1. No category

OM
ALT
4 . S E K T I O N / T I R S D A G / 11 . S E P T E M B E R 2 0 1 2
OLE LEMMEKE
»NU KAN JEG VÆRE
MERE MIG SELV«
MUSICALEN »LOVE
NEVER DIES«
FÅ DET FØRSTE KIG
BAG KULISSERNE
DANMARKS MEST
UDSKÆLDTE
DRAMATIKER:
DERFOR ER BREIVIKS
MANIFEST GODT TEATER
Thomas Vinterberg debuterer på Det Kongelige
Sammenholdet,
der forsvandt
Ansvarhavende chefredaktør
Lisbeth Knudsen //[email protected]
Redaktør
Jakob Steen Olsen // [email protected]
Layout
Lone Halse Blinkenberg // [email protected]
Udgiver Berlingske Media
Pilestræde 34, 1147 København K,
tlf. 33 75 75 75, [email protected]
Annoncer
Mikkel Ludvigsen, kontaktchef Underholdning
tlf. 25 45 60 78
Tryk: Trykkompagniet A/S
Forsidefoto: Erik Refner
TEATER
10
32
indhold
VOXPOP
Stjernenes egne yndlingsroller
REPORTAGE
Det Røde Rum: alvorlig legeplads
INTERVIEW
Ole Lemmeke: manden bag masken
TEATERQUIZ
Hvem ved hvad?
RUNDBORDSSAMTALE
Teater Grob på skolebænken
INTERVIEW
Thomas Vinterberg går til teatret
INTERVIEW
Breivik-dramatiker: Derfor gør jeg det
INTERVIEW:
Dans: Edhem Jesenkovic
RUNDT OM
Derfor elsker vi Frankenstein
4
6
10
14
20
22
26
30
33
Hvad er dog meningen
med sådan noget svineri?
»L
uk stedet ned, fjern evt. tilskud og fyr de tosser, som
mener i ramme alvor, at
der skal laves teater ud af
denne forfærdelige sag!« Sådan
lød en af mange kritiske kommentarer på nettet, da CaféTeatret i januar offentliggjorde, at man i den
teatersæson, vi er på vej ind i, havde tænkt sig at sætte den norske
højreekstremist og massemorder
Andreas Behring Breiviks trosbekendelse – det såkaldte »Manifest
2083« – på scenen. Sådan noget
svineri! Hvordan kunne teatret
overhovedet få tanken om at lægge scene til Breiviks tanker? Dansk
Folkepartis leder Pia Kjærsgaard
kaldte projektet for »flovt« og de
chokerede efterladte rystede på
hovedet af det danske teater, som
nu ville slå mønt af deres store
sorg.
For en gangs skyld tilbageerobrede teatret den centrale placering i samfundsdebatten, det forlængst havde måttet opgive, men
vel at mærke inden tæppet overhovedet var gået for noget som
02 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
helst. Og så er det bare, man må
spørge: Er det ikke det, vi også har
teatret til? Er det ikke at udnytte
kunstens mulighed for at behandle de spørgsmål, vi har allermest
svært ved at forstå? Som nu det,
der foregår inde i hovedet på den
norske massemorder, som vi ikke
havde problemer med at følge minutiøst fra dag til dag og låne øre
til hen over sommeren, men som
teatret åbenbart ikke må røre ved
uden at blive offer for pression og
trusler om den censur, som ellers
vist nok er afskaffet.
Drop alle tanker om mikrofonholderi for perverteret umenneskelighed. Jeg er sikker på, at »Manifest 2083« på CaféTeatret bliver
alt andet end det med eftertanken
og ønsket om at trænge ind i komplekse mekanismer bag en udåd
som mål.
God fornøjelse med Berlingskes teatertillæg, hvor man bl.a.
kan læse et interview med den udskældte teaterleder Christian Lollike – og endnu større fornøjelse
ude i teatersæderne. B
Jakob Steen
Olsen
R E DA K T Ø R
Voxpop. De fleste teatergængere har
deres yndlingsforestillinger, de aldrig
glemmer. Men hvilke teateroplevelser
husker skuespillerne selv tilbage på med
størst glæde?
Af Nynne Hein Møller // [email protected]
Min bedste oplevelse på
teatret
Benedikte
Hansen
F
Henrik
Prip
F
Ditte
Hansen
Aktuel i »Faderen«, som
skuespiller og instruktør ved
Teatret Den Sorte Hest, spiller
fra 21. september til 27. oktober 2012.
Aktuel i »Kan trold tæmmes« på Nørrebro Teater,
spiller fra 17. november til
13. januar 2013.
»Lykkeligvis har jeg været med i
flere skelsættende teaterforestillinger i mit efterhånden lange liv
på scenen.
»Majonæse« af Jess Ørnsbo
var den sjoveste og mest provokende. »Kjartan og Gudrun« af
Oehlenschläger, den mest lidenskabelige. Begge er instrueret af
Klaus Hoffmeyer, som jeg har
haft vidunderligt samarbejde
med også i andre forestillinger.
Og Peter Asmussens »Ingen møder nogen«, instrueret af Simon
Boberg. Alle stykkerne er danske, så jeg opfordrer danske forfattere til at skrive eller blive ved
med at skrive for scenen!«
»Den rolle, hvor jeg har følt
mig mest forløst bagefter, var
i Sarah Kanes »Blasted« på
CaféTeatret. Her spillede jeg
en fordrukken, dødeligt syg,
mandschauvinistisk og sexistisk tabloidjournalist. Det
var et meget voldsomt stykke
- min karakter skulle bides i
kønsdelene, voldtages af en
soldat og begynde at spise en
død baby. Men jeg følte mig
udrenset og fuldkommen forløst og tilfredsstillet over at
have spillet så stærk en tekst
og så ekstrem en karakter.«
»Hovedrollen som Blanche i
»Omstigning til Paradis« på
Det Kongelige Teater hører afgjort til de store oplevelser. Det
var lige efter, at orkanen Katrina havde raseret New Orleans,
som stykkets handling udspiller sig i, og billedkunstneren
Christian Lemmerz havde
ladet sig inspirere til en vild
mudder-scenografi. Folk både
hadede det og elskede det. Jeg
elskede det! Den komplekse
og følelsesfulde rolle og det rå
og kraftfulde univers gjorde
stort indtryk på mig.«
F
Aktuel i »Manifest 2083« på CaféTeatret, spiller fra 11. oktober
- 14. november 2012.
»De fleste roller, jeg har spillet,
har betydet meget for mig på hver
sin måde, men samlet set må det
være »Dom Over Skrig« (fra 2004,
hvor det blev spillet på CaféTeatret og Katapult i Aarhus red.), der
står stærkest i min erindring indtil nu, både pga. af prøveforløbet,
spilleperioden, de karakterer jeg
spillede i stykket og de udefrakommende reaktioner. Men allerede nu kan jeg sige, at der er gode
chancer for, at »Manifest 2083«,
som jeg spiller på CaféTeatret i
efteråret, kommer til at overtage
pladsen.«
F
Aktuel i »Kollektivet« (spiller
fra 11. oktober til 26. januar) og
i »Fanny og Alexander« (spiller
fra 24. november til 22. december) på Det Kongelige Teater.
04 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
Olaf
Højgaard
Neel
Rønholdt
F
Aktuel i »Romeo og Julie« på Folketeatret, spiller fra 21. september til 9. november.
»Min afgangsforestilling på teaterskolen i 2011, hvor vi spillede
»Mågen« af Tjekhov, og jeg spillede Nina. Det var afslutningen på
min uddannelse og den afsluttende forestilling med størstedelen af
mine holdkammerater. Instruktøren Jacob Schjødt formåede
virkelig at bringe Tjekhovs fortælling op til vores tid, og det karakterarbejde, vi lavede omkring
Nina, var for mig den perfekte afslutning og kulmination efter fire
års skolegang.«
Nyskabende. Den første sæson
for Det Kongelige Teaters 11
mand store ensemble i »Det
Røde Rum« blev et triumftog af
gode anmeldelser kronet med
en Reumert til instruktøren Elisa
Kragerup. Men projektet rummer
også retten til at floppe.
Et trygt
rum at
være
modig i
Af Trine Munk-Petersen // [email protected]
Foto: Liselotte Sabroe //[email protected]
D
et er en af de virkelig varme sensommerdage midt i
august. Solen bager på Skuespilhusets tag, men kun
få solstråler trænger ind gennem det smalle vindue til
den lille prøvesal, hvor instruktør Rune David Grue
og fem skuespillere fra ensemblet »Det Røde Rum« er i fuld gang
med prøverne på »Macbeth«.
Stemningen er intens i den nøgne prøvesal, og trods manglen på scenografi og kostumer er det lige, så de små hår rejser sig
på armene, da Nicolai Dahl Hamilton som den på samme tid
svage og brutale Macbeth slår armene om kong Duncans unge
søn Malcolm – spillet af Johanne Louise Schmidt – og forsikrer,
at det ikke er ham, der har myrdet hans far.
»Fint! lad os lige tage den én gang til,« siger Rune David Grue
og samler de fem spillere om sig, så alle har mulighed for at byde
ind med kommentarer.
Foruden Nicolai Hamilton og Johanne Louise Schmidt er
det Mikkel Arndt, Maria Rossing og Thomas Hwan, der spiller
de i alt 18 roller i »Det Røde Rums« meget alternative version af
Shakespeares blodige drama.
Premieren på »Macbeth« 21. september markerer indledningen på den bare anden sæson for »Det Røde Rum«, der siden
starten i maj sidste år er blevet nærmest overvældet af anmelderroser for forestillinger så forskellige som »Kabaret Royal«,
»Det gode menneske fra Sezuan«, »Kældermennesket«, »Revolver Trilogien« og »Sonetter«. Som kronen på værket modtog
instruktøren Elisa Kragerup ved forårets Reumert-uddeling
prisen som Årets Instruktør.
Succesen har nu fået teaterledelsen til at forlænge projektet,
der i første omgang var begrænset til to år, foreløbig frem til udgangen af 2015, når den nuværende fire års aftale med regeringen udløber.
Men hvad er det, »Det Røde Rum« kan, som man ikke finder
ret mange andre steder i dansk teater – og i hvert fald ikke på
Det Kongelige?
Rune David Grue har arbejdet som instruktør på både Aarhus Teater, Aalborg Teater og Det Kongelige Teater. I 2010 fik han
en Reumert-pris som Årets Instruktør.
»For mig personligt handler det om, at jeg i »Det Røde Rum«
får muligheden for at arbejde sammen med superdygtige mennesker i længere tid, hvor vi virkelig lærer hinanden utroligt godt
at kende og derfor også tør udfordre hinanden, gøre hinanden
modige,« siger han.
»Det er et arbejdsrum, der er helt fri for fnidder og skjulte
dagsordener. Skuespillerne er ikke kun interesseret i deres egen
rolle, men hver især engageret i den samlede historie. Det er forestillingen og publikumsoplevelsen, der er det vigtige – ikke om
man får en rolle mere eller mindre.«
Det var skuespilchef Emmet Feigenberg, der i efteråret 2010
lancerede idéen om et ensemble i ensemblet, et »dreamteam«
af fastansatte kunstnere med én fast scene og stor kunstnerisk
06 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
set
udefra
MARTIN LYNGBO,
teaterdirektør, Mungo Park
F Vi er glade for, at Mungo Park
har haft mulighed for at inspirere positivt. Formatet i »Det Røde
Rum« er jo meget det samme,
og flere af de centrale personer
kommer herfra. Det er vi kun
glade for, for vi synes, der skal
være meget mere ensembleteater i Danmark.
Jeg synes, det er fantastiske
ting, de har lavet. Om de så kan
holde dampen oppe, er svært at
sige. Alting er i bevægelse i teaterverdenen, så det vil sandsynligvis udvikle sig til noget andet
– det gør alt teater.
HENRIK HARTMAN,
teaterdirektør, Betty Nansen
F Jeg er da vild af glæde over, at
det kan lade sig gøre. At have sådan et eksperimentarium, hvor
ting kan lade sig gøre, uden at
skulle tænke på penge, må da
være skønt.
Jeg synes, »Det Røde Rum«
er fantastisk, men det ville være
endnu mere sjovt, hvis man også
prøvede det af i andre formater,
ikke bare på en lille scene. Og
hvor ville det være fedt, hvis det
også en gang imellem var os andre, der fik mulighed for sådan et
eksperimentarium.
Rune David Grue i tæt dialog med spillerne under prøverne på »Macbeth«
– her Mikkel Arndt, Johanne Louise
Schmidt, Maria Rossing og Thomas
Hwan. Holdet begyndte allerede for et
halvt år siden at diskutere, hvordan de
hver især synes, Shakespeares blodige
drama skal spilles i dag.
frihed, der skulle »udforske skuespillets afkroge« og skabe fornyelse for både kunstnere og publikum.
»Da jeg overtog stillingen som skuespilchef, var noget af det,
jeg først og fremmest ville sætte fokus på, ensemblepleje og fornyelse i forhold til publikum, så vi kunne få nogle flere folk til at
komme i teatret. Og jeg kunne se, at med dette projekt kunne jeg
slå to fluer med ét smæk,« siger han.
»Det Røde Rum« består af i alt 11 medlemmer. Syv skuespillere, to instruktører, en scenograf og en lysdesigner.
Palle Steen Christensen har arbejdet som freelance-scenograf i otte år, før han kom med i »Det Røde Rum«. Lige nu er han
sammen med Elisa Kragerup i fuld gang med forberedelserne til
gruppens næste nyopsætning, »Madame Bovary«, der har premiere 1. december med Helle Fagralid i titelrollen.
»I dansk teater er instruktører og scenografer næsten altid
freelancere, der bliver hyret ind for en forestilling ad gangen.
Normalt arbejder jeg med forskellige instruktører og møder
måske den samme højst en gang om året, men her arbejder jeg
kun med Rune og Elisa. Det har været meget intenst, og selv om
vi kun har arbejdet sammen i et år, synes jeg allerede, at vi rent
kunstnerisk kender hinanden overvældende godt,« siger han.
»Fordi vi er tvunget til at arbejde sammen hele tiden, bliver
vi gode til lynhurtigt at spotte hinandens styrker og svagheder
– man kan mærke, at vi ligesom et band bliver bedre sammen,
som tiden går. Fordi vi kender hinanden så godt og kan være ærlige over for hinanden, kan vi også være ærlige inde på scenen.
Det handler om at skabe et trygt rum til at være modig i. Et rum,
hvor man ikke skal være bange for at komme med et skørt bud
eller vilde ideer.«
Forberedelsen af den enkelte forestilling er én af de processer, hvor »Det Røde Rum« adskiller sig markant fra resten af Det
Kongelige Teater. På de fleste store teatre bliver skuespillerne
Ø
BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012 / ALT OM TEATER / 07
Palle Steen Christensen og Elisa
Kragerup fordybet
i kostumetegninger til »Madame
Bovary«. Økonomien i »Det Røde
Rum« er stram,
så der er sjældent
råd til både en stor
scenografi og flotte
kostumer. I denne
forestilling, hvor
Helle Fagralid skal
spille hovedrollen, går næsten
alle pengene til
kostumer.
Ø
Det røde
manifest
H Navnet »Det Røde Rum«
relaterer dels til gruppens faste scene i Skuespilhuset, der
er malet rødt til lejligheden,
dels til rød som lidenskabens
farve.
H Netop lidenskab er et
vigtigt element i de seks
regler for »Det Røde Rum«s
arbejde, som gruppen selv har
formuleret:
H Vi vil skabe et lidenskabernes teater.
H Vi vil skabe et teater, der
ikke er bange for store følelser, og som tør kaste sig ud i
det voldsomme menneskelige drama.
H Vi vil skabe et teater, som
udforsker tilværelsens ekstremer og de mest vanvittige
modsætninger, som bor i os.
H Vi vil lave teater om
komplekse mennesker, som
sprænger politiske og sociale
kategorier og sætter publikums empati og medmenneskelighed på prøve.
H Vi vil skabe et teater, som
er kropsligt, sanseligt og
legefuldt, hvor den levende
skuespiller og det levende
samspil er i centrum.
H Vi vil lave teater som
udforsker afkrogene af, hvad
en skuespiller overhovedet er
i stand til på en scene, og som
taler til publikum i et nutidigt
fortællende sprog.
normalt først præsenteret for stykket, når hele konceptet ligger klar, og der kun er meget begrænset mulighed
for at ændre på noget som helst. Sådan er det ikke i »Det
Røde Rum«, understreger Elisa Kragerup.
»Fra starten havde vi en idé om, at dette projekt skulle
give medejerskab til alle i det kunstneriske projekt. Det
skulle ikke bare være instruktøren eller teaterdirektøren, der fik en idé og førte den ud i livet,« siger hun.
»Allerede ved den første spæde fornemmelse af lyst
til at lave et stykke lægger vi det frem for alle de andre i
gruppen, så de kan være med til at arbejde med det – og
beslutte, om det overhovedet er noget, de synes er værd
at spille. Det giver en følelse af ejerskab, som jeg også tror,
man kan mærke som publikum i salen.«
Denne strategi udmøntes bl.a. i det, som gruppen kalder »Klassens time«. Et ugentligt to timer langt møde for
alle, hvor alt i princippet kan diskuteres, planer ændres
og – ikke mindst – nye ideer komme i spil.
»Det er virkelig en proces og en arbejdsmetode, der
ryster os sammen og gør os til et kollektiv, som man ikke
har i resten af huset,« siger Nicolai Dahl Hamilton, der
jævnligt har arbejdet på Det Kongelige Teater de seneste
ti år.
»Man har mere at skulle have sagt og føler sig som en
vigtig brik i spillet. Jeg tror også, det er med til at udvikle
én som kunstner, at der er plads til at tage et større ansvar
for hele processen, selv tage nogle af de store beslutninger i stedet for bare at gå ind og spille en andens vision.«
Det var i »Klassens time«, at skuespilleren Johanne
Louise Schmidt kom med en idé, som endte med at blive
en af »Det Røde Rum«s helt store succeser, nemlig forestillingen »Sonetter frit efter Shakespeares kærlighedsdigte«.
»Jeg læste Shakespeares sonetter første gang, mens jeg
gik på Teaterskolen, og tænkte, at man måtte kunne lave
et eller andet af det materiale. Så på et møde smed jeg
bare tanken på bordet,« siger hun. »Det er enormt inspirerende at mærke, hvordan en idé kan vokse, når andre
tænder på den – og hvor meget man kan skabe sammen,
hvis man vil dele tingene med hinanden.
»Sonetter« spillede for fulde huse, og mange gik forgæves. Derfor har gruppen besluttet at sætte forestillingen op igen her i efteråret. Det samme gælder »Kældermennesket« med Rasmus Bjerg, der ligeledes fik tændt
den røde lygte i sidste sæson.
Og genopsætninger kan uden problemer lade sig gøre,
08 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
netop fordi »Det Røde Rum« er et ensembleteater med
en stab af fastansatte kunstnere, forklarer Emmet
Feigenberg.
»Den fleksibilitet, hvor man kan forlænge en forestilling eller sætte den op igen, hvis der er stor efterspørgsel – eller omvendt sætte noget andet ind, hvis
der ikke rigtig kommer gang i salget – har jeg længe
drømt om. Det er ikke så let, hvis man har skuespillere
med en kontrakt, der løber til en bestemt dato, sådan
som vi ofte har det på resten af teatret. Så er der ikke
noget at skrue på,« siger han.
At tage en forestilling af plakaten i utide enten på
grund af dårligt salg eller elendige anmeldelser er selvsagt en øvelse, de færreste teaterdirektører holder af.
Men i konceptet for »Det Røde Rum« ligger også retten
til at floppe.
»Helt fra starten har det været tydeligt og legitimt,
at vi godt måtte brænde nallerne. Vi må gerne lave noget, som ikke får gode anmeldelser eller ikke bliver en
publikumssucces, hvis vi selv føler en nødvendighed
for at gøre det,« siger Elisa Kragerup. Og Palle Steen
Christensen supplerer:
»Det smukke ved at arbejde på den måde, som vi
gør – som ensemble- og repertoireteater – er netop, at
vi ikke behøver love, at vi vil spille det her stykke hver
dag i en hel måned. Hvis vi efter premieren finder ud
af, at det gik sgu ikke, kan vi tage forestilligen af og sætte en af de andre op i stedet. Det giver en kæmpe styrke
i forhold til at have det nødvendige mod til at eksperimentere.«
Retten til at floppe betyder imidlertid ikke, at »Det
Røde Rum« er fritaget for at tænke i belægningsprocenter og økonomi.
»Et enkelt flop på en sæson går an, men så er der
heller ikke råd til mere. Det Kongelige Teater er en
forretningsmodel, der skal løbe rundt, og der er nogle
krav til belægningsprocent, som vi også skal leve op
til,« siger Rune David Grue.
»Hvis vi havde en hel sæson, hvor der ikke kom nogen, ville projektet heller ikke give mening. Vi er her
jo, fordi vi vil publikum noget – ikke bare for at gå her
for os selv og eksperimentere. Vi vil gerne møde publikum og skabe teater, som henvender sig meget direkte
til de mennesker, der er her. Jeg håber, at publikum opfatter det her som et åbent rum og ikke som en lukket
fest.« B
10 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
Interview. I to år lavede han ikke noget. Nu
har han fem roller på teatret. Berlingske har
besøgt skuespilleren Ole Lemmeke i hans
hemmelige refugium til en snak om de
nødvendige pauser, om at nægte at blive sat
i bås, og om det mærkelige i nogle gange at
være in og andre gange out som skuespiller.
»Jeg var bange
for at blive min
egen skygge«
Ø
BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012 / ALT OM TEATER / 11
Ø
Af Jeppe Bangsgaard // [email protected]
Foto: Jeppe Vejlø
D
et lille gule hus ligger der, hvor grusvejen ender, og klitterne begynder. Det er godt gemt, man må et stykke
ind ad indkørslen for overhovedet at opdage det. Lyngen blomstrer på grunden. Ole Lemmeke står med
bare tæer i det åbne køkken, i en løs hvid skjorte, hvor kraven
står op. Han er ved at rette an med brød og oste, juice og »Herredets bedste kaffe«. Her er helt stille, bortset fra de bløde toner
fra en akustisk guitar. Det er den amerikanske guitarvirtuos Pat
Metheny, der spiller sagte fra en ghettoblaster på det lyse stuegulv.
VI ER I DEN 53-ÅRIGE skuespiller Ole Lemmekes sommerhus i
Odsherred. Eller hans hule, som han også kalder det. På den egn,
hvor han også er vokset op – hans forældre var plejehjemsforstandere i Nykøbing Sjælland.
Det er her, han forbereder sig til den forestående teatersæson.
Og der er nok at se til for skuespilleren, der fik sit gennembrud
som psykopat i »De efterladte« på Rialto Teatret i 1986 og siden
har spillet alt fra homoseksuel konge i »Edward II«, machomand
i film som »De nøgne træer« og »Den russiske sangerinde« til
Hitlers arkitekt Albert Speer på Aalborg Teater, ligesom mange
yngre nok vil forbinde ham med filmen »Nynne« og TV-serier
som »Rejseholdet« og »Forbrydelsen 2«.
Hele fem forestillinger skal Ole Lemmeke være med i det
næste år. I første omgang gælder det rollen som Herman Bang i
stykket »Bang & Betty«, der har premiere på Folketeatret 4. oktober. Og det er ikke kun inden i hans hoved, at forberedelserne til
rollen som den flamboyante forfatter og teaterinstruktør fylder
meget, efter han har læst alt af og om Herman Bang. Man kan
også se det i hans ansigt. I hvert fald har Ole Lemmeke groet et
kraftigt overskæg, der giver ham en vis lighed med Bang.
Efter »Bang & Betty« går det slag i slag. Allerede i november
skal Ole Lemmeke videre til Nørrebro Teater for at være med i
»Kan trolden tæmmes?«, og til januar giver han den som diktator sammen med Ina-Miriam Rosenbaum og Lars Knutzon i
Teater Grobs opsætning af »Stalins støvler«. I foråret næste år er
det Husets Teaters opsætning af Frédéric Sonntags »George Kaplan«, han skal spille med i, og endelig skal han spille Sheriffen af
Nottingham i Det Kongelige Teaters udgave af »Robin Hood« i
Ulvedalene næste sommer.
»Jeg er da nysgerrig og spændt,« siger Ole Lemmeke om udsigten til det stramme program.
Vi har sat os ved bordet på terrassen uden for huset, under
en stor hvid parasol. Han lader ikke til at være videre nervøs ved
tanken om de mange krævende roller, som venter.
»Jeg tager en dag ad gangen,« konkluderer han.
»Jeg har selvfølgelig en overordnet plan. Jeg bliver nødt til at
strukturere min tid utrolig meget. Men når man giver sig selv en
stram struktur, får man også en større grad af frihed. Hvis man
ved, at man skal nå det og det på det og det tidspunkt, kan man
også tillade sig at slappe af med det. Det er vigtigt, for hvis man
ikke kan slappe af i det, man laver, kan man ikke tildele sig selv
den frihed, der skal til for at få fat i kreativiteten,« forklarer han.
Her spiller sommerhuset en væsentlig rolle som refugium.
»For mig betyder fred og ro utroligt meget. For at kunne agere
på teatret har jeg brug for ro og for at være helt alene.«
Han bor til daglig på Frederiksberg med sin kone Una Arnbjørn, der er sociolog. Deres tvillingedøtre er netop flyttet hjemmefra. Alligevel er der ikke den samme ro i byen som i sommerhuset.
»Jeg har indimellem brug for at komme væk fra byen og være
et sted, hvor man kan være i fred og få ladet sine batterier op. Og
for mig er det være i naturen det perfekte sted. Jeg bevæger mig
meget og går lange ture, uanset om det regner, sner eller stormer.«
SELV OM HAN NU står over for en særdeles travl sæson, har han
ikke haft nævneværdigt meget teaterarbejde på det seneste.
»I de sidste par år begyndte jeg at lede efter, hvor begejstringen nu var henne. Jeg har tænkte meget over, om jeg i virkeligheden ikke skulle beskæftige mig med noget helt andet,« siger han
og tilføjer:
»Hvis du begynder at køre sur i det, må du stoppe op og vurdere situationen. Jeg har ganske enkelt vanskeligt ved at arbejde
med noget, jeg ikke synes, giver mening, og det gør det ikke, hvis
legen i det, jeg beskæftiger mig med, udebliver. Og så er det for så
12 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
blå bog
H Født i 1959.
Opvokset i Nykøbing Sjælland, hvor
hans forældre var
plejehjemsforstandere. Inden han blev
skuespiller fra Statens
Teaterskole i 1984,
læste han teologi et
par år. Gennembruddet som skuespiller fik
han med stykket »De
efterladte« på Rialto
Teatret. Har siden haft
roller på mange af de
københavnske teatre,
ikke mindst Det Kongelige Teater.
H Det bredere
folkelige gennembrud
kom med rollerne i
film som »De nøgne
vidt ligegyldigt, om jeg står på en scene, maler en væg eller laver
et godt måltid mad.«
At et job giver penge, er ikke nok i længden.
»Det er jo for de fleste sådan, at man skal tjene nogle penge for
at kunne betale sine regninger og få brød på bordet. Selv om det
i mange situationer er den egentlige årsag til at arbejde, skal du
altid lede efter at transformere denne egentlige årsag til et sted,
hvor legen og glæden er. Hvis ikke jeg kan finde legen i mit arbejde, vil jeg for alvor brænde ud. Og gør man først det, er det rigtig
svært at komme tilbage. Det er jo det, pauser handler om, at lave
nogle små mellemrum i dit liv for at finde ind til kreativiteten,«
siger Ole Lemmeke og uddyber, hvad der skal til, for at man kan
være kreativ.
»Du skal have dit eget sted, en oase, et stressfrit område. Så
skal du have god tid, og hvis ikke du har det, så tag det eller stjæl
det.«
Men det kræver også mod at stoppe op, siger Ole Lemmeke.
»Du skal turde være der i tomrummet, hvor der ikke sker
noget som helst, i et ingenmandsland, hvor du har sendt flinkeskolen og alle de rigtige holdninger til kaffepause. Og så skal du
være vågen. Måske, med streg under måske, dukker der så nogle
ideer, emner, billeder op. Og så skal du huske legen, den barnlige
glæde, humoren – alt det, som vi ikke ønsker i vores rationelle og
effektive verden. Legen, glæden, humoren – det uforbeholdne,
er det, der giver liv i livet.«
Det har ikke altid været lige let at finde ind til det sted. Særligt
ikke i årene efter Ole Lemmeke blev uddannet fra Statens Teaterskole i 1984, hvor alt det uden om scenen tog noget af glæden.
»Når jeg tænker på, da jeg var nyuddannet skuespiller, var jeg
egentlig ret uforberedt på alt det, som også fulgte med. Jeg var i
starten meget heldig og privilegeret, fik et stort gennembrud på
både teater og film, og rollerne væltede ind. Og samtidig var det
at være i det offentlige rum ret overvældende. Alt det, der handlede om anmeldelser, at give interviews, og at alle havde en mening om dig.«
Eller som han også udtrykker det: »Sceneskræk har jeg aldrig
haft. Det, jeg særligt som ung frygtede, var, når man bagefter
hængte masken på knagen og gik ud.«
Ole Lemmekes ubehag ved at agere i det offentlige rum er
nogle gange blevet misforstået, fortæller han.
»Jeg var ret sky, og nogle mennesker opfattede mig som meget arrogant. Jeg var vel bare enormt blufærdig og anede ikke,
hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det er faktisk noget af en disciplin at kunne afkode alle de mere eller mindre skjulte agendaer,
der findes blandt os mennesker – at kunne aflæse alle de masker,
der bæres.«
For som Ole Lemmeke ser det, spilles der – billedligt talt –
mere teater uden for scenen end på scenen.
»Jeg tror, jeg var bange for, at en maske, som ikke var mig,
skulle få overtaget, sådan at jeg en dag var blevet min egen skygge – akkurat som H. C. Andersen beskriver i sin novelle. Jeg prøvede at holde det ud i strakt arm, som om det ikke rigtig havde
noget med mig at gøre.«
træer«, »Himmel og
helvede«, »Magnetisørens femte vinter«
og »Den russiske
sangerinde«. Også
en lang række
danske TV-serier,
bl.a. »Rejseholdet«
og »Forbrydelsen 2«
har han spillet med i.
PICASSO
BASQUIAT
SCHIELE
KAHLO
NOLDE
DALĺ
KOONS
MIRÓ...
H Har desuden indtalt mange lydbøger
og har selv været
med til at stifte
lydbogsforlaget
Momo.
H Har tvilllingedøtre
på 20 år. Bor med sin
kone Una Arnbjørn
på Frederiksberg.
DET AT VÆRE KENDT har han derfor aldrig jagtet – selv om
han med hovedroller i film som »De nøgne træer« og »Himmel og helvede« fik stjernestatus herhjemme og er blevet
hædret med alle de store skuespillerpriser, ligesom han i 2008
blev slået til Ridder af Dannebrog.
»Det er ikke i det at blive kendt, næringen ligger. Det er kun
tomme kalorier,« forklarer han.
»I virkeligheden bliver man aldrig set, som den man er. Det,
folk ser, er deres projektion, deres egen overførsel af de billeder, de selv rummer. Hvis man tror andet, får man brug for
hjælp i det lange løb.«
For ham handler det at være skuespiller om noget helt andet.
»Jeg har altid været fascineret af det at fortælle historier og
finde ud af, hvad der foregår inde bag masken.«
Men med alderen har han lært at slappe mere af med alt
det, der følger med skuespilfaget.
»Det at være blevet 50, tror jeg, er det bedste, der er sket for
mig. Det er som om, jeg kan være mere mig selv nu. Jeg behøver ikke at kæmpe eller forsvare mig selv og gå ud og være en
kriger. Jeg er, som jeg er. Jeg har været meget tyndhudet, grænsende til det småhysteriske. I virkeligheden ville jeg beskytte
mig selv, men havde ikke rigtig redskaberne til det.
Det har jeg fået nu,« siger han og tilføjer:
»At blive ældre er simpelthen vidunderligt. Jeg glæder mig
også til at blive 60 og forhåbentlig også 70, 80 og 90. For det bliver mere klart, hvad der betyder noget, og hvad der ikke betyder noget. Det bliver klart, hvad jeg har lyst til, og hvad jeg ikke
har lyst til.«
OLE LEMMEKE kommer i tanke om, at han også har købt
kage. Han henter den og noget danskvand, han selv har lavet.
Vi er tilbage ved det med nu at skulle spille med i fem forestillinger efter at have holdt pause fra scenen. For det handler
også om lyst. Hvad der præcis har gjort, at han har har fundet
begejstringen igen, ved han ikke, men rollerne, han er blevet
tilbudt, har gjort ham nysgerrig. Og nysgerrighed er ligesom
legen noget af det, der driver Ole Lemmeke.
Men han er heller ikke bleg for at indrømme, at det også
spiller ind, at han igen er blevet efterspurgt som skuespiller.
»Sådan er det jo, nogle gange er man på, og andre gange er
man ikke. Nogle gange kan man bruges, og andre gange kan
man ikke. Nu har jeg jo været i branchen i snart 30 år, men jeg
synes da stadig, det er lidt pudsigt, det med hvornår man er in,
og hvornår man er out.«
Men det passer Ole Lemmeke fint, at han i perioder kan
gemme sig i sit sommerhus.
»Det er i mellemrummene, det sker. Som Bernstein sagde:
Det er pauserne, der giver musikken. Det bliver en form for kit,
at man har de frirum. Det er mange gange det, der sætter tingene sammen for mig.« B
Med støtte fra
Hovedsponsor for Louisiana
Egon Schiele: Selvportræt med påfuglevest, 1911.
Gouache. Ernst Ploil, Wien
14.09 2012
13.01 2013
DEN ORIGINALE ENGELSKE LONDON OPSÆTNING
ER TILBAGE I DANMARK!
Gæt og vind. Når du svarer, deltager
du i lodtrækningen om 3X2 billetter
til »Skammerens datter« på Østre
Gasværk Teater og 3X2 billetter til
»Love Never Dies« på Det Ny Teater.
Teaterquiz
Foto: Keld Navntoft
Foto: Natascha Rydvald
1
Hvilken berømt forfatter er den
mandlige hovedperson i P.O. Enquists »Tribaderns nat«, som i efteråret
spiller på Betty Nansen Teatret med
Flemming Enevold og Paprika Steen?
Foto: Søren Meisner
a) Aids-krisen i midten af 1980erne
b) 9/11 2001
c) Mordet på John F. Kennedy 1963
5
a) Henrik Ibsen
b) August Strindberg
c) P.O. Enquist
Hvilket københavnsk teater ligger på
adressen Østerfælled Torv 37?
a) Husets Teater
b) Østre Gasværk Teater
c) Republique
2
Denne ordløse, Reumert-vindende
actionkomedie skal nu igen spille
på Republique, men også den store
verden har bud efter den. Hvad hedder
forestillingen?
6
Hvilken TV-julekalender er udgangspunktet for Folketeatrets juleforestilling på Store Scene?
a) »Jul i Gammelby«
b) »Jul på Slottet«
c) »Nissebanden i Grønland«
a) Blam!
b) Kapow!
c) Zonk!
3
Hun er på rekordtid blevet en
komet på den danske teaterhimmel med forestillinger som »Den unge
Werthers lidelser«og »Hvid magi«.
Hvad hedder den unge instruktør?
7
Hvilken populær fantasyforfatter har
skrevet romanforlægget for den stort
anlagte musikforestilling »Skammerens
datter« på Østre Gasværk Teater?
a) Josefine Ottesen
b) Jim Lyngvild
c) Lene Kaaberbøl
a) Line Paulsen
b) Elisa Kragerup
c) Maria Walbom Vinterberg
8
4
»Engle i Amerika« hedder den moderne klassiker, som Betty Nansen
Teatret spiller på Edison. Hvilket nationalt traume er omdrejningspunktet for
stykket?
Hvem er teaterchef på Nørrebro
Teater?
a) Pia Jette Hansen
b) Signe Birkbøll
c) Kitte Wagner
Berlingskes Teaterquiz.
Svarene på spørgs-målene 1- 8 er (skriv bogstav ud for tallet)
GIGANTIUM, AALBORG
7.-10. MARTS - 2013
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
Adresse:
Postnr.;
FORUM, KØBENHAVN
By:
Tlf.
E-mail
12.-17. MARTS - 2013
FORUM HORSENS, HORSENS
19.- 24. MARTS - 2013
19.
BILLETNET.DK
B
BI
BILL
BILLETNET.
IILLETNET
LLET
LLL
ETNE
ET
ETNET
NETT.DK
NE
K · 7015
701
0 5 6565
6565 · POST
POST DANMARK
DANM
DA
ANMARK
NMAR
NM
ARK
AR
K
WWW.LIVENATION.DK · WWW.WEWILLROCKYOU.CO.UK
WWRY 123-5X344 indd 1
1.
Navn:
29/08/12 13 32
Send kuponen til Berlingske, Pilestræde 34, 1147 København K. Mærk
kuverten »Teaterquiz«. Kuponen skal være os i hænde senest 1. oktober 2012. Vinderne får direkte besked. Det er også muligt at svare på
quizzen på nettet på adressen b.dk/teaterquiz.
Rundbordssamtale. Teater
Grob leverer stof til både
eftertanke og lattermuskler i
komedien »Børn er dumme«.
Men hvordan oplevede holdet
bag forestillingen deres egen
folkeskoletid? Og hvad skal vi
stille op med skolen i dag?
Slip
lærerne
fri
Af Louise Kidde Sauntved
// [email protected]
Foto: Søren Bidtsrup
F
PER SCHEEL-KRÜGER: »Jeg var med på holdet, der mobbede
de svage lærere. Det var alt fra at lægge tegnestifter på stolen, kaste med ting eller blive ved med at spørge om noget og forstyrre.
Jeg var en rod, men det var også en måde at overleve.«
F
SARAH BOBERG: »Jeg var sådan en, der stillede rigtigt mange
spørgsmål og var irriterende. Jeg havde gået på en lilleskole, hvor
jeg havde lært at diskutere, så jeg mente ikke, at det, lærerne
sagde, nødvendigvis var rigtigt. Jeg var nok en pestilens nogle
gange.«
F
SIMON STENSPIL: »Jeg mobbede ikke lærerne, men eleverne
imellem – er du sindssyg. Når det havde været snevejr, skulle
man ikke gå udenfor. Så længe der var en klasse over en, så skulle
man bare trynes! Der var en dreng i min klasse, som blev drillet
og fik 8.000 lammere hver dag. Han må have haft en blå skulder i
otte år af sit liv, tror jeg. Sådan var det bare.«
F
PER SCHEEL-KRÜGER: »Ja, nogle gange var timerne et helle,
og så skulle man ud i det der stressende frikvarter og kæmpe.«
F MADELEINE RØN JUUL: »Jeg kan ikke huske, at jeg var streng
i skolen, men jeg kan huske, at jeg havde en stor følelse af uretfærdighed over, at der var nogle lærere, der bare kunne stå og bestemme.«
F
KIRSTEN LEHFELDT: »Jeg er med på tresservognen, og jeg har
mange gode minder. Men det var ikke rart for de børn, der var
ordblinde, for de blev betragtet som dumme og blev sat i specialklasse. Der var meget stor klasseforskel.«
F
bange for, fordi hun engang hoppede fra gulvet og op på mit
bord, mens hun råbte ad mig på tysk. Jeg tror i virkeligheden,
alle har haft alle arketyperne – den unge lærer, der er energisk
og cool, dansklæreren, der er virkelig nederen, og tysklæreren,
der er bims.«
F SARAH BOBERG: »Jeg havde en fantastisk lærer, der virkelig
satte en ære i at være sammen med børn, og det kunne man
mærke. Men der er også de lærere, der slet ikke kan finde ud af
at kommunikere med børn. Som i virkeligheden slet ikke kan
lide at være i det rum. Og det gør så enten, at man bliver bange
for dem eller mobber dem.«
F
ÔZLEM SAGLANMAK: »Jeg gik i skole på ydre Nørrebro i et
socialt belastet kvarter, og havde en fantastisk klasselærer, der
virkelig var en redning på en skole som vores, hvor der var rigtigt mange lærere, der ikke rigtigt forventede noget af eleverne
eller satte dem i bås som den dygtige eller den frække eller den
svage, alle hakker på.«
F
KIRSTEN LEHFELDT: »Jeg tror i virkeligheden, alle mennesker godt kan lide, at der bliver stillet krav. Hvis der ikke bliver
forventet så meget, så sætter det en i en offerrolle.«
F
ÖZLEM SAGLANMAK: »Jeg har hørt mange historier om
folk, der har et eller andet problem med, hvem de selv er, og
hvad de ikke kan, og det stammer hver gang fra en lærer, der
har sagt ’Nå, du er sådan en, der ikke kan det og det’. Og så tager
de det på sig og tænker hele livet: ’Jeg er sådan en, der ikke kan
det og det’. Det er meget sårbart.«
F
MADELEINE RØN JUUL: »Jeg gik i skole i tresserne, hvor vi
skulle lære salmevers udenad og man godt måtte slå – det skete
dog ikke så tit. I 5. klasse blev man delt op i A for ’almen’ og B for
’boglig’, og man skulle helst ikke i A. Men noget af det sidste, jeg
oplevede, var, at der kom en børneteatergruppe og spillede for
os, og det var guderne, der steg ned fra himlen. Der var virkelig
noget, der åbnede sig for mig der.«
MADELEINE RØN JUUL: »Samfundet betror lærerne at opdrage vores børn, det dyrebareste vi har, til demokrati, der er
det vigtigste i vores samfund. Og det skal de her underbetalte
og totalt overstressede mennesker, der ved hvert regeringsskift
får kastet en ny reform i hovedet, klare. Det er fuldstændigt
urimeligt.«
F SIMON STENSPIL: »Jeg gik i skole i halvfemserne, og fik eks-
ÖZLEM SAGLANMAK: »Min mor var lærer, og jeg har nok
altid lidt idealistisk tænkt, at det kunne jeg måske også godt.
At det kunne være fedt at være med til at forme nogen og inspirere og få dem til at blomstre. Men hold kæft, hvor er der meget
udenom selve undervisningen. Bare hele det politiske cirkus...«
traundervisning og hele møllen, fordi jeg var herredårlig til at
læse og skrive... men jeg var ret god til at gætte. Jeg staver stadig
som en brækket arm! Og så havde jeg en tysklærer som jeg var
20 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
F
CRAZY CH RISTMAS
CABARET 2012
vivienne m c kee'S
with
david bateson
norman bates
dr. bent van helsingor
bennet thorpe
andrew jeffers
Julie Steincke
henrik Lund
Y
STILL CRAZ
AFTER
30 YEARS!
design
kirsten brink
Børn er dumme.
Teater Grob
Til 20. oktober.
Iscenesættelse:
Madeleine Røn Juul
(stående til venstre)
Dramatiker: Anna Bro
(stående til højre)
Medvirkende: Sarah
Boberg, Kirsten Simon
Stenspil, Simon Stenspil
(siddende)Özlem Saglanmak og per scheelKrüger (stående).
F
SARAH BOBERG: »Man har lyst til at bukke sig i støvet for
de mennesker, der gør det af lyst og overbevisning.«
F MADELEINE RØN JUUL: »Ja, giv dem mere i løn!«
F SARAH BOBERG: »Et er, at de skal deale med børnene og
samfundet og nye regler, men de skal også stå model til forældre, der har alverdens krav til deres børn. Men der er en lærer
til 25 børn, så du kan ikke forvente, at de kan passe dem på den
måde. Jeg synes, man skal give lærerne lov til at være lærere, for
det er det, de kan. Giv dem plads til at undervise og fordybe sig
i det.«
F
KIRSTEN LEHFELDT: »Men bare at skulle se potentialet i
et barn, og give det mod og lyst, når der er så mange børn i en
klasse, det må være fuldstændig kaotisk...«
F
SIMON STENSPIL: »Jeg har en kammerat, der er i gang med
at læse til matematiklærer og idrætslærer, ud fra en ide om, at
der er nogen, der er pissedygtige til matematik, men ikke så
dygtige til fodbold, og omvendt. Børn kan noget forskelligt. Og
måske kan man så prøve at lave regnestykket med fodbolde eller mål til en fodboldkamp. Det har jeg stor respekt for.«
F
PER SCHEEL-KRÜGER: »Den ideelle skole må være en, der
kan favne alle. Hvor der er plads til, at alle bliver stimuleret, udfordret og udviklet. Og så skal der være noget nærvær.«
F ANNA BRO: »Men forældrene skal også øve deres unger i at
være i rum med andre. Det kan ikke kun være lærernes ansvar.
I sommer sejlede jeg til en ø med min bror og hans kæreste,
der er lærere. På turen derud sad en far, en mor og deres børn
med deres iphones tændt og spillede i et rum med en masse
mennesker, og på vejen hjem satte en mor høj musik på sin
søns laptop. Begge gange var det søde mennesker, der skruede
ned med det samme, da vi bad dem om at dæmpe sig. Men jeg
tænkte ’Gud, de laver et socialt handicappet barn. For folk vil
blive så irriterede på ham ude i verden.’ Så grinede min bror og
hans kæreste og sagde ’Prøv at forestille dig, hvordan det er, når
der er 20 børn, der sidder sådan’.« B
GL ASSAL EN TIVO LI
NOVEM B ER 1 3TH 20 1 2
J A N UARY 1 2TH 2013
T I C K E T S : 3 3 1 5 1 0 1 2 O R B I LLET LUGEN.D K
30 YEAR ANNIVERSARY SHOW
WWW.LONDONTOAST.DK
Interview. Thomas Vinterbergs
stykke »Kollektivet« trækker
på hans egen opvækst i et hus,
hvor festen forstummede og
sammenholdet svandt i takt
med, at verden skiftede farve fra
rød til blå. På Burgtheater i Wien
har publikum både grædt og
grinet. Nu bliver stykket sat op
på Det Kongelige Teater.
Der var engang
nogle glade
mennesker...
Af Birgitte Rahbek // [email protected]
Foto: Erik Refner // [email protected]
T
homas Vinterberg voksede op i et kollektiv nord for København. Huset var fyldt med intellektuelle flippere, og
han husker det som et varmt, frit og lidt skørt sted. I begyndelsen udviklede aftensmåltiderne i kollektivet sig
til små fester flere gange om ugen. Og solidaritet var et ideal.
»Der var en mand i mit hus, som i 1975 foreslog, at alle skulle
betale husleje efter evne – altså vægtet i forhold til indkomst.
Selv tjente han væsentligt mere end de andre voksne i kollektivet, så hans egen husleje steg betydeligt. Sådan var det. Det var
nogle mennesker, som troede på fællesskabet, og som var parat
til at gå hele vejen,« siger Thomas Vinterberg.
Ti år senere – i 1985 – var ånden en anden.
»Det var det samme hus og det samme køkken, men nu var
det mere noget med, at der rundt om spisebordet sad tre familier, som nok mest boede der, fordi de helst ikke ville af med haven,« fortæller Thomas Vinterberg.
Forestillingen »Kollektivet«, som får premiere på Det Kongelige Teater til oktober, tager udgangspunkt i Thomas Vinterbergs
egen opvækst. Stykket handler om Erik, der arver en villa efter
sin far. Sammen med kæresten Anna beslutter han at starte et
kollektiv i huset. Da Erik indleder et forhold til en anden kvinde
og insisterer på, at hun skal flytte ind, uden at Anna af den grund
behøver at flytte ud, bliver kollektivet sat på en prøve, og Erik og
Annas datter må træffe nogle smertefulde beslutninger.
»Det er ikke et stykke om mit kollektiv. Det er noget andet
nu. Det er blevet til fiktion. Vi har opfundet en masse ting, som
intet har at gøre med det sted, hvor jeg voksede op, men det er alligevel stof, som er forankret i min opvækst. Det er en fortælling
om skilsmisse, sammenhold og tabet af kærlighed i perioden
fra 1975 til 1985. Det skildrer et parforhold og et hus, der går i opløsning, og en verden, der skifter farve fra rød til blå. Stykket forsøger at lade være med at grine af 1970erne og komme ind til en
eksistentiel konflikt om at dele eller ikke at dele.«
22 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
AT THOMAS VINTERBERG overhovedet har bevæget sig ind
i scenekunstens verden, skyldes en insisterende teaterchef på
det kunstnerisk ambitiøse og ressourcerige Burgtheater i Wien,
som efter flere forsøg overtalte Thomas Vinterberg til at afprøve
sit materiale på scenen i Wien. Filminstruktøren ynder at sige, at
han først sagde ja, da han fandt ud af, hvad han ville få i løn.
»At skulle skaffe penge til familien kan være en meget stærk
kreativ motivationsfaktor, men jeg sagde også ja, fordi jeg er dybt
afhængig af at være på tynd is. Repetitioner minder mig om, at
jeg skal dø. Når man gør tingene, som man plejer, så er man ved
at blive gammel – også rent kunstnerisk. Hvis man derimod placerer sig et ukendt og udsat sted, så er man tvunget til at være vågen, ydmyg og fandenivoldsk.«
Thomas Vinterberg kendte intet til teaterproduktion, da han
satte det første stykke op på Burgtheater for to et halvt år siden.
Det var forestillingen »Begravelsen« – en fortsættelse af hans
film »Festen«. Hans anden forestilling på scenen i Wien blev
»Kollektivet«, selvom det egentlig var meningen, at han skulle
have arbejdet med et eksisterende stykke. Forinden havde Thomas Vinterberg i årevis overvejet at lave en film om kollektivet,
og det fortalte han teaterchefen under en samtale en lille måned
før prøvestart. Han blev fyr og flamme, mens Thomas Vinterberg selv afviste at realisere idéen med henvisning til, at det ville
han umuligt kunne nå.
»Men teaterchefen sagde bare: ’Can I please ask you to be a bit
more kamikaze, Thomas?’ Og så lykkedes det faktisk at få skrevet 60 sider på tre uger,« fortæller instruktøren, som har skrevet
stykket sammen med Mogens Rukov.
Mens Thomas Vinterbergs film er resultatet af flere års forberedelser, er teaterstykket »Kollektivet« resultatet af øjeblikkets
kunstneriske indskydelser.
»Det var vildt angstprovokerende for mig at møde op uden
en færdig tekst. Det lammede mig, men teaterlederen havde en
idé med det. Han ville have mig ud af mit beskyttede og velforberedte virke. Han sagde: ’Jeg er ligeglad med, om det bliver godt.
Jeg er ligeglad med, hvordan det bliver anmeldt. Men jeg vil have,
at du kommer hver dag og er åben. At du tillader dig selv at være
kunstner og at mærke ting og få indskydelser.’ Og det var den fedeste udfordring, som jeg har fået, siden jeg lavede dogmefilm.
Det der med at give fuldstændig slip og hengive sig til nuet og de
mennesker, som står foran en. Det var virkelig en formidabel oplevelse – især set i bakspejlet.«
For i begyndelsen var det med Thomas Vinterbergs egne ord
»virkelig ubehageligt« at stå over for skuespillerne med et halvfærdigt manuskript ved prøvestart.
»Burgtheater er et fuldstændig fantastisk teater med omkring
100 fastansatte skuespillere, som spiller tre repertoireforestillinger ad gangen. De er i så skarp træning – jeg aldrig har prøvet
Ø
BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012 / ALT OM TEATER / 23
2QVWRU IUH O¡U RJ V¡Q %LOO RJ GHWQ\WHDWHUGN
Thomas
Vinterberg
$QGUHZ /OR\G :HEEHUV
HIWHUI¡OJHU WLO
7KH 3KDQWRP RI WKH 2SHUD
H Født i 1969.
H Søn af skribent og anmelder Søren Vinterberg
og afspændingspædagog
Ingerlise Vinterberg.
Voksede op i et kollektiv,
som forældrene forlod
i forbindelse med deres
skilsmisse, mens han
selv efterfølgende blev
boende et stykke tid.
H Uddannet filminstruktør fra Den Danske
Filmskole.
H Har lavet filmene
»Drengen der gik baglæns« (1994), »De største
helte« (1996), »Festen«
(1998), »It’s All About
Love« (2003), »Dear
Wendy« (2005), »En
mand kommer hjem«
(2007), »Submarino«
(2010) og »Jagten« (2012)
samt teaterstykkerne
»Begravelsen« og »Kollektivet«.
H Er tilknyttet Burgtheater i Wien, hvor hans
næste stykke får premiere nytårsaften.
Ø
‹58* noget lignende. Men de er også meget anderledes end danske
skuespillere, og de stiller krav på en helt anden måde. De danske skuespillere er meget civiliserede. Det skal ikke hedde sig,
at man er en dårlig kollega. Det er de sgu ligeglade med i Wien.
De er alle sammen førsteviolinister, og de vil have nogle replikker. Hvis de får for få replikker, bliver de sure.«
Det første udkast fokuserede på Eriks familie i kollektivet,
og til den allerførste læseprøve bredte blegheden sig blandt
skuespillerne. Nogle af dem rejste sig skødesløst, men demonstrativt og gik lidt udenfor undervejs. Efter prøven ringede
Thomas Vinterberg til teaterlederen og spurgte, om de ikke
bare skulle finde nogle andre skuespillere.
»Men han sagde: ’Nej, sådan fungerer det ikke her på teatret. Publikum vil gerne se dem. Det er deres teater, og du er
deres gæst, og du må bare skrive nogle replikker til dem.’«
Så det gjorde han. Og stykket blev på flere måder en succes.
Publikum både grinte og græd, anmelderne var ovenud begejstrede, og Thomas Vinterberg selv så et potentiale i materialet.
»Da jeg så premieren på »Begravelsen«, stod det meget klart
for mig, at den historie ikke skulle blive en film. Den historie
er så hård, at jeg ikke ville magte at lave den. Da jeg så »Kollektivet« havde jeg den modsatte oplevelse.«
6NDQGLQDYLHQVSUHPLHUH RNW
.¡E ELOOHWWHU QX
RJ In GH EHGVWH SODGVHU
6H RJ K¡U PHUH Sn ZZZGHWQ\WHDWHUGN
DET ER FØRSTE GANG, Thomas Vinterberg har arbejdet
med en fortælling, som tager udgangspunkt i hans eget liv, og
han har fulgt den klassiske formel med, at det godt må være
personligt, men ikke privat.
»Når ting bliver private, opstår en form for censur og moralsk forpligtelse, for så er der jo nogle mennesker, som man
ikke vil gøre kede af det. Hvis det bare er personligt, kan man
gå hele vejen og være skamløs. Når jeg skaber karaktererne
fra bunden, så tager det enormt lang tid at få liv i dem. Det er
noget med at sidde og skrive historier om deres fortid og hvad,
der har gjort dem til dem, de er. Da jeg arbejdede med »Kollektivet« havde jeg en bund. Jeg har brugt forskellige anekdoter
og besynderlige karakteristika, som jeg så har blandet sammen med fiktion.«
I Thomas Vinterbergs kollektiv var der eksempelvis en fyr,
som ryddede op ved at samle al rodet og brænde det på et bål.
»Jeg mistede selv mange nye, lækre gummisko på den konto. Han var ikke ondskabsfuld, han var et meget kærligt men-
C
L
A F È
I V A
P R Æ S E N T E R E R
0. okt
12. sept - 2
- en cabaret i
panikalderen
v.
t. & 1.-3. no
23. - 25. ok
neske. Han var bare pragmatiker – og den slags småting har jeg
brugt som krydderi.«
En anden mand fra kollektivet mindede under et møde i nyere tid Thomas Vinterberg om, at han blev smidt ud af kollektivet under punktet eventuelt.
»Der var blevet holdt et langt husmøde, og da de nåede til
eventuelt, blev han stemt ud. Det er en grum skæbne, som faktisk er ret morsom.«
MENS THOMAS VINTERBERG instruerede »Kollektivet« på
scenen i Wien, bliver det skuespilchef Emmet Feigenberg, der
står for instruktionen af de danske skuespillere. Thomas Vinterberg er ikke umiddelbart interesseret i at arbejde på et dansk
teater.
»I hvert fald ikke lige nu. Lige så afslappet et forhold jeg har
til publikum og presse i Wien, lige så sygt og anspændt et mit
forhold til det herhjemme. Det er som ens sure familie, der kender alle vittighederne. Der er ingen nåde her.«
Thomas Vinterberg betragter Burgtheater som sit laboratorium.
»Det er fantastisk for mig at kunne rejse derned og ikke være
belastet af at være Thomas Vinterberg. Det er ligesom mit lille
helle, og så er det samtidig mit motionsrum. Jeg får virkelig produceret noget og arbejdet med nogle skuespillere. Når jeg laver
film, møder jeg jo kun skuespillerne hvert andet år. Nu møder
jeg skuespillere hele tiden, og jeg skriver hele tiden, og det føles enormt godt, fordi der på et tidspunkt var et meget massivt
pres på mig i forhold til det at lave film. Og det var nok også derfor, at det blev sværere og sværere for mig. Det pres er ophævet,
fordi jeg nu bare skal bare aflevere nogle forestillinger, og så er
det blot at sætte sig ned og skrive.«
Mens »Kollektivet« spiller i Danmark, arbejder Thomas Vinterberg på den næste forestilling til Burgtheater i Wien, som får
premiere nytårsaften på teatrets største scene. Stykket er en fejring af alkohol.
»Livet kan løfte sig, når man drikker. Store bedrifter i verdenshistorien er blevet gennemført af store personligheder i
kæmpe branderter. Man kan ikke afvise, at livet bliver større
med alkohol – samtidig dør man af det, men den historie hører
vi hver dag. Den anden historie hører vi ikke så tit.« B
0. dec
21. nov - 2
2
Billetbestilling 33 16 10 26 eller [email protected]
www.cafeliva.dk Det var LIVA der manglede!
Interview. Christian Lollike
forsøger at forstå dem, andre
ikke har lyst til at røre med
en ildtang. I sit nye stykke
»Manifest 2083« gælder det den
norske massemorder Anders
Behring Breivik.
Dem de
andre ikke
vil lege med
Af Jeppe Bangsgaard // [email protected]
Foto: Linda Henriksen // [email protected]
O
m aftenen 18. januar i år sendte Christian Lollike en sms til bestyrelsesformanden for CaféTeatret. I den fortalte dramatikeren, at han
dagen efter i pressen ville præsentere sin forestilling »Manifest 2083« med udgangspunkt i det 1.500 sider lange manifest, som Anders Behring Breivik, manden
bag det koldblodige massedrab på Utøya, havde skrevet.
Han tilføjede, at der var nogle, der mente, at det kunne udløse stærke reaktioner.
»Men det tvivler jeg nu på,« noterede Lollike i sms’en.
Den tvivl blev i den grad gjort til skamme, da Radioavisen kl. 6.30 dagen efter bankede ham op for en kommentar, og en debat, som sjældent er set mage i kulturlivet, blev
sat i gang. Historien gik verden rundt, selv i Kasakhstan
rapporterede medierne om sagen. Pårørende til de dræbte mente, det var uanstændigt at gøre de tragiske hændelser til teater, andre beskyldte Lollike for at være talerør for
den norske massemorder, og generalsekretæren for Norske Dramatikeres Forbund, Pål Giørtz, udtalte, at: »Lollike
har tydeligvis ikke forstået, hvilket nationalt traume disse
terrorhandlinger har været for Norge.«
»Jeg kunne godt regne ud, at der ville komme reaktioner på det. Men jeg havde aldrig troet, at det ville blive så
voldsomt,« fortæller Christian Lollike om forløbet, da
Berlingske møder ham på CaféTeatret til en snak nu, hvor
forestillingen er blevet virkelighed og får premiere på CaféTeatret 11. oktober.
MEN MÅSKE BURDE HAN ikke have været så overrasket.
For den er næsten sikker hver gang: Når Christian Lollike
kommer med en ny forestilling, bliver der ballade. Ofte
handler det om, at den 39-årige dramatiker, instruktør
og teaterchef prøver at forstå dem, der gør så forfærdelige
ting, at det ellers er overordentligt svært at begribe.
I stykket »Dom over skrig« fra 2004 handlede det om
gerningsmændene i sager om gruppevoldtægt. Lollike
stillede det kontroversielle spørgsmål: Er der noget basalt
menneskeligt i lysten til voldtægt? Det fik DFs daværende
26 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
5
kulturordfører Louise Frevert til at udbede sig en forklaring
hos den aktuelle kulturminister Brian Mikkelsen på, hvorfor
den slags teater dog får støtte.
Året efter var det terroristerne, der stod bag angrebet på
USA 11. september 2001, Christian Lollike forsøgte at trænge
ind i hovederne på med forestillingen »Underværket – the remohammed-ty show«. Det blev af nogle tolket som om, han
forsvarede terrorisme.
MEN SELVOM DET måske kunne lyde sådan, har Christian
Lollike aldrig været ude på at provokere.
»Provokationen er ikke en drivkraft i sig selv. Provokation
er for mig relateret til dumhed, og jeg synes egentlig, at jeg i det,
jeg laver, altid forholder mig ret analyserende,« siger han og tilføjer om sin motivation som dramatiker:
»Men lige så snart, at folk siger: Det her kan man ikke, eller
det her vil vi ikke beskæftige os med, eller det her er umenneskeligt, så har det en magnetisk tiltrækning på mig. Så vil jeg
hen og se, hvad det er, tabuiseringen dækker over. Jeg vil stå i
det sted og mærke, hvad det er for noget.«
Derfor prøver han at leve sig ind i alt fra voldtægtsmænd til
terrorister.
»Jeg leder hele tiden efter anderledes måder at forstå de
frygteligste ting på. Især de sager, hvor vi er hurtige til at blive
enige om, at han er sindssyg, og at det ikke har noget med os at
gøre.«
Hvorfor er det overhovedet vigtigt at forstå f.eks. Breivik?
»Hvis vi skal blive klogere på, hvad der får en temmelig normal mand til at handle, som han gør, er vi nødt til at prøve at
sætte os i hans sted.«
Christian Lollike tænker sig lidt om og tilføjer:
»Jeg vil ikke sige, at det er en demokratisk pligt, men det er
en stor egenskab ved det at være menneske, at man kan sætte
sig i det allermest fremmedes sted. Det er noget af det, kunstens rum kan tillade og give mulighed for.«
Men han erkender, at det, at han bruger virkeligheden i sit
teater, støder nogle.
»Vi synes, det er helt ok, når det er Batman-filmen, det drejer sig om, for så er vi enige om, at det er fiktion, men i det øjeblik man tager fat i en, der lever og har skabt sorg for andre, bliver det mere kompliceret. Hvis man tager fat i en tragedie som
22. juli, er det afgørende, at man gør det på en måde, som man
mener kan generere ny viden og erkendelse.«
Lollike har sammen med skuespilleren Olaf Højgaard, der
er ene mand på scenen, fulgt Breivik-sagen tæt og endda været
i Oslo for at se retssagen i Tinghuset. Men hvordan har det så
været at forsøge at forstå en mand som Breivik over så lang tid?
»Forestillingen handler om at gå ind i Breiviks univers og
forestillingsverden. Det har været meget krævende. Jeg synes,
det var hårdt bare at læse de 1.500 sider. Men siden 11. september er det den mest skelsættende tragedie, der er sket, så den
kan jeg ikke holde op med at interessere mig for.«
Hvorfor skal det være teater?
»Teatret er den måde, jeg arbejder med at prøve at forstå,
hvad der foregår i vores samfund og kultur. Det er min måde at
finde en form for mening.«
Til spørgsmålet om det ikke er for tidligt i forhold til de
pårørende, siger Lollike: »Det hensyn synes jeg må vige, ikke
mindst i en dansk kontekst. Diskussionen om vores forestilling var ude af proportioner. Vi taler om en forestilling, der
spiller i en kælder på CaféTeatret. Det er ikke en Hollywoodproduktion, og målet er ikke at skabe et underholdningsprodukt.«
Medierne er blevet kritiseret for med deres massive dækning at gøre os følelseskolde. Bidrager dit stykke ikke til det
overload?
»Nej, jeg tror, en teaterforestilling vil have den modsatte effekt. Det er noget af forestillingens berettigelse. Folk er blevet
præsenteret for så mange brudstykker gennem medierne, og
det er altid de mest groteske brudstykker. Det er det, folk sidder tilbage med. I det lys synes jeg, det er fornuftigt at forsøge
at lave en form for sammenhængende fortælling ud af det her,«
siger Christian Lollike og tilføjer:
»Uanset om man synes, forestillingen er dårlig eller god, så
tror jeg ikke, den kan undgå at gøre folk klogere.« B
NSKE
DA
NYE
»Bang & Betty«
Folketeatret, Hippodromen
4.oktober - 12. november
olketeatret fik sidste år en gedigen succes med sit stykke om
Karen Blixen. Nu lader den Reumertvindende dramatiker Jakob Weis
en anden forfatter, Herman Bang,
møde skuespillerinden Betty Nansen.
Førstnævnte spilles af Ole Lemmeke,
mens Cecilie Stenspil er Betty Nansen.
F
»Diva min«
Teater V, Valby
28. oktober - 11. november
an er flittig, Jakob Weis, for til
Teater V i Valby har han skrevet
dette drama om en stor kvindelig
skuespiller, der opsøges på hotelværelset af en mystisk ung mand.
Karen-Lise Mynster og det nye talent
Jens Frederik Sætter-Lassen møder
hinanden i »en intim sansemættet
gyser«.
H
»Tankens kraft«
CaféTeatret
Til 6. oktober
ads Mazanti Jensen har begået
en ny satirisk komedie, der går
i flæsket på alle de mange politiske
paroler om innovation, vækst og globalisering som alfa og omega. Scenen
er Københavns nye superuniversitet,
hvor en ung studerende møder teknokratiet.
M
»Ødipus på Kreta«
Aalborg Teater, Transformator
22. september - 24. oktober
New version of old motherfucker« kalder Aalborg Teater
den unge dramatiker Lykke Maj
Jakobsens genskrivning af Sofolkles’
gamle græske tragedie om Ødipus.
Nu er titelfiguren på charterrejse på
Kreta - hvor fortiden indhenter ham.
»
»Hovedløs sommer«
Det Kongelige Teater, Lille Scene
29. december - 9. februar
rling Jepsen dramatiserer sin egen
groteske roman om landlig familieidyl, der viser sig at være alt muligt
andet - naturligvis med effektiv underminering af virkeligheden. Ellers
ville det jo ikke være Erling Jepsen.
E
»Manifest« spiller på CaféTeatret 11. oktober - 14. november.
BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012 / ALT OM TEATER / 27
5
D
ME
MUSIK
»Hey Jude«
28. december - 15. januar
ikolaj Cederholm og Brdr. Hellemann fortsætter, hvor de slap
med Beatles-teaterkoncerten »Come
Together.« Nu i samarbejde med
Nordisk Film i nye og større omgivelser i Forum med de 4.200 pladser og
med stjernenavne til at genfortolke de
kendte klassikere.
N
Gys og romantik
i metermål
Musical. Helt ny scenografi og 188 nye, overdådige
kostumer med tilhørende hatte og parykker skal
gøre Det Ny Teaters opførelse af Andrew Lloyd
Webbers »Love Never Dies« til en unik oplevelse.
»Skammerens datter«
Til 11. november
ene Kaaberbøls fantasysucces om
skam, mod, kærlighed – og onde
drager – bliver en stor, nyskrevet,
musikalsk familieforestilling på Østre
Gasværk Teater. Blandt de rollehavende
er Amalie-Marie Nybroe Fjeldmose og
Simon Mathew.
L
»Cirkus Fantastica«
13. september - 16. december
rækken af teaterkoncerter over kendte
sangkataloger er turen nu kommet
til Sebastian. Rolf Heim – manden bag
fremragende forsøg i genren med både
Nick Cave og Leonard Cohen – sætter
sangene og bl.a. Tammi Øst, Ole Thestrup, Peter Belli og Sebastians datter,
Sara Grabow, ind i en cirkusramme på
Folketeatret.
I
»L’Orchestre d’Hommes-Orchestres performs Tom Waits«
24. oktober - 4. november
anadiske L’Orchestre d’HommesOrchestres er tilbage på Republique
med den Tom Waits-teaterkoncert,
der trak fulde huse sidste efterår. Med
kløgt, humor, sjæl og de besynderligste
instrumenter trænger de ind i marven
på den amerikanske sangskriver og
skaber deres eget univers.
C
»Teaterkoncert med sange af
Leonard Cohen«
19. oktober - 29. november
veny-T genåbner som teater med
den Reumert-vindende teaterkoncert, der gik sin sejrsgang på Aarhus
Teater. »En moden, varm og vemodig
oplevelse,« skrev Berlingske i forbindelse med med premieren.
A
Af Trine Munk-Petersen // [email protected]
Foto: Liselotte Sabroe // [email protected]
P
ublikum sendes på en fantastisk rejse tilbage i tiden,
nærmere bestemt til New York i 1907, når Det Ny Teater 24. oktober har premiere på Andrew Lloyd Webbers
musical »Love Never Dies« – efterfølgeren til den legendariske »Phantom of the Opera«.
Store dele af handlingen foregår på Coney Island, der på den
tid var New Yorks mest populære forlystelsespark – om dagen
udflugtsmål for børnefamilier, om natten et mere mørkt og dystert sted. Her driver Fantomet et teater med freakshow med
sære skabninger, bl.a. et par siamesiske tvillinger.
Da hans livs kærlighed, den smukke sangfugl Christine, kommer til New York med mand og søn for at synge i Oscar Hammersteins nye operahus, bortfører Fantomets hjælpere familien
til Coney Island, og historien kan tage fart.
På Det Ny Teater arbejder skræddere, parykmagere, tømrere,
snedkere og sceneteknikere lige nu på højtryk for at få den overdådige scenografi og de fantastiske kostumer, hatte og parykker
færdige til premieren. Bl.a. skal scenerummet bygges op helt fra
grunden med nyt gulv og en ny drejescene, fortæller teaterdirektør Niels-Bo Valbro.
»Love Never Dies« havde urpremiere i London og er siden blevet opført i Australien. Men Det Ny Teater har valgt at lade den
britiske scenograf Paul Farnsworth skabe helt ny scenografi og
nye kostumer til opførelsen i København.
28 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
Scenograf Paul
Farnsworth ser nøje
til, mens Marianne
Mortensen får rettet
på sin kjole som den
barske Madame
Gyri. Marianne Mortensen har i øvrigt
selv besøgt Coney
Island, da hun for få
år siden var i New
York med forestillingen »Woyzeck«.
Anette Beyer, leder af
frisør og sminke på
Det NyTteater, i gang
med én af de i alt 62
forskellige parykker, der skal laves til
forestillingen.
V
F
i prøver at skabe noget både
flot, mystisk og spændende,
som også rummer et stort element af overraskelse.
»Love Never Dies« er skrevet og
komponeret af Andrew Lloyd
Webber.
Iscenesættelse: Daniel Bohr
Scenografi: Paul Farnsworth, der
har stået bag en række af teatrets
tidligere opførelser, bl.a. »Peter
Pan«, »My Fair Lady« og »Wicked«.
Flere end 50 medvirkende med
Bo Kristian Jensen og Tomas Ambt
Kofod som Fantomet og Louise
Fribo som Christine.
Premiere: 24. oktober.
Coney Island havde sin storhedstid
i begyndelsen af det 20. århundrede, men ligger i dag hen som
en ruin. Det forlyder, at der nu
arbejdes på at vække stedet til live
igen.
Læs mere på detnyteater.dk.
»Udfordringen med denne opsætning har været at skabe et
miljø, der vækker lidt genkendelse i forhold til »Phantom of the
Opera«, selv om handlingen er flyttet i både tid og sted,« siger
han. Det har krævet mange timers research at ramme den rette
stemning fra Coney Island i 1907.
»Jeg har bl.a. set frygtelige billeder på internettet af de freaks, man viste i parken på den tid,« siger han. »Men det var også
et fantastisk sted, meget orientalsk inspireret og bl.a. oplyst af
7.000 elpærer, hvilket var helt ekstraordinært på den tid. Men
efter lukketid var der mørkt og spøgelsesagtigt. Jeg kan godt forstå, at Andrew Lloyd Webber har ladet sig inspireret af stedet.«
En stor del af scenografien og de i alt 188 fantastiske kostumer
produceres af eksterne leverandører i ind- og udland. Men det
hele styres fra teatret på Gammel Kongevej, og Paul Farnsworth
har sammen med lederen af Det Ny Teaters skræddersal, Ingrid
Koefoed, i flere uger rejst rundt og håndplukket de mange hundrede meter stof og blonder på markeder og hos grossister i England og Tyskland.
»Noget er originale antikke indiske stoffer, men der er også
ting, der bare er lavet af plastic,« siger han.
»Jeg vil helst bruge materialer, der er så autentiske som muligt, for det hjælper skuespillerne i rollen. Men ind imellem må
man også bare bruge sin fantasi. Vi prøver at skabe noget både
flot, mystisk og spændende, som også rummer et stort element
af overraskelse. Noget, der er lige så fantastisk som lysekronen
i »Phantom of the Opera«,« siger han – selvfølgelig uden at ville
røbe, hvad det så kunne være. B
Fantomets freakshow på Coney
Island er som
skabt til fantasifulde kostumer.
Her er det kjolen
til de siamesiske
tvillinger, som
skrædder Marie
Louise Willemoes
sætter nåle i. Det
flotte skørt er syet
af en indisk sari.
BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012 / ALT OM TEATER / 29
5
D
ME
DANS
»Den gyldne hane«
Det Kgl. Teater,Operaen
15. september – 26. oktober
lexei Ratmasky, der har været
solodanser i Den Kgl. Ballet,
leder af Bolsjoj Balletten og i dag
er huskoreograf hos American
Ballet Theatre, kreerer en ny folkloristisk eventyrballet til musik af
Rimskij-Korsakov.
A
»New Journal«
Københavns Musikteater
17. - 23. september
oreografen Lotte Sigh præsenterer Copenhagen Dance
Arts i en ny dynamisk forestilling, hvor adrenalinen pumper og
dans, ord, musik og 3D-design
hylder den menneskelige kraft,
optimisme og overlevelsesevne.
K
Lydighedens
dilemma
Dans. »Kun Gud ved, hvor jeg
ville have været nu, hvis ikke
jeg havde fundet dansen,«
siger danseren og koreografen
Edhem Jesenkovic, der
flygtede fra Sarajevo og
startede forfra. Nu skaber
han et nyt værk, som
inspireret foruroligende
lydighedsforsøg.
Af Vibeke Wern
Københavns Musikteater
19. - 27. oktober
on Gnu alias de to dansere
og koreografer Jannik Elkær
Nielsen og Kristoffer Louis Andrup Pedersen lægger arm med
deres egen usikkerhed og sparker
skabsdøren ind i en fysisk fortælling om, hvor skabet skal stå.
D
»La Bayadère«
Det Kgl. Teater, Gamle Scene
10. november – 15. marts
ikolaj Hübbe iscenesætter sammen med russiske
Ewa Draw en af ballethistoriens
virtuose klassikere. Petipas orientalske kærlighedsballet rykkes
nu frem til dronning Victorias tid,
hvor Indien er en engelsk koloni.
N
»Mancopy & More«
Dansehallerne
20. - 28. november
ompagniet Mancopy med
koreografen Jens Bjerregaard
i spidsen præsenterer en lille festival, der sætter fokus på Mancopys globale samarbejde med
kunstnere fra bl.a. Mellemøsten,
Ungarn og Singapore.
K
// [email protected]
»J
eg kommer jo fra Balkan og er et meget dramatisk menneske. Selvfølgelig føler jeg nu, at jeg er
en blanding af Jugoslavien og Skandinavien. Men
selv om jeg er godt integreret, glemmer jeg ikke,
hvad en gammel mand sagde til mig i et asylcenter i Sverige: én
gang flygtning, altid flygtning,« siger Edhem Jesenkovic, der 15
år gammel kom med sin familie til Stockholm som flygtning fra
krigen i Bosnien.
Han har i mere end ti år været en markant figur på såvel den
danske som den skandinaviske dansescene. Gang på gang har
den høje, maskuline og yderst ækvilibristiske danser herhjemme fanget øjet med sine kraftfulde, følsomme og ekspressive bevægelsesudtryk både som medlem af Dansk Danseteater og som
freelancedanser i bl.a. Alexander Kølpins sommerballetter.
Sidste år fik Edhem Jesenkovic sit store koreografiske gennembrud med forestillingen »4 Times Hundred«, der var inspireret af hans opvækst og ungdom i Balkans brændpunkt, Sarajevo. Allerede i 2008 vandt han førsteprisen i Cross Connection
Ballets koreografikonkurrence. Og nu har Tim Rushton inviteret Edhem Jesenkovic til at kreere et værk til Dansk Danseteaters
nye dobbeltprogram »Walking in the Night«, der har premiere i
oktober.
»Jeg kalder mit eget værk »Dilemma of Obedience« (Lydighedens dilemma) inspireret af Stanley Milgrams eksperimenter
i 1960erne. Milgram påviste, at mennesker generelt stoler på og
er meget lydige over for autoriteter, også hvis det handler om at
påføre andre mennesker smerte med elektrochok. Forsøgene
viser jo, hvor onde mennesker kan være ved hinanden, når de
er under en slags ubevidst pres, ligesom i Nazi-Tyskland, hvor så
mange fulgte lederen under Anden Verdenskrig. Jeg prøver selvfølgelig også at forstå min egen baggrund, og hvad det var, der
skete i det land, jeg selv kommer fra,« siger den 35-årige Edhem
Jesenkovic.
»Jeg koreograferer »Dilemma of Obedience« for otte dansere
fra Dansk Danseteater, men i alt er der 16 personer på scenen. De
otte ekstra personer skal bære mørke masker og repræsentere
en mørk side af os mennesker.
Det er selvfølgelig en rigtig spændende opgave at koreogra-
30 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
Fot
o: H
enr
ik S
ten
ber
g
»Kvinde, kend dit skab«
fere til et kompagni, jeg selv har danset i, og jeg
ved jo, hvor fantastiske danserne er. Men jeg vil
gerne udfordre dem med nogle bevægelser, der
er lidt anderledes end dem, de er vant til,« siger
Jesenkovic, der i øjeblikket selv danser i det norske
kompagni Carte Blanche og har base i Bergen sammen med sin danske kone og parrets snart fireårige
datter.
»Selve kropssproget i »Dilemma of Obedience« vokser ud af temaet, strukturen og scenerummet. Den teatrale del af en forestilling er
selvfølgelig vigtig for mig. Men i starten arbejder
jeg meget stringent og rytmisk præcist med bevægelserne uden at farve dem med bestemte følelser. For jeg vil ikke
have, at følelserne tager over. Men når dansen bliver sat sammen
med musik og lys, skal følelserne og det teatrale nok træde frem.«
Ligesom i tidligere værker laver Jesenkovic selv musik og lyd til
»Dilemmma of Obedience« sammen med norske Håvard Pedersen. De to har sammen skabt Surdej Music Productions i Bergen.
»Musik var en stor del af min barndom. Lige indtil borgerkrigen startede, fik jeg undervisning i guitar og slagtøj på konservatoriet i Sarajevo. Men alt det lod jeg bag mig, da jeg rejste væk.
Først for tre år siden vendte jeg tilbage til musikken, da jeg fik et
computermusikprogram, og nu er musik en stor del af mit arbejde.«
Dansen kom til gengæld først ind i Edhem Jesenkovic’ liv, da
han kom til Sverige.
»Jeg er vokset op i en meget traditionel jugoslavisk macho-familie, hvor min far var fodboldspiller og min mor lærer, og ballet
og dans var ikke en del af kulturen. Da jeg kom til Stockholm som
flygtning var jeg rastløs og havde meget energi og vrede i kroppen og klarede mig ikke så godt i skolen. Men så var jeg heldig at
komme ind i et uddannelsesprogram for problematiske børn
med talent for musik, dans og teater. Jeg blev tvunget til at tage
dansetimer og fik en fantastisk amerikansk lærer, Mairo Burdette, i jazzdans. Han fik øje på mit talent og tilbød mig træning på
sin privatskole. Efter et år blev jeg som 17-årig optaget på Den Kgl.
Svenske Balletskole. Derefter gik det hele hurtigt fremad. Det er
fantastisk, når man er så heldig at finde noget, man virkelig brænder for. Kun Gud ved, hvor jeg ville have været nu, hvis jeg ikke
havde fundet dansen«, siger Edhem Jesenkovic, der er muslim.
Programmet »Walking in the Night« deler han med den garvede og internationalt kendte 50-årige israelske koreograf, Itzik
Galili, der har base i Holland. I 2003 dansede Jesenkovic i Galilis
hollandske kompagni, og herhjemme har man kunnet opleve
Jesenkovic i Galilis herlige koreografi »The Sofa Scene« på Sommerballet på Bellevue.
»Galili er en meget inspirerende koreograf, og især som mennesker tror jeg, vi har en del til fælles. Vi har begge forladt vores
fødeland og haft en hård opvækst med konflikter og krig. Faktisk
har jeg arbejdet sammen med mange israelske og jødiske koreografer og dansere. Vi diskuterer altid meget, men uden diskussion
kommer vi jo ikke videre her i livet. Og det er også vigtigt for mig
at kunne se tingene fra flere sider. Det, der frustrerer mig, er, ligesom i eksperimenterne med Lydighedens Dilemma, hvor let vi
mennesker kan gøre hinanden ondt, og hvor let vi i flok følger en
bestemt stemme i vores stræben efter at tilhøre en bestemt kategori eller gruppe.«
»Walking in the Night« med Dansk Danseteater spiller i Store Carl i Dansehallerne 9.-20. oktober
Foto:PR
BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012 / ALT OM TEATER / 31
5
IKERE
K LASS
»Macbeth«
Det Kongelige Teater, Det Røde
Rum, Skuespilhuset.
21. september - 3. december
hakespeares korteste - og blodigste! - stykke indleder sæsonen i Det Kongelige Teaters seriøse
legestue, Det røde Rum. Kun fem
skuespillere spiller alle rollerne i
den grusomme historie om den
ambitiøse, men svage Macbeth, der
bliver offer for sine egen aspirationer.
S
»Jeppe på Bjerget«
Aalborg Teater
Til 13. oktober
omedien om den sjællandske
bonde, der kommer til ære og
værdighed for en kortere bemærkning, er velsagtens nationalkomedien herhjemme. I Aalborg er det
Martin Ringsmose, der skal prøve
kræfter med den berømte rolle, i
Odense er det Anders G. Koch.
K
»Romeo og Julie«
Folketeatret
21. september - 9. november
Verdens største kærlighedshistorie« kalder Folketeatret
Shakespeares tragedie om de
ulyksalige elskende, Romeo og
Julie. Anders Juul og Neel Rønholdt
spiller de berømte elskende i den
stort anlagte klassiker.
»
»Faderen«
Teatret ved Sorte Hest
31. september - 21. oktober
år er det 100 år siden, August
Strindberg døde, og det fejrer Teatret ved Sorte Hest. Peter Gantzler
og Charlotte Fich spiller ritmesteren
og hans hustru, hvis bitre opgør
hører til forfatterens ondeste - og
sjoveste.
Hvad er det med
Frankenstein?
Af Louise Kidde Sauntved // [email protected]
LITTERATURFORSKEREN
Marie-Louise Svane. Lektor på Institut for kunst og kulturvidenskab på Københavns Universitet.
F
Mary Shelley skrev »Frankenstein« på et tidspunkt,
hvor store gennembrud inden for både kemien, biologien, fysiologien og ikke mindste elektrofysikken blev
sammenvævet med hele den romantiske interesse for at søge
efter hemmeligheden bag overfladen, at trænge ind i livets gåde.
Romantikken så på naturen som et stort organisk og dynamisk
hele, og under overfladen var der nogle sammenhænge, der endnu ikke var udforsket. Som overgangen mellem liv og død, grænsen mellem sjæl og krop. De eksperimenterede vildt for at finde
det styrende livsprincip, også på egen krop.
Alment set handler myten om Frankenstein om alle mulige
etiske debatter om naturvidenskaben. Hvad må vi? Hvor meget
må vi gribe ind i livets selvregulering? Men myten om Frankenstein har også en genklang i vor tid, der ikke kun handler om
teknologiens indgriben i naturens liv, men om den it-teknologi,
der frembringer en kunstig parallel, en virtuel simuleret verden,
der flytter grænserne for, hvornår du er i den virkelige verden,
og hvornår du er i en kunstig kopiverden. På samme måde som
monsteret sidder i et skur og kigger ind på den perfekte familie,
får vi gennem Facebook og realityshows følelser og behovstilfredsstillelse i en surrogatform som substitut for personlige forhold og et liv, der handler om noget.
Mary Shelley var selv en outsider. Hun løb bort med det romantiske forfattergeni Shelley og underkastede sig hans ego og
genialitet der, ligesom Frankensteins, sætter betingelserne og
gang på gang bliver et svigt over for hende. Parret levede i eksil på
grund af deres politisk radikale overbevisning, og Mary Shelley
mistede to spædbørn undervejs på deres rejser. På den måde er
hun både monsteret og Frankenstein. Hun er den, der søger kærlighed og bliver svigtet af geniet, og hun er selv en mor, der fostrer
misfostre. Shelley så kunstneren, sig selv, som profet og geni,
hvor alt andet må vige for hans projekt. Frankenstein - og Shelley - rækker ud efter det uendelige, og misrøgter hele den sociale
og emotionelle verden til fordel for værkets skabelse. Kunstens
ultimative krav.
I
»Kan trolden tæmmes?«
Nørrbro Teater
17. november - 13. januar
ørrebro Teater har efterhånden sin helt egen tradition for
frække og moderne omskrivninger
af kendte klassikere. Ditte Hansen
og Lars Mikkelsen kaster sig ud i
kønskampen som karrierekvinde
og playboy. Det hele løst baseret på
Shakespeares komedie »Trold kan
tæmmes.«
N
BIOKEMIKEREN OG SANGEREN
Johan Olsen, forsanger i Magtens korridorer, ph.d. i biokemi og
forsker på Biofysisk Institut på Københavns Universitet. Skal spille
og synge rollen som fortæller i Det Kongelige Teaters opsætning af
»Frankenstein genskabt«, der får premiere 12. januar.
F
»Frankenstein« er skrevet i en atmosfære af industriel
revolution, hvor man opfinder maskiner og robotter, der kan klare ting for en. Elektriciteten er blevet
populær, og der er folk, som optræder med at vise lig frem og
skære dem op. Jeg har sågar hørt rygter om, at folk kunne sætte
spænding til ligene og få dem til at bevæge sig. Den slags gav folk
en ekstrem tro på, at vores viden var ved at være så stor, at vi
kunne give liv til døde ting. Og så var der en masse mennesker,
som gjorde sig en masse tanker om, hvordan de etiske overvejelser burde være. Ligesom vi gør i dag. Der er i virkeligheden ikke
den store forskel, bortset fra, at der er gået et stykke tid. I dag har
32 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
»Frankenstein« – Aarhus
Teater
Spilleperiode: 23. november - 22. december
Dramatisering: Nick Deal
Iscensættelse: Lars Romann Engel
Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Christian Tafdrup,
Jens Zacho Böye m.fl
»Frankenstein genskabt«
– Det Kongelige Teater
Spilleperiode: 12. januar.
- 4. april
Dramatiker: Kasper Hoff
Iscenesættelse: Heinrich
Christensen
Musik og sangtekster:
Kenneth Thordal
Medvirkende: Johan Olsen, Anders W. Berthelsen,
Nicolaj Kopernikus, Danica
Curcic
Rundt om. Hele to forestillinger
om udødelige Frankenstein og
hans monster får premiere i den
kommende sæson. Hvorfor bliver
fortællingen ved med at fascinere os?
man alle de her fantastiske segmenteringsredskaber, der kan
fortælle en masse om vores udvikling, vores tilhørsforhold og
vores fortid. Og det har vide implikationer for, hvordan vi ser
os selv og vores omverden. Jeg var med fra starten, da historien
i »Frankenstein genskabt« skulle flettes sammen, og det var
sjovt at lege med. Vi har prøvet at undgå at tænke i moral, men
snarere at udfordre folks fantasi og overraske. At lave en fortælling, som har et glimt i øjet, samtidig med, at den har en understrøm af etiske overvejelser og mystik. Forestillingen tager
den oprindelige historie og krydrer den med den måde, vi ser
videnskabens rolle i samfundet i dag, hvor vi har videnskabelige værktøjer som genterapi, der kan ændre mennesker til det
bedre, i forhold til det verdenssyn, vi har nu. Man kan faktisk
skabe en person, der vil være perfekt i samfundet, som aldrig
ville have lyst til at brokke sig, gøre usunde ting eller pjække.
Forestillingen bliver en blanding af rock og gyser. Sangene
understreger den iboende ondskab hos mennesker eller
prikker til vores dårlige sider. Det er lidt dæmonisk, sådan en vise-rock tradition. Nick Cave. Dystert med et
dæmonisk glimt i øjet.
SKUESPILLEREN
Christian Tafdrup, skuespiller. Skal spille titelrollen
som Frankenstein i Aarhus Teaters opsætning af
»Frankenstein«, der får premiere 23. november.
F
Jeg spiller den unge idealistiske læge, Frankenstein, som skaber monsteret. Og da jeg
læste stykket, kunne jeg straks se paralleller til vores tid. Både på et samfundsmæssigt plan og
i forhold til Frankenstein selv. Han er så idealistisk,
ambitiøs og nysgerrig, at hans eget liv går under, fordi han går så meget op i sit projekt. Det var da noget,
jeg kunne relatere til, både som menneske og skuespiller - at man går så meget op i det, man laver, at det
går ud over en masse andre ting i ens liv. Stykket er
skrevet som en dystopi over industrialiseringen og
teknologien og hvad der sker, når mennesket leger
Gud. Det handler for mig om, at der er ting i naturen,
som vi ikke kan eller skal være herre over. Men det
er samtidig en historie om at ville skabe det perfekte menneske. Om at ville have tingene til at passe
ind i et bestemt billede. Samtidig er det jo også meget moderne. Vi leder efter det perfekte i vores tid,
det perfekte kærlighedsliv, det perfekte hus, det
perfekte liv, det perfekte land. Det ligger meget i tiden, at det skal være noget, som vi kan kontrollere,
og nogle ideer vi har. Og det bliver vi fanget i. På
den måde handler historen på et helt alment plan
om at være menneske.
Det store spørgsmål er, om vi som mennesker
kan lade være med at lege Gud, hvis vi har muligheden? Og idet vi kan, er det så ikke umuligt
ikke at gøre det? Hvor meget spiller menneskets
nysgerriged i virkeligheden en rolle? Det er i
hvert fald det, der sker i Frankenstein – han finder ud af, hvordan han kan gøre det, og så er han
nødt til at gøre det. Det tror jeg er meget sandt.
Det handler om drifter og de mørke kræfter i
mennesket. B
Jacob Madsen Kvols spiller
monstret i Aarhus Teaters
»Frankestein«.
Foto: David Bering.
BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012 / ALT OM TEATER / 33
Foto: Natascha Rydvald
Foto: PR
Teater
i efteråret 2012
Udvalgte forestillinger. Redaktionen tager forbehold
for ændringer i programmerne og henviser til teatrenes
hjemmesider.
SEPETMEBER
30. aug.: Østre Gasværk Teater: »Skammerens
datter« efter Lene Kaaberbøl. Til 11. november.
1. sep.: Anemone Teatret: ȯstenfor Sol og
vestenfor Måne«. Til 30. sep.
1. sep.: Aarhus Teater: »Nekrologer« af Niclas
Ashkan Johansen, Julie Petrine Glargaard, Henrik
Szklany, Silje Louise Waters og Simone Isabel
Nørgaard. Til 15. sep.
3. sep.: Mungo Park Allerød: »Kvinde kend din
krop«. Til 29. sep.
6. sep.: CaféTeatret: »Tankens kraft« af Mads
Mazanti Jensen. Til 6. okt.
6. sep.: Aalborg Teater: »Jeppe på Bjerget« af
Ludvig Holberg. Til 13. okt.
7. sep.: Teater V: »Pianisten & Bumsen«. Til 23. sep.
7. sep.: FÅR302: »Bastard« af Richard LaGravenese. Til 23. sep. OBS: Telt i Fælledparken.
8. sep.: Teater Grob: »Børn er dumme« af Anna
Bro. Til 20. okt.
21. sep.: Teatret ved Sorte Hest: »Faderen« af
August Strindberg. Til 27. okt.
27. okt.: Mungo Park Allerød: »Et andet sted«.
Til 23. nov.
17.nov.: Teater Grob: »BCNU« af Anna Bro.
Til 29. nov.
22. sep.: Aalborg Teater, Transformator: ȯdipus
på Kreta« af Julie Maj Jakobsen. Til 24. okt.
27. okt.: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset,
Lille Scene: »Forstyrrelser: ÅH!.., IH!.., AH!...« af
Agnès Limbos. Gæstespil. Til 28. okt.
20. nov.: Jytte Abildstrøms teater, Riddersalen: »De underjordiske« af Signe Birkbøll. Til
21. dec.
28. okt.: Teater V: »Diva min« af Jakob Weis.
Til 11. nov.
20. nov.: Folketeatret: »Jul i Gammelby« af
Robert Fisker. Til 23. dec.
29. okt.: Bådteatret: »Klip«. Gæstespil med
Livingstones Kabinet. Til 10. nov.
20. nov.: Københavns Musikteater:
»Glasperle liv« af Suzanne Brøgger. . Gæstespil med Teater Freeze Productions og Diem.
Til 24. nov.
22. sep.: Betty Nansen Teatret: »Tribadernes nat«
af P.O. Enquist. Til 3. nov.
27. sep.: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille
Scene: »DNA« af Dennis Kelly. Samarbejde med
Statens Teaterskole. Til 24. okt.
27. sep.: Betty Nansen Teatret, Edison: »Habe
kein angst« af Rainer Werner Fassbinder. Samarbejde med eKleKtisK teaterproduKtion Til 13. okt.
30. okt.: Anemone Teatret: »Æblet og ormen«
af Methe Bendix og Anders Morgenthaler.
Gæstespil med Teater Hund. Til 18. nov.
28. nov.: Bellevue Teatret: »FAR – har du styr på
det?« af Bjarni Haukur Thorsson. Til 13. okt.
31. okt.: Mungo Park Allerød: »Opsang« af
Heinrich Christensen. Til 21 nov. Spiller også
21. – 27. dec.
29. sep.: Jytte Abildstrøms Teater, Riddersalen:
»Ret tit borte tit« af Signe Birkbøll. Til 21. okt.
OKTOBER
31. okt.: Husets Teater: »Sidste skrig« af Tali
Rázga. Gæstespil med Gazart / Tali Rázga.. Til
16. nov.
31. okt.: Odense Teater, Foyerscenen: »Kærestebreve« af A.R. Gurney. Til 1. nov.
3. okt. : Mungo Park Allerød: »Dette burde skrives
i nutid« efter Helle Helle. Til 17. okt.
8. sep.: Odense Teater, Sukkerkogeriet: »Huckleberry Finn« efter Mark Twain. Til 23. okt.
3. okt.: Anemoneteatret: »Cirkeline i Tivoliland« af
Hanne Hastrup og Bendt Hildebrandt. Gæstespil
med Søholm Park Teatret. Til 28. okt.
8. sep.: Republique, Lille Scene: »Slut« af Kamilla
Wargo Brekling. Til 22. sept.
4. okt. : Folketeatret, Hippodromen: »Bang og
Betty« af Jakob Weis. Til 11. nov.
11. sep.: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset,
Store Scene: »Lulu – en monstertragedie« af Frank
Wedekind. Til 26. nov.
4. okt.: Nørrebro Teater: »Tolsgaard & Pretzmann«. Til 27. oktober.
21. nov.: Dansehallerne: »Mancopy & More«.
Gæstespil med Mancopy. Til 28. nov.
22. nov.: Anemoneteatret: »Når du ser et
stjerneskud« af Jan Mogensen. Til 23. dec.
22. nov.: Den Kongelige Opera, Operaen:
»Semiramis« af Rossini. Til 16. jan.
22. nov.: Tivoli, Koncertsalen: »Nøddeknækkeren«. Til 22. dec.
22. nov.: Aalborg Teater, Lille Scene: »Ind under jul…« af Niklas Ashkan Johansen, Simone
Isabel Nørgaard og henrik Szklany. Til 22. dec.
NOVEMBER
23. nov.: Folketeatret, Hippodromen: »Hitler
on the Roof« af Rhea Leman. Til 1. dec.
1. nov. : Det Kongelige Teater: »Skrid, pomfrit!«
af Agnés Limbos. Gæstespil. Til 3. nov.
23. nov.: Aarhus Teater, Store Scene: »Frankenstein« af Nick Dear efter Mary Shelly. Til
22. dec.
6. nov.: Københavns Musikteater: »Min
farmors spøgelse«. Gæstespil med Saga Dance
Collective. Til 18. nov.
24. nov.: Aalborg Teater, Transformator: »Glasur«. Til 21. dec.
5. okt.: Republiue: »Traces«. Nycirkus-gæstespil
med Les 7 doigts de la main. Til 17. okt. 6. okt.:
Nørrebro Teater: »Rosa i Rytmeskoven« af Elisabeth Gjerluff Nielsen og Rosa Gjerluff Nyholm.
Til 21. okt.
7. nov.: Betty Nansen Teatret, Edison: »Ondt
blod« af Nurkan Erpulat og Jens Hillje. Til 1. dec.
7. okt.: Zebu: »Take2« af Body Rhtm Factory. Til
12. okt.
9. nov.: Republique, Store Scene: »BLAM!«
Gæstespil med Neander Teater. Til 1. dec.
26. nov.: Betty Nansen Teatret, Edison: »Hvid
magi«. Gæstespil med Sort Samvittighed. Til
22. dec.
12. sep.: Den Kongelige Opera, Gamle Scene:
»Messias« af Georg Friedrich Händel. Til 30. sep.
9. okt.: Dansehallerne: »Walking in the Night« af
Dansk Danseteater. Til 20. okt.
9. nov.: Teatret ved Sorte Hest: »Bobler« af
Vigga Bro. Til 1. dec.
27. nov.: Zangenbergs Teater: »En nisse på
spil« af Lisbet Gad Christiansen. Til 21. dec.
12. sep.: Mungo Park Allerød: »Bo Bedre (i Gladsaxe)«. Til 24. okt. NB: Spiller først i Tobaksfabrikken i Gladsaxe, Tobaksvejen 4, siden på Mungo
Park i Allerød.
10. okt.: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Det
Røde Rum: »Sonetter« af William Shakespeare. Til
15. nov.
10. nov.: Republique, Lille Scene: »Den der
hvisker lyver« . Co-produktion med Hotel Pro
Forma. Til 24. nov.
30. nov.: Den Kongelige Ballet, Gamle Scene:
»Tornerose« Til 16. dec.
11. okt: Tivoli, Koncertsalen: »Dracula«. Gæstespil
med Mastodonterne. Til 21. okt.
10. nov.: Zangenbergs Teater: »Den sandfærdige beretning om de 3 små grise«. Gæstespil
med De røde heste. Til 18. nov.
11. sep.: Odense Teater, Værkstedet: »Af mandens ribben?« af Julie Petrine Glargaard og Silje
Louise Waters. Til 6. okt.
12. sep.: Nørrebro Teater, Frederiksbergscenen: »Historien om alt«. Gæstespil med Teater
Flyvende Grise. Til 29. sep.
13. sep.: Dansehallerne: »Detour – Urban dance
festival«. Til 16. sep.
7. nov.: Dansehallerne: »Circus of Life« af
Pernille Garde. Til 11. nov.
13. sep.: Folketeatret: »Cirkus Fantastica« efter
Sebastian. Til 20. okt.
11. okt.: Det Kongelige Teater, Store Scene: »Kollektivet« af Thomas Vinterberg og Mogens Rukov.
Til 26. jan.
13. sep.: Odense Teater: »Jeppe på Bjerget« af
Ludvig Holberg. Til 9. okt.
11.. okt.: CaféTeatret: »Manifest« efter Anders
Breivik. Til 14. nov.
12. nov.: Zebu: »Dengang vi blev væk«. Gæstespil med Det Olske Orkester. Til 25. nov.
14. sep..: Aarhus Teater: »Teaterkoncert Mozart«
af Nikolaj Cederholm og Brdr. Hellemann. Tekst og
musik: W.A. Mozart og Neill Furio. Til 6. okt.
12. okt.: Aarhus Teater, Scala: »Other Desert
Cities« af John Robin Baitz. Til 17. nov.
12. nov.: FÅR302: »Strip« af Pernille Lyneborg,
Susanne Bonde, Susanne Storm, Merete Byrial
og Maj Johansen. Gæstespil med Svada. Til
24. nov.
15. sep.: Husets Teater: »Det blå, blå hav« af NisMomme Stockmann. Til 19. okt.
12. okt.: Den Kongelige Ballet, Gamle Scene:
»Kom Bamse, nu balletter vi!«. Til 16. okt.
10. nov.: Den Kongelige Ballet, Gamle Scene:
»La Bayadère« af Petipa . Til 13. mar.
24. nov.: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene: »Fanny og Alexander« af
Ingmar Bergman. Til 22. dec.
DECEMBER
1. dec.: Det Kongelige Teater, skuespilhuset,
Det Røde rum: »Mademe Bovary« efter
Gustave Flaubert. Til 16. mar.
3. dec.: Københavns Musikteater: »Lys nord
for mørke«. Gæstespil med. Til 15. dec.
5. dec.: Dansehallerne: »Celebration«.
SVALHOLM – Danish Cultural Exchange &
Performing Art. Til 8. dec.
14. okt.: Den Kongelige Opera, Operaen: »Madame Butterfly« af Giacomo Puccini. Til 4. dec.
13.nov.: London Toast Theatre, Glassalen,
Tivoli: »Hitchcock-up, Crazy Christmas Cabaret
2012«. Til 14. jan.
5. dec.: CaféTeatret: »Neither Yo Nor Me«.
Til 8. dec.
15. okt.: FÅR302: ”Squash” af Andrew Payne. Til
3. nov.
14. nov.: Nørrebro Teater, Frederiksbergscenen: »Montebello – jul!« . Til 15. dec.
17. sep.: FÅR302: »Ufologens fald«. Glæstespil af
UmDieEcke. Til 6. okt.
17. okt.: Republique, Carlsberg: »Vølvens spådom« af Dorte Holbek, Mette Sia Martinussen,
Alette Scvanvenius og Martin Tulinius. Til 10. nov.
6. dec.: Østre Gasværk Teater: »Cykelmyggen Egon« efter Flemming Quist Møller. Til
13. jan.
15. nov.: Aalborg Teater, Store Scene: »Fang
julemanden« af Anthony Neilson. Til 22. dec.
18. sep. Zebu: »Animal Farm« efter George
Orwell. Til 30. sep.
19. okt.: Københavns Musikteater: »Kvinde, kend
dit skab«. Gæstespil af Don Gnu. Til 27. okt.
18. sep.: Zangenbergs Teater: »Alice I eventyrland
– gennem spejlet« efter Lewis B. Carroll. Til 4. nov.
19. okt.: Aveny-T: »Teaterkoncert med sange af
Leonard Cohen«. Til 24. nov.
20. sep.: Aalborg Teater, Lille Scene: »Inden jeg
fylder 67…« efter Jane Juska. Til 20. okt.
20. okt.: Aarhus Teater,Stiklingen: »Electronic
City« af Falk Richter. Skuespillerskolen ved Aarhus
Teater. Til 10. nov.
15. sep.: Den Kongelige Ballet, Operaen: »Den
gyldne hane« af Alexei Ratmansky. Til 26. nov.
17. sep.: Københavns Musikteater: »New Journal« Gæstespil af CPH Dance Arts. Til 23. sep.
20. sep.: Dansehallerne: »Imago« af Nønne Mai
Svalholm. Til 22. sep.
21. sep.: Det Kongelige Teater, Det Røde Rum:
»Macbeth” af William Shakespeare. Til 13. dec.
22. okt.: Zebu: »I guder« af Jesper la Cour Andersen. Til 4. nov.
24. okt.: Det Ny Teater: »Love Never Dies« af
Andrew Lloyd Webber. Resten af sæsonen.
34 / ALT OM TEATER / BERLINGSKE / 3. SEKTION / TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2012
15. nov.: CaféTeatret: »Midsommer« af David
Greig. . Til 15. dec.
15. nov.: Odense Teater, Værkstedet: »De
europæiske medier« af Nielsen. Til 1. dec.
17. nov.: Bellevue Teatret: »Folk og røvere i Kardemommeby« af Thorbjørn Egner. Til 22. dec.
15. dec.: Den Kongelige Ballet: »Hübberiet
# 1«.
15. dec.: Den Kongelige Opera, Operaen:
»Den fiffige lille ræv« af Leos Janacek. Til 3.
feb.
28. dec.: Forum: »Hey Jude« af Nikolaj
Cederholm og Brdr. Hellemann. Til 15. jan.
17. nov.: Nørrebro Teater: »Kan trolden tæmmes?« Til 13. jan.
29. dec. : Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Lille Scene: »Hovedløs sommer« af Erling
Jepsen. Til 9. feb.
17. nov.: Odense Teater, Store Scene: »Nisssebanden i Julemandens Land« af Flemming
Jensen og Hans Dal. Til 22. dec.
31. dec.: Folketeatret: »Kærestebreve« af
A.R. Gurney. Til 5. feb.