Adam, Andy, Alexander… Ellen Altfest / Ivan Andersen / Georg Baselitz Anna Bjerger / Per Inge Bjørlo Sonja Lillebæk Christensen / A K Dolven Poul Gernes / Olof Olsson Uddrag af eventyret Psychen af H.C. Andersen, 1862 I en lille, snever Gade stod et gammelt Huus, det havde engang været et Tempel; her boede en ung Kunster; fattig var han, ubekjendt var han; ja, han havde jo nok unge Venner, ogsaa Kunstnere, unge i Sind, i Haab og Tanke; de sagde ham, at han var rig paa Talent og Dygtighed, men han var en Nar, at han aldrig selv kunde troe paa det. Han brød jo altid itu, hvad han havde formet i Leret, han blev aldrig tilfreds, fik aldrig Noget færdigt, og det maa man, for at det kan sees, erkjendes og skaffe Penge. “Du er en Drømmer!” sagde de, “og det er din Ulykke! men det kommer af, at Du ikke har levet endnu, ikke smagt Livet, nydt det i store, sunde Drag, som det skal nydes. I Ungdommen just, kan og skal man gjøre Det og sig til Eet! see den store Mester Raphael, som Paven hædrer, og Verden beundrer, han tager for sig af Vinen og Brød et!” “Han spiser Bagerkonen med, den nydelige Fornarina!” sagde Angelo, een af de lystigste, unge Venner. Ja, de sagde Alle saa Meget, efter deres Ungdom og Forstand. De vilde have den unge Kunstner med paa Lystighed, paa Vildskab, Galskab kan det ogsaa kaldes; og dertil følte han ogsaa i Øieblikke Lyst; hans Blod var varmt, Phantasien stærk; han kunde slaae med ind i den lystige Tale, lee høit med de Andre; og dog, Det de kaldte “Raphaels muntre Liv”, sank hen for ham som Morgentaagen, saae han den Guds Glands, der lyste ud fra den store Mesters Billeder; og stod han i Vaticanet foran Skjøn hedsskikkelserne, Mestre for Aartusinder siden havde formet af Marmorblokken, da svulmede hans Bryst, han følte i sig Noget saa høit, saa helligt, opløftende, stort og godt, og han ønskede at skabe, at meisle ud af Marmorblokken saadanne Skikkelser. Han vilde give et Billede af, hvad der svang sig fra hans Hjerte op mod det Uendelige, men hvorledes, og i hvilken Skikkelse. Det bløde Leer bøiede sig i Skjønhedsformer for hans Fingre, men Dagen efter, som altid, brød han itu, hvad han havde skabt. En Dag gik han forbi eet af de rige Paladser, af hvilke Rom har mange, han stand- sede der ved den store, aabne Indgangsport, og saae billedsmykkede Buegange om slutte en lille Have, der var overfyldt af de skjønneste Roser. Store, hvide Callaer med deres grønne, saftige Blade skøde op i Marmorkummen, hvor det klare Vand pladske de; og her forbi svævede en Skikkelse, en ung Pige, Datteren af dette fyrstelige Huus; saa fiin, saa let, saa deilig! saaledes havde han ingen Qvinde seet, jo! malet af Raphael, malet som Psyche, i eet af Roms Paladser. Ja, der var hun malet, her gik hun levende. I hans Tanke og Hjerte var hun levende; og han gik hjem i sin fattige Stue og forme de i Leret Psyche; det var den rige, unge Romerinde, den adelsbaarne Qvinde; og for første Gang saae han tilfreds paa sit Værk. Det havde Betydning, det var hende. Og Vennerne, som saae det, jublede høit i Glæde; dette Arbeide var en Aabenbarelse af hans Kunstner-Storhed, den, de havde forud erkjendt, Verden skulde nu erkjende den. Georg Baselitz Untitled, 2014 i Marmorblokken maatte Psychen her faae Liv, og det kostbare Stykke Marmor havde Leret er vel kjødfuldt og levende, men det har ikke Marmorets Hvidhed og Varighed; [GBZ-14-012] han; det laae allerede i mange Aar, som Forældrenes Eiendom, i Gaarden; Flaskeskaar, Finochi Top, Levninger af Artiskokker dyngede sig hen over og tilsølede det, men indeni var det som Bjergets Snee; herfra skulde Psychen løfte sig. En Dag traf det sig saa, ja, den klare Stjerne fortæller Intet derom, den saae det ikke, men vi vide det: et fornemt romersk Selskab kom i den snevre, ringe Gade. Vogn en holdt noget derfra, Selskabet kom for at see den unge Kunstners Arbeide, ved et Tilfælde havde det hørt derom. Og hvem vare de fornemme Besøgende. Stakkels unge Mand! altfor lykkelige unge Mand, kunde han ogsaa kaldes. Den unge Pige selv, stod her i Stuen, og med hvilket Smiil, da hendes Fader sagde de Ord: “Det er jo Dig lyslev ende!” det Smiil kan ikke formes, det Blik kan ikke gjengives, det forunderlige Blik, hvor med hun saae paa den unge Kunstner, det var et Blik som løftede, adlede og – knuste. “Psychen maa fuldføres i Marmor!” sagde den rige Herre. Og det var Livsens Ord for det døde Leer og for den tunge Marmorblok, som det var Livsens Ord for den be tagne unge Mand. “Naar Arbeidet er fuldført, kjøber jeg det!” sagde den fyrstelige Herre. Det var som en ny Tid rullede op i det fattige Værksted; Liv og Munterhed lyste der inde, Travlhed blev der. Den lysende Morgenstjerne saae, hvorledes Arbeidet skred frem. Leret selv var blevet som beaandet, fra hun var her, det bøiede sig i forhøiet Skjønhed til de kjendte Træk. “Nu veed jeg, hvad Livet er!” jublede han, “det er Kjærlighed! det er Opløftelse i det Herlige, Henrykkelse i det Skjønne! hvad Vennerne kalde Liv og Nyden, er Forkrænkel se, er Bobler i den gjærende Bærme, ikke den rene, himmelske Alterviin, Indvielsen i Livet!” Marmorblokken blev reist, Meislen hug store Stykker bort; der blev maalt, sat Punkt er og Mærker, det Haandværksmæssige gjort, til lidt efter lidt Stenen blev Legeme, Skjønhedsskikkelse, Psychen, deilig som Guds Billede i den unge Qvinde. Den tunge Steen blev svævende, dandsende, luftiglet, en yndig Psyche, med Smilet, himmelsk uskyldigt, som det havde speilet sig i den unge Billedhuggers Hjerte. Stjernen i den rosenfarvede Morgen saae det og forstod tilvisse, hvad der rørte sig hos den unge Mand, forstod den vexlende Farve paa hans Kinder, Blinket fra hans Øine, idet han skabte, gjengav, hvad Gud havde givet. “Du er en Mester, som hine i Grækernes Tid!” sagde de henrykte Venner. “Snart vil hele Verden beundre din Psyche!” “Min Psyche!” gjentog han. “Min! ja, det maa hun være! ogsaa jeg er Kunstner, som hine store Henfarne! Gud har forundt mig Naadegaven, løftet mig høit, som den Adels baarne!” Og han sank paa sine Knæ, græd i Tak til Gud – og glemte igjen ham for hende, for hendes Billed i Marmor, Psyche-Skikkelsen, der stod, som skaaren af Snee, rødmende i Morgensolen. Olof Olsson Untitled, 2015 [OOPER-15-001] A K Dolven Stills from what can I do for you?, 2007 [AKD-07-003] Ivan Andersen A Run for the Money, 2007 [IA-07-011] Poul Gernes Bagsider, 1969 [PGF-69-001] Sonja Lillebæk Christensen Stills from Mad About the Boy, 2007 [SLC-07-001] Anna Bjerger Anna Bjerger Repose, 2011 Rocks, 2015 [ABM-11-001] [ABM-15-001] Per Inge Bjørlo Sjølvportrett / Self portrait, 2014 [PIB-14-001] Ellen Altfest Untitled (Checkered shirts), 2012 [EAZ-12-001] Ellen Altfest Untitled (Blue Jean Shirts), 2012 [EAZ-12-002] The omnipotence of the imagination The two exhibitions Eva, Pamela Victoria… and Adam, Andy, Alexander… (how do we move on?) show images of women and men, respectively, in the art of mainly contem porary artists. The motifs in both exhibitions are created by an equal number Everything refers to the body, and the body of female and male artists, or by a combination, as in the case of Grayson always refers to something other than itself.1 Perry, but the woman/man as the motif is the starting-point for all the works, which are chronologically coincident with the period after the sexual revolu tion, and range from Kirkeby’s 1963 masonite slab painting of women’s shoes, ‘The Window – (How do I proceed?) to Guy Rusha’s brand-new paintings “What’s going to happen to screwing after the revolution?” asks Suzanne from 2015. They are therefore interesting to examine in relation to the fanta Brøgger in her 1974 short story, Åh Trikotage – sies they reflect: do they still express the same politically incorrect longings? 2 (“Oh Hosiery –”). The revo lution she refers to is the sexual revolution that took place in the wake of the Or have new fantasies appeared that can expand our repertoire in unexpect student unrest of 1968, and which led to the legalisation of visual pornography ed directions? in Denmark in 1969. Brøgger’s story deals with those piqued erotic fantasies we have that are not very politically correct or based on any equality between Overall, in the exhibition of images of women, the works chronicle a decided- the sexes, but which, on the contrary, draw their lustful nourishment from ly feminine universe of dresses (Justesen), shoes (Kirkeby), flowers (Fueki) inequality, power relations, humiliation and subjugation. Fantasies which, and hats (Fueki), accompanied by a number of posing Nudes (Rusha, Tal R, moreover, form the foundation of most pictures in art history and most myths, Steffensen) – the term for the familiar presentation of the naked female body fairy tales and erotic stories in literature, for which reason they cannot easily as the model for a painterly motif.3 In the exhibition of images of men, con be dismissed. So, Brøgger asks, what has happened to these fantasies after versely, we mostly see men taking action and interacting with the world, the sexual revolution, when images of the erotic and the naked body were whether through physical training (Andersen), dancing (Lillebæk Christensen), set free, and the women’s movement demanded equal rights for women in resting (Bjerger), mountain climbing (Bjerger) or performing (Olsson). Already society? Did the fantasies become correspondingly free, new and different? here, we see the classic dichotomy between woman’s being and man’s Or did they remain exactly as politically muddled as ever, with the centuries- doing:4 It is through his actions that a man becomes man, but it is only through old dichotomy between the sexes in both imagination, society and art creat her body, her mere being, that a woman is a woman. But what else do they ing unequal appetites of a completely different character than was dreamed portray, these men/women works? What fantasies do they conceal? of by the equality activists in society? In specific terms, an otherwise quite explicit sexual situation is hidden in Almost 50 years after the revolution, the issue is, apparently, still topical. Maija Luutonen’s abstract drawing G (transfer), 2015. The work takes as its A veritable drama, for example, plays out on my bookshelves, where loud model a classic Japanese shunga motif, in which a man penetrates a prone and dramatic titles discuss the importance of the body that we humans, after woman who has her head lifted in pleasure, so that her long hair becomes all, all have in common: Hard Core – Power, Pleasure and the “Frenzy of the visible. The specific model for Luutonen’s work dates from 1815, but many Visible” (Williams, 1999), Making Sex – Body and Gender from the Greeks to erotically explicit shunga motifs are much older, and were reportedly used Freud (Laqueur, 1990), Venus in Exile – The Rejection of Beauty in the 20th- as sexual stimulants by both men and women of the upper classes. In the Century Art (Steiner, 2001), Over her Dead Body – Death, Femininity and the 2015 version by Luutonen the salacious scene has been completely omitted, Aesthetic (Bronfen, 1992) are just some of the many books I have on my and only a reminiscence of the woman’s chevelure remains at the side, as a shelves on the subject: the body in art, and particularly the female body as trace of what for many people would be a well-known motif. Luutonen thus the object of the lustful masculine (artist’s) gaze; books that, for the most erases the fantasy in favour of the abstract – from here, we can surely freely part, take their starting-point in psychoanalysis, particularly the Lacanian elaborate by ourselves? variety, in a post-structuralist critique of the images, stories and myths on which our entire culture is essentially based. The problem with the above- In Kirkeby’s 1967 collage the nudity becomes once again more explicit. In the mentioned fantasies is namely that they are essentially not women’s, but centre of the collage sits a nude female model with her back turned. She is men’s fantasies, to which women have had to subject their bodies through immediately reminiscent of a photographic recreation of Ingres’ famous Val- out our cultural history. pinçon Bather from 1808. The remainder of the collage consists of faces of pretty women – torn from magazines and advertisements, accumulated and ty that we would so greatly wish to live up to. Diderot said: “Art expresses carefully arranged on paper, drawn over here and there with Kirkeby’s line. what society has not yet formulated”. But perhaps in this particular situation, The posing woman (the most common motif in art history) is thus noncha when women and men are portrayed in art, it is just the opposite: here, lantly arranged5 and given a line. society has actually formulated something – equal rights – which has yet to be expressed in art. In Tal R’s new drawings of naked women, the women are not posing in the traditional sense, but are waiting; in Y & T, 2015, two naked women sit on As Brøgger concludes her story: “Although I am not very proud of them, I two bedsides, and a special tension arises: what are they waiting for? Each don’t think anyone can liberate themselves from their fantasies. For while we other? Or a third party? This anticipatory position is also found in the work k, may try to suppress them as best we can, we can hardly liberate ourselves 2014, in which the naked woman has got up from the bed and has moved from the patterns of thought and centuries-old expectations that determine towards the window – perhaps to look for the expected person, or perhaps them: that which lies behind the pictures.”7 even to be regarded herself? In any case, it is as though two eyes in the night are looking in at the naked figure ... Works which in a completely Freudian Maria Kjær Themsen sense can be said to refer to what the woman lacks6; she is not complete in herself, but exhibits a passive, waiting behaviour. If we compare this with a corresponding motif in the exhibition of images of men, the work Repose, 2011, by Anna Bjerger, depicts a man resting in bed. He does not sit naked in a waiting position on the bedside, but is ‘complete’ in his own company. Even his relaxed behaviour is in fact an action, which is enclosed about itself. Other works in the exhibition of men zoom right in on the skin, the hair, the body, which thereby becomes like a subtle landscape, rather than an erotic object in full figure. In Ellen Altfest’s watercolours of the male body, the portrait thus comes right up close to the skin and hair, pro truding from beneath a shirt sleeve or the leg of a pair of jeans: small slices of the man, which block the erotic gaze in favour of a study of the details. Something similar applies to A K Dolven’s photographic close-ups of the body’s skin, hair and hollows, while Gernes’ buttocks and balls on a photo copier are the epitome of this near-skin approach. The effect is curious in a bodily sense rather than provocative and posing, as when the woman’s naked body is painted or photographed. The male portraits, in other words, either zoom in on the skin (and thereby alienate it) or zoom out completely to show the man in action, or else show the man as portrayed by himself, which is definitely not sexy, but rather gloomy and ghost-like, as in Per Inge Bjørlo’s Self Portrait, 2014. 1 Lilian Munk Rösing: Kønnets katekismus, 2005. p. 85. In other words, the man as a sexual body, as an outright object of desire, 2 Suzanne Brøgger: “Åh Trikotage - - - ”, in: Fri os fra kærligheden, 1974. still does not exist. And this is largely because the owner of the lustful gaze 3 Cf. John Berger: Ways of Seeing, 1972. is man himself. If a male nude model were to pose erotically in a picture, the 4 As Berger writes on the first page of Ways of Seeing: “A man’s presence suggests work would be perceived as homosexual, i.e. still aimed at a man. The wom what he is capable of doing to you or for you… A woman must continually watch herself.” an as the owner of a lustful gaze does not yet exist, because our language 5 Cf. all of the above-mentioned titles. and our visual culture have never invented it. This is one of the reasons why 6 Cf. Rösing: Op. cit. our fantasies are still not at all in harmony with the political slogans of equali 7 Brøgger: Op. cit., p. 197. Adam, Andy, Alexander… Ellen Altfest / Ivan Andersen / Georg Baselitz / Anna Bjerger / Per Inge Bjørlo Sonja Lillebæk Christensen / A K Dolven / Poul Gernes / Olof Olsson 9 October – 19 December 2015 Works / Værker Anna Bjerger Ellen Altfest Ivan Andersen Per Inge Bjørlo Repose, 2011 Untitled (Checkered shirts), A Run for the Money, 2007 Sjølvportrett / Self portrait, 2014 Oil on aluminium 2012 Oil and acrylic on canvas Charcoal, chalk and wax on 60 cm x 120 cm Watercolor on paper 150 cm x 180 cm plastic wire sheet ABM-11-001 12,4 cm x 11,9 cm IA-07-011 200 cm x 150 cm EAZ-12-001 PIB-14-001 Anna Bjerger Olof Olsson Rocks, 2015 Ellen Altfest Untitled, 2015 Sonja Lillebæk Christensen Oil on aluminium Untitled (Blue Jean Shirts), 2012 30 min performance Mad About the Boy, 2007 105 cm x 130 cm Watercolor on paper OOPER-15-001 Video on monitor ABM-15-001 10,5 cm x 10,8 cm SLC-07-001 EAZ-12-002 Poul Gernes A K Dolven Bagsider, 1969 what can I do for you?, 2007 Georg Baselitz B/W photography mounted on 16 mm film Untitled, 2014 masonite 4 cm x 41 cm Ink and watercolour on paper 122 cm x 122 cm AKD-07-003 79,4 cm x 59,0 cm PGF-69-001 GBZ-14-012 FLÆSKETORVET 85 A © The artists and Galleri Bo Bjerggaard Curators: Anna Margrethe Pedersen and Bibi Saugman Extract from Psychen: http://visithcandersen.dk/e1-psychen.htm DK–1711 KØBENHAVN V TEL + 45 33 93 42 21 [email protected] ISBN-nr. 978-87-93134-12-6 Translation Danish to English: Wordmaster Thanks to Rosendahls, the artists, Bjarte Bjørkum, David Risley Gallery, James Aldridge, Jochen Littkemann and White Cube, London TUESDAY-FRIDAY 1 PM–6 PM SATURDAY 12 PM–4 PM WWW.BJERGGAARD.COM © The artists and Galleri Bo Bjerggaard Curators: Anna Margrethe Pedersen and Bibi Saugman FLÆSKETORVET 85 A DK–1711 KØBENHAVN V TEL + 45 33 93 42 21 [email protected] Translation Danish to English: Wordmaster Thanks to Rosendahls, the artists, Shoshana Wayne Gallery and Victoria Miro Gallery, London ISBN-nr. 978-87-93134-12-6 TUESDAY-FRIDAY 1 PM–6 PM SATURDAY 12 PM–4 PM WWW.BJERGGAARD.COM Eva, Pamela, Victoria… Chie Fueki / Kirsten Justesen / Per Kirkeby Maija Luutonen Grayson Perry / Tal R / Guy Rusha / Eva Schlegel / Erik Steffensen 19 August – 3 October 2015 Works / Værker GRM-15-001 GPZ-01-001 62,5 cm x 52,0 cm x 4,0 cm 27,8 cm x 37,8 cm panel photograph on paper Oil and pencil on linen over Watercolour, pen and collaged Nu Nude, 2015 Pretty Blossom, 2001 Guy Rusha Grayson Perry GRM-14-002 ESTP-97-002, -006, -009 and -010 37,5 cm x 33,0 cm Ed. 9/12 wooden frame 57,0 cm x 37,5 cm Oil on paper in artist made Etching BB, 2014 Untitled, 1997 Guy Rusha Erik Steffensen GRM-14-001 ESC-06-015 37,5 cm x 33,0 cm Ed. 3/8 wooden frame 14 cm x 20 cm Oil on paper in artist made Silk screen on lead Denmark, 2014 Untitled 095, 2006 Guy Rusha Eva Schlegel GPZ-01-002 CFM-13-001 27,8 cm x 37,8 cm 73,7 cm x 61,0 cm photograph on paper mulberry paper on wood Watercolour, pen and collaged Acrylic and mixed media on Essex Landscape, 2001 Elizabeth (Black), 2013 Grayson Perry Chie Fueki Kirsten Justesen ICE DRESS #1, 2002 Copper pipe, iron, zinc , com pressor 1:1 205 cm x 100 cm x 100 cm KJS-02-001 Maija Luutonen G (Transfer), 2015 Acrylic on paper 140 cm x 115 cm MALZ-15-001 Per Kirkeby Untitled, 1964 Mixed media on masonite 62 cm x 80 cm PKI-64-009 Tal R Ananas / Pineapple, 2012 Acrylic and varnish on wood 134 cm x 60 cm x 60 cm TRS-12-001 TRZ-14-020 PKC-67-001 38 cm x 28 cm 69,4 cm x 62,6 cm skin glue painted paper Mixed media on cardboard Crayon on pigment and rabbit Untitled, 1967 k, 2014 Per Kirkeby Tal R 33 cm x 54 cm PKC-67-002 skin glue painted paper 69,7 cm x 49,7 cm Crayon on pigment and rabbit Mixed media on cardboard Y&T, 2015 Untitled, 1967 Tal R Per Kirkeby Per Kirkeby TRZ-15-002 Vinduet - (hvordan kommer jeg videre?) / The window (how do I proceed?), 1963 Mixed media on masonite 17,5 cm x 50,0 cm PKI-63-006 zoomer helt ind på huden, på håret, på kroppen, der bliver som et underfundigt landskab i uventede retninger? er i virkeligheden en handling, der slutter om sig selv. Andre værker på mandeudstillingen længsler, de udtrykker? Eller er der nye fantasier på færde, der kan udvide vores repertoire afventende på sengekanten, men er “hel” i sit eget selskab. Selv hans afslappede adfærd at kigge på i forhold til hvilke fantasier, de udsiger: er det stadig de samme ukorrekte – snarere end et erotisk objekt i helfigur. I Ellen Altfests’ akvareller af mandekroppen er omvendt: her har samfundet faktisk formuleret noget, ligestillingsret fx, som endnu ikke altså fantasien til fordel for det abstrakte – herfra kan man selv digte frit videre? Men måske er det lige i denne situation, når kvinder og mænd portrætteres i kunsten, lige er efterladt i siden som et spor efter det, for mange, velkendte motiv. Luutonen udvisker leve op til. Diderot sagde: “Kunsten udtrykker det, samfundet endnu ikke har formuleret.” af Luutonen er det frække motiv helt udeladt og kun en reminiscens af kvindens hårpragt stadig slet ikke er i harmoni med de politiske ligestillingsparoler, som vi så hjertens gerne vil benyttet til begærstimulans af både mænd og kvinder i de finere kredse. I 2015-versionen sprog og billedkultur aldrig har opfundet det. Dette er en af grundene til, at vores fantasier 1815, men mange erotisk eksplicitte Shunga-motiver er langt ældre, og blev efter sigende henvendt til en mand. Kvinden som ejer af et begærende blik findes ikke endnu, fordi vores else, så hendes lange hår synliggøres. Det specifikke forlæg for Luutonens værk dateres til nøgenmodel poserer erotisk på et billede, vil værket opfattes homoseksuelt, altså stadig Shunga-motiv, hvor en mand penetrerer en rygliggende kvinde, der har hovedet løftet i nyd gør den primært ikke, fordi ejeren af det begærende blik er manden selv. Hvis en mandlig Luutonens abstrakte tegning G (transfer), 2015. Værket har forlæg i et klassisk japansk Manden som seksuel krop, som decideret begærsobjekt, findes altså stadig ikke. Og det Helt konkret gemmer der sig for eksempel en ellers helt eksplicit seksuel situation i Maija re dystert og spøgelsesagtigt, som i Per Inge Bjørlos Self Portrait, 2014. forestiller de mere, disse mand/kvinde værker? Hvilke fantasier gemmer sig i dem? de, eller at manden har portrætteret sig selv, hvilket absolut heller ikke er sexet, men snare til mand, det er alene i kraft af sin krop, sin blotte væren, at kvinden er kvinde. Men hvad huden (så den fremmedgøres), eller at der zoomes helt ud og viser manden som handlen kvindens væren og mandens handlen:4 Det er i kraft af sine handlinger, at en mand bliver fotograferes. I mandeportrætterne er der altså enten tale om, at der zoomes helt ind på (Bjerger) eller optræder (Olsson). Allerede her optegnes den klassiske dikotomi mellem kropslig forstand, end den er æggende og poserende, som når kvindens nøgne krop males/ de træner (Andersen), danser (Lillebæk Christensen), hviler sig (Bjerger), klatrer i bjerge fotokopimaskine er epitomet på denne nær-huds-strategi. Virkningen er snarere kuriøs i udstillingen er der omvendt mestendels tale om mænd, der handler og agerer i verden; nærportrætter af kroppens hud, hår og hulninger, ligesom Gernes’ bagdel og nosser på en iscenesættelse af den kvindelige nøgne krop som model for et malerisk motiv.3 I mande granskning af deltaljen. Noget tilsvarende gør sig gældende med A K Dolvens fotografiske af en række poserende Nudes (Rusha, Tal R, Steffensen) – betegnelsen for den velkendte cowboybuksebenet: små udsnit af manden, der umuliggør det erotiske blik til fordel for en (Justesen), sko (Kirkeby), blomster (Fueki) og hatte (Fueki), der desuden akkompagneres portrættet således helt tæt på huden og hårene, der stikker ud under skjorteærmet eller I dameudstillingen optegner værkerne overordnet et decideret feminint univers af kjoler udtrykkes i kunsten. I Kirkebys collage fra 1967 bliver det igen mere eksplicit med nøgenheden. I midten af colla ventninger, der betinger den. Det der ligger bagom billederne.”7 ret på papiret og overtegnet hist og her med Kirkebys streg. Således anordnes nonchalant overbevisning, vil man næppe kunne frigøre sig fra den tænkning og de årtusindgamle for af ansigter af kønne kvinder – revet ud fra magasiner og reklamer, ophobet og fint arrange noget menneske kan gøre sig fri af deres fantasi. For selvom den undertrykkes efter bedste mimesis af Ingres’ berømte Den badende fra Valpinçon fra 1808. Resten af collagen består Som Brøgger afslutter sin novelle: “For selvom jeg er meget lidt stolt af den, så tror jeg ikke gen sidder en rygvendt, nøgen kvindelig model. Hun minder umiddelbart om en fotografisk den poserende kvinde (kunsthistoriens mest udbredte motiv) 5 og gives en streg. Maria Kjær Themsen I Tal Rs nye tegninger af nøgne kvinder er kvinderne ikke poserende i traditionel forstand, men de er afventende; i Y & T, 2015, sidder to nøgne kvinder på hver sin sengekant, og en særlig spænding opstår: hvad venter de to kvinder på? Hinanden? eller en tredje part? Den what he is capable of doing to you or for you….. A woman must continually watch herself.” ens mangel6; hun hviler ikke i sig selv, men udviser en ikke-handlende afventende adfærd. Som Berger skriver på første side af Ways of Seeing: “A man’s presence suggests 4 den nøgne skikkelse… Værker, der i helt freudiansk forstand kan siges at henvise til kvind 3 måske for selv at blive betragtet? I hvert fald er det som om to øjne i natten kigger ind på 2 fra sengen, og har bevæget sig over mod vinduet – måske for at kigge efter den ventede, 1 ne afventende position findes også i værket k, 2014, hvor den nøgne kvinde har rejst sig Lilian Munk Rösing: Kønnets katekismus, 2005. p. 85 Suzanne Brøgger: “Åh Trikotage - - - ”, in: Fri os fra kærligheden, 1974. Jf. John Berger: Ways of Seeing, 1972. 7 Repose, 2011, af Anna Bjerger, en mand, der hviler sig i sengen. Han sidder ikke nøgen Jf. Rösing: Op. cit. 6 Sammenligner man fx med et tilsvarende motiv på mandeudstillingen, forestiller værket Jf. samtlige af de ovennævnte titler 5 Brøgger: Op. cit., p. 197 Fantasiens almagt (hvordan kommer vi videre?) Alting henviser til kroppen, og kroppen henviser altid til noget andet end sig selv.1 “Hvad vil der ske med bolleriet efter revolutionen”, spørger Suzanne Brøgger i en lille tekst ’Åh Trikotage---’2 fra 1974. Revolutionen hun omtaler, er den seksuelle revolution, der fandt sted i kølvandet på studenteroprøret i 1968, og som førte til frigivelsen af billedpornografien i Danmark i 1969. Brøggers novelle handler om de fortrædelige erotiske fantasier, vi har, som overhovedet ikke er særligt politisk korrekte eller baseret i noget lige forhold mellem kønnene, men som tværtom henter sin lystige næring fra både ulighed, magt, fornedrelse og underkastelse. Fantasier, der i øvrigt ligger som en grundsats i de fleste billeder i kunst historien og de fleste myter, eventyr og erotiske fortællinger i litteraturen, hvorfor de ikke sådan lige er til at slippe af med. Så, spørger Brøgger, hvad er der sket med fantasierne efter den seksuelle revolution, hvor billederne af det erotiske og den nøgne krop blev sat fri, og kvindefrigørelsen krævede lige ret for kvinder i samfundet? Blev fantasierne tilsvarende frie, nye og anderledes? Eller forblev de nøjagtig så politisk forplumrede som altid, hvor den årtusindgamle dikotomi mellem kønnene i både fantasi, samfund og kunst skaber ulige lyster af en helt anden karakter, end lighedsforkæmperne i samfundet drømmer om? Problematikken er tilsyneladende, næsten 50 år efter revolutionen, stadig relevant. For eksempel udspiller der sig et veritabelt drama på mine bogreoler, hvor larmende og drama tiske titler diskuterer betydningen af den krop, som vi mennesker trods alt alle har tilfælles: Hard Core – Power, Pleasure and the “Frenzy of the Visible” (Williams, 1999), Making Sex – Body and Gender from the Greeks to Freud (Laqueur, 1990), Venus in Exile – The Rejection of Beauty in the 20th-Century Art (Steiner, 2001), Over her Dead Body – Death, Femininity and the Aesthetic (Bronfen, 1992), er blot nogle af de mange bøger, jeg har på reolerne om emnet: kroppen i kunsten, og særligt den kvindelige krop som model for det begærende maskuline (kunstner)blik. Bøger, der for de flestes vedkommende tager udgangspunkt i psy koanalysen, særligt den Lacanianske, i en poststrukturalistisk kritik af de billeder, fortællinger og myter, som hele vores kultur i bund og grund bygger på. Problemet med de ovennævn te fantasier er nemlig, at de dybest set ikke er kvindens, men mandens fantasier, mens kvinden har måttet lægge krop til dem igennem hele kulturhistorien. De to udstillinger Eva, Pamela Victoria… og Adam, Andy, Alexander… viser henholdsvis kvinde- og mandeafbildninger i kunsten af hovedsageligt nulevende kunstnere. Motiverne på begge udstillinger er skabt af lige dele kvindelige som mandlige kunstnere, eller i en bland ing som i tilfældet Grayson Perry, men kvinden/manden som motiv er udgangspunktet for videre?) fra 1963, til Guy Rushas ganske nye malerier fra 2015. Derfor er de interessante [CFM-13-001] og spænder fra Kirkebys masonitplademaleri af kvindesko, Vinduet – (hvordan kommer jeg Elizabeth (Black), 2013 værkerne, der tidsmæssigt er sammenfaldende med perioden efter den seksuelle revolution, Chie Fueki Kirsten Justesen ICE DRESS #1, 2002 [KJS-02-001] Grayson Perry Pretty Blossom, 2001 [GPZ-01-001] Grayson Perry Essex Landscape, 2001 [GPZ-01-002] Maija Luutonen G (Transfer), 2015 [MALZ-15-001] Guy Rusha Denmark, 2014 [GRM-14-001] Guy Rusha BB, 2014 [GRM-14-002] Tal R Y&T, 2015 [TRZ-15-002] Tal R k, 2014 [TRZ-14-020] Tal R Ananas / Pineapple, 2012 [TRS-12-001] Erik Steffensen Untitled, 1997 [ESTP-97-009, -002, -006 and -010] Eva Schlegel Untitled 095, 2006 [ESC-06-015] Per Kirkeby Untitled, 1964 [PKI-64-009] Per Kirkeby Untitled, 1967 [PKC-67-002] Per Kirkeby Untitled, 1967 [PKC-67-001] Per Kirkeby Vinduet – (hvordan kommer jeg videre?) / The window (how do I proceed?), 1963 [PKI-63-006] DANIEL FANDT HENDE I jorden keligt. Han samlede stumperne, førte log over pigmentrester der glider over i andre farver, hurtigt og næsten umær Han gravede hende fri og børstede jorden af hende. ne: hvordan de fordelte sig på hendes tøj og hendes på formen. Polykromi. Farve i overflod. Ikke bare én farve, men et væld af mættede farver uden stumper var gået tabt. Antikke skulpturer med stærkt bemalede overflader. Han tilhuggede nyt marmor og satte det i hullerne, hvor – Jeg ser skulpturer, når jeg lukker øjnene, siger Marble. hud. Hendes blågrønne øjne. Hendes koralrøde læber. Hun hedder Marble som i marmor. Daniel kalder hende rejser sig fra sengen og sætter sig på gulvet og ser på ninger. Nu kaster månen et vindue af lys på gulvet. Marble Så fyldes kroppen af blod, der kan strømme i alle ret – Den er heller ikke overfladisk, siger Marble. – Maggi. – Farven er ikke overflødig, siger Daniel. Maggi. månens vindue. Daniel lægger hende fra sig i sengen. Han spørger, hvor retten til Daniel i sengen. De ryger på skift. det som vind i en vindhætte. Nu strømmer blodet mod skinnet. Røgen dufter ikke af noget. Hun rækker ciga er små mikrofoner. Når han stryger hendes øreflip, lyder Hun tænder en cigaret og puster hvid røg ud i måne dan det føles at være hende. Hun fortæller, at ørerne benene. Marble med cigaretten klemt op mod den løse hud Daniel lægger sig ned, og Marble vender ansigtet mod mellem fingrene og hele håndfladen mod underkæben. ham. Hendes højre hånd griber om hans venstre lår, Daniel blæser en røgfigur, der forestiller et hestehoved. Hun finder hans mund i et mørke, der kommer fra evige. Det er, når de mødes, at tiden begynder. lukker sig om hendes højre bryst. – Formerne er evige, siger hun. Og materialerne er hun trækker det op om sin hofte. Hans venstre hånd hendes egne lukkede øjne. Et kys så dybt og så ærligt gennem århundreder, siger han. Den bliver ved med at Massere den frem. – Man kan hugge en form i marmor og lade den rejse som ganske langsomt at åbne en afgrund med tungen. optage en plads i verden. Marble trækker tungen til sig. – Ja, siger Marble og puster til hestehovedet. Men far – Daniel, hvad ser du bag dine lukkede øjne? spørger ven glider af den. hun. Uddrag af romanen Marble af Amalie Smith. Forlaget Gladiator 2014 – Orkidéer, siger han og ser ordentligt efter. Fordelt i enorme drivhuse. Og selvlysende rør, der vrider sig i og koral ned i sand på en lang, hvid strand. Og farver, Nu Nude, 2015 ravgul honning. En hånd, der presser små stykker kul Guy Rusha [GRM-15-001] Eva, Pamela, Victoria… Chie Fueki / Kirsten Justesen / Per Kirkeby Maija Luutonen / Grayson Perry / Tal R Guy Rusha / Eva Schlegel / Erik Steffensen
© Copyright 2024