DANMARK
HÅNDVÆRKSPOESI
OG MATERIALEMANIPULATION
BIENNALEN FOR KUNSTHÅNDVÆRK & DESIGN 2015
KUNSTHÅNDVERK | 32
Av Hanne-Louise Johannesen
I
Vinneren av Biennaleprisen 2015, Søren Thygesen,
Ingen titel. Foto: Dorte
Krogh.
år har Biennalens kuratorer valgt at lade temaet
Making is Connecting og de konkrete fysiske rammer være styrende for udvælgelsen til udstillingen.
Temaet sætter fokus på materialitet, sanselighed og
håndværk og opfordrer til konkrete eksperimenter og
undersøgelser af både nye teknologier og gamle materialer og teknikker. Desuden ønsker Biennalen, med deres
egne ord at fremme nye arbejdsfællesskaber, metoder og
værker skabt i et felt, der både rummer kunsthåndværk,
kunst, design og arkitektur.1 Et ambitiøst udgangspunkt
som faktisk fungerer efter hensigten, måske især fordi
hvert indsendt værkforslag har haft frie hænder indenfor
den givne snævre ramme som lokaliteten i Slottet giver.
Hvert værk har fået tildelt et Blank Space, som udgør
mellemrummet mellem to søjler. Fra arrangørernes side
har man valgt at støtte kunstnerne med professionel og
individuelt tilpasset lyssætning, men ingen yderligere
visuel rammesætning. Denne udfordring har kunstnerne
taget til sig, så man som publikum inviteres til at opleve
de blanke rum forvandlet til poetiske rum, stoflige rum,
historiefortællende rum og fællesskabsrum.
At mestre stofligheden uden at blive harmløs
I confront the city with my body; my legs measure the
length of the arcade and the width of the square; my
gaze unconsciously projects my body onto the facade of
the cathedral, where it roams over the mouldings and
contours (…) The city and my body supplement and define
each other. I dwell in the city and the city dwells in me.2
Årets Biennale indbyder til at blive konfronteret med
hele kroppen. For eksempel i mødet med I syv sind
– klemt mellem brædder hvor tekstildesigner Sanne
Ransby og keramiker Mariko Wada sammen har udfyldt
mellemrummet med 7 individuelle og særprægede kæmpepuder, der ser ud som om de kæmper om pladsen og
får en til at tænke på en tilsvarende kamp om pladsen,
der finder sted i en overfyldt metro. Pudernes størrelser,
lyssætningens dramatik og deres individuelle karakter
skaber et foruroligende spændingsfelt mellem det bløde
og indbydende, og indeklemt iltmangel. Et greb, der med
Pallasmaas tankegang, får værket og beskuerens krop til
… draws from (…) (a) deep well of sensory input to inform us about what we are touching as well as about
the self who does the touching. (…) Every time I touch, I
am also touched. I affect the world and the world affects
me, unlike sight and hearing (…). Touching generates a
feeling for the reality of things as well as my own reality.
It conveys the qualities of things such as wood, sand, and
steel at the same time that it reminds me I am softer than
wood, firmer than sand, and warmer than steel.3
Den æstetiske berøring og relationen mellem syn, berøring og forventning er indbegrebet af Sarah Oakmans
værk Ved første øjekast, som udfordrer den gængse materialeforståelse og sætter spørgsmålstegn ved materialers
muligheder og begrænsninger. Oakman transformerer
skumgummi til keramik og overfører i processen skum- »
KUNSTHÅNDVERK | 33
Biennalen for Kunsthåndværk & Design i Danmark vises i år i
Slottet, den gamle lagerkælder i Carlsbergbyen, København. Biennalen
afvikles for 10. gang og viser det bedste af det nyeste indenfor dansk
kunsthåndværk og design, og består af en censureret udstilling og
uddeling af en pris på 100.000 danske kroner.
at definere hinanden.
Ved siden af befinder Lea Mi Engholms værk Twisted
#2 sig. Her er en anden slags kropslig fokus i højsædet.
Engholm hylder modsætningen til vores hurtige strømlinede dagligdag med 60 kg rødler, der er rullet, snoet
og højbrændt. Den fysiske arbejdsproces bliver del af det
visuelle udtryk, og hun ønsker at vise lerets umiddelbare
egenskaber, som blødt formbart materiale. Hun anvender
kun hænderne og det rå ler, og resultatet minder om
trævler i fløjl eller spor efter sandorm på lavt stillestående vand. Hvad øjet ser og hvad fingrene mærker ved
berøring af værket er således ikke i overensstemmelse
med hinanden – i hvert fald ikke længere – hvilket skaber en længerevarende fascination af værket og fordrer
og inviterer til en æstetisk berøring der
DANMARK
gummiets egenskaber til keramikken, der yderligere får
sit eget udtryk gennem spor af den videre forarbejdningsprocess. Tilbage står et værk, der spiller puds med
øjet og selv efter en berøring af det hårde keramiske materiale vil øjnene stadig berette om porøsitet og blødhed.
Fortælling, fortolkning, fortryllelse
Hun består af flere lag. Hårde lag, bløde lag, gamle lag,
nye lag, glatte lag, pæne lag, gode lag og dumme lag.
Hvert lag gnider mod et andet lag, så hvert lag forbliver
hudløst. Gnideriet har en tør lyd. Den prikkende svien
er konstant og smager af jern på tungen. Og hvis man
lægger øret helt tæt på kan man høre hvad den tørre lyd
fortæller.4
Fra venstre:
Ane Fabricius Christiansen, Lea Mi Engholm,
Mariko Wada, Camille
Rishøj Nielsen og Sissel
Wathne, (VERSUS), HUN.
Foto: Dorte Krogh.
Lea Mi Engholm, Twisted
#2. Foto: Dorte Krogh.
Sarah Oakman,
Ved første øjekast.
Foto: Dorte Krogh.
Ovenstående er en af flere Små beretninger af VERSUS
skrevet i forbindelse med værket HUN. HUN er et opdigtet fænomen, som handler om menneskelige erfaringer,
drifter og følelser. Publikum inviteres til at gå på opdagelse i skuffer og skabe, hvor der gemmer sig objekter i
keramik og tekstil, som det er tilladt at berøre. Værket
kryber ind under huden med sine mange mærkeligt familiære objekter, der minder om organisk materiale, der
kunne være til overs i en verden, hvor vi fjerner uønskede kilo, retter på uregelmæssigheder og tilføjer ekstra
hvor vi har for lidt. Disse organiske fragmenter er dragende og frastødende på en gang og iscenesat i antikke
kommoder og skabe, til fri nysgerrig opdagelse, skabes
en længsel efter noget forgangen. En nostalgisk længsel,
som «… at first glance, (…) is a longing for a place, but
actually it is a yearning for a different time – the time
of our childhood, the slower rhythms of our dreams».5
Installationen er en aktiv kropslig og sanselig helhedsoplevelse, hvor vi mindes om, at det forgangne også er
det evigt tabte. VERSUS består af Ane Fabricius Christiansen, Lea Mi Engholm, Mariko Wada, Camille Rishøj
Nielsen og Sissel Wathne, der alle arbejder inden for det
keramiske felt.
Keramiker Inger Heebøll deltager på Biennalen med
værket Det er ikke svinets skyld. Værket har både direkte
konnotationer til den position svinet og industrialiseringen, der finder sted omkring vores foretrukne dyr på spisebordet, har og til, hvordan dette dyr er indlejret i vores
selvforståelse og sågar sprogbrug. Heebøll giver svinene
en individualitet, og som svinene er placeret på rad og
række fortælles en historie om mangfoldighed indenfor
det vi normalt opfatter som en homogen masse. Værkets
umiddelbare og lettilgængelige fortælling har en stor
tiltrækningskraft, men samtidig skaber dybden i værket
stof til eftertanke.
Teknologi som samtalepartner
Biennalens fokus på materialitet har sat sine tydelige
spor i de udvalgte værker. Ligeledes har opfordringen
til at udfordre ny teknologi såvel som gamle teknikker
sat sit præg. Fx for Else-Rikke Bruun der kombinerer
materialerne træ og tekstil. Med inspiration fra tekstile
strukturer og mønstre, arbejder hun med en fusion, som
tager form i finér og massivt træ. Træet transformeres til
forstørrede fibre i en tekstil vævning. Resultatet bliver
en fleksibel skillevæg der let kan samles og skilles, og
Bruun søger både grænserne for tekstil og mulighederne i
CNC-fræsning som teknologi. Teknologien bliver en slags
samtalepartner der konstant skal udfordres.
Det samme gør sig gældende hos væver Helene Vonsild der er optaget af, hvordan hun kan finde frem til
garnets sande væsen og derefter udnytte og viderebringe
det liv, det rummer. Hun udnytter måden trådene krydses på og mønstre, der opstår ud af tråde der krydses. I
processen med at skabe de fire designs hun har med på
Biennalen, har hun haft den fotografiske repræsentation
for øje og har derfor tidligt i processen allieret sig med
fotograf Britta Egebjerg.
Friheden til at slå formen ihjel – i en firkantet verden
Alliancer er der mange af på Biennalen, ikke overraskende eftersom opfordringen ligger implicit i årets tema. Her
er en række interessante – både genfundne og helt nye
– samarbejder opstået. For eksempel keramiker Jørgen
Hansen og pilefletter Bent Vinkler med værket Hjertet
er rødt eller et af året prisnominerede værker Coh&Co
træcykel, som er resultatet af et samarbejde mellem bådebygger Poul Harder Cohen og grafisk designer Mette
Walsted.
Biennalens prisvinder Søren Thygesen favner med
værket Ingen titel ny teknologi, gamle teknikker og
stilsikker materialebearbejdning. Ca. 200 nystrøgne mursten i rødt tegller er oversat til organisk form, gennem
udnyttelse og inspiration fra computermediets mange
nye muligheder. Thygesen bryder vores forestilling om
materialernes formåen, stadig med respekt for det gamle
håndværk og står dermed som en fin repræsentant for
årets Biennale.
Noter
(1) www.biennalen.dk/om-biennalen
(2) Pallasmaa, Juhani: The Eyes of the Skin – Architecture
and the Senses, John Wiley and Sons, 2005 (1996)
(3) Driscoll, Rosalyn: «Aesthetic Touch» i Bacci, Francesca & Melcher,
David (red): Art and the Senses, Oxford University Press, 2013
(4) Versus: Hun/she, Narayana Press, 2014
(5) Boym, Svetlana: The Future of Nostalgia, Basic Books, 2002
KUNSTHÅNDVERK | 35
KUNSTHÅNDVERK | 34
DANMARK