Pressemeddelelse København 1. august 2012 ÅBNING AF UDSTILLINGEN ”NY NORDISK MODE” Så stilfuld og sexet kan bæredygtig mode være, når det skabes af Nordens dygtigste designere. Danish Fashion Institute har inviteret en række talentfulde designere til at prøve kræfter med helt nye bæredygtige materialer og teknikker. Resultatet kan opleves under den københavnske modeuge på Designmuseum Danmark. København, 1. august 2012. Bæredygtighed behøver ikke være fodformet og naturfarvet - det kan også være attraktivt og sexet. Således viser udstillingen Ny Nordisk Mode, hvad der sker, når bæredygtighed møder nordiske designeres tradition for stilsikkert, funktionelt og smukt design. Som en del af NICE-projektet har Danish Fashion Institute udfordret nordiske designnavne som Susanne Rützou, DAY Birger et Mikkelsen, Baum und Pferdgarten og Marimekko til at designe looks i innovative og miljøvenlige materialer. Designerne har blandt andet arbejdet i tekstiler lavet af korn- og mælkefibre samt genbrugsmaterialer. De færdige designs kan ses på udstillingen. Og det er ikke kun selve materialevalget, der kan gøre moden mere bæredygtigt. Med konceptet ”Zero Waste” efterstræber man, at hver eneste kvadratcentimeter af stoffet udnyttes, så intet går til spilde. Dermed fjernes det spild (gennemsnitligt 14 pct.) som finder sted processen i en traditionel produktion. En af dem, der arbejder med ”Zero Waste” er danske David Andersen. Udstillingen præsenterer otte David Andersen styles, alle lavet ud fra den tankegang. De samme styles kan i øvrigt opleves ved hans modeshow under Copenhagen Fashion Week. Ny Nordisk Mode kan opleves under Copenhagen Fashion Week, 7.-12. august, Designmuseum Danmark, Bredgade 68, København K. INVITATION TIL PRESSEMØDE Klima-, Energi- og Bygningsminister Martin Lidegaard åbner udstillingen Ny Nordisk Mode, hvor også adm. direktør i Danish Fashion Institute Eva Kruse fortæller om ambitionerne med udviklingen af en mere bæredygtig modebranche. Videre vil designerne bag Susanne Rützou, Baum und Pferdgarten, Day Birger et Mikkelsen samt David Andersen være til stede. Pressemøde, tirsdag den 7. august kl. 9.30 på Designmuseum Danmark, Bredgade 68, Kbh. K. Der serveres en let morgenmad til arrangementet. RSVP til Johan Arnø Kryger ([email protected]) eller +45 3172 3605 OM NICE NICE (Nordic Initiative, Clean and Ethical) er det nordiske samarbejdsprojekt under lederskab af Danish Fashion Institute omkring at styrke nordisk modes kompetencer og position som ledende inden for bæredygtighed og samfundsansvar. For mere information om NICE se www.nordicfashionassociation.com eller kontakt Projektleder Johan Arnø Kryger ([email protected])
© Copyright 2024