Information til hjemmeplejens medarbejdere omkring klippekortsordningen Pr. 1. juli 2015 får 140 hjemmehjælpsmodtagere i Varde Kommune tildelt et klippekort. Formålet med klippekortet er at øge livskvaliteten for de svageste hjemmehjælpsmodtagere. Klippekortet er en helt ny form for hjemmehjælp. Med klippekortet får borgeren én halv times ekstra hjælp om ugen. Som medarbejder i hjemmeplejen spiller du en vigtig rolle i forehold til at få den nye ordning til at blive til størst mulig gavn for borgeren. I dette materiale kan du læse mere og få svar på nogle af dine spørgsmål. God læselyst. Hvordan tildeles klippekortet? Klippekortet er tildelt til de 140 hjemmehjælpsmodtagere i Varde Kommune der. Pr. 15.05.15 modtager flest timer varig kompenserende hjælp, ud fra en forventning om at det er en gruppe der ofte er socialt isolerede og har behov for ledsagelse til aktiviteter udenfor hjemmet. Borgere der har en ledsagerordning efter § 97 eller støtte-kontaktpersonsordning efter § 85 tilbydes ikke et klippekort, da de har andre muligheder for at få støtte i og udenfor hjemmet. Klippekortet tildeles i første omgang for et år af gangen. Er der borgere der udgår af ordningen, tildeles klippekortet til en anden borger. Du kan derfor opleve at nogle borgere starter op med ordningen på andre tidspunkter. Hvilke aktiviteter kan klippekortet bruges til? Din indsats i forbindelse med klippekortet, er at yde borgeren den nødvendige hjælp til at gennemføre de ønskede aktiviteter. Din hjælp kan eksempelvis bestå af: - Ledsagelse til dagligvareindkøb, tøjindkøb, gaveindløb - Ledsagelse til cafe og restaurantbesøg - Ledsagelse til frisør og fodpleje - Ledsagelse til borgerservice, tandlæge, læge. - Ledsagelse til besøg på kirkegården - Ledsagelse til sociale arrangementer f.eks. foredrag og aktivitetscenter - Støtte til gåture i nærområdet - Hjælp til madlavning og bagning i hjemmet - Let oprydning, op pyntning til højtider - Højtlæsning, samtale eller spil i hjemmet - Hjælp til håndtering af post - Hjælp til ekstra bad, manicure på hænder, hår og makeup Hvilke aktiviteter kan klippekortet ikke bruges til? Kommunalbestyrelsen har besluttet, at der er visse ting klippekortet IKKE kan bruges til. Ordningen kan ikke anvendes til rengøring, havearbejde, snerydning eller opgaver der ligger indenfor andre fagområder, eksempelvis opgaver af håndværksmæssig karakter. Du må pga. forsikringsmæssige forhold aldrig køre bil for borgeren. Derudover skal det altid være muligt at overholde de almindelige regler for hygiejne, arbejdsmiljø og uniform. Det er vigtigt, at du i det enkelte tilfælde altid gør dig overvejelser, om det er sikkert for både dig og borgeren at du yder hjælp til en konkret opgave, f.eks. hvis en dårligt gående borger ønsker ledsagelse til en gåtur. Er du i tvivl kan du altid spørge din teamleder til råds. Hvordan administreres ordningen? Du skal selv aftale med borgeren hvornår hjælpen skal bruges. I kan aftale at den bruges i faste intervaller, f.eks. en time hver anden torsdag, eller I kan aftale det fra gang til gang. Der skal dog altid bruges hele klip, dvs. mindst 30 minutter pr. gang og det samlede minuttal skal være deleligt med 30. Borgeren kan spare klip op til efterfølgende brug, så der er mulighed for at få hjælp i længere tidsrum, dog max. 6 klip dvs. 3 timer. Har borgere sparet mere end 6 klip op, bortfalder de overskydende klip. Hjælpen kan afvikles fra 10:30 og frem til kl. 15:30 og borgeren skal varsle at han/hun ønsker at afvikle klip senest 3 dage inden. Er der behov for 2 hjælpere til at levere indsatsen, bruges der to klip pr. 30 min. Hvis borgeren ikke umiddelbart er i stand til at ønske bestemte aktiviteter, er det din opgave at bruge din faglighed og dit kendskab til borgeren, til at støtte borgeren i at vælge aktiviteter der kan give glæde. Kan borgeren beholde klippekortsordningen, hvis han/hun flytter i plejebolig? Klippekortsordningen er kun for hjemmehjælpsmodtagere, borgeren mister derfor klippekortet ved indflytning i en permanent plejebolig. Kommer borgeren på midlertidigt ophold i en plejebolig beholder han/hun klippekortet. Borgeren kan dog ikke gøre brug af ordningen og opsparer ikke klip under opholdet. Hvad gør jeg, hvis borgeren ikke ønsker at bruge klippekortet? Ønsker en borger ikke at gøre brug af klippekortet, og er borgeren ikke selv er i stand til at give visitationen besked, skal du meddele det til din gruppeleder, så en anden borger kan få glæde af klippekortet. Hvad koster det for borgeren? Borgeren skal selv betale evt. udgifter til transport, forplejning, fx. en kop kaffe, eller entre for både sig selv og hjælperen. Udarbejdet April 2015 Team Visitation Godkendt April 2015 Virksomhedsledere hjemmeplejen, leder visitation Udgave nr. Acadre dok nr. 27751-15 i i team
© Copyright 2024