Kultur
Weekendavisen
# 12 20. marts 2015
5
Charlottenborg. FOS arbejder både kæmpestort og meget småt med gips, stål, masker, salt og beton samt ord og musik, events og design.
Sammenbruddet set gennem et koøje
Af METTE SANDBYE
KUNSTHAL Charlottenborg i København
har byens bedste beliggenhed og byens
største sale. Der er rigtig meget plads at
fylde og alt for få penge til at gøre det for,
også selvom kulturministeren for nylig
spædede til med sølle 600.000 kr. ekstra
om året oven i det pauvre samlede udstillingsbudget på ca. 1,8 millioner. Og så er der
rigtig mange mennesker, der har en mening
om, hvad Charlottenborg skal fylde salene
med. Noget af det en prominent kunsthal
som Charlottenborg skal gøre, er at præsentere os for ny og interessant udenlandsk
kunst, som vi ikke kendte i forvejen. Som
en Venedigbiennaleprisvinder som Camille
Henrot. Eller Leigh Ledares pornografiske
selvportrætter med mor. Eller Kerry James
Marshalls imposante malerier om sort kultur i
USA. Og de skal lave store såkaldte ’midtvejskarriereudstillinger’ af danske kunstnere af
betydning og med en internationalt anerkendt
profil. Som Malene Landgreen, Joachim
Koester og Superflex, som de netop har vist.
Alle de nævnte udstillinger har været vigtige.
Så stop nu med alle de gode ideer om at føre
Charlottenborg tilbage til fordums rodebunkebutik med året fyldt af gruppeudstillinger
uden linje hverken i kvalitet eller indhold.
I dag åbner en sådan midtvejskarriereudstilling med den danske kunstner FOS (f. 1971),
og man kan godt se, at den type udstillinger
ikke lader sig gøre at lave for næsten ingen
penge. Ikke desto mindre har FOS lavet et
sammenhængende og meget flot forløb over
syv store sale, der starter udenfor. Ved ind-
gangen på Kgs. Nytorv mødes man af et digt,
skrevet af FOS, der ikke lige er let at greje (og
slet ikke lokker de uindviede ind), men i alt
fald slutter med linjen »Your Success is your
Amnesia«. Det samme står bøjet i neon over
indgangen til Charlottenborg fra Nyhavn.
FOS hedder egentlig Thomas Poulsen men
tog dette firmaagtige kunstnernavn i 1996,
hvor mange kunstnere gjorde noget lignende
(tænk på Superflex), for at fjerne fokus fra
kunstneren som privatperson. I mange år lavede han det, han selv har kaldt ’social design’,
hvor han begyndende med pavillonen Oslo
på Israels Plads i 1999 opbyggede ’platforme’,
hvor alle mulige møder og aktiviteter mellem
mennesker kunne finde sted. På denne udstilling er der kun ét rum, der er omdannet til
mødeplatform, og det er godt, for man bliver
træt af al den – ofte meget indforståede – appel om inddragelse.
Sideløbende har FOS arbejdet med især
skulptur men også musik og tekst. Og ’rigtigt’
design: Fra Mændenes Hjem i Istedgade over
møbler til den nu hedengangne Karrierebar
i Kødbyen til det seneste projekt med at
indrette flere butikker for luksusmodemærket
Céline i Paris og London. En alsidig herre
med andre ord.
Selv har jeg haft svært ved at greje, hvad
FOS’ projekt egentlig går ud på. Det stritter,
han er svær at holde fast om og forstå, synes
jeg, og hans egne tekstudsagn gør bestemt
ikke sagen bedre. Hans nye udstilling er heller
ikke helt nem (bare den mystisk-sjove titel
Koøje!), men den samler ikke desto mindre
en række ældre og helt nye værker i ét forløb
af rum, der udpeger en form for sammen-
FOS’ ’Koppen der kan rumme alt’ (2005)
kan nu ses på Charlottenborg. Den store
klumpede gipsskulptur af en forstørret kop
med ansigt er typisk for FOS’ mix af formelle
overvejelser, noget legende og folkeligt
tilsat en politisk kritik.
FOTO: ANDERS SUNE BERG
brudstilstand i en kultur, hvor man – som
der står i neon – giver køb på den kollektive
erindring og de fælles værdier i et kapløb efter
succes og fremskridt. Vi møder en 1:1 kopi af
et beskyttelsesrum for de såkaldte ’preppers’,
der især i USA forbereder sig på katastrofen
og krigen, fotos af sårbare folk, der skjuler
sig bag masker, en ramme med en persienne,
der er rullet helt ned for at holde omverdenen
ude, et afklippet Dannebrog, et rum fyldt
med enorme men sammenbrudte betonsøjler,
bagsiden af et kæmpe reklamebanner, der er
faldet sammen og truer med at sprænge rummets sider. I disse værker spores en form for
undergangsvision og en kritik af politisk og
socialt snæversyn. Ruten – for der er kun én
vej gennem udstillingen – ender meget smukt
med et forfaldsbyggeri i ministørrelse, der
bærer det blinkende navn Forget Memory. På
rundgangen passerer man et virkelig flot rum,
der mimer et traditionelt museum med dybblå vægge og kokostæppe og podier af billige
lecablokke. Her vises et stort udvalg af FOS’
mange sjove, kritiske eller bare materiale- og
formundersøgende skulpturer fra 2001 og
frem, fra den gigastore grønne Koppen der
kan rumme alt til en træpindeskulptur, der
kun lige akkurat holdes sammen af en lille
fiskereje.
Man skal ikke lade sig skræmme af FOS’
egne kryptiske ord men med åbne øjne gå ind
gennem koøjet til et varieret, flot og mærkeligt univers af på en gang legende og stramt
udførte små og kæmpestore skulpturer og
rumlige billeder rundet af et nyt årtusind og
skabt af en kunstner, der hele tiden eksperimenterer med nye materialer i dialog med en
lang skulpturtradition.
FOS: Koøje. Charlottenborg. Til 17. maj.
Ti.-søn. 11-17. Ons. 11-20. Gratis entré ons.
17-20. Flot sølvindbundet artist book, kr. 350.
TEATERNOTER
Cowboyen
fra Måløv
Teater Får302. Sange om mor.
Tekst: Peter Frank Khouri. Lydspor
og musikalsk arrangement: Anders
Birk. Instruktion: Mia Lipschitz.
Scenografi: Rebekka Bentzen m.fl..
Lysdesign: Sonja Lea. Lyddesign: Jes
Theede. Til 11. april.
Ballondans
med Tove
Skuespilhuset, København.
Tove!Tove!Tove! Medvirkende:
Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde
Maja Frederiksen, Signe Egholm
Olsen, Leila Vestgaard. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Til 23. maj.
Tove-feberen er over os. Forfatteren, misbrugeren og den
udsøgte kender af det mørkt
blødende hjerte, Tove Ditlevsen (1917-1976), har i år – helt
fortjent – fået plads både i kanon,
ny bogudgivelse og ikke mindst
i forestillingen Tove!Tove!Tove!,
der lige nu udfolder sig i Skuespilhuset med kunstnerkollektivet
Sort Samvittighed som afsender. I
Tove!Tove!Tove! kommer det ellers
så succesfulde kunstnerkollektiv
med deres legende og episodiske
collagestil desværre til kort over
for sin hovedpersons dybder og
spændvidde. Samlet set virker
opsætningen uigennemtænkt,
uforløst og grundlæggende alt for
let i forhold til den kvinde og det
forfatterskab, der tages i behandling. Man vil favne hele Ditlevsens
forfatterskab, og det er at gabe
over for meget. Overskrifterne virker overfladiske, indfaldene som
frække sketches, der tipper mere
over i fis og ballondans end den
smerte og det savn, der trods alt
var grundtonen. Der er kostelige
og morsomme indspark, bestemt,
ligesom ideen om de fem Tove’r,
der som et splittet sind udfordrer
hinanden, er et glimrende indfald.
Men aldrig bliver man for alvor
trukket ned i det dyb, hvorfra
Tove Ditlevsen levede, skrev og
talte.
Nanna Goul
Mor og søn vandrer mellem
ukrudt og brombær på Amagers
forladte jernbaneskinner. De to
har hinanden, men ikke andet.
Peter Frank Khouris Sange om
mor, Teater Kamikazes gæstespil
på Teater Får302, er en autofiktiv
monolog om en drengs opvækst
i 1970erne, et sjældent poetisk
zoom på barndommen og en
undersøgelse af begreberne tid
og erindring. Morens voldelige
kæreste gør »stille tosomhed til
en kampplads.« Familien flytter
ud i Måløvs triste æskebyggeri.
I skolen bliver drengen smidt
uden for døren og kan »skøjte
frit på de lange, tomme gange
på strømpefødder«. For ham er
McCloud, fjernsynscowboyen
over dem alle, Gud. Moren tager
et arbejde, kæresten forvinder, og
drengen venter. På lang afstand
kan han kende sin mor, når hun
går fra busstoppet mod boligblokken. Lige indtil den dag, hun
ikke kommer. Scenografien er
spinkel – tynde neonlinjer i loft og
vægge, en knage til cowboyhatten
og så selvfølgelig to gynger. Men
Khouri er uimodståelig som den
nøgterne tredjepersonfortæller i
samspil med guitaristen Anders
Birks himmelske live-soundtrack
af tidens riffs og lydflader.
Asker Hedegaard Boye
Før undergangen
Mungo Park. Lille mand hvad
nu? Iscenesættelse og tekst: Martin
Lyngbo. Scenografi: Rikke Juellund. Til 8. april og 4.-29. maj på
Aveny-T.
Arbejdsløshed, prostitution og et
helt land for lud og koldt vand.
Kommunister og nationalsocialister i slagsmål i gaderne og Hitler i
kulissen. Denne håbløshed udgør
scenen i Mungo Parks Lille mand
hvad nu?, en elegant opsætning
af Hans Falladas følelsesfulde
undergangskomedie fra 1932.
Flipproletaren Johannes Pinneberg
(Anders Budde Christensen) er
den opfarende, godhjertede sælger,
der rejser til Berlin med sin Pusser
(Maria Rich). Parret flytter ind
hos Pinnebergs promiskuøse mor
(Marianne Mortensen), bliver forældre og får eget værelse for enden
af en hønsestige. Men Pinneberg,
»en mand blandt millioner«, jordfæster den lille familie, da han mister sit arbejde i et skæbnesvangert
møde med sit idol, filmskuespilleren Franz Schlüter (Henrik Prip).
»Nu er alt ovre,« hyler Pinneberg.
En effektiv drejescene muliggør en
snes forskellige interiører, som de
medvirkende – Prip er både læge,
betjent, skrankepave og skiftende
chefer, Mortensen er blandt andet
mor, sygeplejerske og sekretær –
bevæger sig intelligent imellem.
Undervejs akkompagneret af Jonas
Munck Hansens stemningsmættede guitarspil og tyske visesang.
Asker Hedegaard Boye
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ, LOUISE LUNDBERG CLAESEN