Weekendavisen
Kultur
# 19 8. maj 2015
15
Alternativ filmkultur. På Islands Brygge har to danske filminstruktører bygget deres egen biograf. De vil eksperimentere med måden,
vi producerer, distribuerer og ser film på, fordi film kan tilbyde meget mere end spændstige plots og publikumssucceser.
Billetten betales med nærvær
nede ved at dele ting og tjenester. Lave udgifter betyder mere kunstnerisk frihed.«
Af JOHANNE MYGIND
V
ejen til ’BIOgrafen’ snor
sig mellem blomstrende
hvidtjørn, blå træhuse
og gamle campingvogne
gennem kolonihavekvarteret Nokken på Islands
Brygge i København. I et af de små træhuse
har filminstruktøren Nønne K. Rosenring
sammen med sin samarbejdspartner Sidsel
Becker bygget den lillebitte ’BIOgraf’ midt
i sin egen have. Billedkvaliteten og lyden er
lige så god som i enhver anden biograf, men
de to stolerækker har kun plads til ti gæster.
Målet er at skabe et sted, som er helliget
den eksperimenterende filmoplevelse.
»Filmkunsten i dag udnytter slet ikke alle
de muligheder, som den har. Man kan sammenligne det med litteratur, hvor der både
findes kriminalromaner og lyrik. Inden for
film har vi vænnet os til kun at læse kriminalromaner og bliver forvirrede, hvis vi pludselig
konfronteres med det filmiske svar på en digtsamling. Vi har bygget BIOgrafen for at give
plads til den eksperimenterende filmkunst
i Danmark. Hvor jeg og andre uafhængige
filmkunstnere endelig kan få mulighed for at
vise vores film uden om de sædvanlige distributionskanaler,« siger Nønne K. Rosenring,
som er uddannet filminstruktør fra Den
Danske Filmskole og har arbejdet professionelt med film i de sidste 18 år. BIOgrafen
startede i februar i år og har foreløbig haft tre
film på programmet. I hele maj og juni vises
Nønne K. Rosenrings egen film Stodderbarn,
der er hendes personlige portræt af hendes far,
som var landevejsridder.
»Stodderbarn er ikke bare en film. Det er et
kunstværk. Det siger jeg også til publikum,
inden vi viser filmen. Ikke for at lyde krukket, men fordi jeg vil forberede dem på, at
jeg ikke arbejder med de sædvanlige fortællestrukturer. Noget af Stodderbarn stritter
meget. Det er med vilje, for jeg vil gerne lave
film, som kradser publikum,« siger Nønne K.
Rosenring, som ikke lægger Stodderbarn ud til
streaming på nettet.
»Stodderbarn skal kun ses i intime rum, hvor
jeg også er til stede. Det er vanvittigt grænseoverskridende, fordi min film er så personlig,
men det er også meget givende. Under hver
eneste forestilling sidder jeg ude ved bålet og
venter på publikums reaktion.«
»Inden for film har vi
vænnet os til kun at læse
kriminalromaner.«
PUBLIKUM kommer langsomt sivende ad
Nokkens mudrede stier. Det er en blanding af
gamle venner, kollegaer, facebook-bekendtskaber og så Nønne K. Rosenrings svigermor. Alle
har fået en plads til forestillingen ved at sende
en mail eller sætte et kryds i den doodle, som
man kan finde på BIOgrafens blog. Publikum
får besked om at smide sko og jakker udenfor
og går så ind i det lille biografrum. Nønne K.
Rosenring og Sidsel Becker vil ikke bare vise
eksperimenterende film. De vil også eksperimentere med den måde, som film vises på.
LAYOUT: MAI-BRITT BERNT JENSEN
Filmkunstnerne Nønne K. Rosenring (t.v.) og Sidsel Becker (t.h.) har bygget BIOgrafen med
hjælp fra en række frivillige. Materialerne har de enten fået, arvet eller byttet sig til.
BIOgrafen ser meget anderledes ud end Danmarks største biograf Palads.
»I dag ser vi enten film i store kommercielle
biografer eller på vores egen lille computer,
men hvad gør det ved publikums oplevelse
af filmen, hvis vi ændrer rammerne radikalt?
Hvis vi beder publikum om at tage deres sko
af, hvis de får filmen præsenteret af instruktøren selv, hvis de sidder tæt sammen med
andre mennesker i en lille gruppe, og bagefter sidder omkring et bål? Vi ville se, om
man kunne gøre filmoplevelsen relationel.
En kunstoplevelse, som skal deles,« forklarer
Sidsel Becker, som er uddannet i production
design fra Danmarks designskole og har været
med til at starte netværket ’Chaplins hotel’
for eksperimenterende filmkunst i Danmark.
De to kvinder indbyder selv publikum til
BIOgrafen. »Vi skriver til de mennesker, som
vi tror, kunne få noget ud af at se lige den her
film. Til nogle af forestillingerne kender jeg
alle i forvejen. Til andre kommer der en del
fremmede. Vi tager ikke penge for forestillingen. Publikum skal bare betale med deres
tilstedeværelse og nærvær,« siger Sidsel Becker,
som ser BIOgrafen som en del af et deleøkonomisk netværk.
»Vi har ikke betalt for nogen af vores
materialer, men det er meget vigtigt for os, at
kvaliteten af lyd og billede er lige så høj som
i en almindelig biograf. Vi har fået lærredet
og tømmeret til skuret som en gave, vi har
Man må ikke have sko på i BIOgrafen.
FOTOS: LARS K. ENGELGAAR.
fundet biografstolene i Den Blå Avis og arvet
lydanlægget. Hele BIOgrafen er bygget af
frivillige, som vi så hjælper med noget andet.
Vi forsøger hele tiden at holde vores udgifter
NØNNE K. Rosenring byder publikum velkommen til BIOgrafen og introducerer et par
enkle regler. Man må ikke tale sammen under
forestillingen og ikke forlade rummet, til
gengæld har hun købt flødeboller og håber, at
nogen har lyst til at blive efter forestillingen.
Publikum sidder helt stille, mens de ser
filmen om Nønne K. Rosenrings jagt på den
far, som forsvandt ud af hendes liv, da hun var
2 år gammel. Nønne K. Rosenring samtaler
med faderens gamle venner blandt landevejsridderne, og der krydsklippes med et gammelt
interview med faderen, optagelser fra en rejse i
Indien, hendes mands kærlighedserklæringer,
datterens fødsel og drømmeagtige fiktionssekvenser. Stodderbarn er en skramlet film, der
blandt andet vil undersøge, om faderens liv på
landevejen faktisk var et godt liv.
Til slut i filmen takker Nønne K.
Rosenring Statens Kunstfond og Dansk
Journalistforbund for støtten til filmen. Hun
har med vilje ikke søgt støtte fra Det Danske
Filminstitut.
»Det valgte jeg fra, for jeg havde lyst til at
lave denne her film på mine egne præmisser. Når Det Danske Filminstitut støtter din
film, skal du også arbejde sammen med deres
konsulenter. De er dygtige, men de har også
fokus på at tilfredsstille et så bredt publikum
som muligt. Jeg kan godt lide, at Stodderbarn
ikke er bygget op som en almindelig film. At
jeg har givet plads til sekvenser, som publikum måske ikke forstår eller først vil forstå
langt senere.«
DA filmen slutter, bliver dørene slået op, og
publikum forlader det lille varme biografrum
og træder ud i forårsnatten, hvor fuldmånen
er stået op. En kvinde fra publikum slår sig
ned ved bålet og udtaler sin undren over, hvad
de lange scener fra Indien egentlig skulle gøre
godt for. Filmen bliver nu diskuteret med
dæmpede stemmer.
»Jeg har intet behov for at vise denne her
film i en stor biograf. Jeg kan lide at se hver
enkelt ansigt komme ud af biografen og
være berørt. Nogle synes måske, at filmen
var så dårlig, at de bare har lyst til at flygte
hjem. Andre vil tale om den eller tale med
hinanden,« siger Nønne K. Rosenring og
smiler, mens hun siger farvel til de første, som
forlader bålets cirkel. Alle siger alvorligt farvel
til alle, inden de går videre ud i natten.
»Filmverdenen har så meget fokus på størrelsen. En film skal have et stort budget og et stort
publikum, men det har jo egentlig ikke noget
at gøre med, om filmen er god. Ved at vælge
det store publikum og det store budget fra, så
får jeg i stedet mulighed for at sige noget oprigtigt til mennesker, som vil bevæges fremfor
bare at blive underholdt,« siger hun og nikker
ivrigt, da jeg spørger, om også Weekendavisens
læsere er velkomne i BIOgrafen.
»Ja! De kan bare gå ind på BIOgrafens blog
og booke en plads. Vi har stadig et par pladser
til forestillingerne i slutningen af maj og juni,«
siger hun og fortsætter:
»Men man SKAL komme, når man har
reserveret en plads. Det er det eneste, som vi
vil have til gengæld. At publikum forpligtiger
sig på deres nærvær.«
Book billetter her:
https://biografenblog.wordpress.com
KORREKTUR: LISBETH RINDHOLT