Beskrivelser

Skolepakke+
Uge 26-31, 2015
Lene Møller Jørgensen: Anemone - det store ønske
Faust: 51735668
ISBN: 9788702168136
Ny serie om 9-årige Anemone, som bor sammen med sin mor, far og lillebror, - og hver
anden uge bor hendes seje og smukke halvsøster Freya også sammen med familien.
Anemone er veninde med Lærke, Maja og Sofie fra klassen. I "Det store ønske" går
veninderne alene på café for første gang, men Anemone har glemt at spørge
derhjemme. Da alle de andre piger skal have lavet huller i ørerne, må Anemone ikke for
sine forældre - og hun bliver bange for at være udenfor. Den danske forfatter står bag
mange læse-let bøger især for unge. Denne nye serie tager udgangspunkt i en normal,
dansk hverdag og teksten suppleres med små blyantstegninger og vignetter.
Serien er for alle piger mellem 8 og 10 år, der elsker at læse om nogen som dem selv.
Forfatteren har virkelig god føling med piger i den svære “betweenager-alder”, og
historierne er levende fortalt med en spændingskurve, der rammer helt rigtigt.
Søren Vagn Jacobsen: To sammenlagte (med agurk)
Faust: 51740939
ISBN: 9788702168969
Freja går på en skole, hvor hun er glad for at være. Hun finder ud af, at den skal slås
sammen med en anden skole, hvilket hun ikke kan lide at tænke på. Dette er første af to
bøger udgivet som "Gul Dingo", og de kan læses uafhængigt af hinanden. "To
sammenlagte (med agurk)" handler om tiden, indtil Frejas og Olivias skole skal lægges
sammen. Frejas veninde Sofie skal på privatskole. I "Tre sammenlagte (med agurk)" er
skolerne lagt sammen, og det går rigtig godt, indtil Frejas tidligere veninde Sofie kommer
tilbage. Bøgerne har 10 og 12 kapitler og mange tegninger. Lixen er 13, og forsiderne
viser tydeligt nogle af de konflikter, som personerne har.
Bøgerne i serien er for børn på 8 - 9 år og tager fat på et højaktuelt emne. Man bliver lidt
klogere på, hvordan man kan reagere i den situation, Freja og hendes venner kommer i.
Det bliver behandlet på en meget seriøs måde - forfatteren tager børnene alvorligt og
kan se sagen fra deres side.
Irma Lauridsen: Jeg finder dig
Faust: 51737792
ISBN: 9788793070929
Selmas tilværelse bryder sammen, da hun finder ud af, at hun er adopteret og den
mand, hun kalder for far, slet ikke er hendes far; - men heldigvis har hun sin gode
veninde Klara. Selma er forelsket i Jesper fra klassen, men måske er han mere
interesseret i klassens nye pige? Selma oplever samtidig, at Klara også vrager Selma til
fordel for den nye pige. Selmas verden bryder som sagt sammen, men hun beslutter sig
for at finde sin biologiske far, hvilket på mange måder går anderledes end forventet.
Denne letlæste bog er til læsere fra 12 år. Man bliver som læser opslugt af historien fra
første til sidste side. Forholdet til veninden, den nye pige i klassen og det begyndende
kæresteri er realistisk. Adoptionsmotivet vil ligeledes være interessant for mange, og vi
har ikke mange bøger om adoption, - så denne bog bringer nye perspektiver.
Skolepakke+
Uge 26-31, 2015
Kim Dalsgaard: Viggo og gravkoen
Faust: 51728424
ISBN: 9788702176605
Viggo siger, at han har set et væsen oppe i skolen, men Troels tror ham ikke, for han kan
ikke bevise det. Mor og far tror heller ikke på, at en gravko, som Viggo kalder et uhyre,
er efter ham. De farvelagte tegninger udgør sammen med teksten to historier om Viggo
og hans livlige fantasi, - dette er den første, hvor Viggo påstår, at han har set et væsen
oppe i skolen, men ingen tror ham, - heller ikke læreren, der siger at Viggo ikke må lyve.
Dette en rigtig god bog, der kredser om børns fantasi, og alle børn kan sætte sig i Viggos
sted. Bogen er meget livlig, action-fyldt og med masser af energi - ikke mindst grundet de fremragende farvelagte
tegninger. Teksten er velskrevet og formuleret i korte enkle sætninger. Layoutet er godt, og i det hele taget er bogen meget
lækker. Ikke mindst vil de 6 - 7 årige blive grebet af Viggos livlige fantasi.
Dorte Roholte: Slangesommer
Faust: 51735773
ISBN: 9788711440957
Det er sommer ved Fårup Fjord. Terne keder sig lidt, mens hun passer sin fars
terrarium, men så træder Hugo ind i butikken. Terne og Emma er bedste veninder, og
da der begynder at ske en del tyveri i deres lille by, udloves der en dusør. Den vil
Emma have fingrene i, men Terne er ikke så vild med at lege detektiv. Hun vil hellere
være sammen med Hugo, men der er nu noget mystisk ved Hugos far. Bogen fortæller
på en god måde om den første forelskelse, og hvordan det har indflydelse på
veninder. Desuden har bogen en god del spænding og fart over sig. Ternes problemer
med veninden og hendes forelskelse i Hugo beskrives realistisk og er relevant.
Forfatteren har skrevet en del bøger i "Sommerfugleserien. 1". Man kan også
sammenligne denne bog med de andre bøger i serien. Fælles for dem alle er, at der er
fokus på de problemer og følelser, piger i alderen 9 - 12 år har.
Jesper Felumb Conrad: Pelle og løven
Faust: 51740823
ISBN: 9788758816227
Pelle flodhest elsker at løbe, og en dag ser han en løve, der er ved at snige sig ind på
hans mor. Nu er det godt, Pelle er så god til at løbe. Han må løbe efter hjælp, så hans
mor ikke bliver ædt af løven. Pelles brødre griner ellers af ham, når de ligger og daser i
floden, - “der har vi løbehesten”, driller de. Pelles far er tit sur på ham, fordi han altid
skal løbe. Men det viser sig til sidst, at Pelle bliver helten i historien. Teksten er sat med
store typer nederst på siderne, og der er 3 - 4 korte sætninger pr side.
Her er en virkelig sød letlæsningsbog med farvede sjove medfortællende tegninger - til
børn på 6 - 8 år.
Skolepakke+
Uge 26-31, 2015
Jesper W. Lindberg: Uhyret i Loch Ness
Faust: 51740769
ISBN: 9788758813714
Bogen fortæller i 23 kapitler om, hvordan myten om Loch Ness uhyret er opstået. Der
fortælles om stedet, som ligger i det skotske højland ved Urquhart Castle, og om
søen, som er 32 km lang. Der er religiøse overleveringer om et uhyre, men den
moderne Loch Ness myte startede i 1933, - og den begivenhed og de tidligste
observationer beskrives i flere kapitler - blandt andet med de tidligste fotografier.
Derefter beskrives en lang række senere observationer frem til i dag med fotografier,
avisartikler og tegninger. I de sidste kapitler debatterer bogen en naturlig forklaring
på de mange myter. Er det en fisk - som en kæmpestør eller en brugde? Eller er der
en anden naturlig forklaring?
Dette er en flot og grundig bog om myterne om Loch Ness uhyret i den skotske sø,
henvendt til mysterieinteresserede læsere på 11 - 15 år - og til voksne.
E. Lockhart: Vi var løgnere
Faust: 51747755
ISBN: 9788763836890
Cadence Sinclair Eastman er ældste barnebarn i familien Sinclair og dermed arving til
familieformuen, øen og ejendommene. Hun og Johnny, Mirren og Gat er Løgnerne, og
de mødes hver sommer på familien Sinclairs private ø. For to somre siden, da Løgnerne
var femten år, skete der noget: Cadence var ude for en ulykke og har delvist mistet
hukommelsen, men erindringerne om "sommeren femten" kommer lige så stille tilbage
til hende. Jo mere hun finder ud af, jo mere nervøs bliver hun for, at det, hun tror skete
ved hendes ulykke, måske ikke er sandheden.
Her er en young adult roman og familiekrønike af de helt store fyldt med løgne,
hemmeligheder, intriger og en masse andet. Det er en fremragende fortælling om
familien, om intriger, løgne, hemmeligheder og arv - hvor læseren holdes hen til det
sidste. Flettet ind i historien er skrevet et lille eventyr, som Cadence skriver og som
metaforisk henviser til hovedhistorien. Det bryder selve historien op og giver en forstyrrelse, som fungerer rigtig godt.
Kim Fupz Aakeson: Heks!
Faust: 51747534
ISBN: 9788702169782
Her er en herlig billedbog om "Pusling", der er skilsmissebarn. Far har fundet en ny
dame, som skal introduceres. Pusling er meget spændt, men til hans store overraskelse
viser det sig, at fars nye kæreste er en vaskeægte heks med vorter på næsen og grønt
hår. I samarbejde med veninden Rosa, gør han nu en stor indsats for at afhekse den
nye kæreste, og som tiden går, kommer hun mere og mere til at ligne en almindelig
dame.
Dette er en humoristisk historie for de 5 - 9 årige om et skilsmissebarns første møde
med fars nye kæreste. Rasmus Bregnhøis illustrationer fungerer super fint til den sjove
historie, som er fortalt ud fra barnets synsvinkel.
Skolepakke+
Uge 26-31, 2015
Kreetta Onkeli: Drengen, der mistede hukommelsen
Faust: 51775392
ISBN: 9788740603989
Arto kommer til sig selv efter et langt grineanfald, - men han kan ikke huske noget. Der
ligger kun en seddel i hans lomme fra hans mor, der minder ham om at komme hjem
senest klokken fem. Arto har fået hukommelsestab, men mener at huske, at han nok er 10
år gammel. (Senere viser det sig, at han er 12 år.) Heldigvis møder han drengen Kimo, og
sammen tager de på en tur igennem Helsinki. Her lærer Arto forskellige børn, voksne og
hjem at kende, - og undervejs går det op for Arto, at han er gjort af heltestof.
Dette er en tankevækkende dannelsesroman om at finde sin identitet og lære
betydningen af venskab. Historien ses fra Artos synsvinkel og er skrevet i en blanding af
humor og alvor. Den er velegnet til højtlæsning fra 7 år og kan selvlæses fra ca. 9 år.
Bogen vandt Finlandia Junior-prisen, Finlands mest prestigefyldte børne- og
ungdomslitteraturpris.
Pernille Obitz Mathiessen: Arbejde i gamle dage
Faust: 51765842
ISBN: 9788702157352
Over 14 opslag fortæller fagbogen her om arbejde i gamle dage og om de store
forandringer,der skete for 160 år siden, da danskerne flyttede fra landet og ind til byerne
for at arbejde på fabrikker. Teksten er sat i korte afsnit på 3 - 6 linjer, som suppleres af
fotos og tegninger. Svære ord forklares på siderne - og bagerst er der et stikordsregister
samt en litteraturliste.
Det er en virkelig god fagbog, som giver et godt indblik i forandringerne ved overgangen
fra bondesamfund til bysamfund. Den er let at læse, lærerig og samtidig også interessant.
Det er endnu en god udgivelse i serien "De små fagbøger” for børn mellem 7 og 11 år. Den er velegnet til faglige læsekurser,
hvortil der frit kan hentes opgaver på nettet, eller ved emneopgaver om arbejde.
Ebbe Kühle: Globalhistorie: 500 års forandringer og dilemmaer
Faust: 51772652
ISBN: 9788702173635
Menneskehedens historie de seneste ca. 500 år skildres i denne historiebog med det
formål at give et historisk perspektiv på vores nutid og fremtid. Bogen er delt i tre dele. 1.
del beskæftiger sig med den europæiske epoke ca. 1500-1945. 2. del med det
amerikanske århundrede fra 1945 og frem - og 3. del stiller skarpt på det 21. århundredes
udfordringer. Forfatteren har i sit valg af stof fokuseret på nutidens problemstillinger og
de udfordringer, som menneskeheden står overfor i dag. Vægten er primært lagt på tiden
efter 1945 med yderligere vægt på de seneste to - tre årtier. Bogen slutter med en
refleksion over, hvad fremtiden skal bringe for et kriseramt Europa og et
sammenfattende afsnit om tilværelsen i det 21. århundrede.
Dette er en fremragende og aktuel historiebog om de forandringer og dilemmaer, som
menneskeheden har gennemgået de sidste 500 år set ud fra et nutidigt perspektiv. Til
elever i folkeskolens ældste klasser og alle andre, der interesserer sig for, hvordan verden er blevet, som den er.
Skolepakke+
Uge 26-31, 2015
Søren Vagn Jacobsen: Skyggefuglen
Faust: 51799658
ISBN: 9788702160413
Freja, Magnus og far skal på ferie i et gammelt hus. Tæt ved huset møder de en gammel
mand med en stok, hvorpå der sidder et sort fuglehoved. Manden ser vred ud og
spytter på deres bil. Kort tid efter er han væk, og en stor sort fugl flyver over vejen,
hvor manden stod. Vi følger Magnus og Freja, mens de forsøger at finde ud af, hvad der
foregår på egnen. De møder et kæmpe pindsvin, en stor slange og en alt for stor frø. En
dag, da de har været på tur og vil gå hjem, er deres hus pludselig forsvundet, og de
bliver grebet af panik. Ofte kan de se en skygge i det fjerne, som minder om den gamle
mand, de mødte, da de ankom.
Her er en fin lille illustreret bog til de yngste fantasy-læsere fra 8 - 10 år.
Troels Gollander: Julen
Faust: 51799747
ISBN: 9788702182590
Her er en rigtig god faktabog for de yngste. Den er meget overskueligt bygget op med
små 3 - 5 linjers afsnit, der er formuleret i korte letforståelige sætninger - og med en
meget læsevenlig typografi. Bogudstyret er gedigent, og et velvalgt layout gør bogen
meget imødekommende. Hardback-indbindingen giver læseren en oplevelse af en
"rigtig" bog, og der er dobbeltopslag med tekst på venstre side og et foto på højre. Der
fortælles om julens glæde, advent, kalenderlys, pyntning og julegaver, men også om
hvor svært det var for mange i gamle dage.
Fagbogen er til de børn, der så småt er kommet i gang med læsningen. Hygge, julegaver,
det at glæde sig og historien om Jesus-barnet er her formuleret til de 7 - 8-årige.