1. No category

Èdouard Schuré
Den kristne Esoterik
Skitse til en
Psykologisk Kosmogoni
efter foredrag holdt i Paris 1906
af
Rudolf Steiner
overværet og nedskrevet af Édouard Schuré
Indholdsfortegnelse:
Kort om Rudolf Steiner
Forord af Édouard Schuré
Foredragsrækken:
01.
Tænkningens fødsel og Kristendommens mission
02.
Manikæismens mission
03.
Gud, mennesket og naturen
04.
Involution og evolution
05.
Orientalsk og occidentals yoga
06.
Orientalsk og occidentalsk yoga (fortsat)
07.
Sankt Johannesevangeliet og okkultismen
08.
Det kristne mysterium
09.
Det astrale plan
10.
Det astrale plan (fortsat)
11.
Devakan eller himlen
12.
Devakan eller himlen (fortsat)
13.
Logos og verden
14.
Logos og mennesket
15.
Planeternes og jordens evolution
16.
Jordskælv, vulkaner og menneskevilje
17.
Frelsen og befrielsen
18.
Apokalypsen
Kort om Rudolf Steiner.
Rudolf Steiner blev født den 27. februar 1861 i byen Kraljevek i Østrig-Ungarn.
Han var en fremragende tysk okkultist og åndsvidenskabsmand og i besiddelse af medfødte
clairvoyante evner, der gennem hans åndsvidenskabelige studier udvikledes yderligere. Han
tilsluttede sig det teosofiske samfund og blev snart et fremtrædende medlem, ligesom han forfattede
adskillige teosofiske bøger.
På et givet tidspunkt, vistnok omkring tiden for proklamationen af Krishnamurti som verdenslærer,
tog han afstand fra de teosofiske holdninger i denne retning, og det kom til et fuldstændigt brud i
februar 1913, hvorefter han stiftede sit eget selskab "Antroposofisk Selskab", som arbejdede efter
hans anskuelser.
Denne bevægelses hovedkvarter blev Dornach i Schweiz, hvor han byggede det såkaldte
"Goetheanum", en ejendommelig bygning i træ efter hans eget udkast. Bygningen brændte
imidlertid Nytårsaften 1922, hvorefter der siden er blevet opført et "Goetheanum" af beton.
Rudolf Steiner har efterladt sig en mængde bøger med åndsvidenskabeligt indhold, som ud fra hans
specielle antroposofiske anskuelser belyser næsten alle livs - og samfundsforhold.
Om hans interesse for og arbejdet med de rosenkreuzeriske tanker vidner 18 foredrag. der blev holdt
i München i 1907, hvori han behandler såvel rosenkreuzernes historie som deres verdensanskuelse.
Disse foredrag er senere, efter stenografiske referater, blevet udgivet i bogform.
Hans geni gav sig i øvrigt praktisk udtryk i en mængde impulser og ideer, der strakte sig lige fra
kunst og eurytmi til praktisk landbrug (biodynamisk).
Rudolf Steiner døde den 30. marts 1925 i byen Dornach ved Basel i Schweiz.
Forord af Édouard Schuré 1928
I maj måned i året 1906 kom Dr. Rudolf Steiner til Paris sammen med nogle tilhængere, for i en
lille intim kreds at holde en serie private foredrag.
Jeg havde aldrig set Rudolf Steiner og anede intet om hans eksistens; men i anledning af, at én af
mine bøger - mit drama "Lucifers børn" - var jeg kommet i forbindelse med hans noble veninde,
Marie von Sievers, der senere blev hans hustru, og som var hans mest intelligente medarbejder.
Det var hende, som en skønne dag førte sin mester til mit studerekammer.
Aldrig glemmer jeg det usædvanlige indtryk, som denne mand gjorde på mig, da han trådte ind i
min stue. Idet jeg så dette ansigt - udtæret, men præget af en mægtig ro, disse mørke og mystiske
øjne, hvorfra der udstrålede et vidunderligt lys, kommende fra uudgrundelige dybder - havde jeg for
første gang i mit liv en overbevisning om at befinde mig ansigt til ansigt med én af disse sublime
seere, som direkte kan iagttage det hinsidige.
Jeg havde intuitivt og poetisk skildret sådanne i min bog "De store Indviede", men jeg havde intet
håb haft om at møde en sådan person i denne verden.
Det var en momentan og uimodståelig fornemmelse. Det var noget uventet og på samme tid déjà vu.
Inden Rudolf Steiner endnu havde åbnet munden, sagde en indre stemme til mig: "Der er en sand
Mester, og han vil komme til at spille en vigtig rolle i dit liv".
Vor efterfølgende forbindelse skulle bevise mig, at dette første indtryk ikke var nogen illusion. Den
serie af hans foredrag, der fortsatte dag efter dag, og hvis program ikke forud var blevet meddelt
mig af taleren, vakte min største interesse. Dette program omfattede hele hans filosofi, men berørte
kun filosofiens mest fremtrædende punkter.
Man kunne sige, at Mesteren ville vise os den generelle grundplan fra sine tinders højder.
Hans varme og overbevisende veltalenhed, som belystes af en bestandig klar tænkning, slog mig
straks gennem to betagende egenskaber af uventet art.
Først var der hans opvækkende og plastiske evne. Når han talte om den usynlige verdens fænomener
og væsener, syntes han at være i sit rette element. Han fortalte med jævne udtryk og med
forbavsende enkelhed om, hvad der foregik i disse ukendte områder, som var det de mest
almindelige tildragelser.
Han beskrev ikke, han så og viste ting og scener fra de kosmiske synspunkter med en tydelighed
som ved virkelig genstande. Når man lyttede til ham, kunne man ikke nære tvivl om hans astrale
syn, der var lige så klart som hans fysiske syn, men af langt videre omfang.
En anden ejendommelighed og ikke mindre mærkværdig var, at hos denne mystiker og filosof, hos
denne seer-tænker, blev alle psykiske erfaringer bragt i forbindelse med den fysiske naturs
uforanderlige love. Disse love tjente til at forklare og ordne de psykiske fænomener, der allerførst
viser sig for seeren i deres uhyre variationer lige som et virvar i et blandet blomsterflor.
Så - som en vidunderlig følge - belyser disse subtile og flydende fænomener, der er blevet kosmiske
magter, som hæver sig trinvis til et herligt hierarki, den materielle naturs opbygning set i et
fuldkomment nyt lys. Disse magter forbinder naturens forskellige dele og gennemstrømmer dem fra
del til del, oppefra og ned og nedefra og op. Man sættes således i stand til at se universets storslåede
arkitektur i det indre, hvor det synlige udgår fra det usynlige gennem en evig fødselsproces.
Jeg havde ikke taget notater ved Dr. Steiners første foredrag; men det havde gjort et sådant indtryk
på mig, at jeg, da jeg kom hjem, følte trang til at gengive det skriftligt - uden at glemme et eneste
led i disse lysende tanker. Assimilationen havde været så fuldstændig, at jeg ingen vanskelighed
fandt derved.
Men ved en ganske ufrivillig og umiddelbar forvandling reproducerede den tyske tekst, der havde
præget sig ind i min hukommelse, sig nu til fransk. Dette gentog sig ved de 18 foredrag, og det blev
til et hæfte, som jeg har opbevaret som en sjælden og stor skat.
Disse foredrag, der ikke blev stenograferet, og som aldrig er blevet gennemlæst af Dr. Steiner,
findes ikke i den samling af foredrag, som er udgivet af ham eller skrevet for medlemmer af Det
antroposofiske Selskab. De har altså aldrig været udgivet.
Nogle medlemmer af Det antroposofiske Selskabs franske gruppe har udtalt ønsket om at lade dem
udgive i bogform. Dette ønske imødekommer jeg så gerne, idet disse værdifulde foredrag markerer
et vigtigt tidspunkt i Rudolf Steiners tænkning - nemlig det tidspunkt, hvor hans geniale
forestillingers spontane udstråling første gang krystalliseredes.
Desuden er jeg glad for således igen at kunne bevise min ærbødighed over for den uforlignelige
Mester, hvem jeg skylder en af mit livs største åbenbaringer.
I Den kristne esoteriks oprindelse
Man finder i disse foredrag en kortfattet oversigt over det, som Rudolf Steiner kalder
antroposofien.
Jeg gør ikke fordring på, i dette forord, at kunne give et resumé af hele dette omfattende system, der
rummer alt.
Dr. Steiners principper indeholdes i en hel Theogoni, en hel Kosmogoni og en hel Psykologi.
Hans filosofi tjener til at etablere en særlig moral, en særlig pædagogik og en særlig æstetik.
Denne tænker-seers viden udstrækker sig til alle områder. Hans vide udsyn omfatter hele
menneskehedens historie og stiler mod at indgyde den spirituelle ånd i den moderne videnskab uden
at fjerne noget af dens strenghed og klarhed.
Jeg vil blot ganske enkelt henlede læserens opmærksomhed på de mest slående nyeste kapitler i
dette udtog, som tillader os at søge tilbage til kilderne for denne ophøjede tænkning.
Da Dr. Steiner holdt disse foredrag, var han endnu generalsekretær i Tyskland for det orientalske,
teosofiske samfund, hvis hovedsæde er i Madras. Det er et selskab, der blev grundlagt af Madame
H.P.Blavatsky(1831-1891), og i hvilket Madame Annie Besant nu fører forsæde.
Til trods for sine mangler og senere afvigelser havde denne orientalske teori, som udgik fra Indien,
og som lånte sit navn 'Teosofi' fra den alexandrinske tradition, den store fortjeneste, at den atter
indførte følgende to begreber fra den universelle esoteriske tradition i den uindviede vesterlændings
mentale forestillingsverden:
1.
2.
Den menneskelige sjæls opadstigende og gentagne tilværelser
under karmaloven.
Menneskehedens udvikling under indflydelse af åndelige
magter, som vejleder den.
På det tidspunkt, hvor Rudolf Steiner trådte ind i det teosofiske samfund, som han valgte til
arbejdsområde i begyndelsen, besad han allerede helt den lære, som han skyldte sin personlige
indvielse.
De følgende foredrag fra året 1906 er bevis herpå.
Den væsentlige forskel mellem den indiske teosofi og antroposofien består i den vigtige rolle, som
antroposofien tilskriver Kristus i den menneskelige udvikling samt i antroposofiens forhold til den
rosenkreuzeriske tradition.
Dette træder tydeligst frem i de to første foredrag, som har overskrifterne: "Den menneskelige
tænknings fødsel" og "Manikæismens mission".
Bedre end nogen anden okkultist har Rudolf Steiner set den dybtgående forvandling, der i tidens løb
er foregået med menneskets fysisk-psykiske konstitution og dets måde at opfatte sandheden på.
I den gamle periode - før Kristus - var menneskeheden endnu begavet med et atavistisk og fælles
klarsyn.
I den atlantiske epoke levede mennesket mere i den anden verden end i denne. Menneskets forstand
var i en kim-tilstand.
Det psykiske syn var menneskets fremtrædende evne og dets vigtigste opfattelsesmiddel. Alligevel
havde mennesket blot en uklar og forvirret opfattelse af de højere verdener. Denne egenskab svandt
dog efterhånden bort i takt med menneskets senere udvikling.
Iagttagelse af naturen og af tænkningen fik overtaget.
Richiernes yoga i Indien, hvorfra alle mytologier og alle ariske religioner er udgået, var en kraftig
bestræbelse på at genfinde det mistede klarsyn og bringe det i samklang med kosmiske kræfters
hierarki. Men kort før Kristi komme gennemgik menneskeheden, som var nået til det sidste trin af
sin nedstigning i materien, en frygtelig krise.
De dyriske lidenskaber truede med at knuse mennesket. Selve civilisationen var i fare. Den
menneskelige psyke, der ved sit langvarige arbejde havde frigjort sig fra det primitive mørke,
risikerede at gå til grunde i den græske dekadence og de romerske orgier.
II Jesus Kristus. Den menneskelige evolutions akse.
Den rosenkreuzeriske indvielse.
Den nævnte fare nødvendiggjorde legemliggørelsen af 'Ordet, som var i begyndelsen' af det
guddommelige ord i den menneskelige form.
Deraf følger Jesu Kristi mission, som i lange tider var blevet forudsagt under forskellige betegnelser
i Indiens, Persiens og Kaldæernes helligdomme og særligt bebudet gennem visionen af den
genopstandne 'Osiris', kaldet 'Midnatssolen' i Ægyptens krypter.
Menneskeheden var i den grad materialiseret, at den ikke længere kunne frelses, med mindre den
guddommelig ånd åbenbarede sig for den på det fysiske plan.
Derfor skete det, at Lyset, som indtil denne dag blot havde svævet over verden, det lys 'fuld af nåde
og sandhed' nedsteg i det jordiske helvedes mørke for at legemliggøre sig i Jesus af Nazareths
person og blive 'Den menneskelige evolutions akse'.
Hvilket forunderligt omslag. En indre revolution af uberegnelig rækkevidde, som skulle forvandle
verdens udseende.
Det førte til en forvandling af den menneskelige mentalitet, hvis to poler på en måde blev vendt om.
Der kom en spaltning, en opløsning mellem de to store menneskelige evner:
Følelsen og intelligensen, intuitionen og fornuften.
Hidtil var intuitionen domineret af klarsynet, og fornuften havde kun spillet en sekundær rolle;
videnskaben forblev religionens føjelige datter. Den oprindelige visdom var en harmonisk
kombination af disse to.
Nu blev erobringen af og herredømmet over den materielle verden menneskehedens vigtigste
opgave. Forstanden fik overtaget over følelserne, som fremtidigt skulle leve deres eget liv.
På den ene side triumferede forstanden med Aristoteles' syllogisme, og på den anden side fejrede
følelserne deres meget ophøjede sejr med Jesu liv, død og opstandelse.
Videnskaben og religionen blev to adskilte magter - snart rivaler og dødelige fjender.
I religionen var det tilstrækkeligt at tro på Kristus for at blive frelst. Derimod tøvede videnskaben
ikke med at bekendtgøre den påstand, at alt, hvad der ikke var gået gennem den fysiske iagttagelses
og syllogismens sigte, ikke var virkeligt.
Derfra stammer denne Dualisme, som i to tusinde år har splittet og sønderrevet den menneskelige
bevidsthed.
Man kan finde et fortrin derved, nemlig det, at den til det yderste har udviklet sjælens to poler, de to
vigtigste anlæg for intelligens. Men nu - hvor den ensidige forstand har fortrængt den umiddelbare
erkendelse fra videnskaben og klarsynet fra uddannelsen - er vor materialistiske civilisation nået til
en sådan grad af anarki, at den er truet i selve sin eksistens.
Imidlertid har det lige fra første færd været det vigtigste mål for den kristne esoterik at råde bod på
denne dualisme og at udarbejde begreber og en lære, som er i stand til at forene de to fjendtlige
magter:
RELIGIONEN OG VIDENSKABEN
INTUITIONEN OG FORNUFTEN
hvis forståelse og virksomhed alene kan nå frem til sandheden og sikre menneskehedens normale
udvikling.
To vigtige forestillinger har til alle tider karakteriseret den esoteriske tradition. Først forestillingen
om sjælens gentagne, opadstigende tilværelser; dernæst en særskilt opfattelse af ”det ondes”
oprindelse og menneskets midler til at gøre sig til herre derover.
Ligeledes har esoterikkens store mestre altid anbefalet deres elever at gå to indvielsesveje samtidigt,
for mere sikkert at nå frem til sandheden, nemlig:
Den mystiske vej eller den ekstatiske beskuelse af den åndelige verden,
samt
Den rationelle vej eller den syntetiske betragtning af det synlige univers gennem de
grundideer, der hidrører fra de åndelige hierarkier, men som den menneskelige intelligens kan nå
frem til gennem intuitionen - selv uden det egentlige klarsyn.
Man vil, formoder jeg, med levende interesse læse Dr. Steiners 8. foredrag, hvor han udførligt
skildrer, hvorledes det lykkedes rosenkreuzerne at identificere sig med Kristus, idet de grundede
over de første fjorten vers af Johannes Evangeliet.
I successive visioner genoplevede de derefter korsgangens 7 stadier - fra hudfletningen og
tornekroningen over korsbæringen og lige til den mystiske død og den ubeskrivelige opstandelse,
hvor de i et hav af kærlighed følte 'Ordet' vibrere, 'Ordet, som var i begyndelsen', den oprindelige
tone, hvorfra dette åndelige lys udsprang, som skaber sjæle og gennemstrømmer hele verden.
Den kosmiske fortolkning, som ledsager og belyser disse korsets stadier, er særlig gribende og
suggestiv.
III Jordens indre og det ondes problem
I stedet for at opholde mig ved den rosenkreuzeriske indvielse, hvor kristendommens akse, dens
sjæl åbenbares og som overfører os til de usynlige verdener, foretrækker jeg at fæstne mig ved det
16. foredrag, hvor der er en ikke mindre stærk bevægende nyhed.
Tænkeren-seeren Rudolf Steiner giver os her et slående eksempel på sin måde at betragte den
synlige natur og på udforskningen af dens væsen.
Man har en fornemmelse af at se materien blive gennemsigtig og at se den skjulte Ånd, som
den indeslutter, pludselig afslører sig. Dette foredrags overordentlige suggestive titel er
”Vulkanerne, jordskælv og den menneskelige vilje”; et område, der er så meget desto mere
betydningsfuldt, som det her fremstår som knyttet til naturens og menneskets rod.
Mysteriet om det indre af jorden - basis og skueplads for den menneskelige udvikling - er ét af de
talrige problemer, som den materialistiske videnskab aldrig har kunnet løse til trods for alle dens
udforskninger.
For øvrigt, som alle planeter og sole, er jorden et levende væsen, begavet med en indre organisme,
som er uundværlig i sine funktioner og i sin rolle i kosmos.
Rudolf Steiner har skuet jordens sammensætning i form af ni over hinanden liggende lag eller
snarere som ni sfærer, der er føjet ind i hinanden. De otte indre lag, der befinder sig under dens
skorpe, udgør på en hvis måde vor planets fysiologiske organer, hvorfra hele dens liv udstrømmer
og hvoraf den afhænger. De otte indre sfærers substans har ingen lighed med den mineralske
substans, som danner jordens ydre skal, og som på en vis måde kan lignes med dens hud. De
elementer, der udgør disse lag, er halvt flydende og halvt gasagtige.
Ild-princippet, luftilden er bevægelig og livskraftig, reservoir for viljesimpulser og årsag til de
vulkanske udbrud er blot én af de sfærer, som er føjet ind i hinanden. Det er den fjerde sfære, når
man regner fra jordens centrum, og den sjette, når man begynder ved den ydre mineralske skal.
Den indre ild står i forbindelse med den ydre skal gennem kanaler, som er virkelige lufthuller.
Derfra stammer de vulkanske udbrud på jordens overflade.
Når man med et blik overskuer denne jordens indre sammensætning, er det første, der gør indtryk på
én, den kendsgerning, at den skematiske fremstilling er en grafisk gengivelse af de i planeten
fortættede kræfter, som har bidraget til jordens skabelse under dens successive forvandlinger fra den
saturniske stjernetåge, gennem sol - og måneperioder, og lige frem til dens nuværende formation.
Det er samtidig de kræfter, der har arbejdet på menneskets skabelse, og som i dag er mere
virksomme end nogen sinde tidligere i menneskehedens historie.
1.
Egoismen og den sorte magi skaber det uigennemsigtige centrum i jorden, fordi egoismen,
jegets kærlighed til sig selv, hvoraf den sorte magi er forværringen og udskejelsen, er
uundværlig for den menneskelige individuelle udvikling.
Egoismen avler skæbnesvangert had og strid, der fremstilles af de to følgende lag, nemlig:
2.
3.
Spaltningen og
Prismet, hvor individualiteterne mangfoldiggøres og varieres til indbyrdes kamp.
Denne første trefoldighed repræsenterer det, der var jordens kerne i den primitive
stjernetåge. Denne basis er uundværlig for hele jordens senere udvikling. Den er et
springbræt, hvorfra individualiteten kan svinge sig op til de højeste sfærer under
forudsætning af, at egoismen (dvs. det ondes princip) besejres og forvandles gennem de
højere kræfter, der udgår fra solen og firmamentet - kræfter,hvis kilde er Gud - og som
skabes gennem menneskets frihed. Den periode, hvor jorden endnu var forenet med
månen er markeret i sin indre opbygning ved tilføjelsen af yderlige tre elementare sfærer.
4.
Ild-princippet, der indeholder viljesimpulser og bevirker de vulkanske udbrud, når det baner
sig vej op til jordens mineralske skorpe.
5.
Oven over ild-princippet kommer det planteagtige og det myldrende liv.
6.
Oven over dette kommer De dyriske kræfters vrimmel, der er et stadigt aktivt laboratorium
for den levende verdens æteriske kim, som spirer og vrimler, bestemt til at krybe, at gå og at
flyve over jordens overflade.
Denne anden trefoldighed af jordens indre sammensætning er som nævnt en rest fra den tid,
hvor jorden endnu var forenet med månen. Dens overflade bestod da af en slags kalktuf, hvor der
voksede hybride væsener, halvvejs planteagtige, halvvejs bløddyragtige med kolossale føletråde
eller fangarme, mens kimene til hele verdens jordiske flora og fauna svævede i den halvt flydende
halvt dampformige atmosfære.
Første Mosebog karakteriserer denne periode ved disse beundringsværdige ord:
"Og der var mørke over verdensdybet,
men Guds ånd svævede over vandene".
Jordens indre organers tredje trefoldighed svarer til den nuværende form. Dens sidste
metamorfose fandt sted på det tidspunkt, hvor jorden adskiltes fra månen. Den har sat sit mærke i
jordens sammensætning ved tilføjelsen af to nye elementer, der er som en humaniseret gengivelse af
jordens centrum, nemlig:
7.
Den omvendte bevidsthed, hvor alt forandres til sin modsætning.
8.
Det negative liv eller døden, hvor ethvert levende væsen øjeblikkelig ville omkomme, hvis
det styrtede sig deri.
Dette er grækernes flod Styx - forbandet af livets og skønhedens guder.
9.
Oven over dødens cirkel udstrækker sig jordens solide skal;
det mineralske hylster og menneskehedens skueplads.
Det må indrømmes, at dette usædvanlige billede af vor planets indre ikke kan kontrolleres ved
nogen af naturvidenskabens forskningsmetoder. Kun en seer på højde med Rudolf Steiner ville
kunne modsige eller bekræfte dette.
På den anden side kan man ikke nægte, at denne skematiske fremstilling af den jordiske
sammensætning åbner for uanede perspektiver for hele menneskehedens evolution. Denne vision
bærer i sig selv en enestående overbevisningskraft. Dens sandhed bevises på en måde ved de
virkninger, som den udøver på os. Paralleliteten mellem den kosmiske ild og de menneskelige
lidenskaber, deres intime slægtskab, deres gensidige indvirkning og deres formidable reaktioner
kaster et forståelsens lys over det ondes oprindelse.
Mange historikere har konstateret, at de store kriser i historien (krige, revolutioner, sociale
katastrofer) næsten altid er ledsaget og efterfulgt af omvæltninger i jorden (jordskælv,
vulkanudbrud). De menneskelige lidenskaber virker magnetisk ind på jordens indre ild, og idet
denne frigør sig, næres menneskets lidenskaber. Ilden, hvis bestemmelse er at skabe liv, avler
således det onde gennem den menneskelige vilje.
Og dog er denne jord, der har egoismen som hjerte, uundværlig for udviklingen af individualiteten,
ikke desto mindre den solide basis, det faste springbræt, som sjælen kan støtte sig til for at hæve sig
mod de åndelige verdener, der udruger den og former den gennem Sol-ordet og drager den til den
åndelige verdens firmament.
Det Onde bliver til et gæringsstof i udviklingen på betingelse af, at det sluttelig overvindes af Det
Gode.
Det frigjorte menneske holder fra den dag, hvor det kan vælge mellem godt og ondt, ligevægten
mellem skæbne og forsyn.
Menneskets attrå efter det guddommelige afføder begejstring. Ved sin egen kraft kan mennesket
svinge sig op til den sublime sandhed, der behersker verdensaltet.
Således knuses Satan-Ahriman, benægtelsens og hadets dæmon, af den uendelige kærligheds
genius, der stråler i Kristus-ordet.
På den anden side er Lucifer, intelligensens og skønhedens genius - genoprejst fra sit fald ned i
materiens lavere verden - og i færd med at generobre sin fakkel og sine vinger for at forene sig med
sin stjerne.
Men hans frygtelige ledsager, Ahriman, som bundet af Kristus, forsøger at sønderrive sine lænker
for at lægge Lucifer hindringer i vejen.
-----------------------------Således virker symbolsk talt de åndelige kræfter, der står bag vor verden, og hvis tilbagevirkninger
vi ligger under for.
Antroposofien er vor tids mest bemærkelsesværdige forsøg på at genoprette den brudte harmoni
mellem den materielle og spirituelle verden og altså også mellem videnskaben og religionen
ligesom også på det sociale felt.
I sandhed, tiden er alvorlig. Aldrig har menneskeheden været i så stor fare som nu. Det Ondes
kræfter er organiseret; det Godes kræfter er det ikke. Dette er bevist ved bolsjevismens utrolige
ravage, som er den strenge anvendelse af den destruktive materialisme.
En sammenslutning af alle de åndelige kræfter, som menneskeheden råder over, vil ikke være for
meget for at bekæmpe denne svøbe. Denne sammenslutning kræver imidlertid et stort og højt ideal;
for mennesket vil vide, hvorhen det går i denne verden og i den næste. Mennesket behøver et
ophøjet mål i det hinsidige samt begyndelsen til en nærværende erkendelse i det dennesidige.
Rudolf Steiner siger: "Man kan kun besejre det onde gennem et højt ideal. Et menneske uden ideal
er et menneske uden kraft. Idealet spiller den samme rolle i menneskets liv som dampen i
lokomotivet. Det er den drivende kraft."
Den videnskab, som Rudolf Steiner har tilegnet sig i løbet af sit liv, og sin formidling af Kristusimpulsen i et kvart århundrede, er udførligt beskrevet i hans værker og i talrige foredragsrækker,
hvoraf størstedelen er blevet stenograferet.
Den særlige interesse, som knytter sig til de her gengivne foredrag, består i, at de viser os denne
tænker-seers geni ved hans løbebanes begyndelse, på højdepunktet af hans inspiration og i selve det
øjeblik, hvor hans syntetiske tænkning allerede fuldt rustet springer ud af hans hjerne.
De, der opmærksomt læser disse optegnelser, vil måske her og der finde noget af denne manende
kraft, som mesterens levende ord rummer.
Jeg fik personligt et gribende eksempel herpå under det foredrag, som Rudolf Steiner holdt over
emnet " Den planetariske evolution og de åndelige hierarkier", da jeg hørte ham udtale denne
sætning:
"Gudernes tanker er noget ganske andet end menneskenes tanker; menneskenes
tanker er billeder, gudernes tanker er levende væsener."
Sådanne visioner kaster deres lynglimt ud i uendeligheden. Man fornemmer i dem et fjernt ekko af
det skabende ord, som Sankt Johannes udsiger ved indledningen til sit evangelium.
Deres vibration gennemstrømmer os på samme måde som den oprindelige tone, hvis harmonier
opvækker verdener, og hvorfra Lyset bryder frem.
Januar 1928
Édouard Schuré
1. Foredrag
Tænkningens fødsel og kristendommens mission.
(Resumé af Rudolf Steiners foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Det er ikke ret længe siden, man er begyndt på at holde offentlige foredrag om de okkulte
sandheder. Tidligere blev disse sandheder kun afsløret i hemmelige selskaber for mennesker, som
havde gennemgået visse indvielsesgrader og aflagt løfte om, for hele livet, at overholde ordenens
broderskabs-love.
I vor tid indtræder menneskeheden i en tilspidset krise. Disse sandheder begynder at afsløres for
offentligheden. Om måske tyve år vil nogle af dem allerede være fælleseje.
Hvoraf kommer dette?
Det er, fordi menneskeheden træder ind i en ny udviklingsfase.
Det skal være dette foredrags opgave at forklare denne nye fase.
I Middelalderen blev de okkulte sandheder hovedsagelig dyrket af rosenkreuzerne, men hver gang
de sivede ud til andre, blev de miskendte eller forvanskede.
I det 18.århundrede antog de en dilettantisk og charlatansk form. I begyndelsen af det 19.århundrede
blev de trængt fuldstændig tilbage af de fysiske iagttagelsers videnskaber.
Først nu kommer de atter frem, og i de næste århundreder vil de komme til at spille en vigtig rolle
for menneskehedens fremtidige udvikling.
For at kunne forstå denne rolle er det nødvendigt at gå tilbage til de århundreder, der gik forud for
kristendommen og betragte den fuldbyrdede vej.
Det er tilstrækkeligt blot at have et mindre kendskab til Middelalderen for at kunne forstå forskellen
mellem den epokes (476-1453 efter Kristus) mennesker sammenlignet med nutidens mennesker.
Om end langt mindre udviklet i videnskabelig henseende, var Middelalderens mennesker i desto
højere grad udviklet med hensyn til følelser og intuition.
Menneskene levede mindre i sanseverdenen end i det hinsidige, som det endnu havde en
fornemmelse af. Visse af den tids mennesker trådte virkelig i direkte forbindelse med den astrale og
den åndelige verden.
Middelalderens menneskehed, der havde indrettet sig dårligt på jorden i flere henseender, havde
endnu sit hoved i himlen.
Når byer f.eks. den gang var ubekvemme, genkaldte de sig blot i højere grad menneskets sjæle verden. Ikke blot katedraler, men også huse, porte og døre mindede ved deres symboler menneskene
om deres tro, følelser, længsler og deres sjæleverden.
I dag ved vi besked om mange ting, og forbindelsen mellem menneskene er blevet udvidet i det
uendelige; men vi lever i vore byer som i larmende fabrikker - i frygtelige babelstårne - hvor intet
mere minder os om vor indre verden. Denne indre verden taler ikke længere til os gennem
kontemplation, men gennem bøgerne.
Fra at være intuitive er vi blevet til intellektuelle væsener.
Vi må helt tilbage til tiden inden Middelalderen for at finde oprindelsen til denne intellektuelle
strømning. Den epoke, hvor menneskelig tænkning fostres, hvor denne forvandling fuldbyrdes,
ligger så langt tilbage som til omkring tusind år før vor tidsregning.
Det er tiderne, hvor Thales (ca. 548 før Kristus), Pythagoras (ca. 500 før Kristus) og Buddha (ca.
500 år før Kristus) levede.
Dengang dukkede filosofien og videnskaben op for første gang, det vil sige: Sandheden, der viste sig
for tænkningen i en logisk form.
Hvad der eksisterede forud, var sandheden fremstillet i form af religion, af åbenbaring, modtaget af
profeter og accepteret af mængden. Nu går sandheden ind i den individuelle intelligens; den vil
bevises og forstås.
Hvad er der dog foregået i menneskets indre natur, som har retfærdiggjort denne forandring, der så
at sige lader menneskets bevidsthed rykke fra et plan i dets tilværelse til et andet, fra det intuitive
erkendende til det logiske plan?
Vi rører her ved en af historiens fundamentale love - en lov, der endnu ikke er kendt af den
nuværende bevidsthed.
Den kan udtrykkes således:
Menneskeheden udvikler sig på den måde, at
det menneskelige væsens grundbestanddele
gradvist kommer frem og udvikles.
Hvad er det for grundbestanddele?
Mennesket har først et fysisk legeme; dette har det til fælles med mineralriget. Hele mineralriget
genfindes i legemets kemi.
Dernæst har mennesket et æterisk legeme, som i egentlig forstand er dets vitalitet, og som det har
til fælles med planterne. I dette legeme opstår ernæringsvirksomheden og vækst- og
reproduktionskraften.
Dernæst besidder mennesket et astralt legeme. I dette antændes følelserne, lidenskaberne, evnen til
at glæde sig og til at lide.
Dette legeme har mennesket til fælles med dyrene. Det er blevet kaldt astrallegemet af
rosenkreuzerne og visse af deres efterfølgere så som Paracelsus (1493- 1541), fordi det i
virkeligheden står i en vis magnetisk forbindelse med stjernerne.
Endelig er der i mennesket endnu noget, som man ikke længere kan kalde 'legeme', men som er
menneskets allerinderste væsen, og som adskiller mennesket fra alle andre væsener, fra stenen,
planten, dyret - nemlig det, som mennesket kalder sit JEG; det er den guddommelige gnist i
mennesket.
Hinduerne kalder denne gnist for 'Manas'; rosenkreuzerne kalder den for 'det uudsigelige'.
Ethvert legeme er i virkeligheden blot et fragment, en lille del af et andet legeme, men menneskets
JEG tilhører kun mennesket selv.
'Jeg er Jeg', kan mennesket sige. Det, som de andre kalder 'du', 'dig', kan man ikke forveksle med
noget som helst andet i universet.
Det er gennem dette uudsigelige og umeddelelige JEG, at mennesket hæver sig op over alle jordiske
væsener, over dyrene og over alle skabninger; og det er kun gennem dette alene, at mennesket
forbinder sig med det ubegrænsede JEG, med GUD.
Derfor sagde officianten i hebræernes okkulte helligdom på visse dage til ypperstepræsten: "SchemHam-Phoras", hvilket vil sige: "Hvad er hans (Guds) navn?"
Ypperstepræsten svarede: "Jod-Hé-Vau-Hé" eller med ét ord: "Jev" eller "Joph", hvilket vil sige:
"Gud, naturen og mennesket" eller også "Det uudsigelige menneskelige og guddommelige jeg".
De dele af det menneskelige væsen, som vi vil karakterisere, er alle blevet givet mennesket i en
fjern fortid gennem dets umådelige evolution; men menneskene udvikles kun langsomt og
enkeltvist.
Den særlige rolle for den periode, der er begyndt omkring år 1000 før den kristne æra, og som er
fortsat i løbet af de 2000 år, som er hengået siden kristendommens fremkomst, har altså været at
udvikle det menneskelige JEG i intellektuel henseende.
Men oven over det intellektuelle plan befinder sig det spirituelle plan. Det er dette, som
menneskeheden skal nå til i de følgende århundreder, og det er hen imod dette, at menneskeheden
stiler fra nu af.
Det er netop gennem Kristus og gennem kristendommen, at kimene til denne fremtidige udvikling
er blevet sat ind i verden.
Inden vi imidlertid går over til at tale om dette åndelige plan, må vi endnu erindre om et af midlerne,
om én af de kræfter hvorigennem menneskeheden i massevis er gået over fra det astrale til det
intellektuelle plan.
Det skete gennem en ny form for ægteskab. Før i tiden blev ægteskab indgået inden for samme
stamme eller slægt, hvilket blot betød en udvidelse af familien. Til tider fandt det endog sted
mellem broder og søster.
Da de nye tider kom, følte mændene trang til at søge deres ægtemage uden for slægten, stammen
eller det civile samfund.
Den fremmede, den ubekendte blev den elskede.
Kærligheden, som tidligere blot havde været en naturlig og social funktion, blev til en personlig
attrå, og ægteskabet blev til et frit valg.
Det er dette, som allerede kommer til syne i visse græske myter som Helenas rov, og i øvrigt i de
skandinaviske og germanske myter om Sigurd og Gudrun. Kærligheden bliver til en eventyrlig
begivenhed, og kvinden bliver til en erobring - langt borte.
Denne overgang fra det patriarkalske til det frie ægteskab svarer til den nye udvikling af de
intellektuelle evner af det menneskelige JEG; og samtidig sker der en momentan formørkelse af de
astrale evner til vision og direkte indblik på de astrale og åndelige planer. Dette var egenskaber, som
i almindelig sprog kan sammenfattes under betegnelsen inspiration.
Her sætter Kristendommen ind. Det menneskelige broderskab og dyrkningen af den eneste Gud er
uden tvivl vigtige træk i kristendommen, men de er blot dens ydre og sociale side og ikke dens indre
og åndelige del.
Kristendommens mysteriøse, intime og transcendente nyhed er at have skabt den åndelige
kærlighed, det gæringsstof, der forvandler mennesket indefra, den løftestang, der hæver verden
opad.
Kristus er kommet for at sige: "Hvis du ikke forlader din moder, din kvinde og dit eget legeme, kan
du ikke være min discipel". Dette betyder ikke et ophør af alle naturlige bånd, men derimod en
udvidelse af kærligheden, ud over familien, til alle mennesker. Kærligheden skulle blive en
levendegørende, skabende og forvandlende kraft.
Denne kærlighed, som rosenkreuzerne har gjort til deres okkulte broderskabs princip, men som man
på deres tid ikke formåede at forstå, har til opgave at forvandle religionens, gudsdyrkelsens og
videnskabens essens.
Menneskehedens udvikling går fra det ubevidste åndelige (inden Kristendommen) og via
intellektualismen (vor tid) til det bevidste åndelige, hvor de astrale og intellektuelle egenskaber skal
forenes, fortættes og forstærkes gennem kærlighedens ånd - og kærlighedsåndens kraft.
Således har teologien en tendens til at udvikle sig til teosofi.
Hvad er i grunden teologi?
Det er kundskab om Gud, modtaget udefra i dogmeform
som en slags overnaturlig logik, men uden for mennesket.
Hvad er teosofi?
Det er kundskab om Gud, foldende sig ud som en blomst fra
den individuelle sjæls dyb - Gud, forsvundet fra den ydre
verden og genfødt i hjerternes dyb.
En sådan Kristendom, opfattet i den rosenkreuzeriske betydning, er således samtidig den stærkeste
udvikling af den individuelle frihed og af den universelle religion gennem de frie sjæles broderskab.
Dogmernes tyranni erstattes da af den guddommelige visdoms udstråling, som på samme tid er
intelligens, kærlighed og virksomhed.
Den videnskab, som vil blive følgen heraf, måles ikke ved abstrakt tænkning gennem ydre
underkastelse, men ved sin kraft til at få sjælen til at udfolde sig og blomstre.
Dette er forskellen mellem 'logia' og 'sofia',
mellem videnskaben og den guddommelige visdom,
mellem teologien og teosofien.
Kristus er således stadig midtpunktet for vestens esoteriske evolution. Visse moderne teologer, især
i Tyskland, har søgt at fremstille Kristus som et usammensat og naivt menneske. Det er en stor
vildfarelse.
Den højeste og dybeste visdom bor i Kristus samtidig med den mest guddommelige kærlighed.
Hvorledes skulle Kristus, uden en sådan bevidsthed, kunne være en så mægtig åbenbaring i hele vor
planetariske udvikling?
Hvorledes skulle han da have ejet en sådan magt og i en sådan grad kunne have været forud for sin
tidsalder? Og denne bevidsthed, hævet over sin tid, hvorfra skulle Kristus have fået den?
-------------------------------
2. Foredrag.
Manikæismens mission.
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Det er dette foredrags opgave at udvide og uddybe det foregående indlæg.
Forskellen mellem de okkulte broderskaber før og efter Kristendommens fremkomst er, at
broderskabet før dens fremkomst havde som særlig opgave at bevare de hellige traditioner, mens
broderskabet efter Kristendommens fremkomst havde til formål at forme fremtiden; for den okkulte
videnskab er ikke abstrakt og død, men derimod en levende og aktiv videnskab.
Den kristne okkultisme stammer for en stor del fra manikæerne, hvis tradition stadig er levende, og
hvis grundlægger, Manes, levede på jorden ca. 300 år efter Kristus.
Den manikæiske lære hviler i det væsentlige på læren om det gode og det onde.
For den almindelige mening er det Gode og det Onde to ureducerbare absolutte størrelser, hvoraf
den ene, det Gode, skal udrydde det andet, det Onde.
For manikæerne er det Onde derimod en nødvendig del af kosmos som et hele; det medvirker til
dets evolution og skal sluttelig absorberes i kosmos, forvandlet af det Gode. Manikæernes store
originalitet er studiet af det Onde og smertens virksomhed i verden.
For at forstå menneskehedens udvikling må man se den på afstand og oppefra og overskue den i sin
helhed. Kun på dette grundlag kan vi forestille os den som et højt ideal, og det ville være en stor
vildfarelse at tro, at idealet ikke er nødvendigt for handlingen.
Et menneske uden ideal er et menneske uden kraft.
Idealets rolle i livet er som dampen i en maskine.
Indesluttet damp kan på et lille rumfang indeholde et meget stort fortættet rumfang.
Derfra stammer dens intensive udvidelseskraft.
Det er på samme måde med tænkningens magiske kraft i livet.
Lad os altså hæve os op til den ideale menneskeheds tanke i sin helhed, idet vi griber den tråd, som
leder menneskehedens evolution gennem tidsaldrene.
Systemer som f.eks. Darwins søger ligeledes efter denne ledetråd.
Man kan ikke benægte Darwinismens storhed, men den forklarer ikke hele menneskehedens
udvikling.
Den tager blot de lavere bestanddele i betragtning. Det samme gælder for enhver rent fysisk
forklaring, der ikke ænser det menneskelige åndelige væsen.
Den evolutionære hypotese, som kun baseres på fysiske kendsgerninger, tillægger således
mennesket en dyrisk oprindelse, fordi den har konstateret, at panden manglede hos det fossile
menneske.
Okkultismen derimod betragter kun det fysiske menneske som et udtryk for det æteriske menneske,
og ser således noget helt andet.
For tiden har menneskets æteriske legeme ganske vist form som det fysiske legeme, selv om det
rager lidt ud over dette; men jo længere man rykker tilbage i historien, desto større er misforholdet
mellem det æteriske hoved og det fysiske hoved, og desto større er det æteriske hoved.
Dette viser sig især at være tilfældet i den periode af jordens udvikling, som er gået lige forud for
vor egen.
De mennesker, der levede dengang, kaldtes atlantider.
Geologerne begynder nu virkelig at opdage spor af det gamle Atlantis gennem mineraler og planter
fra dette fordums kontinent, der er nedsunket i det hav, som bærer dets navn. Man har endnu ikke
fundet menneskets spor dér, men det vil ikke vare længe.
Den okkulte forudsigelse er altid gået forud for den officielle historie.
I de europæiske racer, der er fulgt efter atlantiderne, er hovedets pandeparti begyndt at udvikle sig.
Hos atlantiderne var det punkt, hvor bevidstheden koncentrerede sig, placeret uden for panden, i det
æteriske hoved.
Nu finder vi det inde i det fysiske hoved, lige oven over næsen.
Det, som den germanske mytologi betegner som "Nifelheim" eller "Nebelheim" (skyernes hjem), er
atlantidernes hjem.
Dengang var jorden ganske rigtigt varmere end nu og indesluttet i et konstant lag af damp.
Atlantidernes kontinent gik til grunde ved en række skybrud, og derefter klarede den jordiske
atmosfære op igen.
Først da fremkom den blå himmel, stormen, regnen og regnbuen.
Det er derfor, at Bibelen berettede om, at efter at Noahs Ark var strandet, blev regnbuen et nyt tegn
på forbindelsen mellem Gud og mennesket.
Den ariske races JEG blev bevidst gennem det æteriske legemes centrale placering i det fysiske
hoved. Først da begyndte mennesket at sige 'Jeg'. Atlantiderne talte om sig selv i tredje person.
Darwinismen har begået mange fejl i den forskelsbetegnelse, som den opstillede mellem de racer,
der nu findes på vor klode.
De højere racer nedstammer på ingen måde fra de lavere; tværtimod er de lavere racer
degenerationer af de højere racer, som fandtes forud for de laverede racer.
Lad os antage, at vi kender to brødre, hvoraf den ene er intelligent og smuk, og den anden er grim
og uforstandig.
De har dog begge samme fader.
Hvad ville man tænke om et menneske, der troede, at den intelligente broder nedstammede fra
idioten? Det er denne misforståelse, som darwinisterne gør sig skyldig i med hensyn til racerne.
Mennesket og dyret har en fælles oprindelse; dyrene er en degeneration af den fælles forfader, og
mennesket er en højere udvikling af samme forfader.
Dette må på ingen måde gøre os hovmodige, for det er kun takket være de lavere riger, at de højere
racer har kunnet udvikle sig.
Kristus vaskede apostlenes fødder (Johs.8) som symbolet på den indviedes ydmyghed over for sine
underordnede. Den indviede skylder kun de uindviede sin eksistens.
Deraf følger den dybe ydmyghed hos dem, der er virkelig indviede, over for dem, der ikke er det.
Den tragiske side af den kosmiske udvikling er, at en gruppe mennesker må fornedre sig, for at en
anden kan ophøjes.
Opfyldt af denne følelse kan man skatte Paracelsus skønne ord:
"Jeg har betragtet alle væsener, stene, planter, dyr og de forekommer mig blot at være spredte
bogstaver, hvoraf mennesket udgjorde det levende og fuldstændige ord".
I løbet af den menneskelige og den dyriske evolution synker det ringere ned fra det højerestående,
og det, der falder ned og dør, løsriver sig fra det levende.
Det Onde og det Gode findes endnu i mennesket – ligesom dyrene tidligere også var del af
mennesket.
Modsætningerne i mennesket, den måde hvorpå elementerne sammenblandes i mennesket, danner
menneskets karma, dets skæbne.
Lige som mennesket har frigjort sig fra dyret, således vil det også frigøre sig fra det Onde. Men
aldrig endnu har mennesket gennemgået en voldsommere krise end den nuværende.
Dette er manikæismens mening. Den vil hæve mennesket op til at være forløsere. Alt, hvad der er
faldet ned, skal hæves op igen.
Mesteren må være alles tjener
den sande moral udgår fra
forståelsen af universets store love.
----------------------------3. Foredrag
Gud, mennesket og naturen.
(Resúme af Rudolf Steiner foredrag holdt i Paris maj 1906)
Det er et af okkultismens dybeste principper, grundlagt på analogiens store lov, at naturen
åbenbarer os, der foregår i os.
For at fremføre et rammende og typisk eksempel, som den officielle videnskab imidlertid
helt ignorerer, skal vi henvise til "De vises Sten". Rosenkreuzerne kendte den.
I et tysk blad fra slutningen af det 18. århundrede omtales "De vises Sten".
Der tales derom, som en virkelig genstand, og det hedder: "Enhver berører den ofte uden at
kende den".
Dette er bogstaveligt sandt.
For at forstå dette må man trænge endnu dybere ind i naturens laboratorium end vor tids
videnskab gør.
Alverden ved, at mennesket indånder ilt og udånder kultveilte (hvilket i yoga har en fysisk og
åndelig betydning).
Mennesket kan ikke indånde kultveilte og leve heraf; mennesket ville dø, mens planterne
derimod lever af det. Planterne yder til gengæld mennesket den ilt, hvoraf mennesket lever.
Planterne fornyr luften og gør den brugbar at indånde. Menneskene og dyrene forsyner
herefter planterne med kultveilte, som planterne efterfølgende ernærer sig ved.
Hvad gør planten med den kultveilte, som den opsuger?
Den opbygger sit eget legeme; men i dag ved vi, at plantens lig omdannes til stenkul.
Stenkul er altså krystalliseret kultveilte.
Menneskets røde blod, som optager kulsyre, forvandles til blåt blod. Det blå blod må fornyes
ved ilt, for det kan ikke anvende kulsyren til opbygning af legemet.
Yoga-øvelserne er en særlig træning, der sætter mennesket i stand til at gøre det røde blod til
legemsopbygger.
Således forarbejder yogi'en sit legeme med sit blod, lige som planten opbygger sit legeme
med kulsyre.
Vi ser således, at den forvandlingskraft, der er i naturen, repræsenteres af stenkul, som er
krystalliseret plante, og "De vises Sten" er, i deres almindelige betydning, denne
forvandlingskraft.
Loven om nedstigning såvel som loven om opstigning er gældende for alle mennesker.
Mineralerne er degenererede planter. Planterne er forhenværende dyr. Dyrene og
menneskene (i deres fysiske legemer) har en fælles forfader. Mennesket er steget opad, dyret
er sunket nedad. Hvad angår den åndelige del af mennesket, da nedstammer denne derimod
fra guderne. I den henseende er mennesket en degenereret Gud.
Lamartine's vers er bogstaveligt sandt:
"L'homme est un dieu déchu
qui se souvient des cieux".
"Mennesket er en falden Gud,
som erindrer sig himlene".
Der har været en epoke, hvor alt på jorden levede halvt som plante og halvt som dyr.
Jorden selv var levende og udgjorde et slags stort dyr. Hele dens jordsmon (jordens
overflade) var som en umådelig tørvemasse, hvor der voksede kæmpemæssige skove, som
senere er blevet til stenkul. Det var på det tidspunkt, at jorden og månen dannede én stjerne.
Månen repræsenterede jordens feminine element.
Der er væsner, som bliver tilbage på vejen fremefter, som bliver stående på et lavere trin i
evolutionen.
Misteltenen er f.eks. et vidnesbyrd om denne tidlige epoke. Den er en overlevende fra de
snylteplanter, der levede direkte på jorden som en plante.
Derfra stammer dens særlige okkulte kraft, der var kendt af druiderne, som gjorde den til en
hellig plante.
Den snyltende mistelten er en overlever fra den jordiske klodes Månetid. Den er en snylter,
fordi den ikke, som de andre planter, har lært at leve direkte på mineralerne.
Sygdom er noget lignende. Den er tilbagevendende, skabt af de snyltende elementer i
organismen. Druiderne og skjaldene kendte denne forbindelse mellem misteltenen og
mennesket.
Balder-legenden er et ekko heraf. Guden Balder dræbes af misteltenen, fordi misteltenen er
et fjendtligt element fra den foregående epoke, der ikke længere hører sammen med
mennesket.
De andre planter, som var tilpasset den aktuelle epoke, havde derimod svoret Balder
venskab.
Da den planteagtige jord blev mineralsk, erhvervede den, gennem metallerne, en ny
egenskab nemlig den at kaste lyset tilbage.
En stjerne bliver ikke synlig på himlen, før den er blevet mineralsk. Der eksisterer altså
mange andre verdener i himmelrummet, som vort fysiske øje ikke kan se, og som kun de
klarsynede kan skelne.
Ligesom jorden blev det, således blev også det menneskelige legeme mineraliseret, men
menneskets særkende er, at der i det menneskelige legeme eksisterer en dobbelt bevægelse,
og når det fysiske menneske er steget nedad, så er det åndelige menneske samtidig steget
opad.
Paulus har givet udtryk for denne sandhed. Han erklærer, at der er én lov for legemet og en
anden for ånden. Mennesket synes altså samtidig at være som en slutning og en begyndelse.
Det vitale punkt, skærings- og vendepunktet i den menneskelige opstigning, er det tidspunkt,
hvor adskillelsen i to køn fandt sted.
Der var en tid, hvor begge køn var forenet i det menneskelige væsen. Selv Darwin har
erkendt denne mulighed, men gennem adskillelsen i to køn er et nyt og mægtigt element kærligheden - opstået.
Elskovens tiltrækningskraft er så mægtig og mysteriøs, at f.eks. tropiske sommerfugle af
forskellige køn, der er blevet ført til Europa og sluppet fri op til 200 mil fra hinanden, vil
finde sammen og igen forenes ved at mødes på halvvejen.
Mellem den menneskelige verden og den guddommelige verden foregår noget lignende som
mellem menneskeriget og dyreriget.
Ilten og kulstoffet er menneskets indånding og udånding.
Ligesom planteriget udånder ilten, således udånder menneskeslægten kærligheden siden
adskillelsen af kønnene, og af disse kærligheds-udstrømninger lever guderne.
Hvorfor udånder dyret og mennesket kærlighed?
Okkultisten ser i vor tids menneske et væsen i fuld udvikling.
Mennesket er på samme tid en falden Gud og en vordende Gud.
Himlenes rige næres af den menneskelige kærlighedsudstrømning.
Grækerne gav udtryk for denne realitet i myten om Nektar og Ambrosia.
Guderne er imidlertid så højt hævet over mennesket, at deres naturlige tendens snarere ville
være at hæmme mennesket. Men der er noget mellem menneskene og guderne - et mellemled - lige som misteltenen er mellemleddet mellem planten og dyret:
Dette er Lucifer og det luciferiske element.
Guderne har kun interesse for menneskenes kærlighed. Da Lucifer i slangens skikkelse vil
friste mennesket til at tragte efter kundskab, er Jehova imod det. Men Lucifer er en falden
Gud, som kun kan opstige igen via mennesket, idet han i mennesket indblæser attråen efter
kundskab og personlig viden.
Han sætter sig således op mod Guds vilje, den Gud, som havde skabt mennesket i sit billede.
Rosenkreuzerne forklarer Lucifers rolle i verden.
Vi skal senere komme tilbage hertil. Lad os her blot lægge mærke til følgende sætning hos
rosenkreuzerne:
"O, menneske, betænk, at gennem dig
passerer en opadgående strømning
og en nedadgående strømning".
4. Foredrag.
Involution og evolution.
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Der eksisterer et fænomen i det fysiske liv, som ingen har kunnet forklare exoterisk: Det
kaotiske liv, der er forbundet med søvnen, og som vi betegner drømmelivet.
Hvad er drømme?
Det er efterklangen af en virksomhed, der går tilbage til en forhistorisk periode. Lad os, for
at forstå dette gennem analogier, betragte visse fænomener, der ikke mere logisk tilhører det
fysiske liv: Organer, som ikke mere tjener til noget, rudimentære organismer, som
naturforskeren ikke ved, hvad han skal stille op med.
Dette gælder f.eks. ørets og øjets bevægeorganer, der ikke længere synes at tjene noget
formål. Det gælder også for blindtarmen og ganske særligt for pinealkirtlen, der befinder sig
i hjernen, og som har form af en lille fyrrekogle.
Naturforskerne forklarer pinealkirtlen som en degeneration, og som en snyltende vækst i
hjernen.
Dette er ikke korrekt. Blandt naturens enestående frembringelser er der intet unyttigt, og
pinealkirtlen er det, der er blevet til overs af et organ, som havde den allerstørste betydning
hos det primitive menneske. Det var et sanseorgan, en slags ydre hjerne, der samtidig tjente
som ”følehorn”, som øje og som øre.
Dette organ eksisterede hos mennesket i menneskets rudimentære periode, i den tidsalder,
hvor den halvt flydende og halvt tågeagtige jord endnu var forenet med månen.
I dette til dels flydende og gasagtige element svømmede mennesket omkring lige som en
fisk, og ved hjælp af dette organ styrede det sin retning.
Menneskets opfattelse havde en visionær, allegorisk karakter. De varme strømninger
fremkaldte et indtryk af skinnende rødt og af en meget stærk klang. De kolde strømninger
fremkaldte indtryk af grønne og blå farver og af sølvklare og flydende toner.
Den stærkt udviklede pinealkirtel hos det primitive menneske spillede altså en særlig vigtig
rolle, men med jordens mineralisering fremkom der andre sanseorganer, og hos os har
pinealkirtlen tilsyneladende ingen betydning.
Lad os se på drømmens fænomen i forbindelse med pinealkirtlen.
Drømmen er en rudimentær funktion i vort liv, tilsyneladende uden betydning og formål. I
virkeligheden er den en henvisnet funktion, der førte til en helt anden måde at betragte
verden på.
Inden jorden blev metallisk, kunne den kun sanses astralt.
Enhver opfattelse er relativ og blot et symbol.
Den centrale sandhed fornemmes af det guddommelige menneske, men er ubeskrivelig.
Dette har Goethe udtrykt mageløst i ordene: "Alt, hvad der sker, er blot et symbol".
Den astrale vision (som er vor tids drøm) er ligeledes en allegori og et symbol.
Lad os fremdrage nogle eksempler på drømme, der er skabt af fysiske og legemlige årsager:
En student drømmer, at en ven giver ham et slag i begyndelsen af forelæsningen, og at en
duel er følgen heraf, og at han bliver stukket ned.
Personen vågner og ser, at årsagen til denne drøm er en stol, der er væltet. Det er til denne
kategori af drømme, at man henfører Descartes´ drøm "La puce" (Loppen) samt Napoleons
drøm om helvedesmaskinen.
Man hører f.eks. i drømme skridt af en hest i trav, hvilket kan være forårsaget af et urs tiktak lyd.
En kvinde drømmer om en præst, der prædiker, og som har vinger - det er en hane, der siger
kykkeliky.
Hvis der i en drøm er indtryk, som kommer fra legemet, er der andre drømme der stammer
fra den astrale verden eller fra den åndelige verden.
Disse indtryk har i særlig grad givet anledning til myternes oprindelse.
Vor tids lærde tilskriver myternes oprindelse den poetiske fortolkning af naturlige
fænomener, men enhver, der i dag vil studere legendernes oprindelse, vil se, at de ikke er
opstået således. Alle myter og legender er oprindeligt astrale visioner, som traditionen
forvansker, omformer og videreudvikler.
Et eksempel: Den slaviske legende om kvinden fra syden. Da høstfolkene i den trykkende
sommerhede ikke går hjem ved middagstid, men lægger sig til at sove på jorden, da viser en
kvinde sig for dem og stiller dem en række gåder.
Hvis de sovende kan løse gåderne, vågner de befriet op; i modsat fald dræber kvinden dem
ved at hugge dem i to dele med en le. Legenden tilføjer, at denne åndeskikkelse i form af en
kvinde kan bortmanes med et "Fader Vor" reciteret bagfra.
Okkultismen lærer os, at denne kvinde fra syden er en astral form, en slags mare, der
fremkommer under søvnen, og som plager mennesket.
Det omvendte "Fader Vor" er en omskrivning af det forhold, at alt i den astrale verden kastes
tilbage i omvendt orden lige som ting, man ser i et spejl.
I sin bog "Sphinxens gåde" bemærker Ludwig Leistner, at oprindelsen til legenden om
sphinxen genfindes hos alle folkeslag. Endvidere beviser han, at alle legender opstår under
en ophøjet søvntilstand, som opfatter realiteter, samt at sphinxen er en virkelig dæmon.
Oprindelsen til alle myter er altså enten en søvntilstand eller indtryk fra den virkelige verden
tolket gennem et astralt symbol.
Myterne er den astrale verden set i symbolske visioner. Historisk forsvinder dannelsen af
myter, når det logiske og intellektuelle liv udvikles.
Men det er en af okkultismens love, at ved hvert nyt trin i udviklingen genfindes et element
fra fortiden. De gamle egenskaber, der er henvisnede i det menneskelige væsen - efterklange
fra forsvundne perioder - spiller en rolle i vort liv som 'gæringsstoffer', der er bevaret for at
videreudvikle os, ligesom i brødet, hvor gæret får dejen til at hæve.
Således vil drømmens evne hos den nuværende menneskehed afføde en kraft til en ny
opfattelsesevne, til en opfattelse af den astrale og den åndelige verden.
Nutidsmennesket lever kun ved sanserne og intelligensen, som bearbejder grundlaget for
sine sanser. Fremtidsmennesket vil leve ved det vakte intellekt på bevidsthedens ”store dag”
og på samme tid i den astrale verden.
Det hypnotiserede menneske og mediets trancetilstand er blot et atavistisk fænomen, der er
knyttet til bevidsthedens aftagen. Den klarsynede, den indviede er ikke et uligevægtigt
menneske, en visionær, men vedkommende besidder allerede fremtidens menneskes
bevidsthedsgrad og står lige så solidt på jorden som det mest positive menneske, og
vedkommendes forstand er lige så klar og lige så sikker. Men den klarsynede skuer ind i to
verdener.
Det er en lov i evolutionen, at visse organer visner hen for senere igen at få en ny betydning.
Pinealkirtlen går fysiologisk i en vis forbindelse med lymfesystemet. Den var det ydre
opfattelsesorgan, og man finder endnu hos den nyfødte et blødt punkt øverst på hovedet, der
minder om menneskets konstitution i fortiden.
I vort intellektuelle liv spiller drømmen samme rolle som pinealkirtlen i det menneskelige
legemes fysiologi.
-----------------------Hvorfor er der en nedadgående og opadgående udvikling?
Hvorfor eksisterer 'det Onde'?
Det er et alvorligt spørgsmål, som hverken videnskaben eller religionen virkelig har kunnet
løse.
Hele forholdet omkring vor opdragelse kan afhænge af en løsning af dette spørgsmål.
'Det Onde' er ikke noget absolut. Det er et middel til væsenernes og frihedens udvikling.
Materialisten anerkender ikke, at de tanker, som naturen indgiver os, er en del af naturen,
men mener, at vi lægger tankerne i naturen.
Middelalderens rosenkreuzere stillede et glas vand foran neophytten og sagde til ham: "For
at dette vand kan være i glasset, må nogen have kommet det deri".
På samme måde er det med de forestillinger, vi finder i naturen.
De må være blevet sat i den af de guddommelige ånder, logos' arbejdere.
De tanker, vi uddrager af verden, findes virkeligt. Alt det, vi skaber, ligger nødvendigvis
allerede skjult i verden.
Det er en forkert tanke hos visse mystikere at undervurdere det fysiske legemes værd. Det
fysiske legeme er lige så vigtigt som det astrale legeme, og det skal engang blive sjælens
tempel.
Lad os betragte den beundringsværdige struktur af lårbenet, så ser vi en knogle, som bærer
hele legemet, og hvis konstruktion er lavet således, at den kan præstere den størst mulige
styrke med det mindst mulige materiale. Ingen ingeniør ville kunne opfinde et sådant
underværk.
I sammenligning med det fysiske legeme er det astrale legeme, som er det centrum, hvor
vore følelser udarbejdes, uudviklet og ufuldstændigt.
Den fysiske verden er udtryk for en inkarneret
visdom, den guddommelige visdom.
Rosenkreuzerne lærte, at jorden var en 'visdommens jord' og dernæst, at den nuværende jord
kunne kaldes en 'kærlighedens jord'.
Menneskets mission er at gøre det samme for det ufuldkomne i sig, som den guddommelige
visdom fordum har gjort for menneskets fysiske legeme.
Mennesket skal forædle sit astrale legeme og den omgivende verden.
Involutionen er alt det, som er kommet ind i os uden om vor bevidsthed og vor vilje, under
indflydelse af den guddommelige visdom.
Evolutionen er alt det, som vi skal lade udstrømme til den ydre verden gennem vor
bevidsthed og vor vilje.
Pyramiden er blevet opbygget af materialer fra bjergene, men står for noget helt andet end
bjerget. Pyramiden nedbrydes i årenes løb, men den tanke, som har skabt pyramiden,
vedbliver at udvikle sig.
Det, som i dag er en domkirke, vil ligeledes iklæde sig en anden form.
Raphaels lærreder vil blive til støv, men hans sjæl og de forestillinger, som hans billeder
gengiver, forbliver stadig som levende og udviklende kræfter.
Nutidens kunst bliver fremtidens natur og genopblomstrer i denne natur.
Således bliver involutionen til evolution.
Dette er skæringspunktet mellem det guddommelige og det menneskelige og den dobbelte
kraft, der fører Gud til mennesket og får mennesket til at hæve sig mod Gud.
Når okkultismen bliver opfattet på denne måde, bliver den en levende kraft, der indeholder
alle fremtidige udfoldelser.
5. Foredrag
Orientalsk-(Østen) og occidentalsk-(Vesten) yoga.
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Inden dette emne behandles, må man gøre sig klart, at eftersom okkultismen er blevet gjort
tilgængelig for alle - altså i løbet af de sidste 10 år - har en vis teosofisk litteratur udbredt
forkerte forestillinger vedrørende det mål, som okkultismen stræber imod.
Man har påstået, at formålet var legemets tilintetgørelse gennem askese. Man har udbredt
den forestilling, at virkeligheden var en illusion, der skulle overvindes.
Man har påberåbt sig den hinduiske Maja.
Dette er mere end en overdrivelse, men faktisk en virkelig teoretisk vildfarelse, der strider
mod videnskaben og mod okkultismens erfaringer.
Hvor meget rigtigere er ikke den græske forestilling, der sammenligner sjælen med en bi.
Lige som bien forlader sin kube og suger blomsternes saft for at lave den til honning, lige
sådan trænger sjælen, der nedstammer fra ånden, ind i virkeligheden og udvinder saften og
kraften for at bringe det bedste tilbage til ånden igen.
I okkultismen gælder det ikke om at foragte virkeligheden, men om at forstå den og anvende
den.
Legemet er ikke åndens klædning, men dens redskab eller værktøj. Den okkulte videnskab
undertrykker ikke legemet, men lærer at betjene sig af legemet til højere formål.
Ville man have forstået en magnets natur, hvis man blot beskrev den som en hestesko? Nej,
men man forstår den, når man siger: "Det er et stykke jern, som i sig indeholder kraften til at
tiltrække andre småstykker af jern".
Den synlige virkelighed er helt opfyldt af en dybere virkelighed, som sjælen søger at trænge
ind i for at beherske den.
Den højere visdom er blevet bevaret fuldkommen hemmelig i tusinder af år i de okkulte
broderskaber. Man måtte tilhøre disse broderskaber for at kende blot begyndelsesgrundene
til den okkulte videnskab, og for at komme ind i dem måtte man gennemgå visse prøvelser
og aflægge ed på ikke at ville misbruge de åbenbarede sandheder.
Men menneskenes forhold og i særdeleshed den menneskelige intelligens' beskaffenhed er
blevet helt ændret siden det 16. århundrede og især i løbet af de sidste hundrede år under
virkningen af de videnskabelige opdagelser.
Gennem videnskaben er visse sandheder af naturlig og sansbar art, men som tidligere kun
kendtes af de indviede, blevet tilgængelige for offentligheden.
Det, som videnskaben kender i dag, var tidligere et mysterium. De indviede har altid været
vidende om dét, som alle mennesker med tiden skal lære at kende; det er derfor, man har
kaldet disse indviede for profeter.
Dertil kommer, at kristendommen har bragt en stor forandring ind i initiationen. Indvielsen
er ikke den samme efter Jesu Kristi tid, som den var forinden. Dette kan vi kun forstå ved at
tage hensyn til den menneskelige naturs beskaffenhed og ved at genkalde os, hvilke
menneskets 7 grundbestanddele er.
De syv grundbestanddele, som mennesket består af er:
1.
Det fysiske legeme. Det er det menneske, der er synligt for det materielle øje - det
naturlige menneske og det eneste, som videnskaben kender godt i dag. Det rent
fysiske menneske svarer til den mineralske verden; det er en forbindelse af alle
universets fysiske kræfter.
2.
Det æteriske legeme. Hvorledes kan man fatte dette?
Vi ved, at hypnose vækker en anden bevidsthed - ikke blot i den hypnotiserede, men
også i hypnotisøren der suggererer mediet alt, hvad han vil. Han kan få det til at
antage en stol for en hest, eller han kan skabe en forestilling om, at stolen slet
ikke er der, eller at der ikke er nogen i et værelse, der er fyldt med mennesker.
Den indviede kan, efter behag, udøve denne magt på sig selv og hidføre en
udelukkelse af det fysiske legeme hos det menneske, han har for sig.
Da ser han i stedet for det fysiske legeme ikke en tomhed, men det æteriske legeme.
Dette legeme ligner det fysiske legeme, men ikke helt. Det antager det fysiske legemes form,
men rager lidt ud over dette. Det er mere eller mindre lysende og bølgende.
Organerne er erstattet af strømninger i forskellige farver, og hjertet er en veritabel
kraftknude - en hvirvel af disse strømninger.
Det æteriske legeme er altså en virkelig æterisk dublet af det materielle legeme. Dette
æteriske legeme har mennesket til fælles med planterne. Det er ikke en frembringelse af det
fysiske legeme, som naturvidenskabsmændene kunne tro, men tværtimod er det opbyggeren
af enhver levende organisme.
For planten som for mennesket er det vækstkraften og rytme - og reproduktionskraften.
3.
Det astrale legeme. Dette har ikke samme form som det æteriske eller det fysiske
legeme. Det astrale legeme er ægformet og rager uden for de to øvrige legemer ligesom en
sky eller aura. Det astrale legeme kan antage alle regnbuens farver i overensstemmelse med
de lidenskaber, som besjæler det.
Hver lidenskab har sin astrale kulør. Desuden er det astrale legeme på en vis måde en
syntese af det fysiske og det æteriske legeme. Lad os se hvordan.
Æterlegemet har altid den modsatte karakter af det fysiske legemes køn. En mands
æterlegeme er af kvindeligt køn og en kvindes æterlegeme er af mandligt køn.
Astrallegemet er tvekønnet såvel hos manden som hos kvinden; det er således en
syntese af de to andre legemer.
4.
Jeg'et - "Manas" på sanskrit eller "Joph" på hebræisk - er den intelligente og bevidste sjæl.
Det er den evige menneskelige individualitet, som kan lære at opbygge de andre legemer; det
er det uudsigelige og på samme tid det menneskelige og det guddommelige JEG.
Det er foreningen af de fire elementer, som Pythagoras ærede under tetragrammets tegn.
Menneskehedens udvikling består i - ved jeg'ets hjælp - at forvandle de lavere led til
åndeliggjorte legemer.
Det fysiske legeme er det ældste, og derfor den mest fuldkomne del af det nuværende
menneske. Den nutidige fase i den menneskelige udvikling har til opgave at forvandle
det astrale legeme.
Hos den civiliserede mennesketype deles det astrale legeme i det lavere og det
højere.
Det lavere er endnu kaotisk og mørkt; det højere er lysende og allerede
gennemtrængt af MANAS-kræfterne, dvs. ordentligt og reguleret.
Når den indviede har udrenset sit astrale legeme for alle dyriske lidenskaber, når han
har gjort sig fuldstændig lysende, - hvilket er den første initiationsfase - er han nået frem til
renselsen, til katarsis.
Først da kan han arbejde på sit æteriske legeme og derigennem sætte sit præg på det
fysiske legeme. Det astrale legeme alene har ingen indflydelse på det fysiske legeme. Dets
virksomhed må gå gennem det æteriske legeme.
Det er altså elevens opgave at nå til en forvandling af det astrale legeme og af det
æteriske legeme og dernæst til et fuldkomment herredømme over det fysiske legeme.
Således bliver eleven til mester og forvandler sin naturs 3 lavere bestanddele til 3
højere principper:
5.
Ånds-selv
(Manas)
6.
Livs-ånd
(Buddhi)
7.
Åndsmenneske
(Atma)
Vi berører her en underfuld lov i den menneskelige natur, der beviser, at Jeg'et og Manas er
den menneskelige udviklings centrum.
Det herredømme, som Manas i det lave udøver over det astrale legeme og æteriske legeme
forvandles i det høje (dvs. i det højere og guddommelige menneskes former) ved
erhvervelsen af nye egenskaber.
Det er f.eks. således, at Manas’ virksomhed på det æteriske legeme forvandler sig i lys og
kraft for dets åndelige væsen (Buddhi); og den virksomhed, som Manas udøver på det
fysiske legeme, forvandler sig i lys og i kraft for dets guddommelige ånd (Atma).
Hele den menneskelige evolution sammenfattes altså i forvandlingen af de lavere legemer
gennem det højere jeg. Og vor nuværende fase består i forvandlingen af det astrale legeme,
hvilket er det samme som herredømmet over følelserne og disses udrensninger.
Den lavere del af menneskets nuværende astrale legeme er mørkt, og den højere del er lys og
farverig. Det lavere astrale legeme er endnu ikke blevet forvandlet gennem jeget. Det højere
har været gennemtrængt og organiseret af jeget. Når mennesket helt har bearbejdet sit astrale
legeme, siger man, at dette er blevet forvandlet til "Manas".
Først da begynder arbejdet på det æteriske legeme. Der er en grund hertil. Det, der sker i
astrallegemet er kortvarigt, medens det, der foregår i det æteriske legeme efterlader et
uudsletteligt spor, og indpræges desuden som et stempel på det fysiske legeme.
Den højere indvielse består i at kontrollere alle det fysiske legemes fænomener; at beherske
dem fuldstændigt, at styre dem sikkert ud fra viljens ønske.
I samme forhold som den indviede når dertil, besidder han ”Atma”, da bliver han vismand
(Magus) og vinder magt over naturen.
----------------------Forskellen mellem den orientalske og den occidentalske indvielse består i den metode,
hvorved Mesteren leder disciplen til at arbejde på sit æteriske legeme. For at gøre os dette
klart må vi betragte menneskets forskellige tilstand under søvn og vågen tilstand.
Under søvnen er det astrale legeme delvis løsrevet fra det fysiske legeme og i en tilstand af
uvirksomhed, mens det æteriske legeme fortsætter sit vækstbefordrende arbejde.
Ved døden forlader det æteriske legeme sammen med det astrale legeme helt det fysiske
legeme. I dette æteriske legeme, som er bærer af hukommelsen, findes erindringen om livet,
og det er i det øjeblik, hvor det æteriske legeme frigør sig, at den døende læser hele sit liv
som et enkelt billede.
Når det æteriske legeme har trukket sig ud af det fysiske legeme, bliver det meget mere
modtageligt, fordi det ikke længere generes af sin fysiske begrænsning.
En østerlandsk indvielse bestod i at lade disciplens æteriske og astrale legeme træde ud af
det fysiske legeme under en letargisk tilstand (dødlignende søvn), som, ifølge ritualet, skulle
vare i 3 døgn.
I den tid dirigerede hierofanten (den, der indvier) neofyttens (den, der bliver indviet)
æteriske legeme, overførte impulser til ham og indgav ham visdom i et mægtigt og
uudsletteligt aftryk.
Når han vågnede, fandt den indviede al denne visdom i sig, fordi det æteriske legeme
indeholder menneskets hukommelse, og han bevarede denne visdom, der stammede fra den
okkulte viden, men som bar hierofantens uudslettelige og personlige præg.
Efter at have gennemgået denne indvielse sagde man om den indviede, at han var født to
gange.
Man gik således frem, fordi det ville have været vanskeligt på anden måde at meddele de
højere sandheder.
Anderledes er det med den vesterlandske indvielse.
Den adskiller sig fra den østerlandske ved, at mens den østerlandske finder sted under en
søvntilstand, da finder den vesterlandske sted i vågen tilstand, det vil sige, at den undgår
adskillelsen mellem det æteriske og det fysiske legeme.
I den vesterlandske indvielse forbliver den, der skal indvies, uafhængig, og mesteren er blot
opvækkeren. Den vesterlandske mester vil hverken beherske eller omvende, men kun
fortælle, hvad han har set.
På hvilken måde skal man lytte til ham?
Der er i virkeligheden 3 måder at lytte:
*
at lytte idet man underkaster sig ordet som en ufejlbarlig autoritet.
*
at lytte med den kritiske sans, idet man forkaster det, man hører.
*
ganske enkelt lytte uden servil og blind tro såvel som uden systematisk opposition,
idet man lader idéerne virke på sig og giver agt på deres virkninger
Den sidstnævnte bør være disciplens holdning til sin mester i den vesterlandske initiation.
Hvad angår initiatoren, så ved denne, at for at være mester, da må man være tjener. Det
gælder ikke om at forme disciplens sjæl i sit billede, men at gennemskue dennes gåde og
løse den.
Det, som disciplen lærer, er ikke et dogme, eller rettere det er et dogme, som kun har værdi
som udviklingsprincip.
Enhver sandhed, der ikke samtidig er en vital kraft, er en gold sandhed. Derfor må enhver
tanke gå ind i sjælen. Det gør den ikke, hvis den ikke er gennemtrængt af følelse; da er den
en dødfødt tanke.
---------------------------
6. foredrag
Orientalsk og occidentalsk yoga fortsat….
(resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Det skal siges, at yoga eller ’indvielsen’ ikke er en voldsom begivenhed, men en langsom
opøvelse – en forandring i det allerinderste.
Man forestiller sig ofte, at indvielsen består af en serie ydre manipulationer og asketiske
øvelser. Sådan er det slet ikke. Alt må foregå i sjælens dybder.
Vi skal nu tale om de praktiske regler for denne opøvelse. Det er ofte blevet sagt, at
begyndelsen af indvielsen er farlig, og at den person, der indlader sig på dette, udsætter sig
for alvorlige farer.
Der er en sandhed heri, og vi skal forsøge at forklare dette på en videnskabelig måde.
Indvielsen er en slags fødsel af den højere sjæl, der ligger skjult i ethvert menneske.
For den lavere sjæl – eller mere nøjagtigt – for det astrale legeme indeholder indvielsen
tilsvarende farer, som ved den fysiske fødsel med den lighed, at den guddommelige sjæl med
smerte kommer ud af den lidenskabelige sjæl lige som barnet af moders skød med den
forskel, at denne åndelige fødsel varer meget længere end den fysiske fødsel.
Lad os anvende en anden sammenligning.
Den højere sjæl er intimt knyttet til den dyriske sjæl. Det er sammensmeltningen af disse to,
der dæmper lidenskaberne, åndeliggør dem og behersker dem i henhold til den
tilstedeværende grad af intelligens og vilje.
Denne sammensmeltning har en fordel for mennesket, men mennesket betaler for denne
fordel med tabet af sit klarsyn.
Forestil dig en grøn væske, der kemisk er sammensat af blåt og gult. Hvis man opløser den
kemisk, vil man f.eks. se den gule væske gå til bunds og den blå hæve sig til overfladen.
På samme måde er det med mennesket, når indvielsen skiller den dyriske sjæl fra den
åndelige sjæl. Det resulterer i clairvoyance for den højere sjæl. Men hvis den dyriske sjæl
endnu ikke er renset gennem jeget, da giver den sig uden kontrol hen til udskejelser via sine
lidenskaber.
Denne kendsgerning kan man jævnligt konstatere hos medier. Beskyttelsen mod denne fare
betegnes undertiden i indvielsen ved ordet ”Tærskelens Vogter”.
Det er derfor en betingelse, at kandidaten skal have en fast karakter og skal kunne beherske
sine lidenskaber. Forud for indvielsen må der derfor gå en periode med streng disciplin,
sindsro og ensomhed.
Den almindelige moral er ikke længere nok, idet den kun har at gøre med menneskets
optræden i den ydre verden, og indvielsen henføres til det indre menneske.
Sagde man f.eks., at barmhjertighed var nok, da ville svaret være, at nok er barmhjertighed
smuk og nødvendig, men den har ikke noget at gøre med en okkult opøvelse.
Barmhjertighed uden visdom er afmagt.
For okkultisten, for den virkeligt indviede, gælder det så at sige om at forandre retningen af
hele sit livsløb. Det nuværende menneskes handlinger bestemmes og tilskyndes af
sanseindtrykkene fra den ydre verden. Alt, hvad der skabes af tid og sted, er betydningsløst
for indvielsen. Det gælder om at komme ud over dette.
Hvilke midler anvendes til dette formål?
1. At fæstne tanken ved en enkelt genstand og kunne fastholde den der.
Det kaldes at tilegne sig kontrol over sin tanke.
2. Altid at optræde ens i alle handlinger, store som små. At kunne beherske dem, ordne dem og
sætte dem under viljens kontrol.
For fremtiden må alle handlinger udgå fra et indre initiativ.
Det er handlingernes beherskelse.
3. Man må opnå moderation i smerte og glæde. Goethe siger, at den sjæl, der elsker, er snart
frydefuld, snart sorgfuld ind til døden. Okkultisten må med samme sjæls ligevægt bære den største
glæde og den største sorg.
Sjælens ligevægt.
4. Optismismen; den åndstilstand, som består i at søge det gode i alle ting. Overalt – lige fra
forbrydelsen og det urimelige – er der noget godt at finde.
En persisk legende beretter, at engang da Kristus og hans disciple kom forbi en hunds stinkende lig,
da vendte disciplene sig bort i afsky, men efter stille at have betragtet det frastødende syn sagde
Kristus blot: ”Hvor er dens tænder dog smukke!”
5. Tilliden; åndens åbning over for ethvert nyt fænomen og aldrig stille sig tilfreds med det, der
tidligere har været bestemmende for meninger og bedømmelser.
6. Den indre balance, der er en følge af disse forberedende metoder. Man findes altså moden til den
indre opøvelse af sjælen, og man bliver rede til at gå vejen.
7. Meditationen. Man må gøre sig blind og døv over for den ydre verden og dens minder – lige til
det punkt, hvor et kanonskud ikke mere kunne forstyrre én.
Dette er indledningen til meditationen. Når man har frembragt tomhed, er man i stand til at optage
det, der kommer indefra. Man må da opvække sjælens dybder gennem visse forestillinger, som er
egnede til at få den til at hæve sig op over sin oprindelse.
I bogen ”Lys på vejen” findes der fire sætninger, der egner sig som stof til meditation og indre
koncentrationer. Det er meget gamle sætninger, som i århundreder har været anvendt af de indviede,
og hvis mening er dyb og mangfoldig.
Første sætning:
Anden sætning:
Før øjnene kan se, må de være blevet ud af stand til at græde.
Før øret kan høre, må det have mistet hørelsen.
Tredje sætning:
Før stemmen kan tale i mestrenes nærværelse, må den have mistet
evnen til at såre.
Fjerde sætning:
Før sjælen kan rejse sig (opløftes) i mestrenes nærværelse,
må dens fødder være renset i hjertets blod.
Disse fire sætninger har en magisk kraft; men for at kunne fornemme
denne kraft, må man lade dem leve i sig og elske dem uden ophør –
lige som en moder elsker sit barn.
--------------------
Denne første opøvelse har kraft til at udvikle det æteriske legeme – især dets øvre del, som
svarer til hovedet.
Efter således at have behandlet det æteriske legemes øvre del, må en dybere del af væsenet
opøves, nemlig blod- og åndedrætssystemet, hjertet og lungerne.
I fordums tider, i fjerne epoker af den jordiske udvikling levede mennesket i vandet og
åndede gennem gæller lige som fiskene.
Folkeslagenes hellige bøger har tilkendegivet dette tidspunkt, hvor mennesket begyndte at
ånde himlens luft.
I Genesis siges der: ”Gud gav mennesket sin ånde”. Disciplen må forandre sit
åndedrætssystem og rense det.
Enhver udvikling går fra kaos mod harmoni, fra Arytmi til Eurytmi. Mennesket må gøre sine
instinkter rytmiske.
I gamle dage betegnedes de forskellige indvielsesgrader ved særlige navne, nemlig:
Første grad:
Ravnen (den, som bliver på tærskelen)
Ravnen forekommer i alle mytologier.
I Eddaen hvisker den i Wotans øre om det,
som den ser i det fjerne.
Anden grad:
Den himmelske forsker – eller okkultisten
Tredje grad:
Stridsmanden (striden – kampen)
Fjerde grad:
Løven (kraften)
Femte grad:
Den indviede bærer navnet på det folk, som han tilhører,
f.eks.’perseren’ eller’grækeren’, fordi hans sjæl har udvidet
sig til hele hans folks sjæl.
Sjette grad:
Solhelten eller solens løber, fordi hans gang er blevet lige
så harmonisk, lige så rytmisk som solens.
Solen forestillede det planetariske systems levendegørende
bevægelse og rytme.
Legenden om Ikaros henviser til indvielsen. Ikaros forsøgte at
nå op til solen alt for tidligt, uden tilstrækkelig forberedelse, og
faldt brat ned.
Syvende grad: Faderen, fordi han formår at skabe disciple og være alle
menneskers beskytter, og fordi han er ’fader til det nye menneske
– to gange født i den genopstandne sjæl’.
Under meditationen renser tanken luften.
Man vil endog kunne bevise dette ad kemisk vej og påvise, at kulstoffet da afgives i mindre
kvantum.
Åndedrættets nye rytme frembringer en forandring i blodet. Mennesket udrenses i en sådan
grad, at det selv kan danne sit blod uden plantens hjælp. Den vedvarende meditation
forandrer blodets natur.
Mennesket udånder mindre kulstof, idet det tilbageholder kulstof for at benytte det til
opbygning af sit legeme.
Mennesket udånder ren luft, og bliver således i stand til at leve af sin egen ånde. På denne
måde udfører det en alkymistisk forvandling.
Hvilke stadier tilhører indvielsens højere område? Følgende tre områder skal her nævnes:
Første stadium:
Den indviede finder stilheden i sjælen.
Gennem stilheden opstår den astrale vision, hvor alt
symbolsk er et billede af virkeligheden. Denne astrale vision,
som han fornemmer under søvnen, er dog endnu
ufuldstændig.
Andet stadium:
Drømmene ophører med at være kaotiske og bliver
regelbundne. Man forstår den sande sammenhæng mellem
drømmens symbolik og virkeligheden; man får
herredømmet over det astrale. Således opvækkes det astrales
lys, som kommer fra det indre i sjælen, der lærer at se andre
sjæle som virkeligheder.
Tredje stadium:
Bevidsthedens kontinuitet oprettes mellem
den vågne tilstand og søvntilstanden.
Mens det astrale liv genspejlede sig i den lette søvns drømme,
forekommer der i den dybe søvn andre forestillinger, som er
ren høren, og som manifesterer sig i form af toner.
Da hører sjælen alle væseners indre stemmer som en
underfuld harmoni, og denne harmoni manifesterer det
virkelige liv.
Platon og Pythagoras har kaldt denne harmoni for ’sfærernes harmoni’. Det er ikke en
poetisk metafor, men en dyb vibration i den inderste sjæl under de lydbølger, der udgår fra
verdens sjæl.
Goethe, som blev indviet i sin ungdom i perioden mellem Leipzig og Strassburg, kendte
denne sfære-harmoni.
Han har besunget den i begyndelsen af ”Faust”, hvor ærkeenglen Rafael udtaler disse ord:
Die Sonne tönt nach alter Weise
in Brudersphären Wettgesang,
und ihre vorgeschriebne Reise
vollendet sie mit Donnergang.
Solen toner på gammel vis
i de broderlige sfærers væddesang,
og sin foreskrevne rejse
fuldender den med tordengang.
Under den dybe søvn hører den indviede disse toner som trompeter og tordenskrald.
7. Foredrag
Sankt Johannes Evangelium.
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Kristendommen spiller en enestående, skarp og væsentlig rolle i menneskehedens historie.
Den er på en vis måde det centrale moment, vendepunktet mellem involutionen
(sammendragning) og evolutionen (udvikling), og derfor udgår der et så strålende lys fra
den.
Intetsteds er dette lys så levende som i Johannes Evangeliet. Sandt at sige kommer dette lys
kun dér til syne i hele sin kraft.
Det er sandsynligvis ikke på den måde, at den nutidige teologi opfatter dette evangelium. Fra
det historiske synspunkt opfattes det for ringere end de tre synoptiske og så at sige et
apokryft evangelium. Den blotte kendsgerning, at man har henført dets affattelse til det andet
århundrede efter Kristi fødsel har betydet, at den kritiske skoles teologer har betragtet
evangeliet som et mystisk digt og et alexandrinsk filosofisk værk.
Okkultismen taler ganske anderledes om Johannes Evangeliet. Gennem hele Middelalderen
var der en række broderskaber, som i Johannes Evangeliet så deres ideal og den vigtigste
kilde til den kristne sandhed. Disse broderskaber var Sankt Johannes Brødrene,
Albigenserne, Katarerne, Tempelridderne og Rosenkreuzerne.
Alle disse praktiserede okkultismen og henviste til dette evangelium som deres bibel, som
deres breviar.
Det er endog sandsynligt, at legenden om Gralen, Parsifal og Lohrengrin er udgået fra disse
broderskaber, og at den blev det populære udtryk for disse hemmelige doktriner.
Alle disse brødre af forskellige og beslægtede ordener har anset sig selv som forløbere for en
individuel kristendom, hvis hemmeligheder de sad inde med, og hvis fulde blomstring var
forbeholdt senere tider.
Den hemmelighed fandt de helt og absolut i Johannes Evangeliet.
De mødte de en evig sandhed, som gælder til alle tider, en sandhed, som fuldstændig
omskaber den sjæl, der i sit allerinderste væsen lever i dette evangelium.
Man læste ikke evangeliet som et litterært værk. Man betjente sig deraf som af et mystisk
instrument.
For at gøre os det klart, så lad os et øjeblik se bort fra dets historiske værdi.
De første 14 vers af Johannes Evangeliet var hos rosenkreuzerne genstand for en daglig
meditation og åndelig øvelse. Man tilskrev dem en magisk kraft, og det har de faktisk for
okkultisten.
Deres virkning var således: Ved utrætteligt at gentage dem hver eneste dag på samme
tidspunkt, opnåede man ad drømmens vej en vision af alle de begivenheder, der er fortalt om
i evangeliet, og at gennemleve dem i sit indre.
Hos rosenkreuzerne betød dette derfor, at Kristus, gennem denne åndelige vision, kunne
genopstå i hver sjæls allerinderste. Desuden troede de ligeledes på Kristi virkelige og
historiske eksistens.
At kende den indre Kristus er også at erkende den ydre Kristus.
En nuværende materialist kunne sige: Men den kendsgerning, at rosenkreuzerne har haft
disse drømme, beviser det, at Kristus virkelig har eksisteret?
Hertil svarer okkultisten: Hvis der intet øje var til at se solen, ville solen ikke eksistere; men
hvis der ingen sol var på himlen, ville der heller intet øje være til at se den, for det er solen,
som i tiderne løb har formet øjet og skabt det således, at det kan opfange lyset.
Rosenkreuzerne sagde; ”Sankt Johannes Evangeliet har opvækket din indre sans, men uden
en levende Kristus ville du ikke kunne opleve den i dig selv”.
Jesu Kristi værk kan kun forstås i hele sin dybde, hvis man mærker sig forskellen mellem de
gamle mysterier og det kristne mysterium.
De antikke mysterier blev udført i tempelskolerne. De indviede var ’opvakte’. De lærte at
arbejde på deres æteriske legemer, de var ’to gange fødte’, fordi de kunne se sandheden på to
måder; nemlig direkte gennem drømmen og den astrale vision og indirekte gennem det
sanselige syn og logikken.
Den indvielse, som man gennemgik, betegnedes som liv, død og opstandelse.
Disciplen tilbragte tre dage i graven i en sarkofag i templet. Hans ånd var frigjort fra
legemet, men på tredjedagen nedsteg ånden igen, på hierofantens bud, i legemet. Ånden
havde i mellemtiden opholdt sig i kosmos, hvor den havde deltaget i det universelle liv.
Mennesket var gennem ånden blevet forvandlet og født på ny.
De største græske forfattere har talt om disse mysterier med hellig begejstring og respekt.
Platon går så vidt som til at sige, at kun den indviede fortjener navnet ’menneske’.
Denne indvielse finder virkelig sin kroning i Kristus. Kristus er indvielsen, som er fortættet
af det sansbare liv, ligesom is er fortættet vand.
Det, som man havde set i oldtidens mysterier, realiseredes historisk på det fysiske plan med
Kristus. De indviedes ’død’ havde blot været en delvis død på det æteriske plan. Kristi død
var en fuldstændig død på det fysiske plan.
Man kan betragte Lazarus´ opvækkelse som et overgangsmoment – som et skifte fra den
antikke indvielse til den kristne indvielse.
I Johannes Evangeliet er der ikke tale om Johannes selv før efter beretning om Lazarus’ død.
’Den discipel, som Jesus elskede’ er også den mest indviede. Det er ham, som er gået
gennem døden og opstandelsen, og som er opsteget ved Kristi egen røst.
Johannes er Lazarus, som er steget ud af graven efter sin indvielse. Johannes har oplevet
Kristi død, og det er den mystiske vej, som ligger skjult i kristendommens dybder.
Beretning om brylluppet i Kana, der også findes i samme evangelium, indeholder en af
menneskehedens åndelige historiers dybeste mysterier. Det refererer til Hermes ord: ”Som
foroven, så forneden”.
Ved brylluppet i Kana forvandles vand til vin. Hertil knytter sig en universel symbolsk
betydning, der siger, at under den religiøse kultus skal ’vand-offeret’ for en tid erstattes af
’vin-offeret’.
Der var en tid i menneskehedens historie, hvor vinen ikke kendtes. I Veda tiden kendtes den
næsten ikke, og så længe menneskene ikke drak alkoholiske drikke, var forestillingen om de
tidligere tilværelser og de gentagne liv udbredt overalt, og ingen tvivlede herom.
Så snart menneskene begyndte at drikke vin formørkedes reinkarnationsforestillingen hastigt
og endte med helt at forsvinde fra den almindelige bevidsthed.
Den blev kun bevaret af de indviede, som afholdt sig fra at drikke vin, for alkohol har en
særlig virkning på den menneskelige organisme – især det æteriske legeme, - hvor
hukommelsen bearbejdes.
Alkoholen tilslører hukommelsen og formørker den i dens inderste dybder.
”Vinen skaffer glemsel”, siger man. Det er ikke blot en overfladisk, øjeblikkelig glemsel,
men en dyb og varig glemsel og en formørkelse af erindringsevnen i det æteriske legeme.
Derfor mistede menneskene, da de begyndte at drikke vin, efterhånden deres umiddelbare
bevidsthed om reinkarnationen.
Troen på reinkarnation og på loven om karma havde en mægtig indflydelse – ikke blot på
individet, men også på dets sociale følelse. Den fik mennesket til at stille sig tilfreds med
uligheder i de menneskelige forhold.
Når den ulykkelige ægyptiske arbejder på pyramiderne; når hinduen af laveste kaste
udhuggede templer i bjergene, da skete det i forvisningen om, at en anden tilværelse ville
belønne dem for et tappert udholdt slid, og at deres herre allerede havde gennemgået
lignende prøvelser, hvis han var god, eller ville gennemgå sådanne senere og måske endnu
hårdere, hvis han var uretfærdig og ond.
Da kristendommen nærmede sig, skulle menneskeheden gennemgå en epoke med
koncentration på den jordiske gerning; den skulle arbejde med en forvandling af dette liv, på
en udvikling af forstanden og af det tankemæssige og videnskabelige kendskab til naturen.
Reinkarnations-følelsen skulle mistes i en periode af to tusinde år, og det middel, som blev
anvendt for at nå dette mål, var vinen.
Dette er den dybe årsag til dyrkelsen af Bacchus – vinens Gud, rusens Gud (den populære
form for de gamle mysteriers Dionysos, som selv har en helt anden betydning).
Dette er også den symbolske betydning af brylluppet i Kana. Vandet gjorde tjeneste ved den
gamle offerhandling; vinen gør tjeneste ved den nye.
Kristi ord, ”Lykkelige er de, som ikke har set, og som dog tror”, anvendes på den nye æra,
hvor mennesket ganske hengiver sig til sine jordiske opgaver og ikke har erindring om sine
tidligere inkarnationer eller den direkte vision af den guddommelige verden.
Kristus efterlod os et testamente i scenen på Tabor bjerget i forklarelsen, som fandt sted i
Peters, Jacobs og Johannes’ nærværelse.
Disciplene så ham mellem Elias og Moses. Elias repræsenterede sandhedens vej; Moses
repræsenterede selve sandheden og Kristus livet, som sammenfatter dem.
Derfor kan han sige om sig selv, ’Jeg er vejen, sandheden og livet’.
Således sammenfattes og koncentreres alt, belyses og inderliggøres alt, forvandles alt i
Kristus.
Kristus sammensætter på ny den menneskelige sjæls fortid lige tilbage til dens udspring og
sørger for sjælens fremtid ind til dens forening med Gud. For kristendommen er ikke kun
fortidens kraft, men også fremtidens kraft.
I samklang med rosenkreuzerne lærer den nye okkultisme altså om:
Den indre Kristus i hvert menneske
og
om den fremtidige Kristus i hele menneskeheden.
8. Foredrag
Det kristne mysterium.
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Lige siden kristendommens fødsel og aposteltiden har der eksisteret en kristen indvielse, og denne
indvielse er forblevet uændret lige gennem Middelalderen og op til vore dage hos et antal religiøse
ordener. Således som hos rosenkreuzerne.
Denne indvielse finder sted gennem åndelige øvelser, som fremkalder ensartede og uforanderlige
symptomer.
De fællesskaber, som praktiserer denne indvielse i dyb hemmelighed, danner den sande arne for
hele det åndelige liv og for alle de religiøse fremskridt, som er opnået af menneskeheden.
Den kristne indvielse er i visse henseender vanskeligere end oldtidens indvielse. Det skyldes
kristendommens væsen og mission, idet kristendommen kom ind i verden på det tidspunkt, hvor
mennesket var sunket allerdybest ned i materien.
Denne nedstigning havde som formål at give mennesket en ny bevidsthed, men at komme bort fra
denne dybde, fra denne materielle tæthed, kræver en større kraftudfoldelse hos mennesket og gør
samtidig indvielsen vanskeligere.
Derfor kræver den kristne mester en højere grad af ydmyghed og hengivenhed hos sin elev.
Den kristne indvielse har altid bestået af 7 trin, hvoraf de fire svarer til fire korsgangsstadier.
Disse er:
1. Fodtvætningen
2. Hudfletningen
3. Tornekroningen
4. Korsbæringen
5. Den mystiske død
6. Gravlægningen
7. Opstandelsen
Fodtvætningen er en forberedende øvelse af ren moralsk natur, som svarer til den hændelse, hvor
Kristus vaskede apostlenes fødder inden påskefesten (Johs. Evangeliet 13).
„Sandelig siger jeg Jer, tjeneren er ikke større end sin herre eller sendebudet større end den, der
sendte ham“.
Teologien udlægger denne handling rent moralsk og ser ikke andet deri end et eksempel på dyb
ydmyghed og Mesterens absolutte opofrelse for sine disciple og sit værk.
Rosenkreuzerne ser det samme, men i en dybere betydning og i forbindelse med udviklingen af alle
væsener i naturen.
Det er en hentydning til loven om, at „det højere er frembragt af det lavere“.
Planten kunne sige til mineralet: „Jeg står over dig, for jeg har det liv, du ikke har; men uden dig
kunne jeg ikke eksistere, for det er fra dig, jeg suger de safter, som nærer mig“.
Dyret kunne sige til planten: „Jeg står over dig, for jeg har følelser, lidenskaber og frivillige
bevægelser, som du ikke har; men uden den næring, som du giver mig, uden dine blade, dine urter
og dine frugter, kunne jeg ikke leve“.
Endelig kunne mennesket sige til planterne:“ Jeg står over jer, men jeg skylder jer den ilt, som jeg
indånder“; og til dyrene måtte mennesket sige:“Jeg har en sjæl, som I ikke har; men vi er brødre og
ledsagere, og vi hjælper alle hinanden frem i den universelle udvikling“.
Den esoteriske betydning af fodtvætningen er altså, at Jesus Kristus, Messias, Guds søn, ikke kunne
være til uden sine apostle.
Den elev, som har mediteret over dette tema i måneder – måske i år – når under sin søvn til en
vision af fodtvætningen på det astrale plan, hvorefter han kan gå over til den kristne indvielses andet
trin.
Hudfletningen. På dette stadium lærer mennesket at kunne udholde livets svøbe. Livet bringer os
forskellige lidelser – fysiske og moralske, intellektuelle og spirituelle. Under denne fase føler eleven
livet som en frygtelig og stadig tortur, men han må bære den med fuldkommen sjælsligevægt og
stoisk mod.
Han må ophøre med at føle frygt – både fysisk og moralsk. Når han er frygtløs, ser han i drømme
hudfletningsscenen. Under en anden vision ser han sig selv som den hudflettede Kristus.
Denne hændelse ledsages af visse symptomer i det fysiske liv og viser sig gennem en hyperæstesi
(overfølsomhed) i hele sansningen, en udvidelse af den universelle sans for liv og kærlighed.
Et eksempel på denne meget stærke følsomhed overført på intelligensens verden findes i Goethes
liv.
Efter langvarige osteologiske studier vedrørende menneskets og dyrenes skelet samt efter
sammenlignende iagttagelser vedrørende embryonerne, nåede Goethe til den slutning, at den
intermaxilære knogle måtte eksistere hos mennesket.
Før Goethes erklæring blev fremsat, havde man benægtet, at denne knogle fandtes i menneskets
overkæbe; men Goethe beretter selv, at han, da han gjorde denne opdagelse, at denne knogle
virkelig eksisterede, endnu synlig ved en sutur, blev grebet af et glædesanfald og en slags ekstase,
som han betegner som en af sit livs mageløse henrykkelser.
Under sin rejse til Italien fik Goethe den samme fornemmelse da han, idet han betragtede resterne af
et fårs hjerneskal, fik en anden idé, der var endnu mere vidunderlig for den menneskelige udvikling:
den idé, som man senere har betegnet som såvel esoterisk som darwinistisk, var, at den
menneskelige hjerne, forstandens centrum, forudgået af lillehjernen, der er centrum for de vilkårlige
bevægelser, er en forlængelse og en udfoldelse af rygmarven på samme måde, som blomsten er en
udfoldelse og en syntese af roden og stængelen.
Hvad forårsagede, at Goethe gjorde disse vidunderlige opdagelser, som i sig selv ville være
tilstrækkelige til at sikre hans udødelighed?
Uden tvivl en høj intelligens, men også en levende og dyb sympati for alle væsener og hele naturen.
Denne følsomhed er en forfinelse og en udvidelse af livskræfterne og af kærlighedskræfterne. Den
svarer til anden grad i den kristne indvielse og er belønningen for hudfletnings-prøvelsen.
Mennesket erhverver sig herved en sans for kærlighed til alle væsener, hvilket igen betyder, at
mennesket kommer til at leve i et tættere tilhørsforhold til og med naturen.
Tornekroningen. Her må mennesket lære at trodse verden såvel moralsk som intellektuelt; at tåle
ringeagt når dét, man holder mest af, bliver angrebet. Man må kunne stå oprejst, når alt overvælder
én, og kunne sige "ja", når hele verden siger „nej“. Alt dette og mere til må læres, inden man kan
vandre videre frem ad vejen.
Derved fremkommer et nyt symptom, nemlig opløsningen eller rettere evnen til momentant at
adskille tre kræfter, der altid er sammenknyttet i mennesket: Viljen, følelsen og forstanden.
Man må lære at adskille eller forbinde disse tre kræfter, som man selv vil. Så længe en ydre
begivenhed umiddelbart fylder os med begejstring, er vi ikke modne; for den begejstring, der
stammer fra begivenheden, kommer ikke fra os selv og kan derfor øve en forstyrrende indflydelse på
os, som vi ikke selv er herre over. Elevens begejstring skal alene stamme fra det mystiske livs
dybder. Man skal altså kunne forblive uforstyrret ved en hvilken som helst hændelse. Kun på denne
måde, kan man tilegne sig frihed.
Denne adskillelse mellem følelse, forstand og vilje skaber en forandring i hjernen, som
karakteriseres ved tornekroningen.
For at dette kan foregå uden fare, må personlighedens kræfter være tilstrækkeligt opøvede og i
fuldkommen balance. Hvis ikke dette er tilfældet, eller hvis eleven har en dårlig vejleder, kan denne
forandring medføre vanvid, for vanvid er ikke andet end denne adskillelse, der finder sted uden
viljens medvirken, og uden at enheden kan genoprettes gennem den indre vilje.
Tværtimod skal eleven opøve sig i at bringe denne adskillelse til ophør, når han selv ønsker det. Et
lynglimt af hans vilje genopretter sammenhængen mellem organerne og hans sjæls virksomhed,
hvorimod det sønderrevne sind hos den afsindige kan blive uhelbredeligt sygt og medføre en fysisk
beskadigelse i nervecentrene.
I løbet af det stadium, der i den kristne indvielse benævnes „tornekroningen“ fremkommer et
frygteligt fænomen, der betegnes som ”tærskelsens vogter”. Det kunne også kaldes åbenbaringen af
den lavere dobbeltgænger.
Menneskets spirituelle væsen, som er dannet af dets vilje, attrå og forstand, fremstår for den
indviede i en synlig form under drømmen.
Denne form er undertiden afskrækkende og rædselsfuld; for den er en frembringelse af menneskets
gode og dårlige lidenskaber og af menneskets karma. Den er en plastisk personifikation på det
astrale plan.
Den er „den dårlige fører“ i ægypternes dødebog.
Mennesket må overvinde denne for at finde sit højere jeg.
„Tærskelens vogter“, som har været et fænomen af astral vision helt tilbage til de ældste tider, er
den første oprindelse til alle myterne om heltens kamp mod uhyret; om Perseus‘ og Herkules‘ kamp
mod slangen Hydra, og om St. Georgs og Siegfrieds kamp mod dragen.
Det forhastede frembrud af det astrale og den pludselige åbenbaring af dobbeltgængeren eller
tærskelens vogter kan føre det menneske, som ikke nøje har fulgt alle forberedende anvisninger og
taget alle de forholdsregler, som er blevet pålagt disciplen, til vanvid.
Korsbæringen henviser symbolsk til en sjælsdyd. Denne dyd, der på en vis måde består i at bære
verden i sin bevidsthed, ligesom Atlas bar himlen på sit hoved, kunne kaldes for følelsen af at
identificere sig med jorden og alt, hvad dette indebærer.
I den østerlandske indvielse betegnes dette som „ophør af følelse af adskillelse“.
Mennesket – og især det moderne menneske – identificerer sig almindeligvis med deres legemer.
Spinoza betegner i sin „Etik“ menneskets første fundamentale ide som forestillingen om legemet i
virksomhed. Eleven må udvikle den ide, at i tingenes samvirke er hans legeme ikke af større
betydning end et hvilket som helst andet legeme, hvad enten det er legemet hos et dyr, et bord eller
et stykke marmor.
Jeget hører ikke op ved huden, det er forenet med den universelle organisme, ligesom vor hånd er
forbundet med vort legemes helhed.
Hvad ville hånden være uden legemet? En klump kød. Hvad ville menneskets legeme gøre uden den
jord, som bærer det, eller uden den luft, det indånder?
Legemet ville dø, for det er kun et lille organ på denne jord og i denne atmosfære.
Derfor må eleven fordybe sig i ethvert væsen og identificere sig med jordens ånd.
Det er igen Goethe, der har givet en storslået beskrivelse af dette stadium i begyndelsen af sin
„Faust“, da jordånden, som „Faust“ tragter efter at komme i forbindelse med, åbenbarer sig for ham
og siger:
„In Lebensfluten, im Tatensturm
Wall ich auf und ab,
Webe hin und her;
Geburt und Grab,
Ein ewiges Meer
Ein wechselnd Weben,
Ein glühend Leben,
So schaff’ ich am sausenden Webstuhl der Zeit,
Und wirke der Gottheit lebendiges Kleid.“
„I livets strømme, i handlingens storme,
Bølger jeg op og ned,
Svinger jeg frem og tilbage.
Fødsel og død,
Et evigt hav.
En skiftende hvirvel,
Et blussende liv.
Således arbejder jeg på tidens susende væv
Og væver guddommens levende klædning.”
At identificere sig med alle væsener vil ikke sige at foragte sit legeme, men at bære det som en ydre
ting, lige som Kristus bar sit kors. Ånden skal holde legemet, lige som hånden holder hammeren.
Da får eleven bevidsthed om de okkulte kræfter, der ligger skjult i hans eget legeme.
Under sin meditation kan han f.eks. frembringe stigmata på sin hud. Det er tegn på, at han nu er
moden til det femte stadium, i hvilken en pludselig illumination åbenbarer sig for ham.
Den mystiske død. Hjemsøgt af den største lidelse siger disciplen til sig selv: „Jeg erkender, at hele
den sanselige verden blot er en illusion“.
Han har virkelig en fornemmelse af at dø og nedstige i mørket. Men da ser han mørket sønderrives,
og et nyt lys åbenbarer sig: Det astrale lys stråler. Det er templets forhæng, der sønderrives.
Dette lys har intet til fælles med solens lys. Det vælder frem fra ting og mennesket.
Den fornemmelse, det giver, ligner slet ikke den, det ydre lys kan give.
Lad os, for at danne os en forståelse herfor, anvende følgende sammenligning:
Vi forestiller os, at vi, idet vi fjerner os fra en larmende by, trænger dybt ind i en tæt skov.
Efterhånden dør al støj hen, og der bliver fuldstændig stilhed.
Man når til at forstå, hvad der ligger hinsides stilheden, at overskride dette nulpunkt, hvor al ydre
støj er ophørt. Tonen begynder på ny – på den anden side af livet for det indre øre.
Det er den erfaring, som den sjæl, der trænger frem til den astrale verden, gennemlever.
Sjælen er i berøring med den modsatte kvalitet af tingene, som den kender, på samme måde som
man under nulpunktet kommer ind i en rækkefølge af negative tal.
Man må have mistet alt for at genvinde alt, endog sin egen tilværelse.
Men i det øjeblik, hvor man mister alt, synes det, som om man dør fra sig selv, og at det er uden for
sit eget selv, at man igen begynder at leve. Det er den mystiske død.
Når man har gennemgået den, er tiden kommet til
Gravlæggelsen. Her føler mennesket sig gennemtrængt af den fornemmelse, at det – idet det er
fremmed over for sit eget legeme – blot er èt med planeten. Det er sammensmeltet med jorden og
genfinder sig selv i det planetariske liv.
Opstandelsen. Det er en usigelig følelse, som det er umuligt at beskrive undtagen inden for templets
mure. For dette sidste stadium er hævet over alle ord, og enhver sammenligning er mangelfuld. Når
man er nået til dette punkt, erhverver man sig kraften til at helbrede.
Men det må også siges, at den, som besidder denne evne, samtidig har den modsatte magt til at gøre
syg. For det negative ledsager altid det positive.
Deraf kommer det store ansvar, der følger med denne evne, og den kan man betegne således:
DET SKABENDE ORD UDGÅR
FRA DEN ILDFULDE SJÆL.
9. Foredrag
Det astrale plan
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Hvorledes skal man opfatte det astrale plan - den anden verden?
I okkultismen skelner man mellem tre verdener:
1.
2.
3.
4.
Den fysiske verden (som vi lever i)
Den astrale verden (som svarer til skærsilden)
Den spirituelle verden - eller ifølge Sanskrit termen - den devakane verden
(svarende til den kristne himmel)
Der er andre verdener før og efter disse nævnte, men dem skal vi ikke beskæftige os med i disse
foredrag, idet ingen menneskelig tanke rummer en forståelse for disse verdener. De allerstørste
indviede kan blot have en fjern forestilling herom.
I dette foredrag skal vi blot beskæftige os med den planetariske udvikling i vort solsystem.
Det fysiske plan indeslutter os i det snævre tidsrum af den fysiske eksistens, som findes mellem
fødsel og død.
Mellem to inkarnationer bevæger vi os på det astrale plan og på det devakane plan, men menneskets
kerne forbliver dog urokkeligt.
Den reinkarnerer sig, men ikke evigt, for inkarnations- og reinkarnations-rytmen har haft en
begyndelse og skal også have en afslutning. Mennesket kommer fra et og går til noget andet.
Den astrale verden er ikke et sted, men en tilstand.
Den omgiver os, og vi bader os bestandigt i den på denne jord. Vi lever i den på samme måde som
blindfødte lever i en verden, hvor de famler sig vej frem.
Giver vi blindfødte en operation således, at de får synet, da vil de befinde sig i omgivelser, hvor de
tidligere har levet, men nu ser de for første gang disse omgivelser i form og farver.
Således åbnes den astrale verden gennem klarsynet. Det er en anden bevidsthedstilstand.
I Goethes videnskabelige værker findes et bemærkelsesværdigt sted, som omhandler lysets væsen
set som et udtryk for naturens sprog:
"Vi søger forgæves at forklare et væsens beskaffenhed", siger Goethe. "Vi opfatter virkninger, men
en fuldstændig beskrivelse af disse virkninger ville måske være på sin plads for at forklare dette
væsens natur.”
"Vi ville anstrenge os forgæves ved at male et menneskes karakter, men lad os samle hans
handlinger til et hele og et billede af hans karakter vil åbne sig for vore øjne."
"Farverne er lysets virksomhed, dets handlinger og følelser. I denne betydning åbenbarer farverne
lysets natur for os. Farverne og lyset er inderligt forbundne fænomener. Men det er nødvendigt at se
dem fremstå som udgørende en integrerende del af hele naturen, som vil manifestere sig for øjet
gennem lyset og farverne."
Naturen manifesterer sig på en analog måde for en anden sans. "Luk øjnene; åben øret og lyt!"
Fra det allerfineste åndepust til den voldsomste larm, fra den enkleste tone til den mest sammensatte
harmoni, fra det stærkeste og det mest lidenskabelige skrig til det mest sagte forstandens ord er det
hele tiden naturen, som taler, som åbenbarer sin tilstedeværelse, sin kraft, sit liv og sine
sammenhænge "så godt, at den blinde, for hvem den synlige uendelighed er nægtet, kan opfatte en
levende uendelighed i det som er hørligt."
Således taler naturen oppefra og nedefter til andre sanser såvel kendte, miskendte som ukendte.
Således samtaler naturen med sig selv og med os gennem tusinde fænomener, og for den
opmærksomme iagttager er naturen derfor hverken død eller stum; i den hårde jord har naturen føjet
en fortrolig - et metal, hvis mindste dele tillader os at bemærke det, der sker i hele dens masse"
(Goethes farvelære. Se forordet).
Lad os forsøge at beskrive den astrale verden. Man må vænne sig til en helt anden betragtningsform
end den, vi er vant til. Til at begynde med er alt i den astrale verden forvirret og kaotisk.
Det første, som man bemærker, er at den astrale verden viser os alt, hvad der eksisterer, lige som i et
spejl, og at alt er omvendt der.
Hvis man f.eks. læser tallet 365 i det astrale lys, må det læses bagfra 563. Hvis en begivenhed
udfolder sig foran os, sker det på en omvendt måde i forhold til retningen på jorden.
I den astrale verden kommer årsagen efter virkningen, mens virkningen kommer efter årsagen i vor
verden.
I den astrale verden viser målet sig som årsagen, hvilket beviser, at målet og årsagen er identiske
ting, men virkende omvendt i henhold til den livssfære, som vi placerer os i.
Klarsynet løser således eksperimentelt det teleologiske problem, som ingen metafysik har kunnet
løse ved abstrakt tænkning.
En anden anvendelse af denne omvendte spaltning af tingene på det astrale plan er, at den lærer
mennesket at kende sig selv.
Følelserne og lidenskaberne udtrykker sig på det astrale plan gennem plante -og dyreformer. Når
mennesket begynder at skelne sine lidenskaber på det astrale plan, ser det dem som dyriske former,
men mennesket ser disse former, som udgår fra det, på omvendt måde, som om disse ville angribe
det.
Det er, fordi mennesket i den visionære tilstand allerede er uden for sig selv; ellers ville mennesket
ikke kunne se sig selv.
Således er det kun der på det astrale plan, at mennesket virkelig lærer at kende sig selv ved at
kontemplere (beskue) billederne af sine lidenskaber, der fremtræder som dyr, der kaster sig over
ham.
En følelse af had, som man kan nære over for et andet væsen, viser sig således som en dæmon, der
farer løs på én selv.
Dette astrale kendskab til sig selv fremkommer på en unormal måde hos dem, der har psykiske
sygdomme af den slags, der hele tiden viser, at man forfølges af dyr og væsener, der skærer
grimasser.
De aner ikke, at det, som de ser, er en afspejling af deres egne følelser og lidenskaber.
Den virkelige indvielse forårsager ingen psykiske forstyrrelser, men en uforberedt og pludselig
frembryden af den astrale verden i den menneskelige organisme kan skabe et vanvid; for under
klarsyn løsriver mennesket sig fra det fysiske legeme.
I den forbindelse kan der opstå farer for ånden og for hjernen hos den, som ikke er ligevægtig og
trænet i øvelser af denne art.
Hele den rosenkreuzeriske indvielse har haft en disciplin, som netop var rettet mod at gøre
mennesket objektivt over for sig selv for at danne et objektivt jeg.
Man må begynde med at se sig selv objektivt. Denne fremstilling af sig selv muliggør, at det astrale
legeme kan forlade det fysiske legeme.
Hvad foregår der i dødsøjeblikket?
Efter døden, når menneskets æteriske og astrale legeme samt jeget har løsrevet sig, forbliver liget
tilbage i den fysiske verden. Kort efter danner det æteriske legeme og det astrale legeme et hele.
Det æteriske legeme indpræger hele erindringen om livet ind i det astrale legeme, hvorefter det
astrale legeme langsomt og helt alene træder ind i den astrale verden.
Det astrale legeme indeholder herefter alle de begær, som livet har frembragt, men savner midlerne
til at tilfredsstille dem, fordi det ikke længere har et fysisk legeme.
Dette giver en fornemmelse af en fortærende tørst.
Herfra stammer episoden i den græske mytologi om Tantalos' kvaler.
Man har også fornemmelsen af at befinde sig mellem gløder, og herfra kommer forestillingen om
Gehenna, skærsilden. Forestillingen om skærsilden, som materialisterne spotter, udtrykker i
virkeligheden menneskets subjektive tilstand efter døden.
Derimod giver den uudslukkelige tørst efter handling sjælen en fornemmelse af kulde. Den
objektive tilstand udtrykkes ved den kulde, der udgår fra sjælen. Det er den kulde, affødt af ønsket
om handlinger, der ikke er virkeliggjort på jorden, som spiritisterne mærker i deres seancer.
Den sjæl, som er forbundet med det astrale legeme, må vænne sig fra sine fysiske organer og tilegne
sig ny organer for at leve i den astrale verden.
For at nå dette mål begynder sjælen igen at oprulle sit liv bagfra, idet den begynder ved slutningen
og går tilbage til sin barndom. Først da, når den er nået tilbage til fødselsøjeblikket efter at have
gennemlevet sit liv i den rensende ild, er sjælen moden for den åndelige verden, devachan.
Kristus siger til sine disciple herom: "Sandelig siger jeg Jer, dersom I ikke bliver som disse små
børn, vil I aldrig indgå i himlens rige".
Når mennesket nedstiger for at inkarnere på jorden, tilskyndes det hertil af en længsel efter
inkarnation, og det er ikke tilfældigt, at længsel efter jorden fødes i mennesket.
Målet er nemlig at lære.
Vi lærer gennem alle vore erfaringer og forøger vor beholdning af kundskaber; men for at
mennesket kan lære, mens det er på jorden, er det nødvendigt, at det fristes hertil gennem en lyst til
nydelse.
Når sjælen efter døden er nået frem til den astrale verden og atter gennemlever sin tilværelse bagfra,
da gælder det derimod om at fjerne nydelsen og bevare erindringen og erfaringen.
Sjælens vandring på det astrale plan er altså en renselse, hvorigennem den lærer at aflægge sig
lysten til de jordiske nydelser.
Dette er renselsen i hinduernes karma loka, i den fortærende ild.
Mennesket må vænne sig af med at have et legeme.
Døden giver i begyndelsen mennesket indtrykket af en vældig tomhed.
Ved en voldsom død og ved selvmord er disse indtryk af tomhed, af tørst og af en brændende
fornemmelse endnu frygteligere. Det astrale legeme, der ikke er forberedt på at leve uden for det
fysiske legeme, løsrives med smerte fra dette fysiske legeme; hvorimod det modnede astrale legeme
ved den naturlige død med lethed kan løsrive sig fra det fysiske plan.
Ved en voldsom død, der ikke er forårsaget af menneskets egen vilje, er løsrivelsen dog mindre
smertefuld end ved selvmord.
Mens man lever, kan der også forekomme en slags åndelig død, forårsaget af en tidlig adskillelse
mellem ånden og legemet; på grund af en forveksling af det astrale plan og det fysiske plan,
Nietzsche er et eksempel herpå. I sin bog "Hinsides godt og ondt" har Nietzsche - uden at vide det overført det astrale plan til det fysiske. Heraf følger en omvæltning og en kuldkastning af alle
begreber, der fører til vildfarelse, vanvid og død.
Et stort antal mediers liv ”i tusmørket” er et lignende fænomen. Mediet mister uvægerligt
orienteringen mellem de forskellige verdener og kan ikke skelne det sande fra det falske.
Usandhed på det fysiske plan bliver til ødelæggelse på det astrale plan. Løgn på det fysiske plan er
drab på det astrale plan.
Dette fænomen er oprindelsen til sort magi. Det fysiske bud, "Du må ikke slå ihjel", kan altså
oversættes til, "Du skal ikke lyve" på det astrale plan.
På det fysiske plan er løgnen blot et ord, en forestilling eller illusion. En løgn kan gøre meget ondt,
men den dræber ikke. På det astrale plan er alle følelser og alle forestillinger blevet til synlige
former og levende kræfter.
Den astrale løgn forårsager et sammenstød mellem den falske form og den sande form, som
gensidigt dræber hinanden.
Den hvide magiker vil gøre de andre sjæle delagtige i det åndelige liv, som han selv bærer i sig. Den
sorte magiker higer efter at dræbe, at skabe tomhed omkring sig i den astrale verden, fordi denne
tomhed giver ham et arbejdsfelt, hvor han kan udfolde sine egoistiske lidenskaber. Hertil behøves
kraft, og den kraft, som han bruger, henter han fra livskraften fra alt levende, det vil sige ved at
dræbe det.
Derfor lyder den første sætning i den sorte magi: "Livet skal betvinges", og denne sætning er årsag
til, at elever i visse skoler for sort magi lærer den rædselsvækkende og grusomme fremgangsmåde
med at give levende dyr knivstik med henvisning til, at bestemte dele af dyrets legeme skaber en
bestemt kraft.
Ved en ydre betragtning kan man således konstatere fælles punkter mellem den sorte magi og
vivisektionen.
Den nuværende videnskab har, som følge af sin materialisme, behov for vivisektionen (operative
indgreb på levende dyr med videnskabelige undersøgelser som mål).
Anti-vivisektionsbevægelsen inspireres af dybt moralske motiver.
Man vil dog ikke kunne nå frem til en afskaffelse af vivisektionen i videnskaben, før man har
gengivet lægevidenskaben klarsynet.
Det er fordi videnskaben har mistet klarsynet, at den har måttet søge til vivisektion. Når vi igen har
besejret den astrale verden, som har trukket sig tilbage fra os, da vil klarsynet gøre det muligt for
lægen, ad åndelig vej, at bedømme de syge organers indre tilstand, og vivisektionen vil blive
afskaffet som unødvendig.
Kendskabet til den astrale verden fører os frem til en vigtig konklusion, at den fysiske verden er et
produkt af den astrale verden.
Blandt mange andre kan her nævnes et eksempel på vekselvirkningen mellem menneskelige
forsyndelser og begivenheder i den astrale verden, ligesom tilbageslag på det astrale plan er skabt af
tildragelser på det fysiske plan: epidemier, som især hærgede i Middelalderen. Spedalskhed og
pesten var en følge af den rædsel, som Hunnerne og de asiatiske horders indtrængen fremkaldte hos
de europæiske folkeslag.
Det mongolske folk, som er efterkommere af atlantiderne, var bærere af degenerations-spirer.
Berøringen med dem frembragte først den moralske sygdom, "frygt" på det menneskelige astrale
plan; det astrale legeme opløste sig, og denne astrale opløsning blev til et slags dyrkningslag, hvor
de bakterier udviklede sig, som derefter skabte sygdomme som pest og spedalskhed på jorden.
Det, vi i dag skyder bort fra os mod det astrale plan, vil i morgen atter vise sig på det fysiske plan.
Hvad vi således sår nu på det astrale plan, høster vi i fremtiden på det fysiske plan.
Vi høster altså frugterne af den snævre materialistiske mentalitet, hvormed vore forfædre har tilsået
det astrale plan.
Heraf kan man slutte sig til den store betydning, man har tillagt de okkulte sandheder.
Hvis videnskaben - om end blot som hypotese - ville antage okkultismens grundtanker, da ville
verden forandres.
Materialismen har nedsænket mennesket i et mørke, og der skal store koncentrationer af kræfter til
for igen at drage menneskeheden ud herfra. Mennesket lider i dag under indflydelsen af sygdomme i
nervesystemet, som er sande psykiske epidemier.
Det, vi på jorden kalder "følelser" og som findes på det astrale plan, kommer til jorden i form af
virkelighed, af begivenheder og handlinger.
Det er fra det astrale plan, at de nervøse forstyrrelser, som afkræfter mennesket, kommer, og det er
årsagen til, at det okkulte broderskab har bestemt sig til at fremstå i offentlighed for at åbenbare de
skjulte, menneskelige sandheder.
Menneskeheden gennemgår en krise, og den må hjælpes til at genvinde sundhed og ligevægt.
Denne sundhed, denne ligevægt kan imidlertid kun tilegnes af åndelig vej.
10. Foredrag
Det astrale plan
Fortsat…
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris 1906)
Okkultisten er et menneske, der aldrig vil tænke på at diktere dogmer. Det er et menneske, som
beretter, hvad det har set, hvad det har erfaret på det astrale og det spirituelle plan eller de ting som
mestre, der er værdige til tillid, har åbenbaret.
Okkultisten vil ikke omvende, men opvække hos andre den sans, som han selv har fået opvakt og
gøre dem i stand til også at se.
Vi skal her tale om det astrale menneske, sådan som den klarsynede person opfatter det.
Det astrale menneske opfatter fornemmelsernes, lidenskabernes, følelsernes og sjælens impulser.
Disse forvandles for den indre sans til former og farver.
Det astrale legeme er som en ægformet sky, der gennemstrømmer og indhyller mennesket. Vi kan
iagttage dette indefra.
Hos det fysiske menneske må vi tage hensyn til formen og substansen. Denne substans fornys i løbet
af 7 år, men formen bliver den samme, for bagved substansen findes ånden, som er opbygger.
Denne opbygger er det æteriske legeme. Vi ser det ikke; vi ser kun dets værk, legemet. Det fysiske
øje ser i organismen kun det, der er færdigt og ikke det, der er i færd med at fremstå.
Det modsatte er tilfældet, når man har en vision af det astrale legeme, det vil sige af sit eget
astrallegeme.
Vi fornemmer dette legeme indefra gennem vore lidenskaber og vor sjæls forskellige rørelser.
Den klarsynedes evne består i, fra det ydre at lære at se det, som vi i det sædvanlige liv føler
indvendigt. Følelser, lidenskaber og tanker forvandles i levende og synlige former, hvilket danner
auraen omkring det fysiske hylster.
Lige som det æteriske legeme opbygger det fysiske legeme, opbygger følelserne og lidenskaberne
det astrale legeme. Alt, hvad der lever i auraen udtrykkes der.
Hver menneskelig aura besidder sine særlige nuancer og sine fremtrædende farver. Alle de andre
farver indvirker på denne fundamentale farve. Det melankolske temperament har f.eks. et blåt
farveskær; men der kastes så mange forskellige udefra kommende indtryk i auraen, at iagttageren let
kan tage fejl i sin farvefortolkning, og især når man betragter sin egen aura.
Den klarsynede ser sin egen aura omvendt dvs. det udvendige ses som det indvendige og det
indvendige som det udvendige, fordi han ser den udefra. Altså, hvad ser han?
Alle religionsstiftere har været fuldendte klarsynede og menneskehedens åndelige ledere, og deres
moralske tankesprog var leveregler, som havde grund i astrale og spirituelle sandheder.
Dette forklarer ligheder mellem alle religioner. Der er f.eks. en lighed mellem de „8 stier“ på
Buddhas vej og Kristi 8 saligprisninger.
Den selv samme sandhed, som ligger til grund herfor er, at hver gang mennesket helt udvikler en
dyd, da udvikler det også en ny iagttagelsesevne.
Men hvorfor er der 8 stadier?
Det er der, fordi den klarsynede véd, at der er 8 egenskaber, som er i stand til at blive til
iagttagelsesorganer.
Det astrale legemes iagttagelsesorganer benævnes i okkultismen som „lotusblomster“ (hellige hjul
eller chakras): Hjulet med 16 eger eller „Lotusblomsten“ med 16 kronblade befinder sig i
halsregionen.
I ældgamle tider drejede denne „lotusblomst“ sig i en bestemt retning med en bevægelse modsat
uret, altså fra højre mod venstre.
Hos nutidens menneske er hjulet standset.
Hos den klarsynede begynder dette hjul i virkeligheden at bevæge sig i modsat retning, altså mod
højre.
Desuden var 8 af de 16 kronblade synlige førhen. De andre kronblade var skjulte.
I fremtiden vil de alle være synlige, for de første 8 skyldes den ubevidste indvielses virkninger, og
de 8 nye skyldes den bevidste indvielse som følge af den personlige bestræbelse. Og det er netop
disse 8 nye kronblade, som saligprisningerne udvikler.
En anden „lotusblomst“ med 12 kronblade befinder sig i hjerteregionen. Kun 6 af disse kronblade
var engang synlige. Tilegnelsen af de 6 dyder vil i fremtiden udvikle de sidste 6 kronblade.
De 6 dyder er følgende:
1. kontrol over tanken
2. kraft til initiativ
3. egenskabernes ligevægt
4. optimisme, som gør det muligt at se det positive i alt
5. åndens frigørelse fra fordomme
6. harmoni i sjælelivet
Da begynder de 12 kronblade at bevæge sig. Herved udtrykkes den hellige karakter af tallet 12, som
vi genfinder i de 12 apostle eller Arthurs 12 riddere. Og hver gang drejer det sig om at skabe og
handle.
Det er således, fordi alle ting i verden udvikles gennem 12 forskellige nuancer. I Goethes digt
„Hemmelighederne“ (Die Geheimnisse), hvor der gives udtryk for rosenkreuzernes ideal, finder vi
et nyt eksempel herpå.
Ifølge en forklaring af dette digt, som Goethe gav nogle unge mennesker, repræsenterer hver af de
12 rosenkreuzere en religiøs trosbekendelse.
Disse sandheder genfindes ligeledes i tegnene og symbolerne; for symboler er ikke vilkårlige
opfindelser, men realiteter.
Korsets symbol såvel som svastika-symbolet er f.eks. en gengivelse af menneskets 4-bladede
chakram eller „lotusblomst“.
Den 12-bladede blomst udtrykkes i rosenkors-symbolet og de 12 riddere. Den trettende blandt dem,
den usynlige ledsager, som forener dem alle, er sandheden, som forbinder alle religioner.
Enhver begyndelse, enhver ny religiøs åbenbaring er en „trettende“, som giver en ny syntese af de
12 nuancer af den åndelige sandhed.
Fra denne sandhed strømmer religionernes ritus og ceremonier. På bunden af hver ceremoni og
enhver kultushandling, indstiftet af de klarsynede, er det den guddommelige visdom, som taler.
Den astrale verden udtrykkes gennem ceremonierne i den fysiske verden. Ceremonien repræsenterer
det, der foregår i de højere verdener. Denne kendsgerning forefindes også i frimurernes ritualer og i
de asiatiske religioner.
Ved en ny religions fødsel danner en indviet den grundvold, hvorpå ritualet for den ydre kultus
opbygges. Sammen med evolutionen udvikles ceremonien som et levende billede af den spirituelle
verden hen imod det kunstneriske virkes sfære, for kunsten udgår ligeledes fra den astrale verden –
ceremonien bliver til skønhed. Dette skete især på den græske civilisations tid. Kunsten er udtryk
for en astral begivenhed, hvis årsag er blevet glemt.
Vi finder netop et eksempel på dette med de græske mysterier og guder. I mysterierne skildrer
hierofanten den menneskelige udvikling i følgende tre faser:
*Menneske-dyret
*Menneske-mennesket
*Menneske-guden (det sande overmenneske og ikke Nietzsches falske overmenneske)
I disse tre typer fremførte han for de indviede et levende billede projiceret i det astrale lys. Samtidig
udtryktes disse tre oversanselige typer i digtekunsten og i billedhuggerkunsten ved disse tre
symboler:
1) Den dyriske type: Satyren
2) Den menneskelige type: Hermes eller Merkur
3) Den guddommelige type: Zeus eller Jupiter
Hver af disse, med alt hvad der omgiver dem, repræsenterer en hel menneskecyklus, og således
forvandlede mysteriernes elever det til kunst, som de havde skuet i det astrale lys.
Menneskets højdepunkt under jordelivet finder sted ved tiden omkring dets 35. år. Hvorfor er det
sådan? Hvorfor begynder f.eks. Dante sin rejse i sit 35.år, det menneskelige livs midtpunkt?
Det er fordi mennesket, hvis virksomhed indtil da har været koncentreret om dannelsen af det
fysiske legeme, på dette tidspunkt vender sig hen imod de spirituelle regioner og kan vende sin
opmærksomhed mod at skabe klarsyn.
Således blev Dante klarsynet, da han blev 35 år gammel. I den alder ophører de fysiske kræfter med
at lægge beslag på de spirituelle kræfters indflydelse, og disse kræfter kan da, idet de er frigjorte fra
legemet, forvandles til klarsyn.
Vi rører her ved et dybt mysterium: Loven om organernes forvandling. Alt hos mennesket udvikles
gennem en forvandling af organerne. Hvad, der er det mest ophøjede hos mennesket, er et resultat af
det, der har været det allerlaveste, og som er blevet forvandlet. På samme måde skal de seksuelle
organer forvandles.
Ved adskillelsen i to køn har det astrale legeme tvedelt sig i en lavere del, som frembringer den
fysiske, seksuelle organisme, og en højere del, der skaber tænkningen, forestillingen og ordet. Det
seksuelle organ (reproduktionskraften) og talens organ (det skabende ord) dannede tidligere et hele.
Man forstår forbindelsen mellem de to poler, som er opstået dér, hvor der før blot var ét organ. Den
negative, dyriske pol og den positive, guddommelige pol var tidligere forenet, men er nu adskilte.
Det tredje Logos (o.anm.: Nævnte Logos refererer til Sønnen i Treenigheden, idet de to førnævnte
polariteter repræsenterer Faderen og Helligånden) er ordets skabende kraft (således som udtrykt i
begyndelsen af Johannes evangelium), hvoraf det menneskelige ord er en genspejling.
I de gamle myter og legender har denne kendsgerning fundet et dybsindigt udtryk i de
karakteristiske træk hos Vulkan, den halte.
Det var hans opgave at vedligeholde den hellige ild. Han halter, fordi mennesket ved indvielsen må
miste noget af sine fysiske kræfter; den underste del af legemet kommer fra en fortid, som svandt.
Den lavere menneskelige natur må falde bort for derefter at hæve sig til et højere trin.
I løbet af sin evolution har mennesket således delt sig i en lavere og en højere del.
På visse billeder fra Middelalderen ser man mennesket delt i to dele ved en streg. Den øvre venstre
side og hovedet er over stregen, mens den øvre højre del og den nedre del af legemet er under
stregen.
Denne streg er en henvisning til det menneskelige legemes fortid og fremtid.
Den 2-bladede „lotusblomst“ befinder sig bag panden ved næseroden. Den er et uudviklet, astralt
organ, som en gang skal udvikles til to antenner eller vinger. Man ser allerede symbolet herpå i
hornene på Moses‘ hoved.
Set oppefra og nedefter – idet vi betragter hoved og det seksuelle organ – så er mennesket en
syntese og en identitet (nemlig mellem de nævnte poler); det er produktet af fortiden. Set fra venstre
mod højre er mennesket symmetrisk, det er nutiden og fremtiden, men disse to symmetriske sider
har ikke samme værdi.
Hvorfor er vi sædvanligvis højrehåndet?
Den højre hånd, som nu arbejder mere end den venstre, skal senere visne hen.
Den venstre hånd vil blive tilbage, når de to „pandevinger“ har udviklet sig.
Hjertet, som skal blive til erkendelsesorgan, vil da være hjerne i brystet, og der vil opstå tre
bevægelsesorganer.
Før mennesket fik en oprejst gang, var der en tid, hvor det gik på alle fire. Dette er oprindelsen til
den gåde, som sfinksen fremsatte, idet den spurgte; „Hvilket væsen er det, som i barndommen går
på alle fire, i midten af sit liv på to og i alderdommen på tre?“
Ødipus svarede, at det var mennesket, som jo virkelig går på fire i barndommen, og som olding
støtter sig til en stok.
I virkeligheden henviser denne gåde og dens besvarelse til hele menneskehedens evolution –
fortiden, nutiden og fremtiden – således som denne kendtes i de gamle mysterier.
I en tidligere epoke af sin udvikling var mennesket firbenet; i dag går mennesket på to ben, men i
fremtiden vil mennesket flyve og virkelig betjene sig af tre hjælpemidler: De to vinger, som da vil
have udviklet sig fra den to-bladede „lotusblomst“, vil blive dele af menneskets vilkårlige
bevægelsesorganer, desuden vil der være det forvandlede led af den venstre side af brystet og den
venstre hånd.
Sådan vil menneskets bevægelsesorganer engang i fremtiden blive.
Lige som legemets højre side og den højre hånd vil de nuværende reproduktionsorganer visne hen,
og mennesket skal, som vi har set det, frembringe sine efterkommere ved ordets magt, og
menneskets ord vil i æteren forme legemer, som ligner dets eget.
11. Foredrag
Devakan eller himlen.
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906.)
Det, man på sanskrit sædvanligvis omtaler som "devakan", er det lange tidsrum, som forløber
mellem et menneskes død og en ny fødsel.
Efter døden lærer sjælen på det astrale plan at afvænne sig fra de instinkter, der er knyttet til dens
legeme.
Derefter går sjælen over til det devakane plan, hvor den lever et langt liv mellem to inkarnationer.
Lige som den astrale verden er den devakane verden ikke et sted, men en tilstand. Den omgiver os
helt ind i det fysiske liv, men vi mærker det ikke.
Skal vi, gennem analogien, prøve at forstå den devakane tilstand såvel som virksomhederne i
devakan i det jordiske og det universelle liv, da vil det være bedst endnu engang at tage
udgangspunkt i søvntilstanden.
For de fleste mennesker er søvnen en gådefuld tilstand. Under søvnen forbliver menneskets æteriske
legeme forbundet med det sovende fysiske legeme og fortsætter sit vegetative og genoprettende
arbejde; mens derimod individets astrale legeme og dets jeg skiller sig fra det sovende legeme og
lever et selvstændigt liv.
I løbet af dagen bruger og forbrænder vort bevidste liv det fysiske legeme. Fra morgen til aften
slider mennesket på sin kraft samtidig med, at det astrale legeme overfører følelser til det fysiske
legeme, hvilket igen slider og udmatter det fysiske legeme.
Om natten arbejder det astrale legeme derimod helt anderledes. Det overfører ikke mere
fornemmelser fra det ydre; det udarbejder disse fornemmelser og bringer orden og harmoni, hvor
dagens liv har skabt forvirring og disharmoni gennem sansningernes kaos.
Om dagen udretter det astrale legeme altså et passivt arbejde - det modtager og overfører - men om
natten spiller det en aktiv, ordnende og opbyggende rolle og genopretter de brugte kræfter.
Det ejendommelige ved mennesket i dets nuværende tilstand er, at dets astrale legeme ikke samtidig
med at det udfører natlige udbedringsarbejder, er i stand til at observere, hvad der foregår omkring
det i den astrale verden.
Hvordan bliver man da i stand til at aflaste det astrale legeme i dets arbejde på en sådan måde, at det
kan blive fri til at leve i den astrale verden?
Adeptens fremgangsmåde til at frigøre sit astrale legeme er at kultivere de følelser og tanker, som i
sig selv besidder en vis rytme, som kan overføres til det fysiske legeme; samt at undgå alt, hvad der
kan forvirre og forstyrre.
Han forbyder overdreven hengivelse til ekstreme glæder såvel som til overdrevne sorger og
forkynder sjælens ligevægt.
En suveræn lov behersker naturen og siger, at alt skal blive rytmisk.
Når mennesket har udviklet ”lotusblomsten" med de 12 kronblade, der udgør dets organ for astral
og spirituel iagttagelse og udstråling, kan det indvirke på sit eget legeme og give dette en ny rytme,
som helbreder legemets træthed. Takket være denne rytme og denne genopretning af harmonien
behøver det astrale legeme ikke mere, mens det fysiske legeme sover, at udføre sit
reparationsarbejde, uden hvilket det fysiske legeme ville forfalde helt.
Dagens liv er en omvæltning for vort fysiske legeme.
Alle sygdomme stammer fra det astrale legemes overdrivelser.
Den, som f.eks. spiser uden mådehold, fremkalder nydelser i sit astrale legeme. Disse nydelser
virker tilbage på det fysiske legeme gennem forstyrrelser i legemets funktioner.
Det fysiske legeme kan blive ødelagt gennem forsøg på at skabe sig kaotiske nydelser, og det er
årsagen til, at visse religioner har påbudt faste.
Ved fasten bliver det astrale legeme mindre beskæftiget og mere roligt, idet det delvis frigør sig
fra det fysiske legeme.
Det fysiske legemes vibrationer dæmpes og giver det æteriske legeme en regelmæssig rytme. Fasten
gendanner altså det æteriske legemes rytme; den bringer livet (æterlegemet) og formen (fysiske
legeme) i harmoni, dvs. universet i harmoni med mennesket.
Vi vil se på, hvilken rolle det astrale legeme spiller under søvnen.
Hvor befinder menneskets "jeg" sig så længe? Netop i devakan. Men under søvnen har vi ingen
bevidsthed herom.
Man må skelne mellem den drømmefyldte søvn og den dybe søvn.
Den drømmefyldte søvn svarer til den astrale bevidsthed. Den dybe drømmeløse søvn, som
optræder efter de første drømme, svarer til den devakane tilstand. Vi husker intet, fordi denne
tilstand ikke er bevidst for den almindelige fysiske hjerne. Kun den højere indvielse kan gøre den
dybe søvns iagttagelser bevidst.
Den indviede besidder bevidsthedens kontinuitet i vågen tilstand, under den drømmefyldte søvn og
under den drømmeløse søvn.
Den indviede forbinder disse tre tilstande i sit væsens helhed.
Lad os udforske menneskets situation i devakan efter døden.
Efter en vis tid spreder det æteriske legeme sig ud i den levende æters kræfter. Hvilken opgave har
herefter det astrale legeme samt bevidstheden? For jeget og det astrale legeme gælder det om igen at
opbygge et nyt æterisk legeme til brug i den nye tilværelse, der følger efter. Opholdet i devakan er
delvis helliget opnåelsen af de dertil fornødne egenskaber. Det æteriske og fysiske legemes
substanser bevares i virkeligheden ikke. Det fysiske legemes substanser fornyes konstant og vil
være helt fornyede efter 7 års forløb.
Ligeledes fornyer den æteriske substans sig, selv om dens form og struktur forbliver identisk under
det højere jegs virksomhed.
Ved døden går det æteriske legeme altså fuldstændig tilbage til det æteriske miljø, og lige som det
er tilfældet for det fysiske legeme, består intet som helst fra den ene inkarnation til den næste.
De successive inkarnationer fuldbyrdes altså med æteriske legemer, der er helt nye fra gang til gang,
og derfor forandrer fysiognomien og hele legemets form sig så meget. Legemernes form afhænger
ikke af individets vilje, men af dets karma, af dets lidenskaber og af dets ufrivillige handlinger.
Det er helt anderledes for den elev, som gennemgår en indvielse. Denne elev udvikler allerede
hernede sit æteriske legeme således, at æterlegemet kan bevares og være i stand til at komme ind i
devakan efter døden.
En indviet her på jorden er nået frem til at kunne opvække i kernen af sine æteriske kræfter en
livsånd, som udgør en af de tre dele af sit væsen, der i fremtiden skal være uforgængelige.
Det æteriske legeme, som er blevet forædlet til livsånd, kaldes på sanskrit "buddhi". Når eleven har
opnået denne livsånd, behøver han ikke mere fuldstændigt at omskabe sit æteriske legeme mellem
to inkarnationer. Som følge heraf forbliver han langt kortere tid i devakan, og derfor bærer han også
de samme tilbøjeligheder, det samme temperament og de samme fremherskende karaktertræk fra
den ene inkarnation til den næste.
Når mesteren i okkultismen er nået til bevidst at dirigere, ikke blot sit æteriske legeme, men også sit
fysiske legeme, fremstår der et nyt åndeligt princip, som på sanskrit benævnes "atma" dvs.
"åndsmenneske."
Når mesteren er nået til dette trin, beholder han sit fysiske legemes træk hver gang han inkarnerer på
jorden. Han bevarer hele sin bevidsthed, når han går fra det jordiske liv til det himmelske liv og fra
én inkarnation til en anden.
Dette er oprindelsen til legenden om "de indviede", som lever i tusinde eller totusinde år. For dem er
der hverken kama loka eller devakan, men vedvarende fortsættelse af bevidsthed hinsides død og
fødsel.
Undertiden fremføres følgende indvending mod reinkarnationen:" Når mennesket har fuldført sin
opgave på jorden, så kender han den; hvorfor behøver han så at vende tilbage hertil?"
Denne indvending kunne være korrekt, hvis det var den samme jord, som mennesket vender tilbage
til.
For det meste er det således, at mennesket ikke vender tilbage igen før efter ca. to tusinde år, og da
findes der en ny natur, en ny jord og en ny menneskehed; for alle ting har udviklet sig, og
mennesket kan derfor nu gennemgå en ny læretid og samtidig opfylde en ny mission på jorden.
(o.anm. Exkarnations-intervallerne er imidlertid blevet betydeligt kortere siden denne bemærkning
af R.S., hvilket R.S. senere selv har gjort opmærksom på!)
Disse fornyelsesperioder på jorden, som samtidig bestemmer tiden for reinkarnationerne, afgøres
igen af solens gang i Zodiaken.
Otte århundreder før Jesus Kristus havde solen sit forårspunkt i vædderens tegn. Vi har en rest heraf
i legenden om "det gyldne skind" og navnet "guds lam", som Kristus giver sig selv.
2160 år forinden fandtes solens forårspunkt i tyrens tegn, hvilket påvirkede kultushandlingerne som
f.eks. apis oksen i Ægypten og mithras oksen i Persien.
2160 år tidligere var solens forårspunkt i tvillingernes tegn, og vi finder et billede heraf i det gamle
"Persiens kosmogoni" og i de to modsatte skikkelser Ormuzd og Ahriman.
Da den atlantiske civilisation styrter sammen og indleder veda tiderne, har solen sit forårspunkt i
krebsen, som man skriver således (to modsatrettede hvirvler) og dette markerer slutningen af én
periode og begyndelsen af en anden.
Menneskene har altid haft en bevidsthed om den store betydning af de forhold, som forbinder dem
med stjernekonstellationerne.
Faktum er, at de store perioder i menneskeheden er underkastet indflydelser fra himmellegemernes
bevægelser og fra jordens bevægelser set i forhold til solen og til stjernerne.
Denne kendsgerning forklarer forskellen mellem epokerne og giver inkarnationerne, der finder sted i
hver af dem, en ny betydning. 2160 år er den nødvendige tid til en maskulin og en feminin
inkarnation dvs. de to aspekter, der benyttes af mennesket under dets indsamling af alle de
erfaringer, der skabes under én epoke.
Hvad er det, som bevirker en ny flora og en ny fauna på jorden?
Det er devaerne og devakans former.
Darwin har forsøgt at forklare jordens udvikling gennem kampen for tilværelsen, hvilket intet
forklarer. For okkultisten er det devakans arbejdende former, som ændrer floraen og faunaen; og jo
mere fremskredet mennesket er, des mere kan det deltage i dette arbejde.
Mennesket er medskaber af naturens former i forhold til graden af sin bevidsthedsudvikling.
Den indviede kan arbejde i devakans verden, hvor de nye planter fødes; for devakan er det ”land”,
hvor vegatationen tager form.
I det astrale kama loka arbejder mennesket på opbygningen af dyreriget. Kama loka er i
månesfæren, mens devakan er knyttet til Solen.
Mennesket er således forbundet med alle naturens riger.
Platon taler om "korsets symbol", idet han siger, at verdens sjæl er fæstnet til verdens legeme som et
kors.
Hvad betyder dette kors? Det er sjælen, som går gennem alle naturens riger.
Modsat mennesket har planten sin rod eller - om man vil - sit hoved, som bærer de nærende sanser,
nedad, og den vender kysk sine generationsorganer opad mod solen.
Dyret er imellem i en stilling, der, for et meste, er horisontal.
Mennesket og planten rejser sig lodret og danner et kors, verdenskorset, med dyret, som er stillet på
tværs.
I fremtiden vil menneskets deltagelse efter døden på de højere planer i opbygningen af de lavere
riger blive bevidst.
Bevidstheden vil styre de forhold, der forårsager, at en ny menneskelig kultur altid svarer til en ny
flora.
Åndens guddommelige mission er at arbejde på at forme fremtiden.
Der vil ikke mere være hverken mirakel eller tilfælde. Floraen og faunaen vil være den forvandlede
menneskelige sjæls forsætlige udtryk.
Den virksomhed, der fuldbyrdes på jorden, sker fra to sider nemlig gennem devaerne (guderne) og
gennem mennesket.
Når vi f.eks. bygger en domkirke, da arbejder vi på mineralet. Bjergene på begge sider af Nilen er
devaernes værk; templerne på bredderne er menneskenes værk, og begge har samme formål nemlig jordens forvandling.
På et senere tidspunkt i udviklingen vil mennesket lære at forme alle naturens riger med den samme
bevidsthed, hvormed det i dag former mineralet; det vil modellere de levende væsener og påtage sig
gudernes arbejde.
Således skal mennesket forvandle Jorden til Devakan.
-------------------------------------------
12.Foredrag
Devakan
fortsat..
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
"Devakan" ("Gudernes bolig") svarer til de kristnes Himmel og til okkultistens "åndelige verden".
Det er en selvfølge, at man kun kan omtale dette område ved hjælp af symboler og allegorier, når
man ønsker at beskrive det.
Det er kun tilsyneladende, at disse områder ligger uden for jorden; de står i levende forbindelse med
vor verden, men de er uden for vore fysiske sansers rækkevidde, fordi vort sprog kun er skabt for
sansernes verden.
I devakan er der 7 grader eller 7 særskilte regioner, der fører trinvis opad. Det er ikke etager eller
bestemte lokaliteter, men sjæls- og åndstilstande.
Devakan er overalt; den omgiver os lige som den astrale verden, men vi ser den ikke. Den indviede
kan successivt, gennem øvelse, erhverve sig de evner, der er nødvendige for at se den.
Vi skal her se på, hvorledes devakan gradvis åbner sig for den, som tilegner sig nye
iagttagelsesevner.
Ved den første form for klarsyn bliver drømmene mere regelmæssige, og der fremkommer
bemærkelsesværdige skikkelser og former og meningsfyldte ord.
Drømmene opfyldes mere og mere af mening, som man kan tyde, og som står i forbindelse med det
virkelige liv.
Man drømmer f.eks., at ens vens hus brænder og hører bagefter, at han er blevet syg.
Disse første åbninger af devakan får det til at ligne en himmel, der er fyldt med skyer, som
grupperer sig, og som lidt efter lidt bliver til levende former.
Ved den anden form for klarsyn får drømmene meget præcise konturer. Dette er de højeste regioners
geometriske og symbolske figurer, til alle tider de hellige tegn, som i snævrere forstand er det
skabende ords sprog, det universelle sprogs levende hieroglyffer: Det kan f.eks. være korset, livets
tegn; pentagrammet eller femstjernen, ordets tegn; hexagrammet, den sekstakkede stjerne, to
modsatrettede trekanter - tegnet for makrokosmos spejlet i mikrokosmos, etc.
Disse tegn, som vi gengiver i abstrakte linier, fremstår levende, strålende og farvede mod en
baggrund af lys. De er imidlertid ikke ”klædedragt” for levende væsner, men betegner så at sige
skabelsens regler og love.
Det er fra dem, at de dyrebilleder er dannet, som af de første indviede blev valgt til at repræsentere
solens forløb i zodiakkens konstellationer.
De indviede har oversat deres visioner til disse tegn, f.eks. har vi krebsens tegn, der forestiller en
hvirvel, der dannes af to modsat rettede strømninger.
De allerældste skrifttegn - sanskrit, ægyptiske tegn, græske tegn og runer - hvor hvert bogstav altid
har en ideografisk betydning, har alle i begyndelsen været himmelske billedlige udtryk.
På dette trin af sin vision er eleven endnu blot på tærsklen til devakan; det gælder om at trænge
derind og om at finde den vej, som fører fra den astrale verden til den første grad i den devakane
verden.
Alle de hemmelige skoler har kendt den vej, og endog de første århundreders kristendom har
besiddet en esoterisk lære, hvori vi finder spor efter denne viden, selvom den ikke går tilbage til de
gamle initiationsmåder.
"Apostlenes Gerninger" omtaler således Dionysios Areopagita, som var en discipel, der var indviet
af Paulus, og som lærte en esoterisk kristendom.
Senere, i det niende århundrede, har Johannes Scotus Erigeneus ved Kong Karl den Skaldedes hof
grundlagt endnu en form for esoterisk kristendom.
Efter den tid er den esoteriske side af kristendommen lidt efter lidt blevet indhyllet i dogmer. Men
når man trænger igennem til devakan, ser man bekræftet den beskrivelse, som Dionysios har
foretaget.
Det rytmiske åndedræt i henhold til yoga-systemet er et af de midler, der anvendtes for at træde ind i
den devakane verden. Et sikkert tegn på at denne indtræden har fundet sted er, at bevidstheden
gennemgår en erfaring, der i veda-filosofien karakteriseres ved ordene "det er du" (tat twam asi).
Mennesket ser i drømme sit eget fysiske legeme udefra. Det ser sit legeme udstrakt på et leje, men
betragter det som et tomt hylster. Uden om denne tomme form stråler det astrale legeme som en
ægformet strålekrans - nimbus; den fremtræder som en aura, fra hvilken man ville have fjernet
legemet, mens det fysiske legeme kan lignes med en støbeform, hul og tom.
Det er en vision, hvor forholdene er vendt om - lige som på et negativt fotografisk billede. Man
vænner sig til en sådan beskuelse af alle ting. Man ser på en vis måde krystallernes, planternes og
dyrenes sjæle i form af en udstråling, mens deres fysiske former viser sig som en hulhed, en tomhed.
Det er dog kun naturens ting, der kan vise sig således og ikke det, som er skabt af menneskehænder.
På dette første devakan-trin ser man altså den fysiske verdens astrale udseende; det kalder man
"devakans kontinenter" - dalenes, bjergenes og de fysiske kontinenters negative former.
Ved at øve sig i at meditere med tilbageholdt åndedræt, når man frem til det andet devakan trin. De
hulheder, som den fysiske substans udgør, udfyldes af et system af åndelige strømninger fra det
universelle liv, som gennemstrømmer alle ting.
Det er "devakans ocean". Her fordyber den indviede sig i alt livs sprudlende kilde. Man ser dette liv
som et net af mægtige floder, hvis kanaler overrisler alt. Samtidig fyldes man af en mærkelig og helt
ny fornemmelse. Man begynder at føle, at man lever i metallerne.
Reichenbach, forfatteren til bogen om "Od" har konstateret dette fænomen hos følsomme medier,
som han lod bestemme metalstykker, der var indsvøbt i papir.
De væsner, man møder i denne region, har Dionysios Areopagita omtalt som "ærkeengle" eller
metallernes besjælere. Dette trin svarer til klarsynets anden grad.
Man når frem til devakans tredje grad, når man befrier sin tænkning fra enhver forbindelse med den
fysiske verden; når man kan føle sig hensat i tankernes liv uden tankeindholdet.
Læreren siger til sin elev: "Lev på den måde, at intellektets virke besiddes, uden dets indhold”.
Da åbner en ny verden sig. Efter at have skuet devakans kontinenter og floder (dvs. tingenes astrale
sjæl og livets strømninger) opfatter man nu luften - den devakane atmosfære.
Denne atmosfære er helt forskellig fra vor atmosfære. Dens substans er levende, tonende og sensibel
lige som en følelse.
Gennem bølgebevægelser, glimt og toner reagerer den på enhver af vore bevægelser, vore
handlinger, og vore tanker.
Alt, hvad der foregår på jorden, kastes her tilbage i form af farver, lys og lyd.
Hvad enten man lever i devakan under søvnen eller efter døden, kan man dér følge jordens ekko.
Man kan f.eks. lytte til et slag i en krig; man ser ikke selve slaget, ej heller dets pludselige
ændringer; man hører hverken de kæmpendes råb eller kanonernes drøn, men kampe og lidenskaber
mærkes i form af lyn og torden.
Devakan afskiller os således ikke fra jorden, men viser os den, lige som set udefra. Man føler ikke
mere sorg og glæde, som om det foregik i én selv. Man betragter alt objektivt lige som et skuespil.
Det er en ny læretid i medlidenhed og barmhjertighed.
Devakan er en skole, hvor man fra et højere standpunkt betragter denne verdens smerter og
nydelser, hvor man bestræber sig for at forvandle sorger til glæder, nederlag til nye opsving og
døden til opstandelse.
Dette har intet at gøre med den passive kontemplation (selvfordybelse) og den mere eller mindre
egoistiske lykke i himlen, som visse religiøse forfattere giver udtryk for, idet de antager, at de
forbandedes lidelser udgør en del af de udvalgtes lykke.
Det er en levende himmel, hvor det evige ønske om sympati og handling, som findes i den
menneskelige sjæl, åbner sig mod ubegrænsede virkefelter og mod endeløse perspektiver.
Ved den fjerde grad af indtrængen i devakan anskues tingene i deres arketyper. Det er ikke længere
det negative aspekt, men den originale type, som fremstår.
Det er verdens laboratorium, der indeholder alle de former, som det skabte er udgået fra; det er
Platons "ideer", det er "mødrenes rige", som Goethe taler om, og hvorfra han henter "Helenas"
fantom. Det, der viser sig i denne devakane tilstand, er hvad inderne kalder "Akasha-kronikken",
i vort moderne sprog ville vi benævne det: Den astrale støbeform for alle begivenheder i verden.
Alt, hvad der er gået gennem menneskenes astrale legemer, er fikseret i dette "billede" i en uendelig
ophøjet substans, som er negativ materie (se tiende foredrag).
For at forstå muligheden af disse billeder, der svæver i jordens astrale omkreds, må man betjene sig
af sammenligninger og analogier.
Den menneskelige stemme udtaler f.eks. ord, som danner lydbølger, der trænger ind gennem andres
øren, til andres hjerner for der at fremkalde billeder og tanker.
Hvert af disse ord er en lydbølge af en ganske bestemt form, som ville adskille sig fra enhver anden
form, hvis vi kunne se den.
Lad os forestille os, at disse ord kan stivne, som en vandstrøm ville stivne under stærk og pludselig
frost. I så fald ville ordene falde til jorden i form af størknet luft, og man ville kunne kende ethvert
af dem på formen. Det ville være krystalliserede ord.
Lad os nu, i stedet for en fortættelses proces, forestille os det modsatte. Vi ved, at ethvert legeme
kan gå fra den mest faste tilstand og over i den mest immaterielle form: fast - flydende - gasagtig.
Materiens finhed kan nå til en grænse, som man overskrider for at komme til en negativ materie,
den, som man kalder "Akasha".
Alle begivenheder præger sig ind i denne negative materie på en bestemt måde, og man kan
genfinde dem alle her - selv begivenheder fra de allerførste tider.
Disse Akasha-billeder er ikke ubevægelige, men ruller vedholdende frem lige som levende billeder,
hvor tingene og personerne bevæger sig og endog tidvist taler.
Den fremkaldte astrale form af Dante vil tale i hans egen stil i overensstemmelse med hans miljø.
Det er næsten altid de billeder, som fremkommer ved spiritistiske seancer, og går for at være den
afdødes ånd.
Man må lære at tyde bladene i denne bog med de levende billeder og at oprulle de utallige sider i
universets store kronik. Dette gøres kun ved at skelne mellem bedrag og virkelighed, mellem den
skematiske fremstilling af mennesket og den levende sjæl, hvilket igen kræver daglig øvelse og lang
tids træning for at undgå fejl i fortolkningen.
Det kan f. eks. ske, at man, hvis man stod over for Dantes skikkelse, kunne modtage nøjagtige svar
fra denne. Disse svar udgår imidlertid ikke fra Dantes individualitet, som vedbliver at udvikle sig;
de udgår i stedet for fra den tidligere Dante, som er fæstet i sin tids æteriske miljø.
Den femte devakane grad er den himmelske harmonis sfære. Davakans højere regioner
karakteriseres ved den kendsgerning, at alle toner bliver klarere, mere lysende, mere klangfulde.
Man fornemmer dette forhold i en storslået harmoni, hvor alle væsners stemmer er med, i det som
Pythagoras kaldte for sfærernes musik.
Det er den indre stemme – universets levende ord.
For den klarsynede, som tillige er klarhørende, får ethvert væsen en særegen klangfarve, en slags
lyd-aura. Når det sker, meddeler ethvert væsen sit navn til okkultisten.
I Genesis tager Jehova Adams hånd, og Adam nævner alle væsner ved navn.
På jorden forsvinder individet i mængden af alle de andre væsner.
På dette trin i devakan har ethvert væsen sin særegne klang, og dog dykker mennesket samtidig ind i
alle væsener og bliver ét med omgivelserne.
På dette femte trin kaldes eleven for ”svanen”; han hører de toner, gennem hvilke mesteren taler til
ham, og han overbringer dem til verden.
Apollons melodiske svane lader ham høre tonerne fra det hinsidige. Man siger, at svanen kommer
fra Hyperboræernes land i Himlen, dvs. fra den verden, hvor solen går ned.
Nu er man nået til det punkt, hvor man går over på den anden side af stjerneverdenen. Man læser
Akasha-kronikken ikke længere fra jord-siden, men fra himmel-siden.
Kronikken bliver til stjernernes okkulte skrift. Man lever i stjernesfærens indre, og man fornemmer
universets, Logos’ oprindelige udspring.
I myterne genfinder vi erindringerne fra denne "svane" grad og særligt i Middelalderens grals
fortællingerne, som er genspejlinger af erfaringer i den devakane verden. Alle de bedrifter, der er
beskrevet i grals-fortællingerne, udføres af grals-riddere, som repræsenterer de store impulser, der
på Mestrenes bud, gennemstrømmer menneskeheden.
På det tidspunkt, hvor grals-legenderne blev udarbejdet under de store indviedes tilskyndelse,
begyndte borgerskabets herredømme og de store fristæders tid. Impulserne hertil udgik fra England
og Frankrig og Tyskland.
Det frigjorte menneske stræber ubevidst efter sandheden og det guddommelige liv. I legenden om
Lohengrin repræsenterer Elsa den menneskelige sjæl, middelalderens sjæl, der tragter efter at
udvikle sig, og som i okkultismen altid fremstilles i feminin form.
Ridderen Lohengrin, der kommer fra en ukendt verden, fra den Hellige Grals borg, for at befri
hende, repræsenterer mesteren, som bærer sandheden.
Han er den indviedes sendebud, båret af den symbolske svane.
Den store indviedes sendebud benævnes en "svane", og der må ikke spørges efter hans oprindelse
eller hans virkelige navn. Der må ikke tvivles om hans adels ret.
Man skal tro ham på hans ord, og man skal i hans åsyn erkende sandhedens udstråling.
Hvem, der ikke har den tro, er ikke i stand til at forstå ham og ikke værdig til at lytte til ham.
Dette er betydningen af, at Lohengrin forbyder Elsa at spørge om hans herkomst og hans navn.
Svanen er den discipel, den "Kela", som mesteren hidbringer. Mesterens budbringer på det fysiske
plan er den indviede discipel, som har hævet sig op til den femte grad, og som Mesteren sender ud i
verden. På denne måde udtrykker legenden, hvad der foregår på de højere planer.
I myten og legenderne er det Logos, Sol- og Planet-Ordet, som udstråler sit lys.
----------------------------------------------------------
13. Foredrag
Logos og verden
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Lad os i dag forsøge at betragte den menneskelige udvikling helt tilbage til Logos, som har skabt
verden. Lad os i den forbindelse også gå tilbage til et bestemt punkt i denne udviklingskæde.
Den nuværende eksoteriske (ydre) videnskab går historisk tilbage til stenalderen, hvor mennesket
levede i huler og ikke kendte andre våben end tilhuggede sten. Menneskets levevis var enkel, dets
horisont var snæver og dets tanke begrænset til at forsvare livet og til at søge næring.
Den okkulte videnskab når på den anden side af denne stenalder til en anden menneskeheds-epoke,
nemlig den, hvis mennesker beboede Atlantis.
Disse mennesker var af ydre forskellige fra den senere menneskehed.
Det forhistoriske menneske viser - som bekendt - et uudviklet pandeparti. Udviklingen af pandens
forreste del er foregået parallelt med udviklingen af hjernen og tænkningen.
Den fysiske hjerne var førhen langt mindre end den æteriske hjerne, som overalt ragede ud over den
fysiske.
I løbet af udviklingen har den fysiske hjernes omfang og den æteriske hjernes omfang nærmet sig
hinanden. En bestemt del af den æteriske hjerne, som nu befinder sig inde i hjerneskallen, var
førhen uden for denne.
Der var et tidspunkt i atlantidernes evolution, som strakte sig over flere tusinder år, hvor denne del
af den æteriske hjerne trængte sig ind i det fysiske hoved.
Dette øjeblik er meget betydningsfuldt, for fra det tidspunkt, hvor mennesket begynder at tænke - at
få bevidsthed om sig selv, at sige "jeg" - da begynder det ligeledes at kunne kombinere og beregne,
hvilket det ikke tidligere havde været i stand til.
Til gengæld besad de første atlantider en mere pålidelig og ufejlbarlig hukommelse. Deres
videnskab var ikke baseret på forholdet mellem kendsgerninger, men på en erindring af
kendsgerninger. De vidste, gennem deres erfaringsevne, at en vis begivenhed altid forårsagede en
rækkefølge af visse andre begivenheder, men de forstod ikke årsagen til disse begivenheder og
kunne ikke gøre sig tanker herom.
Kausalitetsprincippet eksisterede kun hos dem i en fosterlignende tilstand.
Ud over den mægtige hukommelsesevne besad de en ikke mindre værdifuld evne, nemlig
viljestyrke.
Nutidens menneske kan ikke direkte gennem sin vilje indvirke på sine livskræfter. Det kan heller
ikke ved sin vilje fremskynde planternes vækst. Dette kunne atlantiderne gøre, ligesom de også
forstod at uddrage en æterisk kraft af planterne, som de herefter benyttede.
Dette gjorde de rent instinktivt uden hjælp fra den viden og den nøjagtige tænkning, som vi i dag
kalder den videnskabelige tænkning, som de ikke kendte.
Efterhånden som den intellektuelle evne dukkede op hos atlantider - sammen med reflektionen,
beregningen og tænkningen - aftog deres instinktive og klarsynede evner.
Når vi går endnu længere tilbage i atlantidernes historie, kommer vi til en meget fjern periode, hvor
mennesket fik mulighed for at udtrykke sig gennem sproget, det vil sige gennem artikulerede lyde.
Dette tidspunkt svarer til den tid, hvor mennesket lærte at gå oprejst.
Tale kan kun fremkomme hos væsener med oprejst gang. For at udtale artikulerede lyde er det
nødvendigt at kunne holde sig oprejst.
Forud for det atlantiske kontinent og den store atlantiske race, hvorfra alle Europas og Asiens racer
nedstammer, var der et andet kontinent og en anden menneskerace, som endnu var neddykket i
dyriskhed, nemlig Lemurien og den lemuriske race.
Videnskaben indrømmer endnu blot dette som en hypotese, men alligevel findes der på visse øer syd
for Asien og nord for Australien beviser herfor, idet disse øer er rester af det gamle lemuriske
kontinent.
I de tider var temperaturen langt højere end i vor tid.
Atmosfæren var dampagtig og bestod af vand og luft, der var gennemtrængt af utallige strømninger.
Vi træffer her rudimentære, menneskelige væsener, som ikke trak vejret gennem mund eller næse,
men ved gæller.
I den menneskelige udvikling forvandles organerne bestandig, idet deres egenskaber og opgaver
ændres. Det primitive menneske gik således på fire og havde hverken artikulerede lyde til at
udtrykke sig med eller øren, til at høre med.
For at kunne bevæge sig i det halvflydende, halvgasagtige element, som mennesket var del af, havde
det dengang et organ, der tjente som redskab til at flyde og svømme.
Da elementerne adskiltes, og mennesket holdt sig oprejst på den faste jord, forvandledes dette organ
til lunger; gællerne blev til øren og forlemmerne til arme og hænder, som frie arbejdsredskaber.
Endvidere erhvervedes det artikulerede ord.
Denne forvandling havde en mægtig betydning for menneskeheden. Vi læser i Genesis (II,7):
"Den evige Gud blæste livets ånde ind i menneskets næsebor, og mennesket fik en levende sjæl."
Disse ord beskriver det øjeblik i evolutionen, hvor menneskets svømmeorgan forvandledes til
lunger, og hvor det begyndte at indånde den ydre luft. Sammen med evnen til at indånde og udånde
luften fik mennesket en indre sjæl, og gennem denne mulighed for at føle sig inden i sig selv,
muligheden for også at komme til at fornemme jeget leve i sjælen.
Da mennesket indåndede luften gennem sine lunger og dets blod blev styrket herved, kunne sjæle,
der stod over dyrenes gruppesjæle, og som var individualiseret gennem jeg-princippet, inkarnere sig
i mennesket for at vende hele udviklingen hen mod de ventende menneskelige og guddommelige
faser.
Disse sjæle ville ikke have kunnet inkarnere sig, før menneskelegemerne kunne indånde luft. For
luften er et sjæleligt element. Mennesket har altså på det tidspunkt bogstavelig talt indåndet den
guddommelige sjæl, som er kommet til det fra himlen. Genesis' ord, opfattet i betydningen af den
menneskelige arts udvikling, skal således forstås ganske bogstaveligt.
At ånde er at åndeliggøre sig. Derfra stammer også de ældgamle yoga-øvelser, der er baseret på
rytmen i åndedrættet, for at sætte legemet i stand til at lade ånden trænge ind i sig.
Gennem åndedrættet forbinder vi os i virkeligheden med verdens sjæl. Den luft, som vi indånder, er
denne højere sjæls legemlige iklædning, lige så meget som vort kødelige legeme er vort lavere
væsens klædebon.
Disse åndedrætsforvandlinger markerer overgangen fra den tidlige bevidsthed, der blot var
gennemstrømmet af billeder som et spejl - til den nuværende bevidsthed - der fra legemet modtager
de sanselige fornemmelser og uddrager den objektive karakter heraf.
Billedbevidstheden eller den imaginative bevidsthed kunne end ikke genspejle en genstand, men
den dannede sig et indre indhold gennem en plastisk kraft, der opstod i den.
Jo længere vi går tilbage i menneskehedens fortid, desto mere ser vi menneskets sjæl, ikke i det
indre af mennesket, men omkring det.
Vi når tilbage til et punkt, hvor sanseorganerne blot eksisterer i kim, og hvor menneskets forhold til
de ydre genstande blot er et spørgsmål om tiltrækning eller frastødning, sympati eller antipati.
Dette væsen, som endnu ikke er et menneske i den betydning, som vi forstår det, men som er kimen
til mennesket, dirigerede sine bevægelser i henhold til sine fornemmelser af tiltrækning eller
frastødning. Mennesket kunne ikke ræsonnere, og pinealkirtlen, som tidligere var et vigtigt organ,
dannede alene menneskets hjerne.
I kendsgerningen om denne imaginative bevidsthed findes svaret på alle filosofiske drøftelser
angående verdens objektivitet og realitet og gendrivelsen af rent subjektivistiske filosofier som
f.eks. Berkeley.
Universet og mennesket er på en gang subjektive og objektive.
De to poler i væsenet og livet er nødvendige for udviklingen. Det universelle subjektive bliver til
det objektive univers, og mennesket skrider frem først fra det subjektive til det objektive ved den
gradvise dannelse af dets fysiske legeme, og derefter vil det vende tilbage fra det objektive til det
subjektive gennem udviklingen af sin højere sjæl (Manas), sin livsånd (Buddhi) og sit åndslegeme
(Atma).
Den bevidsthed, som vi nu har i drømmetilstanden, er et atavistisk levn fra den tidligere imaginative
bevidsthed.
En ejendommelighed ved denne billedbevidsthed er, at den er skabende. Den skaber i sin egen
virkelighed former og farver, som ikke findes i den fysiske virkelighed.
Den objektive bevidsthed er analytisk; den subjektive bevidsthed er plastisk og har en magisk kraft.
Vi vil se, hvorledes menneskets objektive og analytiske bevidsthed har afløst den subjektive og
plastiske bevidsthed. Den proces, hvorigennem sjælen, der først indhyllede mennesket lige som en
sky, senere har gennemtrængt det fysiske legeme, kan sammenlignes med sneglen, som først danner
sin egen skal og derefter går ind i den, idet den trækker sig sammen.
På samme måde er sjælen trængt ind i legemet, som det først selv havde formet, og hvis
fornemmelsesorganer den havde indarbejdet udefra.
Den synskraft, som vort øje nu er udstyret med, er den samme kraft, som tidligere arbejdede på øjets
skabelse udefra.
Omvendingen i sjælens virksomhed, der fra at have været udvendig bliver indvendig, betegnes med
en hieroglyf: nemlig ved de to modsatte hvirvler - den ene udtrykker den første bevægelse indadtil den anden udtrykker den anden bevægelse indefra og udad.
Dette tegn, som er krebsens tegn i dyrekredsen, markerer altid slutningen af en retningslinie og
begyndelsen af en ny i modsat retning.
Omtrent midt i den tredje jordiske epoke, i den lemuriske tid, finder vi det punkt, hvor sjælen
trænger ind i den bolig, som den har bygget sig, og herfra begynder at "animere" legemet indefra.
Hvis vi går tilbage og bagom dette punkt, står vi blot over for en astral menneskehed, der også lever
på en rent astral jord.
Desuden finder vi, når vi går tilbage til en endnu tidligere periode, mennesket og jorden blot i en ren
devakan tilstand.
Da havde mennesket end ikke billedbevidsthed, men var kun gennemtrængt af de kosmiske tanker.
Menneskets højere sjæl faldt endnu sammen med hele universet og var en del af universets tanke.
Jo længere vi går tilbage i jordens og menneskets parallelle udvikling, desto mere finder vi
mennesket og jorden i en flydende eller fosterlignende tilstand, desto nærmere er de begge den
åndelige tilstand.
I dag, hvor vi er nået til den nedre del af den nedadgående kurve, har jorden og mennesket nået
deres højeste grad af fasthed, og begge skal herefter igen, gennem den individuelle viljes
virksomhed, opstige mod den åndelige tilstand.
HVAD ER MENINGEN MED HELE DENNE EVOLUTION?
Hvor befandt væsenerne sig, da de i begyndelsen blot var i kim tilstand?
Hvorfra er den menneskelige slægt udgået?
Hvem har skabt den?
Det er her, at mennesket er nødt til at gøre det spring, som åbenbarer et livstrin og en
manifestationskraft, der er højere end det menneskelige og det planetare liv.
DENNE KRAFT KALDES LOGOS!
Hvori adskiller hele det menneskelige og planetare liv sig fra Logos' liv?
Dette spørgsmål synes allerførst at kræve et spring ind i det ukendte; ind i et univers af en anden
slags; og dog er der i vor verden analoge fænomener, som kan få os til at forstå eller i det mindste
ane Logos' skabende kraft.
Lad os antage, at en menneskelig intelligens omfatter summen af alt, hvad der er tilgængeligt for
den, at den har erkendelse af hele den jordiske erfaring og hele den planetare erfaring.
Den ville kunne gennemleve alle udviklingens former, men med sin kraft alene kunne den dog ikke
overskride denne side af menneskets og det planetare systems åbenbaring i universet.
Den menneskelige intelligens måtte blive inden for det menneskelige erfaringsområde; vor
intelligens overskrider ikke denne grænse.
Men vi kan hæve os op til en anden slags bevidsthed end blot gengivelsen af erfaringerne i
intelligensen.
Der findes visse tilstande af skabervirksomhed, hvor menneskets ånd bliver skabende og kan
frembringe noget, der aldrig før er set - noget nyt.
Således er f.eks. billedhuggerens sjælstilstand i det øjeblik, hvor han ser i et glimt i ånden formen af
en statue, som han aldrig tidligere har set nogen model til, men som han nu selv skaber.
Sådan er sjælstilstanden hos digteren, som undfanger et helstøbt værk i en skabende vision i ånden.
Denne skabende kraft inspireres ikke af en tanke af intellektuel art, men af en følelse af spirituel
karakter.
Se på hønen der ruger sit æg. Den går fuldstændig op i sin rugetid og har derved en fornemmelse af
vellyst, hvor den, lige som i en drøm, ser den lille, vingede kylling bryde frem.
Denne skaber-vellyst genfindes i alle kosmos' stadier og frigør en tilsvarende varme.
Hvis man forestillede sig den universelle intelligens som den tankeverden, det højere selv (Manas)
har adgang til, da ville man fornemme varmens kraft, som gennemtrænger universet, som
udstrømmer fra alt livs skabende kilde, (livsånden, Buddhi) og gennem denne varmekraft kan man
ane den skabende verden, der lå forud for vor verden og som udrugede denne.
Man hæver sig således fra Manas til Buddhi og fra Buddhi til Atma.
ORDET, som frembringer menneskets JEG, mikrokosmos, er det tredje LOGOS.
Ved herefter at forestille sig det højere jegs kraft, Manas, udvidet til hele universet som en varme,
der afføder livet, da når man frem til det andet LOGOS, som skaber det makrokosmiske liv, og
hvorfra den menneskelige sjæl ejer en afspejling i sine skabervirksomheder (Buddhi).
Deres fælles udspring er det første LOGOS, den uransagelige GUD, al manifestations centrum.
Gennem alle tider har okkultismen symboliseret disse tre logoi ved følgende tegn:
Første Logos
Gud
Andet Logos
Makrokosmos
Tredje Logos
Mikrokosmos
er udtrykt ved
en cirkel
er udtrykt ved
er udtrykt ved
en hexagram
en pentagram
og har sammenfattet dem i følgende tal: 7 – 7 – 7, som er de esoteriske tal for de 3 logoi.
Deres esoteriske tal er multiplikationen af deres 3 evolutions-syvfoldigheder; det er 343.
14. Kpt. følger på næste side
14. Foredrag
Logos og mennesket
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906.)
I går betragtede vi menneskets fortid og så på dets form og dets legeme. Lad os nu gå tilbage til
menneskets tidligere bevidsthedstilstande.
Man stiller sig ofte det spørgsmål: "Er menneskene de eneste væsener på jorden, som har
selvbevidsthed?", eller: "Hvilket forhold er der mellem vor menneskelige bevidsthed og dyrenes,
planternes og metallernes bevidsthed? "Har alle disse skabninger i almindelighed en bevidsthed?"
Forestil Dem et lille insekt, der spadserer på menneskets legeme og ikke ser andet heraf end f.eks. en
finger. Det ville ikke have den fjerneste fornemmelse af den menneskelige organisme og heller ikke af
den menneskelige sjæl.
Vi er i præcis den samme situation over for hele jorden og alle skabninger som lever på jorden.
En materialist har intet begreb om jordens sjæl, fordi han mangler evnen til at kunne fornemme sin
egen sjæl.
Det er på samme måde med insektet. Det mærker heller ikke menneskets sjæl, og det skyldes, at det
ikke selv har en sjæl at fornemme med.
Jordens sjæl er langt mere ophøjet end menneskets sjæl, og mennesket ved intet herom.
I virkeligheden har alle skabninger en bevidsthed, men mennesket adskiller sig derved, at dets egen
bevidsthed nu er fuldstændig tilpasset det fysiske plan.
Foruden den vågne tilstand, der svarer til det fysiske plan, kender mennesket til andre
bevidsthedstilstande, som tilhører andre riger. Under den drømmeløse søvn lever den menneskelige
bevidsthed på det devakane plan, ligesom planternes bevidsthed altid gør det.
Hvis en plante lider, frembringer denne lidelse en forandring i den devakane bevidsthed.
Dyrets bevidsthed, der svarer til menneskets drømmetilstand, findes på det astrale plan. Det vil sige, at
dyret har en astral bevidsthed om verden på samme måde som mennesket, der drømmer.
Disse tre bevidsthedstilstande er vidt forskellige. På det fysiske plan gør man sig kun forestillinger og
begreber ved hjælp af sanseorganerne og de ydre realiteter, med hvilke de frembringer en forbindelse.
På det astrale plan fornemmer man kun omgivelserne i billedform og føler sig samtidig stærkt
forbundet hermed.
Hvorfor føler mennesket, der er bevidst på det fysiske plan, sig stærkt adskilt fra alt, hvad der ikke er i
mennesket selv?
76
Det er fordi, mennesket modtager alle sine indtryk fra omgivelser, som mennesket tydeligt oplever uden
for sit eget legeme.
På det astrale plan fornemmer man omvendt ikke gennem sine sanser, men gennem sympatien. Det
betyder, at man her kan trænge helt ind til hjertet af dét, der møder én.
Den astrale bevidsthed er ikke indesluttet i et relativt lukket felt; den er på en måde flydende.
På det devakane plan er bevidstheden lige så diffus, som en gasart kan være. Her hersker ingen
disciplin som ved den fysiske bevidsthed, hvor sanserne er de eneste hjælpemidler for opfattelse.
Hvad var formålet med denne begrænsning af bevidstheden, der fulgte efter billedbevidstheden?
Uden denne begrænsning ville mennesket aldrig have kunnet sige JEG om sig selv.
Den guddommelige kim, som findes i mennesket, har i løbet af menneskets udvikling blot kunnet
trænge ind i mennesket via en krystallisering af det fysiske legeme.
Hvor var denne guddommelige ånd inden jordens og bevidsthedens fortætning?
Genesis fortæller herom: "Guds ånd rugede over vandene".
Denne guddommelige ånd, denne JEG-gnist, var endnu på det astrale plan, hvor alle bevidstheder
flyder sammen ligesom havets bølger.
I det højere devakan på den anden side af fjerde grad benævnt Arupa (uden form), der hvor denne
antimaterie, kaldet "Akasha", begynder, dér findes mineralernes bevidsthed.
Man må erhverve sig en virkelig forståelse af, hvad mineralet er, og prøve at forstå, hvilket moralsk
bånd der forbinder os hermed.
I Middelalderen lod rosenkreuzerne deres disciple beundre mineralets kyskhed. "Forestil jer", sagde
man, "at mennesket, samtidig med at det forblev menneske gennem tænkning og følelser, samtidig blev
lige så rent, lige så blottet for begær som mineralet: da ville mennesket være i besiddelse af en
ufejlbarlig åndelig kraft."
Hvis man siger, at de forskellige mineralers ånder befinder sig i devakan, da kan man omvendt sige, at
mineralets ånd er lige som mennesket, som blot levede i en devakan bevidsthed.
Man kan altså ikke benægte de andre væseners bevidsthed.
Alle disse bevidsthedsgrader har mennesket gennemgået i løbet af udviklingens nedadgående kurve.
Til at begynde med lignede mennesket mineralerne i den betydning, at menneskets JEG befandt sig i en
højere verden og ledte mennesket derfra. Men det er udviklingens formål at frigøre mennesket fra dets
afhængighed af andre væsener, der besidder en højere bevidsthed end mennesket selv, og at føre
mennesket til selv at blive fuldkommen bevidst på de allerhøjeste planer.
77
Alle disse bevidsthedsplaner mødes nu i mennesket således:
1.
Mineralets bevidsthed svarer til den dybe søvns bevidsthed, som er tabt for det moderne
menneske.
2.
Plantens bevidsthed, som er den dybe drømmeløse søvns bevidsthed.
3.
Dyrets bevidsthed, som er drømmens tilstand.
4.
Den objektive, fysiske bevidsthed, som er den normale vågne bevidsthed - mens de tre
forrige er atavistiske rester.
5.
En bevidsthed, som er en gentagelse af den tredje grad, men hvor den bevarer den
erhvervede objektivitet. Billederne har bestemte farver og er adskilt fra iagttageren; den
subjektive tiltrækning eller frastødning forsvinder. I denne nye imaginative bevidsthed
bevarer den erhvervede fornuft fra den fysiske verden sin gyldighed.
6.
Det er ikke længere drømmen, men søvnen, der bliver til en bevidst tilstand. Vi
fornemmer ikke længere blot billeder, men vi træder ind i kernen af væsener og ting og
fornemmer deres indre klang. På det fysiske plan giver vi hver ting et navn, men dette
navn forbliver uden for tingene.
Det er kun os selv, der kan udtrykke os indefra, idet vi siger "JEG" - dette uudsigelige
navn på den bevidste individualitet.
Dette er fundamentet for al psykologi. Ved ordet "JEG" skelner vi vor personlighed over
for det øvrige univers. Når vi derimod kommer ind i tonernes verdensbevidsthed, siger
hver ting os sit eget uudsigelige navn. Gennem klarhørelsen fornemmer vi den tone, som
udtrykker det intime væsen og gør det til en tone i universet - forskellig fra alle andre
toner.
7. Endnu en grad, og den dybe søvn bliver bevidst. Denne tilstand er ubeskrivelig, for den overgår
enhver sammenligning. Man kan blot sige, at den eksisterer.
Gennem disse syv bevidsthedstilstande går mennesket, og det skal gå gennem endnu flere. Der er altid
en særlig tilstand i midten - med 3 forudgående og 3 efterfølgende tilstande, som på en mere ophøjet
måde reproducerer de tre lavere stadier. Den, der rejser, befinder sig altid midt i horisonten.
Hver bevidsthedstilstand udformes i løbet af 7 livstilstande eller runder, og hver livstilstand udformes i
løbet af 7 formtilstande eller glober.
7 formtilstande udgør altså 1 livstilstand. 7 livstilstande danner en hel planetar udvikling som f.eks. vor
jords udvikling.
De 7 livstilstande fører til dannelsen af 7 riger, hvoraf de 4 er synlige for os – nemlig: mineral-, plante-,
dyre- og menneskeriget. Vandringen gennem en livstilstand kaldes en runde.
78
Mennesket gennemgår altså i hver bevidsthedstilstand 7 gange 7 formtilstande, hvilket udgør 7 gange 7
gange 7 metamorfoser eller 343 forvandlinger, som er lige så mange trin i den menneskelige natur.
Hvis man i ét billede kunne forestille sig disse 343 formtilstande, ville man have et billede af det tredje
LOGOS.
Hvis man kunne forestille sig de 49 livstilstande, ville man have et billede af det andet LOGOS.
Hvis man kunne forestille sig de 7 bevidsthedstilstande, ville man have et begreb om det første
LOGOS.
Udviklingen består i en gensidig virkning af alle disse former. For at gå fra den ene formtilstand til den
anden behøves en ny ånd, (det er "Helligåndens virksomhed").
For at gå fra én livstilstand til en anden behøves en ny kraft, det er "sønnens virksomhed".
For at gå fra én bevidsthedstilstand til en anden behøves en ny bevidsthed, det er "Faderens
virksomhed".
Jesus Kristus har indført en ny livstilstand i menneskeheden og var i sandhed "Logos der blev kød".
Ved Kristi tilsynekomst er en ny kraft kommet ind i verden. Denne kraft skal forberede en ny jord i et
nyt forhold til himlene.
----------------------------------------
79
15. Foredrag
Planeternes og jordens evolution
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
For at prøve på at videregive en forestilling om denne evolution må man anvende ikke abstraktioner,
men billeder.
For billedet har en belivende og skabende evne, som den rene idé ikke har. Symbolik i én verden svarer
til en realitet i en højere verden.
Vi ved, at vor jord, inden den nåede sit nuværende stade, har gennemgået et udviklingstrin, der
benævnes "månetilstanden" eller blot "månen".
Denne tidligere månefase, som var vor jords forudgående tilstand, svarer til noget ganske andet end vor
nuværende måne eller en hvilken som helst anden planet, som vore astronomer nogen sinde måtte
opdage.
De himmellegemer, som mennesket nu kan iagttage, er himmellegemer, der er blevet mineraliseret.
Vort fysiske øje kan kun se ting, der indeholder mineraler, og som genspejler lyset, - det vil sige ting,
som har et fysisk legeme.
Når okkultisten taler om mineralriget, taler han ikke om sten, men om det miljø, hvori nutidens
menneskers bevidsthed udvikles.
Mange videnskabsmænd betragter det levende væsen som blot en maskine og forkaster forestillingen
om en levende kraft.
Denne åndelige forfatning stammer fra den kendsgerning, at vor organisme ikke direkte kan iagttage
livet. Derfor siger okkultisten, at "mennesket i vor tid lever i mineralverdenen".
Se på vort øje. Det er et indviklet fysisk redskab - et slags mørkekammer, hvor pupillen er vindue og
linsen er forstørrelsesglas.
Hele vort legeme er sammensat af en række fysiske redskaber, lige så fine og komplicerede.
Øret er som et klaver med klaviatur, men hvor spændte fibre gør det ud for strenge. Noget lignende gør
sig gældende for hvert af vore sanseorganer.
Nutidens menneskers bevidsthed vågner kun i forbindelse med det fysiske eller mineralske legeme;
men selv om den først vågner på dette plan, skal den efterhånden også senere vågne i de andre dele af
det menneskelige væsen - i den del, der organiseres af livskræfterne (menneskets plantenatur), i den
del, der hovedsagelig beherskes af sansekræfterne (menneskets dyre natur) og til slut i den egentlige
menneskenatur.
80
I vor tid oplever mennesket kun det, der er mineralsk i universet. Dyrets instinkt og fornemmelser eller
planternes vækst kender mennesket kun ifølge deres fysiske udtryksformer, og ikke gennem disse
væseners egne naturlove.
Hvis man forestillede sig en plante, der findes i sit overfysiske legeme, men uden sin mineralske
substans, da ville den være usynlig for os.
Selv om mennesket kun kendte mineralet, har det i det mindste dette i sin magt. Mennesket bearbejder,
former, opløser og kombinerer mineralet.
Mennesket omskaber jordens overflade. Mennesket er endnu kun i stand til at bearbejde denne
overflade ved hjælp af mekaniske midler.
Hvis vi går tilbage til de forhistoriske tider, hvor ingen menneskehånd endnu havde berørt jorden,
finder vi jorden, sådan som den udgik fra gudernes hånd.
Siden mennesket tog mineralriget i sin besiddelse, forandredes jorden; og man kan forudse den tid, hvor
hele jordens overflade vil bære præg af den menneskelige hånds aftryk efter Gudernes skaben. En form
havde været foreskrevet hver ting af Guderne i begyndelsen. Den evne at forme m.h.t. mineralet har
Guderne bragt videre til menneskene.
I de gamle traditioner lærtes det, at mennesket skulle fuldbyrde dette arbejde: at metamorfosere jorden
med det tredobbelte formål at realisere visdom, skønhed og dyd. På denne tredobbelte basis skal
mennesket ophøje jorden til tempel.
Da vil de væsener, der følger efter mennesket i evolutionen, betragte menneskets værk, lige som vi
betragter den mineralske verden, der er udgået fra gudernes hånd.
Domkirker og maskiner opførtes ikke forgæves.
Krystallen, som vi i dag uddrager af jorden, har guderne dannet, lige som vi konstruerer vore
monumenter og frembringer vore maskiner.
Lige som guderne i fortiden har skabt mineralverdenen ud af en kaotisk masse, således er vore
katedraler, vore opfindelser, vore institutioner også kimen til en ny verden, hvor fra en kommende
verden vil dannes.
Efter at have forvandlet mineralverdenen skal mennesket lære at forvandle planteverdenen. Det er en
højere grad af magt.
Lige som mennesket nu opfører bygninger, vil det senere kunne fremkalde og forme planter ved at
indvirke på plantesubstansen.
Derefter vil mennesket hæve sig endnu højere og ikke længere blot skabe levende væsener, men også
bevidste væsener, og menneskets magt vil udstrække sig til dyreriget.
Når mennesket engang bliver i stand til at forplante sig alene gennem sin bevidste vilje, vil det på et
højere trin fuldbyrde dét, som mennesket nu virkeliggør i den mineralske sanselige verden.
At finde kimen til denne reproduktion ud fra én selv, frigjort fra al sensualitet, det er målet.
Den første bevidsthed kom til mennesket sammen med det første åndedrag. Bevidstheden vil blive
fuldkommen, når mennesket kan lægge samme skabende kraft ind i sit ord, som det besidder i sin
tanke.
81
I dag overfører mennesket blot sine ord til luften; når mennesket engang i fremtiden har hævet sig til en
højere skabende bevidsthed, da vil det overføre billeder til luften.
Ordet vil da være en fuldstændig levende "imagination”. Ved at legemliggøre disse billeder, så
legemliggøres det ord, som bærer billedet.
Når vi ikke længere blot inkarnerer vore tanker i ting lige som f.eks. ved fremstillingen af et ur, men vil
give legeme til billederne, så vil disse blive levende; uret vil f.eks. leve lige som en plante.
Når mennesket bliver i stand til at give liv til det højeste i sig selv, da vil disse "billeder" få deres egen
tilværelse, som vil ligne dyrenes liv nu. Til slut vil mennesket kunne skabe sin lige på samme måde.
Ved slutningen af den jordiske udviklingsperiode vil hele atmosfæren genlyde af ordets kraft. Således
skal mennesket udvikle sig, lige til det formår at forme sine omgivelser i sit indre væsens billede.
Den indviede går blot forud på denne vej.
Det er klart at i vor tid, kan jorden selv endnu ikke frembringe menneskelegemer, således som den vil
kunne ved slutningen af evolutionen. Til den tid vil legemerne være beredte til at tjene som udtryk for
det, man benævner LOGOS.
Den store missionær, der alene har åbenbaret Logos' kraft i et menneskeligt legeme som vort eget, dette
Logos bliver kød, det er Kristus.
Kristus greb ind midt i vor evolution for at vise os målet!
Lad os her undersøge, i hvilken form den menneskelige ånd levede, inden den gik ind i os gennem
åndedrættet.
Jorden er en reinkarnation af en forudgående planet, som i okkultismen benævnes "månen". På denne
måne fandtes endnu ikke rent mineral, derimod bestod den af en substans analog med træ, en
mellemting mellem mineral og plante. Månens overflade havde ikke den mineralske hårdhed, men den
kunne til dels sammenlignes med tørvemasse.
På denne klode voksede der væsener, som var halvt planteagtige, halvt bløddyragtige; og den beboedes
af et tredje rige - en mellemting mellem det nuværende menneske og dyr. Det var disse væsener, der
netop var udstyret med en drømmende, imaginativ bevidsthed.
Man kan forestille sig det stof, de var sammensat af, ved i dag at sammenligne dette med krebsens
nervemasse eller nerverne.
Det er faktisk dette stofs fortætning af denne materie, som har dannet den nuværende hjernesubstans.
Men mens dette væsen på månen kunne leve i en gelatineagtig tilstand, måtte det på jorden være
omsluttet af et beskyttende knoglesystem noget lignende krebsens ydre kalkagtige hylster eller
hjerteskallen.
Således er alle de substanser, vi består af, uddraget af makrokosmos.
82
Denne universelle forberedelse var nødvendig, for at jeget kunne nedstige i mennesket.
Vi har tidligere set, at mennesket ikke var i stand til at modtage sin jeg-kim på jorden, før det kunne
indånde og udånde den omgivende luft.
Hvorledes åndede mennesket da under månetilstanden?
Jo længere vi går tilbage i udviklingen, desto højere bliver også temperaturen.
I Atlantis var alt badet i varme dampe. I endnu tidligere tider var luften ren varme og endnu tidligere
var den ild.
Ilden indtog den plads, som luften har i dag.
Lemurerne åndede endnu ved ild. Derfor siges der også i de okkulte skrifter, at mennesket først blev
undervist af "ildens ånder".
Da det fysiske menneske satte fod på jorden, blev luften dets livselement. Men mennesket forandrede
denne luft, idet åndedrættet udskilte kultveilte, og åndedrætsprocessen bragte vor klode et trin længere
ned i materialisationen.
Planternes virksomhed genopretter imidlertid ligevægten. Det er dog indlysende, at samtidig med at det
fysiske legeme optager luftens ilt for at fungere, da vil den udskilte kultveilte i stigende grad forøges på
jordens overflade, og herved bliver menneskelegemet blodfattigt.
Der vil komme en tid, hvor det fysiske legeme vil være forsvundet, og hvor mennesket og jorden vil
være af astral natur. Den fysiske natur nedbrydes gennem sine egne kræfter. Før denne forvandling
bliver fuldbyrdet, vil der komme en "kosmisk nat", lige som den, der markerede overgangen mellem
den forhenværende måne og den nuværende jord.
Den gamle månes atmosfære indeholdt kvælstof, lige som jordens atmosfære nu indeholder ilt, og det
var kvælstoffets stigende koncentration, som gav stødet til måneperiodens afslutning og den kosmiske
nats begyndelse.
Jordens kvælstofforbindelser, cyaniderne, minder om måneeksistensens sidste tilstande. De har en
ødelæggende virkning på jorden, fordi disse sammensætninger ikke passer ind i de jordiske betingelser
i dag. Det er skadelige minder om en anden tidsalders livsbetingelser.
På den tidligere måne ville en forbindelse af kulstof og kvælstof have omtrent samme virkning som en
kulstof og iltforbindelse på jorden i dag.
Det menneskedyr, der levede på månen, er altså det jordiske, fysiske menneskes forfader på samme
måde, som den tids ildånder er den nuværende menneskeånds skaber.
Det, der på månen var inkarneret i ilden, inkarnerer sig på det jordiske plan i luften; men hvor finder vi
i det nuværende menneske spor efter disse ildånders virksomhed?
På månen havde de levende væsener ikke varmt blod.
Hvad er det, som har forårsaget blodets varme og derigennem lidenskabernes liv?
Det er netop denne ild, som væsenerne indåndede og udåndede på månen, og som på jorden atter lever
gennem deres blod.
83
Luftens ånd omgiver i dag, gennem et følsomt og let hylle, dette legeme, der omslutter arven fra
månefasen: blodets varme, hjernen, rygmarven og nerverne.
Disse eksempler viser os, at man meget nøje må studere substansernes forvandling for at forstå en
metamorfose som den, der har fuldbyrdet sig i løbet af jordens tidligere faser.
Gik vi endnu længere tilbage, ville vi finde, at vor planet endnu tidligere havde et rent gasagtigt legeme
og endnu tidligere, at det havde et legeme af rent tonende stof.
I denne lyd findes det universelle ord. Herfra tager den menneskelige udvikling sit udgangspunkt og
skrider frem mod lyset, mod ilden og mod luften. Først i denne fjerde tilstand bliver menneskeånden
bevidst. Fra dette tidspunkt kommer den orientering, som kom ind i menneskets indre gennem Ordet,
og dets bevidsthed blev dets sande vejleder.
Menneskeåndens urvæsen realiserer sig i jeget.
Jeg'ets bevidste fremkomst er virkeliggørelsen af Kristus-princippet i mennesket.
Hvis vi gik helt tilbage til den første elementare tilstand, ville vi være absorberet i "Ordet" i den
bølgende tone.
I den anden elementare tilstand ville vi være gennemstrømmet af det bølgende lys. Den tredje
elementare tilstand ville gennemtrænge os med varme, og først i den fjerde elementare tilstand og i
jordatmosfæren opstår bevidstheden, der gør det muligt for mennesket at sige "JEG" om sig selv.
LOGOS
SATURN
Bølgende TONE
SOL
Bølgende LYS
MÅNE
Varme - ILD
JORD
Mineralske former - LUFT
JUPITER
Planteformer og LIV
VENUS
Dyreformer og LIV
VULCAN
Menneskeformer og LIV
MENNESKET
84
16. Foredrag.
Jordskælv, vulkaner og menneskevilje
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
I et tidligere foredrag gik vi baglæns i den menneskelige udvikling til et punkt, hvor adskillelsen af de
to køn foregik.
Dette punkt er resultatet af en langsom, kosmisk forberedelse. Efter den nat periode, der adskilte det
gamle månestadie fra jordstadiet, opstod jorden først med den nuværende sol og den nuværende månes
blandede kræfter.
De dannede kun ét legeme, som lidt efter lidt adskiltes og blev til de tre legemer, vi nu kender.
Adskillelsen i to køn er imidlertid et resultat af adskillelsen mellem månekræfterne og jordkræfterne.
De kvindelige reproduktionskræfter er forblevet under månens indflydelse. Månen forbliver forbundet
med det, der på jorden styrer reproduktionen hos mennesket og de enkønnede dyr.
Det er således, at kundskaberne, som okkultismen fremskaffer, afslører, hvilke processer, som er på spil
i planetsystemet.
Da solen endnu var forbundet med jorden og med månen, eksisterede der ingen planter eller dyr eller
mennesker i disse ords nuværende betydning.
Kun planteriget eksisterede om end i en helt anden form end nu.
Det har bevaret et særligt forhold til sol kræfterne, der svarer til dyrets forhold til månen og menneskets
forhold til jorden.
Mens solen var forenet med jord-månen, vendte planterne deres blomster ned mod jordens centrum.
Da solen udskilte sig, drejede planterne sig efter den og hævede deres blomster op mod himlen.
Vi har set (2.foredrag), at planterne således har antaget en stilling, der er modsat menneskets, idet
planterne, lige som mennesket, hæver sig lodret, om end i omvendt stilling, mens dyret endnu befinder
sig i vandret stilling midtvejs mellem planternes og menneskets retning. Dets rygsøjle er horisontal.
I takt med at de tre himmellegemer adskilte sig, fik de tilknyttede riger det udseende, som vi nu kender:
Planteriget fremstod, da solen udskilte sig, og dyreriget fremstod, da månen udskilte sig.
I kræfternes primitive sammensætning indeholdtes i kim tilstand alt, hvad der senere antog fysisk form.
Hvis man forestiller sig en substans, der er bragt til en meget høj varmegrad og derefter afkøles, da vil
man se alle de elementer, den indeholder, tage fast form.
I den gamle månetid finder vi ligeledes solkræfter, der på et vist tidspunkt er koncentreret i en stjerne
uden for denne måne.
85
Den tidligere måne kredsede uden om den tidligere sol på en sådan måde, at den hele tiden vendte den
samme side mod solen.
Den nuværende månes rotation omkring jorden er fortsættelsen af den bevægelse omkring den gamle
sol, som er beskrevet andet steds.
Ved begyndelsen og ved slutningen af denne kosmiske periode forenedes disse to stjerner på samme
måde som jorden, månen og solen sammensmeltedes ved begyndelsen af den jordiske periode og atter
skal absorberes ved slutningen af denne.
Disse to gamle stjerners kraft ville aldrig have kunnet indvirke på evolutionen, hvis de ikke efter
adskillelsen havde kunnet genforene deres kræfter.
Mens månen var uden for solen udviklede den de kræfter, som har bevirket, at et tredje legeme senere
kunne fremkomme; for det var under denne adskillelse, at mennesket kunne udvikle det, der skulle
antage en fysisk form og give en objektiv bevidsthed på jorden, nemlig "dagsbevidstheden".
Den periode, som gik forud for denne månefase, betegnes som "Sol-perioden". På dette punkt af
udviklingen var alt blot rent sol liv. Okkultismen ser solen som en fiksstjerne, der tidligere var en
planet, lige som jorden betragtes som en planet, der engang skal blive en sol i et kommende system.
Under Sol-perioden havde mennesket kun en bevidsthed, der lignede den drømmeløse søvn.
Før Sol-perioden var der en anden tilstand. Da var Solen endnu ikke engang en planet. Mennesket
havde da kun en dyb trancebevidsthed eller var som i en dyb søvn. Mennesket var endnu ikke det
væsen, skabt af lys, som det senere skulle blive på den gamle sol; og mennesket vibrerede kun som en
tone i denne Saturn periodes rene harmoni.
Det er en tilstand som vor nuværende Saturns energier intet har at gøre med.
Efter vor jordperiode af klar, fysisk bevidsthed indtræder den femte tilstand af bevidst astral
imagination i løbet af en periode, der betegnes som "Jupiter tiden". Derefter følger "Venus tiden", hvor
det, der nu er ubevidst søvn, skal foregå bevidst. Til sidst kommer "Vulcan tiden", der svarer til den
højeste bevidsthedstilstand, som en indviet kan nå frem til.
Forbindelsen mellem jorden og planeterne ophører dog ikke der.
Vor nuværende jordperiode kan deles i to dele. Under den første periode forberedes det, der bevirker, at
vort blod er rødt.
Hvad har givet os dette røde blod?
Ved den adskillelse, der fuldbyrdedes mellem jorden og solen, blev vor klode, der var sammensat af
meget flydende substanser, gennemstrømmet af planeten Mars´ kræfter, der også var flydende.
Inden denne gennemstrømning af Mars-kræfter eksisterede der intet spor af jern på Jorden. Jernet var et
resultat af denne gennemstrømning. Alle de substanser, der i dag indeholder jern, som vort blod gør det,
har været under Mars´ indflydelse.
86
Mars har farvet jordens substans, og dens indflydelse har forårsaget det røde blod. Derfor benævner
man også den første halvdel af jordperioden som "Mars-tiden".
På den tid var jernet en flydende masse. Metallerne er først senere blevet hårde. Det eneste metal, der
endnu ikke er blevet fast, er kviksølvet. Når dette sker, vil menneskets sjæl være blevet helt uafhængig
af det fysiske legeme, og den imaginative astrale vision vil blive bevidst.
Denne begivenhed er forbundet med Merkur- kræfterne, der, i takt med at de fortættes og bliver helt
faste, har indflydelse på jordperiodens anden halvdel.
Jorden er på samme tid Mars og Merkur.
Dette har de indviede ladet gå over i sproget ved at benævne ugens dage efter de planeter, der hører til
vor udvikling.
Mars - tirsdag (latin: dies martis) og Merkur – onsdag (latin: dies mercurii) er placeret mellem Månen –
mandag (latin: dies lunae) og Jupiter - torsdag (latin: dies jovis).
JORDENS INDRE
Den fysiske videnskab kender endnu ikke mere end Jordens skal, det mineralske lag, som i grunden
ikke er andet end en tynd hinde på Jordens overflade. I virkeligheden er Jorden sammensat af en række
koncentriske lag, som vi her skal beskrive:
1.
Det mineralske lag indeholder metallerne, hvis substanser genfindes i det fysiske legeme
hos alt, der lever på Jordens overflade. Denne skal, der danner lige som en hud omkring
det levende væsen, som Jorden jo er, har blot en tykkelse af nogle få mil.
2.
Det andet lag vil man kun kunne fatte gennem det begreb, at der eksisterer en materie
modsat den, som vi kender. Det er negativt liv - det modsatte af liv.
I dette lag udelukkes alt liv. En plante eller et dyr, som blev kastet deri, ville straks blive
udslettet og opløst i massen. Denne halvt flydende skal, der omgiver Jorden er i sandhed
en dødscirkel.
3.
Det tredje lag er en cirkel af "omvendt bevidsthed". Hver sorg viser sig i dette lag som
glæde, og hver glæde som en sorg.
Dens substans, der består af dampe, forholder sig med hensyn til vore følelser på samme
negative måde som lag nummer to med hensyn til livet.
Når vi i tanken bortskærer disse tre yderste lag, genfinder vi Jorden i den tilstand, den var
i, før månen udskilte sig fra den. Hvis man, gennem koncentration, kan hæve sig op til en
87
bevidst astral vision, ser man de to lag i virksomhed: Alt livs ødelæggelse i lag nummer to
og følelsernes forvandling i det tredje lag.
4.
Den fjerde cirkel benævnes "vand-jorden", "sjæle-jorden" og "form-jorden". Den besidder
en mærkværdig egenskab.
Forestiller vi os en terning placeret på dette plan, da ville den se anderledes ud. Dér, hvor
substansen var, ville der ikke længere være noget; det rum, som denne terning optog, ville
være tomt, men uden om dette tomrum ville substansen, den substantielle form være
spredt ud. Derfra stammer betegnelsen "form-jord", og her er denne vrimmel af former
ikke en negativ hulhed, men en positiv substans.
5.
Den femte cirkel kaldes "vækst-jord". Den omfatter det jordiske livs oprindelige udspring,
og dér er den substans, der består af spirende og ynglende energier.
6.
Den sjette cirkel er "ild-jorden", en substans, der består af ren vilje. Den
er et element af liv, af bevægelse, og den er uafbrudt gennemstrømmet af impulser og
lidenskaber - et sandt reservoir af viljeskræfter.
Hvis man udøver et pres på denne substans, ville den gøre modstand og forsvare sig.
Når man i tanken fjerner disse tre cirkler, kommer man til den tilstand, som denne klode
befandt sig i, da Solen, Månen og Jorden var sammenhængende.
De følgende cirkler er end ikke tilgængelige for den drømmeløse søvntilstands bevidste
iagttagelse, men kun for den dybe søvntilstand eller en trancetilstand, som er blevet
bevidst.
7.
Den syvende cirkel er "jordens spejl". Lige som en prisme opspalter den alt, hvad der
spejler sig deri, og viser faktisk den komplementære overflade. Betragtet gennem en smaragd ville
den f.eks. fremtræde i en rød farve.
8. I den ottende cirkel forekommer alt i brudstykker og gentager sig i det uendelige. Hvis man tager
en plante eller et krystal og koncentrerer sig om denne cirkel, vil planten eller krystallet ses
mangfoldiggjort i det uendelige.
9. Det niende og sidste lag består af en substans, som er udstyret med moralsk virksomhed, men dets
moral er modsat den, der skal udforme jorden. Dens essens, dens iboende kraft, er adskillelse,
ufred og had. Det er her, at brodermorderen Kain befinder sig i Dantes "Helvede".
Denne substans er det modsatte af alt, hvad der blandt mennesker er godt og forsvarligt.
Jo mere menneskeheden arbejder på at oprette broderskabet på jorden, des mere vil dette
arbejde være med til at svække kræfterne i denne niende sfære.
Det er kærlighedskraften der, efterhånden som den åndeliggøres, skal forvandle selve
jordens legeme. Dette niende lag er den substantielle oprindelse til det, der på jorden viser
sig som sort magi, dvs. den magi, der baseres på egoisme. (Se skemaet i slutningen af
værket.)
88
Alle disse lag står i forbindelse med hinanden gennem kanaler, der forbinder jordens centrum med dens
overflade. I den perifere cirkel i den faste jords indre findes et ret stort antal af den slags underjordiske
mellemrum, der står i forbindelse med det sjette lag - "ild-laget".
Dette ildjord element er nært beslægtet med den menneskelige vilje. Det er den, der har frembragt de
frygtelige vulkanudbrud, som gjorde en ende på den lemuriske epoke.
På det tidspunkt gennemgik de kræfter, som næres af den menneskelige vilje, en prøvelse, der medførte
en voldsom rasen af denne ild, hvori det lemuriske kontinent gik til grunde.
I evolutionens forløb er dette sjette lag trængt dybere ind mod jordens centrum, og derfor er de
vulkanske udbrud blevet mindre hyppige, men de forekommer endnu under påvirkning af den
menneskelige vilje, som virker magnetisk på dette lag og bringer forstyrrelser heri, når tanker er slette
og forvirrede.
Derimod kan den menneskelige vilje, når den er opløftende og blottet for egoisme, dæmpe denne indre
ild.
De materialistiske epoker er ganske særligt ledsaget og efterfulgt af jordiske omvæltninger, jordskælv
m.m.
EN TILTAGENDE UDVIKLINGSKRAFT ER DEN ENESTE ALKYMI,
SOM LIDT EFTER LIDT KAN FORVANDLE JORDENS ORGANISME OG SJÆL.
Et eksempel på disse relationer mellem den menneskelige vilje og jordrystelserne er den kendsgerning,
at man hos mennesker, der omkommer som følge af jordskælv eller vulkanske udbrud, ser i løbet af
deres følgende inkarnation ganske forskellige indre kvaliteter komme til syne. Ved fødselen kan de
medbringe store anlæg for åndelighed, for ved deres sidste død er de kommet i forbindelse med et
element, som har vist dem tingenes rette udseende og det materielle livs illusioner.
Man har også iagttaget en forbindelse mellem visse fødsler og jordskælvs- og vulkanske katastrofer. I
katastrofe-tider inkarneres gerne materielle sjæle, som tiltrækkes sympatisk af de vulkanske fænomener
såvel som af jordens onde sjæls konvulsioner. Disse fødsler kan på deres side medføre nye
omvæltninger, for de slette sjæle har til gengæld en ophidsende indflydelse på jordens ild.
Evolutionen af vor planet følger nøjagtigt evolutionen af de menneskelige kræfter og civilisationerne.
89
90
17. Foredrag
Forløsningen og frigørelsen
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Der er 7 livshemmeligheder, som man hidtil aldrig har talt om uden for de okkulte broderskabers
rækker.
Først i vor tid er man begyndt at tale om dem udadtil. Man betegner dem som "de 7 ubeskrivelige" eller
uudsigelige hemmeligheder. Vi vil forsøge at tale om den fjerde hemmelighed angående døden.
Disse 7 hemmeligheder er følgende:
1.
Afgrundens hemmelighed
2.
Tallets hemmelighed (som kan studeres i den pythagoræiske filosofi)
3.
Alkymiens hemmelighed (som kan forstås gennem Paracelsus´ og Jacob Böhme's værker)
4.
Dødens hemmelighed
5.
Det ondes hemmelighed (som berøres i Apokalypsen)
6.
Ordets, Logos' hemmelighed
7.
Guds saligheds hemmelighed (den mest okkulte)
(Vi skal forsøge at tale om den fjerde af disse hemmeligheder - om "Dødens hemmelighed")
Lad os genkalde os, at vi i forbindelse med den planet, der gik forud for vor jord, på den gamle måne,
skelnede mellem 3 naturriger, der alle var helt forskellige fra de jordiske.
Vort nuværende mineralrige eksisterede endnu ikke. Det er senere frembragt ved en kondensation, en
krystallisation af den lunare mineral-plante.
Vor nuværende planteverden er udgået fra det lunare plantedyr; og dét, som nu er dyreverdenen,
nedstammer fra dét, som på måneplanten var dyremennesket.
Vi ser altså, at hvert af disse lunare riger har fuldbyrdet en nedstigning i retning af materialisation på
jorden.
Det samme gælder for de væsener, som på måneplaneten stod over dyremennesket - nemlig ildånderne.
91
Den tids mennesker åndede ild, lige som vi nu ånder luft. Det er derfor, at ilden, i legender og myter,
betegnes som den første manifestation af guderne.
I "Faust" hentyder Goethe hertil, idet han siger: "Lad os gøre lidt ild, for at ånderne kan iklæde sig den".
Disse ildånder fra den gamle måne inkarnerer sig i luften i den jordiske fase. De er altså ligeledes
nedsteget til en tættere grad af materie - til en luft som vi nu indånder og udånder.
De er denne luftsubstans, som lever omkring os, og som indhyller jorden i sin atmosfære.
Når disse ånder således er steget ned til luften, og når de lunare riger har udviklet sig således, så er det
for at mennesket, takket være disse ånder, kan hæve sig op til Guddommen .
I virkeligheden er der foregået en dobbelt bevægelse inden for hvert af de omtalte måneriger, således, at
den laveste del er steget ned, mens den ædlere del hævede sig.
Således blev det lunare dyremenneske delt i to grupper, hvoraf den ene, under indflydelse af
åndedrættet og ildåndernes virksomhed fortsatte udviklingen til luft ånder og hjernens udvikling, mens
den gamle gruppe nedsteg til dyreriget.
Denne deling genfindes endog i menneskets konstitution, hvor den nedre del nærmer sig dyret, mens
den øvre del hæver sig mod ånderne.
Efter som den ene eller den anden tilbøjelighed var mere eller mindre udpræget, dannede der sig lidt
efter lidt to slags mennesker; én slags, der gennem sin lavere natur særligt var forbundet med jorden, og
en anden slags der var mere udviklet og frigjort fra jorden.
De førstnævnte degenererede hen imod dyrene, mens de sidstnævnte i sig kunne optage den
guddommelige gnist, JEG bevidstheden.
Dette er den virkelige forbindelse mellem mennesket og dyret, og især aben.
Det fysiske korrelat til denne åndelige udvikling blev væksten, udfoldelsen af den menneskelige hjerne,
som blev til et tempel, hvor Gud kunne bo.
Dog, hvis kun denne udvikling havde fundet sted, ville der endnu mangle noget. Der ville have været
mineraler, planter, dyr og endelig mennesker med en udviklet hjerne, værende i stand til at opnå den
aktuelle menneskelige form; men noget ville være blevet tilbage på det lunare stade.
På den gamle måneplanet var der hverken fødsel eller død.
Lad os forestille os menneskets bestanddele uden det fysiske legeme.
Der ville ikke være nogen død, og væsenets fornyelse ville finde sted på en anden måde end gennem
den nuværende fødsel.
Dele af det astrale legeme og af det æteriske legeme ville fornys gennem forvandling, men helheden
ville forblive konstant; og uden om et uforanderligt midtpunkt ville der blot finde en udveksling sted
mellem legemernes overflader og de ydre omgivelser.
92
Således var det på den gamle måneplanet, hvor mennesket kun fuldbyrdede metamorfoser, idet der
hverken var fødsel eller død, men en vedvarende transformation.
I denne tilstand var mennesket endnu ikke kommet til bevidsthed, idet guderne, som havde dannet
mennesket, endnu kun var udenfor det, bag det og ikke inde i det. Guderne var da det samme for
mennesket, som træet er for grenene, eller som hjernen er for hånden.
Hånden bevæger sig, men bevidstheden om bevægelsen er i hjernen.
Mennesket var som en kvist på det guddommelige træ, og hvis dets udvikling på jorden ikke havde
ændret denne tilstand, ville dets hjerne kun have været som en blomst på det guddommelige træ, og
dets tanker ville have genspejlet sig i dets ansigtstræk, men det ville ikke have været bevidst om sine
egne tanker.
Vor jord ville have været en verden med væsener, som var udstyret med tanker, men ikke med
bevidsthed; en verden af statuer, der var besjælet af guderne og især af Jahve eller Jehova.
Hvad er der sket, for at tingenes udseende således er blevet forandret, og hvorledes har mennesket
opnået selvstændighed?
Når der f.eks. er flere klasser i en skole, da er der børn, som gennemgår dem alle og andre, som ikke når
det hele.
Guder af Jahves natur stod på det trin, hvor de kunne nedstige i den menneskelige hjerne, mens andre
ånder, som tilhørte ildånderne på den gamle måneplanets tid, ikke havde fuldendt deres udvikling. I
stedet for at gennemtrænge det jordiske menneskes hjerne, gik de derfor ind i menneskets astrale
legeme.
Dette astrale legeme består af instinkter, begær og lidenskaber. Ildånderne, der således ikke havde nået
deres evolutions mål på den gamle måneplanet, tog altså tilflugt hertil, og fandt et sted i menneskets
dyriske natur, hvor lidenskaberne arbejdede. Ildåndernes tilstedeværelse gav de iboende menneskelige
lidenskaber en højere higen, idet de lod entusiasmen gennemtrænge blodet og det astrale legeme.
Jahve guderne havde skænket en form for ren og kold ide, men gennem de ånder, som man kan kalde
"luciferiske” , blev mennesket i stand til at begejstres for ideerne samt lidenskabeligt tage parti for eller
imod.
Jahve guderne har formet den menneskelige hjerne, mens de luciferiske ånder har forbundet denne
hjerne med de fysiske sanseorganer gennem de nerveforgreninger, som ender i sensoriske organer.
Lucifer har levet i os lige så længe som Jahve. Alt, hvad der foregår gennem sanserne, og som giver
mennesket en objektiv bevidsthed om, hvad der omgiver det, skyldes de luciferiske ånder.
Mennesket skylder guderne deres tænkning, men det skylder Lucifer bevidstheden om tænkningen.
Lucifer lever i menneskets astrale legeme og udøver sin aktivitet gennem nervernes sensoriske
udfoldelse.
Derfor siger "slangen" i Genesis: "Eders øjne skal blive opladte".
Man kan tage disse ord bogstaveligt, for i tidernes løb har de luciferiske ånder åbnet for menneskets
sanser.
93
Det er gennem sanserne, at bevidstheden individualiseres. Uden den sanselige verdens bidrag ville
menneskets tanker blot være afspejlinger af guddommen og ville ytre sig som tro og ikke som
kundskab.
Modsigelserne mellem tro og videnskab stammer fra denne dobbelte oprindelse af den menneskelige
tænkning.
Troen vender sig hen imod de evige ideer, moderideerne, som har deres prototype i guderne.
Videnskaben, kundskaben om den ydre verden gennem sanserne stammer fra de luciferiske ånder.
Mennesket er blevet til dét, det er, ved at forbinde det luciferiske princip med den guddommelige
intelligens. Det er denne sammensmeltning i mennesket af modsatte principper, der giver mennesket
mulighed for det onde, men ligeledes til at blive sig selv bevidst og til at vælge og at være fri.
Kun et væsen, der er i stand til at individualisere sig, har kunnet være således, hjulpet af denne
modsætning af elementer.
Hvis mennesket, da det nedsteg mod materien, blot havde fået den form, som Jahve gav det, da ville det
være forblevet upersonligt.
Lucifer har altså det princip, der gør det muligt for mennesket at blive "menneske" og til at være
uafhængig af guderne.
Kristus eller Logos, manifesteret i mennesket, er det princip, som tillader det at vende tilbage til Gud.
Før Kristus besad mennesket princippet fra Jahve, som indgød dets form og princippet fra Lucifer, som
individualiserede det. Mennesket var delt mellem lydighed mod loven og individets oprør.
Kristus-princippet kom for at etablere ligevægt mellem de to forhold ved at lære mennesket i individet
selv at finde frem til den lov, der oprindelig blev givet udefra.
Dette forklarer Paulus, der gør friheden og kærligheden til det kristne princip frem for alle andre.
Loven herskede over den gamle pagt, ligesom kærligheden råder i den nye.
Vi finder altså 3 principper i mennesket, og disse er uadskillelige og nødvendige for menneskets
udvikling.
JEHOVA
LUCIFER
KRISTUS
Jesus Kristus er ikke blot et princip, der er udbredt i verden. Jesus Kristus er et væsen, der har vist sig
én gang på et bestemt tidspunkt i historien. Under en menneskelig form har Jesus Kristus, gennem sit
ord og sit liv, åbenbaret en fuldkommenhedstilstand, som alle mennesker, gennem deres egen frie vilje,
skal nå frem til ved tidernes ende.
Jesus Kristus kom til syne i sidste øjeblik af en frygtelig krise, da menneskehedens nedadgående bue
var ved at nå sit dybeste punkt i materialisationen.
94
For at Kristus-princippet kunne opvækkes i mennesket, var det nødvendigt, at det blev åbenbaret på
jorden i et menneske, og at Kristus levede på jorden.
Karma og Kristus sammenfatter altså hele evolutionen. Karma er loven om årsag og virkning i den
åndelige verden. Karma er udviklingens spiral.
Kristi kraft griber ind i udviklingen af denne karmiske linie som den dirigerende akse. Denne kraft
findes i dybet af hver menneskesjæl - lige siden Kristi komme på jorden.
Hvis man i karma blot ser et menneske, der er pålagt nødvendigheden af at gøre sin uret god igen og
sone sine fejl gennem en uforsonlig retfærdighed, der udøves fra inkarnation til inkarnation, så kan man
med en vis ret indvende, at karma ophæver Kristi forløsende rolle.
I virkeligheden er karma på samme tid en forløsning af mennesket gennem sig selv, gennem sin egen
indsats, gennem dets gradvise opstigen mod frihed, gennem reinkarnationsrækker og samtidig det
forhold, som bringer mennesket nærmere til Kristus.
For Kristus-kraften er den grundimpuls, der fører mennesket hen mod denne forvandling af den
uforsonlige lov til frihed, og kilden til denne impuls er Jesu Kristi person og eksempel.
Karma må ikke længere forstås som en fatalitet, men som det nødvendige middel til at opnå den højeste
frihed, som er livet i Kristus - en frihed man opnår, ikke ved at trodse tingenes orden, men ved at forstå
den.
Karma undertrykker hverken nåden eller Kristus, men genfinder tværtimod disse forhold i anvendelse i
hele evolutionen.
En anden indvending kan gøres ud fra den orientalske filosofis synspunkt. Man siger, at tanken om en
forløser, der kommer for at bistå menneskene, ophæver karmas logiske sammenkædning og sætter den
pludselige indgriben af en mirakuløs nåde i stedet for den store, universelle evolutionslov.
Det er retfærdigt, at den, der har begået fejltrin, selv bærer følgerne heraf.
Dette er en misforståelse.
Karma er loven om årsag og virkning for den åndelige verden, lige som mekanikken er loven om årsag
og virkning i den materielle verden.
På ethvert tidspunkt i livet repræsenterer karma sådan noget som f.eks. en købmands regnskabsbalance
med de nøjagtige tal for debet og kredit.
Ved hver handling, god eller ond, forhøjer mennesket sin saldo på den ene eller anden side i sin
balance. Den, der ikke vil indrømme friheden heri, vil være at ligne med den købmand, som ikke vil
handle for ikke at løbe nogen risiko, og som altid holder den samme regnskabsbalance.
En rent logisk opfattelse af karma ville forbyde at hjælpe et menneske, der er i ulykke. Men også dér
ville denne fatalisme være forkert. Den hjælp, som vi frivilligt yder en anden, åbner en ny æra i hans
skæbne.
95
Vore skæbner er vævede af disse impulser, og af denne velvilje. Hvis vi altså anerkender ideen om en
individuel hjælp, kan vi da ikke også fatte, at noget langt stærkere end os selv kan hjælpe ikke blot en
enkelt, men alle mennesker, og bringe hele menneskeheden en ny impuls?
Således er imidlertid den gerning, som Gud har fuldbyrdet ved at gøre sig til menneske, ikke for at
overtræde karmas love, men for at bidrage til deres opfyldelse.
Karma og Kristus kompletterer hinanden som midlet til frelse og frelseren. Ved karma bliver Kristi
virke til en kosmisk lov. Gennem Kristus-princippet, - det åbenbarede Logos - når karma sit mål,
hvilket er frigørelse af de bevidste sjæle og deres identifikation med Gud.
Karma er den gradvise forløsning
Kristus er forløseren.
Hvis menneskene ville lade sig gennemtrænge af disse ideer, da ville de fornemme, at de hører
sammen; og de ville da forstå den lov, der råder i de okkulte broderskaber om: at enhver lider og lever
for de andre.
Vi skal engang i fremtiden komme til et tidspunkt, hvor princippet for den ydre forløsning for hvert
menneske vil falde sammen med frelserens indre virke.
Det er ikke åbenbaringen, men sandheden, der frigør menneskene: (Joh. 8.32) " I skal erkende
sandheden, og sandheden skal frigøre Eder".
Vor udviklingsvej fører til frihed. Når mennesket vil have vækket alt det i sig, som Kristus-princippet
profetisk indebærer, da vil mennesket være blevet frigjort.
Thi hvis nødvendigheden er den materielle verdens lov, da råder frihed i den åndelige verden.
Friheden udfolder sig kun gradvist og den vil ikke komme helt til syne i mennesket før ved dets
evolutions afslutning, når dets natur i sandhed vil være spiritualiseret.
96
18. Foredrag
Apokalypsen
(Resumé af Rudolf Steiner foredrag afholdt i Paris maj 1906)
Under disse foredrag har vi ofte gentaget, at kristendommen markerer den menneskelige udviklings
vigtigste og afgørende fase.
Enhver religion har sin berettigelse og har været delvise åbenbaringer af Logos, men ingen har i den
grad forandret verdens udseende så meget som kristendommen.
Man kan fornemme denne indflydelse i f.eks. følgende evangelium ord: "Salige er de, som ikke har set,
men som dog tror".
De, der ikke har set, er dem, der ikke har kendt mysterierne.
Ved kristendommen er væsentlige dele af de gamle mysterier, som f.eks. moralens vigtigste forskrifter
og sjælens udødelighed gennem opstandelse eller den anden fødsel, blevet tilgængelige for alle.
Inden kristendommen kunne man SE de oversanselige sandheder i mysteriernes åbenbaringer,
ceremonier og dramatiske fremstillinger. Senere måtte man TRO derpå gennem Kristi guddommelige
person.
Der har dog til alle tider bestået en forskel mellem den esoteriske sandhed, som de indviede kender den,
og dens eksoteriske form (ydre form), der var tilpasset mængden, og som blev udtrykt ved religioner.
Det samme gælder for kristendommen. Det, der er berettet i evangelierne er budskabet, den gode nyhed,
forkyndt for universet; men der fandtes en endnu dybere vejledning, som bl.a. er indeholdt i Johannes
Åbenbaring i form af symboler.
Der er en måde at læse Johannes Åbenbaring på, som man først nu i vor tid kan meddele offentligt. I
rosenkreuzernes okkulte skoler blev denne form dog praktiseret allerede i Middelalderen. Man så bort
fra bogens historiske side, det vil sige: fra den måde teksten var affattet på og fra spørgsmålet om
tekstens forfatter. Man så også bort fra alt det, som i dag udelukkende beskæftiger teologer, der kun
søger at genfinde de ydre historiske forhold.
Vor tids kritiske teologi kender kun denne bogs ydre skal og tilsidesætter dens kerne. Rosenkreuzerne
derimod hæftede sig ved bogens profetiske aspekt og ved dens evige sandheder.
Okkultismen beskæftiger sig i almindelighed ikke med ét århundredes eller med én periodes historie,
men med den menneskelige evolutions indre historie i sin helhed.
Når den dykker ned i vort planetsystems første manifestationer, når den går helt tilbage til menneskets
planteagtige dyriske form, da udstrækker dens iagttagelse sig over millioner af år - ind til en fremtidig
guddommeliggjort menneskehed.
I sådanne periodeforløb vil jorden også selv have skiftet substans og form.
97
Hvorledes kan den fjerne fremtid forudsiges? Er profetien mulig?
Den er mulig, fordi alt, hvad der skal ske fysisk, allerede eksisterer i kim i skødet af arketyperne, hvis
tanker indeholder vor evolutions plan.
Intet forekommer på det fysiske plan, som ikke i store træk har været forudset eller skabt i forvejen på
det devakane plan. Intet forekommer i det lave, som ikke forud har eksisteret i det høje.
Det er virkeliggørelsens "hvorledes", der er afhængig af friheden og det individuelle initiativ.
Den esoteriske kristendom hviler ikke på en vag og sentimental idealisme, men på et bestemt ideal, der
er opstået gennem kendskabet til højere verdener. Dette kendskab havde apokalypsens forfatter - den
store seer fra Patmos, som åbenbarede menneskehedens fremtid i dens kristne perspektiv.
Lad os forsøge at se ind i denne fremtid ud fra de kosmogoniske principper, som vi tidligere har henvist
til. Hos rosenkreuzerne åbenbarede man først nogle fortidsvisioner og fremtidsvisioner for eleven.
Derefter overgav man ham apokalypsens bog, for at han skulle udlægge disse visioner.
Lad os søge at gøre det samme og se på, hvorledes mennesket lidt efter lidt er blevet til, hvad
mennesket består af nu, og hvilken fremtid, der åbner sig for mennesket.
Vi har f.eks. talt om det gamle atlantiske kontinent og om atlantiderne, hvis æteriske legemer var langt
mere udviklet end deres fysiske legemer, og som først fik en begyndende JEG bevidsthed ved
slutningen af deres civilisation.
Følgende perioder er fulgt efter den atlantiske:
1.
Den ur vediske civilisation i det sydlige Asien i Indien.
Her lå den ariske civilisations begyndelse
2.
Zoroasters epoke, der omfattede det gamle Persiens civilisation
3.
Den ægyptiske civilisation. Hermes' epoke, hvortil slutter sig den kaldæiske og den
semitiske kultur. De første spirer til kristendommen blev nedlagt i denne epoke i det
hebræiske folks skød.
4.
Den græsk-latinske civilisation, der ser kristendommen fødes.
5.
En ny epoke begynder med folkevandringer og invasioner. Arven fra den græsk-latinske
civilisation gentages af racerne i Norden: Kelterne, Germanerne og Slaverne. Denne
epoke lever vi endnu i. Det er en langsom forvandling af det græsk-latinske bidrag, som i
den femte efter atlantiske epoke, via nye folkeslags kraftige indflydelser under
kristendommens mægtige impuls, blandes sammen med orientens surdej, som araberne
har ført til Europa.
98
Denne femte efter atlantiske epokes væsentligste opgave var, at vænne mennesket helt til det fysiske
plan ved at udvikle forstanden og den praktiske sans samt neddykke intelligensen i den fysiske materie
for at forstå og beherske denne.
Under dette hårde arbejde, under denne uhyre erobring, der nu er ved at nå sin grænse, har mennesket
imidlertid glemt de højere verdener, som det er udgået fra.
Ved at sammenligne vor intellektualitet med f.eks. kaldæernes, er det let at se, hvad vi har vundet, og
hvad vi har mistet.
Når en kaldæisk vismand betragtede himlen, der for os blot er et spørgsmål om himmelsk mekanik,
havde han en helt anden tanke, en helt anden følelse og en helt anden fornemmelse, end vi har.
Dér, hvor den moderne astronom blot ser et maskineri uden sjæl, fornam den kaldæiske vismand
himlens dybe harmoni som et guddommeligt og levende væsen.
Når den kaldæiske vismand betragtede Merkur, Venus, Månen eller Solen, da så han ikke blot disse
himmellegemers fysiske lys, han fornemmede også deres sjæle som levende væsener, og han følte sin
egen sjæl stående i forbindelse med disse store sjæle i firmamentet.
Han så deres tiltræknings- og frastødningsindflydelser som et vidunderligt sammenspil af
guddommelige viljer og makrokosmos’ symfoni gav genlyd i ham, gennem harmoniske ekkoer i det
menneskelige mikrokosmos.
Sfærernes musik var således en realitet, der forbandt mennesket med himlen. Den moderne
videnskabsmands overlegenhed beror på hans kendskab til den fysiske verden og til den mineralske
materie.
Den åndelige videnskab er nedsteget til det fysiske plan. Det er den videnskab, som vi kender godt, men
for fremtiden gælder det, gennem klarsynet, om også at genfinde kendskabet til det astrale plan og til
det spirituelle plan.
Denne materielle nedstigning var nødvendig, for at den femte efter atlantiske epoke kunne fuldbyrde sin
mission.
Det astrale og det åndelige klarsyn måtte tilsløres for, at intellektet kunne udvikle sig på det sunde
fornuftsplan gennem præcise, minutiøse, matematiske iagttagelser af den fysiske verden.
Alligevel skal vi nu komplettere den fysiske videnskab med den åndelige videnskab.
Et eksempel herpå kunne være: Almindeligvis stiller man Ptolemæus' stjernekort op mod Copernicus'
stjernekort, idet man anser det første for at være forkert.
Det passer imidlertid ikke. Begge er lige sande.
Ptolemæus' kort, (fra ca.140 e. Kr.), svarer til det astrale plan, hvor jorden er planeternes midtpunkt, og
hvor solen selv er en planet.
Copernicus' stjernekort svarer til det fysiske plan, hvor solen er centrum. (Copernicus fødtes 1543 e.Kr.
o.a.)
99
Enhver sandhed er relativ i henhold til tid og sted. På et senere tidspunkt i evolutionen vil Ptrolemæus's
system få oprejsning.
Efter vor femte efter atlantiske epoke vil der komme en sjette, der vil stå i forhold til vor tid på samme
måde, som åndssjælen står i forhold til forstandssjælen. Den sjette epoke vil udvikle genialiteten,
klarsynet og skaberånden.
Hvad vil kristendommen være i den sjette epoke?
For præsten, der levede i tiden før Kristi fødsel, var der harmoni mellem videnskab og tro. Videnskab
og religion var det samme.
Når præsten betragtede firmamentet, da vidste og fornemmede han, at sjælen var lige som en
vanddråbe, der var faldet ned fra det himmelske ocean og ført til jorden af de mægtige livsstrømninger,
som gennemkrydser rummet.
Nu, hvor blikket er sunket ned til det fysiske plan, behøver troen et tilflugtsted, en religion.
Derfra stammer adskillelsen mellem videnskab og tro.
Hengivenheden for Kristi person, for gudemennesket på jorden, har for en tid erstattet den okkulte
videnskab og fortidens mysterier.
I den sjette epoke skal disse to strømninger igen forenes, og det fysiske plans mekaniske videnskab vil
hæve sig op til det åndelige skaber-plan. Det bliver gnosis eller den åndelige kundskab.
Forud for denne sjette epoke, som vil være meget forskellig fra vores, vil der komme mægtige
omvæltninger. Thi denne epoke vil være ligeså spirituel som vor har været materiel. Men denne
transformation kan kun fremstå ved fysiske omvæltninger. Alt, som vil blive frembragt i løbet af den
sjette periode, vil bane vejen for en senere syvende epoke, som igen vil danne afslutningen på de efter
atlantiske civilisationer, og hvorefter tilstandene på jorden vil være vidt forskellige fra dem, vi kender i
dag.
Denne syvende efter atlantiske epoke vil blive afsluttet ved en omvæltning i elementerne i lighed med
den, der gjorde ende på det atlantiske kontinent; og i den tilstand, som herefter opstår, vil åndeligheden
være blevet forberedt gennem de to sidste efter atlantiske perioder.
Disse ariske civilisationer vil altså strække sig over 7 store perioder, og vi vil se udviklingens love
langsomt blive opfyldt.
Mennesket har altid først i sit indre dét, som han senere oplever uden for sig selv. Alt, hvad der nu er
uden for os, er trådt ud af os i en forudgående udviklingsperiode, mens vort væsen endnu var forenet
med jorden, månen og solen.
Dette kosmiske væsen, hvorfra er udsprunget såvel det nuværende menneske som alle natur-rigerne,
benævnes i Kabbalaen som "Adam-kadmon".
100
I denne mennesketype indeholdes alle de mangfoldige sider af mennesket, som folkene og racerne nu
frembyder. Det, som mennesket i dag har i det indre af sjælen, i sine tanker og i sine følelser, vil også
træde ud af mennesket og blive til omgivelser.
Fremtiden hviler i menneskets skød.
Mennesket kan selv vælge, om det vil skaffe sig en god eller ond fremtid. Lige så sikkert som
mennesket tidligere har ladet dét bag sig, som nu udgør dyreverdenen, vil det, der i dag er ondt, skabe
en slags degenereret menneskehed.
I dag kan vi mere eller mindre skjule det gode eller det onde, der er i os; men den dag vil komme, hvor
vi ikke længere kan skjule noget; hvor dette gode eller onde på uudslettelig vis vil stå indskrevet på vor
pande, på vort legeme, ja, endda på jordens åsyn.
Da vil menneskene dele sig i to racer. Ligesom vi i dag møder en ufølsom stivstikker eller et dyr, vil vi
møde væsener af ren ondskab eller hæslighed. I dag kan kun den klarsynede se den moralske godhed
eller hæslighed i væsenerne, men når menneskers ansigtstræk bliver udtryk for deres karma, da vil
menneskene af sig selv dele sig og følge den strømning, som de åbenbart tilhører, alt efter om de har
overvundet den lavere natur i sig, eller denne i stedet for har triumferet over ånden.
Denne adskillelse begynder allerede langsomt at foregå.
Hvis man anvender fremtidens indsigt på det forgangne, og hvis man arbejder hen imod at realisere
dette fremtidsideal, træder linierne tydeligere frem.
En ny race skal dannes, og den skal være bindeleddet mellem nutidens mennesker og fremtidens
åndelige mennesker.
Der må skelnes mellem racernes og sjælenes udvikling.
Enhver sjæl har frihed til at udvikle sig til denne ydre form i en race, der får sin karakter fra det gode,
som den vil inkarnere. Det er kun overladt til friheden at tilhøre denne race efter en individuel sjælelig
udfoldelse. Racen vil ikke mere være en tvang for sjælen, men målet for dens opstigen (højnelse).
Den manikæiske doktrin er, at menneskene fra nu af forbereder sig på at forvandle til det gode, det
onde, som vil vise sige for fuld kraft i den sjette epoke. Det er virkelig nødvendigt, at menneskesjælene
gennem åndelig alkymi, er stærke nok til at uddrage det gode af det onde, som vil åbenbare sig.
Når jord-planetens evolution fortsættes i omvendt orden gennem de faser, der gik forud for dens
involution, vil der først forekomme en genforening af jorden med månen; derefter vil denne fælles
klode forbindes med solen.
Forbindelsen med månen vil markere kulminationspunktet for det onde på jorden; hvorimod
forbindelsen mellem denne klode og solen vil betegne salighedens begyndelse - de udvalgtes rige.
Mennesket skal en gang bære de 7 jordfasers tegn.
Bogen med de 7 segl vil blive åbnet, den hvorom Johannes Åbenbaringen taler.
Kvinden, der er klædt i solen og har månen under sine fødder, viser hen til den tid, hvor jorden atter vil
være forenet med solen og månen.
101
Dommedagsbasunerne vil gjalde, for jorden vil da være gået over i den devakane tilstand, hvor ikke
lyset, men tonen råder.
Den jordiske eksistens' afslutning vil markeres ved, at Kristus-princippet gennemtrænger hele
menneskeheden.
Når menneskene er blevet lig Kristus, vil de af sig selv samles omkring ham, lige som skarerne
omkring lammet, og frugten af denne evolution vil udgøre Det nye Jerusalem, som er denne verdens
kroning.
102