1. No category

1
Axel Linvald
Beretning fra Petrograd 19171
›“I maj 1917 blev min løse tilknytning til UM for en tid afløst af en fast forbindelse. Tanken om
at skifte embedsstilling var mig ikke fremmed. Forholdene i Rigsarkivet var ikke altid lige
tilfredsstillende. Udsigten til år efter år at vandre videre i samme trædemølle uden udsigt til
nogenlunde hurtigt at nå en overordnet stilling, som åbnede mig muligheder for selvstændig
virksomhed, forfærdede mig! Men hvorhen vende sig?2
›Vel nok for første gang i historien havde Danmark overtaget en stormagts diplomatiske
forretninger. Vilkårene formedes så heldigt at alle dets udgifter blev godtgjort. Endelig en
sjælden gang var der tilbudt Danmark en lejlighed, som kunne kaste glans over det, og
samtidig stillet det en opgave at hjælpe de ulykkeligt stillede østrigske krigs- og civilfanger,
hvis rette løsning ville være et vidnesbyrd om at Danmark havde gjort sit til at mildne krigens
følger. Når man betænker al den ære, som Amerika havde høstet ved sit så glimrende planlagte
og ledede understøttelsesarbejde i Belgien, ligger det klart for dagen, hvilke muligheder, der
var åbnet ved vor overtagelse af de østrigske forretninger.
›Sørgeligt at de i så høj grad blev forsømt. UM bar skylden. Enhver, der i de dage, da
forberedelserne stod på, færdedes i palæet på Kongens Nytorv, måtte blive forfærdet over den
planløshed og mangel på alvor, hvormed de blev drevet. Embedsetaten skulle kun levere få af
mændene og var derfor så nogenlunde uinteresseret i det hele foretagende.
›Intet kan lignes med den tilfældighed, hvormed ansættelserne fandt sted.
Legationssekretæren i Petrograd, Peter Skov,3 som kom hjem for at deltage i
organisationsarbejdet har fortalt mig at konseilspræsident Zahle ved en gennemgang af
adelsårbogen havde fået øje på ekspeditionens chef, lensbaron Frederik Rosenørn-Lehn. Den
danske gesandt i Petrograd, kammerherre Harald Scavenius, havde først og fremmest udbedt
sig en viceminister, som kunne udfylde de selskabelige krav. Intet hensyn kunne være
ligegyldigere. Når undtages et par middage hos den svenske gesandt og viceminister blev der
ikke givet ham yderligere lejlighed til at vise sine evner i denne retning. I Danmark fulgte man
alligevel den givne anvisning, uagtet det ikke skulle synes den mest nærliggende tanke for
radikale ministre at søge deres embedsmænd blandt baroner og godsejere.
›Det nye gesandtskab blev organiseret efter mønsteret, svenskerne forinden havde
tilvejebragt ved indretningen af deres tyske afdeling. Under viceministeren, der til sin hjælp fik
et sekretariat, stod tre sektioner, hver med sin chef og sine sekretærer. Den ene skulle
beskæftige sig med de cirka tres tusinde civilfanger, der fandtes i Rusland; den anden sørge for
krigsfangerne, omkring en million og tre hundrede tusinde, mens den tredje skulle lede
forvaltningen af de meget betydelige pengemidler, cirka en million rubler om måneden, som
den østrig-ungarske regering stillede til rådighed.
Trsc. Bernadette Preben-Hansen
Afsnittet er strøget i den maskinskrevne redaktion. Linvalds redaktion er censureret for de spydigste bemærkninger, og
præsenterer en mere diplomatisk tekst end den originale håndskrevne. Det er ikke utænkeligt at Linvald har haft tekstens mulige
anvendelse i fremtidigt forskningsøjemed for øje, og derfor har udstreget de mest subjektive kommentarer, navnlig ved
personbetragtninger, samt enhver omtale af eget familieliv. Dagbogsoptegnelse fra august 1917: “I UMs tjeneste”. Hér præsenteres
Linvalds rettede og maskinskrevne redaktion in extenso. Enkelte bemærkninger fra den håndskrevne original er dog gengivet i
noteapparatet.
3 Linvald til Adda. Petrograd, 14. maj 1917: “Peter Skov er meget flink, lidt svag af karakter, men elskværdig”.
1
2
2
›Organisationen var i det hele praktisk og ville sikkert have vist sig formålstjenlig, hvis den
blot på den rette måde var ført ud i praksis, og navnlig de rette mænd blevet dens ledere. Da
man ganske fejlagtig gik ud fra at de overordnede pladser burde besættes med ældre mænd,
var det på forhånd udelukket at finde egnede kræfter. Ingen dygtig mand på omkring de
halvtreds ville selvsagt være i stand til på ubestemt tid at forlade sin gerning herhjemme. Man
hvervede en kaptajn,4 som havde forsøgt sig i lidt af hvert, en tid gjort tjeneste ved det danske
konsulat i Hamburg, og nu sidst under krigen udført kontorarbejde i Krigsministeriet, dog
næppe lært mere i disse stillinger end ved sit arbejde i Ordenskapitlet. Fra Landmandsbanken
skaffede departementschef Zahles gode ven, etatsråd Glückstadt, <en> chef for
finanssektionen,5 som efter sigende havde vist sig uegnet til mere betydningsfuldt arbejde,
samt en generalkonsul i Moskva.6 Krigsfangesektionen var tiltænkt en ritmester Philipsen, der
som repræsentant for Røde Kors i længere tid havde virket i Rusland, men som det senere
viste sig, var utilbøjelig til at overtage stillingen, der var tiltænkt ham.
›Med det underordnede personale var man i flere henseender heldigere. Fortjenesten var
ikke UMs. Hvem, der blev ansat var ganske tilfældigt. Man tog, hvem der meldte sig, yngre
cand. jur’er,7 en journalist,8 en magister i fransk,9 nogle studenter,10 sågar en kommis,11 og
nogle kontorister.12 Alene det at de pågældende ønskede at komme ud og prøve deres kræfter,
talte dog til deres fordel. Inden længe viste det sig også at det blev disse yngre kræfter, som
trak hovedlæsset og var skyld i at arbejdet overhovedet kom fra hånden. Ved siden af blev der
antaget en række unge læger og officerer med det hverv at inspicere fangelejrene. Adskillige af
dem var både dygtige og tiltalende. At de ikke magtede de opgaver, de blev stillet overfor, var
mindre deres egen fejl end ministeriets, som antog dem, og gesandtens, der uden tilstrækkelig
forberedelse sendte dem ud i Rusland og Sibirien.
›Intet kan lignes med den ligegyldighed, hvormed ekspeditionens medlemmer inden
afrejsen blev behandlet. Deres ansættelse kom i sidste øjeblik. Endnu fire dage før man skulle
drage af sted, var der adskillige, som ikke vidste, om de var blevet antaget. UM var i forvejen
berømt for den ligegyldighed, hvormed det behandlede sine folk. I dette tilfælde overgik det sig
selv. Uorden og skødesløshed virkede med. Ikke engang passene kunne man rettidig bringe i
orden. Dagen før afrejsen fandt sted, måtte man søge mig rundt i byen, for at jeg i sidste øjeblik
kunne skaffe to fotografier, som man havde glemt at forlange. At folk behøvede tid til at bringe
tøj i orden, og nok kunne have et og andet at bestemme, forinden de drog ud på en ekspedition,
hvis varighed ingen kunne forudse, tænkte man ikke på. At en del af ekspeditionens
medlemmer fik udstyrspenge, meddelte man dem dagen før afrejsen. UMs egne folk var endnu
den sidste dag før afrejsen optaget af deres daglige kontorarbejde. Følgen måtte blive en
almindelig utilfredshed, endnu inden gesandtskabet havde forladt byen.
›I denne ekspedition overtog jeg stillingen som arkivar. Tanken om at drage til Petrograd var
mig ikke fremmed. Jeg havde tidlig hørt at den svenske professor i historie, senere rigsarkivar,
Helge Almquist, for en tid havde opgivet sin vante virksomhed for at overtage en stilling i den
tyske afdeling af det svenske gesandtskab. Tanken om at følge hans eksempel var fristende. Jeg
Frits Cramer.
Richard Meyer.
6 C. Cramer.
7 Poul Rée, Jacob Garde.
8 Hans Hartvig Seedorff.
9 Henning Kehler.
10 Hermod Lannung, Sven Netterström, Gustav Rasmussen.
11 En kommis er en ældre betegnelse for en ekspedient. Linvald mener Frits Brøndal.
12 Gerda Andersen, Esther Aksel-Hansen, Ellen Haagensen, Dorette Uldall.
4
5
3
arkivet.13
skimtede en mulighed for at slippe ud af
Det kom til at straffe sig at jeg foreløbig
opgav tanken og lod tilfældet bestemme. Gesandten i Petrograd, kammerherre Harald
Scavenius, telegraferede en dag, mens forberedelserne stod på at det ville være heldigt, om der
til det nye gesandtskab blev knyttet en arkivuddannet mand. Axel Heils, underarkivar i UM, var
en tid til sinds selv at drage af sted, men kunne ikke bestemme sig. I stedet blev tanken henledt
på mig. Efter kammerherre Zahles opfordring og på UMs vegne henvendte Heils sig til min
chef, rigsarkivar Kristian Erslev, med opfordring til arkivet om at stille en mand til rådighed. At
man ønskede mig, blev direkte udtalt.
›Jeg stod nu overfor valget. Det var hurtigt truffet. Adda, som telefonisk blev kaldt ind i
arkivet, mente som jeg at det åbenbart var skæbnens tilskikkelse at jeg skulle drage til
Petrograd. Begejstrede var vi vel ikke ved tanken om at skilles for så lang tid, men håbede at
hun senere skulle kunne komme derover. Vore familier mente ligeledes at tilbuddet burde
modtages; også venner og bekendte rådede til. I de følgende dage forhandlede jeg med Zahle,
Peter Skov, og Heils. Allerede nu fik jeg et ubehageligt indtryk af almindelig planløshed og en
fornemmelse af at stillingen næppe ville svare til mine ønsker og forventninger. Da man
imidlertid forsikrede mig at jeg som hørende til sekretariatet, selv om jeg ikke fik diplomatisk
rang, og i kraft af min gage og hele plads i ensemblet kunne være ganske tryg, slog jeg mig til
ro.
›Efterhånden som de første dages spænding satte sig, og tanken om de forestående
genvordigheder blev mere levende, tabte den nye stilling i glans. De farer, som kunne være
forbundet med dens overtagelse, skænkede vi ikke en tanke. Dels slog jeg mig til ro med
forvisningen om altid at være heldig, dels gik jeg ud fra, som hørende til et gesandtskab at være
så beskyttet, som det overhovedet var muligt. Tanken om adskillelse fra kone og barn blev
derimod stadig mere nagende. Min kone og jeg følte begge det umulige i at skilles på ubestemt
tid. Jeg ringede derfor til Skov og meddelte ham at jeg ikke ville binde mig for mere end tre
måneder. Vi forstod at det kunne bringe hele sagen til at strande, ventede det endog, men
havde nu taget vor beslutning. Jeg skulle aldrig senere fortryde at jeg havde stillet min
betingelse. Fra første dag, jeg var kommet til Petrograd, skulle jeg prise mig lykkelig derover.
›Allerede på rejsen fik jeg en forsmag på de genvordigheder, der ventede mig. Formløsheden
og ligegyldigheden, hvormed hele ekspeditionen var blevet ordnet, fortsattes bestandig. Nogen
præsentation fandt ikke sted, det blev foreløbig overladt os selv blandt de forskellige rejsende
at udfinde deltagerne i den udenrigsministerielle ekspedition. Under opholdet i Stockholm, fra
morgen til aften, forsømte man også en fortræffelig lejlighed til at bringe lidt samling på skaren
og ryste den sammen.14 Lederen af gesandtskabet, baron Rosenørn-Lehn, forsvandt straks i
familiens skød. UMs folk var, med udskillelse af alle os andre, blevet inviteret til den danske
gesandt. Hvem, der ikke hørte til de udvalgte, kunne klare sig, som vi fandt for godt. Der var
således ikke gået mange timer, før man sporede modsætningen mellem diplomaterne og
legationens øvrige medlemmer. Med en sjælden gennemført konsekvens bestræbte de første
sig for at drage en grænse, som fra første færd satte ondt blod. Da baronen, hvis naturlige
opgave det havde været at forhindre slige forsøg, lige så hurtigt viste sin mangel på evne dertil,
Linvald (ucensureret): “Jeg skimtede en mulighed for at slippe ud af arkivet, og kunne i hvert fald vente at min stilling indenfor
denne institution ville blive styrket, såfremt jeg midlertidigt overtog et hverv i UMs tjeneste. Hensynet til min familie holdt mig
imidlertid tilbage. Som så ofte før besluttede jeg at lade skæbnen råde”.
14 Linvald til Adda. Stockholm, 7. maj 1917: “Rejsen er gået i enhver henseende fortræffeligt. Vi slap let igennem tolden, og i Malmö
var der reserveret os to vogne. Jeg sov ikke så godt, trods den første klasse, med dog nok til i dag at være i fuldt vigør. Selskabet er
meget broget. Baronen særdeles flink, én af bankmændene Meyer også. Der kan allerede spores en svag modsætning mellem
diplomaterne og folkene udefra. Jeg agter til det yderste at holde på min værdighed”.
13
4
var der allerede ved ankomsten til Petrograd blevet gravet en kløft, som ikke så let ville kunne
udfyldes.
›Rejsen gik let og glat. Selv om den varede halvfemte døgn, bevirkede de gentagne
afbrydelser, i Stockholm og Haparanda at man ikke følte sig træt. At skulle drage hele den
lange vej nord om den botniske bugt, se byen Haparanda og Torneå, som man ikke i sin
vildeste fantasi havde tænkt sig nogensinde at skulle besøge, havde allerede meget af eventyret
i sig. Turen over den islagte Torneelv, på slæder i vild væddekørsel, virkede yderligere
oplivende. Rejsen gennem Norrland var pragtfuld. Bestandig vekslende skove, søer og elve.
Snart kørte vi højt oppe på bjerghøjderne, snart slyngede jernbanelinien sig langs dybe dale.
Finland virkede mere ensformigt. Skove og bestandig skove, alene afbrudte af ikke særlig
mærkværdige søer. Krigen lagde os ingen væsentlige hindringer i vejen. Da vi rejste med
laissez-passer, slap vi let gennem de forskellige toldmyndigheders skærsild. I Torneå mødte vi
den eneste ubehagelighed, i otte timer at være indespærret i en ventesal.15 Af de russiske
officerer blev der dog gjort undskyldning, fordi vi uden grund havde måttet forlade vor
jernbanevogn. I de første dage gik passiaren livlig, efterhånden døde den hen. Så uensartet
sammensat, som staben var, fandtes kun få berøringspunkter mellem dens forskellige
medlemmer. Samtalestoffet blev hurtigt opbrugt.16 Jeg var ligeså hurtigt klar over at jeg næppe
blandt mine nye kollegaer ville finde mange, som jeg kunne falde i med. Da toget sent om
natten dampede ind på den finske banegård, havde jeg allerede gjort mit bestik: så nogenlunde
at ville holde mig for mig selv.
›De første dage virkede yderligere forstemmende. Straks om formiddagen efter ankomsten
samledes vi i det danske gesandtskab for at blive præsenteret for gesandten. I forvejen
forlegen og usikker, kunne han kun med besvær skjule forfærdelsen over den vilde horde, som
styrtede ind til ham. Intet var lagt til rette ved vor ankomst. Ritmester Philipsen skulle sørge
for værelser, men havde undladt det. Da Peter Skov nogle dage forinden vor ankomst vendte
tilbage til Petrograd, var der ingen forberedelser truffet. Følgen var at indkvarteringen gik på
bedste beskub. De fleste blev efterhånden indkvarteret i den østrigske legation, adskillige
under forhold så primitive at soldater på march ikke kan have dem meget dårligere. Baronen
måtte flytte ind på et hotel, som kun navnet adskilte fra et bordel. Jeg blev sendt ud til et hotel
ved Nikolajbanegården, rent og godt, men i et uhyggeligt kvarter, og uden at der var en eneste
blandt tjenerskabet, der var i stand til at forstå et civiliseret sprog.17
›Efterhånden fik jeg mine personlige forhold ordnet. Da mit hotel var dyrt, lå langt borte, jeg
brugte i den første tid over ti rubler daglig på droskekørsel, søgte også jeg at få overladt et
værelse i legationen. Efter en halv snes dages forløb lykkedes det, og jeg flyttede ind, i vistnok
Linvald til Adda. Petrograd, 11. maj 1917: “Rejsen var noget ensformig, men let og alt gik glat. Turen op gennem Norrland var
pragtfuld, skove, søer og elve. Ofte kørte vi højt oppe på bjerghøjderne og havde dybe dale nedenfor. I længden blev det dog noget
ensformigt; endnu mere gjaldt det dog Finland. Her var kun skove og atter skove. Kun afbrudt af nogle ikke særlig ejendommelige
søer, der kunne være meget nette, i længden kedede de mig. Med told og eftersyn havde vi ingen vanskeligheder, vore kufferter gik
glat igennem uden at blive åbnede. Det eneste ubehagelige var at vi og alle rejsende i Torneå var indelukket i otte timer i en ventesal,
som vi ikke måtte forlade. Overalt blev vi dog behandlet med den største elskværdighed. Ja, de urolige sider mærker man ikke meget
til. Man ser overalt en masse soldater og alle steder vajer revolutionens røde banner”.
16 Linvald til Adda. Petrograd, 14. maj 1917: “Rejsen var der kun lidt at fortælle om. Vi havde vor egen vogn hele turen igennem. Ved
grænsen mellem Rusland og Finland blev der endda af den vagthavende officer gjort undskyldning for at vi uden grund blev ulejliget
og måtte forlade vognen. Om toldeftersyn var der ikke tale. Det eneste oplivende moment på hele turen indtraf i Torneå, da vi på
slæder i vild væddekørsel kørte et kvarters tid over isen. Sludderen gik naturligvis livligt blandt selskabet. De sidste par dage var
stoffet dog nogenlunde udtømt, og vi begyndte at se os arrige på hinanden, ligesom på Nordpolsekspeditioner”.
17 Linvald til Adda. Petrograd, 14. maj 1917: "I øvrigt føler jeg mig lidt som idiot; hvis jeg ikke her på hotellet, hvor man i parentes
bemærket næsten udelukkende taler russisk, havde Hufvudstadsbladet (svensk-finsk), ville jeg ikke ane, hvad der foregår i verden.
Det vrimler utroligt med soldater; de ser dog meget skikkelige ud og er næsten alle ubevæbnet. Til krigen mærkes intet undtagen
den masse invalider og RK folk, man ser. Alle de store palæer er omdannet til lazaretter. Det danske ligger lige overfor det østrigske
gesandtskab".
15
5
et tidligere domestik værelse. Som ved alt andet, gik man frem uden plan ved fordelingen af
de forskellige værelser. I stedet for at udarbejde en fortegnelse over den plads, man rådede
over, og samtidig en liste over legationens folk, der fastsatte den rækkefølge, i hvilken de skulle
vælge, gik man frem, snart med en suveræn ligegyldighed for de forskelliges ønsker, snart med
en alt for stor villighed til at rette sig efter dem. Følgen var atter almindelig misfornøjelse,
inden længe vilde stridigheder. Mit værelse var som alle de øvrige snavset og slet vedligeholdt.
Et par huller i vinduerne sad endnu tilbage som en erindring om revolutionen og en
påmindelse om, hvad man kunne vente sig, når det atter gik løs. Det værste var dog værelsets
beliggenhed. Den eneste adgang førte gennem et toiletværelse med WC og badekar.
Standsmæssigt var det såvist ikke. Heldigvis var det nogenlunde møbleret, så jeg kunne slippe
fri fra at deltage i den almindelige plyndring af de møbler, det tidligere gesandtskabspersonale
havde efterladt. Bortset fra at det ikke huede mig at skalte og valte med fremmedes møbler,
havde jeg heller ingen lyst til at deltage i det almindelige kapløb. Andre var ikke så
tilbageholdende og havde undertiden held til at samle sig et delvis pragtfuldt møblement.
›Særlig kultur havde åbenbart ikke præget de hjem, i hvilke vi var flyttet ind. Som det også
skal være almindeligt på vore hjemlige herregårde, findes de pragtfuldeste og smagfuldeste
sager sammenblandet med det hæsligste, man kan tænke sig. Indrømmes må det dog at
amerikanerne, allerede forinden vi indfandt os, havde huseret efter sigende meget hårdhændet
blandt de østrigske efterladenskaber. Når krigen engang er endt og de oprindelige ejere vender
tilbage, venter der dem en lidet opmuntrende overraskelse. Forhåbentlig giver man Petrograds
blusemænd skylden. At det ikke er amerikanske og danske diplomater, som har huseret, falder
dem næppe ind. Visse af de danske indflyttere, som havde vist alt for stor evne til at skrabe til
sig, blev i øvrigt udsat for en ubehagelig overraskelse. En dag foretog kammerherreinde
Scavenius en hastig razzia, som berøvede dem adskillige af de kostbareste ting. En magtfuld
bronzestatuette fandt hun for eksempel i et af værelserne anvendt som hattestativ. Jeg priste
min nøjsomhed, om end jeg i de tre måneder, jeg boede i værelset, på en ubehagelig måde følte
overgangen fra mit hjem til domestikboligen i det østrigske gesandtskab. Af opvartning var der
mindre end intet.
›Det østrigske gesandtskab var et mægtigt og pragtfuldt palæ, beliggende i et af Petrograds
fineste strøg. Hovedfløjen ud til gaden var tilgitret, malerier og møbler indpakket. Alligevel fik
man et imponerende indtryk af den pragt og luksus, som en stormagts gesandt havde udfoldet.
Fantasien måtte tages til hjælp for at genskabe livet i den mægtige forhal og gå på trappen, som
oplystes af bronzekandelabre, strålende i guld og hvidt. Bagved strakte sig store fløje samlede
om to gårde, hvor kontorerne havde haft til huse tillige med boligerne for det mere
underordnede personale. Stort og rummeligt var det alt sammen; hyggeligt kan det ikke have
været at have udsigt til en skummel gårdsplads. Som alle de store huse i Petrograd havde man
også i det østrigske gesandtskab haft en sådan overflod på tyende at man næppe kan gøre sig
nogen forestilling derom. Det romerske klientforhold var heller ikke ukendt i vore dages
Rusland. Skønt jeg i over to måneder daglig færdedes på gesandtskabet, gik der næppe nogen
dag, uden at nye ansigter dukkede frem af dets mange krinkelkroge.
›I begyndelsen levede jeg på restauration. Det var dyrt og i længden kedsommeligt. Kaviar
var det eneste, som der bestandig var overflod på. I løbet af de tre måneder, jeg opholdt mig i
den russiske hovedstad, blev maden bestandig dårligere, portionerne mindre og priserne
højere. Under disse forhold var jeg glad, da der i legationen blev indrettet en fælles
husholdning. Selvom den ikke var særlig god, og kosten ofte var utilstrækkelig - da jeg kom
hjem, viste det sig at jeg var svundet over tredive pund - var det dog et betydeligt fremskridt.
6
op.18
Mellem andre fordele var også den at få gagen til at slå til, endda lægge lidt
Uden
fælleshusholdningen havde opholdet i Petrograd utvivlsomt bragt underskud i budgettet.
Blandt andet fordi jeg havde været vist til de hoteller, hvor jeg kunne tyde en fransk
spiseseddel. Fælleshusholdningens daglige drift gav i øvrigt et indtryk af de vanskeligheder,
som dyrtid, mangel på snart den ene, snart den anden vare, i forbindelse med de umulige
tyendeforhold måtte berede byens husmødre.
›I de tre måneder, opholdet varede, gled mit liv hen uden større begivenheder. Jeg følte mig i
nogen grad som en plante, der er trukket op af jorden, og ikke ret kan slå rod under de nye
forhold. Da jeg fra første færd var klar over efter udløbet af de fastsatte tre måneder at ville
vende tilbage, følte jeg ingen trang til at forøge mine russiske sprogkundskaber. Efterhånden
lærte jeg, hvor let man i virkeligheden klarer sig ved fingersproget. Den franske avis l’ Entente,
som kom om eftermiddagen, i forbindelse med det referat af de russiske aviser, som Peter Skov
i reglen gav mig, satte mig i stand til nogenlunde at følge med i begivenhederne. Som følge af
forholdene var det meste af min læse- og handlelyst blevet lammet. Længslen efter familien var
vel det afgørende, misfornøjelsen med forholdene i det hele virkede dog med. Resultatet blev i
hvert fald at jeg lod mine dage slæbe sig hen, var glad, når den ene dag var gået, og kun optaget
af tanken om at få bugt med den næste. For nye bekendtskaber havde jeg ingen interesse; selv
meget lovende introduktionsbreve lod jeg ubenyttet. Jeg deltog med interesse i enkelte
politiske møder; mangel på tilstrækkelige sprogkundskaber gjorde dog udbyttet minimalt. De
gode teatre var lukket; lysten til at se farcer og variete forestillinger blev snart tilfredsstillet.
Biografernes underholdning var i længden for umulig til at virke tiltrækkende. Selv min trang
til læsning var som sagt næsten helt forsvundet; det var som om min hjerne udenfor
arbejdstiden lå i dvale. Dog kunne det selvfølgelig ikke være andet, end at jeg umærkeligt
modtog mange og varige indtryk. Da jeg kom hjem, og efter Henrik Cavlings opfordring, i nogle
kronikker i Politiken gjorde rede for mine iagttagelser, viste det sig, til min egen overraskelse
at der i al stilhed havde bundfældet sig ikke så lidt, og at jeg trods alt ikke var gået gennem
byen som en søvngænger.
›I det ydre formede mine dage sig meget ensformigt. Kontortiden var fastsat efter princippet
at bruge den mest mulige tid til det mindst mulige arbejde. Med en kontortid fra ti til et og
cirka femten til atten blev man ikke overanstrengt, men havde alligevel hele dagen optaget.19
Frokostpausen var for kort til at give tid til mere end de allernødvendigste ærinder. Middagen
faldt så sent at der om aftenen kun blev tid til nogle ture rundt om i byen, lidt cafe gængeri, og
meget brevskriveri.
›Som så ofte, hvor danske ellers har lejlighed til det, manglede de også i Petrograd evnen til
at kaste glans og værdighed over deres optræden. Intet kan lignes med den pauverhed, som
bestandig rådede. Naturligvis var det både klogt og rigtigt at man ikke i overdreven grad slog
stort på det for østrigske penge. Den nøjsomhed, man udviste, var imidlertid ikke alene en
plage for personalet; besværligt var det for eksempel under det daglige arbejde at mangle selv
de nødvendigste kontorrekvisitter, men i virkeligheden også til skade for dem, hvis interesser
vi skulle varetage. Det gjorde sig nu engang ikke i Petrograd, i egenskab af repræsentant for
den danske stat at komme kørende i sporvogn eller sjaskende til fods til Petrograds fængsler
for at undersøge fangernes tilstand og uddele penge. Værst gik det ud over de delegerede. Det
Linvald (ucensureret): “Selvom den ikke var særlig god, og kosten ofte var utilstrækkelig - da jeg kom hjem, viste det sig at jeg var
svundet over tredive pund - var det dog et betydeligt fremskridt. <Ganske vidst blev det købt med ubehageligheden ved også under
måltiderne at skulle være sammen med legationsfolkene, og uden brydninger løb det ikke af.> Mellem andre fordele var også den at
få gagen til at slå til, endda lægge lidt op”.
19 Linvald til Adda. Petrograd, 17. maj 1917: “Jeg er på kontoret fra ti til ét og fra tre til seks og på dén måde får man hurtigt has på
dagen”.
18
7
var på forhånd en vanskelig opgave for dem på tilfredsstillende måde at røgte deres hverv.
Det blev ganske umuligt for dem, når man på enhver måde forhindrede dem i at optræde
standsmæssigt. De levede og færdedes rundt om i Rusland nærmest som studenter på
ferierejse. I legationen i Petrograd var det sektionscheferne en kær beskæftigelse at give dem
reprimander for overdreven droskekørsel eller anden luksus. Det var et udtryk for samme
enkelhed at baronen i den første tid spiste på andenklasses restaurationer. Den småborgerlige
jævnhed rådede også nedad i rækkerne. For de allerfleste, mest dog for de overordnede, var
ekspeditionen blandt andet en pengeoperation.
›Den danske legation havde i forvejen et dårligt ry. Chefen, kammerherre Harald Scavenius,
en fætter til den samtidige danske udenrigsminister, var utvivlsomt en betydelig intelligens.
Forskellige bøger om den moderne arbejdsbevægelse vidner om hans politiske og sociale
interesser. At dømme af det lidet, jeg havde med ham at gøre, var han tillige en elskværdig
karakter. I det personlige samkvem havde han dog vanskeligt ved at give sig hen; medfødt
generthed lagde ham bestandig hindringer i vejen og gjorde ham utilbøjelig til at krybe ud af
skallen. Han var utvivlsomt menneskeklog, men havde tillige en god portion af træk, som er
ejendommelige for familien Scavenius. Over hans uberegnelighed og lunefuldhed blev der
bestandig klaget. Tit og mange gange var det, som brød han sig ikke om at tale med sine
omgivelser. Kejtetheden skjulte han bag en træt verdensmandsmine. Cigaretten, der bestandig
dinglede i hans mundvige, hørte med til masken.
›Ved Scavenius’ ledelse af gesandtskabet klæbede der visse mangler. Hans interesse for
sagerne var stødvis og tilfældig. Enkelte sager pillede han frem og kastede sig over dem; andre,
som ikke fængslede ham, lod han ligge. Hans forretningsdygtighed var ringe; bestandig måtte
ministeriet rykke ham for svar eller minde ham om hans opgaver. Den tilstand, i hvilken man
forefandt hans arkiv, skal have vidnet om sløseri. Værst var det dog at han åbenbart manglede
forståelse for de opgaver, som det mere og mere var blevet en dansk gesandts opgave at
varetage. Hans politiske indberetninger20 skal have været fortræffelige. De politiske spørgsmål,
som sammenknyttede Danmark og Rusland, var imidlertid nu efter zardømmets fald kun få.
For de langt vigtigere kommercielle anliggender havde han ingen interesse. Min ven, ingeniør
Ove Meyer, der straks efter sin ankomst aflagde ham besøg, kunne bagefter fortælle træk af
hans mangel på forståelse af landets økonomiske situation. Handelssammenkomster med
russere betragtede han eksempelvis som ham ganske uvedkommende, fordi det var
grosserersocietetet og industrirådet, der havde taget initiativet. Det gik så vidt at den
pågældende kontorchef i det russiske handelsministerium, som varetog de russiske
handelsforbindelser, ikke engang anede tilstedeværelsen af en dansk handelsattache i
Petrograd. Det var unægtelig den omvendte verden, når gesandten afsluttede samtalen med
Ove Meyer med en anmodning om at meddele ham, hvad han eventuelt måtte erfare. Et andet
lille træk skal også refereres. Da den russiske censur praktisk talt umuliggjorde postgangen,
gav man de danske handlende tilladelse til at benytte kurerposten. For at forhindre at dette
misbrug skulle komme til uvedkommendes kundskab, blev det på det strengeste indskærpet at
ingen af de således befordrede breve måtte være mærket med afsendernavn eller på nogen
måde give til kende at være besørget gennem kurerposten. Overtrædelse af dette forbud havde
skaffet Petrograd gesandtskabet adskillige reprimander på halsen. Glad blev derfor gesandten,
da også det danske UM gjorde sig skyldig i samme fejltagelse og havde ladet breve passere,
som gav oplysning om at kureren havde haft med dem at gøre. I stedet for nu, om man vil,
triumferende at gøre ministeriet opmærksom på dets fejl, blev alle de pågældende breve sendt
Harald Scavenius indberetninger til udenrigsminister Erik Scavenius bevares på Rigsarkivet. Indberetninger fra 1917 og 1918 er
publiceret af Bent Jensen, 1973.
20
8
tilbage til København. Følgen var at de vigtige forretningsbreve på den måde blev over tre
uger forsinket.
›For de østrigske forretninger havde kammerherre Scavenius en betydelig, om end stærkt
begrænset, interesse. Han forstod at det gjaldt om at hjælpe en række ulykkeligt stillede
mennesker. Det var ham utvivlsomt en hjertesag at rygte denne opgave, og han kunne
overtræde alle fastlagte regler, når det syntes ham nødvendigt. Da han imidlertid ikke følte
trang til, som det også lå i hans natur at tage den daglige ledelse fast i sin hånd, blev det kun
enkelte større eller mindre sager, han viede sin opmærksomhed. På grund af hans religiøse
indstilling, han var katolik og stærkt interesseret i kirkelige spørgsmål, var det i høj grad
spørgsmålet om de polske gidsler, som russerne på deres tilbagetog fra Galizien havde slæbt
med til det indre Rusland eller Sibirien, han tog sig af. I og for sig var det også i høj grad
menneskeligt tiltalende at han også beskæftigede sig med adskillige enkeltmands sager.
Desværre skulle det senere vise sig at have uheldige virkninger.
›Naturligvis var ledelsen af det særlige gesandtskab slet ikke Harald Scavenius’ opgave, men
påhvilede den danske viceminister, lensbaronen til Guldborgland, Frederik Rosenørn-Lehn. At
valget af ham havde været ganske tilfældigt, er allerede omtalt. Har der været nogen tanke
forbundet med at sende netop ham til Petrograd, må det have været hans svenske forbindelser.
Som svensk gift og svensk storgodsbesidder skulle han antagelig have lettere ved at
samarbejde med svenskerne. Liberale anskuelser har det i hvert fald ikke været, som har
tiltrukket sig UMs opmærksomhed. Den eneste gang, vi overhovedet talte sammen om andet
end vejr og vind, førte det til et sammenstød.21 Han havde ord for at være både elskværdig og
dygtig. Venlighed, som lejlighedsvis kan afløses af det modsatte, når forholdene kræver det, har
altid syntes mig værdifuldere. I det lange løb virkede hans elskværdighed trættende;
efterhånden følte man den som en tilvant form uden dybere indhold. Hans mange interesser
forstod han at skjule.22 Skønt ejer af et bibliotek på over femogtyvetusind bind, har hans
læsning næppe sat spor i samtalerne med ham. Den intelligens, som man almindeligvis tilskrev
ham, rakte i hvert fald ikke til at forstå de brogede begivenheder, som han skulle leve op til.
Andet end en hovedrystning kunne de i hvert fald ikke afføde. Dag for dag mærkede man
følgerne af hans svage ledelse. Legationens personale var broget sammensat og rummede
adskillige hårde halse. Rimeligvis havde han kun haft med standsfæller eller afhængige
forvaltere at gøre. Da han efter tre måneders forløb drog hjem på feriebesøg, var hans autoritet
i høj grad forringet. Trods sin elskværdighed fornærmede han alle, trods sin venlighed vandt
han ingen. Udadtil led han under følgerne af usikker optræden. Hans svenske var fortræffeligt
og det franske passabelt,23 hans engelske umuligt (også mit, som det i øvrigt var almindeligt for
samtidens generationer). Jeg hørte engang et par amerikanere holde et længere foredrag for
os. “Hvad var det de egentligt ville?” spurgte baronen, da de var gået. I virkeligheden havde han
givet løfte om at lade optage inventarielister over gesandtskabets møbler, og når han havde
gjort det, give amerikanerne underretning derom. Til deres forundring hørte de aldrig fra os.
›Legationssekretær Peter Skov var den bedste af staben. Mere end nogen anden havde han
både politisk forståelse og interesse for begivenhederne, han oplevede. Ustraffet havde han
Linvald (ucensureret): ”Liberale anskuelser har det i hvert fald ikke været, som har tiltrukket sig UMs opmærksomhed. <En mere
hårdkogt og indskrænket konservatisme skulle man lede længe efter>. Den eneste gang, vi overhovedet talte sammen om andet end
vejr og vind, førte det til et sammenstød”.
22 Linvald (ucensureret): ”Efterhånden følte man den som en tilvant form uden dybere indhold <og som middel til at skjule en
overdreven kejtethed og generthed. Hans kedsommelighed bragte altid dødvande omkring ham. Aldrig har jeg hørt ham mæle ét ord,
som ikke var ud af den fladeste lollandske landevej>. Hans mange interesser forstod han at skjule.
23 Linvald (ucensureret): Udadtil led han under følgerne af usikker optræden <og svigtende sprogkundskaber>. Hans svenske var
fortræffeligt og det franske passabelt”.
21
9
dog ikke i de mange år levet i UM og blandt dets folk; en god portion usikkerhed havde han
lært at skjule bag en glathed, som skaffede ham mange uvenner. Som Høffdings elev havde han
særlig interesse for filosofi og for sociologi. Nærmere venskab sluttede man aldrig med Skov.24
Han interesser tiltrak mig, hans usikkerhed frastødte. Alligevel var han så godt som den eneste,
med hvem jeg i tre måneder fik fornøjelige samtaler. Som daglig leder af legationen viste han
adskillig dygtighed; forretningerne kunne dog ikke andet end at lide under hans tilbøjelighed
til at lade sagerne hobe sig op. Hans arbejdsbord var på en gang arkivets fortvivlelse og dets
trøst. Om en sag var umulig at finde, dukkede den i reglen før eller senere frem af Skovs lager.
›Om legationens øvrige medlemmer kan jeg fatte mig i korthed. Anden legationssekretæren,
Holler, brød jeg mig kun lidet om; hans våben var en vis facil elskværdighed og kontorist
dygtighed. Det var ikke baronens mindste fejl at han hurtigt lod sig indfange af Holler, og
derved var på veje til at undergrave Skovs indflydelse. Henning Kehler var magister i fransk og
stærkt litterært interesseret. Hans selskab skaffede mig adskillige fornøjelige timer og ville
have gjort det endnu mere, hvis ikke hans mangel på ligevægt havde vanskeliggjort omgangen
med ham. Ganske utvivlsomt var han en af flokkens bedste hoveder. Blandt stabens øvrige
medlemmer kan fremhæves cand. jur. Garde, tung, men venlig; digteren Hans Hartvig Seedorf,
elskværdig, kvik og fornøjelig; samt nogle studenter, stud. jur. Hermod Larsen, som havde
været privatsekretær hos Herman Heilbuth, og som da også viste sig både dygtig og
interesseret. Stud. jur. Gustav Rasmussen virkede i begyndelsen afskrækkende; inden længe
mærkede man dog hans fortrin, en velopdragenhed, som næsten var overdreven, høflighed og
elskværdighed, tillige og navnlig en mangesidig oprigtighed og interesse. Trods sin ungdom
havde han skrevet en kunsthistorisk afhandling i kunstmuseets årsskrift. Han hørte også til de
få, der interesserede sig for de politiske begivenheder og gjorde ivrige forsøg på at lodde dem.
›Sektionscheferne fortjener et særligt kapitel. Kontorchef Richard Meyer var uhøflig og
taktløs. Intet kan lignes ved den tone, som han anslog overfor sine underordnede, for øvrigt
også overfor legationens øvrige personale. Et vidunder at det gik. Uden at være ubegavet var
han udygtig til sit arbejde, forvirret og sjusket. Havde han ikke fået dygtige hjælpere, blandt
andet Hermod Larsen og bogholder Holsted var finansadministrationen sikkert gået i stykker.
Hans kollega og ven, kaptajn Fritz Cramer var af en adskilligt finere støbning, velopdragen og
elskværdig, heller ikke udygtig til sit arbejde. Han havde i sin tid med megen dygtighed, blev
det sagt, gennemført en inspektionsrejse rundt til de russiske fangelejre. Omfanget af hans ånd
var dog snævert, og han var en ulidelig snob. Brevene til sin familie adresserede han til
“højvelbårne fru kammerherre C, født baronesse Haxthausen og frøken datter”. Da han en af
revolutionsdagene blev udnævnt til kasernekommandant, optrådte han i uniform,
ordensbehængt og sabelen ved siden.25 Var der indtruffet ubehagelige episoder, havde
uniformen måske gjort sin nytte, men ordenerne? Hans dygtighed viste sig i petitesser, i evnen
til at rette småfejl i de delegeredes indberetninger og kritisere deres regnskaber; uddelte han
reprimander, følte han sig i sit es. Ligesom kollegaen Meyer var det væsentlig pekuniære
hensyn, som forklarede hans deltagelse i ekspeditionen. Begge var de derfor i høj grad
sparsommelige.
Linvald (ucensureret): ”Legationssekretær Peter Skov var den bedste af staben. Mere end nogen anden havde han både politisk
forståelse og interesse for begivenhederne, han oplevede. Ustraffet havde han dog ikke i de mange år levet i UM og blandt dets folk;
en god portion usikkerhed havde han lært at skjule bag en glathed, som skaffede ham mange uvenner. Som Høffdings elev havde han
særlig interesse for filosofi og for sociologi. <Som så mange andre af den samme kreds var han så temmelig gold. Det vil blive en
opgave for en fremtidig ikke alt for beundrende Høffding historiograf at forklare de egenskaber, som næsten altid lod ham finde
forholdsvis ringe elever; i hvert fald har han aldrig forstået at vække deres evne og trang til produktion> Nærmere venskab sluttede
man aldrig med Skov”.
25 Linvald (ucensureret): ”<Cramer> med sabel ved siden. <Ved siden af alt dette var han indskrænket>. Hans dygtighed viste sig i
petitesser”.
24
10
›Ved siden af staben i Petrograd virkede rundt om i Rusland en række delegerede. Da
deres ophold i hovedstaden i reglen var kortvarige, lærte jeg dem kun overfladisk at kende.
Den fornemste af dem, en kaptajn grev Danneskiold-Samsøe sled tre måneder igennem byens
brosten. Han var elskværdig, men kunne også blive grov, når det stak ham.26 Blandt de øvrige
var der adskillige, som var flinke og tiltalende, først og fremmest et par unge løjtnanter, Krebs
og Neergaard, interesseret i deres gerning, veludrustede med hensyn til dannelse og
intelligens, fornøjelige i samvær og nette af ydre. I almindelighed var der en gennemgribende
forskel på centraladministrationens folk og de delegerede.27
›Som det var at vente, løb opholdet ikke af uden adskillige dyster. Det er en stående
fortælling om nordpolsfarere at de inden længe ser sig i den grad arrige på hverandre at
samværet bliver en daglig pine. Næsten på samme måde gik det i legationen. Vi arbejdede
sammen, spiste og boede sammen og var inden længe lede og kede af hverandres selskab. I og
for sig havde alle betingelser for et fornøjeligt samliv været til stede fra begyndelsen. Havde
det været folk med humør og elskværdighed, kunne legationstiden være blevet et minde, som
man så tilbage på med glæde.
›Straks fra begyndelsen blev forholdet ødelagt. Fælleshusholdningens indretning gav
anledning. Et par af diplomaterne tilligemed de to sektionschefer fandt ud af at deres autoritet
ville blive forringet, såfremt det underordnede personale, studenterne, cand. jur’erne, etc.,
spiste ved samme bord, der var to lange borde, mens det andet skulle være forbeholdt de mere
overordnede. Min ringhed gjorde man den ære at opfordre til at tage plads blandt de høje
herrer.28 I forholdsvis kraftige udtryk lod jeg dem dog vide at jeg ikke ønskede at deltage i
fælleshusholdningen, såfremt slige latterligheder skulle råde, sørgede for at episoden blev
almindelig bekendt og bevirkede i forening med frøken Saxild at der serveredes først for
maskinskriverdamerne.
›Indkvarteringen havde voldt store vanskeligheder; indretningen af fælleshusholdningen
ligeledes. Så godt som alle var misfornøjet med de værelser, der tilfaldt dem, eller blev det, når
de så at andre havde forstået at indrette sig bedre end de selv. I begyndelsen var det
almindeligt gnaveri; til sidst blev det til en formelig kamp. Da de herrer Cramer og Meyer fandt
ud af at Henning Kehler havde det bedre end det sømmede sig for en attache, ønskede
førstnævnte (eller var det den anden?) hans værelse, uagtet Kehler netop på grund af den gode
bopæl havde taget sin kone derop. Både kammerherren, baronen, og også Peter Skov fandt i
virkeligheden at Kehler havde ret, men turde på den anden side heller ikke afvise det MeyerCramerske forlangende. Kampen stod på omtrent en måned, indbragte den stakkels baron en
række genvordigheder, ophidsede gemytterne, men var vistnok ved min afrejse i færd med at
ende med sektionschefernes sejr.
Linvald (ucensureret): ”Ved siden af staben i Petrograd virkede rundt om i Rusland en række delegerede. Da deres ophold i
hovedstaden i reglen var kortvarige, lærte jeg dem kun overfladisk at kende. Den fornemste af dem, en kaptajn grev DanneskioldSamsøe sled tre måneder igennem byens brosten <uden at gøre nogen nytte>. Han var elskværdig, men kunne <ved siden af være en
forfærdelig stud> også blive grov, når det stak ham”.
27 Linvald til Adda, 17. maj 1917: “Og nu skal du høre lidt om legationen. Baronen er flink og elskværdig, men han forstår åbenbart
ikke ret meget af det hele. Skov er ganske dygtig, men svag og uden vilje, og har fået en del af den udenrigsministerielle gift. Holler,
næsten mand, hører til dem, jeg kalder idiot. Kehler er en vigtigprås, mere end stillingen og tilligemed uopdragen. Min egen stilling er
noget usikker. Jeg drog unægtelig herop i den tro at den rangerede næst efter Skov. Hvad jeg straks anede, har nu bekræftet sig. Den
er i virkeligheden anden klasses i legationen. Første klasse: baronen, Skov, Holler, Kehler, det vil sige dem med diplomatisk rang. Og
så anden klasse: alle vi andre. Dét huer mig ikke”.
28 Linvald til Adda, 5. juni 1917: ”Fælleshusholdningen er lige begyndt. Hvordan den bliver, er umuligt at sige, da ris er det, man
lettest kan få, er der jo udsigt til en del af den vare. Det er jo ikke så særligt behageligt for din kræsne mand. Fælleshusholdningens
begyndelse har i øvrigt givet anledning til en utrolig historie. Der var anbragt to borde, hvor man placerer sig, eller af borddækkerne
blev placeret nogenlunde tilfældigt. I dag havde nogle af de overordnede fundet ud af at det var under deres værdighed at spise
sammen i flæng. Det ene af bordene skulle reserveres det overordnede personale. Så vidt jeg kan forstå var det diplomaterne
Nordlien, Holler, kaptajn Cramer og kontorchef Meyer, der var de store. Jeg var heldigvis placeret hos de store”.
26
11
›Da jeg skulle rejse hjem, var der for mig ingen anledning til at blande mig i den
almindelige strid, og jeg gik forholdsvis stille omkring. I den første halvdel af tiden var Ove
Meyer min trøst; i den sidste tid, efter at han var rejst, gik jeg af og til rundt med forskellige af
de delegerede, der opholdt sig på træk i Petrograd. Andre forhold gjorde som tidligere sagt min
stilling ubehagelig: i ren selskabelig henseende virkede det krænkende, når legationscheferne
trak en uoverstigelig grænse mellem på den ene side diplomaterne (man skilte dog Henning
Kehler ud, og tålte til gengæld de to sektionschefer), og på den anden side hele det øvrige
personale. Lige fra første færd havde jeg fornemmelsen af at høre til anden klasse og opfattes
som noget i retning af underofficer. Det var et udtryk derfor at hverken Scavenius eller
Rosenørn-Lehn værdigedes at byde alle og andre med til deres middage eller frokoster. Jeg for
min del følte mig i hvert fald fornærmet. Legationens øvrige medlemmer gik det på samme
måde. Ingen bekymrede sig om dem, når arbejdstiden var endt.
›Selv uden alle disse ubehageligheder havde beslutningen om min hjemrejse været
urokkelig. Det havde været svært at skilles fra kone og barn, så vel som fra mine gamle
forældre; jeg havde ikke været mange dage på rejse, før jeg følte mig som et ur, man havde
glemt at trække op, og som hvert øjeblik var ved at gå i stå. Fra det øjeblik, jeg på Østerbro
jernbanestation havde taget afsked, var jeg ikke helt mig selv. Omgivelserne mistede deres
interesse og jeg kørte for halv kraft. Ikke at jeg bestandig gik rundt, naget af hjemve og
fortvivlelse; den lå dog bestandig i baggrunden og lod enhver ubehagelighed synes dobbelt
tyngende, forhindrede mig i hvert fald i med godt humør at sætte over de barrierer, der
tårnedes sig op foran mig.
›Under alt dette passede jeg mit arbejde. Forholdene var på forhånd forvirret. Da vi, tolvte
maj, indfandt os i den østrigske legation, hvor endnu nogle af amerikanerne var til stede,
spurgte jeg forgæves efter arkivet. Det viste sig da at vore forgængere uden videre havde ført
det bort og nægtede, efter ordre fra Washington at udlevere det. Hvorvidt deres optræden var
berettiget, er vanskeligt at afgøre. På den ene side indeholdt arkivet de eneste beviser for deres
forretningsførelse, uden det var de hjælpeløse overfor enhver kritik, på den anden side
besværliggjorde det vor stilling og satte os i masser af tilfælde ude af stand til at forstå de
løbende sager. Også i Petrograd bekræftede sig imidlertid den gamle erfaring at mangel på
fortilfælde til en vis grad kan være en fordel. Under de givne omstændigheder måtte jeg i hvert
fald klare mig, som jeg bedst kunne. Jeg kom ikke til at administrere et arkiv, men fik til opgave
at skabe et nyt.
›Let var det ikke. På forhånd kendte jeg slet intet til arten af sager, som vi fik at gøre med. Jeg
var nu imidlertid kastet ud på det dybe vand og havde selvfølgelig ikke andet at gøre end
hurtigst muligt at lære at svømme. En af de første dage udarbejdede jeg et udførligt system.
Alle sagerne skulle deles i personalia, for så vidt de angik enkelte personer; lokalia, som titlen
viser: sager, der var knyttet til enkelte lokaliteter, for eksempel fælles klager, indberetninger
om forholdene i et større distrikt; og endelig generalia, de store almindelige sager, og desuden
alle andre sager, som ikke kunne falde ind under de to førstnævnte grupper. Indenfor hver af
disse grupper, skulle der føres alfabetiske kartoteker. I sidstnævnte tillige udarbejdes
fortegnelsen over indkomne og udgåede breve. Da afstanden for flygtningelejrene og
postgangen i længden ville gøre det besværligt i en fart at finde et brev, hvis data var opgivet.
besluttede jeg mig til også indenfor generalia sagerne at føre disse registre på sedler.
Almindelige brev- og journalregistre holdt man i begyndelsen for overflødige. Vanskeligheder
med navnenes stavemåde og vilkårligheden ved oversættelsen fra de forskellige sprog, tillige
med ønsket om at besidde et kontrolmiddel, førte dog hurtigt til at jeg indså nødvendigheden
af også dette hjælpemiddel. De særlige fortegnelser for generalia afdelingens vedkommende
12
blev derved overflødige. Systemet viste sig også praktisk og let håndterligt. Det var mig
selvfølgelig en opmuntring at jeg af samtaler med arkivpersonalet i den svenske legation fik
vished for at man også der efter en del vaklen var gået over til samme system, som jeg fra
begyndelsen havde indført.
›Det uøvede personale, til sidst ikke mindre end fem personer, voldte til at begynde med
visse vanskeligheder. Overalt, såvel indenfor UM som i de øvrige ministerier, var det
almindeligt at Rigsarkivets arbejde ringeagtedes og at enhver, som man ellers ikke kunne finde
anvendelse for, blev anbragt der. Andre ubehageligheder stødte til. Navnlig måtte jeg kæmpe
med kontorernes utilbøjelighed til i samme skrivelse at behandle forskellige emner. Da jeg var
uden støtte fra oven, var det i reglen forgæves. Den almindelige opløsning i kontorerne virkede
naturligvis med. Ikke mindst havde man en uheldig tilbøjelighed til at aflevere sagerne stykvis.
Angående postens afsendelse, som også påhvilede arkivet, blev der daglig givet modstridende
anvisninger. I finanssektionen var der i begyndelsen et selvstændigt arkiv, som jeg intet havde
med at gøre. Først da man var ved at køre fast, blev det besluttet at jeg skulle overtage også
denne arkivafdeling. Pludselig at skulle indordne den i mit system faldt ikke let. I hovedsagen
var arbejdet dog gjort, da jeg rejste hjem.
›I det store hele var forholdene tilfredsstillende i arkivafdelingen. Selvom det uøvede
personale og nogle bommerter, som var uundgåelige, skaffede mig forbigående ærgrelser på
halsen, forstyrrede det aldrig det gode forhold mellem arkivfolkene indbyrdes. Arkivet blev
ingensinde skuepladsen for uro og misfornøjelse, som tilfældet var i de øvrige kontorer. Den
eneste, som jeg sluttede mig nærmere til, var dog frøken Elisabeth Saxild. Hendes skæbne
havde været mærkelig. Hørende hjemme i en af vore kendte bourgeoisi familier, hendes søster
var gift med den kendte kommunalpolitiker, overretssagfører Anders Hvass. En broder blev
amtmand i Holbæk, havde hun ikke følt sig tilfreds i den hjemlige andedam, men var for
seksten år siden draget på langfart til det gamle Sankt Petersborg. Oprindelig sygeplejerske og
uddannet på Finsens Lysinstitut var hun efter kejserinde Dagmars tronbestigelse blevet
forstanderinde for den tilsvarende afdeling i et af de store hospitaler.
›Kejserfamiliens fald drog også frøken Saxild med sig, og hun havde nu, for uden tab at
afvente krigens afslutning, overtaget en arkivstilling i den østrigske afdeling af legationen. For
mig blev hun en trøst i nøden. Fælles forbindelser, vi kendte de samme mennesker, fælles
interesser og fælles syn på vore omgivelser, knyttede os sammen. Kundskabsrig, intelligent og
hjælpsom var hun; ved siden deraf i besiddelse af en verdensdames charme. Fra første færd
viste hun mig venlighed, hjalp mig at finde mit til rette under de brogede forhold og bragte mig
i forbindelse med adskillige, hvis bekendtskab var mig til megen glæde, blandt andet med
kammerjunker Kjær, Store Nordiskes repræsentant i Rusland. Af alle de mange, jeg traf
sammen med i den danske legation, var hun den eneste, med hvem min kone og jeg bevarede
forbindelse og omgang, da hun omsider slap hjem.
›Arkivarbejdet havde som omtalt sine særlige vanskeligheder at kæmpe med. Ved siden
deraf havde det også fordele. Da alt, både indkomne og udgående skrivelser, passerede min
hånd, havde jeg rig lejlighed til at få et indtryk både af de forhold, som legationsafdelingen
skyldte sin eksistens, og af det arbejde, de gav anledning til. I begyndelsen gik jeg svanger med
tanken om på grundlag af akter, jeg stiftede bekendtskab med at udarbejde en fremstilling af
russiske samfundsforhold i krigstiden. Skønt det ikke var tilladt, ville jeg alligevel gøre det, og
lade arbejdet henligge en tredive eller fyrre år eller længere, indtil der ingen vanskeligheder
ville være forbundet med dets udgivelse. Som et af mange gode forsætter, blev det ikke til
noget.
13
›Følgen var at der kun bundfældede sig nogle almindelige indtryk. Som alt i Rusland var
civil- og krigsfangernes forhold yderst tilfældige. Talrige steder havde de det fortræffeligt og
gik næsten omkring som frie mænd. Andre steder levede de under frygtelige forhold, var
genstand for pinsler, som kun en middelalderlig fantasi kunne udpønske det. Jeg har set breve
fra fanger af slavisk nationalitet, som ikke havde villet svigte deres faneed og derfor på enhver
måde blev pint og plaget, sultet og adskillige gange om dagen ført ind til et veldækket bord for
straks derefter igen at blive sparket ud. Særligt blev der klaget over mishandlinger, under
fangernes arbejde i minerne, uden løn, med ussel kost, og en lang arbejdstid. Revolutionen
havde dog også gode virkninger, blandt andet kom der forespørgelser om hvorvidt
arbejdstidens forkortelser også gjaldt minearbejderne.
›Ringest var tilstanden blandt fangerne, der var beskæftiget med anlægget af Murmansk
banen. Skørbug og andre sygdomme kostede utallige liv. Alt var der blevet forsøgt for at hjælpe
dem, endog en henvendelse fra kejser Wilhelm til zaren; også den havde været uden virkning.
Murmansk banens bygning var en livssag for Rusland, for hvilken alle hensyn måtte vige. Fra
talrige andre steder gjaldt klagerne rene bagateller og var således et indirekte vidnesbyrd om
at tilstanden i de pågældende egne var mere end tålelig. Den relative frihed, som mange steder
blev tilstået fangerne, var dog for mange af dem et tvivlsomt gode. For håndværkere og
bønder, der med lethed kunne skaffe sig arbejde, var den en fordel. Folk af overklassen bragte
den sult og elendighed, og mange af dem gik uhjælpelig til grunde. På mig personligt gjorde det
næsten stærkest indtryk at læse breve fra fanger, som i årevis havde været uden forbindelse
med deres hjem. Når man betænkte, hvor meget man selv længtes hjem og med spænding så
hen til ankomsten af den ugentlige kurer, forstod man fangernes lidelser ved aldrig at vide,
hvorledes det stod til med deres kære. Klagerne over mishandlinger gjorde næsten mindre
indtryk end trøstesløsheden, der lyste ud af brevene fra fangerne eller deres pårørende. En
tilfældig samtale med en polsk civilfange, der gjorde tjeneste i legationen som referent i
Galiziske sager,29 viste elendigheden, som krigen gav anledning til. Selv var han blevet slæbt
med som gidsel, da russerne, som tidligere omtalt, trak sig ud af Galizien. To lange år havde
han tilbragt i Sibirien; en søn var blevet ihjel skudt i russisk fangenskab; om en anden havde
han ikke hørt i halve år. Hans grå hår viste, hvad han havde gennemgået. Hans uro og
nervøsitet, i de lange nætter gik han op og ned i sit lille værelse, var udtryk for, hvor længslen
efter hans kære nagede ham. Det var et af mine gladeste øjeblikke, da jeg få dage senere kunne
række ham et telegram om at hans eneste søn, som var læge, stadig levede i bedste velgående i
Wien.
›Så vidt jeg kunne skønne, var de fleste i legationen så temmelig ufølsomme overfor alt dette.
Scavenius var vistnok den eneste, hvem det virkelig var en hjertesag at hjælpe de ulykkeligt
stillede mennesker, og som følte at der med opgaven, man havde taget på sig, fulgte ikke blot
embedsmæssige forpligtelser. For de fleste var det papir og atter papir. Daglig udgik over
hundrede breve. Var der skrevet i en sag, var den ude af verden. Bestandig blev det russiske
UM bombarderet med skrivelser om vigtigt og ligegyldigt mellem hinanden. I stedet for at
udskille det sidste og lægge det hen, fik det lov til at brede sig uden grænser, slugte tid og
interesse, som med større held kunne være ofret andre sager. Personlige henvendelser og
forhandlinger med russiske embedsmænd blev vistnok benyttet alt for lidt; skete det en enkelt
gang, viste resultatet, hvor meget der ad den vej lod sig udrette. Russerne syndede mere af
ligegyldighed end af ond vilje. Kunne den overvindes, og russerne er både tjenstvillige og
elskværdige, var det ikke nemt at få fornuftige ønsker opfyldt. Vistnok blev pengene
Emil Jolles, polsk referent. Jf. personalesagen var Jolles østrigsk købmand fra Lemberg. Han var én af de østrigske civilfanger i
Rusland, som Rusland var villig til at udveksle med en russisk civilfange i Østrig. Gesandtskabet, 17. juli 1917. (3. L. 11/34).
29
14
administreret lige så uheldigt. Mon det ikke var urimeligt at uddele store summer i
understøttelser på tre og fem rubler. I dette tilfælde var det dog den østrigske regering, som
havde ansvaret. Til trods for alt udrettede gesandtskabet en hel del. Forbedringen i fangernes
kår opnåede det ikke, men bibragte dem dog en følelse af at deres interesser blev varetaget, og
at der i Petrograd fandtes en myndighed, som de kunne henvende sig til. Alene det virkede
opmuntrende. Som postkontor bragte vi forbindelse til veje mellem fangerne og deres hjem og
gjorde begge parter det muligt udenom censuren og den russiske postgang at få meddelelser
frem om at pågældende var i live, som oftest ledsaget af ønsker om enten klæder eller penge. I
mine øjne var denne del af virkeligheden, der bestandig voksende i omfang, legationens
vigtigste indsats. Til navnlig Peter Skovs ære skal det siges at han havde den fulde forståelse
heraf.
›Omsider gik de tre måneder mod deres afslutning. Ønsket om til punkt og prikke at udnytte
min kontrakts bestemmelser var bestandig blevet mere levende. Allerede et par gange havde
jeg søgt at forkorte opholdet. Det var strandet, men gav mig lejlighed til overfor overordnede
og omgivelserne at understrege at man ikke måtte regne med min fortsatte forbliven.
Spørgsmålet om en efterfølger voldte adskillige vanskeligheder. Rosenørn-Lehn ønskede den
tidligere folketingsmand og redaktør Christian Reventlow, som dog betakkede sig. Mig gjorde
man sig først den ulejlighed at spørge til råds, da beslutningen var taget. I og for sig var jeg kun
glad derfor. Resultatet blev at assistent i magistraten, cand. jur. Hedbon-Petersen, overtog
stillingen. Efter hans ansøgning at dømme var han en både virksom og dygtig mand. Kendskab
til arkivvæsen kunne han dog ikke forudsættes at være i besiddelse af.
›Min afrejse løb ikke af uden friktion. Først ønskede man at jeg skulle forlænge mit ophold
en måned, derefter i fjorten og til sidst i otte dage. Jeg afslog bestandig. I sidste øjeblik, mit pas
var alt i orden og billetten købt og betalt, anmodede baronen mig om at blive blot et par dage
længere, for at sætte min efterfølger ind i arbejdet. Uagtet et afslag kunne virke stødende,
betænkte jeg mig ikke.30 Frygten for at de finske jernbaner skulle standse, forholdet til Finland
artede sig bestandig mere truende, var mit væsentligste motiv. I de sidste dage var der tilmed
kommet et andet moment til, som jeg ikke undlod at gøre baronen opmærksom på at man ikke
havde villet gøre sig den ulejlighed ved et telegram til Stockholm at sikre mig første klasse.
›Onsdag, den første august var fastsat til afrejsen. Nogle dage forinden antog imidlertid de
politiske forhold en faretruende karakter. Forholdet til Finland blev efterhånden så spændt at
muligheden for at spærres inde voksede. Tanken om at skulle rejse hjem over Østasien fristede
mig ikke. Fredag eftermiddag faldt bomben: grænsen var blevet spærret, dog foreløbig for alle
andre end kurerer og diplomater. Min beslutning var hurtigt taget. Koste, hvad det skulle; selv
uden tilladelse ville jeg prøve at komme igennem. Kammerherre Scavenius stillede sig
imidlertid meget forstående, tvivlende om at det gik, men gav mig lov til at forsøge. Med frøken
Saxilds hjælp var min kuffert hurtigt pakket; sammen med Kehler og hans kone tømte jeg en
flaske rhinskvin, og næste morgen stod jeg på banegården, glad over at være sluppet ud af
spændetrøjen, i tvivl om det skulle lykkes mig at forcere grænsen, men tillidsfuld i håbet om at
heldet ikke ville svigte mig.
›Forventningerne slog til. Rejsen gik endog usædvanlig glat. De øvrige rejsende, som intet
vidste om grænsespærringen, måtte efterhånden forlade toget. Da der alene var diplomater
tilbage, behandledes vi med særlig kurtoisi, slap let gennem told- og pas myndighedernes
Linvald til Adda, 25. juli 1917: “Ja, lille du. I dag har jeg atter måttet afslå et angreb mod min hjemrejse. Der kom telegram om at
min afløser ankommer den første om natten. Baronen kaldte mig ind, og sagde at jeg vel intet have imod at blive her et par dage
længere. Jeg erklærede at dét havde jeg i høj grad. Min billet var købt og betalt, min familie varskoet; jeg var bange for at den finske
bane skulle standse, og endelig ville jeg jo ikke skjule at jeg var noget piqueet over at man ikke ville have den ulejlighed at skaffe mig
første klasse hjem. Han fik altså et afslag”.
30
15
skærsild. Med et glas vin fejrede jeg i Haparanda tilbagekomsten fra det hellige Rusland,
mens et telegram gav familien vished for at jeg var undervejs.
›Onsdag den første august var jeg hjemme; eventyret var til ende. Da Karl af Hohenzollern
var i tvivl om, hvorvidt han skulle modtage den rumænske krone, der var blevet tilbudt ham,
trøstede Bismarck ham efter sigende med at ophøjelsen dog altid kunne give stof til nogle
memoirer. Trods alt har mit eventyr ingensinde givet mig varig grund til fortrydelse. Tabet af
de over tredive pund viste dog tydeligt nok at turen ikke var gået sporløst henover mig”.
#Axel Linvalds breve til Adda fra Rusland, primo maj til ultimo juli 1917 (resumé)
Transskription: Bernadette Preben-Hansen, 2008
Linvald havde interesse i Rusland. Han skrev som studerende i 1910 i et brev til sin lærer Aage
Friis, da han søgte en anbefaling til et stipendium: “Som jeg engang fortalte Dem er det min
plan efter eksamen at gå løs på diplomatisk historie og navnlig koncentreret om visse
hovedspørgsmål at få frem, hvad der kan hentes i udenlandske arkiver, særlig når jeg har lært
russisk ved en systematisk gennemgang i Sankt Petersborg, forudsat da at jeg kan få adgang
dertil”. Kargaard 1989, 79.
Stockholm, 8. maj 1917, postkort.
Petrograd, 11. maj 1917: “Der synes helt roligt her i byen, og I har absolut ingen grund til
ængstelse. Noget andet er, at jeg ikke er så særlig tilfreds med hele turen. At der er almindelig
forvirring endnu og at ingen aner, hvad vi skal gøre, kan vel ikke være andet. Selskabet er
noget blandet, og jeg holder mig foreløbig for mig selv, om end jeg er sammen med andre. Jeg
vil se det hele lidt an”. Linvald 21.
Petrograd, 17. maj 1917: "Soldater vrimler det med overalt; men de ser meget fredelige ud, og
det ender rimeligvis med et koalitionsministerium. Nogen videre orden og disciplin er her vist
ikke. Optøjer eller blot opløb har jeg ikke set noget til. Ude i Østersøprovinserne står det
derimod ret broget til. Men det kan vi jo her tage os ret let. Det siges også at soldaterne har
plyndret et par adelspalæer. Hvis det ikke er en løgn, har det sikkert været velfortjent. Jeg har i
dag tegnet abonnement på Hufvudstadsbladet, så får man da lidt at vide, selvom det rimeligvis
bliver et par dage efter".
Petrograd, 17. maj 1917: “Rée, der skal inspicere fængsler, en parodisk ide, kører derud per
sporvogn, her i byen alene befordring af soldater og lus. Jeg sætter i hvert fald ikke mine ben i
dem”.
Axel Linvald til Aage Friis, født 1870, død 1949: “Petrograd, 18. maj 1917. Kære Friis, efter otte
dages ophold herovre, er det svært at bedømme forholdene. I øjeblikket er alt tilsyneladende
roligt, og man ser optimistisk på udviklingen. Jeg har følt mig meget usikker ved ikke at kunne
sproget, og udenfor det hele; efterhånden befinder jeg mig i den henseende bedre, takket være
Hufvudstadsbladet. Jeg bor i legationen; det er selvfølgelig en tryghed, men naturligvis ikke så
godt for at lære russisk, ligesom det er en økonomisk fordel. Med cirka fem hundrede rubler,
som vist er studenternes løn, kan man klare sig, men absolut ikke mere, når man skal bo ude i
byen. Staben er ikke grinagtig. Gustav Rasmussen, Netterström og Hermod Lannung kender
16
Finn <Friis> rimeligvis. For mit vedkommende er der ikke mange andre end Skov, som jeg
bryder mig om, og selv han har ikke ustraffet været så længe i UM. Diplomaterne har en vis
tilbøjelighed til at behandle os andre noget i retning af anden klasse. Alt i alt, jeg er glad over
kun at være bundet i tre måneder. Arbejdet vil ikke blive særligt lærerigt; endnu er der megen
forvirring, men sagerne er ensartede, og nogen videre nytte tror jeg ikke, vi gør. Det er svært at
give råd, men følgende til overvejelse: 1. kun med kendskab til russisk har man for sin politiske
interesse nytte af opholdet; 2. det er kun yderst nødtørftigt, at man kan klare sig med engelsk
og fransk; tysk tales ikke uden i enrum; 3. de politiske forhold er usikre; var der brændevin i
byen, var her ikke til at være; hvad der taler til fordel for turen, ligger ligefor: jeg vil ikke råde
nogen til at tage herover. Da jeg kun har været her i så få dage, mener jeg ikke at kunne udtale
mig tydeligere. Med mange hilsener, din hengivne Axel Linvald”.
Linvald skrev to breve fra Petrograd til Aage Friis, 18. maj 1917 og 7. juni 1917, Kargaard
1989, 103-106.
Petrograd, 24. maj 1917: "Hvis det lykkes at få billetter til lørdag, skal vi hen at se en ballet og
så i tilgift høre en tale af Kerensky. Det glæder jeg mig stærkt til. Selvom jeg ikke forstår et ord
af, hvad han siger, kan jeg måske alligevel få et indtryk af den mand, der i virkeligheden har
Ruslands skæbne i sin hånd. Den almindelige opfattelse er i hvert fald, at det er ham, alt beror
på".
Petrograd, 29. maj 1917: "I lørdags var jeg så i Mariinsky teatret. Det var en slags
børnehjælpsdag til fordel for oplysningsarbejdet i lazaretterne. Alle mennesker gik rundt med
røde nelliker i papir på frakkeopslagene. På hotel l’ Europe, hvor jeg spiste frokost, dukkede
der nogle damer og soldater op, der medbragte en bronzeret gipsfigur, som de satte til auktion.
Da ingen ville have den med hjem, blev den solgt adskillige gange. En soldat indfandt sig ved
vort bord, og mumlede noget på russisk. Jeg gik ud fra, at det var “pengene eller livet” og bød
ham en rubel; han tog den med synlig tilfredshed. Teaterforestillingen var efter de bedste
børnehjælpsdags forbilleder. En koncert, orkester var på ét hundrede mand, det var meget fint.
Marseillaisen påhørtes stående. En balletscene med selveste Smirnova, det var forbløffende.
Kerensky udeblev; han var ved fronten. I stedet talte en minister Skobelev og en
arbejderrepræsentant, der havde en forbløffende lighed med Lyngsie. Vi var seks om en loge til
ét hundrede rubler, så det var ikke nogen billig forestilling; dertil kom besøg af soldater og
Røde Kors damer, der solgte nelliker; de var som det sømmer sig i revolutionens land,
brandrøde".
Petrograd, 31. maj 1917: "Her i byen er alt absolut roligt i øjeblikket og situationen langt bedre
end da vi kom. Regeringen har åbenbart almindelig tillid, og alle føler at kan den ikke magte
situationen, er alt uvist. Det, der sker i øjeblikket er vistnok, så vidt jeg kan lodde det, er at
Kerensky er ved at gøre et forsøg på at vække den militære begejstring, og derigennem skabe
samling indadtil. Men går det? Vi vil rimeligvis inden længe få at høre om en russisk
offensivbevægelse. Lykkes den blot i nogen grad, tror jeg, at det lysner for landet. Den anden
fare, der truer, er manglen på levnedsmidler. Befolkningen står nu i timevis foran
brødbutikkerne; at vente er russerne en kær beskæftigelse, men skal de gøre det i dagevis og
alligevel intet få, er en ny revolution ikke utænkelig”.
17
Petrograd, 8. juni 1917: "Du vil have lidt rejsebrev. Petersborg er den mærkeligste blanding
af godt og ondt. Den største pragtudfoldelse veksler med en udpræget lurvethed. Asien
mærkes der kun lidt til, man mindes egentlig kun at være i et halvasiatisk rige, når man ser de
ret talrige kinesere. I øjeblikket er alt meget forfaldent; det er som om intet er gjort i stand i
løbet af de tre år, krigen har varet. Revolutionen har også sat sine spor. Politistationerne ligger
endnu i ruiner, og rundt om kan man træffe vinduer, som kugler er gået igennem. Det er
navnlig ved Nevsky og kvarteret deromkring. Alt er roligt heroppe. I går var der sjov i gaderne;
man agiterede for og samlede ind til krigslånet. Indsamlingsbøsser var erstattet med
soldaterhuer. Jeg har en mistanke om at adskilligt er blevet i huerne.
Levnedsmiddelforsyningen er det vanskeligste problem. Mel og brød er det meget vanskeligt at
opdrive, smør har jeg ikke set i otte dage; vi må spise tørt brød. Grossererne siges ikke at ville
sælge til den fastsatte maksimalpris. Krigen mærker man uhyre lidt til, og der er vist hellere
næppe mange af befolkningen her i Petrograd, der tænker videre på den. Ville tyskerne og
kunne de af hensyn til deres vestfront, var her sikkert frit slag. Nu er de vel bundet, og det er
vel det, der giver den eneste svage mulighed for gennemførligheden af Kerenskys plan om en
offensiv. I virkeligheden er russerne sikkert et ret godmodigt og skikkeligt og også et lovlydigt
folk. Når man betænker at alt politi er afskaffet, og kun én bevæbnet milits opretholder
ordenen, er det mærkeligt at se, hvor roligt alt går. Jeg har til dato ikke set den fjerneste
gadeuorden".
Petrograd, 8. juni 1917; “Jeg var inviteret til vore damer sammen med en ..., løjtnant Neergaard
og nogle Røde Kors folk (danske), deriblandt en Dittmer. Det var ret fornøjeligt”.
Petrograd, 14. juni 1917: "Forholdene herovre er nu fuldstændig rolige; i hvert fald det, jeg kan
forstå, og bliver vist bedre og bedre dag for dag. Der er nu ikke nær så mange soldater i byen
som tidligere; de skal være sendt til fronten. Også begivenhederne i Kronstadt tager man med
stor ro. Levnedsmidlerne har tilsyneladende været ret rigelige. Vejret har hele tiden været
storartet, solskin og dog ikke for varmt".
Petrograd, 14. juni 1917: Om legationen, navnlig sektionschefernes hierarki, “det er nogle
skrækkelige bavianer”.
Petrograd, 14. juni 1917: “Ja, du, det er ikke altid lige let at sidde i Petrograd. Men når jeg læser
i brevene, som fangerne sender hjem eller som i dag, taler med en polak, Jossel, vi har her på
kontoret, som selv har været her i et par år, siddet i fængsel i Sibirien, fået en søn slået ihjel
under fangenskabet i Rusland, og i fem måneder er uden efterretninger fra sin eneste
tilbageblevne søn, synes jeg ikke, at vi har lov at beklage os”.
Petrograd, 17. juni 1917: Adda har tilsyneladende aborteret, hvilket gør det endnu værre for
ægteparret at være adskilte i de tre måneder Linvald opholder sig i Petrograd.
Petrograd, 22. juni 1917: “Nu med hensyn til mit arbejde er der ikke noget nyt. Jeg får stadig
mere at gøre; stadig flere skrivelser kommer ind, vi har været oppe på cirka tre hundrede en
enkelt dag, og det alt sammen må jeg gå igennem. Papir, papir. Vi skriver og skriver, og får
endnu ingen svar. Vi giver naturligvis de stakkels østrigere en fornemmelse af, at vi er der. Men
mere har jeg heller ikke udrettet”.
18
Petrograd, 28. juni 1917: Linvald udtaler sig om legationens medlemmer, som han generelt
ikke bryder sig om, “et par studenter <er> meget flinke, de unge maskinskriverske hverken
fristende for hjerne eller hjerte”.
Petrograd, 5. juli 1917: “Ellers, ja, jeg spiser og sover, spadserer om aftenen, taler en del med
Kehler, Seedorff og Garde. Det er de bedste absolut af banden, navnlig Seedorff”.
Petrograd, 12. juli 1917: "Alt er roligt heroppe. Der er dog tegn til, at det igen begynder at
knibe med maden. Som jeg bestandig har sagt, bliver der hungersnød og kommer der et stort
militært nederlag (spørgsmålet er om tyskerne endnu har kræfter dertil) bliver det galt igen,
men et par måneder endnu går det sikkert godt. Der er altså absolut ingen grund til at være
urolige".
Petrograd, 12. juli 1917: “Forholdene hér i legationen er også alt andet end lystelige. Der er kiv
og strid, ganske som man siger, at der skal være på Nordpolsekspeditioner”. Om intrigerne på
gesandtskabet.
Petrograd, 25. juli 1917: “I morgen rejser Skov til Vologda”.
Axel Linvald, 25. juli 1917: “På lørdag rejser baronen <Rosenørn-Lehn> hjem for at holde én
måneds ferie. Han vil ikke blive savnet. Han er efterhånden helt til grin. Af sagerne forstår han
ikke et muk, og han er fuldkommen ude af stand til i noget som helst spørgsmål at tage en
beslutning. Hans virksomhed indskrænker sig nærmest til at sige “god morgen” på kontoret,
hvad han ganske vist gør med stor ihærdighed, mindst to gange til hver. Alle heroppe er
misfornøjet. Jeg er almindelig misundt, og min private mening er at det hele godt kan ende med
en skandale”.