Kultur
Weekendavisen
# 07 13. februar 2015
7
Dans. Håndbold, æbler og syndefaldsmyte - hjerteskærende og komisk dobbeltforestilling med det dynamiske ungdomskompagni
Black Box Dance Company fra Holstebro.
Ungdommens mod
Af majbrit hjelmsbo
M
an kan ikke andet
end beundre den
sejhed, hvormed
Marie BrolinTani igennem årtier ukueligt
har formået at sætte fokus på
moderne dans som en direkte
og vedkommende kunstart.
Både som medstifter og udvikler af det moderne dansemiljø i
Aarhus fra midten af 1980erne
sammen med pionerer som
Eske Holm og Palle Granhøj
og desuden som kunstnerisk
leder af MBT Danseteater op
gennem 1990erne, hvor hun
skabte adskillige imponerende
dansedramaer i det helt store
udtræk.
Hun har tillige været
chef for Skånes Dansteater i
Lund og leder af det dansk/
svenske projekt, Det Unge
Dansekompagni. Men siden
2013 har Marie Brolin-Tani
lagt hele sin danseforelskede
iværksætterenergi i Holstebros
nye ungdomskompagni, Black
Box Dance Company.
Allerede kompagniets første
forestilling Viva, Vive! vakte
opsigt med sin dynamiske energi. Og derefter ramte facebookforestillingen 100 LIKES med
koreografi af den prisbelønnede
svenske Mari Carrasco rent ind
i ungdomskulturens afhængighed af at »være på« i de
sociale medier. Denne gang har
Brolin-Tani så inviteret Dansk
Danseteaters kunstneriske leder, Tim Rushton, og bosniske
Edhem Jesenkovic til at skubbe
kompagniets otte unge dansere
videre i et udfordrende og kontrastfyldt dobbeltprogram med
fællestitlen PUSH.
Edhem Jesenkovic lægger ud
i den dystre ende med sit værk,
Rush, hvor danserne bevæger
sig i stressede, hårdtpumpede
bevægelsesmønstre inden for
sportsbanens hvide opstregninger. Lydsiden er samplet af
reallyde fra håndboldhallens
kampunivers, gummiskoenes
hvinen mod gulvet, boldens
dunken, spillernes kropskontakt, de hivende vejrtrækninger,
publikumsreaktioner, tilsat et
uigennemsigtigt slør af fjern
støj, et bønnekald fra en
minaret, ortodoks messe-sang,
distante skudsalver som ekkoer
fra en helt anden verden. Og
umærkeligt ændrer dansens
udtryk karakter.
Det der i starten kunne
ligne en håndboldkamps
forsvarsparader, angreb og
driblinger udvikler sig gradvis i
en anden og mørkere retning.
En kastearm ligner pludselig
en, der kaster sten eller granater.
En person, der segner og falder
til jorden ligner et offer for
en snigskytte. En person, der
gribes i faldet ligner en døende
i den andens arme. Og det er
lige netop Jesenkovic’ evne til
at skildre dette menneskelige
drama og sorglandskab i, hvad
der tilsyneladende ser ud som
tilforladelige rammer, der virker
så overrumplende og hudløst
hjerteskærende, at man får lyst
til at tude. Flot gået, Edhem
Jesenkovic!
Efter pausen blænder Tim
Rushton i en anden ende af
spektret op for løssluppen
komik i en bearbejdning
af et tidligere værk, Adams
Dilemma, der nu har fået et
mere feminint tvist i Evas
Dilemma. Afsættet er indlysende Det Gamle Testamentes
syndefaldsmyte, hvor der fristes
til bid i æbler, hvilket her straks
gør alle danserne til generte
buksetrolde på rejsen udi deres
gryende seksualitet.
Danserne leger og springer
som kåde kippekalve. De
jonglerer med og uden æbler,
jagter hinanden på skift og på
kryds og tværs. Der drilles,
fristes, lokkes og kurtiseres i
spjættende gadedrengeløb med
svingende arme og smut i øjet.
Det skorter ikke på røde
æbler i Tim Rushtons danseparadis. Og et af æblerne blev
helt sikkert spist. Haps!
Black Box Dance Company.
Push : 2 moderne danseværker.
Rush. Koreografi og samplet
musik: Edhem Jesenkovic.
Lysdesign: Adelsteinn Stefánsson.
Kostumedesign: Storm.
Evas Dilemma. Koreografi:
Tim Rushton. Musik: A. Vivaldi.
Lysdesign: Hans-Olof Tani.
Kostumedesign: Åsa Gjerstad.
Teater Katapult i Aarhus d. 20.
og 21. februar og Den Fynske
Opera i Odense d. 23. og 24.
februar.
Black Box Dance Company tumler både det dystre og det muntre i PUSH.
Foto: Michael With
dramas vigtigste teaterstykker.
har trodsigt forlovet sig med sin forelæser, den
unge Herming, sidste led i den slægt, som
hendes far hader og foragter.
Hvad gør det magtfulde familieoverhoved i
den situation? Har han format til at forstå sin
datter? Nej, Levin afviser Esther. Men hans
hjertekloge hustru sætter ham på plads. Hvor
børnene er, er jeg også, siger hun. Hvad er vi
gamle uden vores børn?
Da unge Herming melder sig på høflighedsvisit, nægter Levin at være i stuen. Hugo mander
sig op: »Far, vi er da ikke pøbel!« Men Levin
gemmer sig væk på sit herreværelse, mens den
unge mand nervøst konverserer de øvrige. Så
går døren op, og Levin viser sig. Hugo holder
gode miner til slet spil og foregiver over for
gæsten, at faren havde været forhindret i at
møde op. Levin ser på sin søn med forstilt forundring: »Vi er da ikke pøbel,« siger han så.
Mens Levin tøvende besinder sig, hvad sker
der så hos Hermings? Hvilket frisind har den
Jo, der er hyggeligt og trygt
indenfor murene, men
mure står for fald.
jødiske Henri Nathansen, der selv var gift med
en kristen kvinde, udstyret dem med? Ikke nogen. Herming er intolerancen selv, og sammen
med sin kone har han manipuleret Esther til at
acceptere kirkebryllup og barnedåb. Da Levins
hører det, må de begge give fortabt i en knust
resignation. Dette er ikke en forretningsmæssig
og økonomisk fallit, men en religiøs og kulturel
ydmygelse.
Stykket kulminerer moralsk, da Esther
mander sig op, anklager den kommende
svigerfar, konfronterer sin forlovede og tager
tilbage til forældrene, hvor hun græder sin
fortvivlelse ud. Hun havde afsvoret sine rødder
for kærligheden, men magter ikke at hengive
sig til de kristne krav. Nu er der kun retræten til
familiesuppen tilbage. Forelæsningerne, frihe-
den, kærligheden, emancipationen – det hele er
knust. Men så kommer Jørgen.
Den unge kulturhistoriker træder i karakter
som den store brobygger. Han taler humanismens og verdslighedens sag. Han rækker
hånden frem mod Esther: Vores børn skal først
og fremmest være mennesker, siger han.
Slutspillet i dette fremragende drama giver
som altid vand i brillen, for hvis Esther og
Jørgen var pionerer dengang i 1912, er unge
mennesker nu i dag stadig oppe mod samme
slags fædre og fordomme. Intet andet dansk
kunstværk konfronterer den kulturelle segregation så direkte med krav om mere humanisme.
Naturligvis taler Sara for alle forældre, når hun
til sidst henhvisker sit angstfyldte ønske om,
at hendes datter må blive lykkelig i ægteskabet
med den kristne mand.
Thomas Bendixen sætter Indenfor murene
op med det, man i filmens verden ville kalde
et star only cast, tilsat nogle nyere navne. Som
de gamle Levin’er er Waage Sandøe og Ghita
Nørby udmærkede: han troværdigt forankret
i det forbenede reaktionære, hun moderligt
varm, stabiliserende og loyal over for datteren.
På familien Hermings side er Preben Kristensen
grum som den nedladende, antisemitiske gamle
gedebuk og Jannie Faurschou er iskold som
hans passivt-aggressive hustru. Replikkerne
fyger med kold præcision. Som kontoristen
Meyer har Nicolaj Kopernikus en velplaceret
kejtethed, mens Michael Brostrup og Peter
Oliver Hansen spiller deres roller som Esthers
brødre fuldkommen kongenialt.
Jo, der er hyggeligt og trygt indenfor murene, men mure står for fald. Det viste Henri
Nathansen sin tro på ved at lægge al fremtiden
i hænderne på en læge, en kulturhistoriker og
en ung kvinde. Viden, rationalitet og frihed. Et
storartet stykke.
Henri Nathansen: Indenfor murene.
Instruktion: Thomas Bendixen. Folketeatret,
København, til 1. april.
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ