Brev til lærere om kompetencetest og elevspørgeskema

Brev til lærere om kompetencetest og elevspørgeskema
Kære lærer
Eleverne i din klasse skal gennemføre en computerbaseret test og et spørgeskema. Testen består af
to moduler af cirka 45 minutters varighed. 3. klasse skal dog kun igennem ét modul. Spørgeskemaet
tager derudover ca. 15 minutter at besvare.
Testen har til hensigt at måle det der ofte kaldes det 21. århundredes kompetencer
(samarbejdskompetence, innovationskompetence, kritisk informationskompetence,
produktionskompetence, organiseringskompetence mv.). Hvert modul har en rammefortælling som
spørgsmålene ligger inden for. Spørgsmålene i testen kan fx handle om at besvare en e-mail,
organisere arbejdsopgaver, finde på ideer i en brainstorm, designe en plakat osv. Nogle spørgsmål er
multiple choice, men de fleste svar evalueres efterfølgende af medarbejdere ved projektet.
Inden eleverne går i gang, er der en kort introduktion som består i et manuskript der skal læses op.
Introduktionen forklarer den tekniske testplatforms elementer. Samtidig vises et PowerPointshow på
det interaktive whiteboard/med projektor.
Der er tidsfrist på besvarelse af modulerne. Der er afsat 45 minutter. Vores erfaring er, at det skulle
være rigeligt. Først når alle er færdige med første modul, skal I gå videre med andet modul. Det
betyder at det vil være en god ide hvis I opfordrer eleverne til at have læsestof eller andet med, så
de kan sidde i ro og mag når de er færdige. Det anbefales at I har en kort pause på fx 5-10 minutter
imellem de to moduler, og igen en kort pause før besvarelse af spørgeskema.
I spørgeskemaet er der nogle spørgsmål om elevernes forældre som vi vil bede om, at I tager op på
klassen inden testen, og måske også beder eleverne om at tage op derhjemme (brug evt.
forældreintra til at informere forældrene om spørgsmålene). Spørgsmålene handler om forældrenes
uddannelsesniveau og arbejde. De lyder således:
5.1 Hvilket job har din mor (eller stedmor/plejemor)? (fx kok, gymnasielærer, SoSu-assistent,
ingeniør)?
Her skal eleven svare i fri tekst som bedst muligt (men kort) forklarer morens job
5.2 Hvad laver din mor (eller stedmor/plejemor) på sit arbejde? (fx laver mad på en restaurant,
underviser gymnasieelever, arbejder med ældre mennesker på et plejehjem, konstruere bygninger)?
Her skal eleven svare i fri tekst hvad moren laver i sit job.
5.3 Hvad er det højeste uddannelsesniveau din mor eller stedmor/plejemor har opnået? Spørg om
hjælp fra den testansvarlige, hvis du ikke er sikker på, hvilket felt du skal vælge. (Angiv kun ét
valg)
Her skal eleven vælge et af punkterne.
 Bachelor, kandidat- eller ph.d.-uddannelse (fx lærer, læge, jurist)
 Erhvervsakademi- eller kortere videregående uddannelse (fx laborant, datamatiker,
bankrådgiver)
 Gymnasial uddannelse eller erhvervsuddannelse (fx stx, EUD, hhx, htx, sosu, murer, vvs)
 Grundskolen (fx folkeskolen)
 Hun har ikke gennemført grundskolen
De samme spørgsmål stilles i forhold til faren/den mandlige omsorgsperson.
Hvis ikke moren eller faren har et job, stilles det samme spørgsmål, men formuleret: Hvad var det
sidste job hun havde.
Hvis de ikke har haft et job, bedes eleverne svare på, hvad deres forælder laver for tiden.
Vi håber I får fornøjelse af kompetencetesten – tilbagemeldingerne fra elever der har prøvet den i de
andre projekter er rigtig gode.
Mange hilsener
Teamet bag demonstrationsskoleprojektet