NØGLEN TIL PARADIS - Bent Fabricius Bjerre

Nyhedsbrev nr. 3
august 2013
Siden sidst – Nyt fra bestyrelsen
Nyhedsbrevet
Allerede sidste efterår besluttede bestyrelsen, at tiden var inde til fornyelse af Nyhedsbrevet, og siden har Laila
Hindsberg og Lisa Tørngren arbejdet på sagen.
Ideen var at skabe et mere levende Nyhedsbrev med flere indlæg om vores fælles interesse for miniature og
færre gentagelser af tidligere oplysninger.
Du sidder nu med den første udgave af det nye Nyhedsbrev, som vi håber, at du vil tage godt imod.
Der sker så utroligt mange spændende ting i vores miniatureverden. Skriv gerne et indlæg til Nyhedsbrevet, hvis
du har lavet, købt eller oplevet noget, som du gerne vil dele med os andre.
Du er også velkommen til at kontakte os, hvis du har en ide til Nyhedsbrevet. Vi hjælper gerne med at få ideen
ned på skrift, hvis du ønsker det.
Velkomstfolder
I forbindelse med fornyelse af Nyhedsbrevet er der lavet en lille velkomstfolder, som fremover sendes til alle
nye medlemmer. Folderen indeholder en række af de oplysninger, der tidligere har stået i Nyhedsbrevet.
Folderen udsendes med dette Nyhedsbrev til alles orientering, og den vil desuden blive lagt ud på foreningens
hjemmeside.
Hjemmeside
Bestyrelsen har besluttet, at foreningen skal have en ny hjemmeside.
Grunden er, at der har været mange problemer med den gamle hjemmeside. Det har været svært at få hjælp
fra udbyderen, og det har været en temmelig dyr løsning for foreningen.
Det er besluttet, at den nye hjemmeside skal laves i Wordpress systemet. Det er et gratis system, så foreningen
skal udelukkende betale et lille årligt beløb for domænenavnet og webhotellet.
Bestyrelsen har nedsat et udvalg til at arbejde med den nye hjemmeside. Udvalgets medlemmer er Kaj
Rasmussen, Tove Laybourn, Laila Hindsberg, Maja Stenskov Hansen og Lisa Tørngren.
Har du ideer til den nye hjemmeside, hører vi gerne fra dig. Vi håber, at den nye hjemmeside er i luften i løbet
af efteråret.
Rejseleder
Som det fremgår af formandens beretning på generalforsamlingen, så fortsætter foreningens mangeårige
bestyrelsesmedlem Ilse Thomsen til vores store glæde som rejseleder for foreningen.
Bestyrelsen har truffet en principiel beslutning om, at rejselederen godt kan fortsætte, selv om hun ikke
længere er medlem af bestyrelsen.
Julegaven 2013
Alle medlemmer modtager en julegave i 2013. Har du lyst til at blive årets leverandør af julegaven, skal du
senest på medlemsmøde 17.9. aflevere dit tilbud samt et eksemplar af gaven til bestyrelsen.
Der er tale om en ting i skala 1:12. Det kan være en ’gør det selv ting’, eller en færdig ting. Prisen må ikke
overstige 30 kr. pr. stk. Tingen må meget gerne være af eget design, som ikke krænker andres
ophavsrettigheder. Der skal leveres 150 stk. senest 12.11 2013 eller efter aftale. Det er ikke et krav, at du er
medlem af ”mini”.
Nyhedsbrev nr. 3
Side 1 af 10
Næste års udstilling på Dukkehusfestivalen i maj 2014
Har du/I ideer til udstillingstema eller skal udstillingen være fri? Skal det måske være et stort fælles projekt
”som der tidligere har været” med planlægningsmøder, eller kunne det være, du har en kikkasse du gerne vil
vise frem. Mulighederne er mange.
Miniforeningens udstilling gennem årene, har altid haft stort publikum succes.
Det er jo medlemmernes tanker og ideer der skal være grundlaget for udstillingen. Sidder du/I inde med ideen,
så send en mail til Maja Stenskov Hansen, [email protected] med en beskrivelse af dit/jeres forslag.
Tag på tur med miniforeningen
Der er 24 medlemmer, der tager på tur med miniforeningen til Dolls House Nederland Show 26-27. oktober
2013 http://www.dollshousenederland.com/
Der var ikke 35 tilmeldte medlemmer, som var minimum for turens gennemførelse, da fristen for tilmeldinger
udløb 1. august 2013. Da størsteparten af tilmeldte medlemmer ønskede turen gennemført, måtte der en
prisstigning til. Turen er derfor forhøjet med 350 kr., således at prisen for turen i delt dobbelt værelse blev
3.550 kr. pr. person.
Der er stadig ledige pladser i bussen – og har du glemt at tilmelde dig – er der måske stadig en chance for, du
kan komme med. Send en mail til Maja Stenskov Hansen [email protected] eller Sussie Sørensen
[email protected] og vi vil undersøge, om der stadig er ledigt hotel kapacitet til rådighed.
Medlemsmøder kl. 18:30 – 21:30 i Teatersalen
Mandag d. 19.8. har vi hyggemøde
Vi starter op efter en forhåbentlig god sommer. Har du noget spændende du vil vise eller fortælle om. Eller har
du blot lyst til at sidde og hygge og eventuelt se i alle de mange blade mini har.
Tirsdag d. 17.9. ved Tove Palm
Aftenens projekt er en opslagstavle med magnetisk ophængning. Tove Palm
demonstrerer, hvordan tavlen samles og har et udvalg af små postkort og reklamer
for vigtige miniaturebegivenheder, som kan sættes på tavlen. Pris for materialer til én
tavle og adskillige billeder efter eget valg er 20 kr.
Medbring arbejdsunderlag og lim.
Tirsdag d. 22.10. ved Bjarne Kelde
Selv om kalenderen kun siger oktober, er det bestemt ikke spor for tidligt, at begynde at tænke på, at lave
juletræspynt. Aftens tema er derfor juletræspynt.
Som noget helt nyt til juletræet i år, er disse utroligt søde rosetter med
julemotiver. Dem begynder vi med, men hvis der er nogle, der skulle have
fået blod på tanden, til at lave flere slags juletræspynt, tager jeg nogle
forskellige poser med andre slags juletræspynt med. Så der skulle være
nok til at pynte hele dit juletræ!
Husk din værktøjskasse, se til at der ligger et par fine synåle i den. Pris for kit er 15 kr.
Arbejdende værksted i lokale 2
Lørdag d. 28.9. kl. 10 - 16 ved Sussie Sørensen
Kurvene er ganske nemme at lave og på kurset vil der blive mulighed for at lave både
firkantede og rektangulære kurve.
Kurvene er meget anvendelige og kan laves i alle farver, alle størrelser og med
mønster. Det eneste I skal medbringe er: en lille skarp saks, en lineal og en lidt grov
synål (ikke en stoppenål). Jeg medbringer resten. I vil kunne nå både at lave en
firkantet og en rektangulær kurv.
Tilmelding til Sussi på tlf. 20 95 76 40 eller mail [email protected]. Pris 100 kr.
Nyhedsbrev nr. 3
Side 2 af 10
Fredag d. 18.10. kl. 14 – 20 ved Anne Lise Laursen
Stadig lyst til at lave blomster, så skal vi denne gang fremstille de yndigste stedmoderblomster.
Medbring: arbejdsplade, bidetang, pincet, cicelerpude, cicelerpen, lim (den tykke tacky
glue), lineal, lille saks, meget skarp skalpel, farveblyanter og evt. en listesaks.
Tilmelding til Anne Lise på tlf. 22 99 30 68 senest 1. oktober. Pris 175 kr. Kontonr. oplyses
ved tilmelding.
Tirsdag d. 5.11. kl. 12 – 16 ved Bjarne Kelde
Vi skal denne dag lave et fantastisk flot sæt lysestager. Det er et sæt
lidt ud over det sædvanlige, hvilket også gør, at
anvendelsesmulighederne er mange.
Sættet består af 1 meget flot lysestage med 3 arme, samt 2 lysestager
med hver 1 lys. Prøv at forestil dig, alle 3 lysestager stå på et opdækket
spisebord. Det kan ikke blive flottere!!
Pris inkl. materialer til alle 3 lysestager kr. 265,00. Der betales for kurset ved
tilmelding. Tilmelding på [email protected] eller telf. 43632203.
Sidste dag for tilmelding er den 22. oktober, ved medlemsmøde.
Efter d 22. oktober er tilmeldinger bindende! Værktøjsliste bliver fremsendt efter tilmelding.
Vi efterlyser undervisere både til medlemsmøder og arbejdende værksted
Vi vil gerne opfordre alle, der har en god ide og lyst til at undervise, om at kontakte en fra bestyrelsen.
Lang lørdag 31.8. og d. 5.10 kl. 10 – 16 i Teatersalen
Den lange lørdag er en mulighed for at komme et godt stykke videre med et igangværende miniprojekt i godt
selskab. Tag madpakke, drikkevarer, lampe mv. med.
Tema aften kl. 19 i foreningslokalet
Torsdag den 12.9. - Dukkehus som erindringsværksted - ved Tove Palm
Kom og hør Tove Palm i ord og billeder fortælle om, hvordan hun fik
hukommelsen på gled og kom i tanker om mange detaljer om sit og sin families liv
og boligindretning. Det blev til et hus med tre generationers hjem, som vises med
et power point show og et par billedkasser. Dukkehuset var udstillet på Ballerup
Museum i en længere periode sidste år.
Overvejer du selv at levendegøre dit liv og erindringer i miniature, så er der
inspiration og mange gode ideer at hente i Toves fortælling.
Til støtte for hukommelsen har Tove gjort flittigt brug af
søgning af informationer på nettet, hvor man blandt meget
andet kan finde Daells Varehuskatalogerne på det kgl.
Biblioteks hjemmeside. Katalogerne, der udkom fra 1911 til slutningen af 1990’erne, er en
sand guldgruppe af illustration og oplysning om mode, boligindretning og meget andet i
næsten et helt århundrede.
Sæt kryds i kalenderen
Medlemsmøder:.............12.11.2013
Julemøde: ……………………. 9.12.2013
Lang lørdag: ....................30.11.2013
Nyhedsbrev nr. 3
Side 3 af 10
Foreningens udstilling på Dukkehusfestivalen
Traditionen med, at Miniatureforeningen ”mini” og tidligere Miniatureklubben ”mini” hvert år har en udstilling
på Dukkehusfestivalen i Farum, går helt tilbage til 1998.
I festivalkataloget fra 2002 kan man læse, at ideen oprindeligt stammer fra England, hvor man i slutningen af
1990erne kunne opleve en strandbred med badehuse, badende og alskens strandliv lavet af en engelsk klub
sydvest for London.
Ideen blev med stor entusiasme adopteret af danske miniaturister, og den første udstilling i Danmark blev den
navnkundige Kolonihaveforeningen ”minilyst”, som efterfølgende blev udstillet på Jægerspris Egnsmuseum en
hel sommer. I anledning af 5året for indvielsen blev Kolonihaveforeningen ”minilyst” genudstillet på
Dukkehusfestivalen i 2002.
Siden har der hvert år været den ene flotte udstilling efter hinanden, hvor et skiftende antal dygtige
miniaturister, har udvist iderigdom, fantasi og kunnen i rigt mål. Dette års tema var alle former for kældre og
pulterrum. Lisa Tørngren har interviewet udstillerne og efterfølgende skrevet følgende små historier om hvert
af de 9 forskellige bidrag til udstillingen.
Snedkerværkstedet
Det gode håndværk har altid været i højsæde, når det gælder Kirsten Wolf. Hun har i mange
år været en flittig deltager på alverdens kurser, og hun laver rigtig mange af sine ting selv.
Ikke mindst har træarbejde hendes store interesse.
Kirstens bidrag til årets udstilling var et snedkerværksted med alt til faget hørende inventar
og værktøj. Bemærk trillebøren og skabet, som Kirsten har lavet på et af Susanne Botfeldts
sommerhøjskole kurser på Fyn. Hjørneskabet er også egen produktion.
På værkstedet finder vi bedstefar og barnebarn, der kigger interesseret på den fine
gyngehest, som den travle snedker er i gang med at lave. Mon ikke, at det er et
fødselsdagsønske, der er ved at gå i opfyldelse?
Kirsten er en af veteranerne som bidragsyder til udstillingerne på Dukkehusfestivalen. Hun
var allerede med første gang med bidrag til Kolonihaveforeningen ”minilyst”. Hun husker, at
det dengang var et fælles projekt, hvor udstillerne mødtes og sammen aftalte, hvordan projektet skulle være. En god og ide skabende
arbejdsproces, som desværre i årenes løb er gået i glemmebogen, når det gælder foreningens udstilling på Dukkehusfestivalen.
Slotskælderen
Det var ofte den yngste tjenestepiges lod, at blive sendt alene ned i slottets mørke skumle
kælder for at hente ting, som kokkepigen skulle bruge til herskabets middag.
Gamle slotte har ikke sjældent et mystisk spøgelse. I dette tilfælde er det et lille hvidt
barnespøgelse, der huserer.
Det er ikke så mærkeligt, at den stakkels pige forskrækket taber, hvad hun har i hænderne,
da den fortabte lille sjæl viser sig for hende i hjørnet oppe under kælderens loft.
Tjenestepigen er klædt i en nøjagtig kopi at en egnsdragt fra Hedeboegnen. ”Heden” er det
flade og frugtbare område mellem København, Roskilde og Køge, som bl.a. er kendt for den
smukke hvide hedebosyning. Interesserede kan se en stor og meget fin samling af bl.a.
baldyring, dragværk, hvidsøm, udskår og syede blonder på Greve Museum.
Marianne Kunkel har været aktiv miniaturerist i omkring 3 år. Men derudover har hun lang
erfaring med at lave nøjagtige kopier i miniaturestørrelse, da hun i mange år har lavet nationaldukker klædt i forskellige egnsdragter, der
bl.a. har været solgt gennem Illums Bolighus.
Loftkammeret
Oppe på lofter under tegltaget finder vi den fattige kunstmaler Klausen i et lille spartansk
møbleret kammer.
Der er koldt der oppe under taget, så han har en masse tøj på for at holde varmen. På
fødderne har han et par Moonboots, som han har arvet af sit barnebarn.
Kigger man ind under taget, ser man en seng med kun et tæppe. Rigtigt sengetøj er der ikke
råd til.
Klausen er katteelsker, og han har ikke mindre end fire af dem. Det kniber imidlertid med
mad til dem. Katteskålen er tom, og en sulten lille kat forsøger at fange en mus, der har søgt
tilflugt på toppen af den stable bøger, der står på gulvet.
Klausens muse er en fin lille kunstmalerbamse, som hjælper ham i bestræbelserne på at få
det store gennembrud, som vil gøre Klausen til en rig og berømt kunstmaler.
Jytte Lund Boiesen, musen og alle vi andre håber, at det snart må ske, så Klausen kan få lidt varme og mad til misserne.
Nyhedsbrev nr. 3
Side 4 af 10
Kælderrum på række
Kender du de endeløse lange gange med rækker af kælderrum side om side? De findes ofte i
lejlighedsbebyggelser, hvor hver lejlighed har et rum til rådighed.
Der kan beboerne opbevare alle de ting, der ikke er plads til i lejligheden. Ting, som kun
bruges en gang imellem. Ting, der har mistet sin betydning, men som man ikke nænner at
skille sig af med, fordi de rummer så mange gode minder. Ting, man måske kan få brug for
engang i fremtiden, eller ting, der burde være smidt ud eller givet videre til genbrug.
Der er ofte tremmer eller net for dørene, så man kan se, hvad rummene gemmer. Nogle
steder er der pæn orden, men ikke sjældent ser det noget rodet ud.
Tove Laybourn kender den slags kælderrum, for hun har lavet to af dem i miniformat.
Det ene rum tilhører en familie, hvor barnet er vokset fra mange af sine ting. Her står
barnevognen, den høje barnestol, legevognen, bamsen og en masse andet legetøj. Familien
vil ikke smide tingene ud, for de forventer og håber på at få flere børn.
Det andet kælderrum tilhører en ung mand, der er udøvende musiker, og som rejser meget. I hans kælderrum opbevares bl.a.
rejsetaskerne og guitarkassen. Det er også her, han har sin cykel stående, når den ikke er i brug. En liggestol er der også. Den har han,
fordi han er lidt mageligt anlagt. På alle de andre spændende ting, kan man se, at han har rejst meget i Mexico. Hvorfra han bl.a. har
hjembragt en del forskelligt legetøj til nabofamiliens børn.
Vaskedag
Det var engang, hvor tøjvask var en omstændelig affære, der tog sin tid.
Det var før, man havde moderne elektriske vaskemaskiner, tørretumblere og strygefri
stoffer eller smart vaskepulver med enzymer og optisk hvidt.
Dengang blev tøjet brugt i længere tid ad gangen end nu til dags, så det var godt snavset,
når det endelig blev vaskedag.
Først skulle tøjet sættes i blød – gerne i soda og dagen før.
Så skulle der tændes op i vaskerummets gruekedel, hvori det hvide linnedtøj skulle koges.
Selve vasken foregik med vaskebræt og brun sæbe. Selv den flotte ”moderne” vaskemaskine
i træ blev drevet med håndkraft.
Derefter skulle tøjet skyldes i flere hold koldt vand. Det var hårdt for hænderne. Til sidst
skulle det hænges til tørre og senere rulles eller stryges.
Sådan en gang vask tog flere dage, og det er ikke så længe siden, som man skulle tro. Agnete Jakobsen (Nete) husker, at det var helt
almindeligt at vaske på den måde i hendes barndom i København.
Det var også dengang, at små piger blev opdraget til at mestre gode kvindelige husmoderdyder. Hvad var derfor mere naturligt end, at
den lille pige var med i vaskekælderen og øvede sig med at vaske sit dukketøj.
Som det ses på billedet, så var vaskerummet typisk indrettet i kælderen side om side med husets pulterrum.
Kælderværkstedet
Hvad gør man, når man bare må eje den flotte høvlebænk, lige magen til den ens morfar
brugte til hobbysnedkeri i en længst svunden barndom? Den fortjente noget bedre end blot
at stå til pynt på en hylde.
Når man er Tove Palm, indretter man – med inspiration fra sit eget unikke kælderværksted –
et miniatureværksted til klenodiet. Et værksted med kældervindue, arbejdsbord,
opslagstavle og masser af fint værktøj pænt ordnet i værktøjskasse, reol og ophæng på
væggene.
Frem af gemmerne kom også et par andre impulskøb, som ikke rigtigt havde noget godt sted
at stå.
Der er den fine moderne Miele vaskemaskine, hvor sæbeskuffen og frontlågen kan åbnes,
hvor vasketromlen kan dreje rundt, og som kan sige en ”vaskelyd”, når batteriet ellers virker.
Og så er der cyklen, der egentligt ikke er fremstillet til miniaturebrug, men som ligner en fuldstændig kopi af en rigtig damecykel. Den
mangler bare en ringeklokke, så den måtte en tur på værkstedet.
Den flotte høvlebænk, som det hele startede med, er fremstillet af Niels Jalling.
Nytterum og cykelparkering
Der kom en sms til en miniatureveninde: ”Har du en edderkop?”. Det havde veninden – i fimo altså.
Som tommelfingerregel kan man sige, at hvis noget findes i den virkelige verden, så findes det også i
1:12.
Laila Hindsberg ville med sit bidrag til udstillingen gerne relatere til noget hun kendte. Det blev
hendes forældres kælderrum, hvor edderkoppen kom til at bo. Her trivedes den godt, for rummet var
lidt beskidt, som den slags rum ofte er.
Rummet, hvor belysningen er en nøgen elpære i loftet, er fyldt til randen med alt fra en udslidt
gyngestol over en gammel lampeskærm til en symaskine, der uden tvivl er blevet udkonkurreret af en
nyere model.
Nyhedsbrev nr. 3
Side 5 af 10
Rummet bliver ikke kun brugt til kasserede ting og sager. Det er et rum, hvor også nyttige ting opbevares. Reolen er fyldt med gode
sager. Her står bl.a. saft på flaske, syltetøj i glas og en kasse med æbler.
Den kasserede kommode gør tjeneste til opbevaring af søm, skruer og elpære af forskellig slags. Vaskebaljen og den store flotte
urtepotte skal sikkert også bruges igen.
En god gammeldags ølkasse fyldt med Carlsberg øl, har også sin plads i kælderen. Og den smule plads, der er tilbage, er reserveret til
parkering af cyklen med den flotte cykelkurv.
Edderkoppen er ikke den eneste beboer i rummet. En rotte, der har fundet et stykke brød betragter også kælderen som sit hjem.
Vinkælderen
Rigdom er ikke altid det samme som lykke!
I Kirsten Børstings vinkælder finder vi slotsherren, som tydeligvis har kigget lidt for dybt i
flasken. At han er velhavende fremgår af de mange dyre flasker i vinreolen, og det ægte
billede på væggen. Og hvorfor sidder han så der? Sagen er, at han ikke kan holde familien ud.
Han har derfor trukket sig tilbage til vinkælderen for at være i fred. Hvorfor han ikke kan
holde familien ud fremgår ikke, men vi ved, at han har været oppe at skændes med sin kone,
og det er helt sikkert ikke første gang.
I kælderen har han selskab af tre mus. Det vil sige, at nu er der kun to tilbage. Han måtte
have afløb for skænderiet med konen, og det gik så ud over den ene mus, som blev myrdet
med en kniv. Han var nok gået knapt så dramatisk til værks i ædru tilstand.
Det fine billede på væggen er malet af Else Marie Foged, og købt på Farum messen for den del år siden.
Da Kirsten sad vagt på udstillingen, talte hun med Angie Scarr, som blev inspireret af dette ”Stilleben”, så måske er det er nyt fimokursus
på vej fra hendes side.
Farmors fadebur
Vi skal tilbage i tiden til den gang, hvor der hverken var køleskab eller fryser i almindelige
husholdninger. Husmoderens arbejdsplads var typisk i hjemmet, hvor der skulle syltes,
henkoges, tørres, røges og saltes, så sommerens høst kunne holde sig til brug i den lange
vinter.
Fadeburet var typisk et køligt kælderrum eller et nordvendt mørkt rum i nærheden af
køkkenet, hvor forrådet blev opbevaret. På hylderne findes mange gode sager som syltetøj og
marmelade, henkogte grønsager, syltede agurker, rødbeder og asier, tørrede gule ærter og
grødris, saltede sild, syltede grisetæer og potkäse (gammel ost opløst og omrørt i Cognac
eller rom) til husets herre.
Fjerkræ og fisk blev ikke leveret i pæne plastikpakker fra supermarkedet. Det måtte man selv
plukke, rense og gøre klar til gryderne.
Det var også før katten blev en kælekat, der fik serveret Whiskas fra dåse. Kattens job var at holde bestanden af mus nede ude og inde.
Den gode og propre husmoder sørgede for at holde rent og lægge nyt papir på hylderne, når det var nødvendigt. I køkkenet blev det fine
dyre hyldepapir og hyldeborter brugt. I fadeburet var det godt nok med avispapir, især når det blev klippet pænt til med border.
Avispapir som hyldepapir kan stadig ses på museer med udstillinger fra den tid. F.eks. på Frilandsmuseet i Lyngby på gård nr. 3 med
indretning fra 1921 og Møllegården nr. 6 fra 1890.
Museer er i det helt taget fremragende inspirationskilder for miniaturister, der ynder at lave kopier af autentiske miljøer fra tidligere
tider, fortæller Lisa Tørngren.
Stafetten
Som noget nyt, har vi indført stafetten i Nyhedsbrevet. Her skrives indlæg om et medlems interesse for
miniature, hvorefter stafetten gives videre til en anden person. I første omgang har Lisa Tørngren besøgt Käte
Borgmann Jensen, og det er der kommet følgende indlæg ud ad:
Greve udstillingen
Ud over foreningens udstilling på Dukkehusfestivalen kunne man i år opleve en stor flot udstilling i Teatersalen
lavet af et hold af pigerne fra Greve, ”Grevinderne”.
Udstillingen bestod af 14 huse, som ud fra den samme model var indrettet med helt forskelligt indhold. Her var
den fantasi, snilde og iderigdom, der findes i vores miniatureverden rigt repræsenteret. Det var alt fra et flot
girafhus over en skovbørnehave til et helt unikt silderøgeri, og alt muligt andet spændende derimellem.
Ideen til udstillingen opstod, da en af pigerne på et møde præsenterede det lille hus, som kunne erhverves for
en meget beskeden sum. Der var mange, der gerne ville have huset, og så gik der sport i at udtænke ideer til,
hvad det kunne bruges til. Resultatet blev den flotte udstilling på Dukkehusfestivalen.
Nyhedsbrev nr. 3
Side 6 af 10
Grevinderne
Hvem er de så ”Grevinderne”?
Det hele startede i 2008, hvor Laila Hindsberg holdt kurser hjemme hos sig selv for 12 interesserede
miniaturister. Laila underviste bl.a. i at lave barnevogn, picnickurv, kjoler, cykelkurv og meget andet.
Efter omkring 2 år med den samme gruppe ønskede Laila at stoppe. Gruppen var i mellemtiden blevet så glade
for hinandens selskab, at de ønskede at fortsætte. Redningen kom, da Käte Borgmann Jensen fortalte, at man i
den bebyggelse, hvor hun bor, kunne låne et beboerhus til møder mv. imod en beskeden leje pr. gang. Så den
19. januar 2010 startede gruppen med at mødes i beboerhuset i Greve, og det har de gjort siden.
Käte fortæller, at gruppen nu er vokset fra de oprindelige 12 deltagere til 25 deltagere, der mødes hver 14. dag
om tirsdagen i dagtimerne fra kl. 10.00 – 16.00.
Der er stor interesse for at være med i gruppen, men der er kun plads til 25 personer i lokalerne, så lige nu er
der en på venteliste til at komme ind i gruppen.
Det er en uformel gruppe, men der skal holdes styr på mødedage, kageliste og betaling til beboerhuset mv. og
de opgaver har Käte påtaget sig.
Alle ”Grevinderne” er også medlemmer af Miniatureforeningen ”mini”. Når man spørger, hvad forskellen er på
medlemsmøderne i Farum og møderne i Greve, fortæller Käte, at gruppen i Greve er mindre, så man lærer
hinanden bedre at kende, og det er lettere at koncentrere sig om at sidde og lave sine egne miniatureprojekter
og udveksle gode ideer i en mindre gruppe.
Stafetten gives videre
Käte har været miniaturist i omkring 6 år, og hun er meget glad for sin hobby. Hun er især glad for at brodere og
lave blomster, og så er hendes store passion patchwork, som hun
laver både i almindelig størrelse og i målestoksforholdet 1:12. Et af
hendes mange projekter er en patchworkbutik, og den tegner til at
blive rigtig flot. Kätes bidrag til Greveudstillingen var det flotte
girafhus.
Käte har givet stafetten videre til Karen Margrethe Søndergaard, som har indvilget i at fortælle om sin
miniatureinteresse i næste nr. af Nyhedsbrevet.
Indlæg fra medlemmerne
Har du været på en miniaturemesse, som du gerne vil fortælle om, eller har du lavet noget miniature, du gerne
vil vise og fortælle om. Så skriv meget gerne et indlæg og send det til [email protected]
En dejlig dag hos Angie Scarr.
Fredag den 3.5. var jeg sammen med 3 andre kvinder til fimodag hos Angie Scarr.
Vi lavede de smukkeste grøntsager. Min søster, der elsker sin køkkenhave, synes de små 1:12 grøntsager er
magen til hendes store.
Vi lavede blegselleri, radicchio, forårsløg og en flot mørk salat, en magellan
salat.
Angie havde medbragt en dejlig skinke til os hver. Denne fik mig straks til at
mindes en hyggelig tapasbar i Madrid, hvor disse flotte skinker hænger under
loftet.
Vi skar lidt skiver af skinken, så den til sidst kunne anbringes på et træfad
sammen med de færdige grøntsager. Som I kan se på billedet, præsenterer det
sig godt.
Angies kursus var veltilrettelagt. Hun havde forinden blandet fimoen, så der var
mere fokus på teknikkerne, hvilket jeg foretrækker. Det andet tager for meget tid.
Vi lærte en ny teknik ”shading”, der blandt andet bruges til at lave porrer. Jeg har prøvet at lave porrer efter
anvisningerne i Angies bog, men det endte med at være en stor, ensfarvet grøn klump!! Èn ting er at se
beskrivelser i en bog, men noget helt andet er at se det demonstreret.
Angies kursus foregik på engelsk, men det var ikke noget problem, da vi hjalp hinanden, hvis nogen ”tabte” et
ord, desuden er der mere demonstration end snak og hun er god til at fornemme, om alle er med.
Tak til Angie for en god kursusdag, men husk pastamaskinen. Kirsten Børsting
Nyhedsbrev nr. 3
Side 7 af 10
Besøg på 1 zu 12 Die messe
Den 14. miniaturemesse 1 zu 12 blev holdt i Rheda Wiedenbrück, Tyskland, i weekenden den 1. og 2. juni d.å.
Messen var som tidligere meget stor. I år var der ikke mindre end 205 stande at gå på opdagelse i, hvoraf 24 var
helt nye stande, som vi ikke tidligere havde set. Der var udstillere fra 13 forskellige lande. Og der var alt, hvad
en miniaturist kan begære og noget for enhver interesse og pengepung. Uanset om man var på jagt efter fine
masseproducerede herligheder, gør det selv materialer og værktøj, mere eller mindre færdiglavede dukkehuse,
kit af enhver slags, eller unikke håndlavede kunstværker, så var det at finde på messen. På flere af standene
kunne man kigge kunsterne over skulderen og se, hvordan de arbejdede med deres ting.
Udover 1:12 ting var der også et rigt udvalg 1:24 og endnu mindre målestoksforhold, f.eks. 1:48 og 1:144 (så
småt, at det passer til et dukkehus i dukkehuset).
Der var tale om en gigantisk international mangfoldighed inden for miniatureverdenen. Selv uden at købe noget
videre var det en stor oplevelse at besøge messen. Man kommer under alle omstændigheder hjem med en
masse indtryk og ideer til egne projekter i lang tid fremover.
Vi var omkring 30 miniaturister fra hele landet, der havde fundet til Rheda Wiedenbrück i år. En del af os deltog
i busrejsen med rejsebureauet FBC arrangeret af Sussie Sørensen. Andre var taget af sted på egen hånd. På
hjemmesiden www.1zu12.com, kan du se mere om messen.
Alle, der har mulighed for det, bør unde sig en tur til en af de store internationale messer. Den næste oplagte
mulighed bliver Miniatureforeningens bustur til Apeldoorn i Holland i dagene 25. - 28. oktober d.å.
Ud over alt det spændende man kan se på messen, kan det også betragtes som en behagelig lille ferie i selskab
med andre, der deler vores fælles hobby.
Trædrejning
En af de kunstnere, man kunne se arbejde på sin stand, var Hermann Straeten, som nærmest kan trylle med sin
drejebænk. Han er mest kendt for sine mange flotte ure i miniaturestørrelse, men han laver også alt muligt
andet til dukkehuset, f.eks. små krukker med perfekt tilpassede låg, skåle, opsatser af enhver slags, piber,
stempelholder med bitte små stempler, snurretoppe og meget andet. Ud over at arbejde i alle mulige
træsorter, drejer han også i andre materialer bl.a. i rav.
Som noget nyt i år havde Hermann Straeten lavet en lille broderi-ring i træ. De findes i
forskellige udgaver, men denne her, der måler 20mm i diameter, er udstyret med beslag
og en lille skrue med møtrik. Den yderste ring er blød og fleksibel, så broderiet kan
spændes fast på den helt rigtige måde. De små broderi-ringe gik som varmt brød på
messen. Desværre har Herman Straeten ikke en hjemmeside, men hvis man i Google søger
på hans navn, kan man på nettet finde forskellige oplysninger om hans arbejde. Desuden har
han været omtalt i 1 zu 12 Das Magazin. F.eks. i nr. 57 januar/februar 2011, hvor der er en
artikel om hans imponerende ravarbejde (bladet kan lånes på et medlemsmøde i Farum).
Det lille broderi i broderi-ringen på billedet er broderet på Silke Gauze 56” (ca. 23. tråde pr.
cm). Det fine Silke Gauze kan købes hos Birthe Knuth, Miniseum, www.miniseum.dk
Papirklip i verdensklasse
Da jeg første gang kom forbi Engelhard Schmitts stand på 1 zu 12 Die messe, der dengang i
2006 blev holdt i Soest, Tyskland, sad kunstneren ikke på sin stand. Jeg kiggede lidt på de
flotte papirklip og tænkte, at de måtte være lavet med laser cut eller anden moderne teknik
så små og utroligt detaljerede, som de var.
Da jeg anden gang på samme messe kom forbi standen, sad der en ældre herre med to par
tykke briller for øjnene og en lille bitte saks i sine store hænder. Med saksen klippede han
de små silhuetter i papir. Jeg måbede – havde aldrig set noget lignende. Alle de små forskellige billeder var
håndklippede!
Da det så gik op for mig, at provenuet fra salget af papirklippene gik til hjælp til gadebørn i Bolivia og Brasilien,
var jeg helt solgt. Ikke nok med, at papirklippene er imponerende. De bliver også solgt i flotte rammer med
dobbelt passepartou.
I år deltog Engelhard Schmitt desværre kun på messen om søndagen af helbredsmæssige årsager. Men det
lykkedes heldigvis at få endnu et papirklip med hjem til samlingen.
På hjemmesiden www.scherenschnitt-schmitt. de kan du under galleriet se et udsnit af de fantastiske papirklip.
Nyhedsbrev nr. 3
Side 8 af 10
Det ville også glæde kunstneren, hvis du kigger ind på www.strassenkinderhilfe.de, hvor du kan se, hvad salget
af papirklippene er med til at understøtte.
Lisa Tørngren
Broderigarn
Jeg tror, at alle der kan lide at brodere, kender situationen, at vi har fundet et spændende broderi mønster, som
vi godt kunne tænke os at sy, men det viser sig, at garnoversigten er med Anchor garn. ØV!!
Der er nu hjælp at hente! Der ligger, selvfølgelig, fristes man næsten til at sige, en "nøgle" på nettet. Nøglen kan
"oversætte" Anchor garnnumre til DMC garns numre.
Der ligger på samme side også en nøgle, som kan oversætte DMC garn til Anchor, hvis det skulle blive aktuelt.
DMC til Anchor http://www.stitchtastic.com/useful/DMCToAnchor.aspx
Anchor til DMC http://www.stitchtastic.com/useful/AnchorToDMC.aspx
Så nu er der ingen undskyldning mere!
God fornøjelse fra Bjarne Kelde
Magnetiske bogmærker
Kender du boghandlerens magnetiske bogmærker?
De er kun 1 mm tykke (½ mm for hver af de to magnetstykker), og de kan klippes til den rigtige størrelse med en
almindelig saks, en hullemaskine eller lignende.
De findes i flere farver med og uden påtrykt tekst. Hos Bog & Idé koster 2 stk. bogmærker 20 kr. De måler 6 x 2
cm pr. stk.
De kan bl.a. bruges til montering af billeder i dukkehuset. De sættes fast med selvklæbende tape på henholdsvis
væggen i huset og på billedets bagside. Fordelen er, at billedet let kan skiftes ud med et andet. Magneternes
beskedne tykkelse til trods er der tale om forholdsvis stærke magneter. I ganske små stykker kan de bruges til at
holde en lille dør i et skab eller lignende på plads. Lav evt. en lille fordybning i træet, hvor magneten skal sidde,
og den bliver helt usynlig, når døren/lågen er lukket. I større stykker – evt. flere magneter ved siden af hinanden
- kan de også bruges til at holde f.eks. et plexiglas plade på plads foran en kigkasse, hvis man ikke ønsker at
fastmontere pladen.
Der er dog grænser for, hvor tunge plader de tynde magneter kan holde på plads. Men prøv dig frem, der er
mange muligheder.
Lisa Tørngren
Hvad sker der i Danmark i 2013?
Ny butik N.J. Model & Hobby
Mange hobbyfolk var ved at fortvivle, da det blev meldt ud, at Danmarks ældste hobbyforretning på
Frederiksborggade i København, også kendt som Hobbykælderen, lukkede.
Nu er der imidlertid godt nyt for miniaturefolket. Niels Jalling åbner en ny butik N.J. Model & Hobby, på
adressen Smallegade 26A, 2000 Frederiksberg.
Der holdes åbningsreception i butikken fredag d. 30. august fra kl. 12.00.
Information kan også findes på http://www.njmodelhobby.dk/ eller på facebook
https://www.facebook.com/njmodelhobby.
Niels Jalling kan også kontaktes på tlf. 22 68 69 59 eller ved at sende en mail til [email protected].
Den fransk bygade
Birthe og Johny Knuth som bor et skønt sted i Mariager, har et miniseum med tilhørende butik. De har nu
udvidet med ’Den franske bygade’. Den er absolut et besøg værd. Se under ’Inspiration’ på miniseums
hjemmeside www.miniseum.dk .
Hvad sker der i udlandet i 2013?
Den 21. – 22. september NEC Birmingham www.miniatura.co.uk
Den 26. – 27. oktober Apeldoorn www.dollshousenederland.com
Den 30. november Kensington Town Hall i London http://dollshousefestival.com
Andre messer se også www.mollycromwell.com
Nyhedsbrev nr. 3
Side 9 af 10
Problemer med Nyhedsbrevet
Har du opgivet en mail adresse til os, men får du ikke Nyhedsbrevet, kan det skyldes at mailen ryger direkte i
uønsket post eller sorteres fra som spam. For at undgå dette skal du oprette Miniforeningen i dit
adressekartotek og udfylde E-mail adresse med [email protected]. Derefter sender du en mail til
[email protected] og Laila sender nyhedsbrevet frem igen. Det kan også skyldes, at din mailboks
er fyldt op og så er det måske tid til oprydning!
Næste nyhedsbrev/Indlæg
Nyhedsbrev nr. 4 udkommer i uge 42 2013. Vi modtager gerne indlæg fra dig til nyhedsbrevet og sidste frist er
4.10.2013
Bestyrelsen for Miniatureforeningen ”mini” kan kontaktes på følgende telefoner og mailadresser.
Agnete Jakobsen (Nete)
48 17 07 50 / 30 42 45 51
[email protected]
Formand
Maja Stenskov Hansen
49 20 01 71 / 22 79 01 71
[email protected]
Næstformand
Miki Sano
31 21 85 30
[email protected]
Kasserer
Laila Hindsberg
44 65 70 02 / 20 40 40 02
[email protected]
Redaktør
Tove Laybourn
26 29 05 30
[email protected]
Webmaster
Lisa Tørngren
43 99 98 14/21 33 56 08
[email protected]
Suppleant
Jytte Boiesen
26 85 01 99
[email protected]
Suppleant
Nyhedsbrev nr. 3
Side 10 af 10