1. No category

En smule lykke
En Roman af Jytte Muurmann
2
En smule lykke
Hun havde drømt om ham igen. Det var hun sikker på. Hun huskede ikke, hvad hun
havde drømt, men hun var mørbanket, da hun vågnede, og hun plejede at være i dårligt humør
resten af dagen og kunne lige så godt blive under dynen, hun nåede ikke noget, men hun ville
ikke. Han skulle ikke have lov til at ødelægge hendes liv.
Hun vidste, at hun opførte sig på grænsen til det sygelige, det vidste hun udmærket, men hun
kunne ikke slide sig fri af ham.
Der kunne gå lang tid imellem drømmene. I ventetiden sad han åbenbart så ubevægelig i
hendes baghoved, at han næsten ikke strejfede hendes dage, men så kradsede han pludseligt
voldsomt på hukommelsesvævet, brød igennem en sprække i hendes skrøbelige forsvar og
manifisterede sig som en tyv om natten. Han var sejlivet som skvalderkål. Hun kunne rive og
flå, men rødderne sad tilbage. Han var ligesom dræbersneglen, der åd alt omkring sig eller
bjørnekloen, der sved, hvis man rørte ved den.
Hun fandt aldrig ud af, hvad der udløste drømmen, for dagene før drømmen var, så vidt hun
oplevede dem, ikke anderledes end alle andre dage, men måske var det en lyd, en duft, en
berøring, en smagsoplevelse eller en rosa kirsebærgren imod en blå forårshimmel, eller regnen, der løb nedad ruderne, der udløste den? Hun anede det ikke.
Hun vendte sig og så trist hen mod vinduets lyse rektangel. Det først dagslys fik hende sommetider ned på jorden igen, men i dag hjalp det hende slet ikke, tværtimod. Det mindede hende om, at det snart ville være lyst det meste af natten, og foråret var en af hendes sværeste
tider, med de dragende, varmemættede aftener og alle de kurrende lyde, der gjorde ondt, og
fik hende til at føle sig så ensom, at hun gik tidligt i seng og trak dynen op hovedet.
3
Hun vendte sig hidsigt om på ryggen og gabte højt og dagligdags, og svingede sig ud af sengen i én glidende bevægelse, Det plejede at gøre hende i godt humør, fordi det betød, at gigten var nogenlunde i ro, men i dag hjalp kunststykket ikke. Kaffen var hendes sidste håb.
Efter sådan en nat plejede hun at lirke entredøren op og stirre på hoveddøren, for at aflive
fornemmelsen af, at han om lidt ville banke på, og hun ville åbne, som den naturligste ting i
verden, og byde ham indenfor, men fornemmelsen var flimmer.
Det var usandsynligt, at han nogensinde ville stå derude. Han anede vel ikke en gang, hvor
hun boede nu. Eller gjorde han? Hun kunne ikke huske det, og hun både ønskede og ikke
ønskede, at han kendte hendes adresse, men hun vidste også, at en forelsket mand ville lede
utrætteligt efter hende; han ville hente månen ned til sin kvinde, hvis hun ønskede sig den.
Hun smilede spidst og gik gennem sin hyggelige stue, ud i køkkenet. Ingen ved deres fulde
fem ville komme på visit så tidligt om morgenen.
Hun fyldte elkedlen og lyttede til køleskabets astmatiske brummen. Det trængte til afrimning;
hele lejligheden trængte til hovedrengøring. Op med vinduerne. Ud med skidtet.
Hun hældte kogende vand over bønnerne og spildte, da hun hørte et bump fra entreen, men
hun tog sig hurtigt sammen. Peter havde glemt hende for længst; det var bare avisen, der
dumpede ind ad brevsprækken. Nu fik hun andet at tænke på, selvom alverdens ulykker ikke
kunne gøre så ondt som savnet.
Hun var begyndt at svede og smækkede køkkenvinduet på vid gab og lænede sig ud. Et fjerlet
pust ramte hendes varme ansigt, og hun lukkede øjnene og forestillede sig, at det var Peters
fingre, der strøg hendes betændelse væk.
Hvis han døde…Peter.
4
2
Han tøvede et øjeblik, da han nåede postkassen, og det slog ham, hvor sjældent han
kom i nærheden af sådan en kasse. Farven var faktisk fuld stop, og den synliggjorde hans
beslutning på en konkretere måde, end når han sendte mails, eller lagde breve i kontorets
grønne bakke til udgående post.
Han tøvede foran postkassen og blev irriteret på sig selv. Han satte en ære i at tage hurtige
beslutninger, og nu stod han som en anden kylling og kunne ikke klare en smule spænding
mere. Det var et klart svaghedstegn. Han skubbede brevet hårdt ind gennem sprækken og
begyndte at gå tilbage til huset. Det var så det. Han gad vide, om hun ville ignorere det, ligesom sidst.
Han rystede øjeblikkets svaghed af sig, og koncentrerede sig om sin gang. Han nød at bevæge
sig, og han vidste, at hans gang var spændstig og udstrålede autoritet. Resultatet af god, rationel træning og ansvar. Når han var helt ærlig, kunne han ikke nægte, at han foragtede folk,
der sløsede med deres kroppe og i øvrigt spildte deres liv.
Han havde aldrig antaget en fed person i sin virksomhed. Hvad kunne man ikke forvente af
slendrian fra sådan én? Eller en ryger? Nej, en medarbejder skulle være i stand til at tage sig
sammen; alt andet vidnede i bund og grund om manglende selvdisciplin, og det kunne ingen
chef være tjent med.
Hans unge medarbejdere havde forstået budskabet, og på hjemmefronten havde Ellen og han
været enige om børneopdragelsen, så hans egne børn, hvor som helst, kunne leve op til de
strengeste krav. Det havde i øvrigt også bare manglet andet. Han havde altid sørget godt for
Ellen og børnene. De havde ikke haft noget at klage over, og det havde Ellen forstået og givet
videre til børnene.
Den eneste gang, han havde syntes, at Ellen svigtede, var, da børnene var flyttet hjemmefra.
Hun var begyndt at bule ud de forkerte steder. Hun havde sgu været ulækker at se på, og hvis
hun ikke havde været børnenes mor, så … Han brød sig egentlig ikke om kvinder med alt for
bløde former, og han havde da også læst Ellen teksten, i al venskabelighed, selvom han var
rasende, og hun havde takket ham, da hun igen var, som han bedst kunne lide hende.
Han havde stort set været tilfreds med hende, selvom hun ikke havde været hans livs kærlighed. Den var vist også opreklameret. Ellen havde været god til det, man kunne forvente af en
rigtig kvinde og hun havde ikke spildt skønne kvindelige kræfter på en karriere.
5
Hvor mon samfundet endte nu, hvor unge kvinder nægtede at tage deres rolle på sig og spillede med musklerne? Det var heldigvis ikke hans problem. Han nåede havelågen.
Haven trængte til en kærlig hånd. Den manglede Ellens. Hun havde tilbragt mange timer i
den have, især efter børnene flyttede hjemmefra. Sommetider havde han fået den tanke, at
hun foretrak haven frem for ham, og når han påpegede det, benægtede hun det og puslede
ekstra om ham. Han måtte se at få fat i en gartner, måske en illegal. Sådan én var billig; kunne ikke forlange alverden.
Han lukkede sig ind i huset, og det slog ham pludseligt, at han savnede lydene fra Ellens
kvindelige gøremål. Det måtte være brevet til Jo, der gjorde ham sentimental, men lyden fra
en kvindes sysler var og blev beroligende. Hans forsøg med Karin havde ikke været sagen,
selvom hun sgu var livlig nok, især et vist sted, men mad kunne hun ikke lave og præsentere
hende for vennerne, havde været umuligt. Hendes rabiate meninger passede sgu ikke ind.
Det var fint, at hun var gået, mens legen var god, selvom han godt kunne have undværet hendes bemærkning om, at hun havde fundet en tidssvarende. Han havde på fornemmelsen,
hvem det var. Der var muligvis stornossen, men det var sgu også den eneste pung han havde.
Karin skulle nok komme til at fortryde, når hun skulle til at cykle igen, i stedet for at slænge
sig i hans bil.
Hvordan mon Jo havde udviklet sig? Hun havde rumsteret siden den dag, han så hende på
Strøget, men ikke gav sig til kende, fordi han var blevet overrumplet og var sammen med et
eller andet kvindemenneske, han havde truffet hos nogle bekendte. Hun havde for resten været fandens god i sengen, men da hun viste sig at være noget af en rødstrømpe, var han den,
der fik fart på. Han håbede sgu ikke, at Jo havde udviklet de sammen tendenser. Hvis … nå,
der kunne ikke ske noget ved at snuse sig frem.
Huset var sgu for stille en gang imellem, og det manglede den udefinerlige duft, kun kvinder
efterlod, og stuen så også lettere derangeret ud. Han måtte hellere få fat i en husalf. Det ville
være fint, hvis havemanden havde vedhæng.
De havde haft det godt sammen, Ellen og han. Det havde været store tider, arbejdsmæssigt.
Efter den vellykkede afvikling hos Tom, var hans dygtighed rygtedes, specielt i logen, men
også via mund til mund metoden udenfor. Hvis han skulle være helt ærlig, savnede han arbejdet indimellem, efter Ellens bortgang.
Det var sgu en streg i regningen, at hun døde, netop som de skulle nyde deres otium. Hun
havde mere eller mindre truet ham med at gå. Gå? Ellen! Hun havde sagt, at hun følte sig
6
overflødig. Han havde først slået det hen og anbefalet hende at få noget beroligende, men hun
havde set på ham med det blik, han glemte indimellem, fordi hun brugte det så sjældent, og
hun havde ret i, at han ikke havde haft særlig meget tid til familieliv tidligere, og hun havde
altid været der, når han havde brug for hende. Han havde rettet ind; det ville have været ærgerligt, hvis deres værdier skulle splittes op, og han havde også holdt af hende. Huset havde
stået i hendes navn, for alle eventualiteters skyld.
Hendes pludselige død var et chok, og det var irriterende, at han nåede at gå af. Han manglede noget i dagligdagen. Han var vist ved at blive tandløs.
Mon han havde bevæget sig ud på tynd is, med det brev? Nej, hvis Johanne lignede sig selv,
bare nogenlunde, var hun et forsøg værd. Hun havde været en dejlig dame, men han vidste
ikke, om hun i det hele taget var ledig? Hun havde ikke været til at blive klog på dengang.
Reserveret, undtagen i sengen, og det havde passet ham glimrende.
Hun reagerede kraftigt, da han afbrød deres forhold, og det havde virket lidt uforståeligt, for
han havde sgu altid fortalt kvinderne, at han var gift, og at betingelsen var uforpligtende samvær. Det havde hun tilsyneladende forstået, men hendes afslutningsbemærkning havde svedet, og den havde efterladt ham med en anelse dårlig smag i munden. De havde da for pokker
været voksne mennesker. Hun svarede ikke på hans forrige brev, men skidt med det. Han
havde sgu aldrig været bange for at løbe en risiko.
Han gik ud i køkkenet og åbnede fraværende køleskabsdøren og betragtede eftertænksomt
hylderne og trak vejret dybt. Hvis han skulle være helt ærlig, havde han savnet Jo mere, end
han havde villet indrømme, dengang, men så var hun heldigvis gledet i baggrunden, og det
havde været en stor lettelse at kunne koncentrere sig om karrieren, der var lykkedes over al
forventning.
Årene var gået hurtigt og nogenlunde smertefrit. Han havde ikke noget til gode, men efter
Johanne, havde han alligevel garderet sig, og han havde ikke ladet nogen kvinde få for stor
magt.
Han tog sig til brystet for at massere de små stik væk. Selvom lægen havde lydt overbevisende, da han sagde, at de var nervøst betinget, kunne man aldrig vide … mænd i deres bedste
alder døde som fluer. Bedste alder! Han var sgu over sin bedste alder, Johanne havde kendt
ham i hans bedste alder. Huskede hun …
Ikke fordi han led af selvmedlidenhed, men det køleskab kunne ikke brødføde en rotte; han
trængte sgu til lidt omsorg. Måske var det hasarderet at genoptage forbindelsen med Jo, hun
7
kunne lægge for meget i det, men nu var terningerne kastet, og fire måneder var for lang tid at
være alene, selvom vennerne havde virket lidt misbilligende over, at han introducerede Karin
så hurtigt efter Ellens begravelse, men de vidste heller ikke, at han havde kendt hende et godt
stykke tid inden Ellens… Nå, ikke mere fnidder, det var livet for kort til.
8
3
Dagen var ellers begyndt så godt, med den følelse af forventning, lønningsdagen altid
gav hende, og hun var stået op, så snart vækkeuret kimede og havde haft lyst til at fortage sig
noget straks efter morgenkaffen, i stedet for at lade det meste af formiddagen sive, men hun
skulle aldrig være gået i gang med rengøringen, og hun skulle i hvert tilfælde have holdt sig
langt væk fra spejlet.
Hun gned spejlglasset ihærdigt med spritkluden, for ikke at falde i staver over sit ansigt, der
ramtes fra venstre af den skrå, skarpe forårssol, men det nyttede selvfølgelig ikke; hun var
nødt til at se efter, om glasset blev rent, og den gammelkendte desperate resignation over
ansigtets grelle kontrast til forårets spæde begyndelse, var ved at få overtaget.
Hvorfor pinte hun sig selv? Hun lod hovedrystende armen falde. Én gang om året gentog hun
ritualet; pudsede spejlet ekstra grundigt og studerede ansigtet, selvom det sandsynligvis ville
være bedre for hendes sjælefred at tage bind for øjnene og lade hænderne om resten. Birgitte
påstod, at man kunne komme til at nære en slags vemodig ømhed for forfaldet. Det troede
hun ikke på; hun troede i det hele taget ikke på nogen som helst form for hopla, når det gjaldt
ældning.
Hvert forår opdagede hun et par rynker her og der, hun ikke havde lagt mærke til i vinterens
løb, og Birgittes mantraer kunne ikke overdøve hendes egne lydløse skrig. Hun havde prøvet
med du- er- god- nok ti gange hver morgen, foran spejlet, men seancen var mere, end hun
kunne klare med realitetssansen intakt, fordi god- nok omdannedes til smuk-nok i hendes
gamle hoved med de håbløst unge drømme.
Én gang om året sendte hun formødrene en vemodig tanke, når hun pudsede spejlet, der var
slidt af deres drømme og længsler og flittige hænders knofedt. Da hun arvede det efter sin
tante, var det nypoleret, som om det ventede på noget, det havde til gode. Tanten var aldrig
blevet gift, men havde begrædt sin ungdomsforelskelse, en gift mand, der foretrak sin kone,
da det gjaldt.
Den dybtonede mahogniramme havde skinnet. Hun huskede tydeligt, hvordan hendes malede
marskandisermøbler faldt igennem, da hun hængte spejlet på plads i stuen, og at det ikke
havde slået hende ud, for hun var ung og tiden uendelig, og hendes blå, blå blik lod sig ikke
kue. Hun vidste, at hun klædte det smukke spejl, og at det ville få ligestillede sofaer og borde,
når tid var.
9
Det havde det fået, men dets lidelser var ikke forbi. Jo finere møblerne, der spejlede sig i det,
des mere falmede hun, og de seneste år havde hun haft på fornemmelsen, at hun næsten var
mere, end dets forfinede glas kunne bære, og at det tog mere og mere afstand til hende, ja,
nærmest spyttede hende ud; som nu.
Hun blinkede og purrede op i håret, og hendes blik gled uvilkårligt nedad. Hun sukkede.
Hvordan kunne Birgitte være så optimistisk? Munden, halsen, hele kroppen forvitrede for
hendes øjne, mens hun stod fastfrosset og overvældedes af tanken om alt det, hun ikke havde
nået, og alt det, hun ikke mere troede, hun ville nå, men som ville sidde som en uforløst
klump i hendes bryst, resten af hendes liv.
Sommetider greb den rene, skære angst hende, hvis hun sad ubeskæftiget og betragtede urets
visere. Hun gøs, når hun tænkte på, at sekunder, minutter, timer, dage, uger, måneder og år
hurtigere og hurtigere gnavede sig ind på og i hende og skubbede hende nærmere den store
ubegribelige, grusomme nat, der aldrig ville slutte.
Forbi og aldrig mere, havde været en fast bestanddel af hendes liv i lang tid. Aldrig mere
fråse i tid. Aldrig mere være barn, men forældreløs. Aldrig mere føde børn. Aldrig mere var
to ord, der havde forfulgt hende de senere år, for de rummede tunge erkendelser om livets
forgængelighed og hviskede til hende, at hun statistisk sad yderst på pinden. Det satte hende i
et besværligt dilemma, for hun ønskede det modvilligt, når hun tænkte på børnene, men hun
hadede tanken.
Birgitte havde engang kaldt hende tragedienne, da hun var kommet godt i gang, og måske
havde hun haft ret; det nyttede ikke at hænge sig i det uundgåelige. Deres eneste redning var
at nyde hver dag så godt som muligt.
Hun rystede ærgerligt på hovedet. Hvorfor ødelagde hun en dag, der skulle være fornøjelig?
Birgitte havde ret. Hun måtte til at finde sin indre styrke frem og ikke være så selvhøjtidelig,
og det var trods alt store pengedag.
Når det gjaldt den første, kunne tiden paradoksalt ikke gå hurtigt nok, og i ventetiden plejede
hun at forestille sig alt det, hun ville kunne foretage sig, hvis hun lod syv og fem være lige.
En god middag ude og en teatertur; et stykke natmad og en vogn hjem, eller glemme at betale
de faste udgifter, nogle måneder, og få en peeling og fedtsugning. Glat smil og flad mave og
dåbsattesten tæt til kroppen. Hun fnisede. Hun ville ende som en fladmavet posedame, på den
måde, men så havde hun i hvert fald oplevet noget.
10
Hun ville gå i banken efter frokost, når det værste var overstået og de grå, med fastfrosne
længsler i ansigternes furer, havde fået deres lille bid af den store kage.
Hun åbnede klædeskabsdøren og lod blikket glide henover vintertøjet, der så lurvet og ekstra
mørkt ud, i det klare dagslys, og hun huskede tydeligt den lille utålmodige pige, der næsten
plagede livet af sin mor, for at få lov til at tage ankelsokker og pufærmekjole på, så snart
forårssolen havde kræfter til at hæve sig over hustagene.
Hun åbnede et vindue og stak hovedet ud. Solen skinnede lokkende, men luften var kold i
skyggen, og hun risikerede sin sædvanlige forårsforkølelse, der næsten ikke var til at slippe af
med, hvis hun ikke passede på. Det måtte blive vinterfrakken endnu en gang.
Der var usædvanligt mange mennesker på gaden, denne første forårsdag, og hun vinkede til et
par sommerbekendtskaber fra bænken. Det ville ikke vare mange dage, inden de sad der og
vendte deres vinterblege ansigter op mod forårssolen og spurgte til dem, der ikke viste sig.
Der var altid nogen, der var døde i vinterens løb, og i begyndelsen var dette mandefald gået
hende på, men efterhånden havde hun lært at modtage meddelelserne med tilpas vemodig ro,
undtagen når det drejede sig om mennesker, der var jævnaldrende eller væsentlig yngre, end
hende.
Hun havde ikke på noget tidspunkt bevidst valgt kvinderne på bænken. Det var bare sket. Den
ene dag hastede hun lidt medlidende forbi, den næste dag sad hun og sludrede med dem om
løst og fast. Hun var lige så stille gledet ind i flokken; først med et slags had, fordi hun følte
sig udenfor det travle liv, siden med bittersød resignation, da hendes hofte begyndte at skabe
sig, og hun trængte til et hvil.
I begyndelsen havde hun ikke brudt sig om dem, men hun havde haft brug for dem, når hun
følte sig håbløst ensom, og efterhånden havde hun opdaget, at de mere eller mindre falmede
medsøstre glimtede for hinanden, selvom ingen, der passerede dem, lagde mærke til det.
Lydløst sang de deres gamle sange og digtede nye muntre eller sørgelige, eller de lyttede
eftertænksomt til fuglene, der hvert forår var fulde af nutid og travlt opfyldte deres bestemmelse.
Ligesom hendes søstre på bænken, havde hendes tidligste ungdom også været fuld af håb og
sang. Sammen med veninderne købte hun postkort med de nyeste slagere, og de sang for
hinanden, og teksterne handlede om alt det, de drømte om. Hun mindedes det altid som en
dejlig tid, selvom hukommelsen måtte spille hende et puds. Hendes mor havde sendt hende til
læge, fordi hun skrantede. Det var egentlig underligt, at hun ikke huskede hvorfor.
11
Birgitte havde sikkert ret, når hun påstod, at hun sorterede kraftigt i minderne og helst ville
tro, at hun havde haft en vidunderlig barndom, ligesom kendisserne, hvis liv hun gik op i med
liv og sjæl.
Sandhed eller løgn, det spillede ingen rolle, og det passede i hvert tilfælde, at hun forærede
sine forældrene en bordeauxrød pladespiller, for sine første penge og hørte originalerne, når
det passede hende. Hun havde nydt fremskridtet, men det bedste havde ikke været pladerne
og slagerne, hun hurtigt mistede interessen for, men følelsen af at høre til, når veninderne
sang sammen.
Hun stod lidt ubeslutsomt foran banken med pengene gemt godt væk i taskens hemmelige
rum. Rigtige menneskepenge. Ikke plastik og bip bop, men klingende mønt og knitrende papir. Hun steppede lidt på stedet og kunne ikke bestemme sig til, hvad havde hun lyst til. Skulle hun sætte sig ind et sted, med vindue til gaden, og smugkigge på folk, der komme forbi?
Nej. Ikke i dag. Ikke alene; og hun kunne ikke forstyrre Birgitte.
Hun gik hen til Fiolstræde og drejede ned ad den og var nødt til at sno sig ud og ind mellem
de forbipasserende, der åbenbart havde tænkt sig at nå deres mål i fugleflugtslinie. Hvilken
lettelse det ville være, hvis folk overholdt den gamle regel om at holde til højre. Det ville
dreje sig om cirka ti centimeter til siden for begge parter. Farten behøvedes ikke engang at
sættes ned, og alle kunne nå det, der nu var så vigtigt.
De sidste par år havde hun fået den fornemmelse, at hun var usynlig, og det gjorde hende
rasende eller afmægtig, alt efter hendes humør, der i dag dikterede hende at møve sig frem,
hvilket hun ikke turde alligevel, når det kom til stykket. Hun var det svageste led og ville
højst sandsynlig havne på fortovet med stængerne i vejret. Hun så sig selv og kunne ikke lade
være at trække på smilebåndet.
Usynlighedsfølelse var ikke hendes alene. Selv de kendte følte sig sikkert usynlige indimellem. Noget kunne tyde på det; de udstillede sig selv på godt og ondt i medierne, som om de
kun levede, når andre så dem; at være på, kaldte de det.
Hun var vist ved at udvikle sig til et surt ribs. Hun standsede foran en butik med halstørklæder, nærmest stolaer, i smukke farver og et stof, der faldt i bløde folder, og lod hånden glide
kærtegnende nedover et smukt grønt. Håbet var grønt. Hun fik lyst til at svøbe sig ind i håbet.
Hun nåede bogcafeen og standsede ved bogkasserne.
12
Derinde sad gæsterne og var ivrigt optaget af hinanden. Herude stod hun og var misundelig.
Hun fortsatte. Hendes liv var et spørgsmål om at slæbe sig forbi alting, hen imod afslutningen.
Nej! Hun standsede. Vist havde hun drømme. Når hun tillod sig at drømme, uanset hvor ondt
det gjorde, så hun sig selv i en smuk, klog, omsorgsfuld, forelsket mands selskab; en mand,
der formåede at jage ensomhedsfølelse væk og skærmende lagde et smukt sjal om hendes
skuldre, eller dansede sammen med hende nedad Fiolstræde en solskinsdag, eller forelsket til
op over begge ører kreerede udsøgte retter til hende og serverede dem med charme.
Hun fangede sit spejlbillede i en butiksrude og rankede ryggen. Det var besværligt med den
kriblende forventning, drømmene gav hende.
Hun gik videre ned mod universitetspladsen og standsede foran sin yndlingsbænk, i solen, og
smilede til en langlemmet yngling, der var ved at fortære en kæmpestor bolle. Hun satte sig
og tog en dyb indånding.
Hun elskede pladsens åbne atmosfære og Vor Frue, selvom det som sædvanligt undrede hende, hvorfor man berømmede den. Birgitte kaldte den ’fru hoved- og halsløs’ og sagde, at den
illustrerede mænds syn på kvinder. I hendes øjne lignede den et kristent ørkenfort, der havde
været bedre tjent med et gyldent spir, der blinkede lokkende i solen.
Den unge mand var færdig med at spise og tændte en cigaret. Røgen snoede sig fristende i
hendes retning og gav hende lyst til én, men hun ville vente, til hun kom hjem. Hun rejste sig
og nikkede venligt til ham og modtog et stort smil, og det var så den lønningsdag; den var
endt helt forudseeligt, lige ud ad den slagne vej, tradum, tradum, uden den mindste, lillebitte
improvisation. Om lidt ville hun stå hos bageren og bestille et stort stykke chokoladekage, og
om en halv time sad hun hjemme og drak kaffe og smovsede. Hun mærkede allerede mundvandet.
13
4
Foråret var for alvor ved at vende tilbage. De lyse nætter lurede lige bag nattehimlen.
Træerne i gården stod stadig i tuschstreg, men med et spædt grønt skær, og hun fik duft af
græs og jord i næsen, hver gang hun åbnede vinduerne, for at lufte ud. Det var endnu for køligt at lade vinduerne stå permanent åbne, men det ville ikke vare længe.
Hun elskede den tid. Hendes energi voksede mærkbart. For en lille uges tid siden var hun
vågnet meget tidligere, end hun plejede, selvom hun var gået i seng til sædvanlig tid, og morgendueligheden havde ikke været en enlig svale. Hun havde været tidligt oppe hver dag, siden, og hun glædede sig over sit indre ur, der havde fået lov til at tikke naturligt, efter hun var
gået på pension.
Hun savnede bestemt ikke vækkeurets hysteriske ordre, der år efter år havde dirigeret rundt
med hende, med sine blinkende og truende mekanismer. Hun havde haft evig dårlig samvittighed, især da børnene var små, over at have så travlt, at det var nødvendigt at hive dem ud
af deres varme senge, kolde, mørke vintermorgener, hvor de var bedre tjent med at vågne af
sig selv. Hun kunne fråse i tid, hvis hun ville.
Hun strakte sig og satte sig op i sengen og tog tilløb. Hun havde lidt mere ondt end ellers. Det
havde hun altid, når hun skulle til lægen. Birgitte ville sikkert kunne komme med en spidsfindig forklaring på fænomenet. Den enkle sandhed var vist, at hun ikke gad have formiddagsaftaler.
Hun kom op og lagde dynen, med det hvide dynebetræk fra moderen, til luftning i vindueskarmen og gik ud og satte kaffevand over. Kaffemaskinen, en foræring fra Birgitte, stod til
pynt og blev kun taget frem, når hun var på besøg. Morgenkaffen var rituel, men det forstod
Birgitte ikke; hun havde for travlt. Hun anede ikke hvilken glæde det var at hælde det kogende vand over de aromatiske bønner, som hun opbevarede i køleskabet, i den gamle, røde kaffedåse, hun havde fra bedstemoren, og snuse morgenluften udefra ind, mens vandet løb igennem filtret.
Hun havde altid nydt duften i sit køkken om morgenen; denne blanding af træ og brød og
kaffe, der mindede hende om barndommen på landet og i Birgittes sommerhus. Hun tog sin
kop og en ostemad og gik ind i stuen og åbnede for radioen og tog nydende en mundfuld
kaffe. Skulle hun have skrevet ned, hvad hun ville spørge lægen om? Nej. En seddel lugtede
14
en anelse for selvoptaget, selvom Birgitte sagde, at det var det eneste fornuftige i en presset
situation.
Hun tændte en cigaret. Øjeblikket var næsten sakralt. Trods lægebesøg var livet værd at leve.
Hun gik smånynnende ud i entreen og åbnede hoveddøren. Avisen lå på måtten. Hun tog den
og snappede efter vejret. Fredsmarcherne havde ikke hjulpet, og det havde hun inderst inde
heller ikke troet, at de ville, men hun havde ønsket det inderligt, og ventetiden havde været
enerverende.
Hun havde skammet sig, da det gik op for hende, at hun sommetider ønskede spændingen
udløst, næsten uanset hvad. Hun sukkede dybt. Hun havde håbet indtil det sidste, at storhed
ville vinde over storhedsvanvid, men nu var hun med i en krig, hvor man først afvæbnede
fjenden … legalt… og derefter angreb. For at bekæmpe det onde.
Mødre, som hende, havde bedt om brød til deres børn, men fik bomber. Hvad havde de gjort
hende? Tusindvis lydløse, grønne lysglimt på fjernsynshimlen; fosfor, der fik knogler til at
lyse grønt i mørke.
Fyrværkeri havde altid fascineret hende, men ville hun nogensinde mere kunne nyde nytårsfyrværkeriet, uanset hvor smukt det var, uden at føle sig skamfuld? Hun prøvede at glippe
tårer og syner væk. Hun havde ikke bedt om afmagtens knude, der voksede i mellemgulvet
eller billederne af rædselsslagne ansigter, der pressede på nethinden.
Sølvfuglenes klatter sved livet ud af staklerne. Hun var der; stod med sit grædende barn knuget ind til sig og stirrede op mod den grusomt ubarmhjertige himmel.
Tryksværten bed i næsen og gav hende åndedrætsbesvær. Hun holdt avisen ud fra sig og bladede automatisk om til dødsannoncerne og konstaterede, at hun ikke kendte nogle af de døde,
men en del af dem var hendes årgang. Sikke noget at gå op i sådan en dag.
Hun lagde avisen hen i bunken til de andre, hun heller ikke havde orket at læse igennem, og
gik ud i køkkenet og stirrede på vandhanen. Imens hun kunne åbne for vandet med en lillebitte bevægelse og drikke, smadredes vandforsyningerne dernede og mennesker med sprukne
læber og brandsår døde som fluer.
Det blev ved og ved. Hun mindedes knapt en dag uden krig ét eller andet sted i verden. Det
virkede så meningsløst. Var mænd dybest set destruktive og hadefulde, og ejede de ikke medfølelse? Lod de kvinderne undfange kanonføde, eller holdt de hinanden i skak og glemte alt
andet? Røvere og soldater. De gode mod de onde. Hvad var det dog for en verden?
15
Hun trængte til at høre Birgittes jordnære stemme. Birgitte kendte hende så godt og var vel
den eneste, der ikke ville blive forskrækket over hendes sindstilstand, men hun havde klienter
om formiddagen.
Hun stod vakkelvorn og stirrede på livlinen og besluttede sig og trykkede nummeret ind, og
vidste ikke rigtigt, hvad hun skulle sige. Birgittes telefonsvarer gik i gang. Hun lagde både
lettet og skuffet røret på og rettede de spraglede sofapuder, så de stod helt lige, som soldater,
og ikke var i klemme i ryghynderne, og kunne ikke finde på andet end at sætte sig i lænestolen med foldede hænder. Hun betragtede dem lidt utilpas. Gamle, foldede hænder havde altid
gjort hende trist, men grebet var beroligende. Afmagt. Hun snøftede. Hvem havde nogensinde
set en flok kvinder på slagmarken, sprøjtende mælk mod hinanden, mens vrælende spædbørn
dannede bagtrop?
Måske var det meget godt, at hun ikke havde fået fat i Birgitte. Hun talte helst ikke om krig,
og desuden kunne hun alligevel ikke hjælpe.
’Vågn Jo, vågn op!’ Moderen rusker i hende, og lidt efter står hun halvsovende på sofaen og
lader moderen bakse med sig. Armene op. Trøjen over hovedet. Moderen småsludrer, men
hendes stemme lyder bange og passer ikke til ordene … Bag de sorte rullegardiner er det
mørk nat. Sirenerne skingrer, og snart vil flyvemaskinernes brummen nærme sig … De sidder
i kælderen sammen med karreens andre beboere og børnene kryber ind til forældrene. Lyset
er sløvt. Alle er tavse og lytter intenst efter den brummende lyd, der kan betyde alt eller intet.
Svedlugt …
Hun huskede i virkeligheden ikke angsten, de nætter bragte med sig, men hun havde aldrig
kunnet holde bombemaskinernes lyd ud. Når hun stødte på historiske klip med lyd eller gamle film, strittede hårene stadig på hendes arme og øjnene sved, og hun slukkede næsten panisk
for lyden, men hun havde aldrig kunne lukke for den skam og sorg, hendes nazistiske morbror, som hun elskede, bragte over familien, og hun forbandt ham stadig med lyden af bombemaskiner og svigt …
Hendes blik strejfede væguret, og hun rejste sig så hurtigt, at det sortnede for hendes øjne.
Hvis hun ikke var ude af døren i løbet af fem minutter, ville hun komme for sent til lægen.
Hun lukkede sig ind og hængte mismodigt sin frakke på bøjle og bukkede sig for at tage posten, reklamer som sædvanligt, postbudet lærte aldrig at læse hendes reklamer nej tak skilt,
han havde for travlt, og gik ind i stuen og satte sig. Det var bestemt ikke hendes dag.
16
Lægebesøget havde været akkurat så ubehageligt, som hun havde forventet.
Det var begyndt med bilosen og støjen, der næsten slog hende omkuld, da hun kom ned på
gaden. Et dårligt tegn. Hendes sanser vænnede sig aldrig til det. Det føltes som et overgreb,
men hun havde bidt tænderne sammen og nået hjørnet, hvor hun nåede over gaden i ét stræk,
og det var heldigt, for hun var kommet for sent hjemmefra, selvom hun havde haft så god tid.
Det måtte være psykisk, og Birgitte havde sikkert en fornuftig forklaring på fænomenet.
Da hun nåede lægehuset ville elevatoren ikke komme, og da hun endelig stod i venteværelset
og rakte sygesikringsbeviset over skranken til klinikassistenten, som hun ikke kendte, havde
kvinden så travlt med at fortælle sin kollega om sit privatliv, at hun rakte ud efter kortet to
gange, inden hun fik fat i det. Synd, at hun ikke var udstyret med øjne i nakken.
Lægen havde tilsyneladende været lige så interesseret. Hendes arme flagrede i retning af en
stol, det måtte være meningen, hun skulle sætte sig i, og så begravede hun derefter næsen i
computeren og mumlede, hvad hun så ville?
Have fuld opmærksomhed, havde hun lyst til at svare, men hun tav og tvang det unge menneske til at løsrive sig fra vidunderet og se på hende. De to blev aldrig hjerteveninder. Der stod
allerede besværlig patient skrevet i lægens glatte ansigt.
Hun havde så gerne villet fortælle lægen om alle de dage, der gik til spilde, fordi hun havde
ondt, men det var umuligt, og hun havde nærmest snerret, at hun havde gigt i hoften, som om
det var lægens skyld.
Hun lukkede øjnene. Gigt i hoften, havde hun sagt, og det lød så tamt.
”Ja, det er jeg ikke i tvivl om, men der er altså visse ting, man bliver nødt til at lære at leve
med. Du ser ud til at gå meget pænt, så det er vel almindelig slidgigt, der kommer med alderen.”
”Hvad mener du med, at jeg skal lære at leve … almindeligt … med det?”
Så var skuespillet begyndt for alvor. Hun havde lagt hovedet på skrå og trukket mundvigene
opad, mens læberne strammede omkring stemmens sarkastiske undertone, der forhåbentlig
ikke havde været til at tage fejl af. Hun havde i hvert tilfælde gjort sit og stirrede med anstrengt, opspilede øjne på lægen og håbede, at hun visnede, men hun havde vendt ansigtet
imod computeren igen, og den spyede kønsløse oplysninger ud.
Hun overdrev. Hvorfor i alverden kunne hun ikke nære sig? Hvorfor kunne hun ikke bare
lyde alvorlig? Det var hendes liv, det drejede sig om, og så sad hun der og lød, som om det
var en leg hun legede, og på en måde var det også ligesom om, det ikke var vigtigt. Hendes
17
hofte var jo ingenting i forhold til de lidelser, andre mennesker var udsat for. Lægen syntes
måske det samme, siden hendes oplysning dårligt kunne formå kvinden til øjenkontakt. Tavsheden havde føltes dræbende. Endelig lånte lægen hende øjne og smilede.
”Du er ikke helt ung mere, vel.”
Milde Moses. Den kvinde var sandelig ungdommelig skarpsindig, og gentagelse fremmede
forståelsen.
”Nej, det er en mild underdrivelse, men det er mit liv.”
Hun havde bidt og havde været ved at græde, og hvis lægen havde givet hende ægte opmærksomhed et øjeblik, ville alt det ikke have været nødvendigt. Hun ville have kunnet være mild
og god, og lægen havde kunnet føle, at hun var værdsat, og de ville begge to have været tilfredse.
I stedet havde hun lyst til at slå det unge, fortravlede ansigt, men hun nøjedes med at trække
vejret dybt og fortsætte ad den skæve bane.
”Bortset fra smertestillende, hvad ville du for eksempel så foreslå Dronningen eller din fru
moder?”
”Lægens ansigt havde lukket sig, og hun var sikker på, at hun ønskede hende hen, hvor peberet groede, mens hun skrev recepten.
Så havde telefonen ringet midt i det hele. En privatsamtale fra et kært menneske, hun aftalte
at mødes med. Hendes ansigt var blevet blødt, men hvor var det sårende at blive viftet væk af
en telefonsamtale eller en skæven til et ur og føle sig uønsket og som et nødvendigt onde,
lægen ikke kunne komme udenom, hvis hun skulle have råd til computer og skinnende nyt
lægeværelse, med dippedutter og arkitektmøbler.
Lægen havde afsluttet hurtigt og undskyldt, men det hele var lige meget, og hun ville aldrig
kunne betro den læge sit liv. Hun havde rejst sig beslutsomt og nærmest flået recepten og
henvisningen, lægen var endt med at udskrive, til sig.
Da hun kom ud på gaden, stod hun og rystede sig som en våd hund. Ubehaget havde sat sig i
øjenkrogene, og hun ønskede, at hun var udstyret med en sund, naturlig selvfølelse og venlighed.
Hun var ikke parat til at lære at leve med noget som helst. Når lægen kom i hendes alder, ville
der være nye boller på suppen. Hvorfor troede hun, at hun kunne spise sine ældre patienter af
med floskler. Hendes far var død af det. Han skulle lære at leve med sin træthed, der viste sig
at være kræft, men da var det for sent. Om hun så skulle skrige lungerne ud af livet og gøre
18
sig upopulær, ville hun ikke finde sig i noget som helst, hvis der var den mindste mulighed
for hjælp. Aldrig! Så sandt hun hed Johanne.
Hun rodede lidt i reklamebunken. Hun turde aldrig smide tryksagerne ud, uden at have gennemgået dem, der kunne have forputtet sig noget vigtigt, og hun fik øje på et gulligt hjørne,
der stak frem fra en reklame, og fik ondt i maven. Selvom udsalgsreklamer også kunne have
den farve, troede hun ikke, at det var en reklame, og efter drømmen forrige nat, undrede den
gule farve hende ikke.
Hun holdt vejret og trak den gule konvolut ud af bunken og skævede til skriften, hun aldrig
ville forveksle med nogen anden skrift i verden, og kylede den fra sig. Hun havde vidst, at
brevet ville komme.
Hvorfor kunne han ikke lade hende være i fred? Det var rigeligt med drømmene. Hun havde
hverken lyst eller kræfter til at have noget med ham at gøre, jo, lyst havde hun, men ikke
kræfterne, nej, hun burde sende brevet ulæst retur.
Han stod i kontorets dør, og hun så ham uden at se. Hun anede, hun var viljeløs, inden hun havde flyttet blikket væk fra ham for ikke at virke uhøflig. Han hilste venligt på alle. Hun ville gerne røre ved
ham, men hun undgik instinktivt hans hånd og nøjedes med at nikke afmålt til ham, og hun sank ind i
en slags bevidstløs tilstand, en trance, og hun kunne ikke deltage i kollegernes almindelige kommentarer bagefter. Ja, lynet slog ned, det var en naturkatastrofe, og verden forandredes for altid i løbet af
nogle få sekunder.
Bagefter mærkede hun en tyngde og træthed i kroppen, og sveden perlede på hendes pande. På vej
hjem fra arbejde snublede hun og faldt og slog sit ene knæ, fordi fødderne gik på luftpuder. Hun var en
svævende sæk cement. Hun huskede ikke, hvordan hun agerede overfor børnene. Hun kunne slet ikke
huske det, men da hun så sig i spejlet, blev hun forskrækket over blegheden og de blanke øjne.
Hun tumlede rundt i lejligheden hele natten. Om morgenen ringede hun til kontoret og meldte sig syg.
Hun var syg.
Hun havde været helt forsvarsløs.
Erindringen borede sin piggede krop ind i hendes hoved og flåede i tidens slør, og hun var
forsvarsløs igen. Peter fyldte stuen. Hun frøs og rejste sig og begyndte at gå planløst rundt,
mens øjnene klistrede til brevet.
Han lå krævende på bordet, uanset om hun ville have det eller ej. Var det fem år siden, han
skrev sidst? Tiden gik så hurtigt, at det var svært at følge med. Hun skar tænder. Han var ikke
19
ked af det, eller han var måske endt med at blive senil og havde glemt, at hun ikke havde
svaret ham. Hun ville ikke være hans varmepude, når han kom til København. Det bæst. Hun
ville være i fred og glemme og ikke leve op til noget som helst; slet ikke ham. Brevet kunne
få lov til at samle støv og spindelvæv.
Hvad skulle hun gøre? Hun burde være fredet, men det var allerede for sent. Han invaderede
hende. Hun gik hen til spejlet og vrængede ad det nedbrudte ansigt, der gloede tilbage på
hende.
Hun var for gammel til den slags. Ældre kaldte man hendes slags. Ældre! Ordet var hæsligt
og det, det indebar, var værre, men hun var en ældre kvinde, meget ældre, en yderst moden,
overmoden frugt, ja, en nærmest vindtør skal. Når hun rakte armene frem, rynkede skindet på
armenes underside, og hvis hun bøjede sig over ham, ville han kunne se hendes slunkne bryster og posede mave, hvis hun ikke forførte ham, og han glemte hende. Hun var en gammel
tjenerinde, der aldrig ville elske nøgen mere, men iføre sig et klæde, hvor stoffets struktur
faldt sammen med hendes rynker. Hun ville slet ikke elske mere, så enkelt var det.
Jo, hun ville. Hellere end gerne. Han sad stadig i kødet. Hun knugede hænderne sammen og
lænede sig tilbage i stolen og prøvede at slappe af, men erindringen stod skærende klar og
stirrede på hende, og hun huskede alt fra den dag, virksomheden lukkede, og han sårede hende dødeligt.
Han havde samlet dem alle sammen, både funktionærer og arbejdere, og alle var festklædte, og hun
var omgivet af smil. Hun havde kvalme.
Det var grotesk. Tom gik rundt med chefmanerer og tog en hånd her og klappede en skulder der.
Hun smilede og smilede med og kunne mærke tårerne trænge sig på, men hun beherskede sig, indtil
hun blev mat. Kollegerne så ud til at kunne bære situationen, og hun ville ikke vise svaghed. Stemmerne kom langt borte fra, og hun var ør af vin og vrede. Hun var ubeskrivelig rasende på den smilende,
selvsikrenar nar, der havde revet tæppet væk under dem, for at udnytte mennesker i et andet land, og
nu delte milde gaver ud, og hun mærkede skærende klart, at det var hende, der var fjolset.
Hun listede skamfuld ud ad bagdøren. Sytten år og farvel. Halvgammel og ufaglært. Lært op og vokset
med opgaven og gjort det godt, men ikke til at overføre.
Hun stod i mørket for at sunde sig, da Peter kom ud. Hun vidste godt, at han havde udført et stykke
betalt arbejde, skære en hæl og klippe en tå, men hvad var han for et menneske, der tjente penge ved at
vippe andre af pinden, og hvad drev ham til at være til stede i aften?
20
Han lagde en arm om hendes skuldre, og hun vendte sig og så på ham. Hun var så forelsket, at hun
brændte, og hendes krop ville ind til ham, selvom hendes tågede fornuft advarede hende om, at han var
farlig for hende. Hun begærede ham og var parat til alt, selvom det betød, at hendes selvrespekt visnede.
Hendes hjerte slog hårdt og forventningsfuldt og var ved at kvæle hende. Hun ventede. Han lagde
fingrene under hendes hage og løftede hendes ansigt og smilede … Han smilede og sagde, at hun måtte
forstå, at det var bedst, at de ikke sås mere. Hans stemme var let, som om det var ingenting.
Hun skreg vist. Det sortnede for hendes øjne, og hun var ved at falde … faldt ind mod ham og mærkede hans krop og rev sig løs og krabbede sig forbi ham og måtte væk … langt væk …
Hun løb og løb. Natten var lydløs, men hun hørte sit hjerte. Det slog, som om hun havde et uhyre i
hælene. Hun satte sig på en bænk i gågaden, for at få vejret. Et enligt par kom gående imod hende arm
i arm. Hun ville ikke græde. Hun snappede efter vejret og bøjede sig ned og lod, som om hun tog en
sten ud af sin ene sko. Parret gik forbi hende, og hun rettede sig op, men krummede sig sammen igen
og krystede armene beskyttende foran sig. Hun havde en næsten ustyrlig trang til at rokke. Hun så ned,
og fortovet var ganske nær ved hendes ansigt, og det var nærmere, da hun rettede sig op. Hun var underligt vægtløs. Panik, det var panik hun mærkede, men hun havde stadig kontrollen, og hun fandt
pillerne i tasken og slugte to. Hun satte sig tilbage mod bænkens ryglæn og ventede på pillernes virkning, med hårdt sammenpressede øjenlåg, mens hun rodede febrilsk efter cigaretterne.
Hun åbnede fortumlet øjnene og så ned på sine hænder, der knugede krampagtigt om stolens
armlæn. Han havde stadig magt over hende. Hun løsnede grebet og lagde venstre hånd på
brystet og trykkede hårdt til, for at standse hjertets uregelmæssige rytme. Så mange år efter
og stadig det samme. Holdt det aldrig op? Hun rejste sig og begyndte at trave op og ned ad
gulvet. Sorgen sad som et bånd henover panden og tindingerne og rastløsheden sled i hendes
krop, der strammede … og vreden.
Både Peter og Tom havde vidst, hvad Toms virksomhed betød for byen, men Tom havde
været ligeglad med alle de familier, der blev ramt af hans beslutning, fordi der ikke var andet
arbejde i området. Alle havde været afhængige af hans virksomhed, syersker, reparatører,
lagerarbejdere, chauffører, kontorfolk og alle de handlende, der nød godt af, at folk havde
penge mellem hænderne. De havde stået med tomme hænder alle sammen, da Tom pakkede
sammen og samfundsfjendsk og asocial, besluttede at flytte til Portugal, hvor han kunne få
billig arbejdskraft og tjene flere penge. Peter havde indrømmet overfor hende, at Toms virksomhed var sund.
21
Hun så stadig rødt, når hun tænkte på Tom. Det havde været et helvede at klare sig selv og to
børn for understøttelse, selvom Jens hjalp til, så godt han kunne; han havde endda foreslået,
at de flyttede hjem igen. Hun havde selvfølgeligt takket nej, for Jens var og blev Jens og ikke
nok, uanset hvor flink og rar han var og desuden øjnede han den hjemmegående, han havde
drømt om og troet, han fik, da de giftede sig. En af grundene til, at deres ægteskab knirkede,
længe før hun traf Peter, var i virkeligheden, at hun ville tjene sine egne penge og ikke ende
som sin mor.
Peter havde tilsyneladende ment, at udearbejdende kvinder var en selvfølge. Han havde givet
hende en følelse af frigjorthed, men da det kom til stykket var han værre end Jens.
Hun glemte aldrig sin voldsomme skuffelse, da Peter fortalte om sin søde, hjemmegående
hustru, der passede og plejede ham og deres børn. Ja, hustru havde han sagt med et smil til
hende, der var dødeligt forelsket i ham, men lod som om det ingenting betød.
Hun kunne stadig se sig selv sidde på sengekanten med et fjoget smil og se på ham med øjne,
der intet så, mens hun tændte en cigaret og fik den op til sin bævrende mund, med en hånd,
der dirrede så voldsomt, at hun næsten ikke kunne ramme den, og hvis han bemærkede noget
som helst, lod han som ingenting og elskede anden gang med hende, som han plejede.
Åh. Hendes mellemgulv trak sig sammen, og hun frøs og rejste sig og begyndte at gå planløst
rundt i stuen.
Hun havde været tænderskærende naiv og var pludseligt degraderet fra udearbejdende, ligestillet kvinde til afhængig elskerinde på lånt tid, og ikke så længe efter til ulykkelig, forladt
elskerinde uden arbejde. Det ville være vanvid at reagere på noget som helst fra hans side.
22
5
Telefonen skingrede, og hun blev så forskrækket, at hun slugte luft og fik et voldsomt
hosteanfald, men hun registrerede lyden af telefonsvareren, der startede. Hun tørrede øjnene
og så ubeslutsomt på det lille røde øje.
Hun havde ikke lyst til at tale med nogen; ikke lige nu, men hvis nu det var Peter … hvad
skulle hun gøre? Hun gik stivbenet hen og skruede forsigtigt op for lyden, som om den, der
kaldte op kunne se hende, og stod med tilbageholdt åndedræt og ventede på, at stemmen skulle holde op.
”Hej, det er mig … Birgitte. Er du hjemme Jo? Svar, svar! Jeg ved du gemmer dig! Eller ring
senere. Jeg har fri. Johanne, dit asen!”
Hun følte en svag, ubestemmelig skuffelse blande sig med lettelsen over at høre Birgittes
bydende stemme og tog røret med et suk.
”Ja, jeg er hjemme.”
”Du lyder så mærkelig.”
Hun trængte til fred lidt endnu.
”Gør jeg? Jamen jeg er heller ikke rigtig vågen endnu.”
Birgitte fnysede.
”Nej, ved du nu hvad. Det er højlys dag. Du sover tiden væk.”
Birgittes stemme krævede altid et eller andet, men klokken var mange, og hun havde ikke lyst
til at fortælle om lægebesøget eller Peters brev, men det var svært at undgå. Hun mærkede, at
hun begyndte at svede.
”Jo, falder du i staver?”
”Nej. Jo, det gjorde jeg vist.”
Birgitte lo heldigvis, og stuen blev lidt mere virkelig. Birgitte var hendes livline, når det kneb.
”Hvad vil du, Birgitte?”
Hun lød gudskelov venlig.
”Spørge om du vil med i skoven? Jeg tror bøgen er ved at springe ud, og jeg er ved at blive
forårskåd. Jeg trænger til en spaderetur. Hvad siger du til det?”
Hun så sig omkring. Middagssolen stod ind ad de vintersnavsede vinduer. Hun burde gøre
rent, rense ud, men hun havde ikke lyst; hun havde ikke lyst til noget som helst lige nu. Bir-
23
gittes tilbud var det mest fristende af alt det, hun ikke havde lyst til. Hun vaklede og havde
lyst til lægge røret.
”Svar, svar Jo! … Vi kan også gå på Glyptoteket, men vejret næsten for fint … ”
”Nej, ikke Glyptoteket.”
Hun rødmede endnu ved tanken om kustoden, der højt og tydeligt irettesatte hende, da hendes
fingerspidser fulgte en lille danserindes spinkle, yndefulde konturer … men det var måske en
god ide at komme væk fra brevet, og det var også rart at være sammen med Birgitte, næsten
uanset hvad de skulle. En tur i skoven ville give en smule luft.
”Ja, Birgitte; jeg vil gerne med i skoven, hvis du synes.”
”Herligt, Jo. Vi mødes om en time på stationen. Det sædvanlige sted. Hej så længe, skat.”
Hun stod med det tavse rør i hånden. Birgitte havde som sædvanligt taget fusen på hende,
men det var måske en god ide med en tur i skoven og komme væk fra det hele.
Hun kom i god tid og satte sig lettet ved busstoppestedet, hvor hun kunne puste ud og falde til
ro samtidig med, at hun holdt øje med Birgitte. Der havde været lidt tomrum mellem fortovet
og skosålerne, ikke ret meget, men alligevel nok til at forskrække hende. Sommetider kunne
denne svævende fornemmelse være det første tegn på panik. Hun håbede, tilstanden forsvandt
helt, inden Birgitte kom, for ingenting undgik hendes blik. Hun trak vejret dybt ind et par
gange og koncentrerede sig om omgivelserne, der summede af travlt liv. De fleste så meget
målbevidste ud, undtaget den hjemløse kvinde med hunden. Hun sad helt stille på sin sædvanlige plads på asfalten og røg og understregede omgivelsernes travlhed. Hun plejede at
give hende en skilling og modtage en behersket grimasse.
Hun så på uret. Hun ville foreslå Birgitte kystbanen, selvom turen egentlig var for kort til det
hurtige tog, men S-togets rygekupeer var ækle, i hvert tilfælde de gamle, og desuden var
strækningerne mellem stationerne så korte, at de skar flyvske drømme i stykker.
Birgitte kom hæsblæsende som sædvanligt. Hendes hippieagtige gevandter lyste op. Alle de
umulige farver sammen, og hun så altid rigtig ud alligevel. Birgitte gik i egne kreationer, som
hun sagde. Hun blev i godt humør, blot ved at se på hende og rejste sig og vinkede hende
over. Birgitte skar en grimasse og viftede tilbage med begge arme over hovedet. Hun havde
store bevægelser. Ikke små, nøjeregnende.
”Goddag smukke. Hvordan har du det? Du lød noget fraværende i telefonen.”
24
Birgittes rungende organ havde fået de omkringstående til at vende sig, og hun havde lyst til
at krybe ned under bænken, men hun lod som ingenting, og Birgitte dumpede ned på bænken
og tørrede sig med et stort, gult lommetørklæde, mens hun så nøje på hende med blikket.
”Jeg har det storartet, Birgitte!”
Hun havde lydt lidt for stakåndet.
”Har du? Jeg er sikker på, at der er noget, der trykker dig. Fortæl!”
”Ja … nej. Birgitte, folk kigger! Jeg skal nok fortælle dig om det, når vi sidder i toget.”
Kupeen var næsten tom. Hun fik sin vinduesplads med ryggen mod farten og fred til langsynet, og Birgitte draperede sig overfor og tørrede panden og viftede med armene.
Hun mærkede det lille sug i mellemgulvet, da toget satte i gang. En slags forventning. Hun
var på farten. Kun så kort tid, men under alle omstændigheder i drift. Birgittes ansigt nærmede sig.
”Nå, fortæl så din bedste ven alt.”
Birgittes stemme var mildt overtalende og skulle gøre det let at åbne munden og lade ordene
flyde ud, men det var ikke let; ordene klumpede sig sammen. Hun prøvede at lægge ansigtet i
afslappede folder og tændte en cigaret, men Birgitte lod sig ikke narre.
”Jeg har fået brev fra Peter.”
Birgitte så desorienteret på hende, men kun nogle få sekunder. Nu begyndte det.
”Peter? Peter! Den store stygge?”
Hun nikkede og stirrede på Birgittes mund, der formede et stort, ovalt dyb, mens hun så så
gennemborende på hende, at hun fik en ustyrlig lyst til at fnise. Hun satte hånden for munden.
”Hvad skriver han?”
Birgitte lød som et maskingevær.
”Det ved jeg ikke. Jeg har ikke læst det. Det ligger hjemme på sofabordet og lyser så grelt, at
det næsten har mistet konturerne.”
Hun kunne høre, at hun lød melodramatisk, men det var sandt, at kuverten næsten havde
blændet hende og brændt hendes hånd, da hun rørte den. Hun så afventende på Birgitte, der
var krøbet lidt ind i sig selv og lignede en sfinks. Hun lod hende være og stirrede ud ad vinduet og ventede.
Birgitte betragtede bekymret Jos bortvendte ansigt. Hun havde hørt om Peter, søde Peter,
skrækkelige Peter, kloge Peter, kyniske Peter, utallige gange i løbet af årene. Det var indirekte på grund af Peter, at de havde mødt hinanden. Hun huskede knivskarpt den dag, hun så Jo
25
første gang. Hun havde undret sig over, at kvinden overfor hende havde haft kræfter til at
søge hjælp. Hun var totalt knust og havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor en
svingdørspatient tog hende under sine vinger og fik hende med i gruppeterapien.
Jo havde nærmest klamret sig til hende den første tid; hun havde været ilde tilredt, og det
havde taget lang tid at give hende noget, der mindede om selvtillid, men det var lykkedes,
nogenlunde. Nu kunne hun ligefrem være rapkæftet indimellem, men det var aldrig til at vide
med Jo. Hun dumpede pludselig ned i sorte huller, virkede lidt depressiv, selvom lægerne
sagde, at hun ikke var ægte depressiv, og nu sad hun og lignede sit eget genfærd. Hun var
sunket lidt sammen og så fraværende ud. Satans! Hun svingede sin ene hånd foran hendes
ansigt.
”Jo, JO! Vågn op! Hvorfor har du ikke læst brevet?”
Hun drejede hovedet langsomt og mødte med besvær Birgittes øjne. Det var modbydeligt at
lyve overfor hende, men dagen skulle ikke ødelægges fuldstændigt.
”Jeg skulle til at læse det, da du ringede, men så ville jeg hellere i skoven, end jeg ville gnaske i fortiden.”
Hun mærkede varmen i kinderne. Birgitte kunne se, at hun løj.
”Stakkels Jo. Du er bange for, at han skal få kløerne i dig igen, ikke?”
Birgitte var på vagt, og det var der ikke noget at sige til; hun havde kæmpet for hende og
sammen med hende og oplevet hende, mens hun var ynkelig. Det nyttede ikke at lyve; det
gjorde det hele værre. Birgitte havde på en måde krav på at vide, hvordan Peters brev havde
påvirket hende.
”Birgitte!”
”Ja?”
Hun sukkede tungt og greb hendes hånd.
”Jeg holder så meget af dig og det, vi har sammen. Det skal du vide … ”
Hendes ord fik Birgitte til at se mildere ud.
”Jeg bliver bange, når jeg tænker på alle de urolige år, jeg spildte mere eller mindre. Jeg har
et roligt liv nu, og jeg har for det meste nogenlunde styr på det og er tilfreds, og sommetider
er jeg oven i købet lykkelig i nogle sekunder…”
Det lød som om, hun havde lært det udenad, eller måske noget fra en billig roman, og hun
gav et lille, nervøst fnis fra sig.
”Men …?”
26
Hun var et voksent menneske, og Birgitte havde ingen ret til at behandle hende, som om hun
var under tolv år.
”Men … hvad?”
”Hold op, Jo. Hvad føler du?”
Birgitte forlangte dagklare svar. Der var ingen vej udenom, selvom hun sårede hende. Hun
var tør i munden.
”Han har stadig magt over mig.”
Ordene lød så ondskabsfulde, men hvad skulle hun ellers svare, når det nu var … Birgitte trak
sin hånd til sig, og hun var blevet bleg, og hendes øjne var sørgmodige, og det var hendes
skyld.
”Birgitte, jeg … det vi flygter fra …”
Hun opgav og så ned.
”Jeg forstår … og det vi flygter fra, forfølger os …Det var sgu det, jeg prøvede at banke ind i
hovedet på dig, da du var i terapi.”
”Ja. Birgitte, det er jo det … men jeg har det jo godt.”
”Det troede jeg, du havde, men den skiderik har dårligt nok nået at fløjte, før du danser. Hvad
vil du gøre?”
”Det ved jeg ikke. Jeg har jo ikke læst brevet!”
Birgitte sukkede. Johanne havde måske, måske ikke læst brevet, men det ville hun gøre. Hun
ville labbe det i sig, og det eneste hun kunne gøre, var at være der, hvis … når det gik galt.
Hun havde lyst til at ruske hende, men hun lænede sig frem imod hende tog hendes hænder i
sine. De var iskolde.
Så stor magt havde bæstet over hendes hjerteveninde. Hun var grædefærdig og havde lyst til
at skrige til hende, at hun skulle brænde det brev og glemme alt om Peter, men hun vidste, at
løbet var kørt; det sås alt for tydeligt i Jos blik. Hun tog sig voldsomt sammen. Det var mindre smertefuldt frivilligt at skubbe hende fremad og bevare en slags kontrol, end det var at
miste hende.
”Jamen, så læs brevet og mød ham, hvis det er det, du vil. Få det overstået!”
Birgitte lød insisterende. Hun havde lyst til at trække hænderne til sig, men det ville virke for
afvisende.
”Jeg må have lidt tid, Birgitte… og jeg ved jo slet ikke, hvad han skriver … ”
Hun snappede efter vejret.
27
”Ok, Johanne, lad os få noget luft og grønt og en øl hos Peter Liep, som vi plejer, ikke?”
Birgittes udtryk gav hende kvalme.
De nående langt om længe Klampenborg, og hun styrtede, nærmest flygtede ud af toget og
snusede demonstrativt den friske luft fra havet ind og tog Birgitte under armen og mærkede,
at Birgitte stadig var vred på hende eller ked af det, men hun lod som ingenting og koncentrerede sig om træerne langs stationen, der var sprunget ud.
Hun plejede at nyde pragten intenst, elskede de uforpligtende, tanketomme øjeblikke, men det
var anderledes i dag. Birgitte vendte sig ikke om, som hun plejede, eller skyndede godmodigt
på hende. Hun sukkede. Birgitte havde selv villet bore i det.
De gik ind gennem den røde port, og som sædvanligt følte hun sig øjeblikkeligt hensat til en
helt anden verden. Lydene, den kølige luft og det akvariegrønne lys fra de høje, slanke bøgetræer fremkaldte altid en sart, højtidelig stemning hos hende, der ville splintres, hvis hun delte
den med Birgitte eller nogen som helst anden.
Måske havde Birgitte det på samme måde; hun sagde i hvert tilfælde aldrig noget, de først
minutter. Der var kun få fodgængere og en enkelt rytter, på en brun, blank hest, hvis muskler
gned mod huden. Her var så fredeligt, og hestens hovslag var ældgamle og trygge, ligesom
træerne.
De skråede ind i skoven og hoppede over de fugtige steder og spadserede op imod Eremitagen. Hun bed tænderne sammen. Hoften smertede allerede grimt, men det skulle Birgitte ikke
vide. Hun ville gå denne tur, der måske var den sidste i hendes liv, hvis hun ikke snart blev
opereret. Birgitte gik heldigvis lidt foran og så ikke hendes krympede ansigt, og tavsheden
var vist naturlig nu? De plejede aldrig at sige ret meget, når de var i skoven, men nyde fuglene og bladenes sagte susen eller tørre knasen under sålerne om efteråret.
Eremitagen lå øde hen, og den store slette flimrede i grønne og brune nuancer. Hun sugede
synet ind, mens hun dumpede ned på bænken og fik trukket vejret igennem.
”Åh, hvor er her skønt.”
Hun så overrasket og lettet på Birgitte, der strakte sig og smilede stort. Turen så ud til at have
gjort hende godt; hendes kinder blussede. Hun gengældte forpint hendes smil og vendte
skyndsomt hovedet væk. Tårerne pressede på. Hun var sikkert både uretfærdig og selvmedlidende, men hvorfor var goderne så ulige fordelt? Hun mindedes ikke, hvornår hun sidst havde kunnet nyde noget fuldt ud, uden smerter … ligesom Birgitte.
”Sig noget pjerrot! Synes du ikke her er dejligt?”
28
Skyldfølelsen skyllede ind over hende. At smerterne indimellem gjorde hende ondskabsfuld,
skulle vel ikke gå ud over Birgitte. Hun tog sig voldsomt sammen.
”Jo, Birgitte, du ved, jeg elsker at være her. Det var en fin ide, du fik.”
Hun gav Birgittes arm et klem og mærkede tilfreds, at Birgitte slappede af.
Slottet trængte til en kærlig hånd og liv. Store skarer jægere med røde dragter og horn og
fruer iført krinoliner. Yndig tid. Nej. Hun ville have stået i køkkenet og slidt sig halvt ihjel,
og en fordrukken, fortvivlet mand og fem sultne børn, ville vente på hende hjemme. Tandlæge havde man heller ikke. Alle de fine damer skjulte deres sorte smil bag vifter, og mændene
måtte leve med deres prostatabesvær.
Hun kom til at grine, og Birgitte så forbavset på hende og rejste sig.
”Må man være med til en griner?”
Birgittes humør var ikke helt godt endnu.
”Det var noget historisk … slottet, nej tænder. Rådne tænder. Birgitte, det var en af mine
sædvanlige film … det var ingenting.”
”Det må være dejligt at få så meget ud af ingenting.”
”Vær nu god, ikke?”
Hun skubbede indsmigrende til Birgitte, der gudskelov så ud til at ville overgive sig, og de
gik i ro og mag tilbage mod Bakken og satte sig ved deres sædvanlige bord hos Peter Liep,
med ansigterne vendt mod solen. Hun nød øjeblikket og varmen og Birgittes selskab.
”Hvornår læser du brevet?”
Nu begyndte Birgitte forfra. Hun havde et øjeblik næsten glemt - eller i hvert tilfælde havde
hun kunnet abstrahere fra brevet, mens de gik. Landskabet, smerterne og Birgitte havde krævet hende fuldt ud. Hun havde ikke lyst til at svare.
Tjeneren kom med to øl. De skænkede op i glassene og så på hinanden, mens de drak.
”Gode forhold i familien, Johanne?”
Birgitte trak i land. Hun måtte have set et eller andet i hendes ansigt.
”Selvfølgelig, Birgitte.”
Hun så ned i bordet.
Birgitte betragtede ømt Jo. Hun var parat til at vokse fast i denne stol, hvis Jo sad overfor
hende. Når de var sammen, kunne alt føles overkommeligt og rigtigt, og det skulle Jos barnagtige forelskelse ikke ødelægge.
”Hvad tænker du på, Jo?”
29
Ikke igen. Hun ville ikke tale om Peter.
”Krigen og på, hvor heldige vi er. Tænk, at vi kan sidde her i fred, mens andre bliver slået
ihjel.”
Hun følte sig tarvelig, da hun så, at det gibbede i Birgitte. Det havde ikke været hendes mening at ødelægge stemningen, og hun kunne ikke tillade sig at bruge krigen som afledningsmanøvre, men måske var det det fredelige landskab og smerten, der fik hende til at bruge
krigen.”
”Krigen?”
Hvordan skulle hun redde situationen. Hun tændte en cigaret.
”Ja! Krigen. Birgitte vi er i krig, og så sidder vi her og hygger os og lader som ingenting.”
”Hold op! Synes du ikke, du har rod nok i dit eget liv? Hvordan tror du, du kan løse verdenssituationen?”
Hun mærkede trætheden som et kølleslag. Hvorfor havde hun ødelagt den skrøbelige stemning med sin klodsethed? Hun sukkede og rakte sin hånd frem mod Birgitte.
30
6
Det havde været en lettelse at vinke farvel til Birgitte, men inden de skiltes, havde hun
lovet at ringe til hende, så snart hun havde læst brevet, og selvom hun ikke havde lyst, var det
vel det mindste, hun kunne gøre. Eller var det? Sommetider, især den sidste tid, havde hun
haft en ubehagelig fornemmelse af, at Birgitte ville styre hendes liv; ligesom børnenes far,
dengang.
Jens havde næsten umærkeligt forandret sig fra at være tryg til at være så besiddende, at hun
var ved at blive kvalt. Peter havde været helt modsat, og det havde fascineret hende. I begyndelsen havde hun følt sig fri, sammen med ham, men efterhånden, hvis sandheden skulle
frem, var hun blevet ligesom Birgitte var nu. Hun havde haft lyst til at vide alt om ham; det
var næsten blevet en fiks ide hos hende at udspørge ham, og det havde irriteret ham og gjort
hende ulykkelig. Hun sukkede. De var ens alle sammen, når det kom til stykket.
Stuens dunkelhed føltes dejligt efter timerne i det skarpe forårslys. Hun skævede til brevet;
det lyste stadigvæk, men farligheden havde fortaget sig noget.
Hun hentede et glas portvin og satte sig i stuens bedste stol og så sig omkring. Hun var
hjemme her og normalt kunne hun ikke se sig mæt på den stue, og hun var taknemmelig for
den frihed det var at kunne lukke sin dør og bestemme alting. Hoveddøren og stuen havde
altid hjulpet hende, hver gang hun tænkte på, hvor overvåget, hun havde følt sig i barndommen og i sit ægteskab, men lige nu beskyttede den hende ikke. Hun følte sig udsat. Både Peter og Birgitte truede hende.
Hun så sig træt rundt. Hun havde egentlig aldrig forandret smag, det var som om hun var
gået i stå. Stuen var slidt ungdommelig, og hun havde villet have den sådan; den var på en
måde blevet et symbol på tiden, da hun troede, at verden og hun selv havde en chance. Orange erindringer; en kort orange tid omringet af skarpt gult og sort.
Stuen var forblevet uforanderlig og et helle. Hver lille ting havde en historie, og de få møbler,
hun udskiftede gennem årene, sørgede hun for gled ubesværede ind, så de aldrig stak af fra
helheden. Birgitte kaldte det stagnation, da hun engang diskuterede indretning med hende,
men det var ikke rigtigt eller også var det, det var ligegyldigt. Det væsentlige var, at hendes
urolige sind havde brug for faste holdepunkter og rutiner, der ikke altid involverede andre
mennesker.
31
Hun lagde benene op på bordet og løftede glasset. Portvinen glødede. Hun genkaldte sig den
store bøgestammes ru bark mod håndfladerne, da hun omfavnede træet i Dyrehaven. Portvin
hørte til ved foden af et stort træ med grågrøn bark, der duftede af ælde. Hun dyppede tungen
i glasset. Det var en god portvin, fyldig og krydret sød, og den steg hurtigt til hovedet.
Hun satte glasset forsigtig fra sig og tog brevet og sprættede det pænt op, selvom hun havde
lyst til at flå det, og tog brevet ud. Papiret var groft og svagt gulligt, nærmest flødefarvet.
Skriften var stor, spredende sig henover siden. Han brugte stadig fyldepen ved højtidelige
lejligheder. Hvor personligt. Den hykler!
’ Kære Johanne.’
Hun krympede sig. Det lød så naturligt og ubesværet. Hvordan havde han kunnet rationalisere
sin elskede bort? Hun havde været et uforudseeligt element, men da han havde ekspederet
hendes lille sag ned i sin dertil indrettede boks, troede han, at resten, som i hans øjne var en
ganske anden sag, stadig var tilgængelig.
Han havde haft ret. Hun havde været parat til at give ham det, han ville have, for bortset fra
børnene, der altid havde følt sig tættest knyttet til Jens, og som hun havde svigtet på det groveste, mens hun kendte Peter, havde hun intet at vende tilbage til. Hun kunne ikke forestille
sig et liv sammen med Jens, hun altid havde holdt af, men som hun åbenbart aldrig havde
været forelsket i; det havde hendes vilde forelskelse i Peter vist hende, og hun ville aldrig
mere kunne nøjes med mindre.
Jens havde tigget hende om at gøre et forsøg, også for børnenes skyld. Hun havde grædt
sammen med ham og haft ægte medlidenhed med ham og skyldbetynget ondt af sig selv, men
hun havde valgt, selvom hun vidste, at hun aldrig ville få Peter, og at hun heller ikke ønskede
det, på det tidspunkt.
Hun løsnede kæberne. Hun havde haft et klart billede af at elske sin bøddel. Hun huskede den
pinefulde ydmygelse, men hans magt var stadig stor, fordi hun aldrig siden havde truffet en
anden, der fik hendes krop til at gløde.
Efterhånden havde hun lært at leve, og leve udmærket, uden lidenskab, men hans brev viste,
at hendes krop havde ligget i dvale og huskede det hele; alle de himmelske tilstande. Hun bed
tænderne sammen. Hun ville ikke, ville ikke; han var det ikke værd. Birgitte havde ret, og det
var bedst, hvis de var sammen, mens hun læste brevet.
32
Hun åbnede et vindue og trak vejret dybt. Hun havde ladet sig rive med, på sin sædvanlige,
overspændte måde. Hun måtte læse brevet, nogenlunde nøgternt; læse hvad der stod; huske
hvordan han var. Ja.
’Min hustru er død …,
Ellen død? Hun var ikke særlig gammel. Hvor havde hun hadet hende engang. Hustru! Det
var tragikomisk. Når mænd kom lidt på strå, eller bildte sig ind, at de var, ophøjede de deres
koner til hustruer; måske et sartere, finere og mere cementeret tilbehør? Når de var rigtig fine,
hed tilbehøret vist koner igen. Hustru! Han var en selvhøjtidelig nar. Hans hustru Ellen havde
været hans husholderske og besværlige kone og hans børns mor. Medhjælpende nødvendigt
onde; det havde han sværget på.
Nu havde han siddet med blanke, bedrøvede øjne og blank fyldepen og smagt på de stilfulde
ord og de belagte minder. Hustru! … Hustrumishandler!
Hvad bildte hun sig egentlig ind? Hun sad og var ondskabsfuld, mens Peter sørgede.
… og har ryddet op stødte på nogle gamle fotos fra afskedsfesten dengang. Kan du huske
den?
Du er med på nogle af billederne, og minderne trænger sig på. Jeg tænker på, hvordan det gik dig. Du forsvandt jo pludseligt, og ville ikke se mig mere, og du svarede heller
ikke på det brev, jeg skrev til dig for nogle år siden. Jeg kommer snart til København. Det
kunne være hyggeligt at mødes og sludre om gamle dage. Hvad siger du? Peter.’
Hun skubbede brevet væk med pegefingeren og lænede sig tilbage i stolen, for at finde støtte.
Hvordan kunne nogle bogstaver, på et stykke papir, virke så voldsomt? Det var bare små
viljeløse tegn, der sat anderledes sammen kunne have fortalt noget glædeligt eller ligegyldigt.
Flimmer, men hun kunne ikke være i sit hoved. Hun kneb øjnene sammen, og gamle billeder
pressede sig ud fra bevidstheden og landede på nethinden.
Peter og hende i værelset, i sengen, på gulvet og hendes fuldstændige overgivelse for første og eneste
gang. Peter forførte hende, og hun var villig og ligeglad med ægtestand og anstændighed overfor Jens
og en kvinde et sted derude. Begæret dunkede i hendes krop. Hun mistede næsten bevidstheden, når
han rørte ved hende. Bagefter hadede en del af hende ham, for han overskred hendes grænser og kom
alt for tæt på. Hun mistede og mistede og slog armene omkring ham og ville have mere. Hun eksploderede i violette farver, og hun hadede hans magt og var helt i hans vold.
33
Hun frøs. Hun havde både hadet og elsket den magt, han havde haft over hende. Det havde på
en besynderlig måde været dybt tilfredsstillende at lade sig overvælde eller overmande, men
da det var slut, havde hun skammet sig over den lille rolle, hun havde haft i hans spil, og eftervirkningerne havde været forfærdelige. Hun glemte aldrig sine klaprende tænder og kroppen, der ikke ville lystre eller lyden af hylene under hovedpuden; hun havde tudet som et dyr
i dødsangst. Hun ville sikkert komme til at grine, hvis hun hørte den lyd fra andre og ikke
vidste, hvad den betød.
Hun huskede, hvordan hun slog hovedet ind i væggen for at få anspændtheden til at forsvinde, og hun kunne mærke den anstrengte vejrtrækning igen. Hun havde lidt … af hjertesorg;
stor, mørk sjælekval, og nu vidste hun ikke engang, om hun havde brudt sig om ham.
Det havde ikke været til at bære. Hun huskede, hvordan farverne forsvandt, derefter musikken, som forvandledes til støj, og til sidst mistede hun talens brug og ville ikke være sammen
med nogen mennesker, ikke engang børnene, som hun svigtede på det groveste. De havde
aldrig stolet helt på hende siden, og hun havde aldrig siden været helt tryg ved mænd, uanset
hvor rare de virkede. Hun var flygtet, hver gang en mand ønskede mere end sex og bekendtskab. Hendes følelser for Peter, og hans svigt, havde på en måde afsporet hende. Det var forfærdelig trist.
Hun rejste sig, tør i munden, og hentede et glas vand i køkkenet og drak grådigt. Sorg og
bitterhed og galde. Skidengul galde. Den … ja, det kunne være morsomt at møde Peter og
tale om gamle dage. Så kunne hun passende slå ham ihjel ved samme lejlighed. Hun var glad
for, at hun ikke havde været hans hustru. Han kunne også være tilfreds. Hun ville have hængt
ham op på torvet med en krog igennem hans virile dele.
Telefonens skingrede gennem marv og ben. Hvem kunne det være? Birgitte? Peter? Hendes
hjerte begyndte at hamre. Hun ville ikke tage den.
Svareren gik i gang. ’Goddag. Jeg hedder Jette. Jeg er gamle fru Nielsens nabo. Gudrun Nielsen. Hun er snublet på fortovet og har brækket lårbenet. Hun ligger på hospitalet. Du skulle
besøge hende i morgen. Hun bad mig ringe. Hej.’
Hun satte sig og tørrede sig over panden. Det gamle skind. Det værste var sket. Hun måtte
derud, selvom hun egentlig var for træt. Hun lod vandhanen løbe og pøsede vand i ansigtet og
drak et par slurke. Uvirkelighedsfornemmelsen havde stadig tag i hende, men hun måtte ud til
Gudrun.
34
Hun stod fortumlet i gadedøren og havde lyst til at flygte tilbage til lejligheden, men hun
vidste alt for godt, at hvis hun gjorde det, ville hun fortryde resten af dagen. Hun begyndte at
gå, satte næsten komisk forsigtigt det ene ben foran det andet, mens hendes næse pegene ned
mod fortovet. Det var dødsens farligt at gå her, hvis man var gammel og gangbesværet, eller
så dårligt og var uopmærksom et øjeblik. Farlige, fliser, fliser der grinede skråt, og hun havde
talt med mange mennesker, der var snublet over en ujævn flise. Hun mærkede et ubehageligt
sug i mellemgulvet.
Gudrun så lille ud i hospitalssengen. Det grå hår var pjusket, og øjnene var matte og bekymrede. Hun sank en klump og tog hendes hånd.
”Hvordan går det, Gudrun?”
”Jeg kommer ikke op mere!”
Hun så en tåre på den gamle kind; den glimtede i lyset. Hun tørrede den blidt væk og sagde
bestemt, uden at tro på det.
”Jo, Gudrun!”
”Nej.”
Der lå alverdens viden i den betoning, og hun vidste, at Gudrun meget vel kunne få ret. Her lå
en gammel kvinde, der var glad og forfængelig i går og så sølle ud i dag. Tåbelige verden, der
ikke engang kunne gøre de gamles sidste skridt trygge. Myndighederne måtte have mistet
jordforbindelsen!
Hun var afmægtig. På vej ud fra hospitalet satte hun sig på en bænk ved det lille Gefion
springvand. Bænken var iskold og det var næsten mørkt, men hun trængte til fem minutters
frisk luft. Hun tændte en cigaret.
Gudrun i en fin blomsterbutik, hvor hendes gamle hånd, med den smalle vielsesring, strøg
varsomt henover rosenblade, mens hendes næse vibrerede i håb om at opsnappe lidt duft;
eller Gudrun i Magasins parfumeriafdeling, hvor hun snusede rundt og kikkede koket ind i
spejlene og fnisede; eller Gudrun på Kultorvet om sommeren, spindende som en kat i solen
og labbende en lille fadøl i sig, altid en lille, meget fræk fadøl, mens hun selv drak kaffe og
nød stemmerne omkring sig, der steg og faldt og hørte helt naturligt til mellem husene, og
latteren, der skilte sig ud fra den beroligende mumlen og steg højt op og fløj ud i verden. Hun
betragtede de kurrende duer, hvis drømme hang som ekkoer i de store skove, og Gudrun sludrede og det var stjernestunder, som måske var forbi nu, og hvem havde egentlig været besøgsven?
35
Hun sukkede tungt. Gudrun var livsglad indtil i går. Hun var en stærk, skrøbelig kvinde, der
var slået ud af kurs nu på grund af nogle fliser. Hun sukkede højt og gik ud ad porten, bort fra
Gudruns terminalseng; prøvede at ryste ubehaget væk, væk, men det ville ikke forsvinde.
For nogle dage siden var dagene rolige og en lille smule kedelige, men de var også trygge, og
hun havde slet ikke haft fantasi til at forestille sig, at de kunne blive anderledes; men intet var
givet og mennesket spåede, men rådede, gjorde de ikke, og Gudrun var en gammel kvinde.
Birgitte og hun var heller ikke unge mere; pludseligt kunne Birgitte være væk. Hun skuttede
sig. Hun ville ringe til hende, når hun kom hjem, og sikre sig, at hun havde det godt. Hun
kunne altid fortælle hende, at hun havde brændt Peters brev uden at læse det. Hun ville lyve
helt bevidst, selvom Birgitte hadede løgn. Løgn ødelagde tilliden, og det værste ville være at
miste Birgittes tillid, men hun var nødt til det. Verden var fuld af løgn. Hvordan mon verden
ville se ud, hvis alle mennesker fortalte sandheden? Ville der være færre intriger?
Hun kunne ikke ryste ubehaget af sig; det blev siddende i nakken. Det gjorde det altid. Løgn
udhulede. Hun gik hen mod bussen. Hvordan kunne hun tro, at hun havde glemt Peter? Hvor
naivt! Hvordan kunne hun bilde sig ind, at hun kunne narre Birgitte? Hvis hun fik et af sine
panikanfald, var Birgitte det eneste menneske, hun kunne ringe til. Birgitte var hendes livline,
og nu prøvede hun, af alle kræfter, at skære den over. Det var tåbelig, men hvis hun inviterede hende til middag om et par dage, gik det hele nok i orden.
36
7
Hun låste sig ind i lejligheden og lirkede skoene af, mens hun smækkede døren i med
albuen. Hendes ankler var hævede; turen til Eremitagen havde været i overkanten, men alt for
Johanne.
Hun vrikkede med fødderne og gik på tåspidserne ud i køkkenet og satte madvarerne på køkkenbordet og skiftede vand i vasen, der stod på det store almuegrønne bord, med mørklilla
syrener, hun havde tyvstjålet fra en hæk, hun ikke vidste om var offentlig eller privat. Syrenerne havde hængt udover fortovet! Knopperne ville højst sandsynligt falde, inden de nåede
at springe ud; de havde for meget vild natur i sig, til at kunne klare et amputeret indendørsliv,
men foråret var da i det mindste indviet, som sædvanligt.
Hun åbnede køkkenvinduet og lænede sig ud. Nu varede det ikke så længe, inden Jo og hun
kunne sidde ude og nyde de lange aftener, mens de lyttede til fuglene og bilernes summen,
der med lidt god vilje lød som brusende vandfald. Jo elskede vandfald, og et af de bedste
feriebilleder, hun havde taget af hende var det, hvor Jo leende og overmodig plaskede vand
på hende, og hun skændende prøvede at fotografere og var lykkelig, fordi Jo tilsyneladende
var ved at komme sig. Hun lukkede vinduet. Skulle hun virkelig forholde sig passiv, når Jo
gik bevidstløst ind i løvens gab, eller skulle hun tage kampen op, selvom hun næsten kendte
resultatet? Hun vidste det ikke.
Til helvede med det hele. Hun var dødtræt og havde lyst til at gå på hovedet i seng, men det
nyttede ikke at give efter for dårligt humør, og måske besindede Jo sig; noget måtte hun vel
for pokker have lært. Nej, hun havde sgu ej. Hun var allerede begyndt med sine udflugter.
Hvordan i alverden kunne den stodder stadig gøre hende blød i knæene?
Hun gik ind i stuen og betragtede trist planterne, der i hvert tilfælde så ud til at trives. De stod
frodige på bordet langs væggen, med aftensolen skråt ind ad vinduerne. En del havde hun
arvet, og en del havde hun fremelsket, fra de var spæde. Når de gik ud, ville hun ikke kunne
nå at gentage processen. Forbandede tidsbegrænsning.
Hun gik hen og bøjede sig ind mod dem og åndede på deres blade og savnede sin mor. Døden
var så grusomt endelig.
Hun var udmattet; havde for meget arbejde. Alderen var begyndt at trykke. Nej, det var angsten for, hvad Jo kunne finde på og forestillingen om en trøstesløs alderdom, der tærede på
hendes kræfter. Hvis hun kunne få fat i nakken på det dumme svin og vride halsen om på
37
ham, så … Hun bed kæberne sammen og løsnede hårknuden og rodede op i den store, gråsprængte manke og gik ind i soveværelset og skiftede til sin slidte hjemmedragt, hendes sutteklud, der plejede at få hende til at slappe af, men den hjalp ikke. Hun var anspændt og småfrøs og havde en tom fornemmelse i maven. Hun så ned ad sin buttede skikkelse og sukkede.
Til helvede med det hele. Der var altid maden.
Hun gik tilbage til køkkenet og lod vandhanen løbe og fyldte et glas og drak tørstigt. Hvad
skulle hun sætte tænderne i? Hun gad ikke den større kogekunst i aften; hun var begyndt at
sjuske med middagsmaden.
Hun lagde sig ind i sofaen og trak telefonsvareren hen til sig og trykkede på knappen og skruede op for lyden. Nu var hun tilpas parat til dagens meddelelser. Det var fint, at hun havde
besluttet sig til at ignorere omverdenen, indtil hun havde spist. Maden lå bedre i maven på
den måde. To timers stille eksistens, uanset hvor meget dyret blinkede.
Hun lyttede nøgternt til Jos afstandsstemme. Det var godt med hende. Hun løj, så det drev.
Naturligvis havde hun læst Peters brev. Hun skruede ned for lyden og rejste sig, forspist og
træt, og begyndte at trave op og ned ad gulvet. Hvorfor greb Jo altid til løgn, når hun var
usikker? Kunne hun ikke blot sige, at hun ikke ønskede at diskutere Peters brev med hende?
Troede hun stadigvæk, at problemerne forsvandt, hvis hun ignorerede dem? Hun stod stille
ved telefonen. Skulle hun ringe hende op? Nej for pokker. Hun skulle beherske sig.
Hun trak vejret overfladisk. Hun ville drikke en lille snaps, for blodomløbet, og så kunne hun
lige så godt gå i seng med en god bog og prøve at abstrahere fra bekymringerne. Hun sad dag
ud og dag ind og gav andre mennesker gode råd. Hvordan kunne hun stadig være så elendig
til at håndtere sit eget liv?
Hun gik hen og lukkede altandøren og trak gardinerne for. De lyse nætter var tunge at være
alene i.
Hun vågnede med hovedpine. Lagnet var helt sammenkrøllet. Højst sandsynligt mareridt.
Resterne sad i kroppen. Jo havde ringet sent og inviteret til tilgiv-at-jeg-løj middag. En gang
til for prins Knud, men det havde hjulpet lidt på humøret, selvom hun ikke sagde noget om
Peter.
Hun listede ud i køkkenet og åbnede køleskabsdøren. Det var ikke ligefrem en duft af roser
og viol, der strømmede hende i møde. Hun måtte se at organisere en grundig gang rengøring.
Hun tog kartonet med tranebærsaft, og hørte Jo prædike, at ’det er godt mod blærebetændel-
38
se.’ Hun tvivlede på, at hendes begyndende inkontinens kunne kureres med tranebærsaft, men
hvad pokker, det smagte glimrende. Det var sgu skæbnens ironi, at hun var på vej tilbage til
blealderen, netop som hun begyndte at føle sig voksen. Visdom og bleer! Hun skuttede sig,
men var samtidig glad for, at det tabubelagte emne var hevet frem i lyset. Hun huskede sin
overraskelse, da hun hørte, hvor mange mennesker, der havde prøvet at skjule problemet,
sommetider med store sociale tab, fordi tisselugt ikke fremmede hyggeligt samvær.
Hun satte vand over til te og gik ind i arbejdsrummet og så med ubehag på kondicyklen, der
lyste energisk. Hun måtte hellere stramme ballerne og knibe samtidig, og hvad pokker; bleer
og ride ranke var som fod i hose.
Hun satte sig op på cyklen og begyndte den ørkesløse trampen på stedet. Hun skulle træde
mindst fem kilometer. Det var godt for cirkulationen, så måtte sjælen komme halsende bagefter. Sjælen! Den sad sgu allerede i køkkenet med en stor, stærk, hed kop te, men hun ville
trampe i pedalerne, indtil hun begyndte at mærke varme i underbenene.
Da hendes far døde, stod hun ved fodenden af hans seng, og ordnede dynen omkring hans
fødder. Hun rørte ved ham og fik en stærk fornemmelse af, at noget var helt galt. Faderen
rejste sig halvt op og spærrede øjnene og munden op. Hun kastede sig hen til hovedgærdet og
begyndte at kærtegne hans pande og bryst og mumlede, at alting var godt.
Hun havde mærket døden på vej op mod hans hjerte. Døden sneg sig ind nedefra, mens de
pårørende sad ved hovedgærdet. I lang tid herefter havde hun en vag, ubestemmelig følelse
af, at hun havde sat processen i gang, da hun rørte ved hans fødder, selv om hendes fornuft
fortalte, at døden klarede det spil uden hendes hjælp.
Efter den oplevelse var hun begyndt at registrere sine bens kulde og varme og fandt ud af, at
hendes fødder blev kolde, inden hun var klar over, at hun var på vej til en influenza eller forkølelse. Fødderne og tæerne var blevet hendes barometer.
Ikke flere dystre tanker. Hun stod af cyklen og gik ud i køkkenet og lavede te og satte sig i
spisekrogen og lod blikket glide henover rummets farver og former. Det var tilstræbt fransk
landkøkken, sagde Jo, selvom hun ikke vidste, hvordan sådan et så ud. De hvide og grønne
farver stod fint til jordfarvernes mange nuancer, og der var godt gedigent træ overalt, med
slidmærker; og gaskomfuret var moderne, inden ruder knægt blev konge. Det trængte til en
kraftig modernisering, men så længe hun hyggede sig sammen med Jo i det, kunne det få lov
til at være.
39
Hun glædede sig til at se og høre Jo, når hun serverede sin gryderet. Hun nød hver gang at se
det næsten komisk højtidelige blik i hendes øjne, når hun bar sin mors jerngryde ind på bordet. Den store gryde tog næsten magten fra Jo, men øjeblikket havde et rituelt præg over sig,
og hendes ’det er økologisk’ lød nærmest sakralt og så pirrende, at hun næsten spandt. Hun
var parat til at æde sig en pukkel til, for at glæde Jo, for det var positivt i sig selv, at det eskapistiske væsen havde virkelighedssans nok til at tilberede et godt måltid. Når de så var mætte
ville betroelserne komme; det plejede de at gøre, og det var vigtigt, at hun holdt masken, når
Jo begyndte at tale om Peter. Hendes jalousi måtte under ingen omstændigheder skinne igennem.
40
8
Syrener og guldregn lyste op i parken. Hun gik hen til sin faste bænk lige ved indgangen og slap indkøbsposerne og vristede skoene af. Selvom hun sad en halv time, kunne hun
sagtens nå at forberede middagen og ligge en times tid.
Hængepilen hældede faretruende udover søen. I hendes ungdom havde der været tre eller fire
piletræer, men de var bukket under og lå og rådnede under vandet. De havde været uerstattelige, for hun ville aldrig mere opleve gamle hængepile på deres pladser.
Hun gabte. Hun havde sovet elendigt i nat, og det gjorde ikke noget under normale omstændigheder; den lille, fortrolige uoplagthed var til at leve med, og middagsluren var en god løsning, hvis hun ville undgå overtræthed, men i dag var der ikke tid, og det var ærgerligt, for
netop i dag havde hun brug for at være klar i hovedet, så hun ikke vrøvlede.
Hun var spændt på, hvordan Birgittes humør ville være. Hun havde lydt lidt sarkastisk i telefonen, eller måske var det hendes egen dårlige samvittighed, og den tid den sorg. Hun lænede
sig tilbage og så op på de japanske træer, hvis kroner dannede et filigranloft i hendes paradis.
Duerne havde ikke sat sig til hvile endnu. Ingen klatter. Ingen lykke.
Hun betragtede solens spil, i de gamle stammers furede bark, og lyttede med et halvt øre til
parkens faste flok, der sad på deres bænk, i passende afstand, og råbte op og klarede verdenssituationen og problemerne med at få den næste bajer. Det var velkendt og trygt. Hun havde
ikke lyst til at forandre noget.
Hun så på uret og rejste sig, og et ungt par satte sig på bænken overfor. Deres forelskelse var
mærkbar, men de rørte ikke ved hinanden. Hun så på dem, uden jalousi, og smilede og modtog søde, lidt generte smil. De havde råd til at dele, og hun modtog uden fortrydelse. Var det
alderens parathed til at give videre, eller fuldstændig resignation, eller måske drømmen om
Peter, der gjorde hende gavmild?
Hun anede det ikke, og det var også ligegyldigt; hovedsagen var, at hun stadig kunne glæde
sig over unge menneskers forelskelse, der virkede helt anderledes end ekshibitionisternes,
som hun afskyede, fordi den gjorde hende trist og kold.
Til forskel fra de unge mennesker på bænken, blottede de sig med hvad som helst, hvor som
helst, uden tanke for andre menneskers følelser. Det varede ikke længe, inden disse blottere
invaderede græsplænen. De levnede ingen smil, højst forsorne øjekast, og kulden omkring
dem gav hende altid myrekryb. Deres blufærdighedskrænkende adfærd voldtog omgivelserne.
41
Aftenen var begyndt uheldigt, fordi Birgitte ikke troede på hende, da hun svarede, at hun ikke
havde læst brevet fra Peter, men Birgitte havde overrumplet hende, og så midt i madlavningen, selvom hun udmærket vidste, at hun hadede det. Hun rørte hidsigt rundt i gryden og
slukkede for komfuret og snusede ind. Den ret skulle være hendes redning. Birgitte elskede
god mad. Hun tog gryden og gik ind og satte den midt på spisebordet og fangede Birgittes
blik. Hun smilede heldigvis.
”Værsgo, så spiser vi.”
Birgitte satte sig. Til helvede med alverdens breve; hun var hundesulten og retten duftede
himmelsk. Hun øste op, og ventede på Jo, og begyndte at tage for sig med glubende appetit,
mens stilheden lagde sig balsamerende over stuen.
Jo var det eneste menneske, hun kendte, der kunne holde bøtte og koncentrere sig fuldt ud om
et måltid. De fleste mennesker lod munden løbe og glemte at smage på maden, værtinden
havde gjort sig umage med i timevis. Hun tog en portion til, selvom hun egentlig var mæt,
både for at glæde Jo, og fordi hendes sammenkogte ret var ærlig, uden kamuflage og velsmagende. Hun brugte altid gode råvarer og lod de enkelte ingredienser komme til deres ret.
”Hvor smager det godt. Dejligt mørt kød.”
”Ja, det skulle ikke være kannibal.”
”Hvad mener du?”
Hun morede sig over Birgittes udtryk.
”Har du ikke fulgt med? Landmændene har fodret køerne med benmel!”
”Hvad?”
”Birgitte! Man fodrer da ikke en medfødt vegetar med kød!”
”Nå, nej. Kannibal, åh!”
Hun lo.
”Endelig. Er du ved at være mæt?”
”Ja. Tak for mad, sjove. Jeg må have den opskrift.”
Birgitte havde forstand på mad. Hun så kærligt på den buttede skikkelse.
”Velbekomme, Birgitte, sæt dig hen i sofaen, så rydder jeg lige af bordet og kommer med
kaffen, og så skal vi have cognac.”
”Det må jeg nok sige. Har du plyndret en bank?”
”Næh, dog ikke.”
Hun hentede flasken og skænkede rundhåndet op i de store glas.
42
”Jeg har smuglet! Skål!”
Birgitte betragtede den gyldne drik og løftede roterende glasset og snusede og tog en mundfuld og lod drikken rulle i mundhulen. Hun sukkede saligt.
”Ah, det er sgu fine sager. En gudedrik!”
”Ja. Det er noget af det bedste, jeg ved. Den var dyr. Det er første gang, jeg har smuglet …
Jeg stod i butikken og tænkte nu eller aldrig. Det gik hurtigt; næsten ligesom det aldrig var
sket.”
Hun fnisede.
”Skål! Jeg var virkelig nervøs ved tolden, men da jeg stod på den rigtige side, var jeg næsten
stolt. Jeg har holdt mig for god til at smugle, men jeg haft på fornemmelsen længe, at jeg
nærmest var til grin, når jeg kom hjem med det tilladte kvantum i tasken … De fleste gør
det.”
Birgitte kommenterede det ikke, og det gjorde hende nervøs, men nu var hun begyndt.
”Det værste var, at det var angsten for at blive opdaget, og ikke fin moral, der havde holdt
mig i ave. Nu er jeg så klog. Skål for opdragelsens og sædernes forfald. Nu mangler jeg bare
at snyde i skat og at stjæle direkte.”
Birgitte hørte appellen. Hun brød sig ikke om smugleri, men hun havde også råd til at bade i
cognac.
”Herregud, Jo, du har da altid bortforklaret andres drengestreger.”
”Ja … men alligevel. Da ungerne var små, forklarede jeg dem, at hvis de rapsede så meget
som en lille karamel, var de tyveknægte. Nå, vi gider ikke tale mere om det, vel? Drik ud!
Der er mere, hvor det kommer fra!”
Hun satte sig i stolen overfor Birgitte og skubbede flasken over til hende. Hvis de blev lidt
berusede, var det godt. Hun ville se Birgitte i øjnene, selvom det kunne blive ubehageligt.
Hendes læber strammede. Birgitte ventede. Hun rømmede sig.
”Birgitte, jeg er ked af al den løgn; det minder for meget om gamle dage … selvfølgelig har
jeg læst brevet. Du ved, hvor meget du betyder for mig … Tilgiv mig!”
”Tilgiv! Selvfølgelig er du tilgivet, hvad det så er for noget. Jeg er glad for, at du fortæller
sandheden, men jeg er ikke Vorfrue ... selvom man sommetider kunne tro det.”
Birgitte løftede glasset højt op og svingede det lidt rundt og spildte en dråbe på sin tunika.
Hun rejste sig hurtigt og hentede en klud og bøjede sig over Birgitte og gav hende et kys på
43
kinden, og gned tunikaen halvt i stykker. Hun havde det bedre, selvom stemningen ikke var
helt tvangfri endnu. Hun gik tilbage til køkkenet.
”Kaffe?”
”Ja, tak. Økologisk?”
”Det kan du tro. Når jeg fester, fester småbønderne derude et sted også. Og det er oven i købet Max Havelaar.”
Jo var sgu snørklet. Det virkede som om hun kanaliserede sine problemer ind i ligegyldige
ting som økologisk mad.
Hun kom ind og skænkede kaffen op i de fine kopper fra moderen. Hun brød sig ikke synderligt om dem, men de havde affektionsværdi og det var god, engelsk fajance.
”Vil du møde ham igen, Jo?”
Kaffen skvulpede. Birgitte havde overrumplet hende og krævede et kontant svar.
”Ja.”
”Det tænkte jeg nok. Hvorfor?”
Hun tøvede, men følte trang til for en gangs skyld at være ærlig.
”Jeg tror ikke, jeg kan lade være. Jeg var vild med ham, og jeg føler sommetider, at han stadig dirigerer mit liv … øh … jeg drømmer sommetider om ham endnu.”
Hun rødmede og fortrød allerede, at hun var bralret ud med det. Nu havde hun såret Birgitte,
men hun havde spurgt, og hun ville blive ved, indtil hun havde pillet alle hemmeligheder ud
af hende.
”Birgitte, jeg har det da godt nok … men … jeg vil.”
Hun tav og så, at Birgittes humør var ødelagt.
”Alt det han gjorde imod dig. Jeg forstår dig simpelthen ikke.”
” Næh, det gør jeg heller ikke. Det er ligesom … helvedesild.”
Birgitte så desorienteret på hende.
”Gammel skoldkoppevirus, du ved!”
Hun lo kunstigt, men hendes ynkelige forsøg på at være morsom prellede af på Birgitte.
”Jeg synes, du er ude i tovene, Jo. Hvorfor helvede kan du ikke glemme det mandfolk? Han
ødelagde næsten dit liv! Du tænder sgu på afvisningen. Det var derfor du ikke kunne leve
sammen med en flink mand som Jens.”
”Hvad?”
Hun stirrede på Birgitte. Ondskabsfuldheden kom helt bag på hende.
44
”Undskyld, Jo, det skulle jeg ikke have sagt.”
”Nej, det skulle du ikke. Du ved godt, at jeg ikke syntes, jeg have noget valg, og hvor meget
det kostede mig at forlade ham … børnene …og alting … ”
Hun mærkede tårerne.
”Jeg har sagt undskyld, Jo.”
”Ja. Lad os ikke tale mere om det … men det med Peter …
Hun slog ud med armene.
… jeg er over tolv år, og jeg vil tage ansvaret for mit liv. Er det ikke det, du siger, man skal
gøre? ”
Ansvar. Ansvar for sig selv og Peter passede dårligt sammen, og Birgitte vidste for meget.
Hun huskede pludseligt dengang han sagde, at hun var lovlig stor. Han havde sagt det med et
smil, mens de lå sammen, og hendes hjerte var helt fyldt af ham, og hun lige havde sagt, at
hun elskede ham. Hun havde følt sig totalt afklædt.
”Jeg ved hverken ud eller ind … Birgitte, kan vi ikke holde op nu?”
Erindringen gjorde hende stadig mat. Hvor havde hun skammet sig. Både over ham og sig
selv. Birgitte havde ret, men det hjalp ikke. Hun bed tænderne sammen, og prøvede at holde
Birgittes inkvisitoriske blik ud.
”Har du helt glemt, hvor lang tid det tog dig at tro bare lidt på dig selv? Vil du virkelig smide
alting overbord?”
”Nej, jeg vil møde ham på lige fod.”
”Det er ynkeligt. Du må sgu lide af stockholmersyndromet.”
”Åh, Birgitte!”
Hun lo hjælpeløst.
”Må jeg se brevet.”
”Birgitte?!”
”Ja. Ærligt talt, Jo, synes du, det er så mærkeligt, at jeg er nysgerrig efter at vide, hvad der
flår i dig. Brevet må være fantastisk?”
”Nej … nej, det er ikke spor fantastisk.”
Hun lød afvisende, men Birgittes evne til at trænge hende op i en krog og få sin vilje, irriterede hende. På den ene side kom Peters brev hende ikke ved, på den anden side havde hun ikke
noget at skjule og vidste, at Birgitte ville forestille sig alt muligt og komme med hentydnin-
45
ger, hvis hun ikke læste brevet. Birgitte kunne være anstrengende, men hendes venskab betød
alverden.
”Du må gerne se det, men du bliver sikkert skuffet. Det er ingenting.”
Hun hentede det modvilligt og rakte Birgitte det og var femten år. Moderen havde forlangt at
læse brevet fra Daniel, og hun turde ikke sige nej, for Daniel var enogtyve og soldat på Bornholm, og moderen ville sladre til faderen, der ville forbyde hende at se Daniel, og hun elskede
ham og ville dø, hvis hun aldrig så ham igen. Hun så ham aldrig mere. Hun blev gravid med
Jens, der belejrede hende, mens hun var ulykkelig.
Birgitte havde sat brillerne på næsen og sad og vendte og drejede brevet og begyndte at læse.
Hendes ansigtsudtryk var neutralt.
”Pæn flydende skrift. Sentimentalt indhold. Tror du virkeligt på, at han vil dig noget? Du er
sikkert en i rækken. Alvorligt talt, vil du ødelægge dit liv på grund af det?”
Der var en opgivende undertone i Birgittes stemme, og hun kastede brevet fra sig. Det landede i en sjat cognac. Hun mærkede arrigskaben. Birgitte kunne ikke være bekendt at behandle
hendes liv på den måde.
”Hvis brevet er sentimentalt, kan han vel ikke være så slem, og så behøver du ikke hidse dig
op, vel?”
Hendes stemme dirrede.
”Jeg vil møde ham.”
Birgitte lagde brillerne og sukkede.
”Ja, Ja, Johanne, men husk at fortælle ham, at han har hængenosser. Det bedste forsvar er et
angreb, ved du …”
Birgitte slog i bordet, så det sang.
”Hvad nu, Birgitte?
”Jeg gider ikke snakke mere om ham. Gør hvad du vil, men kom ikke rendende bagefter.”
Flasken var næsten tom; det var måske derfor, hun havde så svært ved at beherske sig? Nej.
Hun var sgu rasende. Jo var stjernenaiv. At han var sentimental, var netop det farlige. Han
gav ikke ved dørene. Når hun en sjælden gang havde et mandfolk i terapien, gebærdede han
sig i begyndelsen, som om han lettere ville kunne gå i krig, end overgive sig til følelserne, og
hvis han endelig overgav sig, begyndte han på en sentimental historie, der passede i hans
kram. Peter skrev totalt overfladisk efter så mange år. Flydende og indholdsløst. Han anede
tilsyneladende ikke, hvad Jo havde gennemgået på grund af ham.
46
Peter og størstedelen af hankønnet trængte til terapi. Hvorfor helvede skulle sådan en halvhjerne ødelægge kvinder. Nogen kom aldrig over det. De genopbyggede aldrig mere deres
selvfølelse og tillid til andre. Hun var dødtræt. Nu havde hun næsten ødelagt sine muligheder
for at påvirke Jo, men hun kunne i hvert tilfælde prøve at lette lidt på stemningen, så Jo glemte hendes heftige udbrud, der havde forskrækket hende.
”Har du nogensinde danset med et kosteskaft?”
Jo måbede.
”Hvad?”
”Kosteskaft, danse!”
Jo var pludselig tilbage, og hendes ansigt flækkede i en lettet grimasse, der med god vilje
kunne kaldes et smil.
”Ja, da jeg var en stor pige. Min mor lærte mig det, og kosteskaftet var den smukkeste, klogeste dreng i hele verden, og han var min.”
”Sæt en plade på, Jo. Lad os danse!”
Birgitte rejste sig. Hun var lidt usikker på benene. Jo fandt en CD med Kim Larsen og trykkede ind på ’Midt om natten’ og skruede op for lyden, og de hengav sig leende og fjantende
til hans verden. Jo lidt kunstigt i begyndelsen, men hun overgav sig heldigvis hurtigt.
”Birgitte, han er den ydmygeste mand i Danmark. Sammen med Benny Andersen. Dejlig
kone han har, Benny Andersen, Jeg har set hende i fjernsynet.”
De trallede, og Jo gav lyden en tand til opad. Sveden begyndte at pible på deres pander og
under armene, og brysterne dirrede vildt. De faldt om i sofaen og prustede som damptromler,
og hun havde lyst til at trække Jo ind til sig, men Jo rejste sig og vaklede ud i køkkenet efter
to store glas vand og kom dansede tilbage. Hun var dejlig.
”Skål for os og en lykkelig fremtid, Birgitte.”
Hun så beruset på sin bedste ven og følte sig højtidelig til mode. Kim Larsen sang ’Om lidt er
vi borte’.
Da hun sad i natbussen, mærkede hun for alvor, hvor udmattet hun var. Dansen havde givet
hende, og ikke mindst Jo, energi, men aftenen havde alt i alt været anspændende. Hendes
forbandede jalousi havde taget magten fra hende, og hun havde brugt alt for mange kræfter til
at overbevise Jo om noget, hun inderst inde havde vidst fra begyndelsen, ikke ville trænge ind
47
hos hende. Hun havde besluttet hjemmefra, at lade som om hun tog det hele tilpas let, men
Peter var en glimrende manipulator.
Hun kendte ham og hans lige til bevidstløshed, men alle mennesker skulle have en chance til.
Det fortalte hun sine klienter. Hvis en type som Peter en sjælden gang kom ind i gruppen,
fordi hans kone havde forlangt det, og hvis han viste sig at være i stand til at arbejde blot
nogenlunde seriøst, blev han et plus for gruppens dynamik, og han havde en chance for at
blive et rigtigt mandfolk. De allerfleste forsvandt hurtigt, når de ufrivilligt havde afsløret for
kvinderne, hvor rigide de var, men de hjalp også kvinderne til at se, hvad der kunne være galt
med deres egne mænd.
Hun strøg sig over panden og krøb ned i sin uldne trøje. Til helvede med terapien, måske ville
det give hende mere at åbne en udfoldelsesskole, med dans som hovedattraktion. Vrøvl. Facit
ville blive nogenlunde det samme. Det var vist kun kvinder, der dansede for dansens skyld.
De fleste mænd betragtede dansen som optakt til det næste. Hun huskede tydeligt forældrenes
selskaber i gamle dage, og den evindelige kødrand af ældre, danseglade koner, med musik i
kroppene, og rynkede mænd, der stirrede længselsfuldt forbi dem, hen på de unge piger, inden de inklinerede for madammerne.
Hun rejste sig og stod udmattet og lidt usikkert ved døren. Jo ville møde Peter. Det var faktum. Hvad kunne hun stille op? Hun lukkede øjnene et øjeblik. Det måtte vente til i morgen,
men hun havde i hvert tilfælde Peters adresse. Bussen standsede og hun kom ud. Nu var
det hjem under dynen. Hun ville tage en sovepille.
Hun lukkede vinduet, da Birgitte var ude af syne. Månen stod i ny. Det var næsten symbolsk.
Gudskelov havde Birgitte overgivet sig og var blevet i godt humør igen. Det var vigtigt at
have Birgittes…velsignelse…, inden hun skulle møde Peter, hvis...
Aftenens pinlige øjeblikke var ikke værd at spilde tid på. Hun tog et par dansetrin og greb det
sit glas i farten og satte sig nynnende ved bordet og så på det hvide papir, der så helt venligt
tilbage. Hun ville skrive til Peter og sige ja til invitationen. Hun ville gøre det med det samme.
Måske var det overilet. Hun humpede ned ad trappen og gik rundt om hjørnet og stod foran
den røde kasse. En, to, tre. Hun åbnede sprækken og skubbede brevet ind og krydsede fingre
og sendte en lille spytklat efter det.
48
Hun vågnede og ønskede, at dans og cognac havde været en drøm og udenfor svage sjæles
rækkevidde og kravlede besværet ud af sengen. Hoften værkede, som om den havde fået nådesstødet. Hvor ufornuftig kunne man tillade sig at være? Lægen skulle have set hende i aftes. Hun kunne ikke lade være med at smile ad de to fjollede, gamle piger i vild krigsdans.
Hvis hun fik en ny hofte og blev nogenlunde normal igen, ville hun danse fra morgen til aften
… Peter! Hun havde sendt brev til ham.
Hun havde tømmermænd, men hun havde lovet at besøge Gudrun. Stakkels Gudrun ville
aldrig komme til at danse mere. Hun havde set billeder af hende i stor kjole, til en konkurrence, midt i en wienervals, sammen med den flotte mand, hun havde været gift med i niogfyrre
år. Et helt liv.
Hun rakte Gudrun en bakke flotte, udenlandske jordbær, men advarede hende om vandskade,
og hun havde lokket et lille smil ud af hende, og Gudrun havde tænder i munden igen. Det
var en fremgang. Hun bad personalet om lov til at køre Gudrun en tur i det gode vejr og fik
fat i en rullestol og pakkede den gamle dames ben ind i et tykt tæppe.
De tog ned med elevatoren og kom ud i luften. Gudrun missede mod solen og strakte den
gamle hals og lignede en tavs skrukhøne, og hun kørte bevæget Gudrun rundt i den smukke,
gamle hospitalshave, hvor blomster, planter, træer og saftigt grønt græs, med en enkelt bellis
i, vidnede om årelang, omhyggelig pleje.
Gudrun forlangte at komme tæt på alt duftende. Hun pegede med en finger, som et barn, og
kommanderede hende hid og did, og hun lyttede opmærksom til den gamles sprøde stemme
og syntes, at hun lød, som om hun var ved at finde melodien igen, men da de sad ved havebordet med hendes medbragte kaffe og kage, så hun en tåre blinke på Gudruns kind, og den
gamle sagde lavmælt.
”Jeg bevæger mig ikke. De har ikke tid. De siger hele tiden ’et øjeblik’. Jeg vil gerne til træning, men jeg skal vente. Jeg vil hjem!”
Hun følte sig ligeså hjælpeløs, som Gudrun, men prøvede at trøste og besluttede sig til at
besøge Gudrun et par gange om ugen og køre en tur med hende, hvis vejret tillod det, og hun
kunne da også lære Gudrun små, lette øvelser, men det var slet ikke nok. Hun måtte have fat i
personalet og tale dunder til dem, selvom hun ville blive upopulær. Det var der ikke noget at
gøre ved. Det hjalp ikke, at der stod på Gudruns gravsten, at hun slet ikke havde været til
besvær.
49
Hun tog den rynkede hånd i sin.
”Hør her, Gudrun, jeg gør hvad jeg kan, men du skal hjælpe til. Spis, selv om du ikke har
appetit og drik en masse vand eller saftevand; og Gudrun, vip med tæerne mange gange om
dagen. Blodomløbet bliver bedre af det. Hører du Gudrun?”
”Ja, min søde pige.”
Gudrun skævede til nabobordene. Ingen uvedkommende skulle se hendes afmagt. Hun var fra
en tid, hvor man ikke klynkede. Kunne hun dog blot slå så hårdt i bordet, at hun blev hørt og
set.
Hun var så vred, da hun gik ud af hospitalsporten. Hun smilede stramt til buschaufføren og
var så rasende, at hun havde lyst til at slå. Hun skar tænder og knyttede hænderne hårdt i
frakkelommerne.
50
9
Peter nød at jokke hver morgen. Det gav ham en følelse af at være med endnu, og det
var sundt at komme op til sædvanlig tid. Bilerne susede forbi, på den brede hovedvej. Han
havde aldrig tænkt over, hvor mange der var, selvom han af og til havde siddet fast i køerne.
Han havde faktisk nydt det; havde altid kunnet ordne et par aftaler på mobilen eller lytte til
trafikradioen. Når han sad i en bilkø, havde han altid haft en følelse af noget betydningsfuldt.
Der var sgu fællesskab derude, tunge drenge, der styrede landet. Miljøaktivisterne anede
sandsynligvis ikke noget som helst om, hvad der skete i den virkelige verden. De havde aldrig
haft hænderne oppe af bukselommerne.
Han pustede og standsede et øjeblik, for at få vejret, og hoppede lidt på stedet og fortsatte i
behersket tempo.
De var en flok blødsødne venstreorienterede tabere, der troede, at man kunne standse udviklingen. De gabte op om ozonlag og global forurening, men der var fandeme delte meninger
om de problematikker, og konkurrencen var hård, men halvaberne troede måske, man kunne
leve af at række et bundt økologiske gulerødder over disken.
Han mærkede sveden for alvor; god, sund sved. Løbeturen var sgu et most; næsten lige så
god som lagengymnastik. Han smilede ved tanken om Susanne. Hun kunne sgu give en mand
sved på panden.
Suzanne. Ja. På en måde var hun Jos diametrale modsætning, og hun lignede ham i virkeligheden meget mere, end Jo gjorde; hende kunne man vel betegne som noget svag i koderne,
og han kunne sgu ikke greje sine følelser for hende. Han gad vide om der var brev i dag? Hun
distraherede ham, og han brød sig slet ikke om den sindstilstand, han havde mærket de sidste
par dage. Hun kunne vel i det mindste svare, det kunne sgu da ikke være så svært. Det var
ikke andet end at svare ja eller nej. Han hadede ventetid. Taberne og Johanne kunne lære
noget af de unge, han havde oplært. De spildte ikke tiden.
Han mærkede et svagt ubehag, men rystede det af sig. Han var sgu gået med æren i behold og
en solid konto; havde ladet de unge komme til. Fulgt sit motto, at nye koste fejede bedst, og
han havde under alle omstændigheder sit på det tørre, og formandsposten i bestyrelsen var
stadig hans.
Han nåede villavejen og så postbudet og begyndte at slentre. Brevet lå i entreen. Han samlede
det op og lagde det på køkkenbordet. Han besluttede sig til bad, mad og brev, i den rækkeføl-
51
ge, og gik ind i badeværelset og betragtede sig indgående i spejlet og trak sin næsten flade
mave ind og var tilfreds.
Efter en portion fiberkost og en kop sort kaffe, åbnede han brevet. Telegramstil. Hun var
formel, men de få ord gjorde ham i godt humør. Han stod med det kortfattede brev i hånden
og følte sig fjolleglad; nærmest som om han havde fået en præmie. Han gik hovedrystende
ind til telefonen og ringede hende op.
Hun slap sengetøjet, da telefonen ringede, og skruede ned for radioen. Det var sikkert Gudruns datter. Hun tog en dyb indånding og løftede røret. Den kvinde trængte til at få læst lektien; hun og hendes dovne bror kunne vel sørge for deres mor.
”Hallo!”
Spidst og hun var holdt op med at præsentere sig, efter års chikane.
”Goddag Jo, det er Peter. Jeg har fået dit brev.”
”God dag, Peter.”
Hun mærkede en mathed i kroppen og satte sig ned. Havde han allerede fået brevet? Hun var
slet ikke forberedt og meget ædru. Hun ventede vagtsomt.
”Hvordan går det, Jo? Det er sgu længe siden. Jeg blev sentimental.”
”Det går rigtig godt.”
Hun så tanketomt på røret. Hans stemme var stadig fuld af krøller og virkede på hende, som
den havde gjort dengang, men hun havde også lyst til at smække på.
Han var lidt skuffet over hendes tavshed. Hun var sgu stadig træg, selvom hun havde skrevet,
at hun ville møde ham. Hvorfor i alverden lod hun så ikke lidt interesseret? Han beherskede
sig. Der havde ikke skullet så meget til …
”Jeg kommer til København. Jeg skal ordne forskelligt og passe nogle venners hus i Nordsjælland. De skal besøge deres datter i Strassburg. De har hund!...”
Hold kæft, hvor var han kvindagtig. Al den snak klædte ham ikke, og nu måtte det være hendes udspil.
Hun vidste, at han forventede hendes udspil, og hendes puls rumsterede i ørerne. Hun rømmede sig.
”Vil du gerne se mig … eller hvad …? Peter, jeg synes, det er vanskeligt. Jeg er i vildrede.
Det er måske en dårlig ide … at …?”
Hun lød usikker, ikke afvisende. Han fik det bedre. Nu skulle hun overtales. Fuglen skulle
lokkes ind i buret. Han måtte foreslå noget, der ikke skræmte hende væk.
52
”Jo, det er fint at ses, og jeg har en ide. Vi kan fortælle lidt mere om hinanden, inden vi ses.
Jeg giver dig min mail adresse.”
”Din hvad? Nå … jeg har ikke computer.”
”Hvorfor? Den er sgu god at have. Jeg kunne ikke undvære min.”
”Jeg ved det ikke. Jeg har ikke så meget korrespondance.”
”Jo! Jeg ringer eller skriver omkring femtende juni. Hvad siger du til det?”
”Det lyder godt.”
Hun mærkede lettelsen og blev alt for overstrømmende.
”Jeg glæder mig.”
”Jamen så høres vi ved. Hej så længe, Jo.”
Han lagde røret og var tilfreds. Første skridt. Han gik ud til bilen. Nu skulle det blive godt
med en gang seniorgolf.
Hun lagde langsomt røret på plads, med en hånd, der dirrede og prøvede at tænde en cigaret,
men lighteren kunne næsten ikke ramme den. Hendes tilstand mindede om abstinenser, og det
var det måske også.
Hun så sig om i den beskedne stue. Hvad havde de til fælles, andet end et gammelt begær?
Computer! Hun rystede opgivende på hovedet og rejste sig besværet og gik ind til sengen og
stirrede på madrassen. Hun greb dynen og begyndte at ryste den kraftigt. Hun havde glemt at
kondolere, men han havde heller ikke lydt ked af det.
53
10
Birgitte følte sig uoplagt; hun kørte rundt på stolen og kunne ikke koncentrere sig. Iskiasen var i hopla, og den forplumrede hendes tanker. Hun betragtede gruppen. Mads var gået i
stå og var lutter floskler og fraser. Hun måtte henvise ham til en kollega, til individuel terapi,
også for kvindernes skyld. Tre af dem rettede deres fulde opmærksomhed mod hans sindstilstand. De sad med hovederne på skrå, moderligt lyttende. Det var sgu næsten klassisk. Pernille var den eneste, der gav udtryk for utilfredshed. Hun havde et stramt drag om munden og så
demonstrativt ud ad vinduet, men hun tav. Hvorfor helvede brugte hun ikke det, hun havde
lært hende?
Hun mærkede en svagt opgivende følelse. Havde hun overhovedet været i stand til at gøre
dem stærkere? Mads kværnede og det eneste, der havde kunnet standse ham var, hvis Eva
havde stoppet æblet i kæften på Adam, mens tid var.
Hun skævede rundt og kvalte et fnis og var sikker på, at Pernille lurede hende, og hun kunne
lige så godt afbryde seancen. Hun kunne kompensere næste gang. Hun løftede hånden og
fangede Mads øjne.
”Jeg vil gerne slutte for i dag. Vil I være venlige at skrive om den sidste halve time. Hvordan
havde I det? Hvad var jeres roller? Jeg glæder mig til at se jer i næste uge. Tak for i dag kære
venner.”
Pernille var hurtigt ude af lokalet med et lille sideblik og et skævt smil, og gruppen rejste sig
og nikkede venligt og lidt forvirrede til hende og forsvandt ud af døren. Hun var virkelig en
dygtig dame, der kontrollerede situationen fuldkomment! Der var ikke noget at sige til, at
Pernille blev træt. Det var næsten altid hende, der drev gruppen videre, og når hun nægtede,
mistede den dynamikken.
Hun trængte til vejledning.
Hun rejste sig og gik hen til vinduet og åbnede det på vid gab. Bilernes støj slog op imod
hende og var ved at vælte hende omkuld, og osen var gennemtrængende. Hun undrede sig
over, hvordan Jo holdt ud at bo i byen. Det måtte ganske langsomt forgifte mennesker på
både sjæl og sind at udsættes for den slags, dag ud og dag ind. Og børnene! Deres små, uudviklede hjerner var i udstødningshøjde og sugede giftige stoffer ind.
Hun længtes pludselig intenst efter sine kølige, tyste stuer. Hun så sig om i lokalet. Alt var
parat til næste ombæring. Hun lukkede sig ud og smækkede døren og ruskede i håndtaget og
54
fik pludselig lyst til at se Vinie. Hun var højst sandsynlig hjemme nu. Hun trængte til fem
minutter sammen med et stabilt menneske.
Hun stod af bussen ved Lille Triangel og snusede ind. Duften af en lettere syrlig, fugtig vegetation fra Holmens kirkegård ramte hendes lugtesans. Hun så over mod søen, hvor solen
glimtede i vandet. Engang havde nogle mørkemænd ønsket, at søerne skulle tørlægges af
hensyn til bilismen.
Vinie åbnede døren efter første ring. Hun stod med udbredte arme og et storsmilende ansigt.
”Jeg så dig fra vinduet. Kom ind.”
Hun gik ind i entreen og spidsede munden til det obligatoriske kys på kinden. De indførte
kindkys lang tid inden, det blev moderne og alle kyssede og krammede både nær og fjern;
sågar i fjernsynet for åben skærm. De havde forskrækket adskillige mennesker dengang i
tidernes morgen. De smilede og smaskede, og Vinie så veloplagt ud.
”Hvor er det dejligt at se en gammel ven en helt almindelig hverdag. Sæt dig ind Birgitte,
kaffen er klar.”
Hun gik ind i den lyse stue og sank ned i en blød, beige sofa med adskillige nye puder i varme farver. Hvor var det godt, hun havde fulgt sin pludselige indskydelse. Det var efterhånden
alt for sjældent, hun var impulsiv. Hun tog en pude og lagde den på maven.
”Hvor køber du de puder, Vinie?”
”Jeg syr dem selv. Jeg har tid nu, efter jeg blev hjemmeløbende. Jeg nyder det, og John tjener
godt, og han betaler mig en pæn, skattefri timeløn. Han nyder, jeg pusler om ham, og jeg
synes, det er kært arbejde.”
Vinie kom ind fra køkkenet med en bakke og skænkede kaffe op i to farvestrålende krus, der
gav sofapuderne kant. Hun greb automatisk ud efter piskefløden og nev sig i dellerne. Vinie
grinede.
”Du skal lige piske dig selv, ikke?”
Vinie havde ret. Hvorfor ikke bare nyde det. Hun greb ud efter det frisksmurte smørrebrød.
Dejligt saftigt brød med ost, der duftede, og ganske givet smagte af ost, hvis hun kendte Vinie. Hun tog en stor bid.
”Er brødet hjemmebagt?”
”Nej. Jeg er ingen ørn i et køkken; jeg nægter at fægte med potter og pander, men jeg har tid
til at snuse rundt i de små butikker og være opfindsom og økonomisk, oven i købet. Det er
sjovt. Spis endelig!”
55
”Du frister mig over evne, min ven.”
Hun kunne ikke nære sig, når det gjaldt god mad. Hun tyggede af munden og skyllede efter
med en mundfuld kaffe.
”Det var Himmelsk, Vinie. Lige hvad jeg trængte til.”
”Kom så med det, Birgitte. Jeg kan se, at du er ude af flippen.”
”Man har da ingen hemmeligheder efterhånden.”
Hun bøjede sig lidt frem og rømmede sig.
”Du har ret, Vinie. Jeg er kommet af helt egoistiske grunde, fordi jeg har det så satans skidt.
Jo skal møde en gammel flamme, og jeg er rasende jaloux.”
Det var den samme gamle sang, hun havde sunget utallige gange, de sidste cirka tusind år.
Hun havde ikke rokket sig en tøddel, uanset hvad Vinie havde foreslået.
Vinie betragtede hende spekulativt og gav sig god tid.
”Har du aldrig undret dig over, at du bliver ved? Elsker du hende, eller er det begær?”
Vinie var næsten for kontant, men hun var selv ude om det.
”N’ ja. Ja, jeg holder oprigtigt af den skøre skid, men jeg er også sommetider så liderlig, når
jeg er sammen med hende, at det gør ondt. For pokker, jeg ser kvinden næsten dagligt.”
”Hvordan klarer du den? Liderligheden.”
”Håndbruseren.”
Svaret fik et blidt, ironisk smil frem i Vinies ansigt.
”Ja, gud ske tak og lov for en god, renlig ven. En dildo er heller ikke at foragte. Er du flov?”
”Jeg er i hvert tilfælde storforbruger af vand. Undskyld! Ja, jeg er flov. Det er sgu sølle.”
Vinie rykkede nærmere og strøg hende over håret.
”Har du en elskerinde for øjeblikket?”
”Nej, jeg orker det ikke. Jeg ser hele tiden Jo for mig.”
Hun var træt.
Vinie rejste sig og tog hendes hånd.
”Kom så gamle! En god massage hjælper. Hjemlig hygge?”
De gik ind i det fortrolige soveværelset og tog tøjet af, og hun lagde sig på sengen og berørte
Vinies bryster og hofter, da hun bøjede sig over hende. Hun lukkede øjnene og hengav sig til
Vinies rutinerede hænder henover sin krop. Skødets spændinger forplantede sig ned langs
inderlårene ned i fødderne, og det var saligt, og op i lænden og hofterne og ja, og hun greb
om sine bryster og pressede dem hårdt sammen, ja, ja, og en livgivende, rød, rød varme om-
56
sluttede hende. Ja! … Hun gispede og lå lidt med lukkede øjne og åbnede dem og lo befriet.
Hun rakte ud efter Vinies bryster og masserede dem blidt.
”Tak kære Vinie.”
Vinie lod hånden hvile let mellem hendes ben og trykkede fingrene mod klitoris, og hun nød
de små efterskælv, og de lå lidt ved siden af hinanden. Hun vendte sig taknemmeligt om mod
sin ven og greb hendes hånd.
”Gengæld?”
”Nej tak du. Nu er jeg varmet op til John.”
Hun nød synet af Vinies velplejede krop.
”En cigaret?”
”Tak”
Hun tog et sug og følte sig privilegeret.
”Jeg tror, vi skal have lidt at skylle efter med.”
Vinie stod ud af sengen og beordrede hende til at blive liggende. Hun forsvandt ud i køkkenet
og kom tilbage med en flaske hvidvin og et par smukke krystalglas og skænkede op. Hun nød
hendes utvungne bevægelser. Hun tog imod glasset.
”Venner.”
”Venner.”
De drak.
”Nå Birgitte, hvad så med Jo?”
Vinie opfordrede hende, og hun var kommet for at beklage sig, men hun havde ikke lyst til at
tale mere om Jo i dag.
”Der er ingen grund til at tærske langhalm på den gamle historie igen. Jeg elsker Jo. Jo elsker
pik, og jeg bliver ved med at se hende. Jeg ved det er patetisk.”
Vinie trak på skuldrene.
”Ja, det har du sgu ret i!”
Vinies sarkasme var tyk som sirup, og hun fortjente den. Hun havde selv valgt. Hun snøftede
et par gange og strøg sin legekammerat nænsomt over kinden.
”Du Vinie …?”
”Ja, min engel.”
”Jeg snuppede Peters adresse hos Jo forleden.”
”I guder! Du er hårdt angrebet. Hvad vil du bruge den til?”
57
”Det ved jeg ikke endnu.”
”Birgitte, Birgitte! Du må sgu være desperat. Nå, min ven, nu skal vi op.”
Vinie så på uret og trak hende ud af sengen og skubbede hende ind i badeværelset. De sæbede
hinanden ind og skyllede sig grundigt af og tørrede hinanden på ryggen med blødt, opvarmet
frotte og gned sig ind i Vinies hjemmelavede, krydrede creme.
”Hvor er du smuk.”
Hun så beundrende på Vinie, der lyste op.
”Tak.”
Vinie strakte armene i vejret og drejede langsomt rundt på tåspidserne.
”Hvordan holder du dig så godt?”
”Jeg gnider mig ind i sperm og skyller mig med modermælk.”
Vinie lo højt og skurrende. Et ukultiveret karlekammergrin, ville hendes bedstemor have sagt.
”Elsker du John?”
Vinie lod armene falde og blev alvorlig.
”Jeg bruger aldrig så store ord, men jeg føler en gevaldig ømhed for ham, og jeg beskytter
ham. Han er sårbar. Han kender min baggrund, og vi glemmer aldrig, hvordan vi traf hinanden. Vi er et meget realistisk par, Birgitte, men engang imellem iscenesætter vi den store
romantik og nyder det begge to. Vi vil det gode liv, og det lykkes langt ad vejen.”
De klædte sig på i tavshed, og hun lagde armene omkring Vinie og kyssede hende på munden, inden hun sagde farvel og gik. Det lød så enkelt; beslutsomhed parret med et stænk humor. Hun var misundelig, men vidste jo godt, at et velfungerende parforholds tilsyneladende
lethed krævede hårdt arbejde.
Hun kom ned på gaden og så op. Vinie stod i vinduet og vinkede til hende med blødt håndled.
Hun holdt utroligt meget af Vinie, og det var ikke første gang hun havde afværget hendes
følelse af hjælpeløshed.
Hun ville kontakte Peter, som terapeut, og forklare ham, hvor sart Jo var. Det var at bevæge
sig ud på tynd is, men risikoen for, at Jo skulle bryde sammen, var reel nok og faren for, at
hun kun var tidsfordriv for Peter var stor. Ja, den var god med hende. Sandheden var, at hun
ville forsvare sin kærlighed med næb og klør.
58
11
Jo lukkede sig ind og bøjede sig forpustet forover; trapperne var blevet næsten uoverkommelige. Hun rettede sig stakåndet op og åbnede et vindue og trak vejret gispende et par
gange, og endelig fik hun kontrol over sin vejrtrækning. Ritualet var overstået.
Hun satte posen med dragten på sofabordet og åbnede for radioen; det sociale program var
netop begyndt. Hun skruede op for lyden og lyttede opmærksomt, mens hun satte varer på
plads, og følte sig lidt pervers over at føle en slags hygge over, at andre havde det værre end
hende?
Dragten var et godt køb. Hun tog den spændt op og gik hen i fuldt dagslys, mens dens kølige
silke mærkedes glat og ophidsende mod hendes håndflader. Hun studerede den nøje. Farven
var nogenlunde, desværre ikke flødefarvet, lidt for gullig, men bukserne sad næsten perfekt.
Hun sendte i sit stille sind genbrugsbutikken og dragtens tidligere ejer en venlig tanke.
Hun tog nydende dragten på og trippede kongeligt ind og stillede sig foran det legemsstore
skabsspejl og vendte og drejede sig. Den klædte hende; havde den klædt den fremmede kvinde? Hvordan så hun ud? Hun stillede sig halvt i profil og rundede skuldrene, mens hun truttede munden og glippede med øjne. Birgitte skulle bare se hendes nye tuttenuttede look; hun
ville more sig. More sig, ja! Det var længe siden.
Dragten så dyr ud. Hun gad nok se de kvinder, der havde råd til at forære næsten nyt, dyrt tøj
væk; måske passerede hun en dag en kvinde på gaden, der tænkte, at hov, der gik hendes
dragt, men den kunne også være et stykke dødsbo. Hun skulle måske have valgt noget mere
anonymt.
Hun beholdt dragten på, og satte sig ind i stuen, med en følelse af luksus, og tændte en cigaret
og sugede ind og lod røgen fylde mundhulen og pustede langsomt ud, og. Røgen dannede en
lille sky, der bevægede sig hen imod vinduet. Den svævede let og smuk og blågrå, og hun så
en lille drillepind sidde midt i den og pege fingre ad hende. Hun skoddede cigaretten. Peter
ville ikke genkende dragten. Han vidste højst sandsynligt ikke, at der fandtes genbrugsbutikker, ligesom han sikkert ikke anede, hvor bristefærdigt et budget kunne være.
Hun måtte tænke sig om. Hun hentede papir og kuglepen og satte cd’en med ’ørehængerne’
i afspilleren. Bach, udsat for keyboard og balalajka løb henover loftet. Birgitte havde foræret
hende den til overfladiske stunder, havde hun sagt. Hvad ville fader Bach have sagt? Han
ville være nysgerrig. Store ånder var sjældent smålige. Eller var de?
59
Hun bøjede sig over papiret og prøvede at balancere udgifter og indtægter for juni måned.
Hvis det blev til mere end et enkelt møde, kunne hun ikke lade Peter betale det hele; så måtte
hun invitere ham ud til middag, og der skulle ikke mangle noget. Hun ville tage reserven.
Støvsugeren holdt nok et par måneder endnu, selvom den hostede astmatisk.
Gad vidst, hvad en middag på en god restaurant kostede? Hun anede det ikke. Hun blev nødt
til at lure priser af et par dage. Hun måtte også sørge for købecigaretter. Hun ville ikke ryge
hjemmerullede, mens han så det, og rulletobakken var alligevel blevet dyr. Hun kunne også
holde op, men hun havde i virkeligheden ikke lyst, selvom hun var bange for følgesygdommene. Birgitte havde efterhånden opgivet at prædike for hende. Det var godt det samme, for
hendes dundertaler gjorde hende barnagtigt trodsig. Hun sukkede.
Hun var begyndt, da hun lærte Peter at kende. Han havde budt hende på hendes første cigaret,
og hun havde nydt den, fordi det fælles ritual bandt dem sammen, og senere, det var hun sikker på, da kærlighedspantet var skrumpet ind til at blive en besværlig last, holdt hendes underbevidsthed stadig fast i den første intime handling. Mon Peter stadig røg? Flere og flere
holdt op. Børnene og Jens var aldrig begyndt.
Børnene havde afskyet cigaretterne, og Jens havde betragtet hende sigende, da hun bragte sin
nye vane hjem. Hun havde været ligeglad, og senere, da det hele gik skævt, og det endte med,
at hun var helt alene og forfærdelig ensom, dulmede cigaretterne hendes flossede nerver.
Hun rejste sig brat og nærmest flåede dragten af. Hvad tænkte hun på? Var hun overhovedet
stærk nok til at møde Peter? Ville hun? Hun havde det jo meget godt, og Peter kunne betyde,
at hun endnu engang sad tilbage uden at have noget som helst.
Ja, hun ville møde ham. Han kunne ikke være så farlig; måske var det slet ikke ham, hun
havde længtes efter alle årene; det kunne være en smule lykke, hun drømte om, ja, hun ønskede brændende at være forelsket en gang til, inden det hele var for sent, og nu sårede hun
kun sig selv, hvis det mislykkedes. Det ville ikke blive som dengang, hvis han svigtede, for
da havde hun også svigtet og betalt en høj pris for bedraget. Nu var der kun Birgitte, og hun
havde ikke havde krav på hende.
Hun huskede tydeligt smerten i Jens ansigt, da hun fortalte ham, at hun ville skilles, og hun
krympede sig stadig, når hun tænkte på børnenes protest og gråd, der lidt efter lidt afløstes af
afstandstagen til hende. De hang over Jens, der tog sig ligeså godt af dem, som han havde
taget sig af hende, selvom han vidste, at hun aldrig havde været forelsket i ham; han havde
60
mere været forældrenes valg, end hendes, og da han bad hende blive, afslog hun, nærmest lidt
følelseskoldt, og hun smilede ham nærmest op i hans rare ansigt ved tanken om Peter.
Heldigvis, det syntes hun senere, men i begyndelsen var hun lidt stødt, mødte Jens hurtigt
Maja, der forelskede sig i ham og fik ham til at blomstre, og børnene mærkede hurtigt varmen
i deres fars nye hjem; de boede der, så tit det kunne lade sig gøre, og til sidst, da hendes nerver slog klik, flyttede de ind hos dem, og hun græd, men hun anede ikke, om det var dem
eller hendes forkludrede forhold til Peter, hun græd over.
Det var så længe siden, og bortset fra en dump smerte, minderne kaldte frem, føltes hele den
tid på en måde, som om den var levet af en anden i en anden virkelighed, som hun ikke havde
godt af at bore for meget i. Børnene havde det godt, det var hovedsagen, og de var begyndt at
nærme sig hende igen. Hun savnede dem.
Hun tændte for fjernsynet og lukkede for lyden og lagde sig på gulvet med benene opad væggen. Hun anede fjernsynets flimren, og den var beroligende, og når hun rejste sig, ville der
være et ansigt i stuen, og det var noget, selvom det ikke sagde hendes navn.
Hun valgte sikkert forkert forleden dag, da hun sagde ja til at møde Peter og rodede op i noget, der havde bedst af at blive, hvor det var. Birgitte havde sikkert ret, men nu var det for
sent. Hun skulle have brændt brevet fra Peter, en, to, tre, tændt en tændstik, ladet flammen få
fat i det gule papir, og fejet asken sammen i en lille pæn bunke. Hun kneb øjnene tæt sammen. Hvor ville det være befriende at slippe ud af det bagstræberiske tankespind og forventningernes pres og være. Opleve de enkle lykkeglimt inden mændene.
Hun sidder på en grøftekant med vilde blomster og summende travlhed, og en lille edderkop
kravler henover hendes ben, og mariehønen på hendes finger flyver op til vorherre og beder
om godt vejr i morgen, og hun samler snegle i en æske og bliver rædselsslagen, da hun slipper dem løs, for der er alt for mange, og solen er på vej mod vest, og skyggerne er lange, og
duggen falder, og duftene breder sig, og hun åbner sin madpakke og spiser nydende de enkle
madder, der smager himmelsk.
Minderne hjalp ikke. Hun åbnede øjnene. Hun var i et mærkeligt lune i aften. Angst?
Hun kom op og skyndte sig ud i køkkenet og slugte en beroligende. Hun længes efter ungerne. Hun ville ringe til Birgitte og siger god nat. Hun ville ønske, at hun kunne fortælle hende
noget, der gjorde hende glad. Hun udnyttede hende for tit og var sommetider bange for at
miste hende. Hun åndede lettet ud, da røret blev løftet.
”Birgitte, det er Jo. Jeg ville sige godnat.”
61
Hun hørte Birgittes vejrtrækning og et lille suk.
”Åh Birgitte, jeg havde mine fem minutter. Jeg trængte til at høre din stemme. Hvordan har
du det?”
”Jeg har det godt nu. Det var ved at blive en af de dage, du ved, men så smuttede jeg forbi
min vejleder. Det hjalp.”
”Vinie? Det var godt. Jeg er i vildrede … jeg ved ikke, om jeg fortryder, at jeg sagde ja til
Peter.”
”Ring og sig det til ham.”
Birgittes stemme var neutral. Det var det værste.
”Det kan jeg ikke.”
Hun hørte sin ynkelighed og afskyede det klynkende væsen, der var hende.
”Nej? Jamen så må det gå sin skæve gang alt sammen.”
Hun hørte, at Birgitte ikke ville tale mere om det. Tavsheden føltes ildevarslende.
”Jo!”
”Ja Birgitte.”
”Jeg har et lille praktisk problem. Min iskias skaber sig i øjeblikket. Har du et husråd?”
Hun blev varm. Det var dejligt at kunne hjælpe. Især Birgitte, der var så stærk.
”Tre dråber salmiakspiritus i et stort glas vand morgen og aften. Det lyder sindssygt, men det
hjælper. Jeg har prøvet det!”
”Vil du forgive mig?”
”Prøv det, Birgitte!”
Hun lagde røret på plads. Det havde hjulpet lidt at tale med Birgitte, men det var helt skævt,
at det forestående møde med Peter bragte hende ud af fatning. Mødet skulle give glæde. Hun
slukkede for fjernsynet og lyset.
Hun havde set hen til en stille aften efter besøget hos Vinie, der som sædvanligt havde overrasket og glædet hende. Hun var guld værd. Hendes sunde sans og store overskud var altid en
lise, og hun føltes ægte i alt, hvad hun sagde og gjorde. Hun talte aldrig særlig meget om sit
intime liv, selv om de vel betragtede hinanden som venner, og måske var det det, der var så
tiltrækkende ved hende. Vinie var en forfriskende ligetil og en dejlig modvægt til Jos kringlede opførsel.
62
Hun lagde bekymret og irriteret røret på. Det var så den aften. Jo gav hende aldrig fred, og
hun var specielt anstrengende, når hun, som i aften, påstod, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Hun havde jo helt tydeligt taget sin beslutning og trængte bare til at høre sin egen
stemme cementere den.
Jo fyldte i det hele taget meget af en fru usikker usynlighed at være, og indimellem, som nu,
var hun direkte øretæveindbydende og burde sættes eftertrykkeligt på plads, men når det kom
til stykket, turde hun ikke konfrontere hende. Hver gang hun var lige ved at give hende et
ordentligt møgfald, overvældedes hun af angst for at miste hende og nøjedes med at pippe.
Hun satte sig tungt og tog whiskyen. Hun var overtræt og trængte til en drømmeløs nat og en
dag uden forestillinger om Jo og Peter sammen. Jalousi var fandens værk. Hun skænkede en
dobbelt og drak ud. Fanden tage alle de skinsyge billeder, der overfaldt hende.
Hun mærkede whiskyen, der snurrende steg direkte til hovedet; en ikke ubehagelig fornemmelse. Hvis hun fortsatte, kunne hun drikke sig ligeglad, men det ville være en stakket glæde.
Hun ville få nogle gevaldige tømmermænd i morgen og dermed være sat ud af spillet. Det gik
ikke, men en lille en til kunne hun godt tillade sig. Fanden tage Jo og alt hendes væsen.
Hun nippede forsigtigt og tog sig tid til at smage.
I gamle dage ville hun have rynket på næsen og undret sig over, hvad der fik mennesker til at
drikke den. Mon smagsforandringen var resultatet af forædlede eller degenererede smagsløg?
Hun satte glasset hårdt ned på bordet. Hun kunne ikke slippe Jo. Hun lænede sig udmattet og
småfuld tilbage i stolen og lukkede udmattet øjnene. Hun kunne efterhånden ikke tænke en
tanke til ende, uden at støde på Jos kontrafej, og faktum var, at når alt kom til alt, havde hun
langt ad vejen nydt godt af Jos afhængighed.
Da de mødtes, havde Jo mistet kontakten med drengene, og hun havde klamret sig til hende,
og mødet havde ikke udviklet sig efter bogen. Hendes professionalisme havde været under
angreb fra første dag. Hun havde simpelthen forelsket sig i den pjuskede skabning, hun skulle
vejlede, og det havde været en streg i regningen, og hun havde længe drømt om, at Jo ville
gengælde hendes følelser, men efterhånden havde hun modstræbende måttet indrømme, overfor sig selv, at Jo ikke ville dele den fysiske kærlighed med hende, og derefter havde hun
prøvet adskillige gange at etablere sig i faste forhold, men de lykkedes aldrig. Jos ansigt anedes altid et sted bag partneren, og hun endte altid med at være alene igen og nyde godt af eller
lade sig nøje med det, Jo kunne give hende.
63
Det havde været udholdeligt, så længe Jo ikke engagerede sig for dybt i andre. Hun lyttede
tålmodigt til hendes gebrækkeligheder og prøvede at slappe af, i forventning om, at Jo ville
falde til ro, hvilket hun også havde gjort hidtil, men dette var noget andet, og hun var rystet i
sin grundvold. Hun kunne ikke gennemskue Jos tvetydige forhold til den forbandede Peter,
for uanset hvad hun fortalte om ham, lignede hun i bund og grund den mands evigt elskende
elskerinde, og hvis det var rigtigt, var han farlig. Hun skulle måske vove forsøget og sætte sig
i forbindelse med ham?
Tanken var for ubehagelig til at tage stilling til i aften, og hun havde i øvrigt altid ment, at en
af Jos skævheder til mænd var, at hun ikke kunne forliges med deres måde at tænke på, men
måske svajede hun bare, som vinden blæste.
Hun så sørgmodigt ud i stuen. Lyset var ved at brænde ud, og hun havde drukket sin tilmålte
whisky. Hvad kunne hun gøre? Hun slukkede lyset og traskede ind i soveværelset og stirrede
trist på den store seng. Det hele ville være så anderledes, hvis Jo … Hun lagde sig med et suk.
Hvad i alverden … selvfølgelig … hun ville invitere Jo på landet et par dage.
64
12
Selvom det kun var i begyndelsen af juni, var det højsommervarmt, og byen virkede
allerede så indeklemt, at Birgittes invitation virkede som en god ide. Hun elskede det sommerhus.
Birgitte sendte hende et smil og drejede ud fra kantstenen. Den værste trafik var overstået;
den kunne eller være skrap op til weekenden, og de havde traditionen tro været igennem benzinsnakken. Den hørte til. Hun holdt på, at hun ville betale halvdelen af benzinen, og Birgitte
svarede, at det kunne der ikke blive tale om, da hun under alle omstændigheder skulle derop.
Det var en smule anstrengt, men hun gad ikke snakke mere om det. Hun ville gøre hovedrent
i sommerhuskøkkenet som tak for gratis kørsel.
Det var dejligt, at Birgitte gad køre så sent; hun elskede skumringen, selvom hun vist var en
smule natteblind og blev lidt forvirret af tusmørket, når hun sad i en bil, men hun havde opdaget, at det hjalp at kigge ud ad sideruden, når det blev for slemt.
Hun nød at være passager og at hengive sig til farten. Hun strøg impulsivt Birgitte over armen, og hørte hende nynne, eller rettere sagt brumme, mens hun koncentrerede sig om kørslen. Hun var en god chauffør, selv om hun altid sagde, at hun kørte for lidt i det daglige til at
være helt sikker for omgivelserne. Det var koketteri. Hun betragtede hende kærligt, og Birgitte sendte hende et hurtigt blik og smilede.
De havde det godt. Hun nød at have Jo siddende ved siden af sig, det skabte en illusion af …
ingen flimmer, men hun ville gøre alt for den kvinde, gå på vandet, om det skulle være. Hun
kluklo, og Jo spurgte ikke om hvorfor, men hun lænede sig tilsyneladende tilfreds tilbage i
sædet, og tavsheden mellem dem føltes god og rigtig.
”Jeg besøgte Gudrun på hospitalet i dag. Det var trist. Hun kommer i gangstol en gang om
dagen, i et kvarter, og hun kan ikke engang få helt bestemte tider; inden hun har nået at indstille sig, er det slut. Hun har mistet gejsten, jeg kan høre og se det. Der er ikke lys i hendes
øjne mere. De er bundløse. Hendes datter taler om plejehjem!”
Birgitte hørte bitterheden i Jos stemme, men hun kunne ikke trøste, for det var jo realiteten
for mange mennesker.
”Tja, sommetider kræver det sgu en kraftanstrengelse at overleve, Jo. Jeg er ikke sikker på, at
jeg … Hvad mere?”
Jo pulsede hidsigt på sin evindelige cigaret.
65
”Hun ligger på en tresengsstue sammen med to senile kvinder, der venter på plejehjem. Der
er en forfærdelig larm hele tiden. De to kvinder farer forvildede rundt og piller ved hendes
ting og spørger hende hundrede gange i døgnet, om det samme, og personalet har ikke tid til
at tage sig af dem.”
Jo stemme dirrede.
”Gudrun skal måske dø, Birgitte. Hun er virkelig meget dårlig, men hun får højst sandsynligt
kun en skærm at gemme sig bagved, når den tid kommer. Hun burde have ro, og en smuk stue
fuld af blomster, hun elsker blomster, og musik, hun holder af, og det skulle være muligt at
tale om vigtige ting i fred og ro, hvis hun vil. Det er umenneskeligt, Birgitte. Dyrene gemmer
sig, når de skal dø, men Gudrun er nødt til at ligge og høre på et kvindemenneske, der råber,
at hun vil have sin fine kjole, for hun skal til sit første bal. Det er grotesk, og jeg kan ikke
holde det ud. Jeg er skræmt fra vid og sans. Jeg vil ikke være gammel.”
Birgitte anede ikke, hvad hun skulle sige.
Nu havde hun også ødelagt den gode stemning. Hun tog en ny cigaret og lighteren, men Birgitte rev cigaretten ud af hendes hånd.
”Du ryger for meget. Du hoster.”
”Nåh? Du synes måske, at jeg skal prøve at blive ligeså gammel og afhængig som Gudrun?
Jeg vil sgu ikke være ældrebyrde.”
Hun havde vrænget.
”Undskyld Birgitte, men du ved, at rygningen er mit bløde punkt, og jeg bliver så gal, når jeg
bliver pukket på. Hvad med junk food og bilos og krig og alt det?”
”Det er billigt at blande krigen ind i det, Jo. Du ved udmærket, at cigaretter er en stor dræber,
og rygningen kan du gøre noget ved, ikke?”
”Ja, men jeg vil ikke umyndiggøres.”
Hun rakte ud efter cigaretten, og Birgitte gav sig med et suk. Hun tændte trodsigt og mærkede
tydeligt, at den gode stemning var væk, men hun var træt af sideblikke og uopdragne menneskers viftende hænder, selv når hun sad udendørs og røg, og Birgitte kunne argumentere så
meget hun ville; hun var i hvert tilfælde helt overbevist om, at en bil udstødte mere forurening på en time, end en storryger udspyede et helt liv.
Hun sugede kraftigt ind og pustede demonstrativt røgen ud ad vinduet, men Birgitte lagde
tilsyneladende ikke mærke til det. Hendes mundvige vendte stadig nedad; det var det rene
tyranni. Birgitte kunne stoppe sit udstødningsrør ind i vognen. Hun fnisede påtaget.
66
”Hvad er det, der er så morsomt?”
Hun slukkede cigaretten og så udover landskabet.
”Det er egentlig ikke spor morsomt. Jeg kan ikke lade være at tænke på, om heksejagten på
rygerne er en slags hjælpeløshed, fordi mennesker ikke kan gøre noget ved al den anden forurening. Tænk også på alle svinene … dem på fire ben … al den gylle og for eksempel bilernes
os og støj, og så slår man ned på nogle forkølede rygere. Jeg synes, at folks kæpheste er så
underligt ude af proportioner en gang imellem, men måske er det, fordi vi er enkeltpersoner,
for det kan da ikke være, fordi vi ikke bidrager. Vi betaler selv for skaderne, og vi giver da
ikke sorteper videre til børnene.”
Hun tav. Der var alt for meget med miljøet …
”Pyt med det hele. Det kan være vi alle sammen dør af terror.”
Birgitte fnysede.
”Nu er du grov, og desuden sidder du i min bil lige nu, og du ser ud til at trives!”
”Ja, du har ret, og det hele er uoverskuelig og jeg opfører mig som et barnagtigt fjols. Jeg vil
gerne holde op.”
Svin eller ikke svin. Fra bilen så landskabet indbydende ud. Hun begyndte at nynne, ’I skovens dybe, stille ro’ og hørte tilfreds, Birgitte brumme med. Støj, møg og rygning … glæden
over de danske sommersange havde de altid tilfælles. Hun begyndte at synge højt, for at
overdøve motorstøjen, og Birgitte sendte hende et smil og rømmede sig. Det betød, at hun
ville skråle med om et øjeblik. De var gode venner igen.
De nåede sommerhuset og satte de hurtigt madvarerne i køleskabet og gik ned mod vandet.
Turen var næsten blevet rituel, en renselse, der jog træthed og uoverensstemmelser på flugt.
Jo nød intenst at mærke vandets svagt sukkende lyde, den knitrende lyd fra nålene under sine
fødder, og de vilde rosers næsten bedøvende duft.
De nåede ned til vandkanten og stod helt stille og så udover den glitrende flade og lyttede til
en båds dumpe dunk langt borte. Mærkede Birgitte også, at det var verdens skabelse? Hun
spurgte ikke. Tavsheden var for fin til at bryde. Hvordan kunne mennesker drive rovdrift på
kloden og slås, hvis de blot havde oplevet sådan en stemning en eneste gang?
”Har du hørt mere fra Peter?”
Hun for sammen, mens skuffelsen og en slags træt vrede eller flovhed jog gennem hende.
Stemningen havde altså kun været hendes. Hun vendte sig og stirrede undersøgende på Birgitte, der lignede sig selv.
67
”Hvordan kan du spørge om det … nu?”
Hun slog ud med armene.
”Jeg stod bare og tænkte på, hvor godt vi har det, og hvor ærgerligt det ville være at ødelægge
noget.”
Hun havde lyst til at være ondskabsfuld og åbnede munden, men Birgittes øjne var blanke.
”Ja, vi har det da godt, Birgitte, og Peter har da ikke noget med vores venskab at gøre, vel?”
”Næh, ikke direkte, men alligevel … Har du hørt noget?”
”Ja, men jeg vil ikke tale om det lige nu.”
Hun vidste, at hun lød afvisende, men Birgitte måtte forstå, at hun ikke skulle presse hende.
”Undskyld madame. Skal vi gå tilbage?”
”Ja.”
Hun stod meget tidligt op lørdag morgen og smækkede alle vinduerne op, inden hun fyldte
kaffemaskinen. Hun elskede det øjeblik; det hele føltes så enkelt. Birgittes svage snorken,
kaffemaskinens gurglen og duften af kaffe og fyrnåle. Hun lænede sig ind over køkkenbordet
og betragtede en lille edderkop, der lynhurtigt spandt sig ned langs vinduet. Fuglene havde
været i gang i flere timer.
Hun gik udenfor og trak vejret dybt. Morgenen var vidunderlig; en let saltbrise blandede sig
med granernes krydrede duft, og himlen var bleg blå med orange striber, der afløste de kolde
røde.
Huset lå skjult bag træerne og kunne virke lidt dystert i dårligt vejr, men denne morgen så det
venligt ud, med hvide kinder og beige paryk, og vinduesrammernes køkkenblå vipper blinkede kammeratligt til hende.
Hun samlede et par klæbrige kogler op og rullede dem mellem hænderne og snusede til håndfladerne og slentrede tilbage til køkkenet, der var gammelt og blåmalet og mindede om barndommen i bedstemoderens køkken, hvor det store brændekomfur, med de mange ringe, tronede på hæderspladsen. Hun huskede, hvor imponeret hun var, når hun kom ind og så bedstemoderen jonglerede med ringene og beherske ilden.
Birgitte havde udskiftet brændekomfuret til gas, men komfuret stod på det gamle ildsteds
plads, og køkkenet åndede uforgængelig stabilitet. Birgittes forældre havde ikke havde ladet
sig lokke af moderne tider, men var forblevet ægte landliggere til det sidste, og Birgitte havde
åbenbart ikke ønsket at høre forældrene sukke i deres himmel.
68
Kaffen var færdig. Hun skænkede en kop og satte sig udenfor og tændte dagens første cigaret. Den smagte lidt spidst i den rene luft. Hun satte sig godt til rette, men kom i tanke om
morgenmaden, der var Birgittes bedste måltid, og gik ind og tog rundstykker ud af fryseren
og lagde dem på køkkenbordet og fandt et stort, hvidt, blødt håndklæde. Hun ville tage en
dukkert, inden hun spiste.
Freden var helbredende. Hun elskede det gamle sommerhusområde, hvor de fleste naboer var
ældre mennesker, der inviterede hinanden til te eller drinks, men ellers passede sig selv. Hun
fik øje på et par morgenduelige herrer, der kom imod hende i deres stribede badekåber. De
havde været i vandet, selvom det var tidligt på sæsonen. Hun nikkede og modtog et par venlige smil.
Hun var glad. Sandet var køligt og fugtigt. Havets kunstnerhånd havde efterladt det med
evighedens flygtighed i overfladen, og det var næsten en skam at træde på de fine mønstre.
Hun gik forsigtigt ned til vandkanten og dyppede tæerne. Vandet var nærmest iskoldt, men
hun ville i.
Hun gøs og hendes hjerte hamrede, da hun dykkede ned, men årene gled af hende, og hun var
ny og nysgerrig, og alt var rigtigt. Hun gned kroppen med lidt sand fra havbunden og lagde
sig ned og lod vandet glide henover mave og bryster, der stod lige op i vejret. Efter nogle få,
krampagtige sekunder opgav hun vikingens velsignelser og gik hovedrystende og frysende i
land og lod luften tørre sin krop, mens hun betragtede det lilla farvespil, henover sandets glitrende grå, og havets blågrønne sceneri, med ærefrygt. Hun hoppede på stedet og klædte sig
på. Hun frøs lidt. Blusens lette stof pirrede brystvorterne. Hun gik hurtigt tilbage til huset og
satte rundstykkerne i ovnen og bankede på Birgittes dør.
”God morgen, Birgitte. Så er der morgenmad om lidt.”
”Tak.”
Hendes stemme var rusten. Hun lå helt stille og lyttede til Jos nynnen, der betød, at hun havde
været i vandet og var fandens stolt af det. Det måtte have været en kold omgang. Hun lukkede
tilfreds øjnene et øjeblik. Barndom og moderen, der puslede i køkkenet.
Hun gabte højt og inderligt og strakte sig og satte sig op og svingede benene udover sengekanten og kløede sig under brysterne, e dem i hænderne og så Værelsets lyserøde konsekvens var altid lidt overvældende, den første morgen, men hun glemte aldrig, hvordan hun,
under råb og besværgelser, overbeviste forældrene om, at en prinsesse måtte sove i rosa her-
69
lighed; og hvordan de smilende bøjede sig for højhedens ønsker. Hun sendte dem, traditionen
tro, en kærlig tanke.
Værelset var beklumret. Hun rejste sig og gik hen og trak gardinerne fra og åbnede vinduet
og bøjede sig ud og slugte den friske morgenluft. Hun vidste, at alle husets åbninger sugede
luft ind. Jos rituelle renselsesproces var i fuld gang. Puder og tæpper lå på havestolene og
hang på tørresnorene, som farvestrålende fremmede, midt i det brune og grønne.
Dynen var fugtig. Hun fulgte Jos eksempel og lagde den i vindueskarmen og tog et par posede bukser og en tynd bluse på og gik ud i køkkenet. Jo rettede an og vendte sit friske ansigt
mod hende.
”Er du sulten?”
Birgitte brummede og satte sig udenfor; hun var ikke morgenmenneske. Det var som det plejede at være. Hun delte omhyggeligt de sprøde rundstykker og lagde dem i en lille kurv med
en blå serviet i bunden og tog det friske, gule smør og skivede det, og lagde det omhyggeligt
på en småblomstret kagetallerken. Morgenosten duftede tilpas diskret, og hendes hjemmelavede jordbærmarmelade klædte krystalskålen og den fine syltetøjsske.
Hun skænkede kaffe i de store blå blomst bedstemorkopper og huskede piskefløden.
”Så er der serveret.”
Birgitte rejste sig og kom ind og satte sig godt til rette. Hun gned sig på maven og tog kaffekoppen og åbnede for den lille røde radio med den flade lyd, og sådan skulle den være.
De spiste i tavshed, og hun havde ikke lyst til at høre alt for meget om krigen. Oplæseren
lirede heldigvis teksten af, og det var svært at skelne, hvad han sagde. Var han på akkord,
eller var det dagens tilbud? Birgitte så ud som om hun sov endnu og ikke hørte, hvad han
sagde.
Pludselig skilte et indslag sig ud. Fyren proklamerede med munter røst, at skandinaviske
kvinder havde større risiko for at få brystkræft, end andre kvinder. Ha! Han lød, som om han
nød det? Hun stirrede på radioen og på Birgitte, der sad med åben mund. Godmorgen, afsluttede han friskt, og nu manglede de kun en lille, glad melodi.
”Tak, min søde ven, hav det selv godt.”
Birgitte havde hvæset. De så på hinanden og begyndte at grine hysterisk, og hun var ved at
kløjes i kaffen. Birgitte tørrede øjnene og så dystert på hende.
”I gamle dage fik vi dagens digt, nu får vi dagens gok.”
70
Hun spruttede igen, og Birgitte trommede med hånden mod munden og udstødte et indianerhyl og så komisk ud, at hun var ved at tisse i bukserne. Hun gispede.
”Hør lige her, Birgitte! Jeg tror, det alle de provokerede aborter.”
Birgitte måbede.
”Hvad mener du? Du tror da ikke, at din vorherre straffer de syndige kvinder, vel?”
”Hold op! Prøv at være lidt alvorlig. Tænk på, at alle de hormoner, der er indstillet på graviditeten pludseligt afbrydes. Mælkekirtlerne … og alting.”
”Ah, hvis det var tilfældet, havde de kloge hoveder sikkert fundet ud af det, tror du ikke?”
”Jo, måske.”
Hun tændte en cigaret og så på Birgitte, der var blevet helt alvorlig.
”En ting, der kan gøre mig dårlig, Jo, er alle de skrækscenarier. De er ikke til at holde ud. Vi
er efterhånden blevet en duknakket, kyst nation. Vores relativt korte levealder skyldes sgu
bekymring. Religionen har fundet en slagkraftig rival.”
”Ja, det er sjældent bekymring over krig og hungersnød, der får folk til at ligge søvnløse.”
Eller måske var det. Dårlige nerver kunne skyldes en slags kollektiv, dårlig samvittighed over
at leve højt på andres nød?
Birgitte slukkede for radioen; den havde været en dårlig ide. Freden sænkede sig igen over
køkkenet. I morgen ville hun nære sig.
”Op med humøret, Jo. Vi holder fri.”
Birgitte rejste sig og forsvandt ind på toilettet. Hun begyndte at rydde op.
71
13
”Jeg går nu.”
Hun vinkede til Jo, inden hun forsvandt rundt om hjørnet og begav sig ud på sin sædvanlige
runde, for at hilse på venner og bekendte og forhøre sig om sygdom og død. Der var næsten
altid faldet nogle fra, men de overlevende forventede, at hun inviterede til stort kaffebord,
som tak for, at de havde set efter huset. Hun håbede ikke, at der var for mange døde.
Hun nød at spadsere alene, i mageligt tempo, på de gamle stier, kliken havde slidt, og lade
tankerne og minderne flyde helt tilbage til dengang, hun løb over til naboens børn for at planlægge endnu en spændende, uendelig dag med hulebyggeri, røvere og soldater og frimurerklubben, kun de indviede fik lov til at blive medlemmer af. Charles havde været høvding og
hun hans kvinde, og hun havde været pavestolt.
Hun lo tavst ved mindet. Det var både første og sidste gang, bortset fra faderen, at et hankønsvæsen havde fået lov til at dirigere rundt med hende, og Charles havde været en mild og
god hersker, og som voksen var han en drømmemand; feminist til fingerspidserne, før det
blev moderne. De havde været ægte forbrødrede, og en overgang troede deres forældre, at det
blev dem. Hendes følelser for ham var aldrig blevet gjort til skamme, og så længe han levede,
kunne det ikke gå helt galt.
Kliken, med Charles og hende, som drivkraft, var begyndt forfra hver sommer, indtil alderen
indhentede dem. Hun huskede tydeligt den sommer, de tog afsked med barndommens lege
uden fortrydelse. De havde så mange drømme.
Hun standsede foran en stor, smuk gran. Det træ plantede Charles far til ære for Charles hund,
mr. Godbid, da den døde. Det var så tæt på og så længe siden. Nu var de alle sammen grå,
adstadige ældre, men historien bandt dem sammen, og de mødtes jævnligt i løbet af sommeren og talte et frimurersprog, det kneb for ægtefæller og andre tilløbere at forstå, hvilket i
virkeligheden heller ikke var meningen, at de skulle.
Hun drejede af og slentrede op ad Birtes og Charles grusbelagte sti og vinkede til tilløberen
Birte, der stod i køkkenet og smilede imødekommende, som hun havde gjort en menneskealder.
Hun mærkede, hvor glad hun blev. Hun havde dejlige venner, der heldigvis levede i bedste
velgående, og Jo puslede rundt hjemme. Måske var livet ikke blevet helt, som de forestillede
sig, dengang, men sådan en dag var det heller ikke så tosset.
72
Da Birgitte var ude af syne, lagde hun nynnende sit snavsede sengetøj i vaskemaskinen og
satte sig i en gammel kurvestol, der stod i skygge udenfor huset. Hun lagde benene op på en
blå taburet og satte sig godt til rette og ventede på, at tøjet blev færdigt. Det var sædvane, at
hun medbragte sin storvask for tørringens skyld. Hun lukkede øjnene og lyttede til maskinens
brummen og så sin mors røde, sveddryppende ansigt og svampede hænder.
Første vaskedag lagde hun tøjet i blød i soda. Kogevasken i den store træbalje, og det kulørte
i forskellige zinkkar, efter stof og farve. Anden vaskedag kogte hun sengetøjet og håndklæderne i den store gruekedel i flere omgange, og sled på vaskebrættet og tumlede de store,
tunge stykker over i skyllekaret med iskoldt vand, og det var hårdt arbejde, i virkeligheden
en stærk mands, og hendes mor var en lille kvinde, og åreknuderne stod blåbrune ud af de
tynde ben, og Jo fik ondt af at se på dem.
Moderen var sluttet af med et hold skyllevand, med blånelse i små gazeposer, og tøjet blev
næsten blåhvidt og sommetider stribet, og det var ikke godt, og moderen vred og vred og
hængte tøj på tørresnorene i gården; lange hvide baner, der svajede i vinden, som danserinder,
og duftede af drømme, når det var tørt. Det frosttørrede var bedst; og tøjet blev stænket og
rullet sammen, for ikke at blive for tørt, og til aftensmad fik de risengrød, der efterkogte i
sengen, pakket ind i aviser og en dyne, og hun serverede den med sukker og kanel og smørklat, og de drak KB’s hvidtøl til.
Den tredje og fjerde dag var stryge og lægge sammen dage, og moderen var træt af tøj, og det
hele begyndte forfra næste måned og år efter år, og det var en kolossal lys dag, da hun lagde
sin første vask i en maskine og ordnede negle, mens maskinen vaskede tøjet.
Maskinen var standset. Hun hentede tøjet og bar det ud og hængte det omhyggeligt på snorene i lysningen og blev varm af taknemmelighed over teknologien, når den var bedst.
Hun satte sig igen og betragtede glad det hvide tøjs lette blafren, men slangen viste sit skællede hoved og lo drilagtigt, og hun havde spist af kundskabens træ. Hun så søstre, et sted i
verden, hvor solen brændte ubarmhjertigt, tumle med vasketøj og slå det mod sten; og bære
drikkevand langvejsfra, mens fostervandet skvulpede i deres maver, og de segnede udmattede
til jorden og døde.
Hun rakte armene i vejret, som om hun bad om nåde og så sig selv udefra, og fik dem ned i
en fart. Mon ikke verden klarede sig uden hende et øjeblik? Hun tog et af de spraglede tæpper, der lå til luftning, og bredte det ud over nålene, midt i solen, og klædte sig hurtigt af og
lagde sig. Hun havde vist en halv time, inden Birgitte kom tilbage. Hendes krop slubrede
73
sultent den livgivende varme i sig. Livet … Hun kom på benene med et hyl. Hun havde lagt
sig på en myretue.
Hun så sig om og fik øje på Birgitte, der stod og grinede, og hun mærkede, at hun blev kokrød. Hendes krigsdans midt i vasketøjet måtte være et syn for guder.
”Myrer!”
”Blandt artsfæller, hvad?”
Hun gloede uforstående på Birgitte, der pegede på vasketøjet.
”Jeg mener myreflittig!”
”Ja, mor du dig bare …”
Hun bukkede sig hvislende og fik fat i en grankogle og smed den efter Birgitte, der dukkede
sig og forsvandt ind i huset, og hun fik tøjet på i fart.
Birgitte var stadig chokeret over det, Birte havde fortalt, og anede ikke, hvad hun skulle gøre.
Jo burde vide det, men hun kendte hende også godt nok til at vide, at hun øjeblikkeligt ville
puste det hele op på et plan, hvor det forhåbentligt ikke hørte hjemme … på den anden side
… nej, hun ville vente lidt. Hun hentede en flaske hvidvin og trak den op. Der var ingen
grund til at ødelægge den gode stemning … Hun tog flasken og et par sennepsglas og gik ud.
Jo sad med blanke øjne og røde kinder … hun så så forbandet glad ud. Hun skænkede op og
rakte Jo et glas.
”Skål, min ven. Vi har vist fortjent et glas.”
Da hun stod ud af bilen, var hun desorienteret et øjeblik. Hun kunne ikke genkende købmandsbutikken, hvis facade var forandret til ukendelighed. Sønnen havde sandelig haft travlt.
Alt særpræg var væk, og facaden og udstillingen lignede et hvilket som helst mindre supermarkeds.
Hun gik ind, klokken var væk, og så sig søgende omkring. Varerne var åbenbart sat op efter
børnene og de tørstige. Grøntsagerne lå i et hjørne, lidt gule i toppen. Hun besluttede, at hun
ville køre ud ad landevejen og se efter vejsalg.
Hun forlod butikken, lidt tung om hjertet, og gik over til bilen. En æra, med hyggelig sladder
om løst og fast over disken, var slut. Hun havde købt et par småting, nærmest for at få lejlighed til at spørge til købmandsfolkene, hun havde kendt det meste af sit voksenliv, men kassedamen anede ingenting og så i øvrigt ud til at kede sig, og sønnen bragte varer ud. Hun havde
bedt den unge pige om at hilse dem, men hun var ikke sikker på, at pigen ville huske det.
74
Hun startede bilen og så sig tilbage, inden hun drejede ud på landevejen. Fremover ville hun
kun handle i den forretning i yderste nødstilfælde.
Jo så på uret. Hun havde vist en halv times tid, inden Birgitte ventede hende. Hun gik ud mod
vandkanten og bøjede sig ned og reddede et par vandmænd og søstjerner, der var skyllet for
langt op på stranden.
Vandet skvulpede henover stenene og forvandlede dem til guld- og sølvskatte og ædelt rav,
og kæmpesten spejlede sig i skyerne og gav dem form. Hun borede tæerne ned i det våde
sand, og det var naturens egen zoneterapi, og tangen kunne spises, og i regnskoven fandtes
føde og helbredelse for alle sygdomme, der havde været og ville komme, og mennesker udryddede den og smadrede arter, intet menneske nogensinde havde set eller ville se. Hun satte
sig brat ned og stødte halebenet og ømmede sig og sad et øjeblik og flød sammen med det
verdensomspændende hav, hun delte med alle levende og døde, hvis sjæle svævede i disen
over horisonten.
Hun rejste sig forsigtigt og tog et par skridt og begyndte hjemturen. Hendes mave begyndte at
rumle. Birgitte havde, trods deres pjankeri, været bekymret over et eller andet, men noget i
hendes attitude, havde afholdt hende fra at spørge om, hvad der var i vejen.
Birgitte var allerede i køkkenet. Hun vinkede til hende og gik straks i gang med at dække det
store, runde havebord, med en dug fra Birgittes bedstemor, og lod betaget sine fingerspidser
glide henover de fine kniplingers kølige bugter og fik lyst til et håndarbejde.
Der var ikke noget mere afslappende end at sidde med et strikketøj og lade tankerne flyde,
mens hænderne næsten drømmeagtigt forvandlede tråden til mønstre, hun havde valgt. Hun
hørte tydeligt bedstemorens sprukne stemme: Flittige hænder gir’ rolige hoveder.
I køkkenet havde Birgitte travlt med at tilberede maden, og hun var ikke tvivl om, at maden
var for Birgitte, hvad strikketøjet var for hende; ren nydelse, og hun spandt næsten ved synet
af hendes fuldstændige opslugthed. Det var så sjældent Birgitte forglemte sig. Hun stod musestille for ikke at forstyrre hende.
Birgitte hældte rejer i en stor krystalskål og skivede citroner, og satte dild i et glas vand, og
lod den falde yndefuldt nedover glassets runding, og hun huskede havsalt og hel, hvid peber i
kværnen, hjembragt fra Afrika. Smukt håndarbejde udført i næsten sort træ af flittige, nænsomme hænder, og solgt for en slik til hende. Hun smurte snitter med ingefærkrydret spegepølse og anrettede dem omhyggeligt på et blåmalet fajancefad, en rest fra barndommens
sommerstel, og pyntede det med løgringe, og kagefadet med hvidløgsost, camembert og en
75
gul, tør emmentaler, kantede hun med agurkeskiver og vindruer. Hun så, at de små, gyldne
frikadeller var færdige og slukkede for gassen. Hun prøvesmagte og brændte tungen, men de
var vellykkede. Hun vendte sig smilende.
”Vil du smage?”
”Ja tak.”
Øjeblikket var forbi. Hun skyndte sig at dække bord og satte vand over til te og fyldte kaffemaskinen og tog den store flaske Rød Ålborg ud af fryseren, alt sammen i en glidende bevægelse.
”Gider du lige hælde den på klukflasken?”
Alt var parat klokken fem, og Birgitte så tilfreds på hende. Den store, orangefarvede tepotte
satte prikken over i’et. Birgitte blandede sig en flyversjus, og hun havde lyst til en stærk kop
te med mælk og en god teskefuld honning. Alt var parat til gæstebuddet.
76
14
Hun fik først øje på Charles og Birte, der kom gående hen imod dem med hinanden i
hånden, og prikkede til Birgitte, der sad godt tilbagelænet med lukkede øjne. Birgitte rejste
sig hurtigt. Hun forvandledes hurtig fra en søvnig kone til en formfuldendte værtinde. Den
rolle passede hende godt. De stillede sig ved siden af hinanden som en anden modtagelseskomite. Charles nåede hen til Birgitte, der gav ham et knus og klapsede ham bagi, mens hun
fløjtede anerkendende.
Jo både morede sig og mærkede et lille misundelsesstik i hjertekulen. Hun havde altid syntes,
at Charles var en af de dejligste mænd, hun havde truffet. Han var både Intelligent og klog; en
sjælden kombination, der afspejledes i hans fregnede ansigt, med de mange rynker. Han var
den type sarte, ranglede, rødtop, hun ikke kunne stå for, og han bevægede sig med den sammen naturlige ynde, som hendes Peter den første havde gjort, inden han kom i puberteten.
Han vendte sig om mod hende, og hans blå, blå øjne forsvandt i smilerynker.
”Hvor er det dejlig at se dig, Jo. Det er alt for længe siden.”
Hans varme, venlige stemme fik selv det banale til at lyde som noget særligt. Hun blev varm i
kinderne og greb smilede hans hænder.
”I lige måde, Charles.”
Birgitte og Charles havde bygget huler sammen, engang i tidernes morgen. Hun forestillede
sig en blød, dunet rede fyldt med Charles og beherskede sit ansigtsudtryk og slap hans hænder. Birte kom hen og lo prustende.
”Hans lange ben og mine korte! Davs Jo, hvordan har du det?”
”Jo tak, godt. Og du?”
Hun så forvirret på Birte … der var noget …
”Fint, min ven. Ja kig du bare. Fortæl hvad du ser!”
Birtes så spændt på hende.
”Jeg ved ikke rigtigt. Du er forandret?”
”Ja, og forhåbentligt til det yngre?”
Birte spidsede munden og glippede med øjnene.
Jo sukkede tavst. Hun hadede selskabsgåder, især dem, der havde med alder at gøre. Hun
havde aldrig været god til at bedømme folks alder. Hun så nøje på Birte og kom i tanke om, at
77
det ikke kunne være alder, det gjaldt. Hun vidste, hvor gammel Birte var. De var jævnaldrende. Hun rejste sig.
”Birte, jeg må ind efter mine briller.”
Charles kom hen og satte sig ved siden af Birte, der klappede ham på armen og smilede tilstræbt undseeligt til ham. De flirtede … efter alle de år legede de stadig. Mon Peter kunne
lege? Hun mindedes ikke, at de havde flirtet; alt mellem dem havde på en eller anden måde
været så … målrettet … helt uden den befriende lethed, Birte og Charles formåede. Hvad var
det ved Peter, hun følte sig tiltrukket af, når han ikke mindede spor om Charles?
”Charles har givet mig en ansigtsløftning i fødselsdagsgave.”
”Åh!”
Hun så Charles hive Birte i kinderne og kvalte et fnis og prøvede at holde masken. Hun var i
en forbandet kattepine. Hun rømmede sig anstrengt.
”Ja nu kan jeg se det. Det er … pænt.”
Hun tændte en cigaret. Måske var Birtes ansigt blevet lidt glattere, men hendes hals og hænder var stadigvæk de samme gamle, og hende øjne, uanset hvor godt hun havde haft det, var
for alvidende til et ungt ansigt. Hun fattede i virkeligheden ikke, hvad der fik en dejlig kone,
som Birte, til at lægge sig frivilligt under kniven.
”Jeg føler mig som ny, og Charles er nyforelsket, ikke sandt kære?”
Birte vendte sig om imod ham og sendt et fingerkys af sted. Charles smilede stort.
”Det er jeg, min skat.”
Jo betragtede Charles, der forelsket spillede med. Han havde været nyforelsket i Birte hver
dag, hele deres ægteskab, uanset hvordan hun så ud; det vidste hun fra Birgitte.
”Æh … jeg …”
Hun vendte sig om mod Birte.
”Jeg synes, det klæder dig … jeg …”
”Kom så, kære venner! Nu æder og drikker vi, til vi styrter!”
Birgittes stemme gjaldede. Jo fangede hendes blik. Birte grinede.
De rejste sig, og hun tog Birte under armen.
”Hvorfor gjorde du det, Birte?”
Birte tog armen til sig og vendte sig om mod hende. Hun var dybt alvorlig.
78
”Det var en pludselig indskydelse. Jeg så mig i spejlet, og jeg afskyede mit ansigt. Det var
misvisende. Jeg fortalte Charles det, og han kyssede mig og sagde, at jeg var dejlig, men det
nyttede ikke noget, for jeg så forfaldet og syntes, at døden viste tænder. Jeg var et let bytte.”
”Det kender jeg, men jeg troede, at et godt ægteskab afbødede den følelse.”
”Ja, det gør det for det meste også, men ikke i den periode. Jeg var langt nede og ensom og
bange. Du synes ikke rigtig om det, vel Jo?”
Birte så undersøgende på hende. Hun rødmede og var splittet, men hun holdt af hende.
”Jeg ved det ikke, Birte. Jeg har altid syntes, at du er dejlig, og du har født og opfostret fire
børn, og du har vist gjort det godt, og Charles … du har en mand, der elsker dig.”
”Ja, men pigerne var efter mig. De sagde, at jeg lignede en hængt kat. Det var kærligt ment,
men det ramte … og Charles er stadig sådan en tiltrækkende mand.”
Birte så hen på Charles med et blik, der lyste af hengivenhed … blandet med noget andet ...
var det angst? For alderen? Visheden om, at de ikke levede evigt? Hun ville gerne trøste.
”Jeg har altid syntes, at du under alle omstændigheder er en tiltrækkende kvinde, og operationen er vellykket, men jeg forstår ikke, hvorfor hverken vi selv eller omgivelserne kan lade os
forberede os på afslutningen i fred og ro. Vi har det vanskeligt nok i forvejen, og jeg bliver
ked af den forblindelse over en gang kød.”
Birte smilede fint og strejfede hendes kind.
”Se dig i spejlet, Jo. Du behøver det ikke… dine store, grå øjne og krøller … du er ikke engang rigtig grå endnu, dit hår er stadigvæk rødligt, når solen skinner på det … kom, min ven,
Birgittes gode mad dufter himmelsk.”
Hun mærkede, at hun var blevet varm i kinderne over Birtes ord; de gjorde hende glad, men
også så genert, at hendes tunge slog knuder, da hun prøvede at sige tak for komplimentet.
Hun følte sig klodset, selvom Birte ikke ud til at forvente noget; tværtimod, hun tog hendes
hånd, og trak af sted med hende, og gav den et klem, inden hun vendte sig om mod Birgitte.
”Hvor ser det lækkert ud. Du forkæler dine gamle venner.”
Birgitte så rigtig glad ud.
”Tag nu for jer!”
De forsynede sig rigeligt. Birgitte blev altid irriteret på flueknipperne, som hun sagde. Når
hun havde stået flere timer i køkkenet, skulle der spises igennem, og slankesnak og kure var
bandlyst ved hendes bord.
”Jo, gider du hente nogle øl til Charles og mig?”
79
Hun gik ind i bryggerset efter et par kælderkolde og rakte Charles en med strakt arm, og Birte
smilede lunt. Hun mærkede varmen i kinderne og følte sig kluntet.
”Snaps, Birte?”
”Ja tak, endelig.”
Hun skænkede gavmildt i glassene og satte sig ved siden af Birte. Der var så meget, hun havde lyst til at betro hende, men kunne hun ulejlige hende? Birte koncentrerede sig om maden,
som hun så ud til at nyde i fulde drag. Jo studerede hende. En af hemmelighederne ved Birte
var hendes evne til at nyde øjeblikket. Birte så op og mødte hendes blik.
”Åh, hvor er det rart at sætte tænderne i mad, man ikke selv har svedt over.”
Birte løftede sit glas.
”Skål Jo, hvordan har du det egentlig?”
Nu havde hun chancen. Hun havde lyst til at fortælle Birte om brevet, men hun tøvede alligevel. Det var så privat, men det var måske en fordel, at de ikke var alt for tæt på hinanden. Hun
besluttede sig.
”Kan du huske, at jeg engang havde et forhold til en mand? Peter?”
”Ja?”
Birte så interesseret på hende.
”Han vil møde mig igen, efter alle de år, efterhånden tyve, og jeg har sagt ja, men jeg er allerede træt. Sommetider synes jeg, at jeg opgiver, inden jeg er kommet i gang. Det har jeg vist
gjort hele mit liv. Jeg tænker, at det slutter alligevel, så hvorfor begynde. Forstår du?”
Hun drak. Snapsen bed, og hun fik tårer i øjnene, men så direkte på Birte.
”Der er ved at gå panik i mig. Ikke fordi jeg er alene, det synes jeg for det meste om, og jeg
har Birgitte … Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at møde ham, men livet er blevet så kort, og
der ikke tid til at vente, hvis jeg skal opleve noget. Tiden farer af sted, og det er lørdag hele
tiden. Jeg synes døden puster mig i nakken.
”Hun talte for meget.
”Undskyld Birte … jeg plaprer løs.”
Hun så appellerende på Birte og blev forskrækket over udtrykket i hendes ansigt, der var
ligblegt.
”Charles har kræft. Testikel.”
”Nej!”
Hendes hjerte slog et ekstra slag, og hun famlede efter Birtes hånd.
80
”Birte …!”
Birte lagde en finger over munden og skævede hen imod Charles, der sad i ivrig samtale med
Birgitte.
”Birgitte kan fortælle dig om det. Nu går vi over og forstyrrer legekammeraterne, og Jo, mød
den mand, hvis du tror, der er en mulighed for lidt glæde. Du har ret. Det går så hurtigt …
livet.”
De rejste sig, og hun skammede sig over sine udgydelser, selvom hun havde været helt uforberedt. Hun så på Birgitte, der lo højt; sikkert af et eller andet Charles havde sagt. Hun følte
sig udenfor.
Han sad og morede sig, men han var alvorligt syg! Det var en ond drøm. Charles og Birte
hørte sammen. De kunne ikke skilles. Hun skuttede sig og holdt øjnene fra Charles.
”Hallo folkens!”
De vendte sig, som på tælling, og Birgitte fik et adspredt udtryk i ansigtet. Trine og Bent kom
halsene.
”Undskyld forsinkelsen. I ser ud til at have det fint, ligesom os.”
Bent støjede, og Trine gestikulerede, så hendes armbånd klirrede som indiske kobjælder. Hun
mindede Jo om en smuk, forvirret kvie eller Bambi på glatis. Hun så spændt på dem. Der var
altid fest og farver i kølvandet på dem. Birgitte kaldte dem festaber.
Trines højhælede sandaler sank ned i nålene, og hun vaklede og virrede med hovedet, og Bent
rakte ud efter hende, og hun greb hans hånd.
”Jeg må have lasten indenbords.”
Bent grinede og fangede en stol og satte den bag Trine, der sank ned på den med en påtaget
stønnen, mens hun purrede op i sit lyse hår og smilede rundt. Alle fik et særligt blik fra de
grønne øjne med det lange, sorte vipper.
Jo så lattermildt på Trine. Hun var velproportioneret, og hun vidste det og nød ublufærdigt
opmærksomheden. Hun var også selskabets Benjamin; femten år yngre end gennemsnittet, og
hun så ung ud af sin alder. I det daglige tænkte hun ikke så meget over det, men når hun
sammenlignede Trine med de andre, så hun tydeligt, hvor meget femten år kunne forandre
mennesker. Ville Peter og hun overhovedet kunne genkende hinanden? Hun fangede Birgittes
blik og så hende blinke.
”Hvad vil min lille kone have?”
81
Bent slugte maden med øjnene og vendte sig om mod Trine. Hun strakte hals og lagde hovedet en anelse på skrå.
”En lille portion rejer, skat, og hvidvin, hvis det er muligt?”
Stemmen var udsøgt sød. Bent sørgede belevent for hende, og hans store ansigt udtrykte velvilje.
Jo nød deres spil for galleriet. Mon Trine stadig var på prøve? De kom lige fra sengehalmen;
det var tydeligt. Hun syntes, hun kunne lugte det. De havde det vist godt sammen, men hun
forventede alligevel stadigvæk at se Kirsten, når hun så Bent.
Kirsten havde pludselig forladt Bent. Hun havde, en ganske almindelig morgen, midt i morgenmaden og børsnoteringerne, forkyndt, at hun ville i oldekolle. Bent havde fortalt det humoristisk, men i virkeligheden havde han været dybt chokeret og forstod tilsyneladende ingenting, for han mente, at Kirsten havde haft det som blommen i et æg; hjemmeløbende, og
hele dagen til sin rådighed!
Trine var Kirstens modsætning. Hun arbejdede og tjente godt, og det reddede hende måske
gennem prøvetiden. Det var Bents udtryk, men ingen af dem var helt sikre på, hvem der prøvede hvem.
Trine klappede på stolen ved siden af sig, og Bent satte sig lydigt og så en anelse forlegent på
Charles, der var travlt optaget af at lægge agurkeskiver på et stykke sigtebrød. Trine så rundt,
og hendes falkeblik standsede ved Birtes ansigt.
”Det må jeg nok sige …
Hun viftede med højre hånd og var ved at ringle Birgittes øl ned fra bordet.
… du har nok fået fjernet noget overflødigt, hvad Birte? Ja, jeg fik lidt til gården og gaden for
et par år siden, så Bent har noget at gribe fat i, ikke skat?”
Trine glippede med øjnene og kneb ham i maven, og han stirrede fascineret på hende, mens
en uklædelig rødme spættede hans brede ansigt. Jo måbede og skyndte sig at lukke munden;
hvis hun ikke selv havde set det, ville hun have forsvoret, at Bent kunne blive forlegen. Trine
nød helt åbenlyst overtaget og kastede håret koket tilbage og glattede det med en gylden
hånd og åbnede sin røde mund.
”Ja, det er sgu godt, at mennesker kan pynte på Vorherres skaberværk. Han har ikke været i
lige godt humør hver gang, han tabte en klat.”
Jo skævede rundt og var helt sikker på, at alle strammede ballerne. Hun fnisede og overgav
sig og grinede som en flækket træsko og alle slap som på tælling Trine og gloede på hende;
82
de var ikke vant til, at hun overgav sig, men Trine trykkede på hendes latterknap, og hendes
latter smittede åbenbart, for pludselig rungede deres latter ud i sommeraftenen. Trine lo højest; en høj, smittende latter med åbne a’er. Det var herligt.
Efter nogle dejligt befriende minutter døde latteren ud, og Jo tørrede øjnene og skævede til
Bent, der havde fundet sin overmand, men så ud til at nyde det. Trine var god nok; et værdigt
medlem af de skæves klub.
Der blev drukket godt, og alle snakkede i munden på hinanden om løst og fast, men Jo mærkede, at hendes lattermilde udbrud ikke havde haft noget med godt humør at gøre. Lige under
overfladen lurede mismodet, og de højrøstede stemmer begyndte at irritere hende. Hun mødte
Birgitte advarende blik, der sagde, at hun kunne understå sig i at ødelægge den gode stemning, og rejste sig og gik ind i stuen, der virkede råkold. Hun skuttede sig og åbnede kakkelovnslågen. Brænde og avispapir lå parat. Hun kunne tænde op, så stuen var hyggelig, hvis de
andre skulle få lyst til at komme ind.
Hun tændte og holdt øje med ilden, der åd papiret, og hørte Charles latter, der skilte sig ud fra
de andres. Hun skammede sig pludseligt. Når han kunne klare situationen, virkede hendes
humørsvingninger sygeligt selvoptagede. Hun ville gå tilbage, når hun havde set, at ilden
havde fået ordentligt fat i brændet.
Selskabet var animeret. Hun stod et øjeblik og betragtede sine venner og ønskede brændende,
at alt ville blive ved med at være, som det var lige nu, selv med Trines høje stemme, og gik
langsomt hen til bordet.
Alle så på Trine, der talte som et vandfald, med flagrende hænderne og en lille, rund mund,
ordene forlod med små smæld, der prikkede på trommehinderne, men hun vidste godt, at det
var hende, der var irritabel. Trine var ligefrem og livlig, og det var svært ikke at synes om
hende.
Hun tændte en cigaret og lod blikke hvile på Trine og lagde mærke til, at selvom hun drog
alle ind i sin cirkel, sendte hun indimellem Bent små, hurtige sideblikke, som om hun ville
sikre sig, at hun først og fremmest havde hans fulde opmærksomhed. Hun gav alle deres, men
hun sørgede for, at Bent følte sig som noget særligt, og det lykkedes tilsyneladende. Han
slugte hende.
” … og så trækker jeg maven ind, hver morgen, inden jeg går ind ad kontordøren.”
Trine rullede med de store, malede øjne, og hendes stemme var bidende.
83
”Hvis jeg ikke kendte min dåbsattest, ville jeg tro, jeg var min egen datter. Chefen synes om
stilen. Han er begejstret. Det er sgu også en fordel for ham, at have erfaringen pakket ind i en
krop, han har lyst til at pille ved.”
Hun drak bevidst grådigt og klaskede sig bagi.
”Han er selv småfed, men det er i orden, synes han.”
Hun spidsede læberne i Bents retning. Han grinede.
”Når jeg kommer hjem, smider jeg parykken og hælder gentagelserne ud af ørerne, så Bent
ikke tror, han bor sammen med sit barnebarn. Jeg bliver nemlig yngre og yngre, som dagen
går. Jeg starter om morgenen, som almindelig lønarbejder, med en god fagforening i ryggen,
og ender som sensitiv gople, der har svoret min arbejdsgiver evig loyalitet, inden aften. Han
ville sgu være tilfreds, hvis jeg overnattede, men der sætter jeg grænsen, og jeg vinker glad
farvel til mine unge kollegaer, når klokken er fire. Otte timer må være nok.
… I guder, jeg synes, jeg tapper gammel vin af nye flasker og skyller det ned til baggrundsmusik i kravlegården, men jeg har ondt af de unge fjolser, der tror, at arbejdsgiver har forandret sin hensigt med arbejdstager. De fleste er ikke i fagforening. De forhandler løn og arbejdsvilkår med chefen ’mand til mand’ og er i lommen på ham, og det er blandt andet en snu
måde at omgås loven om ligeløn for kvinder og mænd, så vidt, jeg kan se. Jeg er dygtig, og
det ved han, men det irriterer ham, at han ikke kan løbe om hjørner med mig. Nå, skidt være
med det. Jeg tjener godt.”
Trine tav og trak vejret dybt, og stilheden virkede voldsom ovenpå den hæsblæsende enetale.
Jo gøs. Det måtte være udmattende at dyrke ungt, fortravlet engagement dag ud og dag ind.
Hun skævede til Bent, der sad med et lille tvetydigt drag om munden, og hun kunne forestille
sig, at han drømte om murerarbejdsmænd og svende, der byggede ham Babelstårnet, drevet af
entusiasme. Det var egentlig forbavsende, at de yngre generationer troede, at goderne var
kommet dumpende ned fra himlen, og ikke var resultatet af et stykke hårdt fagforeningsarbejde, der skulle holdes ved lige.
Hun skævede til Charles, der betragtede Trine opmærksomt, og hun fangede Birgittes blik,
hun vidste, betød så meget som, at hun skulle holde sin mund og ikke komme ind på politik.
Det var velkendt, at Bent var indædt liberalist. Hun følte sig pludselig dødtræt og dirigeret af
Birgitte, der efterhånden opførte sig lovligt formynderisk.
Hun sendte Charles et sidste blik og gik langsomt ind i huset. Birtes betroelse havde rystet
hende, og uanset hvor meget de festede og lod som ingenting, var det som om en fremmed
84
overmagt havde invaderet deres territorium, og de intet kunne gøre andet end at se på, mens
fjenden udryddede dem én efter én. Hun frøs.
Charles ansigt ville forandre sig til ukendelighed, hvis sygdommen havde bidt sig fast. Birte
havde ladet sit forandre. Hun satte sig ved det lille toiletbord med spejl, fra Birgittes ungpigeværelse, og stirrede på ansigtet, med de let forrykkede træk, og fik en sær fornemmelse af
ikke at kunne genkende sig selv; det skete, når hun var oprevet eller ekstra oprømt. Ansigtet
viste nuancer, hun åbenbart ikke havde kontrol over, og sommetider fik hun en fornemmelse
af, at hun greb sig selv på fersk gerning, også når hun ikke anede, hvad hun havde gjort.
I aften vidste hun, hvad hun havde gjort. Hun var blevet, i stedet for at lytte til sit temperament. Hun havde ikke haft tid nok til at omstille sig; det var det, hendes disharmoniske ansigt
viste. Hendes store, bange øjne havde set, hvad der kunne ske Charles.
”Kommer du ikke ud, smukke?”
Birgitte snøvlede.
”Nej tak, Birgitte, jeg er træt. Hils de andre fra mig.”
”Hvor er du kedelig.”
Heldigvis opgav Birgitte uden videre. Hun lyttede til hendes skridt, der forsvandt, og rejste
sig resolut og gik ud i badeværelset og børstede sine tænder grundigt og vaskede sit ansigt,
der næsten var faldet på plads. I morgen ville det være helt genkendeligt. Hun gik tilbage til
værelset og åbnede et vindue og stod et øjeblik og lyttede til de beroligende stemmer udefra.
Hun ville ikke undvære nogen af dem. Hun lagde sig til rette; borede sig ned i madrassen og
trak dynen op til næsen og snusede dens landlige duft ind og faldt i søvn.
Birgitte vågnede tidligt med en bragende hovedpine og småkvalme, der kun kunne kureres
med stærk te og en lille dram. Hun stod op og listede ud i køkkenet og satte vand over. Hun
håbede, at Jo sov længe, for hvis hun kom ud og begyndte at tale om Charles kræft, svarede
hun ikke for følgerne.
Hun skyllede et par hovedpinetabletter ned, med et stort glas, vand og stillede sig i køkkendøren og nød den mættede stilhed og bandede højt over vanens magt, da kedlen begyndte at
fløjte. Nu havde den pokkers lyd sikkert vækket Jo. Hun lyttede. Jos svage snorken fortsatte.
Hun skoldede tepotten, hældte kogende vand over bladene og bar potten ud og skulle til at
sætte sig, men fortrød og gik ind i stuen, der lugtede af røg, og kom Jo i forkøbet og åbnede
vinduerne. Det var egentlig pudsigt, at Jo som ryger, var mere generet af tobaksrøg, end hun
var.
85
Trine havde glemt sit sjal. Trine, kære Trine. Hun var levedygtig og tilsyneladende Kirstens
modstykke; hårdtslående, og Bent fandt sig tilsyneladende i det, men hvor længe? Hun havde
lagt mærke til, hvordan hans blik søgte Charles, når Trine optrådte på slap line. Det var måske meget godt, at han ikke havde lagt mærke til kvindernes reaktion, der indeholdt en vellystig portion skadefryd.
Hvor havde han tyranniseret moderlige Kirsten. Han kendte ikke forskel på venlighed og
svaghed, og Kirsten var et udpræget venligt menneske. Hun havde båret over med Bents hersen og højrøstede adfærd i mange år. Hun havde truffet Kirsten for nylig, men hun havde
holdt mødet tæt til kroppen, især for Trines skyld. Der skulle ikke være unødig konkurrence
eller sladder i krogene, hvis det stod til hende.
Kirsten havde ranket sig. Hun havde kaldt sig pseudoenke og fortalte om kvindegruppen, hvis
medlemmer svor, at de aldrig mere ville være i kløerne på en mand. Hvor var det sørgeligt, at
ønsket om en fredelig eksistens ofte var ensbetydende med et liv levet alene.
Hun skænkede te i sin store kop, dekoreret med mor i guld, og drak en mundfuld.
Kønnenes kamp. De fleste mænd, hun havde kendt, respekterede hovedsageligt kun mænd,
og kvinderne ville aldrig få ligeret, hvis mændene ikke gav sig, og det var der slet ikke tegn
til i øjeblikket. Det var som om mænd var blevet usikre og paniske efter kvindeoprøret. De
følte sig ydmygede og kunne ikke se, at de altid havde ydmyget kvinder.
Magt. Alle slags overmagt. I virkeligheden gjaldt det sgu dybest set om at kunne pisse højest
og længst. Mændene havde altid bestemt historien i både handling og ord. Kvinder var højst
historier; små parenteser, der højst blev bemærket af de nærmeste. Traditionerne var så cementerede, at små piger og kvinder tilmed troede, at det de oplevede og læste var naturbestemt og ikke kunne være anderledes. Det var så nedslående. Hun sukkede.
Verden ville være et bedre sted, hvis flere var som Charles. Hans forfængelighed var under
kontrol, og han var til at være i stue med, uden at hun fik røde knopper, og i modsætning til
Bengt, interesserede kvinder og deres synspunkter ham, også når han var uenig og ikke havde
noget i klemme.
Hvad så Trine i Bengt? Hun skulle bare vide, hvad Kirsten havde betroet hende, at han var en
lille forbandet … hustrumishandler, men det fandt hun måske ud af, hvis hun kendte ham
længe nok. Lige nu var hun i nogenlunde sikkerhed, for han var forelsket eller dybt betaget af
hende, og det fik ham nok til at holde sig på måtten, men senere…? Havde hun ikke på en
86
måde pligt til at advare hende, selv med fare for at blive beskyldt for utidig indblanding? Nej,
Trine var kvinde for sin hat. Det var hun sikker på.
Jo måtte gerne have lidt af Trines udfarende kraft, så hun havde en chance for at sætte Peter
på plads. Hun havde i hvert tilfælde moret sig højlydt over Trine, og selvom hun aldrig sagde
så meget, havde hun vist, at hun så komikken. Hun smækkede koppen i bordet. Jos latter
hørte til kliken. Det skulle den skiderik til Peter ikke ødelægge. Hun skuttede sig. Det var
ikke til at holde ud at tænke på, at den dag kunne komme, hvor Jo glimrede ved sit fravær og
hendes latter kun var et fjernt ekko, der nåede hende fra Peters verden.
87
15
Hun hørte, at Birgitte allerede var på benene? Det var noget nyt. Hun plejede ellers at
være vanskelig at få liv i, efter en våd aften som i går. Hun stod op og stak næsen ud af køkkendøren og så, at Birgitte så så mellemfornøjet ud, at det nok var sikrest at lade hende være i
fred lidt endnu. Hun trak sig tilbage og fyldte kaffemaskinen.
Hun var glad for, at hun var gået i seng i tide. Hun havde lært af erfaringen; det havde Birgitte tydeligvis ikke gjort. Hun ventede tålmodigt på, at kaffen løb gennem filteret og balancerede kolbe og kop ud og satte sig.
”Godmorgen, Birgitte.”
”Godmorgen.”
Det var godt, hun ikke havde spurgt om, hvordan Birgitte havde det.
”Tak for i går … Det gik vist meget godt, ikke? … Bortset fra det med Charles … Du vidste
det …”
Nu havde hun sagt det. Birgitte strammede læberne.
” Ja, jeg vidste det, og hvad så?”
”Jeg fik et chok.”
”Ja, det kan godt være, men Charles ville ikke tale om det, og jeg kender dig. Charles kan
ikke narre sig selv, men han opdagede det tidligt, og prognosen er vældig god. Der var ikke
grund til at ødelægge aftenen, syntes han, og du overdramatiserer, Jo, og det ville jeg ikke
udsætte Charles for. Det har hverken Charles eller Birte brug for.
Jeg lagde mærke til dig, da Birte fortalte dig det. Du lignede én på vej til skafottet. Du ville
slet ikke have kunnet opføre dig bare nogenlunde naturligt overfor ham, hvis du havde vist
det på forhånd, og Charles vil ikke indvi Bent og Trine, for Trine er tilløber endnu, og hun og
Bent skal ikke have hemmeligheder for hinanden, og jeg har truffet Kirsten, nu ved du det, og
hun er glad og velfornøjet. Ikke et ord mere om det nu. Mit hoved dunker.”
Hun så grædefærdig på Birgitte. Hvor vovede hun at afvise hende på den måde? Hun knyttede hænderne; hun havde lyst til at … stikke Birgitte én, men hun trak vejret dybt et par gange
og lagde ansigtet i uanfægtede folder, inden hun rejste sig.
”Jeg går ind og rydder det sidste op.”
Hendes stemme havde været helt rolig. Hun drejede om på hælene og anstrengte sig for at gå
naturligt. Hun vidste, at hun havde Birgittes øjne i ryggen. Hun vendte sig halvt i døren.
88
”For resten skal jeg snart træffe Peter, bare så du ved det.”
Hun forsvandt skyndsomst ind i huset med en dårlig smag i munden.
Birgitte dukkede sig. Jo skramlede unødigt højt med køkkengrejet. Der fik hun den; Jo ramte
sgu, når hun endelig skød, og hun havde sommetider en forbandet fornemmelse af hende.
Hun følte sig trist og slidt og ensom. Birte og Charles, Trine og Bent, Jo og Peter og hende
med en gang venskabelig sex hos Vinie. Fremtiden var dyster. Hun måtte afværge deres møde … men for pokker … hvordan?
Jo kom ud igen med et udtryk i ansigtet, der både kunne betyde grin og gråd. Hun lignede en
skræmt abe, og Birgittes første indskydelse var at trøste hende, men hun gjorde sig hård.
”Hvad vil børnene sige?”
Hun fortrød sin ondskabsfuldhed, da hun så Jo falde lidt sammen. Hvorfor lod hun sine forbandede tømmermænd gå ud over Jo? Hun greb ulykkeligt ud efter hende.
”Undskyld, Jo.”
”Det skal du ikke tænke på, Birgitte.”
Hun følte sig stadig såret, men hun blev så nervøs, når hun var ved at blive uvenner med Birgitte, og Birgitte var jo ikke den eneste, der havde hemmeligheder, og selvom hendes hemmelighed kun vedrørte hende selv, måtte hun hellere fortælle hende om det andet brev, hun havde fået efter Peters, og som havde gjort hende så glad, at hun dansede rundt derhjemme og
savnede Birgitte at dele glæden med.
Hun havde været på nippet til at ringe til hende, men hun lod være, fordi hun ville skåne Birgitte for at skulle se sit liv i et alt for dystert perspektiv. Hvorfor skulle det være så svært at
være glad? Hun rømmede sig.
”Vil du have en kop kaffe med?”
”Ja, tak … mine lår er vist tynde nok nu?”
”Jeg henter lige …”
Hun skyndte sig ind i køkkenet. Hendes mave gjorde vrøvl igen. Hun fyldte et par krus og
balancerede overdrevent koncentreret ud til Birgitte og satte forsigtigt det ene krus foran hende.
”Værsgo.”
”Sæt dig nu ned, Jo! Jeg bliver svimmel af at se dig danse rundt.”
”Ja.”
Hun satte sig lydigt med front mod Birgitte.
89
”Jeg fik brev fra Peter den første forleden. Han skriver, at hans synes, det er på tide, vi lægger
alt det gamle bag os, og så fortæller han noget om, hvordan han havde det, dengang jeg rejste,
og han vil gerne høre min historie, selvom han har det godt med sin far og Maja.”
Hun tav og skyndte sig at vende ansigtet væk, da det begyndte at trække omkring Birgittes
mund. Stilheden buldrede i hendes ører. Birgitte lod vente på sig.
Birgitte klarede sin stemme.
”Jo, det er vidunderligt.”
Hun hørte tydeligt sin stemmes overdrevne intonation og skammede sig over sin smålighed.
Jo vendte sig lettet, selvom hun havde lagt mærke til en lille mislyd i Birgittes stemme.
”Ja, jeg er så glad … men jeg er også bange. Jeg tør næsten ikke tro på, at det er sandt. Det er
et godt brev, og jeg skal læse det mange gange …”
Hun tav overvældet. Brevet blev så virkeligt, når hun sagde det højt, og hun kunne ikke tage
sig af Birgittes udtryk.
”Det kom, lige inden vi tog af sted …, men jeg syntes ikke, der var tid til at fortælle dig det,
og så kom alt det med Charles …”
Hun sad og undskyldte, at hun var glad.
”Jeg kan virkelig mærke, at han er ærlig. Det gjorde ondt at læse det. Han skriver blandt andet, at de fleste af hans kræfter gik med at tækkes de voksne, især mig. Stakkels unge. Åh
Birgitte, Karen er vist også ved at nærme sig, hun har sendt mig en sms. Jeg tror, at hun og
Peter har talt sammen. Karen har altid set op til sin storebror.”
Birgitte tog sig voldsomt sammen og mødte Jos blik.
”Jeg er glad på dine vegne, Jo, det ved du, men hvad med Peter i det spil? Du ved, at børnene
forbinder ham med alt det ulykkelige, der skete dengang.”
”Det ved jeg godt … det er en slags skæbnens ironi, at både børnene og Peter sætter sig i
forbindelse med mig nu, ikke sandt? Jeg er mere splittet, end jeg plejer at være, men jeg er
også glad…
Hun søgte efter ordene.
… Birgitte, det er næsten vigtigere at møde Peter nu, end før jeg fik brevet fra drengen. Jeg
må finde ud af, hvad der slog mig så totalt omkuld dengang, at jeg forlod dem, men de skal
under ingen omstændigheder vide det.
Birgitte følte sig sat til vægs, men hun måtte fortsætte, for hvad var det for en gang pladder
og dårlig undskyldning, Jo præsenterede hende for?
90
”Jeg synes, dine argumenter er barnagtige. Jeg kunne endda forstå dig, hvis du var helt sikker
på, at du elskede ham dengang, men at begynde at rode op i alt det, du flygtede fra, er sgu
galimatias, og du skal ikke regne med min støtte, hvis … når det går galt.”
Det var dette, hun havde frygtet; at Birgitte ville blive rigtig vred på hende. Hun måtte være
varsom med, hvad hun sagde.
”Birgitte, prøv at forstå … jeg taler ikke om, at det skal være ham og mig. Jeg taler om, at jeg
vil forsones med fortiden … øh … jeg er ført tilbage i tiden, og jeg kan ikke standse det …”
Hun havde ikke mere at sige, og hvis Birgitte …
Birgitte mærkede sin fortvivlelse og rejste sig brat. Hun var uden indflydelse nu.
”Glem hvad jeg sagde. Jeg snakker bare for min syge bedstemor. Jeg finder lidt morgenmad
til os.”
Birgitte tumlede ind i køkkenet, og Jo så træt efter hende. Hun havde forventet, at Birgitte
ville reagere imod hendes tanker, men at hun opførte sig så ukontrolleret, var en overraskelse
og ikke til at holde ud at se på. Birgitte plejede at være stærk … og forstående.
Hun var nødt til at foretage sig noget. Hun rejste sig og stillede sig i køkkendøren. Birgitte
var tilsyneladende dybt koncentreret om maden. Hvordan skulle hun bryde isen? Birgitte
rakte hende brødet og stod så helt stille og så ned på køkkenbordet.
”Jeg er jaloux på dig, Jo. Det er så længe siden, jeg har hørt fra Lars og Morten, og når du
taler om dine unger, er savnet efter dem ved at kvæle mig; jeg aner faktisk ikke, hvor i verden
de befinder sig, sidste jeg hørte fra dem var Lars i Indien og Morten i USA, og jeg har ingen
anelse om, hvad der foregår i deres hoveder, og hvordan de har det … Jeg bebrejder mig selv,
at jeg ikke kæmpede mere, for at få forældremyndigheden, men du aner ikke, hvordan Michael var. Jeg var bange for at rive dem midt over … Jeg synes sommetider, at det er så forfejlet, alt sammen … Jeg savner dem, og så er jeg bange for, at vores venskab tager skade,
hvis du indleder dig med Peter.”
Birgitte sukkede tungt og begyndte at græde, og hun mærkede, at hun stivnede og armene,
der skulle tage omkring Birgitte og trøste hende, hang hjælpeløst ned langs kroppen, og det
eneste hun kunne var at stirre på den ulykkelige kvinde, mens hun registrerede, at det eneste,
hun følte var ubehag, der krøb ind under huden og kløede.
Hun skammede sig, men hun var også stadigvæk lidt vred, og hun kunne ikke klare Birgittes
uberegnelige humør i dag, men hvad var hun for et menneske, der reagerede så lunkent, når
hendes bedste veninde brød sammen?
91
Hun tog et tag i sig selv og lagde armene omkring det arme væsen, selvom hun havde lyst til
at stikke af, og hun var tør i munden, men hun blev stående og begyndt at stryge det grå hoved.
”Birgitte … fortæl mig, hvad der sker!”
Hendes stemme var flad. Birgitte snøftede og vendte sit ophovnede ansigt op mod hende, og
hun havde lyst til at se væk, men lod være.
”Det er børnene … og Charles … og mit arbejde. Det er det hele; også den måde jeg behandlede dig på lige før. Jeg er så træt!”
”Birgitte, vil du ikke ind i seng og falde til ro. Du ser ud til at kunne trænge til det.”
”Ja.”
Hun mærkede, at Jo lagde et tæppe over hende og satte sig på sengekanten. Det var altid noget, men hun ønskede så brændende, at Jo ville lægge sig hos hende. Hun havde en næsten
ustyrlig trang til at ruske Jo vågen og skrige sin længsel ud, men hun turde ikke.
”Jo, du kender mine følelser for dig. Jeg gruer for dit møde med Peter.”
Hun mente, at hun lød behersket, men Jo trak sig væk alligevel.
”Jeg går ind i stuen. Du kan bare kalde, hvis der er noget.”
Hun måtte have luft. Hun mærkede, at kvalmen var på vej og vidste, at konfrontationen måtte
komme. Hun havde ikke lyst til at være hård, men Birgitte måtte forstå, at hun ville møde
Peter, selvom det gik ud over deres venskab …
”Kan du ikke sove lidt, Birgitte?”
Hun ville gerne være venlig, men hun syntes, at hendes stemme lød falsk.
Birgitte vendte sig gudskelov om på siden, med ansigtet ind mod væggen. Hun følte sig lettet,
men hun vidste, at det hele sikkert ville begynde forfra, når Birgitte havde hvilet sig. Hun
lukkede døren forsigtigt og gik ind i stuen og dumpede stakåndet ned i sin yndlingsstol i
hjørnet ved vinduet, hvorfra stuen foldede sig ud i alle detaljer. Den virkede så fortrolig; det
havde den gjort allerede første gang, hun trådte ind i den, og hun kunne næsten ikke bære at
tænke på, at hun kunne risikere at miste den … det hele, hvis hun … nej, men hun sugede den
til sig, som om hun skulle …
Solen lagde gyldne striber henover gulvet og ramte tæppernes varme farver, og den var indbegrebet af hygge og alt, hvad hun ønskede sig. Hun elskede det hus, men det var tungt at
være så afhængig. Hun længtes efter trygheden ved at eje det, hun holdt af, selvom Birgitte
92
aldrig havde brugt huset imod hende. Hun sukkede. Hun ville strække sig langt, for at være i
det hus, men hun var træt af at være gæst, og det var hun, trods alt.
Ingenting varede ved. Birgitte ville aldrig lade hende være i fred.
Hun satte sig ved det gamle egetræsbord og lod hånden glide kærtegnende henover dets kølige, silkebløde træ. Hvis Birgitte døde, og hun arvede huset ... Hun så sig uvilkårligt omkring
og styrtede ud på toilettet og kastede op.
Hun hørte, at Birgitte var ved at vågne og skyndte sig ind i stuen og lagde sig på sofaen.
”Nå, du hygger dig nok!”
Jo skævede forbeholdent til hende, og hun så absolut ikke ud til at have lyst til at være selskabelig. Hun satte sig opgivende ned og betragtede Jos sammenbidte profil. Hun fortrød
formiddagens voldsomme udbrud, der uden tvivl var den direkte vej til at skubbe Jo væk,
men hun ville ikke undskylde. En undskyldning kunne gøre det hele værre. Hun strejfede Jos
skulder, med en hånd, der var iskold, og klarede stemmen med et ufrivilligt grynt.
”Kunne du tænke dig en kop te og et par stykker mad, Jo?”
Jo kom alt for hurtigt på benene.
”Nej tak. Jeg synes vi skal køre hjem. Jeg har forskellige ting, jeg skal ordne i morgen.”
Hun stirrede intenst på en lille plet på væggen over Birgittes venstre skulder. Birgittes udbrud
og angst for fremtiden havde fået hende til at længes hjem. Ikke engang den gamle, danske
film i fjernsynet, havde fjernet ubehaget.
Hun var dødtræt og ked af det, og det var ikke til at holde ud at se Birgitte sidde og hænge og
se på hende med sine triste øjne. Hun ville hjem.
Tavse ordnede de køleskabet og pakkede deres ting, og hun stod og så på, mens Birgitte lukkede og låste dørene, og hun fik en fornemmelse af, at en god epoke kunne være ved at slutte.
Hun stirrede fortabt på huset, træerne og solpletterne, der glimtede mellem grenene. Hun
længtes allerede efter at gå ind ad døren igen. Uden Birgitte.
Hun lod trist til mode sit blik løbe frem og tilbage mellem huset og Birgitte, og det slog hende, at Birgitte aldrig havde foreslået, at hun kunne tage af sted alene et par dage. Hun havde
tid nok, men det havde altid ligget i luften, at et besøg i huset var uløseligt forbundet med
Birgittes selskab. Det var egentligt underligt, at hun aldrig havde sagt til Birgitte, at hun gerne
ville prøve at være alene i huset. Sagt! Hun havde ikke engang tænkt tanken.
Solen var på vej om bag nogle guldkantede skyer, og længere ude i horisonten truede en dybt
koksgrå himlen. Foran dem stod træerne langs vejen, med deres lysegrønne sarthed, der teg-
93
nede sig så fint mod det grå, og hun havde lyst at bede Birgitte standse bilen et øjeblik, så hun
kunne tage et billede af sceneriet, men hun lod være, selvom Birgitte tilsyneladende var sit
gamle, rolige jeg igen. Hun ville ikke bede Birgitte om mere. I hvert tilfælde ikke i øjeblikket.
”Det ser ud til regn over byen.”
”Ja. Birgitte, vil du med op og have en kop te?”
”Nej tak, du. Jeg vil hellere hjem med det samme.”
Hun stod akavet ud af bilen og tog sin bagage. Birgitte blev siddende. Hun var altså stadigvæk … et eller andet.
”Jamen … så tak for denne gang og kom godt hjem.”
Hun slæbte sin weekendtaske og poserne hen til trappeopgangen og tog et par dybe indåndinger, inden hun begyndte opstigningen.
Hjemme. Hun lod bagagen falde og dumpede ned i sin yndlingsstol, med benene oppe, og
følte sig med et rigtig godt tilpas. Det var befriende at være fri for Birgittes tavse pres. Hun
lukkede øjnene.
Måske var de for meget sammen? Sommetider havde hun det nærmest, som om de var gift.
Hun skuttede sig. Et ældre, aseksuelt ægtepar. Hun trængte til en mand. Hun trængte til at
være forelsket, og Peters brev havde slået revner i hendes aldrende, selvopfyldende rustning
og vist, at hun under den stadig var levende kød, der trængte til at gløde og et skød, der levede. Birgittes og hendes kvindeverden, der ikke engang tillod tøsesnak, kunne indimellem
føles kvælende. Hun længtes efter noget andet.
94
16
Birgitte så efter Jo, der tumlede op ad trapperne, og fortrød, at hun ikke havde tilbudt
hende sin hjælp. Jo fik ondt, når hun slæbte så meget, og desuden vidste hun til bevidstløshed, at hendes vrangvillighed først og fremmest gik ud over hende selv. Hun lænede sig til
siden og så spændt op mod Jos vinduer. Det kunne da være … Lyset blev tændt efter nogle få
minutter, men vinduerne forblev tomme flader.
Hun sukkede og startede bilen. Det var hendes egen skyld; det kunne ikke gøres om, og hun
havde set et nyt udtryk i Jos øjne og en holdning, der mindede om reaktionen hos et dyr, der
trængt op i en krog, og forberedte sig til angreb.
Hun var dødtræt og oprevet, da hun endelig nåede hjem, og hun lod stik imod sædvane bagagen være i bilen og lukkede sig ind i lejligheden, der lugtede indelukket. Hun gik ind i stuen
og så sig opmærksomt omkring og syntes, at det ellers så velkendte rum virkede dødt; som en
foret kiste, der stod parat til hende. Hun kunne dø her, helt alene … Hun ruskede i altandøren,
der bandt lidt, og fik åbnet den og trak gardinerne for med et ryk og tændte lyset i hele lejligheden. Hun ville holde sig væk fra Jo et par dage og indkapsle sin sårbarhed, og give Jo en
chance for at falde til ro.
Hun gik ud i køkkenet og greb ud efter tedåsen, der gled fra hende. Tebladene fløj ud over
hele gulvet. Hun sparkede grædefærdigt til dem og opgav. Pokker tage det hele. Hun trængte
til en stiv whisky. Hun småløb tilbage til stuen og styrede lige over til whiskyen og skænkede
sig en dobbelt og satte sig ret op og ned i sofaen. Hun drak og ventede utålmodigt på virkningen, der lydigt indfandt sig, men stuen føltes stadigvæk uvedkommende, med alle sine døde
ting, der en dag ville spredes for alle vinde.
Hun ville ikke have indflydelse på deres fremtid, og de ville blive historieløse, hvis hun ikke
fortalte børnene om dem, men drengene havde aldrig været specielt interesserede i det, der
var hendes. Det vidste hun. Det havde ofte gjort ondt at tænke på, at hendes jordiske gods,
undtagen de få kostbare arvestykker, skulle befamles af fremmede mennesker, der måske så
ligegyldigt på dem og forkastede dem.
Hun huskede smerten, da hun ryddede barndomshjemmet og lettelsen over at have god plads i
sommerhuset så det hele ikke skulle splittes ad.
Hun måtte have fat i børnene på en eller anden måde, men hun kunne ikke bruge tingene, som
argument. Det ville få dem til at foragte hende endnu mere. Hvorfor kunne hun ikke skrive og
95
fortælle dem lige ud ad landevejen, at hun savnede dem? De var voksne nu og kunne vel begynde at tilgive hende hendes seksuelle tilbøjelighed, selv om de var prægede af Michael, der
havde været såret og grusomt hævngerrig, da hun gik, selvom hun havde været uden skyld.
Da hun forelskede sig voldsomt i Hanne, var hun helt uforberedt og dybt chokeret. Det eneste
positive fra den tid var, at hun fandt ud af, hvorfor hun ikke havde lyst til Michael, men prisen havde været høj. Han forlangte at få drengene.
Skilsmissen var sindsoprivende, og hun prøvede at skåne drengene, mens Michael brugte alle
kneb. Hun tav, selv når hans foragt for hende var højlydt. Michael havde gjort et beskidt
stykke arbejde for at holde hende væk fra drengene. Hvis det havde været i dag, ville hun
have kæmpet for retten til at være mor og i kontakt med dem og have indflydelse på deres
opdragelse. Dengang flygtede hun fra ansvaret for børnenes skyld? Eller for skams skyld? At
hun kunne elskes og respekteres, på trods af, faldt hende aldrig ind.
Michael vidste ikke hvilken bjørnetjeneste, han havde gjort drengene. De havde begge svært
ved at finde fodfæste. Han havde forhindret dem i en nogenlunde harmonisk opvækst, og
deres besøg hos hende ebbede ud.
Hun frøs. Det var tungt at tænke på, at hun måske døde uden en forsoning. Hun havde set alt
for mange klienter, der græd deres modige tårer over et dødt familiemedlem, de ikke kunne
slippe, fordi fortrydelsen bandt dem.
Hun rejste sig og gik ud på badeværelset og så ind i spejlet, der viste billedet af en aldrende,
bedrøvet kvinde, men hun vidste, at hvis hun kunne sove, ville hun se lysere på tingene bagefter, og hun ville være betydelig kønnere at se på. Hun skar en grimasse og lagde tænderne i
vandglasset og slæbte sig ind i seng.
Hæslige nat. Onde drømme og søvnløshed. Illoyalt og møgbeskidt og risikabelt. Hvis Jo nogensinde opdagede, hvad hun gjorde nu, ville hun aldrig tilgive hende, men fortvivlelsen drev
hende. Hun trykkede Peters nummer med en hånd, der dirrede, og hun var tør i halsen og
sank besværet et par gange.
Telefonen ringede tre, fire, fem gange. Hun skulle til at lægge på, da hun hørte røret blive
taget.
”Hos Peter Justesen.”
Bydende stemme, der var vant til at blive adlydt. Hun var fugtig under armene.
”Goddag Peter … Jeg …”
”Jo?”
96
”Nej, jeg er ikke Johanne, men hendes veninde Birgitte. Birgitte Andersen. Johanne og jeg
har kendt hinanden i mange år. Jeg ringer til dig i et lidt delikat ærinde … Øh … du har kontaktet Jo … hun er sart … vil du ikke lade hende være i fred?”
Tavshed.
”Er du der?”
”Ja vist er jeg her. Er det en spøg?”
”Nej, jeg er dybt alvorlig … jeg har haft Jo i terapi og har fulgt hende. Du var med til at gøre
hendes liv besværligt engang, men det husker du måske ikke? Jeg har prøvet at samle stumperne.”
”Jeg tror ikke mine egne ører. Ved Jo, du ringer?”
”Nej, men jeg er Johannes terapeut og ven.”
”Javel. Du kan ikke have gjort dit arbejde særlig godt, siden du ikke tror, hun kan klare sig.”
”Jo, men jeg…”
”Du blander dig i noget, der ikke vedrører dig. Jo er ingen årsunge, vel? Jeg gad vide, hvad
der får dig til at ringe, og vi har under alle omstændigheder ikke mere at tale om. Du skal ikke
ringe oftere. Farvel!”
Han knaldede røret på, og lyden sang i hendes hoved. Arrogante skiderik. Han var i sin gode
ret. Hvad var det hun havde gjort? Hvad havde hun forstillet sig? Forbrødring?
Ydmygelsen sved, og hun skammede sig, som hun ikke havde skammet sig siden barndommen. Hun lagde røret og gned hånden, som om hun kunne gnide samtalen væk og rejste sig
og drev om i stuen og satte sig med hovedet i hænderne og sammenpressede øjne. Rablende,
ondartede skinsyge. Hun måtte være skør. Hvis Jo nogensinde … åh nej!
97
17
Det regnede, og gigten plagede hende, som den altid gjorde i fugtigt vejr. Hun så mismodigt på de stribede ruder og ønskede, at hun kunne dirigere de stride strømme så skråt ind,
at de vaskede glasset grundigt.
Efter Christensens død kunne hun tegne på ruderne. Han havde været god til at pudse vinduer, i hvert tilfælde i begyndelsen. Senere trængte han til briller, men det fortalte hun ham ikke. Hun så ham for sig, fløjtende balancerende i vindueskarmen, mens han rutineret gned
avispapiret, han havde nulret mellem hænderne, henover ruderne i rolige bevægelser.
Hun savnede også sludderen med ham, over en kop formiddagskaffe, hvor han gerne fortalte
hende om sine børn og børnebørn og alle de mennesker, han mødte i ældreklubben, hvor han
spillede kort og snedkererede, og efter en tid fik han også hende til at fortælle om sit liv, hun
syntes var lidt indsnævret og indholdsløst, sammenlignet med hans, selvom det på en eller
anden måde blev sjovere, når han lyttede til hende.
Hun var faldet i snak med ham en dag, han sad alene på bænken og hang, og hun tankeløst
havde spurgt ham, om hans kone, som han ellers altid gik sammen med, havde sat ham på
porten. Tårerne var begyndt at løbe ned ad den store, lidt brovtende mands kinder, og inden
hun vidste af det, havde hun fået hele historien om hans kone. Hun havde rejst sig for at
skænke kaffe til ham, og så var hun faldet om, og kaffen havde ødelagt tapetet fuldstændigt.
De havde derefter sludret lidt sammen, når hun kom forbi bænken, og en dag fortalte han, at
han, nærmest som en vennetjeneste, pudsede vinduer for folk, han kunne lide og som ikke
kunne klare det selv.
Det var fem år siden. Han var blevet en hyggelig vane en gang om måneden … nu var det
snart tre måneder siden … Hun måtte se at få fat i en anden.
Hun lod en finger løbe ned over glasset. Ruden var ikke så slem indvendig, hun kunne prøve,
nej, hun gad ikke, selvom hun følte sig rastløs. Hun kunne … nej … Hendes blik strejfede
telefonen.
Det var en uge siden, hun havde hørt fra Birgitte, og hun savnede de daglige opkald, selvom
de sommetider blot var et hvordan det gik eller en påmindelse om en udsendelse, hun skulle
høre i radioen eller se i fjernsynet og optage til Birgitte.
98
Hun stillede sig hen til telefonen og lod fingrede glide henover rørets glatte overflade. Hun
kunne … men hvis hun gjorde, ville Birgitte måske tro, at alt var ved det gamle, og det var
det ikke.
Birgitte måtte holde op med at dirigere hendes liv … men hvis hun følte noget for hende, der
mindede om hendes egne følelser for Peter dengang, havde hun det forfærdeligt.
Hun skyldte Birgitte så meget, men hendes … anderledes … følelser for hende, kunne hun
ikke gengælde, og nu var Birgitte og Peter måske rivaler!
Hun gav et ufrivilligt fnis fra sig og slog hånden for munden. Der var ikke noget at grine ad;
det var nærmest til at græde over, at hun ikke, som en selvfølge, kunne interessere sig for
Peter samtidig med, at hun var gode venner med Birgitte. Hvem var hun egentlig, at hun
hverken kunne sætte Birgitte på plads på en venlig, bestemt måde eller stille og roligt få sin
læge til at lytte for alvor?
Hun så på den tavse telefon og havde lyst til at ringe til Birgitte og fortælle hende sin mening,
men hun turde ikke, for hvad skulle hun gøre, hvis Birgitte slog hånden af hende og Peter
viste sig at være ligeså slem, som Birgitte sagde, han var?
Posten ramte gulvet med et lille smæld, og hun rejste sig så hurtigt, at hun blev svimmel, og
skyndte sig ud i entreen. Der var brev fra Peter. Kuverten var lidt fugtig. Fortidens tårer. Hun
strøg henover dens ru flade og åbnede brevet langsomt og sirligt og læste. Skriften var flydende og indholdet velformuleret, men det virkede en anelse for rutineret, som om han havde
øvelse i at skrive den slags breve. Det mindede lidt om forretningsbrevene dengang, selvom
han var underholdende.
Hans helbred var fortrinligt, og han havde haft en strålende karriere. Hvordan kunne en succesrig mand have brug for hende? Hun forstod det ikke. Han bad hende ringe, så de kunne
aftale, hvor og hvornår de skulle mødes.
Hun så sig nøgternt rundt i stuen, der trængte til at tapetseres. De skulle ikke mødes hos hende. Hendes standard kom ikke ham ved. Han ville sikkert ikke kunne forstå, men dømme
hende på forhånd. Han kunne hurtigt nok komme til at foragte hende; hans attitude skinnede
igennem allerede dengang.
Hun huskede tydeligt, hvordan han overså hende totalt, når der var mænd til stede. Ikke fordi
deres forbindelse skulle holdes hemmelig. Den var almindelig kendt og accepteret af Tom,
mand og mand imellem. Nej, det havde været værre; hun blev usynlig.
99
Hun rystede irriteret på hovedet ad sig selv. Hvorfor i alverden tænkte hun overhovedet på at
møde en mand, hun følte sig så underlegen overfor? Hun kunne så let som ingenting fortælle
ham, at hun havde fortrudt, men hun mærkede, at hun aldrig ville gøre det; hun var alt for
nysgerrig, og tanken om Birgitte og hende sammen, dag ud og dag uden nogen som helst
forandring, var slet ikke tillokkende. Hun lagde brevet fra sig.
Hun ville møde ham på neutral grund, hvor hun kunne hamle op med de fleste, selvom hun
vist aldrig slap af med følelsen af ikke at være noget. Hun foragtede i virkeligheden sig selv
for, at hun ikke var nået længere, og at hun blev ved med at lade som om … alt; overfor alle
andre end Birgitte, der forkælede hende og gav hende en falsk forståelse af sin situation, det
var hun godt klar over, men det var så besværligt, evigt og altid at skulle vende kronen, og
Birgitte gjorde det nogenlunde let for hende, når hun sagde, at hendes forlystelsespenge var
forældrenes fortjeneste, men helt godt føltes det ikke, og hun ville aldrig kunne give Birgitte
det, hun allerhelst ville have. Alene tanken gjorde hende kold.
Regnen var holdt op og en solstråle gennemlyste hendes rosa kvarts, der glødede smukt og
mindede hende om solopgangene, hun var gået glip af, fordi hun var blevet så gal på Birgitte.
Hun rejste sig voldsomt. Hun ville gå en tur i byen. Den friske luft plejede at klare hendes
tanker, og desuden var hun nødt til at tænke på nyt tøj, hvis hun skulle møde Peter, og genbrugsbutikken plejede at have noget, hun kunne lide, og så kunne hun drikke kaffe udendørs
bagefter. Ja, det var en god plan.
Hun skyndte sig forbi grønttorvets farveorgie, der udsendte den sædvanlige rådne stank af
kasseret frugt og grønt, der var havnet i den utætte container og på brostenene mellem boderne, og nåede, mens hun snoede sig ud og ind mellem cykler og fodgængere, forbi Nørre Vold
og satte farten ned. Hun nød altid Frederiksborggades brede indgang til Kultorvet, med den
afslappede stemning og træerne og den smukke, lille bronzeskulptur med de to gamle mennesker, der hvilende i sig selv og hinanden, lod livet gå sin skæve gang.
Hun dvælede ved figurerne et øjeblik og trådte ind på Kultorvet og lod blikket glide henover
formiddagsgæsterne, der sad og slikkede solskin ved udendørscafeernes borde, og følte sig
pludseligt afslappet og taknemmelig. Penge eller ikke penge; det var et privilegium at kunne
slentre rundt i København, en ganske almindelig formiddag. Det kunne Birgitte sjældent.
Lyset ramte Rundetårn og sammen med Regentens gamle mure, fik stemningen i passagen
hende altid til at mindes alsangen under krigen, når hun stod sammen med forældrene og nød
100
… det måtte have været fællesskabet …, og studentersangerne skt. Hans aften. Det var længe
siden, hun havde været i Rundetårn … måske skulle …
”Johanne!”
Det gav et ryk i hende. Hun standsede og vendte sig om. Jonas kom halsende med den beigefarvede cottoncoat fra dengang, eller en der lignede, flagrende omkring sig. Han lignede en
kæmpealbatros i fart. Hun mærkede sit smil.
”Jonas … er det dig …”
”Sågu er det mig, smukke. Det er længe siden. Du ringede aldrig.”
”Jonas, du havde ikke reelle hensigter … ”
Hun kluklo.
”Hvad mener fruen? Står hun her og insinuerer?”
Han slog grinende ud med armene.
De havde truffet hinanden på Folkeuniversitet, hvor de gik til nogle forelæsninger om det
gamle København, og han havde inviteret hende og en anden kursist på kaffe nogle gange, og
selvom han havde flirtet kraftigt med hende, havde hun været helt sikker på, at han var endt i
den anden kvindes seng. Hun havde sat pris på hans selskab, han var underholdende, og hun
havde været lidt jaloux, men hun havde aldrig fundet ud af, om hun havde været interesseret i
ham for alvor, eller om hun havde rivaliseret med den anden kvinde.
”Hvordan gik det med hende … den anden … hvad hed hun?”
”Nå hende … hør, vil du med hen og have en drink?”
Hun orkede ham ikke, når det kom til stykket.
”Nej tak, du. Jeg har noget … hvordan har du det?”
”Tja … min eks., altså ungernes mor, døde. Du ved vi sås. Kræft. Det var slemt. Hør, ring til
mig en dag!”
”Det skal jeg nok, Jonas.”
Hans mundvige dirrede forræderisk, og hans nærsynede øjne, bag de uindfattede briller, flakkede. Hun burde måske … nej, hun havde lagt sin plan, og han var for anstrengende. Desuden
havde han glemt at spørge til hende, ligesom dengang, men …
”Jeg bor det samme sted … ”
”Den lille standfugl!”
101
Så var han på vej væk igen i fuld fart. Han var vist aldrig holdt op med at elske sin ekskone.
Hun så efter ham. Han var blevet lidt duknakket. Det var de alle sammen blevet. Deres nakker blev så sårbare med alderen; selv Birgittes.
Hun gik langsomt ned mod Strøget, hvor turister og andet godtfolk nød livet på fortovscafeerne og rundt om Storkespringvandet. Vejret var til lettere påklædning, men heldigvis ikke
så varmt, at hun stødte ind i svedigt flæsk. Hun tog sin frakke af og syntes, at der stod en ram
vinterhørm ud fra hendes krop, og hun linnede lidt på sin bluse. Det friske pust føltes godt
mod huden.
Standfugl. Hvis han havde ment det ondskabsfuldt, havde han forandret sig.
Butikkerne bugnede af fristelser, men hun standsede ikke, sagtnede blot farten og nåede Helligåndskirken lidt i tolv. Hun gik ofte derind, for at deltage i den lille middagsandagt, og for
at nyde freden og det smukke kirkerum, men hun havde ikke lyst i dag.
Standfugl. Måske havde han ret, men hun havde brug for noget fast og fortroligt, for ikke at
miste fodfæste, og samme lejlighed og avisen ind ad døren hver dag hjalp hende. Hun åbnede
lågen til kirkepladsen og gik ind. Hun trængte til en cigaret, og hun ville, Jonas eller ej, ryge
den på bænken ved kirkemuren, som hun plejede.
Græsset glimtede efter regnen og duftede friskt. Mon vandvognene stadig kørte gennem gaderne om morgenen? Hun havde ikke været på strøget om morgenen siden hun holdt op i
bogholderiet i Magasin. Det var snart atten år siden. Det var også dengang hun mæskede sig
sammen med Birgitte i Jordbærkælderen, der var væk for længst. Standfugl. Hun skulle
komme efter ham. Alting forsvandt eller forandredes til ukendelighed alt for hurtigt.
Hun smed arrigt cigaretfilteret, men fortrød og samlede det op og besluttede at gå tilbage med
et smut ned til Holmens kanal. Det ville ikke vare så længe inden Birgitte og hun, traditionen
tro, tog deres kanalrundfart og afsluttede udflugten med en is i Nyhavn, og til jul ville de høre
Händels Messias i Holmens kirke.
Hun lænede sig op ad kanalens murværk og så over mod Børsen og Christiansborg, hvor de
formidable gobeliner, som hun var så rævestolt af, at man skulle tro, hun selv havde vævet
dem, hængte trygt og godt bag tykke mure, og de gav hende den sammen følelse af fællesskab, troede hun, som tilskuerne havde ved en fodboldkamp, når danskerne vandt.
Hun lod blikket glide videre til den smukt restaurerede Slotskirke, hvor en kvinde, der helt
bogstaveligt havde fået en tagsten i hovedet, blev dræbt.
102
En af Birgittes klienter havde kendt hende perifert, og de havde filosoferet over, hvor hurtigt
livet kunne være forbi. En ganske almindelig dag havde kvinden stået ved et tilfældigt busstoppested … og så, fra det ene sekund til det andet, var alting forandret.
Hun frøs lidt og tog sin frakke på og besluttede at vende om. Hun strøg henover fiskekonens
forklæde i forbifarten og så op på den selvbevidste kone, der skuede tilbage i tiden til dengang, hun sad i al slags vejr, med røde frosthænder, og solgte fisk. Hun smilede og var glad
for, at hun var alene, for Birgitte kunne aldrig nære sig, hvis hun syntes, at hun blev for højstemt eller sentimental, og selvom hun vidste, at Birgittes drillerier var godmodige, var de
også anstrengende.
Der var plads ved Gudruns og hendes stambord på Kultorvet. Hun købte en kop kaffe og
satte sig til rette og bad til, at de igen fik lov til at drikke kaffe sammen, men udsigterne var
dystre. Gudrun var forkølet og bekymret. Børnene syntes, at hun skulle på plejehjem, for hvis
hun endte i en kørestol, var hendes lejlighed for gammel og uhensigtsmæssig til at hun kunne
klare sig.
Hun hørte stadig Gudruns skælvende stemme, som den lød, da hun fortalte det, og hun mærkede tydeligt sin afmagt, da hun sad overfor Gudrun og ikke anede, hvordan hun skulle trøste
hende, fordi hun så Gudrun sidde sammen med demente gamle, hvilket hun vidste, ville være
en legal måde at slå hende ihjel på.
Skulle Gudruns sidste bolig være et plejehjem, hvor hun ikke havde mulighed for at låse sin
dør og vælge, hvem hun ville være sammen med? Gudrun havde altid valgt sine venner med
omhu, og et brækket ben forandrede hende jo ikke. Tænk, hvis hun ikke kunne fordrage personalet og blev indlagt til dansktoppen, som hun hadede. Gudrun elskede klassisk musik.
Hvorfor i alverden kunne hendes børn ikke prøve at skaffe hende en beskyttet bolig sammen
med andre åndsfriske? Hun så ned på sine knyttede hænder og skuttede sig. Hun håbede, at
hun døde, inden hun blev hjælpeløs og afhængig af andre menneskers luner.
En skygge faldt ind over bordet. Hun rettede sig op og lod forvirret sit blik glide fra en tyk
vom, forbi en mund med et usikkert smil, til et par grumset, brune øjne og genkendte manden, der spærrede for solen. Hun slog ud med hånden.
”Sæt dig bare ned, hvis du har lyst.”
Han takkede nikkende og satte sig. Hans hænder dirrede faretruende, og hun vidste, at han
stadig var på reparationsstadiet og rejste sig og gik op til baren og bestilte en fadøl til ham,
men hun i sit stille sind takkede for, at hun sad helt ædru og klar i hovedet, og aldrig behøve-
103
de at gå i det skærende dagslys og føle sig udstødt og skamfuld og angst for, hvad hun havde
sagt og gjort.
Hun satte glasset foran ham og betragtede ham med en slags sørgmodig ømhed, mens han
løftede det med begge hænder og drak grådigt. Hun satte sig og ventede. Han satte glasset
med et grynt og grinede tandløst til hende. Hun tændte to cigaretter og rakte ham den ene.
Han takkede og rejste sig, og som sædvanligt greb han hendes hånd og kyssede den og vaklede videre, mens de omkringsiddende forlegent betragtede optrinet.
Hun var ligeglad. Ritualet var en slags stjernestund, der var begyndt, da hun for nogle år siden slikkede solskin på bænken ved siden af det gamle par, og han kom hen og bommede til
en øl. Hun kendte ham egentlig ikke, og det passede hende godt. Så længe han ikke overdrev,
ville han få sin øl, når han kom forbi, og hvis hun skulle være helt ærlig, gav han hende en
følelse af gavmildhed. Hun var en køn en.
Hun tømt sin kop, slukkede cigaretten og rejste sig beslutsomt. Hvis hun virkelig var så gavmild, kunne hendes nåde dryppe lidt på Birgitte. Hun ville skynde sig at ringe til hende og
bede hende om at komme ind i Kongens have, inden hun fortrød og igen blev ganske almindelig påholdende.
Hun slentrede lettet hen imod haven. Birgitte var blevet glad for hendes opringning. Hun
skulle alligevel ind til byen til fodpleje og ville komme så hurtigt, hun kunne. Hun sendte
drukmåsen en venlig tanke og glædede sig over, at dagen var endt meget bedre, end hun havde forventet.
Hun gik ind ad den store midterindgang i Gothersgade og skråede væk fra alleen. Haven
bredte sin pragt ud for hende, og det bellisprikkede, grønne græs var indbydende. Hun tog
sandalerne af og mærkede dets kølige, let fugtige frodighed mod svangen og fodballerne, og
som altid, når hun gik med nøgne fødder, så hun Andreas for sig, som han sad i sengens fodende og kyssede hendes tæer en for en og forvandlede hende til en stor nydende, flydende
gople.
Hun havde været forelsket i Andreas, de havde talt så godt sammen, og han respekterede
kvinden på samme måde, som Charles gjorde, men når han drak, forandrede han karakter i en
grad, der endte med at gøre hende bange. Han havde ikke slået, men hun fandt aldrig ud af,
om han, på bunden af sin uudgrundelige sjæl, havde voldelige tendenser. Hun slog op med
ham inden.
104
Hun glemte aldrig en nat, han ringede for at sikre sig, at hun var hjemme. Han havde set hende i kosteskabet. De havde leet ad det, og i lang tid slog hun hans besynderlige adfærd hen,
men efter det og en aften, han hørte stemmer og så hendes ansigt i sin storblomstrede lænestols ryglæn og forsvarede hoveddøren, så hun ikke kunne komme ud, turde hun ikke have
mere med ham at gøre. Hun havde aldrig været vred på ham, kun bekymret for dem begge to,
og hun savnede ham i lang tid efter bruddet.
Det var ikke så længe siden, hun havde hørt rygter om, at han var død, men hun havde ikke
undersøgt det, for Andreas hørte til en tid, der på mange måder forekom hende så fjern, at
hun sommetider kunne få fornemmelsen af, at det var en anden kvindes historie, hun havde
taget til sig.
Hun satte sig på en bænk, der gav hende udsigt til Rosenborg slot og den indgang, hun vidste,
Birgitte ville komme ind ad, og gav sig lidt. Hendes hofte skabte sig, men alt i alt var dagen
smerten værd. Hun tændte en cigaret og vendte sit ansigt op mod solen.
Da hun skiltes fra Peter, havde hun fået smag for de våde varer. Ingen havde lokket hende,
hun greb med kyshånd enhver chance til at flygte ind i det, der lignede en bedre verden. Peter
var velsitueret allerede dengang, i hvert tilfælde i hendes øjne, og de drak ret kraftigt, når de
var sammen på små listige steder i byens omegn, eller i den nærmeste større by.
Hun spillede frue, i de små hyggelige kroværelser, mens Peter ringede hjem, og hun var helt
stille, selv om hun havde lyst til at skrige ind i røret, at hun var der. Og hun blev tørstig af det.
Elskerinder var gennemgående velopdragne og kuede personer.
Da det sluttede med Peter, kunne hun ikke beherske trangen til rusen, og Jens og Maja overtog forældreskabet, og hun var indforstået og lettet, for Karen og Peter gik for lud og koldt
vand, og selv om de var halvvoksne, trængte de til omsorg og faste rammer, og hun glemte
dem, nej skubbede dem væk, og det var let gennem spiritustågerne, og hun var alligevel afskyelig.
Hun var arbejdsløs og ikke særlig velset i den lille by, for hun lavede skandaler på byens
eneste værtshus, og alle vidste, at Peter havde været hendes elsker, og han beskyttede hende
ikke mere fra omverdenen. Forargelsen var stor, og det var en lettelse at flytte tilbage til København, men vennerne fra den tidlige ungdom var væk, eller havde forandret sig og havde
altid travlt, og værtshusets gæster var fortroligt, uforpligtende selskab, og passede hende
godt, og det var ligesom i filmen ’Den blå Munk’, og hvis … Birgitte ikke var kommet ind i
hendes liv, var hun endt på en helt anderledes bænk end den, hun sad på nu.
105
18
Hun følte sig nogenlunde beroliget. Jo vidste ingenting. Peter havde ikke sladret. Han
var åbenbart en rigtig dreng, der ikke sladrede. Det kunne også være, at han overhovedet ikke
regnede det, hun havde sagt for noget, men under alle omstændigheder var hans lukkethed,
som hun under andre omstændigheder ville have harceleret imod, til hendes fordel. Hun skar
en grimasse. Hun fik sandelig sine egne lorte i hovedet.
Hun havde haft en frygtelig uge. Næsten ingen søvn og mange selvbebrejdelser. Indimellem
havde hun endda tænkt på at skrive til skiderikken og bede for sit liv, men hun havde ikke
kunnet tage sig sammen, for hun var næsten sikker på, at han ville brække sig over hendes
udgydelser; han mindede i uhyggelig grad om Michael, og han ville sandsynligvis føle det
som sin pligt at frelse Jo fra kællingen.
Nu havde hun fået lidt tid, men hun levede alligevel på vulkaner. Skulle hun fortælle Jo, at
hun havde sat sig i forbindelse med ham? Nej. Hun tvang sig til at rydde op i lokalet og lufte
ud, mens utålmodigheden efter at se Jo sled i hende. Hun ville tage en vogn ind.
Hun standsede op et lille stykke fra deres bænk og pustede ud. Jo havde taget sine briller af
og sad ubevægelig med lukkede øjne og lignede en mediterende Buddha, med sine let spredte
ben og fødderne plantet parallelt i gruset og sine opadvendte håndflader på knæene.
Solen skinnede igennem hendes mat kobberfarvede hår og lyste med noget en sjæl, med hang
til det mystiske, ville kunne kalde aura, og den afslørede, at hun var ved at blive grå. Hun så
træt og lidt for sart ud. Hvis hun ville, kunne de rejse …
Hun tog et par skridt og lagde sin hånd forsigtigt på Jos skulder. Hun gav et spjæt og gispede
og så på hende med et blik, hun hentede langvejs fra.
”Undskyld, jeg forskrækkede dig. Du var langt væk?”
”Ja, jeg … jeg er glad for, du kom.”
De så lidt forlegent på hinanden, og Jo ledte efter sine cigaretter, mens Birgitte sukkende satte
sig tungt ned ved siden af hende og begyndte at vrikke med anklerne.
”Hvor er jeg træt.”
”Tag skoene af, Birgitte!”
Birgitte bøjede sig besværet og løsnede snørebåndene i de fornuftige sko, der var lidt for
varme, og Jo rejste sig impulsivt og trak skoende af hende og betragtede de brede, buttede
fødder med de små fine tæer, alderen ikke havde indhentet, og flyttede blikket opad til Birgit-
106
tes ansigt. Det var godt, hun havde taget sig sammen til at ringe. Birgitte lignede en hængt
kat.
”Rejs dig op, Birgitte!”
Birgitte skulle til at protestere, hun orkede ikke Jos julelege, men hun rejste sig lydigt, og
efter et øjeblik følte hun en slags pirrende fornøjelse ved at lade Jo føre sig viljeløst af sted.
”Luk øjnene, Birgitte!”
Hvorfor ikke. Hun lukkede øjnene. Hvad mon det næste blev? At hun mødte en flok af sine
klienter? Hun smilede ved tanken.
Jo betragtede bekymret Birgitte. Normalt plejede Birgitte at minde hende om et gammelt,
uforgængeligt egetræ, men i dag virkede hun nærmest, som om selv den svageste vind kunne
puste hende omkuld. Birgittes tilstand viste hende tydeligt, at robustheden, som hun altid
havde taget som en selvfølge, kunne være en illusion.
I et glimt så hun tydeligt den gamle, udhulede eg ved Klampenborg station og syntes, at luften blev køligere, men hun rystede hurtigt anelsen af sig og førte Birgitte varsomt gennem
græsset og lagde mærke til, at hun smilede henført. De svingede, de to, trods alt. Egetræet og
hun trivedes sammen, selv om hun stadig var uidentificeret. De nærmede sig hendes træ med
de små hvide blomster.
”Åbn øjnene nu, Birgitte. Hvad siger du så?”
”Det er kønt, Jo.”
”Ja. Jeg elsker det. Skal vi lægge os lidt?”
”Det kan vi godt, men tror du ikke her er fugtigt, og kan vi komme op igen?”
”Det går nok ved fælles hjælp.”
Hun lagde sig ned og klappede på græsset, og Birgitte lagde sig ved siden af hende og lukkede øjnene. Hun skulle til at bede hende om at nyde synet, men holdt mund. Det var Birgitte,
det drejede sig om, og hvis hun mente det, hvad kom det så egentlig hende ved, hvordan Birgitte nød naturen?
Hun lagde armene under nakken og stirrede op i det svimlende smukke, hvide flor, der var
skabt til romantik. Hvordan ville det være at ligge nyforelsket her sammen med Peter? Sludder, han ville aldrig lægge sig underet træ. Hun skævede til Birgitte, og hun så nærmest ud,
som om hun var faldet i søvn.
Det var først da hun kom ned at ligge, og prøvede at give efter og slappe af, det gik op for
hende, hvor træt hun var, og at trætheden ikke lignede den sædvanlige, hun blev overmandet
107
af, hvis hun ikke passede på. Hun mærkede en svag uro, og havde lyst til at betro sig til Jo,
men hun opgav. Jo betragtede hende som den stærke, og hvorfor gøre et stort nummer ud af
det, når det mest nærliggende var at indrømme, at hun ikke blev yngre, og at arbejdet sommetider føltes uoverkommeligt, især hvis hun havde for mange private problemer, som nu …
med Jo.
Hun sukkede lydløst. Hun trængte til at ligge på sofaen hjemme og ikke her på en kold græsplæne, men hvis det kunne gøre Jo i godt humør, så … hun åbnede øjnene og fulgte skyerne.
Da hun var barn, havde hun troet, at skyerne sugede hendes sorger til sig, for når hun betragtede deres fantastiske, foranderlige skikkelser i tilstrækkelig lang tid og digtede eventyr om
dem, glemte hun det, hun var ked af.
Hun drejede hovedet om mod Jo og fik øje på en kvinde med en barnevogn, og et øjeblik
efter endnu en, og pludseligt var det, som om de skød op alle vegne. Det vrimlede nærmest
med dem. Hvordan mon drengene havde det? Nej, egentlig ikke dem; det var hendes gammelkendte længsel efter endnu engang at holde et lille barn i sine arme og snuse dets duft ind,
der var over hende igen.
Hun fangede Jos blik og så, at alt var ved at være ved det gamle, og det gav hende kræfter.
Det skulle nok gå alt sammen. Hun rykkede lidt nærmere.
”Har du set alle barnevognene? Jeg ved ikke, hvordan du har det, men jeg er vist kommet i
den tredje alder, for alvor. Jeg savner et barnebarn.”
Hun så overrasket på Birgitte. Det var ikke lige det, hun havde ventet, da hun så Birgitte åbne
munden. Hun så lettet på hende og vidste nøjagtigt, hvordan Birgitte havde det og rullede
smilende om på siden.
”Ja, jeg længes også; mit bedstemor-gen rører på sig, men jeg undgår bedstemødre, for det
eneste de kan snakke om i timevis, er børnebørnene.”
Hun hørte snerten af bitterhed i sin stemme, og det var ikke meningen. De havde besluttet
ikke at forvente noget af børnene. Hun smilede undskyldende.
”De er sure, sagde ræven om rønnebærrene, for hun kunne ikke nå dem.”
Birgitte grinede, men det var slet ikke sjovt. Det slog hende pludselig, at en af grundene til, at
Birgitte og hun stadig holdt sammen, kunne være deres fælles savn. Sludder. Hun rystede
hurtigt tanken af sig. I deres venskab havde der været mere ’på trods af’ end ’fordi’, men
hvordan ville de hver især reagere, hvis en af dem blev bedstemor?
Birgitte satte sig op.
108
”Har du hørt, at det snart er muligt at designe sit eget barn … bestemme dets udseende og
egenskaber. Hvad siger du til det?”
”Hvad?”
”Genteknologien.”
”Ved du hvad, Birgitte. Der er ikke så meget nyt under solen … racehygiejnen stikker sit
grimme hoved frem igen! ”
”Tja … Nå, det er for køligt …”
Birgitte rejste sig, og hun fulgte besværet trop. Hun støttede sig på armene og vendte rumpen
i vejret som et lille barn.
”Jeg hader de skavanker.”
Hun vidste, at hun var kokrød i hovedet af anstrengelse.
Birgitte grinede, men holdt den ene hånd for munden, mens hun børstede hende på ryggen.
”Undskyld Jo, men det så sjovt ud.”
”Ja, men det kan jeg love dig for, at det er det ikke.”
Hun så arrigt på Birgitte og begyndte at gå så hurtigt, at det jog gennem hendes hofte, men
fortrød hurtigt sin opførsel og vendte sig.
”Vil du med hjem til et stykke mad, Birgitte?
”ikke i dag, kære. Jeg er for træt … Jeg tænkte på …”
Nej, hun ville spørge under andre omstændigheder.
Hvis Birgitte begyndte at tale om Peter … Hun følte arrigskaben vende tilbage.
”Hvad ville du sige?”
Hun hørte, hvor uvenlig hun lød.
Birgitte standsede.
”Du troede, jeg ville tale om Peter, ikke? Det er der ikke noget at sige til, men det var noget
helt andet.”
Birgitte så sig omkring.
”Kom, vi sætter os derhen et øjeblik.”
Jo fulgte heldigvis efter, uden at knurre. ”
”Jeg har haft lyst til en rejse til østen i lang tid … Thailand for eksempel, men jeg har ikke
lyst til at rejse alene. Vil du med?”
109
Hun så overrumplet på Birgitte. Hun havde drømt om sådan en rejse i mange år. Birgitte så
forventningsfuldt på hende, med et særligt glimt i øjnene, og ganske langsomt gik det op for
hende, at det alligevel drejede sig om Peter. Hvor kunne hun?
Hun rejste sig voldsomt.
”Du ved, hvor gerne jeg vil derover, Birgitte, men …
Hun holdt en kunstpause og snerpede munden sammen.
… men du ved jo godt, at jeg skal møde Peter, ikke?”
Hendes hjerte galopperede faretruende, og hun skyndte sig at vende ryggen til Birgitte, så hun
ikke kunne se trækningerne omkrig hendes mund.
”Du respekterer slet ikke mine beslutninger. Jeg går hjem.”
Hun begyndte at gå og mærkede Birgittes blik brænde hul i sin ryg.
Hun kunne nå det endnu; vende om og gøre det godt igen. Hun standsede. Hun kunne nå det
endnu; vende sig om og gøre det godt igen. Skulle hun? Ville Birgitte misforstå, hvis hun gik
tilbage? Hun mærkede tydeligt, hvordan hendes evindelige vægelsind næsten sled hende midt
over og vendte sig om.
Det var for sent. Birgitte var på vej væk.
Hun stirrede så intenst efter Jo, at hun måtte kunne mærke det, men Jo fortsatte med at gå, og
hun fortrød, at hun havde opført sig så klodset, at selv et barn ville ryste på hovedet ad hende.
Hun vendte sig og begyndte at gå ned mod bussen på Kongens Nytorv. Skuffelse pressede
hende ned mod fortovet. Hun havde ønsket mere end noget andet, at de ville komme tæt på
hinanden igen, men det eneste hun havde opnået var at lægge større afstand til Jo end nogensinde før. Hun blinkede for at klare blikket og ønskede inderligt, at Peter ville få en langsom
og pinefuld død.
110
19
Peter trak vejret dybt et par gange, mens han iagttog Susanne, der styrtede rundt, spiste
morgenmad, tog tøj på og gav en besked i mobilen på én gang samtidig med, at hun også fik
tid til at sende øjne og fingerkys til ham. Hun var formidabel og, det var gået op for ham,
siden de begyndte at ses ret tit, overvældende, og hun fik ham sommetider til at sig som en
oldsag, selvom hun prøvede af alle kræfter at få ham op på dupperne.
Hun knipsede med fingrene i hans retning, og som en anden skødehund vidste han, hvad det
betød og tændte en af hendes cigaretter, tog et par sug og rakte hende den. Hun lagde hovedet
tilbage, lod de sorte vipper glide ned mod kinderne, inhalerede voldsomt og spyede røgen ud
af sin lille opstopper, som han for nogle måneder siden havde syntes, gjorde hendes fremtoning så klassisk feminin, men som nu fik ham til at tænke på en drage; ganske vist en i den
fascinerende kategori, men alligevel … Han sendte hende den skæve grimasse, hun ikke kunne stå for, tanker var heldigvis stadig toldfri, og skænkede sig en frisk kop kaffe.
Han så på sit ur. Der var ikke andet at gøre, end at forskanse sig bag avisen, selvom hendes
støj forhindrede ham i at kunne koncentrere sig, og vente. Klokken var halv ni. Om nøjagtigt
et kvarter ville den lille, benhårde vildkat kysse ham på kinden og smække døren efter sig, så
det rungede i hans hoved, og stilheden efter hende ville nærmest føles lufttom nogle minutter,
inden han vænnede sig til den.
Han sendte hende et stort smil, som hun gengældte, og tog sine briller på, og på en eller anden måde måtte avisen have fænget ham, for pludseligt bøjede hun sig over ham og fandt
hans mund, hvilket overraskede ham, fordi hun hadede at ødelægge sine omhyggeligt malede
læber. Et øjeblik tænkte han på, om hun havde fundet ud af, hvad han skulle senere på dagen,
men hun lignede sig selv, bortset var det varme morgenkys, og han slappede af og lagde sine
hænder på hendes hofter og skubbede hende let væk fra sig.
”Du er en pokkers dejlig kvinde. Skynd dig væk, ellers … ”
Hun trak sig tilbage med et lille, kunstigt skrig og rettede på håret.
”Vi ses elskling.”
Døren smækkede. Nu havde han et par timer, hvor han kunne indstille sig på mødet med Johanne. Susanne var sgu alt, hvad en mand kunne ønske sig, men hun kostede kræfter. Tidligere ville det ikke have rørt ham at gå fra det ene til det andet, men efter en nat som i nat … han
havde måske ikke handlet helt rationelt, da han aftalte at sove hos hende, men hva’ fa’en …
111
ingen havde lyst til at opleve sig selv som en halvgammel nar, der havde brug for at lade op
efter et par timer med sin unge elskerinde, og desuden forlangte hun at blive holdt varm, og
det var han mand for. Han klukkede tilfreds og skænkede en kop kaffe. Han havde det sgu, alt
taget i betragtning, godt.
Han tog brillerne af og pudsede dem. Javist havde han det godt, så hvorfor helvede havde han
aftalt at mødes med en gammel flamme, han intet anede om, andet end at hun havde været
glad for ham og fandens god i sengen? Han plejede sgu ikke at handle så impulsivt.
Han rejste sig, pludselig rastløs, og begyndte at bære ud, som om han ville formilde Susanne
og gik ud i badeværelset og stillede sig foran spejlet. Hvad så han?
Han gned sig over hagen, der var ru og havde kradset Susanne, så hun havde været nødt til at
lægge aftenmakeup, og så Johanne for sig, som hun sad på sengekanten i det lille værelse
med de blomstrede gardiner, med tårerne løbende lydløst ned over kinderne og opsvulmede
læber, han havde kysset næsten i stykker, fordi hun kyssede så helvedes godt. Han havde
aldrig, hverken før eller siden, oplevet noget lignende.
Havde han været forelsket i hende? Han kunne ikke huske det, men han huskede tydeligt, at
hans ægteskab var ved at ryge sig en tur, og det ville have ødelagt alt det, han på det tidspunkt
knoklede for at opnå.
Han vendte sig væk fra ansigtet, der kunne ligne ansigtet på en, man med lidt god vilje kunne
kalde et dumt svin, og lovede sig selv, at han ville opføre sig som en gentleman overfor Johanne og sørge for, at deres møde blev entydigt venskabeligt.
112
20
Hun stillede sig foran spejlet og prøvede at forestille sig, hvordan Peter ville opfatte
hende, men hun kunne ikke. Hun havde fået et mindre chok og forstod pludseligt Birte, da
hun fandt et femten år gammelt fotografi frem og studerede det ungdommeligt ansigt, der
smilede muntert til hende, og det gik op for hende, at hun åbenbart slet ikke havde haft nogen
fornemmelse af, hvor hårdt aldringen havde taget på hendes udseende, selvom hun troede, at
hun var mindst ligeså forfængelig som andre.
På en måde havde hun været blind for sit ansigt, ligesom hun sikkert var blind, når det gjaldt
dem, hun holdt af og kendte godt, og vennerne og Birgitte accepterede hende, som hun var,
men Peter ville være uforberedt og se nøgternt på hende. Hun glattede sin pande og kinder
med hænder, der var klamme af usikkerhed og forestillede sig Peter med hendes drivvåde
hånd i sin.
Hvordan havde hun kunnet sige ja til at møde ham? Skulle hun blive væk? Nej, det duede
ikke. Hun kendte sig selv godt nok til at vide, at hun ville fortryde det resten af sit liv, og
desuden var Peter også blevet ældre, selvom det var en af de ting, hun havde så svært ved at
forestille sig, og hvis han havde forandret sig til ukendelighed, ville det hele måske løse sig af
sig selv.
Hun tændte en cigaret. Hvis hun røg, når hun mødte ham, ville hun kunne skjule sin bævrende mund bag den, og hendes flagrende hænder, i hvert tilfælde den ene, ville være nødt til at
forholde sig i ro. Hun arrangerede sig i en fordelagtig positur. Birgitte ville have fået en prop,
hvis hun havde set hende nu.
Håret var hendes force. Det naturlige krøl indrammede ansigtet blidt og afslappet, men hun
burde have ofret en god klipning på det, i stedet for at lade Birgitte om den. Farven var nogenlunde, og med lidt god vilje og i sollys changerede det i rødlige og lyse nuancer og ikke i
grå. Det var hun glad for, selv om hun altid bedyrede overfor bekendte, at gråt var flot. Det
var det måske, men nej tak, ikke til hende. Endnu.
Kæberne var lidt stive, og sommetider anede hun dødens konturer bagved ansigtets struktur,
men øjnene var levende og stadig ret store. Sveskesten kaldte hendes far dem, når han var i
godt humør. Øjentjener sagde hendes mor.
Det skulle nok gå. Eller skulle det? Hun mærkede kvalmen og styrtede ud til toilettet. Hvis
hun blev ved på den måde… Hun skar en grimasse og skyllede munden og gik ind og tog
113
dragten på og forventede den næste skuffelse, men hun blev glædeligt overasket, da hun stillede sig foran spejlet. Den var faktisk stadig til at leve med, og den understregede det pigelige
skær, der kunne virke charmerende, havde Birgitte sagt, eller latterligt, hvis hun overdrev.
Det måtte hun huske. Hun drejede sig rundt og betragtede sig bagfra. Pæn, fast numse. Hun
var en ung pige, på vej til sit første stævnemøde og smerterne i ryggen skyldtes for megen
dans i sommernatten. Hun sendte det store spejl et sidste blik og følte sig nogenlunde parat til
mødet med fortiden.
Solen skinnede fra en dybtblå himlen med enkelte små lammeskyer. Det var en smuk dag, og
hun elskede at gå rundt i Tivoli midt på dagen, imens alting var friskt. Skulle hun tage bussen
eller gå derind? Hun besluttede at spadsere; havde trang til at bevæge sig, selv om det gjorde
ondt. Hun flyttede fødderne forsigtigt for ikke at snuble og nåede parken uden uheld.
Klokken var ikke ret mange. Hun fandt en bænk ved søen og fiskede en cigaret op af tasken
og tændte den, med let dirrende fingre, og sugede røgen begærligt ind og prøvede at huske
om Peter røg. Hvis han ikke gjorde, hvad ville han så tænke, hvis han kyssede hende? Krematorium? Hun lukkede øjnene et øjeblik og fik åndedrættet under kontrol.
114
21
Hun var i elendigt humør og vidste, at det påvirkede hendes engagement i gruppen, der
var ved at være ved vejs ende; i hvert tilfælde hos hende. Pernille og Mads var henvist til
Vinie og i gode hænder. Jonna ville ikke mere. Det var en skam, for hun havde ikke haft mod
til at standse sin chefs sexchikane, og hun turde ikke sige sit arbejde op. Hun sad i gæld til op
over begge ører. Hun var i virkeligheden ikke bedre stillet end en træl.
Hun skævede mismodigt til uret. Jo skulle møde Peter klokken elleve, når Tivoli åbnede. Hun
ønskede, at deres møde gik ad helvede til, for hvis der overhovedet var retfærdighed til, var
det hende, der skulle gå ind i haven sammen med Jo og se hendes glæde over blomster og
springvand og kineserier. Det var hende, der skulle invitere Jo i Færgekroen og betragte hende, mens hun vellystigt guffede smørrebrød i sig og kommenterede livet på søen.
Hun opdagede, at gruppen betragtede hende opmærksomt, og stilheden var til at tage og føle
på.
”Undskyld, at jeg er fraværende i dag. Jeg har problemer på hjemmefronten.”
Hun kunne ikke fordrage at falde ud af rollen og blev forlegen, men hun fornemmede en
pludselig varme stråle imod sig og så overrasket rundt. De smilede alle sammen, og Pernille
rejste sig og kom over til hende og gav hende et kys på kinden. Mads blinkede til Jonna, der
forlod lokalet, og Mads vendte front mod hende og takkede på gruppens vegne for deres tid
sammen. Jonna kom ind med en stor pakke og lagde den i hendes skød. Hun blev varm af
taknemmelighed og åbnede pakken og stirrede på den store, brune teddybjørn, der gloede
igen med livlige, mørke knapøjne. De lo alle sammen.
”Den hedder Pernille-Jonna-Merete-Tina Madsen.”
Birgitte var dybt rørt. Hun mærkede, at hun blev varm i kinderne, og hun fik en klump i halsen. Hvor var de søde.
”Tusind tak skal I have. I skal nok klare jer. Held og lykke.”
De rejste sig og vinkede venskabeligt, og hun forsøgte at sende dem et opmuntrende smil,
men det lykkedes ikke rigtigt, og så var de borte, og hendes ansigt føltes helt skævt af anstrengelse. Hun var ved den søde grød vellykket! Hun knugede Madsen ind til sig.
Nu varede det ikke længe, inden Jo og Peter mødte hinanden. Hun kneb øjnene i, men fantasiens smertelige billeder tegnede sig tydeligt for hende, og det kløede i hendes tindingerne.
Hun stampede heftigt i gulvet og knyttede hænderne.
115
Give andre gode råd og tjene penge på det, det kunne hun, men når det gjaldt hende selv, så
… hvad så? Hun tog den lille sølvlommelærke op af tasken og drak en stor slurk cognac for
at dulme angsten. Hun var også vred på sig selv, fordi skinsygens spøgelser havde godt og
grundigt tag i hende og klemte al sund fornuft ud af hende.
Hun begyndte at rydde op, men hun var alt for rastløs og opgav og greb sin jakke og taske og
styrtede ud af døren, og inden det rigtigt gik op for hende, sad hun fortumlet og nærmest bevidstløst i bussen, på vej til Tivoli. Hun prøvede at trække vejret roligt og rejste sig, parat til
at stå af, når bussen standsede, men hun fortrød og satte sig ned igen. Hun kunne ligeså så
godt indrømme det, hun hele tiden havde vidst, hun ville. Hun var på vej til åstedet, og der
var rødt lys hele tiden. Hvorfor kunne den chauffør dog ikke finde en anden rytme? Hvorfor
havde hun ikke taget en vogn?
Hun stod af på Rådhuspladsen og talte på knapper, som et barn. Skulle hun gøre sig til grin,
eller skulle hun ikke? Skulle hun … skulle hun ikke … skulle … hun skulle. Hun begyndte at
gå og vidste ikke rigtigt, hvordan hun endte ved Scala, men hun havde opgivet enhver modstand og fandt et udendørsbord nærmest Vesterbrogade og stirrede anstrengt over mod Tivolis hovedindgang med briller, der duggede så voldsomt, at hun næsten var blind.
Hun trak en klud op af tasken og gned brilleglassene så klodset, at brillerne var ved at glide
fra hende. Mens hun sad og fjumrede, kunne Jo og Peter smutte ind i haven, uden at hun så
dem. Hun fik brillerne sikkert placeret på næsen og så til sin lettelse, at klokken kun var et
kvarter i tolv.
Hun tørrede sig over panden og gik ind i konditoriet og købte en kop kaffe. Heldigvis havde
konditoriet drikkelig kaffe. Jo og hun havde siddet ved det bord adskillige gange efter en
hyggelig bytur. Hun balancerede ud og spildte på sin tunika og bandede og satte sig tungt.
Hun var for langt fra, til at kunne se helt tydeligt. Satans. Hun kunne selvfølgelig have taget
teaterkikkert og blå briller med. Hun snøftede og tørrede øjnene. Galgenhumor hjalp ikke.
Hendes forehavende var den rene selvdestruktion.
Hun drak en slurk kaffe og havde lyst til en dobbelt cognac. Hendes mellemgulv føltes som
sten. Koppen var ved at glide ud af hendes fugtige hånd. Tiden sneglede sig af sted. Hun var i
helvede.
Hun nåede Rådhuspladsen i god tid og besluttede at sætte sig på sin yndlingsbænk for at puste ud og falde lidt til ro. Hele vejen fra parken havde rastløsheden budt hende at gå meget
116
hurtigere, end hendes krop kunne tåle, og nu havde hun så ondt, at hun blev nødt til at tage en
ekstra smertestillende, der kunne gøre hende forfærdelig snakkesalig. Hvornår lærte hun at
disponere? Hun satte sig og fandt pillerne og sin uundværlige vandflaske frem og skyllede en
pille ned og besluttede at efterlade flasken, som hun, af en eller anden grund, ikke syntes
Peter skulle se hende slæbe rundt med. Nu kunne hun bare vente. Hun fandt sine cigaretter
frem og tændte en og lod blikket flyve hid og did, ude af stand til at hæfte sig ved noget, men
efter et stykke tid mærkede hun lettet, hvordan pillens virkning langsomt indlemmede hende i
fællesskabet igen, og gjorde hende nærværende.
Pladsen vrimlede med mennesker. På en måde var den hyggelig, men hun havde altid syntes,
at det smukke Rådhus havde fortjent en finere plads med gyldent, italiensk marmor, der ville
give det hele et varmt skær, men den betød alligevel meget for hende, især på valgdagen,
hvor hun nød at gå op ad den brede trappe, ind i den smukke, gedigne sal og stemme og stå
på trappen bagefter og vide, at hun havde gjort sin borgerpligt og derfor kunne tillade sig at
lufte sine meninger, og ved juletid måtte hun en tur ind, når juletræet var tændt og nisserne
spiste den samme grød, de spiste, da hun var barn. Hun rejste sig. Smerterne var næsten forsvundet og afløst af forventning. Hun tog et par skridt.
Sandalerne var behagelige at gå i. Hun mærkede svangen mod de bløde såler og fortovet. Hun
havde jordforbindelse. Et gammelt begreb, der var blevet moderne igen. Hendes bedstemor
havde sagt, at hun skulle holde jordforbindelsen, når hun blev for kåd. Nu brugte Birgitte det i
sin terapi.
Hun nåede Tivolis hovedindgang og så indgående på det veloplagte publikum, der ventede på
billetsalgets åbning. Peter var der ikke endnu. Hun satte sig på en trappesten og sugede stemningen ind. Hun var turist i sin by, og hun var stærk og privilegeret. Hun havde en aftale. Et
stævnemøde. Ordet smagte som liflig vin.
Billetlugerne åbnede og det tyndede ud i køen og følelsen af at være beskyttet sivede ud af
hende. Hun så på uret. Klokken var et par minutter over tolv. Hendes mave trak sig sammen,
og hun lagde ansigtet i afslappede folder, men så sig selv, som hun vidste de forbipasserende
ville se hende … som en ældre, lidt latterlig kone, der sad på en trappesten. Abonnine måske?
Hun manglede bare hatten.
Hun tog en cigaret til og rodede i tasken og gjorde et stort nummer ud af at finde lighteren.
Hvilket skuespil! Billettøren ynkede hende sikkert. Hun opgav sin attitude og sad trist til mode og længtes hjem.
117
Bilerne forstyrrede hendes udsyn, men pludselig fik hun øje på Jo, der var på vej hen imod
Tivolis hovedindgang. Dragten klædte hende, og hun gik lettere, end hun plejede, men hun
satte sig på det første det bedste, der kunne aflaste hendes hofter. Hvor mange andre mennesker i Jos alder ville smække sig ned på en trappesten, som en anden gadedreng?
Ømheden overvældede hende, og hun skulle nærmest gøre vold på sig selv for ikke at styrte
over og en sidste gang forsøge at trække det vildfarne kvindemenneske med hjem, men hun
forblev ubevægelig, mens rådhusuret slog sine skæbneslag.
Hun skammede sig, men hun kunne ikke beherske sig og sendte bønner i Jo retning, der imidlertid ikke fik Jo til at rejse sig og gå sin vej, selvom hun var sunket lidt sammen og tændte en
cigaret med bevægelser, der afslørede, at hun befandt sig skidt.
Klokken var fem minutter over. Svinet gjorde sig ikke engang den ulejlighed at komme til
tiden; måske svigtede han hende igen. Hun skuttede sig og kunne ikke glæde sig ved udsigten, selvom det var det, hun ønskede, for hans svigt ville næsten kunne slå Jo ihjel. Hun skar
tænder. Den satans yngel!
118
22
Hun havde næsten opgivet, da han stod han foran hende.
”Goddag Jo, undskyld forsinkelsen. Det var svært at finde en parkeringsplads.”
Hun kom mat og besværet på benene. Det havde været hendes mening at rejse sig i god tid,
når hun så ham, så hun ikke virkede for klodset. I virkeligheden rejste hun sig bedst, når hun
støttede armene mod underlaget, strakte benene og vendte enden i vejret, ligesom småbørnene, men det var utænkeligt at vende rumpen til Peter.
”Goddag Peter.”
Hun vaklede, og han greb ud efter hendes arm og holdt den, mens hun fandt balancen.
”Tak … der var jeg sandelig ved at falde for dig…”
Hun fnisede nervøst og rev sig løs, men rakte hånden frem til en formel hilsen. Han tog den
mellem sine, mens han så smilende på hende, med et blik, hun mærkede stadig gjorde hende
varm i kinderne. Hun rømmede sig forfjamsket. Han slap hende og begyndte at gå.
”Skal vi gå ind?”
”Ja.”
Han var allerede på vej over mod en af lugerne. Hun fulgte efter. Han havde ikke forandret
sig, men var stadigvæk ligeså utålmodig, som han havde været dengang, og hun fik slet ikke
tid til at fortælle, at hun havde årskort … men måske passede en abonnine heller ikke til hans
stil.
Hun betragtede ham indgående, mens han var optaget af at købe billetter, og hun følte sig
provinsiel, da han med en kraftfuld bevægelse greb ned i de grå benklæders baglomme og
trak et sammenklipset, tykt seddelbundt op og betalte med femhundrede kroner. En uges
kostpenge.
Hun skammede sig over sine smålige tanker og tog ivrigt hans hånd, da han smilende rakte
den frem mod hende. Han var venlig; det var hende, der overreagerede. De passerede tælleapparatet, og han stillede sig med front til hende og så hende direkte i øjnene.
Han havde fået et chok ved første blik. Det var en gammel kvinde, han stod foran. Af en eller
anden uforklarlig grund havde han blandet hende sammen med Susanne og forestillet sig
hende på Susannes alder. Handicappet var hun også. Han fortrød, satans som han fortrød.
119
Hvordan i alverden havde han kunne forestille sig, at de havde noget som helst andet tilfælles
end nogle gamle minder? Han havde betragtet Johanne som lidt verdensfjern dengang, men
hun havde sgu været mere realistisk end ham, da hun afviste ham for nogle år siden.
Han vendte front mod hende, og da hun kom let haltende hen imod ham, rørte hun ved noget i
ham, han ikke anede, hvad var. Hun lignede sgu en af de gamle krakelerede porcelænsfigurer,
Ellen havde været så vild med. Han tog sig voldsomt sammen og lagde ansigtet i optimistiske
folder og rømmede sig.
”Så er det vores dag, Johanne.”
Han lød sgu som en falsk julemand, men det virkede. Hun lyste op og virkede med et helt
tiltrækkende.
”Jeg har glædet mig til at møde dig, Peter.”
Hun stirrede ondt på den høje, mørke drømmeprins med den let hakkende, men alligevel
spændstig gang, der kom rundt om hjørnet og nærmede sig Tivoli. Begyndende slidgigt, slank
og godt klædt i hvid, åbenstående skjorte og gråt letvægts jakkesæt. Afslappet. Dyrt. Jo kom
på benene. Manden trak hende hen til billetlugen i usynligt tøjr.
Hun rejste sig, fast besluttet på at tage hjem, i anstændighedens navn, men inden hun vidste af
det styrtede hun over gaden og gemte sig bag en pille, indtil Peter og Jo var godt indenfor, og
gik beskæmmet hen til billetlugen og forlangte en billet. Hun mindedes ikke, at hun nogensinde før havde opført sig så ukontrollabelt.
”Hvad har du lyst til?”
Hans stemme var venlig, men hun anede ikke, hvad hun skulle foreslå, for han så allerede ud
som om, han var alle andre steder end i Tivoli, og hun mærkede, at hun falmede under hans
blik, og uanset hvad hun valgt, ville han sikkert finde hende banal.
”Kan du ikke bestemme …?”
Hun så, at hun irriterede ham.
”Nej, vent lidt! Jeg vil gerne gå lidt rundt. Skal vi gå ned til blomsterhaven?”
”Jeg ved sgu ikke, hvor blomsterhaven er. Du guider!”
Hun pegede i blomsterhavens retning og begyndte at gå. Han tog hendes arm, lidt for voldsomt, syntes hun, og begyndte at trække af sted med hende. Hun gav sig lydløst, men hun
orkede ikke at forklare ham, at hun havde det bedst, når hun fik lov til at sætte tempoet og
120
svinge med armene. Hun var allerede dødtræt og havde ondt og ønskede sig langt væk fra
hele situationen, der virkede fuldstændig akavet.
Han vidste godt, at han ikke havde lydt særlig venlig, da han bad hende om at finde vej, men
han fik altid lyst til at give vægelsindede mennesker som hende et spark i røven for at hjælpe
dem på vej, og sommetider forstod de hentydningen, men Johanne gjorde ganske givet ikke,
og at lære den gamle hund nye kunster, for en enkelt dags skyld, var nok at overdrive. Han
sagtnede farten.
”Jeg er glad for at se dig, Johanne. Du har ikke forandret dig særlig meget. Jeg synes stadig,
at du er en dejlig kvinde.”
Han så, at hun rødmede og følte pludseligt noget, der mindede om forlegenhed. Hun så
ukomfortabel ud. Hun var sgu ikke vant til komplimenter.
Hun skævede op til hans profil. Gjorde han nar? Nej, han så ud til at mene det. Hun kvalte en
spids bemærkning, der havde ligget parat på tungen.
”Tak Peter, men det er alligevel hensigtsmæssigt, at synet forringes med årene; synes du ikke?”
Han så ned på hende. Hun var sgu uberegnelig; fulgte ikke spillereglerne. Susanne kendte
dem til punkt og prikke.
De nåede blomsterhaven. Næsten alle bænkene var optaget af ældre mennesker, flest kvinder,
der, hun vidste ikke, om det var noget hun bildte sig ind, betragtede hende lidt anderledes,
end de plejede, og hun nød pludseligt at gå sammen med Peter. Hun fik øje på en ledig plads
og pegede. Han fulgte efter. Hun tog et stykke køkkenrulle op af tasken og gned bænken og
skævede op til ham. Der var smil eller noget andet i hans øjne, men hun var ligeglad. Den
gule dragt var sart. Hun satte sig.
”Så er der rent, Peter!”
Hun klappede på bænken.
”Tak, lille frue.”
Han lænede sig over mod hende. Hun rykkede lidt væk, fandt cigaretterne frem og rakte pakken over mod ham.
”Ryger du?”
”Nej. Har gjort; som en skorsten. Jeg stoppede, da Ellen blev syg.”
Hun følte svaret som en påmindelse.
”Var det slemt. Jeg mener, med Ellen? Det gør mig ondt.”
121
Hans ansigt forandrede sig, men hun kunne ikke tyde hans udtryk.
”Peter!”
Hun lagde sin hånd på hans knæ og så en lille nervøs trækning ved hans venstre øjenlåg. Han
tog hendes hånd.
”Ja, det var en barsk omgang…”
Hun fulgte hans blik i retning af blomsterne, der var så smukke, at de ville kunne tage vejret
fra selv den mest forhærdede sjæl, men han så ikke ud til at se dem.
”Jeg kunne næsten ikke klare det, men hun var tapper. Hun tacklede det pænt.”
Hun så undrende på ham. Tackle? Hvordan kunne man takle døden pænt? Hun vidste, at den
dag hun fik sin dødsdom, ville hun råbe og skrige og bande den lede langt ned i helvede.
”Havde hun mange smerter?”
”Ja, men lægerne medicinerede hende godt. Den sidste tid var hun nærmest bevidstløs. Johanne, jeg vil ikke tale om det. Lad os gå!”
Hun rejste sig hurtigt. Måske var hun overfølsom, men hun følte sig afvist. De var ikke på
bølgelængde, men de kunne vel spise et måltid mad sammen og skilles bagefter.
”Peter, hvad skal vi nu?”
”Sæt dig et øjeblik, Johanne!”
Hans stemme fik hende til at reagere prompte. Hun satte sig klodset og ømmede sig lidt, men
han lagde ikke mærke til det. Hun var luft. Han var sammen med Ellen, ligesom han havde
været dengang.
”Jeg vil gerne have en cigaret.”
Hun rakte ham en og mærkede samtidig en lille grim tilfredsstillelse over at lokke ham i fordærv. Hun skammede sig.
”Lad være Peter. Det er dumt.”
Han bad om lighteren, og hun tændte for ham.
De røg i tavshed. Hun ville gerne hjælpe ham i gang, men hun anede ikke hvordan. Hun havde glemt konversationens regler. Samtalerne med Birgitte var ofte hentydninger og ord ude af
sammenhæng. Indforstået snak. Hun betragtede ham nedslået, mens han pulsede koncentreret
på cigaretten, som han holdt mellem tommel- og pegefingeren, for at få det sidste hvæs med.
De var milevidt fra hinanden, og hvordan i alverden havde hun kunnet forestille sig intime
samtaler med ham. De havde ikke talt ikke sammen dengang. Ikke for alvor. Han rømmede
sig.
122
”Du ved … man går rundt om sig selv hjemme i det store hus, og alting minder om Ellen.”
Han drejede hovedet og så direkte på hende, og hun holdt vejret.
”Jo, altså … jeg ryddede op … Johanne … man er nødt til at komme videre, ikke?”
Hun mærkede skuffelsen, da han vendte ansigtet væk fra hende. Han havde været lige ved …
hvad? Hun stirrede frem for sig og følte tavsheden trykkende.
En indisk familie kom forbi. Far, mor og tre trip, trap, træsko børn. Hun længtes væk. Hun
savnede Birgitte. De ville have genopfrisket gamle minder om rejsen til Indien. Hun kunne
spørge ham, om han havde været i Indien.
”Der er for mange af dem, synes du ikke?”
Der var en hårdhed i hans stemme, hun ikke brød sig om. Hun drejede hovedet med et ryk,
mens skuffelsen skyllede ind over hende. Hun havde glemt det meste om Peter. Hvad bildte
han sig ind?
”Blomster?”
Hendes stemme var besk.
”Nej Jo, fremmede.”
Hun beherskede sig.
”Min bedste ven gennem mange år, Birgitte, hedder hun, er asiat. Hun blev sendt hertil i halvtredserne og kom i pleje hos et ældre, barnløst ægtepar. Hun blev deres et og alt, og de adopterede hende. Hun har boet det meste af sit liv her. Er hun fremmed?”
Hun udfordrede ham og var ligeglad. Hun ville ikke diskutere fremmedpolitik med ham. Enhver utilfredshed angående de fremmede, ville højst sandsynlig opfattes som enighed med
ham. Hun skulle ikke nyde noget. Spørgsmålene om de fremmede var for vigtige til firkantede meninger. Peter rakte afværgende hænderne i vejret.
”Pardon, pardon. Du har stadig temperamentet i behold, skal jeg love for … Sig mig engang,
hvad har du egentlig sammen med … Birgitte?”
Han smilede … drillende? Han lignede en bølle, men hun ville ikke lade sig gå på af ham.
Hun huskede, hvor drillesyg han kunne være. Nej, ikke drillesyg. Han havde ment det. Hun
skar tænder.
”Er du racist?”
”Nej, men de skal lære dansk, klare sig selv økonomisk og følge de almindelige demokratiske
spilleregler.”
”Ja, men vi opfører os … de får jo ikke en chance …”
123
”Du er naiv. De får en masse chancer. De gider ikke.”
Hun betragtede ham opgivende. Han var ligeså sikker i sin sag, som hun var, og han forvirrede hende stadig, men hun var ikke så udsat nu, som hun havde været dengang. Da havde hun
ikke haft en chance, fordi hun ikke anede, at hun kunne være forelsket i en mand uden at
synes, at han var særlig sympatisk. Hun kunne vende om og sidde derhjemme med selvagtelsen i behold, eller hun kunne … hun stampede mentalt i jorden, nikkede til ham og begyndte
at gå.
Peter fulgte efter hende med et smil. Nu kendte han hende igen. Hun var stadig uafhængig.
Betryggende. Han havde tit nok prøvet de villigere, der var lettere at gå i krig med, men vanskeligere at slippe af med bagefter, bortset fra dullerne, og dem var han ikke interesseret i.
Der måtte være en blonde.
Han indhentede hende. Hendes ansigt var dybt koncentreret. Hvad mon hun pønsede på?
Kunne hun finde på at gå? Han blev pludselig nervøs. Det lignede ham ikke. Han trængte til
at være sammen med en fra dengang. Han savnede Ellen. Hun havde taget ham, som han var.
Jo var ikke Ellen, det måtte han holde sig for øje. Han lagde ansigtet i fordragelige folder og
en arm omkring hendes skuldre.
Hun mærkede tyngden fra hans arm og så uvilkårligt for sig en hjulbenet morlille med vandspande i åg. Hun havde lyst til at stille ham fra sig. Hvorfor skulle den tunge mand støtte sig
til hende og oven i købet tro, han var venlig. Han kunne i det mindste tage hende om livet og
løfte hende. Hun grimasserede og følte sig urimelig. Han mente det sikkert godt, og de behøvede vel ikke at være enige. Hun var jo heller ikke altid enig med Birgitte. Birgitte! Hun stivnede og standsede. Peter lod armen falde og så forbavset på hende.
”Hvad er der i vejen, Jo?”
”Ikke noget, tror jeg. Jeg så vist syner. En jeg kender.”
Hun tog ham under armen og trak af sted med ham. Det var Birgitte, hun havde set. Hvad i
alverden bildte hun sig ind? Dagen var blevet et spørgsmål om at vælge kolera eller pest.
”Kom Peter, nu skal vi have noget at spise.”
Hun snappede efter vejret og sendte ham et strålende smil. Han så overrasket på hende; det
kunne hun godt forstå, men heldigvis gjorde han ikke modstand. Hvis det var Birgitte, skulle
hun have en lærestreg.
De fandt en plads udendørs, og hun sørgede for at få en plads med ryggen mod solen og Birgitte og et godt udsyn over søen. Peter rettede på parasollen, og hun betragtede ham indgåen-
124
de. Flad mave og meget slank, nærmest lidt mager. Lidt fladbaget. Hvorfor skulle hun være
så grov, for at føle sig på højde med situationen? Hun havde glædet sig som en vanvittig til
dette møde. Drømt om det. Hun mærkede varmen i kinderne og koncentrerede sig om bestikket. Han satte sig.
”Skal vi tage en drink, inden vi spiser?”
Hun så op.
”Ja tak, det er en god ide.”
Han vendte sig for at fange en af servitricerne, der havde travlt, og et udtryk af lettere utålmodighed lagde sig over hans ansigt. Hvor hun huskede det. Dengang havde det gjort hende
nervøs, og hun havde brugt mange kræfter til at behage ham; det behøvede hun ikke nu. Lidt
trist til mode prøvede hun at betragte ham nøgternt.
Hans hals var lidt nopret i det skarpe forårslys, men hvordan så hun selv ud? Det var længe
siden, hun havde turdet se sig i fuldt dagslys. Hans ansigtshud var ganske pæn og det mørke,
stærkt gråsprængte hår sad, hvor det skulle, selvom han var blevet lidt tyndere i toppen, og
hun havde stadig lyst til at stryge hånden igennem det.
Var der et lurendrejeragtigt drag om hans mund? Noget ved underlæben? Nej, hun så spøgelser ved højlys dag. Først spionen Birgitte og derefter ulven Peter i fåreklæder. Hun var en
lille smule svimmel. Trængte til at få rettet op på blodsukkeret. Hun åbnede en ny pakke cigaretter og rakte den indbydende over mod ham. Han afslog, og hun lagde den beslutsomt til
side, men savnede noget at beskæftige sine nervøse hænder med og holdt ikke tavsheden ud
ret meget længere. Hun rejste sig.
”Jeg skal på toilettet. Jeg vil gerne have sild, ellers kan du bestemme. Og snaps.”
”Vil du ikke have en drink?”
”Nej tak.”
Hun fjernede sig hurtigt og pustede ud. Det var en lettelse at være fri for hans indflydelse et
øjeblik. Hun hørte ham kalde på servitricen. Hun kunne smutte nu og tage hjem og glemme
det hele. Hun standsede og så ud over søen, der var den yndigste kulisse, hun havde kunnet
forestille sig til et stævnemøde, hvis det da var et stævnemøde!
Hun fandt toilettet og vaskede hænder og så sig i spejlet. Hendes kinder kunne med lidt god
vilje kaldes røde, men øjnene var faretruende blanke. Hun var skuffet, men hun ville gennemføre dagen som planlagt. Hun rankede helt korporligt ryggen, sendte spejlet et optimistisk
125
prøvesmil og gik tilbage til bordet, hvor en opsats med smørrebrød og Peter ventede, og satte
sig. Han løftede sit glas.
”Du ser lidt mellemfornøjet ud, Jo.”
Hun tog sit glas og strakte armen ud mod Peter. De klinkede og drak, og hun mærkede spiritussen stige til hovedet. Hun kunne ikke tåle at drikke på tom mave; det gjorde hende ufornuftig. Hun satte glasset fra sig og lænede sig ind over bordet.
”Peter, jeg vil gerne have, du kalder mig Johanne.”
”Hvorfor dog det? I gamle dage ville du kaldes Jo.”
Hun havde ingen anden forklaring på sit forlangende, end at hun var bedugget og ville have
hans fulde opmærksomhed, og det kunne hun ikke fortælle ham. Hun lænede sig i stedet for
ind over bordet og smilede.
”Hvorfor? Fordi jeg hedder Johanne.”
Hun svarede med en selvfølgelighed, der overraskede hende, og kamuflerede et fnis bag sin
serviet, som hun skyndsomt førte op til munden, mens hun betragtede ham og ventede på,
hvad han ville svare.
”Jeg har tænkt på dig som Jo. Du er Jo. Det er et godt kælenavn. Kvinde dit navn er Jo!
Han blinkede til hende. Han var stadig en gadedreng fra Jylland, når snapsene gik ind.
”Peter, der er gået mange år. Jeg er ikke den samme. Kald mig Johanne!”
Hun anede ikke, hvor hun fik modet fra, men hun blev overhovedet ikke nervøs, da han fik sit
sædvanlige utålmodige udtryk, men det rørte hende pludseligt ikke, men hun havde lyst til at
spørge ham, om han overhovedet var i stand til at få øje på hende eller kvinder i al almindelighed.
Han besindede sig åbenbart og trak kapitulerende på skuldrene og løftede glasset og grinede
guld.
”I orden… fru Johanne.”
Hun overgav sig og mærkede, hvor stiv hendes nakke var. Hun var sikkert en stivnakke. Hun
drejede hovedet fra side til side et par gange for at løsne spændingerne og havde lyst til at
røre ved ham eller mærke hans varme hænder mod sin nakke.
Der var grøde i luften, og hun ville have en smule varme og en chance. Peter var og blev
charmerende, og hans brune øjne glimtede humoristisk. I virkeligheden så han lidt forsømt
ud. Hun bøjede sig impulsivt indover bordet og tog hans ansigt mellem sine hænder og kyssede ham let på munden, mens hun ønskede, at det lille hårde nag, hun bar inderst inde, ville
126
forsvinde. Hun ville så gerne forelske sig igen. Han så heldigvis glad overrasket på hende, og
hun følte sig gavmild, da en svag rødme bredte sig i hans ansigt.
Hun sad på en bænk og strakte hals. Hun havde bidt hovedet af al skam, men fornemmelsen
var ikke så slem, da hun havde overskredet grænsen fra ældre, anstændigt kvindfolk til lurende, skinsyg bejler. Selvforagten stak sit grimme hoved frem, men hun pressede den udenfor
synsfeltet, og det første mord var det værste. Hun var virkelig en vellykket dame. Hun tænkte
på alle årene med følelsesmæssig påpasselighed og fornuftspræget opførsel og omsorg for
andre menneskers ve og vel. Det var længe siden hun havde følt sig rigtig glad og afslappet.
Hun var træt, og havde lyst til at lægge sig pladask på jorden og græde i stride strømme, og
sådan havde hun også haft det dengang, indtil Jo kom og reddede hende.
Nu sad det gamle fjols og stak hovedet sammen med Peter og gjorde sig lækker. Hun kendte
den indsmigrende attitude. Det var ikke til at holde ud at se på.
Hun rejste sig og gik. Forlod arenaen, hvor tyrefægteren var ved at spidde den dumme ko.
Hun ville gå i Grøften og bestille en dobbelt whisky eller to.
Næsten alle bordene var optaget, men hun fandt en ledig stol ved et bord, hvor et animeret
selskab fik hende til at føle sig endnu ensommere. Hun bestilte en dobbelt whisky og smilede
sygt til de glade forretningsfolk, der åbenbart havde gjort en god handel. Hun drak grådigt,
men det eneste hun opnåede var en modbydelig svimmelhed.
Hun rejste sig og stod og svajede og vidste knivskarpt, hvor ynkelig hun tog sig ud. En tyk
mand greb fat i hende, og hun fandt balancen og nikkede til ham.
Hun måtte hjem. Det gik slet ikke at opføre sig på den måde. Hun ville miste den sidste rest
selvrespekt. Hun blottede sig nok på landet. Tænk, hvis Jo havde set hende i dag. Hun blev
varm i kinderne og gik langsomt og utilpas hen mod udgangen, og bilernes hidsige støj var
ved at vælte hende omkuld.
Peter var på toilettet, og hun rejste sig halvt op i stolen og stirrede over mod den bænk, hun
syntes, hun havde set Birgitte sidde på, men den var tom. Måske havde hun taget fejl, og hvis
det havde været Birgitte, var hun i hvert tilfælde gået igen. Hun skulle ikke spænde ben for
noget som helst.
Det var så længe siden, hun havde haft lyst til en mand, der sagde hendes navn, som om det
var verdens dyrebareste, og fortalte hende, at hun var den smukkeste skabning, han nogensin-
127
de havde set. Løgn eller ej. Hun længtes efter at høre ordene igen, og hvis Peter gad ulejlige
sig og lyve, for at gøre hende glad, ville hun sluge det hele råt. Hun mærkede, at hun var ved
at blive fuld, men hun var ligeglad. Hun løftede glasset, da han kom gående.
”Skål, Peter!”
Han satte sig overrasket og tog sit.
”Skål Jo, hvad sker der?”
”Ingenting … og alting.”
Hun lagde hovedet tilbage og lo. Ægteparret ved nabobordet gloede om kap med Peter, men
hun var ligeglad.
Han anede ikke, hvad hun grinede ad, og han var også ligeglad, bare hun morede sig. Hans
øjne strejfede hendes krop. Det var forbavsende så godt hun holdt sig, og man så ikke hendes
handicap, når hun sad ned. Hun var stadig slank, og brysterne bevægede sig frit under blusen,
der var en anelse skæv i farven. Hun havde haft en sikker smag i gamle dage. Mon hun stadig
drak lidt for meget?
Hun var lidt besværligt at tale med, men hvad betød det, det havde jo heller ikke været samtaler, de havde brugt tiden til i gamle dage, og nu så hun ud til at tø op. Han smilede skævt til
hende. Jo var ikke Ellen. Ellen havde været vant til det. Store selskaber og konversation. Susanne var mester i småpludren, når den var påkrævet. Han slog ud med hånden.
”Kære Johanne, du spiser ingenting.”
”Nej.”
Maden var ikke vigtig, det var derimod den stemning hun var i. Hvis hun kunne få ham til at
lytte … Hun så udover søen og rømmede sig.
”Jeg kan huske en oplevelse fra min ungdom. Jeg var omkring femten år, og en sød dreng fra
klassen havde inviteret mig til fest. Han var ikke den dreng, jeg var forelsket i, men jeg har
tænkt på senere, meget senere, for nylig, at han må have været meget glad for mig. Han hentede mig i taxa og åbnede døren for mig. Vi var begge fint klædt på. Han satte sig ind ved
siden af mig. Jeg kan ikke huske, om jeg var nervøs, eller om vi talte sammen, men pludselig
sad vi og lod vores håndflader berøre hinanden ganske blidt. Fingerspidser og håndflader.
Helt blidt …”
Hun mærkede, at hun var blevet rød i hovedet, men hun ville … ”
Det er den sanseligste oplevelse, jeg nogensinde har haft. Forleden dag tænkte jeg på, hvordan mit liv ville være blevet, hvis det var blevet ham.”
128
Hun drak en mundfuld vand og smilede let og så direkte på ham.
”Børnenes far er en anstændig mand. Jeg kunne ikke holde ham ud.”
Hun tav. Hun havde mistet pointen, og Peter lignede en stor forvirring. Hvorfor i alverden
havde hun fortalt ham den gamle historie? Hvorfor havde hun fortalt ham om skolekammeraten og Jens? Det var pinligt.
Peter så på hende. Han vidste pludselig, hvorfor han havde inviteret hende ud, men hvorfor
fortalte hun ham den historie? Hun havde også været kryptisk dengang, men hun så sød ud,
med de blanke øjne og blide træk. Han havde lyst til at være venlig.
”Vil du have cognac til kaffen, Jo?
”Ja tak. Var du ofte Ellen utro?”
Hun bed sig i læben. Nu havde hun overrumplet ham igen. Hun skulle ikke have drukket den
sidste snaps. Han rømmede sig.
”Ja. Jeg har kneppet en del kvinder i årenes løb. De betød ikke noget, og jeg betød sikkert
ikke alverden for dem, men jeg kan ikke undvære sex. Ellen og jeg havde ikke det helt store
sexliv. Hun var deprimeret efter fødslerne. Hun var sgu deprimeret halvdelen af sit liv.”
Han grimasserede.
”Jeg er en ganske almindelig mand, Jo. Hun var, trods alt, tilfreds med sit liv. Jeg plejer sgu
ikke at underholde med mine eventyr, men vi to er jo voksne mennesker.”
Han smilede ironisk, og hun syntes, hun hørte en anelse trods i stemmen. Det ville på en måde menneskeliggøre ham, men hans ligefremme facon, som hun havde fremprovokeret, var
ubehagelig.
”Var jeg også en del af det hellige, almindelige knepperi?”
Hun mærkede skamrødmen i kinderne. Sprogbrug, hun havde glemt. Dække sig ind under
brændevin. Mon han fortalte sjofle vittigheder, når der var kvinder til stede? Mon de var så
nedværdigede, at de lo med? Hun var utilpas. Hvordan kunne han bedrage Ellen med kvinder,
der ikke betød noget for ham? Stakkels Ellen. Stakkels hende. Hun var træt.
Peter havde taget en cigar frem og tændte den omhyggeligt og lænede sig tilbage mod stoleryggen.
”Du var anderledes. Er anderledes. Du var fandens god i sengen!”
Hun mærkede skuffelsen. Naturligvis var det en kompliment, men hun fik lyst til at såre ham.
”Jeg var en god skuespiller.”
Hun så tilfreds, at det rykkede i ham. Han var helt opmærksom nu.
129
”Hvad mener du?”
Hans stemme var en anelse usikker. Hun godtede sig.
”Lad det ligge, Peter.”
Den stemme huskede han. Det var trættende. Hans tanker strejfede Susanne. Hun troede, han
var i København på forretningsrejse. Han havde heldigvis ringet og sagt, at han muligvis kom
forbi, men han var sgu for beruset til at køre nu, og han var også nysgerrig.
”Hvad har du lyst til?”
Han lød henkastet. Hun var trist til mode. Det var ligegyldigt alt sammen. Hun havde skruet
forventningerne for højt op. Hun så ud på haven. Hun havde ment, at den var rigtig til et
stævnemøde, men nu var den besudlet. Peter havde suget kraften ud af den, og den var lille
og slidt, men hun huskede tydeligt tivoliformiddagene sammen med Birgitte, eller når hun var
alene og drak en kop kaffe, mens hun nydende betragtede sine omgivelser.
Det eneste, der var galt var, at hun var blevet grå og ikke kunne leve op til almindelig flirt.
Hun havde forandret sig for meget i de forløbne år, og Peter var stadig i fuldt vigør, eller
rastløs, og hun følte sig degraderet sammen med ham.
”Svar Johanne! Hvad har du lyst til?”
Lyst til? Hun havde lyst til, at han kyssede hende som i gamle dage. Hun havde været ved at
besvime, når han tog omkring hendes nakke og bøjede hendes hoved lidt bagover og lagde
sin varme læber mod hendes, eller når han kyssede hende på halsen lige ved det højre øre.
Hun mærkede sine bryster og blev varm i kinderne og stirrede, uden at se noget, på et punkt
midt på hans bryst.
”Det ved jeg ikke.”
Peter skævede til sit ur. Hun skulle give et bud. Han rejste sig, og hun fulgte hans eksempel
og var ved at vælte sit glas. Hun var svimmel. Peter karikerede sine bevægelser og bød hende
sin arm, og hun tog den i samme ånd og var både lettet og ked af det.
Han så ned på hende og mærkede en lille ømhed for hende og undrede sig, for hun var irriterende. Vankelmodig. Der var ikke noget at sige til, at hun aldrig havde drevet det til noget
som helst. Susanne var en anden kaliber. Jo var bare en lille, ældre kvinde, og der var dårligt
noget tilbage af den gamle, ranke Jo. Hvad havde han tænkt på? Idiot! Man skulle lade fortiden ligge. Han ville prøve at gøre hende glad. Herregud, han var med mor i Tivoli. Hun skulle smile.
”Nu skal vi i rutsjebanen, og bagefter får du en stor, rød ballon.”
130
Hun så befippet på ham. Gjorde han nar? Nej, han var bare lidt fuld og fjollet.
”Tror du jeg kan tåle det?”
”Jeg passer på dig. Stol trygt på mig.”
Hendes humør steg.
”Jeg har ikke været i rutsjebanen i femogfyrre år. Jeg blev provokeret engang. Jeg tror, at jeg
har godt af at prøve den igen.”
Han tog hendes hånd og trak af sted med hende. Hun skjulte smerten og overgav sig leende,
og livet var dejligt, trods alt.
Vognen steg og steg, og hun var seksten år og parat til at skrige af fuld hals. Hun borede sig
ind til Peter, der lagde sine arme omkring hende, og de lo. De steg og faldt og faldt og steg og
steg og skrigene pressede sig opad og ud. Hun lagde sig halvt ned i vognen og det kildede i
maven, og hun havde det herligt. Da turen var forbi, hjalp han hende ud af vognen og kyssede
hende, og hun vidste, hvorfor hun havde sagt ja til hans invitation, og hun var salig over at
have overvundet sin gamle angst for banen.
Kære Peter. De gik pjankende videre, og en flok yngre mennesker så venligt, overbærende
efter dem. Hun mærkede deres øjne i nakken og var synlig.
Hun købte is, og de satte sig på en bænk og den flygtige stemning fra rutsjeturen var ved at
fordufte. Hun så på det lille blomsteromkransede springvand. Vandets sagte rislen trængte
gennem forlystelsernes larm, og vandet sendte glimtende dråber over mod dem. Det livgivende vand, som mennesket var ved at forpeste.
Hun slikkede på isen. Tungen genkendte massens blødhed og huskede barndommens nydelse.
Vanilje og chokolade med flødeskum og syltetøj og sprød vaffel. Uforanderlig i en næsten
uigenkendelig verden.
”Hvad går du og laver i det daglige?”
Hun blev nærværende. Peters stemme lød som en personalechefs. Hvad foretog hun sig
egentlig? Hun havde næsten altid travlt, men kunne hun præsentere sine gøremål for Peter?
De ville lyde ligesom en ægteskabsannonce.
”Øh … jeg læser meget …
Det lød ikke af meget, men hun ville gerne beskrive stemningen fra alle de gode oplevelser,
hun havde sammen med bøgerne, mens verden udenfor jog af sted med en fart, der ville kaste
hende af, og efterlade hende, som vraggods, hvis hun ikke passede på. Hun forestille sig
sommetider kvaliteten af de livsvigtige beslutninger, der blev taget rundt om konferencebor-
131
dene af betydningsfulde mennesker, med jetlag, hvis sjæle stadig sad forpustede og forladte i
den ydre atmosfære og ikke kunne finde hjem.
… og jeg holder af god musik.”
Hun koncentrerede sig om isen. Musikken var hendes smertensbarn. Hun lyttede ikke meget
til musik mere. Den gjorde for ondt og kaldte længsler frem, hun ikke kunne bære.
”Jeg passer mit hjem, og tager ud i naturen, mest sammen med Birgitte, jeg fortalte dig om.”
Hendes stemme messede den velkendte remse, men skulle hun fortælle Peter, at hun brugte
formiddagene til at høre radio, komme i omdrejninger og gøre sig i stand? Kunne hun indrømme, at hun brugte mange timer hver aften, til at glo på fjernsyn? Kigomani var ikke stueren. Hun syntes, at kampen for at have en nogenlunde sammenhængende tilværelse, lød tam
og faldt til jorden. Hun følte sig hjælpeløs.
”Peter, dagene flyver af sted, og jeg hægter mig på, så godt jeg kan. Jeg laver ikke noget særligt. Hvad med dig?”
Han tørrede sig om munden med et snehvidt lommetørklæde, og hun fjernede et lille stykke
vaffel fra hans jakke. Frueattitude. Hun så vemodigt på ham. Farmor og farfar i Tivoli; måske
bryllupsdag? To ældre mennesker, der havde talt færdigt, men nærede sig ved trygheden i
hinandens selskab. Hun og Peter talte aldrig rigtig sammen dengang, og der var ingen tryghed
nu. Det var sex, der havde styret deres forhold; og Peters arbejde, og hendes nervøsitet for
fremtiden. Hvorfor sad hun her sammen med en fremmed mand?
”… og golf.”
”Undskyld Peter, jeg var væk et øjeblik. Hvad sagde du?”
Han var irriteret, men beherskede sig. Pinen ville ikke vare så meget længere nu. Han skævede til sit ur.
”Jeg har et par bestyrelsesposter, og jeg motionerer og spiller bridge en gang om ugen, sammen med gode venner, og så er der børnebørnene.”
Hvorfor helvede fik hun ham til at remse sit fortræffelige liv op?
”Børnebørn.”
Hun så interesseret på ham. Han var bedstefar.
”Hvor mange har du?”
”Tre stykker. Christian har en datter, Marlene, og Sofie har en af hver, Joachim og Sara.
Christian er i reklamebranchen og Sofie er jurist, men hun er hjemmeløbende i øjeblikket.
Børnene er små, og hendes mand tjener styrtende. Har du børnebørn?”
132
”Nej desværre. Mine er sent ude … men det gør ikke noget. De bliver jo gamle i dag og har
tid nok.”
Det lød nærmest, som om hun forsvarede sine børn, og det var ikke meningen.
”Peter bor sammen med en sød pige, og Karen bor … alene.”
Hun kunne ikke fortælle ham, at Karen boede sammen med en kvinde, og at hun næsten intet
vidste om børnene. Ikke med hans indstilling til minoriteter. Hun så på ham og tænkte træt, at
hun hellere måtte komme ham i forkøbet.
”Jeg vil gerne hjem, Peter. Det har været en dejlig dag.”
Han rejste sig hurtigt, lidt for hurtigt og nøgternt.
”Jeg kører dig hjem, Jo.”
”Nej tak, men følg mig hen til et busstoppested, så er du sød.”
Hun mærkede Peters lettelse prikke i huden og var dødtræt. Hun kunne næsten ikke slæbe sig
af sted. Skuffelsen sad som blylodder omkring hendes ankler.
De gik hen til udgangen og forlod eventyrhaven og kom ud på Vesterbrogade, hvor myldretiden var begyndt, og gik langsomt hen mod Rådhuspladsen. Et lille øjeblik ønskede hun
brændende, at han ville forslå hende, at de satte sig ind et roligt sted og drak et eller andet,
eller hun kunne … Hun skævede op til ham og syntes, at han lignede en, der var på vej væk.
”Stoppestedet er derhenne!”
Hun pegede og både ønskede og ikke ønskede, at han ville gå. Et eller andet sted håbede hun
stadig på mirakler, selvom hun inderst inde ikke troede, at han ville se hende igen.
”Jeg følger dig helt hen.”
Peter tog hendes arm og prøvede at støtte hende, selvom hun tydeligvist helst var fri for ham.
Hun var en sær lille en; det ene øjeblik tiltrækkende på en måde, der gav hans fortid mening,
det næste øjeblik nærmest frastødende. Han var ikke sikker på, at han ville se hende igen.
Han var sgu for gammel til problematiske forhold.
Han smugkiggede. Hun så sammenbidt ud. Det kunne skyldes smerter … nej, han savnede
sgu Susannes ukomplicerede væsen.
”Nu kommer min bus.”
Bussen standsede, og hun så spændt på, at de fleste passagerer stod af.
Han tog hendes hånd. Den var kold.
”Jamen så tak for i dag, Johanne … Jeg …”
Hun så spørgende på ham … nej.
133
”Selv tak, Peter.”
Det gjorde ondt at slippe hans varme, stærke hånd, hvis hun nu … nej.
Hun vendte sig om og vidste, hvor klodset hun så ud, da hun stod på bussen, men hun var
ligeglad. I øjeblikket var det vigtigste, at hun fik en siddeplads ved midterudgangen. Hun
satte sig tungt og så ud.
Han stod midt i sollyset. En smuk, lettere brun mand med et dyrt jakkesæt, skødesløst draperet omkring en veltrænet krop. Tøjet changerede og føjede ham, når han bevægede sig. Hun
smilede påtaget og løftede hånden.
Bussen satte i gang med et ryk, og hun nikkede ufrivilligt. Peter vinkede, halvt bortvendt, han
var allerede på vej til sit næste gøremål. Hun lod hænderne synke ned i skødet og betragtede
sine håndrygge, der så rynkede og plettede ud i det skarpe lys. Leverpletter kaldte man den
slags pletter! Hun gøs og arrangerede hænderne og håndledene, så man ikke så det værste, i
hvert tilfælde ikke uden briller.
Hun stirrede på dragten. Den var gul, ikke gullig, og hun hadede den farve, undtagen i naturen, og hun havde en plet på bukserne, som havde fået Peter, hvis han havde set den, hvilket
han helt sikkert havde, til at synes, at hun var en gammel sjuske uden kontrol over noget som
helst. Dagen var en fiasko. Skuffelsen havde sat sig i ryggen, og hendes næse snørede sig
sammen, men hun ville ikke græde.
Bussen sneglede sig af sted, men endelig, endelig var hun hjemme. Hun nåede kortåndet
hoveddøren og låste sig ind og smækkede den unødigt hårdt i og haltede hidsigt ind i soveværelset og flåede dragten af og stoppede den ned i en pose og vidste, at hun aldrig ville tage
den på mere, og smed sig på sengen. Hvis hun bare kunne sove … eller læse. Hun tog kriminalromanen med den spændende intrige, men hendes briller duggede og Peter sås tydelig
mellem linierne. Hun opgav. Hendes gamle kneb hjalp ikke. Hun lukkede øjnene fast i.
Peter stod midt i hendes stue, grå i ansigtet. Hans træk var helt forandrede. Den selvsikre mand var
væk. ’Ellen har opdaget vores affære. Hvordan?’ Han råbte og så anklagende på hende. Hun sad helt
stille. Hun sad vist med åben mund og fik endelig taget sig sammen til at svare. Mistroede han hende?
Troede han i fuldt alvor, at hun havde talt fortroligt med hans kone? Han sårede hende dybt, men hendes dybeste jeg hviskede endelig, og hun skammede sig over sandheden, og var forsvarsløs. Peters
stemme trængte igennem stilstanden, ’jeg går fra hende’. Hun hev sig møjsommeligt op fra dybet.
Ønskebrønden, tænkte hun perpleks, og sagde med hele den dårlige samvittigheds overbevisning i
stemmen,’ Peter, tag det med ro. Gå hjem og tænk over tingene, og tal ud med Ellen, og husk børnene
134
… Og huset, og sommerhuset, og bilerne’, skreg han … pengene er Ellens …tilføjede han, og hun så
målløs på ham og han travede rundt og rundt, og hun kom til sig selv, og hendes stemme var klar og
bestemt, og dramatisk var hun også, da hun sagde ’giv mig din beslutning en regnvejrsdag’, og kold
var hun også, da han gik, stor og sammenbidt, og hun sad i stuen og sugede tomheden ind, og senere
kom fortvivlelsen dundrende, og slog hende omkuld, og skuffelsen over kvinden, hun havde betroet sig
til, og som havde sladret til hans kone, og dagen efter ringede hun til Ellen og troede måske, at hun
kunne få tilgivelse. Forvirret tankevirksomhed. Hun fortalte, hvor ked af det hun var, men der var tavshed i røret og et smæld, da Ellen afbrød forbindelsen, og Peter meddelte hende, at han blev hos Ellen.
Så mange år efter sad smerten og skamfuldheden stadig i hende. Peter havde været grusomt
formel, de sidste dage i virksomheden, undtagen den aften hun, afmægtig og syg i sjælen,
forlod festen.
Hun satte sig op. Hvorfor skubbede hun ham væk, den frygtelige aften, i stedet for at gribe
chancen? Var det for hans kones skyld? Var det for hans børns? Nej, hun havde kun skænket
Peters familie en tanke, når hans kone ringede til ham, mens de lå sammen i en eller anden
hotelseng.
Hun huskede tydeligt, hvor såret og ked af det hun altid var blevet, men hun vidste stadigvæk
ikke, hvad der havde fået hende til at ringe til hans kone, hun havde ikke været hævngerrig,
og hun var hurtigt blevet klar over, at det skulle hun ikke have gjort. Peters raseri havde
skræmt hende, og hun havde bøjet hovedet og bildt sig ind, at det var hende, der havde overskredet alle moralske grænser.
Birgitte havde hjulpet hende over de værste samvittighedskvaler, og i mange år havde hun
følt en slags fred med sig selv, men da hun sagde ja til Peter, måtte hun da vide, at freden
kunne være forbi. Hvad var der i vejen med hende?
Hvorfor i alverden havde hun ødelagt dagen med sin smålighed? Han var fri nu, det troede
hun, det ville hun tro, og hun havde haft en chance, men det var måske det, der var galt? Da
han viste venlighed og interesse, ville hun hjem, fordi hun ikke kunne overskue noget som
helst. Hun havde ikke givet ham en chance.
Hun savnede Birgitte, men hende havde hun også skubbet væk, så let som ingenting, for ingenting, for hun troede ikke, at hun hørte eller så mere til Peter. Han havde, helt forståeligt,
været lettet, da de sagde farvel. Hun savnede børnene; dem havde hun også skubbet væk, og
hun var stukket af fra dem, uden andre forklaringer, end at de skulle være hos deres far. Før
og nu … hun havde sagt nej til det meste. Hun kunne ikke holde sig selv ud.
135
Hjemturen var foregået i en slags tåge. Det sidste skarpe billede, hun havde, var Jo og Peter i
hyggelig samtale. Jos kropssprog fortalte tydeligt, at Peter fremkaldte følelser hos hende, hun
aldrig ville få. Hun genoplevede synet, da hun var på vej over gaden og hørte bilens hvinen.
Hun havde stirret på den røde farve, og den var blevet grøn i hendes hoved. En kortslutning.
Hun gøs.
Hun var tør i munden og drak et glas vand i grådige slurke, men det hjalp ikke. Hendes hals
snørede sig sammen, og hun havde svært at synke. Hun lagde sig på sofaen; hendes puls var
faretruende hurtig og hjertet hamrede. Hun lukkede øjnene, og tårerne løb nedad tindingerne
og endte i små søer i øregangene.
Hun stønnede. Satans selvmedlidenhed. Nej, hun var bange. Jos latter og glimt i øjnene. Hun
kendte det glimt, og Peter havde bestemt arrangeret deres elskovsleje. Den slags var han vist
god til. Hun vidste det. Han ville klæde Jo langsomt af og kærtegne hende, og Jo ville sukke
nydende og suge berøringen til sig, med hver fiber i sin krop.
Hun rejste sig voldsomt og væltede vasen med de visne tulipaner, hun ikke havde orket at
smide ud, og så passivt på dråberne, der havnede på gulvet.
Hendes næse var stoppet. Hun satte gispende ned igen og fandt et lommetørklæde under en
sofapude og pudsede hjernen ud. Hvis hun kunne sove … sove og spise lidt, så den forbandede kvalme gik over. Hun rejste sig igen og gik ud mod køkkenet, men tanken om mad … mad
gav hende myrekryb. Hun gik tilbage til stuen og skænkede en stor cognac og drak ud. Var
det ikke cognac, man gav mod chok i gamle dage? Hun gav en underlig lyd fra sig, der kunne
minde om både latter og gråd.
Djævelske ventetid, og hun kunne ikke foretage sig andet, end at mærke, hvor bange hun var
for Peters magt over Jo, der var alt for letbevægelig. Hun hadede ham og genkendte hadet.
Det var nytårsaften for mange år siden. Børnene var hos hende, og de gik ned på gaden, for at se fyrværkeri. Hun holdt drengene i hånden og stod og så ned på deres små, forventningsfulde, opadvendte
ansigter, og hun svulmede af ømhed.
Pludselig dukkede en mand op foran dem. Hans ansigt var hvidt og sammenbidt, og han langede ud, og
ramte Lars i hovedet. Hun blev flået midt over. Den ene del ville forfølge manden og slå ham sønder
og sammen. Den anden del turde ikke, og ville trøste Lars, der stod og græd hjerteskærende.
Nogle nætter efter havde hun drømmen. Hun blev forfulgt af en mand, men pludselig var hun forfølgeren. Hun pressede manden op på en mur, der dannede bolværk mod en dyb kløft. Manden pressede
sine ben ind mod muren, og hans knæ sluttede fast mod murens kant. Hans hænder greb så fast om
136
kanten, at knoerne lyste hvidt, og det hvide lys var i hendes hoved. Hun stillede sig helt tæt på ham,
mens hun stirrede ind i hans bange øjne, og så tog hun først hans ene hånd og brækkede hans fingre en
efter en, og derefter den anden hånd og gentog processen. Bagefter knækkede hun hans knæ; det lød,
som tørt træ. Hun smilede til ham, og skubbede ham roligt udover kanten
Hun havde været chokeret over drømmen. Det var første gang i hendes voksenliv, at hun mærkede,
hun kunne hade og måske var i stand til koldblodigt mord, hvis hun blev drevet tilstrækkelig langt ud.
Peter.
137
23
Peter vågnede så sent, at Susanne var ude af huset. Det passede ham godt, for hun havde betragtet ham lidt mere indgående, end han brød sig om, da han troppede op om aftenen.
Han havde mumlet forretningsfrokost og ageret mere beruset, end han var, selvom han havde
været inde et par steder, for at skylle Johanne ud af systemet, inden han skulle se Susanne.
Han var sgu glad for deres aftale om, at de ikke gik hinanden på klingen.
Han drejede hovedet og fik øje på hendes obligatoriske seddel, der lå halvt skjult i hovedpudens rosafarvede fordybning. Han rakte over og tog den. Skriften var stor og kantet. Hun var
taget på jobbet. Gav ham tusinde kys. Hej S.
Han krøllede papiret sammen. Alt ved Susanne var stort. Stor, smuk, veltrimmet krop. Hun
måtte være midt i fyrrene. Han kunne ikke huske det. Store armbevægelser med store smykker ringlende fra håndledene. Storslået. Hun var sgu lidt overvældende. Jo ville kunne stå
under hendes armhule og føle sig knust. Jo! Han havde vist også drømt om hende. Han gryntede irriteret og skød gårdsdagen fra sig.
Hvad skulle han finde på efter bestyrelsesmødet klokken ti? Slappe af og invitere Susanne på
middag? Det var vist en god ide, ovenpå i aftes. Han strakte sig langsomt og kontrolleret
igennem og mærkede stivheden forsvinde ud af kroppen.
Han gad ikke tænke mere på Jo. Han havde alt her. En smuk, villig krop, der kendte hans
behov og opfyldte dem uden at knurre, og en selvstændighed, der var så uforpligtende, at man
kunne slappe totalt af. Susanne havde alt det, Jo manglede. Jo igen! Han sprang ud af sengen
og gik ind i stuen.
Lejligheden var lys og i og for sig både hyggelig og stilfuldt møbleret, med store, behagelige
møbler i bedste kvalitet. Han trak på smilebåndet. Stort igen! Stuevinduet stod åbent, og han
gik hen og kiggede ned på gaden. Travlheden slog op imod ham, og han følte sig lidt udenfor.
Myldretid. Han mærkede et svagt ubehag. Så meget havde han sgu ikke drukket i går. Hvad
fanden var der galt?
Han gik hovedrystende ud i det store, moderne køkken, Susanne netop havde fået ombygget,
og skænkede en kop kaffe. Susanne havde sat morgenmad frem til ham, men han var ikke
sulten. Storbylivet satte sig sgu i appetitten. Han manglede løbeturen hjemme. København var
ikke for hvide mennesker. Han forstod ikke, at Susanne gad halse rundt og snappe bilos ind i.
138
Han satte sig ved køkkenbordet og så sig opmærksomt omkring. Her manglede planter. Det
havde han ikke tænkt på før. Der stod en halvvissen fredslilje i stuen, det var alt. Ellen havde
haft grønne fingre. Hun puslede og plejede blomster og planter. Næsten for meget af det gode. Efter Jo, havde han indimellem næsten ønsket sig i planternes sted, men efter et stykke
tid, faldt Ellen til ro.
Han havde valgt det mest fornuftige. God, stabil hustru, når det kom til stykket, og det havde
gavnet forretningen. Man var sgu nødt til at helgardere sig, hvis tingene skulle lykkes, og det
havde affæren med Jo lært ham.
Ellen spurgte aldrig mere om noget, men han havde alligevel været fandens på vagt. Han
vidste, at hun ikke ville finde sig i slinger i valsen. Han så det i hendes øjne. Han huskede sgu
de øjne og blev verdensmester i tavshed, og han passede på, ikke at blive forelsket igen.
Han elskede ikke Susanne. Han begærede hende til nød. Hun var et hyggeknald.
Han drak fortumlet en mundfuld kaffe og var ved at kløjes i den, og Jo bankede ham i ryggen.
Hvad fanden gik der af ham? Han rejste sig voldsomt, men satte sig igen. Han kunne ikke
greje sit humør, men lige siden Rådhuspladsen havde han forbandet godt vidst, hvad han
ville. Han ville se hende igen.
Susanne var træt. Det havde været en hektisk dag, men ordren var i hus. Hun klædte sig af på
vej ud i badeværelset. Tøjet flagrede rundt i værelserne. Dyrt tøj, hun kastede skødesløst op i
luften, og som landede på gulvet hulter til bulter. Penge! Hun var tilfreds, tilfreds. Hun snusede ind. Badeværelset duftede svagt af Peter.
Hun nynnede. Det havde været en vellykket nat, selv om han var lidt beruset, da han kom.
Deres forhold blev bedre og bedre. Han var en god elsker og en god investering. Enkemand
med indflydelse. Peter.
Han var ikke for gammel, men lige netop så gammel, at hun følte sig yngre. Det var fint indimellem. Var hun kynisk? Hun havde fortjent det det hele. Tålmodighed belønnedes. Han
havde aldrig følt sig presset, det var hun sikker på. Hendes selvbeherskelse og imødekommende smil havde bundet ham.
Nu blev det anderledes. I starten kunne de besøge hinanden i weekenden. Siden måtte de
lægge planer. Det var bedst, hvis han flyttede til København, men hun kunne også overtage
filialen i Jylland. Var selvskrevet til den stilling. De måtte finde et hus sammen. Det var ikke
godt for et forhold at slæbe for meget historie med.
139
Hun betragtede sig i spejlet. Godt fast kød. Vellykkede bryster og baller. Ære være plastikkirurgien. Hun ville holde et kæmpefødselsdagsgilde. Halvtreds? Hvor tiden dog gik! Hun ville
samle alle, venner og kolleger, og foreslå Peter, at han inviterede sine. Måske forlovelse? Det
ville være perfekt. Hvilken event det kunne blive. Aldrig flere tårer.
Hun lod det varme vand bløde kroppen op. Peter skulle være her nu. Hun smilede drømmende og sæbede sig ind med store, cirklende bevægelser og skyllede sig og stod ud af badekarret
og tørrede sig omhyggeligt i det opvarmede håndklæde. Hendes hænder gled kærtegnende
henover kroppens glatte kurver. Peter havde intet, simpelthen intet at klage over. Hun hældte
ødselt den dyre bodylotion udover den dyre krop. Hun smilede overbærende af sin barnagtige
trang til at frådse. Hjemmedragt og en stor beskidt drink.
Ville han komme igen i aften, selvom han passede nogle venners hund? Det lignede ham
ellers ikke at passe andre folks unger, hunde med mere. Var han blevet blød på sine gamle
dage?
Sommerhuset. De var kørt forbi i foråret. Smukt sted, gode venner. Nu kunne hun træffe dem.
Sidde til bords med dem og være ligestillet. Jul, påske, pinse. Ikke alene mere. Herligt. Hvor
havde han været sød i nat; ekstra opsat på at tilfredsstille hende. Det var kært. God sex var
guld værd; bedre end den bedste motionsgymnastik.
Hun lo overgivent og strakte sig. Livet var skønt. Hvor mon han havde lagt beskeden i dag?
Og gaven? Han var altid så opfindsom. Deres lille leg. Hun gik ind i soveværelset. Sengetøjet
lå til luftning, og han havde åbnet et vindue. Ingen besked. Det var underligt. Han plejede at
lægge den på deres … elskovsleje. Han ville altså overraske hende. Forny sig. Holde på hende. Hun gik søgende rundt i lejlighed og mærkede panikken og ledte febrilsk. Han var en
drillepind. Uroen tog fat i hendes mave.
Sedlen var klistret på køleskabsdøren.
’Hej Susanne, tak for nu. Jeg har travlt de næste dage. Ringer ved lejlighed. Peter.’
Hun satte sig og mærkede en ubehagelig varme brede sig i kroppen, og sveden pible frem, så
hun kom til at lugte. Hvad gik der af ham? Upersonligt. Hun åbnede hvidvinen og fyldte glasset til randen og drak grådigt. Det kunne ikke passe. Hun fik tårer i øjnene og vidste ikke, om
det var fortvivlelse eller raseri. Der måtte være en god forklaring. En meget god forklaring
Hun gik ind i stuen og satte sig, og rejste sig, og satte sig, og opdagede, at hun travede rastløst
og totalt desorienteret rundt og rundt. Sådan måtte en løve i et bur have det. Hvorfor pokker
havde hun hverken telefonnummer eller adresse til det sommerhus? Peter havde besøgt ven-
140
nerne flere gange i årenes løb. Alibi kaldte han dem. Han havde altid ringet til sin kone derfra.
Måske havde hun adressen et eller andet sted? Ville have den. Hun ledte sammenbidt. Selvfølgelig havde hun den ikke. Den havde aldrig været aktuel. Skidt for sig og snot for sig, men
måske, alligevel. Hun skar en grimasse. Havde han andre end hende? Muligheden fik hende
til at fryse. Hun ville køre derop fredag eftermiddag. Havde for travlt de næste dage. Hornbæk. Sommerhuset lå nær Hornbæk. Ikke langt fra vandet.
Fjollede mandfolk, der gjorde hende så nervøs. Hun frøs, men naturligvis var alt ok. Han var
bare sådan. Det burde hun have lært for længst.
141
24
Hun vågnede med et spjæt og pustede ud, og Peters navn forlod hendes bulne hoved og
bredte sig som flammeskrift på væggene. Hun gned sine øjne og sukkede ved tanken om, at
alle hendes morgener fremover kunne blive ligesådan, med Peter som dagens første tanke og
den sidste, inden hun faldt i søvn, og uafbrudt et eller andet sted i baghovedet og i drømmene,
og som om det ikke var nok, havde hun ondt, og hun lærte aldrig at leve med smerten; ikke
nogen som helst slags smerte.
Hun satte sig forsigtigt op, men det skar gennem hovedet og jog gennem ryggen og hoften.
Lægen havde sagt, at hun måtte lære at leve med smerten; hun havde nærmest fået det til at
lyde, som om hun kunne leve et selvstændigt liv med smerten som en slags uønsket følgesvend, når virkeligheden var, at hun sommetider var smerten, der gjorde hende asocial og
usocial, men så ondt havde hun ikke haft i går; der var ingen undskyldning for, at hun havde
behandlet Peter så fjendtligt, og det var sikkert derfor, hun havde drømt om ham. Hun kunne
ringe til ham.
Telefonens kimen skar gennem lejligheden. To sjæle en tanke? Hun kom så hurtigt ud af
sengen, at hendes hjerte begyndte at hamre, men telefonsvareren var allerede begyndt at snurre, da hun nåede ind. Hun pustede ud og skruede op for lyden.
”Hej, Jo, mor har lungebetændelse og er svag, men stabil, siger lægerne. Hun spørger hele
tiden efter dig og vil forære dig en erindring. Hun tror vist, at hun skal dø, men det tror jeg
ikke, og jeg vil have hende på plejehjem på Bornholm. Det er det bedste, men hun vil ikke,
jeg ved … ”
Hun skruede vredt ned for lyden. Gudrun havde boet i København hele sit voksenliv og var
hjemme og fortrolig på Amager. Selv om hun var blevet snydt for en del hjemmehjælp den
senere tid, havde hun hilsevenner, og de handlende bragte varer til døren, og naboerne så
efter hende. Nabolaget var så godt, som i nogen landsby. Hvad skulle Gudrun på Bornholm?
… Det bedste …? For hvem? Sønnen boede i København. Kunne han ikke … ? Plads! Ikke
bolig, nej plads. Gudrun havde haft sin første plads, som trettenårig. Nu var hun sandelig ved
at blive sat på plads igen, og af datteren …
Gudrun brød sig ikke særlig meget om datteren, der altid havde prøvet at fjernstyre sin mor.
Hun smilede ved mindet om Gudrun, der lignede en oprørt teenager, når datteren kom med
142
gode råd fra Bornholm. Hvor var sønnen i det spil? ’Asger har altid været lidt svagelig.’ Hun
hørte ømheden i Gudruns stemme, når hun talte om ham.
Den gamle kvinde lå lille og gulligbleg i den store hospitalsseng. Hendes hænder var pænt
halvfoldede over maven. Hun havde lyst til at flå dem fra hinanden, men bøjede sig i stedet
for ned og hviskede Gudruns navn, og den gamle kvinde åbnede øjnene og missede mod lyset
og smilede svagt, da hun genkendte hende.
”Åbn skuffen min pige!”
Gudruns stemme var sprød og åndedrætsbesværet. Hun trak sengebordskuffen ud og så det
lille, hvide ravhjerte i den spinkle guldkæde. Gudruns forlovelsesgave.
”Tag det. Sigrid ved det.”
Jo lagde smykket i håndfladen og mærkede det lille hjertes kølighed mod huden. Hun havde
lyst til at græde.
”Åh, Gudrun … ”
Hun kyssede bevæget Gudrun på den rynkede, tørre kind.
”Jeg kommer igen i morgen. Tak Gudrun.”
Gudrun smilede og lukkede øjnene. Øjenlågene var papirtynde. Hun tumlede ud på gangen,
og mærkede tårerne løbe nedad sine kinder, mens sorg eller vrede eller begge dele sled i hende.
Rygernes opholdsstue var snavset, og luften var tyk af gammel røg, der havde lagret sig i
træværk og gardiner. Lugten var kvalmende. Hun hilste på patienterne og pegede på vinduerne og tog de svage reaktioner, som et ja og åbnede og lænede sig ud. Havens dufte nåede
hende, og hun trak vejret dybt ind og tørrede sine øjne og tændte en cigaret.
Der var næsten altid fyldt op i rygestuen, hvorimod den store ikke-rygerstue var tom. Rygerne kom op af sengen så hurtigt, som muligt. Nikotinhungeren trak dem ved næsen op af sengen og ud på gangen. Næseborene vibrerede sultent i opholdsstuens retning, og de vaklede og
stønnede besværet, men op, og ud, og hen til kom de og sank om i stolene med salige smil og
gule fingerspidser.
Hun holdt døren for en forpint kørestolsbruger, og de smilede indforstået til hinanden, for det
første bud på hospitalet var cigaretternes fordærvende indflydelse, men sjæl og krop hørte
sammen. Det vidste rygerne. Stakkels personalestab. Hun håbede, at rygerne fandt rigtig
mange smuthuller. Hun skoddede og tømte et par fyldte askebægre og lukkede vinduet. Hun
143
nikkede til patienterne og gik ud og fandt toilettet og pøsede vand i hovedet. Hvordan i alverden skulle hun få råd til at besøge Gudrun jævnligt, hvis hun flyttede langt væk.
144
25
Hun kom langsomt op til overfladen og så på uret. Klokken var snart ti. Hun måtte
have sovet ualmindelig tungt. Det var sjældent. Ingen drømme. Ingenting. Totalt mørke. Hun
pillede lidt søvn ud af øjenkrogene og strakte sig, men hendes krop føltes tung. Hun havde
mest lyst til at vende sig om på siden og sove videre, men det gik ikke. Hvis hun gav efter …
Hun stod forsigtigt ud af sengen, men hun var ikke svimmel.
Luft. Hun åbnede et køkkenvindue, ligesom Jo altid gjorde, måske stod hun netop nu og så ud
ad sit vindue, og fyldte den elektriske kedel. Et par kopper stærk te plejede at skabe balance i
systemet, men hun tvivlede. Tanken om Jo og Peter sammen gjorde hende mat.
Hun hældte kogende vand over tebladene og smurte en ostemad mens teen trak. Hun plejede
at være glubende sulten om morgenen og nærmest kaste sig over morgenmaden, men den
senere tid havde hun været så forbandet træt, at hun nærmest måtte klemme maden ned, for at
få blodsukkeret op. Klienterne skulle ikke lide under hendes ulykkelige kærlighed, men var
det ikke lige netop det, der var sket forleden dag? Hvis de havde været nye …
Hun drak en mundfuld af den stærke, gode te, der plejede at få varmen til at brede sig i hendes krop, men effekten udeblev. Pokkers, pokkers! Hun hentede en flaske rom og kom et
skvæt i koppen og drak.
Måske var hun udbrændt? Hun kunne aflyse det nye hold og tage en pause; leve af renterne et
stykke tid og måske rejse, helst sammen med Jo, men … måske var det en god ide at rejse
væk, uden at give nogen som helst besked, slet ikke Jo, der ville have godt af en alvorlig
forskrækkelse, der kunne få hende til at vågne op og se, hvad hun var ved at miste.
Hvad i alverden tænkte hun på? Hun rejste sig heftigt og hældte teen ud, mens hun holdt sig
for næsen. Romlugten var kvalmende; hun var kvalmende, hele hendes forbandede liv var
kvalmende, og ingen, ingen overhovedet, ville have gavn af hende for øjeblikket. Den bedste
løsning ville være at lade Vinie overtage.
Hun mærkede øjeblikkeligt, at tanken om orlov var lige, hvad hun trængte til og gik opmuntret ind og satte sig op på kondicyklen, hun elskede at hade. Det var Vinie, der havde provokeret hende til at købe den og ganske givet ville spørge hende, om hun brugte den, når de
talte sammen, og desuden havde hun opdaget, at hun fik det bedre efter en tur.
Hun begyndte at træde rundt og lagde mærke til vinduerne, der var matte af støv og stænk, og
som sædvanligt associerede hun over trædemøllen til alt det, hun forsømte i det daglige. Lej-
145
ligheden tålte ikke forårslyset. Den var gennemnusset og trængte til en gang hovedrengøring.
Hun ville ringe til hjemmeservice.
Hun trampede hårdt i pedalerne og blev stakåndet og syntes, at det stak lidt ved hjertet. Hun
standsede forskrækket. Hvis hun døde … Hun stod af cyklen og bøjede sig forover, og den
begyndende panik blev ikke til mere, men hun mærkede tydeligt, hvor anspændt hun var. Hun
trængte til at slappe af, men det var umuligt i lejligheden.
Hun tørrede sveden af sit ansigt og stod rådvild midt på gulvet og kunne ikke bestemme sig
til, hvad hun skulle gøre. Hun vidste godt, hvad hun havde lyst til, men hun turde ikke invitere Jo på frokost, for hvis hun afslog … nej, hun ville tage i sauna, spise en stille frokost ude
og ringe til Vinie senere, når hendes humør forhåbentligt var blevet lidt bedre, end det var i
øjeblikket.
Telefonen kimede. Det kunne være Jo; hvis det var Jo, var hun parat til at overgive sig til Jos
telepatisnak. Bange for, at Jo ville lægge røret på, inden hun nåede ind, gjorde hun en forkert
bevægelse og var ved at snuble. Hun ømmede sig højlydt, rømmede sig og greb røret med
tårer i øjnene.
”Ja?”
”Det er Kirsten, davs Birgitte.”
”Er det dig, Kirsten?”
Skuffelsen gav hende næsten kvalme.
”Du lyder underlig. Er der noget galt?”
Kirstens bekymrede stemme var næsten mere, end hun kunne klare, men hun ville ikke bryde
sammen nu.
”Ja, for pokker … Jeg støvsugede og var ved at falde over mine egne ben. Hvordan har du
det?”
”Slog du dig? … Birgitte, jeg har det meget godt, men jeg trænger sådan til at tale med dig.”
Hun havde ikke lyst til at høre om Kirstens problemer, men hun havde jo selv sagt, at hvis der
var noget … og det var så længe siden, at Kirsten havde bedt om noget.
”Hvad er der, Kirsten?”
”Bent har kontaktet mig. Han vil se mig. Han siger, han savner mig. Jeg ved ikke, hvad jeg
skal gøre.”
”Gøre? Kirsten, tag dig sammen. Kyl ham ad helvede til.”
146
Hun havde råbt alt for højt og vidste udmærket, at det ikke skyldtes det, Kirsten havde sagt,
men hendes eget forbandede roderi.
”Undskyld, Kirsten, jeg skal ikke skrige sådan ad dig … Lad os mødes på Kultorvet
Hun så på uret.
… om en time. Hvad siger du til det?”
”Åh tak, Birgitte. Det lyder godt. Om en time? Farvel så længe.”
Hun lagde røret og sank ned i sofaen. Hvad i alverden var Bent ude på? Han havde siddet og
set forelsket på Trine for nogle få dage siden.
Hun tog et hurtigt bad og smurte sig grundigt ind og betragtede sin krop kritisk. Ikke værst.
Nogenlunde fast endnu, takket være motion og kraftige knogler. Hun havde aldrig været en
yndefuld, slank, ung pige, men noget tydede på, at de sidste skulle blive de første. Hun sendte
spejlet et kunstlet smil og stak ansigtet helt ind til spejlglasset, der imidlertid ikke afgav
hemmeligheden om, hvor gammel hun var. Dåbsattesten, hendes forældre havde sørget for,
da hun kom til landet, fortalte, at hun var i midten af halvtredserne, og det kunne være løgn
eller sandhed. Hendes runde ansigt var tavst; det var som om rynker nægtede at bide på hende.
Hun børstede sit hår omhyggeligt og satte det dristigt op med en stor kunstig purpurfarvet
blomst, der stod fint til hendes hår, og knappede tunikaen i blåt og grønt, der fremhævede
hendes fremmedartethed og klædte hende. Hun trængte til at være rigtig synlig, så Jo, hvis …
mon hun i dette øjeblik sad over sen morgenmad sammen med Peter?
Hun måtte forsøge at ryste de negative tanker af sig. Hvis hun skulle koncentrere sig om Kirsten, de næste par timer, måtte hun fremvise overskud, både for Kirstens og sin egen skyld,
men hun kunne ikke lade være med at håbe, at Jo kom forbi på sin daglige tur.
Nu skulle hun holde op! Hun gav sig selv et psykisk spark og lagde ansigtet i venlige, afslappede folder med et lille smil om læberne, det hele var et spørgsmål om koncentration og disciplin, og tog den smukke, slidte oksehudsskuldertaske, en gave fra Jo, og smækkede døren.
Kultorvet tog sig friskt og fredeligt ud, selv en ganske almindelig, travl hverdag. Hun standsede et øjeblik ved skulpturen af de to gamle mennesker og lod hånden glide henover kvindens glatte hoved, og som sædvanligt blev hun grebet af en besværlig længsel og sorg over, at
livet var blevet så meget anderledes, end hun havde drømt om. Hun følte sig næsten desperat
træt og tung. Når hun havde talt med Kirsten, ville hun få fat i Vinie og bede hende om at
overtage straks.
147
Hun lod blikket løbe henover pladsen og fik øje på en kvinde, der vinkede vildt fra et bord
midt i solen, men hun genkendte først Kirsten, da hun kom tættere på. Kirsten smilede stort
og lidt genert. Hun bøjede sig ned og gav hende et smækkys på kinden og trådte lidt tilbage.
”Det må jeg sige, Kirsten! Hvor ser du godt ud.”
Kirsten rødmede af glæde.
”Tak, Birgitte, jeg har også tabt otte kilo og dyrker yoga sammen med et par fra kvindegruppen.”
Birgitte så varmt på kvinden, der havde rettet sig, næsten fra time til time, ligesom en tørstig
plante, der pludselig fik vand.
”Ja, der kan du se, Kirsten; vi kvinder kan … og du ser let og luftig ud med brune arme … Du
var altid så tilknappet. Er du blevet letsindig på dine gamle dage?”
Birgitte smilede drillende, men Kirsten blev pludselig alvorlig.
”Ja, jeg smed de gamle klude ud. De var for store, og de lugtede af gamle historier. Jeg fik
endelig nogle penge ud af Bent, takket være en god advokat fra gruppen. Han har solgt villaen. Hvordan går det med dig Birgitte? Du lød i telefonen, som om du kunne have det bedre.
Du ser også lidt hængt ud, selvom … tøjet.”
Hun orkede ikke at indvi Kirsten i sine gebrækkeligheder, og trak på skuldrene og slog ud
med armene, mens hun krabbede sig over til skranken, hvor hun bestilte en kop kaffe og et
glas vand. Kirsten mente det godt, og de havde før betroet sig til hende. Hvis hun ignorerede
hende … hun balancerede over til bordet og satte sig overfor Kirsten, med solen i ryggen.
Hun havde glemt solbrillerne og tog sine tonede fjernsynsbriller på.
”Du spurgte … ja, det går dårligt. Jo har mødt en gammel flamme, du husker vel Peter, og det
er som om, hun partout vil være forelsket. Det er en lang historie, og jeg er rablende jaloux.
Se ikke så forskrækket ud, jeg venter med at skrige, til jeg kommer hjem … jeg skal nok
komme igennem det.”
Hun mærkede tårerne presse ved næseroden. Kirsten rakte hende en serviet, og den lille, venlige gestus fik hende næsten til at bryde sammen. Hun pudsede næsen kraftigt og rømmede
sig.
”Så er det overstået for denne gang … ”
Hun drak en slurk vand.
”Nå, Kirsten; det er dig vi skal tale om. For resten anede jeg ikke, at Bent har solgt. Hvorfor
mon han har det?”
148
”Det ved jeg ikke, og jeg forstår det overhovedet ikke. Han har altid været så stolt af det hus.
Svendestykket kaldte han det. Nå, men han ringede til mig for et par dage siden. Han vil gerne møde mig. Han var meget afdæmpet. Han sagde, at han var træt af dullen, ja, det kaldte
han hende. Du kender ham. Hun havde ikke betydet noget vigtigt for ham, sagde han.”
Kirsten så appellerende på hende, og hun rykkede stolen lidt tilbage og lagde hænderne på
bordet.
”Nå, så det er han. Træt af dullen. Jamen, så har han forladt dig for en dulle, der ikke betyder
noget for ham. Det lyder ikke særlig flatterende for dig, synes du? Bent er min barndomsven,
men han er ikke fredet.”
Kirstens ansigt falmede lidt, og hendes skuldre trak opad i forsvarsstilling. Hun huskede den
bevægelse. Hun havde gerne undt Kirsten en lille sejr; hun havde fortjent den, men Bent var
gennemgående en sjuft, og Kirsten ville højst sandsynlig tabe igen, hvis hun indlod sig med
ham. Hun lagde sin hånd på Kirstens arm og gav den et klem. Kirsten prøvede at slappe af,
men hun så med et forfærdelig hærget ud.
”Jeg forlod ham, fordi han … Nej, han havde sine affærer hele vores ægteskab. I begyndelsen
gjorde jeg oprør, men så var det, som om hans eskapader sugede kraften ud af mig. Jeg undgik ham og koncentrerede mig om børnene, men så flyttede de, og pludselig var det, som om
jeg vågnede op og så på ham med andre øjne, ikke som far, men som ægtemand, og jeg syntes, han var en ækel, usympatisk djævel. Jeg så en annonce i avisen. Selvhjælpsgruppen, jeg
har fortalt dig om. Det var en helt ny verden at kunne tale frit fra leveren, sammen med andre
kvinder, men jeg savner også jer, og jeg føler mig lidt fortabt, som enlig, og mit syn på Bent
er blevet lidt mere nuanceret nu.”
Birgitte forstod savnet, men tanken om, hvad Bent kunne være ude på, bekymrede hende.
Kirsten trængte til al den selvtillid, hun kunne få, men hun burde fortælle hende om, hvor
forgabt Bent var i Trine, men det var svært, uden at føle sig som en forbandet lyseslukker.
Hun sukkede umærkeligt og rykkede sig nærmere over mod Kirsten, som om fortrolighed
kunne forskønne sandheden.
”Hør nu, Kirsten … du kan da godt møde ham; det kan der vel ikke ske noget ved, men jeg
vil lige fortælle dig, at det ikke er mere end nogle få dage siden, han sad sammen med ’dullen’ Trine og så på hende med et blik, der absolut ikke var træt. Det gør mig ondt Kirsten,
men jeg stoler ikke på ham. Jeg forestiller mig, at Trine har forladt ham; at det er hans udgangspunkt. Jeg holder af dig. Jeg synes du er for meget værd til hans intriger.”
149
Kirstens øjne blev blanke.
”Det gør mig ondt, Kirsten.”
”Det er pænt af dig at fortælle mig det, selvom … du kan ikke lide ham, vel Birgitte?”
Det lød som en konstatering mere end et spørgsmål, men Birgitte beklagede alligevel, hvad
hendes samvittighed havde budt hende at svare. Kirsten så ud, som om hun følte sig ansvarlig
for Bents opførsel, og det var ikke meningen.
”Jeg ved det ikke rigtigt. Jeg har kendt ham hele livet, og han hører på en måde til, ligesom
alle andre skavanker, man rager sig til. Han har altid været sådan; udnyttet situationen til egen
fordel, næsten uanset hvad det drejede sig om. Jeg kan huske, at jeg syntes, han var fej, men
han hørte til kliken, og vi var ikke så mange. Jeg tror ikke, jeg ville have kendt ham, hvis jeg
skulle vælge i dag, eller hvis udvalget dengang havde været større.”
Hun så, hvordan Kirstens nyvundne selvsikkerhed nærmest sivede ud af hende, men hun fortsatte indtrængende.
”Jeg synes, han er en svag mand, Kirsten, og han trynede dig og brugte dig til at stive sig af
med. Kan du huske hans bemærkninger? Jeg tror ikke, han kan udnytte Trine. Enten er hun
stærk, eller de er to alen ud af et stykke.”
Kirsten så utilpas på hende.
”Foragtede I mig?”
”Nej, jeg har aldrig foragtet dig, men jeg forstod ikke, at du holdt ham ud, og samtidig tænkte
jeg, at jeg måske tog fejl af ham, og at han havde forandret sig, siden du var sammen med
ham år efter år. Han kan være så charmerende, ikke sandt Kirsten?”
”Distanceblænder?”
Kirsten lød så bitter.
”Jeg ved ikke, hvad han er, Kirsten, men jeg ser ofte hans type i det offentlige liv. Stor gennemslagskraft. Man kan sidde med sine ubehagelige fornemmelser, men de kender til menneskers usikkerhed og lever højt på den.”
Kirsten så mere og mere nedslået ud. Hun havde lyst til at mildne sin karakteristik af ham.
”Du var gift med ham. Han er far til dine børn og var vel en udmærket far. Han må da indeholde gode sider? Du elskede ham, gjorde du ikke?”
Hun tav, havde sagt nok, måske alt for meget. Bent havde været hele Kirstens voksenliv. Hun
havde mødt ham, inden hun var helt voksen.
Kirsten så ned i bordet og lod tungen fugte læberne.
150
”Pigerne vil ikke se ham. Han savner dem … jeg har ondt af ham. Hvad skal jeg gøre, Birgitte?”
”Jeg ved det ikke, Kirsten. Som udenforstående ville jeg nok sige, at du ikke skal løbe spidsrod mellem børnene og ham, men jeg kender til at savne. Jeg tror, jeg ville være dybt taknemmelig, hvis Michael gød lidt olie på vandene i mit forhold til drengene.”
”Birgitte!”
Kirsten lænede sig pludseligt frem og greb, synligt bevæget, om bordkanten. Birgitte så,
hvordan hendes ansigt nærmest skrumpede, og hendes næsefløje var blevet hvide. Hun greb
impulsivt hendes hænder, der var iskolde, og knugede dem.
”Ja, Kirsten?”
”Han slog mig.”
Kirsten sank lidt sammen. Hun følte hendes forlegenhed som kulde midt i varmen. Hun ville
gerne trøste hende, men hun anede ikke, hvad hun skulle sige. Kirsten gjorde en synkebevægelse. Det så ud som om hun havde ondt i halsen.
”Han bankede mig, men han beherskede sig næsten altid, når vi var på landet. Han var bange
for at miste jer, tror jeg.”
Birgitte så på Kirsten som om hun aldrig havde set hende før. Hun var sikker på, at ingen
havde vist det. Hvad kunne hun sige? ”Nej, jeg anede det ikke, Kirsten, og det tror jeg heller
ikke nogen af de andre gjorde.”
”Nej, det er klart. Jeg gav jo rollen som den hengivne hustru. I virkeligheden var jeg skræmt
fra vid og sans, og jeg ved, at I syntes, jeg var lidt apatisk. Han lovede mig klø, hvis jeg ikke
tav om det. Han kunne spare sammen i lang tid, hvis det passede i hans kram. Ligesom hans
far, der lod børnene stå skoleret hver fredag.”
”Javel! Jeg kan tænke mig, at det var til dit og børnenes bedste, ikke?”
Hun mærkede, hvordan hendes hjerte galoperede. Forbandede mandfolk og deres hellige
broderskaber. Vold og kontrol og myrderier. Tildelte hinanden medaljer, for at slå flest ihjel i
krig og fik sjældent løn som forskyldt i fredstid, hvor de afreagerede på kvinderne.
Hun så gennemborende på Kirsten, og det gik op for hende, at hun ikke var langt fra foragten.
Hun havde lyst til at ruske lidt fornuft ind i det beskæmmede kvindemenneske, hvis nyvundne glans var forsvundet som dug for solen.
”Hvordan kan du overhovedet tænke på at gå tilbage til ham?”
151
Hun spyttede ordene ud og fik farven frem i Kirstens blege kinder. Hun lignede en, der var
blevet slået, og det var slet ikke meningen.
”Undskyld Kirsten!”
”Du har jo ret, Birgitte, od der er noget i mig, der ikke vil acceptere, at jeg har levet sammen
med sådant et menneske i over tredive år. Jeg kæmper med bitterheden og selvforagten. Jeg
vil gerne møde ham på lige fod. Jeg tror ikke, han tør røre mig mere. Vi har meget historie
tilfælles. Mange sjove timer. Han kunne være så festlig indimellem.”
Birgitte mærkede trætheden. Kirsten var Jo op ad dage. De to kvinder ville bare have noget af
hende, og så ville de opsøge deres modbydelige mænd. De udnyttede hende. Hun afskyede
følelsen af selvmedlidenhed, der havde grebet hende, men hun ville ikke være med og var
nødt til at gøre sig hård.
”Du sidder her og beder mig om forståelse for, at du vil gå direkte ind i løvens gab. Tag ansvar for dit liv, kone. Du skulle have anmeldt den stodder for mange år siden. Og børnene!
Du har brugt dem som skjold i din lille selvmordsleg. Få fat i en psykolog eller terapeut. Jeg
kender en med begge ben på jorden. Hun er ikke mandehader. Jeg er ikke den rette. Jeg er for
tæt på.”
Hun tav udmattet. Kirsten tog bare imod; hun sad tilsyneladende rolig og tog imod, men hendes nervøse fingre havde pillet servietten i stykker. Kirsten fik hende til at føle sig som en
forbandet bøddel, men nogen var nødt til at banke en smule fornuft ind i kvindens tykke hoved.
Hun sendte Kirsten et lille prøvesmil, men Kirsten reagerede ikke, og hun mærkede mismodet
lægge sig som en tung skal omkring sig. Hvordan havde hun kunnet undgå at se symptomerne? Hvad vidste hun om sine medmennesker, når det kom til stykket? Havde hendes behov
for et helle på landet virkeligt været så stort, at det havde gjort hende blind?
Kirsten drak ud. Hun havde fået lidt farve i kinderne.
”Kom Kirsten, lad os gå! Jeg trænger til at røre mig. Du ved, hvor du har mig, hvis …”
Kirsten kom hurtigt på benene. Hun vaklede lidt og støttede sig til bordet, og hendes ynkelighed var ikke til at holde ud. Det havde ikke været hendes mening at ydmyge Kirsten, men
hun orkede ikke mere.
”Lad os gå.”
Hun tog Kirsten ublidt i armen og mærkede, hvordan hun stivnede.
”Undskyld Kirsten, jeg glemte …”
152
Hun sukkede og tog hendes hånd.
”Vil du have nummeret til min ven? Hun hedder Vinie og er min vejleder. Hun tager enkelte
klienter på min anbefaling.”
Kirsten standsede og lagde impulsivt armene omkring hende
”Tak, Birgitte. Du er en god ven; det mener jeg … giv mig Vinies telefonnummer!”
Kirsten så ud som om hun bad om telefonnummeret for hendes skyld, men det var vel bedre
end ingenting.
De begyndte at gå hen mod Nørreport station, ikke arm i arm, som de plejede, men med en
lille sigende afstand imellem sig. Under andre omstændigheder ville Birgitte have rykket sig
nærmere, men hun kunne ikke blive følelsen af, at Kirsten havde narret hende, kvit, og deres
afsked var nærmest lunken, men hun løftede hånden, da Kirsten vendte sig og vinkede og hun
så, hvor sårbar hun så ud. Hun gik over til busstoppestedet. Hun måtte lade Kirsten bo i
sommerhuset, når hun havde lyst. Til helvede med Bent.
Alle de fine sommerdage og mætheden hen ad aften, når kroppen havde suget varme til sig og
brændte. Længslen efter kølighed og lange skygger. Samværet i den lune, lindrende sommeraften. Småsnak og god mad og latter, og bevidstheden om endnu en rolig, tryg dag i vente.
Herlig ensformighed. Havde det hele været hendes illusion?
Bristede minder. Charles alvorlige sygdom, Bents hustrumishandling, Kirstens afmagt, Jos
flagrende halsen efter en gammel drøm, hendes egen stæreblindhed og skinsyge.
Hun længtes efter at føle sig betingelsesløst elsket. Hun savnede pludselig sine forældre og
bevidstheden om at være forældreløs føltes et øjeblik ubærlig. Tabenes overvældende grusomhed var skræmmende.
Flyvemaskinernes frygtelige brummen. Eksplosionerne. Beskyttelsesrummets angstfyldte
lugt. Børns pibende gråd. Voksnes gisp. Brandene. Alle de bange øjne. Hjemløsheden. Moderløsheden. Murbrokker fra sammenstyrtede huse. Afrevne lemmer. En hånd med en glimtende vielsesring. En dukkes afrevne hoved. Var det en dukke? Bilens røde kors. Den venlige
kvindes arme. Mad og grønne træer og mad. En blød seng med duftende sengetøj. Tryghed
og kærlighed. Kære, kære mor og far.
Fred, og en klode, hvor mændene ikke havde overherredømmet, for hvor havde de gjort det
dårligt ned gennem tiderne, og de fleste så det ikke eller ville ikke indse det, og beboerne i
Hiroshima så den store sky, der forandrede verden for altid, mens gerningsmændene i en
153
anden verdensdel så til, med forskerblik i øjet, og piloten børstede et støvfnug af uniformen.
Kloden var et farligt sted.
Hun satte sig svimmel op. Den forbandede træthed. I morgen ville hun gå til læge.
154
26
Hun var faldet i søvn på sofaen. Dagen på hospitalet havde åbenbart suget alle kræfter
ud af hende. Hun småfrøs og rejste sig stivbenet. Fjernsynets prøvebillede kørte. Det var aldrig en god ide at vågne op på sofaen midt om natten, men søvnen havde overmandet hende,
og det havde været uoverkommeligt at gøre sig i stand. Tanken om vand i hovedet og tandpasta i munden havde været afskyelig.
Hun slukkede for fjernsynet, men stilheden forstyrredes af en dunken fra nabolejligheden.
Irriterende, enerverende, unødig støj. De unge, der var flyttet ind, trak vejret gennem umusikalsk støj, de kaldte musik. Store højtalere på afhøvlede gulve i halvtomme lejligheder. De
anede sikkert ikke, at de terroriserede deres omgivelser, for de var vokset op i gulvplan, og
hvordan skulle de i øvrigt blive anderledes.
Alle programmer i fjernsynet var efterhånden plastret ind i og bundet sammen af musik, hvis
der var den mindste mulighed for det. Naturprogrammer ledsagedes af musik, der kvalte dyrenes stemmer og vinden sus og havets brus. Det var umuligt at høre noget, der mindede om
realistiske lyde, og talen var svær at skelne.
Der var musik og muzak alle steder, hele tiden. Medieverdenen gennemsyredes af musik.
Tusinder dræbt af jordskælv, tra, la, la. Tragik og komik blev bundet sammen af uvedkommende støj. Kontrasterne forsvandt i støj, og alt blev lige gyldigt. Følelsesløsheden havde
indtaget verden og medierne med deres højrøstede, hurtigsnakkere, der kun hørte sig selv.
Var det angst for stilhed, eller var det manglende evne til eftertanke? Ingen mystik. Lige på
og hårdt, i en uafbrudt, hakkende strøm. Ingen pauser. En kontant verden, hvor begreber konkretiseredes og faldt tungt til jorden, som fremmedlegemer, der ikke absorberedes af det økologiske kredsløb.
Hun mærkede raseriet. Hun havde aldrig villet være med, men hun var alligevel blevet inficeret, og en skønne dag mistede hun også den sidste fornemmelsen af kronologi, sammenhænge
og lydhørhed. Selv krigen flød ud engang imellem, og hun huskede gysende, da flyvemaskinerne ramte tårnene, og hun greb sig i at tænke, at den gamle film, ’Det tårnhøje helvede’, var
mere spændende. Bagefter havde hun tænkt, at hun var umenneskeliggjort.
Hun gik ind i soveværelset og proppede ørerne til, så godt hun kunne, men hun lå længe og
kæmpede med musikkens puls, der ikke var hendes.
Peter!
155
Hun var lysvågen. Hun måtte have drømt om ham, og nu sad hun som en anden tåbe og stirrede på telefonen. Hun kunne ringe til Birgitte, men hun anede ikke, hvad skulle hun sige,
hvis hun gjorde det, og hun forestillede sig, hvordan samtalen ville nede med, at hun stod
skoleret, og det havde hun ikke lyst til. Hvad kom hendes forhold til Peter Birgitte ved? Forhold; det var overhovedet ikke noget, der mindede om et forhold, kun et mindre vellykket
møde. Hun hørte sikkert ikke mere fra ham, men det kom heller ikke Birgitte ved.
Hvis hun havde været ung. De unge kvinder inviterede mændene ud, hvis de havde lyst. Eller
gjorde de? Det var vel et spørgsmål om opdragelse. Hendes havde været streng. Der var
egentlig ikke mange højrøstede forbud dengang, for hun havde sjældent turde spørge om lov
til noget. Hun slap aldrig af med den opdragelse. Den klæbede.
Der havde været nogle år uden denne passivitet, men nu var det som om barndommens og
den tidlige ungdoms regelsæt for, hvad en kvinde kunne tillade sig, stak sit tyranniske hoved
frem igen. Peter var vist heller ikke særlig moderne indstillet. Han ville gerne erobre og bestemme.
Hun løftede røret og begyndte at dreje Birgittes nummer, men fortrød og lagde på igen. Hun
gik ud i køkkenet. Urtesuppe.
Himlen var grå. Lyset var sløvt. Trist dag. Kartoffelskrælleren smuttede ud af hendes hånd.
Skøre knogler. Lamme hænder. Helt symbolsk.
Telefonen kimede, og hendes hjertet begyndte at hamre og fyldte hele kroppen, og det susede
for ørerne. Peter? Hun tørrede sine hænder og styrtede ind i stuen og ventede på tredje ring.
”Hallo?”
”Hej mor, det er Karen. Din fortabte datter. Hvordan går det?”
Hun satte sig ned. Tårerne pressede på.
”Mor er du der?”
Karen! Hun lyttede til stemmen. Staccato.
”Karen, hvor er jeg glad for, at du ringer! Hvordan har du det?”
”Godt nok mor. Kim og jeg har talt om, at vi gerne vil se dig. Hvad med dig?”
Hun følte sindsbevægelsen og rømmede sig.
”Jeg savner jer meget. Kommer I herover?”
”Vi havde tænkt os, at du besøger os. Du kan bo hos mig. Hvad siger du til det?”
”Ja Karen, hvornår?”
156
”Jeg ringer om en fjorten dages tid. Mor, der er så meget vi skal tale om. Det er svært i telefonen.”
”Ja, jeg bryder mig heller ikke om det. Karen, hils Kim mange gange, og Karen, jeg er så glad
for, at du ringede.”
”Jeg skal nok give ham et knus. Pas på dig selv så længe. Hej mor.”
”Farvel Karen og …”
Røret var allerede stumt. Hun sad helt stille og mærkede tårerne. Hun skulle se ungerne.
Pludselig stod hun i køkkenet og kunne ikke huske hvorfor. Lykken strejfede hende et sekund. Hun lo højt. Børnene, mor, mor, børn, børn. Hun messede de forjættede ord og tog et
par dansetrin og ømmede sig.
Hvor var cigaretterne? Hun tændte en og sugede og hostede kraftigt. Hun måtte fortælle Birgitte det glædelige.
Peter. Skidt være med Peter. Hun drak et glas vand og gik hen til den røde og drejede Birgittes nummer. Der var optaget. Kroppen var for snæver. Hun satte Bellini på pladespilleren.
Smørtenoren sang smukt og lyst, og hun trallede med og blæste på naboerne. Hun ville tage
ud til Birgitte og fortælle den gode nyhed.
157
27
Grønningen var forandret og smuk, og hun kunne godt lide genskabelsen. Træfældningen var rigtig, i modsætning til parkernes, hvor elmesygen havde efterladt dem med store,
åbne sår, der først ville være helede efter hendes død. Voldene var renset med pietistisk
nænsomhed. Historiens vingesus hvirvlede hende ind i trylleriet, og hun så livet i gamle dage.
Konturerne stod skarpe mod himlen. Hun hørte møllens kværnen og så godtfolk spadsere og
hilse på andre godtfolk Store Bededags aften.
Gefionspringvandet forfaldt, men det var vist kun noget midlertidigt. Hun satte sig på kanten.
Hvor havde hun kastet mange mønter i vandet og siddet på bassinets kant og ønsket, mens
pulsen fra vandets brusen blandede sig med hendes blods. Nu var det dødt, og mos og lav
dækkede stenene og gav mindelser om urgamle tider, da hele den vide verden udelukkende
bestod af de små vækster.
Hun gik videre og passerede den lille havfrue. Japanske turister fotograferede på livet løs, og
H.C. Andersen ville have grinet som en flækket træsko, hvis han havde oplevet deres udtryk,
når de stod ud af bussen og så hende. Deres ansigter fortalte tydeligt, at den lille havfrue sandelig var lille. Mos og lav. Det store i det små.
Hun købte en is og så ud over vandet. Brisen bar en let saltet smag med sig. Blikket rettede
sig ud. Hun ville gerne have delt sine oplevelser med Birgitte.
Ubehaget sneg sig ind på hende. Hun havde svigtet Birgitte, men måske ville et besøg blødgøre hende. Hun kunne gå med det samme, hvis hun kom til ulejlighed, men hvis hun fortalte
hende, at Peter højst sandsynlig holdt sig væk, ville det sikkert blødgøre hende.
Hun mærkede skamfuldheden. Birgitte var ikke fjenden. Hun var hendes ven. Hjerteven. Hun
ville købe et par store, fede flødeskumskager, og de ville sidde i venskabelighed i Birgittes
sofa og grine ad hinandens flødeskæg og diskutere kolesterol; og så kunne hun fortælle Birgitte om Karens opringning.
Hun bankede på, men døren forblev lukket. Hun var sikker på, at hun havde hørt svag støj
inde fra lejligheden. Hun bøjede sig ned og åbnede brevsprækken.
”Birgitte, det er Jo. Hvorfor lukker du ikke op.”
Hun hørte svage lyde fra entreen og bankede igen. Birgitte åbnede døren.
”Kom ind!”
158
Hun stirrede forskrækket på hende. Hvad i alverden var her på færde? Birgitte var i morgenkåbe. Den var nusset, og en stor, mørk plet havde bredt sig henover hendes bryst. Håret strittede, og øjnene var fortinnede. En stram lugt nåede hende. Indelukkethed. Kropsdunster. Hun
gik ind i entreen og lukkede efter sig.
”Hvad er der sket Birgitte? Kom, sæt dig ind!”
Hun skubbede Birgitte blidt ind i stuen og pressede hende ned i sofaen. På bordet stod en tom
whiskyflaske og en flaske med en sjat gin i. Støvet lå i et tykt lag bordet og bredte sig videre
til Birgittes ansigt, der var sygeligt gråt. Hun måtte have et øjeblik.
”Jeg hænger frakken ud og sætter vand over til kaffe. Det trænger vi vist til.”
Hun åbnede stuevinduet og skævede til planterne. De så tørstige ud. Birgittes reservebørn.
Hun gik ud i køkkenet og fyldte elkedelen og åbnede et vindue. Gennemtræk.
Uroen trængte ind for alvor. Det prikkede i huden. Hun skyndte sig ind i stuen og håbede, at
hun udstrålede ro. Hun satte sig ved siden af Birgitte og tog hendes hånd.
”Sig noget pjerrot!” Hun forsøgte at smile og fortrød ordvalget og tav stærkt forlegen. Det var
ubehageligt at se velsoignerede Birgitte ligne en sjuske. Birgitte rykkede lidt væk fra hende.
”Jeg lugter. Jeg ved det.”
”Blæs nu på det. Fortæl hvad der er i vejen.”
Hun fik næsten kvalme, da Birgitte tog det fedtede glas og drak. Hun hadede gin. Syntetisk
fyrrenåleduft. Birgitte trak vejret besværet.
”Jeg har været hos lægen. Jeg har en knude i det venstre bryst. Henvist til speciallæge. Om to
dage.”
Hun hørte ordene. Kræft? Grimt ord. Birgitte? Hun var ved at fnise og mærkede kulden brede
sig i rummet, og hendes håndflader var fugtige. Hun rejste sig med et ryk og forsvandt ud i
køkkenet og slukkede for vandet. Hvor var bønnerne. Pulverkaffe. Hun hældte kogende vand
i krusene og bar dem ind. Birgitte trak på smilebåndet.
”Jo, det er kogende vand.”
Hun så befippet ned i krusene og hentede kaffen og skyndte sig tilbage.
”Har du en cognac, Birgitte?”
Hun vidste hvor den var, men hun havde trang til at spørge om noget almindeligt. Hun satte
sig, og Birgitte så alvorligt på hende.
”Jo, jeg er glad for, at du kom.”
159
Hun prøvede at beherske sig, det var Birgitte, det drejede sig om, men tårerne løb nedad hendes kinder. Hun var stakåndet.
”Det behøver ikke at være alvorligt.”
”Ti stille Jo!”
Birgittes stemme tålte ikke modsigelse. Hun ventede. Birgitte var ulykkelig og bange. Det var
tydeligt at se.
”Undskyld Jo…, men jeg er ude af det.”
”Det gør ikke noget. Gå i bad Birgitte, så rydder jeg op. Vi skal også have noget at spise.”
Hun rejste sig beslutsomt.
”Kom så, Birgitte.”
Birgitte sendte hende noget, der kunne være et smil og rejste sig og forsvandt ud i badeværelset. Så dagligdags. Dødens skygge opløstes et øjeblik.
Hun ryddede op på bordet og vandede planterne. Solen stod skråt ind gennem ruderne, som
om intet var forandret, men sygdom og alderdom åd sig langsomt ind på hende, og døden
lurede lige om hjørnet.
”Kom herud Jo!”
Det lød som en ordre, og hun gik modstræbende hen og stillede sig i badeværelsesdøren.
”Mærk her!”
Birgittes stemme var hård og udfordrende.
”Nej!”
Hun trak sig tilbage og mærkede kvalmen i mellemgulvet.
”Kom nu!”
Hun nærmede sig, og Birgitte tog hendes hånd og lagde den på sit bryst. Knuden sad under
huden som et dødens kys. Hun trak hånden til sig og tumlede over til toiletkummen og kastede op. Metastaser. Lange, grønne fangarme, der ubønhørligt greb fat i Birgittes organer og
trak dem til sig og slubrede dem i sig. Birgitte rakte hende en våd klud.
”Det er livet, Jo.”
Birgitte forsvandt ud af badeværelset, og hun satte sig på toiletbrættet og prøvede at få lidt
kontrol over følelserne, og hun hørte Birgitte rumstere i køkkenet. Hun gik modvilligt ud til
hende og satte sig ved køkkenbordet. Birgitte havde taget mad frem. Alting så hverdagsagtigt
ud. Birgitte var klædt på og lignede sig selv igen.
”Vil du have en ostemad?”
160
”Jeg er ikke særlig god til sygdom, det ved du, men jeg skal nok hjælpe dig, så godt jeg kan.”
Hun skammede sig over sin væremåde.
”Tak, Jo. Det håber jeg.”
Birgitte åbnede konditoræsken. Flødeskumskager med syltetøjsklatter. Hun stillede æsken
hen på bordet.
”Hvorfor kom du? Du plejer ikke at komme dumpende.”
”Jeg gik en tur på Lange Linie. En pludselig indskydelse.”
Hun kunne ikke fortælle Birgitte noget glædeligt nu. Eller ville det opmuntre hende? Hun så
på kagerne; de lignede hvide bryster med blødende vorter. Hun fik en sur smag i munden.
Birgitte rakte hende et stykke mad. Hun rystede på hovedet.
”Hvordan med Peter?”
”Peter? Nå det gik meget godt. Vi havde en hyggelig dag. Vi har ikke aftalt at mødes igen.”
Hun var pludselig lettet over fiaskoen. Det var besværligt at lyve, og lige nu kunne hun slet
ikke fortælle Birgitte, at hun gerne ville se ham igen.
”Karen ringede. Børnene vil gerne se mig.”
Det lød af ingenting, og Birgitte hørte det vist ikke engang. Hvornår kunne hun gå? Birgitte
vendte sig; så direkte på hende.
”Tager du med på landet?”
Hun vidste ikke … hvis Peter ringede. Hun fiskede omstændelig sin kalender frem.
”Jeg kan ikke de næste par dage. Jeg har et par aftaler. Tandlæge og fodpleje.”
Hun så taknemmelig sin skrift på papiret og skammede sig og rejste sig impulsivt.
”Jeg er så bekymret, Birgitte; hvad skal der blive af os?”
Birgitte stod helt stille og så ud ad vinduet. Hun søgte efter ord. Hun var bevæget.
”Jeg har sommetider forbandet min tilværelse langt væk. Nu synes jeg, at nemesis griner ad
mig. Jeg elsker mit liv, Jo.”
Birgitte vendte sig om, og hendes ansigt var fortrukket, og hun kunne ikke hjælpe hende. Hun
forstod pludselig de gamle mænd, der tog en ung kvinde ind i deres liv. Historieløst. Skabe
sig selv igen. Suge ungdom til sig. Hun længtes efter et par erfaringsløse, stærke mandearme
omkring sin krop, og en duft uden død i sine næsebor. Hun skammede sig. Et modent menneske stak ikke af, når det gjaldt. Hvad var der galt med hende?
”Skal vi se en film, Birgitte?”
Birgitte vendte sig fortørnet. Jo var underlig indimellem. Talte om film.
161
”Hvorfor?”
”Det ved jeg ikke. Det faldt mig ind.”
Hun tog smørebrødsfadet ud af Birgittes hænder og bar det ind i stuen.
”Tag kaffen med ind, Bi.”
Hun så, at det gamle kælenavn formildede Birgitte, og tårerne løb nedad hendes kinder.
”Læg dig ned, Birgitte!”
Hun bredte det smukke slumretæppe ud og lagde det nænsomt omkring den velkendte skikkelse og fandt en film frem satte den i afspilleren og dumpede ned i lænestolen, med benene
på sofakanten. Birgitte greb hendes fødder og begyndte at nulre hendes tæer. Hun følte sig
fanget, men beherskede sin trang til at trække benene til sig, og mærkede nydelsen tage over,
og hun hengav sig til berøringen og filmen. Grebet løsnedes efter nogle minutter, og hun så
tilfreds, at Birgitte var faldet i søvn. En tåre glimtede ved hendes næserod.
Hun trak benene forsigtigt til sig og tog en ostemad. Men størst af alt er kærligheden. Hun så
vemodigt og misundelig på den passionerede kvinde på skærmen.
Birgitte hev en torsk i land og vågnede med et spjæt. Hun skævede op til Jo, der sad sammenkrummet i stolen med tårer i øjnene. Hun ville ikke forstyrre og lå helt stille. To almindelige mennesker i en almindelig stue. En stille, ordløs samhørighed. Væguret over hendes hoved tikkede tik, tak, og fiktionens unge, elskende kvinde døde. Birgitte satte sig op.
”Hvad siger din gud til det her?”
Hun så på Birgitte med et blik, der kom langt væk fra.
”Hvad?”
Hun havde kun opfanget ordet Gud, men hun brød sig ikke om snerten i Birgittes tonefald,
der splintrede den stemning, hun var kommet i. Hun var den unge kvinde, besjælet af en slags
overjordisk kærlighed, eller den unge pige, med evne til fuldendt hengivenhed, hun havde
været engang i tidernes morgen, inden skuffelserne og svigtene udstyrede hende med et beskyttende, dræbende lag mistro. Var det virkeligt nødvendigt at afstumpes for at overleve?
”Hørte du, hvad jeg spurgte om?”
”Jeg troede, du sov.”
Hun orkede ikke at diskutere religion med Birgitte; det endte altid i dårlig stemning.
”Tror du, din gud kan helbrede mig?”
162
Hun mærkede vreden, men beherskede sig. Birgitte var syg og trængte til trøst, men at blande
Gud ind i det … Hun mærkede, hvor træt hun var og havde lyst til at rejse sig og gå, men hun
kunne ikke forlade Birgitte i det humør. Hun rømmede sig.
”Hør Birgitte, hvad med reinkarnationstanken? Den er positiv, synes du ikke? Tænk at få
flere chancer.”
Det var billigt, men hun kunne ikke finde på andet.
”Hold op, Johanne. Senilitet er ikke en følgesygdom til kræften.”
Hun gav et ufrivilligt fnis fra sig og slog hånden for munden.
”Undskyld, Birgitte, men du lød så komisk.”
”Alt forladt.”
Ekkoet fra hendes fnis sad i væggene som en hån mod Birgitte, der så såret på hende. Hvordan havde hun kunnet være så ubetænksom?
”Sig noget, Birgitte. Jeg har sagt, at jeg er ked af, at jeg lo. Det var nervøst.”
”Undskyld, Jo. Tilgiv mig. Du må have din tro i fred … det er mig … jeg er så bange ... og
jeg er vred på mig selv. Det er det værste. Jeg har været træt i lang tid … Jeg vidste, der var
noget galt, men jeg ville ikke vide det. Jeg har det bedst, når jeg sover. Hvad var det, du fortalte om Karen?"
Hun åndede lettet ud, men mistroen sad i hende. Hvis Birgitte …, men hun trængte til at sige
det højt.
”Børnene vil have mig til Jylland. De vil se mig, Birgitte!”
”Herligt.”
Herligt! Hun krympede sig under Birgittes stemme, der havde lydt flad, som om hun var ligeglad.
”Hvornår?”
Hun mærkede pludselig trodsigheden. Sorg og glæde kunne vel stå ved siden af hinanden.
”Om fjorten dages tid. Jeg glæder mig.”
”Tager du af sted?”
”Ja. Måske fejler du ikke noget alvorligt.”
Hun kunne have bidt tungen af. Hun vidste, at ordene var en rød klud lige nu, men hun var
ved at kvæles i al den elendighed. Hun så på uret. Klokken var mange.
”Hvad med drengene, Birgitte?”
Drengene burde vide, at deres mor var syg.
163
”Jeg vil gerne i kontakt med dem, men jeg kender ikke deres seneste adresser, og jeg har slet
ikke lyst til at tale med Michael lige nu.”
”Skal jeg ringe til ham?”
Hun fortrød med det samme, men bordet fangede.
”Jeg taler med ham. Det er det mindste, jeg kan gøre. Prøv at slappe af, Birgitte … Jeg ringer
hjemmefra … jeg vil gerne hjem og vende. Jeg trænger til luft. Følger du mig til bussen? Du
vil også have godt af en mundfuld; … og ring til Vinie, Birgitte, vil du?”
”Ja, mor.”
Hun kunne ikke lade være med at grine. Håbet afløste angsten et øjeblik. Det skulle nok gå alt
sammen.
Bussen nærmede sig, og de omfavnede hinanden, men Birgitte have en grim fornemmelse af,
at Jo helst ikke ville røre hende. Hun var såret, men hun vinkede ihærdigt som hun plejede, da
bussen satte i gang, og vendte sig først, da den var ude af syne. Vejen var forandret. Sommeraftenen var lys og besværlig. Hun hilste på en nabo, der luftede sin hund. Blomsternes dufte
ramte hende provokerende. Selv de smukke latyrus lugtede fælt. Kirkegårdslugt.
Jo kørte væk fra hende. En usynlig barriere var vokset op mellem dem. De døende skilte sig
ud og stod tilbage. Hun skuttede sig. Frøs lidt. Hun måtte tage sig sammen. Begravelsen kunne vel vente lidt endnu. Man skulle ikke tage sorgerne på forskud. Hun skar en grimasse.
Hun ville opereres radikalt. Hun gøs. Leve uden bryster. Flad med ar. Forfængelighed. Et
mindre smukt lig.
Hun skyndte sig ind i lejligheden og rev blusen af og stillede sig foran spejlet. Hun havde
store, smukke, brugte bryster. Hun drejede sig lidt og løftede armene, og brysterne hævede
sig og forsvandt, og hun var pubertetsbarn og flad, og kjolerne ventede på at blive fyldt ud.
Hun gav et hulk fra sig og tog gysende natkjolen på og gik hen til telefonen; ville ringe til
Vinie. Nej, hun ville sove, bare sove.
164
28
Birgitte var ude af syne, og hun var slap af lettelse. Hun så ud i sommeraftenen og var
taknemmelig for frodigheden. Livet gik videre uanset hvad. Hun lukkede øjnene. Hvorfor
havde Birgitte ikke taget imod tilbudet om mammografi? De havde skændtes. Birgitte troede
ikke på undersøgelsen. Dumstædighed. Birgittes skråsikre stil. Vidste alting bedst. Undersøgelsen var bedre end ingenting. Gav en slags tryghed og en følelse af at have gjort noget.
Birgitte var altid så … selvbestaltet … Hun skulle holde op. Det kunne ligeså godt have været
hende … med noget andet …
Burde hun være blevet? Måske, men hun havde måttet væk. Havde vel lov til at trække vejret
et øjeblik. Dumme kone. Kunne have ladet sig undersøge. Hun ville hjem.
Hvilke salmer holdt Birgitte af? Hvem skulle ordne begravelsen? Hun svedte og blusen var
klam. Hun ville gå ind et sted og drikke et glas. Hun så ud ad vinduet og opdagede, at hun var
kørt for langt og trykkede hurtigt på stopknappen.
Hun kendte ikke gaden og så sig undersøgende omkring. Kirken lyste. Dens gamle mure var
genkendelige. Hun gik over og trak i den store, massive kirkedør, men den var låst. Hun knyttede hånden og bankede på træet, men det var urokkeligt og døvt. Hun havde lyst til at sparke, og Vorherre sparkede igen, og hun var omringet af alle sine døde. Nu skulle hun holde
op!
Hun satte sig på en bænk ved døren og tog cigaretterne frem og tændte en. Ligkistesøm. Hun
smed den fra sig og tværede den ud. Det var barnagtigt at ryge, og penge ud af vinduet, og
hun ville ikke dø. Hun rejste sig og slæbte sig over til busstoppestedet.
”Michael”
Stemmen var uden varme, og hun knugede røret krampagtigt og rømmede sig. Hun prøvede
at lyde helt uanfægtet.
”Goddag Michael, du taler med Johanne Bruun. Jeg er Birgittes veninde, jeg…”
”Hvilken Birgitte?”
”Dine børns mor. Hør! Birgitte er syg. Hun vil gerne have drengenes adresser.”
Pausen var elektrisk.
”Aids?”
Hun mærkede ubehaget, men fattede sig nogenlunde.
165
”Undskyld, hvad siger du?”
”Jeg er sikker på, at du hørte, hvad jeg sagde. Det er vel nærliggende med hendes livsstil.”
Han vrængede. Imødekommenhed var umulig her. Han var virkelig såret. Efter alle de år?”
Michael, jeg synes du er uforskammet. Du kender mig ikke. Jeg gør Birgitte en tjeneste. Vil
du være venlig at sende drengenes adresser?”
”Nej!”
Hans afslag var endegyldigt. Hun hørte det, men ville ikke give sig.
”Hvorfor siger du nej?”
”Hun kan selv ringe. Eller forbyder hendes dårlige samvittighed hende at gribe knoglen?”
”Hun har ikke lyst til at tale med dig. Giver du mig deres adresser?”
”Nej min knop.”
Lyden fra røret, der blev smækket på med stor kraft, sang i hendes øre. Hun lagde på og opdagede, at hun rystede. Hans ord rungede i hendes hoved. Vand. Luft og vand.
Hun rejste sig og åbnede et vindue og lænede sig ud. Birgitte. Stakkels Birgitte. Hun måtte
aldrig få noget at vide om den samtale. Hvad skulle hun gøre? Det måtte vente til i morgen.
Hun gik ud i køkkenet og åbnede for vandhanen og plaskede koldt vand i ansigtet og drak
begærligt.
Den mand var værre end Birgittes oplysninger gennem årene. Hvordan havde hun kunnet få
to børn med ham? Han måtte i hvert tilfælde have fremskyndet Birgittes erkendelse. Det kunne ikke have været vanskeligt at forlade ham.
Børnene. Birgitte længtes efter sine børn. Stakkels børn. Den far. Han havde ikke spurgt til
Birgittes sygdom. Han kunne vel ikke for alvor mene, det han sagde? Jo, det gjorde han vist.
Hun åbnede for fjernsynet og lagde sig på sofaen og lukkede øjnene. Birgitte havde sagt …
’Det var vel ikke voldtægt, han var bare stærkest. Vi var kærester.’ Hun havde troet, det var
Birgittes sædvanlige ironiske facon, men den mand var i stand til alt; det var tydeligt.
Drengene var voksne nu. Hvordan var de skruet sammen i hovederne? Hjernevask i barndommen; det måtte det være, men de var voksne nu. Den Far!
Hun ville skrive til Charles og Birte. Charles kunne måske lokke en mand til mand aftale ud
af uhyret. Han kunne måske få ham til at føle sig ædelmodig. Hun rejste sig. Ja, et brev var
bedst. Hvis Birgitte blev utålmodig, ville hun sige, at hun ikke havde fået fat i Michael endnu.
Hvor meget vidste Charles om Birgittes ægteskab. Det lod til, at åbenheden ikke var så stor,
som hun havde troet, men noget måtte han vide. Det var besværligt. Hvorfor havde hun lovet
166
at få fat i adresserne? Skrøbelige tilværelse. Det skulle blive ganske almindelig hverdag igen.
Hvis Birgitte døde? Hvorfor havde hun ikke ladet sig undersøge? Brevet måtte vente til i
morgen. Hun kunne ringe til Birgitte og forklare. Nej.
Mad. Hun gik ud i køkkenet og skar en skive frisk kernebrød. Tandsmør og honning. To
stykker! Krydderboller; ristede i ovnen søndag morgen. Gult smør, der smeltede og smagte
salt, og løb nedad hagen. Søndag var smørdag. Den eneste i ugen. Hverdagenes margarinemadder var glemt. Den lille pige besluttede, at hun aldrig, aldrig ville spise margarine, når
hun blev stor og havde penge. Smør var kløvermarker og mælkebøtter og sommer og gumlende køer, der så troskyldigt op fra frodigheden, når hun gik forbi dem. Smør var fred. Margarine, eller var det kunsthonning og Ramona, var krig. Hendes friske unge næsebor og
smagsløg led, og hun fablede om nyslynget honning hos bedstemoderen. Store skiver friskt
sigtebrød med smør og gylden honning, der glinsede i solen.
Hun satte sig ind i sofaen og lod smør og honning fylde sanserne. Madens bløde konsistens
lagde en lindrende hinde henover smerten. Telefonen ringede. Hun havde glemt køkkenrullen
og slikkede fingrene, der klistrede og satte mærker på røret.
”Hallo?”
”Hallo Johanne! Det er Peter. Tak for sidst.”
”Peter! Åh. Selv tak. Det var en rar dag.”
Hvor lød han venlig? Hun hostede.
”Undskyld. Jeg troede ikke, jeg hørte mere fra dig.”
”Hvorfor dog ikke?”
Han lød forbavset, men hun var sikker på, at han kedede sig forleden dag. Han kedede sig
måske også i dag.
”Jeg ved det ikke. Det var en fornemmelse.”
”Jamen den var forkert. Jeg ringer faktisk for at spørge dig, om du vil besøge mig i sommerhuset et par dage. Det er i nærheden af din venindes. Birgitte hedder hun, ikke …? Hm … det
er et smukt sted.”
”Det lyder fristende Peter. Hvornår skulle det være?”
Aldrig mere alene. Ikke dø alene. Ligge i en uge og lugte.
”Hvad med i morgen formiddag?”
”Det er umuligt. Jeg har et par aftaler. Torsdag. Hvad siger du til torsdag?”
”Fint Johanne, jeg henter dig.”
167
”Nej. Nej tak, det er ikke nødvendigt. Hent mig på stationen. Jeg ringer tiden, hvis jeg får dit
telefonnummer…?”
”Vi ses. Jeg glæder mig til at se dig.”
”Ja. I lige måde. På gensyn Peter.”
Hun lagde røret på. Han havde taget fusen på hende. Hun smilede; glædede sig pludselig.
Prinsen på den hvide hest. Hun kunne køre med Birgitte, når hun skulle på landet. Var det
ondt? Herregud, hun havde vel lov til at være her.
Hvis nu Peter og hun … hun så sig omkring i stuen. De velkendte ting havde bundet hende på
hænder og fødder. Hun huskede sin gamle drøm om at kyle sit jordiske gods langt væk; kassere minderne og være en slags … historieløs; sidde på en pude på gulvet og se på hvidkalkede vægge og store vinduer, der var åbne ud mod en ny og spændende verden, helt uden fortidens fnuller. Selvfølgelig var det en barnagtig drøm. Hukommelsen gav sig ikke, men holdt
på både godt og skidt, som det passede den.
Hun stirrede på den smukke kammerstage. Den fortjente håndstøbte lys i naturens egne farver, og ikke de sædvanlige billige tilbudslys.
Hvad ville hun redde, hvis huset brændte? Ikke meget, når det kom til stykket. Hun vidste
det. Hvordan var det gået til, at hun havde gjort sig afhængig af alle disse ydre værn, og tillagde dem en tryghedsværdi, der var falsk, men hun havde tænkt, at hvis ensomheden indhentede hende for alvor, ville hun kunne søge trøst i tingene og deres historie, men historien var
hendes. Tingene var livløse, og hvis andre mennesker ikke så på dem sammen med hende, og
hun kunne fortælle om dem, var de ingenting.
Hvorfor havde hun aldrig for alvor formået at knytte sig til andre mennesker? Hvorfor havde
hun bildt sig ind, at livløshed var betydningsfuldere, end levende væsener? Hun vidste det;
tingene foregav stabilitet. Det gjorde mennesker ikke; de forsvandt eller forandrede sig til
ukendelighed, men de var levende og spændende eller besværlige og uafhængige af hendes
humør, hvis de ville. Tingene forandrede sig også hele tiden, men kun i kraft af hendes humør.
Hendes følelser for ting havde i virkeligheden altid været blandede. De første smukke møbler
hun købte og bekymringen for ildebrand, der fulgte med.
Vandre udad landevejen, med en rygsæk som eneste bagage. Møde hver time, hvert sekund
med nye øjne og uden forsikring om noget som helst. Åbne sanserne og suge ind. Træffe
mennesker og være den rolle, der passede til sindet.
168
Hængedynd. Hun sad fast i det til halsen. Birgittes sygdom og langsomme forrådnelse. Kræft,
der åd sig ind i blodbaner og organer. Charles sygdom. Michaels modbydelighed. Hendes
ubønhørlige ældningsproces. Børnene. Hvordan ville de kunne se på hende med nye øjne?
Hun var den samme gamle, flygtige natur, hun altid havde været. Hun ville skuffe dem. Hun
var dødtræt på forhånd. Peter. Kunne de begynde forfra? Nej, han havde opsøgt hende på
grund af fortiden.
Pilgrimsrejse. Ligge i en grøftekant og betragte fuglenes flugt. Ikke vide, hvor hun var om
nogle minutter. Leve fra hånden i munden. Dø i en skov med ryggen mod livet.
Hun rejste sig og tog støvsugeren. Hun hadede rengøring, og nips, der samlede støv. Hun
tændte for den og den hvæsede ad hende og åd hendes kræfter. Alt det ville hun være fri for,
hvis hun gik sin vej. Forsvandt ud i den blå luft.
Hvad var det for nogen forkælede ideer? Hun havde varme og mad og et hjem og et land, hun
hørte til; alt det tusinder af mennesker ønskede brændende og flygtede til. Hun havde haft
valgmuligheder hver dag, og hvis hun havde valgt forkert, var det først og fremmest hendes
egen skyld, ligesom forleden, da hun var i færd med at vælge Peter fra.
Birgitte var syg, og hun tænkte på at løbe sin vej! Hun slukkede for støvsugeren og lod blikket løbe rundt. Overblik. Hun ville skrive til Charles nu. Nu!
169
29
Hun klædte sig omhyggeligt på og så sig i spejlet, der var lettere dugget, men hun havde ikke lyst til at tørre det af. Det var aldrig flatterende med et blankt glas, når lyset stod ind
fra højre. Det viste uheldige skygger, som hun plejede at acceptere med et skuldertræk. Men
ikke i dag. Øjnene var tomme. Hun så det. Bundløse brønde. Hun havde set dette blik hos sin
far, kort tid inden han døde. Stillestående og uudgrundeligt. Hun skjulte fortvivlet ansigtet i
hænderne og pressede fingrene mod øjenlågene.
Hvorfor havde Jo ikke tilbudt at følge hende? Mon hun havde fået fat i Michael? Børnene.
Hvad skulle der blive af dem? Hun mærkede en svag panik. Det lignede hende ikke, men
ingenting var, som det plejede at være. Hun satte sig og så rundt i stuen, som om hun tog
afsked. Hun måtte tage sig sammen. Hun ville ringe til Vinie.
”Det er Vinie.”
Stemmen var lys og hæsblæsende.
”Vinie, det er Birgitte. Jeg håber ikke, jeg forstyrrer dig. Har du et par timer tilovers? Nu!”
Hun lød desperat, men det var der ikke noget at gøre ved. Hun var desperat.
”Ja, jeg har tid.”
Vinies svar kom hurtigt, uden den mindste tøven. Hun slappede lidt af.
”Vil du møde mig på Kongens Nytorv om en time? Jeg skal nok forklare, men ikke i telefonen.”
”I orden, kære. Tag det lidt med ro. Jeg kommer.”
”Tak Vinie. Vi ses.”
Lettelsen slog hende næsten omkuld. Hun ville tage vognen. Kunne ikke se andre mennesker
i øjnene. Nej taxi. Det var ikke forsvarligt at køre i hendes tilstand. Hun måtte ringe til Vinie
igen.
”Ja?”
”Vinie tag en vogn og kør forbi mig. Vi tager et glas, når vi ses. Om en time. Hej så længe.”
Tre timers uudholdelig ventetid og ildelugtende sved. Eksamensskræk. Ventetid på gangen,
inden læreren kom ud med den afgørende karakter. Hun ville ikke drikke nu. Måtte holde den
sugende fornemmelse i maven ud. Sove, sove. Søvn og glemsel.
Hun stirrede på planterne. Ville de overleve hende? Hvem skulle overtage dem? Hun ville
leve lykkeligt med verdens grimmeste ar henover en flad brystkasse. Hun ville leve.
170
Da hun kom ud fra konsultationen, rejste Vinie sig hurtigt, parat til at trøste, og hun skyndte
sig at sende hende et stort smil.
”Det knækkede væmmeligt, da han klippede knuden. Jeg kunne ikke se det. Jeg lå bag en
skærm. Jeg kunne høre det. Knæk, knæk. Jeg så den. Den lignede nærmest en halv valnød,
men den var lyserød og fin og glat. Ih, hvor jeg rapper.”
Hun tog Vinie om livet og snurrede hende rundt.
”Jeg så glad. Ti dage inden svaret kommer, men lægen sagde, at den højst sandsynlig er godartet. Det skal den være. Vi skal fejre det. Vi går på værtshus. Vinie, jeg vil give dig hele
verden. Tak fordi du er her. Kom!”
Hun trak af sted med Vinie, der overgav sig smilende, og grimasserede til den bekymrede
kvinde, der ventede på tur.
”Held og lykke.”
De skråede over Kongens Nytorv. Solen skinnede. En smuk dag, men de store skyggefulde
træer manglede. Hvor havde Jo og hun siddet her på en bænk mange gange og spist is eller
italiensk nougat fra Magasin og kommenteret de forbipasserende. Det var inden verden gik af
lave. Hun skævede til Vinie og ønskede, hun var Jo og tog hende venskabeligt under armen.
”Kom Vinie. Vi går i Nyhavn og får en drink.”
Ankeret stod sort og trygt på sin plads. Lige efter krigen havde der stået et laurbærkors. Hun
havde været inde og se det sammen med sine forældre. Nyhavns før så slemme side var blevet mondæn, hvor sommerklædte, sorgløse mennesker sad som sild i en tønde langs kajen.
Hun standsede og sugede folk, både og vandet ind. Hun tog Vinies hånd.
”Kom! Nu skal vi feste.”
Hun vågnede med metalsmag i munden. Den var blevet høj i går. De havde mødt et norsk
selskab. Solide, velklædte kvinder og mænd på forretningsrejse. De havde siddet midt i solen
og var blevet forbrødrede og havde grinet og fortalt anekdoter og nordmændenes klingende
mål var friskt midt i det flade københavnske.
Hun stod op og mærkede svimmelheden. Hvordan var hun egentlig kommet hjem? Og Vinie?
Hun gik ind i stuen og så på tøjet, der lå spredt over det hele, og der stod smørrebrødsrester
på sofabordet. Hun lo stille. Hun var usårlig i dag. Knuden var garanteret godartet, men man
skulle ikke sælge skinnet, før bjørnen var skudt, sagde hendes far altid.
171
Hun gik ud i køkkenet og blandede et glas vand med sukker og salt og drak det. Det smagte
afskyeligt, men man sagde, det hjalp. Der havde været misstemning et øjeblik i går. Hvad var
det nu?
Jo, en flok mørke knægte kom forbi, støjende og kejtede. Deres stemmer dundrede igennem
den almindelige bølgende snak og latter, og hun havde råbt, hvorfor de var så højrøstede på et
sprog, hun ikke kendte. De havde givet hende fingeren. Nordmændene var blevet forlegne,
men det var sgu rigtigt. Det var det samme i busserne. Det ville tjene dem bedst at tale dansk
på offentlige steder, så man var helt sikker på, at det ikke var danskerne de morede sig over
eller sladrede om. Hun havde heldigvis klovnet med sine skæve øjne og nordmændene og
Vinie grinede.
Det danske sprog var for pokker en næsten usynlig sten i Babelstårnets mure. Der var grund
til at værne om det. De unge danskere var anglofile og amerikaniserede.
Kaffe og et bad, og så ville hun ringe til Vinie og sige tak for i går og invitere hende og John
på landet et par dage, og ringe til Jo. Vinie og John kunne få gæsteværelset, og så måtte Jo for
en gangs skyld sove sammen med hende. God ide.
Hun vendte sig sukkende om mod Birgitte, der stirrede koncentreret ud af forruden, og så
indtrængende på den sammenbidte profil.
”Birgitte, hør nu her! Der er ikke noget at være såret over.”
Birgitte klaskede hånden ned i rattet. Bilen svingede lidt til venstre, og hun så forskrækket på
hende.
”Hold op, Jo! Jeg troede ikke, du kunne opføre dig så dumt. Du lød som om Peter var ude af
billedet, og jeg har inviteret Vinie og John og sagt, at du kommer.”
”Jamen så er der slet ikke plads til mig… Birgitte, det kun et par dage.”
Hun var mat af anstrengelse og ved at blive vred. Hvad bildte Birgitte sig ind? Det var latterligt med de ægteskabslignende skærmydsler. Det var kvalmende, og Birgitte gramsede på
hende.
Hun prøvede at slappe af. Linedans. Det nyttede ikke at hidse sig op. Det var vel ufølsomt og
selvoptaget af hende at bede om kørelejlighed. Den forbandede hofte. Hun var blevet så afhængig af andre, men Birgitte forlangte en taknemmelighed, hun ikke kunne honorere.
Hvis Peter havde hentet hende, var det ikke sket. Hvorfor var hun så forfængelig? Hendes
boligforhold kom ikke ham ved. Hun ville jo ikke såre Birgitte; slet ikke nu, hvor hun havde
172
sin sygdom at tænke på. Hvor var det besværligt alt sammen. Hun var ked af det. Hun skulle
have tænkt sig om og taget besværet med toget, men hvis Birgitte havde opdaget det, havde
det vel også været forkert, og det hele skyldtes, at hun ikke havde turdet fortælle Birgitte om
Peters tilbud og såre hende.
Hun havde ikke villet gøre Birgitte forlegen, men det var også vigtigt, at Birgitte vidste, at
hun glædede sig til at se Peter. Nu var det nærmest, som om han bortførte hende. Hun havde
vel også haft en halv aftale med Birgitte.
”Undskyld Birgitte. Prøv nu at smile lidt.”
Hun lød alt for indsmigrende.
”Charles har skaffet dig drengenes adresser, og knuden er højst sandsynlig godartet. Du har
da meget at være glad for, og det er kun et par dage. Så kommer jeg over.”
Hun ville under ingen omstændigheder sove i samme værelse som Birgitte. I øvrigt heller
ikke med Peter, hvis det kunne trøste hende. Ikke med nogen som helst.
Hun så Birgittes kæber kværne, og fra nu af ville hun tale til en mur, uanset hvad hun sagde.
Hun kendte Birgitte, når hun var gal.
Hvorfor havde Birgitte i øvrigt ikke ringet til hende, inden undersøgelsen, men valgt Vinie og
festet sammen med hende bagefter, imens hun sad alene og var bange? Hun havde lyst til at
spørge, men hun gjorde det ikke. Hun rykkede hen mod vinduet. Trængte til luft. Hvordan
kunne hun sætte Birgitte på plads, uden at blive uvenner med hende for alvor?
Fortielser og halve sandheder var opslidende, og det var helt forkert at skulle lægge bånd på
sin glæde hele tiden, fordi hun var konfliktsky. Hun vidste det godt. Morens humørsvingninger havde lært hende at være på vagt, og der skulle ikke meget modstand til, inden hun var
syv år igen.
”Hvordan går det med Charles, Birgitte?”
”Udmærket.”
”Hvordan har han det, Birgitte?”
Hun hørte Birgitte sukke. Nu blev hun god igen.
”Han har pæne chancer, men han er ikke særlig optimistisk. Birte mener, at det er, fordi han
er så medtaget efter hver behandling. Hun er langt nede.”
”Ja, det er klart. Det må være skræmmende for hende. Jeg kan slet ikke forestille mig Birte
uden Charles.”
Afhængighed. Total overgivelse. Den var altædende.
173
”De problemer har vi singler heldigvis ikke, hvad Birgitte?”
Hvad var det hun sagde? Sommetider hadede hun sig selv.
”Hvor er jeg dum at høre på.”
Birgitte trak heldigvis på smilebåndet.
”Det har du ret i. Du er sgu ikke lige heldig hver gang.”
”Nej, det må du nok sige. Birgitte, jeg har været helt slået ud over dig. Jeg beder til, at den
knude ikke er ondartet. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden dig, et eller andet sted i verden.”
”Det er dejligt at høre, Jo. Spiser du frokost sammen med os og hilser på Vinie og John?”
Hun mærkede anspændelsen igen. Forstod Birgitte ingenting? Var det virkelig nødvendigt at
begynde forfra og såre hende endnu mere?
”Peter venter mig. Jeg må have din herlige frokost til gode.”
Hun fnisede nervøst og havde luft i maven.
”Jaså! Din plan er altså, at jeg sætte dig af hos din elsker, som jeg ikke kan fordrage?”
”Ja tak, hvis det ikke er for stor ulejlighed.”
Hvordan skulle hun ellers komme derhen? Narrespil.
Birgitte satte hende af et par husnumre fra Peters, og hun syntes, at hun var lidt barnagtig.
Birgitte plejede ikke at være bange for at tage tyren ved hornene. Da hun bøjede sig ind og
ville kysse hende på kinden, rykkede hun hovedet væk, og hun var ved at få overbalance. Hun
kvalte et fnis. Trutmund på afveje. Birgitte var altså stadig vred eller skuffet. Det var dejligt
at slippe for hende.
174
30
Hun vinkede efter bilen, Birgitte startede hidsigt, og pustede lettet ud, da den drejede
om hjørnet og hvirvlede støv op, og hankede op i weekend kufferten, der var alt for tung. Hun
måtte have en på hjul ved lejlighed. Det jog gennem hoften, og hun slap den og gik hen imod
huset. Hendes mave rumlede. Hun havde det ligesom dengang, hun skulle til sit første stævnemøde. Hun fumlede i tasken efter pillerne og slugte en ketogan med et par mundfulde dovent vand fra flasken, hun vanemæssigt havde med overalt, og purrede op i håret. Øjenvipperne var nyfarvede og gav ansigtet lidt karakter. Blusen og bukserne var bekvemme; hendes
yndlings. Slidte sutteklude. Aldrig mere skæve, gule dragter.
Hun rankede ryggen og koncentrerede sig indædt om ikke at halte, ville ikke halte, når han
fik øje på hende, og gik hen til lågen og stod lidt og betragtede det store hus, der lå fornemt
tilbagetrukket forenden af en fløjlsgræsplæne med velplejede buske og småtræer i klynger og
ikke en eneste lille bellis eller mælkebøtte.
Hun vendte ryggen til huset og skimtede vandet igennem hybenbuske og hørte dets lette susen, der blandede sig med humlebiernes summen og enkelte fuglefløjt. Duftene var berusende, og hvor var der fredeligt. Den lette knitren fra gruset under hendes sandaler lød næsten
anmasende. Hun nød det sansemættede øjeblik i fulde drag og lagde prøvende munden i smilende folder. Den dirrede.
Peter stod på en overdækket veranda, med planter og farvestrålende blomster i store, sydlandsk udseende potter, der stod på den overdækkede veranda. Næsten en udestue, hvor man
kunne sidde trygt og beskyttet i sommerregn og høre regndråbernes trommen mod taget.
Han var ved at dække bord og rettede på servicet. Rollen klædte ham. Han virkede afslappet.
Hun stillede sig, så han fik øje på hende, når han vendte sig.
”Hallo Peter!”
Hun havde en skrubtudse i halsen, men stemmen lød højere, end hun havde tænkt sig, og hun
så sig uvilkårligt omkring. Kvarteret var vist ikke til højrøstet adfærd. Peter vendte sig og
vinkede og kom smilende hen imod hende. Han var smuk, da han kom ned mod hende.
”Velkommen Johanne. God tur?”
”Ja tak, udmærket. Jeg er glad for, at du ville se mig.”
Hun følte sig forfærdeligt akavet og strakte sig og kyssede ham på kinden.
”Hvor er her dejligt.”
175
Hendes arme fejede kejtede henover græsplænen op mod huset, og hun drejede sig og pegede
ud mod vandet og stod med ryggen halvt vendt bort fra ham. Hun måtte have kontrol over
munden.
”Vil du tage min kuffert?”
Hun pegede og nød ham, da han hentede den. Brun og veltrænet og klædt på til frokost. Ingen
bar mave og lår midt i maden.
”Hvor er hunden?”
Hun havde ventet en hund komme farende. Han grinede lidt undskyldende.
”Her er sgu ingen hund. Vennerne findes, men de bor længere nede ad vejen. Kom nu skal
jeg vise dig værelset, og så er frokosten klar, Du kan tro, jeg har gjort mig umage.”
Han vendte sig og lo til hende. Hun undrede sig. Hvorfor alle de krumspring? Nå, det kom
ikke hende ved.
”Det bliver dejligt med noget mad Peter. Jeg er hundesulten.”
Han så på hende med glimt i øjnene. De små, gyldne hår på hans brune arme var fristende. At
lade sin hånd glide blidt henover dem…
Hun tog sandalerne af og mærkede græssets kølige blødhed, og et sekund kom barndommen
tæt på.
Huset var meget stort og hvidkalket med sort tegltag, der skinnede blåsort i solen. Smukt. Det
mindede hende om et gammelt landsted bortset fra panoramavinduerne, der bredte sig i hele
husets længde. Hun anede køkkenet til venstre. Kobber.
De gik ind i en forstue på størrelse med hendes soveværelse og videre ind gennem et stort,
lyst rum med arkitektmøbler i bedste kvalitet, blandet med enkelte antikviteter, der stod brune
og blanke og skabte kontrast til de lysere, moderne møbler. Et enormt beige - og ruststribet
hjørnearrangement, med puder og tæpper, indbød til afslappede, hyggelige stunder i en harmonisk families skød. Stuen gik i et med køkkenet. Husmoren havde en chance her. Kobbertøjet skinnede, og stilheden var næsten højtidelig.
”Kom, vi skal op på første sal.”
En bred gedigen trappe med blå løber tårnede sig op foran hende, og hun sukkede lydløst og
tog fat i gelænderet og halvt gik halvt trak sig opad.
”Gæsteværelset!”
Han åbnede døren og trådte til side, og hun var rigtig glad, for første gang, siden hun stod
hjemme i gaden og ventede på Birgitte.
176
”Hvor er her yndigt Peter.”
Hun vendte sig impulsivt om og smilede stort til ham.
”Det er alt hvad jeg kan ønske mig.”
Han stod med armene langs kroppen og der var noget sårbart over ham. Hans ansigt lyste af
stolthed.
”Jeg har slidt for det. Badeværelset ligger overfor. Find dig tilrette og kom så ned. Frokosten
er næsten parat. Jeg ordner lige det sidste.”
Han forsvandt fløjtende, og hun lukkede døren og gik over de lyse gulvbrædder med kludetæpper i afdæmpede farver, ud på den lille balkon, hvor hun dumpede ned i en kraftigt flettet
kurvestol med naturfarvede hynder. Udsigten nedover græsplænen ud mod vandet fik tårerne
frem i hendes øjne. Hun blinkede et par gange. Askepot!
Hun rejste sig og gik tilbage til værelset, der var stort og luftigt, med æblegrønne, sarte vægge
og rart indrettet. Ellen havde haft sans for det. Den store mahogniseng med det buede hovedgærde mindede hende om bedstemoderens gæsteseng med de tunge dyner. Hele møblementet
lignede arvegods. Her var plads til nostalgi. Sengetæppets hjemmegjorte udseende indbød til
samvær. Værelset udtrykte Ellens værtindeside.
Værelset var personligt uden at være privat. Ingen gamle familiefotos eller souvenirs fra hendes og Peters fælles liv. Her kunne hun godt sove.
Hun gik ud på gangen og åbnede døren til badeværelset. Nedsænket badekar og oval håndvask og tykke håndklæder. Hvilken velstand. Det var den rene luksus. Hun åbnede messinghanen og vaskede hænder og kneb øjnene sammen et par gange og gned sine kinder. Peter
råbte.
”Så er der mad, madame.”
”Tak Peter.”
Hendes stemme løb foran hende nedad trapperne, og hun var parat til et par dejlige dage.
Birgitte var gal på sig selv. Hvorfor vendte hun ansigtet væk, da Jo ville kysse hende? Hun
var efterhånden verdensmester i ubehersket opførsel. Det lignede hende ikke. Havde hun ikke
set antydning af smil i Jos ansigt, inden hun vendte sig? Hun så på uret. For pokker, klokken
var mange. Vinie og John skulle ikke komme til en lukket dør.
177
Hun drejede skarpt ud på landevejen og undgik med nød og næppe at ramme et pindsvin.
Dumme, sårbare dyr. Hvad hjalp alle dets pigge det? Hun standsede ved et vejskilt, der reklamerede med friske æg. Mon de også havde purløg? Hun ville lave en stor æggekage.
En ung højgravid kvinde med et lettere udflydende ansigt kom ud af stuehuset og tørrede sine
hænder i et blomstret forklæde, der lignede en lap midt på den store mave. Hun stod ud af
bilen.
”Davs, jeg vil gerne købe tolv æg.”
Den unge kvinde smilede træt, men hun så tilfreds ud.
”Hvad er det her for et sted?”
Kvinden så stolt udover den store køkkenhave, hvor en del mennesker gik med rumperne i
vejret.
”Vi er nogle stykker, der prøver at få et økologisk brug op at stå. Vi købte stedet af en gammel husmand, der kom på plejehjem. Det er et stort arbejde. Vi er københavnere. Vores venner hjælper os med ukrudtet mod at få kost og logi … Nu skal jeg hente æggene.”
Kvinden havde slået opgivende ud med armene, men hun var snaksalig og stolt over at vise
herlighederne frem, selvom det hele så lidt forfaldent ud, og hun mærkede et lille stik ved
hjertet. Fællesskab. Barn i vente. Livet foran sig. Kvinden kom tilbage med æggene. Der var
små dun på skallerne.
”De er ikke vaskede. Vi mener, de er bedre beskyttede uden.”
”Tak skal du have. De er flotte.”
Hun betalte og løftede hånden til hilsen, og kvinden vinkede tilbage. Purløg. Nå, det havde
købmanden vel. Hun nåede hjem og drejede ind i indkørslen. Vinies bil stod parkeret. Så kom
hun alligevel for sent. Hun fik øje på en seddel på udebordet. Vinies store stejlskrift bredte
sig flot på siden. ’Hej smukke, vi er gået ned for at få en dukkert. Kys og på gensyn. Vinie.’
Purløg!
Hun åbnede døren og snusede ind. Der lugtede. Cigaretter. De havde glemt at lufte grundigt
ud efter festen. Nej, Jo havde glemt det. Det var hendes domæne. Hun åbnede vinduerne og
satte sig træt ned ved køkkenbordet. Hun orkede ikke at have gæster; kunne ikke holde ud at
være tredje hjul i en gig. Hun rejste sig og gik ind til telefonen. Ville ringe til Kirsten og invitere hende op i landluften et par dage. Det var på tide. Hun ville blæse på Bent; ville ikke se
ham mere.
178
Hun løftede røret, men så i det samme Bent komme gående. Hele hans figur udtrykte velvilje,
som sædvanlig. Hun lagde røret på og gik ud og stod og betragtede ham hvast.
”Hej Birgitte. Jeg så din bil. Hvordan går det? Giver du frokost?”
Det var nu eller aldrig. Aldrig. Ikke lige nu. De havde kendt hinanden siden barndommen.
”Hej Bent. Ja, du kan godt spise med. Kan du skaffe noget purløg? Jeg vil lave en æggekage.
Venter et par gæster.”
Hun slog ud mod bilen. Han kunne hjælpe hende over ubalancen. Nu var de i hvert tilfælde to
par.
”Hvor er Trine?”
”Trine?”
Det gibbede i ham, det var hun sikker på.
”Trine er på en opgave. Arbejde. Var det purløg du sagde?”
”Ja tak.”
Han rejste sig, og hun gik ind i køkkenet. Han lignede sig selv. Jo lignede sig selv, men alt
var forandret. Hun lignede vel også sig selv, når hun om lidt kom ud med en stor æggekage
og et stort imødekommende smil om munden.
179
31
”Hvorfor rejste du dengang?”
Hun lå i sofaen og Peter sad henslængt i hjørnet. Hun satte sig op og så intenst på ham.
”Fordi jeg blev arbejdsløs.”
Hans udtryk forandredes, og hun tvivlede på, at han nogensinde tænkt nærmere over, hvad
han havde været med til dengang?
Hun tog sit glas og nippede til den fyldige portvin. Han havde lignet en lille forventningsfuld
dreng, da hun generøst og lettere beruset lovede, at hun ville bage pandekager, og han havde
ædt, som en lille hungerramt dreng, og hun havde nydt hans nydelse. Nu havde hun ødelagt
alting.
”Peter, det var grimt at miste arbejdet, for det var umuligt at få noget andet i det område. Jeg
var selvlært, ved du.”
Han rejste sig.
”Du ved da, at det var mit job.”
”Ja … men det er da ingen undskyldning.”
Hun var ikke stærk nok, og det var ikke en dårlig stemning værd.
”Nå, men jeg længtes også tilbage. Jeg var ved at blive kvalt. Alle kendte alle. Jeg forestillede
mig, at jeg kunne begynde forfra, hvis jeg kom til København.”
”Kunne du?”
”Nej, der var børnene. Jeg savnede dem og alting var forandret. Naturligvis var det det. Jeg
drømte.”
Han stillede sig foran hende og så ned i gulvet. Skoleret?
”Da Ellen var faldet lidt til ro, ledte jeg efter dig, men du var sunket i jorden. Ingen vidste
noget.”
”Nej, jeg listede nærmest væk om natten. Jeg tog mit pigenavn igen og boede et stykke tid
hos mine forældre og derefter hos en ven. Hende, jeg har fortalt dig om. Jeg var servitrice
nogle år, men jeg drak med gæsterne og gik fuldstændig ned med flaget. Drikkeriet tog overhånd. Jeg havde jo også trænet flittigt i Jylland.”
Hun skar en grimasse og så væk.
”Jeg var hele tiden rasende, mest på dig. Alting var din skyld, i hvert tilfælde i mange år.”
”Min skyld? Herregud, Jo, vi var sgu voksne.”
180
”Jeg ved ikke, hvad jeg var, men til sidst fik Birgitte mig på højkant. Jeg skylder hende alt.”
”Hvordan … alt?”
”Hvad mener du? Hun havde mig i terapi, og senere blev vi venner. Peter, hvorfor er du interesseret i hende? Vi talte om arbejdet!”
”Det er en menneskealder siden.”
Han satte sig og så pludselig træt ud, og hendes stædighed ødelagde deres aften, men hun
ville sige, hvad hun følte eller i hvert tilfælde havde følt dengang. Han var i hvert tilfælde
delvis skyld i, at hendes liv havde forandret sig radikalt?
”Peter du skal lige høre, hvordan jeg havde det, for jeg synes ikke, at du bare skal vaske dine
hænder…Os, der blev afskediget dengang betragtede dig nærmest som en slags bøddel. Når
vi var ekstra grove, sammenlignede vi dig med Hitlers håndlangere i KZ - lejrene eller andre
steder, hvor kadaverdisciplin bliver brugt. De udførte en ordre, men det kan ikke frikende
dem.”
Han så på hende, som om han troede, det var noget hun fandt på, men rundt i krogene havde
foragten for Tom og Peter været stor, og hun havde skammet sig over at være hans elskerinde; en anden Eva Braun! Han satte sig med front til hende.
”Har du mere på hjerte, nu du er så godt i gang?”
”Ja. Jeg ved godt, det er en grum sammenligning, men det er der ikke noget at gøre ved.
Unoderne begynder altid i det små… og du havde oven i købet et valg, Peter. Der var ingen,
der stod med et geværløb mod din tinding.”
Hun tørrede sig over panden. Nu var det hele sagt højt. Han var vred. Hun så det. Mon Birgitte kunne lokkes til at hente hende? Han begyndte at vandre op og ned af gulvet.
”Hvis det ikke havde været mig, havde det været en anden, og arbejdsløsheden truede sgu
også mig. Det var et vellønnet job, og der var lige med et bud efter mig. Vi havde købt hus
over evne, og Ellen havde aldrig lært noget. Børnene skulle have en uddannelse.”
Det hus og de uddannelser var skabt af arbejdsløse skygger. Hvor var der mange, der havde
måttet forlade deres. Hun tog sig sammen; ville ikke rejse så hurtigt. Hun måtte glatte ud,
uden at give sig alt for meget.
”Var det ikke fandens oldemor, der døde af undskyldninger?”
Hun forsøgte at smile og solgte sig selv. Glattede ud indtil hun blev usynlig igen og forsvandt.
”Peter, nu har jeg sagt, hvad jeg ville.”
181
Hun så spændt og nervøst på ham. Han vaklede. Det var tydeligt at se i hans ansigt.
Hun lagde hovedet overdrevent på skrå og sugede kinderne ind, og han kunne heldigvis ikke
lade være med at trække på smilebåndet. Hun anede ikke, hvor hun fik kræfterne fra.
”Kom og sæt dig, Peter.”
”Du er sgu penge værd, Johanne. Slår mig på den ene kind og klapper den anden.”
”Jeg troede, jeg ville hævne mig på dig, men jeg har ikke lyst.”
Hun fortrød ikke sit udbrud, men den helt store befrielse havde det ikke givet. Peter havde ret.
Det var længe siden.
”Johanne!”
”Ja?”
”Jeg kom aldrig rigtigt over dig.”
Det var svært at turde tro på, men måske var der alligevel en smule retfærdighed i det hele.
”Peter, jeg var så ulykkelig, at jeg troede, jeg skulle blive skør.”
Hun ville måske fortryde sin løse mund. Hun var halvfuld, og det gjorde hende letsindig.
Hvorfor kunne hun ikke være ærlig, når hun var ædru? Der var en æggende kraft i ærlighed.
Han rykkede nærmere.
”Hvordan har du det med mig nu?”
Langsomt, langsomt. Hans nærhed var farlig…igen.
”Jeg ved det ikke. Skal vi gå en tur ned til vandet?”
”God ide. Vi kan klæde om her. Jeg har badekåber.”
Han var rørende ivrig og sikkert lettet over at slippe ud af klemmen? Hun gjorde tegn til at
rejse sig, og han rakte ivrigt sin hånd frem mod hende, og hun tog den og kom op.
Det var sådan, det skulle være. Klitterne lå lidt spøgelsesagtigt oplyst og udsendte overjordisk
stemning og strandbredden var fugtfast. Det var vist ebbe. Hun anede omridsene af vandmænd og søstjerner, der var skyllet i land og sikkert døde, og hun ømmede sig, da hun trådte
på en skal. Det var mange år siden hun havde badet nøgen. Hun ville gøre det nu, hvor halvmørket skånede hendes krop. Det var måske sidste gang, hun fik chancen. Der var så meget
farvel hele tiden.
”Dejligt, Peter. Skal vi gå i?”
Han dyppede tæerne.
”Uh, det er for koldt. Jeg må have det til gode. Hop ud Johanne, jeg holder håndklædet varmt.
Har du en cigaret?”
182
”De ligger i lommen.”
Hun tog badekåben af og rakte ham den. Hun mærkede hans blik på sig, men det var et helligt
øjeblik. Vandspejlet var helt roligt. Peter var nær hende. Månen passede på hende. Hun så
cigarettens glød. Den lille ild lyste op. Fortid og bål på stranden. Hun gik ud indtil hun mærkede vandet i navlen, og satte sig på hug og lod det gribe kroppen i et koldt favntag. Hun
gispede og hulede hænderne og fyldte skålen. Gralen. Hun hvinede.
”Åh, hvor er det koldt, Peter. Jeg kommer op nu.”
Hun rejste sig og mærkede vandets lette modstand, da hun vadede frysende i land, ind i Peters
arme. Han lagde håndklædet omkring hende, og hun lo overgivent op i hans smilende ansigt.
”En gammel drøm. Tænder du en cigaret til mig?”
De slentrede hjemad. Hun var træt og haltede. Peter så det.
”Jeg laver en romtoddy til os, så du ikke bliver forkølet.
”Det kunne jeg godt bruge, men jeg har fået varmen. Jeg er vant til sauna og koldt vand.”
”Det må jeg nok sige. Du er ikke ked af det. Har du sauna?”
”Det er blevet en livsstil.”
Hun tøvede og bed sig i læben. Hvis han dømte hende nu, kunne alting være ligegyldigt.
”Jeg har ikke bad hjemme.”
Hun hørte, hvor spids hun lød, men hun havde nået så lidt, og hendes uformåenhed rungede.
Peter stirrede på hende.
”Er det rigtigt? Findes der boligerne endnu, uden bad?”
Han havde ikke lydt nedladende.
”Mange. Jeg ved ikke nøjagtigt hvor mange, men det er mange tusinde i København, tror
jeg.”
”Jamen byen ser så pæn ud efterhånden.”
”Der er mange kalkede lig. Små toværelsers uden bad, eller store utætte skrumler. Min er
tilpas stor til mit behov, men jeg har ikke haft råd til brusekabine.”
”Kom, nu skal vi have den toddy. Hvis du vil dase i badekarret, er du mere end velkommen.”
Han lagde en hånd på hendes skulder, og hun var lettet. Nu kunne hun invitere ham hjem,
hvis de fik lyst. Hun havde det som om, hun havde været til eksamen.
”Johanne!”
”Ja?”
”Hvordan har du det, når du hører debatten om flygtningenes boligforhold?”
183
”Jeg bliver bitter, men Peter, jeg er ikke på flugt, og jeg sulter trods alt ikke, og jeg kan ytre
mig uden at miste hovedet, men jeg indrømmer, at det er svært at holde masken, når jeg hører
de frelste, velbjergede svinge racismesvadaen over mig.”
Hun kom i tanke om hans bemærkning i Tivoli. Hun ville ikke fodre hans grådige svinehund.
Den var fed nok.
” Peter.”
”Ja min blomst.”
”Jeg vil ikke være med til at udskillestemmer yderst til venstre, og der er også noget andet.
Jeg vil ikke være med til at s almindelige mennesker. Jeg er selv en af dem, og hvis det ikke
er de fremmede, de arbejdsløse, de blinde, de døve, de halte, de homoseksuelle, de sindssyge,
rygerne, alkoholikerne, narkomanerne, de fede. I øjeblikket er den største torn i øjet på de
strømlinede ældre og gamle. Jeg er med et konverteret til kassen med ældrebyrde.
”Nå, nå da.”
Ja. Jeg har tænkt over, at vores land er så lille, at vi går hinanden på nerverne. Måske ville det
gå bedre, hvis vi kunne trække os tilbage til stor, uberørt natur en gang imellem, men det kan
vi ikke, for vi bygger parcelhuse til de strømlinede og veje til deres biler på sammen måde,
som landene omkring os, men det kan vi ikke. De har store vidder, der aldrig vil blive klistret
til på samme måde.”
Hun tav forpustet og skævede op til ham. Hans udtryk var ikke til at tyde.
”Det må jeg nok sige, Jo. Jeg troede ikke, der kunne være så meget krudt i sådan en lille,
yndig skikkelse.”
Sådan en bemærkning ville han aldrig servere for en mand, men hun havde vist brugt dagens
talebobler. Hun hørte Birgittes stemme helt tydeligt. ’I virkeligheden er det kun fremprovokerede niveauforskelle, der adskiller os fra kvinder i andre lande. Mændenes syn på kvinder er
nogenlunde ens overalt i verden. Nej Jo, det eneste vi kan håbe på er, at vor tids mænd er en
uddøende race, men vi skal nok regne med, at der går cirka fem millioner år, inden de besinder sig, og kvinderne viser deres styrke for alvor. Hun smilede sødt.
Han forsvandt og kom ind med to toddyer på en lille bakke og et viskestykke over den bøjede
venstre arm. Han bukkede servilt og satte glasset med den dampende drik foran hende, og
hun takkede fornemt og brændte fingrene, da hun tog det med strittende lillefinger, og han var
uimodståelig og kunne lege. Han satte ild til papiret mellem de store brændeknuder i den
åbne pejs. Det var romantisk. Hun lo. Han vendte sig.
184
”Griner du ad mine hæderlige forsøg?”
”Nej, jeg synes rollen klæd. Jeg griner, fordi jeg så mig draperet på tæppet foran ilden. Jeg
kan kun rejse mig, når jeg vender enden i vejret og støtter med begge hænder.”
”Interessant stilling.”
”Peter!”
Han satte sig ved siden af hende i sofaen. Hun stirrede fascineret ind i ilden, der åd de store
stykker træ og fik dem til at give sig med små, knitrende suk. Hun tog tilløb.
”Peter, jeg vil sove alene i nat.”
”Hvorfor siger du det?”
Han rejste sig.
”Nu sætter jeg noget musik på. Vil du danse?”
”Ja, hvis du synes.”
Hun mindedes elskeren, hun havde truffet på et værtshus. Han spurgte hende, om de skulle
danse eller hvad. Hun havde syntes, han var morsom, men derefter havde han sandelig ikke
spildt tiden med dans. Hvis Peter …
Tonerne fyldte stuen. Hun rejste sig rørt og overrasket og trak ud i badekåben og nejede. Han
havde sat deres melodi på. Den var hæslig. Hun undrede sig over sin smag dengang, nej, det
havde været hans, men han huskede. Hun gik hen til ham, og hendes puls hamrede så hårdt, at
han måtte kunne høre det.
Det var sent, da hun lagde sig. Sengetøjet lugtede en anelse indelukket, men det var rent og
smukt, i en sart, rosa farve og en god, blød, fast kvalitet. Det gik nok ikke an at lufte sengetøj
på disse kanter. Hun strakte sig og snusede til sin arm. Den duftede svagt af havvand. Hun
slikkede. Salt. Huden strammede lidt, men det var en dejlig fornemmelse at være uden creme,
og saltvand var lægende.
Hvilken begivenhedsrig dag, og der lå gamle ugeblade på natbordet.
Ugebladsstakkene på loftet hos bedsteforældrene og hende, der lå på sengen i loftsværelset,
fordybet i ugebladenes fortsatte romaner, og ikke var til at drive ud i det gode vejr. Alle de
gode, trygge lyde nedefra, og udfoldet kærlighed foran næsetippen.
Hendes liv havde været så fyldt af så mange forventninger og drømme dengang, selvom det
havde været en svær tid. Hun ville nødig være ung igen, men ungdommens helhjertede forelskelse havde været ægte. Hun sukkede.
185
Parforhold var en udfordring og næsten altid dømt til at mislykkes; hun kendte kun et vellykket. Charles og Birte respekterede hinandens egenart og var ligeberettigede og ligeværdige.
De overskred ikke hinandens grænser, men havde bevaret et lille, kærligt ’De’ imellem sig.
De var som et kompliceret puslespil, hvor brikkerne var faldet i hak. Birte var meget kvindelig, og Charles var en stærk personlighed og ulig de fleste mænd, der på en eller anden måde
skulle bestyrke deres selvbestaltede og traditionsbundne førsteret. Charles havde altid haft råd
til at træde tilbage og lade andre mennesker, også kvinder, udfolde sig.
Peter havde ikke haft det format dengang. Han havde stort set kun accepteret sit eget køn, og
kvinder var noget, der var til rådighed. Det var hun blevet klar over, men måske havde han
forandret sig? Hun smilede ud i mørket og vendte sig om på siden og lagde sig godt til rette.
Hun skulle vise Birgitte, at hun kunne klare sig.
Han dumpede træt ned den første den bedste stol og en bjørn på slap line måtte have det, som
han havde haft det, siden hun kom. Han havde glemt hendes oprørske, stikkende småborgerlighed, og han anede ikke, hvad han skulle stille op med hende. Susanne var sgu noget mere
ukompliceret. Hun var tydelig.
Han gik hen og åbnede verandadøren og strakte sig og trak vejret dybt et par gange. Han
holdt sgu af stedet her. Skulle han sælge huset i Jylland og købe en lille hybel i København?
Så kunne han være her noget tiere, og være nærmere ungerne. De så gerne, at han rykkede
teltpælene op, men vennerne flyttede sgu ikke med, og bestyrelsesposterne?
Hvor ofte gad han tage turen derover, selv om det var hurtigt nu med broen. Han havde jo
også venner og bekendte her, og så kunne han smutte indenfor hos ungerne, når det passede
ham, og han kunne også se efter de små en gang imellem, det kunne måske være godt for
ham. De var satans søde, men de havde nærmest været Ellens gebet; sommetider havde han
følt sig helt til overs.
To huse var for meget. Han kunne få en god pris nu, med den efterspørgsel, og der var også
en del herlighedsværdi. Han havde handlet klogt dengang, han købte grunden. Pløjemarken.
Ellen havde syntes, den lå langt fra byen, men hun var endt med at se fordelen, og hun fik bil
hen ad vejen. Hun havde i det hele taget været flink til at se det fornuftige i hans dispositioner.
186
Han havde været dygtig og flittig; havde altid klaret sig selv. De unge i dag fik alting foræret, og selvom hans unger og vennernes var stræbsomme, de fleste sad allerede i gode stillinger, nassede alt for mange.
Hans unger forvaltede stort set deres fædrene arv godt. Han havde grund til at være tilfreds,
men der var sgu mange nassere. Årene med arbejdsløsheden havde været en dårlig undskyldning for mange dovne elementer. Der var sgu altid arbejde til dem der gad. Johanne. Hvad var
der mon sket med hende, siden hun ikke fandt arbejde dengang?
Nå, det var ikke hans hovedpine, og han havde det sgu godt. Det var et chok med Ellen, men
hun havde da fået fred. Det var heldigt, at han fjernede alle familiebillederne inden Jo kom.
Hun var sgu lidt sart på nogle punkter. Hun havde heller ikke så meget at være stolt af, men
kvinder…
Ikke for det; Susanne var sgu rasende dygtig. Det måtte man lade hende. Hvorfor manglede
han gnisten? Hvordan kunne man finde sig i at bo under Jos forhold? Johanne! Det var lidt
fremmed at kalde hende det, men hvad pokker, hvis det kunne glæde kvindemennesket. Hun
var på en måde let at gøre glad. Hun var sgu også lidt forsømt, lignede en halvkvæstet fugleunge. Haltede. Hoften. Hvorfor fik hun ikke gjort noget ved den? Der var ikke meget fremdrift i hende. Hun havde ikke nået meget i sit lange liv.
Min halte veninde uden bad. Vennernes koner ville glo noget og ikke nok med det. Han kunne aldrig være sikker på, at hun ikke smækkede benene op i krystallerne? Når det kom til
stykket, havde han aldrig rigtigt vidst, hvor han havde hende. Taknemmelig det ene øjeblik
og sarkastisk det næste, og hendes påklædning …
Nå, hun havde i hvert tilfælde noget personlighed. Susanne studerede, hvad der var sidste
mode, og hun var altid klædt på…eller af…til lejligheden. Sidste modelkjole og sidste skrig i
undertøj. Lækkert. Mon Jo gik med lodden vrang? Han gryntede. Nu skulle han holde op.
Han syntes sgu om hende, som hun var.
Han fik lyst til en øl; havde ikke lyst til at gå i seng endnu. Det var rart med et menneske i
huset. Han hentede en kælderkold og satte sig tilrette udenfor og skænkede og betragtede det
indbydende skum. Han kunne gøre en forskel med Jo. Hive hende lidt op af sølet. Forære
hende noget smart tøj og invitere hende på rejser. Mon hun havde set verden udenfor Valby
bakke? Ellen havde ikke været særlig glad for at rejse, men de havde da rejst.
187
Det var underligt, at der boede folk i Danmark uden bad. Han havde ikke skænket det en tanke, og hvordan kunne hun tage så afslappet på udlændingepolitikken, når hun ikke havde det
stort bedre selv?
Hun var lidt sær, men sød. Han havde ikke haft lyst til at gå i seng med hende. Han havde
villet slappe af sammen med hende, og i korte øjeblikke havde aftenen mindet ham om de
bedste stunder sammen med Ellen. Susanne var satans god, men hun manglede et eller andet,
som Jo havde, og han var blevet smålun på hende igen, da de dansede. Hun havde fået hans
blod i kog dengang.
Hvor kom den Birgitte ind i billedet? Jo havde været undvigende. Kunne Jo ...? Nej for pokker. Ikke som hun dansede.
Han drak ud og gik op. Standsede og lyttede udenfor hendes dør. Han var sgu et gammelt
fjols. Stod udenfor skønjomfruens dør som en elskovssyg ungersvend. Hun snorkede let.
188
32
Det havde været en anstrengende dag og en lettelse, da Vinie og John trak sig tilbage.
Hun misundte dem deres forhold til hinanden. Nej, hun ønskede et tilsvarende. Hvad mon Jo
foretog sig nu? Havde stodderen sagt, at hun havde ringet til ham. Hvis…forbandede forestillingsevne. Fantasifostrene havde ligget i baghovedet hele dagen og spærret for nærværet med
gæsterne. Vinie havde prøvet at gribe fat i hende, men hun havde undslået. Vinie kunne ikke
hjælpe hende.
Hun lyttede; kunne ikke undgå at høre deres undertrykte latter og sengens lette knirken. Hvor
var der lydt. Det måtte være tilsvarende lyde, hun havde hørt i barndommen, når hun vågnede
om natten og skulle tisse. Hun havde stået udenfor forældrenes dør og været bange, når hendes mor lød, som om hendes far gjorde hende ondt, men det havde aldrig stemt med morens
udtryk om morgenen, når faren rakte ud efter hende, og hun smilende satte sig på hans skød
og purrede op i hans hår, med en bevægelse, der gjorde den lille pige jaloux. Hun huskede sin
intense stirren og forvirringen.
Knirkeriet var Vinie og John vel undt, men alligevel. Kunne to voksne mennesker ikke beherske sig en enkelt nat? De vidste, hun var alene.
Længslen sad som en smertefuld kløen i hendes køn. Hun tørrede bordet hidsigt. Kunne gå en
tur ned til vandet og måske tage en svømmetur. Hun gik ind i sit værelse og klædte sig af. Jo.
Jo og Peter.
Hun satte sig anspændt på sengekanten og lyttede, og smerten var uudholdelig. Hun overmandedes af skinsyge og lyst. Puden. Hun pressede hovedpuden ind mellem benene og lagde
sig på maven i sengen og bevægede sig rytmisk, hurtigere og hurtigere. Nu, nu kunne verden
gå under. Jo! Hun gispede og hostede, for at kamuflere lyden. Jo.
Anspændelsen havde fortaget sig lidt, men hun lå med en flov fornemmelse, der gjorde hende
trist. Satans kærlighed. Forbandede liderlighed. Hun rejste sig og gik ud i badeværelset. Hun
lugtede stramt, nærmest som et dyr. Hun vaskede sig hidsigt og huskede at få tandglasset med
ind ved sengen.
Bent troede, han havde været underholdende. Fyrede vittigheder af; flest om kvinders uduelighed og svigermødres latterlighed. Hvor var han egentlig vulgær og ude af trit med tiden.
Hvor måtte han være bange for kvinderne. Han havde dog ikke turde gå under bæltestedet. Så
meget fornemmelse havde han trods alt.
189
John havde grinet godmodigt, og Vinie havde overskud til at tage ham i stiv arm, men foragten lurede omkring hendes mund, og man havde kunnet se, at hun havde lyst til at spidde
ham. Det var dog kun blevet til blinken i hendes retning, og hun havde været flov på hans
vegne. Heldigvis gik han tidligt. Hun måtte se at få talt med ham. Barndomsven eller ej. Hun
ville ikke se ham mere, selv om det kunne betyde klikens splittelse, men det kunne sådan set
være lige meget nu. Charles syg og Jo væk. Hun ville køre derover i morgen. Komme forbi.
Højst sandsynligt gøre sig til grin, men hun ville se den Peter.
Hun slukkede lyset og vendte sig om på siden og sukkede. Hun måtte have noget søvn. Hun
lå længe, en evighed, og vendte og drejede sig og kunne ikke finde hvile. Lagenet klumpede
under hende, og dynen var for varm. Hun tændte lyset; det skar i øjnene. Hvor var brillerne?
Hun ville prøve at læse.
Hun slukkede lyset igen og stod ud af sengen og gik hen til vinduet og åbnede det. Nattens
usynlige lyde forstærkede ensomhedsfølelsen. Alle sov eller havde travlt; havde noget. Lå i
hinandens arme eller styrtede rundt på rov.
Hun åbnede døren forsigtigt og listede forbi gæsteværelset ind i stuen. Brillerne lå på spisebordet. Hun ville have en kop kamillete med honning. Barndom og moderens omsorg, når
hun var syg. Det var nemmest at få opmærksomhed, når hun var syg. Snak. Jo flygtede nærmest, når hun lugtede sygdom.
Verden var blevet et usikkert sted at være den seneste tid. Det hele var begyndt med Peter.
Hun forbandede ham langt væk. Havde Jos og hendes samvær virkelig været så ustabilt, at
den mindste fristelse kunne vælte dem? Hun havde været for passiv og havde levet nøjsomt i
håbet om Jos overgivelse. Det var åbenbart naivt, men hvordan i alverden kunne Jo undgå at
blive påvirket af hendes følelser? Hellige enfold. Der var skrevet tusindvis romaner om hjerte
og smerte. Godt klienterne ikke kendte hendes banaliteter. Der var ikke meget grin ved en
tilværelse uden håb, så hellere brystkræft. Hvad var det hun tænkte?
Hun tændte et stearinlys og så på uret. Snart fire. Nattens hudløse time. Hun satte vand over
og gik udenfor. Det lysnede. Solens første stråler sendte et koldt skær henover himlen. Svagt
lilla toner gennemborede nattens grå tomhed. I morgen ville hun besøge Jo og Peter. Vandet
kogte. Kamillete.
190
33
Hun tappede telefonsvareren, men der var ingen besked fra Peter. Han plejede ikke at
komme med forklaringer, men hans opførsel i går var så uforskammet og uvant, at hun måtte
have en forklaring, for den stemte slet ikke med deres hede nat. Han havde virket mere tændt
end ellers, så hvad i alverden stak ham?
De sad ikke lårene af hinanden, det var deres stiltiende aftale, men uvisheden var enerverende
og på en måde handlingslammende; det havde hun mærket tydeligt hele dagen, og han skulle
ikke ødelægge hendes arbejdsdage.
Hun sparkede skoene af og masserede sine lægge, der var stenhårde ligesom resten af kroppen. Måske kunne et langt, varmt bad hjælpe? Nej, ingenting kunne hjælpe, så længe hun
ikke vidste, hvad pokker der var gået galt.
Havde hun snorket højlydt og skræmmende eller talt i søvne? Hun glemte aldrig den pinlige
episode, kort tid efter, de var begyndt at bolle. Hun kunne stadig rødme, når hun tænkte på, at
hun havde råbt Kim i stedet for Peter, men da havde hun været undskyldt og han havde ikke
betydet alverden for hende dengang. Det gjorde han nu. Han var blevet en fast, kærkommen
del af hendes liv, selvom han ikke vidste det med sikkerhed. Det havde hun sørget for. Var
der noget, der kunne skræmme en fyr som Peter væk, var det hængepile.
Hun havde ikke brugt navne siden. Elskede var virkningsfuldt og sikkert, og i øvrigt havde
Peter haft sin kone, og hun havde aldrig forestillet sig, at han levede i cølibat hjemme. Han
blev desuden hos Ellen.
Nu var hun urimelig. Han havde aldrig lovet hende evigt troskab, og han kunne desuden ikke
forlade hende, da hun blev syg, men det havde altid været grimt at forestille sig alt det, han
foretog sig sammen med hende. Havde han haft andre end hende og Ellen?
Tre år var lang tid. Nød han sin uafhængighed nu? Det ville ikke være første gang i historien,
at en mand forlod elskerinden, når han slap af med konen. Nu var hun kynisk, men det var
sandt. Han havde ikke brug for en sikkerhedsventil mere, men kunne lukke dampen ud for
fuld udblæsning, hvor som helst, når som helst.
Nej, det var usandsynligt; der måtte være en naturlig forklaring. Den sidste tid, inden Ellen
døde, lå det mere eller mindre i luften, at de var et par og kun ventede på fri bane; det havde
de talt om mange gange. Ville han ikke fortælle hende, hvis han havde en anden? Ikke nødvendigvis. Han havde ikke fortalt sin kone, at han havde hende.
191
Hun følte sig udslidt, og det bar hendes ansigt præg af. Hun var ved at være for gammel til at
kunne rode rundt den halve nat og ligne en drøm om dagen. Det var tid til en ansigtsmaske,
og så ville hun pakke til en overnatning eller to hos Peter. Det var hans venners hus, men de
forlangte vel ikke cølibat af en enkemand?
Han påstod, at han havde nævnt hende ved sit sidste besøg, så de vidste, at hun eksisterede,
og hvis han havde besøg af familien, eller vennerne var kommet hjem, kunne hun altid finde
på en eller anden plausibel forklaring på, hvorfor hun befandt sig på de kanter. For øvrigt var
det vel snart på tide at præsentere hende officielt. Der var gået nogle måneder siden Ellen
døde, og hans børn var voksne og for længst flyttet hjemmefra.
Hun smurte det hvide fluidum i ansigtet og så indgående i spejlet. Øjnene og den mørke oval
omkring dem, fik hende til at ligne en panda. En truet art. Hun skar en ufrivillig grimasse,
men skyndte at lægge ansigtet i de rigtige folder, så der ikke kom sprækker i facaden.
Kim ville gerne tilbage. Han havde forsøgt sig med jævne mellemrum, men han var for ung,
og hun gad ikke finansiere hans kunstneriske ambitioner. Han havde heller aldrig gjort sig
den ulejlighed at opføre sig præsentabelt, og særlig opfindsom i sengen, var han ved gud ikke; der havde ikke været meget inspiration der. Han troede vist, at ungdom var nok i sig selv.
Peter vidste, hvad det drejede sig om, og han var et godt parti, selv om han var gået på pension. Han havde stadig formandsposten i firmaet og en masse interesser.
Hun lod hænderne glide nedover benene. Bløde. Inderlårene var stramme. Hun var dygtig og
præsentabel, og hun var god i sengen; aldrig bange for at tage initiativet. Hun havde succes
og en stor omgangskreds. Det var længe siden, snotungen havde stået og set længselsfuldt ind
i de velbjergedes stuer og troet, at rig var lig med fin.
Nu havde hun penge nok, men det havde været svært at lære, at det først og fremmest gjaldt
om at score point og ikke bruge alt for meget energi på at tænke over, hvordan man scorede
dem. Der var gået lidt skår i samvittigheden dengang, men den var gudskelov slebet til efterhånden, og det havde været det hele værd.
Hun var velhavende og uafhængig, et godt parti, og det var vel på tide at afgive lidt frihed.
Hun og Peter var ikke årsunger, og hun havde travlt, det vidste hun. For mænds vedkommende var det nok med magt og pengepungen i orden, det havde det sgu aldrig været for kvinder.
Peter og hun passede sammen. De havde begge arbejdet sig op, og de forstod hinanden.
Hun rensede sit ansigt omhyggeligt og nænsomt. Hun var stadig ungdommelig og ung i forhold til Peter.
192
Hun ville overraske ham i morgen, og hvis hun kørte direkte fra arbejde op i ødemarken,
kunne hun være fremme ved firetiden, hvis alt gik som planlagt. Hun savnede ham, og hun
havde fortjent ham.
193
34
Hun vågnede sent. Solen stod allerede højt på himlen. En let vind satte de florlette,
hvide gardiner i bevægelse og ramte hendes ansigt. Værelset var feminint, trods de tunge
møbler. Hun fik lyst til at lære Ellen at kende. Hun kunne måske bede Peter om at se et fotografi af hende.
Hun lyttede tilfreds til hans skramlen med porcelæn nedenunder. Han var støjende. Hun
længtes efter ham. Hvis hun turde kalde på ham nu og…Hun sukkede resigneret. Hun ville
aldrig kunne tage det første skridt. Hun var bange. Hun vidste, at hun måtte beslutte sig inden
længe. Hun mærkede det i aftes, da de dansede sammen og han kyssede hende. Hans læber
havde overgivet sig.
Hun hørte ham udenfor døren i nat og begyndte at snorke og følte sig lidt skyldbetynget og
skamfuld og huskede tydeligt, hvor flov hun havde været de gange, hun havde oplevet, at en
mand onanerede, mens hun lod, som om hun sov. Det havde krævet en kraftanstrengelse at
illudere søvn, og et øjeblik havde hun haft lyst til at hive ham ind i sin seng.
Hun svedte og stod op og stak hovedet ud i den friske luft, og glæden strømmede igennem
hende, som en varm flod. Græsset var dugget endnu. Solen perlede i dråberne. Et par fugle
fløj til og fra, og hun så et pindsvin fare henover plænen.
Hun gik ud i badeværelset og vaskede sit ansigt og børstede tænder. Hun havde brug for tid
og omsorg og tryghed. Meget tryghed og tid til fantasier. Tid til at holde i hånd og kysse. Hun
havde lagt krop til sex med mænd, hun ikke havde lyst til at elske med, især ikke efter overgangsalderen, da muligheden for graviditet var væk og spændingen forsvandt.
Følelsen var vanskelig at forklare, for hun havde ikke villet have flere børn, men hun havde
længtes efter en mand, der var parat til at tage fuldt ansvar for sine handlinger. Ja, sådan havde det været. Sex var blevet ligegyldigt og noget hun praktiserede enkelte gange, for en eller
anden flygtig stemnings skyld, og hun havde været skilt på midten; hede for neden og kulde
for oven. Tømt og tomhed.
Hun anede ikke, om hun kunne regne med Peter, hvis hun ville vente. Hun kunne risikere at
miste ham, inden hun overhovedet havde ham indenfor rækkevidde.
Hun havde lyst til ham, men det overvældende begær, hun følte dengang, var væk, og turde
hun binde an med ham en gang til?
194
Hun mærkede tydeligt alderen, sammen med ham. Hun havde troet, at nøgenbadningen ville
få hende til at slappe af. Det var ikke sket, og hvordan kunne hun fortælle ham, at det gjorde
rasende ondt, når hun spredte benene? Det ville lyde som en vittighed. Forbandede hofte. Nej,
det var løgn. Det var ikke hoften. Hun havde trukket sig tilbage, længe inden den gjorde knuder for alvor. Havde hun overhovedet prøvet at elske ædru siden Andreas?
”Morgenmad Johanne.”
Hun hørte, at han var i godt humør.
”God morgen Peter. Tak, jeg er på vej.”
Var hun? Hun gik nedad trappen og glædede sig over den store, lyse stue, hvor gammelt og
nyt supplerede hinanden charmerende, ligesom hos Birgitte. Hvordan mon hun havde det i
dag? Hun var gledet ud af hendes bevidsthed i går. Hun mærkede et svagt ubehag, men hun
havde ikke lyst til at tænke på Birgitte.
Hun stillede sig i verandadøren og ventede på Peter, der kom ud fra køkkenet med kaffekolben. Han smilede fortroligt, og hun undveg hans blik et sekund, mens hun strejfede hans ryg
med hånden.
”Sæt dig godt til rette og nyd det. Du er prinsesse for en dag.”
Han kom over og stod tæt op ad hende og skænkede kaffe i hendes kop. Hun anede hans duft.
Han spildte lidt, og hun tog servietten og lagde den i underkoppen. Brødristeren spyede de
første skiver gyldent, sprødt brød ud med et lille smæld, og hun tog en skive og dækkede den
med smør, der smeltede og fedtede hendes fingre ind. Hun slikkede dem og tog osten og
orangemarmeladen. Ost med syltetøj ovenpå. En rigtig damemad. Han satte sig overfor hende
og skænkede op til sig selv og rømmede sig.
”Har du sovet godt?”
”Ja tak, som en sten. Og du?”
”Jo tak, udmærket. Hvad synes du, vi skal finde på i dag? Vi kan dase, eller køre en tur langs
kysten og finde et listigt frokoststed.”
Han så spørgende på hende, og hun mindedes de listige steder dengang. Hun ville dase helt
officielt. Hun længtes efter fred og vand og sol på kroppen. En lettere solbrændthed kamuflerede tidens tand, og årene gled af hende, når hun hengav sig til solbadning.
”Jeg tror, jeg foretrækker stranden eller græsplænen, Peter. Hvis du har noget, du gerne vil
ordne, skal du bare gøre det. Vi behøver ikke at være sammen hele tiden.”
Hun tav og hørte stemmens ekko. Afvisende?
195
”Peter, Jeg vil gerne være sammen med dig.”
Han så heldigvis ud til ikke at misforstå hende.
”Jeg forstod det godt, og jeg vil faktisk gerne ordne lidt i haven og se på nogle forsømte redskaber. Det hele gik så hurtigt, da Ellen blev syg, og jeg har ikke haft lyst til at foretage mig
noget fornuftigt før nu. Jeg har ikke foretaget mig noget her i år. En god ven har slået græsplænen.
Han var langt væk et øjeblik, men så sukkede han og tog sig sammen. Ellen havde vist fået en
tanke.
”Gør hvad du har lyst til, Johanne, og så ser vi, hvad der sker i løbet af dagen.”
Hun var pludselig så umanerligt glad. Hun rejste sig impulsivt og gik over til ham og lagde
armene omkring hans hals. Han så op på hende, og hun kyssede ham på næsen. Nogle timer
uden at skulle være underholdende. Fattigtantes frikvarter.
”Jeg er glad for at være her.”
”Du er velkommen, min ven. Har du noget imod, jeg læser sprøjten?”
”Nej.”
Hun åbnede for den lille, sorte radio, men fortrød. Hun ville nyde øjeblikket i stilhed. Ægteskabelig hygge. Hvad vidste hun egentlig om ham nu? Han virkede så forandret. Afdæmpet.
Hun var nysgerrig, men havde ikke travlt. Trængte han også til omsorg og tryghed? Langsomt, langsomt, alting skulle have sin tid.
Stranden lå øde og jomfruelig hen. Tang og skaller og store og små sten lå som en bræmme i
vandkanten, der bugtede sig dekorativt, så langt øjet rakte. Hun var det første menneske på
jorden. Eva, der ventede på Adam.
Guden skabte moder jord og kvinden af lyst og blev forelsket i kvindens længsel og så på
lerklumpen, der var tilovers. Han spejlede sig i havet og så begæret og formede klumpen, så
godt han kunne, imens han tænkte på, om klumpen ville prøve at gøre ham rangen stridig, og
han besluttede at ryste mistanken af sig og løbe risikoen. Han håbede, at den forstod, at kun
skaberen var verdens herre.
Han var stort set tilfreds, men figurerne var lidt for ens, så han dryppede lidt begær i længslen
og lidt længsel i begæret, og glædede sig. De to størrelser ville være et godt værn mod kedsomheden. Dyrene var fikse, men alt for forudsigelige til at more sig over.
Hun lo stille og løftede ansigtet og så op i den blå himmel. Guden strålede. Hun tændte en
cigaret og lagde sig på det store, bløde badelagen og spredte arme og ben og mærkede solens
196
bid. Himmel og hav, hvor var det skønt. Hun havde lyst til at lovprise kraften, der gjorde
dagen mulig. Det var et religiøst øjeblik fyldt med taknemmelighed.
Hun borede cigaretfilteret ned i sandet og tog en håndfuld. Det sivede ud mellem hendes fingre. Kviksand. Borge og slotte og prinser og prinsesser. Hun lukkede døsigt øjnene…
”Johanne!”
Peters ansigt. Han stod bøjet over hende, og hun var varm og blød og helt stille. Han lagde sig
over hende og låste hende fast med stærke arme og løftede hendes skød op imod sig og gled
ind i hende. Han gennembrød den lille modstand, og hun slyngede benene omkring hans lænd
og borede sine fingre ind i hans baller og mærkede musklernes rytmiske bevægelser. Langsomt, langsomt. Hoften smertede og hun sugede ham begærligt til sig. Lyst og smerte flød
sammen, og hun skreg og stødte hurtigere og vildere mod ham og skreg og hørte hans stønnen og skreg. Han kyssede hende og hun mærkede hans sidste pulsen og skælvede. Han trak
sig blidt tilbage og lagde sig ved siden af hende og tog hendes hånd
”Johanne!”
”Ja?”
”Jeg har frokost med.”
Hun åbnede fortumlet øjnene. Peter stod bøjet over hende og lod badekåben dumpe ned over
hende. Hun havde svært ved at se ham i øjnene.
Han pakkede maden ud. Æg og tomat og hendes hjemmelavede leverpostej mellem to skiver
fuldkornsbrød. Han rakte hende en øl, og hun drak grådigt og tændte en cigaret. Ældre ægtepar på stranden med madkurv. Mor i køkkenet hele formiddagen. Far med avis og cigar i
stuen. Liflige dufte. Hun bøjede sig ned over maden og snusede.
”Det er barndommens udflugter og glubende appetit.”
”Hvad har du lyst til i eftermiddag, Johanne?”
Hendes navn lød rigtigt i hans mund. Havde en anden klang end tidligere. Mørkere.
”Jeg vil gerne prøve dit badekar og ligge og læse lidt i de gamle ugeblade, og måske sove en
time.”
”Ja gør det. Så skaffer jeg noget mad til os, måske en frisk kylling. Jeg kender et sted, hvor de
slagter og renser.”
”Det lyder dejligt. Jeg har ikke smagt nyslagtet fjerkræ, siden jeg var barn, og da smagte jeg
det dårligt nok. Det var hos mine bedsteforældre. Jeg så engang min bedstefar hugge hovedet
af min yndlingshøne, som jeg havde fodret hele sommeren. Den løb hovedløs rundt i går-
197
den… Nå Peter, det var dengang. Jeg laver mad i aften, hvis du gerne vil have det. Vi skal
have aspargeskartofler og agurkesalat til.”
Hun så på ham. Han så helt salig ud.
”Jeg vil nyde det i fulde drag. Jeg er sgu ikke en ørn i et køkken.”
”Husk at købe piskefløde. Jeg vil lave flødesovs. Peter, du har blanke øjne.”
”Jeg er en stor tilhænger af flødesovs. Skilt.”
Han rejste sig og begyndte at pakke sammen, var tilsyneladende helt afslappet og optaget,
men var der også afstand i hans bevægelser? Mon Ellen havde lavet grydestegt kylling til
ham? Hvordan kunne hun pludselig være jaloux på en død kvinde? Det var sygt, men ville
Peter overhovedet have skænket hende en tanke, hvis Ellen levede? Hjernespind. Hvad mon
han tænkte?
Hun var søvnig. Den friske luft trættede på en god måde, og hun trængte til at være lidt alene.
Han var overvældende og ikke forpligtet. Det måtte hun huske. Hun bandt badekåben tæt til
kroppen. Frøs lidt, men det var naturligt efter solbadning.
”Skal vi gå hjem?”
Han sagde hjem og rakte hånden ud mod hende, og hun greb den taknemmelig.
”Ja.”
Badevandet smøg sig omkring hendes krop i et velduftende favntag. Tyvstjålet rosenolie. Nu
kom hun til at dufte ligesom Ellen. Badeværelsets cremefarvede luksus skræmte hende lidt.
Hele huset bar præg af en kærlig kvindehånd. Det havde måske været lidt lettere alt sammen,
hvis badekarret havde haft en fedtet kant, eller toilettet trængte til at renses. Ellen var alle
vegne. Sludder. Peter var prober. Han var også selv gennemført lækker.
Hun lod hånden glide henover karrets glatte overflade. Æggesnaps, rørt utålmodigt af en ivrig
barnehånd. Dragten skulle have haft den farve. Hun rejste sig og stillede sig under bruseren
og åbnede for det kolde vand og stod gispende under strålen og tørrede sin varme krop i et
smukt, snehvidt håndklæde. Hun elskede hvide håndklæder. Snavs kunne ikke skjules i dem.
De var reelle.
Hun tog den dyre bodylotion og smurte sig nydende ind. Tre dages kostpenge, men hun fik
kosten her. Skulle vel ikke have penge med i graven. Den var måske ikke bedre end den billige, som hun plejede at bruge, men hvor var den dejlig dekadent, og den osede langt væk af
drømme.
198
Hun ordnede badeværelset omhyggeligt, og var lige ved at gå ind i Peters værelse på vej til sit
eget, men hun nærede sig og skyndte sig ind til sig selv. Hun lod døren stå på klem.
Sengen var indbydende. Hun lagde sig og stirrede op i loftet. Hvor var hun træt. Torneroseduft…
Hun satte sig op med et ryk. Hun måtte have blundet. Drømte hun endnu?
”Har du gæster?”
Stemmen nåede op og ind til hende. Kom farende. Mørk kvindestemme. Radio?
”En gæst. En gammel ven. Faktisk en af min kones veninder.”
Peters stemme lød ikke særlig venlig, men hans svar fik hendes hjerte til at hamre. En gammel ven? Var hun stadig midt i et mareridt? Hvad i alverden foregik der?
Hun listede hen til døren. Hendes åndedræt måtte kunne høres nede i stuen, og hendes hovedbund blev kold. Hun lurede, og det var uværdigt.
Hun gik ud i gangen og hen til trappen og stirrede ned på Peters gæst, der sad i en stol med
profilen vendt mod hende. Peter stod med ryggen til sin gæst og blandede drinks. Hun opdagede, at hun knugede sine briller hårdt i hånden og tog dem på og holdt sig for munden. Hun
var bange for at komme til at give lyd fra sig.
Tavsheden i stuen var tyk, bortset fra kvindens trommen med neglene mod stolens armlæn.
En køn profil, lettere opstopper og halvlangt, glat, rødligt hår. Pæn, stram kæbelinie. Peters
ryg var stiv. Hun måtte tilbage til værelset. Kunne ikke stå her på den måde.
Peter vendte sig og gik over til kvinden med et glas. Hun rakte en smuk, gyldenbrun arm
frem. Hendes store sølvarmbånd raslede.
Hun udnyttede støjen og tvang fødderne til at flytte sig og nåede værelset. Døren knirkede
lidt, da hun lukkede den. Hun satte sig på sengekanten og stirrede på væggen overfor. Der var
noget helt galt. Peters attitude. Hun huskede pludselig hans kropssprog, når han forsvarede
sig. Meget velovervejede bevægelser. Stive.
Kvinden i stolen var hans elskerinde. Eller havde været. Havde været? Var? Hun vidste det.
Hvorfor skulle hun ellers være her? Hun bøjede sig forover og havde en ustyrlig trang til at
rokke. Hun knugede armene omkring kroppen og mærkede kulden trænge ind i alle dens kroge. Hun var et fjols.
Pillerne. Hvor var pillerne? Det stak i maven. Vand. Hun rejste sig og tog glasset fra natbordet og rodede febrilsk i tasken. Hun rystede på hånden. Hun slugte en og drak et par mundfulde vand. Deja-vu.
199
Hun gik ud på balkonen og satte sig tungt i stolen. Hvad skulle hun gøre? Pakke. Hun ville
pakke. Hun gik ind og samlede tingene sammen. Åbnede klædeskabet. Den nye, dyre bluse
grinede hoverende ad hende. Hun lagde tøjet omhyggeligt sammen. Hun var dygtig til at pakke kuffert. Hun stillede den ved døren og vidste, at hun blev nødt til at gå på toilettet. Panik.
eksamensmave.
Hun åbnede døren højlydt og gik støjende over til badeværelset og smækkede døren i efter
sig. Cremen, den dyre creme. Den og blusen var spildt. Hun mærkede ydmygelsen brænde
ansigtet i stykker og åbnede for den kolde hane og vaskede hænder og bøjede ansigtet ind
under vandstrålen. Rolig. Følelser hjalp ikke lige nu. Heller ikke angst. Angst? Hun var ikke
bange.
Kulden nåede næsespidsen, og hun så et blegt ansigt i spejlet. Der stod klovn i pandet på det.
Pauseklovn stod der. Hun åbnede døren.
”Peter, er du der?”
”Ja, jeg er hernede. Jeg har en gæst. Kom ned og få en drink.”
”Ja tak. Jeg kommer om et øjeblik.”
Hun gik tilbage til værelset og så sig fortvivlet omkring. Det havde været et kort bekendtskab.
Hun tog det krøllede tøj på. Slidt og falmet og trygt. Sandaler. Hun havde smukke, velplejede
fødder. Hun trængte til en stor drink. Hun måtte herfra med værdigheden i behold.
Trappen lå foran hende. Var det virkelig kun otte timer siden, hun gik ned ad de trin, fuld af
forventning? Hun var led ved det hele. Hun længtes efter sin lejlighed og døren, hun kunne
lukke og låse. Hun var hvirvlet ufrivilligt ind i intriger, hun ikke ville have noget med at gøre;
havde været naiv og let at lokke. Fordømte drømmerier.
Hun hørte ikke til her. Peter færdedes i kredse, hun ikke forstod. Hun havde egentlig aldrig
hørt til nogle steder, men havde altid været, og var stadig frit svævende, mellem to trappetrin,
og hele tiden på vej ned. En slunken pengepung og vilde ønsker forenedes aldrig. Skjult fattigdom var opslidende.
Hun ville ikke lade som om mere, ikke nasse mere, selv om hun skulle tilbringe sommeren i
parkerne. Hellere fri på en bænk i parken, end fanget i Peters og Birgittes gyldne garn. Fri!
Hun haltede nedad trappen og var ligeglad. Kvinden vendte sig om imod hende, men gjorde
ikke anstalter til at rejse sig. Peter var pist væk. Hun gik over og rakte hånden frem.
”Goddag, jeg er Johanne Bruun.”
200
Kvinden smilede med store, sensuelle læber og nikkede, men tog ikke hendes hånd, der visnede.
”Hej, jeg hedder Susanne Sommer. De har måske hørt om mig? Jeg kom forbi og ville se
hvordan han klarer hundepasningen.”
Hun satte sig omstændeligt. Nå sådan. Hun forstod. De sidste år havde unge mennesker tiltalt
hende med ’De’. Kvinden her var ikke af den gamle skole. Hun var ikke tilbageholdende og
Des med folk. Tværtimod. Hun mindede lidt om Trine, selv om hun havde svunget sig et par
trin længere op ad den sociale rangstige. Meget dyrt tøj og gennemført velplejet. Hun udstrålede selvtillid. Sommer & Bruun. Brun sommer, sommerbrun. Hun rømmede sig og skjulte et
nervøst fnis.
”Jeg er for resten Peters forlovede og ville trøste ham lidt i hans eksil, sammen med en stakkels forældreløs hund. Jeg havde faktisk ventet en hund og ikke en kvinde. Ikke sandt elskede? En hund!”
Kvinden, Susanne var det vist, lo perlende og havde vendt sig i Peters retning. Det var ikke til
at holde ud. Hun havde lyst til at forsvinde, men tvang sig til at blive siddende og skævede
hen imod køkkenet, hvor Peter var travlt optaget. Måske var han ved at deflorere kyllingen?
Hun bed sig i læben. Det var så pinligt. Forlegenheden gav hende kvalme, men hun ville ikke
udlevere ham. For sin egen skyld.
”Tag en drink Johanne. Jeg kommer med lidt snacks.”
Hun rejste sig og mærkede benenes stivhed. Hun var stiv i hele kroppen. Var bevidst om
kvindens blik. Hun svajede, men nåede over til flaskerne og skænkede en stor cognac og
vendte sig spørgende, men kvinden rystede på hovedet.
Peter kom ind med et fad nødder og saltstænger og en æske fyldte chokolader. Han satte godterne midt på bordet, i nøjagtig lige afstand fra Susanne og hende og stillede sig hen ved vinduet og så ud. Hans beherskelse af tavsheden måtte skyldes mange år ved forhandlingsbordene. Hun kunne skrige. Kvinden var intelligent. Hun så det i de levende, nysgerrige øjne og et
særligt drag om munden. Susanne lagde to og to sammen. Peter brød tavsheden.
”Du spiser vel med i aften Johanne?”
Hun troede ikke sine egne ører. Bad han om hendes hjælp? Hvad var han dog for et menneske? Han brugte hendes taktfuldhed imod hende. Han var ikke så lidt fræk.
”Nej tak, jeg må videre. Ringer du efter en vogn?”
201
Hun så på Susanne, der havde travlt med en negl. Hendes skuldre sad en anelse for højt.
Stakkel. Forlovede, og hun vidste ikke, at det var Peters hus? Ja, netop sådan havde han altid
været.
”Skal jeg ikke køre dig Johanne? Det er ingen ulejlighed.”
”Nej, ring efter en vogn!”
Hun stod på en måde ved siden af sig selv og tænkte, at hele situationen var komisk, og at
Susanne ville varme hans ører, i næste akt. Hun håbede det inderligt.
”Vognen kommer om en halv times tid.”
Han prøvede at holde hendes blik fast. Hun ville ikke.
”Jeg går op og pakker.”
Hun nikkede til kvinden og rejste sig og fyldte sit glas og gik langsomt op ad trappen og ind i
værelset. Sørgede for at lukke døren eftertrykkeligt. Hun måtte ligge lidt. Hun rystede voldsomt og spildte den røde drik på det lyse tæppe. Blod. Det bankede på døren og Peter stod i
åbningen. Han var grå i ansigtet.
”Johanne, hun er ikke min forlovede. Jeg forklarer senere.”
Hun stirrede tavs på ham, og han tog kufferten og bakkede ud og lukkede døren forsigtigt.
Listesko. Det kløede i hendes tindinger. Hun havde lyst til at slå. Solen og lyset skar i hendes
øjne. Mørke. Ligge i sit soveværelse for nedrullede gardiner.
Hun rejste sig og gik frem og tilbage, frem og tilbage. Havde ikke kontrollen over kroppen.
Måtte have den. Hun nærmede sig balkonen. Hvor mange skridt var der ud til havelågen?
Hun fik øje på en bil, der virkede bekendt, og trak sig baglæns ind i værelset og stillede sig
bag gardinet og så vantro Birgittes lille, bastante krop kom til syne. Nej!
Birgittes gang var beslutsom. Hvad var der sket? Havde hun brystkræft? Var Charles død?
Hun hørte banken på den åbne dør nedenunder og Birgittes præsentation og en mumlen, der
måtte komme fra Peter. Hun lagde sig på sengen og kneb øjnene sammen og svarede ikke, da
det bankede på døren. Han åbnede den. Elendige… kryb. Hendes hjerte sprang et slag over.
”Må jeg komme ind?”
Hunsvarede ikke.
”Du har besøg. Din veninde?”
”Hvem?”
”Birgitte. Hun kom vist bare forbi. I kan spise med begge to.”
”Nej! Gå din vej!”
202
Hun mærkede et koldt, hvidt raseri. Hvad bildte Birgitte sig ind? Udspionerede hun hende?
Hvad var de for nogle mennesker?
Hun tog en dyb indånding og åbnede døren og mærkede, at hun havde fuld kontrol over sine
bevægelser, og hendes fødder bar hende nogenlunde let hen til trappen og nedad. Birgitte stod
smilende og tog imod hende.
”Davs Jo, jeg ville se hvordan I har det.”
”Som du ser, har vi det fint. Flyt dig, Birgitte! Peter, vær venlig at bære min kuffert ud til
vejen. Jeg tror, min vogn er kommet.”
De tågede skikkelser var fastfrosset. Tiden stod stille. Hun gik fuldstændig kold ud af stuen
og forstuen og verandaen og nedad havegangen. Hun hørte skridt bag sig. Taxien kom kørende, og chaufføren stod ud. Høfligt. Hun var klædt i overall.
”Undskyld ventetiden. Jeg kommer lige fra hønsene. Jeg var ved at fodre dem. Er det bagagen? Den kan vist stå på bagsædet.”
Hun gik over mod kufferten, Peter stod ved sidenaf. Birgitte kom løbende, væltende.
”Vent lidt!”
Birgitte nikkede til kvinden og kom over og tog hende i armen og trak hende til side. Hun så
indtrængende på hende.
”Jo, hør her! Jeg ved ikke, hvad der er sket, og det er utilgiveligt, at jeg kom, men jeg kan se,
du har det elendigt. Du skal ikke tage hjem nu.”
”Jeg vil hjem.”
Birgittes bekymrede ansigt. Burre. Klistrende burre; og hun kunne ikke stå stille, men flyttede
vægten fra ben til ben.
”Stå dog stille, Birgitte!”
Hvad skulle hun gøre?
”Plads. Hvad med plads? Jeg vil ikke sove sammen med dig. Aldrig.”
Birgitte veg lidt, som om hun undgik et slag. Fint.
”John er taget hjem. Arbejde. Jeg sover sammen med Vinie. Du kan gøre, hvad du vil, bare
du kommer med hjem.”
Hjem. Hun havde kun et hjem. Peter kom hen til dem. Han var stærkt forlegen.
”Tag med hende Johanne. Gør det!”
Hun så på ham og opgav. Hvad skulle hun hjemme? Det var ligegyldigt, hvor hun var. Hun så
Birgitte løbe hen og tale med chaufføren. Hun satte kufferten på stien og steg ind i bilen og
203
kørte. Susanne stod udenfor huset, med armene krydset over brystet. Hun vendte sig væk fra
kvinden og hendes blik strejfede Peters ansigt. Han så trist ud, og hun følte en svag ømhed for
ham. Birgitte gloede vredt på ham.
”Kom Jo, sæt dig ind!”
Birgittes stemme var så…bestemt. Hun satte sig ind på bagsædet; ville ikke sidde ved siden
af hende. Hun havde allerede fortrudt sin beslutning. Hun så Birgitte give Peter et stykke
papir, inden hun satte sig ind i bilen og lukkede døren. Det rungede. De kørte væk. Drømmene forsvandt, og hun sad tilbage med sine dæmoner og Birgitte.
Vinie tog imod dem, i indkørslen. Jægeren kom med sit bytte. Hun tog sin kuffert og kom
besværet ud af bilen.
”Rart at se dig, Jo.”
”I lige måde, Vinnie.”
Kvinden foran hende havde et renfærdigt ansigt fyldt med smilerynker. Birgitte sagde, at hun
var til at stole på. Hun var i hvert tilfælde ikke Birgitte, men mindede lidt om Charles. Naturlig venlighed. Måske et menneske i harmoni med sig selv og sin verden. Havde levet livet
hårdt, sagde Birgitte, men var landet på fødderne.
”Jeg er glad for at se dig, Vinnie, men jeg har det ikke så godt. Jeg tror, jeg lægger mig lidt.”
Nu havde hun givet kejseren, hvad kejserens var. Hun var udmattet. Vinie forstod. Forklaringer var overflødige.
Hun gik ind gennem køkkenet og stuen. Hvor var der småt og indeklemt. Det var næsten som
at vende tilbage til barndommens steder. Værelset var gjort klar til hende. Hendes værelse
med hendes yndlingssengetøj. Det var kvældende. To kvinder, der ville hende det godt. Hun
lukkede døren og smed sig på sengen. Peter! Smerten tog næsten vejret fra hende. Hvorfor
var hun ikke hjemme nu? Puden. Hun krummede sig sammen og pressede puden ned over
hovedet. Skuffelse og skam. Birgitte måtte ikke høre hende.
Peter gik langsomt tilbage til huset. Susanne fulgte ham med blikket. Forbandede kvindemenneske. Hvad bildte hun sig ind? Han måtte have hende ud. Han nåede hen til hende, og
hun spærrede og stod midt i døren som en uheldssvanger, dømmende magt. Hendes kinder og
hals var misfarvede. Rødligt skjoldede. Uklædeligt. Han så på hendes dyrt farvede røde hår
og fingrene, med de blodrøde negle, og håndledene med de store lænker. Hans blik ramte
hendes, og han veg lidt tilbage. Hendes brune øjne brændte sig ind i hans. Næsten hypnotise-
204
rende. Hendes træk var fordrejede. Han kendte hende ikke. Han så forbi hende og skubbede
til hende og gik ind i huset. Hun fulgte efter. Pustede ham i nakken. Det var sgu ikke til at
holde ud.
”Nu tager vi en drink, Susanne, og opfører os som voksne mennesker.”
Han håbede hun reagerede fornuftigt.
”Giv mig en forklaring. Din kones veninde. Min bare røv. Den gamle haltefanden var ved at
få et ildebefindende, da hun så mig.”
Hvor var hun grov. Han skænkede til dem og rakte hende glasset.
”Susanne, vi har aldrig lovet hinanden noget."
”Hvad siger du? Har du glemt alle vores samtaler?”
”Man siger så meget. Du har altid skiltet med din uafhængighed.
”Smider du mig væk?”
”Nej, sæt dig nu ned og lad os opføre os som to voksne mennesker.”
”Voksne. Kalder du dig voksen. Det eneste velvoksne på dig er åbenbart din pik.”
”Susanne, du behøver ikke at blive vulgær.”
Hun stod lynhurtigt overfor ham, med knyttede hænder. Hendes ansigt var tæt ved hans. Han
så porerne på hendes næse. Hun løftede hånden, og hans mor stod bøjet over ham med tæppebankeren, parat til at slå. Han dækkede instinktivt hovedet med sine arme. Susanne lo højt
og hånligt.
”Din gamle, grimme slyngel.”
Hun så flasken og greb den og sparkede ham i skridtet. Han krummede sig sammen med et
hyl. Hun løftede flasken og knaldede den ned i hans hoved. Glasskår og rød væske dækkede
ham, og han lå helt stille.
Den røde tåge lettede og hun så forbavset ned på sit tøj. Ærgerligt med de pletter. Smuk nederdel. Forhenværende smuk nederdel. Den var vist lige til lossepladsen. Hun satte sig og tog
glasset på bordet og drak.
Jonas havde overtaget den snydepels stilling, selv om alle vidste, at hun skulle have haft den.
Var bedst kvalificeret. Forbandede forbrødring. Kvinder ingenting. Hun havde smilet ansigtet
i laser og raset, men Peter havde gjort sig til og sørget for, at hun fik lønforhøjelse. Penge
som en anden luder, godt og grundigt brugt. Jonas fik udfordringen og prestigen. Det var
sikkert udfordringen i mandeklubben, han skulle leve op til. Han ville vel fortsætte med at
nasse på hendes viden. Det var ikke retfærdigt.
205
Hvad var det for noget sentimentalt vås. Den sikreste måde at blive ulykkelig på var at tro på
mænd og retfærdighed, men Peters attituder havde indikeret, at de var et par. Sådan var det.
Hvorfor helvede var hun født uden pik, i en pikdomineret verden. Han lå helt stille. Hvad nu
med jobbet? Han ville sladre til Jonas.
Hun rejste sig og gik hen og pirkede til ham med skosnuden Han stønnede. Hun glippede et
par gange med øjnene.
”Peter! Peter vågn op!”
Hun bøjede sig ned over ham. Han åbnede øjnene. Blikket var ude af fokus. Hun prøvede at
fange det. Tårerne løb ned ad hendes kinder.
”Peter, hvad har jeg dog gjort? Hvad kan jeg gøre? Læge! Hvor er din læges nummer?”
”Telefonen. Susanne!”
”Ja?”
”Ring til lægen og forsvind. Jeg anmelder dig ikke. Du beholder dit job uændret, men du
forsvinder ud af mit liv. Nu!”
Han vendte sig om på siden og kastede voldsomt op. Hun rejste sig forskrækket og gik hen til
telefonen.
”Hvad skal jeg sige?”
”Sig at jeg er faldet ned af trappen, gået ind i en dør. Hvad som helst. Find på noget for helvede.”
Han gylpede. Hun fjumrede med telefonlisten, men fandt nummeret og ringede op med dirrende fingre. Ramte forkert et par gange og begyndte forfra.
”Hallo! Jeg hedder Susanne ... Andersen. Vil du bede lægen om at komme med det samme
eller sende en ambulance til Peter Justesen. Han kender ham. Han har vist en kraftig hjernerystelse.”
Hun lagde røret og gik tilbage til ham.
”Jeg kan da ikke gå.”
Gå! Nu! Jeg dør ikke … frøken Andersen!”
Han prøvede med sarkasme, men lukkede øjnene og jamrede. Hun tog sin taske og holdt hånden for munden. Måtte kvæle lyden, der var ved at tage magten fra hende. Hun var fanget.
Han havde vundet. Han lå ned og var ilde tilredt, men han havde vundet. Hun måtte gå, men
skifte tøj først. Her måtte være et badeværelse.
”Hvor er toilettet?”
206
”Er du ikke gået endnu? I forstuen eller på første.”
Hun gik op ad trappen og så på dørene. Badeværelsedøren stod halvt åben. Hun skubbede den
op, og en svag rosenduft ramte hende. Forbandede kvindemenneske. Hun flåede tøjet af; det
ville være rart med et bad, men det måtte vente. Hun rodede rundt i tasken og fandt en top og
et par shorts og stirrede på den smukke natkjole. Tårerne løb igen. Satans tuderi. Peter. Øjnene blev bulne, og de var lang tid om at falde igen. Hun gik hen til spejlet. Mascaraen havde
banet to bedrøvelige stier nedover kinderne. Hun lignede en klovn; måtte gøre det ansigt lidt i
stand. Hun hørte en fremmed stemme nedefra. Stivnede. Det måtte være lægens.
”Peter, du skal en tur på sygehuset til observation. Ambulancen kommer om et øjeblik. Skal
du have noget med?”
”Nej, lad det være. Jeg kan købe.”
Hun åndede lettet ud. Han var betænksom, trods alt. Hun rystede på hænderne. Den lille børste ville ikke ramme vipperne. Solbriller. Peters klagen dundrede i hendes hoved.
Hun gik over gangen og åbnede en dør og gik hen til vinduet. Hvor var der meget gammelt
skrammel i det værelse. Ellen havde åbenbart været samler.
Peter blev båret ud til ambulancen. Hans ene arm lå over øjnene. Lægen fulgte efter med
karakteristiske, travle skridt. Hun trak sig tilbage fra vinduet. Det tomme hus var kvælende.
Hun måtte væk. Hjem.
Hun løb ned ad trappen og standsede og løb op igen og tog tasken. Ned. Ud. Kunne ikke få
luft. Hun smækkede døren og vaklede ud til bilen og prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning. Hun ville invitere et par stykker til i aften, Nej, hele huset fuld. Og Kim. Han var fin
nok, når det kom til stykket.
Fanden tage Peter.
207
35
Hun vågnede tør i munden og tog en mundfuld vand. Nikotinhungeren drev hende ud
af sengen. Hun fandt pakken, tændte en cigaret og gik hen til vinduet og lænede sig ud. Alt
var så bekendt, men ikke fortroligt. Trygheden var borte. Hun hørte Birgitte stemme og var
ikke parat til hende.
”Jeg henter Kirsten på stationen. Vi griller i aften og så kan vi gå ned til stranden. Der er stablet et bål ikke så langt herfra. Er det ikke en god ide?”
Birgitte lød oplagt.
”Okay.”
Birgittes bil startede og gassede op og efterlod stedet i en velsignet fred.
Skt. Hans; så blev dagene kortere igen. Det varede længe inden aftenerne blev mørke, men
lyset veg dag for dag.
Slikkepinden i barndommen; dengang slik var en sjælden vare. Det havde været en rigdom at
føre den røde, søde klump op til munden og sutte forsigtigt. Langsomt, langsomt, for hun
vidste, at når hun var nået halvvejen, var det hele ligegyldigt, og den sidste halvdel blev knust
og tygget med desperat hurtighed. Mørket kunne hun ikke knuse.
Hvorfor tænkte hun på det? Hvor skulle Kirsten sove? Hun havde ikke lyst til at være underholdende, selvom det var hyggeligt at se Kirsten igen. Birgitte havde fortalt, at det gik godt
med hende. Det bankede på døren.
”Kom ind.”
Hun vendte sig. Vinie kom ind med en bakke morgenmad.
”God formiddag, Jo. Her er lidt, du kan styrke dig på. Hvordan har du sovet?”
Hun satte bakken på natbordet.
”Tungt og drømmeløst. Jeg må have sovet i over tolv timer! Hvor er det pænt af dig at sørge
for morgenmad til mig. Tak skal du have.”
”Du er velkommen. Jo, og hvis du har lyst til at snakke, er jeg her. Du kan betragte mig som
terapeut, men jeg kan også holde mund…som privatperson.”
Vinnie slog ud med hånden og smilede fint.
”Tak du. Jeg ved ikke. Måske.”
”Nu går jeg ud og forbereder lidt til i aften. Kirsten kommer.”
”Ja, jeg hørte det.”
208
”Hun sover hos Birte og Charles, og Bent kommer ikke.”
Hun gik ud og lukkede døren varsomt. Var hun Birgittes formidler? Højst sandsynligt, men
hun var sød.
Hun skænkede kaffe og tændte en ny cigaret. Vinie havde husket askebæger. Det måtte være
Birgitte. Peter. Peter og Susanne. Peter og Johanne. Lige nu havde hun det bedre end i går;
hun kunne sove sig fra meget. Den lille død.
Hun var ikke sulten, men kaffetørstig. Kaffen var varm og god, og Vinie havde husket fløden.
Peter. Ville hun overhovedet have ham nu? Kvinden Susanne ville, det havde hun set i hendes
øjne, men hun havde også set hendes grimme erkendelse af at være forrådt.
Peter måtte have kendt hende i længere tid. Den store taske afslørede, at hun havde troet sig
velkommen. Hvilken forlegenhed hun måtte have følt. Peter havde set hende for nylig. Hun
duftede stadig af samvær, og hun havde vist, hvor han var, men hun havde ikke været klar
over, at huset var hans. Var han gået direkte til hende efter Tivoli? Havde han samlet appetit
eller mistet den ude og spist hjemme? Det hele virkede så lurvet.
Han var bekvemmelighedsknepper, men hvad var hun selv, når det kom til stykket? Hun havde altid vidst, at Birgittes følelser for hende var mere end kammeratlige, men hun havde spillet uvidende og havde bildt sig selv ind, at følelser og tanker var toldfri, og hendes forhold til
Birgitte var uforpligtende. Var hun bedre end Peter? Var hendes bedrag af en finere karat end
hans? Hvem var den mest luskede, han med sin store, blinde stav, eller hun med sine ærbart
krydsede ben og vovede drømme? I virkeligheden fortjente de hinanden.
Hun brød sig ikke om ham, og hun kunne ikke lide sig selv. Dobbelt negation, men resultatet
blev næppe positivt. Hvorfor var der ofte så langt imellem at være forelsket og at bryde sig
om? Hun ville prøve at sove igen.
Birgitte var lykkelig for, at hun havde fået Jo med hjem. Det var ikke vanskeligt at forestille
sig, hvad der var sket. Elektriciteten i stuen havde været til at tage og føle på, da Jo kom ned
ad trappen, og det var umindelige tider siden, hun havde set hende så sammenbidt.
Mon hun var vågnet nu? Hendes søvn havde nærmest været dødlignende, og hun var blevet
helt forskrækket, da hun stod ved sengen og betragtede hende. Det havde mindet om dengang, hun stod bøjet over børnenes vugger og ventede spændt på den mindste bevægelse, der
kunne spare hende for at vække dem. Det ville være en fantastisk død at sove lige ind.
209
Sikke nogle dystre tanker en dejlig, lys sommerdag. Hvis vejret holdt, kunne det blive en
rigtig gammeldags skt. Hans aften. Rigtig? De rigtige var kølige og fugtige. Dem havde der
været flest af, ligesom hvid jul var en sjælenhed.
Mon Kirsten havde nået toget? Hun var blevet glad for invitationen, selvom den kom sent.
Charles og Birte kom også. Det blev næsten som i gamle dage. Nu ville Jo vel indse, hvilket
uhyre Peter var, og så skulle hun bare sørge for at være i nærheden, når hun havde brug for
det, så…Små slag.
Opgøret med Bent havde været grimt, men uundgåeligt. Hun fortrød ikke, men det var chokerende at opdage, at han mente i fuld alvor, at det var Kirstens egen skyld, at han bankede
hende. Han var næsten for stereotyp til at være sand. Han slog retfærdigt. Hans far? Der var
ingen undskyldninger. Han ville ikke høre tale om professionel hjælp. Han fejlede ikke noget.
Måske skulle kællingerne få nogle nervepiller, så man kunne holde dem ud.
Han indrømmede, at han havde dasket til Trine, en gang. Var det noget at hidse sig op over?
Hun havde følt, at han fremover kunne han sejle sin egen sø. Han besindede sig måske, hvis
han savnede pigerne nok. Kirsten var heldigvis kommet til fornuft efter deres samtale på Kultorvet.
Ristet makrel og blomkål og Vinies vidunderlige citronfromage. Charles kunne spise igen.
Han skulle være rask nu; i hvert tilfælde uden for fare og symptomfri.
Gad vist om Vinie fik talt med Jo? Det var en skam, at deres rolige liv var forstyrret af den
ballademager til Peter. Hvis det ikke kostede seksten år, ville hun kvæle ham med sine bare
hænder. Det ville være lystmord. Kvinden i stuen havde sgu set anspændt og ulykkelig ud. Et
gammeldags trekantsdrama. Der burde være forbud mod den slags. Hvordan mon det ville
være at leve uden kønsdrift? Kedeligt. Nu skulle Jo på fode igen.
Fem minutter til toget kom. Hun havde godt udsyn fra bilen. Ville kunne se Kirsten, når hun
steg af toget. Hun lænede sig tilbage i sædet. Det skulle nok gå alt sammen. Jo var i hus.
Toget kom brusende ind. Det var altid fascinerende at opleve et tog standse. Især på en lille
station. Dets voldsomme, fremadrettede kraft stod i skarp kontrast til byens stille eksistens.
Dørene gled op, og hun fik øje på Kirsten med det samme. Hun stod ud af bilen og vinkede.
”Jeg holder her!”
Kirsten vinkede tilbage og kom over mod hende med skridt, der havde en helt ny spændstighed over sig. Hun var traditionelt klædt på, i en frisk, smalstribet bomuldskjole. Fine blegrøde og hvide striber, der fremhævede hendes gyldne solbrændthed. Hendes grå hår var klip-
210
pet i en ny, kort frisure. Lang nakke og blød klipning ved ørerne. Det var den kvinde, Bent
havde forelsket sig i engang. Hun lignede en Christeltegning. Barndommens idealbillede.
Hun havde undergået en fantastisk forvandling, men noget tydede alligevel på, at det mest
sad i det ydre.
”Velkommen min ven. Hvor ser du godt ud i dag!”
”Tak Birgitte, i lige måde. Jeg føler mig også godt tilpas. Det var godt at tale med dig forleden.”
Hun samlede kjolen og satte sig ind med samlede ben. Hvor var hun egentlig gammeldags.
”Hvor er det rart at komme ud af byen. Hvordan går det?”
”Godt nok. Du ved hovedet oppe og benene nede og tungen lige i munden. Jo slikker sår. Det
er fyren fra gamle dage, der har været på krigsstien igen. Han er akkurat det dumme svin, jeg
advarede Jo imod. Hun trænger til lidt privatliv. Det er derfor, du skal sove hos Charles og
Birte. Jeg håber ikke, du har noget imod det?”
”Nej, det er fint. Jeg har talt med Birte. Hun siger, at Charles har det bedre. Er det sandt?”
”Ja. Han kommer over det. Det er en stor lettelse. Nu går jeg og venter på mit svar.”
”Svar? Hvilket svar?”
”Jeg har en knude i højre bryst og jeg får svar om nogle dage, men den er højst sandsynlig
godartet.”
”Gudskelov. Det må have været en grim oplevelse.”
”Ja, det er stygt. Jeg troede sgu, at det var slut. Jeg reagerede med panik. Det var en overraskelse. Lad os ikke tale mere om det lige nu. Hvad med kærligheden?”
”Kærligheden, ja.”
Hun syntes, at hun anede en resigneret undertone i Kirstens stemme.
”Bent ringede, og jeg sagde til ham, at jeg under ingen omstændigheder flytter tilbage til
ham, hvis han ikke søger professionel hjælp. Jeg har givet ham Vinies nummer. Hun vil gerne
hjælpe ham. Pigerne er også afventende. Det ved han nu. Jeg tror, at han er gået i tænkeboksen. Du har jo også sat ham stolen for døren, så han er også isoleret her. Jeg har ondt af ham,
og selv om min fornuft siger mig, at det er uklogt, har jeg har stadig følelser for ham.”
Kirsten sukkede tungt. Satans! Hun tog et fast greb om rattet. Jo om igen.
”Kirsten stå fast. Han har ikke forandret sig.”
Hun håbede, at hun lød overbevisende, men hun kunne aldrig vide med Kirsten.
”Nå Kirsten, nu hygger vi os et par dage. Vejret ser ud til at arte sig godt.”
211
Hun lagde hånden på Kirstens arm.
”Undskyld, hvis jeg lyder dominerende, men jeg havde et opgør med ham. Han mener, at det
var din egen skyld, at han slog dig.”
Kirsten foldede hænderne i skødet og så ud ad sideruden.
”Han undskyldte og græd, da jeg talte med ham i telefonen. Jeg tror virkelig, at han er ved at
forandre sig, og han savner mig. Jeg vil møde ham på et tidspunkt.”
”Ja, ja Kirsten, man har et standpunkt … Du er over tolv år. Jeg håber, at du ved, hvad du
gør. Jeg er måske ikke den rette til at råde dig, men jeg har den tommelfingerregel at tro det
værste om næsten alle mænd, og derefter lade dem overraske mig positivt. Trine forlod ham
pludseligt. Husk det!”
”Han sagde, han smed hende ud. Hun flirtede til højre og venstre, når de var ude.”
Hun bed tænderne sammen. Hvis det var flirt at gøre sig synlig, havde han ret, men Kirsten
havde sgu aldrig så meget som blinket ved deres fester. Det var nyttesløst at argumentere med
hende. Det gale ved Bent var, at han ikke tålte konkurrence, og det gik ud over kvinderne,
fordi han var for fej til at gå i gang med mændene. Hun skævede til Kirsten, der sad meget
rank med hagen skudt frem.
”Kirsten, kan vi ikke gemme det? Jeg er glad for at have dig her. Det er længe siden, du har
pyntet på omgivelserne.”
Hun puffede venskabeligt til hende, og Kirsten vendte sit ansigt om imod hende og smilede
lettet. Sølle kvinde.
”Ja, lad os det. Jeg mødte for resten Edith. Kan du huske konen fra hjørnegrunden? Ibs.”
”Ja. Det var hende, der ikke kunne se ungt kød, uden at blive våd i… blikket. Hvordan går det
med hende?”
”Hun har fundet en gammel velhaver gennem en af morgenaviserne. Hun bor i Spanien i
vinterhalvåret. Hun ser strålende ud og er blevet mindst ti kilo tykkere end dengang. Hun
forklarer omfanget med olivenolie og den hårde konkurrence med de ældre, spanske fruer.
Hendes mand vil have noget at putte sig ind til. Han fryser om vinteren, siger hun. Hun er et
livstykke.”
Kirsten smilede stort. Hyggen bredte sig i bilen. Det skulle nok blive en hyggelig aften. Skt.
Hans aften.
212
36
Hun så på sine venner og mærkede en klump i halsen. Hun sad sammen med mennesker, hun elskede og holdt af. De var rigdom. Hun rømmede sig. Snakken summede balsamerende omkring hende.
Jo var lidt bleg om næsen og tavs, undtaget når hun blev spurgt, men hun var da kommet op,
og vinen havde løsnet hendes stive skuldre og givet hende lidt farve i kinderne. Hun smilede
opmuntrende til hende og fik en trækning igen. Det skulle nok komme.
Charles underholdt sig med Vinie om terapeutens kontra præstens sjælesørgerrolle, og John
sad tilbagelænet og bakkede på sin pibe og lyttede, med et lille halvsmil. Det var helt tydeligt,
at han nød tilhørerens rolle. Han trængte sikkert også til at hvile gummerne ovenpå en lang
skoledag sammen med støjende pubertetsbørn. Birte og Kirsten udvekslede skønhedstips. Det
var ægte samvær og livgivende.
Hun havde skænket gavmildt i glassene, og Vinies middag smagte af sommerminder. Hun
ville hente fromagen. Hun rejste sig og gik ind i køkkenet og ønskede, at øjeblikket kunne
brænde sig ind i hendes bevidsthed og oplagres ligeså lysende klar, som de kæreste barndomsminder.
Hun smilede. Var vist lidt sentimental. Charles lignede næsten sit gamle jeg. Han havde taget
lidt på igen. Denne rolige, varme mand, der holdt af kvindekønnet, havde været hendes forbindelse til mænd sammen med faderen og hendes professionelle liv. Hvis der gik for lang tid
mellem møderne, overmandede hadet til hans køn hende. Hun støttede sig til køkkenbordet
og stirrede ud på de blafrende lys, der kastede et uroligt skær ud i den blege sommeraften.
Lysenes væger spruttede. Små eksplosioner.
Bomberne og eksplosionerne. Den knugende angst. Hendes mor, der krystede hende ind til
sig, så hun næsten ikke kunne få luft. Morens lugt. Hun lugtede skarpt og ubehageligt. En
fremmed lugt. Råb og gråd og mors langtrukne, klagende skrig, da de flåede hende væk, og
skrigene, der blev ved, mens verden forsvandt. Alle mændene og hendes mor, der lå helt stille. Mændene på vej over mod hende og et højt råb og stilhed og stilhed, og mor ville ikke
rejse sig.
”Birgitte! Du er faldet i staver.”
Hun glippede et par gange med øjnene og opdagede Kirsten, der stod tæt ved. Kirsten lagde
armene omkring hende og sin kind imod hendes. Den var våd.
213
”Du har grædt?”
”Glæde Kirsten, lutter glæde.”
”Også her. Jeg er så glad for, at jeg er tilbage. Det er ligesom at komme hjem. Der var en
slags helle heroppe, og nu kan jeg sidde helt afslappet og nyder to sympatiske mænd.”
”Ja, vi er heldige Kirsten. To sammen på samme tid. I mit sind er det over gennemsnittet. Det
er Charles fortjeneste i barndommen, at jeg ikke blev helt skæv. Tager du citronfromagen?
Vinies den bedste. Det er godt at have dig her.”
Et vemodigt skær løb over Kirstens ansigt.
”Op med humøret Kirsten! Måske sidder du sammen med en skøn mand til næste år.”
De smilede fortroligt til hinanden. De havde fælles historie, der bandt dem sammen. Kirsten
tog fromagen, og hun tog skålen med flødeskum, og de gik ud sammen og satte desserten på
bordet under overdrevne jubelskrig, og hun så med tilfredshed, at alle nærmest kastede sig
over fromage og flødeskum med barnlig grådighed. Vinie lo og blinkede til hende, mens hun
vendte sin kind mod John, der gav hende et kys. Hun satte sig tilfreds og tog en stor portion
og lod en skefuld glide ind over læberne og tungen. Den bløde masse fyldte mundhulen. Fornemmelsen var næsten ekstatisk, og hun elskede dens syrlige eftersmag. Hun løftede glasset
med den boblende champagne.
”Skål venner! Gid vores skæg må vokse.”
”Skål lille mor!”
Bålet knitrede og gnisterne føg. De store flammer lyste mod den blege himmel og det dunkle
vand, og skinnede på sandets lyse flade og skabte changerende folder og mønstre i det, og det
lignede næsten softice. Hun så fascineret ind i den hede, rødgule ild og mærkede varmen
brænde i kinderne. Hun rykkede lidt tilbage og trådte Charles over tæerne. Han smilede og
lagde en arm om hendes skuldre og gav hende et lille klem.
”Nå Jo, har du det bedre nu?
”Ja tak, det er begyndt at hjælpe.”
Birte og Vinie kom hen til dem med kolde øl, og Vinie gik hen til John og lagde en arm om
hans liv. Birgitte og Kirsten stod lidt væk. Hun kunne se, at Birgitte prøvede at overtale Kirsten til et eller andet. Karakteristiske armbevægelser. Det ville være befriende, hvis hun kunne hvile de arme engang imellem, og lade folk være i fred. Hun mindede sommetider om en
hund, der samlede flokken.
214
Flokken. Den var også livsvigtig for hende. Hun kunne ikke forestille sig en tilværelse uden
de mennesker, men hvis hun afbrød sit venskab med Birgitte, ville hun sikkert miste dem, for
når det kom til stykket, var de først og fremmest Birgittes venner. Det ville være en stor lettelse, hvis Birgitte fik en kæreste, men hvis hun gjorde, ville der så være plads til hende?
Hvad bestod deres venskab i?
Hun trængte til en cigaret, men havde glemt dem på bordet. Hun så sig omkring og fik øje på
en mand med en cigaret et stykke væk. Hun nikkede til Charles og Birte og gik over til ham.
”Undskyld, kan du undvære en? Jeg har glemt mine i farten.”
Han trak beredvilligt en pakke op af sin skjortelomme og bød hende og tændte for hende.
”Tak skal du have.”
Hun sugede begærligt ind. Han smilede.
”Du er velkommen. Vi rygere må holde sammen.”
Hun ville prøve at stoppe igen, men ikke lige nu. Hun vendte sig og syntes, hun så Bent?
Bent! Hvorfor var Bent ikke med i aften? Nej naturligvis. Kirsten. Hvor havde hun sine tanker? Stod Peter og Susanne arm i arm og betragtede et bål, eller sad de foran ilden hos Peter?
Smerten jog gennem hende, og hun så sig hjælpeløst om efter et kendt ansigt. Hvor var de
henne alle sammen? Begyndende panik.
Den kom krybende, men hun fik gudskelov øje på Birgitte, der vinkede, og gik langsomt hen
til hende og Vinie, der rakte hende en øl til. Hun havde egentlig ikke lyst til at drikke mere,
men måske kunne den dulme længslen. Hun længtes efter Peter. Hun længtes efter at være
alene. Her var for mange mennesker; tilløbere. Hun fnøs. Hun tænkte snart som en bedre
godsejer.
Bålet var ved at brænde ned, og larmen fra nogle unge mennesker, der havde fået en tår over
tørsten, brød stemningen. Birgitte foreslog te og snitter, mens hendes blik for pladsen rundt.
”Jo, hvor er Kirsten?”
”Det ved jeg ikke.”
Hun så sig omkring, men Kirsten var væk. Birgitte så dødtræt ud.
”Hvorfor ser du sådan ud? Hun er vel gået sammen med Bent. Han har lusket omkring den
sidste times tid. Måske er det godt, at de taler sammen.”
”Har Kisten nøgle til huset?”
Charles så spørgende på Birte.
”Ja min ven, jeg gav hende ekstranøglen.”
215
”Hun er sikkert gået hjem til mig. Det ville ligne hende at overraske med skubbe af te og
snitter.”
De slentrede hjemad. Luften var mættet af dufte fra gran og vilde roser. Hybenbuske, der
ville tilbyde deres orangefarvede, vitaminrige frugter om et par korte måneder. Birgitte tog
hende under armen.
”Jeg husker vinterens hybensaft ’for sundhedens skyld’. Den var afskyelig, næsten værre end
levertran.”
Hun rynkede på næsen, men buskenes duft var berusende. Hun skævede til Birgitte. Tre ældre
par, to tilfredse, måske ligefrem lykkelige, og Birgitte og hendes skæve samhørighed. Peter.
De nåede huset, der var mørkt, og hun tændte lysene igen og gik ind i køkkenet og satte vand
over til te, og Birgitte og Birte begyndte at smøre snitter. Vinie og John sad og talte sammen
udenfor. De holdt hinanden i hånden og lignede et par nyforelskede.
Teen var varm og stærk, og de delikate snitter smagte af barndom, med mellemmad i hulen,
men stemningen var lidt trykket. Charles strakte sin lange krop.
”Jeg håber, Bengt opfører sig ordentligt. Ellers skal jeg komme efter ham.”
Birgitte tyggede af munden. Hun så alvorligt på ham.
”Lov mig det? Volden ligger latent i ham. Jeg blev helt forskrækket forleden dag. Han osede
af indestængt galde. Han havde lyst til at stikke mig en på kassen. Jeg kunne lugte det. Jeg
har fortalt Kirsten det, men hun hører ikke efter.”
Vinie smilede skævt.
”Birgitte! Hvem gør det?”
Det gibbede i hende af ubehag. Kunne Vinie ikke holde mund. Birgitte var sart i øjeblikket.
Hun så hendes mund strammes, men så tog hun sig sammen.
”Du har ret Vinie. Jeg er ikke den rette. Det kniber med det gode eksempel.”
Birgitte skævede til hende, og hun så væk. Troede de, at Birgitte havde frelst en troløs elskerinde? Hun måtte tale ud med Birgitte. Få helt klare linier. I værste fald måtte hun så tage ørkenvandringen med fjernsynet som bedste ven. Hvor ynkeligt. Charles rejste sig.
”Jeg har lyst til en brændevin. Hvad siger I? Jeg har en på køl hjemme. Skal jeg hente den?”
”God ide.”
Hun greb taknemmeligt afbrydelsen. Han gik, og de rejste sig for at rydde af bordet. Vinie
lænede sig over mod hendes øre.
216
”Jeg ved, du ikke er Birgittes kæreste, og jeg ved også, at du ikke flirter med hende. Jeg tror
du er blevet hendes fikse ide. Hun vil ikke acceptere dine valg. Den eneste løsning i øjeblikket ville være, at I ikke sås. I hvert tilfælde et stykke tid.”
”Jeg ved det, men jeg er bange for at miste det her…Og hjemme…jeg har altid Birgitte. Hun
kan være anstrengende, men jeg holder jo af hende...jeg skylder hende meget.”
Vinie nikkede og tog et par kopper.
”Nu drikker vi, til vi styrter. I morgen taler jeg med jer begge to, også gerne sammen, hvis du
synes.”
”Tak. Må jeg tænke over det?”
”Okay.”
”Hvad laver I?”
Birgitte råbte fra køkkenet, hvor hun og Birte stod og skyllede tallerkener af.
”Kan I så rubbe jer børn, så vi kan få ryddet op, inden far kommer tilbage med godterne.”
Vinie trak på skuldrene og blinkede til hende.
”Ja, mor, nu kommer vi.”
John rejste sig og gik over til Vinie og lagde armen omkring hende.
”Jeg tror, jeg kører ind nu, min skat. Jeg er blevet ædru. Jeg skal ordne noget på kontoret i
morgen formiddag.”
”Ja, min elskede. Jeg håber du henter mig i morgen eftermiddag. Jeg har en klient mandag
middag. Jeg hilser fra dig. Tag bare af sted.”
De omfavnede hinanden og gik over mod bilen, og hun betragtede dem indgående og misundelig. Der var en aura af samhørighed omkring dem, samtidig med, at de fremstod helt tydeligt, hver for sig. Vinies energiske bevægelighed og Johns næsten mutte attituder. Charles og
Birte mindede om hinanden, mens Vinie og John fremstod, som væsener fra forskellige planeter. Hvad skabte kærligheden? Hvilket stof manglede hun? Hvorfor var hun utydelig og
altid forskudt fra sig selv? Hvordan blev hun entydig uden at blive ensporet? John nikkede og
vinkede, og Vinie kom tilbage.
”I er misundelsesværdige, Vinie.”
”Hårdt arbejde, min snut.”
Birte kom ud med en bakke med glas, og Birgitte satte citronvand på bordet. Hun fik voldsomt lyst til en flyversjus. Den var højdepunktet af ekstravagance, da hun var barn. Martini til
damerne og Martini eller flyversjusser til herrerne og citronvand, eller i bedste fald appelsin-
217
vand til hende. Glæden og trygheden ved at putte sig i de voksnes højrøstede snak, mens flaskens bobler bed i næsen og ganen.
De satte sig omkring bordet. Birte så på uret.
”Charles lader vente på sig.”
”Ja, han har nok truffet nogle bekendte. Her er mange i år. Det gode vejr trækker.”
Birgitte trak vand op og så rundt.
”Jeg har en cognac, hvis I har lyst.”
”Nej tak. Vi venter vist.”
Hun så på Birte, der havde mistet lidt af den stålsatte ro, som ellers var karakteristisk for hende.
”Hvordan har du haft det med Charles sygdom?”
Hun fortrød spørgsmålet. Kom vel for nær. Birte satte albuerne på bordet og støttede hovedet
i hænderne. Genoplevelsen afspejledes i hendes ansigt.
”Jeg er glad for, at du spørger, Jo. Folk lister normalt udenom. Jeg havde det rædselsfuldt. Vi
har talt om, at et eller andet kan ske i vores alder. Charles ser så meget i konsultationen, men
jeg opdagede, at jeg var totalt uforberedt.”
Kirsten tav, og tavsheden fik hende næsten til at mærke den angst, hun måtte have følt.
”Det er svært at forklare. Livet blev pludseligt knivskarpt. Jeg havde det, som om jeg stod
helt nøgen i sne. Jeg var helt ubeskyttet. Jeg aner jo ikke, hvordan jeg skal leve uden Charles.
Det er skræmmende. Jeg håber, at jeg dør først, selvom det er egoistisk…
Charles var heller ikke så nøgtern, som han prøvede at bilde mig ind. Jeg så hans skrøbelighed, og den gjorde mig bange, og der var ved at komme en omsorgsfuld afstand imellem os.
Jeg var virkelig alene en overgang, men vi fik grædt ud sammen og så gik det bedre. Ih, hvor
jeg snakker.”
Hun rakte hånden over bordet og lagde den på Birtes arm.
”Jeg er glad for, at du fortalte om det. Jeg synes sommetider, at det, der ikke bliver sagt trætter allermest. Charles er så uundværlig.”
Hun smilede fjoget. Birte lagde en arm om hendes skulder.
”Nu er det værste overstået. Lad os håbe, at det går godt med Birgitte.”
”Ja. Jeg beder til det.”
Hun glattede ansigtet med hænderne og så direkte på Birte og sendte hende et varmt smil.
”Nu kommer Charles.”
218
Birte lød lettet og glad. Hun var stadig angst for, at han skulle forsvinde. Hendes stemme fik
en særlig, mørk klang, når hun sagde hans navn.
Vinie satte glas og vand parat til ham.
”Smil Birte! Dit livs lys kommer galoperende på sin hvide hest.”
De kunne ikke lade være med at le. Charles nåede hen til dem og satte sig tungt. Hans ansigt
var mere furet end nogensinde, og han var helt gusten. Birte så spørgende og uroligt på ham.
”Hvor er snapsen Charles? Hvad er der galt?”
”Har du et eller andet stærkt, Birgitte?”
Hans stemme var hæs.
”Ja. Hvad er der i vejen? Er der nogen, der har taget din top?”
”Kirsten er død.”
Hans stemme lød anstrengt, og han var stærkt bevæget. Kulden bredte sig.
”Bent har slået hende ihjel. Kvalt hende. Politiet har hentet ham.”
Han gned sine øjne.
”Tilgiv mig, men der er ingen let måde at fortælle det på.”
Tableau. Stilheden summede. Birgitte rejste sig stift og forsvandt ind i huset. Hun hørte en
underlig lyd, og den kom fra hende selv. Hun holdt hånden for munden. Det prikkede i hendes hovedbund og pressede i hendes tindinger. Birgitte kom tilbage og skænkede op i ølglassene. Flaskens kluk lød øredøvende. Birgitte satte sig tungt.
”Fortæl Charles!”
Birgittes stemme lød underlig flad. Charles drak tørstigt og tog flasken og hældte op. Hans
hånd rystede, og hans øjne var meget mørke. Han tørrede sig om munden og så på Birgitte.
”Jeg blev bekymret over det, du fortalte. Jeg forstod ikke rigtigt, hvorfor Trine forlod ham så
pludseligt. Har også været helt optaget af mit eget. Jeg ville lige sondere terrænnet. Jeg kunne
altid spørge dem, om de ville have en drink. ”
Birte rejste sig og stillede sig bag ham, og lagde hænderne på hans skuldre. Han tog sig gevaldigt sammen.
”Han sad i en stol og hang. Der stod flasker alle vegne. Han var i chok og gentog uafbrudt
’jeg elsker hende.’ Det var absurd. Jeg fatter det ikke. Han har vist også prøvet at voldtage
hende.”
219
Hun rejste sig brat, og kvalmen skyllede ind over hende. Hun nåede ikke ind. Ildelugtende,
halvfordøjet mad stod i kaskader ud af hendes mund og ramte tøjet og skoene, og afføringen
løb ned ad hendes ben.
Vinie rejste sig og fik hende ind i huset og ud på badeværelset og klædte hende af.
”Gå ind under bruseren, Jo, JO!”
Hun lystrede og stod stille under det varme vand og satte sig mat og stønnende ned på gulvet.
En underlig, komisk lyd. Vinie løb ud. Hun måtte ikke gå!
”Charles, kan du ikke hente noget beroligende til Jo. Hun er dårlig.”
”Det skulle jeg have tænkt på. Jeg er tilbage om lidt.”
Han rejste sig og Birte tog hans hånd og gik med ham. Birgitte kunne ikke rejse sig. Forbandede, godtroende kvinde. Om lidt ville hun vågne, og alt ville være, som det plejede. Hun
lukkede øjnene og åbnede dem, for at få billederne væk, men de blev ved og ved. De forfærdelige billeder.
”Jo, rejs dig!”
Vinie stod parat med et håndklæde, og hun kom på benene med stort besvær, og hun var ved
at glide i sæben, der var faldet på gulvet.
”Undskyld Vinie, det er overstået nu. Jeg klarer mig.”
”Er du sikker?”
”Ja. Tak.”
Vinie gik ind i stuen. Den virkede kølig. Hun så på kakkelovnen. Forældrene havde haft kakkelovn. Hun huskede, hvordan de tændte op. Hun åbnede lugen. Træ og papir var lagt tilrette.
Tændstikker. Svælg. Hun så flammerne fortære papiret, der krøllede sig sammen og gav næring til ildens hede slikken på træet. Krematorium. Hun rystede på hovedet. Om lidt ville her
blive varmt. Jo kom ind. Hun stillede sig foran ovnen.
”God ide Vinie. Hvor er de andre?”
”Charles og Birte henter noget beroligende. Birgitte….?”
Hun gik ud i køkkenet og så ud. Birgitte sad bøjet indover bordet, med hovedet hvilende i
armene.
”Birgitte sidder helt alene derude. Jeg får hende herind.”
Charles og Birte kom gående tæt sammen. De gik hen og flankerede Birgitte og tog hende i
armene. Hun kom på benene og vaklede et par gange og fulgte viljeløst med dem ind i huset.
Det ville aldrig blive det samme mere. Verden var forandret.
220
De krøb sammen i stuen. Charles gik hen til Jo.
”Vil du have lidt beroligende?”
”Hvad er det?”
”Bare lidt beroligende, men ikke for meget sammen med spiritus. ”
”Jeg ved ikke. Jo tak, en enkelt.”
Han rakte hende den lille, hvide, uskyldigt udseende…, nu kunne det være nok. En enkelt var
ikke afhængighed og abstinenser. Hun slugte den. Vinie havde lavet kaffe, og varmen var ved
at brede sig i stuen, men de så ud til at fryse alle sammen. Birgitte var tilsyneladende sig selv
igen og agerede værtinde og sørgede for puder i ryggen og tæpper over benene, men hendes
bevægelser var mekaniske. Hun havde aldrig set hendes ansigt så gustent, ikke engang, da
hun fortalte om knuden. Hun opgav og satte sig ned og åbnede munden og lukkede den igen
og åbnede den. Hun så på Charles.
”Hvad med pigerne?”
”Politiet underretter dem. Birte og jeg kører derind i morgen formiddag. De bor sammen. Jeg
kan ikke køre i aften, og de er sammen med deres kærester.”
Stakkels børn. Hun lagde armene omkring sig selv. Hvordan mon Karen og Peter havde det?
Hun længtes efter at omfavne dem og mærke deres varme. Det varede heldigvis ikke så længe. Kirsten var død, mens de spiste smørrebrød. Hun havde måske trukket vejret for sidste
gang, da hun tog en bid af kartoffelmaden. Et sekund og livet til forskel. Havde hun lidt?
”Charles, tror du hun led?”
Birgitte havde taget spørgsmålet ud af munden på hende, og hun hørte, hvor tåbeligt spørgsmål var, for hvordan i alverden skulle han dog kunne vide det?
”Ja. Meget. Han tævede hende først. Hun var maltrakteret. Jeg ved ikke, om hun var bevidstløs, da han kvalte hende.”
Birgitte begyndte at græde, og Vinie skyndte sig over til hende og tog hendes hånd.
Hun så på dem og kunne ikke røre sig.
Hendes far stod bøjet over hendes mor med løftet arm, og den lille Jo skreg, og far vendte sig
om mod hende, og hans ansigt var hadefuldt, og hun stirrede skrækslagent på ham, og hans
ansigt blev hans eget, og han rakte sine arme ud efter hende. Hun snoede sig forbi ham, og
løb hen til sin mor, der rejste sig. Hun havde en flække i læben og græd. Hun lignede Sara,
når drengene drillede hende i skolegården. Faren var væk et stykke tid.
221
Moren fortalte senere, at han elskede dem, men hendes ord hjalp ikke. Tværtimod. De gjorde
hende forvirret, og hver gang faren kyssede moren, så hun ham stå bøjet over hende, og hun
undrede sig gysende over kærlighedens væsen.
Hvordan havde stakkels Kirsten kunnet tro, at Bengt elskede hende, og hvordan havde Bent
kunnet få ordet elske over sine læber, når Kirsten lå lemlæstet foran ham? Ubegribeligt. Eller
var det? Hvordan kunne hun tro, at Peter ville hende noget godt? Måske ville han såre hende
dødeligt en gang til. Ja, måske. Der var slet ingen garantier. Kun ønsket om en smule lykke.
Hun var totalt udmattet. Vinie kom hen og lagde sin hånd på hendes skulder.
”Vi går i seng nu, Jo. Birgitte og jeg sover sammen i den store seng. Du er velkommen til at
sove med.”
Birte og Charles var gået og ilden var ved at brænde ud. Hun måtte have været væk et øjeblik.
”Ja tak. Det vil jeg gerne.”
Det var ved at lysne, og de første fugle var begyndt at fløjte. De var programmerede til det.
De sang også, selv om deres unger lå døde på jorden. Hun sang ikke. Bevidsthedens svøbe.
Charles og Birte ville hjem, men de havde også hinanden. Peter. Birgitte slukkede stearinlysene og fulgte efter Vinie. Hun så længselsfuldt efter de to sammentømrede skikkelser og gik
langsomt ind i soveværelset, hvor Vinie allerede lå under den store dyne.
222
37
Kirsten. Hun vågnede med et spjæt og vendte hovedet og så ind i Vinies sovende ansigt. Der kom en lille, blød lyd ud af hendes mund, når hun trak vejret. Hendes ansigt var i ro
og uden bevidsthed om tragedien. Hun løftede hovedet og så over Birgitte, der lå på ryggen.
Hendes øjne bevægede sig under lågene, og hun gav sig.
Hendes hjerte hamrede tungt i brystet. Hun kneb øjnene sammen og åbnede dem igen, men
billedet af Kirsten i lighuset, iskold og blå, ville ikke gå væk.
Hun lirkede sig ud af sengen. Vinie vendte sig om imod Birgitte. Birgittes arm faldt ned. De
sov tungt. Hun åbnede døren og gik ind i stuen, der lugtede lidt af cognac og stearin og gammel røg. Hun havde glemt at tømme askebægeret i aftes. Aske.
Hun åbnede vinduet og sugede den friske luft ind og gik ud i køkkenet og så ud på bordet, der
lignede en afbrudt fest. Hun fyldte kedlen og satte den over. Te. Stærk te med mælk og honning.
For knapt et døgn siden hørte hun Birgitte råbe til Vinie, at hun hentede Kirsten på stationen.
Birgitte havde inviteret Kirsten til dødedans. Hvad var det hun tænkte?
Hun gik ud i badeværelset og bøjede sig over spanden med det snavsede tøj. Det lugtede stadig svagt af opkast og afføring, selv om hun havde skyllet det mange gange. Mennesker tømte sig, når de døde. Mon Kirsten havde ligget ubeskyttet på gulvet i sin afføring? Hun vred
tøjet op og skyllede det en ekstra gang og vred det og gik ud til tørresnoren og klyngede det
op. Det var ikke værd at bruge klemmer på.
Kirsten havde siddet ved bordet, rank og glad for sit nye liv, og hun havde solet sig i deres
komplimenter. Hun havde nydt citronfromagen. Den dødsdømtes sidste måltid, selvom hun
heldigvis ikke havde haft anelse om, hvad der ville ske hende. Hun havde været skånet for
langvarig psykisk tortur; havde ikke siddet på dødsgangen i årevis.
Kirsten havde været fuld af håb for fremtiden, indtil sine allersidste minutter eller sekunder.
Hun mærkede panikken, og så dødens grusomme ansigt stikke hovedet frem, og hun havde
lyst til at gå ind og ruske i Birgitte og Vinie og beordre dem op, men hun kunne ikke. Dagen
var Kirstens.
Træerne omringede huset. Det var svært at trække vejret. Peters grund var åben og uden
skygger. Peter. Var det virkelig kun et par døgn siden, hun vågnede op hos ham? Hvis hun
223
ikke havde vidst bedre, kunne man have bildt hende ind, at det var år siden. Tiden var en
underlig størrelse. Den udvidede sig eller trak sig sammen efter hendes sindstilstand.
Hun gik ind. Vandet kogte. Dampen stod ud af tuden. Hun hældte blade og vand i den orangefarvede potte og fyldte kaffemaskinen, og hun følte sig dybt taknemmelig over, at hun
kunne høre og se og bevæge sig og lave kaffe og te. Birgitte og Vinie mumlede sammen bag
soveværelsedøren. Mon Kirsten skulle kremeres eller begraves?
Birgitte kom ud i køkkenet. Hendes øjne var opsvulmede og furerne fra næsen ned mod munden tegnede sig skarpt i det fyldige ansigt, og hun så pludselig en ældre, ulykkelig kvinde,
langt væk fra en Birgitte, der kunne klare alt.
Birgittes sorg var voldsom og ægte. Stakkels Birgitte, der ville samle flokken omkring sig og
skabe idyl, med ulven listende rundt udenfor cirklen. Birgitte drak et glas vand og stod tungt
lænet mod bordpladen.
”Birgitte!”
”God morgen.”
Stående vending; lidt grotesk netop nu. Helt tappet for indhold. Hun fyldte en bakke med krus
og mælk og honning og bar den ud til bordet. Hun skubbede flaskerne væk og væltede en, og
den gule væske løb henover fladen og lignede urin. Mon de døende også tissede? Hun samlede flaskerne sammen og bar dem ind og gik varsomt forbi Birgitte. Hun tog tepotten.
”Tager du kaffen, Birgitte? Sover Vinie?”
”Nej, hun er i bad.”
”Kom med ud og få lidt frisk luft og en kop te.”
”Jeg ved ikke. Jeg…”
”Kom nu!”
Hun skubbede Birgitte blidt hen til døren og ud. De satte sig ved bordet og så på hinanden og
på Kirstens stol og på puden, der stadig havde Kirstens aftryk. Stolen havde stået tom siden
middagen. Kirstens plads, hvis hun ville have te og snitter. Hvis hun kom. Birgitte skænkede
te og rakte hende et krus og tog sit og holdt hænderne omkring det, ligesom om vinteren, når
hun ville varme sine hænder. Hun mærkede tilsyneladende ikke keramikkens hede. Pludselig
slap hun det, og den varme drik ramte hendes lår.
” Av for satan!”
224
Birgittes hyl gjorde hende så forskrækket, at hun var ved at grine, men hun beherskede sig
heldigvis og skyndte sig over og trak hende op af stolen og skubbede hende ind i huset og ud
i badeværelset, hvor Vinie stod og tørrede sig.
”Ind under den kolde hane!”
Hun vendte sig om mod Vinie.
”Undskyld vi kommer brasende. Birgitte har brændt sig. Te…Jeg henter en taburet, så du kan
sidde ned. Du skal skylle lårene, så længe det nasser.”
Vinie klappede Birgitte på skulderen og forsvandt ind i soveværelset, og hun gik ud i køkkenet og tog taburetten og så på sine hænder. Grebet var vigtigt. Hun kunne handle. Hun bar
den højtideligt ind til Birgitte.
”Værsgo. Jeg henter et nyt krus te til dig.”
Hun kunne tale. Hun gik ud og skænkede te op og smagte på den. Hun havde smagssans og
kunne afgøre, om hun kunne lide den eller ej. Den duftede krydret. Lugtesans. Teen brændte
lidt på tungen. Følesans. Hun var i live.
Birgitte tog imod kruset, og hun blev hængende lidt, men vidste ikke, hvad hun skulle sige og
så tydeligt, at Birgitte havde det på samme måde, og badeværelset var trangt. Hun vendte sig
og gik ud og satte sig i haven. Hun havde kvalme.
Telefonen kimede. Hun sad sammen med Birgitte, der var kommet ud til hende, men hørte
den tydeligt. Nyt om Kirsten eller pigerne? De sad meget stille og stirrede på hinanden. Vinie
kom ud.
”Jo, det er til dig. Peter.”
Vinnies stemme var sigende. Hun rejste sig automatisk op, men satte sig ned igen. Hun mærkede varmen i kinderne.
”Hvad vil han?”
”Det ved jeg ikke.”
Hun vendte sig om mod Birgitte, der så utilpas ud.
”Hvordan kan han ringe hertil?”
”Jeg gav ham mit visitkort.”
”Hvorfor?”
”Han insisterede. Jeg tænkte kun på at få dig væk fra det menneske.”
Hun rejste sig fortørnet og stødte venstre knæ ind i bordbenet. Smerten jog igennem hende,
og hun havde lyst til at græde. Et stykke kvinde for et stykke visitkort.
225
”Handlede I?”
”Hvad siger du?”
”Du hørte godt, hvad jeg sagde.”
Hun så såret på Birgitte og gik sammenbidt forbi Vinie.
Den røde telefons farlighed. Hvorfor var hun nysgerrig? Røret brændte.
”Det er Johanne.”
”Peter her. Lad være med at lægge røret på, Johanne. Jeg kan forklare det forleden dag. Jeg er
på sygehuset. Jeg tager hjem nu. Jeg vil gerne se dig og tale med dig.”
Hun holdt røret ud fra kroppen. Hvad nu? Kirsten var på hospitalet, ikke Peter. Peter var
sammen med Susanne.
”Johanne, er du der?”
Hans stemme skrattede ud i rummet.
”Vent!”
Hun var i live og kunne tænke.
”Hørte jeg rigtigt? Er du på sygehus?”
”Ja, Susanne slog mig.”
”Hvad har du lovet hende?”
”Ingenting.”
”Det passer ikke. Hvad har ligget i luften, Peter?”
”Ikke det fjerneste. Du må tro mig. Hun slog mig.”
”Hvorfor slog hun dig?”
”Kællingen er skør. Hun bankede en flaske i hovedet på mig. Jeg har hjernerystelse. Johanne!”
Hun så tegnefilm. En furie. Peter i defensiven. Hun lo skærende. Eller græd hun?
”Hvad griner du ad.”
Han lød forurettet.
”Hvad tror du? Det er komisk. Hun skulle have ramt dine ædlere dele; så havde hun ramt
noget væsentligt.”
Hun smækkede røret på, inden hun nåede at tænke sig om og undrede sig over udbruddet.
Hun rystede og så skamfuldt på røret. Hvordan i alverden kunne hun opføre sig så højrøstet i
dag? Hun stod helt stille og ventede på at få kontrol over kroppen. Kirsten. Et kort øjeblik
226
havde glemt Kirsten. Hun havde råbt og skreget i sorgens hus. Det var godt, at Kirsten ikke
kunne høre hende. Vinie stod i døren. Hun klukkede.
”Du skulle have gennemført samtalen, Jo.”
”Lyttede du?”
”Jo! Man behøvede sgu ikke at lytte. Du brugte de store lunger.”
Vinie gik i vandkanten. Det var befriende at slippe væk fra det de to kvinder et øjeblik; især
Birgitte. Små efterdønninger, fra en båd langt ude, ramte stenene og faldt til ro med beroligende plask.
Hun længtes efter John. Han sad uvidende i København. Hun måtte have det værste ud af
kroppen, inden han kom. Der var ikke grund til at involvere ham for meget. Han havde bekymringer nok i øjeblikket, og han havde ikke kendt Kirsten.
Kirsten. Hun havde kun talt kort med hende, inden hun forsvandt. Det var noget andet med
Birgitte. Hun var ved at gå op i limningen af skyldfølelse og blev ved med at snakke om, at
hun kunne have gjort det anderledes. Kvinders evigt dårlige samvittighed. Sorg, der kammede
over og blev til noget andet. Kirsten. Den dumme, venlige kvinde havde også troet, at hun
kunne gøre det anderledes. Efter års tæsk påtog hun sig frelserrollen, uden at huske på, at selv
hendes Jesus døde af det.
Hvor havde hun lyttet til mange, af Kirstens slags, gennem årene, og hvor havde hun hørt
mange mænd brokke sig når ’mor’, som de troede var der under alle omstændigheder, når de
havde brug for hende, pludselig var væk. Små drenge i voksenskikkelse, der følte sig berettiget til tilgivelse, næsten uanset hvor meget de sårede, og der var langt mellem mændene i
klinikken.
Stakkels Kirsten, der troede, at han havde tilgivet hende og ikke så, at hun havde taget det
vigtigste fra ham. Hans kontrol. Gid han og hans lige måtte rådne op i fængslerne, selv om
hun ikke kunne sige det højt på klinikken. Og Birgitte. Hun samlede og led i stedet for at
slippe og indrømme sin afmagt i visse situationer. Hun var sgu naglet godt fast til sin stædighed. Kirsten og hun kunne få hver sit kors og hænge sammen. Der var kors nok, der ventede
på hunner med forkvaklede yngleplejeinstinkter.
Hun standsede og så sig tilbage. Hun var kommet langt væk. Det var på tide at vende om.
Hun ville egentlig gerne tale med Jo. Der var en slags glød gemt bag den noget svævende
facade, som vel kunne være nødvendig sammen med Birgitte. Hun måtte have oplevet liden-
227
skaben. Hun forlod sine børn. Det var sjældent kvinder gjorde det. Det måtte have været lidenskab. Nu måtte John gerne komme og bortføre hende. Hun glædede sig til at komme ind
til byen og hjem.
Hun havde prøvet at undgå Birgitte et par timer. Hendes omsorg og snak var kvælende og
forhindrede grusomheden i at trænge helt ind. Hun havde brug for total stilhed og trak sig
tilbage til værelset og lukkede døren demonstrativt, med Birgittes sårede blik i nakken, og
Vinie sagde, hun ville gå en tur langs vandet. Hvorfor satte Birgitte sig ikke ned og indrømmede, at hun var slået ud og ikke kunne efterrationalisere og putte i kasser. Det var alt for
tidligt.
Hvor var hun træt. Hun måtte ligge lidt. Øjnene sved. Birgitte skramlede i køkkenet. Det var
rasende irriterende. Alle vidste, at Birgitte var her. Man kunne høre hende i Helsingør. Måske
var drabet ikke rigtig gået op for hende endnu. Det ville være en befrielse at komme væk.
Charles og Birte kom snart. De havde ringet. Ville hun se Peter? Hun kunne bede Vinie og
John om at køre forbi. Birgitte måtte trøste sig med Charles og Birte. De var trods alt hendes
ældste, bedste venner. Hvad var hun? Hun havde ikke engang vidst, at Bent var voldelig.
Det ville være dejligt at læne sig ind til et omsorgsfuldt og tavst menneske. Helt stille og
varmt.
Hun ville prøve at sove lidt. Stakkels, stakkels Kirsten. Stakkels sønderslåede kvinder over
hele verden. Så ubeskyttede. Deres angstfyldte skrig og grusomme smerte fyldte rummet, og
kloden blødte fra tidernes morgen. Mon Peter havde slået Ellen? Man kunne ikke genkende
voldsmændene. Eller kvinderne. Susanne havde slået Peter. Det var uhyggeligt…
Hun vågnede med et spjæt og stiv i kroppen. Hun frøs. Hun rejste sig og gik lidt usikkert ud
på badeværelset og vaskede ansigtet og hænderne. Hun havde haft mareridt; resterne sad
stadig i hende, men hun kunne ikke huske drømmen. Hendes spejlansigt stirrede tomt ud på
hende.
Hun gik ud i køkkenet og kikkede ud. De sad der alle sammen. John var også kommet. Kirsten manglede. Hun gik ud og nikkede og satte sig ved siden af Birte, der så hærget ud. Hun
lænede sig frem, indover Birte og fangede Charles blik.
”Hvordan gik det med pigerne?”
”Jeg ved det ikke. De var for rolige, måske stadig i chok. Heldigvis har de hinanden og deres
kærester er stadig sammen med dem…De vil selv ordne begravelsen og giver os besked.”
228
Birte så rundt og rømmede sig.
”Jeg tilbød at blive hos dem… De kom meget over til os, da de var børn, men de ville gerne
være alene, jeg kan godt forstå det, men de ved, de kan ringe til os, hvis de ikke kan klare
det.”
Hun måtte spørge.
”Birte, vidste du, at Bent var voldelig?”
”Nej, ikke før Birgitte fortalte det. Det er en grim tanke, at hun har været udsat for vold så
mange år, uden vi har vidst det. Hun gik meget stille med dørene. Jeg spekulerede på, hvorfor
hun altid gik med langærmede bluser. Jeg spurgte engang, og hun svarede, at hun led af soleksem.”
Hun så såret på Birgitte.
”Det er ikke meget vi ved, når det kommer til, stykket. Vi er fuldstændig afhængige af andre
menneskers velvilje. Jeg vidste ikke, han er voldelig, før i går.”
”Jeg ville skåne dig, Jo.”
Birgitte lød stakåndet. Hun så udfordrende på hende; kunne ikke lade være. Hvad gik der dog
af hende?
”Skåne? Bestemmer du, hvad jeg kan tåle?”
Nedvurdering var helt tydelig. Hun vendte sig om imod Vinie og vidste, at hun var uærlig og
urimelig, men hun kunne ikke gøre andet.
”Vil I køre mig over til Peter på vejen ind til byen?”
Vinie så på John, der nikkede og skævede til Birgitte. Hun lignede en lille pige, der havde
fået skæld ud af læreren i klassens påsyn, og hun fik lidt dårlig samvittighed. Det var en billig
måde at slippe væk på, men hun var såret over at blive holdt udenfor. Ligesom dengang med
Charles, og da Birgitte skulle opereres. Måske havde der været utallige gange, hvor hun havde siddet sammen med dem uden at vide, hvad der foregik. Censureret venskab.
”Jeg ringer til Peter.”
Hun rejste sig og gik ind og begyndte at pakke. Det tøj var snart nusset af skuffede forventninger. Peter svarede med det samme.
”Hallo?”
”Det er Johanne. Vil du se mig?”
”Hvornår?”
”Om lidt. Nogle af Birgittes venner sætter mig af på vej til København. Vi ses.”
229
”Ja. Johanne … jeg glæder mig til at se dig.”
Det skulle nok gå. Det var kun den første dag efter Kirsten. Hun skulle se Peter.
Da hun kom ud, standsede samtalen. Birgitte sad med åben mund. Skidt. Hun havde valgt.
Birgitte kunne tænke lidt over tilværelsen og måske finde ud af, hvem der havde mest brug
for hvem. Det var på tide at få et ligeværdigt forhold. For begges skyld. Femten underdanige
år måtte være nok. Det var i virkeligheden mange år siden, at rollerne skulle have været taget
op til overvejelse, men hun havde ikke haft mod til det.
Hun så spørgende på Vinie, der nikkede og rejste sig. Alle rejste sig og stod lidt akavet og
vidste ikke rigtigt, hvor de skulle gøre af øjne og hænder, og hun gik hen til Birte og gav hende et kys på kinden, tæt ved øret.
”Pas på hende, ikke?”
Birte fangede hendes blik og smilede fint. Charles øjne var venlige. Hun lagde sin hånd på
hans arm.
”Jeg holder så meget af jer to.”
Hun vendte sig om mod Birgitte.
”Jeg håber, vi ses snart. Hvis jeg ikke er hos Peter, er jeg hjemme. Jeg besøger børnene om en
uges tid. Skriv til drengene. Du ringer vel om begravelsen?”
Hun undgik Birgittes øjne og klappede hende let på skulderen. Hun mærkede en let sitren.
Var det Birgittes eller hendes? Hun vente sig om og gik hen imod bilen. Hun var rystet og
stillede sig lidt væk og betragtede træerne, med følehornene helt ude, og rodede febrilsk efter
cigaretterne.
”Hvad skete der, Jo?”
Vinie vendte sig halvt om i sædet og så nysgerrigt på hende. John kørte. Hun havde ikke lyst
til at involvere ham.
”Jeg ved det ikke…En nødvendighed … måske. Jeg er glad for, at I tog mig med.”
”Du er velkommen. Birgitte har beskrevet dig lidt anderledes end …?”
”Ja. Hendes forestillinger var rigtige engang, men det er længe siden. Det er min egen skyld.
Jeg har været doven, men så sad jeg og følte mig udenfor...det har jeg sommetider gjort de
senere år, og pludseligt var det for meget. Jeg vil ikke sige noget ondt om Birgitte. Hun er
min bedste ven, og det var først og fremmest min fejl, for jeg forandrede mig og lod som
ingenting…og så traf jeg Peter…igen. Flydende grænser…vane…Døden er grusom. Den
kommer helt uventet og rusker op i en.”
230
Hun tav forpustet. Vinie rakte bagud og fik fat i hendes hånd.
”Held og lykke, Jo, men pas på med, hvad du roder dig ind i og ring, hvis der er noget, du
trænger til at dele med en eller anden nogenlunde neutral.
”Tusind tak, Vinnie.”
”Du er velkommen, Jo, og så holder John og jeg en lille, hedensk høstfest i august måned. Jeg
vil gerne se dig.”
231
38
Peter stod ude på stien, da de nåede frem. Hun steg ud af bilen og så Peter betragte
Vinie opmærksomt og se væk. Vinnie sendte ham et lille smil. John lænede sig ind over bagsædet og trak hendes bagage ud.
”Tak, begge to og kom godt hjem.”
John speedede op.
”Kendte du ham?”
”Tja.”
”Forretningsforbindelse?”
”Længe, længe siden elskede. Lad os komme ind i osen og trække vejret frit. Hvad siger du
til en lille, romantisk middag ude?”
”Kendte I hinanden?”
”Hm …”
”Peter!”
”Forretningsforbindelse. Kortvarig. Længe siden. Kom Johanne.”
Hun så indgående på ham og var sikker på, at han havde haft andet end forretninger sammen
med Vinnie, men hans fortid kom hende ikke ved.
Han hankede op i kufferten, og hun tog sandalerne af for anden gang og mærkede igen den
livgivende fornemmelse i fødderne. Hans hår var lidt uglet. Bulen var synlig. Det måtte have
gjort ondt.
De gik ind gennem forstuen ind i stuen. Den var stadig stor og lys, men den var ikke så imponerende som forleden dag. Det var åbenbart let at vænne sig til velstand. Trappen var stadig
en overvindelse. Kroppen fornægtede sig ikke.
Peter åbnede døren til værelset, og hun skævede til sengen, der allerede kendte hendes forventning og smerte og gik forbi den, ud på altanen. Peter fulgte efter hende.
”Skal jeg hente et par drinks og komme herop?”
”Ja tak.”
Han gik og hun satte sig i kurvestolen. Birgitte spærrede stadig for udsigten, men hun havde
gjort det rigtige. For sig selv. Birgitte havde Charles og Birte.
232
Vinie var en sød kvinde, uanset hvilket forhold hun havde haft til Peter, og det var længe,
længe siden, hun havde været til stort selskab; havde klædt sig smukt på, og var trådt ind i en
stue fuld af muligheder.
Peter kom tilbage med en bakke. Han satte glas og whisky og vand på bordet og satte sig
overfor hende og så spørgende på hende.
”Jeg tror, jeg nøjes med vand.”
Han hældte op til dem og rakte hende glasset. Strejfede hendes hånd.
”Skål, Johanne. Bedre held denne gang?”
”Hvad skete der? Hvad har du gjort Susanne?”
”Behøver vi at tale om det? Det var sgu ubehageligt. Det er overstået.”
”Peter!”
Hun rejste sig halvt op.
”Sæt dig Johanne! Vær god.”
Hun dumpede tilbage i sædet og så på ham. Tvang sig til at stirre på ham, mens hendes hjerte
slog voldsomt. Hun havde lyst til at plapre, men hun skulle holde bøtte og insistere. Han skulle forklare, selvom han blev forlegen. Han lænede sig forover og støttede albuerne på knæene. Han var for tæt på, men hun blev siddende. Han rømmede sig.
”Hun startede for mange år siden, som min sekretær. Hun er fandens dygtig, og det bliver hun
ved med at være, hvis det står til mig. Nu får vi se…Det var meningen, hun skulle overtage
min post, men jeg fik en yngre medarbejder ind fra venstre. Søn af en af mine venner. Også
dygtig. Relativ ung…Hun blev gal. Nepotisme kaldte hun det, og hun havde på en måde ret,
men for pokker. Den slags sker. Det er vilkårene, og det ved hun.”
Han rettede sig op.
”Det var ikke arbejde, jeg lugtede i stuen forleden dag.”
Hendes stemme lød, som en geværsalve, og hun genkendte ikke sig selv.
”Nej. Vi har haft noget kørende to, tre år. Når jeg var i København boede jeg hos hende eller
overnattede, hvis jeg ikke var her. Vi varmede hinanden. For fanden, Jo…”
”Du havde vel fortalt hende, at jeres forhold var uforpligtende. Hvad? Dine betingelser, ikke
sandt? Stakkels kvinde. Hvorfor brød du med hende?”
”Hendes ejerfornemmelse er begyndt at blomstre, og det har jeg ikke lyst til.”
”Har du talt med hende siden?”
”Nej.”
233
”Nå!”
Han havde overhovedet ikke forandret sig, men opførte sig stadig, som om mennesker omkring ham kunne bruges og smides ud. Hun så det helt klart.
”Har du nogensinde elsket, Peter?”
”Ja. Dig.”
Spejderblik. Æresord. Hun var ikke tilfreds, men hun var for udmattet til at bore mere.
”Peter!”
”Ja!”
”Jeg har været ude for noget forfærdeligt.”
Det utålelige skulle siges. Hun måtte fortælle det udramatisk. Det skyldte hun Kirsten.
”En af mine gode bekendte blev kvalt af sin mand i går aftes.”
Han rejste sig med et ryk.
”Hvad siger du?”
”Kirsten, hedder … hed hun. Hun var sammen med os i går. Hos Birgitte. Hun var på besøg.
Hendes mand… eksmand Bent …bor der endnu. Det er svært Peter. Har du et stykke køkkenrulle?”
Han rejste sig og kom tilbage med en serviet, og hun tørrede øjnene og pudsede næse. Den
var stoppet. Hun drak tørstigt.
”Hvad mere, Johanne?”
”Charles, Birgittes barndomsven, opdagede det. Bent havde mishandlet hende…. og kvalt
hende bagefter…..Åh Gud!”
Sorgen ruskede i hende. Hun skulle kaste op. Hun holdt hænderne under hagen og løb ud i
badeværelset; nåede ikke kummen; sprøjtede gul væske udover vægge og gulv. Hun skyllede
hænder og mund. Peter kom ud. Hun satte sig på toiletbrættet. Han var tæt ved. Hun lænede
sit hoved ind mod hans mave og hans håndflader lagde sig beroligende på hendes skuldre.
”Johanne!”
”Ja?”
”Læg dig ind!”
”Ja.”
Hun rejste sig. Hvordan skulle hun komme ind til sengen? Peter støttede hende. Hun lagde sig
på siden og krummede sig sammen. Han hentede et tæppe og pakkede det omkring hende og
kom med et glas vand. Hun drak. Var taknemmelig. Han satte sig på sengekanten, og hun
234
rakte ud efter hans hånd og mærkede fingrenes beroligende tryk. Hun lukkede øjnene. Døden
var for gamle mennesker, der var mætte af dage. Sove. Hun åbnede øjnene.
”Peter, slår du kvinder?”
Hun mærkede et lille ryk i hans hånd, og han så tilsyneladende ægte overrasket på hende.
”Nej. Aldrig.”
Hun ville så gerne tro på alt, hvad han sagde, men hun mærkede, at tvivlen sad som en lille
klump i hende, når det gjaldt ham.
Han sad helt stille og så på hende, indtil hendes åndedræt var regelmæssigt og hånden blev
slap. Slå kvinder. Nej, det havde han aldrig gjort. Havde beslutte sig til ikke at gøre det. Slå.
Han nedlagde dem! Han rejste sig lidt utilpas. Gik ud og lukkede døren forsigtigt.
Han havde hadet sin mor. Nej, det var ikke rigtigt. Han havde elsket hende, og samtidig været
så bange for hende og hendes utilregnelige humør, at han var blevet håndsky. Det havde sgu
været pinligt. Også forleden med Susanne, men han havde krammet på hende, hvis hun ville
bevare sin behagelige livsstil, og det ville hun, ellers tog han meget fejl.
Han havde heldigvis haft kontrollen over kvinderne siden moderen, men Johanne var fandens
sårbar, og hvad var det dog for nogle uhyrer, hun omgav sig med. Sludder, der var voldelige
mennesker alle vegne. Ellen kunne godt lange børnene en på kassen, dengang. Han havde
ikke brudt sig om det, men han havde ikke sagt noget. Var det forkert? Slog børnene mon
videre? Han håbede det ikke, og Ellen slog ikke så tit, men det havde alligevel været for meget. Han burde have grebet ind, men han havde haft så travlt med at bygge sin karriere op og
været fuldstændig afhængig af hende.
Han måtte se at få ringet til Susanne, om ikke andet så for Jonas skyld, og om et par dage var
hun nok faldet til ro. Desuden betød penge alt for hende.
Tæve en kvinde halvt ihjel og kvæle hende. For satan, et svin.
Han kunne begynde på middagen. Kyllingen lå i køleskabet. Ellen havde en kogebog et eller
andet sted. Sikkert i en køkkenskuffe. Det var på tide, han lærte at lave mad. Restaurantmaden var ved at kede ham. Finere madlavning. Det skulle være ret sjovt. Tobias fulgte sådan et
kursus. Aftenskole. Han ville sgu spørge Tobias.
Han kunne invitere Johanne ud at rejse. Det havde hun vel ikke råd til. Mon hun kunne lide at
rejse? Han kunne også forære hende en computer. Det var sikkert rigtigt, når de talte om Aog B- hold. Der var trods alt en stor ældregruppe i Danmark, der kun havde fra hånden i
235
munden. Mange havde vel ikke råd til noget som helst. Det var sgu besynderligt, at nogle
mennesker slog sig til tåls, mens andre knoklede røven i laser.
Hans far. Det var længe siden, han havde tænkt på ham. Det var sgu også for ubehageligt.
Faderen havde ligget, som han havde redt. Drukket for meget. Drak Johanne stadig mere end
godt var?
Havde han lyst til hende? Det var svært at sige endnu. Dengang havde det været let. Hun
havde bedt om mere. Mon hun ville tage imod et ophold på privathospital? Hun så sgu ud til
at have mange smerter, selv om hun ikke peb. Han måtte snuse sig frem, så hun ikke blev
stødt. Når fanden blev gammel, gik han åbenbart i kloster. Blød på sine gamle dage. Det var
egentlig rigtig rart.
Han måtte hellere komme ned og se efter den kogebog. Johanne havde godt af at sove. At
tænke sig, at en kvinde var blevet tævet og kvalt i nærheden. Man kendte sgu ikke folk længere end til tænderne.
Hun gik rundt i det tomme hus. Var det virkelig kun et døgn siden, Vinie og hun havde haft
travlt med at forberede en hyggelig aften? Var det kun et døgn siden, hun hentede Kirsten på
stationen og komplimenterede hende, hendes strålende udseende? Kirstens nyvundne livfuldhed. For pokker! Det gjorde så ondt.
Charles og Birte var gået hjem. De havde bedt hende til middag. Hun havde takket nej, måtte
være ved telefonen, hvis Jo …Ønsketænkning, men måske. Hun fortrød allerede, at hun ikke
var gået med. Skulle hun smutte over? Huset var ikke til at holde ud, og hun kunne ikke være
i sin krop. Hun kunne ikke holde sig selv ud. Hun blev underlig af at gå alene rundt her. Huset var skabt til glæde. Stuen så forladt ud. Hvordan så Jos værelse ud?
Der var svage aftryk efter Jo på sengetæppet. Visne strandasters i en vase. Hun havde haft
travlt. Plejede at værne om tingene herinde. Plejer var død. Der lå nogle sten i vindueskarmen, triste, blege klumper, der sikkert havde afgivet spændende farver, da Jo samlede dem op
i vandkanten. Den grå, store lignede et naturalistisk hjerte. Stenhjerte. Hvordan kunne hun få
sig til at forlade skuden? Var Peters tiltrækning virkelig større end hendes kærlighed?
Hun lagde sig træt på sengen og snusede Jos duft ind og mærkede tårerne. Trist, trist alt
sammen.
Hvorfor havde Kirsten ikke lyttet til hendes råd? De var skiltes i noget, der lignede vrede. Det
var ubærligt. Takken for at ville hjælpe. At blande sig! Havde hendes arbejde gennem årene
236
overhovedet haft nogen som helst betydning? Gjorde klienterne nøjagtigt, hvad følelserne
foreskrev, når de nåede udenfor hendes cirkler? Fornuft. Sund fornuft. Den var åbenbart
stærkest i medvind, når følelserne var i balance. Hvornår var hendes fornuft gået sig en tur?
Kirstens? Jos?
Hvordan ville huset være fremover, uden Jo? Hvorfor havde hun fortiet så meget for hende?
For at skåne hende, eller for at holde hende nede og udenfor? For fanden, var det hendes
skyld, at Jo altid gik midt i deres komsammener? Havde der været for meget indforstået snak,
hun ikke forstod? Hun kunne have spurgt. Sludder, hvad skulle hun have spurgt om?
Kunne hun dog bare gøre det om. Var hun blevet blind, når det gjaldt Jo? Vanen ødelagde
ægteskaber. Det var dræbende for alt samvær. Hvordan havde hun kunnet glemme det? Hun
havde prædiket faren, ved at tage hinanden for givet, for klienterne utallige gange, men hvad
vidste bønder om agurkesalat? Hun var sgu et ynkeligt misfoster.
Vinie ville støtte hende, men kun professionelt. Det havde hun set i hendes ansigt, da Jo kom
med sine bemærkninger, men hvorfor svigtede Vinie nu? Hun vidste da, hvor meget hun havde gjort for Jo gennem årene? Hvor ville Jo have været henne, hvis hun havde fået lov til at
sejle sin egen sø. Sandsynligvis en forsumpet stakkel, og det vidste Jo godt, hvis hun tænkte
sig om.
Jo havde følt sig udenfor. Hun kunne bare have sagt det, men hun havde altid været tvetydig.
Følte hun sig indenfor sammen med den don Juan til Peter? Troede hun virkelig, at hun kunne
komme krybende tilbage, hvis det gik galt?
Åh Gud, hvor hun savnede hende, og hvor var hun uudholdelig. Jo havde gjort hendes liv
værd at leve. Hvis hun kom tilbage, ville hun bede om forladelse. Prøve at se på hende med
nye, opmærksomme øjne. Styre sin besiddertrang. Vinie sagde, at Jo var blevet hendes fikse
ide, men det var løgn. Hun elskede Jo og ville gøre alt for hende. Det ville Peter næppe gøre.
Hvis Jo valgte Peter, hvad så? Muligheden var ikke til at bære, men hvis hun gjorde…så var
hun var ikke for gammel til at prøve at finde en kæreste. Så kunne de hygge sig sammen alle
fire. For helvede! Hun ville ikke tude; ikke over sig selv. Hun levede og havde muligheder.
Kirstens var slut. Hun kunne ringe til Jo…nej og atter nej, men hun kunne ringe til Charles og
Birte og sige, at hun havde fortrudt. Helvedes følelser.
237
39
Søvnen havde været helende. Hun rakte ud efter uret. Allerede otte. Hendes mave rumlede, og hun hørte skramlen fra køkkenet og anede en svag kødduft, der fik hendes mundvand
til at samle sig, og hun skammede sig lidt over at være sulten, mens Kirsten lå kold og stiv og
aldrig mere ville kunne nyde et måltid.
Hun gik ud i badeværelset og så sig i spejlet og pøsede vand i ansigtet og børstede tænder,
mens hun mærkede, at hendes enkle, faste rutiner betød noget.
”Er du vågen Johanne?”
Det gibbede i hende. Hun havde glemt ham et kort øjeblik.
”Ja, jeg kommer ned nu.”
Hun gik ned og hen til køkkenet og betragtede ham. Han virkede glad. Forklædet med far
klædte ham.
”Kan jeg hjælpe med noget?”
”Ja, med sovsen, om lidt. Hvis du vil dække bord … Vi skal have kylling.”
Hun blev rørt, da hun så kogebogen og gik hen og stillede sig bag ham og havde et sekund
lyst til at omfavne manden ved gryden, men hun beherskede sig og nøjedes med at stille sig
ved siden af ham.
”Hov, hov, ikke forstyrre farmand. Ingen køkkenskrivere. Tak.”
Han drejede hovedet og kyssede hende på næsen, og hun trak sig overrumplet væk.”
”Øh…skal vi sidde på verandaen?”
”Ja, lad os gøre det.”
Hun tog en bakke og fandt tallerkener og bestik. Hun ville selv finde tingene. Ville ikke bryde den fortrolige samhørighedsfølelse. Hun gik ud i udestuen og dækkede bord og hentede en
smuk messingstage med et olivengrønt lys. Her var lunt, nærmest varmt. Det skulle være
sommer hele året. Belysningen var romantisk. Dyb og varm og lange skygger. Duften bredte
sig.
”Vil du lave sovsen, Johanne?
”Ja. Nu?”
”Nej, om cirka ti minutter, vil jeg tro. Rødvinen står i garagen.”
238
Maden smagte dejligt. Kødet og kartoflerne var perfekt. Peter var stolt som en pave. Han
havde været så interesseret i hendes flødesovsproces, at hun var ved at blive nervøs; ville
gerne brillere. Den var lykkedes. Skilt og tilpas fed og blød.
Peter havde heldigvis heller ikke tålmodighed til at spise fjerkræ med kniv og gaffel. Han tog
et lår, med alle tegn på nydelse, og gnavede ugenert og brugte køkkenrulle i lange baner til de
fedtede fingre. De fine middagsservietter lå til pynt. Hun smilede til ham, og han så saligt på
hende med fedtglinsende mund, der vist lignede hendes til forveksling. Det var ren fryd og
næsten blasfemisk, når hun tænkte på...Nej, det ville hun ikke. Ikke nu.
De skålede mange gange, og Peter hentede en ny flaske, og en til…
”Er det tilladt at bøvse?”
Hun så lattermildt på ham. Han havde hånden for mundet og opspilede kinder.
”Ja, ræb du bare.”
Hvor var hun mæt. Og beruset. Kræfterne var så småt ved at vende tilbage. Peter var uimodståelig, når han rullede sig ud, men det havde han også været dengang.
”Peter, tak for din hjælp i eftermiddag.”
”Derfor ikke. Skål Johanne.”
Hendes løftede stemning holdt sig udover middagen. De hjalp hinanden med opvasken, og
hun nød at se de fedtede tallerkener blive skinnende rene og blanke. Det trivielle var betydningsfuldt, når han var i nærheden.
”Skal vi have kaffe?”
”Ja, fint, og en cognac.”
Hun kunne ikke finde ud af at betjene kaffemaskinen. Gjorde sig ikke umage. Peter trådte
hjælpende til. Hannen hjalp hunnen, og hunnen vidste, hvad hun gjorde. Sommetider var det
givtigt at være dummere end som så. Hun var et fjols til alt teknisk, men…skaberen tilgav
hende nok hendes lille bedrag.
Hun satte sig i sofaen foran pejsen, og Peter tændte op og satte sig ved siden af hende. Ilden
blussede og fortættede stemningen. Hun mærkede hans nærhed og blev lidt nervøs og løftede
glasset afværgende, men han var vist ikke til at aflede, og hun var vist heller ikke interesseret
i, at han skulle trække sig. Han kyssede hende og krystede hende ind til sig og tvang hende
ned i hynderne og skilte hendes ben.
”Av Peter! Av min hofte. Jeg har fået krampe i benet, av, av.”
239
Hun baskede med armene og kom op at sidde. Han grinede, og hun lo med. Højt og befriende. Udsættelse, nej, hun var allerede nu klar over, at hendes store kærlighed var fortid, men
hun ville nyde aftenen.
”Skal vi danse?”
”Ja. Først?”
”Hvad?”
Gid hendes tunge ville visne.
”Jeg vil meget gerne danse med dig, Peter.”
Hun tændte cd afspilleren. Sjæleren fra forleden lå der stadig. Hvorfor ikke. Hun trykkede på
knappen og gik over til ham, og nejede dybt. Han rejste sig, bukkede og dansede ud med
hende, men hans nærhed generede hende, og hun dansede på Kirstens grav og hånede Susanne og svigtede Birgitte. Hun havde fået for meget at drikke, og kvalmen lurede i mellemgulvet.
”Peter!”
”Ja.”
Hans stemme var dæmpet, og han kyssede hende på håret.
”Ingenting.”
Hvis hun ikke afbrød nu, ville han forvente mere. Hun havde lagt op til det. Hun lænede sig
prøvende ind til ham, men nej, det var for sent. Hun var en anden end dengang.
Hun standsede bevægelsen og stemte hænderne mod hans brystkasse og gjorde sig fri. Han så
forvirret på hende, så lukkede hans ansigt sig for øjnene af hende og hans kæber arbejdede.
Det var sandelig sammenbidte stålkæber.
”Hvad nu?”
Han lød irriteret.
”Jeg troede, jeg havde lyst Peter.”
Hun slog ud med armene.
”Der er for meget at tænke på. Jeg kan ikke nu.”
Hun sænkede armene og stod afventende og undskyldende.
”Hør nu her Johanne. Det er sådan set i orden, men du behøvede vel ikke at hidse mig op?”
”Du hidsede også mig op, men jeg blev blød på midten i utide.”
”Hvad siger du?”
240
”Jeg siger, at hvis jeg havde en dims ligesom din, ville du kunne se, at den er lille og slap.
Hos kvinder er der normalt ingen ydre tegn. Ville du hellere have, at jeg simulerede?”
”Du er sgu mærkelig.”
”Nej!”
”Hvad kalder du så din opførsel?”
”Kvindelig følsomhed.”
Hun satte sig mismodigt i sofaen og tændte en cigaret.
”Sluk for den forfærdelige musik, Peter. Så er du sød.”
Nu kunne det hele være det samme. Hun havde ødelagt det alting. Han slukkede og kom over
og stod foran hende.
”Hvad nu dronning Johanne?”
Hun så træt op på ham.
”Jeg kan bedre lide dig nu, end jeg kunne dengang, Peter.”
”Men?”
Hvorfor kunne hun ikke holde sin mund. Hun rømmede sig.
”Øh…skal vi gå en lille tur?”
”Det kan vi godt.”
Han lød træt, og nu gik de her ved siden af hinanden, næsten som to fremmede.
”Peter!”
”Ja.”
”Giv mig din hånd!”
Hun rakte sin ud, og han tog den.
”Jeg forstår dig sgu ikke, Johanne.”
Hun gik tæt hen til ham. Hans skuldre sad stadigvæk lidt for højt oppe.
”Hvad nu?”
”Jeg bliver nødt til at tage tilbage i morgen, og så kan vi jo se, hvad der sker.”
”Ja, lad os det.”
Det var tydeligt, at han havde svært ved at beherske sin irritation, men der var ikke noget at
gøre ved det. Hun skyldte Birgitte det, nej, hun skyldte sig selv.
Tusmørket blindede hende lidt. Aftenens melankoli listede sig ind på hende. Ville hun nogensinde få lysten tilbage?
241
Et pindsvin standsede paralyseret foran dem. Helt tæt ved. De stod stille og gav det en chance
og så det pile af sted. Vandets mørke overflade var rolig, men nedenunder var dybet og det
farlige i bevægelse. Peter eller Birgitte. Peter og Birgitte. Hendes hjerte hamrede, og hun
skævede opmærksomt op på Peter, der betragtede den blege måne.
”Peter, vi kan da godt sove sammen.”
”Vil du se avisen?”
Peter sænkede avisen og så på hende over brillerne. Han var vist lidt rød i hovedet.
”Nej tak, jeg vil hellere slappe lidt af.”
Han fortsatte med at læse, og hun havde brug for et lille pusterum. Hun studerede, varm i
ansigtet, hans hænder, der var vidende og lydhøre. Han havde overvundet hendes nervøsitet,
og hans glæde ved akten var stadig stor og havde revet hende med et kort øjeblik. Det havde
været skræmmende og dejlig, og måske …
Hun måtte hellere ringe til Birgitte, selvom hun lige nu havde lyst til at blive hos Peter. Uanset hvordan han havde været dengang, passede han på hende i går… og i nat!
Hun iagttog hans ansigt og bed af brødet og skar en grimasse. Hun havde glemt, at tænderne
ikke måtte udsættes for pres. Tænderne talte deres eget nutidige sprog og skulle nok få hende
ned på jorden igen. Det var måske meget sundt.
”Jeg ringer lige til Birgitte, Peter.”
”Ja?”
Han så fraværende på hende. Hans øjne glimtede bag brillerne, der klædte ham. De gav ham
et stabilt præg.
Birgitte måtte have været i nærheden af telefonen. Hun tog røret efter første ring.
”Hallo.”
Birgittes stemme var lidt hæs.
”Davs Birgitte. Hvordan har du det? Vil du gerne have, at jeg kommer over?”
”Har du tid til det?”
Birgittes stemme var spids.
”Ja, selvfølgelig har jeg det, hvis du vil se mig.”
”Hvad med Peter? Hvad siger han?”
”Birgitte! Peter er okay. Vil du gerne have, jeg kommer?”
”Ja. Hvornår?”
242
”Om et par timer.”
”Skal jeg ikke komme og hente dig?”
”Nej. Peter kører mig over.”
”Ok.”
”Vi ses Birgitte.”
”Ok.”
Hun lagde lidt for hårdt på og forbandede sit temperament. Hun havde håbet intenst på den
opringning, men der havde været en fremmed klang i Jos stemme. Metal? Vås. Det var sikkert hende, der var overfølsom. Var Jo var på kant med Peter? Hun håbede det, og skammede
sig. Hvor dybt kunne man synke? Der var åbenbart ingen grænser for hendes nedrighed i
øjeblikket.
Det var et held, at hun var gået tidligt hjem. Charles og Birte sov endnu, da hun gik, og hun
havde lagt en seddel og undskyldt sig med, at hun skulle gøre rent. De ville sikkert også gerne
være alene.
Hun måtte have et bad. Hun duftede ikke ligefrem af roser ovenpå den forfærdelige nat. Hun
satte vand over til te og gik hen og åbnede køleskabsdøren. Mon der var mad nok? Jo kom
ved frokosttid. Hun så ind i det velassorterede skab. Selvfølgelig var der mad. Det var ikke
det hun manglede.
Hun fornemmede, hvad hun kunne vente sig af Birgitte, da hun hørte hendes stemme, men
det nyttede ikke at blive ved med at flygte. Hun skyldte både Birgitte og sig selv at opføre sig
anstændigt, og der var også Kirsten. Hun sukkede.
Peter kørte godt. Roligt og sikkert og hurtigt. Hun elskede fart. Racerkørernes liv måtte være
tilfredsstillende. Hun ville gerne køre sammen med Peter på motorvejene, ned igennem Europa i en camper. Holde ind og overnatte tilfældige steder. Vågne op sammen med ham, i en
skov, ved en kilde eller bæk. Vaske sig i det kolde, klare vand og fylde kedlen. Være midt i
en uberørt natur og lytte til fuglesang, mens kaffeduften bredte sig og nåede Peters næse, og
fik ham til at vende sig smilende om imod hende; eller køre op gennem slanke, yndefulde
birkeskove, lige ind i midnatssolen.
Livet kunne blive sådan, hvis hendes sind og krop kunne finde balancen.
”Peter!”
243
”Ja.”
”Kan vi ikke finde nogle jordbær. Birgitte kan ikke tåle dem, så jeg havde helt glemt, at det er
jordbærtid.”
”Det skulle nok kunne lade sig gøre. Ellen havde et sted i nærheden. Københavnere, der er
søgt tilbage til naturen.”
”Dejligt. Hvornår rejser du hjem?”
”Jeg er hjemme. Jeg tænker så småt på at flytte herover.”
”Gør du?”
”Ja. Foreløbig bliver jeg her en uges tid. Hvad tænker du på?”
”Jeg skal jo snart over til børnene. Jeg ville tigge kørelejlighed.”
”Ingen problemer, Johanne. Ring og jeg kommer fløjtende.”
”Det er jeg glad for.”
Hans lethed gjorde hende varm om hjertet, og måske … løfte en finger, og ønskerne gik i
opfyldelse. Hun lagde sin hånd på hans lår. Hans kropsvarme krøb op ad hendes arm til hendes bryster, der føltes spændte, og hun trak hånden til sig. Han smilende.
”Så er vi her.”
Han drejede af fra vejen og kørte ind på en gruset gårdsplads. Gammeldags idyl, lettere forfaldent, men et par håndværkere var i gang med at udskifte det gamle stuehus tag. Midt i gården stod en grøn pumpe. Hendes bedstemor havde hentet vand ved en blå. I al slags vejr.
En ung kvinde kom lettere vraltende hen mod dem. Hun kom besværet ud af bilen og gik
over til hende. Hun havde lyst til at lægge sin hånd på den store mave, men dyede sig.
”Det er nok lige op over?”
”Ja, til september. Omkring den elvte. En pige.”
Kvinden strålede.
”Har du jordbær?”
”Ja. Nyplukkede. Vi er ved at gøre klar til vejsalg. De er store og flotte i år.”
”Dejligt. Jeg vil gerne have to bakker.”
Kvinden gik tilbage til huset. Peter var også stået ud og stod og strakte sig. Kvinden kom
tilbage med bakkerne. Det gav et lille sæt i hende, da hun fik øje på ham. Hun så fra ham til
hende og tilbage til ham og slog blikket ned. Peter lo.
”Det er rigtigt. Du har set mig før. Min kone. Hun er død nu.”
”Åh, det var da forfærdeligt.”
244
Det var tydeligt at se, at hun blev forlegen.
”Ja, det var det, men nu har jeg fået en ny.”
Hans stemme var let. Hun skulle til at protestere, men slappede pludseligt af. Hun var anerkendt. Kone! Hun lo og tog bakkerne med de smukke, røde bær.
”Har du æg?”
”Ja, nylagte med fjer”
”Andet? Grøntsager?”
”Vi har agurker og purløg og tomater … og persille. Det andet er ikke stort nok endnu. Vi
prøver at dyrke økologisk.”
”Det er jeg glad for. Jeg vil gerne have seks æg og en gang af det andet.”
Hun vendte sig om mod Peter.
”Er der noget, du vil have?”
Han rystede på hovedet. Kvinden forsvandt, og hun gik hen og så ud over den store urtehave,
hvor nogle unge mennesker lugede ukrudt. Hun havde plukket jordbær i skoleferierne. Det
havde nasset i ryggen, men hvor havde hun frydet sig over at have sine egne penge, som forældrene ikke blandede sig i.
Her var så frodigt og rent. Insekterne summede, og et par høns nærmede sig og stod nikkende
og betragtede hende med plirrende øjne. Hun så ned. Hun var høj. Mindst to meter. Vild glæde i en kultiveret have. Hun lo overgivent.
Hun bad ham standse lidt væk fra Birgittes hus. Hun følte sig lidt lusket, og Peter så undrende
på hende, men det måtte være. Hun ville ikke have stemningen mellem dem ødelagt af Birgittes dårlige humør.
”Hvad med bagagen, Johanne?”
”Kan du ikke liste den hen til indkørslen? Jeg skal nok forklare senere.”
”Det er i orden.”
Han kyssede hende på kinden. Han forstod sgu ikke, hvorfor han ikke måtte hilse på den mystiske Birgitte, der havde overfuset ham. Havde hun horn i panden? Eller…? Han så undersøgende på hende og huskede natten. Nej ... kvinder!
Hun lænede sig over mod ham og gav ham et kys på munden. Hun havde brug for hans aftryk, inden hun skulle møde Birgitte.
De stod ud af bilen, og Peter tog kufferten, og hun hankede op i bæreposen med varerne. Hun
standsede og så indtrængende på ham.
245
”Tak for det hele. Jeg ringer til dig, enten herfra eller hjemmefra. Jeg kører med Birgitte ind
til byen. I morgen…tror jeg. Vi har vist ikke lyst til at være i huset…nu.”
”Vi ses.”
Han gik tilbage til bilen og vinkede og bakkede ud og forsvandt. Hun stirrede efter vognen.
Hvem var han? Havde han noget som helst tilfælles med den, hun ønskede, han skulle være.
Havde hun? Alle de spildte år. Nej, ikke spildte. Det var ikke sikkert, det var gået, hvis de var
blevet et par dengang. Der ville have været for mange lig i lasten, og det var der måske stadigvæk.
Hun trak vejret dybt ind og stillede posen og hentede kufferten og trak den ind i indkørslen, i
små ryk, og gik op til huset. Birgitte sad udenfor, med ryggen til hende. Mismod. Bordet var
dækket til frokost. Hun sukkede, men følte også ømheden. Det havde været rigtigt af hende at
komme. Hun havde overskud. Havde så meget.
”Hej Birgitte, så er jeg her!”
Birgitte så op og rejste sig, og hun så forskrækket, hvor skæmmet hun var.
”Det var godt du kom, Jo. Jeg har frokost parat.”
”Tak. Jeg har købt jordbær. Dem har jeg lyst til. Vil du hjælpe med bagagen?”
De gik over til indkørslen, og Birgitte tog kufferten. Hun standsede pludselig og så på hende.
”Hvor er Peter? Er I gode venner eller hvad?”
”Peter har det godt. Han havde travlt. Jeg har købt lidt forskelligt. Helt friskt fra stalddøren.
Æg med fjer.”
”En gravid kvinde?”
”Ja. Hvor ved du det fra?”
”Jeg er tankelæser. Nej, da du sagde fjer på æggene, var jeg klar over, at de måtte være derfra. Jeg tror, hun siger det til alle. I hvert tilfælde til byboere. Udmærkede varer. Hvorfor kom
du egentlig herover?”
”Jeg bekymrede mig for dig.”
”Gjorde du? Det gjorde du ikke i går.”
Hun svarede ikke. Ville ikke. Skulle ikke stå til regnskab. Hvorfor i alverden var hun kommet? Birgitte tog hende i armen.
”Tilgiv mig, Jo. Jeg har været ude af flippen. Kirsten. Lad os få lidt frokost. Jeg renser lige
dine jordbær, så kan du pakke ud imens.”
246
Hun prøvede at smile, men det mislykkedes. Hvor var hun ynkelig, men Jo så forbandet godt
ud. Nu måtte hun ikke skræmme hende.
Det var sværere, end hun havde forestillet sig. Hun havde overmodigt troet, at hun kunne
overvinde alt, men glæden var hendes. Birgitte havde været alene med sin smerte, og var
uafbrudt blevet mindet om det grusomme. Det var nok rigtigt, at forelskelse gjorde mennesker en anelse ufølsomme overfor alt og alle. Hun stillede sig i køkkendøre.
”Birgitte!”
”Ja.”
”Jeg er glad for at være her.”
Birgitte så lidt skeptisk på hende, men valgte tilsyneladende at overgive sig.
”Jeg er så glad for at se dig, Jo. Hvad siger du til en brændevin, ligesom i gamle, gamle dage,
inden…?”
Birgitte hentede flasken og skænkede i de små glas med guldrand. De løftede dem og skålede,
men ingenting var som det plejede at være, selvom forbipasserende ville få indtryk af et par i
harmoni. Ligesom et fotografi. En illusion.
Hun så på de røde bær med den cremefarvede piskefløde, der smøg sig blødt henover dem,
men hendes umiddelbare glæde var væk, og hun var ikke særlig sulten. Birgitte spiste ihærdigt spegepølsemad med nyskåret purløg. Tavsheden var anstrengt. Hun rømmede sig og lo
lidt. Kunstigt.
”Det er første gang jeg spiser jordbær med snaps til.”
”Ja, det er en underlig blanding, men alting er mærkværdigt i øjeblikket. Ikke? Hvordan med
Peter?”
Hun så op og havde lyst til at forsvare sig og vidste, at hendes blik var forbeholdent, og det
var ikke meningen.
”Hvad mener du Birgitte?”
”Hvordan har du det med Peter? Du kom herover, ikke?”
Birgitte kunne ikke være bekendt at mase sådan på. Hun mærkede nervøsiteten, men ville
ikke falde Peter i ryggen. Den dejlige nat.
”Jeg har det godt med Peter nu…Øh…Han har en ordentlig bule i hovedet. Hans elskerinde..
hans tidligere elskerinde.. Susanne hedder hun… blev gal på ham og slog ham i hovedet med
en flaske…”
”Ja, det sagde du. Jeg kan sgu godt forstå hende. Hvordan kan du falde for sådan en?”
247
Peter. Peter og Birgitte.
”Jeg ved hvad jeg gør.”
Hun koncentrerede sig anstrengt om jordbærrene. Proppede munden fuld. Hun ville ikke dele
sin oplevelse sammen med Peter, med Birgitte. Den hørte til dybt inde i hendes hemmelige
rum. En perle i en muslingeskal, uberørt af mennesker. Birgitte var verdensmester i at udfritte. Menneskefisker. Hun trængte hende næsten altid let op i en krog, men ikke denne gang.
Hun spiste stædigt og tavst.
”Hvad er jeres forhold nu?… Johanne!”
Hun var ved at græde.
”Hvad kommer det dig ved. Kan du ikke passe dig selv? Tal om dig selv. Hvordan har du
det?”
Hun følte sig som et skarn og fortrød, da hun så Birgitte krumme sig sammen, som om hun
havde fået et slag over ryggen.
”Undskyld, Jo. Nej, det kommer ikke mig ved.”
Birgitte skjulte ansigtet i hænderne og begyndte at græde, og hun rejste sig og stillede sig hen
ved siden af hende og lagde hånden på hendes skulder.
”Hvad græder du for?”
”Dig. Kirsten. Knuden. Alting.”
Hun rakte Birgitte et stykke køkkenrulle, og hun pudsede næse og lænede sig tilbage i stolen,
og hendes ansigt udtrykte håbløshed.
”Birgitte jeg er her, fordi jeg er din ven. Husk det, ikke?”
”Ven! Kun ven?”
”Det er ikke ’kun’ Birgitte…, men ja.”
Det var en kolossal lettelse at sige det lille ja højt. Hun havde gruet for det. Birgitte rejste sig
med tårerne løbende nedad kinderne igen. Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op. Hun
havde aldrig før set Birgitte så opløst.
”Vil du hvile dig?”
”Ja.”
”Kom her.”
Hun støttede Birgitte så godt hun kunne, og de gik ind i huset, ind i soveværelset. Birgitte
lagde sig på sengen, og hun hentede et glas vand og et tæppe. Kammeret var genkendeligt,
248
men fremmed. Det stod og faldt med Birgitte. Hun gik tilbage og lagde tæppet over hende.
Birgitte lå med lukkede øjne. Hun satte et glas vand på natbordet.
”Drik lidt og prøv om du kan falde i søvn. Det hjælper, tror jeg. Jeg går en tur over til Charles
og Birte.”
Hun lukkede døren forsigtigt. Hun trængte til at komme væk fra huset et øjeblik. Tænk, at det
skulle komme hertil. Hun gik langsomt hen ad stien og drejede væk fra den. Måtte gå en lille
omvej. Hun ville ikke forbi Bents hus. Kirsten. Det var tredje dag efter Kirsten. Det føltes
som en evighed.
Charles var ved at pakke bilen.
”Charles!”
Hun vinkede, og han rettede sig op og så overrasket på hende.
”Hej Jo, er du her?”
”Ja, jeg var bekymret for Birgitte. Hun ligger derhjemme og hviler sig. Hvad sker der? Kører
I?”
”Ja. De unge har ringet. De vil gerne have vores hjælp til begravelsen, og de vil også gerne
have os med over i Kirstens lejlighed. Hvordan går det med dig?”
”Jo tak. Det går godt. Og dig?”
”Jeg har det udmærket, helbredsmæssigt. Du slipper ikke for mig.”
Han smilede sit kære smil, og hun gik hen og tog hans hånd.
Jeg har altid været glad for dig, Charles. I al ærbarhed, altså.”
”Det ved jeg godt. Jeg kan også godt lide dig.”
”Kan du? Tak. Hvor er Birte?”
”Hun rydder op.”
Hun gik ind i køkkenet, hvor Birte stod og vaskede op.
”Davs, Birte, jeg har lige flirtet med Charles, men han er uimodtagelig.”
Hun tog undrende et viskestykke og begyndte at tørre tallerkener af. Det hun sagde? Måden
hun gebærdede sig på? Forvirrende, men tilfredsstillende. Birte smilede lunt.
”Ny selvsikkerhed. Du ser godt ud, min ven. Forelsket?”
”Jeg ved det ikke rigtigt. ”
Usikkerheden var der, men hun ville så gerne.
”Du…Birte!”
”Ja, min ven.”
249
”Birgitte reagerer så voldsomt. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal klare det.”
”Har du fortalt hende om Peter og dig?”
”Ja. Det vil sige, jeg har ikke udpenslet det, men hun kan vel regne det ud?”
Birte tørrede sine hænder i forklædet og skænkede to krus kaffe. Hun satte det ene hen på
spisebordet.
”Sæt dig et øjeblik, Jo.”
Hun satte sig nervøst ved bordet, og Birte hoppede op på køkkenbordet og tog sit krus og
drak en slurk. Hun så alvorlig og beslutsom ud.
”Du må leve dit liv, Jo. Komme ud i solen. Birgitte finder ud af det. Det gør hun altid. Hun…
har haft et forhold til Vinie i mange år. Hun forsøgte også med Kirsten i sin tid. Hun er meget
glad for dig, på sin lidt besiddende måde, det er jeg ikke i tvivl om, og det kan blive hårdt for
hende, men jeg skal nok tage mig af hende. Du har vel et seksualliv, du skal passe? Kan hun
udfylde det?”
Hun så overrasket på Birte, der lignede en god heks og sagde ord, hun aldrig ville have troet,
Birte ville få over sine læber. Hun var ellers så privat.
”Nej, men måske tror hun, at jeg …øh, fordi jeg har været så eftergivende overfor hende, og
jeg hadede mænd, da jeg lærte hende at kende. Peter…jeg har fortalt hende så meget grimt
om ham…”
”Synes du, han har forandret sig?”
”Ja, det tror jeg nok…jeg ved det ikke…”
Birte så undersøgende på hende.
”Birte, jeg tror, jeg vil prøve. Jeg har altid misundt dig og Charles, og jeg blev aldrig færdig
med ham, dengang, men der er også noget andet...”
”Ja?”
”Jeg kan ikke forstille mig en fremtid uden hendes venskab…og hun har gjort så meget for
mig.”
”Og taget sig betalt for det, Jo. Hun ville komme over det, hun er en tumling, men jeg tror
også, at I finder sammen igen…måske lidt mere på dine vilkår. Du er jo ikke lesbisk, vel.”
”Nej, men…”
”Ja, ja, det er svært, men man forandrer sig, ikke?”
”Ja.”
250
Hun så indgående på Birte, der stod og så husmoderlig ud, men åbenbart også var så meget
andet, hun ikke havde set før nu.
”Tak Birte. Du er en god ven.”
Hendes stemme dirrede. Birte hoppede ned fra bordet og fortsatte med opvasken, og hun tog
viskestykket og gned ihærdigt på en tallerken.
”Hvornår skal Kirsten begraves?”
”Jeg ved det ikke helt bestemt, men du får besked.”
Hun omfavnede impulsivt Birte.
”Jeg går nu. Pas på dig selv, dejlige kone. Vi ses.”
Hun skyndte sig ud og vendte sig og vinkede til Charles. Hun var heldig at kende Charles og
Birte. De gav varme…også hvis Peter…Det var på tide at komme tilbage og se, hvordan Birgitte havde det, imens hun havde Birtes ord i kroppen.
Birgitte sov endnu. Hun stod i soveværelsesdøren og betragtede hende og kunne ikke greje
sine følelser. Birgitte var gået for vidt, men hvis hun skulle være ærlig, havde hun også opført
sig tvetydigt. Hun ville lade Birgitte sove og lægge sig lidt.
Solen og alt det grønne kunne være trættende og distraherende. Hun længtes egentlig efter
stille sommerregn; en dag hvor hun lå i sengen en hel dag, uden Peter og Birgitte, og læste og
hørte regnen tromme beroligende på taget. Hvile ud. Hun trak gardinerne for og klædte sig af.
Ville flyde helt ud og først stå op, når seneftermiddagen lagde sit bløde lys over stuen og
haven.
Birgitte. Nu ville Birgitte snart få svar, og selvom lægen havde sagt, at den var godartet, ville
det endelige svar være en lettelse og hjælpe på hendes humør, og så ville det blive lettere at
tænke på Kirstens død.
Hun vågnede, men holdt øjnene lukkede og lagde sig om på siden. Vrede og afsky fyldte
hende, og hendes hjerte bankede alt for hårdt. Hun holdt vejret og var ved at kvæles og lyttede til Birgittes lidt anstrengte åndedræt og mærkede hendes hænder på sin krop.
Hun sprang op, og smerten jog gennem hendes hofte og forstærkede hendes raseri. Hun stirrede på Birgitte, der sad på sengekanten med let adskilte læber og et fåret udtryk i ansigtet.
Hun følte lede.
”Hvad i alverden er det du gør? Kan du komme ud din…din …”
Hun havde skreget.
”Johanne, tilgiv mig, jeg …”
251
”Ud!”
Hun pegede rystende på døren, og Birgitte forsvandt skyndsomt og lukkede døren forsigtigt.
Hun haltede over gulvet og åbnede døren og smækkede den hårdt i og satte sig på sengekanten og fik fat i cigaretterne og tændte en og sugede ind. Fyldte lungerne med den beroligende
gift. Pustede Birgitte ud. Hun mærkede, at hun var på hysteriets rand.
Hun måtte væk fra den seng og det værelse med det samme. Hun klædte sig på og smed sit
tøj ned i kufferten hulter til bulter og fik sin vejrtrækning nogenlunde under kontrol, men hun
havde lyst til at kvase Birgitte, der havde overskredet alle hendes grænser. Hun ville aldrig
mere sætte sine ben i det værelse.
Hun åbnede døren. Birgitte var ude af syne. Hun gik ind i stuen og hen til telefonen. Vognmandens nummer stod på telefonlisten. Hun trykkede nummeret og kvalmen arbejdede sig op
i halsen. Hun trængte til et bad.
Hun vidste ikke, hvor lang tid, hun havde siddet på Jos seng, men det måtte være længe, for
lyset havde forandret sig. Det havde været, som om lyden af døren, der smækkede med et
brag, satte definitivt punktum for mange års linedans. Hun havde mistet fodfæste, og faldet
havde kvæstet hende dødeligt, og hun var selv skyld i det. Den eneste nogenlunde acceptable
forklaring måtte være, at eftervirkninger fra chokket over Kirsten, og hendes ængstelse for
svaret hos lægen havde sløvet hende. Den senere tid havde vist hende, hvor skrøbeligt livet
var, og Jos betagelse af Peter var heller ikke til at holde ud.
Det nyttede ikke med alle de undskyldninger. Fandens oldemor døde af dem. Hun havde forgrebet sig på Jo. Basta.
Hun rejste sig træt og gik ind i stuen, der virkede livløs og slidt uden hende. Det havde i virkeligheden været Jos taknemmelige begejstring, der havde fået den til at lyse. Turde hun ringe til hende? Nej.
Hun stønnede. Hvordan skulle hun komme igennem det?
252
40
Hun fik myrekryb, når hun tænkte på Birgittes hænder på sin krop, og i øjeblikket kunne hun slet ikke forestille sig, at hun nogensinde ville kunne se hende i øjnene igen, men hun
fortrød sin voldsomme afgang, der mindede hende om dengang, hun flyttede hjemmefra efter
et skænderi med sin far, der hang over hende og ville bestemme alting. Fysisk havde hun
været ude af huset i løbet af fem minutter, og hun havde efterladt sin uforberedte mor grædende i døråbningen. Birgittes ansigt havde mindet lidt om morens.
Taxichaufføren hjalp hende op med kufferten, og hun lukkede sig ind og gik en runde og
åbnede vinduer og hørte udluftningsanlæggets enerverende hvæsen og naboens musik, der på
en måde virkede beroligende. Det var godt at være hjemme.
Hun trængte til en opstrammer og hentede portvinen og satte sig i lænestolen og skænkede
den rubinrøde drik op og tog en mundfuld. Fyldte munden med den sødlige, krydrede væske.
Birgittes…liderlige…ansigt. Hun rystede sig som en våd hund.
Telefonsvareren blinkede, og hvis det var Birgitte, ville hun rykke telefonstikket ud. Hun
nippede til vinen og gik tøvende hen og stirrede nervøst på det røde blink. Birgitte kunne vel
ikke finde på at skade sig selv? Hun trykkede på knappen.
’Hej mor, det er Peter. Ring så snart du kan. Jeg har godt nyt.’ Båndet løb tilbage, og hun
trykkede på knappen igen. Kære, kære Peter. Hvor havde han en behagelig stemme. Hendes
søn.
Hun gik tilbage til stolen og tændte en cigaret. Godt nyt? Heldigvis var det godt nyt. Hun
ville prøve at ringe nu. Han måtte og skulle være hjemme. Hun krydsede fingre.
”Goddag Peter. Det er mor.”
”Hej mor. Det er godt du ringer. Har du været ude at rende?”
”Ja, jeg har været på landet med min veninde Birgitte. Peter, hvordan går det? Hvad ville du
fortælle? Jeg er spændt.”
”Mor, jeg har det fantastisk. Jeg skal være far! Amalie er gravid. Du skal være farmor.”
Hans stemme dirrede af sindsbevægelse. Hun satte sig ned. Det bankede i hendes tindinger og
hun var ved at tude og rømmede sig.
”Mor! MOR!”
”Peter, tillykke. Jeg er overvældet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er så glad.”
”Ja, vi er også helt rundt på gulvet. Kommer du herover?”
253
”Ja Peter. Hvornår?”
”Fredag eftermiddag. Hvad siger du til det?”
”Hvornår… hvornår skal hun føde?”
”Ved juletid. Kommer du på fredag?”
”Ja, det kan du tro. Giv Amalie et knus. Peter, det er ikke til at forstå…hils Amalie.”
Han lo højt.
”Det skal jeg nok. Vi glæder os til at se dig.”
Hun lagde røret på og lænede sig overvældet tilbage i sofaen. Julebarn. Det svimlede for hende. Det var fryd. Hun rejste sig og stod pludselig i køkkenet og så forvirret på køkkenbordet
og lo hovedrystende. Farmor. Hendes lille unge skulle være far, og hun skulle være farmor.
Følelsen var ubeskrivelig. Farmor, farmor…eller bedstemor. Ordene smagte godt, og hun
måtte gentage dem, smage på dem, sutte på dem og synke dem og lade dem fylde kroppen ud.
Birgitte ville blive glad. Birgitte.
Hun dumpede ned i lænestolen og tog portvinsglasset og løftede det op over hovedet. Bedstemor. Hun ville helst være bedstemor. Ordet flød sammen med portvinen og smeltede på
tungen til en sød, krydret eftersmag.
Klokken var blevet mange. Sekunder, minutter og timer var forsvundet, som dug for solen, og
stuen lå hen i tusmørke. Hun rejste sig og tændte lyset i den smukke kammerstage og klædte
sig af og gik ud og vaskede ansigtet og børstede tænder. Hun ville have et glas portvin til,
inden hun gik i seng. Farmor. Mere end en smule lykke. En uendelig stor, varm lykke.
Hun var næsten for opstemt til at gå i seng, men klokken var mange, og hun fik travlt i morgen. Hun pustede lyset ud og gik ind i soveværelset og lagde sig godt til rette i sengen og
lukkede øjnene.
I morgen ville hun gå en tur ned gennem Fiolstræde og sidde lidt ved Vor Frue kirke og gå op
ad Købmagergade og slutte af med en kop kaffe på Kultorvet og skrive brev til Gudrun; og
hun ville ringe til Peter. En smule lykke? Hun skulle i hvert tilfælde køre med ham over til
Peter og Karen og Amalie og det lille frø, hun ville strikke en kravledragt til. Neutral hvid.
Nej, måske naturfarvet med en smal stribe, der klædte både piger og drenge.
Hun havde meget at være taknemmelig for, og lige nu føltes livet fyldt med mening, selv med
alt det meningsløse lige udenfor døren. Krigen, Kirstens død og Birgittes sygdom. Der ville
altid være udfordringer, men hvis hun beholdt den gode varme, hun følte lige nu, ville hun
kunne klare det meste; også Birgitte.
254
De havde brug for hinanden til at komme godt igennem den tredje alder, med eller uden Peter, hvis holdning til kvinder var vanskelig at kapere, selvom han kyssede dejligt. Birgittes
sind i Peters krop ville være ideelt. Hun så det for sig og klukkede.
Mindre kunne gøre det. Hvis de kunne lære at komme hinanden i møde, på lige fod, var de på
vej. I morgen ville hun i hvert tilfælde ringe og invitere Birgitte på gryderet. Økologisk, og
hun ville spendere champagne og dele sin lykke med hende, og skåle for hendes helbredelse.
Birgitte var hendes bedste ven, trods alt.
255