Download Report

Tre kvinder fortæller
MIT
AKTIVE
LIV
på trods ...
Kan man dyrke sport og motion,
hvis man har en kronisk sygdom?
FEMINA har mødt tre powerkvinder, der
ikke lader sig tryne af diagnoser. De har
snøret træningsskoene og lever et
aktivt og sundt liv, der giver dem energi,
overskud og bedre livskvalitet.
af Nana langhoff • foto: Claus Boesen
Pia
Wickstrøm,
47 år
• Selvstændig konsulent med
virksomheden Wickstrøm & Co.,
foredragsholder, bestyrelsesmedlem
i Scleroseforeningens
kommunikationsbestyrelse
• Gift, bor i Lyngby
• Har sclerose
74
femina.dk 19/2015
sundhed
Sclerose
Du bliver nødt til at sætte mål, der er svære at nå
Det kan godt være, sclerose manipulerer fysikken ud af balance, men Pia Wickstrøms værdier og
ambitioner slingrer på ingen måde. Målet er sat. Hun vil løbe New York Marathon til november.
M
an kan sagtens være sej,
selv om man har et uhyre
boende i kroppen. Pia
Wickstrøm lader sig nemlig ikke skræmme. Hun har ikke kontrol
over sclerosen og får det heller aldrig, men
hun har fuld kontrol over den måde, hun
har valgt at tackle den på.
– Når du har fået sclerose, er du programmeret. Så jeg ved ikke, hvad der sker i morgen, og det er det, der er mentalt svært
ved sygdommen. Men jeg er meget sådan:
Nå, vi finder ud af det. Jeg er meget handlingsorienteret i min stil.
Og handling skulle der til, for Pia Wickstrøm ville tilbage til hverdagen efter sit
første attak. Hun ændrede sin kost og snørede de løbesko, der tidligere havde ført
hende igennem flere maratoner. Hun ville
løbe et igen.
Otto måneder i sengen
Det kom helt uventet. Under en hiphoptime gjorde nakken mere ondt end sædvanligt. I dagene efter forvandlede nakkestivheden sig til en følelsesløs lillefinger og
derefter til følelsesforstyrrelser og lammelser i højre side af overkroppen. Diagnosen
blev stillet uden tøven: Sclerose.
Det er nu fire år siden, Pia Wickstrøm
havde sit attak. Attakvis sclerose er én ud
af tre forskellige former for sclerose, hvor
symptomerne kommer og går i værre eller
mindre grad. Det kostede otte måneder i
sengen, før forstyrrelserne trak sig tilbage.
– Det var jo en rejse rent fysisk, fordi jeg
tidligere havde følt, jeg var uovervindelig,
og mine børn har altid syntes, jeg var vildt
aktiv og dynamisk. Lige pludselig kunne
jeg ikke noget, min arm blev sådan lidt epileptisk. Jeg kunne slet ikke børste tænder
eller tage makeup på. Og det var jo et underligt liv for min familie og mig. Hvis jeg
skulle evaluere mig selv i den periode, så
tror jeg slet ikke, jeg tænkte over, hvordan
livet skulle være med sygdommen. Jeg tror
til gengæld, min familie tænkte over det.
Pia Wickstrøm har ellers altid haft et aktivt
liv. Både på karrierefronten og løbestien.
Det har hun også i dag. Hun er tjekket og
ligner absolut ikke en, der bærer rundt på
en sygdom, som ville skræmme de fleste.
Men det har taget tid, tålmodighed og
benhård vilje at nå dertil igen. For sygdommen er ubarmhjertig og kræver daglig medicin for at mindske symptomerne.
I dag har Pia Wickstrøm en mindre følelsesforstyrrelse i højre hånd efter attakket.
Den plejer hun ved at vinterbade, fordi
Taarbæks kolde bølger varmer nervebanerne og giver liv i kroppen.
– Jeg er meget målrettet, jeg har altid
godt kunnet lide at sætte mål. Du bliver
nødt til at sætte mål, der er svære at nå,
ellers stagnerer du. Men jeg kunne godt
mærke, at det var mega hårdt, det var virkelig at kravle op ad bjerget og ryge ned
80 gange om dagen. Tre gange om ugen
løber Pia Wickstrøm på hurtigholdet med
løbeklubben i Dyrehaven. Men hun måtte
starte fra nul, da hun rejste sig fra sygesengen.
– Jeg havde jo ingen form efter de otte
”
hvor der bliver brugt mange timer. Og så
kan jeg lide at løbe. Derudover har jeg altid
været motiveret for at dyrke sport, men jeg
er også blevet meget bevidst om, at det er
rigtig godt at dyrke sport, når man har sclerose.
Til efteråret skal Pia Wickstrøm løbe maraton i New York.
– Det skal jeg bare, men der er også en fare
ved at løbe så langt, fordi du presser din
krop unødigt. Der er mange læger, der har
holdninger til det. Jeg tænker, at hvis jeg
træner rigtig meget og har en følelse af, at
jeg har styr på min krop, så tror jeg på, at
det kan lade sig gøre.
Magi i kroppen
Pia Wickstrøm har efter diagnosen ændret
nogle få ting i sin daglige kost og sundhed.
– Jeg er stoppet med at spise kød, fordi
kroppen bruger tre-fire dage på at få det
fordøjet, hvilket er ressourcer, den ikke
behøver at bruge af – det har jeg fået vildt
Der er ingen begrænsninger andet
end de forventninger, du har til dig selv.
Du kan ikke lægge ud, som du plejede,
den accept bliver du nødt til at have
måneder, jeg kunne ikke løbe 100 meter,
så jeg skulle starte forfra.
Det var ikke kun konditionen, der havde
mistet pusten. Også koordinationsevnen
var ude af balance.
– Jeg lavede de vildeste styrt, det første år
jeg løb – faldt over pinde og bragede ind i
den røde låge ude i Dyrehaven. Jeg kunne
slet ikke koordinere, indtil jeg fandt ud
af, at jeg ikke kan snakke, når jeg løber –
derimod skal jeg have fokus på mit åndedræt og på, hvor jeg sætter fødderne.
PRESSER KROPPEN UNØDIGT?
Det er heller ingen tilfældighed, at hun
føler sig tilpas i løbeskoene.
– Løb er nemt tilgængeligt, jeg har et job,
meget energi af. Det handler om at finde
ud af, hvor man får sin energi fra. Og så spiser jeg masser af fisk i stedet for. Jeg spiser
alt muligt, jeg er ikke fanatisk. Men der sker
noget magi i min krop uden kødet.
En anden ting, Pia Wickstrøm har ændret
på, er nattesøvnen.
– Jeg tænker mere over at få sovet, søvn er
rigtig vigtigt. Det er den bedste ressource.
Pia Wickstrøm har valgt ikke at lade sig begrænse af sygdommen. Hun bruger blandt
andet sine erfaringer i sit firma, hvor hun
også arbejder med det at være under pres.
– Der er ingen begrænsninger andet end
de forventninger, du har til dig selv. Du kan
ikke lægge ud, som du plejede, den accept
bliver du nødt til at have.
femina.dk 19/2015
75