1. No category

Spormetoden – afsæt for en analysepraksis
Når vi i historie vælger at anvende spormetoden, opnår vi en frihed til at udvide synsfeltet og
kildebegrebet. Og vi får mulighed for at bevæge os rundt i alt, hvad mennesker har efterladt sig af
spor i natur og samfund.
Men hvad er spor i en konkret sammenhæng? – og hvordan kan en sporjagt skaffe os oplysninger
og brikker til en forståelse af historiske forhold, der kan supplere og nogle gange endda overskride,
hvad kildekrikken plejer at give os viden om og indsigt i?
Spor på spor
Ord bærer betydning
Brugen af begrebet spor i denne sammenhæng kræver nok en forklaring. Jeg har allerede her selv
anvendt det flere gange – og det indgår ligeledes i kildekritikkens definition af levn.
Spor som glose betyder ifølge Den Danske Ordbog slet og ret: synligt mærke på et underlag,
efterladt af nogen eller noget der har gået eller på anden måde passeret stedet fx et fodaftryk eller
et hjulspor. Brugt i overført betydning har spor ofte en tæt forbindelse til (betydningsbærende) tegn,
der vidner om en tidligere begivenhed, tilstedeværelse el.lign. fx en efterladt genstand eller
knækkede grene.
I spormetoden optræder nøgleordet spor ofte i tæt forbindelse og samspil med netop tegn, men
ligeledes med indicier, indikationer og symptomer.
Spor er altså først spor, når et eller andet, vi iagttager, bringer os på sporet af noget, vi gerne vil
finde eller finde ud af.
Og så fra ord og betydning til teori og metode.
Historikere i fodsporene på jægere, læger og detektiver
Mens den historiske kildekritik omkring år 1900 blev udviklet og anvendt af historikere, som i
særlig grad beskæftigede sig med politisk historie, opstod spormetoden samtidigt, men i forskellige
miljøer uden direkte tilknytning til historiefaget.
Det var først i 1970’erne, at sydeuropæiske kulturhistorikere i deres arbejde med mikro- og
kulturhistorie greb tilbage til nogle markante eksempler på, at interessen for symptomer, indicier og
spor kunne føre til resultater, som f.eks. kildekritikken – som den normalt blev anvendt – ikke
umiddelbart kunne præstere.
Fra begyndelsen gik sporanalysen på tværs af fag og forestillinger: Den moderne læge,
psykoanalytiker, antropolog, arkæolog, detektiv, kunstfaglige ekspert, sprog- og litteraturforsker har
alle brug for at kombinere viden og observationer fra flere forskellige erfaringsområder – og det er
oplagt for historikeren at følge med dem i jægerens fodspor.
Når vi i historie vil bruge spormetoden, kan vi helt enkelt tage den erfarne jæger som model for
vores arbejde.
Det er jægerens særlige opmærksomhed på netop de spor, han forestiller sig kan lede ham til vildtet,
det handler om. For alle andre end den erfarne jæger, er disse spor tæt på at fremstå som usynlige
eller utydelige tegn. Pointen ligger i, at det ofte er i den hyppigt oversete detalje, at de vigtigste
informationer gemmer sig for alle andre end den trænede iagttager.
1
Det er den erfaring, vi er i gang med at opbygge, vores forhåndsviden og forforståelse, der åbner
mulighed for, at vi kan finde betydningsbærerende spor. Før vi opdager forbindelser og betydninger
– og begynder at fortolke dem – står vi helt uden spor i den sag, vi gerne vil undersøge.
Afsæt for en praksis
Vi ser os for og fortolker, hvad vi ser – og har mulighederne for at tyde
Det oplagt spændende ved spormetoden er, at dens nøglebegreb og hele den jagtagtige tilgang giver
mening på tværs af alle typer af materiale. Og grænserne mellem ikke-spor og spor flytter sig.
Før 1890’erne havde ingen hørt om fingeraftryk som kriminalteknisk spor. Og tænk blot på,
hvordan den moderne arkæolog ofte arbejder tæt sammen med såvel historikere som med
forskellige naturvidenskaber, hvis nye teknologier og målemetoder hele tiden rykker grænserne for,
hvordan et fund kan få status og funktion som betydningsbærende spor.
En datering med kulstof 14-metoden har f.eks. gjort det muligt at tidsbestemme ud fra bare en lille
stump oldgammelt organisk materiale. Og lige nu flytter DNA-analyser grænserne, når det handler
om at forvandle gamle knoglefund til spor, der giver os et større indblik i menneskets afstamning,
udviklings- og vandringshistorie.
Grænsen mellem, hvad vi må forstå som ikke-spor og spor, flytter sig altså, når vores teknologiske
formåen og vores forestillinger om videnskab og virkelighed undergår forandringer.
Spor i ord
For skriftlige udsagns vedkommende giver spormetoden ligeledes resultater. Vi kan tage direkte
udgangspunkt i teksten – og vi kan ofte bruge en tekst til noget, selv om den er anonym og udateret.
Så starter selve jagten eller analysen med at afdække tekstlige, dvs. sproglige spor efter den ukendte
afsender og dennes relationer til såvel den oprindelige modtager som til emne og stof.
Og ærlig talt. I praksis – kan der være spor i ord og genstande, vi først efter et fokusskifte kommer
til at stille anderledes skarpt på end normalt.
Og hvordan kommer vi så rigtigt i gang?
Til en start vil jeg som træning foreslå en sporjagt i lokalsamfundet, i byen og kulturlandskabet. Og
når det handler om arbejdet med billeder og tekster vil jeg pege på, at det kan være udbytterigt at
arbejde med brede fortællinger og fortællende billedstof.
For teksternes vedkommende skal opmærksomheden fokuseres på sprog og sprogbrug – ord,
synsvinkel, genre f.eks., men i øvrigt er der næsten igen grænser for fantasien og kreativiteten:
Hvordan formulerer afsenderen sig?
Hvilke spor efterlader det til os? Undersøgelsen kan gælde ordvalg, positive og negative
holdningsmarkører, synsvinkel, indre sammenhæng – kronologi i fortællingen eller brud på den,
detaljeringsgrad, mulige udeladelser, huller i forklaringerne … og fortsæt selv ud fra, hvad den
konkrete tekst viser sig at lægge op til!
Arbejdet med billeder vender jeg tilbage til i en anden sammenhæng.
For her til slut vil jeg lige vende blikket kritisk rundt og rette det mod en historiefaglig genre:
Måske kan det være en god ide at afprøve spormetoden på de historiebøger (grundbøger,
fremstillinger), vi i undervisningen normalt bare læser og tager til efterretning. Hvad er det egentlig
2
de fortæller, og hvordan gør de det?
God jagt!
Geert A. Nielsen
Side 1:
”Om Dannebrog jeg ved, det faldt fra himlen ned”, står der i en strofe af Peter Fabers nationalistiske
kampsang fra 1848. Men hvem så flaget falde dengang i 1219, da det kom ind i Danmarkshistorien?
Ingen vi kender, som selv har fortalt det. Men start en lille sporjagt ved at åbne din browser og gå ind på
denne adresse: http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/myte-faldt-dannebrog-nedfra-himlen-i-1219/
Vores adgang til World Wide Web har – hvis vi samtidig tænker os om – givet os muligheder for at bruge
pc, tablet og mobil som vigtigt håndværktøj i vores sporjagter.
Side 2 m:
3
Hvor ligger den lokale kirke? Hvor gammel er den – og hvad fortæller det om mit lokalsamfund?
4