Når mor er dødfunden

Når mor er dødfunden
For femten år siden begik Keith Thomas Lohses mor selvmord, men der har
aldrig rigtig været tid til tårer og tristhed.
Keith Thomas Lohse klædt i sort foran en kaffebar i Istedgade (foto: Martin Lorentsen)
Af Martin Lorentsen
En kold februardag i år 2000 sidder skribenten og radioværten Keith Thomas Lohse på en
bænk på Frederiksberg i København. Her sidder han med sin ven Jonathan, der lige har
brudt med sin kæreste. Keith har svært ved at tage sig af sin vens problemer, for udover at
være nybagt far, har Keith en mor, der flere gange har forsøgt selvmord. Falck og politiet i
Vejle ringer ofte til ham midt om natten for at fortælle, at nu er den helt gal med mor igen.
Nu er det fem dage siden, at mor sidst har givet lyd fra sig, og Keith har derfor ringet til
politiet inden mødet med Jonathan. Nu ringer Keiths telefon igen.
Keith har en fornemmelse af, at det ikke går godt hos hans mor, men alligevel er han slet
ikke klar til den nøgterne besked, en jysk stemme i røret skulle give ham. ”Din mor er
dødfunden”, lyder det tørt i telefonen. Dødfunden. Det er et underligt, ufølsomt papirord,
som Keith aldrig har hørt før. Et udtryk, der kun findes indbyrdes blandt læger, politi og
Falck. Jonathan siger, at han savner sin kæreste og aldrig kan elske igen, men ordet
dødfunden hænger fast i Keith. Mor er ikke i koma eller faret vild i skoven. Mor er død.
Dødfunden. ”Jeg gik hjem og sagde det til min daværende kæreste. Og så græd vi lidt, og så
kneppede vi”, siger Keith. Et par timer senere kommer der to høflige, unge mænd fra
politiet og fortæller, at Keith Thomas Lohses mor, Birgit Mara Malmberg, er borte. Hun
har taget sit liv.
Velkommen hjem, brormand
Samme dag lander Mick Lohse, Keiths bror, i Kastrup Lufthavn efter et fire måneder langt
eventyr i Afrika. Udmattet med enormt jetlag tager Mick sin telefon, da bror Keith ringer
for at sige velkommen hjem. Keith kan ikke få sig selv til at fortælle sin bror i telefonen, at
deres mor efter flere forsøg har begået selvmord, så han inviterer Mick over til en kop
kaffe, så han kan høre om det afrikanske eventyr.
Mick kommer hjem til Keith på Vesterbro, og der er et langt forstenet forløb, hvor
brødrene snakker om Afrika, for Keith kan ikke bare smide nyheden om mors død i
hovedet på sin bror. I et par timer forgiver Keith, at han synes, det er spændende at høre
om Tanzania og flotte landskaber, men endelig giver han sin bror den dårlige nyhed.
Keith har i mellemtiden fået en telefonregning, der viser et fortvivlet og sørgeligt nødråb.
Deres mor havde ringet til Keiths fastnettelefon et hav af gange uden at komme igennem,
og da Mick var i Afrika, kunne hun ikke få fat på sine sønner.
Dagen efter tager Keith og Mick til Vejle for at rydde op i deres mors lejlighed. Der ligger
piller og knive rundt omkring, og vægge, gulv og møbler er smurt ind i blod. Brødrene er
nødt til at gøre rent, ellers skal de betale en mindre formue til boligforeningen.
Keith har altid haft et godt forhold til sin bror, som er en 198 cm høj, bredskuldret
taglægger. Han er et fyrtårn af styrke, der altid kan fikse tingene. I lejligheden kan de se, at
deres mors telefon hænger som en krog. Keith tænker, at mor har forsøgt at få hjælp. Hun
har fortrudt, at hun skar i sig selv. Hjernen har sagt, at den er helt gal, og dét går Keith på.
Ingen fortjener den skæbne. Det er for meget for store, stærke Mick, der besvimer på
stedet.
At onanere med savnet
De færreste mennesker går gennem et liv uden at lide et tab og sørge. Det er dog langt fra
alle, der sørger på samme måde. Keith er lige blevet far for første gang et par måneder før
morens selvmord, og det forhindrer ham i at ryge ud i sorgen. Der er noget andet, et nyt
liv, han skal tage sig af. Sorg påvirker dig og ”fucker din realitetssans op”, som Keith siger
det. Den måde, vi reagerer på i en situation som denne, kalder man i psykologiens verden
for coping. Keiths coping giver sig til udtryk ved, at han ikke sørger, og det kan være godt
for dig, siger Mette Elmose Andersen, adjunkt ved Institut for Psykologi på SDU.
”I nogle tilfælde, hvor vi ikke har hensigtsmæssige handlemuligheder, kan det at blive
distraheret, eksempelvis blive holdt aktiv i forhold til opgaver, som man er ansvarlig for, og
som giver ens liv værdi, være meget konstruktivt”, siger Mette Elmose Andersen.
Keiths mormor er dog helt ødelagt. Hun mistede sine bryster i kampen mod kræften kort
tid før, hun mistede sin datter. Keiths nyfødte barn giver ham imidlertid ikke tid til at
synke ned i den selvmedlidende del af sorgen, og natopkaldene fra politiet og Falck ville
alligevel blive ved med at komme. Mor ville aldrig blive lykkelig igen. ”Der var en masse
ting, der var pisse irriterende ved hende. Det hjalp at tænke på de ting, i stedet for bare at
onanere med savnet”, siger Keith. Det er et adfærdsmønster, som retsmediciner Martin
Rune Christensen kan genkende.
”Der slår en forsvarsmekanisme til, hvor man tager det traumatiske i hændelsen og stopper
det ned i den ene lomme og står så tilbage med det konkrete, som man føler, at man kan
håndtere. Men den traumatiserende oplevelse er ikke blevet bearbejdet, den er blot gemt
væk”, siger Martin Rune Christensen fra Retsmedicinsk Institut på KU.
Mors sidste rejse
Et par dage efter Keith og Mick skurede blodet væk fra lejligheden i Vejle, skal deres mor
begraves. Det er en dag, som brødrene har vidst ville komme i lang tid. Deres mor havde i
lang tid haft et heroinmisbrug, som senere er gået over i alkohol. I kapellet er der en
skaldet, rødskægget psykiater med pibe, der fortæller Keith, at han har fået et meget
kraftigt slag. Men mor er jo bare død. Hun ligger i kisten - 50 år gammel, opsvulmet, grim
og død. Ligesom hun ville have det. Hun ønskede bare ikke at leve mere.
Keith tvinger sig selv til at kysse sin døde mor, nusse hendes hår og sige farvel. Han tænker
på sin nyfødte datter, og det føles som om, at et liv er blev givet videre, men det er typisk,
når man er ked af det, siger Keith. Så begynder man bare at digte og se symboler over det
hele. Det er lidt noget pjat. Man skal bare komme videre.