1. No category

Danmark under forvandling © Forlaget Columbus og forfatteren 2015
Historiefortælling
i teori og praksis
En intro til metahistorie og
analyser af historieskrivning
– fulgt op med ideer til, hvordan vi selv kommer i gang med at
konstruere egne historiefortællinger
Af Geert A. Nielsen
De følgende sider handler om det at fortælle historie – eller som jeg selv foretrækker
at sige – historier. Til en start er det enkelt nok, så spidser det til og bliver rigtig kompliceret. Men til slut samler det hele sig og bliver lige til at bruge.
Egentlig burde det være ganske ligetil bare at gå i gang, men sådan er det ikke
blandt historikere.
Da det vil føre alt for vidt til en start at forklare, hvorfor det forholder sig sådan,
har jeg i stedet valgt at illustrere – lad os kalde det vanskelighederne – ved kort at anslå
tre forskellige indledninger til fortællinger om det at fortælle historier i historie.
Og resten af teksten uddyber så og giver anvisninger på, hvad vi kan lære af eksemplerne og hvordan vi alle sammen kan komme godt videre i processen at konstruere
egne og også bedre analysere andres historiefortællinger.
Tre anslag til en start
Det begynder næsten altid med begyndelsen
Siden oldtiden har det været normen og forventningen, at en god historie
havde en begyndelse, en midte og en slutning – og at der på den måde kom
indre sammenhæng i fortællingen. Autoriteten store A, som alle senere
skrivende henviser til, var den græske filosof Aristoteles (384-322 f.v.t).
I sin Poetik – en lærebog om digtningens teori, former og virkemidler –
lagde han rammerne for forståelsen af de traditionelle fortælleformer, vi
stadig orienterer os efter.
Og da det, når vi skal holde på formerne, må være vanskeligt at fortælle
mere end én historie ad gangen, forsøger jeg med de følgende eksempler
til en start at antyde, hvor det moderne historiefag ser udfordringerne og
det særligt indviklede i at skulle fortælle en tilnærmelsesvis sand historie
på en fagligt forsvarlig måde.
Historiefortælling i teori og praksis
1
Indledninger
til illustration
Samtlige disse tre anslag til
en fortælling søger at nærme
sig sandheden, men de gør
det fra forskellige vinkler.
Netop vinkling er noget, som
optager journalister meget,
når de skal skære en nyhed
til, så den passer ind i deres
mediers formater.
Min påstand vil så være, at
det – for oplysning af læserne
her – må være mere udbytterigt at møde flere forskellige
vinklinger i de skitseagtige
begyndelser.
Det er alternativet til, at jeg
forsøgte mig med en fjerde
version, hvor jeg blev nødt til
fra starten at klippe og skære
Aristoteles.
i problemstillingerne og derPortrætbusten viser os en moden version af en af antikkens mest
med lade nogle af de anslåefremtrædende filosoffer og den ubetinget mest indflydelsesrige
de udfordringer glide helt ud
grundlægger af erfaringsbaserede videnskaber.
af fokus.
Så lad os altså vælge at tage afsæt i kompleksiteten – altså i det forhold,
at sagen er og bliver yderst sammensat:
Eksempel 1: Anslag til en aktualisering
I en nutidig sammenhæng er det en udbredt opfattelse, at vi møder verden
og forstår den gennem fortællinger. Det kan postuleres at være en indsigt
af nærmest evig gyldighed, men lige nu fylder forestillingen næsten for
meget på alt for mange områder: Virksomheder, centrale personer og moderne organisationer iscenesætter sig gennem storytelling. Medierne laver
allesammen noget, de kalder „historier“, og erindringsforskning, nutidige
teorier om identitet og mange såkaldte selvhjælpsbøger nærmest drukner
os i „narrativer“ – et begreb, der stammer fra latin og egentlig bare – uden
at lægge noget særligt til – betyder fortælling, eller det, der angår en fortælling eller en måde at fortælle på.
Så er vi ved at være der …
2
Historiefortælling i teori og praksis
Eksempel 2: Anslag til en skeptisk historiefaglig tilgang til selve det at fortælle
Det moderne historiefag, der udviklede sig i 18- og 1900-tallet, interesserede sig – når det kom til stykket – langt mere for den kritiske fordybelse i
sit materiale end for det at fortælle.
Det lå ligesom i den kildekritiske metodes indbyggede logik, at det var
nødvendigt at stille sig skeptisk an, når det handlede om at vurdere sandhedsværdien af beretninger om og fra fortiden. Og fra den faglige position
blev det nærliggende også at være tilbageholdende, når det drejede sig om
at skrive historie og fortælle selv.
For hvordan kunne den seriøse historiker ellers sikre sig, at hans eller
hendes historieskrivning ikke kom til at ligne alle de andre løsagtige fortællegenrer, som ikke mindst skønlitteraturen udviklede og benyttede sig
af?
Eksempel 3: Anslag til en ny faglig begyndelse
Det er umuligt at kommunikere faglig viden og formidle historie uden at
fortælle. Derfor må vi i historie vænne os til og lære at elske, at fortællingen og dermed sproget og alle sprogbrugens konventioner – det vil sige
sprogets og de forskellige genrers uskrevne, men almindelig anerkendte
spilleregler – indgår i det vi gør, når vi formidler viden og tilkendegiver
holdninger til både den og til hinanden. Altså når vi fortæller historier.
Til trods for at de tre anslag er vidt forskellige, handler de dybest set om
det samme – om, at vi i faget historie på samme tid er frisat til og bundet
af at fortælle historier og derigennem organisere en forståelse af den fortid og det oplevede liv, vi beskæftiger os med. Det kan og skal ske på måder, hvor vi nok vedligeholder og viderebringer faktuel viden, men hvor vi
også organiserer nye fortolkninger af såvel fortiden som af den verden, vi
selv lever i.
Og det at være ekstra opmærksom på sprog og fortælling har både betydning, når vi vil konstruere en god historie selv, og når vi vil forsøge at
finde den røde tråd eller knække koden og trænge dybt ind i andre menneskers fortælleuniverser.
Fortælleteknik og metahistorie
Fokus på det sproglige
Den skærpelse af opmærksomheden på sproglige genrer og fortælleteknik,
som de indledende anslag lægger op til, har en direkte overførselsværdi:
Sprog- og genrebevidsthed spiller nemlig en vigtig rolle. Både når vi vil ana-
Historiefortælling i teori og praksis
3
lysere historiske fremstillinger, arbejder med kilder, eller når vi står overfor opgaven at skulle fortælle en historie selv.
Behovet for viden om tekster og tekstvidenskab (Textual Scholarship) bliver således afgørende vigtig i et nyt historiefag, der i stigende grad lægger
vægt på at undersøge historiebrug og stiller krav om, at elever og studerende som led i undervisningen skal konstruere egne historiefortællinger
og have sikre færdigheder i at analysere andres.
Det sidste aspekt ligger lige i forlængelse af arbejdet med forskellige
materialetyper, kilder og spor. Men analysen af historier bør lige så vel –
og måske endda med ekstra god mening – tages i brug over for de grundbøger og andre historiske fremstillinger, der anvendes i undervisningen.
I den forbindelse bevæger vi os ind i et meget omdiskuteret område,
der hedder metahistorie.
Metahistorie i teori og praksis
Interessen for metahistorie og historiske narrativer er ikke ny. Faktisk har
især filosoffer og idehistorikere længe beskæftiget sig med historieskrivningens teori og historie og med, hvilke konsekvenser det havde, når den
enkelte historiker valgte en bestemt tilgang, skrivemåde og frem­stillings­
form.
Den amerikanske historiker Hayden White (født 1928) har med sit hoved­
værk „Metahistory. The Historical Imagination in Nineteen-Century Europe“ (1973)
placeret sig helt centralt i den moderne
debat om, hvad der sker, når historikere
skriver historie.
I selve bogen koncentrerer White sig
om at undersøge, hvad sprogbrug, valget
af fortælleform og diskurs – selve måden
at tale om noget på – betyder for, hvordan
viden om fortiden bliver repræsenteret i
den enkelte historiske fremstilling: Hvilke modsætninger bygger teksten op, hvilket forløb har den og hvordan kommer
dens holdninger og værdier til udtryk?
Dette fokus gør White til en af de marHayden White
kante, og derfor også omstridte, talsmænd for at give historiefaget en sproglig vending. Hans projekt har til formål at henlede historikeres opmærksomhed på sprogets og kommunikationens afgørende betydning. Både i arbejdet med kilderne og i den proces,
hvor historikeren giver sin egen historiske fortælling form og retning.
4
Historiefortælling i teori og praksis
Blandt store fortællere
Det er 1800-årenes store historikere og følgelig også store fortællinger, White forholder sig til i
sine analyser i Metahistory. Bogen
undersøger vær­
ker af Alexis de
Tocqueville, Leopold von Ranke,
G.W.F. Hegel, Karl Marx, Fried­
rich Nietzsche og Benedetto Croce
ud fra det grundsyn, at selve den
historiske fremstilling aldrig kan
vise os den fortidige virkelighed,
som den var. Og oveni kommer
selve fortællingen, altså sproghandlingen at fortælle ind som en
afgørende faktor: Alt det historikeren gør med sprog, stil og genre
– får ifølge Whites tese afgørende
betydning for både fortidsfortolkningen og nutids­forståelsen.
Nogle af de valg den skrivende
eller fortællende historiker foretager er selvfølgelig fuldt bevidste. Men der sker også det i skrive- og læseprocessen, at kulturelle konventioner, etablerede genrer og fortællemønstre bliver medbestemmende for, hvordan forskellige elementer af historisk viden bliver plottet ind i den nye fortællings helhed. Det var netop
det, jeg så gerne til en start ville illustrere, da jeg valgte at skrive tre anslag
til indledninger. Hver især nærmer de sig nemlig sagens kerne, men de gør
det på måder, som – hvis det hele skulle koges ned og skrives sammen –
var dømt til at mislykkes. For det vil altid være umuligt at indfange hele
sandheden i en enkelt fortælling.
Når det forholder sig sådan, skyldes det, at det kun er i anslaget, fortælleren har et totalt frit valg. Når først det er truffet, bliver resten af fortællingen bundet og forpligtet af det allerede trufne valg, såfremt fortsættelsen skal hænge ordentligt sammen med begyndelsen.
Og så kort tilbage til den amerikanske historiker Hayden White.
I sit hovedværk, Metahistory, påviser han, at 1800-tallets store historiefilosoffer og historikere i hvert enkelt tilfælde netop traf valg, der bandt
dem og deres fremstillinger af historien til forskellige fortælletekniske
grundformer. Og det har generel gyldighed: Når først grundformen er
valgt, bestemmer de herskende konventioner, der knytter sig til formen,
hvordan den historiske viden bliver plottet ind i fortællingerne.
Historiefortælling i teori og praksis
5
En strukturalistisk tilgang
Hayden Whites analyser henter fremgangsmåde og begreber i 1900-tallets
strukturalistiske narratologi – altså i fortælleteori, læren om fortællinger,
deres former og indre indbyggede orden. Kort forklaret: Han låner centrale
begreber fra sprog- og litteraturforskere, der har det til fælles, at de betragter såvel sproget som helhed som de enkelte tekster som systemer af betydningsbærende tegn. Opfattelsen bærer tydeligt præg af, at det er strukturalismens ambition at søge enkelheden og systemet bag og i tingene –
altså i dette tilfælde i sprogets og de litterære fortælleformers udtryk og
iboende betydninger.
Bestræbelsen efter at nå til sådanne enkle formler for at forstå alt drev på et
tidspunkt i 1900-tallet litteraturforskere og diskursteoretikere til at mene,
at alle fortællinger kunne føres tilbage til kun fire grundformer:
• den komiske fortælling
• den eventyrlige fortælling
• den tragiske fortælling – og endelig
• den ironiske fortælling.
Hayden White er både blevet hårdt kritiseret for at hente teorier og begreber udenfor historieforskningens kerneområde og for – som andre strukturalister – at ville reducere eller relativere de analyserede værkers udsagn
om historiske forhold til strukturelle mønstre.
Mellem norm og normbrud
Senere i sin forskning bløder White imidlertid op og bevæger sig videre,
men ikke i en retning som behager traditionelt forankrede historikere.
Han fastholder nemlig sin sproglige tilgang og sin forsknings fokus på
sprog og fortælling. På et vigtigt punkt skærper han endda sin teori ved
at understrege, at da al historiefortælling foregår i sproglige og genremæssige mønstre, må konsekvensen være, at det basalt set er umuligt at skelne
knivskarpt mellem virkelighedsbeskrivelse og fiktion. Til gengæld åbner
Whites nyformuleringer på andre områder for en erkendelse af strukturalismens begrænsninger. Nybruddet består i en betoning af, at sproglige normer og litterære konventioner kan brydes og blive brudt.
Den tidligere, og skal jeg gå så vidt som til at sige klassiske, forestilling
gav ikke plads til den slags genremæssige blandingsformer, hybrider og
bastarder. Men nutidens tekstpraksis opviser utallige eksempler på netop
også den slags grænsekrydsende trafik.
Vi står altså i en situation og med muligheder, hvor hverken historikernes potentielle kildemateriale eller de historiske fremstillinger længere lader sig rubricere, altså sortere som enten faktabaseret virkelighedsbeskrivelse eller fiktion.
6
Historiefortælling i teori og praksis
Selve det at fortælle eller konstruere en historie – og det at dekonstruere eller analysere – forpligter os til at fastholde og måske endda øge vores
sproglige opmærksomhed. Beskæftigelsen med historier og med den fortidige menneskelige virkelighed begynder … og fortsætter hele tiden i
sproget.
Til enhver tid vil valget af fortælleform betyde bindinger. Men de små
brud, som ligger i ikke at følge alle konventioner stramt, åbner for nye
indsigter.
Det er nu tid at forlade metahistorien, dog uden helt at skifte spor: Her
følger så en næsten, men netop også kun næsten, regelløs oversigt over,
hvad det vil være oplagt at overveje eller undersøge i forbindelse med selvskrivning og analyse af andre menneskers fortællinger.
Som afsæt for det starter fortællingen forfra én gang til.
Forfra – en ekstra gang
Allerede de gamle grækere …
Vi møder alle et utal af fortællinger hver eneste dag. Og vi gør det ofte helt
uden at tænke over, at de forskellige fortælleformer eller genrer, vi møder
og anvender, alle i udgangspunktet er underlagt uskrevne regler og normer. Og vi tænker heller ikke altid over, at disse regler virker videre, når vi
selv fortæller.
Den antikke filosof Aristoteles var den første, som systematiserede disse
regler. I sin lærebog om poetik kom han også ind på, hvordan digtning og
det, vi dengang som nu kalder historieskrivning, forholder sig til hinanden.
Den gamle græker satte digtekunsten højest. For digterne, kunstnere,
nød i modsætning til historikerne det privilegium af de kunstneriske genrer gav dem frihed til at beskæftige sig med det hele – det virkelighedsbundne, det mytiske, det fantastiske og det universelle, mente Aristoteles.
Historikerne – også de oldgamle græske – var derimod bundet af og til
kun at videregive det faktiske – det, der konkret var sket i fortiden.
Kort fortalt overtog det moderne videnskabsfag historie den oldgamle
sondring mellem fortællekunst og historieskrivning … og ikke nok med
det. Faget lavede selv sin egen meget fundamentalistiske udlægning af,
hvad sand historieskrivning kunne og måtte byde på.
Og hvordan skal det så forstås? Det bliver det min udfordring at svare
på nu.
Udfordringen nu
Det moderne historiefags fundamentale ubehag ved selve det at fortælle
hænger, som jeg ser det, sammen med udviklingen af den kildekritiske
metode.
Historiefortælling i teori og praksis
7
De nye metodisk skolede historikere i 18-1900-tallet nåede nemlig
frem til den opfattelse, at mange ældre historikere i deres fortællinger var
gået alt for ukritisk til værks,������������������������������������������������
måske������������������������������������������
for at give deres historier farver og følelser, spænding og identitet.
Med kildekritikken i ryggen ville det moderne historiefag det anderledes. Det ville rense ud i de gamle fortællinger og skille løgn fra latin.
Lige nu står vi imidlertid i en anden situation og med nye udfordringer: Vi kan betragte både de oldgamle genreregler og det moderne, dvs.
hundrede til tohundrede år gamle historiefags opfattelse af historieskrivning som kulturarv.
Denne kulturarv kan vi ikke frit gøre med, hvad vi vil. Men i praksis
eksisterer den totale adskillelse mellem det faktuelle og det fiktive ikke
længere, hvis den da overhovedet nogensinde har været total. Og det er
langtfra Breaking News det her. Forandringerne har været længe undervejs,
og i det følgende arbejdspapir fortsætter overvejelserne om, hvad det betyder for os, når vi vil knække en fortællings koder eller selv konstruere en:
Sådan kan vi få gang i at analysere andres historiefortællinger og selv konstruere
egne …
Afklaring på forhånd
3 gange historie!
I dette arbejdspapir forstår vi historie på tre måder – som et fag, som fortid
og som fortælling.
Om historie som fag er det vigtigt til en start at fastslå, at det er et politisk fag. Det vil være en ren illusion at tro, at historie på nogen måde kan
være værdineutralt.
Faget beskæftiger sig med fortiden. Ved fortid forstår vi alt det, der er
sket forud for vores nutid. Fortid er altså genstandsfeltet for historiske
undersøgelser, og i den forbindelse bliver forståelsen af fortiden specifik.
Det vil sige, at den i det enkelte tilfælde bliver klart og præcist afgrænset,
karakteriseret ved særlige forhold.
På den baggrund giver det mening, at vi i vores opfattelse af historiske
forhold begynder at tale om flere fortider, som alle kan have deres forskellige betydninger for os lige her og nu.
Ingen historier uden fortælling!
Resten af arbejdspapiret handler om historie som fortælling, om alverdens historier:
Som kommunikationsform er en fortælling altid en konkret konstruktion af (blandt andet) fortiden. Fortid som ikke bliver fortalt og fortolket
kalder vi i øvrigt ikke historie, men historik.
8
Historiefortælling i teori og praksis
Claes Corneliszoon Moeyaert (1591-1655): Harald Blåtands dåb.
Udsnit af et historiemaleri, der indgik i en danmarkshistorisk værkrække, som Christian den 4. havde
bestilt med henblik på udsmykning af Kronborg.
Man kan overveje om billedet ikke fortæller mere om 1500-tallet end om vikingekongen Harald
Blå­tands tid.
Fortællinger kan antage utallige former – og historiefaget har udviklet
sine egne genrer, ligesom journalistikken og skønlitteraturen har deres.
Hertil kommer så alle blandingsformerne.
Historiefortælling i teori og praksis
9
De sidstnævnte kan vi vælge at opfatte som undtagelser, der bekræfter
alle reglerne for genrer og former, men meget taler i dag for den omvendte
konklusion: Regler kan nemlig brydes – og alt tyder på, at fortællinger i
praksis alle trækker på store fælles resurser af sproglige og litterære greb.
En historiefortælling bruger derfor løs af de samme fortælleteknikker som
fiktionslitteraturen, og det nogle kalder fakta- og fiktionskoder overlapper
hinanden, når vi fortæller en historie.
Så både når vi selv fortæller – eller når vi analyserer andres historiefortællinger – har vi brug for viden og værktøjer fra sprog- og litteraturfagene.
Metahistorie – analyser af historieskrivning
Historikeren Hayden White, forfatteren til Metahistory (1973), bruger i sine
analyser af historiefortællinger begrebet implotterering. Han pointe er, at
historisk viden altid bliver fortalt dvs. plottet ind i sproglige udtryk og litterære former, der i sig selv bidrager til at give det fortalte betydning.
Det er altså ifølge Hayden White for naivt at forestille sig, at rene fakta
eller værdifri viden om fortiden lader sig gengive isoleret fra alt andet. Den
slags saglig-faglig afrapportering i en neutral form findes ikke og ville, såfremt den fandtes, heller ikke føre til dybere indsigt i noget som helst.
Mange moderne historikere kan have forsøgt sig i det umuliges kunst,
men alle er de blevet indhentet af virkeligheden. For i praksis kommer en
fortæller altid til at skrive sig ind i fortællemønstre, der består af elementer, vi kender fra skønlitteraturen – altså det vi kalder fiktion. Al historiefortælling anvender således greb, vi også møder i fiktive tekster. Det kan
dårligt gentages tit nok.
Historieskrivning nu
Fortællinger adskiller sig altså grundlæggende fra de ikke-fiktive tekstformer, vi kalder sagfremstilling eller sagprosa.
For historiefagets vedkommende kan vi dog godt et øjeblik fastholde, at
det har sine egne faglige særgenrer – lærebogen, monografien, biografien,
den faglige artikel, forskningsdiskussionen.
Analyser af disse teksttyper kan komme et godt stykke vej med undersøgelser af den valgte diskurs – dvs. udredninger af, hvordan en tekst taler
om sit emne. Hvilke modsætninger bygger teksten op, hvilke værdier
kommer til udtryk – og hvad betyder disse forhold for dens budskab?
Men en sådan diskursanalyse kan ikke stå alene, når det handler om historiefortælling.
Så til uddybning af den samlede analyse vil det være en god ide at trække
på fremgangsmåder fra litteraturvidenskaben. Se i denne forbindelse følgende enkle arbejdsskema: http://forlagetcolumbus.dk/boeger/historie/
erindringsmaskinen/tekster/linket-fra-s-168-nederst/
10
Historiefortælling i teori og praksis
Ideen med skemaet er ikke, at brugerne hver gang skal tjekke alle punkter
systematisk. Tværtimod starter og slutter processen i teksten. Analysen
begynder dér, hvor vi som læsere undrer sig over og lægger mærke til noget
i teksten, som tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Og ofte fører det videre ind og rundt i tekstens univers og åbner for en dybere forståelse af
dens udsagn.
Med det slået fast er det så værd at tage ekstra fat på nogle grundspørgsmål, som først og fremmest m������������������������������������������������
å optage ���������������������������������������
os i historie. Både når vi selv fortæller – eller når vi i fremtidens historiefag arbejder mere kritisk med lærebogsmateriale, end det hidtil har været praksis:
Hvad er sagen her?
Hvor ligger fokus? Hvilke forhold og hvilke personer koncentrerer fortællingen sig om? Hvordan vælger historiefortælleren at vinkle sin fremstilling? Og hvordan bliver forløbet og den centrale handling – dvs. plottet –
sat sammen?
Disse valg og deres konsekvenser træder synligt frem for tilhører og
læser lige fra fortællingens anslag.
Hvad med kronologi eller ikke kronologi?
Skal historiefaglige fortællinger f.eks. altid være kronologisk opbyggede –
eller er der andre muligheder for orden og uorden med forskellige konsekvenser for, hvordan historien bliver formidlet?
Hvilken betydning for forståelsen kan den valgte systematik eller mangel på samme få?
Årsagsforklaringer og andet
Og hvad med årsagsforklaringer? – både i relation til det ovenstående og i
bredere forstand. Har historien i øvrigt en selvstændig mening eller er det
fortællingen, der skaber meningen? Og hvordan kan en historiefortælling
overhovedet håndtere meningsløshed?
Og videre: Hvad med forklaringer af de anderledes forhold i fortiden,
som nye læsere ikke umiddelbart kan have forudsætninger for at forstå?
Skal de være der, eller skal fortælleren holde sig tilbage fra at give sådanne
indgribende forklaringer og blot lægge ukommenterede fakta frem?
Hvilke betydninger for forståelse af helheden kan der ligge i den slags
valg?
Uanset hvilken fremstillingsform vi og andre fortællere vælger, vil det
efterfølgende være op til modtagerne at knække koden og organisere en
forståelse af den.
I forhold til alle disse udfordringer, muligheder og valg er det også vigtigt at medtænke, at hverken begreber, ord, sprogbrug eller fortælleteknikHistoriefortælling i teori og praksis
11
ker er uforanderlige. Tværtimod. Alt det vi fortæller og måderne, vi vælger
at gøre det på, får betydning for historien, for fortolkningen og forståelsen
af den.
Fortællingers koder skal konstrueres og
knækkes
Sammenhæng og brud
Vi har midt i den herskende uklarhed ét sikkert holdepunkt: Enhver historiefortælling skal hænge sammen fra anslag til afslutning.
Derefter trænger nye spørgsmål sig på. Nogle fortællere vil foretrække at
levere et bredt overblik – andre vil hellere nå frem til en helhedsforståelse
ad andre veje.
Modsætningen til overblikket er ikke manglende overblik, men begrænsninger af emnets bredde – og det kan positivt vendes til indlevelse med
mulighed for identifikation.
Spor af mor.
Alle ord har en historie – og viden om sprogenes slægtskab, ordenes betydning og kulturelle vandringer fra sprog til sprog rummer en vigtig nøgle til at forstå den verden, vi lever i.
Ordet mor (moder) er et old-, for ikke at sige urgammelt arveord i alle indoeuropæiske sprog.
Nyere tilkomne gloser i et givet sprog kalder vi for låneord og fremmedord. Og det siger fantastisk
meget om historiske og samfundsmæssige forandringer, hvor låne- og fremmedordene kommer
fra, og hvornår de dukker op i et givet sprogområde.
12
Historiefortælling i teori og praksis
Ved at gå tæt på den lille afgrænsede historie, undersøgelsen af en eller
et enkelt case, har historikeren som fortæller måske større chance for at
konkretisere, komme helt nær på et eller nogle få mennesker. Det kan skabe
et særligt rum for empati og identifikation. Og den mikrolille historie kan
i nogle tilfælde repræsentere vigtige træk ved den store historie, indfanget
ved at stille skarpt og bevæge sig helt ned i – kan det vise sig – betydningsfulde detaljer.
Det var ordene: Herfra må nye historiefortællere smide krykkerne og
gå egne veje.
Hvis udfordringen derimod drejer sig om at analysere en lærebog eller
en anden historisk fremstilling, vil det nok være en god ide til en start at
følge de ledetråde, som er udlagt i dette arbejdspapir.
Geert A. Nielsen
Etymologi hedder den gren af sprogvidenskaben, som beskæftiger sig med ordenes oprindelse,
indbyrdes slægtskab og med udviklingen af deres former og betydninger.
Svar på spørgsmålene: Hvor kommer ordene fra? Hvornår dukker de op? Hvad betyder de? – og hvilke
ændringer undergår brugen og betydningen af dem gennem historien? kan fortælle os vigtige ting, når vi
søger en dybere forståelse af andre menneskers og tiders forestillingsverdener.
Historikere anvender i nogle tilfælde betegnelsen begrebshistorie i forbindelse med netop dette
genstandsfelt.
Historiefortælling i teori og praksis
13
Anvendt litteratur
Berendt, Poul og Mads Bunch: „Selvfortalt“, 2015
Clausen, H.P.: „Hvad er historie?“, 1963
Dahl, Ottar: „Grundtrek i historieforskningens metodelære“, Oslo 1965
Erslev, Kr.: „Historisk Teknik“, 1911, 1926
Ginzburg, Carlo: „Spor – om historie og historisk metode“, 1999
Hassing, Anders: „Introduktion til begrebshistorie“, 2009, se http://www.emu.
dk/sites/default/files/Introduktion%20til%20begrebshistorie.pdf
Hassing, Anders og Christian Vollmond: „Fra fortid til historie“, 2013
Le Goff, J. & P. Nora. „Att skriva historia“, Stockholm 1978
Hansen, Per H. og Jeppe Nevers (red.): „Historiefagets teoretiske udfordring“,
2004
Kjeldstadli, Knut: „Fortiden er ikke hvad den har været – en indføring i historiefaget“,
2001
Kristensen, Bent Egaa: „Historisk metode“, 2007
Kvande, Lise og Nils Naastad: „Hva skal vi med historie?“, Oslo 2013
Mikkelsen, Hanne Guldberg: „Historien og historikerne“, 2000
Mørch, Søren: „Verden som den er“, 2005
Nielsen, Geert A.: „Ledetråde til historisk metode“, 2009, se http://www.forlagetcolumbus.dk/fileadmin/user_upload/pdf/Lede_hist.pdf
Nielsen, Geert A.: „Spormetoden? Hvad er spormetoden?“, i Noter 205/2015
Olden-Jørgensen, Sebastian: „Til kilderne! Introduktion til historisk kildekritik“,
2001
Simonsen, Dorthe Gert „Tegnets tid. Fortid, historie og historicitet efter ‘den sproglige vending’“, 2003
Sturken, Marita: „Tangled Memories – The Vietnam War, the AIDS Epidemic, and
the Politics of Remembering“, 1997
White, Hayden: „Metahistory“, Baltimore 1973
White, Hayden: „Historie og fortelling – udvalgte essays“, Oslo 2003
Wiben, Peder (red.): „Historiedidaktik“, 2009
14
Historiefortælling i teori og praksis