Kognitive senfølger i arbejdslivet
Kognitive senfølger i arbejdslivet - Et kvalitativt studie af kvinder behandlet for mammacancer og deres oplevelser af at vende tilbage til arbejdet Forfatternavne: Vibeke Hartman Vestergaard, Lene Vangsgaard Larsen, Anne Mette Stenholt Nielsen og Ditte Holst Nielsen-Man Fag og modul: Bachelorprojekt, modul 14 Metodevejleder: Pia Even Hansen Ekstern vejleder: Line Lindahl-Jacobsen Forside illustreret af: Rikke Gjerulff Uddannelsessted: VIA University College, Ergoterapeutuddannelsen, Aarhus Dato for aflevering: 8. januar 2015 Anslag: 74.988 Dette skriftlige produkt er udarbejdet af studerende Dette projekt – eller dele heraf – må kun ved offentliggøres med forfatternes tilladelse, jævnfør VIA University Ergoterapeutuddannelsen uddannelsesforløb. som Opgaven College, led i et foreligger ukommenteret fra uddannelsens side, og er således et udtryk for forfatternes egne synspunkter. cirkulære af 16. juli 1973 og bekendtgørelse af lov om ophavsret af 11. marts 1997. Resumé Titel: ” Kognitive senfølger i arbejdslivet” – et kvalitativt studie af kvinder behandlet for mammacancer og deres oplevelser af at vende tilbage til arbejdet. Problembaggrund: I 2012 var incidensen for mammacancer 1.396, for gruppen af kvinder, i alderen 45-59 år. Der er ved denne type cancer størst overlevelse, dog oplever mange kvinder med mammacancer, kognitive senfølger som følge af sygdom og/eller behandling. Studier understøtter, hvordan de kognitive senfølger påvirker hverdagslivet, herunder arbejdet. Inden for ergoterapeutisk forskning, ses dog en begrænset viden om kognitive senfølgers påvirkning af arbejdslivet. Formål: At undersøge, kvinder med kognitive senfølger efter behandling med kemoterapi for mammacancer. Vi ønsker at få indsigt i, hvordan kognitive senfølger har påvirket kvindernes arbejdsliv, efter de er vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Problemstilling: Hvordan oplever midaldrende kvinder, færdigbehandlede med kemoterapi for mammacancer, at de kognitive senfølger har påvirket arbejdslivet, efter de er vendt tilbage til arbejdsmarkedet? Design, materiale og metode: Et kvalitativt studie baseret på to semistrukturerede interviews, som blev efterfulgt af to geninterviews for en uddybende besvarelse. Databearbejdningen blev foretaget med udgangspunkt i Steinar Kvale og Svend Brinkmanns analysemetode med henblik på en dybdegående forståelse. Endelig blev Kirsti Malteruds tværgående analyse anvendt til sammenligning. Resultater: Informanterne oplever en påvirkning grundet de kognitive senfølger. Denne påvirkning kommer til udtryk på forskellige måder hos de to informanter. Den ene informant giver udtryk for, at hun glemmer arbejdsopgaver, grundet hukommelsessvigt, hvor den anden informant primært oplever koncentrationsbesvær, og de må begge anvende strategier for at løse arbejdsopgaver på anden vis. Begge giver udtryk for, at arbejdet øger trætheden hurtigere end før sygdom og /eller behandling. Ligeledes beretter informanterne om, at øget sårbarhed resulterer i følelsesmæssige reaktioner i forskellige arbejdsrelaterede situationer. Konklusion: Hos begge informanter påvirkes arbejdslivet af de kognitive senfølger, hvilket kommer til udtryk i varetagelsen af arbejdsopgaver, arbejdsevnen, deltagelse i arbejdslivet samt en psykisk påvirkning. Søgeord: Mammacancer, kognitive senfølger, arbejdsliv, ergoterapi Abstract Title: “Cognitive impairments in working life” – a qualitative study of women, treated for breast cancer, and their experiences of returning to work. Background: In 2012, the incidence of breast cancer was 1.396, for the group of women, aged 45-59. The majority of survival exists in this type of cancer, thus many women with breast cancer experience cognitive impairments, as a result of illness and/or treatment. Studies emphasizes how cognitive impairments influence everyday life, including work. However, within occupational research there is limited knowledge concerning cognitive impairment and its influence on working life. Purpose: To investigate women with cognitive impairments after treatment with chemotherapy for breast cancer. Our aim is to get an insight in how cognitive impairments have influenced the working life of these women after returning to the labour market. Problem: How do middle-aged women, treated with chemotherapy for breast cancer, experience the influence of cognitive impairments on working life after returning to the labour market? Method: A qualitative study based on two semi-structured interviews, followed by another two interviews in order to elaborate the meaning of the former interviews. Data was processed according to Steinar Kvale and Svend Brinkmann’s method of analysis in order to get an in-depth understanding of the meaning. Kirsti Malterud´s transverse analysis was finally involved for comparison. Results: The informants experience an influence caused by cognitive impairments. This influence is shown in different ways. One of the informants expresses how she forgets work-related tasks as a result of lapse of memory. The other informant primarily experiences that she finds it difficult to concentrate. They both have to use strategies in order to solve work tasks in a different way. They both express how work increases fatigue more rapidly than before the illness and/or treatment. In addition, the informants tell about how increased vulnerability results in emotional reactions in different work-related situations. Conclusion: Working life is influenced by the cognitive impairments in both of the informants, which is shown in the management of work tasks, the ability to work, participation in working life and mental influence. Mesh terms: Breast cancer, cognitive impairments, working life, occupational therapy Læsevejledning Projektet er udformet således, at hvert afsnit indledes med en metatekst, som kort beskriver indholdet i det følgende afsnit. Første gang en teori omtales i dette projekt, benyttes teoriens fulde betegnelse, hvorefter en forkortelse af denne benyttes, f.eks. Model Of Human Occupation (MOHO). Første gang kognitive senfølger nævnes i et afsnit, benævnes de som kognitive senfølger. Efterfølgende benyttes betegnelsen senfølger, dog med få undtagelser, hvor benævnelsen af kognitive senfølger er nødvendig for forståelsen. Når begge informanter omtales i projektet, vil betegnelsen informanter blive benyttet. Informanterne i projektet er anonymiseret og betegnelserne S og G benyttes derfor, hvor disse omtales individuelt. Der er ved udførelsen af samtlige interviews indhentet skriftlig samtykke fra informanterne. I projektet anvendes Vancouver referencesystem, og bilagshenvisninger benævnes efter nummer, f.eks. (Bilag 1). Citater fra interviews fremgår i resultatafsnittet i kursiv og refererer til det pågældende linjetal i transskriptionen som f.eks. (G. l. 64-67). Der benyttes forkortelser i henhold til Dansk Sprognævn. God læselyst Vibeke Hartman Vestergaard & Lene Vangsgaard Larsen Anne Mette Stenholt Nielsen & Ditte Holst Nielsen-Man Indholdsfortegnelse 1. Problembaggrund .............................................................................................................. 9 1.1 Kognitive senfølger ..................................................................................................... 9 1.2 Arbejde ...................................................................................................................... 10 1.3 Sammenfatning af studierne ...................................................................................... 10 1.4 Formål og målgruppe ................................................................................................ 11 1.5 Problemstilling .......................................................................................................... 11 1.5.1 Definition af nøgleord ........................................................................................ 12 2. Forforståelse .................................................................................................................... 13 3. Teori ................................................................................................................................ 13 3.1 Mammacancer ........................................................................................................... 13 3.2 Model Of Human Occupation ................................................................................... 14 3.3 Arbejdets betydning og virksomhedens sociale kapital ............................................ 14 4. Design .............................................................................................................................. 15 4.1 Videnskabsteoretisk grundlag.................................................................................... 15 5. Etiske overvejelser ........................................................................................................... 16 6. Materiale .......................................................................................................................... 17 6.1 Inklusionskriterier ...................................................................................................... 17 6.2 Eksklusionskriterier ................................................................................................... 17 6.3 Udvælgelse af informanter ........................................................................................ 17 7. Metode ............................................................................................................................. 18 7.1 Tilgang ....................................................................................................................... 18 7.2 Dataindsamling .......................................................................................................... 18 7.2.1 Interviewguide .................................................................................................... 18 7.2.2 Pilotinterview ..................................................................................................... 19 7.2.3 Forskningsinterviews .......................................................................................... 19 7.2.4 Geninterviews ..................................................................................................... 20 7.3 Databearbejdning ....................................................................................................... 21 7.3.1 Transskription ..................................................................................................... 21 7.3.2 Meningskodning, -kategorisering og -kondensering .......................................... 21 7.4 Litteratursøgning ....................................................................................................... 22 8. Resultater ......................................................................................................................... 24 8.1 Præsentation af informanter ...................................................................................... 24 8.1.1 Informant S ......................................................................................................... 24 8.1.2 Informant G ........................................................................................................ 24 8.1.3 Virksomhedspraktik ........................................................................................... 24 8.2 Processen med at vende tilbage til arbejde ................................................................ 25 8.2.1 Opstarten ............................................................................................................. 25 8.2.2 Arbejdets tilrettelæggelse ................................................................................... 27 8.2.3 Relation til kollegaer og leder ............................................................................ 29 8.3 Kognitive senfølger i arbejdslivet ............................................................................. 30 8.3.1 Oplevede kognitive senfølger ............................................................................. 30 8.3.2 Håndtering af kognitive senfølger ...................................................................... 32 8.4 Arbejdets betydning................................................................................................... 35 8.4.1 Informant S ......................................................................................................... 35 8.4.2 Informant G ........................................................................................................ 35 8.5 Opsummering af hovedresultater............................................................................... 35 8.5.1 Informant S ......................................................................................................... 35 8.5.2 Informant G ........................................................................................................ 36 9. Diskussion ....................................................................................................................... 37 9.1 Diskussion af resultater ............................................................................................. 37 9.1.1 Kognitive senfølger ............................................................................................ 37 9.1.2 Påvirkning på arbejdslivet .................................................................................. 38 9.2 Diskussion af design, materiale og metode ............................................................... 42 9.2.1 Design ................................................................................................................. 42 9.2.2 Materiale ............................................................................................................. 43 9.2.3 Metode ................................................................................................................ 43 9.2.4 Intern validitet og reliabilitet .............................................................................. 48 9.2.5 Ekstern validitet .................................................................................................. 48 10. Konklusion .................................................................................................................... 49 11. Perspektivering .............................................................................................................. 50 12. Litteraturliste ................................................................................................................. 52 13. Bilagsfortegnelse ........................................................................................................... 55 1. Problembaggrund I 2012 blev der konstateret 36.989 nye cancertilfælde, hvilket giver en incidensrate på 596 pr. 100.000 (1). Ud af disse tilfælde var mammacancer en af de hyppigst forekommende med en incidens på 4.549 i 2012. Samme år var prævalensen 58.202 (1). Indenfor behandlingen af sygdommen har man de seneste år gjort store fremskridt, hvilket bevirker, at der hos denne type af cancer er størst overlevelse (2). Den primære behandling af mammacancer består i langt de fleste tilfælde af kirurgi. Denne efterfølges ofte af medicinsk efterbehandling, som tilbydes 95 % af kvinderne for at halvere risikoen for tilbagefald (3). Den medicinske behandling består ofte af kemoterapi (4). 1.1 Kognitive senfølger Noget tyder på, at kemoterapi kan medføre kognitive senfølger (5). Et amerikansk kvalitativt studie fra 2009 undersøgte konsekvenserne af senfølgerne ift. kvinders personlige og professionelle liv (6). Studiet inkluderede 74 kvinder med mammacancer; 77,6 % af disse kvinder havde afsluttet kemoterapibehandling mindst et år inden undersøgelsens start. Studiet indikerede, at senfølgerne kunne være problematiske for kvinder, som havde overlevet mammacancer. Mange af kvinderne hævdede, at de kognitive senfølger var den mest generende senfølge efter behandling af cancer. Derudover viste studiet, at den såkaldte ”kemohjerne” resulterede i nedsat livskvalitet og daglig livsførelse. Kvinderne rapporterede således 15 velafgrænsede kroniske symptomer, som de tilskrev behandlingen. 70 % af symptomerne var kognitive senfølger (6). Et canadisk kohorte studie fra 2000 undersøgte, om der var senfølger efter behandling med kemoterapi (7). I undersøgelsen indgik en gruppe nyligt behandlede, en gruppe som var blevet behandlet for to år siden samt en kontrolgruppe uden cancer. Undersøgelsen viste en statistisk signifikant forskel i den overordnede kognitive funktion mellem den nyligt behandlede gruppe og kontrolgruppen. Desuden havde en stor del af de to behandlede grupper moderat til svære kognitive begrænsninger sammenlignet med kontrolgruppen (7). Sammenfattende viser studierne, at kvinder med mammacancer oplever senfølger efter kemoterapi, hvilket påvirker deres livskvalitet, hverdags- og arbejdsliv (6,7). 1.2 Arbejde 75 % af cancerramte i den erhvervsaktive alder vender tilbage til arbejdet i årene efter behandling af cancer (8). Et svensk follow-up studie fra 2013 undersøgte sammenhængen mellem bl.a. kognitive faktorer og tidshorisonten for tilbagevenden til arbejdet (9). Studiet inkluderede 44 kvinder i alderen 40-64 år med mammacancer, som alle havde modtaget medicinsk efterbehandling. Kvinderne arbejdede enten deltid eller fuldtid før diagnosen. Antallet af kvinder, som vendte tilbage til arbejdet, blev målt ved hhv. baseline (otte mdr. efter diagnose), 1. follow-up (11 mdr. efter diagnose) og 2. follow-up (18 mdr. efter diagnose). Ved baseline var 29 kvinder tilbage i arbejde, mens 15 var sygemeldte. Ved 1. follow-up var 30 kvinder vendt tilbage til arbejde, og 14 var sygemeldte. Ved 2. follow-up var 40 kvinder tilbage i arbejde, mens fire var sygemeldte (9). Ud fra ovenstående studie ses det, at mange kvinder vender tilbage til arbejdet (9), men der foreligger dog ikke en beskrivelse af, hvordan kvindernes oplevelse af at vende tilbage til arbejdet har været. En amerikansk kvalitativ metasyntese fra 2014 gennemgik empirisk, kvalitativ litteratur omhandlende overlevende efter cancer og deres oplevelse af udfordringer ift. bibeholdelse af og tilbagevenden til arbejde (10). Metasyntesen inkluderede 39 studier og påpegede, at overlevende efter cancer oplever udfordringer med at bibeholde og vende tilbage til arbejde. Således var kun ca. 60 % af de overlevende vendt tilbage til arbejde et til to år efter endt behandling. Da mange af de overlevende stadig er i den erhvervsaktive alder, gør det de resterende 40 %, som ikke er tilbagevendt til arbejde, problematisk. Dette medfører store omkostninger for sundhedssystemet og samfundet generelt. Desuden vil det ofte medføre store økonomiske tab for den enkelte og dennes som familie (10). 1.3 Sammenfatning af studierne De omtalte studier (6,7) indikerer, at mange kvinder med mammacancer oplever kognitive senfølger efter sygdommen og/eller behandlingen. Disse senfølger påvirker hverdagsaktiviteter, herunder arbejde. Som følge heraf oplever nogle af kvinderne en forringelse af livskvaliteten. Endvidere viser et studie (10), at arbejde er et af de områder, som påvirkes i højere grad af senfølgerne. Udgangspunktet for ergoterapi er, at alle mennesker uanset livssituation, har ”[…] behov for at udføre aktiviteter, der er meningsfulde, vigtige eller nødvendige for at kunne deltage i hverdags- og samfundslivet.” (11) s. 18. Da arbejdet spiller en væsentlig rolle som den dominerende aktivitet i voksenlivet (12), er området yderst ergoterapeutisk relevant. Da ergoterapeuter har fokus på graduering og adaptation, kan den enkelte ved hjælp af nye strategier angiveligt blive i stand til at genoptage og bibeholde arbejdet. Et ergoterapeutisk, kvalitativt studie fra Australien fra 2014, understøtter det ergoterapeutiske potentiale (13). Ergoterapeuterne undersøgte bl.a. de kognitive forandringer, som ni kvinder med brystkræft og behandlet med kemoterapi, havde. Ligeledes undersøgte de det ergoterapeutiske potentiale ift. målgruppen. Undersøgelsen viste, at senfølger efter kemoterapibehandling var meget individuelle (13), hvilket understregede behovet for strategier tilpasset den enkelte. Undersøgelsen konkluderede, at der er behov for et ergoterapeutisk tilbud ift. at hjælpe kvinderne med at genoptage dagligdagsaktiviteter, både under og efter deres cancerbehandling, idet overlevelsesraten af mammacancer bliver ved med at stige (13). Studiet består dog kun af en stikprøve på ni kvinder, og derfor giver det ikke et reelt billede af den samlede population. 1.4 Formål og målgruppe Flere af de nævnte studier (9,10) har påvist, at over halvdelen vender tilbage til arbejde. Dog belyser disse studier ikke kvindernes subjektive oplevelse af arbejdslivet, efter de er vendt tilbage til arbejdet. Formålet med dette projekt er derfor, at undersøge, kvinder med kognitive senfølger efter behandling med kemoterapi for mammacancer. Vi ønsker at få indsigt i, hvordan senfølgerne har påvirket deres arbejdsliv, efter de er vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Ifølge data fra Cancerregisteret er gruppen af kvinder, hvor mammacancer forekommer hyppigst, de 60-74 årige med 1.843 tilfælde i 2012. Herefter følger de 45-59 årige med 1.396 tilfælde (1). Da vi har fokus på kvinder i den erhvervsaktive alder, er det yderst relevant at inddrage gruppen af de 4559 årige, idet de er hyppigt repræsenteret i statistikken over tilfælde af mammacancer og samtidig har relativt mange år tilbage på arbejdsmarkedet. 1.5 Problemstilling I følgende afsnit fremgår problemstillingen samt en definition af nøgleord. Hvordan oplever midaldrende kvinder, færdigbehandlede med kemoterapi for mammacancer, at de kognitive senfølger har påvirket arbejdslivet, efter de er vendt tilbage til arbejdsmarkedet? 1.5.1 Definition af nøgleord Midaldrende kvinder: En gruppe af kvinder, som aldersmæssigt ligger mellem ungdom og alderdom; ca. 45-60 år (14). Mammacancer: Cancer mammae er synonymt med ordet brystkræft (15), som er en ”primær malign tumor i brystet” (16). Vi vælger dog at bruge den sundhedsfaglige betegnelse mammacancer. Kognitive senfølger: ”Kognition betyder tænkning, og de kognitive funktioner udgør tilsammen de processer, der medfører, at mennesket kan modtage og bearbejde indtryk, vurdere informationernes vigtighed, forbinde informationerne med allerede eksisterende viden og på den baggrund træffe beslutninger og tage initiativ til handling” (17) s. 93. Senfølger defineres af Kræftens Bekæmpelse som bivirkninger/gener, der fortsætter, forværres eller opstår lang tid efter behandling (18). Kognitive senfølger skal forstås som en negativ påvirkning af kognitionen. Arbejdslivet: Fuldtids- og deltidsarbejde. Efter de er vendt tilbage til arbejdsmarkedet: Processen med at vende tilbage til arbejdet, fra første dag efter endt sygemelding og tiden herefter, enten på tidligere arbejdsplads eller ny, uanset ansættelsesvilkår. 2. Forforståelse I følgende afsnit beskrives vores forforståelse for gruppen af kvinder behandlet for mammacancer og det ergoterapeutiske potentiale for denne gruppe. Som resultat af gennemlæsning af litteratur og udarbejdelse af problembaggrund, havde vi en forforståelse af, hvordan målgruppen oplever, at de kognitive senfølger påvirker arbejdslivet, efter de er vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Vi havde en formodning om, at senfølgerne ville påvirke dem i større eller mindre grad. Senfølgerne ville muligvis vise sig som hukommelsessvigt, koncentrationsbesvær og nedsat overblik, alle ifm. arbejdet. Derudover havde vi en formodning om, at kvinderne ikke ville kunne arbejde fuldtid og i samme tempo, som de kunne inden sygemelding. Kvinderne kunne være sårbare, hvilket ville give anledning til etiske overvejelser om, hvordan vores tilgang til kvinderne skulle være. Vi havde en formodning om at senfølgerne og tilbagevenden til arbejdet, var et relevant emne for ergoterapeuter at arbejde med. Vi ville muligvis kunne bidrage med strategier ift. kvindernes håndtering af senfølgerne i arbejdet. 3. Teori I følgende afsnit beskrives teori som inddrages i projektet. Som baggrundsviden anvendes teori om mammacancer samt behandling af sygdommen og nogle af de kognitive senfølger, som kan opstå på baggrund af sygdom og behandling. Fokus i projektet er på arbejdet, og hvordan kvinderne oplever dét at være på arbejdsmarkedet igen efter evt. langvarig sygdom og behandling for mammacancer. Derfor finder vi det relevant at inddrage et sociologisk aspekt, herunder deltagelse i arbejdslivet. Som ergoterapeutisk forståelsesramme og fortolkningskontekst inddrages ”Model Of Human Occupation” (MOHO), som er en evidensbaseret og klientcentreret ergoterapeutisk begrebsmodel, udarbejdet af Gary Kielhofner i 1980 (19). 3.1 Mammacancer Mammacancer udgår fra alle typer af epitelceller i mamma, dog hyppigst fra mælkegangene (20). Ved mammacancer vokser cellerne uhæmmet og kan danne svulster, som deraf ødelægger den omkringliggende væv i brystet (21). Langt de fleste yngre kvinder med mammacancer behandles med kemoterapi. Denne efterbehandling medfører fysiske bivirkninger af forskellige sværhedsgrader (3). Hos mange kvinder opstår der senfølger efter sygdom og behandling, og dette kan have indflydelse på den enkeltes hverdag. Nogle kvinder rapporterer om koncentrations- og hukommelsesbesvær samt kronisk træthed, som kognitive senfølger af cancer (3,5,22). 3.2 Model Of Human Occupation Mennesket består, ifølge MOHO, af et dynamisk samspil mellem komponenterne; vilje, vanedannelse og udøvelseskapacitet (19). Vilje omhandler motivation for aktivitet, og herunder hører menneskets interesser, værdier og følelse af handleevne, som består af følelsen af evne og effektivitet. Vanedannelse omfatter en organisation af aktivitet i mønstre og rutiner, hvorunder vaner og roller hører. Udøvelseskapacitet omhandler de fysiske og kognitive evner bag aktivitetsudøvelsen. MOHO beskriver det, som mennesket foretager sig under aktivitet, på tre niveauer. Aktivitetsdeltagelse, som omhandler engagement i aktiviteten, og som indebærer, at aktiviteten har personlig og social betydning. Aktivitetsudøvelse, som betegner udførelsen af en aktivitet. Konkrete handlinger, som udføres under udøvelsen af en aktivitet, benævnes som færdigheder (19). Ifølge MOHO vil en balance mellem menneskets aktivitetsidentitet og -kompetencer medføre aktivitetsadaptation (19). Således vil følelsen af, hvem man er og ønsker at være, samt evnen til at fastholde aktiviteter der afspejler dette, stemme overens. De aktiviteter som mennesket foretager sig, er ifølge MOHO alle placeret i og påvirket af omgivelserne. Desuden er det netop omgivelserne, der tilfører mening til aktiviteterne. Omgivelserne kan både medføre muligheder, ressourcer, krav og begrænsninger for mennesket (19). 3.3 Arbejdets betydning og virksomhedens sociale kapital I følgende afsnit redegøres for arbejdets betydning ud fra et udviklingspsykologisk perspektiv. Derudover inddrages et sociologisk perspektiv ift. virksomhedens sociale kapital. For mange er arbejde en værdifuld aktivitet i relation til at kunne forsørge sig selv og er et symbol på status for den enkelte (12). Ifølge Leontjew, er arbejdet den dominerende virksomhed i voksenlivet. Herigennem opnår den enkelte erkendelse af omverdenen, tilegnelse af færdigheder og udvikling af bevidsthed, handlekompetencer og personlighed (23). Virksomhedens sociale kapital defineres som den egenskab, der sætter medlemmerne i organisationen i stand til at løse dens kerneopgaver i fællesskab (24). Begreberne samarbejde, tillid og retfærdighed indgår i virksomhedens sociale kapital. Samarbejde kræver, at medarbejderne har tillid til hinanden. En forudsætning for lysten til at bidrage til virksomheden er, at den enkelte medarbejder oplever sig retfærdigt behandlet og som et fuldgyldigt medlem af fællesskabet (24,25). En høj social kapital har en positiv sammenhæng med medarbejdernes helbred, således at disse oplever mindre sygdom, hvilket hænger sammen med den høje grad af medarbejdernes indflydelse på eget arbejde (25). 4. Design I følgende afsnit beskrives projektets design samt det videnskabsteoretiske grundlag, herunder den fænomenologiske tilgang og den hermeneutiske fortolkningsvidenskab. Vi valgte et kvalitativt design, hvor vi foretog semistrukturerede interviews samt pilotinterview på baggrund af en udarbejdet interviewguide (26). Metoden blev benyttet, idet den sigter mod at forstå temaer ud fra informantens oplevede livsverden, herunder at undersøge informanternes subjektive oplevelse ift. at vende tilbage på arbejdet efter behandlingen af mammacancer. Vi valgte at geninterviewe begge informanter, idet vi søgte uddybende svar på nogle af informanternes udsagn (27). 4.1 Videnskabsteoretisk grundlag Vi tog i projektet afsæt i en fænomenologisk tilgang, som er en retning inden for den humanvidenskabelige tradition, grundlagt af Edmund Husserl. Fænomenologien tager udgangspunkt i personers oplevelse af verden, og hvordan de forstår den (27). Dette benævnes som fænomener, og vi søger her at finde meningsindholdet i disse, som personen forstår det. Målet er således at beskrive personens erfaring som den tager sig ud i dennes livsverden (28). Vi tog ligeledes udgangspunkt i den hermeneutiske fortolkningsvidenskab, formuleret af HansGeorg Gadamer, da vi ønskede at få en forståelse af den livsverden, som informanterne havde (27). For at nå frem til selve meningen af fænomenerne, skal de forstås ud fra den hermeneutiske cirkel, hvor man forsøger at forstå helheden ud fra de enkelte dele og omvendt (28). Forståelsen af helheden består af en proces svarende til tre faser i den hermeneutiske cirkel; Forforståelse, forståelse og efterforståelse (27). Forforståelsen går altid forud for forståelsen (28). Forforståelsen er menneskets fordomme som indeholder forventninger og meninger. Disse skaber en samlet forståelseshorisont, som bruges til at fortolke den verden, vi er en del af. Det er vigtigt at gøre sig klart, hvilken forforståelse, som er gældende inden, man forsøger at forstå informantens livsverden, idet man kan lade sig påvirke af sin egen forståelse af et bestemt fænomen. Man skal dermed lægge forforståelsen til side og søge at forstå informantens subjektive oplevelser af fænomenerne (28). Efterforståelsen kommer på baggrund af de forståede fænomener, og udgør hermed den nye forståelse (27). 5. Etiske overvejelser I følgende afsnit beskrives de etiske overvejelser, vi har haft ifm. projektet. Vi havde fra projektets start gjort os etiske overvejelser ift. undersøgelsen af det pågældende emne omhandlende mammacancer og kognitive senfølger. Vi tog udgangspunkt i Helsinki-deklarationen, hvor et vigtigt princip er, at mennesket kommer før al forskning (29). Derfor var vores hensigt ikke at sygeliggøre kvinderne yderligere under interviewene og i de efterfølgende faser. Ud over førnævnte princip havde vi løbende etiske overvejelser gennem processen. Disse beskrives i de følgende afsnit. 6. Materiale I følgende afsnit beskrives projektets materiale, herunder in- og eksklusionskriterier, som er opstillet på baggrund af problemstillingen. Herudover beskrives udvælgelsen af informanterne. 6.1 Inklusionskriterier Vi valgte i projektet at tage udgangspunkt i kvinder med mammacancer. Inklusionskriterierne var kvinder i alderen 45-59 år, som skulle være færdigbehandlet med kemoterapi og have kognitive senfølger. Kvinderne skulle derudover være vendt tilbage til arbejdet og have arbejdet i mindst to mdr. efter endt behandling. De skulle ligeledes være dansktalende for at sikre, at meningen af det sagte ikke gik tabt. 6.2 Eksklusionskriterier Kvinder som havde været tilbage på arbejdet i mere end et halvt år efter endt behandling, blev ekskluderet, idet vi havde en formodning om, at deres erindringer om at vende tilbage til arbejdet ikke stod så klart for dem. Ligeledes ekskluderede vi kvinder med en psykisk lidelse, erhvervet hjerneskade og selvstændige erhvervsdrivende, da dette kunne have en indflydelse på resultaterne. 6.3 Udvælgelse af informanter I vores søgen efter informanter, tog vi kontakt til kræftrådgivninger udvalgte steder i Jylland. Her forklarede vi formålet med projektet samt in- og eksklusionskriterierne. Ligeledes kontaktede vi sundhedscentre i samme områder. Dette resulterede i tre mulige informanter, hvoraf den ene ikke kunne opfylde inklusionskriteriet ift., hvor langt tid hun havde været tilbage på arbejdet. Dog blev denne valgt til pilotinterview. De resterende to blev udvalgt til informanter. Vi fik yderligere kontakt til en anden mulig informant, som dog måtte udelukkes pga. eksklusionskriterierne. Grundet fåtallet af informanter valgte vi at udvide søgningen til at omfatte hele Jylland og Fyn, da vi ikke fandt flere mulige informanter gennem de første kontakter. Denne søgning resulterede i to informanter, som måtte udelukkes pga. manglende opfyldelse af inklusionskriterierne. Ud over mails postede vi på Facebook et opslag på en gruppe for brystkræftramte, hvilket ikke gav respons. Herefter postede vi samme opslag på vores egen Facebookprofil, hvilket resulterede i en henvendelse, som dog måtte udelukkes pga. manglende opfyldelse af eksklusionskriterier. Ligeledes fik vi en henvendelse fra vores eget netværk omkring en mulig informant, som måtte udelukkes pga. manglende opfyldelse af inklusionskriterier. Vi kontaktede de mulige informanter, for at sikre in- og eksklusionskriterierne. Dette gjorde vi telefonisk for at sikre forståelsen af kriterierne og for at undgå mulige misforståelser. Vi havde løbende, i udvælgelsen af informanterne, gjort os etiske overvejelser ift., hvordan vi skulle håndtere emnet og vores tilgang til de mulige informanter, og deres oplevelser af sygdommen. De udvalgte informanter fik tilsendt informationsbrev med bekræftelse af det aftalte tidspunkt, hvor vi igen forklarede formålet med projektet og oplyste om anonymitet og fortrolighed (Bilag 1). Ligeledes fremsendte vi en samtykkeerklæring til gennemlæsning (Bilag 2). Valget om fremsendelse af informationsbrev, var en konsekvens af de etiske overvejelser. 7. Metode I følgende afsnit beskrives projektets metode, herunder; tilgang, dataindsamlingsproces, databearbejdning og litteratursøgning. 7.1 Tilgang Gennem projektet tog vi afsæt i en induktiv og en deduktiv tilgang, hvor man ved en induktiv tilgang tager udgangspunkt i empirien, mens man ved den deduktive tilgang er teoristyret (30). Vi valgte en vekselvirkning mellem disse tilgange, da vi ønskede at forstå informanternes oplevelse af fænomenerne samtidig med, at vi ønskede at belyse disse fænomener ud fra en teoretisk fortolkningsramme (31). 7.2 Dataindsamling 7.2.1 Interviewguide Med udgangspunkt i projektets design, hvor formålet var at foretage semistrukturerede interviews, udarbejdede vi en interviewguide (Bilag 3). Denne indeholdt forskningsspørgsmål, interviewspørgsmål og opfølgende spørgsmål (26,27), som tog afsæt i en deduktiv tilgang. Forskningsspørgsmålene udarbejdede vi med afsæt i begreberne aktivitetsudøvelse og værdier ud fra MOHO (19) samt teori fra sociologi, herunder virksomhedens sociale kapital (25). Interviewspørgsmålene formulerede vi ud fra disse begreber, og de blev formuleret i et dagligt sprog og i udgangspunktet som åbne, men samtidig ledende spørgsmål (26). Hensigten med de ledende spørgsmål var at verificere vores fortolkning af informanternes udsagn (26). Afslutningsvist formulerede vi opfølgende spørgsmål (26), som kunne benyttes, hvis udsagnet fra interviewspørgsmålene ikke blev uddybet nok af informanterne selv. Her havde vi overvejelser om, hvilke udsagn informanterne ville kunne give iht. de konkrete interviewspørgsmål, og hvilke opfølgende spørgsmål disse kunne give anledning til (27). Vi sigtede mod at formulere spørgsmålene i interviewguiden, så de blev så korte og enkle, som muligt (26). Vi havde inden udførelse af interviewene gjort os klart, at vi ville søge at lægge den tidligere beskrevne forforståelse bag os, idet vi gerne ville forholde os induktivt til informanternes oplevelser. 7.2.2 Pilotinterview For at sikre at vi, med den udarbejdede interviewguide, stillede de spørgsmål, som var hensigten hermed, og sikre at spørgsmålene var forståelige, valgte vi at foretage et pilotinterview (26). Dette blev foretaget af to af gruppens medlemmer. Efter udførelsen af pilotinterviewet fandt vi det nødvendigt at foretage enkelte ændringer i interviewguiden, idet vi vurderede, at et par opfølgende spørgsmål var en gentagelse af andre spørgsmål. Informanten gav udtryk for, at spørgsmålene var forståelige, hvorfor vi ikke fandt det nødvendigt at ændre i formuleringen af disse. 7.2.3 Forskningsinterviews Vi valgte, at to andre skulle foretage forskningsinterviewene. Opgavefordelingen mellem interviewerne var således, at den ene interviewede, mens den anden løbende tog noter samt afslutningsvist stillede opfølgende spørgsmål, hvis informanternes udsagn stod uklare. Vi havde en formodning om, at tre eller fire interviewere kunne virke hæmmende, idet tilstedeværelsen af mere end to muligvis kunne påvirke informanternes tillid og åbenhed. Vi indledte alle interviewene med en briefing for at skabe tillid og kontakt (27)(Bilag 3). Informanterne blev kort orienteret om formålet med interviewene og projektet (26). Derudover indhentede vi informeret samtykke fra disse og oplyste om projektets formål (Bilag 2). Ligeledes oplyste vi informanterne om retten til at trække samtykket tilbage, da et emne som dette kunne åbne op for udsagn, som informanterne senere kunne fortryde (26). Vi definerede kognitive senfølger og gav eksempler herpå. Alle interviewene blev afsluttet med en debriefing (Bilag 3), hvor informanterne blev spurgt om eventuelle spørgsmål eller kommentarer relateret til interviewene (26). Vi gjorde os etiske overvejelser ift., hvordan vi afsluttede interviewene på bedst mulig vis og sikrede, at informanterne ikke blev efterladt tydelig berørte af situationen. Grundet det følsomme emne, samt hensynet til informanterne, lod vi det af etiske årsager være op til dem, hvor udførelsen af interviewene skulle finde sted. Dette betød, at det ene interview blev udført i informantens eget hjem, mens det andet interview blev udført på et, for informanten kendt, nærliggende sundhedshus. Pilotinterviewet blev udført på informantens arbejdsplads. Derudover foreslog vi tidspunkter for udførelse af interviewene men lod det være op til dem, hvornår på dagen det skulle være. Vi tog ved alle interviewene afsæt i en induktiv tilgang (30), idet vi ønskede fænomenerne belyst fra informanternes synspunkt. 7.2.4 Geninterviews Efter interviewene valgte vi at foretage geninterviews af begge informanter. Dette gjorde vi, da vi med udgangspunkt i den hermeneutiske cirkel (28), søgte af få en ny forståelse på baggrund af den allerede opnåede forståelse. Vi havde således brug for at få uddybet dele af forståelsen, idet der her var elementer, som ikke stod tydelige for os. Med udgangspunkt i de første interviews udarbejdede vi en ny interviewguide til hver informant med uddybende spørgsmål til deres tidligere udsagn, som var utydelige for os (Bilag 4 og 5). Disse interviewguides var baseret på de tidligere anvendte forskningsspørgsmål, som fandtes relevante for geninterviewene samt på informanternes tidligere udsagn. Dermed var målet med begge geninterviews at opnå en helhedsforståelse af deres livsverden (28). Desuden valgte vi at geninterviewe begge informanter, idet vi søgte en mere dybdegående meningsafklaring. Vi ønskede at sikre, at vi havde forstået, hvad informanterne egentlig mente, og dermed en validering af forståelsen (27). Vi tog derfor atter kontakt til vores to informanter, som begge indvilgede i at deltage i et geninterview, og fremgangsmåden var den samme som tidligere beskrevet. 7.3 Databearbejdning 7.3.1 Transskription Vi valgte at dele interviewene ud mellem os, hvorved vi transskriberede to og to. Hertil opstillede vi transskriptionsregler (Bilag 6). Dette gjorde vi for at have det samme udgangspunkt at arbejde ud fra, da det ellers ville blive svært at foretage sammenligninger af interviewene (26). Vi valgte at transskribere ordret, da vi ville undgå at omformulere udsagnene i en kortere form, som dermed i sidste ende kunne påvirke fortolkningen af meningsindholdet (26). For at højne forskertrianguleringen (32), byttede vi efterfølgende interviewene imellem os, så vi hørte det modsatte interview samtidig med, at vi læste transskriptionen hertil. Geninterviewene blev transskriberet efter samme fremgangsmåde. 7.3.2 Meningskodning, -kategorisering og -kondensering Vi tog i projektet udgangspunkt i Steinar Kvale og Svend Brinkmanns analysemetode (26), idet deres procedurer omkring meningskodning, -kondensering og -fortolkning giver en gennemarbejdet og struktureret analyse af hvert enkelt interview (26). På denne måde kunne vi komme i dybden med hver enkelt informant og dennes udsagn. Indledningsvis foretog vi, med en induktiv tilgang, en kodning af begge transskriptioner, hvor to af gruppemedlemmerne efter gennemlæsning knyttede nogle umiddelbare nøgleord hertil (26). Nøgleordene var inspireret af udsagnene og derved informanternes egne ord. Herefter samlede vi alle nøgleordene, og kategoriserede dem efter enslydende indhold (26). Dernæst tildelte vi hver kategori en farve, hvorefter transskriptionerne blev farvekodet efter disse kategorier. Under kategoriseringen tog vi afsæt i en induktiv tilgang (30). Vi ændrede løbende navnet på kategorierne, idet vi fik en ny forståelse for informanternes udsagn, og konstaterede dermed, at kategorierne ikke var dækkende ift. udsagnenes indhold. Vi udvalgte afslutningsvist tre kategorier, som vi tog udgangspunkt i. Vi foretog herefter en kondensering af de kategorier, vi fandt relevante for besvarelsen af problemstillingen (Bilag 7 og 8), ved først at samle de farvekodede kategorier under naturlige enheder, som dernæst blev kondenseret i centrale temaer (26). De lange udsagn blev dermed sammenfattet til kortere udsagn, hvor essensen af det sagte fremgik (26). Vi bevarede informanternes egne ord, idet vi ønskede at fastholde afsættet i den induktive tilgang. For at få en tværgående sammenligning af informanternes udsagn benyttede vi dele af Kirsti Malteruds analysemetode (33), idet Kvale og Brinkmanns metode ikke omfatter en tværgående fremgangsmåde for sammenligning af ligheder og forskelle (26). Her opstillede vi de kondenserede udsagn ved siden af hinanden, så det blev tydeligt, hvilke ligheder og forskelle, der gjorde sig gældende hos informanterne (Bilag 9). Dette valgte vi, da vi i diskussionen af resultaterne ønskede at sammenligne informanternes udsagn. Vi valgte i resultatafsnittet at præsentere resultaterne ud fra Kvale og Brinkmanns fortolkningskontekster (26), idet vi ønskede at belyse udsagnene på forskellige niveauer. Således tog vi afsæt i fortolkningskonteksten selvforståelse i præsentationen af informanternes kondenserede udsagn, som var informantens forståelse, som vi forstod den. Afslutningsvist lavede vi en opsummering for hver informant ud fra en kritisk commonsense-forståelse, hvor vi havde fokus på en mere kritisk fortolkning af udsagnene (26). 7.4 Litteratursøgning Indledningsvist foretog vi en bevidst tilfældig søgning (34), hvor vi blev inspireret af fagbladet Ergoterapeuten, som havde fokus på kræftrehabilitering (35). Med udgangspunkt i dette tog vi kontakt til ergoterapeut Line Lindahl-Jacobsen ang. hendes ph.d. afhandling; ”Ergoterapi til kræftpatienter” (35). Det gav os yderligere inspiration, hvilket førte til udformning af en foreløbig søgestrategi, hvor vi opstillede mulige søgeord inden for emnet (Bilag 10). For at afgrænse fokus tog vi udgangspunkt i søgestrategien og benyttede databaserne; Cinahl, AMED, PubMed og OT-seeker. Derudover foretog vi en frihåndssøgning (34) på google, som bl.a. ledte os videre til Kræftens Bekæmpelses hjemmeside. Undervejs revurderede vi søgestrategien, efterhånden som vi blev mere afklarede omkring emnet. Vi fandt frem til en række artikler, som vi vurderede var relevante at arbejde videre med. En gennemgang af disse førte til første fokusområde; senfølger efter kræft, voksne og arbejde. Herudfra opstillede vi in- og eksklusionskriterier for vurdering af artiklernes relevans. Eksklusionskriterier var; Børn, Asien, Behandling og ≥60 år. Inklusionskriterierne var; Voksen, Arbejde og Senfølger. Det ledte til 16 videnskabelige artikler. Ud fra første søgning, stødte vi flere gange på kognitive problematikker som følge af kemoterapi, heriblandt begrebet ”kemohjerne”. Det ledte os til en mere specifik søgning på emnet. Vi foretog derfor en frihåndssøgning i google med teksten ”Kognitive senfølger efter kemoterapi og arbejde” samt ”Hejmdal kræft”, som gav flere relevante resultater. Søgningen resulterede i en afgrænsning af fokusområdet, som herefter blev ændret til; kognitive problematikker, arbejde og voksne. Vi udarbejdede en ny søgestrategi med relevante søgeord inden for fokusområdet (Bilag 11). Herefter foretog vi systematiske søgninger i databaser (Bilag 12), hvor relevante artikler blev fundet og gennemgået ud fra opstillede kriterier. Eksklusionskriterierne var; Asien, Børn, Behandling, ≥ 60 år og Kræft i hjernen. Inklusionskriterier var; Voksne < 60 år og artikler publiceret ≥ 2000-. Ved gennemgang af artiklerne udvalgte vi hhv. seks fra Cinahl og fem fra PsycInfo. Desuden fandt vi fem artikler gennem kædesøgning (34). De fundne artikler fra første søgning blev vurderet ud fra de opstillede kriterier, hvilket resulterede i fem artikler. Vi endte med en liste på fem artikler, som blev vurderet ud fra en kritisk gennemgang (Bilag 13). 8. Resultater I følgende afsnit præsenteres informanterne og centrale resultater ud fra kategorierne; processen med at vende tilbage til arbejdet, kognitive senfølger i arbejdslivet og arbejdets betydning. Resultaterne opstilles således, at materiale fra informant S præsenteres først med interview og dernæst geninterview, hvis relevant. Informant G præsenteres efter samme fremgangsmåde. Denne måde vil blive anvendt gennem resultatafsnittet for hver kategori. Resultaterne vil i slutningen af afsnittet blive opsummeret iht. problemstillingen ved anvendelse af fortolkningsniveauet kritisk commonsense (26). 8.1 Præsentation af informanter 8.1.1 Informant S S er 57 år og bosiddende i en mindre provinsby. S har arbejdet 25 år inden for ældreomsorg og arbejder nu på et ældrecenter. Hun blev diagnosticeret i oktober 2013 med mammacancer og var færdigbehandlet med kemoterapi i marts 2014. Hun vendte tilbage til sit arbejde for cirka to en halv måned siden, hvor hun er ansat i virksomhedspraktik. Arbejdstiden er i perioden løbende blevet øget. Inden sygemelding arbejdede S 28 timer i aftenvagt. I december 2014 bliver hun deltidsraskmeldt og til februar 2015 vender hun tilbage til sine oprindelige 28 timer i aftenvagt. 8.1.2 Informant G G er 52 år og bosiddende i en mindre provinsby. G har arbejdet som social og sundhedsassistent i hjemmeplejen i 12 år, og har i de seneste fire til fem år arbejdet i en ”udegruppe”, hvor hun kører ud til borgere i eget hjem. Hun blev diagnosticeret med mammacancer for et år siden og var færdigbehandlet med kemoterapi i maj 2014. Hun vendte tilbage til sit arbejde for fem en halv måned siden og startede i virksomhedspraktik med to timer om dagen. Hun trappede herefter langsomt op over en periode på fire mdr. og arbejder nu 32 timer ugentligt som inden sygemelding. 8.1.3 Virksomhedspraktik Begge informanter var, efter opstart på arbejde, i virksomhedspraktik på deres arbejdsplads. Virksomhedspraktik giver mulighed for, at sygemeldte gradvist kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, enten til deres tidligere arbejdsplads eller en ny. For sygemeldte, der er i virksomhedspraktik på deres tidligere arbejdsplads, er praktikken en måde at få en blid opstart på arbejdet, hvor den sygemeldte har mulighed for at prøve nye funktioner eller opgaver (36). 8.2 Processen med at vende tilbage til arbejde 8.2.1 Opstarten Informant S Interview S blev, ved opstart på arbejde, ansat på sin oprindelige arbejdsplads i virksomhedspraktik, hvor hun startede ud med to timer dagligt. S oplevede, at have indflydelse på planlægningen af timeantal og arbejdsopgaver. Hun ville gerne i dagvagt for at aflaste kollegaerne, og hun syntes, det var sundt at se, hvad der foregik om dagen. Ved opstarten af arbejdet oplevede S, at hun glædede sig, men samtidig var hun nervøs for at vende tilbage, idet hun var bange for ikke at slå til i arbejdet. Hun beskriver opstarten i arbejdet således: ”Jeg kan huske den aller, aller første dag jeg startede efter mit sygdomsforløb (.) Da jeg kom ned i afdelingen, så får jeg at vide […] om jeg ikke kunne tage en beboer i bad. Det var jeg slet ikke klar til. Så der takkede jeg pænt nej. Alt muligt andet. Bare ikke lige beboerne nu.” (S l. 342-45) Som S fortæller, var hun ikke parat til at have med beboerne at gøre. Hun var glad for at vende tilbage, men hvor hun tidligere havde været vant til at have med beboere at gøre, sagde hun i starten fra ift. dette. Geninterview Med fokus på uddybelse af virksomhedspraktik og tilrettelæggelse af arbejdstid. S blev ansat i virksomhedspraktik pga. længerevarende sygemelding og behov for rolig opstart. Lederen på arbejdspladsen fordelte fra starten arbejdstimerne og mente, at det var godt, hvis S kom i dagvagt mhp. at observere kollegaernes arbejdsgang og evt. komme med input hertil. Informant G Interview G startede efter endt behandling i virksomhedspraktik, fire dage om ugen á to timers varighed. Hun beskriver opstarten på arbejdet således: ”[…] egentlig så sagde jeg til min leder da jeg skulle starte, […] to timer om dagen, det er da alt for lidt. […] men, jeg måtte nok indrømme, at det var faktisk ikke for lidt, altså jeg var egentlig færdig, når jeg havde været der i to timer selvom det lyder utroligt […] jeg var så træt i hovedet […]” (G l. 128-31) Som G fortæller, tænkte hun, at to timer om dagen var for lidt. Hun oplevede dog, at det var en blid måde at komme i gang på. Lederen sagde til G, at hun ikke måtte gå op i tid de første 14 dage, hvorved G oplevede at lederen passede på hende. G mødtes med jævne mellemrum med lederen for at drøfte, hvordan det gik, og hvorvidt noget skulle ændres. Hun bestemte i samarbejde med lederen, hvornår hun var klar til flere timer og følte, hun havde stor indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet. G oplevede at have svært ved at finde sin plads, da hun kom tilbage på arbejde. Hun følte sig ikke helt som en del af personalegruppen, idet hun ikke kunne involvere sig så meget, pga. de få timer i starten. Hun uddyber, at hun havde svært ved at finde ud af, hvad hun skulle tage sig af. Det var svært ikke at være kontaktperson for borgerne, hvilket hun var inden sygemelding, men ikke kunne være i starten pga. det lave timeantal. G var bekymret for, hvorvidt hun kunne klare det ude ved borgerne, især ift. det sygeplejemæssige, pga. den lange sygemelding. Efter tre mdr. tilbage på arbejdet, blev G igen kontaktperson for egne borgere. G har ifm. processen at vende tilbage til arbejdet tænkt, at hun måske skulle have været sygemeldt længere tid. Geninterview Med fokus på uddybelse af Gs rolle på arbejdet og hendes sygemelding. G uddyber, at hun havde en følelse af, at hendes rolle blandt kollegaerne var ændret efter opstart på arbejdet. Hun fortæller, at hun, pga. erfaring, tidligere var den, som kollegaerne spurgte til råds. Efter opstart på arbejdet, var rollerne byttet om, så hun nu måtte spørge dem til råds. G fortæller, at det var svært, idet kollegaerne fortsat forventede at kunne spørge hende til råds, hvilket hun ikke følte, hun kunne leve op til. G fortæller dog, at hun på nuværende tidspunkt har fundet sin plads og rolle på arbejdspladsen. G uddyber, at hun ved en længere sygemelding ville have haft længere tid til bearbejdelse. G tænker, at hun dermed muligvis var blevet stærkere psykisk og dermed i stand til bedre at klare svære situationer på arbejdet. 8.2.2 Arbejdets tilrettelæggelse Informant S Interview Arbejdstiden er 18 timer om ugen i dagvagt med skiftevis fire og fem timer. Arbejdstiden øges løbende i roligt tempo. S er uden for normering på sit arbejde, men hun føler, at hun er til lidt hjælp. Arbejdsdagen starter kl. 8.00 og består bl.a. af praktiske gøremål såsom servering af morgenmad, oprydning og rengøring. S synes, det er hårdt med fem timers sammenhængende arbejde uden pause, og hun beskriver det således: ”Så er jeg virkelig brugt (.) Altså jeg kan så være heldig lige at kunne sidde og give en af beboerne noget morgenmad […] og så sidder du ikke ned mere (.)” (S l. 125-26) S fortæller, at arbejdet med de manglende pauser er hårdt. Hun siger, at jobcenteret og en kollega har opfordret hende til at holde pause, når hun har behov for det, hvilket hun dog ikke gør. Hun beskriver, hvordan andre på arbejdspladsen har oplevet hende efter endt arbejdsdag: ”[…] jeg lignede Døden fra Lübeck der da jeg skulle gå hjem klokken et. Jeg havde bare ikke kræfterne til mere.” (S l. 550-52) Som S fortæller, var det åbenlyst for andre, at hun var brugt efter en arbejdsdag på fem timer med manglende pauser. Hun mener, at det vil være okay med faste pauser i løbet af arbejdsdagen. Hun trives nogenlunde med sin arbejdsdag, og hun er tilfreds med måden, arbejdsopgaverne udføres på. Geninterview Med fokus på uddybelse af arbejdstid og -opgaver, pauser og fremtidige dagvagter. S arbejder, ved udførelse af geninterviewet, 22 timer ugentligt. Hun synes, det er hårdere at arbejde i dagvagterne end i de kendte aftenvagter. Arbejdsopgaverne om dagen er ukendte for hende, og hun skal derfor tænke noget mere. Der er i den forbindelse udarbejdet en plan for arbejdsdagen, og hvilke arbejdsopgaver hun skal varetage. Hun giver udtryk for, at kollegaer fra aftenvagten opfordrer hende til at holde flere pauser, hvilket, hun mener, må være fordi de kan mærke, at hun har behov for det. Ifm. deltidsraskmeldingen i december skal hun to gange om ugen arbejde i aftenvagt á otte timers varighed. Når hun efter planen, bliver heltidsraskmeldt til februar, skal hun arbejde fuldtid i aftenvagter, alle dage ligeledes med otte timers varighed. S beskriver tankerne om at vende tilbage til aftenvagterne således: ”Jamen, det ville jo være skønt. Det ville det. Jeg glæder mig til bare at vende tilbage til bare aftenvagter.” (S l. 22-23) Som S fortæller, ser hun frem til at vende tilbage til aftenvagter, som hun havde inden sygemeldingen. Hun trives med denne type vagter og sætter pris på de sammenhængende fem fridage, som hun normalt har ifm. aftenvagterne. S giver udtryk for, at hun er udbrændt efter tre sammenhængende arbejdsdage, og hun oplever, at der ikke er overskud til ret meget andet end arbejde. Hun mener ikke, at det bliver et problem for hende at vende tilbage til aftenvagterne, da man på disse vagter hjælper hinanden med at håndtere mere plejekrævende beboere. Informant G Interview G møder omkring kl. 7.00 og har fri kl. 13.30, undtagen én dag om ugen, hvor hun har fri kl. 15.00. Hun møder på arbejdsstedet, hvor hun bl.a. læser på computeren, inden hun skal ud på sin rute. Ofte holder hun ingen pause før tidligst kl. 12.30, hvor hun kører tilbage til arbejdsstedet og dokumenterer. G fortæller, at hun har vænnet sig til ikke at have pause om formiddagen. Morgenen på arbejdsstedet kan ifølge G nogle gange være hektisk og stressende, afhængig af bemanding, opgaver og borgere. Arbejdsopgaverne ved borgerne er de samme som inden sygemelding, og kan bl.a. bestå af personlig pleje, medicinering og rengøring. Der tages ingen hensyn til G, og hun har stadig tunge borgere og borgere med kræft. 8.2.3 Relation til kollegaer og leder Informant S Interview S fortæller, at kollegaerne er rare, og hun synes, at de har et godt fællesskab, hvor de tager hånd om hinanden. Hun oplever ikke, at der fra arbejdspladsens side er høje forventninger ift. hendes arbejdsindsats. Informant G Interview G fortæller, at hun oplever opbakning og hjælpsomhed fra leder og kollegaer. Ligeledes føler hun hverken høje forventninger eller pres fra arbejdspladsen. Lederen passer på hende og er meget opmærksom og forstående. Lederen har selv haft brystkræft for nylig og dermed været igennem det samme. Hun fortæller, at de kollegaer hun kender godt, er gode til at spørge ind til, hvordan hun har det. Geninterview Med fokus på uddybelse af relation til kollegaer. G uddyber, at kollegaerne ikke alle samles så ofte på arbejdsstedet, hvilket medfører, at hun ikke snakker med alle sine kollegaer. 8.3 Kognitive senfølger i arbejdslivet 8.3.1 Oplevede kognitive senfølger Informant S Interview S fortæller, at hun oplever flere kognitive senfølger, som kommer til udtryk ifm. arbejdet. Senfølgerne viser sig i form af træthed under og efter arbejdet samt hukommelsessvigt ifm. arbejdsopgaver. Disse kan bl.a. komme til udtryk ved, at hun glemmer, hvad der tales om undervejs i samtaler, hvis hendes blik falder på noget andet. Derudover kan hun glemme opgaver, som hun bliver bedt om at udføre på arbejdet, hvis hun undervejs bliver optaget af noget andet. Hun er derfor nødsaget til at gå til kollegaer og få gentaget den oprindelige opgave, og hun giver udtryk for, at hun ikke har oplevet dette inden sygemelding. S fortæller, at hun, efter opstart på arbejde, gentagne gange blev nødt til at kigge på sin arbejdsseddel. Hun uddyber, at hukommelsessvigt trætter hende i arbejdet, og hun fortæller, at hun generelt oplever ikke at have flere kræfter efter en fem timers vagt. S beskriver, hvordan hun kan bruge flere minutter på at komme i tanke om en arbejdsopgave: ”[…] så står jeg sådan lidt og tænker sådan lidt, hvad var det, hvad var det nu lige […] jeg kan stå 5 minutter og jeg kommer ikke videre, så jeg kan ligeså godt gå ind og spørge, hvad var det egentlig lige du sagde.” (S l. 288-90) S beskriver, hvordan hun ikke kommer videre på trods af, at hun bruger tid på at forsøge at huske. Hun synes generelt, hun bruger meget energi på at huske ukendte arbejdsopgaver, og i den forbindelse bliver hun meget træt. På trods af anstrengelserne for at huske, må hun alligevel gå tilbage til sine kollegaer og spørge igen, og hun forklarer, at hun har et behov for at nedskrive ting, som skal huskes ifm. arbejdet. S giver udtryk for, at de nye arbejdsopgaver i dagvagterne samt stressende situationer øger antallet af episoder med hukommelsessvigt. Hun oplever, at hukommelsessvigt gør hende ked af det. Geninterview Med fokus på uddybelse af de kognitive senfølgers påvirkning på arbejdsopgaverne. S oplever at bruge al sin energi på arbejdet, idet hun skal huske meget i den nye arbejdssituation. Hun mener, at senfølgerne, herunder hukommelsessvigt og træthed, har indflydelse på, om hun kan klare de samme arbejdsopgaver som før sygemelding. Hun fortæller, at hun ikke er så bekymret for, at senfølgerne vil påvirke udførelsen af arbejdsopgaverne, når hun vender tilbage til de kendte aftenvagter. Informant G Interview G fortæller, at hun oplever kognitive senfølger ifm. arbejdet. Hun bliver hurtigere træt i hovedet og oplever koncentrationsbesvær og hukommelsessvigt. Hun beskriver koncentrationsbesværet således: ” […] når man er inde og dokumentere og der sidder nogle ved siden af og snakker og skriver, så har jeg svært ved at koncentrere mig […] For eksempel så hører jeg heller ikke radio i bilen, det gjorde jeg også altid førhen […]” (G l. 254-63) Som G fortæller, hører hun eksempelvis ikke længere radio i bilen på arbejdet. Hun uddyber, at hun har brug for ro til at indstille sig på, hvor hun skal hen, og hvad der skal ske. Hun fortæller, at hun i starten havde svært ved at finde hen til borgere, hvor hun ikke havde været før. Hun siger, at senfølgerne oftest viser sig, når hun er sammen med kollegaerne, og at hun nemmere kan koncentrere sig ude ved borgerne. Desuden glemmer hun ting på trods af at have noteret dem på en seddel, hvilket er anderledes end tidligere. Hun beskriver en anden senfølge således: ”[…] altså en ting som, som jeg måske også synes er en følge er at man bliver også nemmere ked af det […] Læsset det vælter nemmere” (G l. 410-12) G uddyber, at hun er blevet mere sårbar. Hun beskriver en episode i opstarten på arbejdet, hvor en borger ingenting ville. I situationen blev hun ked af det og var tæt på at græde, hvilket hun aldrig har gjort før. G synes ikke, at senfølgerne påvirker hende så meget. Geninterview Med fokus på uddybelse af hvordan de kognitive senfølger kommer til udtryk. G fortæller, at det har været hårdt at starte på arbejde, idet hun har haft svært ved at koncentrere sig og komme ud i nye situationer, som har været svære at overskue. Hun beskriver, hvordan det påvirker hende at arbejde under pres: ”Det er i hvert fald en ting der har ændret sig, at det er sværere at arbejde under pres. […] men det påvirker i hvert fald på den måde, at det er svært lige at finde ud af, hvad skal jeg […]” (G l. 8690) G uddyber, at besvær med at arbejde under pres skyldes, at hun ikke længere kan have så mange ting i hovedet. Dette kommer f.eks. til udtryk om morgenen, hvor det ofte kan være hektisk. 8.3.2 Håndtering af kognitive senfølger Informant S Interview S siger, at hun, som en kognitiv senfølge, oplever træthed ifm. arbejdet, men at hun ikke holder pause, når kollegaerne har travlt. Dette undlader hun at gøre, på trods af opfordringer fra kollegaerne. Hun beskriver dette således: ”Jamen altså jeg har jo fået at vide, at når jeg synes at (.) nu trænger jeg til en pause, så skal jeg bare gå ind og sætte mig. Men jeg har det sådan, det gør jeg jo bare ikke når jeg kan se de andre er presset (.)” (S l. 116-17) S fortæller, hvordan hun på trods af opfordring fra kollegaer ikke holder pause. Hun fortæller desuden, at hun skal blive god til at sige til sig selv, at hun har behov for en pause, selvom det er svært for hende. Lederen har kendskab til senfølgerne, men S har ikke fortalt sine kollegaer om disse, hvilket hun ikke har tænkt nærmere over. Hun gør sig overvejelser ift., at ”de må tænke deres”, når hun gang på gang må bede om at få arbejdsopgaverne gentaget. Geninterview Med fokus på uddybelse af træthed og behovet for pauser, hendes tanker om at komme sig og kollegaernes kendskab til hendes kognitive senfølger. S oplever, at hun efter halvanden til to timers arbejde har behov for en pause, men ikke giver sig selv lov til dette. S giver udtryk for, at hun på arbejdet kører derudaf og først mærker trætheden, når hun kommer hjem. Hun uddyber, at hun efter en arbejdsdag ikke har energi til ret meget i hjemmet. Hvis S tillader sig selv at holde en kort pause, oplever hun, at der er ting, som ikke bliver ordnet i den tid, og som hun derfor skal ordne snarligt. Hun mener, at pauserne vil give mulighed for, at hun kan samle ny energi og få renset hovedet. S siger, at hun siden afholdelse af det første interview, har gjort sine kollegaer opmærksomme på, at hun oplever hukommelsessvigt ifm. arbejdsopgaver. Hun synes, at kollegaerne har taget det fint. Informant G Interview G fortæller, at hun i starten skrev alt, hun skulle huske, ned og efterfølgende tjekkede, om hun havde husket det hele. Hun beskriver, hvordan hun håndterer koncentrationsbesværet: ”Jeg prøver at lukke af for de andre der snakker og _ […] der sætter jeg mig nogle gange og skriver der hvor der er ro. […] Jeg læser også hjemmefra […] Selvom vi egentlig har tid til at læse, når vi kommer ind.” (G l. 286-94) Som G fortæller, håndterer hun koncentrationsbesværet ved at sætte sig i et grupperum, beliggende på hendes rute, for at dokumentere, og desuden forbereder hun sig nogle gange hjemmefra. Hun fortæller samtidig, at hun aldrig benytter muligheden for at sætte sig i et andet rum på arbejdsstedet. Hun tror selv, at hun laver sjov med de kognitive senfølger på arbejdet, ligesom de i hendes familie joker og kalder det ”kemohjerne”. Hun fortæller, at lederen, planlæggerne og nogle af kollegaerne er klar over, at hun oplever senfølger, men at hun ikke har fortalt alle kollegaerne om disse. Hun uddyber, at hun ikke har haft behov for dette, idet hun tænker, at de alligevel ikke kan gøre noget ved det. G vil gerne bruge sine erfaringer fra behandlingen med de borgere, der har kræft, fordi hun føler, hun har noget at give af. Samtidig ved hun, at det kan være svært, idet hendes egen sygdom ikke er så langt væk. G mener, at de ting hun kæmper med ikke fylder så meget og føler, at hun kan klare det. Geninterview Med fokus på uddybelse af forberedelse, håndtering af borgere med kræft, reaktion på sårbarhed, begrebet ”kemohjerne”, kollegaernes kendskab til hendes kognitive senfølger samt benyttelse af rum på arbejdsstedet. G fortæller, at hun, især i starten, forberedte sig hjemmefra, og at hun ikke gør det så meget længere. Hun uddyber, at hun forbereder sig for sin egen skyld, på trods af at lederen har sagt, at hun ikke skal bruge fritid på det. Hun uddyber, at det kan være svært, især følelsesmæssigt, at være ude ved borgere med kræft. Dette skyldes bl.a., at hun kommer til at tænke på, at det kunne have været hende, og at hun kommer til at involvere sig. Hun fortæller, at det er en balance, da hun har noget at bidrage med i den sammenhæng. Hun beskriver, hvordan hun håndterer situationer hos borgere med kræft: ”[…] jeg tror alligevel at jeg er så professionel, at jeg godt kan […]og så er det måske først når jeg kommer ud i bilen at jeg […] giver mig til at græde […]” (G l. 64-67) Som G fortæller, reagerer hun først på situationen, når hun efterfølgende kommer ud i bilen, og ikke, når hun er inde ved borgeren. Hun fortæller at det således ikke påvirker hendes arbejdsopgaver ved borgeren. Sommetider bliver hun flov over, at hun bliver ked af det. Hun kan dog ikke lade være og fortæller, at det kan være forløsende at græde. Hun beskriver en nylig episode, hvor hun til julefrokost sammen med kollegaerne deltog i zumba-undervisning. Her brød hun sammen, fordi hun ikke kunne koordinere bevægelserne, idet det var nyt for hende. Hun var flov over episoden og valgte efterfølgende at tage hjem. Hun har siden forklaret kollegaerne, hvad der skete. G fortæller, at hun synes det er godt at have ordet ”kemohjerne” så alle ved, hvad senfølgerne handler om. Hun har ikke givet så meget udtryk for de oplevede senfølger over for kollegaerne, men tænker samtidig, at de vil forstå det og bakke hende op, hvis hun forklarer det. Hun har desuden valgt kun at fortælle det til nogle få, når senfølgerne har vist sig på arbejdet, idet hun ikke vil involvere 20 mennesker i, hvad der er svært for hende. Hun begrunder, hvorfor hun aldrig har benyttet et andet rum på arbejdsstedet for at få ro. Hun vil gerne være, hvor kollegaerne er, og hun synes ikke, at der skal tages hensyn til hende. 8.4 Arbejdets betydning 8.4.1 Informant S Interview Det betyder alt for S at have et arbejde. Hun mener ikke, at hun kunne holde ud at gå hjemme. Hun siger, at fællesskabet er guld værd og fremhæver kollegaerne, som det bedste ved sit arbejde. Det har stor betydning for S, at se beboernes glæde og taknemmeligheden over den hjælp, hun giver. 8.4.2 Informant G Interview Det betyder rigtig meget for G at have et arbejde og at have noget at stå op til, da hun ikke er god til at gå hjemme og sætte sig selv i gang. Hun synes, at det bedste ved arbejdet er at hjælpe dem, der har brug for det og gøre en forskel for nogle mennesker. 8.5 Opsummering af hovedresultater 8.5.1 Informant S S oplever kognitive senfølger i form af hukommelsessvigt og træthed. Senfølgerne medfører, at hun glemmer arbejdsopgaverne og skal have dem gentaget, på trods af anstrengelser for at huske dem. Hun har behov for at nedskrive arbejdsrelaterede ting og glemmer, hvad der tales om i samtaler, hvis hun distraheres. Senfølgerne hindrer hende i at udføre opgaverne optimalt og påvirker hende psykisk. Senfølgerne har påvirket tilrettelæggelsen af arbejdet og er medvirkende til, at hun nu er i virksomhedspraktik på sin arbejdsplads. Lederen har fordelt timerne, men S har oplevet at have indflydelse på planlægningen af virksomhedspraktikken. Hun arbejder nu i dagvagt, modsat inden sygemelding, hvor hun havde aftenvagter. Hun har andre arbejdsopgaver samt færre timer, og arbejdstiden øges løbende. Hun føler sig udbrændt af dagvagterne, idet hun bruger flere ressourcer pga. ukendte arbejdsopgaverne. Dette, samt stressende situationer, øger antallet af episoder med hukommelsessvigt. Hun ser derfor frem til at vende tilbage til aftenvagterne. S undlader at holde pause på trods af træthed og opfordringer fra kollegaer. En fastlæggelse af pauserne vil gøre det nemmere at afholde disse. Lederen har kendskab til senfølgerne, men S har ikke fortalt kollegaerne om senfølgerne før efter første interview. S oplever, ifm. senfølgerne, ingen høje forventninger fra arbejdspladsens side. I kollegagruppen har de et godt fællesskab, hvor hun har fået støtte. Arbejdet betyder alt for S. 8.5.2 Informant G G oplever kognitive senfølger i form af koncentrationsbesvær, hukommelsessvigt, sårbarhed, ligesom at hun bliver hurtigere træt i hovedet. Senfølgerne medfører, at hun glemmer på trods af at have noteret, og at hun har sværere ved at arbejde under pres, overskue nye situationer og finde hen til nye borgere. Hun har brug for ro til at indstille sig på arbejdsopgaver, når hun kører i bil fra borger til borger. Der skal ikke så meget til, før hun påvirkes psykisk. Senfølgerne viser sig mest, når hun er sammen med kollegaerne, idet hun ikke kan koncentrere sig. Som udgangspunkt ville en længere sygemelding have givet G mere tid til bearbejdelse af sygdomsforløbet, og gøre hende stærkere psykisk ift. at kunne håndtere svære arbejdsopgaver. Senfølgerne har påvirket tilrettelæggelsen af arbejdet og har været medvirkende til, at hun i starten var i virksomhedspraktik på sin arbejdsplads. Hun havde således en rolig og havde indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdet. Der tages ingen hensyn til G ift. arbejdsopgaver. I starten oplevede hun, at arbejdsrollen var ændret, idet hun ikke længere følte, at hun kunne leve op til kollegaernes forventninger til hende som den erfarne. Hun havde desuden svært ved at involvere sig i personalegruppen pga. det lave timeantal, og hun følte sig ikke som et lige medlem af gruppen. G håndterer koncentrationsbesværet ved bl.a. at sætte sig i et andet rum på sin rute for at få ro til dokumentation og ved at forberede sig hjemmefra. Hun benytter dog ikke muligheden for at sætte sig i et andet rum på arbejdsstedet på trods af behov. Hun holder desuden ingen pause før frokost. G agerer professionelt, ved først efterfølgende at lade det komme til udtryk, at nogle arbejdssituationer påvirker hende psykisk. Hun bliver flov over sine reaktioner. Hun har desuden trukket sig fra en arbejdsrelateret social begivenhed. Leder, planlæggerne og nogle af kollegaerne er klar over senfølgerne, men G har ikke fortalt alle kollegaerne om disse. G håndterer senfølgerne ved at lave sjov med dem og bruger betegnelsen ”kemohjerne”. G oplever, ifm. senfølgerne, ingen høje forventninger eller pres fra arbejdspladsen, men derimod støtte, opbakning og hjælpsomhed fra leder og kollegaer. Arbejdet er af væsentlig betydning for G. 9. Diskussion I følgende afsnit diskuteres resultaterne ud fra MOHO og teori om virksomhedens sociale kapital og sammenholdes med tre studier. Herudover diskuteres valg af metode, teori og forforståelse samt projektets reliabilitet og interne og eksterne validitet. 9.1 Diskussion af resultater 9.1.1 Kognitive senfølger Resultaterne viser, at informanterne begge oplever kognitive senfølger i form af hukommelsessvigt, træthed og øget sårbarhed. Desuden oplever informant G koncentrationsbesvær. Disse fund stemmer overens med litteratur, som peger på, at patienter, behandlet med kemoterapi, bl.a. oplever ikke at kunne huske og koncentrere sig (5). Ligeledes stemmer vores fund overens med resultaterne fra et ergoterapeutisk, kvalitativt studie fra Australien fra 2014 (13), som påviser samme senfølger som informanterne i vores projekt oplever. Dog oplever informanterne i studiet også problemer med opmærksomhed, sprog, problemløsning, prioritering, uro/ophidselse og angst (13), hvilket informanterne i vores projekt ikke nævner. Endvidere påpeger ovennævnte studie, at senfølger efter kemoterapi er individuelle, og desuden består studiet af ni informanter, og det giver derfor ikke nødvendigvis et reelt billede af populationen (13). Endelig kan senfølgerne, som de opleves af den enkelte, muligvis påvirkes af typen af arbejde, idet der kræves forskellige kompetencer. 9.1.2 Påvirkning på arbejdslivet Følelse af handleevne Resultaterne viser, at informanternes arbejdsevne er påvirket af de kognitive senfølger. Det kunne derfor tyde på, at informanternes følelse af handleevne er påvirket, som beskrevet ud fra MOHO (19). Set ud fra dette perspektiv, kan effektiviteten såvel som evnen muligvis være påvirket, idet S føler sig udbrændt pga. dagvagter. Dette kan skyldes, at hun ikke føler hendes evner er tilstrækkelige, da arbejdsopgaverne er ukendte. For Gs vedkommende gør det sig gældende, at hun ikke kan leve op til forventningerne fra kollegaerne, idet hun ikke evner at besvare spørgsmål på samme måde som tidligere. Set ud fra MOHOs perspektiv påvirkes Gs tanker om sig selv muligvis, idet hun bliver flov over egne følelsesmæssige reaktioner. Dog føler G overordnet, at hun er i stand til at håndtere arbejdet på trods af senfølgerne, hvilket kan være et udtryk for, at følelsen af handleevnen ikke er påvirket i så høj grad (19). Senfølgernes påvirkning af følelse af handleevne, som vi ser i vores resultater, genfindes i resultaterne fra det australske studie fra 2014 (13). Studiet viser en forandring i arbejdsevnen hos de inkluderede informanter, og alle rapporterer om, hvordan opgaver, som kræver højt koncentrationsniveau og kognitiv anstrengelse, er drænende og resulterer i træthed. Ligeledes fortæller informanterne i studiet, hvordan senfølgerne resulterer i pinlige situationer, som bevirker, at informanterne bliver kede af det (13). Et amerikansk kvalitativt studie fra 2009 viser endvidere, hvordan effektiviteten påvirkes, hvilket resulterer i, at informanterne fra dette studie føler, at de ikke længere er i stand til at arbejde på samme niveau som før (6). Ud fra MOHO kan det sammenfattende konstateres, at senfølgerne kan påvirke følelsen af handleevne (19), hvilket understøttes af resultaterne fra vores projekt, såvel som resultater fra de ovennævnte studier. Vi mener, at den ændrede følelse af handleevne muligvis kan påvirke informanternes motivation til at foretage sig noget, samt udfordre deres syn på sig selv som værende dygtige (19). Samtidig kan det have en følelsesmæssig påvirkning, at informanterne føler, at de ikke er i stand til at varetage arbejdsopgaverne på samme måde som tidligere, hvilket bl.a. viser sig ved, at begge informanter bliver kede af det. Vanedannelse Resultaterne viser, at informanternes vaner er påvirket af de kognitive senfølger. Set ud fra MOHOs perspektiv kan senfølgerne påvirke vanedannelsen, idet resultaterne viser en ændring i vaner såvel som i roller (19). Informant S oplever, at vanerne påvirkes, idet hun har andre vagter og dermed andre arbejdsgange og -opgaver, hvilke medfører brug af strategier. Af samme grund påvirkes hendes rolle, idet hun pga. de ukendte arbejdsopgaver og hukommelsessvigt, flere gange må bede kollegaerne gentage arbejdsopgaver. Dermed ændres S’ rolle fra selvstændigt at kunne varetage arbejdsopgaver til nu at være afhængig af kollegaernes hjælp (19). Vanerne er for Gs vedkommende påvirket (19), da hun anvender strategier for at kunne koncentrere sig. Informant Gs rolle påvirkes ligeledes, idet hun ikke længere kan leve op til kollegaernes forventninger til hende om at være den erfarne. Når dette betragtes ud fra MOHOs perspektiv, kan det betyde, at G oplever, at hendes personlige og sociale status er ændret, og at rollen er omdefineret, så hun i stedet må spørge kollegaerne til råds (19). Samtidig har G og S begge svært ved at passe på sig selv og tage hensyn til behov, som de oplever ifm. senfølgerne. Vi ser ud fra MOHOs perspektiv, at informanterne forsøger at fastholde tidligere vaner (19), ved f.eks. ikke at holde de pauser, de har behov for. På samme måde ses det, at G er fastlåst i sine vaner på arbejdsstedet, hvor hun ikke benytter muligheden for at sætte sig i et andet rum (19). Senfølgernes påvirkning af vanedannelsen, som fremgår af resultaterne i dette projekt, stemmer overens med resultater fra det australske studie fra 2014. Dette studie påpeger, at senfølgerne, for nogle af studiets informanter, medfører identitets- og rolletab (13). I relation til informant S og G har deres rolletab indflydelse på identiteten, hvilket kan bevirke, at de føler sig utilstrækkelige i arbejdet. Idet vi, ud fra MOHOs perspektiv, ligeledes ser en ændring i informanternes vaner, kan dette tilsammen muligvis påvirke den indsats, der kræves i udførelsen af arbejdsopgaver (19). Dette kræver igen en højere grad af opmærksomhed, hvilket kan øge den træthed informanterne i forvejen oplever som en senfølge. Ud fra MOHO kan det sammenfattende konstateres, at senfølgerne kan påvirke vanedannelsen (19), hvilket underbygges af resultaterne fra såvel vores projekt som resultaterne fra det ovennævnte studie. Aktivitetsdeltagelse Resultaterne viser, at informanternes deltagelse i arbejdslivet er påvirket af de kognitive senfølger. Set ud fra MOHOs perspektiv kan senfølgerne påvirke aktivitetsdeltagelsen (19). Aktivitetsdeltagelsen påvirkes for S’ vedkommende, idet arbejdet trætter hende, og hun ikke kan engagere sig så meget pga. de få arbejdstimer. Gs aktivitetsdeltagelse bliver ligeledes påvirket, idet hun i starten ikke kan involvere sig og deltage på lige fod med de andre i kollegagruppen. Aktivitetsdeltagelsen blev ligeledes påvirket af senfølgerne ifm. en arbejdsrelateret social begivenhed, hvor G måtte tage hjem, og dermed ikke kunne engagere sig (19). Informanterne oplever, at aktivitetsdeltagelsen er påvirket, idet de ikke kan engagere sig fuldt ud i arbejdslivet (19), herunder også arbejdsrelaterede sociale situationer. Der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt informanterne kan engagere sig som ønsket, hvilket muligvis kan påvirke deres trivsel i negativ grad (19). Senfølgernes påvirkning af informanternes aktivitetsdeltagelse, stemmer overens med resultater fra det australske studie fra 2014 (13) og det amerikanske studie fra 2009 (6). Begge studier underbygger, at senfølgerne påvirker deltagelse i arbejdet såvel som socialisering på arbejdspladsen (6,13). Sammenfattende ses det, ud fra MOHOs perspektiv, at senfølgerne kan påvirke aktivitetsdeltagelsen (19), hvilket understøttes af resultaterne fra vores projekt såvel som resultater fra de ovennævnte studier. Aktivitetsudøvelse Resultaterne viser, at udførelsen af arbejdet for informanterne er påvirket af de kognitive senfølger. Set ud fra MOHOs perspektiv, kan senfølgerne påvirke aktivitetsudøvelsen (19). Relateret til S ses påvirkningen af aktivitetsudøvelsen bl.a. ved, at hun glemmer arbejdsopgaver og skal nedskrive eller have gentaget disse. Påvirkningen af aktivitetsudøvelsen ses hos G ved, at hun har svært ved at koncentrere sig og f.eks. har brug for ro til at indstille sig på arbejdsopgaver, når hun kører bil (19). Senfølgerne hindrer derfor begge informanter i at udføre arbejdsopgaver optimalt. Senfølgernes påvirkning af aktivitetsudøvelsen, som ses i resultaterne, stemmer overens med resultater fra det australske studie fra 2014, som viser, at flere af informanterne har problemer med at koncentrere sig og planlægge mens de kører bil (13). Det amerikanske studie fra 2009 viser endvidere at evnen til at fokusere mindskes, opgaver bliver sværere og tager ofte længere tid at udføre. Ligeledes viser studiet, at nogle af informanterne har været nødsaget til at nedskrive opgaver for at huske disse (6). Ydermere viser en amerikansk kvalitativ metasyntese fra 2014, at senfølgerne kan påvirke evnen til at arbejde og udføre arbejdsopgaver effektivt (10). Ud fra MOHO kan det sammenfattende konstateres, at senfølgerne kan påvirke aktivitetsudøvelsen (19), hvilket understøttes af resultaterne fra vores projekt såvel som resultater fra ovennævnte studier. Der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvad denne påvirkning af aktivitetsudøvelsen medfører hos informanterne. Vi har en formodning om, at den må have en indflydelse på deres person såvel som arbejdsliv. Aktivitetsidentitet, -kompetence og -adaptation Resultaterne viser, at informanterne er påvirkede af de kognitive senfølger, hvilket er kommet til udtryk i de ovenstående afsnit. Her har vi påpeget, at informanterne er påvirkede i hhv: følelse af handleevne, vanedannelse, aktivitetsdeltagelse og aktivitetsudøvelse. Ud fra MOHOs perspektiv kan en påvirkning af disse områder medføre en ubalance i aktivitetsidentitet og -kompetence (19). Set ud fra MOHOs perspektiv, kan informanternes aktivitetskompetence være påvirket, da de på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at varetage arbejdet på samme måde som tidligere (19). Dette kan have indflydelse på deres aktivitetsidentitet, idet deres følelse af, hvem de er og ønsker at være ikke stemmer overens med deres formåen på nuværende tidspunkt. En ubalance mellem informanternes aktivitetsidentitet og -kompetence kan resultere i problemer med deres aktivitetsadaptation (19). Informanterne tillægger arbejdet stor betydning, hvilket er i overensstemmelse med Leontjews påstand om arbejdet som den dominerende virksomhed (23). Vi ser den værdi, som informanterne tillægger arbejdet, som et udtryk for, at arbejdet er en stor del af deres aktivitetsidentitet. Det er derfor problematisk for informanterne, at de muligvis ikke opnår aktivitetsadaptation (19). Betydningen af at have et arbejde i relation til aktivitetsidentiteten, som ses i resultaterne, stemmer overens med resultaterne fra det amerikanske studie fra 2014 (10). Studiet viser, at arbejdet repræsenterer det ”normale”, og at det er betydningsfuldt at vende tilbage til arbejdet og genfinde sin arbejdsidentitet. Dog viser studiet, at betydningen af arbejdet for nogle kan forandre sig efter deres sygdomsforløb med cancer (10). Ud fra MOHO kan det sammenfattende konstateres, at senfølgerne kan påvirke aktivitetsidentitet, kompetence og -adaptation (19), hvilket understøttes af resultaterne fra vores projekt såvel som resultater fra det ovennævnte studie. Omgivelser Omgivelsernes indflydelse omtales i teorien; virksomhedens sociale kapital (24). Her beskrives samarbejde, tillid og retfærdighed, og disse tre aspekter kan ifølge vores resultater anskues som værende afgørende for senfølgernes påvirkning af arbejdslivet (24). For begge informanter gør det sig gældende, at arbejdspladsen har samarbejdet og udvist tillid ved at give dem indflydelse på tilrettelæggelse af arbejdet (24). Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved dette samarbejde og i hvor høj grad, S reelt set har haft indflydelse og er blevet udvist tillid, idet leder og jobcenter har tilrettelagt arbejdet. Idet der sås tvivl om, hvorvidt S bliver udvist tillid, kan det muligvis give anledning til spørgsmålet om, hvorvidt S oplever at blive retfærdigt behandlet (24). Omgivelsernes indflydelse på arbejdslivet genfindes i resultater fra det amerikanske studie fra 2014, som viser, at de omgivelsesmæssige faktorer er relevante for succesfuld tilbagevenden til arbejde (10). Studiet viser, at et mindre stressfuldt og mere tilpasningsdygtigt arbejde, som er i overensstemmelse med personens kognitive evner, er en medvirkende faktor til at muliggøre succesfuld tilbagevenden til arbejde. Nogle af informanterne fra studiet frygtede, at hvis de fortalte om senfølgerne, ville omgivelserne stille sig spørgende ift. informanternes arbejdsevne (10). Der kan stilles spørgsmålstegn ved, om informanterne fra vores projekt har undladt at indvie kollegaerne i de oplevede senfølger af frygt for, at deres arbejdsevne vil blive betvivlet. Sammenfattende ser vi, at omgivelserne kan have indflydelse på arbejdslivet, hvilket understøttes af resultaterne fra vores projekt såvel som resultater fra ovennævnte studie. 9.2 Diskussion af design, materiale og metode 9.2.1 Design Valget af semistrukturerede interviews mener vi var hensigtsmæssigt iht. besvarelse af problemstillingen, idet vi ved disse individuelle interviews kunne få svar på vores spørgsmål, ved at spore informanterne ind på bestemte temaer, vi ønskede belyst (31). Valget af de individuelle interviews finder vi hensigtsmæssigt, idet vi i projektet beskæftiger os med et, for nogle, følsomt emne, som kan være uhensigtsmæssigt at belyse i større forum, eksempelvis et fokusgruppeinterview. Denne interviewform fravalgte vi, idet formålet med denne er, at deltagerne diskuterer og argumenterer for deres meninger frem for, at de beskriver deres oplevelser. De individuelle interviews tillod en fortrolighed og tillid mellem intervieweren og informanterne (31), hvilket var at foretrække i denne sammenhæng. Vi kunne med fordel have valgt at supplere begge interviews med deltagerobservation, idet vi gennem denne metode kunne have observeret informanternes adfærd i løbet af en arbejdsdag. Kombination af metoderne kunne givetvis have bidraget med en mere gyldig viden i form af vore egne observationer sammenholdt med informanternes udsagn. Kombinationen kunne have bidraget til metodetriangulering (26,32). Hensigten var fra start at foretage tre til fire semistrukturerede interviews samt et pilotinterview, hvilket dog viste sig ikke at være muligt. Derimod havde vi mulighed for at foretage geninterviews af de to informanter. 9.2.2 Materiale Valget af inklusions- og eksklusionskriterierne viste sig at være relevante ift. formål og problemstilling, idet vi inkluderede de kvinder, som vi havde til hensigt at undersøge. Dog giver antallet af informanter anledning til spørgsmålet om, hvorvidt inklusionskriteriet, omhandlende tidsintervallet for genoptaget arbejde, har været tilstrækkelig bred. Vi måtte derfor ekskludere flere informanter pga. dette. Hvis dette inklusionskriterium havde været bredere, kunne det have resulteret i flere informanter, og dermed en større mængde data, som kunne belyse vores problemstilling yderligere. Hertil skal dog nævnes, at Svend Brinkmann påpeger, at et færre antal interviews, som er analyseret grundigt, er at foretrække, frem for mange interviews, som er analyseret overfladisk (31). Formålet med projektet var ikke at undersøge bredden af fænomenerne, men at få en mere dybdegående forståelse for disse. 9.2.3 Metode Dataindsamling Interviewguidens indhold og opbygning var relevant, idet vi opnåede besvarelse af problemstillingen. Vi konstaterede efter pilotinterviewet, at der var behov for enkelte ændringer. Vi undlod enkelte opfølgende spørgsmål, idet disse var en gentagelse af et andet opfølgende spørgsmål, samt et interviewspørgsmål. Det er efterfølgende blevet klart senere i processen, at vi med fordel kunne have undladt andre spørgsmål, idet datamaterialet blev meget bredt, og visse udsagn ikke besvarede problemstillingen. Vores valg af interviewspørgsmål var som udgangspunkt formuleret som åbne og ledende spørgsmål, for at opnå informantens oplevelse af bestemte fænomener, samt verificering af vores fortolkning (26). Vi kunne med fordel have gjort spørgsmålene mere ledende, idet vi enkelte gange under interviewene oplevede, at der ikke blev svaret på det adspurgte. Ved de mere ledende spørgsmål kunne vi muligvis have opnået, at informanterne blev ledt i en bestemt retning, og dermed have givet en mere fyldestgørende besvarelse af de fænomener, som ønskedes belyst (26,28). Modsat kunne de ledende spørgsmål forstærkes af vores kropssprog og verbale udtryk, som kunne lede informanten til at besvare spørgsmålet, som vi ønskede det besvaret (26). Der kan sættes spørgsmålstegn ved, om vi har formået at stille de ledende spørgsmål uden denne påvirkning, da dette muligvis kunne være tilfældet enkelte steder. Vi havde i forskningsspørgsmålene en intention om at have en deduktiv tilgang med fokus på begreberne aktivitetsudøvelse og værdier, idet vi med disse begreber kunne opnå en besvarelse af problemstillingen. Det er efterfølgende blevet klart for os, at intentionen om at tage afsæt i en deduktiv tilgang, ikke har været konsekvent, idet nogle af forskningsspørgsmålene ikke tager afsæt i denne tilgang. Hvis vi havde været mere konsekvente ift. dette, ved f.eks. at inddrage andre begreber fra MOHO (19), kunne det muligvis have resulteret i en mere målrettet og nuanceret besvarelse ift. problemstillingen. Pilotinterview, interviews og geninterviews Valget af informant til pilotinterviewet opfyldte alle inklusionskriterier, bortset fra kriteriet ang. tidsintervallet for tilbagevenden til arbejde. Vi vurderede, at denne informant var relevant, idet hun ikke var en del af det endelige datamateriale. Fåtallet af informanter gjorde det nødvendigt at vælge denne informant til pilotinterviewet. Desuden påpegede informanten, at det stadig var muligt at besvare spørgsmålene på trods af, at hun havde været tilbage på sin arbejdsplads i flere år. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved, om informanten reelt set var i stand til at erindre visse fænomener pga. den lange tidshorisont. Interviewguiden var som udgangspunkt ikke udarbejdet til en informant, som ikke opfyldte dette kriterium, og der kan dermed stilles spørgsmålstegn ved, om vi reelt set har fået det udbytte af pilotinterviewet, som var hensigten fra start. Valget om selv at lade informanterne bestemme tidspunktet for udførelse af interviewene og geninterviewene, har som udgangspunkt været hensigtsmæssigt ift. at imødekomme informanternes ønsker for dette. Vi mener dog efterfølgende, at vi skulle have gjort os overvejelser ift. udførelse af interviewene efter deres arbejdsdag, idet vi hos den ene informant oplevede en forskel, i form af træthed fra interviewet til geninterviewet. Hvis vi havde forholdt os mere kritiske ift. tidspunktet, kunne det formodentlig have haft indflydelse på informantens træthed og dermed forståelsen af interviewspørgsmålene, hvilket muligvis kunne have påvirket datamaterialet. Modsat ville vi ikke have været tro mod valget om selvbestemmelse, som vi af etiske årsager havde gjort os, hvis vi i sidste ende havde bestemt tidspunktet for udførelse af interviewene. Vi valgte i interviewene og geninterviewene at benytte de samme interviewere. Vi havde som udgangspunkt fordelt de tre til fire interviews imellem os, da vi ville opnå forskertriangulering (32). Vi måtte i den forbindelse foretage et valg, da vi ikke kunne samle det ønskede antal informanter. Derfor foretog de samme interviewere de to interviews og geninterviews, idet vi ville sikre samme tilgang til alle interviewene samt ens interviewstil over for hver enkelt informant (26). Modsat kunne en fordeling af interviewene imellem os, muligvis resultere i en højere grad af forskertriangulering (32). De som ikke foretog interviewene og geninterviewene stod for udførelsen af pilotinterviewet, idet dette blev udført inden det stod klart for os, at vi ikke kunne rekruttere flere end to informanter til interviewene. Vi har en formodning om, at det var hensigtsmæssigt med andre øjne på interviewguiden ifm. pilotinterviewet. Modsat kunne en afprøvning af interviewguiden, af de samme interviewere, som skulle udføre interviewene, have bidraget til en anderledes og mere gennemarbejdet tilgang til udførelsen af interviewene. Vores valg om at foretage geninterviews af begge informanter, har resulteret i en grundig analyse af fænomenerne, hvilket ifølge Brinkmann er at foretrække frem for mange interviews, som blot er overfladisk analyseret (31). Vi valgte at foretage geninterviewene en uge efter udførelsen af de første interviews. Transskriptionen gav anledning til en yderligere verificering af informanternes udsagn samt uddybende spørgsmål til visse udsagn. Vi kunne med fordel have ventet med geninterviewene, idet en grundigere analyse inden udførelsen muligvis kunne have givet anledning til flere uddybende spørgsmål. Dog mener vi, at uddybningen af informanternes besvarelser, som geninterviewene resulterede i, har bidraget til en tilfredsstillende og dybdegående analyse af fænomenerne. På trods af den forståelse af fænomenerne, som vi har opnået gennem geninterviewene, kunne vi muligvis med flere informanter have opnået en mere fyldestgørende forståelse for fænomenerne. Ifølge Kvale er det påkrævet, at interviewe så mange personer, som der er brug for, for at kunne besvare problemstillingen (26). Overordnet mener vi dog, at det har været muligt at besvare problemstillingen med blot to informanter og geninterviews af disse, for en endnu grundigere analyse af fænomenerne. Databearbejdning Transskription Valget af den ordrette transskription finder vi relevant, idet den visse steder har bidraget til en bedre forståelse af informantens udsagn. Vi har samtidig været tro mod den fænomenologiske tilgang, idet vi bevarede informanternes udsagn som de direkte blev udtrykt. På den anden side har det været en tidskrævende proces at transskribere ordret, og der kan sættes spørgsmålstegn ved, om vi med fordel kunne have valgt en rekonstrueret transskription, hvor de til tider kringlede udsagn fremstilles på en mere ordnet måde (31). Transskriptionerne foretog vi to og to, hvor det transskriberede efterfølgende blev hørt og læst igennem af de to andre gruppemedlemmer, hvorved vi opnåede forskertriangulering (32). Der kan sås tvivl om, hvorvidt denne fordeling var hensigtsmæssig, idet to af gruppemedlemmerne ikke deltog i udførelsen af interviewene. Dermed ville gengivelser som deltaljer og kropssprog, som informanterne undervejs udviste, ikke indgå i transskriptionerne (26). Ved den efterfølgende gennemlæsning var de to interviewere derfor særligt opmærksomme på dette. Meningskodning, -kategorisering og -kondensering Vi valgte at tage udgangspunkt i Kvale og Brinkmanns analysemetode (26), idet den gav os en dybdegående analyse af hver informant. Valget om at lade to gruppemedlemmer stå for kodning af transskriptionen, mener vi har påvirket forskertrianguleringen, idet vi ikke uafhængigt af hinanden kodede det samme materiale. Derfor kunne vi med fordel have foretaget kodningen individuelt, og dermed sikre en høj grad af interkoder-reliabilitet (31). I bearbejdningen af datamateriale tog vi afsæt i en induktiv tilgang, hvilket gav en forståelse for informanternes oplevelse af de givne fænomener. Valget af denne tilgang har været relevant, idet vi som udgangspunkt ønskede indblik i informanternes oplevelse, for først senere i diskussionen at belyse oplevelsen ud fra en teoretisk vinkel. Litteratur Vi finder litteratursøgningen udbytterig, idet artiklerne har givet inspiration til en udformning af problembaggrund og problemstilling. Kvaliteten af forskningsartiklerne blev, ved kritisk gennemgang, vurderet som god. Dog med visse svagheder såsom en lille stikprøve i de kvantitative artikler. Valg af teori Valget af MOHO som referenceramme og dennes begreber har bidraget til belysning af problemstillingen, idet den lægger op til, hvordan informanterne oplever en påvirkning af arbejdet (19). MOHO har bidraget med begreber, som har medvirket til en ergoterapeutisk fortolkning af de oplevede fænomener. Dog kunne vi have valgt at anvende den canadiske referenceramme; Canadian Model of Occupational Performance and Engagement (CMOP-E) (37), idet den kunne have belyst problemstillingen fra en anden vinkel. CMOP-E har fokus på aktivitetsudøvelse som et resultat af samspillet mellem mennesket, omgivelser og aktivitet. Dette kunne have bidraget til en grundig analyse af omgivelsernes fremmende eller hæmmende påvirkning af aktivitetsudøvelsen, hvilket MOHO ikke berører i så stort et omfang. Vi mener dog, at inddragelsen af MOHO som referenceramme har bidraget med begreber, som har været relevante for problemstillingen. Forforståelse Som udgangspunkt var hensigten, i projektet, at lægge forforståelsen bag os, hvilket vi mener til dels er lykkedes. Ved udførelsen af interviewene må vi erkende, at det var en udfordring at lægge forforståelsen helt væk, idet vi i verificeringen af det sagte til tider ubevidst søgte svar på forforståelsen. Denne udfordring var et resultat af den forudgående litteratursøgning, som bidrog til forforståelsen. Desuden var vi inden udførelsen af interviewene oplyst om, at informanterne oplevede kognitive senfølger, hvilket vi med forforståelsen havde en formodning om, ville påvirke dem i arbejdet. Det skal dog nævnes, at man ifølge Jacob Birkler aldrig vil kunne lægge forforståelsen helt bag sig, idet en ny forståelse forudsætter en forforståelse (28). 9.2.4 Intern validitet og reliabilitet Geninterviewene gav anledning til en mere dybdegående analyse af informanternes udsagn og en verificering af vores forståelse for disse, hvilket vi mener, har påvirket den interne validitet. Hvis vi som udgangspunkt havde haft et større antal informanter, ville vi ikke på samme måde have haft mulighed for at verificere vores forståelse på en så dybdegående måde, som geninterviewene gav mulighed for. Intensionen om at opnå forskertriangulering ved ombytning af transskriptionerne, mener vi har været medvirkende til at højne den interne validitet, idet vi sikrede, at informanternes udsagn fremgik korrekt. Transskriptionsreglerne har været med til at sikre projektets reliabilitet, idet vi gennem disse havde det samme udgangspunkt for at foretage transskriptionerne på en ensartet måde. Modsat kunne kodningen af transskriptionerne have påvirket projektets reliabilitet, idet vi som udgangspunkt ikke uafhængigt af hinanden kodede disse. 9.2.5 Ekstern validitet Resultaterne i dette projekt er sammenlignelige med de inddragede studier, idet vores fund viser, at kvinderne oplever kognitive senfølger i arbejdet. Vi ser en lighed i studiernes fund. Disse viser, at kvinderne oplever en påvirkning i deres dagligdag, såvel privat som professionelt, pga. senfølgerne. Vi mener, at denne sammenlignelighed er med til at højne den eksterne validitet og overførbarheden af projektet. 10. Konklusion I følgende afsnit konkluderes projektets resultater ud fra problemstillingen. Vi har i projektet beskæftiget os med kvinder, færdigbehandlede med kemoterapi for mammacancer, og hvordan de oplever, at kognitive senfølger påvirker arbejdslivet, efter de er vendt tilbage til arbejdsmarkedet. Vores resultater viser, at informanterne oplever senfølger i form af koncentrationsbesvær, hukommelsessvigt, træthed samt øget sårbarhed. Informanterne oplever, at senfølgerne påvirker deres arbejdsliv på flere måder. De oplever, at arbejdsevnen er påvirket, og at varetagelsen af arbejdsopgaver er forandret, hvorved de må anvende strategier i håndteringen heraf. Informanterne har svært ved at tage hensyn til behov, som de oplever ifm. senfølgerne. Ydermere oplever informanterne en psykisk påvirkning, hvilket har indflydelse på deres ageren i forskellige arbejdsrelaterede situationer. De oplever en påvirkning af deres deltagelse i arbejdslivet, og informant G oplever at den øgede sårbarhed påvirker hende i sociale, arbejdsrelaterede sammenhænge. Informanterne oplever desuden, at deres rolle på arbejdspladsen er påvirket. Arbejdet har stor betydning for informanterne. Geninterviewene gav mulighed for dybdegående analyse af informanternes udsagn, og en yderligere verificering af vores forståelse af disse. Dette øgede dermed resultaternes troværdighed. Idet vores resultater stemmer overens med fundene i de inddragede studier, er dette ligeledes en medvirkende faktor ift. at højne projektets troværdighed. 11. Perspektivering I følgende afsnit inddrages perspektiver, som på baggrund af vores fund, findes relevante ift. den ergoterapeutiske profession. Samtidig belyses forslag til yderligere tiltag. I problembaggrunden blev det tydeliggjort, at gruppen af kvinder med mammacancer, i den erhvervsaktive alder, er en hyppigt repræsenteret (1). Studier viser, at mange kvinder med mammacancer rapporterer om kognitive senfølger (6,7). Resultaterne i projektet belyser, at senfølgerne påvirker informanternes arbejdsliv. Vi finder det interessant at arbejdsevnen er påvirket, at de må varetage og håndtere arbejdsopgaver på anden vis, og at rollerne er ændrede. Ligeledes er det interessant, at de påvirkes psykisk, at senfølgerne påvirker deltagelsen i arbejdslivet, og at de ikke tager hensyn til behov, som opstår pga. senfølgerne. Informanterne oplever således en væsentlig påvirkning af arbejdslivet, som resultat af senfølgerne, og vi mener, at denne påvirkning givetvis kan gøre sig gældende for andre kvinder i målgruppen. Idet resultaterne i projektet er sammenlignelige med fund fra de inddragede studier og ligeledes kan underbygges af teori, mener vi, at der er overførbarhed til ovenstående gruppe. Vi mener derfor, at resultaterne kan give anledning til yderligere undersøgelser, mhp. afklaring af om påvirkningen af arbejdslivet, er en generel tendens for målgruppen. Hvis dette er tilfældet, kan kvindernes oplevelse af denne påvirkning med fordel undersøges yderligere, idet der på nuværende tidspunkt ikke findes studier, som udelukkende har dette fokus. Undersøgelserne vil givetvis påpege behovet for et ergoterapeutisk tilbud til kvinderne. Det kan muligvis bidrage til nye tanker og idéer ift. tilrettelæggelsen af kræftrehabilitering og i denne henseende arbejdsrettet rehabilitering, hvor ergoterapeuter vil kunne spille en central rolle. Vi mener, at der er et stort ergoterapeutisk potentiale ift. at bidrage til kvindernes tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Overordnet set, skal fokus være på kvindernes vilkår og muligheder i den nye arbejdssituation. Kvinderne har givetvis behov for individuel tilrettelæggelse af arbejdet, hvor deres arbejdsopgaver og ressourcer prioriteres, så der skabes balance mellem energi og krav. Her kan arbejdsopgaverne gradueres, så de bliver overskuelige for den enkelte, og der kan afprøves kompenserende strategier, så kvinderne kan mestre deres arbejdssituation, på trods af senfølgerne. Med udgangspunkt i ovenstående, vil det være hensigtsmæssigt, at der etableres et samarbejde mellem ergoterapeuten, arbejdsgiveren, jobcenteret og medarbejderen, idet ergoterapeuten kan medvirke til at sikre, at tilrettelæggelsen af arbejdet er tilpasset den enkelte medarbejder. Sammenfattende mener vi, at den ergoterapeutiske profession kan bidrage til, at kvinderne i målgruppen, som oplever, at senfølgerne påvirker deres arbejdsliv, kan bibeholde og varetage arbejdet på bedst mulig vis. Dette vil desuden være gavnligt ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv, da kvinderne hermed på bedste vis vil kunne bidrage til samfundsøkonomien. 12. Litteraturliste 1. NTFS Cancerregisteret. Cancerregisteret 2012. [Citeret 05.11.2014]. Hentet fra: http://www.ssi.dk/~/media/Indhold/DK%20%20dansk/Sundhedsdata%20og%20it/NSF/Registre/Cancerregisteret/Cancerregisteret%20201 2.ashx 2. Kræftens Bekæmpelse. Brystkræft. [Citeret 08.11.2014]. Hentet fra: http://www.cancer.dk/brystkraeft-mammacancer/ 3. Kroman N. Brystkræft. I: Johansen C, red. Kræft - senfølger og rehabilitering. København: Hans Reitzels Forlag; 2013. s. 15–29. 4. Kræftens Bekæmpelse. Behandlingsformer. [Citeret 06.11.2014]. http://www.cancer.dk/hjaelp-viden/kraeftbehandling/behandlingsformer/ 5. Debess J. Kognitiv funktion. I: Johansen C, red. Kræft - senfølger og rehabilitering. København: Hans Reitzels Forlag; 2013. s. 453–65. 6. Boykoff N, Moieni M, Subramanian S. Confronting chemobrain: an in-depth look at survivors’ reports of impact on work, social networks, and health care response. J Cancer Surviv. 2009;3(4):223–32. 7. Brezden CB, Phillips KA, Abdolell M, Bunston T, Tannock IF. Cognitive function in breast cancer patients receiving adjuvant chemotherapy. J Clin Oncol Off J Am Soc Clin Oncol. 2000;18(14):2695–701. 8. Carlsen K. Arbejdsliv. I: Johansen C, red. Kræft - senfølger og rehabilitering. København: Hans Reitzels Forlag; 2013. s. 306–21. 9. Hedayati E, Johnsson A, Alinaghizadeh H, Schedin A, Nyman H, Albertsson M. Cognitive, psychosocial, somatic and treatment factors predicting return to work after breast cancer treatment: Cognitive, psychosocial, somatic and treatment factors. Scand J Caring Sci. 2013;27(2):380–7. Hentet fra: 10. Stergiou-Kita M, Grigorovich A, Tseung V, Milosevic E, Hebert D, Phan S, et al. Qualitative meta-synthesis of survivors’ work experiences and the development of strategies to facilitate return to work. J Cancer Surviv Res Pract. 2014;8(4):657–70. 11. Borg T, Brandt Å, Madsen AJ, Runge U, Tjørnov J. Introduktion til ergoterapi. I: Borg T, Runge U, Tjørnov J, Brandt Å, Madsen A, red. Basisbog i ergoterapi - aktivitet og deltagelse i hverdagslivet. 2. udgave. København: Munksgaard Danmark; 2010. s. 18–25. 12. Jacobsen A, Kristensen A, Legarth H, Schrøder I. Aktivitet og deltagelse i forskellige livsaldre. I: Borg T, Runge U, Tjørnov J, Brandt Å, Madsen AJ, red. Basisbog i ergoterapi aktivitet og deltagelse i hverdagslivet. 2. udgave. København: Munksgaard Danmark; 2010. s. 92–122. 13. Player L, Mackenzie L, Willis K, Loh SY. Women’s experiences of cognitive changes or "chemobrain" following treatment for breast cancer: A role for occupational therapy? Aust Occup Ther J. 2014;61(4):230–40. 14. Den Danske Ordbog - moderne dansk sprog. Midaldrende. [Citeret 18.11.2014]. Hentet fra: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=midaldrende 15. Gyldendals Røde Ordbøger. Cancer mammae. [Citeret 14.11.2014]. Hentet fra: http://www.ordbog.gyldendal.dk/sitecore/content/Ordbog/Home/Opslag/Resultat.aspx?lcode= KLIN&q=cancer+mammae&pos=sb.&lemdesc=&DesktopDict=0&SeeMoreMode=0&dym=c ancer+mammae%7cconfer%7cconcern%7cchancer%7cchanker%7cchancre%7cchancen%7cc hance%7ccenter%7ccarver%7ccannes%7ccancel%7ccancan%7ccalcar%7cmammam%7cmam ma%7cmammut%7cmammon%7cmamba%7cmama%7cmakame%7cmagma 16. Sundhed.dk. Brystkræft. [Citeret 14.11.2014]. Hentet fra: https://www.sundhed.dk/sundhedsfaglig/laegehaandbogen/kraeft/tilstande-ogsygdomme/bryst/brystkraeft/ 17. Kristensen HK, Birkmose D. Kognitive vanskeligheder. I: Wæhrens E, Winkel A, Jørgensen H, red. Neurologi og neurorehabilitering. 2. udgave. København: Munksgaard Danmark; 2013. s. 93–110. 18. Kræftens Bekæmpelse. Bivirkninger og senfølger. [Citeret 14.11.2014]. Hentet fra: http://www.cancer.dk/hjaelp-viden/kraeftbehandling/bivirkninger-senfolger/ 19. Kielhofner G. MOHO-modellen: modellen for menneskelig aktivitet: ergoterapi til uddannelse og praksis. 2. udgave. København: Munksgaard Danmark; 2010. 20. Flyger H, Aziz A. Sygdomme i mammae. I: Ivarsen HR, Aziz A, red. Sygdomslære for sundhedsprofessionelle. København: Gads Forlag; 2013. s. 357–66. 21. Sengeløv L, Sundhed.dk. Brystkræft. [Citeret 09.11.2014]. Hentet fra: https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-aaa/kvindesygdomme/sygdomme/brystkraeft/brystkraeft/ 22. Kræftens Bekæmpelse. Træthed. [Citeret 23.12.2014]. Hentet fra: http://www.cancer.dk/hjaelp-viden/kraeftbehandling/bivirkninger-senfolger/gode-raad-vedtraethed/ 23. Jerlang E, Ringsted S. Den kulturhistoriske skole: Vygotskij, Leontjew og Elkonin. I: Jerlang E, red. Udviklingspsykologiske teorier. 4. udgave. København: Hans Reitzels Forlag; 2008. s. 355–419. 24. Gylling Olesen K, Arbejdsmiljørådet. Virksomhedens sociale kapital Hvidbog. København Arbejdsmiljørådet; 2008. 25. Sylvestersen J, Sevel C. Deltagelse i arbejdslivet. I: Schrøder I, Petersen K, red. Sociologi og rehabilitering. København: Munksgaard Danmark; 2012. s. 199–211. 26. Kvale S, Brinkmann S. Interview: introduktion til et håndværk. 2. udgave. København: Hans Reitzels Forlag; 2009. 27. Thisted J. Forskningsmetode i praksis: projektorienteret forskningsmetodik. København: Munksgaard Danmark; 2010. videnskabsteori og 28. Birkler J. Videnskabsteori: en grundbog. København: Munksgaard Danmark; 2005. 29. Lægeforeningen. Helsinki Deklarationen. [Citeret 14.11.2014]. Hentet fra: http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/Om%20L%C3%A6geforenin gen/Samarbejde/Internationalt/World%20Medical%20Association%20(WMA)/Helsinki%20D eklarationen 30. Priebe G, Landstrøm C. Den videnskabelige erkendelses muligheder og begrænsninger grundlæggende videnskabsterori. I: Henricson M, red. Videnskabelig teori og metode: fra idé til eksamination. København: Munksgaard Danmark; 2014. 31. Brinkmann S. Det kvalitative interview. København: Hans Reitzels Forlag; 2014. 32. Flick U. Managing qualitity in Qualitative Research. SAGE Publications; 2005. 33. Malterud K. Kvalitative metoder i medisinsk forskning: en innføring. 3. udgave. Oslo: Universitetsforlaget; 2011. 34. Hørmann E. Litteratursøgning. I: Glasdam S, red. Bachelorprojekter inden for det sundhedsfaglige område: indblik i videnskabelige metoder. København: Dansk Sygeplejeråd; 2011. s. 36-46. 35. Ergoterapeutforeningen. Fagbladet Ergoterapeuten. August 2014;75(5). 36. Jobcenter Struer. Virksomhedspraktik. [Citeret 29.12.2014]. Hentet fra: http://jobcenter.struer.dk/webtop/site.aspx?p=18668 37. Townsend E, Polatajko H. Menneskelig aktivitet II: en ergoterapeutisk vision om sundhed, trivsel og retfærdighed muliggjort gennem betydningsfulde aktiviteter. København: Munksgaard Danmark; 2008. 13. Bilagsfortegnelse Bilag 1 - Informationsbrev Bilag 2 - Samtykkeerklæring Bilag 3 - Interviewguide Bilag 4 - Opfølgende interviewguide S Bilag 5 - Opfølgende interviewguide G Bilag 6 - Transskriptionsregler Bilag 7 - Meningskondensering S Bilag 8 - Meningskondensering G Bilag 9 - Tværgående analyse Bilag 10 - Første søgestrategi Bilag 11 - Anden søgestrategi Bilag 12 - Søgehistorie Bilag 13 - Matrix over anvendte forskningsartikler
© Copyright 2024