1. No category

26. februar 2015
Rungsted Bådelaug
c/o Karsten Eckert
Højskolevej 8
2960 Rungsted Kyst
Rungsted Sejlklub
c/o Nicolai Møller Andersen
Mågevej 9
2970 Hørsholm
Kystdirektoratet, Søterritoriet
Att. Afdelingschef for Søterritoriet Hans Erik Cutoi-Toft,
tlf. 25 41 97 61 [email protected]
Vedr. Rungsted Havn
Vi har bragt i erfaring, at Hørsholms Kommunes advokat har udtalt sig til
Kystdirektoratet på falderebet, hvor vi ingen muligheder havde for at nå at forholde os
til hans argumenter og påstande inden høringsfristens udløb. Vi skal derfor tillade os –
uanset at advokaten for sit vedkommende ikke føler behov for en ny høringsrunde - at
udtale følgende til hans skrivelse af 24/2 2015:
Ad hoved(rets)sagen mod kommunen: Om sejlerne får fri proces eller ej, og om
udsigterne i sejlernes hovedsag mod kommunen efter advokatens mening er mere
eller mindre gode, er uden relevans for Kystdirektoratets evt. for kommunen negative
afgørelse, allerede af den grund, at en afgørelse i denne retning kan træffes på et
retligt grundlag, der er uafhængigt af det resultat, retten måtte nå frem til i
hovedsagen.
Vi bemærker i øvrigt, at advokaten i skrivelsens næstsidste afsnit mener, at det er
”grundløst” at anlægge retssag for bl.a. at få anerkendt, at en overdragelse, der
kræver statens godkendelse, ikke er lovlig uden denne godkendelse(!) Os
forekommer det, at det mest grundløse i sammenhængen er at påstå, at en sådan
retssag er udsigtsløs.
Om forliget i Axel Juhl-Jørgensen-sagen: Som det fremgår af tilkendegivelsen af 2010
fra Helsingør Ret forud for forliget i Axel Juhl-Jørgensen-sagen, ville en evt. dom ikke
være bindende for Rungsted Havn a/s, eftersom sagen ikke var rejst mod selskabet.
Så meget mindre ville en dom være bindende for sejlerne. Og et forlig er det slet ikke,
eftersom et forlig er en aftale, som kun har bindende virkning mellem aftaleparterne.
Side 1 af 4
Omstændighederne i nævnte sag var i øvrigt særegne derved, at det havde været
uholdbart, om retten havde tilkendt Juhl-Jørgensen en massiv andel af Rungsted
Havn på grundlag af hans marginale aktiebesiddelse. Skulle hans søgsmål have
været ført igennem til succes, måtte det således have forudsat, at samtlige
mindretalsaktionærer var enige om at indskyde deres aktier i en almennyttig fond til
havnens videreførelse. Dette var Juhl-Jørgensen ikke villig til. Sejlerne var derfor
meget imod nævnte søgsmål og ville have opfattet det som en katastrofe, såfremt
Juhl-Jørgensen havde få held med sit overtagelsesforsøg. Men en udfald af sagen til
ugunst for Axel Juhl-Jørgensen måtte naturligvis af Helsingør Ret iklædes et retligt
klædebon. Dette klædebon kan ikke uden videre tages som retningsgivende for, hvad
en højere retsinstans vil nå frem til i en endelig dom under helt andre
omstændigheder.
Ad sejlernes oplysning af sagen: Advokaten skriver, at oplysningerne i sejlernes
høringssvar om sagens baggrund er ”faktuelt urigtig”. Advokaten uddyber imidlertid
ikke, hvori det urigtige består, og må derfor affinde sig med, at direktoratet tager
stilling ud fra de oplysninger, sejlerne har givet, når han ikke afkræfter deres konkrete
holdbarhed. Sejlerne er i parentes bemærket fortsat indstillet på at dokumentere de
faktuelle forhold nærmere i den udstrækning, direktoratet måtte mene at have behov
herfor.
Ad forbudssagen: At Helsingør rets kendelse i forbudssagen ikke blev anket, er uden
betydning for Kystdirektoratets afgørelse. Formålet med en anke var forpasset på det
tidspunkt, hvor en ankesag kunne have været afgjort, idet advokaten allerede i
begyndelsen af januar 2015 påbegyndte likvidationen af selskabet. Endvidere er
Kystdirektoratets godkendelseskriterier ikke sammenfaldende med kriterierne for et
forbud efter retsplejeloven – og slet ikke med det kriterie, Helsingør Ret faktisk
anvendte i forbudssagen, nemlig at retten ifølge retsplejeloven ikke kunne gribe ind i
kommunens myndighedsudøvelse.
At kommunens myndighedsudøvelse på grundlag af statens vilkår for havnens
opførelse – som er det, direktoratet skal forholde sig til – må foregå inden for
rammerne af statens tilladelse til opførelse af anlægget, er indlysende.
Ad domstols”afgørelsernes” betydning: Advokaten forsøger at spore Kystdirektoratets
tankegang i refleksmæssig retning, nemlig derhen at direktoratet skal lægge
”afgørelserne” fra Helsingør Ret ”til grund”. Dette er af de ovenfor nævnte grunde en
falsk argumentation.
Ad opsættende virkning: Advokaten mener endvidere, at det vil være at give
(hoved)retssagen den opsættende virkning, Helsingør Ret ikke ville tillægge den i
forbudssagen, hvis direktoratet udsætter sin afgørelse, indtil (hoved)retssagen er
endeligt afklaret. Hvis advokaten havde ret i dette synspunkt, indebærer det den
opsigtvækkende retlige nydannelse, at direktoratets sagsbehandling i henseende til
ekspeditionstiden skal foregå i lyset af retsplejelovens betingelser for nedlæggelse af
forbud – hvilke betingelser som ovenfor nævnt oven i købet er helt irrelevante
Side 2 af 4
direktoratets sammenhæng - og ikke efter forvaltningsrettens almindelige
sagsbehandlingsregler og -principper.
Ad domstolenes kompetence: Vi noterer, at nogle gange vil advokaten have
direktoratet til at respektere domstolenes kompetence, andre gange mener han altså
tværtimod, at direktoratet (af retligt set altså uholdbare grunde) ikke skal afvente
retten. Det ville være rart at vide, hvornår advokaten mener, at direktoratet skal se
domstolenes rolle i det ene perspektiv, og hvornår i det andet, samt på hvilket retligt
grundlag?
At direktoratet skal følge trufne domstolsafgørelser er utvivlsomt. Men sejlerne har
ikke anmodet direktoratet om at noget andet. Netop i respekt for domstolenes
kompetence vil det således - som anført i vort første høringssvar – være
ejendommeligt, om direktoratet træffer en for kommunen positiv afgørelse under hel
eller delvis hensyntagen til samme forhold, som domstolene i en efterfølgende retssag
måtte tillægge en anden betydning end direktoratet.
Advokatens brev illustrerer med andre ord, når det gås efter i sømmene, på udmærket
vis igen årsagerne til den dybe mistillid, sejlerne nærer såvel til ham som til det
spinkle politiske flertal, der forsøger at gennemtrumfe overtagelsen af havnen og de
værdier, sejlernes har skabt i tillid til statens oprindelige tilladelse til dennes opførelse.
Advokatens argumentation er således både dybt ensidig og illoyal. Den viser med
tydelighed, hvad sejlerne kan vente sig af en fremtidig kommunal administration af
havnen. De holdninger, der kommer til udtryk i advokatens brev, og hans måde at
gribe forholdet til sejlerne og andre myndighed an på, er ikke et bærekraftigt
udgangspunkt for det rolige, tillidsfulde samarbejde, som er nødvendigt omkring
driften af lystbådehavne.
Direktoratet bør da også bemærke, at den kurs i havnesagen, advokaten
repræsenterer, kun har et meget spinkelt politisk flertal bag sig i kommunalbestyrelsen
og end ikke har kunnet slå igennem i den kommunalt dominerede havnebestyrelse,
der som bekendt har modsat sig en kommunal overtagelse. Endvidere bør direktoratet
bemærke, at dette spinkle flertal meget vel kan gå hen og vende ved et senere
kommunalvalg, samt at det i øjeblikket meget betydelige kommunale mindretal for sit
vedkommende har ønsket at fastholde en selskabs- eller fondsløsning. Sejlerne er for
deres vedkommende ikke usamarbejdsvillige. Men et samarbejde må være gensidigt
og bygges på et for alle parter forsvarligt og dermed betryggende udgangspunkt. Og
sejlerne finder i øvrigt, at forudsætningen for, at der kan skabes det nødvendige
stabile samarbejde om havnens fremtid, er, at samarbejdet udvides til at omfatte også
den store kommunale opposition og ikke blot borgmesterens skiftende støtter hos
besynderligt orienterede, enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer.
Vi forstår i øvrigt udmærket advokatens pludselige ilsomhed og krav om, at
direktoratet træffer afgørelse ”snarest” uden yderligere høring. Advokaten har jo
nemlig påbegyndt en likvidation af selskabet og tvangsindløsning af dets aktionærer
uden forinden at sikre sig den for disse transaktioner nødvendige statslige
godkendelse. Dette er potentielt ansvarspådragende.
Side 3 af 4
At advokaten har bragt sig i denne klemme, kan imidlertid ikke påføre direktoratet
nogen forpligtelse til at afgøre godkendelsessagen anderledes, end det ellers havde
været tilfældet, og ej heller til at træffe afgørelsen hurtigere, end sagens komplicerede
karakter tilsiger.
Sejlerne havde i øvrigt gerne set advokatens betydelige interesse i at fremme
havnesagen materialisere sig tidligere i løbet af alle de år, gennem hvilke kommunen
har negligeret tilsynsmyndighedernes krav om at afvikle kommunens bestemmende
indflydelse i havneselskabet.
Med venlig hilsen
Karsten Eckert
Nicolai Møller Andersen
Formand for Rungsted Bådelaug
Formand for Rungsted Sejlklub
26. februar 2015
Side 4 af 4