INFORMATION EFTER OPERATION INDSÆTTELSE AF KUNSTIGT LED Jægersborgvej 64-66B, 2800 Lyngby | Telefon: 45 933 933 | Telefax: 45 935 550 | www.kbhprivat.dk INDLEDNING Du er opereret med et nyt led. Operationen er gået helt planmæssigt, og røntgenkontrollen har vist god stilling af det indsatte materiale. Du er nu på vej hjem, og vi vil ønske dig fortsat god bedring, indtil vi ses ved 3 måneders kontrollen. Vi ved af erfaring, at der kan opstå spørgsmål i efterforløbet af en operation og har i denne folder beskrevet hyppige spørgsmål og svar herpå. Venlig hilsen Københavns Privathospital A/S Henrik Husted, overlæge, dr. med. Anders Troelsen, overlæge, PhD, dr.med Har du spørgsmål, som går ud over de svar, som du finder i denne folder, så kontakt os på følgende telefonnumre: Sekretariatet på telefon 45 933 933, såfremt det drejer sig om spørgsmål omkring forsikringsdækning, fysioterapi, tilsendelse af kopi af røntgenbilleder, ændring af kontroltid, bestilling af extra tid hos den opererende kirurg eller mere administrative forhold omkring dit forløb. Sygeplejerske på telefon 45 275 230 ved spørgsmål omkring forbinding, skift af denne, sårets udseende samt den udleverede medicin. Fysioterapeut på telefon 45 275 224 (Henrik) eller 45 275 223 (Thomas) ved spørgsmål om leddets bevægelighed, evt. strække-/bøje-mangel. Kirurgen direkte på det udleverede telefonnummer ved spørgsmål omkring selve operationen. Egen læge ved behov for fornyelse af vanlig medicin og/eller behov for mere smertestillende medicin. HYPPIGE SPØRGSMÅL Mit sår væsker/bløder efter udskrivelsen – er det normalt? Svar: Ja, det er helt normalt. Der står blod under huden, som presser sig ud. Det skal være aftagende efter et par dage og må kun være minimalt efter 5 dage – ellers kontakt sygeplejersken på Københavns Privathospital. Mit opererede led/ben er hævet – er det normalt? Svar: Ja, det er helt normalt. Der kan være hævelse og misfarvning som følge af blødning i ugermåneder efter operationen. Et blåt mærke kan vandre helt ned i fodsålen. Gå så normalt og så meget, som du kan og løft benet op til mindst vandret eller bedre lidt højere, når du hviler eller sidder. Såret er lidt rødt – er det normalt? Svar: Ja, det er helt normalt. Det er et led i helingsprocessen, at et sår kan blive lidt rødt (også omkring klipsene). Man skal reagere, hvis rødmen er meget tiltagende, man får feber, der kommer pus ud, smerter tiltager – så kan det være tegn på betændelse. Skulle det ske, kontakt operatøren (hverdag) eller skadestuen (weekend) på dit nærmeste sygehus, så der kan blive kigget på det. Der kommer en lille bule i såret – og der kom lidt væske ud – er det normalt? Svar: Ja, det er helt normalt. Såret er lukket i 3 lag, hvoraf de 2 inderste er med opløselige tråde. Disse tråde opløses til en lille portion væske (ligner pus, men er helt sterilt og har intet med betændelse at gøre) og kan komme ud af såret – evt. med et lille stykke tråd. Behandles med vand og sæbe. Mit opererede knæ er lidt stift og kan ikke bøjes/ strækkes så godt – er det normalt? Svar: Ja, det er helt normalt, når man har fået et kunstigt knæled. Kirurgen har ved operationens afslutning sikret, at knæet kan strække helt ud og bøje helt sammen – herefter er det op til dig (sammen med din fysioterapeut) at vedligeholde denne bevægelighed. Vær flittig med øvelser – også udover smertegrænsen – ellers kommer der arvæv, og knæet bliver stift. Læg ikke puder, håndklæder eller andet under knæet, så det er let bøjet om natten – benet skal være mest muligt i strakt position om natten. Som tommelfingerregel skal man kunne bøje mindst 90 grader efter 6 uger – er dette ikke tilfældet, kontakt da fysioterapeut ved Københavns Privathospital. Hvornår må jeg bade? Svar: Når du har lyst. Anvend vandskyende plaster – bliver det vådt, skal det skiftes. Når klipsene er fjernet, skal arret have luft – anvend kun plaster, hvis det væsker – og hvis denne væsken fortsætter, kontakt da kirurgen. Hvornår må jeg cykle? Svar: efter ca 6 uger på almindelig cykel, omgående efter operationen på kondicykel. Forskellen skyldes risikoen for fald ved anvendelse af alm cykel for tidligt. Hvornår må jeg flyve? Svar: når du har lyst. Ved længere ture anbefales indtagelse af Acetylsalicylsyre (hvis tåles, hjertemagnyl eller Kodimagnyl) til mindskelse af risiko for blodprop. Du vil med metallet i dit nye led udløse alarmen i lufthavnen, du skal blot fortælle, at du har et nyt led (medgiver ikke brev herom). Jeg har brug for en sygemelding? Svar: kontakt venligst egen læge. Normalt anbefales ca 3 mdr, men det kan afhænge af erhverv. Hvornår må jeg køre bil? Svar: når du kan køre forsvarligt, dvs. ikke får morfin eller tilsvarende medicin OG kan flytte fødderne hurtigt og sikkert på pedalerne, normalt efter ca 4-6 uger. Hvornår må jeg gå i svømmehal? Svar: når klipsene er fjernet og der ikke længere er sår, normalt efter 4-6 uger. Sidst revideret januar 2015 Revideres igen 2018
© Copyright 2024