Hele publikationen i PDF
VAGTSKIFTE OPLYSNING FLYGTNINGE MINISTER FOR DET HELE STRØM TIL DE FATTIGE VERDENS MEST FORFULGTE FOLK? Venstres Kristian Jensen får ansvar for Danmarks udviklingspolitik s.64 / To milliarder mennesker er uden el. Men der skal strøm til, hvis man vil fattigdom til livs s.48 / Rohingya-folket er en paria i Myanmar. Også demokrati-ikonet Aung San Suu Kyi vender det blinde øje til overgrebene mod den muslimske minoritet s.40 / DANMARKS GLOBALE MAGASIN - NR 3 - 2015 - AUGUST - 42. ÅRGANG - DET NYE NIGERIA Afrikas største økonomi og mest folkerige nation optræder selvbevidst. Men udbredt korruption, en sårbar olieøkonomi og væbnet oprør truer nigerianernes fremtidsdrømme. s.14/ Udgives af Danida, Udenrigsministeriet. Vælg en bank – der låner penge til verdens fattige! Oikos er et bæredygtigt pengeinstitut med en klar etisk profil Pengeinstitut med samvittighed! Ved at vælge Oikos som din bank, giver du dit personlige Har du Oikos som din bank, kan du være sikker på, hvad dine penge bliver brugt til. Du lader dine penge arbejde bidrag til FN’s 2015 fattigdomsmål – det første mål er nemlig at halvere andelen af verdens fattige. blandt verdens fattige, indtil du selv skal bruge dem. Vi drømmer om en mere retfærdig verden – og vi lader det ikke blive ved drømmen. SE HVORDAN DU SKIFTER BANK: WWW.OIKOS.DK Penge gør forskel – det gør vi også! Oikos formidler dine indlån til bl.a. mikrolån, som er hjælp til selvhjælp for verdens fattige. Oikos har haft faste samarbejdspartnere gennem 18 år, og de har fokus på de sociale resultater, som mikrolånene skaber. Nørregade 6, 1. sal, 1165 København K T. 3336 2332 | [email protected] Vestergade 48 F, 1. sal, 8000 Århus C T. 8668 2333 | [email protected] Oikos henvender sig til private, organisationer, foreninger, iværksættere og mindre erhvervsvirksomheder. Oikos samarbejdspartnere: Folkekirkens Nødhjælp, Strømmestiftelsen Norge, Oikocredit Holland, SIDI Frankrig. Medlem af: Dansk Forum for Mikrofinans og Socialøkonomisk Netværk Indhold DANMARKS GLOBALE MAGASIN – NR 3 • 2015 • AUGUST • 42. ÅRGANG – Svævebane ændrer La Paz s.10 / Den ydmyge kartoffel s.9 / UDVIKLING ERHVERV Kun en tredjedel af den globale bistand går til de fattigste s.3 / Vestafrika: Vækst, men ingen jobs s.6 / Kenyas præsident: Afrika bør takke nej til bistand s.3 / I Japan er bistandspolitik sikkerhedspolitik s.22 / Sæt strøm til fattigdoms bekæmpelsen s.48 / s.40 / Nu kan IFU investere i alle u-lande s.29 / Sri Lanka: Te med god samvittighed s.30 / Mali: Les téléchargeurs – iTunes på gadeplan s.34 / POLITIK KULTUR Nigeria – vækstlokomotiv eller svag stat? s.14 / Irak: Hold ferie i Babylon s.39 / Frihandelszone i det halve Afrika s.25 / Marokko: Nyt liv i Danmarks gamle konsulat s.46 / Tyrkiet satser stort i Østafrika s.26 / Nekrolog: Forfatteren Eduardo Galeano s.56 / Alle vender Myanmars rohingyaer ryggen s.40 / Værker fra verden: Mexicansk murmaleri s.62 / ET UNDERTRYKT FOLK Reformerne i Myanmar (Burma) har gjort livet svært for landets muslimske rohingyaer. s.34 / LES TÉLÉCHARGEURS Hos Malis “musikkøbmænd” kan man få musik på sin mobil for 50 øre per nummer. FASTE SIDER Side 9-afgrøden: Kartoflen (La papa) s.9 / Nigerias svøbe: Korruption s.14 / s.48 / Kulturen Kort: Sydafrika, Mellemøsten, kapitalisme s.38 / Navne: Udenrigsminister Kristian Jensen s.64 / Asiatisk Plads: Nyt om dansk bistand s.65 / Indvikling: Grænsebommen – u-landenes pengemaskine s.66 / INGEN UDVIKLING UDEN STRØM Fra Foreign Affairs: Skal man gøre noget for verdens fattige, så start med at investere i elektricitet. AGENDA UDVIKLING Togo: Verdens mest ulykkelige land FOTOS: NOEL CELIS/SCANPIX (ØV.) & COLOURBOX (NED.) 4/ Menneskerettighedskrænkelser, korruption, embedsmisbrug blandt politikere og politisk vold – de er alle sammen faktorer, som er med til at give det vestafrikanske land Togo en placering som tilsyneladende verdens mest ulykkelige land. Listen er udarbejdet af Sustainable Development Solutions Network, som er et FN-initiativ. 58 procent af togoleserne lever under fattigdomsgrænsen – de får ikke glæde af, at landet egentlig har fine årlige væksttal, som nåede op på 5,6 procent i 2014. Læg hertil, at den forventede levealder i Togo kun er 56 år. Burundi og Syrien – i nævnte rækkefølge – scorer kun en anelse bedre end Togo på 2015-listen. • /RH Kun en tredjedel af den globale bistand går til de fattigste Mindst 50 procent af den samlede udviklingsbistand bør afsættes til de mindst udviklede lande, mener organisationen ONE. I øjeblikket får de allerfattigste kun cirka 30 procent. AF REGNER HANSEN Et erklæret mål med udviklingsbistand er at hjælpe verdens allerfattigste. Men en ny rapport fra organisationen ONE, der har U2-frontfiguren Bono som medstifter, viser, at kun 30 procent af de rige landes bistand går til de mindst udviklede lande (least developed countries, LCD) i verden. Andelen har tilmed været svagt faldende de seneste år, fremgår det af 2015-udgaven af den såkaldte DATA-rapport fra ONE. ONE opfordrer til et kursskifte, så andelen af den samlede bistand, der øremærkes de fattigste lande, øges til 50 procent. Island er det eneste vestlige industriland, som i øjeblikket opfylder dette krav. Samtidig bør alle rige lande donere 0,7 procent af bruttonationalindkomsten til udviklingsformål. De allerfattigste lande er dybt afhængige af bistand til uddannelse og sundhed, hedder det i rapporten. FEM ANBEFALINGER Opfordringen fra ONE om mål for den samlede bistand og andelen heraf til de fattigste lande er en af fem anbefalinger fra organisati- onen til, at der lægges et spor ud til at udrydde ekstrem fattigdom i verden inden 2030. De fire andre områder, som de rige og fattige lande ifølge ONE bør forpligte hinanden på, er: • Et mindstemål for nationale investeringer per borger i landene, så alle borgere senest i 2020 er sikret de basale ydelser, heriblandt sundhed og uddannelse. • En forøgelse af indenlandske indtægter gennem en fair skatteopkrævning, bekæmpelse af korruption og et stop for ulovlige pengestrømme. Landene skal bidrage med en bestemt andel af bruttona- tionalindkomsten til egen udvikling. • Rige og fattige lande bør aftale konkrete initiativer, der styrker produktionskapaci- teten, især inden for landbrug, infrastruktur, energi, handel og privat finansiering. • Et nyt globalt partnerskab skal sikre ind- samling og behandling af data, så rige og fattige lande oplyser om alle aftalte bistandsinitiativer og opfylder dem – og gør pengestrømme og budgetter gennemsigtige for alle. • De afrikanske lande bør afstå fra at modtage bistand fra Vesten. Det sagde Kenyas præsident, Uhuru Kenyatta, for nylig på et panafrikansk møde i Midrand i Sydafrika. “Vores kontinents fremtid kan ikke være overladt til udefrakommende interesser at bestemme. Udviklingsbistand, hvortil der så ofte er knyttet krav og vilkår, som hæmmer fremskridt, er ikke et acceptabelt grundlag for velstand og frihed. Tiden er inde til at droppe den,” sagde Kenyatta, søn af Kenyas første og mangeårige præsident efter uafhængigheden. Uhuru Kenyattas udtalelser blev tolket som en opfordring til fælles afrikansk handling snarere end som en aktuel kursændring i Kenyas egen politik i forhold til bistand. Udviklingsbistand udgør skønsmæssigt fem-seks procent af Kenyas samlede årsindkomst. De største donorer er USA, EU og Storbritannien. Danmarks bistand til Kenya var i 2014 på 273 millioner kroner. Omvendt har Kenya demonstreret, at landet er i stand til at klare sig uden hjælp udefra. I en årrække tidligt i 1990'erne suspenderede vestlige lande bistanden til Kenya i protest mod præsident Daniel arap Mois autoritære tilbøjeligheder og brud på menneskerettighederne. • /RH Tanzania dropper engelsk Undervisningen i grundskolen, i overbygningen og på videregående uddannelser i Tanzania skal fremover foregå på swahili. Engelsk bliver andetsprog. Det fremgår af en uddannelsesreform i det østafrikanske land, hvor swahili og engelsk hidtil har været sideordnede. Fortalerne for reformen fremhæver, at den vil gøre det af med den sproglige “skizofreni”, som har efterladt nogle børn og unge uden gode kundskaber på noget sprog. Desuden styrker reformen den historisk set samlende funktion swahili har haft i et land med over 100 etniske grupper. Kritikerne, heriblandt onlineavisen The Citizen, indvender, at en nedprioritering af engelsk vil svække Tanzanias muligheder for at tiltrække udenlandske virksomheder i en globaliseret verden. Med reformen bliver Tanzania det eneste land i Afrika syd for Sahara, som satser på et afrikansk sprog i skoleundervisningen. • /RH Bangladesh satser på sukkerroer Forbruget af sukker er stigende i Bangladesh, fordi befolkningen, herunder den købedygtige middelklasse, vokser. Det giver en skærpet appetit på sukkerholdige fødevarer og drikkevarer. Udviklingen fører til overvejelser om, hvordan den beskedne indenlandske sukkerproduktion i Bangladesh kan udvides. Det er i denne sammenhæng, at det danske frøfirma KWS Scandinavia netop har indgået partnerskab med lokale frøfirmaer, der skal fremme dyrkningen af sukkerroer i Bangladesh. I øjeblikket dækker bangladeshisk produceret sukker kun otte procent af behovet, og det kommer fra sukkerrør. Det er ineffektivt og har relativt store omkostninger Tidligere har andre lande, som ligner Bangladesh, med held indledt dyrkning af subtropiske sukkerroer, heriblandt Indien, Pakistan, Egypten og Marokko. • /RH 5/ FOTOS: NOOR KHAMIS/SCANPIX (ØV.) & COLOURBOX (NED.) Kenyatta: Nej tak til bistand Vestafrika “DE UNGE BLIVER EN SLAGS JÆGERE” Strømmen af bådflygtninge over Middelhavet er relativt beskeden i forhold til den regionale vandring af arbejdskraft i Vestafrika, siger forsker. Problemet er, at de vestafrikanske lande hænger fast i råvareøkonomi uden mange job. AF REGNER HANSEN På papiret ser det lovende ud: Vestafrika har en stabil vækst på seks-syv procent om året, viser FN-tal. Men tallet dækker over en betydelig social ulighed. I de mindst udviklede af landene i regionen lever over tre fjerdedele af befolkningen under fattigdomsgrænsen. FOTO: JEROEN OERLEMANS/POLFOTO 6/ Ikke at folk ikke arbejder – det gør de, meget endda – men det sker overvejende i den enorme uformelle økonomi, som for eksempel udgør 70 procent af beskæftigelsen i Ghana, og her er udkommet lille. Regulært lønarbejde er der mindre af, og der hvor det findes – såsom i palmeolieplantager i Elfenbenskysten – er lønnen ofte lav. Det fortæller Mats Utas, seniorforsker med fokus på Vestafrika på Nordiska Afrikainstitutet i Uppsala. De ringe muligheder for at skabe sig en levevej har i århundreder medført migration i regionen efter de arbejdsmuligheder, som måtte opstå MANGE UNGE VESTAFRIKANERE NÅR ALDRIG FREM TIL EUROPA, MEN BLIVER TILBAGEHOLDT AF MYNDIGHEDERNE UNDERVEJS PÅ DEN FAREFULDE REJSE GENNEM FØRST SAHARA OG SIDEN OVER MIDDELHAVET. HER EN GRUPPE MIGRANTER, SOM ER BLEVET ANHOLDT PÅ KAJEN I MISRATA I LIBYEN. det ene eller det andet sted. Efterspørgslen efter job tager til i disse år, fordi befolkningerne i landene vokser, og andelen af unge øges, forklarer Mats Utas. “Når landbruget ikke kan understøtte alle, tager de unge fra land til by, og fra byerne rejser de videre til andre lande, hvis chancerne for at skaffe sig en indtægt virker større der. De unge bliver en slags jægere,” siger han. Opmærksomheden i Europa samler sig om de tusindvis af unge vestafrikanere, der forsøger at komme til Europa ved at krydse Middelhavet, men det er en ny og beskeden strøm af mennesker sammenlignet med den regionale arbejdsvandring, tilføjer Utas. SALG AF RÅVARER Vestafrika tæller 15-18 lande, alt efter hvordan man gør det op, og har tilsammen en befolkning større end USA’s. Historisk har regionen været præget af britisk, fransk og portugisisk kolonisering med tilhørende slavehandel og udnyttelse af guld og andre råvarer. Eksperter påpeger, at det ikke er lykkedes de vestafrikanske lande at vriste sig fri af det aspekt af den økonomiske struktur, som handler om råvarer. I al for høj grad sælger landene deres olie, mineraler, kakao og andre naturressourcer i uforarbejdet stand. “De vestafrikanske lande er ikke kommet så langt med økonomisk transformation. Væksten er kun meget lidt jobskabende. I et land som Nigeria taler man om en ressourceforbandelse, fordi udvindingen af olie giver rigdom, men rigdommen bliver ikke bredt ud til hele befolkningen,” siger Anne Mette Kjær, lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i udviklingsforhold i Afrika. KONFLIKTER OG KLIMA Politisk har de vestafrikanske lande siden midt i 1990’erne skiftet militærregimer ud til fordel for folkevalgte regeringer. Men politiske kriser og islamisk ekstremisme har udløst konflikter, som for deres part har medført fordrevne og flygtninge. Hertil kommer effekten af klimaændringer, ikke mindst i den nordlige del af regionen, som er halvørken. Niger oplever alle dårligdommene, fortæller Line Gamrath Rasmussen, programkoordinator for Niger i CARE Danmark. “Der er en kæmpemæssig arbejds løshed, og 90 procent af landets befolkning lever i fattigdom. Niger er utroligt presset af Boko Haram (islamistisk milits, red.) i Nigeria og al-Qaeda-bevægelsen MUJWA i Mali, hvis hærgen sender flygtninge ind over grænsen fra to sider. Især er de facto-lukningen af grænsen til Nigeria et problem, fordi befolkningen i Niger er meget afhængig af handel med kvæg og varer med Nigeria. Og unge fra Niger har traditionelt taget til Nigeria for at arbejde. I mange områder er ’mobilt kvægbrug’ den eneste form for landbrug, geografien tillader, og fordi der nu er tørke hvert andet år i stedet for hvert femte-ottende år, skal pastoralisterne (hyrderne, red.) bevæge sig længere for at finde græs,” siger Line Gamrath Rasmussen. “ MALI NIGER BURKINA FASO GHANA FIRE VESTAFRIKANSKE LANDE HAR DANSK PRIORITET Fire vestafrikanske lande er p.t. blandt de 21 såkaldte prioritetslande i statsligt dansk udviklingssamarbejde. Det er lande, hvor Danmark er til stede med et langsigtet perspektiv med politisk og finansiel tyngde. BURKINA FASO Når landbruget ikke kan under støtte alle, tager de unge fra land til by, og fra byerne rejser de videre til andre lande, hvis chancerne for at skaffe sig en indtægt virker større der. Mats Utas, Nordiska Afrikainstitutet “De unge kommer i klemme. De skal have kvæg eller andet af værdi for at blive gift og stifte familie,” siger CARE Danmark-programkoordinatoren. Også ebolaepidemien, som kostede over 8.500 mennesker livet i Vestafrika, har sat de tre hårdest ramte lande, Liberia, Sierra Leone og Guinea, stærkt tilbage. LOKAL FORARBEJDNING Så hvad kan der gøres for at skabe en økonomisk udvikling i Vestafrika, som kommer den brede befolkning til gavn? Jørgen Assens, leder af Afrikaafdelingen i Ulandssekretariatet, den danske fagbevægelses udviklings- og bistandsorganisation, peger på jobskabelse som et centralt element: “Det er afgørende at få sat gang i forarbejdningen af Vestafrikas råvarer i Vestafrika, hvis der skal skabes jobs.” Han foreslår, at udenlandske virksomheder – for at opnå kredit til aktiviteter i regionen – skal forpligte sig til at lægge forarbejdningen – eller en del Målet er at bidrage til reduktion af fattigdom, god regeringsførelse samt økonomisk vækst og beskæftigelse, specielt for unge og kvinder. GHANA Målet er at styrke det politiske samarbejde, fremme grøn vækst, øge det erhvervsmæssige samarbejde samt at konsolidere hidtidige udviklingsresultater. MALI Målet er fattigdomsbekæmpelse gennem økonomisk vækst inden for især landbrug, fremme af beskæftigelsen i den private sektor samt vand og sanitet. Hertil kommer støtte til god regeringsførelse. NIGER Målet er bæredygtig udvikling gennem en fattigdomsorienteret økonomisk vækst. Programmerne er fokuseret på vand og sanitet, landbrug, god regeringsførelse samt fred og stabilitet. Udover den bilaterale bistand til de vestafrikanske lande yder Danmark også bistand til regionen gennem private udviklingsorganisationer, EU og internationale hjælpeorganisationer. 7/ af forarbejdningen – i råvarelandet og bruge lokal arbejdskraft. Jørgen Assens opfordrer også til at stræbe efter at forvandle den uformelle økonomi til en velreguleret økonomi. Det giver staterne mulighed for at opkræve skat – og så til gengæld tilbyde sygesikring og social sikring. Dennis Zulu, programchef på International Labour Organization (ILO) landekontor for en række vestafrikanske lande, oplyser, at unge i Vestafrika generelt er veluddannede, men at mange mangler de faglige kompetencer, som er mest efterspurgte. BÅDFLYGTNINGE: TRE VESTAFRIKANSKE LANDE I TOP 6 Eritrea 10.985 Nigeria Somalia 4.630 “ 4.958 Gambia 2.941 Hver gang der bliver investeret en dollar i Afrika, forsvinder der to dollar ud. Syrien 3.185 Senegal 2.328 Vagn Berthelsen, Ibis 8/ “Akademiske uddannelser betragtes som mest fornemme, men der er snarere behov for eksempelvis teknikere og håndværkere,” siger Dennis Zulu i telefonen fra den nigerianske hovedstad, Abuja. HANDELSSPØRGSMÅLET Verdens rige lande kan målrettet støtte disse bestræbelser, siger eksperterne. Desuden er der behov for at styrke samfundsinstitutionerne for at imødegå korruption og udvikle infrastrukturen. Samtidig efterlyser flere eksperter større sammenhæng mellem på den ene side de internationale finansinstitutioners kreditpolitik og EU’s politik inden for handel, landbrug og fiskeri – og udviklingsmålene på den anden side. Concord, en sammenslutning af private udviklingsorganisationer i Europa, beskylder således EU for at have skaffet sig uforholdsmæssigt store handelsmæssige indrømmelser i en partnerskabsaftale med Vestafrika. Vagn Berthelsen, generalsekretær i udviklingsorganisationen IBIS, opfordrer til, at udviklingspolitikken kobles med handel og finansforhold, herunder kapitalflugt. ”Hver gang der bliver investeret en dollar i Afrika, forsvinder der to dollar ud,” påpeger Vagn Berthelsen. • * Der er udelukkende tale om de bådflygtningen, der ankom til Italien. Over 100.000 migranter er ankommet via båd til Europa fra januar til maj. I årets første fem måneder i år kom omtrent hver fjerde af de bådflygtninge, som blev samlet op af de italienske myndigheder, fra et af tre lande i Vestafrika, nemlig Nigeria, Gambia og Senegal. The International Organization for Migration (IOM) oplyser med henvisning til tal fra det italienske indenrigsministerium, at 47.449 migranter ankom til Italiens kyster mellem 1. januar og 31. maj i år. LAV MENNESKELIG UDVIKLING 12 af landene i Vestafrika ligger i den nederste fjerdedel på det seneste indeks over menneskelig udvikling fra FN’s Udviklingsprogram (UNDP). Og Niger er allernederst blandt verdens 187 lande på listen, som er fra 2014. I Sierra Leone er den forventede levealder 45,6 år, i Burkina Faso er den gennemsnitlige skolegang 1,3 år, og i Liberia er bruttonationalindkomsten pr. indbygger 752 dollar. Her er alle de vestafrikanske landes placering på UNDP’s indeks over menneskelig udvikling, som måler et langt og sundt liv, viden og en anstændig levestandard: Nr. 123 Kap Verde Nr. 138 Ghana Nr. 142 São Tomé og Príncipe Nr. 161 Mauretanien Nr. 163 Senegal Nr. 165 Benin Nr. 166 Togo Nr. 171 Elfenbenskysten Nr. 172 Gambia Nr. 175 Liberia Nr. 176 Mali Nr. 177 Guinea-Bissau Nr. 179 Guinea Nr. 181 Burkina Faso Nr. 183 Sierra Leone Nr. 187 Niger nu i de to store, gamle “rislande”. På verdensplan er det dog er stadig polakkerne, der skovler flest kartofler ind pr. person. 5.000 SORTER KARTOFLER ER REGISTRERET — LANGT DE FLESTE I KARTOFLENS HJEMSTAVN SYDAMERIKA. ÆRKEDANSK OG INDIANSK Nøjsom, nem at dyrke og så kan den klare sig i næsten alle klimaer. Kartoflen har et enormt potentiale i fattige lande, men den er svær at gemme. AF EBBE SCHIØLER Markedet i Lusaka, Zambia, i starten af 1970’erne: Et ret stort udbud af frugt og grønt, det meste pænt præsenteret på tøjstykker på asfalten. Bønner i bjerge, sække med majs. Og så små pyramider med tomater og agurker – og minsandten kartofler. De blev solgt pr. styk som tilbehør til majsgrøden, hvis man altså havde råd til den slags! Siden har der været solid fremgang for kartoflerne i mange udviklingslande. I Afrika syd for Sahara er der sket mere end en fordobling af forbruget de sidste 15-20 år, selvom mangel på sunde læggekartofler dog hæmmer produktionen. Kina er i dag den største producent, og sammen med Indien høstes over halvdelen af verdens kartofler 5.000 SLAGS KARTOFLER Kartoflen har sin oprindelse i Sydamerika, hvor ekspeditioner stadig kan støde på ukendte vilde slægtninge og glemte sorter i Andesområdet. Der er ca. 5.000 sorter registreret globalt, flertallet i oprindelsesområdet. Spanierne slæbte kartofler til Europa, hvor det tog sin tid at få dem accepteret – danske myndigheder importerede tyske bønder til Jylland for at få gang i produktionen. Kartoflen slog efterhånden an, og regnes vel simpelthen for en ærkedansk grøntsag, hvad enten det er som fritter, chips, mos, brasede – eller i flydende form som akvavit. • 9/ FOTO: POLFOTO DEN GLOBALE KNOLD NØJSOM OG NEM AT DYRKE Mens kartoflen er vidt udbredt i hele den vestlige verden, hvor den mange steder stadig er en af kostens grundpiller, er den ikke meget udbredt i det typiske u-land. Ærgerligt og urimeligt, for den globale knold kan klare sig i næsten alle klimaer. Den er nøjsom, nem at dyrke og som regel med et betydeligt bedre næringsindhold end alternativerne ris og majs. Kartofler har et højt udbytte pr. arealenhed, en rigtig fin afgrøde for fattigmand. Dog har den én stor ulempe: Den er en dårligere lagervare end kornsorterne, den skal gerne lagres luftigt og skærmet mod sol og opvarmning. Et andet problem er kartoffelskimmel; en plage der næsten affolkede dele af Irland midt i 1800-tallet. Dyrkningen var dengang baseret på meget få sorter, under alle omstændigheder en risikabel strategi, men katastrofal her. Skimlen har ikke siden haft så vidtrækkende – nærmest verdenshistoriske – følger, men angrebene er stadig lammende for lande og regioner. Det globale tab er anslået til næsten tre milliarder dollars årligt. Det har taget 45 år at få fremavlet en velfungerende, skimmelresistent sort på konventionel måde. Men skimlen er hurtig til at omstille sig og finde nye angrebsmåder. Svaret ligner for forskerne at opformere sorter ved krydsning med vilde sorter – tilføje flere typer modstandsgener, så den fiffige skimmel ikke har det for let, og så modstanden i de nye sorter er varig. Bolivia EN SVÆVEBANE FRA SLUM TIL LUKSUS 10/ Et nyt netværk af svævebaner har revolutioneret den offentlige transport i Bolivias hovedby, La Paz. Kortere rejsetid mellem bydelene har skabt nye muligheder for integration – men har også ført til racistiske udfald på de sociale medier og afsløret dybe raceskel mellem Bolivias befolkningsgrupper. FOTO: DAVID MERCADO/SCANPIX AF JAZMIN VALDIVIESO OG GITTE JAKOBSEN, LA PAZ MED SVÆVEBANEN ER REJSETIDEN PÅ TVÆRS AF BOLIVIAS ADMINISTRATIVE HOVEDSTAD, LA PAZ, BLEVET VÆSENTLIG KORTERE. 11/ Diskussionen om “de primitive” begyndte på de sociale medier. Fotos af aymara-kvinder klædt i traditionelle skørter og bowlerhatte siddende på gulvet i MegaCenter, La Paz’ største indkøbscenter, blev delt og diskuteret på Facebook. Indbyggerne i den rige bydel Zona Sur var uvant med synet, og det fik flere til at komme med racistiske udfald mod “de fremmede”, der “svinede”, “stjal toiletpapiret” og demonstrerede “deres dårlige opdragelse” ved at sætte sig på gulvet. At “de fremmede” pludselig kommer til Zona Sur for at handle, skyldes først og fremmest, at den offentlige transport i og omkring La Paz er blevet revolutioneret efter etableringen af et veludviklet netværk af svævebaner – de såkaldte teleféricos. Aymara-indianerne fra bydelen El Alto på det vindblæste højland i over 4.000 meters højde kan nu på bare ti minutter foretage rejsen på 600 højdemeter ned til La Paz’ højhuse, historiske bygninger og regeringskontorer. Og herfra lydløst videre over byens tage og ned til Zona Sur, der med sine designbutikker, store firhjulstrækkere og brede boulevarder tager sig ud som en by i USA. Zona Sur ligger cirka 3.200 meter over havet og kan ikke prale af samme gode udsigt som det fattige El Alto, men har til gengæld et varmere klima og mindre risiko for højdesyge. Her bor de velhavende af europæisk herkomst og med vestlige forbrugsvaner. Mens rejsen fra El Alto til Zona Sur tidligere tog et par timer med bus, kan den nu klares på en halv time og for et overkommeligt beløb svarende til seks kroner. Bydelenes forskellige verdener forbindes nu af den gule og den grønne svævebanelinje; fra udsigtspunktet Qhana Pata i El Alto svinger den gule kabine sig ud over skrænten og stejlt nedad mod de gamle huse fra kolonitiden til stoppestedet Chuqui Apu (Libertador). Herfra fortsætter rejsen med den grønne linje. > SVÆVEBANEN FRA EL ALTO BYDER PÅ EN STORSLÅET UDSIGT OVER LA PAZ OG ANDESBJERGENE. 12/ Nedstigningen giver et sjældent indblik i Bolivias klasseforskelle. På en halv time bevæger den rejsende sig fra små og farligt beliggende huse på erosionstruede stejle skrænter til store villaer med overvågningskameraer og swimmingpools. Den grønne linje har endestation i Irpavi ved forbrugsmekkaet MegaCenter – og her opstår problemerne. En del SVÆVEBANEN “MI TELEFÉRICO” • La Paz fik i 2014 tre svævebanelinjer, teleféricos som de hedder på spansk – bygget af det østrigske firma Dobbelmayr for i alt 234 millioner dollars. • De tre linjer har tilsammen 443 kabiner med plads til ti personer i hver. Hver linje kan transportere 6.000 passagerer i timen. FOTOS: JUAN KARITA/POLFOTO • Inden længe bliver der opført yderligere seks svævebaner, der øger den samlede strækning til 30 kilometer med 34 stationer og i alt 1.360 kabiner. Prisen forventes at blive 450 millioner dollars. Dermed bliver La Paz den by i verden med det største og mest udbyggede net af svævebaner. af El Altos omtrent en million indbyggere – hovedparten aymaraer – ønsker nemlig at benytte sig af forlystelserne i MegaCenter, hvis lige ikke findes oppe på højsletten. Aymaraerne er generelt stolte af deres kultur og tager den helt naturligt med sig – også når de skal forlyste sig. Kvinderne iklæder sig de traditionelle farverige nederdele og bowlerhatte og spiser sammen med deres mænd og børn den medbragte mad siddende på gulvet i indkøbscentret. Det passer langtfra alle Zona Surs indbyggere. På de sociale medier har en ophidset borger foreslået svævebanen lukket for dermed effektivt at “få ram på lusene”, som vedkommende skriver. En anden er utilfreds med gæsternes hygiejne. “Toiletterne er frygtelige, ikke kun mangler folk opdragelse, de ved ikke, hvordan de skal passe på ting, der bruges offentligt, og efterlader toiletterne helt beskidte og ødelagte”. FÆLLESSPISNING I PROTEST Andre maner til besindighed. De peger på, at debatten om svævebanen har fået det værste frem i folk og afslører, at der i Bolivia stadig er racisme, selv om den i dag er mere skjult, efter at landet har fået både en indiansk præsident og en lov mod racisme. KLASSELIGHEDER OG RACESKEL At førhen afsondrede befolkningsgrupper nu møder hinanden i MegaCenter, skyldes ikke alene svævebanen. Bolivia har de seneste otte år haft en årlig vækst på over fem procent, og gennemsnitsindkomsten per indbygger er på ti år steget fra under 1.000 dollars til 2.850. Færre lever i ekstrem fattigdom, middelklassen vokser, og det afspejler sig i forbrugsmønstrene. Fremkomsten af den ny middelklasse er tydelig i El Alto, hvor farvestrålende huse bygget i aymaraarkitektonisk stil skyder op, og hvor store biler bliver stadig mere almindelige i gadebilledet. Også i El Alto vokser forskellen mellem rig og fattig. Diskrimination og racisme findes overalt i Bolivia. Landets regering vedtog for fem år siden lov 045 mod racisme og diskrimination, men på trods af over 500 sagsanlæg er ingen hidtil blevet dømt for racisme. Den manglende konsekvens har været genstand for massiv kritik – ikke mindst i forbindelse med diskussionerne om MegaCenter. Den ansvarlige viceminister for afkolonisering, Félix Cárdenas, har afvist kritikken og siger, at man frem for at fokusere på straf skal imødegå racismen ved at uddanne børnene. Sara Paulina Jauregui frygter, at den manglende vilje til at håndhæve loven beror på, at enkelte regeringsmedlemmer selv har optrådt racistisk over for nogle af landets befolkningsgrupper. Alligevel er hun optimistisk: “Unge er mere åbne – måske fordi mange af os har mulighed for at rejse. Samtidig kan vi lide de traditionelle kulturer – vores folklore og vores danse. Det er alt sammen vores,” siger hun. I MegaCenter er man glad for kunder – uanset hvor de kommer fra. For at imødekomme konflikter og kritik har butikscentrets ledelse sat skilte op med formaninger. Det samme skilt henleder kundernes opmærksom på såvel FN’s Menneskerettighedserklærings paragraf 1 om, “at alle er født frie og lige …” som på, at man skal huske at bruge skraldespanden. OFELIA (TV.) KAN NU REJSE MED SVÆVEBANEN FRA EL ALTO OG NED TIL ZONA SUR, HVOR HENDES SØSTER ARBEJDER SOM HUSHJÆLP. “DEN PLURI-NATIONALE REPUBLIK BOLIVIA” Bolivia har registreret 37 forskellige befolkningsgrupper. Af de oprindelige folk er langt de fleste – omkring 80 procent – aymara og quechua, der kommer fra højlandet. Andelen af borgere, der opfatter sig som oprindelige folk, faldt fra 62 procent i 2001 til 42 procent i 2012. En forklaring på den tendens er, at mange sætter lighedstegn mellem “oprindelige folk” og “bønder” (campesinos), hvilket ikke passer ind i de stadig flere urbaniserede bolivianeres selvopfattelse. Fra den spanske kolonisering og frem til 2006, da Evo Morales og MASpartiet kom til magten, var Bolivias oprindelige folk sat uden for politisk og økonomisk indflydelse. Forfatningen fra 2009 stadfæster landet som ”Den plurinationale republik Bolivia” – en enhedsstat, men med ”mange nationer”. FÆLLES FORBRUGSREJSE Spørgsmålet er, om der reelt er så stor forskel på kunderne i MegaCity, som man umiddelbart skulle tro. En gruppe studerende fra det nationale universitet i La Paz, UMSA, satte sig for at finde ud af, om de nye forbrugere i centret har andre forbrugsmønstre end de gamle. Resultatet af deres spørgeundersøgelse var, at både nye og gamle kunder primært kommer for at lade sig underholde. De går i biografen – der primært viser amerikanske film – spiser – primært i nordamerikanske fastfoodkæder – og shopper i forretninger, der primært har engelskklingende navne. De studerendes konklusion er derfor, at MegaCity – trods de umiddelbare konflikter og forskelle – på længere sigt kan have en ensrettende indflydelse på kunderne, som får dækket de samme behov for en moderne og individuel livsstil ved at komme i centret. Samme opfattelse har den bolivianske politolog Diego Ayo, som i en kommentar på sin blog skriver: “Når jeg går i MegaCenter, ser jeg amerikanske film og drømmer om at tage mine børn med til Disneyland (…). Nu kommer tusindvis af landsmænd ned fra højderne og deler idealet med mig. Når vi sammen ser amerikanske film, spiser popcorn og bruger moderne teknologi, deler vi de samme kulturelle værdier, og det samler os mere end noget andet.” • 13/ FOTO: GITTE JAKOBSEN I protest mod racismen tog en gruppe unge fra La Paz i januar initiativ til en “apthapi” – aymaraernes betegnelse for fællesspisning, hvor alle medbringer egne madvarer, og man spiser sammen på et klæde bredt ud på jorden. Efter aymaraernes tradition er det en måde at forene familien og lokalsamfundet på. Ved MegaCenter fik den navnet Megaapthapi, og ifølge arrangørerne deltog 500 i fællesspisningen, der blev bredt omtalt i hovedstadens medier. Sara Paulina Jauregui, 26 år og grafisk designer, var en af initiativtagerne til apthapi’en. Hun siger: “For mig er det meget smukt, at både kvinder og mænd fra El Alto bruger MegaCenter uden at være bange og tilmed sætter sig på gulvet, som det er helt almindeligt i aymarakulturen. Det ser man ikke i andre lande, hvor vagter standser folk, der er fattige eller ser anderledes ud, før de overhovedet kommer ind i et indkøbscenter. Med Mega-apthapi ville vi fejre, at vi er fri og har mange kulturer.” Nigeria STORMAGT PÅ VEJ ELLER FEJLSLAGEN STAT? Et væbnet islamistisk oprør, grasserende korruption, forurening og en skrøbelig olieøkonomi. Udfordringerne står i kø i det folkerige Nigeria, hvor Danmark netop har åbnet ambassade. AF: SVEN JOHANNESEN, LASSE WAMSLER OG SUNE GUDMUNDSSON, LAGOS OG ABUJA FOTO: RICHARD ROBIN HAMMOND/PANOS/POLFOTO HAMMOND 14/ 15/ > 16/ FOTOS: ROBIN HAMMOND/NATIONAL GEOGRAPHIC CREATIVE MEDLEMMERNE AF THE LAGOS CIGAR CLUB MØDES JÆVNLIGT PÅ BYENS LUKSUSHOTELLER FOR AT SLAPPE AF MED EKSKLUSIV TOBAK. PÅ GRUND AF DET ØKONOMISKE BOOM VOKSER ANTALLET AF NIGERIANSKE MILLIONÆRER HASTIGT. Historien er ren Olsen Banden – på nigeriansk: Bankfolk fra Nigerias nationalbank samt en række private banker havde til opgave at sende slidte pengesedler til destruktion, så de kunne blive erstattet med nye naira-sedler. Det gjorde de dog ikke. De erstattede de slidte sedler med avispapir – og beholdt selv kontanterne. Landets anti-korruptionsenhed sigtede i maj 22 ansatte for svindel for 40 millioner dollar, og episoden er et ganske godt billede på den korruption, som har placeret Nigeria – Afrikas folkerigeste land og største økonomi – på en 137.-plads ud af 175 lande på Transparency Internationals korruptions-indeks. Sigtelserne mod de 22 bankfolk fandt sted, kort tid efter at Muhammadu Buhari tiltrådte embedet som Nigerias præsident. Fordi Buhari – der har en fortid som militærdiktator – vandt valget på et løfte om et opgør med Nigerias gigantiske korruption, har mange nigerianere tolket anholdelserne som et vigtigt signal om, at landets strenge patriark er vendt tilbage for at gøre noget ved den korruption, alle landets borgere mærker: “Vi er trætte af korruption, trætte af arbejdsløshed og trætte af, at hele samfundet er så uorganiseret og udisciplineret. Vi har brug for én til at rydde op og sætte de korrupte og inkompetente ledere i fængsel,” siger den 37-årige nigerianer Adebayo Ajanaku. Han er uddannet landbrugsøkonomi og arbejder som forretningsmand i Nigerias største by, Lagos, hvor han bor med sin kone og sit barn. PROBLEMER STÅR I KØ Sideløbende med de enorme problemer er Nigeria også en regional stormagt og et økonomisk lokomotiv. Det er i dette land, at Danmark for få måneder siden åbnede en ambassade i hovedstaden Abuja. “Da man tog beslutningen, var Nigeria Afrikas næststørste økonomi, MODEL PÅ VEJ IND PÅ CATWALKEN UNDER AFRICAN FASHION WEEK I LAGOS. Samtidig med at Nigeria det seneste årti har oplevet årlige vækstrater på imponerende syv procent, kæmper landet med et mangehovedet uhyre af ekstrem fattigdom, en korrumperet elite, underudviklede landområder, en dysfunktionel elforsyning, ulmende uro i Niger-deltaet og ikke mindst et blodigt Boko Haram-oprør i den nordøstlige del af landet. “ Oliefundet i Nigeria er en af de mest uheldige ting, der nogen sinde er sket for landet. Nnimmo Bassey, arkitekt og ngo-chef En paradoksal udvikling, der har fået analytikere til at debattere, om Nigeria er på vej til at blive en og nu er den så den største. Nigeria er afrikansk supermagt eller en failed det folkerigeste land i Afrika, en vigtig state. regional spiller i Vestafrika, og så er “I disse år har mange analytikere der meget store kommercielle interes- forudsagt, at Nigeria ville kollapse ser i landet,” siger ambassadør Torben – særligt op til det seneste valg. Gettermann. Fra sin udkigspost i Men det skete ikke, og valget var hovedstaden Abuja i det centrale Nifredeligt,” siger den internationalt geria oplever han, at den nigerianske anerkendte nigerianske arkitekt og middelklasse vokser, og at danske miljøaktivist Nnimmo Bassey. virksomheder i stigende grad interesserer sig for landbrug, sundhed og, LIV OG KAOS I LAGOS “Nigeria er lige nu et samfund af som noget nyt, design. “Nigeria er ikke et nemt marked at modsætninger. Vi har mulighed for det comeback, som mange drømmer komme ind på. Det tager tid og kræver ressourcer, men når man først er om. Men der er store udfordringer,” etableret, har man virkelig gode musiger Nnimmo Bassey, der i dag leder ligheder for at gøre en god forretning,” ngo’en Health of Mother Earth Foundation. siger han. Man skal da heller ikke være længe i Nigeria for at opleve landets udfordringer fra første parket. I landets største by og økonomiske centrum, Lagos, findes luksusvillaer med eget vagtkorps, men også vidt udstrakte slumkvarterer, hvor fattige klumper sig sammen uden adgang til 17/ OLIEPRODUCENT MED TOMME TANKSTATIONER Nigerias regering bruger hvert år milliarder af naira på at holde priserne på brændstof nede. Men på grund af en tvist med benzinleverandørerne, som ikke har modtaget deres subsidier, er der blevet lukket for benzintilførslen. Det førte til flere uger med kilometerlange bilkøer foran byens tankstationer, hvor folk ventede halve og hele dage på at kunne fylde biler og reservedunke. De lange køer blokerede de i forvejen overfyldte veje, hvor entreprenante gadesælgere solgte piratbenzin til ågerpriser til de utålmodige bilister, der havde råd til det dyre brændstof, og som turde løbe risikoen for at købe benzin, der måske var fortyndet med vand. Ud over at lamme trafikken satte brændstofkrisen langsomt landets industri i stå. Banker og butikker måtte holde lukket, og internationale flyruter blev omlagt, inden det lykkedes det for den afgående regering at forhandle en midlertidig aftale på plads, så der nu atter kommer benzin og diesel ind i landet. > MIDDELKLASSEN VOKSER I NIGERIA, MEN DEN HØJE VÆKST KOMMER LANGT FRA ALLE TIL GAVN. HER LEGENDE BØRN I DOLPHIN HIGH RISE ESTATE I LAGOS. “Oliefundet i Nigeria er en af de mest uheldige ting, der nogensinde er sket for landet,” siger Nnimmo Bassey og uddyber: “Fordi pengene væltede ind, har man ignoreret både fremstillingssektoren og landruget. Mens olien har givet lette penge til regeringen og den politiske elite, har den holdt store dele af befolkningen i fattigdom, for oliesektoren skaber ikke mange jobs,” siger han. Ud over korruption og olietyveri i industriel skala har udvindingen af olieforekomsterne medført massive miljøødelæggelser. I Niger-deltaet i det sydøstlige Nigeria er forureningen så slem, at den forventede gennemsnitlige levetid er nede på 41 år, sammenlignet med 56 år for hele Nigeria. Han afviser den positive fortælling om, at olien har skabt økonomisk vækst, der kommer befolkningen til gode. “ Fordi der hverken er uddannelse eller jobs, har Boko Haram mulig hed for at rekruttere blandt tusind vis af unge desperate mænd. 18/ Niels Kastfelt, Afrika-forsker FOTOS: ROBIN HAMMOND/NATIONAL GEOGRAPHIC CREATIVE ET RUMMELIGT SOVEVÆRELSE HOS EN VELSTILLET FAMILIE PÅ BANANA ISLAND I LAGOS. vand, elektricitet, kloakering eller renovation. Trafikpolitiet står i kø for at modtage bestikkelse mod trusler om tilbageholdelse, mens bilernes udstødning blandes med de tusindvis af benzin- og dieselgeneratorer, der forsyner den velstående del af byen, når elnettet bryder sammen, hvilket sker flere timer dagligt. Megabyens overfyldte veje er spækket med luksuriøse firhjulstrækkere, som snegler sig af sted, mens gadebørn render rundt og tigger eller forsøger at sælge alt fra snacks til cigaretter, spil, cd’er og hundehvalpe. De seneste mange uger har Lagos’ berygtede trafik dog været endnu mere kaotisk end sædvanligt. Det skyldes en brændstofkrise, som på sin egen vis indkapsler landets skrøbelige tilstand (se boks forrige side). OLIENS FORBANDELSE Nigeria er Afrikas største olieproducerende land, men er ikke i stand til at raffinere sin råolie, som derfor eksporteres. Skønt cirka 80 procent af regeringens budget stammer fra oliesektoren, har landets rige olieforekomster langtfra kun været en gave for Nigeria. “Det er et grundproblem, at man har haft høj vækst, men at hele denne vækst bygger på olieindustrien, hvorimod fremstilling og produktion har haltet langt bagefter. Samtidig bliver landet ramt hårdt i disse tider, hvor de internationale oliepriser har været faldende,” siger Nigeria-forsker Niels Kastfelt, der er lektor ved Center for Afrikastudier og siden 1975 har arbejdet og rejst i særligt det nordøstlige Nigeria. “At opgøre fremskridt i vækst i BNP er en feel good-statistik, der ikke giver et sandt billede af, hvad der reelt sker i den nigerianske virkelighed. Det skaber et falsk billede af velstand, når der i virkeligheden er fattigdom. Sandheden er, at siden 1990’erne har dårlig regeringsførelse samt IMF’s neoliberale reformer med privatiseringer og fjernelse af subsidier gjort livet meget sværere for nigerianerne,” siger Nnimmo Bassey. Heller ikke Niels Kastfelt vurderer, at de seneste års økonomisk vækst er kommet den enkelte borger til gode. “De sidste år har man haft meget høj vækst, men også en ekstremt høj ulighed, så den almindelige befolkning har ikke mærket meget til væksten. Tværtimod oplever de, at de daglige levevilkår stille og roligt er blevet ringere og ringere, siger Niels Kastfelt og forklarer: ”Helt basale ting som el- og vandforsyning og adgang til sundhed er blevet forringet, fordi systemet efterhånden er så korrumperet, at flere og flere statslige midler forsvinder ned i lommerne på politikere og embedsmænd. Korruptionen er stille og roligt blevet mere og mere omfattende, og den bliver vanskelig at ændre,” siger den danske Nigeria-kender. “INVEST IN SOIL, NOT OIL” 60 procent af Nigerias befolkning lever under fattigdomsgrænsen, mange af dem i forarmede og underudviklede landområder. Den giftige blanding af olieindustriens miljøødelæggelser, mangel på investeringer i infrastruktur på landet samt udfasning af statsstøtte til farmere har i de seneste år medført en urbanisering, der gør, at Lagos i dag rummer anslået 20 millioner indbyggere. Det store flertal lever under kummerlige forhold i byens slum. “Folk flytter ikke til byerne, fordi de elsker dem, men fordi de håber på at få et bedre liv. Landdistrikterne er blevet negligeret de sidste mange år. Der er mangel på faciliteter, som folk tager for givet alle andre steder i verden, som eksempelvis ordentlige veje”, siger Nnimmo Bassey, der i sin bog To Cook A Continent argumenterer for, at Nigeria har brug for at investere i soil (jord) i stedet for oil. Han tilføjer: “Som det er nu, kan byerne slet ikke opsuge de mange tilflyttere, og derfor er der brug for massive investeringer i landdistrikterne, hvis man skal modvirke urbaniseringen og bygge en bæredygtig nigeriansk økonomi”. BOKO HARAM KRÆVER KALIFAT Den kroniske underundervikling af udkants-Nigeria har forværret et af landets største problemer – nemlig fremkomsten af den islamistiske oprørsgruppe Boko Haram, der fører væbnet kamp for at oprette et kalifat i den nordøstlige del af landet. Gruppen er formentlig mest kendt for bortførelsen af skolepiger og for massakrer på civile. Og skønt Boko Haram ifølge Niels Kastfelt er et led i en århundredgammel tradition for islamisk reform i Nordnigeria og altså ikke kan siges at være opstået som en konsekvens af manglende udvikling, har fattigdommen gjort det lettere for Boko Haram at hverve medlemmer. “Fordi der hverken er uddannelse eller jobs, har Boko Haram mulighed for at rekruttere blandt tusindvis af unge desperate mænd,” siger Niels FEM FACTS OM NIGERIA · 70 procent af befolkningen er under 30 år gammel. · Én ud af 43 mennesker på kloden er nigerianer. Man regner med, at befolkningstallet på cirka 180 millio- ner nigerianere vil blive fordoblet i løbet af de næste 25 år. · Nigeria er nummer 136 af 175 på Transparency Internationals indeks, der sammenligner opfattelsen af graden af korruption i verdens lande. · Landets ungdomsledighed var i 2014 på 54 procent. · Ved årtusindskiftet var der kun 200.000 internetbrugere i Nigeria. I 2014 havde antallet passeret 70 millioner. Kastfelt, der tilføjer, at Boko Haram kun nyder opbakning fra et lille mindretal af regionens muslimer. En fælles international militær indsats har trængt Boko Haram i defensiven, men bevægelsen foretager jævnligt blodige angreb på særligt civile. GADERNE I LAGOS ER ET MYLDER AF LIV. FOR PENDLERE KAN DET DERFOR TAGER TIMER AT KOMMER GENNEM MEGABYEN. 19/ 20/ FOTO: ROBIN HAMMOND/NATIONAL GEOGRAPHIC CREATIVE HØJHUSENE I LAGOS' FINANSCENTRUM REJSER SIG HØJT OVER SAVVÆRKSKVARTERET I BYENS UDKANT. KVARTERET, SOM ER HJEM OG ARBEJDSPLADS FOR TUSINDVIS AF NIGERIANERE, HAR VÆRET PLAGET AF STORE BRANDE DE SENESTE ÅR. Også den nigerianske hær har været særdeles brutal mod civile i kampen mod Boko Haram. I juni afslørede en rapport fra Amnesty International, hvordan den nigerianske hær de seneste år har været ansvarlig for drab på cirka 8.000 civile, der er blevet skudt, kvalt, sultet og tortureret ihjel. Over en million mennesker er flygtet fra konflikten, som siden 2009 har krævet flere end 17.000 dødsofre. “Befolkningen i nordøst har måttet vælge mellem pest eller kolera, og mange er lige så bange for hæren som for Boko Haram,”, siger Niels Kastfelt. Som noget helt uhørt for en nigeriansk præsident udtrykte Buhari, der selv stammer fra det nordlige Nigeria, at han tager Amnesty Internationals kritik alvorligt, og at han vil se nærmere på anklagerne og retsforfølge militærfolk, der har begået forbrydelser. Om det sker i praksis, er stadig et åbent spørgsmål. SAMLENDE FIGUR Under alle omstændigheder er den 72-årige Buhari nu i en rolle, hvor folk forventer, at han vil modernisere Nigerias økonomi, gøre den mindre afhængig af en dysfunktionel oliesektor, begrænse korruptionen, nedkæmpe Boko Haram, modernisere en brutal hær og rette op på årtiers forsømmelse af Nigerias infrastruktur. Enorme opgaver, der ikke bliver mindre af, at Buhari først præsenterer sin regering i august eller september. “Han står med samme forventningspres, som dengang Obama første gang blev valgt, så han kan næsten kun skuffe,” vurderer Niels Kastfelt. AFRICA´S FIRST CITY Den new zealandsk-fødte fotograf Robin Hammond har taget billederne fra Nigerias økonomiske kraftcenter, Lagos, som ledsager Udviklings portræt af Afrikas nye vækstlokomotiv. Robin Hammond har dedikeret sin karriere som fotograf til at dokumentere udviklings- og menneskeretsforhold, ikke mindst i Afrika. Han er blevet belønnet med adskillige priser for sit arbejde, bl.a. ved World Press Photo. Flere billeder fra Robin Hammonds serie fra Lagos kan ses på www.robinhammond.co.uk 21/ Den danske ambassadør i Nigeria er enig: “Buhari har allerede været ude at sige, at han ikke kan skabe mirakler fra den ene dag til den anden. Han ved, at der er urealistisk høje forventninger til ham, men omvendt ved han også, at han skal levere på det, han er valgt på. Det er en monumental opgave at få det her land på ret køl igen,” siger Torben Gettermann. Buhari har dog allerede formået at fremstå som en samlende figur for Nigeria, fordi han har opbakning fra vælgere i både det kristne syd og det muslimske nord. Det er aldrig sket før ved tidligere valg, hvor hver region hovedsageligt har stemt på sin egen kandidat. Skønt Buhari er en muslim fra nord, har han fået mange sydlige kristne stemmer på grund af sin kampagne mod korruption. En af dem er Adebayo Ajanakus: “Ligesom mange andre kristne stemte jeg på Buhari på grund af hans personlighed og ikke på grund af hans religion,” siger Adebayo Ajanaku. Også han forventer, at nigerianerne til en vis grad bliver skuffede over Buhari. Mange af de lovede ændringer vil tage meget længere tid, end folket har tålmodighed til, forklarer Adebayo Ajanaku: “Man har altid sagt, at nigerianerne er gode til at lide og smile. Hvis ting går dårligt, og folk lider, så tror de instinktivt, at tingene efterfølgende vil blive bedre. Men i dag vil folk ikke bare lide og smile – de vil have forandringer.” • PÅ JAPANSK ER BISTAND ET ANDET ORD FOR SIKKERHEDSPOLITIK Japans udviklingsbistand er halveret siden storhedstiden i 1990’erne, og nu skal bistanden i endnu højere grad bruges som udenrigspolitisk instrument. Det møder kritik. AF ASGER RØJLE, TOKYO FOTO: FRANCK ROBICHON/SCANPIX 22/ JAPANSKE NØDHJÆLPSARBEJDERE PÅ VEJ TIL NEPAL FOR AT BISTÅ MED HJÆLPEARBEJDET EFTER JORDSKÆLVET I APRIL. Siden nederlaget i Anden Verdenskrig har Japan ikke kunnet spille en militær og sikkerhedspolitisk rolle i verden, som modsvarer landets økonomiske styrke. Det har landets pacifistiske “fredsforfatning” forhindret. Til gengæld har Japan haft tradition for at bruge sin udviklingsbistand som udenrigspolitisk redskab og som løftestang til at pleje egne kommercielle og diplomatiske interesser. Med et nyt charter for Japans bistandspolitik, som premierminister Shinzo Abes regering vedtog tidligere i år, bliver denne tankegang endnu mere dominerende. Selvfølgelig vil Japan fortsat give bistand for at hjælpe de fattige lande og skabe bæredygtighed og bedre balance i verden. Men som Purnendra Jain, professor ved Institut for Asien-studier på University of Adelaide, skriver i en analyse på websiden East Asia Forum, lægger Japan “mere og mere åbenlyst vægt på, at bistanden til udviklingslandene skal fremme nationale interesser”. Abe-regeringens nye bistandspolitiske linje møder kritik, blandt andet fra Akio Takayanagi, professor ved Ferris State University i Michigan, USA, og rådgiver for Japans ngo-center for internationalt samarbejde. Han mener, der er sket “en stor ændring i Japans bistandsmål: Bort fra at lægge vægt på humanitære og udviklingsmæssige mål for i stedet at lægge vægt på Japans politiske, sikkerhedsmæssige og kommercielle egeninteresser”. FRA BISTAND TIL SAMARBEJDE Det nye charter følger dog i forlængelse af den japanske tradition om at bruge bistanden som sikkerhedspolitisk redskab, mener lektor Annette Skovsted Hansen fra Aarhus Universitet. “Det er ikke første gang i et japansk ODA-charter (Official Development Assistance, ODA, statslig bistand, red.), at der refereres til Japans sikkerhed,” siger hun og påpeger, at den allerførste sætning i det senest reviderede charter fra 2003 udtrykkeligt henviste til, at “formålet med Japans udviklingsbistand var at bidrage til international fred og udvikling i den rækkefølge – og dermed hjælpe til at sikre Japans egen sikkerhed og velstand”. Kort efter at Abe-regeringen trådte til i december 2012, formulerede den en ny sikkerhedspolitisk strategi. Allerede her blev det varslet, at bistandspolitikken skulle tænkes ind i den samlede sikkerhedspolitik. Det udmøntes med det nye charter, der nu ikke længere betegnes som “udviklingsbistand” (ODA), men som “udviklingssamarbejde” i bredere forstand. “Vi vil gerne ændre position fra bistand til samarbejde. Vi vil lægge mere vægt på (...) vores partnerskab med u-lande,” siger Kaname Araki, seniorkoordinator ved Japan’s International Cooperation Bureau den japanske pendant til Danida, til det filippinske website Business Mirror. Andre røster i den japanske debat mener, at ændringerne i Japans bistandspolitik sker som reaktion på Kinas mere markante profil i verden. Kinesiske penge spiller en stadig større rolle i udviklingen på alle kontinenter. Ofte kalder Kina det ikke u-landsbistand og forpligter sig dermed ikke til at leve op til de regler og normer, som gælder i OECD for u-landsbistand. Tankegangen er, at Japan er nødt til at indføre mere fleksibilitet i sin bistandsdefinition for at kunne følge med Kina i kapløbet om regional indflydelse. Flest overskrifter har det nye charter skabt på grund af en tilføjelse, som åbner for, at Japan kan give bistandsstøtte til militære enheder i modtagerlandet, som udfører ikke-militære opgaver, som for eksempel katastrofehjælp eller bekæmpelse af epidemier. Det tidligere bistandscharter slog udtrykkeligt fast, at japansk bistand ikke må bruges til militære formål, og at internationale konflikter ikke må forværres på grund af bistanden. Det står der stadig, men nu med den omstridte tilføjelse. “Militære styrker er begyndt at spille en nøglerolle i ikke-militære aktiviteter som genopbygningsindsatser efter konflikter og katastrofer,” forklarede udenrigsminister Fumio Kishida ved fremlæggelsen. MILITÆRE AMBITIONER? Ethvert skridt, Abe-regeringen tager i retning af at gøre op med efterkrigstidens pacifisme, afføder imidlertid kritik: “Militære udrykninger i områder, som er ramt af konflikter eller katastrofer, kan – selvom de har ikkemilitære formål – yderligere forrykke lokale magtbalancer og forårsage nye konflikter. Hvis en sådan mili- JAPANS BISTAND • I 1990’erne var Japan verdens største bistandsdonor, men i takt med at landets økonomi stagnerede, faldt bistanden til under halvdelen af, hvad den var, da den toppede i 1997. • En af årsagerne er, at bevillingerne gives i yen, som har mistet en tredjedel af deres værdi siden dengang. • I dag er Japan blot nummer fire på OECD’s hitliste over donorlande, men med en samlet bistand på 70 milliarder kroner årligt spiller landet stadig en væsentlig rolle. • Samtidig er Japans bistand blevet mindre ensidig. Den fokuserer ikke længere udelukkende på infrastruktur og fremme af ordrer til japanske firmaer. • Belært af bitre erfaringer er Japan begyndt også at give bistand på blødere områder, og der er blevet ryddet op efter flere skandaler om spild og korruption. tær udrykning foregår i relation til u-landsbistand, vil det få den lokale befolkning til at tvivle på de fredelige og humanitære mål for bistanden og i sidste ende få den til at miste tilliden til Japan,” advarer således Akio Taka yanagi fra Ferris State University i en kommentar. Andre kritikere påpeger, at det er vanskeligt at skelne mellem et militærapparats militære og ikke-militære aktiviteter. “Lad os antage, at der bliver indkøbt nogle helikoptere og lastbiler,” siger Yoichi Ishii, som er professor emeritus ved Kanagawa University. “Når man ser på, hvordan de benyttes (efter den ikke-militære indsats’ afslutning, red.), er det svært at drage en klar skillelinje mellem militær og ikke-militær brug. Den liberale og pacifistiske avis Asahi Shimbun ser endog det nye charter som et led i Abe-regeringens bestræbelser på at lempe efterkrigstidens restriktioner på japansk våbeneksport. Avisen frygter, at næste skridt bliver at gøre det muligt for Japans eget militær, de såkaldte selvforsvarsstyrker, at deltage i nødhjælpsindsatser uden for landets grænser. • 23/ Sociale medier DEM SKAL DU FØLGE AF ANYA PALM 24/ Den velinformerede rejseblogger Kendisaktivist og utrættelig kritiker Sladrer om Thailands kongehus Laos’ første kvinde- Indigneret ngolige filminstruktør boss skælder ud Richard Barrow: En stående vittighed i Thailand er: Eksisterer Richard Barrow i virkeligheden? Bloggeren skriver fra selv de fjerneste afkroge af Thailand, ved alt om festivaler, begivenheder og shows, er ofte mere opdateret på den aktuelle dagsorden end aviserne og synes altid at være til stede, når der sker noget i Thailand. Hvordan gør han det? Døm selv på Ou Virak: Menneskerettighedsaktivist og åbenmundet kritiker af den cambodjanske regering. Ou Virak leverer skarpe analyser af cambodjansk politik på Facebook og Twitter: Andrew MacGregor Marshall: Journalist for Reuters i 17 år, indtil han lækkede en række følsomme oplysninger om det thailandske kongehus. Andrew Marshall er i dag efterlyst i Thailand, og hans bøger bliver rutinemæssigt forbudt, når de udkommer. Fra nabolandet Cambodja fortsætter han med saftige afsløringer om kongehus, elite og magthavere i Thailand. Følg ham på: Mattie Do: Instruerede den første gyserfilm i Laos. Mattie Do er også landets første og eneste kvindelige filminstruktør. Men de fordomme, der følger med at være den laotiske kvinde, der “klarede det”, gider den rapkæftede kvinde ikke høre på; hun vil bare lave gyserfilm. I år tog hun som første laot nogensinde til filmfestival i Cannes med sin nye film, Dearest Sister. virakou76 @ouvirak www.richardbar- row.com @RichardBarrow. zenjournalist.com zenjournalism @zenjournalist NY SINGLE FRA I 1961 blev FN’s daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld dræbt i et flystyrt, som aldrig er blevet opklaret. Nye oplysninger om radiokommunikation med flyet i de sidste minutter bestyrker mistanken om, at flyet blev skudt ned. FN har genåbnet sagen, og efter at en ekspertgruppe har gransket de nye beviser, vil FN's generalsekretær, Ban Ki-Moon, have undersøgt sagen til bunds. I en single opruller Magasinet Udvikling hele historien om Dag Hammarskjölds død. Hent Udviklings app @mangosodium Phil Robertson: Vicedirektør i Asienafdelingen af Human Rights Watch. Uanset hvem der har overtrådt menneskerettigheder i Asien – om det er diplomater, regeringer, mafia eller magtfuldt militær – kan de regne med, at Phil Robertson kommer efter dem. Se med på @reaproy POLITIK Kinesere kræver klima indsats Frihandelszone i det halve Afrika Den såkaldte syd-syd-handel er voksende, og nu øger også Afrika muligheden for at blive en del af tendensen. Stats- og regeringschefer fra 26 afrikanske lande på kontinentet har aftalt at etablere en frihandelszone, der vil strække sig fra Kairo til Cape Town. Indbyggerne i Kina Omkring halvdelen af de afrikanske lande er opsatte på, at dekommer således med i zonen, hvis befolkning res regering skrider tæller over 600 millioner mennesker, og hvis til handling for at samlede bruttonationalprodukt beløber sig til, imødegå klimaforan- hvad der svarer til 8.000 milliarder kroner. dringerne. Det viser Ambitionen er at øge samhandlen på en undersøgelse tværs af kontinentet, for mens der er gang i foretaget af opinions- investeringerne de afrikanske lande imellem, instituttet YouGov halter handlen fortsat bagefter. Ifølge FN foreblandt 15 lande på fire går kun 12 procent af Afrikas samlede handel inden for regionen. kontinenter. Frihandelszonen oprettes ved at sammen86 procent af de adspurgte kinesere forsmelte tre eksisterende frihandelsområder, langer en øget klimathe East African Community, SADC (the indsats i hjemlandet. Dette overgås kun af Hongkong, en særlig administrativ region, med 88 procent. Også i Indonesien (85 procent), Malaysia (81 procent), Thailand (77 procent) og Singapore (65 procent) er der et stærkt krav fra befolkningerne om, at deres respektive regeringer skruer op for klimaaktiviteterne. Til sammenligning støttes kravet af cirka halvdelen af befolkningen i USA, mens befolkningerne i de fleste Den nigerianske regering har taget det histoeuropæiske lande riske skridt at forbyde en århundredgammel oplever, praksis om kvindelig omskæring. Lovforslaget blev underskrevet af den afgående præsiat deres regeringer dent Goodluck Jonathan efter en vedtagelse i parlamentet. er godt Menneskerettighedsorganisationer bemed. • /RH tegner beslutningen som et kæmpemæssigt Southern African Development Community) samt the Common Market for Eastern and Southern Africa. ECOWAS (the Economic Community for West African States) er ikke med i aftalen, og dermed er heller ikke Afrikas største økonomi, Nigeria, omfattet. ECOWAS består af 15 lande og tæller over 300 millioner mennesker. ECOWAS-landene er ikke nået så langt med økonomisk integration. Før den nye frihandelszone er etableret, venter flere forhindringer. Først skal de enkelte landes parlamenter godkende rammeaftalen. Derpå kommer forhandlingerne om detaljerne. Særligt vigtigt er her, hvilke varer og tjenesteydelser der skal fritages for told, og hvordan administrative procedurer – som typisk er temmelig bureaukratiske – kan gøres enkle og ensartede. • /Regner Hansen Nigeria forbyder omskæring fremskridt, fordi Nigeria er Afrikas folkerigeste nation, og landet kulturelt og politisk rager op i forhold til andre på kontinentet. Der kan komme en positiv afsmittende effekt. Den nye lov betyder et stop for en praksis, som har medført, at anslået en fjerdedel af Nigerias kvinder er omskåret. • /RH 25/ FOTOS: THOMAS MUKOYA/SCANPIX (TH.) & COLOURBOX (TV.) AGENDA Vækst ØSTAFRIKA ER TURKISH DELIGHT Tyrkiets mellemøstpolitik er slået fejl, og i stedet retter tyrkerne fokus mod Østafrika. Her er høj vækst og gode muligheder for at gøre forretning. AF ANE CECILIE HESS-NIELSEN, ADDIS ABABA, OG MATHIAS FINDALEN BICKERSTETH, ANKARA FOTO: SCANPIX 26/ ADDIS ABABAS SKYLINE ER UNDER VOLDSOM FORANDRING. ETIOPIEN HAR HØJ VÆKST, OG UDENLANDSKE INVESTORER – HERUNDER TYRKERNE – SER STORT POTENTIALE I LANDET. På restaurant Istanbul i den buldrende millionby Addis Ababa spiser den tyrkiske forretningsmand Erhan Demir frokost, köfte og den tyrkiske nationaldrik ayran, serveret af etiopiske servitricer. “Etiopien og Tyrkiet er brødre inden for business. Vores landes relationer går langt tilbage,” siger han. Erhan Demir er 36 og arbejder for den tyrkiske kabelproducent BMET Cable, cirka 40 kilometer uden for den etiopiske hovedstad. Virksomheden har 100 tyrkiske ansatte og 600 lokale etiopiske medarbejdere og producerer kabler til mindre infrastrukturprojekter, byggesektoren og til det omfattende dæmningsprojekt ved Nilen, der er et vigtigt led i den etiopiske regerings plan om at blive Afrikas største eksportør af elektricitet. “Tyrkiet satser på Etiopien. Der er allerede mange veletablerede tyrkiske virksomheder i Etiopien, og mange flere er på vej,” siger den velklædte forretningsmand og bestiller tyrkisk te hos de nysgerrige servitricer. Det foregår på amharigna, det mest udbredte sprog i Etiopien, som Erhan Demir hurtigt har lært at begå sig på. 27/ ØGET SAMHANDEL Tyrkiet og Etiopien har en lang fælles historie, der går tilbage til det osmanniske riges storhedstid i det 16. > FOTO: FARAH ABDI WARSAMEH/POLFOTO 28/ århundrede. Byen Harar i det nordøstlige Etiopien var et knudepunkt på datidens handelsruter, her mødtes handelsfolk fra Mellemøsten med afrikanske købmænd. Den dag i dag kan den osmanniske indflydelse på Afrikas Horn spores i blandt andet arkitektur, kultur, sprog og religion. Siden årtusindskiftet er relationerne mellem Tyrkiet og Etiopien på ny blevet tættere. Samhandlen mellem de to lande nåede i 2013 422 millioner dollar, mens den i 2000 blot var 27,3 millioner amerikanske dollar. Tyrkiet er nu den femtestørste eksportleve randør til Etiopien, og inden for infrastruktur, industri og landbrug er der gode investeringsmuligheder for tyrkiske virksomheder. “Den tyrkiske regering giver landets virksomheder incitament til at rykke til Østafrika. Man kan få råd og tilskud fra myndighederne, hvis man satser på at flytte sin virksomhed,” fortæller Erhan Demir, der har arbejdet i Etiopien i knap to år, og som befinder sig godt i Østafrika. At Tyrkiet har stærke interesser i regionen, blev understreget, da landets præsident, Recep Tayyip Erdogan, som det første i 2015 tog på rundtur i netop Østafrika, først i Etiopien og siden i Djibouti og Somalia. Erdogan ønskede at styrke relationerne med Etiopien – som i disse år oplever massiv vækst, ganske som Tyrkiet har gjort, siden Erdogans og hans parti, AKP, overtog regeringsmagten i 2002 og transformerede landet fra kriseramt til en af verdens hastigst voksende økonomier. En stort anlagt tyrkisk-etiopisk business-konference senere på året vil formentlig styrke relationerne yderligere og skabe endnu større fokus på mulighederne for samarbejde mellem de to lande. For en tyrkisk virksomhed er arbejdskraften billig i Etiopien, hvor de laveste månedslønninger er omkring 2.500 etiopiske birr (omkring 700 danske kroner) påpeger Erhan Demir. TYRKIETS NYE VEJE Tyrkiets stærke engagement på det afrikanske kontinent rækker ud over Østafrika og har også politiske, humanitære og religiøse elementer. Alene siden 2009 har Tyrkiet øget antallet af ambassader på kontinentet fra 12 til 39. Tyrkiet satser på at blive strategisk partner for en række afrikanske lande samt for Den Afrikanske Union (AU), TYRKIET ØNSKER AT SPILLE EN AKTIV ROLLE I FORSØGET PÅ AT STABILISERE SOMALIA, OG I JANUAR AFLAGDE PRÆSIDENT RECEP TAYYIP ERDOGAN BESØG HOS SIN SOMALISKE KOLLEGA, HASSAN SHEIKH MOHAMUD, I SOMALIAS HOVEDSTAD, MOGADISHU. og i den forbindelse står Etiopien centralt. Det forklarer professor Mehmet Özkan, der forsker i relationerne mellem Tyrkiet og Afrika ved SETA Foundation i Ankara. “Etiopien er en nøglestat på Afrikas Horn. Landet oplever en enorm vækst, man huser Den Afrikanske Union og er en afgørende aktør i Somalia og i forhold til at stabilisere regionen. Derfor er det naturligt, at Tyrkiet ønsker at styrke relationerne til netop Etiopien og øge samhandlen,” siger han. “ Etiopien er en nøglestat på Afrikas Horn. Landet oplever en enorm vækst, man huser Den Afrikanske Union og er en afgørende aktør i Somalia og i forhold til at stabilisere regionen. Mehmet Özkan, professor Han påpeger, at Tyrkiet, siden Erdogan som den første ikke-afrikanske statsleder besøgte Somalia i 2011, har signaleret – blandt andet med etablering af tyrkiske udviklingskontorer i landet – at man ønsker at indtage en hovedrolle i regionen. “Man må engagere sig i alle landene: Etiopien, Kenya, Sudan og Djibouti, hvis man vil være en seriøs aktør i stabiliseringen af Somalia. Det ønsker Tyrkiet at være,” argumenterer Mehmet Özkan. FEJLSLAGEN MELLEMØSTPOLITIK En anden væsentlig årsag til Tyrkiets store fokus mod syd er, at Tyrkiets udenrigspolitik i Mellemøsten formuleret i 2009 af tidligere udenrigsminister og nuværende premierminister Ahmet Davutoglu er slået fejl. Politikken byggede på en ide om “nul problemer med naboerne”, men har udviklet sig til noget nær “kun problemer med naboerne”, ikke mindst i forholdet til Syrien. Nyorienteringen af landets udenrigspolitik er gået op for de studerende på det prestigefulde Ankara University. Her har flere været på studiebesøg i Afrika inden for de senere år, og en af de studerende, Ahmet, overvejer nu at starte både en tøj- og en hvidevareforretning op i Afrika: “I Mellemøsten har Tyrkiet problematiske relationer til både Irak, Iran, Syrien og Egypten, og økonomien er meget usikker i disse lande. Det er derfor logisk, at vi søger andre veje. Jeg synes, det er positivt, at vi involverer os udenrigspolitisk ude i verden. Så længe tingene er svære i Mellemøsten, virker Afrika som den mest oplagte region at gøre forretning i,” siger den unge, selvsikre entreprenør. • ERHVERV Nu kan IFU investere i alle udviklingslande Samtlige de lande, OECD betegner som udviklingslande, er nu tilgængelige for investeringer fra Investeringsfonden for Udviklingslande, IFU. Det besluttede Folketingets finansudvalg, kort før folketingsvalget blev udskrevet. Det betyder, at IFU på ny kan investere i lande som Brasilien, Malaysia, Tyrkiet og Mexico, som ellers var blevet strøget fra listen over mulige investeringslande, fordi landenes BNI var vokset markant. Finansudvalgets beslutning betyder også, at IFU fortsat kan investere i lande som Kina og Colombia, der ellers stod til at ryge ud af IFU’s investeringsområde. 934 kaffe- og tepro“Det er en rigtig god beslutning, fordi vi ducerende familier fremover kan fortsætte med at investere i udviklingslande, når de bliver mere modne marfra Uganda og Malawi har fået direkte keder og dermed også mere attraktive for det adgang til det danske danske erhvervsliv,” siger IFU-direktør Tommy marked efter fusionen Thomsen. mellem virksomhe“Vi er godt forberedt på det nye mandat den Farm Mountain og kan allerede fra første dag hjælpe danske og webfirmaet Kaffe virksomheder, der overvejer eller har konkrete agenterne. planer om at etablere sig i et eller flere af de I spidsen for Farm pågældende lande,” fortsætter Tommy Thomsen. Mountain står Lars Bendix, der har halvpart i en afrikansk virksomhed med base i Uganda. Det er via den, at kontakten med de 934 familier er kommet i stand. Lars Bendix’ afrikanske partner sørger for alt At bæredygtighed bedet praktiske, mens taler sig, er ved at gå op Lars Bendix står for for stadig flere internatiat hjælpe familierne onale virksomheder. Det og deres landsbyer i vurderer Georg Kell gang med kaffe- og (foto), der netop er te produktionen via trådt tilbage som etablering af opsparingsforeninger. direktør for FNI forbindelse organisationen UN Glomed fusionen er et bal Compact, nyt kaffe- og tehus i der samarbejRanders blevet indviet. Ud over salg af der med det produkter fra de 934 private erhvervsliv for at sikre en familier tilbyder huset bæredygtig og også kurser og arbejdende værksteder. inkluderende ver• /SKA densøkonomi. 934 familier leverer kaffe og te direkte til Danmark Beslutningen om, at IFU’s investeringsmål skal flugte med OECD’s liste over udviklingslande, rokker ikke ved beslutningen om, at 50 procent af IFU’s investeringer fortsat skal gennemføres i lavindkomstlande, særligt i Afrika. • /Simon Kratholm Ankjærgaard 29/ Private investeringer er en motorvej til global bæredygtighed “Jeg garanterer, at inden for fire år vil markedet ændre sig indefra,” siger den afgående direktør. Det er Georg Kells vurdering, at de internationale virksomheder ikke længere blot er reaktive og først investerer, når lande og regioner er blevet stabile, men at de i stigende grad er begyndt at agere proaktivt og har erkendt, at de kan spille en vigtig rolle i samspil med den internationale udviklingsbistand. Ifølge Georg Kell er virksomhedernes investeringsdirektører helt centrale for den udvikling. De har længe været the missing link, men er nu begyndt at forstå, at bæredygtighed betaler sig. Når de begynder at investere som følge af denne nye forståelse, vil udviklingen gå langt hurtigere end først antaget, mener Georg Kell. • /SKA FOTOS: NIKOLAI LINARES/SCANPIX (NED.) & KLAUS HOLSTING/DANIDA (ØV.) AGENDA Arbejdsliv VEJEN TIL HØJ LØN HEDDER HVID TE Sri Lanka FOTO: VIDLER/MAURITIUS IMAGES/POLFOTO 30/ Dansk tefirma betaler deres ansatte det dobbelte af den normale løn til teplukkere. Den slags tiltag skaber nemt bølger i et samfund præget af patriarkalsk stolthed og spændinger i lokalsamfundet. AF LASSE LUNDBERG ANDREASEN, ELLA I Sri Lanka plukkes og pakkes tebladene af personer på de laveste trin i samfundet. Særligt er det tamilske familier og personer fra de laveste kaster med singalesisk afstamning, som udfører det fysisk hårde og slidsomme arbejde i produktionen. Teproducenten Chaplon har valgt at gå utraditionelt til værks. Deres ansatte får dobbelt så høje lønninger som deres kollegaer på andre plan- HÅRDT, VARMT OG LAVTLØNNET. SÅDAN ER ARBEJDET FOR SRI LANKAS HÆR AF TEPLUKKERE, SOM ISÆR ER TAMILER OG LAVEKASTE. Lanka; siden 2012 på deres egen plantage. Den ligger godt en times kørsel fra den lille bjergby Ella. Turen dertil foregår på snoede bjergveje gennem hjertet af det srilankanske teland. Tebuskene smyger sig op og ned langs bjergskråningerne, så langt øjet rækker. De dekorerer bjergene med dybe, grønne farver. Og de er overalt. Selv på den mest stejle skråning er der plantet tebuske. Nogle steder undervejs ser man små prikker ude i havet af grønhed. Det er teplukkerne, som er i gang med dagens arbejde. DEN STILLE REVOLUTION Selv om Chaplons intention er at forbedre arbejdsvilkårene for de ansatte og øge deres levestandard, er den filosofi ikke så nem at sælge, som det måske kan lyde. “Vi kigger os ikke i spejlet og siger, at det har været den revolution, vi havde håbet på. Men det er sikkert også, fordi jeg har ild i røven. Jeg vil gerne have, at tingene går hurtigt,” forklarer Jais Westh Lauritsen. I et samfund som det srilankanske må man hele tiden have for øje, at alle beslutninger kan have store konsekvenser. Også ude i samfundet, der omgiver plantagen. “ INDIEN SRI LANKA COLOMBO ELLA fører op til en samling skure, hvor plantagens formand tager imod. Den lille, senede formand hedder Jayasinha Mundigarsilage Sunil. Ærmerne på hans skjorte er smøget op til over albuerne, og om livet bærer han en sarong. Det er et stykke stof, der vikles om livet. Jayasinha Mundigarsilage Sunils sarong slutter over knæet. Længden gør den egnet til arbejdet, hvor han konstant bukker og rejser sig. Hans fødder er bare og hærdede. Sri Lanka er kun nogle hundrede kilometer nord for ækvator. Klokken er omkring 12 middag, så solens stråler står næsten vinkelret ned på Jayasinha Mundigarsilage Sunil, og det er nærmest kun hans kasket, der kaster en halvoval skygge på jorden. Det meste af dagen banker solen ned på bjergsiderne. Enkelte regnbyger bryder solens dominans, og fordampningen af regnvandet betyder, at her ikke kun er varmt – her er også fugtigt. Gode betingelser, hvis man er en tebusk, men hårde betingelser, hvis man er tearbejder. For ham er det bare en ganske almindelig dag på jobbet. 31/ Her er ikke kun er varmt – her er også fugtigt. Gode betingelser, hvis TIDLIGT OP OG TJEK PÅ TINGENE man er en tebusk, men hårde betin “Jeg elsker mit job,” fortæller Jayasinha gelser, hvis man er tearbejder. Mundigarsilage Sunil. “Jeg har arbejdet tager. Oveni får de adgang til gratis medicin, mad og vand og har kortere arbejdsdage. “Min holdning har altid været, at hvis man som dansker skal drive en virksomhed i udlandet, behandler man også sine medarbejdere der ordentligt,” siger Jais Westh Lauritsen. Han er direktør i tefirmaet Chaplon, som han også har stiftet. I otte år har de produceret te i Sri “Vi skal hele tiden tænke på, at vi ikke må skabe for store bølger. Vi skal hele tiden retfærdiggøre vores handlinger i forhold til lokalsamfundene. Når vi for eksempel giver gratis medicin til de ansatte på plantagen, bliver vi nødt til at lade et rygte sive ud til lokalsamfundet, hvor vi forklarer, at fordi vi plukker på en speciel måde, bliver vi nødt til at have raske medarbejdere. Ellers kan vi risikere at være uden ansatte, som kan plukke på den ’særlige’ måde,” fortæller han. Den sorte stålport ind til Chaplons plantage glider knirkende op. En grusallé med høje palmer på hver side med te i 30 år og været på forskellige plantager. Der skal man gøre, præcis som lederne siger. Det er anderledes her. Når jeg har en holdning til tingene, lytter mine chefer. Her er der frihed i arbejdet,” − Hvad betyder frihed for dig? “Det betyder, at jeg kan selv bestemme, hvornår jeg vil holde pause. De store steder holder man ingen pauser. Her bliver der ikke stillet spørgsmål til, hvornår jeg arbejder, og hvad jeg laver. Her kan jeg være min egen chef.” Der findes ikke en liste over dagens opgaver. Jayasinha Mundigarsilage Sunil er dog aldrig i tvivl om, hvad der skal gøres. > PÅ VEJ MOD FAIRTRADE? Chaplon har ikke været en del af Fair Trade på grund af uløste spørgsmål mellem Fair Trade og te-branchen på Sri Lanka. Chaplon overvejer dog at træde ind i ordningen fra næste år. FOTO: COLOURBOX 32/ “Jeg har ikke en plan, men jeg ved bare, hvad der skal gøres, og så gør jeg det.” Hver morgen klokken fem er han i plantagen. Der er ikke nødvendigvis noget at lave så tidligt, men Jayasinha Mundigarsilage Sunil kan bare godt lide at komme og tjekke op på tingene, fortæller han. Han savner ikke forholdene på de større plantager. “Lønnen er dårligere andre steder, og arbejdet er hårdere. Folk mener, at dette er et godt sted. Nogle er misundelige på mit job. De fortæller mig det ikke direkte, men folk siger, at de godt kunne tænke sig mit job.” − Spiller det en rolle, at lønnen er højere her? “Frihed betyder meget for mig. Lønnen er ikke så vigtig.” Mens Jayasinha Mundigarsilage Sunil fortæller om sit arbejde, viser han rundt på plantagen. De bare fødder suser hurtigt hen over glohede sten og tornet krat, uden at ansigtet fortrækker en mine. Sko ville ikke alene være ukomfortable – de ville også betyde, at han ikke kunne stå fast, fortæller han, mens han passerer endnu et slangebo. På vejen til plantagen nåede den trehjulede tuk tuk lige netop at køre uden om bagkroppen på en slange, som var i færd med at krydse vejen. Og inde på plantagegrunden findes der utallige efterladte termitbo, som kobraslangerne nu kalder deres hjem. Først forstår han ikke spørgsmålet om, hvorvidt han nogensinde er blevet bidt af en slange. Så smiler han lidt overbærende og ryster lidt afvæbnende på hovedet. For selvfølgelig er han det. Og selvfølgelig har han hverken haft brug for nogen firmabetalt medicin eller et hospitalsophold til at kurere tilstanden. I stedet bruger han et særligt yogamantra, som gør ham i stand til at fokusere sin krop på giften. På den måde kan han presse den tilbage ud gennem såret. HVID TE ER VEJEN FREM Jais Westh Lauritsen og hans lokale samarbejdspartner og Baba Romian Iainudeen, ejer Chaplon-plantagen sammen. Grunden på godt halvanden hektar ligger omgivet af naboplantager, og det gode naboskab kan nemt blive sat over styr, hvis ikke diplomatiet holdes ved lige. Det vil blandt andet sige, at de gør alt for, at der ikke kan sættes lighedstegn mellem, hvad der foregår på den danske plantage og inde hos naboen. Kiloprisen på sort te reguleres af Sri Lankas officielle Tea Board. Og fordi prisen fastsættes centralt, er produktionsomkostninger noget af det eneste, som er overladt til producenterne. Derfor er lønningerne et meget vigtigt parameter. Særligt på de store plantager, som har op til 4.000 teplukkere ansat. Vejen uden om den direkte konkurrence på lønninger går blandt andet via den hvide te. Hvid te er produktet af topskuddene fra en busk, som er nærmest identisk med en almindelig tebusk. Den har dog et let rødligt skær og lidt kraftigere blade. Hvid te er et eksklusivt produkt, som handles til langt højere kilopriser end den sorte te. “Det er lige netop derfor, den hvide te er et spændende projekt, for så skal vi ikke konkurrere på de lave kilopriser,”, forklarer Jais Westh Lauritsen fra Chaplon, som sidste år havde en omsætning på 10 millioner kroner. TAMILER = BILLIG ARBEJDSKRAFT Ifølge Jais Westh Lauritsen er Sri Lanka et af de eneste lande, hvor alle typer te fortsat plukkes med håndkraft. Det kan lade sig gøre, fordi tamilerne, som er den primære etniske gruppe i produktionen, er en billig Hele den krig, der har hærget øen, og uudannet arbejdskraft. Deres muligheder for at finde jobs i andre handlede jo om, at der findes et industrier er meget små. tamilsk parallelsamfund, hvor Den sorte te er en vigtig eksman hverken har til dagen eller portvare for Sri Lanka. Derfor er der vejen. streng kvalitetskontrol med teen. Jais Lauritsen, Hvis bladene skulle plukkes med direktør, Chaplon maskine, ville det gå ud over kvaliteten. Som Baba Romian Iainudeen siger: “Vi er nødt til at give vores naboer “Maskinerne kan godt plukke bladet argument, for ellers bliver vi upopulære. Så vil arbejderne på de andre dene, med de ved bare ikke, hvilke plantager stille sig på bagbenene. Det blade der er de rigtige.” ville være nemt for dem at sige, at Og når tepriserne dikteres direkte når vi gør det på den måde fra Tea Board, sker det i forhold til på vores plantage, kan deat kunne være konkurrencedygtige res chefer også gøre det for på verdensmarkedet. Det vil sige, at dem. Men det tamilerne i plantagerne er i konkurkan plantage- rence med maskiner i lande som ejerne bare Vietnam og Kina. Derfor er der ikke ikke, for de udsigt til, at deres vilkår eller løn bliver bedre lige med det første. andre dyrker “I virkeligheden er det et hjørne sort te, og den er af et problem, som stikker langt dyunderlagt priser, bere. Hele den krig, der har hærget staten har fastsat. øen, handlede jo om, at der findes et Det vil bare presse tamilsk parallelsamfund, hvor man vores nabo op i et hverken har til dagen eller vejen,” hjørne,” siger Jais Westh Lauritsen. mener Jais Westh Lauritsen. “ Derfor var højere lønninger også et oplagt sted at differentiere sig fra de andre teproducenter. Men andre producenter og deres lønpolitik er ikke det eneste, Chaplon må forholde sig til: “Nede i det område, hvor vores pakkeri ligger, er den eneste anden jobmulighed at ordne fiskegarn. Dagen efter at vi havde de første til samtale, havde rygtet om løn og arbejdsvilkår spredt sig. Til samtalerne den efterfølgende dag stod der en lang kø af mennesker, som også gerne ville arbejde for os,” husker han. “ Maskinerne kan godt plukke bladene, med de ved bare ikke, hvilke blade der er de rigtige. Baba Romian Iainudeen, plantageformand 33/ JAIS WESTH LAURITSEN ER DIREKTØR OG STIFTER AF TEFIRMAET CHAPLON. I OTTE ÅR HAR DE PRODUCERET TE I SRI LANKA; SIDEN 2012 PÅ DERES EGEN PLANTAGE. foregå på deres præmisser,” siger han. “Jeg har set mange eksempler på, at vores ideer ikke har haft hold i virkeligheden. Vi havde for eksempel ansat to nattevagter, som skulle passe på pakkeriet. De lå så og sov på et betongulv uden for sammen med hunden. Det fortalte jeg til bestyreren, at vi ikke kunne acceptere. De måtte ind og sove i et ordentligt værelse med GÆSTER I SRI LANKA senge. Dér havde jeg en god fornem“Vi betragter os selv som gæster i Sri melse, og jeg vidste, jeg havde gjort Lanka. Vi skal ikke lave noget om – vi noget godt for dem. Men det viste sig, skal indordne os. Vi kan godt prøve at at det kun var, når jeg var på besøg, de flytte lidt på tingene, men vi siger ikke, brugte deres nye senge, og værelset at noget skal være på en bestemt måde, stod tomt, når jeg var væk. De to nattevagter var gamle plantagearbejdere, bare fordi vi synes det. Det hele skal og de kunne slet ikke lide at ligge i de bløde senge, og det var forfærdeligt for dem at ligge i sådan et lille, varmt rum. Lige så snart jeg rejste, lagde de sig ud på betongulvet igen.” Jayasinha Mundigarsilage Sunil dyrker – ved siden af forvalterjobbet – også en lille plet jord nær hjemmet. Hans hus ligger tæt på plantagen, så han har ikke langt på arbejde. Her bor sammen med sin kone og søn i tre rum og et overdækket udendørskøkken. Huset har solide vægge, et fast betongulv, og det er indrettet med plastikmøbler. Han sover på en seng uden madras. Sådan kan han bedst lide det. • FOTO: LASSE LUNDBERG ANDREASEN De ansatte nåede deres akkorder hurtigt og kom faktisk til at tjene mere per time end antaget, men det var stadig en rentabel forretning for Chaplon. “Men det betød også, at lige pludselig var det jo ikke fiskeren, som kom hjem med den største lønning. I begyndelsen var det ikke et problem, men det begyndte det at blive. Fiskerne kan godt lige at få noget arrak, som er en kokosbrændevin, når de kommer hjem fra søen. Op ad eftermiddagen bliver de nogle gange fulde, og så begyndte de at stå og råbe, at deres koner bare skal se at komme hjem,” fortæller Jais Westh Lauritsen: “Jeg synes jo, det er lidt sjovt, at de i begyndelsen var helt med på ideen om at forbedre deres økonomi. Nogle af fiskerne tog jo med deres koner til jobsamtalen for at forbedre deres chancer. Men så snart det begynder at rykke ved hjemmets magtbalance, bliver de såret så meget på deres stolthed, at de hellere vil leve som fattige mænd.” Chaplons direktør vender konstant tilbage til, at der trods alt er forskel på dansk og srilankansk kultur: Mali 50 ØRE PR. SANG 34/ FOTOSERIE MUSIKFORMIDLING PÅ GADEPLAN På markedet i Bamako i Mali sælger gadens musikkøbmænd - Les Téléchargeurs - de seneste hits til alle, der ejer en mobil. FOTO: MICHAËL ZUMSTEIN/AGENCE VU 35/ > 36/ FATIMA (TV.) ER STAMKUNDE HOS SEKOU SANOGO (TH.). LES TÉLÉCHARGEURS HAR HØJ GADESTATUS; DE ER MED TIL AT AFGØRE, HVILKEN MUSIK DER HITTER, OG DE GIVER GERNE GODE RÅD TIL KUNDERNE. DEN MALISKE GUITARIST BABA SALEH GIVER KONCERT PÅ ET SPILLESTED I BAMAKO. BABA SALEH OG ANDRE MALISKE MUSIKERE ER NØDT TIL AT GIVE MANGE KONCERTER, FOR PÅ GRUND AF FILDELINGEN ER DER IKKE MANGE PENGE AT HENTE PÅ SALG AF CD’ER. MED DEN NYE TEKNOLOGI ER MULIGHEDEN FOR AT OPTAGE OG DELE MUSIK MED ANDRE UBEGRÆNSEDE. FÅ TIMER EFTER BALANI-SHOWET I BYDELEN BANKONI I MALIS HOVEDSTAD, BAMAKO, KAN MAN GENSE SHOWET PÅ NETTETS VIDEOTJENESTER. På markedet langs Rue Fankélé Diarra i Malis hovedstad, Bamako, vinder en ny type handlende frem. Les téléchargeurs – downloaderne – sælger fra deres bærbare computere filer med de seneste hits. Kun et fåtal af Malis 15 millioner indbyggere har adgang til internettet, til gengæld har de fleste en mobiltelefon. Hos les téléchargeurs, hvis boder udgør en art analog version af iTunes, kan man for 50 øre per nummer få fyldt sin mobil med musik. Musikkøbmændene har ikke blot styr på, hvordan man finder, downloader og deler filer fra nettet. De ved også, hvad der rører sig på musikscenen – både lokalt og globalt. Kunderne får personlig betjening og tips til, hvilke nye numre og kunstnere de skal have overført til deres medbragte usb-nøgler og hukommelseskort. For tiden er især nigeriansk R’n’B i høj kurs på markedet i Bamako, hvorfra hitsene spreder sig via kundernes mobiltelefoner til den yderste afkrog af det vestafrikanske land. Malis musikere er bevidste om, at les téléchargeurs har enorm betydning for, hvad der bliver et hit i Mali. Derfor opsøger de dem på eget initiativ for at præsentere deres musik. Kan de imponere sælgerne på markedet, er vejen banet for at nå et større publikum, og chancerne for at blive hyret til at give koncert større. Markedet for salg af musikfiler er vokset hastigt, i takt med at mobiltelefonen har vundet udbredelse i Mali. Men hurtigere internetforbindelser og smartphones er så småt ved at vinde indpas, og det kan på længere sigt udfordre les téléchargeurs’ forretningsmodel. • /CHRA MICHAËL ZUMSTEIN Fransk-schweizisk fotograf, født i 1970 og uddannet fra Ecole Supérieure de Photographie de Vevey i Schweiz. Michaël Zumstein har løbende dækket konflikterne i Den Centralafrikanske Republik, DR Congo, Elfenbenskysten og Sudan. Han har en ambition om at “skildre det tvetydige forhold mellem Afrika og Vesten”, men også problemerne i de franske forstæder har haft Michaël Zumsteins opmærksomhed. Han leverer billeder til både fransk og international presse, bl.a. Le Monde, Elle, Newsweek og Wall Street Journal. Michaël Zumstein har modtaget flere priser for sit arbejde, senest for sin dækning af konflikten i Den Centralafrikanske Republik. www.michael-zumstein.com 37/ KULTUREN KORT TRE AKTUELLE UDGIVELSER OM GLOBALE FORHOLD 38/ Sammen er vi ustoppelige Tørklæder og Kapitalens jomfruhinder nye profeter FILM: Den sydafrikanske multikunstner Spoek, er især kendt for at arbejde på tværs af genrer og teste nye metoder. Han har blandt andet arbejdet med mobilfirmaet Vodafone, hvor han brugte “cloud”-mobilteknologi til at optage traditionel musik i afsides dele af Sydafrika. Spoeks nyeste værk, Future Sound of Mzansi, er en film i tre afsnit om den sydafrikanske musikscene. Mzansi er zulu/xhosa-slang for nede sydpå – et populært udtryk for Sydafrika. “Sort musik var for sorte; hvid musik for hvide,” siger en af personerne i et afsnit og refererer til apartheids begrænsninger. “Hvis vores talenter blev kombineret, ville vi være ustoppelige,” siger en anden og taler både om den elektroniske musikscenes potentiale og om race og klasse. Filmene bobler af overskud og er fascinerende formidling af kultur og identitet i det moderne Sydafrika. • /Pernille Bærendtsen BOG: Da den egyptiske journalist Mona Eltahawy den 24. november 2011 blev mishandlet af det egyptiske politi efter en demonstration i Cairo, skrev hun for tidsskriftet Foreign Policy en artikel med overskriften: Hvorfor hader de os? Spørgsmålet var rettet mod muslimske mænd og skabte stor debat. Eltahawy tager debatten videre med bogen Headscarves and Hymens: Why the Middle East Needs a Sexual Revolution. Eltahawy har rejst i Mellemøsten og Nordafrika, hvor hun har talt med kvinder, hvis historier danner grundlag for bogens udgangspunkt: at arabiske kvinder er lige vidt – Det Arabiske Forår har ikke gjort kvinderne friere end før. Kvinderne har ikke kun skullet kæmpe mod undertrykkende regimer – ligesom mændene – kvinderne har samtidig skullet kæmpe for en revolution af et økonomisk og politisk system, der behandler kvinder som andenklasses borgere. • /PB BOG: Nicole Aschoffs bog The New Prophets of Capital tager udgangspunkt i fire nordamerikanske cases, der beskriver, hvordan en ny generation af kendte elitære personligheder i stigende grad er med til at præge dagsordener for, hvordan vi – forbrugerne – håndterer globalisering, miljø, fattigdom og ulighed. Aschoff kigger kritisk på Facebooks Sheryl Sandberg, der ser den kapitalistiske arbejdsmoral som en løsning på ulighed mellem kønnene. På Whole Foods-forretningsmanden John Mackey, som tror på, at det frie marked vil bidrage til at redde planeten. På Oprah Winfrey, der vil have os til at finde løsningerne på fattigdom og stress ved at kigge ind i os selv. Samt på Bill og Melinda Gates’ filantropiske arbejde. Aschoffs kritiske analyser får én til at spørge, om det er forbrugeren, der skal tilpasse sig verden, eller om det stadig kan betale sig at tro på at ændre den. En problemstilling, som også er særdeles relevant i udviklingsbranchen. • /PB FUTURE SOUND OF MZANSI HEADSCARVES AND HYMENS THE NEW PROPHETS OF CAPITAL Instrueret af Nthato Mokgata (Spoek Mathambo) og Lebogang Rasethaba Producent: Black Major Downloades på www.thump.vice.com (gratis) Why the Middle East Needs a Sexual Revolution Forlag: Farrar, Straus and Giroux Forfatter: Mona Eltahawy Pris: 17,48 dollar (ca. 117 kroner) 256 sider Forfatter: Nicole Aschoff Forlag: Verso 154 sider Pris: £ 5.39 (ca. 56,50 kroner) Følg spoekmathambo på Facebook FOTOS: SHAUL SCHWARZ/GETTY IMAGES REPORTAGE Følg @monaeltahawy på Twitter KULTUR Nyt lille “kongerige” i Sudan Den amerikanske farmer Jeremiah Heaton har erklæret området Bir Tawil på grænsen mellem Sudan og Egypten for sit Kingdom of North Sudan, hvor hans syvårige datter har titel af prinsesse Emily. Konge/bonde Heaton har sat en crowdfunding-kampagne i værk og erklærer, at hans kongedømme med mottoet “A nation of love and progress” skal bruges til forskning med henblik på at udrydde sult. Samtidig med etableringen af verdens nyeste kongerige arbejder Disney ifølge The Hollywood Reporter på en ny film, der fortæller historien om en far, der ikke bare lover sin datter Emily, at hun kan blive en rigtig prinsesse, men også holder sit løfte ved – ja, ved at erklære et stykke afrikansk jord for sit kongerige. Arbejdstitlen er Prinsessen af Nordsudan. “Kongerigets” nyeste ambassade ligger i København. Mere på www.kingdomsudan.org. •/MR Hold din ferie i Babylon Det skete ifølge nyhedssitet Al-Monitor blandt andet, fordi der blev bygget med mursten med den tidligere irakiske Mens der sørges over de antikviteter og mo- præsidents navn støbt i numenter, som går til i borgerkrigen i Syrien, leret. Den USA-ledede krig i Irak medførte yderligere ødelæggelse af oldtidsbyen, er et andet sagnomspundet kulturminde så da koalitionen i 2003 byggede sin Camp småt på vej til at få nyt liv. I nabolandet Irak Alpha i ruinerne. arbejdes der på at gøre oldtidens metropol, Ikke desto mindre er planen nu at gøre Babylon, til en turistattraktion. Babylons storhedstid var fra 1894 f.Kr. til 75 Babylon til en turist-, fest- og mødemagnet med hoteller, konference- og bryllupssale og e.Kr., men allerede i denne periode blev den erobret, ødelagt og genopbygget flere gange. spafaciliteter. Future of Babylon-projektet drives af den irakiske antikvitets- og kulturI nyere tid er dele af byen blevet restaureret under Saddam Husseins styre i Irak, dog med arvsstyrelse og den amerikanske organisation World Monuments Fund. Babylon ligså brutale metoder, at FN’s kultur- og undervisningsorganisation, UNESCO, i 1980 fjerger på Eufrats bred knap 100 kilometer syd nede den fra sin liste over verdens kulturarv. for Baghdad. • /Mai Rasmussen Rid på bølgen i Gaza Kan du lide bølger? Går du ind for fred? Hvis du kan svare ja til de to spørgsmål, skulle du måske tage en tur til Gaza, hvor medlemmerne af den lokale surfklub surfer på Middelhavets bølger i de tidlige morgentimer. Gaza Surf Club har eksisteret i syv år og arbejder med uddannelse og aktiviteter for unge palæstinensere i Gazastriben – og så selvfølgelig med surfing. Medlemmerne er ikke mange, men de er entusiastiske, og tid- ligere i år var et af dem takket være internationale donationer med i en workshop i alle surferes mekka, Hawaii. En gruppe unge designere har udviklet en særlig surfdragt til piger, som lever op til de lokale forventninger til anstændig påklædning. Det foregik i samarbejde med den amerikanske gruppe Surfing 4 Peace, hvis motto lyder People who surf together, can live together. • /MR 39/ FOTOS: COLOURBOX (ØV.) & ANDREW MCCONNELL/POLFOTO (NED.) AGENDA ROHINGYAERNE FREMTIDENS VERDENS MEST BISTAND FORFULGTE FOLKESLAG? På flugt FOR ROHINGYAERNE ER MYANMARS REFORMER EN FORBANDELSE Vold, sygdom, hungersnød og diskrimination er blevet 40/ hverdagskost for rohingyaerne i Myanmar, der ellers er på vej fra diktatur mod demokrati. Både Vesten og Myanmars mangeårige demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi beskyldes for at vende det blinde øje til overgrebene. FOTO: YE AUNG THU/SCANPIX AF MARIANNE LENTZ OG IDA MEISLING, MYANMAR Da Wai Wai Nu sidste efterår blev færdig med jurastudiet og mødte op på universitetet i Yangon for at modtage sit eksamensbevis, fik hun stukket et stykke papir i hånden: “Henvend dig på skolens kontor”, stod der. Her fik hun at vide, at hun ikke kunne få sit diplom, fordi hun ikke længere var statsborger i Myanmar (Burma). Hun havde derfor ikke de samme rettigheder, som tilkommer resten af myanmarerne. “Fordi vi er rohingya. De hader os mere end andre folk,” svarer 28-årige Wai Wai Nu på spørgsmålet om, hvorfor hun og hendes familie ikke regnes for statsborgere i Myanmar. Vi møder Wai Wai Nu i Yangon, hovedstaden i Myanmar. Hun og res ten af hendes familie sad i fængsel fra 2005 til 2012, fordi hendes far, U Kyaw Min, var involveret i demokratibevægelsen under Myanmars mangeårige militærstyre. Wai Wai Nu var 18, da hun blev fængslet. I 2012 blev hun og hendes familie løsladt som et led i landets reformproces, og Wai Wai Nu genoptog sine jurastudier. I dag er hun færdig, men har altså aldrig modtaget det eksamensbevis, som giver hende ret til at praktisere jura. Wai Wai Nus historie er blot et eksempel på den diskrimination, Myanmars rohingya-minoritet udsættes for. FN har således beskrevet de muslimske rohingyaer som en af de mest forfulgte etniske minoriteter i verden. I delstaten Rakhine i det vestlige Myanmar, op mod Bangladesh og Indien, er omkring 140.000 rohingyaer blevet interneret i lejre efter at være blevet fordrevet fra deres hjem. I lejrene har de hverken adgang til tilstrækkeligt med mad, vand eller lægehjælp og lever under apartheid-lignende forhold – FN beskriver det som “et klart tilfælde af raceadskillelse”. Rohingyaerne kan kun forlade lejrene efter tilladelse fra myndighederne. Endnu flere rohingyaer er flygtet ud af Myanmar – ofte i små både, som man kender det fra Middelhavet. I maj drev omtrent 7.000 bådflygtninge fra Myanmar rundt på havet ud for Malaysia og Indonesiens kyster, og i samme måned fandt det malaysiske politi massegrave med ligene af omkring 100 burmesiske rohingyaer, som enten var sultet ihjel eller døde af sygdomme. Ligene blev fundet i junglen på grænsen mellem Malaysia og Thailand i nogle forladte lejre, som men- neskesmuglere havde benyttet til at holde flygtningene indespærret, indtil deres familier kunne købe dem fri. ET HELVEDE Myanmar befinder sig ellers midt i en gennemgribende reformproces, og det hedder sig, at militærdiktatur og 65 års væbnet konflikt skal afløses af stabilitet og demokrati. Siden Myanmars militærjunta opløste sig selv i 2011, og landet tog de første spæde skridt i retning af demokrati, har Vesten bakket op om Myanmars såkaldt kvasi-civile regering. En regering, der primært består af tidligere generaler fra militærdiktaturet. Efter årtiers isolation, dårlig regeringsførelse og korruption er Myanmar stadig et af verdens fattigste lande. Og de demokratiske vinde har bestemt ikke været til gavn for alle Myanmars befolkningsgrupper. For det muslimske mindretal i det buddhistisk dominerede land er forholdene tværtimod blevet værre. “Det er blevet værre for alle muslimer i Myanmar i løbet af de sidste år. Men for rohingyaerne er det blevet et helvede,” siger Wai Wai Nu og uddyber: “ Vesten har været alt for optimi stisk. Man er gået ind i Myanmar, fordi man vil investere i markedet, og har fået store summer af ud viklingsmidler at gøre godt med. David Mathieson, Human Rights Watch “Der er ingen sikkerhed. Rohingyaerne kan blive arresteret og torteret når som helst. De kan blive afpresset, og kvinder kan blive voldtaget. Regeringen gør ikke noget ved det. I januar kunne man på flere nyhedssider læse om en tiårig pige, der var blevet voldtaget af militæret. Regeringen benægter, at det er sket, og betegner den slags historier som mediefabrikerede.” Human Rights Watch har anklaget Myanmars regering for meddelagtighed i drab og etniske udryddelser af rohingyaerne. “Der udøves systematisk vold,” siger senior researcher David Mathieson fra Human Rights Watch’ Asienkontor, da vi møder ham i hovedstaden, Yangon. KINA INDIEN MYANMAR (BURMA) RAKHINE YANGON THAILAND Han bekræfter det billede, Wai Wai Nu maler af situationen i Rakhine: “Rohingyaerne i Rakhine har ikke adgang til lægehjælp, de må ikke uddanne sig, de må ikke drive forretning. De skal have tilladelse til at bevæge sig fra sted til sted. Hvis en kvinde er gravid og skal føde, skal hun søge om tilladelse til at rejse til en klinik, der vil hjælpe hende. Forestil dig, hvad det gør ved et samfund.” Dertil kommer, at Myanmars regering i februar 2014 smed rohingyaernes eneste kilde til medicinsk hjælp, Læger uden Grænser, på porten. Ifølge organisationen havde det en katastrofal betydning for de mere end 30.000 rohingyaer med hiv og aids og for de over 3.000 rohingyaer med tuberkulose. Læger uden Grænser fik dog på ny lov til at arbejde i Myanmar i begyndelsen af 2015. “Man har sat sig for at gøre livet så miserabelt for dem, at de flygter. Det er, som om regeringen siger: ’Skrid, vi vil ikke have jer her’,” siger David Mathieson. Modviljen over for rohingyaerne i Rakhine kommer også fra den ikkemuslimske lokalbefolkning i den fattige delstat. Rakhine-folket, der også er en etnisk minoritet, føler sig diskrimineret og overset, fortæller Tom Kramer, politolog og forsker i grænseregioner i Myanmar ved det hollandske Transnational Institute. “Kritikken fra befolkningen i Ra khine går på, at de føler, Vesten kun har hjulpet den muslimske befolkning ved at støtte dem med udviklingshjælp og medicinsk behandling,” siger han. ROHINGYA I TUSIND ÅR Det officielle Myanmar anerkender end ikke rohingyaerne som en etnisk gruppe. Myanmarske embedsmænd klagede således under ASEAN-topmødet tidligere på året over, at FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, og USA’s 41/ > STATSBORGERSKAB • Ifølge Myanmars statsborgerskabslov fra 1982 har rohingyaerne ikke myanmarsk statsborgerskab, men status af “bosiddende udlændinge”. • Det betyder, at rohingyaerne udsættes for restriktioner og diskrimination forbundet med ejendomsret, uddannelse, bevægelsesfrihed, sundhedspleje med mere. • I 2012 udbrød der voldelige kampe mellem buddhister og rohingyaer i delstaten Rakhine. • Siden har landets militær mere eller mindre åbenlyst deltaget i overgrebene på rohingyaerne. Kilde: Human Rights Watch. FOTO: CATHAL MCNAUGHTON/SCANPIX 42/ præsident, Barack Obama, brugte betegnelsen “rohingya”. I Myanmar regnes den muslimske minoritet for “bengalere”, en fællesbetegnelse for illegale indvandrere fra Bangladesh. “Rohingyaerne anerkendes ikke som etnisk minoritet i Myanmar, selvom de har boet i landet i hundredvis af år,” siger David Mathieson. Myndighederne bruger netop betegnelsen “bengalere” som redskab til at legitimere, at de nægter rohingyaerne statsborgerskab og kollektive rettigheder, mener formanden for Rohingya Democracy and Human Rights party, U Kyaw Min. “Vi har kaldt os selv rohingya i flere tusinde år. Vores historie er ikke ny. Men Myanmars regering nægter at kalde os for rohingya, fordi de vil nægte os vores rettigheder. Rohingyaerne bliver ikke betragtet som et folk, fordi myndighederne ikke vil dele økonomi, politik og ressourcer med os,” siger U Kyaw Min. “ Det er blevet værre for alle muslimer i Myanmar i løbet af de sidste år. Men for rohingyaerne er det blevet et helvede. Wai Wai Nu, jurist og rohingya Shwe Maung er en af de få rohin gyaer, der er repræsenteret i parlamentet i Myanmar. Vi taler med ham via en skrattende telefonforbindelse, og han beretter ligeså om raceadskillelse og indskrænkning af basale menneskerettigheder. Han henviser til, betegnelsen “rohingya” optræder i de gamle historiebøger: “Ordet står stadig i geografibøgerne, også de nye udgivelser fra 2012. Der er ingen institution, som kan benægte, at vi findes – at vi er et folk. Man kan ikke bare slette os fra historien,” siger han. DEMOKRATIIKON TIER Der er ikke meget hjælp at hente hos Myanmars nationalikon, demokratiforkæmperen Aung San Suu Kyi, der har været bemærkelsesværdig tavs i debatten om rohingyaerne. Iagttagere mener, at Aung San Suu Kyi, som i 1991 fik Nobels Fredspris, holder sig fra at udtale sig om undertrykkelsen af rohingyaerne af valgtaktiske årsager – noget, som har mødt heftig kritik i det internationale samfund. Senest opfordrede en anden fredsprismodtager, selveste Dalai Lama, således Aung San Suu Kyi til at gøre mere for at forsvare rohingyaerne. “Det er noget, hun skal kritiseres for,” siger David Mathieson fra Human Rights Watch. “Hun undlader at udtale sig, fordi det er en upopulær sag. Mange af dem, som stemmer på National League for Democracy (NLD) (Aung San Suu Kyis parti, red.), er ligeglade med rohingyaerne.” Samtidig henviser han til, at Aung San Suu Kyi nok kæmper for demokrati og lige rettigheder til alle, men at hun først og fremmest er politiker, ikke menneskerettighedsforkæmper. Og han minder om, at selvom Aung San Suu Kyi bør kritiseres for at forholde sig tavs til overgrebene på Myanmars etniske minoriteter, er det i sidste ende landets regering, der tillader dem at finde sted. “Aung San Suu Kyi forsøgte på pragmatisk vis at samarbejde med regeringen, og det er så ikke lykkedes. Men i sidste ende er det regeringen, der står med ansvaret. Og de vestlige interesser, som står i vejen for en intervention.” EN HÆMSKO FOR UDVIKLING Den nyvundne ytringsfrihed i Myanmar har også givet taletid og spalteplads til 969-bevægelsen – en gruppe nationalistiske buddhistiske munke, der anført af den kontroversielle spirituelle leder U Wirathu taler dunder mod muslimer og opildner til had og vold mod rohingayerne. Trusselsbilleder, der minder om dem, man finder hos europæiske højreekstremister, manes frem, og rohingya-folket beskrives som en hæmsko i opbygningen af det nye, reformvenlige Myanmar. 969-bevægelsen er blandt andet støttet af den respekterede professor og munk Dhammapiya, der er uddannet i USA. Da vi møder ham i et kloster i Yangon, forklarer han, hvorfor rohingyaerne efter hans mening ikke bør have statsborgerskab: “ Aung San Suu Kyi undlader at udtale sig, fordi det er en upopulær sag. David Mathieson, Human Rights Watch “Der sker en befolkningseksplosion. De kommer ulovligt over grænsen, og regeringen kan ikke kontrollere det.” Han mener, at Myanmars muslimer er ude på at gøre landet til en islamisk stat; at de føder flere og flere TUSINDVIS AF ROHINGYAER ER FLYGTET FRA MYANMAR, SIDEN FORFØLGELSEN AF DEN MUSLIMSKE MINORITET TOG FART I 2012. I MAJ I ÅR FIK ROHINGYAERNE FOR EN STUND VERDENS OPMÆRKSOMHED, DA BÅDFLYGTNINGE DREV RUNDT I FARVANDET UD FOR MALAYSIA OG INDONESIEN. “NLD har tættere bånd til de etniske grupper i landet end regeringspartiet. Med 969 er man i gang med at fostre en ny form for nationalisme, der favoriserer buddhismen over andre religioner,” siger han. LOKAL MODSTAND I et forsøg på at bekæmpe den massive diskrimination har Wai Wai Nu etableret to organisationer, der kæmper for demokrati og kvinders rettigheder i Myanmar. Men hun har ikke høje forventninger til, at Aung San Suu Kyi og NLD vil gøre en forskel, hvis de vinder parlamentsvalget senere på året. “Vi håber bare, at NLD vil gøre det bedre end militæret, men vi forventer ikke, at de kan give os retfærdighed eller en fair løsning,” siger hun. Tom Kramer fra Transnational Institute deler pessimismen: “Der er meget få, der forsvarer rohingyaernes rettigheder – selv ikke oppositionspartiet, der er bange for at miste stemmer. Rohingyaerne er uden tvivl den mest diskriminerede og rettighedsløse gruppe i landet,” siger han. Det internationale samfund bærer sin del af ansvaret for den kritiske situation i Rakhine, mener David Ma- thieson fra Human Rights Watch: “Vesten har været alt for optimistisk. Man er gået ind i landet, fordi man vil investere i markedet, og har fået store summer af udviklingsmidler at gøre godt med.” Tom Kramer er enig. Han finder det bemærkelsesværdigt, så tavs Vesten har været, når det kommer til de overgreb på menneskerettighederne, der finder sted i Myanmar. Ifølge begge eksperter er der lang vej endnu til demokrati og menneskerettigheder i Myanmar: “Det er stadig militæret, der styrer landet. Forfatningsmæssigt, økonomisk og med væbnet magt. På den måde er der ikke særligt meget, der har ændret sig,” siger David Mathieson. Imens fortsætter Wai Wai Nu kampen for sit folks rettigheder. For hende er uddannelse og oplysning vejen frem: “Vi har levet under et militærdiktatur i 60 år. Folk er ikke politisk modnede, vi har endnu ikke etableret en demokratisk praksis. Så vi har brug for mere uddannelse om, hvad menneskerettigheder og demokrati virkelig handler om.” • Rejsen til Myanmar blev støttet af Danidas Oplysningsbevilling. 43/ FOTO: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT/SCANPIX børn, og at de til sidst vil udgøre et flertal i Myanmar. Det synspunkt har vundet udbredelse hos en stor del af Myanmars befolkning. Som engelsklæreren Yan Lin Htun, som vi møder på en ellers fredelig buddhistisk munkeskole i udkanten af Mandalay, siger: “Jeg hader muslimer meget. Fordi de slår buddhister og munke ihjel. Fordi de bekæmper os. De vil tage vores land. Muslimerne kommer fra Indien, og de vil overtage landet og gøre det muslimsk. De vil ændre Myanmar og lave det om til Indien. Deres ambition er at gøre Myanmar muslimsk.” Bertil Lintner, der er journalist og har beskæftiget sig med Myanmar i mere end 30 år, forklarer, at rohingyaerne ofte har stået for skud gennem landets nyere historie: “Hver gang der er en eller anden form for krise i Myanmar, skyder man skylden på rohingyaerne. De bliver gjort til syndebukke. Det er meget nemt at fremmane den slags følelser i folk,” siger han. Landets regering bakker op om 969-bevægelsens budskaber – efter Bertil Lintners mening, fordi de underminerer støtten til oppositionspartiet NLD. ROHINGYAERNE VERDENS MEST FORFULGTE FOLKESLAG? Rohingya i Danmark “JEG ER BLEVET DISKRIMINERET, SÅ LÆNGE JEG KAN HUSKE” 24-årige Zay Nar flygtede til Danmark fra Myanmar efter at være blevet truet på livet. Som rohingya-muslim i det tidligere militærdiktatur har man ingen rettigheder, fortæller hun. AF MARIANNE LENTZ OG IDA MEISLING, AVNSTRUP 44/ Politiet bankede på Zay Nars dør, kort tid efter at hun var vendt hjem til Myanmar efter at have studeret i Malaysia. “De bad mig følge med på stationen. Så udspurgte de mig om mine forældre, om, hvad jeg havde lavet i Malaysia, hvordan jeg havde fået mit pas og mit identitetskort, og om jeg var rohingya,” fortæller 24-årige Zay Nar, da Udvikling møder hende på Avnstrup Asylcenter vest for Roskilde. Hun tilhører den etniske rohingyaminoritet og er vokset op i Yangon, hovedstaden i Myanmar. Politiet lod hende gå, men sagde, at de ville komme tilbage, når de havde tjekket hendes papirer. To dage senere modtog Zay Nar et håndskrevet brev. Det var ikke stemplet af postvæsenet, men blot stukket ind under døren til hendes bedsteforældres hus, hvor hun boede. “Det var et anonymt trusselsbrev. Der stod, at jeg ville blive voldtaget og dræbt, at jeg var en luder. Det var skrevet i et modbydeligt sprog. Jeg blev virkelig bange,” husker Zay Nar. Hendes far, der under militærstyret i Myanmar engagerede sig i forsvaret for rohingyaernes rettigheder, var på det tidspunkt allerede flygtet til Dan- MYNDIGHEDERNE I MYANMAR REGNER IKKE ROHINGYAERNE FOR BORGERE, MEN BETRAGTER DEM SOM ILLEGALE INDVANDRERE I LANDET. ZAY NAR KAN IMIDLERTID DOKUMENTERE, AT HENDES FAMILIE HAR BOET I LANDET I GENERATIONER. HER ER DET HENDES BEDSTEFAR ASHROF ALIS EKSAMENSBEVIS, UDSTEDT I DEN DAVÆRENDE BRITISKE BESIDDELSE NEDRE BURMA. skulle sidde nede bagved. Jeg havde altid en følelse af at være mindreværdig, af ikke at høre til.” mark. Det samme var hendes mor og hendes to yngre søskende. Men fordi Zay Nar var i Malaysia for at studere under de uroligheder, som i 2012 drev hendes familie på flugt, vendte hun tilbage til Myanmar i 2014, da hun var færdig med at læse i Malaysia. DØR I LEJRE Fem dage efter det første brev fik hun et nyt brev med nye trusler. Stadig uden afsender. “Jeg var så bange, jeg turde ikke gå ud alene, jeg var sikker på, at der ville ske noget med mig.” “ Jeg havde altid en følelse af at være mindreværdig, af ikke at høre til. Zay Nar, rohingya-flygtning i Danmark Hun og bedsteforældrene besluttede sig for at betale en agent for at hjælpe hende ud af landet. Hun tog tilbage til Malaysia og kom derfra til Danmark. Hvem der sendte brevet, har hun aldrig fundet ud af. I dag følger hun dagligt med i nyhederne fra Myanmar og ser med bedrøvelse på den skæbne, der er overgået hendes folk i landet. “Levevilkårene er forfærdelige. Hygiejneforholdene er under al kritik, sygdomme spreder sig, og der er ikke nok mad,” siger hun om forholdene i de lejre, som godt 140.000 rohingyaer i delstaten Rakhine lever i. Hendes far, der i dag bor i Aarhus med resten af familien, har jævnligt kontant med sine familiemedlemmer i Rakhine. “De lever som dyr. Det er umenneskeligt,” fortæller Zay Nar. Hun forstår godt, at hendes folk forsøger at flygte i båd til Thailand, Malaysia og Singapore, selv om den farefulde færd på havet kan koste dem livet. “De dør jo i lejrene alligevel. De tænker, at i det mindste kan de prøve lykken og måske få et bedre liv et andet sted. Derfor er de villige til at risikere deres liv.” Diskriminationen af rohingyaerne er ikke en ny ting, selvom den er taget til i årene, der er gået, siden Nay Zar i 2008 forlod Myanmar for at studere i Malaysia. “Så længe jeg kan huske, er jeg blevet diskrimineret. Uanset hvor vi bevægede os hen – i skolen, på markedet, hos myndighederne. Dengang var det ikke så slemt, som det er i dag. Men for eksempel måtte jeg ikke sidde forrest i klassen i skolen, jeg 45/ FLYGTNINGE FRA MYANMAR Så mange flygtninge fra Myanmar (Burma) har fået opholdstilladelse i Danmark de seneste 10 år: 168 161 174 170 148 139 179 12 5 4 2005 2006 2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 Det fremgår ikke af opgørelsen fra Danmarks Statistik, hvor mange af flygtningene, der er rohingyaer. FOTO: SIGNE GERD KIEFFER-DØSSING ZAY NAR FLYGTEDE TIL DANMARK FRA MYANMAR (BURMA) I 2014. NU HAR HUN FÅET OPHOLDSTILLADELSE OG FLYTTER I LØBET AF SOMMEREN TIL NÆSTVED KOMMUNE. DÅRLIG SAMVITTIGHED Efter sammenstødene mellem muslimer og buddhister i 2012 er alting blot blevet værre for rohingyaerne. “Fronterne er blevet trukket op. Folk vælger side.” Hun mener, at det internationale samfund bør presse regeringen i Myanmar til at skride til handling og modvirke diskriminationen. “De er nødt til at sætte en stopper for det.” Nay Zar håber, at Myanmars demokratiforkæmper Aung San Suu Kyi vil ændre strategi og begynde at tale rohingyaernes sag: “Folk ser op til hende og håber, at hun siger noget om det her. Det er hun nødt til. Hvis hun begynder at udtale sig, vil det måske få andre til at gøre det samme.” For Nay Zar ligger fremtiden i Danmark. Kort efter at Magasinet Udvikling mødte hende på asylcentret i Avnstrup, fik hun opholdstilladelse, og i løbet af sommeren flytter hun til Næstved. Hendes plan på lidt længere sigt er at studere socialvidenskab på RUC. “Jeg er så taknemmelig for, at min familie og jeg er i sikkerhed. Men når jeg tænker på de hundredtusindvis af mennesker, der lever i lejrene i Rakhine, får jeg dårlig samvittighed. Jeg havde chancen for at slippe væk, det har de ikke.” • 46/ Marokko FRA KONGELIGT KONSULAT TIL NYT KULTURHUS Dansk konsulat fra 1700-tallet på den marokkanske kyst kan genoplive et vigtigt kapitel i danmarkshistorien om kulturmøder, handel og sørøveri i Nord- og Vestafrika. TEKST OG FOTOS: KARIN BERGQUIST “ Det Danske Institut i Damaskus har indstillet sine aktiviteter på grund af krisen i Syrien, så det giver god mening at åbne et kulturhus i Nord afrika, hvor Det Arabiske Forår har de bedste udsigter. Bente Lange, arkitekt For nylig blev et dødningehoved på porten til det gamle danske konsulat i Essaouira i Marokko udskiftet med farverige berbermotiver (foto). Den monumentale bygning lige inden for bymuren i den gamle medina var engang byens største og smukkeste konsulat. I dag forfalder bygningen. Men nu er en gruppe danskeres plan om at skabe et kulturhus i bygningen kommet et skridt nærmere, efter at Kulturministeriet har bevilget 50.000 kroner til projektet. Vi skal tilbage til midten af 1700-tallet, hvor danskerne som andre europæere sejlede i pendulfart til Afrika for at handle med varer som skind, krydderier, træ og elfenben. Sejlruten gik via Atlanterhavet ud for Marokkos kyst, hvor skibene blev overfaldet af pirater og tvunget til at betale store løsesummer for danske sømænd, der blev taget som “hvide slaver”. Desuden opkrævede den marokkanske sultan Mohammed Ben Abdallah told for at passere de marokkanske havne. Da al toldopkrævning blev samlet i Essaouira, tilbød sultanen, at danskerne fik ansvaret herfor og monopol på handlen i havnen. Fra 1765 til 1767 blev konsulatet på i alt 2.000 kvadratmeter opført af den danske bygmester Vilhelm Schrøder og bygget af danske håndværkere. Danskenes engagement i Nordafrika blev støttet af kong Frederik den 5. i en periode (1746-66), hvor videnskab, udsyn, handel – og koloniale ambitioner – var i højsædet. Men det danske Marokko-eventyr stoppede efter knap ti år, da Det Danske Afrika Selskab gik konkurs. Det fremgår af beretninger fra en vicekonsul i konsulatet, Georg Høst, der på opfordring af vennen Carsten Niebuhr skrev bøger om forholdet mellem Danmark og Marokko. Jødiske handelsmænd etablerede siden et handelshus og lejede bygningen ud som boliger. I 1978 blev bygningen overtaget af kommunen i Essaouira og husede indtil for fem år siden fattige familier. liv i havnen. Det gjaldt for eksempel musikeren Jimi Hendrix og beatforfatterne Paul Bowles og William Burroughs. En dansker, der har haft særlig betydning for det lokale kulturliv i Essaouira, er Frederik Damgaard, ekspert i islamisk kunst. Han drev i en årrække et galleri i byen, hvor han udstillede egnens kunstnere, fik deres billeder til Europa og har i årevis arbejdet for at etablere et kulturhus i konsulatet. KULTUREL SMELTEDIGEL Nu er nye kultursamarbejder Den danske ambassadør i Marokko, etableret. Mikkel Nordsø Band spillede sammen med Gnaoua-mesteren Michael Lund Jeppesen, er positiv: “Jeg håber, at konsulatgruppen får Mustapha Bakbou i maj, og Leif Lønsmann, leder af DR’s Koncerthus, arbejheld med at rejse penge via private fonde til restaureringen af konsulatet, der sammen med den danske gnaouaog at der udvikles et godt koncept for ekspert Torben Holleufer på at få flere anvendelsen af bygningen. Essaouira danske musikere til Marokko. Et nyt kulturhus skal gøre den er en spændende og åben by med et slags projekter nemmere at realirigt kulturliv og stærke afrikanske, europæiske og mellemøstlige rødder”, sere. Konsulatgruppen foreslår også, at huset bruges til udveksling af siger han og tilføjer: kunsthåndværk og design. Andre “Ambassaden bakker op om alle ser gerne, at huset genopliver den gode initiativer til at genoplive Danmarks langvarige relationer med handelshistorie, Danmark havde fra byen, som det netop er sket med Mik- Marokkos kyst. Marokko er porten kel Nordsø Bands deltagelse på årets til Afrika, så huset kan dække hele gnaoua-festival,” siger ambassadøren. Nord- og Vestafrika. André Azoulay, som er rådgiver for “Det Danske Institut i Damaskus Marokkos konge, Mohammed den 6., har indstillet sine aktiviteter på grund og repræsenterer den marokkanske af krisen i Syrien, så det giver god stat i forhandlingerne om huset, glæmening at åbne et kulturhus i Nordder sig over, at de første penge nu er afrika, hvor Det Arabiske Forår har de kommet. Han minder om, at Essaouira bedste udsigter,” siger arkitekt Bente traditionelt har været en tolerant by, Lange. Danmark har flere projekter hvor jøder udgjorde over halvdelen af i regionen under Udenrigsministeriets Arabiske Initiativ, og danske befolkningen. virksomheder som Novo Nordisk og “Det var en islamisk by, der beskyttede andre religioner. Der var 27 Mærsk er til stede i regionen. udenlandske konsulater. Og mediPirat- og berbermotiverne på konnaen, øen ud for havnen, argan-olien sulatets port kunne være tegn på, og gnaoua-musikken er på UNESCOs at de lokale er trætte af at vente på kulturarvsliste.” danskerne. En tæppehandler har for længst indrettet butik i et hjørne af PORTEN TIL AFRIKA bygningen. Og interesserede spørger Kunstnere er altid valfartet til den om ejendomspriser for at etablere marokkanske kystby på grund af endnu et hotel. • lyset, det brusende Atlanterhav, mågerne, borgfæstningen og det travle For nogle år siden gik en gruppe danske kulturfolk i gang med planer for at restaurere huset. Konsulatgruppen, som de kalder sig, tæller blandt andre den danske arkitekt Bente Lange, der også har restaureret Det Danske Institut i Damaskus og klosteret San Cataldo i Italien. Den islandske arkitekt Margrét Matthíasdóttir har tegnet skitser til, hvordan et nyt kulturhus kan se ud. 47/ FOREIGN AFFAIRS VERDENS FØRENDE MENINGSDANNERE OG BESLUTNINGSTAGERE ANALYSERER GLOBALE FORHOLD Energiforsyning SÆT STRØM TIL FATTIGDOMSBEKÆMPELSEN Manglende adgang til elektricitet og rene brændsler er med til at fastholde over halvdelen af verdens befolkning i fattigdom. Heldigvis optrapper både regeringer, udviklingsagenturer og ngo’er nu indsatsen mod energifattigdom. Spørgsmålet er bare, om de tænker tilstrækkelig stort. AF MORGAN D. BAZILIAN FOTO: NASA/SCANPIX 48/ MENS EUROPA ER OPLYST, LIGGER DET MESTE AF AFRIKA SYD FOR SAHARA HEN I BÆLGMØRKE, NÅR NATTEN SÆNKER SIG OVER KONTINENTET. SAMARBEJDE MED FOREIGN AFFAIRS Udvikling samarbejder redaktionelt med det anerkendte tidsskrift Foreign Affairs, som udgives af den amerikanske tænketank Council on Foreign Relations. Samarbejdet betyder, at vi bringer artikler fra Foreign Affairs i dansk oversættelse. Forestil dig et liv uden elektricitet. Uden lys, uden komfur, uden rindende vand. Et liv, hvor du hver dag må tilbagelægge adskillige kilometer for at skaffe vand og brændsel, og dermed – hvis du er pige eller kvinde – må udsætte dig selv for risikoen for at blive overfaldet. Derhjemme tilbereder du maden over et osende komfur eller åben ild med risiko for at få alvorlige lunge- og hjertesygdomme til følge. Er du gravid, kommer du måske til at dø i mørket, mens du føder på en klinik uden hverken aircondition eller moderne lægeudstyr. Uden de vacciner, som skal opbevares på køl, forbliver dine børn sårbare over for en række dødelige sygdomme. Om aftenen læser de lektier under en petroleumslampe, som, når væsken lækker, giver dem forbrændinger på huden. At skaffe til dagen og vejen er heller ikke let. Ingen elektricitet betyder ingen symaskiner eller rismøller, ingen pumper til vandingssystemer, ingen måde, hvorpå man kan køle drikkevarer ned eller holde en butik åben om aftenen. Manglen på elektricitet holder også større virksomheder væk, som måske ville have ansat dig. Sådan er virkeligheden for næsten halvdelen af verdens befolkning. Omtrent to milliarder mennesker har enten slet ingen eller meget ringe adgang til elektricitet, og næsten tre milliarder mennesker er afhængige af “beskidte brændsler” som brænde eller husdyrmøg til opvarmning og madlavning. Næsten 90 procent af dem, der lider af energifattigdom, som problemet kaldes, bor i Sydasien og Afrika syd for Sahara. I Liberia – et af de mest grelle eksempler – har blot to procent af befolkningen stabil adgang til elektricitet. Og i Tanzania angiver næsten halvdelen af alle virksomheder, at et mangelfuldt energinet er en væsentlig hæmsko for forretningen. I gennemsnit rammes de af næsten ni strømsvigt om måneden, hvilket medfører salgstab og lav produktivitet. Forskellen mellem udviklingslandene og den udviklede del af verden er særligt slående på dette område: En gennemsnitsamerikaner bruger omkring 50 gange så meget strøm som en gennemsnitsbangladesher og omtrent 100 gange så meget som gennemsnitsnigerianeren. 49/ > DET TAGER ÅR ELLER ÅRTIER AT ETABLERE ET SIKKERT ELNET. HER ARBEJDES DER PÅ KABLER I JOMSOM I NEPAL. FOTO: SØREN RUD/DANIDA (ØV.) 50/ Problemet har vist sig at være forbistret sejlivet. Tal fra Verdensbanken viser, at selvom yderligere 1,7 milliarder mennesker fik adgang til elektricitet fra 1990 til 2010, så har disse fremskridt kun lige akkurat holdt trit med befolkningstilvæksten. Tallene viser også, at strømmen kommer bybefolkningerne uforholdsmæssigt mere til gavn: I dag er omkring 85 procent af dem, der ikke har adgang til elektricitet, bosat i landdistrikterne, langt fra enhver form for infrastruktur. Særligt i Afrika syd for Sahara er udfordringerne kolossale. Hvis befolkningen her skulle kunne forbruge lige så meget elektricitet, som befolkningen gør i mellemindkomstlande, ville det kræve en stigning i energiproduktionen på mere end ti procent om året over de næste to årtier, hvilket er langt mere end den historiske vækst på totre procent. Det kan derfor ikke undre, at Det Internationale Energi Agentur har forudset, at antallet af såkaldt “energifattige” formentlig vil være nærmest uændret om 20-30 år. OPLYSER FATTIGDOMMEN Selvom der er mange vægtige sager, som de internationale donorer må vælge imellem, burde energifattigdom ligge øverst på listen. Energi er en forudsætning for at komme en lang række andre fattigdomsrelaterede problemer til livs, lige fra dårligt helbred over lavt uddannelsesniveau til arbejdsløshed. Problemet rækker også ud over spørgsmålet om fattigdomsbekæmpelse og ind i udenrigspolitikken, eftersom manglende adgang til energi kan skabe grobund for uro. Den gode nyhed er, at regeringer, udviklingsagenturer og ngo’er er begyndt at optrappe indsatsen mod energi-fattigdom og har lanceret en række nye initiativer, hvoraf mange har skabt mærkbare forbedringer i fattige menneskers liv. Imidlertid har der været en tendens til, at disse instanser koncentrerer sig for meget om små projekter eller gradvise forbedringer. Den tilgang risikerer at sætte barren for lavt og dermed indirekte dømme milliarder af mennesker til at leve med så ringe adgang til energi, at det ikke vil have den store effekt i forhold til at løfte dem ud af fattigdom. Som Kandeh Yumkella, en højtplaceret FN-ansat, har udtrykt: “En enkelt lampe gør ikke andet end at oplyse fattigdommen, og de fattige vil da blot desto tydeligere kunne se, at deres gulv består af skidt.” Donorerne er nødt til at stille skarpt på problemets kerne: nemlig de udfordringer, regeringer i fattige lande kæmper med for at kunne iværksætte effektive og vidtrækkende energipolitikker. Fra USA i starten af det 20. århundrede over efterkrigstidens Tyskland og Japan til det moderne Kina er befolkningens adgang til elektricitet og moderne brændstoffer blevet sikret takket være de respektive regeringers helhedsorienterede lederskab, hvori der indgik offentlige investeringer i infrastruktur, fornuftig planlægning, en veluddannet arbejdsstyrke, understøttende lovgivning og økonomisk rentable institutioner. Der er ingen grund til at antage, at disse faktorer skulle betyde mindre i dag end førhen. Efterhånden som regeringer i udviklingslandene indser omfanget af den udfordring, de står over for, vil de hurtigt opdage, at det tager år eller årtier at bygge infrastruktur til energiproduktion, såsom kraftværker og distributionsnet. I mellemtiden melder mindre virksomheder sig på banen med hårdt tiltrængte ydelser, hvoraf de mest innovative ofte indbefatter solenergi. Virksomhederne drager fordel af de senere års faldende priser på solpaneler og samarbejder med STORDRIFTSFORDELE Det indiske firma Selco har solgt og vedligeholder flere end to millioner af denne type systemer, ikke mindst takket være en salgsstrategi, der er skræddersyet til fattige kunder. En lignende succeshistorie udspiller sig i Bangladesh, hvor et decentralt småskalasolenergisystem vokser hurtigere frem end noget andet sted i verden. I 2014 blev der installeret over tre millioner lokale solenergisystemer, og inden for de næste tre år er der udsigt til yderligere en fordobling. Æren for denne bedrift tilfalder især Bangladesh’ regering, der har oprettet en engageret institution, som tilbyder teknisk rådgivning og bevilger midler til ngo’er og mikrolånsagenter. Men trods disse fremskridt er over 60 procent af Bangladesh’ virksomheder afhængige af egne nødgeneratorer for at sikre stabil strømforsyning. Og i Indien står næsten 300 millioner mennesker helt uden adgang til elektricitet. Selvom småskalasystemer har hjulpet millioner af mennesker et trin op ad energistigen, døjer de stadig med en række tekniske og økonomiske uhensigtsmæssigheder, som større systemer vil kunne afhjælpe. Såkaldte mini-grids er én måde, hvorpå småskalaenergikilder kan gøres mere praktiske. mini-grids, som i udgangspunktet er designet til lokalbefolkninger, der endnu ikke er forbundet til hovedelnettet, kan forstærke en hel landsbys infrastruktur og energikilder og gøre systemet mere effektivt og lettere at vedligeholde, end det er tilfældet med flere individuelle systemer. mini-grids er også mere levedygtige, fordi de ofte baserer sig på flere forskellige teknologier og kan køre uafhængigt at det centrale elnet. Af samme årsag har det amerikanske forsvarsministerium installeret minigrids på flere militærbaser lige fra Texas til Hawaii, ligesom hospitaler, fabrikker og andre enheder, der har brug for pålidelig strømforsyning, også er begyndt at anvende minigrids. Mini-grids er også, netop på grund af sine egenskaber, attraktive i skrøbelige og konfliktramte stater, hvor centraliserede systemer kan udgøre sårbare mål for angreb. “ En gennemsnitsamerikaner bruger omkring 50 gange så meget strøm som en gennem snitsbangladesher og omtrent 100 gange så meget som gennem snitsnigerianeren. Ikke desto mindre er mini-grids kun den bedste løsning under særlige omstændigheder og kan vanskeligt konkurrere med centraliserede energisystemer. Det var stordriftsfordele, der bevirkede, at centraliserede energiforsyningssystemer oprindeligt blev normen og mange steder helt erstattede mindre, afgrænsede systemer. Con Edisons nuværende netværk i New York City, der består af knap 20.000 kilometer elkabler, som forsyner om- DANSK STØTTE TIL ENERGISEKTOREN • Bistand til energisektoren i udviklingslandene er et centralt element i Danmarks udviklingsarbejde. Grøn vækst − herunder støtte til energisektoren − er et af Danidas fire fokusområder, hvor udbygningen af energiforsyningen i udviklingslandene samtænkes med hensyn til bæredygtighed og klimaudfordringen. • I 2014 ydede Danida godt 316 mio. kr. i bistand til energisektoren i udviklinglandene. • Heraf gik gik 85 mio. kr. til forbedring og udbygning af elforsyningsnettet i Mocambique, et centralt element i den mocambiquiske regerings strategi for fattigdomsbekæmpelse. I Nepal støtter Danida et projekt som skal sikre 1,5 mio. nepalesere i landområderne elektricitet fra vedvarende energikilder som sol og vind. • Danida rådgiver desuden en række lande om energieffektivisering og brug af vedvarende energi. 51/ Kilde: www.openaid.um.dk trent tre millioner kunder, kan langt mere effektivt opfylde moderne behov end de strømsystemer, som Thomas Edison grundlagde på Pearl Street i 1882. > FOTO: JEPPE GUDMUNDSEN-HOLMGREEN/DANIDA lokale banker om at udvikle finansieringsmodeller og serviceydelser, der er tilpasset de fattige i landdistrikterne, og som som regel indbefatter små forhåndsinvesteringer, beskedne månedlige betalinger og pålidelige vedligeholdelsesaftaler. Stadig flere familier har nu råd til lavenergisystemer, der kan trække et tv eller et par lamper, og som ikke tager mere end en dag eller to at installere. I udviklingslande vil energisystemer utvivlsomt antage andre former end energisystemerne i den udviklede verden, og det er sikkert udmærket. Her vil decentral strømproduktion komme til at spille en større rolle, og der ville kunne drages fordel af de fremskridt inden for informations- og kommunikationsteknologier, som har skabt smartere systemer. Ikke desto mindre vil storskalakraftværker fortsat være en vigtig komponent i blandingen. 52/ DEL AF STØRRE PLAN Eftersom problemets omfang er så stort, kræver bekæmpelsen af energifattigdom resolut handlen fra regeringernes side. Historisk var det i den offentlige sektor, at processen med at koble landdistrikterne på elnettet begyndte. Det gælder for eksempel et af historiens mest effektive programmer til energifattigdomsbekæmpelse; nemlig da USA’s regering udbyggede adgangen til elektricitet under Den Store Depression som et led i præsi-dent Roosevelts New Deal. * Udvidelse af adgangen til energi er mest effektiv, hvis indsatsen er en del af en større udviklingsplan. Fra omkring 1980 lancerede både Kina og Thailand energiprogrammer, som understøttede omfattende økonomiske reformer, og dermed blev der skabt universel adgang til elektricitet i løbet af bare to årtier. I Vietnam var elektrificeringen af landdistrikterne en komponent i doi moire-formerne (doi moi betyder fornyelse), som regeringen satte i gang i 1986. Doi moi indebar en gradvis overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi og en åbning af landets økonomi for handel og udenlandske investerin- ger, hvilket var en forudsætning for, at landets spæde energisektor kunne vokse. Den private sektor begyndte først senere at spille en rolle i elektrificeringsindsatsen. På samme vis igangsatte Rwanda sine energibestræbelser i 2009, hvor det, regeringen kaldte en “tværsektoral tilgang”, samlede støtte fra forskellige kilder i ét program, som den rwandiske regering stod i spidsen for, men som en lang række aktører deltog i. Resultatet: Inden for blot fire år havde næsten tre gange så mange rwandere adgang til elektricitet som før. Hvert år bliver 60.000 flere rwandere koblet på elnettet, mod årligt 1.000 før reformerne. “ Energi er langt om længe ved at blive en del af den udviklingspo litiske kanon. Det afgørende er, at både Vietnam og Rwanda, ligesom Kina og Thailand, anerkendte nødvendigheden af, at indsatsen for at bekæmpe energifattigdom må række ud over de enkelte husholdningers behov og i stedet have som mål at skabe velstand for hele økonomien. DEN GLOBALE DAGSORDEN Et flertal af de lande, der lider af energifattigdom, er allerede i gang med at reformere deres energisektorer, har udviklet mål og strategier og har oprettet engagerede instanser, der kan stå for at udvide befolkningens adgang til elektricitet og moderne brændstoffer. Ikke desto mindre har de stadig brug for nogen, der kan tilbyde finansiering og afbødning af økonomiske risici. Prisen for at udvide adgangen til energi ligger på globalt plan mellem 40 og 100 milliarder dollar om året – ganske vist store summer, men alligevel blot en brøkdel af det totale beløb, der bliver brugt i energisektoren. Statslig finansiering er nødvendig til at begynde med, men utilstrækkelig i det lange løb. Det vil før eller siden blive nødvendigt, at private investorer føler sig trygge ved at kaste sig ud på det, der – som det ser ud lige nu – er overordentligt risikable markeder, i den udstrækning det overhovedet kan kaldes markeder. At der findes en kæmpe efterspørgsel, er der ingen tvivl om. På Columbia University har en gruppe forskere under ledelse af Vijay Modi vist, at landsbyboere i Mali og Uganda er villige til at betale elregninger, der er næsten ti gange så høje som i de udviklede lande. Mulighederne på dette marked, når først de mere end én milliard mennesker får adgang til energi, kan næppe overvurderes. Man kan allerede få et glimt af dette, hvis man ser på nogle af de teknologicentre, der er skudt op i Afrika syd for Sahara, en region, hvor økonomien er mere end fordoblet siden 2000. Inspireret af de store muligheder lancerede Obama-regeringen i 2013 initiativet Power Africa, som stiller 53/ SMÅ LAVENERGISYSTEMER SOM ET SOLPANEL PÅ TAGET KAN NOK GIVE STRØM TIL EN LAMPE ELLER TO, MEN HJÆLPER NÆPPE FOLK UD AF FATTIGDOM. HER ILHA DE QUILALEA, MOZAMBIQUE. til at skaffe finansiering, overvåge udviklingen og fastholde udviklingsbistandsverdenens ofte flakkende opmærksomhed. I 2012 lancerede FN en strategi med navnet Sustainable Energy for All, der har til hensigt at sikre universel adgang til moderne energiydelser inden 2030. FN arbejder også på en række nye målsætninger, de såkaldte Nye Verdensmål for Bæredygtig Udvikling, som skal erstatte 2015 Målene. De gamle målsætninger nævnte intet om udryddelse af energifattigdom, men i de nye ligger denne målsætning på niveau med at udrydde sult og skabe universel adgang til uddannelse. At energi – efter betydelige diplomatiske anstrengelser – kom med på listen, peger på, at energi langt om længe er ved at blive en del af den udviklingsøkonomiske kanon. ENERGI SOM GEOPOLITISK REDSKAB Målsætninger alene skaber dog ikke regeringsinitiativer i udviklingslandene; kun benhårde politikker kan forvandle retorik til virkelighed. Stormagter som USA bør begynde at anse energi ikke blot som et udviklingsspørgsmål, men også som et geopolitisk redskab. Energifattigdom hører til den kategori, det amerikanske militær kalder en “trusselsforstærker”, hvilket betyder, at det kan forværre eksisterende udfordringer og bidrage til uro. At skaffe elektricitet og moderne FOTO: SØREN RUD/DANIDA finansiering og incitamenter til rådighed for amerikanske virksomheder, der vil anvende deres teknologier i regionen. Den amerikanske regering har forpligtet sig til at betale i første omgang syv milliarder dollar, og den private sektor har sidenhen givet tilsagn om det tredobbelte (Verdensbanken har også lagt omkring fem milliarder i puljen). Men Power Afrika er ikke noget mirakelmiddel. Det er uklart, om det vil overleve efter Obamas regeringstid, og programmets fokus på den private sektor kan vise sig forhastet i nogle lande, hvor grunden endnu ikke er lagt for offentligprivate samarbejder. Globale målsætninger spiller også en rolle, eftersom de kan bidrage > brændstoffer til de fattigste lande kan mindske både risikoen for intern uro og migrationen over grænser. Nogle afrikanske regeringer har sågar imødekommet deres stadig mere højrøstede unge befolkninger ved at lancere nye lovende initiativer til at udvide adgangen til elektricitet. Siden 2010 har Kenyas regering forbedret elforsyningen i Kibera, Nairobis største slumområde, som en del af indsatsen for at komme de største sociale uligheder til livs. “ En enkelt lampe gør ikke andet end at oplyse fattigdommen, og de fattige vil da blot desto tydeligere kunne se, at deres gulv består af skidt. Kandeh Yumkella, højtplaceret FN-ansat FOTO: KLAUS HOLSTING/DANIDA 54/ Efter opdagelsen af nye olie- og gasfelter i Øst- og Vestafrika har udviklede lande fået desto mere grund til at handle. Disse fund har på den ene side givet de lokale regeringer et tiltrængt økonomisk løft, men fordelingen af ressourcerne har på den anden side i nogle tilfælde også øget sociale og politiske spændinger. Nigeria er for eksempel en af verdens største olieeksportører og samtidig et af de lande, hvor flest mennesker savner adgang til energi: 90 millioner. Årtier med udvikling af olieproduktionen i områder, der fortsat mangler basal social infrastruktur, har skabt de sociale, økonomiske og miljømæssige forudsætninger for den nuværende voldelige konflikt. På samme måde som USA længe har været engageret i spørgsmålet om energisikkerhed i Mellemøsten, må USA nu blive mere opmærksom på Afrika syd for Sahara. USA bør opmuntre regionens lande til at administrere energisektoren retfærdigt og gennemsigtigt og understøtte indsatser, der kan kanalisere naturressourcer i retning af at udrydde energifattigdom. Udenforstående med gode hensigter bør holde sig for øje, at regeringer, der forsøger at elektrificere deres territorier, bliver nødt til at tage ejerskab til indsatsen. De strategier, regeringerne udarbejder med støtte fra donorlande, I VIETNAM ER DET PÅ FÅ ÅR LYKKEDES AT ETABLERE EN STABIL ELFORSYNING BÅDE I BYERNE OG PÅ LANDET. skal adressere konkrete nationale og lokale behov; det nytter ikke at forsøge at fjernstyre dem. Det gælder især, hvad angår forsøget på at balancere de til tider ubehagelige afvejninger mellem at bekæmpe energifattigdom og at afbøde klimaforandringer. Regeringer i fattige lande fokuserer ofte på det første på grund af dette spørgsmåls akutte karakter, mens mere velstående regeringer er optaget af det sidste på grund af dets globale konsekvenser. Selvom rene energiteknologier har gjort store landvindinger og bestemt kommer til at spille en stor rolle i morgendagens energisystemer, bliver bistandsagenturer nødt til at acceptere, at fremskridt inden for energiadgang i nogle tilfælde vil ske på bekostning af miljøet, præcis som det var tilfældet under USA’s elektrificering. Når det er sagt, skal konsekvenserne naturligvis forsøges mindsket, ligesom andre hensyn, såsom fødevare- og vandsikkerhed, må tages i betragtning. Økonomen Amartya Sen har påpeget, at økonomisk udvikling kun kan opnås, hvis de fattige samtidig får en række friheder, heriblandt politisk deltagelse, sikkerhed og økonomiske muligheder. Adgang til energi giver adgang til udøvelse af fundamentale rettigheder, og det er årsagen til, at vi ikke har råd til at ignorere behovet for at bekæmpe energifattigdom. Ganske vist er de forhindringer, der står i vejen for fremskridt inden for udryddelse af energifattigdom, enorme: begrænsede økonomiske ressourcer, konkurrerende prioriteringer, svage institutionelle rammer og til tider uhensigtsmæssig indblanding fra udenforstående. Men det er på ingen måde uoverstigelige forhindringer, og de er ikke nær så overvældende som mange andre tekniske forhindringer, menneskeheden allerede har overvundet. Fysikkens love fungerer på samme måde i Sydasien og Afrika syd for Sahara, som de gør i Europa og Nordamerika. Og de materialer, der skal til, er enkle, såsom stål, cement, kobber og glas. • Oversat af Nina Trige Andersen Teksten er en forkortet udgave af artiklen Power to the poor bragt i Foreign Affairs marts-april-nummer 2015 . Udeladelser er markeret med *. Hele artiklen kan læses i Udviklings app-version. Reprinted by permission of Foreign Affairs, March/April 2015, Vol. 94, No. 2. Copyright 2015 by the Council on Foreign Relations, Inc. Morgan D. Bazilian Er ledende energiekspert i Verdensbanken. @mbazilian. Ranum 55/ Verdensklasse Ranum Efterskole College kombinerer efterskole med international uddannelse i dansk 9. og 10. klasse, Cambridge IGCSE og Advanced Level. Vælg mellem 60 forskellige profilfag, valgfag, klubfag, samt 3 rejser til hele verden. Et skoleår med høj faglighed, dansk sprog og kultur, en oplevelse for livet. Book en rundvisning på www.ranumefterskole.dk Nekrolog LATINAMERIKAS KRØNIKESKRIVER 56/ Uruguayaneren Eduardo Galeano gjorde de fattige og forfulgtes Latinamerika nærværende og levende i sine bøger. Han bidrog til den nye latinamerikanske selvbevidsthed, som gav grobund for de seneste 15-20 års venstredrejning. I april døde han. ILLUSTRATION: OTTO DICKMEISS AF JENS LOHMANN Han ruttede ikke med ordene, hverken i tale eller på skrift. Han udviklede en knap form med korte tekster, der tilsammen dannede et broget, farverigt, modsætningsfyldt og anderledes mønster af menneskeskæbner og erfaringer fra det kontinent, Latinamerika, han kendte bedre end de fleste. Han formidlede en anden forståelse af historien og samfundet end magthavernes og bidrog til at sætte den politiske dagsorden, der førte til den brogede venstreorientering af kontinentet, som tog fart i 1990’erne, og som trods fejltagelser, nedture og modvind har bidt sig fast. Den uruguayanske forfatter og journalist Eduardo Galeano blev Latinamerikas krønikeskriver – eller rettere – den, som skarpt og underfundigt satte ord på bagsiden af Latinamerikas historie og udvikling ved at tage historien fra sejrherrerne, undertrykkerne og udbytterne og give det store, undertrykte og udbyttede flertal stemme, dets egen stemme, med en kraft og kærlighed, der gjorde ham til en af det moderne Latinamerikas mest indflydelsesrige, elskede og populære forfattere på linje med den chilenske digter Pablo Neruda og den colombianske fortæller Gabriel García Márquez. Intet under, at højrefløjen og de etablerede magthavere ikke brød sig om ham. LATINAMERIKAS ÅRELADNING Da Eduardo Galeano i 1963 udgav sin første bog, 23 år gammel, var han allerede en erfaren skribent og redaktør. I 1971 brød han igennem med et brag med Latinamerikas åreladning, en skarp gennemgang af, hvordan Latinamerika var blevet formet af blodige erobringer, udplyndring af ressourcer og udbytning og undertrykkelse af befolkningerne. Galeanos tilgang var marxistisk og klart influeret af, hvordan han på sine reportagerejser så de marxistiske udviklingsteorier bekræftet. Bogen er udkommet i oplag efter oplag og er blevet læst i laser i fjerne afkroge og på universiteter verden over. Dens popularitet fik et ekstra nøk i 2009, da Venezuelas daværende præsident, Hugo Chávez, på et interamerikansk topmøde for rullende kameraer forærede den næsten nytiltrådte amerikanske præsident, Barack Obama, et eksemplar af bogen. På mindre end én dag røg den engelske udgave fra plads nummer 73 til nummer to på Amazons liste over mest solgte bøger, mens den spanske udgave strøg fra nummer 47.468 til førstepladsen. ILDENS ERINDRING Galeanos andet hovedværk er trilogien Ildens erindring om det amerikanske kontinents historie og udvikling fra skabelsen til vor tid, skrevet under hans eksil i Spanien 1976-85. I værket forsøger han at gå nye veje, selv beskrev han bogen som “ikke én fortløbende fortælling, men en masse mindre beretninger, brudstykker af beretninger, dokumenter, digte, myter, legender, romaner”. Han dykkede ned i arkiver, breve, romaner og sled sig igennem. “De to første bind er resultatet af røvens lidelser og håndens glæder. Det har været som at dykke efter perler. Du dykker og søger og søger, og dine lunger er lige ved at sprænges, og så finder du en perle”, fortalte han mig, da jeg interviewede ham i 1984. Resultatet blev et levende, broget og anderledes billede af det amerikanske kontinents udvikling og historie, med kærlighedshistorier, myter, røvertogter, politiske intriger, rigdom, fattigdom, oprør, forræderi, slaveri, massakrer, forsvindinger, solidaritet, kort sagt et kulørt og fintmasket billedtæppe af et modsætningsfyldt kontinent og dets befolkning. I Ildens erindring skrev Galleano om de skæbner, som gemmer sig bag hans overordnede og epokegørende beskrivelse i Latinamerikas åreladning – ofte med den lune humor, der var så karakteristisk for ham. FODBOLDENTUSIAST Eduardo Galeano var ekstremt populær, karismatisk og imødekommende, men brød sig egentlig ikke om store forsamlinger. Han foretrak mindre grupper, hvor han kunne diskutere, lytte, fortælle og suge til sig. Han medbragte altid en lille notesbog, som han kunne trække frem midt under en gåtur for med sin diminutive skrift at notere, hvad han havde hørt, set, mærket. Det blev til mange historier og bøger, ikke kun om forholdene i hans elskede Latinamerika, men også om hans store passion, fodbold. En af hans mest elskede bøger er således Fodbold i sol og skygge om fodboldens historie og udvikling. Galeano besøgte Danmark flere gange, blandt andet i 1993 for at modtage ALOA-prisen for Ildens erindring. BLÅ BOG: EDUARDO HUGHES GALEANO (1940-2015) • Uruguayansk journalist og forfatter • Begyndte sin karriere 14 år gammel som karikaturtegner på ugeavisen El Sol. Seks år senere var han redaktionschef på et af Latinamerikas førende blade, det uafhængige Marcha. En kort overgang var han redaktør og reporter på La Época, men vendte siden tilbage til Marcha. • Da militæret tog magten i Uruguay i 1973, blev han kortvarigt fængslet og flygtede derefter til Argentina. Her var han med til at grundlægge det uafhængige tidsskrift Crisis, som han blev chefredaktør for. Flere af bladets medarbejdere “blev forsvundet” eller anholdt efter militærkuppet i Argentina i 1976, bladet måtte lukke og Galeano flygte til Spanien. Først i 1985 kunne han vende hjem til Uruguay, hvor han genåbnede Marcha under navnet Brecha. • Galeano var en flittig skribent. Han udgav i alt 43 titler fra 1963 til sin død i april 2015. • På dansk er bl.a. udkommet Latinamerikas åreladning (1971, da. 1977, 1995), Dage og nætter med kærlighed og krig (1977, da. 1982), Fra Chile til Guatemala (sammen med fotografen Koen Wessing; 1983, da. 1983), Ildens erindring 1-3 (1982-1986, da. 19831990), Omfavnelsernes bog (1989, da. 1993), Ord der vandrer (1993, da. 2000), Fodbold i sol og skygge (1995, da. 1996), Med fødderne opad. Den omvendte verdens skole (1998, da. 2002). Galeano var ikke en forfatter i gængs forstand. Han betragtede sig selv som journalist og krønikeskriver. Nu (13. april 2015) er han død, 74 år gammel, efterladende 43 titler, hvoraf flere står som uomgængelige klassikere. • 57/ Kronik ETVÆRELSES MED KØKKEN OG TOILET –OG NYE KONFLIKTER I Bangladesh er Chittagong kommune ved at opføre 161 lejligheder til fattige og sårbare familier – et yderst kærkomment projekt i en by, hvor mange må bo i slum. Men byggeriet er også en kilde til konflikt, for vel havende bangladeshere vil have boligerne selv. 58/ FOTO: JØRGEN SCHYTTE/DANIDA AF JOHN CHRISTIAN SVANE, CHITTAGONG I en sidegade – bag nogle små butikker og skrøbelige huse – ligger en byggeplads skjult. Til taktfaste rytmer fra to generatorer arbejder her 60-70 mand på at bygge det store betonskelet til det, som senere skal blive et lejlighedskompleks til 161 af slummens fattige og udsatte familier. Vi er i Chittagong, den næststørste by i Bangladesh. Af byens omtrent fem millioner indbyggere er knap 40 procent bosat i de mange slumområder. Slummen bliver her ofte anskuet og omtalt som "kræftknuder", men kommunen i Chittagong forsøger sig nu med en ny tilgang. Der er tale om et byggeprojekt til det bangladeshiske samfunds mest udsatte borgere, og derfor får dette almennyttige byggeprojekt megen lokal opmærksomhed. Men projektet møder også kritik fra flere forskellige fronter. Og nej, der er ikke tale om Danidamidler. Boligbyggeriet finansieres helt og holdent af kommunen. Men en undersøgelse af konflikterne i boligbyggeriet kan give en forståelse af, hvordan den danske udviklingsindsats i landet kan effektiviseres – og selvsagt også bidrage til bedre at kunne håndtere de udfordringer, som projekter som lejlighedsbyggeriet står over for. SÅDAN BOR MANGE I STORBYEN CHITTAGONG. KLIMAÆNDRINGER FYLDER MERE Dansk udviklingsbistand har været til stede i Bangladesh, siden landet i 1971 fik sin selvstændighed, efter at uafhængighedskrigen (mellem Vestpakistan og Østpakistan, siden Bangladesh) efterlod landet i dyb fattigdom. Til trods for en lang række positive indsatser de seneste årtier plages Bangladesh fortsat af korruption, et skrøbeligt demokrati og et ineffektivt bureaukrati. Det giver væsentlige udfordringer for udviklingen af landet og også for effekten af den danske udviklingsindsats. Bangladesh’ udvikling har længe været udfordret af massiv fattigdom samt en dyb korruption, men også de lokale forventede klimarelaterede katastrofer risikerer at sætte udviklingen tilbage. Oversvømmelser, cykloner, tørke og ekstrem regn forventes med de globale temperaturstigninger at ramme landet hyppigere og voldsommere, og havvandsstigninger truer med permanente oversvømmelser af det lavtliggende land i det enorme floddelta. Omkring 160 millioner men- nesker bebor i dag et areal 3,5 gange Danmarks størrelse. En befolkning, som kun forventes at vokse, og et landareal, som forventes at svinde ind og risikerer at skabe millionvis af klima flygtninge. “ Skiftende regeringer har haft en tendens til konsekvent at ignorere den enorme gruppe af urbane fattige, som først i 1994 fik stemmeret. I Chittagong-regionen er landskabet bakket i modsætning til resten af det flade og lavtliggende Bangladesh. Tilflyttere er nødsaget til at bosætte sig ved bakkerne, fordi det er det eneste sted, der er plads. Ingen andre vil bo her, fordi store jordskred under ekstremregnen årligt begraver mennesker under mudderet. Ekstremregnen forventes at blive voldsommere, og jordskredene ligeså. Byggeprojektet kan, i modsætning til de små huse i slummen, stå imod sådanne jordskred lige så vel som cyklonerne, og da de er hævet fra jorden i etager, undgår de også at lide voldsomt under oversvømmelser. “FATTIGDOM? - DET ER DERES EGEN SKYLD” Migrationen til landets to storbyer Dhaka og Chittagong er eksploderet. På grund af pladsmangel bliver tilflyttere tvunget til at bosætte sig i byernes mange slumområder, og det er her, at de mest sårbare grupper i Bangladesh findes. Levestandarden er væsentligt lavere end på landet, og adgangen til for eksempel toiletter, vand, uddannelse og sundhed er yderst mangelfuld. Det er også her, at menneskene er mest sårbare over for naturkatastrofer, især fordi de i meget ringe grad har mulighed for at gardere sig mod dem. Den danske udviklingsindsats i Bangladesh er derfor særdeles relevant og vigtig, men kan også tage ved lære af de problemer, som opførelsen af de omtalte lejligheder er stødt ind i. Skiftende regeringer har derudover haft en tendens til konsekvent at ignorere den enorme gruppe af urbane fattige, som først i 1994 fik stemmeret. Slumområderne ryddes 59/ > ofte under påskud af byforskønnelse, og uden for slummen hersker en generel opfattelse af, at de fattiges ringe kår er selvforskyldte. En holdning, som findes hos selv de ansatte i kommunen, som er i færd med at bygge de nye lejligheder. Dog er byggeriet i gang. Det er positivt, men også en katalysator for lokale konflikter. projektet også sin relevans for de borgere, som har mest behov for det. Problemet påpeges også fra opponerende byplanlæggere. Et konkret forslag herfra er at opdele lejlighederne med bambusvægge frem for mursten for derved at gøre byggeriet billigere. DE VELHAVENDE VIL BO HER Ude på byggepladsen protesterer en FOR DYRE TIL DE FATTIGSTE håndfuld af lejlighedens kommende Lejlighederne har været på hovedar- beboere, fordi de hævder, at de blev kitektens tegnebræt siden 1996, og lovet større lejligheder. De kræver derfor, at tre lejligheder omlægges til to, siden da har kommunen fået megen kritik i Chittagong fra vidt forskellige så de enkelte lejligheder bliver 34,5 m2 fløje. Et kritikpunkt går på, at lejlighe- frem for de påtænkte 23 m2. derne er for dyre til den befolkningsHos kommunen er man overbevist gruppe, de er tiltænkt. om, at protesterne er arrangeret af velhavende bangladeshere, som har indgået aftaler med de kommende beboere om at overtage lejlighederne, efter at de er solgt, hvis det lykkes at Et stort kritikpunkt går på, at trumfe deres krav igennem. Det mønster har man set før. Den lejlighederne er for dyre til den fælles skæbne for de tidligere projekbefolkningsgruppe, de er tiltænkt. ter til beboere i slummen er, at middelklassen eller de velhavende ender Konceptet i Chittagong adskiller med at overtage lejlighederne, frem sig fra de få andre byggeprojekter for at de som tiltænkt bebos af de til de urbane fattige, fordi beboerne fattige. En skæbne, som de hos kommunen er yderst bevidste omkring. At skal købe lejlighederne frem for at leje dem ved at betale for lejligheden konstruere de enkelte lejligheder på blot 23 m2 er derfor også et redskab til over en periode på 15 år. Officielle at fjerne den velhavende gruppes interepræsentanter fra byens slumorganisationer hilser projektet velkomresse i lejlighederne. ment, men appellerer til at forlænge tidsrammen til at tilbagebetale lejlig- FONDE INSPIRERES AF PROJEKTET hederne fra 15 til 30 år, så også de fat- Sideløbende med kommunens kamp tigste kan få råd. 15 år er ikke tid nok for som tiltænkt at overdrage lejlighederne til den fattige befolkningsfor de ekstremt fattige familier til at betale lejlighederne, og derfor mister gruppe bliver situationen yderligere “ FOTO: JOHN CHRISTIAN SVANE 60/ BANGLADESH DHAKA INDIEN MYANMAR CHITTAGONG prekær, fordi en håndfuld store udviklingsfonde og -programmer (Verdensbanken, UNDP, japanske JICA etc.) har vist interesse for kommunens koncept. De ønsker at kopiere lejlighederne i Bangladesh og Sydøstasien, men ifølge kommunens hovedbyplanlægger kun, hvis projektet viser sig at være en succes. Succeskriteriet er, at den påtænkte befolkningsgruppe – de urbane fattige – bebor lejlighederne. Ude på byggepladsen fik min bangladeshiske tolk tilbudt at købe en lejlighed. Det vidner om, at det bliver vanskeligt for kommunen at kontrollere, hvem der i sidste ende kommer til at bo i lejlighederne. Lejlighederne forventes at blive færdige i december 2015 med et års forsinkelse, men hvem der kommer til at bo i dem, og om konceptet bliver kopieret til andre slumområder i Bangladesh og Sydøstasien, er endnu uvist. GODT PROJEKT MED MANGE UDFORDRINGER Selvom der her er tale om et lejlighedsprojekt, som kan vise sig at blive banebrydende for fattige og udsatte borgere i Sydøstasien, møder det mange udfordringer undervejs. For at projektet kan blive en succes, danne præcedens for byggeri til landets fattigste og forhåbentlig også gøre lejlighederne enten billigere eller forlænge tilbagebetalingsperioden, kan en dansk udviklingsindsats bidrage til landets udvikling ved at støtte kommunernes arbejde i denne type projekter. Dog er det vigtigt at kende til de nævnte konflikter og udfordringer, der opstår, så man kan tage højde for dem og placere bistanden bedst muligt. • John Christian Svane NÅR DETTE BYGGERI STÅR FÆRDIGT SIDST PÅ ÅRET, KAN 161 FAMILIER FRA CHITTAGONGS SLUM FÅ SIG ET NYT HJEM – HVIS ALT GÅR EFTER PLANEN. er sociolog med speciale i urban byplanlægning og globale klimaforandringer i udviklingslande. Logo · Skals Efterskole Marginal Reklamebureau · marginal.dk VERDEN SKAL EROBRES! Vi glæder os til at udfordre dig! MARGINAL.DK SKALs har et spændende tilbud til dig, der ønsker at færdiggøre hele din internationale grunduddannelse i Danmark. Logo · Skals Efterskole Marginal Reklamebureau · marginal.dk Cambridge IGCSE på SKALs + International Baccalaureate (IB) eller studentereksamen med kollegieplads på et af de kostgymnasier vi samarbejder med. VI HAR FOKUS PÅ DIG, DIN PERSONLIGE OG BOGLIGE UDVIKLING SKALS EFTERSKOLE · KÆRVEJ 11, 8832 SKALS · TLF.: +45 8669 5011 BESØG OS OGSÅ PÅ: WWW.SKALS-EFTERSKOLE.DK Udenrigsministeriet Har du forberedt dig til rejsen? Du kan oprette en profil på Udenrigsministeriets Danskerliste og oplyse om dine rejsemål. Hvis der opstår en krisesituation, mens du er i udlandet, har vi dermed mulighed for at kontakte dig. Læs mere og opret dig her: omdanskerlisten.um.dk 35.000 er allerede oprettet. God rejse! Udenrigsministeriets Borgerservice 61/ VÆRKER FRA VERDEN MEXICANSK MURMALERI GADEKUNST MED ROD I FORTID OG FOLKLORE FOTO: “KAPTA” DANIEL CASTA 62/ Mexicos rige folkloristiske tradition får nyt og moderne liv i kunstneren, illustratoren og designeren Saners værker. Edgar “Saner” Flores er en fremtrædende repræsentant for den aktuelle bølge af mexicansk street art, der bygger bro mellem lokal kulturarv og global gadekunst, og som p.t. høster anerkendelse verden over. Kendetegnende for Saners værker er menneskeskikkelser med masker på – et motiv, der refererer til de folkelige forestillinger om “nahual”, mennesker med evne til at antage skikkelse af dyr. Saner knytter også an til Mexicos stærke tradition for murmaleri, en kunstform, der havde sin storhedstid i 1930’erne og 1940’erne med kunst- nere som Diego Rivera, David Alfaro Siqueiros og José Clemente Orozco. • /CHRA www.saner.com.mx @saner_edgar EL CARNEVAL DE COLOR (FARVEKARNEVALET). MALET I BYDELEN COYOACÁN I MEXICO CITY. “VÆRKET ER INSPIRERET AF BEVÆGELSEN I BYRUMMET, HVOR DEN ENKELTE PERSON KAN SPILLE VIDT FORSKELLIGE ROLLER, SOM VAR DET ET KARNEVAL,” FORTÆLLER SANER. MEXICANSK STREET ART Den mexicanske scene for gadekunst blomstrer i disse år, og et væld af lovende unge kunstnere bruger murene i landets storbyer som lærred. Men man behøver ikke at rejse til Mexico for at se deres værker – på det sociale medie Instagram har den ellers så forgængelige street art fået en ny platform. www.streetartchilango.com @streetartchilango www.grafittiworld.tv TEJEDORES DE SUEÑOS (DRØMMEVÆVERNE). LAVET I SAMARBEJDE MED KUNSTNEREN SEGO. MALET VED MEXICOS NATIONALMUSEUM FOR FOLKELIG KULTUR I MEXICO CITY I ANLEDNING AF 200-ÅRET FOR MEXICOS UAFHÆNGIGHEDSKAMP. “VÆRKET ER EN HYLDEST TIL DEN MEXICANSKE MAND OG KVINDE, SOM DAG UD OG DAG IND ARBEJDER FOR AT FORBEDRE FORHOLDENE I MEXICO, UANSET HVOR I LANDET DE ER FRA, OG HVILKEN SOCIAL STATUS DE HAR. DE 31 FELTER PÅ TÆPPET REPRÆSENTERER MEXICOS DELSTATER MED HVER DERES KARAKTERISTIKA,” FORKLARER SANER. LA CONQUISTA (EROBRINGEN), MALET I FLEURY, FRANKRIG. “JEG BLEV BEDT OM AT LAVE ET VÆRK MED MIN FORTOLKNING AF SPANIERNES EROBRING AF LATINAMERIKA. MALERIET SKILDRER DEN KRIG OG VOLD, SOM VI MEXICANERE LED UNDER, MEN SOM SAMTIDIG FØRTE TIL DANNELSEN AF DET MODERNE MEXICO. ALTSÅ EROBRINGEN SOM EN KÆRLIGHEDSAKT, DER LEVER VIDERE I DAG,” SIGER SANER. FOTOS: “KAPTA” DANIEL CASTA (ØV.) & SANER (NED.) 63/ NYT OM NAVNE INTERVIEW Minister for det hele Bedre betingelser for private investeringer og øget åbenhed mod omverdenen er afgørende for at skabe vækst i udviklingslandene, mener Kristian Jensen, der som udenrigsminister nu også har ansvaret for Danmarks udviklingsbistand. AF CHRISTIAN ANDERSEN FOTO: JACOB CRAWFURD/SCANPIX 64/ Udenrigsminister Kristian Jensen (V) havde dårligt indfundet sig i sit nye kontor på Asiatisk Plads, før han som en af sine første arbejdsopgaver i juli rejste til Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, for at deltage i FN’s store konference om finansieringen af fremtidens udviklingsbistand. Med regeringsskiftet er udviklingsbistanden nemlig røget ind under udenrigsministerens hat. Men heri skal man ikke lægge, at området prioriteres lavere af V-regeringen, siger Kristian Jensen, tværtimod: “Jeg ser udenrigspolitik, udviklingspolitik og handelspolitik som integrerede dele af varetagelsen af Danmarks interesser og forpligtigelser. Derfor er jeg glad for at have det samlede ansvar og i endnu højere grad kunne skabe tværgående prioriteter. Selvfølgelig ved jeg godt, at arbejdsmængden er stor, men det er mulighederne for synergi også. Derudover vil jeg slå fast, at der i regeringen og Folketinget er bred enighed om, at vi skal leve op til vores internationale forpligtelser, også når det gælder udviklingssamarbejdet. Det gælder også FN’s målsætning om at give 0,7 procent af BNI til verdens fattigste. Så er det sådan set mindre afgørende, om der er én, to, tre eller fire ministre på Asiatisk Plads.” Hvor skal de cirka 2,6 milliarder kroner, der skal spares på udviklingsbistanden, findes på Danidas budget? “Det er vi i gang med at finde ud af. Udviklingsbistanden skal fokuseres, vi skal have fokus på fattigdomsbekæmpelse, på sikring af demokratisk udvikling og på at bekæmpe årsagerne til migration. Jeg har sagt fra starten, at bistanden over de kommende år skal fokuseres på Afrika. Det er en proces, som vi er i fuld gang med, og resultatet vil blive præsenteret i løbet af efteråret”. “ Vi vil stille krav til lande, der modtager dansk bistand. Hvad er din og regeringens politiske vision for Danmarks udviklingspolitik? “Danmark er en udviklingspolitisk storspiller, og med 0,7 procent af BNI i udviklingsbistand vil vi vedblive med at være det. Blandt andet fordi vores bistand vurderes som meget effektiv. Vores udviklingssamarbejde skal fortsat være i verdensklasse – og de nye globale mål for bæredygtig udvikling udgør rammen for vores indsats. Selvom vi allerede er rigtig gode, skal vi stadig arbejde med, hvordan vi kan blive endnu bedre og få størst mulig effekt ud af hver bistandskrone. Vi vil stille krav til lande, der modtager dansk udviklingsbistand, og vi vil fokusere på de lande, hvor vi gør den største forskel. Vi skal gøre noget ved årsagerne til, at folk flygter, så de kan skabe en fremtid, der hvor de bor. Vi vil også arbejde for flere kilder til udviklingsfinansiering end klassisk udviklingsbistand. Her skal erhvervslivet i endnu højere grad involveres. Handel, bedre rammebetingelser for private investeringer og øget åbenhed mod omverdenen i udviklingslandene er afgørende for vækst, velstand og fattigdomsreduktion.” Søren Pind kaldte sig frihedsminister, Christian Friis Bach rettighedsminister. Hvilken slags udviklingsminister er du? “Jeg er udenrigsminister med ansvar for Danmarks udviklingssamarbejde – og hvis jeg hen ad vejen støder på en B-titel, så skal jeg nok sige til. Ved ministeroverdragelsen sagde jeg, at alle ministre i den nye regering er erhvervsministre og beskæftigelsesministre. Det betyder, at hele regeringen har et ansvar for at tænke beskæftigelse og erhvervsudvikling ind i vores politik. Det gælder dobbelt for mig, da jeg ønsker, at vi skaber erhvervsudvikling og bekæmper arbejdsløshed i udviklingslandene, særligt i de mindst udviklede lande.” • ASIATISK PLADS KORT NYT OM DANIDA AKTUELT • Yemen: Regeringen bevilligede i juli yderligere 10 millioner kroner til den danske humanitære bistand til Yemen. Konflikten mellem regeringsstyrker og væbnede Houthi-militser er spidset til i løbet af sommeren, og over 21 millioner mennesker har akut behov for hjælp. De 10 millioner kroner skal gå til at støtte den humanitære indsats gennem Røde Kors. Med det nye bidrag løber Danmarks humanitære støtte til Yemen i 2015 op i 39,8 millioner kroner. for evaluering af udviklingsbistanden, som er på vej. I den nye politik lægges blandt andet vægt på en balance mellem de klassiske evalueringer af afsluttede programmer og den nye type real-time evalueringer, som lanceres i flere af de nye landeprogrammer. Et udkast til evalueringspolitikken blev fremlagt på en velbesøgt offentlig evalueringsdag i Eigtveds Pakhus den 11. maj, hvor mere end 125 deltagere fra ressourcebasen diskuterede evalueringers rolle og hørte om resultaterne fra fem aktuelle evalueringer. • Ambassadørmøde: Danmarks ambassadører mødes i København den 24.-28. august til årligt møde. På dagsordnen er strategisk kommunikation af dansk udenrigspolitik, den geopolitiske risiko for danske investorer, Europas fremtid samt private bidrag til post-2015-dagsordenen. www.evaluering.um.dk • Finansiering: Udenrigsminister Kristian Jensen (V) repræsenterede Danmark på FN-konferencen om finansiering af FN’s nye udviklingsmål, der blev afholdt i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, i juli. I sin tale på konferencen understregede Kristian Jensen, at bedre skatteopkrævning og flere private investeringer i udviklingslandene er nøglen til at sikre finansieringen. FN’s såkaldte nye bæredygtige udviklingsmål afløser 2015 Målene og skal endeligt vedtages af FN’s Generalforsamling i september. På konferencen i Addis Ababa blev landene enige om en handlingsplan for, hvordan der skal findes finansiering til opfyldelsen. www.um.dk EVALUERINGER Hvilken rolle skal evalueringer spille i det danske udviklingssamarbejde? Det er det centrale tema for den ny politik NYE BEVILLINGER Danidas interne bevillingskomité har på sine møder den 22. april indstillet følgende aktiviteter til støtte: • BSU Scholarship Programme – 20 millioner kroner. • International Child Solidarity Children as agents for a democratic, just and sustainable society 2015-2018 – 16 millioner kroner. • Media Freedom Programm Strengthening Media and Society in Developing Countries and Fragile States – 14 millioner kroner. UDGIVELSER • Evaluation of the Strategy for • Mitigation Action Implementation Danish Humanitarian Action 2010- Network, phase II – 2015 – South Sudan Case Study Re- 10 millioner kroner. port (2015). 24 sider. Kun på engelsk. • Danida Business Finance – The • Evaluation of the Strategy for Sludge Treatment Project at “La Danish Humanitarian Action 2010- vender Hill”, Accra, Ghana – 2015 – Syria Response Case Study 9,2 millioner kroner. Report (2015). 40 sider. Kun på engelsk. • Support for International Development Research – 6 millioner kroner. • Evaluation of the Strategy for Danish Humanitarian Action 2010- Danidas eksterne bevillingskomité 2015 – Afghanistan Desk Study Report (2015). 30 sider. har på sit møde den 28. april indstillet Kun på engelsk. følgende aktiviteter til støtte: • Evaluation of the Strategy for • Somalia Country Programme – Danish Humanitarian Action 2010- 450 millioner kroner. 2015 (2015). 84 sider. Kun på engelsk. • Danish Agribusiness Fund – 89 millioner kroner. • Det tredje øje elevbog (2015). 64 • AmplifyChange – joint civil society sider. Kun på dansk. SRHR advocacy fund – • Det tredje øje lærervejledning 85 millioner kroner. (2015). 44 sider. Kun på dansk. • Peace and Stabilisation Response www.danida-publikationer.dk 2015 – 30 millioner kroner. www.danida.dk 65/ IndVikling BETALING VED KASSE 1 Er du fotograf eller journalist, koster det kassen at krydse grænsen til konfliktramte og svage stater. Nogle af pengene går til officielle gebyrer og afgifter, andre er decideret bestikkelse. Det er markedskræfterne, der råder; jo mere eksponeret konflikten er, desto mere risikerer man at skulle punge ud med. AF SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD ILLUSTRATION: LOUISE THRANE JENSEN 66/ Den danske fotograf Jan Grarup har i årevis rejst ind og ud af konfliktramte stater – ofte i Afrika. Det gør man ikke omkostningsfrit. Journalister og fotografer opkræves ofte store summer for at komme ind i de lande, de skal rapportere fra. “Nogle gange starter man på 500 dollar, og så forhandler man sig ned derfra. Normalt betaler jeg aldrig over 100 dollar,” fortæller den internationalt anerkendte fotograf, der dog én gang har måttet slippe 300 dollar for at få sine kameraer med ind i DR Congo. “Der er ikke noget nyt i, at det koster i både officielle gebyrer og uofficiel bestikkelse at komme ind i nogle lande, særligt dem syd for Sahara. Men det er min oplevelse, at det er blevet meget mere systematiseret, i takt med at det er blevet nemmere at rejse rundt, og flere pressefolk derfor gør det,” siger Jan Grarup. Som regel ender det med, at Jan Grarup betaler – han har jo et arbejde at gøre – men han har en effektiv forhandlingsstrategi: “Hvis jeg ikke har travlt, så sætter jeg mig tit ned og venter på, at toldbetjentene bliver møre og går tilstrækkeligt ned i pris.” siger ikke, at det er en god idé, at fotografer og journalister dermed er med til at finansiere krig og konflikt, men det er en præmis, hvis man vil arbejde i de her lande. Der er tale om en form for MARKEDSKRÆFTER RÅDER udbud og efterspørgsel; jo mere ekspoJournalist Jesper Strudsholm har rejst neret en konflikt er, desto flere medier og arbejdet i Afrika i en årrække og vil dække den, og desto større bliver finder det naturligt, at penge skifter afgifterne,” siger han. hænder ved grænseovergangene. Jakob Sheikh, journalist på Politiken, nikker genkendende til problemstillingen. “Jeg tror, de fleste journalister, der rapporterer fra konfliktzoner, kan tale Hvis jeg ikke har travlt, så sætter med om, at der ofte bliver fremsat krav fra lokale aktører af forskellig art. Når jeg mig tit ned og venter på, at toldbetjentene bliver møre og går jeg er afsted, betaler jeg oftest min fixer (journalistjargon for en lokal guide, tilstrækkeligt ned i pris der hjælper med logistik og kontakt til Jan Grarup, lokale, red.) en fast takst. Sommetider fotograf kan jeg godt fornemme, at noget af den takst går til ’gebyrer’. Sådan er krigens “Nogle kalder det bestikkelse, jeg væsen,” siger han og fortsætter: kalder det gebyrer og afgifter i lande, “Mange af dem, der opkræver geder ofte får besøg af medier. Det er en byrer, har ingen anden indtægt og har måde, hvorpå fattige og pressede men- øjnet chancen for at lukrere økonomisk nesker kan få fyldt slunkne kasser. Jeg på konflikten.” • “ 25. JUNI–25. OKTOBER ET NYT BLIK PÅ AFRIKA Kunstmuseet Louisianas ny AFRIKA-udstilling præsenterer spændende bud på arkitekturprojekter, samtidskunst og kulturhistorie og viser en historie om et kontinent på vej frem. AFRIKA er det tredje og sidste kapitel i Louisianas store fortælling om arkitektur, kultur og identiteter efter udstillingerne NEW NORDIC i 2011 og DET ARABISKE NU i 2012. Udstillingsserien er støttet af Realdania. AF REDAKTIONEN FREMBLIK 25.–27. SEPTEMBER FN-MØDE OM POST-2015 FN holder topmøde, hvor fremtidens udviklingsmål skal diskuteres. Post2015 er betegnelsen for arbejdet med at formulere en ny global udviklingsdagsorden, der kan afløse 2015 Målene efter deres udløbsdato i december 2015. sustainabledevelopment.un.org/ post2015 KOLOFON OM UDVIKLING ABONNEMENT Udvikling er gratis, men forsendelse til udlandet pålægges i løbet af 2015 et gebyr. Udvikling udkommer seks gange per år. Tegn abonnement/adresseændring: www.udvikling.dk eller Abonnementsservice: [email protected] eller på tlf. 43 22 73 00 Bestilling af tidligere numre: www.danida-publikationer.dk Næste nummer: 29. september 2015 REDAKTION Redaktør: Stefan Katić (SK), [email protected] tlf. 33 92 07 09 Journalist: Christian Andersen (CHRA), [email protected], tlf. 33 92 08 01 Ansvarshavende ifølge medieansvarsloven: Samuel Magid, kontorchef, Public Diplomacy, Kommunikation og Presse, Udenrigsministeriet Korrektur: Lene Jensen Grunddesign: Esben Niklasson Layout: Phoenix Design Aid Tryk: Bording A/S Papir: 115 gram MultiArt Matt TID: NÅR REGNTIDEN OPHØRER WODAABÉ GEREWOL & CURE SALÉE, NIGER Skulle du befinde dig i Niger i september, så læg vejen forbi den lille by In-Gall, som danner ramme om festivalen Cure Salée (saltkuren). Har du læst National Geografic i lægens venteværelse, så vil du genkende skønhedskonkurrencen blandt de unge wodaabé-mænd, der danser og plirrer med øjnene, så det høres helt til Skagen! FOTOS: FLORIN IORGANDA/INGALL/SCANPIX www.everfest.com/e/wodaabegerewol-cure-salee-in-gall-niger 24. OKTOBER INTERNATIONAL UDVIKLINGSOPLYSNINGSDAG Information og oplysning har potentialet til at levere nye løsninger på udfordringerne i mange udviklingslande – mener FN’s Generalforsamling. Derfor markeres indsatserne, i håb om at større bevidsthed vil skabe større engagement og samarbejde i det internationale samfund. www.un.org/en/events/devinfoday/ DETTE NUMMER NR 3 · 2015 · AUGUST · 42. ÅRGANG Udgivelsesdato: 13. august 2015 Redaktionen afsluttet: 26. juni 2015 Trykoplag: 18.700 ISBN 978-87-90656-485 (tryk) ISBN 978-87-90656-492 (elektronisk) ISBN 978-87-90656-508 (app) ISSN 0106-0570 Forside: Robin Hammond/National Geographic Creative ANNONCESALG Rosendahls Mediaservice, Niels Hass – [email protected], tlf. 2933 6606 UDGIVER 25. OKTOBER PRÆSIDENTVALG I TANZANIA Tanzania har siden 1960 afholdt præsident- og parlamentsvalg hvert femte år, men med den samme vinder hver gang. Det store spørgsmål er, om oppositionen denne gang kan udfordre Party of the Revolutions (CCM) monopol på magten. Danida, Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, 1448 København K Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter. Medlem af 67/
© Copyright 2024