1. No category

FRA STØVLET-TIDEN.
KULTURI-IIS'l'ORISK BIDRAG
TIL
HJ
DET ATTENDE AARHUNDREDES KARAKTERISTIK.
EFTER TRYKTE KILDER
P. FR. RIST.
,,- il faut boire l'iniqvité de Son
Sièele puisqv'ori y est."
Brev fra Kronprinsen af Preussen
(Frederik II) til Løvenørn,
KJØBENHAVN.
ANDR. FRED. HØST
&
1884
SØNS. FORLAG.
II.
III.
IV.
V.
VI.
VII.
Uddannelse. -- Landlrnc1et-Akademiet. - Frikorporaler
og Pager
Pag. 56
Fændrikker
og Lieutenanter.
-- Kompagnichefer.
Svigagtigheder.
- Passe- volants. - Blinde Numre. , Omordningen 1763. - Regimentskassen.
- Kapitainens
Pligter. - Aflevering af et Kompagni. - Regimentschefens Pligter. - Oborstlieutenanten,
;\fajon,n. - 'I'yske
Generaler. - De høiere Officerers Levemaade . . . . Pag. 74
Reglementariske
Leveregler
for Officererne. - Jakob
von Thybo. - Officerernes Uduelighed. - Deres Levemaade og Adspredelser. - Raahed . . . . . . . . . . . . . . . Pag. 87
Officerernes moralske Standpunkt. - Bestikkelser
og
Bedragerier.
- Pekuniære
Forhold. - Giftermaal. -·
Rang og Karakter; Officerernes
aanclelige Standpunkt
, . . . . . Pag. 96
Forholdet imellem civile og militære. ·- De militæres
Begunstigelser.
- Aninassende Optræden imod Øvrighed
og Borgerskab. - Studenterne. - Forskjellige
Stridigheder. - Landkadetterne
angribe Regentsen. - ,,Den
dramatiske Krig". - ,,Posthusfejden". - Forsvar for ele
militære
Pag. 108
Pensioner
og Enkeforsørgelse.
- Gamle Officerer. Garnisonsregimentet
og Drabantgarden.
- En uheldig
Officers Skæbne
Pag. 117
Dueller. Æreskampe
i elet 17de Aarhundrede.
Dueller tage Overhaand, - Forbud imod dem. - Exempler
paa Dueller. - Mødesteder. - Samtidige Udtalelser. Rakkerens Duel. -- Dueller gaa af Mode . . . . . . . . . Pag. 120
·~
kï
..
I
I'
f_··.- •. · ...
I
·¡.:
I
:·
i$,
11·
154
161
173
182
188
193
196
Tredje Bog.
. Anden Bog.
· I. Rekrut.tens Indrullering. - Faneeden. -- Den ,,gemene"
Soldats Stilling i Samfundet. - Begunstigelser. - Natmændene. - Lønning og Forplejning, - Selverhverv. Tiggerier og Tyverier. - Gadeoptøjer. - Drukkenskab.
- Samtidige Udtalelser. - Giftermaal. -Indkvartering.·Mangel paa Kaserner. -- Kvarterernes Beskaffenhed. De militæres Optræden imod Værterne. - Tilstanden
p.aa Kasernerne. - Frifolle - Deres Indgreb i Borgernes
Næring. -- Arbejdskommandoer. - Misbrug af' Soldater
Pag. 129
U. Soldaternes Mishundlinsr. - Tidens strænge Tugt.
Pryglestraffen. - ,,Korrektionen". - Exempler paa Soldatens haarde Behandling
, · , · · Pag.
III. Desertioner. - Dødsstraf for denne Forbrydelse. Desertion i Komplot. -- Angiverpenge. - Generalpardon. - Forholdsregler imoc1 Desertion. - Ispo~ter. Deeert.ureru es Forft,lgebe.
Ftergelaugot
1 Helsingør. - En Samtidigs Beretning
, : . Pag.
IV. Krigsartiklerne. - De barbariske Straffe udføres ikke. Grove Forbrydelser. .Morel - Standret. - Leiermaal. Henrettelser. - Terningspil om Livet. ·- Et Forslag om
en nyttig Anvendelse af dødsdømte. - Slaveriet . , · · Pag.
V. Spidsroclsstraffen. ..:_ Straffens Oprindelse. - Dens Udførelse. - Træhesten. - Pælen
·. · · · Pag.
VI. Pinligt Forhør. - Torturens tre Grader. - Inkvisitionskommissionen i Kjøbenhavn. - Tommeskruern<". - Den
polske Buk.
Pater - noster]- Baandet. Tamp og
I(at ,
,
Pag.
V II. Gevaldigeren
og
Stokkeknægten.
Fanesvingning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .. ,
Pag.
VIlI. Den militære Kirketugt. - Eeltpræster. Kirkeparaden. - Pietisme i Hæren. - Katekisationen. , Pag.
¡' :~
'~
J
. _'#
I. Underofücererne. - Deres Stilling i Samfundet. - Kommandersergenten, Sergenten, Korporalen, Gefreiteren. Selverhverv
Pag.
II. Invalide- og Pensionsvæsen. - Krigshospitalskassen. Garnisonaregimentet. - Krigshospitalets Ladegaard. Kristians Plejehus. - Soldaterbern
Pag.
· III. Auditøren. - Feltskæreren. Kirurgen. - Sundhedsvæsen.
- Skarpretteren. -· Regim entskvurterrnesteren ... Pag.
IV. Soldatons Ydre. - Legemshøjde. ·- Frederik Vilhelm
af Preussen og hans Kæmper. -- Paaklædningen. Kongernes Forkjærlighed for Farver og Pragt. - Paaklædningens enkelte Dele. ·- Samtidige Udtalelser. -Parykker. Pudder og Stangpiske. -· De hyppige Forandringer i Klædedragten. - Officerernes Tilbøjelighed
for civile og ureglementerede Dragter
Pag.
V. Hærens Afdelinger. - Gardens Reduktion, - ,,Juleaftens Fejde". - Grenaderkorpset. ~ Hærens Musik. -Tamburmajoren. Tamburen
Pag.
204
208
214
221
239
130
til Alters.
Faneeden.
Derefter blev der forelæst ham nogle af de Forordninger ug Krigsartikler, surn outhaudlede Je ruest gæugse
Forbrydelser, f. Ex. Desertion, Snigmord, Dueller osv. og
Straffene herfor. Man . ser altsaa, at Faneedens Aflæggelse
blev gjort til en saa højtidelig Handling som mulig, for at
riens Alvor skulde gaa op foi, Soldaton , lig0som Krigsartiklerne bød, at den, som sværger falsk Ed, ,,skal afhugges
sine to forreste Fingre, hvormed han svor" osv.; men om
ogsaa Edens Betydning blev nok saa veltalende indprentet,
blev den dog i Virkeligheden intetsigende for Folk, der intet
Begreb havde om Gudsfrygt, og hverken den eller Soldatens
øvrige Forhold, de idelige Straffe eller Eftergivelser af Straffe
knyttede barn fastere til Fanen. 1
Det første, Rekrutten den Gang lærte, var omtrent det
samme som nu til Dags, Subordinations- og Respektpligten,
sine Munderingssagers og Vaabens Behandling og en Mængde
andre Pligter, blandt hvilke der kan nævnes: at han skulde
elske sine foresatte (hvilket vist nok ofte faldt ham saara
vanskeligt) og· respektere dem efter sin Skyldighed. ,,Naar
han talte med en foresat, skulde det være med blottet Hoved,
han skulde have en fornuftig Ambition, ikke vise grovt
Bondevæsen, men indrette sin Opførsel saa dadelløs, at han
gjorde sig fortjent og yndet af Officererne og derved kunde
gjøre sig Haab om Avancement" osv. 2
Regeringen søgte paa mange Maader at hæve Soldaten
i hans egne Øjne, saa vel ved Fordele og Rettigheder som
ved pyntelige Klæder, og i Norge var det befalet, at den
nationale Soldat i den Tid, han stod i Rullen, skulde agtes
og æres fremfor alle andre unge Karle, have øverste Sæde
ved alle Gilder og gaa foran sine jævnlige; 3 men for den
hvervede Soldat behøvedes der ingen Opmuntring til at se
den civile over Hovedet, og naar Niels Korporal i Peder
Paars beskriver sin Stands Fortrin fremfor den borgerlige
og siger:
Begunstigelser.
131
,,Det er umuelígt ret vor Fordeel at beskrive,
Den beste Borger jeg kand Ørefigen give,
Og derfor lige ret jeg sette tør min Hat,
Hver sige vil: Han der lod see, han var Soldat.
Han er ulykkelig, om han derover klager," 4
saa er det vist nok et lige saa morsomt som betegnende
Udtryk for deres Forhold til de civile. Og de militære vare
jo ogsaa i mange Henseender begunstigede, de havde deres
egne Jnstitutioner, Privilegier, Boliger, Præster og Jurisdiktioner, hvor de bleve dømte efter deres egne Love; selv
Officerernes private Tjenestefolk hørte under den militære
Ret, saaledes som det i Datidens Stil tilkjendegives i en
Ordre til Politimesteren Klaus Rasch: ,, Vores allernaadigste
Villie og Befaling er, at Du, Os Elskelige Laurence de Boisset,
Vores Obrist-Lieutenant ved I-Ians Kongelige Høihed , Vores
Elskelige kjære Søn Prinds Friderichs Regiment til Fods,
hans Kudsk, som formedelst nogen af ham begangen Usømmelighed skal være paagreben og arresteret, til den militære
Rel i vores Kongelige Residentz Stad Kjøhenhavn strax og
ufortøvet lader overlevere," hvorefter der følger en Befaling
til altid at overlevere militære Personers ,1Betjente" til den
militære Ret. 5 Det kom ligeledes Folk dyrt til at staa, .naar
de ikke· viste de militære behørig Respekt, hvilket ogsaa kan
ses af følgende lille Begivenhed.
En Dag - 1707 - kom
to af Natmandens Folk ridende ind ad Nørreport og vare
temmelig nærgaaende og drillevorne imod en Grenader ved
Navn Kvat Fasse, som stod paa Post som ,,Gefrieder", og
mod en Tambur, som sad paa en Sten foran Vagten. Den
vagthavende Lieutenant forbød sine Folk · at befatte sig med
dem; men en saadan "Formastelse~ kunde ikke gaa ustraffet
hen. Da det gjaldt om ,, at statuere et Exempel for andre
saadanne,
de ej skulde tænke, at deres skarnuren Handtering skulde lige saa vel eksimere dem for al Straf, naar
de forsaa sig, som afsondrede dem fra andre Folks Omgængelse," blev den kaadeste af de to, Kristen Pedersen,
at
9*
130
til Alters.
Faneeden.
Derefter blev der forelæst ham nogle af de Forordninger ug Krigsartikler, surn outhaudlede Je ruest gæugse
Forbrydelser, f. Ex. Desertion, Snigmord, Dueller osv. og
Straffene herfor. Man . ser altsaa, at Faneedens Aflæggelse
blev gjort til en saa højtidelig Handling som mulig, for at
riens Alvor skulde gaa op foi, Soldaton , lig0som Krigsartiklerne bød, at den, som sværger falsk Ed, ,,skal afhugges
sine to forreste Fingre, hvormed han svor" osv.; men om
ogsaa Edens Betydning blev nok saa veltalende indprentet,
blev den dog i Virkeligheden intetsigende for Folk, der intet
Begreb havde om Gudsfrygt, og hverken den eller Soldatens
øvrige Forhold, de idelige Straffe eller Eftergivelser af Straffe
knyttede barn fastere til Fanen. 1
Det første, Rekrutten den Gang lærte, var omtrent det
samme som nu til Dags, Subordinations- og Respektpligten,
sine Munderingssagers og Vaabens Behandling og en Mængde
andre Pligter, blandt hvilke der kan nævnes: at han skulde
elske sine foresatte (hvilket vist nok ofte faldt ham saara
vanskeligt) og· respektere dem efter sin Skyldighed. ,,Naar
han talte med en foresat, skulde det være med blottet Hoved,
han skulde have en fornuftig Ambition, ikke vise grovt
Bondevæsen, men indrette sin Opførsel saa dadelløs, at han
gjorde sig fortjent og yndet af Officererne og derved kunde
gjøre sig Haab om Avancement" osv. 2
Regeringen søgte paa mange Maader at hæve Soldaten
i hans egne Øjne, saa vel ved Fordele og Rettigheder som
ved pyntelige Klæder, og i Norge var det befalet, at den
nationale Soldat i den Tid, han stod i Rullen, skulde agtes
og æres fremfor alle andre unge Karle, have øverste Sæde
ved alle Gilder og gaa foran sine jævnlige; 3 men for den
hvervede Soldat behøvedes der ingen Opmuntring til at se
den civile over Hovedet, og naar Niels Korporal i Peder
Paars beskriver sin Stands Fortrin fremfor den borgerlige
og siger:
Begunstigelser.
131
,,Det er umuelígt ret vor Fordeel at beskrive,
Den beste Borger jeg kand Ørefigen give,
Og derfor lige ret jeg sette tør min Hat,
Hver sige vil: Han der lod see, han var Soldat.
Han er ulykkelig, om han derover klager," 4
saa er det vist nok et lige saa morsomt som betegnende
Udtryk for deres Forhold til de civile. Og de militære vare
jo ogsaa i mange Henseender begunstigede, de havde deres
egne Jnstitutioner, Privilegier, Boliger, Præster og Jurisdiktioner, hvor de bleve dømte efter deres egne Love; selv
Officerernes private Tjenestefolk hørte under den militære
Ret, saaledes som det i Datidens Stil tilkjendegives i en
Ordre til Politimesteren Klaus Rasch: ,, Vores allernaadigste
Villie og Befaling er, at Du, Os Elskelige Laurence de Boisset,
Vores Obrist-Lieutenant ved I-Ians Kongelige Høihed , Vores
Elskelige kjære Søn Prinds Friderichs Regiment til Fods,
hans Kudsk, som formedelst nogen af ham begangen Usømmelighed skal være paagreben og arresteret, til den militære
Rel i vores Kongelige Residentz Stad Kjøhenhavn strax og
ufortøvet lader overlevere," hvorefter der følger en Befaling
til altid at overlevere militære Personers ,1Betjente" til den
militære Ret. 5 Det kom ligeledes Folk dyrt til at staa, .naar
de ikke· viste de militære behørig Respekt, hvilket ogsaa kan
ses af følgende lille Begivenhed.
En Dag - 1707 - kom
to af Natmandens Folk ridende ind ad Nørreport og vare
temmelig nærgaaende og drillevorne imod en Grenader ved
Navn Kvat Fasse, som stod paa Post som ,,Gefrieder", og
mod en Tambur, som sad paa en Sten foran Vagten. Den
vagthavende Lieutenant forbød sine Folk · at befatte sig med
dem; men en saadan "Formastelse~ kunde ikke gaa ustraffet
hen. Da det gjaldt om ,, at statuere et Exempel for andre
saadanne,
de ej skulde tænke, at deres skarnuren Handtering skulde lige saa vel eksimere dem for al Straf, naar
de forsaa sig, som afsondrede dem fra andre Folks Omgængelse," blev den kaadeste af de to, Kristen Pedersen,
at
9*
...,,..-----------""'l"'---------~~~~....,,.,,"'"7"""""'."~-~--------------------------~--------~-~-~
132
Natmændene.
dømt til ,,at udføres paa Skinderkarren fra Fængslet, som
han da sad udi, ud af Byen, neder ad Vimmelskaftet og
Amagertorv og saa Købmagergaden igjennem, hvor han
langs paa Vejen skulde piskes med Ris", og skulde de holde
stille med Karren udenfor Fængslet paa Torvet, paa Amagertorv og udenfor Vagten ved Nørreport, og det en Dag
,,Granadiererne" havde Vagt (for at de kunde nyde denne
Tilfredsstillelse), hvor han paa hvert Sted med 9 Slag langsomt og til Gavns skulde piskes og dernæst forvises Byen.
Den anden, ,,som ikkun havde redet Vagten for nær", slap
med Varetægtsarresten
,, udi det værste Hul eller Kælder i
Handhuset" og med at kjøre Karren for den anden. 6 Det
kom der ud af at fornærme Grenaderer, men det var jo
rigtig nok ogsaa Natmandsfolk, om hvilke man. endnu i
Slutningen af Aarhundredet mente, at det kunde ,,drage
meget ubehagelige Følger af sig, naar deres Børn bleve
anførte i Reserve-Rollerne - - saa længe der ikke paa
en eller anden Maade sørges for at udrydde den ugrundede
Fordom, som den almindelige Mand har mod dette Slags.
Folk." 1 I Pestens Tid 1711 optraadte de militære ogsaa,
som om de vare Herrer over Pesten, og vilde paa ingen
Maade rette sig efter de offentlige Foranstaltninger, som de
ved enhver Lejlighed satte sig op imod. 8
De hvervede Soldater vare, som ovenfor er sagt, Udskuddet af Nationernes Befolkning, for en stor Del Desertører
fra de tyske Hære, og naar man om Aftenen, siger en Forfatter, passerede forbi Vagthusene indenfor enhver af Byens
Porte, sang det udenfor siddende Mandskab altid kun tyske
Sange. 9 Disse Folk smittede Byerne, især Hovedstaden, med
fysisk og moralsk Fordærvelse, og for deres Skyld alene
synes det nødvendigt at beholde Tortur, Livsstraffe og. alle
de yderst strænge Forholdsregler i Disciplinen. 10
En hvervet Underofficer, der tjente i den danske Armé
1783, beskriver Mandskabet i sit Kompagni saaledes: ,,En·
· stor Del af det tjenestegjørende Mandskab ved dette Kom-
Lønning og Forple,jùing.
133
pagni var en sammenhvervet Hob fra alle Europas Lande
og alle Danmarks Provinser; det var de største Folk i Regimentet, da d'et var et Livkompagni, men det var ogsaa et
Udskud af Menneskeheden: jeg kunde tælle mere end otte
berygtede Tyve iblandt dem, som afvexlende slæhtes omkring
UI og fra Hovedvagten. Forhører og Krigsretter, den straffende Birkeallé (Spidsrodsstraffen), Lazarettet og Stokhuset,
desuden var der det dobbelte Antal af liderlige Ødelande,
Drukkenbolte, Spillere, Rorkarle og Bedragere (Practiquen-
machern)." 11
•
Den Lønning, som en Soldat af Fodfolket modtog, var
kun ringe. Fra Aarhundredets Begyndelse til 17 63 havde
han 48/4 Skilling om Dagen at leve for foruden l1/2 Pund
Brød, Resten af hans Lønning blev tilbageholdt af Kompagniet
til Over- og 'undermundering og 8 Skilling om Maanedøn
gik til Krigshospitalskassen.
Der tilkom ham i det helo
2 Rdlr. 2/a Skilling om Maan eden; ved de andre Vaaben var
Lønningen noget højere. Haandpengene, som i Almindelighed
bleve forbrugte saa hurtig, at Soldaten ingen Nytte havde
af dem senere, rettede sig efter, hvad Manden egnede sig
til; man fik f. Ex. en Infanterist for 15 Rdlr., men en Mand
af Garden til Hest var samtidig sine 100 Rdlr. værd.
Af
de c. 24 Skilling, som Soldaten fik hver femte Dag, maatte
han desuden bekoste Vask og Pudseredskaber, - Kvartalspengene gik til Skjorter, Sko, Strømper osv. 12 Beregningen
af disse Undermunderingspenge
var et overordentlig vidtløftigt Arbejde og beskæftigede mange Mennesker.
Der
forekommer ofte Brøker i Regnskaberne, hvis Nævner bestaar
af 4 Tal, en Frimands Undermunderingspenge
var f. Ex.
daglig ªº7 /2190 lybsk Skilling! ia Krigsartiklerne har strænge
Bestemmelser for at forhindre Bedragerier i Pengesager og
særlig med Lønningens Udbetaling; men selv om ogsaa Folkene virkelig módtogø deres Tilgodehavende, var' dette dog
usselt, og selv om det i Slutningen af Aarhundredet blev
forhøjet noget, strakte det paa Grund af Pengenes synkende
156
Pryglestraffen.
,,Korrektionen".
imod at prygle Soldaterne.
1701 hedder det allerede, at
den ,, umanerlige" Pryglen, soiu Officererue Lil dele Soldaterne
ofte for. en ringe Forseelse, ,, afskrækker ikke lidet en god
Soldat fra Vor Tjeneste," hvorfor den befales ganske afskaffet. 97
Det hedder endnu tydeligere i Forordningen om Landmilitsen
i Norge, nt ,,da en og anden Underofficer i Stedet for at undervise de gemene med Sagtmodighed, har ilde trakteret dem
med Hug og Slag," saa forbydes det paany, ,,åt ingen herefter uden højttrængende Aarsager og for Gjenstridigheds
Skyld maa lægge Haand paa den gemene." 98 Men disse
,,højttrængende Aarsager" giver et vist Spillerum; der kan
altsaa dog være Tilfælde, hvor Befalingsmanden maa lægge
Haand paa den undergivne, naar han finder, at denne er
,,gjenstridig", og efterhaanden bliver det ogsaa mere klart,
at Lovene virkelig give Befalingsmanden Tvangsmidler i
Hænde, idet de tillade den saakaldte ,, Korrektion".
I en
Lov, der er udstedt ganske kort før Aarhundredets Slutning,
hedder det: ,,Enhver Superiør osv., som ej af Inferieren
vises ufortøvet Høriglied og Agtelse, give Vi herved Magt
til, paa det at Tjenesteorden og Disciplin stedse kan iagttages, paa Stedet at korrigere sin Inferiør, en Soldat med
nogle Rap af en Stole, en Underofficer med det flade af
I(lirigen." - - Mærkværdig nok tilføjes der: ,,Dog maa en
saadan Korrektion ingenlunde ligne en virkelig Straf," uagtet
det længere nede i samme Anordning netop hedder, at ,, den
tilladte Korrektion maa ske paa frisk Gjerning, saa at den
kan antages som en velfor~jent Straf." 99
Det fremgaar af selve Sagen, at det kun har været den
,,umanerlige" Pryglen, som egentlig har været ilde set, og
at det er den, som de mange Forbud egentlig gjælder, men
den tilladte Korrektion udartede rimeligvis hyppigt og er vel
vanskelig at adskille fra umanerlig Pryglen.
Denne, som
Regeringen stadig forbyder under de strængeste Straffe, var
den saa meget mere imod, fordi den afskrækkede Karlene
Îra Soldaterstanden, og der gives stadig Formaninger til at
,,Korrektionen".
157
undgaa al Haardhed i Tjenesten og til at søge ,,at gjøre
Rekrutterne Exercitsen begribelig med al Taalmodighed og
Lemfældighed og især til ikke at bruge Slag og Prygl." 100
At disse mange Forbud ikke frugtede, beviser deres
Mfngfoldighed. Soldaterne bleve skrækkelig behandlede, og
om end Tiden blev humanere og mildere i Sæder, bleve
"deres Kaar dog ikke meget blidere.
De milde Sæder fandt
kun langsomt Adgang til Hærens Rækker, og langt ind i det
19de Aarhundrede hørte Soldaternes Mishandling til Dagens
Orden.
Frederik den store af Preussen maatte tilbagekalde
enkelte humane Forholdsregler, hvormed han begyndte sin
Tronbestigelse, idet han f. Ex. afskaffede Fugtel for Kadetterne 1740, men senere maattø han dog igjen lade dem
fugtle; og gik det ikke med Kadetterne, var det naturligvis
endnu vanskeligere uden Stokken i Haanden at _regere det
raa, udenlandske, sammenhvervede Pak; først Frederik den
stores mere humane Efterfølger fik Pryglestraffen noget indskrænket, men dér som her indsaa man snart, at ,,.den fuldstændige Humanitet kun er mulig i en national Hær." mi
En Officer fra den Tid udtaler sig saaledes: ,,Naar der
ikke er noget at udrette med Fornuften, maa man bruge
Stokken. Ingen Middelvej er mulig, alle Slags andre Behandlingsrnaader due ikke, men," mener han, ,,Stokken skal
bruges med Eftertanke, man skal kun bruge den mod . den,
der opfører sig slet eller ofte er i Klammerier paa Grund af
Drukkenskab.
Denne Last er saa afskyelig, at jeg ikke vil
tage i Betragtning at lade dem prygle til Døde (diejenigen
todt prügeln zu lassen), som hengive sig til den, ligesom
ogsaa de opsætsige, dem, der bestjæle deres Kammerater,
og undertiden ogsaa de efterladende og uduelige ved Exercitsen, dog fortjene de sidste ikke saa meget denne Behandling; men den ringeste Modsigelse af en opsætsig er derimod
aldrig uden Følger, og altsaa heller ikke til at se igjennem
Fingre med. Imidlertid tror jeg, at det er bedre at prygle
meget ()g sjældent end ofte og lidt. Det er ubehageligt at
136
Selverhverv.
torv med et afhugget Hundehoved hængt om Halsen, fordi'
han i lang Tid havde drevet den Næringsvej at dræbe og
.krænge" Hunde og sælge deres Kjød for - Raabukkekjød.
Sagen fik for Resten . et uventet Efterspil, idet han af ond
Medfart var hleven kraftesløs og kvaltes til Døde i Halsjærnet, 21
Det var, ofte vanskeligt for Soldaten at finde Tid ti]
dette Selverhverv, da han var meget optaget af Tjenesten,
især af den overvældende Vagttjeneste.
Naar han kom af
Vagt, .som oftest midt paa Dagen, maatte han pudse Gevær,
Lædertøj, Støvletter, Patrontaske, Knapper osv. og fik ingen
.Tid til sine egne Forretninger førend den paafølgende Dag,
men saa faldt der en Mængde Extrature ind, som ogsaa tog
den Dag fra Staklen, og den paafølgende Dag skulde han
atter paa Vagt. Tidt og mange Gange maatte han leve
hele Dagen af sine fire Skilling. 22 .Jeg søgte Arbejde, hvor
det viste sig," fortæller en hvervet Soldat i 1783; .kunde
jeg ikke finde noget om Morgenen ved Skibsbyggeri eller
ved Ud- og Indladning af Skibe, hvilket ofte mislykkedes,
saa stillede jeg mig i en gammel rød Trøje med et Reb om
Livet paa et Hjørne af Amagertorv eller Kongens Nytorv og
ventede med Længsel paa en Tjenestepige eller en Borger,
som trængte til en Soldats Hjælp ved noget haardt Arbejde.
Var jeg aldeles uheldig en hel Dag igjennem, maatte jeg
sædvanlig næste Dag exercere 4 Timer med en sulten Mave
og derefter tilbringe 24 Timer paa Vagten." 23 Oberst Wagner
fortæller, hvorledes Sulten, da han var Musketer, drev ham
ud paa Heden for at binde Koste, for at tjene noget til
Livets Ophold. 24 Nøden brød alle Love, og selv den, der
ikke tidligere havde været vant til noget som helst Haand ...
arbejde, tvang den til at udrette det sureste Arbejde for at
undgaa Hungerens Kvaler. En Forfatter fortæller saaledes,
at han saa en vis tysk Greve, som, efter at han var hvervet
til Soldat, havde givet· sig et andet Navn, staa paa Hjørnet·
'riggerier og Tyverier.
137
af Gammeltorv og vente paa Arbejde med et Stykke Reb
om Livet for at bære de sværeste Byrder. ~5
De nærmeste Følger af disse Forhold vare Tiggerier og
Tyverier.
Man hører alle Vegne fra Klager over det storartede Tiggeri i Landet i det 18de Aarhundrede og over
den vrimlende Mængdr=; af Tiggere, som forekom saa vel i
· Byerne som paa Landet; her var det især i Høstens Tid, at
de omvandrende Flokke af Betlere generede og i Hovedstadens Gader bleve de forbigaaende idelig antastet af dem.
Det var Hoveri, Vornedskab og Landmilits, som skabte Tiggerne paa Landet, det var afdankede hvervede Soldater,
som frembragte dem i Byerne. 26 Hvem der den Gang var
Soldat, forblev Soldat, saa længe Kræfterne blot nogenlunde
slog til, da det var hans valgte Levevej. Som Soldat havde
han som oftest Kone og Børn. En i den tidlige Ungdom
begyndt og stadig fortsat uordentlig, udsvævende Levemaade
svækkede tidlig hans Kræfter, Svagheder, som ellers først
vise sig i en langt senere Alder, indfandt sig, og efter et
Par Kapitulationer kunde han tidt ikke tjene længer og blev
attakket.
Staten havde ingen Forpligtelse til at sørge· for
'hans Fremtid, da den stod i rent Kontraktsforhold til ham
paa saa og saa mange Aar, efter hvis Forløb Opsigelse stod
begge Parter frit for. Hvad skulde han saa begynde paa?
Ungdommens stærke Aar vare forbi, intet havde han lært,
hvormed han kunde fortjene noget, der, var kun én Vej
tilbage --- at tage Kone og Børn ved Haanden og vandre
Landet rundt som Betler. Det var hin Tid, hvor en gammel
afdanket Soldat i Folkets Øjne var det samme som en
Vagabond. 27
Disse Betlere bleve vel sine Steder optagne ved udsendte
Betjente, de saakaldte Stodderfogeder, og satte i Børnehuset,
men i Kjøbenhavn lader det til, at de havde trofaste Venner
i de tjenestegjørende Soldater, da disse ofte søgte at hjælpe
dem og med Magt at forhindre deres Fængsling, ja det var
endogsaa saa livsfarligt at beklæde en Stodderfogeds Embede,
138
I
Tiggerier og 'I'yverier.
at det var vanskeligt at faa Folk til at paatage sig det, ·
uagtet der blev sat de strængeste Straffe for de Sulùalet,
der forhindrede dem i at udføre deres Pligter. Det var især
Soldaterkoner, som Nøden tvang til at tigge, og som Stodderfogderne gjorde Jagt paa, Dette Forhold tog ikke af med
Aarene,
1772 fandtes der 61, 718 Tiggere af Bondestanden
i Danmark, - hvoraf vist nok en Del stammede fra Militær- •
standen, 28 ligesom der 1736 i 24 Dage optoges 41 Betlere
paa Kjøbenhavns Gader, hvoraf kun 1 henhørte under den
civile Stand. 29 Regirnentscheferne bleve opfordrede til at
indsende Forslag om, hvorledes Regimentets fattige kunde
forsørges, saa at ,, de gemenes Hustruer og Børn hindres fra
at omløbe paa Gaderne og overtrygle Godtfolk," 30 og senere
udkom der flere Forordninger, hvori Kompagnicheferne gjordes
ansvarlige for, at dette Betleri ikke fandt Sted. 81 Det gik
saa vidt, at selv Soldaterne, der stode Skildvagt paa Volden,
klynkede for Penge.
,,Lieber junger Herr, geben Sie nicht
einem armen Soldat einen Stüber," var den idelige Bøn til
de forbigaaende. 32 Holberg har ogsaa i sin Tid paa en
morsom Maade benyttet dette almindelige Soldatertiggeri,
idet han lader . Alexander den store sidde paa en alfar Vej
og bede om Almisse med den rimeligvis stauende Floskel:
Ich bin ein armer abgedankter Soldat osv, 33 En Forfatter
fra Aarhundredets Slutning undrer sig ogsaa over, ,, at de
herværende Soldater ikke skamme sig ved at tigge og baade
som Skildvagter paa deres Poster og paa Gaderne for de
forbígaaende klage deres N ød, deres Elendighed og deres
Sult. Vel ere de at beklage paa Grund af deres slette
Lønning, men de kunne og maa dog arbejde og burde. afholde sig fra det skændige Betleri." 34 Dette er let nok sagt,
men det var en knap Tid paa Arbejde, og vi se da ogsaa
Soldater gribe til de mest forskjellige Midler for at tjene
Penge; i Rosenborg Have sad der f. Ex: ,,nogle musicerende
Betlere af Prinds Frederiks Regiment", som tjente ret godt.
Man vil forstaa, at Soldaternes elendige Stilling ogsaa
Tiggerier og Tyverier:
139
let forledte dem til Forbrydelser, og at denne idelige Kamp
med Hu11ge1· ug Nød drev dein til at sljæle.
Tyverierne
vare saa hyppige mellem Soldater og Matroser, at der næsten
daglig fandt Executioner Sted, mest Spidsrudestraffe, hvilket
selvfølgelig opvakte endnu større Foragt for Soldaterstanden.
Borgerne frygtede Soldaterne og saa kun elendige Forbrydere
i dem. I en Beskrivelse i Peder Paars af Dagens første
Timer, den Tid, hvor alle andre gaa til deres Arbejde, siges
der: ,,En Baadsmand og Soldat da pønser paa at stjæle," 35
saaledes var deres Rygte.
Den samme Forfatter, som
undrede 'sig over Tiggeriet, skriver: ,, Tyveri er nu saa udbredt imellem Soldaterne her, at næsten ingen mere er sikker
paa sin Ejendom. Ja, de tyvagtige Soldater ere saa dristige
~ hvorom man daglig læser nye Exempler i Adresseavisen at de ved højlys Dag gaa op i Husene og stjæle eller slaa
Vinduerne ind hos en Urmager og rive et Par Ure til sig, eller
om Morgenen liste sig ind i et Køkken og stjæle Kaffekanden
bort fra Ildstedet og løbe bort med den." 6 De hvervede
Regimenter vare sande Røverbander og saaledes bleve de
da ogsaa behandlede.
Der gik i Begyndelsen af Aarhundredet Patrouiller om
paa Gaderne i Kjøbenhavn om Natten, som havde Ordre til
strax at anholde alle Soldater, som de maatte træffe, og
paa Stedet at straffe dem, som gav sig af med Tyveri,
Klammeri osv. Paa Grund af, at Soldaterne med Magt, til
Dels rimeligvis drevne af Sult, plyndrede Varerne paa Torvene, blev der etableret en Vagt til Beskyttelse for Bønderne
og andre Sælgere under Kommando af Officerer. 37 Endnu
1791 droge Underofficerer og menige af Helsingørs Garnison
i Flokke paa undertiden 10 à 12 Mand ud i Skovene og
· fældede Træer og kappede Grene ; Opsynsmanden turde af
Frygt for at lide Overlast ikke søge at forhindre disse Skovtyverier, og Klager til Kommandanten hjalp ikke. 38 Et Par
Grenaderer og en Musketer snege sig en Nat ind i Rosenborg
Have og sønderslog en Løve af Kobber, en storartet Frækhed,
ª
200
Pietisme i Hæren.
Pietisme i Hæren.
pathiserede stærkt med den aandelige Vækkelse og søgte
pan alle Mauder og ved de :oLra-.wge:ole FmholdsregJer at
støtte den. Alle Love imod Helligbrøde bleve strængt indskærpede, alle Forlystelser, Komedier o. dsl. standsedes paa
Søn og Helligdage, Portene bleve paa disse Dage lukkede
Kl. 4 om Eftermiddagen for at forhindre Spadsere- og Lystture og andre. Forlystelser osv. osv. 288 De militære fik ogsaa
den strænge Tugt at føle. Adjutanten maatte f. Ex. forfatte
Lister til Præsten over det Mandskab, som. vilde gaa til
Skrifte med Angivelse af hver, ,,der formedelst Uskikkelighed
i Liv og Levnet eller anden Aarsag behøver nogen besynderlig
Erindring og Formaning," 239 og Fureren maatte føre Journal
over dem, .dør gik til Alters, og melde dem, der udsatte
dette for længe, til Kompagniofficererne; 24º men Garnisonspræsten skulde selv holde en hemmelig Liste over alle Officerers og meniges aandelige Tilstand, deres ,, udvortes Opførsel
i de Pligter, som en Kristen er anstændig," for at han ved
en Afdelings eller Persons Forflyttelse til en anden Garnison
kunde give vedkommende Præst de fornødne Oplysninger. 241
For Officerernes Vedkommende lader det ikke til, at dette
aandelîge Formynderskab har frugtet synderligt, ja endnu
midt i denne hellige Periode, den 20. Februar 1737, stod en
Lieutenant og hans Frue aabenbar Skrifte i Domkirken i
Viborg, fordi de i 3 Aar ikke havde været i Kirke, 242 og
det fortælles, at en Kapitain, som havde meget imod den
da brugelige Besværgelse af Djævelen, som fandt Sted ved
Barnedaab, *), en Gang holdt et lille Barn over Daaben, hvis
Svøb var mindre heldigt anbragt. Netop da Præsten besvor:
,,Far hen du urene Aand" osv., fik Kapítainen Hænderne
fulde og udbrød da: ,,Es half gewaltig, sehen Sie, Hr. Pastor,
der Teufel ist ausgefahren."
Kapítainen blev anklaget og
dømt, men slap dog med at blive fortlyttet til Norge og
Tab af 3 Maaneders Gage til de fattige. Havde Hoffet ikke
ogsaa været af samme Mening med Hensyn til Besværgelsen
som Kapitaínen, var han maaske næppe sluppet saa godt. 244
Denne Kirkens haarde TugL, Jelle Spioneri, dbse wau~e
strænge kirkelige Love, der ofte korn i Strid saa vel med
de borgerlige som de militære, affødte meget Hykleri og
megen Sldnhellighed.
Der er ingen Tvivl om, at det var
fuldt Alvor med den Fromhed, som Kongen udviste i sine
Ord og i sine Handlinger, hele hans private, og offentlige
Liv beviser os det. Men uagtet han netop vilde det modsatte, saa fik dog hele Kirkebestyrelsen under ham en Holdningsløshed og Usikkerhed, som stod i stærk Modstrid til de
gamle orthodoxe 'I'ider, den overlod paa den ene Side Folket
til sig selv i religiøs Henseende, hvortil det ikke var modent,
ug :00gte paa den anden Side at tvinge del iud i et inderligt
og helligt religiøst Liv, som den enkelte ikke var i Stand til
at fatte, og som ikke passede til Folkets Natur. Der opstod
derfor en Mængde Sværmere og Sekterere, hvis svage Hjærner
ikke forstede at holde de overstrømmende religiøse Følelser
i Tømme. ,,Ingen Pest kunde være smitsommere end dette
Sværmeri," skriver Charlottê Biehl, - ,,i en kort Tid
blev Byen opfyldt med flere Apostle og igjenfødte ved Naaden,
end den havde fornuftige Mennesker." Det er omtalt ovenfor,
hvorledes disse Sværmere ved Forbrydelser og Mord paa
uskyldige Mennesker søgte at komme paa Skafottet og der
lide Døden som Martyrer, ligesom den haardø Straf for disse
vanvittige Forvildelser er omtalt. Den første, som led denne
Straf, var en Garder til Hest. Chefen for Korpset, Hertugen
af Würtemberg, arbejdede af alle Kræfter paa at faa den
Forsmædelse at formere Kredsen om Skafottet afvendt fra
Korpset, men Kongen var ubøjelig og mente, at ,,siden han
havde begaaet Misgjerningen som Garder, skulde han og som
Garder afstraffes."
Hertugen tillod sig dog af egen Myn-
*) Den saakaldte Exorcismns var fra Reformationens Tid e;t Tvi.
stens Æble i Kirken, der har opvakt megen JJenighed baade i
Tyskland, Sverige og Danmark. Kristian IV havde afskaffet
den ved sine egne Børns Daab. Pen blev afskaffet 1783. 24ª
:li
I
201
I':
¡1
1
1111
li
!1,'.'..!
'"il
,!I
I
- j
i:
li
I
I
Iii
{!I
11
l.
111
li
I
I
142
Samtidige Udtalelser.
Gang udbredt mellem høje og lave, og man mente, at det
især var Hæren, som var Arnestedet for. den som for saa
mange andre Onder. Naar en afdanket Soldat efter mange
Aars Tjeneste nedsatte sig som Husmand og havde tabt
Lysten til Arbejde, mente han at være berettiget til Brændevinsudskænkning, Landsoldaterue søgte hans Hus, drak, snakkede
og sloges. 46 Vi se heller ikke, at der för Drukkenskab er
fastsat nogen Straf i de militære Love og selv en af de
strængø Iüigsartilder synes ligefrem at forudsætte DrukkenskbÙJ som noget i visse Tilfælde tilladeligt, idet det hedder:
Ingen maa drikke sig fuld, efter at en Fæstning er indtaget
med Storm, forinden Besætningen har nedlagt sine Vaaben
og al Ting er sat i Sikkerhed. 47
Ligesom i vore Dage blev der ogsaa den Gang talt
mangt et kraftigt Ord imod denne Last.
,,Fylderiets og
Drukkenskabens Laster," siger f. Ex. en Forfatter fra Aarhundredets første Halvdel, ,, er den grusomme Tryllerinde
og Tyraninde , som holder Soldaten bøjet dybere under
Aaget end én Slave, som ikke alene slaar ham til Jorden,
naar han staar, dysser ham i Søvn, naar han vaager, gjør
ham stum, naar han taler, og atter løser hans Tunge, naar
han skal tie, men ogsaa til sidst forvandler ham til et elendigt Kreatur, til en Nar, et Umenneske, en Morder og bringer
ham i den usseligste Tilstand, i hvilken han ikke alene for48
spilder sin Fornuft, sit Liv, sin Ære, men ogsaa sin Sjæl."
At Soldaten havde Lov til at gifte sig, medens han
endnu laa i Tjenesten, bidrog vel heller ikke lidet til hans
Elendighed. Vel maatte dette ikke ske, uden han med Regimentschefens Tilladelse havde faaet ,,Friseddel" af sin Kompagnichef, som skulde pause, at Giftermaalet var til Fordel
for Manden, og at Antallet af Koner ved Kompagniet ikke
blev større, end det var tilladt, 49 ligesom Reglementet bød,
at Soldaten ikke maatte gifte sig med liderlige Fruentimmer,
men med saadanne Personer, som kunde ernære sig selv
med deres Hænders Arbejde, og derved bidrage til, at Sol-
Giftermaal.
143
datens Tilstand forbedredes. 50 Antallet af Soldaterkoner var
futskjelligl ug hlev ikke nøje overholdl , gjennerngaaem1e
maatte 1f4 à 1/a af Folkene i et Kompagni være gifte, men.
der blev holdt strængt paa, at det altid skete med Tilladelse,
saa vel som, at Trolovelser, der jo indtil Slutningen af Aarhundredet var en nødvendig forudgaaende Betingelse for Pt
Ægteskab mellem Personer, der ikke vare af Adel, bleve
sluttede paa den befalede · Maade ; om det egentlig var nødvendigt at indhente de foresattes Tilladelse hertil, er vel et
Spørgsmaal, og der klages ogsaa i Aaret 1704 over en
Kapitain Stauffenberg, som ,,haver med Træhesten og· anden
ond Medfart ilde trakteret" en af de indrullerede Bønderkarle, fordi han uden Tilladelse havde trolovet sig med en
Pige. 61
De hvervede Soldater bragte ofte Fruentimmer med sig,
som de giftede sig med, for at leve af deres Arbejde, og et
Soldaterægteskab var som oftest Pt Billede paa den dybeste
fysiske og moralske Elendighed. ,,Manden, liderlig og følelsesløs, har kun en Hustru til sin Opvartning og til Tilfredsstillelsen af sine dyriske Drifter; han bekymrer sig sjældent
om hendes eller Børnenes Pleje, og mangen en Soldaterkone
fortjener sit Brød paa en skændig Maade, idet hun enten
kobler eller byder sig selv tilfals." 52 Der var ogsaa Garnisoner, hvor baade Soldatens og hans Kones private Fortjeneste var meget ubetydelig.
,,I Exercertiden," siger en
samtidig Forfatter, ,,bli.ver Konen hjælpeløs tilbage, maaske
med et Barn ved Brystet og 2, 3 eller 4 smaa Børn. De
hungrige Børn tigge os daglig med Taarer om et Stykke
Brød og Soldaterkonerne ere til Dels værre stillede end
N egerinderne i Vestindien, endskjønt Chefen af sine egne
Midler gjør alt for sin Afdeling, hvad han kan. Hvem der
tvivler paa Sandheden af denne Fortælling, kan selv spørge
Chefen, Officererne, Borgerne og Soldaterkonerne." 53
Naar Soldaterne droge i Lejr eller i Felten, fik de efterladte Koner dog frit Kvarter eller Kvarterpenge,
hvilket
144
Indkvartering og Mangel pa,a Kaserner.
paahvílede den vedkommende Kommune, ligesom de i den
Tid stod under den civile Øvrighed.") . Meget ofte fulgte
Konerne dog deres Mænd i Lejren og i Felten, hvor de indlemmedes i Trosset og førte et lystigt Liv. Det hed sig
nok, at der ikke maatte medtages mere end 6 Koner paa
150 Mand, og at disse skulde være stærke, dygtige og udholdende paa Marchen og helst uden Børn, saa at de kunde
vaske for Kompagniet og være til Nytte, men der fulgte
desuagtet mange flere med, hvilket gav Anledning til stor
Forstyrrelse og Uorden. 55
Indkvarteringsforholdene i det 18de Aarhundrede vare i
det hele taget i høj Grad trykkende for Borger og Bonde,
Soldaterne traadíe desuden op paa en utilbørlig Maade,
og begik især i Krigens Tid paa Landet de største Voldsomheder, naar deres ubillige Fordringer ikke strax bleve opfyldte. I Byerne var det store Soldaterhold og den deraf
flydende Indkvartering en utaalelíg Byrde. Kun i Kjøbenhavn
blev der i Løbet af Aarhundredet bygget nogle utilstrækkelige Kaserner. Officerer og Mandskab blev indkvarteret hos
Borgerne, og dette gav Anledning til Misfornøjelser paa
begge Sider, til Klager og Kontraklager.
De meniges Kvarterer hos de fattigste Borgere vare usle
Huller uden de nødvendige Sengklæder og tilstrækkeligt
Brændsel; Soldaterne maatte bo paa Lofter, hvor de vare
udsatte for Storm og Regn, eller i Kjælderhuller og Udhuse,
hvor Dagslyset næppe kunde trænge ind, og hvor de dog
maatte gjøre deres vanskelige militære Toilette, frisere og
pudre sig. En hvervet Soldat beskriver sit Kvarter saaledes:
"Korporalen anviste mig et elendigt Tagkammer til Logis,
i hvilket der boede 4 Soldater, og hvor man kun kunde
*) Da Garnisonen i Helsingør under Syvaarskrigen 1758 maatte
rykke ud, maatte Byen i Kvarterpenge til de tilbageblevne
Familier udrede til Kapitainsfruer 2 Rd. 3 Mk. maanedlig, til
· Lieutenantsfruer 1 Rd. 3 Mk. og til Underofûcers- og Soldaterkoner 2 Mk, •4
Kvarterernes Beskaffenhed.
145
staa oprejst midt i Kammeret uden at støde imod 'fagrygningen, hvorfra Taget skraanede brat ned til begge Sider,
saa at man maatte krybe i Seng under Tagstolen. Sengene
vare saa slette; at vi mangen en Gang maatte støde de
sammentrykkede Knuder i Underdynen fra hinanden med
Geværkolberne; Overdynen var altfor kort og smal for de
store Karle, saa at jeg og min Kammerat altid maatte ligge
trykket tæt op til hinanden, saaledes at ingen af os kunde
vende sig om uden at vække den anden, for at han kunde
holde sig tildækket.
Da Vinteren kom, maatte vi om Morgenen ryste Sneen af Dynen, og Kindskjægget var ikke
sjældent bedækket med Rim." 56
Man kan derfor ikke undre sig over, at Folkene under
disse Omstændigheder søgte til Værtshusene, hvor der var
varmt, og hvor de i Brændevin søgte at forglemme deres
Tilstand. 57
I Pestens Tid 1711 bidrog disse Forhold, da hvert Hul
i de fattigste Huse var opfyldt med Soldater, naturligvis
meget til Smittens Udbredelse, indtil endelig Soldaterne
flyttede udenfor Byen i Lejre. Og fra den Tid er det vel
ogsaa, at man begyndte at bygge Kaserner eller ,,Barakker",
som de den Gang kaldtes. I Kastellet, som havde sin egen
Garnison, 'var Mandskabet indkvarteret i saadanne Barakker,
men Pesten udbredte sig dog især mellem Soldaterne, til
Dels vel ogsaa fordi de bleve brugte som Ligbærere, dels
paa Grund af Uddunstningerne af de paa Kírkegaarden kun
slet tildækkede Lig, og endelig fordi deres Fattigdom forledte
dem til at afklæde deres døde Kammerater og beholde
Klæderne, som udbredte Smitten.
Officererne traadte ikke
op imod denne Uskik, før Sundhedskommissionen erklærede
ikke at ville begrave de nøgne Lig, ,,men lade dem henligge
paa Officerernes Ansvar." ris
Fra Kjøbstæderne klagedes der idelig over Byrderne
ved den stærke Indkvartering og over, at Kvarterpengene
vare for ringe og Garnisonens Fordringer for store. I Følge
10
De militæres Optræden imod Værterne.
Tilstanden paa Kasernerne.
Bestemmelserne
skulde' Mandskabet
dele Lys og Varme med
deres VærLer, ruen ~fagisLraleu i Helsingør klager 1765 til
Stiftamtmanden
over, at det ,,nu gaar saa yderligt,
at Soldaterne
for at tvinge
Indbyggerne
til
at
betale
dem
Ilde,
sonen af en Eskadron Husarer, en Afdeling Artilleri og en
Bataillou af Livregimentet paa 5 Kompagnier meû 20 Officerer, en Auditør, en Underkanoner, en Feltskær og 405
Underofficerer og menige foruden Koner, som ,, vare i Overflødighed hos disse Folk."
1789 efterlod den kronborgske
Bataillon ved sin Åfmarche 128 Koner og Børn og Jægerkorpset 7, som der maatte gives frit Kvarter, og desuden
blev Bataillonen afløst i nogen Tid af 2 Grenaderbatailloner,
som udgjorde 34 Officerer, 4 Kornpagnifeltskærere, 736 Underofficerer og menige. Det var ikke mindst vanskeligt, at finde
Kvarterer til de mange Officerer, og de nævnte Grenaderofficerer klagede til Magistraten over, at de ikke kunde faa
ordentlig Middagsmad i Byen; de Folk, som forhen havde
pantaget sig Officerernes Beværtning - en Vævermester, en
Sadelmager og en Handskemager - tilbød saa at levere 2
Retter god Middagsmad ud af Huset for 7 Mk. ugentlig,
hvorimod Hotelejeren Carmichael tilbød at levere 3 Retter i
Hotellet for 2 Rdlr. 64
Efterhaanden blev der bygget Kaserner i Kjøbenhavn,
der husede en stor Del af Soldaterne, især den store Sølvgadens Kaserne, som blev, opført i Aarene 1765~-68, og
som havde Plads for et Par Regimenter, men 1775 kom der
Ordre til, at Kasernerne i Kjøbenhavn og i Rendsborg skulde
rømmes og Soldaterne atter indkvarteres hos Borgerne. Aarsagen hertil var, at man mente at komme til at behøve
store Pakhuse til de nyoprettede islandske og grønlandske
Selskaber, og hertil vilde mart bruge de store offentlige
Bygninger, f. Ex. Almindelig Hospital, hvis Lemmer skulde
indkvarteres paa Kasernerne.
Denne Foranstaltning var
saare uheldig og voldte Kongens Kasse store Udgifter.
Kasernernes udmærkede Udstyr, som havde kostet store
Summer, blev solgt for Spotpris, ,,og man bekom for Madratzer, Tæpper, Lagen, Haandklæder osv. ikke nær saa
mange Marker, som der var blevet anvendt Rigsdalere til
Anskaffelsen." e e Dertil korn, at Huslejen i Byen steg, idet
10*
146
brandspenge, sætte Kar med Vand paa Ilden til ingen Nytte,
alene for at spolere Borgernes Brænde, og mange Soldaterkoner benytte dem af Værtens Brændsel til Vaskning etc.,
ja ofte formene de Værten eller hans Hustru at komme til
Ildstedet." 59 Til Lettelse for . den haarde Indkvartering fik
Kvarterværtema nemlig frit Brænde af Staten (4--12 Skovlæs
aarlíg for en Officer, 6~8 Bondelæs for en menig} og
Soldaterne have derfor rimeligvis været særlig ublu i deres
Fordringer i den Henseende. 60 Da mange Borgere ikke saa
sig i Stand til at betale Skatten for Indkvartering, indrettede
de deres Huse til at modtage denne selv, ja i 1773 hedder
det i en Klage, at der i Helsingør stod en utrolig Mængde
Huse ledige og forladte af deres Ejere, uden at nogen var i
Stand til at kjøbe dem, eller Ejerne i Stand til at udrede
de paa dem hvilende Afgifter, og at saafrernt der ikke blev
foretaget nogen Forandring heri, vilde efter al Sandsynlighed
i,denne ziírlige og bequemme Stad blive underkastet total
Ruin og blive forvandlet til en Bondeby eller Fiskerleje." 6 1
I Odense indrettede eller byggede mange Borgere de saakaldte. Rytterbarakker, som bestode af Smaaholiger i Baggader og Stræder, hvor de gifte Ryttere boede, og Staldbygninger i Gaardene, af hvilke flere endnu ere tilbage. 62
For at give et Begreb om en Provins-Garnisons Styrke
kan f. Ex. Helsingør anføres, som i Krigens Tid, da Vejen
til Sverige som oftest gik over Byen, udstod haarde Trængsler
under trykkende Soldaterhold.
Da Prins Karls Regiment
drog over til Skanne 1709, efterlodes 800 Kvindfolk: og Børn,
som levede af at. tigge, og desforuden havde Byen en Garnison
paa 750 Mand; 63. endnu 1750 havde Helsingør et Regiment
i Indkvartering, som 'afløstes hvert andet Aar, og et Kompagni Artilleri, lidt over 1000 Mand; i 1780 bestod Garni-
147
148
Tilstanden paa Kasernerne.
Frifolk.
149
)
den velhavende Borger lejede Soldaterkvarterer paa den
billigste Maade og paa de billigste Sleder, især paa Værtshuse og slige Steder, en Forretning, hvorunder kun Soldaten
kom til at lide. ,,Aldrig bor Soldater bedre ·end i Barakker
(o : Kaserner)," siger en samtidig Forfatter; ,, i Barakkerne
har for det første Soldaten ikke behov at ligge paa et durchläuchtígt Lott eller i en sumpet Kjælder, og der at sætte sin
Helsen til, ikke behøver han der at drikke en Skilling op,
naar han en Gang vil varme sig lidt. - - I Barakkerne er
ingen egennyttig Vært, som forfører Soldaten 'at fortære
mere end hans Lønning ved en tilhuden, ja somme Tider
paanødet Kredit. De saakaldede Kammeratskaber kan aldrig
gjøres bedre end i Barakker, hvor ethvert Kammer har sit
bestemte Mandskab, som ligger sammen og laver sig selv,
hvad Mad de lyster, og de kan betale, og gjærne . er der en
Kone i hvert Kammer, denne koger da for Soldaterne, og
disse løbe og slæbe for hende. Soldaten i Barakken har
ikke nødig at traske igjennem Kjøbenhavns skidne Gader
fra Vestergade til Gothersgade eller fra Borgergade til Stormgade til Kompagni-Paraden og saa derfra igjen til GeneralParaden. Her er Kompagni-Paraden strax ved Barakkerne,
og saa gaa Vagtfolkene derfra lige hen til Kongens Nytorv,
eller hvor de skal hen. .- Officererne kan visitere en Barakke, naar han lyster - og om Natten behøver han ikke
at lade sig begegne grovt af en Spækhøker eller anden
ubehøvlet Karl, som lukker sine Døre, naar han behager.
Mangt et Munderingskammer er brændt op i Borgerhuse,
aldrig i Barakkerne; thi her er hele Kompagniet i samme
Øjeblik og kan redde." BG
Dette Citat giver os et godt Billede af Tilstanden, hvis
Uholdbarhed da ogsaa blev indset, idet Kjøbenhavn 1785
atter fik Kasernerne , og Bygningen af nye blev paabegyndt. Paa hvert Kammer i Kasernen laa en Underofficer
eller en paalidelig menig, der i Hærens halv-franske Periode
under St. Germain kaldtes ,,maître de chambre." Der blev
inspiceret af Officererne og Majoren, blandt andet hver
Middag mellem Kl. 11 og 12. At Opholdet paa Kasernen ikke
har været videre behageligt, fremgaar af de Forholdsregler,
der vare trufne for at skaffe frisk Luft, eler skulde daglig
aabnes et Vindue i hvert Kammer, medens eler blev fejet,
og ,,i godt stille Vejr holdes aahent 1,'~ Time, for at saa vel
Dampen af Tobaksrøgen som andre Dunster, eler fremkomme
saa vel af' ele ,,beisammenliegenden'' Mennesker, som af Stanken
af elen varme Mad, kan trække ud og frisk Luft komme ind;
en eller to Gangè om Maaneden maa Stuerne ogsaa røges
med Enebær eller Enebærkviste, hvilket Officerer og Underofficerer omhyggelig have at paase." I hvert Kammer maatte
eler ligge mindst en Soldaterkone, som havde at sørge for
Renligheden. 6 7
De saakaldte Frifolk var. en Institution af stor Betvd
~ ..
ning i Datidens Hærordning. For at kunne holde en Armé
i Fredstid af' saa stort Omfang, at don i ingen Henseender
svarede til Landets Størrelse, med saa faa Udgifter som
mulig, benyttedes i Danmark det samme Middelsom i Preussen,
Østerríg og næsten alle andre Stat.er: ele Soldater, som ikke
vare absolut nødvendige dels til at besørge Garnisonstjenesten,
dels til at holde Officerer, Underofficerer og et vist Antal
menige + bestandig Øvelse, bleve helt frigivne for Tjeneste
og fik, som vi 'ovenfor have sagt, kun en Del af deres Lønning samt Tilladelse til at ernære sig ved deres eget Arbejde
og bleve kun indkaldte ved særegne Lejligheder.68 Den af
Staten saaledss sparede Del af Lønningen anvendtes · til
Fordel for Hæren og kom Krigskassen til Gode. Kun ved
et overordentligt stort Antal Frimænd var det muligt at
holde den store Hær paa Benene. Af' ele 15--16000 Mand
regulære Tropper, som Regeringen holdt paa Benene i Aarhundredets sidste Tredjedel, var henved to Tredjedele Frimænd og bleve anvendte af Borgere, Bønder o. a. til privat
Arbejde. I Begyndelsen af Aarhundredet var elet kun tilladt
at have 10 Frimænd af hvert Kompagni, senere blev det 25
.
.
.
'
Frifolle
Frifolkenes Indgreb i Borgernes Næring.
à 30 · og endnu senere maatte der haves saa mange som
havn 1'751 dømt til Galgen for Tyveri, men benaadet imod,
at han ikke mere maalle permitteres. • 4
Men' det, som gav mest Anledning til Misfornøjelse og
Klage over Frímændene, var dog deres Forhold til "de
næringsdrivende Borgere. Uagtet der, som fortalt, var bestemte afstukne Grænser for deres lovlige Erhverv, indløb
atter og atter Klager over deres Indgreb i de borgerlige
Næringsveje, vist nok som oftest med Rette, ihvorvel det
rimeligvis har været vanskeligt paa den Tid med det vidt
drevne Lavsvæsen at undgaa at komme dette for nær. · I
nogle Henseender vare Frimændene at betragte som civile
Folk, der intet havde med Tjenesten at gjøre, dog maalte ·
de f. Ex. ikke være paa Gaden efter Retræten, for hvilken
Forseelse Reglementet fastsætter 6 Gange Spidsrod gjennem
300 Mand, og hvis en havde Arbejde hos en Borger i
Byen, maatte denne ledsage ham til hans Hjem; hvis han
derimod gik i Livré, kunde han fan et Tegn, et saakaldet
Polititegn, der tillod ham at passere. 7 5 Disse Forholdsregler
bleve dels tagne af Hensyn til den natlige Sikkerhed paa
Gaderne, dels fordi Frimændene havde saa god Lejlighed til
at desertere, af hvilken · Grund ogsaa de Herskaber, der
sauledes brugte dem til Tjenere, skriftlig maatte forpligte sig
til at give Kompagniet Erstatning; naar dette skete. For
Resten havde disse Frimænd de mest forskjellige Leveveje;
snart træffe vi dem altsaa som Tjenere i fine Livreer., snart
som Arbejdsmænd i Havnen, snart spillede de som Musikanter i Værtshusene udenfor Portene, snart barberede de
Fangerne i Arresterne osv., 76 og endelig dreve de som berørt
ogsaa den Forretning at forføre unge Mennesker til Hvervíng,
ja flere Regimenter anførte endogsaa paa deres Frimandspas,
at dé ,,skulde umage sig for at erhverve gode, Rekrutter." 77
Medens de Soldater, der vare heldige nok til at erhverve
sig Fripas, saaledes arbejdede for deres Livsophold, og·
medens Staten paa den Maade tjente deres halve Lønning,
bleve deres tjenestegjørende Kammerater anvendte paa anden
150
mulig, og som Tjenesten kunde taale, uden at de tilbageblevne bleve overbebyrdede med Tjeneste. 69 Dette blev
følgelig overdrevet, og vi have omtalt, hvorledes Kompagnicheferne misbrugte denne Tilladelse. I Falkenskjolds Regimeut paa 822 Mand var der f. Ex. kun 139 under Vanben. 70
At den hele Indretning var af skadelig Natur, følger af
sig selv. Staten bildte sig ind at have Soldater uden dog
at have dem. Den aagrede saa at sige med Mandskabet,
den gav en Mængde Penge ud for at håve Lov til at føre
en stor Styrke paa Papiret. Af en Skrivelse fra Overkrigssekretæren 17 40 . ses det ogsaa, at man har paatænkt at
71
afskaffe Frifolk aldeles, hvilket dog ikke blev gjennemført,
og fra den tidligste Tid har man indset Ulemperne ved
disse. Da de næsten altid vare fri for Tjeneste, vare de
mere Bønder end Soldater, de vare desuden heller ikke
disponible i Nødstilfælde, da de arbejdede udenfor Garnisonerne, og gjorde endelig Tjenesten, især den haarde Vagttjeneste, uhyre besværlig og stræng for de tjenestegjørende,
som derved blev utilfredse, og hvorved den herskende Skræk
for at blive Soldat forøgedes endnu mere. Kompagnichefen
maatte ganske vist ikke foreslaa nogen til Frimand, som
ikke paa lovlig Maade kunde ernære sig, 72 men tidt var
dette umuligt for dem, ligesom der heller ikke toges tilbørligt
Hensyn til Mandens Paalidelighed , saa at Frifolkene tidt
ernærede sig enten paa utilladelig Maadø eller bleve af Nød
tvungne til at betle eller stjæle eller paa anden Maade ut
drive uærlige og umoralske Haandterínger. 73 De Tilhold,
som Officererne fik i saa Henseende , frugtede lige saa lidt
som Reglementets Bestemmelse, at en Frimand , som gav
sig af med andet Arbejde, end han havde opgivet, skulde
straffes med Slaveri paa Livstid. Vi se f. Ex-:, at •en Musketer
af Bornholms geworbne Regiment, dei' havde tjent i 4 Aar
og i hele sin Tjenestetid havde været Frimand, blev i Kjøben-
151
i.ill
li
,:if
q
'.·. 11·
' li¡ ~
/.~
~==========="'"""'-'""""""""'· __
, . ,.,., ., ., ,. _
152
~,, --~~---
~. ·--
-~ -
Arbe,jdskommandoer.
Maade 'af Staten, der altid søgte at drage saa megen Nytte
af Soldaten som mulig uden synderligt Hensyn til hans
Vel eller hans militære Uddannelse. Det var især Fodfolket,
som hele det 18de Aarhundrede igjennem og i Begyndelsen
af det 19de anvendtes til Bygning af Kaserner, Slotte, Fæstninger, Diger, Veje, Kanaler, Udforringsarbejder, Skovhugst
osv., altsaa for en stor Del til Arbejder, der ikke vedkom
Militærvæsnet.7 8 For Deltagelsen i dette Arbejde, der blev
udført under militær Kommando og Opsigt, nød de som
oftest et Tillæg i. Lønningen, der dog ikke svarede til dets,
Strænghed og Besværlighed. Reglementet bød, at de stærkeste Folk skulde tages til det sværeste Arbejde, at ~rbejdsturene skulde gaa paa Tur mellem Mandskabet, 7 9 men undertiden behøvede man Mandskab for længere Tid paa fjff;)rnere
Steder, og et sligt Kommando blev saa betragtet, som om
det bestod af Frifolk, ja 1769 blev en Del Soldater kommanderede paa Arbejde og fritagne i 3 Uger af Exercertiden. su
Soldater, som maatte gjøre Arbejde f. Ex. paa et kongeligt
Slot ~ hvortil kun de 'ærligste Folk maatíe tages - bleve
ofte ved Ulykkestilfælde og Overanstrængelse ødelagte for
Kompagniet, som da til Erstatning fik en Sum Penge for at
hverve en ny Karl, og den Soldat, som saaledes var hleven
utjenstdygtig, fik en Pension. Der blev derfor givet udtrykkelig Ordre til kun at afgive sunde og stærke Folk; thi
Kompagnicheferne brugte at afgive syge eller ,,beskadigede"
Folk, for, under Paaskud af, at Skaden var tilstødt dem i
kongeligt Arbejde, at faa den omtalte Pengeerstatning. 81
Allerede i det 17 de Aarhundrede bleve Soldater, endogsaa af Livregimentet,82 anvendte til Opbyggelsen af Kongens
Bibliothek, til Nedrivelse af den runde Kirke osv., men
Frederik IV havde dog endnu mere Brug for Arbejdskræfter.
Da han byggede Frederiksberg Slot 1700-1702, bleve Grundstenene for en stor Del førte dertil ved militære; 83 da Flyvesandet lukkede · for Arresøens Afløb, bleve 500 Soldater og
100 svenske Fanger udkommanderede for at grave en
·'"'1',
Misbrug af ,Soldater.
153
Kanal, 84 en velkommen Anledning for Regeringen til at anvende de mange Fanger fra Tønningens Overgivelse, som
ellers vare fordelte omkring i Landet til dem, der havde
Brug for deres Arbejde og som mod 'en Bøde af 4 Rdlr.
vilde svare for, at de ikke løb bort. 85 Efter Stormfloderne
1717 og 1720 bleve indtil 1722 aarlig 50 Kompagnier ( omtrent 4000 Mand) sysselsatte med at opføre nye Diger; i 3
Sommermaaneder var Tabet ved dette Kommando en Gang
99 døde af Sygdom; 3 druknede og 109 bortløbne. 86 I
Frederik TV's sidste Leveaar blev der kommanderet Soldater
til at beklippe Allétræer, Hække og Taxuspyramider i F~edensborg Slotshave, til ,,at indsamle Myreæg" - det vil sige
My~epupper, de saakaldte Myreæg -- til Fuglene i Menageriet, til at udbedre Arbejdsredskaber, til at holde Natvagt i
Lysthaven og ved Kalkovnene o. a. m. 87 Men især lagde
dog Kristian VI Beslag paa Hærens Arbejdskræfter. Allerede
som Kronprins lod han ved et militært Kommando Slotssøen
ved Hørsholm rense, hvilket varede et helt Aar, i hvilken
Tid Mandskabet fik 6 Skilling daglig i Lønning og laa i en
Lejr af Jordhytter paa Bøndernes Rugmark i Isterød, hvor
den forblev i 3 Aar. 88 · Ved Nedrivningen af det gamle
Kjøbenhavns Slot og Bygningen af Kristiansborg, h~orved
mange bleve Krøblinge eller satte Livet til ved at slæbe
Tømmer og Sten, arbejdede der daglig 1500 Mand i over
10 Aar, og et lignende Antal rammede Pæle ned i Sumpen
ved Hørsholm. Da Styrken ikke slog til, blev et P2r af de
nationale Regimenter indkaldte til Kjøbenhavn for at gjøre
Garnisonstjeneste og desuden blev 30 norske Kompagnier
førte dertil. Da Hørsholm var færdigt, hed det i en Garnisonsbefaling: ,, Til at bære Glas og Porcellain fra Rosenborg
til Hørsholm kommanderes i Margert 240 Mand under de
fornødne Befalingsmænd.'' 89
Af Kronborgs Garnison var der aarlig fra 1732 kommanderet et Arbejdskommando til Flyvesandets Dæmpning
i Kronborg Amt. 99 I Aarene 1755-56 havde en Mængde
154
Misbrug af Soldater.
Soldater travlt paa · Materialgaarden i Kjøbenhavn med at
tilskære og tilhugge Ma::;::;er af Sambteu Lil Freùerik.,borg,
et Slot, som i lang 'I'id krævede militære Arbejdskræfter.
I
henved en halv Snes Aar 1759-69 vrimlede det ligeledes
paa Fredensborg med Soldater i Haven og Parken; thi en
Musketer kostede kun det halve --- 6 Skilling -- af hvad en
Daglejer fik i Løn; i Aaret 1765 • var der ikke Il1:indre end
320 menige og 11 Underofficerer i Arbejde, og det frembød
store Vanskeligheder at skaffe Kvarter og Forplejning til
dem; en Gang sendtes der endogsaa et helt Detachement
Soldater til Falster for at hente unge Træer til Haven. 91
I Aaret 1770 havde Kjøbenhavns Garnison følgende Kommandoer til dagligt Arbejde: Slotsarbejde 90 Mand, Kirkearbejde
27, Holmen 172, Vejarbejde 176, Kasernebygning 360, Fæstningsværkerne 100, de nye Fortove 32, de kongelige Haver
82 osv. 92
Af de anførte Exempler vil det ses, at Regeringen forstod at benytte den Arbejdskraft, Hæren frembød, dels i
nyttige, dels i mere fornøjelige Øjemed (som f. Ex. naar
Soldaterne i Kjøbenhavn og paa Kronborg maatte plukke
Violer paa Voldene til Hoff esterne), og dette vedvarede langt
ind i det 19de Aarhundrede og gik i militær Henseende ud
over Hæren, og det bidrog sit til at forøge Misfornøjelsen
med Standen.
IL
Naar Talen falder paa Soldatervæsen i gamle Dage..
dvæler Tanken strax ved de Fortællinger, man hyppig har
hørt om Soldaternes slette Behandling, de ubarmhjærtige
Prygl osv., og jo mere man fordyber sig i disse Tider, jo
mere Medlidenhed og Ynk nærer man med de ulykkelige
Mennesker, som den Gang ,,bar Kongens Tøj."
Dog maa
Soldaternes Mishandling og '.Cidens sbrænge 'I'ugt,
155
man ikke lade ude af Betragtning, at det ikke alene var i
Hæren, al Pryglene regnede ned, man maa stadig erindre,
at Tiden i sig selv var raa, Opdragelsen stræng, ofte barbarisk, og at det Skjær af Humanitet, som i en vis Periode
af Aarhundredet viste sig ved en til det latterlige overdreven
Religiøsitet, kun dækkfde tyndt over Tidens Raahed,
Vi
have alt omtalt det 'Í10ksom bekjendte Hoveriforhold paa
Landet, og vi vide, at Bønderne vare Trælle, der evig trakteredes med Hug og Slag, at de bleve solgte som· Dyr, at
de bleve pinte 'og plagede af Godsejer og Ridefoged, ja
endnu 1783 gik en Gaardmand. paa Gisselfeld i den spansk~
Kappe for en Bagatels Skyld. 9iJ Legene paa Landet og 1
Byerne vare raa og vilde, og gik ofte ud paa legemlig Vold; 94
Straffene i Skolerne vare i høj Grad barbariske, Disciplene
maatte staa Skoleret og Klassøret, og Synderne bleve paa
den nøgne Ryg piskede af deres Kammerater; i Aarhus rev
en Hører en Dreng saa voldsomt i Øret, at han beholdt det
afrevne Øre i Haanden, og man kan faa .lige saa mange
Exempler paa legemlige Míshandliger fra Skolens Bænke som
fra Hærens Rækker. 95 Det var som oftest Krabasken, der
herskede i Familierne, hvor Børnene vare under en ganske
anden Tugt end i vore frie Tider, Prygl var Feltraabet og
Drivfjederen lige nede fra Læredrengen og op til Pagerne.
Selv Jeppe, den ulykkelige Jeppe paa Bjærget, siger jo, at
ban fik aldrig saa mange Hug i de 10 Aar, han var ,, under
Malicen", som han nu· fik af sin Kone. Det var ogsaa paa
den Tid, at Folk uden Lov og Dom kunde sætte deres Børn
og Tyende, naar disse ikke artede sig vel, i Tugthuset paa
Møen eller i Børnehuset paa Kristianshavn.
8 Gange vides
dette f. Ex. at være sket i Odense med Børn fra 9 til 19 Aar. 96
Vi maa tage disse Forhold i Betragtning, naar vi. tale
om Soldaternes Behandling, og vi maa tillige erindre, at
disse var et sammenløbet Udskud af alle Nationers Bærme.
Og dog lyder der gjennem alle Love, Bestemmelser, Krigsartikler og Reglementer en stadig, idelig· gjentagen Advarsel
.i
I,
1J
156
Pryglestraffen.
,,Korrektionen".
imod at prygle Soldaterne.
1701 hedder det allerede, at
den ,, umanerlige" Pryglen, soiu Officererue Lil dele Soldaterne
ofte for. en ringe Forseelse, ,, afskrækker ikke lidet en god
Soldat fra Vor Tjeneste," hvorfor den befales ganske afskaffet. 97
Det hedder endnu tydeligere i Forordningen om Landmilitsen
i Norge, nt ,,da en og anden Underofficer i Stedet for at undervise de gemene med Sagtmodighed, har ilde trakteret dem
med Hug og Slag," saa forbydes det paany, ,,åt ingen herefter uden højttrængende Aarsager og for Gjenstridigheds
Skyld maa lægge Haand paa den gemene." 98 Men disse
,,højttrængende Aarsager" giver et vist Spillerum; der kan
altsaa dog være Tilfælde, hvor Befalingsmanden maa lægge
Haand paa den undergivne, naar han finder, at denne er
,,gjenstridig", og efterhaanden bliver det ogsaa mere klart,
at Lovene virkelig give Befalingsmanden Tvangsmidler i
Hænde, idet de tillade den saakaldte ,, Korrektion".
I en
Lov, der er udstedt ganske kort før Aarhundredets Slutning,
hedder det: ,,Enhver Superiør osv., som ej af Inferieren
vises ufortøvet Høriglied og Agtelse, give Vi herved Magt
til, paa det at Tjenesteorden og Disciplin stedse kan iagttages, paa Stedet at korrigere sin Inferiør, en Soldat med
nogle Rap af en Stole, en Underofficer med det flade af
I(lirigen." - - Mærkværdig nok tilføjes der: ,,Dog maa en
saadan Korrektion ingenlunde ligne en virkelig Straf," uagtet
det længere nede i samme Anordning netop hedder, at ,, den
tilladte Korrektion maa ske paa frisk Gjerning, saa at den
kan antages som en velfor~jent Straf." 99
Det fremgaar af selve Sagen, at det kun har været den
,,umanerlige" Pryglen, som egentlig har været ilde set, og
at det er den, som de mange Forbud egentlig gjælder, men
den tilladte Korrektion udartede rimeligvis hyppigt og er vel
vanskelig at adskille fra umanerlig Pryglen.
Denne, som
Regeringen stadig forbyder under de strængeste Straffe, var
den saa meget mere imod, fordi den afskrækkede Karlene
Îra Soldaterstanden, og der gives stadig Formaninger til at
,,Korrektionen".
157
undgaa al Haardhed i Tjenesten og til at søge ,,at gjøre
Rekrutterne Exercitsen begribelig med al Taalmodighed og
Lemfældighed og især til ikke at bruge Slag og Prygl." 100
At disse mange Forbud ikke frugtede, beviser deres
Mfngfoldighed. Soldaterne bleve skrækkelig behandlede, og
om end Tiden blev humanere og mildere i Sæder, bleve
"deres Kaar dog ikke meget blidere.
De milde Sæder fandt
kun langsomt Adgang til Hærens Rækker, og langt ind i det
19de Aarhundrede hørte Soldaternes Mishandling til Dagens
Orden.
Frederik den store af Preussen maatte tilbagekalde
enkelte humane Forholdsregler, hvormed han begyndte sin
Tronbestigelse, idet han f. Ex. afskaffede Fugtel for Kadetterne 1740, men senere maattø han dog igjen lade dem
fugtle; og gik det ikke med Kadetterne, var det naturligvis
endnu vanskeligere uden Stokken i Haanden at _regere det
raa, udenlandske, sammenhvervede Pak; først Frederik den
stores mere humane Efterfølger fik Pryglestraffen noget indskrænket, men dér som her indsaa man snart, at ,,.den fuldstændige Humanitet kun er mulig i en national Hær." mi
En Officer fra den Tid udtaler sig saaledes: ,,Naar der
ikke er noget at udrette med Fornuften, maa man bruge
Stokken. Ingen Middelvej er mulig, alle Slags andre Behandlingsrnaader due ikke, men," mener han, ,,Stokken skal
bruges med Eftertanke, man skal kun bruge den mod . den,
der opfører sig slet eller ofte er i Klammerier paa Grund af
Drukkenskab.
Denne Last er saa afskyelig, at jeg ikke vil
tage i Betragtning at lade dem prygle til Døde (diejenigen
todt prügeln zu lassen), som hengive sig til den, ligesom
ogsaa de opsætsige, dem, der bestjæle deres Kammerater,
og undertiden ogsaa de efterladende og uduelige ved Exercitsen, dog fortjene de sidste ikke saa meget denne Behandling; men den ringeste Modsigelse af en opsætsig er derimod
aldrig uden Følger, og altsaa heller ikke til at se igjennem
Fingre med. Imidlertid tror jeg, at det er bedre at prygle
meget ()g sjældent end ofte og lidt. Det er ubehageligt at
158
Exempler paa Soldatens haarde Behandling.
tale derom, men det maa dog siges. Forøvrigt er det afgjort, at det er bedre at lade slaa paa Bagdelen eml paa
Ryggen, som der ofte. er sporet slemme Følger af for Sol102
datens Bryst, der have varet et helt Felttog igjennem" osv.
Saaledes omtrent vare Officerernes Anskuelser, og naar vi
betænke den Uddannelse,
som Officererne modtogo pm1
Akademiet og i Hæren, som ovenfor er skildret, er det ikke
underligt, at de rnaatte blive raa og barbariske i deres
Adfærd. ,,Brugen af Stokken er bleven saa almindelig hos
Officerer og Underofficerer," siger en Forfatter, ,,at de for
at tilfredsstille deres Grusomhed, ofte uden al Grund, prygle
103
. den ulykkelige, som er Gjenstanden for deres Kapricer."
En Underofficer omtaler 1783 sin Kompagnichef, en Holstener, der var avanceret fra Underofficer, saaledes: ,,Han
var ubarmhjærtig i højeste Grad og holdt afskyelige Stueexekution~r; en Mand, som allerede havde faaet 40 Stokkeslag over Nakken, og som for Guds Skyld bad om Naade,
svarede han smilende : ,, Gjør det ondt, min Søn? Det bedrøver mig, jeg mærker ikke Spor deraf," og til Korporalen
raabtø han truende: ,, Slaa han kun bedre til, alt hvad han
kan."
Han var et , saa dant Dyr denne Mand, at. han gav
Soldaten en Snaps, for at han skulde kunne udholde 20
Slag endnu.
En anden Kompagnichef gav ham følgende
Ordre med Hensyn til Folkene: .. Naar nogen mukker, saa
bring dem blot til mig, jeg lader dem give 40 til 50 Stokke104
prygl paa én Gang, og Underofficererne fugtler jeg selv."
Men Underofficererne, som selv vare udsatte for denne Behandling, vare ikke bedre; følgende Exempel er betegnende
haade for den Art af Mennesker, som dannede Tilgangen til
Hæren, og for den Behandlíngsmaade, man anvendte imod
dem. Paa en Transport af hvervede Rekrutter fra Rendsborg til Kjøbenhavu gjorde clisse Mytteri i Haderslev. ,, Ved
strænge Forholdsregler bragte jeg," fortæller Føreren, en
hvervet Underofficer, ,,alle Rekrutterne til Ro (auf's Stroh),
kun en af dem, en preussisk Desertør, sad trodsende bag
Exempler paa Soldatens haarde Behandling.
159·
ved Bordet og skar Tænder og truede med at gjennombore
enhver, soin røde haut. Da alle Foriuauiuger, ogsaa fra
hans Kammerater, der raabte til ham. fra Halmen, hvor de
laa, ikke hjalp, lod jeg tre Soldater fælde Gevær imod ham.
Bordet blev trukket bort fra ham, og to haandfastø Karle
tilbød frivilligt at himle, ham. I Pt Ruf var Kniven mlP af"
Hænderne paa ham, og en Karl holdt begge hans Arme
fast; jeg vilde anlægge Tommeskruerne paa ham, men han
sparkede saaledes fra sig, at jeg først maatte binde Fødderne
sammen med Reb. Med sammenskruede Tommelfingra og
bundne Fødder lod jeg ham nu lægge i en Krog ved Ovnen
paa det bare Gulv; han bandede og rasede et Par Timer,
saa at Rekrutterne selv flere Gange vilde prygle ham. Endelig
overvandt Smerten Raseriet, han begyndte at græde som et
Barn og bad, om man for Guds Skyld vilde løse Tommelskruerne lidt. Det skete, og det vilde Menneske sov ind.
Da jeg umulig kunde lade denne Opsætsighecl hengaa ustraffet,
lod jeg ham give 20 Stokkeslag om Morgenen før Afmarchen
og lod hans Hænder binde paa Ryggen." Dette er et Billede
fra Slutningen af Aarhundredet, i den humane Tid! 1º5
Men det var ikke alene de hvervede, men ogsaa de
nationale Soldater og Underofficerer, som det gik ud over.
En Kapitain Dudden havde tirret en Underofficer til at begaa
'\ en Subordínationsforseelse , hvorfor denne blev dømt til
Slaveri paa Livstid. Kort efter mødte de hinanden, Kapitainen haanede den ulykkelige, som i. Raseri styrtede sig
over ham og vilde kvæle ham, hvilket forhindredes af Folk,
der ilede til. Underofficeren blev dømt til at radbrækkes,
men Generalinspektøren for Fodfolket, . Prinsen af Bewern,
fik ham bønaadet og paa sin Bekostning sendt til Amerika.106'1>
Kapitain du . Val i Trondhjem mishandlede sin Oppasser·
saaledes, at denne dræbte et halvandet Aars Barn for selv
at faa Ende paa sit Liv. Kapitainen blev ved Undersøgelsen
kasseret, og Soldaten benaadet og ligeledes sendt ud af
Landet. 106b · Nogle Aar efter sammenrottede en Del Husarer
I
I
~"I
~
:¡
Exempler paa Soldatens haarde Behandling.
Desertioner.
sig i Roskilde og gik uden Tilladelse til Kjøbenhavn og
klagede til Krigskollegiet over deres Officerer, som overdængede dem med Stokkeprygl for den mindste Forseelse.
Ved Undersøgelsen blev der afsagt haarde Domme over
Husarerne, der dog bleve betydelig formildede, saa at kun
en Husar blev hængt, de øvrige slap med Spidsrod og
Fæstningsarbejde.
Ritmesteren mistede en Maaneds Løn og
Lieutenanten fik Afsked. 107 I Norge vare Forholdene nogenlunde de samme. Nogle Bønder i Akershus Amt bønfaldt om
at blive af med Kapítaín Koss, der pryglede Soldaterne.
Denne undskyldte sig med, at han revsede Karlene, fordi de
løb efter Pigerne i Fæhusene.
Følgen var, at der udkom
en Forordning, der forbød den Uskik, at Karlene besøgte
Pigerne i Fæhusene om Helligdagsnætterne. ' Man kan ved
at høre om disse 'Pryglørler forstaa det gamle bittertspøgende
Ord, som forekommer paa disse Tider: ,, Slaa du kun, sagde
Soldaten til Korporalen, det er ikke min Ryg, jeg har solgt
den til Kongen for 5 Aar siden," rus og det kan gjælde for
langt ind i dette Aarhundrede.
,,Jèg har kjendt dem, der
troede at indlægge sig stor Ære derved, at de kunde prygle
føleligere end andre, jo flere Prygl, desto bedre," siger gamle
Kloppenborg om sin Rekruttid omtrent 1813.109
Det følger
af sig selv, at der hyppigt træffes Undtagelser, Reglen var
saaledes, som vi her have skildret det; men der gives ogsaa
Fortællinger om god Behandling, om Humanitet, om Velvilje
lige over for de undergivne.
En Rekrut fra 1783 siger:
,, Der var mange, som viste mig V enlig hed ; ogsaa den Underofficer, som lærte mig at exercera, var god imod mig; han
lod mig en hel Maaned se paa de andre for at jeg kunde
hvile efter den lange Marché og komme til Kræfter;" 11º eller
vi kunne nævne Kommandanten paa Aggershus, de Sueue :
naar han lidende af Podagra og Søvnløshed spaserede paa
Fæstningens Volde og traf nogle Soldater sovende paa deres
Post, berørte han dem kun med sin Stok og sagde: ,,Bei
Gott, min Søn, du maa ikke sove, kommer Lieuíenanten,
bliver du straffet;" 111 og undertiden kan et ømt Udtryk om
Sul dalen spriug« i Øjneue ved dels Sjækleuhed , naar del
f. Ex. hedder, at det skal befales Magistraten at overholde
Renlighed paa Gaden til enhver Aarstid, paa det at ,,den
arme Soldat" ved Udførelsen af den. kongelige Tjeneste ikke
skal gaa i Snavs til opnver Ankelen - men det var manske
mere for de pudsede Støvletters Skyld end for Mandens. 112
160
161
III.
·.~
g
Som Følge af de uheldige Omstændigheder, Soldaten
levede under, den slette Lønning, Forplejning og Behandling
osv. kan man ikke undre sig over, at han saa vidt muligt
søgte at slippe bort fra sine lidet misundelsesværdirre Forhold. Han søgte derfor paa enhver Maade at undd;age sig
den Kontrakt, som bandt ham til en Stilling, der blev ham
mere og mere forhadt, og som i hans Medborgeres Øjne
næsten var foragtelig.
Desertioner hørte , derfor til Dagens
Orden. Den hvervede Soldat, som havde solgt sig selv for
de modtagne og hurtig forbrugte Haandpenge, levede saa
at sige kun for den Tanke at løbe bort, ud over Landets
Grænser ind i Tyskland eller over til Sverige, hvor han
atter var en fri Mand, og hvor Fremtiden stod ham aaben,
hvad enten han nu atter lod sig hverve i det fremmede
Land eller søgte at komme ind i en bedre og hæderligere
Levevej.,
Den overvældende Mængde af Desertioner var Datidens
militæres Fortvivlelse, de omhyggeligste Forholdsregler bleve
trufne, de mest barbariske Straffe bleve anvendte, de mildeste Formaninger og derr · mest udstrakte Pardon, intet
hjalp.
Desertionerne toge mere og mere til, og var ved
Aarhundredets
fredelige og rolige Slutning mange Gange
11
162
Dødsstraf for Desertion.
stærkere end i den urolige og uordentlige Krigstid, hvormed
del Isde Åarhuudrede Le15y11(lLe.
I Krigen med Sverige 1709-20 deserterede der mange
Folk, da Fjendens nærliggende Land gjorde Sagen lettere.
Især 1711 var Desertionerne fra de hvervede Regimenter
urnaadelig, hvortil manske ogc:m1 P0st0n gjorclP sit; v0cl fl prp
af Kompagnierne løb nogle og halvtredsindstyve Mand bort,
omtrent en Tredjedel af Kompagniet, og da der paa den
Maade blev Mangel paa Soldater, fik et Regiment i Rendsborg Tilladelse til at udtage nogle hundrede af de saakaldte
,,ærlige" Slaver af Stokhuset i Rendsborg og stikke dem ind
i Regimentet i Stedet for de bortrørnte, 113 'I den skaariske
Fejde havde Forplejningsforholdene været saa slette, at man
ikke kan undre sig over, at der var mange baade svenske
og danske Overløbere. Et Brev fra Overgeneralen -· Reventlov - betegner tydelig Situationen: ,,Ni Overløbere af Dronningens Regiment ere hlevne dømte til Døden, to af dem
slap imidlertid med Spidsrod, Dødsstraffen for ele 7 andre
har jeg formildet til Brændemærke og Slaveri paa Livstid.
Af 3 Overløbere i Maríneregimentet ere de to blevne dømte
til Spidsrod, mea den tredje, som. har tjent 4 Konger i et
Par Sko, og alle Vegne er løben bort, for at lade sig hverve
. paany, har jeg ladet klynge op. En Mand af Regimentet
Blücher, som Oberstlieutenant Moltke har indhentet ved
Landskronas Udenværker, satte mig i Forlegenhed; han paastod ikke at have smagt Brød i 4 Dage. Paa elen anclen
Sicle fortjener en Soldat, eler forlader sin Post og fanges i
hele Regimentets Paasyn ved en fjendtlig Fæstning, alvorlig
Straf. Lykkeligvis erklærer hans Kapitain, Manteuffel, at
han Dagen i Forvejen havde givet ham to Skilling lybsk til
Brød, og samme Dag, som han blev greben, havde han
endnu en Skilling i Lommen; altsaa skal han hænges." 114
Det var ikke alene lige over for Fjebclen og enkeltvis,
at Folkene deserterede, men altid, naar der blot tilbød sig
en Lejlighed. 1714 deserterede saaledes hele Lappevagten
Desertion i Komplot.
163
ved Helsingør, 1 Underofficer og 12 Mand, i en Baacl; Manden,
der ejeûe denne, mistede ikke alene den, men blev endogsaa
straffet for ikke at have overholdt ele givne· Forholdsregler,
som omtales nedenfor. 115 ~ En Hobelst fra Würtemberg
ved Navn Silbereisen havde ved idelig at desertere ført følgende omflakkende Liv:,,;først løb han sin Vej fra en Skriverplads og blev to Gange kejserlig Soldat, saa brunsvigsk og
saa wûrtembergsk: derefter deserterede han til den frie Rigsstad Frankfurt, hvor han ogsaa tjente som Soldat; kom dernæst til Spanien og rømte fra Malaga ud paa et dansk
Krigsskib, som skulde til Algiers Belejring; om Bord traf
han en Broder, der var Sergent, og som fik ham hvervet til
Hoboist i den danske Flær. 1.16 I September 1770 deserterede
7 Soldater af Kongens Regiment og toge en Chalup ved
Nyholm; da eler ingen Aarer var i elen, gik de om Bord i
et Fartøj for at tage elem; en af Folkene, som gjorde Anskrig, skød ele ned. D0 hieve ellPrsatte fra Vagtskibet, men
uden Held. ~ I noget over 7 Aar var eler fra Kyradserlivregimentet, der havde en Styrke af 4~-500 Mand, deserteret 156 Underofficerer, Trompetere og Ryttere, uden at
man fik fat paa elem; det er vanskeligt at sige, hvor mange
der desforuden ere bløvne grebne. - I 61/2 Aar deserterede
der fra det delmenhorstske Infanteriregiment 66 Mand, som
man ikke fik fat paa; af clisse var 34 Tyskere, 6 Svenskere,
3 Franskmænd, 1 Hollænder, 1 Irlænder og 1 Italiener. t17
Omtrent paa den Tid Kronprins Frederik overtog Statsstyrelsen, tog Desertionerne voldsomt Overhaand, rimeligvis
fordi Tjenesten i et og alt blev haardere. Fra fynske Infanteriregiment løb paa en Dag 49 Mand bort i Aaret 1782. Som
Bevis paa Soldaternes Misfornøjelse kan det være værd at
lægge Mærke til, at i Oktober 1784 toges en national Rytter
i Rødovre i Forhør, fordi han ved sin Husbonds Borel havde
sagt, at han, ,,nam; Kronprinsen bar sig ad mod ham som
mod Husarerne, vilde han tage en · Knap af sin Kjole og
skyde ham ihjel som en Hund." us
11*
164
Angiverpenge.
Generalpardon.
I Følge Krigsartiklerne skulde den, som deserterede,
,, ved Udlilæsuing eller Tronn 11e.,;lag i 6 Uger, 3 Gauge elter
hverandre indstævnes for Krigsretten og i Tilfælde af Udeblivelse dømmes som Meneder, og hans Navn slaas paa
Galgen; men i Fald han paagrihes , skal han hænges." 119
Dette forbød sig dog af ,dg selv, - hvis man vilde have
'hængt den Tids Desertører, maatte man have bygget endnu
mange flere Galger, end der· allerede i Forvejen fandtes.
Man søgte derfor at skræmme Soldaterne fra at desertere
ved haarde legemlige Straffe, især Spidsrod. Ikke en Gang
naar der fandt Desertioner Sted efter Aftale af flere paa en
Gang, blev Dødsstraffen gjennemført, idet Hovedmanden for
et saadant Komplot slap med at faa Ørerne afskaarne og
med Arbejde i Jærn paa Bremerholm paa Livstid. Den, der
angav Komplottet, fik en Belønning af 30 Rdlr., hans Navn
blev fortiet og han slap for Straf, hvis han havde været
indviklet i Sagen. 120
Der lader ogsaa til at være gaaet en rum Tid under
Frederik IV, i hvilken der ikke blev fældet nogen Dødsdom
for Desertion, mest paa Grund af, at Forbrydelsen var saa
almindelig. I Krigstid søgte man Overenskomst med Fjenden
om at udvexle Overløbere, og man skulde næsten synes, at
Krig var en Umulighed, naar de undergivne vare saa upaalidelige, som Tilfældet var. Dog søgte man stadig at gjøre
Straffen mildere, at udstede Generalpardoner for dem, der
ikke kom tilbage, og at benaade dem, der vare blevne grebne
og dødsdømte. 121 Ved et Desertionskornplot maatte de kaste
Terninger paa T1;0111111en om hvem der skulde lide Døden,
og selv den, hvem Loddet traf, blev der tilraabt Pardon i
det Øjeblik, han satte Foden paa Stigen, og Straffen blev
saa Spidsrod. eller Rottingslag, foruden Arbejde i Jærn paa
Livstid.")
I Aaret 1702 saa en rejsende Desertørerne i Slavedet udstyrede
med et Apparat om Halsen og Hovedet, hvori der hang Klokker;
Forholdsregler imod Desertion.
165
Da Desertionerne ikke toge af, nedsatte Kristian VI én
Kommission for at undersøge Grundene til disse i den Tanke,
,, at den gemene Mand maatte have nogle etler hans Mening
ikke ugyldige Aarsager dertil," og Aaret efter blev endogsaa
Benaadningsretten over de norske Soldater, som deserterede
fra. Danmark til Norge, overladt til den lier konuuauderendø
General. 123 Efterhaanden var saaledes Dødsstraf for Desertion hieven sjælden, og da Tropperne under Syvaarskrigen
17 58 bleve trukne samme¡p. i Holsten, havde der efter dalevende Forfatteres Udsagn i 25 Aar næppe været to Exemplar
paa, at Desertion var blevet straffet med Døden. 124
Forholdet blev nu noget anderledes, der blev fastsat
en grusom haard legemlig Straf for Desertion , for Rytteriet
indtil 10 Gange Stigrem imellem 200 Mand og for Fodfolket
indtil 24 Gange Spidsrod imellem 200 Mand, hvorefter Synderne skulde afleveres til Slaveriet i nærmeste Fæstning; 125
men allerede to Maaneder efler inaatte der udgaa en ny
Bestemmelse, . i hvilken det hed, at Kongen havde søgt at
undgaa ,, at udgyde Menneskeblod", men da de legemlige
Straffe og det livsvarige Slaveri ikke gjorde noget Indtryk,
og Desertionerne stadig toge Overhaand, saa skulde fra nu
af Krigsartiklerne træde i deres fulde Kraft, og ingen Benaadning fra Galgen finde Sted. 126 Men denne Bestemmelse
blev selvfølgelig ikke gjennemført, og St. Germain brød sig,
da han 17 62 satte sig i Spidsen for Hæren, . ikke synderligt
om den storartede Bortløben. ,,Hæren renser sig for Utøj,"
sagde han, men snart greb Rømningen dog i den Grad om
sig, at han maatte indhente Tilladelse til strængere Forholds. regler.
Der blev af norske og nationale Tropper slaaet en
Kordon om de tyske Regimenter for at bevogte dem, og til
Advarsel for Mandskabet lod han 10 à 12 Desertører kaste
desuden havde de Haandjærn og Jærnringe
vare lænkede om Natten. m
om Benene og
166
Forholdsregler imod Desertion.
Terninger om Livet, og 1 à 2 af dem lod han derefter hænge
lig-e for Fronten. 12;
Aaret efter, da alt var fredeligt, faldt Dødsstraffen for
Desertion atter bort, og der blev indført forholdsvis meget
milde Straffe, selv Hovedmanden for en I-tømning i Komplot
slap med Spidsrod. 128 Ja undertiden har man været nærved at
belønne de Desertører, som frivillig indfandt sig igjen. Det
hedder nemlig i Begyndelsen af Aarhundredet, at de Desertører, som indfinde sig af sig selv, kunne faa Patent paa,
at deres Børn og Børnebørn skulle være fri for Udskrivning,
men de, som ikke indfinde sig, ,,skal for infam deklareres", 129
ligesom endnu tidligere en Desertør i Følge Kristian IV's
Hyttørret ligeledes blev erklæret for ,, ærlig", naar han indfandt sig af sig selv. rso
Det følger af sig selv, at de Folk, som paa denne Maade
gjorde Brud paa deres Kapitulation, foruden Straf ogsaa
maatte tjone deres Tid ud, men ved en Desertion var ogsaa
hele den Tid af deres Kapitulation, som de allerede havde
tjent, forbrudt, saa at de kunde dømmes til at tjene hele
deres Kapitulation om igjen.
Naar først Desertøren var
udenfor Rigets Grænser, var han fuldstændig fri Mand, 181
og der var f. Ex. intet til Hinder for, at en dansk Desertør
atter kunde hverves til Soldat af danske Hververe i Udlandet, kun fik han ingen Haandpenge, naar det var altfor
nær Landegrænsen, f. Ex. i Lybeck eller i Hamburg, at han
atter meldlø sig til Hververne, 1s2a og man vil altsaa kunne
íorstaa, at en snedig og heldig Soldat kunde gjøre et helt
Levebrød ud af at være Desertør.")
*) I en tysk Skolebog fra 1785: ,,Pfliohten der Unterthanen gegen
ihren Landesherren.
Zum Gebrauch der Privialschulen im
Hochstift Speier" gives der - mærkværdig nok - mange
Regler for Soldatens Optræden, f. Ex: ,,Hvad skal en Soldat
især undgaa?" ,,Soldaten skal især unrlgaa Drukkenskab, Forsyndelser med det andet Kjøn, Slagsmaal og al Omgang med
fremmede R ververe. .'' ,,Guel plejer at tugte Desertører med
Forholdsregler imod Desertion.
167
Det var under disse Omstændigheder nødvendigt her
som i andre Lande - thi Desertionerne vare lige almindelige i alle hvervede Armeer - at træffe omfattende Forholdsregler, for at forhindre Desertioner. I Krig kamperede
man derfor nødig i Skovene, Rytteri maatte stadig omkredse
Lejrene, Nattemareheri' undgik man saa meget som muligt
osv. osv. I Fredstid havde man i alle Garnisoner gjennemført et strængt Bevogtningssystem.
Det var enhver Kvarterværts P¡igt under en bestemt Mulkt at holde sin Husdør
lukket, efter at Tappenstregen var slaaet, og naar han opdagede, at en Soldat, efter at der var visiteret, forlod Kvarteret, skulde han strax løbe hen til den nærmest boende
Befalingsmand af Kompagniet og melde det. Ingen Værter,
Kromænd o. a. maatte huse nogen Soldat eller Lediggænger,
uden at denne var forsynet med behørigt Pas eller Afsked
paa Dansk og Tysk. m Et helt Næt af Patrouiller og Skildvagter omgav Garnisonerne for at hindre Soldaterne i al
komme bort.
Især om Vinteren, naar Sundet lagde til,
hvilket ikke indtraf saa sjældent i det forrige Aarhundrede,
var Fristelsen stor for Soldaterne til at søge at komme over
til Sverige, hvortil de fleste Desertioner fra Kjøhenhavn skete,'
især fra Vagterne ved Havnen.
Derfor bleve Stadsgravene
opisede omkring Volden, Husarpatrouiller rede langs Stranden,
Isposter udstilledes alle Vegne, og Patrouiller, der i den
Anledning fik en varmere Beklædning og Tillæg i Lønningen,
patrouillerede langt ud paa Isen, - og dog lykkedes det
timelige Straffe (saasom Sygdomme, Armod, Spot og Skam) og
med evige Straffe." ... ,,Hvad skal man tro om de Soldater,
der desertere?'' ... ,,Man skal tro, at ele Soldater, som desertere, ere Folk, som hverken frygte Gud eller Mennesker." . , ,
,,Anger og Bod er ikke tilstrækkelig hos en Desertør, han maa
gjøre det, som Tyvene ere skyldige at gjøre. Tyvene maa
give det fremmede Gods t.ilbage. Desertørerne ere forpligtede
til at vende tilbage til Fanen . . . fordi de ved Desertionen
ha ve s~i aalet sig fra Staten." 1s, b
¡¡
: ·11. .
il'h
!il,
¡,li
ï
1.•1
¡1
1:1!
rj.
~i
ii
;:,,
!I
:11
'I
ii
li
11
![
I
Isposter.
Desertørernes Forfølgelse.
hyppigt mange Folk efter store Anstrængelser og Lidelser ·
ul 11a~, over Lil Sverige Ior Jer aller at rnodlage Hauudpeuge
og saaledes at vove Liv og Helbred for at ombytte det ene
Slaveri med det andet. 134 Og da der ikke engang kunde
stoles paa Vagterne, bleve disse ogsaa, som f. Ex. Vagten
paa Nyholm, afløste af Matroser, naar Isen laa tæt og fast
til Sverige. 135 Naar Søen var isfri, skulde alle Strandsidderes
Baade ligge optrukne paa Land, naar de ikke brugtes, og
dér være lænkede med Kjæder og Laase; Aarer og Tofter
skulde tages hjem med tillige med Spundset eller Proppen
til Hullet i Bunden af Baaden. , Overtrædere heraf bleve
straffede med strænge Straffe, ja endogsaa Fæstningsarbejde
i nogle Maaneder. 136 Flere Steder, f. Ex. i Dragør, var der
endogsaa en Bom for Havnen.
Koffardiskibe, som gik ud
af Toldboden, bleve undersøgte af en Land- og en Søofficer.
I Lejren blev Kompagnîrullen i Almindelighed oplæst 5 Gange
om Dagen, for at man kunde se, om alle vare til Stede,
nemlig strax efter Reveillen, efter Bønnen, om Middagen,
efter at der var afkogt, om Eftermiddagen Kl. 6, 7 og endelig
efter Tappenstregen. 137 Soldaterne bevogtedes altsaa næsten
som Fanger, og man faar et Indtryk, som om man den Gang
har levet i en Art Belejringstilstand: ja under Kjøbenhavns
Ildebrand turde Kommandanten ikke lade Portene aabne af
Frygt for, at Soldaterne skulde benytte Lejligheden til at
desertere, saa at man ikke kunde faa Vand fra Gravene,
hvilket der var . stor Mangel paa inde i Byen; først paa
Kongens Befaling bleve de aabnede Dagen efter. Heller
ikke turde man i Begyndelsen af Branden benytte Soldaterne
til Slukning, men holdt dem i Gevær paa Allarmpladserne
til ingen Nytte. 138 Naar det saa trods alle Forholdsregler,
af hvilke kun de vigtigste her ere fremhævede , alligevel
lykkedes en Desertør at flygte, begyndte Jagten paa ham
med største Iver. Et Kanonskud fra Toldboden eller Kristianshavn drønede til Signal for Vagtskibet, der strax
bemandede et Krydsfartøj med Folk med ladte Geværer til
Forfølgelse, og slige Kanonskud fra Landets andre Fæstninger lød ligeledes og næsten daglig til Underretning for
Indbyggerne i de nærmest liggende Landsbyer, at de skulde
passe paa, hvis de i de følgende Dage maatte finde en Mand
skjult i Skove, Buske eller Kornet paa Marken, hvorved de
kunde fortjene deres Opbringerpenge. m Thi del var ikke
alene en Pligt for Borgerne at paagribe Desertørerne, men
de modtog ogsaa en Belønning af 6 Rdlr., naar de bragte
en tilbage til Garnisonen, og Desertøren rnaatte af sin ,,Mundportion" betale alle Omkostningerne ved sin Paagribelse.
Der kom Bevægelse i Sindene, naar Kanonskuddet lød, man
vidste, det var en Desertør, og der begyndte en ivrig Parforcejagt, dels af Patrouillerne og Kystfartøjerne, dels af
Omegnens Bønder og af Folk, som vilde tjene Opbringerpengene.
Naar der deserterede flere paa en Gang, skulde
den, ,,som først i By, paa Marken eller i Skoven faar dem
i Syne", kalde til Gadestævne med Kirkeklokken, og de
fangne skulde af Øvrigheden bringes til nærmeste Fæstning. 14º
Men Folkets Sympathi var i Almindelighed med det jagede
Vildt, man havde Medlidenhed med de ulykkelige, og dersom
der var Folk, der gjorde en Levevej ud af at indfange
Desertørerne, saa var der paa den anden Side ogsaa mange,
der vidste at tjene Penge ved at huse og skjule dem eller
hjælpe dem bort; thi i Almindelighed flygtede Soldateme
ikke med tomme Lommer. Atter og atter advares der imod
at huse Folk uden Pàs, utallige ere de Forholdsregler, der
tages, og de Bestemmelser, der bekjendtgjøres ved Kirkestævne og oplæses fra Prædikestolene ; Beboerne vare alligevel
ikke . Autoriteterne behjælpelige og det havde jo ogsaa
næsten været umuligt at desertere, dersom Folk og især
Kromændene ikke skjulte dem, til de fandt Lejlighed til at
smutte over Grænsen. 141 Af mangfoldige Exernpler ses det,
at de givne Bestemmelser ikke bleve overholdte, undertiden
af ren Uvidenhed. En Bonde i Usserød paa Sjælland kjørte
f. Ex. i god Tro for en Mand, som han ikke vidste var
168
169
!li
li
:¡1
11
l'i
li
il/
.i i,'¡
:¡1¡
::
111
li
I
---·-···-. -.- -· ·-·- - "",!-!""""'~~---......,..--=----~"""'
170
Desertørernes Forfølgelse.
Desertør, da han forsømte at lade hans Papirer· læse for
':Hg·. D.:t eld blev forlangt af Regirnrntd, al Bu1Hle11, Jer
saaledes uden at vide det havde hjulpet. Desertøren med at
komme bort med sine Tyvekoster, skulde erstatte disse,
syntes Amtsforvalteren i Hørsholm, at dette var for haardt,
da Bonden var en ærlig. men fattig Mand, og forPslog, at
,,naar han til nogen Straf gav den tjente Vognleje tredobbelt
tilbage og til en 8 Dages Fængsel paa Vand og Brød her i
Hullet blev tilfundøn, kunde Regimentet i saa Fald være
satisfait." 142 Desertørerne i Kjøbenhavn søgte i Almindelíghed langs med Kysten at finde en Baad, som man havde
forsømt at lænke, og det lykkedes ogsaa saa tidt ude ved
Skovshoved eller længere Nord paa ved Espergærde og der
omkring, at man formodede, ,,at der ved Strandkanten maa
· opholde sig Svenskere med Fartøjer, som hjælpe dem bort." 143
Ja en af Grundene til den hyppige Rømning fra Helsingør
i Slutningen af Aarhrmdredet antog man var Bekjendiskahot
mellem Soldaterne og den Mængde svenske Fruentimmer,
som færdedes i Helsingør, og som ved deres Forbindelse
med Landsmænd paa de svenske Baade, som for Handels
Skyld anløb Kysten, let kunde hjælpe Soldaterne paa Flugt. 144
I det hele taget lader det til, at Helsingørs Garnison har
ha vt mange Desertører, hvorpaa eler allerede er nævnt
Exemplar.
Fra 1714 opholdt der sig altid 6 Søfolk paa
Kronborg for at eftersætte Desertører; 145 senere blev der
. sluttet Overenskomst med Færgelavet, at de stedse, Dag og
Nat, skulde holde 2 Baade i Beredskab, for at de paa Forlangende af Lieutenantsn paa Byhovedvagten skulde sætte
efter Desertører med det Mandskab og den Over- eller
Underofficer, som holdtes paa Vagten, saa snart Kanonskuddat
fra Kronborg faldt.
For hver Baad betalte Regimentet
2 Rdlr, 4 Mk. og 6 Rdlr. for hver Desertør, der blev grebet.
Men denne Aftale overholdt Færgelavet ikke, og da der
1757 klagedes herover, paastodø Færgemændene, at de hyppige Desertioner mere skyldtes de vagthavende Of:fl.cerers
Færgelavet i Helsingør.
171
egen Forsømmelighed og Magelighed encl Mangel paa god
Vilje fra deres Side, og som .1£xempel anførtes, at for ikke
lang Tid siden var 10 Mand paa en Gang deserterede fra
Fæstningens egen Hovedvagt ved Hjælp af Fæstningens egen
Baad, som de havde taget i den inderste Slotsgrav lige ud
for V agten og slæbt q"vcr allo Voldene ud i Søen, og kort
efter havde 5 andre Soldater filet en lænket Baad fra en
Pæl og deserteret med den. 146
Bestemmelsen blev clog
samme Aar indskærpet Færgelavet, der ,,havde altid vist sig
uregerligt og hengivent til Oprør og SammenroUelse", 147
især da det i Sommerens Løb flere Gange af Mangel paa
Baade lykkedes Soldater i fuld Mundering og med Geværer
at undslippe til Skaane, 148 Men Færgefolkenes Uvillighecl
var hermed ikke forbi. Da Sundet frøs til 1784, og det var
let at komme til Sverige, udbad Kommandanten sig Færgelavets velvillige Assistance til, naar Affyringen af en 18
Punds Kanon meldte en Desertør, at sende 6 ù 8 af de
raskesse Folk ud at patrouillere paa Isen mod sædvanlig
Løn for Paagribelsen.
Men hertil vare de alt andet end
villige. Desertionerne vare saa hyppige af danske og svenske
Soldater, som dertil benyttede Færgefolkenes og Fiskernes
Baade, at det var en ligefrem og aahenlys Aftale imellem
disse om gjensidig U dvexling af de af Flygtningene benyttede
Baade. ' Dette Forhold greb Kommandanten, Generalmajor
Barner, som et Middel, idet han lod Færgelavet vide, at
han, saa snart der ankom en svensk Overløber, vilde lade
Baarien ophugge og brænde, 149 - der er al mulig Grund
til at tro, at Færgefolkene snarere stodø Desertørerne bi
ved mange Lejligheder, encl de lagde dem Hindringer i
Vejen.
En ung Mand fra Ulm, der i Slutningen af Aarhundredet
l~d sig hverve til Soldat i elen danske Hær, hvor han _i
nogle Aar tjente som Underofficer, har senere udgivet sine
ErindrÚ1ger fra dette Soldaterliv, der flere Gange er benyttet
i dette Skrift. Af alt, hvad han gik igjennem af Lidelser,
lil
i
I,
'
172
En Samtidige Beretning ..
har Isvagterne været de værste. I December Manned 1787,
Iorlæller hau, Llev han første Gan~ konunauderet lJaa Isvagt,
en Post, hvorpaa kun de paalideligste og som oftest kun
indfødte Underofficerer bleve beordrede. Isvagtens Pligter var
regelmæssig to Gange om Dagen og to Gange om Natten at
patrouillere paa Isen og opsnappe Desertører og andet Pak.
Der var daglig fordelt 3 til 400 Soldater paa Kysten paa
denne Maade, og naar en Kanon brændtes af, maatte alle
i Bevægelse, og Havet vrimlede af Ispatrouiller.
I Almindelighed stod man 48 Timer paa Isvagt, og var saa atter fri
j 24 Timer.
En Gang var han og hans Folk heldige nok
til at gribe en Desertør, en ung Fyr paa 19 Aar, som under
Indmarchen til Land søgte at bore en lille Kniv ind i Underofficerens Legeme, for, af Frygt for den skrækkelige Spidsrodsstraf, hellere. at give sig ud for Morder og blive skudt.
De skar nu alle Knapperne af hans Benklæder, saa at han
ikke kunde løbe, men gjorde for Resten senere alt for at
hjælpe ham til saa mild en Straf som mulig. En anden
Gang forvildede den samme Underofficer sig i 'I'aagen og
kom under mange Livsfarer i en skrækkelig Frost til
Hveen; · ved deres endelige Tilbagekomst var han og hans
Mandskab saa forkomne og udmattede af Sult, Kulde og
Træthed, at de ikke kunde gaa : han selv fik Koldbrand i
begge Fødderne,· to af hans undergivne døde, og to andre
bleve Krøblinge.
Den samme Underofficer, som dog selv
havde været saa ivrig for at indfange Desertører, blev ubegribelig nok selv betaget af en æventyrlig Lyst til at desertere. Hans lange spændende Fortælling om denne Desertion
i Komplot med otte andre Underofficerer, en Kone og et
Par Børn, hans Forklædning, hans møjsommelige, men heldige
Forsøg paa at komme over Volde, Mure, Grave og Palisader
med et Par Aarer, som han havde maattet stjæle i Nyboder,
den mislykkede Flugt i en læk Baad, hvorved de bleve
udsatte for at drukne, hans Forsøg paa at redde de· andre,
og endelig hans Glæde over, at denne letsindige idé til sidst
Krigsartiklerne.
173
mislykkedes i et og alt, og at de saaledes bleve frelste fra
al blive Forbrydere og fra at uudergaa haarde Straffe, hvis
de vare blevnø optagne, - dette er altsamman for vidtløftigt
her at berette og desuden let tilgængeligt andre Steder. 150
I'
1[
IV.
Af det allerede fortalte kan man tænke sig til, at Soldaterne stede paa et lavt Trin i Retning af Sædelighed og
Moral. Kjøbenhavns og de andre Kjøbstæders Retsprotokoller fra den Tid strømme over af Retssager, der angaa
Mord, Overfald, Skjældsord og Slagsmaal hele Aarhundredet
igjennem, og deraf faldt en stor Part paa Garnisonerne, 101
hvilket stemmer godt overens med St. Germains Udtalelse:
at de forholdsvis fan tyske Soldater i Kjøhenhavn udøvede
flere Mord, Tyverier, Misgjerninger og Røverier i en Maanecl
end 10000 Mand i et Aar i en anden Hær, 152 og alle nok
saa strænge Bestemmelser og Forbud prellede af mod den
slappe Disciplin og Officerernes Ligegyldighed.
Hvad hjalp
det, at Krigsartiklerne satte Straf paa Kroppen eller Livet
for den, der bandede og svor og bespottede Gud, eller at
de forbød ,, Skjældsord, Spotten og Skjælden", eller at den,
som huggede eller· stak efter nogen ,,med en Kniv, som et
lumskt ( diebischen) og mordiskt Gevær", skulde ,,Kniven
slaas igjennem Haanden og rives ud imellem Fingrene" osv.,
naar alle disse strænge Forbud sjælden bleve overholdte og
Straffene endnu mindre udførte i hele deres ofte barbariske
Strænghecl.
Krigsartikelsbrevet blev udgivet 1683, altsaa kun 35 Aar
efter 'I'rediveaarskrigens Ende, og det er ogsaa for en stor
Del denne Blodtids Aand , der gaar igjennem det. Men
om ogsaa Sæderne vare blevne noget mildere og Tiden
'mindre blodig, vare de haarde Straffe, som gik îgjennem
I
~-~---.....-_,..-,.
174
-
.
_-.
-~-.-cc
._<
_ _- __
:_•~------~~-·:·--
..,.-.-~-~-
De barbariske Straffe udføres ikke.
denne Krigslov, der idelig oplæstes for Soldaterne, dog hverken
tilstrækkelige til eller egnede til at gjøre dem mindre raa
eller skræmme dem bort fra Forbrydelsens Vej. De voldsomme Slagsmaal, vi ofte høre om paa Kroer og Kipper,
eller mellem Soldater og Matroser paa Kjøbenhavns Gader,
holdt dog ikke utJ derfor, t s s Retsplejen var jammerlig, og
Officererne saa igjennem Fingre med deres undergivnes slette
Forhold lige over for civile, ja selv over for Kvincler.154 Vare
Krigsartiklerne bløvne overholdte i Fredstid, saaledes som
det i enkelte Henseender skete i Krigen, var Forholdet snart
blevet forandret.' og der var efterhaanden ikke blevet Brug
for de haarde Straffe, der meget ofte svarede godt til Forbrydelsens Natur; som Exempel herpaa kan Krigsartikel 29
anføres: ,,Hvo, som giver nogen værhar Mand en Munddask,
skal ·i den Officers (under hvilken den fornærmede staar)
eller og i Korporalskabets eller i det hele Kompagnis Nærværelse, . eftersoui faa eller mange vare til Stede, da han
gav elen, udholde' og igjen annamme slig Mundelask af den
forurettede; og vente Vi, at de, som daglig omgaas med
Gevær, vogte og skamme sig. for at begaa slige pøbelagtige
Handlinger (was gemeiner Canaille und Jungen Werck ist)."
I de sidste Linjer fristes man til at se en utvetydig Opfordring
til hellere at bruge sit Vaaben, naar man vil slaa, hvis man
ikke af de foregaaende Artikler vidste, at dette ogsaa var
strængølig forbudt.
Det var naturligvis ikke sjældent, at Datidens Soldater,
bl~ndt hvilke der jo fandtes saa mange daarlige Personer,
begik de groveste Forbrydelser, men i elen pietistiske Periode
under Kristian VI toge disse sauledes Overhaand og antage
en saa sælsom Natur, at eler maatte tages ganske særlige
Forholdsregler imod elem. Det fremgaar nemlig af ele forskjellige Forordninger osv. fra denne Tid, at ele meget
hyppige Mord paa uskyldige Mennesker, som Morderen ikke
havde den mindste Interesse af at dræbe, og de ikke faa
Drab af smaa Børri opstod af Forbrydernes Lede med Livet
Grove Forbrydelsor.
Mord.
Standret.
175
og af et sygeligt Haab om, at ,, deri højtidelige Beredelse til
D0Lleu af Prw,;Leu forvissede Lleu ,;kylLlig(:) urn Saligl1eù";
ligeledes blev de svageres Samvittighed ved den idelige og
overdrevne Religiøsitet ofte hidset og ængstet i elen Grad,
at de toge Livet af sig. Der er mange Exempler paa, at
rHssp Forbrydelser
ogsa~; fik Indpas i den militære Verden.
For at gjøre hurtig Ende herpaa blev det befalet, at en .
saadan Forbryder skulde henrettes efter en Standret, elet vil
sige efter et kort Forhør, medens Henrettelsen ved Trommeslag blev offentliggjort i Garnisonen. 155 Men da man mente,
at Synderen clog skulde have Tid til at berede sig til Døden,
gav man senere Befaling til, at Dommen clog ikke skulde
udføres, før Ordre var indhentet, men Skinnet af en Standret
.søgte man at vedligeholde. 156 · Da disse Forholdsregler ikke
sloge til, skærpede man elem, man fastsatte haarde legemlige
Straffe, som Forbryderen rnaatte udstaa før den egentlige
Dødsstraf, f. Ex. Piskning en Gang ugentlig i 9 Uger og
derefter Radbrækning fra neden af uden Naadestød eller
Kniben ~d
gloende Tænger kort før Henrettelsen.
For at
betage Forbryderne enhver Lejlighed til at stille sit indbildte
Martyrium til · Skue paa en fremtrædende Maade, maatte en
saadun Misdæder ikke føres fra Fængslet ,,med nogen Ceremoni eller i pyntelige Klæder, men skal i gemene og de i
Fængslet brugte · daglige Klæder uden Hat eller Hue, med
blottet Hoved, Strikke om Halsen og sammenbundne Hænder,
sig selv til desto større Forhaanelsø og andre til Skræk og
Afsky fra Fængslet til Retterstedet føres paa Natmandens
Sluffe." 157
Men Dødsstraffen passede clog kun daarlig for de Mennesker, som netop søgte at komme af med Livet paa en
opsigtvækkende Maade, og i de i sandelig Henseende lysere
Tider, som fulgte efter, sø~t<;i man ved haarde vanærende
Straffe at afskrække fra denne Art af Forbrydelser, som
endogsaa fandt Sted i Kristian VII's Regeringstid. 158 Forsøg
paa Selvmorel blev i den omtalte Periode straffet med
j
i'
!
liil
11
176
Mord, ' Standret.
Lej erma al.
umenneskelig Haardhed, da det tillige blev betragtet som et
Bedrageri mod Staten, der ved et Selvmord narredes for
den Værdi, som· en hvervet Soldat havde. 159 I mange Tilfælde var det Frygten for en idømt Straf, der drev en Underofficer eller en menig til enten at tilføje sig Beskadigelse for
at trække den i Langdrag eller til at myrde sig selv for at
· undgaa den, og Straffen gjordes da saa vanærende som vel
mulig, idet f. Ex. Natmandens Knægt skulde udføre og
begrave· et saa dant Lig paa Retterstedet. 160 Til Søs blev
en Selvmorder hængt ved Benene paa Haanokken til Solens
Nedgang. 161 Om almindelige Rovmord osv. forlyder der
ikke faa Exempler, som der, til Dels paa Grund af det
uhyggelige Æmne, ikke er nogen særlig Anledning til at tøve
længere ved end højst nødvendigt. Straffene vare undertiden·
grusomme nok, som naar f. Ex. to Dragoner for et Rovmord.
paa en Kammerat og derefter paa en Bondekone bleve dømte
til at knibes med gloende Tænger og Radbrækning: men
dels havde man ikke ordentlig Opsyn med disse Røverbander, som naar f. Ex. en Kone en Aften bliver plyndret,
voldtaget og dræbt af to Soldater ikke tyve Skridt fra en
Skildvagt, som ikke ænsede Skrigene, 10 2 og dels var man
tilbøjelig til ikke at udføre Straffene efter Lovens Ord; i
Aaret 1747 blev saaledes en Soldat, der havde gjort Forsøg
paa at myrde en Premierlieutenant,
og som af Krigsretten
var idømt Radbrækning osv., benaadet med 3 Gange Spidsrod
imellem 300 Mand og - Slaveri paa Livstid. 1r;a
Af andre Forbrydelser,
som vare almindelig gængse
imellem Soldaterne, var Brud paa Sædeligheden de hyppigste.
Og dog bleve de militære straffede mildere for Løsagtighed
end Borgerne, for en Del vel, fordi · der blev lagt store
Vanskeligheder i V ej en for deres Giftermaal, ja i nogle Aar
var det endogsaa Underofficererne helt forbudt at gifte sig. 164
Soldaterne vare til en vis Grad fri for Lejermaalsbøder og
for at staa aabenbar Skrifte som andre Folk. Der er mangfoldige Bestemmelser om dette Forhold, der vise,' at For-
Dødsstraf.
177
syndelserne imod det sjette Bud vare meget udbredte. 165
Eu FurfaLLer siger i en Afhandling om Kjøbenhavns Befolkningsfo11hold i det 18de Aarhundrede : ,,At Garnisons Sogn
møder op med det største Antal uægte fødte i Forhold. til
ægte fødte, er le!,)forstaaeligt, og saare betegnende er det,
at de uægte fødte i dette Sogn i Aaret 1712 - Aaret efter
Pestanret - udgjorde '66 imod 139 ægte fødte (47,5 p. Ct.)
eller med andre Ord henved Halvdelen af disse." 166
De strænge Straffe, som forekomme i Krigsartiklerne,
og som i det mindste nu til Dags synes barbariske, bleve
som sagt vist nok sjældent udførte efter hele deres Ordlyd.
Efterhaanden som Tidsaanden blev mildere, bleve Krigsartiklerne, som vare de eneste gjældende militære Love,
mindre og mindre tidssvarende og derfor kom de Domme,
som bleve afsagte efter disse, vist nok. forholdsvis meget
sjældent til Udførelse.
Der er allerede tidligere gjort Indsigelse imod Vaupells i al Almindelighed brugte Bemærkning,
at Pinebænk og Radbrækning fandt hyppigt Sted i det 17 de
og 18de Aarhundrede, 167 og ligesom vi ovenfor have omtalt,
hvor nødig man greb til Dødsstraf for Desertion, saaledes
have vi ogsaa mangfoldige Exempler paa, at Domme, som
lyde paa Radbrækning i levende Live nedenfra opad eller
omvendt, Baal og Brand, at knibes med gloende Tænger
osv. ikke ere bragte til Udførelse, og der kjendes kun en
eneste militær Forordning i det 18de Aarhundrede , som
anordner ligefrem Radbrækning, og den er kun givet af
særlige Grunde. is 8 Andre Love, som se saa rædselsfulde
ud, som f. Ex. at miste Haancl, Fingre, Øren, Næse eller
Tunge, at stikkes med en Kniv igjennem Haanden, som
rives ud imellem Fingrene osv., ere· ligeledes - efter mange
Exempler at dømme - kun undtagelsesvis blevne udførte,
uden at der er fulgt Henrettelse umiddelbart efter, hvorimod
de endnu i Frederik den stores Tid ere blevne exekverede
i Preussen, hvor Desertører bleve straffede med Næsens
eller Ørernes Afskærelse. 169 De Kilder, der ere benyttede
12
I
--.~"-,_,
178
'I'emíngspil
Henrettelser.
til nærværende Arbejde, give ingen Exernpler paa, at slige
Straffe ere benyttede; kun et enkelt Sted -- en Avisefterretning - tales der om, at en Person ved Hæren i Holsten
blev rullet ihjel i en Pigtønde, en Straf, som ellers ikke
vides hjemlet i nogen af Datidens militære Love .. 11° Derimod
ere Formerne for hine Dages Krigsret og Krigsforhør i alt
væsentligt uforandrede indtil den Dag i Dag, haade i Danmark og Norge.
Der er god Anledning til at tro, at man i fordums Dage
ikke betragtede Henrettelser, som, uagtet der fandt mangfoldige Benaadninger Sted, dog vare temmelig almindelige,
med saa megen Sky og Rædsel som nu til Dags. Deres
større Almindelighed afstumpede Følelsen af Uhyggelighed,
og Folk færdedes og trivedes omkring de mange Galger og
Skafotter, som ofte rimeligvis ogsaa til Advarsel vare byggede
midt imellem dem, uden at det generede dem synderligt,
1721 blev en Brandtomt midt i Helsingør By anvist til
Retterplads, hvorimod Stejle og Hjul skulde oprejses ved
gamle Teglgaard paa Strandvejen; senere blev Skafottet rejst
paa Exercerpladsen Grønnehave. 171 Kommandanten lod det
rigtig nok 1787 uden videre flytte ud til Lappen ved Natmandens Hus (der hvor nu Marienlyst Badehotel ligger), da
han mente, at det uhyggelige Syn og den slemme Lugt af
en Soldat, som netop var dømt til Henrettelse, Stejle og
Hjul, skulde virke uheldigt paa de exercerende Soldater i
men da Beboerne klagede og Magistraten mente, .at Hensigten med slige Exekutioner, nemlig Afskys Opvækkelse hos
de efterlevende, bedst kunde opnaas ved Skafottet paa
Grønnehave, eftersom Stejlen dér mere stod til Beskuelse
haade for militære og andre. forbigaaende og desuden for de·
igjennem Smidet sejlende", blev Skafottet atter oprejst paa
Grønnehave, hvor det blev benyttet sidste Gang 1828. 172
Kun i overspændte Folks Hjærner spillede Henrettelser
en stor Rolle og · fik Betydning ved alle de Ceremonier og
Omstændigheder, der vare forbundne med den blodige Idræt,
I
I
om Livet.
179
og i mange Henseender fik den et end mere uhyggeligt Skjær
ved de mange overtroiske Ideer, hvormed Folket. omgav
den.") Kong Kristian VII morede sig med at lege Henrettelse og lagde sig paa Gulvet som en Forbryder, der blev
radbrækket, medens en af hans Yndlinge maatte give Bøddelens Rolle med en Rulle Papir i Haanden som Redskab,
en Leg, som han havda'ñmdet paa, efter at han i al Hemmelighed, skjult i en gammel Lejekaret, havde overværet en
virkelig Henrettelse af en Sergent, som havde myrdet en
Officer i hans Kvarter for at bestjæle Regimentekassen, 113
Det flere Gange omtalte Terningespil om Livet gik til
paa følgende Maade. Gevaldigeren bragte en Tromme samt
2 Terninger og et Træbæger.
Auditøren opraabte derefter
Delinkventerne ved Navn, den ene efter den anden, og hver
af dem gjorde efterhaanden et Kast med begge Terninger
og eftersaa selv Tallet af de kastede Øjne, der bleve opskrevne af Auditøren og Adjutanten.
Majoren paasaa, at
alt gik rigtigt Ul. Faldt en Terning paa Jorden eller ovenpaa
den anden, maattø vedkommende kaste om. Hvis nogle
af Delinkventerne kastede ens Øjne , maatte ' de ligeledes
kaste om og sauledes fremdeles, indtil en havde kastet de.
færreste Øjne og forspildt sit Liv. 175
En af Datidens militære Forfattere i Tyskland bliver af
de i en vis Periode hyppige Henrettelser forledet til at
komme med et højst originalt Forslag, idet han mener, at
man maa kunne drage militær Nytte og Fordel af, at disse
Mennesker slculle dø, og ligesom Lægevidenskaben havde
Brug for de døde Legemer, benytte de levende, men dødsdømte Forbrydere i krigsvidenskabelig Interesse.
Da det er
*) Der blev som bekjendt gjort Porskjel paa Bertrettelser med
Sværd og med Øxe, idet de, der lede Døden for Sværdet, bleve
begravede paa Kirkegaarden, de andre derimod ved Galgen,
hvilket først ophævedes i Slutningen af Aarhundredøt, hvorefter
kun Øxen maatte anvendes. m
12*
180
' Anvendelse af dødsdømte.
Et Forslag om eu nyttig
afgjort, at disse Mennesker fortjene Døden, for at man derved
kau hænuue Mord, Tyverier og Desertioner, ,;aa Ioreslaar
han, at man skal danne Bataílloner og Eskadroner af alle
disse Folk og lade dem kæmpe imod hinanden, for at man
rigtig kan faa den gamle Strid om. Fordelene ved Infanteriet
og Kavalleriet afgjort, og dem, der ikke blive dræhte i denne
Kamp, skal man love Benaadning, for at anspore dem til
ikke at skaane hinanden. - - ,,Man vil raahe paa Grusomhed, som om det var bekvemmere at blive kvalt i en
Strikke end at blive dræbt ved et Flinteskud, og dog vilde
det være mindre umenneskeligt at dræbe en Forbryder med
Bajonetten end at lade ham klæde Stejle og Hjul, for at
skræmme de forbigaaende; og det kommer jo heller ikke an
paa at faa en Mand radbrækket, men paa · at gavne Fædrelandet."
Forfatteren paastaar, at den Rytter f. Ex., som
efter · Lodtrækning ved hidsigt at angribe tre Infanterister
beviser, at intet kan modstaa et Kavalleriangreb, vil yde en
vigtig Tjeneste. Han henviser til Gladiatorkampene og siger,
at disse i lang Tid opretholdt Romernes Mandhaftíghed,
. medens Datidens Skuespil kun vare indrettede til at svække
den, og for Resten, slutter han, finder jeg det ikke skrækkeligere at se et Menneske dø ved Exercitsen end i Krigen, dér kan man med koldt Blod se 100000 Mand omkomme;
og man skulde ikke lige saa freidigt kunne se paa, at den
ene Misdæder henretter den anden, og at de. lide den Død,
som de ved deres Forbrydelser have fortjent, eller ogsaa se
dem undgaa en saadan Død ved en overordentlig Tapperhed,
som· lader os glemme deres Forbrydelser!
Paa den Maade
fremtvinges store Handlinger af selve Lasten, og denne udryddes snarere end ved offentlige Henrettelser, til hvilke
man løber hen for at beskue de sidste Trækninger hos disse
ulykkelige, som ingen søger at forbedre. Disse Øvelser vilde
kunne berige Erfaringen og spare Blod i .den virkelige Kamp,
det, som synes umenneskeligt, vilde blive til Nytte og Ære
for Menneskeheden, som jeg tilforladelig skatter lige saa
Slavetiet.
181
højt som alle dem, som, naar de læse dette, ville skrige højt
imod det." 17 6
De militære Forbrydere, som bleve benaadede fra Døden,
bleve i Almindelighed Slaver og maatte mere eller mindre
belagte med Jærn udføre offentligt Arbejde; desuden vare
Datidens Fængsler og, Slaverier indrettede paa en Maade,
der gjorde Straffen overordentlig følelig. ,,Militærfærigslet i
Kjøbenhavn," skriver en Forfatter c. 1770, ,,er ofte overfyldt
af fængslede, og da disse ingen Senge have der, men maa
ligge paa det blotte Gulv, ophidse de sig gjensidig i Følelsen
af deres Lidelser, og dette Fængsel bliver derfor til en Fordærvelsens Skole;" 177 og endnu indtil 1796 havde selv Varetægtsarrestanter
kun den blotte Brix at ligge paa, selv om
de sad der nok saa længe. 17 8 Fra 1764 fandtes der kun
Slaver i Kjøbenhavn og pa1¡t Kronborg; 1 rn tidligere fandtes
der Sla ver paa alle Fæstningerne, de kaldtes ærlige eller
uærlige efter deres Forbrydelsers Natur; en Tyv blev f. Ex.
uærlig Slave, hvorimod en · Slave, der var dømt for en
Tjenesteforseelse eller sligt, hørte til de ærlige. Man brugte
i Slutningen af Aarhundredet at frigive nogle af disse hvert
Aar og at gjøre de uærlige til ærlige Slaver et halvt. Aar
før deres Løsladelse.
Der var selvfølgelig stor Forskjel paa
deres Behandling. For ikke at Slavernes Bevogtning skulde
vække Misfornøjelse hos ærekjære Soldater og skade Tjenestens Ære, blev der ansat Slavegevaldigere, gamle dygtige
Soldater, der fik en Udstyrelse af rød Mundering med graa
Opslag, to skarpladte Pistoler og en Knippel; disse tillige
med deres Stokkeknægte bevogtede Slaverne. Private Folk,
som benyttede disse til Arbejde for Betaling,, maatte svare
til dein, lade dem hente om Morgenen og aflevere om Aftenen,
men en uærlig Slave maatte ikke afgives til privat Arbejde
udenfor Fæstningen.
Det hedder ret karakteristisk, at da
Slaven skal underholdes saaledes, at han vel ikke dør af
Sult, men dog, andre til Exempel, skal føle, at hans Situation er en alvorlig Tugtelse, saa nedsættes hans daglige
,
--
..
-'""~~~-~-
. ~~.....,..,.,.,..~~
I
í
I
182
Spidsrodsstraffen,
°
1112 Skilling til 1 Skilling." 18
Først midt i Aarhundredet
blev det .torbudt at antage Folk, som havde været i Slaveriet, til Soldater, hvorved altsaa Infanterireglementets
Bestemmelse, at et Regiment, som paa en vis Tid havde sat
en Soldat i Slaveriet, atter kunde forlange denne til Soldat,
blev ophævet. 181 Der nævnes sauledes en Gardist, der var
dømt til Galgen for et Tyveri, som han som Skildvagt paa
Rosenborg Slot havde forøvet, men som blev benaadel med
livsvarigt Arbejde i Jærn, Fem Aar efter fik han sin ,,Afsked
i Naade" af Slaveriet efter en Ansøgning, hvori han lovede, ·
,,at han ærlig og tro til sit Livs Ende vilde tjene Hans
Majestæt ved Kapítain Schrøders Kompagni." 182 Men den
Behandling, som Soldaterne undertiden maattø udstaa, og
de Vílkaar, som de levede under, var dog tidt af den Beskaffenhed, at det paastaas, at, de mangen en Gang begik
en Forbrydelse for at komme i Slaveriet paa Livstid eller
paa Kongens Naade, "fordi de mente dog at have det hedre
der end blandt Soldaterne. 183
v.
Den Straf, som hyppigst faldt for i det 18de Aarhundrede,
saa hyppigt, at den næsten hørte til Dagens Orden og
saa at sige karakteriserer Datidens hele Militærvæsen, og
som var mest frygtet af Soldaterne, var Spidsrodsstraffen.
Den var lige saa raa som uhensigtsmæssig.
Raa, fordi
Soldaterne ved den bleve tvungne til at være deres Kammeraters Bødler og fordi dens Udførelse absolut maatte virke
depraverende paa unge Menneskers Moralitet.
Uhensigtsmæssig, fordi den Forbryder, der en Gang havde lidt denne
Straf, var prisgivet til nye Misgjerninger, fordi den kvalte
Soldaternes Æresfølelse og lærte dem kun at tage Hensyn
til den legemlige Smerte og at glemme den Skam , der
Spidsrodsstrafi:ens Oprindelse og Udførelse. ·
183
heftede ved Straffen. 184 Spidsrodsløben stammer rimeligvis
fra ,,Jagen ígjennem Spyd" (,,durch die Spiesse jagen", ,,das
Spiessgericht"), en ret krigerisk, men ogsaa barbarisk A'rt af
Dødsstraf hos Lanseknægtene i det l'ßde og 17 de Aarhundrede.
Mildere Tider forvandlede Spydene til $pidsrødder, -~ ( et
af det tyske ,, Spiessruthen" fordærvet Ord) lange Kviste
uden Sideskud, som · f. Ex. Hasseltræets Rodskud, - og
dermed ogsaa de blandt hine vilde Kammerater saa hyppige
og af de ubetydeligste Aarsager afhængige Dødsstraffe til et
Antal Slag af Spidsrødder.
Men denne Humanitet havde
som sagt ogsaa den slemme Følge, at den undergravede
Æresfølelse og mandig Følelse hos Itrigsfolkene.
Døden
under Kammeraternes Spyd vanærede ikke i mindste Maade,
Pryglene gjorde det. 185 Ordet ,, Spidsrod" blev efterhaanden
en almindelig Benævnelse paa en Kjæp af den ovennævnte
Art; i Sagen om et Mord, som Bønderkarlene begik paa
Landsdommer Becher, nævnes f. Ex. udtrykkelig, at han
altid red med en ,,Spidsrod" i Haanden, men aldrig med
en Prygl eller Stole 186
De kongelige Skovbetjente maattø sørge for at skaffe
Spidsrødder til Stede, hvortil især Hasselkjæppe vare søgte;
disse Træer bleve ligefrem dyrkede til dette Brug. Men da
de bleve sønderbrudte efter hver Exekution, og en saadan i
Almindelighed krævede c. 4000 Stykker, forbrugtes der ogsaa
store Masser af dem. Paa egen Haand maatte Regimenterne
ikke skære Spidsrødder. 187
Spidsrodsstraffen fandt som oftest Sted aldeles offentligt,
f. Ex. paa Grønnehave ved Helsingør, i Kjøbenhavn derimod
i Slutningen af Aarhundredet i Stokhuset, da den foraarsagede
,,idelige offentlige Spektakler." 188 Selve Exekutionen foregik
i Følge Reglementets vidtløftige Anordninger i det væsentlige
saaledes: Det Kommando, der hørte til Udførelsen af en
Spídsrodsstraf bestod af en Kapitain, 2 Premierlieutenanter,
3 Sekondlieutenanter,
12 Underofficerer,
ß Tamhurer , ß
Pibere , og 300 Mand ~ alt efter Garnisonens Størrelse.
J
----~,~.-·o·
....
·---~
~~-
..~
...
',
,
~
18& ·
Spidsrodsstcaffens Udførelse.
Spidsrodsstraffens Udførelse.
Arrestanten bragtes i Jærn til Exekutionspladsen af Gevaldigeren, som derpaa løste ham efter Adjutantens Ordre.
Gevaldigeren indestod for, at han ikke var beruset, og at
han ikke havde Kniv eller andet skarpt Værge hos sig.'
Soldaterne bleve dernæst opstillede pàa to Geledder med
Front imod hinanden og Underoffteererne paa Fløjene af
hvert Geled. Tamburerna stillede sig to ved hver Fløj og
to bag Midten og Gevaldigøren gik igjennem Rækkerne og
uddelte Spidsrødderne, saa mange hver skulde have. Derefter blev der givet et Slag paa Trommen paa venstre Fløj,
som gjentoges fra Midten og fra højre Fløj. Gevaldigeren
førte nu den afklædte Delinkvent med blottet Hoved og
ophundet Haar ind imellem Geledderne, og Underofficererne
'krydsede strax deres ,,Kortgevær" bag ved ham, for at han
ikke skulde undløbe.
Tamburarne og Piberne rørte Spillet,
efterhaanden som Synderen kom til dem, saa at Soldaterne
altid kunde høre, om han var dem nær. Underofficererne
fordelte sig paa begge Sider af Kompagniet og havde at
lægge Mærke til, om der blev slaaet alvorlig til af hver
Mand, efterhaanden som Synderen kom i Højde med ham.
Majoren red op og ned med Delinkventen bag første Geled,
Adjutanten derimod bag andet Geled, og begge, saa efter,
at alle anbragte deres Hug ,,richtig und ferm."
Efter endt
Exekution bleve Spidsrødderne brækkede og Delinkventen
bragt til Vagten, hvor han, hvis Straffen endnu ikke var
udsonet, atter blev sluttet i Jærn.189
Spidsrodsstraffen blev anvendt efter en storartet Maalestok og for de ringeste Forbrydelser; der findes Exempler
pa~, at Soldater ere blevne pryglede til Døde paa denne
Maade eller have mistet deres Førlighed for Livstid. I ældre
Tider dømtes undertiden Forbryderne til at løbe 24 Gange
Spidsrod i 2 Dage, ja 36 Gange i 3 Dage; i Slutningen af
Aarhundredet maa det antages, at 16 Gange i 2 Dage hai'
været højeste Grad af Spidsrodsstraf, idet de 300 Mand, hvis
. Spidsrødder de maatte passere, blev nedsat til 200 Mand. 190
Omtrent midt i Aarhundredet er .der en Tendens til at gjøre
Straffen noget mildete, idel del, hedder, al ,,inlet nedsætter
Tjenesten og Soldaterne saa meget som den altfor hyppige
Løben Spidsrod, og at det er skadeligt at vænne Menneskene
altfor meget til Straffe. Disse maa derfor anvendes saaledes,
at Forbryderne virke li~ kan · føle dPrPs Haardhed, saa at de
ikke kunne være ligegyldige for dem." 191 Det bestemmes
derfor, at Spidsrod kun maa anvendes for grove Forbrydelser
og ellers Vand og Brød i mørkt Fængsel, som dog ikke maa
være fugtigt. Men Straffen skærpes samtidig saaledss, at
Forbryderen ikke maa løbe, men gaa igjennem Rækkerne,
idet det hedder, ,,at Synderen for Fremtiden skal have en
Underofficer foran sig og en bag ved med omvendte Kortgeværer under højre Arm, saa at han ikke kunde komme
frem eller tilbage uden al blive stukket af disse, saaledes
som det var brugeligt i den preussiske og andre Armeer,
hvilket ogsaa forhindrer Delinkventen i at paadrage sig Sygdomme ved det overdrevne Løb, der kan gjøre ham utjenstdygtig for bestandig."
Paa en Tid, da U ordenerne i Hæren
tog · stærkt Overhaand, brugte man ikke en Gang en Dom
for at f'aa en Soldat straffet, men afskaffede ,,alle Vidtløftigheder' med Forhør og Krigsretter" og straffede uden videre
for visse Forbrydelser (Spil, Drukkenskab paa Paraden eller
paa Vagten, at sove paa Posten eller at forlade denne osv.)
ved at lade vedkommende løbe 6 Gange Spidsrod igjennem
300 Mand. 192 Guvernøren i Kjøbenhavn foreslog senere for
at undgaa de idelige Exekutioner, og da de ovennævnte
Forseelser trods den arbitrære Straf dog tiltog, ,,en eftertrykkelig Bastonnade i Premiermajorens Nærværelse", men
dette Forslag vandt ikke Kongens Bifald. isa Som et Exempel
paa , med hvilken Ihærdig hed Straff en blev udført , . kan
anføres følgende: En Soldat, som for Tyveri var dømt til
Spidsrod, saa paa Vejen til Grønnehave ved Kronborg sit
Snit til at skære sig i Halsen.
Saaret blev forbundet, og
han maatte marchere videre. Han slap imidlertid atter fra
184
¡,
.
186
.
....
,
..
.
.
..
...
.
.....
··-·
.....
:,············_·······_···.
'-,
Spidsrodastœaffena Udførelse.
sine Bevogtere og søgte at drukne sig i en Vandgrøft, mim
blev igjen trukken op og maatte derpaa udstaa Straffen og
blev senere paany straffet. 194 Ved Rytteriet var det brugeligt at slaa med Stigremmene i Stedet for med Spidsrødder,
men denne Straf, som . var ulige haardere, blev afskaffet
1791. 195
Soldaterne bleve naturligvis forhærdede ved sauledes at
rnaatte være hinandens Bødler, og at det har været haardt
nok i Begyndelsen for den ung·e Rekrut at vænne sig dertil,
kan følgende Beretning af en saadan bevise: ,,Med bævende
Angst rykkede jeg første Gang ud til en Exekution, som jeg
skulde overvære, og hvor jeg· selv skulde slaa med de andre.
Majoren og Adjutanten vare strængø Officerer," man turde
ikke skaane nogen uden selv at blive muntret af Stokken,
Den første, der kom ind i Rækkerne (in die Gasse), var et
Menneske paa omtrent 20 Aar, hvis Hud var meget fin og
Ryggen smuk hvid; rystende gav jeg ham, da han første
Gang var foran mig, et svagt Slag. Jeg saa mig bange
tilbage og bemærkede en Officer bag ved mig, min Angst
tog til, Arrestanten kom igjen tilbage. Jeg vilde slaa hedre
til,· men kunde · ikke, Slaget ramte Buxelinningen. Pludselig
fik jeg af Oherstlieutenanten, der stod hag ved mig, et Stød
mellem Skulderbladene af hans Stokkeknap, saa at jeg selv
fløj over i det andet Geled, og mit Gevær faldt paa Jorden.
Jeg rejste mig op igjen, tog mit Gevær op og en Taare
trængte sig frem i mit Øje, da min Ryg blev truet med 12
Stokkeslag, hvis jeg endnu en Gang viste mig skaansom.
Jeg maatte betvinge min uberettigede Medlidenhed og slog
nu til, saa godt jeg kunde." 196
Denne Straf, som endog i sin mildeste Grad var haard
at udholde, blev altsaa idømt for forholdsvis smaa Forseelser
- en Musketer, som havde stjaalet en Gris af nogle Marks
Værdi, straffedes med ,,Gadeløb gjennøm 300 Mand" og
sattes derefter 2 Meaneder i Stokhuset paa Vand og Brød,
for at Grisen kunde erstattes af hans ,, 'I'raeternente," 191 ·~
Træhesten og Pælen.
t,
I
J
187
og mangfoldige ere de Klager, som fremkom fra forskjellige
Sider imod dens Barbari. Det mést direkte Forslag er vist
nok det, der fremkom 1775 fra General Huth om at indføre
andre Straffe ved Artilleriet end Spidsrodsløben, og som.
blev besvaret med, at da man ansaa en Omarbejdelse af
Krigsartiklerne for nødvendig, skulde der af den Grund
nedsættes en Kommission, der ogsaa skulde tage hans Forslag under Overvejelse. 198 Der gik dog over 100 Aar, inden
Krigslovene bleve forandrede, og det er næppe 50 Aar siden,
at Spidsrodsstraffen blev afskaffet i den danske Hær (1836).199
Af de mange andre Straffe, der hørte hjemme i hine
Tider, skal her kun nævnes Træhesten og Pælen.
Træhesten var som .bekjendt en Fjæl, sat paa Højkant
paa fire Fødder eller Ben. At ride Træhesten skal oprindelig have været en Soldaterstraf, som under 'I'rediveaarskrigen blev indført her med de tyske Hære, som hærgede
Landet. Først i Frederik IV's Tid fik den ved Landeværnet
Indgang· paa Herregaardene og bidrog sit til at gjøre Hoveriet utaalelígt for Bønderne. 200 Endnu 1827 kunde man se
selv gifte Bønderkoner lide denne Straf paa Landet, 2º1 I
ældre Tider hængte man Kanonkugler eller en anden V ægt
ved Forbryderens Fødder, hvilket dog forbydes í Infanterireglementet for ikke at sætte gen menige Mands Sundhed
paa Spil. 2o2 Det var kun menige og Tamburer, som bleve
straffede med Træhesten, ved Artilleriet maatte Underkonstablerne ride paa en Kanon i Stedet for. I Almindelighed
stod Træhesten eller ,, Træmæren" i Byerne udenfor Vagten,
saaledes i Kjøbenhavn, hvor der ogsaa paa Ulfeldts Plads
fandtes en anden til Brug for Bønder og Almue. 203
Træhesten gik af Brug i Løbet af Aarhundredet, uden at
denne Straf dog vides at være hleven hævet ved nogen
kongelig Ordre, 204
At staa paa Pælen var en Straf for Underofficerer og
menige og bestod i, at den skyldige maatte staa i en vis
'Tid paa en spids Pæl, efter Omstændighederne enten med
188
Pinligt Forhør.·
Inkvisitionskommissionen i Kjøbenhavn.
Sko eller med bare Fødder, medens han med Hænderne
var sluttet fasl Lil en Mur eller eu høj Pæl. Slraffeu Llev
helt afskaffet 1792 og noget tidligere for Underofficerer. 205
General de Sueue fortæller, at han 1758 gik forbi en Underofficer, der stod paa Pælen, idet hans Arme vare udstrakte
med Lænker over hans Hoved og hans Fødder uden Sko
stade paa 10 à 12 spidse Jærntænder.
Han var nær kommen i Ulykke, fordi han altfor lydelig gav sin Medynk til
Kjende. Senere erfarede han, at det var en af Gevaldigerens
faste Indkomster, at han af Forbryderne fik Penge, for at
han skulde gjøre Straffen mindre smertefuld. 2n6
mindre haarde Anvendelse til dens Godtbefindende,
der
forle Forsædet ved Forhøret, og for at forebygge, at Synderen led Skade paa Liv og Lemmer, eller blev gjort ligegyldig, haard og ufølsom ved Pinslerne, som i det hele taget, ·
skulde anvendes, som det hed sig ,,mit gemässigten dabey
aber wiederholten Ern~te verknüpfte Gelindigkeit." 2º8 De tre
Grader af Torturen 'maatte derfor ikke anvendes paa en
Dag, men hver Grad paa sin Dag med et Mellemrum af
nogle Dage og kun et Kvarter ad Gangen. Auditøren skulde
være til Stede og ikke blot iagttage og nedskrive de fastsatte
Tidspunkter; men ogsaa alt, hvad der ellers passerede.
Disse ,,skarpe Midlers" Anvendelse under Forhørerne
stemmer- godt overens med den Behandling, som Soldaten
ellers var udsat for, og først i Slutningen af Aarhundredet
blev det forbudt at give en anklaget· Stokkeprygl under
Forhøret ,,og paa anden Maade i Ord og Gjerning· at mishandle ham under Straf af en Maanøds Gages Forlis." 209
En Undtagelse fra det almindelige Forbud mod pinligt Forhør
uden Kongens Tilladelse dannede Inkvisisitionskommissionen
i Kjøbenhavn. Det var en kombineret Ret, som fra først af
stod udelukkende under Militæretaten,
men som skulde
sammensættes af Dommere af de forskjellige Jurisdiktioner.
Den behandlede alle Tyvs- og Hælerisager, en Tid lang
ogsaa alle Slags andre Forbrydelser, men til sidst foruden
, Tyverier kun Sager, der angik Spil, Bedragerier og Desertioner af en vis Natur.
I Kjøbenhavn henvendte man sig
til Kommandanten for at faa en Sag undersøgt ved Kommis: sionen, for hvilken først en Kapitain, senere Generalauditøren
var Præses.
Efter 1771 ung_,çffgik Inkvisitionskommissionen
en Forandring, hvorefter alle Forbrydelser kunde blive undersøgte af den, naar en Jurisdiktion androg derom, og en ·
Assessor af Hof- og Stadsretten fik Sæde i den, saa at den
foruden ham bestod af en Lieutenant af hvert Regiment,
2 Lieutenantør af Søetaten og en Borgerkapitain.
Den fik
desuden Ret til, hvis Vidner udebleve, at lade dem afhente
VI.
Lovene indeholde ingen almindelige Forskrifter om Torturens Anvendelse; det maa imidlertid antages, at det var Meningen, at den egentlig kun skulde bruges imod den Forbryder,
som var dømt til Døden, for at bevæge ham til yderligere
Bekjendelser eller til at angive medskyldige; men Praxis
medførte dog langt oftere Torturens Brug. 2º7 Man anvendte
endogsaa den militære Tortur i ganske smaa Forseelser, og
efter at det havde været nødvendigt flere Gange at indprente
dens sparsomme Brug, blev det endelig befalet, .at den ikke
maatte anvendes uden efter Krígsretsdom, som skulde stadfæstes af Kongen og desuden nøjagtig skulde bestemme,
hvori Torturen skulde bestaa i hvert Tilfælde.
Saaledes
blev det pinlige Forhør ogsaa anvendt i mindre grove Forbrydelser, Tyverier o. dsl., idef Pinselsredskaberne i Almindelighed først blev forevist Forbryderen for at skræmme ham,
og hvis dette ikke hjalp, blev første Grad af den mildeste
Tortur, Tommeskruerne, anvendte osv.
Senere blev der givet visse bestemte Regler for de enkelte
Grader af Torturen,' for ikke at overlade dens mere eller
189
,.-·:··r··~-
190
Tommeskruerne og den polske Buk.
,;~:-
Paternoster-Baandet.
191
I
med Vagt Der var ingen egentlig Ordre til, at den skulde
anvende pinligt Forhør, men det var underforstaaet, at den
skulde skaffe Sandheden for Dagen for enhver -Pris, Forordningen af 1771 forbyder ganske vist alle Tvangsmidler,
men Aaret efter blev det, , naar en Inkvisit ,,blot af Vrangvillighed holdt Sandheden tilbage", tilladt at anvende nogle
Slag af Tamp eller Kat. 21º
Jnstitslieutenant Sitter, som ledede Torturens Anvendelse
ved Inkvisitionskommissionen i Stokhuset, har givet følgende
"genaue Beschreibu.ng" af, hvorledes de omtalte 3 Grader
af Militærtorturen eller den saakaldte ,,polske Buk" blev
brugt.
. 1) Bliver Tommeskruerne
af en Stokkeknægt passat
Delinkventens Tommelfingre og lidt efter lidt af samme
skruede til; der bliver flere Gange holdt inde og Delinkventen
formanet til Bekjendelse. *)
2) Bliver Skjorten trukket helt ned til Buxerne og bundet
fast om Livet med Ærmerne, og saaledes bliver han sluttet
i den polske Buk med begge Arme og begge Ben spændt
, tæt sammen, saa at Armene komme udenfor Lænderne og
begge Hænderne under Benene, desuden bliver der lagt
ham en 2112 Alen lang Kjæde om Halsen og hegge Ender
af denne blive gjorte fast til Bukken, saa at Hovedet trækkes
helt ned til Knæerne, for at det ikke skal komme til Skade
under Rulningen; derpaa bliver han med den nøgne Ryg
agt paa smaa ituslagne Flintesten og formanet til Bekjen-
*) ,,Tommeskruen,11 hedder det, ,,er et Jærn med tre .Iærngrene,
paa hvilke der løber et Stykke Jærn mecl en Skrue paa den
midterste Gren· mellem disse Grene maatte Synderen índstikke
'
.
.
begge sine Tommelfingre, sauledes at det øverste .Iærn h~ger
hen ad det andet Led af Fingrene, hvorpaa peu à peu bliver
tilskruet ved ethvert benægtende Svar." Om Benskruer har
været noget lignende, anvendt paa Tommeltæerne, eller de
saakaldte ,,spanske Støvler, der bleve applicerede paa Skinne·
benene", vides ikke.
delse, Der bliver nu stukket to omtrent l 1i2,, Alen lange
Stokke incl under Armene og Knæene, og ved hver Side
fattede af en Stokkeknægt med begge Hænder, og saaledes
bliver Delinkventen rullet eller væltet eller drejet omkring paa
de omtalte Sten. Han bliver flere Gange rejst op og op ..
muntret til Bekjendelse.
3) Bliver der lagt' Delinkventen en Krans, det saakaldte
Paternoster eller Rosenkransen, som bestaar af en tynd
Hampeline med 5 à 6 Knuder paa, om Panden, saaledes at
Knuderne komme til at sidde tæt ved Øjenbrynene og et
Par ved Siderne af Hovedet, men ikke ved Tindingerne ..
Stokkeknægten stikker en lille, omtrent 3/4 Alen lang Stok
ind i Kransen bag ved Nakken og drejer Stokken saaledes
om i Kransen, at Knuderne trænge sig godt ind foran i
Hovedet (dass die Knöpfe sich braff vorne in dem Kopfe
eindringen", eller efter en anden Beretning: ,, dass die· Augen
etwas aus dem Kopf hervorgehen"), derpaa bliver der holdt
inde og formanet til Bekjendelse. 211
,,Den polske Buk", som var det almindeligste militære
Torturmiddel, formodes at indbefatte alle de tre nævnte
Grader.
Hvor længe den er bleven benyttet i Inkvisitionskommissionen, er ikke godt at sige. Den bekjendte Povel
Juel blev 1723 underkastet alle de 3 nævnte Grader af Torturen paa en nogen anden Maade end her beskrevet; 212 men
naar Forfatteren af Kjøbenhavns fyrgterlige Ildebrandshistorie,
C. F. Reiser, i sit Levnet fortæller, at paa Grund af følgende
,,Forskrekkelige og meget ynkværdige begivenhed blev PilneBænken overalt reent afskaffet og abandonneret, og efter
denne Tid for Missdædere aldrig mere brugt," t~ger han dog
fejl, thi den polske Buk blev endnu benyttet 1746, Den af Reiser
fortalte Historie er i al Korthed følgende: Tre Soldater vilde
i en Baad desertere fra Skovshoved om Sommeren 1726
eller 1727, men bleve. af Strømmen førte ind paa Sjællands
Kyst, hvor de bleve grebne og førte til Kjøbenhavn.
Af
den anstrængte Roning vare deres Hænder bievne blodige,
192
Gevaldígeren og Stokkeknægten.
Tamp og Kat.
og der var rfgeledes kommen Blod paa deres Klæder. Samme
Aften blev der af tre andre Soldater forøvet et højst uhyggeligt Rovmord i Værtshuset ,,den gule Hest" i Nærheden af
Frederiksberg, uden at Morderne bleve grebne.
Da Rygtet
om Mordet kom til Kjøbenhavn samtidig med, at de blodige
Desertører bleve førte ind i Byen, bleve disse antagne för
at være Morderne og bleve underkastede forfærdelige Pinsler,
for at de skulde tilstaa. Reiser beskriver Torturen saaledes:
,,Een Art eller lignelsse som en trætavle eller træ-Plade,
som var besatte med mange spidse Flintesteene, her bleve
deres stakkels Händer og Fødder sammenbundet, og saa
bleve disse arme Mennisker høyt ophævet og saa lod man
Dem med allerstørste force Ubarmhjertigst igjen nedfalds
paa · benævnte spidse Flintesteene,
saa at de bleve saa
jammerlígøn tilreedt at det allørhaardeste steen-Hjerte maatte
blive bevæget over Dennern, og af Medlidenhed maatte forgydet Tuusende Taarer" osv. osv: Følgen af Torturen var,
at de tre Desertører tilstode at være Morderne, men 'den
ene .af de virkelige Mordere, som var yngre og mindre for-,
hærdet, var netop paa Vagt ved det pinlige Forhør, og dette
rørte hans Samvittighed, saa at han gik til sine foresatte og
tilstod hele Sagen, som saa gik sin retmæssige Gænge. Af
de uskyldig pinte Soldater døde den ene af de udstaaede
Mishandlinger. ~13'
Fra 1790 blev den polske Buk lovformelig ophævet, ,, da
det strider mod ·de af alle oplyste Nationer nu for rigtig
erkjendte og selv her i Landet antagne Lovgivningsregler." 214
Den blev som sagt erstattet af Slag med en Kat eller Tamp.
En Tamp var et sammenflettet, mere eller mindre tykt,
tjæret Tov, som anvendtes uden paa Trøjen. En Kat bestod .
af ti smalle tjærede Hampelíner med et Haandgreb, hver
Line omtrent 1/2 Alen lang med 3 à 4 Knuder paa hver
Line. Den anvendtes paa den nøgne Ryg. Synderen blev
bundet fast Ul en Stolpe, hvorpaa der var .6 Jærnringe; i
de fo øverste blev han 1. Haandjærn spændt saa højt op i
193
Arme og Hænder, at. han netop kunde støtte paa Fødderne;
Je lavere fü11850 Llev han bundet fust med 'l'ove O\'Cl'
Lænderne· og Laarene. 215
.j
VII.
Det var Gevaldigerens Pligt at. forstaa at behandle den
polske Buk og at anvende dens 3 Grader paa behørig Maade.
Han var i det hele taget en vigtig Personlighed i Regimentet,
idet. han paa en Gang var Arrestforvarer, Profos og det
lavere Politi.
Saaledes paalaa det ham altid at holde
,,Fiddelen" eller den spanske Kappe parat, hvormed Soldaterkonerne bleve straffede, 21\i naar de forsaa sig, samt at skaffe
alle liderlige Fruentimmer, som opholdt sig ved Regimentet,
nf Vejen. Han maatte holde en Stokkeknægt til Hjælp.
f. Ex. med at skaffe et tilstrækkeligt Antal Spidsrødder til
V eje, og med at paase, at der ikke blev. falbudt Brændevin,
naar Regimentet var samlet osv. Gevaldigeren bar Underofficers Uniform, men Stokkeknægtens Mundering var meget
spraglet, da den paa forskjellig Maade, f. Ex. i Sømmene,
var ,, udstafferet" med samme Farve Klæde som Opslag og
Krave var af. Til deres vigtigste Indtægter hørte Exekutionsgebyrene, som Delinkventerne selv maatt.e udrede.
At ride
Træhesten eller Kanonen koslede f. Ex. intet, da det altid
skete uden Vægt, hvorimod en, der stod paa Pælen, maatte
betale 2 til 4 Skilling, eftersom han var Piber, .Gefreiter,
Grenader, Tømmermand, Korporal, Furer eller Sergent. For
at løbe Spidsrod maatte Synderen betale 8 Skilling daglig
for Spidsrødderne.
Stokkeknægten hørte til Samfundets foragtelígste Udskud og blev ikke betragtet som· ,, ærlig", men
hørte tidt til Natrnandsslægten.
Han blev i Modsætning til
andre militære, hvis Begravelse fandt Sted omtrent med de
samme Ceremonier, som nu bruges, begravet i. .Stilhed, 217
13
.,-
--"""=-,,-=-
fi_~-_,_,~:z:;;u:-~-·~--~------,~-,!!;l'
__
.,Q..i!ilC.,W,-l.(tlf ..
.,.,...,...,.,..,.,.....,----~
'
t
-----~-~-
..
--~------.-----------
Fanesvingning.
Fanesvingning.
Der var kun en Maade, hvorpaa han og andre elendige
Mennesker, som ved eu Straf havde mistel deres Ære, aller
kunde hæves op i Række og Rang med Musketererne,
det var ved en- for hin Tid ejendommelig Ceremoni, at
blive gjort ,,ærlig" ved Fanesvingning.
Fanen var jo fra de
ældste Tider hlPven hetragtet som en Helligdorn, hvis Forsvar var Soldatens dyrebareste Pligt, og hvis Tab var hans
største Skam; Fanen blev altid bevogtet . af en særlig
· Vagt,
til den aflagde Soldaten
sin 'I'roskabsed , en
ny Fane blev indviet med megen Højtidelighed, erobrede
fjendtlige Faner vare de skjønneste. Trofæer*) og - Fanens
Svingning over en æreløs gav ham den tabte Ære igjen.
Denne Skik, som var indført fra Tyskland, hvor den ogsaa
blev anvendt paa Soldater, som uskyldig havde været underkastet Tortur, fik først Hævd her i Danmark: i det 18de
Aarhundrede , og blev især anvendt paa Stokkeknægtene
eller pan Syndere, f. Ex. Desertører, hvis Navne havde været
opslaaede paa Galgen. Den foregik i alt væsentligt saaledes:
Bataillonen blev formeret i en Kreds, i hvis Midte Fændrikken stillede sig med Fanen paa Majorens Ordre. Majoren
opraabte derpaa Stokkeknægten ved Navn og befalede ham
at træde ind i Kredsen.
Dernæst oplæste Auditøren Regimentets Ansøgning og - under præsenteret Gevær - den
kongelige Resolution. Geværerne skuldredes atter, og Stokkeknægten klædte sig derpaa af og knælede ned 3 Skridt fra
Fændrikken.
Majoren befalede. nu denne at svinge Fanen
over ham, hvilket skete trende Gange, saaledes at Fanestangen berørte hans Hoved.**) Derpaa rejste Stokkeknægten
sig op og iførte sig den Regimentsmundering , som i det
ØjeweJ Llev lwk1L i BereJskalJ,
IrniJlerliù Lillalle Majoren
Kommandoet i al Korthed saaledes: ,,Da i Henhold til Vor
allernaadigste Resolution nærværende N. N. er bleven gjort
ærlig ved Svingning af Fanen, skal fra nu af ingen uden
pflprfrvklrnliQ' Stnif rlrislP sii:t til al forPlrnstP 'ham hans forrige Stand, men omgaas ham som en ærlig Mand og som
Kammerat," og idet Majoren derpaa overrakte ham hans
Kaarde, som en Underofficer holdt parat, bragte en anden
Underofficer ham Gevær og Patrontaske
og Adjutanten
stillede ham paa hans Plads i Geleddet. 22º Den~e Tro paa
Fanens rensende og tvættende Magt var dybt rodfæstet i
Hæren, saa vel som i hele Folket, især lige over for Natmandsslægten.
En Mand i Jylland lod f. Ex. en Hest, som han
havde kjøbt af en Natmand, føre til den nærmeste Garnison,
hvor en Fane blev svunget over den, og først efter at dette
var sket, og Fændrikken med stor Forsigtighed og mange
Ceremonier havde ombyttet Grimen med en gammel 'Rytterhestgrime, blev Hesten anset for ,, ærlig", saa at den kunde
berøres af alle. 221
••
Først 1791 ophørte Stokkeknægtene al anses for at være
uærlige, og det blev under høj Straf forbudt at forekaste
dem den Foragt, som hidtil havde fulgt dem. De skulde
herefter kaldes Profosser og have samme Uniform som de
menige, kun med en sort Fjer i Hatten og en anden ubetydelig Forskjel i Paaklædningen. 222
194
*) Det synes dog ikke altid at, have været Tilfældet; da Hjælpe-
tropperne.1689 bleve mobíliserede, forespurgte 'I'ejhusforvalteren,
om ikke 3 røde og 2 bl.aa svenske Faner, som fandtes paa
Tøjhuset, kunde males om til Brug for vore egne Tropper. 218
**) At svinge Fanen ved denne og andre Lejligheder va, i tid-.
ligere Dage en stor. Kunst, hvori Fændrikken skulc1e have
Færdighed. Fanesvingning var Gjenstand for Undervisning
~
"':
l...,'
~
195
t._.;
paa · Ric1c1erakac1ernietved Sorø i elet 17c1e Aarhunc1rec1e,men
elet er et Spørgsmaal. om eler 'er lagt V ægt paa denne Kunst i
Hæren i elet 'I'idsrum, som her behandles, Dér findes ogsaa
en Lærebog af1661: ,,Vier und achtzig Fahnen-Lectiones" osv.219
13*
196
Den militære Kirketugt.
Feltpræster.
VIII.
Religionen, som jo i ældre Dage, i hvert Tilfælde i den
ydre Form, var langt mere fremtrædende end nu, var ligeledes i Hæren undergivet sine reglementariske Bestemmelser.
Hvor inderlig og stærk og sand en Røligiøsitet der herskede
i Begyndelsen af det 18de Aar hundrede, hører det ikke
herhen at undersøge; men Samfundet gik saa at sige op i
religiøse Former, og der blev taget mere Hensyn til Religionen og dens Tjenere, end vi nu kjende til; Gudstjenesten
var desuden - langt hyppigere, .Kírkegangen ligefrem en
almindelig borgerlig Pligt og Gejstligheden greb ind i alle
den uvedkommende Forhold.
I Felten og: Lejren havde hvert Regiment sin Feltpræst,
som skulde holde Bøn Aften og Morgen, og i Fredstid blev
der ikke alene prædiket om Søndagen, men flere Gange i
Løbet af Ugen. Selv i Krigstid toges der saa meget Hensyn
til de religiøse Følelser, at Overgeneralen, Reventlow, 1709
skrev fra· Skaane efter en Præst for at faa en katolsk Soldat
berettet, som skulde hænges for Desertion. 223 Da den danske
Hær senere stod i Meklenborg, var den fuldt besat med
Præster, idet der blev ansat en Feltprovst, 18 danske og 12
tyske Feltpræster. 224 De danske Hjælpetropper i østerrigsk
Tjeneste 1704~9 fik Ubehageligheder i de katolske Lande,
hvor de kom hen, for deres evige lutheranske Gudstjeneste,
og vi høre om H.egimentschefer, som i deres Kvarter ,,daglig
holdt offentlig Gudstjeneste med Prædiken, Sang og Kommunion." 225
Det var nu i Krigstid.
,,Døden er haard at gaa paa,"
siger Jakob Skomager, ,,man er saa gudsfrygtig, naar man
gaar imod Fjenden," hvilket Jeppe jo ogsaa bekræfter. 226
Men ogsaa i Fredstid kommanderede de militære Love Soldaterne til Gudstjeneste. · Krigsartiklerne befale, at de. som
ikke efter Præstens Paamindelse bivaanødø Gudstjenesten,
skulde straffes, en gemen med I-Ialsjærnet {Gabestok), en
Kirkeparaden.
197
Underofficer med Tabet af en halv, Officerer med Tabet af 2
l\ifauueùers Gage. 227 De Kurle af LuuJ.miliL;:;euj Nur~e, sotu
ikke kunde bevise. at de havde hørt Prædiken Søn- og Helligdage, bleve i Begyndelsen af Aarhundredet straffede, første
Gang med Træhesten i en Time, 2den Gang i 2 Timer osv. 228
Men det er vel et;Spørgc:nrnal, om det var hPlrlig0 Midler
til at forøge Soldateri~es Gudsfrygt, og eler er Sandsynlighed
for, at de lærte at frygte de strænge Kirkeparader mere, end
de lærte at frygte Gud.
Naar der stilledes til en saadan Kirkeparade, blev efter
at Lieutenanten havde gjennemset Styrkelisten, og naar der
ringedes til Kirke første Gang, Krigsartiklerne, Subordinationsordonnantsen osv. oplæst for Folkene, indtil der ringedes
anden Gang. Vaupell fortæller, at Kommandersergenten blev
straffet med fire Timer paa Pælen, naar der manglede Mandskab, og med to Gange fire Timer, naar der var en menig,
som mødte i ureglementeret Paaklæclning, 229 man kan saa
tænke sig til de meniges Straffe i slige Tilfælde. Under
Gudstjenesten blev Kirken bevogtet, saa at ingen kunde liste
sig ud af den, og det blev nøje iagttaget, at Soldaterne
opførte sig godt. 23° Af en Forordning fra Begyndelsen af
Aarhundredet om den militære Menighed i Rendshorg faa
vi nærmere Oplysning om disse Forhold. Alle Underofficerer
og menige, som ikke vare paa Vagt eller i anden kongelig
Tjeneste, skulde møde til Gudstjeneste, ikke alene Søn- og
Helligdage. men ogsaa til de almindelige Ugeprædikener .
Kompagnivís skulde de føres til Kirken af en Underofficer,
og der ganske stille ,,ohne Tumult und Rumur" tage Plads
i Koret, som de ikke maatte forlade, og som Underofficererne
skulde sørge for var saa fuldt, ,,dass die Leute press an
einander gestellet werden;" kun de, der ikke var Plads til,
maatte staa i Korsgangene, men saaledes, at der blev god ·
Plads til Borgerne. Den tvungne Kirkegang forførte Folkene
til alskens. Optøjer i Kirken, og der er strænge Forhud imod
at spytte ned fra Koret eller kaste Sand, Hatte, Handsker
·~ ---·-------·--~--------·---------------""!""'---~---------Mi
198
Pietisme i Hæren og Katekisationen.
Kirkeparaden.
ned paa Folk, der sad underneden eller som kom og gik,
lige.:iulll der blev truet med strænge Straffe for Urenligheder
paa Kírkegaarden, eller for at trænge eller bryde ind i Borgernes eller Soldaterkonernes Stole. Der var derfor flere
Officerer til Inspektion i Kirken; ved hver af de tre Hoveddøre stod en Underofficer med sit Kortgevær og inde i Kirken
var der desuden 6 Underofficerer for at paase - Orden og
overholde, at der ingen Snakken fandt Sted eller Trampen
med Fødderne for at holde Varmen om Vinteren. 231
Lige til 1842 var det almindelig Skik og Brug, at Soldaterne, naar der kun skulde .mødø et vist Antal til Kirkeparade, lejede fattige Kammerater til at gaa i Kirke for sig.
Det bidrog ogsaa meget til det ubehagelige ved Kirkeparaden,
at Soldaterne ofte ikke forstode et Ord af hele Gudstjenesten,
idet der ikke blev taget saa meget Hensyn til, om Soldaterne
forstede noget af den, naar blot det reglementerede Antal
var til Stede.
Var der tysk Prædiken, skulde der f. Ex. af
Kronprinsens Regiment møde mindst 24 Mand, og var der
ikke saa mange tyske, saa tog man Resten af de danske. 232
Reglementet sagde udtrykkelig, at - Soldater af den katolske
eller reformerte Religion stod det frit for ikke at overvære
den protestantiske Gudstjeneste, men de maattø dog ikke
under denne vise sig paa Gaden. I de Garnisoner, hvor
der blev prædiket baade paa dansk og tysk, førtes de danske
og tyske Soldater hver til sin Kirke, men andre Steder bleve
baade de danske og tyske Soldater førte hen til samme
Kirke, selv om de kunde forstaa ,,lidet eller intet af det
Sprog, i hvilket der bliver prædiket." 28 3 Dette Forhold,
som var meget vanskeligt at ordne paa Grund af de blandede Nationaliteter i Hæren, "var stadig Gjenstand for Klager
baadø fra Gejstligheden og fra Soldaterne selv. 234
Med Hensyn til Gudstjenesten i Lejren gaves der meget
detaillerede Bestemmelser, om Folkene skulde have Støvletter
jiaa eller ikke, naar de stillede til Bøn, til Prædiken og ·
Kommunion, eller om hvorledes Trommerne skulde sættes
t
199
for at danne en Art Prædikestol for Feltpræsten, eller om
hvorledes Kapitainerne og Stabsotlícererne for at foregaa
Soldaterne med et godt Exempel flittig burde indfinde sig
ved Gudstjenesten, hvorledes Mandskabet, medens ,,Herrens
Bøn" læses, skulde holde den venstre Haand for Øjnene
osv. osv., hvilket altsammcn viser, at der toges stort Hensyn
til den ydre Form. 2~5
Før den i religiøs Henseende saa stærkt bevægede pietistiske Periode under Kristian VI stilledes der heller ikke
synderlig større Fordringer.
Det var Kongen, som i Kraft
af sin Magtfuldkommenhed afgjorde alle Kirkens Anliggender,
óg man slog sig til Ro med at forskaffe Religionen ydre
Anerkjendelse ved de Midler, der stod til Raadighed.
Men
Pietismen krævede en mere personlig og fri Tilegnelse af
de kristelige Sandheder; der klagedes over; at den menige
Mand var uvidende om, hvad Kristendommen egentlig var,
man forlangte en inderligere Dell age be af Menigheden i det
kirkelige Liv end dens tidligere passive Lytten til Prædikenerne, og man indførte eller rettere gjenindførte eller
skærpede Katekisationen,
Ungdommens Overhørelse i de
kristelige Troslærdomme.
Denne Skik fik fra nu af en
besternt Plads ved Gudstjenesten, skjønt den først fik sin
Betydning ved Konfirmationens Indførelse; og de hyppige
Ugedagsprædikener ~, som i Almindelighed bleve afholdte
Mandag, Onsdag og Fredag - bleve afskaffede. 2ö6. Tidligere
blev der hyppigt klaget over, at de indrullerede Karle af
Landmilitsen undlode at staa frem paa Kirkegulvet til Over- .
høring· efter endt Prædiken med Børn og unge Mennesker,
og Biskop Bircherod f. Ex. vedbliver stadig at klage til
Officererne over, at SoldatÚne udehleve fra hans Visitatser,
hvorfor det ogsaa lykkedes ham at faa baade dem og deres
Underofficerer straffede, undertiden med Træhesten. Undertiden mødte Soldaterne endogsaa med deres Vaaben i Kirken,
og trods flere kongelige . Befalinger blev Kirkedisciplinen
heller ikke overholdt før i Kristian VI's Tid. 287, Han syrn-
200
Pietisme i Hæren.
Pietisme i Hæren.
pathiserede stærkt med den aandelige Vækkelse og søgte
pan alle Mauder og ved de :oLra-.wge:ole FmholdsregJer at
støtte den. Alle Love imod Helligbrøde bleve strængt indskærpede, alle Forlystelser, Komedier o. dsl. standsedes paa
Søn og Helligdage, Portene bleve paa disse Dage lukkede
Kl. 4 om Eftermiddagen for at forhindre Spadsere- og Lystture og andre. Forlystelser osv. osv. 288 De militære fik ogsaa
den strænge Tugt at føle. Adjutanten maatte f. Ex. forfatte
Lister til Præsten over det Mandskab, som. vilde gaa til
Skrifte med Angivelse af hver, ,,der formedelst Uskikkelighed
i Liv og Levnet eller anden Aarsag behøver nogen besynderlig
Erindring og Formaning," 239 og Fureren maatte føre Journal
over dem, .dør gik til Alters, og melde dem, der udsatte
dette for længe, til Kompagniofficererne; 24º men Garnisonspræsten skulde selv holde en hemmelig Liste over alle Officerers og meniges aandelige Tilstand, deres ,, udvortes Opførsel
i de Pligter, som en Kristen er anstændig," for at han ved
en Afdelings eller Persons Forflyttelse til en anden Garnison
kunde give vedkommende Præst de fornødne Oplysninger. 241
For Officerernes Vedkommende lader det ikke til, at dette
aandelîge Formynderskab har frugtet synderligt, ja endnu
midt i denne hellige Periode, den 20. Februar 1737, stod en
Lieutenant og hans Frue aabenbar Skrifte i Domkirken i
Viborg, fordi de i 3 Aar ikke havde været i Kirke, 242 og
det fortælles, at en Kapitain, som havde meget imod den
da brugelige Besværgelse af Djævelen, som fandt Sted ved
Barnedaab, *), en Gang holdt et lille Barn over Daaben, hvis
Svøb var mindre heldigt anbragt. Netop da Præsten besvor:
,,Far hen du urene Aand" osv., fik Kapítainen Hænderne
fulde og udbrød da: ,,Es half gewaltig, sehen Sie, Hr. Pastor,
der Teufel ist ausgefahren."
Kapítainen blev anklaget og
dømt, men slap dog med at blive fortlyttet til Norge og
Tab af 3 Maaneders Gage til de fattige. Havde Hoffet ikke
ogsaa været af samme Mening med Hensyn til Besværgelsen
som Kapitaínen, var han maaske næppe sluppet saa godt. 244
Denne Kirkens haarde TugL, Jelle Spioneri, dbse wau~e
strænge kirkelige Love, der ofte korn i Strid saa vel med
de borgerlige som de militære, affødte meget Hykleri og
megen Sldnhellighed.
Der er ingen Tvivl om, at det var
fuldt Alvor med den Fromhed, som Kongen udviste i sine
Ord og i sine Handlinger, hele hans private, og offentlige
Liv beviser os det. Men uagtet han netop vilde det modsatte, saa fik dog hele Kirkebestyrelsen under ham en Holdningsløshed og Usikkerhed, som stod i stærk Modstrid til de
gamle orthodoxe 'I'ider, den overlod paa den ene Side Folket
til sig selv i religiøs Henseende, hvortil det ikke var modent,
ug :00gte paa den anden Side at tvinge del iud i et inderligt
og helligt religiøst Liv, som den enkelte ikke var i Stand til
at fatte, og som ikke passede til Folkets Natur. Der opstod
derfor en Mængde Sværmere og Sekterere, hvis svage Hjærner
ikke forstede at holde de overstrømmende religiøse Følelser
i Tømme. ,,Ingen Pest kunde være smitsommere end dette
Sværmeri," skriver Charlottê Biehl, - ,,i en kort Tid
blev Byen opfyldt med flere Apostle og igjenfødte ved Naaden,
end den havde fornuftige Mennesker." Det er omtalt ovenfor,
hvorledes disse Sværmere ved Forbrydelser og Mord paa
uskyldige Mennesker søgte at komme paa Skafottet og der
lide Døden som Martyrer, ligesom den haardø Straf for disse
vanvittige Forvildelser er omtalt. Den første, som led denne
Straf, var en Garder til Hest. Chefen for Korpset, Hertugen
af Würtemberg, arbejdede af alle Kræfter paa at faa den
Forsmædelse at formere Kredsen om Skafottet afvendt fra
Korpset, men Kongen var ubøjelig og mente, at ,,siden han
havde begaaet Misgjerningen som Garder, skulde han og som
Garder afstraffes."
Hertugen tillod sig dog af egen Myn-
*) Den saakaldte Exorcismns var fra Reformationens Tid e;t Tvi.
stens Æble i Kirken, der har opvakt megen JJenighed baade i
Tyskland, Sverige og Danmark. Kristian IV havde afskaffet
den ved sine egne Børns Daab. Pen blev afskaffet 1783. 24ª
:li
I
201
I':
¡1
1
1111
li
!1,'.'..!
'"il
,!I
I
- j
i:
li
I
I
Iii
{!I
11
l.
111
li
I
I
Katekisationen.
Katekisationen.
<lighed at lade Synderen faa Naadestødet. 245 Der haves ikke
Iaa Exeiupler paa, al Piel.isureu bredte ::;ig i Hærens Rækker, :.H
ligesom mærkelig nok ogsaa Overtroen tidligere havde faaet
større Indgang i denne Stand end i andre Stænder i det
18de Aarhundrede.
Vi høre saaledes om en Soldat i Helsingør, som 1705 maattø gjøre Kirkebod, fordi han ved
Midnatstid · var bleven grebet i at gaa Kirken tre Gange
rundt med en sort Kat i en Sæk for at índgaa Pagt med
Djævelen om, at denne skulde skaffe ham en Hexedaler; 247
1720 forskrev en Musketer ved Oberst Reventlows Regiment
sig til Satan. 248 1722 blev en Forskrivelse med eget Blod,
som ogsaa var udført af en militær, brændt af Profossen
udenfor Garnisonskirkedøren, 249 og saaledes gives der mange
Exempler.
Det er sagt, at ,Følgen af det gejstlige Regimente i
Kristian Vl's Tid var Ligegyldighed mod de kirkelige Anordninger, og at det brød Banen for Rationalismen; 250 men
i Hæren, der jo er Konservatismens Hjem, blev de. religiøse
Fordringer længe opfyldte og indskærpede.
I et Felttjenestereglement, som udkom 1788, hørte en Psalmsbog endnu til
enhver Soldats faste Udrustning, og Landsoldaterne maatte
endnu i Slutningen af Aarhundredet stadig indfinde sig til
Katekisation i Kirkerne saa vel som andre unge Mennesker
paa Landet. 251 I Byerne gik det dog tilbage. I Aaret 1791
mødte der kun meget faa Tilhørere ved Gudstjenesten i
Kastelskirken i Kjøbenhavn, og da der kun var faa Børn og
disse desuden manglede Klæder, Strømper og Sko, foreslog·
Præsten i November Maaned, støttet af sin Provst og af
Kommandanten,
at Katekisationen skulde bortfalde Søndag
Eftermiddag.
Dette bragte den højt begavede, men fanatiske
Biskop Balle i Harnisk.
I en Korrespondance med Kronprinsens Marskalk, Gehejmeraad Bülow, om denne Sag kommer
han med ret karakteristiske Ytringer saasom: at han i Kamp
med de røde Kjoler er nær ved at blive overvunden, at det
er til liden Ære for Kommandanten, at han ej holder sine
undergivne i bedre Orden, saa at Børnene indfandt sig i
Kirken, at ingen Landsbypræst herefter íuar enten Hyller
eller Soldat til at træde frem paa Kirkegulvet, naar det
rygtes, at Katekisation i Kastellet er afskaffet, at han ogsaa
tør vælge Kronprinsen til Dommer i den Sag, ,,omendskjønt
, de militære indbilde sig, at alt kan være dem tilladt under
hans Beskyttelse;" ,,bliver det først en Skam at træde frem
paa Kirkegulvet, efterdi Soldaterne, som skal være hæderligere, af Kongen selv holdes for gode dertil," saa mener
han, at al Umage for at opnaa en bedre Undervisning er
spildt osv. Den vidtløftige Sag ender med, at Biskoppen i
Kraft af sit Embede giver Præsten Befaling til at møde paa
sin Post i Kirken og holde sig færdig til Katekisation.
,,Møder saa ingen Børn, fordi Hr. Kommandanten afholder
dem, er han (Præsten) og jeg angerløse." 252
202
l
1
I
203