1. No category

Prædiken
Frederiksborg Slotskirke
Henrik Winther Nielsen
2. søndag efter påske 19/4 – 2015
Joh 10,11-16
Salmer: 238 – 218 – 31 – 245 – 613
__________________________________________________________________
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde.
Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv
ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt
dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den
gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg
kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til
denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én
hyrde.« Joh 10,11-16
____________________________________________________________________
Intro:
Godmorgen! I dag er det 2. s.e. påske, og teksterne og salmerne til i dag handler om
Kristus som den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene, og udskifter vores død
med sin død og opstandelse, som han skænker os i dåben. Videre handler tekster og
salmer om, hvad det er for en vej, hyrden leder os ad – en vej, hvor ulve truer og
daglejere løber og falske profeter lokker.
Overskriften for i dag kunne være: ”Vogt Dem for efterligninger!”
Prædiken:
Det er svært som kristen ikke at blive en lille bitte smule fornærmet over at blive
sammenlignet med et får, især fordi idealet for et selvstændigt menneske er, at man
véd, hvor man vil hen.
Hvor ser du dig selv om fem år? Det spørgsmål har mange af os mødt ved en
jobsamtale, som om vi alle gik rundt og havde et indre og ydre liv, der bare var så
lige ud ad landevejen, at vi uden videre kunne se fem år ud i fremtiden. Vi har alle
oplevet, tror jeg godt jeg tør sige, at livet ændrede sig radikalt, og den udstukne vej
drejede i en helt anden retning – på godt og ondt.
1
Og selvom det er godt med lidt sjælsstyrke og disciplin, når der er noget, vi skal
gennemføre uanset omstændighederne, og selvom det er godt med løfter, man vil
holde uanset omstændighederne – især, når man gifter sig med nogen – så bliver det
meget hurtigt lidt komisk med os. For det dér med retningssans er vist alligevel ikke
vores største styrke.
Af mange grunde oplever vi, at vi på ét eller andet tidspunkt har begivet os ud i noget
underligt, kaotisk noget, og man prøver at kortlægge, hvor hulen, man gik forkert, for
ikke at gøre det igen.
Hvad man jo ofte gør alligevel. Indefra set er det frustrerende at opleve, men udefra
set kan det være ret komisk, og når man kaster et blik på sig selv, så at sige ”udefra”,
så kan man komme til at smile forløsende ad sig selv. Måske endda smile lidt fåret. –
og så er man på rette vej, tror jeg. Så begynder man at se, at vi er en del, der –
ligesom fårene - mangler lidt retningssans.
Men til at begynde med er det let at blive fornærmet; vi er jo oplyste mennesker, der
ikke har brug for en hyrde til at lede os. Og historien er da også smækfuld af
eksempler på dels blind lydighed, der ikke fører noget godt med sig, og eksempler på
hyrder, der lover guld og grønne skove, men som leder os til mudrede vande og golde
ørkener.
Der er dem, der mener, at vores historie her i Europa på en eller anden måde har
vaccineret os for den værste følgagtighed. Enhver, der har besøgt Auschwitz bør jo
ikke se en djævelsk ondskab udført af nogle få, men se, hvor svage, vi mennesker
egentlig er, og hvor let ondskab kan tage os i brug og løbe af med os.
Selv ikke her i Søren Kierkegaards land er vi vaccinerede, selvom massoptog og
blind lydighed får det til at rumle lidt indeni os, eller får det til at løbe os koldt ned ad
ryggen.
I Barmen i Tyskland i 1934, skrev en forsamling af præster en erklæring, der blev
kaldt Barmenerklæringen. I den står der blandt andet, at man ikke vil bekende sig til
eller anerkende andre førere, end Gud og det Ord, Gud har åbenbaret. Guds vilje viser
sig, skrev de, ikke i andre ledere eller andre samfundsinstitutioner, end i Kristus.
Kristus var den eneste hyrde, man ville betro sit liv og sin død. Og det betyder i
virkeligheden, at al anden magt – pædagogisk, skolelærerens magt, forældremagt,
politisk magt, ideologisk magt – er daglejerens magt. Noget relativt, noget i hvis
hænder, man ikke skal lægge sit liv, sin sjæl og sin død alt for trygt.
Barmenerklæringen var risikable ord i et diktatur, der krævede blind lydighed. Det
var virkelig ulvetider. Men de turde at skrive og trykke i erklæringen, at man kun
2
ville anerkende og stille sig til tjeneste for én herre, både i liv og død. Og det gjorde
de under trussel om fængsel, tortur og død.
Og det er også stadig et vanvittigt antiautoritært evangelium. For det kan godt være,
at man som kristen skal høre på det sædvanlige nonsens om, at man jo fralægger sig
ansvaret, og alt dét. Men når vi bekender vores kristne tro, så siger vi noget
revolutionært, noget anarkistisk – at vi har én hyrde, én røst, vi lytter efter for alvor.
Alle andre såkaldte eller selvudnævnte autoriteter, er ikke udtryk for Guds vilje. Hver
gang vi hører løfter om grønne enge fra politiske magthavere, fra erhvervslivet, fra
dem, som af og til kaldes ”meningsdannere”, fra hvem som helst – så gælder det om
at minde sig selv om, at de er daglejere.
Og lakmusprøven er meget enkel: vil de sætte deres liv til for vores skyld, eller ej?
Vil man skubbe os foran sig, eventuelt som en stødpude? Hvor dybt stikker egentlig
kærligheden, når det kommer til stykket?
Vi kender det også fra vores eget personlige liv – der er megen magtsyge og
udnyttelse, der dækker sig under at være kærlighed: ”Jeg gør det for dig, fordi jeg
elsker dig” – Åh, jo! Det er magten, der viser sit ansigt dér.
Og det kan godt være, at man synes, at det er at sætte tingene på spidsen at formulere
dét med den gode hyrde sådan. Men det er faktisk, hvad Kristus selv siger, og hvad vi
svarer på det må stå for egen regning. Vores undskyldninger og relativeringer er
vores eget ansvar.
Men forfatterne til Barmenerklæringen må have hørt den gode hyrdes stemme meget
tydeligt i deres liv, siden de ville risikere liv og lemmer for at følge den og kun dén.
Og samtidigt modstå fristelsen til selv at give den som gode hyrder – en meget
virkelig og såre menneskelig fristelse. Ikke bare for enhver pastor, der får den idé at
skulle lede en menighed ved sit eget tros-eksempel. Men for enhver med lidt for
storladne lederambitioner og ”visioner” om guld og grønne skove.
De fleste falske profeter af en vis størrelse kan højst lede os til dødens kant, og
efterlade os dér. Ved enten vores eller ved deres egen død. Men den gode hyrde leder
os gennem den.
For vi møder ham her efter påske - som den opstandne Kristus. Og som den
opstandne leder han os gennem døden – han leder os gennem sin død i dåben, og han
ledsager os gennem vores, så døden bliver en fremtid i Guds hænder.
----------------------------------------------------------------
3
Hyrdens stemme kender vi blandt al vores kæften op, vi kender Ordet i ordene, og jeg
tror ikke, vi er i tvivl, når vi hører stemmen –
Det er det mildeste, du kan høre, når du ikke længere har noget at forsvare – Du er
min, jeg slipper dig ikke.
Når sandhed og kærlighed ikke længere er noget, du driver tuskhandel med eller er
nærig med eller bruger som våben Den stemme i ensomheden, når alt er tabt, der siger: Du er min; jeg slipper dig ikke.
En stemme, der vil rejse dig op, når du ikke længere orker at forsvare dig selv – Du
er min, jeg slipper dig ikke.
En stemme, du kan høre klarest, når du er alene og forladt – Du er min, jeg slipper
dig ikke.
En stemme, du godt kender, når du får kvalme over dig selv, når du har jordet en
anden, fordi du ville have ret, og fik det. Og noget i dig løb af med dig – det onde, du
ikke ville, men som du gjorde.
En stemme, der lyder mere troværdig, end andres og end din egen –
En stemme, der lyder mere hjemlig og fortrolig end selv din egen stemme En stemme, der lyder umiskendeligt god – uden en underklang af forhandlinger og
noget-for-noget.
En stemme, der taler, når du og andre er tomme for ord Når du ikke længere ser nogen muligheder, når du er nået til din grænse; når du ikke
orker flere erobringer og kampe; når du spekulerer på, om livet er værd at leve –
Når sorgen overmander dig og tager livsmodet fra dig –
En stemme, vi udmærket kender som den sande og gode hyrdes stemme – og som vi
kender bedst i énrum, når vi bare er os selv, når vi er overladt til os selv, og vores
protester ikke engang overbeviser os selv.
Dér, bag alle ting, bag alle forsvar, bag alle smålige forhandlinger, hvor vi afvejer
sandhed og kærlighed, som var de handelsgenstande, bag alle bristede drømme, bag
al forfængelig stolthed – dér genkender vi godt hyrdens røst; den er umiskendelig, og
engang imellem tør vi også godt indrømme både overfor os selv og overfor andre, at
vi godt kender den, og faktisk ikke er det mindste i tvivl.
For det er vi ikke. Ikke en eneste af os.
4