1. No category

Bestyrelsens mundtlige beretning ved
Danmarks Privatskoleforenings årsmøde
på Nyborg Strand, den 23. - 24. oktober 2015
Indledning
Denne mundtlige del af beretningen er bestyrelsens bud på en statusrapport og så et forsigtigt kig
ind i fremtiden. Vi vil meget gerne, at der i den efterfølgende debat også refereres til de samme og
andre temaer i den skriftlige beretning.
Værdierne, dannelsen og fællesskabet på skolerne.
Først lidt ”visible learning” på skærmen. (*)1 Synlighed, tak!
To spørgsmål presser sig altid på: Har vi den frihed, som er nødvendig for at sikre den frie
grundskoles udvikling – og 2) Forvalter vi den frihed, vi har, på en ansvarlig måde – herunder
ansvaret for hele tiden at komme nærmere på den ultimative målsætning: Den bedste skole for
børnene, som vi lidt populært sammenfatter med ordene: En god skole er den skole, der er god for
de børn, forældre, lærere og ledere, hvis skole det er! Værdierne gør forskellen – og rammen er
fællesskabet på skolen.
Værdierne og fællesskabet er det hele. På skolen og her. Skolernes pædagogiske udsagn –
naturligvis sammenholdt med en tydelig profileret praksis – er det fineste vi har:
(1 minut med Björn Afzelius (*/lydfil))
Friheten är ditt vackra namn,
vänskapen är din stolta moder,
rättvisan är din broder,
freden är din syster,
kampen är din fader,
framtiden ditt ansvar.
-------Nogen2 frygter, at folkeskolens nye standardiserende og detaljerede målstruktur ukritisk vil blive
overtaget af de frie skoler, hvis ”fælles og frie engagement” herved vil lide stor skade. Landets
værste instrumentalister og konkurrencestatens kompetenceudviklingscentral har sat sig på det
hele…. Stop lige op, tænk på din egen skole, er du bastet og bundet? Har du mistet din frihed til at
danne – og danne verdens bedste skole!
Værdierne gør forskellen, siger vi (og det samme hedder vores publikation, som netop
offentliggøres i en ny udgave i dag), og - fortsætter vi her: Værdierne er forskelligheden.
Værdierne og forskelligheden – de forskellige holdninger og indgange er sammen med det
alternative, det anderledes, de frie skolers stærkeste kort – og samfundets! Og det kort kan og skal
vi fortsat spille. Her er det så, at vi ramler sammen med den udbredte misforståelse, at
privatskolerne ødelægger sammenhængskraften. Vi er asociale, og vi ødelægger fællesskabet.
Disse fordomme ødelægger meget for os – ikke blandt forældrene, der godt kan skære igennem,
men visse steder i det politiske etablissement. I den skriftlige beretning har vi redegjort for denne
vores opfattelse, at forskelligheden – og ikke fællesskabet – er udgangspunktet for skolens
virksomhed. Vi er ikke ens, ikke to skoler er ens. Fællesskabet derimod er ”metoden” – vejen hen
mod målet: at skabe ikke naturgivne fællesskaber, der sammen i det største fællesskab –
samfundet – kan gøre op med forskelligheder og uligheder. Rømer siger det næsten for
1
2
(*) indikerer tilhørende/understøttende power-point-præsentation.
Thomas Aastrup Rømer: ”Pædagogiske landskaber – 232 indre drys”. Forlaget Fjordager, 2015, p. 144.
2
provokerende, når han fastslår, at ligheden i skolen ikke er et mål, men snarere en ødelæggende
forudsætning. Det er nok lidt kringlet. Men det er lige som med fællesskabet, der ikke skal
forudsættes, det skal skabes. Kravet om lighed definerer en ulighed, som bare vil øges. Så
fællesskabet er målet, og lighedstankerne er forudsætningen. Medborgerligheden kan ikke
reduceres til et mål, det er noget andet og mere, det er dannelse. Hvis den var et mål, og alle bare
skulle anerkende alle, bliver det hele ens og kedeligt. Alting ville da bare ende i historiens totale
endeløshed. Derfor må udfordringen betragtes som universel med verdensborgerlige øjne. Og
tilgangen må også være praktisk. Og prioriteres højere i afgangsklasserne og i gymnasiet, hvor
dannelsesopgaven lider kummerlige kår. Hvad blev der af antikken, religionerne, oplysningstiden
og filosofferne? Vi vil den virkelige (reale) faglighed, vi vil friheden og filosofferne. Med Rømers
ord3: Herefter (men altså først da) er ungdommen klar til at kaste sig over verdens kulturelle,
sociale og politiske problemstillinger i fuldt engagement, en forsoningsproces i et tegn-inforno, i
fuld poesi”. I anstrengelsens poesi vil vi tilføje. Dannelsens fineste formål er at bygge bro mellem
det individuelle og det almene; at være engageret ud over sig selv i det fælles. 4 Hvem er det, der
udfordrer fællesskabet? Det er i hvert fald ikke de private skoler! Og nok hylder vi ”anstrengelsens
poesi”, (*) men ikke i Frederik Paludan-Müllers udlægning.
(lille pause)
Folkeskolereformen har været heftigt debatteret – også siden den skriftlige beretning, hvor vi så
på kritikken og kriseberetningerne og samtidig prøvede at trække paralleller til udviklingen af og
afsmitningen på privatskolernes pædagogiske bud.
De hårdeste ord kommer nok fra Brian Degn Mårtenssons (men jeg kunne nu sagtens droppe
nogle flere navne), der i en kronik5 under overskriften: ”Konkurrencestaten har erobret
folkeskolen” får hængt hele parnasset ud som gammelkommunister. Mårtenssons hovedanke er,
at den sande faglighed er spoleret. Fagene er blevet reduceret til (åbenbart) sværindustrielle
læringsproduktionsmaskiner, hvor alt handler om teknik og tilpasning til konkurrencestaten, hvor
den første halvdannede generation har overtaget styringen. ”I 2500 år har vi diskuteret
dannelsens mysterium: Hvordan bliver man til et selvstændigt, myndigt, vidende og ansvarligt
menneske”. Børnene opdrages (nu) til at implementere finansministeriets forestillinger om
fremtidens arbejdsmarked, og barndommen skal overstås hurtigst muligt, idet den fremstår som
en sygdom, der skal kureres ved hjælp af evidens og data. Snart overtages landet af ”voksne
konkurrencestatssoldater”. Den vurdering overtager børnelægen Karen Tilma (*) noget
tragikomisk, når hun i et frontalangreb på alt, hvad der handler om skolereform, her først i
oktober i Politiken6 beretter om masseudskrivninger af lægeerklæringer om børn, der bliver syge
af at gå i skole. Vi ved godt, at inklusionen ikke fungerer lige godt alle steder, men er det ikke lidt
for langt ude, når Karen Tilma spørger til proforma-krav og til hvem, der skal betale for
lægeerklæringen? Har vi måske en ny psykiatrisk diagnose under udvikling: ”Publicus-scholaitis” –
jeg håber, I bærer over med min ironiske distance. Og vi blev da også beroliget, da Dansk Center
for Undervisningsmiljø et par dage efter Tilma kunne offentliggøre den første pejling på
folkeskolereformens indvirkning på undervisningsmiljø og trivsel. Så syge er de altså heller ikke
blevet – børnene. (*)
3
Thomas Aastrup Rømer: ”Pædagogiske landskaber – 232 indre drys”. Forlaget Fjordager, 2015
Dannelsesskrifter – et nyt grundlag. Sophia
5
I Politiken, den 31. august, 2015
6
I en kronik i Politiken, den 5. oktober, 2015
4
3
Er du glad for at gå i skole, blev børnene bl.a. spurgt om?
2013-14
2014-15
Ja, altid
35,4 %
36,3 %
Ja, for det meste
48,9 %
48,6 %
Men... selvfølgelig er en kritisk diskussion nødvendig, og den meget udskældte
”konkurrencestatspædagogik” kan sikkert beskyldes for meget, men vi bryder os ikke om det
skingre og ufrugtbare debatniveau. Dialog er der jo intet af. Grotesk er det næsten, at det er
dannelsesopgaven og fagmålene og styringen af disse, man så udannet skændes så voldsomt om.
(*)
Under alle omstændigheder frygter vi ikke for dannelsens vilkår og udfoldelse på privatskolerne.
Det er fortsat ikke umuligt eller forbudt at forholde sig til dannelsesprojektet – og da slet ikke på
de frie skoler. På en holdningsskole er man vel i særlig grad forpligtet på at diskutere de etiske
konsekvenser af de pædagogiske valg, som foretages utallige gange og ved ethvert møde mellem
eleven og læreren.
Folkeskolereformen og os
I den skriftlige beretning var vi omkring reformens fire hovedindsatsområder, hvor vi så på
kritikken og kriseberetningerne og samtidig prøvede at trække paralleller til udviklingen af og
afsmitningen på privatskolernes pædagogiske bud. (*)
A. En længere og varieret skoledag for at styrke fagligheden og for at mindske betydningen af
social baggrund i forhold til faglige resultater.
B. Et kompetenceløft af lærere, pædagoger og skoleledere
C. Få klare mål og regelforenklinger
D. Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes blandt andet gennem respekt for
professionel viden og praksis.
Vi synes, at kritikerne glemmer en væsentlig del af baggrunden for folkeskolereformen.
Forældrene, børnene og ministerium og folketing var jo ikke helt tilfredse med præstationerne i
skolen. (*)
Mange forældre og politikere vender nu udfordringen ryggen. Folkeskolereformens væsentligste
intention var styrkelsen af fagligheden. Og på dette felt beskyldes reformisterne så for at hylde
den rendyrkede konkurrencestatspædagogik, hvor alt nu handler om kompetencer, der ses som
det eneste middel til at navigere i denne verdens kompleksitet og meningsløshed. Vi medgiver, at
det ikke er helt så enkelt, som Illeris og Qvortrup hævder, når de siger, at kompetence blot er en
operationalisering af dannelse. Så simpel er dannelsesopgaven ikke, og det er for let at få øje på
politikere, teoretikere og eksperter, der åbenbart kun har tanke for at ekskludere al dannelse,
folkelighed, Grundtvig og Løgstrup ud af uddannelsestænkningen. Kompetencer er med Thomas
Aastrup Rømers ord ”tæmning” af kundskaber til en bestemt funktion. Kompetencer er mindre
end dannelse. Kundskaber er dannelse.
Men…(*) kundskaber er faktisk det eneste ord, der står i alle formål for skolen siden 1814. Lad os
lige forsøge os med en ikke-test. Hvad er så kundskaber? Det er ikke paratviden, det er ikke testscore, det er ikke kompetencer. Det er heller ikke noget, der bare skal overstås, før dannelsen kan
gå i gang. Hvad er det så?
4
Det er at blive væk i kulturel essens, hvor tingene kan tale frit og overraskende tilbage til en
kundskabssøgende opmærksomhed. Som Aastrup Rømer meget smukt udtrykker det:
Skolens formål er at være en passage for kundskabsprocesser.
Og pædagogik er ikke kun evidens, snarere det stikmodsatte. Det er transaktioner mellem mål,
læring og metode i en kulturel – det vil i vores henseende sige en værdi-/holdningsbaseret kulturel
og situationsbaseret opmærksomhed – eller med andre ord: Værdierne gør forskellen, hvor der er
lærere og ledere med kundskaber, folkelig rod og selvstændig tænkning. Kundskab er dannelse.
Kompetencer kan være ganske nyttige, men det er jo en helt andet sag – og for hvem?
Kritikerne har således ret i, at kundskaber og færdigheder er blevet til det nye overordnede
begreb: kompetencemål, der slet og ret er styringsmålet. Derfor skal hele grundskolen turde!
Ellers får de bare ret, kritikerne.(*) Så er det slut med ”Bildung” – og resten er blevet mere
”Wirtschaft als Wunder”. (Lille pause)
Fagene
En særlig holdning har DP til fagene. Vi lægger vægt på faglighed, og vi mener, at en stærk
faglighed er en vigtig del af dannelsesopgaven. Den ser vi ingen grund til at opgive, og med de nye
og mere ”operationelle” mål – den læringsmålstyrede undervisning – har vi ingen problemer. Det
giver god mening at starte enhver time med spørgsmålet om, hvad man skal lære og hvorfor? Vi
fristes næsten til at kalde det dannelse. (*) Vi skal nok klare dannelsesopgaven. Den stærke
privatskole er et frirum eller et prøverum, hvor pædagogik, faglighed og kritik forsyner børnene
med varme og beskyttende klæder – i mange farver og moderetninger, men afpasset vejr og vind
– det har været stormfuldt for grundskolen, men vores værktøj er solidt. Et fag uden metode er
lammet – et fag uden formål er dødt! Faglighed handler ikke bare om teknikken, men også om
oprindelsen og legitimeringen. Og det handler ikke kun om dansk og matematik. Det handler
allermest om indholdet. Det handler om socialt ansvar og meget mere.
Vi er ikke bange for en faglig målstyring. Og vi tror ikke på en pensumfri folkeskole. Men målene i
sig selv flytter ikke noget. Kejseren skal have tøj på. Børnene skal klædes på. Indholdet er
drivkraften. (*) Se fx på de 17 verdensmål fra FN – intet hindrer din skole i at søge disse mål. De er
udtryk for en global medborgerlighed. Det er måske naivt, men hellere det og så fuldt plus på tro,
håb og kærlighed. Det er i hvert fald den eneste måde at møde børnene på.
Vi skal, men vi kan også sagtens fortsat få noget godt ud af det og samtidig stå mål med
folkeskolen. Lad være med at sige, at reformen hindrer dig i at række efter det bedste. Det er
globalt, men udfoldes mest sikkert i det lille fællesskab på skolen. Dannelse, faglighed og
fællesskab. Det er måden at binde udkant og ”in!kant” sammen på, det er måden, hvorpå
Nørrebro og Østerbro mødes, det er måden, hvorpå de nederste trin på det sociale klatrestativ
kan nærme sig de øverste. Måske ikke altid i skolen, men så i livet efter. Vi ved godt, at
argumentationen måske kan være vanskelig at forstå og måske også lidt selvmodsigende, – kære
venner – det er noget forfærdelig komplekst noget at lave skole i dag. Og vi tror, det bliver
sværere. Men vi er sikre på, at I er de bedste til at finde ud af det, der hvor I er!
Fagligheden og anstrengelsens poesi.
For godt et års tid siden indgik foreningen en aftale med Metropol om at undersøge, hvad det er,
der gør, at mange af vores skoler kan løfte eleverne læringsmæssigt mere, end man kunne
forvente i forhold til deres forudsætninger - her tænkes især på deres socioøkonomiske baggrund.
Det er der så kommet en rapport ud af, som vil blive offentliggjort senere her i eftermiddag, og
som Metropol da vil fremlægge for jer. Sådan populært udtrykt kan man med stor ret hævde, at
privatskolerne tager det måske største sociale ansvar overhovedet – og netop i forhold til
5
kerneopgaven. Den løfter også de udfordrede, de svageste. Privatskolen er ikke kun for de rige og
de rigtige, som man så ofte hører om os. (*) Rapporten konkluderer overordnet, at den skole, hvor
der er et godt samspil mellem forventningsafstemning, motivation og faglig kompetence kombineret med en skolekultur, hvor det er velset at dygtiggøre sig, have ambitioner og være
grundig og arbejdsom – den skole, vil tydeligt kunne se, at eleverne - personligt og fagligt - flytter
og løfter sig mere, end nogen måske kunne forvente.
For øvrigt kan vi – formentlig ved juletid – offentliggøre en anden analyse, som EPINION netop nu
arbejder med og ud fra det samme tema, men med en mere ”hardcore-agtig” tilgang. Her vil vi
også se nærmere på de såkaldte ”mønsterbrydere” og desuden fokusere på, hvilke karakteristika
ved henholdsvis skolen, eleven og forældrene, der har betydning for elevens faglige præstationer
og for, om eleven påbegynder/gennemfører en ungdomsuddannelse. Det kan næsten ikke blive
mere aktuelt i forhold til debatten lige nu.
Specialundervisning og inklusion
I den skriftlige beretning har dette område fået en fyldig omtale. Her vil der alene komme et par
aktuelle og supplerende bemærkninger - herunder lidt om de nye regler for tilskuddet til
specialundervisning. Og desuden lidt om vores forventninger mht. de økonomiske vilkår for
inklusionen, hvor den midlertidige ordning ophører med udgangen af 2016.
I DP er vi som bekendt overordnet meget tilfredse med det forenklede tilskudssystem, der alt i alt
efter vores opfattelse lægger op til en bedre udnyttelse af ressourcerne og bedre muligheder for
at foranstalte den pædagogiske støtte, som den støtteberettigede på ethvert tidspunkt måtte
have behov for. Som det fremgår af takstforslagene i finanslovsforslaget for 2016, er der nu sikret
en væsentlig bedre tilskudsdækning til specialundervisningen til elever med behov for mindst ni
ugentlige klokketimer. Desuden bliver der mulighed for under Friskoleloven at etablere såkaldte
profilerede specialskoler/-afdelinger. Det glæder os især, at flere kostskoler, der notorisk og
markant løfter mange af de allersvageste elever, vil få bedre økonomiske vilkår hertil. Dog vil vi –
henset til skolernes stærkt reducerede almindelige driftstilskud ved finansloven for 2016 – pege
på, at den foreslåede takststruktur kan få meget uheldige konsekvenser i forhold til
”tilskudstænkning”. Hvis alle skoler føler sig fristet til at få flere specialundervisningselever – og
især de første – vil systemet fra dag ét være kraftigt udfordret. Vi ville have foretrukket en lidt
lavere takst for den første specialundervisningselev. Den foreslåede struktur er også hård ved
driftstilskuddet og koster på den front mindst 250 kr./elev. Det er tilskud, som alle skoler vil
komme til at savne hårdt. Sagt på en anden måde: Det nye system bliver indfaset alt for brutalt!
I folkeskolen har der nu været inklusion i to år. Men det går ikke lige godt alle steder. Mange
’inklusionselever’ (forfærdeligt og fejlagtigt udtryk, som desværre bider sig fast!), får fortsat kun
ringe støtte. Således viser SFI’s inklusionsrapport (april 15), at der er tilbageførte
specialskole/klasseelever i 30 % af alle klasser, og at 60 % af de inkluderede elever ikke får støtte i
klassen.7 Cirka 1500 elever er såkaldt enkeltintegrerede elever, som får specialundervisning i deres
almenklasse. På de frie skoler er der også ca. 1500. Tankevækkende, når man husker på, at det er
ud af et samlet elevantal, der er 500.000 mindre end det i folkeskolen. Hvem kan så hævde, at vi
ikke løfter dette ansvar?
I det næste halve års tid vil skoleforeningerne skulle forholde sig til en fremtidig ordning
vedrørende tilskuddet til inklusionsopgaverne på de frie grundskoler. Her vil EVA’s endnu ikke
offentliggjorte rapport, ”Inklusion på de frie grundskoler”, nok blive inddraget. Vi tør dog godt
7
SFI-rapporten "Inkluderende skolemiljøer - Elevernes roller" er finansieret af Undervisningsministeriet. Se ww.sfi.dk/
6
røbe, at der tegner sig et klart billede af, at på det store flertal af skolerne er arbejdet med
inklusion både en del af det almenpædagogiske arbejde og målrettet elever med forskellige typer
af udfordringer. Her er sammenhængen med skolernes udvikling af det almenpædagogiske
arbejde helt tydeligt det væsentligste – især da fordi skolerne først og fremmest bør opfatte
inklusionsopgaven som en opgave, der allermest handler om, ja, netop: inklusion og integration i
sammenhæng med en bred og differentieret pædagogisk helhedsstrategi. Alle undersøgelser viser
jo, at en sådan indsats giver de bedste resultater. En strategi, der hovedsageligt satser på en
særlig, ja, undskyld, specialpædagogisk indsats struktureret som eneundervisning eller -støtte, har
meget lidt med inklusion at gøre, men derimod meget mere at gøre med specialundervisning. Vi vil
argumentere for, at vi er lige vidt, hvis eleverne nu gøres til ”inklusionselever” med særlige behov.
Og fører dette til yderligere udhuling af tilskuddet til den almindelige eller almene pædagogiks
udfoldelse på de frie grundskoler, har vi igen mistet en del af den frihed, som har genereret så fine
resultater både med hensyn til en effektiv specialundervisning for dem, der havde behov herfor –
og for den store almenpædagogiske inklusionsopgave. Som Brinkmann udtrykker det8: ”desto
mere (…)”behandling ud fra diagnosticering af den enkelte ((elev), min tilføjelse), desto vanskeligere
at gøre noget ved de bagvedliggende faktorer”. Bagvedliggende faktorer er almenpædagogik.
EVA’s undersøgelse vil sikkert afdække, at der er mange veje til og former for inklusionsaktiviteter,
hvor en række forskellige ressourcepersoner spiller en betydelig rolle. Selvfølgelig er der mange
veje, vi taler jo om almenpædagogik. Og I skoler ved bedst, hvordan man støtter det enkelte barn
og klassen/fællesskabet. Vi var lige vidt, hvis man nu opstiller et differentieret tilskudssystem, hvor
visse elevrettede aktiviteter og visse ”diagnoser” (undskyld, men det var nærliggende at bruge
dette begreb) skal udløse et eller andet tilskud.
Det vil også vise sig – og helt modsat en udbredt fordom – at de største privatskoler (og DP
generelt) afviser færrest elever med særlige behov.
Lad nu skolerne få de kroner i form af et alment driftstilskud. Det hjælper flest muligt. Vi opfatter
inklusion som en demokratisk reform af den almene skole, hvor fleksibilitet, differentiering og
variation er styrende for skolens pædagogiske virksomhed – og for den positive udvikling. Vi
arbejder derfor for, at det særlige inklusionstilskud helt afskaffes – eller med en relevant term integreres - i det almene driftstilskud. Desværre er ikke alle de andre skoleforeninger enige med os
i denne analyse. Om der er særlige motiver i den forbindelse, ved vi ikke. Men udviklingen
bekymrer os i en periode, hvor driftstilskuddet er i bund.
Uanset hvordan inklusionsopgaven vil blive tilskudsdækket, vil vi gerne slå fast, at det er en
ubetinget forpligtelse, at alle børn mødes i en skole, der har fællesskab og inklusion som sin
hovedforudsætning. Man kunne næsten sige, at inklusion er alle pædagogikkers fælles og
indledende grundlovsparagraf for omgangen – både den sociale og den faglige - med børn på
enhver skole – også den private!
Fagforeningerne.
Mest om FSL og lærerne - uden for sammenligning er lærerne de væsentligste personer for
”forførelsen”.
Vi vil gerne sige tak til alle fagforeninger: FSL, BUPL & 3F. 2015 var igen et OK-år, og alt taget i
betragtning og efter synsvinkel gik det vist godt nok, og forløbet var i hvert noget mindre
dramatisk end i 2013. Det er vi glade for, og nok er vi ikke enige om alt, men vi vil gerne udtrykke
den største anerkendelse af jeres virke. I kan være møgirriterende, jeg tør godt sige det, for I siger
8
I Politiken, den 19.09.15.
7
det samme om os, men vi er altid enige om det væsentligste: Skolen er en ganske særlig
arbejdsplads. Og der er fritgående børn overalt! Dem skal man passe på.
Vi har nok - med al respekt for BUPL og 3F - det tætteste samarbejde med Frie Skolers
Lærerforening. Sådan har det altid været. Samarbejdsfladen er dog blevet mindre end tidligere.
For en del år siden opgav vi bladsamarbejdet – og ”tidens skole” forstummede. Og nu har vi også
lukket ned for FSL/DP-kursusvirksomheden. Det er lidt ærgerligt, men det skal understreges, at
både blad- og kursussamarbejdets ophør er sket i bedste fælles forståelse. Alligevel er det et tegn
på forskellige ændringer. FSL ønsker at være en fagforening for alle frie skoleformer – herunder
efterskolerne. Det forstår vi godt. Derimod er foreningens forestilling om FSL som (jeg citerer fra
FSL’s skriftlige beretning)… ”den eneste forening, der repræsenterer alle skoleformer på det frie
skoleområde, hvilket gør os (FSL) unikke i forhold til at kommentere forholdene på det frie
skoleområde”, mere problematisk. Det er selvfølgelig i orden mht. lærernes forhold. Men FSL
afsender somme tider signaler, der faktisk gør det noget sværere for skoleforeningerne at operere
– og lidt grotesk også at sikre lærerne den løn – herunder den lokale, som de vitterligt fortjener.
FSL bidrager gerne, siger de videre i deres skriftlige, til at forbedre samarbejdet mellem Dansk
Friskoleforening og DP. Det tror jeg nu nok, at skoleforeningerne selv kan finde ud af. Vi mener, at
det på en række områder vil komplicere FSL’s faglige positioner (og troværdighed), hvis de i højere
grad blander sig i overordnede skolepolitiske – herunder tilskudsmæssige – forhold. Derimod
kunne det være et nyttigt bidrag til udviklingen af vores sektor, hvis FSL i endnu højere grad
involverede sig i den pædagogiske debat. Det hører nemlig også med i vores bedømmelse af
samarbejdet, at FSL er en særdeles fin samarbejdspartner vedr. pædagogiske forhold m.v. på
skolerne, og det fortjener den største anerkendelse, at de loyalt bakker op om alle
pædagogiske/ideologiske/religiøse forestillinger, som vi alle skoleforeninger bidrager så herligt til.
Med hensyn til det konkrete samarbejde om sagernes løsning vil vi sige, at vi opfatter det som
værende meget fint. Dette uanset den heftige cocktail: ”Reform + inklusion + L409 + lidt OK 13 og
15”, som lærerne måtte indtage. Jeg ved, at mange – og ikke kun lærerne - havde tømmermænd i
mange uger herefter. Men det er vigtigt at komme op igen, og - tro mig - der er bartendere til alle
tider, der forsøger sig med nye giftige og fantasifulde cocktails.
I vores opfattelse er sagernes antal i forhold til kompleksiteten og alt det nye og ukendte faktisk
omvendt proportional. Der er da fortsat – og meget forståeligt – problemer med arbejdstidens
sammensætning og særlige feriedage, men på langt de fleste skoler finder man fornuftige
løsninger. FSL er stærkt bekymret for den decentrale løndannelse og beder skoleforeningerne om
at medvirke til at fremme lokallønnen. Men samtidig vil de gerne have den bortskaffet, så lønnen
ikke bliver styret af (citat) ”arbejdsgivernes luner”. Det lyder ikke så positivt anerkendende og
tilgodeser i hvert tilfælde ikke skolernes meget store tilskudsproblemer. Til Uffe og co. vil vi sige, vi
forstår jeres frustration, og vi vil gerne opfordre alle skoler til at medtænke et stærkt hensyn til en
rimelig decentral løn, når budgetterne skal lægges. Vi tror ikke, at det er lunerne, der styrer. Det
er benhårde økonomiske realiteter, og langt de fleste ledere, som vi har kontakt med, ønsker
virkelig at tilgodese lærerne med en bedre løn – også før skolens tag skal repareres, fordi det
drypper på degnene!
Lærerne er glade for undervisningstillægget, det er skoleforeningerne ikke. Det er der forskellige
grunde til. Lærerne mener, at et bortskaffet undervisningstillæg vil føre til et anarkistisk misbrug af
lærernes fineste kvalifikation og autoritetsskaber over alle - ”undervisning”. Lærerne taler om, at
skolernes ageren vil påføre den en øget ”undervisningsbyrde”. Det er i vores optik et hårdt ord,
som vel kun overgås i styrke af det frygtelige begreb ”ældrebyrden”. Nåh, det kan være, vi er
8
særlig sarte, men at noget så fantastisk som at undervise børn kan blive kaldt for en byrde, det
forstår vi ikke. Det er faktisk bekymrende.
Lad mig læse lidt op fra Jan Kjærstad – ham med trilogien ”Forføreren”, ”Erobreren” og
”Opdageren” – hvilke titler! De siger jo netop alt om, hvad den gode lærer står for. Samtidig må I,
alle lærere på privatskolerne, gerne tage dem til jer som et udtryk for en uforbeholden beundring
for det, I præsterer hver eneste dag derude i virkeligheden. TAK! I ”Opdageren” (p. 238) siger
hovedpersonen Jonas Wergeland om sin lærer Lektor Dehli flg.:
-----Diverse tiltag og lovinitiativer
Videnssamarbejde
Ministeriet bebudede i foråret, at man vil undersøge muligheden for at etablere et
videnssamarbejde mellem det frie skoleområde og folkeskoleområdet. Formålet med samarbejdet
skulle blandt andet være, at de to skoleformer i højere grad, end det er tilfældet i dag, kunne lade
sig inspirere af hinanden på centrale områder som fx pædagogik, undervisningsformer, faglig
ledelse og forældreinddragelse.
DP mener, at der er mange og oplagte muligheder for, at vi kan lære noget mere af hinanden og
pegede bl.a. på temaer som inklusion, elevovergange/skolezappere, skoleovergange og
”drengeproblematikker”. Vi pointerede dog, hvilket også folkeskolens repræsentanter gjorde, at
det er meget vigtigt for os, at de forskellige rammebetingelser fastholdes, herunder hensynet til at
folkeskolen ikke er statslig, men opbygget i et netværk af 98 ”storkoncerner”. Der er store
forskelle kommunerne imellem, og hvis vi – lidt for simpelt udtrykt, men alligevel – skal deltage i
en eller anden proces, der måske også ændrer på mål- og processtyringer for folkeskolen – altså
hvis 98 kommuner venligt og bestemt skal ledes i en eller anden retning, ja, så bliver godt 550
enkeltinstitutioner – de frie selvstændige grundskoler – også ledet i den retning. Vi vil gerne
samarbejde, vi vil gerne videndeling, vi kan lære af hinanden. Men vi vil gerne pege på, at
vidensmængden – eksperimentariets tanke- og handlepotentiale – ikke bliver større, hvis vi ikke
også fastholder, at der er – skal være – forskellige rammebetingelser. Ikke to skoler er ens, siger vi
og føjer til: Ikke to skolesektorer skal være ens. Vi skal værne om forskellighederne. Vi har talt om
én grundskole, men det må ikke udlægges på en sådan måde, at det kan være ligegyldigt, om det
er den ene eller anden skoleform. Folkeskolen er god, folkeskolen fortjener en større opbakning,
den kunne passende initieres i koncernledelsen – den kommunale forvaltning og bestyrelse. Der
skal være noget at vælge imellem: 100 % privatskole er ligeså problematisk som 100 % folkeskole
eller ingen overhovedet. Der er forskelle, og de er ikke lige-gyldige. Det handler om værdier.
Vi går selvfølgelig ind i arbejdet med de allerbedste intentioner om at lære af kollegerne og
samtidig stille vores erfaringer og viden til rådighed. Alle børn skal have en god skolegang – de er
samfundets først og fremmest!
Styrket undervisning i udskolingen
I direkte forlængelse af møderne om videndeling er vi så blevet inviteret til at deltage i en
arbejdsgruppe for en styrket undervisning i udskolingen. I invitationen betones det allerede i
første afsnit, at det er vigtigt, at mange unge gennemfører en ungdomsuddannelse. Det kræver, at
de unge har de faglige forudsætninger til at gennemføre en ungdomsuddannelse og har kendskab
til de forskellige uddannelsesmuligheder. I vores optik er det allerstørste problem de faglige
forudsætninger: ca. 17 pct. af en årgang når ikke karakteren 2 i dansk og matematik ved 9.klasseprøverne eller aflægger slet ikke prøve i de to fag, og 26 pct. af de danske elever vurderes til
9
ikke at være uddannelsesparate, så de kan påbegynde en ungdomsuddannelse. Det er da et
problem, og igen: der var jo da mindst en god grund til, at den reform var nødvendig.
Ofte har vi i DP tænkt, at svaret måske var en revitalisering af realskole-tilbuddet. Samme idé
havde DF’eren Marie Krarup åbenbart fået, tonede det ud på tekst-tv i sommer (*). Imidlertid er
det nok mere realistisk at arbejde inden for de rammer, som vi kender i dag. Vi tror faktisk, at vi –
og gerne sammen med de private gymnasier – kan komme med en række gode bud på, hvordan
en stærk faglighed sikres – bl.a. at fastholde elevernes motivation og glæde ved at gå i skole
gennem hele skoleforløbet9. Vi mener også at kunne bidrage med ideer til en bedre
udskolingsproces i forhold til gymnasiet og naturligvis også andre ungdomsuddannelser - og i
forhold til arbejdsmarkedet. Et øget samspil mellem de forskellige initiativer i udskolingen vil
motivere flere elever for at gennemføre en ungdomsuddannelse – og den rigtige!
Eleverne og Børnekonventionen
Man kan ikke tale om skolen uden at tale om eleverne. Skolen er eleverne. Alt andet er bare snak!
Derfor er det vigtigt, at elevernes trivsel er et stærkt fokuspunkt. Vi havde et møde med ”Danske
Skoleelever” i sommers, hvor eleverne bl.a. fortalte om betydningen af elevinddragelsen og dens
indvirkning på fagligheden. Vi forstår, at eleverne snart vil komme med en ny undersøgelse af
disse forhold – herunder udviklingen af elevdemokratiet og samfundsengagementet. Den vil vi
glæde os til at drøfte sammen med Danske Skoleelever. Vi vil anbefale, at skolernes ledelser med
eleverne – herunder elevrådet – drøfter, hvordan elevinddragelsen kan forstærkes.
En særlig problematik gør sig gældende, hvor skolen træffer beslutning om udmeldelse af en elev.
I langt de fleste tilfælde følger skolen et etisk spor, hvor processen er hensigtsmæssig og retsligt
omhyggelig. Men det er ofte meget komplekse og ofte paradoksale omstændigheder, der kan
nødvendiggøre, at skolen må ty til denne ualmindelig triste fremgangsmåde. Som tidligere omtalt
har Ombudsmandens Børnekontor bedt Ministeriet om at overveje, hvordan det sikres, at
Børnekonventionens bestemmelser om, at barnet bliver hørt, respekteres. Det har bl.a. resulteret i
et par pjecer, (*) som I kan finde på vores hjemmeside. Ministeriet skal give en tilbagemelding til
Ombudsmanden om effekten af de igangsatte tiltag i begyndelsen af 2016. I den forbindelse har
Ministeriet bedt EVA om designe en undersøgelse, der skal afdække dette. Undersøgelsen vil
indeholde afdækning af, hvor mange elever der ”udskrives”, baggrund, procedure og praksis samt
kendskab til de to vejledningspjecer.
Tilsyn
Rambøll har gennemført en evaluering af betydningen af den lovændring som i 2010 blev
gennemført vedr. tilsynet med de frie grundskoler. Rapporten blev offentliggjort her i sept. og kan
findes på hjemmesiden. Rapporten konkluderer, at tilsynet er blevet styrket på de frie
grundskoler. Dette gælder særligt for de skoler, der har arbejdet med selvevaluering og i mindre
udtalt grad for skoler, der gennemfører tilsynet vha. ekstern, certificeret tilsynsførende. Tilsynet er
blevet professionaliseret - dog har alt for mange tilsynserklæringer mangler på områder, der står
centralt i det eksterne tilsyn. (*)
Rambølls anbefalinger vedr. certificering af tilsynsførende er bl.a.:
 Styrk uvildigheden af det eksterne tilsyn – mere armslængde!
 Indskærp, at tilsynserklæringen skal leve op til bekendtgørelsens krav.
9
Ottesen, M. H. et. al. (2010): Børn og unge i Danmark. Velfærd og trivsel 2010, SFI – Det Nationale Forskningscenter
for Velfærd; Sundhedsstyrelsen (2011): Psykisk mistrivsel blandt 11-15-årige – bidrag til belysning af skolebørns
mentale sundhed.
10
Vedrørende selvevalueringen som tilsynsmodel er vi selvfølgelig glade for en særdeles positiv
evaluering af ordningen. Rambøll anfører således, at selvevalueringen synes at have potentialer i
forhold til kvalitetssikring og kvalitetsudvikling af undervisningen og anbefaler bl.a.…
 At udbrede selvevaluering som tilsynsmodel.
 At forenkle modellen.
 At forældrene i højere grad involveres i eller orienteres om selvevalueringen.
 At lærere og medarbejdere i højere grad involveres i selvevalueringen.
Nu går DP i gang med videreudviklingen af selvevalueringsmodellen, version 2.0. Vi ser frem til et
tæt samarbejde med ministeriet herom og har naturligvis det mål med det hele, at flere skoler vil
få øjnene op for selvevalueringens muligheder.
Økonomi/tilskud (jeg har gemt det værste til sidst!)
Ved finanslovsforslaget for 2015 udmeldte vi en ”beskåret” tilfredshed, idet der ikke var taget fat
på genopretningen af den økonomiske balance i forhold til folkeskolen. Koblingsprocenten var på
71 %. Det var ikke rimeligt, sagde vi. Nu er det finansloven for 16, det handler om, og nu er det
ikke tilfredsheden alene, der er beskåret. Generelt lægges der op til, at hele uddannelsesområdet herunder særligt de videregående uddannelser skal holde for. Det er svært at se noget
fremadrettet i det finanslovsforslag, som vel mere handler om at konservere såvel sikkert gode
hensigter som borgere. Vi savner modet til at fastholde og udvikle hele uddannelsesområdet. Vi
savner et tydeligere udtryk for troen på børn og unge som medborgere, der i en endnu mere
kompliceret fremtid vil kunne sikre vækst og velstand i samfundet. På vores område er der nu tale
om deciderede nedskæringer. Det kan vi godt tåle, har flere politikere luftet. Det går jo godt, og
der er ikke – som på det øvrige område – stillet krav om såkaldte omprioriteringsbidrag på
henholdsvis 2, 4, 6 og 8 % i årene 2016 til 2019. Det skal vi være glade for, og det er vi da også.
Men koblingsprocenter er fortsat 71 %, og – som I ved – beregnes jeres driftstilskud i forhold til
folkeskolens udgifter pr. elev med tre års forsinkelse. Og netop 2013 var et meget atypisk år, hvor
folkeskolerne pga. lockouten faktisk ”sparede” en helt månedsløn. (*)
(P/L - 2015 niveau)
2010
2011
2012
2013
2014
2015 (B)
Nettoudgift kr./elev
63.723
61.311
60.450
59.091
62.732
63.284
Kilde: Nøgletal.dk. Tabellen viser udgiften pr. folkeskoleelev i fast 2015-prisniveau. 2015 angiver budgettal for 2015.
Det betyder reelt, at tilskuddet på grundskolerne bliver reduceret med ca. 3,6 %. Det er mange
penge! Desuden har de frie grundskoler fået afsat flere midler til specialundervisningsområdet, så
alt i alt falder driftstilskuddet med ca. 145 mio. kr. Reelt betyder det, at den enkelte skoles
driftstilskud gennemgående vil blive reduceret med ca. 1200-1500 kr./elev – alt efter
elevsammensætningen på skolen. Vi taler om rigtig mange penge her: En skole af gennemsnitlig
størrelse (fx 500 elever) vil således miste ca. 700.000 kr. – eller et par lærere! (*)
11
1. Statstilskuddet falder.
2. Gabet mellem løn og tilskud vokser
3. Skolepenge vil stige – hvor meget
er uvist. Men DP frygter, at
stigningen fra 2007 til 2017 i alt vil
udgøre over 50 %!
Værktøjskassen er tom!
Desuden skal skolerne være opmærksomme på de kommende års udvikling i SFO-tilskud. Som
følge af folkeskolereformen og helhedsskolens indførelse i folkeskolen, sker der også en tilpasning
på de frie grundskolers SFO-tilskud. Fra 2017 nedsættes SFO-tilskuddet med 15 % og med
yderligere 15 % i 2018.
Vi stiller os derfor total uforstående overfor de politikere, der mener, at skolernes tilskudsforhold
er rimelige. Alle frie grundskoler, store som små, i land eller by, er nu særdeles hårdt presset på
økonomien. Udbedringsværktøjerne er nedslidte. På landet er der ofte ikke flere elever: klasserne
er halvtomme, og i byerne er der nok flere elever, men skolerne er fyldt op til bristepunktet. Så må
I jo effektivisere, siger de. I forvejen er vores driftsudgifter i forhold til folkeskolens pr. elev meget
mindre. Tilbage er der to svar: Sænk standarden – og det vil vi ikke! Eller bed forældrene om lidt
flere penge. Det vil vi godt, hvor det kan lade sig gøre, men samtidig udsætter vi os selv for
bandbuller om ”social uansvarlighed og klasseelitær fremfærd”.
Ét er, at skolerne virkelig mangler pengene. Noget andet, at tilskuddet i endnu højere grad er
”bundet” til bestemte aktiviteter. Den del, som skolerne skal ”leve på”, profilere sig med og
udvikle sig ved – det almindelige driftstilskud til det almene skolepædagogiske tilbud, bliver
mindre og mindre. Det er først og fremmest derfor, at DP har kæmpet for, at det almindelige
driftstilskud ikke skulle forulempes for hårdt. Det har vi bl.a. gjort ved at indstille til Ministeriet, at
afsnøringerne til specialundervisning og til Fordelingssekretariatet skulle reduceres. Vi har kun
delvist haft gennemslagskraft til at sikre dette, fordi skoleforeningerne ikke har været enige
herom, og resultatet er desværre, at det almindelige driftstilskud er beskåret endnu hårdere, end
det behøvede at være blevet. Det faktum, at de samlede bevillinger er reduceret så kraftigt,
skader os enormt. Og desuden ødelægger det simpelt hen tilskudsmodellens muligheder for at
kunne fungere på en måde, så alle skolerne, hvor de end ligger i landskabet, og hvor store eller
små, de måtte være, kan have tillid til den. Efter Danmarks Privatskoleforenings mening er
modellen fortsat god nok. Men hvis modellen skal levere (finanser), må der jo også hældes penge i
den. Vi har ikke brug for at bekæmpe denne relative elendighed med en ny fancy og
incitamentsbaseret fordelingspolitik, der vil erstatte skolernes selvstændige og i ordets bedste
betydning kreative pædagogiske tænkning med fastlåste, fantasiforladte og bundne pædagogiske
projekter. Størst mulig frihed for skolerne i anvendelsen af midlerne! Hos nogle – også blandt de
øvrige skoleforeninger – har nedskæringerne givet anledning til overvejelser om en ændret
tilskudsmodel. Det vil Danmarks Privatskoleforening modsætte sig mest muligt. Der er med det
nuværende system en temmelig stor omfordeling – og det skal der være, det støtter vi, men
omfordelingerne skal ikke øges. I skal lige have syn for sagn. Jeg vil lige gennemgå et par
”kvartilsbetragtninger” på tavlen. Nu lader vi tallene tale! (*)
12
Vi håber, I deler bestyrelsens opfattelse af, at der ikke er brug for ændrede fordelingsformer, hvor
de store skal betale til de små, og by til land. Faktisk ville en model, der i endnu højere grad var
baseret på elevtallet, være et mere rimeligt system, når man ser på folkeskolens omkostninger pr.
elev aktuelt og sammenholdt med de voldsomme strukturelle ændringer i folkeskolen med et
meget kraftigt reduceret antal skoler.
Den frie skoles idé var jo ikke, at hvor der ikke er en folkeskole, der kan der være en privatskole.
Ideen var jo, at der skulle være noget at vælge imellem – og både på landet og i byen. Mange –
også i vores egen verden – talte om, at de store privatskoler i byerne ødelagde
sammenhængskraften og var ”asociale”, hvorimod de mindre eller helt små friskoler på landet
sikrede sammenhængskraften. Men ligesom det jo ikke var meningen i byerne, var det vel ligeså
lidt tanken, at de frie skoler i store landområder skulle have monopollignende status. Vi bebrejder
ikke engagerede forældreildsjæle, der med nærmest dødsforagt kaster sig ud i nye skoleprojekter
med en imponerende indsats. De taler lige ind i § 76A, de tager ansvar. De gør noget. Derimod
anklager vi et skræmmende stort antal kommunalpolitikere, der handler uden omtanke i forhold
til en række velfungerende folkeskolefællesskaber, som bare fjernes. Forældrene ville gerne deres
lokale folkeskole, men politikerne ødelagde fællesskaberne. De tænkte ganske vist i værdier, men
det var af den slags, man kalder for cool cash.
HVAD KÆMPER VI FOR! (*)
Det er bestyrelsens håb, at såvel den skriftlige som den mundtlige beretning hermed tydeligt over
for medlemmerne og offentligheden har tilkendegivet, hvad vi ønsker, og hvad vi vil arbejde for. *
Danmarks Privatskoleforening ønsker og vil arbejde for…
ØKONOMI & FRIHED
1) Et balanceret tilskud ift. folkeskolen (71 % ->75 %).
2) Fastholdelse af tilskudsmodellen
a) Den sikrer udvikling og diversitet.
b) Prioriteringsmuligheder frem for pulje-/outputfiksering
a) Bedre muligheder/større frihed for pædagogiske prioriteringer
3) Obligatorisk tilskud til 0. ”nullerne” (førskoleordningerne).
PÆDAGOGIK OG FRIHED
4) Der ønskes større frihed til…
a) sammensætningen af skolens fagkreds (alle tre hovedfagsområder skal være repræsenteret)
b) med hensyn til sammensætning og afvikling af prøverne
ORGANISATION OG FRIHED
5) Krav om geografisk enhed ønskes ophævet
6) Ret til at etablere afdelinger ønskes indført
13
Tak for samarbejdet
Tak til de øvrige skoleforeninger. Samarbejdet er helt sikkert bestemt af, at vi vil det bedste for alle
frie grundskoler. Det er vi ikke i tvivl om, ligesom I aldrig må betvivle vores vigtigste ledetråd: at
skabe rammer for fællesskaber, der på et stærkt værdigrundlag, skaber skole, bliver skole! Vi er
hinandens forudsætninger! Og forskellighederne bekræfter igen og igen vores raison d’être.
Samarbejdet er ikke altid let, og decideret svært bliver det, når de to væsentligste målsætninger:
størst mulig pædagogisk frihed ctr. en rimelig finansiering - støder sammen. Allersværest bliver
det, når ”oversættelsen” af de to målsætninger heller ikke er identiske. DP har ikke det sande svar
på alle udfordringer, og det har de andre foreninger ej heller. Der er meget på spil. Men det
koster, når vi ikke er enige. Vi håber, at vores fælles forståelser kan bringe os videre – og gerne
mere samlet – i en tid, hvor alt er udfordret.
På forårets møder i de andre skoleforeninger var der meget snak om det nye foreningsbillede,
sammenlægninger og nye målsætninger. Vi vil gerne ønske Dansk Friskoleforening tillykke med
Lilleskolerne, hvis ideologiske/politiske motiver for optagelsen vi sagtens kan anerkende, men det
er jo ikke det samme som helt at forstå. Under alle omstændigheder tror vi, at det vil være et tab
for sektoren, når Lilleskolerne nu ikke længere helt så markant og ”dejlig-frækt” kan byde på
”nytænkninger og anderledesheder” i den pædagogiske debat og udvikling. Kære Lilleskoler, det
vil vi komme til at savne! Og tak til Peter Højgaard og Søren Hansen for samarbejde og
sekretariatsfællesskab i omkring 20 år.
En særlig tak til Foreningen af Private Gymnasier, som vi sidste år indledte et udvidet og praktisk
samarbejde med. Erfaringerne med samarbejdet har været særdeles gode, og både ”private
gymnasier” og DP er indstillet på at udvikle og udbygge samarbejdet yderligere – og på alle planer.
De to bestyrelser forestiller sig, at der kan skabes et fælles uddannelsespolitisk bud for både den
private skole og det private gymnasium. Vi forestiller os en stærkere politisk interessevaretagelse
og synlighed, en stærkere og øget sekretariatsbetjening, et stærkere perspektiv på overgange
imellem grundskole og ungdomsuddannelser og sidst, men væsentligst, et øget fokus på de frie
grundskoler og de private gymnasier som værdibaserede skoler.
Foreningen
Bestyrelsen tillader sig at mene, at vi – skoler, bestyrelser og ledelser – i og med Danmarks
Privatskoleforening har en velfungerende forening med et højt aktivitetsniveau og et
velfungerende Sekretariat med meget kompetente, imødekommende og flittige medarbejdere.
Det siger I skoler tit til os i hvert fald – og tak for det. Søren Lodahl har nu fungeret som
Sekretariatets leder i et lille år. Overgangen fra en leder til en anden går ikke altid lige smertefrit.
Det ved I godt! Men med dig, Søren, er det gået meget glat. Det skyldes selvfølgelig dine mange
talenter, du er meget kompetent på alle planer, men din forgænger, Ebbe, skal der også rettes en
stor og dybfølt tak til: 20 stærke år og en fantastisk flot aflevering af sekretariatet. Endelig vil jeg
fremhæve dine kolleger: vores allesammens Anette, Birgit, Dilan, Nicolas, Simone, Tine og Thomas,
der ligesom bestyrelsen har medvirket til din fine start.
Foreningen har en sund økonomi. Derfor vil vi også i finansår med faldende tilskud kunne holde
igen med kontingentstigninger. Vi sætter stor pris på at kunne levere til ”konkurrencedygtige”
priser, og det er – som I ved – vores grundopfattelse, at så mange penge som muligt skal ud til
skolerne. Aktuelt har vi omkring 150 medlemsskoler (mod 146 sidste år) med godt 54.000 og godt
6.000 ansatte. Foreningens samlede elevtal er ubrudt gennem de seneste 25 år vokset fra ca.
30.000 til de nævnte godt 54.000. I 2010 udgjorde foreningens elevtal godt 45 % af sektorens
samlede elevtal og er i det seneste år vokset til 48,5 %.
14
Også en kæmpe tak til mine kolleger og venner, næstformændene Bo og Karsten og de øvrige i
bestyrelsen. Tak for støtte og inspiration, tak for holdbare venskaber. Må jeg ikke bare sige – kort
og godt – tak for det hele. Det var virkelig en eventyrlig rejse, og til jer, til skolerne, til ledere og
bestyrelsesformænd med mange flere tak for, at jeg måtte være en del af turen, hvor målet jo
hele tiden var givet: vi ville sammen finde den bedste skole for børn. Eventyrligt var det, fordi
målet var så selvfølgeligt, men det var ’vejen ad hvilken’ bestemt ikke! Fandt vi den så, skolen?
Det gjorde vi nok ikke, men vi leder videre. Vejen ad hvilken og indholdet er altid vigtigere end
målet.
Afslutningen er endnu en bro.
Tillad mig en lille afsluttende formaning – den er velment og sagt med den dybeste respekt for
jeres arbejde ude på skolerne – lidt sat på spidsen er dagens pædagogik splittet op i to verdener:
Strategi og management versus hjerte og kultur. I begge verdener kan man – og jeg er ikke spydig
– lære rigtig meget, men når du skal justere dit ståsted, vil jeg anbefale, at du placerer dig tættest
på hjertet og kulturen - det andet går over, og noget nyt kommer til. (*)
Det er som en rundtur på den uendelige bro. Det er enkelt og ligetil eller vanskeligt og nærmest
umuligt, der er en vej og mange veje, du bestemmer! Den ordblinde Herman Stilling sendte for
mange år siden to kronikforslag ind til Politiken, som så kunne vælge mellem de to: ”Ordblindhed”
eller ”Hvor lang skal en badebro være”? Politiken valgte den om ordblindhed. I Danmarks
Privatskoleforening har vi brugt ”den uendelige bro” som et billede på skolevirksomheden.
Herman Stilling var hele sit liv optaget af badebroens længde. Jens Råhauge, dansklærernes
sprogentusiast, fortæller, at Herman Stilling, når en badebro var blevet tilstrækkelig lang, manede
til, at man ikke ved enden gjorde holdt, nej, man måtte videre. Forskellen er refleksion og
fordybelse over for fremadskuen og bevægelse. Det gælder om at komme videre og videre så
hurtigt som muligt. Men den almene dannelse ligger i tænksomheden, pausen og
langsommeligheden.
Dog er det ikke et enten-eller, det er et både-og.
Brug friheden! Brug fornuften! Festina Lente!
Disse var ordene, TAK!
Bestyrelsen, den 23. oktober, 2015