Kære alle på og omkring VGIE Vi har i de sidste dage været igennem en umådelig trist sag. Vi har på baggrund af vores skrevne regelsæt, bortvist 25 drenge fra skolen grundet hash-rygning. Vi fik mistanke til sagen i fredags da eleverne havde fået weekend, men valgte først at agere på det mandag morgen, da alle elever var tilbage på skolen. Tavshedspligten gør at vi ikke kan informere særlig detaljeret om dette. Det er vigtigt for os at fortælle, at vi ikke accepterer hashrygning på vores skole. Alle elever er bekendt hermed via deres skolekontrakt, som både skole, forældre og elev skriver under på sammen. Vi har desuden kun en konsekvens på denne overtrædelse, nemlig bortvisning. Det vi kan fortælle er, at der uden vores vidende har foregået hashrygning i større eller mindre grupperinger i en længere periode fra november og til sidste uge. Men vi har på intet tidspunkt haft mistanke om noget før i fredags. At så mange elever var involveret var desuden et kæmpe chok for os. Vi har nu haft dialoger med alle forældre og drengene er hentet hjem. Mange valgte at tage imod tilbuddet om en snak med os inden man kørte hjem. Det vil altid være vores største ønske, at bringe de unge mennesker godt på vej i deres videre færd i livet. Også selvom man har gjort noget dumt undervejs i forløbet. Derfor har alle de bortviste mulighed for, at komme på skolen og tage deres eksaminer, samt at få den vejledning og sparring, der skal til i den forbindelse. Vi har tilbudt alle de implicerede elever, at de må komme på skolen og snakke med os, hvis noget er svært, eller hvis man føler sig presset i denne trælse tid. Vi tilbyder også vejledning og formidling i forhold til misbrug eller afhængighed, samt at vi gerne bistår med hjælp til at komme til en psykolog, hvis dette er ønskeligt. Alle skal kun betale skolepenge for den tid de har været på skolen. Vi vil i de kommende dage være meget opmærksomme på de tilbageværende elevers reaktioner. Vi opsøger dem og snakker med dem om denne ulykkelige situation, ligesom de til enhver tid kan komme og snakke om det der er sket eller andet. Vi er alle meget berørte af denne situation. Tommy Mikkelsen
© Copyright 2024