SIDSTE MAND SLUKKER OG LUKKER

SIDSTE MAND SLUKKER OG LUKKER
Jeg er den sidste i slægten, der bærer navnet Nørregaard. Ganske vist har
jeg en datter, men hun har kastet vrag på Nørregaard og valgt sin mors
efternavn i stedet. Så det bliver mig, der slukker og lukker.
Fire generationer blev det til. Vi var tilmed fra begyndelsen en truet art,
gennem alle slægtled har der kun været én søn. Skriftlige kilder er der få
af. Ved dødsfald er der blevet renset så godt og grundigt ud, at det
nærmer sig vandalisme. Derfor findes der med få undtagelser kun det,
man kalder den mundtlige tradition, som altid er upålidelig, og det, jeg
selv husker og tør stå inde for.
Jeg har aldrig interesseret mig synderligt for slægtsforskning. Notater i kirkebøger kan til nød oplyse de
knastørre fakta og, når det går højt, indicere ægteskaber indgået på grund af graviditet m.m., men de
formidler ikke hele personen. Det er skeletter, som man selv må sætte kød på. Hvis der derimod blandt
familiens efterladenskaber havde ligget bunker af breve eller eventuelt dagbøger, som jeg med en vis
misundelse har set hos andre, ville jeg med ildhu have kastet mig over dem.
Den første i rækken, min oldefar, Andreas Nielsen Nørregaard, født 1837 i Vinum i Døstrup sogn, var
dimitteret fra Tønder seminarium i den korte danske periode efter den første slesvigske krig 1848-50 og
blev i 1862 lærer i Drengsted. Man må formode, at der har eksisteret personligt farvede skriftstykker fra
hans hånd i et upåklageligt sprog, det var han jo skolet i. Jeg har aldrig set et eneste af dem. Han var med i
krigen i 1864, vistnok kun i slaget ved Dybbøl, men det var som bekendt hårdt nok.
At han først vendte tilbage til Drengsted året efter, kunne tyde på, at han har
været på lazaret eller i preussisk krigsfangenskab. Han havde endnu ingen kone at
skrive hjem til, men utvivlsomt slægtninge, han holdt underrettet. Eller venner.
Det hedder sig, at han havde gået på seminariet med en bror til redaktør Jens
Jessen, Flensborg Avis.
Nu skal man ikke søge breve hos afsenderen, men hos modtageren. Det lader sig
dokumentere, at lærer Nørregaard, Drengsted efter Slesvigs indlemmelse i
Preussen stod i skriftlig kontakt med personligheder nord for Kongeåen, der havde
engageret sig i den slesvigske sag. En af disse, forstander Salling fra Lustrupholm
højskole ved Ribe, regnede ham i 1878 blandt de hædersmænd, der virkede for
danskheden, uanset om de blev ”kontrollerede og bespejdede” af myndighederne. Også den farverige
skolemand Morten Eskesen skal have været blandt hans forbindelser.
Som så mange af sine dansksindede kolleger måtte Andreas Nørregaard med tiden
gøre indrømmelser til det tyske styre, skolevæsenet og skolesproget blev med
lokale forsinkelser tvangsgermaniseret, og i 1872 måtte han aflægge prøve i tysk
med henblik på undervisningen. Hans kundskaber var ikke tilfredsstillende; man
afskedigede ham dog ikke, men lod ham fortsætte, indtil han selv lod sig
pensionere i 1892. Han havde straks efter hjemkomsten i 1865 giftet sig ind på en
gård med en enke, Bodil Marie Schmidt, født Andersdatter, der sad tilbage med
fem børn på mellem fem og femten år. Han kombinerede lærergerningen med
landbruget, indtil han blev heltidsbonde. Han lod også opføre en aftægtsbolig, hvor han selv flyttede ind, da
sønnen Theodor overtog bedriften.
På denne lidt skæve måde blev gården i Drengsted familien Nørregaards slægtsgård gennem fire
generationer. Det var en typisk vestslesvigsk rødstensgård med stråtag, som oprindeligt hørte under
Trøjborg gods. Midtvejs skiftede man dog til spindesiden, og de to sidste gårdejere hed Hansen.
Fra dette ekstremt billedfattige hjem findes der undtagelsesvis et fremragende, knivskarpt portrætfoto af
Andreas Nielsen Nørregaard i hans bedste alder. Det viser en mand med karakter og en naturlig autoritet,
som de følgende generationer fik svært ved at leve op til. Hvad denne mand rummede, kunne jeg godt have
lyst til at vide mere om. Men alt, hans bogsamling og de breve, han modtog, er gået op i luer.
I sidste øjeblik, i 1866, nåede han at avle et eneste barn, en søn, med Bodil Marie, der nu var 42 år. Det blev
min farfar, der alle dage lød navnet Theodor Nørregaard. At hans fulde navn var
Andreas Niels Theodor Nørregaard, fandt jeg først ud af for et par år siden, da
jeg opdagede en gammel koppevaccinationsattest blandt min fars papirer.
Theodor Nørregaard, der overtog gården hen over hovedet på to sønner fra
moderens første ægteskab – aner man en intrige eller et arvedrama? – må vel
nok holdes ansvarlig for ødelæggelsen af faderens papirer. I det hele taget
synes Theodors dagligliv at have været styret af strenge og stramme
nyttehensyn. Også han giftede sig i 1907 med en enke, Caroline Petersen, født
Eriksen, der dog kun bragte et enkelt barn, datteren
Engeline, med sig ind i ægteskabet. Carolines første,
kortvarige ægteskab var indgået, om ikke på grund af, så
i forbindelse med et svangerskab. Engeline Petersen var
altså et elskovsbarn, men hun var kun omkring 2 ½ år gammel, da hendes mor
giftede sig med Theodor, og hun havde derfor ingen erindring om sin egentlige far,
købmand Carl Jørgen Marius Petersen, der var død af sygdom. Engeline, der altid
blev kaldt Linse, fik ligesom sin mor efternavnet Nørregaard. Hun blev altid
betragtet som en fuldgyldig datter af huset, og hun blev aldrig – slet ikke som
voksen – regnet som halvsøster til min far og Grethe, som Caroline fik med Theodor. Hun var min faster
Linse, og det gik først sent op for mig, at hun havde et andet fædrene ophav.
Hvor meget rum, Caroline havde for sine selvstændige udfoldelser og drømme, er det svært at blive klog
på. Min far fortalte, at hun gerne sang i køkkenet, det er jo ganske gratis. En af hendes yndlingssange skal
have været den dengang meget yndede ”Letzte Rose” fra operaen ”Martha” af Friedrich von Flotow, der i
øvrigt havde planket en irsk folkemelodi. Det hævdes også, at hun ved sjældne lejligheder brugte safran i
madlavningen, det er til gengæld hundedyrt!
Men ellers synes egentlig luksus at have været bandsat i hjemmet. Ikke noget med regelmæssigt at køre
familien til Tønder og lade den forevige i et fotoatelier. Hvad skulle sådan noget pjat til for? Denne
afholdenhed gik så vidt, at da Caroline døde i 1940, og familien gerne ville kunne hænge hende op på
væggen, måtte man ty til et gruppebillede og hente hendes slørede portræt ud blandt de øvrige
tilstedeværende, hvis skuldre man tilmed aner i det endelige resultat.
Det, man med et udbredt lokalt begreb kaldte kønne ting, var der heller ikke plads til eller interesse for.
Sådan noget kunne man ellers træffe på i Drengsted. Gamle Marie Bech kunne med glæde fremvise en hel
stue fuld af malede bondemøbler og andre gamle sager. Dem havde hun samlet uden nogen bevidsthed om
begrebet antikviteter, men udelukkende fordi de var smukke og vidnede om håndens arbejde. Et kvindeligt
medlem af familien Aabling, der var gift og bosat i Aabenraa, havde hjemmefra arvet et imponerende
udvalg af fornemme sølvsmedearbejder fra Tønder. Ved hjælp af museumsdirektør Sigurd Schoubyes
omhyggelige registrant, som jeg lånte på biblioteket, kunne jeg fastslå, hvem de enkelte mestermærker
dækkede over.
Men hos Theodor og Caroline Nørregaard? Ikke så meget som et bøjet søm.
Min far efterlevede Moselovens bud om, at du skal ære din fader og din moder, og talte aldrig negativt om
sine forældre, så disse slutninger står helt for min egen regning, suppleret med oplysninger, jeg har fra
andre.
Hvor god en bonde Theodor Nørregaard var, skal jeg lade være usagt, det har jeg ikke forstand på, men han
havde utvivlsomt sin egentlige force i det administrative. Derfor beklædte han i den tyske tid stillingen som
kommuneforstander. Det var der intet odiøst i, der var kun ganske få, i perioder slet ingen tyskere i
Drengsted. Landsbyen havde hørt til de kongerigske enklaver, hvor befolkningen per tradition var
dansksindet. En slags sognerådsformand måtte man have, og Theodor synes at have udfyldt dette hverv til
alles tilfredshed.
I 1907 støttede han sammen med præsten i Døstrup hos de tyske myndigheder
en ansøgning om en pension for aktiv krigsdeltagelse til sin gamle far. At faderen
havde kæmpet på dansk side mod de preussere, som pensionen naturligvis var
tiltænkt, tog Theodor ikke så nøje. Men det gjorde myndighederne, pensionen
blev ikke bevilliget. Det er vanskeligt at opfatte denne ansøgning som andet end
et udslag af bondesnuhed.
Ikke desto mindre skulle det have været Theodor, der i 1920 bød Christian den
10. velkommen til Drengsted, da han i dagene efter sit ridt over grænsen kørte
gennem landsdelen i bil. Min far hævder at have stået på trinbrættet af det
kongelige køretøj under det korte ophold.
Det spillede en betydelig rolle for selvfølelsen i familien, at Carolines søskende alle havde gjort det særdeles
godt, selvom de kom fra små kår som børn af en husmand og kusk i Nørre Sejerslev. Den ældste, Andreas
Eriksen, var sparekassedirektør i Sønderborg, søsteren Elise, kaldet tante Lise, var gift med storkøbmanden
Boy Thyssen i Skærbæk, og den yngste, Knud Eriksen, var direktør for et stort kulfirma i Sønderborg og
norsk konsul. Begge brødrene Eriksen blev riddere af Dannebrog, Knud tillige af den norske Sankt Olavsorden. Onkel Knud sagde i et fortroligt øjeblik til min mor, at Caroline var den af de fire søskende, der
havde siddet dårligst i det. Som de to yngste følte Caroline og Knud sig lige fra barndommen særligt
forbundne. Han fulgte med bekymring, hvordan hun måtte pukle i relativt beskedne kår. Knud Eriksen
regnede ikke svoger Theodor stort.
I slutningen af 1930’erne afhændede Theodor gården og flyttede på
aftægt sammen med Caroline, men da den nye ejer efter kort tid opgav
ævred, måtte Theodor og Caroline afbryde deres velfortjente otium,
købe gården tilbage og genoptage landbruget. Alt i alt synes det at have
været en tabsgivende forretning. Det var dispositioner af den art, der fik
Knud Eriksen til at ryste på hovedet. Problemet blev først definitivt løst,
da Grethe kom i plads hos sin søster Linse og hendes mand, Jens Lautrup
i Vellerup. Her kom Rikard Hansen, en bondesøn fra Vendsyssel,
regelmæssigt forbi som kontrolassistent og tjekkede køernes ydeevne
og mælkens fedtprocent. Han var ikke ældste søn derhjemme og kunne
både bruge en kone og en gård, selvom det var lovlig langt væk fra
hjemstavnen. Knud Eriksen åndede lettet op ved denne uventede
gunstige drejning af en ellers problematisk udvikling.
Jeg har som barn mødt alle tre onkler, onkel Andreas dog kun en enkelt
gang. Det skete ved en rund fødselsdag for onkel Knud på hans store
landejendom, Bosagergård uden for Sønderborg. Mine forældre manglede pasningsmuligheder, derfor kom
jeg sommetider med til sådan noget, der ellers kun var forbeholdt de voksne. Efter middagen lod man af en
eller anden grund radioens ønskekoncert spille i den stue, hvor man indtog kaffen. Eller har det været en
grammofon? I det mindste husker jeg som den eneste detalje fra festen den næsten enfoldige glæde,
hvormed Andreas Eriksen lyttede til ”Ved Landsbyens Gadekær”, som gjaldede ud af højttaleren. Det er
ikke nogen sofistikeret familie, jeg er rundet af.
Min egen erindring om Theodor Nørregaard, er også meget sparsom. To linjer i mine forældres gæstebog
dokumenterer, at han tilbragte julen 1943, mit fødeår, i mit barndomshjem i Aabenraa. Han besøgte os
også en enkelt gang senere, hvor min far, der disponerede over en firmabil, kørte ham til Gråsten, så han
kunne se slottet. Jeg husker, at Bedstefader, som han underskrev sig i gæstebogen, gik med stok og virkede
meget gammel, men der var intet skræmmende ved ham. Han var også meget gammeldags, ved festlige
lejligheder gik han med sort kravetøj, et fænomen, der ellers for længst var gået af mode. Da han døde i
1949, gik jeg rundt i nabolaget og fortalte alle, der gad høre det: ”Min bedstefar er død!” – indtil jeg blev
kaldt op og fik at vide, at min opførsel var upassende.
Min far, Andreas Nielsen Nørregaard, født i 1912, var opkaldt efter sin bedstefar. Som eneste søn skulle han
jo have overtaget gården i Drengsted, men sådan kom det ikke til at gå. Han vedkendte sig altid sin landlige
herkomst, ligesom han i udpræget grad forblev sønderjyde og vestslesviger til sin død i 2005. Han lærte
aldrig at tale rigsdansk og gjorde heller ikke det mindste forsøg på det.
Han havde vage erindringer fra verdenskrigen, som den nære familie blev forskånet fra at deltage i; bl.a. var
Theodor jo for gammel. Men han huskede, at man
brugte de russiske krigsfanger – en af dem hed Sergej –
til at passe børn, når forældrene var ude til noget. Om
natten var fangerne låst inde i sprøjtehuset – i det
mindste officielt. Man tog det vist ikke så nøje.
Min far og hans søstre, Linse og Grethe, omtalte altid
indbyrdes deres forældre som Mamme og Babbe. På
skrift blev det ganske konventionelt til Mama og Papa, men det var ikke sådan, de sagde. Jeg er dog også en
enkelt gang stødt på stavemåden Mamme i et af Carolines breve til min far, hvor hun omtaler sig selv i
tredje person. Mamme og Babbe - disse sprogbilleder har altid fascineret mig, for det er jo primitive urlyde,
noget af det første, et spædbarn kan forme med læberne, når det lægger lyd på. Ikke for ingenting hedder
bryster mammae på latin. Om man sad på skødet eller fik prygl i hjemmet, ved jeg ikke. Begge dele
formoder jeg, men i moderate mængder.
Min far nåede lige akkurat at komme et år i den gennemført tysksprogede Drengsted skole før
Genforeningen. Faster Linse gennemgik derimod hele grundskolen på tysk, og da hun alle dage havde et
godt nemme for rim og remser, kunne hun endnu i min tid udenad mange af de patriotiske digte til
kejseren, de preussiske farver og det tyske fædreland, som børnene blev tvunget til at lire af sig. I kirkelige
henseender måtte magthaverne forholde sig mere fleksibelt, folk var jo ikke tvunget til at gå i kirke. Engang,
jeg drøftede dette forhold med en gammel kone på kirkegården i Døstrup, udbrød hun lidenskabeligt: ”Der
har aldrig været sagt ét ord på tysk i Døstrup kirke!” Præsterne måtte tilpasse sig, ellers ville kirkerne stå
tomme.
Min fars distance til selve landbruget og de dyr, man har på en gård, var påfaldende. Selv har jeg altid
syntes, det var sjovt at fodre en hest med rugbrød, forsøge at malke en ko, mærke kalvens ru og våde tunge
om fingrene eller sidde overskrævs på en hest foran et læs. En gang tog jeg en pattegris med ind i stuen hos
Grethe og Rikard i Drengsted. Man morede sig, men det virkede samtidig grænseoverskridende. Sådan
noget gjorde man ikke! På disse områder havde min far gennemgået en total forvandling til bymenneske.
Jeg har aldrig set ham røre ved et dyr, ikke engang en hund eller en kat. Min mor har fortalt, at han engang,
mens han var barn og havde været uartig, var blevet sat ned til svinene og overladt til sig selv en passende
tid, men det kan være en efterrationalisering.
Når han nu ikke skulle være bonde, hvad skulle han så? Han tog en mellemskoleeksamen i Skærbæk, men
der findes også et desværre udateret vidnesbyrd fra en – som der står lidt omstændeligt - til Tønder
Statsseminariums Øvelsesskole hørende Fortsættelsesklasse. Drømte han en overgang om at blive lærer
ligesom sin farfar? Det bestred han siden så eftertrykkeligt, da Linse sagde det videre til min mor, at der
næsten må have været noget om snakken. Jeg tror ikke, han ville være blevet nogen god lærer, dertil var
han både for nervøs og for hidsig. Desuden var han blottet for pædagogiske evner. Jeg blev selv udsat for
dem, da jeg gik i underskolen og mine matematiske evner lod en del tilbage at ønske. Min far anskaffede sig
en tyk bog indbundet i blåt kunststof, der hed Ivars store Regnebog, og gav sig til at terpe med mig. Jeg
manglede den nødvendige motivering, men min fars golde fremfærd formåede heller ikke i mindste måde
at åbne mine øjne for tallenes magi. Han resignerede, og jeg fik fred.
I stedet for landbruget og eventuelt lærergerningen måtte det blive noget med handel. Andreas var sin
mors dreng, hun har utvivlsomt støttet ham i hans forsæt. Det begyndte ganske forsigtigt: Han kom i lære
som isenkræmmer hos Hans Rosenberg i Skærbæk, der var gift med hans kusine Margrethe, en datter af
Boy Thyssen. I det hele taget trak man meget på Carolines slægtninge. Knud Eriksen i Sønderborg bistod
med faderlige, overvejende snusfornuftige råd, hvor den egentlige fars horisont var for begrænset.
Min far var også ansat hos en isenkræmmer i Tønder, indtil han i 1937 søgte en stilling som repræsentant
hos et jern- og stålfirma, J. P. Top i Aabenraa, hvor han forblev ansat hele sit arbejdsliv.
Man gør sig i dag ingen forestillinger om, hvad denne urbanisering, tilpasningen til bylivet, om det så kun
var i en sønderjysk købstad, dengang betød. Det gjaldt om at have øjnene med sig og tage ved lære, og
Andreas var omstillingsparat. De første år boede han på et hjem for enlige mænd, som blev drevet af
KFUM. Han havde kun et enkelt værelse og måtte foreløbig indskrænke sine idéer om den ideelle
boligindretning. På hjemmet logerede også mere forhutlede eksistenser, hvis forsonende sider han ikke
manglede blik for. I den henseende var han ikke bare en gold stræber.
Caroline skrev til sin ”kære Dres”, enkelte af disse breve er bevaret. De er meget sentimentale og bærer
præg af, at den skriftlige danskundervisning udelukkende var henvist til hjemmene, mens hun gik i skole.
Hun er bekymret til det pylrede for sønnens ve og vel i den fremmede by, hvor hun aldrig nåede at besøge
ham.
Af gode grunde går hun meget op i Linses børn i Vellerup, foreløbig hendes eneste børnebørn: ”vor sidde
de rolig og spise pænt, og Carren M. bliver ogsaa en dejlig Pige hun forandre sig til hendes fordel.” Når
brevskriveren selv hedder Caroline med C, må Karen Margrethe finde sig i at blive fejlstavet så malabarisk.
Egentlige dialektale vendinger undgår Caroline selvfølgelig, de hører ikke hjemme på skrift, men jeg har
fundet en enkelt virkelig sprogblomst: ”Marie af Cornelius hendes Mor” [=Cornelius’ kone Maries mor].
Denne ejendommelige konstruktion, især den enklere variant ”Grethe af Rikards”, har jeg hørt mange
gange i Drengsted, men jeg har aldrig tidligere læst den. Jeg vil formode, den er gået af brug som så mange
andre dialektale særheder.
Men mest af alt skriver Caroline om ”den skidde Astma”, der var blevet hende
en daglig plage med piben i luftrøret og hosteanfald, der fyldte svælget og
mundhulen med slim og spyt. Sygdommen lagde hende i graven i en alt for
tidlig alder i december 1940. Trods de mange års svækkelse kom hendes død
uventet. Lillesøster Grethe ringede til Andreas i Aabenraa, og i bare befippelse
gik hun direkte på og sagde uden indledning: ”Mamme er død.” Det gav ham et
chok, som det tog ham lang tid at forvinde.
Astma kunne dengang være en sygdom med dødelig udgang. Caroline havde en
betydeligt yngre lidelsesfælle i Drengsted. I et af sine breve til Dres under et
ophold på Tønder sygehus skriver hun: ”igaa kom Esther herud og blev indlagt,
hun ligger helt nede i Mandsafdeling neden under, og tænk dig Dres jeg kunde
høre hende jamre hele Natten, stakkels lille Esther vor er det strengt.”
Esther var født i 1916 i Hamborg som datter af en forlystelsessyg søster til
nabokonen Sine Dixen, faderen var ukendt. Det eneste, hun havde med fra sin
mor, var efternavnet Hansen. Sine og Jens Dixen tog hende til sig som deres
egen, og hun var vellidt blandt sine jævnaldrende i Drengsted. Hun fylder
meget i Carolines breve til Dres, og man får det indtryk, at hun har været noget
særligt. Hun var jo også ung, måske køn oven i købet. Som et afbræk i al
elendigheden nåede hun at være et halvt år på Askov højskole. Da hun ventes
tilbage efter et af sine ophold på Tønder sygehus, skriver Caroline, der selv
glædede sig over en nyinstalleret kamin i boligen: ”ogsaa tro jeg ogsaa at det
er saa godt at sove i et tørt Værelse. Som Esther naar hun kommer hjem skal
straks til at ligge i et fugtigt Værelse, jeg synes næsten naa jeg var som Esther
vilde jeg helst være paa Sygehuset, hun har dog ingen rigtig hjem hun lille stakkel som ærgre hende
igrunden at hendes Moder kan ikke tage sig af hende.” Der var efterhånden yderligere fire børn i
husholdningen hos Sine og Jens Dixen, og man havde ikke råd til at tilgodese en astmapatients særlige krav.
Efter sygehusophold i både Tønder og Sønderborg døde Esther hjemme i Drengsted den 8. februar 1942,
kun 25 år gammel. Der findes et brev fra Jens Dixen til min far, dateret den 10. marts samme år. Det
fremgår af brevet, at min far har skrevet mindeord om Esther i Jydske Tidende, og Dixen takker: ”Det gør
godt med et Trøstens Ord i Sorgens Stund.” Han kaster sig endda ud i funderinger over selve eksistensen:
”Jeg har tidt tænkt, hvad er Meningen med saadan et Liv, - hvorfor, - ja hvorfor – vi faar aldrig Svar kære
Dres.”
Sine Dixens bidrag på bagsiden af mandens brev
virker umiddelbart bevægende så mange år efter. Her
er hjertelag på et niveau, som Caroline ikke mestrede.
Sine Dixen bruger kendte metaforer for den afdøde
som ”en straalende Sol” og – med et citat af præsten ”et Lys i hendes korte Levetid”, men resten er hendes
eget. Det fremgår, at min far ikke har deltaget i
begravelsen:
”Vor vilde vi gjerne have set dig iblandt os denne Dag,
vi talte om dig om Formiddagen, thi Esther var glad
for dig Dres, hun sagde dengang hun kom fra
Aabenraa, at Dres skulde man holde af.”
Det er et smukt udsagn, større bliver det ikke. Sønderjyder har ikke ordet elske i deres daglige ordforråd,
det er for opstyltet og ublufærdigt. I dette tilfældigt bevarede brev ligger muligvis antydningen af en sart
lille kærlighedshistorie, som gør krav på respekt.
En lille tragedie tilmed - for Esther måske? Den tids uhelbredelige astmapatienter sygnede hen og visnede,
de mistede ungdommens glød og tiltrækning. Esther døde tre måneder, før min far blev gift med den
kvinde, der skulle blive min mor. Det er måske derfor, han ikke deltog i begravelsen. Men mindeordene fik
han dog skrevet og trykt. Han havde det med at skamride klichéerne. Nogle notater, han har gjort i
anledning af Carolines død, er ubærlige i deres svulst, som når han skriver om ”at miste noget vi ikke gerne
vilde miste, en Husets Moder, en Børnemoder” og mere af samme skuffe. Blandt de gulnede avisudklip har
jeg efter lang tids leden fundet en kort notits, som jeg ikke tidligere havde tillagt nogen væsentlig
betydning. Min far har selv betegnet den med blyant, ”J. Tidende 12-2-42”, men overskriften, ”Et
Eftermæle – ”, er sikkert bladets egen. Notitsen er ikke forsynet med nogen signatur, men lyder i sin
helhed:
”Atter har Døden gjort sit Indgreb iblandt Sognets Unge, denne Gang Ester Hansen fra Drengsted. / Vi
kendte dig som en god og rar Pige, Ester, der kun havde Venner, hvor du færdedes; altid bar du din Sygdom
med Taalmodighed, aldrig hørte man Klage over det pinefulde, du saa tit maatte gennemgaa. I dit gode
Hjem, hvor du nød den kærligste Pleje, er Savnet stort, men ikke mindre hos dine Ungdomsvenner. Ja, Ester
er ikke mere iblandt os, men mange gode Minder er tilbage. / Vi Unge vil bevare dem i Taknemmelighed.”
Det er pænt, ordentligt og kontrolleret, men formidler kun et blegt billede af både den døde og den
anonymiserede afsender. Var det en høflig afvikling af et stykke fortid, fordi han ikke syntes, han kunne
være andet bekendt? Og hvor meget kan man i grunden forlange? Intentionerne er der ikke noget i vejen
med.
Påpasselig og forsigtig som han var, havde Andreas ellers holdt sig fra druk og pigesjov, men han
engagerede sig politisk i KU og deltog i 1939 i aktioner mod nazistiske plakatopklæbere, der på initiativ af
den berygtede pastor Peberkorn, Fjolde, sneg sig over grænsen i nattens mulm og mørke og krævede
Nordslesvig heim ins Reich.
Midt i alt det nye traf han min mor. Hun var stort set opvokset i Roskilde og blev vist kun sygeplejeelev på
Aabenraa sygehus i 1940 kort tid efter, at tyskerne havde besat Danmark,
fordi der var en ledig plads. Alliancen kunne synes en smule risikabel:
bondesønnen fra Drengsted og bankrevisordatteren fra Roskilde, men der
blev hurtigt tale om en gensidig accept. Min mor forblev fremmed over for
det nationalpolitiske, hun afskyede den megen syngen af Højskolesangbogen.
Til gengæld følte hun sig hurtigt hjemme blandt almindelige, dialekttalende
sønderjyder. Hun morede sig over en gammel særling, der en dag ringede på
hendes dør og spurgte: ”Har do polt?” Hun forstod, hvad han mente, han fik
de klude, hun kunne afse, og han kom af og til igen.
Caroline nåede per brev at erfare om sønnens kæreste, men fik aldrig den
kommende svigerdatter at se. Til gengæld deltog det nyforlovede par i
Grethes og Rikards bryllup året efter i Drengsted, hvor min mor mødte et
bredt udsnit af min fars familie med den gamle Theodor Nørregaard i spidsen.
Med en næsten satanisk fryd kundgjorde min mor, da hun var blevet enke, at
hun og min far for længst havde destrueret deres breve fra forlovelsestiden. Det gjorde nu ikke så meget,
for dem havde jeg allerede smuglæst, mens jeg gik i skole, når jeg var alene
hjemme.
Min far havde i øvrigt arvet sin fars tankeløse ødelæggelsestrang: Når han
skulle skrive julekort, hentede han de kort, vi havde modtaget året i
forvejen, frem fra en skuffe. Når han så var færdig med kortet til den første,
rev han vedkommendes gamle kort i stykker og smed det i papirkurven. Og
så fremdeles, indtil han havde gjort rent bord. Knud Eriksen i Sønderborg
plejede at skrive en grundig inden- og udenrigspolitisk, gerne bekymret
status over det forgangne år i stedet for en kortfattet jule- og nytårshilsen,
men disse betragtninger forsvandt alle ned i papirkurven i adventstiden, år
efter år.
Da min mor var kommet på plejehjem, og jeg ryddede boet, faldt jeg
alligevel over nogle breve fra forlovelsestiden, der havde forputtet sig
inderst inde i en chatolskuffe. De er alle fra hende til ham og dækker den
uges tid, der forløb, mens hun var hjemme i Roskilde for at forberede brylluppet. Brevene er interessante,
fordi de røber flere beskedne kultursammenstød.
Jeg har altid vidst, at brylluppet stod den 6. maj 1942 i Roskilde domkirke. Der er både bevaret et trykt
salmeblad fra vielsen og et trykt menukort fra middagen, men der findes intet bryllupsbillede. Denne
manko har optaget mig ligesom min mors modvilje mod, at folk havde deres eget bryllupsbillede stående
fremme. Var hun da gravid? I så fald ikke med mig, for jeg er først født den 31. maj 1943. I den henseende
er alt i orden efter de småborgerlige normer, der gjaldt.
Af brevene fremgår det – og her kan jeg sagtens følge hende - at hun ikke fatter, at min far ikke ville have
en bred kreds af familie og venner med til sit bryllup. Det blev kun til Linse i Vellerup, der rejste med den
vordende gom til Roskilde. Om hendes mand, Jens Lautrup, hedder det i et bevaret brev fra Linse, at
bønder har jo altid travlt og kan ikke undværes derhjemme. At gamle Theodor ikke ville deltage i den
højtidelige begivenhed for sin eneste søn, kunne min mor heller ikke forstå, men han havde vel næppe
nogensinde bevæget sig uden for Sønderjylland.
Men min mor ofrede især meget blæk i forsøget på at overtale min far til at anskaffe sig et kjolesæt.
Forgæves. Selv skulle hun være hvid brud, som det sig hør og bør. Hun beklager sig over hans sønderjyske
stædighed, men der er intet at gøre. Efterhånden må hun opgive, men hun bliver aldrig virkelig vred. Hun
beder ham dog moderere dialekten under opholdet i Roskilde. Det er den eneste gang nogensinde, jeg har
set eller hørt hende gøre det. Men min far gennemførte sit bryllup i smoking. Derfor blev der på min mors
foranledning ikke taget noget bryllupsbillede, færdig! Hun bar dog ikke nag. Til deres sølvbryllup var min far
i kjole og hvidt. Det var genbrug. Kjolesættet havde tilhørt min mors morfar og var blevet syet om.
Smågnidningerne omkring brylluppet i 1942 vidner om, at Sønderjylland mentalitetsmæssigt endnu stod
tilbage i forhold til resten af Danmark. Der var trods alt kun gået toogtyve år siden Genforeningen. Faldt
min far og hans søster igennem i Roskilde? Utvivlsomt. Der er blevet hvisket i krogene om deres bondske
sprog og adfærdsmønster. Alt dette ændrede sig stille og roligt med årene – ved en gensidig tilvænning.
Selv min noget snobbede mormor, der i øvrigt selv var af bondeslægt, kom under sine besøg i Aabenraa
glad og gerne til Vellerup, hvor hun hyggede sig med beboerne og beundrede bedriften.
Efter en kort forsinkelse på grund af noget renovering flyttede mine forældre ind i et toetagers
murermesterhus på Jørgensgård 4 i Aabenraa. Lejligheden var ganske lille. Én eneste stue måtte lægge rum
til min fars opsparede idéer om boligindretning. Der var tysk besættelse og mangel på alt. Alligevel afspejler
billeder af stuen min fars idealforestilling om et hjem.
På landet så man sjældent oliemalerier dengang. Her kom man fortrinsvis ud for sort/hvide eller brunlige
reproduktioner i bredt format, ofte med trykte titler nedenunder: Beethoven spiller for den blinde Pige eller
Ruth sanker Aks paa Boas Ager. Sådan noget glemmer man aldrig, især ikke titlerne, der har en egen magisk
klang, som motiverne slet ikke kan leve op til. Men som bybo insisterede min far på oliemalerier. De to
mest typiske erhvervelser var et vinterlandskab og to fiskere i en noget udvandet Michael Ancher-tradition.
Med årene forfinede han sin smag, men den blev dog aldrig avantgardistisk.
Min mor havde gennemgået over halvdelen af sin uddannelse til sygeplejerske, da mine forældre blev gift.
Alligevel insisterede min far på, at hun blev hjemmegående som frue. Det havde han magt til at sætte
igennem. Oprørende, set med vore dages øjne. Så måtte hun bruge sin tid på at købe ind, lave mad og
flytte støv. Min far var ignorant på det gastronomiske område. Ikke desto mindre protesterede han, da min
mor for første gang serverede frikadeller. Så måtte hun ringe til Linse i Vellerup og høre, hvordan man laver
sønderjyske frikadeller.
Jeg blev født i soveværelset på Jørgensgård 4 under assistance af en jordemoder og hele to læger. Det var
en svær fødsel. Jeg var skindød og måtte en tur under vandhanen, før jeg kom til live. Disse
omstændigheder gjorde, at jeg forblev enebarn.
Sprogligt er jeg en bastard. Fordi jeg gik op og ned af min mor, mens min far var på arbejde, har jeg altid
tænkt på rigsdansk, som derved i dobbelt forstand er mit modersmål. Og fordi jeg ikke kunne finde ud af at
tale to forskellige sprog til mine forældre, har jeg altid talt rigsdansk til min far, også når vi var alene, men
sønderjysk med alle andre sønderjyder. I København snakker jeg stadig sønderjysk med de sønderjyder, jeg
kender fra min opvækst, fordi det ville føles kunstigt at slå om.
Min fars familie mente selvfølgelig, at jeg burde opkaldes efter min farfar og hedde Theodor. Det satte min
mor sig på det kraftigste imod. I stedet gennemførte hun, at jeg fik navnet Hans efter hendes morbror, der
var en dovendidrik, som levede af sin fars penge, og Christian efter denne pengepuger, der havde gjort sig
gældende som hestehandler og jordspekulant i den helt store stil. På denne akavede måde kom jeg til at
dele fornavn med H. C. Andersen, og det er vel ikke det ringeste.
I august 1940 var min far kommet ind i kredsen omkring manufakturekspedient Hans Mørup, der i 2000
opnåede en sen berømmelse ved udgivelsen af sine erindringer ”På fløjen”, hvor begge mine forældre er
positivt omtalt. Fløjen var den yderste højrefløj, grænsende til fascisme, men fordi bevægelsen, der var
brudt ud af KU, var lige så dansk, som den var antidemokratisk, vendte man sig mod den tyske nazisme,
fordi den var tysk og revanchistisk.
Oppositionen mod det parlamentariske demokrati gik så vidt, at en del af Mørups håndgangne mænd
allerede i 1939 havde meldt sig ind i generalauditør Victor Pürschels rabiate parti National Samling. Da jeg
mange år efter i en skuffe fandt et ganske flot rektangulært metalemblem, hvor korset i dannebrog var
kantet med guldstriber, ville min far ikke rigtig gøre rede for, hvor det stammede fra og hvad det betød.
Senere kunne jeg ikke finde det igen. Jeg går ud fra, at det signalerede medlemskab i National Samling, og
at han har smidt det væk. Om det så var Frits Clausens DNSAP, forsøgte man også herfra at hverve min far
og udnytte hans talegaver. Den senere maskinfabrikant Jes Friis, Øster Løgum, var en af min fars kunder og
som fylkefører en af Frits Clausens betroede folk, men Mørup, min far og de andre i kredsen betragtede
med rette de danske nazister som nationalt upålidelige. Ideologisk var forskellen ikke den store.
Ved møderne i kredsen skiftedes deltagerne til at holde et oplæg om et bundet emne. Af Mørups
protokoller fremgår det, at min far den 10. september 1940 gjorde rede for det tyske mindretal. Hvad han
sagde, lader sig ikke rekonstruere. Besættelsestiden igennem havde min far en panisk angst for
husundersøgelser. Det fik ham til at tilintetgøre alle væsentlige dokumenter og gå både gæstebøger og
fotoalbums efter med viskelæder og radervæske, hvis der stod noget kontroversielt.
Min far konfererede til stadighed med morbroderen Knud Eriksen i Sønderborg, og i et svarbrev fra denne,
dateret 23. marts 1941, forekommer en foruroligende passage: ”Du skriver om, evt. at tage Plads i
Tyskland, men det er en Tanke som jeg absolut fraraader Dig. Derimod vær energisk ude om at forbedre
Din Stilling herhjemme og gift Dig ikke før Du har en god Basis at oprette Rod paa, det var saadan jeg
tænkte, da jeg var ung.” Hvad var det for vilde overvejelser, Andreas Nørregaard var ude i, og som det
lykkedes onkel Knud at afværge? Jeg ved det ikke. Det kan have været en forbigående fiks idé, som ikke fik
vidtrækkende eller fatale konsekvenser. I det mindste brød han ikke med Hans Mørup og hans kreds,
selvom han muligvis i et svagt øjeblik har gjort sig tanker i den retning.
Af dette underlige miskmask opstod de første tilløb til en modstandsbevægelse i Aabenraa. Min far kunne
ikke deltage aktivt, dertil var han for ængstelig, men han blev noget så usædvanligt som medvider om visse
illegale aktioner. Når et våben af vanvare var gået af i nabolaget, vidste han besked og kunne med sit
uforlignelige snakketøj bortforklare knaldet over for de ængstelige omkringboende.
Hans Mørup, der var vores genbo på Jørgensgård, blev taget af tyskerne 1. juni 1944 og sendt i
koncentrationslejr. Han overlevede kun med nød og næppe. Han kunne have undgået det, hvis han havde
lyttet til min far, der fra stuevinduet havde bemærket, hvordan en ukendt kvinde gentagne gange holdt
Mørups hus under observation i de lyse forårsaftener. Hun var kæreste med en Gestapo-mand, skulle det
siden vise sig. Min far rådede Mørup til at gå under jorden, som det hed, men det ville han ikke høre tale
om.
Hver morgen mødte Mørup på arbejde i Peter Jessens butik på Storegade, og en dag indfandt den mystiske
kvinde sig blandt kunderne, ledsaget af en herre, og spurgte på en cottoncoat. Idet Mørup rakte ind efter
bøjlen, følte han en pistol i ryggen og var arresteret på stedet. Han blev lagt i håndjern og ført gennem
hovedgaden til en ventende bil. Han blev sendt til Staldgården i Kolding og i Horserødlejren, før den videre
rejse gik sydpå den 15. september.
Også Mørup havde en kone og en søn, der var jævnaldrende med mig. Min far havde intet i klemme, men
mine forældre og familien Mørup forblev også efter befrielsen nære venner.
Trods venskabet med Mørups var min mor lige så indifferent over for de ideologiske spændinger, som hun
fra begyndelsen havde været over for de nationale. Der boede mange hjemmetyske nazister på
Jørgensgård, og hvis en af disse hilste pænt på gaden og i øvrigt ikke var kendt for voldelig adfærd, syntes
min mor, vedkommende var en flink mand.
I stueetagen på Jørgensgård 4 boede en hjemmetysk familie ved navn Winther. Den havde tilmed tysk som
internt dagligsprog, hvilket var ret usædvanligt, men det var beskedne og omgængelige mennesker. Peter
Winther var, så vidt jeg husker, kontormand i kommunalt regi, men ved siden af bestred han et ulønnet job
som kasserer for en af de mange hjemmetyske institutioner, en sygekasse el. lign. Alle den slags
foretagender var blevet nazificerede efter 1933. Alene af den grund stod han på arrestationslisterne, da
opgørets time slog i majdagene 1945. Også han blev hentet af to maskinpistolbevæbnede frihedskæmpere,
der strittede og struttede af virkelyst nu, det var helt gratis at vise mod og mandshjerte. Winther blev
gennet ned i kælderen, hvor hver af ejendommens familier havde et lille rum, bl.a. til opbevaring af
kartofler. Han blev tvunget til at åbne sit og fremvise, hvad han eventuelt skjulte af kontrabande. I det
samme kom min mor ned i kælderen; måske var hun på vej til gruekedlen med en vask. Idet hun skulle
passere det dramatiske optrin, valgte hun at ignorere maskinpistolerne og hilste, venligt som altid:
”Goddag, hr. Winther.” Det regner jeg hende til ære.
Under retsopgøret optrådte min far flere gange som vidne. Jeg opbevarer et avisudklip med den kuriøse
overskrift ”Da Stikkeren Brinkmand fløjtede ’Violer til Mor’.”, hvor min far er omtalt, desværre fejlstavet
Nørreborg. Peter Karl Brinkmand, der havde været Gestapo-mand i Kolding, havde deltaget i arrestationen
af Mørup i Peter Jessens butik, og min far var i stand til at identificere ham og vidne mod ham i retten.
Fløjtesignalet var en aftalt kode fra cellevinduet med adresse til en kvindelig bekendt. Det lykkedes dog ikke
Brinkmand at gå anklageren bag ryggen med sine forsøg på signalforvirring. Han blev dødsdømt og
henrettet af det danske politi i oktober 1947. I Mørups hjem havde min far også deltaget i et møde under
ledelse af provst Harald Sandbæk med det formål at planlægge og gennemføre likvideringen af stikkeren
Arne Petersen, Sønderborg, der som skolelærer og spejderleder havde angivet en kollega til Gestapo og
forblev en konstant risiko, fordi han havde infiltreret en modstandsgruppe og spillede dobbeltspil. Af
diverse uheldige årsager lykkedes det ikke at komme Arne Petersen, der nok må betegnes som psykisk
afviger, til livs. Også han blev efter befrielsen dømt til døden og henrettet i juli 1949.
Alle disse drabeligheder udgjorde en massiv undtagelsestilstand, som hurtigt var overstået og ikke trak
lange spor. Jeg har en næsten skizofren oplevelse af denne overgang fra melodrama til normalitet. I
oktober 1947 havde vi besøg af min mormor fra Roskilde, og vi benyttede lejligheden til en udflugt til
Gråsten i min fars firmabil. Her var storstikkeren Max Pelving netop blevet idømt seksten års fængsel for
landsskadelig virksomhed. Vi holdt uden for retsbygningen og afventede ligesom andre nysgerrige
delinkventens komme. Han blev ført ud til en bil, der skulle køre ham til afsoning. Da bilen satte sig i
bevægelse, løb fru Pelving, der havde overværet retssagen, bagefter og vinkede ihærdigt, indtil chaufføren
accellererede så meget, at hun måtte give op og blive stående. Situationen var ubehagelig selv for et barn
på 4 ½ år, fordi den virkede så privat, og vores tilstedeværelse forekom anmassende.
I Jørgensgård 4 boede nogle år senere en vaffelbager Hansen, der leverede til en lang række iskiosker i
Aabenraa og omegn. Dejen rørte han sammen i et trug i det kælderlukaf, der hørte til lejligheden. Det ville i
dag have været i strid med sundhedsvedtægterne, men det tog man ikke så nøje dengang. Hansen
besluttede selv at etablere en iskiosk skråt over for bopælen. Hér sad hans fede kone og en anden kvinde
side om side og bagte vafler den udslagne dag. Som børn kunne vi være heldige af få smulerne af de vafler,
der var gået i stykker, så det gjaldt om at holde sig til. Den fremmede kvinde, der efterhånden rutineret
løftede de brændvarme gyldne flader fra jernet og foldede dem til kræmmerhuse, var den samme fru
Pelving, som jeg havde set løbe efter bilen med hendes mand nogle år i forvejen. Jeg genkendte hende ikke
umiddelbart. Det var altid min far, der var god for den slags oplysninger, og jeg gav dem aldrig videre til de
andre børn. Det var en slags stiltiende overenskomst. Da jeg senere kom i skole, vidste jeg tilsvarende alt
om kammeraternes fædre og deres meriter under Besættelsen. I mange tilfælde vidste jeg mere end
kammeraterne selv, og jeg holdt konsekvent min viden for mig selv.
Aabenraa havde været så inficeret af både tyske og danske nazister, at man kunne have lukket hele
butikken i 1945, hvis enhver, der havde gjort sig skyldig i en forseelse, var blevet udelukket fra en fortsat
karriere. Normaliteten vendte tilbage, og storstikkeren Max Pelvings kone bagte vafler skråt over for vores
bopæl, mens manden sejlede som radiotelegrafist.
Huset på Jørgensgård tilhørte fotograf Peter Clausen, som mine forældre stod på venskabelig fod med.
Clausen er mest kendt for det ofte reproducerede billede af folkemængden, der overværer den tale, hvori
H. P. Hanssen den 17. november 1918 fra balkonen på Folkehjem proklamerer Nordslesvigs snarlige
genforening med Danmark. Men han fotograferede også i sit atelier og i hjemmene. Ved en lejlighed – i
adventstiden, kan man se – tog han et billede af mine forældre og mig i stuen. Det er mit absolutte
yndlingsbillede. Motivet er lempeligt arrangeret med husets frue i midten, men modellerne virker utvungne
og naturlige, fordi de på forhånd er trygge ved fotografen. Selv fandt Clausen billedet så vellykket, at han
forstørrede det og anbragte forstørrelsen i sit udstillingsvindue. Senere forærede han os den, jeg har den
selv nu. Den er det eneste egentlige trofæ, jeg opbevarer fra mit barndomshjem.
På billedet ser man en lille idealfamilie. Manden med kongemærket i reversen har lykkeligt gennemført sin
urbanisering, han er ikke længere en forløben bondeknold. Af rekvisitter og effekter er der, hvad der skal
være, men går man analytisk til værks, er det alt sammen vordende loppemarkedsartikler. Senere begyndte
min far at interessere sig for antikviteter, men han købte aldrig noget, der havde med hans hjemegn at
gøre. Ingen malede bondemøbler som hos Marie Bech, intet Tønder-sølv som hos Dinne Aabling. Det kunne
ellers have betalt sig i det lange løb.
Det skrækkelige tobaksskab, der indtager en fremtrædende plads til venstre på Peter Clausens billede,
beholdt min far til det sidste, uvist hvorfor. På forsiden er der et maskinskåret relief af to piberygende
herrer iført allongeparykker og brede hatte med fjerbusk. Barbarisk smagløshed. Det allersidste foto af min
far før hans død i 2005 er taget med en mobiltelefon med dette tobaksskab i baggrunden. Alligevel havde
jeg ikke svært ved at skille mig af med det. Det er nok, jeg har det på billedet.
Jeg har ingen grund til at skamrose min mor, hun kunne også være skrap. Bl.a. var det hende, der stod for
hustugten. Hvis jeg havde begået en forseelse i løbet af dagen, beklagede hun sig til min far, når han var
kommet hjem. Så sad han bag sin udfoldede avis og sagde altid ”smæk ham én!” uden at sætte sig ind i
forseelsens art. Når det gik højt, fik jeg et par symbolske rap bagi, indtil jeg var i stand til at vriste
blomsterpinden, eller hvad min mor nu brugte, fra hende og knække den.
Hvis jeg har fantasi – og det har jeg – er det en arvelod fra min mor. Min far var aldeles fantasiløs og
amusisk. Engang, jeg som så ofte opholdt mig sammen med hende ude i køkkenet, hvor jeg havde en kasse
med legesager under køkkenbordet – jeg har vel været en fem år – besluttede hun af lutter kedsomhed at
underkaste mig en kombineret intelligens- og modenhedsprøve. Jeg dumpede med glans. Hun indledte:
”Oppe på Gammel Kongevej bor der en dame, der er gift med en hane.”
Hun afventede spændt min reaktion, men lod sig ikke mærke med noget. Jeg tænkte mig om. Så spurgte
jeg:
”Hvad så, når de er ude og gå tur?”
Hun var ikke i forlegenhed for et svar, det faldt prompte:
”Så har hun den i en snor.”
Jeg var tilfreds og spurgte ikke mere. Efter en pause skældte hun mig hæder og ære fra, fordi jeg kunne tro
på sådan noget sludder. Folk, der mener at have forstand på børnepsykologi, har reageret med forargelse,
når jeg har refereret denne episode, og betragtet den som et forræderi mod et godtroende lille barn. Ikke
jeg, jeg elsker den historie. Den er godt skruet sammen, og vi spiller begge vore roller til perfektion. Min
mor har altid bagefter hårdnakker benægtet, at episoden har fundet sted. Men jeg sværger!
Min fantasi er nemlig aldrig gået over gevind. Samtidig har jeg en næsten pervers hukommelse, især for
melodramatiske beretninger. Jeg husker én om en gårdmandskone på Vellerup-egnen, der lagde sine
hårspænder midt på stuebordet, hvorpå hun forlod hjemmet og vandrede direkte ud i en mergelgrav. Når
jeg mange år efter refererede dette forløb til min mor, afviste hun sandhedsværdien i min fortælling og
sagde, ligesom det var tilfældet med historien om hanen på Gammel Kongevej: ”Det må være noget, du har
drømt.” Da vi fejrede hendes 90 års fødselsdag i 2007, og Hans Lautrup fra Vellerup var inviteret sammen
med Marie, benyttede jeg denne sidste lejlighed til at få min historie verificeret. Jo, det var rigtigt nok.
Enkemanden havde endda bagefter tilbudt faster Linse den druknedes garderobe – jeg husker ikke, om det
var mod betaling.
Man skal heller ikke tage fejl af min far. Selv om han kunne være både hidsig, hektisk og hysterisk, var han
alt overvejende et venligt og fremkommeligt menneske. Når han havde parkeret sin bil efter dagens
arbejde, var han så glad over at komme hjem, at det kunne virke overvældende. Jeg havde svært ved at
reagere på al denne opsparede glæde og gik nærmest i baglås.
Han smilede for meget. Smilet om de smalle læber, han havde arvet efter sin far, gik fra øre til øre og blev
sommetider en stivnet grimasse. Alt for sjældent havde han et neutralt udtryk. Ret beset var han en dårlig
maskulin rollemodel. I en lang periode bildte han sig ind, at han gik med et mavesår, der kun ventede på at
springe op. I årevis kunne han angiveligt kun tåle lyst rugbrød, et produkt, der ikke findes mere. Engang,
han i arrigskab forfulgte en flok frække drenge i indianerdragter op ad en bakke på Jørgensgård, pådrog han
sig et hekseskud og måtte retirere under jammer og forbandelser. Hans nederlag blev ved den lejlighed mit
nederlag. Hekseskudet var selvfølgelig ikke indbildning, men alt det andet - ? Han fik ikke mavesår. Han var
hypokonder og fejlede aldrig noget.
Men han elskede sit arbejde, der bestod i at køre ud til smede og blikkenslagere og indhente ordrer til
firmaet. Alt dette var en totalt fremmed verden for mig, men det skete, jeg nogle dage i sommerferien tog
med ham ud omkring. Hvor tit har jeg ikke fulgt arbejdsgangen, når en hest skulle skos? Lugtene, lydene.
Horn, metal. Det var, mens der stadig var arbejdsheste i landbruget. Min far var afholdt af kunderne og
havde næsten en familiær status de fleste steder, hvor han var kommet i årevis. Under Besættelsen var det
foregået på cykel. Nogle af smedene og deres koner omgikkes vi privat. Det var opgangstider, alle skulle
have oliefyr. Min far medbragte en regnestok, så han kunne beregne arealerne, der dikterede, hvor store
radiatorer der var brug for.
Mine forældre tilhørte så decideret småborgerskabet. Det handlede om at afgrænse sig både nedadtil og
opadtil. Pæne manerer, ikke skeje ud. Når min far købte jakkesæt, foretrak han de diskrete kulører og
mønstre, man betegnede peber og salt. Til hans ærgrelse egnede hans hovedform sig ikke til en blød hat
med skygge. Sådan én, man løfter en anelse, når man passerer bekendte på gaden. Han købte flere gange
én, men måtte hver gang kapitulere, klippe skyggen af og reducere hatten til en slags kalot, han kunne
bruge, når han hvidtede loft. I stedet gik han barhovedet eller med kasket. Min mor derimod kunne godt
excellere i mærkelige hatte, som man lige skulle vænne sig til, men det var et af de få kvindelige privilegier.
Vi gik nemlig gerne søndagstur og hilste til højre og venstre. Mine forældre standsede op og udvekslede
nogle ord med dem, de kendte nærmere, mens jeg forholdt mig afventende. På den måde viste man, at
man kunne lade sig se. Det er også påfaldende, at det eneste spørgsmål, der faldt mig ind, da jeg hørte om
damen og hanen oppe på Gammel Kongevej, netop lød: ”Hvad så, når de er ude og gå tur?” Man kunne
have forestillet sig mere intime situationer mellem det umage par bag hjemmets fire væge, men de faldt
mig ikke ind. Sådan noget hverken tænkte man på eller snakkede om.
Søndagsturen kunne også foregå i min fars firmabil med N 20 på
nummerpladen. På den måde lærte jeg hele Sønderjylland at kende. Jeg blev
fortrolig med de historiske seværdigheder og det varierede landskab. Det
skete også, vi aflagde familiebesøg i Skærbæk hos min fars slægtninge, bl.a.
Hans og Margrethe Rosenberg, hvor han havde stået i lære som
isenkræmmer. Da grænsen omsider blev åbnet i midten af 1950’erne, kørte vi
endagsture så langt som til Slesvig, Husum og Lübeck.
Det var et påfaldende udramatisk liv, nogle ville sige kedeligt. Sådan følte de
det ikke selv. Vi udgjorde en lille, tryg kernefamilie, der blev forskånet for
sygdom, kriser og andre dårligdomme. Afgrænsningen nedadtil gav sig selv. Vi
boede blandt lutter ædruelige mennesker, der lignede os selv, håndværkere
og kontorfolk, ganske enkelte renskurede arbejdere. Opadtil blandede mine
forældre sig ikke med den lokale selvbestaltede elite. De gik ikke i teatret, når
bl.a. Det Kongelige Teater var på gæstespil, eller til koncerter med kendte
solister og ensembler, for også det forekom jævnligt. Der var adskillige traditionsrige foreninger for folk
med honette ambitioner, fortrinsvis herrer, men de havde ikke min fars interesse. Man kendte sin plads.
Det, mine forældre omgav sig med, var, hvad man med et langt senere begreb kalder trivialkulturen:
Familiejournalen, Gøglervognen i radioen. Som de eneste i husstanden gik min mor og jeg sommetider i
biografen og så tidens populære film, fortrinsvis danske, men også tyske.
Men hvad stillede mine forældre op med deres eneste barn, der tilmed var en dreng? Havde de
højtflyvende ambitioner på mine vegne? Ikke så meget min mor: At stå bag skranken i en bank var efter
hendes opfattelse et passende endemål. På det punkt var hun miljøskadet, der var flere bankfolk i hendes
familie. Min far forsøgte som nævnt at manuducere mig ved hjælp af Ivars store Regnebog, men måtte
opgive. Carl Erik i Vellerup gik på katedralskolen i Haderslev og styrede mod en studentereksamen – ganske
vist nysproglig. Hans eksempel var dog ikke prægende for min fars ambitioner. Gennem alle underskolens
fem år havde jeg en indremissionsk klasselærerinde, der favoriserede mig ud over enhver rimelighed, især
fordi jeg tidligt var god til at udtrykke mig skriftligt. Jeg fedtede ikke for hende. Engang knaldede jeg en
papirspose i timen for at blive sendt uden for døren. Hun reagerede prompte på lyden, men da hun
opdagede, at det var mig, bortforklarede hun episoden, og jeg blev skånet – til min store ærgrelse. Men det
var hende, der trods min manglende interesse for tal henstillede til mine forældre, at jeg gik til
optagelsesprøve på Aabenraa Statsskole i femte klasse. Jeg blev endda som en af de få optaget efter den
skriftlige del uden at behøve at gå op til den mundtlige prøve; det kunne man dengang.
Flid var en af de dyder, der talte højt i min fars opfattelse. Han fremhævede gerne, hvordan datteren af en
af de smede, han kom hos, og som jeg gik i klasse med, altid hang over lektierne, når han aflagde sine
besøg. Det var en indirekte bebrejdelse, jeg ofrede aldrig meget tid på morgendagens pensum. Jeg satsede
benhårdt på faget dansk, skriftligt og mundtligt, og havde let ved det. Mit gennemsnit ved
studentereksamen var ikke noget at prale af, men mine karakterer i dansk – fire i alt – var de højeste blandt
de nøjagtigt halvtreds studenter, der blev dimitteret fra Aabenraa Statsskole i 1962. Dermed havde jeg
indfriet min egen private målsætning.
Året efter – jeg må have været hjemme på ferie, for jeg husker det tydeligt – havde vi min fætter Knud fra
Drengsted boende i en uges tid, fordi han sammen med yderligere tyve tømrerlærlinge fra hele
Sønderjylland skulle aflægge svendeprøve i Aabenraa. Det vakte almindelig opsigt og blev avisstof på
lokalplanet, at han som den eneste af svendene fik bronzemedalje. Selv reagerede Knud påfaldende
besindigt på al den ære, men det var selvfølgelig noget, min far gik op i med liv og sjæl. På en måde var det
sådan en søn, han skulle have haft, Knuds verden kunne han nemmere forholde sig til end min mere
abstrakte. Sådan et stykke tømmer og især godt værktøj - der var ligefrem hul igennem til min fars
isenkræmmeruddannelse.
Selv har jeg altid haft respekt for godt håndværk, men uanset at jeg på mødrene side har en oldefar, der var
både gymnastik- og sløjdlærer, har jeg altid været idiot til at arbejde i træ. I underskolen fik jeg en
sløjdlærer, der sommetider skubbede til mig, så jeg faldt, når jeg havde savet skævt. Han var i øvrigt
sønderjyde, og det var ved mødet med ham, det faldt mig ind, at min far sikkert ikke ville være blevet
nogen særlig god skolelærer. Denne sløjdlærer kunne kun fokusere på sit fag og ikke se ud til siderne. Fordi
min mor i nogle år var formand for skolenævnet, måtte han i audiens hos hende, da han stod over for en
forfremmelse til overlærer – det var i virkeligheden bare et spørgsmål om anciennitet. I stedet for at
fremme sin sag ved at smigre husets frue, spurgte han medfølende, om hendes søn ikke var åndeligt
retarderet. Min mor var selvfølgelig himmelfalden, men her var altså tale om en lærer, der var så ensporet,
at hvis en elev ikke var god i netop hans fag, måtte vedkommende være mentalt handicappet.
De fleste skoleerindringer fremhæver forbilleder og læremestre for livet. Sådan nogle har jeg ikke. Men
med den rædsomme sløjdlærer in mente plejer jeg altid at nævne to lærere, fordi de aldrig lagde mig
hindringer i vejen, selvom jeg var aldeles ukvalificeret i deres fag. Den ene var min regne- og
matematiklærer i mellemskolen. Han var samtidig vores klasselærer. Derfor kunne han godt have gjort sig
negativt gældende, da jeg skulle op i gymnasiet, men han accepterede blankt, at jeg var uegnet til alt det
med tal, og rakte mig smilende videre. Den anden var en gymnastiklærer i gymnasiet. Han var medlem af
partiet Venstre, hjemmeværnsmand og kunne tilmed slå en proper næve. Han kunne virkelig have gjort mig
helvede hedt, når jeg blev siddende på hesten, fordi jeg ikke turde sætte ordentligt af. Men også han
udviklede hurtigt en fornemmelse for, at jeg var kvalificeret til helt andre discipliner end spring over hest.
Der er altid en hakkeorden i en søskendeflok. Det egentlige overhoved blandt min far og hans søstre var
utvivlsomt Linse i Vellerup. Her kunne lillebroderen slet ikke være med. Grethe i Drengsted var nederst i
hierarkiet, det var betinget af både alder og geografisk afstand – hun boede jo så langt ude på landet, hvor
man ikke altid tog det så nøje og slet ikke var med på den sidste mode. Faster Linse kunne være yderst
bramfri, som når hun sagde om Grethe: ”Moster kunne godt gøre lidt mere ud af sig selv. Ellers kunne det
være, Rikard så sig om efter noget andet.”
Linse kom godt ud af det med min mor. De kunne være lige skrappe, men havde også den samme humor.
Der var ikke langt til Vellerup, jeg har enkelte gange cyklet derud. Onkel Jens havde, om end fåmælt, en
varm, betryggende udstråling. De fem børn var mine nærmeste fætre og kusiner. Den ældste, Hans, der
senere overtog gården, havde sine faste meninger om forskellen på bønder og byfolk. Men både Linse og
de yngste af pigerne var tiltrukket af byen og dens tilbud om fikse og smarte ting.
Afstanden mellem Drengsted og Vellerup kan – lidt hårdt trukket op – illustreres ved hjælp af to
lejlighedssange, jeg har fundet frem. Der er faktisk kun tre år imellem dem, men det kunne sagtens have
været hundrede år.
Da Theodor Nørregaard i oktober 1946 fyldte firs, blev der skrevet en velment, slet ikke upersonlig sang til
ham på melodien ”Lille Viggo, vil du ride ranke”. Teksten formidler billedet af en rar gammel mand, og det
næsten obligatoriske vers om savnet af Mama mangler heller ikke. Der er adskillige biografiske detaljer: ”Ja
han polstred ogsaa bløde Stole / gemte Grise omme bag lidt Hø, / naar han rundt i Byen skulde trække /
med Gendarmerne i sidste Krig.” Der er altså ingen rim, og sangen er mangfoldiggjort i hånden med
skønskrift. Versefødderne er ofte problematiske, bl.a. når forfatteren forsøger at klemme de tre sønner på
gården ind i en åbningslinje: ”Jørgen, Knud og lille Jens Theodor” – de tre sidste stavelser har utvivlsomt
bragt fællessangen på kollisionskurs. Jeg erindrer ikke, at jeg tog del i festen.
Derimod var jeg med til Engeline og Jens Lautrups sølvbryllup i november 1949, som blev fejret på Agerskov
kro i den festligst tænkelige ramme. Sådan en begivenhed kaldte man i Lautrup-familien og vel også dér på
egnen for et skrald. Jeg tror nok, der var flere omdelte sange, men den mest opsigtsvækkende var
fremstillet på glittet papir af et bogtrykkeri i Vojens og forsynet med sølvbrudeparrets fotografiske
dobbeltportræt på forsiden. Som melodi havde man valgt den ikke synderligt udbredte ”Det skal gaa
langsomt, men sikkert”, som stammer fra en Scala-revy i 1915, men det gjorde ikke noget. Der var et helt
orkester til at bakke op, så efter en indledende tøven sang alle med af fuld hals med latterpauser efter de
bedst turnerede pointer. Jeg mener ikke, der havde været en rimsmed ind over, måske var det et kollektivt
produkt fra vennekredsen, men hvad både sprog, vid og associationer angår, tangerer sangen det
professionelle københavnerniveau. Et af versene begynder: ”Fra Drengsted kom en Engel, og hun havde sex
appeal, / og Jens han napped’ Tjansen, og han sagde med et Smil: / ’Du er min Maggeduddi – det er dig jeg
bedst kan li’, / du er en dejlig Pi’e – / du er mit Sværmeri’ – / og hvad man saadan ellers finder paa at si’e.”
- Det er da morsomt! Jeg var vildt imponeret og havde aldrig kendt mage.
Jo, i Vellerup forstod man sig på skrald, i Drengsted var glæden mere forsagt og gik hverken på rim eller
versefødder. Sammenligningen er selvfølgelig dybt uretfærdig. Men hvor man i Drengsted stadig hang fast i
en gammeldags troskyldighed, var i det mindste forfatterne til sølvbryllupssangen alt andet end landlige og hvad mere er: der var bred resonnans blandt gæsterne, jubelen ville ingen ende tage. I Drengsted ville
man ikke have anet, hvad sex appeal var, endsige have kunnet udtale ordet.
Vi var altid i Vellerup nytårsaften og spise grønlangkål. Jeg var jævnaldrende med den yngste kusine, Anne
Marie. Hun var tidligt udviklet, mens jeg var lidt sen i det. Som årene gik, opstod der en næsten elektrisk
stemning omkring bordet, når desserten havde bundfældet sig. Det var ensbetydende med, at de yngre
blandt de hjemmeboende ville til VU-bal i Agerskov eller hvor det nu var. De plagede om lov til at låne
bilen, Carl Erik kørte – vistnok uden kørekort. Jeg ved ikke helt, hvad der foregik til disse VU-baller.
Resultatet blev altid, at jeg sad mutters alene tilbage med den ældre generation. Denne fornemmelse af
forladthed har siden præget mit forhold til nytårsaften i negativ retning.
Gården i Vellerup var en driftig gård med både folkestue og folkehold. Der var store græsplæner og en
yppig have, som bød på alt fra asparges til jordbær. Gården havde været i slægtens eje i flere hundrede år. I
min tid drak man øl og snaps ved festlige lejligheder. I dag er landbruget nedlagt, og en ny Jens Lautrup
forhandler udsøgte vine fra Frankrig, Italien og Spanien. Vin var ikke noget, man kendte til i hans
bedsteforældres tid. Sådan er der sket radikale omvæltninger i løbet af en enkelt generation, hvor alting
tidligere havde været uforanderligt gennem århundreder.
Det er umuligt at omtale gården i Vellerup, som jeg husker den, uden at komme ind på en særligt
kærkommen gæst, der var ventet hver sommer: storken. I det ellers så fornuftsprægede bondemiljø var
storken det irrationelle element. Den havde sin rede på stråtaget, og det var Hans Lautrup, der nidkært år
for år sørgede for, at reden tog sig tilpas indbydende ud, når de første hanstorke om foråret ankom sydfra
på rekognoscering. Det var altid lidt dramatisk, om anstrengelserne ville krones med held, men så godt som
hvert år blev reden beboet af et storkepar, og når de først havde slået sig ned, kom der normalt også unger
ud af det.
Da Hans og Marie havde overtaget gården i Vellerup, flyttede onkel Jens og faster Linse ind i aftægtshuset
på den anden side af vejen. Det var en smidig vagtafløsning, og vi blev ved med at komme begge steder. En
aften var vi som så ofte ude hos Jens og Linse til kaffe, alt forløb efter det vante mønster. Næste dag, den
28. maj 1957, da jeg kom hjem fra skole, fik jeg at vide, at onkel Jens var død. Han havde ganske vist
tidligere haft en blodprop, men den var han kommet heldigt over. Nu var der kommet en ny, og den havde
gjort det af med ham samme morgen. Det var en selvfølge, at vi kørte derud igen om aftenen. Jeg var
fjorten år ligesom Anne Marie, der var kommet hjem fra Ølgod, hvor hun var på ungdomsskole. Det blev
mit første og i mange år eneste møde med døden, der i dette tilfælde manifesterede sig i en ramme af
gammel bondekultur. I sine notater om Caroline havde min far brugt den noget drastiske vending ”ligge
lig”. Der var ikke noget drastisk eller dramatisk ved Jens Lautrups død, selvom den kom tidligt og uventet,
han blev kun 66 år gammel. De efterladte reagerede fattet, som om de havde indbygget en fornemmelse
af, at det jo kunne ske igen. Vi drak kaffe ligesom aftenen i forvejen, men der var én, der manglede omkring
bordet. Han lå allerede i sin kiste i stuen inde ved siden af. Som traditionen byder, skulle vi også se ham.
Det var Anne Marie, der fjernede et hvidt lommetørklæde, der dækkede hans ansigt. Onkel Jens lignede sig
selv, kun lidt blegere i løden.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke tilbage på dengang, da min egen far lå lig i et kirkegårdskapel i
Aabenraa mange år senere. Han havde ligget på køl, alting var fremmedgjort, næsten industrialiseret. Den
udbredte opfattelse, at man absolut skal have set den døde for helt at fatte det indtrufne, deler jeg ikke.
Det, at man ikke havde sat hans tandprotese tilbage i munden, gav hans gulnede ansigt et underligt
måbende udtryk, jeg ikke kan glemme. Jeg havde set ham i levende live halvanden uge i forvejen og ville
helst have husket ham, som da jeg dengang stod i døren og sagde farvel.
Mens familien i Vellerup udmærket vidste, hvad der foregik i byerne, hvad enten det var Aabenraa eller
Haderslev, levede man mere isoleret i Drengsted, hvor Grethe og Rikard boede med deres fire børn. I
Drengsted, der lå betydeligt længere ude mod vest, var naturen flad og relativt uvenlig. Ingen yppighed som
i Vellerup, ingen havemøbler. ”For en fremmed barskt og fattigt er vort land”, som der står i det i øvrigt
dårlige digt af en rektor fra Tønder; sangens yndest skyldes først og fremmest melodien, der er skrevet af
en sanglærer, hvis navn sjældent eller aldrig bliver nævnt. Hvad landskabet angik, følte jeg mig i enhver
henseende fremmed i det barske og fattige Drengsted. Jeg var jo vokset op i det frodige, kuperede terræn
på østkysten, der nærmest flød med mælk og honning.
Menneskene bærer altid præg af deres omgivelser. Både i Aabenraa og Vellerup betragtede man rent ud
sagt befolkningen i Drengsted som tilbagestående og ikke på niveau. En flok særlinge, der blev rødmossede
og faldt i søvn i stolen, når de kom ind i varmen.
Selv børnene var noget utilnærmelige. Min ældste fætter, Jørgen, var ikke til at slå et ord af de første
mange gange, vi besøgte familien. Senere sang han engang spontant ”Du danske Mand af al din Magt” ude i
stalden. Det kom pludselig - som af en indre nødvendighed. Måske var det den samme drift, der havde fået
hans mormor til at synge ”Letzte Rose” i køkkenet.
I Drengsted aflagde min far altid en høflighedsvisit
hos lærer Carl Andersen, så længe han levede. Han
havde allerede stået for undervisningen de første år
efter Genforeningen, og min far bevarede respekten
for barndommens autoriteter. Jeg husker lærer
Andersen som en lille, hektisk mand, der travede
hvileløst op og ned ad gulvet. Familien havde et
juletræ, der var dekoreret helt i hvidt, det virkede
koldt i mine barneøjne. Andersen og hans kone Helga
havde på det personlige plan været min far en
uvurderlig støtte, da hans mor var død i 1940. Det glemte han dem aldrig. Helga Andersen havde på
tilsvarende vis taget del i Esther Hansens tragiske skæbne. Måske var hun en kende mere hjertelig og
favnende end manden.
Lærer Andersens havde et væld af børn. Et af dem, sønnen Bent, besøgte os på Jørgensgård. Han var i fuld
uniform som kornet, en nu afskaffet militær grad mellem korporal og sergent. Han forærede mig en
kornetknap. Han gav os også sit foto. Det var dengang meget almindeligt, at man udvekslede billeder,
selvom man ikke stod hinanden særligt nær. En del af de mennesker, jeg støder på i mine forældres store
album, kan jeg ikke længere identificere. Men Bent husker jeg, det skyldes utvivlsomt kornetuniformen.
Når man var til fest i Drengsted følte man sig omgivet af mennesker, der aldrig
havde været udensogns, men det passede jo ikke. Adskillige af mændene havde
været med i 1. Verdenskrig i Belgien og Frankrig, den årelange, blodige stillingskrig,
der næsten reducerer 1864 til en skovtur. Der var den lokalhistorisk interesserede
Cornelius Schmidt, hvis hånd var delvis læderet af en kugle eller en granat. Og så
var der Mathiesen, der var rejst helt til USA for at undgå tysk militærtjeneste. Men
erfaringerne fra det fremmede kunne ikke bruges derhjemme, derfor blev de ikke
hentet frem og omsat i ord.
Ved måltiderne havde man i øvrigt en vane, jeg ikke har set andre steder. Når man fik serveret den varme
ret, skar man først omhyggeligt kødet i småbidder. Så lagde man kniven fra sig og spiste med gaflen alene.
Kendere har fortalt mig, at sådan gør man også visse steder i USA, men det var næppe Mathiesen, der
havde indført denne skik på hjemegnen, da han vendte tilbage. Nok kunne han efter sigende være
dominerende, men magten til at omlægge sognets spisevaner havde han givetvis ikke.
Disse typer, især mændene, var autentiske. Man kunne ikke se sig mæt i dem. De burde have været malet
eller filmet. Den slags mennesker laves ikke mere. Med særlig veneration husker jeg Niels Aabling. Han så
både slidt og knortet og rar ud. Han var uhyre gæstfri og vidste ikke alt det gode, han kunne gøre. Der var jo
også det særlige, at han havde en søster i Aabenraa, Dinne, som vi omgikkes.
Eller den lille, kuglerunde hjemmeslagter Ole, der udstrålede hygge og hvilede i sig selv.
Han dukker pludselig op i et af Carolines breve til Dres fra omkring 1940: ”Oles hus
brænder nu lige i Øjeblikket jeg ve ikke var det er af, jeg havde lige Brevet tillukket, det er
jo vist en stor glæde for ham.” Det er lige før, det lugter mistænkeligt af assurancesvig, og
det virker tilmed, som om den ellers retlinede Caroline ønsker Ole held og lykke - men i så
fald er det ham vel undt.
Man forventede ikke åndrige diskussioner i Drengsted, men det fik man heller ikke i Aabenraa eller
Vellerup. Lyden af velvære måtte række, og den fornemmede man blandt bønderne i Drengsted. Der var
hverken barskt eller fattigt, men varmt og trygt inden døre.
Dialekterne i Sønderjylland er vidt forskellige. Man plejer at fremhæve dén i Sønderborg og på Als som den
smukkeste, dér synger man ligesom på de nærliggende danske øer. Aabenraa har den grimmeste bydialekt,
nasal og kællingeagtig. Et overforbrug af a-lyde, så Holger kom til at rime på Olga. Sproget i Vellerup er
heller ikke videre velklingende. I Drengsted er der ikke melodi, men substans i dialekten, den er som groft,
hjemmebagt rugbrød uden tilsætningsstoffer. Hvis det da alt sammen holder endnu.
I Aabenraa var sproget gennemsyret af tyske låneord. Det kunne ligefrem smitte af på min mor, der ellers
ikke lod sig inficere, som når hun på sit rigsdanske sagde, at en kjole faldt op – af tysk auffallen. Det betød
bare, at den vakte opsigt.
Her og i oplandet, når de mødtes ved landsbyens gadekær, sagde de unge mojn til hinanden. Havde man
dengang sagt mojn til de voksne i Vellerup eller Drengsted og ikke goddaw og farvel, ville man i bedste fald
have indkasseret et undrende blik, i værste én på kassen. I dag har man bildt alle sønderjyder ind, at de
siger mojn, og så tror de på det, men i min tid var det klikesprog blandt børn og unge i byerne.
I øvrigt er jeg ikke vild med den overdrevne dyrkelse af den sønderjyske dialekt, der er kommet på mode.
Den kan tangere selvforelskelse. Jeg sætter fortsat pris på at høre de uforfalskede dialekter, men begynder
man at give kurser i dem eller på anden måde fremme dem med kunstgødning, ryger autenticiteten.
Skal man være stolt af at være sønderjyde? Man kan ikke være stolt af en tilfældighed.
Det at være sønderjyde var engang en underligt bagvendt indgang til tolerance. Engang i 1980’erne, da vi
talte i telefon om helt andre ting, afbrød min gamle, nu afdøde tyskprofessor Steffen Steffensen, der også
var sønderjyde, sig selv og spurgte helt uden for dagsordenen: ”Sig mig engang, Nørregaard, er du også
vokset op med et hvidglødende tyskerhad?” Jeg måtte uden betænkningstid svare ja. Men dette had var
abstrakt. Jeg hadede jo ikke familien Winther på Jørgensgård 4 eller de hjemmetyske børn, jeg legede med,
uanset at den enes far sad i Fårhuslejren for en række grove forseelser. Gradvis tvinges man til at
konfrontere sig med det, man hader, frygter eller foragter. Jeg har dog aldrig beundret tyskerne for deres
dygtighed, som min far kunne have en slem tilbøjelighed til at gøre, især da det vesttyske
Wirtschaftswunder tog fart. Og jeg har heller ikke forholdt mig indifferent, som min mor gjorde.
Fra barn af har jeg altid interesseret mig for Sønderjyllands historie. Samtidig er det dybt frustrerende at
være vokset op i en tid, der i den grad var præget af den 2. Verdenskrig og Besættelsen, uden selv at kunne
huske det mindste, fordi jeg kun var knap to år, da det hele hørte op. Til gengæld fik jeg i skolen adskillige
lærere, der allerede i 1920 var søgt sydpå for at integrere de stakkels sønderjyder i det gamle land. Og
traditionen fra fremmedherredømmet var stadig levende, som når Ingeborg Refslund Thomsen, H. P.
Hanssens datter, holdt tale på mærkedage på Aabenraa Statsskole. Hendes erindringer, ”Hjemme i
Nordslesvig” fra 1961, er fortsat en fremragende indføring i landsdelen under fremmed åg, men også i
national tolerance.
Jeg ville ikke for noget i verden undvære denne særlige baggrund, der adskiller sønderjyderne fra alle andre
danskere, fordi deres danskhed er omstridt og tilkæmpet, ikke en selvfølge som alle andre steder i landet.
Jeg regner ikke danskheden, som den er blevet monopoliseret af Dansk Folkeparti, men den sønderjyske
danskhed, som den udfoldede sig mellem 1864 og 1920, kan ikke indgyde andet end respekt.
Meget af dette blev unægteligt smadret i 1920’erne og 1930’erne af nationalchauvinistiske tilflyttere
nordfra, som manglede den indgroede og velafbalancerede sans for nuancer, der kendetegnede de ældre
sønderjyder. En selvbestaltet ideolog som Hans Mørup, der højt bedaget lod sig fejre af Søren Krarup, var
ganske vist født i Sønderborg og opvokset i Dybbøl, men var ikke desto mindre en personificering af denne
ultrahøjreorienterede afsporing.
Det er sært, at man i et så lille land som Danmark med kun én landegrænse ved så lidt om Sønderjylland. Da
jeg i 1965 tog et vikariat på et midtsjællandsk gymnasium og blev bespist af rektorparret ved ankomsten,
sagde fruen, da jeg havde nævnt, at jeg var opvokset i Aabenraa: ”Jamen, så taler De da tysk hjemme?”
Årsagerne til, at man som dansksindet sønderjyde måtte deltage i 1. verdenskrig – når man da ikke
deserterede og stak over grænsen som Jens Lautrup i Vellerup – er der heller ingen i resten af landet, der
har styr på. Det interesserer ikke, man gider ikke høre om det.
Jeg bliver så den, der slukker og lukker, den sidste Nørregaard. Der er andre familier i Danmark, der hedder
det samme, men de er ikke i familie med os.
Når jeg forsøger at se tilbage på de første bærere af navnet, kommer jeg i vanskeligheder, som det allerede
må være fremgået. Den første Andreas lukker sig om sin egen autoritative utilnærmelighed, Theodor er jeg
tilbøjelig til at affærdige som både primitiv og bondesnu. Kun hvad den sidste Andreas angår, er jeg på
sikker grund.
Og kvinderne? Enken med de fem børn aner jeg intet om. Caroline virker hjertelig, men ikke synderligt
intelligent eller reflekteret. Min mor er et udefra kommende fremmedelement i sammenhængen.
Havde mine forældre et lykkeligt ægteskab? Det er et ublufærdigt og meget lidt sønderjysk spørgsmål. Jeg
stiller det kun, fordi jeg tør besvare det med et entydigt ja. Bondesønnen fra Drengsted, der satte sig for at
indtage købstaden, og tilflytteren fra Roskilde, der afskyede ”Det haver så nyligen regnet” – det burde ellers
være gået galt. Jeg er ikke konfliktsky, snarere tværtimod, men jeg kan ikke kunstigt oppiske en stemning,
som der ikke er belæg for.
Da jeg havde forladt byen, flyttede mine forældre ind i en etageejendom, hvor jeg aldrig har følt mig rigtig
godt tilpas. En grå, utilnærmelig kaserne. Selv faldt de godt til og udbyggede vennekredsen med familier,
der deltog i fødselsdage og andre former for festivitas. Da min far døde, blev min mor ret uomgængelig.
Også nærig, det lignede hende ellers ikke. Den eneste, der blev betænkt med kærlige ord, var den afdøde.
Hun talte med et af de mange billeder af ham, hun havde stående fremme, eller direkte ud i luften: ”Å, lille
Dres, hvor jeg dog savner dig! Hvor var det synd, at du sådan skulle gå hen og dø.”
Hun fik tre daglige besøg af hjemmeplejen, det fungerede forbilledligt, alt kørte på skinner, intet at være
nervøs ved.
En dag i april 2012 modtog jeg med posten det mest uforskammede brev, jeg nogensinde har fået. Om jeg
da ikke vidste, at min mor generede alle i opgangen ved at liste ind hos dem på strømpefødder på alle tider
af døgnet? De mennesker, der tidligere havde festet med hende og min far, ønskede hende nu ad helvede
til. Samtlige husstande havde underskrevet. ”Åbenbart er det ikke gået op for dig før, men nu er det alvor”,
hed det, som om jeg i næste øjeblik kunne forvente besøg af et tæskehold. Sådan kan sønderjyder også
være, det er ikke bare købstadsidyl og sange fra provinsen.
Når jeg hidtil havde besøgt min mor et par gange om året, forstod hun altid at holde sig i skindet. Og når jeg
passerede de øvrige beboere på trappen, udvekslede vi hilsener og et par uformelle bemærkninger. Ingen
af dem havde modet til at trække mig til side og fortælle, hvor galt det var fat. Ikke engang personalet fra
hjemmeplejen havde de underrettet om det uholdbare i situationen. Men nu fik jeg råt for usødet.
Jeg måtte skyndsomt evakuere hende til det første, det bedste plejehjem i området, hvor der blev en plads
ledig. Det blev Bovrup, der ligger midtvejs mellem Aabenraa og Sønderborg. Bovrup? gentager folk herovre
i København og spørger, om det ikke støder mig, at det netop blev Bovrup. Nej, jeg forbinder ikke
udelukkende Bovrup med Frits Clausen og Bovrupkartoteket. Det er også en landsby med sin egen
identitet. Jeg har været der som dreng, når jeg kørte med min far på smedebesøg i sommerferierne.
Trods de hadske folk i opgangen, der ikke ville drømme om at besøge hende, overvejede jeg ikke et sekund
at hente hende over i nærheden af København, selvom det ville være mere praktisk for mig selv. Gennem
det meste af sit lange liv havde hun været vant til at høre sønderjysk omkring sig. For resten er sønderjysk
et glimrende omsorgssprog, rigsdansk er mere sterilt. Hun skulle blive, hvor hun hørte hjemme.
Mens hun blev lokket på et såkaldt aflastningsophold i Padborg, rekonstruerede jeg i Bovrup en miniudgave
af hendes stuer i Aabenraa ved hjælp af medbragte møbler og effekter, som jeg havde håndplukket fra
inventaret. Hun var for konfus til, selv at blive taget med på råd, og hun ville på det bestemteste have
modsat sig, at hun skulle omplantes. Jeg nærmest tapetserede interiøret med billeder af min far, så hun
havde dem at snakke med. Inden hun flyttede ind, sørgede jeg for at være af vejen. Ellers ville hun have
troet, det var noget, jeg havde arrangeret, hvilket det jo også var. Men havde jeg været til stede, ville hun
have følt sig lokket i en fælde. Gamle mennesker er mistænksomme – især over for de nærmeste. Planen
lykkedes over al forventning: Da hun ankom fra Padborg, tog hun sit hjem i besiddelse på ny, og hun
skænkede ikke længere Aabenraa en tanke.
I hele dette disharmoniske forløb pådrog jeg mig en uoprettelig modvilje mod min fødeby. Det sidste, jeg
havde at gøre der, var at opløse hjemmet. Det blev en usentimental afsked med alt det, min mor ikke havde
fået med til Bovrup. Jeg pakkede kun en enkelt flyttekasse fuld af fotoalbums, løse billeder, breve og
dokumenter. Festsange af vekslende kvalitet, men også opulente, men helt upersonlige festtelegrammer,
som man ikke havde kunnet nænne at smide væk, fordi de nu engang var så flotte. Alt det, jeg først nu er
kommet til bunds i. For at få kassen sendt til København, var jeg nødt til at arrangere mig med en af
beboerne i opgangen, der havde bil og kunne køre den på posthuset. En gemytlig mand, der havde kørt taxi
og var vant til at snakke med folk. Jeg gav ham 500 kroner for ulejligheden, så var det mere end betalt, men
jeg ville ikke skylde nogen af dem noget. Jeg kunne have lyst til at spørge ham og hans lille, trivelige kone:
”Hvordan fanden kunne I få jer selv til at skrive under på sådan en gang lort?” – men jeg lod det blive ved
en høflig distance.
I modsætning til min mor blev min far aldrig dement. Som alle andre hypokondere havde han aldrig været
syg, ikke engang haft feber. Da han var omkring halvfems, proklamerede han frejdigt: ”Jeg bliver hundrede
år!” Sådan noget kaldes overmod, og det skal man vare sig for. Han fik et knæk, da lægen besluttede, at han
ikke kunne få fornyet sit kørekort. Nu måtte han bevæge sig rundt på cykel i nærmiljøet. Næsten dagligt
opholdt han sig på biblioteket, hvor der var installeret computere til fri afbenyttelse. Det var længe, før jeg
selv kom i gang, og jeg vidste ikke helt, hvad det gik ud på. Men jeg fik indtryk af, at han gik meget
usystematisk til værks og fortrinsvis undrede sig over, hvad man dog alt kunne finde på nettet uden at
sætte sig noget egentligt mål. Men det havde han stor fornøjelse af, og det er vel det vigtigste.
Til sidst gav benene efter under ham, og han kunne ikke længere gå på biblioteket. Det var ikke nok med en
stok. Men han ville hverken bruge et gangstativ eller en rollator, det var tydeligt under hans værdighed. I
stedet krabbede han afsted ved at klamre sig til dørkarme, stolerygge og alt andet inden for rækkevidde. Da
jeg tilbød at støtte ham - jeg kunne have båret ham så let som ingenting - afviste han brysk. I den fase
snakkede min mor hen over hovedet på ham. De udviklede en goddag-mand-økseskaft-dialog, som også
skyldtes hendes tiltagende døvhed. Men jeg opdagede, at man stadig kunne snakke ind til ham, hvis man
satte sig over for ham og gav sig god tid. Så tænkte han sig længe om, inden han svarede, men han svarede
altid fornuftigt.
En egentlig god fortæller havde han aldrig været. Alligevel stillede jeg ham nogle konkrete spørgsmål om
hans barndom og ungdom, fordi det var sidste chance. Af en eller anden grund spurgte jeg ham, om de
havde haft blomsterbede ved gården i Drengsted. Jeg søgte vel en bekræftelse på Carolines uforløste
skønhedstrang. ”Letzte Rose” og hvad dertil hører. Nej, det mente han ikke, de havde haft. Om det så står
til troende.
Jeg spurgte ham ikke om Esther Hansen, for hende havde jeg aldrig hørt om. Hvorfor optager hun mig så
meget? Fordi hun – endda kun i referat – anslår en mere sprød tone end den, jeg har på min indre harddisc
og som jeg sagtens kunne citere løs af, fordi den drev skamrødmen op i kinderne på mig eller burde have
gjort det, når ordene faldt. Både forblommet og mere direkte tale. Seksualiteten var ofte lummer, fordi den
var behæftet med skam og skyld og generthed. Forestillingen om det sunde, karske liv på landet holder
ikke.
Esther Hansen er jo den lokale variant af Martin Andersen Nexøs klassiske Ditte Menneskebarn, horeungen,
den ildesete, der går så jammerligt til grunde, men hun kunne dog både holde af og blev holdt af i sine
umiddelbare omgivelser. Hun fik tilmed lov til at skrive først i en bevaret poesibog den 20. marts 1931: ”O
du, som os velsigned / og tog i Favn de smaa. / En Morgen ser vi dig i Paradiset.” Også resten af de valgte
vers i poesibogen er med få undtagelser barnefromme og gudelige. Det var måske karakteristisk for den
opvoksende generation så langt ude på vesteregnen dengang, hellig enfold. Jeg har ingen billeder af Esther
Hansen og ved ikke, hvordan hun så ud.
Men de kønne piger – med et strejf af poesi? Fandtes de ikke derude på landet? Jo, jeg kan ikke lade være
med at fremhæve min ældste kusine i Vellerup, Karen Margrethe, der under sit alias Carren M. spiste pænt
og spillede klaver i Drengsted, endnu inden jeg blev født. Jeg har aldrig hørt Karen Margrethe spille klaver,
men Jens Lautrup havde en kvindelig slægtning, der gav timer i klaverspil og sikkert har undervist hele
flokken efter tur. Og Caroline Nørregaard fik fuldkommen ret i sine forudsigelser om de gunstige udsigter
for Karen Margrethes fysiske udvikling. Hun er så meget ældre end mig, at jeg aldrig har sværmet for
hende, jeg har ikke tilbøjeligheder i den retning, men ser jeg på gamle fotos, må jeg konstatere, at hun i
grunden var usædvanlig køn. Og stadig er det. En blid bonderose blandt anderledes groftskårne typer.
Da jeg genså hende ved min fars bisættelse efter et interval på hen ved halvtreds år, havde hun bevaret sin
ungdommelige aura intakt. Hun var tilmed den eneste, der græd, da hun gav os hånden til hilsen i kirken.
Blandt sine søskende har hun ord for at være letbevægelig; de andre er mere resistente i modgang. Hans
Lautrup rakte hånden og sagde formelt: ”Jeg kondolerer” – en vending, jeg aldrig selv har kunnet bringe
over mine læber. Hverken min mor eller jeg græd, Karen Margrethe græd for os alle. På vej hjem fra
gravkaffen på Folkehjem passerede jeg hende, mens hun sad i et læskur og ventede på rutebilen til
Haderslev, hvor hun nu bor. Jeg standsede op, spurgte til hendes børn, og vi udvekslede nogle forlegne
almindeligheder. Hvor havde jeg dog lyst til at ytre mig mere hjerteligt, eventuelt give hende et kram, men
det ville have været grænseoverskridende og kun givet anledning til endnu mere forlegenhed.
Da min far skulle bisættes fra Sankt Jørgens kirke, hvor jeg selv var blevet døbt i 1943 med mine
morforældre og faster Linse og onkel Jens som faddere, ville min mor, der havde alt muligt andet i hovedet,
sikkert have været tilbøjelig til at overlade de fleste beslutninger til bedemanden, som var en affabelt
smilende dame i spadseredragt, men jeg indtraf tids nok fra København til at tage mødet med præsten
angående salmevalget. Netop han harcellerede over, at bedemændene skamløst udnyttede de rådvilde
efterladte og havde gjort det til en uvane at bestemme alting hen over hovederne på dem. Men jeg er
stærkere i den danske salmeskat end disse ignoranter, der driver gesjæft med døden, forlader sig på
rutinen og altid vælger det mest nærliggende. Jeg tog kommandoen som en anden despot, og præsten
gjorde sine notater, fordi han omsider fik et kvalificeret modspil. Som et cadeau til Drengsted og Caroline
valgte jeg Brorsons ”Den yndigste Rose er funden”. Den var efter hendes eget ønske blevet sunget ved
hendes begravelse i Døstrup i 1940. Og min modersyge far ville utvivlsomt have sanktioneret mit valg.
Salmedigteren Hans Adolf Brorson nedstammede faktisk fra en helt ordinær bondeslægt i Drengsted.
Brorson er jo bare en pseudolatinisering af det udbredte efternavn Brodersen, der ligesom fornavnet
Broder forekommer hyppigt i Sønderjylland. Jeg tror ikke, der skal mange manipulationer til, før de fleste,
der gennem nogle generationer har haft tilknytning til Drengsted, kan spore forfædre med samme rod som
salmedigterens bondefamilie. Jeg har hørt om folk, der har gjort sig
den umage og soler sig ved denne indbildte storhed. Men hvorfor
gøre sig den ulejlighed? Det er jo kun et udslag af den
forfængelighed, som den endnu ældre Kingo aldrig blev træt af at
bebrejde menneskenes børn.
Nej, lad mig bare nøjes med at være en Nørregaard, den sidste af
slagsen, og lade det være nok med det. Jeg slukker og lukker. Jeg skal
nok vare mig for at udbasunere, at jeg bliver hundrede år, det hævner
sig, som vi har set, men min far blev trods alt knap 93, og min mor
bliver 97 den 20. august 2015. Efter alt at dømme skulle jeg have
gode gener, men det kan man ikke forlade sig på. Ingen kender dagen
og timen.
Hans Christian Nørregaard