Med start fra Vestkysten På de følgende nævnte steder på vestkysten skal du holde øje med katamaranfærgen til og fra Bornholm. I kølvandet på denne færgetrafik opstår der nogle ganske specielle dønninger. Disse bølger er farlige og vælter hvert år lystfiskere og badegæster ufrivilligt omkuld. Så herfra lyder et godt tip: Nyd din kaffe mens du betragter færgen. Sorthat Parkeringskoordinat: 55.14877, 14.70598 Vandkantskoordinat: 55.14877, 14.70433 For at komme til denne plads fra Rønne skal du køre ud ad Haslevej. Lidt uden for byskiltet kommer Nyker Strandvej, hvor du drejer til venstre og følger vejen ligeud til Havvej, drejer til venstre og følger vejen til den slutter, og her kan du parkere. Det er et meget naturskønt område med sand, klipper og rullesten vekslende på området. Til venstre er der en fredningszone ved Blykobbe ås udløb. Mod venstre er der et stræk på ca. 130 meter at fiske fra. Mod højre er der fredning fra 16/9 – 15/01 af Baggeå. Strækket her er også ca. 130 meter, altså sammenlagt et stræk på ca. 250 meter at affiske. Det anbefales at have en vadestav med hvis du ikke kender området. Start med indersiden af revet, som er meget interessent, og er der lidt gang i vandet kan der være en god strøm her, hvor havørreden kommer ind for at jage smådyr, rejer, tanglopper og tobis. Her er masser af gemmesteder med klippestykker og tangskove, der bliver til sandrevler, et paradis for dyreliv. Vær grundig med affiskningen, og hvis vejret tillader kan du komme ud på revet, som er forholdsvis stort. På højre siden af Sorthat kan du uden for fredningstiden affiske et langt stræk. Dette stræk er velkendt, og du vil højst sandsynligt møde lokale lystfiskere eller friluftsmennesker. Hvem ved, måske du kan få et tip eller to. Levka Parkeringskoordinat: 55.16028, 14.70617 Vandkantskoordinat: 55.16238, 14.70494 For at komme til denne plads fra Rønne skal du køre ud ad Haslevej. Lidt uden for byskiltet kommer Nyker Strandvej, hvor du drejer til venstre og følger vejen ligeud til Levkavej , drejer til venstre og følger vejen til den slutter, og her kan du parkere. Følg stien ned til stranden, og du befinder dig på pladsen. Her er sandstrand, og ude i vandet rager klippestykker op på et perfekt sted til havørredfiskeri. Du har ca. 130 meter til fredningszonen ved Baggeå på din venstre side 16/09 – 15-01. Start allerede med at af fiske hvor du kommer ned til pladsen. Her er sandbund med småsten og små tangskove. Du behøver ingen vadestav her, men vær forsigtig alligevel. Vad mod højre. Efter ca. 200 meter kommer du fri af sandet, og det skifter karakter til klipper og rullesten. Du er i en lille bugt, hvor der på højre side er et tracé i havbunden, dette sted fortjener din opmærksomhed, og kan holde mange fisk. Der er masser af tangskove og gemmesteder for fisken der. Levka er perfekt til flue- og spinfiskeri. Hasle Havn Parkeringskoordinat: 55.18905, 14.70360 Vandkantskoordinat: 55.19007, 14.70365 Pladsen kaldes Hasle Marina. For at komme hertil kører du til havnen i Hasle. Den nordligste del af havnen huser Hasle Marina, hvor du kan parkere. Her kommer du på bagsiden af marinaen, hvor der er en sti. Følg stien ud til et klippeområde, et område med gammel kystsikring som er svært at gå på. Ca. 30 meter fremme kan du begynde dit fiskeri mod venstre. Stedet kræver Waders og vadestav og har en svær bund at navigere på. Måske er det en god grund til at pladsen på de rette dage kan byde på et godt fiskeri. Det er klippebund og rullesten med masser at tang, så stedet indbyder til let spin- og fluefiskeri. Vang Parkeringskoordinat: 55.24790, 14.73533 Vandkantskoordinat: 55.24662, 14.72830 Vang Pier Vang findes den lille, idylliske bådehavn, hvor du kan parkere, med pieren umiddelbart i sigte. Du behøver ingen Waders for at fiske ude fra molen, men et langskaftet fangstnet er et must. Her er dybt, så det er bare om at prøve sig frem Affisk både inderside og yderside af molen. Denne plads kan også holde torsk på de rigtige tidspunkter. Og hvorfor ikke også prøve den lille bugt på vej ind, som kan fiskes fra land. Der er et rigt dyreliv og gode tangbælter og strøm fra vandet der render under molen, så her kan være godt både tidlig morgen og i den gyldne time mod aften. Området nede ved Vang Pier er enestående råt og fascinerende, og kan få de fleste til at glemme tid og sted. Hammer Havn Parkeringskoordinat: 55.27938, 14.75553 Vandkantskoordinat: 55.27686, 14.75583 Du parkerer bilen i Hammer Havn. Når du ser ud over havnen er det i sig selv et smukt syn af så rå uforstyrret natur, - du kan næsten se dig bjergtaget her. Følg den sti der går bag om havnen, der er et stykke med sand, her befinder du dig i en lille menneskeskabt bugt med de to ydermoler til at bryde de høje bølger i hårdt vejr. Ved den fjerneste ende af bugten på indersiden er der mulighed for et meget fint fiskeri. Denne plads kan klares uden waders, og er du her tidligt forår kan du sagtens være heldig at se havørreden jage i overfladen. Stedet lægger op til spin- og medefiskeri. Et dejligt og afslappende sted at være.
© Copyright 2024