Den digitale bogs udfordringer

Den digitale bogs udfordringer
Forening for Boghaandværks årbog: Den digitale bog – fra papir til pixels tager fat i
problematikken med den trykte bog kontra den digitale. Hvordan ændrer digitaliseringen
den måde, vi oplever og læser bøger på, lærer og lader os underholde på – og hvad er den
digitale bogs kvaliteter og udfordringer.
Det kan overraske, at forfatteren til I Rosens Navn, Umberto Eco, er overbevist konvertit,
om end han stadig ryster lidt på hånden: ”Selv om jeg priser trykte bøger så passioneret,
må jeg jo indrømme, at det første, jeg ville redde, er min 250-gigabyte harddisk, som
rummer alt, jeg har skrevet de seneste tredive år. Derefter ville jeg, hvis der stadig var tid,
forsøge at bjærge en af mine ældste bøger – ikke nødvendigvis den kostbareste, men den
jeg elsker højst. Men hvordan skulle jeg dog vælge?” Dette dilemma deler han nok med de
fleste bogelskere.
Hvad er den digitale bog rundet af, og hvordan ligner eller adskiller den sig fra den trykte
bog? Det er nogle af de emner som Den digitale bog – fra papir til pixels tager op.
I et kapitel af Elisabeth Walther Birk kan man bl.a. læse, hvordan man skaber en helstøbt
digital, litterær oplevelse med refleksion og omtanke, når man tager udgangspunkt i en
klassisk fortælling som Frankenstein og giver den en ny interaktivitet som litterær
applikation til smartphones og tablets.
Malte von Sehested, Gyldendal, tager fat i den digitale lærebog. Han nævner bl.a. de
selvrettende opgaver med umiddelbar respons, samarbejdsredskaber eller små spillignende
aktiviteter, der startes direkte fra den digitale bog. Ifølge Malte von Sehested er den
seneste trend inden for digitale undervisningsmidler de
såkaldte adaptive læremidler, hvor systemet gennem dataopsamling hele tiden bliver i
stand til at udfordre eleven på netop dennes faglige niveau.
Med udgivelsen af Den digitale bog – fra papir til pixels, den første danske udgivelse af
sin art, ønsker Forening for Boghaandværk at yde et bidrag til beskrivelsen af de seneste
års udvikling af bogen som medie. Alt sammen formidlet i ord og billeder af forskere,
kunstnere og fagfolk med fingeren på den digitale puls anno 2015.
Den digitale bog – fra papir til pixels lanceres både på tryk og som e-bog på
BogForum:
FREDAG DEN 6. NOVEMBER 2015 KL. 17.00, stand C2-031A.
Titel: Den digitale bog – fra papir til pixels (Bogvennen 2014-15)
Sideantal: 275 sider
Udgiver: Forening for Boghaandværk, 2015
Redaktion: Pia Jønsson & Christian Kaaber. Grafisk tilrettelæggelse: Trine Rask.
Papirbog: Messepris 199 kr./udsalgspris 299 kr. E-bog: Messepris 149 kr/udsalgspris 199
kr.
For anmeldereksemplar og yderligere information kontakt foreningens sekretær, Mads
Brunsgaard, [email protected] eller tlf. 91 324 546