0121
Kræftsygdom: Brystkræft
Køn: Kvinde
Født: 1954
Senfølger: Forkalkninger i arvæv, Føleforstyrrelser og smerter. Styringsbesvær af ben og fingre.
Blodprop i øjet, Afkalkning af ledhovedet i lårknogle. Manglende følesans i hudområder der er
strålebehandlet. m.m.
Jeg fik brystkræft i 2000. 2 forskellige typer af kræft i hvert sit bryst. Jeg blev behandlet med kemo,
stråler og operation (brystbevarende), Jeg fik også fjernet lymferne i begge armhuler. Jeg fik
antihormoner indtil jeg fik recidiv i 2004. Jeg opdagede en knude på halsen og kom i CT-scanning. Der
var spredning til lymfebaner, lunger, binyre og muligvis brystbenet. Jeg fik at vide at jeg nu skulle
forvente at være i behandling resten af mit liv. Jeg tænkte, at jeg snart ville blive meget syg og dø. Jeg
blev tilbudt at deltage i et forsøg og jeg var i behandling så længe min krop kunne holde til det. Det
blev til 1 år i kemobehandlinger. Jeg kom herefter jævnligt i CT-scanner, da jeg skulle starte
behandlinger igen, når kræften begyndte at vokse. Den er imidlertid ikke begyndt at vokse endnu,
men er gået i ro. Jeg er fortsat fri for behandling.
Jeg har følgende senfølger:
Nedsat følsomhed i de hudområder, som er strålebehandlet. Manglende følesans i begge arme fra
armhuler og næsten ned til albuerne (efter fjernelse af lymfer). Føleforstyrrelser i fødderne efter de
mange kemo behandlinger. Der er ikke nogen behandlingsmuligheder for nogen af disse ting, - og jeg
har nu vænnet mig til, at det er sådan.
Forkalkninger i arvævet. Forkalkningerne ved det ene bryst er fjernet ved operation, da der kom sår
på huden over området. Jeg har fået at vide at forkalkningerne muligvis kommer igen, - men indtil
videre går det godt.
Ny hofte i 2009 da knoglen smuldrede. Det var meget smertefuldt - også om natten - og jeg kunne
næsten ikke gå. Jeg fik at vide at årsagen var kemo behandlingerne. Jeg er nu fri for smerterne og
hoften fungerer godt.
Blodprop i højre øje i 2006. Øjenlægen sagde til mig at årsagen sandsynligvis var behandlingerne for
min kræftsygdom. Jeg blev behandlet med laser stråler. Efter blodproppen har jeg tendens til
dobbeltsyn og er bevilliget en oklusionslinse til øjet. Den løser imidlertid ikke problemet, da linsen
ikke kan lukke alt lys ude.
Jeg har gennem år været plaget af smerter tværs over lænden og ned i begge ben. Jeg er flere gange
blevet undersøgt på mistanke om knoglemetastaser i rygsøjlen. Jeg har heldigvis fået at vide, at
smerterne ikke skyldes metastaser, men udpræget slidgigt i rygsøjlen, som ikke kan behandles. Jeg
skal snart til scanning igen, da "min" læge gerne vil følge, hvordan det udvikler sig. Det er
betryggende for mig. Jeg har siden år 2000 gået til svømning og vandgymnastik for at holde kroppen i
gang.
Gennem de sidste par år har jeg haft tiltagende styringsbesvær af mine ben. Når jeg har haft ondt og
styringsbesvær har jeg den ene dag tænkt "Det er nok fordi jeg træner for lidt", - når jeg så har
trænet meget og har haft styringsbesvær og ondt har jeg sagt til mig selv "Det er nok fordi jeg har
trænet for meget". Sidste efterår måtte jeg så erkende, at der nok var noget andet i vejen. Via "min"
læge på sygehuset endte jeg så med at komme til neurolog. Jeg blev grundigt undersøgt og har nu
fået konstateret at styringsbesværet skyldes neuropati på grund af de mange kemo behandlingerne.
Der er ikke nogen der kan fortælle mig, hvordan det vil udvikle sig. På nuværende tidspunkt er det en
udfordring for mig at gå på trapper. Jeg blev bevilliget vederlagsfri fysioterapi og jeg træner 2 gange
om ugen. Det hjælper ikke på de neurologiske forandringer, men det styrker mine muskler og er
derfor en stor hjælp for mig.
Min arbejdssituation:
Jeg valgte selv at jeg "kun" ville arbejde 30 timer om ugen, da jeg begyndte på arbejde igen i 2002.
Efter mine behandlinger i 2005 magtede jeg ikke at arbejde de 30 timer mere. Jeg fik god hjælp fra
min fagforening og blev bevilliget flexjob - 12 timer om ugen p.g.a. mine senfølger. Jeg fik 8½ gode år
i flex-job og jeg er nu på efterløn.
Min sygdom har præget mit liv. Jeg har haft mange bekymringer og været bange for, at jeg snart
skulle dø. Jeg har tilbragt mange dage på sygehuset og min familie har været bekymret for mig. Jeg
har fundet støtte og hjælp hos andre kræftpatienter. Det har givet dejlige venskaber, - men mange er
også døde.
Jeg føler at min krop er gammel selv om jeg kun er 60 år gammel. Jeg er glad for livet, - og jeg ville
have undgået mange bekymringer, hvis jeg i år 2000 havde vidst, at jeg i dag kan sidde og fortælle
"min historie" til Senfølgergruppen.
Det er jo bare dejligt at det er gået sådan.