1. No category

Aage Friis og den danske historievidenskab, ca. 1930-1945
Af Niklas Olsen, postdoc ved SAXO-Instituttet, Københavns Universitet
”Danskere vil ikke vide af noget, der har med nationalsocialismen at gøre. Specielt er de
danske historikere fuldstændig afvisende.“1 Således lød det i en rapport forfattet af Das
Deutsche Wissenschaftliche Institut i København efter en konference, der blev afholdt på
instituttet d. 28. og 29. december 1942. På den ene side skal udtalelsen tages med et gran
salt, idet der i 1942 (stadig) var mange danskere, der støttede op om nationalsocialismen –
herunder historiker og stadsarkivar i København, Flemming Dahl, som efter 1945 blev
suspenderet på grund af sit politiske tilhørsforhold under besættelsen.2
På den anden side beskriver citatet rammende det generelle forhold mellem den danske
historievidenskab og nationalsocialismen i 1930erne og 1940erne, hvor stort set alle danske
historikere ved universiteterne og arkiverne tog afstand fra nazismen. Meget sigende blev
Dahl pga. sine nazistiske sympatier ikke inviteret til det fælles danske historikermøde, der
fandt sted i Århus i juli 1942. Til mødet i Århus blev ordet – ifølge Dahl – i stedet ført af
”kommunister og pro-jøder som Albert Olsen, C. O. Bøggild Andersen, Aage Friis og Axel
Linvald (…).”3
Blandt de nævnte historikere spillede Aage Friis en særdeles fremtrædende rolle i den
danske historievidenskab i 1930erne og 1940erne.4 Friis var fra 1913 til 1935 professor ved
Københavns Universitet, og han påtog sig desuden en række andre forskningspolitiske og
administrative poster i perioden, bl.a. som rektor for universitetet i 1932/33. Derudover
ydede Friis en stor indsats på det politisk-humanitære område. Da den nazistiske
magtovertagelse begyndte at drive et stort antal flygtninge til Danmark, tog han i 1933
initiativ til at danne Den danske komité for landflygtige åndsarbejdere, og han var i 1934
med til at stifte De samvirkende danske emigranthjælpekomiteer. Friis’ humanitære arbejde
var motiveret af en dyb kærlighed til Tyskland og tysk kultur – og af en lige så dyb forundring
og harme over, at de tyske kulturelle traditioner kunne udmønte sig i en så destruktiv
1
Frank-Rutger Hausmann: “Auch im Krieg schweigen die Musen nicht“: die Deutschen Wissenschaftlichen
Institute im Zweiten Weltkrieg, Vandenhoeck und Ruprecht, Göttingen 2001, s. 199, note 45.
2
Sigurd Jensen: ”Flemming Dahl”, Dansk Biografisk Leksikon. Bind 3., Gyldendal, København 1979, s. 514-515.
3
Frank-Rutger Hausmann: 2001, s. 199.
4
Erik Stig Jørgensen: ”Aage Friis”, Dansk Biografisk Leksikon. Bind 4., Gyldendal, København 1980, s. 649-653.
1
ideologi som nationalsocialismen. Hertil skal føjes, at Friis allerede før magtovertagelsen i
1933 på utvetydig vis tog afstand til nazismen og siden forsøgte at bekæmpe dens
fremmarch og afbøde dens konsekvenser.
I det følgende skal vi med Aage Friis som prisme se nærmere på den danske
historievidenskab under nazismen. Mere konkret skal vi se nærmere på, hvordan Friis
reagerede på periodens politiske, videnskabelige og institutionelle udviklinger i Tyskland og
Danmark, og hvordan han forholdt sig til sine tyske kollegers reaktioner og skæbner efter
den nationalsocialistiske magtovertagelse i 1933. Fra ca. 1900 til 1940 opbyggede Friis i
forskellige sammenhænge et stort netværk af tyske historikere. Gennem inddragelse af Friis’
korrespondance med en række af disse historikere ønsker artiklen ikke blot at komme
nærmere en forståelse af den danske historievidenskab under nazismen, men også at kaste
strejflys over omgangen med nazismen i de transnationale møder mellem mennesker og
institutioner fra historievidenskaberne i de to lande.
Artiklen går frem i tre skridt. Den åbner med et rids af udviklingerne i den tyske og danske
historievidenskab efter 1933. Dernæst følger en sektion om Aage Friis’ reaktioner på den
nazistiske magtovertagelse, herunder hans forsøg på at afbøde dens konsekvenser ved at
hjælpe forfulgte tyske videnskabsmænd. Endelig afsluttes artiklen med et afsnit om Friis’
ageren under den tyske besættelse af Danmark og hans forsøg på efter 1945 at præge
samtidens historiske fortolkninger af og politiske domfældelser over den
nationalsocialistiske periode.
Den tyske og den danske historievidenskab efter 1933
Som følge af sine personlige og professionelle relationer til den tyske historievidenskab
fulgte Aage Friis løbende med i sine tyske kollegers reaktioner på den nationalsocialistiske
magtovertagelse og politik i 1930erne og 1940erne.
Overordnet set var den tyske historievidenskab dybt konservativ i perioden indtil 1933. På
den ene side afholdt deres konservative grundholdning mange tyske historikere fra
efterfølgende at blive involveret i nationalsocialismen. På den anden side satte deres
fascination af den tyske stat, det stærke individ og magtpolitikken en bom for en egentlig
kritik af nazismen. Hertil skal føjes, at adskillige tyske historikere blev medlemmer af NSDAP
efter magtovertagelsen og efterfølgende gjorde karriere ved at tjene den nazistiske ideologi.
Blandt disse hørte en række historikere med speciale i moderne tid, herunder Erwin Hölzle,
2
Günther Franz, Rudolf Stadelmann, Martin Spahn, Günter Franz, Karl Alexander von Müller
og Walter Frank. De to sidstnævnte opnåede yderst centrale positioner under det nye
regime. von Müller som redaktør af Historische Zeitschrift og som leder af
forskningsafdelingen Forschungsabteilung Judenfrage under det såkaldte Reichsinstitut für
Geschichte des Neuen Deutschlands, der blev etableret i 1935 og ledet af von Müllers elev,
Walter Frank. Målet med instituttet var at etablere en nazistisk historieskrivning.5
Mens folk som von Müller og Frank fik nye karrieremuligheder efter 1933, betød den
nationalsocialistiske magtovertagelse enden på karrieren i Tyskland for en række andre
historikere. Dette var først og fremmest tilfældet for de mange jødiske repræsentanter for
faget, hvoraf adskillige emigrerede inden 1938.6 Den nationalsocialistiske magtovertagelse
betød også enden på den professionelle karriere for samtidens mest berømte repræsentant
for det tyske historiefag, Friedrich Meinecke. Med berømte værker som Weltbürgertum und
Nationalstaat (1908), Die Idee der Staatsräson (1924) og Die Entstehung des Historismus
(1936) havde Meinecke siden slutningen af 1800-tallet manifesteret sig som den førende
tyske idéhistoriker. Meinecke, der i Weimar-perioden havde erklæret sig for
Vernunftrepublikaner, indtog desuden en central organisatorisk position inden for faget.
Efter sin pensionering i 1932 trak han sig imidlertid tilbage fra alle sine offentlige poster. I
1934 forlod Meinecke således den på hans initiativ stiftede Historische Reichskommission,
og efter et angreb fra Walter Frank forlod han i 1935 også redaktionen af Historische
Zeitschrift, som han havde været medlem af siden 1895.7
Når den skitserede udvikling inden for den tyske historievidenskab skete uden de store
sværdslag, skyldtes det bl.a., at den konservative konsensus inden for den tyske
historievidenskab var modtagelig over for den nationale og ’folkelige’ re-orientering, som
fandt sted efter 1933. Derudover muliggjorde de udbredte anti-liberale holdninger en
forståelse mellem historikerne og regimet.
Aage Friis reagerede stærkt på de politiske og videnskabelige udviklinger, der fandt sted i
Tyskland i 1930erne. Ved den internationale historikerkongres, der blev afholdt i Warszawa i
5
For en oversigt over den tyske historievidenskab under nazismen, se Frank-Rutger Hausmann: Die
Geschichtswissenschaften im Dritten Reich, Vittorio Klostermann, Frankfurt am Main 2011, s. XX.
6
Se bl.a. Hartmut Lehmann, James J. Sheehan (ed.): An Interrupted Past: German-Speaking Refugee Historians
in the United States after 1933, Cambridge University Press, Cambridge 1991 og Gerhard A. Ritter: German
Refugee Historians and Friedrich Meinecke, Brill, Boston 2010.
7
For introduktioner til Meineckes liv og værk, se Gisela Bock, Daniel Schönflug (hrsg.): Friedrich Meinecke in
seiner Zeit. Studien zu Leben und Werk, Franz Steiner Verlag, Stuttgart 2006.
3
august 1933, udtrykte han således sin forfærdelse over den nazistiske magtovertagelse og
undren over hans tyske kollegers eftergivenhed og svaghed over for nationalsocialismen.8 De
fleste tyske historikere fordømte racediskriminationen og andre uretfærdigheder, som
regimet begik. Men helt indtil slutningen af 1930erne mente mange af dem, at andre
aspekter af regiments politik virkede lovende og fortjente opbakning.
I modsætning hertil var de danske historikere skeptiske og kritiske overfor de politiske
udviklinger, der fandt sted syd for grænsen efter magtovertagelsen i 1933. Bortset fra
Flemming Dahl fandt nationalsocialismen – som nævnt – ingen opbakning blandt danske
faghistorikere i 1930erne og 1940erne. I denne periode var historievidenskaben i Danmark
et forholdsvist lille fag, hvis mest fremtrædende og indflydelsesrige repræsentanter var
professorer ansat ved de humanistiske fakulteter i København og Århus.9 Historiestudiet i
København var på dette tidspunkt præget af den videnskabelige arv fra Kristian Erslev. Med
sit arbejde inden for historisk metode og kildekritik havde han været kraftigt medvirkende til
at professionalisere det danske historiefag under sit virke som professor ved fakultetet fra
1883 til 1916. Efter at Erslev forlod universitetet i 1916 til fordel som en stilling som
Rigsarkivar, blev der ved fakultetet i København ansat tre professorer, som alle på forskellig
vis tog arven op fra Erslev og prægede stedet. Det drejer sig om Aage Friis (1913), Erik Arup
(1916) og Knud Fabricius (1917).
I 1936 blev det ledige professorat efter Aage Friis’ pensionering besat af Albert Olsen, der
i 1930 var blevet ansat som den første underviser i historie ved Århus Universitet, hvor han i
1934 fik titel af professor. Efter at Olsen tog til København, overtog den anden underviser
ved instituttet i Århus, Johan Plesner, professoratet, som han dog kun bestred kortvarigt, før
han i 1938 døde i forbindelse med en blindtarmsoperation, og blev efterfulgt af C. O.
Bøggild-Andersen. Udover underviserne og forskerne ved de historiske institutter i Århus og
København var historiefaget i Danmark bl.a. repræsenteret af arkivarer som Axel Linvald og
Holger Hjelholt, der var henholdsvis rigsarkivar og overarkivar ved Rigsarkivet, forskere, der
havde småjobs og ellers levede af stipendiemidler, indtil de kunne få den ønskede
ansættelse ved universitetet (fx Aksel E. Christensen ved Institut for Historie og
8
Karl Dietrich Erdmann: Die Ökumene der Historiker: Geschichte der Internationalen Historikerkongresse und
des Comité International des Sciences Historiques, Vandenhoeck und Ruprecht, Göttingen 1987, s. 199-200.
9
For det følgende, se Poul Johs. Jensen: ”Bind X: Det filosofiske Fakultet, 3. del: Filosofi, Pædagogik, Historie og
Samfundsfag”, Københavns Universitet: 1479-1979, C. E. O. Gads Forlag, København 1980, s. 458-485 og Erik
Christiansen, Claus Møller Jørgensen: Historiefaget ved Århus Universitet, 75 år, Århus Universitetsforlag, Århus
2004, s. 15-40.
4
Samfundsøkonomi) og folk med institutionelle tilknytninger uden for faget, som fx
gymnasielæreren Vilhelm la Cour.
Netop la Cour var centrum for den største strid i den danske historievidenskab i
1930erne. Striden eskalerede i 1936, hvor la Cour tabte konkurrencen om professoratet
efter Aage Friis til Albert Olsen. Årsagen var, at Erik Arup (hvis radikale omvurdering af
landets fortid la Cour havde voldsomt angrebet i slutningen af 1920erne) sad i
ansættelsesudvalget og havde Olsen som sin foretrukne kandidat. Olsen skrev således den
type kildekritisk anlagte, positivistisk-materialistiske historieskrivning, som Arup ønskede at
føre videre fra Erslev. Derimod mente Friis, der støttede la Cour – og længe have været i
videnskabelig strid med Arup – at arven fra Erslev indeholdt en mere hermeneutisk åre, end
den kildekritiske tradition gav udtryk for.10
I 1938 søgte la Cour endnu et professorat i Århus, men trak sig fra konkurrencen, da han
fandt ud af, at Arup også var medlem af dette ansættelsesudvalg. Efterfølgende valgte la
Cour at offentliggøre sin begrundelse for at have trukket sin ansøgning. Begrundelsen
indeholdt en række beskyldninger mod Arup, som foranledigede en injuriesag, der kom for
retten i marts 1939 – uden at sagen fandt en vinder (la Cours anklager mod Arup blev kendt
ubeføjede, uden at han blev idømt bøde for dem).
Det er blevet sagt, at den danske historievidenskab ved anden verdenskrigs udbrud endnu
var lammet af den indre strid og ikke fik en betydningsfuld forbindelse til den historiske
vækkelse, der foregik i Danmark i de første krigsår, hvor teologen og kirkehistorikeren Hal
Koch var ene om at agitere for folkeligt sammenhold fra et historisk perspektiv.11 Hertil skal
dog føjes, at de danske historikere i høj grad blev berørt af og reagerede på
nationalsocialismen og den tyske besættelse af Danmark. Fx blev docent Troels Finks hus i
Århus sprængt i luften som led i den tyske Schalburgtage pga. hans engagement i
Sønderjyske Danske Samfund. Efter et besøg af Gestapo gik C. O Bøggild-Andersen under
jorden med sin familie i slutningen af 1944. Den nationalkonservative Vilhelm la Cour blev i
1942 idømt 80 dages hæftestraf, som blev øget til syv måneders fængselsstraf, for at tale for
modstand mod besættelsesmagten. Den 29. august 1943 gik han under jorden, og han
10
Friis lod dog ikke sine hermeneutiske tilbøjeligheder komme til udtryk i den videnskabelige strid som han
førte med Arup fra slutningen af 1910erne. I denne strid – som omhandlede specifikke fortolkninger af fortiden
og præmisserne derfor – fremtrådte Friis snarere som en renlivet positivist, der over for brugen af hypoteser i
historieforskningen satte den omhyggelige udtømning og kritiske vurdering af alle kilder. Se Erik Stig Jørgensen:
1980, s. XX.
11
Poul Johs. Jensen: 1980, s. 183-184.
5
flygtede i 1944 til Sverige, hvor han indgik i Den Danske Brigade. Albert Olsen, der var
marxist, formand for foreningen Dansk-russisk Samvirke og jødisk gift, udsendte i starten af
1930erne kritiske forelæsningstekster om Fascismens økonomiske Politik (i Italien) og om
Antisemitisme og Racedogme i moderne tysk Politik og måtte flygte til Sverige i 1943.12 Også
den samtidige redaktør af Historisk Tidsskrift, Axel Linvald, så sig pga. sin jødiske hustru
nødsaget til at flygte til Sverige, mens Aksel E. Christensen allerede i starten af 1930erne
havde forsøgt at advare imod nationalsocialismen ved at oversætte Ragnar Volds
antinazistiske værk Tyskland marsjerer.13
Ingen af de nævnte historikere var tiltrukket af nationalsocialismen eller af at samarbejde
med institutioner som Das Deutsche Wissenschaftliche Institut i København, der blev ledet
af historikerne Otto Scheel (fra maj 1941 indtil juni 1943) og Otto Höfler (fra juni 1943 indtil
vinteren 1945).14 At de danske historikere forholdt sig med kritisk distance til
nationalsocialismens historievidenskabelige ambitioner blev sjælden formuleret direkte,
men dog indikeret i forskellige sammenhænge, fx i en kommentar af Axel Linvald i Historisk
Tidsskrift i 1937.15 Selvom han var yderst forsigtig i forhold til at ytre direkte kritik af
regimets historikere og institutioner – bl.a. betonede han, at den nye tyske historievidenskab
skulle måles på dens resultater – understregede Linvald, at der var ”grund til med skepsis at
følge de tendenser, som spores inden for de moderne diktaturer og blandt deres højttalende
forkæmpere.”16 Og Linvald tvivlede åbenlyst på, hvorvidt – som han skrev i de sidste linjer af
sin kommentar – ”den nye tidsalder vil formå at frembringe værker, som besjælet af den
nazistiske livsanskuelse besidder samme faglige og åndelige lødighed, samme menneskelige
og videnskabelige rigdom som en Hermann Onckens og Friedrich Meineckes.”17
For Linvald, og for mange andre danske historikere, fremstod Oncken og i særdeleshed
Meinecke som repræsentanter for de stolte traditioner i den tyske historievidenskab, der var
blevet grundlagt af Leopold von Ranke i første halvdel af 1800-tallet, og som den danske
historievidenskab stod i stor gæld til med hensyn til metode, emnevalg og problemstillinger.
Det gjaldt bl.a. Aage Friis, der i øvrigt opbyggede et tæt venskab med Meinecke, som strakte
12
Albert Olsen: Fascismens økonomiske Politik, Acta Jutlandia, Århus 1932; Antisemitisme og Racedogme i
moderne tysk Politik, Acta Jutlandia, Århus 1933
13
Ragnar Vold: Tyskland marcherer: – hvorfor? – hvorfra? – hvorhen?, XX, København 1934.
14
Angående instituttet, se Frank-Rutger Hausmann: 2001, s. 183-210.
15
Axel Linvald: [I sektionen Nyt fra historisk Videnskab], Historisk Tidsskrift, Bd. 4., 1937/38, s. 219-233. Linvald
var selv redaktør af tidsskriftet på dette tidspunkt.
16
Axel Linvald: 1937/1938, s. 220.
17
Axel Linvald: 1937/1938, s. 223.
6
sig over et halvt århundrede – fra slutningen af 1800-tallet indtil Friis’ død i 1949.18 I
modsætning til mange af sine kolleger holdt Friis sig ikke blot på afstand af nazistiske
historikere og institutioner som Das Deutsche Wissenschaftliche Institut, men forsøgte
desuden at modvirke og afbøde konsekvenserne af nazificeringen af de tyske videnskaber.
Aage Friis og nationalsocialismen
Gennem hele sit liv var Friis’ videnskabelige og politiske aktiviteter præget af en dyb
interesse for Tyskland og for forholdet mellem Tyskland og Danmark.19 I studieårene fra
1890 til 1896 var han meget aktiv i studenterpolitik og i det sønderjyske arbejde. Efter at
Friis havde afsluttet sine studier, blev han af Udenrigsministeriet kommissioneret til at
udgive J. H. E. Bernstorffs breve, hvilket medførte en del kontakt med tyske arkivinstanser og
historikere. Fra 1907 til 1913 arbejdede han som rådgiver for Udenrigsministeriet i
Nordslesvigske spørgsmål. Friis var desuden med til stiftelsen af Den internationale
kommission for intellektuelt samarbejde (medlem 1925-1939) samt af Den internationale
komité for de historiske videnskaber (medlem 1926-1947), og han var formand for Den
danske komité for historikernes internationale samarbejde (1926-1939). Endelig var han –
som tidligere nævnt – med til at danne Den danske komité for landflygtige åndsarbejdere og
De samvirkende danske emigranthjælpekomiteer i henholdsvis 1933 og 1934.
Meget af Friis’ tidlige videnskabelige og politiske arbejde var rettet mod at vinde den
danske regering og offentlighed for en imødekommende holdning over for Tyskland i de
Nordslesvigske spørgsmål. På baggrund af en radikal grundindstilling (Friis var med til at
stifte det Radikale Venstre i 1905 og forblev forbundet med partiet) argumenterede han for,
at det Nordslesvigske spørgsmål skulle løses i venskab med Tyskland, og for at stridigheder
med Tyskland i det hele taget burde undgås.
Friis’ argumenter for en imødekommende holdning over for Tyskland gik hånd i hånd med
en ambivalent holdning til Tyskland og tysk kultur. På den ene side tog Friis afstand fra, hvad
han omtalte som preussisk-tyske traditioner for social-politisk chauvinisme, barbari og
18
Venskabet er dokumenteret i den omfangsrige brevveksling, der forefindes i Aage Friis’ privatarkiv på
Rigsarkivet. Se også de trykte breve i Gisela Bock, Gerhard A. Ritter (hrsg.): Friedrich Meinecke: Neue Briefe und
Dokumente, R. Oldenburg Verlag, München 2012 samt i Ludwig Dehio, Peter Classen (hrsg.): Friedrich
Meinecke: Augewählter Briefwechsel, K. F. Koehler, Stuttgart 1962. Også Holger Hjelholt korresponderede med
og skrev en række artikler om Meinecke og dennes arbejde i Historisk Tidsskrift fra 1930erne til 1950erne.
19
For det følgende, Erik Stig Jørgensen: 1980 samt Ole Lønhart: ”Aage Friis. En historiografisk analyse”, Nyere
dansk historieforskning bd. 2, 1982, s. 5-102.
7
militarisme.20 På den anden side nærede han en dyb fascination af og kærlighed til andre
tyske kulturelle traditioner, som han mente, at Danmark og danskerne stod i gæld til og
fortsat skulle lære af. Symptomatisk for denne kærlighed skrev Friis så sent som i 1942 i
tidsskriftet Dansk Udsyn følgende: ”Vi kan overhovedet ikke forestille os vor frugtbare
folkelige udvikling uden det, der er givet os fra Luthers, pietismens, Bernstorffernes, Goethes
og Schillers samt romantikkens, den tyske musiks og den moderne videnskabs Tyskland.”21
I forlængelse heraf var Friis dybt inspireret af den tyske historievidenskab og i
særdeleshed Ranke med hensyn til emnevalg, forklaringsmodel og materialevalg. Det
centrale emne i Friis’ historieskrivning var politiske og nationale spørgsmål på højeste plan;
forklaringsmodellen var den store personligheds og tidens centrale ideers indflydelse på
udviklingen; og kildematerialet udgjordes af breve og dokumenter fra diplomat- og
privatarkiver. I sin tilgang til stoffet afveg Friis fra sin lærermester Kristian Erslev, der
praktiserede en mere analytisk tilgang og fraveg fra den hermeneutiske indlevelse i og
identifikation med tiden og personerne, som karakteriserede Friis’ arbejde. Ifølge Friis var
historieskrivningen en subjektivt præget videnskab, hvor historikeren og dennes
tilbøjeligheder nødvendigvis spiller en stor rolle i dannelsen af syntesen. For Friis udelukkede
dette ikke, at historieskrivningen ved at beskrive fortiden og kritisere senere opfattelser
deraf kunne bruges til at påvirke samtiden (fx skulle en beskrivelse af Bernstorffs ideer og
politiske mål korrigere de nationalliberales fjendtlige indstilling til Tyskland).
Ligesom der var en ambivalens i Friis’ forhold til Tyskland, var der en spænding mellem de
politiske holdninger, han omfavnede i sin opfattelse af og tilgang til historie, og de
holdninger, han omfavnede i ikke-videnskabelige sammenhænge. Hvor han i ikkevidenskabelige sammenhænge var fuldblods liberal-demokrat, fremstod han i sin
historieskrivning som (moderat) konservativ med fokus på den stærke personlighed,
nationale spørgsmål og magtpolitik.22 I forlængelse heraf var Friis en beundrer af enevælden.
På trods af dens mangler, fx i spørgsmålet om ytringsfrihed, mente han, at enevælden havde
været borgerlig-demokratisk præget og forberedt væksten og konsolideringen efter 1864. I
Friis’ optik var samfundet en organisme i stadig vækst og forandring, og han var af den
20
Ole Lønhart: 1982, s. XX, XX.
Citeret fra Ole Lønhart: 1982, s. XX.
22
Som formuleret af Claus Møller Jørgensen: ”Temporality, identity and modernity in Danish history discourse,
1900-1945”, Diana Mishkova (ed.), “Regimes of Historicity” and Discourses of Modernity and Identity, 19001945, in Southeastern and Northern Europe (under udgivelse). For det følgende, se Ole Lønhart: 1982, s. XX-XX.
21
8
opfattelse, at eventuelle ændringer skulle ske under hensyn til traditionen. I forlængelse
heraf mente han, at disse ændringer skulle foretages af stærke mænd, som havde
nationalfølelsen og den samfundsmæssige helhed for øje, og som lod sig styre af saglige
hensyn og ikke af interessegrupper.
Snarere end en banebrydende historiker fremstod Friis som en dygtig organisator, der
opbyggede massevis af netværker i såvel den akademiske som den politiske verden og både
nationalt og internationalt. Hvad det sidste angår, etablerede Friis i særdeleshed mange
kontakter i den tyske historievidenskab. Friedrich Meinecke mødte han for første gang i
Geheimen Staatsarchiv in Berlin i 1898 under sine studier af Bernstorff.23 Friis og Meinecke
korresponderede efterfølgende over et halvt århundrede og mødtes desuden i forskellige
private og professionelle sammenhænge. Fx forelæste Meinecke på Friis’ foranledning i
Danmark i 1924 og 1934, og Friis besøgte flere gange Meinecke i Berlin.24 Derudover var Friis
involveret, da Meinecke i 1926 blev valgt ind i bestyrelsen for Den internationale komité for
de historiske videnskaber ved historikerkongressen i Ghent.25
Valget af Meinecke til Den international komité var betydningsfuldt for Friis, der havde
været imod beslutningen om ikke at invitere tyske og østrigske historikere til den stiftende
konference for komiteen i Ghent i 1923.26 Hvor Friis havde været en skarp kritiker af den
tyske politik under Bismarck og i Kejserriget, forholdt han sig efter første verdenskrig således
yderst kritisk i forhold til vestmagternes politik overfor Tyskland og gjorde sig store
anstrengelser for at indlemme de tyske historikere i det internationale samarbejde. På den
baggrund var Friis ikke blot chokeret, men også skuffet, da han til kongressen i Warszawa i
august 1933 opdagede sine tyske kollegers eftergivende holdning vis-a-vis nazismen.
Det var som forsøg på at afbøde konsekvenserne af nazificeringen af det tyske åndsliv, at
Friis allerede samme år stiftede Den danske komité for landflygtige åndsarbejdere og året
efter var med til at etablere De samvirkende danske emigranthjælpekomiteer. Som formand
for disse organisationer gjorde Friis en stor indsats for at hjælpe flygtninge og påvirke de
danske myndigheder i forhold angående opholds- og arbejdstilladelser, og han skabte sig
23
Se Friis’ tilbageblik i hans brev til Meinecke dateret d. 2/8-1941. Privatarkiv Aage Friis, XX.
Se omtale af disse besøg i Gisela Bock, Gerhard A. Ritter: 2012 samt i Ludwig Dehio, Peter Classen: 1962.
Efter indstilling af Friis blev Meinecke desuden medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i
Danmark i 1937.
25
Meineckes indvælgelse skete på forslag af de fem skandinaviske delegerede til komitéen. Se Gisela Bock,
Gerhard A. Ritter: 2012, brev 196, s. 285, note 1.
26
Karl Dietrich Erdmann: 1987, s. 109-111.
24
9
hurtigt et navn som en person, som forfulgte tyske intellektuelle og videnskabsfolk kunne
henvende sig til, hvis de ønskede råd og hjælp til at emigrere.
Friis’ hjælpsomhed kom bl.a. historikeren Hanna Kobylinski til gode. Kobylinski havde
studeret historie ved Friedrich Meinecke og Hermann Oncken i Berlin og filosofi i Heidelberg
og Freiburg ved henholdsvis Karl Jaspers og Edmund Husserl.27 Som en følge af den
nazistiske magtovertagelse rejste Kobylinski i april 1933 til Danmark, hvor hun havde
forbindelser til den danske jurist Sigurd Wechselmann. Snart efter opsøgte hun Aage Friis,
der skaffede hende opholds- og arbejdstilladelse og ansatte hende som medarbejder på
Kommissionen for fælles nordisk Udforskning af de russiske Statsarkiver, som Friis havde
været med til at organisere. Kobylinski blev i slutningen af 1930erne knyttet til Institut for
Historie og Samfundsøkonomi, men måtte i efteråret 1943 flygte til Sverige sammen med sin
senere ægtefælle, fysikeren Stefan Rozental. Efter krigen returnerede Kobylinski til Danmark,
hvor hun tog forskellige jobs og hjalp Friis med at renskrive dennes breve til Meinecke.
Blandt andre af Meineckes studerende og kolleger af jødisk afstamning, som Friis forsøgte
at hjælpe, var Dietrich Gerhard.28 Gerhard promoverede i 1923 hos Meinecke i Berlin på en
afhandling om Barthold Georg Niebuhr og fik efterfølgende (formentlig på Friis’
foranledning) et stipendium af Rask-Ørsted-fonden til at fortsætte sin Niebuhr-forskning i
Danmark.29 I 1933, et år efter at han var vendt tilbage til Berlin, begyndte Gerhard at
undersøge mulighederne for at forlade Tyskland og kontaktede i den forbindelse Friis.
Gerhard og Riis korresponderede efterfølgende og mødtes desuden i Berlin (i december
1933) og i København (i november 1934) for at afklare Gerhards muligheder.30 Friis gav
Gerhard husly i forbindelse med besøget i København, men var umiddelbart ikke i stand til at
skaffe sin tyske kollega arbejde i København eller andetsteds. Heldigvis fik Gerhard allerede i
1935 et tilbud om at blive gæsteprofessor ved Harvard University, og i 1936 blev han
professor ved Washington University, og han blev amerikansk statsborger i 1941.
Ikke alle de tyske historikere, som Aage Friis var i kontakt med i 1930erne, var så heldige
27
Se Kirsten Willerslev: ”Hanna Kobylinski (geb. 1907), Historikerin“, Willy Dähnhardt, Birgit S. Nielsen (hrsg.):
Exil in Dänemark: Deutschsprachige Wissenschaftler, Künstler, und Schriftsteller im dänischen Exil nach 1933,
Westholsteinische Verlagsanstalt Boyens & Co, Heide 1933, s. 211-214.
28
Se Gerhard A. Ritter: “Die emigrierten Meinecke-Schüler in den Vereinigten Staaten. Leben und
Geschichtsschreibung zwischen Deutschland und der neuen Heimat. Hajo Holborn, Felix Gilbert, Dietrich
Gerhard, Hans Rosenberg“, Historische Zeitschrift, 284, 2007, s. 59-102.
29
For det følgende, se korrespondancen mellem Gerhard og Friis i sidstnævntes privatarkiv. XX
30
Friis forsøgte desuden at hjælpe Dietrich Gerhardts far, sagføreren Stephan Gerhard, hvis forretning var
blevet hårdt ramt af udviklingerne i kølvandet på den nationalsocialistiske magtovertagelse. Se Friis’ brev til
Arthur Henriques dateret d. 22/11-1935 i Privatarkiv Aage Friis, XX.
10
som Dietrich Gerhard. Det gælder fx Hedwig Hintze, som var gift med den meriterede
historiker Otto Hintze. Otto Hintze var professor ved universitetet i Berlin indtil 1920, hvor
han blev pensioneret før tid pga. helbredsproblemer.31 Efter at nazisterne kom til magten,
stoppede Otto Hintze med at publicere og gik i ’indre emigration’. I 1933 forlod han sin post
som medudgiver af Historische Zeitschrift i protest mod redaktionens beslutning om at
afskedige Hedwig Hintze fra redaktion, og i 1938 trak han sig fra Das Preußische Akademie
der Wissenschaften, som han havde været medlem af siden 1914. Hedwig Hintze
promoverede (under Friedrich Meinecke) i 1924 som den første kvinde ved universitetet i
Berlin, hvor hun desuden habiliterede i 1928 og siden underviste som privatdocent. I 1933
blev hun imidlertid afskediget og flygtede i 1939 til Holland. Her fik hun i 1941 et tilbud om
arbejde på The New School of Social Research i New York, som hun dog ikke kunne tage
imod pga. den tyske besættelse af Holland. Godt to år efter at Otto Hintze i 1940 var død i
Berlin, alene og tilbagetrukket, døde Hedwig Hintze i Utrecht (formentlig begik hun selvmord
for at undgå at blive deporteret til en nazistisk udryddelseslejr).
Friis, der havde korresponderet med Otto Hintze siden midten af 1920erne, modtog i
december 1938 et brev fra Hedwig Hintze, der – skrev hun – ”var tvunget til at stå på egne
ben” – og bad Friis om råd med hensyn til at finde et job udenfor Tyskland. ”Jeg ved,”
tilføjede Hedwig Hintze, ”at deres indflydelse rækker vidt.”32 I sit svar, skrevet kort tid efter,
meddelte Friis, at han desværre ikke var i stand til at tilbyde Hedwig Hintze arbejde i
Danmark, men anbefalede hende at skrive til to organisationer, Notgemeinschaft Deutscher
Wissenschaft im Ausland og Society for the Protection of Science and Learning, der begge
var lokaliseret i London.33 Derudover kontaktede Friis sekretæren for begge organisationer
for at hjælpe Hintze på vej.34 Men på trods af deres fælles anstrengelser lykkedes det ikke at
finde arbejde til Hedwig Hintze uden for Tyskland. Snart efter valgte hun at flygte til Utrecht,
hvilket Friis blev meddelt af Otto Hintze i et brev fra september 1939. Det næste brev fra
Friis til Otto Hintze er dateret 14. december 1941, dvs. mere end et år efter Otto Hintzes
31
Om Otto og Hedwig Hintze, se Brigitta Oestreich: “Hedwig und Otto Hintze. Eine biographische Skizze“,
Geschichte und Gesellschaft, Bd. 11,.1985, 397–419.
32
Brev fra Hedwig Hintze til Aage Friis dateret d. 10/12-1938. Privatarkiv Aage Friis, XX.
33
Brev fra Aage Friis til Hedwig Hintze dateret d. 14/12-1938. Privatarkiv Aage Friis, XX..
34
Brev fra Aage Friis til Mrs. Simpson (Society for the Protection of Science and Learning) dateret d. 14/12-1938
og brev(udkast) til F. Demut fra (Notgemeinschaft Deutscher Wissenschaft im Ausland) [udateret, formentlig
også fra 14/12-1938]. Privatarkiv Aage Friis, XX.
11
død, som Friis blev informeret om af Hedwig Hintze i et postkort stemplet d. 30. december
1941, få måneder før sidstnævntes død.35
Aage Friis følte stor frustration og afmagt over for sine tysk-jødiske kollegers situation.
Det fremgår bl.a. af et brev, som Friis skrev i november 1938 (kort før han første gang blev
kontaktet af Hedwig Hintze) til den amerikanske historiker Waldo G. Leland, der havde været
med til at stifte og i 1938 blev præsident for Den internationale komité for de historiske
videnskaber. I brevet skrev Friis, først og fremmest med tanke på jødeforfølgelserne: ”Hvad
der i øjeblikket sker i Tyskland … ist in seiner Heuchelei ohne Gegenstück in der Geschichte
der zivilisierten Menschheit. Und wir sind alle machtlos, ganz besonders wir Dänen, die wir
die Bestialität direkt vor der Tür haben. Aber wir müssen ja unverzagt das wenige tun, was
wir in den Einzelfällen tun können.“36
Såvel Leland som Friis gjorde sig netop i 1938 store anstrengelser for at hjælpe den
national-konservative historiker Hans Rothfels med at emigrere fra Tyskland. Før og efter
1933 havde Rothfels været på bølgelængde med nationalsocialismen, bl.a. ved at støtte
idéerne om en autoritær tysk stat og om tysk dominans i Europa, og han var kendt for sin
nationalisme og fjendtlige attitude over for Tysklands østlige naboer, da han i perioden fra
1924-1934 var professor på frontuniversitetet i Königsberg i Østpreussen. Pga. sin jødiske
afstamning blev han imidlertid i stigende grad forfulgt af nazisterne og emigrerede i
slutningen af 1938 til England og senere videre til USA, hvor han skabte sig en karriere og
blev kendt som modstander af nationalsocialismen.37
Friis kendte formentlig ikke det fulde omfang af Rothfels holdninger og aktiviteter under
nationalsocialismen.38 I hvert fald blev disse aktiviteter ikke omtalt til historikermødet i
Zürich i 1938, hvor flere tyske historikere henvendte sig til Friis på Rothfels’ vegne for at
skaffe sidstnævnte arbejde i England eller USA, eller i Friis’ og Lelands efterfølgende
korrespondance om dette emne.39 Dog benyttede Friis til historikermødet i Zürich
lejligheden til over for de tilstedeværende tyske historikere at udtrykke sin ”oprørthed”
over, hvordan den tyske kultur var blevet del af et barbarisk og aggressivt politisk styre, der
35
Se brev fra Aage Friis til Otto Hintze, dateret d. 14/12-1941, samt postkortfra Hedwig Hintze til Aage Friis,
stemplet d. 30/11-1941. Privatarkiv Aage Friis, XX.
36
Karl Dietrich Erdmann: 1987, s. 227.
37
Jan Eckel: Hans Rothfels. Eine intellektuelle Biographie im 20. Jahrhundert, Wallstein, Göttingen 2005.
38
Der for nylig blev genstand for intens debat i den tyske historievidenskab. Se Jan Eckel: 2005.
39
Se Karl Dietrich Erdmann: 1987, s. 227, note 16 samt Friis‘ korrespondance med Leland i Friis‘ privatarkiv, XX.
Heraf fremgår desuden, at Friis besøgte Rothfels i Berlin under sin rejse hjem fra kongressen i Zürich.
12
bl.a. forfulgte og myrdede jøder.40 Desuden erklærede Friis til mødet på kategorisk vis, at
han pga. det fascistiske regimes jødeforfølgelse nægtede at deltage i den historikerkongres,
som skulle finde sted i Rom i 1943.41
Nazismen udfordrede ikke blot Friis’ liberalt-demokratiske sindelag, hans beundring for
tysk kultur og hans respekt for den tyske historievidenskab, men også hans forestillinger om
de tysk-danske relationer. I september 1939, hvor Friis længe havde næret en dyb
pessimisme angående Europas fremtid,42 markerede han afstanden mellem to lande ved at
fastslå, at ”der er i det danske samfund (…) ingen forudsætninger og ingen naturlig grobund
for nationalsocialistiske eller antisemitiske idéer.”43 Friis skrev videre, at ”til syvende og sidst
vil vores skæbne komme til at bero på vores indre kraft. Vor tillid til denne rokkes ikke ved
aldrig så mange forhånelser af vort samfunds leveformer.”
I forlængelse heraf kan det undre, at Friis ikke blev offer for systematiske angreb fra
nationalsocialistisk indstillede tyske videnskabsfolk. Men bortset fra mindre tilløb på hans
arbejde – fx fra historikeren Christoph Steding, som i bogen Das Reich und die Krankheit der
europäischen Kultur fra 1938 kritiserede Meineckes, Friis og kulturhistorien mere generelt
for dens ”specifikt feminine karakter”44 – gik han fri.
Heller ikke på ’hjemmefronten’ blev Friis angrebet af de kolleger, der nærede sympati for
nationalsocialismen, selvom Friis konfronterede nogle af dem med sin antipati over for deres
holdninger og arbejde. Det skete fx, da Friis – som noget ganske usædvanligt – i 1938
anmeldte en verdenshistorie skrevet til undervisningsbrug i skolen af adjunkt ved
Østersøgades Gymnasium, Paul Holt. Problemet med Holts bog var, skrev Friis, at den
”fremfører en raceteori, der tjener en aktuel tendens, som ikke blot er dansk Mentalitet
ganske fremmed, men også strider mod det historiske ’redelighedskrav’.” ”Disse teorier”,
advarede Friis, ”serveres i en skolebog, hvor læserne står helt uden kontrol, uvidenskabelige
40
Karl Dietrich Erdmann: 1987, s. 227-228.
Se Friis‘ omtale af diskussionerne i Zürich i hans brev til Walter Leland, dateret d. 21/12-1938. Privatarkiv
Aage Friis, XX.
42
Hvilket Friis ofte gjorde sine tyske kolleger og venner opmærksom på. Se fx Friis’ brev til Percy Ernst
Schramm fra d. 19/10-1938 i hvilket han udtrykte sin uenighed med Schramms mere optimistiske holdning
anført i et brev dateret d. 10/10-1938 vedrørende udsigterne til at undgå en krig i kølvandet på Münchenkonferencen i 1938. Privatarkiv Aage Friis, XX.
43
Citeret fra Erik Stig Jørgensen: 1980, s. 653.
44
Se Gisela Bock, Gerhard A. Ritter: 2012, s. 391, note 2.
41
13
og forvirrede postulater, der ikke kan gør nogen som helst anden virkning end at sætte
fantasi og lidenskab i bevægelse, virke agitatorisk og vildledende på skoleungdommen.”45
Friis var ligeledes yderst kritisk over for den historieuddannede nazist Ejnar Vaabens
bøger om Danmarks historie, som var skrevet på et racebiologisk grundlag, og han var dybt
skuffet over, at hans konservative kollega ved universitetet, Knud Fabricius, i 1938 valgte at
skrive et forord til Vaabens bog Danmarks Historie i Racebiologisk Belysning.46 Selv om
Fabricius først og fremmest anbefalede bogen som en modvægt til Arups mere
materialistiske Danmarkshistorie, faldt initiativet ikke i god jord hos Friis. ”Efter at Fabricius
har vist den mere end fantastiske tåbelighed at skrive indledning til Vaabens pjat, kan jeg
ikke være med til ham som eventuel formand [for Den Danske Historiske Forening]”, skrev
Friis således til Bøggild-Andersen i juni 1938.47
På den baggrund ville striden mellem Arup og Friis utvivlsomt have været blusset kraftigt
op, hvis Arup havde valgt at publicere en aviskronik med titlen ”Danmarks Forsvar”, som han
skrev i april 1939. I kronikken, der var skrevet som en polemik mod A. P. Møllers samtidige
agitation for dansk oprustning vis-a-vis Tyskland, hyldede Arup, hvad han kaldte for ”Europas
forenede stater under tysk hegemoni.” I Arups øjne var oprustningen mod Tyskland ikke blot
nytteløs; det var også forkert at anse Tyskland for at være en fjende af Danmark. Han skrev
således: ”Tyskland er skønt, og tyskerne tiltaler os ved deres venlighed, ærlighed og
gemytlighed, og det danske folk har fået alle deres kulturfremstød fra Tyskland” – og han
anså derfor Europas forenede stater under tysk hegemoni som et ”skønt mål.”48
Mens Arups eftergivende holdning over for det nationalsocialistiske Tyskland med til at
ødelægge hans forhold til eleven Albert Olsen,49 krydsede Friis og Arup tilsyneladende ikke
klinger i forhold til den politiske udvikling i 1930erne og 1940erne. Friis tog til gengæld
eksplicit afstand fra geografen Gudmund Hatt, hvis pro-nazistiske holdninger og aktiviteter
under den tyske besættelse.50 Således modtog Friis i d. 12. april 1943 et brev fra Hatt i
45
Aage Friis: ”Anmeldelse af Paul Holt: Verdenshistorie. En Oversigt til Undervisningsbrug”, Historisk Tidsskrift,
bd. 4, 1937/38, s. 463, 463. Holt blev i 1930erne medlem af Dansk Samling, og under besættelsen førte hans
politiske engagement til, at han i 1943 blev interneret af tyskerne og fængslet af Gestapo i 1944. Holt sad
derefter i KZ-lejrene Neuengamme og Neu-Versen og førtes under Bernadottes redningsaktion til Sverige. Se
XX.
46
Ejnar Vaaben, Danmarks Historie i Racebiologisk Belysning, XX, København 1938.
47
Brev fra Friis til Bøggild-Andersen, dateret 4/7-1938. Privatarkiv, Aage Friis, XX.
48
Se Thyge Svenstrup: Arup – en biografi om den radikale historiker Arup, hans tid og miljø, Museum
Tusculanums Forlag, København 2006, s. 644-659.
49
Thyge Svenstrup: 2006, s. 66.
50
Om Gudmund Hatt, se bidraget af Joachim Lund…
14
anledning af, at Friis havde nægtet at hilse på Hatt under en spadseretur dagen før.51 Hatt
formodede, som han skrev i brevet, at Friis' opførsel var motiveret af Hatts offentlige
udtalelse få dage i forinden: ”at kampen mod Sovjet-Rusland har gjort Hitler til de
undertrykte europæiske folkeslags håb.” Hatt mente, at denne udtalelse ikke var en
”usandhed”. Hertil føjede han dog, ”Jødernes og Nordmændenes Skæbne gør mig ondt”, og
han forsøgte desuden at redegøre for sine relationer til den tyske besættelsesmagt, bl.a.
som medlem af Dansk-Tysk Forening, hvilket han hævdede var motiveret af Scavenius’
opfordring om at træde i forbindelse med tyskerne.
I sit svar kritiserede Friis skarpt Hatts holdninger og aktiviteter. For det første anførte
Friis, at det i hans øjne ikke var forkert at træde i forbindelse med tyskerne, blot det blev
gjort med ”takt og begrænsning.”52 Friis anså det derimod som dybt problematisk, at Hatt
siden 1940 ”til stadighed og atter og atter i skrift og tale frivillig tilkendegivet tilslutning til
nazistiske grundanskuelser og foretagender.” Derudover kritiserede Friis i meget direkte
vendinger, hvad han kaldte for Hatts ”selvovervurdering”, ”bedreviden” og ”kyniske
udtalelser” i politisk henseende. Hvad det sidste angik, var Friis i særdeleshed fortørnet over
Hatts udtalelse om ”Jødernes og Nordmændenes Skæbne”, som i Friis ører klingede hult og
hyklerisk i kølvandet på nazisternes forsøg på systematisk at udrydde jøder, polakker og
tjekker. Således markerede Friis også i danske sammenhænge sin dybe modstand mod
nazismen, dens repræsentanter og medløbere.
Skæbner, fortolkninger og domfældelser under og efter anden verdenskrig
Mens Friis kritiserede og polemiserede mod nationalsocialismen og dens tilhængere i
1930erne, afholdt han sig pga. sin støtte til den danske regerings politik fra offentlig kritik af
nationalsocialismen og besættelsesmagten i 1940erne. Fra april 1940, hvor personlige
sammenkomster på tværs af grænsen var vanskelige at realisere, brugte Friis i stedet megen
energi på pr. brevkorrespondance at følge med i sine tyske kollegers skæbne. I særdeleshed
var Friis bekymret for Meinecke og skrev bl.a. til sidstnævnte med henblik på at høre livstegn
efter et stort bombardement af Berlin i december 1943.53
51
Brev fra Gudmund Hatt til Aage Friis, dateret d. 12. april 1943. Privatarkiv Aage Friis, XX.
Brev fra Aage Friis til Gudmund Hatt, dateret d. 15. april 1943. Privatarkiv Aage Friis, XX.
53
Brev fra Aage Friis til Friedrich Meinecke, dateret 18/12 1943. Privatarkiv Aage Friis, XX. I juni 1943 blev
Meineckes datter, Agathe, i en kælder i Saarbrücken såret af granatsplinter og fik et chok. Barnet ved siden af
hende, den senere berømte begrebshistoriker Reinhart Kosellecks yngre broder, døde.
52
15
Efter at Friis i 1945 fik besked om, at hans tyske kollega havde overlevet krigen,54
publicerede han en notits i Politiken derom og sendte desuden nødpakker til Meinecke og
hans familie i Göttingen.55 Via sine brevvekslinger bl.a. med Meinecke erfarede Friis, at
andre tyske historikere af forskellige årsager ikke overlevede nationalsocialismen og den
anden verdenskrig,56 og at nogle skulle gennemgå denazificeringsprocesser, inden det kunne
besluttes, hvorvidt de kunne fortsætte med at forske og undervise ved universitetet. Det var
fx tilfældet med middelalderhistorikeren Percy Ernst Schramm, der siden 1934 var medlem
af Reiter-SA og senere blev officiel dagbogsskriver for ledelsen af den tyske hær.57 På denne
baggrund blev Schramm afsat fra sin post som professor i Göttingen, indtil denazificeringsprocesserne aftog i intensitet i slutningen af 1940erne, og han fik sin stilling igen.
I den forbindelse hjalp det måske, at Friis på opfordring af Hans Rothfels i 1947 skrev et
såkaldt ’Persilschein’ på vegne af Schramm til rektoren af universitetet i Göttingen.58 I
dokumentet anførte Friis – der kendte Schramm fra deres samarbejde i Den internationale
komité for de historiske videnskaber i perioden fra 1926 til 1939 – at han aldrig havde fået
indtryk af, at Schramm på nogen måde nærede sympati for det nazistiske regime. Friis
tilføjede, at Schramm ligesom mange andre antinazistiske videnskabsfolk, der ikke kunne
forlade Tyskland, måtte handle og tale med stor forsigtighed efter 1933, men alligevel havde
gjort sig store anstrengelser for at hjælpe sin jødiske kollega, Hans Rothfels, ud af landet.59
Friis’ vurdering af Schramm var formentlig præget af, at Friis – som han også
understregede i brevet – vidste meget lidt om hans tyske kollegers holdninger og aktiviteter
efter 1940.60 Hertil skal føjes, at den tyske historievidenskab på trods af den omfangsrige
54
Efter råd fra kolleger flygtede Meinecke og familien i marts 1945 fra Berlin – først i retning af Würzburg, der
imidlertid stod i brand ved deres ankomst. Herefter fandt de ly i slottet Wässerndorf, der blev udsat for kraft
beskydning, hvorefter familien Meinecke i begyndelsen af april blev indkvarteret i byen Wässerndorf. Her
befandt Meinecke sig indtil krigens slutning, hvor han og familien blev indlogeret i Göttingen hos kolleger og
venner. Gisela Bock, Gerhard A. Ritter: 2012, s. 73-74 og s. 463, brev 380.
55
Se XX og brev fra Aage Friis til Friedrich Meinecke, dateret 19/10-1945. Privatarkiv Aage Friis, XX.
56
Udover Otto og Hedwig Hintze drejede det sig bl.a. om Herman Oncken og Arnold Oscar Meyer.
57
Manfred Messerschmidt: “Karl Dietrich Erdmann, Walter Bußmann und Percy Ernst Schramm: Historiker an
der Front und in den Oberkommandos der Wehrmacht und des Heeres“, Hartmut Lehmann, Otto Gerhard
Oexle (Hrsg.): Nationalsozialismus in den Kulturwissenschaften. Band 1. Fächer – Milieus – Karrieren,
Vandenhoeck & Ruprecht, Göttingen 2004, s. 417–446,
58
Brev fra Hans Rothfels til Aage Friis, modtaget 25/4-1947, og brev fra Aage Friis til rektoren af universitetet i
Göttingen, dateret 23/5-1947. Privatarkivet Aage Friis, XX.
59
Som et svar på Friis‘ Persilschein skrev Schramm i et brev dateret d. 26/4-1947 til Friis: “daß Sie in schlechter
Zeit Ihre Stimme für mich geltend gemacht haben! Das vergesse ich Ihnen nicht.." Privatarkiv Aage Friis, XX.
60
I april 1947 skrev Friis dog til Meinecke, at det kunne undre, at det var Wilhelm Mommsen (der i 1933 havde
skrevet under på das Bekenntnis der Professoren zu Adolf Hitler og i 1940 havde meldt sig ind i NSDAP) og ikke
16
eftergivenhed over for og samarbejde med nationalsocialismen fortsatte relativt uforandret
efter 1945 – både mht. personer, institutioner og videnskabssyn.61 Kontinuiteten blev i høj
grad sikret af Freiburg-professoren Gerhard Ritter, der på baggrund af sine akademiske
meritter og sit rygte som kritisk over for og indblandet i modstanden mod nazismen kom til
at spille en vigtig rolle i reorganiseringen af professionen.62
Som Aage Friis berettede til sin amerikanske kollega Walter Leland i juni 1945, havde de
danske historikere kunnet arbejde relativt uforstyrret i 1930erne og under den tyske
besættelse af Danmark. 63 Og med undtagelse af Flemming Dahl, der i juni 1945 blev
suspenderet og i marts 1948 blev afskediget fra sin stilling som stadsarkivar, var den danske
historievidenskab efter befrielsen intakt og klar til at arbejde videre.64
Friis blev som tidligere nævnt pensioneret i 1935, men forsøgte efter 1945 på forskellig
vis at præge samtidens historiske fortolkninger af og politiske domfældelser over den
nationalsocialistiske periode. Hvad angår de historiske fortolkninger, gjorde Friis sig i
særdeleshed store anstrengelser for at udbrede kendskabet til Meineckes fortolkning af
nationalsocialismens rødder og væsen i form af bogen Die deutsche Katastrophe fra 1946.65
I Die deutsche Katastrophe forklarede Meinecke bl.a. nationalsocialismens succes med
arven fra den preussiske militarisme, konsekvenserne af den hurtige industrialisering og
middelklassens svage samfundsposition i Tyskland. Meinecke portrætterede desuden
nazismen som et produkt af bredere europæiske udviklinger med rødder i den franske
revolution, og derfor er bogen ofte blevet læst som et forsøg på at rehabilitere den tyske
idealisme og den nationale politiske tradition. Mest omtalt i den forbindelse er Meineckes
forslag om, at alle tyske byer skulle oprette såkaldte Goethe-sammenslutninger (GoetheGemeinden). Meinecke håbede, at tyskerne ved at kultivere klassisk tysk musik (fra Bach til
Brahms) og litteratur (bl.a. Goethe, Schiller, og Rilke) kunne overvinde deres militære fortid
Schramm, der havde mistet sin stilling. Se brev fra Aage Friis til Friedrich Meinecke, dateret 3/4-1947.
Privatarkiv Aage Friis, XX.
61
Se bl.a. Jan Eckel: 2005, 269–72; Winfried Schulze: Deutsche Geschichtswissenschaft nach 1945, Oldenbourg,
München, 1989; og Ernst Schulin (hrsg): Deutsche Geschichtswissenschaft nach dem Zweiten Weltkrieg: 1945–
1965, Oldenbourg, München 1989.
62
Se Christoph Cornelissen: Gerhard Ritter: Geschichtswissenschaft und Politik im 20. Jahrhundert, Droste
Verlag, Düsseldorf 2001.
63
Brev fra Aage Friis til Walter Leland, dateret d. XX-1945. Privatarkiv Aage Friis, XX.
64
Dahl var derefter beskæftiget ved Det danske sprog- og litteraturselskab, og i 1952-1970 var han knyttet til
det Kongelige bibliotek som arkivar. Se Sigurd Jensen: 1979.
65
Friedrich Meinecke: Die deutsche Katastrophe: Betrachtungen und Erinnerungen, Eberhard Brockhaus Verlag,
Wiesbaden 1946.
17
og den fanatiske magtpolitiske tradition, der havde ført landet ind i en katastrofe.
Som Meinecke gjorde Friis opmærksom på i et brev fra januar 1947, blev hans forslag om
at etablere Goethe-sammenslutninger af mange af hans landsmænd latterliggjort som et
”naivt-harmløst forslag.”66 Friis, derimod, som under krigen ofte havde omtalt tidens
begivenheder som en ”katastrofe”,67 havde anderledes høje tanker om Die deutsche
Katastrophe. Udover at forfatte en omtale af bogen i Svenska Dagbladet i marts 1947 tog
han initiativ til at oversætte Meineckes værk til dansk.68 Efter mange anstrengelser udkom
bogen på Det Danske Forlag i 1948 med et forord af Friis.69 At Friis kulturelt og politisk var på
linje med Meinecke, fremgår af forordet, hvori Meinecke præsenteres som ”den ubetinget
mest fremragende blandt de overlevende repræsentanter for ’det gamle Tysklands’
videnskab og åndsliv, der til det sidste blev inden for Rigets grænser.”70 Meinecke og Friis
delte således en kærlighed for de idealistiske og nationale kulturelle og politiske tyske
traditioner og så i disse traditioner et middel til at overvinde nationalsocialismen.
Det er i forlængelse heraf blevet skrevet, at Friis i sin alderdom konsekvent forsvarede det
idégrundlag, han havde levet på siden sin ungdom.71 Umiddelbart efter krigen gik han i gang
med at redigere fembindsværket Danmark under Verdenskrig og Besættelse (1946/48), der
bl.a. indeholdt P. Munchs fremstilling af de politiske begivenheder. I debatten om
retsopgøret forsvarede han Peter Knutzen, generaldirektøren for DSB, der efter 1945 blev
frataget sit embede og dømt for sin holdning overfor besættelsesmagten som formand for
Dansk-Tysk forening.72 Friis kritiserede desuden Knud Kristensens grænsepolitik. Derudover
forsøgte Friis at fastholde inspiration fra og de gode relationer til den tyske
historievidenskab i Danmark, bl.a. ved at invitere Meinecke til at forelæse i Danmark.73
Meinecke, der efter krigen var mere end 80 år gammel, var interesseret i endnu en gang at
besøge Danmark. Men eftersom han i 1948 først blev udnævnt til professor ved Freie
Universität i Berlin og dernæst til rektor for samme universitet, blev forelæsningen udskudt
flere gange og nåede ikke at blive realiseret, inden Friis døde i d. 5. oktober 1949, 79 år
66
Se Gisela Bock, Gerhard A. Ritter: 2012, s. 445.
Se fx XX
68
XX
69
Friedrich Meinecke: Den tyske katastrofe: Betragtninger og erindringer, Det Danske Forlag, København 1948.
70
Friedrich Meinecke: 1948, s. 3.
71
For det følgende, se Erik Stig Jørgensen: 1980, s. 653.
72
Se desuden Lars Bjerke Christensen: Peter Knutzen: Jeg frygter ikke historiens dom, Syddansk
Universitetsforlag, Odense 2011, s. XX.
73
XX
67
18
gammel. Ikke mange år efter, i 1954, døde Meinecke, 91 år gammel.
Mindre end ti år efter sin død blev Meinecke i 1960erne udsat for voldsom kritik af en
yngre generation af såkaldte links-liberale tyske historikere.74 Disse historikere kombinerede
en kritik af værdierne bag den traditionelle historieskrivning, som bl.a. repræsenteret af
Meineckes idéhistorie, med et forsøg på at redefinere disciplinens teoretisk-metodologiske
fundament. Mere konkret kritiserede de Meinecke for at have søgt tilflugt fra nazismens
opståen og udbredelse i idealistiske og naive ideer om fremskridt i historien, og de lancerede
en samfundsfagligt fokuseret og samfundsmæssig engageret model for historieskrivning,
som sigtede mod at være mere teoretisk nuanceret og politisk ansvarlig end Meineckes
historieskrivning. I de seneste år er der i Tyskland imidlertid opstået en ny interesse og
respekt for Meinecke og for den type idéhistorie, han repræsenterede, hvilket bl.a. kommer
til udtryk i nyudgivelser af materiale af og om ham.75
Meineckes danske kollega og ven, Aage Friis, huskes i dag primært for sine unikke evner
som organisator og inspirator i videnskabelige og politiske sammenhænge, sine stridigheder
med Arup – og for sin konsekvente og principfaste kamp imod nazismen og for dens ofre.
Med sine holdninger og aktiviteter i 1930erne og 1940erne står Friis således som en
beundringsværdig repræsentant for et dansk historiefag, der ikke var tiltrukket af eller
forsøgte at udbrede nationalsocialistisk ideologi i Danmark – tværtimod.
At Friis’ historieskrivning vil opleve en renæssance i stil med Meineckes, er derimod
usandsynligt. Dertil var hans interesser, temaer og fortolkninger for snævre, ensidige og
uopfindsomme, som anført i nekrologerne efter Friis’ død og i den eneste større analyse af
hans arbejde.76 Med interessen for den tyske begrebshistorie er der i de seneste år dog sket
en renæssance af den hermeneutiske tilgang, som Friis ønskede at forfølge, og af den
analytiske ambivalens og anfægtethed, hvormed han gjorde studiet af Tyskland og af det
tysk-danske til et mellemværende snarere til en genstand, som observeres udefra.77 At der
dermed er blevet knyttet nye forbindelser mellem den danske og den tyske
historievidenskab, ville utvivlsomt have glædet Friis.
74
XX
Se bl.a. Gisela Bock, Gerhard A. Ritter: 2012; Gisela Bock, Gerhard A. Ritter: 2006; Gerhard A. Ritter: 2006.
Symbolsk for rehabiliteringen af idéhistorien i Tyskland er oprettelsen af Zeitschrift für Ideengeschichte i 2007.
76
Ole Lønhart: 1980, s. 3-4.
77
Se bl.a. XX.
75
19