meldelse - Black Box Theatre
Kultur Weekendavisen # 07 13. februar 2015 7 Dans. Håndbold, æbler og syndefaldsmyte - hjerteskærende og komisk dobbeltforestilling med det dynamiske ungdomskompagni Black Box Dance Company fra Holstebro. Ungdommens mod Af majbrit hjelmsbo M an kan ikke andet end beundre den sejhed, hvormed Marie BrolinTani igennem årtier ukueligt har formået at sætte fokus på moderne dans som en direkte og vedkommende kunstart. Både som medstifter og udvikler af det moderne dansemiljø i Aarhus fra midten af 1980erne sammen med pionerer som Eske Holm og Palle Granhøj og desuden som kunstnerisk leder af MBT Danseteater op gennem 1990erne, hvor hun skabte adskillige imponerende dansedramaer i det helt store udtræk. Hun har tillige været chef for Skånes Dansteater i Lund og leder af det dansk/ svenske projekt, Det Unge Dansekompagni. Men siden 2013 har Marie Brolin-Tani lagt hele sin danseforelskede iværksætterenergi i Holstebros nye ungdomskompagni, Black Box Dance Company. Allerede kompagniets første forestilling Viva, Vive! vakte opsigt med sin dynamiske energi. Og derefter ramte facebookforestillingen 100 LIKES med koreografi af den prisbelønnede svenske Mari Carrasco rent ind i ungdomskulturens afhængighed af at »være på« i de sociale medier. Denne gang har Brolin-Tani så inviteret Dansk Danseteaters kunstneriske leder, Tim Rushton, og bosniske Edhem Jesenkovic til at skubbe kompagniets otte unge dansere videre i et udfordrende og kontrastfyldt dobbeltprogram med fællestitlen PUSH. Edhem Jesenkovic lægger ud i den dystre ende med sit værk, Rush, hvor danserne bevæger sig i stressede, hårdtpumpede bevægelsesmønstre inden for sportsbanens hvide opstregninger. Lydsiden er samplet af reallyde fra håndboldhallens kampunivers, gummiskoenes hvinen mod gulvet, boldens dunken, spillernes kropskontakt, de hivende vejrtrækninger, publikumsreaktioner, tilsat et uigennemsigtigt slør af fjern støj, et bønnekald fra en minaret, ortodoks messe-sang, distante skudsalver som ekkoer fra en helt anden verden. Og umærkeligt ændrer dansens udtryk karakter. Det der i starten kunne ligne en håndboldkamps forsvarsparader, angreb og driblinger udvikler sig gradvis i en anden og mørkere retning. En kastearm ligner pludselig en, der kaster sten eller granater. En person, der segner og falder til jorden ligner et offer for en snigskytte. En person, der gribes i faldet ligner en døende i den andens arme. Og det er lige netop Jesenkovic’ evne til at skildre dette menneskelige drama og sorglandskab i, hvad der tilsyneladende ser ud som tilforladelige rammer, der virker så overrumplende og hudløst hjerteskærende, at man får lyst til at tude. Flot gået, Edhem Jesenkovic! Efter pausen blænder Tim Rushton i en anden ende af spektret op for løssluppen komik i en bearbejdning af et tidligere værk, Adams Dilemma, der nu har fået et mere feminint tvist i Evas Dilemma. Afsættet er indlysende Det Gamle Testamentes syndefaldsmyte, hvor der fristes til bid i æbler, hvilket her straks gør alle danserne til generte buksetrolde på rejsen udi deres gryende seksualitet. Danserne leger og springer som kåde kippekalve. De jonglerer med og uden æbler, jagter hinanden på skift og på kryds og tværs. Der drilles, fristes, lokkes og kurtiseres i spjættende gadedrengeløb med svingende arme og smut i øjet. Det skorter ikke på røde æbler i Tim Rushtons danseparadis. Og et af æblerne blev helt sikkert spist. Haps! Black Box Dance Company. Push : 2 moderne danseværker. Rush. Koreografi og samplet musik: Edhem Jesenkovic. Lysdesign: Adelsteinn Stefánsson. Kostumedesign: Storm. Evas Dilemma. Koreografi: Tim Rushton. Musik: A. Vivaldi. Lysdesign: Hans-Olof Tani. Kostumedesign: Åsa Gjerstad. Teater Katapult i Aarhus d. 20. og 21. februar og Den Fynske Opera i Odense d. 23. og 24. februar. Black Box Dance Company tumler både det dystre og det muntre i PUSH. Foto: Michael With dramas vigtigste teaterstykker. har trodsigt forlovet sig med sin forelæser, den unge Herming, sidste led i den slægt, som hendes far hader og foragter. Hvad gør det magtfulde familieoverhoved i den situation? Har han format til at forstå sin datter? Nej, Levin afviser Esther. Men hans hjertekloge hustru sætter ham på plads. Hvor børnene er, er jeg også, siger hun. Hvad er vi gamle uden vores børn? Da unge Herming melder sig på høflighedsvisit, nægter Levin at være i stuen. Hugo mander sig op: »Far, vi er da ikke pøbel!« Men Levin gemmer sig væk på sit herreværelse, mens den unge mand nervøst konverserer de øvrige. Så går døren op, og Levin viser sig. Hugo holder gode miner til slet spil og foregiver over for gæsten, at faren havde været forhindret i at møde op. Levin ser på sin søn med forstilt forundring: »Vi er da ikke pøbel,« siger han så. Mens Levin tøvende besinder sig, hvad sker der så hos Hermings? Hvilket frisind har den Jo, der er hyggeligt og trygt indenfor murene, men mure står for fald. jødiske Henri Nathansen, der selv var gift med en kristen kvinde, udstyret dem med? Ikke nogen. Herming er intolerancen selv, og sammen med sin kone har han manipuleret Esther til at acceptere kirkebryllup og barnedåb. Da Levins hører det, må de begge give fortabt i en knust resignation. Dette er ikke en forretningsmæssig og økonomisk fallit, men en religiøs og kulturel ydmygelse. Stykket kulminerer moralsk, da Esther mander sig op, anklager den kommende svigerfar, konfronterer sin forlovede og tager tilbage til forældrene, hvor hun græder sin fortvivlelse ud. Hun havde afsvoret sine rødder for kærligheden, men magter ikke at hengive sig til de kristne krav. Nu er der kun retræten til familiesuppen tilbage. Forelæsningerne, frihe- den, kærligheden, emancipationen – det hele er knust. Men så kommer Jørgen. Den unge kulturhistoriker træder i karakter som den store brobygger. Han taler humanismens og verdslighedens sag. Han rækker hånden frem mod Esther: Vores børn skal først og fremmest være mennesker, siger han. Slutspillet i dette fremragende drama giver som altid vand i brillen, for hvis Esther og Jørgen var pionerer dengang i 1912, er unge mennesker nu i dag stadig oppe mod samme slags fædre og fordomme. Intet andet dansk kunstværk konfronterer den kulturelle segregation så direkte med krav om mere humanisme. Naturligvis taler Sara for alle forældre, når hun til sidst henhvisker sit angstfyldte ønske om, at hendes datter må blive lykkelig i ægteskabet med den kristne mand. Thomas Bendixen sætter Indenfor murene op med det, man i filmens verden ville kalde et star only cast, tilsat nogle nyere navne. Som de gamle Levin’er er Waage Sandøe og Ghita Nørby udmærkede: han troværdigt forankret i det forbenede reaktionære, hun moderligt varm, stabiliserende og loyal over for datteren. På familien Hermings side er Preben Kristensen grum som den nedladende, antisemitiske gamle gedebuk og Jannie Faurschou er iskold som hans passivt-aggressive hustru. Replikkerne fyger med kold præcision. Som kontoristen Meyer har Nicolaj Kopernikus en velplaceret kejtethed, mens Michael Brostrup og Peter Oliver Hansen spiller deres roller som Esthers brødre fuldkommen kongenialt. Jo, der er hyggeligt og trygt indenfor murene, men mure står for fald. Det viste Henri Nathansen sin tro på ved at lægge al fremtiden i hænderne på en læge, en kulturhistoriker og en ung kvinde. Viden, rationalitet og frihed. Et storartet stykke. Henri Nathansen: Indenfor murene. Instruktion: Thomas Bendixen. Folketeatret, København, til 1. april. KORREKTUR: FLEMMING GERTZ
© Copyright 2024