Når du bliver syg og uarbejdsdygtig Forord I denne pjece kan du læse om dine muligheder, rettigheder og pligter, når du bliver syg og uarbejdsdygtig. Og hvordan du hos CEB kan finde støtte til at vende tilbage på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt. Som udgangspunkt kan du få sygedagpenge i 22 uger. I den periode er det vigtigt, at du selv gør en indsats for at blive arbejdsdygtig igen. Blandt andet ved at tage ansvar for dig selv og aktivt deltage i de tilbud og muligheder, som vi hjælper dig med at finde. Gør du ikke en indsats for at blive arbejdsdygtig, kan du miste retten til at få udbetalt sygedagpenge. Og din arbejdsgiver kan miste retten til refusion, hvis du modtager løn under sygdom. Derfor er det afgørende, at du hurtigt kommer i gang med at finde holdbare løsninger i samarbejde med os. Din arbejdsgiver har pligt til at afholde en personlig samtale med dig senest fire uger efter din første sygefraværsdag. Men det er vigtigt, at du også selv sørger for at holde kontakt til din arbejdsplads. Og til andre. Sygdom er ikke kun en privat sag. Jo mere du lader din nærmeste leder, tillidsmand, kolleger, familie og venner tage del i dit sygdomsforløb, jo lettere kan de støtte dig i at finde en løsning, som du er tilfreds med. Og som dit helbred kan holde til på sigt. Al erfaring viser, at de alle spiller en væsentlig rolle for, at du hurtigt kan vende tilbage til arbejdsmarkedet. Pjecens indhold: • At være aktiv sygemeldt • Hvordan du og din arbejdsgiver kan bruge CEB • Et sygedagpengeforløb Med venlig hilsen CEB 2 At være aktivt sygemeldt At være aktivt sygemeldt betyder, at du deltager aktivt i et forløb hos CEB med det mål at vende tilbage til arbejdsmarkedet hurtigst muligt. Forløbet tager udgangspunkt i en plan, som du udarbejder sammen med os. I planen kan indgå tilbud og aktiviteter, som fremmer dine muligheder for at fastholde dit job eller vende tilbage til et andet job. CEB har en række muligheder for at støtte dig og din arbejdsplads, så du kan vende tilbage trods sygdom. Dem kan du læse mere om i det følgende. 3 Hvordan du og din arbejdsgiver kan bruge CEB Fast Track-ordning Pr. 1. januar 2015 har du og/eller arbejdsgiver mulighed for at sende en fast track anmodning til kommunen inden for de første fem uger af din sygemeldingsperiode. Fast track betyder, at kommunen iværksætter en ekstraordinær tidlig indsats. Den mulighed kan du bruge, hvis du forventer at din sygdom vil vare mere end otte uger fra din første fraværsdag. Hvis det er din arbejdsgiver, som anmoder om fast track indsatsen, så kræver det naturligvis dit samtykke. Senest to uger efter din eller din arbejdsgivers anmodning afholdes et møde, hvor vi i fællesskab udarbejder en handleplan for din tilbagevenden til job. Kommunen vil bede dig om at besøge din egen læge inden samtalen. Delvis raskmelding En delvis raskmelding erstatter en sygemelding på fuld tid. Den er relevant for dig, hvis du for eksempel har brug for behandling i en periode, eller du af helbredsmæssige årsager ikke kan starte på fuld tid. Med en delvis raskmelding kan du vende tilbage til din arbejdsplads på nedsat tid i en kortere periode. Der skal som hovedregel være tale om en daglig nedsættelse af din normale arbejdstid. Som kompensation for de timer, du er fraværende på grund af sygdom, modtager du eller din arbejdsgiver sygedagpenge afhængig af din overenskomst. Der skal dog være tale om mindst fire timer om ugen. §56-aftale En §56-aftale kan komme på tale, hvis du har en langvarig eller kronisk lidelse, der ud fra en lægelig vurdering giver en væsentlig risiko for øget fravær på mindst ti dage i løbet af 12 måneder. Aftalen betyder, at din arbejdsgiver kan få refusion fra din første fraværsdag. 4 Du kan eventuelt få godkendt en §56-aftale, hvis du er fraværende mindst fire timer om ugen inklusiv transport til og fra fortsat behandling. Få mere at vide hos CEB om denne mulighed. Hvis du ikke umiddelbart kan vende tilbage til din arbejdsfunktion, er der andre muligheder for at fastholde tilknytningen til din arbejdsplads. For eksempel kan det være en god idé med en rundbordssamtale. En rundbordssamtale er et møde, hvor du deltager sammen med din leder, din tillidsrepræsentant, din kontaktperson ved CEB, din læge, din fagforening eller andre relevante personer. I fællesskab finder vi ud af, hvad der skal til, for at du kan blive på din arbejdsplads. Måske kan du få en mindre belastende jobfunktion, eller du kan blive oplært til nye opgaver, evt. af en mentor. Det kan også være, at investeringer i redskaber eller anden indretning af arbejdspladsen er svaret. Eller måske en personlig assistent. Du kan selv tage initiativ til en rundbordssamtale. Det samme kan de øvrige deltagere. 5 6 Omplacering i virksomheden Du kan aftale med CEB, at du afprøver en anden arbejdsfunktion på din arbejdsplads, mens du stadig får sygedagpenge, eller din arbejdsgiver modtager refusion. Redskaber og indretning af arbejdspladsen Din arbejdsgiver kan få hjælp til at afklare, om der findes redskaber, eller om din arbejdsplads kan indrettes på en anden måde, så du fortsat kan passe dit job. Gælder også for selvstændige. Personlig assistance Hvis du får en kronisk lidelse eller et handicap, kan din arbejdsgiver få støtte til at ansætte en personlig assistent til dig i max. 20 timer om ugen. Det kan være en ekstern person eller en kollega, der frikøbes til at hjælpe dig, så du fortsat kan klare dit arbejde. Assistenten kompenserer for de arbejdsopgaver, som du ikke længere kan udføre alene. Gælder også for selvstændige. Mentor En mentor er en kollega eller en ekstern person, der i en periode introducerer og oplærer dig til en ny arbejdsfunktion. En mentor kan være relevant, hvis du af helbredsmæssige grunde ikke længere kan klare dit hidtidige arbejde. Kan du trods de ovennævnte støttemuligheder ikke bevare tilknytningen til din arbejdsplads, er der andre muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Du kan komme i virksomhedspraktik eller i en såkaldt revalidering. I en revalidering kan du for eksempel blive optrænet til andre erhverv, gennemføre opkvalificerende kurser eller tage en ny uddannelse. Er de ovennævnte muligheder helt udtømte, kan det komme på tale at afdække dine muligheder for at få et ressourceforløb, et fleksjob eller eventuelt en førtidspension. 7 Kort om sygedagpenge Sygedagpenge er en korttidsydelse til dig, der er blevet uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. For at være berettiget til ydelsen skal du opfylde mindst ét af kriterierne herunder: •Du skal have været i uafbrudt beskæftigelse i 26 uger før første sygedag, og i de 26 uger skal du have arbejdet i mindst 240 timer. •Du er medlem af en A-kasse og er dagpengeberettiget. •Du har inden for den sidste måned afsluttet en uddannelse af mindst 18 måneders varighed. •Du er elev, og du modtager løn i praktikken. •Du er ansat i fleksjob. Du har som udgangspunkt kun ret til sygedagpenge i op til 22 uger inden for de seneste 9 måneder. Og det er et krav, at du aktivt deltager i tilbud og aktiviteter, som du aftaler med CEB. Pensionister kan dog maksimalt få sygedagpenge i op til 26 uger inden for de seneste 12 måneder. Hvis du modtager løn under din sygdom, vil din arbejdsgiver få hel eller delvis refusion. 8 Et sygedagpengeforløb Oplysningsskema Kommunen sender dig et oplysningsskema, når den har modtaget indberetning om din sygemelding fra din arbejdsgiver. Oplysningsskemaet skal du udfylde og returnere inden otte dage. Gør du ikke det, kan du miste retten til sygedagpenge, eller din arbejdsgiver kan miste retten til sygedagpengerefusion. I skemaet skal du oplyse om din sygdom, og hvordan sygdommen påvirker dine muligheder for at udføre dit arbejde. På baggrund af oplysningsskemaet indhentes lægeattest (LÆ 285). Du modtager et brev, hvoraf fremgår, at du skal bestille tid hos din læge vedr. udfyldelse af attesten. Opfølgningssamtaler Inden udgangen af din ottende uge som sygemeldt er kommunen forpligtet til at afholde en opfølgningssamtale med dig. Samtalen foregår hos CEB, og formålet er at informere dig om dine muligheder, rettigheder og pligter som sygedagpengemodtager. Samtidig får vi mulighed for at vurdere din situation, og hvor tæt du er på at kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Sygedagpengeloven arbejder med tre kategorier i sygedagpengesager for sygemeldte borgere, hvor en fuld raskmelding forventes ... 1.... inden for otte uger regnet fra første sygedag. 2.... senere end otte uger regnet fra første sygedag. 3.... senere end otte uger regnet fra første sygedag, hvor der ud over de helbredsmæssige forhold er andre udfordringer i forhold til den sygemeldtes muligheder for at vende tilbage til arbejde – herunder sociale forhold – og hvor der vurderes at være behov for at iværksætte en tværfaglig indsats (jvf. § 13d). Afhængig af hvilken kategori, du hører ind under, vurderer CEB, hvilke tiltag vi umiddelbart kan sætte i gang, og hvor ofte vi er i kontakt med dig og eventuelt din arbejdsplads. 9 I forbindelse med de første samtaler udarbejder du sammen med os en handleplan. Vi vil løbende følge op på din situation ved at holde tæt kontakt til dig, minimum hver fjerde uge. Måske kommer du i den forbindelse til at møde flere sagsbehandlere – især hvis dit sygefravær er af længere varighed. Rehabiliteringsplan Hvis CEB skal vurdere dig i forhold til revalidering, jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension, udarbejder vi det, der hedder en Rehabiliteringsplan. Målet med Rehabiliteringsplanen er blandt andet at beskrive: - dit job- og uddannelsesmål - dit eget helbredsperspektiv - dine tidligere job og uddannelse - din hidtidige forsørgelse - hidtidig indsats for din beskæftigelse, dine sociale forhold og dit helbred - lægens vurdering af dit helbred og fremtidige muligheder på arbejdsmarkedet Raskmelding Når du bliver rask, skal du selv raskmelde dig. Er du i en ansættelse, skal du raskmelde dig hos din arbejdsgiver og hos din rådgiver i CEB. Er du ledig, raskmelder du dig hos din Akasse, din rådgiver og jobnet.dk. På CEB’s hjemmeside under ‘kontakt’ kan du finde kontaktoplysninger på din rådgiver. 10 CEB Sygedagpenge beregnes og udbetales af Ydelseskontoret Torvet, Borgerservice 7400 Herning Tlf. 9628 4240 CEB er en del af Herning Kommune og løser opgaver i tilknytning til Herning Kommunes beskæftigelses indsats. Har du brug for yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte CEB Godsbanevej 1 A 7400 Herning Tlf. 9628 5100 [email protected] Du kan også besøge vores hjemmeside: www.cebherning.dk 11 januar 2015 12 tilbage på arbejdsmarkedet ... deisgn & layout: TeR / ddsign.dk
© Copyright 2024