KØBENHAVNS UNIVERSITET DET HUMANISTISKE FAKULTET 12.00 Velkomst ved arrangørerne. 12.15 Aleksandra Lillelund (Lingvistik, Københavns Universitet) Sociale betydninger af /s/- og /t/-variation hos københavnske piger. 12.45 Mikkel Nørtoft (Indoeuropæisk, Københavns Universitet) Første indoeuropæisk i Skandinavien - arkæologi og sprog. 13.15 Kaffepause 13.30 Anders Andersen (Italiensk, Københavns Universitet) C'hai una sigaretta? En semantisk analyse af verbet averci. 14.00 Amalie Glargaard (Dansk, Københavns Universitet) Et frøhop ind i det dansk-argentinske Arvesprog. 14.30 Kaffe- og kagepause 14.45 George Stampoulidis (Modern Greek, Lund University) The Linguistic Context of Athenian Graffiti during the Crisis. 15.15 Rasmus Petersen (Filosofi, Københavns Universitet) Derrida og dekonstruktionens sprog. 15.45 Kaffepause 16.00 Anna Katrine Jørgensen (It & Cognition, Københavns Universitet) Sprogteknologi til minoritetssprog. 16.30 Kasper Fyhn Jacobsen (Lingvistik, Aarhus Universitet) Det der ‘der’ der: En samtalegrammatisk undersøgelse af danske demonstrativer. 17.00 Tak for i dag! Abstracts Aleksandra Lillelund (Lingvistik, Københavns Universitet) Sociale betydninger af /s/- og /t/-variation hos københavnske piger. Dette projekt undersøger sociale betydninger af /s/- og /t/-variation for københavnsktalende piger i registrene gadesprog og moderne københavnsk. De undersøgte variable er [s̪] og [s] for /s/ og [tˢ] og [tʲ] for /t/, hvor [s] og [tˢ] anses som standardvarianter, mens [s̪] og [tʲ] har konnotationer til specifikke sociale stereotyper. Begge variationer undersøges ved brug af masketest i to eksperimenter, der indeholder åbne besvarelser og femtrinsskalaer. Denne /s/- og /t/-variation har effekt hos drenge, men for piger er der kun meget lille effekt af /s/variationen, mens tilstedeværelsen af [tʲ] indeksikaliserer indvandrerbaggrund og Vestegnen. Moderne københavnsk indeksikaliserer desuden intelligens og Nordsjælland, hvilket samlet viser, at aktiveringen af sociale stereotyper er forskellig for piger og drenge hen over den samme segmentelle variation. Mikkel Nørtoft (Indoeuropæisk, Københavns Universitet) Første indoeuropæisk i Skandinavien – arkæologi og sprog. Det urgermanske sprog menes traditionelt at være talt i Skandinavien omkring 500 f.Kr., og nye genetiske studier viser masseindvandring fra de sydrussiske stepper til Central- og Nordeuropa fra ca. 3000 f.Kr. og Jylland omkring 2850 f.Kr. sandsynligvis med talere af indoeuropæisk. Men hvad skete der i Skandinavien i de knap 2400 år mellem urgermansk og urindoeuropæisk? Er urgermansk fra 500 f.Kr. en direkte efterkommer af det første indoeuropæisk i Jylland? De tidligste låneord mellem indoeuropæisk og finnosamisk kan måske pege os i den rigtige retning. Jeg sammenligner låneordene med arkæologiske strømninger i Skandinavien, fra indoeuropæerne kom til Jylland og frem til nordisk bronzealder 1700 f.Kr. og fortæller en visuel historie om rejsen fra stepperne til Skandinavien. Anders Andersen (Italiensk, Københavns Universitet) C'hai una sigaretta? En semantisk analyse af verbet averci. I det italienske talesprog finder man ofte partiklen ci brugt med verbet avere (at have), og i specifikke konstruktioner er det tilmed blevet obligatorisk at bruge ci med verbet. Igennem tiden er der kommet flere bud på, hvorfor ci bruges i denne forbindelse. Blandt andet er averci blevet tolket som en afsmitning fra det eksistentielle verbum esserci (at være der). Jeg forslår en alternativ tolkning af fænomenet: ved at analysere og undersøge oprindelsen til verbets possessive betydning, vil det stå klart, at verbets semantiske funktion er ’at lokalisere y hos x’. Ci bliver her brugt pleonastisk til at forstærke subjektets (x) tematiske rolle ”location of possession”, hvilket kan tolkes som et levn fra den latinske dativ konstruktion mihi est, som formentligt er forgænger for habere. Amalie Glargaard (Dansk, Københavns Universitet) Et frøhop ind i det dansk-argentinske Arvesprog. Mit oplæg til SSK vil tage udgangspunkt i mit speciale om det danske sprog der bliver talt af de danske efterkommere i Argentina. Undersøgelsen er baseret på en samling af 13 frøhistorier fortalt på dansk af dansk-argentinere. Undersøgelsens fokus har været hvorvidt og hvordan det spanske majoritetssprog påvirker danskargentinernes danske arvesprog. Jeg har, ud fra Talmys teori om Satellite-framed og Verb-framed languages, primært undersøgt hvorvidt den spanske måde at konstruere bevægelsessituationer på har påvirket hvordan dansk-argentinerne konstruerer bevægelsessituationer på dansk (Talmy, 2000). Jeg vil i mit oplæg fremlægge og diskutere mine resultater. Herudover vil jeg inddrage analyser af hvilke øvrige faktorer, såsom generation samt alder for tilegnelse af spansk, der kan påvirke dansk-argentinernes dansksproglige kompetencer. George Stampoulidis (Modern Greek, Lund University) The Linguistic Context of Athenian Graffiti during the Crisis. This presentation discusses the urban writing on Athenian walls as a creative medium of intercommunication occurring during the hard times of socioeconomic and political crisis in Greece, over the last seven years. The extensive street art activity on Athenian walls as a linguistic and imagery process could be approached as the main symbolic and representative unsanctioned mode of vernacular expression generated by the crisis. Fieldwork research was conducted in central Athens from January 2015 to July 2015. Three research methods were applied: participant observation; consequent photo documentation of wall writings; and semistructured interviews. The findings of the research highlight that politicized public writing constitutes a modern wall language, by giving emphasis on the Athenian society, transforming the wall slogans and murals as the fundamental means of the current socio-political propaganda. Rasmus Petersen (Filosofi, Københavns Universitet) Derrida og dekonstruktionens sprog. Derrida har spillet en betydelig rolle for forståelsen af, hvordan sproget konstitueres som sprog. I den dekonstruktive bevægelse i midten af 20. århundrede indvarsler Derrida en ny radikal måde, som sproge tænkes på. Oplægget ønsker at formidle den dekonstruktion af fænomenologien som Derrida begynder. Oplægget vil derved vise, hvordan stemmen og sproget konstitueres og hvilket forhold, der er mellem sprog og bevidsthed. Sproget vil bearbejdes som en filosofisk størrelse og åbne de dogmer man møder, når sproget skal genfortolkes. Derrida kan åbne sproget på ny og vise at både livet og døden er på spil i sproget, hvilket fører til det centrale begreb hos Derrida: differance. Anna Katrine Jørgensen (It & Cognition, Københavns Universitet) Sprogteknologi til minoritetssprog. I praksis kommer de fleste sprogteknologier til kort overfor ikke-standardiseret sprogbrug og på ukendte domæner. Til mit speciale har jeg udviklet sprogteknologi til AAVE (African-American Vernacular English), der muliggører 1) anvendelse af sprogteknologier på vernakulært og kreativt sprogbrug og 2) kvantitativ forskning af dialekter og variation. Metoderne vil kunne benyttes på andre dialekter og domæner og vil derved have stor indvirkning på large-scale undersøgelser af sprogbrug samt kunne forbedre populære sprogteknologiske applikationer som Google Translate. I dette oplæg redegører jeg for mulighederne for at forbedre sprogteknologi for dialekter, med udgangspunkt i AAVE i hip-hop lyrics og forklarer hvorfor sprogteknologierne fejler, hvad der kan gøres, og hvorfor det bør gøres. Kasper Fyhn Jacobsen (Lingvistik, Aarhus Universitet) Det der ‘der’ der: En samtalegrammatisk undersøgelse af danske demonstrativer. En central del af kommunikation er, at ens samtalepartnere identificerer de rette referenter, som man præsenterer i sin ytring. For at få dette til at ske bruger vi forskellige lingvistiske midler, heriblandt demonstrativers deiktiske funktion, der kan foregå i en fysisk dimension (situationel brug), “tekstuel” dimension (anaforisk og diskursdeiktisk brug) og en kognitiv dimension (genkendelsesbrug). I mit BA-projekt undersøger jeg, hvordan og hvornår man på dansk benytter sig af demonstrativer til at udpege en diskursreferent for at få modtagere til at identificere og acceptere de rette referenter, og hvordan denne præsentation og accept af referenterne udspiller sig i interaktion. Undersøgelsen foregår derfor inden for et konversationsanalytisk rammesæt med afsæt i autentiske samtaledata og eksisterende teorier om demonstrativer i interaktion.
© Copyright 2024