Påskedag, 2015 Salmer: 408-218-236-P-11v2-”Ja, vi tror på påskemorgen”-240 Mark. 16,1-8 Da de tre kvinder kommer til graven påskemorgen møder de en engel. Han afslører straks deres ærinde ”I søger efter Jesus fra Nazaret – Han er opstået. Se dér er stedet, hvor de lagde ham”. Han kommer dernæst med opfordringen gå helt ind i graven og se selv efter. I dag ved ingen med sikkerhed, hvor Jesu grav lå. Traditionen viser et sted, men er det sikkert? Vi ved det ikke. Ingen ved det – vi ved, hvor Lenin ligger – i sit mausoleum, vi ved hvor John F. Kennedy ligger – på Arlington. Vi ved om dem alle, for de er der, hvor de blev lagt efter de var blevet erklæret døde – men ikke Jesus. Vi ved ikke, hvor hans grav lå. Det er heller ikke det vigtigste. For vi har Bibelens beretninger, som kan lede vore tanker hen til Jesu grav og afsløre, hvor vigtigt det er for os. Det, der blev konstateret påskemorgen. Samstemmende fortæller de fire evangelier, at Jesus, efter at være død på korset, blev lagt i Josef af Arimatæas gravhule, og efter han var blevet gravlagt blev stenen rullet for. Dermed giver NT os grund for at standse for døden, men det er der også rig anledning i et sogn som vores med over 40 dødsfald om året. Nogle frygter døden, og det er vel ikke underligt, for ingen ved, hvordan døden kommer til slut, hvor meget, vi skal igennem. Andre bagatelliserer døden. De mener ikke, man skal beskæftige sig med den, den er jo kun helt naturlig, hævder de. Men er døden naturlig for menneskene? Nej ikke, hvis du spørger med Bibelen i hånd. Mennesker var fra første færd skabt til at leve evigt med Gud – til forskel fra andre levende væsener i skaberværket. Men døden kommer ind for Guds egen skabning – mennesket – fordi mennesket lukker synden ind – for siger NT ”Syndens løn er døden”. Og det både en legemlig – åndelig og evig død. Paulus har noget mere at sige om holdningen til døden. Han siger det mange af os forstår så godt, når vi tænker på de bånd døden river over hos os – kærlighedens bånd – til ægtefælle – til børn – til mennesker, der har været vor støtte og hjælp. Der sætter Paulus de rette ord på og siger: Døden er vor fjende. Jesus led dødens sorg og gru – han blev gravlagt, men han forvandlede graven for os. 1. Tess. 4 har nogle ord, der er gode at fremhæve i den sammenhæng. Det er ord, der fortæller, hvordan det skal være for de af Guds børn, der lever på genkomstens dag. De skal ikke dø, men forvandles. På den anden side døden, skal vi i Kristus blive forvandlet. Lad os se nærmere, hvilken ændring Jesu død gav for os. Hebræerbrevet i NT har et par vigtige pointer til den, der spørger sådan rent fornuftigt. Hvorfor skulle Jesus dø? Kunne Gud ikke have klaret det uden? Jo, sikkert. Men Hebr. Siger at han fik del i døden, for at han ved sin død, skulle gøre ham magtesløs, der har dødens vælde. Han kunne ikke dø, men for at det ved Guds nåde skulle komme alle til gode, at han havde smagt døden, blev han menneske. Tænk at stå ved Jesu grav som kvinderne hin påskemorgen og ikke fatte en brik af det hele, men derefter holde Guds ord op for sine øjne og se, her hvilede han, der gik i døden som menneske, for at nedbryde den kraft, der truer hver eneste af os. Den, som synder skal dø. Derfor kunne vi ikke ændre noget på dødens magt og kraft, men det kunne han den syndfri frelser, han kunne fjerne dødens evige magt fra det skrøbeligste af alt – det syndige menneske. Jesus stod op af graven – Jesu grav var tom. De første opstandelsesvidner så en tom grav. Marie frygtede sin løsning, at nogen havde fjernet Jesu legeme. Ypp. Forfattede et rygte, at Jesu disciple havde overrumplet en sovende vagt og stjålet Jesu legeme, men ingen af forklaringerne holder vand, for vidnesbyrdene er samstemmende – Jesu grav var tom. Der er tale om noget ganske konkret. Det var det samme legeme, der blev lagt i graven, der stod op igen. De – Thomas f.eks. - kendte ham igen på naglerne i håndfladerne og i hans side. Til gengæld var han blevet forvandlet, han kunne noget nyt, han kunne efter sin opstandelse gå igennem lukkede døre, han kunne åbenbare sig. NT er ikke i tvivl, at opstandelsen er vigtig. I opstandelseskapitlet 1. Kor. 15 siger Paulus, der selv blandt mange bevidner Jesu opstandelse. Paulus siger det ganske utvetydigt, at var Jesus ikke opstået fra de døde. Jamen så falder den kristne tro til jorden. Tag nu f.eks. NT – 27 skrifter – begyndende med Matthæus – sluttende med Åbenbaringen. Hvorfor står de der hver eneste af disse 27 skrifter? For der var flere, da NT skulle samles. Men de nuværende 27 står der, fordi de er skrevet af mennesker, der har Jesus som den opstandne. Tag nu dåben – hvorfor døber vi? Eller nadveren – hvorfor går vi til nadver? Hvorfor går vi til gudstj.? Hvorfor beder vi? Svaret er ganske enkelt – dåb – nadver –gudstj. – bøn – ja kirken. Alt sammen har deres eksistensberettigelse ved at forkynde os et levende håb ved Jesu opstandelse fra døde – derfor! Tag opstandelsen bort – og du fjerner kirkens hovedhjørnesten – kirken bliver til menneskeværk og uden håb. Og så en ting mere – Jesus blev forvandlet efter sin opstandelse. Som han opstod skal vi opstå – og blive forvandlet: vore legemer er forgængelige. I vores velmagtsdage føler vi os stærke, men en dag vil vore pårørende stå ved vor grav. De synlige tegn på aldring af vores krop lader sig ikke bortforklare, hvor det vil ende – men ikke vort opstandelseslegeme, det vil ikke gå til grunde. Vort nuværende legeme er i vanære. Redskab til synd og uretfærdighed- mine ben har ført mig til steder, hvor jeg ikke burde have været – mine øjn – hænder – min tunge – er blevet brugt til redskaber for synden. Men vores legemer skal opstå i herlighed – i stedet for syndens mærker – vil vort opstandelseslegeme stråle. Vore legemer har tydelige ar efter operationer – forkølet i september – allergi overfor husdyr – medicinforbrugere. Og så siger vores Bibel. Vi vil som opstandne få nye kræfter og vinger som ørne. Der er ingen hjælpemiddelcentral i himlen, for der er ingen sygdom, ingen død, ingen smerte. Vores nuværende legemer er sjælelige. Det vil sige jordiske. Dannet af jordens støv og skabt til at leve her. Men opstandelseslegemet vil stadig være et fysisk legeme, men tillige et åndeligt. Det vil i sin nye skikkelse være et redskab, der kan og vil ophøje Gud med alt, hvad det har. Døden er ikke længere en optakt til dom og fordømmelse, men til et nyt, fuldkomment liv. Derfor kan det menneske, som tror på Jesus, møde døden på en anden måde – der er noget der vil være forbi – men noget nyt venter – et forvandlet legeme –ikke på en sky – ikke på en stjerne – men i det himmelske Jerusalem sammen med Jesus. Og så skal vi aldrig skilles fra ham mere. Gud give os at tro det, at trøstes ved Jesu tomme grav og troen på hans opstandelse, og at som han opstod, skal vi i troen på ham også opstå. AMEN