Prisliste for Tranbjerg Kirkegård pr. 1. januar 2013

En københavnerpiges barndomserindringer
Barndommens somre husker jeg altid som meget solrige og vintrene til gengæld kolde med meget sne.
Således var det da også bidende koldt, da jeg stred mig vej ned gennem St. Kongensgade på vej hjem
for at besøge mine forældre i Skt. Paulsgade 14. Snefnuggene dansede og prikkede på kinderne, og jeg
følte mig varm og glad. Det var nemlig ingen almindelig dag, for det var min 18-års fødselsdag. Året
forinden var jeg flyttet hjemmefra, men det var i denne gade jeg voksede op, og hvorfra jeg har alle
mine barndomsminder.
Det var ikke i denne gade jeg blev født. Det skete på Svanevej 18, hvor mine forældre, der hed Olga og
Anker, boede i en sidebygning inde i gården. De boede på 1. sal, og nedenunder var der en bogtrykker,
der havde til huse. Min mor hed også Ingeborg, Hansine, medens min far kun havde det ene fornavn,
hvad der vist var ret sjældent på den tid.
Da jeg meldte min ankomst til denne verden, var min far nedenunder for at hjælpe til i bogtrykkeriet,
og da mine forældre ikke havde telefon, havde de aftalt, at når min mor fik veer, så skulle hun banke i
gulvet med et kosteskaft, så vidste min far at det betød, at han skulle ringe efter jordemoderen. Hun
ankom ved 18-tiden. Efter at have kigget lidt på min mor, satte hun sig til rette med et strikketøj, men
min mor sagde til hende, at det strikkeri ville vist ikke blive til ret meget, for, som hun sagde, plejede
hun altid at føde sine børn, som 'man smutter mandler'.
Jordemoderen tog nu dette meget roligt, og fortsatte med sit strikketøj. I løbet af aftenen sagde hun, at
hun vist var nødt til at ringe efter en læge og nogle kandidater (den tids lægestuderende), for hun
mente, der var visse komplikationer forbundet med fødslen, men at min mor ikke skulle være bange.
Lægerne kom, og da klokken nærmede sig midnat, sagde min mor, om det dog ikke kunne blive snart,
for det ville da være forfærdeligt, hvis jeg skulle fødes efter midnat, for så var datoen nemlig den 13.,
hvilket min mor åbenbart syntes var et ulykkestal. Ulykkestal eller ej, jeg kom til verden den 13.
december 1939, kl. 0.15 ved en sædefødsel.
Her er jeg i barnevogn. Jeg fik først hår på hovedet, da jeg var 2 år. Derfor
kaldte mine brødre mig for ’Frøken billardkugle’.
Det har sikkert været en hård tur for min mor, der var 43 år, og det var jo en hjemmefødsel uden en
masse tekniske hjælpemidler. Hun fortalte mig senere, at der i hele sengen var lagt aviser, så det ikke
skulle svine så meget under fødslen. Jeg må sige, at det har været stærke kvinder dengang. Min far var
på dette tidspunkt 47 år.
Jeg blev døbt i Kapernaums Kirken, den 22. september 1940, hvor jeg fik navnet Dorit. Jeg skulle
egentlig have heddet Dorrit, opkaldt efter hovedpersonen i Charles Dickens bog: Lille Dorrit som min
mor havde læst, men på grund af en eller anden misforståelse blev der kun skrevet Dorit med 1 R på
min dåbsattest.
Da jeg var 1 år, flyttede vi fra Svanevej til Skt. Paulsgade 14, der skulle blive rammen om min
barndom og opvækst. Vi havde fået en lille lejlighed i baghuset, men som min far altid sagde, kunne vi
jo altid flytte til forhuset senere. Der var på den tid flere ledige lejligheder i forhuset. Disse lejligheder
var lidt dyrere at bo i, så det blev aldrig til noget, for først havde der været 30-ernes arbejdsløshed og
nu var 2. verdenskrig brudt ud, så en arbejdsmandsløn rakte ikke langt.
En tur på Langelinie med mor.
Min mor var så glad for et gammelt stort spejl med guldramme, at hun ikke turde overlade det til
flyttefolkene. Derfor satte hun det på højkant i min barnevogn, og gik den lange tur fra Svanevej til Skt.
Paulsgade, bare for at der ikke skulle ske noget med det. Langt senere måtte hun dog sælge det, fordi vi
manglede penge til mad.
Det var ligesom finere at bo i forhuset, men det smittede nu ikke af på os børn. Vi havde et fantastisk
sammenhold. Jeg boede på 2. sal i baghuset, og på 3. sal i forhuset boede Karen. Vores første
bekendtskab gjorde vi endnu inden vi var store nok til at lege nede i gården. Vi vinkede til hinanden,
når vi om aftenen sad på hvert sit køkkenbord med fødderne i en balje vand i køkkenvasken.
Karen var som jeg, det man kalder 'efternøler'. Vi havde begge søskende, der var voksne. Derfor havde
vi også begge 'gamle' forældre. Vi var derfor en smule overbeskyttede, og kom først ned at lege, da vi
nærmede os skolealderen, så der var meget af indhente.
Og hvilket hus at udforske. Det havde været en rigtig herskabsejendom. De fine familier havde boet i
forhuset i 5½ værelses lejligheder, der gik i en bue rundt om gården, så det hang sammen med baghuset. Lejlighederne i baghuset var på 1½ værelse og havde været beregnet til tjenestefolkene. Dette
havde været praktisk, for de skulle bare ud på trappen, så var de ved køkkendøren til de store
lejligheder, og behøvede således ikke at forstyrre herskabet, når de om morgenen gik i gang med
dagens arbejde.
Men denne storhedstid var for længst forbi. Nu boede der arbejderfamilier i næsten alle lejligheder.
Ikke mindre end 3 enlige kvinder havde logerende og drev pensionat. Den ene af dem, fru Hansen, var
tillige vicevært. Hun var en lille trivelig dame med et hår, der altid var farvet rødt. Jeg havde en tjans
med at købe ind for hende. I Prinsensgade (der for længst er slettet af bykortet) lå en slagter, der både
havde en billig og en dyr udgave af medisterpølse. Den dyre skulle hun selv have, og den billige var til
pensionærerne.
Om Prinsensgade har min far fortalt, at da han som ung kom fra Jylland til København, var dette en
lukket gade, hvor letlevende damer havde til huse. Der var altid politi i nærheden, fordi der ofte var
nogen der kom i klammeri.
Der var tit en tur til denne slagter, og Karen gik ofte med. Det tog lang tid, for vejen gik gennem
Borgergade, hvor der lå den ene marskandiserforretning efter den anden.
Næsten alle var ejet af jøder. Det var som 'Tusind og 1 nats eventyr' at kigge efter, hvad der lå i
kasserne udenfor forretningerne. Ofte kom ejeren ud og skældte ud, for børn måtte ikke rode i kasserne,
uden de var ifølge med voksne. De talte gebrokkent dansk, og så vrængede vi tilbage på samme måde,
hvorefter vi grinende løb væk, somme tider med jøden i hælene. I Borgergade lå også Bolts Produkthandel, der opkøbte gamle aviser, så det tjente vi af og til en skilling på.
Jeg vil lige fortælle en lille episode, om hvordan min bror Vagn ville sælge et par sko til en af disse
marskandisere. Da han kun var en stor knægt, ville indehaveren, der var jøde, ikke købe dem uden min
mors eller fars tilladelse. Han lukkede derfor sin butik og fulgte med min bror hjem. Min mor fortalte
ham, at det var i orden, at Vagn solgte de gamle sko, men var som om marskandiseren slet ikke hørte
efter, eller interesserede sig for skoene mere. Han havde nemlig fået øje på min gamle høje barnestol.
Den ville han med djævelens vold og magt købe. Det syn der udspillede sig, står prentet meget nøje i
min bevidsthed. Han gned nemlig sine hænder, igen og igen, medens han sagde på meget gebrokkent
dansk: 'Kære frue lad mig købe den stol for 5 kr.' Men min mor havde ikke i sinde at sælge stolen, selv
om jeg på dette tidspunkt ikke brugte den mere Han blev ved med at presse, og min mor blev ved med
at sige nej. Jeg husker ikke, om han købte skoene, eller om han blev fornærmet over det med stolen,
men da han skulle gå, og var på vej ned ad trappen, råbte jeg efter ham: Farvel din gamle jødesmaus!
Min mor var dybt chokeret over mit udtryk, og ingen anede, hvor jeg havde det ord fra, og jeg havde
sikkert fornærmet manden dybt.
På 4. sal i forhuset boede Anni, hvis mor også havde pensionat. Hun kom næsten aldrig ned og var
derfor en meget tynd og bleg pige, medens hendes mor var stor og frodig. Hun havde for vane at
'hænge i vinduet' til gaden, og ofte råbte hun, om der ikke var en af os der ville gå på apoteket og købe
10 stærke hovedpinepulvere. Vi undrede os altid over, hvad hun skulle bruge alle disse pulvere til, for
så meget hovedpine kunne man altså ikke have, mente vi. Hendes egen lille pige blev aldrig sendt i
byen. Vi gjorde det gerne, for vi tjente en 10 øre, og det var nærmest en formue for os.
Jeg husker en skæg episode med Annis mor engang hun skulle stege medisterpølse til sine pensionærer.
Da pølsen var stegt på den ene side, skulle hun vende den, men den smuttede med et plask ned på
gulvet. 'Så for satan, den er vist ikke rigtig død', sagde hun, hvorefter hun stak en gaffel i den og fik den
op på panden igen. Hvordan den smagte efter den omgang, meldte historien ikke noget om.
Min mor var en meget retskaffen kvinde (måske var hun lidt for dømmende over for, hvad andre
gjorde) der hele sit liv havde slidt hårdt ved storvask og rengøring for fremmede, og som barn havde
hun arbejdet i roemarkerne på Lolland sammen med de polske roepiger, som man hvervede for
sæsonen i begyndelsen af forrige århundrede. Det vigtigste i tilværelsen for hende var, at passe hjem,
mand og børn, og dertil kom, at det gjaldt om, at man var anstændig og opførte sig ordentligt, især når
man var pige.
Min mor var sød ved mig, men jeg husker ikke, at hun nogen sinde har kysset mig eller givet mig et
kram. Det brugte man nok ikke i hendes barndomshjem, hvor der jo var mange børn. Derimod kan jeg
huske, at hun satte sig med sine ben lagt over kors, og så vippede hun mig op og ned på sin ene fod.
Det syntes jeg var dejligt.
En anden ting jeg var meget glad for, var når min far tog mig op på høj skulder og løb rundt om
spisebordet med mig. Det var så spændende, for så kunne jeg se oven på dækketøjsskabet, hvor der
altid stod en lille æske vaseline ude i det ene hjørne. Hvorfor den stod netop der, ved jeg ikke, men jeg
har fået fortalt, at jeg tit tiggede om en ridetur, for at komme op og se på 'Basselinen', som jeg kaldte
det.
Her har jeg rigtig været hos fotografen Kehlet, Stella Nova. Jeg er 4 år. Er det
ikke en flot sløjfe, jeg har i håret? Kjolen var lyseblå.
En episode, jeg ikke husker selv, men som min mor har fortalt mig, er, at jeg som 4-årig skulle være
alene hjemme, fordi hun skulle til en begravelse. Hun havde sat mig i en lænestol og sagt til mig, at der
skulle jeg sidde pænt til hun kom tilbage. Hun var væk i 4 timer, og da hun kom tilbage, sad jeg pænt i
lænestolen. Min mor mente, at det var fordi jeg var sød og velopdragen, at jeg havde siddet stille der så
længe, men historien fortæller jo ikke noget om, at jeg måske havde været bange for at være alene, eller
om jeg måske har løbet rundt og leget i mellemtiden.
Jeg lærte meget hurtigt at opføre mig pænt, når jeg var hjemme, hvorimod jeg havde en vældig appetit
på tilværelsen og vist nok var noget af en sprællemand, når jeg var på min egen boldgade.
Under krigen var det ikke til at skaffe levertran, men i stedet blev der reklameret for et produkt, der
skulle være lige så godt til børn. I sporvognene hang der skilte, hvorpå der stod: Bliv 'Solskinsbørn'. Da
mine forældre selvfølgelig gerne ville give mig det bedste, købte de denne erstatning. Der skete
desværre det, at jeg helt mistede appetitten. Det viste sig nemlig, at ikke alle børn kunne tåle
præparatet. Jeg blev tyndere og tyndere og nægtede til sidst helt at spise. I desperation over min
spisevægring, løftede min far mig en dag op af min høje barnestol, og gav mig en i enden, men det
hjalp jo ikke spor. Det er den eneste gang min far har slået mig. Til sidst blev jeg indlagt på Kommune
Hospitalet, hvor jeg langsomt skulle 'fedes op'.
Det første lægerne foretog sig, var at vaccinere mig mod Difteritis. Da jeg var så afkræftet i forvejen,
bevirkede dette, at jeg nærmest lå hen i en døs. Min far blev rasende på lægerne, der erkendte, at det
havde været ubetænksomt at vaccinere mig i den svækkede tilstand jeg var i.
Jeg kom mig dog heldigvis hurtigt, så jeg kunne komme ud og lege på hospitalets legeplads. Jeg måtte
ikke få besøg, men min mor savnede mig, så hun havde fået lov til at stå i et lysthus, hvor hun så kunne
se mig lege, uden at jeg vidste det.
En dag fik jeg øje på hende og ville selvfølgelig løbe hen til hende, men det måtte jeg ikke. Jeg kan
endnu huske, hvordan 2 sygeplejersker slæbte af sted med mig, mens jeg strittede imod og hylede og
skreg. Heldigvis foregår den slags ikke i dag, hvor mødre ofte er indlagt sammen med deres børn.
Jeg fik 2 difteritisvaccinationer, medens jeg lå på hospitalet, men jeg skulle have haft 3. Så da jeg kom i
skole måtte jeg hele turen om igen. Da jeg var 7 år skulle jeg koppevaccineres, fordi det skulle alle
børn inden de begyndte at gå i skole. Det foregik på Serum Instituttet. Jeg husker ikke så meget af selve
vaccinationen, men derimod, at der stod en stor kurv med flødekarameller, som man måtte tage af, når
det hele var overstået.
Jeg blev aldrig calmettevaccineret mod tuberkulose, hvilket min mor måtte høre meget for. Sundhedsplejersken fra skolen kom hjem til os og fortalte, hvor uforsvarligt det var. Men min mor holdt
stædigt på, at jeg ikke skulle, fordi hun kendte en dreng, der var blevet invalid efter en sådan vaccination, hvor et eller andet var gået galt.
Den tredje pensionatsværtinde boede på 2. sal i forhuset. Hun havde 2 børnebørn, Bente og Lissie, som
boede i nr. 12, men som altid legede med os fra nr. 14.
I baghuset i stuen boede Heinrich, og det var et kapitel for sig. Heinrichs mor var en lille forslidt kone,
der havde et rengøringsjob i køkkenet hos NIMB. Hun talte bredt sjællandsk og havde bestemt ikke
opfundet den dybe tallerken. Hun elskede sin dreng og passede godt på ham, så godt at han blev kørt
rundt i en stor barnevogn til han var 4 år. Der var aldrig betræk på dynerne i barnevognen. Hun
ammede ham lige til han skulle i skole. Han var selvfølgelig en mærkelig dreng. Han legede altid med
os piger, aldrig med drenge, og han kunne få nogle vældige raserianfald. Jeg husker engang til hans
fødselsdag, at han slog mig oven i hovedet med et skohorn, så jeg hylende løb op til min mor.
Heinrichs far var 'klunser'. Han kørte rundt på en 3-hjulet cykel med lad foran. Han gik rundt i gårdene
og samlede alt muligt ragelse op fra skraldebøtterne. Noget af det solgte han som gammelt skrammel,
og andet puttede han i sække, som han anbragte i deres entre i den lille 1½ værelses lejlighed. Det
lugtede rædselsfuldt.
Engang hvor han havde stillet sin 3-hjulede cykel på gaden, var den fyldt med gamle konservesdåser
med madrester i. Det vrimlede med maddiker, som vi unger stod og prikkede til med en pind.
Alle vi børn gik på Nyboder Skole, men selvfølgelig ikke i samme klasse. For mig betød skolen
uendeligt meget. Jeg sugede videbegærligt til mig af de fag, der interesserede mig mest, nemlig historie
og dansk. Den var næsten et fristed, hvor jeg kunne lære noget og samtidig lave en masse skæg, og af
samme grund måtte jeg sidde efter den ene gang efter den anden. 'Svederen' skulle skrives under
hjemme, og mærkeligt nok, gjorde min mor det uden et kny. Hun kunne nærmest ikke forstå, at jeg
blev straffet, jeg var jo sådan en sød pige i hendes øjne.
Når jeg ser tilbage, var de jo egentlig ret uskyldige, de skarnsstreger vi lavede. Vi havde f.eks. en
naturhistorielærer, der var noget for sig selv. Vi havde time med ham op til det store spisefrikvarter, så
vi skulle spise sammen med ham. Han var ret høj og klodset, og så gik han med gammeldags
knapstøvler. Når vi så skulle spise placerede han altid benene oppe på bordet, så vi rigtig kunne se hans
støvler. Det irriterede os.
Engang så jeg mit snit til at ryste hans danskvand lige inden han skulle drikke den, så da han åbnede
den, så stod der et brus op af flasken. Nogle gange gemte vi de udstoppede dyr vi skulle bruge i
naturhistorietimen. Han havde også en sjov gammel bil, der var meget lille i forhold til hans størrelse,
så den blev kaldt 'Sardindåsen'. Engang havde drengene skubbet den væk fra det sted, hvor han plejede
at parkere den. Det morede os vi os meget over. Jeg ved ikke, om han nogensinde fandt ud af, hvem de
havde gjort det.
Det var forresten her i naturhistorietimen, at jeg den eneste gang min skoletid følte mig virkelig
ydmyget. Jeg skulle fortælle om et fugleskelet - af hvilken fugl har jeg lykkeligt glemt eller fortrængt for jeg havde overhovedet ikke læst på lektien, da naturhistorie var et af de fag, som absolut ikke
interesserede mig. Jeg kunne ikke fortælle et klap, og gik fuldstændig i baglås, hvorefter vores lærer
med en - syntes jeg - meget hoverende mine skrev et nul til mig, og ikke nok med det, nej samtidig,
mens han kørte blyanten rundt på papiret og skrev nullet, sagde han: 'Jorden drejer rundt og rundt og
rundt'. Jeg kunne have krøbet i et musehul, så flov var jeg.
Jeg hadede madpakker, hvad der har fulgt mig siden, og efter at min mor flere gange havde fundet en
muggen madpakke i min skoletaske, opgav hun, så jeg fik lov til at komme med i en skolebespisningsordning, man havde på skolen. Det jeg syntes bedst om, var de ekstramadder man kunne få. De bestod
af syltetøj i skiver, det lyder åndssvagt, men det var faktisk en slags gelé, hvad det så end bestod af.
Dengang skulle man lære salmevers udenad, så salmebogen lå altid i skoletasken. Den var ret god til at
lægge blomster i pres i. Dengang var det meget moderne med angoragarn. Så på et tidspunkt havde
næsten alle pigerne bluser, der var strikket af angoragarn. Så plukkede vi uldtotter af hinandens bluser.
Det blev også lagt i pres i salmebogen. Det var vældig flot, for der var næsten alle farver. I dag bruger
man ørevarmere. Det gjorde vi skam også dengang, men de var hjemmestrikkede - også i angoragarn.
De blev kaldt for FUSSI-VUSSI-huer.
I min klasse gik en jødisk pige, der hed Eva Bier. Hun var så heldig at slippe for at lære salmevers, og
så havde hun fri om lørdagen, fordi jøderne holder Sabbat. En gang til påske var jeg med hende
hjemme. Hun boede i Amaliegade. På grund af deres jødiske tro, havde de tømt hele køkkenet for mad,
og båret det hele ind i stuen. Det var et underligt syn. På spisebordet stod alt mellem himmel og jord af
madvarer. Jeg fik serveret noget usyrnet brød, der nærmest smagte som knækbrød uden smag. Vi
syntes alle sammen i klassen, at det var særligt flot, at hun var koppevaccineret på mellemgulvet, og
ikke på armen, som os andre. Hun fortalte, at det fik alle jødiske piger, for så kunne de se pænere ud,
hvis de havde tøj på uden ærmer. Det lød jo meget fornuftigt.
Det der med trosretninger var ikke noget der bekymrede hverken Karen eller mig. Vi gik i lige så
mange søndagsskoler, som vi kunne nå. Det var fordi man i disse søndagsskoler uddelte glansbilleder
eller andre små fine billeder, og dem samlede vi på. Vi gik både i Metodistkirken og i Marmorkirken.
Marmorkirken havde også nogle aftener, hvor de samlede børn fra hele kvarteret. Om mandagen var
det for drenge, og om tirsdagen for piger. Det var kordegnen og hans kone, der stod for disse
arrangementer. Så kunne man læse i store tykke indbundne bøger, der hver indeholdt en hel årgang af
ugebladet 'Familie Journalen'. Der blev også læst højt af forskellige børnebøger, eller også så vi film.
Jeg kan huske, at det vi helst ville se, var film med 'De pokkers unger', noget der var ret populært på
den tid. Vi fik også serveret te og 'overskårne'. Det hele var rigtigt hyggeligt, og var overhovedet ikke
lagt særligt an på det religiøse. Kordegnene kone læste også bogen "Heidi" for os.
En gang om året fik vi lov til at komme helt op i tårnet. Det var en længere rejse, og især det sidste
stykke, der nærmest gik på en gyngebro, syntes jeg var uhyggeligt, også fordi der var så mange
flagermus deroppe.
Til jul kunne man også få hjælp fra Marmorkirken, i form af forskellige madvarer. Det var noget man
skulle søge om. Et år til jul, må det have været slemt for os derhjemme, for jeg husker tydeligt, at min
far var ovre i kirken og hente en kurv med mange gode sager i.
Vores skolegård var delt op i 2 gårde, en for drenge og en for piger. De var adskilt ved en række
bænke. Midt i rækken af bænke stod en stor flagstang. Når vi kom om morgenen, skulle vi stille op i
rækker, når klokken ringede ind. Så kaldte gårdvagten på en række af gangen, så der var ikke noget
med at tumle af sted, som man selv ville. Hvis man ikke rigtig kunne klare det mønster, risikerede man
at få en 'sveder', eller en over nakken.
Da vi skulle op i 4 klasse, blev det meddelt, at fra nu af skulle vi dele skolegård med drengene.
Pigegården blev fælles for 1. til 3. klasse og drengegården blev fælles fra 4. klasse og opefter. Vi tøser
glædede os meget til det, for det syntes vi var spændende, men vi glædede os lidt for tidligt, for jeg
husker tydeligt hvor ondt det gjorde, når man blev slæbt hen på en bænk og fik hestebid af 2 drenge.
Man kunne have blå mærker på lårene flere dage efter. Somme tider kom man også en tur under
vandposten. Nå, men tit havde man jo også selv været uden om det.
Skolebillede taget på sportspladsen,
der lå ved siden af Nyboder skole.
Jeg står som nr. 2 fra højre i midterrækken.
Hele skoletiden var selvfølgelig ikke det rene sødsuppe. Vi havde en tegnelærer, der hed Thelander.
Han var nærmest sadist. Han løftede engang en af drengene op i ørerne, så det begyndte at bløde ud af
det ene. Det blev der ikke gjort noget ved, man holdt bare sin mund.
Jeg fik nærmest myrekryb, da jeg mange år senere så ham omtalt i rosende vendinger i avisen, fordi
han havde tegnet årets julemærke. Samme mand, der havde slået os i hovedet med tegneblokken. Jeg
husker specielt en episode i en af hans timer, hvor vi skulle tegne abstrakt mønster. Når vi var færdige,
skulle vi komme op til katederet en efter en og vise det færdige resultat. Jeg er faktisk en klovn til
tegning, men syntes egentlig den dag, at min tegning så ret godt ud med stærke farver, men jeg skulle
blive meget klogere. Jeg fik et ordentligt slag oven i hovedet med tegneblokken, hvorefter den blev
kylet ned i den anden ende af tegnelokalet. Derefter fik jeg ordre på at hente den igen, hvorefter han
tordnede: 'Om ikke jeg var klar over, at hele mit billede væltede, fordi jeg havde valgt et sort felt i det
ene hjørne'. Det var nok godt, at jeg aldrig gik kunstner vej en.
Efter den tids skoler, så var Nyboder nærmest en fremskridtsskole. Vi havde 1 skolelæge, der boede i
en lille villa, der lå på skolens grund. Der var 2 tandklinikker, der lå helt oppe under taget. Den ene var
til almindelig tandbehandling, medens den anden var beregnet til dem, der skulle have rettet tænder og
have bøjle på. Der kom mange elever fra andre skoler til vores tandlæger. Jeg kan især huske, at vi altid
skulle drille dem, der kom fra Sølvgades Skole. Vi gjorde det vel nærmest for at vise, at her var det os
der bestemte. Jeg havde selv bøjle på tænderne i ca. 2 år.
Skolen havde en sanglærer, der var meget interesseret i både sang og teater. Så hvert år stod han for
årets skolekomedie. Jeg var med 2 gange. Den ene gang spillede vi 'Der var engang1 og den anden jeg
var med i var et syngespil, der blev kaldt: Solskins-cabaret. Den var bygget op på en sådan måde, at
man kun sang sange, der handlede om solen. Der blev altid gjort meget ud af vores kostumer, der blev
syet i håndarbejdstimerne.
Et kapitel for sig var badedage. Dem havde vi, fordi der var meget få, der havde bad hjemme. Det var
skolebetjentens kone, der tog denne tørn. Først skulle vi skrubbes med sæbe og træuld og bruses med
varmt vand. Til sidst skulle vi en tur under den kolde bruser, og dem der ikke kom hurtigt nok ind
under, blev skubbet i maven med et kosteskaft.
Af en eller anden årsag, havde skolebetjenten altid et ærinde at gøre, når vi piger var i bad. Det
hviskede vi meget om, men vi sagde aldrig noget om det hjemme.
Karen og jeg havde skolehaver, der lå ude ved Bispebjerg Hospital. Herfra fik vi mange gode ting med
hjem. Jeg husker især min mor var glad, når jeg kom hjem med græskar. Engang da vi var på vej hjem
med cyklerne godt læsset med græskar, løg og kartofler, gik det galt. Alt hvad jeg havde bag på cyklen
faldt af, og det lige midt i en rundkørsel på Tagensvej. Alt rullede ud på kørebanen, og jeg skal love
for, at vi blev skældt ud af sure bilister, fordi vi ikke var hurtige nok til at få samlet tingene sammen.
Engang kom jeg hjem med en buket forglemmigej. Senere på aftenen så jeg, de var smidt i skraldespanden. Det kunne jeg ikke forstå, men så fortalte min mor mig, at det var fordi hun havde fået en lille
pige 3 år før jeg blev født, som døde som ganske spæd, og hendes lille kiste havde været smykket med
netop den slags blomster, så hun kunne ikke holde ud at se på dem. Det blev jeg meget ked af, for jeg
havde aldrig hørt om denne lille søster før.
Blomster var der i øvrigt ikke råd til i de små arbejderhjem, men det kunne vi børn råde bod på. Der lå
nemlig en meget stor og flot blomsterforretning på hjørnet af St. Kongensgade og Esplanaden, som hed
Libertas Blomster. Mange aftener sneg vi os ind i gården bag blomsterforretningen og tog de blomster,
der var smidt i skraldebøtterne. De var tit så friske, at de holdt i flere dage. Der var også elevator i
denne opgang, og den kørte vi op og ned med, indtil vi blev smidt ud.
I huset ved siden af Libertas Blomster, var der ikke mindre end 2 baggårde. I den bageste var der en
karrusel, der var sænket ned i asfalten. Det var fordi gården var så smal, så hvis en bil skulle vende
derinde, så måtte den en tur op på karrusellen, så man kunne skubbe den rundt ved håndkraft. Vi brugte
også denne karrusel, selvom det var lidt vanskeligt. Det foregik på den måde, at man satte begge
hænder ned på karrusellen, mens man holdt benene ude på den faste asfalt. Vi skulle helst være mange,
der gjorde det på samme tid, for så kunne vi skubbe og få så meget fart på, at vi kunne springe på og få
en tur. Det må have set skægt ud, når vi fik gang i den, for vi indtog nærmest en stilling, som når en kat
krummer ryg, for karrusellen var jo helt nede i plan med den øvrige gårdsplads.
En anden af vores store fornøjelser var at hinke på gaden, altså på kørebanen, hvor der var brosten. Der
kom ikke ret mange biler, men da St. Kongensgades politistation lå lige for enden af gaden, kom der af
og til et 'Salatfad' susende, så vi måtte springe ind på fortovet. Så løb vi straks hen i politistationens
gård og ventede på at 'Salatfadet' skulle komme tilbage, for så vidste vi af erfaring, at de havde hentet
en urolig person fra et af de mange værtshuse i Borgergade eller Adelgade, og når de så kom med ham,
så kan det nok være, at vi var nysgerrige, for i mange tilfælde fik den stakkels mand bank af betjentene.
Så stod vi udenfor og lyttede spændt. Sikken en fornøjelse!
Når vi fandt ting, som nøgler eller andre småting, afleverede vi dem altid på politistationen. Det var
nok mest fordi, man kunne være heldig at få findeløn. Jeg havde engang fundet en sølvbroche, den fik
jeg 1 krone og 25 øre for. Desuden synes vi, det var spændende, at komme ind på politistationen. På det
tidspunkt havde de en virkelig stor og tyk politibetjent, som en overgang medvirkede i en del danske
film.
Ind imellem gjorde vi nu også noget der var ulovligt. Det var sådan, at alle håndtag på cykelstyr
dengang var lavet af celluid. Dem pillede vi af, for de var nemlig gode til at få til at brænde, når man
brugte et brændeglas. Der gik ikke mange minutter, før der var fut i det, når solen skinnede på dem
igennem brændeglasset.
Karen og jeg nød godt af de mange værtshuse i kvarteret, når det var Fastelavn. Vi var nemlig de
eneste, der fik lov til at gå ud og rasle. De andre måtte ikke, fordi deres forældre synes det var det
samme som at tigge. Vi var ikke klædt ud som i dag, men vi havde gerne en gammel herrejakke, som vi
vendte så foret kom udad, og så sværtede vi os sorte i hovedet ved hjælp af en korkprop, som vi holdt
ind i flammen på et gasapparat, så den blev helt sodet. Vi fik virkelig mange penge i vores bøsser - der
for øvrigt var hjemmelavede af gamle konservesdåser - når vi sang på værtshusene i Borgergade,
Adelgade og Prinsensgade, for ikke at glemme alle dem der lå i Nyhavn. Det var på den tid, da der
virkeligt var knejper i Nyhavn med fulde søfolk, og med den faste 'garde' af de såkaldte 'Nyhavnsludere'.
Det var sådan, at ingen såkaldt 'pæne mennesker' vovede at komme på den 'grimme' side af Nyhavn,
men os unger var de i hvert fald søde ved. Jeg husker en fastelavn, hvor jeg var hæs i flere dage efter at
have sunget 'Det er aften på Capri, solen er gået ned', men så havde jeg også tjent til et par
sportsstrømper med kvaster på siderne. En enkelt gang var jeg klædt meget fint ud. Jeg havde en lang
Festonnederdel på, og på hovedet havde jeg en flot gammeldags kyse med bånd til at binde under
hagen. En af den slags, man kalder en 'kys-mig-ikke-hat'. Jeg blev stoppet i Bredgade, da jeg var på vej
hjem. Det var en amerikansk turist, der ville tage et billede af mig, så han kunne tage det med hjem til
Amerika. Jeg ved ikke, om han troede, at det var almindeligt, at piger gik med den slags tøj i Danmark,
men jeg var først lige begyndt at lære engelsk i 5. klasse, så vi kunne ikke rigtig snakke sammen, så
han fik aldrig noget at vide om, hvordan man klæder sig ud til fastelavn, men et billede fik han da.
Hvis der var flådebesøg på Langeline, trak Nyhavns-pigerne derud, for så var der penge at tjene. Jeg
husker specielt et hollandsk flådebesøg, hvor der var en særlig stemning på kajen. Der var trukket
lyskæder fra krigsskibene ind til pakhusene på kajen, og så var der arrangeret asfaltbal med musik fra
den hollandske marines orkester, der spillede svingende Glenn Miller-musik.
Lige nedenunder os boede Nanna, som havde 5 søskende. Hun og jeg var jævnaldrende.
Nannas mor nød også godt af disse flådebesøg, ikke fordi hun kom på Langelinie, men på den tid var
det sådan, at enhver sømand med respekt for sig selv, der kom til København, skulle besøge 3
værtshuse der lå i St. Kongensgade. Det var Marmor Caféen, Café Bernstorff og den Blå Måne, og på
disse havde Nannas mor sin faste gang.
Jeg hørte engang min mor sige til min far, at nu havde hun jo heller ikke 'Græshopperne' mere. Jeg
forstod ikke, hvad de talte om, men senere hørte jeg, at det var et tilnavn man havde givet de tyske
soldater, på grund af farven på deres uniformer.
Engang kom jeg glædestrålende hjem med nogle balloner, vi havde fundet i nogle buske på Langelinie.
Til min store ærgrelse tog min mor dem fra mig, hvorefter hun skrubbede mig i munden med sæbe.
Nogen forklaring fik jeg ikke før mange år efter, og så forstod jeg min mors reaktion, for det var
nemlig brugte kondomer, vi havde gået og pustet op.
En anden gang, hvor jeg også havde været på Langelinie og lege, fandt jeg på vejen hjem ved Gefion
Springvandet en hel blikæske Lucky Strike cigaretter. Der var 100 stk. i sådan en æske, og det kan nok
være min far blev glad. Det var nemlig ikke til at opdrive cigaretter på den tid, og jeg kan også huske,
at min far, ligesom så mange andre, samlede gamle cigaretskodder op på gaden. Når der så var samlet
tilstrækkeligt mange, tog han dem med hjem og tog den lille smule tobak ud, der var i hvert enkelt skod
og samlede det sammen til en lille bunke på en avis. Derefter rullede han cigaretter af det med en dertil
indrettet lille måtte. Cigaretpapir var heller ikke nemt at få fingre i, men man kunne købe på 'den sorte
børs', dvs. at der var nogle, der kunne skaffe forskellige varer, hvorefter de så solgte det videre til
skyhøje priser. En enkelt gang var jeg sammen med min far ude for at købe cigaretpapir på denne
måde. Det foregik i en port i Suhmsgade, lige ved Rundetårn. Dem der samlede skodder på gaden,
kaldte man 'Violplukkere'.
På et tidspunkt fik min far fat på en gammel engelsk bibel, og papiret, som siderne i denne bibel var
trykt på, var tyndt og fint og egnede sig fortrinligt til cigaretpapir. Det var vel nok noget ugudeligt, men
det tænkte han ikke på.
Mit livs første chok fik jeg som 10-årig, da jeg fik min første menstruation - jeg troede jeg fejlede noget
forfærdeligt og måske skulle dø - for jeg lå og vred mig af smerte på en ottoman i stuen, da min mor så
pludseligt kom ind fra køkkenet og meget alvorligt spurgte mig, om jeg havde været sammen med en
dreng. Jeg anede ikke, hvad hun mente, og havde heller ikke fortalt hende, hvordan det var fat med
mig. Jeg havde gemt mit blodige undertøj i en blikspand under køkkenvasken. Jeg fortalte det skrækslagent til Nanna. Hun tog mig med ind til sin mor, der fortalte mig på en meget nænsom måde, hvad
det var, der skete i min krop, og at jeg aldeles ikke skulle dø.
Det gjorde hun desværre selv i en al for tidlig alder, da den mindste af hendes 6 børn var 6 år. 'Hun
hviler på sine gerninger' sagde min mor. Jeg forstod først meget senere, hvad hun mente. Nannas mor
levede livet let, og havde mange herrebekendtskaber. Hendes mand sejlede som fyrbøder, og det var
når han var ude at sejle, at der var livlig aktivitet på 1. sal. Så blev børnene sendt ned for at lege, hvis
hun da ikke blev væk hele natten og lod børnene være alene. Men selv glemte jeg aldrig, hvor sød hun
havde været overfor mig.
Jeg tror lige jeg vil prøve at beskrive Nanna's lejlighed. Den var på 1½ værelse, ligesom vores, men de
var jo 2 voksne og 6 børn, så det var om at indrette sig, så alle havde et sted at sove. Forældrene sov i
stuen, og i kammeret var der ikke mindre end 2 etagesenge og en almindelig seng. De to etagesenge
stod langs den ene væg, men skubbet så meget fra hinanden, så man lige kunne kile en lille barneseng
imellem. I denne seng lå så den mindste af flokken. Det var en udtræksseng, men den kunne jo ikke
trækkes ud på grund af pladsmangel. I denne seng sov lillesøster Inge, lige til hun skulle i skole. Hun lå
nærmest krummet sammen. Det var egentlig utroligt, hvad børn måtte klare sig med den gang, men jeg
hørte dem aldrig beklage sig. Den næstyngste hed Edith, men blev kaldt 'Sække-mæk'. Jeg fandt aldrig
ud af hvorfor, men jeg kan tydeligt huske, da hun blev født. Det var en juleaften, og selvfølgelig var det
en hjemmefødsel. Pludselig ringede det på vores dør, og udenfor stod Nannas far og fortalte, at hans
kone lige havde fået en lille pige, og om min mor dog ikke ville være så rar at hjælpe ham med at lave
sauce, for det var det eneste, han ikke kunne finde ud af. Ellers havde han selv lavet hele julemiddagen
til den store familie.
Den lille Inge er for øvrigt mor til den nu så kendte skuespiller og sanger Jimmy Jørgensen.
Vi sidder på trappestenen til tobaksforretningen. Min
veninde Karen til venstre for mig og jeg til højre. Edith
(også kaldet ”Sækkemæk”), der boede nedenunder mig
med sine fem søskende, står op.
På 3. sal i forhuset boede familien Larsen. Udadtil var de nogle pæne mennesker, men det skulle senere
vise sig, at faderen under krigen havde 'skrællet cykler'. Det betød, at man stjal dæk og dynamolygter
og derefter solgte dem videre. På et tidspunkt havde han fyldt hele deres køkken med disse tyvekoster.
De havde en pige der hed Sonja, men som aldrig legede med os andre. Jeg tror moderen syntes at de
var lidt bedre end os andre.
Hun havde nu ikke noget at være særligt stolt af, for først var der jo det med faderen, og senere var
hendes søn Per skyld i, at min bror kom med i et mindre tyveri fra en legetøjsforretning. Han blev
lokket til at holde vagt uden for forretningen, medens Per stjal. Han var nogle år ældre end Vagn.
Da jeg gik i de små klasser, var det strengt forbudt at lege udenfor vores egen gade, men der var en ting
jeg var helt vild med, og det var at køre i sporvogn. Når jeg kunne se mit snit til det, kørte jeg med
sporvognen fra hjørnet af Gernersgade og Store Kongensgade op til Kgs. Nytorv. Det kostede en
formue af 25 øre for en 'ligeud'. Man kunne også købe 'en omstigning', men det var 10 øre dyrere, så
jeg gik altid hjem igen fra Kgs. Nytorv.
Sporvognene var delt op i 2 dele. Den ene var forvognen hvor vognstyreren sad. Han havde ikke noget
med billetsalg at gøre. Det var der en anden, der tog sig af. Han blev kaldt billettør. Han gik rundt i
vognen og solgte billetter, som han havde i en lille taske, han havde også en lille tang, som han kunne
hulle billetterne med. I forvognen var der pæne sæder, medens der i den bageste vogn kun var
træsæder. Det var nok fordi, at her måtte man ryge. Denne vogn blev kaldt 'Bivognen'. Der var ikke
nogen døre, der kunne lukkes. Det kom der først langt senere.
På Kgs. Nytorv skulle jeg komme mange gange siden hen, for her var der altid meget spændende, når
det var Børnehjælpsdag. Så var der stillet boder op inde på den midterste del af Kgs. Nytorv, dvs. rundt
om hele den indhegning med hesten, som studenterne altid danser om, når de har fået studenterhuen.
Jeg mindes altid børnehjælpsdage, som noget med musik og farver.
Uden for vores skole, står der en flot statue af Christian d. IV. Den ligger nærmest på en lille ø midt i
gadebilledet. Her skete det ofte, at der holdt en mand med en cykel. På cykelstyret havde han en lille
kasse med låg. Heri var æbler der var dyppet i bolsjemasse. Dem solgte han for 25 øre. Det var
nærmest en formue, så de fleste gange blev det da også kun studenterbrød, vi købte i
Kronprinsessegade, når vi gik hjem. De kostede nemlig kun10 øre og smagte vidunderligt.
På Skt. Pauls kirkeplads holdt 'spritterne' til på bænkene, og de passede altid sig selv. Der var en kvinde
imellem dem, som blev kaldt 5-øren. Tilnavnet havde hun fået, fordi hun gerne solgte sig selv for en 5øre, bare for at kunne købe lidt kogesprit.
En sådan 'spritter' ringede en dag på vores dør, hvor han så bad min mor om en lille skilling til en kop
kaffe, som han sagde. Min mor vidste udmærket godt, at han ikke ville bruge pengene til kaffe, men til
sprut, så hun sagde til ham, at han i stedet for kunne få nogle stykker smørrebrød. Det ville han gerne,
men min mor forlangte, at han skulle blive siddende på trappen, mens han spiste, for så var hun nemlig
sikker på, at han ikke bare ville smide maden fra sig, når han var kommet ned på gaden. Han blev
troskyldigt siddende og spiste det hele med en kop kaffe til.
Ved siden af kirkepladsen i den ældste længe af Nyboder, var der et tømmerværksted. Det var her jeg
for første gang så en mand, der blottede sig. Hjemme så jeg aldrig mine forældre uden tøj. Det var
utænkeligt. Der var et hav af katte på denne tømmerplads, og Lissie havde fra sin farmors pensionat
fået nogle sild, der var tilovers fra aftenen før, som vi ville give kattene. Da var det, vi fik øje på
manden, der stod på et toilet med døren åben og viste sig frem for os.
Mærkeligt nok blev vi ikke bange, nærmest lidt nysgerrige. Han kaldte os nærmere, og spurgte om vi
ville se tømmerværkstedet. Det ville vi gerne. Han ville gerne have, at vi rørte ved hans lem, og det
gjorde vi. Han følte også lidt på os, men kun uden på tøjet. Vi syntes begge, det var spændende, og vi
kom igen mange gange. Somme tider lige fra skole, på trods af, at vi vidste, vi skulle gå lige hjem. Han
viste os den tids pornobilleder, og for os, der intet vidste om den side aflivet, var det som at se ind i en
anden verden.
Men en dag var dette for os så mærkelige eventyr forbi. En dame, der boede i et hus i Rævegade, så
hun kunne kigge lige ned i tømmerværkstedets gård, havde undret sig over at vi kom så tit og havde
derfor meldt det til politiet. Vi havde fortalt manden hvad vi hed, og hvor vi boede, så en dag ringede
en dame fra Børneværnet på vores dør.
Mine forældre var chokerede, og ville vide hvad han havde gjort ved mig, men der var jo ingenting
sket, og de fik aldrig at vide, at vi faktisk havde nydt at komme der. Så vidt vi hørte, fik han 2 års
fængsel for uterlighed, og det var ikke første gang politiet havde haft fat i ham.
Jeg tror vi var så nysgerrige, fordi vi aldrig fik noget at vide hjemme. Engang havde jeg spurgt min
mor, hvor jeg kom fra, og hun kom med en fantastisk historie om, at en flink dame en dag ringede på
vores dør, og hun afleverede en stor indkøbstaske, som jeg lå i.
Da jeg blev lidt større, fik jeg et helt andet syn på, hvem der skulle røre mig eller ej. Der var flyttet en
polsk familie ind i nr. 12, der var opgangen ved siden af vores. Der var ingen af os der brød os om han
sydlandske udseende. Han sad tit på trappestenen og så på os, når vi legede på gaden. Han havde selv
børn, men de var så små, at de ikke legede nede endnu. Med ham fik jeg senere en ret ubehagelig
oplevelse.
Jeg skulle en dag besøge en der hed Anni, der boede i nr. 12. Da jeg kom ind i opgangen, mødte jeg
polakken. Jeg skulle videre igennem opgangen og over i baghuset, men han greb ud efter mig,, så jeg
sprang op af trappen i forhuset. Han fulgte efter, og tog mig op under min kjole. Så vendte jeg mig
imod ham, og stak ham sådan en på skrinet, at han blev rasende, og forlangte at komme til at tale med
min far.
Det lod jeg mig ikke sige 2 gange og sagde så, at han bare kunne følge med mig hjem. Til min store
forbavselse fulgte han virkelig med mig helt hjem, hvor jeg forklarede min far, hvad der var sket, og
det kan nok være, at han gav ham en ordentlig overhaling. Han gjorde mig aldrig noget siden, men
skulede altid ondt til mig.
Vi havde både et pragtfuldt loft og en stor kælder, vi kunne lege i. I kælderen legede vi skjul og
spøgelsestog, hvilket foregik på stellet fra en gammel barnevogn. Så skubbede vi hinanden gennem
kældergangene, der strakte sig helt fra forhus til baghus. I nicher stod der så nogle af os med nefalygter,
som skulle forskrække dem, der blev skubbet på vognen. Når man stak en tændt nefalygte ind i
munden, så lyste det lyserødt igennem kinden. Det syntes vi så uhyggeligt ud. Som regel blev vi
opdaget af viceværten, fru Hansen, men så var vi stille som mus, til hun forsvandt igen. Hun turde
nemlig ikke gå ned i kælderen alene, og det vidste vi.
På loftet måtte vi derimod gerne lege, hvis vejret var dårligt, og der tilbragte vi mange timer på det, vi
kaldte det lille tørreloft. Der var nemlig 2, men det store var låst af. Vi slæbte legetøj og madpakker
med op, og så kunne vi få en hel dag til at gå. Det hændte, at vi ikke engang havde tid til at gå ned på
toilettet. Så 'besørgede' vi i en avis, pakkede den sammen og smed den ud af tagvinduet, så det havnede
i tagrenden. Det var der heldigvis aldrig nogen der opdagede.
En af de bedste lege vi vidste, var at lege læge. Der foregik også på tørreloftet. Vi udforskede
hinandens kroppe, det var altid kun pigerne der deltog i denne leg, igen denne pirrende nysgerrighed.
Da jeg var ca. 12 år kom min yngste bror Vagn ud at sejle, og for første gang skulle jeg ikke sove i
samme lille værelse som mine forældre, men fik tildelt ottomanen i stuen. Det var en svir uden lige. Nu
behøvede jeg ikke længere ligge i mørket og høre min mor sige til min far: Er du ikke snart færdig? Jeg
havde faktisk altid så ondt af min far, når jeg hørte dette. Men samtidig tænkte jeg også, om det mon
var sådan at være gift. Jeg valgte at tro, at det var noget godt at være gift, for om dagen synes jeg jo
altid de var søde ved hinanden. Det var kun dette 'mærkelige' i mørket, der bekymrede mig lidt.
Min mor og jeg havde været på Nørrebros Teater i 1949, hvor vi så Annie get your gun med Poul
Bundgaard og Grethe Thordal i hovedrollerne. Det, der udspandt sig der på scenen, var for mit pigesind
det, der måtte være den romantiske kærlighed.
Og hvilken fryd var det da ikke også at sidde og holde John fra min klasse i hånden en sommeraften i
tønden på legepladsen i Østre Anlæg. Jo, jeg kunne ikke tro, at kærlighed kun var det jeg havde hørt i
mørket derhjemme.
Jeg er nok den af os søskende, der har haft mest glæde af vores mor, for da jeg blev født, havde hun
kun nogle få private at gøre rent hos. Så når jeg kom fra skole, var hun næsten altid hjemme. En rigtig
hønemor var hun, sådan en der lavede pandekager, eller varm kakao. En anden ting hun tit gav mig, var
en puddersukkermad. Det var en helt rundtenom rugbrød, hvor der på midten var lagt ekstra meget
puddersukker, så det nærmest lignede en lille pyramide. Så spiste jeg hele tiden rundt om pyramiden,
og gemte denne bid til sidst som en ekstra lækkerbisken.
Det lyder måske ikke særligt sundt, men til gengæld fik vi jo næsten aldrig noget slik. En sjælden gang
købte jeg en lykkepose for 25 øre i en forretning i St. Kongensgade, der blev kaldt bolsjekælderen. I en
sådan lykkepose var der noget stærkt noget, der hed spejdersnus, og foruden det var der noget meget
tyndt brød, der mindede om en isvaffel. Det var knækket i meget små stykker. Så særlig interessant var
den nu ikke.
Før jeg kom i skole, var jeg med min mor, når hun var ude for at gøre rent for andre. I Lipkesgade på
Østerbro kom hun hos en familie, hvor fruen var norsk. Hun forærede mig en gammel norsk madkasse,
af den slags man kalder en 'Tejne'. Den var helt ormstukken.
Vi kom også hos en enlig dame der hed fru Kohsel. Hun boede i Herluf Trollesgade. Hun havde en stor
tøjhund, der hed Lurifax. Den var jeg meget glad for. Hun forærede mig også noget. Det var et lille
billede med en nisse eller en dværg, der sidder ude på landet i sneen og kigger ind mod nogle huse.
Hun fortalte, at det var hendes far der havde malet det.
Hun var forresten en gæv dame. Hun havde en bror, der var politibetjent. Under krigen var det jo sådan,
at alle politifolk blev arresteret og sendt til Tyskland i koncentrationslejre. Den dag arrestationerne
fandt sted, kom tyskerne også til hende for at høre, om hun havde sin bror der. Det havde hun, men det
vidste de ikke, for hun havde nemlig gemt ham nede i en gammel lågkiste. Der lå han så, medens de
gennemsøgte hele hendes store gamle lejlighed. Heldigvis blev han ikke opdaget.
Et sted mere jeg husker ganske tydeligt. Det var hos en gammel inkarneret ungkarl, der boede i
Nyboder. Min mor synes, at han var en værre gris, så hun skrubbede og skurede. En dag skulle jeg
komme og hente hende, når jeg havde fået fri fra skole. Da jeg kom, mødte der mig en ubeskrivelig
rædselsfuld stank. Det viste sig så, at min mor havde syntes, at nu var turen kommet til hans natpotte.
Hun havde sat den på gassen, og der stod den nu og kogte med soda i. Det var dette der lugtede så
skrækkeligt, men jeg tror at potten blev ren efter den omgang.
Hvis Vagn og jeg var alene hjemme, hvad der kun sjældent skete, kunne vi finde på at lave 'røreæg'
eller også lavede vi karamel på stegepanden. Det bestod af smeltet sukker, hvor vi dryssede havregryn
i. Vi syntes begge to, at det smagte næsten himmelsk.
Andre gange kunne han finde på at drille mig, som da han en gang havde vasket begge øjne helt væk på
en gammel dukke jeg havde, hvor øjnene kun var malet på. Det var en af den slags dukker, der kunne
sige noget', men efter at Vagn havde lukket maven op på den og taget mekanismen ud, kunne den ikke
sige mere. Jeg blev selvfølgelig meget ked af det, men han syntes til gengæld det var sjovt, for nu
havde han den nemlig i sin bukselomme, og når han trykkede på lommen, gav det så en skæg hylelyd.
Jeg husker ikke min mors reaktion, på det han havde gjort, men hun har sikkert været gal.
Pengene var små, men det havde været endnu værre under krigen. Min far havde kørt med kul for en
forretning ude på Nørrebro. Derefter havde han været heldig at få noget arbejde i en brunkulslejr ved
Henne Strand i Jylland, men da det var slut, var det ikke mere arbejde af få. Så hørte han, at der var
arbejde at få i Tyskland, nærmere betegnet på en margarinefabrik i Hamburg. Her kom han til at
arbejde sammen med mange nationaliteter fra hele Europa.
Arbejdskammerater i brunkålslejren ved Henne
Strand under krigen. Det er min far som nr. 2 fra
venstre.
Penge blev sendt hjem via Flensborg Bank, men i lang tid kom der ingen. I Handelsbanken, Kgs.
Nytorv afdeling, beklagede man, at der var uregelmæssigheder i pengetransporterne. Men mad skulle
der jo på bordet, så min mor gik den tunge vej til lånekontoret ved GI. Strand, også kaldet 'Onkel'. Hun
kom der flere gange. En gang var det med noget rustfrit bestik og en anden gang, var det med min fars
gamle overfrakke. For at se om den var støvet, stod der en mand og slog på den med en stok. Det sved i
min mor, for hun var den mest sirlige person jeg har kendt. Hun bed denne skam i sig og var glad for at
få nogle få kroner, så hun kunne købe mad til os børn.
Min mor sendte også pakker til ham med undertøj, der var lavet af celluld. Det var en slags erstatning,
fordi man ikke kunne få ordentligt tøj under krigen. Min far skrev hjem, at hun ikke skulle sende mere,
fordi det blev slidt op næsten med det samme.
Min ældste bror, Svend, var på dette tidspunkt for længst flyttet hjemmefra. Da jeg blev født, var han
20 år, og lå på Holmen som marinesoldat.
Min mor har fortalt, at da jeg næsten lige var født, måtte hun gå den lange tur ud til Holmen, med mig i
barnevogn, bare for at vise mig frem til de andre marinesoldater, som han lå på stue med. Han var
utrolig stolt over, at have fået en lillesøster. På det tidspunkt havde han allerede selv en lille pige på 2
år, der hed Yvonne, som jeg jo altså var faster til. Yvonne kom dog aldrig til at bo hos ham, men kom
på børnehjem, og efter en omflakkende tilværelse, døde hun i en alder af kun 30 år.
Jeg lærte egentlig aldrig Svend rigtigt at kende, for han var en type, der helt gik sine egne veje. Nogle
få gange om søndagen tog han mig med på Amalienborg Slotsplads, for at se garden trække op. Så var
min lille nevø Erling med. Han sad altid på højskulder hos Svend, så han rigtig kunne se garden. Først
mange ar senere fik jeg rigtig glæde af denne dejlige nevø og min svigerinde, der hed Birte. Desværre
har jeg mistet dem alle siden.
Svend havde været i Tivoligarden - noget ganske utroligt for en dreng fra et arbejderhjem dengang - og
der havde han fået lært at spille Tuba, så godt, at han ernærede sig om musiker i hele resten af sit liv.
Blandt musikervenner blev han aldrig kaldt andet end "Tuba-Ole" (grunden hertil var, at vores efternavn var Olesen). Han var en flot mand, festlig og farverig, men lidt for glad for de våde varer og
damer, hvad min far absolut ikke kunne tolerere. Derfor kom han også sjældent hjem på besøg.
Det hændte dog en gang imellem, at han kom for at overnatte. Det foregik på den måde, at der blev lagt
et bræt imellem to lænestole, som så skulle udgøre det for en seng. Det har vist været en hård omgang.
Brættet var en af de plader, vi kunne forlænge vores spisebord med.
Vi var dog stadig to hjemme, og min far var stadig i Tyskland, så det har været en svær tid for min mor,
men på et tidspunkt kom der endelig penge fra min far, så hun kunne indløse de pantsatte ting.
Omsider vendte min far hjem, men på en lidt anden måde, end vi havde ventet det. Jeg kan huske min
mor vækkede mig midt om natten, da det bankede på døren. Det var min far der stod udenfor, men han
var næsten ikke til at kende, så mager var han blevet. Han havde været heldig at slippe ud af krigshelvedet, men havde forinden oplevet at engelske fly bombede Hamburg sønder og sammen i uafbrudt
4 timer. En belgier, der også arbejdede på margarinefabrikken, havde knælet ned i et hjørne af den
træbarak de boede i. Der lå han og bad, indtil der blev helt stille. Da de endelig vovede sig udenfor, var
deres barak den eneste, der ikke var ødelagt af hele fabrikken. Min fars fødder var meget betændte, på
grund af underernæring. De havde mest levet af noget suppe, der var kogt på kålrabi-blade, men helt
uden kød.
Min far troede hverken på gud eller fanden, men han sagde dog efter denne oplevelse, at der måtte være
et eller andet, der styrede det hele. Min mor derimod troede fuldt og fast på, at vi senere skulle stå til
ansvar for de ting vi havde gjort i vores liv på jorden. Hun mente også, at man ikke skulle gifte sig
mere end 1 gang, for hun mente bestemt, at man skulle mødes igen, når man var død, og så ville det jo
blive noget værre rod, hvis der nu var mere end en.
Mens min far var i Tyskland tog min mor mig ofte med i Frelsens Hær, der havde til huse i et lokale i
baghuset, St. Kongensgade 108, samme sted hvor politistationen lå til gaden. Det var ikke fordi hun var
religiøs, men fordi hun nød deres musik og sang. Vi kom der så tit, at en major i Frelsens Hær engang
kom ned hvor vi sad, og spurgte om ikke min mor ville frelses, hvad hun høfligt afslog. Det var noget
med at stå oppe under en fane, mens der blev fremsagt nogle bønner.
En aften havde jeg taget et blad med. Jeg lagde det på bænken og begyndte at blade i det. Det var et af
min brors blade, der hed 'Hudibras', nærmest et vittighedsblad, men ret så vovet efter den tids moralbegreber, med tegninger af en masse letpåklædte piger. Min mor opdagede, hvad jeg sad med og fik det
skyndsomt gemt væk, men forinden havde en af frelserfolkene allerede set det. Det var en flov historie
for min mor. Jeg selv var ikke så gammel, at jeg forstod hvor pinligt det må have været.
Vi besøgte af og til en ungdomsveninde til min mor. Hun boede i Fredensgade i en korridorejendom.
Det vil sige, at der på hver etage var en lang mørk gang. Det eneste lys der var, kom fra nogle vinduer,
der sad over dørene ind til hver lejlighed. Når døren blev åbnet, gik man lige ind i køkkenet, og derfra
videre ind i stuen. Foruden det var der et ganske lille værelse. Der var WC i gården.
Det som jeg husker mest der, er en gammel grammofon, der skulle trækkes op. Det stod inde i et lille
skab med skydelåge. Jeg tror ikke hun havde særlig mange grammofonplader, for jeg synes altid vi
hørte 'Hvem er det, der banker på mit bøgetræ'. Over spisebordet hang en lampe, der var lavet af hvide
og lyseblå perler, den var jeg meget forelsket i.
Min far arbejdede i nogle år som 'Drager' på Østerport Station. Dengang havde man ikke automatiske
skilte. Det var dragerens job, at skifte skilte ud på perronen, når der kom tog. Somme tider arbejdede
han også på banelinjen, hvor han hjalp til med at læsse eller losse godsvogne. Det var til tider et hårdt
arbejde, men af og til hændte det, at han fik noget godt med hjem. Hvis en pakke var gået i stykker, fik
arbejderne nemlig lov til at få noget af det. Engang kom han hjem med en lille sæk råsukker - der
nærmest ser ud som en blanding mellem almindeligt sukker og puddersukker. En anden gang kom han
med en stang sæbe, som min mor snittede ud til spåner med en kartoffelkniv. Det var rare ting at få, for
det var stadig svært at få varer efter 2. verdenskrig. Det hændte at jeg efter skoletid besøgte min far når
han var på arbejde. Det var ellers forbudt at komme på skinnerne, men når jeg var sammen med ham,
så gik det an. Det hændte også at jeg kom med madpakke til ham, hvis han skulle arbejde sent.
Min mor var meget videbegærlig, og allerede som 6-årig kunne hun læse i en avis. Min far derimod
kom ud at tjene allerede som 7-årig, og kunne som 14-årig dårligt nok skrive sit navn, men fik dog lært
sig det siden hen. De var begge fra landet, men mor havde været heldig, at hun kom til at hjælpe til hos
en nabokone, der faktisk lærte hende at læse, allerede inden hun kom i skole. Min mor sagde dog, at
denne kone havde været meget skrap.
Hun havde 8 km til skole, men man gik kun i skole hver anden dag. Hun fortalte at om vinteren kunne
det være hårdt i snevejr. For så satte sneen sig under træskoene, så de blev højere og højere at gå på, så
de måtte tit stå stille og bankede træskoene mod hinanden. Medens de gjorde det, stod de så på
strømpesokker i sneen, men det tog man ikke så højtideligt den gang.
Min far 'slap' for at gå i skole på den måde, at når skolelæreren kom og sagde, at nu måtte lille Anker
altså til at komme, så sagde mine bedsteforældre, at de ikke kunne undvære hans arbejdskraft og de
penge han kunne tjene, og så fik skolelæreren bare en høne eller noget andet godt, og så var den sag i
orden.
Min far fortalte ellers ikke ret meget om sin barndom, det var min mor der fortalte lidt af det, hun
vidste om den. Jeg fik at vide, at min farmor var svensker, og at min farfar havde været en meget
mærkelig mand, for hvis han kom til at vælte noget på bordet, så sagde han til min farmor, at hun skulle
stikke en af ungerne en lussing, og det gjorde hun så. Min far blev nogle gange slået så hårdt, at han
væltede hen ad gulvet sammen med stolen. Min farfar slog aldrig børnene selv, men fik altid min
farmor til at gøre det. De var begge døde længe inden, at jeg blev født.
En ting fortalte han dog, og det var, at han som 15-16-årig, havde tjent på samme gård som en af sine
ældre brødre, der hed Charles. Denne Charles var en ondskabsfuld rad, og når han kunne se sit snit til
det, bankede han min far. Dette gentog sig mange gange, og min far glemte det aldrig. Han afskrev
simpelt hen sin familie.
En enkelt gang fik vi dog besøg af min faster Marie fra Nibe, og min kusine Dagmar, der tjente hos en
fisker på Skagen. I min poesibog har de begge skrevet vers, som jeg stadig kan læse. Selv har jeg ikke
har haft kontakt med dem senere.
Nu vi er ved poesibogen, så var det noget alle piger på den tid havde, og det gjaldt om at få så mange
som muligt til at skrive i den. Det gjaldt både skolelærere, veninder, legekammerater og deres mødre,
og selvfølgelig ens egen familie.
Vi havde også noget man kaldte venindebøger. Den var lavet på en sådan måde, at den der skrev i den,
fik sin helt egen side. Oppe i højre hjørne var der lavet en ramme, som man kunne sætte et fotografi i af
den, der nu skrev. Derefter kom der en masse spørgsmål, der skulle besvares. Det var noget med:
Hvilken farve er din yndlingsfarve? eller hvem er din yndlingsskuespiller? eller hvad er din livret? osv.
Nu hvor min mor ikke arbejdede så meget ude mere, havde hun tid til at gå på museer og låne bøger på
biblioteket, der lå i Dronningens Tværgade. Disse ting nød jeg godt af, for hun slæbte mig med rundt
alle vegne. Vi gik også på opdagelse i de gamle gårde i den indre by, det var virkeligt spændende, og vi
gik i Rundetårn. Dertil kom, at hun var en blændende fortæller. Det var synd, hun aldrig havde fået en
uddannelse. Jeg er sikker på, at hun kunne have drevet det vidt, men født 1896 i et fattigt husmandshus
på Lolland, som nr. 2 ud af en søskendeflok på 12, var hendes livsbane faktisk lagt til hårdt arbejde lige
fra start.
Min mor elskede at komme i Tivoli, hvorimod min far overhovedet ikke interesserede sig for den slags.
Hver sommer var jeg med hende flere gange derinde. Jeg nød meget at se Pjerrot, Harlekin og
Columbine. Dengang lå der en lille legeplads ud mod Tietgensgade. På legepladsen var der en dame
der blev kaldt legetante'. Der var en masse sanglege, og så sørgede hun for, at børnene blev klædt ud, så
dragterne passede til sanglegene. Hun kunne også lide at komme i Glassalen, når der var koncerter. Det
syntes jeg var lidt kedeligt.
En tur i Tivoli med min mor.
Min mor var den mest spændende, men min far var den sikre havn, som jeg tror betyder utroligt meget
for et barn. Han havde altid, uanset hvor træt han var, tid til at lytte, hvor min mor var den mere
rastløse type.
Jeg kan tydeligt se vores lille lejlighed for mig, selv om huset for længst er revet ned. Man kom ind i en
korridor. Til venstre lå køkkenet. Det var aflangt og havde en gammel jernvask. Der var 2 gasblus, der
stod på et gasbord med hvide kakler. Neden under var der en gasovn. På midtersprodsen af køkkenvinduet hang et lille spejl. Det var her, vi vaskede os, børstede tænder og friserede os.
Der var ingen moderne hjælpemidler i køkkenet. Køleskab kendte man slet ikke, men nogle havde et
isskab. Så kunne man købe en blok is i Ismejeriet og lægge i, så maden kunne holde sig frisk. Min mor
havde ikke sådan et, hun holdt maden frisk om sommeren simpelt ved at pakke det ind i rabarberblade.
Det fungerede fint. Når der blev vasket op, foregik det i Soda, man kendte slet ikke Sulfo.
Fra korridoren kom man også ind på et WC, der var så lille, at man nærmest skulle bakke ind. Pladsen
til wc’et, var simpelthen taget fra køkkenet, så det næsten virkede, som om det masede sig ud i
køkkenet og stjal plads. Der sad også en råglasvindue i væggen fra wc’et ud til køkkenet. Dette vindue
havde min mor malet over med køkkenblåt, ligesom resten. Det var for øvrigt en farve, der blev brugt i
alle køkkener på den tid. Højt oppe på wc-væggen hang en balje af zink, som min mor brugte i
køkkenet, når hun klatvaskede.
Videre igennem korridoren kom man ind i vores lille opholdsstue. Der var 2 vinduer. På væggen
mellem vinduerne hang et gammelt ur, der skulle trækkes op en gang om ugen. Dette ur har jeg selv i
dag. Ved hvert vindue stod en lænestol, og under uret var der et lille firkantet bord. (På dette bord blev
juletræet altid anbragt ved juletid). Bag den ene lænestol havde jeg en dukkeseng med en celluiddukke,
som på ryggen havde et lille mærke der forestillede en skildpadde. Min mor sagde altid: Det er en ægte
skildpaddedukke, så det må jo have været et godt mærke, og her lå også mine Richs Album. Dukkesengen havde min far lavet til mig, og den var malet cremefarvet. Foruden dette havde jeg glansbilleder
og påklædningsdukker. Nogle påklædningsdukker havde jeg fra Marie-kiks pakker. De lå nemlig inden
i, så man kunne samle på dem. Hvis jeg så fik noget der var ens, så byttede jeg med mine
legekammerater.
Jeg havde også nogle OTA-bøger, som jeg havde arvet efter min yngste bror. OTA-bøger var noget
man kunne samle i 30-erne. Det var noget med nogle mærker, der lå i solgrynspakkerne, og når man så
havde samlet et bestemt antal, kunne man få en OTA-bog, der for øvrigt havde nogle ret spændende
historier. Jeg samlede også på servietter og senere på sange fra ugebladet Tempo. Alt dette befandt sig
bag denne lænestol, så det var mit lille Slaraffenland.
Langs den ene væg stod et dækketøjsskab, og langs den anden stod først en gammeldags divan, der
senere blev skiftet ud med den noget mere moderne ottoman.
På den sidste væg stod der midt på en rund kakkelovn. Og ved den var der en skærm, med broderede
blomster på. På skærmen blev der tit tørret tøj, og om vinteren var det også dejligt at få hængt sine
vanter op, så de var lune når man skulle ud i kulden. Midt på gulvet stod spisebordet med 4 stole
omkring.
Det vigtigste sted i mit barndomshjem var spisebordet. Her spiste vi, her syede min mor på sin
symaskine, her blev læst lektier, og her lagde min far kabaler. Noget helt specielt var, når min mor om
aftenen slukkede lyset i loftet og tog en bordlampe over på bordet. For så var det tegn på, at min far
ville læse højt for os. Det var noget jeg elskede. Bøgerne lånte vi på biblioteket, de var for dyre at købe
selv. Jeg kan især huske, når min far læste Steen Steensens Blichers noveller: Hosekræmmeren eller Æ
Bindstow. Mens han læste, sad jeg oftest på gulvet tæt ved kakkelovnen, hvor jeg kunne høre ilden
knitre, og ligesom mærke hvordan hyggen og roen forplantede sig til os alle. Det var vidunderligt.
Dette spisebord var nu også midtpunkt i en helt anden sammenhæng. Min bror Vagn var nemlig meget
rapkæftet over for min mor, og når hun blev rigtig gal på ham, løb hun efter ham rundt om spisebordet
med en tæppebanker i hånden. Men han var altid for hurtig, og smuttede til sidst ud i entreen og videre
ud på trappen.
Mine forældre ved det meget omtalte spisebord.
Rundt om dette spisebord, travede jeg også mange gange med en lille barnestol jeg havde. Så vippede
jeg den, sådan at de to forreste ben løftede sig. Så holdt jeg fast i ryglænet, mens jeg skubbede den
rundt og rundt om bordet. Jeg legede, at det var en dukkevogn. Sådan en ønskede jeg mig nemlig
brændende.
Vores underbo, Nannas mor spurgte engang min mor, hvad det var for en mærkelig lyd, der kom oppe
fra os, og det var altså det med den lille stol, hun kunne høre. Der skulle sikkert heller ikke laves ret
meget støj, før man kunne høre det, for vi havde ikke gulvtæppe på gulvet, men kun Linoleum. En
rigtig dukkevogn fik jeg, da jeg begyndte at lege nede. Jeg syntes, den var rigtig flot. Den var sort og
havde hvide porcelænshåndtag.
Ude at gå med min fine dukkevogn sammen med
mine forældre med Gefion springvandet i baggrunden.
Igennem stuen kom man ind i et meget lille værelse, hvor der var tre senge, en kommode og et lille
klædeskab. Jeg undrer mig endnu over, at det overhovedet kunne være der.
Da jeg var helt lille, stod der en barneseng med hovedgærdet op imod siden af kommoden. Engang da
jeg skulle sove til middag, var jeg vågnet op, uden at min mor havde hørt det. Jeg var så kravlet op på
kommoden, hvor jeg havde siddet og lavet en ordentlig klat. Derefter havde jeg begravet fingrene i det
og smurt det ud over tapetet, der ellers var ganske pænt med blomster på. Min mor glemte det aldrig,
hvad jeg godt kan forstå.
Nu da jeg taler om senge, var der en ting, der generede mig i flere år. Det var, når jeg skulle i seng, så
sprang jeg næsten op i den, fordi jeg forestillede mig, at der lå en under sengen og ville tage fat i mine
ben. Jeg ved ikke, hvorfor jeg havde denne angst, for jeg var overhovedet ikke mørkeræd. Jeg fortalte
min mor det, og hun sagde bare, at sådan havde hun også haft det som barn.
I kælderen havde vi koks til at fyre i kakkelovnen med. Tre gange efter hinanden drømte min far, at alle
koksene var væk, og pludselig en dag, da jeg var med ham nede for at hente koks, var drømmen blevet
til virkelighed, koksene var virkelig stjålet. Der var intet tilbage. Det syntes jeg var meget underligt.
Om søndagen gik min far og mor lange ture på Langelinie. Det var usædvanligt, i hvert fald i vores
gade. Jeg så aldrig de andres forældre gå ture sammen, altid hver for sig. Men de havde nok i hinanden
og os. Jeg tror de voksne i gaden synes de var lidt mærkelige, for min mor drak ikke kaffe med
nabokonerne, som de andre havde for vane. Hun sagde altid, jeg bryder mig ikke om alt det sladder. Jeg
kunne tydeligt mærke, at de steder hvor jeg gik i byen for nogle af de andre koner, prøvede de altid at
udfritte mig, om hvad vi foretog os hjemme.
Der var en dame jeg ikke måtte gå i byen for, hun boede på modsatte side af gaden i nr. 9. Det var
fordi, som min mor sagde, at både hun og hendes 2 unge døtre, havde ligget i med først de tyske
soldater, og dernæst de engelske. Den ene af disse døtre er i dag en kendt person, så jeg vil undlade at
nævne navne. Jeg gik alligevel i byen for hende, for det første fordi de havde et kæmpestort akvarium,
som jeg godt kunne lide at kigge på. Og for det andet, så var hun også rigtig rar, og så var hun den, der
betalte bedst af alle, så jeg holdt min mund hjemme.
I vores hus var der også en tobaksforretning. Indehaveren blev kaldt Kylle og var en meget bestemt
dame. Hun gik altid i herretøj og slips, og så havde hun en motorcykel, der var alt for stor i forhold til
hendes lille person. Den blev altid kørt ind i forretningen om aftenen ved lukketid.
Hun boede sammen med en dame, der hed Dagny. Det hed sig, at Dagny nærmest havde været ved 'at
gå i hundene' af druk, og at Kylle havde fået hende til at holde helt op med at drikke. Om det var
rigtigt, fandt jeg aldrig ud af. De levede som 'mand og kone', hvad min mor var dybt forarget over.
Der var tit livlig trafik om aftenen til tobaksforretningen. For så kunne man købe varer fra bagdøren.
Det var selvfølgelig ikke tilladt, men da betjentene fra St. Kongensgades politistation også kom og
købte, så man ligesom gennem fingre med det. Det hændte også, at betjentene blev inviteret indenfor,
og ved sådanne lejligheder blev der altid kaldt på Nannas mor, som så også deltog i festen.
Inde i nr. 12 boede en mand, vi kaldte Peter Guldtand, selvfølgelig, fordi han havde en stor guldtand,
der sås meget tydeligt. Han kom en aften og bankede på bagdøren til tobaksforretningen, fordi han ville
købe øl Han havde allerede fået mere end rigeligt. Han var simpelthen så fuld, at han kom anstigende
kun iført undertøj, af den slags man ser i Cowboy-film, med lange ærmer, lange ben og knapper foran,
men han blev hurtigt lukket ind, for han var også en af dem der kom der meget.
Jeg kan huske en bestemt nat, hvor de for åbne vinduer spillede den samme plade på grammofonen om
og om igen. Det var sangen: 'Tak for gode som for onde år'. Til sidst blev min far så rasende, at han gik
ned og bankede på, og bad dem om at være stille. Det hjalp så for denne gang, men det skete tit, at der
blev festet.
Her på min cykel i Skt. Paulsgade.
Længere henne i gaden i nr. 5 boede en moder med 2 piger, der blev kaldt Putte og Trolde, men som i
virkeligheden hed Milly og Annelise. Jeg husker tydeligt, at moderen efter krigen blev kørt væk på
lastvogn, hvor hun stod oppe på det åbne lad med hænderne foldede bag hovedet, og folk skreg:
Tyskerkælling og feltmadras, efter hende og de andre der var på lastvognen.
Både hos familien i nr. 5 og i nr. 9 kunne man i mange år efter se skudhuller i dørene, der stammede fra
frihedskæmpernes kugler, da de kom for at arrestere dem. Der var bare blevet fyldt lidt kit i hullerne,
og det gøs altid lidt i mig, når jeg så dem.
En juleaften ved ellevetiden, udbrød der en voldsom brand i Olfert Fischersgade. Den var startet i
stueetagen, men da manden i lejligheden lukkede sin dør op til trappen, kom der rigtig gang i ilden, og
da nogle beboere på 4. sal samtidigt lukkede deres dør op, spredte den sig nærmest eksplosionsagtigt,
så 4. sals lejligheden udbrændte fuldstændigt. De øvrige beboere havde holdt deres døre lukkede, så
dem skete der ikke noget. Der var stimlet en masse mennesker sammen, og jeg var en af dem. Det var
et både flot og uhyggeligt skuespil at se på. Brandmændene kom med springlagener, og en voksen
datter, der hed Judith, sprang ud som en levende fakkel. Hun ramte ikke det udspændte springlagen,
men derimod det modsatte fortov. Jeg skal aldrig glemme den lyd det gav, da hun ramte jorden ganske
tæt ved, hvor jeg stod. Hendes far sprang ud til gårdsiden og brækkede ryggen. I gården kunne
brandfolkene slet ikke komme ind, og vand fik de fra en brandhane i Skt. Paulsgade. Efter denne
ulykkelige begivenhed, blev trætrappen udskiftet med en terrassotrappe.
En anden voldsom begivenhed var en brand der udbrød på Holmen. Ved denne brand omkom
adskillige brandfolk, fordi der skete en eksplosion pga. nogle gasflasker, der var placeret i en
brændende bygning. Brandfolkene var ikke blev underrettet om dette, fordi det var militært område.
Eksplosionen var så kraftig, at brandbilerne blev kastet rund mellem hinanden, og hjemme hos os
klirrede kaffekopperne på bordet.
Senere skulle jeg skrive en fristil i skolen, og jeg syntes at det var en blændende idé at skrive om denne
eksplosion. Jeg gik derfor over på brandstationen i Adelgade, hvor jeg fik en masse oplysninger af
brandmændene. Stilen blev nu ikke modtaget særligt positivt, fordi jeg havde brugt alt for mange
fagudtryk, som jeg havde fået på brandstationen. Jeg skrev bl.a. om 'stikflammer' - hvad jeg
overhovedet ikke vidste hvad var - så min klasselærer trak min karakter ned, for, som han sagde, var
det jo ikke at bruge sin egen fantasi.
Selvfølgelig elskede vi børn, at have en fridag fra skolen, men der var en særlig fridag, som vi så hen til
hvert år. Det var kongens fødselsdag. Vi boede jo så tæt på Amalienborg, at alle vi unger drog af sted
over til slotspladsen, hvor vi så stod og råbte: Konge, Konge kom nu frem, ellers går vi aldrig hjem. Og
efter at have råbt det nogle gange, kom han selvfølgelig frem på balkonen sammen med dronningen og
de dengang små prinsesser. Vi nød også at se, at garden var i gallauniform, og så var det jo altid
spændende at se på vagtskifte. Det skete også, at vi gik bag ved garden, når den marcherede tilbage til
Rosenborg Kaserne i Gothersgade.
Det var almindeligt dengang, at man passede børn for at tjene skilling. Når man så en barnevogn stå
udenfor en opgang, gik man simpelthen ind og ringede på, og spurgte om man måtte køre en tur med
den lille. På denne måde fik jeg mig næsten en lillesøster, da jeg var 7 år. Jeg begyndte at passe en lille
pige, der hed Lajla, og det kom til at vare lige til jeg var 14 år. Lajlas far var dansk og hendes mor var
tysk. Moderen var ganske ligeglad med sin lille pige, så hun var glad, når jeg passede hende. Lajla var
født med klumpfod og havde en støvle med skinne på.
På Ortopædisk Hospital kunne man ikke gøre mere for hende, men en dag læste Lajlas far i BT om en
læge i England, der kurerede lignende tilfælde, med en speciel form for gymnastik. Lajlas far
kontaktede BT for om muligt at få kontakt med denne læge. Det fik han, men lægen kunne ikke love
mirakler, for Lajla var på tidspunkt 3 år, og det var lige lovlig sent at gå i gang med en behandling. De
skulle helst være spæde, når man startede. Men lykken smilede til Lajla, for da hun kom hjem, kunne
hun smide støvlen og få almindelige sko på. Kun var hendes ene ben lidt tyndere end det andet. Der var
presseomtale og billede i avisen af Lajla, der nu kunne hoppe i en sofa, og tilmed havde BT betalt hele
herligheden. Lajla fik en lillebror, men forældrene blev kort tid efter skilt, og hendes bror rejste med
moderen til Sønderjylland. Lajlas far giftede sig igen, og det var et godt bytte for Lajla.
Ind imellem var jeg også barnepige hos nogle kaptajnsfamilier, der boede i Nyboder, dog ikke i et af de
gamle gule huse, men i et af de grå, der er bygget langt senere. Hos den ene af disse familier, kan jeg
huske, at jeg var meget betaget af et Marie Antoinette toiletbord, der stod i deres soveværelse. På dette
lå der spejl og hårbørste, der var indfattet i sølv. Jeg synes det var spændende at sidde ved toiletbordet,
hvor man kunne se sig selv i 3 spejle på en gang.
En gang om året var der forældreuge på skolen, hvor de måtte komme og overvære undervisningen. Jeg
løj altid for min mor og fortalte hende, at der faktisk aldrig kom nogen, så det nok var bedst, at hun
heller ikke kom. Jeg tror, at jeg inderst inde var lidt flov over, at jeg havde en mor, der var meget ældre
end de andres. I dag kan jeg se, det var synd, for hun gik meget op i, hvordan det gik mig i skolen, og
både hende og min far var flinke til at høre mig i lektierne hjemme.
Mens jeg gik i de små klasser, havde vi mange staveord for hjemme. Min mor sad så ved siden af mig
ved spisebordet og pegede på hvert enkelt ord med en hæklenål, der var lavet af ben. Mens hun så
pegede, skulle jeg stave. Det kan nok være, at det var noget, der gav gode resultater.
Min far kunne bedre lide at høre mig i lektier, især når det gjaldt verdenshistorie. Så sad han med
bogen, og så skulle jeg genfortælle, hvad jeg havde læst. Han rettede mig så, hvis der var noget jeg
havde glemt. Det hele blev gjort så grundigt, at jeg næsten fortalte det ordret, når jeg senere blev hørt i
skolen. Min historielærer, der var en dejlig dame, sagde altid til mig: Dorit, husk nu, at du skal fortælle
med dine egne ord, du skal ikke kunne det udenad. Så det trak lidt ned i karakteren.
Jeg var blevet lun på en der hed Børge. Han boede i nr. 12 i baghuset og var nyindflyttet. Han var
søspejder. Om aftenen sneg jeg mig ofte til at tage med ham til Hellerup Havn, hvorfra vi sejlede ud.
Det var forbudt og spændende at tage med på disse aftenture. Hjemme havde jeg bare sagt, at jeg
cyklede en tur. Denne Børge med de brune øjne og det sorte hår, havde jeg inviteret ind en aften, jeg
var barnepige for Lajla. Hun var lagt i seng og sov for længst. Børge og jeg var vældig optaget af
hinanden, da det pludseligt ringede på døren. Gode råd var dyre. Jeg gennede ham ind i soveværelset,
hvor han gemte sig i klædeskabet (ligesom i vittighedstegninger). Rød i kammen lukkede jeg op, og
udenfor stod min mor. Jeg tror hun anede uråd, for hun var næsten ikke til at blive af med igen. Endelig
gik hun, og Børge kom ud fra sit gemmested. Stemningen var ligesom ødelagt, og det var nok godt det
samme, for jeg var vel ca. 13 år gammel, medens han var 18 år og oven i købet ringforlovet.
På trappen til købmand Hansens forretning, der ligger på
hjørnet af Skt. Paulsgade og Borgergade.
I forhuset boede Jensen på 2. sal. Han havde ingen børn, men til gengæld havde han kastet sin
kærlighed på duer. Ikke mindre end 3 pulterkamre på loftet havde han blokeret med disse modbydelige
fugle. De lavede et frygteligt svineri, og især om sommeren var det slemt at udholde den hørm, der
forplantede sig ned af både hovedtrappen og køkkentrappen. Når vi kunne se vores snit til det, bankede
vi på loftdørene, så duerne blev bange og baskede rundt derinde. Jensen vidste godt, at det for det
meste var mig og Karen, der drillede hans duer, så han har sikkert været lykkelig, når vi om sommeren
kom feriekoloni i 3 uger.
Det med at komme på feriekoloni, var noget man skulle søge om. Det hed KKL’s feriekolonier. Det
stod vist for noget med Københavns kommunelæreres feriekolonier. Jeg var så heldig, at jeg aldrig
prøvede at få et afslag. Jeg var af sted 5 gange, og det var forskellige steder hver gang.
Det kunne jeg lide, og især gik jeg stærkt op i, at man den sidste aften på kolonien skulle have fest. Det
foregik på den måde, at man fik noget godt at spise, hvorefter der var en del af børnene der spillede
teater. Jeg elskede at synge og optræde, og ikke mindst iscenesætte de andre. Vi syede dragter af
crepepapir, og jeg mindes et år, hvor vi havde syet dragter i hver af de nordiske flags farver. Den pige
der var i rødt og hvidt sang den danske nationalsang. Pigen i gult og blåt sang den svenske, og så
fremdeles. Hver nationalsang skulle synges på originalsproget, så det har sikkert lydt rædselsfuldt.
Indbudt til disse afslutningsfester, var som regel den lokale præst med familie, ligesom skolelærer og
diverse gårdejere var med. Alle klappede pligtskyldigt, og vi var ved at revne af stolthed.
Det hændte også nogle få gange, at jeg var med min mor på ferie. Min far var aldrig med, jeg tror han
arbejdede, eller også interesserede han sig ikke for min mors familie. Jeg tror nu nærmest, det var det
sidste.
Vi besøgte min onkel Karl og min tante Anna, der boede i Kværkeby ved Ringsted. Det var dejligt at
være på landet, men jeg kunne ikke lide, når vi skulle have kaninsteg. Det var fordi min onkel selv
slagtede. Ovre på en vognport hængte han kaninskindet til tørring og spændte det helt ud. Jeg syntes,
det var lidt uhyggeligt. Derimod elskede jeg, når han spillede på harmonika.
Vi besøgte også min moster Karen og onkel Chresten, der boede i et sødt lille hus, i Bibrostræde i
Nakskov. Denne gade førte lige ned til havnen, og nogle gange blev vi roet over til den anden side, det
syntes jeg var vældigt spændende. Engang hvor vi var sejlet over på den anden side, fandt de voksne på
at børnene skulle bade, men jeg havde ingen badedragt, så jeg måtte bade i mit undertøj. Det kunne
selvfølgelig ikke nå at tørre, til vi skulle sejle tilbage, så jeg var helt nøgen under min kjole. Det kunne
jeg bestemt ikke lide. Jeg husker tydeligt, at jeg var flov og at jeg tudede.
Min yngste bror, der var 8 år, da jeg blev født, havde, inden han kom i lære, en budplads på et
musikforlag i Borgergade. Jeg ved ikke, om det var her han fik en forkærlighed for at spille trompet. I
hvert fald fik han anskaffet sig en og øvede sig i tide og utide. Det lød øredøvende, når han spillede for
åbne vinduer, for vores lille gård gjorde, at lyden forplantede sig ligesom gennem en tragt. Mor gik
som regel en tur for at købe ind, når det var værst. Det gik heller ikke stille for sig, når han havde sine
kammerater på besøg. De spillede jazz- og swingmusik på et stort skrummel af en wire-recorder, der
var forgængeren for vor tids båndoptager. Jeg tror, det var ved at lytte til dette, at jeg fik min store
interesse for guldalderens store Big Bandmusik, som har holdt sig lige siden.
Han havde for øvrigt nogle rigtige festlige kammerater. Der var Svend, der blev kaldt 'Lille Svend', på
grund af hans størrelse. Så var der Erik Heinrichsen, og endelig var der John. En overgang var de helt
'vilde' med at køre på racercykel. De tog på lange ture, og Vagn var så øm om sin racercykel - en
orangefarvet Crescent - at den altid blev båret op til 2. sal og blev parkeret i entreen.
Min bror Vagn med sine kammerater og deres flotte
racercykler.
Lille Svend var den mest hidsige af de fire gutter. Da han skulle indkaldes til soldat, nægtede han pure.
Så blev man enige om, at det nok var bedst, at han kom til at aftjene sin værnepligt på Bornholm, men
nej tak, Svend sprang over bord fra Bornholmerbåden. Så troede man ganske enkelt, at han nok var en
lille smule skør, og så blev han indlagt. På hospitalet smed han et glas vand i hovedet på overlægen, og
så opgav man ham simpelthen. Han fejlede bestemt ikke noget, men alle hans anstrengelser gjorde, at
han slap for at blive soldat.
Den vildeste underholdning vi havde, var når vi om søndagen hørte Giro 413 i radioen og lyttede til
Raquel Rastenni og Gustav Winckler. Eller vi kunne lytte til Weekendhytten, der var et
underholdningsprogram, der hver lørdag aften var i radioen.
Nu vi er ved radioen, må jeg lige fortælle en pudsig lille ting om, hvad jeg forestillede mig, da jeg var
helt lille. Jeg var en dag krøbet om bag ved radioen, der stod i et hjørne af stuen. Min mor spurgte hvad
jeg lavede der, og jeg sagde at jeg skulle om, for at kigge ind. Bagbeklædningen på radioen havde små
huller, og jeg troede, at hvis jeg kiggede ind igennem dem, så ville jeg få øje på nogle små mennesker,
og jeg troede også at de havde en lille stue, hvor der hang potteplanter på væggene. Hvad kunne jeg tro
andet, der var jo nogle der snakkede i den lille kasse.
Så skete der pludselig noget i starten af 50-erne. En ung mand i USA fik den gode idé at indspille en
grammofonplade som fødselsdagsgave til sin mor. Det var Elvis Presley. Og med ham kom der
pludselig musik for os unge. Mine forældre syntes det var rædselsfuldt, og selv min bror var ikke
særligt interesseret. Jeg kan høre min mor sige, hvor er det dog usmageligt, som denne unge mand
vrider sin underkrop. Jeg var vild med hans plader, men de var endnu ikke til at købe i Danmark, så
Karen og jeg tog til Malmø og købte hans første singler.
Men tilbage til vores gård. Det var ligesom vores fort. Ingen andre børn fra gaden havde adgang, det
var vores. Det var her vi legede skjul om sommeren og byggede snehuler om vinteren. Det med
snehulerne gjorde vi meget ud af. De var ret store og som regel næsten firkantede. I væggene lavede vi
huller som vinduer, og så sad vi og hyggede os inde i dem med tændte stearinlys.
Der var et Pissoir og et aflåst wc, foruden en vandpost og 3 skraldebøtter. Vi kunne klatre op på
skraldebøtterne og derfra komme op på taget af wc’et, og derfra kunne vi springe ned i næste gård,
hvorfra man så kunne komme ud i Borgergade. Det måtte vi selvfølgelig ikke, og det gik da også galt
engang, hvor jeg blev jaget tilbage igen. Det skulle jo gå stærkt, når man havde en vicevært i hælene,
og jeg havde så meget fart på, at jeg sprang fra taget og ned på en af skraldebøtterne, med det resultat,
at jeg trådte låget ned i bøtten og derved kom til at stå midt i alt skraldemøget. Det kan nok være, at
min mor blev sur, og mine kammerater morede sig.
Det var ligesom om, man havde eneret på den gade man boede i. Hvis børn fra en af de omkringliggende gader forvildede sig ind i vores gade, skal jeg love for, at det gik hedt til. Det gjaldt især for
børnene fra Olfert Fischersgade. Alle unger bevæbnede sig så med hinkestave. Dengang var det meget
almindeligt, at man havde en stav at støtte sig til, når man hinkede. Bevæbnet med disse stave, jagede
vi dem hjem, og vi forfulgte dem helt til deres egen gade, for at sikre os, at de nu også var væk. Vi var
ret barske, for vi slog dem faktisk med stavene.
Nu da jeg er ved hinkestavene, må jeg ikke glemme, at vi faktisk havde nogle utroligt smukke
hinkesten. De kunne fås i alle farver, og med de flotteste mønstre. De fleste var af gennemsigtigt glas,
men nogle var helt mælkehvide. Nogle havde blomstermotiver, andre en stjerne, eller også kunne de
have et mønster, der ligner det man laver, når man former en hakkebøf.
Vi holdt også meget af at lege med hønseringe eller spille med kugler. Hvis vi spillede med hønseringe,
foregik det på den måde, at man hver især kastede en kæde hønseringe hen mod en afløbsrende, der løb
fra udmundingen af nedløbsrøret og hen over fortovet ud til rendestenen. Den der kom nærmest denne
rende, havde vundet alle de andres hønseringe. Hvis vi derimod spillede med kugler, foregik det sådan,
at vi tog en brosten op fra gaden, så der blev et hul. Det gjaldt så om at slå hinandens kugler ned i
hullet. Jo flere kugler i hullet jo bedre.
Ca. 1 gang om året holdt vi rottejagt, og det var faktisk en begivenhed, vi så hen til med spænding. Det
var en ret makaber måde rotterne blev slået ihjel på. Flere af husets fædre væbnede sig med
gulvskrubber og med dem blev rotterne nærmest banket ihjel. Det foregik altid om aftenen i
skumringen, lige inden det blev mørkt. Det vrimlede med dem, og det var bestemt ikke nogen små
størrelser, det var nogle store velnærede krabater, der holdt til i de gamle huse. Det gøs altid i mig, når
jeg om morgenen efter sådan en rottejagt gik forbi gulvskrubberne, der stod på rad og række op ad
husmuren, godt indsmurt i rotteblod.
Når min mor vaskede storvask i kælderen, så trampede vi ned ad kældertrappen for at skræmme
rotterne væk, og alligevel skete det ofte, at de løb ind i vaskekælderen, mens hun var der. Det var ikke
fordi der ikke blev lagt rottegift ud af kommunen, for det skete jævnligt, og jeg husker også engang,
hvor der blev hældt cement ned i rottehullerne, men lige meget hjalp det.
I forbindelse med storvasken i kælderen vat det sådan, at afløbet i gulvet fungerede sådan, at vandet
ikke automatisk løb ned i risten. Man skulle pumpe det væk, og det var mit job, når jeg kom fra skole.
Det var ret hårdt arbejde, at stå der og pumpe op og ned med et stort håndtag, som jeg ikke kunne nå
uden at stå på noget, indtil alt vand var væk fra gulvet, men værre har det dog været for min mor, at gå i
alt det kolde vand indtil jeg kom hjem fra skole, men hun beklagede sig aldrig og var for resten heller
aldrig forkølet.
I forbindelse med sådan en gang storvask i kælderen, var der en hel del arbejde, først skulle tøjet bæres
op på tørreloftet på 5. sal. Det var en tung omgang, for det foregik i zinkbaljer, det var jo før
plastikbaljernes tid. Senere skulle det stænkes og stryges.
Min mor har aldrig ejet et elektrisk strygejern. Hun havde to gamle strygejern med træhåndtag, som
hun varmede på gasblussene. Når hun strøg, var begge strygejern i gang. Imens hun brugte det ene, så
stod det andet på gasblusset og blev varmt. Så kunne hun hele tiden skifte, når det hun havde i gang
blev for koldt. Det hændte også, at gasflammen slikkede op omkring strygejernet, og så gik der ild i
træhåndtaget, men så viklede min far noget sejlgarn omkring, så var det så godt som nyt. Det ene
eksisterer heldigvis stadigvæk.
Efter storvaskene i kælderen, var der altid en masse rulletøj. Det var for det meste mig, der gik til
rullekonen med det. Rulleforretningen lå i Fredericiagade. Hende der ejede den, var mor til en pige, der
hed Alice, som jeg gik i klasse med. Det var en rigtig gammeldags rulle, hvor tøjet blev rullet på
stokke. Stokkene blev lagt som ruller under den tunge rulleplade, som blev trukket frem og tilbage.
Man betalte pr. stok, hvor meget kan jeg ikke huske mere, men det var billigt, for der kunne ligge flere
stykker tøj på ad gangen.
Jeg var overhovedet ikke bange for at gå ned i kælderen, men da jeg blev lidt større, og kom hjem sent
om aftenen, efter at have været barnepige, kunne jeg ikke lide at gå over gården i mørke, og ind i
bagbygningen og tænde trappelyset. Der var nemlig ikke lys i selve gården. Så jeg lærte mig at pifte et
rigtigt 'gadedrengefløjt', så vidste min far, at det var mig, der kom hjem, og så gik han ud og tændte
lyset på trappen for mig.
En helt anden og meget mere hyggelig oplevelse var, når mælkevognen fra mejeriet Enigheden kom i
gaden. Det var en hestevogn med 2 heste spændt for. De stod ofte med mulepose på og spiste havre, og
så havde de skyklapper på. Vores mælkemand hed Børge, og blev aldrig kaldt andet end Børge
Mælkemand. Han var en hyggelig fyr, der holdt meget af os børn. Han havde en lille vogn med 2
gummihjul på. Den var beregnet til at køre mælkeflasker i, så det var nemmere for ham at køre fra
opgang til opgang. Det skete tit, at vi fik en tur i den lille trækvogn.
En ganske særlig ting var, at jeg hver eneste søndag fik 1 dl piskefløde helt for mig selv. Mælkekapslen, der sad oven på flasken, prikkede jeg i med en stoppenål, så kunne jeg rigtig sidde og suge den
lækre fløde ud gennem hullerne. Det var virkelig en nydelse af de store.
Dengang var det ganske almindeligt at få sin mælk bragt til døren. 1 gang om ugen betalte man så sin
regning. Børge Mælkemand gik fra dør til dør fredag aften med sine regninger. Han kom gerne ind i
folks køkkener, når man skulle betale ham, men den gik sandelig ikke hos os, for min far var sygelig
jaloux, så mælkemanden stod pænt ude på trappen, når min mor skulle betale. Min far sagde engang til
min mor, at når han kunne komme ind fredag aften, så kunne det jo også være, at han kom på andre
tider, når min far ikke var hjemme.
En anden gang spurgte han hende, om der havde været nogen på besøg, for han kunne mærke, at
sengen var varm. Jeg kan endnu se for mig, hvor utrolig såret min mor blev. Sagen var den, at vi skulle
have Risengrød, og det var simpelthen gryden der havde stået i sengen indpakket i aviser for at holde
sig varm.
Som et lille sidespring vil jeg fortælle, at samme Børge Mælkemand på et langt senere tidspunkt også
bragte mælk til mig, da jeg som nygift fik en lille kvistlejlighed i samme gade.
Om sommeren elskede vi børn at komme til stranden. For det meste cyklede vi ud til Amager Strand,
hvor der var en dejlig lang badebro, som kaldtes Kilometerbroen, jeg tror nu ikke den var 1 kilometer
lang. Karen havde en storesøster, der var gift og boede på Greisvej, så hende skulle vi jo gerne besøge
på vejen. Mest fordi det var så spændende, at hun havde små tvillinger, som var så dejlige.
Vi svømmede også andre steder, men det var noget, der var strengt forbudt. Det var nemlig under
Knippels Bro, eller også foregik det i Skudehavnen, der ligger i Københavns Frihavn. Derude var det
direkte farligt at springe i, for hvis man dykkede, kunne man se alt muligt affald, der var smidt i
havnen, såsom store butiksruder der var gået i stykker, eller gamle rustne brandslanger, men vi fortalte
det heller aldrig hjemme.
Når det ikke var strandvejr, tog vi i Østebro's Svømmehal. Det kunne vi få mange timer til at gå med.
Her skal det lige indskydes, at vi også gik i svømmehallen, simpelthen for at bade. Vi badede ganske
vist i skolen, som jeg har fortalt, men dette var meget bedre, ikke noget med kolde brusebade til
afslutning. Det hændte for øvrigt også, at vi gik på Borgergades Badeanstalt. Hjemme vaskede vi os i
køkkenet, og der var kun koldt vand, så der skulle varmes nogle kedler på gasapparaterne. Som helt
lille fik jeg bad lørdag aften. Det foregik inde i stuen i en zinkbalje. Det var besværligt, men meget
hyggeligt med varmen fra kakkelovnen.
Nu da jeg er ved kakkelovnen, husker jeg en pudsig lille ting. Det var når vi fik nye sko, så ferniserede
min mor dem altid på skosålerne. Det var fordi de skulle være mere slidstærke. De blev så hængt til
tørre på søm, der sad i væggen på hver sin side af kakkelovnen.
Det med at pudse sko, var min fars job. Det foregik altid ude på trappen. Min mor syntes, det svinede
for meget til, at det kunne foregå i køkkenet.
I Øbro-Hallen var det især lørdag aften, der var spændende, for når klokken var 21.30 blev alle fløjtet
op af bassinet af bademesteren, og så kunne alle der havde lyst springe ud fra 10-meter vippen. Vagn
var en af dem, der var særlig skrap til det, og derfor var der mange piger, der så langt efter ham.
Han var også en rigtig charmetrold, og det skete, at der kom piger hjem og spurgte, om John var
hjemme. Jeg undrede mig over, at de spurgte efter John, da hans navn var Vagn. Da jeg så gik ham
klingen, grinede han og sagde, at der var fordi han var 'vild' skuespilleren John Wayne, og derfor bildte
han pigerne ind, at han John. Jeg syntes det var dumt, men jeg var jo også hans søster.
Ved vintertide elskede vi børn, når det var rigtig hård frost. Så skulle der rigtig løbes på skøjter. Det
foregik på isen ved Kastellet tæt ved Langelinie. Så var der tændt projektører, så det strålede ud over
isen, og midt på isen var der anbragt en iskarrusel, hvori der kunne sidde 2 personer, som så blev
skubbet rundt af kammeraterne. Der kunne komme ret så meget fart på. Nu var det jo ikke ret mange
børn, der dengang havde sine egne skøjter, så dem kunne man leje i et lille skur, der lå lige ved
skøjtebanen. Det var ikke smarte skøjter med støvler som i dag. Næh, det var nogle tunge tingester, der
skulle sættes på de skistøvler, man havde på, så kunne de spændes fast ved hjælp af den nøgle. Vi
syntes, det var alle tiders, og så var der jo også det ved det, at vi fik lov til at lege længere ude om
aftenen, end vi normalt måtte. Det med sengetider blev der holdt meget strengt på.
Skulle vi kælke, så foregik det altid i Østre Anlæg, fordi der var så mange virkelig gode bakker.
Det med de 'stakkels baggårdsbørn' kan jeg ikke tale med om, jeg synes min barndom var både rig og
spændende, og frem for alt havde vi en god fantasi, vi kedede os aldrig. Hvis jeg skal tale om skygger i
min barndom, så var det, at min far aldrig var rigtig rask. Han var som ung blevet ramt af Den Spanske
Syge, der var en lungesygdom, som utrolig mange, især unge døde af. Han var en af de heldige, men
døjede resten af livet med for store lunger og meget bronchitis, og især om vinteren var det slemt. Men
han var utrolig stædig, og cyklede ofte af sted til fabrikken - Fisker & Nielsen - med høj feber. Kun når
han blev ramt af lungebetændelse, hvad der med årene skete oftere og oftere, måtte han bøje sig, og tit
blev han indlagt på Blegdamshospitalet.
En af de gange han var indlagt husker jeg meget tydeligt. Jeg var 11 år og havde været til optagelsesprøve for at komme op i mellemskolen og havde bestået. Jeg skyndte mig ud på Blegdamshospitalet for
at fortælle min far det gode resultat. Da jeg kom derud, måtte jeg ikke komme ind til ham, fordi børn
under 15 år ikke måtte komme ind på afdelingen. Stor var min skuffelse, og først efter en lang snak
med sygeplejersken fik jeg allernådigst lov. Heldigvis fik vi vores far godt hjem igen denne gang.
Årets højdepunkt var selvfølgelig julen. Selv om pengene var små, havde vi altid en hyggelig jul. Fast
tradition var at pynte juletræet lillejuleaften. Der var ikke noget med, at vi ikke måtte se træet før
juleaften, hvad der jo simpelthen ville have været en umulighed i vores 1½ værelses lejlighed.
Juleaftensdag skulle bordet dækkes præcis kl. 16. Det var min mor, der ønskede det sådan, for netop på
det tidspunkt kunne vi høre kirkeklokkerne begynde at ringe i Skt. Pauls Kirke, som vi boede næsten
lige ved siden af.
Kl. 18 skulle vi så have vores julemiddag, der bestod af Flæskesteg med rødkål og brunede kartofler og
derefter Ris å la mande. En pudsig ting var, at selv om min mor var meget dygtig til at lave mad, så
blev flæskestegen altid sendt til bageren for at blive stegt. Det var noget ganske almindeligt, det gjorde
de fleste. Så havde man en kande med, når man hentede stegen. Kanden blev så fyldt op med sky til at
lave sauce af.
Nu vi er ved bageren vil jeg lige fortælle, at det også var ganske almindeligt at tage en skål med til
bageren og købe færdig pisket flødeskum. Flødeskummet kom i skålen med et stykke silkepapir lagt
over. På hjemvejen var det fristende at stikke fingeren ind under papiret for lige at smage lidt på den
dejlige flødeskum, og så bagefter passe på, at ingen kunne se, at man havde rørt det.
Julegaver manglede der heller aldrig, men det var altid de såkaldt bløde pakker. Selv strikkede jeg hvert
år strømper til min bror og min far. Et år må jeg have tjent godt med penge ved at passe børn, eller
måske var det den jul, vor jeg havde haft en tjans med at vaske op i Café Ryberg, der lå på hjørnet af
St. Kongensgade og Skt. Paulsgade.
Det var ret hårdt, for der var ikke noget der hed opvaskemaskine. For netop denne jul havde jeg puttet
en lille flaske snaps - af den størrelse man kalder en Kylling - i den ene af strømperne til min far. Min
mor gav jeg næsten altid et forklæde, men alle var lige spændte og glade hvert år.
At komme på juleudstilling på 'Strøget', var noget ganske særligt. Især ved MAGASIN, var
juleudstillingen altid meget spændende. Der var et kæmpestort udstillingsvindue, der lå på hjørnet af
Bremerholm og LI. Kongensgade. Det var altid noget, der var bygget op på en sådan måde, at næsten
alting i vinduet kunne bevæge sig. For at de helt små børn rigtig kunne se, hvad der skete, var der
bygget en gangbro af træ rundt om hele hjørnevinduet, som de kunne komme op og stå på.
Komme ind i MAGASIN måtte børn ikke, uden de var ifølge med en voksen. Der var også altid en
dørvogter, der var klædt i en flot grøn uniform. Det var ham det gjaldt om at slippe forbi, uden at blive
opdaget. Det var vi ret gode til, vi holdt os simpelthen meget tæt op ad en eller anden voksen, så det så
ud som om vi var sammen med vedkommende, og på denne måde lykkedes det os mange gange at
smutte ind. At køre i elevator inde i stormagasinet var også noget af en oplevelse. Det var ikke som nu,
hvor man selv trykker på knapper, nej det var skam med elevatorfører, der stoppede ved hver etage,
hvor han så fortalte, hvad man kunne købe på de forskellige etager. Han havde ligesom dørvogteren en
flot grøn uniform på.
På strøget kunne man købe forskellige ting hos gadehandlere. Jeg husker mest, at man kunne købe
sprællemænd. Jeg købte engang en, der forestillede en gammel nisse. Da jeg har fødselsdag i
julemåneden, fik jeg, da jeg fyldte 2 år, en sprællemand der forestillede tegneseriefiguren 'Prins
Pilfinger'. Den fik jeg af min ældste brors første kone, der hed Agnes. Hun gav mig også engang en
hjemmestrikket kjole, men desværre havde jeg fået fat i en lille saks, og uden nogen så det, klippede
jeg hul i nederdelen. Langt senere, da jeg flyttede hjemmefra, fik jeg foruden mine egne sprællemænd,
yderligere 2, der forestillede Anders And og Micky Mouse. Alle 'lever' stadig, men har været repareret
nogle gange.
Hvert år inviterede min dejlige moster Ida alle børn fra hele familien til 'julehygge'. Jeg havde utroligt
mange fætre og kusiner, men jeg så dem faktisk kun denne ene gang om året. Det glædede jeg mig altid
til. Hun forstod bare at lave den helt rigtige stemning. Der var julepyntet over det hele, og især var jeg
betaget af et nisselandskab, der var bygget op i en meget stor vindueskarm. Jeg kan tydelig se den lille
kirke for mig, hvor der var elektrisk lys inden i. Vi fik en masse dejlige hjemmebagte kager, og til slut
fik vi hver en godtepose med hjem. Jeg tror hun nød at have os børn omkring sig, især fordi hun aldrig
selv havde fået børn.
Vi besøgte også min moster Ida på andre tider af året, men så fik jeg altid at vide, at jeg ikke skulle
fortælle det til min far. Jeg tror det havde noget med min fars sygelige jalousi at gøre.
Min mor havde aldrig lært at sy, men hun var dygtig til at lave om af gammelt tøj, og på den måde fik
jeg tit nyt tøj'. Engang havde hun syet en mørkeblå lægget nederdel. Så var der en af pigerne i min
klasse, der spurgte om jeg skulle til begravelse, siden jeg havde sådan en mørk nederdel på. Det var
dog den eneste gang, jeg måtte høre noget for mit hjemmesyede tøj.
Foruden tøj til mig, syede hun også en masse dukketøj. I forbindelse med dukketøjet kan jeg huske, at
der i St. Kongensgade lå en dejlig legetøjsforretning, der hed Rønberg Legetøj. Når man købte noget
her, så fik man altid nogle dukketøjsbøjler forærende helt gratis, og dem havde jeg jo god brug for.
Hvis man havde noget legetøj, der var gået i stykker, kunne man få det repareret i en forretning der lå i
Adelgade. Den hed 'Dukkedoktoren'. Det skete et par gange, at armene gik af mine dukker, og een af
gangene var jeg så heldig, at damen i forretningen syntes det var synd, at jeg skulle undvære den, så
hun forærede mig et legetøjsarmbåndsur som trøst.
I1. klasse gik jeg sammen med en dreng, der hed Jens Bøggild. Hans far var billedhugger, og har
forresten lavet 'Grisebrønden', der findes i Århus. Denne Jens elskede at komme med hjem hos mig lige
efter skole. Han syntes det var så spændende, at se min mor sidde og sy ved spisebordet på en gammel
håndsymaskine. Denne symaskine har jeg heldigvis i dag, og jeg ved at min mor købte den for sin
allerførste løn som tjenestepige, og at den kostede 50 kr., hvilket må have været en formue lige
omkring 1. verdenskrigs udbrud.
Jens kom fra et velhaverhjem, der lå ved Esplanaden. Hans mor synes, at da han nu så tit havde været
hjemme hos mig, så var det på tide, at jeg også besøgte ham. Jeg skulle til eftermiddagste. Det lød jo
meget fornemt, så min mor gav mig det fineste tøj på jeg havde. Da jeg kom hjem til ham, blev døren
åbnet af en stuepige. Det var for mig næsten et slot jeg var kommet til. Jens fortalte mig, at de havde 17
værelser og viste mig rundt i dem alle sammen. Det var til at blive svimmel af. Foruden stuepigen,
havde de barnepige og kokkepige. Jeg kan huske, at jeg dødkedede mig den eftermiddag, for alting var
alt for stift. Vi legede ikke, men skulle bare sidde ved et fint dækket sofabord, hvor hans mor også var
med. Jeg syntes hun var alt for fin og alt for sminket. I dag kan jeg godt forstå, at Jens kunne lide at
komme med hjem til mig, for der kunne vi lege, selv om der kun var 2 små rum. Det var nu kun i 1.
klasse jeg gik sammen med Jens, for allerede året efter skulle han starte på Sorø Akademi.
Til et skolebal havde min mor syet en yndig kjole. Den var ternet i rødt/sort og hvidt, med mange
flæser og røde fløjlsbånd som besætning. Jeg var meget stolt, da jeg drog af sted til ballet. Det blev et
meget specielt skolebal, for man havde strøet sæbespåner på gulvet i pigegymnastiksalen, så det skulle
være lettere at danse. Men gulvet var blevet så glat, at de fleste skvattede omkuld. Ballet blev stoppet,
medens gulvet blev vasket fri for sæbe, hvorefter vi kunne fortsætte, så det blev alligevel en vellykket
aften. Sådan en fest skulle man jo også leve højt på længe, for det var sjældent, man kom ud.
En anden ting jeg holdt meget af, var når vi sommersøndage tog ud i Utterslev Mose. Så havde vi mad
med og kaffe på termokande. Da vi aldrig har haft bil, foregik det med sporvogn. På hjørnet af
Kronprinsessegade og Klerkegade lå der en dejlig bager, som vi altid købte wienerbrød hos på vejen,
når vi tog på disse ture. I Sølvgade tog vi linje 10, der holdt lige uden for Sølvgades Skole, og så kørte
vi den lange' vej ud til Bispebjerg, hvor der var endestation. Det var for mig, ligesom at komme på
landet.
De fleste aftener holdt gadens unger til på 'Hansens hjørne'. Det blev det kaldt, for her lå en
købmandsbutik, hvis indehaver hed Hansen. Der sad vi så på trappen og sladrede, eller også legede vi
'Halli, Hallo' og 'Skibet er ladet med'. Det kunne vi få flere timer til at gå med.
Vi står foran vinduerne til købmand Hansens forretning. Det er
fra venstre Karen, Nanna og Connie. Jeg sidder foran.
På modsatte hjørne lå et Ismejeri. Damen i butikken kaldte vi 'Smørmor', og det var fordi, man der
kunne købe drittelsmør, dvs. ikke smør i pakker, nej det var smør i en stor tønde. På disken stod en
krukke med vand, og i den havde hun nogle træskeer, der var riller i. Så lagde Smørmor et stykke
pergamentpapir på disken, der var af marmor, tog så smør fra dritlen (tønden) og lagde det på papiret,
derefter bankede hun det sammen til en flot firkant med træskeen, så det fik et fint stribet mønster.
Derefter blev det pakket ind og vejet på en lille vægt med messinglodder.
Det var i det hele taget et meget spændende forretningskvarter. Der var bagere, købmænd, fiskeforretninger, cykelsmede, slagtere, manufakturforretninger, Schous Sæbehus og også forretninger, hvor
man kunne købe optændingsbrænde og kul og koks. Det sidste var der god brug for, da de fleste på den
tid havde en kakkelovn til at varme lejligheden op med. I de fleste lejligheder var der kun en kakkelovn, der så skulle varme det hele op, hvad den sjældent kunne.
Det bedste jeg vidste, var at købe knapper til min mor, for så skulle man i forretningen vælge knap ved
at se på et stykke pap, hvor knapperne var sat fast på. Der var et stykke pap for hver farve i alle
nuancer, og jeg synes næsten det lignede ædelstene. Helst ville jeg have købt dem alle sammen, men
jeg havde jo altid en tøjprøve med hjemmefra, hvortil der skulle findes en knap, der passede til i farven.
At gå til bageren en søndag morgen var noget helt specielt. Os, der kom fra arbejderfamilierne var altid
klædt på, når vi gik derhen, hvorimod konerne, der kom fra Nyboderhusene, altid kom anstigende i
natkjoler, der hang forneden af badekåben, og med papillotter i håret, der var lavet af gammeldags 00toiletpapir. Min mor sagde, at de følte sig højt hævet over os, der ikke boede i Nyboder, og derfor
kaldte hun dem for 'Nyboder-fruerne'. De fik også særbehandling hos slagter Ludvigsen, der boede i
Borgergade, og så købte de 'på klods', hvad der dengang syntes at være noget meget flot, for så skulle
man kun betale regningen en gang om måneden.
Der kom også en del gadehandlere. De havde gerne deres varer på en trækvogn. Jeg husker mest ham,
der solgte blomster. Han var nemlig så hæs af at råbe, at man næsten ikke kunne høre, hvad han sagde.
Det var hyggeligt at handle med ham, men jeg kunne også lide, når min mor tog mig med ind til
Gammel Strand, hvor der sad fiskekoner på stribe og solgte fisk. De fleste kom helt fra Skovshoved. De
var så runde og tykke at se på, men min mor fortalte mig da også, at de inden under tøjet havde en
masse aviser, så de bedre kunne holde varmen. De vejede fisk på en rigtig gammeldags Bismervægt.
Det var en stang med en krog i den ene ende og et forskydeligt lod. Man fik altid god vægt for pengene.
Det hændte også, at der kom en skærsliber. Så gik han ind i gården og råbte, om der var nogen, der
skulle have slebet noget. Han sang nærmest: 'Her slibes knive, her slibes sakse, sakse og knives slibes,
her er skærsliberen'. Foran på sin cykel havde han en slibesten, der kunne dreje rundt, når han trådte på
pedalerne. Jeg fik af og til en brødkniv med ned, som han skulle slibe. Utroligt at jeg fik lov til det, for
jeg måtte næsten ikke komme i køkkenet, af bare skræk for, at jeg måske kunne komme noget til.
Under krigen, og også flere år efter, havde man stadig rationeringsmærker til både mel, smør og meget
andet. Kun hvis man skulle holde konfirmation, kunne man købe en større portion kød end ellers. Min
mor var da også heldig at få en flot flæskesteg, da Vagn skulle konfirmeres. Til dessert skulle vi have
Citronfromage, men ak, den var faldet helt sammen og skilte ad, fordi det ikke havde været muligt at
skaffe Husblas til at stive med. Min mor var dybt ulykkelig, men det ødelagde nu ikke festen for min
bror. Strenge tider må det have været i forbindelse med krigen, men vi børn mærkede nu ikke ret meget
til det.
Under krigen var der tit luftalarm, så alle skulle gå i beskyttelsesrum. Jeg kan huske, at vi sad på lange
bænke, der var anbragt langs væggene. Rummet var ikke særligt stort, men der var hængt gamle
gulvtæpper på væggene, så der ikke skulle være så fugtigt at sidde. Jeg syntes det så flot ud.
Min mor har fortalt mig, at første gang de oplevede sirenen hyle, blev så bestyrtede, at de strøg ud af
døren og ned i beskyttelsesrummet, og først da de var der, opdagede de, at de havde glemt at få lille
mig med. Så kan det nok være, at min far fik travlt med at komme op efter mig. Jeg sov, så jeg havde
ikke mærket noget.
Det var måske meget godt, at vi boede i baghuset, for så var vi ikke så udsat, hvis der skulle blive
skudt, eller smidt noget ned fra luften. Engang hørte vi dog en lille klirrende lyd, som kom fra vinduet.
Vi kiggede så om bagved de mørke rullegardiner, som alle skulle have for vinduerne under krigen. Der
fandt vi så en lille granatsplint i vindueskarmen. Den var gået lige så stille gennem ruden. De mørke
rullegardiner kaldte man for 'mørklægningsgardiner'.
Vi boede tæt ved Gernersgades Kaserne, og på et tidspunkt var den fyldt med tyske soldater. Jeg kom i
snak med dem, guderne må vide hvordan, for jeg kunne jo ikke tale tysk. De forærede mig en hund af
ubestemmelig race, som jeg så kom slæbende hjem med. Jeg lagde den på et tæppe foran kakkelovnen,
men da den knurrede af alt og alle, tog min far og bar den over til kasernen igen. Det var jeg godt sur
over, for den snerrede nemlig ikke af mig.
Senere, i forbindelse med befrielsen kom der engelske soldater på kasernen. De forærede os børn
chokolade, og det var der ingen af os der havde smagt før, så det var en vidunderlig oplevelse. Jeg fik
forresten også et gammelt lysegrønt vækkeur. Det blev min far meget glad for. Det var også på dette
tidspunkt jeg smagte min første banan. Jeg syntes dengang, at den smagte rædselsfuldt, hvad min mor
blev meget forbavset over.
I marts 1945 blev Shell Huset bombet, men i forbindelse med det skete der en meget ulykkelig
begivenhed. De engelske maskiner var kommet ud af kurs, og ved en fejltagelse kastede de flere
bomber, før de nåede det endelig mål. Det gik især ud over Den Franske Skole på Frederiksberg Allé.
Det var en forfærdelig katastrofe, hvor der omkom mange børn og lærere. Kort tid efter var jeg med
min mor ude og se på det bombede område, hvor der næsten ikke var noget tilbage. Jeg husker, at min
mor græd, mens vi stod der.
Selve befrielsen i maj 1945, står kun ganske svagt i min erindring. En ting står dog meget tydeligt for
mig, og det var en episode der indtraf den 5. maj 1945. Alle troede, at nu var der fred - det var jo sagt i
radioen aftenen før - så min mor havde taget mig med ud for at handle. Da vi nåede Helsingørgade (den
gik fra Adelgade til Borgergade, men eksisterer ikke mere) blev der pludselig et frygteligt skyderi i
gaderne. En fremmed mand hev min mor og mig i dækning i en port, og jeg blev aldeles rasende på
ham, fordi han havde hevet min mor i armen. Jeg forstod jo ikke hvor farlig situationen var. På samme
tidspunkt måtte min far søge ly i Bülows autoværksted, der lå på Esplanaden.
Der var i det hele taget megen uro lige efter krigen, for frihedskæmperne var på jagt efter danske
'stikkere', som havde været nazivenlige. Nogle af dem de tog til fange, blev kørt på ladet af lastbiler ind
til Domhuset på Nytorv. Min mor og jeg stod og så dem komme kørende, og da de voksne spyttede
efter dem, så gjorde jeg det også, men jeg var alt for lille til at forstå, hvorfor man gjorde det.
Ikke så længe efter krigens afslutning, kom den engelske feltmarskal Montgomery til ' Danmark, hvor
han bl.a. blev hyldet af københavnerne på Langelinie. Vi stod og vinkede til ham, og min mor havde i
den anledning syet en blå kjole til mig, som var pyntet med borter på kraven, på bæltet og forneden i
det engelske flags farver. Jeg kan tydelig se for mig, hvordan han stod ret i en Jeep og gjorde honnør,
mens den kørte langsomt forbi. Den vej han kørte på, eksisterer ikke mere. Området hedder i dag
Churchill Parken, og det er der Frihedsmuseet ligger.
Mens krigen stod på, nåede Vagn at gå på ikke mindre end 8 forskellige skoler. For hver gang de havde
fået installeret sig, kom tyskerne og besatte skolen til indkvartering af soldater. Dette undgik jeg
heldigvis, for jeg startede først i Nyboder skole i 1947. Det var for øvrigt samme år som Kong
Christian den 10. døde, jeg husker det så tydeligt, fordi vi fik lov at gå hjem fra skole af denne årsag.
Kort tid efter var jeg med min mor i Christiansborg Slotskirke, hvor kongen lå på lit de parade, så vi
kunne defilere forbi kisten. Det var meget højtideligt.
Da jeg har fortalt om skolen, vil jeg springe helt frem til det år, hvor jeg skulle konfirmeres. Det var i
1954. Ca. I måned før denne begivenhed, tog vores klasse på lejrskole, noget der var ganske nyt
dengang. Vi var nær aldrig kommet af sted, for vi skulle med 3 mandlige lærere, og da vi var en
blandet klasse af piger og drenge, så krævedes det, at der også skulle en lærerinde med. Men hvorom
nu alting nu var, så kom vi af sted uden lærerinde, og det var en pragtfuld oplevelse.
Vi skulle til Vester Vedsted i Sønderjylland, og det var jo næsten verdens ende for os, der ikke var vant
til at komme så langt væk hjemmefra. Det blev en dejlig tur, hvor vi førte dagbog, som jeg heldigvis
stadigvæk har. Vi så en masse og skulle også skrive stil om det, når vi kom hjem, men tid til løjer blev
der da også. Som da jeg syede buksebenene sammen forneden på min klasselærers pyjamas. Han
opdagede selvfølgelig, at det var mig, og som straf tømte han sit askebæger ud på gulvet, hvorefter han
bad mig om at gøre grundigt rent bagefter. Jeg havde også, sammen med en der hed Bjarne, hejst en
trillebør op i flagstangen.
På lejrskole i Vester Vedsted, der ligger ved Ribe. Billedet er fra
lejrskolens have, hvor jeg er sammen med min klassekammerat
Bjarne.
Inden jeg skulle af sted på denne lejrskoletur, ville min mor hjælpe mig med at pakke en taske med
mad og sodavand, som jeg skulle have med i toget. Jeg var en stædig rad, og blev ved med at hævde, at
der ikke var plads til sodavanden. Hun satte flasken ned og jeg tog den op. Sådan gik det frem og
tilbage nogle gange, men så blev hun så gal, at hun stak mig en på siden af hovedet, og pludselig var
der plads nok til flasken. Det blev jeg så mopset over, at jeg overhovedet ikke skrev hjem, medens jeg
var på lejrskole. Så pubertetsproblemer er vist ikke noget nyt fænomen.
Så endelig kom den store dag, da jeg skulle konfirmeres. Det var den 3. oktober 1954. Jeg skulle
'borgerligt konfirmeres' det var mine brødre også blevet, så det skulle jeg altså også, sagde min far, som
helst ikke satte sine ben i en kirke.
Højtideligheden foregik i Odd Fellow Palæet i Bredgade og kan vel beskrives som en ungdomsfest. Der
blev holdt taler, og en operasanger underholdt os unge, hvad der i øvrigt var lidt kedeligt. Jeg havde i
dagens anledning fået syet en flot lang konfirmationskjole i lysegrønt brokade. Denne gang var det ikke
min mor, der syede. Min veninde Karen var i lyseblåt tyl, så flotte det var vi. Det var nemlig sådan at
ved den borgerlige konfirmation, kunne pigerne selv vælge kjolens farve, mens man ved konfirmation i
kirke altid skulle være klædt i hvidt.
Det er mig i min konfirmationskjole, der var lysegrøn.
Det blev en vidunderlig dag, hvor jeg bl.a. fik mit allerførste ur. Cykel - en blå Hamlet - havde jeg fået
3 år før, og den havde jeg passet så godt på, at nogen troede, at jeg også havde fået den i
konfirmationsgave. Lajla som jeg efterhånden havde været jævnligt barnepige for gennem 7 år og
hendes far og nye mor var også med. Det var af dem jeg fik uret. Min mor havde selv lavet hele
middagen, hvad der må siges at være lidt af en bedrift med kun 2 gamle gasapparater og en gasovn.
Min ældste bror, Svend, deltog også i festen. Han var gift, men det var nu ikke hans kone han havde
med, men en midlertidig veninde' der hed Edith, men det gav nu ingen skår i glæden.
Ganske kort tid efter gik jeg ud af skolen. Det var i januar 1955. Jeg gik i 3. mellem, og det var da også
meningen, at jeg skulle have taget mellemskoleeksamen, men af en eller anden årsag var jeg blevet
godt træt af min tysklærer, hvad han for øvrigt også var af mig. I dag ville man nok have sagt, at vores
kemi absolut ikke passede sammen.
Min far blev kaldt over på skolen til en samtale hos inspektøren, om det dog ikke var muligt at jeg ville
fortsætte. Det blev endda tilbudt, at jeg kunne komme over i en parallelklasse og fortsætte, der, men nu
havde jeg taget beslutningen om at gå ud af skolen, og dette bøjede min far sig for. For øvrigt syntes
min far ikke, at en pige behøvede at uddanne sig. Det var noget helt andet med en søn. På det punkt var
min far meget gammeldags. En pige skulle bare giftes og forsørges, basta!
Ganske kort tid efter fik jeg et job med at gå til hånde i en lille virksomhed i St. Kongensgade, hvor
man syede vatskulderpuder. De blev skåret ud på båndsav, men jeg var ikke gammel nok til at arbejde
ved den, man skulle være fyldt 16 år, før man måtte arbejde ved maskiner. Virksomheden lå i et baghus
oppe under taget i en almindelig lejlighed, men havde det pompøse navn: Dansk Vatskulder Industri.
Efter nogle måneder her, fik jeg et sommerferiejob på Toms Chokoladefabrik, der dengang lå på Prags
Boulevard. Jeg pakkede Guld Karameller i pose. Det var godt, det var et job af kort varighed, for
allerede efter 14 dage, havde jeg taget 3 kg på. Man måtte nemlig spise al det man kunne, medens man
arbejdede, men måtte selvfølgelig ikke tage noget med hjem. Kun om fredagen, kunne man købe meget
billigt, så fik man en skotøjsæske fyldt med dejlig chokolade til næsten ingen penge.
Når man ved fyraften skulle forlade fabrikken, skulle man trykke på en lyskontakt hos portvagten. Hvis
lampen lyste grønt, kunne man frit passere igennem, men hvis den lyste rødt, så skulle man ind og
kropsvisiteres, så de kunne undersøge, om man eventuelt havde forsøgt at smugle noget chokolade med
ud.
Det var nu ikke på fabrik jeg havde tænkt at arbejde resten af mit liv, så jeg søgte på livet løs efter en
læreplads. Til sidst var jeg heldig, og i august 1955 kom jeg i lære som kontorelev på Nordisk Kabelog Trådfabrikker, og selv om jeg er kommet fra små kår, så synes jeg, at jeg har fået en ballast med
hjemmefra, der ikke kan købes for alverdens rigdomme.
Meget er sket siden da. Mine forældre er for længst borte, og mine 2 brødre har jeg heller ikke mere,
men tit vandrer mine tanker tilbage til det, jeg kalder mine rødder, og hvis det gamle ur fra mit
barndomshjem en gang imellem knirker, synes jeg, det er ligesom om det taler til mig.