Weekendavisen Kultur # 19 8. maj 2015 15 Alternativ filmkultur. På Islands Brygge har to danske filminstruktører bygget deres egen biograf. De vil eksperimentere med måden, vi producerer, distribuerer og ser film på, fordi film kan tilbyde meget mere end spændstige plots og publikumssucceser. Billetten betales med nærvær nede ved at dele ting og tjenester. Lave udgifter betyder mere kunstnerisk frihed.« Af JOHANNE MYGIND V ejen til ’BIOgrafen’ snor sig mellem blomstrende hvidtjørn, blå træhuse og gamle campingvogne gennem kolonihavekvarteret Nokken på Islands Brygge i København. I et af de små træhuse har filminstruktøren Nønne K. Rosenring sammen med sin samarbejdspartner Sidsel Becker bygget den lillebitte ’BIOgraf’ midt i sin egen have. Billedkvaliteten og lyden er lige så god som i enhver anden biograf, men de to stolerækker har kun plads til ti gæster. Målet er at skabe et sted, som er helliget den eksperimenterende filmoplevelse. »Filmkunsten i dag udnytter slet ikke alle de muligheder, som den har. Man kan sammenligne det med litteratur, hvor der både findes kriminalromaner og lyrik. Inden for film har vi vænnet os til kun at læse kriminalromaner og bliver forvirrede, hvis vi pludselig konfronteres med det filmiske svar på en digtsamling. Vi har bygget BIOgrafen for at give plads til den eksperimenterende filmkunst i Danmark. Hvor jeg og andre uafhængige filmkunstnere endelig kan få mulighed for at vise vores film uden om de sædvanlige distributionskanaler,« siger Nønne K. Rosenring, som er uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole og har arbejdet professionelt med film i de sidste 18 år. BIOgrafen startede i februar i år og har foreløbig haft tre film på programmet. I hele maj og juni vises Nønne K. Rosenrings egen film Stodderbarn, der er hendes personlige portræt af hendes far, som var landevejsridder. »Stodderbarn er ikke bare en film. Det er et kunstværk. Det siger jeg også til publikum, inden vi viser filmen. Ikke for at lyde krukket, men fordi jeg vil forberede dem på, at jeg ikke arbejder med de sædvanlige fortællestrukturer. Noget af Stodderbarn stritter meget. Det er med vilje, for jeg vil gerne lave film, som kradser publikum,« siger Nønne K. Rosenring, som ikke lægger Stodderbarn ud til streaming på nettet. »Stodderbarn skal kun ses i intime rum, hvor jeg også er til stede. Det er vanvittigt grænseoverskridende, fordi min film er så personlig, men det er også meget givende. Under hver eneste forestilling sidder jeg ude ved bålet og venter på publikums reaktion.« »Inden for film har vi vænnet os til kun at læse kriminalromaner.« PUBLIKUM kommer langsomt sivende ad Nokkens mudrede stier. Det er en blanding af gamle venner, kollegaer, facebook-bekendtskaber og så Nønne K. Rosenrings svigermor. Alle har fået en plads til forestillingen ved at sende en mail eller sætte et kryds i den doodle, som man kan finde på BIOgrafens blog. Publikum får besked om at smide sko og jakker udenfor og går så ind i det lille biografrum. Nønne K. Rosenring og Sidsel Becker vil ikke bare vise eksperimenterende film. De vil også eksperimentere med den måde, som film vises på. LAYOUT: MAI-BRITT BERNT JENSEN Filmkunstnerne Nønne K. Rosenring (t.v.) og Sidsel Becker (t.h.) har bygget BIOgrafen med hjælp fra en række frivillige. Materialerne har de enten fået, arvet eller byttet sig til. BIOgrafen ser meget anderledes ud end Danmarks største biograf Palads. »I dag ser vi enten film i store kommercielle biografer eller på vores egen lille computer, men hvad gør det ved publikums oplevelse af filmen, hvis vi ændrer rammerne radikalt? Hvis vi beder publikum om at tage deres sko af, hvis de får filmen præsenteret af instruktøren selv, hvis de sidder tæt sammen med andre mennesker i en lille gruppe, og bagefter sidder omkring et bål? Vi ville se, om man kunne gøre filmoplevelsen relationel. En kunstoplevelse, som skal deles,« forklarer Sidsel Becker, som er uddannet i production design fra Danmarks designskole og har været med til at starte netværket ’Chaplins hotel’ for eksperimenterende filmkunst i Danmark. De to kvinder indbyder selv publikum til BIOgrafen. »Vi skriver til de mennesker, som vi tror, kunne få noget ud af at se lige den her film. Til nogle af forestillingerne kender jeg alle i forvejen. Til andre kommer der en del fremmede. Vi tager ikke penge for forestillingen. Publikum skal bare betale med deres tilstedeværelse og nærvær,« siger Sidsel Becker, som ser BIOgrafen som en del af et deleøkonomisk netværk. »Vi har ikke betalt for nogen af vores materialer, men det er meget vigtigt for os, at kvaliteten af lyd og billede er lige så høj som i en almindelig biograf. Vi har fået lærredet og tømmeret til skuret som en gave, vi har Man må ikke have sko på i BIOgrafen. FOTOS: LARS K. ENGELGAAR. fundet biografstolene i Den Blå Avis og arvet lydanlægget. Hele BIOgrafen er bygget af frivillige, som vi så hjælper med noget andet. Vi forsøger hele tiden at holde vores udgifter NØNNE K. Rosenring byder publikum velkommen til BIOgrafen og introducerer et par enkle regler. Man må ikke tale sammen under forestillingen og ikke forlade rummet, til gengæld har hun købt flødeboller og håber, at nogen har lyst til at blive efter forestillingen. Publikum sidder helt stille, mens de ser filmen om Nønne K. Rosenrings jagt på den far, som forsvandt ud af hendes liv, da hun var 2 år gammel. Nønne K. Rosenring samtaler med faderens gamle venner blandt landevejsridderne, og der krydsklippes med et gammelt interview med faderen, optagelser fra en rejse i Indien, hendes mands kærlighedserklæringer, datterens fødsel og drømmeagtige fiktionssekvenser. Stodderbarn er en skramlet film, der blandt andet vil undersøge, om faderens liv på landevejen faktisk var et godt liv. Til slut i filmen takker Nønne K. Rosenring Statens Kunstfond og Dansk Journalistforbund for støtten til filmen. Hun har med vilje ikke søgt støtte fra Det Danske Filminstitut. »Det valgte jeg fra, for jeg havde lyst til at lave denne her film på mine egne præmisser. Når Det Danske Filminstitut støtter din film, skal du også arbejde sammen med deres konsulenter. De er dygtige, men de har også fokus på at tilfredsstille et så bredt publikum som muligt. Jeg kan godt lide, at Stodderbarn ikke er bygget op som en almindelig film. At jeg har givet plads til sekvenser, som publikum måske ikke forstår eller først vil forstå langt senere.« DA filmen slutter, bliver dørene slået op, og publikum forlader det lille varme biografrum og træder ud i forårsnatten, hvor fuldmånen er stået op. En kvinde fra publikum slår sig ned ved bålet og udtaler sin undren over, hvad de lange scener fra Indien egentlig skulle gøre godt for. Filmen bliver nu diskuteret med dæmpede stemmer. »Jeg har intet behov for at vise denne her film i en stor biograf. Jeg kan lide at se hver enkelt ansigt komme ud af biografen og være berørt. Nogle synes måske, at filmen var så dårlig, at de bare har lyst til at flygte hjem. Andre vil tale om den eller tale med hinanden,« siger Nønne K. Rosenring og smiler, mens hun siger farvel til de første, som forlader bålets cirkel. Alle siger alvorligt farvel til alle, inden de går videre ud i natten. »Filmverdenen har så meget fokus på størrelsen. En film skal have et stort budget og et stort publikum, men det har jo egentlig ikke noget at gøre med, om filmen er god. Ved at vælge det store publikum og det store budget fra, så får jeg i stedet mulighed for at sige noget oprigtigt til mennesker, som vil bevæges fremfor bare at blive underholdt,« siger hun og nikker ivrigt, da jeg spørger, om også Weekendavisens læsere er velkomne i BIOgrafen. »Ja! De kan bare gå ind på BIOgrafens blog og booke en plads. Vi har stadig et par pladser til forestillingerne i slutningen af maj og juni,« siger hun og fortsætter: »Men man SKAL komme, når man har reserveret en plads. Det er det eneste, som vi vil have til gengæld. At publikum forpligtiger sig på deres nærvær.« Book billetter her: https://biografenblog.wordpress.com KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT
© Copyright 2024