DANMARK HÅNDVÆRKSPOESI OG MATERIALEMANIPULATION BIENNALEN FOR KUNSTHÅNDVÆRK & DESIGN 2015 KUNSTHÅNDVERK | 32 Av Hanne-Louise Johannesen I Vinneren av Biennaleprisen 2015, Søren Thygesen, Ingen titel. Foto: Dorte Krogh. år har Biennalens kuratorer valgt at lade temaet Making is Connecting og de konkrete fysiske rammer være styrende for udvælgelsen til udstillingen. Temaet sætter fokus på materialitet, sanselighed og håndværk og opfordrer til konkrete eksperimenter og undersøgelser af både nye teknologier og gamle materialer og teknikker. Desuden ønsker Biennalen, med deres egne ord at fremme nye arbejdsfællesskaber, metoder og værker skabt i et felt, der både rummer kunsthåndværk, kunst, design og arkitektur.1 Et ambitiøst udgangspunkt som faktisk fungerer efter hensigten, måske især fordi hvert indsendt værkforslag har haft frie hænder indenfor den givne snævre ramme som lokaliteten i Slottet giver. Hvert værk har fået tildelt et Blank Space, som udgør mellemrummet mellem to søjler. Fra arrangørernes side har man valgt at støtte kunstnerne med professionel og individuelt tilpasset lyssætning, men ingen yderligere visuel rammesætning. Denne udfordring har kunstnerne taget til sig, så man som publikum inviteres til at opleve de blanke rum forvandlet til poetiske rum, stoflige rum, historiefortællende rum og fællesskabsrum. At mestre stofligheden uden at blive harmløs I confront the city with my body; my legs measure the length of the arcade and the width of the square; my gaze unconsciously projects my body onto the facade of the cathedral, where it roams over the mouldings and contours (…) The city and my body supplement and define each other. I dwell in the city and the city dwells in me.2 Årets Biennale indbyder til at blive konfronteret med hele kroppen. For eksempel i mødet med I syv sind – klemt mellem brædder hvor tekstildesigner Sanne Ransby og keramiker Mariko Wada sammen har udfyldt mellemrummet med 7 individuelle og særprægede kæmpepuder, der ser ud som om de kæmper om pladsen og får en til at tænke på en tilsvarende kamp om pladsen, der finder sted i en overfyldt metro. Pudernes størrelser, lyssætningens dramatik og deres individuelle karakter skaber et foruroligende spændingsfelt mellem det bløde og indbydende, og indeklemt iltmangel. Et greb, der med Pallasmaas tankegang, får værket og beskuerens krop til … draws from (…) (a) deep well of sensory input to inform us about what we are touching as well as about the self who does the touching. (…) Every time I touch, I am also touched. I affect the world and the world affects me, unlike sight and hearing (…). Touching generates a feeling for the reality of things as well as my own reality. It conveys the qualities of things such as wood, sand, and steel at the same time that it reminds me I am softer than wood, firmer than sand, and warmer than steel.3 Den æstetiske berøring og relationen mellem syn, berøring og forventning er indbegrebet af Sarah Oakmans værk Ved første øjekast, som udfordrer den gængse materialeforståelse og sætter spørgsmålstegn ved materialers muligheder og begrænsninger. Oakman transformerer skumgummi til keramik og overfører i processen skum- » KUNSTHÅNDVERK | 33 Biennalen for Kunsthåndværk & Design i Danmark vises i år i Slottet, den gamle lagerkælder i Carlsbergbyen, København. Biennalen afvikles for 10. gang og viser det bedste af det nyeste indenfor dansk kunsthåndværk og design, og består af en censureret udstilling og uddeling af en pris på 100.000 danske kroner. at definere hinanden. Ved siden af befinder Lea Mi Engholms værk Twisted #2 sig. Her er en anden slags kropslig fokus i højsædet. Engholm hylder modsætningen til vores hurtige strømlinede dagligdag med 60 kg rødler, der er rullet, snoet og højbrændt. Den fysiske arbejdsproces bliver del af det visuelle udtryk, og hun ønsker at vise lerets umiddelbare egenskaber, som blødt formbart materiale. Hun anvender kun hænderne og det rå ler, og resultatet minder om trævler i fløjl eller spor efter sandorm på lavt stillestående vand. Hvad øjet ser og hvad fingrene mærker ved berøring af værket er således ikke i overensstemmelse med hinanden – i hvert fald ikke længere – hvilket skaber en længerevarende fascination af værket og fordrer og inviterer til en æstetisk berøring der DANMARK gummiets egenskaber til keramikken, der yderligere får sit eget udtryk gennem spor af den videre forarbejdningsprocess. Tilbage står et værk, der spiller puds med øjet og selv efter en berøring af det hårde keramiske materiale vil øjnene stadig berette om porøsitet og blødhed. Fortælling, fortolkning, fortryllelse Hun består af flere lag. Hårde lag, bløde lag, gamle lag, nye lag, glatte lag, pæne lag, gode lag og dumme lag. Hvert lag gnider mod et andet lag, så hvert lag forbliver hudløst. Gnideriet har en tør lyd. Den prikkende svien er konstant og smager af jern på tungen. Og hvis man lægger øret helt tæt på kan man høre hvad den tørre lyd fortæller.4 Fra venstre: Ane Fabricius Christiansen, Lea Mi Engholm, Mariko Wada, Camille Rishøj Nielsen og Sissel Wathne, (VERSUS), HUN. Foto: Dorte Krogh. Lea Mi Engholm, Twisted #2. Foto: Dorte Krogh. Sarah Oakman, Ved første øjekast. Foto: Dorte Krogh. Ovenstående er en af flere Små beretninger af VERSUS skrevet i forbindelse med værket HUN. HUN er et opdigtet fænomen, som handler om menneskelige erfaringer, drifter og følelser. Publikum inviteres til at gå på opdagelse i skuffer og skabe, hvor der gemmer sig objekter i keramik og tekstil, som det er tilladt at berøre. Værket kryber ind under huden med sine mange mærkeligt familiære objekter, der minder om organisk materiale, der kunne være til overs i en verden, hvor vi fjerner uønskede kilo, retter på uregelmæssigheder og tilføjer ekstra hvor vi har for lidt. Disse organiske fragmenter er dragende og frastødende på en gang og iscenesat i antikke kommoder og skabe, til fri nysgerrig opdagelse, skabes en længsel efter noget forgangen. En nostalgisk længsel, som «… at first glance, (…) is a longing for a place, but actually it is a yearning for a different time – the time of our childhood, the slower rhythms of our dreams».5 Installationen er en aktiv kropslig og sanselig helhedsoplevelse, hvor vi mindes om, at det forgangne også er det evigt tabte. VERSUS består af Ane Fabricius Christiansen, Lea Mi Engholm, Mariko Wada, Camille Rishøj Nielsen og Sissel Wathne, der alle arbejder inden for det keramiske felt. Keramiker Inger Heebøll deltager på Biennalen med værket Det er ikke svinets skyld. Værket har både direkte konnotationer til den position svinet og industrialiseringen, der finder sted omkring vores foretrukne dyr på spisebordet, har og til, hvordan dette dyr er indlejret i vores selvforståelse og sågar sprogbrug. Heebøll giver svinene en individualitet, og som svinene er placeret på rad og række fortælles en historie om mangfoldighed indenfor det vi normalt opfatter som en homogen masse. Værkets umiddelbare og lettilgængelige fortælling har en stor tiltrækningskraft, men samtidig skaber dybden i værket stof til eftertanke. Teknologi som samtalepartner Biennalens fokus på materialitet har sat sine tydelige spor i de udvalgte værker. Ligeledes har opfordringen til at udfordre ny teknologi såvel som gamle teknikker sat sit præg. Fx for Else-Rikke Bruun der kombinerer materialerne træ og tekstil. Med inspiration fra tekstile strukturer og mønstre, arbejder hun med en fusion, som tager form i finér og massivt træ. Træet transformeres til forstørrede fibre i en tekstil vævning. Resultatet bliver en fleksibel skillevæg der let kan samles og skilles, og Bruun søger både grænserne for tekstil og mulighederne i CNC-fræsning som teknologi. Teknologien bliver en slags samtalepartner der konstant skal udfordres. Det samme gør sig gældende hos væver Helene Vonsild der er optaget af, hvordan hun kan finde frem til garnets sande væsen og derefter udnytte og viderebringe det liv, det rummer. Hun udnytter måden trådene krydses på og mønstre, der opstår ud af tråde der krydses. I processen med at skabe de fire designs hun har med på Biennalen, har hun haft den fotografiske repræsentation for øje og har derfor tidligt i processen allieret sig med fotograf Britta Egebjerg. Friheden til at slå formen ihjel – i en firkantet verden Alliancer er der mange af på Biennalen, ikke overraskende eftersom opfordringen ligger implicit i årets tema. Her er en række interessante – både genfundne og helt nye – samarbejder opstået. For eksempel keramiker Jørgen Hansen og pilefletter Bent Vinkler med værket Hjertet er rødt eller et af året prisnominerede værker Coh&Co træcykel, som er resultatet af et samarbejde mellem bådebygger Poul Harder Cohen og grafisk designer Mette Walsted. Biennalens prisvinder Søren Thygesen favner med værket Ingen titel ny teknologi, gamle teknikker og stilsikker materialebearbejdning. Ca. 200 nystrøgne mursten i rødt tegller er oversat til organisk form, gennem udnyttelse og inspiration fra computermediets mange nye muligheder. Thygesen bryder vores forestilling om materialernes formåen, stadig med respekt for det gamle håndværk og står dermed som en fin repræsentant for årets Biennale. Noter (1) www.biennalen.dk/om-biennalen (2) Pallasmaa, Juhani: The Eyes of the Skin – Architecture and the Senses, John Wiley and Sons, 2005 (1996) (3) Driscoll, Rosalyn: «Aesthetic Touch» i Bacci, Francesca & Melcher, David (red): Art and the Senses, Oxford University Press, 2013 (4) Versus: Hun/she, Narayana Press, 2014 (5) Boym, Svetlana: The Future of Nostalgia, Basic Books, 2002 KUNSTHÅNDVERK | 35 KUNSTHÅNDVERK | 34 DANMARK
© Copyright 2024