt teknologisk og viden-
skabeligt centrum. Men for at nå målet om at blive et innovativt samfund
er det ikke længere nok. Kina bliver
nødt til at blive opfattet som et sted,
hvor man kan få sin idé til at blomstre og skabe nyt. Kina har brug for
en tiltrækningskraft, som gør, at folk
vil innovere i Kina, ikke kun fordi det
er god forretning, men også fordi det
er her, man kan skabe fremtiden.
Udfordringen for Kina er, at den
bløde magt, der skal tiltrække talenter, ikke kan skabes alene af regeringens politik eller investeringer, og
den kan ikke kontrolleres oppefra.
Den bliver skabt igennem en masse
spændende, særlige og skæve projekter og personligheder, hvis historier sjældent passer til en speciel skabelon og næsten aldrig ser ud, som
regeringsbureaukratiet kunne have
forestillet sig den. De kommer tit
sammen med lidt kaos, måske brud
på nogle af reglerne, men oftest med
rigtig gode intentioner.
Det bedste, regeringen kan gøre for
at fremme Kinas bløde magt og dermed det innovative samfund, er at
finde frem til den rette balance, hvor
de ikke blot fortsætter udviklingen,
men også samtidig giver mere frirum
til innovation nedefra, så kommer vi
til at se mange flere eksempler på det
innovative kinesiske samfund.
–––
Rasmus Duong-Grunnet er kandidat
i Politik og Internationale Relationer
fra Shanghai Fudan Universitet. Han
har boet i Kina i ni år og har siden
2009 arbejdet som Innovation Officer på Udenrigsministeriets Innovation Centre Denmark, Shanghai. Rasmus Duong-Grunnet understreger, at
artiklen udtrykker hans private synspunkter og udelukkende er baseret
på offentligt tilgængelig information.
15
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Tema: Økonomien som blød magt
kinas vækst lægger dæmper på kritikken
Men der er ikke udelt begejstring over Kinas muligheder for at bruge økonomiens bløde magt
Af Signe Overgaard
I juni i år besøgte Hu Jintao som den
første kinesiske præsident nogensinde Danmark. Nyheden om det forestående besøg udløste en sand storm
af nyhedsartikler i de danske medier.
Flertallet af artiklerne beskæftigede
sig med de økonomiske muligheder,
der forventedes at følge i kølvandet
på besøget, mens de mere kritiske
vinkler var i undertal. Dette signalerer et skift i forhold til for få år siden,
hvor et overvejende flertal af artikler
om Kina beskæftigede sig med menneskerettighedssituationen, konflikter
med nabolande og samfunds- og miljømæssige problemer.
Kigger man tilbage på nyhedsdækningen af Kina i de seneste par år,
fornemmer man, at dette fokus på
de økonomiske muligheder i Kina er
steget i takt med, at landet gentagne
gange er blevet udråbt til at blive verdens førende økonomi, samtidig med
at Europa er sunket dybere ned i finanskrisen.
Kina som ny supermagt
Ikke kun i Danmark har synet på
Kina ændret sig de senere år. I følge
en undersøgelse, foretaget af den uafhængige amerikanske tænketank Pew
i juni 2011 i 22 lande rundt om i verden, mener et flertal af befolkningen
i 15 af landene, at Kina enten vil erstatte eller allerede har erstattet USA
som verdens ledende supermagt.
Denne holdning er særlig udbredt i
Europa og deles af 72 pct. i Frankrig, 67 pct. i Spanien, 65 pct. i Storbritannien og 61pct. i Tyskland. Sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse i 2009 er der sket en fordobling af tallene.
En del af forklaringen på det ændrede syn på Kina kan ifølge undersøgelsens ophavsmænd være, at USA
i stigende grad bliver set som haltende efter Kina rent økonomisk. Men
med til historien hører også, at flertallet af de folk i USA, Frankrig, Tysk-
land, Spanien og Japan, der ser Kina
som verdens ledende økonomiske
magt, samtidig betragter denne udvikling som noget dårligt. Omvendt
ser det ud i udviklingslande, hvor Kinas ledende økonomiske rolle vurderes som noget godt.
Om at „hoppe med
på vognen“
Om end de kritiske vinkler på Kina i
de danske medier er kommet i undertal, er de dog ikke blevet mindre
skarpe. Flere steder bliver artikler om
det kinesiske væksteventyr ledsaget
af artikler, der forholder sig kritisk til
menneskerettighedssituationen i
Kina, ikke mindst i Tibet, og ind imellem også efterlyser en politisk afstandtagen fra den danske regerings
side.
Den tætte dækning af det kinesiske
væksteventyr skal således ikke opfattes som udtryk for udelt begejstring
for Kinas voksende indflydelse. Man
kan snarere sige, at der skinner en
fornemmelse af nødvendighed igennem – at det er nu, vi skal hoppe
med på vognen, hvis vi vil være med,
iblandet nogen optimisme i forhold
til mulighederne for Danmark.
Befolkningens holdning til Kina ser
dog ud til at være mere pragmatisk
end den, medierne afspejler. En opinionsmåling foretaget af avisen Metroexpress og det nordiske analyseinstitut Yougov viser, at 57 pct. af den
danske befolkning mener, at det er i
orden at tage imod den kinesiske
præsident på trods af problemerne
med ytringsfrihed og menneskerettigheder i Kina, mens kun 11 pct. er
uenige.
Mere positivt syn på Kina
Dette markerer en generel holdningsændring til Kina i Europa, som
har fundet sted i løbet af de seneste
år. En undersøgelse, som analyseinstituttet PIPA/GlobeScan har foretaget for BBC World i begyndelsen af
2012, viser, at blandt de 22 lande,
16
hvor undersøgelsen blev foretaget,
er Kinas image væsentligt forbedret i
forhold til for bare et år siden. I undersøgelsen blev folk bedt om at forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt 16 udvalgte lande havde en positiv eller negativ indflydelse på verden. For Kinas vedkommende steg
andelen af mennesker, der vurderede
Kinas indflydelse som noget positivt,
fra 46 til 50 pct. siden sidste år, mens
31pct. forholdt sig negativt.
Samtidig er synet på EU blevet
mere negativt, idet de positive svar er
faldet med otte procentpoint ned til
48 pct., hvilket betyder, at Kina nu
har overhalet EU.
Direktøren for GlobeScan, Chris
Coulter, forklarer holdningsændringen med, at al den tumult i EU, som
ellers længe har været anset som en
klippe af politisk og øknonomisk stabilitet, har fået folk til at tvivle på
dets fortsatte evne til at spille en ledende rolle i verden, og af den grund
retter folk i stedet deres forhåbninger
mod Kina.
Umiddelbart forekommer disse resultater at stride imod resultaterne fra
Pew-undersøgelsen, som viser en negativ holdning over for Kina som verdens ledende økonomi, men måske
den holdning blot er udtryk for, at de
pågældende lande foretrækker at se
USA eller Europa som verdens ledende økonomi. Dette udelukker ikke, at
mange mennesker samtidig værdsætter de muligheder, Kinas opsving skaber i en tid, hvor der ellers er økonomisk stagnation andre steder.
De mest positive holdninger til Kinas indflydelse på verden i BBC
Worlds undersøgelse kom fra lande i
Afrika syd for Sahara, med Nigeria
(89 pct.) og Kenya (75 pct.) som de
højeste. Dette er ikke overraskende i
betragtning af, at Kina har drevet omfattende handel med disse lande og
også sat gang i mange udviklings- og
bistandsprojekter. Mere bemærkelsesværdig er udviklingen i synet på
Kina i Nordamerika, Australien og
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Europa. I Canada ser 53 pct. af befolkningen positivt på Kina, mod 35
pct. sidste år, mens tallet for USA er
steget fra 36 pct. til 42 pct. I Australien har holdningen flyttet sig endnu
mere – fra 43 pct. til 61 pct.
I Europa sker der en lignende udvikling: Storbritannien er gået fra 38
pct. til 57 pct., i Frankrig, Tyskland
og Spanien, som ellers er kendt for et
negativt syn på Kina, er holdningen
også blevet markant mere positiv. Derimod finder man de mest negative syn på Kina blandt landets nærmeste naboer: 64 pct. af sydkoreanerne ser negativt på Kina, hvilket er
en stigning på 11 pct. siden sidste år.
Tilsvarende har halvdelen af japanerne (50 pct.) et negativt syn, mens kun
10 pct. har et positivt syn.
Dette skyldes sandsynligvis regionalpolitiske problemer i forhold til
territorialrettigheder og uenighed om
fortolkninger af deres fælles historie
med Kina.
Holdningerne til Kina
I BBC Worlds undersøgelsen var et af
spørgsmålene, hvilken ud af fire faktorer der afgjorde, om de adspurgte
vurderede et lands indflydelse som
positiv eller negativ. Valgmulighederne var landets udenrigspolitik, dets
økonomi/produkter/serviceydelser,
dets traditioner/kultur og måden, det
behandler befolkningen på. Om Kina
svarede 51 pct. af dem, der vurderede landets indflydelse som noget positivt, at det var på grund af dets økonomi, produkter og serviceydelser.
På den anden side angav 30 pct. af
dem, der så negativt på Kina, samme
faktor som begrundelse. Af andre begrundelser for et negativt syn angav
27 pct. måden, Kina behandler sin
befolkning på, mens 25 pct. angav
landets udenrigspolitik som årsagen.
Tallene for de andre begrundelser for
et positivt syn er ikke offentliggjort i
undersøgelsen.
Når man tænker på, hvor store ressourcer Kina bruger på at udvikle og
promovere landets kultur, er det bemærkelsesværdigt, at den ikke slår
igennem som begrundelse for et positivt syn på Kina i BBC Worlds undersøgelse.
Den bløde magts muligheder
Jonathan McClory fra den britiske
tænketank Institute for Government
har udarbejdet en rangliste, der måler 30 landes muligheder for at vinde
indflydelse inden for fem omåder
ved brug af blød magt. De fem områder er business/innovation, kultur,
regeringsførelse, diplomati og uddannelse, vurderet ud fra de enkelte
landes ressourcer, og hvor meget de
investerer i disse ressourcer.
I den samlede vurdering lander
Kina på en 20. plads, lige efter Belgien og før Brasilien, mens USA,
Storbritannien og Frankrig indtager
første- til tredjepladsen, og Danmark
ligger på 12. pladsen. Men ser man
på de enkelte parametre, viser det sig
dog, at Kina ligger på en flot 7. plads
i både kultur og uddannelse.
Denne placering kunne ellers give
anledning til en forventning om, at
folk ville reagere positivt på disse
aspekter. Det kan dog være, at den
kulturelle og uddannelsesmæssige
bløde magt slår igennem på mere indirekte måder. Efter at det kommunistiske Kina selv i en periode havde
enten afskrevet eller negligeret sin
egen kulturhistorie, er det ikke så un-
derligt, at folk på den anden side af
verden ikke har haft øje for ret meget
andet end det politiske Kina, som til
gengæld i visse henseender har tiltrukket sig negativ opmærksomhed.
En ny type kinesere
De seneste års kulturelle charmeoffensiv kan have været med til at bløde op for det ellers meget kritiske syn
på Kina, idet folk rundt omkring i
verden nu ser, at landet rummer
mange andre værdier end dem, som
kommunistpartiet står for. Styrkelsen
af uddannelseskvaliteten har samtidig
også været med til at højne respekten
for den kinesiske befolkning, da det
er en helt anden type mennesker, vi
ser komme fra Kina til Europa, Nordamerika og Australien. Hvor vi for ti
år siden i Danmark hørte historier
om kinesiske højskoleelever, der stak
af for at gå under jorden og arbejde
sort, ser vi nu veluddannede kinesere
tage job som ingeniører eller læse til
en ph.d.-grad i Danmark. Og det er
muligt, at det er netop denne bløde
magt, der lægger en dæmper på bekymringerne over at lade sig tiltrække
af det kinesiske væksteventyr.
Millionbyen Shenzhen nord for Hong Kong var for blot 30-35 år siden en lille landsby. Nu
er den et slående udtryk for den enorme økonomiske vækst, Kina har oplevet siden da. Omverdenens begejstring for det kinesiske væksteventyr har øget Kinas bløde magt, men har
også skabt bekymring over udsigten til Kina som ny supermagt. (Foto: cucas.edu.cn)
17
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Et kinesisk liv, bind 1-3
guidet tur gennem kinas prekære historie
Li Kunwu & P. Ôtié
Et kinesisk liv
3. Pengenes tid, 1980–2010
Forlaget Alvilda
Pris: Kr. 300,-
Af Gert Holmgaard Nielsen
Jeg har altid ment, at det må være
hårdt og temmelig forvirrende at
være kineser. Li Kunwus personlige
trilogi, „Et kinesisk liv“, har kun bekræftet mig i den holdning. Det er
lige præcis det, trilogien handler om. Tredje bind udkom midt i september 2012.
Allerede første gang, jeg besøgte
Kina, slog det mig. Det var sommeren 1993. En hed eftermiddag i juli
sad jeg og kølede af i verdens dengang største McDonald's på hjørnet
af Wangfujing og Den Lange Freds
Boulevard i Beijing. Jeg kiggede forundret på en ældre, gråhåret dame,
som svabrede gulvet, selvom det var
ganske rent. Hun var vel omkring de
60.
Mine tanker fløj uvilkårligt en tur
tilbage gennem Kinas historie, og tilgiv, at jeg for en stund tager ud på
denne tur igen. Jeg skal nok vende
tilbage til Li Kunwus storværk af en
tegneserieroman, der netop også tager sin læser med ud på en guidet tur
gennem Kinas nyere historie.
Hvis hun virkelig var omkring de
60, så var hun født først i 1930'erne,
da Kina var splittet i mindre bidder
kontrolleret af lokale krigsherrer samt
af en række vestlige lande, der udnyttede det kinesiske kaos til at kolonisere dele af landet. I 1931 ville Ja-
pan være med. Japanske tropper annekterede det nordøstlige Kina, Manchuriet.
Hun ville have været en lille pige,
da Anden Verdenskrig brød ud i Asien, først mellem Kina og Japan. Og
hun ville have været en stor pige,
da japanerne forlod Kina igen efter at have tabt krigen i 1945, og tæt
på 20, da Mao Zedong
og hans
kommunister i Folkets Befrielseshær
vandt borgerkrigen over nationalisterne med Chiang Kai-shek i spidsen og
derefter udråbte etpartistaten Den Kinesiske Folkerepublik styret af Kinas
Kommunistparti.
Hun ville have oplevet de første
optimistiske år i 1950'erne. Alle
udenlandske kolonisatorer blev smidt
ud, og Kina lukkede sig om sig selv.
Godsejerne fik frataget deres jord, fabriksejerne deres fabrikker. Bønder
og arbejdere var nu øverst i folkehierarkiet. Staten tog sig af den enkelte
borger fra vugge til grav, men krævede 100 procent loyalitet til gengæld.
Hun ville have oplevet forfølgelserne under Maos antihøjrekampagne,
som i 1957 lukkede munden på alle
kritikerne ved at sende dem i fængsel
eller internt eksil. For ens egen og for
familiens skyld blev det klog poltik
at mene, hvad Partiet ville have, man
skulle mene. Derfor ville hun have
oplevet, hvordan hun og hendes
landsmænd blev mere og mere ens
både i beklædning og i tankegang.
Hun ville i årene omkring 1960 have
oplevet hungersnøden efter Maos
katastrofale kampagne, „Det Store
Spring Fremad“, som betød, at Mao
faktisk måtte trække sig tilbage som
præsident.
Og under Kulturrevolutionen –
Maos forsøg i anden halvdel af 1960erne på at vinde magten tilbage, og
som endte med at sende Kina på randen af kaos endnu en gang – stod
hun måske som rødgardist på Den
Himmelske Freds Plads med Maos
lille citatbog i hånden – „Den Lille
Røde“ – mens hun hyldede „Den
Store Rorgænger“ – et af Maos mange kælenavne.
18
Efter Maos død i 1976 ville hun
have oplevet fortvivlelsen, frustrationen og skuffelsen over Partiet og
dets ledere. Ingen vidste, hvad der nu
skulle ske. Derefter ville hun have
oplevet, hvordan Deng Xiaoping tog
roret, smed hele Maos last over bord,
åbnede op for udlandet og ikke
mindst udenlandske investeringer og
indførte kapitalismen ad bagdøren
som „Socialisme med kinesiske særtræk“.
Hun ville have oplevet optimismen hele vejen op gennem 1980erne, men også usikkerheden ved at
skulle stå på egne ben, den kraftige
inflation, nepotismen og selvfedmen
i det enerådende kommunistparti, og
hun ville have oplevet den folkelige
reaktion: Syv ugers demonstrationer
på Den Himmelske Freds Plads i
1989. Og hun kunne have set, hvordan Folkets Befrielseshær den 4. juni
skød sig vej gennem folket for at opløse disse demonstrationer.
Og nu stod hun dér fire år senere
ikke så langt fra pladsen og svabrede
det iøvrigt helt rene gulv i en af den
amerikanske imperialistiske fjendes
verdensomspændende restauranter,
McDonald's, som kineserne valfartede til for at smage på alt det fremmede nye udefra.
Hvordan kunne hun klare så omfattende omvæltninger uden at knække
midtover som person, tænkte jeg.
Li Kunwus trilogi er netop et bud
på et svar på det spørgsmål. I sagens
natur kan det ikke blive et kort, endsige et konkret svar. Men han giver et
prisværdigt personligt svar.
Brydekamp med historien
Tredje og sidste bind i Li Kunwus trilogi om hans opvækst og hans liv i
Kinas Folkerepublik er lige så overgearet optimistisk og nådesløst overtromlende som den tid, det handler
om. Samtidig er det fuld af Li Kunwus personlige overvejelser og indre brydekampe for at komme til
tåls med mange af de voldsomme og
svære oplevelser, som han lige som
alle hans landsmænd har været udsat
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Li Kunwus far har været i internt eksil i ti år.
Alligevel tror han på, at Kinas Kommunistparti
nok skal få landet ind på rette vej. Af samme grund belærer han sin søn om at være trofast, og Li Kunwu sætter alt ind på også at blive medlem. Det er i årene,
hvor Deng Xiaoping tager magten.
for gennem hele livet. Han guider os
gennem årene fra 1980 til 2010. Det
var her, moderniseringen tog fart. Det
gik rigtig stærkt, og som læser skal
man holde lige så fast, som alle kineserne har skullet gøre det hver eneste
dag de seneste tre årtier.
Det er med den bevidsthed, at man
giver sig i kast med dette afsluttende
bind, for skal den store historie om
den orkanagtige udvikling, som Deng
Xiaoping kastede Kina ud i, fortælles,
så kan det næsten kun blive fragmentarisk.
I bind 1 og 2 var der samling på
drengen og den unge mand Li Kunwus familie, og fortællingen formåede at holde sammen på dem alle,
selvom de under Maos kampagner
blev forvist forskellige steder hen i
landet. Med bind tre bredes viften
helt ud, for her forsvinder ensartetheden. Der bliver gjort plads til forskelligheden på godt og ondt, og alle i Li
Kunwus omgangskreds, der tør, søger
lykken. Det er ikke alle, det lykkes
for, men de, som ikke tør, bliver uden
nåde indhentet og overhalet af udviklingen. I Kina gør man klogt i at være
fleksibel og villig til at acceptere det
nye. Hvis ikke, risikerer man netop at
knække midt over.
Ærlig konfrontation
Det er altså ikke nogen læse-let-bog.
Den er sværere end de to foregående. Som læser skal man holde tungen
lige i munden og kigge grundigt på
alle de detaljer i billederne, som fortæller så meget mere end ordene.
Der, hvor trilogien bliver rigtig interessant, er, når Li Kunwu tager fat i
omtålelige politiske tabuer. I bind tre
når vi til studenterdemonstrationerne
på Den Himmelske Freds Plads i
1989, det største politiske tabu. Det
er stadig hemmeligt, hvor mange der
blev dræbt af soldaterne den 4. juni.
Li Kunwu lægger alle kortene på
bordet fra starten. Han tager os med,
så vi kan lytte til den diskussion, som
han havde med sin ven og medforfatter, franske Phillipe Ôtié, da de skrev
trilogien sammen. Problemet var, at
trilogien kun handler om, hvordan Li
Kunwu selv har oplevet folkerepublikkens første 60 år, og han var ikke
til stede i Beijing i 1989. Han var i
Kunming mere end 1000 kilometer
væk.
I dette tilfælde afviger han lidt fra
konceptet, fremfører sin holdning i
stedet for sit vidnesbyrd og indrammer på den måde hele trilogien:
„Desuden ... så er jeg af den overbevisning, at Kinas udvikling frem for
alt kræver orden og stabilitet. Alt andet kommer i mine øjne i anden række. Jeg er helt bevidst om, at mine
tanker om det vil chokere mange,
især i Vesten, hvor de fremherskende
holdninger er fundamentalt anderledes. For mit vedkommende drejer det
sig ikke om, at jeg bare overtager de
officielle holdninger. Nej, der er tale
om en følelse, der er dyb forankret i
med mange kinesere. En følelse, der
er blevet formet, siden vi sad på
skolebænken, hvor vi lærte, at vores
land har måttet døje så mange vanskeligheder og ydmygelser i det 20.
århundrede: Invasioner, plyndringer,
såkaldt „ulige traktater“... interne
splittelser, stridigheder mellem
krigsherrer ... (...).
Dem, der ved det, eller som forstår
den ulykke, som vi alle har kendt,
må også kunne forstå min dybe trang
til stabilitet og orden, som jeg forventer, at vores genrejsning og udvikling
skal bygge på“.
Li Kunwus trilogi er et storværk,
som tager os med, så vi kan opleve
historien, som han og hans nærmeste
oplevede og forstod den. Det er enestående og ofte bevægende.
19
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Kinesisk megasællert
NEJ, DEN FÅR IKKE HJERTET TIL AT BRISte
Anonym forfatter vækker opsigt med roman om ung kærlighed under Kulturrevolutionen
Ai Mi: Under the Hawthorn Tree
Virago Press 2011
Oversat til engelsk fra kinesisk af
Anna Holmwood
Af Rikke-Agnete Olsen
Ai Mi er et pseudonym, og ingen
ved, om det dækker over en mand
eller en kvinde, selv om bogen ved
slutningen giver sig ud for at være en
selvbiografisk skildring skrevet af en
kvinde 30 år efter hendes ulykkelige
kærlighedshistorie. Nu underviser
hun angiveligt på et universitet i USA
og har planer om at bringe sin datter
hen til det sted, hvor hendes elskede
som en særlig gestus for ædelt liv ligger begravet „Under the Hawthorn
Tree”, hvor mange helte blev henrettet under krigen mod japanerne. Derfor bærer tjørnen nu røde blomster,
før myrderierne var de hvide.
Det siges, at ethvert menneske har
stof i sig og i sit livsforløb til en bog,
men det er jo ikke sikkert, det er en
god bog. „Under the Hawthorn Tree”
er en tyk bog. Det er også en lang
bog at læse, selv om handlingen er
meget enkel.
En ung og yderst uskyldig, men
højt begavet, praktisk og viljestærk
pige fra en politisk tvivlsom og derfor ilde behandlet familie sendes i
Kulturrevolutionens senere år med
en gruppe andre unge til en landsby,
hvor de skal beskrive livet til en ny
slags historiebog. Jinqiu bestræber
sig ivrigt for at falde ind i billedet og
gøre sit arbejde godt efter alle forskrifter, og det lykkes.
Hun kommer til at bo hos en venlig familie og møder hos den „Old
Third” – gamle tredje bror – der slet
ikke hører til familien, men kommer
af absolut bedre folk, faderen er højt
placeret i Partiet og administrationen,
så Sun Jiangxin har både lædersko og
ulden sweater. Han arbejder i en geologisk enhed i nærheden, og skønt
han ikke er meget ældre end Jinqiu,
der stadig går i skole, er han så moden og forstående i enhver henseende, at man skulle tro, han var mindst
50. Det gælder endog hans holdning
til de herskende politiske forhold for
landets borgere. Faktisk er det svært
at forestille sig en som ham i Kulturrevolutionens tid.
De to forelsker sig, dybt og uhjælpeligt, og bag på bogen står der, at
„this beautiful, simple story against
the odds will break your heart“. Hun
forstår først ikke, hvad der er sket for
dem, i sin forvirring afviser hun ham,
men han er så klog og tålmodig, at
han trænger ind til hende, så de begge forstår, at det er dem for altid. Det
er det imidlertid ikke alligevel, for
han har fået leukæmi og dør under
hendes højlydte jamren på sygehuset, hvor hans også gode og kloge familie bringer hende hen i sidste øjeblik.
De to unges kærlighedshistorie er
kort, den varer vel knapt et år, og de
ses ikke meget i den tid, men det lykkes dem dog at svømme sammen i
floden, der omgiver den skoleø, hun
20
lever på. Det lader sig gøre, fordi han
køber hende en fiks og tætsiddende
badedragt (under Kulturrevolutionen
og i en lille kioskagtig butik nær
svømmestedet!!). Hendes mor opdager dem og befaler ham at holde sig
væk, hvilket han ærbart lover. Det
skaber naturligvis ængstelse i Jinqius sind og hjerte, men han våger
uset over hende og dukker op i ny og
næ, så kærligheden næres.
Hun efterstræbes af andre mere eller mindre tiltalende mænd, men har
held til at holde dem på afstand uden
dog at forstå, hvad de er ude på. Mod slutningen af bogen finder hun
ham på det hospital, hvor han er indlagt, og de tilbringer et par himmelske dage under tæpperne i sengen i
et værelse, han har lånt af en sygeplejerske, der aldrig bruger det. Forholdet fuldbyrdes ikke helt, men dog
nok til at give hende en fornemmelse
af, hvad det er mænd og koner gør i
et ægteskab.
Bagefter ses de ikke, før hun når
frem til hans dødsseng, og i mellemtiden har han prøvet at gøre hende fri
og give hende mulighed for et andet
liv ved at skrive et brev om, at han er
nødt til at rejse væk og foreslå hende
at få en anden kæreste. Gode venner
hjælper hende til at forstå ham og
finde ham, og så når hun altså frem
til hans død.
Gennem hele bogen er Jinqiu den
eneste person, man kommer ind i,
alle andre, også „Old Third“ – Sun
Jiangxi – opleves udefra, de handler
og de taler, men det er alt sammen
noget, der bringer handlingen og Jinqui videre. Livet under Kulturrevolutionen skildres også udvendigt, far er
forvist til landet, bror er forvist til landet, mor får dårlig løn, alt sammen
på grund af dårlig klassebaggrund.
Jinqiu må være ekstra klog og dygtig
af samme grund, og penge mangler
de naturligvis. Der findes heller ikke
hygiejnebind, man må bruge toiletpapir.
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
En migrantarbejders søn
Men – de rejser frem og tilbage
mellem land og by med bus, og der
er adskilligt andet som det med badedragten, der virker forkert, så man
får på fornemmelsen, at forfatteren
ikke er dybt fortrolig med den historiske ramme. Den mystiske Ai Mi er
heller ikke god til botanik. Rød- og
hvidtjørn vokser ikke naturligt i Kina,
og det er jo ikke så godt, når sådan et
træ spiller en hovedrolle i bogen.
Alt det ville ikke gøre så meget,
hvis skildringen af Jinqiu og hendes
kærlighed ville få ens hjerte til at briste, men der er på en måde for meget
af det hele.
Når bogen alligevel er blevet en
megasællert i Kina og nu på vej ud i
verden, også som film, er det måske,
fordi den har et forbillede i „Det røde
Værelse“. Denne gamle og lange kinesiske klassiker foregår ganske vist i
noget andre kredse end „Under the
Hawthorn Tree“, men Jinqiu tænker
og føler og reagerer på mange måder
livs- og verdensfjernt som personerne i „Det røde Værelse“. Som kineser
genkender man sådan en person. Ai
Mi kan sine klassikere, så måske underviser hun/han virkelig på et universitet i USA og har levet der så
længe, at Kina er blevet et fjernt og
fremmed land.
Bogen kom allerede på nettet i
2007, og der og i forskellige artikler
tager Ai Mi sammen med andre pseudonymer bl.a. ivrigt del i diskussionen om demokrati og ytringsfrihed,
bl.a. da Liu Xiaobo fik Nobels Fredspris. Det er alt sammen rosværdigt,
men der er mange andre og bedre
skildringer af mennesker og deres liv
og vilkår under Kulturrevolutionen.
Fx „Balzac og den lille kinesiske
skrædderinde“ af Dai Sijie.
siger farvel til samlebåndet
Sønnen vil hellere skrive digte om migrantarbejderes tilværelse
Den 27-årige Lü Yanwu er søn af en
migrantarbejder. Faderen er en af de
millioner af landmænd, der siden
1980'erne har forladt landbruget i
håb om at få et bedre betalt arbejde
i byerne.
Lü Yanwu er blevet interviewet af
den kinesiske avis Global Times, en
af det kommunistiske partis engelsksprogede aviser. Lü Yanwu betegnes
som et typisk eksempel på, hvordan
børn af migrantarbejdere klarer sig.
Interviewet indgår i en større artikel
om andengenerationsmigranter, skrevet af avisens medarbejder, Feng Shu.
Her er uddrag fra artiklen, der har
overskriften „Ikke så medgørlige
mere“.
Lü Yanwu er født i en af Kinas fattigste provinser, Gansu. Han rejste
hjemmefra som 17-årig, efter at han
havde taget mellemskoleeksamen,
rejste fra by til by og levede af tilfældigt arbejde, fx som tallerkenvasker
og til sidst som vagtmand i Beijing.
Da han følte, at byboerne ikke regnede ham for noget, fordi han kom fra
landet, tog han tilbage til sin landsby
og blev minearbejder.
„Man kan ikke beskrive, hvor udmattende det var. Engang bar jeg ni
tons sprængstoffer på en enkelt dag.
Jeg var fuldkommen gennemblødt af
sved”, siger Lü Yanwu, når han tænker tilbage på den tid, han arbejdede
i en asbestmine i Qinghai Provins.
I 2006 kom han omsider til Dongguan, hvor han blev samlebåndsarbejder i et foretagende, der lavede
billige sko til eksport. Han fik normallønnen på ca. 2000 yuan (1900
kr.) om måneden og arbejdede 11 timer om dagen.
Der er mange i den 260 mio. store
hær af migrantarbejdere fra landet,
som deler skæbne med Lü Yanwu, og
de er blevet en kæmpestor underklasse i mange byer, men Lü Yanwu
har fået nok og har besluttet, at han
ikke vil være med mere. Han har forladt sit job som fabriksarbejder for at
arbejde på at skabe social retærdighed og udnytte sine kreative evner
som digter.
Lü Yanwu bruger nu al sin energi
på at rejse en sag mod sin tidligere
Den tidligere migrantarbejder Lü Yanwu i sin digter- og studiehule, et 12 kvadratmeter
stort værelse, som han deler med en kammerat. (Foto: Lü Yanwu/Global Times).
–––
Rikke Agnete Olsen anmeldte Dai Sijies roman om Balsac i Kinabladet nr.
18 Sommer 2003. „Morsom og dybt
alvorlig“ var overskriften.
Den filmatiserede udgave af „Under
the Hawthorne Tree“ er instrueret af
Zhang Yimou. Den gik i de danske
biografer i 2011.
21
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
arbejdsgiver for at have undladt at
tegne en lovpligtig forsikring for arbejderne.
Digtene
Lü Yanwu håber, at han kan få udgivet sin digtsamling, der for størstedelens vedkommende handler om migrantlivets virkelighed.
„Jeg ønsker at lade mine digte være
talerør for migrantarbejderne”, siger
Lü Yanwu. Global Times talte med
ham i hans værelse på 12 kvadratmeter, som han deler med en anden
arbejder. I værelset er der ikke andet end to senge, en masse bøger og
en billig, bærbar computer, som Lü
Yanwu siger, at han ikke kunne leve
uden. Titusindvis af firmaer, såvel indenlandske som udenlandske, har
bygget fabrikker i Dongguan, hvor
antallet af migrantarbejdere er adskillige gange så stort som byens 1,9
mio. permanente indbyggere.
Lü Yanwu arbejder nu som frivillig
i en lokal ngo-gruppe, der yder juridisk rådgivning til migranter. Han
bruger en del af sin tid på at taste
meddelelser på sin mobil til de mere
end 3000 ligesindede, der følger med
på hans mikroblog på Weibo (den kinesiske form for Twitter. Red.).
Unge migranter protesterer
Liu Kaiming er administrerende direktør for Institute of Contemporary
Observation. Han har i tre år studeret
migrantarbejderes arbejds- og livsbetigelser i slutningen af 90'erne.
Han fortæller, at den unge generation af migrantarbejdere er meget forskellig fra deres forældre, der var de
første, der fandt arbejde i byerne.
Deres problemer er nok de samme –
lav løn, lang arbejdstid, barske leveog arbejdsvilkår og manglende adgang til sociale goder –, men deres
holdning hertil er en anden.
Jeg handler om sko
af Lü Yanwu
Jeg har arbejde på en fabrik
der laver sko for en taiwaner
ved et samlebånd.
Meget har jeg ikke lært, men min symaskine får jeg til at synge.
Dag for dag en kamp med sko,
min sjæl skal passe til stingene, en tomme lig 8,5 sting,
min stræben skal passe til kanten af arbejdsbænken, 1,5 millimeter,
så målene passer
så tråden kan skæres og emnerne tælles.
Jeg tjener 10 fen for et par
12 timer dagligt, nær på at dø
og i dag tjente jeg 52 yuan.
Så mit liv handler om sko
til eksport til Amerika,
hvor de skinner på fødderne
af en eller anden.
Hvis? Aner jeg ikke. Fordansket af Claus Seiden
Den nye generation migranter, som
udgør 60 pct. af det totale antal, er
meget mindre tolerante i spørgsmål
om social uretfærdighed. Hvor størstedelen af migrantarbejderne simpelthen forlader jobbet, når de føler
sig snydt eller dårligt behandlet, er
der mange af de yngre, erfarne arbejdere, der skaber opmærksomhed omkring sig ved at gå i strejke eller deltage i protestaktioner, hvoraf nogle er
endt i vold.
Antallet af protester og strejker stiger år efter år. Det anslås, at der i
2011 var 110.000 strejker, og af dem
havde over 10.000 mere end 1000
deltagere, ifølge oplysninger fra He
Yuancheng fra advokatfirmaet
Guangdong arbejdsretsbeskyttelse i
Shenzhen.
Selvom over 90 pct. af arbejderne
i de 510.000 virksomheder i Guangdong er repræsenteret af fagforeninger under Sammenslutningen af Fagforeninger i Guangdong, siger mange
eksperter, at fagforeningerne aldrig
har formået at sørge for ordentlig
håndhævelse af migrantarbejdernes
rettigheder.
Ingen af de arbejdere i Shenzhen
eller Dongguan, som Global Times
interviewede, havde – efter hvad de
sagde – søgt hjælp hos deres lokale
fagforening.
Lü Yanwu læser meget. Hans foretrukne bog, „Demokratiets opbygning”, er en kinesisk forskers betragtninger over Vestens demokrati.
Lü Yanwu har levet af opsparingen
fra sine tidligere job, men må formentlig snart tilbage til fabrikken. Til
forskel fra de fleste af kammeraterne,
der gerne vil være ledere, har Lü
Yanwu et mere ambitiøst mål.
„Jeg kan aldrig vende tilbage til en
tilværelse som landmand som den,
mine forældre havde. Jeg ønsker at
bruge mine erfaringer til at kæmpe
for social retfærdighed og kæmpe for
et værdigt liv i denne by”, sagde Lü
Yanwu.
Oversættelse Else Poulsen
22
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Nekrolog
professor gunnar o. svane, århus, er død
Han oversatte bl.a. et 2000 år gammelt kinesisk kæmpeværk med fortællinger fra Kinas historie
Af Jette Mechlenburg
Professor, dr. phil. Gunnar Olaf Svane døde den 22. juni 2012. Han blev
84 år.
For 2000 år siden beskrev Sima
Qian, historiker og hofastrolog ved
det kejserlige hof, Kinas historie.
2000 år senere oversatte Gunnar Svane dele af Sima Qians Historiske Optegnelser direkte fra de overleverede
kinesiske skrifter til dansk. Det blev
på dansk til et værk på 936 sider – en
enestående bedrift han påbegyndte
som 70-årig efter sin pensionering.
Jeg besøgte Gunnar Svane i 2007
lige efter udgivelsen for at interviewe
ham om det store oversætterarbejde.
Efter at han havde talt længe og engageret, erklærede han at han hellere
ville skrive en artikel selv; det gjorde
han, og den kan læses i Kinabladet
nr. 35. Senere holdt han foredrag om
bogen i Dansk Kinesisk Forening (referat af foredraget Kinabladet nr. 38).
Gunnar Svane var allerede i sin
ungdom optaget af kinesisk kultur,
men først længe efter blev det muligt at studere kinesisk i Danmark. I
stedet kastede han sig over slaviske
sprog – det siges at han beherskede
syv sprog, deriblandt albansk. Han
blev professor i slaviske sprog og litteratur ved Aarhus Universitet og var
en særdeles kyndig kender af landene på Balkan og Østeuropa/Rusland,
hvilket medførte en række bogudgivelser af oversættelser af både skønlitteratur og kulturhistoriske værker.
Kinesisk bibeholdt han „som en kær
sommerbeskæftigelse”.
Da han gik på pension, meldte han
sig straks til Østasiatisk Instituts kinesiskkursus. Her blev han opmærksom
på Sima Qians Historiske Optegnelser. På en turistrejse til Kina „faldt
han over en udgave af bogen med
både den oprindelige klassiske ordlyd og en sideløbende moderne kinesisk oversættelse med indbyggede
kommentarer”. Det blev til ti års intens beskæftigelse med at oversætte
dette kæmpeværk til dansk.
„Der går jo sport i at løse de sproglige knuder, hitte rede i forfatterens
utal af titulaturer, person- og stednavne. Men en medfødt stædighed har
gjort, at jeg egentlig aldrig har følt
trang til at opgive”, skriver han.
Gunnar Svanes oversættelse af
Sima Qians Historiske Optegnelser
omfatter de sidste 70 kapitler af det
130 kapitler store værk. Han vælger
biografierne der fokuserer på bestemte fremtrædende personer og deres
livsforløb omkring de stadig skiftende
herskere. Sima Qian levede under
han-dynastiet hvor det kinesiske rige
udviklede sig til en stormagt. Talrige
krige og magtkampe, intriger og rænkespil var hele tiden en del af spillet,
og kineserne havde store problemer
med de mange forskellige nomadestammer.
„Jeg kan ikke nære mig for at tilstå,
at jeg på sin vis finder Sima Qians
karakteristik mærkværdig moderne.
Den dag i dag finder vi jo mennesker, som med en blanding af frygt,
nedvurdering og foragt lufter deres
fornærmelser over at fremmede for-
master sig til at have en anden kultur,
end vi selv har,” bemærkede Svane i
sit foredrag i foreningen.
Gunnar Svanes /Sima Qians Historiske Optegnelser” indledes med Svanes kyndige og informative forord og
slutter med Hofastrologens efterord
hvor man får et overblik over kapitlerne, og hvad der ligger bag Sima
Qians historiske værk.
Sima Qians far bød ham at videregive beretningen om fortidens anliggender som han selv havde påbegyndt, på samme måde som Konfucius videregav tiden før ham. Nu 2000
år senere videregiver Gunnar Svane
til eftertiden sin oversættelse af Sima
Qians Historiske Optegnelser og har
med dette ydet et uvurderligt bidrag
til forskningen af Kinas ældste historie, det Kina som „har vist sig at være
den eneste af oldtidens store kulturer
som har formået at bevare kontinuiteten til vore dage, og den kan meget
vel få global betydning”, sluttede
Svane sit foredrag foråret 2008.
Gunnar Svane fotograferet i 2007 efter at hans
oversættelse af Historiske Optegnelser var
udkommet. (Foto: Jette Mechlenburg)
23
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Samarbejdsaftale
beijing og københavn rykker tættere sammen
Kinabladet har bedt Københavns overborgmester redegøre for samarbejdsaftale, som han har indgået
med sin kollega i Beijing. Aftalen skal blandt andet støtte dansk eksport til Kina.
Af Frank Jensen, overborgmester
I juni havde jeg den store fornøjelse
at rejse til den kinesiske hovedstad
sammen med en større erhvervsdelegation for at underskrive en samarbejdsaftale med Beijing.
Venskabsbyaftalen har til formål
at bringe København til Kina og omvendt – politisk, økonomisk og kulturelt. Vi vil styrke samarbejdet inden
for områder som blandt andet forskning, højteknologi og uddannelse.
Besøget var en stor oplevelse. Jeg
er meget imponeret af den udvikling,
Beijing har gennemgået i de seneste
år. Ikke mindst af tempoet med hvilken udviklingen er sket. Der er tydeligvis travlt i den kinesiske byggesektor. Det er interessant, at København
og Beijing har gennemgået to forskellige udviklinger. I København vælger
stadig flere og flere cyklen frem for
bilen, mens det omvendte er tilfældet
i Beijing. Cyklen er i meget vid udstrækning blevet udskiftet med bilen,
og der er nu flere biler end cykler i
den kinesiske hovedstad med stor
luftforurening til følge.
Kineserne har i de seneste år virkelig fået øjnene op for bæredygtige
løsninger, eftersom de skal løse problemet med de alt for mange biler og
en stærkt forurenet luft. Og de skal
sikre vand og energi til alle. Her byder en stærk dansk cleantech-sektor
på mange gode løsninger.
Samarbejdsaftalen mellem Beijing
og København handler blandt andet
også om at afsætte bæredygtige løsninger inden for vand, varme, energi
og byggeri til det voksende kinesiske
marked. Alene i 2011 investerede
den kinesiske stat 143 mia. kr. i energibesparelse og miljø, og Kina tegner
sig for halvdelen af verdens byggeri.
Den kinesiske stat har fokus på at reducere vandforbruget og forventer
at investere 371 mia. kr. om året i ti
år i vandprojekter. Her kan danske
løsninger hjælpe: Hvis Beijings vandspild kommer ned på samme niveau
som Københavns, betyder det vand
til op mod en million ekstra kinesiske
husstande.
Under mit besøg har jeg tillige
knyttet mange gode relationer til kinesiske samarbejdspartnere. Jeg
mødtes bl.a. med min ‘kollega’, Beijings borgmester, Guo Jinlong – som i
mellemtiden er steget i graderne og
nu er formand for partiapparatet i
Beijing. Vi diskuterede byudvikling,
grønne løsninger, bæredygtighed og
urbanisering. Det er udfordringer og
muligheder, vores byer, i lighed med
Overborgmester
Frank Jensen og
Beijings borgmester
Guo Jinlong, da
samarbejdsaftalen
mellem de to hovedstæder blev indgået. Bag dem ses
Danmarks ambassadør i Beijing, Friis
Arne Petersen.
(Foto: Den Danske
Ambassade i Beijing).
24
storbyer verden over, aktuelt og i
fremtiden står overfor. Der er et fælles behov for at finde løsninger og
tænke i nye og kreative baner. Ligesom vi i København bygger daginstitutioner, skoler og plejehjem, investerer massivt i infrastruktur og satser på
grønne og bæredygtige løsninger, står
Beijing over for tilsvarende opgaver,
om end i en helt anden størrelsesorden.
Vi har givet hinanden håndslag på,
at vi i fremtiden vil besøge hinandens
byer i endnu højere grad for at udveksle erfaringer og ideer. De personlige kontakter er nemlig vigtige for at
øge værdien af venskabsbyaftalen.
Jeg ser frem til at byde Beijings
konstituerede borgmester, Wang Anshun, velkommen i København. Udover at understøtte dansk eksport skal
samarbejdet også bringe Kina til København med styrket tiltrækning af
kinesiske virksomheder, talenter og
turister. Vi kan nemlig konstatere, at
mens København tager imod et stigende antal kinesiske turister, kniber
det med at tiltrække kinesiske virksomheder, der i højere grad ser til
Stockholm, når der skal investeres i
Skandinavien.
Hvis Danmark kom på niveau med
Sverige i forhold til at tiltrække kinesiske virksomheder, ville der kunne
skabes mellem 800 og 1200 nye arbejdspladser. Derfor skal vi styrke
indsatsen for at markedsføre Københavns og Øresundsregionens fordele
Inden vores besøg i Beijing havde
jeg den store fornøjelse at byde den
kinesiske præsident, Hu Jintao, samt
en større erhvervsdelegation velkommen i København. Under besøget
kunne jeg fornemme en øget kinesisk
interesse for Danmark, ikke bare i
økonomisk og politisk forstand, men
også kulturelt. Det betyder, at vi kan
se frem til et samarbejde, der kommer til at styrke erhverv såvel som turisme og kulturliv.
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
To kinesiske svømmeres guldfest
guldmedaljer, en statue og et hus til hver
Hangzhou hylder sine to nye OL-svømmehelte, der allerede har sikret sig millionindtægter
Af Flemming Poulsen
Hvis man er kinesisk elitesvømmer
og hjemmehørende i Hangzhou
(ifølge kinesisk turistpropaganda et
himmelsk paradis på Jorden), kan
man ikke blot svømme sig til et par
OL-guldmedaljer i London 2012,
men også til en statue og et hus.
To på det kinesiske svømmehold
var fra Hangzhou. Den 16-årige Ye
Shiwen vandt guld i 200 meter og
400 meter individuel medley, og den
21-årige Sun Yang hentede guldmedaljer i 200 meter og 1500 meter fri.
De fik en heltemodtagelse, da de
kom hjem til Hangzhou. De besøgte
også Zhejiang Provins' Sports Bureau. Her afslørede direktøren ifølge
China Daily, hvad Hangzhous belønning for de to svømmeres præstationer i London var: en bronzestatue af
hver af dem, opstillet uden for Hangzhou stadion. Her er der allerede statuer af fire bysbørn, der har gjort sig
bemærket ved tidligere års OL og OL
for handikappede.
Men ikke nok med det: Der var også en hilsen fra et af Hangzhous største private virksomheder, et byggeog ejendomsfirma. Det har meddelt,
at det vil forære hver af de to svømmehelte et hus, hvis markedsværdi
er opgivet til tre mio. yuan (2,8 mio.
kr.).
Det er ikke noget nyt, at kinesiske
firmaer står på spring for at udnytte
OL-helte kommercielt. Liu Xiang
vandt guld i 110 meter hækkeløb ved
OL i Athen i 2004 og har ifølge kinesiske medier siden tjent over 100
mio. yuan (90 mio. kr.) ved at optræde i store firmaers reklamekampagner.
Den ene af Hangzhous to OL-helte
2012, Sun Yang, har allerede før OL
reklameret for et kinesisk fodtøjsfirma, et kinesisk mælkeproduktfirma
samt Coca Cola. Og han er kun tyve
år, konstaterer medierne.
Sun Yangs to guldmedaljer vil give ham nye millioner i reklameindtægter. (Foto: Xinhua)
Ye Shiwen vandt to guldmedaljer i London. Hun blev beskyldt for at være dopet, men et anset videnskabeligt tidsskrift, der havde viderebragt beskyldningen, trak den tilbage og gav
hende en undskyldning. (Foto: Xinhua).
25
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
ri chang sheng huo
Om hverdag og tilværelse, samlet af Claus Seiden
ri chang – hverdag
Rygter var nok
Der kom pludselig gang i ejendomsmarkedet i en række kinesiske storbyer i foråret 2012. Det var ikke fordi situationen havde ændret sig, men
simpelt hen på grund af rygter. De
gik ud på, at myndighederne ville til-
Skoleløse børn
Mens Beijing gør en kæmpeindsats
for at få unge uddannet, kniber det
med at gøre noget for børnene – i
hvert fald for de børn, hvis forældre
er kommet til byen uden hukou (tilladelse til at bo i byen). Ganske vist
har man så sent som i 2010 vedtaget,
at alle børn i byen – både dem med
og dem uden hukou – har samme ret
til skolegang. Alligevel er der to store
bydistrikter, Changping og Tongzhou,
der konsekvent afviser børn af „ikkelokale” forældre.
lade billigere banklån til førstegangskøbere, og at man i det hele taget
havde planer om at sætte gang i hushandlerne.
Baggrunden skulle være, at der har
været tegn på økonomisk afmatning,
og at myndighederne tror, den mest
effektive kickstart vil være at få gang
i hushandlerne. Altså sådan cirka det
omvendte af situationen i USA og andre vestlige lande.
I øvrigt skal man nok tage bekymringen for økonomisk afmatning med
et gran salt: Ganske vist regner kineserne med en lidt lavere vækst, men
der er kun tale om, at man i andet
kvartal 2012 måske kommer lidt under den hidtidige stigning på 7 pct.
„Vi har ikke plads til flere i vore skoler“, fastslog distriktsstyret i Tongzhou og afviste vrede forældre, der
protesterede foran distriktskontoret.
Myndighedernes forklaring var, at der
nu var flere skolebørn fra „udenbys”
familier end fra distriktets egne indbyggere.
Modviljen mod at optage børnene
kan skyldes forlydender om, at skolerne forlanger „sponsorpenge” for at
optage børn, der ikke har lokale rødder. Det kan blive dyrt for de ikke
særligt velhavende gæstearbejdere.
I Tongzhou gik afvisningen af børnene ikke stille af. Forældrene gik i protest til skoledirektionen med plakater om, at børn burde være ligeberettigede. På banneret står der: Vi fastholder
kravet om samme adgang til obligatorisk undervisning i samme by.
(Oversættelse: Charlotte Kehlet).
(Foto Global Times)
26
Færre bønder
Det er nu under halvdelen af Kinas
befolkning, der bor på landet. Helt
nøjagtigt er bybefolkningen opgjort
til 51,3 pct, af det samlede indbyggertal. Især har de store byer tiltrukket mange. Kina har nu 30 byer med
et folketal på over otte millioner, og
13 af dem har over 10 millioner indbyggere.
Byernes tilvækst ventes at fortsætte,
så når vi når 2030, bor 70 pct. i byerne, kun 30 pct. bliver ude på landet.
Verdensbanken har peget på, at tilvæksten kan skabe store problemer,
både med vandforsyning og kloakering, men at urbaniseringen samtidig medfører så væsentlige økonomiske fordele, at der ikke er grund til at
stoppe den. Med en bybefolkning på
70 pct. vil Kina i øvrigt være på højde med de øvrige industrialiserede
lande.
Lille lysning
De unge kinesere, der ikke har råd
til at slå sig ned i de større byer, kan
håbe på en lille forbedring: Boligpriserne er for første gang begyndt at
falde i de større byer. Foreløbig kun
med 1,4 pct. i byerne som gennemsnit, men med lidt mere – 1,6 pct. –
i Beijing, Guangzhou og Shanghai.
Det får økonomerne til at mene, at
markedet er ved at flade ud, sådan at
man ikke kommer til at opleve nye
stigninger, men snarere let faldende
priser i de kommende år.
Ensomme børn
Diskussionen om børnenes brug af
elektroniske medier har foreløbig haft
som resultat, at Guangzhou opretter
flere fritidscentre for børn, hvor de
kan lege direkte med hinanden. En
mor til en 4-årig pige klager over, at
når selv børnehaven er fuld af elektronikskærme, bliver børnene utroligt ensomme. Og lærere i byen siger, at det er vigtigt, at børnene lærer at være kritiske over for nettet, der
ikke har samme pålidelighed som de
trykte medier. Det kan der være god
grund til: 27 pct. af børnene i
Guangzhou-undersøgelsen siger, at
de tit slår efter på nettet for at finde
oplysninger til deres skolearbejde.
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
Handikappede børn
Der er stadig kinesiske børn, der ikke
kommer i skole. Det er specielt børn
med et handikap, fastslår de kinesiske invalideorganisationer, som opgør tallet til 82.000. De fleste kan
ikke komme i skole på grund af
deres handikap, men 19 pct. lader
forstå, at de er så fattige, at de ikke
kan klare skolegangen. Organisationerne har nu opfordret de lokale myndigheder til at arrangere hjemmeundervisning for de børn, der ikke kan
komme til skolen, og i nogle tilfælde
oplære forældrene til at tage sig af
børnenes undervisning i hjemmet.
Kostbare børn
Et velstående par fra Ruian i Zhejiang
provinsen har fået en bogstaveligt talt
dyrebar datter: De havde en søn i forvejen, og da han er sund og rask, og
de ikke driver landbrug, men er forretningsfolk, var der ingen undtagelsesparagraf i etbarns-bestemmelserne, de kunne komme ind under. Altså måtte de betale en bøde på
fire gange familiens årsindtægt – og
det blev til 95.000 kr. Myndighederne siger, at de ville statuere et eksempel, fordi det ser ud til, at der er gået
mode i at bryde familieplanlægningsloven blandt de mere velstående familier i Ruian.
Millionærkoner
2800 kvinder har meldt sig til en
konkurrence, hvor gevinsten er en
ægtemand, der er millionær.
Konkurrencen er udskrevet af en
klub for forretningsmænd i Chengdu.
Den kræver af sine medlemmer, at
de skal have en personlig formue på
mindst 70 millioner kroner og være
ungkarle. Kontingentet er på 140.000
kroner om året.
Af de 2800 damer er der nu udvalgt 320, som skal konkurrere i forskellige færdigheder. 28 af dem får så
arrangeret en date med de 20 klubmedlemmer, der har meldt sig som
interesserede. Ægteskab er den erklærede hensigt. Damerne skal være
mellem 160 og 175 cm høje, og de
bliver ikke blot bedømt på udseende
og psykologi, men også på deres
evne til at styre pengesager.
På Jiaotong Universitet i Xian blev studenterne mobiliseret i en kampagne mod rygning og
mødte op med bannere og gasmasker. Sig nej til tobak står der på det store banner. På de
to små i baggrunden står: Et nej til rygning begynder med mig og Sig nej til passiv rygning.
(Oversættelse: Charlotte Kehlet). (Foto: Beijing Review).
Færre rygere?
ikke noget om, at man kunne blive
straffet for at overtræde dets bestemmelser.
Men nu kommer kravet om at få
forbuddene overholdt. Det bliver nok
noget op ad bakke: Det er 320 millioner rygere, man skal have til at slukke smøgerne, og selv om der nu bliver oprettet en hotline for rygere og
indført kurser i rygestop for sundhedspersonalet, regner man med, at
der går lang tid, før forbruget begynder at dale. Også selv om kampagnens baggrund er, at man regner med
1,2 millioner dødsfald om året, som
mere eller mindre har tobaksrygning som årsag. Kina er i øvrigt verdens største tobaksproducent med en
tredjedel af verdens rygere.
Kursfald censureret
demonstrerende unge på Tiananmen-pladsen i Beijing fandt sted 4.
juni 1989, og kineserne plejer at skrive måneden før dagen, altså netop
6.4.89.
Afsløringen stammer fra den amerikanske Avis Wall Street Journal.
Kina følger den internationale tendens til at bekæmpe tobaksrygning,
men fodslæbende. Allerede i 2006
skrev Kina under på en WHO-aftale
om at indføre lovbegrænsninger for
rygning. Deltagerlandene havde lovet
at have rygeforbud på plads inden
2011. Først i år bebuder Kina en lovgivning, der skal bremse rygning i
det offentlige rum. Det sker med en
henvisning til, at der jo allerede sidste år blev udstedt et dekret om, at
der ikke måtte ryges på hospitaler,
i skoler og på restauranter, men der
var bare ikke nogen, der rettede sig
efter det. Den kinesiske antitobaksbevægelses talsmand siger, at det er
forståeligt nok, for dekretet indeholdt
Censuren greb hurtigt ind over for
enhver diskussion om faldende aktiekurser på Weibo – det kinesiske Twitter –, i hvert fald i de tilfælde, hvor
folk nævnte kursfaldets faktiske størrelse.
Det var ikke af finansielle grunde,
men af politiske: Kurserne faldt med
64,89 points i Shanghai, og det tal
var det strengt forbudt at nævne.
Hvorfor? Jo, indgrebene mod de
shenghuo – tilværelse
27
Dansk-Kinesisk Forening
c/o Poulsen
Fresiavej 3, DK-3450 Allerød
Returneres ved varig adresseændring
Kinabladet nr.55 Efterår 2012
A R RA N G E M E NT E R
Dansk-Kinesisk Forening arrangerer hver måned, undtagen juni og juli, et foredrag eller et andet møde for medlemmerne og alle øvrige interesserede. Når mødedagen nærmer sig, vil opslag om det aktuelle arrangement kunne ses på vores
hjemmeside og på gruppen Dansk-Kinesisk Forening på Facebook og LinkedIn.
Desuden vil opslag blive udsendt med foreningens Nyhedsbrev.
Mandag den 22. oktober 2012
Et kinesisk eventyr med
danske fortegn
Den svensk-norske Martin Mörck debuterede som frimærkegravør i 1977.
Han er med gravering af 700 frimærker for 17 lande den tredje mest produktive frimærkegravør nogensinde.
Martin Mørck er den anden udlænding, som inden for de sidste hundrede år er blevet indbudt som gravørlærer i Kina. Han leder her en uddannelse for gravører i samarbejde med
China Post og Post Nord – en svenskdansk postvirksomhed.
Onsdag den 14. november 2012
Magtskifte i Kina
Et planlagt magtskifte med en fastlagt
tidsplan er undervejs i Kinas topledelse. Som optakt foregår der i kulisserne
en giftig magtkamp, som ikke går stille
af sig. Verdenspressen, netborgerne og
politiske eksperter arbejder på højtryk
for at analysere på og forklare, hvad
den kinesiske topledelse har gang i, og
hvad der er fakta og fiktion.
Vi ved ikke, om resultatet af magtkampen er kendt, når foredraget holdes, men det gør den ikke mindre
spændende. Når den nye ledelse er
udpeget, får den i princippet carte
blanche til at sætte sine egne fingeraftryk på Kinas udvikling de næste ti år.
Samtidig skal ledelsen definere Kinas
rolle som ny stormagt på den globale
politiske scene.
Jørgen Delman er professor i moderne kinesisk samfund og politik og har
fulgt magtkampen tæt. Han vil fortælle
om, hvorfor den forløber, som den gør,
hvem spillerne er, hvad de har på hin-
anden, hvordan de bruger det og hvorfor. Han vil også diskutere ledelsens
politiske program, og om det nye kinesiske regime vil være mere eller mindre stabilt end det nuværende.
Mandag d. 3. december 2012
Gensyn med Tibet efter 35 år og
perspektiver for regionens udvikling
Lysbilledforedrag ved Kjeld A. Larsen.
Foredragsholderen besøgte i juli
2012 Det Tibetanske Plateau sammen
med fem kolleger.
Både besøget i Qinghai Provins og
Tibet var et genbesøg. Rejsen til Qinghai, som foregik i 2002 og bl.a. omfattede et ophold hos munken Jiaobajia på dennes kloster i Rebkong, blev
omtalt i foredrag og artikel i Kinabladet nr. 16 Vinter 2002. I 2012 genså vi
munkens kloster.
Første besøg i Tibet fandt sted helt
tilbage i 1977, hvor foredragsholderen
som medlem af en nordisk delegation
var den anden dansker nogensinde i
Lhasa. Gensynet med Lhasa var en
tankevækkende oplevelse, som endnu
en gang kastede lys over det anstrengte forhold mellem den dominerende
hankinesiske kulturs indflydelse på det
stærkt religiøse tibetanske samfund.
Endelig omfattede rejsen i 2012 et
første besøg i det tibetanske område
Zhongdian amt, i 2001 omdøbt til
Shangrila, i den nordlige del af Yunnan
Provins.
Ud fra rejser – og lang tids interesse for udviklingen i de tibetanske områder – vil foredraget blive afsluttet
med perspektiver på denne vanskeligt
håndterbare konflikt.
Kjeld A. Larsen er geograf og tidligere
formand for Dansk-Kinesisk Forening.
Alle møder foregår kl. 19.30 i Forsamlingshuset, Kulturstaldene,
Onkel Dannys Plads, 1700 København V.
Entré: Medlemmer af Dansk-Kinesisk Forening 20 kr., andre 40 kr.