1. No category

Nr. 1 - 33. årgang
Februar 2011 (126)
- tidsskrift for vejr og klima
VEJRET
-tidsskrift for vejr og klima
Medlemsblad for
Dansk Meteorologisk Selskab
c/o Michael Jørgensen
Drosselvej 13, 4171 Glumsø
Tlf. 3915 7271, [email protected]
Giro 7 352263, SWIFT-BIC: DABADKKK
IBAN: DK45 3000 0007 3522 63
Hjemmeside: www.dams.dk
Formand:
Eigil Kaas, Tlf. 46 73 10 43, [email protected]
Næstformand:
Sven-Erik Gryning
[email protected]
Sekretær/ekspedition:
Michael Jørgensen
Drosselvej 13, 4171 Glumsø
Tlf. 3915 7271, [email protected]
Kasserer:
Gudfinna Adalgeirsdottir
Rolfsvej 5, 2. tv., 2000 Frederiksberg
Tlf. 20962145, [email protected]
Redaktion:
John Cappelen, (Ansvarh.)
Lyngbyvej 100, 2100 København Ø
Tlf. 39 15 75 85, [email protected]
Leif Rasmussen - Anders Gammelgaard - Jesper Eriksen Thomas Mørk Madsen.
Korrespondance til bladet stiles til redaktionen evt. på
email: [email protected]
Foreningskontingent:
A-medlem: 250 kr., B-medlem*: 230 kr., C-medlem (studerende): 150 kr., D-medlem (institutioner): 255 kr.
*ikke en mulighed for nyt medlemskab.
Optagelse i foreningen sker ved henvendelse til
Selskabet, att. kassereren.
Korrespondance til Selskabet stiles til
sekretæren, mens korrespondance til bladet
stiles til redaktionen.
Adresseændring meddeles til enten sekretær eller kasserer.
Redaktionsstop for næste nr. : 15. april 2011
©Dansk Meteorologisk Selskab.
Det er tilladt at kopiere og uddrage fra VEJRET med
korrekt kildeangivelse. Artikler og indlæg i VEJRET er
udtryk for forfatternes mening og kan ikke betragtes som
Selskabets mening, med mindre det udtrykkeligt fremgår.
Tryk: Glumsø Bogtrykkeri A/S, 57 64 60 85
ISSN 0106-5025
Fra
redaktøren
Vinteren har været hård og her ved indgangen til
marts behøver den jo ikke at være forbi og så er det
godt at have Vejret til at lune sig med.
Velkommen til atter et blad med spændende ting
og sager. Læs om vulkanudbrud på Island i april
2010, der gav en problematisk askesky. Læs om
oversvømmelser i Australien og en sejltur over
Kattegat tværs gennem en gevaldig tordenbyge,
der blev til en artikel om sejbåde og lyn.
Læs også om den store Piteraq, der ramte Tasiilaq i
februar 1970, om Midgaardgletscheren i Østgrønland og om at bruge den 7. sans, når det drejer sig
om vildfarelser.
Endelig er der et indslag i "Spørg VEJRET" om iskrystaller, der fortælles om efterårsvejret 2010 og der
indkaldes til Generalforsamling 2011 på bagsiden.
"Set fra oven" med drømmen om en hvid jul bliver
I heller ikke snydt for.
John Cappelen
Indhold
Vulkanudbruddet på Island .............................. 1
Vildfarelser .................................................... 13
White Xmas .................................................. 17
Naturkatastrofen i Australien .......................... 18
Midgaardgletscheren ...................................... 28
Spørgs Vejret: Iskrystaller ............................... 32
Lyn og sejlbåde .............................................. 33
Boganmeldelse: Vejret gennem 5000 år........... 41
Piteraq i Tasiilaq februar 1970 ......................... 42
Efterårsvejr 2010 ............................................ 47
Forsidebilledet
Normalt besejles Tasiilaq fra Skt. Hans til november. Efter
en usædvanlig mild start på vinteren forsøgte man i år
at udstrække sæsonen. Derfor kunne byens beboere hilse
gamle og hårdtprøvede Arina Arctica velkommen så sent
som den 10. januar. Også en slags klima-indikator, skriver
Hans Christian Florian, som tog billedet.
Bagsidebilledet
Lyden af tynd is, der knækker under skoene, er en af de
lyde, man ikke glemmer…se mere på side 32. Fotograf:
Torben Jensen.
Vulkanudbruddet på Island
Af N. Hansen, J. Sørensen og T. Madsen, DMI
Tidligt om morgenen torsdag d.
15. april 2010 modtager vi i Vejrtjenesten på DMI et telegram fra
London VAAC - det vulkanske
askevarslingscenter i London.
Af telegrammet fremgår det, at
askeskyen fra Eyjafjallajökull er
på vej ind i dansk luftrum, og
den forventes i dagens løb at
brede sig til hele luftrummet. Den
information skal vi have ud til
vores luftfartsbrugere i form af
en SIGMET, som er et vejrvarsel
til det flyvende folk - og gerne så
hurtigt som muligt. Men hvordan er det nu lige, at vi gør det?
Rutinen i forbindelse med varsling af vulkansk aske var på det
tidspunkt begrænset, så vi måtte
finde vores produktbeskrivelser
frem og læse på, hvordan den
korrekte syntaks er i en sådan
SIGMET for vulkansk aske. I løbet
af kort tid kunne vi sende det
første varsel af sted til luftfartsbrugerne i Danmark, og senere på
dagen ligger dette varsel til grund
for lukningen af dansk luftrum.
Vi kunne næsten fornemme suset i gennem hele det flyvende
samfund.
Hvorfor blev det så slemt?
Set i forhold til andre vulkanudbrud i historisk og nyere tid
var udbruddet fra Eyjafjallajökull
forholdsvist beskedent i om-
fang. Alligevel påvirkede udbruddet lufttrafikken i det meste
af Europa, og Nordvesteuropa
i særdeleshed, i et hidtil uset
omfang, og forklaringen på det
forhold skal findes i atmosfærens
strømningsforhold i den periode,
hvor udbruddet stod på.
Udbruddet begyndte om
morgenen onsdag d. 14. april
2010, og de første askemængder
blev spyet til vejrs i en koldluftmasse umiddelbart vest for en
koldfront, som få timer tidligere
passerede forbi Eyjafjallajökull.
På figur 1, der viser den synoptiske situation kl. 06 UTC om
onsdagen, ser vi, at strømningsmønstret omkring Island på dette
tidspunkt er styret af et højtryk
sydvest for Island og et lavtryk
nær Jan Mayen med et trug ud til
en sekundær cirkulation sydvest
for Scoresbysund, og tilsammen
giver det en vestlig strømning
over Island. Asken bliver derved
ført mod øst i de lavere niveauer
af atmosfæren og følger nogenlunde koldfronten i sin videre
færd, ligeledes mod øst. Askesøjlen rækker imidlertid helt op
i ca. 10 kilometers højde, så vi
må kigge op over atmosfærens
grænselag til den frie atmosfære
for at få et retvisende billede af
askens bevægelse. Strømningen i
700 hPa, som svarer til ca. 3 km,
er vest-sydvestlig, og bevæger vi
os op til ca. 9 kilometers højde i
trykniveauet 300 hPa, er strømningen næsten ren sydvestlig.
Vinden ’bakker’ altså med højden, og den del af askesøjlen,
som ligger over grænselaget, blæser i en mere og mere nordøstlig
retning, jo højere vi kommer op.
At vinden bakker med højden
er i øvrigt et tegn på, at vi har
Figur 1. Analysekort fra UK MetOffice, som viser den synoptiske situation kl. 06
UTC onsdag d. 14. april 2010.
Vejret, 126, februar 2011 • side 1
Figur 2. Højden af 700 og 300 hPafladen kl. 06 UTC onsdag d. 14. april
2010. Højden er angivet i geopotentielle dekametre og er med meget god
tilnærmelse lig med tiere af metre over
middel havniveau.
kuldeadvektion, og det hænger
meget godt sammen med, at vi
ligger i en koldluftmasse umiddelbart bag en koldfront, hvor vi
typisk finder den største grad af
kuldeadvektion.
Som dagen går, bevæger koldfronten sig videre mod øst, og kl.
18 UTC har den netop passeret
Færøerne. Højtrykket er nu rykket tættere på Island, og vi ser
en tendens til rygdannelse vest
for Eyjafjallajökull. Strømningen
drejes derved op i en mere nordvestlig retning i grænselaget, og
asken i de lavere niveauer har nu
kurs direkte mod Færøerne. Oppe
i den frie atmosfære ser vi samme
tendens; et øvre trug har passeret Island, og strømningen er nu
vestlig i det meste af luftsøjlen.
Den initielle askemængde, som
slap ud på nedstrømssiden af
det øvre trug, fortsætter sin bevægelse mod nordøst, mens de
efterfølgende askeskyer nu driver
mod øst oppe i højden.
I løbet af natten til d. 15. april
drejer vinden yderligere mod
nordvest og tiltager i styrke i det
meste af troposfæren. Således er
vinden i grænselaget kl. 12 UTC
nordvestlig med en styrke på ca.
20 knob, og oppe i 3 til 9 kilometers højde blæser vinden fra
280 grader med en styrke på 80
til 100 knob - eller ca. 170 km/t.
Med en afstand på 2.000 km
ned til Danmark giver det os en
rejsetid på omtrent 12 timer for
en luft- eller askepartikel.
De første askepartikler viser
sig i dansk luftrum i løbet af mor-
gentimerne d. 15. april, og i dagens løb breder asken sig videre
mod nordøst, så vi ved aftenstide
har dækket hele det danske luftrum med askeforekomster, som
side 2 • Vejret, 126, februar 2011
overskrider fastsatte grænser for
varsling til luftfarten. Luftrummet lukkes derfor for al flyvning
kl. 18 UTC torsdag d. 15. april
2010.
Et uheldigt møde med aske i
1982
British Airways Flight 9 er den
24. juni 1982 på vej fra London til
Auckland på New Zealand med
stop i bl.a Kuala Lumpur. Flyet
er et firemotors Boeing 747-200
med 248 passagerer og 15 besætningsmedlemmer ombord. Flyvningen har forløbet regelmæssigt, indtil alle fire motorer uden
noget klart varsel og på mindre
end to minutter gennemgår en
serie af kompressorstalls og efterfølgende flameouts, hvorved
flyet omdannes til en meget tung
svæveflyver. Flyet befinder sig på
det tidspunkt ca. 180 kilometer
sydøst for Jakarta i Indonesien.
Glidetallet for en Boeing 747 er
1:15, og det betyder, at for hver
kilometer flyet synker, bevæger
det sig 15 kilometer fremad. Fra
en marchhøjde på ca. 11 km
havde flyet derved en mulighed
for at svæve ca. 170 km, før det
måtte nå overfladen, så det var
tvivlsomt, om flyet kunne nå helt
frem til Jakarta. Ikke desto mindre
sættes kursen mod den indonesiske hovedstad.
Da flyet er nået ned i 13.500
fod lykkes det piloterne at starte
en af motorerne, og ved hjælp af
dennes fremdrift kan de begrænse
synket, hvorved de får mulighed
for at gennemføre startproceduren for de resterende motorer.
Det lykkes at få gang i alle fire
motorer, men den ene er beskadiget i så høj grad, at den må
lukkes ned igen. Med tre fungerende motorer indleder piloterne
indflyvningen til Jakarta, hvor
vejrforholdene er fine og som
sådan tillader en visuel anflyvning. Vinduerne i cockpittet er
imidlertid fuldstændigt matte, da
de har gennemgået en sandblæ-
sende effekt af askepartiklerne i
skyen, som flyet gennemfløj blot
få minutter tidligere. Kaptajnen
bliver derfor nødt til at foretage
en instrumentanflyvning, som
gennemføres helt efter bogen.
Først da flyet er sikkert nede på
jorden, giver de sandblæste vinduer reelle problemer, da det viser
sig svært at navigere rundt på
lufthavnsområdet uden at kunne
se ud af forruderne.
Syv år senere gennemgår et
Boeing 747-fly fra KLM en næsten tilsvarende hændelse over
Alaska, hvor det også lykkes piloterne at genstarte motorerne
i lav højde og foretage en sikker landing i Anchorage - dog
også med sandblæste vinduer i
cockpittet.
Oprettelse af VAAC-centre
På baggrund af hændelserne med
de to Boeing 747-fly, som kunne
have kostet adskillige hundreder af menneskeliv, træffes i
1990’erne en beslutning om at
nedsætte en række askevarslingscentre (på engelsk: Volcanic Ash
Advisory Centres, VAAC) for at
forbedre forudsigelsen af askeskyers udbredelse. Ved hjælp af
askevarslingscentrenes varsler
får piloter mulighed for at undgå
gennemflyvning af områder
med kendte askeforekomster, og
derved skulle flystyrt og tab af
menneskeliv pga. vulkansk aske
kunne undgås.
VAAC-centrene nedsættes i
ICAO-regi og placeres i de respektive vejrtjenester i de lande,
hvor centrene konsolideres. I vores nærområde er de to VAACcentre placeret hos henholdsvis
UK MetOffice i Exeter og MeteoFrance i Toulouse. ICAO er
den internationale civile luft-
fartsorganisation under FN, og
her arbejder man på at fastsætte
ensartede regler og bestemmelser for den civile luftfart i alle
FN’s medlemslande.
Ansvarsfordeling i DK
I Danmark er Trafikstyrelsen (det
tidligere SLV, Statens Luftfartsvæsen) myndigheden inden for
det aeronautiske område, og er
det organ, hvor ICAO’s love og
bestemmelser administreres på
nationalt plan. Flyvesikringstjenesten Naviair leverer lufttrafiktjeneste efter de retningslinjer,
som Trafikstyrelsen udstikker, og
DMI’s sektion for civil luftfart
leverer meteorologisk service i
dansk luftrum efter de internationale love og regler beskrevet
af ICAO og forvaltet af Trafikstyrelsen.
Sektionen for civil luftfart på
DMI fungerer som meteorologisk overvågningskontor i dansk
luftrum, og en af de vigtigste
opgaver er at holde et konstant
opsyn med vejrforholdene i området med henblik på at udstede
varsler, hvis der skulle indtræde
signifikante meteorologiske forhold, som kunne være til fare for
flyvesikkerheden. Vulkansk aske
hører til de fænomener, som skal
varsles over for luftfarten, og i
praksis gøres det ved et udstede
en SIGMET, som er et specialvar-
Figur 3. København FIR, som er navnet på Danmarks luftrum. Bemærk, at
Bornholm ikke ligger i dansk luftrum.
Vejret, 126, februar 2011 • side 3
sel til luftfarten. I en SIGMET for
vulkansk aske fortælles om den
vertikale og horisontale udbredelse af askepartikler inden for
luftrummet ved hjælp af linjer
og polygoner, og den forventede
bevægelsesretning angives sammen med et bud på askeskyens
placering seks timer efter udstedelsestidspunktet.
Som reglerne var på tidspunktet for vulkanudbruddet
på Island, medførte en SIGMET
for vulkansk aske nærmest per
automatik et flyveforbud i de påvirkede områder. Da vi i sektionen for civil luftfart udstedte den
første SIGMET om morgenen d.
15. april 2010, gav det således
anledning til, at Trafikstyrelsen
skulle iværksætte en gradvis nedlukning af dansk luftrum. Man
anlagde en konservativ tilgang
til nedlukningen og valgte at udstede et totalt flyveforbud, når
asken forventedes hen over et
givent område. Kl. 1800 UTC
d. 15. april var hele det danske luftrum således lukket for al
flyvning.
Lukningen som sådan blev effektueret af Naviair i samarbejde
med DMI, hvis rolle var at levere
prognoser for askeskyens udbredelse i en højere tidslig opløsning
end dem, som London VAAC
leverede, og efterfølgende videreformidle i form af SIGMETs.
Efterspørgslen fra Naviairs side
på højere tidsopløsning bundede
i et ønske om at gennemføre en
gradvis nedlukning af luftrummet i takt med askeskyens bevægelse østpå. På den måde kunne
man undgå at lukke sektorer i
luftrummet, som endnu ikke
var påvirkede af den vulkanske
aske.
Kigger vi på figur 4, kan vi
se, at askeskyen kl. 06 UTC
side 4 • Vejret, 126, februar 2011
var umiddelbart vest for dansk
luftrum, kl. 12 UTC inde over
Nordvestjylland og kl. 18 UTC
over stort set hele luftrummet.
Men hvornår er asken fx over Billund? Det fremgår ikke af kortet
pga. den grove tidsopløsning på
seks timer, og her er det, at vi
på DMI bliver behjælpelige for
Naviair. Lineær interpolation kan
give et godt første estimat på,
hvornår askeskyen passerer en
given lokalitet, men hvad nu hvis
vindhastigheden ændrer sig i den
periode vi interpolerer hen over?
Ja, så bliver vi nødt til at kigge
på de forventede vindforhold og
give vores bedste estimat på den
baggrund.
Vejrdata fra DMI’s vejrmodel
HIRLAM er tilgængelige for meteorologerne i 1-times-opløsning
og præsenteres grafisk i det nye
visualiseringssystem NinJo, som
også tillader, at man overlejrer
vejrdata med vilkårlige polygoner. VAAC-centrets grafiske
produkt, som vist i figur 4, suppleres også med koordinatsæt
på de polygoner, som beskriver
askeskyens udbredelse. Disse
koordinatsæt kunne vi indsætte
i NinJo og på den måde visualisere askeskyen sammen med vores meteorologiske data, og det
gjorde os i stand til at levere det
bedst mulige bud på askeskyens
bevægelse hen over det danske
luftrum. Den teknik benyttede vi
os af i hele perioden, hvor der var
askeforekomster hen over Danmark, og DMI var på den måde
Naviair behjælpelig med at træffe
de bedste beslutninger i forhold
til åbning og lukning af sektorer
i det danske luftrum.
Søndag d. 23. maj 2010 erklæres udbruddet ved Eyjafjallajökull for ophørt, og hele det
europæiske luftrum er atter åbent
for flyvning.
Island – en nordisk vulkanø
Eyjafjallajökull er faktisk en stor
gletsjer på 78 kvadratkilometer i det sydlige Island, vest for
gletsjeren Mýrdalsjökull og 150
kilometer sydøst for Reykjavik.
Gletsjeren ligger direkte ovenpå
den nu langt mere kendte 1.651
meter høje stratovulkan med det
samme legendariske navn, som
dog blot betyder noget i retning
af ø-bjerg-iskappe.
Figur 4. Et grafisk produkt fra London
VAAC. Figurerne viser den forventede
udbredelse af askeskyen til henholdsvis kl. 6, 12, 18 UTC d. 15. april og kl.
00 UTC d. 16. april. Højder er angivet
i flyveniveauer, som er hektofod over
middel havniveau i ICAO’s standardatmosfære. FL200 står således for
20.000 fod over middel havniveau.
SFC betyder overfladen.
Stratovulkaner er vulkaner,
som børn tegner dem - de er
stejlest tæt på toppen og fladere
uden på siderne. På den måde
kan de nemt kendes fra skjoldvulkaner, som ’kurver den anden
vej’. Stratovulkaner er bygget op
af skiftende lag af lava og aske.
Ud over de islandske vulkaner,
så er f.eks. Mount St. Helens i
USA og Fuji Yama i Japan kendte
stratovulkaner.
Men hvorfor er der overhovedet vulkaner på Island? Det er
der, fordi Island ligger på den
midtatlantiske højderyg. Højderyggen er det, geologerne kalder
en spredningszone, hvor Jordens
enorme skorpeplader glider fra
hinanden med årligt godt og vel
to centimeter under dannelsen af
ny vulkansk havbund. I dette tilfælde udgør højderyggen grænsen mellem den euroasiatiske
og den nordamerikanske plade
i nord og den afrikanske og den
sydamerikanske plade i syd.
Den normale dybde for den
midtatlantiske ryg er mellem
1.000 og 2.000 meter under
havoverfladen. Island udgør en
undtagelse ved at ligge over havoverfladen. Andre øer på højderyggen, som ret beset er verdens
længste bjergkæde, er f.eks. Jan
Mayen, Azorerne, Ascension og
Tristan da Cunha.
Eyjafjallajökull har tidligere
været i udbrud, mens Island har
været beboet; seneste i perioden
1821-1823.
Jordens overtryksventiler
Når der er for meget magma under for højt tryk et sted tæt under
jordskorpen, opstår helt naturligt
en vulkan - eller en eksisterende
går i udbrud igen.
Der er vulkaner på alle konti-
nenter inklusiv Antarktis. Rent
geografisk er fordelingen dog
meget uensartet. Hovedparten
af Jordens vulkaner ligger tæt på
grænserne mellem de forskellige
skorpeplader, der som et puslespil dækker kloden, og den
tætteste forekomst findes rundt
om Stillehavet i den såkaldte ildring.
Vulkaner kommer i mange
størrelser og former. Nogle er
ikke meget mere end en sprække
i jorden, mens andre bygger op
over millioner af år og ender som
f.eks. sydamerikanske Ojos del
Salado, der med næsten 6.900
meter er verdens højeste kontinentale vulkan. Den allerstørste
er Mouna Kea, Hawaii: en over
10.000 meter høj skjoldvulkan
på bunden af Stillehavet.
Vulkanens bankende hjerte
er et magmakammer med kontakt til Jordens varme og delvist
smeltede indre. Fra magmakammeret fører en eller flere kanaler
- kaldet piber - op til krateret eller
kraterne. Når magma kommer ud
af vulkanen, er det et sted mellem
1000 og 1200 °C varmt, og det
bliver ved med at være flydende,
til det er kølet ned til omkring
800 °C.
Asken fra ilden
Vulkansk aske er faktisk slet ikke
aske i traditionel forstand. Normalt, når vi taler om aske, mener
vi ’det, som er tilbage’, når noget
organisk er brændt, og den definition omfatter ikke det, som
kommer ud af vulkaner i store
skyer og f.eks. generer luftfarten.
Når vi alligevel kalder det fineste
materiale fra vulkaner for aske, så
skyldes det, at det i allerhøjeste
grad ligner og opfører sig som
rigtig aske, men det dannes på
Vejret, 126, februar 2011 • side 5
Figur 5. Vulkanudbruddet fra Eyjafjallajökull d. 17. april 2010. Ref.: http://da.wikipedia.org/wiki/Eyjafjallajökulls_
vulkanudbrud_i_2010.
en helt anden måde.
Når magma baner sig vej opad
fra magmakammeret mod krateret, udsættes det for lavere og
lavere tryk fra omgivelserne. Det
betyder, at gasser som under højt
tryk er opløst i magmaet frigives
som bobler. Præcis, som når du
åbner en rystet sodavand. Boblerne i magmaet vokser på vejen
mod overfladen og bliver flere og
flere. Til sidst kan de udgør en
større del af magmaet end den
smeltede stenmasse.
Når magmaet til sidst kommer
ud, sker et sidste voldsomt trykfald. Herved afgasser de sidste
gasser pludseligt samtidigt med,
at magmaet køler lynhurtigt ned.
Den proces forløber nærmest
som en kontinuerlig række af
mikroskopiske eksplosioner, der
skaber et fint, størknet pulver ud
fra den flydende magma. Det er
det pulver, vi kalder aske.
Den fineste del af asken kan
løftes helt op i 20 kilometers
højde med den søjle af varm,
opstigende luft, som skabes over
den glohede vulkan.
Der er stor forskel på, hvor meget aske forskellige typer vulkaner danner. Generelt vil vulkaner
med meget sejtflydende magma
eller magma med et meget højt
indhold af gasser danne mere
aske end vulkaner, hvor magmaet
flyder let eller indeholder lidt
gas. Stratovulkaner som Eyjafjallajökull starter ofte deres udbrud
side 6 • Vejret, 126, februar 2011
netop med en eksplosiv periode
og producerer derfor store mængder aske i processen.
Udbruddet fra Eyjafjallajökull
Eyjafjallajökull er som nævnt en
stor gletsjer. Den højeste af de
omkringliggende
fjeldspidser
ligger 1.666 meter over havet.
Under den ligger stratovulkanen,
men uden et egentlig navn.
Vulkanen ved Eyjafjallajökull
kom for alvor i udbrud d. 14. april
2010. Der havde siden december 2009 været registreret forøget
seismisk aktivitet i området, og
om aftenen d. 20. marts 2010 begyndte et lille udbrud uden særlig
betydning for flyvningen. Men
det større udbrud, som varede fra
midt i april til sidst i maj, havde
store konsekvenser for luftfarten.
D. 15. april blev luftrummet over
Danmark, Norge og Færøerne,
samt Storbritannien og Irland
lukket på grund af vulkansk aske
i luftrummet, og flyvning blev
først åbnet delvist igen d. 21.
april. Som vulkanudbrud betragtet var dette udbrud trods alt
ikke noget særligt, men det fik
alligevel store konsekvenser for
det meget befærdede luftrum
over Europa. Da udbruddet var
på sit højeste, nåede asken skyen
et stykke op i stratosfæren. På
grund af askeskyen fra udbruddet var der i perioden en række
forsinkelser og aflysninger af
flytrafikken i Belgien, Danmark,
Færøerne, Grønland, Finland,
Frankrig, Irland, Island, Holland,
Norge, Polen, Rusland, Spanien,
Storbritannien, Sverige og Tyskland, og millioner af passagerer
strandede verden over. Mere end
100.000 flyvninger blev aflyst,
og 313 lufthavne lukkede. Det
skønnes, at vulkanudbruddet
har kostet forskellige aktører op
mod to milliarder euro i alt, men
heldigvis ingen menneskeliv.
Siden d. 23. maj 2010 er der
ikke registreret vulkansk aktivitet
i krateret.
Der er fare for, at et udbrud fra
Eyjafjallajökull kan fremprovokere
et udbrud i den langt større vulkan Katla, der kun ligger omkring
30 km derfra. De tre foregående
udbrud af vulkanen under Eyjafjallajökull er nemlig alle blevet
fulgt af væsentligt mere eksplosive udbrud fra Katla. Det skete
ikke denne gang – endnu…
Det nordiske vulkanologiske
center NordVulk ved Islands
Universitet har målt og beregnet,
at Jordens overflade ved vulka-
nen på sit højeste punkt er vokset
opad med op til 82 meter som
følge af udbruddet og dermed
har opnået en højde på i alt 1.067
meter over havets overflade, og
at området er dækket af et mellem ti og tyve meter tykt lag
af lava. I alt blev omkring 200
millioner kubikmeter aske spyet
ud af vulkanen, svarende til 500
millioner tons.
Hvorfor er en askesky farlig?
Et vulkanudbrud er selvfølgelig
farligt for mennesker og dyr, der
opholder sig i nærheden af vulkanen, da udbruddet medfører
udsendelse af lava, forskellige
gasser og vulkansk aske. Men
en sky af aske (også kaldet tefra)
fra vulkanudbrud er også meget
farlig for fly selv på store afstande
af vulkanen, da asken kan sandblæse forruden, ødelægge navigationsudstyr og sætte sig i motorerne, hvilket i værste fald kan
medføre motorstop. I Finland
fik to jagerfly således skader på
motorerne efter at have passeret
gennem vulkansk aske under en
flyvning d. 15. april. Vulkansk
aske er skadelig også ved så lave
koncentrationer, at piloten ikke
kan se skyen, og da flyenes radarer ikke kan registrere en askesky,
er der en alvorlig risiko for, at fly
vil passere gennem en sky af aske
– med mindre skyen er blevet
varslet. Det vides desværre ikke
præcist, hvor meget aske der skal
til, før en motor beskadiges, men
tærskelværdien af koncentrationen af aske i luften forventes at
ligge omkring 2 mg/m3. Aske
består væsentligst af silikater, der
har et smeltepunkt omkring 1400
°C. Asken vil derfor, hvis den føres gennem en jetmotor, smelte
pga. temperaturerne i denne på
op til 2500 °C, og smeltet aske
vil derefter kunne sætte sig på
rotorbladene. Rotorens vinger er
konstrueret med huller, så køleluften kan passere gennem dem.
Men når kølehullerne bliver blokeret af smeltet aske, vil bladene
hurtigt varme op og fejle, hvilket
vil fører til motorfejl. I øvrigt vil
svovldioxid, som også spyes ud
af vulkaner, forårsage korrosion.
I de seneste 20 år har mere
end 80 rutefly oplevet at gennemflyve vulkansk aske. I syv af
disse tilfælde medførte asken, at
jetmotorer satte ud. Som nævnt
tidligere i artiklen satte alle fire
Figur 6. Rotor med belægning af vulkansk aske i jetmotoren på den British Airways Boeing 747, som nødlandede i Jakarta i 1982 efter at have oplevet komplet
motorstop på grund af flyvning i vulkansk aske. Ref.: http://en.keilir.net/static/
files/conferences/eyjaaviation/session5/patemmott-rollsroyce.pdf.
Vejret, 126, februar 2011 • side 7
motorer ud på en British Airways
Boeing 747 i juni 1982 på grund
af vulkansk aske over Indonesien, se figur 6. Der har siden
1982 været i alt fire episoder, hvor
flymotorer er standset på grund
af vulkansk aske.
Ud over sikkerhedsrisikoen er
det meget bekosteligt for luftfartselskaberne at omlægge flyruter
for at undgå kontakt med asken.
Det er således af stor værdi at
have præcise informationer om
udbredelsen af skyen af aske,
herunder bl.a. fra modelberegninger.
Vulkansk aske indeholder fluor-forbindelser, som er giftige for
dyr og mennesker. DMI har derfor også assisteret de veterinære
beredskabschefer myndigheder i
Danmark, Færøerne og Grønland
med beregninger af askenedfald.
Nedfaldet kan nemlig have konsekvenser via fødeindtaget for
græssende drøvtyggere, ligesom
dyr, der drikker overfladevand,
risikerer at få en dosis af fluor.
Udbruddet fra Eyjafjallajökull
havde dog kun sådanne konsekvenser i nærområdet af vulkanen på Island.
Modelberegning
Parallelt med varslingerne fra
London VolcanicAshAdvisory
Centre (VAAC) afviklede også
DMI sin egen atmosfæriske
spredningsmodel til simulering
i sand tid af den atmosfæriske
spredning af asken fra Eyjafjallajökull. Simuleringerne benyttedes dels til understøttelse af
Vejrtjenestens
flyvemeteorologers arbejde, og dermed Trafikstyrelsen og Naviair, dels til
information til Fødevarestyrelsen
og Beredskabsstyrelsen.
Beregningerne blev foretaget
med den atmosfæriske spredningsmodel Danish Emergency
Response Model of the Atmos-
Figur 7. Geografiske områder dækket af DMI’s operationelle versioner af den
numeriske vejrprognosemodel HIRLAM. VModelversion T15 svarende til det
største område har en horisontal opløsning på ca. 15 km, K05 ca. 5 km og S03
ca. 3 km.
side 8 • Vejret, 126, februar 2011
phere (DERMA), som er udviklet ved DMI (Sørensen et al.,
2007a). Modellen blev i 2004
anvendt til i sand tid at simulere skyen af aske fra det seneste
udbrud af vulkanen Grímsvötn,
som ligger under gletsjeren Vatnajökull på Island (Sørensen et
al., 2005a og b). DERMA anvendes operationelt i det danske
atomberedskab til simulering af
radioaktive udslip fra kernekraftværker, ligesom den bruges i det
kemiske katastrofeberedskab i
tilfælde af udslip af store mængder giftig gas eller røg fra brand.
Desuden anvendes modellen i
det veterinære beredskab i forbindelse med udbrud af luftbårne
dyresygdomme (Sørensen et al.,
2007b). Under mund- og klovesygeepidemien i England i 2001
assisterede DMI de britiske veterinære myndigheder, og her blev
modellen anvendt i sand tid til
at simulere spredningen af virus
(Gloster et al., 2003). DERMA
er endvidere blevet benyttet til
at simulere intrusion af stratosfærisk ozon i forbindelse med
tropopausefoldninger (Nielsen
og Sørensen, 1996; Sørensen og
Nielsen, 2001).
Som det ses af figur 7, dækker
T15-versionen af DMI’s numeriske vejrprognosemodel HIRLAM
det berørte område af et vulkanudbrud på Island vældig godt.
Desuden har vi adgang til resultaterne af den globale vejrprognosemodel, som afvikles ved det
europæiske center ECMWF ’European Centre for Medium-Range
WeatherForecasts’ (ECMWF).
DERMA, som udnytter resultaterne af vejrprognosemodellerne,
blev sat op til at køre automatisk
fire gange i døgnet efter opdaterede HIRLAM-prognoser, og to
gange i døgnet, når nye data fra
ECMWF var klar.
Beskrivelsen af kilden, dvs.
udsendelsen af vulkansk aske,
er indtil prognosens start baseret på løbende oplysninger fra
Island. Hver tredje time fik vi
en melding fra Islands meteorologiske institut (IMO), og desuden modtog vi dagligt rapporter fra både IMO og NordVulk.
I tidsrummet efter den senest
modtagne rapport dækket af de
meteorologiske prognoser måtte
vi antage, at udbruddet fortsatte
uændret. DERMA blev desuden
afviklet interaktivt efter behov,
hvis de nye oplysninger fra Island
nødvendiggjorde dette.
De atmosfæriske spredningsmodeller, der anvendes til simulering af spredningen af aske fra
vulkanudbrud, anvender som
udgangspunkt (initialtilstand af
askefordelingen) en beskrivelse
af askesøjlen nær vulkanen, initialtilstanden af askefordelingen.
Modellerne forsøger (af gode
grunde) ikke at modellere selve
vulkanudbruddet. Askesøjlen
beskrives ved den tidsafhængige
højde af søjlen over vulkanen og
udslipsraten af aske samt størrelsesfordelingen og tætheden af
askepartiklerne.
Højden af askesøjlen estimeres vha. observationer fra vejrradar (hvor dette er muligt, hvilket
fx kræver, at det ikke er overskyet)
og pilotrapporter. Den vertikale
fordeling af aske i søjlen observeres almindeligvis ikke, og vi
antager ligesom VAAC-centrene
en jævn fordeling. Søjlens højde
er naturligvis meget vigtig for
dynamikken af den atmosfæriske spredning, og højden er
heldigvis normalt bestemt med
god nøjagtighed – dette gælder
bl.a. for udbruddet fra Eyjafjallajökull.
Udslipsraten af aske er almindeligvis den væsentligste kilde
til usikkerhed. VAAC-centrene
benytter her en empirisk, og
temmelig usikker, sammenhæng
mellem udslipsraten og højden
af askesøjlen. Den estimerede
udslipsrate er desuden udtryk for
gennemsnitlige forhold og tager
ikke højde for variationer på kort
tidsskala, den pulserende natur
af vulkanudbrud.
Fragmenter fra vulkanudbrud
varierer i størrelse fra flere meter i diameter til brøkdele af en
mikrometer. Derimod er tætheden relativt veldefineret (2500
kg/m3). De store partikler falder
selvfølgelig hurtigt til jorden som
følge af gravitation, men de små
partikler af diameter mindre end
ca. 50 mikrometer kan holdes
svævende i mange dage, og det
er disse små partikler, som er af
betydning for lufttrafikken. Størrelsesfordelingen, som afhænger
af udbruddets type, kan vurderes
ved indsamling af aske, og behøver derfor ikke bidrage væsentligt
til den generelle usikkerhed.
I figur 8 er vist den beregnede
koncentration af vulkansk aske
i løbet af den første uge af udbruddet. Askekoncentrationen
er angivet i enheder af mg/m3.
Som det fremgår, blev store dele
af det europæiske luftrum hurtigt
berørt af asken.
Skyen af vulkansk aske blev
observeret ved en række forskellige metoder. Skyen kunne bl.a.
iagttages på satellitbilleder (figur
9, se også Vejret nr. 123, side
24-25), der blev sendt propelfly
udstyret med aerosolmonitorer
gennem skyen, visse radiosonder blev specielt udstyret med
letvægts-aerosolmålere, og et
større antal Lidar-systemer i
Europa blev vendt opad, så laserstrålen kunne reflekteres fra
askeskyen. DERMA’s resultater
blev løbende sammenlignet med
disse observationer, efterhånden
som de kom til vores kendskab.
I vindenergiafdelingen ved RisøDTU benytter Torben Mikkelsen
og Sven-Erik Gryning en Lidar til
bl.a. turbulensmålinger i forbindelse med udvikling af vindmøller, og også dette instrument, der
er opstillet i Høvsøre i det nordvestlige Jylland, scannede himlen i denne periode. Vi var i nær
kontakt med Torben og Sven-Erik
dels for at sammenligne deres
målte profiler med forekomsten
af almindelige skyer, som også reflekterer Lidar-signalet, dels for at
sammenligne med resultaterne
af DERMA.
Usikkerheden ved selve
spredningsmodelberegningen,
herunder beregningen af afsætning af aske på Jordens overflade,
er relativt velkendt, nogenlunde
som for de numeriske vejrprognosemodeller. Men usikkerheden forbundet med beskrivelsen
af kilden er væsentligt større. Det
dynamiske forløb af askeskyens
bevægelse er nogenlunde godt
beskrevet via observationerne af
den tidslige udvikling i askesøjlehøjden, men koncentrationsværdierne i absolutte termer er
væsentligt mere usikre.
De europæiske internationale
luftfartsmyndigheder opererer
med en tærskelværdi af askekoncentration på 2 mg/m3 for
sikker flyvning. Men i løbet af
udbruddet indførte man i England og nogle få andre lande
(ikke Danmark) endnu en tærskelværdi på 4 mg/m3, således
Vejret, 126, februar 2011 • side 9
Figur 8. Koncentration af vulkansk aske i ‘flightlevel’ 130, 200 og 350 svarende til højderne 4, 6 og 11 km over Jordens
overflade til tidspunktet 12 UTC hhv. den 14., 15., …, 20. april 2010 (hver linie svarer til en fortløbende dato; øverst på
denne side er den 14. april og den 20. april ses nederst på næste side). Rød farve angiver koncentrationsværdier i intervallet 0.2–mindre end 2 mg/m3, grå i intervallet 2–4 mg/m3 og sort over 4 mg/m3.
side 10 • Vejret, 126, februar 2011
at flyvning i England blev tilladt også i intervallet 2-4 mg/m3
under særlige omstændigheder.
Det kan diskuteres, om denne
findeling giver god mening set
i lyset af de usikkerheder, der er
forbundet med prognoserne for
askekoncentration, og man kan
nok med rette spørge, om forsigtighedsprincippet ”better safe
than sorry” kom under pres.
Fremtiden
Efter det længerevarende udbrud
fra Eyjafjallajökull er der internationalt sat forskellige tiltag i
værk med henblik på i fremtiden
at blive bedre til at varsle for
vulkansk aske i atmosfæren. En
af planerne består i at etablere
et operationelt system til observation af vulkansk aske. En del
af observationerne af askeskyen
under udbruddet, eksempelvis
med Lidar, blev foretaget på
ad hoc-basis og kunne sættes
bedre i system. Der er desuden
på Island planer om at etablere
et mobilt radarsystem til bedre
estimering af højden af askesøjlen over en vulkan. Flyindustrien
er også på banen med henblik på
at opnå en mere præcis forståelse
af, hvordan jetmotorer påvirkes
Vejret, 126, februar 2011 • side 11
af vulkansk aske. Målet er bedre
tærskelværdier for koncentration
af aske, eller måske snarere påvirkningen heraf på jetmotorer.
Endelig eksperimenteres der med
at udstyre fly med egne Lidarsystemer, således at piloten vil
kunne detektere og undvige en
askesky. Et problem her er den
forholdsvis begrænsede rækkevidde af Lidar-signalet.
Vi vil gerne rette en tak til kolleger i DMI’s Forskningsafdeling
og Vejrtjeneste, som bidrog i en
hektisk periode, og en særlig tak
til Thomas Lorenzen i Teknikafdelingen, som var til stor hjælp
med det computertekniske.
Referencer
J. Gloster, H. J. Champion, J.
H. Sørensen, T. Mikkelsen, D.
B. Ryall, P. Astrup, S. Alexandersen and A. I. Donaldson.
Airborne transmission of footand-mouth disease virus from
Burnside Farm, Heddon-on-theWall, Northumberland, during
the 2001 epidemic in the United
Kingdom.Vet. Rec. 152 (2003)
525–533.
N. W. Nielsen and J. H. Sørensen. Tropopausefolden over
Danmark den 21. marts 1994.
Vejret 1996–4 (1996) 1–15.
J. H. Sørensen, S. Alexandersen,
P. Astrup, K. E. Christensen, T.
Mikkelsen, S. Mortensen, T. S.
Pedersen, S. Thykier-Nielsen,
2007. The VetMet veterinary
decision support system for airborne animal diseases. Proceedings of the 29th NATO/SPS International Technical Meeting on
Figur 9. Satellitbillede af askeskyen spredt over Atlanterhavet d. 17. april 2010.
Ref. http://da.wikipedia.org/wiki/Eyjvafjallajökulls_vulkanudbrud_i_2010.
Air Pollution Modelling and its
Application, 24–28 September
2007, Aveiro, Portugal.
J. H. Sørensen, A. Baklanov and
S. Hoe. The Danish Emergency
Response Model of the Atmosphere. J. Envir. Radioactivity 96
(2007) 122–129.
J. H. Sørensen and N. W. Nielsen.
Intrusion of stratospheric ozone
to the free troposphere through
tropopause folds – a case study.
Phys. Chem. Earth 26 (2001)
801–806.
side 12 • Vejret, 126, februar 2011
J. H. Sørensen, E. Sturkell and
F. Holm. Grímsvötn – farer og
forebyggelse – nyt udbrud i november 2004. Geologisk Nyt 4,
august 2005, 10–17.
J. H. Sørensen, E. Sturkell and F.
Holm. Udbruddet fra vulkanen
Grímsvötn november 2004. Vejret 2005–2, 6–18.
J. H. Sørensen, E. Sturkell and
F. Holm. Grímsvötn – farer og
forebyggelse – nyt udbrud i november 2004. Geologisk Nyt 4,
august 2005, 10–17.
Om at bruge den 7. sans:
Vildfarelser
Af Leif Rasmussen
Når Månen er fuld er det altid
godt vejr. Den sang har de fleste
af os hørt hen ad vejen. Det
kræver ikke de store armsving at
modbevise udsagnet, men det
gør absolut ingen forskel - vildfarelsen lever videre. En ret harmløs
en af slagsen, men vi støder på
mange andre vildfarelser, som
kan være nok så problematiske.
Det er ganske vist 300 år siden, at
gode og retskafne borgere foretog
den sidste officielle heksebrænding i Danmark, men den bagved
liggende attitude lever såmænd
videre i bedste velgående.
Vildfarelse vil sige, at vi oplever ting og begivenheder anderledes, end de faktisk er. Hjernen modtager hele tiden indtryk
gennem sanserne, men det er
kun en mindre del, vi perciperer
– resten bliver sorteret fra som
overflødige, hvilket er særdeles
hensigtsmæssigt. Vi bemærker
først stueurets tikken, når det
går i stå. Til gengæld evner hjernen at fylde de huller ud, der
måtte opstå i vores opfattelse
af omverdenen. Hører vi en lyd
ude fra haven, behøver vi ikke
nødvendigvis at undersøge årsagen. Vi har nemlig gjort os
vore erfaringer: det var bare liggestolen, der væltede. Det kalder
vi mønstergenkendelse, forestillingsevne eller undertiden ’den
sjette sans’: om et øjeblik vælter
stolen. Uden den færdighed ville
livet være håbløst vanskeligt.
Evnen indebærer den risiko, at
hullerne kan blive udfyldt forkert.
Det sker til stadighed – tænk blot
på vidneforklaringer. I Nordsjælland optrådte der for en del år siden et fænomen, som blev opfattet som et jordskælv, og et vidne
kunne berette, at en kommode
havde flyttet sig ud fra væggen. I
en efterfølgende analyse konkluderede KMS, at der havde været
tale om en trykbølge fra østtyske
jagerfly, som gennembrød lydmuren over Østersøen. Sådan en
tryksvingning får vinduesruder til
at sitre og døre til at klapre, men
en kommode kan den ikke rokke
ved. Vidnet var blevet ’smittet’ af
jordskælvbeskrivelser - hans baggrund og forventninger indgik i
hans oplevelse.
UFO’er og deslige
Afsmitning som i eksemplet
ovenfor er såre almindelig og illustreres nok allerbedst i de mange
beretninger om gådefulde himmelfænomener, der begyndte at
optræde kort efter 2. Verdenskrig,
først i USA. I et tilfælde blev det
observerede beskrevet som ’en
flyvende tallerken’, og det blev
en tid den gængse betegnelse
i avisomtaler, senere dog afløst
af UFO - Uidentificeret Flyvende
Objekt. For mange stod det klart,
at der var tale om gæster fra verdensrummet. Indsamlingen af
observationer blev rundt om i
verden systematiseret, i Danmark
af en kaptajnløjtnant H. C. Petersen fra Skrydstrup. Flere steder
dannedes ’studiegrupper’, bl.a.
en i Aarhus, som den, der skriver disse linjer, af nysgerrighed
tilsluttede sig engang i 50’erne.
Initiativtageren var en musiklærerinde, Erna Frislev, og medlemmerne, der kunne rummes
i en dagligstue, var dels ældre
damer af spiritistisk observans,
dels unge teknikinteresserede
fyre, der forsøgte at fremstille
alarmsystemer med henblik på
det kraftige magnetfelt, som efter
sigende skulle optræde omkring
et UFO. Alle observationer blev
på det tidspunkt taget for gode
varer, såvel i Skrydstrup som i
Aarhus. Da jeg forlod gruppen,
havde man planer om indbyde
bevægelsens profet, en amerikaner ved navn George Adamski,
som ifølge eget udsagn varetog
kontakten med ’de fremmede’, til
at berette om sine oplevelser på
et stormøde i Aarhushallen. Det
blev vistnok ikke til noget.
Den dag i dag dukker der
UFO-beretninger op - oftest fra
folk, der tydeligvis ellers ikke værdiger himlen mange blikke. De
fleste kan umiddelbart forklares
’naturligt’. Planeten Venus i sin
lysstærke fase er ofte ansvarlig.
En kvinde opdager på et billede,
hun har taget i anden anledning,
en lysende genstand, ”som bevægede sig mod øst”. En bilist
observerer noget tilsvarende –
”den bevægede sig hurtigt henVejret, 126, februar 2011 • side 13
over landskabet og kunne følges
i 25 minutter”. En anden bilist
blev over en længere strækning
forfulgt af et lysfænomen, ”der
holdt konstant afstand”. Alle observationer indsamles og vurderes af SUFOI (Skandinavisk UFO
Information), nu uden deltagelse
af Adamski-tilhængerne. Indsatsen sker på frivillig basis, og en
af personerne bag foreningen,
Toke Haunstrup, udtrykker dens
nuværende holdning, bygget på
50 års erfaring, således: ”Hvis
man fremkommer med ekstraordinære påstande, så bør der
kræves ekstraordinære beviser”.
En så nøgtern holdning virker
ikke befordrende på religiøse
forestillinger. Måske er den medvirkende til, at tidsskriftet UFONYT netop har lidt bladdøden.
Nøgternhed sælger ikke…
Konspirationsteorier
Myndighedernes tøvende eller
afvisende holdning overfor UFOentusiaster resulterede uundgåeligt i en forestilling om, at ”de
kender sandheden, men vil ikke
ud med den”. Samme tankesæt
finder anvendelse i mange andre
sammenhænge, hjulpet frem af
internettet. Vi kalder det konspirationsteorier. Et par eksempler
skal nævnes.
under Vietnamkrigen 1962-71
til afløvning af skov og til ødelæggelse af høstudbyttet. En
utilsigtet konsekvens var bl.a.,
at mange børn blev født med
misdannelser.
Et sådant forløb påkalder sig
stærke følelser hos os alle - følelser, der sikkert har banet vejen
for en ny konspirationsteori: de
kondensationsstriber (contrails)
efter højtgående fly, vi jævnligt
ser på himlen, er ofte noget helt
andet, nemlig chemtrails, det
synlige tegn på, at ondsindede
magter udspreder giftstoffer med
et eller andet obskurt formål.
Contrails kan leve længe, hvis
de rette atmosfæriske forhold er
til stede, og hen ad vejen skifter
de udseende og kan fremtræde
i et kaotisk mønster. Men dette
er ikke naturligt, siger tilhængerne af teorien – det er netop
på udseendet, man genkender
chemtrails.
Undulatus Asperalis, en ny
skytype
Når en fugtig luftmasse overlejrer relativt kold og tør luft, kan
der i grænsefladen optræde skyer
Chemtrails
Sprøjtning fra fly af marker mod
ukrudt og skadedyr har været
praktiseret mange steder i verden, også i Danmark. Sprøjtning
i større omfang er sket i Amazonlandet for at lette anlægsarbejder.
Og naturligvis (kan man fristes til
at sige) har sprøjtning også været
anvendt i militær sammenhæng.
Meget omtalt var den amerikanske anvendelse af Agent Orange
side 14 • Vejret, 126, februar 2011
af et meget spektakulært udseende, især hvis den fugtige luft
er instabil. Skyerne er beslægtet
med de mammatus-former, der
ledsager henfaldende tordenskyer. Dramatikken forstærkes,
hvis orografien forårsager bølgedannelser i skylaget. Billeder offentliggjort indenfor de seneste
år på internettet og i National
Geographic Magazine har vakt
opsigt, og The Cloud Appreciation Society følte sig at foranlediget til (for første gang i mere
end 50 år) at foreslå indførelse af
en ny typebetegnelse: Undulatus
Asperatus (“uregelmæssigt bølgedannede”), og gav en i øvrigt
korrekt beskrivelse af fysikken
bag.
Så langt, så godt. Nok så bizarre var de kommentarer, der
fremkom på internettet. Mange
fandt skyerne fascinerende – hos
andre satte de gang i fantasien.
”En ny skytype, netop som CO2
emissionen når nye højder – er
det en tilfældighed?” ”Disse
skyer er resultatet af elektromagnetisk manipulation. Hvorfor
blev de ikke navngivet for 50 år
siden – fordi de ikke eksisterede
Herover: Sådan skelner man mellem
contrails og chemtrails, hvis man er
stærk i troen.
Til venste: Contrails blev visse steder
hverdagskost under Anden Verdenskrig. Her er ’The Battle of Britain’ foreviget syd for London sommeren 1940.
Undulatus Asperalis, ’Bebudere af Jesu snarlige genkomst’. Foto: Jane Wiggins,
Cedar Rapids, Iowa.
dengang. De er symptomet på en
menneskeskabt og ekstremt farlig undergangssituation for vores
planet.” ”Jesu genkomst er nært
forestående…”
bale klima kan opvise eksempler i
begge lejre. Dem holder vi os fra
og nøjes med at kigge på et par
eksempler, der også har relation
til meteorologien.
Når skinnet bedrager - forskere
med skyklapper
Det er fristende at forbinde mistolkninger af omverdenen med
mangel på oplysning eller dårlig
uddannelse. At gøre sig skyldig
i vildfarelser er imidlertid alment
menneskeligt og kan i en vis
forstand tjene et formål, hvis
vi lærer af vores fejl. Indenfor
forskning er trial and error en
metode til problemløsning. Men
selv i forskningsmiljøet finder vi
vildfarelser, som ikke kan kaldes
frugtbare. Fordybelse i et emne
kan medføre blindhed for resten
af verden. Forskeren dyrker en
idé og overser tegn, der måtte
pege i andre retninger. Det sker
helt ubevidst og ikke af ond vilje.
Den standende debat om det glo-
En forsker har for vane at veje
sine ord på en guldvægt, når
han udtrykker sig om eget speciale. Anderledes forholder det
sig, hvis han bevæger udenfor
de vante rammer. Så sker det, at
forsigtigheden kastes over bord,
fordi alting i grunden ser ud til at
være så ligetil. Men i omverdenens øjne har han måske fortsat
ekspertstatus, og han kan blive
citeret for at sige ting, han ikke
ville have sagt ved nærmere eftertanke.
Eksemplet vedrører et kraftigt
meteor, en ildkugle, som blev
filmet af et overvågningskamera i
Nuuk i december 1997 (se Vejret
nr. 74, feb. 1998). Filmen vakte
opsigt, og en astronom fik den
idé at kigge på et satellitbillede
fra området. Det gav pote, for
hvor meteorologer så en orografisk skydannelse, som er almindelige i Grønland, så astronomen
”en røgsky på størrelse med Sjælland”. Billedet fandt vej til aviser
verden over, inden han kom på
bedre tanker. Herefter døde historien hurtigt og har næppe efterladt sig andre spor end i bedste
fald lidt stille eftertanke.
Det andet eksempel er også
ganske pudsigt, men har nået
at sætte sigt mere blivende spor.
Svalbard, 1. august 2008 12.55 UTC.
Ishavstågen breder sig ind i fjordene
på øens vindside, mens der er klart
vejr på læsiden. Is og sne er gengivet
rødt. Satellit: Terra, kanal 3-6-7.
Vejret, 126, februar 2011 • side 15
Den 1. august 2008 var der solformørkelse, som var total over
dele af Svalbard. En solformørkelse i midnatssolens land er noget særligt, og flere havde taget
turen mod nord til Longyearbyen
(Svalbards lufthavn), selvom totaliteten her kun androg 93 %.
Vejret var gunstigt – et højtryk
befandt sig over det drivisfyldte
Fram Stræde mod vest, og der
var kun få cirrusskyer på himlen.
Men om sommeren er et højtryk i
Arktis ensbetydende med megen
havtåge. Den lå da også ret tæt på
kysten, og da højtrykket bevægede sig en smule sydover, skiftede vinden i området fra nord til
vest og friskede op, hvilket førte
tågen ind i de vestvendte fjorde,
bl.a. til Longyearbyen. En time
efter formørkelsens ophør blev
lunt solskin til kold tåge - landvejr
blev til havvejr. Satellitbilleder i
høj opløsning fortalte, hvor heldige man havde været. Blot lidt
længere mod nord havde tågen
indfundet sig timer i forvejen.
Formørkelsen blev fulgt med
stor interesse af det stedlige
Universitetscenter, der foretog
målinger af meteorologiske parametre ved et antal stationer i
den nærmeste omegn. En lektor
i meteorologi ved centret analyserede de indsamlede data og
nedfældede resultatet i en artikel.
Ud over at beskrive ændringerne i
parametrene under formørkelsen
– og det er i sig selv interessant
nok, men er gjort før – kom den
til at levere et smukt eksempel
på det fra Arktis velkendte forhold, at selv en lille ændring i
det synoptiske mønster lokalt
kan betyde en drastisk ændring
af vejret.
Dette kunne have været en
del af historien, men konklusio-
nen (hvori satellitdata ikke kom
i betragtning) blev en helt anden og nok så opsigtsvækkende:
Formørkelsen var årsagen til en
tre-dages tåge, der var så tæt, at
al lufttrafik til og fra Svalbard
måtte indstilles.
I maj måned 2010 er artiklen
publiceret i et anerkendt tidsskrift, Meteorology and Atmospheric Physics. Dermed har en
myte fået det blå stempel. Hvad
har mon afholdt udgiveren fra at
stille kritiske spørgsmål?
Den syvende sans – den
kritiske
Det er let at stille sig op og pege
fingre ad andres dumheder, som
det er gjort ovenfor. Langt sværere er det at erkende, at man
selv kan være med på holdet. En
ny bog, forfattet af cand. scient.
Morten Monrad Pedersen, kan
være til hjælp. Han har kaldt bogen Den syvende Sans. Hvad den
sans går ud på kan ikke udtrykkes
bedre, end det er gjort i dr. phil.
David Faurholdts forord:
”Generelt kan man konstatere, at
samfundsudviklingen har medført et fald i brugen af den syvende sans, den kritiske. Og det
betyder jo, at et voksende antal
samfundsborgere ikke besidder
den dømmekraft, som demokratiet forudsætter bør findes hos
såvel den enkelte vælger som den
folkevalgte politiker.
Dette dokumenteres med al ønskelig tydelighed i denne bog gennem en række eksempler, hvoraf
nogle er meget morsomme og
andre nok så forstemmende. De
følges alle op af fremragende
analyser, der viser, hvordan man
skal gribe dem an ved brug af den
side 16 • Vejret, 126, februar 2011
syvende sans og dermed gardere
sig mod bedrag og indoktrinering.”
Bogen kan medgives den bedste
anbefaling. Den er på én gang
underholdende og letlæst. Og
det allerbedste: efter at have
været den igennem er man ikke
færdig med den.
Læs mere her
Om SUFOI:
http://www.sufoi.dk/
Om George Adamski’s tilhængere:
http://www.igap.dk/
Om fjeren og de fem høns:
http://skeptica.dk/artikler/?p=1058
Om chemtrails:
http://www.chemtrails-info.dk/
Om contrails:
http://www.theozonehole.com/
airtraffic.htm
Om solformørkelsen:
http://www.springerlink.com/
content/q54x725033782427/
Set fra oven:
Dreaming of a white Xmas...
Af Leif Rasmussen
I store dele af Europa blev drømmen om den Hvide Jul opfyldt i
en sådan grad, at den for nogle
af os tangerede et mareridt. Det
gjaldt for dem, der op til højtiden strandede i lufthavne ved
London og Paris på grund af sne
på startbanerne, og for dem, der
ankom til Rønne med færgen og
derefter ikke et skridt længere.
Der blev helt bestemt skrevet
vejrhistorie: Kan du huske den
jul..?
Julen blev kronen på værket
efter en måned, der i store dele
af Europa var usædvanlig kold.
Og i sin helhed blev december en
bekræftelse af, at ’klimavippen’
fortsat lever og har det godt. I
Grønland kneb det mange steder
med julesneen efter en måned
med temperaturer, der generelt
lå mellem 6 og 9 grader over det
normale, således at middeltemperaturen for december i Qaqortoq med +2 ºC blev hele 6 grader
højere end middeltemperaturen i
Danmark. I Tasiilaq kunne ’årets
sidste forsyningsskib’ lægge til
den 10. januar, som det ses på
bladets forsidebillede.
Landsdækkende hvid jul har vi
i Danmark haft i gennemsnit
hvert 12. år siden år 1900. På
De britiske Øer må det være langt
mere sjældent, men i denne vin-
ter skete det. Som satellitbilledet
viser, var det kun den yderste
del af Cornwall, der undgik sin
skæbne. Selv Irland, den grønne
ø, var snedækket. Her opstod
der paradoksalt nok flere steder
vandmangel på grund af frostsprængte vandledninger.
Satellitbillede i naturlige farver fra juleaftensdag 2010 12:55 UTC. (Terra/
NASA/GSFC, MODIS Rapid Response). Billedet er i 1 km opløsning,
kan hentes i 500m og 250m opløsning
her: http://rapidfire.sci.gsfc.nasa.gov/
subsets/?subset=United_Kingdom_
Ireland.2010358.aqua.1km.
Vejret, 126, februar 2011 • side 17
Naturkatastrofen i Australien
Af Jesper Eriksen, Meteorolog, DMI
I Australien forekommer der
hver sommer oversvømmelser
i større eller mindre grad, når
floder løber over deres bredder.
Men denne sommer (vinter på
den nordlige halvklode) er den
østlige del af Australien blevet
ramt af oversvømmelser, som i
udbredelse, styrke og samfundsmæssige konsekvenser er noget
af det værste, man har oplevet i
Australiens historie. Oversvømmelserne er sket som følge af et
uheldigt sammenfald af forskellige omstændigheder. Nogle af
disse vil jeg forsøge at belyse i
denne artikel om vejret ”Down
under”.
Nedbørsmængderne sætter nye
rekorder i Australien
2010 blev det 3. vådeste år nogensinde registreret i Australien
som helhed, og sidst på året blev
den sydøstligste del af delstaten
Queensland, som ligger i den
østlige del af Australien ud til
Stillehavet (se figur 1), udsat
for den vådeste december, der
nogensinde er registreret, med
3 til 6 gange mere nedbør end
normalt (se figur 2 og 3). For at
gøre ondt værre var foråret 2010
(sommeren starter i oktober)
også det vådeste, man har registreret i Queensland, og generelt
var perioden juli til oktober (og
også juli til december) den våde-
ste, der er registreret som helhed
for Australien (se figur 4). Dette
betød, at landjorden flere steder
var våd og tættere på mætning,
inden sommerens alvorlige regntid satte ind (regntiden begynder
normalt først et stykke ud på
sommeren). Derved havde landjorden ekstra svært ved at modtage de enorme regnmængder,
hvilket gav en øget tilstrømning
til floderne og dermed en ekstra
grobund for voldsomme oversvømmelser.
Figur 5 afslører, at det meste
af den østlige del af Queensland
i perioden 28. november 2010 17. januar 2011 fik over 400 mm
nedbør, og i store områder op
mellem 400 og 600 mm, helt ude
ved kysten stedvis 600-800 mm,
lokalt endog omkring 1.000mm.
Meget af Queenslands voldsomme nedbør var yderst bemærkelsesværdig ved sin store
geografiske udbredelse og sin
lange varighed, men ikke så meget i selve intensiteten.
Figur 1. Kort over Australien. Delstaten Queensland ses i den østlige del ud til
Stillehavet. Delstatens hovedstad Brisbane finder man i den sydøstligste del af
Queensland.
side 18 • Vejret, 126, februar 2011
I perioden 23.-28. december
gik det særligt hårdt for sig, idet
en østlig strømning af fugtig
stillehavsluft prægede store dele
af Quensland. Cirkulationen
fra den tropiske Cyklon, Tasha,
som den 25. december gjorde
sin landgang lige syd for Cairns
(som ligger i den nordøstlige del
af Queensland), tilførte yderligere fugtighed til området, og i
dagene efter passerede et trug
Queensland fra sydvest. Disse
begivenheder gav anledning til
udbredte voldsomme nedbørsmængder. Samlet set nåede man
i disse dage over et større område
op over 200 mm nedbør, og enkelte steder over 400 mm (se
figur 6d). Nedbøren, der faldt i
dette tidsrum, gav anledning til
ekstraordinære oversvømmelser
i den centrale og sydlige del af
Queensland, og i flere floder nåede vandstanden op på rekordhøjder. Oversvømmelserne førte
til omfattende materielle skader
i mindst 17 byer i Queensland,
her i blandt den lille by Theodore,
som ligger ned til floden Dawson
(ca. 565 km nordvest for Queenslands hovedstad Brisbane), hvor
vandstanden i floden nåede op
over 14 meter, og tærskelvær-
Figur 2. Nedbørsmængderne for december 2010, opgivet i procent i forhold til normalen. Det fremgår, at den
sydøstlige del af Queensland fik hele
4-6 gange mere nedbør end normalt.
Figur 3. Nedbørskortet illustrerer hvor
meget nedbørsmængderne for december 2010 adskiller sig fra normalen.
Mørkeblå farver indikerer, at der er
tale om en nedbørsrekord.
Figur 4. Nedbørsmængderne for perioden 1. juli - 30. september 2010, opgivet i procent i forhold til normalen.
Vejret, 126, februar 2011 • side 19
dien for kraftige oversvømmelse
forblev overskredet i hele 14 dage
(se figur 7).
I perioden 10.-12. januar 2011
var det den sydøstlige del af
Queenslands tur til at blive ramt.
Den kraftige nedbør blev dannet
ved kombinationen af tilstedeværelsen af et lavtryk i højden
og en fugtig østlig strømning ved
overfladen. Det fremgår af figur
6e, at de største nedbørsmængder indtraf nord og vest for byen
Brisbane, hvor man flere steder
nåede op over 200 mm. Regnen
dækkede et noget mindre areal
end den, der faldt sidst i december, men den ramte store dele af
floden Brisbanes opland, hvor der
bor rigtigt mange mennesker, og
hvor blandt andet byen af samme
navn som floden ligger (læs mere
om dette i næste afsnit). De resulterende oversvømmelser var
derfor de mest ødelæggende, og
nogle steder langs floden nåede
vandstanden rekordhøjder.
Figur 8 viser det registrerede
samlede antal af oversvømmelser grundet floder, der løb
over deres bredder, i tidsrummet
26. november 2010 til 7. januar
2011.
Millionby med en forhistorie af
voldsomme oversvømmelser
Australiens tredje største by Brisbane ligger i den sydøstligste del
af Queensland ud til Stillehavet
(se figur 1) og har ca. 2 millioner
indbyggere. Millionbyen ligger
særligt udsat for oversvømmelser, da floden af samme navn
går ned midt gennem byen (se
figur 9).
Oversvømmelser i Brisbane,
og generelt også omkring andre
australske floder, inddeles i tre kategorier: de mindre, de moderate
og de kraftige. Tærskelværdierne
for de forskellige kategorier for
en bestemt flod vil variere meget
alt efter, hvor på floden man er.
I den centrale del af byen Brisbane har man en vandstandsmåler i floden, og det er efter
den, man inddeler kategorierne
(se figur 10). Vandstande fra 1,7
m til 2,5 m over dagligt vande
betegnes som mindre oversvømmelser, som kun fører til mindre
gener for befolkningen, såsom
lukning af mindre veje og lavtliggende broer. Vandstande på 2,63,4 m betegnes som moderate
oversvømmelser og fører til, at
flere lavtliggende områder sættes
under vand, så man er nødt til
at flytte materiel og måske evakuere nogle huse. Endvidere vil
mange af de broer, der forbinder
hovedvejene, være lukkede. Moderate oversvømmelser vil derfor
give forholdsvist store trafikale
problemer. Endelig betegnes
vandstande fra 3,5 m og opefter
som kraftige. Disse fører til, at
hele bydele oversvømmes, og
mange forretninger og hjem må
evakueres, ligesom der sker store
skader på veje og jernbaner.
Figur 11 viser de årligt målte
højeste vandstande i tidsrummet 1840-2009, og afslører, at
de kraftige oversvømmelser sker
relativt sjældent (i Brisbanes
centrum vel at mærke). Et par
kraftige oversvømmelser i 1800tallet, med vandstande over 8
m, skiller sig særligt ud. Figur 12
viser tilstande i Brisbane under
oversvømmelsen i 1893.
Figur 11 afslører også, at Brisbane i januar 1974 (sommer på
den sydlige halvklode) blev ramt
af det 20. århundredes voldsomste oversvømmelse, da vandstanden i floden nåede op på 5.45 m.
Denne oversvømmelse førte til
tab af 14 menneskeliv og ødelæggelse af op mod 6.000 hjem,
og kom efter, at der var faldet
regn i månedsvis og efter, at en
tropisk orkan, Wanda, efterfølgende deponerede sine enorme
vandmasser i floden Brisbanes
opland.
Figur 5. Nedbørsmængderne for perioden 28. november 2010 til 17. januar
2011. Ved Queenslands kyster ud til Stillehavet kom der lokalt omkring 1.000
mm regn.
side 20 • Vejret, 126, februar 2011
En flods opland er det område,
hvor faldende nedbør vil søge
ned mod floden (enten direkte
eller ved hjælp af andre floder,
vandløb og søer) og bidrage til en
forøgelse af vandstanden. Brisbanes opland udgør hele 15.000
km2 (ca. det dobbelte af Sjælland), som går fra Moreton Bay
til The Great Dividing Range, og
inddeles i to lige store områder,
det øvre og det nedre. Oplandet
har et subtropisk klima med ca.
1,5 m regn om året (se figur 13),
hvoraf det meste falder i forbindelse med uvejr om sommeren.
Disse uvejr kan være forbundet
med store variationer i nedbørsmængder inden for forholdsvist
korte afstande. Da konsekven-
serne (læs mht. vandstanden i
floden) af en voldsom nedbørshændelse vil afhænge meget af,
hvor i oplandet nedbøren rammer hårdest, kan det være svært
at lave træfsikre prognoser for
vandstanden. En tommelfingerregel siger dog, at falder der i
gennemsnit mellem 200 og 300
mm regn på 48 timer i oplandet,
Figur 6. Den totale nedbørsmængde for Australien i perioderne 28/11-4/12 (a), 8/12-13/12 (b), 19/12-20/12 (c), 23/1228/12 (d), 10/1-12/1 (e) og 12/1-15/1 (f).
Vejret, 126, februar 2011 • side 21
er der risiko for en moderate eller
kraftig oversvømmelse.
Dette års kraftige
oversvømmelse ramte hårdt
Efter oversvømmelserne i 1974
opførte man Wivenhoe dæmningen for at mindske fremtidige
oversvømmelser. Dæmningen
har dog kun en begrænset kapacitet og kan derfor ikke forhindre
oversvømmelser i at forekomme,
men kan nedsætte frekvensen
af dem mærkbart. Men siden
Figur 7. Vandstanden i floden Darwin, målt i perioden fra slutningen af december
2010 til starten af januar 2011 ved et punkt, der ligger lige op til den lille by
Theodore (585 km nordvest for Brisbane).
dæmningens opførelse er befolkningstallet øget markant i
de områder, der ligger i floden
Brisbanes opland, især det nedre
(som ligger nedenfor Wivenhoe
dæmingen), og den naturlige vegetation er mange steder omdannet til landsbrugsjord. Kun 17
% af Brisbanes opland er i dag
uberørt at menneskehånd. Nutidens oversvømmelser, særligt de
kraftige, får derfor langt større
samfundsmæssige konsekvenser
end i gamle dage.
Floden Brisbanes opland var
et af de områder, der blev udsat
for de høje nedbørsmængder i
starten af det nye år, og som et
resultat af dette nåede vandstanden i floden den 13. januar op
på hele 4,5 m over dagligt vande
ved målerne midt inde i byen
Brisbane. Denne vandstand er
ca. 1 m fra de værdier, man oplevede i 1974, men er alligevel
suverænt det næsthøjeste, man
har målt i over 100 år. Og hvem
Figur 8. Antallet af oversvømmelser
som følge af floder, der gik over deres
bredder i den østlige del af Australien
i perioden 26. november 2010 – 20.
januar 2011.
side 22 • Vejret, 126, februar 2011
ved hvad vandstanden var nået
op på, hvis man ikke havde haft
Wivenhoedæmningen? Her kan
det nævnes, at de voldsomme
regnmængder har ført til, at
dæmningen har været presset til
over sin kapacitet, så man således har været nødt til at lukke noget af vandet ud fra dæmningen,
hvilket har bidraget lidt ekstra til
oversvømmelserne i områderne
nedenfor dæmningen.
Oversvømmelserne fik katastrofale følger for befolkningen,
med kæmpemæssige materielle
skader og desværre også tab af
menneskeliv. I selve byen Brisbane blev ca. 15.000 private og
erhvervs ejendomme ramt af
oversvømmelserne, og omkring
3.500 mennesker måtte søger
tilflugt i evakueringscentre.
Optrådte oversvømmelserne
i Australien rent tilfældigt? Eller
var der nogle overordnede cirkulationsmønstre med i spillet,
som også er set under tidligere
år med kraftige oversvømmelser?
Dette spørgsmål vil jeg dedikere
mit sidste afsnit til.
Ekstrem stærk La Niña er en
vigtig medspiller
”El Niño sydlige Oscillation”
(ENSO) er et koblet atmosfære-hav fænomen i det tropiske
stillehavsområde, som veksler
mellem to faser, El Niño og La
Niña. Fasen La Niña indfinder sig
typisk med 2-7 års mellemrum og
giver forstærkede passat vinde fra
øst til vest i den tropiske del af
Stillehavet, og medvirker hermed
til at øge nedbørsmængderne i
Australien, det sydøstlige Asien,
det sydlige Afrika og Brasilien. I
La Niña-år er det især den østlige
og nordlige del af Australien, der
ofte oplever mere nedbør end
normalt om vinteren, foråret og
sommeren, og endvidere er den
nordlige del af Australien også
ofte udsat for et forøget antal
af tropiske cykloner i cyklonsæsonen (november-april). En La
Niña begivenhed starter oftest i
det australske efterår og springer
hernæst ud i sin fulde fase i løbet
af vinteren, foråret og den første
del af sommeren, hvorefter den
atter svækkes sidst på sommeren. En normal La Niña begivenhed varer omkring et års tid, men
den kan både være væsentligt
kortere og længere.
”Southern Oscillations indek-
Figur 9. Kort over byen Brisbane med floden af samme navn løbende ned gennem den centrale del af byen.
Vejret, 126, februar 2011 • side 23
Figur 10. Tærskelværdierne for de forskellige oversvømmelses kategorier,
med historiske oversvømmelser markeret ude til højre (2011 oversvømmelsen er ikke indtegnet).
set” (SOI) kan bruges som en
indikator for udvikling og styrken
af El Niño og La Niña begivenheder. SOI er relativt simpelt udregnet, nemlig som en funktion
af trykforskellen mellem Tahiti
og Darwin i den nordlige del af
Australien. En længere periode
med et indeks på over +8 kan
indikere en La Niña begivenhed,
mens en længere periode med et
indeks på under -8 kan indikere
en El Niño begivenhed. Ligger
tallet i en længere perioder mellem – 8 og + 8, siger man, at der
hersker neutrale forhold. Figur 14
visser SOI indekset i perioden fra
1994-2007, og afslører perioder
med El Niño og La Niña. Det
fremgår f.eks., at der var en læn-
Figur 11. Historiske oversvømmelser i tidsrummet 1840-2009, ifølge måleren, der står centralt i byen Brisbane.
side 24 • Vejret, 126, februar 2011
gere periode med La Niña tilbage
i 1998-2000.
I 2010 har der hersket en
usædvanlig kraftig La Niña, som
startede i april (australsk efterår).
I december 2010 nåede SOI indekset f.eks. en overgang op på
27.1 (se figur 15), hvilket er det
højeste, der nogensinde er registret i denne måned. Samlet set
endte december 2010 med det
højeste registrerede indeks for
en måned siden november 1973.
SOI´s gennemsnitsværdi for perioden august-december endte
desuden på hele +21,1, som er
det næsthøjeste, der er registret,
kun overgået af den kraftige La
Niña i 1917-18 med 24,4 i SOI
gennemsnit. Ifølge professor Roger Stone, en klimatolog fra Universitet i det sydlige Queensland,
minder dette års La Nina mønster
om det mønster, der herskede i
73/74 (se figur 16) og bidrog til
de voldsomme oversvømmelser i
byen Brisbane i januar1974.
Slutteligt kan det nævnes, at
havtemperaturerne ud for den
nordlige del af Australien har været oppe omkring rekordhøjde,
måske som følge af den kraftige
La Niña, hvilket har ført til en
større fordampning fra havene
og dermed øget de potentielle
nedbørsmængder yderligere.
Konklusion
La Niña har det sidste halve års
tid været usædvanlig kraftig og
har derfor spillet en stor rolle i
de rekordhøjde nedbørsmængder, der førte til de voldsomme
oversvømmelser i Australien.
Endvidere kan det varmere end
normale havvand ud for den
nordlige del af Australien have
bidraget yderligere til nedbørsmængderne.
Decembers, og starten af
januars, enorme regnmængder
ramte en i forvejen våd landjord
i flodernes opland, hvilket gav en
forværring af oversvømmelserne.
Forhistorien, læs det våde forår,
Figur 12. Billedet illustrerer forholdene i Brisbane under oversvømmelserne tilbage i 1893, hvor vandstanden i floden nåede
op på over 8 m.
Vejret, 126, februar 2011 • side 25
Figur 13. De gennemsnitlige årlige nedbørsmængder for Australien, opgivet
i mm.
har derfor også haft en betydning
for oversvømmelserne.
Flere af de kraftige nedbørshændelser i december var meget
usædvanlige ved deres varighed
og geografiske udbredelse. Dette
har helt sikkert været medvirkende til, at oversvømmelserne
blev så udbredte.
Atmosfæren er en meget kompleks størrelse. Derfor kan der
også spille en vis grad af tilfældighed ind (læs kaos). Oversvømmelserne, der ramte Brisbane
i 1974, var f.eks. et resultat af
sammenfaldet mellem en våd
forhistorie og en uheldig bane
på den tropiske cyklon Wanda.
I december 2010 gjorde den tropiske cyklon Tasha sin landgang
et sted, hvor den tilføjede en øget
mængde fugtighed til de områder, der blev ramt af de rekordhøje nedbørsmængder. Havde
Tasha taget en anden bane, var
der måske faldet mindre nedbør
i disse områder. Tilsvarende kan
man sige, at den kraftige nedbør i
tidsrummet 10.-12. januar ramte
mere lokalt, og at det derfor var
et uheldigt sammentræf, at det
lige var Brisbanes opland, der
blev ramt. Havde højdelavtrykket
taget en lidt anden bane, var det
måske ikke gået så galt, i hvert
fald ikke i Brisbane.
En vis grad af tilfældighed
må altså have spillet ind, men
omvendt siger man, at effekten
af normale meteorologiske begivenheder forstærkes i La Niña-år,
hvilket jo stemmer godt overens
med de ekstreme nedbørsmængder i Australien.
Afslutningsvis kan det nævnes,
at flere langtidsprognoser spår,
at La Niña fortsætter ind i den
sydlige halvklodes efterår. Holder
disse prognoser vand, betyder
det en øget sandsynlighed for,
Figur 14. SOI i perioden 1994-2007.
side 26 • Vejret, 126, februar 2011
at australierne kan opleve endnu
flere oversvømmelser i den kommende tid.
Litteraturliste
”La Niña continues to dominate
in the Pacific”. Artiklen kan findes på http://www.bom.gov.au/
climate/enso/
Special Climate Statement 24.
“Frequent heavy rain events
Figur 15. 30 dages løbende gennemsnit
for SOI siden januar 2009.
DMI-tema om El Niño, skrevet
af Eigil Kaas, Henrik Feddersen,
Wilhelm May, Leif Laursen og
Mikael Barfred. Temaet kan findes på:
http://www.dmi.dk/dmi/index/
klima/fk-introduktion/el_nino_
forside.htm
in late 2010/early 2011 lead
to widespread flooding across
eastern Australia” (opdateres
løbende, min version er fra 25.
januar). Artiklen kan findes på
http://www.bom.gov.au/climate/current/statements/
scs24b.pdf
”1974 comes flooding back as
Brisbane on alert”, af Brigid Andersen. Artiklen kan findes på
http://www.abc.net.au/news/
stories/2011/01/10/3109759.
htm?section=justin
Figur 16. SOI i perioden 1969-1976. Man ser bl.a. den kraftige La Nina i 1973-1974, som medvirkede til det 20 århundredes
værste oversvømmelser i Brisbane tilbage i januar 1974.
Vejret, 126, februar 2011 • side 27
En beretning om:
Midgaardgletscheren
Af Hans Christian Florian, Tasiilaq
Indlandsisen på Grønland er genstand for intensiv monitorering
og forskning. De fleste har hørt
om Jacobshavn Isbræ, og formentlig også om det store afbræk
fra Petermann Gletscher i Nordgrønland. NEEM (North Eemian)
iskerne projektet nåede (næsten)
bunden af Indlandsisen juli måned 2010. I Østgrønland er det
Kangerlussuaq og Helheim gletscherne, der trækker overskrifterne. Overskrifter, der signalerer
klimaforandringer og stort massetab fra Indlandsisen.
Midgaardsgletscher i Ammassalik Kommune (figur 1) er således ikke på listen over ”berømte”
gletschere, men man kan med
god grund kigge lidt nærmere
på den, synes jeg. Gletscheren
ligger i bunden af Sermilik Fjorden (Egede og Rothe Fjord) i den
østlige del på højde med Helheim
Gletscher. Midgaardgletscher
drænerer en del af Schweizerland gletschersystemet og må
således betragtes som en lokal
Figur 1. Oversigtskort over Ammassalikområdet i Østgrønland. (Gengivet med
tilladelse nr. 506, Kort og Matrikelstyrelsen).
gletscher, der kun i begrænset
omfang fødes fra selve Indlandsisen. Gletscheren er meget
vanskelig tilgængelig, da fjorden
foran den stort set altid er helt
Figur 2. Udsnit af Geodætisk Instituts
1:250.000 blad 66 Ø 2. Schweizerland. Aktuelle front og historiske fronter indtegnede. ”Foto Spot” markerer
hvor billederne figur 6 og 7 er taget.
(Gengivet med tilladelse nr. 506, Kort
og Matrikelstyrelsen).
side 28 • Vejret, 126, februar 2011
fyldt med is, og der findes kun
få og svært tilgængelige steder,
hvorfra man får et godt overblik
over den. Således var det i hvert
fald, indtil ”Rapidfire” /Modis
satellitbillederne blev offentligt
tilgængelige. Nu er det faktisk
bare at tage sig god tid ved computeren - så kan man følge gletscherens dramatiske ændringer.
Jeg er så heldig at have besøgt
Midgaardgletscheren flere gange
– første gang i maj måned 1995
hvor jeg gik på ski fra Glacier de
France og ned over den øverste del af Midgaardgletscheren.
I april måned 2009 var jeg igen
på ski til Ningerte hvor jeg genså
gletscheren fra vest. De besøg har
så givet anledning til en lidt nærmere granskning af forholdene. I
det efterfølgende er resultaterne
refereret kronologisk.
I årene 1930-31 blev grundlaget
for kortlægning af store dele af
Østgrønland lagt. Gino Watkins
ledte ”British Arctic Air Route
Expedition”, som ved hjælp af
flyfotos kortlagde bl.a. Schweizerland. Geodætisk Institut ’s
1:250.000 kort ”66Ø 2 Schweizerland” (figur 2) viser tydeligt
Midgaardgletscherens front helt
ude ved Ningerte.
Sommeren 1981 foretog Kort- og
Matrikelstyrelsen flyfotografering af bl.a. Schweizerland. Man
ser, at Midgaardgletscher nu har
trukket sig ca. 18-20 kilometer
tilbage. Opmålingen fra 1981
danner tydeligvis grundlag for informationerne på oversigtskortet
– man har korrigeret gletscherfronten i overensstemmelse med
1981 fotoet (figur 3).
Maj måned 1995: ”Efter godt
to uger på skitur, der strakte sig
fra Isortoq ind på Indlandsisen
og op til Mt Forel, begav vi os
nedover Paris Gletscher, henover
Femstjernen og videre ad Glacier
Figur 3. Kort- og Matrikelstyrelsens flyfoto 1:100.000 nr 878G346. Foto fra 30.
juli 1981.
Figur 4. Google Earth billede af nederste del af Midgaardgletscher og France
Comte Gletscher (FCG). Tidspunkt usikkert.
de France. Vi orienterede os ved
hjælp af flyfoto fra 1981 og fandt,
at der var meget fin overensstemmelse med de aktuelle forhold.
Det gav derfor ingen problemer at
finde vej, og de steder, der kunne
byde på vanskeligheder, gjorde
det også. Der var ingen vanskeligheder på Midgaardgletscher, som
vi gik på fra den øverste del (fra
Vejret, 126, februar 2011 • side 29
Glacier de France) og forlod ved
Devaux Bjerg. Umiddelbart nedenfor Devaux Bjerg, i retningen
af Djævlefjeldet, kunne vi se, at
der var opbrudte sprækkeområder, som ville være vanskelige at
passere.”
Figur 5. Google Earth billede der viser morænen der har ændret retning og nu
flyder nedad Midgaardgletscher.
Fra perioden 2000-2005 har
Google Earth ganske gode billeder, men det er problematisk at
tidsfæste store dele af materialet.
Man ser dog, at gletscherfronten
har rykket sig ca. 4 kilometer
tilbage i forhold til positionen
1981 (figur 4 og 5).
Omkring 2005 forsøgte en
ekspedition at gentage en del af
vores rute fra 1995, men fandt
det helt umuligt at forcere den
øverste del af Midgaardgletscher
på grund af udbredte sprækkeområder. Mit ”lokalkendskab”
og mine gode råd var således
ikke meget værd og gav anledning til en nøjere granskning af
forholdene.
April måned 2009: ”På ski fra Kuummiut til Ningerte. Alt er forandret. Karale Gletscher og alle de
små (unavngivne) gletschere er
betydeligt mindre end hvad man
kan se på flyfotos fra 1981. Det er
meget dramatisk. Vi kommer til
Ningerte ad Karale Gletscherens
nordlige udløb og finder åbent
vand. Det var en skuffelse, men
Figur 6. Billede taget fra Ningerte/”Foto
Spot” april 2009. Man ser Midgaardgletscherfronten og Glacier de France
(GdF) i det fjerne. France Comte Gletscher (FCG) gemmer sig til venstre i
billedet, men man ser dalen.
Figur 7. Billede taget fra Ningerte/”Foto
Spot” april 2009. På fjordens modsatte
bred ser man tydeligt sidemorænen.
side 30 • Vejret, 126, februar 2011
formentlig ikke helt ekstraordinært. I solskin nyder vi forårsdagen og ser Midgaardgletschers
front langt ude mod øst. I kikkert ses, at Midgaardgletscher og
France Comte Gletscher flyder
sammen og danner en fælles
front. På fjordens modsatte bred
ser vi tydeligt sidemorænen, der
nu ligger meget langt oppe i land.
Helt oppe ved Midgaardgletscherens begyndelse får man indtryk
af, at den falder stejlt ned fra Glacier de France, men det er svært
at vurdere på så lang afstand”
(figur 6 og 7).
I august 2009 viser et Modis billede (figur 8) gletscherfronten
rykket ca. 6 kilometer tilbage i
forhold til Google Earth billedet.
Fronten ligger nu på højde med
Larronde Bjerg, og det virker til
at være nogenlunde den samme
position, som vi observerede i
april måned samme år.
I maj 2010 viser et nyt Modis billede (figur 9), at der er gået en lille
bid af frontens nordlige hjørne,
men France Comte Gletscher og
Midgaardgletscher flyder dog
fortsat sammen og danner en
fælles front.
I august 2010 viser Modisbillederne fuldstændig opsplitning af
de to gletschere (figur 10). Der
Figur 8. Modisbillede fra august
2009.
Figur 9. Modisbillede fra maj 2010.
Det nordlige hjørne er brækket væk.
Figur 10. Modisbillede fra august
2010. France Comte Gletscher og
Midgaardsgletscher har nu hver deres
front.
Vejret, 126, februar 2011 • side 31
er nu brækket ca. 3 kilometer af
i forhold til observationen i juni
måned.
På knap 80 år er Midgaardgletscherens front rykket ca. 35 kilometer tilbage. Halvdelen er sket
indenfor de seneste 30 år, og
en trediedel anslås at være sket
indenfor de seneste 5-10 år. Man
kan således tillade sig at fastslå, at
tilbagetrækningen af gletscheren
er sket med betydeligt øget ha-
stighed. Derudover er tykkelsen/
højden af gletscheren reduceret
– hvor meget er svært at sige,
men kigger man på flyfotos og de
efterfølgende satellitbilleder ser
man, at morænen, der ellers flød
ned af Glacier de France i 1981,
nu har ændret retning og flyder
ned af Midgaardgletscher.
Hvor meget yderligere fronten
vil trække sig tilbage er svært at
sige. Indtil nu har gletscherfronten været flydende og dermed
også mere følsom for ændringer
i klimaet. Hvor fronten hviler på
grundfjeldet er der vel ingen der
ved, men når det punkt nås vil
tilbagetrækningshastigheden reduceres.
dannede også mange lige linier.
Det synes som om tilfrysninger
altid starter med lige linier på
kryds og tværs. Men ”linealerne”
i mit billede er jo ekstraordinært
kraftige og præcise. 12-15 mm
brede.
Torben Jensen.
gensidige tiltrækning i et gitter.
De vil indfange nye molekyler fra
omgivelserne (vand eller fugtig
luft), hvis temperaturen er under 0 grader, men tiltrækningskraften er retningsbestemt. Det
betyder, at tilvæksten fortrinsvis
vil ske fra kanter eller spidser. En
nåleformet krystal vokser således
umiddelbart fra spidsen, langsommere fra siderne.
SNE-krystaller har fascineret
mennesker langt tilbage i tiden
og har været genstand for megen forskning. Vi ved, at strukturen er stærkt afhængig af bl.a.
temperaturen – ikke to krystaller
bliver helt ens. Man kan forestille
sig, at noget tilsvarende gælder
for isdannelse i vand, sådan at
forstå, at den hastighed, frysningen sker med, påvirker mønstret.
Men også vandets indhold af forskellige mineraler vides at have
betydning. Sammenhængene er
altså ganske komplicerede, og
detaljerne giver plads for fantasien.
Leif Rasmussen
Jo, Midgaardgletscher er en lille
og svært tilgængelig gletscher,
men så vidt jeg kan se har den
ligeså god grund til at føle sig
”berømt” som de andre, mere
kendte, lidende gletschere.
Spørg Vejret:
Iskrystaller?
Jeg kunne godt tænke mig en
forklaring på fænomenet på fotoet bragt som bagsidebilledet.
Det er taget 26. oktober 2010 kl.
8:40 i Hune i Vendsyssel. Det er
ikke vegation. Op på dagen var
det hele væk (smeltet). Billedet
viser isskorpen på en vandpyt frosset i nattens løb, hvor vandet
nedenunder er forsvundet.
Som vi ofte ser, når overfladen
er frosset og vandet nedenunder
synker væk/fordamper, så bliver
isskorpen helt hvid - luftblærer
inde under. (Altid skægt som
barn at træde i den - den springer
jo med en herlig lyd). Men denne
isskorpe er meget anderledes end
de fleste.
Spørgsmål: Hvordan går det til,
at vand fryser som efter en lineal?
– jeg ved det er krystaldannelse,
men alligevel: hvordan?
Det, jeg er nysgerrig efter er at
vide, er hvorfor isen danner
lange ”linealer”. Jeg passerede
samme morgen et lille havebassin, og den letftilfrosne overflade
Kære Torben Jensen
Ja, lyden af tynd is, der knækker
under skoene, er en af de lyde,
man ikke glemmer…
Dit billede fortæller, at vandet er
sunket i jorden på et tidspunkt,
hvor overfladen kun var delvist
frosset, og således har efterladt
et øjebliksbillede af fryseprocessen, som ligner den, vi ser på
en vinduesrude af enkeltglas:
tilfrysningen vokser ud fra kanten i form af ’isnåle’, der hurtigt
skyder frem, hvorefter mellemrummene gradvis fyldes ud med
’isblomster’.
For at forstå mønstret skal vi ned
på molekyle-niveau. I en iskrystal
fastholdes molekylerne af den
side 32 • Vejret, 126, februar 2011
Om lyn og torden:
- sejltur over Kattegat tværs gennem
en gevaldig tordenbyge sommer 2009
Af Ole Plett
I artiklen fortælles om en tur til
den dejlige Mariager Fjord og om
turen hjemad over Kattegat, hvor
vi sejlede gennem en kraftig tordenbyge med adskillige lynnedslag i nærheden. Her lovede jeg
mig selv at undersøge risikoen for
at blive ramt af lyn.
Det er blevet til en artikel,
hvor der samtidig berettes om
tordenskyers opståen, de mest
almindelige typer lyn og udladningerne gennem atmosfæren,
forklaringer på de høje spændinger, der opstår, og den årlige hyppighed af lynnedslag i Danmark
og lande tættere på ækvator. Der
er også noget om strømstyrker,
tidsforløb og spændinger i metallerne i båden, om hvad vi kan
gøre for at beskytte båden og
mandskabet, om lynafledere bliver varme ved et nedslag og om
risikoen ved andre af dagligdagens gøremål…
beslutning står dog fast. Vi vil
overnatte for anker, hvis det er
muligt, og vejret er til det. Gerne
i flere dage. Man ligger i sit eget
univers, oftest uforstyrret af andre, og kan nyde naturen om
dagen og stjernehimlen om natten. Vores nabogalakse Andromeda kan man mageligt se med
en almindelig kikkert som vi alle
anvender til søs. Med det blotte
øje kan den vanskeligt ses, og
man skal vide hvor den er i forhold til stjernerne. Andromeda
er en ”javertus” lidt større end
mælkevejen. Den er ca. 2,5 millioner lysår væk. På nattehimlen
fylder den 2,5 grader, den lysstærke del dog en smule mindre
end månen, men på grund af
den store afstand og dermed beskedne lysstyrke er den upåagtet
af de fleste.
Mariager Fjord er speciel ved
den ret stærke strøm, der løber
i sejlrenderne i fjordens østlige
halvdel. Med 6 timer og 12 minutters mellemrum skifter strømmen retning. Det har lidt betydning for fremkommeligheden at
man sejler i medstrøm.
Med en oplysning om højvande fra en turistbrochure lykkedes det undervejs at lave en
tidevandstabel. Vi var dog ikke
lige opmærksomme på, at oplysningen for højvande skyldtes
lodserne ved en gammel lodsstation i fjordens munding. Overraskende nok var der stor forskel på
strømmen i fjordmundingen og
længere inde. Den kunne faktisk
løbe hver sin vej, og så bliver det
svært. Det lykkedes at nå frem til
Hadsund uden for meget besvær
ved at gå i kanten af strømmen på
I forsommeren 2009 besluttede
familien at sejle til Mariager Fjord,
forudsat at vejr og vind var gunstige. Det var en beslutning ud
over det sædvanlige, for vi ynder
at sejle uden aftaler og noget
mål, og først tage beslutning,
når vi er ude af hjemhavnen. Én
Figur 1. Ustabil luft over Bønnerup.
Foto O.Plett
Vejret, 126, februar 2011 • side 33
Figur 2. I alt 9.721 lynnedslag blev
registreret i Danmark og nabolandene
fredag 24. juli 2009. Bønnerup og Gilleleje gemmer sig under de gule cirkler,
som hver markerer et lynnedslag. Kilde
DMI.
lavere vand. Den teknik kender
vi jo fra kapsejladserne Sjælland
Rundt og Møn Rundt, og mange
års sejlads i Bøgestrømmen.
En lille begivenhed fra Hadsund skal med her, selv om skipperen ikke er så stolt af den.
Den får betydning for hjemturen
over Kattegat. Ved afsejlingen fra
Lystbådehavnen bakkede vi ud
fra en plads mellem pæle, og for
at få stævnen op mod vinden
måtte vi have lidt styrefart på.
Det blev lidt for meget, så vi
ramte en badestige på en overfor
liggende motorbåd. Vi skyndte
os selvfølgelig at se efter, om der
var sket noget med ham. Det var
der tilsyneladende ikke, men vi
opgav navn og telefonnummer
til nogle klubkammerater, der
kendte ejeren. I farten glemte vi
at se efter, om der var sket noget
med os selv, men på vej mod
Mariager kiggede medskipperen
efter. Hun kunne rapportere at vi
havde et ordentligt hul i bådens
hæk, begyndende 25 cm over
vandlinien. Så vi listede forsigtigt
videre.
Planen var ellers at ligge for
anker i den skønne bugt øst for
Kielstrup sø. Det blev der ikke
noget af nu, for vi måtte lave en
midlertidig reparation af hækken
i Mariager. Gummibåden blev søsat i havnen, og med saks klippede vi et stykke voksdug til så
det rigeligt dækkede hullet som
var omkring 25 cm langt og 5 cm
bredt. Voksdugen blev fastgjort
udefra med Sikaflex på bagsiden
og klar transport tape i flere lag
på ydersiden. Transport tape kan
tåle vand og er stærkt, men kunne
det også klare turen hjem, hvor
søen skyller op over den nederste
tredjedel af reparationen? Som
ekstra sikkerhed fik vi i sidste
øjeblik fat i et stykke vandfast
finer som kunne skrues på indefra og tætnes med Sikaflex, hvis
reparationen ikke holdt.
Med en beskadiget båd besluttede vi at sejle hjemad, så
næste dag begav vi os mod Kattegat, og nu havde vi styr på,
hvornår der var medstrøm. Vi
valgte at sejle til Bønnerup, som
er havnen på nordsiden af Djursland med vindmøller på begge
sider af havneindsejlingen. Vel
fortøjet kunne vi godt se at der
var ”arktiske cumulus skyer” i
højden mod vest. Det er et sikkert tegn på ustabil luft.
Næste morgen sejlede vi mod
Gilleleje lidt over kl. 9. Det er en
distance på 61 sømil, så det kan
vel tage omkring 10 timer. Kursen var 117 grader. Vejrudsigten
sagde svag til frisk vind fra vest til
sydvest og byger med mulighed
for torden. Vejret var flot med
side 34 • Vejret, 126, februar 2011
skyfri himmel og svag vind de
første sømil, så vi gik for motor
for at nå Gilleleje inden det blev
alt for sent.
Klokken 13 checkede vi reparationen af hækken. Saltvandet
stod 1/3 op om voksdugen, men
tapen holdt, og der kom ikke en
dråbe ind i agter kahytten.
Kort efter trak en sort byge op
fra sydvest. Der var rulleskyer på
forkanten, og der hang en 20-30
mammatus (bryst) skyer ned i
den sydlige side. Det var ikke
gode tegn, og kl. 13:50 havde
vi kraftig regn med hagl. Vi lukkede nedgangen til kahytten for
slagregnen. Vinden drejede i syd,
så vi rullede genuaen ind til en
lille trekant, og lod motoren klare
resten. Startkablerne blev sat i
vant og agterstag. Forstaget er i
sig selv en lynafleder, fordi båden
har bovspryd med et vaterstag,
der næsten når vandet. Vinden
var taget til, og søen blev på ingen tid omkring to meter høj.
Lynene lyste, når de udløstes
i skyerne. Andre ramte vandet
omkring os, men lidt væk, heldigvis. Et lyn imponerede os. Det
Figur 3. Bønnerup til Gilleleje. Lynnedslag i nærheden fra kl.13:50 til 15:50,
markeret med små røde firkanter. Vi
befandt os midt i den røde skraverede
firkant som markerer området for beregning af nedslagshyppighed pr. kvadratkilometer i de to timer tordenbygen
passerede. Kilde: Det Levende Søkort.
kom fra syd på styrbord side i
en vinkel på vel 20 grader med
skyernes underside, krydsede
vores kurs, og slog ned i vandet
et stykke væk.
Et hurtigt kig på vindmåleren
viste 17 meter pr. sekund. Søen
slikkede på reparationen højere
oppe. Ville det holde?
Efter et par timer var det overstået. Vinden løjede. Søen tog
langsomt af. Reparationen holdt
til Gilleleje og endda helt hjem.
Lyn er spektakulære, men
også skræmmende til havs. Med
en aluminiumsmast, der stikker
ca. 13-14 meter op over havoverfladen, føler man at den ligefrem
kalder på lynene. Heldigvis viser
undersøgelser og rapporter, at
metalmaster ikke tiltrækker mere
end andre materialer, som ikke
leder nær så godt. Rammes en
metalmast dog alligevel, så slukker lynets lysbue resten af vejen
ned til vandet, og man undgår
formentlig at få trykbølgen fra
opvarmet luft lige i hovedet.
Hvor skal man gemme sig?
Der er ingen velegnede steder, og
hvad hvis båden bliver ramt? 12
volt systemet kan næppe tåle det,
og ferskvandskølingen af motoren bruger en elektrisk pumpe.
Ok, så sejler vi videre for sejl som
så ofte før, hvis motoren stopper,
men i snævre danske havne er det
ikke bekvemt at tumle rundt med
tunge damer på 6 tons eller mere.
Slet ikke i 17 m/s! Navigationen
er også afhængig af strøm, men
det er ikke så kritisk, for vi har da
papirkort, lineal og kompas. Vi
har oplevet torden og lyn til søs
før, men denne gang lovede jeg
mig selv at finde ud af hvilken
risiko man egentlig løber, mens
tordenbygen passerer. Inden jeg
kaster mig ud i risikoberegninger
er det dog nødvendigt at vide
noget mere om lyn og deres opførsel.
Lynets fysik
Først noget om tordenskyers opståen. Tordenskyer er kilden til
lyn og kan opstå på flere måder,
men har altid noget med opstigende luft at gøre. De kan opstå
over land eller vand. Hyppigst
om sommeren. Når solen varmer
jorden op, kan en boble af overliggende fugtig luft blive så varm
at den begynder at stige til vejrs.
Lufttrykket falder opefter, og luftboblen udvider sig. Det fører til at
den afkøles (modsat effekt af en
cykelpumpe, hvor luften bliver
presset sammen, og den bliver
varm i den nederste del). Er den
overliggende luft varmere end
luftboblen, sker der ikke mere,
og boblen falder ned igen.
Ofte er luften ovenover koldere end luftboblen (også selv
om den afkøles). Så fortsætter
opstigningen, og det kan gå rigtig
stærkt. På et vist tidspunkt bliver
luftboblen synlig, fordi fugten
fortætter til damp. Det sker tit i
omkring 1000 meters højde, og
skyen ser flad ud i bunden, men
blomkålsagtig i toppen. Den er
blevet til en cumulus sky. Ved
fortætningen afgives der varme,
og temperaturfaldet i boblen bliver mindre end ellers. Det hjælper til, så opstigningen fortsætter hurtigere, hyppigt til 10 km
højde, hvor skyens top flader ud.
På det tidspunkt er temperaturen
i skyens øvre dele faldet til under
frysepunktet, og vandet i skyen
bliver afkølet til minusgrader.
Vejret, 126, februar 2011 • side 35
Støv og voldsomme bevægelser
fører til isdannelse, og når det
sker, har vi en fuldt udviklet tordensky med en ambolt, som er
meget karakteristisk – en cumulonimbus. Er skyen mindre kraftig dannes ambolten ikke, og så
bliver den blot til en ’bygesky
uden ambolt’. Det er en hårfin
balance, der afgør om skyen kan
blive til en tordensky.
Torden, der opstår på grund af
opvarmning af enkelte luftbobler
om sommeren, kaldes varmetorden. En anden (og hyppigere)
form for torden kan opstå, når
en koldfront passerer ind over
landet. En koldfront er blot koldere (og dermed tungere) luft,
der trænger frem mod varmere
og lettere luft. Herved løfter den
kolde luft den varme til vejrs, og
så har vi den samme situation
som med luftboblen. En koldfront kan sagtens række fra Skagen til Gedser eller længere, og
så kan vi få fronttorden i landet.
Dernæst noget om de høje
spændinger i skyen. Når tordenskyen er blevet fuldt udviklet,
og ambolten med iskrystaller har
dannet sig, er der voldsomme
op- og nedadgående bevægelser i luften derinde, og regnen
er begyndt at falde i forkanten.
Tordenskyer er noget piloterne
har respekt for på grund af de
voldsomme luftbevægelser, og
de flyver udenom de værste celler, som de holder øje med på
vejrradaren eller lyndetektoren.
Der er ikke enighed hos fagkundskaben om, hvordan de
høje spændinger opstår, men
gnidning er et godt bud, for
gnidning skaber statisk elektricitet. Det kender vi fra frisering
af tørt hår, eller hvis vi tager en
”nylontrøje” af i tør luft. (Prøv
i mørke, det er rigtig flot, når
gnisterne springer, men gør det
ikke, hvis en åben acetoneflaske
eller brandbare væsker og luftarter er i nærheden). De voldsomme bevægelser i luften river
iskrystaller og vanddråber fra
hinanden. Ved gnidningen bliver
krystallerne positive og dråberne
negative. Krystallerne føres til
vejrs og dråberne samles i bunden af skyen. Der opbygges store
ladningsforskelle mellem skyens
bund og top.
Der er tale om millioner af volt
spændingsforskel mellem bund
og top, eller mellem bund og
havoverfladen. Sidstnævnte bliver positivt ladet, selv om den til
daglig er negativ. Det kaldes en
skyggeladning og er ikke så mystisk, da ens ladninger frastøder
hinanden, så de negative i havoverfladen bliver skubbet væk,
og tilbage er positiv ladning. Lyn
er ”blot” store gnister, der springer mellem negative og positive
ladninger.
Der er forskellige slags lyn:
udladning mellem bund og top i
skyen eller på tværs inde i skyen,
mellem to skyer. Lynnedslag foregår mellem skybund og hav eller
mellem skytop og hav. Lynene,
som rammer havet, kan enten
være positive eller negative og
starte enten nedefra eller oppefra.
Omkring 90% af lynene,
som rammer havet, er negative
og starter fra skybunden. De er
svagere i strømstyrke end de resterende 10 %, som er positive
lyn. Strømstyrkerne kan være alt
mellem nogle få tusinde til tohundrede tusinde ampere.
Figur 4. Forskellige typer lyn kan
springe mellem sky og hav, mellem
to skyer og inde i skyen. Tillige vises
opadgående varme vinde og nedadgående kolde vinde. Kilde Ole Plett.
side 36 • Vejret, 126, februar 2011
Hvad får lyn til at slå ned, og
hvornår rammer det os?
Når spændingsforskellen mellem
skyens bund og havet er stor nok
bryder luftens isolerende evne
sammen. Det foregår ikke på en
gang, men ved at de elektriske
ladninger ”hakker” sig nedad i
skridt på 50m eller deromkring
og gør luften ledende ved ionisering, holder en meget kort pause
på omkring 50 mikrosekunder
og søger videre nedad, samtidig
med at der hældes negativ ladning ned ovenfra i den kanal, der
nu er dannet.
Man kan næsten forestille
sig, at lynet så lige orienterer
sig, mens det holder pause for
at finde ud af hvor det er lettest
at fortsætte nedad. Efterhånden
når det ned til 50-100m over havoverfladen, og så begynder det
at betyde noget, om der er høje
genstande i nærheden, som er
lettere at ramme end den korteste
afstand lige ned. Det elektriske
felt, som skyldes ladningerne,
bliver stærkere og mere koncentreret fra spidsen af lynkanalen
og nedad mod havet eller jorden.
På toppen af en mast i nærheden
kan feltet være så stærkt, at luften
ioniserer opad (Sct. Elms ild).
Man kan også opleve, at hår på
hovedet rejser sig.
Fig. 6 Lynet skal netop til at springe,
når nedadgående og opadgående
lynkanaler mødes. Kilde: Wikipedia
modificeret af O.Plett.
Nu er det ved at blive kritisk, hvis man er indenfor en
vis afstand fra lynkanalen. Den
afstand kaldes naturligt nok den
kritiske radius. Er man inden for
den er man i et risikoareal, og så
kan der godt være højere genstande udenfor, som ikke bliver
ramt. Når den ioniserede luft fra
mastetoppen opad mødes med
lynkanalen ovenfra, kortsluttes
det hele, og ”gnisten” springer.
Selve gnisten varer kun omkring
20-50 mikrosekunder og klinger
ud i løbet af 600 mikrosekunder.
Strømforløbet er typisk en hurtig
opstigning til maksimum værdien
og efterfølgende et langsommere
henfald som vist nedenfor.
Målinger har vist, at der efter
den første udladning går omkring 50 millisekunder, hvor lynet
samler sig sammen og gentages
med en lavere strømstyrke, typisk 3-5 gange, men i sjældne
tilfælde op til 20 gange. Det kaldes deludladninger, og antallet
af deludladninger kaldes lynets
multiplicitet.
Det er den kritiske radius og risikoarealet, ikke bare for masten
alene, men for båden og masten
tilsammen, man skal have fat i
for at få begreb om risikoen for
at blive ramt, mens det lyner
omkring en. Den kritiske radius er
tillige afhængig af lynets strømstyrke, men for en båd af vores
størrelse, 10,3m lang, 3,2m bred
og 13m høj ligger den i størrelsesordenen 25 til 75 m (afhængig
af strømstyrker mellem 6.000 og
112.000 ampere). Det er en anden måde at udtrykke, at lynet er
rimeligt (men ikke helt) uinteresseret i os, hvis vi er udenfor risiko
arealet og dermed den vandrette
afstand til lynkanalens spids er
større end 75m.
Figur 5. Figuren viser hvordan lynet
hakker sig nedad og mødes med en opadgående kanal. Billederne er optaget
med et hurtigt kamera. Tidsaksen er i
mikrosekunder. Kilde Desitek A/S.
Man kan komme tættere på en
forudsigelse af sandsynligheden
for at blive ramt indenfor de to
timer uvejret varede, ved at tage
udgangspunkt i de metoder, der
benyttes af professionelle for at
beregne nedslagsrisiko for bygninger. Man får brug for hyppigheden af nedslag pr. kvadratkilometer i det område man er
i, indenfor de to timer uvejret
varede. Det kan synes uoverkommeligt, men Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) holder
regnskab med lynene i Danmark.
På DMI’s hjemmeside kan man
se hvor lynnedslagene har været
inden for de seneste 3 timer eller
et helt døgn (figur 2). For mere
præcise beregninger har DMI
velvilligt støttet med oplysninger om lynnedslagenes position,
tidspunkt, og en estimering af
Figur 7. Eksempel på første lynudladnings strømforløb. Hurtig opvoksen til
ca. 20.000 Ampere (A) og langsommere henfald til 0 A. Tid i millisekunder. Kilde: John Cappelen, DMI.
Vejret, 126, februar 2011 • side 37
strømstyrken.
Vi gennemsejlede et område
hvor nedslagshyppigheden var
0,0256 nedslag pr. kvadratkilometer pr. 2 timer.
Det resulterer i, at sandsynligheden for at blive ramt er af størrelsesordenen 0,00016 eller ca.
1 gang ud af 6.500 gennemsejlinger af et lignende tordenvejr.
Resultatet er ikke særligt skræmmende, og harmonerer ganske
godt med den oplevelse de fleste
har - at det er sjældent man hører,
at nogen bliver ramt.
Jeg kan i øvrigt kun erindre
fem gange i en 38 års sejlerkarriere, hvor vi var udsat for lignende
tordenvejr til søs, så der er langt
til de 6.500, men tag ikke fejl. Et
nedslag kan ske næste gang, vi
passerer en tordenbyge, for statistikken fortæller ikke hvornår
det sker.
Resultatet er en tilnærmelse
og giver en ide om risikoens omfang, men skal ikke tages som en
sandhed mejslet i sten. Når man
regner på lyn, som er underlagt
tilfældighedernes spil, og man
bruger spinkel statistik, er der
mange ting der har betydning.
Nedslagshyppigheden pr. kvadratkilometer er et godt eksempel. Den afhænger helt af, hvor
mange lyn der slår ned indenfor
det areal, man har valgt.
Familien, der beretter her, var
godt nok på det forkerte sted,
men på det rigtige tidspunkt.
Vi blev ikke ramt, men det kan
ske, og risikoen er større end
de årsgennemsnit man normalt
ser i statistikkerne. Under hele
tordenbygen var der lynnedslag
omkring os, og havde vi valgt
en kurs tættere på Hesselø, var
sandsynligheden formentlig blevet større.
I dagligdagen udsætter vi os
for andre risici, så man kan
spørge om resultatet kan
sammenlignes med noget vi
kender?
Man anvender af og til begrebet timerisiko. I begyndelsen af
80’erne skrev chefredaktøren for
ugeavisen ”Ingeniøren”, T. Mor-
sing, en bog om risiko for at
omkomme:
*En Formel-1 racerkører havde
dengang en timerisiko for at
omkomme på 0,00023, eller 1
til 4.350
*En præsident havde en timerisiko for at blive myrdet på
Beregning af nedslagsrisiko
Der anvendes i dag mindst to måder at beregne lynnedslags risikoen
på. Den ene er udviklet i USA, den anden formentlig i Europa. Begge
metoder anvendes ofte på bygninger på landjorden, men kan uden
videre anvendes på et sejlskib til søs, som jo også er en slags bygning.
Heldigvis fører de begge til resultater, der er næsten ens.
I USA beregner man for 10 forskellige lynstrømstyrker (også kaldt
average peak return stroke currents) (Ipk ,6 kA til 112 kA), sandsynligheden for nedslag Po, og adderer disse sandsynligheder til sidst.
Input værdierne er:
h= mastens højde (13m)
L= skibets længde (10,3m)
B= skibets bredde (3,2m)
Fg= nedslagshyppigheden (antal lyn pr. kvadratkilometer pr. år eller
som her pr. 2 timer i Kattegat), også betegnet ground flash density. I
vort eksempel 11 nedslag/429 kvadratkilometer = 0,025641.
Først udregnes Ds som er lynets nedslagsafstand (Lightning striking
distance): Ds=10x (Ipk)0,65 meter.
Så udregnes r som er mastens kritiske radius (risiko radius eller radius
2 0,5
of pole attractive area): r= (2xDsxh-h ) meter
Herefter udregnes AA som er bådens risikoareal (attractive area):
2
AA= (L+2r) x (B+2r)-10x (4-π)/4xr kvadratmeter
Til sidst udregnes sandsynligheden for nedslag Po:
−6
Po=AA x (0,1xFg) x 10 pr. strømstyrke
Summerer man disse sandsynligheder for de 10 lyn strømstyrker,
finder man at sandsynligheden er 0,000157 eller 1 til 6.359.
Den europæiske metode, som Desitek bruger, fører til stort set det
samme resultat.
2
Risikoarealet Ae = LxB+6hx(L+B)+9πxh kvadratmeter
−6
Sandsynligheden for nedslag Nd= Fg x Ae x 10
Indsætter man input værdierne som ovenfor finder man Nd= 0,000150
eller 1 til 6.650.
To vidt forskellige måder fører altså til samme resultat.
side 38 • Vejret, 126, februar 2011
Startkabels opvarmning ved lynnedslag
Til beregning af et startkabels opvarmning har man brug for at kende
den afsatte energi i kablet. Det forudsættes at lynstrømmen når op
på 100.000 A.
2
Den afsatte øjeblikseffekt i watt (Joule/sekund) er P(t)=i x R hvor i
er strømstyrken og R er startkablets modstand.
Den samlede afsatte energi i Joule fra den første strømpuls (se figur
2
7 og tilnærmet figur 9) er: J= R x i dt Joule.
Kan man finde en funktion f(t) der beskriver strømpulsen godt og
lader sig integrere er det enn nem måde. Alternativt kan man tegne
lynpulsen i et matematikprogram (fx MATLAB) og lade det beregne
integralet. Her er valgt at foretage en manuel integration i et regneark
af en tilnærmet strømpuls fra t=0 til t=400 µs og tidsintervaller på
25µs.
∫
Med følgende input:
Kabeldiameter på 5,5mm
Længde på 4m
Massefylde 8,96 kg/L
Varmefylde 400 Joule/grad/kilogram
Specifik modstand for Cu v. 100 grader 2,24E-8 ohm x meter
Samlet kabelmodstand R ved dc = 0,0038 ohm
finder man at den afsatte energi J= 2770 Joule. Flere integrationspunkter og en bedre tilnærmet strømpuls vil give et mere nøjagtigt resultat.
Sammenhængen med temperaturstigningen er:
c=J/(Ro x M) hvor M er Cu kablets masse og Ro er varmefylden.
Med ovennævnte input bliver c= 8,1 grad.
Kan man beskytte sig bedre?
I dele af verden, tættere på ækvator, forekommer torden og lyn
langt hyppigere end i Danmark,
så her er problemet endnu alvorligere. På figur 8. ser man, at
Danmark ligger øverst i det blå
område med få lynnedslag pr.
kvadratkilometer pr. år. Landene
i nærheden af ækvator er hårdere
ramt.
Nedslagshyppigheden i Danmark er registeret til omkring
0,25 lyn pr. kvadratkilometer pr.
år. Den afhænger af geografiske/
geologiske forhold og er lavest på
havet. Sejlsporten rådgives i højrisikolande til at undgå spidse
genstande i toppen af masten.
Det er der en vis fornuft i, fordi
det elektriske felt (v/m) fra en
spids genstand er kraftigere end
fra en pænt afrundet genstand.
Et stærkt felt kan være med til
at bane vej for ionisering af luften
op mod en lynkanal, og dermed
starte selve kortslutningen af lynet. (Se fig. 5 og 6).
Mastetoppen bør derfor være
rund som en kugleskal. Det kan
opnås med ledende pinde i vifteform, som til sammen danner
noget der ligner en kugleskal.
Ved samme lejlighed kan man
0,000012 eller ca. 1 til 83.000
*Timerisikoen for dødeligt uheld
ved bilkørsel var 0,00000046 eller 1 til ca. 2,2 millioner
og stag til vandet med startkabler inden tordenvejret begynder.
Man kunne dog godt have ønsket
et mere finmasket bur.
I dag er det nok blevet mere risikabelt at være Formel-1 racerkører, præsident eller at køre i bil.
Til sammenligning var vores
timerisiko ca. 1 til 13.000. Måske
lovlig tæt på Formel-1 racerkøreren, men fordi en sejlbåd rammes
af lynet er det ikke sikkert, at man
omkommer. Mange andre faktorer spiller ind. Forskrækket eller
bevidstløs, ja, men mast og rig
virker i nogen grad som et såkaldt
Faraday bur som beskytter. Især
hvis man husker at forbinde vant
Figur 8. Gennemsnitligt årligt antal lynnedslag pr. km2 over hele kloden. Kilde:
NASA MSFC.
Vejret, 126, februar 2011 • side 39
Strømfortrængning (skin effects)
I fagkredse er opfattelsen at strømfortrængning har en underordnet
betydning. Det er der nogen fornuft i, for et kabel har også en reaktiv
impedans (selvinduktion) som modvirker de voldsomme strømme, så
praktisk erfaring viser at de 8 grader ikke er helt ved siden af.
Figur 9. Tilnærmet lynimpuls.
flytte VHF-antennen fra toppen
ned på salingen, så den samtidig
er beskyttet af vantene. Måske
opnår man tillige, at de svagere
signaler forsvinder, som den opsamlede oppe fra toppen, og som
slipper igennem squelch’en, men
er aldeles uforståelige.
Hvis 10.000 til 100.000 ampere brager ned gennem mast,
vant og stag, så opstår der et
magnetfelt, som ved induktion kan danne spændinger og
strømme i andre ledende dele i
båden. Ydermere vil strømmen i
sig selv gennem en leder bevirke
spændingsforskelle mellem de to
ender - for startkablets vedkommende i nærheden af 8.000 volt
i den korte tid lynet passerer.
Derfor skal man ikke røre ved
metaldele.
Inducerede spændinger kan
også forårsage gnister mellem
metaldele i båden. I værste fald
tværs gennem cockpittet. Det er
ikke rart at stå i vejen for, så derfor
foreslås alle metaldele i båden
bundet sammen med kabler og
ført til motorblokken (stel). 16
mm2 (4,5 mm diameter) er standard i den professionelle verden,
som kalder det potentialudligning.
Permanente kobberkabler fra
røstjernene til motorblokken
eller jernkølen er heller ikke en
dum ide, men man skal være
opmærksom på muligheden for
vagabonderende strømme, som
Gennemfører man alligevel en tilnærmet beregning, får man følgende:
Den tilnærmede strømpuls har en hurtig vækst til 100.000 A, er
konstant i 50µs hvorefter den falder langsommere til 0. Skønsmæssigt indeholder strømpulsen frekvenser fra 20kHz til 100kHz, måske
højere. En diskret Fourier transformation fra tids- til frekvensdomæne
kan afsløre dette. (Også her kan MATLAB være en hjælp).
Elektriske kabler leder strømmen bedst ved jævnstrøm, fordi hele tværsnitsarealet kan føre strømmen. Ved højere frekvenser løber strømmen
mest på ydersiden af kablet og aftager indefter.
Man kan vise, at ved 10kHz er strømmen faldet til 1/e=0,4 af den
samlede strøm, ved en indtrængningsdybde på 2,1 mm. Resten løber
mellem overfladen og 2,1 mm inde. Ved 100kHz er indtrængningsdybden 0,2 mm og ved 1 MHz er den 0,07 mm
Strømfortrængningen fører til, at kablets modstand stiger og den
afsatte energi E (joule) stiger, hvorfor også temperaturen i kablets
overflade stiger. Man kan vise at, ved 10 kHz er modstanden 2,1R
og ved 100kHz er modstanden 6,6R.
Tages der højde for dette får man ved 100 kHz en temperaturstigning
på ca. 54 grader, og det er jo ikke nogen katastrofe.
kan forårsage tæring.
Endelig findes der firmaer,
f.eks. Desitek, som leverer moduler til overspændingsbeskyttelse
af elektrisk udstyr, og lynafledere
til den kommercielle søfart.
Kan et startkabel så holde til
de voldsomme strømme i et
nedslag?
Hvis man forudsætter at startkablet er 5,5mm i diameter (som
mit eget), 4m langt, af kobber og
kun yder ohmsk modstand, så
kan man ret simpelt få en ide om
opvarmningen. Med et strømforløb nogenlunde som figur 7 får
man en temperaturstigning på
side 40 • Vejret, 126, februar 2011
omkring 8 grader. Selv med 4-5
efterfølgende deludladninger af
lavere strømstyrke sker der intet
dramatisk.
Samme lynstrøm kan opløses i en sum af strømme med
forskellige frekvenser, faser og
amplituder. Ud fra stigetider og
pulsvarighed viser en foreløbig
analyse dominerende frekvenser
fra 20 til 100 kHz, måske lidt
højere. Højfrekvente strømme
har det med kun at ville løbe
på lederens overflade. Det kaldes
strømfortrængning og betyder
en højere modstand i startkablet,
fordi strømmen ikke flyder inde
i kablet. Så øges varmeudviklin-
gen. Med den forudsætning bliver temperaturstigningen op til
54 grader i lederens overflade,
men noget taler for at strømfortrængningen ikke har nogen stor
indflydelse på temperaturen. Se
rammen om kabelopvarmning.
Det vigtige er at kablet ikke
smelter, hvilket nok overrasker
nogen, men kobbers smeltepunkt er 1084 grader celsius. Et
startkabel er derfor måske lige
tyndt nok til de kraftigste af lynnedslagene. Isolationen omkring
kablet kan måske blive lidt lun.
Lynbeskyttelsesnormer foreskriver 58 mm2 (diameter 8 mm) til
direkte lynstrømme.
Langt de fleste lyn har strømstyrker under 100.000 ampere,
så det er grænsen hvor man taler om et sjældent tilfælde, men
der er set strømstyrker helt op til
250.000 Ampere som ydermere
varer længere. Til professionel
lynbeskyttelse ynder man at dimensionere for 98% af lynnedslagene.
Lynnedslagene i vores nærhed
på turen var mellem 2.000 og
30.000 ampere. 80 % var negative.
Konklusion
Selv om startkabler ikke er helt
ideelle, så er de meget bedre end
ingenting, og de er billige, så
nogle stykker i båden har de fleste råd til. Det er vigtigt at de er
solidt fastgjorte til vant og stag.
Det anbefales at man går
”indendørs” indtil det værste er
overstået. Dvs. forlader cockpit
eller dæk og søger til kahytten,
hvor man ikke skal røre ved metal. Sluk og frakobl forbindelser
til vigtig elektronik, eller sørg for
at overspændingsbeskyttelse er
installeret.
Det rejser straks spørgsmålet
om hvem der så skal styre sejlbåden, men her må selvstyreren tage over (hvis der er en)
så mandskabet kan beskytte sig.
Det forudsætter selvfølgelig hyppige udkig.
Hvis Danmarks Meteorologiske Institut varskoer om mulighed for torden skal det tages
alvorligt. Vi tog ikke synderlig
notits af formuleringen, og har
efterfølgende lært, at det er umuligt at sige om der kommer torden. Den hårfine balance mellem
en cumulus sky med nedbør og
en med nedbør og torden er ikke
til at forudse. Det har bl.a. noget
med luftens fugtighed at gøre. Vi
har derfor vænnet os til, at når der
meldes ”mulighed for torden” så
bliver vi i havnen. Jamen, her
kan man også blive ramt. Javist,
men man er ikke mutters alene
på havet, for her er der mange
master at dele risikoen med. Sker
nedslaget alligevel så er hjælp
lettere at skaffe.
Litteratur
www.wikipedia.org
www.lightningsafety.com
www.desitek.dk
www.dmi.dk
Jesper Theilgaard. Det Danske
Vejr.
T.Morsing. Døden skal have en
årsag,
J. Cappelen. Bag om lyn og torden.
h t t p : / / w w w. d m i . d k / d m i /
bagomlynogtorden.pdf
Boganmeldelse:
Vejret gennem 5000 år
Vejret gennem 5000 årMeteorologiens historie
Erik A. Rasmussen
Aarhus Universitetsforlag
ISBN 9788779343009
Format 19x26 cm
ca. 400 sider, rigt illusteret
Bogen er omtalt første gang i
Vejret nr. 125. En anmeldelse er
foretaget af Niels Hansen, Pressechef ved DMI.
Anmeldelse der første gang blev
bragt på dmi.dk kan læses her:
http://www.dmi.dk/dmi/anmeldelse_vejret_gennem_5000_aar
Vejret, 126, februar 2011 • side 41
Den voldsomme Piteraq i Tasiilaq den
6. februar 1970
Af Emilie Hermansson,
SMHI
Idledning
Den grønlandske by Tasiilaq (tidligere Ammassalik) er vindmæssigt lidt af et paradoks. Den har
med en middelvind på 1.8 m/s
en af de laveste målte middelvindhastigheder på Grønland. Til
trods herfor optræder der af og
til meget høje vindhastigheder i
byen. Den 6. februar 1970 blev
der i Tasiilaq målt en middelvind på 54 m/s (Figur 1), hvilket
er den højeste dokumenterede
middelvindhastighed på Grønland [Rasmussen, 1989]. Denne
kraftige storm ødelagde næsten
hele Tasiilaq og var årsag til, at
der efterfølgende blev indført
et ’Piteraq-varslingssystem’ for
byen. Varslingssystemet fungerer stadigvæk. Varslerne kommer
fra DMI, og for at undgå at misse
Figur 1. Målt middelvind over 10 minutter (10 meter over overfladen) i
Tasiilaq gennem februar-månederne i
perioden 1958-1987.
Figur 2. Et 3-dimensionalt billede af Grønlands topografi. Fra Doyle og Shapiro
[1999].
et varsel eller at udsende falske
varsler er det blandt andet vigtigt
at have adgang til en numerisk
prognosemodel (vejrmodel) af
høj kvalitet. Hvad er det, som
er årsag til disse ekstremt kraftige vindhastigheder i et ellers
vindsvagt område, og hvordan
kan vejrmodellerne blive bedre
til at ”fange” dem? For at svare
på dette vil vi først se nærmere
på Grønlands topografiske vindsystem.
Katabatiske vinde
Indlandsisen på Grønland afgiver, præcist som alle andre
overflader på Jorden, langbølget
(infrarød) stråling, som afkøler
luften nærmest jordoverfladen.
Om natten, når solen ikke opvarmer jordoverfladen, opstår der
lige over isoverfladen et koldt
luftlag. Hvis overfladen ikke er
vandret vil den kolde luft, som
har højere massefylde end den
omgivende luft, under tyngde-
side 42 • Vejret, 126, februar 2011
kraftens påvirkning bevæge sig
ned ad den skrånende overflade.
I Figur 2, som viser Grønlands topografi, er det tydeligt at terrænet
nærmest kysten har stor hældning. Dette fører til at den kolde
luft, som opstår over indlands-
Figur 3. Strømlinier for det katabatiske
vindsystem på Grønland. Fra Rasmussen [1989].
Figur 4. DMI-HIRLAM-T15 analyser af lufttryk ved havniveau (stiplede linjer) og den ækvivalent potentielle temperatur i
850 hPa i 5 graders farveintervaller fra -35 til +40 grader C.
isen, blæser fra isen ud (og ned)
mod kysterne. Vindene kaldes
for katabatiske og udgør det katabatiske vindsystem på Grønland.
Satellitbilleder har yderligere kastet lys over dette vindsystem.
Således er Grønlands katabatiske
vindsystem i Figur 3 indtegnet på
grundlag af satellitbilleder. Andre
studier af det katabatiske vindsystem har benyttet numeriske
modelsimuleringer. I et af disse
studier, foretaget af Bromwich
mfl. [1996], fandt man at mid-
delvinden ved den grønlandske
kyst var ca. 12 m/s under skyfrie
forhold om vinteren. Dog var der
langs kysten variationer i middelvinden fra sted til sted. Afhængig
af den lokale topografi var middelvinden nogle steder lavere,
som f.eks. i Tasiilaq, mens den
andre steder var højere.
Piteraq
De katabatiske vinde påvirkes ikke
bare af Grønlands topografi, men
også af hvorledes trykfordelin-
gen ser ud ved havniveau. Under
visse forhold kan trykmønsteret
være sådan, at de katabatiske
vinde lokalt forstærkes til kraftig
storm. Dette fænomen har inuiterne på Grønland givet navnet
Piteraq, som frit oversat betyder
”det, som falder over en”. En
Piteraq var præcis det, som ”faldt
over” befolkningen i Tasiilaq den
6. februar 1970, hvor rekordhøje
vinde hærgede byen. Årsagen
til de høje vindhastigheder kan
forklares ved hjælp af Figur 4.
Vejret, 126, februar 2011 • side 43
Denne figur viser nemlig, at der
sent på aftenen (grønlandsk tid)
den 5. februar befandt sig et lavtryk ud for Grønlands østkyst ved
Tasiilaq. Dette lavtryk, som var
på vej mod Danmarksstrædet,
forstærkede de allerede eksisterende katabatiske vinde i det sydøstlige Grønland. På sin vej mod
nordøst uddybede lavtrykket sig
endnu mere, og skærpede derved yderligere den horisontale
trykgradient ved Tasiilaq, hvilket
betød en kraftig øgning af vinden
i byen i løbet af natten og den
kommende dag. Klokken 16 (18
UTC) havde stormen nået sin
kulmination med målte vindstød
op til 72 m/s, hvilket var nok til
at ødelægge både vindmåler og
en stor del af byens huse.
Dette en den værste Piteraq,
som er dokumenteret i Grønland,
men den er dog langt fra den
eneste. De katabatiske vinde i det
sydøstlige Grønland forstærkes
ved kanalisering gennem fjorde
og dybe dale og skaber derved
gode betingelser for Piteraq, når
lavtryk om vinteren passerer det
sydligste Grønland med kurs over
Danmarksstrædet. Det er disse
forhold, som gør, at Tasiilaq i en
50-års periode oplever en maksimal middelvindstyrke på 57 m/s,
til trods for at byen under mere
normale forhold ligger godt beskyttet mod de katabatiske vinde
[Hedegaard 1982].
Figur 5. 18 timers prognoser for vind i 10 meters højde
fra analysetidspunkt 00 UTC den 6. februar 1970: a) K05
(hydrostatisk, 5 km horisontal opløsning), b) NHP/NH2.5
(ikke-hydrostatisk, 2.5 km horisontal opløsning) og c)
NH5 (ikke-hydrostatisk, 5 km horisontal opløsning).
side 44 • Vejret, 126, februar 2011
Vejrprognoserne
I takt med at vejrmodellernes horisontale og vertikale opløsning
er blevet højere, er de beregnede
vejrprognoser også blevet forbedret, hvilket i høj grad også gælder
med hensyn til forudsigelse af
Piteraq-hændelser. Aktuelt benytter Danmarks Meteorologiske
Institut (DMI) en hydrostatisk
HIRLAM-model. Den version af
HIRLAM som benyttes til beregning af vejrprognoser for Grønland har en horisontal afstand
mellem gitterpunkterne på ca. 5
km og kaldes K05. En ikke-hydrostatisk vejrmodel, som altså
ikke antager hydrostatisk balance (dvs. kraftbalance mellem
tyngdekraften og den lodrette
trykgradient-kraft), vil dog formodentlig kunne give forbedrede
Piteraq-prognoser, fordi en sådan model, i modsætning til den
hydrostatiske, beregner vertikale
accelerationer, som kan være betydelige i Piteraq-hændelser.
Tre forskellige vejrmodeller er
blevet benyttet til at undersøge
hvilken betydning dels den horisontale opløsning og dels den
hydrostatiske og ikke-hydrostatiske dynamik har på forudsigelsen
af den ekstremt kraftige Piteraq
i Tasiilaq. De benyttede modeller er den førnævnte hydrostatiske DMI-HIRLAM-K05 og to
ikke-hydrostatiske HARMONIE
modeller med en horisontal afstand mellem gitterpunkterne på
ca. 2.5 og 5 km, benævnt hhv.
NH2.5 (NHP) og NH5. De to
sidstnævnte modeller har desuden en forskellig beregning af
bygenedbør, der i den betragtede
vejrsituation dog ikke forventes
at have nævneværdig indflydelse
på de viste resultater.
Resultater
Figur 5 viser de tre modellers
vindprognoser for den sydligste
del af Grønland. Fra denne figur
er det tydeligt at begge de ikkehydrostatiske modeller forudsiger højere vindhastigheder end
den hydrostatiske og stemmer
bedre overens med de observerede vinde i 10 meters højde, jf.
Figur 6 og 7. Derimod er møn-
steret i de forudsagte vindfelter
næsten det samme. Mest iøjnefaldende er den kraftige vind
på den stejle nedstrømsside af
iskappen og det markante vindmaksimum til havs lidt syd for Tasiilaq. Sidstnævnte maksimum er
noget kraftigere i NH2.5 end i de
øvrige modeller.
Vindprognoser og vindobservationer for Tasiilaq og Tim-
Figur 6. Prognoser op til 24 timer for vind (styrke og retning) i 10 meters højde
i Tasiilaq fra 00 UTC den 6. februar 1970, samt observationer (blå) frem til
det tidspunkt, hvor Piteraqen ødelagde vindmåleren. K05 (rød), NH2.5 (grøn)
og NH5 (gul).
Figur 7. Som Figur 6, men for Timmiarmiut.
Vejret, 126, februar 2011 • side 45
miarmiut er vist i hhv. Figur 6
og 7. Overraskende nok gav den
ikke-hydrostatiske model NH5
en bedre vindprognose for de
høje vindhastigheder i Tasiilaq
end NH2.5, der har en bedre
horisontal opløsning. Dette
er uventet, da en model med
bedre opløsning burde fange
flere detaljer, da den formår at
opløse flere små-skala effekter,
som f.eks. kanalisering af vinden gennem dybe dale. Det skal
dog bemærkes at horisontal opløsning og hydrostatisk og ikkehydrostatisk dynamik ikke er det
eneste som adskiller modellerne.
Heller ikke parameteriseringen af
de fysiske processer (dvs. hvorledes man i modellerne beregner processer, som finder sted
på rumlige skalaer, som er mindre
end dem modellen kan opløse)
samt den måde ligningerne, som
beskriver bevægelser i atmosfæren, behandles på, er helt den
samme i modellerne.
Et lodret tværsnit over Sydgrønland af potentiel temperatur
viste tilstedeværelse af såkaldte
gravitationsbølger (figur ikke
vist). Sidstnævnte udgør en
luftmodstand, som er parameteriseret i den ikke-hydrostatiske
model NH5 med den groveste
opløsning, men ikke i de to andre. Dette kan have været en af
årsagerne til, at denne model gav
den bedste prognose for de høje
vindhastigheder i Tasiilaq.
I Timmiarmiut, en daværende
vejrstation på Grønlands østkyst
syd for Tasiilaq, er den bedste
vindprognose ifølge Figur 7 derimod fra den ikke-hydrostatiske
model med den højeste horisontale opløsning (NH2.5). Det skal
noteres at vindhastighederne i
Timmiarmiut slet ikke var så ekstreme (den maksimale vindhastighed målt på stedet var 19.5
m/s), hvilket kan være årsagen til,
at det tilsyneladende ikke havde
nogen betydning om der blev
benyttet en ikke-hydrostatisk
eller hydrostatisk model (K05
mod NH5). Derimod synes højere opløsning at give en bedre
vindprognose (NH2.5 mod K05
og NH5).
Afslutning
Mange modelegenskaber har
indflydelse på hvordan en prognose falder ud, og hvilke modelegenskaber, der er bedst at
anvende, afhænger af vejrsituationen. Piteraqen, som er blevet
undersøgt i denne artikel, skabte
ekstreme vindhastigheder, som
i Tasiilaq bedst blev forudsagt
af den ikke-hydrostatiske model. Ved lavere vindhastigheder
(eksemplificeret ved vindmålingerne i Timmiarmiut) synes den
horisontale opløsning derimod
at have størst betydning for prognosekvaliteten, idet modellen
med den højeste opløsning gav
den bedste prognose.
Piteraqen den 6. februar 1970
medførte omfattende ødelæggelser. Det samme kan ske både
ved Piteraqer i almindelighed og
i forbindelse med storme som
optræder i lignende terræn. Det
er derfor vigtigt at kunne lave
præcise prognoser for disse vejrfænomener og udsende varsler
i tide. For at nå dette mål er det
nødvendigt at forbedre vejrmodel-systemet yderligere.
HIRLAM prognoserne, benyttet i denne artikel, bruger
side 46 • Vejret, 126, februar 2011
randværdier (som dikterer de
ydre betingelser langs HIRLAMmodelområdets lodrette vægge)
fra re-analyser (ERA-40) foretaget ved ECMWF (European Centre for Medium-Range Weather
Forecasts). HIRLAM laver derudover sine egne analyser baseret
på radiosonde målinger og overfladeobservationer i ECMWF’s
dataarkiv, men bevarer dog de
største horisontale skalaer fra
ECMWF analyserne. Kørslerne
med HARMONIE benytter
randværdier fra HIRLAM modellen. HIRLAM og HARMONIE
kørslerne blev foretaget af hhv.
Bjarne Amstrup og Bjarne Stig
Andersen.
Litteratur
L. Rasmussen. Den dag, Angmagssalik næsten blæste i havet.
Vejret, 39:3-14, 1989.
D.H. Bromwish, Y. Du, and K.M.
Hines. Wintertime surface winds
over the Greenland Ice Sheet.
Mon. Wea. Rev., 124:19411947, 1996.
K. Hedegaard. Wind vector and
extreme wind statistics in Greenland. Weather
Service Report 1, Danish Meteorological Institute, Copenhagen,
Denmark, 1982.
J.D. Doyle and M.A. Shapiro.
Flow response to large-scale topography: The Greenland tip jet.
Tellus A., 51:728-748, 1999.
L. Rasmussen. Greenland winds
and satellite imagery. Vejret, In
English:32-37, 1989b.
E. Hermansson. A numerical study of a Piteraq-event in
Greenland. Master of science
thesis, University of Copenhagen, 2010.
Efterårsvejr 2010
Af Stig Rosenørn
Som helhed var efterårsvejret
2010 i Danmark koldere end
normalt. Efteråret 2010 var endvidere forholdsvis solrigt, mens
nedbøren var nær det normale.
Især november var kold med sne
i den sidste uge. Hyppigheden
af blæst var under det normale,
ligesom der ikke var nogen rigtig
efterårsstorm.
Septembervejret bød på overskud af sol, og vinde fra W var
de mest fremherskende. Oktobervejret var forholdsvis koldt og
nok så solrigt ligesom sydøstlige
vinde var de mest fremherskende.
Novembervejret var meget koldt
(vinterligt i den sidste uge), ligesom vinde omkring NE var de
mest hyppige i november, hvilket
er meget sjældent.
Pr. definition indgår vejret i
månederne september, oktober
og november i efterårets vejr
og for månederne i 2010 blev
de vigtigste klimabeskrivende
værdier de i tabellen viste, idet
standardnormalerne for 1961-90
er angivet i parentes.
Vejrforløbet i september
I forbindelse med et højtryksområde over Nordsøegnene og
siden over Skandinavien er vejret
stor set tørt og solrigt i de første
8-9 dage af september. I løbet af
den 9. bliver vejret ustadigt med
regn, idet en front trænger op
over landet fra SW, og i de næste
10 dage er vejret for det meste
ustadigt med regn og byger fra
SW. Omkring den 20. stabiliseres vejret forbigående noget, men
det overvejende ustadige vejr består frem til omkring den 26-27.,
hvorefter et højtryk forstærkes
over Skandinavien. Vejret er tørt
med nogen sol, og temperaturen
når ned nær frysepunktet lokalt
KLIMATAL FOR EFTERÅRET 2010
september
oktober
november
Døgnmiddeltemperatur
12.6(12.7)
8.7(9.1)
2.9(4.7)
Døgnmiddelmax.temp.
16.2(16.4)
11.6(12.1)
4.9(7.0)
Døgnmiddelmin.temp.
9.0(9.1)
5.2(6.1)
0.7(2.3)
Abs. højeste temp.
22.2(24.5)
20.1(20.0)
13.5(13.8)
Abs. Laveste temp.
0.1(-1.2)
-4.4(-3.7) -11.8 (-9.2)
Soltimer
146(128)
109(87)
58(54)
Nedbørmængde (mm)
73 (73)
85(76)
91(79)
Antal nedbørdøgn
15(15)
16(16)
22(18)
Frostdøgn min.temp. < 0°C
0.0(0.2)
3.1(1.8)
12.4(7.3)
Hyppighed i % af blæst ( ≥ 6 Bf)
7(9)
5(12)
8(15)
Fremherskende vindretning i %
W:19(28)
SE:20(12)
NE:28(4)
Fremhævede tal :
Understregede tal :
efteråret
8.1(8.8)
10.9(11.8)
5.0(5.8)
22.2(24.5)
-11.8(-9.4)
313(270)
249(228)
53(49)
16(9.3)
7(12)
helt usædvanlige klimatal
sjældne klimatal
Kilde: DMI
Vejret, 126, februar 2011 • side 47
Figur 1. Efterårets termogrammer fra
region Nordjylland, der var den koldeste i efteråret 2010. Den røde kurve
er den daglige maksimumtemperatur,
den blå minimumtemperaturen og den
grå normalen. Kurverne er baseret på
interpolation af stationsdata i et finmasket gridnet over regionen. Grafik:
dmi.dk/Vejrarkiv.
i indlandet om natten i de sidste
par dage af måneden.
September måneds vejr var
således tørt i den første uges
tid og i de sidste 3-4 dage, og
ellers nok så ustadigt med regn
og byger.
Vejrforløbet i oktober
Med højt lufttryk over Skandinavien siden over Vestrusland
råder en østlig- til sydøstlig luftstrøm over Sydskandinavien, og
vejret er tørt med en del sol i
de første 5 dage af oktober. En
front med regn trænger igennem
fra SW den 6-7., hvorefter vejret
igen er tørt med sol ved højt
tryk over Skandinavien og Norskehavet. Det tørre vejr består
frem til over midten af måneden, men temperaturen er gennemgående faldende, idet kold
luft efterhånden trænger ned fra
den Skandinaviske halvø. Der er
udbredt nattefrost omkring den
17. I løbet af den 18. bliver vejret
ustadigt med regn fra NW, og
overvejende regnfuldt vejr fra W
og siden SW råder i resten af
oktober.
Oktober måneds vejr var således overvejende tørt med sol
i den første halvdel frem til den
18., og siden meget ustadigt,
især omkring den 23.
Vejrforløbet i november
I en overvejende sydvestlig luftstrøm er vejret nok så ustadigt
med regn i de første 5-6 dage
af november. I dagene fra den
7-9. bevæger et dybt lavtryk sig
fra havet S for Island mod SE til
Nordfrankrig under opfyldning,
hvorved vinden går i E og NE over
Sydskandinavien, og det bliver
betydeligt koldere med nattefrost
side 48 • Vejret, 126, februar 2011
i indlandet, og det er stor set
tørt. Et efterfølgende dybt lavtryk
over nordlige Skotland bevæger
sig langsomt østover, og i forbindelse hermed er vejret meget
blæsende og regnfyldt i dagene
omkring den 11-12. Herefter stabiliseres vejret kun langsomt. Et
højtryk forstærkes over Skandinavien omkring den 16., og i
de næste dage trænger koldere
luft ned over landet fra NE. Tilstrømningen af kold luft fra NE
består, efterhånden med hvidt
i nedbøren, og rigtig vintervejr
med frost og sne slår til den 23.
I resten af november er vejret
meget koldt med stedvis sne,
især ved østvendte kyster og på
Bornholm, hvor fygning skaber
trafikproblemer.
November måneds vejr var således domineret af østlige vinde,
og rigtig vintervejr i den sidste
uge med frost og sne og stedvis
snefygning.
Figur 2. Middellufttryk ved havniveau
og højden af 500hPa flade for september, oktober og november 2010
beregnet på basis af fire daglige DMIHIRLAM analyser. Figurerne er produceret af Niels Woetmann Nielsen,
DMI.
Dansk Meteorologisk Selskab
c/o G. Adalgeirsdottir
Rolfsvej 5, 2.tv.
2000 Frederiksberg
Returneres ved varig adresseændring
Dansk
Meteorologisk
Selskab
Dansk
Meteorologisk
Selskab
Generalforsamling 2011
Mandag den 14. marts 2011 kl. 16:30
H. H. Koch auditoriet, Risø DTU.
Frederiksborgvej 399, 4000 Roskilde.
Henvendelse i Portvagten.
Brian Sørensen holder først foredraget:
"Nye metoder for vejrprognosemodeller med integreret kemi”.
Herefter afvikles selve Generalforsamlingen.
Dagsorden ifølge vedtægterne:
1) Valg af dirigent.
2) Formandens beretning.
3) Forelæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år samt budget
for næste regnskabsår.
4) Indkomne forslag.
5) Valg af bestyrelse. Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for en
2-årig periode, idet. formand og 3 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant
vælges i ulige år. Hvem der er på valg i 2011 annonceres på dams.dk.
6) Eventuelt.